Om at pisse på katte.

Jeg er ellers befriende immun overfor kattevideoer, hundehvalpe i enhver udgave og fotoshoppede babyer på nettet. Lad endelig andre dele dem. Jeg er ikke med på en deling og ignorerer i den totale ligegyldigheds navn.

Men de to her. De tog mig. Ellers måske skal jeg bare blive i terminologien og sige, at de pissede mig af. På den gode måde. For her står Egon Olsen i sin puddeludgave, pænt flankeret af Benny som baby. De har lige pisset på katten. Og hvem har ikke en forfærdelig lyst til at pisse på katten ind imellem? Personligt ER jeg bare ikke til katte, hvilket i denne forbindelse giver mig en udpræget forståelse for den skadefryd og åbenbare stolthed, der lyser ud af ansigtsudtrykkene. Men samtidig er det vel også den grimme puddel og den lille babys hævn over overmagten. Her symboliseret ved katten. GOT YOU!!

Vi danskere har et udpræget, næsten nationalt gen for altid at holde med the underdog. Så billedet skildrer også alt det, vi dybt i vores sjæl sympatiserer med. At pisse på katte. I enhver tænkelig, såvel konkret som overført betydning. Og da vi, som regel, er pæne mennesker udadtil, giver vi sjældent os selv lov til offentligt at fremvise de ansigter, de to her flasher. Det er nok det, jeg er så vild med. Den åbenlyse, ufortyndede stolthed over at have pisset på en kat!

–I øvrigt er jeg helt sikker på, den kat ligner Boris eller Donald. Lidt.

Continue Reading

Godt nytår!

Alle læsere af bloggen ønskes et rigtigt godt nytår!

Og mens jeg sidder og skriver dette, brænder jorden i Australien, vores eget land står i vand til knæene, utallige steder, jeg har besøgt gennem året, lider af nærmest ufattelig tørke og vandmangel, og isen smelter med forrygende og helt uventet hast ved polerne. Aldrig før har klimaet været så højt og så højtråbende på dagsordenen, og hvor vi det meste af min levetid med vanlig sans for gentagelser har ønsket hinanden fred og fordragelighed på tærsklen til et nyt år, er det nu helt andre klimatiske hovedønsker, der dominerer vores ønsker og fortsætter. Det er absolut ikke umuligt, at udvalgte eksemplarer af raketaffyrerne på billedet føler trang til en rask gang intern ufred i 2020, men det er peanuts, petitesser mod, hvad vi ellers er oppe imod.

Jeg synes, jeg i min dagligdag lever så klimabevidst og ansvarligt, som det er mig muligt. Men jeg er samtidig oppe mod kræfter, selv jeg ikke kan styre. Omvendt ville en drastisk forandring af netop MIN dagligdag betyde, at jeg helt konkret ville miste mit arbejde. Hvis jeg ikke kan flyve, eller stærkt traumatiseret hver gang skal sidde i flyveren på vej på arbejde med skyldfølelser helt ud på haleroret, så må jeg jo vælge at belaste statsbudgettet med arbejdsløshed i stedet. Jeg er helt med på, at flyrejser skal være dyrere, og at der skal betales aflad for dem på bedste måde, samt at vi selvfølgelig skal være bevidste om at omlægge vores nærrejser til andre transportformer, men det vil i alt fald tage tid og fantasi at komme dertil.

Og så er det, jeg også bliver en smule kontrær i min tankegang. Jeg er HELT og aldeles enig i samtlige frelstheder omkring klima, men jeg er samtidig nødt til også at pippe denne oplevelser, som nok er den, der har gjort det største indtryk på mig hele året, ud gennem de økologiske sideben. For der er også andre hensyn, andre ting, der skal med for nuancernes skyld. I efteråret var jeg i Jordan på jomfrutur med mit rejsebureau. Turen var arrangeret af en jordansk gift amerikansk kvinde, der også som hovedmål gerne ville frelse jorden. Og især jordanerne.

Derfor havde Laura, som hun hed, lagt vores rute gennem et særdeles fattigt, men usigeligt smukt område ved Golanhøjderne. Golanhøjderne markerer den særdeles betændte grænsezone mellem, blandt andet, Jordan og Syrien, hvor den syriske borgerkrigs rædsler rækker langt, langt ind i Jordan. Det har, helt konkret, betydet, at samtlige turister har forladt området, at folk er meget, meget fattige, at hoteller og restauranter står gabende tomme, at børn har forfærdelige opvækstvilkår og næppe megen fremtid, at man ligefrem kan spore en slags apati i folks ansigter, og at det flyder med plastik og affald overalt. For i fattige lande kan man nemlig helt konkret måle fattigdom på affaldsmængder. Jo mere affald, desto højere fattigdom.

Det var så her, vi ( efter utallige tjeks ved kontrolposter) mærkede en gæstfrihed og en mærkbar glæde over, at VI var kommet. At vi 9 turister lagde nogle penge, viste os og signalerede, at der måske var håb forude. Hvor vi blev modtaget med åbne arme og en vilje til at give os det bedste, stedet formåede. Det var ikke fake–det var et slet skjult håb! Jeg mindes stadig de overvældende, fantastiske måltider, som vi slet ikke evnede at spise det hele af–og de ikke få lokale kvinder, vi senere så forlade hotellets bagdør med små fade! Vi var æresgæster i 2 nætter, der blandt fattigdommen, affaldet og, samtidig, et af de smukkeste landskaber med varme kilder, jeg nogensinde har set. Hvorefter de nok skal vente en rum tid på, at andre dukker op. I alt fald håber jeg da, at mit bureau stadig vil sende folk på de kanter. Det bør vi.

Men for at komme derned, er det nødvendigt at flyve. Det er i det hele taget nødvendigt at rejse for at nå samtlige verdens brændpunkter, hvor fattige mennesker, nogle gange undertrykte mennesker i forfærdelige regimer, har så umådeligt brug for os og vores penge. Hvor vi ikke blot er madbilletten, men også selve muligheden for at give næste generation noget, der ligner en fremtid. Hvis vi bliver væk, går disse samfund til grunde, eller bliver i alt fald en kolossal økonomisk belastning på andre budgetter. Vi kan, ved vores blotte tilstedeværelse, være med til at opretholde en form for balance (og ja, det lyder som herrefolk og slavefolk, men så længe verden ser ud, som den gør, er det måske det bedste, vi kan gøre!), give en konkret ulandshjælp, som på sigt er absolut lige så væsentlig som den, der gives over statsbudgetter og store hjælpeorganisationer. Det er vigtigt, vi rejser sådanne steder hen. Det er, helt ned på mikroplanet, usigeligt væsentligt, at 9 danske turister tager 2 dage ind til Golanhøjderne og lægger deres penge. Ikke blot økonomisk, men også for at tænde en form for håb.

Så ja, de Tunbergske transportformer (selv på 1. klasse!) er da absolut politisk, klimatisk korrekte. Men jeg tvivler på, hvor meget de egentlig ændrer livet, håbet og fremtiden for de utallige millioner, der lever af, at vi kommer og besøger dem.

Dette er ikke et patetisk forsvar for mig selv. Det er, i alt fald i historien om den jordanske landsby, en slags øjenåbner for, at tingene slet ikke er så ukomplicerede og firkantede, som de umiddelbart lyder. Så jeg vil ikke miste mit elskede arbejde, og jeg vil forfærdeligt gerne lægge mine penge steder, hvor de er af absolut konkret og vital betydning. Men det kræver, at jeg kan komme dertil. Hvilket jeg så også gerne betaler yderligere afgifter og aflad for.

Vi skal passe uendeligt meget på vores jord og vores medmennesker. For den og de er i krise. Men der er mere end bare en enkel sandhed i denne forvirrende, og nogle gange noget frelste, debat. I mellemtiden vil jeg dog stadig gøre alt, hvad der er mig muligt i min egen lille dagligdag!

Godt nytår!

Continue Reading

Glædelig jul.

Alle læsere af bloggen ønskes en rigtig god og glædelig jul med det julekort, jeg efterhånden sender hvert år: Banksys “Joseph and Mary can`t make it to Bethlehem this year”.

Måske umiddelbart en smule ujulet, men samtidig såvel en fremragende tegning af en af mine yndlingskunstnere med forfærdeligt mange væsentlige ting på hjerte. Og, allermest relevant, en påmindelse om, at verden, trods jul, stadig er et yderst kompliceret sted at være og at forholde sig til, fordi vi mennesker er så vanvittigt eminente til at skabe problemer, krige og fjendskaber mellem os selv. Jo mere, jeg rejser i Mellemøsten (hvor det hele jo dog trods alt tilsyneladende foregik dengang for 2019 år siden), desto klarer bliver det i alt fald for mig. Ligesom det bliver klarere for mig, at vi sammen må arbejde på fred og forståelse, som netop er det, julen skal og bør minde os om.

Så god jul! Nyd den!

Continue Reading

Bye, bye Britain.

Dette handler ikke om det britiske valg. Kun lidt, i alt fald. Det handler heller ikke om, hvorfor jeg hverken kan lide Boris eller hans politik. Det kunne jeg skrive en bog om, men det er han simpelthen ikke værd. Det handler heller ikke om, hvorfor jeg hverken kan lide Corbyn eller hans politik. Det kunne jeg desværre ikke skrive en bog om, for manden er jo nærmest usynlig og hans politik ikke tilstrækkeligt promoveret.

Derimod handler det om de steder i det store rige, som jeg personligt holder så umådeligt meget af, og hvorfor dette kastrofevalg måske alligevel ikke er så skidt, at det ikke er godt for noget. Lad bare de englændere svømme forvirret rundt i den sø, de selv har pisset til. Og vær sikker på, at Boris på ingen måde har til hensigt at redde dem op derfra. I sidste uge skrev pressen umådeligt mange gange, at liderlige prins Andrew var privilegieblind. Det er Boris også. Begge dele, i øvrigt.

Men faktum er, at Nicola Sturgeon og SNP nu sidder på 48 ud af Skotlands 59 sæder i parlamentet. Der er samtidig næsten ingen skotske konservative(6) og labourfolk (1) tilbage. Tilligemed var der i sin tid i Skotland overvejende flertal for at blive i EU, og dette ønske er faktisk blevet endnu mere markant i de tre latensår, der er gået siden den tåbelige afstemning. Det er et faktum, som man er nødt til at handle på. Og hvis nogen foregøgler sig, at Storbritannien er et rige af enstænkende, fuldstændigt kulturelt stereotype beboere, så må de ligesom tænke om og i alt fald i første omgang sluge, at det gamle imperie-storhedsvanvid, som i den grad har præget Brexit, kun er en mild form for skizofreni, der udelukkende eksisterer i England. Ikke i Skotland og Nordirland. Skotland vil givetvis kræve afstemning om uafhængighed igen, og jeg tror personligt, at de, ad åre, vil få den.

Egentlig har jeg altid set det som en unødvendighed, at Skotland blev uafhængigt. Ikke mindst økonomisk. Men nu stiller sagerne sig jo i et decideret anderledes lys, og Nicola Sturgeon er vel kommet i besiddelse af en magt, hun kan handle helt konkret på. Ikke mindst fordi, skotterne selv føler, de er europæere og derfor hører til i EU. De skal ikke dikteres fra Westminster–akkurat som så mange andre upopulære beslutninger er kommet sammen vej fra. Her er skabt en åbning for at gentænke uafhængighed, og hvis prisen for at blive i EU er, at man slipper rigsfælleskabet, så er det mit indtryk, at de fleste skotter er europæere, før de er briter. I alt fald lige nu.

Og hvis Skotland får mulighed for uafhængighed, så bliver der røre i Nordirland. DUP tabte i øvrigt 2 af sine 8 sæder deroppe, så der er ikke længere en majoritet af støtter til de konservative fra dette protestantiske yderfløjsparti. Helt ærligt, så er det da også udelukkende et bevis på historiens fatale beslutninger og tåbelige genvordigheder, at denne ø overhovedet er delt i 2 lande. Den er på størrelse med Danmark! Og siden delingen i 1921 er den katolske del af befolkningen i Nordirland vokset eksplosivt ( katolikker får mange børn!), således at det nu er protestanterne, der er mindretallet. Hvis man overhovedet kan tale religion her, for de nordirske problemer bunder lige så meget i økonomi og klassetilhørsforhold, og man kan sagtens både være katolik og støtte samhørigheden med det store rige derovre på den anden side vandet. Men der er vist ingen tvivl om, at de nordirske katolikker vil plædere for en sammenlægning med Eire/staten Irland, og at de med en evt. uafhængighed for Skotland står ret stærkt i deres muligheder. I Nordirland var der i øvrigt også flertal for at blive i EU, og med selve grænsedragningsproblematikken har dette synspunkt vundet endnu flere støtter. Største problem er, at jeg slet ikke tør tænke på, hvordan alle disse stærkt militariserede og lettere paranoide protestantiske grupper vil reagere på evt. at skulle være sammen med de fæle katolikker i syd. Det vil nok desværre kræve nogle bomber, for den slags har det ligesom med totalt at glemme og fortrænge, at deres katolske naboer i årevis har levet i en protestantisk stat.

Jeg ser det ikke som en illusion, at vi med åre får et samlet Irland og et uafhængigt Skotland. Ikke mindst takket være dette valg. som i den grad har påpeget det påståede imperiums revner og sprækker. Og kors, hvor kunne jeg unde alle stolte skotter at kaste såvel Westminster og Boris af sig samt alle rare irere at leve i en forenet, irsk stat.

Continue Reading

Om gammelt og nyt i Uzbekistan.

Næsten alt er bygget i gule sten i de gamle karavanebyer i Uzbekistan. Gammelt og nyt. Gule sten, der påfaldende minder om stenene på et ganske almindeligt prototype-parcelhus i Danmark fra 70-erne. Og rundt om disse gulstenede, ælgamle huse har det russiske regime voldsomt og med ødsel rundhåndethed strøet betonklodser i mausolæumstørrelse. Nærmest spyttet dem ud. Ude på landet er det selvfølgelig det lerklinede, der dominerer. Her er sand nok!

Først for ganske nyligt har uzbekerne opdaget den turistmæssige værdi af deres egen fortid. Fortid var ikke i høj kurs under sovjetregimet. Den var nærmest en smule til besvær. Desværre betyder det en lidt påfaldende mangel på pietetsfølelse overfor de enorme skatte, der ligger i silkevejens fortid. Man bygger med rund hånd og måske lidt for overstadigt gamle fortidsminder op, så de står strålende og perfekte. Reparerer gamle bymure, så de bliver minutiøst intakte. Udskifter gamle bjælker til helt spritnye og omdanner i høj grad fortid, der er gået i stykker, til spritnyt. Det er ikke altid lige heldigt.

Ydermere bygger man stadig i de gule sten. Vel og mærke bygger ting, der fuldstændigt ligner de gamle. Så som turist er man ofte i vildrede omkring, om det man ser, er hundreder af år gammelt- eller blot fra i går. Kun et yderst trænet øje kan se forskel, og sådan et har jeg ikke.

Det samme gælder de fantastiske træskærerarbejder på døre og piller, som uzbekerne elsker så højt. Det er svært at se, om de lige er lavet, eller har stået i mange, mange år. Måske er det bare sådan en europæisk arrogance på baggrund af et overvældende utal af fortidsminder, der gør, at jeg gerne vil vide, om tingene virkelig ER gamle. Eller bare fake fra i går. I alt fald synes det fuldt acceptabelt herude, at man da tilretter sine antikviteter indenfor byggebranchen, så de bliver pæne og fuldstændige samt bygger nogle spritnye ved siden af, som da passer noget så vidunderligt i stilen og murstenstypen. Måske skulle vi også overveje at bygge nye barokpalæer på de ledige byggegrunde ned ad Bredgade i København?

Men flot ser det jo ud. Og det er påfaldende, at Uzbekistan i den grad ligger lige præcis midt mellem Østeuropa og Kina/ Vietnam. Det kan man se overalt. At gå rundt i de allerældste borge hernede er som at opleve en nøjagtig krydsning af slottet i Sinaia i Rumænien og Den forbudte by i Beijing. Der er noget fra begge sider, som er blevet forenet til noget helt tredje, unikt uzbetisk.

Men det KUNNE nu være rart, om man lidt mere tydeligt kunne skelne mellem nyt, gammelt og fake. Synes europæeren!

Continue Reading

Baghave til salg!

Jeg har overvejet at sælge den yderste del af min baghave. Cirka der omkring, hvor der alligevel er fyldt med lugningsmodent ukrudt, og hvor ingen rigtigt kommer undtagen i september, når der er nødder. Der er kun et lille stykke, men lidt har vel også international ret.

For hvis (T)rumpen nu køber de godt og vel 4m2, så kan jeg godt gatantere ham en strategisk vigtig position i Europa. Ikke nok med, at han står som legal grundejer, når Sønderjylland syd for Kongeåen nok snart bliver solgt til tyskerne, men han kan på under en time nå Vadehavet omkring usønderjyske Darum, som han jo bare også kan købe og fylde op med vand og lave nye krigshavne på. For den sags skyld kan han vel også ekspropriere min bagbo og obersten bagved, for så er der næsten plads til en landingsbane, selv om den selvfølgelig bliver lidt bumpet.

Jeg har overvejet en pris i nærheden af et par milliarder. Dollars, altså. Fordi selv han må indse, at et sted skal han vel ligesom begynde. Det kan lige så godt være hos mig som hos naboen. Og hvis han begynder at bygge (T)rumpetårne, så skal han da være så velokommen, for jeg kan godt sige ham, at det bliver noget af en kamp at fælde de nødder. Vi har alligevel heller ingen udsigt den vej.

Jeg synes, det er rart at sådan en mand som ham viser sig velvillig til at købe al vores shitjord. For det bliver han nok nødt til, når han pludselig fatter, at ingen rigtigt synes, de vil sælge Grønland til ham. Selv for ham kan mindre vel gøre det. Og han skal være så velkommen til mine 4m2 skvalderkål.

Selvfølgelig vil han få en neighbour from hell. Men det finder han først ud af, når de der par milliarder er betalt!

Continue Reading

Om nabohjælp.

Vi har været hjemmefra i næsten 2 måneder. On and off. Nu er vi hjemme igen til et hus, der står indbrudsfrit, en tømt postkasse, en relativt velplukket have, en stak læste aviser og et drivhus, der har afgivet en enorm høst til de omkringboende. Græsset er ikke slået, ukrudtet ikke luget, hækken ikke klippet. Men det skal det så heller ikke være. Der går en usynlig grænse mellem nabohjælp og naboudnyttelse, og den skal ikke overskrides. For der kommer jo altid en næste gang.

I aftes, da kortegen med trailer og stuvet bil rullede ind ved godt og vel sen-TV-avistid, holdt genboens ene bil i vores indkørsel. Det gør den, som hovedregel, hver nat. Og det er da betryggende, at eventuelle bortførere af vores få bortførelige værdier så tror, vi er hjemme.( Samt at andre forbipassende samtidig tror, at vi har fået SÅ flot en bil!). Det minimum af post, man nu til dags kan være så heldig at få og de tonsvis af reklamer, man ikke kan undgå at få, lå flot stablede på køkkenbordet sammen med de sidste ugers aviser, som heldigvis gennemlæses grundigt af de, der har postkassenøglen. Hvis der undervejs i vores bortrejselse er mistænkelige underligheder omkring og inde i huset, bliver vi ringet op, for der spadseres daglige runder omkring huset. Tilligemed at den ene nabo, via den ret blå og lysende knap på køleskabet, fra sit stuevindue kan konstatere, om strømmen i huset er intakt og fungerende. Der er, med andre ord, 3-4 husfulde af naboer, der varskos hver gang, vi ikke er hjemme, og som derfor tager det alvorligt netop at give det udseende af, at vi skam er noget så gevaldigt hjemme.

Den slags er guld og en enorm betryggelse værd. Akkurat som det er en lige så stor betryggelse for naboerne, at vi gør præcis det samme for dem. At man altid før en afrejse her på vores lille hjørne tager en afrejserunde og melder, hvor man skal hen og hvor længe. Samt om der er specielle hensyn, der skal tages–så som f.eks. at sørge for at få spist syndfloden af tomater og agurker i drivhuset.

Dette med som en naturlig ting at se efter hinandens gods, guld og væksthuse, er diamanter værd. For det kræver jo et minimum af årvågenhed for de hjemblevne, mens de rejsende føler en tryghed, som er væsentlig større end den, nogen form for alarmsystem kan give dem. Ikke, at de to ting udelukker hinanden. De supplerer vel bare. Og giver en selv en rolig, en tryg ferie.

Det er nu heller ikke fordi, der ligesom er mere guld og andre værdifulde grønne skove tilbage her i huset. Det er forlængst bortført og ikke genanskaffet, da der ligesom ikke er så forfærdeligt meget point i at genanskaffe til  endnu en gang bortførelse. Vi ville være en stor skuffelse for enhver optimistisk indbrudstyv. Det er sådan mere fornemmelsen af, at ingen fremmede bør gå ind på ens enemærker. At ens hjem er ens eget og kun tilgængeligt for de, der har legale ærinder.

Så når jeg hjemvender med kortegen fuld af god ferie og beskidt vasketøj, så bliver jeg så glad ved mine gode naboer. Som ikke overrender mig i dagligdagen, men som altid er gode for en snak over hækkene og effektiv husovervågning. Det er så trygt både at tage afsted–og at komme hjem igen! Så trygt, at man ind imellem, når talen kommer på at købe noget mindre, noget mere arbejdsfrit, altid ender med de sidste to store men-er: Hvor får man ellers så gode naboer, og hvor skal hunden så være?

 

Continue Reading

En lettelse!

Jeg har været på en dårlig forbindelse med den, helt siden jeg selv, personligt, anlagde mig den. På foranledning af en emsig ekspedient hos Elgiganten, der givetvis stod med en usælgelig sending skodtelefoner, der bare ledte efter en flok naive telefonidioter. Som mig.

I går tabte jeg den på et stykke asfalt. Helt med uvilje. Facit er selvfølgelig, at jeg nu står med en ubrugelig telefon. Men også, at jeg med en utroligt lettet, ren og pletfri samvittighed kan tillade mig selv at anskaffe en anden. Åh, hvilken befrielse for det udgiftssky jeg.

For der findes virkelig ikke ret meget selvværds- nedboostende end at lave fejlinvesteringer, impulsivkøb og dårlige anbringelser af ens egne penge. I mit tilfælde går det lige ind i den yderst protestantiske retfærdighedssans, således at man må ligge, som man har redet. Har man smidt sine penge efter noget lort, så må man sgu’ selv æde det. Beklage sig må man godt. Men mest til den idiot, der er en selv.

Den telefon var umulig at tage. Den havde sådan en tåbelig form for scrollen op som tagemekanisme, men skærmen nægtede i alt fald at tage mod mine fingre. Resultatet var i de allerfleste tilfælde, at jeg kæmpede en ulige og på forhånd tabt kamp mod en telefonskærm. Bagefter kunne jeg så bruge tid på at lokalisere ukendte numre på Krak samt penge på at ringe tilbage til alle dem, jeg gerne ville have talt med, hvis jeg ellers kunne have taget min telefon. Den ville i øvrigt heller ikke åbne på fingerbevilling. Udelukkende en snirklet omvej med kodeskrivning syntes acceptabel. Derfor brugte jeg den sjældent som kamera. Motivet var alligevel dødt, gået, borte og uinteressant, inden jeg nogensinde fik den satan låst op. I øvrigt tog den også lousy fotos. Samt erklærede sig uvillig til at integrere de fleste apps. I alt fald dem, jeg gerne ville have.

Alligevel levede den videre. For jeg havde jo selv betalt den. Som i øvrigt den allerførste telefon i hele mit liv, for jeg er sådan en telefonarver, der altid på den front er sidste led i fødekæden. Men lige på det tidspunkt, hvor den blev anskaffet, var der en tydelig brist og mangel i samme forsyningskæde. Det var nok derfor, jeg købte for billigt og lod mig besnære.

Men nu har jeg så heldigvis tabt den. Ganske uforvarende heldigvis slået den til telefonfisk på en god gang asfalt. Hvor er det dog en lettelse sådan med rigtig god samvittighed at kunne sige farvel til den spand uforløste samtaler og manglende vilje til oplukning. For hvis jeg ikke havde tabt den, havde jeg jo i årevis hængt på det idiotapparat som en retfærdig straf for, at jeg selv havde anskaffet den.

Og nej. Jeg skal ikke have en ny. Jeg skal bare have en anden. Manden mente, som mænd nu besynderligvis gør, at han trængte til en ny. Hvilket i min optik er fuldstændigt ufatteligt, for han har ikke engang slået den gamle i stykket. Men nu køber han så en ny, og jeg arver som altid og som sidste telefonled i telefon- pølseenden.

Hovedsagen er i hvert fald, at jeg for evigt er lettet og befriet for den møgsatan af en telefon, jeg indædt måtte leve med, fordi jeg selv havde købt den!

Continue Reading

Om kunsten at være ligeglad.

Lige nu siler det bare vedvarende. I nat var det noget mere seriøst, det regnvejr. I går var det, i udvalgte, korte perioder, muligt at bevæge sig lidt udenfor. Eller i alt fald at styrtløbe hen til og ind i sin bil. Vi har dog ikke haft skybrud, oversvømmelser, vildfarende kloakdæksler eller vand i den kælder, vi ikke har. Men det regner. Meget.

Som semi-pensionist har man et andet forhold til sommerregn end det nærmest traumatisk-hidsige, der prægede ens år på arbejdsmarkedet. Dengang var sommerferieregn en katastrofe. Nu er det en våd streg i regningen og en direkte opfordring til at finde alternative indendørsaktiviteter. Når man ikke har et nøje afmålt antal feriedage, der alle, for sjælefredens skyld, bør udstyres med højt solskin, er regn kun et incitament til at praktisere kunsten at være så forbandet ligeglad. Det skal jo nok blive godt vejr igen. Og man har, heldigvis, tid til at vente på det.

Når ferien ikke længere består af tre ugers hektisk opfyldelse af enhver form for alt det, der ikke er tid til i hverdagen, udelukkende garneret med strålende solskin, så bliver regn kun bump på vejen. Oven i købet en slags åndepause- bump, hvor det er muligt at fordybe sig i alt det indendørs eller bare det, der ikke kræver tørvejr.

Endelig skal det vel også indrømmes, at de dage, hvor enhver solstråle var en direkte opfordring til udendørs brank og ubehageligt kropssvederi, så uigenkaldeligt er ovre. Omkring et par og tyve grader er bare noget så inderligt fint med mig. Når vi når 30, står jeg faktisk med op til 10 overskudsgrader, som jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med. Og har samtidigt forbandet dårlig samvittighed over, at det overhovedet er nødvendigt at stille noget op med dem. Danske huse er ikke bygget til mere end 25 grader. Vi solamatører har i årevis anlagt vores udendørsarealer ved dem, så vi fik så meget direkte sol som muligt. Ulig de solprofessionelle sydpå, som selvfølgelig har anlagt med skygge som hovedformål.

Så det bliver endnu en grå og våd dag. En af dem, der førhen var et ufatteligt spild af en feriedag. Decideret stressende, faktisk. I alt fald hvis man ikke havde feriemæssigt råd til at lære sig selv kunsten at være komplet og fuldkommen ligeglad.

 

Continue Reading