Om kolonihaver og kolonihavehuse.

Jeg har brugt det meste af weekenden på at renovere kolonihavehus. Uden overdrivelse det mest ambitiøse redningsprojekt, jeg nogensinde er indgået i. Cirka på det niveau, hvor det stadig er temmelig tvivlsomt, om patienten overhovedet overlever, men hvor det dog er absolut sikkert, at det i så fald ikke bliver uden varige men, forrygende permanente skævheder og en hvis form for nedsat ydeevne.

Men det, må jeg så indse, er hele kolonihavehusenes sjæl. Bygget, som de er, af idealistiske ildsjæle, der mere brændte for at dyrke kartofler udenfor stenbroen end for at opføre huse i samråd med regler for almindelig, fornuftig byggeskik. For slet ikke at tale om materialevalg, som i bedste fald er alternativt–i værste et sammensurium af de forhåndenværende søm langs vejen. Og her gik jeg og troede, at mit sommerhus havde personlighed og alternativitet. Jeg tog fejl, gjorde jeg!

Nu er der så også det ved det, at de færreste folk i min alder fra provinsen overhovedet overvejer at investere i et kolonihavehus. Vi har sommerhuse i overflod til vores fritidssysler. Og vi køber dem allerhelst på naturgrunde, så vi er noget så behageligt fri for alt det der have. For sådan en har vi jo derhjemme ved parcelhuset–som om det ikke skulle være nok i sig selv. Og grøntsager kan da heldigvis stadigvæk købes i forretningerne. Eller dyrkes til husbehov og i strengt udvalgte sorter på det lille stykke deromme ved drivhuset.

Da jeg var ung, havde vi godt nok ikke kolonihaver. Det er vist ingen overdrivelse at skrive, at en kolonihave var noget af det allermest forstokket småborgerlige, vi overhovedet kunne forestille os. Derude gik de rundt i seler og ølmaver og rodede i deres rabarber, mens de bøvsede under deres Dannebrog, spiste bjerge af frikadeller med rødkål og stemte på de forkerte partier. Der var noget decideret øllet og politisk ukorrekt bare ved tanken om kolonihavefolket. Måske også fordi, det dengang var forbundet med fattigdom og usle levevilkår at bo på stenbroen (hvorfor i alverden skulle man ellers have en kolonihave?), og ikke, som i dag, med forrygende gode jobs og hipstret livsstil. Faktisk havde vi nok en smule ondt af alle dem, der bare måtte nøjes med et papskur og få kvadrat-kartoffelmeter–i forhold til de veltrimmede parcelhushaver, vi selv kom fra. Selv ikke Eva Madsens sangberømte mormor kunne lave om på det: Vi så nok mere den sang som et lidt kikset forsvar for mormor end som en hyldest til hende og hendes hus.

Mildt underdrevet må det siges, at den slags har ændret sig de seneste år. Det er gået hen og blevet voldsomt hipt at have en kolonihave. Især hvis man er ung, bosat på stenbroen, har et godt job og en relativt hipstret livsstil. Så kan man næsten ikke vente på at komme ud i kolonihaven til alle de andre, der også er præcis som en selv. Men vente, det må man. For kolonihaver hænger skam ikke på æbletræerne længere. Der er overtegnede ventelister og årevis af længsel efter det der lille sted med urtehaven ude i forstæderne. Fra at have være arbejderklassens småborgerlige åndehul med indbygget mulighed for socialt samvær og nyoptrukne porrer er kolonierne nu blevet den forlængede udbygning af Sdr. Boulevard og de mest trendy områder på Nørrebro med skove af nyudplantede avocadotræer, figenbuske og alt indenfor udenlandske bønnesorter. Jeg er også sikker på, der har været intensive forsøg på at dyrke brune ris og kikærter. Og linser, selvfølgelig.

Selvfølgelig spiller de fuldstændigt vanvittige huspriser i storbyerne også ind her, så det dog trods alt er mere økonomisk venligt at anskaffe sig den lille have i koloniområderne end at gældsætte sig selv med rækkehuset i Brønshøj til 7 millioner. Eller mere. Faktum er dog, at klientellet derude i haverne temmelig hurtigt er ved fuldstændigt at skifte karakter. Det vrimler med unge, energiske havebrugere. Og der er, så langt øjet rækker, ikke ret mange hverken Dannebrogsflag eller ølbænke tilbage. Det er blevet en anden livsstil derude, en gennemgribende omdefinering af, hvad det vil sige at være kolonihavebruger. Nu skal der seriøst havehygges med grøn the, dyrkes spændende grøntsager og åndes ud fra den storby, som man både må væk fra samt overhovedet ikke kan undvære at bo midt i.

Men husene, de står der for de flestes vedkommende endnu. Disse skure af forhåndenværende materialer, bygget af diverse ejere gennem mange år ved hjælp at talrige knopskydninger. Sunket lidt (og betydeligt) i hjørner og kroge, opsat på den bare jord og uisolerede. Vel er de da charmerende. I alt fald udefra. Al diskussion omkring det faktum, at jorden er rund forstummer totalt herude. Her må man bare erkende, at jorden er skæv. Og at intet er lige. Da i alt fald mindst af alt gulvene.

Jeg er næsten sikker på, at weekendens renoveringsprojekt har givet den rygskæve patient lidt respit i endnu et par år. Nok ikke mere. Og det er med forbehold for halvalvorlige vinterstorme og almindeligt råd. Så livet “på landet” og de nydyrkede kikærter forhåbentlig kan nydes med alle vennerne på de varme sommerdage. Udenfor. Altså indtil der måske bliver råd til rækkehuset i Brønshøj, hvor de fleste af de andre nok også er flyttet hen til den tid. Og så bliver det jo spændende at se, hvordan næste generation vil se på, bruge, opfatte og anvende kolonihaverne………

Continue Reading

Om Det-er-synd-for-mig-trenden.

Boligprogrammernes æra på TV lakker mærkbart mod væsentlige nedskæringer i sendetid. Mange har alligevel allerede nøje fulgt de dyre råd og transformeret deres boliger ind i ensartet kønsløshed, endnu flere har nok lyttet til enkelte råd og anvendt dem i hjørner og nicher, mens de sidste (som jeg) bare har gjort, hvad de sådan set altid har gjort. Det er noget med at placere nyindkøb et sted, hvor de så bliver stående. Permanent. Der er tydelig tilbagegang for skrotning, slotning, hammerslagning og make-over på usælgelige adresser. Personligt føler jeg det som en lettelse.

For lige nu blomstrer en ny trend på skærmen. Nemlig Det-er synd-for-mig-TV. Og det er det jo. Altså synd for en forfærdelig masse mennesker, der ligesom ikke helt kan leve op til de mål, der sættes i det samfund, hvor graden af selvudstillelse og flashing af superliv er blevet en form for parameter på, hvor utroligt godt det hele går. Så det er dem, det er synd for. Det synes de så også selv–i alt fald en stor del af dem.

Misforstå mig ikke: Jeg synes skam, helt ærligt, at det ER synd for alle de mennesker, som TV-selskaberne smider ud i mit hjem for at opnå såvel min som andres medlidenhed. I går aftes, f.eks., var jeg næsten ved at blive helt skamfuld over, at jeg ikke sådan lige kunne finde mærkbare og synlige skavanker i mit eget liv, som kunne berettige mig til at opnå en smule solidarisk medlidenhed. Det startede med farlige psykiatriske patienter, som nærmest havde måttet begå forfærdelige forbrydelser, fordi systemet bare svigter indenfor det område. Det er synd for dem. Så var der alle dem, hvis far havde begået selvmord. Det er ikke blot synd for dem, det er selvfølgelig også synd for faderen. Så var der pigen fra Randers med det sygdomsbegrundede meget aparte udseende, som så forfærdeligt gerne ville have en kæreste, hvilket vi både forstod, at hun ville, men nok samtidigt også forstod, at hun nok ikke lige fik. Så hende er det virkelig også synd for. Der var også nogle lidt naive kvinder, der var blevet narret af forbryderiske storcharmører på nettet, og dem bør vi da minsandten også have ondt af, for det ER da synd for dem. Og ved bare et enkelt blik på den kommende aftens programmer kan jeg se, at min have-ondt-af-dagsorden inkluderer folk med rynker, potentielle selvmordere og giftelystne landmænd, som det er synd for, fordi de ikke kan finde en kone uden hjælp fra fjernsynet. Senere på ugen kan jeg så svælge i medlidenhed med søde børn med mystiske sygdomme, der gør dem anderledes, og som det da indiskutabelt er rigtig synd for.

Indenfor dele af ugebladspressen er dette selvfølgelig ingen ny tendens. Det er såmænd bare det, de lever af. Historier med human touch. Dog gerne med en positiv udgang. Eller i alt fald mod og ukuelig livsvilje. Men på TV er det, omend langt fra nogen ny trend, så dog en omsiggribende trend. Faktisk er den også vokset endnu længere ind i mediebilledet, for selv jeg kan ikke undgå at notere, at det i f.eks. Politiken vrimler med Det-er-synd-for-mig-historier. Det gjorde det altså ikke i samme omfang for bare få år siden.

Og selvfølgelig er det synd for en umådelig masse mennesker. Livet er–og her er jeg nødt til at undskylde klicheen!–ikke bare lutter lagkage. Hvilket vel i sig selv er problemet. For når vi udstiller vores liv på de mængder af sociale medier, vi har adgang til, så leves livet i lagkagebanen. Så er vi smukke, velfungerende, glade og bebor de skønneste, designede hjem. Personligt kunne jeg ikke drømme om at lægge min egen morgengrimhed (og den er fæl!) ud til offentlig anskuelse. Jeg er ligesom pænere med et bjerglandskab i baggrunden sådan et pænt stykke op ad formiddagen.

Men alligevel er der jo morgengrimhed alle vegne. Uformåenhed overfor tidens perfekthedsidealer. Lortedage, overvægt, bumser og dårlige tøjdage i den lette ende. Og sygdom, dårlig økonomi, stressede børn og dødsfald i den hårde. Det kommer til os alle. Der skal nok, og det lover jeg, blive plads til, at den tid kommer, hvor det er os, det er synd for. Faktisk forholder det sig også sådan, at rigtigt mange af os synes, at det på daglig basis ER synd for os. Vi kan nemlig ikke helt leve op til, hvor ufatteligt dejligt vi tror, at alle de andre glansbilledfamilier på nettet går og har det. Og lige præcis her er det så, at det er så fantastisk selvafstivende at finde nogle andre at have ondt af. Nogle andre det er synd for. Altså mere synd for, end det nu er synd for os selv, fordi enhver idiot kan se, at de da i alt fald har det ENDNU værre. Derfor svælger vi i Det-er-synd-for-mig-TV. Denne blanding af haven oprigtigt ondt af, som samtidig er gevaldigt opbyggende for vores egne egoer, for helt SÅ slemt har vi det da heldigvis ikke. For slet ikke at tale om, at vi da, trods alt, er noget pænere, klogere, rigere–eller måske endda, når vi sådan for alvor konfronteres med det, gladere, mere tilfredse og lykkeligere.

Det er altid godt at have sammenligningsgrundlag i sin egen lille ulykkelighed. Det gør den som regel en hel del mindre. Og Gudskelov. Det er nemlig ikke som med boligprogrammerne, hvor ethvert rodehoved (og her taler jeg af årelang erfaring!) kunne smittes med akutte mindreværdskomplekser og spejlbilleder af egen håbløs indretning. Det-er-synd-for-mig-TV har nemlig den stik modsatte effekt. Her vokser selvværdet nærmest omvendt proportionelt med andres ulykke–også selv om det i sig selv er relativt inhumant.

Men sikkert også positivt for alle os, der ligesom ikke gør os så fabelagtigt på tidens udstillingsvinduer. Til gengæld er vi ret gode til Det-er-synd-for-mig-TV. Det ved TV-selskaberne også godt!

 

 

 

Continue Reading

Om Fox News.

Der har været røre i andedammen de seneste dage. Så meget, at sludderet fra en amerikansk TV-kanal nærmest har overdøvet væsentlige og vedkommende nyheder. For mig ligner det en proportionsforvrængning uden sidestykke. Især fordi så overvældende mange lader sig påvirke af en amerikansk tegneseriekanal, der med troldsplinten for det blinde øje bringer en yderst subjektiv tolkning af ting, de–fordi det simpelthen er uvederhæftig journalistik, de bedriver–burde have ladet ligge. Fox News er at sammenligne–både i kvalitet og journalistisk troværdighed–med vores hjemlige Den Korte Avis. Så, når alt kommer til alt, er det faktisk ikke Danmark, de i sidste ende kommer til at udstille og sætte i et negativt lys. Det er dem selv, deres umådelige uvidenhed og mangel på basale faglige kvalifikationer.

Og så kommenterer jeg så alligevel! Det har jeg valgt at gøre, fordi der trods alt er nogle grundsubstanser i deres fremlægning, der er fuldstændigt korrekte. Problemet er bare, at disse er tolket forkert. For alt, hvad tegneserieformidleren derovre ser som negativt, ser jeg da egentlig som positivt. Akkurat som masser af andre danskere.

Ja, vi har nok verdens højeste skattetryk. Det har vi, fordi så uendeligt mange af de de ting, som mennesker i andre lande individuelt betaler for ( og ofte får ødelagt deres liv, fordi de ikke KAN betale for) er indeholdt i de beløb, vi automatisk betaler til staten. Vi lever i et land med et relativt finmasket socialt sikkerhedsnet, hvor det at blive syg eller miste sit arbejde ikke er en katastrofe på liv og død niveau. Vores børn får en gratis skolegang og gratis videre uddannelse. Vi har ubetalt adgang til sundhedsvæsnet, farbare og gode veje osv., osv., og den slags koster altså penge. Jeg er overbevist om, at jeg sagtens kunne skrive adskillige sider om de fordele, vores høje skatter giver os frem for indbyggere i andre lande, der selv må betale. Samt de negative konsekvenser for de, der ikke kan. Jeg vil blot, som et meget lille eksempel, nævne, at mine chauffører i Irland altid lægger båndlægger de drikkepenge, de får af gæsterne ( ikke danskerne–danskere tror fejlagtigt, drikkepenge er en almisse, mens alle andre folkeslag godt ved, de er en anerkendelse. Den kunne bitchen da have taget fat i!!!) til en spærret bankkonto, der udelukkende skal bruges til deres børns uddannelse. Ellers får de nemlig ingen, fordi der ikke er råd. Så jeg betaler generelt min skat med glæde. Netop fordi jeg, når jeg rejser i andre lande, kan se, hvor umanerligt meget, jeg får for den!

Ja, vores unge mennesker tager i gennemsnit længere tid om deres uddannnelse end unge i andre lande. Det er et sundhedstegn og en stor fordel for samfundet. Vi får nemlig særdeles kvalificerede og veluddannede, reflekterende mennesker ud i den anden ende. Der er, qua SU og det faktum, at ens uddannelse på ingen måde er afhængig af ens forældres økonomi ( som i næsten alle andre lande!) tid til fordybelse, til at blive moden og til at få et indgående kendskab til det, der ofte vil blive ens fag på livstid. Jeg har selv gået på højere uddannelser i andre lande og mener stadig, at al den tid, der blev brugt til bevidstløse tests og drønen gennem lærdommen, manglede plads til simpel fordybelse. I faget og i ens egen udviklingsproces frem til at blive et voksent menneske. Og ja, der er givetvis flere unge herhjemme end i mange andre lande, der opgiver et studie eller skifter til et andet. I mine øjne også et klart sundhedstegn og markør af det positive i, at vores unge tager deres liv alvorligt på den måde, at de godt ved, at ens livsbane ikke altid udgøres af det første valg. Måske ved tegneseriedamen slet ikke, at det i sidste ende er meget sværere og meget mere modent at vælge fra end bevidstløst at følge en vej, man udmærket er klar over er den forkerte. Og selvfølgelig kan alt dette udelukkende lade sig gøre, fordi vi netop har det skattetryk, vi har. Eller–sådan kunne man måske også sige det–fordi vi tager vores borgere alvorligt og ser dem som mennesker.

Ja, vi har arbejdsløshed og mennesker, der lever på overførselsindkomster. Med hensyn til det første nok ikke udpræget mere end i andre lande. Med hensyn til det næste, så må det da indgyde stolthed i et lands indbyggere, at deres sociale netværk er så velfungerende, at det er i stand til at fange borgere, der af den ene eller anden grund ikke er i stand til at klare sig selv. Vores fattige, syge og uarbejdsdygtige henvises ikke til at sørge for sig selv. Vi sørger for dem. Og det er vel i grunden noget af det, vi bør være allermest stolte af. Jeg er personligt ikke udpræget bange for at blive gammel i mit land. Tro mig, jeg kender mange i andre lande, der er lammede af angst for at blive det i deres. Det ville jeg også være.

Så damen må siges at have ret, hvad angår de overordnede fakta. Problemet er bare, som med enhver form for statistik, at tingene kan tolkes på mange måder. Også politisk. For hvis man vil bruge statistikkerne til at udlede konklusioner, der peger på de negative sider ved et velfærdsamfund som vores (ulig det amerikanske), så er det da i den grad muligt. Især hvis man udelukker så basale journalistiske grundprincipper som at konstatere, hvordan tingene reelt ser ud. I virkeligheden. I Danmark.

Desværre er højrepopulismens akilleshæl netop manglen på vederhæftige argumenter og deraf følgende diskussion. Dens styrke er, for de, der bekender sig til den, netop denne mangel på argumentation. Eller dens argumentationsresistens, om man vil. Den er desværre henvendt til mennesker, der ikke godtager argumentets magt og de diskussioner, der følger af det, men fungerer i stedet som en fundamentalistisk religionsopfattelse, hvor alting er fint ordnet i små, indiskutable kasser. Så man ved, hvad man har at holde sig til–og ikke behøver at præstere nogen form for selvstændig tankegang.

Men lad da bare damen putte os i en sådan kasse. Det, at hun gør det, siger mere om hende og hendes kanal, end det siger om os. Og så skal vi da være så ovenud henrykte over, at vi ikke lever i hendes land. Tænk, hvis vores velfærd ikke var betalt af den kollektive kasse, at ALLE vores børn ikke fik mulighed for at fordybe sig i deres uddannelse, eller at vi selv hele vejen gennem livet skulle gå med en latent frygt for arbejdsløshed, sygdom eller alderdom. PUHA DA!

Og så fik hun mig sgu` alligevel til at kommentere…….

Continue Reading

Drømmen om den store gevinst.

Det er sådan en slags urkraft inden i os. I alt fald i mig: Denne drøm om at score den store gevinst. Helst totalt uforberedt, uden nogen form for medfølgende arbejde eller anstrengelse. Nærmest bare noget, der dumper højtråbende ned fra himlen, lander noget så eftertrykkeligt lige foran mig, således at den eneste møjsommelighed jeg må ud i, er den minimale anstrengelse ved at samle det op.

Allerbedst er det, hvis det i virkeligheden drejer sig om noget, jeg i forvejen har. Noget, jeg har overset, at jeg havde–men som derfor føles så enormt meget mere berettiget. Fordi det da bare noget så gevaldigt er mit.

Det ved de godt hos TV-selskaberne. Altså det med den store kollektive drøm om den enorme individuelle gevinst. Det kan jeg se hver aften. I 90-erne og 00-erne var det, jeg gerne skulle have uden selv at have opdaget det, en ekstra portion viden, en lille gemt skat af ellers unyttig paratviden, der kunne score mig anselige beløb på Lykkehjul, i Jeopardy og ved at svare ja til, at det var mig, der gerne ville være millionær. Jeg stillede nu–som så mange andre–aldrig op. Min ultimative skræk var at få det indlysende babyspørgsmål ( som i mit tilfælde ville være noget i retning af, hvem der mon skrev Romeo og Julie) og så være totalt handlingslammet ude at stand til at svare. Det ville jeg stolthedsmæssigt ikke have overlevet. Så hellere blive væk.

Det er i grunden ikke så forskelligt fra nutidens version af drømmen om den store gevinst. Her gælder det, aften efter aften, ikke om at dyrke den hengemte vidensreserve, men om at finde de glemte, konkrete skatte blandt alt det andet gamle lort. At lokalisere Saltovasen i kælderens rod (enhver der, som mig, er kommet i arvealderen, ved godt, hvor uanede mængder det kan beløbe sig til!)–eller i det mindste at erkende, at der overhovedet ER en Saltovase i arvedyngen. Det vrimler med brugt-lorts-programmer, der primært har til hensigt at finde frem til folks værdifulde ikke-lort og på den måde lade dem score den store gevinst. Der er tilsyneladende hengemt guld i alle købstæder (som folk, der bor på landet, så må køre til for at få ekspertanerkendelsen på deres gemte skatte), vurderingseksperter, der rejser land og rige rundt som små gevinstdetektiver, loppemarkeder og auktioner der bugner med muligheder for at score–samt en daglig TV-påmindelse om, at drømmen om den store gevinst skal dyrkes, for den kan komme til os alle. Når vi mindst venter det, nede fra kælderens dyb og takket være moster Anna, hvis gamle lorteSaltoer vi da lige må begynde at påskønne lidt mere.

Faktisk holder alle disse antik/loppe/brugtmarkeds/auktionsprogrammer meget mere liv i drømmen om at score den ultimative gevinst end datidens paratvidensbaserede, quizzede drømmeprogrammer. Selv om man ikke lige er et omvandrende leksikon, kan man jo stadig have Saltoer i krybekælderen. Det er i alt fald forbavsende lidt, man selv skal foretage sig for at have det—det kommer gerne med moster Anna, eller i alt fald hendes efterladenskaber. Og det er, tror jeg, netop det vi elsker allermest ved alle disse enormt mange programmer. De vedligeholder drømmene om den arbejdsfri gevinst. Den, der bare dumper ned.

For faktum er jo også, at netop disse utallige programmer har givet stof til, at nærmest alle går rundt med en indre drøm om at score antikvitetskassen. Folk går umådeligt meget op i, hvad deres gamle ting er værd. De nærstuderer brugttingsprogrammerne i detaljer for at se, OM der mon ikke er en lille ting, der ligner en, de selv er indehavere af, bare en lille smule. Således at drømmen kan få ny næring. Og agerer man lyseslukker ved at oplyse, at priserne i programmerne ofte er dybt overskruede eller netop går på en bestemt ting ( og ikke en, der ligner!), så kan man såmænd sagtens miste bekendtskaber på den regning. Det er slet ikke så let. Det er arbejdsfri drømme som regel aldrig.

Men selvfølgelig er det da rart og befriende, at alle vores TV-selskaber arbejder så intenst på at få os til at glemme en ofte bevidstløs hverdag ved at opretholde håbet om, at vi såmænd nok allesammen har en gemt og glemt gevinst i kælderen. Eller på loftet. Jeg kan da tydeligt mærke på mig selv, at den indre glæde bobler på andre menneskers vegne, når en hidtil upåagtet ting viser sig at tjene adskillige tusinde hjem. Det får mig da i den grad overbevist om, at Saltoen også kan komme til mig. Af bagdøren og totalt omkostningsfrit. Det er vel lige præcis derfor, vi dvæler ved alle disse enormt mange programmer. Det SKER jo for almindelige mennesker–så hvorfor ikke for os??

Her er det så, at jeg både bliver meget realistisk og igen lægger under for min egen blufærdighed. For hvor i alverden skulle præmieantikviteten være kommet fra–i min familie? Jeg kan da rode i skuffer og gemmer så meget, jeg overhovedet lyster, men der er nok desværre ikke en milliongevinst at finde. Ydermere er min ultimative skræk da også at profilere mig selv på TV med en af disse ting, som i familiens historie altid har fået tillagt en vildt høj værdi, men som så viser sig at være noget i retning af en værdiløs souvenir. Det ville svare til at glemme Shakespeare! I øvrigt kører jeg altid til Lauritz, når jeg er i tvivl om noget, og må med skam melde, at jeg lige nu er ude i en lille latensperiode i forhold til dem, hvor jeg håber på, at der kommer en udskiftning af medarbejderstaben. Således at alle de, der talrige gange har afvist mit lort netop som værdiløst, har fundet andre græsgange. Så jeg kan starte på en frisk med nye medarbejdere, der igen kan dømme moster Annes skatte over i souvenirgenren. Den slags bliver så pinligt ved gentagelser.

Men urkraften ligger der jo stadig. Drømmen om den store gevinst. Det ved de godt på TV. Jeg spekulerer bare på, hvor det mon bliver, vi skal finde gevinsterne i 20-erne. For nu har vi da snart ryddet alle vores loftsrum, kældre og andre gemmesteder. Men lur mig: De skal nok finde metoder til at vedligeholde vores drøm. For de ved så udmærket, at vi har den.

Continue Reading

Farvel Roskilde!

Så er de sidste toner så afblomstret for denne gang, og snart er der kun en kolossal losseplads af tomme tun- og øldåser, godt rørt op med sure  telte og soveunderlag, tilbage derovre i Roskilde. Ikke at netop det de senere år har været genstand for den lille lettelse, jeg trods alt førhen følte, når årets største udfordring for unge og nogle af deres forældre omsider var ovre. Kun yngstemanden, som heldigvis fornuftsmæssigt, selv i Roskildeøjemed, er ved at være alderssvarende, har dyrket denne uges ferie fra livet i år. De andre er omsider vokset fra fra denne metode til udlevelse af indre animalske niveauer.

For mange år siden begyndte det med seriøse diskussioner om, hvornår man var gammel og ansvarlig nok til at tage på Roskilde. Hos os var der aldrig iblandet en overgangsperiode, hvor mor her kørte og hentede samt bragte nye forsyninger af mad over tunstadiet. Skulle man til Roskilde, var det for alvor, alene og på eget ansvar. Så kompromiset blev, at man efter 1.g garanteret nok ikke var moden nok, men i alt fald moden nok til, at selv vi forældre fandt det forsvarligt, at man på egen hånd fik frirum til at finde sin begyndende voksenhed.

Så i mange år opererede vi her i familien med begrebet Roskildeugen. Den uge, hvor alt afkom var lettere ukontaktbart, og hvor enhver fælles familiemæssig aktivitet gik i absolut nul. Utallige er de familieferier, som er planlagt udenom Roskilde, selv om vi voksne faktisk HAR haft ferie i samme uge. Det har ligesom altid stået uimodsagt, at Roskilde havde helle, og skulle vi foretage os noget sammen, måtte vi pænt vente, til alle unge var færdige med at være ultimativt unge. Eller gøre tingene alene, uden dem. Omvendt blev ugen faktisk med tiden, da de var flyttet hjemmefra, en logistisk gevinst, for den betød, at der stod tomme lejligheder i landets storbyer, som vi så kunne tage en lille storbyferie i. Vel vidende, at vi i alt fald ikke blev forstyrrede af pludseligt hjemkomne børn.

Selvfølgelig har jeg da ind imellem været nervøs. Men det har primært været, når himlen har hældt en syndflod ud over området, og jeg godt har kendt kvaliteten på telte og manglen på fuldt funktionsdygtige gummistøvler. Og når jeg for Gud ved hvilken gang i løbet af en festival er blevet ringet op omkring endnu en stjålet telefon. Jeg har aldrig været bange for de overmåde simple ting, som tilsyneladende bekymrer mange andre forældre. Jeg mener: Hvis man er på Roskilde, ER præmisserne vel, at man lever af skodbrød med tun og dåseøl, at man nyder lugten af sit eget skidt i samtlige dage, at man sover i utætte, ulækre telte, at man går amok og fordyber sig seriøst i dyrke den del af selvet, som salig Freud i sin tid kaldte det-et, og som vel sagtens kan sammenlignes med reptilhjernen, og at man er noget så gennemført ung UDEN voksenindblanding. Roskilde er ikke bare et sted, det er et ritual, en årlig uges gradvis overgang fra ung til voksen, hvor man med årene mere og mere trækker mod voksensiden. Og derefter enten bliver dagbilletsgæst eller holder op med at komme.

Så mens yngstemanden udlever de sidste krampetrækninger af sin nu næsten ovre ungdom, er de andre enten til storskærmsfodbold på Århus Havn eller på vej til Chicago. Sikkert med en lille, nagende længsel efter fortidens Roskilder, men sikkert også lidt lettede over, at ritualet er velgennemført og mentalt ovre. Nok helt bevidste om, at et Roskildefarvel også, i alt fald for dem, er en form for erkendelse og accept af deres konkrete sted i livet. Alt imens vi voksne egentlig kun følger Roskilde, fordi der står så meget om det i aviserne. Og fordi vi både smiler og tager os selv til hovederne over især nutidens ungeforældres opførsel. Nogle gange har man sgu’ sådan en lyst til at sige til samme forældre: Så bliv dog voksne!!! Det kunne vi andre da i sin tid godt finde ud af. Og det kan jeres børn garanteret også, hvis I lader dem få lov.

Continue Reading

Om hvad de dog hedder. Tingene.

Oppe i mit sommerhus har jeg en lettere antikveret støvsuger, der suger som en snotnæset Boxer med udprægede polypproblemer. Forleden skulle jeg så købe nye poser til den og skulle i den forbindelse lige notere mærke, navn og nummer. Det viser sig, at min adstadige og særdeles støvselektive oldtimer er udstyret med navnet Vampyr 6200. Havde jeg vidst det, havde jeg nok forventet en smule mere af dens arbejdskraft–eller i alt fald dens sugeevne. Faktisk HAR jeg haft den fra ny og kan ikke sådan lige stampe erindringer frem om den, hvori der tydeligt indgår billeder af Draculalignende supersug.

Ud af ren nysgerrighed tjekkede jeg lige min hjemlige ditto, som suger en smule bedre og lidt mere med rette kan sammenlignes med den rumænske sugegreve. Den hedder bare noget med ExtremesilencePower og Pure Air. Nok fordi den larmer som ind i helvede og lugter som en permanent våd hund på tredje uge.

Men det er skam ikke bare støvsugere, der smykkes med fantasifulde (og nogle gange tilmed optimistiske) navne. Især indenfor møbelbranchen ligger producenterne virkelig ikke på den lade sofa, når det gælder opfindsomheder. Nogle gange giver designet vel i sig selv navnene, som i æg og svaner, men hvis man kigger efter, vrimler det altså med halvdårlige haveborde med blomstrende navne og stole, der garanteret lover en del mere, end de kan holde. Mest iøjnefaldende er nok hele den familie, der påstår at være “Stressless”. Jeg tør vædde på, det er falsk varebetegnelse! Omvendt: Tænk, hvis det var kuren?

Engang imellem bliver jeg også begavet med et katalog (nej, jeg får det smidt efter mig!) fra tøjdesignere. Her fremgår det, at samtlige modeller har et navn, fra tangatrusser til pelse. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at når et givet firma introducerer en omfattende kollektion, så må de nødvendigvis have flere personer ansat til bare at udstyre beklædningsstykkerne med fantasifulde navne. Helt ærligt: Who cares? Jeg mener, man går vel næppe rundt og bryster sig med, at ens nye BH i virkeligheden ikke bare hedder BH, men “Blomstrende sommereng”?

Sjovt nok er det så nogle gange de allermindst fantasikrævende navne, der bliver hængende. I sin tid var det firmaet, stiftet af Mr. Hoover, der stod for majoriteten af støvsugerproduktion i England. Ligesom Mr. Singer producerede symaskiner. I det meste af den engelske sprogverden hedder en støvsuger simpelthen en Hoover og en symaskine en Singer. Elementært! Hvorimod en BH sjældent refereres til som en blomstrende sommereng, en stol som en stressless og en dansk støvsuger som en vampyr. (Men på et tidspunkt, altså i de meget tidlige støvsugerdage, var vi tæt på, at en støvsuger hed en Nilfisk, hvis nogen kan erindre det?)

Det er derfor, jeg tænker på, at de såmænd lige så godt kunne lade være med alt det navnepjatteri. Ikke blot er det i de fleste tilfælde nærmest falsk varebetegnelse eller udtryk for ønsketænkning og oversprudlende fantasi. Det er også fuldstændigt unødvendigt. Jeg køber altså ikke en støvsuger, fordi den tilhører vampyrfamilien rent navnemæssigt. Det er ligesom helt andre ting, jeg forholder mig til. Ligeledes er jeg da revnende ligeglad med, om min nye kjole er opkaldt efter solnedgange eller vildtvoksende tidsler. Jeg går efter anvendelsesmuligheder og- styrke, ikke fine titler.

Og dog! På det seneste har jeg set en dansk tøjmærke, der tilsyneladende kalder sig Think Positive. Det gør ondt helt ind i min inderste sjæl, når jeg støder over det. Heldigvis er tøjet i den kedelige ende og kopierende designmæssigt, så jeg fristes ikke. Men efter at have brugt næsten 35 år af mit liv på at lære den danske ungdom, at biord, der lægger sig til udsagnsord, altså har -ly på, så håber jeg inderligt, at ikke blot jeg, men også samtlige mine tidligere elever, går langt og forskrækket udenom et tøjmærke, der har overset det. Det er i alt fald IKKE en af mine gamle elever, der lægger navn til den slags!!

Men prøv at lægge mærke til (for det gør man jo ikke!), hvad tingene egentlig hedder. Det er lidt morsomt ind imellem, og for det meste er det vildt optimistisk. Og hvis nogen har gode eksempler, så kom endelig med dem her.

Nu vil jeg køre op og hente poser til min lille amatørvampyr. Men selv nye poser vil næppe forbedre dens fortvivlende sugeevne…..

 

Continue Reading

Om at sejle.

På de Irlandsture, jeg kørte adskillige gange som guide sidste år, indgik der en sejltur med en lille færge over floden Shannon. Fra den irske agents–og somme tiders endda buschaufførens–side blev dette indslag præsenteret som en både stor og usædvanlig oplevelse. Det er ikke hverdagskost at sejle i Irland. Af den simple grund, at det ikke hverken er en nødvendighed eller en tids- og kilometerbesparende genvej. Men ligefrem at hylde denne 20 minutters overfart som en af turens store oplevelser–det fandt såvel jeg som de danske gæster nok en smule overdrevet. Herregud! Det var jo bare en overfart!

Det svarer i grunden lidt til dengang, jeg var på udvekslingsophold med en klasse i Skotland, og værterne kørte os adskillige kilometer gennem relativt uvejsomt terræn for, med utrolig stolthed og nærmest andægtighed, at vise os deres klit. Deres helt egen klit! Jeg siger stadig intet om dens beskaffenhed og størrelse, men kan da godt afsløre, at det krævede en del akut pædagogik at få en flok 17-årige danske gymnasieelever til at sige bare et par beundrende gloser.

For det ligger jo i blodet, i generne, i selve ens dannelse som menneske, om man vil. Både klitterne og det at sejle. Det er en del af at være vokset op lige her, i dette land. Det er en ganske simpel naturlighed, nærmest noget der bare er givet. Men samtidig også–fordi det ligger så dybt og indgroet–noget, man holder så usigeligt meget af. Hvis man forestiller sig, at alle færgerne blev taget fra os danskere, så ville det ikke blot smadre vores infrastruktur. Det ville også give et ramskrig af begrædelighed over tabet af de små flydende ting, som hører til som en fast bestanddel af vores land. Akkurat som alle andre steder også har deres givne ting, der bare er en naturlig og elsket del af dagligdagen.

Jeg har selv et utroligt kærlighedsforhold til alle vores små færger. Hvis jeg på nogen mulig måde kan lægge en fornøjelsesrute–eller måske bare en genvej–så en af dem indgår i min vejlogistik, så bliver det gjort. Disse—måske bare 5 minutters lange–sejlture er en oplevelse hver gang. Ikke bare er færgerne forskellige. Fra de enmandsdrevne små hakkebrætter med plads til en enkelt eller to biler, der kun efter aftale bringer en ud til minimale øer, over de lidt mere sofistikerede med både en styrmand og en billetmand, der trofast ligger og sejler de 500 meter fra A til B et utælleligt antal gange hver dag, til de største, hvor man måske endda kan finde såvel forplejning og mulighed for at sidde ned. Alle har de deres charme som færger betragtet. Men også det, de bringer en til og fra, er så utroligt forskelligt. Fra smutture over fjorde, hvor endemålet klart er i syne allerede inden afgang, til sejlads over åbent hav ud til øer, man ikke sådan lige kan se ved afsejlingen og derfor ivrigt spejder efter hele vejen.

Endelig har færgerne, hos mig, en stor funktion som pause- eller stand-byknapper. Jeg er tvunget til at tage et åndehul, mens jeg sejler. Gerne et, jeg bruger til bare at kigge og være på samme tid. Måske er jeg den eneste, men jeg tror det nu ikke, som i sin tid var noget skeptisk over Storebæltsbroen. Af den simple grund, at den berøvede mig min færge. Og ikke blot den. Også en rar pause på en lang tur til hovedstaden. Selvfølgelig har jeg indset det fornuftige og tidsbesparende ved broen hen ad vejen, men de kunne nu noget, de gamle Storebæltsfærger ( altså ud over at sælge dårlig kaffe og skabe kilometerlande køer!) Heldigvis kan jeg så konstatere, at et væsentligt antal af mine andre færger aldrig vil blive erstattet af broer. Så dem kan jeg, af økonomiske grunde, trygt se frem til at bibeholde.

Hvis man vil hurtigt–og smukt!–frem i Danmark, så må man sejle. Det er ikke blot (for mange) en livsnødvendighed, men det er også for de fleste af vi andre et aktivt valg, vi tager. I alt fald for mig, som altid undersøger, om der ikke skulle være en lille færge, jeg kan prøve. Eller genbesøge. Ikke fordi det er den store og usædvanlige rejseoplevelse, som agenten i Irland så tydeligt lagde op til, men fordi det er rart, hyggeligt–og for mig så uendeligt meget indbegrebet af den danske sommer. Den, hvor solen skinner, og kombinationen af sol, hav, en smule vind og alt det grønne ligesom genopfrisker, hvorfor jeg holder så meget af sommeren i Danmark. Det er da, i alt fald i mine øjne, noget af et privilegium at bo i et land, hvor der findes SÅ meget vand og SÅ mange små, dejlige færger. Også selv om vi jyder i forhold til så mange andre er en smule understimulerede omkring færgefart….

Continue Reading

Van Morrison på Heartland.

I dag vil jeg, i ren og skær protest og afmagt, sætte alle mine gamle Van Morrison LP-er til salg. De vil sikkert være noget værd, for jeg tror, Van the Man, altså den rigtige, er død og borte, og så ryger priserne jo gerne lidt i vejret. I alt fald var det ikke Morrison himself, der spillede i aftes på Heartland. Den spand lort ville min musikalske helt, som jeg har gået i 40 år og ventet på at høre, umuligt have kunnet være bekendt overfor sig selv. Han må have sendt en fejlslagen klon, en amatøristisk understudy–eller også er det på tide, han erkender, at nu behøver han ikke skovle flere penge ind på de (forhenværende!) fans,  han med svimlende hast fornærmer og håner med en sådan håbløs optræden.

Thomas Treo fra Ekstra-Bladet er kendt og berygtet for sine svinske anmeldelser. I anmeldelsen af netop denne koncert er han simpelthen ikke modbydelig nok. Hvis jeg nu havde villet til amatør-jazzkoncert med et andenrangs band på en snusket natklub oppe i The Bronx ( hvad jeg i øvrigt aldrig kunne have drømt om!), så havde jeg vel næppe gået til Morrison-koncert på Sydfyn. Men ikke desto mindre var det den forestilling, jeg fik. Samtlige numre var et udflydende, kønsløst ingenting, hvor man hverken kunne høre, hvornår et nummer startede–eller hvornår det (heldigvis!) var slut. Jeg kunne f.eks. efterfølgende se på sætlisten, at den havde indeholdt et af mine yndlingsnumre, Vanløse Stairways. Den havde jeg helt og totalt misset, og det er da, på sin vis, lidt beundringsværdigt, at man kan forklæde et godt nummer så intetsigende, at selv kendere ikke opnår bare den mindste form for genkendelse. Også den smukke ballade Crazy Love blev massakreret til ukendelighed, og vi fik klar anskuelighedsundervisning i, at et nummers gennemslagskraft og skønhed udelukkende beror på udførelsen. Eller manglen på samme.

Det er forståeligt, at en kunstner med mange år i branchen såvel nyfortolker sine numre som genopfinder sig selv ind imellem. Men der er vel absolut ingen grund til at gå kunstnerisk i baglås og udføre øredøvende massakrer på sine geniale numre. Jeg tror simpelthen ikke på, at Morrison vil indhente flere fans blandt de 20-30-årige ved at begå uhørligheder på sine egne hits med den bagtanke, at de så appellerer til hipster-generationen. Vi, der har været med fra begyndelsen, ved præcis, hvad vi gerne vil have, hvad det er, der i vores ører gør Morrison til en så altoverdøvende, genial kunstner–og når vi så absolut ikke tilnærmelsesvist får det, så taber han såmænd både os og det ikke-eksisterende potentiale. Morrison er balladens mester. Helt uovertruffet. Der var ingen ballader på Heartland. Og de, der engang havde været det, blev slagtet til ultimativ begrædelighed.

Heldigvis sad jeg (på intet tidspunkt følte jeg trang til at stå op eller rokke med bare yderste led af storetåen!) klods op af en trendy bar, hvor medlemmerne af Magtens Korridorer holdt hof og uddelte masser af indviede kindkys, så mens Morrison-katastrofen udrullede sig til den ene side for mig, kunne jeg da i det mindste fordrive tiden med lidt seriøs celebrity-spotting.

Oppe i Belfast er der en Boots, der altid spiller Morrisonmusik. Den kommer jeg tit i, når jeg er i byen. Heldigvis har Belfast flere Boots, så jeg vil for fremtiden omlægge mit handelsmønster. Jeg bemærkede også til manden på vejen til Fyn ( altså før katastrofen indtraf!), at Belfast burde have overvejet at navngive deres nye lufthavn efter den lokale musikstjerne, istedet for efter den fordrukne fodboldspiller, Georg Best. Nu er vi helt enige, Belfast. Godt set! Eller hørt!

Continue Reading

Om festivaler.

Generelt er jeg vokset fra traditionelle musikfestivaler. Eller måske nåede jeg aldrig sådan helt at vokse til dem. Da jeg var ung i festivalmæssig henseende, var Roskilde mere eller mindre eneste skud i bøssen, og der var simpelthen bare alt for langt. I takt med at alle de millionvis af andre kloner voksede op, fik jeg i stedet børn og tog dem med på teltture til luksuscamping i Italien og Spanien, i stedet for at slå mine pløkker ned i mudderhuller fordelt på danske pløjemarker.

Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide musik. Faktisk kan jeg lide musik meget, meget mere, end jeg kan lide musikfestivaler. Så hvis jeg, undtagelsesvis, har været på en festival, har det altid været på endagsbilletter og med håb og bøn om forståeligt tørvejr. At smide mig ind på en festivalcamping ville være en forbrydelse, et mareridt jeg ville huske til mine dages ende. For det første kan jeg helst ikke sove uden en dyne, for det andet skal jeg have ro, for det tredje skal jeg være i umiddelbar nærhed af en rimeligt rent toilet og for det fjerde faldt mit teltstop mere eller mindre præcis sammen med menopausen. Lad os bare kalde begge ting historie.

Så jeg har altså aldrig følt, jeg har misset noget ved at være festivalløs. Tværtimod, næsten. Forstået sådan, at der da er et bredt udvalg af festivaler, som jeg nærmest er rede til at betale for at slippe for.

Og så alligevel! For de sidste par år har det jo vist sig, at der er skudt en festival op, som, stik mod alle mine forventninger, rent faktisk appellerer til mig. Får mig til ligefrem at ØNSKE at komme afsted. Ikke i tre mudrede dage, inklusiv utæt telt og nattelarm, men bare sådan på hyggemæssig endagsbasis. Ydermere en festival, hvor jeg ikke føler mig som et ronkedorisk fortidslevn mellem tusindvis af unge, der for størstedelens vedkommende er yngre end mine egne børn, og hvor jeg på den allermest pinlige måde tilsyneladende ikke har indset, at jeg er gået noget så ynkeligt og patetisk forkert. Nemlig Heartland.

Så da børneflokken fik den geniale gaveide at betænke deres trekvartgamle forældre med billetter til årets fredag på Egeskov, blev der glæde i det lille hjem. I erindring stod jo tydeligt sidste gang derovre, og det var et godt minde. Og denne gang er det MED Van the Man, som for mig er det allerstørste efter det, der  desværre ikke kan lade sig gøre, fordi Freddy Mercury er død og borte. For første gang i mit liv ( og desværre nok også sidste!) skal jeg høre min ungdoms soundtrack indenfor bløde ballader og nordirsk rock, og bare tanken om en brunøjet pige LIVE er næsten så stor, at den er uforståelig.

Men Heartland er meget mere end Van Morrison. Der er flere ting, der adskiller den fra så mange andre mainstream festivaler. Allermest konceptet omkring samtaler mellem to vidende, spændende og kreative mennesker. Dem er der en del af, de varer generelt en times tid og er så populære, at man nærmest må indtage teltene flere timer på forhånd for at få en plads. Sidste gang jeg var der, var især Erling Jepsen, Simon Kvamm, Bjarke Ingels og Brian Eno så populære, at cirkusteltet var ved at vælte, og selv Bertel Haarder klappede og så glad ud. Lidt. Denne gang vil det givetvis være Holger Bech Nielsen og brødrene Willerslev, der bliver de talende hits. Især den første.

Selve programmet er tilrettelagt, så det appellerer til næsten alle aldre, og især er det visuelt påfaldende på området, at rigtigt mange familier i flere generationer er afsted sammen. Der er simpelthen kræs for såvel bedsteforældre som den alleryngste generation. Dette gælder også mad- og forplejningsmæssigt. Her er alt fra gourmettelte (endda gerne et telt fra Falsled Kro) til spændende, nye og eksotiske specialiteter. Der er simpelthen langt til det madsjusk, jeg tidligere har oplevet, man kan blive spist af med.

Og så er der omgivelserne. Dette er ikke en pløjemarksfestival i mudder og flis, men et ophold i grevens egen have med klippede takshække, voldgrave og smukke beplantninger. Hvilket faktisk også medvirker til, at de fleste opfører sig ordentligt overfor naturen. Her er så utroligt smukt og har man brug for en personlig pause fra alle de andre auditive tilbud, er det muligt bare at gå sig en tur i parken. Selve slottet er også åbent, men det er desværre en smule vanskeligt at få de eftertragtede (få) billetter.

Så er man gået i festivalstagnation eller gået totalt fra festivaler–af hvilken grund det så end måtte være–så kan jeg anbefale Heartland. Den vil givetvis give et nyt syn på, hvad en festival også kan være. Samt overbevise en om, at det der med festivaler nok, trods alt, alligevel ikke er for sent.

Men fri mig for alle de andre!

Continue Reading

Om Grand Prix.

Så har den været forbi igen. Den, som de fleste andre kalder Eurovision Song Contest, og som vi ( af grunde der er ukendte for mig!) har valgt at kalde Melodi Grand Prix. Det lyder næsten som om, vi heroppe nordpå tror, det er noget med at køre stærkest og skære hjørner.

Det er uden tvivl en af de pseudobegivenheder, der har flest elskende hadere. Kun det internationale bøssesamfund indrømmer åbent, at de hylder og dyrker alt glimmeret. Det gør de så også meget synligt. Faktisk troede jeg, deres entusiasme ville have været nok til at stemme Irlands Ed Sheranklon langt op på pointstigen i aftes, men det glippede nok lidt med den der tydeligvis katolsk-lande-afstemte bøssedans om og på en bænk. Den var en smule usaftig og skreg sådan lidt efter en af Putins koreografer, som selvfølgelig ikke dyrker det bøssede, men kun det maskuline. Hvad der så ellers er forskellen.

Der er flere ting, der altid har–eller i alt fald i de seneste år har–undret mig ved den forestilling. Men måske er det kun mig. Jeg er jo netop lige præcis en af dem, der ser det, fordi jeg hader det. Siger jeg. Mit ultimative ændringsforslag har længe gået på, at man snildt kunne vende hele proceduren for aftenen om. Især med en kærlig tanke til min nattesøvn og de ulidelige, landsbestemte pauseklovne, der tilsyneladende udelukkende skal trække tiden og forstyrre ordentlige menneskers sengetid. Jeg synes, man burde starte hele showet med pointgivningen. For det er vel det, de fleste af os alligevel, for sportens skyld, er interesserede i. Når vi så har fået kåret en vinder, sådan ved 22.30-tiden, kan de allermest ihærdige jo bare blive oppe og høre melodierne, hvis de gider.  Eller de af dem, de gider. Mens vi andre kan gå i seng med fred eller ufordragelighed i den nationale stolthed.

I mange år undrede det mig også, at Østeuropa ligesom var kommet snigende på banen og havde stjålet vores musikshow. Jeg er da sikkert ikke den eneste, der fandt en vis form for tryghed i, at Frankrig altid sendte en chanson, Sverige nogle pæne unge mennesker, der ofte var i familie med hinanden, Italien den samlede nationale sorgudladning og Norge håbløshed efter meget norsk håbløshed. Så vidste man ligesom, hvad man havde at rette sig efter. Men så kom de der opkomlinge uden tøj på og genopfandt 70-ernes disco på forkvaklede måder og troede, det var nytænkning. Ydermere var de så massivt mange og stemte altid på hinanden, så vi følte os totalt outede i deres pinlige østeuropæiske Grand Prix med de RIGTIGE lande som statister. Det var virkelig vildt dejligt ( og meget skadefrot!) at iagttage, at de bare var stemt hjem til deres tomme klædeskabe for at vride sig i enrum denne gang. Synes jeg! Men–nu vi er ved det der med, hvem der stemmer på hvem–DET SKAL BLIVE HUSKET Sverige, Norge, Finland, Island, England og Tyskland. I årtier!

At det så var en israelsk klon af en kylling og Simon Jul, der vandt, er i mine ører relativt uforklarligt. Men det beviser da heldigvis med al tydelighed, at det ikke altid er udseendet, der er det altafgørende. Udover det må jeg erkende, at jeg nok personligt har overskredet min salgsdato for fascination af kyllingevrid, Manga og vinkekatte. Simon Jul har da sine øjeblikke. Få, altså. Stod det til mig ( hvad det jo altså ikke gør), så havde de vundet derovre på Den Grønne Ø, og jeg kan kun gætte på, at det nok var fordi, de for en gangs skyld ikke sendte Johnny Logan, at de ikke gjorde det. I øvrigt havde de også glemt violinerne, og dem vinder de altså ikke uden. Det ved Norge også godt.

For en gangs skyld syntes jeg faktisk også, at den danske sang var sådan, at vi godt kunne være bekendt at sende den uden for vores eget lands grænser. Det har ikke altid været tilfældet, for nogle ting bør man simpelthen holde for sig selv. Tilsyneladende hadede de kompetente fagfolk den, mens almindelige mennesker fandt den ganske spiselig, og det kan vi jo så granske, analysere og tænke gevaldigt over det næste års tid.

Men det kommer vi nok ikke til. For med den begivenhed er det ( og nu taler jeg af utallige års erfaring!) sådan, at når sejren er uddelt, er alting glemt. I alt fald i 10-11 måneder. Jeg blev først mindet om det store banalmusikalske slag, da jeg for et par uger siden var i et Lissabon, der var ved at rigge op til postyret. Så var det, jeg tænkte “Var det Portugal, der vandt sidste år?” og erkendte, at jeg absolut ingen, virkelig ingen, erindring havde om, hvad de havde slæbt førstepladsen hjem på. Sådan vil det også gå i år.

Ligesom det næste år også vil gå sådan, at jeg kæmpende forsøger at holde mig vågen for at se afstemningen (Vend nu det show om, please!). Og sikkert skriver et indlæg mere eller mindre enslydende med dette på bloggen!

Continue Reading