Guldsøstre

Nogle gange, sent om fredagen når weekendbevidstløsheden begynder at sætte ind, zapper jeg rundt på kanalerne. Så det er altså ikke X-Faktor, jeg skriver om. Lad mig slå fast, at jeg udelukkende ser X-Faktor i de allermest indledende runder, hvor alle idioterne, alle håbløshederne, alle de tonedøve og alle paraderne over manglende selverkendelse stadig deltager. Det taler til min skadefryd og andre grimme ting i mig, som jeg så kan dyrke intensivt 4×1 time på årlig basis. Derefter finder jeg det totalt uinteressant.

Men med evigtunge og nu ny-balsamerede Simon Cowell i spidsen for endnu en gang blondiner og alibinegre (UPS!) kører der altså en slags internationale talentshows for os midnatszappere på flere kanaler. Og jeg skal da lige love for, at der er talent! Jeg mener, hvis de folk, der deltager i den slags shows, er amatører, så har verden overhovedet ikke brug for professionelle. Hvis amatører kan være så dygtige, altså uden at være professionelle, så er jeg målløs af beundring over, hvor store talenter nogle mennesker må være født med. Eller hvad de nu er.

F.eks. er jeg flere gange zappet ind i en tysk skolepige og hendes nærmest robotstyrede hunde. Jeg vil, slag på tasken, anskue hende til at være mellem 10 og 12, og kan, at dømme efter hendes professionalisme, konkludere, at hun må have startet sit hundecirkus omkring sit eget undfangelsestidspunkt. Ellers har hun da ikke kunne nå at blive så fejlfri og fantastisk. I alt fald er det helt udelukket, at den pige nogensinde har haft tid til at gå i skole. Eller i det hele taget lave andet end at træne hunde.

Og hun er netop indbegrebet af, hvad alle disse professionelle amatører har til fælles. De har satset deres liv, deres inderste sjæl, deres blod, sved og tårer på de 5 minutters berømmelse i disse stort anlagte talentshow. Netop der på scenen tiljubles de af alle, og kan man tilmed blive tiljublet af Simon Cowell, er der nok ikke andet i ens liv, der nogensinde kommer til at betyde lige så meget. Det bør enhver lige tage op med sig selv i første fase af fosterstadiet. For ellers er det nok for sent.

Talentshows er uhyre populære. Ikke blot blandt seerne, for faktisk tror jeg, det hører med til at vokse op i nutidens samfund altid at have en latent drøm at deltage i et sådant. At kunne noget, andre ikke kan, og at kunne det på professionelt niveau, selv om man er amatør. At få sine 15 minutes of fame. Det er nok de færreste forundt overhovedet at komme i betragtning, og med den standard, vi ser der sent om aftenen, bliver det i alt fald ikke nemmere at få adgang til det forjættede talentland.

Så jeg er lidt lettet over, at vi i min generation var på forment adgang til talentshowene. Sådan at forstå, at de ikke eksisterede. I alt fald ikke ude i provinsen. Det er meget muligt, vi trænede vores hunde lidt og sang til hårbørsten foran spejlet, men egentlige drømme om storhed på skærmen  havde vi nok et forholdsvist realistisk forhold til. Det må være svært at være en 10-årig med hund i dag. Hold da lige op, hvor man kan komme på nederen, når kræet ikke engang gider lystre, når man beder det sætte sig. Jeg mener, sammenlignet med hende vidundertæmmeren fra Tyskland, som kunne få en hund til at stå på hovedet fra sin vugge. Men i sidste ende havde vi nok et noget mere realistisk syn på vores egen fremtid og vores egne mulige talenter, for det må være svært at være barn og ung, når man konstant skal bombarderes med alle de mennesker, der er så vanvittigt talentfulde, at ens egen nullitet bliver noget mere markant og sviende. Og i øvrigt ville jeg da gerne lige se forældre til hundepigen. Noget siger mig, de er ret gode til at træne hunde…..

Men midt i al den glamour og vidunderamatørisme er der faktisk en deltager, som jeg også har zappet ind i flere gange. En britisk spasser ( hans ord, ikke mit!), som ikke kan tale, savler i spandevis, knapt kan gå og stå, altid er klædt i verdens mest forvaskede t-shirt, udtrykker sig gennem en talende computer–og er den morsomste stand-upper, jeg nogensinde har set! NOGENSINDE! I talentshowenes glamourverden er han indbegrebet af det uperfekte menneske, af den medfødte fejlslagenhed, af alt det, talentshows IKKE er. Og så står han der og overvælder såvel mig som alle andre med sin bidende selvironi og sorte, sorte humor. Se, DET er talent. Ufortyndet.

Så lad mig endelig zappe ind i mennesker som ham. Og udenom tyske teens med hunde. For hvis vi virkelig SKAL dyrke alle disse shows, så er det, efter min mening, det unikke, forstået som der, hvor det enkelte menneske overgår sig selv og sine medfødte ( eller mangel på) gaver, der skal i front. Jeg giver ikke en tøddel for et tysk forældrepar, der træner hunde om natten og deres datter der, hvis hun også træner hunde, nok vil gå ind i voksenlivet med ret manglende skolekundskaber.

Men alligevel zapper jeg da nok videre…

Pompeji. Moesgaard. Århus.

Det er selvfølgelig altid en god ide at tage til Moesgaard. Det har det i øvrigt altid været. Også dengang, i mine Århusdage, hvor det ikke hed Moesgaard, men Forhistorisk Museum, lå i et stort gult hus inde i byen overfor Mølleparken og primært husede Grauballemanden, der altid har fascineret mig, og som jeg i tidernes morgen vandt en flot Professor Glob-bog om i en stilekonkurrence.

Han er der endnu. Grauballemanden. Og har gjort rejsen med fra sin mose, over Mølleparken til det gamle, hyggelige Moesgaard, til den fantastiske arkitektur i det nu (knapt så) nye museum derude på marken syd for Århus. Det er alt sammen værd at se, fra vikinger til mosefund og hele Danmarks fortid. Og det er museumsformidling i særklasse, som fascinerer såvel de skoleklasser, der var på besøg i går, som alle os trekvartgamle, der har været med Moesgaard på jævnlighedsbasis i adskillige årtier. Det er sådan et museum, man kommer tilbage til. Om ikke andet så for at genopfriske bekendtskabet med Grauballemanden, som, ulig alle vi andre, er og altid har været totalt upåvirkelig af tidernes tand og samme tiders omskiftelighed i al sin mosebevarede læderhed.

Og nu er der så særudstilling om Pompeji. Ikke så meget med fokus på selve katastrofen, men meget mere på, hvordan livet udfoldede sig i en af datidens store, rige, kosmopolitiske byer i Romerriget. Før en vulkan ødelagde det hele. Det er selvfølgelig en fordel at have været i Pompeji, før man ser udstillingen. Men det er ingen nødvendighed. For samme udstilling er så pædagogisk og levende opbygget, at man får et imponerende indtryk af, hvordan livet så ud, før katastrofen ramte. Her er utallige fund, mange fantastisk velbevarede, som dokumenterer såvel det interne liv i byen, som byens utallige berøringsflader med verden udenfor. Personligt bliver jeg altid forundret, når jeg igen og igen ser beviser på, hvor kosmopolitiske mennesker var i oldtiden, hvor meget de rejste og samhandlede, og hvor gennemgribende de inspirerede hinanden. F.eks. havde Nabatæerne fra Petra i Jordan et handelskontor på havnekajen i Pompeji. Datidens ambassade, formentlig. Og samme havnekaj er i øvrigt af vital betydning for eftertidens forståelse af datidens liv. For når man laster og lodser skibe, taber man utallige ting i havnebassinet, og dernede ligger de så bare og venter på at blive fundet af os. Af eftertiden.

Selvfølgelig er katastrofen også en del af udstillingen. Det kan vel nærmest ikke undgås. For samme katastrofe er jo også hovedårsagen til, at vi har så mange vidnesbyrd om livet i Pompeji. Et askelag dækkede på kort tid byen, dækkede livet til som et stillbillede af en dagligdag og indkapslede så sin tidslomme i ren uberørthed, indtil nogen lukkede det op og fandt det nærmest intakt. Jeg har altid været fascineret af menneskeformerne, stivnet i rædsel og uforståenhed, perfekte billeder på at lade sig fange i historien til evig tid, være sin egen lille tidsmaskine. Faktisk akkurat som Grauballemanden. Hvad italienerne gemmer i vulkanaske, gemmer vi i vores moser.

Så selv om Romerriget måske ikke er hovedinteresse nummer 1, så er udstillingen om Pompeji værd at se. Især fordi den både fortæller om, hvordan man levede dengang, men også, at livet dengang måske slet ikke var så forskelligt fra det, vi lever i dag. Derudover er den både smukt, pædagogisk ( på den fede måde) og særdeles spændende opbygget. Moesgaard er sådan et sted, hvor moderne museumsdesign og formidling er i højsædet. Hvor nærmest intet står til uspændende afdødhed i livløse montrer, men hvor historien i stedet bliver levende og interessant. For alle aldersgruppen.

–Og er man meget mere til nutid end oldtid, så er der jo altid arkitekturen i den nye museumsbygning. Den er imponerende! Det er Grauballemanden i øvrigt også. Stadigvæk!

Min genbo er ved at rydde op. Sådan for alvor. Et langt livs loft og adskillige hengemte arvestykker ser pludseligt stueetagens dagslys, og da samme genbo er en særdeles handlekraftig dame på området gammelt rod, skal det hele sælges, ud, gives væk –eller i alt fald være ude af syne så hurtigt og smertefrit som muligt.

Det er så her, jeg kommer ind i billedet. For jeg ved lidt om rigtigt meget på skrammelområdet. Og så er jeg, efter egen mening, ret god til at finde ud af mere. Google og min mavefornemmelse er mine bedste venner. Eller måske er det i virkeligheden HENDES bedste ven, at jeg rent faktisk synes, det er spændende at sidde med en fuldstændigt ukendt ting og så finde frem til, hvad i alverden den mon er. Hvis den overhovedet er.

Der ligger selvfølgelig det i det, at hverken hun eller jeg kan bære at smide værdifulde ting væk. Eller blive snydt af lumske opkøbere. Men der ligger, for mit vedkommende, også det i det, at jeg elsker at bøvle rundt med en fuldstændig umulig ting, og så endelig, efter sidevis af søgninger, komme frem til, hvad den er. Eller nogle gange ikke er. Det svarer fuldstændigt til, når jeg i sin tid skulle lokalisere den eller de stile, som mine allermest stupide elever havde hugget på nettet i den tro, at min intelligens var gået på midlertidig ferie. Der helmede jeg heller ikke, før det korrekte ophavsmenneske var fundet, og synderen knaldet.

Så jeg er i løbet af de sidste dage blevet opmærksom på et, for mig ukendt, stel fra B&G ved navn Marakesh, som desværre ikke er helt så flot som sit navn, og som man nok ikke ville begive sig ud i at rejse til, hvis man bare så stellet. Samt: Et spansk porcelænsfigurfirma ved navn Llandro, som laver Beatrice Potter-agtige figurer på patetisk spansk, at Søholm også har lavet helt hvide stel, der ikke er decideret stentøj, at gamle skrivemaskiner er sælgelige, hvis de bare har farvebåndet intakt, at Kastrup Glasværk er ret berømt for Amagerstagen (som dog er relativt svært sælgelig), at der ikke er det største marked for hestevognslanterner i smedejern fra firmaet Haugaard, Hadersleben, og at der var flere malere ved navn Madsen i Christiansfeld–altså udover ham, der også hed Ohlsen og gik i ren begravelse på de fleste malerier. Jeg har måttet opgive at lokalisere adskillige andre malere, men kan, i fuld overensstemmelse med sandheden, konstatere, at verden ikke af den grund er gået glip af hverken stor kunst eller udpræget sans for perspektiv. Der er også en kvindefigur, som ligner en Wiinblad-look-alike, og hun irriterer mig decideret, for hun ligner noget, der har værdi–selv om jeg brugte et godt stykke tid på at skimme mig gennem samtlige danske keramikstempler. Og der er adskillige, skal jeg hilse og sige. Sidst, men ikke mindst, er der et par tyske porcelænsfigurer, som enten er røv eller millioner. Dem vil Lauritz blive udsat for, og så kan de jo grine–enten os, eller af alle de millioner, de så tjener.

Kanden på billedet er helt sikkert pletsølv og Skønvirke, men da den ellers ret ferme idiot, der har lavet den, ikke har betænkt sig selv med et stempel, er det også en af dem, der er ledt huller på internettet efter. Dog må det siges, at der i rigtigt mange tilfælde har været overvældende store medaljer til belønningscentret undervejs, og at jeg er blevet meget, meget klogere. Faktisk er jeg så godt som sikker på, at havde jeg levet i en anden tidsalder og en anden by, var jeg blevet en kvindelig Herlock Sholmes. Det er faktisk ret sjovt, det her!

Så min genbo bliver (lidt) rig, og jeg bliver (meget) klogere!

Jeg har end ikke overvejet, om jeg skulle se Aftenshowet i dag. For det skal jeg ikke. Det gjorde jeg ellers meget engang, men nu er jeg gået hen og blevet allergisk. På den der grimme, nådesløse måde, hvor bare tanken om programmet nærmest giver mig åndedrætsbesvær på forventet efterbevilling.

Egentlig synes jeg, konceptet er godt. Dagens aktuelle emner i den lidt lettere og alment interessante kategori behandlet mellem de, der enten har en mening om eller direkte har deltaget i det hændte. Den lidt indirekte arvtager til Lørdagskanalen med Gorm og Gregers, som vi elskede dengang i fjernsynets ungdom.

Men jeg begriber, som i: forstår overhovedet ikke, at alle emner af almen petitesseinteresse skal behandles af de samme ca. 25 kendisser. At disse Tordenskjolds evige soldater overhovedet kan have en mening om alt, være på forkant med enhver udvikling og i det hele taget mener sig kvalificerede til at udtale sig om alle former for småprutter slået i kongeriget Danmark. Jeg er TRÆT af Anders Lund Madsen, af Pernille Rosenkrantz-Theil, af Dennis Knudsen, af Lotte Svendsen, af Linse Kessler ( eller hvad hun nu hedder for tiden) og af de 20 andre, der på skift gylper meninger på skrømt ud i det program. Det er totalt uinteressant, og det er egentlig synd for konceptet.

Jeg forstår ikke, der ikke findes andre meningsudbydere i Danmark. Eller måske er det fordi, de, der trods alt har en mening om netop det felt, hvorpå de er specialister, for længst har opgivet at diskutere kernefysik og liv i rummet med udvandede politikere og realitybabes. Ligesom har indset, at den platform absolut intet har at byde på længere. Måske er det endda sådan, at de 25 returkendisser er de eneste, der efterhånden siger ja til at deltage. Og så hænger de jo på dem derinde i DR.

Det er også som om, almindelige menneskers gode historier er totaltslagtede i dette pseudoforum. Det var ellers det, Gorm og Gregers perfektionerede til fuldkommenhed. Her er det i stedet som om, alt er blevet lige gyldigt. Og når alt er lige gyldigt, bliver det ligegyldigt.

Som de gengangere indenfor kendisser, der aften efter aften sidder ved Aftenshowets runde bord og udtaler sig om ting og hændelser, de absolut ingen forstand har på. Men de får vel penge for det. Håber jeg da, for dem!

Jeg kom tilfældigt forbi dette hus i dag. Det ligger i en mindre by i Sønderjylland. Og jeg blev faktisk så fascineret af det, at jeg simpelthen MÅTTE fotografere det.

Og så var det ikke engang huset, der i første omgang betød en halvtabt underkæbe og et smil. Bevares, det er et yderst nydeligt hus i stilen fra netop den egn, og det ser samtidig ualmindeligt velholdt og kælet for ud. Men haven……. Jeg er fuld af beundring for mennesker, der går så all in på, hvad de nu engang samler på. Det må have taget oceaner af tid og vidtrækkende togter til både ind og udland at samle SÅ mange variationer indenfor havenisser og vindmøller. Hvis man ser rigtigt godt efter, er der jo dusinvis af udgaver, og jeg er faktisk ret forbløffet over, at der findes en så bred kollektion indenfor såvel møller som nisser. Det vidste jeg ikke.

Jeg synes samtidig også, det er modigt at stille en sådan parade op lige ud til vejen og til fuldt skue for alle. Nu ved jeg godt, at jeg selv har et lidt traumatisk forhånd til havenisser og helst holder mine eksemplarer lidt for mig selv. Jeg ville aldrig blive modig nok til at stille min handicappede ud til vejen. Kun til jul, hvis det SKULLE være, men det skal det så ikke. Men disse husejere paraderer i ren overkillstil og uhæmmet all in med hele samlingen. De viser med al tydelighed, at more is more, og nægter at følge beskedenhedens krav om, at det er less, som bør være more.

For selv om jeg tabte kæben lidt, så smilede jeg altså også. Blev glad, sådan. Jeg mener, man kan da næsten ikke andet, når hele kompagnier af nissemændene og vindmøller bare står så sødt og nydeligt. Jeg synes godt nok, det både er modigt, godt fundet på og en eklatant skiden på normer og andres vedtagelser om æstetik og god smag. Når man gør den slags, så kan man lige så godt gøre det med maner. Og det, synes jeg, bliver gjort ved dette forunderlige hus i en lille Sønderjysk by, hvor more noget så gevaldigt er more.

Forleden kom jeg til at fundere over, hvad jeg egentlig går efter, hvad der tiltaler mig, når jeg sidder og forbereder mig til endnu en tur ud i andres ferielande. Hvad er det i bund og grund for historier, for oplysninger, der gør indtryk, sætter sig og kan huskes? Og hvad er det, jeg allerhelst selv vil fortælle, ja, nærmest nyder at få fyret af? Samt husker.

Det slog mig, at de, i mine øjne, bedste historier, altid indeholder elementer af kærlighed, romantik–og død! Jeg er relativt immun overfor store bygværker ( med mindre de er virkelig omfattende store!), krigsskuepladser og monumenter. Altså med mindre, der er elementer af noget menneskeligt tilknyttet dem. At nogen gik gennem krig, sult og bomberegn for at bygge dem, at et enkelt geni ledte sin hær til sejr, fordi han personligt skulle hjem til sin elskede ( som fungerer bedst, hvis hun liiige er død, når han endelig når frem!), eller at monumenterne har en klar reference til folk med en Fandens god historie. Jeg er vild med martyrer, løse kvinder, landevejsrøvere, folk, der får hinanden på trods samt–ikke at forklejne–absurde og bombastiske måder at møde sin død på. Jeg ved ikke, om det siger noget specifikt om mig, men jeg er altid lidt forventningsfuld og opsat på historierne oppe i York, hvor vi altså både har Margaret Clitherow, der for sin vedholdende katolicisme blev MAST til døde, før de skar den ene hånd af hende og gemte den bag et gardin på et nuværende vandrerhjem, og Dick Turpin, der blev hængt langsomt ( minimum 5 timer i galgen!), efter døden stjålet af medicinstuderende, fundet i afdøde samlesæt og til sidst overhældt med læsket kalk for ligesom at blive der, hvor han nu engang var. I øvrigt er dette med at blive stjålet til medicinske formål absolut ikke nogen enkeltstående handling. I Edinburgh har de jernriste med hængelås over gravene for at imødegå potentielle tyverier. Det var her, Mary Shelley fik ideen til den vanvittige videnskabsmand Victor Frankenstein.

Og kærligheden. Den er også god. Bedst når man selv sidder der med ufrivillig rystende underlæbe og med flere hundrede års afstand på efterkrav begræder endnu et par, der ikke fik hinanden. For de bedste historier er dem, hvor det går galt. Er der en løs kvinde indblandet, er det endnu bedre. Løse kvinder er vildt fascinerende, fordi man samtidig kan prise sig selv lykkelig over, at det nok alligevel går en rimeligt, fordi man da ikke er sådan. Historien over alle historier på den front er nok Mary Stuart, som var så venlig at leve sit liv op til millioner af siders stof til romaner. Ikke blot blev hun halshugget ( virkelig god død!), men formåede også at sjusse sig gennem mænd og elskere på samlebånd. Hun var, som man sagde i min barndom, “om sig”, og hvis man betvivler, kan man jo bare tage til Holyrood Castle og se den uafvaskelige blodplet, der stammer fra dengang, hun nok fik nogen til at omgøre den italienske elsker, fordi hun skulle videre i mandekataloget. Misforstå mig ikke–jeg er fuld af beundring for Mary og den måde, hvorpå hun forvaltede en arv, der var bortformøblet på forhånd. Især fordi hun er enhver guides lækkerbisken og direkte kan foranledige, at man også kan snakke om kusinen dernede i England, hende Elisabeth, der bestemt også har et bagkatalog af forbandet gode historier.

Sådan er det også med romanerne. Og filmene. Der skal være kærlighed og død. Ikke sådan standard og Netto-discount-kærlighed-og-død. Nej, må vi bede om det spektakulære. Det mindeværdige og det makabre. Det, der ligger ude over de grænser, der normalt er herude i provinsen, hvor vi da i det mindste ikke ret tit parterer og stjæler lig eller myrder elskere. Jeg er nærmest ude af stand til at huske årstal, med mindre de er ikoniske som 1066, men er der en god død og en dybt ulykkelig kærlighed, så er jeg sgu` på. Og så er det lige præcis det, jeg husker.

Derfor er der overtryk i mit hoved af kærlighed og død. Af alle historierne. For det er dem, jeg husker.

Den halvhvide hest, som kongen i sin tid red over grænsen på i forbindelse med genforeningen i 1920, stammede fra herregården Visborggård i Himmerland. Godt nok var den kun halvhvid, men der er ikke mange helligdage, en spand hvid maling ikke kan råde bod på.

Efter sit legendariske ridt kom hesten tilbage til sit hjem. Og døde sammesteds. Derfor står denne mindesten over hesten da også lige vest for gården.

Udover at have båret kongen sikkert over grænsen havde samme hest tilsyneladende også andre evner. Det ville være en overdrivelse at påstå, den havde decideret imponerende poetiske anlæg, men lidt, og især bare det at forsøge sig, har vel også ret. Kort efter hjemkomsten fra Sønderjylland må hesten beslutsomt have sat sig ned og forfattet inskriptionen til sin egen gravsten. Kvaliteten kan man selvfølgelig diskutere, men det er da helt ærligt ret godt klaret af en hest. Selv en halvhvid.

Mig bekendt er dette det eneste stykke poesi, samme hest har bedrevet. Og det er da måske lidt synd. Egnen og byen er velsagtens gået glip af en stor digter af lejlighedssange, for sikke da en hverdagspoetisk åre der har ligget i manken på det dyr. F.eks. beviser den jo til fulde sin fænomenale mestring af omvendte ordstillinger og rime— tænk, det kan den hest også. Den er også helt bevidst om at sætte sig selv først og i centrum, og det er da samtidig en indstilling, der passer fortrinligt til tidsånden i dag.

Så kører man forbi Visborggård, så kan man altså, udover at betragte den smukke herregård, opleve noget så usædvanligt som en digterisk hest, der på poesiens vinger, og med diskutabelt held, har forfattet sin egen gravskrift.

Det er fuldstændigt omsonst at begynde at skrive børnebøger, hvis man ikke lige har en supergod tegner ved hånden. Måske den hånd, der tilhører en selv? Men sådan en (altså tegner, ikke tegnehånd!) har jeg. Og det er hele forudsætningen for, at det hele kan lade sig gøre. Sammen med, selvfølgelig, at man bare ikke kan lade være….

En anden forudsætning er også, at der er et minimum af en grundide. Faktisk så minimum, at det kan være, at der da må findes en historie om en prut, et spøgelse eller en hund nede under et bord.

Det allerførste, man skal sætte sig ned og prøve at erindre, er ens egne børns barndom og præcis, hvad der fascinerede dem. Hvad de grinte af, græd over eller bare måtte have læst op der på sengekanten hver eneste evige aften. Det kaldes ikke plagiat. Det er bare en del af det faktum, at der nok højst findes omkring 10 grundhistorier, som alle andre historier er spundet og varieret over, og at man, når man har læst 1001 nat, har været den allerstørste del af disse historier igennem.

Hos os var der altid hype omkring wauw-effekten. Når Cykelmyggen Egon kørte ind i næsen og fik folk til at nyse højlydt, eller når ting poppede op og blev fundet. Jeg tror, vi har hele Spot/Plet-serien på engelsk, for hundefinding har intet sprog. Det har derimod den uimodståelige glæde, der kommer, når hunden endelig ER fundet.  De gange, vi har fundet Holger, er også utællelige, og min mand har verdensrekord i antal gange i at sige som Cykelegon i næsen. Endelig har vi også rovdyrket at blive væk fra verden og især forældre. Palle-lene-hjemme ( som den altid har heddet på den lokale familekt) og Elefanten Robert har vi hentet hjem så mange gange, at de efterhånden snart må være ufatteligt trætte af at blive væk–og blive fundet igen.

Så med det meget lokale popularitetsbarometer er det vel bare at gå i gang? For mig personligt er det dog ikke så ligetil. Jeg er, hvis jeg selv skal sige det, ret god til at skabe universer. Både sådan nogle, som spøgelser bor i, det sted, hvor alle lugte tager hen, når vi mennesker har brugt dem og atmosfæren nede under spisebordet i en dansk gennemsnitsfamilie. At skabe universer er sjovt. Det er bare at bruge sin fantasi og bygge ovenpå. Det, der er problemet, er, at universet i sig selv ikke kommer nogen som helst vegne. Der skal jo SKE noget. Være en historie. Og i børnebøger oftest en historie, der kører lige lukt efter modellen på den klassiske borgerlige dannelsesroman: hjem-ude-hjem. Eller–præcis som Den grimme ælling, som anmelderen i Information da også sammenlignede vores spøgelsesbog med. Børn har det bedst med lykkelige slutninger, og efter min mening er det helt OK, at vi ikke sætter det på opdragelses-to-do-listen, at verden mestendels er fuld af de u-lykkelige. Det skal de tidsnok selv finde ud af.

Så det er der, den knager for mig. At finde en troværdig handling i et ellers, efter min egen mening, spændende univers. Tilmed en handling, hvori der optræder et crescendo, som forhåbentlig kan få det bedste skuespillertalent frem i alle oplæsende forældre. I den henseende er spøgelser taknemmelige–de har jo nærmest højlydt wauw som det eneste ord i et ubegribeligt mangelfuldt ordforråd. Vi har også forsøgt os med en prut, men den bog har nu ligget i 7 år uden rigtigt at komme ret mange vegne. Det er ellers en virkelig fed scene, når Palle Prut slår verdensmesterfisen på Rådhuset i KBH, så alle pandekagerne vender sig af sig selv, borgmesteren ender i ballongyngen på den anden side af vejen, og den lange bro bliver så lang, at den pludselig går helt til Middelfart. Problemet med Palle Prut er, at hans slutning er så forbandet politisk korrekt, at han i den grad mangler at blive klonet med Pippi. For politisk korrekthed er dødsens kedsommeligt ( også for børn!), men det er Pippi så heldigvis ikke!

Når man arbejder langdistance, som vi gør, indebærer det også, at en bog skal gennemskrives utallige gange. For først skal den jo forfattes minutiøst, så tegneren ved præcis, hvad hun skal tegne. Jeg har aldrig et billede af hovedpersonerne inde i mit hoved, og det har vist sig at være meget klogt. For hun tegner dem altid tusind gange bedre, end jeg overhovedet har været i stand til at forestille mig dem. Der er bare det ved det, at bogen, når den er tegnet, skal rettes til igen, for børn er ikke idioter og hader, når vi voksne gør dem til det. Alle unødvendige forklaringer, som primært er med for tegnerens skyld, skal væk, for man behøver ikke sige ting mere end en gang. I alt fald kun til voksne.

Egentlig gider jeg slet ikke komme ind på den hurdle, der hedder at finde et forlag. Det er en lang og ensom vej fyldt med nejskrivelser, og sådan en vej, hvor man hele tiden skal minde sig selv om, at R.J. Rowlings utallige gange fik fingeren fra samtlige store forlag.

Alene det er også en af hovedårsagerne til, at man bør finde sig et helt andet erhverv, hvis formålet er at tjene penge. Det gør man nemlig ikke. Det er en anden måde at sige på, at man udelukkende skal skrive børnebøger, fordi man synes, det er sjovt, og derfor ikke kan lade være. Synes, at det er en fortræffelig måde at holde liv i barnet inde i sig selv og få lov til at dyrke lidt prutter, spøgelser, forsvundne hunde og wauw midt i hverdagen. Få skabt nogle fede universer, fordi det da immervæk er noget mere oplivende end at gøre rent eller lægge tøj sammen. Forresten: rengøring ER faktisk, på sin egen bagvendte måde, en god ting: i og med at det ikke kræver synderlig hjerneaktivitet, er der absolut muligt at digte på historier samtidig. Det samme gælder cykel- og løbeture samt brusebade. Især det sidste er ret anbefalelsesværdigt.

Man skal også være forberedt på, at det at udgive bøger kan være som at synge i et klangdødt lokale. Eller hælde barnet ud med badevandet. I månedsvis har man danset rundt i denne indre verden af karakterer, der nærmest er blevet ens egen udvidede familie, men når de så vandrer videre til forlaget, er de for stedse overgået til en form for tvangsfjernelse, til opbevaring hos plejefamilier på ubestemt tid. Uden tilbagemeldinger om, hvordan det går. Man er mere end meget, meget heldig, hvis der kommer bare en enkelt anmeldelse. Vi fik en på en af vores bøger, og den var rigtigt fin, men jeg tillader mig at tvivle på, at Information primært læses af folk, der søger efter anmeldelser af børnebøger. Det er som at lade ens hjertensbarn vandre ud i verden og aldrig få så meget som et postkort igen. Jeg tænker altid på, at jeg gennem mine alt-for-mange-og-tredive-år som lærer da i det mindste møjsommeligt skrev en længere kommentar til hver eneste stil, jeg rettede. Selv hvis den var elendig!

Så opsamlingsvis skal man kun kaste sig over dette felt, hvis man både ikke kan lade være samt har en god tegnehånd i umiddelbar nærhed. Man skal forberede sig på at have sine nye venner med overalt, og især i bad, hele tiden, indtil de vandrer ud i verden, og man i grunden aldrig rigtigt hører fra dem igen. Og endelig skal man ikke på nogen mulig måde forvente, at det vil have væsentlige ændringer til ens økonomi.

Jeg er sikker på, C.S. Lewis sidder med Aslan ved sin side deroppe i sin Narniaske himmel og er rigtigt glad. Og J.K. Rowling fryder sig også sammen med Harry deroppe på sit Aberfeldyske slot, som ingen kan finde–i alt fald ikke mig, selv om jeg ledte huller i jorden på min ungdoms jagtmarker. (Hvilket i øvrigt er en helt anden historie.) For selveste DR er gået i december-fantasymode og har periodisk erstattet gamle skabe med ditto kaminer som portaler ind til fantasyverdenen og til lejligheden klonet Harry Potter med en herboende, nørdet englænder, der ligner ham forbløffende. Uden arret. Dog.

For decembertid er julekalendertid. Og julekalendertid er fantasytid. I grunden den eneste om året på flow-TV og udenfor streamingtjenesterne. Og fantasytid på flow-TV er altid portalfantasy, for vi skulle jo nødigt glemme den virkelige verden med alle dens fortravlede juleforældre, enlige mødre, irriterende småsøskende og at vi altid har glemt, hvor vigtigt det er at elske hinanden, indtil vi hvert år pludseligt får den store åbenbaring omkring, at det gør vi skam. Den 24. december. Det er så også i orden med alle disse årlige portaler–bare der ER fantasy. Selv om jeg nu nok vil mene, at en kamin er i den tarvelige, vældigt uopfindsomme ende.

Før i tiden førte portalen altid ind til nogle nisser. De boede i rigsarkiver, nisselande, på lofter eller andre steder i tid. Nu er vi blevet lidt mere modige og tør tage skridtet fuldt ud til fauner, troldkvinder/mænd, talende træer fra entefamilien mm., selv om årets fantasyland i den grad får mig til at tænke på skovene omkring Marselisborg. Men det er nok bare krævende mig. Godt er det i alt fald, at der er kommet ikke bare fantasy, men også fantasi på drengen, omend enhver jo kan høre og ikke er det mindste i tvivl om, at det bare er Nicolas Bro, der er inde i den der enteklon.

Det gode ved fantasy er ikke blot, at fantasien får frit spil. Det er næsten meget mere, at genren formår at sige nogle væsentlige alment menneskelige ting på en anderledes måde. For vi ved jo godt, at selv om det er fauner, der er i billedet, så er de inderst inde mennesker som alle vi andre. På godt og ondt. I fantasy er det tilmed også legalt at bruge stereotyper, de altomfavnende onde og de altdominerende gode. Den går ikke hverken i virkeligheden eller i anden litteratur. Sauron ville have haft uendeligt ringe vilkår i en roman af Rifbjerg.

Og så er der den evigt tilstedeværende quest. Den, som vores nørde-Harry-Theo i årets julekalender er i færd med at drage ud på. Det er altid den allermindst ventede tøsedreng, der må ud på en farefuld færd for at redde verden. Som Frodo. Som Harry. Og som Tvebak. Hvilket han selvfølgelig gør, og i denne forbindelse altid d. 24 december. Undervejs må han ( Beklager stedord, pigehelte forekommer ofte i fantasy, no offense!) gennemgå en modningsproces, en coming-of-age som selve forudsætningen for at redde samme verden. Selve redningen har i grunden altid været uinteressant for mig–jeg syntes, det var lidt halvkedeligt, da Frodo kastede ringen i ilden–men selve rejsen er interessant. Så jeg ser i den grad frem til Theos (Theo/Frodo–got it???) farefulde færd gennem faunerne.

Så er man fantasyfreak, så er det bare med at kaste sig over julekalenderne. Det er årets chance. De første 4 afsnit af dette års har været lidt tamme, lidt ujævne, lidt længe om at komme i gang, lidt dvælende omkring de evigt irriterende juleforældre, men mon ikke der kommer mere magi på drengen, når han for alvor kravler gennem sin portal? Og bliver derinde, hvor der er noget ved det. Det håber jeg. Og sikkert alle de andre fantasynørder.

Men Theo skal lige være sig bevidst om sin arv. Han bør bøje sig dybt til jorden derude i Marselisborgskovene og sende en tak til gode, gamle C.S. Og Harry.

Jeg er vild med juledesigns fra Aase og Preben Jangaard. De er helt unikke, meget svære at finde og havde deres storhedstid tilbage i 50-erne. De to designere har et udtryk, som bare er så 50-er, så dansk og så gennemført hyggeligt med kant. Samtidig med, at de klart reflekterer en tidsperiode, er de også særdeles bevidste om, at designet har fremtid og peger ud i verden.

MEN: Som det jo er med alle de ting, man ikke lige ved så godt, så vil man jo gerne vide mere. Finde ud af at få sat sin viden ind en større sammenhæng. Som generation brugte vi årtusinder på bibliotekerne med snuden nede i alt det, vi skulle finde ud af, indtil Google heldigvis gjorde vores nysgerrighed en stor tjeneste senerehen. Det er blevet lettere at finde ud af ting, at sætte ting i sammenhænge, men nogle gange må der desværre gives fortabt. Selv Google har sine begrænsninger.

Som nu med disse to dygtige designere. Eneste oplysninger, jeg umiddelbart kan finde, er, at Preben levede 1926-1991, og at han havde en fabrik i Allerød, hvor han producerede sine flotte designs. Det er meget lidt, synes jeg. I alt fald slet ikke nok til at stille min nysgerrighed.

Så hvis der nu skulle være nogen derude, der ved mere om Aase og Preben, så vil jeg da forfærdeligt gerne indvies i det. Der er absolut ingen præmier for gode oplysninger–andet end simpel taknemmelighed og nysgerrighedsstillelse!