For 3 år siden, mens jeg stadig arbejde freelance, blev jeg pludselig omdirigeret fra Irland til en busrejse til Sydengland med et mindre selskab fra Midtjylland.

Det var et meget lokalt firma. De fleste af gæsterne, som man vist uden at lægge noget som helst negativt i det kunne kalde mindre rejsevante, var fra selskabets nærområde. Ja, faktisk var majoriteten fra samme by og var endda særdeles meget bekendte med hinanden og tit og ofte ligefrem naboer eller i langt ude i familie. I alt fald brugte vi det meste af turen til Hamburg ( der var jo ikke rigtigt nogen opsamling af folk andre steder fra!) på for alvor at drøfte indgiftelser, fælles bekendte og grandfætre og nøjagtige placeringer af de rejsendes huse i forhold til hinanden.

Jeg havde en pragtfuld chauffør, som de fleste gæster i øvrigt kendte. Ikke nok med, at han også boede på en sidevej i nærheden af nogen, halvdelen af bussen var i familie med. Han havde selvfølgelig også kørt med størstedelen af gæsterne før, for der–som så utroligt mange andre steder–rejste man simpelthen med lige det selskab, når man skulle ud. Normen var mere, at man tog ud, hvor dette selskab nu engang havde rejser til, end at man selv valgte rejsemål og derefter en udbyder. Det var byfest på hjul, og det var trygt og sikkert, for der var altid nogle, man kendte–eller var i familie med langt ude.

I øvrigt var det faktisk første gang, det selskab dristede sig til noget så eksotisk som England. Chaufføren havde aldrig været der før, så jeg passede ikke blot mit eget arbejde, men fungerede som observant over-trafikkontrollør, der med mange sidespark fik rettet bussen op de utallige gange, den endte i den forkerte vejbane. Det, syntes gæsterne, var utroligt morsomt, for de vidste jo af erfaring, at han var en super chauffør, og den slags tilgiver man prompte, når man kender hinanden.

Nu læser jeg så, at selskabet er gået konkurs. Slugt, spist, ædt op af Coronaens betingelser for rejsebranchen. Et lille, lokalt firma, som utallige mennesker fra netop det nærområde har kendt, elsket og rejst med i en lang årrække. Det er, i første omgang, dybt begrædeligt for ejer og ansatte. Det er også katastrofalt for den hærskare af turismens daglejere, der, som jeg, lejes ind til en rejse. Der bliver nemlig endnu færre rejser til dette subproletariat af løst ansatte på håbløse kontrakter.

Men det er, i et større perspektiv, egentlig ikke det mest begrædelige. For det, der hurtigere og hurtigere er ved at markere sig som en fællesnævner for alle udsatte brancher, er, at de små dør. De små, de lokalt forankrede, de, der lever af selve deres nærområde–de afgår støt, men sikkert ved døden. Deres økonomi kan slet ikke bære disse gigantiske udfordringer, de sidder ikke ( som visse andre) med Allers pengetank eller store investorer i ryggen, men har kun deres trofaste kunder at basere økonomien på. Og dette gælder ikke blot rejsebranchen, selv om den lige nu er den hårdest ramte. Der sker dagligt dybt begrædelige dødsfald indenfor nærmest alle brancher, selvfølgelig med alt, hvad der har sin hovedindkomst i turisme og oplevelser ( herunder især kulinariske) som epicenter.

Når de små, lokalt forankrede dør, så må det logisk implicere, at det er de store, der overlever–eller i alt fald overlever længst. Coronaen rammer hensynsløst alle disse små firmaer, som i årevis har siddet på netop deres del af et særdeles lokalt marked. Det vil, i sidste ende, ikke blot give en ensartethed og nærmest kønsløshed over de tilbageblevne udbud, hvor man også kunne frygte en prisstigning, fordi konkurrenter er eliminerede, men det fratager også alle udbud nærhed og vi-kender-da-hinanden-hjemmefra-faktoren. Den, der faktisk gør, at rigtigt mange mennesker overhovedet vover sig ud i selve oplevelsen. Tør få den. Halvdelen af de gæster, der var med min bus dengang for 3 år siden, var aldrig kommet afsted, hvis det ikke lige havde været med netop det selskab.

Så jeg tror, at hvis oplevelsesfirmaerne overhovedet overlever, så vil vi se en polarisering omkring de store, de pengestærke og de, hvor det lokale og nærheden er totalt betydningsløst. Hvor udbyderne udgør en håndfuld, og hvor de fleste produkter jævnt hen er ens. Og hvor det ikke er værdierne i og kvaliteten af den vare, man sælger, der berettiger overlevelse, men udelukkende, om man har haft tilstrækkelige overlevelsesmidler i ryggen. Den lille slider, ham der byggede firmaet op fra grunden og ingenting og fik et godt ry i lokalsamfundet, han dør. Noget så eftertrykkeligt!

Det er selvfølgelig altid sådan, at man, når man har præsenteret et problem eller en udfordring, skal slutte med en konklusion, der opregner og foreslår brugbare løsningsmodeller. Det er desværre ikke tilfældet her. Jeg er totalt ude af stand til at komme med bare et eneste konstruktivt forslag til, hvad en handlingsplan kunne være. Ingen kan bruge, at jeg har ondt af og medfølelse med det lille midtjyske firma, til noget som helst fornuftigt. Og ingen gider vel høre mere på, at det, at endnu et hedengangent firma i en nærmest afdød branche, yderligere forværrer min og utallige andre arbejdsløses situation.

Men det er katastrofalt. Og det er sikkert kun begyndelsen. I det mindste kan man vel altid og for evigt komme med Spies til Mallorca og få sig en slatten burger på Macdonalds.

Først på sommeren havde jeg klare intentioner om at besøge steder i Danmark, der havde fremmede navne. Som Nordpolen, Rom, Paris, Sibirien og Berlin og andet. Det var, hvad min stadig større og stadig mere akutte udlængsel så som eneste mulighed for at bringe lidt eksotisk ind i mit liv.

Det er ikke gået imponerende godt. Overhovedet ikke. Men forleden nåede jeg Nordpolen. I det mindste nåede jeg Nordpolen.

Nordpolen var i min barndom et hedeområde langs Mariager Fjord, som man sådan skulle vide var der. Navnet er på ingen måde officielt, figurerer ikke på nogen kort og bruges vist kun af de lokale. Så overhovedet at finde frem til det var noget af en hurdle. På niveau med, “at vi gik vist til højre et sted omkring den store gård” og “man kunne vist også gå ind fra landevejen, men så skulle man igennem en gård”. Det er næppe turistgodkendte vejledninger.

Men vi satte ud i den retning, vi mente, var den næsten rigtige. Iført travesko og madpakke, for madpakker er kommet ind i vores liv igen i denne Coronasommer, og egentlig smager de jo ganske fremragende tilsat dansk vejr, vand og blæst på en (forhåbentlig) solbeskinnet markvej eller havskrænt. Det viste sig i første omgang, at den manual, der var inde i mit hoved, blev begrænset af flere Adgang Forbudt-skilte, men den slags slår mig nu sjældent ud. Jeg har en udpræget ide om, at jeg kan tale mig ud af alt —som forleden, hvor jeg medbragte cykel i myldretidsmetro ( det må man ikke!) og på forhånd bestemte, at jeg den dag ikke talte dansk. Overhovedet. Manden er mere lovlydig–han tror, skilte står steder af en grund, og forleden vandt hans tøsedrengsgener altså. Han mente, de havde schæfere i skoven! Så vi vadede troskyldigt gennem mudder og højt græs i stedet. I cirkler. Men da det så var overstået, fik vi den mest forunderlige tur gennem et naturskovslandskab, man vist skal lede længe efter at finde magen til i Danmark. Helt uberørt. (Og ikke et ord om skilte!)

Og så var det, som det jo altid er i eventyrene og de opbyggelige historier om at erkende både dit og dat, netop som vi havde opgivet nogensinde at nå frem til den Nordpol, at vi var der. Lige midt på den. Eller i alt fald midt på ved siden af, for de har minsandten hegnet verdens top i fjordversionen inde.

Det var så også der, jeg pludselig måtte erkende, at det vist er næsten 50 år siden, jeg sidst var på den Nordpol. Og at Nordpoler altså ikke går i stagnation, bare fordi jeg ikke besøger dem. For det første syntes jeg, der var ENORMT langt derud i min barndom. Heldags-madpakke-ondt i benene dagen efter–langt. Det var der sådan set også for vi amatøridioter, der gik de forkerte veje, men havde vi gået den direkte, var der godt nok ikke langt! For det andet erindrer jeg et enormt hedeområde med små, forkrøblede buske og en fantastisk udsigt fra vældige bakker skrånende ned mod fjorden. De der buske var ikke ret små mere. Faktisk var de så store, at man næsten ikke kunne skimte fjorden, og i øvrigt havde de hegnet hele området ind, så man end ikke kunne komme ind og plante sit nye erobringsflag på toppen. Det var dog kun pga. hegnets elektriske natur, jeg ikke klatrede derind alligevel, for jeg er sikker på, i alt fald noget af det længere nede og mere ufremkommeligt lignede det, der engang var min Nordpol.

Men nu har jeg været på/ved Nordpolen igen. Jeg har opdaget, at selv barndomme har det med at blive voksne og helt på eget initiativ rejse fra ens hukommelse og minder. Men sådan er det jo. Under alle omstændigheder ligger der jo en væsentlig sejr i overhovedet at have fundet det der sted. Gen-fundet, altså.

–Og turen derud, i cirkelformede bevægelser, var vidunderligt smuk. Selv om jeg tror, vi var på privat grund, så undgik vi fermt alle schæfere, men fik rislende bække og flotte, storladne, tyste skove til overflod. Så selv om målet var lidt anderledes end forventet, så var turen dertil en oplvelse.

Og det er vel også sådan, det skal være…..

Den ene gang om året går jeg amok! Så forsvinder jeg ind i min egen højlydte anglofili, skruer op til dødsmetal-niveau for fjernsynet, danser lidt med mig selv, gør sådan lidt bøvlet honnør, synger så højt, at jeg har ondt i halsen flere dage efter og fælder også gerne en tåre over den ubestridte storslåethed.

Det er, når The Last Night of the Proms går over skærmen, og vi ENDELIG er nået gennem alt intetsigende fyld, lange takketaler og en forfærdelig masse hoppen op og ned, iklædt farverne fra Union Jack–og er nået til det eneste, der VIRKELIG betyder noget. Afsyngelsen af Rule Britannia og Land of Hope and Glory.

Det er mit glansmoment, min ultimative dyrkelse af såvel anglofilien som musik, der er så smukt, at jeg græder storspande over det. De to melodier er bare så flotte, så medrivende, så fantastiske, så storslåede–og så imponerende. Og vel har jeg da læst teksten–man synger vel med–og vel har jeg da også undertrykt kvalmen over, hvad man for flere århundreder siden syntes, var i orden, fordi jeg altså godt kan se, at alt kun giver mening, hvis det indsættes i den rette historiske kontekt. Men jeg har egentlig ikke tillagt det den store værdi. Jeg har sgu` da bare skrålet med!

Men nu er det så sådan, at netop den to melodier i krænkelsesparathedens hellige navn i år er blevet bandlyst fra The Last Prom. Altså de to melodier, som ER The Last Prom. Der skal ikke synges om britisk overherredømme og slavehære, og der er ikke længere noget land af håb og ære. Der er kun plads til politisk korrekt musik med ufarlige tekster, og netop Rule Britannia og Land of Hope and Glory er jo, som vi alle ved, decideret samfundsundergravende, krænkende og fordomsfulde helt ud i sidste verselinie. Den slags skal vi ikke synge. Nej!

Jeg gider ikke se The Last Prom i år. Hvorfor i alverden skulle jeg dog det? For jeg føler mig nemlig krænket over, at jeg ikke må skråle til himlen, græde springtårer og forstyrre alle naboers fred en 2-sanges tid. Hvad i alverden skal jeg se det program for? For at skråle med på Beethovens 9? Samtlige satser? Det KAN jeg ikke engang.

Jeg er fuldt fortrolig med, at nogle kan føle sig krænket over teksterne i sangene, og det respekterer jeg også fuldt ud. Men jeg er samtidig nok en lille smule bange for, at BBC for første gang nogensinde vil få store problemer med at få solgt billetterne til promenadekoncerterne i fremtiden. Indtil nu har man skullet købe samtlige koncerter for at få adgang til den sidste–altså sidde den af gennem adskillige andre, for mange uinteressante, koncerter, og billetterne til den sidste har været handlet til vild overpris på det sorte marked. Nu kan man forudse, at BBC ligesom brænder lidt inde med tingene, for folk kommer, selvfølgelig, af mange årsager. Men de allerfleste kommer for at grovskråle og overhoppe med på Rule Britannia og Land of Hope and Glory.

Godt, jeg har dem på en gammel LP! Så kan jeg hoppe til den, når de bliver forbudt på streamingtjenesterne!

Det har været en sommer fuld af vandrende opdagelser og oplevelser. Havde nogen fortalt mig bare i marts (altså præ-Corona), at jeg ville blive bidt af at vandre og endda er kommet til det punkt, hvor jeg udveksler tips om gode vandrestier med ligesindede, jeg møder på min vej, så ville jeg have leet hjerteligt. Henvist til min magelighed, min mangel på at være nået til det, der for mig dengang var “vandrealderen” samt mine klare præferencer for at luske rundt i baggårde, kuldsejlede industriområder, kolonihaveområder med tydelige stænk af Klondyke og særdeles privat initiativ–fremfor naturen, hvor det hele bare sådan lidt ligner sig selv og hinanden.

Det er så gået over. Jeg er blevet en vandrende pind efter nye ruter. I naturen. Også selv om jeg MÅ indrømme, at jeg stadig elsker bagsiden af byerne som mål. Ikke sådan nogle ruter af Camino-tilsnit og flere dage undervejs med tung bagage og overnatning på feltmaner eller indenfor vildfremmedes snorkesfære. Jeg foretrækker min egen seng, tak. Og jeg foretrækker ruter, der kan vandres på 10-15 kilometer og halve dage, også tak.

Så i dag stod den på det, jeg troede var en rute rundt om den retablerede Slivsø, sådan lidt halvvejs mellem Haderslev og Aabenraa. Det var det sådan set også, men at kalde ruten sønær er noget af en gevaldig overdrivelse. Det starter ellers så godt, hvis man starter i Hoptrup. Pænt anlagt sti og pæn udsigt til både sø, massevis af fugle og små øer på de første kilometer. Det går så over. Først må man ud på en ualmindeligt lige og lige så ualmindeligt kedelig landevej, dernæst kæmpe sig op ad en asfaltbakke, hvorfra man end ikke kan SE søen.

Så langt, så godt. For bedst som man endelig tror, at man skal ned til den sø, som sådan set har været hele turens formål, så starter genvordighederne. Stien er mudret (det var FØR eftermiddagen skybrud) og decideret misligholdt, trappetrin er faldet væk og præsenterer i stedet livsfarlige ned- og opgange. Alverdens vildtvoksende ( mest stikkende, kløende og rivende) natur slynger sig over, på og langs stien, og selv gåsegang kan på ingen måde skåne en for helt konkrete angreb fra alt det, der nok ville have været kønt langs stien, men som, i mine øjne, ikke hører hjemme på en vandresti, der rent faktisk skal vandres på. Tillige er det tydeligt, at en del lodsejere har været modvillige mod enten at give eller sælge jord til stier, for man må godt nok gå store buer omkring mange gårde. Hvis det så bare var sønært–men det er det ikke!

Alt i alt er der på den ca. 8,5 km. lange rute omkring 3 km. decideret gangbar egentlig vandresti. Så kan man selvfølgelig gå frem og tilbage og tage dyrelivet ( der er rigtigt mange fuglearter) både forfra og bagfra, men i de fleste andre kommuner kan man altså godt finde ud af, at en sø generelt er til at vandre RUNDT om. Lige en passant kan jeg da nævne, at jeg forleden var på en pragtfuld tur rundt om Store Økssø i Rold Skov, og der følte man sig da hjerteligt velkommen, taget seriøst samt kunne ende, præcis hvor man begyndte, uden rifter, brændenælde-forbrændinger eller mudder til knæene!

Bare 5 kilometer nede ad samme hovedvej ligger Kalvø-ruten, som er en fornøjelse og en virkelig smuk og fantastisk rute. Den vedligeholdes af Aabenraa Kommune. Det var der nogle, der kunne lære noget af!

I alt fald vil jeg aldrig anbefale denne stroppetur til ligesindede, jeg måtte møde på min vandrevej. Og når jeg tænker over det, mødte vi faktisk heller ikke en eneste på turen. Det er en ommer, Haderslev Kommune. En flov, mudret, stikkende ommer!

I lighed med andre udendørs attraktioner er mine besøgstal, som man kan se på billedet, ikke imponerende. Ellers også er de bare slet ikke.

Lidt kedeligt ikke at kunne komme af med sine skatte og finde nye, gode hjem til dem. Allermest kedeligt at skulle bære det hele op igen!
Den positive version hedder så, at det er forbandet synd for alle de potentielle kunder, der slet ikke ved, hvilke strålende erhvervelser de går glip af.

Men jeg er vedholdende. På et eller andet tidspunkt kommer der vel en busfuld fra Hamburg….

Når man sådan–i denne tid på næsten daglig basis–går lange ture i sommerhusområder, begynder man at lægge mærke til sjove finurligheder og deciderede trends omkring danskernes sommerhuse. De sidste som påmindelser om, hvor i det danske sommerlands historie det givne hus har haft sin storhedstid.

Herude er mange gamle huse. Området er især udviklet i 60-erne og 70-erne, og det er tydeligt, at sommerhuse dengang var en slags udvidede kolonihavehuse. Uden haver, men med sovemuligheder, og med havbade som alternativ til at trække gulerødder op. Nogle ganske få af dem er oprindeligt togvogne, men fælles for de fleste gamle huse er, at de i en uendelighed er knopskudt ud i alle hjørner, og man næsten kan datere, hvornår en familie har forøget sig såvel barnmæssigt som værelsesmæssigt. Desværre er mange af de gamle huse gennem de sidste 10-15 år brutalt revet ned, således at man har kunnet opføre firkantede kasser med enorme ruder og lysindfald fra snart sagt ethvert verdenshjørne og meget lidt privatliv eller kønsløse typehuse, der alle samme ligner hinanden og konkurrerer indbyrdes om kedelighed.

Man kan også iagttage, at det i sommerhusenes barndom var det at have et hus og en grund overhovedet, der var det essentielle. Havudsigt var absolut ikke et issue, hvilket man jo nok må erkende, at det siden er blevet. Derfor ser man også katastrofale løsninger på at komme i højden–eller i alt fald op over naboen–indenfor kommunens godkendelsesnormer. Her er kommet en del påståede hemser og andre husmassakre-indfald, så som kældre i skyskraberhøjde og besyndelige tagterrasser. Selvfølgelig får man også bonus ved salg, hvis man har en stribe Kattegat at dupere med.

Der er dog også en lidt spooky underkategori indenfor de gamle huse. Nemlig spøgelseshusene, som står ubenyttede hen. Nogle af dem, at dømme efter gardinmoden, siden 70-erne. De virker forgroede, forvildede og fortvivlende ensomme. Ofte inde i deres eget Tornerosekrat, hvor de langsomt står og smider yderbrædderne og bliver spist af vind, vejr og insekter. Jeg forestiller mig, der kan være forfærdelige arvestridigheder som årsag, eller også er man bare blevet for gammel til at kunne tage afsted. Jeg er dybt fascineret af disse huse. De er, som gamle industrikvarterer, påmindelser om både en længst forgangen fortid og selve verdens forgængelighed. Og vil sikkert ikke stå så meget længere, for sådan er samme verden desværre ikke mere.

I tiden omkring de gamle huses opførelse (eller hvad man nu, for manges vedkommende, kan kalde det at sømme brædder sammen) var det på mode at kalde sit hus ved navn. Herude er mange navne. Og de vidner alle om en verbal kreativitet, der virkelig har rod i selve folkesjælen. Vi har Aurora ( som ligger et stort hul, hvor ethvert forsøg på at se morgenrøden er absolut forgæves), Regnly ( for pessimister eller blot kendere af den danske sommer), Sangria ( shit! der blev sgu`ikke lige råd til Benidorm i år), Os nok (for de, der har erkendt deres egen menneskefjendshed), Kathoma (man må vel gå ud fra, at sammenstillingen ikke er tilfældig og har noget at gøre med beboernes navne. Samt at de ikke agter at få flere børn) og så er der Håbet, som optræder på det billede, der ledsager artiklen. Lad mig være så diplomatisk at sige, at netop håb nok også er nødvendigt, for dette spøgelsessommerhus er under kraftig invasion fra såvel dyre- som plantelivet. Moden med at navngive sit hus kan også ses rundt omkring i ældre villakvarterer, men netop i sommerhusområder kommer dyrkelsen af individuelt ejerskab og umådelig kreativitet virkelig til sin ret. Det er som om, det tilbundsgående skal understreges, at det er altså min plet, den her!

Endelig er der dem, der frivilligt bebyrder sig selv med sommerhushaver i stil med parcelhushaverne derhjemme. De planter utallige bede, buske og stauder, og så går de og holder på alt det, mens vi andre slapper af og går i vandet. Der er prydhaver, som er rasende frembragt på sand og dårlig jord, sikkert i svedende sommersol, så man kan gå og beundre sin rododendron, som påfaldende ligner den, man har derhjemme. Heldigvis er der stadig en del af os, der respekterer områdets oprindelige vegetation, som bønderkarlene brugte dagevis på at tilplante med fyr i slutningen af forrige århundrede, da sandflugten ellers tog over. Hvis et sommerhusområde oprindeligt består af ældgamle fyrretræsplantager, er det noget nær helligbrøde at omdanne det til prydhaver, og der burde simpelthen være forståelige, effektive straffe for den slags ulovligheder. Desværre vidner det bare om den historieløshed og mangel på respekt for naturen, som præger mange i dag.

Og så vil jeg gå ud og kigge på endnu flere huse….

Den seneste tid har jeg læst oceaner af litteratur om Novo. Grundlæggerne af firmaet stammede fra Hurup, hvor jeg håber at få rigtig godt gang i vandreture med historisk/kulturelt indhold, og netop historien om Novo er basalt en af de gode historier af den kaliber, jeg samler på. Underligt, som man gennem livet konfronteres med nye områder til opdyrkelse. Og heldigt, for alternativet er vel, at man ellers ikke bliver klogere…

Men her, oppe på grænsen mellem NordVest og Frederiksberg, ligger så det (næsten) allermest oprindelige Novo. Her, hvor det hele startede, hvis man ellers i skyndingen glemmer kælderlejligheden på næsten sammen adresse. Jeg synes, det er imponerende, at Danmarks industrielle flagskib og et af verdens 20 største medicinalfimaer har udviklet sig til, hvad det er nu, fra disse egentlig ret ydmyge lokaliteter. Der er sket noget siden 1925, men de gamle bygninger står stadig og er stadig en del af firmaets lokaler.

Hvad man ikke lige kan se på billedet (kan oploade flere billeder på Facebook) er, at nyere bygninger er bygget sammen med disse. For da firmaet krævede de første udvidelser, kontaktede man en ung, relativt ukendt arkitekt, som faktisk gjorde det så godt, at han siden blev husarkitekt på samtlige nybygninger i sin levetid og da også designede firmaets inventar, herunder en stol, han kaldte Myren, til kantinen. Han hed Arne Jakobsen.

Det, der slår mig ved billederne af datidens ydmyge domicil, er noget så simpelt som at alting begynder et sted, og alting begynder i det små. Jeg mener, hvad er det ikke blevet til siden? Når jeg er i området, går jeg altid forbi. Ikke blot fordi, det er smukke bygninger, men også fordi der er noget rart og betryggende ved den slags succeshistorier. Ikke at forglemme, at netop denne historie også illustrerer, at man sagtens kan komme fra en flække som Hurup, starte i det ydmyge bindingsværkshus–og så ende med at blive en vægtig spiller i såvel landets som verdens økonomi. ( Og så glemmer vi lige, ved denne lejlighed, alle prædikener om storkapitalisme!) Samt, hvilket også er betydningsfuldt, at medvirke til, at folk med sukkersyge og senere andre alvorlige lidelser har fået et værdigt liv.

Prøv selv at gå forbi–det er tæt ved Nørrebro Station, på Nordre Fasanvej.

Hvis man vil, kan man gå rundt om det meste af Jylland. Det er der sikkert mange, der allerede har gjort. I etaper. Og også på ruter, der hedder noget andet end lige Nordsøruten, men fælles for dem alle er, at de er kystnære og går gennem vidunderlige landskaber.
Da jeg, med hensyn til vandreruter, er en smule langsom og bagefter, har jeg først for nylig for alvor opdaget dette fremragende tilbud om at komme ud i naturen, få motion og frisk luft og føre sig selv gennem fantastiske områder af det danske landskab. Der skulle nok- hånden på hjertet- en Coronakrise med indbygget udlandsembargo og forøget mangel på andre tilbud til, før jeg sådan gik i vandremode.
Men nu er det sådan, at samme rute praktisk talt går forbi min sommerhusdør, så jeg kan springe på i begge retninger og bevæge mig præcis så langt, som jeg gider. Og det gider jeg! Jeg kommer jo ud i områder, som jeg knapt vidste eksisterede, og jeg opdager, at mit eget nærområde er fyldt med imponerende natur, der bare kræver et par gode ben eller en relativt terrængående cykel.
Ruterne er dog først og fremmest vandreruter, solidt afmærket af små piktogrammer, så man skal gøre sig kraftigt umage for at afvige sporet. At bevæbne sig med en cykel er mange steder ikke tilrådeligt, men er man villig til at trække, bære og nærmest slæbe gennem græstuer, siv og op ad knoldede bakker, så er det da en mulighed. Selv om det i sidste ende nok var mere kløgtigt at lade cyklen blive hjemme.
Jeg kan kun på det kraftigste anbefale ruten mellem Øster Hurup og Als, som går langs fantastisk strand,over flotte enge, op på ældgamle strandbakker, gennem en del siv og andet buskads og kan ende ved den gamle havmole, hvor man virkelig får et indblik i, hvor stor betydning de gamle kystkirker har haft såvel som religiøse mødesteder som som pejlemærker for søens folk.
Og så er der jo endelig den med madpakkerne, som er genopstået som Coronaafledt ide. Molen i Als er et rigtigt godt madpakkested med permanent opstillet bænk, hvor man kan sidde og puste ud efter al den cykelbæring. Eller bare nyde en tiltrængt pause.
Så som præventiv foranstaltning mod seriøs Coronarøv og mangel på vanlige udbud, så er Nordsøruten ( eller hvad den nu hedder lokalt) et rigtigt godt tilbud. Og de flere mennesker i Jylland har nok en i relativ nærhed. Prøv den!

Nogle gange, sent om fredagen når weekendbevidstløsheden begynder at sætte ind, zapper jeg rundt på kanalerne. Så det er altså ikke X-Faktor, jeg skriver om. Lad mig slå fast, at jeg udelukkende ser X-Faktor i de allermest indledende runder, hvor alle idioterne, alle håbløshederne, alle de tonedøve og alle paraderne over manglende selverkendelse stadig deltager. Det taler til min skadefryd og andre grimme ting i mig, som jeg så kan dyrke intensivt 4×1 time på årlig basis. Derefter finder jeg det totalt uinteressant.

Men med evigtunge og nu ny-balsamerede Simon Cowell i spidsen for endnu en gang blondiner og alibinegre (UPS!) kører der altså en slags internationale talentshows for os midnatszappere på flere kanaler. Og jeg skal da lige love for, at der er talent! Jeg mener, hvis de folk, der deltager i den slags shows, er amatører, så har verden overhovedet ikke brug for professionelle. Hvis amatører kan være så dygtige, altså uden at være professionelle, så er jeg målløs af beundring over, hvor store talenter nogle mennesker må være født med. Eller hvad de nu er.

F.eks. er jeg flere gange zappet ind i en tysk skolepige og hendes nærmest robotstyrede hunde. Jeg vil, slag på tasken, anskue hende til at være mellem 10 og 12, og kan, at dømme efter hendes professionalisme, konkludere, at hun må have startet sit hundecirkus omkring sit eget undfangelsestidspunkt. Ellers har hun da ikke kunne nå at blive så fejlfri og fantastisk. I alt fald er det helt udelukket, at den pige nogensinde har haft tid til at gå i skole. Eller i det hele taget lave andet end at træne hunde.

Og hun er netop indbegrebet af, hvad alle disse professionelle amatører har til fælles. De har satset deres liv, deres inderste sjæl, deres blod, sved og tårer på de 5 minutters berømmelse i disse stort anlagte talentshow. Netop der på scenen tiljubles de af alle, og kan man tilmed blive tiljublet af Simon Cowell, er der nok ikke andet i ens liv, der nogensinde kommer til at betyde lige så meget. Det bør enhver lige tage op med sig selv i første fase af fosterstadiet. For ellers er det nok for sent.

Talentshows er uhyre populære. Ikke blot blandt seerne, for faktisk tror jeg, det hører med til at vokse op i nutidens samfund altid at have en latent drøm at deltage i et sådant. At kunne noget, andre ikke kan, og at kunne det på professionelt niveau, selv om man er amatør. At få sine 15 minutes of fame. Det er nok de færreste forundt overhovedet at komme i betragtning, og med den standard, vi ser der sent om aftenen, bliver det i alt fald ikke nemmere at få adgang til det forjættede talentland.

Så jeg er lidt lettet over, at vi i min generation var på forment adgang til talentshowene. Sådan at forstå, at de ikke eksisterede. I alt fald ikke ude i provinsen. Det er meget muligt, vi trænede vores hunde lidt og sang til hårbørsten foran spejlet, men egentlige drømme om storhed på skærmen  havde vi nok et forholdsvist realistisk forhold til. Det må være svært at være en 10-årig med hund i dag. Hold da lige op, hvor man kan komme på nederen, når kræet ikke engang gider lystre, når man beder det sætte sig. Jeg mener, sammenlignet med hende vidundertæmmeren fra Tyskland, som kunne få en hund til at stå på hovedet fra sin vugge. Men i sidste ende havde vi nok et noget mere realistisk syn på vores egen fremtid og vores egne mulige talenter, for det må være svært at være barn og ung, når man konstant skal bombarderes med alle de mennesker, der er så vanvittigt talentfulde, at ens egen nullitet bliver noget mere markant og sviende. Og i øvrigt ville jeg da gerne lige se forældre til hundepigen. Noget siger mig, de er ret gode til at træne hunde…..

Men midt i al den glamour og vidunderamatørisme er der faktisk en deltager, som jeg også har zappet ind i flere gange. En britisk spasser ( hans ord, ikke mit!), som ikke kan tale, savler i spandevis, knapt kan gå og stå, altid er klædt i verdens mest forvaskede t-shirt, udtrykker sig gennem en talende computer–og er den morsomste stand-upper, jeg nogensinde har set! NOGENSINDE! I talentshowenes glamourverden er han indbegrebet af det uperfekte menneske, af den medfødte fejlslagenhed, af alt det, talentshows IKKE er. Og så står han der og overvælder såvel mig som alle andre med sin bidende selvironi og sorte, sorte humor. Se, DET er talent. Ufortyndet.

Så lad mig endelig zappe ind i mennesker som ham. Og udenom tyske teens med hunde. For hvis vi virkelig SKAL dyrke alle disse shows, så er det, efter min mening, det unikke, forstået som der, hvor det enkelte menneske overgår sig selv og sine medfødte ( eller mangel på) gaver, der skal i front. Jeg giver ikke en tøddel for et tysk forældrepar, der træner hunde om natten og deres datter der, hvis hun også træner hunde, nok vil gå ind i voksenlivet med ret manglende skolekundskaber.

Men alligevel zapper jeg da nok videre…

Pompeji. Moesgaard. Århus.

Det er selvfølgelig altid en god ide at tage til Moesgaard. Det har det i øvrigt altid været. Også dengang, i mine Århusdage, hvor det ikke hed Moesgaard, men Forhistorisk Museum, lå i et stort gult hus inde i byen overfor Mølleparken og primært husede Grauballemanden, der altid har fascineret mig, og som jeg i tidernes morgen vandt en flot Professor Glob-bog om i en stilekonkurrence.

Han er der endnu. Grauballemanden. Og har gjort rejsen med fra sin mose, over Mølleparken til det gamle, hyggelige Moesgaard, til den fantastiske arkitektur i det nu (knapt så) nye museum derude på marken syd for Århus. Det er alt sammen værd at se, fra vikinger til mosefund og hele Danmarks fortid. Og det er museumsformidling i særklasse, som fascinerer såvel de skoleklasser, der var på besøg i går, som alle os trekvartgamle, der har været med Moesgaard på jævnlighedsbasis i adskillige årtier. Det er sådan et museum, man kommer tilbage til. Om ikke andet så for at genopfriske bekendtskabet med Grauballemanden, som, ulig alle vi andre, er og altid har været totalt upåvirkelig af tidernes tand og samme tiders omskiftelighed i al sin mosebevarede læderhed.

Og nu er der så særudstilling om Pompeji. Ikke så meget med fokus på selve katastrofen, men meget mere på, hvordan livet udfoldede sig i en af datidens store, rige, kosmopolitiske byer i Romerriget. Før en vulkan ødelagde det hele. Det er selvfølgelig en fordel at have været i Pompeji, før man ser udstillingen. Men det er ingen nødvendighed. For samme udstilling er så pædagogisk og levende opbygget, at man får et imponerende indtryk af, hvordan livet så ud, før katastrofen ramte. Her er utallige fund, mange fantastisk velbevarede, som dokumenterer såvel det interne liv i byen, som byens utallige berøringsflader med verden udenfor. Personligt bliver jeg altid forundret, når jeg igen og igen ser beviser på, hvor kosmopolitiske mennesker var i oldtiden, hvor meget de rejste og samhandlede, og hvor gennemgribende de inspirerede hinanden. F.eks. havde Nabatæerne fra Petra i Jordan et handelskontor på havnekajen i Pompeji. Datidens ambassade, formentlig. Og samme havnekaj er i øvrigt af vital betydning for eftertidens forståelse af datidens liv. For når man laster og lodser skibe, taber man utallige ting i havnebassinet, og dernede ligger de så bare og venter på at blive fundet af os. Af eftertiden.

Selvfølgelig er katastrofen også en del af udstillingen. Det kan vel nærmest ikke undgås. For samme katastrofe er jo også hovedårsagen til, at vi har så mange vidnesbyrd om livet i Pompeji. Et askelag dækkede på kort tid byen, dækkede livet til som et stillbillede af en dagligdag og indkapslede så sin tidslomme i ren uberørthed, indtil nogen lukkede det op og fandt det nærmest intakt. Jeg har altid været fascineret af menneskeformerne, stivnet i rædsel og uforståenhed, perfekte billeder på at lade sig fange i historien til evig tid, være sin egen lille tidsmaskine. Faktisk akkurat som Grauballemanden. Hvad italienerne gemmer i vulkanaske, gemmer vi i vores moser.

Så selv om Romerriget måske ikke er hovedinteresse nummer 1, så er udstillingen om Pompeji værd at se. Især fordi den både fortæller om, hvordan man levede dengang, men også, at livet dengang måske slet ikke var så forskelligt fra det, vi lever i dag. Derudover er den både smukt, pædagogisk ( på den fede måde) og særdeles spændende opbygget. Moesgaard er sådan et sted, hvor moderne museumsdesign og formidling er i højsædet. Hvor nærmest intet står til uspændende afdødhed i livløse montrer, men hvor historien i stedet bliver levende og interessant. For alle aldersgruppen.

–Og er man meget mere til nutid end oldtid, så er der jo altid arkitekturen i den nye museumsbygning. Den er imponerende! Det er Grauballemanden i øvrigt også. Stadigvæk!