En surrealistisk oplevelse.

Jeg var på byvandring i går. Vi var kun 4 til trods for, at tidens traskende trend denne sommer er guidede ture af enhver art gennem fædrelandets kroge og hjørner. Vi går som gale ( som om vi nærmest har intentioner om at gå fra Coronaen, at få den overhalet ved at gå nogen så seriøst til), og selv om naturen er fantastisk, vil jeg personligt også gerne have noget kultur og historie med under fodsålerne.

4 er heller ikke korrekt. For der var også en guide. En ualmindeligt sød, velforberedt, særdeles vidende og kompetent museumsinspektør. Problemet var bare, at det allerede fra starten af turen blev lidt grumset omkring, hvem der egentlig guidede hvem. Turen handlede om fødslen af en lille provinsby, her altså tiden fra ca. 1850 til 1930, hvilket netop er en ret spændende periode.

Men det var altså ikke lige det, de andre 3 gæster var kommet for. De var alle opvokset i byen og havde forladt den i 70-erne, og det fik de hurtigt lige lavet deres egen agenda omkring. Den stakkels kompetente museumsdame fik nærmest ikke et ben til jorden omkring brobyggeri og store købmænd, når hun konstant skulle konkurrere med endeløse fortællinger om, hvem der boede hvor og hvorfor samt ret voluminøse diskussioner omkring, hvem der var i familie med hvem. Især hvem der var storesøster til en, der hed Torben, fik vi godt nok pillet voldsomt i. Uden egentlig at nå en konklusion over minimum 1 kilometer.

Så hver gang en interessant formidling gik i gang, blev den omgående overruled af en anden dagsorden. Som vi da fik sat folk ind i huse og diskuteret, hvor købmanden boede, hele vejen op og ned ad gågaden, mens museumsdamen fortvivlet krammede sine papirer og prøvede at stjæle sin egen tur tilbage. Som regel uden held. Da vi omsider nåede egnens store forfatters barndomshjem, og i alt fald jeg forventede at høre lidt om samme forfatter, satte angrebet ind fra flanken, hvis mor havde været i huset hos den læge, der efterfulgte forfatterens far. Så var den sag ligesom tabt! Og museumsdamen tæt på grædefærdig, selv om jeg virkelig, virkelig syntes, hun var både tapper og havde en beundringsværdig tålmodighed.

Selve turen var berammet til 1 time. Men det kunne vi slet, slet ikke klare os med. For når vi både skulle høre om alt det, i alt fald jeg var kommet for, samt alt det, de andre var kommet for at fortælle, så blev det jo til noget, sådan tidsmæssigt. Men nu ved både museumsdamen og jeg selvfølgelig også, hvem der i 70-erne boede i samtlige huse på Storegade, hvem der var i familie med hvem, ( sådan næste, i alt fald) og hvem der var i huset hos hvem, selv om der desværre stadig er lidt usikkerhed omkring Torbens storesøster.
Under alle omstændigheder var det en noget surrealistisk oplevelse. Det tror jeg også museumsdamen syntes. Måske skal man bare adskille tingene, så museumsfolkene tager en tur med os, der gerne vil vide noget faktabegrundet om byens historie, og så kan de yderst kvalificerede guider til befolkningen i Storegade i 70- erne og samtlige deres indbyrdes familieforhold jo bare lave deres egen tur. Måske får de endda på et tidpunkt en gæst, der kan opklare det der med Torbens søster.

Continue Reading

Om sommerhuse.

Når man sådan–i denne tid på næsten daglig basis–går lange ture i sommerhusområder, begynder man at lægge mærke til sjove finurligheder og deciderede trends omkring danskernes sommerhuse. De sidste som påmindelser om, hvor i det danske sommerlands historie det givne hus har haft sin storhedstid.

Herude er mange gamle huse. Området er især udviklet i 60-erne og 70-erne, og det er tydeligt, at sommerhuse dengang var en slags udvidede kolonihavehuse. Uden haver, men med sovemuligheder, og med havbade som alternativ til at trække gulerødder op. Nogle ganske få af dem er oprindeligt togvogne, men fælles for de fleste gamle huse er, at de i en uendelighed er knopskudt ud i alle hjørner, og man næsten kan datere, hvornår en familie har forøget sig såvel barnmæssigt som værelsesmæssigt. Desværre er mange af de gamle huse gennem de sidste 10-15 år brutalt revet ned, således at man har kunnet opføre firkantede kasser med enorme ruder og lysindfald fra snart sagt ethvert verdenshjørne og meget lidt privatliv eller kønsløse typehuse, der alle samme ligner hinanden og konkurrerer indbyrdes om kedelighed.

Man kan også iagttage, at det i sommerhusenes barndom var det at have et hus og en grund overhovedet, der var det essentielle. Havudsigt var absolut ikke et issue, hvilket man jo nok må erkende, at det siden er blevet. Derfor ser man også katastrofale løsninger på at komme i højden–eller i alt fald op over naboen–indenfor kommunens godkendelsesnormer. Her er kommet en del påståede hemser og andre husmassakre-indfald, så som kældre i skyskraberhøjde og besyndelige tagterrasser. Selvfølgelig får man også bonus ved salg, hvis man har en stribe Kattegat at dupere med.

Der er dog også en lidt spooky underkategori indenfor de gamle huse. Nemlig spøgelseshusene, som står ubenyttede hen. Nogle af dem, at dømme efter gardinmoden, siden 70-erne. De virker forgroede, forvildede og fortvivlende ensomme. Ofte inde i deres eget Tornerosekrat, hvor de langsomt står og smider yderbrædderne og bliver spist af vind, vejr og insekter. Jeg forestiller mig, der kan være forfærdelige arvestridigheder som årsag, eller også er man bare blevet for gammel til at kunne tage afsted. Jeg er dybt fascineret af disse huse. De er, som gamle industrikvarterer, påmindelser om både en længst forgangen fortid og selve verdens forgængelighed. Og vil sikkert ikke stå så meget længere, for sådan er samme verden desværre ikke mere.

I tiden omkring de gamle huses opførelse (eller hvad man nu, for manges vedkommende, kan kalde det at sømme brædder sammen) var det på mode at kalde sit hus ved navn. Herude er mange navne. Og de vidner alle om en verbal kreativitet, der virkelig har rod i selve folkesjælen. Vi har Aurora ( som ligger et stort hul, hvor ethvert forsøg på at se morgenrøden er absolut forgæves), Regnly ( for pessimister eller blot kendere af den danske sommer), Sangria ( shit! der blev sgu`ikke lige råd til Benidorm i år), Os nok (for de, der har erkendt deres egen menneskefjendshed), Kathoma (man må vel gå ud fra, at sammenstillingen ikke er tilfældig og har noget at gøre med beboernes navne. Samt at de ikke agter at få flere børn) og så er der Håbet, som optræder på det billede, der ledsager artiklen. Lad mig være så diplomatisk at sige, at netop håb nok også er nødvendigt, for dette spøgelsessommerhus er under kraftig invasion fra såvel dyre- som plantelivet. Moden med at navngive sit hus kan også ses rundt omkring i ældre villakvarterer, men netop i sommerhusområder kommer dyrkelsen af individuelt ejerskab og umådelig kreativitet virkelig til sin ret. Det er som om, det tilbundsgående skal understreges, at det er altså min plet, den her!

Endelig er der dem, der frivilligt bebyrder sig selv med sommerhushaver i stil med parcelhushaverne derhjemme. De planter utallige bede, buske og stauder, og så går de og holder på alt det, mens vi andre slapper af og går i vandet. Der er prydhaver, som er rasende frembragt på sand og dårlig jord, sikkert i svedende sommersol, så man kan gå og beundre sin rododendron, som påfaldende ligner den, man har derhjemme. Heldigvis er der stadig en del af os, der respekterer områdets oprindelige vegetation, som bønderkarlene brugte dagevis på at tilplante med fyr i slutningen af forrige århundrede, da sandflugten ellers tog over. Hvis et sommerhusområde oprindeligt består af ældgamle fyrretræsplantager, er det noget nær helligbrøde at omdanne det til prydhaver, og der burde simpelthen være forståelige, effektive straffe for den slags ulovligheder. Desværre vidner det bare om den historieløshed og mangel på respekt for naturen, som præger mange i dag.

Og så vil jeg gå ud og kigge på endnu flere huse….

Continue Reading

Helt fra begyndelsen.

Den seneste tid har jeg læst oceaner af litteratur om Novo. Grundlæggerne af firmaet stammede fra Hurup, hvor jeg håber at få rigtig godt gang i vandreture med historisk/kulturelt indhold, og netop historien om Novo er basalt en af de gode historier af den kaliber, jeg samler på. Underligt, som man gennem livet konfronteres med nye områder til opdyrkelse. Og heldigt, for alternativet er vel, at man ellers ikke bliver klogere…

Men her, oppe på grænsen mellem NordVest og Frederiksberg, ligger så det (næsten) allermest oprindelige Novo. Her, hvor det hele startede, hvis man ellers i skyndingen glemmer kælderlejligheden på næsten sammen adresse. Jeg synes, det er imponerende, at Danmarks industrielle flagskib og et af verdens 20 største medicinalfimaer har udviklet sig til, hvad det er nu, fra disse egentlig ret ydmyge lokaliteter. Der er sket noget siden 1925, men de gamle bygninger står stadig og er stadig en del af firmaets lokaler.

Hvad man ikke lige kan se på billedet (kan oploade flere billeder på Facebook) er, at nyere bygninger er bygget sammen med disse. For da firmaet krævede de første udvidelser, kontaktede man en ung, relativt ukendt arkitekt, som faktisk gjorde det så godt, at han siden blev husarkitekt på samtlige nybygninger i sin levetid og da også designede firmaets inventar, herunder en stol, han kaldte Myren, til kantinen. Han hed Arne Jakobsen.

Det, der slår mig ved billederne af datidens ydmyge domicil, er noget så simpelt som at alting begynder et sted, og alting begynder i det små. Jeg mener, hvad er det ikke blevet til siden? Når jeg er i området, går jeg altid forbi. Ikke blot fordi, det er smukke bygninger, men også fordi der er noget rart og betryggende ved den slags succeshistorier. Ikke at forglemme, at netop denne historie også illustrerer, at man sagtens kan komme fra en flække som Hurup, starte i det ydmyge bindingsværkshus–og så ende med at blive en vægtig spiller i såvel landets som verdens økonomi. ( Og så glemmer vi lige, ved denne lejlighed, alle prædikener om storkapitalisme!) Samt, hvilket også er betydningsfuldt, at medvirke til, at folk med sukkersyge og senere andre alvorlige lidelser har fået et værdigt liv.

Prøv selv at gå forbi–det er tæt ved Nørrebro Station, på Nordre Fasanvej.

Continue Reading

Om Nordsøruten.

Hvis man vil, kan man gå rundt om det meste af Jylland. Det er der sikkert mange, der allerede har gjort. I etaper. Og også på ruter, der hedder noget andet end lige Nordsøruten, men fælles for dem alle er, at de er kystnære og går gennem vidunderlige landskaber.
Da jeg, med hensyn til vandreruter, er en smule langsom og bagefter, har jeg først for nylig for alvor opdaget dette fremragende tilbud om at komme ud i naturen, få motion og frisk luft og føre sig selv gennem fantastiske områder af det danske landskab. Der skulle nok- hånden på hjertet- en Coronakrise med indbygget udlandsembargo og forøget mangel på andre tilbud til, før jeg sådan gik i vandremode.
Men nu er det sådan, at samme rute praktisk talt går forbi min sommerhusdør, så jeg kan springe på i begge retninger og bevæge mig præcis så langt, som jeg gider. Og det gider jeg! Jeg kommer jo ud i områder, som jeg knapt vidste eksisterede, og jeg opdager, at mit eget nærområde er fyldt med imponerende natur, der bare kræver et par gode ben eller en relativt terrængående cykel.
Ruterne er dog først og fremmest vandreruter, solidt afmærket af små piktogrammer, så man skal gøre sig kraftigt umage for at afvige sporet. At bevæbne sig med en cykel er mange steder ikke tilrådeligt, men er man villig til at trække, bære og nærmest slæbe gennem græstuer, siv og op ad knoldede bakker, så er det da en mulighed. Selv om det i sidste ende nok var mere kløgtigt at lade cyklen blive hjemme.
Jeg kan kun på det kraftigste anbefale ruten mellem Øster Hurup og Als, som går langs fantastisk strand,over flotte enge, op på ældgamle strandbakker, gennem en del siv og andet buskads og kan ende ved den gamle havmole, hvor man virkelig får et indblik i, hvor stor betydning de gamle kystkirker har haft såvel som religiøse mødesteder som som pejlemærker for søens folk.
Og så er der jo endelig den med madpakkerne, som er genopstået som Coronaafledt ide. Molen i Als er et rigtigt godt madpakkested med permanent opstillet bænk, hvor man kan sidde og puste ud efter al den cykelbæring. Eller bare nyde en tiltrængt pause.
Så som præventiv foranstaltning mod seriøs Coronarøv og mangel på vanlige udbud, så er Nordsøruten ( eller hvad den nu hedder lokalt) et rigtigt godt tilbud. Og de flere mennesker i Jylland har nok en i relativ nærhed. Prøv den!

Continue Reading

Om talentshows.

Nogle gange, sent om fredagen når weekendbevidstløsheden begynder at sætte ind, zapper jeg rundt på kanalerne. Så det er altså ikke X-Faktor, jeg skriver om. Lad mig slå fast, at jeg udelukkende ser X-Faktor i de allermest indledende runder, hvor alle idioterne, alle håbløshederne, alle de tonedøve og alle paraderne over manglende selverkendelse stadig deltager. Det taler til min skadefryd og andre grimme ting i mig, som jeg så kan dyrke intensivt 4×1 time på årlig basis. Derefter finder jeg det totalt uinteressant.

Men med evigtunge og nu ny-balsamerede Simon Cowell i spidsen for endnu en gang blondiner og alibinegre (UPS!) kører der altså en slags internationale talentshows for os midnatszappere på flere kanaler. Og jeg skal da lige love for, at der er talent! Jeg mener, hvis de folk, der deltager i den slags shows, er amatører, så har verden overhovedet ikke brug for professionelle. Hvis amatører kan være så dygtige, altså uden at være professionelle, så er jeg målløs af beundring over, hvor store talenter nogle mennesker må være født med. Eller hvad de nu er.

F.eks. er jeg flere gange zappet ind i en tysk skolepige og hendes nærmest robotstyrede hunde. Jeg vil, slag på tasken, anskue hende til at være mellem 10 og 12, og kan, at dømme efter hendes professionalisme, konkludere, at hun må have startet sit hundecirkus omkring sit eget undfangelsestidspunkt. Ellers har hun da ikke kunne nå at blive så fejlfri og fantastisk. I alt fald er det helt udelukket, at den pige nogensinde har haft tid til at gå i skole. Eller i det hele taget lave andet end at træne hunde.

Og hun er netop indbegrebet af, hvad alle disse professionelle amatører har til fælles. De har satset deres liv, deres inderste sjæl, deres blod, sved og tårer på de 5 minutters berømmelse i disse stort anlagte talentshow. Netop der på scenen tiljubles de af alle, og kan man tilmed blive tiljublet af Simon Cowell, er der nok ikke andet i ens liv, der nogensinde kommer til at betyde lige så meget. Det bør enhver lige tage op med sig selv i første fase af fosterstadiet. For ellers er det nok for sent.

Talentshows er uhyre populære. Ikke blot blandt seerne, for faktisk tror jeg, det hører med til at vokse op i nutidens samfund altid at have en latent drøm at deltage i et sådant. At kunne noget, andre ikke kan, og at kunne det på professionelt niveau, selv om man er amatør. At få sine 15 minutes of fame. Det er nok de færreste forundt overhovedet at komme i betragtning, og med den standard, vi ser der sent om aftenen, bliver det i alt fald ikke nemmere at få adgang til det forjættede talentland.

Så jeg er lidt lettet over, at vi i min generation var på forment adgang til talentshowene. Sådan at forstå, at de ikke eksisterede. I alt fald ikke ude i provinsen. Det er meget muligt, vi trænede vores hunde lidt og sang til hårbørsten foran spejlet, men egentlige drømme om storhed på skærmen  havde vi nok et forholdsvist realistisk forhold til. Det må være svært at være en 10-årig med hund i dag. Hold da lige op, hvor man kan komme på nederen, når kræet ikke engang gider lystre, når man beder det sætte sig. Jeg mener, sammenlignet med hende vidundertæmmeren fra Tyskland, som kunne få en hund til at stå på hovedet fra sin vugge. Men i sidste ende havde vi nok et noget mere realistisk syn på vores egen fremtid og vores egne mulige talenter, for det må være svært at være barn og ung, når man konstant skal bombarderes med alle de mennesker, der er så vanvittigt talentfulde, at ens egen nullitet bliver noget mere markant og sviende. Og i øvrigt ville jeg da gerne lige se forældre til hundepigen. Noget siger mig, de er ret gode til at træne hunde…..

Men midt i al den glamour og vidunderamatørisme er der faktisk en deltager, som jeg også har zappet ind i flere gange. En britisk spasser ( hans ord, ikke mit!), som ikke kan tale, savler i spandevis, knapt kan gå og stå, altid er klædt i verdens mest forvaskede t-shirt, udtrykker sig gennem en talende computer–og er den morsomste stand-upper, jeg nogensinde har set! NOGENSINDE! I talentshowenes glamourverden er han indbegrebet af det uperfekte menneske, af den medfødte fejlslagenhed, af alt det, talentshows IKKE er. Og så står han der og overvælder såvel mig som alle andre med sin bidende selvironi og sorte, sorte humor. Se, DET er talent. Ufortyndet.

Så lad mig endelig zappe ind i mennesker som ham. Og udenom tyske teens med hunde. For hvis vi virkelig SKAL dyrke alle disse shows, så er det, efter min mening, det unikke, forstået som der, hvor det enkelte menneske overgår sig selv og sine medfødte ( eller mangel på) gaver, der skal i front. Jeg giver ikke en tøddel for et tysk forældrepar, der træner hunde om natten og deres datter der, hvis hun også træner hunde, nok vil gå ind i voksenlivet med ret manglende skolekundskaber.

Men alligevel zapper jeg da nok videre…

Continue Reading

En spændende udstilling.

Pompeji. Moesgaard. Århus.

Det er selvfølgelig altid en god ide at tage til Moesgaard. Det har det i øvrigt altid været. Også dengang, i mine Århusdage, hvor det ikke hed Moesgaard, men Forhistorisk Museum, lå i et stort gult hus inde i byen overfor Mølleparken og primært husede Grauballemanden, der altid har fascineret mig, og som jeg i tidernes morgen vandt en flot Professor Glob-bog om i en stilekonkurrence.

Han er der endnu. Grauballemanden. Og har gjort rejsen med fra sin mose, over Mølleparken til det gamle, hyggelige Moesgaard, til den fantastiske arkitektur i det nu (knapt så) nye museum derude på marken syd for Århus. Det er alt sammen værd at se, fra vikinger til mosefund og hele Danmarks fortid. Og det er museumsformidling i særklasse, som fascinerer såvel de skoleklasser, der var på besøg i går, som alle os trekvartgamle, der har været med Moesgaard på jævnlighedsbasis i adskillige årtier. Det er sådan et museum, man kommer tilbage til. Om ikke andet så for at genopfriske bekendtskabet med Grauballemanden, som, ulig alle vi andre, er og altid har været totalt upåvirkelig af tidernes tand og samme tiders omskiftelighed i al sin mosebevarede læderhed.

Og nu er der så særudstilling om Pompeji. Ikke så meget med fokus på selve katastrofen, men meget mere på, hvordan livet udfoldede sig i en af datidens store, rige, kosmopolitiske byer i Romerriget. Før en vulkan ødelagde det hele. Det er selvfølgelig en fordel at have været i Pompeji, før man ser udstillingen. Men det er ingen nødvendighed. For samme udstilling er så pædagogisk og levende opbygget, at man får et imponerende indtryk af, hvordan livet så ud, før katastrofen ramte. Her er utallige fund, mange fantastisk velbevarede, som dokumenterer såvel det interne liv i byen, som byens utallige berøringsflader med verden udenfor. Personligt bliver jeg altid forundret, når jeg igen og igen ser beviser på, hvor kosmopolitiske mennesker var i oldtiden, hvor meget de rejste og samhandlede, og hvor gennemgribende de inspirerede hinanden. F.eks. havde Nabatæerne fra Petra i Jordan et handelskontor på havnekajen i Pompeji. Datidens ambassade, formentlig. Og samme havnekaj er i øvrigt af vital betydning for eftertidens forståelse af datidens liv. For når man laster og lodser skibe, taber man utallige ting i havnebassinet, og dernede ligger de så bare og venter på at blive fundet af os. Af eftertiden.

Selvfølgelig er katastrofen også en del af udstillingen. Det kan vel nærmest ikke undgås. For samme katastrofe er jo også hovedårsagen til, at vi har så mange vidnesbyrd om livet i Pompeji. Et askelag dækkede på kort tid byen, dækkede livet til som et stillbillede af en dagligdag og indkapslede så sin tidslomme i ren uberørthed, indtil nogen lukkede det op og fandt det nærmest intakt. Jeg har altid været fascineret af menneskeformerne, stivnet i rædsel og uforståenhed, perfekte billeder på at lade sig fange i historien til evig tid, være sin egen lille tidsmaskine. Faktisk akkurat som Grauballemanden. Hvad italienerne gemmer i vulkanaske, gemmer vi i vores moser.

Så selv om Romerriget måske ikke er hovedinteresse nummer 1, så er udstillingen om Pompeji værd at se. Især fordi den både fortæller om, hvordan man levede dengang, men også, at livet dengang måske slet ikke var så forskelligt fra det, vi lever i dag. Derudover er den både smukt, pædagogisk ( på den fede måde) og særdeles spændende opbygget. Moesgaard er sådan et sted, hvor moderne museumsdesign og formidling er i højsædet. Hvor nærmest intet står til uspændende afdødhed i livløse montrer, men hvor historien i stedet bliver levende og interessant. For alle aldersgruppen.

–Og er man meget mere til nutid end oldtid, så er der jo altid arkitekturen i den nye museumsbygning. Den er imponerende! Det er Grauballemanden i øvrigt også. Stadigvæk!

Continue Reading

Frk. Detektiv.

Min genbo er ved at rydde op. Sådan for alvor. Et langt livs loft og adskillige hengemte arvestykker ser pludseligt stueetagens dagslys, og da samme genbo er en særdeles handlekraftig dame på området gammelt rod, skal det hele sælges, ud, gives væk –eller i alt fald være ude af syne så hurtigt og smertefrit som muligt.

Det er så her, jeg kommer ind i billedet. For jeg ved lidt om rigtigt meget på skrammelområdet. Og så er jeg, efter egen mening, ret god til at finde ud af mere. Google og min mavefornemmelse er mine bedste venner. Eller måske er det i virkeligheden HENDES bedste ven, at jeg rent faktisk synes, det er spændende at sidde med en fuldstændigt ukendt ting og så finde frem til, hvad i alverden den mon er. Hvis den overhovedet er.

Der ligger selvfølgelig det i det, at hverken hun eller jeg kan bære at smide værdifulde ting væk. Eller blive snydt af lumske opkøbere. Men der ligger, for mit vedkommende, også det i det, at jeg elsker at bøvle rundt med en fuldstændig umulig ting, og så endelig, efter sidevis af søgninger, komme frem til, hvad den er. Eller nogle gange ikke er. Det svarer fuldstændigt til, når jeg i sin tid skulle lokalisere den eller de stile, som mine allermest stupide elever havde hugget på nettet i den tro, at min intelligens var gået på midlertidig ferie. Der helmede jeg heller ikke, før det korrekte ophavsmenneske var fundet, og synderen knaldet.

Så jeg er i løbet af de sidste dage blevet opmærksom på et, for mig ukendt, stel fra B&G ved navn Marakesh, som desværre ikke er helt så flot som sit navn, og som man nok ikke ville begive sig ud i at rejse til, hvis man bare så stellet. Samt: Et spansk porcelænsfigurfirma ved navn Llandro, som laver Beatrice Potter-agtige figurer på patetisk spansk, at Søholm også har lavet helt hvide stel, der ikke er decideret stentøj, at gamle skrivemaskiner er sælgelige, hvis de bare har farvebåndet intakt, at Kastrup Glasværk er ret berømt for Amagerstagen (som dog er relativt svært sælgelig), at der ikke er det største marked for hestevognslanterner i smedejern fra firmaet Haugaard, Hadersleben, og at der var flere malere ved navn Madsen i Christiansfeld–altså udover ham, der også hed Ohlsen og gik i ren begravelse på de fleste malerier. Jeg har måttet opgive at lokalisere adskillige andre malere, men kan, i fuld overensstemmelse med sandheden, konstatere, at verden ikke af den grund er gået glip af hverken stor kunst eller udpræget sans for perspektiv. Der er også en kvindefigur, som ligner en Wiinblad-look-alike, og hun irriterer mig decideret, for hun ligner noget, der har værdi–selv om jeg brugte et godt stykke tid på at skimme mig gennem samtlige danske keramikstempler. Og der er adskillige, skal jeg hilse og sige. Sidst, men ikke mindst, er der et par tyske porcelænsfigurer, som enten er røv eller millioner. Dem vil Lauritz blive udsat for, og så kan de jo grine–enten os, eller af alle de millioner, de så tjener.

Kanden på billedet er helt sikkert pletsølv og Skønvirke, men da den ellers ret ferme idiot, der har lavet den, ikke har betænkt sig selv med et stempel, er det også en af dem, der er ledt huller på internettet efter. Dog må det siges, at der i rigtigt mange tilfælde har været overvældende store medaljer til belønningscentret undervejs, og at jeg er blevet meget, meget klogere. Faktisk er jeg så godt som sikker på, at havde jeg levet i en anden tidsalder og en anden by, var jeg blevet en kvindelig Herlock Sholmes. Det er faktisk ret sjovt, det her!

Så min genbo bliver (lidt) rig, og jeg bliver (meget) klogere!

Continue Reading

Om Aftenshowet.

Jeg har end ikke overvejet, om jeg skulle se Aftenshowet i dag. For det skal jeg ikke. Det gjorde jeg ellers meget engang, men nu er jeg gået hen og blevet allergisk. På den der grimme, nådesløse måde, hvor bare tanken om programmet nærmest giver mig åndedrætsbesvær på forventet efterbevilling.

Egentlig synes jeg, konceptet er godt. Dagens aktuelle emner i den lidt lettere og alment interessante kategori behandlet mellem de, der enten har en mening om eller direkte har deltaget i det hændte. Den lidt indirekte arvtager til Lørdagskanalen med Gorm og Gregers, som vi elskede dengang i fjernsynets ungdom.

Men jeg begriber, som i: forstår overhovedet ikke, at alle emner af almen petitesseinteresse skal behandles af de samme ca. 25 kendisser. At disse Tordenskjolds evige soldater overhovedet kan have en mening om alt, være på forkant med enhver udvikling og i det hele taget mener sig kvalificerede til at udtale sig om alle former for småprutter slået i kongeriget Danmark. Jeg er TRÆT af Anders Lund Madsen, af Pernille Rosenkrantz-Theil, af Dennis Knudsen, af Lotte Svendsen, af Linse Kessler ( eller hvad hun nu hedder for tiden) og af de 20 andre, der på skift gylper meninger på skrømt ud i det program. Det er totalt uinteressant, og det er egentlig synd for konceptet.

Jeg forstår ikke, der ikke findes andre meningsudbydere i Danmark. Eller måske er det fordi, de, der trods alt har en mening om netop det felt, hvorpå de er specialister, for længst har opgivet at diskutere kernefysik og liv i rummet med udvandede politikere og realitybabes. Ligesom har indset, at den platform absolut intet har at byde på længere. Måske er det endda sådan, at de 25 returkendisser er de eneste, der efterhånden siger ja til at deltage. Og så hænger de jo på dem derinde i DR.

Det er også som om, almindelige menneskers gode historier er totaltslagtede i dette pseudoforum. Det var ellers det, Gorm og Gregers perfektionerede til fuldkommenhed. Her er det i stedet som om, alt er blevet lige gyldigt. Og når alt er lige gyldigt, bliver det ligegyldigt.

Som de gengangere indenfor kendisser, der aften efter aften sidder ved Aftenshowets runde bord og udtaler sig om ting og hændelser, de absolut ingen forstand har på. Men de får vel penge for det. Håber jeg da, for dem!

Continue Reading

Når more is more.

Jeg kom tilfældigt forbi dette hus i dag. Det ligger i en mindre by i Sønderjylland. Og jeg blev faktisk så fascineret af det, at jeg simpelthen MÅTTE fotografere det.

Og så var det ikke engang huset, der i første omgang betød en halvtabt underkæbe og et smil. Bevares, det er et yderst nydeligt hus i stilen fra netop den egn, og det ser samtidig ualmindeligt velholdt og kælet for ud. Men haven……. Jeg er fuld af beundring for mennesker, der går så all in på, hvad de nu engang samler på. Det må have taget oceaner af tid og vidtrækkende togter til både ind og udland at samle SÅ mange variationer indenfor havenisser og vindmøller. Hvis man ser rigtigt godt efter, er der jo dusinvis af udgaver, og jeg er faktisk ret forbløffet over, at der findes en så bred kollektion indenfor såvel møller som nisser. Det vidste jeg ikke.

Jeg synes samtidig også, det er modigt at stille en sådan parade op lige ud til vejen og til fuldt skue for alle. Nu ved jeg godt, at jeg selv har et lidt traumatisk forhånd til havenisser og helst holder mine eksemplarer lidt for mig selv. Jeg ville aldrig blive modig nok til at stille min handicappede ud til vejen. Kun til jul, hvis det SKULLE være, men det skal det så ikke. Men disse husejere paraderer i ren overkillstil og uhæmmet all in med hele samlingen. De viser med al tydelighed, at more is more, og nægter at følge beskedenhedens krav om, at det er less, som bør være more.

For selv om jeg tabte kæben lidt, så smilede jeg altså også. Blev glad, sådan. Jeg mener, man kan da næsten ikke andet, når hele kompagnier af nissemændene og vindmøller bare står så sødt og nydeligt. Jeg synes godt nok, det både er modigt, godt fundet på og en eklatant skiden på normer og andres vedtagelser om æstetik og god smag. Når man gør den slags, så kan man lige så godt gøre det med maner. Og det, synes jeg, bliver gjort ved dette forunderlige hus i en lille Sønderjysk by, hvor more noget så gevaldigt er more.

Continue Reading

Om den gode historie.

Forleden kom jeg til at fundere over, hvad jeg egentlig går efter, hvad der tiltaler mig, når jeg sidder og forbereder mig til endnu en tur ud i andres ferielande. Hvad er det i bund og grund for historier, for oplysninger, der gør indtryk, sætter sig og kan huskes? Og hvad er det, jeg allerhelst selv vil fortælle, ja, nærmest nyder at få fyret af? Samt husker.

Det slog mig, at de, i mine øjne, bedste historier, altid indeholder elementer af kærlighed, romantik–og død! Jeg er relativt immun overfor store bygværker ( med mindre de er virkelig omfattende store!), krigsskuepladser og monumenter. Altså med mindre, der er elementer af noget menneskeligt tilknyttet dem. At nogen gik gennem krig, sult og bomberegn for at bygge dem, at et enkelt geni ledte sin hær til sejr, fordi han personligt skulle hjem til sin elskede ( som fungerer bedst, hvis hun liiige er død, når han endelig når frem!), eller at monumenterne har en klar reference til folk med en Fandens god historie. Jeg er vild med martyrer, løse kvinder, landevejsrøvere, folk, der får hinanden på trods samt–ikke at forklejne–absurde og bombastiske måder at møde sin død på. Jeg ved ikke, om det siger noget specifikt om mig, men jeg er altid lidt forventningsfuld og opsat på historierne oppe i York, hvor vi altså både har Margaret Clitherow, der for sin vedholdende katolicisme blev MAST til døde, før de skar den ene hånd af hende og gemte den bag et gardin på et nuværende vandrerhjem, og Dick Turpin, der blev hængt langsomt ( minimum 5 timer i galgen!), efter døden stjålet af medicinstuderende, fundet i afdøde samlesæt og til sidst overhældt med læsket kalk for ligesom at blive der, hvor han nu engang var. I øvrigt er dette med at blive stjålet til medicinske formål absolut ikke nogen enkeltstående handling. I Edinburgh har de jernriste med hængelås over gravene for at imødegå potentielle tyverier. Det var her, Mary Shelley fik ideen til den vanvittige videnskabsmand Victor Frankenstein.

Og kærligheden. Den er også god. Bedst når man selv sidder der med ufrivillig rystende underlæbe og med flere hundrede års afstand på efterkrav begræder endnu et par, der ikke fik hinanden. For de bedste historier er dem, hvor det går galt. Er der en løs kvinde indblandet, er det endnu bedre. Løse kvinder er vildt fascinerende, fordi man samtidig kan prise sig selv lykkelig over, at det nok alligevel går en rimeligt, fordi man da ikke er sådan. Historien over alle historier på den front er nok Mary Stuart, som var så venlig at leve sit liv op til millioner af siders stof til romaner. Ikke blot blev hun halshugget ( virkelig god død!), men formåede også at sjusse sig gennem mænd og elskere på samlebånd. Hun var, som man sagde i min barndom, “om sig”, og hvis man betvivler, kan man jo bare tage til Holyrood Castle og se den uafvaskelige blodplet, der stammer fra dengang, hun nok fik nogen til at omgøre den italienske elsker, fordi hun skulle videre i mandekataloget. Misforstå mig ikke–jeg er fuld af beundring for Mary og den måde, hvorpå hun forvaltede en arv, der var bortformøblet på forhånd. Især fordi hun er enhver guides lækkerbisken og direkte kan foranledige, at man også kan snakke om kusinen dernede i England, hende Elisabeth, der bestemt også har et bagkatalog af forbandet gode historier.

Sådan er det også med romanerne. Og filmene. Der skal være kærlighed og død. Ikke sådan standard og Netto-discount-kærlighed-og-død. Nej, må vi bede om det spektakulære. Det mindeværdige og det makabre. Det, der ligger ude over de grænser, der normalt er herude i provinsen, hvor vi da i det mindste ikke ret tit parterer og stjæler lig eller myrder elskere. Jeg er nærmest ude af stand til at huske årstal, med mindre de er ikoniske som 1066, men er der en god død og en dybt ulykkelig kærlighed, så er jeg sgu` på. Og så er det lige præcis det, jeg husker.

Derfor er der overtryk i mit hoved af kærlighed og død. Af alle historierne. For det er dem, jeg husker.

 

Continue Reading