Farvel Roskilde!

Så er de sidste toner så afblomstret for denne gang, og snart er der kun en kolossal losseplads af tomme tun- og øldåser, godt rørt op med sure  telte og soveunderlag, tilbage derovre i Roskilde. Ikke at netop det de senere år har været genstand for den lille lettelse, jeg trods alt førhen følte, når årets største udfordring for unge og nogle af deres forældre omsider var ovre. Kun yngstemanden, som heldigvis fornuftsmæssigt, selv i Roskildeøjemed, er ved at være alderssvarende, har dyrket denne uges ferie fra livet i år. De andre er omsider vokset fra fra denne metode til udlevelse af indre animalske niveauer.

For mange år siden begyndte det med seriøse diskussioner om, hvornår man var gammel og ansvarlig nok til at tage på Roskilde. Hos os var der aldrig iblandet en overgangsperiode, hvor mor her kørte og hentede samt bragte nye forsyninger af mad over tunstadiet. Skulle man til Roskilde, var det for alvor, alene og på eget ansvar. Så kompromiset blev, at man efter 1.g garanteret nok ikke var moden nok, men i alt fald moden nok til, at selv vi forældre fandt det forsvarligt, at man på egen hånd fik frirum til at finde sin begyndende voksenhed.

Så i mange år opererede vi her i familien med begrebet Roskildeugen. Den uge, hvor alt afkom var lettere ukontaktbart, og hvor enhver fælles familiemæssig aktivitet gik i absolut nul. Utallige er de familieferier, som er planlagt udenom Roskilde, selv om vi voksne faktisk HAR haft ferie i samme uge. Det har ligesom altid stået uimodsagt, at Roskilde havde helle, og skulle vi foretage os noget sammen, måtte vi pænt vente, til alle unge var færdige med at være ultimativt unge. Eller gøre tingene alene, uden dem. Omvendt blev ugen faktisk med tiden, da de var flyttet hjemmefra, en logistisk gevinst, for den betød, at der stod tomme lejligheder i landets storbyer, som vi så kunne tage en lille storbyferie i. Vel vidende, at vi i alt fald ikke blev forstyrrede af pludseligt hjemkomne børn.

Selvfølgelig har jeg da ind imellem været nervøs. Men det har primært været, når himlen har hældt en syndflod ud over området, og jeg godt har kendt kvaliteten på telte og manglen på fuldt funktionsdygtige gummistøvler. Og når jeg for Gud ved hvilken gang i løbet af en festival er blevet ringet op omkring endnu en stjålet telefon. Jeg har aldrig været bange for de overmåde simple ting, som tilsyneladende bekymrer mange andre forældre. Jeg mener: Hvis man er på Roskilde, ER præmisserne vel, at man lever af skodbrød med tun og dåseøl, at man nyder lugten af sit eget skidt i samtlige dage, at man sover i utætte, ulækre telte, at man går amok og fordyber sig seriøst i dyrke den del af selvet, som salig Freud i sin tid kaldte det-et, og som vel sagtens kan sammenlignes med reptilhjernen, og at man er noget så gennemført ung UDEN voksenindblanding. Roskilde er ikke bare et sted, det er et ritual, en årlig uges gradvis overgang fra ung til voksen, hvor man med årene mere og mere trækker mod voksensiden. Og derefter enten bliver dagbilletsgæst eller holder op med at komme.

Så mens yngstemanden udlever de sidste krampetrækninger af sin nu næsten ovre ungdom, er de andre enten til storskærmsfodbold på Århus Havn eller på vej til Chicago. Sikkert med en lille, nagende længsel efter fortidens Roskilder, men sikkert også lidt lettede over, at ritualet er velgennemført og mentalt ovre. Nok helt bevidste om, at et Roskildefarvel også, i alt fald for dem, er en form for erkendelse og accept af deres konkrete sted i livet. Alt imens vi voksne egentlig kun følger Roskilde, fordi der står så meget om det i aviserne. Og fordi vi både smiler og tager os selv til hovederne over især nutidens ungeforældres opførsel. Nogle gange har man sgu’ sådan en lyst til at sige til samme forældre: Så bliv dog voksne!!! Det kunne vi andre da i sin tid godt finde ud af. Og det kan jeres børn garanteret også, hvis I lader dem få lov.

Continue Reading

Om hvad de dog hedder. Tingene.

Oppe i mit sommerhus har jeg en lettere antikveret støvsuger, der suger som en snotnæset Boxer med udprægede polypproblemer. Forleden skulle jeg så købe nye poser til den og skulle i den forbindelse lige notere mærke, navn og nummer. Det viser sig, at min adstadige og særdeles støvselektive oldtimer er udstyret med navnet Vampyr 6200. Havde jeg vidst det, havde jeg nok forventet en smule mere af dens arbejdskraft–eller i alt fald dens sugeevne. Faktisk HAR jeg haft den fra ny og kan ikke sådan lige stampe erindringer frem om den, hvori der tydeligt indgår billeder af Draculalignende supersug.

Ud af ren nysgerrighed tjekkede jeg lige min hjemlige ditto, som suger en smule bedre og lidt mere med rette kan sammenlignes med den rumænske sugegreve. Den hedder bare noget med ExtremesilencePower og Pure Air. Nok fordi den larmer som ind i helvede og lugter som en permanent våd hund på tredje uge.

Men det er skam ikke bare støvsugere, der smykkes med fantasifulde (og nogle gange tilmed optimistiske) navne. Især indenfor møbelbranchen ligger producenterne virkelig ikke på den lade sofa, når det gælder opfindsomheder. Nogle gange giver designet vel i sig selv navnene, som i æg og svaner, men hvis man kigger efter, vrimler det altså med halvdårlige haveborde med blomstrende navne og stole, der garanteret lover en del mere, end de kan holde. Mest iøjnefaldende er nok hele den familie, der påstår at være “Stressless”. Jeg tør vædde på, det er falsk varebetegnelse! Omvendt: Tænk, hvis det var kuren?

Engang imellem bliver jeg også begavet med et katalog (nej, jeg får det smidt efter mig!) fra tøjdesignere. Her fremgår det, at samtlige modeller har et navn, fra tangatrusser til pelse. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at når et givet firma introducerer en omfattende kollektion, så må de nødvendigvis have flere personer ansat til bare at udstyre beklædningsstykkerne med fantasifulde navne. Helt ærligt: Who cares? Jeg mener, man går vel næppe rundt og bryster sig med, at ens nye BH i virkeligheden ikke bare hedder BH, men “Blomstrende sommereng”?

Sjovt nok er det så nogle gange de allermindst fantasikrævende navne, der bliver hængende. I sin tid var det firmaet, stiftet af Mr. Hoover, der stod for majoriteten af støvsugerproduktion i England. Ligesom Mr. Singer producerede symaskiner. I det meste af den engelske sprogverden hedder en støvsuger simpelthen en Hoover og en symaskine en Singer. Elementært! Hvorimod en BH sjældent refereres til som en blomstrende sommereng, en stol som en stressless og en dansk støvsuger som en vampyr. (Men på et tidspunkt, altså i de meget tidlige støvsugerdage, var vi tæt på, at en støvsuger hed en Nilfisk, hvis nogen kan erindre det?)

Det er derfor, jeg tænker på, at de såmænd lige så godt kunne lade være med alt det navnepjatteri. Ikke blot er det i de fleste tilfælde nærmest falsk varebetegnelse eller udtryk for ønsketænkning og oversprudlende fantasi. Det er også fuldstændigt unødvendigt. Jeg køber altså ikke en støvsuger, fordi den tilhører vampyrfamilien rent navnemæssigt. Det er ligesom helt andre ting, jeg forholder mig til. Ligeledes er jeg da revnende ligeglad med, om min nye kjole er opkaldt efter solnedgange eller vildtvoksende tidsler. Jeg går efter anvendelsesmuligheder og- styrke, ikke fine titler.

Og dog! På det seneste har jeg set en dansk tøjmærke, der tilsyneladende kalder sig Think Positive. Det gør ondt helt ind i min inderste sjæl, når jeg støder over det. Heldigvis er tøjet i den kedelige ende og kopierende designmæssigt, så jeg fristes ikke. Men efter at have brugt næsten 35 år af mit liv på at lære den danske ungdom, at biord, der lægger sig til udsagnsord, altså har -ly på, så håber jeg inderligt, at ikke blot jeg, men også samtlige mine tidligere elever, går langt og forskrækket udenom et tøjmærke, der har overset det. Det er i alt fald IKKE en af mine gamle elever, der lægger navn til den slags!!

Men prøv at lægge mærke til (for det gør man jo ikke!), hvad tingene egentlig hedder. Det er lidt morsomt ind imellem, og for det meste er det vildt optimistisk. Og hvis nogen har gode eksempler, så kom endelig med dem her.

Nu vil jeg køre op og hente poser til min lille amatørvampyr. Men selv nye poser vil næppe forbedre dens fortvivlende sugeevne…..

 

Continue Reading

Om at sejle.

På de Irlandsture, jeg kørte adskillige gange som guide sidste år, indgik der en sejltur med en lille færge over floden Shannon. Fra den irske agents–og somme tiders endda buschaufførens–side blev dette indslag præsenteret som en både stor og usædvanlig oplevelse. Det er ikke hverdagskost at sejle i Irland. Af den simple grund, at det ikke hverken er en nødvendighed eller en tids- og kilometerbesparende genvej. Men ligefrem at hylde denne 20 minutters overfart som en af turens store oplevelser–det fandt såvel jeg som de danske gæster nok en smule overdrevet. Herregud! Det var jo bare en overfart!

Det svarer i grunden lidt til dengang, jeg var på udvekslingsophold med en klasse i Skotland, og værterne kørte os adskillige kilometer gennem relativt uvejsomt terræn for, med utrolig stolthed og nærmest andægtighed, at vise os deres klit. Deres helt egen klit! Jeg siger stadig intet om dens beskaffenhed og størrelse, men kan da godt afsløre, at det krævede en del akut pædagogik at få en flok 17-årige danske gymnasieelever til at sige bare et par beundrende gloser.

For det ligger jo i blodet, i generne, i selve ens dannelse som menneske, om man vil. Både klitterne og det at sejle. Det er en del af at være vokset op lige her, i dette land. Det er en ganske simpel naturlighed, nærmest noget der bare er givet. Men samtidig også–fordi det ligger så dybt og indgroet–noget, man holder så usigeligt meget af. Hvis man forestiller sig, at alle færgerne blev taget fra os danskere, så ville det ikke blot smadre vores infrastruktur. Det ville også give et ramskrig af begrædelighed over tabet af de små flydende ting, som hører til som en fast bestanddel af vores land. Akkurat som alle andre steder også har deres givne ting, der bare er en naturlig og elsket del af dagligdagen.

Jeg har selv et utroligt kærlighedsforhold til alle vores små færger. Hvis jeg på nogen mulig måde kan lægge en fornøjelsesrute–eller måske bare en genvej–så en af dem indgår i min vejlogistik, så bliver det gjort. Disse—måske bare 5 minutters lange–sejlture er en oplevelse hver gang. Ikke bare er færgerne forskellige. Fra de enmandsdrevne små hakkebrætter med plads til en enkelt eller to biler, der kun efter aftale bringer en ud til minimale øer, over de lidt mere sofistikerede med både en styrmand og en billetmand, der trofast ligger og sejler de 500 meter fra A til B et utælleligt antal gange hver dag, til de største, hvor man måske endda kan finde såvel forplejning og mulighed for at sidde ned. Alle har de deres charme som færger betragtet. Men også det, de bringer en til og fra, er så utroligt forskelligt. Fra smutture over fjorde, hvor endemålet klart er i syne allerede inden afgang, til sejlads over åbent hav ud til øer, man ikke sådan lige kan se ved afsejlingen og derfor ivrigt spejder efter hele vejen.

Endelig har færgerne, hos mig, en stor funktion som pause- eller stand-byknapper. Jeg er tvunget til at tage et åndehul, mens jeg sejler. Gerne et, jeg bruger til bare at kigge og være på samme tid. Måske er jeg den eneste, men jeg tror det nu ikke, som i sin tid var noget skeptisk over Storebæltsbroen. Af den simple grund, at den berøvede mig min færge. Og ikke blot den. Også en rar pause på en lang tur til hovedstaden. Selvfølgelig har jeg indset det fornuftige og tidsbesparende ved broen hen ad vejen, men de kunne nu noget, de gamle Storebæltsfærger ( altså ud over at sælge dårlig kaffe og skabe kilometerlande køer!) Heldigvis kan jeg så konstatere, at et væsentligt antal af mine andre færger aldrig vil blive erstattet af broer. Så dem kan jeg, af økonomiske grunde, trygt se frem til at bibeholde.

Hvis man vil hurtigt–og smukt!–frem i Danmark, så må man sejle. Det er ikke blot (for mange) en livsnødvendighed, men det er også for de fleste af vi andre et aktivt valg, vi tager. I alt fald for mig, som altid undersøger, om der ikke skulle være en lille færge, jeg kan prøve. Eller genbesøge. Ikke fordi det er den store og usædvanlige rejseoplevelse, som agenten i Irland så tydeligt lagde op til, men fordi det er rart, hyggeligt–og for mig så uendeligt meget indbegrebet af den danske sommer. Den, hvor solen skinner, og kombinationen af sol, hav, en smule vind og alt det grønne ligesom genopfrisker, hvorfor jeg holder så meget af sommeren i Danmark. Det er da, i alt fald i mine øjne, noget af et privilegium at bo i et land, hvor der findes SÅ meget vand og SÅ mange små, dejlige færger. Også selv om vi jyder i forhold til så mange andre er en smule understimulerede omkring færgefart….

Continue Reading

Van Morrison på Heartland.

I dag vil jeg, i ren og skær protest og afmagt, sætte alle mine gamle Van Morrison LP-er til salg. De vil sikkert være noget værd, for jeg tror, Van the Man, altså den rigtige, er død og borte, og så ryger priserne jo gerne lidt i vejret. I alt fald var det ikke Morrison himself, der spillede i aftes på Heartland. Den spand lort ville min musikalske helt, som jeg har gået i 40 år og ventet på at høre, umuligt have kunnet være bekendt overfor sig selv. Han må have sendt en fejlslagen klon, en amatøristisk understudy–eller også er det på tide, han erkender, at nu behøver han ikke skovle flere penge ind på de (forhenværende!) fans,  han med svimlende hast fornærmer og håner med en sådan håbløs optræden.

Thomas Treo fra Ekstra-Bladet er kendt og berygtet for sine svinske anmeldelser. I anmeldelsen af netop denne koncert er han simpelthen ikke modbydelig nok. Hvis jeg nu havde villet til amatør-jazzkoncert med et andenrangs band på en snusket natklub oppe i The Bronx ( hvad jeg i øvrigt aldrig kunne have drømt om!), så havde jeg vel næppe gået til Morrison-koncert på Sydfyn. Men ikke desto mindre var det den forestilling, jeg fik. Samtlige numre var et udflydende, kønsløst ingenting, hvor man hverken kunne høre, hvornår et nummer startede–eller hvornår det (heldigvis!) var slut. Jeg kunne f.eks. efterfølgende se på sætlisten, at den havde indeholdt et af mine yndlingsnumre, Vanløse Stairways. Den havde jeg helt og totalt misset, og det er da, på sin vis, lidt beundringsværdigt, at man kan forklæde et godt nummer så intetsigende, at selv kendere ikke opnår bare den mindste form for genkendelse. Også den smukke ballade Crazy Love blev massakreret til ukendelighed, og vi fik klar anskuelighedsundervisning i, at et nummers gennemslagskraft og skønhed udelukkende beror på udførelsen. Eller manglen på samme.

Det er forståeligt, at en kunstner med mange år i branchen såvel nyfortolker sine numre som genopfinder sig selv ind imellem. Men der er vel absolut ingen grund til at gå kunstnerisk i baglås og udføre øredøvende massakrer på sine geniale numre. Jeg tror simpelthen ikke på, at Morrison vil indhente flere fans blandt de 20-30-årige ved at begå uhørligheder på sine egne hits med den bagtanke, at de så appellerer til hipster-generationen. Vi, der har været med fra begyndelsen, ved præcis, hvad vi gerne vil have, hvad det er, der i vores ører gør Morrison til en så altoverdøvende, genial kunstner–og når vi så absolut ikke tilnærmelsesvist får det, så taber han såmænd både os og det ikke-eksisterende potentiale. Morrison er balladens mester. Helt uovertruffet. Der var ingen ballader på Heartland. Og de, der engang havde været det, blev slagtet til ultimativ begrædelighed.

Heldigvis sad jeg (på intet tidspunkt følte jeg trang til at stå op eller rokke med bare yderste led af storetåen!) klods op af en trendy bar, hvor medlemmerne af Magtens Korridorer holdt hof og uddelte masser af indviede kindkys, så mens Morrison-katastrofen udrullede sig til den ene side for mig, kunne jeg da i det mindste fordrive tiden med lidt seriøs celebrity-spotting.

Oppe i Belfast er der en Boots, der altid spiller Morrisonmusik. Den kommer jeg tit i, når jeg er i byen. Heldigvis har Belfast flere Boots, så jeg vil for fremtiden omlægge mit handelsmønster. Jeg bemærkede også til manden på vejen til Fyn ( altså før katastrofen indtraf!), at Belfast burde have overvejet at navngive deres nye lufthavn efter den lokale musikstjerne, istedet for efter den fordrukne fodboldspiller, Georg Best. Nu er vi helt enige, Belfast. Godt set! Eller hørt!

Continue Reading

Om festivaler.

Generelt er jeg vokset fra traditionelle musikfestivaler. Eller måske nåede jeg aldrig sådan helt at vokse til dem. Da jeg var ung i festivalmæssig henseende, var Roskilde mere eller mindre eneste skud i bøssen, og der var simpelthen bare alt for langt. I takt med at alle de millionvis af andre kloner voksede op, fik jeg i stedet børn og tog dem med på teltture til luksuscamping i Italien og Spanien, i stedet for at slå mine pløkker ned i mudderhuller fordelt på danske pløjemarker.

Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide musik. Faktisk kan jeg lide musik meget, meget mere, end jeg kan lide musikfestivaler. Så hvis jeg, undtagelsesvis, har været på en festival, har det altid været på endagsbilletter og med håb og bøn om forståeligt tørvejr. At smide mig ind på en festivalcamping ville være en forbrydelse, et mareridt jeg ville huske til mine dages ende. For det første kan jeg helst ikke sove uden en dyne, for det andet skal jeg have ro, for det tredje skal jeg være i umiddelbar nærhed af en rimeligt rent toilet og for det fjerde faldt mit teltstop mere eller mindre præcis sammen med menopausen. Lad os bare kalde begge ting historie.

Så jeg har altså aldrig følt, jeg har misset noget ved at være festivalløs. Tværtimod, næsten. Forstået sådan, at der da er et bredt udvalg af festivaler, som jeg nærmest er rede til at betale for at slippe for.

Og så alligevel! For de sidste par år har det jo vist sig, at der er skudt en festival op, som, stik mod alle mine forventninger, rent faktisk appellerer til mig. Får mig til ligefrem at ØNSKE at komme afsted. Ikke i tre mudrede dage, inklusiv utæt telt og nattelarm, men bare sådan på hyggemæssig endagsbasis. Ydermere en festival, hvor jeg ikke føler mig som et ronkedorisk fortidslevn mellem tusindvis af unge, der for størstedelens vedkommende er yngre end mine egne børn, og hvor jeg på den allermest pinlige måde tilsyneladende ikke har indset, at jeg er gået noget så ynkeligt og patetisk forkert. Nemlig Heartland.

Så da børneflokken fik den geniale gaveide at betænke deres trekvartgamle forældre med billetter til årets fredag på Egeskov, blev der glæde i det lille hjem. I erindring stod jo tydeligt sidste gang derovre, og det var et godt minde. Og denne gang er det MED Van the Man, som for mig er det allerstørste efter det, der  desværre ikke kan lade sig gøre, fordi Freddy Mercury er død og borte. For første gang i mit liv ( og desværre nok også sidste!) skal jeg høre min ungdoms soundtrack indenfor bløde ballader og nordirsk rock, og bare tanken om en brunøjet pige LIVE er næsten så stor, at den er uforståelig.

Men Heartland er meget mere end Van Morrison. Der er flere ting, der adskiller den fra så mange andre mainstream festivaler. Allermest konceptet omkring samtaler mellem to vidende, spændende og kreative mennesker. Dem er der en del af, de varer generelt en times tid og er så populære, at man nærmest må indtage teltene flere timer på forhånd for at få en plads. Sidste gang jeg var der, var især Erling Jepsen, Simon Kvamm, Bjarke Ingels og Brian Eno så populære, at cirkusteltet var ved at vælte, og selv Bertel Haarder klappede og så glad ud. Lidt. Denne gang vil det givetvis være Holger Bech Nielsen og brødrene Willerslev, der bliver de talende hits. Især den første.

Selve programmet er tilrettelagt, så det appellerer til næsten alle aldre, og især er det visuelt påfaldende på området, at rigtigt mange familier i flere generationer er afsted sammen. Der er simpelthen kræs for såvel bedsteforældre som den alleryngste generation. Dette gælder også mad- og forplejningsmæssigt. Her er alt fra gourmettelte (endda gerne et telt fra Falsled Kro) til spændende, nye og eksotiske specialiteter. Der er simpelthen langt til det madsjusk, jeg tidligere har oplevet, man kan blive spist af med.

Og så er der omgivelserne. Dette er ikke en pløjemarksfestival i mudder og flis, men et ophold i grevens egen have med klippede takshække, voldgrave og smukke beplantninger. Hvilket faktisk også medvirker til, at de fleste opfører sig ordentligt overfor naturen. Her er så utroligt smukt og har man brug for en personlig pause fra alle de andre auditive tilbud, er det muligt bare at gå sig en tur i parken. Selve slottet er også åbent, men det er desværre en smule vanskeligt at få de eftertragtede (få) billetter.

Så er man gået i festivalstagnation eller gået totalt fra festivaler–af hvilken grund det så end måtte være–så kan jeg anbefale Heartland. Den vil givetvis give et nyt syn på, hvad en festival også kan være. Samt overbevise en om, at det der med festivaler nok, trods alt, alligevel ikke er for sent.

Men fri mig for alle de andre!

Continue Reading

Om Grand Prix.

Så har den været forbi igen. Den, som de fleste andre kalder Eurovision Song Contest, og som vi ( af grunde der er ukendte for mig!) har valgt at kalde Melodi Grand Prix. Det lyder næsten som om, vi heroppe nordpå tror, det er noget med at køre stærkest og skære hjørner.

Det er uden tvivl en af de pseudobegivenheder, der har flest elskende hadere. Kun det internationale bøssesamfund indrømmer åbent, at de hylder og dyrker alt glimmeret. Det gør de så også meget synligt. Faktisk troede jeg, deres entusiasme ville have været nok til at stemme Irlands Ed Sheranklon langt op på pointstigen i aftes, men det glippede nok lidt med den der tydeligvis katolsk-lande-afstemte bøssedans om og på en bænk. Den var en smule usaftig og skreg sådan lidt efter en af Putins koreografer, som selvfølgelig ikke dyrker det bøssede, men kun det maskuline. Hvad der så ellers er forskellen.

Der er flere ting, der altid har–eller i alt fald i de seneste år har–undret mig ved den forestilling. Men måske er det kun mig. Jeg er jo netop lige præcis en af dem, der ser det, fordi jeg hader det. Siger jeg. Mit ultimative ændringsforslag har længe gået på, at man snildt kunne vende hele proceduren for aftenen om. Især med en kærlig tanke til min nattesøvn og de ulidelige, landsbestemte pauseklovne, der tilsyneladende udelukkende skal trække tiden og forstyrre ordentlige menneskers sengetid. Jeg synes, man burde starte hele showet med pointgivningen. For det er vel det, de fleste af os alligevel, for sportens skyld, er interesserede i. Når vi så har fået kåret en vinder, sådan ved 22.30-tiden, kan de allermest ihærdige jo bare blive oppe og høre melodierne, hvis de gider.  Eller de af dem, de gider. Mens vi andre kan gå i seng med fred eller ufordragelighed i den nationale stolthed.

I mange år undrede det mig også, at Østeuropa ligesom var kommet snigende på banen og havde stjålet vores musikshow. Jeg er da sikkert ikke den eneste, der fandt en vis form for tryghed i, at Frankrig altid sendte en chanson, Sverige nogle pæne unge mennesker, der ofte var i familie med hinanden, Italien den samlede nationale sorgudladning og Norge håbløshed efter meget norsk håbløshed. Så vidste man ligesom, hvad man havde at rette sig efter. Men så kom de der opkomlinge uden tøj på og genopfandt 70-ernes disco på forkvaklede måder og troede, det var nytænkning. Ydermere var de så massivt mange og stemte altid på hinanden, så vi følte os totalt outede i deres pinlige østeuropæiske Grand Prix med de RIGTIGE lande som statister. Det var virkelig vildt dejligt ( og meget skadefrot!) at iagttage, at de bare var stemt hjem til deres tomme klædeskabe for at vride sig i enrum denne gang. Synes jeg! Men–nu vi er ved det der med, hvem der stemmer på hvem–DET SKAL BLIVE HUSKET Sverige, Norge, Finland, Island, England og Tyskland. I årtier!

At det så var en israelsk klon af en kylling og Simon Jul, der vandt, er i mine ører relativt uforklarligt. Men det beviser da heldigvis med al tydelighed, at det ikke altid er udseendet, der er det altafgørende. Udover det må jeg erkende, at jeg nok personligt har overskredet min salgsdato for fascination af kyllingevrid, Manga og vinkekatte. Simon Jul har da sine øjeblikke. Få, altså. Stod det til mig ( hvad det jo altså ikke gør), så havde de vundet derovre på Den Grønne Ø, og jeg kan kun gætte på, at det nok var fordi, de for en gangs skyld ikke sendte Johnny Logan, at de ikke gjorde det. I øvrigt havde de også glemt violinerne, og dem vinder de altså ikke uden. Det ved Norge også godt.

For en gangs skyld syntes jeg faktisk også, at den danske sang var sådan, at vi godt kunne være bekendt at sende den uden for vores eget lands grænser. Det har ikke altid været tilfældet, for nogle ting bør man simpelthen holde for sig selv. Tilsyneladende hadede de kompetente fagfolk den, mens almindelige mennesker fandt den ganske spiselig, og det kan vi jo så granske, analysere og tænke gevaldigt over det næste års tid.

Men det kommer vi nok ikke til. For med den begivenhed er det ( og nu taler jeg af utallige års erfaring!) sådan, at når sejren er uddelt, er alting glemt. I alt fald i 10-11 måneder. Jeg blev først mindet om det store banalmusikalske slag, da jeg for et par uger siden var i et Lissabon, der var ved at rigge op til postyret. Så var det, jeg tænkte “Var det Portugal, der vandt sidste år?” og erkendte, at jeg absolut ingen, virkelig ingen, erindring havde om, hvad de havde slæbt førstepladsen hjem på. Sådan vil det også gå i år.

Ligesom det næste år også vil gå sådan, at jeg kæmpende forsøger at holde mig vågen for at se afstemningen (Vend nu det show om, please!). Og sikkert skriver et indlæg mere eller mindre enslydende med dette på bloggen!

Continue Reading

Dansk lørdagshygge–med dødelig udgang!

Det er overvældende positivt, at britiske hygge-krimier foregår i det store land derovre med næsten (eller i alt fald engang!) 60 millioner indbyggere. Hvis de havde omlagt geografien til Danmark, var vores indbyggertal reduceret til under halvdelen på bare et par års lørdage. Cirka. For vi har nu engang ikke så mange at tage af, som de har. Det undrer mig også, at byen Oxford stadigvæk synes relativt upåvirket af den kraftige reduktion på indbyggersiden, når jeg besøger den. Rent matematisk går det jo ikke op, at Morse, Lewis og Morse i barndom lørdag efter lørdag tager 4-5 ud af de 100.000 faste. Det giver faktisk omkring 800 pr. år+ det løse, og det burde da nok kunne ses en smule i bybilledet efter et tiår eller to. Gang selv!

Anyway, den autoriserede danske lørdagsmodel for flow-Tv på den mest sete kanal har altid, og uden undtagelse, og nogle gange endda to på hinanden følgende, engelske hyggekrimier på programmet. Vi danskere elsker at se briter blive slået ihjel om lørdagen. Vi synes, det er vildt hyggeligt at se relativt ublodige og ubestialske ihjelslåninger efter Matadoren og givetvis til Matadormixen. I bund og grund er selve aflivningen af diverse personer i Oxford og omegn jo også det mindste. Bare en igangsætter for en god, gammeldags gang hygge med flotte billeder og interessante personkonstellationer, som i sidste ende har det ene formål at give os troen på, at verden er i fuldstændig balance og god og harmonisk igen. For vores lov- og ordenshåndhæver har udryddet alt det onde i den. Indtil næste lørdag, forstås.

Disse engelske who dunnit- krimier er som hyggespredere på niveau med Matador. Dog ved jeg ikke, om andre, som jeg, har lagt mærke til, at selve mordraten er voldsomt for opadgående. Da Morse var gammel–altså FØR han blev ung!–var et enkelt mord oftest tilstrækkeligt, mens tabslisten for tiden bliver voldsomt udvidet, så vi temmelig tit må helt op på 4-5 for, at det sådan bliver rigtigt spændende. Samtidig har jeg iagttaget, at ofrenes pårørende og andre relationer er ved at blive akkurat lige så cool og uberørte som selve detektiverne. At tabe et nært familiemedlem afføder ca. samme reaktion som at miste en vante. Træls og lidt irriterende. Men med en tilvænningsperiode på over 20 år i Oxford må et enkelt dødsfald vel også bare være en hverdagsbegivenhed, et forventeligt tilfælde. Ydermere kan de britiske krimier den beundringsværdige kunst at nedlægge ofre på en æstetisk forsvarlig måde. Folk på den egn er ualmindeligt blodfattige og sammenhængende. De bløder udelukkende lidt og dekorativt, og de er meget påpasselige med at bibeholde alle deres lemmer intakte (ingen Madsenske metoder her!) samt at tage det ultimative (døds)fald på en måde, så liget ser ordentligt og børnevenligt ud. Under alle omstændigheder har Morse ( og Lewis), både som gammel, og nu ung, kørt efter præcis samme skabelon gennem årtierne. Pænt Oxford (harmoni, men optræk til krise)–mord begået (krise)–mord opklaret (pænt Oxford, uden krise). Og så kan vi alle sammen sove godt og trygt ind i søndagen, for den store detektiv har (endnu engang) bevist, at verdens harmoni kan genoprettes med lidt klar og logisk tænkning. Indtil næste lørdag, altså, for så går verden af lave igen.

Man kunne vel næppe forestille sig, at Saga Noren blev smækket op på sendefladen en lørdag til Matadormixen. Eller en anden af svenskerne, for svenskerne er ikke lørdags-hyggelige. De er ikke Who Dunnit, men Nordic Noire. De opererer noget mere med blod og afskårne lemmer, og ind imellem drister de sig endda til at stille spørgsmål ved, om verden nu også er tilbage i den lørdagskrævede harmoni igen. Svenskerne gemmer vi til hverdagsaftenerne og den time om søndagen, hvor vi alle sammen har stuvet børnene i deres huller og ser rigtig dramatik. Hvad enten det er Saga eller Ejersbo. For får man lov at komme på den time mellem 20 og 21 om søndagen, har man indirekte fået stemplet, at man sandelig er dramatik af en langt højere klasse og kvalitet end de evindelige mord derovre hos briterne. Lørdag aften skal vi nemlig ikke tage stilling til noget som helst. Det er overhovedet ikke nødvendigt, for vi ved jo, at alt det klarer detektiven for os, mens han/hun går rundt i virkelig smukke, idylliske omgivelser. Søndag ser det lidt anderledes ud. Der må vi godt tænke. Lidt, i alt fald. Og erkende for et øjeblik, at verden er, hvad den er, og ikke hvad vi gerne ville have den til at være.

Jeg kan mærke på mig selv, at jeg ind imellem er ved at nå et mæthedspunkt, et nærmest kvalmende mæthedsstadie faktisk– af Morsisk, Lewisk og Barnabisk mordidyl. Og så er jeg endda udpræget anglofil og kan blive ved længe efter, at mennesker med et normalt og afklaret forhold til alt britisk forlængst er stået af. Det sker gerne hver lørdag aften, når der igen er ro og harmoni i Oxford eller Midsumer. Sådan at jeg, trods alt og trods halvkvalme, sover rigtigt godt og trygt. Men så sker der jo uvægerligt det, at der lige præcis går en uge, hvor mine egne personlige spændinger og uforløstheder må klare sig selv uden en harmoniskabende detektiv. Og hvor der langtfra er lige så pænt i mit villakvarter, som der er i Oxford og omegn, rent billedmæssigt. Så jeg sidder der igen. Og hygger mig gevaldigt med en 4-5 mord på under et par timer, for det skal jo nu engang være så fortvivlende, men æstetisk, skidt, før den store detektiv kan gøre det hele godt igen…..

I øvrigt rejser jeg til Oxford næste mandag. Gad vide, om jeg overhovedet møder nogle lokale derovre? Om der stadig er overlevende?

 

Continue Reading

Om navne.

En gang om året udgives listerne over “Årets navne”. Altså over de mest populære navne til nyfødte samt over de mest populære navne generelt blandt hele befolkningen. Mit navn er ikke på nogen af listerne. Det har det ikke været i mange år til trods for, at det i min barndom nærmest var en feminin massebetegnelse, og at alle os, der hed det, automatisk fik koblet et bogstav bagved eller simpelthen gik under vores efternavn, hvis det var mindre sædvanligt.

Jeg synes, det er sjovt at iagttage, hvordan navnemoden skifter. Jeg synes også, det er befriende, at den gør det. Befriende på den måde, at det nu ikke længere er afskyeligt populært navnemæssigt at voldtage sit afkom med eksotiske påfund og udenlandske navne, der da bestemt er særdeles velklingende og vel-hjemmehørende, hvor de hører til, men desværre får en noget tarvelig klang i såvel kants- som udkantsDanmark. Brian og Dennis er, sammen med Nicole og Stephanie, ved at gå i deres livmoder igen, og hvis jeg nu stadig var lærer, ville jeg nok næppe støde på endnu en Bianca Hansen og en Carmen Jensen. Men da navnemoden ofte går i ring og gentager sig selv med jævne mellemrum, er det da muligt, at fremtidige kolleger (og ikke mindst de stakkels børn) må se sig udsat for den slags.

Det er sjovt at iagttage den store forskel, der er mellem navne på nyfødte og navne på befolkningen som helhed. Der er ikke specifikt mange sammenfald, men pigenavne som f.eks. Anne og Mette synes uopslidelige og til enhver tid gængse. På de nyfødtes Top 10 blomstrer bogstavet “a” hos pigerne. Ud af de 25 første navne, ender de 16 på “a”. Nu har “a” jo altid været en feminin endelse, så det kan da nok være, at kønnet dyrkes helt ud i endelsen. Rent bogstavmæssigt er nogle bogstaver, som var uhyre populære i min barndom, i dag totalt yt og absolut no-go. Vokaler som “o” og “y”, og til dels “u” indgår ikke i det hipstreske  alfabet. Her er ingen Tover, Loner, Jytter eller Ullaer. Kun til nød er der “u” i Laura, men det gemmer sig heldigvis pænt i midten. Vokaler er, for de fleste mennesker, sådan nogle, der skaber en følelse, og jeg kan da også tydeligt mærke på mig selv, at “a” (for mig) sitrer meget mere af glæde og optimisme end f.eks. “o”, som signalerer tunghed og mørke. Jeg ved ikke, om man kan tolke noget som helst udfra statistik på anvendelsen af diverse vokaler i pigenavne, men for mig signalerer det store vokalskifte i alt fald en lysere tid med større optimisme end de mørke, tunge halvtredsere, hvor det vrimlede med Loner og Tover.

To af mine børn er placeret, omend nede i skidtenskraberrækkerne, blandt i dags populæreste, mens den 3. har møvet sig ind på en flot andenplads blandt samtlige danskere. Det undrer mig heller ikke, for han har det danskeste og mest uopslidelige navn, der findes, og i min optik er det kun et spørgsmål om tid, før han er med blandt de, der lige er sprunget ud af livmoderen. Ikke at det er nogen kvalifikation i sig selv. For vi har vel alle helt forskellige begrundelser for vores navnevalg til nyfødte. Nogle går efter gamle navne, gerne navne der tidligere har været i familien, og som ligesom giver barnet en historisk ballast (og måske endda nogle slægtsmæssige forventninger) med på vejen. Man kan stadig være “opkaldt” eller i alt fald være navngivet efter et minde. Nogle går efter det usædvanlige, det absolutte egennavn i ordets ultimative betydning. Navnet, som forhåbentlig ingen andre overhovedet bærer, og som naboer og ignorante pædagoger hen ad vejen nærmest skal have enetimer i at udtale. Det er da yndigt, at forældre ser deres guldklump som aldeles specifik, men måske er guldklumpen som voksen ikke altid af samme overbevisning. Andre igen følger den slagne navnemode og forelsker sig i tidens trend. Hvor tidens trend førhen basalt var, hvad naboens unger hed, er den nu også præget af enhver form for mediemæssig indflydelse. Popstjerner har en del navnesøskende, og små prinsesser laver altid højdespring på navnelisten gennem et par år efter deres navngivning. Et rigtigt godt eksempel er det irske navn Liam, som pludselig blev uhyrligt populært for nogle år siden. Det knuste et hav af konkurrenter blandt de uskyldige drengebørn og sprang til tops. Men nu er den stjerne lidt afbleget–og det er navnet så også. Isabella er også på røvtur, kan jeg se.

Ligegyldigt hvad man har valgt at kalde sine børn, så håber jeg, man kan leve med det, selv om navnet er på deroute på de officielle lister. Det er jo heller ikke det, det hele kommer an på. Det er udelukkende en selv. Der står ikke succes bag på et populært navn, og vi har da haft mindst en minister, der hed Brian. Men nogle gange tænker jeg (i smug, for jeg siger det aldrig!), om nogle mennesker aldrig fortryder det navn, de har udstyret en totalt uforvarende og uskyldig baby med? Jeg har da mødt mennesker, hvor jeg akut har tænkt noget i retning af, hvad i alverden de forældre dog har bildt sig ind, tænkt–eller somme tider, om de virkelig slet ikke kunne lide deres baby?

I dag er det populæreste pigenavn Ida og drengenavn William, og hvis man ser på alle nulevende danskere, er det Anne og Peter. Det undrer mig ikke. Det er pæne, eviggyldige navne, som alle, uden besvær, kan gå rundt og hedde. Og så dækker de også mange former for krav til navngivning. Der er historie bag dem og sikkert Idaer og Williammer i adskillige slægtsled, ( selv om William nok lige skal have et par Nordsøgående formødre eller fædre), og jeg kan tænke på et utal af nuværende, berømte mennesker, der også er indehavere af dem. Det samme gælder Anne og Peter. Det er sådan nogle navne, vi godt kan være bekendt, og sådan nogle navne, alle forældre godt kan være bekendt at hælde ud over deres yngel.

 

 

 

Continue Reading

Om ghettoer.

Siden mandag aften, hvor ghettogryden igen blev sat i politisk kog, er debatten omkring ghettoficeringen af diverse områder i vores byer igen blusset op med fornyet styrke. Der er bare noget, jeg ikke helt forstår.

Som udgangspunkt forstår jeg så udmærket, at en ghetto kan defineres som en del af en by, beboet af en minoritetsgruppe, som oftest har sociale, legale eller økonomiske problemer. Men hvis man behændigt vælger at overse “problemer”, så bor vi vel alle, på den ene eller anden måde, i ghettoer. Heroppe hos mig i guldbryllups-parcelhuskvarteret fra 70-erne er vi såmænd også en form for minoritetsgruppe, der rent økonomisk, juridisk og socialt mere eller mindre er så ens, at vi ingen problemer har med at spejle os i naboerne, der i udpræget grad ligner og opfører sig præcis som os selv.

For sådan er det jo. Vi bor blandt dem, der ligner os selv. Dem, der er så forbandet trygge at være sammen med, fordi de generelt er vores egne spejlbilleder. Når vi flytter til nye byer eller områder, vælger vi nøje ikke blot det kommende hus, men måske endnu mere pedantisk det kommende kvarter. Der skulle jo nødigt sådan rent synligt være alt for mange forstyrrelser i form af mennesker, der ikke lignede os selv.

Da de første ikke-etniske danskere (læs:flygtninge) begyndte at få råd til at investere i de allermindste og ellers relativt usælgelige huse i mit kvarter, var bekymringen stor hos diverse naboer. Diplomatisk blev der udtrykt, at de måske ikke “passede ind”, hvilket vel bare var en pæn eufemisme for, at de ikke lignede os. I de år, hvor der eksisterede en absolut udmærket dagligvarebutik ovre i det sociale boligbyggeri på den anden side af gennemfartsvejen, gik ( eller kørte) adskillige beboere herfra lange afstande til andre butikker udelukkende for at undgå at handle “der” eller “derovre”. Det er også en udfordring at skulle stå i kassekø sammen med mennesker, der ikke umiddelbart ligner en selv. Måske kan det endda være farligt.

Når jeg er i KBH, færdes jeg mestendels–af rent familiære årsager–på Vesterbro og i NordVest. Ingen tvivl om, at jeg føler mig tryggest og mindst udfordret på Vesterbro. Der ville jeg nok også vælge at bosætte mig, hvis jeg skulle til hovedstaden. Selv om Sdr. Boulevards forhipstrede landskab måske er en smule for meget storby med selvbevidst kreativ klasse og højtråbende curlinger i Christianiacykler, så er min spejlingsprocent, og deraf medfølgende tryghed, dog væsentligt større end blandt de eksotiske supermarkeder og utallige telefonsælgere med shawarmabaggrund ude på Frederikssundvej, hvor selve min hudfarve faktisk er en udfordring. Sådan at forstå, at jeg er ret alene om den.

Og tager jeg endelig en tur nordpå fra storbyen for at tjekke “how the other half lives”, så føler jeg mig da totalt og endnu mere udenfor i de Liberal Alliancerede og Teslaficerede ghettoer nord for byen.

Selv i min ubetydelige by er der da kvarterer, jeg end ikke ville overveje at bosætte mig i. Hvor jeg på forhånd ved, at jeg ikke lige kan finde mit tryghedsspejl. Og i den henseende er jeg sikker på, jeg ikke er den eneste. Godt nok finder visse kvarterer i storbyerne gradvise og nogle gange pludselige glansperioder og opblomstringer, men der skal også være en bolig- og herlighedsværdi for, at det kan lade sig gøre. Se blot på Sydhavnen i KBH for tiden, og det Vesterbro, der for bare 15-20 år siden var en form for ghetto i ordets almindeligste betydning. Først for en forarmet arbejderklasse og dernæst for en stor gruppe indvandrere. Umiddelbart vil jeg påstå, at selv om de de sidste 10 år med evig og fornyet energi har gravet Sdr. Boulevard op, så har anstrengelserne i alt fald ikke resulteret i, at de har fundet så meget som en eneste overgemt industriarbejder eller dansker af anden etnisk herkomst nede i hullet.

I min by har man forsøgt at lave penthouselejligheder med byens flotteste udsigt på toppen af det mest forhadte, såkaldt ghettoficerede boligområde. Og de er da også flyttet ind, millionærerne, i deres 6-værelses, restaurerede  luksusboliger med egen elevator, som de så er behageligt fri for at dele med den underboende pøbel. Så sidder de deroppe og kigger ud over hovederne på alle de mystiske underboere og holder noget så forbandet sammen i deres egen, nymalede ghetto. For de bor der jo kun, fordi der er andre ligesom de selv, der også gør det.

Og sådan er det vel bare generelt. Vi søger dem, der ligner os selv. Selv om der i mange kvarterer ikke er decideret økonomiske eller sociale problemer, så er det alligevel ghettoer. Ghettoer med usynlige mure omkring det indviede land, hvor stammeritualerne dyrkes til overflod, således at man nærmest dagligt kan forvisse hinanden om, at det hele bare er så umådeligt trygt, fordi vi alle hører til og generelt går 500 på dusinet.

Så jeg forstår godt det problematiske i, at nogle af vores ghettoer har store udfordringer. Jeg forstår bare ikke, at vi ikke vedkender os, at alle de af os, der ikke bor sådanne steder, er præcis lige så ghettoficerede. Med andre værdier og normer, men i den grad da også med ubrydelige stammeritualer, som vi dyrker og holder i hævd på en måde, som jeg da også ville flygte fra og tage afstand til, hvis jeg var en af “de andre”. Det gælder vel ikke om at rive ned og lukke ude. Måske skal alle os, der hylder vores egne ghettoer så stærkt og overdådigt i stedet lære at bygge op og lukke ind + at erkende, at vores ghettomentalitet er mindst lige så stærk og ubrydelig som dem, vi selv omtaler som ghettoficerede.

PS. Og så kryber den gode, gamle novelle “Uro i forstæderne”  af Panduro langsomt ind under huden på mig. Den er fra 1962. Jeg sagde “nitten-to-og tres”!

Continue Reading

Om binge-watching.

Så fik man da lige tilføjet et ord til den personlige erfaringsordbog. Altså alle de ord, man ikke blot kender og anvender, men faktisk til fulde har udlevet i praksis.

Hvor det meste af landet i netop disse dage er gået i binge-drinking eller binge-eating, har vi hjemme hos mig formået et fælles maraton af søvnløse nætters binge-watching. Desværre findes der ikke en spiselig oversættelse af ordet, og jeg skal venligst undlade at forsøge mig–eller, hvad der burde skabe endnu mere taknemmelighed!– overgive aben til min evige sprogfjende Google Translate. Men når man gør noget “binge”, gør man det ekstremt. Man bliver ved, ustoppelig og umættelig. Selvfølgelig er der tale om en form for afhængighed, mens denne uhæmmede dyrkelse af en aktivitet finder sted, men lad mig sige det så enkelt som, at når alle 26 afsnit er set–eller de 3 liter is puttet i maven–så har sjælen altså også fået fred.

Sidste gang, jeg bingede på en TV-serie, var for mange år siden, hvor jeg intetanende startede en nyindkøbt Stolthed og fordom en grå eftermiddag for lige at tjekke, om de havde behandlet Fru Austen ordentligt derinde på BBC. Det havde de så. Især Colin Firth. I søen. Ca. 8 timer senere arriverede jeg tilbage i en virkelighed, der var skuffende forskellig fra Fru Austens, var midt om natten, og hvor livets største og eneste spørgsmål overhovedet ikke var en finde en passende partner. Ok, der har da også været en par episoder af manglende løsrivelse fra Downtown Abbey hen ad vejen, men sådan ligefrem decideret, momental afhængighed har næppe varet over 2-3 afsnit. Eller 2-3 timer. Tror jeg.

Her i julen blev det så den nye serie Dark, som på trods af, at den ikke hedder Dunkel, hvad den burde gøre, for den er faktisk tysk, overhovedet ikke virker sådan overgermansk på den ufede måde. Den er faktisk god. Og lang. Og går lige ind i bingen. Den kan faktisk i overmåde stor grad anbefales, hvis man i forvejen er lidt pjattet med en blanding af Twin Peaks, It og slægtssagaer, hvor tingene absolut ikke kører ud af Korsbækken, som i Matador. Og der er 10 afsnit, skal jeg lige huske samt hilse at sige.

Jeg troede ellers ikke, min ellers afhængighedsvenlige sjæl faldt for den slags. Altså at være næsten aggressivt ustoppelig i forhold til næste afsnit og mere, mere, mere. I det hele taget er jeg i bund og grund alt, alt for basalt utålmodig til TV-serier af en hvis længde. Spillefilm af almindelig, human, tissevenlig længde er som regel perfekte for mig. Jeg gider ikke vente 13 afsnit og omkørsler med sidehistorier ud i det blå for noget så enkelt som at få konstateret, hvem morderen er. I min inderste sjæl kunne jeg såmænd sagtens nøjes med en ca. 10-minutters introduktion til et mord, dets begåelse på under 3 ( for jeg hader, når det er alt for blodigt og foretrækker pæne, ordentlige og æstetisk appetitlige aflivelser), en smule spændende miljøbeskrivelse, som ikke behøver inkludere ydre led af den berørte familie, samt ca. 5-minutters forståelig opklaring.

De fleste TV-serier har, i min seerooptik, alt for mange blindspor. Alt for megen fylden tiden ud med blår, nissehuer og uvæsentligt pjat, der udelukkende tjener at gøre dem længere, så seere kan fastholdes på bestemte kanaler i overvældende alt for lang tid. Jeg slæbte mig gennem Forbrydelserne ( I- jeg skal komme efter dig!) og ser mest Broen sådan ind imellem, fordi jeg altså er ret fascineret af hende Saga. For det meste taber jeg tråden af bare ustabilitet–jeg er nok verdens mest ustabile seriekigger–men jeg plejer da at prøve på at være på min seriepind, når hele lortet viser sig at være begået af naboen, eller ham, jeg allerede i afsnit 3 godt vidste var en dum slyngel. Jeg er langtfra streamingtjenesternes optimale seer, men ind imellem fanger de mig sgu` ! Altså, alligevel.

Nu var det nok ikke sådan, at min seriestabilitet i forhold til resten af familiens var imponerende gennem hele 10 afsnit af Dark over 3 dage. Nogle skulle vel også lave lidt mad og lufte dyret samt foretage sig ting, der ikke decideret handlede om tidslommer i en tysk skov. Men det bekymrer mig alligevel lidt, at jeg, trods min serieavarsion, kan blive så fanget.

For tænk lige på, hvor mange usete serier der ligger derude! Som mine børn siger, så “mangler” jeg stadig både decideret musts som The Crown, Stranger Things og er håbløst bagud på Game of Thrones, som jeg læste engang i 00-erne og derfor selv påstår, at jeg er fuldstændigt up-to-date i.

Måske ligger der en oplagt mulighed for diverse kanaler og tjenester i at lave Pixie-versioner af samme serier. Sådan en som mig ville da med glæde se en halv times tid af hver, hvis det kunne give mig hele historien. Sådan i store træk. Og uden unødvendige sideveje.

Lige så meget måske er der så noget basalt omkring seriernes natur, jeg nok simpelthen ikke har forstået. Når jeg så har det–eller hvis!–vil jeg sikkert med såvel god samvittighed, fortrinlig tålmodighed og masser af slik kaste mig ud i at binge til den store julemedalje. Jeg har da i alt fald øvet mig noget så gevaldigt i denne jul, og faktisk var jeg da absolut rimeligt god til det! At seriebinge, altså!

Continue Reading