Jeg gætter som regel med i Politikens rejsequiz hver søndag. Jeg er ikke særligt god til det, selv om jeg egentlig ikke synes, jeg er udpræget underberejst. Hvis jeg har været på stedet, kan jeg for det meste gætte det. Hvis ikke, er jeg lost. Men i dag kunne jeg brillere med et perfekt gæt–på bare en lille sætning. Og så smilede jeg. Nej, grinte. Grinte lige ud i luften, blev i sådan et rart humør. Det var lige før, jeg ikke kunne stoppe….

For der stod “Det sker, at de lokale i byen blive spurgt om vej til et hotel, der er kendt af mange, men som ikke findes i virkeligheden.”

Og af alle ikke-eksisterende hoteller i hele verden, er der vel kun et, der i min generation har brændt sig ind på nethinden, hvor det danser glædestrålende rundt og bare bliver bedre og bedre for hver gang, det sådan lige dukker op. Faulty Towers. Denne kolos af skidthvid viktoriansk ucharme, som skulle ligge i Torquay på den engelske sydkyst. Der, hvor Basil hysterisk, kolerisk og fuldstændigt umådeholdent surrealistisk generer enhver hotelgæst, der måtte finde vej til stedet. Hvor Sybil spiser uanede mængder af fyldte chokolader i sengen og repræsenterer en form for realitetssans ved dog at forsøge at tæmme sin evigt tikkende bombe af en mand. Hvorfor de to overhovedet er gift med hinanden er en af en slags påstande, som man vel kun accepterer, fordi det trods alt er fiktion. Hvor Manuel, den stakkels spanske tjener med det uhyre begrænsede ordforråd, er et helt leksikon over mulige misforståelser, og hvor Polly, søde, varmhjertede Polly, til enhver tid forsøger at få sin sødme til at dække over samtlige katastrofer. Og dem er der mange af. På en skala, som i real life var ganske utænkelig–tænk bare på sundheds- og veterinærmyndigheder og støttegrupper for udsatte personer, så som pensionerede majorer og andre let narrelige eksistenser. Enhver karakter i serien er som taget ud af det gamle Mester Jakel teater: groft karikeret, stereotyp helt ind til benet, uden nogen åbenlys relevans til virkeligheden. Men dog så genkendelig. Så frygteligt morsomt genkendelig. For vi kender alle sammen Basil. Han sidder både inde i os selv og i alle dem, vi kender. Mere eller mindre.

Faulty Towers blev produceret fra 1975-79. Jeg så den første gang, da jeg som meget ung arbejdede på en kostskole i England. Der tabte jeg mit hjerte. Jeg har så ikke fået det igen siden. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set seriens episoder, men det er i alt fald tilstrækkeligt til, at jeg kan de fleste udenad. Sådan, på den måde, at man griner på forventet efterbevilling, fordi man ved præcis hvilken katastrofe, der lurer om hjørnet, når Basil slæber rundt på lig i vasketøjskufferter, når der er rotter i køkkenet, og når vi alle sammen ikke skal “mention the Germans.” Jeg er analfabet med hensyn til episodernes titler, men er ret stærk i “den der, hvor….”, og min personlige manual over pragtfulde replikker er fuldt ud lige så fyldig som mit Matadorkatalog. Jeg ved ikke, om det siger noget om nationaliteter, at vi er så stærke i Matador, mens briterne er omvandrende leksika i Faulty Towers? Måske.

Men det giver da stof til eftertanke, at en serie, der nu er næsten 50 år gammel, stadig holder. Godt nok er de enkelte afsnit blevet lidt snusketgrå i farverne, flere af skuespillerne er døde i endda ret fremskreden alder og det England, der afbildes, minder meget lidt om Boris Johnsons ( selv om han nok i al sin imperialistiske konservatisme ville ønske, det gjorde!), men humoren….. Den holder. Den holder hver evig, eneste gang. Holder, så det er en af de eneste serier, der kan få mig til at grine højt. Nogle gange som sagt endda på forskud. Det er falde-på- halen ( i Manuels tilfælde helt konkret!), det er ofte dybt anakronistisk, det er lagkage, og det er seriernes ukronede konge af gennemført irriterende, øretæveindbydende, gåen- over- stregen opførsel, der står som hovedperson. Men det er F… morsomt. Og det bliver det ved med. I alt fald for mig.

Så der er ingen grund til at opsøge byen for at lokalisere et hotel, der aldrig har eksisteret. Det må man jo heller ikke lige nu. Men man kan komme på besøg og genopfriske både sin latter og sin irritation på Netflix. Hvis da ikke en TV-station genudsender, for et gør de tit. Hvilket fortæller mig, at jeg altså ikke er den eneste, der har været svoren fan af en ubehøvlet hotelejer på et ikke-eksisterende hotel i næsten 50 år!

Nu har jeg travet rundt i NordVest i flere dage. I regnvejr. Hvilket, skal jeg hilse og sige, gør det umiddelbart en smule besværligt, når man både skal balancere med paraply og diverse guidebøger og udskrifter. Især sidstnævnte har det med at blive en kende gnidrede og sammenklistrede efterhånden.

Jeg tror, jeg har gået den rute, jeg har tænkt mig at guide folk igennem, omkring 5-6 gange. I alt fald så mange, at jeg sådan lidt føler, jeg er blevet en mistænkelig person i gadebilledet. En, der har skumle hensigter med al den luren. Det følte jeg nok allermest inderligt, da jeg anlagde den mest uskumle bedstemormine og nærmede mig rockerborgen. Der var ingen hjemme. Altså udover det kamera, der effektivt drejede sig efter mig. Så nu sidder helvedes engle nok og nærstuderer optagelserne for at afgøre, om jeg er en alvorlig trussel.

Anyway, så er jeg undervejs blevet lidenskabeligt forelsket. Skudt i denne bydel med al dens uorganiserede grimhed og skønne, kreative planter, der skyder op i snart sagt enhver baggård. Jeg er vild med gamle industriarealer og deres bygninger og vild med den slags kinesiske æskesystemer, som sådanne områder indebærer. Der er altid noget indeni. Noget bagved, noget udforskeligt. Altid et nyt tiltag, der blomstrer, langt inde i det, der udefra ligner forfald og tider, der var. Gamle industrikomplekser har en ufattelig grim skønhed, deres helt egen æstetik, og min fascination går på baggårde. Måske fordi vi provinsboere har været baggårdsløse hele vores liv. Det vrimlede ikke med dem i min barndom.

Undervejs er jeg stødt over maleren Folmer Bendtsen. Kommunisten, der malede livet i NordVests industrikvarterer med mennesket i centrum. Som tydeligvis kunne sin Lowry, Manchestermaleren, jeg er dybt fascineret af. Jeg er ved at spare sammen til bare et litografi, for ham (altså Bendtsen) gad jeg godt have hængende. Det er som om, han indfanger lige præcis det, det hele handlede om.

Jeg har talt med de fyre, der i sin tid malede det store vægmaleri ved Emaljeparken. De var ved at friske det op 15 år efter, det oprindeligt blev sprayet. Dengang var det en del af et håbløst kvarterløft. I mellemtiden har kvarteret løftet sig selv, og sprayfyrene er blevet halvgamle. Jeg har fundet geniale ombygninger i flotte regnbuefarver af ham der Ingels, jeg ellers ikke er fan af, mens Transforms (dem er jeg fan af!) endnu mere geniale bibliotek, der ligner bøger, der er stablet oven på hinanden, slet ikke behøver findes, for det råber nærmest sin eksistens ud. Jeg har opdaget den gamle, flotte smedejernsport ind til Schous Fabrikker, som er det eneste levn, der nu gemmer sig bag vaskehallen på en tankstation. Til gengæld kan vi vel alle huske Tatol. Jeg har set tårnhuse fra Utterslev Mark og studeret linjeføringen på den længst hedengangne bane til Slangerup og forbandet såkaldt byplanlægning og kvarterløft, når det indebærer nedrivning af historie og genopbygning af kønsløst etagebyggeri. Jeg har sværmet omkring den flotte moske i håb om at blive inviteret indenfor–jeg ser nok alt for ugudelig ud–og været en pest rundt omkring på de smarte cafeer, fordi jeg spørger de serverende teenagere om ting, de overhovedet ikke synes er væsentlige, fordi det skete mindst 5 år før, de selv blev født.

Men nu er jeg så rimeligt klar. Klar til at gå en rute, der mildest talt falder lidt ud af min komfortzone, som primært strækker sig over Jylland og de omkringliggende øer, så som England og Irland. Der er givetvis nogen, der ved meget mere end mig. Spørgsmålet er bare, om de også kan formidle som mig? Det er jo sådan set mere end godt og vel halvdelen.

Og så er det altså også rart sådan at blive forelsket–i min alder. Forelsket i en bydel, der bare snakker lige ind i hjertet. Når man nu ikke kan komme ud og dyrke alle sine andre hjertenskære, så er det godt at opdage nye potentialer indenfor en Coronaopnåelig rækkevidde. Jeg kan kun anbefale alle at gå en tur i dette fantastiske område. Og er man bange for at fare vild, så kunne man jo tage med på en guidet tur?

For 3 år siden, mens jeg stadig arbejde freelance, blev jeg pludselig omdirigeret fra Irland til en busrejse til Sydengland med et mindre selskab fra Midtjylland.

Det var et meget lokalt firma. De fleste af gæsterne, som man vist uden at lægge noget som helst negativt i det kunne kalde mindre rejsevante, var fra selskabets nærområde. Ja, faktisk var majoriteten fra samme by og var endda særdeles meget bekendte med hinanden og tit og ofte ligefrem naboer eller i langt ude i familie. I alt fald brugte vi det meste af turen til Hamburg ( der var jo ikke rigtigt nogen opsamling af folk andre steder fra!) på for alvor at drøfte indgiftelser, fælles bekendte og grandfætre og nøjagtige placeringer af de rejsendes huse i forhold til hinanden.

Jeg havde en pragtfuld chauffør, som de fleste gæster i øvrigt kendte. Ikke nok med, at han også boede på en sidevej i nærheden af nogen, halvdelen af bussen var i familie med. Han havde selvfølgelig også kørt med størstedelen af gæsterne før, for der–som så utroligt mange andre steder–rejste man simpelthen med lige det selskab, når man skulle ud. Normen var mere, at man tog ud, hvor dette selskab nu engang havde rejser til, end at man selv valgte rejsemål og derefter en udbyder. Det var byfest på hjul, og det var trygt og sikkert, for der var altid nogle, man kendte–eller var i familie med langt ude.

I øvrigt var det faktisk første gang, det selskab dristede sig til noget så eksotisk som England. Chaufføren havde aldrig været der før, så jeg passede ikke blot mit eget arbejde, men fungerede som observant over-trafikkontrollør, der med mange sidespark fik rettet bussen op de utallige gange, den endte i den forkerte vejbane. Det, syntes gæsterne, var utroligt morsomt, for de vidste jo af erfaring, at han var en super chauffør, og den slags tilgiver man prompte, når man kender hinanden.

Nu læser jeg så, at selskabet er gået konkurs. Slugt, spist, ædt op af Coronaens betingelser for rejsebranchen. Et lille, lokalt firma, som utallige mennesker fra netop det nærområde har kendt, elsket og rejst med i en lang årrække. Det er, i første omgang, dybt begrædeligt for ejer og ansatte. Det er også katastrofalt for den hærskare af turismens daglejere, der, som jeg, lejes ind til en rejse. Der bliver nemlig endnu færre rejser til dette subproletariat af løst ansatte på håbløse kontrakter.

Men det er, i et større perspektiv, egentlig ikke det mest begrædelige. For det, der hurtigere og hurtigere er ved at markere sig som en fællesnævner for alle udsatte brancher, er, at de små dør. De små, de lokalt forankrede, de, der lever af selve deres nærområde–de afgår støt, men sikkert ved døden. Deres økonomi kan slet ikke bære disse gigantiske udfordringer, de sidder ikke ( som visse andre) med Allers pengetank eller store investorer i ryggen, men har kun deres trofaste kunder at basere økonomien på. Og dette gælder ikke blot rejsebranchen, selv om den lige nu er den hårdest ramte. Der sker dagligt dybt begrædelige dødsfald indenfor nærmest alle brancher, selvfølgelig med alt, hvad der har sin hovedindkomst i turisme og oplevelser ( herunder især kulinariske) som epicenter.

Når de små, lokalt forankrede dør, så må det logisk implicere, at det er de store, der overlever–eller i alt fald overlever længst. Coronaen rammer hensynsløst alle disse små firmaer, som i årevis har siddet på netop deres del af et særdeles lokalt marked. Det vil, i sidste ende, ikke blot give en ensartethed og nærmest kønsløshed over de tilbageblevne udbud, hvor man også kunne frygte en prisstigning, fordi konkurrenter er eliminerede, men det fratager også alle udbud nærhed og vi-kender-da-hinanden-hjemmefra-faktoren. Den, der faktisk gør, at rigtigt mange mennesker overhovedet vover sig ud i selve oplevelsen. Tør få den. Halvdelen af de gæster, der var med min bus dengang for 3 år siden, var aldrig kommet afsted, hvis det ikke lige havde været med netop det selskab.

Så jeg tror, at hvis oplevelsesfirmaerne overhovedet overlever, så vil vi se en polarisering omkring de store, de pengestærke og de, hvor det lokale og nærheden er totalt betydningsløst. Hvor udbyderne udgør en håndfuld, og hvor de fleste produkter jævnt hen er ens. Og hvor det ikke er værdierne i og kvaliteten af den vare, man sælger, der berettiger overlevelse, men udelukkende, om man har haft tilstrækkelige overlevelsesmidler i ryggen. Den lille slider, ham der byggede firmaet op fra grunden og ingenting og fik et godt ry i lokalsamfundet, han dør. Noget så eftertrykkeligt!

Det er selvfølgelig altid sådan, at man, når man har præsenteret et problem eller en udfordring, skal slutte med en konklusion, der opregner og foreslår brugbare løsningsmodeller. Det er desværre ikke tilfældet her. Jeg er totalt ude af stand til at komme med bare et eneste konstruktivt forslag til, hvad en handlingsplan kunne være. Ingen kan bruge, at jeg har ondt af og medfølelse med det lille midtjyske firma, til noget som helst fornuftigt. Og ingen gider vel høre mere på, at det, at endnu et hedengangent firma i en nærmest afdød branche, yderligere forværrer min og utallige andre arbejdsløses situation.

Men det er katastrofalt. Og det er sikkert kun begyndelsen. I det mindste kan man vel altid og for evigt komme med Spies til Mallorca og få sig en slatten burger på Macdonalds.

Først på sommeren havde jeg klare intentioner om at besøge steder i Danmark, der havde fremmede navne. Som Nordpolen, Rom, Paris, Sibirien og Berlin og andet. Det var, hvad min stadig større og stadig mere akutte udlængsel så som eneste mulighed for at bringe lidt eksotisk ind i mit liv.

Det er ikke gået imponerende godt. Overhovedet ikke. Men forleden nåede jeg Nordpolen. I det mindste nåede jeg Nordpolen.

Nordpolen var i min barndom et hedeområde langs Mariager Fjord, som man sådan skulle vide var der. Navnet er på ingen måde officielt, figurerer ikke på nogen kort og bruges vist kun af de lokale. Så overhovedet at finde frem til det var noget af en hurdle. På niveau med, “at vi gik vist til højre et sted omkring den store gård” og “man kunne vist også gå ind fra landevejen, men så skulle man igennem en gård”. Det er næppe turistgodkendte vejledninger.

Men vi satte ud i den retning, vi mente, var den næsten rigtige. Iført travesko og madpakke, for madpakker er kommet ind i vores liv igen i denne Coronasommer, og egentlig smager de jo ganske fremragende tilsat dansk vejr, vand og blæst på en (forhåbentlig) solbeskinnet markvej eller havskrænt. Det viste sig i første omgang, at den manual, der var inde i mit hoved, blev begrænset af flere Adgang Forbudt-skilte, men den slags slår mig nu sjældent ud. Jeg har en udpræget ide om, at jeg kan tale mig ud af alt —som forleden, hvor jeg medbragte cykel i myldretidsmetro ( det må man ikke!) og på forhånd bestemte, at jeg den dag ikke talte dansk. Overhovedet. Manden er mere lovlydig–han tror, skilte står steder af en grund, og forleden vandt hans tøsedrengsgener altså. Han mente, de havde schæfere i skoven! Så vi vadede troskyldigt gennem mudder og højt græs i stedet. I cirkler. Men da det så var overstået, fik vi den mest forunderlige tur gennem et naturskovslandskab, man vist skal lede længe efter at finde magen til i Danmark. Helt uberørt. (Og ikke et ord om skilte!)

Og så var det, som det jo altid er i eventyrene og de opbyggelige historier om at erkende både dit og dat, netop som vi havde opgivet nogensinde at nå frem til den Nordpol, at vi var der. Lige midt på den. Eller i alt fald midt på ved siden af, for de har minsandten hegnet verdens top i fjordversionen inde.

Det var så også der, jeg pludselig måtte erkende, at det vist er næsten 50 år siden, jeg sidst var på den Nordpol. Og at Nordpoler altså ikke går i stagnation, bare fordi jeg ikke besøger dem. For det første syntes jeg, der var ENORMT langt derud i min barndom. Heldags-madpakke-ondt i benene dagen efter–langt. Det var der sådan set også for vi amatøridioter, der gik de forkerte veje, men havde vi gået den direkte, var der godt nok ikke langt! For det andet erindrer jeg et enormt hedeområde med små, forkrøblede buske og en fantastisk udsigt fra vældige bakker skrånende ned mod fjorden. De der buske var ikke ret små mere. Faktisk var de så store, at man næsten ikke kunne skimte fjorden, og i øvrigt havde de hegnet hele området ind, så man end ikke kunne komme ind og plante sit nye erobringsflag på toppen. Det var dog kun pga. hegnets elektriske natur, jeg ikke klatrede derind alligevel, for jeg er sikker på, i alt fald noget af det længere nede og mere ufremkommeligt lignede det, der engang var min Nordpol.

Men nu har jeg været på/ved Nordpolen igen. Jeg har opdaget, at selv barndomme har det med at blive voksne og helt på eget initiativ rejse fra ens hukommelse og minder. Men sådan er det jo. Under alle omstændigheder ligger der jo en væsentlig sejr i overhovedet at have fundet det der sted. Gen-fundet, altså.

–Og turen derud, i cirkelformede bevægelser, var vidunderligt smuk. Selv om jeg tror, vi var på privat grund, så undgik vi fermt alle schæfere, men fik rislende bække og flotte, storladne, tyste skove til overflod. Så selv om målet var lidt anderledes end forventet, så var turen dertil en oplvelse.

Og det er vel også sådan, det skal være…..

Den ene gang om året går jeg amok! Så forsvinder jeg ind i min egen højlydte anglofili, skruer op til dødsmetal-niveau for fjernsynet, danser lidt med mig selv, gør sådan lidt bøvlet honnør, synger så højt, at jeg har ondt i halsen flere dage efter og fælder også gerne en tåre over den ubestridte storslåethed.

Det er, når The Last Night of the Proms går over skærmen, og vi ENDELIG er nået gennem alt intetsigende fyld, lange takketaler og en forfærdelig masse hoppen op og ned, iklædt farverne fra Union Jack–og er nået til det eneste, der VIRKELIG betyder noget. Afsyngelsen af Rule Britannia og Land of Hope and Glory.

Det er mit glansmoment, min ultimative dyrkelse af såvel anglofilien som musik, der er så smukt, at jeg græder storspande over det. De to melodier er bare så flotte, så medrivende, så fantastiske, så storslåede–og så imponerende. Og vel har jeg da læst teksten–man synger vel med–og vel har jeg da også undertrykt kvalmen over, hvad man for flere århundreder siden syntes, var i orden, fordi jeg altså godt kan se, at alt kun giver mening, hvis det indsættes i den rette historiske kontekt. Men jeg har egentlig ikke tillagt det den store værdi. Jeg har sgu` da bare skrålet med!

Men nu er det så sådan, at netop den to melodier i krænkelsesparathedens hellige navn i år er blevet bandlyst fra The Last Prom. Altså de to melodier, som ER The Last Prom. Der skal ikke synges om britisk overherredømme og slavehære, og der er ikke længere noget land af håb og ære. Der er kun plads til politisk korrekt musik med ufarlige tekster, og netop Rule Britannia og Land of Hope and Glory er jo, som vi alle ved, decideret samfundsundergravende, krænkende og fordomsfulde helt ud i sidste verselinie. Den slags skal vi ikke synge. Nej!

Jeg gider ikke se The Last Prom i år. Hvorfor i alverden skulle jeg dog det? For jeg føler mig nemlig krænket over, at jeg ikke må skråle til himlen, græde springtårer og forstyrre alle naboers fred en 2-sanges tid. Hvad i alverden skal jeg se det program for? For at skråle med på Beethovens 9? Samtlige satser? Det KAN jeg ikke engang.

Jeg er fuldt fortrolig med, at nogle kan føle sig krænket over teksterne i sangene, og det respekterer jeg også fuldt ud. Men jeg er samtidig nok en lille smule bange for, at BBC for første gang nogensinde vil få store problemer med at få solgt billetterne til promenadekoncerterne i fremtiden. Indtil nu har man skullet købe samtlige koncerter for at få adgang til den sidste–altså sidde den af gennem adskillige andre, for mange uinteressante, koncerter, og billetterne til den sidste har været handlet til vild overpris på det sorte marked. Nu kan man forudse, at BBC ligesom brænder lidt inde med tingene, for folk kommer, selvfølgelig, af mange årsager. Men de allerfleste kommer for at grovskråle og overhoppe med på Rule Britannia og Land of Hope and Glory.

Godt, jeg har dem på en gammel LP! Så kan jeg hoppe til den, når de bliver forbudt på streamingtjenesterne!

Det har været en sommer fuld af vandrende opdagelser og oplevelser. Havde nogen fortalt mig bare i marts (altså præ-Corona), at jeg ville blive bidt af at vandre og endda er kommet til det punkt, hvor jeg udveksler tips om gode vandrestier med ligesindede, jeg møder på min vej, så ville jeg have leet hjerteligt. Henvist til min magelighed, min mangel på at være nået til det, der for mig dengang var “vandrealderen” samt mine klare præferencer for at luske rundt i baggårde, kuldsejlede industriområder, kolonihaveområder med tydelige stænk af Klondyke og særdeles privat initiativ–fremfor naturen, hvor det hele bare sådan lidt ligner sig selv og hinanden.

Det er så gået over. Jeg er blevet en vandrende pind efter nye ruter. I naturen. Også selv om jeg MÅ indrømme, at jeg stadig elsker bagsiden af byerne som mål. Ikke sådan nogle ruter af Camino-tilsnit og flere dage undervejs med tung bagage og overnatning på feltmaner eller indenfor vildfremmedes snorkesfære. Jeg foretrækker min egen seng, tak. Og jeg foretrækker ruter, der kan vandres på 10-15 kilometer og halve dage, også tak.

Så i dag stod den på det, jeg troede var en rute rundt om den retablerede Slivsø, sådan lidt halvvejs mellem Haderslev og Aabenraa. Det var det sådan set også, men at kalde ruten sønær er noget af en gevaldig overdrivelse. Det starter ellers så godt, hvis man starter i Hoptrup. Pænt anlagt sti og pæn udsigt til både sø, massevis af fugle og små øer på de første kilometer. Det går så over. Først må man ud på en ualmindeligt lige og lige så ualmindeligt kedelig landevej, dernæst kæmpe sig op ad en asfaltbakke, hvorfra man end ikke kan SE søen.

Så langt, så godt. For bedst som man endelig tror, at man skal ned til den sø, som sådan set har været hele turens formål, så starter genvordighederne. Stien er mudret (det var FØR eftermiddagen skybrud) og decideret misligholdt, trappetrin er faldet væk og præsenterer i stedet livsfarlige ned- og opgange. Alverdens vildtvoksende ( mest stikkende, kløende og rivende) natur slynger sig over, på og langs stien, og selv gåsegang kan på ingen måde skåne en for helt konkrete angreb fra alt det, der nok ville have været kønt langs stien, men som, i mine øjne, ikke hører hjemme på en vandresti, der rent faktisk skal vandres på. Tillige er det tydeligt, at en del lodsejere har været modvillige mod enten at give eller sælge jord til stier, for man må godt nok gå store buer omkring mange gårde. Hvis det så bare var sønært–men det er det ikke!

Alt i alt er der på den ca. 8,5 km. lange rute omkring 3 km. decideret gangbar egentlig vandresti. Så kan man selvfølgelig gå frem og tilbage og tage dyrelivet ( der er rigtigt mange fuglearter) både forfra og bagfra, men i de fleste andre kommuner kan man altså godt finde ud af, at en sø generelt er til at vandre RUNDT om. Lige en passant kan jeg da nævne, at jeg forleden var på en pragtfuld tur rundt om Store Økssø i Rold Skov, og der følte man sig da hjerteligt velkommen, taget seriøst samt kunne ende, præcis hvor man begyndte, uden rifter, brændenælde-forbrændinger eller mudder til knæene!

Bare 5 kilometer nede ad samme hovedvej ligger Kalvø-ruten, som er en fornøjelse og en virkelig smuk og fantastisk rute. Den vedligeholdes af Aabenraa Kommune. Det var der nogle, der kunne lære noget af!

I alt fald vil jeg aldrig anbefale denne stroppetur til ligesindede, jeg måtte møde på min vandrevej. Og når jeg tænker over det, mødte vi faktisk heller ikke en eneste på turen. Det er en ommer, Haderslev Kommune. En flov, mudret, stikkende ommer!

I lighed med andre udendørs attraktioner er mine besøgstal, som man kan se på billedet, ikke imponerende. Ellers også er de bare slet ikke.

Lidt kedeligt ikke at kunne komme af med sine skatte og finde nye, gode hjem til dem. Allermest kedeligt at skulle bære det hele op igen!
Den positive version hedder så, at det er forbandet synd for alle de potentielle kunder, der slet ikke ved, hvilke strålende erhvervelser de går glip af.

Men jeg er vedholdende. På et eller andet tidspunkt kommer der vel en busfuld fra Hamburg….

Når man sådan–i denne tid på næsten daglig basis–går lange ture i sommerhusområder, begynder man at lægge mærke til sjove finurligheder og deciderede trends omkring danskernes sommerhuse. De sidste som påmindelser om, hvor i det danske sommerlands historie det givne hus har haft sin storhedstid.

Herude er mange gamle huse. Området er især udviklet i 60-erne og 70-erne, og det er tydeligt, at sommerhuse dengang var en slags udvidede kolonihavehuse. Uden haver, men med sovemuligheder, og med havbade som alternativ til at trække gulerødder op. Nogle ganske få af dem er oprindeligt togvogne, men fælles for de fleste gamle huse er, at de i en uendelighed er knopskudt ud i alle hjørner, og man næsten kan datere, hvornår en familie har forøget sig såvel barnmæssigt som værelsesmæssigt. Desværre er mange af de gamle huse gennem de sidste 10-15 år brutalt revet ned, således at man har kunnet opføre firkantede kasser med enorme ruder og lysindfald fra snart sagt ethvert verdenshjørne og meget lidt privatliv eller kønsløse typehuse, der alle samme ligner hinanden og konkurrerer indbyrdes om kedelighed.

Man kan også iagttage, at det i sommerhusenes barndom var det at have et hus og en grund overhovedet, der var det essentielle. Havudsigt var absolut ikke et issue, hvilket man jo nok må erkende, at det siden er blevet. Derfor ser man også katastrofale løsninger på at komme i højden–eller i alt fald op over naboen–indenfor kommunens godkendelsesnormer. Her er kommet en del påståede hemser og andre husmassakre-indfald, så som kældre i skyskraberhøjde og besyndelige tagterrasser. Selvfølgelig får man også bonus ved salg, hvis man har en stribe Kattegat at dupere med.

Der er dog også en lidt spooky underkategori indenfor de gamle huse. Nemlig spøgelseshusene, som står ubenyttede hen. Nogle af dem, at dømme efter gardinmoden, siden 70-erne. De virker forgroede, forvildede og fortvivlende ensomme. Ofte inde i deres eget Tornerosekrat, hvor de langsomt står og smider yderbrædderne og bliver spist af vind, vejr og insekter. Jeg forestiller mig, der kan være forfærdelige arvestridigheder som årsag, eller også er man bare blevet for gammel til at kunne tage afsted. Jeg er dybt fascineret af disse huse. De er, som gamle industrikvarterer, påmindelser om både en længst forgangen fortid og selve verdens forgængelighed. Og vil sikkert ikke stå så meget længere, for sådan er samme verden desværre ikke mere.

I tiden omkring de gamle huses opførelse (eller hvad man nu, for manges vedkommende, kan kalde det at sømme brædder sammen) var det på mode at kalde sit hus ved navn. Herude er mange navne. Og de vidner alle om en verbal kreativitet, der virkelig har rod i selve folkesjælen. Vi har Aurora ( som ligger et stort hul, hvor ethvert forsøg på at se morgenrøden er absolut forgæves), Regnly ( for pessimister eller blot kendere af den danske sommer), Sangria ( shit! der blev sgu`ikke lige råd til Benidorm i år), Os nok (for de, der har erkendt deres egen menneskefjendshed), Kathoma (man må vel gå ud fra, at sammenstillingen ikke er tilfældig og har noget at gøre med beboernes navne. Samt at de ikke agter at få flere børn) og så er der Håbet, som optræder på det billede, der ledsager artiklen. Lad mig være så diplomatisk at sige, at netop håb nok også er nødvendigt, for dette spøgelsessommerhus er under kraftig invasion fra såvel dyre- som plantelivet. Moden med at navngive sit hus kan også ses rundt omkring i ældre villakvarterer, men netop i sommerhusområder kommer dyrkelsen af individuelt ejerskab og umådelig kreativitet virkelig til sin ret. Det er som om, det tilbundsgående skal understreges, at det er altså min plet, den her!

Endelig er der dem, der frivilligt bebyrder sig selv med sommerhushaver i stil med parcelhushaverne derhjemme. De planter utallige bede, buske og stauder, og så går de og holder på alt det, mens vi andre slapper af og går i vandet. Der er prydhaver, som er rasende frembragt på sand og dårlig jord, sikkert i svedende sommersol, så man kan gå og beundre sin rododendron, som påfaldende ligner den, man har derhjemme. Heldigvis er der stadig en del af os, der respekterer områdets oprindelige vegetation, som bønderkarlene brugte dagevis på at tilplante med fyr i slutningen af forrige århundrede, da sandflugten ellers tog over. Hvis et sommerhusområde oprindeligt består af ældgamle fyrretræsplantager, er det noget nær helligbrøde at omdanne det til prydhaver, og der burde simpelthen være forståelige, effektive straffe for den slags ulovligheder. Desværre vidner det bare om den historieløshed og mangel på respekt for naturen, som præger mange i dag.

Og så vil jeg gå ud og kigge på endnu flere huse….

Den seneste tid har jeg læst oceaner af litteratur om Novo. Grundlæggerne af firmaet stammede fra Hurup, hvor jeg håber at få rigtig godt gang i vandreture med historisk/kulturelt indhold, og netop historien om Novo er basalt en af de gode historier af den kaliber, jeg samler på. Underligt, som man gennem livet konfronteres med nye områder til opdyrkelse. Og heldigt, for alternativet er vel, at man ellers ikke bliver klogere…

Men her, oppe på grænsen mellem NordVest og Frederiksberg, ligger så det (næsten) allermest oprindelige Novo. Her, hvor det hele startede, hvis man ellers i skyndingen glemmer kælderlejligheden på næsten sammen adresse. Jeg synes, det er imponerende, at Danmarks industrielle flagskib og et af verdens 20 største medicinalfimaer har udviklet sig til, hvad det er nu, fra disse egentlig ret ydmyge lokaliteter. Der er sket noget siden 1925, men de gamle bygninger står stadig og er stadig en del af firmaets lokaler.

Hvad man ikke lige kan se på billedet (kan oploade flere billeder på Facebook) er, at nyere bygninger er bygget sammen med disse. For da firmaet krævede de første udvidelser, kontaktede man en ung, relativt ukendt arkitekt, som faktisk gjorde det så godt, at han siden blev husarkitekt på samtlige nybygninger i sin levetid og da også designede firmaets inventar, herunder en stol, han kaldte Myren, til kantinen. Han hed Arne Jakobsen.

Det, der slår mig ved billederne af datidens ydmyge domicil, er noget så simpelt som at alting begynder et sted, og alting begynder i det små. Jeg mener, hvad er det ikke blevet til siden? Når jeg er i området, går jeg altid forbi. Ikke blot fordi, det er smukke bygninger, men også fordi der er noget rart og betryggende ved den slags succeshistorier. Ikke at forglemme, at netop denne historie også illustrerer, at man sagtens kan komme fra en flække som Hurup, starte i det ydmyge bindingsværkshus–og så ende med at blive en vægtig spiller i såvel landets som verdens økonomi. ( Og så glemmer vi lige, ved denne lejlighed, alle prædikener om storkapitalisme!) Samt, hvilket også er betydningsfuldt, at medvirke til, at folk med sukkersyge og senere andre alvorlige lidelser har fået et værdigt liv.

Prøv selv at gå forbi–det er tæt ved Nørrebro Station, på Nordre Fasanvej.

Hvis man vil, kan man gå rundt om det meste af Jylland. Det er der sikkert mange, der allerede har gjort. I etaper. Og også på ruter, der hedder noget andet end lige Nordsøruten, men fælles for dem alle er, at de er kystnære og går gennem vidunderlige landskaber.
Da jeg, med hensyn til vandreruter, er en smule langsom og bagefter, har jeg først for nylig for alvor opdaget dette fremragende tilbud om at komme ud i naturen, få motion og frisk luft og føre sig selv gennem fantastiske områder af det danske landskab. Der skulle nok- hånden på hjertet- en Coronakrise med indbygget udlandsembargo og forøget mangel på andre tilbud til, før jeg sådan gik i vandremode.
Men nu er det sådan, at samme rute praktisk talt går forbi min sommerhusdør, så jeg kan springe på i begge retninger og bevæge mig præcis så langt, som jeg gider. Og det gider jeg! Jeg kommer jo ud i områder, som jeg knapt vidste eksisterede, og jeg opdager, at mit eget nærområde er fyldt med imponerende natur, der bare kræver et par gode ben eller en relativt terrængående cykel.
Ruterne er dog først og fremmest vandreruter, solidt afmærket af små piktogrammer, så man skal gøre sig kraftigt umage for at afvige sporet. At bevæbne sig med en cykel er mange steder ikke tilrådeligt, men er man villig til at trække, bære og nærmest slæbe gennem græstuer, siv og op ad knoldede bakker, så er det da en mulighed. Selv om det i sidste ende nok var mere kløgtigt at lade cyklen blive hjemme.
Jeg kan kun på det kraftigste anbefale ruten mellem Øster Hurup og Als, som går langs fantastisk strand,over flotte enge, op på ældgamle strandbakker, gennem en del siv og andet buskads og kan ende ved den gamle havmole, hvor man virkelig får et indblik i, hvor stor betydning de gamle kystkirker har haft såvel som religiøse mødesteder som som pejlemærker for søens folk.
Og så er der jo endelig den med madpakkerne, som er genopstået som Coronaafledt ide. Molen i Als er et rigtigt godt madpakkested med permanent opstillet bænk, hvor man kan sidde og puste ud efter al den cykelbæring. Eller bare nyde en tiltrængt pause.
Så som præventiv foranstaltning mod seriøs Coronarøv og mangel på vanlige udbud, så er Nordsøruten ( eller hvad den nu hedder lokalt) et rigtigt godt tilbud. Og de flere mennesker i Jylland har nok en i relativ nærhed. Prøv den!