Mors afskedsbrev. P1 Podcast.

Mit forsvar for omsider at skrive noget om denne fremragende podcast, der vel for de fleste er old news, er, at jeg faktisk hørte den for et stykke tid siden. Jeg fik bare aldrig skrevet om den. Til gengæld kan alle de, der stadig ikke har hørt den, få en lille reminder om, at det bør de gøre. Det er vanvittigt underholdende. I alt fald binge-lyttede jeg. Tog dem alle på en dag. Kun afbrudt af en enkelt gæst, som jeg nok burde have inviteret på et andet tidspunkt. Hvis jeg bare havde vidst, hvor opslugt jeg blev.

Vi har vel alle en fascination af, “how the other half lives”. Dem med penge, de rigtige forbindelser, de store huse og liv i overdådig luksus. Ligesom vi, om end det er svært at indrømme, godt kan nyde en smule skadefryd, når det går dem ilde. Her får vi opfyldt begge dele. Til fulde.

Adrian Hughes, hvis familie det handler om, er en gudsbenådet fortæller. En dirigent, der på fremragende vis holder spændingskurven på rette kurs gennem denne tour de force gennem borgerskabets særdeles udiskrete mangel på charme. Det hele starter med hans mors særdeles utraditionelle afskedsbrev, der er selve anledningen til at dykke ned i familiehistorien i et forsøg på at finde en forklaring på moderens betændte forhold til såvel sit afkom som sine forældre.

Og det er mildest talt ikke småting, der dukker op. Der er en sand overflod af lig i lasten hos arkitekt Dreyer og hans lidt voldsomme forbrug af koner og børn. Oprindeligt er han tilsyneladende en flink mand fra Fyn, men det går over, for så snart den første kone er afgået ved den ensomme død, starter fortællingen om hensynsløshed, løgn og bedrag. I flere generationer.

Hvis dette var fiktion, ville man givetvis klandre det for at være en smule utroværdigt. Det er det så ikke. Man må indstille sig på at måtte rumme såvel falske graviditeter, mulige mord på uønskede koner, adopterede trofæbørn, glædespiger, der scorer millionærerne, korrupte politikere og bedrag med det ene formål at få penge og magt. Samt en masse børn, der lider og en familie, der splittes indefra af sine egne dæmoner.

Det er ikke bare et billede af en særdeles dysfunktionel familie. For samtidig tegner Adrian Hughes også et fremragende tidsbillede og et portræt af et københavnsk borgerskab, der udelukkende følger sine egne spilleregler. Der er ingen moralske tabuer her–udover, selvfølgelig, at behandle hinanden ordentligt. Det er muligt, der var mange penge. Men der var i alt fald ingen kærlighed.

Udover det er det et scoop at lade Ghita Nørby lægge stemme til moderens breve. Hun personificerer på samme tid både en tid, der var, og en borgerlig arrogance, som nærmest her bor inde i selve hendes stemme. Man lytter fuldstændigt paralyseret af interesse både til hende og den modbydelige krønike om en slægt, der på sin vis slog sig selv ihjel indefra.

Endelig–og det er så noget helt, helt andet–så er podcasts geniale, fordi de også rent praktisk tillader, at man multitasker, mens man fascineret lytter til dem. Hvis man vil, kan opvasken, støvsugningen, vasketøjssammenlægningen, glæsslåningen eller en anden af de der ting, der i sig selv er forbandet kedelige og intetsigende, men som skal gøres, formildes og næsten ignoreres af at slå en god lytte-historie til.

Som f.eks. denne, som er fuldstændigt overvældende fortrinlig.

Bare et lidt forlænget pip om, at hvis man lige er på de kanter, så er det gamle Holmegaards Glasværk et besøg værd. Her er alt, hvad den kan trække af glas, såvel brugskunst som kunstglas, og her er en spændende samling af Kähler keramik. Og så er her, for tiden, en særudstilling af Jim Lyngvilds billeder.

Personligt er min tilgang til gammelt glas og gamle glas ret ufreaket. Jeg ved for lidt om dem, men kan, som sikkert alle andre, nyde at udpege, hvad mormor, mor, moster Karen og alle de andre (somme tider inklusiv mig selv) havde eller stadig har. Det er en spadseretur ned ad nostalgiens glassti, og der er varmt, trygt og genkendeligt. Anderledes er det med gammelt keramik. Der kan der godt gå en smule freak i tilgangen. Vores land har været beåndet med en forfærdelig masse talentfulde keramikere, og mange af dem har arbejdet for Kähler. Det er der kommet en spændende udstilling ud af. Det kræver selvfølgelig, at man samtidig erklærer sig villig til at tilgive fabrikken Jubilæumsvasen. Det er nok også snarere vanskeligere for alle de, der i sin tid investerede i monsteret at tilgive sig selv, at de gjorde det. Jeg vil umiddelbart skyde på, at der rundt omkring i landet står mange af den slags inde i skabene, godt gemt. Heldigvis er man fuldt klar på tilgivelsen, når man ser alle de andre pragteksemplarer fra samme fabrik.

Og så er der Jim Lyngvild. Som påstår, at han bare arbejder lige ud af sit eget hoved–uden hensyntagen til trends, mode og tidens tendenser. I virkeligheden skriver (eller rettere: fotograferer) han sig direkte ind i samtlige. Den bærende trend i litteraturen lige p.t. er den såkaldte exofiktion, hvor forfattere sætter virkelige personer ind i en fiktiv ramme. Altså iscenesætter en persons personlige historie efter eget valg. Det er præcis det samme, Lyngvild gør. Her ser vi alskens opstillinger af berømte scener fra Bibelen eller den nordiske mytologi–på Lyngvildsk. Der er Sturm und Drang, hang til billig romantik, og man kan næppe bebrejde manden for at have sparet på hverken størrelse eller effekter. Det er storladent og maser sig ligesom på, men spørgsmålet er vel, om man er til Less is more eller More is more. Lyngvild er til det sidste. I øvrigt irriterer det mig også, at manden tilsyneladende har været så modelfattig, at samme modeller agerer såvel diverse bibelske personer som et udvalg af nordiske guder. Hvis der er sparet på noget, er det tøjet. Der er tydelige referencer til dengang, hvor nøgenbilleder var no go, men kunne man postulere, at det, man havde afbilledet, var scener fra Bibelen eller enhver form for mytologi, var bare bryster med et legaliseret. Så det var med at kunne sine referencer, hvis man var til den slags. Men det er da festligt og farverigt. Punktum.

I øvrigt er selve glasværket en lille perle af gamle industribygninger og hosliggende arbejderboliger. Det i sig selv er værd at studere. Sammen med, selvfølgelig, såvel den Holmegaardske som den Kählerske indflydelse på dansk design og brugskunst. Som var ganske betragtelig. Bare kig i egne skabe og skuffer. Der skal nok være ting fra begge fabrikker. Om ikke andet så vel den der flove vase i bunden af skabet!

I går var jeg ude at se på sommerhuse. Udstillingssommerhuse. Det er nemlig muligt, at jeg bliver i stand til at overvinde mig selv og rive mit elskede, uisolerede, knopskudte, fodkolde og decideret årstidsbestemte, halvantikke hus ned og erstatte det med et, man både kan være i hele året samt ikke behøver konstant at lave arbejdsplaner og lappeløsninger omkring. Med andre ord et, hvor man bare kan nyde at være. På sidelinjen ligger så også den profitbesatte nabo, som nyligt har opført hele 3 huse ( man kan vel kun sove i en seng?) i min eks-havudsigt samt under opførelsen hensynsløst har massakreret en 120 år gammel fyrretræsplantage med bulldozer. Man kan vel, med et velvilligt byggefirma i ryggen, generere ham mest muligt som en slags stille hævn, samt da i det mindste hæve sig over hans græsplæner ( som han forgæves, men ivrigt, kunstvander, fordi han tilsyneladende er ubevidst om, at jorden kun egner sig til fyrretræer) der midt i det, der før ham var et stykke helt unikt natur. Kald mig bare barnlig. Jeg vedgår på stedet.

I gårsdagens snestorm og den flig af januar, som april fik, da den møjsommeligt måtte stykke en måneds vejr sammen af alt det, de andre måneder kunne undvære, troede jeg faktisk, at søgningen på udstillingssommerhuse ville være minimal. Jeg tog fejl. Det var horder, der kæmpede sig gennem storm og slud der mellem alle udstillingshusene. Selv sælgerne var forbavsede over deres indlysende popularitet.

Faktisk er det at bygge nyt sommerhus så populært, at man skal forvente, at ens potentielle, nye hus kan stå færdigt oktober 2022. Altså hvis man skrev under i går. Nej, der skulle ikke stå 2021. 2022 er korrekt. Det tager ca. 3 måneder at bygge et hus, så alene det fortæller i al sin lysende klarhed, at vi er blevet en nation af sommerhusejere. Det har coronaen gjort ved os.

Ikke blot er typehusfirmaerne gået ind i et overvældende boom på nybyggeri. Sommerhuse rives også ned ad hylderne som fredagsslik på de fredage, hvor eneste legale underholdning består af en god film og tonsvis af sødt. Alt kan tilsyneladende sælges. Når jeg ser på, hvad der rives ned ad hylderne bare i mit sommerhusområde, kan jeg somme tider nå til et punkt, hvor jeg inderst inde får lidt ondt af de, der betaler store summer for ruinhobe. Ældgamle sprækhuse, der ligner noget, der udelukkende står ved hjælp af Gaffatape. Selv tåbeligt eller fuldstændigt malplacerede grunde milevidt fra hav på åbne græsmarker bliver solgt, og alle de spøgelseshuse, som man bare sidste år stadig kunne finde, forsvinder som dug for solen. Intet er for dårligt til at blive købt. Derudover må samtlige renoveringsfirmaer have massive afdelinger på alle populære feriesteder. Vender man ryggen til bare en uge, har en god portion huse skiftet ham, vinduer eller størrelse. Der er grøde i den derude i ferielandet. Vi er gået totalt og all in på sommerhuse. Takket være coronaen.

For pludselig har vi indset, at udlandet, syden, ikke er den åbne mulighed, det var. Vi må blive hjemme, må vi. Og som en nation af parcellister vil vi helst blive hjemme i noget, der er vores eget. Være uafhængige af, om andre lige kan leje ud til os. Derudover har de fleste familier nok akkumuleret et pænt overskud på feriebudgettet–af den simple grund, at ingen kan komme på udlandsferie, og det kan puttes direkte ned i sommerhuset. Endelig er der også sket en fordybelse i, et skred mod naturen under coronaen. Folk vandrer som aldrig før, folk søger ud af storbyerne til den rene natur, og faktisk oplever byer som KBH lige nu et tab af indbyggere, fordi folk søger ud af storbyernes vrimmel og smittefarer og ud i mere åbent terræn. Om ikke andet så til et sommerhus i weekender og ferier. Som jeg tidligere har skrevet, så var det overvældende, hvor mange mennesker der tilbragte påsken i et sommerhus. At dømme efter køb, salg og nybygning, så vil det åbenbart blive endnu mere overvældende.

Så kan jeg jo så gøre op med mig selv, om jeg har tålmodighed til at vente til oktober 2022 med at blive ejer af isolation, fundament og rådfri brædder uden knopskydning. Ellers må jeg bare på anden måde indfri mine, måske lidt ydmyge, men samtidigt for mig særdeles væsentlige, krav til et potentielt nyt sommerhus. Fodkulde og myrer i væggene kan jeg overleve, men jeg ønsker mig brændende et bryggers. Sådan et sted, hvor våde hunde, sanddryssende børn og mudrede gummistøvler kan opmagasineres midlertidigt, mens de saneres. Det kan synes lille, men det ville være stort for mig.

Især hvis samme rum kunne bygges i højden, som et slags 7 meter højt tårn, som i den grad ville være i stand til at genere naboen.

Podcast: Satans syndsforladelse. P1.

Det er det bedste og mest hjertelige grin, jeg længe har fået mig. En perle af en podcastserie. Så hvis coronaen nager, og livet er mere end mellemgråt, så er her den ultimative mulighed for at blive glad. Grine højt, inderligt og helt ned i storetåen.

For ude i Høje Gladsaxe sidder nemlig Hanne og Kirsten, der begge er godt oppe i 80-erne og taler med Gud. Mest om natten, om alt forefaldende og med lige stor entusiasme ( både fra Guds og fra Hanne og Kirstens side) om alt fra djævelens syndsforladelse og om Guds store ønske om at blive overdommer i Vild med dans. For intet er hverken for småt eller stort for den Gud, der møjsommeligt har valgt damerne fra Gladsaxe til transmission af samtlige sine budskaber til menneskeheden. Hanne modtager, og Kirsten skriver ned.

Nu er det så også sådan, at ikke blot Gud kommer igennem på frekvensen. Her er en mangfoldighed af kendte (og ofte højst afdøde) skikkelser, der nærmest står i kø for at komme til orde. Især de, der gerne vil have den syndsforladelse, som netop Hanne og Kirsten er i stand til at give dem eller en af deres utallige reinkarnationer. I øvrigt er det også beundringsværdigt, hvor mange kendte personer Hanne og Kirsten selv sådan rent reinkarnationsmæssigt har været igennem, så pønser man på at deltage i deres søsterloge af troende, så skal man virkelig være opfindsom for at finde en tilstrækkeligt profileret eks-skikkelse. Jeg opgav på forhånd, for Mary Stuart var taget. Flere gange, endda.

De budskaber, som Hanne og Kirstens veludviklede antenner konstant modtager, kommer ofte på vers, og især Den danske sang er en ung, blond pige er ret populær. I alt fald er det den, Putin og Assad synger på, når de taler med Gud. Gennem Hanne. Til gengæld skal man aldrig være bange for at komme i det hinsides, for damerne fra Gladsaxe kan med overbevisning forvisse om, at den daglige underholdning deroppe primært overlades til Olsen Banden og Kim Larsen.

Behøver jeg at sige, at Hanne og Kirsten både er elskelige og dybt overbeviste? At alt dette, for dem, er den skinbarlige sandhed? Og at det, de stræber efter, såmænd bare er fred i verden? Eller måske: verdenerne, for der synes at være en hvis overflod.

Men lyt selv. Husk Kleenex, for tårerne har det med at trille. Af grin. Men måske også lidt håb for menneskeheden. Den slags håb, som Hanne og Kirsten på godt over 80 kan sprede mellem flødeskumskagerne og de utallige snakke med Gud derude i betonen i Høje Gladsaxe.

For tiden, altså for coronatiden, har jeg ofte misundt mennesker, der bor i store eller større byer. Jeg er en inkarneret byvandrer, og når man nu, af mangel på andre fornuftige gøremål og efterhånden også en opbygget afhængighed, skal ud på sine vandrede kilometer hver dag, så føler jeg mig ofte lidt snydt over min bys størrelse. Nok er det pænt og dejligt, det, der er. Men der er jo ligesom ikke så overvældende meget af det. Det bliver til mange gentagelser, mange hus forbi`er omkring det samme hus og mange travninger i ens egne fodspor. Jeg er sygt misundelig på de, der bor i store byer. Som kan trave i timevis uden at møde sig selv igen. Og som hele tiden kan opdage nyt, finde nye, vildt spændende baggårde, forladte industrikvarterer og eksotiske kolonihaver. Det gør vi ikke så meget i her i byen. Jeg tror, jeg har fundet det meste. Igen, igen.

Men somme tider sætter man jo også ubevidste begrænsninger for sig selv. I alt fald oplever jeg mig selv som relativt stavnsbundet omkring det, jeg nok, uden nogensinde at have defineret det, opfatter som mit hood. (Sådan hedder det efterhånden på nudansk!) Det er som om, der er magiske grænser for, hvor langt jeg kan bevæge mig, og hvad jeg kan overskride. Mestendels udgøres mine absurde grænser af noget strengt geografisk betinget, så som en fjord, jeg ikke går over på den anden side af ( vi HAR broer!) eller, endda meget hyppigt, store udfaldsveje, jeg ikke krydser. Men der er også mentale grænser. Det er svært at bevæge sig ind i et rimeligt lukket villakvarter, hvor man ikke hører til. Især her i byen. For i samme villakvarter bor der altid nogen, man kender, og i mit baghoved lurer altid tanken om, hvad de mon egentlig tror, hvis de ser en på afveje. Ligesom jeg da også selv studser, hvis jeg ser folk, der geografisk slet ikke hører til i mit hood, gå frit rundt i det. Til sammenligning er det noget helt, helt andet, hvis man gør det i en fremmed by, hvor ingen kender en. Der er frit spil på alle villaveje! Eller hvis man har gå-allieret sig med en fastboende fra samme kvarter. Underligt. Måske er det også bare mig og mine besynderlige gånykker. Her har de større byer også en klar fordel. Fordi der er så mange mennesker, er det noget lettere at give sig selv gåpas til nye områder.

Det er dog sådan, at hvis man tager sig gevaldigt sammen og overskrider sine mentale grænser, så er der store og nogle gange helt uventede oplevelser. Pludselig bliver ens by faktisk meget større. Og meget mere spændende. I går tog jeg faktisk– også fordi vi var to, og det er altid tryggere at krydse mentale grænser i tosommelig solidaritet– mod til at krydse den fjord. Ikke nok med at vi endte på en ukendt, uvejsom sti, som faktisk gik gennem den skønneste natur, men vi fandt også veje, hvis eksistens vi ikke anede noget om. Smukke, spændende veje med huse ( jeg er vild med huse), der virkelig var værd at beskue. Som at komme til et fremmed, halveksotisk land, bare i en afkrog af ens egen by. Og som at få et dugfrisk input af et sted, man slet ikke troede magtede flere nye input og udfordringer.

Med nye vandreruter er det præcis som med nye ord. Ikke før man har anvendt dem, smagt på dem, brugt dem et tilstrækkeligt antal gange, bliver de ens eje. Et ord skal ud omkring en snes gange, før man ejer det. Sådan er det nok også med fødderne. De skal indtage nye kilometer og strækninger et vist antal gange, før de føler sig fortrolige med at gå et givet sted. Indlemmer et område i ens hood, om man vil. Det er næsten som fortidens pionerer, der skulle overskride vildmarken for omsider at blive settlers i nye territorier, hvor de så kom til at høre til. Også mentalt.

Så jeg kan kun opfordre konservativt gående med strenge hood-grænser til at overskride dem såvel fysisk som mentalt. Det er absolut fantasiløst at gå de samme ruter hele tiden–selv hvis man går dem den modsatte vej ved udvalgte lejligheder. Der er så mange nye syn, oplevelser og belønninger derude. Selv i en lille by. Hvor man må lære at skide højt og flot på sine egne tåbelige normer om, at nogle hoods tilhører andre, og man derfor ikke synes, man har berettigelse til at gå derind. Den sidste skal jeg lige have en alvorlig samtale med mig selv om. Eller rettere: Who cares??

Da vi i sin tid tabte Sydslesvig ( det var i 1864!) opstod slogannet “Hvad udad tabes, skal indad vindes.” Det vil jeg så, her 101 år efter den ufejrede genforening prøve at efterleve, for når jeg ikke kan komme ud og rode i alle verdens uudforskede baggårde og nedbrudte industriområder, så kan jeg da i det mindste overskride mine egne hood-grænser og finde nye territorier i min egen by. Det er jo bare at gå over–altså over udfaldsvejene og fjorden!

Den første weekend i marts har jeg nogle guidede ture i Københavns Nordvestkvarter. Det skulle egentlig bare have været 2 ture, for man kommer nemt til en tydelig identifikation med en gammeldags pick-up i hak, når man 4 gange på en weekend skal gå samme tur og sige mere eller mindre det samme. Men det er nødvendigt, når man, udover sig selv, kun kan have 4 med hver gang. Derudover gør jeg det faktisk også gerne. Labber det nærmest i mig. For den gamle cirkuselefant, hvis elskede manege (eller hvis liv, sådan i det hele taget) har været uindtagelig i over et år, hopper gladeligt ind i hver eneste kvadratmeter af savsmuldet normalitet. For andre er forståelsen for netop det vel bare at prøve at visualisere, at hele ens arbejdsliv, hele ens identitet, hele ens livsstil og alt det, man elsker, har været ikke-eksisterende i over et år. Borte. Væk.

Men det, der slår mig, ved disse ture, er, at de er så overvældende populære. Jeg er både fuldt booket op og har en venteliste, som er lang som de køer, der for tiden er hos bagerne. Nok kan jeg ikke have mange med, men ventelisten viser i al sin tydelighed et presserende behov for lidt kultur. Eller bare, at der i det mindste sker noget. Viser, at i disse tider, vil masser af mennesker med glæde bruge 2 timer af deres weekend på at trave rundt i gamle industriområder og lettere derangerede boligkvarterer under begyndende gentrificering. Og så har jeg endda ikke sagt noget om vejret endnu. Begyndelsen af marts er næppe garanti for varmt vejr og solskin. Der er nok nærmere risiko for regn og blæst.

Vi hungrer efter kultur. Efter at komme ud af vores dvale, opleve andet end kager og streamingtjenesternes udbud og sikkert også efter at se andre mennesker end de, vi har tildelt os selv i vores små bobler. Og her mener jeg kultur i så bred forstand, at det såmænd kan indebære alt fra at gå i biografen, teatret, til koncert, på museum til bare at slentre shoppingberedt gennem en åben gågade og gå ind i hver eneste forretning af den simple grund, at man kan. Vel er der da kulturmuligheder på nettet, men jeg tror, de fleste af os har erkendt, at der er noget fremmedgørende, noget decideret afstandsskabende i at overvære samme kultur med en skærm mellem den og os selv. Vi er udsultede efter levende mennesker, der helt konkret er til stede, mens de giver os en oplevelse.

Så det er populært på Københavnsegnen at gå en weekendtur med en levende, uvirtuel fortæller. Sjovt nok kan jeg samtidig iagttage endnu en tendens. Nemlig at det tydeligvis er segmentet over 50 ( måske endda 60), der vil på travning. Hvis nogen skulle undre sig over, hvordan jeg kan vide det, så er det faktisk ret enkelt: Det kan man se på navnene. Voksne under 50 hedder sjældent, Karin, Birthe, Bente, Susanne, Hanne og Kirsten. At jeg ikke nævner drengenavne skyldes så også en anden pudsig ting. Nemlig at det for den generation altid er kvinderne, der melder til. Hvad enten de skal have manden med, eller, som det ofte er tilfældet, skal afsted med en veninde.

Men det er da dejligt at være populær. Sådan ligefrem at have venteliste. I øvrigt en tendens, jeg også klart oplevede, da jeg sidste sommer lavede ture i Hurup. Nu skal man selvfølgelig passe på ikke udelukkende at begrunde det hele i sin egen person. For det er slet ikke primært der, den ligger. Den ligger nemlig hovedsageligt i det faktum, at vi lige nu er en nation, der er så kulturelt udsultede, at vi griber ethvert halmstrå( for nu at blive i cirkusmetaforen) for at opleve noget. Bare noget. For Guds skyld bare noget, der er mere end bare en variation over kager og streaming. Der skal levende kultur i manegen. De gamle cirkuselefanter står foran en ny æra af fremvisning af alle de ældgamle tricks. Hvis man lader dem få lov, selvfølgelig.

Det hele betyder forhåbentlig også, at hele kultur- og oplevelseslivet får en blomstrende renæssance og en øredøvende popularitet, når det engang endelig er muligt at åbne det op. For når 4 små ture i en Københavnsk bydel, der absolut ikke er turisternes ( selv dem fra Danmark) foretrukne manege kan afføde så stor popularitet og overtegning, så må alle vores kunstnere og rejsearrangører da møde en overvældende begejstring og opbakning, når kulturen igen må komme ud til de sultende masser.

Det kan man da i alt fald håbe på. Og selv nyde sine 8 hours of fame den weekend, hvor man sådan på lånt tid har fået sit liv tilbage.

Jeg læste, at den influenza, som de fleste af os sloges med som børn, og som mange stadig har nærmest årlige besøg af som voksne, er reminiscenser fra den såkaldt spanske syge ( som egentlig kom fra USA) lige efter 1. Verdenskrig. Det har været en sejlivet Satan.

I samme åndedrag er det heller ingen hemmelighed, at coronaen er en blivende faktor i vores liv. Vi får den nok ikke udryddet, trods vacciner og andre forholdsregler. Sådan en djævel har det med at mutere i bare innovativt arrigskab, især når vi forsøger at stille barrierer op for den. Det, vi kan håbe på, er, at den gradvist overgår til at opføre sig som den der amerikanskspanske syge og bare blive et irritationsmoment hver vinter, som vi hverken behøver talrige iltapparater og respiratorer for at overleve, men derimod lever med, som vi altid har levet med influenza.

Alligevel er der allerede røster fremme om, at en af de største effekter, coronaen vil have på vores fremtid, er, at den skal indtænkes i måden, vi kommer til at leve på, samt, hvilket jeg synes er interessant, måden vi indretter vores liv på rent arkitektonisk. Vi skal simpelthen have mere plads omkring os, mere afstand til hinanden, mindre risiko for smittefare indbygget i huse, pladser, parker og enhver form for halv- og heloffentlige steder. Som eksempel er det nok slut med de store festivaler og koncerter på de præmisser, vi kender. Roskilde står for at skulle inddrage det meste af Midtsjælland, mens Tønder nok må entrere med et rimeligt uoverskueligt antal marskbønder, hvis det hele skal gå op med samme deltagerantal som nu. Hvis det er det, vi vil.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på alle de unge mennesker, der lige nu sidder 31 i klasselokaler bygget til 24. Der vil, på skolefronten, skulle nytænkes virkelig intensivt, når de store børn og unge endelig engang igen får lov til at komme i skole. Og lufthavnene! Disse supersprederfælder, hvor vi alle sammen står og glaner mod de samme afgangstavler i forvirrede flokke, hvorefter vi maser os til skranker, hvor køerne sådan nærmest går i højden. Der bliver noget at tage fat på.

Men det er jo kun omlægninger og nytænkninger omkring det, vi allerede har. Det, der bliver rigtigt spændende, er, hvordan nye samværsformer kommer til at præge fremtidens arkitektur. Hvordan man allerede på tegnebræts-stadiet skal tænke afstand ind i nye projekter. Og hvordan man lige løser den opgave, at afstand naturligt skal indbygges i et hus, på en plads, i en park og andre steder. Det ultimative er vel, at man formår at gøre det, således at de besøgende og beboerne slet ikke tænker over, at de snildt og opfindsomt holdes fra hinanden.

For mig består den ultimative arkitektprøve dog i at gen-lære mig overhovedet at gå ind i større forsamlinger og deltage i ting, hvor der er mange mennesker samlet. At gen-opnå den tryghed og ubekymrethed, jeg førhen overhovedet ikke sansede, at jeg havde. At skabe en indre forståelse hos mig om, at jeg ikke, til trods for at jeg vil og skal det samme som mange andre, behøver at komme for tæt på dem. At jeg, om man vil, ikke er skydeskive for smitte, selv om jeg går ud på populære steder, og at min afstand fra andre mennesker lige præcis er stor nok til at give mig den tryghed, som jeg i alt fald vil bibevare ønsket om at have meget længe endnu. Jeg tror, vi alle sammen har oplevet, at folk i supermarkeder eller andre steder er kommet alt, alt for foruroligende tæt på, ubehageligt har invaderet vores nu særdeles udvidede intimsfære. Og det er lige præcis det, der, sammen med den nok altid latente smittefare, skal indtænkes i alt, hvad vi fra nu af foretager os på arkitekturfronten.

Det bliver spændende at se og føle. Det bliver også spændende, om det giver grobund for en helt ny arkitektonisk -isme, en ny byggestil, en ny måde at anlægge parker og, for alt i verden da!, en innovativ måde at forhindre at ethvert lufthavnsbesøg ender i snot og feber.

Her er så løsningen på de allermest akutte museumsabstinenser. I alt fald for folk i hovedstadsområdet med omegne. Hvis nogen ellers kan huske, hvad det der museum er for noget.

Coronatidens svar på Louvre, pandemiens konkurrent til British Museum og nedlukningens mest aktive lokalmuseum ligger lige nu på Frederikssundsvej 92 i Nordvest. Og alle er gratis velkomne. Man må endda gerne trykke næsen flad mod ruderne. Hvis man tør.

Egentlig skulle det have været en lille udstilling om bydelens historie- fra den var bondeland til det kreative og innovative kraftfelt, den er lige nu- i et lille butikslokale, hvor man så kunne gå ind og studere de udstillede genstand, som alle relaterer til området. Men der er ingen, der må gå ind i noget som helst fremmed for tiden. Så gode råd var dyre, da arbejdet med at indsamle ting og nedskrive deres spændende historier jo var gjort. Lokalerne var også lejet. Derfor blev det hele omdefineret til det nordlige Københavns mest spændende udstillingsvinduer, hvor man kan gå på opdagelse i Norvests historie og nutid. Man kan simpelthen stå udenfor og betragte, studere og kigge på tingene.

Det er så nok ikke nok i sig selv. Derfor er der selvfølgelig udarbejdet en folder, hvor man kan læse om samtlige genstande, om bydelens historie, arkitektur, demografi, kultur, initiativer og meget, meget mere. Ydermere kan man komme på byvandringer og få det hele fortalt en gang til af et rigtigt levende menneske. Tidspunkter og tilmeldingsinfo står på Facebook.

Sådan bare lige i flæng skal nævnes, at man får historien om Novos begyndelse, om Teknobiler og blå madammer fra Glud og Marstrand, om andelsmejerier og Danmarks gladeste TV, om Schous varehuse ( herunder Tatol) og om den politiske studehandel, der skaffede Nordvest Danmarks flotteste bibliotek med et ungdomshus i baghaven ( noget for noget!). Der er også oplysninger om områderne, om de utallige vægmalerier af særdeles velkendte kunstnere, om det gamle bogtrykkeri, der lige fik en Bjarke Ingels ind over sig og blev til en regnbue, om bodegaerne, der nægtede at dø og om de mange, mange etniciteter, der tydeligt præger gadebilledet.

Det er værd, hvis man alligevel bor eller er i nærheden, at slå et smut forbi. Det er ikke Nationalmuseet, og der står ingen Willerslevsk tvilling og tager imod, men det er et interessant og seværdigt lille lokalmuseum med gode historier i en tid, hvor det der museumsværk er noget, vi enten helt har fortrængt–eller måske har så store abstinenser for, at det her lille sted kan være en måde at få det godt igen!

Museet og info kan findes på FB.

Jeg gætter som regel med i Politikens rejsequiz hver søndag. Jeg er ikke særligt god til det, selv om jeg egentlig ikke synes, jeg er udpræget underberejst. Hvis jeg har været på stedet, kan jeg for det meste gætte det. Hvis ikke, er jeg lost. Men i dag kunne jeg brillere med et perfekt gæt–på bare en lille sætning. Og så smilede jeg. Nej, grinte. Grinte lige ud i luften, blev i sådan et rart humør. Det var lige før, jeg ikke kunne stoppe….

For der stod “Det sker, at de lokale i byen blive spurgt om vej til et hotel, der er kendt af mange, men som ikke findes i virkeligheden.”

Og af alle ikke-eksisterende hoteller i hele verden, er der vel kun et, der i min generation har brændt sig ind på nethinden, hvor det danser glædestrålende rundt og bare bliver bedre og bedre for hver gang, det sådan lige dukker op. Faulty Towers. Denne kolos af skidthvid viktoriansk ucharme, som skulle ligge i Torquay på den engelske sydkyst. Der, hvor Basil hysterisk, kolerisk og fuldstændigt umådeholdent surrealistisk generer enhver hotelgæst, der måtte finde vej til stedet. Hvor Sybil spiser uanede mængder af fyldte chokolader i sengen og repræsenterer en form for realitetssans ved dog at forsøge at tæmme sin evigt tikkende bombe af en mand. Hvorfor de to overhovedet er gift med hinanden er en af en slags påstande, som man vel kun accepterer, fordi det trods alt er fiktion. Hvor Manuel, den stakkels spanske tjener med det uhyre begrænsede ordforråd, er et helt leksikon over mulige misforståelser, og hvor Polly, søde, varmhjertede Polly, til enhver tid forsøger at få sin sødme til at dække over samtlige katastrofer. Og dem er der mange af. På en skala, som i real life var ganske utænkelig–tænk bare på sundheds- og veterinærmyndigheder og støttegrupper for udsatte personer, så som pensionerede majorer og andre let narrelige eksistenser. Enhver karakter i serien er som taget ud af det gamle Mester Jakel teater: groft karikeret, stereotyp helt ind til benet, uden nogen åbenlys relevans til virkeligheden. Men dog så genkendelig. Så frygteligt morsomt genkendelig. For vi kender alle sammen Basil. Han sidder både inde i os selv og i alle dem, vi kender. Mere eller mindre.

Faulty Towers blev produceret fra 1975-79. Jeg så den første gang, da jeg som meget ung arbejdede på en kostskole i England. Der tabte jeg mit hjerte. Jeg har så ikke fået det igen siden. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set seriens episoder, men det er i alt fald tilstrækkeligt til, at jeg kan de fleste udenad. Sådan, på den måde, at man griner på forventet efterbevilling, fordi man ved præcis hvilken katastrofe, der lurer om hjørnet, når Basil slæber rundt på lig i vasketøjskufferter, når der er rotter i køkkenet, og når vi alle sammen ikke skal “mention the Germans.” Jeg er analfabet med hensyn til episodernes titler, men er ret stærk i “den der, hvor….”, og min personlige manual over pragtfulde replikker er fuldt ud lige så fyldig som mit Matadorkatalog. Jeg ved ikke, om det siger noget om nationaliteter, at vi er så stærke i Matador, mens briterne er omvandrende leksika i Faulty Towers? Måske.

Men det giver da stof til eftertanke, at en serie, der nu er næsten 50 år gammel, stadig holder. Godt nok er de enkelte afsnit blevet lidt snusketgrå i farverne, flere af skuespillerne er døde i endda ret fremskreden alder og det England, der afbildes, minder meget lidt om Boris Johnsons ( selv om han nok i al sin imperialistiske konservatisme ville ønske, det gjorde!), men humoren….. Den holder. Den holder hver evig, eneste gang. Holder, så det er en af de eneste serier, der kan få mig til at grine højt. Nogle gange som sagt endda på forskud. Det er falde-på- halen ( i Manuels tilfælde helt konkret!), det er ofte dybt anakronistisk, det er lagkage, og det er seriernes ukronede konge af gennemført irriterende, øretæveindbydende, gåen- over- stregen opførsel, der står som hovedperson. Men det er F… morsomt. Og det bliver det ved med. I alt fald for mig.

Så der er ingen grund til at opsøge byen for at lokalisere et hotel, der aldrig har eksisteret. Det må man jo heller ikke lige nu. Men man kan komme på besøg og genopfriske både sin latter og sin irritation på Netflix. Hvis da ikke en TV-station genudsender, for et gør de tit. Hvilket fortæller mig, at jeg altså ikke er den eneste, der har været svoren fan af en ubehøvlet hotelejer på et ikke-eksisterende hotel i næsten 50 år!

Nu har jeg travet rundt i NordVest i flere dage. I regnvejr. Hvilket, skal jeg hilse og sige, gør det umiddelbart en smule besværligt, når man både skal balancere med paraply og diverse guidebøger og udskrifter. Især sidstnævnte har det med at blive en kende gnidrede og sammenklistrede efterhånden.

Jeg tror, jeg har gået den rute, jeg har tænkt mig at guide folk igennem, omkring 5-6 gange. I alt fald så mange, at jeg sådan lidt føler, jeg er blevet en mistænkelig person i gadebilledet. En, der har skumle hensigter med al den luren. Det følte jeg nok allermest inderligt, da jeg anlagde den mest uskumle bedstemormine og nærmede mig rockerborgen. Der var ingen hjemme. Altså udover det kamera, der effektivt drejede sig efter mig. Så nu sidder helvedes engle nok og nærstuderer optagelserne for at afgøre, om jeg er en alvorlig trussel.

Anyway, så er jeg undervejs blevet lidenskabeligt forelsket. Skudt i denne bydel med al dens uorganiserede grimhed og skønne, kreative planter, der skyder op i snart sagt enhver baggård. Jeg er vild med gamle industriarealer og deres bygninger og vild med den slags kinesiske æskesystemer, som sådanne områder indebærer. Der er altid noget indeni. Noget bagved, noget udforskeligt. Altid et nyt tiltag, der blomstrer, langt inde i det, der udefra ligner forfald og tider, der var. Gamle industrikomplekser har en ufattelig grim skønhed, deres helt egen æstetik, og min fascination går på baggårde. Måske fordi vi provinsboere har været baggårdsløse hele vores liv. Det vrimlede ikke med dem i min barndom.

Undervejs er jeg stødt over maleren Folmer Bendtsen. Kommunisten, der malede livet i NordVests industrikvarterer med mennesket i centrum. Som tydeligvis kunne sin Lowry, Manchestermaleren, jeg er dybt fascineret af. Jeg er ved at spare sammen til bare et litografi, for ham (altså Bendtsen) gad jeg godt have hængende. Det er som om, han indfanger lige præcis det, det hele handlede om.

Jeg har talt med de fyre, der i sin tid malede det store vægmaleri ved Emaljeparken. De var ved at friske det op 15 år efter, det oprindeligt blev sprayet. Dengang var det en del af et håbløst kvarterløft. I mellemtiden har kvarteret løftet sig selv, og sprayfyrene er blevet halvgamle. Jeg har fundet geniale ombygninger i flotte regnbuefarver af ham der Ingels, jeg ellers ikke er fan af, mens Transforms (dem er jeg fan af!) endnu mere geniale bibliotek, der ligner bøger, der er stablet oven på hinanden, slet ikke behøver findes, for det råber nærmest sin eksistens ud. Jeg har opdaget den gamle, flotte smedejernsport ind til Schous Fabrikker, som er det eneste levn, der nu gemmer sig bag vaskehallen på en tankstation. Til gengæld kan vi vel alle huske Tatol. Jeg har set tårnhuse fra Utterslev Mark og studeret linjeføringen på den længst hedengangne bane til Slangerup og forbandet såkaldt byplanlægning og kvarterløft, når det indebærer nedrivning af historie og genopbygning af kønsløst etagebyggeri. Jeg har sværmet omkring den flotte moske i håb om at blive inviteret indenfor–jeg ser nok alt for ugudelig ud–og været en pest rundt omkring på de smarte cafeer, fordi jeg spørger de serverende teenagere om ting, de overhovedet ikke synes er væsentlige, fordi det skete mindst 5 år før, de selv blev født.

Men nu er jeg så rimeligt klar. Klar til at gå en rute, der mildest talt falder lidt ud af min komfortzone, som primært strækker sig over Jylland og de omkringliggende øer, så som England og Irland. Der er givetvis nogen, der ved meget mere end mig. Spørgsmålet er bare, om de også kan formidle som mig? Det er jo sådan set mere end godt og vel halvdelen.

Og så er det altså også rart sådan at blive forelsket–i min alder. Forelsket i en bydel, der bare snakker lige ind i hjertet. Når man nu ikke kan komme ud og dyrke alle sine andre hjertenskære, så er det godt at opdage nye potentialer indenfor en Coronaopnåelig rækkevidde. Jeg kan kun anbefale alle at gå en tur i dette fantastiske område. Og er man bange for at fare vild, så kunne man jo tage med på en guidet tur?