På poesiens vinger…

Den halvhvide hest, som kongen i sin tid red over grænsen på i forbindelse med genforeningen i 1920, stammede fra herregården Visborggård i Himmerland. Godt nok var den kun halvhvid, men der er ikke mange helligdage, en spand hvid maling ikke kan råde bod på.

Efter sit legendariske ridt kom hesten tilbage til sit hjem. Og døde sammesteds. Derfor står denne mindesten over hesten da også lige vest for gården.

Udover at have båret kongen sikkert over grænsen havde samme hest tilsyneladende også andre evner. Det ville være en overdrivelse at påstå, den havde decideret imponerende poetiske anlæg, men lidt, og især bare det at forsøge sig, har vel også ret. Kort efter hjemkomsten fra Sønderjylland må hesten beslutsomt have sat sig ned og forfattet inskriptionen til sin egen gravsten. Kvaliteten kan man selvfølgelig diskutere, men det er da helt ærligt ret godt klaret af en hest. Selv en halvhvid.

Mig bekendt er dette det eneste stykke poesi, samme hest har bedrevet. Og det er da måske lidt synd. Egnen og byen er velsagtens gået glip af en stor digter af lejlighedssange, for sikke da en hverdagspoetisk åre der har ligget i manken på det dyr. F.eks. beviser den jo til fulde sin fænomenale mestring af omvendte ordstillinger og rime— tænk, det kan den hest også. Den er også helt bevidst om at sætte sig selv først og i centrum, og det er da samtidig en indstilling, der passer fortrinligt til tidsånden i dag.

Så kører man forbi Visborggård, så kan man altså, udover at betragte den smukke herregård, opleve noget så usædvanligt som en digterisk hest, der på poesiens vinger, og med diskutabelt held, har forfattet sin egen gravskrift.

Continue Reading

Om at skrive børnebøger.

Det er fuldstændigt omsonst at begynde at skrive børnebøger, hvis man ikke lige har en supergod tegner ved hånden. Måske den hånd, der tilhører en selv? Men sådan en (altså tegner, ikke tegnehånd!) har jeg. Og det er hele forudsætningen for, at det hele kan lade sig gøre. Sammen med, selvfølgelig, at man bare ikke kan lade være….

En anden forudsætning er også, at der er et minimum af en grundide. Faktisk så minimum, at det kan være, at der da må findes en historie om en prut, et spøgelse eller en hund nede under et bord.

Det allerførste, man skal sætte sig ned og prøve at erindre, er ens egne børns barndom og præcis, hvad der fascinerede dem. Hvad de grinte af, græd over eller bare måtte have læst op der på sengekanten hver eneste evige aften. Det kaldes ikke plagiat. Det er bare en del af det faktum, at der nok højst findes omkring 10 grundhistorier, som alle andre historier er spundet og varieret over, og at man, når man har læst 1001 nat, har været den allerstørste del af disse historier igennem.

Hos os var der altid hype omkring wauw-effekten. Når Cykelmyggen Egon kørte ind i næsen og fik folk til at nyse højlydt, eller når ting poppede op og blev fundet. Jeg tror, vi har hele Spot/Plet-serien på engelsk, for hundefinding har intet sprog. Det har derimod den uimodståelige glæde, der kommer, når hunden endelig ER fundet.  De gange, vi har fundet Holger, er også utællelige, og min mand har verdensrekord i antal gange i at sige som Cykelegon i næsen. Endelig har vi også rovdyrket at blive væk fra verden og især forældre. Palle-lene-hjemme ( som den altid har heddet på den lokale familekt) og Elefanten Robert har vi hentet hjem så mange gange, at de efterhånden snart må være ufatteligt trætte af at blive væk–og blive fundet igen.

Så med det meget lokale popularitetsbarometer er det vel bare at gå i gang? For mig personligt er det dog ikke så ligetil. Jeg er, hvis jeg selv skal sige det, ret god til at skabe universer. Både sådan nogle, som spøgelser bor i, det sted, hvor alle lugte tager hen, når vi mennesker har brugt dem og atmosfæren nede under spisebordet i en dansk gennemsnitsfamilie. At skabe universer er sjovt. Det er bare at bruge sin fantasi og bygge ovenpå. Det, der er problemet, er, at universet i sig selv ikke kommer nogen som helst vegne. Der skal jo SKE noget. Være en historie. Og i børnebøger oftest en historie, der kører lige lukt efter modellen på den klassiske borgerlige dannelsesroman: hjem-ude-hjem. Eller–præcis som Den grimme ælling, som anmelderen i Information da også sammenlignede vores spøgelsesbog med. Børn har det bedst med lykkelige slutninger, og efter min mening er det helt OK, at vi ikke sætter det på opdragelses-to-do-listen, at verden mestendels er fuld af de u-lykkelige. Det skal de tidsnok selv finde ud af.

Så det er der, den knager for mig. At finde en troværdig handling i et ellers, efter min egen mening, spændende univers. Tilmed en handling, hvori der optræder et crescendo, som forhåbentlig kan få det bedste skuespillertalent frem i alle oplæsende forældre. I den henseende er spøgelser taknemmelige–de har jo nærmest højlydt wauw som det eneste ord i et ubegribeligt mangelfuldt ordforråd. Vi har også forsøgt os med en prut, men den bog har nu ligget i 7 år uden rigtigt at komme ret mange vegne. Det er ellers en virkelig fed scene, når Palle Prut slår verdensmesterfisen på Rådhuset i KBH, så alle pandekagerne vender sig af sig selv, borgmesteren ender i ballongyngen på den anden side af vejen, og den lange bro bliver så lang, at den pludselig går helt til Middelfart. Problemet med Palle Prut er, at hans slutning er så forbandet politisk korrekt, at han i den grad mangler at blive klonet med Pippi. For politisk korrekthed er dødsens kedsommeligt ( også for børn!), men det er Pippi så heldigvis ikke!

Når man arbejder langdistance, som vi gør, indebærer det også, at en bog skal gennemskrives utallige gange. For først skal den jo forfattes minutiøst, så tegneren ved præcis, hvad hun skal tegne. Jeg har aldrig et billede af hovedpersonerne inde i mit hoved, og det har vist sig at være meget klogt. For hun tegner dem altid tusind gange bedre, end jeg overhovedet har været i stand til at forestille mig dem. Der er bare det ved det, at bogen, når den er tegnet, skal rettes til igen, for børn er ikke idioter og hader, når vi voksne gør dem til det. Alle unødvendige forklaringer, som primært er med for tegnerens skyld, skal væk, for man behøver ikke sige ting mere end en gang. I alt fald kun til voksne.

Egentlig gider jeg slet ikke komme ind på den hurdle, der hedder at finde et forlag. Det er en lang og ensom vej fyldt med nejskrivelser, og sådan en vej, hvor man hele tiden skal minde sig selv om, at R.J. Rowlings utallige gange fik fingeren fra samtlige store forlag.

Alene det er også en af hovedårsagerne til, at man bør finde sig et helt andet erhverv, hvis formålet er at tjene penge. Det gør man nemlig ikke. Det er en anden måde at sige på, at man udelukkende skal skrive børnebøger, fordi man synes, det er sjovt, og derfor ikke kan lade være. Synes, at det er en fortræffelig måde at holde liv i barnet inde i sig selv og få lov til at dyrke lidt prutter, spøgelser, forsvundne hunde og wauw midt i hverdagen. Få skabt nogle fede universer, fordi det da immervæk er noget mere oplivende end at gøre rent eller lægge tøj sammen. Forresten: rengøring ER faktisk, på sin egen bagvendte måde, en god ting: i og med at det ikke kræver synderlig hjerneaktivitet, er der absolut muligt at digte på historier samtidig. Det samme gælder cykel- og løbeture samt brusebade. Især det sidste er ret anbefalelsesværdigt.

Man skal også være forberedt på, at det at udgive bøger kan være som at synge i et klangdødt lokale. Eller hælde barnet ud med badevandet. I månedsvis har man danset rundt i denne indre verden af karakterer, der nærmest er blevet ens egen udvidede familie, men når de så vandrer videre til forlaget, er de for stedse overgået til en form for tvangsfjernelse, til opbevaring hos plejefamilier på ubestemt tid. Uden tilbagemeldinger om, hvordan det går. Man er mere end meget, meget heldig, hvis der kommer bare en enkelt anmeldelse. Vi fik en på en af vores bøger, og den var rigtigt fin, men jeg tillader mig at tvivle på, at Information primært læses af folk, der søger efter anmeldelser af børnebøger. Det er som at lade ens hjertensbarn vandre ud i verden og aldrig få så meget som et postkort igen. Jeg tænker altid på, at jeg gennem mine alt-for-mange-og-tredive-år som lærer da i det mindste møjsommeligt skrev en længere kommentar til hver eneste stil, jeg rettede. Selv hvis den var elendig!

Så opsamlingsvis skal man kun kaste sig over dette felt, hvis man både ikke kan lade være samt har en god tegnehånd i umiddelbar nærhed. Man skal forberede sig på at have sine nye venner med overalt, og især i bad, hele tiden, indtil de vandrer ud i verden, og man i grunden aldrig rigtigt hører fra dem igen. Og endelig skal man ikke på nogen mulig måde forvente, at det vil have væsentlige ændringer til ens økonomi.

 

 

Continue Reading

Så er der fantasy på flow-TV, folks!

Jeg er sikker på, C.S. Lewis sidder med Aslan ved sin side deroppe i sin Narniaske himmel og er rigtigt glad. Og J.K. Rowling fryder sig også sammen med Harry deroppe på sit Aberfeldyske slot, som ingen kan finde–i alt fald ikke mig, selv om jeg ledte huller i jorden på min ungdoms jagtmarker. (Hvilket i øvrigt er en helt anden historie.) For selveste DR er gået i december-fantasymode og har periodisk erstattet gamle skabe med ditto kaminer som portaler ind til fantasyverdenen og til lejligheden klonet Harry Potter med en herboende, nørdet englænder, der ligner ham forbløffende. Uden arret. Dog.

For decembertid er julekalendertid. Og julekalendertid er fantasytid. I grunden den eneste om året på flow-TV og udenfor streamingtjenesterne. Og fantasytid på flow-TV er altid portalfantasy, for vi skulle jo nødigt glemme den virkelige verden med alle dens fortravlede juleforældre, enlige mødre, irriterende småsøskende og at vi altid har glemt, hvor vigtigt det er at elske hinanden, indtil vi hvert år pludseligt får den store åbenbaring omkring, at det gør vi skam. Den 24. december. Det er så også i orden med alle disse årlige portaler–bare der ER fantasy. Selv om jeg nu nok vil mene, at en kamin er i den tarvelige, vældigt uopfindsomme ende.

Før i tiden førte portalen altid ind til nogle nisser. De boede i rigsarkiver, nisselande, på lofter eller andre steder i tid. Nu er vi blevet lidt mere modige og tør tage skridtet fuldt ud til fauner, troldkvinder/mænd, talende træer fra entefamilien mm., selv om årets fantasyland i den grad får mig til at tænke på skovene omkring Marselisborg. Men det er nok bare krævende mig. Godt er det i alt fald, at der er kommet ikke bare fantasy, men også fantasi på drengen, omend enhver jo kan høre og ikke er det mindste i tvivl om, at det bare er Nicolas Bro, der er inde i den der enteklon.

Det gode ved fantasy er ikke blot, at fantasien får frit spil. Det er næsten meget mere, at genren formår at sige nogle væsentlige alment menneskelige ting på en anderledes måde. For vi ved jo godt, at selv om det er fauner, der er i billedet, så er de inderst inde mennesker som alle vi andre. På godt og ondt. I fantasy er det tilmed også legalt at bruge stereotyper, de altomfavnende onde og de altdominerende gode. Den går ikke hverken i virkeligheden eller i anden litteratur. Sauron ville have haft uendeligt ringe vilkår i en roman af Rifbjerg.

Og så er der den evigt tilstedeværende quest. Den, som vores nørde-Harry-Theo i årets julekalender er i færd med at drage ud på. Det er altid den allermindst ventede tøsedreng, der må ud på en farefuld færd for at redde verden. Som Frodo. Som Harry. Og som Tvebak. Hvilket han selvfølgelig gør, og i denne forbindelse altid d. 24 december. Undervejs må han ( Beklager stedord, pigehelte forekommer ofte i fantasy, no offense!) gennemgå en modningsproces, en coming-of-age som selve forudsætningen for at redde samme verden. Selve redningen har i grunden altid været uinteressant for mig–jeg syntes, det var lidt halvkedeligt, da Frodo kastede ringen i ilden–men selve rejsen er interessant. Så jeg ser i den grad frem til Theos (Theo/Frodo–got it???) farefulde færd gennem faunerne.

Så er man fantasyfreak, så er det bare med at kaste sig over julekalenderne. Det er årets chance. De første 4 afsnit af dette års har været lidt tamme, lidt ujævne, lidt længe om at komme i gang, lidt dvælende omkring de evigt irriterende juleforældre, men mon ikke der kommer mere magi på drengen, når han for alvor kravler gennem sin portal? Og bliver derinde, hvor der er noget ved det. Det håber jeg. Og sikkert alle de andre fantasynørder.

Men Theo skal lige være sig bevidst om sin arv. Han bør bøje sig dybt til jorden derude i Marselisborgskovene og sende en tak til gode, gamle C.S. Og Harry.

Continue Reading

Når Google ikke er min ven…

Jeg er vild med juledesigns fra Aase og Preben Jangaard. De er helt unikke, meget svære at finde og havde deres storhedstid tilbage i 50-erne. De to designere har et udtryk, som bare er så 50-er, så dansk og så gennemført hyggeligt med kant. Samtidig med, at de klart reflekterer en tidsperiode, er de også særdeles bevidste om, at designet har fremtid og peger ud i verden.

MEN: Som det jo er med alle de ting, man ikke lige ved så godt, så vil man jo gerne vide mere. Finde ud af at få sat sin viden ind en større sammenhæng. Som generation brugte vi årtusinder på bibliotekerne med snuden nede i alt det, vi skulle finde ud af, indtil Google heldigvis gjorde vores nysgerrighed en stor tjeneste senerehen. Det er blevet lettere at finde ud af ting, at sætte ting i sammenhænge, men nogle gange må der desværre gives fortabt. Selv Google har sine begrænsninger.

Som nu med disse to dygtige designere. Eneste oplysninger, jeg umiddelbart kan finde, er, at Preben levede 1926-1991, og at han havde en fabrik i Allerød, hvor han producerede sine flotte designs. Det er meget lidt, synes jeg. I alt fald slet ikke nok til at stille min nysgerrighed.

Så hvis der nu skulle være nogen derude, der ved mere om Aase og Preben, så vil jeg da forfærdeligt gerne indvies i det. Der er absolut ingen præmier for gode oplysninger–andet end simpel taknemmelighed og nysgerrighedsstillelse!

 

Continue Reading

Om kolonihaver og kolonihavehuse.

Jeg har brugt det meste af weekenden på at renovere kolonihavehus. Uden overdrivelse det mest ambitiøse redningsprojekt, jeg nogensinde er indgået i. Cirka på det niveau, hvor det stadig er temmelig tvivlsomt, om patienten overhovedet overlever, men hvor det dog er absolut sikkert, at det i så fald ikke bliver uden varige men, forrygende permanente skævheder og en hvis form for nedsat ydeevne.

Men det, må jeg så indse, er hele kolonihavehusenes sjæl. Bygget, som de er, af idealistiske ildsjæle, der mere brændte for at dyrke kartofler udenfor stenbroen end for at opføre huse i samråd med regler for almindelig, fornuftig byggeskik. For slet ikke at tale om materialevalg, som i bedste fald er alternativt–i værste et sammensurium af de forhåndenværende søm langs vejen. Og her gik jeg og troede, at mit sommerhus havde personlighed og alternativitet. Jeg tog fejl, gjorde jeg!

Nu er der så også det ved det, at de færreste folk i min alder fra provinsen overhovedet overvejer at investere i et kolonihavehus. Vi har sommerhuse i overflod til vores fritidssysler. Og vi køber dem allerhelst på naturgrunde, så vi er noget så behageligt fri for alt det der have. For sådan en har vi jo derhjemme ved parcelhuset–som om det ikke skulle være nok i sig selv. Og grøntsager kan da heldigvis stadigvæk købes i forretningerne. Eller dyrkes til husbehov og i strengt udvalgte sorter på det lille stykke deromme ved drivhuset.

Da jeg var ung, havde vi godt nok ikke kolonihaver. Det er vist ingen overdrivelse at skrive, at en kolonihave var noget af det allermest forstokket småborgerlige, vi overhovedet kunne forestille os. Derude gik de rundt i seler og ølmaver og rodede i deres rabarber, mens de bøvsede under deres Dannebrog, spiste bjerge af frikadeller med rødkål og stemte på de forkerte partier. Der var noget decideret øllet og politisk ukorrekt bare ved tanken om kolonihavefolket. Måske også fordi, det dengang var forbundet med fattigdom og usle levevilkår at bo på stenbroen (hvorfor i alverden skulle man ellers have en kolonihave?), og ikke, som i dag, med forrygende gode jobs og hipstret livsstil. Faktisk havde vi nok en smule ondt af alle dem, der bare måtte nøjes med et papskur og få kvadrat-kartoffelmeter–i forhold til de veltrimmede parcelhushaver, vi selv kom fra. Selv ikke Eva Madsens sangberømte mormor kunne lave om på det: Vi så nok mere den sang som et lidt kikset forsvar for mormor end som en hyldest til hende og hendes hus.

Mildt underdrevet må det siges, at den slags har ændret sig de seneste år. Det er gået hen og blevet voldsomt hipt at have en kolonihave. Især hvis man er ung, bosat på stenbroen, har et godt job og en relativt hipstret livsstil. Så kan man næsten ikke vente på at komme ud i kolonihaven til alle de andre, der også er præcis som en selv. Men vente, det må man. For kolonihaver hænger skam ikke på æbletræerne længere. Der er overtegnede ventelister og årevis af længsel efter det der lille sted med urtehaven ude i forstæderne. Fra at have være arbejderklassens småborgerlige åndehul med indbygget mulighed for socialt samvær og nyoptrukne porrer er kolonierne nu blevet den forlængede udbygning af Sdr. Boulevard og de mest trendy områder på Nørrebro med skove af nyudplantede avocadotræer, figenbuske og alt indenfor udenlandske bønnesorter. Jeg er også sikker på, der har været intensive forsøg på at dyrke brune ris og kikærter. Og linser, selvfølgelig.

Selvfølgelig spiller de fuldstændigt vanvittige huspriser i storbyerne også ind her, så det dog trods alt er mere økonomisk venligt at anskaffe sig den lille have i koloniområderne end at gældsætte sig selv med rækkehuset i Brønshøj til 7 millioner. Eller mere. Faktum er dog, at klientellet derude i haverne temmelig hurtigt er ved fuldstændigt at skifte karakter. Det vrimler med unge, energiske havebrugere. Og der er, så langt øjet rækker, ikke ret mange hverken Dannebrogsflag eller ølbænke tilbage. Det er blevet en anden livsstil derude, en gennemgribende omdefinering af, hvad det vil sige at være kolonihavebruger. Nu skal der seriøst havehygges med grøn the, dyrkes spændende grøntsager og åndes ud fra den storby, som man både må væk fra samt overhovedet ikke kan undvære at bo midt i.

Men husene, de står der for de flestes vedkommende endnu. Disse skure af forhåndenværende materialer, bygget af diverse ejere gennem mange år ved hjælp at talrige knopskydninger. Sunket lidt (og betydeligt) i hjørner og kroge, opsat på den bare jord og uisolerede. Vel er de da charmerende. I alt fald udefra. Al diskussion omkring det faktum, at jorden er rund forstummer totalt herude. Her må man bare erkende, at jorden er skæv. Og at intet er lige. Da i alt fald mindst af alt gulvene.

Jeg er næsten sikker på, at weekendens renoveringsprojekt har givet den rygskæve patient lidt respit i endnu et par år. Nok ikke mere. Og det er med forbehold for halvalvorlige vinterstorme og almindeligt råd. Så livet “på landet” og de nydyrkede kikærter forhåbentlig kan nydes med alle vennerne på de varme sommerdage. Udenfor. Altså indtil der måske bliver råd til rækkehuset i Brønshøj, hvor de fleste af de andre nok også er flyttet hen til den tid. Og så bliver det jo spændende at se, hvordan næste generation vil se på, bruge, opfatte og anvende kolonihaverne………

Continue Reading

Om Det-er-synd-for-mig-trenden.

Boligprogrammernes æra på TV lakker mærkbart mod væsentlige nedskæringer i sendetid. Mange har alligevel allerede nøje fulgt de dyre råd og transformeret deres boliger ind i ensartet kønsløshed, endnu flere har nok lyttet til enkelte råd og anvendt dem i hjørner og nicher, mens de sidste (som jeg) bare har gjort, hvad de sådan set altid har gjort. Det er noget med at placere nyindkøb et sted, hvor de så bliver stående. Permanent. Der er tydelig tilbagegang for skrotning, slotning, hammerslagning og make-over på usælgelige adresser. Personligt føler jeg det som en lettelse.

For lige nu blomstrer en ny trend på skærmen. Nemlig Det-er synd-for-mig-TV. Og det er det jo. Altså synd for en forfærdelig masse mennesker, der ligesom ikke helt kan leve op til de mål, der sættes i det samfund, hvor graden af selvudstillelse og flashing af superliv er blevet en form for parameter på, hvor utroligt godt det hele går. Så det er dem, det er synd for. Det synes de så også selv–i alt fald en stor del af dem.

Misforstå mig ikke: Jeg synes skam, helt ærligt, at det ER synd for alle de mennesker, som TV-selskaberne smider ud i mit hjem for at opnå såvel min som andres medlidenhed. I går aftes, f.eks., var jeg næsten ved at blive helt skamfuld over, at jeg ikke sådan lige kunne finde mærkbare og synlige skavanker i mit eget liv, som kunne berettige mig til at opnå en smule solidarisk medlidenhed. Det startede med farlige psykiatriske patienter, som nærmest havde måttet begå forfærdelige forbrydelser, fordi systemet bare svigter indenfor det område. Det er synd for dem. Så var der alle dem, hvis far havde begået selvmord. Det er ikke blot synd for dem, det er selvfølgelig også synd for faderen. Så var der pigen fra Randers med det sygdomsbegrundede meget aparte udseende, som så forfærdeligt gerne ville have en kæreste, hvilket vi både forstod, at hun ville, men nok samtidigt også forstod, at hun nok ikke lige fik. Så hende er det virkelig også synd for. Der var også nogle lidt naive kvinder, der var blevet narret af forbryderiske storcharmører på nettet, og dem bør vi da minsandten også have ondt af, for det ER da synd for dem. Og ved bare et enkelt blik på den kommende aftens programmer kan jeg se, at min have-ondt-af-dagsorden inkluderer folk med rynker, potentielle selvmordere og giftelystne landmænd, som det er synd for, fordi de ikke kan finde en kone uden hjælp fra fjernsynet. Senere på ugen kan jeg så svælge i medlidenhed med søde børn med mystiske sygdomme, der gør dem anderledes, og som det da indiskutabelt er rigtig synd for.

Indenfor dele af ugebladspressen er dette selvfølgelig ingen ny tendens. Det er såmænd bare det, de lever af. Historier med human touch. Dog gerne med en positiv udgang. Eller i alt fald mod og ukuelig livsvilje. Men på TV er det, omend langt fra nogen ny trend, så dog en omsiggribende trend. Faktisk er den også vokset endnu længere ind i mediebilledet, for selv jeg kan ikke undgå at notere, at det i f.eks. Politiken vrimler med Det-er-synd-for-mig-historier. Det gjorde det altså ikke i samme omfang for bare få år siden.

Og selvfølgelig er det synd for en umådelig masse mennesker. Livet er–og her er jeg nødt til at undskylde klicheen!–ikke bare lutter lagkage. Hvilket vel i sig selv er problemet. For når vi udstiller vores liv på de mængder af sociale medier, vi har adgang til, så leves livet i lagkagebanen. Så er vi smukke, velfungerende, glade og bebor de skønneste, designede hjem. Personligt kunne jeg ikke drømme om at lægge min egen morgengrimhed (og den er fæl!) ud til offentlig anskuelse. Jeg er ligesom pænere med et bjerglandskab i baggrunden sådan et pænt stykke op ad formiddagen.

Men alligevel er der jo morgengrimhed alle vegne. Uformåenhed overfor tidens perfekthedsidealer. Lortedage, overvægt, bumser og dårlige tøjdage i den lette ende. Og sygdom, dårlig økonomi, stressede børn og dødsfald i den hårde. Det kommer til os alle. Der skal nok, og det lover jeg, blive plads til, at den tid kommer, hvor det er os, det er synd for. Faktisk forholder det sig også sådan, at rigtigt mange af os synes, at det på daglig basis ER synd for os. Vi kan nemlig ikke helt leve op til, hvor ufatteligt dejligt vi tror, at alle de andre glansbilledfamilier på nettet går og har det. Og lige præcis her er det så, at det er så fantastisk selvafstivende at finde nogle andre at have ondt af. Nogle andre det er synd for. Altså mere synd for, end det nu er synd for os selv, fordi enhver idiot kan se, at de da i alt fald har det ENDNU værre. Derfor svælger vi i Det-er-synd-for-mig-TV. Denne blanding af haven oprigtigt ondt af, som samtidig er gevaldigt opbyggende for vores egne egoer, for helt SÅ slemt har vi det da heldigvis ikke. For slet ikke at tale om, at vi da, trods alt, er noget pænere, klogere, rigere–eller måske endda, når vi sådan for alvor konfronteres med det, gladere, mere tilfredse og lykkeligere.

Det er altid godt at have sammenligningsgrundlag i sin egen lille ulykkelighed. Det gør den som regel en hel del mindre. Og Gudskelov. Det er nemlig ikke som med boligprogrammerne, hvor ethvert rodehoved (og her taler jeg af årelang erfaring!) kunne smittes med akutte mindreværdskomplekser og spejlbilleder af egen håbløs indretning. Det-er-synd-for-mig-TV har nemlig den stik modsatte effekt. Her vokser selvværdet nærmest omvendt proportionelt med andres ulykke–også selv om det i sig selv er relativt inhumant.

Men sikkert også positivt for alle os, der ligesom ikke gør os så fabelagtigt på tidens udstillingsvinduer. Til gengæld er vi ret gode til Det-er-synd-for-mig-TV. Det ved TV-selskaberne også godt!

 

 

 

Continue Reading

Om Fox News.

Der har været røre i andedammen de seneste dage. Så meget, at sludderet fra en amerikansk TV-kanal nærmest har overdøvet væsentlige og vedkommende nyheder. For mig ligner det en proportionsforvrængning uden sidestykke. Især fordi så overvældende mange lader sig påvirke af en amerikansk tegneseriekanal, der med troldsplinten for det blinde øje bringer en yderst subjektiv tolkning af ting, de–fordi det simpelthen er uvederhæftig journalistik, de bedriver–burde have ladet ligge. Fox News er at sammenligne–både i kvalitet og journalistisk troværdighed–med vores hjemlige Den Korte Avis. Så, når alt kommer til alt, er det faktisk ikke Danmark, de i sidste ende kommer til at udstille og sætte i et negativt lys. Det er dem selv, deres umådelige uvidenhed og mangel på basale faglige kvalifikationer.

Og så kommenterer jeg så alligevel! Det har jeg valgt at gøre, fordi der trods alt er nogle grundsubstanser i deres fremlægning, der er fuldstændigt korrekte. Problemet er bare, at disse er tolket forkert. For alt, hvad tegneserieformidleren derovre ser som negativt, ser jeg da egentlig som positivt. Akkurat som masser af andre danskere.

Ja, vi har nok verdens højeste skattetryk. Det har vi, fordi så uendeligt mange af de de ting, som mennesker i andre lande individuelt betaler for ( og ofte får ødelagt deres liv, fordi de ikke KAN betale for) er indeholdt i de beløb, vi automatisk betaler til staten. Vi lever i et land med et relativt finmasket socialt sikkerhedsnet, hvor det at blive syg eller miste sit arbejde ikke er en katastrofe på liv og død niveau. Vores børn får en gratis skolegang og gratis videre uddannelse. Vi har ubetalt adgang til sundhedsvæsnet, farbare og gode veje osv., osv., og den slags koster altså penge. Jeg er overbevist om, at jeg sagtens kunne skrive adskillige sider om de fordele, vores høje skatter giver os frem for indbyggere i andre lande, der selv må betale. Samt de negative konsekvenser for de, der ikke kan. Jeg vil blot, som et meget lille eksempel, nævne, at mine chauffører i Irland altid lægger båndlægger de drikkepenge, de får af gæsterne ( ikke danskerne–danskere tror fejlagtigt, drikkepenge er en almisse, mens alle andre folkeslag godt ved, de er en anerkendelse. Den kunne bitchen da have taget fat i!!!) til en spærret bankkonto, der udelukkende skal bruges til deres børns uddannelse. Ellers får de nemlig ingen, fordi der ikke er råd. Så jeg betaler generelt min skat med glæde. Netop fordi jeg, når jeg rejser i andre lande, kan se, hvor umanerligt meget, jeg får for den!

Ja, vores unge mennesker tager i gennemsnit længere tid om deres uddannnelse end unge i andre lande. Det er et sundhedstegn og en stor fordel for samfundet. Vi får nemlig særdeles kvalificerede og veluddannede, reflekterende mennesker ud i den anden ende. Der er, qua SU og det faktum, at ens uddannelse på ingen måde er afhængig af ens forældres økonomi ( som i næsten alle andre lande!) tid til fordybelse, til at blive moden og til at få et indgående kendskab til det, der ofte vil blive ens fag på livstid. Jeg har selv gået på højere uddannelser i andre lande og mener stadig, at al den tid, der blev brugt til bevidstløse tests og drønen gennem lærdommen, manglede plads til simpel fordybelse. I faget og i ens egen udviklingsproces frem til at blive et voksent menneske. Og ja, der er givetvis flere unge herhjemme end i mange andre lande, der opgiver et studie eller skifter til et andet. I mine øjne også et klart sundhedstegn og markør af det positive i, at vores unge tager deres liv alvorligt på den måde, at de godt ved, at ens livsbane ikke altid udgøres af det første valg. Måske ved tegneseriedamen slet ikke, at det i sidste ende er meget sværere og meget mere modent at vælge fra end bevidstløst at følge en vej, man udmærket er klar over er den forkerte. Og selvfølgelig kan alt dette udelukkende lade sig gøre, fordi vi netop har det skattetryk, vi har. Eller–sådan kunne man måske også sige det–fordi vi tager vores borgere alvorligt og ser dem som mennesker.

Ja, vi har arbejdsløshed og mennesker, der lever på overførselsindkomster. Med hensyn til det første nok ikke udpræget mere end i andre lande. Med hensyn til det næste, så må det da indgyde stolthed i et lands indbyggere, at deres sociale netværk er så velfungerende, at det er i stand til at fange borgere, der af den ene eller anden grund ikke er i stand til at klare sig selv. Vores fattige, syge og uarbejdsdygtige henvises ikke til at sørge for sig selv. Vi sørger for dem. Og det er vel i grunden noget af det, vi bør være allermest stolte af. Jeg er personligt ikke udpræget bange for at blive gammel i mit land. Tro mig, jeg kender mange i andre lande, der er lammede af angst for at blive det i deres. Det ville jeg også være.

Så damen må siges at have ret, hvad angår de overordnede fakta. Problemet er bare, som med enhver form for statistik, at tingene kan tolkes på mange måder. Også politisk. For hvis man vil bruge statistikkerne til at udlede konklusioner, der peger på de negative sider ved et velfærdsamfund som vores (ulig det amerikanske), så er det da i den grad muligt. Især hvis man udelukker så basale journalistiske grundprincipper som at konstatere, hvordan tingene reelt ser ud. I virkeligheden. I Danmark.

Desværre er højrepopulismens akilleshæl netop manglen på vederhæftige argumenter og deraf følgende diskussion. Dens styrke er, for de, der bekender sig til den, netop denne mangel på argumentation. Eller dens argumentationsresistens, om man vil. Den er desværre henvendt til mennesker, der ikke godtager argumentets magt og de diskussioner, der følger af det, men fungerer i stedet som en fundamentalistisk religionsopfattelse, hvor alting er fint ordnet i små, indiskutable kasser. Så man ved, hvad man har at holde sig til–og ikke behøver at præstere nogen form for selvstændig tankegang.

Men lad da bare damen putte os i en sådan kasse. Det, at hun gør det, siger mere om hende og hendes kanal, end det siger om os. Og så skal vi da være så ovenud henrykte over, at vi ikke lever i hendes land. Tænk, hvis vores velfærd ikke var betalt af den kollektive kasse, at ALLE vores børn ikke fik mulighed for at fordybe sig i deres uddannelse, eller at vi selv hele vejen gennem livet skulle gå med en latent frygt for arbejdsløshed, sygdom eller alderdom. PUHA DA!

Og så fik hun mig sgu` alligevel til at kommentere…….

Continue Reading

Drømmen om den store gevinst.

Det er sådan en slags urkraft inden i os. I alt fald i mig: Denne drøm om at score den store gevinst. Helst totalt uforberedt, uden nogen form for medfølgende arbejde eller anstrengelse. Nærmest bare noget, der dumper højtråbende ned fra himlen, lander noget så eftertrykkeligt lige foran mig, således at den eneste møjsommelighed jeg må ud i, er den minimale anstrengelse ved at samle det op.

Allerbedst er det, hvis det i virkeligheden drejer sig om noget, jeg i forvejen har. Noget, jeg har overset, at jeg havde–men som derfor føles så enormt meget mere berettiget. Fordi det da bare noget så gevaldigt er mit.

Det ved de godt hos TV-selskaberne. Altså det med den store kollektive drøm om den enorme individuelle gevinst. Det kan jeg se hver aften. I 90-erne og 00-erne var det, jeg gerne skulle have uden selv at have opdaget det, en ekstra portion viden, en lille gemt skat af ellers unyttig paratviden, der kunne score mig anselige beløb på Lykkehjul, i Jeopardy og ved at svare ja til, at det var mig, der gerne ville være millionær. Jeg stillede nu–som så mange andre–aldrig op. Min ultimative skræk var at få det indlysende babyspørgsmål ( som i mit tilfælde ville være noget i retning af, hvem der mon skrev Romeo og Julie) og så være totalt handlingslammet ude at stand til at svare. Det ville jeg stolthedsmæssigt ikke have overlevet. Så hellere blive væk.

Det er i grunden ikke så forskelligt fra nutidens version af drømmen om den store gevinst. Her gælder det, aften efter aften, ikke om at dyrke den hengemte vidensreserve, men om at finde de glemte, konkrete skatte blandt alt det andet gamle lort. At lokalisere Saltovasen i kælderens rod (enhver der, som mig, er kommet i arvealderen, ved godt, hvor uanede mængder det kan beløbe sig til!)–eller i det mindste at erkende, at der overhovedet ER en Saltovase i arvedyngen. Det vrimler med brugt-lorts-programmer, der primært har til hensigt at finde frem til folks værdifulde ikke-lort og på den måde lade dem score den store gevinst. Der er tilsyneladende hengemt guld i alle købstæder (som folk, der bor på landet, så må køre til for at få ekspertanerkendelsen på deres gemte skatte), vurderingseksperter, der rejser land og rige rundt som små gevinstdetektiver, loppemarkeder og auktioner der bugner med muligheder for at score–samt en daglig TV-påmindelse om, at drømmen om den store gevinst skal dyrkes, for den kan komme til os alle. Når vi mindst venter det, nede fra kælderens dyb og takket være moster Anna, hvis gamle lorteSaltoer vi da lige må begynde at påskønne lidt mere.

Faktisk holder alle disse antik/loppe/brugtmarkeds/auktionsprogrammer meget mere liv i drømmen om at score den ultimative gevinst end datidens paratvidensbaserede, quizzede drømmeprogrammer. Selv om man ikke lige er et omvandrende leksikon, kan man jo stadig have Saltoer i krybekælderen. Det er i alt fald forbavsende lidt, man selv skal foretage sig for at have det—det kommer gerne med moster Anna, eller i alt fald hendes efterladenskaber. Og det er, tror jeg, netop det vi elsker allermest ved alle disse enormt mange programmer. De vedligeholder drømmene om den arbejdsfri gevinst. Den, der bare dumper ned.

For faktum er jo også, at netop disse utallige programmer har givet stof til, at nærmest alle går rundt med en indre drøm om at score antikvitetskassen. Folk går umådeligt meget op i, hvad deres gamle ting er værd. De nærstuderer brugttingsprogrammerne i detaljer for at se, OM der mon ikke er en lille ting, der ligner en, de selv er indehavere af, bare en lille smule. Således at drømmen kan få ny næring. Og agerer man lyseslukker ved at oplyse, at priserne i programmerne ofte er dybt overskruede eller netop går på en bestemt ting ( og ikke en, der ligner!), så kan man såmænd sagtens miste bekendtskaber på den regning. Det er slet ikke så let. Det er arbejdsfri drømme som regel aldrig.

Men selvfølgelig er det da rart og befriende, at alle vores TV-selskaber arbejder så intenst på at få os til at glemme en ofte bevidstløs hverdag ved at opretholde håbet om, at vi såmænd nok allesammen har en gemt og glemt gevinst i kælderen. Eller på loftet. Jeg kan da tydeligt mærke på mig selv, at den indre glæde bobler på andre menneskers vegne, når en hidtil upåagtet ting viser sig at tjene adskillige tusinde hjem. Det får mig da i den grad overbevist om, at Saltoen også kan komme til mig. Af bagdøren og totalt omkostningsfrit. Det er vel lige præcis derfor, vi dvæler ved alle disse enormt mange programmer. Det SKER jo for almindelige mennesker–så hvorfor ikke for os??

Her er det så, at jeg både bliver meget realistisk og igen lægger under for min egen blufærdighed. For hvor i alverden skulle præmieantikviteten være kommet fra–i min familie? Jeg kan da rode i skuffer og gemmer så meget, jeg overhovedet lyster, men der er nok desværre ikke en milliongevinst at finde. Ydermere er min ultimative skræk da også at profilere mig selv på TV med en af disse ting, som i familiens historie altid har fået tillagt en vildt høj værdi, men som så viser sig at være noget i retning af en værdiløs souvenir. Det ville svare til at glemme Shakespeare! I øvrigt kører jeg altid til Lauritz, når jeg er i tvivl om noget, og må med skam melde, at jeg lige nu er ude i en lille latensperiode i forhold til dem, hvor jeg håber på, at der kommer en udskiftning af medarbejderstaben. Således at alle de, der talrige gange har afvist mit lort netop som værdiløst, har fundet andre græsgange. Så jeg kan starte på en frisk med nye medarbejdere, der igen kan dømme moster Annes skatte over i souvenirgenren. Den slags bliver så pinligt ved gentagelser.

Men urkraften ligger der jo stadig. Drømmen om den store gevinst. Det ved de godt på TV. Jeg spekulerer bare på, hvor det mon bliver, vi skal finde gevinsterne i 20-erne. For nu har vi da snart ryddet alle vores loftsrum, kældre og andre gemmesteder. Men lur mig: De skal nok finde metoder til at vedligeholde vores drøm. For de ved så udmærket, at vi har den.

Continue Reading

Farvel Roskilde!

Så er de sidste toner så afblomstret for denne gang, og snart er der kun en kolossal losseplads af tomme tun- og øldåser, godt rørt op med sure  telte og soveunderlag, tilbage derovre i Roskilde. Ikke at netop det de senere år har været genstand for den lille lettelse, jeg trods alt førhen følte, når årets største udfordring for unge og nogle af deres forældre omsider var ovre. Kun yngstemanden, som heldigvis fornuftsmæssigt, selv i Roskildeøjemed, er ved at være alderssvarende, har dyrket denne uges ferie fra livet i år. De andre er omsider vokset fra fra denne metode til udlevelse af indre animalske niveauer.

For mange år siden begyndte det med seriøse diskussioner om, hvornår man var gammel og ansvarlig nok til at tage på Roskilde. Hos os var der aldrig iblandet en overgangsperiode, hvor mor her kørte og hentede samt bragte nye forsyninger af mad over tunstadiet. Skulle man til Roskilde, var det for alvor, alene og på eget ansvar. Så kompromiset blev, at man efter 1.g garanteret nok ikke var moden nok, men i alt fald moden nok til, at selv vi forældre fandt det forsvarligt, at man på egen hånd fik frirum til at finde sin begyndende voksenhed.

Så i mange år opererede vi her i familien med begrebet Roskildeugen. Den uge, hvor alt afkom var lettere ukontaktbart, og hvor enhver fælles familiemæssig aktivitet gik i absolut nul. Utallige er de familieferier, som er planlagt udenom Roskilde, selv om vi voksne faktisk HAR haft ferie i samme uge. Det har ligesom altid stået uimodsagt, at Roskilde havde helle, og skulle vi foretage os noget sammen, måtte vi pænt vente, til alle unge var færdige med at være ultimativt unge. Eller gøre tingene alene, uden dem. Omvendt blev ugen faktisk med tiden, da de var flyttet hjemmefra, en logistisk gevinst, for den betød, at der stod tomme lejligheder i landets storbyer, som vi så kunne tage en lille storbyferie i. Vel vidende, at vi i alt fald ikke blev forstyrrede af pludseligt hjemkomne børn.

Selvfølgelig har jeg da ind imellem været nervøs. Men det har primært været, når himlen har hældt en syndflod ud over området, og jeg godt har kendt kvaliteten på telte og manglen på fuldt funktionsdygtige gummistøvler. Og når jeg for Gud ved hvilken gang i løbet af en festival er blevet ringet op omkring endnu en stjålet telefon. Jeg har aldrig været bange for de overmåde simple ting, som tilsyneladende bekymrer mange andre forældre. Jeg mener: Hvis man er på Roskilde, ER præmisserne vel, at man lever af skodbrød med tun og dåseøl, at man nyder lugten af sit eget skidt i samtlige dage, at man sover i utætte, ulækre telte, at man går amok og fordyber sig seriøst i dyrke den del af selvet, som salig Freud i sin tid kaldte det-et, og som vel sagtens kan sammenlignes med reptilhjernen, og at man er noget så gennemført ung UDEN voksenindblanding. Roskilde er ikke bare et sted, det er et ritual, en årlig uges gradvis overgang fra ung til voksen, hvor man med årene mere og mere trækker mod voksensiden. Og derefter enten bliver dagbilletsgæst eller holder op med at komme.

Så mens yngstemanden udlever de sidste krampetrækninger af sin nu næsten ovre ungdom, er de andre enten til storskærmsfodbold på Århus Havn eller på vej til Chicago. Sikkert med en lille, nagende længsel efter fortidens Roskilder, men sikkert også lidt lettede over, at ritualet er velgennemført og mentalt ovre. Nok helt bevidste om, at et Roskildefarvel også, i alt fald for dem, er en form for erkendelse og accept af deres konkrete sted i livet. Alt imens vi voksne egentlig kun følger Roskilde, fordi der står så meget om det i aviserne. Og fordi vi både smiler og tager os selv til hovederne over især nutidens ungeforældres opførsel. Nogle gange har man sgu’ sådan en lyst til at sige til samme forældre: Så bliv dog voksne!!! Det kunne vi andre da i sin tid godt finde ud af. Og det kan jeres børn garanteret også, hvis I lader dem få lov.

Continue Reading

Om hvad de dog hedder. Tingene.

Oppe i mit sommerhus har jeg en lettere antikveret støvsuger, der suger som en snotnæset Boxer med udprægede polypproblemer. Forleden skulle jeg så købe nye poser til den og skulle i den forbindelse lige notere mærke, navn og nummer. Det viser sig, at min adstadige og særdeles støvselektive oldtimer er udstyret med navnet Vampyr 6200. Havde jeg vidst det, havde jeg nok forventet en smule mere af dens arbejdskraft–eller i alt fald dens sugeevne. Faktisk HAR jeg haft den fra ny og kan ikke sådan lige stampe erindringer frem om den, hvori der tydeligt indgår billeder af Draculalignende supersug.

Ud af ren nysgerrighed tjekkede jeg lige min hjemlige ditto, som suger en smule bedre og lidt mere med rette kan sammenlignes med den rumænske sugegreve. Den hedder bare noget med ExtremesilencePower og Pure Air. Nok fordi den larmer som ind i helvede og lugter som en permanent våd hund på tredje uge.

Men det er skam ikke bare støvsugere, der smykkes med fantasifulde (og nogle gange tilmed optimistiske) navne. Især indenfor møbelbranchen ligger producenterne virkelig ikke på den lade sofa, når det gælder opfindsomheder. Nogle gange giver designet vel i sig selv navnene, som i æg og svaner, men hvis man kigger efter, vrimler det altså med halvdårlige haveborde med blomstrende navne og stole, der garanteret lover en del mere, end de kan holde. Mest iøjnefaldende er nok hele den familie, der påstår at være “Stressless”. Jeg tør vædde på, det er falsk varebetegnelse! Omvendt: Tænk, hvis det var kuren?

Engang imellem bliver jeg også begavet med et katalog (nej, jeg får det smidt efter mig!) fra tøjdesignere. Her fremgår det, at samtlige modeller har et navn, fra tangatrusser til pelse. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at når et givet firma introducerer en omfattende kollektion, så må de nødvendigvis have flere personer ansat til bare at udstyre beklædningsstykkerne med fantasifulde navne. Helt ærligt: Who cares? Jeg mener, man går vel næppe rundt og bryster sig med, at ens nye BH i virkeligheden ikke bare hedder BH, men “Blomstrende sommereng”?

Sjovt nok er det så nogle gange de allermindst fantasikrævende navne, der bliver hængende. I sin tid var det firmaet, stiftet af Mr. Hoover, der stod for majoriteten af støvsugerproduktion i England. Ligesom Mr. Singer producerede symaskiner. I det meste af den engelske sprogverden hedder en støvsuger simpelthen en Hoover og en symaskine en Singer. Elementært! Hvorimod en BH sjældent refereres til som en blomstrende sommereng, en stol som en stressless og en dansk støvsuger som en vampyr. (Men på et tidspunkt, altså i de meget tidlige støvsugerdage, var vi tæt på, at en støvsuger hed en Nilfisk, hvis nogen kan erindre det?)

Det er derfor, jeg tænker på, at de såmænd lige så godt kunne lade være med alt det navnepjatteri. Ikke blot er det i de fleste tilfælde nærmest falsk varebetegnelse eller udtryk for ønsketænkning og oversprudlende fantasi. Det er også fuldstændigt unødvendigt. Jeg køber altså ikke en støvsuger, fordi den tilhører vampyrfamilien rent navnemæssigt. Det er ligesom helt andre ting, jeg forholder mig til. Ligeledes er jeg da revnende ligeglad med, om min nye kjole er opkaldt efter solnedgange eller vildtvoksende tidsler. Jeg går efter anvendelsesmuligheder og- styrke, ikke fine titler.

Og dog! På det seneste har jeg set en dansk tøjmærke, der tilsyneladende kalder sig Think Positive. Det gør ondt helt ind i min inderste sjæl, når jeg støder over det. Heldigvis er tøjet i den kedelige ende og kopierende designmæssigt, så jeg fristes ikke. Men efter at have brugt næsten 35 år af mit liv på at lære den danske ungdom, at biord, der lægger sig til udsagnsord, altså har -ly på, så håber jeg inderligt, at ikke blot jeg, men også samtlige mine tidligere elever, går langt og forskrækket udenom et tøjmærke, der har overset det. Det er i alt fald IKKE en af mine gamle elever, der lægger navn til den slags!!

Men prøv at lægge mærke til (for det gør man jo ikke!), hvad tingene egentlig hedder. Det er lidt morsomt ind imellem, og for det meste er det vildt optimistisk. Og hvis nogen har gode eksempler, så kom endelig med dem her.

Nu vil jeg køre op og hente poser til min lille amatørvampyr. Men selv nye poser vil næppe forbedre dens fortvivlende sugeevne…..

 

Continue Reading