Guldsøstre

Jeg har end ikke overvejet, om jeg skulle se Aftenshowet i dag. For det skal jeg ikke. Det gjorde jeg ellers meget engang, men nu er jeg gået hen og blevet allergisk. På den der grimme, nådesløse måde, hvor bare tanken om programmet nærmest giver mig åndedrætsbesvær på forventet efterbevilling.

Egentlig synes jeg, konceptet er godt. Dagens aktuelle emner i den lidt lettere og alment interessante kategori behandlet mellem de, der enten har en mening om eller direkte har deltaget i det hændte. Den lidt indirekte arvtager til Lørdagskanalen med Gorm og Gregers, som vi elskede dengang i fjernsynets ungdom.

Men jeg begriber, som i: forstår overhovedet ikke, at alle emner af almen petitesseinteresse skal behandles af de samme ca. 25 kendisser. At disse Tordenskjolds evige soldater overhovedet kan have en mening om alt, være på forkant med enhver udvikling og i det hele taget mener sig kvalificerede til at udtale sig om alle former for småprutter slået i kongeriget Danmark. Jeg er TRÆT af Anders Lund Madsen, af Pernille Rosenkrantz-Theil, af Dennis Knudsen, af Lotte Svendsen, af Linse Kessler ( eller hvad hun nu hedder for tiden) og af de 20 andre, der på skift gylper meninger på skrømt ud i det program. Det er totalt uinteressant, og det er egentlig synd for konceptet.

Jeg forstår ikke, der ikke findes andre meningsudbydere i Danmark. Eller måske er det fordi, de, der trods alt har en mening om netop det felt, hvorpå de er specialister, for længst har opgivet at diskutere kernefysik og liv i rummet med udvandede politikere og realitybabes. Ligesom har indset, at den platform absolut intet har at byde på længere. Måske er det endda sådan, at de 25 returkendisser er de eneste, der efterhånden siger ja til at deltage. Og så hænger de jo på dem derinde i DR.

Det er også som om, almindelige menneskers gode historier er totaltslagtede i dette pseudoforum. Det var ellers det, Gorm og Gregers perfektionerede til fuldkommenhed. Her er det i stedet som om, alt er blevet lige gyldigt. Og når alt er lige gyldigt, bliver det ligegyldigt.

Som de gengangere indenfor kendisser, der aften efter aften sidder ved Aftenshowets runde bord og udtaler sig om ting og hændelser, de absolut ingen forstand har på. Men de får vel penge for det. Håber jeg da, for dem!

Jeg kom tilfældigt forbi dette hus i dag. Det ligger i en mindre by i Sønderjylland. Og jeg blev faktisk så fascineret af det, at jeg simpelthen MÅTTE fotografere det.

Og så var det ikke engang huset, der i første omgang betød en halvtabt underkæbe og et smil. Bevares, det er et yderst nydeligt hus i stilen fra netop den egn, og det ser samtidig ualmindeligt velholdt og kælet for ud. Men haven……. Jeg er fuld af beundring for mennesker, der går så all in på, hvad de nu engang samler på. Det må have taget oceaner af tid og vidtrækkende togter til både ind og udland at samle SÅ mange variationer indenfor havenisser og vindmøller. Hvis man ser rigtigt godt efter, er der jo dusinvis af udgaver, og jeg er faktisk ret forbløffet over, at der findes en så bred kollektion indenfor såvel møller som nisser. Det vidste jeg ikke.

Jeg synes samtidig også, det er modigt at stille en sådan parade op lige ud til vejen og til fuldt skue for alle. Nu ved jeg godt, at jeg selv har et lidt traumatisk forhånd til havenisser og helst holder mine eksemplarer lidt for mig selv. Jeg ville aldrig blive modig nok til at stille min handicappede ud til vejen. Kun til jul, hvis det SKULLE være, men det skal det så ikke. Men disse husejere paraderer i ren overkillstil og uhæmmet all in med hele samlingen. De viser med al tydelighed, at more is more, og nægter at følge beskedenhedens krav om, at det er less, som bør være more.

For selv om jeg tabte kæben lidt, så smilede jeg altså også. Blev glad, sådan. Jeg mener, man kan da næsten ikke andet, når hele kompagnier af nissemændene og vindmøller bare står så sødt og nydeligt. Jeg synes godt nok, det både er modigt, godt fundet på og en eklatant skiden på normer og andres vedtagelser om æstetik og god smag. Når man gør den slags, så kan man lige så godt gøre det med maner. Og det, synes jeg, bliver gjort ved dette forunderlige hus i en lille Sønderjysk by, hvor more noget så gevaldigt er more.

Forleden kom jeg til at fundere over, hvad jeg egentlig går efter, hvad der tiltaler mig, når jeg sidder og forbereder mig til endnu en tur ud i andres ferielande. Hvad er det i bund og grund for historier, for oplysninger, der gør indtryk, sætter sig og kan huskes? Og hvad er det, jeg allerhelst selv vil fortælle, ja, nærmest nyder at få fyret af? Samt husker.

Det slog mig, at de, i mine øjne, bedste historier, altid indeholder elementer af kærlighed, romantik–og død! Jeg er relativt immun overfor store bygværker ( med mindre de er virkelig omfattende store!), krigsskuepladser og monumenter. Altså med mindre, der er elementer af noget menneskeligt tilknyttet dem. At nogen gik gennem krig, sult og bomberegn for at bygge dem, at et enkelt geni ledte sin hær til sejr, fordi han personligt skulle hjem til sin elskede ( som fungerer bedst, hvis hun liiige er død, når han endelig når frem!), eller at monumenterne har en klar reference til folk med en Fandens god historie. Jeg er vild med martyrer, løse kvinder, landevejsrøvere, folk, der får hinanden på trods samt–ikke at forklejne–absurde og bombastiske måder at møde sin død på. Jeg ved ikke, om det siger noget specifikt om mig, men jeg er altid lidt forventningsfuld og opsat på historierne oppe i York, hvor vi altså både har Margaret Clitherow, der for sin vedholdende katolicisme blev MAST til døde, før de skar den ene hånd af hende og gemte den bag et gardin på et nuværende vandrerhjem, og Dick Turpin, der blev hængt langsomt ( minimum 5 timer i galgen!), efter døden stjålet af medicinstuderende, fundet i afdøde samlesæt og til sidst overhældt med læsket kalk for ligesom at blive der, hvor han nu engang var. I øvrigt er dette med at blive stjålet til medicinske formål absolut ikke nogen enkeltstående handling. I Edinburgh har de jernriste med hængelås over gravene for at imødegå potentielle tyverier. Det var her, Mary Shelley fik ideen til den vanvittige videnskabsmand Victor Frankenstein.

Og kærligheden. Den er også god. Bedst når man selv sidder der med ufrivillig rystende underlæbe og med flere hundrede års afstand på efterkrav begræder endnu et par, der ikke fik hinanden. For de bedste historier er dem, hvor det går galt. Er der en løs kvinde indblandet, er det endnu bedre. Løse kvinder er vildt fascinerende, fordi man samtidig kan prise sig selv lykkelig over, at det nok alligevel går en rimeligt, fordi man da ikke er sådan. Historien over alle historier på den front er nok Mary Stuart, som var så venlig at leve sit liv op til millioner af siders stof til romaner. Ikke blot blev hun halshugget ( virkelig god død!), men formåede også at sjusse sig gennem mænd og elskere på samlebånd. Hun var, som man sagde i min barndom, “om sig”, og hvis man betvivler, kan man jo bare tage til Holyrood Castle og se den uafvaskelige blodplet, der stammer fra dengang, hun nok fik nogen til at omgøre den italienske elsker, fordi hun skulle videre i mandekataloget. Misforstå mig ikke–jeg er fuld af beundring for Mary og den måde, hvorpå hun forvaltede en arv, der var bortformøblet på forhånd. Især fordi hun er enhver guides lækkerbisken og direkte kan foranledige, at man også kan snakke om kusinen dernede i England, hende Elisabeth, der bestemt også har et bagkatalog af forbandet gode historier.

Sådan er det også med romanerne. Og filmene. Der skal være kærlighed og død. Ikke sådan standard og Netto-discount-kærlighed-og-død. Nej, må vi bede om det spektakulære. Det mindeværdige og det makabre. Det, der ligger ude over de grænser, der normalt er herude i provinsen, hvor vi da i det mindste ikke ret tit parterer og stjæler lig eller myrder elskere. Jeg er nærmest ude af stand til at huske årstal, med mindre de er ikoniske som 1066, men er der en god død og en dybt ulykkelig kærlighed, så er jeg sgu` på. Og så er det lige præcis det, jeg husker.

Derfor er der overtryk i mit hoved af kærlighed og død. Af alle historierne. For det er dem, jeg husker.

Den halvhvide hest, som kongen i sin tid red over grænsen på i forbindelse med genforeningen i 1920, stammede fra herregården Visborggård i Himmerland. Godt nok var den kun halvhvid, men der er ikke mange helligdage, en spand hvid maling ikke kan råde bod på.

Efter sit legendariske ridt kom hesten tilbage til sit hjem. Og døde sammesteds. Derfor står denne mindesten over hesten da også lige vest for gården.

Udover at have båret kongen sikkert over grænsen havde samme hest tilsyneladende også andre evner. Det ville være en overdrivelse at påstå, den havde decideret imponerende poetiske anlæg, men lidt, og især bare det at forsøge sig, har vel også ret. Kort efter hjemkomsten fra Sønderjylland må hesten beslutsomt have sat sig ned og forfattet inskriptionen til sin egen gravsten. Kvaliteten kan man selvfølgelig diskutere, men det er da helt ærligt ret godt klaret af en hest. Selv en halvhvid.

Mig bekendt er dette det eneste stykke poesi, samme hest har bedrevet. Og det er da måske lidt synd. Egnen og byen er velsagtens gået glip af en stor digter af lejlighedssange, for sikke da en hverdagspoetisk åre der har ligget i manken på det dyr. F.eks. beviser den jo til fulde sin fænomenale mestring af omvendte ordstillinger og rime— tænk, det kan den hest også. Den er også helt bevidst om at sætte sig selv først og i centrum, og det er da samtidig en indstilling, der passer fortrinligt til tidsånden i dag.

Så kører man forbi Visborggård, så kan man altså, udover at betragte den smukke herregård, opleve noget så usædvanligt som en digterisk hest, der på poesiens vinger, og med diskutabelt held, har forfattet sin egen gravskrift.

Det er fuldstændigt omsonst at begynde at skrive børnebøger, hvis man ikke lige har en supergod tegner ved hånden. Måske den hånd, der tilhører en selv? Men sådan en (altså tegner, ikke tegnehånd!) har jeg. Og det er hele forudsætningen for, at det hele kan lade sig gøre. Sammen med, selvfølgelig, at man bare ikke kan lade være….

En anden forudsætning er også, at der er et minimum af en grundide. Faktisk så minimum, at det kan være, at der da må findes en historie om en prut, et spøgelse eller en hund nede under et bord.

Det allerførste, man skal sætte sig ned og prøve at erindre, er ens egne børns barndom og præcis, hvad der fascinerede dem. Hvad de grinte af, græd over eller bare måtte have læst op der på sengekanten hver eneste evige aften. Det kaldes ikke plagiat. Det er bare en del af det faktum, at der nok højst findes omkring 10 grundhistorier, som alle andre historier er spundet og varieret over, og at man, når man har læst 1001 nat, har været den allerstørste del af disse historier igennem.

Hos os var der altid hype omkring wauw-effekten. Når Cykelmyggen Egon kørte ind i næsen og fik folk til at nyse højlydt, eller når ting poppede op og blev fundet. Jeg tror, vi har hele Spot/Plet-serien på engelsk, for hundefinding har intet sprog. Det har derimod den uimodståelige glæde, der kommer, når hunden endelig ER fundet.  De gange, vi har fundet Holger, er også utællelige, og min mand har verdensrekord i antal gange i at sige som Cykelegon i næsen. Endelig har vi også rovdyrket at blive væk fra verden og især forældre. Palle-lene-hjemme ( som den altid har heddet på den lokale familekt) og Elefanten Robert har vi hentet hjem så mange gange, at de efterhånden snart må være ufatteligt trætte af at blive væk–og blive fundet igen.

Så med det meget lokale popularitetsbarometer er det vel bare at gå i gang? For mig personligt er det dog ikke så ligetil. Jeg er, hvis jeg selv skal sige det, ret god til at skabe universer. Både sådan nogle, som spøgelser bor i, det sted, hvor alle lugte tager hen, når vi mennesker har brugt dem og atmosfæren nede under spisebordet i en dansk gennemsnitsfamilie. At skabe universer er sjovt. Det er bare at bruge sin fantasi og bygge ovenpå. Det, der er problemet, er, at universet i sig selv ikke kommer nogen som helst vegne. Der skal jo SKE noget. Være en historie. Og i børnebøger oftest en historie, der kører lige lukt efter modellen på den klassiske borgerlige dannelsesroman: hjem-ude-hjem. Eller–præcis som Den grimme ælling, som anmelderen i Information da også sammenlignede vores spøgelsesbog med. Børn har det bedst med lykkelige slutninger, og efter min mening er det helt OK, at vi ikke sætter det på opdragelses-to-do-listen, at verden mestendels er fuld af de u-lykkelige. Det skal de tidsnok selv finde ud af.

Så det er der, den knager for mig. At finde en troværdig handling i et ellers, efter min egen mening, spændende univers. Tilmed en handling, hvori der optræder et crescendo, som forhåbentlig kan få det bedste skuespillertalent frem i alle oplæsende forældre. I den henseende er spøgelser taknemmelige–de har jo nærmest højlydt wauw som det eneste ord i et ubegribeligt mangelfuldt ordforråd. Vi har også forsøgt os med en prut, men den bog har nu ligget i 7 år uden rigtigt at komme ret mange vegne. Det er ellers en virkelig fed scene, når Palle Prut slår verdensmesterfisen på Rådhuset i KBH, så alle pandekagerne vender sig af sig selv, borgmesteren ender i ballongyngen på den anden side af vejen, og den lange bro bliver så lang, at den pludselig går helt til Middelfart. Problemet med Palle Prut er, at hans slutning er så forbandet politisk korrekt, at han i den grad mangler at blive klonet med Pippi. For politisk korrekthed er dødsens kedsommeligt ( også for børn!), men det er Pippi så heldigvis ikke!

Når man arbejder langdistance, som vi gør, indebærer det også, at en bog skal gennemskrives utallige gange. For først skal den jo forfattes minutiøst, så tegneren ved præcis, hvad hun skal tegne. Jeg har aldrig et billede af hovedpersonerne inde i mit hoved, og det har vist sig at være meget klogt. For hun tegner dem altid tusind gange bedre, end jeg overhovedet har været i stand til at forestille mig dem. Der er bare det ved det, at bogen, når den er tegnet, skal rettes til igen, for børn er ikke idioter og hader, når vi voksne gør dem til det. Alle unødvendige forklaringer, som primært er med for tegnerens skyld, skal væk, for man behøver ikke sige ting mere end en gang. I alt fald kun til voksne.

Egentlig gider jeg slet ikke komme ind på den hurdle, der hedder at finde et forlag. Det er en lang og ensom vej fyldt med nejskrivelser, og sådan en vej, hvor man hele tiden skal minde sig selv om, at R.J. Rowlings utallige gange fik fingeren fra samtlige store forlag.

Alene det er også en af hovedårsagerne til, at man bør finde sig et helt andet erhverv, hvis formålet er at tjene penge. Det gør man nemlig ikke. Det er en anden måde at sige på, at man udelukkende skal skrive børnebøger, fordi man synes, det er sjovt, og derfor ikke kan lade være. Synes, at det er en fortræffelig måde at holde liv i barnet inde i sig selv og få lov til at dyrke lidt prutter, spøgelser, forsvundne hunde og wauw midt i hverdagen. Få skabt nogle fede universer, fordi det da immervæk er noget mere oplivende end at gøre rent eller lægge tøj sammen. Forresten: rengøring ER faktisk, på sin egen bagvendte måde, en god ting: i og med at det ikke kræver synderlig hjerneaktivitet, er der absolut muligt at digte på historier samtidig. Det samme gælder cykel- og løbeture samt brusebade. Især det sidste er ret anbefalelsesværdigt.

Man skal også være forberedt på, at det at udgive bøger kan være som at synge i et klangdødt lokale. Eller hælde barnet ud med badevandet. I månedsvis har man danset rundt i denne indre verden af karakterer, der nærmest er blevet ens egen udvidede familie, men når de så vandrer videre til forlaget, er de for stedse overgået til en form for tvangsfjernelse, til opbevaring hos plejefamilier på ubestemt tid. Uden tilbagemeldinger om, hvordan det går. Man er mere end meget, meget heldig, hvis der kommer bare en enkelt anmeldelse. Vi fik en på en af vores bøger, og den var rigtigt fin, men jeg tillader mig at tvivle på, at Information primært læses af folk, der søger efter anmeldelser af børnebøger. Det er som at lade ens hjertensbarn vandre ud i verden og aldrig få så meget som et postkort igen. Jeg tænker altid på, at jeg gennem mine alt-for-mange-og-tredive-år som lærer da i det mindste møjsommeligt skrev en længere kommentar til hver eneste stil, jeg rettede. Selv hvis den var elendig!

Så opsamlingsvis skal man kun kaste sig over dette felt, hvis man både ikke kan lade være samt har en god tegnehånd i umiddelbar nærhed. Man skal forberede sig på at have sine nye venner med overalt, og især i bad, hele tiden, indtil de vandrer ud i verden, og man i grunden aldrig rigtigt hører fra dem igen. Og endelig skal man ikke på nogen mulig måde forvente, at det vil have væsentlige ændringer til ens økonomi.

Jeg er sikker på, C.S. Lewis sidder med Aslan ved sin side deroppe i sin Narniaske himmel og er rigtigt glad. Og J.K. Rowling fryder sig også sammen med Harry deroppe på sit Aberfeldyske slot, som ingen kan finde–i alt fald ikke mig, selv om jeg ledte huller i jorden på min ungdoms jagtmarker. (Hvilket i øvrigt er en helt anden historie.) For selveste DR er gået i december-fantasymode og har periodisk erstattet gamle skabe med ditto kaminer som portaler ind til fantasyverdenen og til lejligheden klonet Harry Potter med en herboende, nørdet englænder, der ligner ham forbløffende. Uden arret. Dog.

For decembertid er julekalendertid. Og julekalendertid er fantasytid. I grunden den eneste om året på flow-TV og udenfor streamingtjenesterne. Og fantasytid på flow-TV er altid portalfantasy, for vi skulle jo nødigt glemme den virkelige verden med alle dens fortravlede juleforældre, enlige mødre, irriterende småsøskende og at vi altid har glemt, hvor vigtigt det er at elske hinanden, indtil vi hvert år pludseligt får den store åbenbaring omkring, at det gør vi skam. Den 24. december. Det er så også i orden med alle disse årlige portaler–bare der ER fantasy. Selv om jeg nu nok vil mene, at en kamin er i den tarvelige, vældigt uopfindsomme ende.

Før i tiden førte portalen altid ind til nogle nisser. De boede i rigsarkiver, nisselande, på lofter eller andre steder i tid. Nu er vi blevet lidt mere modige og tør tage skridtet fuldt ud til fauner, troldkvinder/mænd, talende træer fra entefamilien mm., selv om årets fantasyland i den grad får mig til at tænke på skovene omkring Marselisborg. Men det er nok bare krævende mig. Godt er det i alt fald, at der er kommet ikke bare fantasy, men også fantasi på drengen, omend enhver jo kan høre og ikke er det mindste i tvivl om, at det bare er Nicolas Bro, der er inde i den der enteklon.

Det gode ved fantasy er ikke blot, at fantasien får frit spil. Det er næsten meget mere, at genren formår at sige nogle væsentlige alment menneskelige ting på en anderledes måde. For vi ved jo godt, at selv om det er fauner, der er i billedet, så er de inderst inde mennesker som alle vi andre. På godt og ondt. I fantasy er det tilmed også legalt at bruge stereotyper, de altomfavnende onde og de altdominerende gode. Den går ikke hverken i virkeligheden eller i anden litteratur. Sauron ville have haft uendeligt ringe vilkår i en roman af Rifbjerg.

Og så er der den evigt tilstedeværende quest. Den, som vores nørde-Harry-Theo i årets julekalender er i færd med at drage ud på. Det er altid den allermindst ventede tøsedreng, der må ud på en farefuld færd for at redde verden. Som Frodo. Som Harry. Og som Tvebak. Hvilket han selvfølgelig gør, og i denne forbindelse altid d. 24 december. Undervejs må han ( Beklager stedord, pigehelte forekommer ofte i fantasy, no offense!) gennemgå en modningsproces, en coming-of-age som selve forudsætningen for at redde samme verden. Selve redningen har i grunden altid været uinteressant for mig–jeg syntes, det var lidt halvkedeligt, da Frodo kastede ringen i ilden–men selve rejsen er interessant. Så jeg ser i den grad frem til Theos (Theo/Frodo–got it???) farefulde færd gennem faunerne.

Så er man fantasyfreak, så er det bare med at kaste sig over julekalenderne. Det er årets chance. De første 4 afsnit af dette års har været lidt tamme, lidt ujævne, lidt længe om at komme i gang, lidt dvælende omkring de evigt irriterende juleforældre, men mon ikke der kommer mere magi på drengen, når han for alvor kravler gennem sin portal? Og bliver derinde, hvor der er noget ved det. Det håber jeg. Og sikkert alle de andre fantasynørder.

Men Theo skal lige være sig bevidst om sin arv. Han bør bøje sig dybt til jorden derude i Marselisborgskovene og sende en tak til gode, gamle C.S. Og Harry.

Jeg er vild med juledesigns fra Aase og Preben Jangaard. De er helt unikke, meget svære at finde og havde deres storhedstid tilbage i 50-erne. De to designere har et udtryk, som bare er så 50-er, så dansk og så gennemført hyggeligt med kant. Samtidig med, at de klart reflekterer en tidsperiode, er de også særdeles bevidste om, at designet har fremtid og peger ud i verden.

MEN: Som det jo er med alle de ting, man ikke lige ved så godt, så vil man jo gerne vide mere. Finde ud af at få sat sin viden ind en større sammenhæng. Som generation brugte vi årtusinder på bibliotekerne med snuden nede i alt det, vi skulle finde ud af, indtil Google heldigvis gjorde vores nysgerrighed en stor tjeneste senerehen. Det er blevet lettere at finde ud af ting, at sætte ting i sammenhænge, men nogle gange må der desværre gives fortabt. Selv Google har sine begrænsninger.

Som nu med disse to dygtige designere. Eneste oplysninger, jeg umiddelbart kan finde, er, at Preben levede 1926-1991, og at han havde en fabrik i Allerød, hvor han producerede sine flotte designs. Det er meget lidt, synes jeg. I alt fald slet ikke nok til at stille min nysgerrighed.

Så hvis der nu skulle være nogen derude, der ved mere om Aase og Preben, så vil jeg da forfærdeligt gerne indvies i det. Der er absolut ingen præmier for gode oplysninger–andet end simpel taknemmelighed og nysgerrighedsstillelse!

Boligprogrammernes æra på TV lakker mærkbart mod væsentlige nedskæringer i sendetid. Mange har alligevel allerede nøje fulgt de dyre råd og transformeret deres boliger ind i ensartet kønsløshed, endnu flere har nok lyttet til enkelte råd og anvendt dem i hjørner og nicher, mens de sidste (som jeg) bare har gjort, hvad de sådan set altid har gjort. Det er noget med at placere nyindkøb et sted, hvor de så bliver stående. Permanent. Der er tydelig tilbagegang for skrotning, slotning, hammerslagning og make-over på usælgelige adresser. Personligt føler jeg det som en lettelse.

For lige nu blomstrer en ny trend på skærmen. Nemlig Det-er synd-for-mig-TV. Og det er det jo. Altså synd for en forfærdelig masse mennesker, der ligesom ikke helt kan leve op til de mål, der sættes i det samfund, hvor graden af selvudstillelse og flashing af superliv er blevet en form for parameter på, hvor utroligt godt det hele går. Så det er dem, det er synd for. Det synes de så også selv–i alt fald en stor del af dem.

Misforstå mig ikke: Jeg synes skam, helt ærligt, at det ER synd for alle de mennesker, som TV-selskaberne smider ud i mit hjem for at opnå såvel min som andres medlidenhed. I går aftes, f.eks., var jeg næsten ved at blive helt skamfuld over, at jeg ikke sådan lige kunne finde mærkbare og synlige skavanker i mit eget liv, som kunne berettige mig til at opnå en smule solidarisk medlidenhed. Det startede med farlige psykiatriske patienter, som nærmest havde måttet begå forfærdelige forbrydelser, fordi systemet bare svigter indenfor det område. Det er synd for dem. Så var der alle dem, hvis far havde begået selvmord. Det er ikke blot synd for dem, det er selvfølgelig også synd for faderen. Så var der pigen fra Randers med det sygdomsbegrundede meget aparte udseende, som så forfærdeligt gerne ville have en kæreste, hvilket vi både forstod, at hun ville, men nok samtidigt også forstod, at hun nok ikke lige fik. Så hende er det virkelig også synd for. Der var også nogle lidt naive kvinder, der var blevet narret af forbryderiske storcharmører på nettet, og dem bør vi da minsandten også have ondt af, for det ER da synd for dem. Og ved bare et enkelt blik på den kommende aftens programmer kan jeg se, at min have-ondt-af-dagsorden inkluderer folk med rynker, potentielle selvmordere og giftelystne landmænd, som det er synd for, fordi de ikke kan finde en kone uden hjælp fra fjernsynet. Senere på ugen kan jeg så svælge i medlidenhed med søde børn med mystiske sygdomme, der gør dem anderledes, og som det da indiskutabelt er rigtig synd for.

Indenfor dele af ugebladspressen er dette selvfølgelig ingen ny tendens. Det er såmænd bare det, de lever af. Historier med human touch. Dog gerne med en positiv udgang. Eller i alt fald mod og ukuelig livsvilje. Men på TV er det, omend langt fra nogen ny trend, så dog en omsiggribende trend. Faktisk er den også vokset endnu længere ind i mediebilledet, for selv jeg kan ikke undgå at notere, at det i f.eks. Politiken vrimler med Det-er-synd-for-mig-historier. Det gjorde det altså ikke i samme omfang for bare få år siden.

Og selvfølgelig er det synd for en umådelig masse mennesker. Livet er–og her er jeg nødt til at undskylde klicheen!–ikke bare lutter lagkage. Hvilket vel i sig selv er problemet. For når vi udstiller vores liv på de mængder af sociale medier, vi har adgang til, så leves livet i lagkagebanen. Så er vi smukke, velfungerende, glade og bebor de skønneste, designede hjem. Personligt kunne jeg ikke drømme om at lægge min egen morgengrimhed (og den er fæl!) ud til offentlig anskuelse. Jeg er ligesom pænere med et bjerglandskab i baggrunden sådan et pænt stykke op ad formiddagen.

Men alligevel er der jo morgengrimhed alle vegne. Uformåenhed overfor tidens perfekthedsidealer. Lortedage, overvægt, bumser og dårlige tøjdage i den lette ende. Og sygdom, dårlig økonomi, stressede børn og dødsfald i den hårde. Det kommer til os alle. Der skal nok, og det lover jeg, blive plads til, at den tid kommer, hvor det er os, det er synd for. Faktisk forholder det sig også sådan, at rigtigt mange af os synes, at det på daglig basis ER synd for os. Vi kan nemlig ikke helt leve op til, hvor ufatteligt dejligt vi tror, at alle de andre glansbilledfamilier på nettet går og har det. Og lige præcis her er det så, at det er så fantastisk selvafstivende at finde nogle andre at have ondt af. Nogle andre det er synd for. Altså mere synd for, end det nu er synd for os selv, fordi enhver idiot kan se, at de da i alt fald har det ENDNU værre. Derfor svælger vi i Det-er-synd-for-mig-TV. Denne blanding af haven oprigtigt ondt af, som samtidig er gevaldigt opbyggende for vores egne egoer, for helt SÅ slemt har vi det da heldigvis ikke. For slet ikke at tale om, at vi da, trods alt, er noget pænere, klogere, rigere–eller måske endda, når vi sådan for alvor konfronteres med det, gladere, mere tilfredse og lykkeligere.

Det er altid godt at have sammenligningsgrundlag i sin egen lille ulykkelighed. Det gør den som regel en hel del mindre. Og Gudskelov. Det er nemlig ikke som med boligprogrammerne, hvor ethvert rodehoved (og her taler jeg af årelang erfaring!) kunne smittes med akutte mindreværdskomplekser og spejlbilleder af egen håbløs indretning. Det-er-synd-for-mig-TV har nemlig den stik modsatte effekt. Her vokser selvværdet nærmest omvendt proportionelt med andres ulykke–også selv om det i sig selv er relativt inhumant.

Men sikkert også positivt for alle os, der ligesom ikke gør os så fabelagtigt på tidens udstillingsvinduer. Til gengæld er vi ret gode til Det-er-synd-for-mig-TV. Det ved TV-selskaberne også godt!

Der har været røre i andedammen de seneste dage. Så meget, at sludderet fra en amerikansk TV-kanal nærmest har overdøvet væsentlige og vedkommende nyheder. For mig ligner det en proportionsforvrængning uden sidestykke. Især fordi så overvældende mange lader sig påvirke af en amerikansk tegneseriekanal, der med troldsplinten for det blinde øje bringer en yderst subjektiv tolkning af ting, de–fordi det simpelthen er uvederhæftig journalistik, de bedriver–burde have ladet ligge. Fox News er at sammenligne–både i kvalitet og journalistisk troværdighed–med vores hjemlige Den Korte Avis. Så, når alt kommer til alt, er det faktisk ikke Danmark, de i sidste ende kommer til at udstille og sætte i et negativt lys. Det er dem selv, deres umådelige uvidenhed og mangel på basale faglige kvalifikationer.

Og så kommenterer jeg så alligevel! Det har jeg valgt at gøre, fordi der trods alt er nogle grundsubstanser i deres fremlægning, der er fuldstændigt korrekte. Problemet er bare, at disse er tolket forkert. For alt, hvad tegneserieformidleren derovre ser som negativt, ser jeg da egentlig som positivt. Akkurat som masser af andre danskere.

Ja, vi har nok verdens højeste skattetryk. Det har vi, fordi så uendeligt mange af de de ting, som mennesker i andre lande individuelt betaler for ( og ofte får ødelagt deres liv, fordi de ikke KAN betale for) er indeholdt i de beløb, vi automatisk betaler til staten. Vi lever i et land med et relativt finmasket socialt sikkerhedsnet, hvor det at blive syg eller miste sit arbejde ikke er en katastrofe på liv og død niveau. Vores børn får en gratis skolegang og gratis videre uddannelse. Vi har ubetalt adgang til sundhedsvæsnet, farbare og gode veje osv., osv., og den slags koster altså penge. Jeg er overbevist om, at jeg sagtens kunne skrive adskillige sider om de fordele, vores høje skatter giver os frem for indbyggere i andre lande, der selv må betale. Samt de negative konsekvenser for de, der ikke kan. Jeg vil blot, som et meget lille eksempel, nævne, at mine chauffører i Irland altid lægger båndlægger de drikkepenge, de får af gæsterne ( ikke danskerne–danskere tror fejlagtigt, drikkepenge er en almisse, mens alle andre folkeslag godt ved, de er en anerkendelse. Den kunne bitchen da have taget fat i!!!) til en spærret bankkonto, der udelukkende skal bruges til deres børns uddannelse. Ellers får de nemlig ingen, fordi der ikke er råd. Så jeg betaler generelt min skat med glæde. Netop fordi jeg, når jeg rejser i andre lande, kan se, hvor umanerligt meget, jeg får for den!

Ja, vores unge mennesker tager i gennemsnit længere tid om deres uddannnelse end unge i andre lande. Det er et sundhedstegn og en stor fordel for samfundet. Vi får nemlig særdeles kvalificerede og veluddannede, reflekterende mennesker ud i den anden ende. Der er, qua SU og det faktum, at ens uddannelse på ingen måde er afhængig af ens forældres økonomi ( som i næsten alle andre lande!) tid til fordybelse, til at blive moden og til at få et indgående kendskab til det, der ofte vil blive ens fag på livstid. Jeg har selv gået på højere uddannelser i andre lande og mener stadig, at al den tid, der blev brugt til bevidstløse tests og drønen gennem lærdommen, manglede plads til simpel fordybelse. I faget og i ens egen udviklingsproces frem til at blive et voksent menneske. Og ja, der er givetvis flere unge herhjemme end i mange andre lande, der opgiver et studie eller skifter til et andet. I mine øjne også et klart sundhedstegn og markør af det positive i, at vores unge tager deres liv alvorligt på den måde, at de godt ved, at ens livsbane ikke altid udgøres af det første valg. Måske ved tegneseriedamen slet ikke, at det i sidste ende er meget sværere og meget mere modent at vælge fra end bevidstløst at følge en vej, man udmærket er klar over er den forkerte. Og selvfølgelig kan alt dette udelukkende lade sig gøre, fordi vi netop har det skattetryk, vi har. Eller–sådan kunne man måske også sige det–fordi vi tager vores borgere alvorligt og ser dem som mennesker.

Ja, vi har arbejdsløshed og mennesker, der lever på overførselsindkomster. Med hensyn til det første nok ikke udpræget mere end i andre lande. Med hensyn til det næste, så må det da indgyde stolthed i et lands indbyggere, at deres sociale netværk er så velfungerende, at det er i stand til at fange borgere, der af den ene eller anden grund ikke er i stand til at klare sig selv. Vores fattige, syge og uarbejdsdygtige henvises ikke til at sørge for sig selv. Vi sørger for dem. Og det er vel i grunden noget af det, vi bør være allermest stolte af. Jeg er personligt ikke udpræget bange for at blive gammel i mit land. Tro mig, jeg kender mange i andre lande, der er lammede af angst for at blive det i deres. Det ville jeg også være.

Så damen må siges at have ret, hvad angår de overordnede fakta. Problemet er bare, som med enhver form for statistik, at tingene kan tolkes på mange måder. Også politisk. For hvis man vil bruge statistikkerne til at udlede konklusioner, der peger på de negative sider ved et velfærdsamfund som vores (ulig det amerikanske), så er det da i den grad muligt. Især hvis man udelukker så basale journalistiske grundprincipper som at konstatere, hvordan tingene reelt ser ud. I virkeligheden. I Danmark.

Desværre er højrepopulismens akilleshæl netop manglen på vederhæftige argumenter og deraf følgende diskussion. Dens styrke er, for de, der bekender sig til den, netop denne mangel på argumentation. Eller dens argumentationsresistens, om man vil. Den er desværre henvendt til mennesker, der ikke godtager argumentets magt og de diskussioner, der følger af det, men fungerer i stedet som en fundamentalistisk religionsopfattelse, hvor alting er fint ordnet i små, indiskutable kasser. Så man ved, hvad man har at holde sig til–og ikke behøver at præstere nogen form for selvstændig tankegang.

Men lad da bare damen putte os i en sådan kasse. Det, at hun gør det, siger mere om hende og hendes kanal, end det siger om os. Og så skal vi da være så ovenud henrykte over, at vi ikke lever i hendes land. Tænk, hvis vores velfærd ikke var betalt af den kollektive kasse, at ALLE vores børn ikke fik mulighed for at fordybe sig i deres uddannelse, eller at vi selv hele vejen gennem livet skulle gå med en latent frygt for arbejdsløshed, sygdom eller alderdom. PUHA DA!

Og så fik hun mig sgu` alligevel til at kommentere…….