Om navne.

En gang om året udgives listerne over “Årets navne”. Altså over de mest populære navne til nyfødte samt over de mest populære navne generelt blandt hele befolkningen. Mit navn er ikke på nogen af listerne. Det har det ikke været i mange år til trods for, at det i min barndom nærmest var en feminin massebetegnelse, og at alle os, der hed det, automatisk fik koblet et bogstav bagved eller simpelthen gik under vores efternavn, hvis det var mindre sædvanligt.

Jeg synes, det er sjovt at iagttage, hvordan navnemoden skifter. Jeg synes også, det er befriende, at den gør det. Befriende på den måde, at det nu ikke længere er afskyeligt populært navnemæssigt at voldtage sit afkom med eksotiske påfund og udenlandske navne, der da bestemt er særdeles velklingende og vel-hjemmehørende, hvor de hører til, men desværre får en noget tarvelig klang i såvel kants- som udkantsDanmark. Brian og Dennis er, sammen med Nicole og Stephanie, ved at gå i deres livmoder igen, og hvis jeg nu stadig var lærer, ville jeg nok næppe støde på endnu en Bianca Hansen og en Carmen Jensen. Men da navnemoden ofte går i ring og gentager sig selv med jævne mellemrum, er det da muligt, at fremtidige kolleger (og ikke mindst de stakkels børn) må se sig udsat for den slags.

Det er sjovt at iagttage den store forskel, der er mellem navne på nyfødte og navne på befolkningen som helhed. Der er ikke specifikt mange sammenfald, men pigenavne som f.eks. Anne og Mette synes uopslidelige og til enhver tid gængse. På de nyfødtes Top 10 blomstrer bogstavet “a” hos pigerne. Ud af de 25 første navne, ender de 16 på “a”. Nu har “a” jo altid været en feminin endelse, så det kan da nok være, at kønnet dyrkes helt ud i endelsen. Rent bogstavmæssigt er nogle bogstaver, som var uhyre populære i min barndom, i dag totalt yt og absolut no-go. Vokaler som “o” og “y”, og til dels “u” indgår ikke i det hipstreske  alfabet. Her er ingen Tover, Loner, Jytter eller Ullaer. Kun til nød er der “u” i Laura, men det gemmer sig heldigvis pænt i midten. Vokaler er, for de fleste mennesker, sådan nogle, der skaber en følelse, og jeg kan da også tydeligt mærke på mig selv, at “a” (for mig) sitrer meget mere af glæde og optimisme end f.eks. “o”, som signalerer tunghed og mørke. Jeg ved ikke, om man kan tolke noget som helst udfra statistik på anvendelsen af diverse vokaler i pigenavne, men for mig signalerer det store vokalskifte i alt fald en lysere tid med større optimisme end de mørke, tunge halvtredsere, hvor det vrimlede med Loner og Tover.

To af mine børn er placeret, omend nede i skidtenskraberrækkerne, blandt i dags populæreste, mens den 3. har møvet sig ind på en flot andenplads blandt samtlige danskere. Det undrer mig heller ikke, for han har det danskeste og mest uopslidelige navn, der findes, og i min optik er det kun et spørgsmål om tid, før han er med blandt de, der lige er sprunget ud af livmoderen. Ikke at det er nogen kvalifikation i sig selv. For vi har vel alle helt forskellige begrundelser for vores navnevalg til nyfødte. Nogle går efter gamle navne, gerne navne der tidligere har været i familien, og som ligesom giver barnet en historisk ballast (og måske endda nogle slægtsmæssige forventninger) med på vejen. Man kan stadig være “opkaldt” eller i alt fald være navngivet efter et minde. Nogle går efter det usædvanlige, det absolutte egennavn i ordets ultimative betydning. Navnet, som forhåbentlig ingen andre overhovedet bærer, og som naboer og ignorante pædagoger hen ad vejen nærmest skal have enetimer i at udtale. Det er da yndigt, at forældre ser deres guldklump som aldeles specifik, men måske er guldklumpen som voksen ikke altid af samme overbevisning. Andre igen følger den slagne navnemode og forelsker sig i tidens trend. Hvor tidens trend førhen basalt var, hvad naboens unger hed, er den nu også præget af enhver form for mediemæssig indflydelse. Popstjerner har en del navnesøskende, og små prinsesser laver altid højdespring på navnelisten gennem et par år efter deres navngivning. Et rigtigt godt eksempel er det irske navn Liam, som pludselig blev uhyrligt populært for nogle år siden. Det knuste et hav af konkurrenter blandt de uskyldige drengebørn og sprang til tops. Men nu er den stjerne lidt afbleget–og det er navnet så også. Isabella er også på røvtur, kan jeg se.

Ligegyldigt hvad man har valgt at kalde sine børn, så håber jeg, man kan leve med det, selv om navnet er på deroute på de officielle lister. Det er jo heller ikke det, det hele kommer an på. Det er udelukkende en selv. Der står ikke succes bag på et populært navn, og vi har da haft mindst en minister, der hed Brian. Men nogle gange tænker jeg (i smug, for jeg siger det aldrig!), om nogle mennesker aldrig fortryder det navn, de har udstyret en totalt uforvarende og uskyldig baby med? Jeg har da mødt mennesker, hvor jeg akut har tænkt noget i retning af, hvad i alverden de forældre dog har bildt sig ind, tænkt–eller somme tider, om de virkelig slet ikke kunne lide deres baby?

I dag er det populæreste pigenavn Ida og drengenavn William, og hvis man ser på alle nulevende danskere, er det Anne og Peter. Det undrer mig ikke. Det er pæne, eviggyldige navne, som alle, uden besvær, kan gå rundt og hedde. Og så dækker de også mange former for krav til navngivning. Der er historie bag dem og sikkert Idaer og Williammer i adskillige slægtsled, ( selv om William nok lige skal have et par Nordsøgående formødre eller fædre), og jeg kan tænke på et utal af nuværende, berømte mennesker, der også er indehavere af dem. Det samme gælder Anne og Peter. Det er sådan nogle navne, vi godt kan være bekendt, og sådan nogle navne, alle forældre godt kan være bekendt at hælde ud over deres yngel.

 

 

 

Continue Reading

Om ghettoer.

Siden mandag aften, hvor ghettogryden igen blev sat i politisk kog, er debatten omkring ghettoficeringen af diverse områder i vores byer igen blusset op med fornyet styrke. Der er bare noget, jeg ikke helt forstår.

Som udgangspunkt forstår jeg så udmærket, at en ghetto kan defineres som en del af en by, beboet af en minoritetsgruppe, som oftest har sociale, legale eller økonomiske problemer. Men hvis man behændigt vælger at overse “problemer”, så bor vi vel alle, på den ene eller anden måde, i ghettoer. Heroppe hos mig i guldbryllups-parcelhuskvarteret fra 70-erne er vi såmænd også en form for minoritetsgruppe, der rent økonomisk, juridisk og socialt mere eller mindre er så ens, at vi ingen problemer har med at spejle os i naboerne, der i udpræget grad ligner og opfører sig præcis som os selv.

For sådan er det jo. Vi bor blandt dem, der ligner os selv. Dem, der er så forbandet trygge at være sammen med, fordi de generelt er vores egne spejlbilleder. Når vi flytter til nye byer eller områder, vælger vi nøje ikke blot det kommende hus, men måske endnu mere pedantisk det kommende kvarter. Der skulle jo nødigt sådan rent synligt være alt for mange forstyrrelser i form af mennesker, der ikke lignede os selv.

Da de første ikke-etniske danskere (læs:flygtninge) begyndte at få råd til at investere i de allermindste og ellers relativt usælgelige huse i mit kvarter, var bekymringen stor hos diverse naboer. Diplomatisk blev der udtrykt, at de måske ikke “passede ind”, hvilket vel bare var en pæn eufemisme for, at de ikke lignede os. I de år, hvor der eksisterede en absolut udmærket dagligvarebutik ovre i det sociale boligbyggeri på den anden side af gennemfartsvejen, gik ( eller kørte) adskillige beboere herfra lange afstande til andre butikker udelukkende for at undgå at handle “der” eller “derovre”. Det er også en udfordring at skulle stå i kassekø sammen med mennesker, der ikke umiddelbart ligner en selv. Måske kan det endda være farligt.

Når jeg er i KBH, færdes jeg mestendels–af rent familiære årsager–på Vesterbro og i NordVest. Ingen tvivl om, at jeg føler mig tryggest og mindst udfordret på Vesterbro. Der ville jeg nok også vælge at bosætte mig, hvis jeg skulle til hovedstaden. Selv om Sdr. Boulevards forhipstrede landskab måske er en smule for meget storby med selvbevidst kreativ klasse og højtråbende curlinger i Christianiacykler, så er min spejlingsprocent, og deraf medfølgende tryghed, dog væsentligt større end blandt de eksotiske supermarkeder og utallige telefonsælgere med shawarmabaggrund ude på Frederikssundvej, hvor selve min hudfarve faktisk er en udfordring. Sådan at forstå, at jeg er ret alene om den.

Og tager jeg endelig en tur nordpå fra storbyen for at tjekke “how the other half lives”, så føler jeg mig da totalt og endnu mere udenfor i de Liberal Alliancerede og Teslaficerede ghettoer nord for byen.

Selv i min ubetydelige by er der da kvarterer, jeg end ikke ville overveje at bosætte mig i. Hvor jeg på forhånd ved, at jeg ikke lige kan finde mit tryghedsspejl. Og i den henseende er jeg sikker på, jeg ikke er den eneste. Godt nok finder visse kvarterer i storbyerne gradvise og nogle gange pludselige glansperioder og opblomstringer, men der skal også være en bolig- og herlighedsværdi for, at det kan lade sig gøre. Se blot på Sydhavnen i KBH for tiden, og det Vesterbro, der for bare 15-20 år siden var en form for ghetto i ordets almindeligste betydning. Først for en forarmet arbejderklasse og dernæst for en stor gruppe indvandrere. Umiddelbart vil jeg påstå, at selv om de de sidste 10 år med evig og fornyet energi har gravet Sdr. Boulevard op, så har anstrengelserne i alt fald ikke resulteret i, at de har fundet så meget som en eneste overgemt industriarbejder eller dansker af anden etnisk herkomst nede i hullet.

I min by har man forsøgt at lave penthouselejligheder med byens flotteste udsigt på toppen af det mest forhadte, såkaldt ghettoficerede boligområde. Og de er da også flyttet ind, millionærerne, i deres 6-værelses, restaurerede  luksusboliger med egen elevator, som de så er behageligt fri for at dele med den underboende pøbel. Så sidder de deroppe og kigger ud over hovederne på alle de mystiske underboere og holder noget så forbandet sammen i deres egen, nymalede ghetto. For de bor der jo kun, fordi der er andre ligesom de selv, der også gør det.

Og sådan er det vel bare generelt. Vi søger dem, der ligner os selv. Selv om der i mange kvarterer ikke er decideret økonomiske eller sociale problemer, så er det alligevel ghettoer. Ghettoer med usynlige mure omkring det indviede land, hvor stammeritualerne dyrkes til overflod, således at man nærmest dagligt kan forvisse hinanden om, at det hele bare er så umådeligt trygt, fordi vi alle hører til og generelt går 500 på dusinet.

Så jeg forstår godt det problematiske i, at nogle af vores ghettoer har store udfordringer. Jeg forstår bare ikke, at vi ikke vedkender os, at alle de af os, der ikke bor sådanne steder, er præcis lige så ghettoficerede. Med andre værdier og normer, men i den grad da også med ubrydelige stammeritualer, som vi dyrker og holder i hævd på en måde, som jeg da også ville flygte fra og tage afstand til, hvis jeg var en af “de andre”. Det gælder vel ikke om at rive ned og lukke ude. Måske skal alle os, der hylder vores egne ghettoer så stærkt og overdådigt i stedet lære at bygge op og lukke ind + at erkende, at vores ghettomentalitet er mindst lige så stærk og ubrydelig som dem, vi selv omtaler som ghettoficerede.

PS. Og så kryber den gode, gamle novelle “Uro i forstæderne”  af Panduro langsomt ind under huden på mig. Den er fra 1962. Jeg sagde “nitten-to-og tres”!

Continue Reading

Om binge-watching.

Så fik man da lige tilføjet et ord til den personlige erfaringsordbog. Altså alle de ord, man ikke blot kender og anvender, men faktisk til fulde har udlevet i praksis.

Hvor det meste af landet i netop disse dage er gået i binge-drinking eller binge-eating, har vi hjemme hos mig formået et fælles maraton af søvnløse nætters binge-watching. Desværre findes der ikke en spiselig oversættelse af ordet, og jeg skal venligst undlade at forsøge mig–eller, hvad der burde skabe endnu mere taknemmelighed!– overgive aben til min evige sprogfjende Google Translate. Men når man gør noget “binge”, gør man det ekstremt. Man bliver ved, ustoppelig og umættelig. Selvfølgelig er der tale om en form for afhængighed, mens denne uhæmmede dyrkelse af en aktivitet finder sted, men lad mig sige det så enkelt som, at når alle 26 afsnit er set–eller de 3 liter is puttet i maven–så har sjælen altså også fået fred.

Sidste gang, jeg bingede på en TV-serie, var for mange år siden, hvor jeg intetanende startede en nyindkøbt Stolthed og fordom en grå eftermiddag for lige at tjekke, om de havde behandlet Fru Austen ordentligt derinde på BBC. Det havde de så. Især Colin Firth. I søen. Ca. 8 timer senere arriverede jeg tilbage i en virkelighed, der var skuffende forskellig fra Fru Austens, var midt om natten, og hvor livets største og eneste spørgsmål overhovedet ikke var en finde en passende partner. Ok, der har da også været en par episoder af manglende løsrivelse fra Downtown Abbey hen ad vejen, men sådan ligefrem decideret, momental afhængighed har næppe varet over 2-3 afsnit. Eller 2-3 timer. Tror jeg.

Her i julen blev det så den nye serie Dark, som på trods af, at den ikke hedder Dunkel, hvad den burde gøre, for den er faktisk tysk, overhovedet ikke virker sådan overgermansk på den ufede måde. Den er faktisk god. Og lang. Og går lige ind i bingen. Den kan faktisk i overmåde stor grad anbefales, hvis man i forvejen er lidt pjattet med en blanding af Twin Peaks, It og slægtssagaer, hvor tingene absolut ikke kører ud af Korsbækken, som i Matador. Og der er 10 afsnit, skal jeg lige huske samt hilse at sige.

Jeg troede ellers ikke, min ellers afhængighedsvenlige sjæl faldt for den slags. Altså at være næsten aggressivt ustoppelig i forhold til næste afsnit og mere, mere, mere. I det hele taget er jeg i bund og grund alt, alt for basalt utålmodig til TV-serier af en hvis længde. Spillefilm af almindelig, human, tissevenlig længde er som regel perfekte for mig. Jeg gider ikke vente 13 afsnit og omkørsler med sidehistorier ud i det blå for noget så enkelt som at få konstateret, hvem morderen er. I min inderste sjæl kunne jeg såmænd sagtens nøjes med en ca. 10-minutters introduktion til et mord, dets begåelse på under 3 ( for jeg hader, når det er alt for blodigt og foretrækker pæne, ordentlige og æstetisk appetitlige aflivelser), en smule spændende miljøbeskrivelse, som ikke behøver inkludere ydre led af den berørte familie, samt ca. 5-minutters forståelig opklaring.

De fleste TV-serier har, i min seerooptik, alt for mange blindspor. Alt for megen fylden tiden ud med blår, nissehuer og uvæsentligt pjat, der udelukkende tjener at gøre dem længere, så seere kan fastholdes på bestemte kanaler i overvældende alt for lang tid. Jeg slæbte mig gennem Forbrydelserne ( I- jeg skal komme efter dig!) og ser mest Broen sådan ind imellem, fordi jeg altså er ret fascineret af hende Saga. For det meste taber jeg tråden af bare ustabilitet–jeg er nok verdens mest ustabile seriekigger–men jeg plejer da at prøve på at være på min seriepind, når hele lortet viser sig at være begået af naboen, eller ham, jeg allerede i afsnit 3 godt vidste var en dum slyngel. Jeg er langtfra streamingtjenesternes optimale seer, men ind imellem fanger de mig sgu` ! Altså, alligevel.

Nu var det nok ikke sådan, at min seriestabilitet i forhold til resten af familiens var imponerende gennem hele 10 afsnit af Dark over 3 dage. Nogle skulle vel også lave lidt mad og lufte dyret samt foretage sig ting, der ikke decideret handlede om tidslommer i en tysk skov. Men det bekymrer mig alligevel lidt, at jeg, trods min serieavarsion, kan blive så fanget.

For tænk lige på, hvor mange usete serier der ligger derude! Som mine børn siger, så “mangler” jeg stadig både decideret musts som The Crown, Stranger Things og er håbløst bagud på Game of Thrones, som jeg læste engang i 00-erne og derfor selv påstår, at jeg er fuldstændigt up-to-date i.

Måske ligger der en oplagt mulighed for diverse kanaler og tjenester i at lave Pixie-versioner af samme serier. Sådan en som mig ville da med glæde se en halv times tid af hver, hvis det kunne give mig hele historien. Sådan i store træk. Og uden unødvendige sideveje.

Lige så meget måske er der så noget basalt omkring seriernes natur, jeg nok simpelthen ikke har forstået. Når jeg så har det–eller hvis!–vil jeg sikkert med såvel god samvittighed, fortrinlig tålmodighed og masser af slik kaste mig ud i at binge til den store julemedalje. Jeg har da i alt fald øvet mig noget så gevaldigt i denne jul, og faktisk var jeg da absolut rimeligt god til det! At seriebinge, altså!

Continue Reading

Om radioteater. Og om Ulkegade.

Radioteater er sådan noget, de fleste ved eksisterer, men som ikke mange lytter til. I min generation fungerer radio primært som baggrundsstøj i form af musik, nyheder og måske sportkampe, hvis man ikke lige har mulighed for at se dem på TV. Jeg vil påstå, at kun de færreste virkelig fordyber sig i radio og lytter intenst. Eller måske endda ikke foretager sig andet end at lytte på et givet tidspunkt. Samtidig er vi nok ikke så gode til podcasts–som er vildt populære hos andre generationer, der næppe kan cykle ret langt uden at stoppe en af dem i ørerne.

Det er synd, for radioteater kan noget. Noget, jeg nok lige havde glemt, og som jeg havde rigtigt godt af at få genopfrisket. For det er jo ikke fordi, radioteater er et nyt og uopdyrket land for mig–jeg er nærmest født og opvokset med Carlsens kvarter og diverse Panduroske krimier i æteren. Det, radioteater kan, er at pirre min fantasi, genåbne min indre forestillingsevne og lade mig skabe figurerne helt i mit eget billede. Jeg har ikke andet end deres stemmer–resten er det helt op til mig og min fantasi at udstyre dem med. Radioteater er faktisk enormt anarkistisk–enhver er fuldstændigt legalt berettiget til sin helt egen version, og enhver diskussion omkring, hvem der har mest ret, er totalt overflødig og tåbelig.

Jeg var til forpremiere på stykket Ulkegade–altså intens lyttepremiere. Stykket er uhyre velreasearchet og handler om det gamle København, hvor Ulkegade var en berygtet gade, der husede datidens prostituerede og andre former for marginaliserede eksistenser.  Samt selvfølgelig, og skjult, borgerskabets herrer! Tiden er ca. 1870, så udover en spændende handling er stykket også et tidsbillede på Det moderne gennembrud, ligesom Sædelighedsfejden spiller en fremtrædende rolle. Hovedpersonerne er tvillingerne William og Esther på 16, børn af borgerskabet, hvis spirende seksualitet og forståelse for verden omkring dem er stykkets omdrejningspunkt. Det vrimler med kendte mennesker fra tidens København i stykket, som fuldstændigt uden blusel smider enhver kendis ind i små scener. Det fungerer, stik mod hvad man skulle forvente ( altså “namedropping”), fremragende og hjælper med at få en gennemgribende forståelse af den tid, der både er så oprørsk spændende, men samtidigt også er begyndelse på hele den ideologiske grobund for det samfund, vi har i dag.

Rollerne i stykket spilles af nogle af vores allermest kendte skuespillere, hvoraf en enkelt faktisk har fået til opgave at spille sin egen oldefar, nemlig Henrik Ibsen. Og de gør det godt. De skaber et univers af medrivende, historisk tilbageskuende og for os 2017-mennesker forståeligt teater. Lader man stykket komme til sin ret og sive helt ind, er det næsten som at være der selv.

Selvfølgelig er dette en lækkerbisken af de allerstørste for enhver dansklærer, der sidder midt i Det moderne gennembrud. Virkelig! Men alle andre kan også nyde den flotte måde at formidle datidens København på. Man kan finde stykket på DRs radio-app, DR.DK og iTunes–og jeg vil kraftigt anbefale, at man gør det!

Continue Reading

Når man nu er til blær!

I går fejrede vi 500 året for Luthers reformation. Det var heldigt. Altså ikke fejringen, men at han tog opgøret med den katolske moderkirke. Her tænker jeg overhovedet ikke på, hvad det kom til at indebære for os protestanter sådan rent trosmæssigt, men faktisk meget mere på, hvad det indebar for den katolske kirke, at den pludselig mistede en forfærdelig masse tilhængere og en stor portion troværdighed og selvagtelse.

Det var nemlig det faktum, der, selvfølgelig sammen med mange andre årsager, gav os barokken. Barokken var den såkaldte modreformations synlige svar på, at de der iskolde nordboer var blevet så forfærdeligt, og selvretfærdigt, kunstforagtende og modstandere af enhver form for overdreven, ydre pragt. Så skulle de da bare lige se, hvad paven kunne stille op med af guld og grønne kirker. Hvor rig han var ( rigdom er jo for nogle helt retfærdigt gudsgivet), hvor utalligt mange basunengle han kunne få til at vokse ud af vægge og lofter, samt hvor mange synsbedrag og falske kupler han kunne indbygge for at give det uimodståelige indtryk af, at den, der har mest pragt og mest guld ( og flest engle!) nok også er den, der står Gud nærmest.

Jeg elsker barok! Og takker i mit stille sind ofte Luther for, at han ligesom ansporede paven og hans kirke til at overgå sig selv i overdrevne, guldbesatte uhyrligheder. Jeg kan simpelthen ikke får barok nok! Jeg kan gå amok i forfængeligheds- og forgængelighedssymboler, basunengle, synsbedrag og alt det, der bare er for meget. Alt, alt for meget. Så meget, at man næsten når mæthedsbrækstadiet af al den for-meget-hed. Jeg kan, i Rom, med god samvittighed, totalt negligere enhver form for bedagede halvmure fra kejsertiden og bare spise mig så overmåde, nærmest helt barokt, mæt i barok. Det er i øvrigt også derfor, det hedder barok: Fordi det er barokt for meget!

Af samme årsag vrimler det jo heller ikke ligefrem med barok på disse breddegradder. Vi skulle jo spare og vise vores renfærdige, ubestikkelige protestantisme. Skulle vi. Og så alligevel! Det pipper jo frem i en del kirker i KBH ( især Vor Frelser, som er et mesterværk) og med altertavler og andre former for kirkelig udsmykning mange, mange andre steder. Dog aldrig på samme overdrevne skala som i katolske lande. Selvfølgelig, og heldigvis, var diverse guldbelagte herremænd fløjtende ligeglade ( eller så glade for deres velstand, at de ligesom måtte skilte med den), at vi da Gudskelov har en del slotte og større godser i barokstil. Men skal man virkelig dyrke og svælge, så er det sydpå, man for alvor kan nyde det arkitektoniske resultat af Luthers strenge teser. Som, barokt nok, gav sig udslag i netop den pragt, han forsværgede og foragtede.

Dog er der lige en kæmpestor perle næsten på vores breddegrader. Da en stor del af London skulle genopbygges efter storbranden i 1666, blev den fremadstormende arkitekt Christopher Wren blandt meget andet sat til at bygge en forsvarlig kirke. Nu er England jo ikke protestantisk som sådan, nærmere en hybrid med hang til katolsk pragt, men i alt fald blev Wren sat til at kreere en kirke, der så tilstrækkeligt pietistisk og upåfaldende ud. Sådan med et lille, spinkelt spir og et kirkerum, der ikke sådan stank alt for meget af rigdom og pragt. Det var meget mod hans vilje, for han havde godt luret, hvad de gik og stablede op derovre på det sydlige kontinent, og sådan noget kunne han nu da også godt tænke sig. Især at lægge navn til. Men enden blev, at han præsenterede de financielle bagmænd for en tegning af en lille, pisten sag med et jomfrueligt spir og et røvkedeligt kirkerum, og det var de så vildt begejstrede for, for det viste da lige i den grad, at de ikke var hoppet på den katolske limpind. Men Wren krævede også, at han kunne arbejde i fred med sin fattigrøvskirke, så der blev opført mure omkring byggeriet, så geniet kunne arbejde uforstyrret. Så det gjorde han. I mange, mange år. Og ingen lagde ligesom ret meget mærke til, at murene umærkeligt voksede år for år, og at Wren godt nok skulle bruge store summer for at financiere sin lille pjatkirke.

Da murene endelig faldt, var der da godt nok en del bestyrtelse over, at kirken på nærmest alle punkter overhovedet ikke lignede de oprindelige tegninger og så forfærdeligt katolsk ud. Sådan noget stor og barokt blæret i det.

Men i dag står den der jo stadig og stråler i al sin pragt og barokke overflødighed: St. Paul`s Cathedral. Et mesterværk i Nordeuropæisk barok, som Wren snød sig til.

Og som jeg glæder mig umådeligt til at gense igen, igen, igen, når jeg står inde i dette overflødighedshorn af en overvældende u-protestantisk kirke om en uges tid! Og dyrker min fascination af barokken, mens jeg takker Luther for, at han nok, fuldstændigt uintenderet, var en af hovedmændene bag, at jeg fik den.

Continue Reading

En bunke(r) af oplevelser.

Tirpitz. Blåvand.

Selv om det vel nærmest ikke længere har den store nyhedsværdi, dette kombinerede Vestkysthistoriske og bunkerhistoriske museum ude i klitterne, vil jeg alligevel slå et slag for, at det absolut er værd at køre efter. Og bruge nogle timer på.

Museet består af den oprindelige, kæmpestore, tyske betonbunker, Tirpitz, fra 2. Verdenskrig samt en spændende tilbygning (selvfølgelig tegnet af BIG, som p.t. nærmest–og desværre–har patent på dansk museumsfornyelse) med udstillinger om Vestkystens historie, de talrige bunkeres opbygning og de, der stod for arbejdet samt en imponerende samling af Vestkystrav.

Selve den kolossale bunker (som nu er omdannet fra øjebæ til kulturhistorie) er skræmmende, mørk, truende og dybt fascinerende i al sin storhed og forfald og vidner om en historisk periode, som det godt kan være vigtigt at få repeteret engang imellem. Det er som barndommens beskyttelseskamre gange 100–hvis nogen ellers kan huske dem. Altså dem, vi ikke måtte lege i, men derfor selvfølgelig altid legede i. Og lukkede dem, vi ikke kunne lide, inde i–en enkelt gang sammen med et kanonslag!

Udstillingerne om rav, Vestkysten og bunkertilblivelsen har medfølgende audioguides, så man blot peger på de ting, man gerne vil vide mere om. Det er saglige, behageligt kortfattede fortællinger, man får–nogle også med dybt personlige vinkler. Men desværre er der allerede nu flere af tingene, der ikke helt virker efter hensigten, så der bør lige foretages et tekniktjek, når feriestrømmen er aftaget. Især Vestkystens historie er spændende, velfortalt og veldokumenteret, og er man til rav, er der en fantastisk samling af dette smukke materiale i alle forarbejdninger. Desværre er der allerede nu kontroverser med de lokale ravsamlere, som mener, at museet ikke opbevarer samlingerne på den korrekte måde. Hvis de har ret ( det har de sikkert, de VED jo ligesom noget om det!), så kommer der desværre ikke nye eksemplarer, ligesom de allerede indkøbte forventes at gå til relativt hurtigt.

Som grundide er arkitekturen spændende og passer fortrinligt ind i det forblæste sandlandskab, men man må nok spørge sig selv om årsagen til den hovedtrappe, som er så skæv og farlig, at den næsten kan forventes at koste en del blå mærker og brækkede lemmer. Den skulle alle de unge mennesker, der arbejder gratis for Bjarke Ingels, så han kan tage æren og pengene, lige have tænkt lidt mere over.

Og så er der udenomsarealerne: Natur, natur natur. Det er lige før, det næsten er det aller-allerbedste!

Continue Reading

Om lejlighedssange.

Det påstås altid, at vi danskere er de eneste i hele verden, der har den besynderlige skik, at vi overdænger hinanden med ofte uhyggeligt dårligt rimende lejlighedssange ved enhver given lejlighed. Det er som om, ethvert bryllup eller enhver rund fødselsdag er en oplagt mulighed for at klemme nogle håbløse versefødder ud mellem sidebenene.

Jeg skriver dem selv, lejlighedssangene. Som en af de eneste indenfor branchen er jeg arg modstander af omvendte ordstillinger og umulige forkortelser. Der er desværre ikke lige så mange af os på markedet.

Men det passer jo slet ikke, det med det danske monopol. For i Irland digter man dem skam også. Bare i en helt, helt anden anledning. Nemlig når man sætter et stykke i avisen, fordi det er årsdagen for et elsket familiemedlems død. Der er en stærk og holdbar tradition for, at man mindes sine døde på deres årsdage. Gerne ved store, flotte og ofte prangende annoncer i aviserne.

Og så går de lokale versevridere i gang. Så digtes der til den store og ofte særdeles rørstrømske guldmedalje. Irerne er endda så heldige, at de ikke har en generende melodi med ubehøvlede versefødder, de skal indrette sig efter, så der er frit slag på alle tangenter. Det er bare derudaf, hvor eneste begrænsning nok er økonomi, da det hele vel koster pr. spaltemillimeter.

Det rører mig altid at se den avismæssige fejring af disse årsdage. Måske ikke altid helt på den intenderede måde, men jeg kendte jo heller ikke de berimede afdøde. Der er nu et eller andet i de der, lidt hjælpeløse digterier, der bare er så umiddelbart og så ærligt. Så meget fra hjertet uden filter. Og helt uden begavede rim.

Så vi er altså ikke de eneste, der digter lejlighedssange. Til gengæld er vi nok de eneste, der må forsøge at overleve, at vi også skal synge dem.

Continue Reading

Til musikken.

 

Inde i en baggård, sådan lidt skjult når man går forbi, og sådan lidt ” man skal vide, den er der-agtigt”, står denne fantastiske skulptur i Temple Bar i Dublin.

Placeringen er i for sig ligegyldig, men det er hverken budskab eller udførelse ikke. Den hedder bare “Musik”. Og det er lige præcis, hvad den er. Indbegrebet af musik.

Det nøgne menneske, som er fuldstændigt fri for udenoms og dagligdags påvirkninger, og derfor fuldt og helt kan overgive sig til musikken. Der er absolut intet, der forstyrrer. Overgivelsen er total. Det er opslugtheden også.

Men samtidig er det mennesket, der styrer og frembringer musikken. Der dirigerer og stræber efter den ultimative skønhed. Helt nøgen og naturlig.

Det er nok sådan, musikken burde være. I alt fald hvis den skal give os lige præcis det, musikken kan give os.

Sjovt nok boede Handel i nærheden, hvor han faktisk også komponerede Messias. Derfor kan statuen vel også tolkes som musikkens Messias. Genfødslen af det optimale. Der måske endda, på sin egen måde, kan frelse.

Jeg synes, den er genial.

 

Continue Reading

Chaplins strand.

Hver gang jeg sidder på stranden i den lille, relativt vindblæste by Waterville og kigger ud over Atlanterhavet, kommer jeg til at tænke på, at her sad Chaplin hver eneste sommer gennem 11 år og udtænkte sine sene film.

Det ville jeg godt have set. Men når jeg nu i den henseende er uigenkaldeligt for sent på den, så må jeg jo bare forestille mig ham den lille, ældre herre i en liggestol med en masse tanker inden i sig.

I Waterville lugter der altid af tang og vildt Atlanterhav. Der er råt og lidt utæmmet. Der er garanteret også meget tankebefordrende. Det er næsten som om, man også selv kommer til at tænke mere af at være der.

(Waterville ligger på halvøen Iveragh i Irland og er et besøg værd.)

Continue Reading

Typer på min vej.

Her til aften har jeg spist aftensmad sammen med et ældre par, som tidligere havde en gård, men som nu driver deres eget traktormuseum.

Gennem mange år har de samlet 220 veterantraktorer, som alle gæster, formedelst 40 kr., kan komme ind og se. Hjemme i laden, forstås. Og udelukkende af den simple grund, at de bare ikke kunne lade være.

Sådan noget er jeg bare helt vild med. Der er ikke samlet flere hundrede antikke traktorer, fordi man måske kunne tjene penge på dem, eller der kunne spekuleres i deres værdi. Traktorerne er udelukkende resultatet af en passion, en ikke-kunnen-lade-være og en dyb forelskelse i gamle maskiner.

Jeg er fuld af respekt. Især når jeg ser deres øjne gløde og lyse op, når de fortæller om alle 220 traktorer. Og som der de fleste dage kommer i alt fald nogle få stykker for at se på!

Continue Reading