Wauw! For en kirke.

Jeg tror, det er noget, der kommer med alderen. For mig i alt fald. Umiddelbart kan jeg ikke erindre et eneste sekund i min ungdom, hvor jeg kunne lade mig begejstre ovenud højlydt og inderligt af en barokkirke.

Men det kan jeg heldigvis nu. Heldigvis, fordi det beriger mit liv, og den slags ting, der beriger ens liv, må man aldrig, aldrig gå udenom. På mine tvekvartgamle dage har jeg udviklet en stor begejstring for barok, Art Nouveau, Art Deco, Jugendstil og Arts and Crafts, og nogle gange har jeg på fornemmelsen, at min øredøvende forelskelse simpelthen skyldes, at samtlige stilarter bare er FOR meget. Der er givet så meget gas, at ikke et øje er tørt og en følelse urørt. Det tiltaler mig…… Sådan at svømme fuldstændigt hen i at gå totalt amok!

San Nicolaskirken ligger i Valencia, og skal man finde den, kommer man på en noget udfordrende opgave, for indgangen til al denne pragt er så ydmyg og selvudslettende, at man ikke behøver gøre sig de store anstrengelser for at gå direkte forbi. Men når man så kommer ind, åbenbarer der sig et skue, der, efter min mening, bør give Capella Sixtina i Rom kolossale mindreværdskomplekser. Diverse kunstnere er gået fuldgyldigt penselamok, basunengle ( og andre engle, for alle kategorier og ordner indenfor engle er repræsenterede), farverige tableauer, scener fra såvel Biblen og den græske mytologi og hyldester til helgener og andre navnkundige springer ud af væggene. Det er altså ret vildt! Betragtet som et stykke modreformation fra den romersk/katolske kirkes side, kan jeg såmænd sagtens forstå, hvis en flok pietistiske protestanter følte sig draget mod at diskvalificere Luther, når de så denne pragt og storhed. Enhver protestantisk domkirke ville stå med fuldgyldige selværdsproblemer–eller måske et godt argument for, at SÅ meget bør kirkerummet i sig selv ikke stråle.

San Nicolas ( ja, det er ham–altså julemanden!) kirken er et must, hvis man er i Valencia. Også selv om, man måske ikke lige har overvejet, om man er til barok. Netop fordi, at man, hvis man ikke er, nok skal komme til at være det her! Wauw!!

 

Continue Reading

Den skøjtende præst.

Med alderen (Ups–der var den igen!) får man sådan nogle underlige vaner og særheder. En af mine er, at jeg, når jeg besøger mine yndlingssteder, ligesom har nogle ikoniske ting, seværdigheder eller steder, jeg skal have taget i ed, før jeg sådan rigtigt, for alvor ER der. Så intet London uden mumierne på British Museum, intet København uden aftensmad i Absalon, intet New York uden Century 21, intet Dublin uden Trinity, intet Glasgow uden Willow Tea Room….

Og intet Edinburgh uden Raeburn. ABSOLUT intet Edinburgh uden Raeburn. Jeg elsker, er virkelig sådan dybt forelsket i hans billede The Skating Minister fra 1784, som hænger på National Gallery deroppe. Det gør mig bare noget så inderligt glad i låget. Hver gang.

Billedet er malet i den skotske oplysningstid–eller rettere måske brydningstiden mellem oplysningstid og romantik–og det fremgår med al tydelighed. Præsten, Robert Walker, udviser jo den strengeste såvel selvkontrol som selvsikkerhed og er næsten i sig selv indbegrebet af det rationelle menneske, for hvem det at skøjte faktisk er noget særdeles seriøst. Samtidig er man da ikke et sekund i tvivl om, at han faktisk nyder det, og naturen i baggrunden vidner da også om en del kræfter, der ikke sådan lige lader sig kontrollere rationelt. Jeg er vild med, at denne højkirkelige præst er iklædt fuldt ornat ( eller i alt fald fuldt “fritidsornat”), når han er ude at skøjte. Hvem ville lige gøre det i dag? Hvem ville sætte det at skøjte ordentligt, kontrolleret, fornuftigt og rationelt på fuldstændigt samme niveau som det forhold, man har til sit lønarbejde?

For han skøjter jo netop umådeligt fornuftigt. Rationelt. Velgennemtænkt. Der er næppe nogen ufornuftige sløjfer og shortcuts på piruetterne. Han udstråler vild seriøsitet overfor sin fritidssyssel. Det er nok noget af det, jeg elsker. At se et menneske tage noget (for mig!) så decideret nydelsespræget som at skøjte så inderligt, umådeligt seriøst. At udvise en sådan selvkontrol på skøjtebanen. Og så alligevel: Han VED det jo godt. Han VED jo godt, at det næsten er latterligt, at han udviser sin overvældende seriøsitet. Det kan man jo se på ham. Og det er nok lige præcis også det, jeg elsker! Nemlig denne underlige sammenblanding af gennemført alvor og selvkontrol, blandet med at han sandelig også godt ved, at dette her i bund og grund bare er rigtigt rart og dejligt.

Helt bevidst udelader jeg at kommentere på gyldne snit og andre former for teknik. Det er nemlig ikke det, der får mig til at elske det. Men jeg tror egentlig gerne, jeg ville have mødt Robert Walker. Og Raeburn, selvfølgelig!

Continue Reading

The Glasgow Rose.

I slutningen af forrige århundrede skabte den skotske arkitekt og designer Charles Rennie Macintosh den smukke Glasgow Rose. Som en del af den periode, der i England er kendt som Arts and Crafts, ude i Europa som Art Nouveau og herhjemme som Skønvirke. Det var første gang i historien, at man dyrkede brugskunsten som egentlig design– i alt fald for menigmand–og tidens trend var naturens former.

The Glasgow Rose, som kommer i mange udformninger og designs, er et fremragende, og smukt eksempel. Selvfølgelig kan man købe dem i smykkeforretninger i Macintosh’ hjemland, men det er nu sjovere at rende over en i en obskur lille marskandiserforretning i Dublin. Hvor ejeren mener, den er 5 Euro værd.

Jeg er helt enig med, at det er den da i alt fald. For mig er den et fund, en glæde, et lille kup. Jeg går sådan lidt i selvsving, når jeg en sjælden gang støder over gode, gamle Macintosh i hengemte smykkemontrer. Så er der kun en vej fremad, og det er op med pungen.

Det er jo sådan set ikke fordi, jeg seriøst går med smykker. Jeg må bare eje dem. Til kommodeskuffer, til belønningscentret.

Så endnu er Glasgow Rose er reddet fra den evige forglemmelse, og jeg kan vel snart tække kalkunhalse med skotske roser. Men jeg har det fint med det!

Continue Reading

Michael Kvium på Trapholt.

Trapholt er mit kunstmuseum i baghaven. Der er få kilometer dertil, der er altid, uden undtagelse, spændende udstillinger, der er fantastiske gåture i omegnen og sidst, men absolut ikke mindst, så spiser man forrygende godt og billigt, hvis man prøver den overdådige frokostbuffet, som serveres hver dag. Ovenikøbet med en forrygende udsigt ned over Kolding Fjord. Stik lige den, Louisiana!

For tiden er museets slagudstilling 24 værker af kunstneren Kvium under navnet Think Bigger. Signaturmodellen er en bagudvokset, sællignende hjerne, og de 24 værker kredser da også om mennesket, dets (døds)synder og alle dets facetter. Kvium er næppe kendt for sin forskønnende æstetik, så alle figurer på billederne er forvoksede, forvredne og fordrejede som en fin illustration af deres forkvaklede, forvanskede forståelse af tilværelsen. Der er masser af symboler her–fra djævletegn, over tvekønnethed til fortolkende skygger–men de fleste af billederne er umiddelbart forståelige i deres symbolik. Her er pelsdamen på museum, der ikke kommer for at se, men blive set, millionæren i det alt for store tøj, spekulanten der ikke har andet end sin lasede bowler tilbage, den katolske præst med de lange arme omkring den lille drengs krop, munken med de alt for lange arme, den prostituerede, hvis skygge illustrerer, at “den” nok ikke lige præcis er, hvad “den” udgav sig for–og alle de andre. Alle de andre, vi kender. Fra andre mennesker, men allermest fra os selv.

For mig er Kvium både skræmmende og dybt fascinerende. Det er som om, han gennem sin kunst gennemskuer mig og minder mig om alle de ting, jeg allerhelst fortrænger. Hans billeder er også fulde af vanitas (forfængeligheds) symboler–eller, sagt på en anden måde, har klare referencer tilbage til perioden Barokken lige præcis ved at VÆRE barokke–altså hvis ordet forstås, som vi gør det i dag.

Jeg kan klart anbefale udstillingen. Gerne omkring frokosttid, så man også får maden og udsigten med. Og har man ikke tidligere været på dette Reserve-Louisiana, så er der masser af andre spændende ting at kigge på blandt de mere permanente udstillinger. Min klare favorit er de danske møbelklassikere, som har stået nede i kælderen, for enden af Guggenheim-look-alike-trappen, lige fra museet blev åbnet. Pt. har de faktisk også en spændende udstilling om plagiater af samme møbelklassikere.

Og husk at vejen derud er flottest, hvis den lægges gennem Strandhuse. Dette millionærkvarter langs fjorden, som på ret mange måder ligner den “rigtige” Strandvej. Akkurat som når man kører til Humlebæk.

Continue Reading

William Morris.

William Morris (1834-1896) var en af grundlæggerne af den engelske Arts and Crafts-bevægelse. Som Skønvirke i Danmark, Art Nouveau, Jugendstil og alle de mange andre navne, man har for perioden overalt i Europa, gik det primært ud på at bringe naturens former tilbage i kunsten samt at gøre kunsten tilgængelig for det brede publikum, også i dagligdagen.

Måske kan man med rette kalde dette perioden, hvor moderne, relativt lettilgængeligt design blev opfundet. Og Morris designede da også tapeter, stoffer og andre deciderede brugsting. Jeg synes, hans design, trods sin lidt bombastiske overvældenhed, er noget af det smukkeste, der findes. Se blot hvor naturen folder sig ud, og hvor smukt dens former anvendes.

Morris var gift med Jane Burden, som udover at have stået “model” til Elizabeth i My Fair Lady også var kunstnerisk muse for de fleste af de såkaldte præ-rafaelittiske malere. Og googler man hende, kan man garanteret tydeligt genkende hende fra verdensberømte malerier.

Alle disse pragtfulde kunstnere holdt til på Oxford-egnen, eller havde tilknytning hertil, så overalt hvor man færdes i denne skønne by, støder man på dem. Som nu her i gaveshoppen på Blenheim Palace, hvor jeg sagtens kunne have købt hele samlingen. Hvis jeg ellers havde haft økonomi og ikke bare rejste med håndbagage!

Continue Reading

Aprospos Banksy.

I morges, da jeg skrev et indlæg om terrorisme, var jeg lidt i tvivl om, hvilket af Banksys fremragende grafittimalerier på muren omkring Vestbredden jeg ville anvende.

Valget stod mellem det allerede brugte og dette. Og da jeg ikke lige kan finde en passende anledning til at bruge dette, får I det bare. Sådan bare fordi det er så utroligt godt. Og sigende. Og til et bruge et par minutter til stille at tænke lidt.

Det er derfor, Banksy–hvem så end han/hun er–er en af mine absolutte yndlingskunstnere.

Continue Reading

Et billede.

Jeg har altid sat stor pris på James Danbys prægtige billede af Westminster Bridge fra 1869, som hænger på Brooklyn Museum.

I dag har det desværre fået en anden, noget mere tankevækkende betydning.

Continue Reading