Om julekalendere og Harry Potter.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er fantasyfreak. I alt fald small scale. Det begyndte i min barndom med C. S. Lewis og Narnia. Mens jeg læste, bestak jeg mig selv til at terpe oldengelsk ved at lade et kapitel af Ringenes herre være belønningen, og som voksen kan jeg jo heldigvis selv bestemme lige præcis, hvad jeg har lyst til at læse. Det er ofte fantasy, og i takt med at genren har fået så mange gode ( og desværre, som det jo altid sker, når en genre oplever popularitet: dårlige) forfattere, er det en fornøjelse at kaste sig ud i eventyrriger  så umådeligt langt fra det grå landskab, der lige nu er uden for mit vindue. Samt at vide, at de gode altid, efter lang og trælsom kamp, vinder, og de onde taber–i alt fald for en stund!

Fantasy har to hovedgenrer, og nu simplificerer jeg rigtigt meget: Der er High Fantasy, hvor al handling foregår i et konstrueret univers, hvor magiske ting og ikke-realistiske figurer er helt naturlige og ikke skal forklares. Et godt eksempel er førnævnte Ringenes herre. Der er Low Fantasy, som kan foregå i den virkelige verden, vi kender, men hvor en stor undergruppe hedder “Portal Fantasy”. I disse bøger/universer findes der en portal, således at, ofte udvalgte, figurer kan rejse mellem de forskellige verdener og altså, om man så kan sige, eksistere i dem begge. I Narnia-bøgerne skal man igennem et gammelt klædekab, mens Harry Potter lige skal et smut omkring King`s Cross og perron 9 ( og så vil min computer ikke skrive “trekvart” med tal!).

Det er denne fascination af fantasy, der gør, at jeg altid ser julekalendere i TV, hvis jeg har tid og mulighed. For siden Harry Potter er nærmest samtlige julekalendere for børn Portal Fantasy. De opererer med to forskellige universer, hvorimellem udvalgte personer kan rejse, hvis de kender portalens natur, placering eller udseende. Som regel er det “Nissernes land” og “Verden anno i dag”, der udgør verdenerne, og man kan da heller ikke lade være med at tænke, at Harry Potter da i den grad var en kærkommen gave til manuskriptforfattere, da han ( eller Ms. Rowling) viste dem, hvordan man får to universer genialt kombineret. (Det havde Lewis nu gjort, men han var næsten totalt glemt i en årrække, indtil Potter skabte fornyet interesse for genren).

Så jeg voksne menneske sidder mange aftner, helt uden et alibibarn eller alibibarnebarn, og ser julekalender. Det kan godt være, det handler om jul, men i sin inderste natur er en julekalender efter moderne skabelon overhovedet ikke andet end et stykke fantasy, tilsat lidt klejner, sne og grangrene. Det er den unge hovedperson (som alt for sjældent hedder Harry!), der skal ud på en quest/farefuld færd gennem portalen, således at han (i år er det så hun!) kan udrydde alskens galskab, ondskab, gammelt nag og stridigheder, således at de to adskilte verdener kan blive forenet påny. Hun skal gennemgå så umådeligt mange lidelser, for det er væsentligt, at de gode skal vinde, de onde tabe, og ro og idyl genoprettes. Til sidst skal hun ( og nu taler jeg så i overført betydning!) garanteret kaste ringen i det onde, ildsprudlende bjerg eller omsider tage livet af Voldemort. Der er ingen forskel her–skabelonen er præcis den samme.

Min eneste, og væsentligste, anke er, at julekalendere bevæger sig utroligt langsomt fremad rent handlingsmæssigt. Selvfølgelig skal der være nok til hele 24 dage, men ind imellem bliver sidehistorierne er smule gumpetunge og grangrenene lidt for dominerende. Det har de nok arvet efter Tolkien, som i sin tid ikke anede, hvad Ringenes herre i grunden skulle handle om. De fleste læsere kan sikkert huske, at de første 100 sider ikke bevæger sig ret meget ud over en kornmark, hvor hovedpersonerne i dagevis traver rundt til ingen verdens nytte og uden mål og med. Det siges, at handlingen først kom på skinner, da C. S. Lewis hånede manuskriptet og stak Tolkien en form for handlingsplan. Først der kom hobitterne så ud over rigets grænser……

Og når nu begge vores store TV-kanaler hvert år beviser (måske endda uden selv at vide det!), at de godt kan lave fantasy på film, så kunne man da håbe på, som fan af genren, at de også ville dyrke det lidt mere til hverdag. Gerne i et andet tempo, med voksne mennesker som en del af målgruppen og forhåbentlig uden klejner!

 

Continue Reading

En god bog.

Ulla Terkelsen: Med kærlig hilsen.

Ulla Terkelsen skriver suverænt godt. Det er sådan en rygmyrekrybende fornemmelse, man får, mens man læser hende, for der er kælet for sprogets skønhed, nuancering og såmænd bare logiske opbygning. Her er en dame, der–desværre ulig mange andre såkaldte forfattere–ved, at skal man fange sin læserskare, skal man også tage sprog og selve det at formulere sig dødsens alvorligt.

Bogen er nærmest en samling af rejseessays, som alle har det til fælles, at de handler om at være såvel på vej som at standse op i en verden, der er i fuld, og nogle gange vanvittig, forandring. Hvert essay har et geografisk udgangspunkt på kloden, som hun så bruger som afsæt i en slags fabulerende stil omkring verden af i dag.

Det er 10-ernes store, Europaomspændende problemer, der især kredses om, så som flygtninge og økonomiske kriser. Men det hele krydres med personlige oplevelser og bestemt også personlige standpunkter og bedømmelser. Hun er en klog gammel moster, den Ms. Terkelsen! For hun har set og oplevet verden over 50 år, så hun ved i den grad godt, hvad hun taler om. Hun har jo ligesom ikke blot VÆRET der. Hun har også VÆRET MED. Der er faktisk ikke ret mange Europahistoriske begivenheder gennem de sidste 50 år, hvor hun ikke har stået midt i kugleregnen.

Desværre er jeg nødt til at gå ud i lidt pedantisk insektknepperi, for der er faktisk en fejl i bogen. Det gør mig selvfølgelig utroligt glad, at Ms. Terkelsen også hylder de samme store forfattere, som også står mit eget hjerte usigeligt nær. Men når hun–og det gør hun!–til stadighed svinger med citater fra de allerstørste, så skal hun altså også lige tjekke, om referencerne er korrekte. Så, Terkelsen, “a terrible beauty is born” er altså IKKE fra “The Second Coming”, men fra “Easter 1916” af Yeats. Det er ikke for at blære mig af min uendeligt store viden (sic!), men udelukkende fordi, forfatteren mister så utroligt meget på troværdighedskontoen ved at lave så simpel en fejl. For det fungerer altså sådan hos mig ( og givetvis også hos mange andre!), at hvis der er 1 fejl, jeg gennemskuer—-hvor mange flere er der så ikke, som jeg overser???

En anden ting er, at Terkelsen tydeligvis hverken kan fordrage eller udstå Martin Mcguinness, så han skal i alt fald ikke have så meget som en brøkdel af æren for igangsættelsen og gennemførelsen af fredsprocessen i Nordirland. Det er hverken fair eller historisk korrekt.

Anyway, det er en klog, velskrevet og livsbekræftende bog. For selv om Europa står i stampe i flygtninge og økonomiske problemer, så formår den samtidig at sætte tingene ind i historiske rammer og finde klare belæg for, at vi såmænd har været lige præcis de samme steder før, rent historisk. Så bogen er samtidig en klar afvisning af opskruede mareridtsscenarier samt en klar løftet pegefinger omkring, hvor vi, fordi vi har været der før, bestemt ikke på nogen mulig måde bør bevæge os hen.

Titlen “Med kærlig hilsen” er også utroligt velvalgt, for hele bogens essens kan, hvis man driver lidt vold, vel koges ned til den moderlige formaning “Husk at tømme (jeres egen!) opvaskemaskine. Kærlig hilsen mor.”

Continue Reading

PYH for en bog!

Sissel-Jo Gazan: Blækhat.

En sjælden gang–og den slags gange bliver desværre sjældnere og sjældnere–oplever man at blive fuldstændigt fanget indenfor en bogs univers. Således at man føler sig komplet hjemløs, når man har vendt sidste side, og bare vil have mere af alt det, der har været ens verden, hjem, bolig, mens man i rekordfart, uden ret mange pauser, lynhurtigt har raided sig gennem siderne. Sådan en bog er Blækhat!

Man behøver ikke at have boet i Århus i 80-erne. Men det hjælper. I alt fald var beskrivelserne så levende og nærmest visuelle, at jeg mange gange følte, jeg gik rundt såvel i mit eget tøj som i mine egne fodspor. Man behøver heller ikke at have læst Svend Aage Madsens Tugt og utugt i mellemtiden, men det hjælper også, hvis man lige skal fange bogens finurlige, intertekstuelle referencer. Altså skjulte referencer til andre bøger. Sådan noget er dansklærere vilde med. Det får dem til at føle sig så kloge! ( Så jeg så den godt, Sissel-Jo Gazan, den med Agnete og havmanden!) Man er nok derimod nødt til helt og fuldt at erkende, at her er den store Århusroman fra 10-erne, som vi har ventet på siden føromtalte Mellemtid. Sissel-Jo Gazan kan nemlig, udover at skrive, også gennemkomponere en fabelagtigt spændende, medrivende historie. (Og her ikke et ord om en anden Århusforfatter, som halter lidt på begge de kriterier og IKKE kommer fra en ø i Limfjorden!)

Det er en bog, der vil det hele–og gør det hele. Det er en coming-of-age-roman ( at vokse op og blive voksen), en mor-datter-roman, en udviklingsroman og en roman, der fænomenalt formår at beskrive tidsånden ( eller i alt fald tidsånden i Århus!) gennem 3 årtier. Ydermere har den en upålidelig fortæller, hvilket i alt fald er en del af den nuværende litterære tidsånd. Det er den STORE fortælling, med masser af sidespor og sidehistorier samt indbyggede krimielementer, som speeder læsningen, for hvem ER Rosas far? Hvem ER Blækhat? (Den tror jeg nu nok, jeg havde gennemskuet!) Og hvem dræbte den stakkels rengøringskone fra KH? (For uindviede ikke-Århusmennesker: Kommunehospitalet!)

Hovedpersonen ( og fortælleren) Rosa er opkaldt efter Rosa Parks, og så er miljøet nærmest allerede defineret. Mor spiser klid, er pacifist, dyrker og forsker i svampe ( og viser sig at være forbavsende eminent på området!) og bor i Øgadekvarteret, og far er fraværende, men heldigvis er der erstatningsfar i den lokale, kunsthistoriske bøsse. Bedste veninde er fra Tyrkiet osv. ,men samtidig skabes et kalejdoskop af fuldstændigt divergerende typer. For i denne bog står hijab ikke i vejen for venskab med en af de lokale skinheads, ligesom nynazister og BZ-ere også alle tildeles store roller. Engang imellem er det liiiiige før, det hele bliver lidt for politisk korrekt, men selve det umådeligt farverige persongalleri kan altså godt få mig til at tilgive en del.

Centralt som omdrejningspunkt i bogen står StreetArt–altså kunstneriske udsmykninger udført på byens flader, gerne om natten og i skjul. Så bogen er sådan set samtidig en virkelig god historisk gennemgang af denne kunstforms udvikling. Som stor, stor fan at StreetArtkunstneren Banksy blev jeg faktisk en del klogere på netop hans kunst, virkemidler og formål undervejs. Det er StreetArt, der hele tiden fører historien videre–den, der tager ( var lige ved at skrive “tagger”) os med verden rundt, for heldigvis kommer man også ud af Århus….

Det er så dejligt befriende at blive fanget i en bog, der bare VIL den gode, den store fortælling. Så dette er ikke en eksperimenterende bog–den er lige ud ad landevejen og på ingen måde prætentiøs eller alt for fuld af sig selv. Fortælleglæden sprudler, og skal man endelig klantre den for noget, er det de sidste kapitler, som ind imellem blive lidt for refererende, fordi alle disse løse tråder og ender skal bindes sammen til et hele. Hvad de så også bliver!

Nu har de vakse selvfølgelig allerede spottet, at jeg faktisk nærmest intet har afsløret om selve handlingen. Nej, den skal kommende læsere helt selv have glæden af at gå i clinch med. Men jeg kan godt afsløre, at den er vildt godt skruet sammen.

Nej, hvor jeg bare ville ønske, at jeg ikke havde læst denne bog! Endnu! Så de, der endnu ikke har, har vundet 541 siders fri for verden udenfor!

Og så vil jeg da godt lige vædde et ikke nærmere defineret beløb–eller måske værdien af en Banksy ( google selv, hvad de er værd!)–på, at her har vi årets Gyldne Laurbær og indenfor de næste år en storfilm–sikkert med uundgåelige Lars Mikkelsen som Krudt!

 

 

Continue Reading

En VÆSENTLIG bog.

Susanne Staun: Mediernes møgkællinger.

Jeg følte mig sådan lidt tilbagesat til 70-ernes begyndelse, da jeg læste denne bog. Til kvindebevægelsens unge, vrede dage, da vi læste Marge Piercy, Erica Jong og Suzanne Brøgger, og det hele, noget unuanceret, var mændenes skyld. Dengang var det lidt af en lettelse, da folk som Fay Weldon kom på banen i kvindelitteraturens 2. bølge og forklarede, at kvinder faktisk også selv havde indre fjender, som sagtens kunne medvirke til at fastholde uhensigtsmæssige kønsroller. Ikke, at det gjorde undertrykkelsen mere spiselig–måske bare mere forklarlig og nuanceret.

Susanne Staun er vred. På mændene. Hendes korstog retter sig specifikt mod navngivne organisationer og personer (heriblandt også en del kvinder), der kæmper for den såkaldte “offermand”. “Offerfar” eller “offermand” er ham, der har tabt sine børn i en bitter skilsmissesag, hvor han bevidst har valgt offerrollen for–og nu kommer det lidt komplicerede–at bibeholde sin patriarkalske magt over kvinderne. Den har han nemlig tabt qua kvindernes forøgede ligestilling, og nu må han nødvendigvis spille “kvindekortet” og erklære sig som sagesløst, uskyldigt offer for i virkeligheden bare at genvinde sin magt. Hvis medierne spiller med på ( og det gør de tilsyneladende), at han er den store taber, så er kvinderne jo uigenkaldeligt skurkene, og så høster han hele sympatien + GENVINDER sit tabte overherredømme. Hvis kvinden er en bitch, skal hun jo–sådan er det jo!–med fuld ret og stor styrke kanøfles og udråbes til sindssyg, forskruet kælling. Og manden kan dermed forblive i eller genvinde rollen som det stærke, fornuftige, velovervejede køn.

Så bogens hypotese er, at pressen er på mændenes side i kioskbaskerskilsmisserne–samt at den er det fuldstændigt unuanceret. Susanne Staun har såvel sine argumenter som sin empiri (de undersøgelser, statistikker og den research, der ligger til grund for tal og udsagn) nærmest fejlfrit i orden. Der er hold i hendes påstande, og hun beviser gang på gang, at pressen, enten uforvarende eller decideret med vilje, fordi det er en bedre historie, lyver eller fordrejer sandheden. I de fleste tilfælde drejer det sig om fortiet vold og incest, som glemmes, når “offerfar” får sine 15 minutes of fame i medierne, og hele Danmark efterfølgende går i  medlidende selvsving på de sociale medier.

Det er ikke nogen letlæst bog, og det er ikke en skønlitterær roman. Men det er en væsentlig bog, fordi den går bag myten om såvel den “forladte” far som den bitchede kælling, der af ren sindssyge har bortført det fælles afkom til Brasilien. Den påviser gang på gang, hvor meget pressen fortier, samt hvor svært det er for den kvindelige part i sagerne at stille op, når vinklen på historierne i forvejen er fuldstændigt fastlåst. Af pressen.

Jeg sidder bare stadig med nogle nagende fornemmelser efter endt læsning: Hvor finder jeg tallene for, hvor mange kvinder der rent faktisk har løjet om deres partners påståede vold? Det ville da have højnet bogens saglighed, at netop det også var medregnet–især hvis det var forsvindende lille. Hvorfor er bogens tone så vred? Så 70-er-vred? Jeg forstår udmærket afmagten og de følelser, den fremprovokerer, men desværre er vrede aldrig medvirkende til høj troværdighed. Personlige korstog skaber aldrig den store nuancering.

Endelig og nærmest vigtigst: Undervurderer hun ikke os, som samfund betragtet, en smule? Hun synes at tage det som tilgrundsliggende præmis, at vi, alle som en, faktisk har enorm tillid og tiltro til alt, hvad pressen skriver. Jeg tillader mig at tvivle, tilligemed at jeg personligt er noget skeptisk overfor at blive udråbt til et naivt offer for enhver form for pressemæssig propaganda og misinformation. TROR hun virkelig, at vi alle er fast forankrede i en tro på, at mændene er storofre, fordi pressen påstår det. Jeg vil lige hilse og sige, at jeg–og mange, mange andre–altså også godt kan tænke selv!

Men alt dette fratager ikke bogen sin væsentlighed. Den råber op et sted, hvor der bestemt skal råbes op. Det er en bog, man ikke kan undgå at blive klogere af–og dem er der faktisk ikke så forfærdeligt mange af!

Selv om man, når man er sådan en tvekvartgammel kælling som mig, der engang læste Piercy, Jong og Brøgger, alligevel MÅ stille sig selv det afsluttende spørgsmål: Er vi virkelig ikke kommet videre??

Continue Reading

Bill Bryson. ALT!

Åh, jeg bliver så glad, når jeg i andre menneskers bogreoler pludselig lokaliserer en bog af Bill Bryson, som jeg IKKE har læst. Desværre er jeg nok snart ved at have opbrugt min kvote, for det er både begrænset, hvad han har skrevet+ det bliver mere og mere begrænset, hvad jeg ikke har læst endnu. Men, selvfølgelig, han er så god, velskrivende og underholdende, at man sagtens kan læse ham om igen, forfra og nærmest fra siden. Og klukle på den der formidable, umiddelbare måde, mens man gør det.

Bill Bryson er oprindeligt amerikaner, men har det meste af sit voksenliv boet i England. Det land, han primært skriver om, og som han spidder på sin satiriske pen på den allermest humoristiske og intelligente måde. Egentlig er han vel en slags essayskrivende rejsejournalist ( så man kan sagtens læse ham i små bidder, hvis man ellers kan styre sin lyst til at læse videre!), men hans finurlige iagttagelser, morsomme forundringer og skæve indfaldsvinkler gør, at samtidig med at man egentlig foretager en ydre rejse sammen med ham, foregår rejsen i næsten højere grad på det indre plan. Han er hylende, nærmest mavepineskabende morsom–og så har han en sjælden evne til at ramme ned lige midt i det, man ofte også selv har tænkt på som yderst besynderligt.

Ikke blot England står for Brysons satiriske skud. Mange andre lande over hele verden får også en endevending på typisk Brysonsk maner, så kan man lide rejseessays som genre og en eminent velskrivende, hylesjov skribent, så er det bare med at få fat i Brysons bøger. Ligemeget hvilken, faktisk! Der vil nemlig uvægerligt ske det, at når man pludselig opdager, at man da bare lige har læst begynderbogen på et par timer, så sidder man der med vildt store abstinenser efter at drage meget mere ud i verden sammen med ham.

Det fleste af hans bøger er oversat til dansk. Og bare det var mig, der stadig havde dem alle til gode!

Continue Reading

En dandy.

På en bænk i den charmerende by Galway traf jeg i dag på denne herre. Altså ham til venstre. Den anden er i min optik lidt uinteressant, for han er estisk, og jeg kender ham ikke.

Min herre hedder Oscar Wilde, og er en af Irlands store skuespil- og romanforfattere. Hvad han egentlig laver i Galway, melder historien intet om, men efter min mening må han gerne hyldes og æres, hvor der nu lige er plads til det.

Det var nu ikke, fordi han var så sønderligt populær i de nogle og fyrre år, han levede. Tværtimod. For Wilde var bøsse og flygtede først fra hjemlandets katolske moral til England, hvor det hverken gik ham værre eller bedre, end at han endte i fængsel for sine, efter tidens normer, ustyrlige, degenererede laster. Ydermere var han en dandy, en modelaps, en af tidens dekadente personligheder.

Men skrive, det kunne han! Mage til ordspil, fantastisk ironi og total kontrol over såvel sprog som handling skal man lede længe efter. Skuespillet The Importance of Being Ernest, eller Bunbury, som det også kaldes, er et mesterstykke indenfor sproglig opfindsomhed og vidunderlige replikker. Allerbedst udført i den nyeste filmudgave med Colin Firth, Rupert Everett og fantastiske Judi Dench i glansrollen som Lady Bracknell. Det er sådan en rolle, som tjener som hædersbevisning for de aller-allerstørste kvindelige skuespillere. Jeg kan lige se Ghita Nørby kravle ind i den!

Anyway, efter et rimeligt stort antal år er Wilde altså taget til nåde igen og sat på en bænk i Galway. Det var på tide!

Og så blev jeg lige mindet om, at det er alt, alt for lang tid siden, jeg sidst har dyrket lidt Bunbury. Prøv det!

Continue Reading

En god bog.

Lone Kuhlmann: Vi bliver ikke yngre–fat det!

Det er absolut ingen hemmelighed, at jeg er multi-multiallergisk overfor de fleste såkaldte selvhjælpsbøger. Især de ubeskriveligt dårligt skrevne, som ofte hylder besynderlige, hjemmestrikkede teorier, og som der lige så besynderligt tilsyneladende er et, omend minimalt og især kvindeligt, menopausisk, publikum for.

Så denne falder helt udenfor den overflødige kategori. Fru Kuhlmann kan skrive, så dameenglene synger. Det er en nydelse i sig selv at læse hendes bog på rent retoriske præmisser. Og damen har jo en masse på hjerte. Netop til alle os, der iflg. samfundets selvforståelse, er blevet “ældre”. Hun gør op med og punkterer snart sagt enhver myte om ældre kvinder, og med sit vid, sit vidunderlige sprog og sine utroligt velrettede spark efter både sig selv og verden som sådan, formår hun på fineste vis at provokere læseren til både at tænke selv samt tage en del ting op til revidering.

Det er sådan en bog, der nærmest råber efter en dynamisk studiekreds af erfarne, selvironiske kvinder, der i stedet for at pille i egen navle kunne efterleve og afprøve livet, som det foreslås her. Beklager, her er ingen blomstermedicin og østerlandske guruer. Dette handler om en fornuftig tilgang til livet, som det er. Hurra for, at den slags stadig findes.

Og tusind tak til den veninde, som lånte mig den!

Continue Reading

En god bog.

Clare Mackintosh: Jeg lader dig gå.

Lige et nyt navn på den britiske krimi/thrillerhimmel. Tidligere politikvinde, som både kan skrive rimeligt, og i den grad kan dreje et plot, så man både bliver forvirret og nysgerrigt læser videre. En såkaldt “pageturner”–hvad vi så end kalder den slags på dansk.

De to romaner, hun har udgivet, foregår begge på Bristolegnen, og det er faktisk forfriskende, at det ikke længere er London, Yorkshire og Edinburgh, der er de farligste steder at bo derovre! Denne handler om en flugtbilist med et dødt barn på samvittigheden, og langsomt, med mange gen- og sideveje, trævles den forfærdelige historie om hustruvold og endnu flere døde børn op.

Det er sådan en roman, man med sikkerhed ved, vil blive filmatiseret af BBC. Den har alle kvaliteterne, så har man ikke lige tid til at læse den, så er det nok kun et spørgsmål om at vente, til den ligger grydeklar efter sidste TV-avis på DR1. I 5 afsnit.

Og–for sure opstød må jo heller ikke glemmes–så ER disse britiske thriller/krimikvinder så befriende fri for alt det femi-krimi østrogen, der alt for længe har præget den nordiske krimi. Efter min mening! Jeg er træt og bedøvende ligeglad med menopauser, madopskrifter, tonsvis af skilsmisser, manglende selvværd og uregerlige teenagere, som strækker sig over halve bind og flere hundrede sider. Giv mig et godt plot og en troværdig person- og miljøskildring, og lad så en god redaktør skrotte resten i den store, kvindelige selvmedlidenheds-skraldespand! Snot for sig–og plot for sig!

Continue Reading

En god bog.

Ida Jessen: Doktor Bagges anagrammer.

Hvis man i forvejen har læst Ida Jessens En ny tid, så er denne nærmest grydeklar, for man kender hovedpersonerne og–på overfladen–det meste af deres historie.

Dette er en selvstændig fortsættelse af føromtalte roman, som er begivenhederne set fra et andet perspektiv–nemlig Doktor Bagges. Mest som løsrevne tanker og tilfældigt nedskrevne ark, der dog tilsammen kommer til at danne et livsforløb, nærmest fra fødsel til grav.

Vi er på Vejlekanten i begyndelsen af sidste århundrede, hvor livet var slidsomt og sygdommene endnu mere slidsomme. Doktor Bagge kæmper med–og mod–renligheden og svineriet, sit følelseskolde ægteskab og sin egen knudemandsmentalitet. Han er langt fra nogen hyggespreder, landsbylægen, men som tingene og begivenhederne rulles op, lærer læseren gradvist at forstå hvilke tragedier, der kan have været skyld i hans stivnede liv.

Det er er sagte, lavmælt roman, hvor det meste står MELLEM de ikke så talrige ord og de lange spring i tid og sted. Den er fabelagtigt godt skrevet i et sprog, der økonomiserer strengt med ordene. Den er også let læst. I alt fald i tid, for i påvirkning varer den meget, meget længe.

Continue Reading

En fantastisk bog. Et lille mesterværk.

Naja Marie Aidt: har døden taget noget fra dig så giv det tilbage.

Jeg har flere veninder, der har mistet et barn. Det er det værste, der kan ske for en mor, og det, vi alle underbevidst frygter.

Som alle andre har jeg fundet det umådeligt svært at sige og gøre det bedste, det mest rigtige, i situationen. For jeg har jo ikke prøvet det selv. Jeg har jo ikke FØLT det, levet det.

Men denne lille bog har hjulpet mig på vej. Ligesom jeg ikke et sekund tvivler på, at den vil være et trøstepunkt, en sorgbibel, en manual i ultimative tab for alle de, der har været der.

Jeg er stadig dybt berørt af den, og det vil jeg være lang tid endnu. Bogen om Aidts 25-årige søn, Carl, der i en svampeforårsaget psykose kaster sig ud fra 4. sal på Vesterbro i KBH. Og ikke overlever.

Som gammel dansklærer og dybt erhvervsskadet er det selvfølgelig altid stilart og genre, der skal bestemmes først. Denne bog indeholder alt fra poesi, over lange stream of consciousness-prægede afsnit, leksikaopslag, forklarende sagprosa, hendes, om man så kan sige, normale minimalistisk prægede skrivestil til mange, rigtigt mange og lange, citater fra Aidts egen yndlingslitteratur. Alt sammen i en skønsom blanding, der bare fungerer optimalt. Det er fuldstændigt uden betydning, om man kender alle de citerede forfattere, for det er følelsen, selve følelsen af tabet, man skal lære at kende. Og det gør man, når bogen er færdiglæst.

Det er en bog om at miste. Ikke bare miste et barn, men også at miste sig selv. Og om at miste sproget–forfatterens vigtigste værktøj. Fordi sproget hverken er stort nok eller tilstrækkeligt småt til at rumme sorgen. Bogen handler også om at finde sproget igen–og på den måde finde sig selv. Måske ikke som den samme, men som et menneske med en ny livsbagage. Især afsnittene om, hvad der helt konkret skete, da Carl døde, er geniale med alle deres gentagelser a la “Ude i skoven lå et lille hus.” Det må være lige præcis sådan, det føles, når tiden, verden og sproget går i stå. Ydermere er digtene–såvel Aidts egne, som de citerede–så smukke, at det næsten er grådfremkaldende.

Den tog mig. Den bog. Så hermed mine helt overrosende anbefalinger!

PS. For nogle år siden, da min skole stadig havde et rygerrum, havde jeg en mellemtime, hvor jeg sneg mig til en smøg midt i stileretningen. Der sad en fremmed dame og røg i rummet, og det var Naja Marie Aidt, som senere skulle stå for en fællestime. Vi faldt i snak om på må og få, men jeg kan tydeligt huske, at vi talte om både irsk litteratur (hun skulle til Irland bagefter) og vores børn. Bl.a. om, at min datter lige havde fået en lejlighed på Vesterbro. Præcis som hendes søn–altså Carl. Weird!

Continue Reading