Guldsøstre

Paula Hawkins: The Girl on the Train/Kvinden i toget.

Helt sikkert old news, for bogen er fra 2015 og storfilmen fra 2016, men derfor er den stadig og (måske?) igen særdeles læseværdig, neglebidende og bare forbandet godt skruet sammen. Filmen er i øvrigt også amerikaniseret og foregår i New York, mens denne, den oprindelige, kører på togstrækningen fra London og vestpå. Det betyder noget, i alt fald for mig.

Rachel er fraskilt på den ubehagelige måde, overvægtig, arbejdsløs, boligløs (midlertidigt tålt ophold hos en fjern veninde)–og så er hun alkoholiker. Ikke mindst det sidste er selve plottets omdrejningspunkt, for Rachel har det med at få tordnende black-outs i sine særdeles aktive perioder, og det er mindre hensigtsmæssigt, når man overværer mord og andre ubehageligheder i døddrukken tilstand og derfor ikke har den fjerneste erindring om, hvad der er foregået. Hun er stadig forelsket i sin eks., og hun kører stadig hver dag fra en lille flække ude vestpå ind til sit ikke-eksisterende arbejde i London–forbi lige præcis forbi der, hvor eks-en og den nye præmiekone med elitebabyen bor. Der bor også flere interessante ( og især misundelsesværdige) mennesker langs togstrækningen, og Rachel iagttager inde i sin lille beskyttelsessky af gin og tonic på dåse deres tilsyneladende glamourøse liv. Der dog viser sig at være næsten lige så shitty som hendes eget.

Megan, som er en af Rachels favoritpersoner langs ruten, forsvinder pludselig en dag, og Rachel mener selvfølgelig, hun både har set noget samt måske nærmest er involveret. Hvis hun altså bare kunne huske det. Skildringen af Rachels alkoholisme er så intens og velskrevet, at man næsten får en fornemmelse af, at fortælleren har insiderviden, har været der selv. Der er alle drukturene, black-outsene, den dårlige samvittighed, den uendelige lovning om bod og bedring–og så er der selvbedraget. Det, der også fordrejer virkeligheden på en måde, så man, af bare dårlig samvittighed, påtager sig skylden for ting, man ikke kan huske, men sikkert har gjort. I alt fald, hvis der også er en kynisk, samvittighedløs skurk på spil, der hellere end gerne vil bilde et oplagt offer ind, at det er den skyldige.

Bogen har 3 fortællerstemmer (Rachel som den væsentligste, samt den nye hustru Anna og Megan), og det er et godt greb, for begivenhederne angribes fra forskellige vinkler. I begyndelsen på en måde, så vi hele tiden tvivler på spritstive Rachels udsagn. For ifølge hende selv er hun offeret i sin egen medlidenhedsfortælling, hvor alle er onde ved hende, hvilket selvfølgelig legaliserer hendes druk. Den er ligesom hørt til brækstadiet før. Men måske er hun mere end det? Måske ER der virkelig folk, der udnytter hendes langsomme selvmord og permanente lagring i gin og tonic? Læs selv!

Jeg kan dog, uden at afsløre noget som helst om plottet, godt oplyse, at det hele ender troværdigt godt for Rachel. Hun kæmper, den tøs, og jeg er synes faktisk, hun fortjener et godt, nyt liv deroppe i Edinburgh. Uden whisky. Og uden kyniske, egoistiske, skvattede mænd.

Elizabeth Barton: Mit navn er Lucy Barton.

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg har misset denne lille perle, som er udgivet i 2016, for jeg var da overmåde begejstret for forfatterens første bog om Olive Kitteridge. Men det var sådan, det blev, og det har jeg så gjort noget ved nu.

Bogen om (på en måde AF, for der er tale om en 1. persons-/jeg-fortæller) Lucy Barton er en lavmælt, stor fortælling om et liv i skyggen, en barndom, der er shittyer end de fleste shitty barndomme og en dysfunktionel familie, der overgår mange af de tusinder af andre dysfunktionelle familier, der florerer overalt i litteraturen for tiden. Strengt minimalistisk i sin tone, for der skal læses mellem linjerne, og det skal forstås, at fortælleren, Lucy, primært iagttager livet. Hun deltager ikke så forfærdeligt meget i det.

Lucy er endt på hospitalet i metropolen New York med en langvarig og mystisk blindtarmslidelse. Men heldigvis har hun den pragtfulde udsigt til fantastiske Chrysler Building, som jeg også næsten gad ofre en blindtarm for at få. Her kommer moderen fra den forlængst fortrængte barndom i usselhed deroppe i det allermest landlige Illinois på tvunget besøg, og selv om der egentlig ikke kommer den store konversation ud af det, får vi gennem deres sparsomme samtaler en klar fornemmelse af dette åg af en barndom, der stadig ligger tungt over hende. Der var fattigdom, der var tæsk, der var sult, og der var, mest af alt, kulde. Kulde på næsten enhver front af livet, både bogstaveligt, men nok allermest psykisk.

Lucy har, på overfladen, formået at kæmpe sig ud af dette shithole af en opvækst–eller har hun? Hun sidder nu på sin trendy adresse i Brooklyn med en pæn mand og to nydelige døtre, men alligevel har vi, som læsere, svært ved at tro på, at Lucy nærmest overhovedet har et liv. I alt fald et liv, der ikke er så bundet op i barndommens traumer, at det er værd at have med at gøre.

Det er et blændende intenst kvindeportræt, der bliver tegnet. Men meget mere end det. Det er også et stykke amerikansk historie–og allermest et stykke kvindehistorie. For inde i os alle, tror jeg, sidder en lille Lucy Barton. Det er hende, der stadig ikke formår at rende fra alt det, vi ellers er så gode til at bilde os selv ind, at vi længst har lagt bag os.

Det er lavmælt, det hele. Men selve lavmæltheden rummer så stor en fortælling, at man nærmest føler sig fyldt op til randen, når man er færdig med denne lille perle.

Håkon Nesser: Levende og døde i Winsford.

Håkon Nesser er mest kendt som en fremragende, svensk krimiforfatter. Men han kan mere end det, hvilket han da også har bevist med andre bøger end lige denne.

Her er tale om en vildt spændende pageturner af en thriller. Nok er her tale om en form for mord, men da vi får hele historien gennem en 1. persons-/jeg-fortællers øjne, er der absolut ingen tvivl om, hvem der har gjort hvad undervejs. Det, der er tvivl om, er, om det hele bliver opdaget.

For jo mere vi hører om Marias (fortællerens) liv, herunder især det følelseskolde ægteskab med den relativt utålelige, intellektuelle snob, Martin, jo mere drejes vi ubevidst mod at holde med hende og blot ønske, at et enkelt lille, uskyldigt mord kan gå i sig selv igen, så hun kan få det liv, hun både er så fint i gang med, og som vi næsten synes, hun fortjener. Akkurat som når man læser bøger om Tom Ripley, som jo i bog efter bog har stort held med at undslippe undgældelse for enhver form for forbrydelse.

Maria er nemlig flygtet til et såvel smukt, men også øde sted langt ude på den engelske Exmoorhede. Det er her i disse, lidt tågede og mudrede, men usigeligt smukke, omgivelser, at hun forsøger at genopfinde sit liv, og det er hun faktisk relativt god til–uden selv at gøre ret meget for det. Her er både en spændende mand med hemmeligheder, venlige lokale og et publiv som i Midsumer-området, hvor familien Barnaby i flere led sørger for ro og orden. ( Læste i øvrigt for nyligt, at staten virkelig bør gribe ind overfor overdødeligheden i samme område!) Det må man så læse sig frem til, om det lader sig gøre. For lig i lasten har det jo med at ville tage deres grusomme hævn.

Egentlig er spændingen omkring, om Maria for alvor slipper af med sin tumbe af en mand, kun en del af fornøjelsen ved at læse bogen. Den er også særdeles velskrevet, har en intuitiv forståelse for, hvordan kvinder tænker samt har en fantastisk god beskrivelse af miljø, mennesker og natur dernede i hjørnet af Somerset, hvor turister er sjældne, men natur og menneskelig varme det modsatte. Ydermere har bogen, som en kinesisk æske, sidehistorien omkring det berømte forfatterpar (lyder som Sylvia Plath og Ted Hughes), hvor Martin decideret har været involveret i såvel mord som selvmord i eksotiske omgivelser. Det er en historie, som Maria skridt for skridt bliver klogere på derude på heden, og som i alt fald ikke gør den bortkomne ægtemand til nogen større helt i læsernes øjne.

Det er bestemt en af de bedste thrillere, jeg længe har læst. Sådan lidt en kvindelig Tom Ripley ude på heden– sammen med Heathcliff, Barnaby og Mr. Rochester.

Santa Montefiore: The Beekeeper`s Daughter. Eller alle bøger af forfatteren.

Enhver kvinde har behov for at hulke lidt over forsmået kærlighed, store, uforløste følelser og gode, gammeldags happy ends engang imellem. Det må være en ret. Ydermere en ret, som de fleste af os forbinder med ferie, strandliggeri eller den gode stol foran brændeovnen på grå vinterdage. Det er klart, at vi ikke kan leve på stor kærlighed i bøger alene, men det er nu relativt betryggende ind imellem at kaste sig over en Kleenexromance. Man ved, hvad man får, og udfordringerne er behageligt små.

Sådan nogle bøger skriver Santa Montefiore. Denne er blot en af dem, så det er bare at gribe ud efter forfatternavnet på titelbladet. Hun gør det endda fortrinligt og kender ethvert kneb i branchen. Det er simpelthen velkonstruerede, velkomponerede bøger, der ikke på nogen mulig måde falder udenfor deres genre, men opfylder alle krav, der måtte være til den. I alt fald både grinte og græd jeg. Her er mørke, farlige helte, snarrådige kvinder, og så er her engelske godser med betitlede jarler og tvivlsomme rockstjerner. Der er nok for en grå mus fra den danske provins at vælge imellem og bruge lidt Kleenex på. Måske er der ikke så mange intellektuelle vitaminer, men det er heller ikke på nogen mulig måde derfor, man læser den slags bøger.

Så, skal der strandes, hygges, slappes af eller bare læses noget dødromantisk, så er Santa Montefiore svaret…… Her kommer lige et citat: “..she knew then what her mother had also known, that love isn`t something that wears out or disintegrates with the passing of years, but something that glows forever like an eternal sun.” Så ved man, hvad man går ind til!

Jeg kendte ikke forfatteren, og da jeg af natur er nysgerrig, googlede jeg hende lige. Der var flere overraskelser i det. SOM der var. Santa er født ind i familien Palmer-Tomlinson, som i England er noget af det nærmeste, man kommer kongehuset i “finhed”. Selvfølgelig med kolossale landbesiddelser ( det er nok derfra, hun ved så meget om godser, grever og baroner) og venskaber med de kongelige, især Charles og Camilla. Hun er søster til den tidligere “it-girl”, Tara Parker-Tomlinson, som huserede i frokostpressens spalter gennem flere årtier, indtil hun døde forrige år af ukendte årsager. Men det var hende, der plastisk måtte udstyres med en ny næse, fordi hun havde sniffet så meget kokain, at hun havde slidt den gamle op! Endnu mere interessant er det, at Santa ( og hvem Fanden kalder sin datter “Julemand” til fornavn??) er jødisk gift ( hun konverterede simpelthen, hvilket ikke sker så forfærdeligt ofte i den engelske overklasse) med ingen ringere end Simon Seabag Montefiore. Hvis man ikke kender Simon, så er han en fremtrædende, britisk intellektuel, der især er kendt for sin 1100 sider lange, fremragende “biografi” om Jerusalem. En bog, der i handling, research og udførelse ligger så langt fra Santas snotklude, som man overhovedet er i stand til at forestille sig. Det lyder faktisk som et særdeles interessant ægteskab. Og det må da immervæk være muligt at tilsætte lidt gratis lokalkolorit på slotslivet i bøgerne, når man givetvis selv har arvet, eller i alt fald har brugsretten til, en 5-10 stykker af slagsen.

Jeg skal da lige være opmærksom på Fru Montefiore, når jeg trænger til lidt kvalitetsromance og optimeret Kleenexforbrug…….

Ida Jessen: Telefon.

Gennem de næsten 3 år, der er gået, siden jeg sidst har undervist, har jeg kun momentvist savnet mit tidligere arbejde. Og momenterne har i antal kunnet tælles på mindre end en hånd.

Men efter at have læst denne fremragende, lille bog, får jeg noget så brændende lyst til at gennemgå den med en moden, god 3.g-klasse. En af den slags klasser, i hvis selskab man næsten føler, man selv er den, der får mest ud af at analysere og fortolke et stykke litteratur. Og denne bog råber efter at blive snakket om, at blive gravet i, og at være kilde til gode snakke om livet og dets mening. Ikke blot er den, i øvrigt ikke særligt vidtrækkende, handling på sin vis overvældende i al sin kompleksitet, men bogen er samtidig så godt skrevet ( som alle Jessens bøger), at utallige sentenser og afsnit næsten beder om at blive nærlæst, dissekeret og forstået. Nok skriver forfatteren sig ind i en minimalistisk tradition, men alt det, der står mellem linjerne, er i jo i virkeligheden selve den store fortælling i alt sit væsen.

Lisa, som læsere af tidligere bøger af Jessen jo kender, er efter at have endt sin præstegerning og flyttet til KBH, blevet frivillig “telefondame” hos en telefontjeneste for mennesker, der af vidt forskellige grunde har behov for at tale med et andet, lyttende menneske. Det gør hun så også, og bogens første halvdel er et lavmælt indblik i, hvad det på godt og ondt vil sige at være menneske, for her midt om natten mødes alle facetter af netop det på Lisas telefonlinje. Men på et tidspunkt drejer bogen ind på den lange samtale med den tidligere barnepige fra Hvium, Manne, der først ikke giver sig til kende, men senere gradvist afslører ukendte sandheder om flugtbilisten, der dræbte Lisas 7-årige søn.

Så det er historien om Manne, men det er samtidig lige så meget historien om Lisa. Og selv om den er lavmælt og aldrig egentlig dybdeborende, så indeholder samtalen så ufatteligt mange af selve hovedspørgsmålene omkring selve det at være menneske. Om skyld, skam, kærlighed og tilgivelse–og om at kunne leve med sig selv.

Alt imens samtalen foregår i et København, der hele tiden skildres som en sindsstemning, en slags virkelighed, der bliver mindre og mindre virkelig end den telefonsamtale, som indeholder det meste af essensen af selve livet.

Så hvis nogen læsere er i læse- eller litteraturgrupper, så er her den oplagte bog. Her er masser at tale om. Også for en pensioneret lærer, der vist for første gang efter undervisningsfriheden savner en rigtig god danskklasse.

I går lukkede jeg tilfældigt op for min bilradio, da et meget spændende program om digteren Morten Nielsen, der døde som 24-årig i 1944, lige var startet. Programmets indhold cirklede omkring en tese om, at Morten Nielsen ikke, som tidligere antaget, blev dræbt ved en vådeskudsulykke, men i stedet var blevet koldblodigt likvideret af modstandsmanden “Citronen”, fordi han angiveligt havde en affære med dennes hustru. Det var alt sammen meget tænkt, konstrueret og fyldt med antagelser, men for mig var det utroligt dejligt at blive konfronteret med et digt, jeg altid har elsket, men næsten havde glemt. Nemlig: Jeg ser nu i nat….

Jeg hører til den slags mennesker, der læser digte. Ikke i udpræget grad, og ikke digte for enhver pris, og mit liv klarer sig fænomenalt uden Rifbjergs Konfrontationsdigte TAK!, men jeg nyder et rigtigt godt digt, der kan indfange en stemning og formidle følelser, jeg ellers ikke har ord for selv. Det er jo det, digte kan: formidle stemninger og følelser. Det er så også derfor, så forsvindende få mennesker kan skrive ordentlige digte, for mange tror, man skal forklare tingene. Det skal man ikke. Man skal male et ordbillede af dem. ( SÅ fik du den, Vita Andersen!)

Og Jeg ser nu i nat gik lige ind, da jeg hørte det første gang som teenager. Selvfølgelig ledsaget af den rørende historie om den tapre modstandsmand, der måtte lade sit unge liv, og derfor aldrig brændte ud som digter. Han fik vel knapt begyndt. Det kunne vi teenagere godt lide dengang i 60-erne, hvor krigen stadig var lidt med os på baghånd. Også Den Spanske, for Gustaf Munch-Petersen fik vel også, hvad han skulle have. Det var dødromantisk og flere år før Magic 27, hvor rockstjernerne begyndte at stå af, før de blev gamle og pinlige.

Jeg har altid syntes, digtet er det ultimative krisedigt. Det digt, der ligesom bør vende situationen, når der nærmest ikke er mere situation at vende. Når livet ikke er andet end håbløshed, når man har ramt sin dybeste bund og ikke aner, om man kan komme op derfra. Jeg tror, mange har været der–eller i alt fald tæt på. Så er det, at man skal huske sig selv på “at man skal leve og blomstre og sætte sine frø. For man er endnu for ringe til at dø.”

Det forudsætter selvfølgelig, at man tror på, at livet har en mission, en skæbne, om man vil. Som man har en slags indbygget pligt til at efterleve eller i alt fald ikke lade stå uforløst, uafsluttet tilbage. Men hvad hvis det nu har? Hvad hvis nu livet eksistentialistisk består af en masse valg, hvor man dog trods alt har en pligt til at vælge det til ( altså livet), så længe man selv har muligheden? Jeg kan personligt godt lide formuleringen omkring, at være “for ringe til at dø”, for det siger implicit, at livet skal tages alvorligt. Det er ikke, når man nu har fået det, noget man sådan kan gå og klatte med og smide væk, bare fordi det ikke arter sig efter ens eget hoved. Ikke, at der er noget religiøst i det–det er mere en skæbnemæssig forpligtelse. Det skal, med andre ord, gøres ordentligt færdigt. Eller, som Karen Blixen mente, så har vi alle en på forhånd givet, ukendt skæbne, og det er vores opgave i livet at indtage den plads, som vi er givet i det, hun ville kalde “den store fortælling”.

Omkring alt det med livets forpligtelser kan man jo jævnt hen mene, hvad man vil. Og der skal herfra ikke lyde nogen fordømmelser omkring, hvordan man vælger at leve eller lade være med at leve sit liv. Det er folks egen sag. Faktum er dog, at dette er et umådeligt smukt digt. Det er som om, ordene får en slags vinger og flyver lige ind i sjælen. Og det er jo netop lige præcis det, gode digte kan. Flyve lige ind i ens sjæl og sætte ord på de stemninger og følelser, man selv går og tumler ordløst med.

Jeg er glad ved, jeg lige fik åbnet min bilradio. For så fik jeg sådan en god reminder om et fantastisk digt. Prøv at læse det. Er det ikke bare FLOT?

Johan Harstad: Max, Mischa og Tet-offensiven.

Wauw!

Siger jeg bare.

Hvis man nu forestiller sig, at man i resten af sit liv kun skal læse 5 bøger mere, så bør dette være en af dem. Måske endda den første. Ikke fordi det resterende liv forventes at blive ultrakort. Mere fordi dette faktisk er den bedste bog, jeg har læst i så lang tid, jeg næsten kan huske.

Det er ikke er bog for alle. Den kræver tålmodighed, indlevelse, tid, rigtig god tid, og at man forsøger at holde tungen lige i munden gennem labyrinten af historier og hoved- og bipersonener, hvis skæbner alle er viklet ind i  hinanden. Men gør man det og når helskindet og oceaner af viden, erkendelse og klogskab rigere til enden, forstår man omsider, hvorfor Tet-offensiven (eller rettere: filmen Apocalypse Now) som en rød tråd altid er til stede i bogen. Bogens afsluttende crescendo, stormnatten under orkanen Sandy, som smadrede New York, er en filmisk oplevelse, der tydeligvis henter masser af inspiration og citater hos Kubricks mesterværk. Det med Max og Mischa har man allerede forstået. Det er århundredets kærlighedshistorie. Intet mindre. Og så er det historien om det, vi alle inderst inde drømmer allermest og allermest forgæves om: At komme hjem. I alle de betydninger, det nu har.

Det er sådan en bog, der gror på en. Som lader en stå forsvarsløs og tyndhudet, når den er færdig med følelsen af, at et helt univers af velkendte skikkelser nu pludselig er udenfor rækkevidde. Det kan da ikke passe, de bare går deres vej. At der ikke er MERE. Sådan en bog, hvor man fortvivlet forsøger at læse de første sider igen med et forgæves håb om, at det hele bare kan starte forfra. Eller at man kan fortrænge, at man allerede har været der en gang, så det hele kan opleves igen. Jeg vil have mere tid med dem, vil jeg. Jeg vil være med på sidelinjen i deres liv igen, vide, hvad der sker dem. De kan da ikke bare GÅ!

Når en bog går gennem marv og ben som denne, er det selvfølgelig fordi, den også handler om en selv. At den rører der, hvor der er genkendelse og erkendelse. At den formulerer ting og sammenhænge, som man selv har gået og rodet med, men aldrig sådan rigtigt har kunnet sætte ord på at formulere for sig selv. Det er de store spørgsmål i livet–og det er, som i alle mesterværker–spørgsmålene om, hvad livet egentlig er og, ikke mindst, hvad kunsten er, og hvordan den uigenkaldeligt og uløseligt hænger sammen med livet. Alle er kunstnere på deres egne små og store måder i denne bog. På godt og ondt.

Det kan undre, at forfatteren blot er midt i 30-erne. Med så megen livsvisdom og, heldigvis, total mangel på ungdommelig braldren, må det resultere i en stor, lang og glorværdig karriere i fremtiden. Her ligger nok Nordisk Råds Litteraturpris i år og en kommende hilsen fra Nobel, hvis de ellers kan møfle sig sammen til at koncentrere sig om kunsten deroppe på det svenske parnas.

Hvad SKAL jeg dog gøre af mig selv? Jeg vil meget hellere ind i den bog igen……

Det er ved at være slut, det lange kærlighedsforhold mellem mig og Turen går til–snart sagt alle steder i verden. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at læse dem længere. Vi har ellers været på mange ture, mig og “turen”, og vi har fulgtes gennem adskillige lande med hinanden lige ved hånden. Jeg tror, det er ved at være på tide at give slip. Med mindre Turen går til guidebøger, der er forfattet på en noget anden måde end den, Politiken tilsyneladende opfordrer sine skribenter til at benytte sig af for tiden.

Hør nu bare her om Havana: ” Salsatonerne fra Lazaros rickshawtaxi–et hjemmelavet cykelstel forsynet med gamle bilsæder, Lada-rat og festligt blinkende lamper–blander sig med larmen fra biler, båthorn og mennesker, der råber til hinanden hen over gaden.” So what? Hvem har lige bedt om en situationsrapport med indbygget stemningsbillede i en GUIDEBOG? Har skribenten i virkeligheden en skjult agenda om at skrive featurejournalistik, eller bilder vedkommende sig ind, at han/hun faktisk skriver rejselitteratur, forklædt som guidebøger. Eller: forestil jer en turistbrochure om Amalienborg, der overfor undrende gæster fortæller “Med smukt svajende skridt kommer den høje, flotte dronning gående forbi de uerstattelige renæssancemalerier, mens hun klart fornemmer stemningen af historie og duften af hestene på den fint udformede slotsplads.” Lidt ved siden af, ikke? Når man nu læser guidebøger for at få indblik i, hvad man gerne vil se. Stemningen kan man vist godt selv klare selv at fornemme og beskrive.

Det irriterer mig grænseløst, at jeg, for overhovedet at komme frem til de facts, der er hovedårsagen til, jeg læser guidebøger, skal gennem alt det vrøvl. Al den forstillelse omkring, at Politikens bøger er andet og mere end simple guides til konkret brug. Hvis årsagen er, at skribenterne har så store ambitioner, at de slet ikke kan styre dem, så vil jeg foreslå samme skribenter akut at begynde at skrive rejsebøger. Så vi andre kan have vores guides i fred.

Det ved de godt på Lonely Planet og andre guides, der i salgstal er ved langt at overhale Politiken.

Måske skulle Politiken også få øjnene op for det. Eller ørerne. Prøve at læse det højt for sig selv og indgående opfatte auditivt, hvad det dog er for noget totalt ubrugeligt vrøvl, læserne af en ellers utroligt anvendelig serie bliver udsatte for med dette såkaldte tiltag.

Johan Harstad: Max, Mischa og Tet-offensiven.

Det er indiskutabelt en af de sene 10-eres mest væsentlige bøger. Det er 1063 sider om en generation, om en verden, om at blive voksen, om kunst, drømme, sejre og nederlag–og så er det Norge, der er på banen igen, som det jo er for tiden. Og skal man overhovedet ( det skal man nok ikke!) sammenligne denne mammut af en roman med noget som helst andet, så må der vel gives lidt credit til det andet store naboland, Sverige, hvoraf Siri Hustvedt er rundet. Folk, der elskede hendes “Det, jeg elskede”, som decideret var en af 00-ernes mest væsentlige bøger, vil ( nu går der inflation i ordet “elske”) elske Max` historie.

Jeg er nået til s. 450. Og jeg skal nok komme til enden. Engang. Jeg giver ikke op, men historien om Max og Mischa og den til alle tider allestedsværværende Tet-offensiv er en læsemæssig udfordring. Ikke blot skal tungen holdes usigeligt lige i munden. Der skal også tages forbehold for et utal af labyrintiske omveje, sidehistorier langt ind i bipersoners liv og tanker, lange passager med tydelig punktumforskrækkelse og nærmest stream-of-consciousness tilstande (de har meget at takke Knausgaard for, de nordmænd!) og en utrolig dvælen ved detaljer. Det tager tid for Max at vokse op og finde Mischa, tid for hans forældres ægteskab at gå i stykker, tid for ham at blive kunstner—og tid for ham at finde onkel Owen. Det tager også tid at gøre bogen så morsom, så man ind imellem griner højt og inderligt. Husker specielt episoden, hvor Max kommer adskillige timer for sent hjem efter sin første nat med Micha som 16-årig. Til faderens bebrejdelser om det uacceptable tidspunkt, svarer Max bare, at han har været i seng med sin første pige. Hvortil faderen blot replicerer, om han da ikke kunne have gjort det en smule tidligere på dagen.

Det er en roman om vores børn. For en gangs skyld er det os, vores generation, der er forældregenerationen i baggrunden. Men man må sige, at Harstad har fanget os noget så træffende. Akkurat som han også har fanget vores børn. Vores børn, som vokser op i en global verden af, somme tider, forkvaklet tolerance, og som egentlig ikke kan bruge os som rollemodeller og værdisættere på samme måde, som vi selv brugte vores forældre. Nemlig til at tage afstand fra og definere os selv som “ikke”! Det er kan være svært at finde sin egen identitet uden en Vietnamkrig ( i absolut flere tusinde overførte betydninger) og med knus og forståelse som svar på ethvert spirende oprør.

Det vil sikkert være en stor fordel at (gen)se Apocalypse Now inden læsningen, men det er ikke et krav. Men under hele denne store, store fortælling om Max, der må opgive sit elskede lilleby-inklusiv-olie-Stavanger til fordel (nej, egentlig ulempe) for de friserede plæner på Long Island og Manhattans fristelser ( inklusiv onkel Owen, der, som den, eneste i bogen faktisk HAR været i Vietnam), ligger Tet-offensiven som det samlende element.  Som referencerammen og det, der på forunderlig vis binder personerne og historien sammen.

Det er sådan en bog, der vokser i en. Eller som man vokser ind i. Som man tænker på, inden man falder i søvn, og som pludselig dukker op, når man egentlig er fysisk længst væk fra den og nede at handle eller til frisør. Som lurer overalt. Men som samtidig kræver så meget af en, at man ikke har overskud til mere end et nærmest afmålt antal sider om dagen. Det er stor, stor kunst og selve skildringen af vores tid og det, der gjorde den til vores tid.  Eller vores børns tid. Og det er derfor, jeg skal nå frem til enden.

Det er også sådan en bog, det er svært at bære rundt på alene. Den råber efter at blive snakket om. Så hvis nogen har læst den–eller i det mindste er undervejs–så skriv endelig.

Erika Fatland: Grænsen.

Det er Norges og norsk kulturs tid i disse år. Både indenfor litteratur, film og TV-serier ligger Norge klart i front blandt de skandinaviske lande, og norsk kultur storeksporteres til det meste af verden. Det må være ret nyt for dem deroppe! Men samtidig er det kvalitet, der kommer ud, ned og rundt fra det lange land. Værd at tage et meget seriøst kig på.

Således også den unge rejseskribent Erika Fatland, som i dette storsælgende, internationale hit rejser rundt om Rusland på ikke mindre end næsten 600 sider og i realtid 2-3 år. Bogstaveligt talt. Hele vejen rundt rundt om det kolossale russiske rige til lands, til vands og i luften. Mod nord udelukkende til vands, men det er så også den mindst spændende del af rejsen, da der ligesom ikke er så forfærdeligt meget andet end isbjørne og olietønder at opleve på den del af ruten. Der er en del mere bid i den sydlige rejse, som inkluderer møderne med fantastiske og spændende mennesker i de yderste grænseområder hos Ruslands mange naboer. Og selv om det som præmis er en kulturrejse, Fatland er ude på, så kan såvel klimaskeptikere som alle vi andre også få nye, forfærdelige informationer om klodens tilstand som sidegevinst.

Det, der egentlig var Fatlands projekt, var at finde ud af, hvorledes det influerer et land og dets befolkning at være nabo til så stort og, til tider, så magtfuld en mastodont af et rige. Jeg må sige, at dette til fulde er lykkedes hende. Som læser får man et glimrende indblik i den russiske bjørns altoverskyggende effekt på samtlige naboer. Tillige er bogen så ualmindeligt velresearchet, at vi ikke blot får de gode og menneskerelaterede historier, men også selve historiEN, selve baggrunden for, at tingene ser ud, som de gør. Mange gange med lange, veldokumenterede tråde adskillige hundrede år tilbage i historien og til ledere, krige og folkeslag, jeg nok må indrømme, at jeg for første gang stifter bekendtskab med. Det er en Asiensåbner, en Kaukausåbner og en baltisk åbner. I det hele taget en øjenåbner overfor såvel de historiske facts som overfor de helt almindelige mennesker, der lever med dette kæmperige som umiddelbar nabo. Fatland kommer ind i de små hjem. Og hun er en skriveengel til at formidle dem og deres beboere.

Og så kan Fatland den svære kunst at skrive medrivende og fængende. Ikke blot har hun et ualmindeligt velflydende og nuanceret sprog, men hun formår fra første side at fange læserens interesse, således at ikke en meter af den enorme rejse på nogen mulig måde føles for lang. Faktisk er man ved slutningen lidt fortvivlet over, at Rusland ikke er større, så der kunne være endnu mere bog! For mig er det lidt som om, den allerbedste rejseskribent nogensinde, Bruce Chatwin, nærmest er reinkarneret ( forhåbentlig uden den AIDS, der slog han ihjel ung i 80-erne!) i denne unge, blonde kvinde. (Sorry!) Men ikke mere sorry, end at det blonde hår faktisk får en betydning en del steder i bogen! Men det kan man jo selv læse sig frem til….

Så vil man dyrke Norge udover Skam, Lykkeland og Knausgaard, så er her et megaflot alternativ. Hende her kommer vi til at høre mere til. Jeg kan næsten ikke vente på, hun finder et andet land at rejse rundt om. Gerne et mega-mega-mega-stort et!