En god bog.

Merete Pryds Helle: Folkets skønhed.

Jeg vil ikke kalde den “den store, danske slægtsroman”, men mindre kan også gøre det. Det er en god, læseværdig bog, som på fineste måde giver os et tilbageblik i den mere folkelige del af vores fælles historie. Folkets historie, om man vil. Den, der nok trods alt ligger bag de fleste af os.

Vi følger hovedpersonen, Marie fra Lolland, fra ca. 1930 til omkring 70-erne. Det geniale er, at den personbundne fortællerstemme hele tiden vokser med Marie, således at vi gennem barndommen får barnets (ufuldstændige og subjektive) version af begivenhederne, mens den mere modne Marie langsomt begynder at skimte nuancer og sammenhænge. Marie vokser op under fattige kår i det, man nok i dag ville kalde en særdeles dysfunktionel familie. Men hun klarer sig trods sult, tæsk, snavs, sygdom, incest, død og det evindelige hårde arbejde. Der er en god portion Ditte Menneskebarn i den pige, om end hun ikke lige vinder på at være verdens mest tiltalende menneske som sådan.

Bogen skildrer overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund, for selvfølgelig ender Marie fra Lolland på fabrik i hovedstadsområdet og senere i en af de utallige, såkaldte sovebyer, der skyder op omkring samme hovedstad i 60-erne. Den skildrer også overgangen fra en familieform, hvor familien primært var et arbejdsfællesskab til en, hvor familien forventes at eksistere på baggrund af et følelsesfællesskab. Det sidste har Marie meget svært ved at forstå. Hun er opdraget til, at man kan arbejde sig ud af alt, så rollen som frustreret, hjemmegående husmor i forstaden er ligesom udenfor hendes begrebsverden. Så der bliver nørklet nogle gardiner og gjort temmelig meget rent!

Bogen er en form for pseudo-biografisk bog over forfatterens egen slægt, og mange scenarier bygger på historier (eller hendes version af historier), hun har opsnappet gennem tiden. For mig var der en umiddelbar genkendelighed over mange af scenerne. Jeg har hørt lignende fortællinger fra min egen mor. Så netop denne identifikation, som er så behagelig, når man læser, vil ganske givet optræde for mange 50+ ere, der, som det meste af Danmarks befolkning, er rundet af forældre fra trange kår i datidens landbrugssamfund. Det er os, der er vokset op i parcelhusene med forældre fra landet.

Bogen skriver sig ind i en lang række af lignende fortællinger om overgangen fra landbrugs- til industrisamfund. Så i denne forbindelse er jeg absolut nødt til at nævne de to FREMragende romaner i denne genre (hvis man da kan kalde det en genre?) med nogle år på bagen, som altid kan læses igen og igen. Eller måske for første gang? Nemlig: Anne Marie Løn: Prinsesserne og Jens Smærup Sørensen: Mærkedage.

Continue Reading

2 gode bøger.

Ulla Terkelsen: Vi kan sove i flyvemaskinen og Gretelise Holm: Jesus, pengene og livet.

Jeg har altid sagt, at hvis jeg ikke var blevet lærer, ville jeg have været Ulla Terkelsen. I mine øjne har den kvinde verdens mest spændende job, som hun ydermere forvalter på den allermest beundringsværdige, professionelle måde.

Jeg har også tidligere sagt, at jeg ikke er så meget til biografier, men disse to adskiller sig, efter min mening, fra de fleste andre. De er velskrevne (damerne er jo også journalister), de har haft spændende liv (især set med kvindeøjne), de har en befriende selvironi, og de har decideret andet på hjerte end den selvforherligelse, man ofte når til kvalmestadiet over i andre bøger. Engang læste jeg selvbiografien fra en af Danmarks mest kendte kvindelige sangerinder. Omkring s. 50 var jeg ved at få forstoppelse over samlejer med andre kendte kvindelige sangerinder….

Anyway, disse er gode, velskrevne bøger om levede kvindeliv. Terkelsen skriver om den priviligerede opvækst i Århus, hvor tidens tænkere færdedes i barndomshjemmet, et ungdomsliv under de marxistiske faner og dækningen af alle spændingerne i Nordirland. Det er spændende, og det er stillingtagende. Det er et liv, der er værd at læse om.

Holm, derimod, skildrer helt usentimentalt sin mildest talt ikke priviligerede opvækst adskillige steder i Jylland i en familie, der vel nærmest kan sammenlignes med nutidens økonomiske nomader. Det er barskt, men det er også livsbekræftende. Slutningen af bogen tenderer desværre mod at blive til ren “namedropping” (Vi har vist ikke noget dansk ord), og det gør den absolut ikke specielt interessant.

Hvis man i sin tid kunne lide Lise Nørgaards erindringer, så er disse to en slags moderne opfølgninger på, hvordan endnu to af journalistikkens største kvinder blev “skabt” adskillige år efter Fru Nørgaards prøvelser rundt omkring på redaktionerne.

Continue Reading

Gode bøger.

Den upålidelige fortæller.

Klassikeren, som mange kender, er vist Agatha Christies Hvem var morderen? For hvem var det lige, der i virkeligheden var morderen?

Når et stykke litteratur har en jeg-fortæller, er det vigtigt lige at teste, om vedkommende er pålidelig. Kan man stole på ham/hende? Tales der sandt, eller lyves der bevidst? Det er selvfølgelig klart, at enhver forfatter er uhyre bevidst om sin fortællerstemme og på forhånd har bestemt sig for, om den skal være pålidelig.

Jeg elsker upålidelige fortællere. De udfordrer mig og river mange gange tæppet væk under mig. Det kan jeg godt lide. Jeg nyder faktisk at blive narret af en forfatter, der er klogere end mig selv, men jeg nyder også at sidde og nørde i de der små hints, som lægges ud undervejs. (NB. Forfatteren er den person, som fysisk skriver bogen. Fortælleren er den, som “inde i bogen” fortæller. Det er to forskellige “personer”.)

Der findes et utal af disse løgnhalse, så derfor nævnes kun en lille stak alternativt sandhedsfortællende. Herhjemme er især Sonnergaard, Charlotte Weitze og Blicher mestre i det. De fleste har nok i skolen været på Tjele med Landsbydegnen, som har svært ondt ved at skjule sin overmåde, skjulte og utilladte besættelse af Frøken Sophie. Værre står det til i Sildig opvågnen, hvor præsten er vildt betaget af det usædelige kvindemenneske, som han jo egentlig i kraft af sit embede skulle fordømme på det groveste. Den novelle er et mesterværk–også af andre grunde.

I England kan de det der med at lyve–altså også i bogform. Især Ian McEwan  har et godt løgnhjerte. Når nu den mand endelig får den Nobelpris, som han har skullet have i rigtig mange år, så vil bøger som Soning og Cementhaven få en renæssance. Den første fordi den er genial i sin slutning, hvor alt, hvad vi har troet på, bare fejes væk, og den anden fordi det er den grimmeste, mest ulækre, mest nekrofile, mest Thatcherkritiske bog, der findes. Den er sgu´ ikke for tøsedrenge–men kan vi stole på hovedpersonen? John Fowles, som var enormt populær i 80-erne, men som nu nærmest er glemt, var også en mester. De fleste i min alder kan vist huske filmen Den franske løjtnants kvinde, hvor Meryl Streep står ude på molen i Lyme Regis og længselsfuldt venter på Jeremy Irons (ham gad jeg også godt vente på–længe!) og fortælleren så lige pludselig kommer i tanke om, at den slutning gider han da i øvrigt slet ikke have. Han foretrækker en anden. Og så får vi den. (Læs eller genlæs ham i øvrigt–det er super, især Troldmanden. Og hvis nogen finder ud af, hvad den bog handler om, så vil jeg gerne vide det!)

Endelig skal Yann Martels Pi`s liv også anbefales. Den er så øredøvende usandsynlig, at det nærmest grænser til fantasy. Men det er en fremragende bog. Som altså handler om en lille dreng, der sejler over Stillehavet på en redningsflåde med en bengalsk tiger. Nå ja, det er der jo så mange, der gør.

Dette kun et lille, bitte udvalg af forfattere, der kan det der med alternativ sandhed. Der er mange, mange flere, så kom endelig med alle dem, I kender og kan anbefale.

PS. Jeg har tidligere skrevet om American Psycho. Den hører også hjemme i denne kategori.

 

Continue Reading

En god bog.

Johs. V. Jensen: Himmerlandshistorier.

Man kan for min skyld mene om Johs. V. Jensen, hvad man vil, og dybt begræde den del af forfatterskabet, der hylder socialdarwinismen (den stærkeste overlever a la Hitler og andre mere nutidige), men det fratager ikke denne bog, at den er et mesterværk. Jensen er allerbedst, når han skriver sig ind i det, der hedder “Det folkelige gennembrud”–altså fortællinger FRA landet OM landet.

Så her er han gået i Himmerlandsmode og skildrer det Himmerland, der var hans egen barndoms land. Han er udmærket klar over, at det var en tid, der var–og også, at den er tabt og aldrig kommer tilbage. Bogen består af et større antal små noveller, som nærmest alle kredser omkring enkeltpersoner og deres historier. Og de går lige i hjertet, for selv om Jensen målt i år er meget langt fra os, så kender vi dem jo alle fra vores egen barndom. Særlingene, outsiderne, sliderne og alle dem, der BAR. Mine klare favoritter er fortællingerne om den stovte bondekone Kirsten, og især hendes hjemfart gennem snestormen fra sygehuset i Ålborg i “Kirsten sidste rejse”. Det er kunst, men også nostalgi og bevidsthed om, at den tid kommer aldrig igen. “Ane og koen” står også mit hjerte nær. Jeg kan nærmest se gamle Ane slæbe den antikke ko på marked–ikke fordi den skal sælges, men fordi Ane nu engang synes, at den ko skal opleve noget udover det sædvanlige.

Man behøver ikke være fra Himmerland for at nyde disse historier, men det hjælper selvfølgelig. Så os, der kommer derfra, bør i alt fald kende dem. Resten kan bare i ro og mag–og måske med 1 eller 2 noveller af gangen–nyde sublim fortællekunst.

Continue Reading

Gode bøger.

Tvillingemotiver.

Allerførst en advarsel om, at dette bliver en smule ustruktureret. For egentlig var det min intention at anbefale den fremragende britiske forfatter Bruce Chatwin, som desværre døde af AIDS helt tilbage i 1989. Jeg ville forsøge mig med hans umiddelbart mest tilgængelige bog, On the Black Hill, som er den barske historie om et par tvillingebrødres liv, men undervejs kunne jeg ikke finde nogen dansk titel, så bogen er måske slet ikke oversat. Da jeg bestræber mig på at anbefale bøger, der er til både at læse og finde, var det så måske ikke den allerbedste ide. Det skal dog alligevel kraftigt pointeres, at Chatwin især som rejseskribent er uovertruffen (OK, Bill Bryson er også superb), og at Sanglinjerne om australske aboriginals er et lille mesterværk. Det samme gælder den lille bog Utz, som handler om stuefluens udbredelse i Prag, og hvordan man smugler ½ ton Meisnerporcelæn ud af en lejlighed, uden at nogen opdager det!

Derfra kom jeg hurtigt videre til det evige tvillingemotiv, som stadig dyrkes intensivt indenfor litteraturen. Der har vi jo været siden Romulus og Remus, over adskillige folkeeventyr til, især, moderne fantasy. (Jeg er dybt seriøs fantasyfreak, men har sådan lidt på fornemmelsen, at det ikke lige er scoopet til de fleste kvinder i min alder!) Anyway, de sidste 2 bøger, ud af utallige, der kredser om tvillinger (tvillinger er så dejligt handy i litteratur, for de kan symbolisere modsatrettede tendenser og personligheder, som ville være utroværdige i en enkelt person), og som er absolut anbefalelsesværdige, er Ben Elton: To brødre, en rigtig god og velskrevet familiesaga fra en forfatter, der ellers, efter min mening, ofte er lidt for pjattet. Samt Abraham Vergheses: Knivens æg. Begge bøger spænder over lange perioder rent historisk og bevæger sig nærmest rundt på samtlige kontinenter, men væsentligst af alt er, at de begge har en forbandet god historie at fortælle–og fortæller den godt! Det er sådan nogle sidde-foran-brændeovnen-med-lakrids-og-joggingbukser-bøger. Og som man skal have god tid til–man bliver uigenkaldeligt fanget i deres univers.

Jeg vil lige se, om jeg kan huske flere bøger med dette evige motiv–der må være tonsvis.  Bare kom med dem, hvis I lige har en på tungen…….

Continue Reading

Gode bøger.

Ian Rankin.

Så er jeg ovre i mine elskede krimier igen, og her er en af tidens absolutte mestre, skotske Ian Rankin. Rankin skriver ualmindeligt godt og mestrer totalt genren med den hårdkogte, men utroligt bløde indvendigt, detektiv. I de fleste af hans bøger følger vi Inspector Rebus og hans sidekicks, som opklarer grimme hændelser i Edinburgh og omegn. Dem er der en del af–at dømme efter den relativt store produktion fra Rankins side.

Udover at være en nydelse at læse, sådan rent æstetisk, har bøgerne også den sidegevinst, at de er virkeligt gode guidebøger til byen Edinburgh. At følge Rebus rundt i byen er som at komme på gratis virtuel rundtur gennem denne smukke, majestætiske gamle by. Om end den nu sjældent viser sit kønneste ydre på de steder, hvor Rebus færdes. Bøgerne er samtidig også en virkelig god beskrivelse af Skotland her og nu og de udfordringer, som landet på mange områder står overfor. (Det bliver godt nok spændende, om de f.eks. formår at løsrive sig. Men det er en helt anden diskussion.)

Rankin er også altid god for en fin, sammenhængende historie, og han undgår helt alt det tøsefnidder og de Chick-lit. tendenser, der er temmelig dominerende i mange nordiske krimier.

Vil man ud på de vilde vover i samme skønne land, kan man altid ty til Ann Cleeves, som skriver krimier fra Shetlandsøerne. Hun skriver knapt så godt som Rankin, men hendes bøger er absolut læseværdige og skriver sig mere ind i en modernisering af Whodunnit traditionen. Hun er i øvrigt også mor til Vera, altså TV-serien, som man bør se bare for at nyde den fantastiske skuespiller Brenda Blethyn, som spiller detektiven.

Continue Reading

En god bog.

Emma Donoghue: Rum.

I kølvandet på alle sagerne med indespærrede, misbrugte børn og voksne kommer så denne lille perle. Netop et sådant emne kunne nemt munde ud i følelsesporno af værste slags, eller for den sags skyld svælgen i slibrige detaljer.

Alt det undgår Donoghue behændigt. Eller rettere: Det er ikke det, hun vil. Hun vil i stedet fortælle historien om, hvordan det er for en mor og hendes søn at komme ud i “friheden” igen efter mange års indespærring og misbrug. Og “friheden” er i den grad i anførselstegen, for verden er en sand jungle for en lille dreng, der aldrig har oplevet den. Især sprog er en kolossal udfordring, for hvorfor skulle man dog have ord for andet end de få ting, der under indespærringen var til stede i “RUM”? Når man kommer ud, er sproget jo overvældende med alle de ord, man for det første aldrig har haft brug for, og for det andet skal anvende om ting og følelser man aldrig tidligere har kendt. Når man altid udelukkende har tænkt konkret, er det en hurdle at komme ud i verden, hvor man også forventes at være i stand til at tænke abstrakt.

Det er en yderst velskrevet bog med uhyre stor indfølingsevne omkring hovedpersonerne. Man forstår dem og lider med dem. Og man forstår også, at det at være indespærret kun er en lille del af deres lidelser–gensynet med verden udenfor er også fyldt med knubs og udfordringer.

Bogen er filmatiseret, men jeg har stadig til gode at se den.

 

Continue Reading

En god bog.

Siri Hustvedt: Det jeg elskede.

I mange år sad jeg som lærer som vejleder omkring den store, skriftlige opgave i 3g. Eleverne var som regel relativt diffuse omkring, hvad de gerne ville skrive om. Sådan i retning af “Noget, der handler om…..” Så det var altid godt at sidde inde med et arsenal af anbefalelsesværdig og brugbar litteratur, samtidig med at man selvfølgelig skulle overveje, om netop lige den elev ville have noget ud af læsning og analyse af netop lige den bog.

En af de bøger, jeg ofte har anbefalet, er denne. Den har så mange strenge at spille på. Den kan være den store, amerikanske roman om den evigt uladsiggørlige amerikanske drøm, den kan være en “coming of age” roman om det at blive voksen, den kan være en fortælling om kunstens betydning for livet, den kan være en dyrkelse af mytemotiver ( det er MEGET populært i disse år), fordi den både har myten om Narcissus, Ikaros, syndefaldet og et par andre ret tydeligt i sig, og endelig kan den være en bittersød fortælling om endelig at indse, at evigt ejes kun det tabte.

Igen er vi ude i en familiesaga. Om 2 familier, hvis liv og skæbner er uløseligt forbundne. Der er tragiske dødsfald, store føleser og store skænderier. Ind imellem er der også elementer fra krimigenren, som også er medvirkende til, at man ivrigt læser videre for at finde løsninger og forstå. Samtidig er bogen også en rigtig god samtidsbeskrivelse–især via sine personer, som alle på den ene eller anden måde bare er så uendeligt tidstypiske.

Siri Hustvedt er af svensk afstamning (deraf navnet), men hun er også gift med the grand old man i amerikansk litteratur, Paul Auster. Det sidste må i sig selv være direkte kilde til mindreværdskomplekser, men hun klarer det nu godt, Siri, for efter denne bog har hun med stor succes udgivet en del flere. Hun er ikke let at læse, hun kræver noget af sine læsere. Men det er det hele værd i den sidste ende.

Continue Reading

En god bog.

Stefan Merrill Block: En fortælling om at glemme.

Jeg har faktisk læst denne bog hele tre gange. Ikke fordi det skulle være sådan, men sådan blev det så alligevel. Nærmest alle bøger (undtagen trash, der sker det modsatte) vinder ved flere gennemlæsninger. Også denne.

Første gang var, fordi den landede i min postkasse. Jeg er enhver bogklubejers ultimative drøm, for jeg har en indre allergi overfor afmeldinger. Jeg kan ikke helt klart præcisere, hvad det lige er, der sker, men det er som regel noget med, at når jeg endelig får mig taget sammen til at aflyse Månedens bog ( og i nogle bogklubber varer 1 måned gerne ca. 10 dage!), så er det 1-2 dage over sidste aflysningsdato. Og så føler jeg mig jo–især økonomisk–forpligtet til at give den ankomne bog en chance. Men den var god.

Anden gang var fordi, jeg fik chancen for at høre selve forfatteren til et ualmindeligt hyggeligt og intimt lille foredrag nede i kælderen under en helt fantastisk boghandel  i Brooklyn. Det der med at høre pennens mund gør altså noget ved en. Skaber en intimitet, et sammenhold, en fælleskabsfølelse. Og så var han sådan en genert, charmerende ung mand med beundringsværdige talegaver. Jeg husker endnu, hvordan han fortalte om sin hjemegn i Texas, og hvordan det havde været at flytte til New York. Før han kom til NY troede han f.eks. ikke, at byen var sand, altså at den eksisterede andet end på film. Sådan havde jeg det også. Han måtte også ændre måden at se på. I Texas ser man horisontalt, i NY vertikalt. Den havde jeg aldrig tænkt på før da, men han har jo ret. Herovre i provinsen ser vi nu også mest vandret. Det gjorde bogen endnu bedre.

Tredje gang var selvfølgelig fordi, han ligesom havde forblændet mig. Alt det, han havde fortalt om sig selv og sin opvækst, kan man nærmest læse ind i bogen, og det skulle jeg da lige prøve. Så blev den allerbedst.

Det er en bog, der skriver sig ind i den række af bøger, der gennem de senere år er skrevet om Alzheimer og andre hjernelidelser (startende, vel, med Irvings Æblemostreglementet, over Genovas Stadig Alice, Baylays Elegi for Iris (tror ikke, den er oversat) og vores egen Jungersen med Du forsvinder. Og der er garanteret mange flere.) Denne er dog også en familiesaga fra det allerdybeste Texas med et snert af spændingsroman, fordi man hele tiden drives frem af alle de uløste spørgsmål. Samtidig foregår bogen også på andet andet plan, i et andet “land”, nærmest et fantasyunivers, hvor det at kunne huske ikke er så væsentligt, som det er for os. Bogen er ind imellem lidt ujævn, men da det er forfatterens første, og han ydermere har et sødt smil, er han tilgivet. Familikrøniken er god og solid, og efter at have læst bogen føler man sig en smule mere vidende om denne forfærdelige sygdom (altså Alzheimer), set fra de impliceredes side.

Jeg kan kun anbefale den, selv om man altså ikke lige behøver læse den tre gange. Men hvis forfatteren kommer forbi, så se at komme afsted. Han er både cute og spændende.

Continue Reading

En god bog/film.

Jane Austen: Stolthed og fordom.

Hvis man læser denne blog bare en lille bitte smule regelmæssigt, er man næppe i tvivl om, at jeg er 1) vild med klassikere og 2) er uforbederligt anglofil. Denne bog må siges at opfylde begge kriterier til fulde.

Og så skrev jeg “denne bog”. Det mener jeg i virkeligheden slet ikke. Efter min mening er den allerbedste måde at nyde denne gode historie at se BBCs filmatisering fra 1995. Bliv langt væk fra den nyeste udgave–dette er FILMEN/UDGAVEN. Alt andet når kun til sokkeholderne af en rimeligt ung Colin Firth i selskab med nærmest hele perlerækken af overdådigt velspillende, engelske skuespillere. Undtagen altså lige Elizabeth Bennett, som her spilles af amerikaneren Jennifer Ehle–men hun gør det nu super alligevel. Selv den mindste birolle er nærmest stjernebesat, og især familien Bennett med alle de giftefærdige døtre er virkelig velcastet. Det hele er et overdådigt udstyrsstykke, og man bør afsætte 6 timer i rap til ren nydelse, for min erfaring er, at får man først begyndt, så er der ingen vej tilbage, før bryllupsklokkerne har ringet…..

Som alle Austens romaner handler denne også om at blive gift. Hverken mere eller mindre. Om at blive gift med den rette og hvilke forviklinger, der opstår undervejs. Austen er også fænomenal til at portrættere normer og fordomme i det samfund, hun levede i, og hvis man nærlæser tilstrækkeligt, har hun heldigvis også hele tiden et glimt i øjet. Her er mange baller, mange kjoler og mange svigefulde mænd–men tager man den i BBCs udgave er her også Colin Firth i vådt undertøj (!!!!!) og en god historie om, hvordan stolthed og fordom kan være lige ved at ødelægge alt det, der er det allermest optimale for alle parter. Nemlig den ægte, uforfalskede kærlighed!

Husk det nu: 6( seks!) timer. Bonusinfo: Kan ofte fås på tilbud!

Continue Reading