Endnu en omgang forbyttede børn.

Eve Chase: Tilbage til Black Rabbit Hall.

Move over–Kate Morton, Leonora Christina Skov, samtlige kvindelige medlemmer af slægten Bronte, Poe og alle I andre, der også excellerer i forbyttede børn, knirkende, ældgamle slotte og uhygge ved midnat. Endnu en fremragende nygotiker er oversat til dansk, og hun er faktisk i særdeleshed værd at læse. Mest for underholdningsværdien og for plottets uventede drejninger, men som sidegevinst kan hun faktisk også godt skrive.

Vi er ude i kombinationen af den STORE familiefortælling, tilsat en god portion uhygge og et faldefærdigt slot i Cornwall–sådan på randen af de store klipper, hvor man næsten hører ekkoet af Rebecca i mørkningen. Her vokser (eller nærmere vildtvokser) de fire Altonbørn op i indbegrebet af den harmoniske familie. Men i den slags bøger varer lykken ikke ved: de gode må bortskaffes, og de onde må på banen, mens de forkerte forelsker sig i hinanden, og arven bliver et stridspunkt tilsat den obligatoriske stedmor, som tydeligvis er i nær familie med Snehvides. Der fødes børn i dølgsmål, og den slags forbyttes jo til stadighed–men det skal vi heldigvis rigtigt langt og rigtigt vildledt hen i bogen for at finde ud af.

På et nutidsplan kolliderer hele denne viktorianske fortælling med lærer- Lorna, der skal giftes med sin jordbundne tømrer, John, hvilket på overfladen jo skulle være så indlysende romantisk. Men Lorna har også lig i lasten, og de graves allerbedst og allermest spændende op på det yderst forfaldne gods Black Rabbit Hall, hvor det–uden at røbe for meget–skal siges, at det ikke kun er kaninerne, der er sorte.

En rigtig god og underholdende “feriebog” til alle de, der elsker en god historie, den store fortælling og den murrende uhygge i tårnkamrene. Jeg kan se, forfatteren har skrevet endnu to bøger. De vil blive fundet. Og læst.

 

Continue Reading

Den store ordekvilibrist.

Man kan godt hedde Benny og alligevel kunne noget med ord.

Det kunne Benny Andersen, og mens jeg skriver udsagnsordet i datid, kan jeg ligefrem mærke, hvordan det påvirker mig. Han var den største. Den allerstørste til at bruge ord. Min ultimative helt indenfor kreativt brug af det danske sprog. Jeg ville ønske, jeg havde en ordmæssig fantasi, der bare nåede ham til klaverpedalerne. For dem kunne han jo også bruge.

Jeg kan stadig huske, da jeg første gang blev konfronteret med Benny Andersen. Det var i 70-erne, hvor jeg opdagede Den indre bowlerhat 10 år for sent. Uden nogen form for sammenligning kan jeg klart melde ud, at det var den hat, jeg fra da af brugte som udgangspunkt for selve glæden ved god poesi og formidabel anvendelse af sproget. Den åbnede mine øjne–og det var ikke for hovedbeklædning. Dengang var det med Benny Andersen og Klaus Rifbjerg præcis på samme måde som med Beatles og Stones og Elvis og Cliff. Man var enten til den ene eller den anden. I alt fald ikke til begge. For mig var valget åbenlyst. Det bestod i at vælge mellem en arrogant, uforståelig, dybt seriøs, elitær egopoet og en folkelig ordekvilibrist, der som en anden cirkusartist jonglerede med sproget. Og oven i købet var fuldt forståelig og morsom samtidig.

Jo, jeg var skudt i reservesvenskeren Svante og enig i, at livet ikke er det værste, man har. Også selv om, Svante ligesom kom til at fylde lidt for meget i forhold til alt det andet, Benny Andersen også kunne. Jeg var vild med at GÅ (altså konkret bevæge sig) fra Snøvsen og købe den mjavende missekat, der var stoppet ned i en sæk. Faktisk KØBTE jeg dengang Andersenske digtsamlinger, og de står der endnu. Godt brugte, med fedtpletter som vidner om, hvor meget jeg elskede dem. Det er ikke mange digtsamlinger, der er røget på mine hylder siden. Indrømmet!

Nu er alle ordene så stoppet med at komme ud. Men heldigvis har vi da umådelige mængder af eksempler på denne kreative sprogfornyer. Den største af dem alle.

Så lad mig bare selv stoppe dette lille minde på en sørgelig dag, hvor vores sprog har mistet et verbalt fyrtårn med et af hans allermest simple, men også mest sigende digte:

Her går vi ved siden af hinanden.

Imellem os er der tovltusind mil.

For stædige til at skyde den lille

genvej på godt og vel et smil.

(Personlige papirer, 1977)

Continue Reading

En underholdende serie.

Robert Galbraith: Gøgens kalden, Silkeorm og Ondskabens høst.

Det er næppe nogen stor afsløring at fortælle, at det er forfatteren J.K. Rowling, der står bag bøgerne om den etbende privatdetektiv Cormoran Strike. Det kræver lige så næppe nogen stor tankevirksomhed at gætte, hvorfor Rowling, der elsker spøjse og betydningsfulde navne, har udstyret ham med en hjælper og sidekick, der hedder Robin! Location er dog henlagt til et særdeles nutidigt London, der minder yderst sparsomt om Gotham City.

Rowling var, i sine første bøger om Harry Potter, en rimeligt disciplineret forfatter, der formåede at holde sin noget fabulerende stil med tonsvis af om- og sideveje ( nogle gange ret blinde!) i ave, men som serien skred frem (og redaktørerne blev lidt for angste for at rette og begrænse en megasælgende forfatter), blev sidetallet og bøgerne tungere og tungere. Det gjorde ikke altid noget godt for dem! Det samme gør sig lidt gældende i denne serie. Ind imellem kunne en god redaktør godt have begrænset forfatterens særdeles lange spyt og sat “Indkørsel forbudt” definitivt ned foran de allermest unødvendige og meget lange omveje. Desværre er det en tendens, man ofte noterer sig hos bestsælgende skribenter. Det virker som om, der er en fælles og meget uheldig  tilbageholdenhed overfor simpel redigering hos deres forlag. Som om de, fordi de er, hvem de er, har carte blanche til at skrive løs derudaf….

Anyway, serien er underholdende, såvel i personvalg og skildringer som i plots. Man kan ikke undgå at komme til at holde af det etbenede rodehoved af en detektiv og hans lidt bondesnu hjælper. Han er krigsveteranen, Londondrengen, slagsbroderen med den absolut dysfunktionelle familiebaggrund af hippier, crackvrag og supergroupies. Robin, derimod, kommer fra det adstadige Yorkshire med en bagage af kernefamilie, Labradors, ponyer–og en absolut røvkedelig og utiltalende revisorkæreste, der (efter min mening!) burde være skrevet ud allerede halvt inde i første bog. Der skal ikke så forfærdeligt mange intelligensbrikker til at gennemskue, at de to, tilsyneladende direkte modsætninger, nok ville have ret godt af hinanden i det lange løb. Hvilket Rowlings så gør til et MEGET langt løb…..

Persongallerierne i bøgerne er farverige og kommer rundt i alle Londons, og Englands, miljøer. Man kan næsten fornemme, at det ind imellem har været en irritationsfaktor for hende, at hun ikke har kunnet drysse lidt tryllestøv ud over dem, eller blot indlægge en enkelt Dumbledore for kulørens og magiens skyld i disse strengt “realistiske” bøger, hvor London faktisk ligner præcis det London, man kender. Omvendt er netop beskrivelserne af stederne i bøgerne en af deres allerstørste styrker. Jeg nød at blive taget med til et London, hvor jeg i mine indvendige billeder kunne gå direkte i detektivens fodspor og et Edinburgh, hvor jeg næsten kunne følge mine egne. Næsten som at være der selv.

Gennem Potterbøgerne viste Rowlings jo også, at hun er en mester i krimi-plots, for Harry Potter er vel, når man stripper ham for al staffagen af kostskoleromantik, fantastiske skabninger og magi, blot en lille barnedetektiv, der sagtens kunne have været det sjette medlem af min barndoms berømte “De fem”. Han opklarede forbrydelser (endda over syv mere og mere omfattende bøger!) på præcis samme måde, som Cormoran Strike gør det i nutidens London. Måske var det mistede ben den pant, Harry måtte af med for at komme ud i den virkelige verden og trylle sig selv til Cormoran?

Så har man god tid (eller en periode, der fokuserer på at lave ingenting?), så kan bøgerne om Londondetektiven og hans landlige sidekick anbefales. Det er god underholdning, og der er masser af sider af den.

 

Continue Reading

Helt derude på øerne.

Peter May: The Chess Men (og de to øvrige bøger i triologien fra Shetlandsøerne.)

Hvis man nu skulle være glad for Ann Cleeves og hendes bøger fra Shetland, så bliver man endnu mere glad for Peter Mays ditto fra de Ydre Hebrider. Han er decideret en bedre forfatter, der kæler noget mere inderligt for sit sprog–og så har han et indgående kendskab til livet derude, som han underholdende formidler gennem hele serien.

Man skal altså ikke blot læse May for plottet og selve opklaringen af forbrydelsernes skyld. Faktisk skal man primært læse ham for de fantastiske beskrivelser af naturens kræfter herude i det alleryderste Europa og de indlevende skildringer af de mennesker, der bor midt blandt disse kræfter. Har man et forhold til Skotland, er det ren nydelse at få det hele genopfrisket–for de Ydre Hebrider er vel nærmest det vildeste af Skotland i destilleret udgave. Og har man ikke, så vil bøgerne da i den grad give en lyst til at få og opdyrke et.

Jeg oplevede i alt fald et tydeligt deja vu af min ungdoms mange skotske somre, inklusiv ceidlidhs ( traditionelle danseaftener), den omgangstone og -måde, der udelukkende stammer fra at bo et så isoleret og stormomsust sted samt fik i overvældende grad genopfrisket min enorme betagelse af den både storslåede og altdominerende natur. May skriver præcis om det Skotland, jeg kendte. Og det er da så dejligt beroligende og genkendeligt.

I øvrigt er den hjemvendte helt, der selvfølgelig har lig i lasten, politimanden Fin Macleod, som efter mange år i storbyen Edinburgh prøver at overvinde traumatiske hændelser ved at genopfinde sig selv midt i selve det yderste stormvejr. Det viser sig selvfølgelig, at ligene (vi plejer vist at sige “nissen”, men for politimænd er det første nok mere korrekt!) flytter med, samt at der også er en overvældende produktion af nye af slagsen, så der er nok at tage fat på for vores helt. Men herude er opklaring jo ikke bare noget, man foretager sig. Det er vejr, vind og de (særdeles) indfødtes luner, der i sidste ende bestemmer, om det overhovedet kan lade sig gøre.

Så læs disse gode, velskrevne krimier–og vær samtidigt fuldstændigt bevidst om, at resten af familien nok skal overtales virkelig intenst, når det eneste, man bagefter har lyst til, er at henlægge næste ferie til disse smukke øer og deres vanvittigt forblæste og storslåede natur.

Continue Reading

Den forbandede familie.

Leonora Christina Skov: Den, der lever stille

Endnu en roman i tidens trendrække af (halvvejs selvbiografiske?) skildringer af den dysfunktionelle familie. Oven i købet nok en af de allermest omtalte. Især omtalte på den måde, at den i medielandskabet er kommet til at stå som en mursten af en roman omkring en mor, der ikke elsker sin datter. Det er den også. Men set herhjemme fra min boghylde handler den akkurat lige så meget om en datter, der ikke elsker sin mor. Det sidste kan, set i min optik, ikke undgå at påvirke hele dens synsvinkel.

Det er en god og velskrevet roman. Nogle gang lidt for lang i spyttet, men det er tilgivet. Og så vælger jeg fuldstændigt at negligere diskussionen omkring genre, for lad mig bare se den som et stykke fiktion og ikke som beskrivelsen af den rene, skinbarlige virkelighed. Jeg kender mest Skov som en mester i den nygotiske genre med masser af forbyttede børn, skræmmende herregårde ved nattetide og optrevlede anetavler, der på sidste side giver alle spøgelserne navn og sammenhæng. Men altså ikke her. Her er vi såmænd bare i Helsinge og omegn med enkelte afstikkere til Vamdrup, og alle spøgelserne (som det vrimler med) findes udelukkende inde i personerne selv. Til overflod.

Lille Christina vokser op i en lukket, verdensforskrækket familie, hvor stilhed udadtil og ubrydelige regler for nærmest alt styrer den daglige, og evigt gentagne, dagsorden. Familien er spøgelsesslottet, hvor man måske ikke indemurer og spiser børn konkret, men i overført betydning er det såmænd også fuldt tilstrækkeligt. Og Christina er skiftingen, det forbyttede barn, der absolut intet har til fælles med det sted og de mennesker, hun er blevet sat ned mellem. Ovenikøbet viser det sig, at hun er lesbisk, og det er fuldstændigt uacceptabelt i den form for kærlighedsløs dysfunktionalitet. Så hun må forme både sig selv, sin identitet og sit liv på trods–altid MOD det “falske sted”, hun fik som udgangspunkt.

Især forholdet til moderen står som centralt i bogen. Fortælleren kæmper hele vejen med sit uforløste krav om anerkendelse. Hele tiden påstår hun at angle efter moderens kærlighed, som samme moderdyr enten ikke formår at vise eller ikke ejer. Eller også er det, som jeg personligt ser mellem linjerne, en evig kamp for at overvinde sig selv nok til at komme til selv at elske moderen. Og det sidste virker som et uoverstigeligt bjerg, da samme moder simpelthen ikke er elskelig. Hun er bogens onde dronning, den dybt egoistiske–og dybt skadede–troldkvinde, der udelukkende har nye portioner af dysfunktionalisme i sin tryllestav. Faktisk oplevede jeg adskillige gange gennem læsningen fornemmelsen af, at nu var det nok. At det næsten gjorde ondt på mig, læseren, at Christina blev ved i endnu et ørkesløst forsøg på at vinde moderens kærlighed. Eller—at overbevise sig selv om, at det var muligt at komme til at elske hende.

Selvfølgelig kan bogen også læses som en “coming-of-age” roman. I så fald en meget lang en, hvor selve processen tager flere årtier. Og en dybt personlig skildring af, hvordan det er at springe ud som homoseksuel. Også på de to planer har den værdi, interesse og væsentlige ting at sige. Men den er først og fremmest endnu et indlæg mellem alle de andre dysfunktionelle familier, som litteraturen skøjter rundt om og grovdyrker i disse år.

Continue Reading

Læs den!Læs den!

Leila Slimani: Vuggesang.

Det er absolut ikke hver dag, en af Politikens boganmeldere giver seks hjerter ud af seks til en bog. Så da jeg så og læste anmeldelsen af denne bog, bestilte jeg den med det samme på bibleren. Jeg hentede den lige før middagstid, og nu er såvel bogen som eftermiddagens gået.

Det er en barsk, fransk omgang. En grusom spidning af hele det franske velfærdssamfund, som vel på forfærdeligt mange områder kunne have været det danske. Skrevet i en superminimalistisk stil, så selve afstumpningen og følelseskulden bliver så meget mere markant. Og hjerteskærende. Så forfærdeligt hjerteskærende.

For bogen starter med, at to små børn bliver dræbt af deres barnepige, Louise. Faktisk i den første sætning, så på den måde afslører jeg absolut intet. Derfor er selve omdrejningspunktet, hvorfor denne ufattelige tragedie udspiller sig. Hvad der, uundgåeligt, fik den til at finde sted. For der er jo gode intentioner overalt. Både fra de hårdtarbejdende forældres side–de, der vandt verdens bedste og mest arbejdsomme barnepige i det store barnepigelotteri–og så sandelig også fra Louises. For hun elsker ” sine” børn og vil på det nærmeste gå gennem ild og vand for dem. Og det hele burde være endt meget, meget lykkeligt.

Men sådan spiller klaveret sjældent anno 2018. Der er kommet et dysfunktionelt samfund med meget lidt mellemmenneskelig forståelse i vejen. Så selv om man selv er overbevist om, at man altid gør det bedste for andre ( og for sig selv!), er det i de fleste tilfælde meget langt fra tilfældet. Der er stadig forskel på folk, rent materielt og klassemæssigt. Måske er kende mere i Frankrig, men den slags små afvigelser har det nu med at udligne sig selv.

Det er, som sagt, en barsk omgang. Og man piskes frem af sin egen utålmodighed efter at kende sandheden, at kende årsagen til tragedien. Forfatteren formår gennem hele bogen at lade læserens sympati svinge fra den ene til den anden af bogens hovedpersoner, men aldrig at lade nogen af dem blive ligegyldige. Det er rigtige mennesker, som man både forstår, føler med–og ofte også selv opfører sig præcis som.

Jeg er helt enig: seks–måske ikke ligefrem hjerter!–men så knive!

Continue Reading

En god, gammeldags thriller!

Mary Kubica: Pretty Baby.

En god, gammeldags thriller om dysfunktionelle familier, forældreløse og misbrugte børn, religiøst vanvid, traumatiserede mødre, et par mord for hyggens, og den retfærdige gengældelses, skyld–og med Chicago som baggrundsstøj.

Som underholdning et godt stykke over middel, for Kubica skriver godt og har en fantastisk god fornemmelse for sine personers indre liv og følelser. Ydermere er bogen opdelt i kapitler med subjektive fortællere, så man hele tiden får begivenhederne set fra forskellige synsvinkler.

I centrum står kernefamilien, Wood, med verdensfrelsende klidmor, fraværende arbejdsfar og umulig teenager. Ind i deres liv vandrer den hjemløse Willow med baby Ruby, og så bliver det for alvor kompliceret. For alle har en skjult bagage, og det kræver bare en lille, ubetydelig gnist at tænde nogle meget farlige bål.

Kan varmt anbefales til sådan en terrasseweekend i det tidlige forår, hvor den slags glider noget så forbandet godt ned derude på drømmesengen i solens stråler. Og lidt senere i skyggen…….

 

Continue Reading

En ny stjerne på krimihimlen!

Elly Griffiths.

Der er ikke mange mord rundt om kogeøen, eller i samtalekøkkenet, hos Elly Griffiths. For selv om hun både selv er kvinde og har den kvindelige retsmedicinske arkæolog Ruth Galloway som detektiv, er hun Gudskelov vokset fra –eller har aldrig beundret–den nordiske femi-krimi. Godt nok har den rapkæftede, overvægtige, midaldrende, livsforkludrede detektiv rod på nærmest alle personlige fronter, men det ser hun nok primært som et livsvilkår, som man bare må få det bedste ud af.

Persongalleriet er alternativt og sprudlende. Fra politimanden, der godt nok er far til Ruths lille datter, men er lykkeligt gift med en anden, til den irske, bøssede arkæolog og til alle de andre i den lille landsby i Norfolk, der også har deres besynderligheder at leve med. Og gør det. Elly Griffiths skildrer dem alle vidunderligt og med tydelig respekt, og hun skriver som en drøm. Det er en nydelse at læse hendes forholdvist små, korte sætninger, der formår at formulere store ting i livet nærmest som en punchline. Elly Griffith er faktisk umådelig morsom, hvilket desværre ofte er en raritet indenfor genren. Det er sjældent ( og endnu sjældnere i Skandinavien, hvor vi ofte lader os nøje med gebrækkeligt formulerede bøger og nærmest ser det som et a(d)lersmærke!) at møde en så velskrivende krimiforfatter. Nærmeste konkurrent er, og dette er en ros helt ude af proportioner!, nok Mr. Rankin oppe i Edinburgh. Og bedre skudsmål kan man vel næppe få!

Så vi roder rundt i gamle ben i Udkantsengland sammen med Ruth, der som en anden Scarpetta (dog uden de medfølgende maddiker) lugter fæle lunter og skeletters grimme hemmeligheder. Der er 10 bøger i serien, som allerede havde premiere i 2009, men først nu er ved at finde fodfæste på det danske marked. Det er på tide. Altså at vi holder op med at lade os nøje og ligesom (akkurat som retsarkæologen) får tingene sat i perspektiv.

Jeg kan ikke rigtigt se, hvor mange af bøgerne der er oversat, men nogle er. Hvis man kan læse på engelsk, er det selvfølgelig altid en fordel at læse på originalsprog, da meget kan gå tabt i en oversættelse. Men en god, erfaren oversætter burde kunne få Griffiths til at fremstå lige så velskrevet, morsom og spændende, som hun er i originalversionen. Min bog er slæbt hjem fra Oxfam–derfor de underlige mærkater på forsiden.

Prøv hende! Og fornem forskellen til det nordiske samtalekøkken!

Continue Reading

Årets thriller. So far….

Karen Dionne: Dyndkongens datter.

Med slet skjulte referencer til H. C. Andersens novelle af samme navn og Emma Donoghues “Room” har Dionne ( som i øvrigt er et helt nyt navn for mig!) skrevet en uhyre velkomponeret og velskrevet, spændende og tankevækkende thriller. En pageturner af den rigtigt gode slags og den bedste thriller, jeg har læst meget, meget længe.

Vi er i Michigans sumpe (anede ikke, der var sumpe i Michigan og måtte lige have gang i atlasset for at lokalisere selve staten), men stemningen er tyk som i et sydstatsdrama, og sumpene akkurat lige så farlige. Ikke mindst på grund af de mennesker, der bor i dem. Her, langt væk fra enhver form for menneskelig (på alle planer) civilisation, bor Lille Skygge med sin psykopatiske far og den mor, faderen i sin tid kidnappede som 14-årig for at voldtage, fysisk og psykisk undertrykke og mishandle. Samt, ikke mindst, få det barn, han opdrager til en skygge af sig selv og en mester i overlevelse derude, hvor ingen andre synes at mestre samme kunst.

Men denne uhyrligt dysfunktionelle familie (der var tidens trend igen!) bliver på et tidspunkt “reddet”—eller hvad man nu skal kalde det?—og mor og datter sættes overfor det moderne samfunds krav, som, for dem, virker såvel absurde som uforståelige. Akkurat som barnet i “Room”.

Det er dog ikke det, der er selve romanens egentlige omdrejningspunkt. Faderen formår nemlig at undslippe sit fængsel, og hele bogen er derfor en fortælling i to tidsplaner. Det ene fra barndommens verden, det andet datterens jagt på den undslupne fader gennem nutidens konkrete, men sandelig også metaforiske sumpe fra barndommen. For selve jagtens kerne er jo det, faderen i sin tid lærte hende, da hun var troldmandens lærling/dyndkongens datter og elskede og beundrede sin far overalt på jorden, mens bevægelsen gennem terrænet også bliver den overførte bevægelse frem imod en erkendelse af, hvilken forfærdelig indflydelse faderen i grunden havde på utallige menneskers liv. Og det er spændende…

Ydermere er det en øjenåbner i forhold til vildmarksliv i netop den del af verden. Hold da lige op, hvor her er researchet i flora, fauna og klima. Tilmed så det er uhyre interessant, og man næsten overvejer at henlægge næste familietur til Michigans sumpe.

Det er som om, der er ved at opstå en mindre  trend omkring disse vildmarkshistorier for tiden. I alt fald er det ikke den første bog, jeg for nyligt er stødt over, der foregår i områder, hvor naturen i sig selv nærmest er en person på lige fod med de øvrige i bøgerne. Hvis denne lille perle af en thriller falder i smag, kan jeg derfor også anbefale Eowyn Iveys “The Snow Child” til de, der orker at læse på engelsk, for den er, såvidt vides, endnu ikke oversat.

Continue Reading

Min boglige utålmodighed.

Jeg elsker at gå på bibleren og slæbe mig en pukkel til i bøger. Bare forventningen om alle de gode historier, gribende oplevelser og mængder af velskrevet litteratur, der ligger forude, kan gøre mig helt høj. Det er lige før, jeg nogle gange har lidt problemer med fartgrænserne på hjemvejen, fordi jeg sådan glæder mig til en bestemt bog. I alt fald køber jeg altid  ind på udvejen, før bibleren.

Nogle gange er jeg lidt ukritisk i min tilgang til alle de oplevelser på efterkrav. Så hiver jeg bare ned af hylderne og gør mit bedste for at grovstøvsuge hylden med 10-dages lån. For jeg har–og kan ikke komme fra!–den besynderlige ide, at når en bog er rationeret og har begrænset låneperiode, må det jo være, fordi alle de andre også vil læse den. Det vil de vel, fordi den er god. Også selv om min erfaring siger, at det mange gange bestemt ikke er tilfældet. Alt i alt ligner jeg nogle gange sådan et barn, der har vundet 2 minutter til at tømme BR–og det vandt min yngste søn faktisk engang, så jeg kan godt huske, hvordan vi totalt grådigt og ukritisk stablede!

Anyway, når jeg så kommer hjem med dagens overdådige fangst, så skal jeg jo ligesom begynde fra en ende af. Hvis der nu er bøger, jeg allerede på forhånd håbede på at vinde, så er det selvfølgelig dem, der står forrest–ellers bliver det dem, hvor jeg i forvejen kender forfatteren, eller hvor anmeldelsen lyder til at ville noget. Jo, jeg læser anmeldelser. Jeg deltager ikke i tidens generelle elitebashing, der mener, at der da sandelig ikke findes autoriteter, der er klogere end folkets smag. Det gør der, efter min mening. Rundt omkring på de store aviser sidder der enormt vidende, erfarne og veluddannede mennesker, som ved præcis, hvad de taler om. De er skolede i litteraturkendskab på akkurat samme måde, som smeden er skolet i at reparere vandrør og mureren i at bygge huse. Så dem kan man sagtens stole på. De ved, hvad de har med at gøre. Det betyder ikke, at man ikke kan være uenig med dem, men det betyder, at de alle har en bred faglig baggrund for at mene, hvad de nu mener. Det betyder heller ikke, at man selv bør synes, at den bog, de roser til skyerne, er et mesterværk, eller at den, de dumper, er en katastrofe. Det indebærer bare, at man sidder med en velfunderet fagpersons udtalelser og argumenter.

Men så er der lige den med utålmodigheden. For nok kan en bog være rost og pænt omtalt, men det indebærer altså ikke, at jeg lige får den læst. Jeg giver dem som regel 20-25 sider, bøgerne. Og hvis de så ikke har vist sig fra deres bedste, mest indsmigrende og gerne spændingsoptrappende side, så er jeg den, der er gået. Videre til den næste, forstås. Jeg kan heller ikke klare, hvis en bog ikke er velskrevet. Det er jo ikke kun handlingen–det er også måden, den er skrevet på. Måden, forfatteren behandler og har respekt for sproget på. Helt ærligt udgives der en del trashy sprog–især indenfor biografigenren, hvor det ligesom nogle gange tages for givet, at hvis man har haft et interessant liv, så har man også en interessant skrivestil. Desværre ikke altid!

Og hvis de er første sider ikke antænder en brændende ild, så kommer den ned på min skammel. Opslået lige der, hvor jeg gik fatalt i stå. Og sammen med alle de andre, der ligger dernede. Alle de andre opgivede bøger. Der kan de så ligge og stirre på mig, indtil de 10 dage er omme, og jeg, hvis jeg er heldig og dygtig, får dem afleveret og undgår den brugerbetaling, jeg for år tilbage har indført for mig selv.

Hvis en bog er strandet undervejs, så viser erfaringen, at jeg aldrig får den læst. Selv om anmeldere, bogkendere, jeg stoler på, måske endda filmselskaber hylder den i store vendinger, så er min personlige stranding så traumatisk en hurdle, at den er u-overlevelig. Jeg KAN simpelthen ikke. I årtier har jeg f.eks. kæmpet med Ulysses–som, ikke bare til mit forsvar, men sådan generelt!–er den mest berømte bog, som nærmest ingen har læst færdig og er nået til s. 45. Hver gang! Jeg må nok indstille mig på at gå i min grav uden at vide, hvad der står på s. 46, men det er jeg så småt ved at forlige mig med. Der er hele bogreoler fyldt med bøger, jeg har læst ganske få sider af, tror jeg. Og omsider har jeg erkendt, at det i al evighed vil forblive sådan.

Livet er jo, i virkeligheden, for kort til bøger, man ikke gider læse. Eller ikke har den tilstrækkelige tålmodighed til at blive færdig med. Af den simple grund, at de keder en gudsjammerligt. Det har samtidig også noget at gøre med perioder i ens liv. For mig er der i alt fald tidspunkter, hvor min tålmodighed udelukkende strækker sig til krimier–og hvor det ville være en dødssejler at kaste sig ud i mere krævende litteratur. Heldigvis kan jeg sagtens mærke den slags på mig selv, så de mere omfattende værker bliver sat på stand-by, indtil jeg har opbygget den fornødne tålmodighed. Ellers ender de jo bare der på skamlen på side 15 og kommer aldrig videre. Ikke at de med sikkerrhed gør det på andre tidspunkter, men chancen kan da blive væsentligt større.

Så jeg læser gerne alle genrer–til hver deres tid. Men af alle de bøger, jeg så grådigt river ned af hylderne, er det kun en vis procentdel, der overhovedet bliver læst færdige. Resten, har jeg lært, er så store udfordringer på min tålmodighed, at jeg sagtens kan nøjes med de første 10 sider…..

Continue Reading
1 2 3 6