Guldsøstre

På en bænk i den charmerende by Galway traf jeg i dag på denne herre. Altså ham til venstre. Den anden er i min optik lidt uinteressant, for han er estisk, og jeg kender ham ikke.

Min herre hedder Oscar Wilde, og er en af Irlands store skuespil- og romanforfattere. Hvad han egentlig laver i Galway, melder historien intet om, men efter min mening må han gerne hyldes og æres, hvor der nu lige er plads til det.

Det var nu ikke, fordi han var så sønderligt populær i de nogle og fyrre år, han levede. Tværtimod. For Wilde var bøsse og flygtede først fra hjemlandets katolske moral til England, hvor det hverken gik ham værre eller bedre, end at han endte i fængsel for sine, efter tidens normer, ustyrlige, degenererede laster. Ydermere var han en dandy, en modelaps, en af tidens dekadente personligheder.

Men skrive, det kunne han! Mage til ordspil, fantastisk ironi og total kontrol over såvel sprog som handling skal man lede længe efter. Skuespillet The Importance of Being Ernest, eller Bunbury, som det også kaldes, er et mesterstykke indenfor sproglig opfindsomhed og vidunderlige replikker. Allerbedst udført i den nyeste filmudgave med Colin Firth, Rupert Everett og fantastiske Judi Dench i glansrollen som Lady Bracknell. Det er sådan en rolle, som tjener som hædersbevisning for de aller-allerstørste kvindelige skuespillere. Jeg kan lige se Ghita Nørby kravle ind i den!

Anyway, efter et rimeligt stort antal år er Wilde altså taget til nåde igen og sat på en bænk i Galway. Det var på tide!

Og så blev jeg lige mindet om, at det er alt, alt for lang tid siden, jeg sidst har dyrket lidt Bunbury. Prøv det!

Lone Kuhlmann: Vi bliver ikke yngre–fat det!

Det er absolut ingen hemmelighed, at jeg er multi-multiallergisk overfor de fleste såkaldte selvhjælpsbøger. Især de ubeskriveligt dårligt skrevne, som ofte hylder besynderlige, hjemmestrikkede teorier, og som der lige så besynderligt tilsyneladende er et, omend minimalt og især kvindeligt, menopausisk, publikum for.

Så denne falder helt udenfor den overflødige kategori. Fru Kuhlmann kan skrive, så dameenglene synger. Det er en nydelse i sig selv at læse hendes bog på rent retoriske præmisser. Og damen har jo en masse på hjerte. Netop til alle os, der iflg. samfundets selvforståelse, er blevet “ældre”. Hun gør op med og punkterer snart sagt enhver myte om ældre kvinder, og med sit vid, sit vidunderlige sprog og sine utroligt velrettede spark efter både sig selv og verden som sådan, formår hun på fineste vis at provokere læseren til både at tænke selv samt tage en del ting op til revidering.

Det er sådan en bog, der nærmest råber efter en dynamisk studiekreds af erfarne, selvironiske kvinder, der i stedet for at pille i egen navle kunne efterleve og afprøve livet, som det foreslås her. Beklager, her er ingen blomstermedicin og østerlandske guruer. Dette handler om en fornuftig tilgang til livet, som det er. Hurra for, at den slags stadig findes.

Og tusind tak til den veninde, som lånte mig den!

Clare Mackintosh: Jeg lader dig gå.

Lige et nyt navn på den britiske krimi/thrillerhimmel. Tidligere politikvinde, som både kan skrive rimeligt, og i den grad kan dreje et plot, så man både bliver forvirret og nysgerrigt læser videre. En såkaldt “pageturner”–hvad vi så end kalder den slags på dansk.

De to romaner, hun har udgivet, foregår begge på Bristolegnen, og det er faktisk forfriskende, at det ikke længere er London, Yorkshire og Edinburgh, der er de farligste steder at bo derovre! Denne handler om en flugtbilist med et dødt barn på samvittigheden, og langsomt, med mange gen- og sideveje, trævles den forfærdelige historie om hustruvold og endnu flere døde børn op.

Det er sådan en roman, man med sikkerhed ved, vil blive filmatiseret af BBC. Den har alle kvaliteterne, så har man ikke lige tid til at læse den, så er det nok kun et spørgsmål om at vente, til den ligger grydeklar efter sidste TV-avis på DR1. I 5 afsnit.

Og–for sure opstød må jo heller ikke glemmes–så ER disse britiske thriller/krimikvinder så befriende fri for alt det femi-krimi østrogen, der alt for længe har præget den nordiske krimi. Efter min mening! Jeg er træt og bedøvende ligeglad med menopauser, madopskrifter, tonsvis af skilsmisser, manglende selvværd og uregerlige teenagere, som strækker sig over halve bind og flere hundrede sider. Giv mig et godt plot og en troværdig person- og miljøskildring, og lad så en god redaktør skrotte resten i den store, kvindelige selvmedlidenheds-skraldespand! Snot for sig–og plot for sig!

Ida Jessen: Doktor Bagges anagrammer.

Hvis man i forvejen har læst Ida Jessens En ny tid, så er denne nærmest grydeklar, for man kender hovedpersonerne og–på overfladen–det meste af deres historie.

Dette er en selvstændig fortsættelse af føromtalte roman, som er begivenhederne set fra et andet perspektiv–nemlig Doktor Bagges. Mest som løsrevne tanker og tilfældigt nedskrevne ark, der dog tilsammen kommer til at danne et livsforløb, nærmest fra fødsel til grav.

Vi er på Vejlekanten i begyndelsen af sidste århundrede, hvor livet var slidsomt og sygdommene endnu mere slidsomme. Doktor Bagge kæmper med–og mod–renligheden og svineriet, sit følelseskolde ægteskab og sin egen knudemandsmentalitet. Han er langt fra nogen hyggespreder, landsbylægen, men som tingene og begivenhederne rulles op, lærer læseren gradvist at forstå hvilke tragedier, der kan have været skyld i hans stivnede liv.

Det er er sagte, lavmælt roman, hvor det meste står MELLEM de ikke så talrige ord og de lange spring i tid og sted. Den er fabelagtigt godt skrevet i et sprog, der økonomiserer strengt med ordene. Den er også let læst. I alt fald i tid, for i påvirkning varer den meget, meget længe.

Naja Marie Aidt: har døden taget noget fra dig så giv det tilbage.

Jeg har flere veninder, der har mistet et barn. Det er det værste, der kan ske for en mor, og det, vi alle underbevidst frygter.

Som alle andre har jeg fundet det umådeligt svært at sige og gøre det bedste, det mest rigtige, i situationen. For jeg har jo ikke prøvet det selv. Jeg har jo ikke FØLT det, levet det.

Men denne lille bog har hjulpet mig på vej. Ligesom jeg ikke et sekund tvivler på, at den vil være et trøstepunkt, en sorgbibel, en manual i ultimative tab for alle de, der har været der.

Jeg er stadig dybt berørt af den, og det vil jeg være lang tid endnu. Bogen om Aidts 25-årige søn, Carl, der i en svampeforårsaget psykose kaster sig ud fra 4. sal på Vesterbro i KBH. Og ikke overlever.

Som gammel dansklærer og dybt erhvervsskadet er det selvfølgelig altid stilart og genre, der skal bestemmes først. Denne bog indeholder alt fra poesi, over lange stream of consciousness-prægede afsnit, leksikaopslag, forklarende sagprosa, hendes, om man så kan sige, normale minimalistisk prægede skrivestil til mange, rigtigt mange og lange, citater fra Aidts egen yndlingslitteratur. Alt sammen i en skønsom blanding, der bare fungerer optimalt. Det er fuldstændigt uden betydning, om man kender alle de citerede forfattere, for det er følelsen, selve følelsen af tabet, man skal lære at kende. Og det gør man, når bogen er færdiglæst.

Det er en bog om at miste. Ikke bare miste et barn, men også at miste sig selv. Og om at miste sproget–forfatterens vigtigste værktøj. Fordi sproget hverken er stort nok eller tilstrækkeligt småt til at rumme sorgen. Bogen handler også om at finde sproget igen–og på den måde finde sig selv. Måske ikke som den samme, men som et menneske med en ny livsbagage. Især afsnittene om, hvad der helt konkret skete, da Carl døde, er geniale med alle deres gentagelser a la “Ude i skoven lå et lille hus.” Det må være lige præcis sådan, det føles, når tiden, verden og sproget går i stå. Ydermere er digtene–såvel Aidts egne, som de citerede–så smukke, at det næsten er grådfremkaldende.

Den tog mig. Den bog. Så hermed mine helt overrosende anbefalinger!

PS. For nogle år siden, da min skole stadig havde et rygerrum, havde jeg en mellemtime, hvor jeg sneg mig til en smøg midt i stileretningen. Der sad en fremmed dame og røg i rummet, og det var Naja Marie Aidt, som senere skulle stå for en fællestime. Vi faldt i snak om på må og få, men jeg kan tydeligt huske, at vi talte om både irsk litteratur (hun skulle til Irland bagefter) og vores børn. Bl.a. om, at min datter lige havde fået en lejlighed på Vesterbro. Præcis som hendes søn–altså Carl. Weird!

Chimamanda Ngozi Adichie: Americanah.

Hvis det er sådan rigtig, virkelig længe siden, man sidst har læst en god bog, så er hjælpen nær. LÆS DENNE!

Sjældent har jeg læst noget så tankevækkende, så velskrevet, så meget set fra en anden vinkel end den traditionelt europæiske/amerikanske og så rørende i selve sin historie. Dette er stor litteratur, verdenslitteratur, og det er samtidig et kolossalt opgør med fordomme og normer, som jeg mange gange slet ikke vidste, at jeg havde. Talrige gange greb jeg mig selv i at ville understrege passager, fordi de var så utroligt sigende, provokerende og velformulerede. (Her skal også rettes en tak til en fænomenal oversættelse v/ Susanne Staun. Tydeligvis selv forfatter.)

Forfatteren er nigerianer, men bosat i USA. Og det er så det, bogen handler om. Afrika møder USA og England. Bogen har to hovedpersoner, barndomskæresterne Ifemelu og Obinze, hvis veje ind i de såkaldt forjættede lande byder på såvel konfrontationer, bizarre oplevelser og tankevækkende møder. De to er veluddannede afrikanere, men henvises til lavstatusjobs (i alt fald Obinze) bare pga. race, nationalitet og fordomme. Især Ifemelus betragtninger omkring normer i USA er ret morsomme, og det er faktisk befriende at se alt det, man selv tager for givet, med helt andre øjne. Meget af bogen handler om hår (ja hår!), og hvis man ikke lige troede, at hår var af betydning, så må man tro om. Samt opleve, at Michelle Obama også satte en vis hårstatus–som i alt fald gik min næse forbi.

Bogen er også en kærlighedshistorie om to unge mennesker, der inderst inde så inderligt gerne vil hinanden, men som hele tiden modarbejdes af ydre (etniske?) omstændigheder. Læs den derfor også for at se, om de nu får hinanden til sidst….

For nogle år siden læste jeg hendes første bog Lilla Hibiscus, som tydeligvis var en debutbog fra en stor forfatter in spe, så den kan i den grad også anbefales. Og jeg stryger ned på bibleren efter En halv gul sol. Hvor er det dog forfriskende med sådan en helt anderledes stemme, som hverken er kryptisk eller etnisk betinget uforståelig. Lur mig, om ikke hun bliver hentet til Norge om nogle år for at modtage en rimeligt stor litteraturpris.

Principielt er medlemsskab af bogklubber en supergod ide, hvis man kan styre det. Det synes bogklubberne også. Især fordi der er så mange lallehoveder som mig, der bare ikke kan styre det. Hver måned er det en uovervindelig tærskel at få afmeldt det nogle gange ret perifere stykke litteratur, man ellers med 100% sikkerhed får kastet i postkassen. Inkl. girokort. Den enkelte bog er billigere, men sammentalt med al overkskudslitteraturen, som bare samler støv på hylderne–eller i bedste fald ender som gave til en ikke helt så nær veninde–er det faktisk en dyr fornøjelse. Det ville svare til at købe 5 liter mælk, hver gang man faktisk kun har konkret behov for en.

Bevares, somme tider dukker der da perler op mellem det uafmeldte litteratur, som man dog trods alt finder en vis forpligtelse til at læse. Men det er desværre ikke normen.

Så jeg har taget konsekvensen. Jeg har meldt mig ud af alle bogklubber. Rub og stub. Det har både givet mig økonomisk fred, men også litterær fred for alle de bind, der bare stod og gloede olmt ulæst på mig.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke har bøger nok. Jeg ville med lethed kunne tapetsere adskillige middelstore parcelhuse med såvel læste som ulæste værker. Og da jeg nu engang ikke anvender bøger, som et familiemedlem engang gjorde, er den æstetiske værdi af selve bindene heller ikke et problem: Hun arrangerede dem som pyntegenstande efter størrelse, og så farverne passede og åbnede aldrig en bog, fordi det ville betyde uheldig slitage på prydværkerne!

Derfor har jeg lagt en helt ny strategi omkring bøger. Jeg køber udelukkende bøger, jeg HAR læst. Bibliotekerne er faktisk så velassorterede, at man altid kan få fat i lige det, man gerne vil læse. Der kan være en minimal ventetid på hjemskafning, men i min by går det forbavsende hurtigt. Læser jeg så noget virkelig godt, får jeg lyst til at eje det, så det kan lånes ud og genlæses. Samtidig er jeg befriende fri for at opbevare dårlig litteratur, jeg aldrig når længere end til side 20 i og i øvrigt aldrig kunne drømme om hverken at låne ud, anbefale eller have stående. I løbet af det sidste års tid har jeg nok købt 4-5 bøger. Holdt op mod nærmest samtlige udgivelser i diverse bogklubber i de foregående år. Det kan ses på bundlinjen!

Den taktik fungerer strålende og er enormt økonomisk ubelastende. Faktisk er det kun biblioteksbøderne, der koster lidt håndører i længden. Men størrelsesmæssigt er de for intet at regne mod alle de metervis af ulæst litteratur, jeg gennem tiden har investeret i, udelukkende fordi jeg glemte at afmelde dets ankomst. Inkl. girokort.

Elizabeth George: Bøgerne om Inspector Lynley.

Endnu en krimiserie, som fortjener opmærksomhed. Og som jeg kom til at tænke på, da jeg, fordi mine fredag aftener TV-mæssigt primært går ud på at undgå at blive forstyrret og ødelagt af det der skrækkelige Factor 0-program, fandt et afsnit af serien i aftes på pensionistkanalen.

Elizabeth George er amerikaner, men hvem skulle lige have troet det? Hun er nærmest mere ærkebritisk end briterne selv og skriver sig ind i fodsporene af ikoner som Agatha Christie, Dorothy L. Sayers og talrige andre klassiske krimiforfattere. Hun bevæger sig excellent rundt på de bonede gulve hos de allerfineste familier, men formår så sandelig også at rave rundt helt nede i den engelske under-underklasse. Detektivparret er en strålende match og identifikationsmodel med den forfinede, adelige og mildt arrogante Lynley og hans sidekick, den lettere traumatiserede underklassepige Barbara Havers. De to går op i en højere enhed.

Ved at vælge to så miljømæssigt forskellige hovedpersoner formår George også at skifte troværdigt mellem adskillige “settings”. Mange gange også med et komisk islæt, for der er jo altid en, der ikke lige passer ind. Hendes plots er ikke komplicerede, men dog en smule over Who Dunnit, og da hun faktisk skriver rigtigt godt + er en fantastisk miljø- og menneskeskildrer, er bøgerne virkelig værd at læse.

Og der er nok af dem. Serien er lang–og bliver stadig længere……..

Merete Pryds Helle: Folkets skønhed.

Jeg vil ikke kalde den “den store, danske slægtsroman”, men mindre kan også gøre det. Det er en god, læseværdig bog, som på fineste måde giver os et tilbageblik i den mere folkelige del af vores fælles historie. Folkets historie, om man vil. Den, der nok trods alt ligger bag de fleste af os.

Vi følger hovedpersonen, Marie fra Lolland, fra ca. 1930 til omkring 70-erne. Det geniale er, at den personbundne fortællerstemme hele tiden vokser med Marie, således at vi gennem barndommen får barnets (ufuldstændige og subjektive) version af begivenhederne, mens den mere modne Marie langsomt begynder at skimte nuancer og sammenhænge. Marie vokser op under fattige kår i det, man nok i dag ville kalde en særdeles dysfunktionel familie. Men hun klarer sig trods sult, tæsk, snavs, sygdom, incest, død og det evindelige hårde arbejde. Der er en god portion Ditte Menneskebarn i den pige, om end hun ikke lige vinder på at være verdens mest tiltalende menneske som sådan.

Bogen skildrer overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund, for selvfølgelig ender Marie fra Lolland på fabrik i hovedstadsområdet og senere i en af de utallige, såkaldte sovebyer, der skyder op omkring samme hovedstad i 60-erne. Den skildrer også overgangen fra en familieform, hvor familien primært var et arbejdsfællesskab til en, hvor familien forventes at eksistere på baggrund af et følelsesfællesskab. Det sidste har Marie meget svært ved at forstå. Hun er opdraget til, at man kan arbejde sig ud af alt, så rollen som frustreret, hjemmegående husmor i forstaden er ligesom udenfor hendes begrebsverden. Så der bliver nørklet nogle gardiner og gjort temmelig meget rent!

Bogen er en form for pseudo-biografisk bog over forfatterens egen slægt, og mange scenarier bygger på historier (eller hendes version af historier), hun har opsnappet gennem tiden. For mig var der en umiddelbar genkendelighed over mange af scenerne. Jeg har hørt lignende fortællinger fra min egen mor. Så netop denne identifikation, som er så behagelig, når man læser, vil ganske givet optræde for mange 50+ ere, der, som det meste af Danmarks befolkning, er rundet af forældre fra trange kår i datidens landbrugssamfund. Det er os, der er vokset op i parcelhusene med forældre fra landet.

Bogen skriver sig ind i en lang række af lignende fortællinger om overgangen fra landbrugs- til industrisamfund. Så i denne forbindelse er jeg absolut nødt til at nævne de to FREMragende romaner i denne genre (hvis man da kan kalde det en genre?) med nogle år på bagen, som altid kan læses igen og igen. Eller måske for første gang? Nemlig: Anne Marie Løn: Prinsesserne og Jens Smærup Sørensen: Mærkedage.

Ulla Terkelsen: Vi kan sove i flyvemaskinen og Gretelise Holm: Jesus, pengene og livet.

Jeg har altid sagt, at hvis jeg ikke var blevet lærer, ville jeg have været Ulla Terkelsen. I mine øjne har den kvinde verdens mest spændende job, som hun ydermere forvalter på den allermest beundringsværdige, professionelle måde.

Jeg har også tidligere sagt, at jeg ikke er så meget til biografier, men disse to adskiller sig, efter min mening, fra de fleste andre. De er velskrevne (damerne er jo også journalister), de har haft spændende liv (især set med kvindeøjne), de har en befriende selvironi, og de har decideret andet på hjerte end den selvforherligelse, man ofte når til kvalmestadiet over i andre bøger. Engang læste jeg selvbiografien fra en af Danmarks mest kendte kvindelige sangerinder. Omkring s. 50 var jeg ved at få forstoppelse over samlejer med andre kendte kvindelige sangerinder….

Anyway, disse er gode, velskrevne bøger om levede kvindeliv. Terkelsen skriver om den priviligerede opvækst i Århus, hvor tidens tænkere færdedes i barndomshjemmet, et ungdomsliv under de marxistiske faner og dækningen af alle spændingerne i Nordirland. Det er spændende, og det er stillingtagende. Det er et liv, der er værd at læse om.

Holm, derimod, skildrer helt usentimentalt sin mildest talt ikke priviligerede opvækst adskillige steder i Jylland i en familie, der vel nærmest kan sammenlignes med nutidens økonomiske nomader. Det er barskt, men det er også livsbekræftende. Slutningen af bogen tenderer desværre mod at blive til ren “namedropping” (Vi har vist ikke noget dansk ord), og det gør den absolut ikke specielt interessant.

Hvis man i sin tid kunne lide Lise Nørgaards erindringer, så er disse to en slags moderne opfølgninger på, hvordan endnu to af journalistikkens største kvinder blev “skabt” adskillige år efter Fru Nørgaards prøvelser rundt omkring på redaktionerne.