Guldsøstre

Erling Jepsen: Hjemmefra.

Man kan VÆRE hjemmefra, og man kan KOMME hjemmefra. Det er ikke det samme, nærmest tværtimod. I det første tilfælde står hjemmet nok som den solide base, der altid vil stå tilbage som hele ens livs sjæl og mening, mens den i det andet er en hæmsko, en bondsk, bagstræberisk klods om benet, der hindrer ens udvikling og fremgang i livet.

Så derfor er titlen særdeles velvalgt til denne coming-of-age-erindringsbog af altid Gram-stræberiske Jepsen. Hvor ville den mands forfatterskab mon egentlig være uden Gram? Eller måske ville der aldrig være blevet en forfatter ud af ham, hvis han ikke havde været så heldig at have sit evigt tilstedeværende Gram i bagagen. Når man i bil kører igennem den klat huse, kræver det en smule abstraktionsniveau og livlig fantasi at forestille sig deres store litterære indflydelse. (Jeg siger det bare!)

Men denne gang er unge Erling flyttet hjemmefra, til den farlige, promiskuøse storby Haderslev, hvor han skal bo på kollegium og gå på Katedralskolen. Det indebærer visse udfordringer, når man er fra Gram. Ikke blot er skørterne kortere, bluserne væsentligt strammere og distraherende og den politiske bevidsthed stærkt venstredrejet, men Erling har også diverse vanskeligheder med simpel rengøring og madlavning, indtil han opdager sit uimodståelige talent for spejlæg. Det er morsomt, det er uendeligt naivt, men det er også skildret med den Jepsenske barnefortæller, hvis synsvinkel får selv de allermest groteske optrin til at virke fuldt fornuftige og velgennemtænkte. Største problem er selvfølgelig pigerne. Disse charmerende, udfordrende storbypiger…

Og dansklæreren. For allerede før skolestart i gymnasiet er unge Erling verdensmester i dansk litteratur, hvilket han på ingen måde lægger skjul på. Tværtimod. Det er den ultimativt ignorante dansklærer så efter hans mening ikke. Magtkampen mellem de to er ret morsom og ender da også i et crescendo, der i det mindste må komme ret meget bag på samme dansklærer. Sådan bogstaveligt talt. I øvrigt er han også pludseligt overhovedet ikke fra Gram, men har blot været i pleje derude, fordi hans forældre er venstreorienterede samfundsomvæltere, der har måttet gå under jorden i det hjemlige København. Vistnok Vesterbro, men måske var det Nørrebro. Det kommer sig ikke så nøje. Især ikke, når man ikke kender til forskellen.

Med 35 års insiderviden om samme skole er det selvfølgelig interessant på den fæle måde at læse anekdoter om sine gamle kolleger. Personligt er jeg taknemmelig for, at Jepsen opsøgte skolen før min tid og dermed frelste mig for evig levendegørelse i den danske litteratur. Som sandhedsvidne er samme Jepsen absolut og aldeles upålidelig, men i grunden er det jo fløjtende ligegyldigt, når det angår fiktion. Her kan man hakke hæle, klippe tæer og i det hele taget anvende virkeligheden som udgangspunkt for, hvad det hele kunne være blevet, hvis det nu var. Det er så det, Jepsen gør.

Og det gør han underholdende. Men alligevel…. Det er som om, Jepsen er så meget hjemmefra, at den gramske humor slet ikke lever op til de forrige bøger. Som om, den mand ikke skal hjemmefra i bogstaveligste forstand, for der er meget mere humor og bid i selve Gram, når man rent faktisk geografisk er der. End der er i storbyen Haderslev. Der i 70-erne, hvor Erling er godt i gang med at come-of-age, men ved Gud ikke på nogen måde har afsluttet processen.

Men underholdende er det da……

Camilla Läckberg: Det gyldne bur.

Egentlig kunne man vel lige så godt læse Iliaden. Eller Millinium-triologien. Eller Rebecca. Eller, for at komme tættest på selve plagiatets hovedkilde, Weldons En hundjævels bekendelser.

For det handler om hævn. I den undergruppe indenfor fiktionen, der har fået sin egen lille niche: Hævnlitteratur. Det var såmænd også på tide, for helt siden den Trojanske krig og Paris og Helene har man skrevet bøger om hævn. Sjovt nok, eller i alt fald påfaldende og tankevækkende nok, primært kvinders hævn over mænd. Altså mænd, der svigter dem. Gerne for en anden kvinde.

Så her har vi altså Faye (her går referencen til Weldon med tonstunge, uelegante træsko!), der er gift med Jack, som er et dumt svin. Det har han iøvrigt altid været, men Faye både negligerer det samt er overbevist om, at hun kan redde hans engleblide, misforståede egentlige jeg. Til trods for, at hun har været selve nerven og hjernen i opbyggelsen af det firma, han nu scorer millioner på, finder han selvfølgelig en ny model og efterlader hende penge-, bolig-, og barnløs. GOT IT!

Og så står hun der og udtænker sin ubarmhjertige hævn. Det pludselige hamskifte fra indbegrebet af en wee wifey til en handlekraftig kvinde, der tjener millioner i løbet af et par år, er totalt utroværdig. Akkurat lige så utroværdig som personen Faye i grunden var, allerede mens hun var gift med lorte-Jack. Men skovlen under ham får hun da. ÅH, JA!

Clicheerne står så meget i kø i denne patetiske hævnbog med kvindeligt fortegn, at man ind imellem griber sig selv i at tænke, om Läckberg i virkeligheden har skrevet en parodi på Weldon. Eller om det bare er fordi, vi, der grovelskede Weldon der i 70-erne og 80-erne, ligesom også er blevet voksne i mellemtiden. Jeg vil til enhver tid foretrække en handlekraftig Lisbet Salander frem for denne klon af noget, der var tidstypisk i de årtier, og som for sin egen skyld bør finde vej tilbage dertil.

Jeg har altid syntes, at Läckberg var en habil og hæderlig forfatter af femi-krimi. Og modsat så mange af sine kolleger kan hun jo faktisk også skrive rimeligt. Det burde hun holde sig til!

I øvrigt er der yderligere to bind om Faye planlagt. Dem behøver jeg ikke læse….

C J Tudor: Dengang Annie Thorne forsvandt.

Hvis man har fantasi til at forestille sig en fabelagtig blanding af Stephen Kings horror, Pat Conroys dysfunktionelle, morderiske familier( The Prince of Tides/Savannah), Kate Mortons neogotik og Joe Nesbøs hang til blod og afrevne legemsdele, så er man godt på sporet af, hvad denne fremragende thriller indeholder.

Ja, her er et utal af dysfunktionelle familier oppe i den lille, forblæste mineby i Nordengland, her er mobning i særklasse og her er gamle mineskakter, der gemmer på hemmeligheder i størrelsesordenen klovnen fra It/Det. Det er sådan nogle steder, man både skal holde sig fra og samtidigt drages noget så uhyggeligt mod.

Joe Thorne vender, efter at have været væk fra barndommens mareridt i mange år, tilbage til den forkrøblede by og finder, at hemmelighederne og uhyggen ikke er blevet mindre med årene. Med en skjult dagsorden bag i lærerlommen forsøger han, på sin egen måde, at gøre op med fortiden. Men fortiden har også en del opgør med ham, skulle jeg hilse og sige. Hemmelighederne står i kø, og man overraskes og overvældes hele tiden, alt imens uhyggen sniger sig ind på en som manglende lys i skakterne der langt under jorden. Der er, bogstaveligt talt, mange lig i minerne.

Det slog mig, at jeg de sidste 100 sider glemte alt om tid og sted og bare racede derudad med hjertet siddende helt oppe i halsen. Det er lige præcis det, en god thriller kan og skal. Tillige med at den får den virkelige verden omkring en til at føles både så underligt tom, spøgelsesløs og så befriende uuhyggelig, når man slipper ud af bogens fascinerende greb.

Læs den ikke i mørke og helt alene hjemme. Den forfører, akkurat som, og på samme måde som, klovnen i It.

Katrine Marie Guldager: Et rigtigt liv.

Jeg har altid været glad ved at læse Guldagers bøger, for selv om hun er rundet af minimalismen, har hun formået på den ene side at rumme den store fortælling–og på den anden at skrive de allermest fortættede, betydningsfulde sætninger, som det er en nydelse at læse. Og dissekere!

Denne gang følger vi Filip fra Hellerup, som udefra nok er født med en juridisk guldske i numsen, men som indefra set har relativt svært ved det liv, der ikke bare handler om penge, gode jobs og glamourøse ægteskaber. Han skal dog så forfærdeligt meget overfladisk bøvl igennem, før han, bogstaveligt talt liggende helt nede på bunden i ravende tilstand, begynder at forstå, hvad et rigtigt liv er. Og bogens åbne slutning giver da heller ikke sikre indikationer på, at han helt har fattet det.

Det er en coming of age bog, en generationsbog, der følger Filip fra 80-erne til næsten i dag. Godt krydret med det samfundets op- og nedture, som også får betydning for Filips eget liv. Der er ikke meget kærlighed her, og det, der er, har Filip en forbløffende evne til at overse. Eller måske bare ikke forstå, for selv om der er penge nok, er der åbenlyse mangler på andre ting i hans liv. Som læser kunne man, af indlysende årsager, godt ønske, at Filip på et eller andet tidspunkt gik hen og fandt sig selv og konfronterede sig med ham!

Men det er et fremragende generationsportræt, fyldt med interessante personer–og fuldt af det Danmark, de fleste af os har været med i siden 80-erne. Tillige er der, efter endt læsning, masser at tænke over. Især omkring ens egne relationer til andre–samt om tidsånden virkelig har en indflydelse på, hvordan vi basalt omgås som mennesker?

Sarah Vaughan: Skandalens anatomi.

Det er noget af en pageturner, denne her. Sådan en, der næsten læser sig selv og slæber en fremad af tørst efter den retfærdighed, man hele tiden håber må komme.

Det er en utroligt britisk bog. En ordentlig mundfuld af både nostalgi, betagelse og afsky for alle, der er dybt forelskede i Oxford. ( Og dem er vi jo en del af!) For vi er lige midt i de øverste cirkler af de allermest priviligerede. Dem med de gode uddannelser, bindestregede efternavne og familier, der daterer sig tilbage til Gud ved hvornår. Først i Oxford for nogle år siden, hvor kynismen og udnyttelse af andre bestemt ikke var mindre, end den er nu. Den var højst mere naiv og ungdommelig. Senere på de bonede gulve i parlamentet, hvor man tilsyneladende kan slippe afsted med en del. Også i elevatorerne.

Skyggeministeren James (Eton, Oxford) bliver anklaget for voldtægt af sin sekretær–hvor banalt kan det være? Som anklager får han en, for ham uigenkendelig, gammel studiekammerat, der minsandten har sit at hævne via denne meget kærkomne sag. Med forskellige fortællerstemmer følger vi både James, hans kone, Sophie, advokaten Kate og Holly, som måtte flygte fra Oxford i 90-erne. Det giver et flot felt af forskellige synsvinkler samt forvirrer hele tiden læseren i forhold til, om James i virkeligheden HAR gjort det. Sophie, altså konen, synes at være den mest forblændede af James, men måske bliver det i virkeligheden hende, der trækker det aller-allerlængste og mest dødelige strå til sidst?

Bogen er virkelig velskrevet og adminstrerer sit plot på fortrinlig måde. Den er ikke blot et retsalsdrama, men også et fremragende billede af det britiske klassesamfund på godt og –mest–ondt. Her er tale om velnuancerede og forståelige personer, som man i den grad kan identificere sig med. Selv de utålelige overklassedrenge! De mange scener fra Oxford er som selv at gå rundt i byen, og det kan man jo i grunden aldrig få nok af–også selv om det er inde i en bog!

Det er en thriller i verdensklasse–og en thriller, der næsten vender siderne helt af sig selv.

Niklas Natt och Dag: 1793.

Jeg har været stået temmelig meget af 2019 de sidste dage og i stedet været på besøg i 1793. Stockholm 1793. Med Niklas Natt och Dag ( ja, det hedder forfatteren!) som kyndig guide i denne fantastiske bog, som selvfølgelig også blev Årets Bog i Sverige sidste år. Der må have været langt til andenpladsen….

1793 er en slags krimi i Nordic Noir-stilen, men den en meget, meget mere end det. For det første er den blændende godt skrevet, så næsten hver sætning er en fornøjelse at læse –hvilket man jo desværre ikke kan sige om alle de andre bøger i samme genre deroppe fra Sverige! For det andet må den have krævet et researcharbejde af enorme dimensioner, for som læser ikke blot ER man i 1793. Man fornemmer også tydeligt lugte ( og dem er der mange af!), lyde ( lige så mange!) og selve synet af et møgbeskidt, ildelugtende Stockholm fuldt af mangfoldige personer, kyniske adelsmænd, horder af tiggere, ludere på hvert gadehjørne, forældreløse børn, dynger af lig i vinterkulden–og vores helte, som synes at være de eneste pålidelige og retskafne personer i hele denne farverige manege.

Det er en historie, der har sine rødder hos både Dickens, søstrene Bronte og Arne Dahl, for nu også at tage en svensker med. Her er ulykkelige kærlighedshistorier, gotiske scener, en enkelt “madwoman in the attic” og skæbner, der griber ind i hinanden på både forunderlig, foruroligende og forløsende vis. Alt sammen styret af den tuberkuløse jurist, Winge, og hans sidekick, den enarmede stodderkonge Cardell. Noget af et par, men også selve inkarnationen af en form for retfærdighed.

Bogen er ikke bare et fremragende, næsten filmisk, tidsbillede. Den er også en veltænkt krimi med et fuldstændigt forståeligt, næsten følelsesmæssigt rørende, plot og en fantastisk skildring af de personer, der bor inde i den. Her er opklaringen sat på slow motion i forhold til selve sædeskildringen og forståelsen af mennesket på godt og ondt, så selv krimifornægtere kan få sig en storslået oplevelse.

Det er længe siden, jeg har læst så god en bog. Derfor: LÆS DEN!

Tara Westover: Oplyst.

Jeg ved godt, at det nok er en af årets mest omtalte bøger, og at mange sikkert allerede har læst OM den eller rent faktisk læst den, men det er der så også en grund til. Ligesom der er grund til at omtale den endnu engang. Det er en flot, tankevækkende, velskrevet, ærlig, tandudtrækkende og på sin vis provokerende bog, faktisk autobiografi, som unge Tara Westover har skrevet. Den fortjener at blive læst. Og tænkt over.

Tara Westover er kun 32, professor i historie ved University of Cambridge, og med en baggrund, der nok adskiller sig fra de aller-allerflestes. Hun er den yngste af 7 børn i en fundamentalistisk mormonfamilie derude i de allerbagerste bjerge bag de fjerneste bjerge i Idaho. Derude hvor man går ind for survivalism, hvilket i al sin enkelthed betyder, at man på egen vilkår og præmisser skal være i stand til at overleve alt. Herunder, selvfølgelig, verdens hyppige undergang, indtrængende autoriteter ( som enhver form for statsapparat og myndigheder) og enhver form for såvel fysiske som psykiske sygdomme. Tara er 9, før hun, med store vanskeligheder, for ingen kan huske, hvornår det lige var, hun blev født, får en fødselsattest og en egentlig identitet,  skolegang er et ukendt fænomen, alle sygdomme kureres med hjemmegjorte urteekstrakter, og der bygges uendelige beskyttelses- og opbevaringsrum på bjergsiderne. Våben er der nok af, for faderens skrothandel, hvor alle børnene i øvrigt formodes at arbejde fra omkring 10-års-alderen, skal forsvares mod den farlige verden udenfor, som både er fuld af skøger, fristelser og besatte mennesker. I øvrigt skal familien og dens værdier også benhårdt forsvares indadtil, så vold og andre uhyrligheder tilskrives oftest Guds overordnede mål og vilje. Det er utroligt, så mange ulykker af fysisk art den familie kommer ud for, så måske er der alligevel noget om Guds mirakler og urternes lægende kraft?

Men Tara er, sammen med et par af sine brødre, udbryderen, der gerne vil have medbestemmelse over sit eget liv og viden. Allermest viden. Trods total mangel på skolegang kæmper hun sig, med sit noget begrænsede videnskatalog, ind i undervisningssystemet og får en plads på universitetet. Det er tragikomisk at læse om, hvor lidt hun forstår af det hele det første års tid. Men det er udelukkende tragisk at læse om familiens indædte modstand mod verden udenfor, dens viden og dens præmisser–og Tara, som anses som ikke mindre end besat af dæmoniske kræfter.

Alligevel er bogen intet korstog ( der findes heller ikke noget værre end korstogsbøger!) mod en opvækst præget af fundamentalisme og skyklapper. Det er åbenlyst, at Tara elsker sine forældre på deres egne præmisser og allerhelst havde undgået at skulle sværge den troskabsed til selve TROEN, de forlanger af hende, og som hun ikke kan give dem. Faderen, som nok må have været noget af en udfordring ( mildest talt!) bliver skildret med forståelse og indlevelse, og moderen ses tydeligt som en brik i et spil, hun slet ikke magter at gøre oprør imod. For herude i vildnisset er familien det bærende, og den og troen kommer foran alt. Virkelig alt!

Udover det er det et portræt af Trumps Amerika. Sikkert af en familie, der aldrig nogensinde har deltaget i et valg, men som man ikke et sekund tvivler på, hvad ville stemme. Og af en Hillbillykultur med stærke fundamentalistiske rødder, som eksisterer som et subproletariat i et Amerika, vi herhjemme nærmest hverken kender eller nogensinde stifter bekendtskab med.

Det er en stærk, virkelig velskrevet bog om at finde sig selv på trods. Og om at turde at gøre det, selv om det betyder et farvel til alt, man kender og er tryg ved.

Jeg gad godt møde Tara Westover. Det kommer nok aldrig til at ske, for hun er en meget travl og efterspurgt dame efter udgivelsen af denne bog. Men jeg kan da anbefale alle at læse bogen!

Emma Flint: Små døde.

Tidens trend er så ubestridt exofiktion. Ordet betyder simpelthen bare, at man skriver fiktion, der er komponeret over virkelige personers skæbner eller handlinger. Det kan man så mene om, hvad man vil, men personligt ser jeg det som begyndelsen på en kærkommen vej væk fra alle de biografier og autobiografier, der desværre har domineret markedet alt for længe.

I den brandvarme sommer 1965 bliver Alice Crimmins to små børn bortført og myrdet i New York. Ruth Malone, som Alice er omdøbt til i bogen, er en separeret 26-årig cocktailservitrice fra arbejderbydelen Queens, og bogen handler egentlig lige så meget om datidens New York, datidens normer og datidens kvindesyn, som den handler om selve mordene og deres opklaring. For Ruth er smuk, men “løs på tråden”, hun har mange mænd, hun drikker overvældende meget alkohol, sminker sig og morer sig, og det er, i datidens øjne, lig med en åben indrømmelse af egen skyld og derfor en direkte billet til fængslet.

Det er især pga. det fremragende portræt af Ruth og hendes snerpede omgivelser, at bogen er værd at læse. For her er kvinder værst for kvinder ( man undlader f.eks. at have kvinder i juryen til retssagen, da man på forhånd ved, at de vil dømme Ruth væsentligt hårdere end mænd!) og mænd nogle skvat, der først og fremmest er sig selv nærmest og sekundært er til salg for ethvert billigt knald med en køn pige. Det er barernes, Edward Hoppers og gangsternes New York i 60-erne, vi befinder os i. En gammeldags metropol, hvor Gatsby sagtens kunne trives, og hvor varmen reducerer de fleste mennesker til svedende individer, der umiddelbart bare skal overleve. Ydermere ses sporene fra krigen i den undertrykkende ( og selvundertrykkende!) kvindeopfattelse. Kvinder skal være pæne husmødre med curlers, nydelige, velfriserede børn og forvarmede hjemmesko til den hjemvendende husfar, og er de ikke det, er der ingen tvivl om, at det er deres egen skyld, hvis deres børn går hen og bliver myrdet. Som regel sikkert også af dem selv.

Forfatteren har til lejligheden opfundet journalisten Pete, som efter at have været under indflydelse af tidens bornerte holdninger, selv bliver så fascineret af Ruth, at han går til deciderede yderligheder for at redde hende. Han er, efter min mening, bogens mest utroværdige karakter, og desværre halter det også lidt med personkarakteristikker på politisiden, hvor flere bliver reduceret til clicheer og indbegrebet af en talentløs, bestikkelig politistyrke. På negativsiden tæller også, at slutningen–eller opklaringen–heller ikke er alt for troværdig.

Men for sit kvindeportræt er bogen værd at læse. Også fordi man indirekte får testet sine egne fordomme omkring, hvad en god mor er. Samt bliver en forfærdelig god del klogere på kvindeliv i USA i de tressere, som vist kun var kvindefrigørende for absolut udvalgte dele af samfundet. Der var ikke meget oprør derude i Queens! Ydermere er den generelt godt skrevet, om end en god redaktør nok ville have cuttet nogle sider hist og her, hvor tomgangen bliver en smule anmasende. Men absolut værd at læse!

Selv om vi altså ikke behøver exofiktion omkring enhver spektakulær mordsag, tak! Nu er vi lige ved at være gennem samtlige kendissers ulidelige livshistorier, så lad os dog for F…  vende tilbage til den store fiktionsfortælling. I bund og grund er det jo den, der er selve litteraturens hjerte.

Alix Rickloff: Hemmelighederne på Nanreath Hall.

Alene titlen. Altså. Den er jo nok til at få enhver rimeligt seriøs læser til at løbe skrigende bort. Eller i alt fald til at styre sin fascination over et relativt ukulørt coverbillede, der ligesom lover lidt mere end den om piloten og stewardessen, lægen og sygeplejersken eller jarlen og blondinen. Bagpå stod der, at den foregik i Cornwall, og da jeg lige har været der, syntes jeg faktisk, der var tilstrækkeligt legitimt at kaste mig over en eftermiddags broget tidsfordriv.

Det er bestemt heller ikke nogen dårlig bog. Det er heller ikke en bog, der falder uden for sin genre. Her er gamle godser, gamle familiehemmeligheder og jarler, sygeplejersker og piloter. Dog uden stewardesser, læger og alt for mange blondiner. Det er en bog, der lægger sig i slipstrømmen af Kate Morton ( hende med de fremragende nygotiske romaner)–og gør det godt. Forbyttede børn er her nok af, eller i alt fald børn med håbløst forbyttede forældre, og arvinger–både forsmåede, uægte og onde–er her såmænd også et rend af. Der er faktisk så mange hemmeligheder, så det tager 373 sider at få dem alle opklaret og ordnet, men jeg vil nu nok hævde, at den opmærksomme læser kunne have gjort det på væsentligt færre sider. I alt fald gættede jeg da som regel rigtigt.

Tiden er 2. Verdenskrig med flashbacks til 1. Verdenskrig, og vi følger basalt en udsmidt, ugift, forkastet, kunstnerisk komtesse og hendes uægte datter. Det er underholdende, kulørt og værd at bruge en blæsende eftermiddag på. Eller måske gemme til en dag på stranden, for som ferielekture er den garanteret fortræffelig?

Christina Hesselholdt: Virginia is for Lovers.

Mon ikke alle kender den der følelse af, at man bare er for dum, uvidende, kulturelt analfabetisk og en lille orm, der bare skal lade de store tanker i fred, fordi man alligevel ikke kan forstå dem?

Sådan har jeg det med Christina Hesselholdt. Hun opnåede at ride mig som en litterær mare gennem de fleste af mine år som dansklærer og var nok den forfatter, jeg havde det allermest anstrengte forhold til. Var sådan en, jeg bevidst forsøgte at krybe udenom, på sin vis nutidens øredøvende svar på Rifbjergs Konfrontationsdigte og en forfatter, jeg gladeligt lagde i ulæselighedens grav, da jeg ikke længere nødvendigvis skulle tage stilling til hende længere.

Men så begyndte gode anmeldelser, nogle faktisk overmåde rosende, at løbe ind på denne bog. Faktisk var det kun Kristeligt Dagblad, der var pænt skeptisk, og det må jeg jo så nu tilskrive, at det VIRKELIG er en god avis! Så jeg bestemte mig for at give damen en fornyet chance–den slags har vi vel alle krav på. Ydermere lød grundlaget for bogen spændende: en mordsag fra Virginia i 80-erne, hvor man stadig ikke er helt på det rene med hverken motiv eller gerningsmand/kvinde.

Men Hesselholdt fornægter sig ikke. Det er så forbandet konstrueret, det hele. Som en stileøvelse i, hvordan man kan bruge litterære tiltag, skiftende fortællersynsvinkler og genrer. Det er som om, selve konstruktionen, den litterære stileøvelse, så langt overgår selve handlingen. Den bliver det essentielle–på den der “Se, hvor fantastisk litterær, jeg er-måde”. Akkurat som den minimalisme, hun tidligere har dyrket, hvor man ind imellem følte, at hvert enkelt ord skulle dissekeres for overhovedet at kunne komme nogen form for vegne. Her er der flere ord, mange flere, men i sig selv giver det egentlig ikke nogen form for fremdrift som sådan. Historien, som da ellers som udgangspunkt er ret fascinerende, drukner i ren skrivemæssig akrobatik.

Så jeg må endnu engang sætte mig ned og konstatere–endda uden overhovedet at være nået i mål ved bogens slutning, for der når jeg aldrig hen, det er mit personlige liv for kort til!–at Hesselholdt ikke er for mig. Jeg er HELT sikker på, hun har et stort, applauderende publikum i visse kredse, og det er så rigtigt godt for hende. Kejseren havde jo også mængder af beundrere til sine tilsyneladende flotte klæder.

I det mindste har tusindvis af dansklærere rundt omkring på gymnasierne da fået nyt at rode i. De fleste sikkert ikke med deres gode vilje…..