En god, gammeldags thriller!

Mary Kubica: Pretty Baby.

En god, gammeldags thriller om dysfunktionelle familier, forældreløse og misbrugte børn, religiøst vanvid, traumatiserede mødre, et par mord for hyggens, og den retfærdige gengældelses, skyld–og med Chicago som baggrundsstøj.

Som underholdning et godt stykke over middel, for Kubica skriver godt og har en fantastisk god fornemmelse for sine personers indre liv og følelser. Ydermere er bogen opdelt i kapitler med subjektive fortællere, så man hele tiden får begivenhederne set fra forskellige synsvinkler.

I centrum står kernefamilien, Wood, med verdensfrelsende klidmor, fraværende arbejdsfar og umulig teenager. Ind i deres liv vandrer den hjemløse Willow med baby Ruby, og så bliver det for alvor kompliceret. For alle har en skjult bagage, og det kræver bare en lille, ubetydelig gnist at tænde nogle meget farlige bål.

Kan varmt anbefales til sådan en terrasseweekend i det tidlige forår, hvor den slags glider noget så forbandet godt ned derude på drømmesengen i solens stråler. Og lidt senere i skyggen…….

 

Continue Reading

En ny stjerne på krimihimlen!

Elly Griffiths.

Der er ikke mange mord rundt om kogeøen, eller i samtalekøkkenet, hos Elly Griffiths. For selv om hun både selv er kvinde og har den kvindelige retsmedicinske arkæolog Ruth Galloway som detektiv, er hun Gudskelov vokset fra –eller har aldrig beundret–den nordiske femi-krimi. Godt nok har den rapkæftede, overvægtige, midaldrende, livsforkludrede detektiv rod på nærmest alle personlige fronter, men det ser hun nok primært som et livsvilkår, som man bare må få det bedste ud af.

Persongalleriet er alternativt og sprudlende. Fra politimanden, der godt nok er far til Ruths lille datter, men er lykkeligt gift med en anden, til den irske, bøssede arkæolog og til alle de andre i den lille landsby i Norfolk, der også har deres besynderligheder at leve med. Og gør det. Elly Griffiths skildrer dem alle vidunderligt og med tydelig respekt, og hun skriver som en drøm. Det er en nydelse at læse hendes forholdvist små, korte sætninger, der formår at formulere store ting i livet nærmest som en punchline. Elly Griffith er faktisk umådelig morsom, hvilket desværre ofte er en raritet indenfor genren. Det er sjældent ( og endnu sjældnere i Skandinavien, hvor vi ofte lader os nøje med gebrækkeligt formulerede bøger og nærmest ser det som et a(d)lersmærke!) at møde en så velskrivende krimiforfatter. Nærmeste konkurrent er, og dette er en ros helt ude af proportioner!, nok Mr. Rankin oppe i Edinburgh. Og bedre skudsmål kan man vel næppe få!

Så vi roder rundt i gamle ben i Udkantsengland sammen med Ruth, der som en anden Scarpetta (dog uden de medfølgende maddiker) lugter fæle lunter og skeletters grimme hemmeligheder. Der er 10 bøger i serien, som allerede havde premiere i 2009, men først nu er ved at finde fodfæste på det danske marked. Det er på tide. Altså at vi holder op med at lade os nøje og ligesom (akkurat som retsarkæologen) får tingene sat i perspektiv.

Jeg kan ikke rigtigt se, hvor mange af bøgerne der er oversat, men nogle er. Hvis man kan læse på engelsk, er det selvfølgelig altid en fordel at læse på originalsprog, da meget kan gå tabt i en oversættelse. Men en god, erfaren oversætter burde kunne få Griffiths til at fremstå lige så velskrevet, morsom og spændende, som hun er i originalversionen. Min bog er slæbt hjem fra Oxfam–derfor de underlige mærkater på forsiden.

Prøv hende! Og fornem forskellen til det nordiske samtalekøkken!

Continue Reading

Årets thriller. So far….

Karen Dionne: Dyndkongens datter.

Med slet skjulte referencer til H. C. Andersens novelle af samme navn og Emma Donoghues “Room” har Dionne ( som i øvrigt er et helt nyt navn for mig!) skrevet en uhyre velkomponeret og velskrevet, spændende og tankevækkende thriller. En pageturner af den rigtigt gode slags og den bedste thriller, jeg har læst meget, meget længe.

Vi er i Michigans sumpe (anede ikke, der var sumpe i Michigan og måtte lige have gang i atlasset for at lokalisere selve staten), men stemningen er tyk som i et sydstatsdrama, og sumpene akkurat lige så farlige. Ikke mindst på grund af de mennesker, der bor i dem. Her, langt væk fra enhver form for menneskelig (på alle planer) civilisation, bor Lille Skygge med sin psykopatiske far og den mor, faderen i sin tid kidnappede som 14-årig for at voldtage, fysisk og psykisk undertrykke og mishandle. Samt, ikke mindst, få det barn, han opdrager til en skygge af sig selv og en mester i overlevelse derude, hvor ingen andre synes at mestre samme kunst.

Men denne uhyrligt dysfunktionelle familie (der var tidens trend igen!) bliver på et tidspunkt “reddet”—eller hvad man nu skal kalde det?—og mor og datter sættes overfor det moderne samfunds krav, som, for dem, virker såvel absurde som uforståelige. Akkurat som barnet i “Room”.

Det er dog ikke det, der er selve romanens egentlige omdrejningspunkt. Faderen formår nemlig at undslippe sit fængsel, og hele bogen er derfor en fortælling i to tidsplaner. Det ene fra barndommens verden, det andet datterens jagt på den undslupne fader gennem nutidens konkrete, men sandelig også metaforiske sumpe fra barndommen. For selve jagtens kerne er jo det, faderen i sin tid lærte hende, da hun var troldmandens lærling/dyndkongens datter og elskede og beundrede sin far overalt på jorden, mens bevægelsen gennem terrænet også bliver den overførte bevægelse frem imod en erkendelse af, hvilken forfærdelig indflydelse faderen i grunden havde på utallige menneskers liv. Og det er spændende…

Ydermere er det en øjenåbner i forhold til vildmarksliv i netop den del af verden. Hold da lige op, hvor her er researchet i flora, fauna og klima. Tilmed så det er uhyre interessant, og man næsten overvejer at henlægge næste familietur til Michigans sumpe.

Det er som om, der er ved at opstå en mindre  trend omkring disse vildmarkshistorier for tiden. I alt fald er det ikke den første bog, jeg for nyligt er stødt over, der foregår i områder, hvor naturen i sig selv nærmest er en person på lige fod med de øvrige i bøgerne. Hvis denne lille perle af en thriller falder i smag, kan jeg derfor også anbefale Eowyn Iveys “The Snow Child” til de, der orker at læse på engelsk, for den er, såvidt vides, endnu ikke oversat.

Continue Reading

Min boglige utålmodighed.

Jeg elsker at gå på bibleren og slæbe mig en pukkel til i bøger. Bare forventningen om alle de gode historier, gribende oplevelser og mængder af velskrevet litteratur, der ligger forude, kan gøre mig helt høj. Det er lige før, jeg nogle gange har lidt problemer med fartgrænserne på hjemvejen, fordi jeg sådan glæder mig til en bestemt bog. I alt fald køber jeg altid  ind på udvejen, før bibleren.

Nogle gange er jeg lidt ukritisk i min tilgang til alle de oplevelser på efterkrav. Så hiver jeg bare ned af hylderne og gør mit bedste for at grovstøvsuge hylden med 10-dages lån. For jeg har–og kan ikke komme fra!–den besynderlige ide, at når en bog er rationeret og har begrænset låneperiode, må det jo være, fordi alle de andre også vil læse den. Det vil de vel, fordi den er god. Også selv om min erfaring siger, at det mange gange bestemt ikke er tilfældet. Alt i alt ligner jeg nogle gange sådan et barn, der har vundet 2 minutter til at tømme BR–og det vandt min yngste søn faktisk engang, så jeg kan godt huske, hvordan vi totalt grådigt og ukritisk stablede!

Anyway, når jeg så kommer hjem med dagens overdådige fangst, så skal jeg jo ligesom begynde fra en ende af. Hvis der nu er bøger, jeg allerede på forhånd håbede på at vinde, så er det selvfølgelig dem, der står forrest–ellers bliver det dem, hvor jeg i forvejen kender forfatteren, eller hvor anmeldelsen lyder til at ville noget. Jo, jeg læser anmeldelser. Jeg deltager ikke i tidens generelle elitebashing, der mener, at der da sandelig ikke findes autoriteter, der er klogere end folkets smag. Det gør der, efter min mening. Rundt omkring på de store aviser sidder der enormt vidende, erfarne og veluddannede mennesker, som ved præcis, hvad de taler om. De er skolede i litteraturkendskab på akkurat samme måde, som smeden er skolet i at reparere vandrør og mureren i at bygge huse. Så dem kan man sagtens stole på. De ved, hvad de har med at gøre. Det betyder ikke, at man ikke kan være uenig med dem, men det betyder, at de alle har en bred faglig baggrund for at mene, hvad de nu mener. Det betyder heller ikke, at man selv bør synes, at den bog, de roser til skyerne, er et mesterværk, eller at den, de dumper, er en katastrofe. Det indebærer bare, at man sidder med en velfunderet fagpersons udtalelser og argumenter.

Men så er der lige den med utålmodigheden. For nok kan en bog være rost og pænt omtalt, men det indebærer altså ikke, at jeg lige får den læst. Jeg giver dem som regel 20-25 sider, bøgerne. Og hvis de så ikke har vist sig fra deres bedste, mest indsmigrende og gerne spændingsoptrappende side, så er jeg den, der er gået. Videre til den næste, forstås. Jeg kan heller ikke klare, hvis en bog ikke er velskrevet. Det er jo ikke kun handlingen–det er også måden, den er skrevet på. Måden, forfatteren behandler og har respekt for sproget på. Helt ærligt udgives der en del trashy sprog–især indenfor biografigenren, hvor det ligesom nogle gange tages for givet, at hvis man har haft et interessant liv, så har man også en interessant skrivestil. Desværre ikke altid!

Og hvis de er første sider ikke antænder en brændende ild, så kommer den ned på min skammel. Opslået lige der, hvor jeg gik fatalt i stå. Og sammen med alle de andre, der ligger dernede. Alle de andre opgivede bøger. Der kan de så ligge og stirre på mig, indtil de 10 dage er omme, og jeg, hvis jeg er heldig og dygtig, får dem afleveret og undgår den brugerbetaling, jeg for år tilbage har indført for mig selv.

Hvis en bog er strandet undervejs, så viser erfaringen, at jeg aldrig får den læst. Selv om anmeldere, bogkendere, jeg stoler på, måske endda filmselskaber hylder den i store vendinger, så er min personlige stranding så traumatisk en hurdle, at den er u-overlevelig. Jeg KAN simpelthen ikke. I årtier har jeg f.eks. kæmpet med Ulysses–som, ikke bare til mit forsvar, men sådan generelt!–er den mest berømte bog, som nærmest ingen har læst færdig og er nået til s. 45. Hver gang! Jeg må nok indstille mig på at gå i min grav uden at vide, hvad der står på s. 46, men det er jeg så småt ved at forlige mig med. Der er hele bogreoler fyldt med bøger, jeg har læst ganske få sider af, tror jeg. Og omsider har jeg erkendt, at det i al evighed vil forblive sådan.

Livet er jo, i virkeligheden, for kort til bøger, man ikke gider læse. Eller ikke har den tilstrækkelige tålmodighed til at blive færdig med. Af den simple grund, at de keder en gudsjammerligt. Det har samtidig også noget at gøre med perioder i ens liv. For mig er der i alt fald tidspunkter, hvor min tålmodighed udelukkende strækker sig til krimier–og hvor det ville være en dødssejler at kaste sig ud i mere krævende litteratur. Heldigvis kan jeg sagtens mærke den slags på mig selv, så de mere omfattende værker bliver sat på stand-by, indtil jeg har opbygget den fornødne tålmodighed. Ellers ender de jo bare der på skamlen på side 15 og kommer aldrig videre. Ikke at de med sikkerrhed gør det på andre tidspunkter, men chancen kan da blive væsentligt større.

Så jeg læser gerne alle genrer–til hver deres tid. Men af alle de bøger, jeg så grådigt river ned af hylderne, er det kun en vis procentdel, der overhovedet bliver læst færdige. Resten, har jeg lært, er så store udfordringer på min tålmodighed, at jeg sagtens kan nøjes med de første 10 sider…..

Continue Reading

En tåreperser.

Jill Santopolo: Lyset vi mistede.

Underligt ord, egentlig. Tåreperser. Hvis nogen ellers i det hele taget kan huske det. For ligesom så mange andre gamle, veltjente ord (personligt elsker og dyrker jeg “kålhøgen”!), så er det gradvist glemt, gemt og erstattet. Men det må vel komme af at presse/perse. Altså presse tårerne frem.

Ikke fordi jeg åbenlyst svømmede væk i syndflode af tårer over denne bog, men de pressede/persede da sådan lige lidt på. For det er faktisk alt, alt for sjældent, jeg læser en gammeldags kærlighedsroman. Måske fordi der ikke skrives så farligt mange af dem mere–der er simpelthen blevet for få “tall, dark, handsome strangers” i nutidens litteratur. Det er det, jeg har sagt før: Vi er i underskud på den STORE fortælling….

Det er nu, desværre, ikke den helt store fortælling, det her. Det er en damebog af den mere traditionelle slags med en stor, altovervindende (næsten, så da) kærlighed, der–som det sig hør og bør–på sindrig måde formår at begive sig ud over døden. Bogen strækker sig over over et tiår, begyndende 9/11 2001, og væsentlige, verdenshistoriske begivenheder flettes ind i kærlighedshistorien mellem Gabe og Lucy. De er som skabt for hinanden, de to, men sådan er verdens jo ikke, så derfor er det primært en bog om tabte muligheder og alt det, der kunne have været.

Det er ikke noget mesterværk, og det ville være en overdrivelse at sige, at bogen præsenterer noget, vi ikke har set eller læst før, men den er underholdende og medrivende i sin skildring af liv, der på mange måder minder om ens eget. Som sagt er der også nogle gange for langt mellem kærlighedsromanerne. Sådan at man faktisk får en smule abstinenser efter et enkelt, romantisk kys dernede mellem alle seriemorderne og maddikerne. Denne kan anbefales. Den er let læst—og man sidder tilbage med en følelse, der er væsentlig forskelligt fra den væmmelse og forfærdelse, krimierne kan efterlade.

I øvrigt er jeg sikker på, forfatteren (udover et pænt kendskab til Shakespeare og andre store forfattere) har haft de der broer i Madison County med på den mentale sidelinje, mens hun skrev.

Continue Reading

Hvis man er til maddiker, blodbad og massemordere…..

Jo Nesbø: Tørst.

Den seneste bog i serien om den alkoholiserede ( for tiden dog serielt ædru), utraditionelle politimand, Harry Hoel, adskiller sig såmænd ikke synderligt fra de forudgående. Så er man til maddiker, blodbade og – ruse, påståede vampyrer og et Oslo klædt i kulsort sne, så bliver man ikke skuffet. I dette Nordic Noirunivers er alting sjældent, hvad det giver sig ud for, og “ men must not walk too late.” Fantasien kender ingen grænser, når det gælder raffinerede og innovative aflivningsmetoder, og selv Patricia Cornwells Ms. Scarpetta må ind imellem se sig slået af Nesbøs forbrug af blod og kyniske mordinstrumenter.

Men Nesbø skriver jo godt, og man tilgiver ham såmænd alt det blod og andre løstflydende kropsvæsker, fordi bogen basalt er spændende. Plottet er supergodt konstrueret, og Harry Hole himself er, som vanligt, en interessant og fængslende detektiv. Nesbø kan noget med variation, dybde og troværdighed i sine personkarakteristikker, om end det måske virker en smule påfaldende, at den lille, hyggelige små-hovedstad deroppe skulle rumme et så overvældende antal psykopater. Og i denne bog: Vampyrer!

Det er god underholdning, og bogen kan anbefales. Fin krimi— mange maddiker!

Continue Reading

Endnu en udkantskrimi.

Jakob Knudsen: Hjemløs.

Sjovt nok er trenden hos både statslige arbejdspladser og krimier for tiden, at de begge flyttes fra indkants- til udkantsdanmark. Dog ikke med samme bevæggrunde og resultater. Jeg vil undgå at indgå i diskussionen omkring det positive, logiske og humane i at flytte statslige arbejdspladser, men at krimier mere og mere udspiller sig udenfor brokvartererne og de nordlige rigmandsghettoer i hovedstaden er en tendens, som både er mærkbar og i alt fald hos mig får stort og rungende bifald. Og hvis man skriver en krimi om/med en bestemt by, er man næsten sikker på en rimeligt stor, lokal læserskare, tilligemed at man kan inddrage helt specifikke, stedlige elementer–som i denne bog, at Ålborg har en stor gruppe grønlandske indbyggere. For selvfølgelig myrder vi da også hinanden herude i provinsen……

Især elsker jeg krimier fra byer, hvor jeg er stedkendt og ligesom kan gå i detektivens forspor og tydeligt se, høre og lugte præcis, hvad han/hun også oplever. Denne gang er det så Ålborg, der har lagt grund til en forfærdelig historie om udnyttelse af hjemløse og fordækte medicinske eksperimenter. Og sjældent har en by medvirket så levende i et stykke litteratur. Man kan næsten BOG-staveligt røre ved vegetationen i Kildeparken, og, som det sig hør og bør i Ålborg-romaner, så spiller Ålborgtårnet også en fremtrædende rolle, selv om Maria og Steso ikke lige er der denne gang. Især sidstnævnte KUNNE nu godt have været med, for det er lige præcis hans miljø, der er omdrejningspunktet–også selv om vi aldrig er i nærheden af Nordkraft.

Det er den første bog af Jakob Knudsen, jeg har læst. Men jeg tror ikke, det bliver den sidste. Plottet er absolut troværdigt, og Knudsen skriver i et særdeles konkret matter-of-fact-sprog, der sjældent vover sig ud i tåbelige metaforer og uholdbart billedsprog, som det desværre så ofte ses i det vandfald af mord i samtalekøkkener, der ofte kendetegner den nordiske femi-krimi. Personkarakteristikken er af samme årsag lidt tynd og mangelfuld–den kunne han godt arbejde lidt mere på. Specielt hoveddetektiven Swane står en smule uklart, hvilket nok skyldes, at forfatteren er dybt fascineret af og forelsket i hans Lisbeth-Salander- look-alike- sidekick på IT- området, Irene. Til gengæld står anti-helten Anders, den evindelige jægersoldat med PTSD, som en potentiel hovedperson i fremtidige bøger. Ham gad jeg godt at læse mere om!

Der er mange nye stjerner, der bejler om optagelse på krimihimlen, og jeg vil mene, at der godt kan blive plads til Jakob Knudsen et sted derud i mordgalaksen.

 

Continue Reading

Om gen-læsning.

John Fowles.

Sidder og gennemgår nogle rejsebeskrivelser for at se, om jeg har tilstrækkelige kompetencer til at føle mig sikker i at tage andre mennesker med til de beskrevne steder. Og falder så over en tur, der går gennem Lyme Regis. Så kan det da ellers nok være, længst svundne genkendelser pludseligt dukker op til overfladen igen efter års glemsel. Så er det nemlig, at Meryl Streeps forsømte, forhutlede skikkelse der på kanten af molen i Lyme Regis dukker op på den indre biografskærm. Og man næsten hører Jeremy Irons pragtfulde stemme, mens man er dybt mystificeret af, OM de nu fik hinanden. Det gjorde de i første omgang, men så blev forfatteren, John Fowles, tilsyneladende i tvivl om, om den slutning nu også holdt. Og så skrev han en anden. Som ikke endte lykkeligt.

For mig ER Lyme Regis John Fowles. En fantastisk forfatter, som i årevis har stået og samlet støv på mine boghylder uden at have været taget ud–undtagen de få, og på en hånd tællelige, gange, jeg har sjuskestøvsuget samme hylder. Jeg var vild med Fowles i 70-erne og 80-erne og læste vist mere eller mindre alt, hvad han har skrevet.

Det er ikke nem litteratur. Det er modernisme med et twist, og alt er yderst sjældent, som det giver sig ud for. Og hvis det er, så skal forfatteren selv, gerne ved direkte indblanding i bøgernes handling, få lavet om på den slags pjat. Som nu den med at skrive 2 slutninger på historien om den franske løjtnant og hans kvinde. Eller det besynderlige, dybt fascinerende storværk The Magus/Troldmanden, hvor alt blot bliver mere og mere mystisk, og man anspændt venter på en løsning på den gåde, der aldrig rigtigt bliver løst. Den bog har jeg været i clinch med utallige gange, hvilket mere indikerer, at jeg ikke sådan lige giver op–end at jeg nogensinde har fundet en egentlig forståelse af, hvad i alverden der foregår. Bedre går det med The Collector/Samleren, som er en af de ondeste bøger, der findes. En bog om menneskets ultimative samlergen, hvor mennesker samler på–nå, ja–andre mennesker. En klassiker i gymnasielitteraturen i 80-erne, hvorefter den vist er gået til de evige glemsels-bogkældre. I alt fald blandt nutidens elever, som nok heller ikke forstår, hvorfor det ydmygede offer ikke bare tager sin telefon og ringer hjem….

Anyway, konfrontationen med et konkret geografisk sted fik mig til at brænde efter en gen-læsning af Fowles bøger. Mere skal der heldigvis ikke til. Fowles selv døde i 2005, og jeg må vist indrømme, at hans bøger døde for mig længe før den tid. Eller blev i alt fald glemt.

Men nu skal de have en mulig renæssance. For måske er de akkurat lige så fascinerende, velskrevne og mystiske, som de var i 80-erne. Og måske er de ikke. Det kan jo kun komme an på en prøve. Hvis de holder, beviser det jo bare, at han er præcis lige så stor en forfatter, som jeg dengang anså ham for. Hvis de ikke gør, er det modsatte vel tilfældet. Endelig er der også den mulighed, at min fremskredne alder og væsentlig større modenhed måske endda kan få mig, omsider, til at forstå The Magus. Det kan man da håbe på.

Jeg tror, jeg vil tage et genopfriskningsraid på mine reoler. Se, om der ikke er noget, der fortjener genlæsning eller en ekstra chance. Det kan nemlig gå to veje, der begge er værd at begive sig ud på. Enten kan fortidens yndlingsbøger vise at være det rene trash, som på ingen måde består holdbarhedsprøven. Og så kan man med god samvittighed skrotte dem–også selv om en bog uden sammenligning er den ting, det gør allermest ondt på mig at kassere. Eller også viser det sig, at det stadig er store, vigtige og væsentlige værker. Og så kan man med både stolthed over sin egen fremsynethed og glæde over ejerskabet med god samvittighed lade dem blive stående.

Jeg starter med Fowles. Og så får vi se, hvem der så kommer efter. Måske det utal af 70-er feministguruer, der tapetserer det meste af et gæsteværelse. Fordi det måske er på tide at erkende, at mange af dem faktisk hverken kunne skrive eller havde ret meget andet end tidsåndspræget vrøvl at diske op med.

Og jeg skal nok love at bekendtgøre, når jeg finder en perle af en glemt forfatter, der virkelig er værd at læse…… Hvis, altså!

Continue Reading

En ny bog.

Mettes mors monster. Klematis.

Af ret indlysende årsager, som jeg vist ikke behøver at komme ind på, kan jeg desværre ikke anmelde denne bog. Men den udkommer og vil være tilgængelig i fysiske boghandler fra 28/2 og kan allerede nu bestilles i de allerfleste netboghandler.

Bogen handler om børn, forældre og alkohol og er en billedbog, fortrinsvis beregnet til oplæsning, for de ca. 6-9/10-årige. Omdrejningspunktet er Mette, hvis mor har et stort, farligt monster nede i kælderen, som hele tiden tryller hendes mor om til en anden mor end den rigtige. Især illustrerer bogen, hvordan dette påvirker Mette. Indtil der heldigvis en dag dukker en monsterjæger op, som forstår, hvordan både Mette, hendes mor og resten af familie kan lære at komme videre.

Men jeg kan vist godt skrive, at det er nogle gode tegninger……..

 

Continue Reading

En god begyndelse.

Katrine Bjerregaard: Løgnerens hus.

Bogen er vinder af Politikens Romankonkurrence 2016, og på omslaget kan jeg se, at forfatteren på det tidspunkt har været 22 år. Med det i baghovedet synes, jeg, det er en imponerende livsklog og erfaringspræget bog, hun har skrevet. Også en læseværdig.

Vi er i tidens trend: den dysfunktionelle familie. Det vrimler med dysfunktionelle familier i det litterære landskab, og man fristes til at konstatere, at det nok skyldes, at det vrimler fuldtud lige så meget med sådanne i virkeligheden. 10-erne er dysfunktionalitetens årti–eller også er vi bare enormt fokuserede på familien i samme årti. For så at finde revner, sprækker og alt det, der indadtil ikke peger på verdens lykkeligste folk. En anden tydelig tendens er, at årtiets romaner ofte henlægger handlingen til det såkaldte udkantsdanmark. Det er altså ikke længere kun forbeholdt hipstere, den kreative Sdr. Boulevardklasse, Nørrebroklidonkler og ghettobeboerne fra Hellerup og nordpå at have ondt i familien.

Denne gang er vi ved Limfjorden. Hvor far/morfar Kristian tilsyneladende har efterladt sig et sommerhus ( og meget andet, viser det sig) som et levn fra de 20 år, hvor han forlod familien, og ingen anede, hvad han foretog sig. Familie er nu også så meget sagt. For der er ingenting, der fungerer indbyrdes, og et utal af løgne og fortrængninger, som mulmer nede i familiens skraldespand. Datter Louise har et skodjob for pengenes skyld og har som hovedinteresse at tælle ( og sammenligne) antallet af likes på Facebook. Hun er, det meste af bogen, håbløst og deprimerende bagefter i forhold til personer, hun normalt sammenligner sig med. Manden Michael er et skvat, utro og løgnagtig, men i det mindste ser han da hamrende godt ud. Mormor Karen, som altså periodisk var Frederiks hustru, laver mad og kunne med stor sandsynlighed blende lige ind i enhver “De 5”-bog. Og så er der barnebarnet Ida, som vel står som den mest fornuftige og i grunden modne af dem alle.

Det viser sig selvfølgelig, at der udover dem er en del mere familie. Og det bliver så omdrejningspunktet i bogen. Sammen med forsøget på at klinke alle fortidens skår og få dette rod af en familie til at fungere sammen. Om det lykkes, kan man så læse sig til…

Bogen har 3 fortællerstemmer: Karen, Louise og Ida. Og selv om det er en gammel, veltjent metode, fungerer den her, således at man som læser hele tiden får mere end en vinkel på begivenhederne. Sådan er det jo: Der er altid mere end en sandhed.

Ja, bogen er præget af en sin nybegynder udi det store forfatterfag. Men jeg kan godt forstå, hun vandt prisen. Det er imponerende at kunne skrive en bog som denne i hendes alder, og den peger frem imod, at det med tiden kan blive til noget meget stort. Så læseværdig, det er den.

Continue Reading
1 2 3 6