Guldsøstre

Det hele–og det er ikke ret meget!–handler om en vred kvinde, der ufrivilligt må forsøge at overleve en snestorm (lidt letkøbt: både ydre og indre) i Sverige og undervejs møder en brun bjørn.

Men hvor er hun dog genkendelig, hende den sure overklimakteriemokke med det hjemmefraflyttede afkom og den rare, rummelige mand. Verden, vejret og virkeligheden er hende så usigeligt imod, for allerinderst er hun så øredøvende sur på sig selv og sit eget liv, at hun aldrig ville kunne overleve andet end at vende vreden udad. Der skal tilsyneladende såvel indre som ydre svenske snestorme, iblandet brune bjørne og strømafbrydelser til, for at mokken begynder at tage ansvar for sig selv og erkende, at overlevelse på alle måder udelukkende beror på hendes eget initiativ og indstilling.

Det lyder ufatteligt træls og trist, men det er faktisk en morsom bog. Allermest morsom, fordi de fleste kvinder i min alder kender hende og bor indeni hende. Vi trænger sgu` også til en brun bjørn og en gang strømafbrydelse engang imellem. Især hvis vi er så priviligerede at have en mand eller andre omkring os som hendes Bent, som faktisk i virkeligheden hedder Lars, men kaldes Bent. Af hende. Som straf. Han er selve indbegrebet af den forudseende rummelighed, som symboliserer alt det praktiske, hun i sin overvældende vrede anser for unødvendigt. Men skal man overleve en snestorm i ødemarken, skal man, på alle planer, lære at tænke ud af boksen og overvinde sin egen overvældende livsvrede.

Guldagers minimalisme fornægter sig aldrig, så det er en 2-timers bog, hvor hovedbudskabet og de bedste jokes står mellem linjerne. Jeg elsker den måde, hun formår at skildre hele liv–eller i denne bog: hele vrede liv–på få linjer. Det er topklasse rent skrivemæssigt og en nydelse at læse. Man bliver også klogere, synes jeg. At møde denne bog var, for mig, også en slags møde med den store, vrede, brune bjørn inden i mig selv. Og bogens fine pointe omkring, at samme brune bjørn var aldeles ufarlig og overlevelig, er da værd at tage med…..

Nu bruger jeg lige det samme billede igen. Men jeg kunne have fundet massevis andre i samme stil, for tidens trend er at udgive bøger ( mange bøger, masser af bøger, utallige bøger) om sig selv. Hvad enten man så selv har skrevet dem, eller hyret en af de talløse, såkaldte journalister, der specialiserer sig i at nedskrive hvermands og hverkvindes historie for eftertiden.

Det slår mig, at man for tiden knapt kan slå en prut uden at skulle skrive en bog om det. Ikke blot kendte indenfor enhver genre diverterer med deres livshistorier, men meningmand er også kommet forfærdeligt godt med. Mange kendte mennesker lader sig endda rive så meget ( og så økonomisk?) med af trenden, at de ikke blot publicerer en erindringsbog. Få år efter den er de Gudhjælpemig på banen med en ny–altså om det samme liv. Eller også vælger de at forfatte et tibindsværk om sig selv.

Der går jo ikke bøger gennem trykkerierne, uden at nogen gider købe og læse dem. Forlagsvirksomhed er ikke filantropi, drevet at kærligheden til den gode litteratur. Så nogen må altså læse skuespiller XXs erindringer i 3. version og Fru Hansens beretning om dengang, hun ikke kunne få børn eller prøvede en ny metode til at fordrive sin interessante sygdom.

Jeg har tænkt over, hvorfor vi lige nu står i et boom af autofiktion, bekendelser og livsberetninger. Det kan vel næppe være et tilfælde, at andre menneskers historier i den grad overvælder og befamler os. På den ene side set er jeg overbevist om, at de sociale medier har en del af skylden. Vi er, via dem, rykket ind i hinandens liv. Det hedder så smukt “at dele”, men denne altruistiske delagtighed kommer nu nok mere af delerens forsøg på at skabe lidt narcissistisk interesse for eget liv og tjene nogle håndører, end af en oprigtig interesse for at hjælpe og vejlede andre mennesker. Jeg nægter at tro på, at nogen (nogen overhovedet!) skriver en biografi om sig selv uden at tænke på, at der kan tjenes penge på det.

Derudover tillader jeg mig at se mangen en kendt persons livshistorie som en direkte forlængelse af Se og Hør. Ingen får vist bedre økonomi af at stille op til fotos i det blad, men fornemmer man andres interesse for ens liv, kan man vel lige så godt–uden om Se og Hør–få lidt ekstra julegaver ud af det.

Jeg–og her er jeg nok i mindretal–forstår heller ikke manges altovervældende interesse for andres liv. Personligt har jeg nok i mit eget. Men nogle mennesker følger andre på Facebook. Nogle mennesker er dybt optagede af, hvad andre tænker, føler og skriver. Hver dag. Det ville nok være for let at spørge, om disse mennesker da ikke selv har et liv? Eller om de er nødt til at se på andre for at kunne finde ud af at have et? Eller–og her tror jeg så ikke, jeg er i mindretal!–om de, nok desværre helt forkert, synes, at andre har så meget mere liv end de selv, at deres eget liv må træde i baggrunden til fordel for de, der da i den grad kan finde ud af at leve. Der findes teenage-Youtubere, der har op til 50.000 følgere. Hver dag. Det er skræmmende, synes jeg personligt.

Allermest skræmmer (auto)biografigenrens umådelige popularitet mig ved, at den indebærer risikoen for, at vi glemmer vores egne liv. På godt og ondt. Men dens enorme udbredelse betyder også, at den “rigtige” litteratur, fiktionen, de store, opdigtede historier med alle facetterne, det flotte, nuancerede sprog og selve den mangfoldige livsklogskab træder i baggrunden og mister den gennemslagskraft, den burde have. Jeg har mødt adskillige langt mere fascinerende og interessante skæbner og personer i fiktionen end i biografierne. Og når jeg, vel som så mange andre, læser biografier, så er min drivkraft simpel, utilsløret nysgerrighed. Når jeg læser fiktion, er den derimod nydelsen, oplevelsen og håbet om den gode historie og det flotte sprog.

På et eller andet tidspunkt må alle de, der finder sig selv så F…  interessante vel også have skrevet al om deres egen interessanthed. Og alle de, der bare måtte dele, må have delt færdig. Omvendt–så længe der er et marked for snagen i andres liv, så er der masser, der særdeles velvilligt stiller op til at blive snaget i. Og folk, der lige så velvilligt snager.

Abdel Aziz Mahmoud og Souad Taha: Fra Libanon til Lærkevej.

Det var egentlig mest fordi, jeg synes, han er en spændende og modig journalist. For principielt ( og følelsesmæssigt) er jeg imod og på vagt overfor de fleste biografier samt rødspættet allergisk overfor samtalebøger. Fri mig for subjektivitet, navlepilleri og talesprog i litteraturen. Den er bedre værd. Altså litteraturen.

Men den fængede mig alligevel, denne blanding af biografi og samtale mellem mor og søn. Og jeg ved godt hvorfor. Nemlig fordi Souad er sådan et (og her mangler jeg ord, så de, jeg bruger, er fattige!) et vidunderligt, ukompliceret ( i den positive betydning), fordomsfrit og positivt menneske. Hun er selve indbegrebet af Pippi-replikken: “Det har jeg aldrig prøvet før. Så det kan jeg sikkert sagtens finde ud af.”

For Souad finder ud af tingene. Gerne på sin egen måde. Men sådan, at jeg i alt fald kan sige, at her er et menneske, der har fundet ud af at være flygtning i Danmark. Palæstinenser, hvis familie først må flygte til Libanon, for blot at måtte flygte videre under borgerkrigen der, med ankomst til Danmark i de tidlige firsere. Og så bliver hovedmålet at finde ud af: at finde ud af at leve i Danmark, og at finde ud af at være palæstinenser i Danmark–samt at finde ud af lære andre nytilkomne flygtninge at leve i Danmark.

Så dette er en samtale med en klog kvinde med et fantastisk overskud, der tager forhindringerne i den rækkefølge, de kommer. Og overvinder dem på sin helt egen måde. Hvis Kvickly i Middelfart ikke lige vil give hende et arbejde, så giver hun chefen så stor en verbal skideballe, at han nærmest ikke har noget valg. Hvilket i den grad bliver til hans fordel. Og sidst, men ikke mindst, så tager hun tingene helt i sin egen hånd, da ældstesønnen springer ud som muslimsk bøsse–hvilket i den grad bliver til mange menneskers fordel.

Iblandet Souads historie findes også oplysende faktabokse, der i alt fald gjorde mig meget klogere på problemerne i Mellemøsten. Med årlige ture til Jerusalem er det altid rart at få tingene belyst fra endnu en vinkel.

Eneste klagepunkt er bogens lidt ambivalente forhold til, hvem den egentlig primært handler om. Som læser sukker man efter mere om Souad og er faktisk en smule irriteret på journalistsønnen, der ind imellem giver sig selv lidt rigeligt taletid. Helt ærligt, så er han da langt mindre interessant end sin fantastiske mor. Bare han også selv havde syntes det!

Men en bog, der er god at blive lidt klogere af. Og beviset på, at samtalebøger også kan være udholdelige.

Jesper Wung Sung: En anden gren.

Det er en rørende kærlighedshistorie, en stor fortælling og et fascinerende Danmarksbillede–og så er det en fornøjelse at læse en forfatter, der skriver så godt og er så bevidst om sit sprog og sine virkemidler.

Jeg har skrevet det så mange gange, at det nærmer sig mantrastadiet, men lad mig endnu engang slå fast, at jeg litterært er til de store fortællinger. Efter årevis i minimalismen og postmodernismens ord- og sideknappe skygge, hvor fantasygenren nærmest var det eneste sted, sådan nogle som mig kunne få en form for litterær behovsdækning, skyder de nu frem alle vegne, disse store fortællinger. Ofte familiesagaer, men det er vel også den store fortællings inderste natur, at den skal have år, generationer og slægtsled at rotere omkring.

Her starter vi i København anno 1902, hvor Tivoli skånselsløst importerede eksotiske kinesere som et led i den almindelige underholdning for folket. En af disse, San, forelsker sig ordløst i bagerjomfru Ingeborg fra Rantzausgade, og den forelskelse er både gengældt, livslang og nærmest større end livet selv. At forelske sig i en asiatisk udstillingsgenstand er ikke omkostningsfrit–langtfra– så Ingeborg taber såvel familie, hjem, arbejde og almindelig anseelse. Men hun taber aldrig sig selv og sin kærlighed.  Det er en historie om at overvinde og overleve, på trods, og om en kærlighed, der er så stor, at den tilgiver alt fra fornedrende fattigdom, ludomani, utroskab og utallige flytninger, både indenlands og udenlands.

Samtidig med skildringen af denne altdominerende kærlighed, som vel og mærke aldrig bliver vammel, triviel eller påstået, har bogen et fantastisk billede af København omkring forrige århundredeskifte. Beskrevet, så man nærmest kan lugte, føle og høre byen. Ikke mindst de mangfoldige nybygninger ( vi følger rejsningen af Københavns Rådhus, som for mig bare altid har ligget der) og den grøde, der begynder transformationen fra lukket provinsby med kineserfascination til en mere moderne storby. Oveni får vi også et hop til Berlin før og under den første verdenskrig, og det er bestemt heller ikke uinteressant.

Der ligger selvfølgelig en genial timing i plottet omkring den ultimative fremmedforskrækkelse, men på samme tid en lige så genial pointe i, at kærligheden betingelsesløst overvinder alt. Også andre menneskers snævertsyn og uoplysthed. Men man skal ikke tro, at det var omkostningsfrit at elske en udstillingskineser. For tabstallene er høje i denne bog. Konkret mest på børnesiden, men også i et liv, hvor kærligheden ofte er det eneste, der er tilbage.

Eneste klagepunkt er nok, at bogen, til trods for et flot, sikkert og nuanceret sprog, godt kunne have været skåret mere ind til benet. 535 sider er meget, når der ind imellem opstår en smule tomgang, primært bestående af ord. Og så kan jeg jo så også personligt indføre en minimal klage over, at det var denne bog, der løb med De Gyldne Laurbær sidste år. Det burde have været Blækhat. For selv om begge bøger er fantastiske, så er den anden dog en smule bedre………

Sara Omar: Dødevaskeren.

Så fik jeg også læst en af det seneste års mest omtalte bøger. Den stod, frit tilgængelig, på hylden med 14-dages lån og kaldte mere på min nysgerrighed end på min forventning. Så den kom med hjem–på tålt ophold. Jeg er nemlig en smule allergisk overfor bøger, der er ude i korstogsærinder. De er ofte egocentrisk uudholdelige, ensporet unuancerede og som hovedregel meget dårligt skrevet. Til denne bogs forsvar skal siges, at den ind imellem overraskede mig positivt. Men den bestyrkede også mine fordomme.

Jeg havde engang en kurdisk elev (jeg har haft mange kurdiske elever!), en rigtig sød, flittig, dygtig pige. Men hun havde, som næsten alle indvandrere har, et næsten uoverstigeligt problem med engelsk. Ikke, at hun ikke sled i det med sproget, men de fleste glemmer at tænke på, at nærmest alle indvandrede har 2-3 sprog, endda sprog fra helt andre sprogstammer, der naturligt ligger FORAN engelsk på den indre sprograngliste. Således har vi danskere kun et–nemlig dansk–mens hun i alt fald havde både kurdisk, tyrkisk og dansk som prioriteringer over engelsk. Til eksamen–og dette fortæller hvor lang tid siden, det er–scorede hun et flot 9-tal, hvilket VAR flot, de sproglige omstændigheder taget i betragtning. Men hun brød sammen og tryglede mig om at sætte det op til 10. For ellers turde hun ikke komme hjem til sin far. Han tolererede kun to-cifrede karakterer, og hun mere end antydede, at straffen kunne være fysisk. Vi handler ikke om og med karaktererne i den danske gymnasieskole, men jeg har tit tænkt på, om hun mon overdrev og malede Fanden på væggen–eller om hendes hverdag virkelig var en evig kamp for at please og leve op til sin fars forventninger og regler.

Således også, da jeg læste denne bog. Som primært handler om et yderst kvindefjendsk samfund i 80-ernes Kurdistan. Der er nærmest ingen ende på fornedrelsen og udnyttelsen af kvinder. Samt på de horrible–gerne endegyldige–straffe, der, uden konsekvenser for de straffende, uddeles til kvinder, der blot marginalt overtræder samfundets uskrevne, patriarkalske love. Der myrdes løs, svines og mishandles i en grad, så det umiddelbart virker overdrevet. Som om overdrivelsen kommer til at fremme forståelsen på en netop overdrevet måde, der gør, at man gentagne gange spørger sig selv, om dette da virkelig kan være den fulde sandhed. Om der ikke er nogen, der er lidt for meget på korstog? Blot halvdelen af volden ville, for mit vedkommende, have været nok og til fulde have medført min forståelse –uden at så den lille tvivl, jeg nu sidder tilbage med.

MEN, det væsentligste i denne bog er, efter min mening, ikke mændenes kyniske, følelsesløse omgang ( hvis man kan bruge det ord) med kvinder. Det er i stedet kvindernes åbenlyse selvundertrykkelse. Det, at de både lader stå til og samtidig klart forsvarer og billiger mændenes handlemåde. At de, rent ud sagt, virker totalt hjernevaskede i en grad, jeg finder det svært at tro på. Der er, i bogen, kun 2 positive rollemodeller (tilfældigvis hovedpersonens egen familie!), og netop det får de fleste af personerne til at forekomme usigeligt, utilgiveligt stereotype. Her er kun sort og hvidt. Intet imellem. Og det er sgu` kedeligt–og mere opråb end egentlig litteratur.

Desværre er sproget også ind imellem temmelig clichefyldt på en måde, der virker en smule afskrækkende og forfærdeligt gammeldags. “Den lune østenvind stred sig umætteligt gennem Zamwas snoede gader i sin jagt på ofre, som den kunne rive omkuld eller trække med sig i sit slibende glid mellem byens bygninger.” –Jeg kommer sgu` til at mindes salig Jacob Knudsen eller andre forfattere fra det såkaldt folkelige gennembrud ved forrige århundredeskifte! Den slags fremmer ikke læse(r)nydelsen i 2018. Og dette er blot et eksempel.

Det er en skræmmende bog, rent indholdsmæssigt. Men det er også en bog, der så tydeligt er ude i et ærinde, et korstog, at den nogle gange glemmer at være andet og mere end et kampskrift. Jeg er sikker på, den er decideret vand på møllerne ( cliche anvendt med vilje!) hos diverse mere unuancerede politikere, mens den lige så decideret fremprovokerer en smule skepsis hos andre, der er i stand til at tænke ud over clicheerne og det allermest stereotype.

Elisabeth Lyneborg: Karen Jeppe.

Sidste år var jeg på museet for det armenske folkedrab i Yerevan, Armenien. Et fantastisk museum, både i indhold og arkitektur, som på en yderst sober og objektiv måde fortalte om tyrkernes brutale fordrivelse og nedslagtning af flere millioner armenere før og under Første Verdenskrig. Det var der, jeg første gang stødte over Karen Jeppe, som jeg dengang aldrig havde hørt om før. Så stor var min forbavselse over armenernes tydelige beundring (udmøntet i virkelig meget museumsplads) og ærbødighed for denne, for mig, helt ukendte kvinde. Jeg anede ikke, at en dansk kvinde fra Horsensegnen havde frelst så mange armenere, gemt dem for tyrkerne, løskøbt dem og bespist dem, samtidig med at hun gjorde et fantastisk arbejde for alle de tusindvis af forældreløse børn. Ydermere et arbejde, som blev støttet såvel økonomisk som moralsk af selve det nydannede Folkenes Forbund–det senere FN.

Så siden da har jeg forsøgt at finde ud af meget mere om denne danske heltinde, som tilsyneladende er meget mere kendt i Armenien end i sit hjemland. Derfor sagde det også lige Haps, da jeg så denne bog af Elisabeth Lyneborg. Her måtte være noget at hente. Det er der skam også, sådan på rent informative niveau, men det er desværre en dårlig bog. Ikke nok med at korrekturlæseren har sjusket håbløst, men man kan vel næppe klandre ham eller hende for, at forfatteren decideret skriver dårligt og uengageret. Historien fænger aldrig rigtigt, man bliver aldrig opslugt af den. Dette til trods for, at der bruges billige tricks som en opdigtet, eksotisk elsker og påklistede stemningsbeskrivelser a la Tusind og een nat. Som om det ikke i sig selv skulle kreere spænding nok, at en halt dansk lærerinde med sit mod og sin stålvilje kæmpede adskillige år for et fordrevet folk.

De sidste mange år af sit liv boede Karen Jeppe i syriske Aleppo, hvor omkring 70.000 armenere strandede som nogle af de eneste overlevende. Selve den historie har en lille, personlig krølle for mig. For da jeg første gang var i Armenien for 5 år siden, blev vi vist rundt i den gamle bydel i Yerevan ( eller det, der var tilbage af den!) af en ung arkitektstuderende, hvis familie faktisk, pga. den syriske borgerkrig, var flygtet TILBAGE til Armenien. Han kunne fortælle, at de syriske armenere havde et velfungerende samfund med et relativt højt uddannelseniveau som en lille enklave dernede i Aleppo. Altså indtil de så endnu engang blev fordrevet—besynderligt nok direkte tilbage til der, hvor de kom fra. Og hvor hans veluddannede mor nu solgte hjemmebagte kager på gaden for at skaffe mad og uddannelse til sin søn!

Grunden til, at jeg alligevel nævner bogen–altså udover at jeg nu, trods alt, ved noget mere om denne beundringsværdige kvinde–er også, at bogen har nogle citater, jeg ikke lige sådan glemmer. Da Karen Jeppe i Folkenes Forbund konfronteres med, at det armenske problem er så stort, at man kun kan gøre alt for lidt, og derfor egentlig blot kan lade være at gøre noget overhovedet, siger hun: “Ja, det er kun et lille lys, men natten er så mørk.” FLOT!!

Og i 1931 skriver hun: ” Der er ikke tvivl om, at Danmark ligesom alle andre lande har god brug for sine kræfter til at bære sine egne byrder; og dog kan det godt være, de bliver lettere at bære, når man udvider sin horisont så meget som muligt og tager aktiv del også i andre folkeslags skæbne. Aldrig er livet så svært, som når man taber udsynet og blot stirrer på sit eget.”

Klog kvinde! Dårlig bog!

Eve Chase: Tilbage til Black Rabbit Hall.

Move over–Kate Morton, Leonora Christina Skov, samtlige kvindelige medlemmer af slægten Bronte, Poe og alle I andre, der også excellerer i forbyttede børn, knirkende, ældgamle slotte og uhygge ved midnat. Endnu en fremragende nygotiker er oversat til dansk, og hun er faktisk i særdeleshed værd at læse. Mest for underholdningsværdien og for plottets uventede drejninger, men som sidegevinst kan hun faktisk også godt skrive.

Vi er ude i kombinationen af den STORE familiefortælling, tilsat en god portion uhygge og et faldefærdigt slot i Cornwall–sådan på randen af de store klipper, hvor man næsten hører ekkoet af Rebecca i mørkningen. Her vokser (eller nærmere vildtvokser) de fire Altonbørn op i indbegrebet af den harmoniske familie. Men i den slags bøger varer lykken ikke ved: de gode må bortskaffes, og de onde må på banen, mens de forkerte forelsker sig i hinanden, og arven bliver et stridspunkt tilsat den obligatoriske stedmor, som tydeligvis er i nær familie med Snehvides. Der fødes børn i dølgsmål, og den slags forbyttes jo til stadighed–men det skal vi heldigvis rigtigt langt og rigtigt vildledt hen i bogen for at finde ud af.

På et nutidsplan kolliderer hele denne viktorianske fortælling med lærer- Lorna, der skal giftes med sin jordbundne tømrer, John, hvilket på overfladen jo skulle være så indlysende romantisk. Men Lorna har også lig i lasten, og de graves allerbedst og allermest spændende op på det yderst forfaldne gods Black Rabbit Hall, hvor det–uden at røbe for meget–skal siges, at det ikke kun er kaninerne, der er sorte.

En rigtig god og underholdende “feriebog” til alle de, der elsker en god historie, den store fortælling og den murrende uhygge i tårnkamrene. Jeg kan se, forfatteren har skrevet endnu to bøger. De vil blive fundet. Og læst.

Man kan godt hedde Benny og alligevel kunne noget med ord.

Det kunne Benny Andersen, og mens jeg skriver udsagnsordet i datid, kan jeg ligefrem mærke, hvordan det påvirker mig. Han var den største. Den allerstørste til at bruge ord. Min ultimative helt indenfor kreativt brug af det danske sprog. Jeg ville ønske, jeg havde en ordmæssig fantasi, der bare nåede ham til klaverpedalerne. For dem kunne han jo også bruge.

Jeg kan stadig huske, da jeg første gang blev konfronteret med Benny Andersen. Det var i 70-erne, hvor jeg opdagede Den indre bowlerhat 10 år for sent. Uden nogen form for sammenligning kan jeg klart melde ud, at det var den hat, jeg fra da af brugte som udgangspunkt for selve glæden ved god poesi og formidabel anvendelse af sproget. Den åbnede mine øjne–og det var ikke for hovedbeklædning. Dengang var det med Benny Andersen og Klaus Rifbjerg præcis på samme måde som med Beatles og Stones og Elvis og Cliff. Man var enten til den ene eller den anden. I alt fald ikke til begge. For mig var valget åbenlyst. Det bestod i at vælge mellem en arrogant, uforståelig, dybt seriøs, elitær egopoet og en folkelig ordekvilibrist, der som en anden cirkusartist jonglerede med sproget. Og oven i købet var fuldt forståelig og morsom samtidig.

Jo, jeg var skudt i reservesvenskeren Svante og enig i, at livet ikke er det værste, man har. Også selv om, Svante ligesom kom til at fylde lidt for meget i forhold til alt det andet, Benny Andersen også kunne. Jeg var vild med at GÅ (altså konkret bevæge sig) fra Snøvsen og købe den mjavende missekat, der var stoppet ned i en sæk. Faktisk KØBTE jeg dengang Andersenske digtsamlinger, og de står der endnu. Godt brugte, med fedtpletter som vidner om, hvor meget jeg elskede dem. Det er ikke mange digtsamlinger, der er røget på mine hylder siden. Indrømmet!

Nu er alle ordene så stoppet med at komme ud. Men heldigvis har vi da umådelige mængder af eksempler på denne kreative sprogfornyer. Den største af dem alle.

Så lad mig bare selv stoppe dette lille minde på en sørgelig dag, hvor vores sprog har mistet et verbalt fyrtårn med et af hans allermest simple, men også mest sigende digte:

Her går vi ved siden af hinanden.

Imellem os er der tovltusind mil.

For stædige til at skyde den lille

genvej på godt og vel et smil.

(Personlige papirer, 1977)

Robert Galbraith: Gøgens kalden, Silkeorm og Ondskabens høst.

Det er næppe nogen stor afsløring at fortælle, at det er forfatteren J.K. Rowling, der står bag bøgerne om den etbende privatdetektiv Cormoran Strike. Det kræver lige så næppe nogen stor tankevirksomhed at gætte, hvorfor Rowling, der elsker spøjse og betydningsfulde navne, har udstyret ham med en hjælper og sidekick, der hedder Robin! Location er dog henlagt til et særdeles nutidigt London, der minder yderst sparsomt om Gotham City.

Rowling var, i sine første bøger om Harry Potter, en rimeligt disciplineret forfatter, der formåede at holde sin noget fabulerende stil med tonsvis af om- og sideveje ( nogle gange ret blinde!) i ave, men som serien skred frem (og redaktørerne blev lidt for angste for at rette og begrænse en megasælgende forfatter), blev sidetallet og bøgerne tungere og tungere. Det gjorde ikke altid noget godt for dem! Det samme gør sig lidt gældende i denne serie. Ind imellem kunne en god redaktør godt have begrænset forfatterens særdeles lange spyt og sat “Indkørsel forbudt” definitivt ned foran de allermest unødvendige og meget lange omveje. Desværre er det en tendens, man ofte noterer sig hos bestsælgende skribenter. Det virker som om, der er en fælles og meget uheldig  tilbageholdenhed overfor simpel redigering hos deres forlag. Som om de, fordi de er, hvem de er, har carte blanche til at skrive løs derudaf….

Anyway, serien er underholdende, såvel i personvalg og skildringer som i plots. Man kan ikke undgå at komme til at holde af det etbenede rodehoved af en detektiv og hans lidt bondesnu hjælper. Han er krigsveteranen, Londondrengen, slagsbroderen med den absolut dysfunktionelle familiebaggrund af hippier, crackvrag og supergroupies. Robin, derimod, kommer fra det adstadige Yorkshire med en bagage af kernefamilie, Labradors, ponyer–og en absolut røvkedelig og utiltalende revisorkæreste, der (efter min mening!) burde være skrevet ud allerede halvt inde i første bog. Der skal ikke så forfærdeligt mange intelligensbrikker til at gennemskue, at de to, tilsyneladende direkte modsætninger, nok ville have ret godt af hinanden i det lange løb. Hvilket Rowlings så gør til et MEGET langt løb…..

Persongallerierne i bøgerne er farverige og kommer rundt i alle Londons, og Englands, miljøer. Man kan næsten fornemme, at det ind imellem har været en irritationsfaktor for hende, at hun ikke har kunnet drysse lidt tryllestøv ud over dem, eller blot indlægge en enkelt Dumbledore for kulørens og magiens skyld i disse strengt “realistiske” bøger, hvor London faktisk ligner præcis det London, man kender. Omvendt er netop beskrivelserne af stederne i bøgerne en af deres allerstørste styrker. Jeg nød at blive taget med til et London, hvor jeg i mine indvendige billeder kunne gå direkte i detektivens fodspor og et Edinburgh, hvor jeg næsten kunne følge mine egne. Næsten som at være der selv.

Gennem Potterbøgerne viste Rowlings jo også, at hun er en mester i krimi-plots, for Harry Potter er vel, når man stripper ham for al staffagen af kostskoleromantik, fantastiske skabninger og magi, blot en lille barnedetektiv, der sagtens kunne have været det sjette medlem af min barndoms berømte “De fem”. Han opklarede forbrydelser (endda over syv mere og mere omfattende bøger!) på præcis samme måde, som Cormoran Strike gør det i nutidens London. Måske var det mistede ben den pant, Harry måtte af med for at komme ud i den virkelige verden og trylle sig selv til Cormoran?

Så har man god tid (eller en periode, der fokuserer på at lave ingenting?), så kan bøgerne om Londondetektiven og hans landlige sidekick anbefales. Det er god underholdning, og der er masser af sider af den.

Peter May: The Chess Men (og de to øvrige bøger i triologien fra Shetlandsøerne.)

Hvis man nu skulle være glad for Ann Cleeves og hendes bøger fra Shetland, så bliver man endnu mere glad for Peter Mays ditto fra de Ydre Hebrider. Han er decideret en bedre forfatter, der kæler noget mere inderligt for sit sprog–og så har han et indgående kendskab til livet derude, som han underholdende formidler gennem hele serien.

Man skal altså ikke blot læse May for plottet og selve opklaringen af forbrydelsernes skyld. Faktisk skal man primært læse ham for de fantastiske beskrivelser af naturens kræfter herude i det alleryderste Europa og de indlevende skildringer af de mennesker, der bor midt blandt disse kræfter. Har man et forhold til Skotland, er det ren nydelse at få det hele genopfrisket–for de Ydre Hebrider er vel nærmest det vildeste af Skotland i destilleret udgave. Og har man ikke, så vil bøgerne da i den grad give en lyst til at få og opdyrke et.

Jeg oplevede i alt fald et tydeligt deja vu af min ungdoms mange skotske somre, inklusiv ceidlidhs ( traditionelle danseaftener), den omgangstone og -måde, der udelukkende stammer fra at bo et så isoleret og stormomsust sted samt fik i overvældende grad genopfrisket min enorme betagelse af den både storslåede og altdominerende natur. May skriver præcis om det Skotland, jeg kendte. Og det er da så dejligt beroligende og genkendeligt.

I øvrigt er den hjemvendte helt, der selvfølgelig har lig i lasten, politimanden Fin Macleod, som efter mange år i storbyen Edinburgh prøver at overvinde traumatiske hændelser ved at genopfinde sig selv midt i selve det yderste stormvejr. Det viser sig selvfølgelig, at ligene (vi plejer vist at sige “nissen”, men for politimænd er det første nok mere korrekt!) flytter med, samt at der også er en overvældende produktion af nye af slagsen, så der er nok at tage fat på for vores helt. Men herude er opklaring jo ikke bare noget, man foretager sig. Det er vejr, vind og de (særdeles) indfødtes luner, der i sidste ende bestemmer, om det overhovedet kan lade sig gøre.

Så læs disse gode, velskrevne krimier–og vær samtidigt fuldstændigt bevidst om, at resten af familien nok skal overtales virkelig intenst, når det eneste, man bagefter har lyst til, er at henlægge næste ferie til disse smukke øer og deres vanvittigt forblæste og storslåede natur.