Sommerens superromantiske Kleenexbog.

Natasha Lester: Den franske fotograf.

Den har altså det hele, den her. En pageturner fra side 1, en fantastisk forviklet, uforudsigelig, superromantisk historie om krig, tab, ulykkelig kærlighed, forbyttede børn og gamle hemmeligheder. Der er også franske slotte, flotte fyre, dygtige kvinder–og så er Hemingway endda med som statist. Hvilket han måske nok ikke selv havde valgt…

Faktisk er den også velskrevet og særdeles nøjagtig i sine historiske rammer. Tilligemed at samtlige kvinder såvel har mange ben i næsen som kæmper deres egen kamp for ligestilling. Og mod krigens mudder og mandschauvinisme.

For det hele starter på en mudret mark i Italien i 1942 og fører læseren over de fleste kontinenter for at ende i Australien i begyndelsen af dette århundrede. Centralt står den ultimative kærlighedshistorie, som strækker sig over adskillige årtier. Den slags, hvor de aldrig (?) får hinanden. Det er fotografen Jessica May, som er hovedpersonen–en ilter heltinde, som moderne kvinder sagtens kan identificere sig med.

Det er sådan en bog, der næsten råber på en hængekøje i skyggen. På udmeldelse af verden, indtil den endelige forløsning på side 473. Gerne med en pakke Kleenex indenfor rækkevidde, for der grædes. Jeg gjorde i alt fald.

Skal man læse en romantisk bog, der ikke bare sådan lige bliver borte med blæsten, er her et godt bud. Det er tøselitteratur fra bedste skuffe. Og den bliver på intet tidspunkt så dyb, at man behøver at tænke længe over tingene. Hvilket er lige præcis de kvaliteter, der kendetegner en sommers superromantiske Kleenexbog.

Continue Reading

En hjerteskærende god bog.

Douglas Stuart: Shuggie Bain.

Det er ikke hvemsomhelst og hvadsomhelst, der vinder den prestigefyldte, europæiske pendant til Pulitzerprisen: The Man Booker Prize. Men Douglas Stuart gjorde. Med sin hjerteskærende mursten af en roman om Shuggie Bain, der vokser op i 70-erne og 80-ernes slum i Glasgow, omringet og omfavnet af en dybt alkoholiseret mor, som han elsker over alt i verden.

Jeg kan godt huske Glasgow fra dengang. Også selv om jeg nødigt kom der. Det gjorde “man” ikke. Glasgow var forbeholdt de, der havde været så uheldige at blive født der. Ind i arbejdsløsheden, slummen, højhusene og datidens udgave af den nuværende amerikanske opoidkrise. I Glasgow drak man sig bare ihjel. Relativt målrettet. Mens børnene, som vi sagde oppe i det mere privilegerede højland, levede af hvidt brød med margarine og Irn Bru (jeg kan ikke forklare Irn Bru–det skal smages!), og ingen hoteller med respekt for sig selv og sit inventar tog imod gæster fra Glasgow. I øvrigt kunne man heller ikke forstå, hvad de sagde.

Og nok handler bogen om Shuggies usle barndom. Men den handler endnu mere om Agnes, Shuggies smukke mor, der tager hele turen fra kvarterets bud på en slags overklasse til dyndet, mudderet og den evige fornedrelse og fortabelse. Man er med hele vejen på den hjerteskærende og ubarmhjertige rejse, står som Shuggie på sidelinjen og iagttager den ultimative destruktion af et menneske. Aldrig har jeg læst en sådan velskrevet fortælling om den store fortabelse. Det er kunst. Båret af selve destruktionens smerte.

For Shuggie elsker sin mor. Magtesløs må han iagttage, hvorledes hendes druk langsomt fratager såvel hende som familien enhver form for moral og menneskelighed. Nok er Shuggie en perfekt medalkoholiker, der selv som 7-årig gør sig de inderligste krumspring for både at dække over og skaffe nye forsyninger, men han er samtidig også mælkebøttebarnet, der trods alt overlever. Helt efter bogen sætter han tingene i sine egne systemer, skaber sin egen barnlige logik–og formår at opbygge en indre overlevelsesstrategi, der faktisk virker. Fuldstændigt lammende for læseren er f.eks. ekspeditionen gennem det meste af Glasgow en sen nytårsaften via taxi for at lede efter/frelse moderen. Først stjæler han mønterne i gasmåleren, dernæst udsættes han for misbrug af en taxachauffør, så hutler han sig gennem fuldemandsorgier i diverse højhuse for til sidst at finde moderen dybt i en bunke aflagt tøj i en ussel lejlighed. Voldtaget, fuld og fornedret. Men Shuggie er lettet. Han fandt hende jo…

Med en 3. persons fortæller er det ikke kun barnets synsvinkel, vi præsenteres for i bogen, men nærmere en alvidende blanding af iagttagelser, viden og dybe kig ind i Shuggie. Det fungerer. For mig fungerede denne ultimative beskrivelse af et menneskes langsomme selvmord og den indvirkning, det har på omgivelserne, i alt fald helt ned på tårestadiet. Jeg har aldrig læst en så dybfølt, medfølt og hjerteskærende roman om emnet. Det er stor, stor kunst. Og decideret Man Booker Prize værdigt.

Bogen er oversat til dansk, og det kan være anbefalelsesværdigt, da al konversation er skrevet på Glaswegian. Er man ikke lige fortrolig med den og kan få sprogtonen til at fungere i sit hoved, er man en smule lost. Også selv om, “hen” betyder skat eller søde, og er enhver glaswegians foretrukne ord, så kommer man ikke så langt bare med det…

Det er nok den bedste bog, jeg har læst i år. Håber, andre vil følge rådet og få den samme store oplevelse!

Continue Reading

En meget mærkelig bog.

Louise Welsh: A Lovely Way to Burn.

Jeg var ikke i Danmark 11. marts sidste år. Derfor oplevede jeg aldrig den store hamstring af toiletpapir og rugbrød. Til gengæld tog jeg revanche forud for anden lockdown i december. Her hamstrede jeg i stor stil biblioteksbøger, slæbte nærmest fuldstændigt hensynsløst posefulde af potentielt læsestof med hjem. Rev dem sådan lidt skammeligt ned af hylderne og var på ingen måde mit sædvanlige kvalitetsbevidste jeg. Nok lidt ligesom alle dem, der i marts fuldstændigt negligerede tørreevne, kernefuldhed og dobbeltlag i deres proppede indkøbsvogne.

Det er ikke fordi, jeg har fået læst så meget. Men nu er jeg nået til bunden af mine særdeles blandede litterære (eller hvad man nu skal kalde dem) adspredelser. Her lå så en bog af Louise Welsh, som er en gedigent skrivende britisk krimi- og trillerforfatter, som absolut godt kan dreje et plot sammen og få en til at vende siderne i åndeløs hurtig spænding.

Men denne bog, som er fra 2014 ( og det er faktisk både vigtigt og tankevækkende!) ER altså underlig. Udover et hovedplot omkring nogle fæle videnskabsmænd, som samvittighedsløst bruger syge børn til eksperimenter ( Og som vi alle ved, så er syge børn det værste. Værre end hunde.), så kører der samtidig en sidehistorie omkring en ualmindeligt dødelig pandemi, som nådesløst rammer London. Og verden. I mine øjne ligner det en blanding af pest, kolera, kopper, tuberkulose, tilsat lidt corona, så vi er ude i instant død, samtlige ubehagelige symptomer i fælles samspil samt, selvfølgelig, nærmest uundgåelig udslettelse af menneskeheden og alt det menneskelige undervejs.

I alt fald kan bedrevideren mig, der er nået til 2021, med slet skjult bagklogskab sidde der og råbe ind over siderne, at selv Boris gjorde det bedre end det, bogens personer stiller op mod epidemien. Det siger ikke så lidt! Isolation er en by i Rusland, samfundet går i udbredt opløsning på de væsentligste parametre, så som livsvigtige forsyninger og selve sin infrastruktur, og folk falder bogstaveligt talt om i dødskramper på gader og stræder. Jeg er også sikker på, forfatteren har siddet med skrækscenarier direkte fra Hieronymus Boschs malerier på nethinden, mens hun har skrevet. Ydermere kører hun helt ud i den totale samfundsopløsning–i looting, hor og druk–og når dommedagstilstande, som selv Boris ikke magtede at skabe derovre. Det er ublid læsning.

Men det er også mærkelig læsning. For her sidder jo selve kapaciteten omkring, hvad der egentlig sker under en pandemi–nemlig mig. Jeg er 7 år og en ikke-fiktiv pandemi klogere end forfatteren og har, ulig hende på et tidspunkt, konkret pandemierfaring. Umanerligt mange gange har jeg taget mig selv i at prøve at hviske et par pandemierfaringer, nogle gode staldtips ind i bogen, så de kunne få den op på et mere troværdigt leje i løbet af de næste sider, og lige så mange gange har jeg velvilligt stillet mig til rådighed for den modige hovedperson, når hun har været ved at tage helt grænseoverskridende no-go beslutninger omkring, hvordan hun skulle forholde sig. Man må bare sige, at Loise Welsh tydeligvis aldrig, i 2014, er rendt over en konkret pandemi. Hvad der skulle have været blot og bart skrækscenarier er, med vores erfaring, blevet til sci-fi!

Nu er Louise Welsh jo ikke den eneste, der i kunsten har været ude i pandemierne. Bosch kunne som sagt også noget der i middelalderen, hvor de ultimative undergangsscener nok trods alt var en smule mere realistiske. Vores egen Hanne Vibeke Holst har også i den ene af de to gode bøger, hun har skrevet ( den anden er Knud den store), nemlig Pesten, været omkring pandemien. Men fælles for genren ( hvis man kan være large nok til at kalde det en genre) er, at det i fiktionen bliver sande blodbad, ren armageddon, Apocalypse Now, hvor skurken nok “loves the sound of coughing in the morning.”

Og sådan er det jo heldigvis ikke. Vi falder, trods alt, ikke byldebefængte og blodhostende om i hobevis på alfarvej, ligesom vi heller ikke går akut amok i samtlige dødssynder, bare for lige at være sikre på at nå dem, inden det alligevel er slut. I kunsten er pandemi oftest direkte sammenlignelig med ultimativ dystopi eller verdens totale undergang. Vi er her da endnu. Og måske vil de næste bøger om emnet–altså post-corona– blive helt anderledes end de forfærdeligheder, Louise Welsh forestillede sig i 2014.

Det er derfor, den bog er så mærkelig. Men hvad–hun vidste jo ikke bedre….

Continue Reading

Om “hofpoeter”.

–Eller hvordan man ellers på moderne sprog oversætter Poet Laurate. Lad det nu være…

I alt fald undrede det mig ved mødet med den unge, fremragende digter Amanda Gorman, at USA overhovedet havde den slags. Det har de så heller ikke haft så længe. Siden 1936, for at være helt præcis.

I England går traditionen med en hofpoet helt tilbage til 1616, hvor Ben Johnson blev den første. Oprindeligt, selvfølgelig, en slags æresstilling oprettet for digtere, der pålideligt kunne skrive hyldestdigte til regenterne og berette om ærefulde slag, der var slået på nationens vegne. Over årene er det, i takt med tidens forandringer, blevet en slags kunststøtte for poeter, der har udmærket sig. Men man har stadig en slags pligt til at skrive pænt om den siddende regent. For 60.000 om året–indtil 1998 på livstid, nu i en 10-års periode. I netop England er det en vanvittigt stor ære, som selvfølgelig afstedkommer store litterære slag, hver gang en ny poet skal udnævnes. For nogle år siden mødte jeg en ældre herre nede i Sydengland, som havde brugt det meste af sit voksne liv på at promovere en, for mig ukendt, poet, som efter hans mening uretmæssigt var blevet snydt for Poet Laurate titlen i 1800-tallet. Den gik hans næse forbi til forfærdelige Wordsworth, som vist endda havde noget snavs kørende med selveste sin søster deroppe mellem påskeliljerne i Lake District. Eller som da Ted Hughes nærmest blev afvist, fordi i alt fald den mere modne del af kvindebevægelsen klart mente, at han var mere end almindeligt skyldig i, at konen, Sylvia Plath, stak sit hoved i en gasovn og døde af det. Eller også var det fordi, hun uden ret megen diskussion var en langt større litterær begavelse end ham! Ret upopulær var også Cecil Day Lewis, fordi han voksede ind i at blive en gnaven gammel mand og nu vel mest er kendt som ophavsmand til sønnen Daniel, der da i det mindste er en fremragende skuespiller. P.t. hedder hofpoeten Simon Armitage, og han er tilsyneladende så relativt kønsløs og ufarlig, at jeg (og sikkert mange andre) knapt kender ham. Derfor er billedet foroven af ham.

Vi har skam også haft hofpoeter herhjemme. Thomas Kingo var en af de få, der kom på den gren, men han var også umådelig god til både at smigre og sleske. Det skulle man dengang. Lige nu kan vores dronning vel sagtens selv finde ud af at mobilisere noget kunstnerisk, hvis det skulle være.

I USA abede man så efter det moderland, man ellers gerne kulturelt ynder at lægge en vis afstand til, i 1936. Og, som det jo gerne sker i USA, hvor alting er større og en smule mere pralende, så nøjedes man ikke bare sådan lige med at udnævne en for hele landet. Nej, hver stat fik sin. Undtagen de stater, der syntes, det var noget britisk pjat, og derfor ikke har nogen. Det er bibliotekaren i kongressen, der udnævner disse hofpoeter, og her skal jeg virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at prise mig højlydt lykkelig over, at det ikke indgår i præsidentembedet. Skulle en poet have været udnævnt i løbet af de sidste 4 år, havde det da givet massive problemer. Man skal vel have læst et digt for at kunne gøre det.

Udover det har USA så også en Young Poet Laurate, som findes via en konkurrence ( det er vel USA) og udnævnes for et år. Amanda Gorman, som jo er grunden til, at jeg overhovedet begyndte at grave i emnet, blev udnævnt i 2017 og har altså gjort det så godt, at hun stadig i den grad huskes. Målet med en ung poet er at opbygge national bevidsthed og påskønnelse af at læse og skrive poesi, og det må man da klart sige lykkedes Gorman ved præsidentindsættelsen.

I bund og grund svarer det hele til en vis grad til den statsstøtte, vi i Danmark giver mange kunstnere. Vi har bare, på god socialdemokratisk vis, valgt at fordele pengene over et langt bredere udvalg.

Continue Reading

En uhyre aktuel og god bog.

Jeanette Varberg og Poul Duedahl: Den fjerde rytter.

I Johannes Åbenbaring findes fortællingen om de fire ryttere, der hærgende drager gennem verden. De symboliserer krig, erobring, hungersnød–og sygdom. Den fjerde rytter, som rider på en gustengul hest, spreder sygdom og død i sine hovslag. Epidemier, pandemier.

Så bogen er en utroligt aktuel–og faktuel–gennemgang af de store epidemiers historie. Fra de tidligste stenalderbønders dødelige vira og hele vejen op til Coronaen, selv om der selvfølgelig er en lille tidsmæssig latensperiode fra bogens blev færdigskrevet til dags dato.

Det er en vanvittigt fængslende og skræmmende bog. Og også en, man bliver klog af. Heldigvis undgår den hele vejen igennem at forfalde til decideret indforstået videnskabssprog, så den er tilgængelig for enhver læser og tilmed virkelig godt skrevet, således at man også nyder den måde, forfatterne evner at formidle deres imponerende viden og research.

Nærmest samtlige dokumenterede store epidemier gennemgås, og undervejs oplyses man såvel om epidemi-lingoens oprindelse (Hvorfor hedder det f.eks. lazaret og karantæne?), epidemiernes store indflydelse på verdenshistorien (Hvorfor, f.eks., kunne et forholdsvist lille antal spaniere tilsyneladende erobre Sydamerika så relativt nemt, og er sygdom nogensinde blevet anvendt som krigsvåben?) samt de, trods alt, forbedringer af menneskets levevilkår, som er direkte affødt af epidemier.

Det er en næsten alt for aktuel bog, som klart forklarer, hvorfor vi står præcis, hvor vi står. Samt som afslutningsbøn undrer sig over, at vi overhovedet står der, når vi egentlig burde have viden nok til både at kende og afværge pandemier. Tilsyneladende har vi meget svært ved at blive klogere og lære af fortiden–især i de perioder, hvor vi fortrænger, at pandemierne både er latente og lurer lige om hjørnet. Personligt oplevede jeg nærmest at blive lidt forbløffet ved læsningen om Aids, som jeg vel ikke havde glemt som sådan–men i alt fald var lykkedes med at fortrænge på blot 25 år.

I alt fald blev jeg klogere, mere oplyst, mere vidende. Samtidig er epidemiernes historie på en grusom og grotesk måde fascinerende læsning. Samt en kraftigt løftet pegefinger omkring, at vi nok skal til at forholde os noget mere seriøst på verdensplan til samme epidemier. Også, når vi forhåbentlig alle er kommet ud på den anden side. Især der!

Continue Reading

Jonas T. Bengtson: Fra Blokken.

Er man på forhånd fascineret af alle de usle adresser I KBH og de, der bebor samme, så er her en god mulighed for at dyrke såvel samme fascination som en god håndfuld fordomme. Vi kommer ingen pæne steder i denne bog. Og grimme er der nok af.

Heldigvis ledsages historien om barndomsvennerne fra blokken i Nordvest af et formidabelt sprog, som man ikke kan andet end blive helt opløftet af. Den mand, som primært er kendt som forfatter til filmmanuskripter (bl.a. Submarino), kan skrive. Brandgodt.

Så vi har altså det evige trekløver, hvis veje er blevet formet af såvel opvæksten som livet og tilfældighederne–Danny i fængslet, Malik på tandlægehøjskolen og Christian hos politiet. Fanget i et ubrydeligt venskab, fordi man nu engang ikke kan tage blokken ud af drengene, men kun drengene ud af blokken. Desværre ER livet mere end tilfældigheder, når den gamle politibetjent fra dengang i blokken hele tiden sidder og trækker i trådene med drengene, nu unge mænd, som uvidende marionetter.

Plottet er egentlig ikke specielt troværdigt, og slutningen er mildest talt særdeles nedslående uden ret megen optimisme, men selve miljøskildringerne og indsigten i det København, som ikke lige stikker frem på turistens overflade, er spændende, anderledes–og så forbandet velskrevet.

Hvis man lige vil have en dosis “how the other half lives” midt i sin juleforstoppelse, så er den i alt fald anbefalelsesværdig.

Continue Reading

Oxford. Igen, igen!

Cara Hunter: Serien om Adam Fawley.

Der er ingen af os, der kan komme til Oxford for tiden. I virkeligheden. Men jeg kan garantere, at i fiktionen foregår der stadig en massiv og intensiv aflivsningsproces af beboerne i Oxford. Det er ufatteligt, at der er nogen levende tilbage. Efter voldsomme raids foretaget af forbrydere og opklaret af både Morse (der først var gammel og så blev ung), Lewis og Hathaway, tager Adam Fawley nu teten. De kan åbenbart stadig ikke lade være med at gå og slå hinanden ihjel derovre.

Så vil man i tankerne på rejse til en af verdens skønneste byer med en atmosfære, der er helt unik, så må man lige sluge endnu et par mord på vejen. Cara Hunter skriver godt og er rimeligt plotsikker, og hendes helt, Fawley, er samme slags ensomme ulv med traumatiske oplevelser i bagagen som alle de andre morderjagende gennem Oxfords gamle gader og stræder. Han er mere familiemenneske end Morse, væsentligt skarpere end Lewis, akkurat lige så tungsindig som alle de andre, og så har han ikke bare 1, men flere interessante sidekicks til at bakke sig op.

Det er det bedste, man på nuværende tidspunkt kan gøre for sine Oxford-abstinenser. Mens man håber på, at når det omsider er legalt at komme til denne vidunderlige by–så er der stadig en eller to levende sjæle tilbage til at befolke den.

Continue Reading

Endnu en….

Malene Lei Raben: Fruen.

Med vanlig forsinkelse er det først nu, jeg har fået læst en af årets mest omtalte danske bøger. Der er ikke blevet læst meget her i sommeren, til trods for julis læsevejr…

Men her er så endnu en af de næsten utallige halvbiografiske bøger om mor/datterforhold, som lige nu oversvømmer markedet. Her er også endnu en, hvor, som det nu engang er i den slags genre, den ene hovedperson oftest udmærker sig ved at være død og umælende, og hvor det er moderen, der er the baddie. Det har vi ligesom vænnet os til. Og markedet er da også stopfyldt af bøger om traumatiserende, destruktive, uforstående mødre. Bøger, der primært læses af kvinder på min alder. Vi må jo kunne genkende os selv? Og vores mødre? Med mindre vi læser dem for at blive bestyrkede i vores eget held med at have en mor, der trods alt var omgængelig og ikke som taget ud af grundmanualen for ækle stedmødre i eventyrene.

Og alle disse monstermødre fordeler sig gerne i 2 kategorier: 1) de, der var så (små)borgerlige, antikverede og dybt fordomsfulde i deres tankegang, at de nærmest sparkede deres døtre ud i oprør mod selve den statiske sathed. De opdrog deres børn til pænhed og artighed (hvis nogen kan huske det ord) og fik revolutionære unger ud af det, og 2) de, der var så nytænkende, socialistiske, verdensfrelsende og revolutionære, at de nærmest glemte deres børn for samfundsomvæltningens skyld. De ofrede sig ( ind imellem) for deres børn, som overhovedet ikke forstod denne offervilje og faktisk syntes, at solidaritet også var væsentlig, når den ikke blot gjaldt indianerstammer og folk fra Mellemøsten. De opdrog vel nærmest ikke deres børn, og det var så også forkert.

Malene Lei Rabens mor tilhørte den sidste kategori, i alt fald i starten, hvor opdragelsens tunge år var ikke-eksisterende. Men fra en normfri barndom i en slags frihed slog hun pludselig bak og krævede tilbagebetaling i ømhed og pludselig påstået familiesamhørighed. Som alle de andre mødre i genren står hun på mål for dybe frustrationer og nærmest ødelagte liv, samtidig med, at samme genre også altid beskriver det “double-bind”, som flipper-psykiateren R.D. Laing havde som omdrejningspunkt for alle neuroser i 60-erne. Enhver kvinde (sagde han) havde et dobbeltforhold til sin mor: På den ene side både ville og ønskede hun at elske hende, men på den anden side hadede hun hende inderligt. Ikke nemt! Heller ikke for Malene Lei Raben.

Fra mit beskedne synspunkt synes jeg endnu engang, at en bog, som udgiver sig for primært at handle om en mor, der har besvær med at elske sin datter samt acceptere, at hun er et selvstændigt væsen, istedet er blevet til en bog om en datter, der har besvær med at elske sin mor og acceptere hende som et selvstændigt væsen. Men der er jo desværre det med litteratur, og især biografi-genren, at synsvinklen altid er subjektiv. Noget så datter-subjektiv. For vel er moderen da en strid strigle, en overbitch, en led kælling og det, der er værre, men…..

Malene Lei Raben skriver godt. Det er en fornøjelse at læse hendes bog på det rent sproglige plan. Hun er også et vidende, kulturelt menneske, der hele tiden refererer ud i historien, myterne og til den almene dannelse. På sin vis bliver man også klogere af at læse hendes bog. Men man bliver altså også lidt irriteret. Ikke så meget på moderen, men nok mere på måden, hun skildres på.

Og så kan man jo håbe, at denne generations kvinder snart er ved at have taget det endelig favntag og det ultimative kvælertag på deres mødre. Men selvfølgelig: Så længe der både er onde dronninger og læsere nok, så vil vi givetvis se genren bliver ved at blomstre.

Continue Reading

Om at blive udfordret.

For tiden cirkulerer der en slags litterært kædebrev på Facebook. Man bliver udfordret til at oploade kommentarløse billeder af bogcovers 7 dage i træk samt til hver dag selv at udfordre et nyt offer til at gøre det samme. Så der er gang i den feminine opfindsomhed for tiden, for på besynderlig vis glimrer mændene ved deres fravær blandt såvel de udfordrende som de udfordrede. Det kan man så, helt i den litterære traditions ånd, tolke, som man vil.

Her på dag 3 synes jeg godt nok, det er svært. For kriteriet er udelukkende, at man skal oploade et billede af en bog, man har læst. Med det som minimumskrav burde de 7 dage vel forlænges til år. Samt illustrerer i deres magre antal, hvor vanskeligt det er at vælge. Og at vælge fra. Hvem i alverden har lige 7 (syv) bøger, de vil anbefale, og hvad i alverden er begrundelsen for lige at vælge netop de 7. Samt vælge de resterende fra. Jeg har da ikke 7 yndlingsbøger, og hvis jeg på stående fod skulle remse dem op, ville jeg da glemme mindst halvdelen. For ligegyldigt hvad jeg gør, er jeg dybt uretfærdig overfor mesterværker og nogle af de største oplevelser, jeg har haft.

Man kan selvfølgelig vælge efter de bøger, der til alle tider har gjort størst indtryk på en. Som var næsten livsomvæltende. Eller de, der er skrevet så godt, at man hensættes i nærmest salig trance ved bare at åbne dem og til stadighed kan huske blændende citater fra dem. Der er også dem, man har læst et utal af gange og bare må gennem hvert tiende år. Igen. Eller dem, der havde deres tid og var fantastiske portrætter af netop ens generation, eller generationer før eller efter. Der er også de morsomme, de satiriske og de, der gav et genialt billede af samfundets mørke sider og iboende sygdomme. Og så er der alle de små, de oversete mesterværker og perler, som man nogle gange er ved at revne af stolthed over, at man lige præcis selv fandt. Eller dem, der bare hænger så uløseligt sammen med personer og steder i ens liv, så minderne vælter frem, bare man kigger på dem. Endelig er der også alle dem, der bare var en brandgod historie. De store fortællinger, som satte sig et sted inde i en, og som man nogle gange præsterede at slæbe med i skole, så man kunne læse et par sider i frikvarterene. Og alle, alle de hundredvis af andre.

Jeg har et nærmest personligt forhold til adskillige af mine bøger, og jeg er lige nu i en slags undskyldsforhold til mange af dem. Nemlig de, der ikke kommer med. Der bliver sgu` ikke plads til Shakespeare, Dickens, Hemingway, Rifbjerg (og da slet ikke Konfrontations-digtene!), Panduro, Bodelsen, Thorup, Pontoppidan, Kampmann, Blicher, Weldon, Auster, McEwan og Easton Ellis, for bare at nævne en brøkdel, men det betyder jo ikke ( har jeg prøvet at forklare dem!), at jeg holder mindre af dem. Det betyder bare, at jeg har måttet foretage et uretfærdigt valg, hvor de nok var runners-up, men faldt på, at jeg, trods alt, bestemte mig for at vælge mine egne personlige klassikere. De 7 bøger, jeg nok ville medbringe på en øde ø. Og så måske alligevel ikke.

Det er ikke fair, det her. Og her taler jeg om bøgerne. Jeg føler mig som Sophie i Styrons Sophie`s Choice, som helt umenneskeligt må vælge mellem noget, man slet ikke kan vælge mellem.

Og det skulle jeg så aldrig have skrevet, for nu er jeg så nødt til at gå ind og sige undskyld til netop DEN bog, fordi jeg egentlig ikke kan være bekendt overfor den, at den heller ikke kommer med!

Continue Reading

Med Erling Jepsen på lyvetogt.

Erling Jepsen er det nærmeste, vi sønderjyder kommer på en nutidig hjemstavnsforfatter. Godt nok dyrker og priser han ikke vores egnsbestemte fortræffeligheder som en anden Johs. V. eller Aakjær, men midt i den sorte humor kan man dog godt spore en stolthed, trods alt, over at have rødder i grænselandet. Selv om vi nogle gange har svært ved helt at genkende det land, som også er vores, og som vi, ulig ham, lever i til daglig.

Når omrejsende forfattere gæster de lokale biblioteker, tropper en sværm af kvinder over 60 op. Enkelte tager deres mænd med, men generelt er der i alt fald ingen mænd, der går til den slags alene. Så (mandlige) forfattere er, med andre ord, uhyre omsværmede af post-menstruelle kvinder. Statistisk set læser kvinder langt mere skønlitteratur end mænd. Så lad os bare bruge det som forklaringsmodel. Uden at komme ind på, hvad det mon så er, mænd interesserer sig for og går til.

Jepsen var aldrig blevet forfatter, hvis han ikke havde haft en barndom. Det har han nu klart bevist gennem et utal af barndomserindringer. Her i sit 63. år er han så ca. nået til 2.g, så man må da inderligt håbe, han overhovedet når at blive færdig. Når folk skriver barndomserindringer, undres jeg altid over, hvor fænomenale de er til at huske. Hvor mange cykelture, blå himle, citronfromager, første forelskelser og slåskampe, de er i stand til at printe ud i skriftlig 3-D. Med detaljer. Så meget kan jeg da ikke huske fra min egen barndom. Langtfra. Men egentlig er min konklusion vel også, at netop forfattere har en meget mere veludviklet fantasi end jeg. Og at mestedelen i virkeligheden er noget, de har fundet på, fordi der er en stor sandsynlighed for, at de nok har oplevet det. Det, og så at det er litterært spændende i sig selv. Fiktionen har den fortrinlige mulighed, at sandheden udelukkende er vejledende. Hvilket de nok, trods alt, er ret lettede over ude i Gram.

Jepsen er en mesterlig mundtlig fortæller i Niels Hausgaard-stilen. Han causerer om dette og hint—og selvfølgelig mest om sin barndom. Vi havde ham nogle år, her i byen, fordi han gik på gymnasiet. Indtil han blev smidt ud, forstås. At blive smidt ud af gymnasiet er sådan noget, der litterært kan forvandles til en begivenhed, en milepæl, noget at skrive om. Men det trækker lokale kvinder af huse, at han har huseret lige præcis her, og det er da vidunderligt morsomt, at han også kender nogen, vi selv kender. Så bliver vi næsten selv medlemmer af det Jepsenske univers, og er vi det ikke, kan fantasien vel bare skrive os ind i det.

Personligt læser jeg glad og gerne Jepsen. Og klukker af sort latter undervejs. Mens jeg også forskrækkes over de mørke, underliggende toner. Farligheden derude i Gram. Han rammer mig, pakket ind i en form for lokalkolorit, som er helt på hans egen regning. Det kan dog, for nogle, kan jeg forstå, være lidt vanskeligt at skelne mellem fiktion og fakta, som Jepsen med stor fornøjelse blander. Med andre ord må man som lokal erkende, at fiktion har sine regler og derfor ikke nødvendigvis skal være sand og virkelighedstro. Det er tilladt at tage på lyvetogt. Så da sessionen var ovre dernede, spurgte en dame, som hele aftenen havde siddet ved vores bord, om vi kom fra gymnasiet. For hun ville da forfærdeligt gerne vide, om det virkelig var sandt, at dansklæreren blev skudt i røven? Det er netop sådan noget, der til fulde beviser, at Jepsen går sine egne veje. For hvad enten han går rundt på sin farm ved foden af Gram Bakke eller på HaKa, så går han primært rundt i sin egen fantasis lyvetogter.

Og det gør han fabelagtigt godt! Gå endelig ind og hør ham, hvis han kommer forbi. Han er den underfundigste, luneste eksil-sønderjyde, jeg kender!

Continue Reading
1 2 3 11