Louise Welsh: A Lovely Way to Burn.
Jeg var ikke i Danmark 11. marts sidste år. Derfor oplevede jeg aldrig den store hamstring af toiletpapir og rugbrød. Til gengæld tog jeg revanche forud for anden lockdown i december. Her hamstrede jeg i stor stil biblioteksbøger, slæbte nærmest fuldstændigt hensynsløst posefulde af potentielt læsestof med hjem. Rev dem sådan lidt skammeligt ned af hylderne og var på ingen måde mit sædvanlige kvalitetsbevidste jeg. Nok lidt ligesom alle dem, der i marts fuldstændigt negligerede tørreevne, kernefuldhed og dobbeltlag i deres proppede indkøbsvogne.
Det er ikke fordi, jeg har fået læst så meget. Men nu er jeg nået til bunden af mine særdeles blandede litterære (eller hvad man nu skal kalde dem) adspredelser. Her lå så en bog af Louise Welsh, som er en gedigent skrivende britisk krimi- og trillerforfatter, som absolut godt kan dreje et plot sammen og få en til at vende siderne i åndeløs hurtig spænding.
Men denne bog, som er fra 2014 ( og det er faktisk både vigtigt og tankevækkende!) ER altså underlig. Udover et hovedplot omkring nogle fæle videnskabsmænd, som samvittighedsløst bruger syge børn til eksperimenter ( Og som vi alle ved, så er syge børn det værste. Værre end hunde.), så kører der samtidig en sidehistorie omkring en ualmindeligt dødelig pandemi, som nådesløst rammer London. Og verden. I mine øjne ligner det en blanding af pest, kolera, kopper, tuberkulose, tilsat lidt corona, så vi er ude i instant død, samtlige ubehagelige symptomer i fælles samspil samt, selvfølgelig, nærmest uundgåelig udslettelse af menneskeheden og alt det menneskelige undervejs.
I alt fald kan bedrevideren mig, der er nået til 2021, med slet skjult bagklogskab sidde der og råbe ind over siderne, at selv Boris gjorde det bedre end det, bogens personer stiller op mod epidemien. Det siger ikke så lidt! Isolation er en by i Rusland, samfundet går i udbredt opløsning på de væsentligste parametre, så som livsvigtige forsyninger og selve sin infrastruktur, og folk falder bogstaveligt talt om i dødskramper på gader og stræder. Jeg er også sikker på, forfatteren har siddet med skrækscenarier direkte fra Hieronymus Boschs malerier på nethinden, mens hun har skrevet. Ydermere kører hun helt ud i den totale samfundsopløsning–i looting, hor og druk–og når dommedagstilstande, som selv Boris ikke magtede at skabe derovre. Det er ublid læsning.
Men det er også mærkelig læsning. For her sidder jo selve kapaciteten omkring, hvad der egentlig sker under en pandemi–nemlig mig. Jeg er 7 år og en ikke-fiktiv pandemi klogere end forfatteren og har, ulig hende på et tidspunkt, konkret pandemierfaring. Umanerligt mange gange har jeg taget mig selv i at prøve at hviske et par pandemierfaringer, nogle gode staldtips ind i bogen, så de kunne få den op på et mere troværdigt leje i løbet af de næste sider, og lige så mange gange har jeg velvilligt stillet mig til rådighed for den modige hovedperson, når hun har været ved at tage helt grænseoverskridende no-go beslutninger omkring, hvordan hun skulle forholde sig. Man må bare sige, at Loise Welsh tydeligvis aldrig, i 2014, er rendt over en konkret pandemi. Hvad der skulle have været blot og bart skrækscenarier er, med vores erfaring, blevet til sci-fi!
Nu er Louise Welsh jo ikke den eneste, der i kunsten har været ude i pandemierne. Bosch kunne som sagt også noget der i middelalderen, hvor de ultimative undergangsscener nok trods alt var en smule mere realistiske. Vores egen Hanne Vibeke Holst har også i den ene af de to gode bøger, hun har skrevet ( den anden er Knud den store), nemlig Pesten, været omkring pandemien. Men fælles for genren ( hvis man kan være large nok til at kalde det en genre) er, at det i fiktionen bliver sande blodbad, ren armageddon, Apocalypse Now, hvor skurken nok “loves the sound of coughing in the morning.”
Og sådan er det jo heldigvis ikke. Vi falder, trods alt, ikke byldebefængte og blodhostende om i hobevis på alfarvej, ligesom vi heller ikke går akut amok i samtlige dødssynder, bare for lige at være sikre på at nå dem, inden det alligevel er slut. I kunsten er pandemi oftest direkte sammenlignelig med ultimativ dystopi eller verdens totale undergang. Vi er her da endnu. Og måske vil de næste bøger om emnet–altså post-corona– blive helt anderledes end de forfærdeligheder, Louise Welsh forestillede sig i 2014.
Det er derfor, den bog er så mærkelig. Men hvad–hun vidste jo ikke bedre….