Guldsøstre

Erling Jepsen er det nærmeste, vi sønderjyder kommer på en nutidig hjemstavnsforfatter. Godt nok dyrker og priser han ikke vores egnsbestemte fortræffeligheder som en anden Johs. V. eller Aakjær, men midt i den sorte humor kan man dog godt spore en stolthed, trods alt, over at have rødder i grænselandet. Selv om vi nogle gange har svært ved helt at genkende det land, som også er vores, og som vi, ulig ham, lever i til daglig.

Når omrejsende forfattere gæster de lokale biblioteker, tropper en sværm af kvinder over 60 op. Enkelte tager deres mænd med, men generelt er der i alt fald ingen mænd, der går til den slags alene. Så (mandlige) forfattere er, med andre ord, uhyre omsværmede af post-menstruelle kvinder. Statistisk set læser kvinder langt mere skønlitteratur end mænd. Så lad os bare bruge det som forklaringsmodel. Uden at komme ind på, hvad det mon så er, mænd interesserer sig for og går til.

Jepsen var aldrig blevet forfatter, hvis han ikke havde haft en barndom. Det har han nu klart bevist gennem et utal af barndomserindringer. Her i sit 63. år er han så ca. nået til 2.g, så man må da inderligt håbe, han overhovedet når at blive færdig. Når folk skriver barndomserindringer, undres jeg altid over, hvor fænomenale de er til at huske. Hvor mange cykelture, blå himle, citronfromager, første forelskelser og slåskampe, de er i stand til at printe ud i skriftlig 3-D. Med detaljer. Så meget kan jeg da ikke huske fra min egen barndom. Langtfra. Men egentlig er min konklusion vel også, at netop forfattere har en meget mere veludviklet fantasi end jeg. Og at mestedelen i virkeligheden er noget, de har fundet på, fordi der er en stor sandsynlighed for, at de nok har oplevet det. Det, og så at det er litterært spændende i sig selv. Fiktionen har den fortrinlige mulighed, at sandheden udelukkende er vejledende. Hvilket de nok, trods alt, er ret lettede over ude i Gram.

Jepsen er en mesterlig mundtlig fortæller i Niels Hausgaard-stilen. Han causerer om dette og hint—og selvfølgelig mest om sin barndom. Vi havde ham nogle år, her i byen, fordi han gik på gymnasiet. Indtil han blev smidt ud, forstås. At blive smidt ud af gymnasiet er sådan noget, der litterært kan forvandles til en begivenhed, en milepæl, noget at skrive om. Men det trækker lokale kvinder af huse, at han har huseret lige præcis her, og det er da vidunderligt morsomt, at han også kender nogen, vi selv kender. Så bliver vi næsten selv medlemmer af det Jepsenske univers, og er vi det ikke, kan fantasien vel bare skrive os ind i det.

Personligt læser jeg glad og gerne Jepsen. Og klukker af sort latter undervejs. Mens jeg også forskrækkes over de mørke, underliggende toner. Farligheden derude i Gram. Han rammer mig, pakket ind i en form for lokalkolorit, som er helt på hans egen regning. Det kan dog, for nogle, kan jeg forstå, være lidt vanskeligt at skelne mellem fiktion og fakta, som Jepsen med stor fornøjelse blander. Med andre ord må man som lokal erkende, at fiktion har sine regler og derfor ikke nødvendigvis skal være sand og virkelighedstro. Det er tilladt at tage på lyvetogt. Så da sessionen var ovre dernede, spurgte en dame, som hele aftenen havde siddet ved vores bord, om vi kom fra gymnasiet. For hun ville da forfærdeligt gerne vide, om det virkelig var sandt, at dansklæreren blev skudt i røven? Det er netop sådan noget, der til fulde beviser, at Jepsen går sine egne veje. For hvad enten han går rundt på sin farm ved foden af Gram Bakke eller på HaKa, så går han primært rundt i sin egen fantasis lyvetogter.

Og det gør han fabelagtigt godt! Gå endelig ind og hør ham, hvis han kommer forbi. Han er den underfundigste, luneste eksil-sønderjyde, jeg kender!

Lone Theils: Stilleleg og Lotte og Søren Hammer: Soldier Blue.

Det er godt håndværk, og det er som hovedregel velskrevet med intelligente plots og gode, indlevende beskrivelser af såvel personer som miljø. Alt i alt opfyldelsen af, præcis hvad man kan have af forventninger til en gedigen krimi. Krimier skal underholde og indeholde. Det sidste mestendels på skalaen over velgennemtænkte plots, der ikke lige lader sig afsløre af selv den mest Miss Marpleske læser.

Jeg husker mest Lone Theils som korrespondent for Politiken i London ( Det er hovedbyen i det land derovre vestpå, som ikke er Europa. Længere.) og som forfatter til Turen går til London–fra før forlaget misforstod, at de udgav guidebøger og ikke forklædte rejsebeskrivelser. Hun har altid været god, velskrivende, vidende og markant. Nu har hun, som så mange andre (semi)pensionister slået sig på krimien, og det gør hun professionelt og strålende. Hendes anglofile baggrund fornægter sig ikke, så vi er i det nordlige England, Yorkshire for at være helt præcis. Dog med tråde hjem til Europa. Her forstået som Danmark. I øvrigt er hun ikke alene om at bruge Yorkshire som scene for ihjelslåning. Jeg er sikkert ikke den eneste, der holder meget af ydmyge, stille, musikelskende og samtidig hårdtslående Kommissær Banks samt knuselsker Vera, der bevæger sig sådan lige på kanten af samme grevskab. Ifølge de uofficielle statistikker over mord i fiktionen i England skulle Yorkshire være det farligste grevskab overhovedet. Hvor enhver går i evig risiko for at ende i aflivningsstatistikken. Skarpt forfulgt af byen Oxford!

Anyway, det er, som sagt, en gedigen krimi om dårlige, korrupte strissere, bagmænd for pædofile netværker og udnyttelse af helt unge piger. Ikke et ord om Brexit, men samme journalist-detektiv kan da vist ikke rejse som en lille yo-yo frem og tilbage mellem landene i næste bind i serien?

Familieskabet Hammer er gået i internationale lejemordere, bosiddende på en lille ø i Flensburg Fjord og egentlig så menneskelige, at man næsten føler, man må have mødt dem på gågaden i Flensburg. Uden at lægge mærke til dem. Her er også ulykkelige babymord, verdensomspændende skurkesyndikater, salg af polske småbørn og designertasker i London ( Det er hovedbyen i det land derovre vestpå, som ikke er Europa. Længere.) Og så er det samtidig den sidste bog i serien om Konrad Simonsen. Det er en skam. For han har været en god, læseværdig, troværdig og sympatisk følgesvend gennem nu 10 bøger. Men ligesom Martin Beck, der nu er genopstået for Gud ved hvilken gang i ny skikkelse, efter at han oprindeligt kun deltog i 10 bøger i Roman om en forbrydelse, så er der vel en reel chance for, at Simonsen også kan puste nyt liv i sig selv. Eller rettere: med romanhelte og detektiver i samme er det gerne sådan, at læsertal og solgte eksemplarer har en forunderlig evne til at få selv de allermest afdøde til at genopstå.

Så bare bliv underholdt af de to bøger. Det er de gode til.

PS. Jeg forbigår i øvrigt i (næsten) tavshed uddelingen af de Gyldne Laurbær. Mest fordi jeg havde den fuldstændigt forkerte opfattelse ( ved jeg nu), at prisen gik til forfattere, der rent faktisk kunne skrive!

Jeg tænker ikke altid over det, når jeg er der. Altså hvor heldig jeg er med at bo i et land, i en tid, hvor biblioteker er åbne, frie og tilgængelige for alle. Hvor man til enhver tid gratis kan låne de bøger, man ønsker, helt uden andre begrænsninger end at de er udlånt, og hvor kun sløsehoveder som mig har indført personlig brugerbetaling for for sent afleverede bøger. Ellers koster det ikke noget at gå om bord i oceaner af gode oplevelser, fornøjelige timer, udvidelse af horisont eller bare rart, omkostningsfrit tidsfordriv.

Det er muligt, man ikke er den store sluger af bøger som sådan. At man ikke har sin ugentlige gang på biblioteket og sjældent ses støve rundt på opdagelse mellem hylderne. Men jeg tør vædde på, at alle alligevel har deres, omend ikke så hyppige, gang på biblioteket. Her kan lånes rejseguider( som altid bliver hurtigt forældede og i øvrigt er vildt dyre), kopieres alt fra fødselsdagsinvitationer til konfirmationssange, læses aviser og benyttes computere gratis, søges oplysninger ( også med assistance) om både dette og hint og nogle gange bare slappes af i en dyb stol under en bytur. Det er da fantastisk, at alt det er gratis. Uanset hvor meget man benytter det, er det som grundprincip et uovertruffet tilbud til os alle.

Faktisk er folkebibliotekstanken ikke meget mere end ca. 125 år gammel, idet de fleste bogsamlinger inden da enten var strengt private eller krævede en form for betalt medlemsskab. Med den fokus der kom på folkeoplysning og uddannelse netop i årene omkring forrige århundredskifte etableredes folkebiblioteker i de fleste større, danske byer. Her kunne borgerne så gå hen og blive klogere, mere dannede og mere oplyste. Og resten er, om man så kan sige, bare historie.

Og så alligevel ikke. Som flittig bruger af biblioteker hele mit liv husker jeg specielt mine barndomsår i en lille, fynsk landsby, hvor det lokale bibliotek kun havde åbent 2 timer hver hverdagseftermiddag, og hvor børn under 10 kun måtte låne 2 bøger med hjem ad gangen. Den kringlede jeg ved at møde op ved åbningstid og låne 1 bog, tyre den igennem på 2 timer og lige nå at hente 2 nye, inden der blev lukket igen. Meget ulig mine egne børn, som uden restriktioner slæbte læssevis af billedbøger med hjem ad gangen, fordi enhver farverig forside appelerede til dem. Det var også dengang, man som forældre kunne få lånekort til sine børn, og hvor bøden for for sent afleverede bøger var væsentligt reduceret på børnelån. Hvis man skulle dømme mine børns litterære udvikling på, hvad de som førskolebørn formåede at læse sig igennem  af klassikere og tunge bøger på engelsk, så har de været vidunderbørn. Faktum er blot, at deres mor var snu og udgiftssky nok til altid at låne på børnekort!

Jeg har også, efter at være blevet semipensionist og i perioder, hvor jeg har tid til at læse, gjort det til en vane, at når jeg læser en god anmeldelse eller omtale af en bog, som lyder interessant, så bestiller jeg den med det samme på biblioteket. Ikke dagen efter, eller for den sags skyld 1 time senere, for så har min flyvske hjerne for længst glemt alt om det. Og så får man disse dejlige servicemeddelelser efter et stykke tid om, at man bare kan hente sin bog eller bøger, for de(n) står klar på hylden. I stedet for at ofre svimlende summer til endnu en udvidelse af det bogbombardement, man allerede har udsat sine vægge for. Samt opmagasinering af endnu flere støvsamlere, som man jo, helt ærligt, næppe får læst mere end den ene gang.

A Propos det sidste kendte jeg engang en pige, som aldrig købte bøger, hun ikke i forvejen havde læst. Akkurat som ikke at købe tøj, man ikke i forvejen har prøvet. Egentlig en ganske fornuftig disposition, som også dæmmer op for noget af det lort, der står på hylderne hos alle os, der ikke nænner at kassere en eneste bog. Her kommer bibliotekerne også ind som fantastiske prøverum for, hvad den enkelte personligt synes er god litteratur og gider have stående på hylderne efter at have lånt det først på bibliotekerne.

Så prøv bare en enkelt gang imellem, når tilsviningen af det offentlige, skattevæsenet, sygehusene, kommunerne, regionerne og alt det andet, der jævnligt får møgfald,  går i højeste mediegear at tænke på bibliotekerne. På, hvor fantastisk et tilbud de egentlig er! På, hvor megen glæde vi alle sammen har af dem på måske hver vores egen lille måde. Og hvor heldige vi er!

Puk Qvortrup: Ind i en stjerne.

Generelt er jeg rimeligt allergisk overfor biografier, selvbiografier eller andre bøger om den såkaldte virkelighed og andre menneskers såkaldte spændende eller, hvis det skal være rigtigt bundskrabende, elendige, dysfunktionelle liv. De keder mig, er for det meste elendigt skrevet, og jeg føler mig som tilskuer til en narcissistisk forestilling, der aldrig burde have været sat op.

Men nogle gange driver nysgerrigheden værket. I dette tilfælde måske endda nyfigenheden, og det er altså ikke det samme. Indrømmet. Jeg kender ikke de involverede personer i denne bog, men jeg kender til dem, og mine børn har været meget tæt på dem. Skoletæt, uddannelsestæt, bo-i-samme-lille-by-tæt. Ligesom de selvfølgelig har gået på “min” skole og derfor kan genkaldes hos mig som fastfrosne stills af 18-årige.

Bogen er skrevet af Puk, som 27 år gammel, højgravid og med en 2-årig pludselig mister sin Lasse, der falder død om under et halvmaraton. Han var nyuddannet arkitekt, mens hun selv går på journalisthøjskolen. Så bogen handler selvfølgelig om, hvorledes man overlever ( og mange gange næppe overlever) at stå i den situation. Hvor livet bliver kaos, og ingen har en brugbar manual for, hvordan man tackler ting, man aldrig havde drømt om skulle hænde. Det er barskt, det er sønderflående ondt, men det er samtidigt også så menneskeligt. Fyldt med alle de uforståelige følelser. Også dem man selv væmmes ved at have.

Det er tydeligt, at Puk Qvortrup er en endog særdeles velskrivende journalist. Tillige med at hun er et tænksomt, poetisk menneske. Det er en smuk bog, fyldt med smukke ord, og så velskrevet, at den er en fornøjelse at læse. Allermest minder den om Naja Marie Aidts : Har døden taget noget fra dig, selv om den er meget mere jordbundet og konkret i sin fremstilling af sorg. Igen, vel, fordi den netop er skrevet af en journalist og ikke en digter.

Man sidder tilbage med såvel afmagt som forståelse og håb. For det er også en af bogens store gevinster. Den formår uforsødet at skildre den ultimative fortvivlelse, men den kan også troværdigt føre læseren frem til det begyndende håb. Og livet.

Jeg kan kun anbefale bogen. Også til alle dem, der ikke i forvejen kender eller kender til hele historien. Det er en bog, der både er værd at læse og værd at blive klogere af.

Merete Pryds Helle: Nora.

Det er ikke en forudsætning at have læst Ibsens: Et dukkehjem. Men det er en god ide. Også fordi Ibsens mesterværk så absolut er et af de allerstørste højdepunkter i skandinavisk litteratur. Skrevet ind i den realistiske teatertradition, Sædelighedsfejden og datidens interessante diskussioner omkring kønsroller. Dem har vi i øvrigt diskuteret siden da.

For her har vi gendigtningen af Noras historie. Som selvfølgelig ender med verdenslitteraturens mest berømte og berygtede exit, der faktisk i 1879, da stykket havde premiere, gav så voldsom debat, at man i Tyskland valgte at skrive en ny slutning, så det formastelige kvindemenneske kendte sin plads og blev hos sin mand. Jeg røber ikke for meget ved at fortælle, at hun også i denne version går sin vej. Heldigvis.

Det er bogens store styrke, at den også henligger handlingen til datidens Norge og ikke genopfinder Nora som datidens oversete kvindesagsforkæmper, der bare har været misforstået i langt over 100 år. Nora er stadig den priviligerede overklassepige, datteren, den legende barnekvinde og sin mands hustru. Men hun er mere end det. Hun læser franske digte i skjul, er håbløst romantisk, og netop derfor tror hun på romantikkens allerede da forældede ide om, at bare man finder den, ens egen puslespilsbrik passer sammen med, er lykken både gjort og evig. For hun elsker sin mand, og vil gøre alt for ham. Virkelig alt.

Når nu Nora selv ikke er gået i bombastisk frigørelse, så må selve begrundelsen for hendes exit ligge et andet sted. Og vi skal da heller ikke mere end blot møde Helmer, før vi som læsere ved, at den er gruelig gal. Med moderne diagnostik ville han givetvis få tildelt såvel halve alfabeter som en imponerende række psykiske sygdomme. Han er, i øvrigt, ikke bare syg. Han er også et dumt svin, som Nora, akkurat som så mange andre kvinder, tror, hun kan frelse ved at elske tilstrækkeligt meget. Eller i alt fald nok. Så hun laver falske underskrifter, låner penge, sidder i gæld til langt op i julepynten, blot for at slæbe ham med på det, hun tror er kærlighedens dannelsesrejse og mandens helbredelsesrejse til Italien, men som i virkeligheden er selve årsagen til, at hun decideret må vælge at gå.

Så enhver moderne kvinde forstår til fulde, hvorfor Nora forlader svinet. Det var nok lidt sværere i 1879. Men endnu engang fascinerer dette ikon for kvindefrigørelse, og bogen er virkelig værd at læse. Også selv om man kender historien. Den oprindelige, i alt fald. Den er velskrevet, tolkværdig i sin minimalisme og fremfor alt også troværdig som en moderne version af en historie, der har fascineret os siden 1879.

Læs den. Og læs/genlæs også Et Dukkehjem. Det er litteratur, så fuglene synger over de norske fjelde samt skrevet på det tidspunkt, hvor Norge Iflg. Flexnes “tog sig en dansk konge” og endnu ikke var gået ind i sine sprogtvister, så det hele foregår på gammelt, forståeligt dansk i den oprindelige tekst.

Matthias Edvardsson: En helt normal familie.

Vi er i Lund, Sverige, og tydeligvis så tæt på vores egne krimimarker, at det hele såmænd lige så godt kunne have foregået i en mellemstor dansk provinsby. For den helt normale familie er absolut genkendelig–om end den, helt i takt med tidens trend, har overscore på dysfunktionalitet, når man sådan kommer helt ind i dens mørkeste familiesjæl. Det er historien om et barns opvækst i en priviligeret familie. Men det er også kataloget over, hvor meget der netop kan gå galt i samme opvækst.

Der er far, mor og 19-årig datter og et brutalt mord, som samme datter anklages og fængsles for. Det er selvfølgelig et chok for pæne præstefar og juristmor, som pludselig får rusket op i egne forestillinger og illusioner om den harmoniske familie. Det geniale ved bogen er derfor, at den lader alle 3 familiemedlemmer få en fortællerstemme, således at vi får, ikke bare det hændte, men også selve familiens historie, fra datterens fødsel til nu, belyst fra 3 forskellige synsvinkler. Således får vi som læsere ikke bare indsigt i de enkelte personers tankegang og bevæggrunde, men får også samtlige begivenheder udlagt fra flere vinkler. Virkeligheden er jo, heldigvis, åben for personlig fortolkning.

Netop dette er bogens store styrke, mens dens svaghed decideret er, at den skriger efter en god redaktør, der havde kunnet fjerne overflødige og bevidstløst kedelige passager. Først til aller-allersidst bliver vi præsenteret for, hvem der egentlig den fatale nat begik drabet. Og først til aller-allersidst får vi viden om, hvorfor det blev begået. Og netop derfor er det lidt intetsigende tidsspilde at skulle gennem så mange unødige omveje.

Men bogen er absolut anbefalelsesværdig–til krimifreaks og tålmodige sjæle!

Marcia Willett: Huset i Buckley Street.

Tit og ofte har jeg set forfatterens navn på bogomslag på bestsellerhylderne, især i engelsktalende lande. Indtil i dag havde jeg dog aldrig læst noget af hende, men da denne roman stod og gloede insisterende på mig på biblerens hylde, besluttede jeg at gøre noget ved netop det.

Nu har jeg så læst en bog af Marcia Willett. Det vil givetvis ikke gentage sig. At læse hende kan, groft sagt, sammenlignes med at se en film med Hugh Grant. Det hele er overkill på feel-good, og egentlig sker der ikke en hujende fis. Allerede indenfor de første 10 sider kan den gennemsnitligt begavede læser korrekt gætte sig frem til, hvem der er goodies og badies, samt hvem der får hinanden i enden. Ulig de fleste andre såkaldte bestsellerforfattere med et fortrinsvist kvindeligt publikum sker der i denne bog ikke alt, alt for meget og alt, alt for utroværdigt, overvældende overmeget, men den yndige unge pige får dog heldigvis Hugh Grantklonen til sidst.

Dog, og men, men, men: Der er helt sikkert ikke tidsspilde, der ikke er godt for noget. Bogen foregår i Salcombe i det vestlige England. Der har jeg aldrig været. Efter at have læst bogen og dens ganske ferme skildringer af området og naturen omkring det, er det helt sikkert, at Salcombe er kommet på min to-travel-to-liste. Det er da også et ganske nydeligt navn, det sted har.

Merete Just: Lysets børn.

Det er lidt modigt at give denne bog undertitlen En Himmerlandsfortælling, for de fleste vil vel med det samme få associationer til en anden af dette områdes forfattere og hans Himmerlandshistorier. Ham kan der umiddelbart ikke hamles op med. Heller ikke hans søster. Ligesom Smærup Sørensens fremragende roman Mærkedage også strejfer en under læsningen, uden at denne bog desværre sætter sig samme uforglemmelige indtryk.

Men vi er i Himmerland og i slægtskrøniken, hvor vi følger familierne Klitgaard og Andersen gennem flere generationer fra ca. 1914 og frem til årtusindskiftet. Egentlig går livet stille og forudsigeligt i begge hjem, men den underlige datter Ebba, som med nutidens øjne nok ville have diagnoser nok til et helt alfabet, bliver hurtigt omdrejningspunktet. Hun bliver gift med Niels, og så har vi balladen! Ebba er ingen oprører, hun er bare sær, og Niels er såvel uforstående som relativt styret af sine egne lyster, der primært går mod storbarmede Nancy fra krostuen. Det hele ender da heller ikke på nogen mulig måde godt, og konsekvenserne af den mismatch synes ligefrem at nedarves. Hvorfor Niels ender som en gnaven og sur gammel særling synes dog ikke umiddelbart klart for mig, da jeg egentlig godt kunne lide ham og føler mig ladt lidt i stikken i forhold til, hvorfor jeg til sidst forventes ikke at kunne fordrage ham.

Eller også skildrer netop dette det skisma, som denne bog synes at stå i. Den kan nemlig ikke rigtigt bestemme sig for, om den vil være et stykke fiktion baseret på rigtige personer–eller om den vil være en biografi over “Stiftstidende-Andersen”. De første mange sider er en udmærket, ganske velskrevet slægtskrønike, hvor man bliver optaget af og indlever sig i personernes liv. Men pludselig overgår bogen til at blive en datters mindeskrift/biografi over sin far. Den havde man, i alt fald i bogens første halvdel, ikke lige set komme, og man efterlades derfor med en underlig tvivlrådighed omkring, hvad det lige er for en genre, man har været inde i, og om bogens sidste sider mon ikke nærmest udviklede sig til at være for personlige til, at man overhovedet kan forholde sig til dem? Når man pludselig erkender, at de faktisk handler om personer, man kender til?

Og egentlig er handlingen i bogen da heller ikke specielt himmerlandsk. Den kunne vel, hvis det ikke lige var for de autentiske personer, være foregået overalt i det danske bondeland i sidste århundrede og er derfor mere en skildring af en bondekultur, der nu er død og borte over hele landet. Jeg har gravet huller i min hjerne omkring, hvorfor den hedder Lysets børn ( som lærer prædiker man om, at alle boganalyser SKAL indeholde kommentarer og udlægninger af værkernes titler) og er desværre ikke kommet frem til konklusioner, der er brugbare overfor mig selv. Der er ikke specielt meget lys i den bog–og da bestemt ikke omkring børnene!

Men hvis man har specielle relationer til Skivum, Vegger og omegn, husker den navnkundige lokalredaktør Stiftstidende-Andersen i Hadsund samt gerne vil læse en slægtskrønike fra sidste århundrede, så er bogen da oplagt…… Omend man skal prøve at glemme, Johs. V, Thit og Smærup undervejs….

Sara Blædel. Pigen under træet og Mari Jungstedt: Et mørke iblandt os.

Det er intet nyt under hverken de bornholmske træer eller Gotlands klipper. Lig undtaget. For det er sådan, det skal være, når nordiske hygge-femi-krimi-forfattere ruller sig ud. Det er hyggeligt, det er relativt ufarligt med udelukkende nydelige lig og civiliserede slagsmål, og det er på forunderlig vis beroligende, at samtlige detektiver og deres sidekicks er præcis, som de plejer at være. Som vi mennesker generelt plejer at være, for det er jo netop derfor, vi holder af dem: De er som os. Bare med mord på.

Blædel er ude i en gammel sag om en forsvunden skolepige på Bornholm, der efter mange år dukker op under et træ, mens Jungstedt følger den svenske tidsånd og går i kødet på politiske ekstremister. Alt ganske ufarligt og med rødvin til.

Personligt holder jeg meget af en god hyggekrimi i ny og næ, og jeg ser også med glæde Barnaby, selv om han var rarere og mere rigtig at se på, før han blev til sin fætter. Jeg har også noteret mig, at jeg oftest er rimeligt ligeglad med, hvem der egentlig har begået selve forbrydelsen–det er persongalleriet, miljøet og atmosfæren, jeg sluger. Sådan er det også hos Blædel og Jungstedt, for de forstår begge at skabe troværdige såvel personer som omgivelser. Og så skriver de ganske pænt og nydeligt, uden at der er de allerstørste litterære kvaliteter over det. Det skal der så heller ikke være, for det er slet ikke genrens hovedformål.

Så lån dem gerne til et stolekryb med pejs, the og resterne af juleslikket. Det er god, harmløs, hyggelig underholdning. Og same procedure as every year.

Mathilde Walker Clark: Lone Star.

Her skriver vi os så ind i tidens allermest fremtrædende tendens. Litteraturens selvhjælpsmøder, som nu er blevet offentligt tilgængelige. Har man en historie at fortælle, det være sig om stort som småt, så må man da skrive en bog om det. Vi svælger i delte, usle barndomme og dysfunktionelle familier, og det virker næsten som om, der er en indbyrdes konkurrence udi usselhed og dysfunktionalitet mellem alle disse forfattere, hvor vinderen desværre oftest ikke er den, der er den bedste forfatter, men den, der har den mest horrible historie at fortælle. Om sig selv.

Mathilde Walker Clark kan skrive. Hun skriver faktisk rigtigt godt, velovervejet, æstetisk smukt og på et højt litterært niveau. Hun har også en udadtil spændende historie at fortælle om den fraværende far ( sådanne vrimler det med for tiden!), den onde stedmor (dem har det altid vrimlet med!) og de underlige papsøskende (kender vi dem?) og længslen efter at finde tilbage til sine rødder. Problemet er bare, at selve den proces tager så uendeligt lang tid og har så utalligt mange omveje. Det er som om, selve det fremadskridende i fortællingen nærmest går i stå i filosofiske overvejelser, så man som læser gaber sig ind i en slags afventende kedsomhed, der aldrig rigtigt bliver forløst i en egentlig læseværdig historie. Der er masser af gode intentioner, men historien dræbes af selve tilløbet til at fortælle den.

Og i grunden er det vel heller ikke en topscorer i tidens bekendelseslitteratur bare at have haft en fraværende, amerikansk fysikprofessor som far. Der er da utallige ting, som er meget værre, uslere, dysfunktionellere, så Clark er tydeligt oppe mod en unfair konkurrence. Der, hvor hun dog vinder, er i sin omgang med sprog og selve genren litteratur. For det mestrer hun, ulig utallige af tidens selvudråbte forfattere, som decideret ikke kan skrive og burde have holdt deres usselhedshistorier indenfor selvhjælpsgrupper og andre lukkede fora.

Men selve det at kunne skrive er jo ikke nok i sig selv. Der skal også være en fremadskridende handling for, at det ikke bliver kedeligt.