Guldsøstre

Tara Westover: Oplyst.

Jeg ved godt, at det nok er en af årets mest omtalte bøger, og at mange sikkert allerede har læst OM den eller rent faktisk læst den, men det er der så også en grund til. Ligesom der er grund til at omtale den endnu engang. Det er en flot, tankevækkende, velskrevet, ærlig, tandudtrækkende og på sin vis provokerende bog, faktisk autobiografi, som unge Tara Westover har skrevet. Den fortjener at blive læst. Og tænkt over.

Tara Westover er kun 32, professor i historie ved University of Cambridge, og med en baggrund, der nok adskiller sig fra de aller-allerflestes. Hun er den yngste af 7 børn i en fundamentalistisk mormonfamilie derude i de allerbagerste bjerge bag de fjerneste bjerge i Idaho. Derude hvor man går ind for survivalism, hvilket i al sin enkelthed betyder, at man på egen vilkår og præmisser skal være i stand til at overleve alt. Herunder, selvfølgelig, verdens hyppige undergang, indtrængende autoriteter ( som enhver form for statsapparat og myndigheder) og enhver form for såvel fysiske som psykiske sygdomme. Tara er 9, før hun, med store vanskeligheder, for ingen kan huske, hvornår det lige var, hun blev født, får en fødselsattest og en egentlig identitet,  skolegang er et ukendt fænomen, alle sygdomme kureres med hjemmegjorte urteekstrakter, og der bygges uendelige beskyttelses- og opbevaringsrum på bjergsiderne. Våben er der nok af, for faderens skrothandel, hvor alle børnene i øvrigt formodes at arbejde fra omkring 10-års-alderen, skal forsvares mod den farlige verden udenfor, som både er fuld af skøger, fristelser og besatte mennesker. I øvrigt skal familien og dens værdier også benhårdt forsvares indadtil, så vold og andre uhyrligheder tilskrives oftest Guds overordnede mål og vilje. Det er utroligt, så mange ulykker af fysisk art den familie kommer ud for, så måske er der alligevel noget om Guds mirakler og urternes lægende kraft?

Men Tara er, sammen med et par af sine brødre, udbryderen, der gerne vil have medbestemmelse over sit eget liv og viden. Allermest viden. Trods total mangel på skolegang kæmper hun sig, med sit noget begrænsede videnskatalog, ind i undervisningssystemet og får en plads på universitetet. Det er tragikomisk at læse om, hvor lidt hun forstår af det hele det første års tid. Men det er udelukkende tragisk at læse om familiens indædte modstand mod verden udenfor, dens viden og dens præmisser–og Tara, som anses som ikke mindre end besat af dæmoniske kræfter.

Alligevel er bogen intet korstog ( der findes heller ikke noget værre end korstogsbøger!) mod en opvækst præget af fundamentalisme og skyklapper. Det er åbenlyst, at Tara elsker sine forældre på deres egne præmisser og allerhelst havde undgået at skulle sværge den troskabsed til selve TROEN, de forlanger af hende, og som hun ikke kan give dem. Faderen, som nok må have været noget af en udfordring ( mildest talt!) bliver skildret med forståelse og indlevelse, og moderen ses tydeligt som en brik i et spil, hun slet ikke magter at gøre oprør imod. For herude i vildnisset er familien det bærende, og den og troen kommer foran alt. Virkelig alt!

Udover det er det et portræt af Trumps Amerika. Sikkert af en familie, der aldrig nogensinde har deltaget i et valg, men som man ikke et sekund tvivler på, hvad ville stemme. Og af en Hillbillykultur med stærke fundamentalistiske rødder, som eksisterer som et subproletariat i et Amerika, vi herhjemme nærmest hverken kender eller nogensinde stifter bekendtskab med.

Det er en stærk, virkelig velskrevet bog om at finde sig selv på trods. Og om at turde at gøre det, selv om det betyder et farvel til alt, man kender og er tryg ved.

Jeg gad godt møde Tara Westover. Det kommer nok aldrig til at ske, for hun er en meget travl og efterspurgt dame efter udgivelsen af denne bog. Men jeg kan da anbefale alle at læse bogen!

Emma Flint: Små døde.

Tidens trend er så ubestridt exofiktion. Ordet betyder simpelthen bare, at man skriver fiktion, der er komponeret over virkelige personers skæbner eller handlinger. Det kan man så mene om, hvad man vil, men personligt ser jeg det som begyndelsen på en kærkommen vej væk fra alle de biografier og autobiografier, der desværre har domineret markedet alt for længe.

I den brandvarme sommer 1965 bliver Alice Crimmins to små børn bortført og myrdet i New York. Ruth Malone, som Alice er omdøbt til i bogen, er en separeret 26-årig cocktailservitrice fra arbejderbydelen Queens, og bogen handler egentlig lige så meget om datidens New York, datidens normer og datidens kvindesyn, som den handler om selve mordene og deres opklaring. For Ruth er smuk, men “løs på tråden”, hun har mange mænd, hun drikker overvældende meget alkohol, sminker sig og morer sig, og det er, i datidens øjne, lig med en åben indrømmelse af egen skyld og derfor en direkte billet til fængslet.

Det er især pga. det fremragende portræt af Ruth og hendes snerpede omgivelser, at bogen er værd at læse. For her er kvinder værst for kvinder ( man undlader f.eks. at have kvinder i juryen til retssagen, da man på forhånd ved, at de vil dømme Ruth væsentligt hårdere end mænd!) og mænd nogle skvat, der først og fremmest er sig selv nærmest og sekundært er til salg for ethvert billigt knald med en køn pige. Det er barernes, Edward Hoppers og gangsternes New York i 60-erne, vi befinder os i. En gammeldags metropol, hvor Gatsby sagtens kunne trives, og hvor varmen reducerer de fleste mennesker til svedende individer, der umiddelbart bare skal overleve. Ydermere ses sporene fra krigen i den undertrykkende ( og selvundertrykkende!) kvindeopfattelse. Kvinder skal være pæne husmødre med curlers, nydelige, velfriserede børn og forvarmede hjemmesko til den hjemvendende husfar, og er de ikke det, er der ingen tvivl om, at det er deres egen skyld, hvis deres børn går hen og bliver myrdet. Som regel sikkert også af dem selv.

Forfatteren har til lejligheden opfundet journalisten Pete, som efter at have været under indflydelse af tidens bornerte holdninger, selv bliver så fascineret af Ruth, at han går til deciderede yderligheder for at redde hende. Han er, efter min mening, bogens mest utroværdige karakter, og desværre halter det også lidt med personkarakteristikker på politisiden, hvor flere bliver reduceret til clicheer og indbegrebet af en talentløs, bestikkelig politistyrke. På negativsiden tæller også, at slutningen–eller opklaringen–heller ikke er alt for troværdig.

Men for sit kvindeportræt er bogen værd at læse. Også fordi man indirekte får testet sine egne fordomme omkring, hvad en god mor er. Samt bliver en forfærdelig god del klogere på kvindeliv i USA i de tressere, som vist kun var kvindefrigørende for absolut udvalgte dele af samfundet. Der var ikke meget oprør derude i Queens! Ydermere er den generelt godt skrevet, om end en god redaktør nok ville have cuttet nogle sider hist og her, hvor tomgangen bliver en smule anmasende. Men absolut værd at læse!

Selv om vi altså ikke behøver exofiktion omkring enhver spektakulær mordsag, tak! Nu er vi lige ved at være gennem samtlige kendissers ulidelige livshistorier, så lad os dog for F…  vende tilbage til den store fiktionsfortælling. I bund og grund er det jo den, der er selve litteraturens hjerte.

Alix Rickloff: Hemmelighederne på Nanreath Hall.

Alene titlen. Altså. Den er jo nok til at få enhver rimeligt seriøs læser til at løbe skrigende bort. Eller i alt fald til at styre sin fascination over et relativt ukulørt coverbillede, der ligesom lover lidt mere end den om piloten og stewardessen, lægen og sygeplejersken eller jarlen og blondinen. Bagpå stod der, at den foregik i Cornwall, og da jeg lige har været der, syntes jeg faktisk, der var tilstrækkeligt legitimt at kaste mig over en eftermiddags broget tidsfordriv.

Det er bestemt heller ikke nogen dårlig bog. Det er heller ikke en bog, der falder uden for sin genre. Her er gamle godser, gamle familiehemmeligheder og jarler, sygeplejersker og piloter. Dog uden stewardesser, læger og alt for mange blondiner. Det er en bog, der lægger sig i slipstrømmen af Kate Morton ( hende med de fremragende nygotiske romaner)–og gør det godt. Forbyttede børn er her nok af, eller i alt fald børn med håbløst forbyttede forældre, og arvinger–både forsmåede, uægte og onde–er her såmænd også et rend af. Der er faktisk så mange hemmeligheder, så det tager 373 sider at få dem alle opklaret og ordnet, men jeg vil nu nok hævde, at den opmærksomme læser kunne have gjort det på væsentligt færre sider. I alt fald gættede jeg da som regel rigtigt.

Tiden er 2. Verdenskrig med flashbacks til 1. Verdenskrig, og vi følger basalt en udsmidt, ugift, forkastet, kunstnerisk komtesse og hendes uægte datter. Det er underholdende, kulørt og værd at bruge en blæsende eftermiddag på. Eller måske gemme til en dag på stranden, for som ferielekture er den garanteret fortræffelig?

Christina Hesselholdt: Virginia is for Lovers.

Mon ikke alle kender den der følelse af, at man bare er for dum, uvidende, kulturelt analfabetisk og en lille orm, der bare skal lade de store tanker i fred, fordi man alligevel ikke kan forstå dem?

Sådan har jeg det med Christina Hesselholdt. Hun opnåede at ride mig som en litterær mare gennem de fleste af mine år som dansklærer og var nok den forfatter, jeg havde det allermest anstrengte forhold til. Var sådan en, jeg bevidst forsøgte at krybe udenom, på sin vis nutidens øredøvende svar på Rifbjergs Konfrontationsdigte og en forfatter, jeg gladeligt lagde i ulæselighedens grav, da jeg ikke længere nødvendigvis skulle tage stilling til hende længere.

Men så begyndte gode anmeldelser, nogle faktisk overmåde rosende, at løbe ind på denne bog. Faktisk var det kun Kristeligt Dagblad, der var pænt skeptisk, og det må jeg jo så nu tilskrive, at det VIRKELIG er en god avis! Så jeg bestemte mig for at give damen en fornyet chance–den slags har vi vel alle krav på. Ydermere lød grundlaget for bogen spændende: en mordsag fra Virginia i 80-erne, hvor man stadig ikke er helt på det rene med hverken motiv eller gerningsmand/kvinde.

Men Hesselholdt fornægter sig ikke. Det er så forbandet konstrueret, det hele. Som en stileøvelse i, hvordan man kan bruge litterære tiltag, skiftende fortællersynsvinkler og genrer. Det er som om, selve konstruktionen, den litterære stileøvelse, så langt overgår selve handlingen. Den bliver det essentielle–på den der “Se, hvor fantastisk litterær, jeg er-måde”. Akkurat som den minimalisme, hun tidligere har dyrket, hvor man ind imellem følte, at hvert enkelt ord skulle dissekeres for overhovedet at kunne komme nogen form for vegne. Her er der flere ord, mange flere, men i sig selv giver det egentlig ikke nogen form for fremdrift som sådan. Historien, som da ellers som udgangspunkt er ret fascinerende, drukner i ren skrivemæssig akrobatik.

Så jeg må endnu engang sætte mig ned og konstatere–endda uden overhovedet at være nået i mål ved bogens slutning, for der når jeg aldrig hen, det er mit personlige liv for kort til!–at Hesselholdt ikke er for mig. Jeg er HELT sikker på, hun har et stort, applauderende publikum i visse kredse, og det er så rigtigt godt for hende. Kejseren havde jo også mængder af beundrere til sine tilsyneladende flotte klæder.

I det mindste har tusindvis af dansklærere rundt omkring på gymnasierne da fået nyt at rode i. De fleste sikkert ikke med deres gode vilje…..

Der ligger noget betrygende i at vide præcis, hvad man får eller går ind til. Det er tilfældet, hvis man læser krimier af Katz Krefeld og pseodynymet A. J. Kazinski. Det er dybt professionelt konstruerede krimier, velskrevne og med en handling, der er til at forstå og for det meste også forholde sig til. Der er ikke de store omveje omkring madopskrifter, forliste parforhold og dysfunktionelle familier, men dog trods alt så megen socialkolorit, at såvel detektiverne som deres socialsfærer virker menneskelige og genkendelige.

Dog slår det mig altid, at det synes at være en norm, at mandlige forfattere altid har detektiver af samme køn som de selv. Det er ikke altid tilfældet med kvindelige–tænk blot på legender som Hercule Poirot og Lord Peter Wimsey. Til gengæld prioriterer jeg personligt oftest de mandlige forfattere fremfor de kvindelige. Jeg får røde knopper af de fleste nordiske femi-krimi skribenter og er efterhånden temmelig træt af at måtte springe adskillige sider med venindefnidder, børnepasningsudfordringer, tåbelige partnere og kagespisning over. Vel er vi alle mennesker, men når jeg læser krimier, er det helt andre krav, jeg har til plottet. Problemer med teenagebørn og lortebleer kan jeg til fulde finde i andre former for litteratur.

Og netop disse 2 navne på en danske scene opfylder mine krav. En godt konstrueret historie, stringent fortalt uden de store, bøvlede omveje omkring familiefnadder og et præcist, velflydende matter-of-fact sprog. Jeg mener: Det er ikke hos krimierne, jeg skal have den store litterære æstetiske oplevelse og ligge og grave i smukt dannede sætninger og ord. For slet ikke at tale om et øget, gennemgribende kursus i social bevidsthed, ansvar og skyld. Jeg skal, ret beset, kun underholdes. Dække mit eget behov for at løse en gåde, som virker mere tiltalende i form af et mord på en fiktiv person, end hvad den kunne være blevet til med elementer fra mit eget liv. (I flæng kan nævnes: Hvem har hugget salten?, Hvor er mine Barbiedukker?, Hvad er der blevet af den bluse, jeg ikke har set siden 15?, Hvem har ødelagt plæneklipperen?) Det er også, i sidste ende, ufarligere+ at de fleste krimier ender med at give en den der velsignede ( dog ofte midlertidige) tro på, at verden, trods alt, ikke er af lave, og retfærdigheden, trods alt, altid sker fyldest.

Så er man til klassiske krimier, så er det bare at gå ombord hos disse herrer…..

Mit guidehjerte flyder over af åbenlys begejstring, når den gode historie helt uventet falder lige ned over det. Således også forleden, hvor det eneste, jeg egentlig foretog mig, var at stige ind i min bil og tænde for dens radio.

Det var der, jeg dumpede ind i et ældgammelt interview med Sylvia Beach, som fra 1919-1941 ejede og drev den legendariske, engelsksprogede boghandel Shakespeare and Company i Paris. I 1922 var samme Sylvia en relativt uerfaren boghandler, men hun havde det med et tiltrække håbefulde, sultende, eksilerede, unge forfattere til sin butik–af den slags, som nærmest var flygtet grædende og uopdagede fra de hjemlande, der tilsyneladende ikke forstod deres åbenlyse, geniale talent. Her er det lige før, vi ser billedet af den unge digterspire på loftsværelset med stearinlyset og den tørre brødskorpe–og jeg kan personligt stå inde for, at loftsværelser i Paris er shitty, for jeg har selv som ung studerende frekventeret dem i min egen armod.

Anyway, til boghandlen kommer denne pjaltede, unge, forsultede irer, som har brugt syv år af sit hidtil miserable liv på at skrive en bog, som ingen, absolut ingen, vil udgive i det katolske, bornerte hjemland. De siger den er pornografisk og dårligt skrevet, gør de, de bondske irere, så derfor er den unge mand draget til Paris for at komme væk fra det kulturløse samfund. Uden en krone på lommen, men selvfølgelig med en stor, stor digter i maven. Sylvia Beach får, for hun er tilsyneladende et godt menneske, ondt af skrotbunken, feder ham lidt op, lader ham nærmest bo i boghandlen og bliver enig med sig selv om, at selv om hun aldrig nogensinde har udgivet en bog og ikke aner, hvordan hun gør den slags, kan hun da gøre forsøget med det der syv-årsprojekt, han render rundt med under armen. Når nu absolut ingen andre vil.

Hvilket hun så gør. Og hvorfor man fristes til at skrive, at resten herfra så er historie……

For Sylvia Beach får i 1922 på egen hånd og på et lille, mikroskopisk forlag udgivet Ulysses for sin ven James Joyce. Selv om Ulysses til dags dato nok er den mest omtalte bog, de fleste mennesker IKKE har læst, så er den nok alligevel en af verdenslitteraturens allermest berømte ( og berygtede) bøger. En legende. Personligt er jeg gået i stå i Ulysses (i øvrigt præcis samme sted) et utal af gange. Faktisk så mange, at den bog næsten er blevet traumatisk for mig i bogform. Men jeg har hørt den som radiospil–hvilket den egner sig fortrinligt til–så jeg er helt ajour med min Ulysses!

I interviewet fortalte Sylvia Beach  videre, at den unge Joyce havde en del venner, som også begyndte at komme i boghandlen. Også forsmåede forfatterspirer, selvfølgelig. Blandt dem en “Ernest” ( som hun ret intimt bare kaldte ham), som minsandten heller ikke kunne få sine skriblerier udgivet, sikkert sultede, så herrens ud i tøjet og givetvis boede på et loftsværelse, så ham forbarmede hun sig også over og udgav hans første bog. Det var ham, der hed Hemingway til efternavn. Og hvor jeg igen må skrive, at resten er så historie…..

Personligt kan jeg næsten ikke vente med at fortælle den historie, når jeg står foran statuen af “The Prick with the Stick”, den indtørrede version af Joyce i sten på Talbot Street i Dublin, eller foran Finn`s Hotel for enden af Nassau Street sammesteds, hvor Joyce mødte sin kone, stuepigen Nora. (Og ikke et ord om det ægteskab i denne anledning!) Jeg elsker den slags historier om miskendte genier, eller, som amerikanerne nok ville sige, om “from rags to riches”.

Anledningen til genudsendelsen af det antikke interview var i øvrigt, at Ulysses igen, igen, igen ( og mangfoldigt flere igen-er) var blevet genoversat til dansk. Det er sådan en besættelse hos nogle oversættere: at oversætte netop den bog til dansk. Igen. Den legendariske ( og i øvrigt en af vores gennem alle tider mest fortræffelige) oversætter Mogens Boysen arbejdede med den bog som overordnet livsprojekt gennem hele sit liv, og hans sidste, af mange, version af Ulysses blev da også først udsendt efter hans død som et værdigt eftermæle. Jeg kan godt forstå, den er svær. Som bare indledende vanskelighed er det f.eks. forbundet med en vis form for udfordring, at bogen er et eksperiment udi “stream of consciousness”/bevidsthedsstrøm, og derfor har en særdeles mangelfuld, nærmest ikke-eksisterende, tegnsætning. Man kunne jo, som anskuelighedsundervisning, forestille sig, at dette indlæg var uden kommaer og punktummer og så prøve at fornemme, hvordan det så ville være at læse….

Men, som skrevet, så bliver jeg så glad, når den slags historier falder lige ned i min videbegærlige turban. Og jeg har så svært ved at vente på at få et publikum at fortælle dem videre til, så jeg griber chancen og får lige den her fyret af første gang her.

Paula Hawkins: The Girl on the Train/Kvinden i toget.

Helt sikkert old news, for bogen er fra 2015 og storfilmen fra 2016, men derfor er den stadig og (måske?) igen særdeles læseværdig, neglebidende og bare forbandet godt skruet sammen. Filmen er i øvrigt også amerikaniseret og foregår i New York, mens denne, den oprindelige, kører på togstrækningen fra London og vestpå. Det betyder noget, i alt fald for mig.

Rachel er fraskilt på den ubehagelige måde, overvægtig, arbejdsløs, boligløs (midlertidigt tålt ophold hos en fjern veninde)–og så er hun alkoholiker. Ikke mindst det sidste er selve plottets omdrejningspunkt, for Rachel har det med at få tordnende black-outs i sine særdeles aktive perioder, og det er mindre hensigtsmæssigt, når man overværer mord og andre ubehageligheder i døddrukken tilstand og derfor ikke har den fjerneste erindring om, hvad der er foregået. Hun er stadig forelsket i sin eks., og hun kører stadig hver dag fra en lille flække ude vestpå ind til sit ikke-eksisterende arbejde i London–forbi lige præcis forbi der, hvor eks-en og den nye præmiekone med elitebabyen bor. Der bor også flere interessante ( og især misundelsesværdige) mennesker langs togstrækningen, og Rachel iagttager inde i sin lille beskyttelsessky af gin og tonic på dåse deres tilsyneladende glamourøse liv. Der dog viser sig at være næsten lige så shitty som hendes eget.

Megan, som er en af Rachels favoritpersoner langs ruten, forsvinder pludselig en dag, og Rachel mener selvfølgelig, hun både har set noget samt måske nærmest er involveret. Hvis hun altså bare kunne huske det. Skildringen af Rachels alkoholisme er så intens og velskrevet, at man næsten får en fornemmelse af, at fortælleren har insiderviden, har været der selv. Der er alle drukturene, black-outsene, den dårlige samvittighed, den uendelige lovning om bod og bedring–og så er der selvbedraget. Det, der også fordrejer virkeligheden på en måde, så man, af bare dårlig samvittighed, påtager sig skylden for ting, man ikke kan huske, men sikkert har gjort. I alt fald, hvis der også er en kynisk, samvittighedløs skurk på spil, der hellere end gerne vil bilde et oplagt offer ind, at det er den skyldige.

Bogen har 3 fortællerstemmer (Rachel som den væsentligste, samt den nye hustru Anna og Megan), og det er et godt greb, for begivenhederne angribes fra forskellige vinkler. I begyndelsen på en måde, så vi hele tiden tvivler på spritstive Rachels udsagn. For ifølge hende selv er hun offeret i sin egen medlidenhedsfortælling, hvor alle er onde ved hende, hvilket selvfølgelig legaliserer hendes druk. Den er ligesom hørt til brækstadiet før. Men måske er hun mere end det? Måske ER der virkelig folk, der udnytter hendes langsomme selvmord og permanente lagring i gin og tonic? Læs selv!

Jeg kan dog, uden at afsløre noget som helst om plottet, godt oplyse, at det hele ender troværdigt godt for Rachel. Hun kæmper, den tøs, og jeg er synes faktisk, hun fortjener et godt, nyt liv deroppe i Edinburgh. Uden whisky. Og uden kyniske, egoistiske, skvattede mænd.

Elizabeth Barton: Mit navn er Lucy Barton.

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg har misset denne lille perle, som er udgivet i 2016, for jeg var da overmåde begejstret for forfatterens første bog om Olive Kitteridge. Men det var sådan, det blev, og det har jeg så gjort noget ved nu.

Bogen om (på en måde AF, for der er tale om en 1. persons-/jeg-fortæller) Lucy Barton er en lavmælt, stor fortælling om et liv i skyggen, en barndom, der er shittyer end de fleste shitty barndomme og en dysfunktionel familie, der overgår mange af de tusinder af andre dysfunktionelle familier, der florerer overalt i litteraturen for tiden. Strengt minimalistisk i sin tone, for der skal læses mellem linjerne, og det skal forstås, at fortælleren, Lucy, primært iagttager livet. Hun deltager ikke så forfærdeligt meget i det.

Lucy er endt på hospitalet i metropolen New York med en langvarig og mystisk blindtarmslidelse. Men heldigvis har hun den pragtfulde udsigt til fantastiske Chrysler Building, som jeg også næsten gad ofre en blindtarm for at få. Her kommer moderen fra den forlængst fortrængte barndom i usselhed deroppe i det allermest landlige Illinois på tvunget besøg, og selv om der egentlig ikke kommer den store konversation ud af det, får vi gennem deres sparsomme samtaler en klar fornemmelse af dette åg af en barndom, der stadig ligger tungt over hende. Der var fattigdom, der var tæsk, der var sult, og der var, mest af alt, kulde. Kulde på næsten enhver front af livet, både bogstaveligt, men nok allermest psykisk.

Lucy har, på overfladen, formået at kæmpe sig ud af dette shithole af en opvækst–eller har hun? Hun sidder nu på sin trendy adresse i Brooklyn med en pæn mand og to nydelige døtre, men alligevel har vi, som læsere, svært ved at tro på, at Lucy nærmest overhovedet har et liv. I alt fald et liv, der ikke er så bundet op i barndommens traumer, at det er værd at have med at gøre.

Det er et blændende intenst kvindeportræt, der bliver tegnet. Men meget mere end det. Det er også et stykke amerikansk historie–og allermest et stykke kvindehistorie. For inde i os alle, tror jeg, sidder en lille Lucy Barton. Det er hende, der stadig ikke formår at rende fra alt det, vi ellers er så gode til at bilde os selv ind, at vi længst har lagt bag os.

Det er lavmælt, det hele. Men selve lavmæltheden rummer så stor en fortælling, at man nærmest føler sig fyldt op til randen, når man er færdig med denne lille perle.

Håkon Nesser: Levende og døde i Winsford.

Håkon Nesser er mest kendt som en fremragende, svensk krimiforfatter. Men han kan mere end det, hvilket han da også har bevist med andre bøger end lige denne.

Her er tale om en vildt spændende pageturner af en thriller. Nok er her tale om en form for mord, men da vi får hele historien gennem en 1. persons-/jeg-fortællers øjne, er der absolut ingen tvivl om, hvem der har gjort hvad undervejs. Det, der er tvivl om, er, om det hele bliver opdaget.

For jo mere vi hører om Marias (fortællerens) liv, herunder især det følelseskolde ægteskab med den relativt utålelige, intellektuelle snob, Martin, jo mere drejes vi ubevidst mod at holde med hende og blot ønske, at et enkelt lille, uskyldigt mord kan gå i sig selv igen, så hun kan få det liv, hun både er så fint i gang med, og som vi næsten synes, hun fortjener. Akkurat som når man læser bøger om Tom Ripley, som jo i bog efter bog har stort held med at undslippe undgældelse for enhver form for forbrydelse.

Maria er nemlig flygtet til et såvel smukt, men også øde sted langt ude på den engelske Exmoorhede. Det er her i disse, lidt tågede og mudrede, men usigeligt smukke, omgivelser, at hun forsøger at genopfinde sit liv, og det er hun faktisk relativt god til–uden selv at gøre ret meget for det. Her er både en spændende mand med hemmeligheder, venlige lokale og et publiv som i Midsumer-området, hvor familien Barnaby i flere led sørger for ro og orden. ( Læste i øvrigt for nyligt, at staten virkelig bør gribe ind overfor overdødeligheden i samme område!) Det må man så læse sig frem til, om det lader sig gøre. For lig i lasten har det jo med at ville tage deres grusomme hævn.

Egentlig er spændingen omkring, om Maria for alvor slipper af med sin tumbe af en mand, kun en del af fornøjelsen ved at læse bogen. Den er også særdeles velskrevet, har en intuitiv forståelse for, hvordan kvinder tænker samt har en fantastisk god beskrivelse af miljø, mennesker og natur dernede i hjørnet af Somerset, hvor turister er sjældne, men natur og menneskelig varme det modsatte. Ydermere har bogen, som en kinesisk æske, sidehistorien omkring det berømte forfatterpar (lyder som Sylvia Plath og Ted Hughes), hvor Martin decideret har været involveret i såvel mord som selvmord i eksotiske omgivelser. Det er en historie, som Maria skridt for skridt bliver klogere på derude på heden, og som i alt fald ikke gør den bortkomne ægtemand til nogen større helt i læsernes øjne.

Det er bestemt en af de bedste thrillere, jeg længe har læst. Sådan lidt en kvindelig Tom Ripley ude på heden– sammen med Heathcliff, Barnaby og Mr. Rochester.

Santa Montefiore: The Beekeeper`s Daughter. Eller alle bøger af forfatteren.

Enhver kvinde har behov for at hulke lidt over forsmået kærlighed, store, uforløste følelser og gode, gammeldags happy ends engang imellem. Det må være en ret. Ydermere en ret, som de fleste af os forbinder med ferie, strandliggeri eller den gode stol foran brændeovnen på grå vinterdage. Det er klart, at vi ikke kan leve på stor kærlighed i bøger alene, men det er nu relativt betryggende ind imellem at kaste sig over en Kleenexromance. Man ved, hvad man får, og udfordringerne er behageligt små.

Sådan nogle bøger skriver Santa Montefiore. Denne er blot en af dem, så det er bare at gribe ud efter forfatternavnet på titelbladet. Hun gør det endda fortrinligt og kender ethvert kneb i branchen. Det er simpelthen velkonstruerede, velkomponerede bøger, der ikke på nogen mulig måde falder udenfor deres genre, men opfylder alle krav, der måtte være til den. I alt fald både grinte og græd jeg. Her er mørke, farlige helte, snarrådige kvinder, og så er her engelske godser med betitlede jarler og tvivlsomme rockstjerner. Der er nok for en grå mus fra den danske provins at vælge imellem og bruge lidt Kleenex på. Måske er der ikke så mange intellektuelle vitaminer, men det er heller ikke på nogen mulig måde derfor, man læser den slags bøger.

Så, skal der strandes, hygges, slappes af eller bare læses noget dødromantisk, så er Santa Montefiore svaret…… Her kommer lige et citat: “..she knew then what her mother had also known, that love isn`t something that wears out or disintegrates with the passing of years, but something that glows forever like an eternal sun.” Så ved man, hvad man går ind til!

Jeg kendte ikke forfatteren, og da jeg af natur er nysgerrig, googlede jeg hende lige. Der var flere overraskelser i det. SOM der var. Santa er født ind i familien Palmer-Tomlinson, som i England er noget af det nærmeste, man kommer kongehuset i “finhed”. Selvfølgelig med kolossale landbesiddelser ( det er nok derfra, hun ved så meget om godser, grever og baroner) og venskaber med de kongelige, især Charles og Camilla. Hun er søster til den tidligere “it-girl”, Tara Parker-Tomlinson, som huserede i frokostpressens spalter gennem flere årtier, indtil hun døde forrige år af ukendte årsager. Men det var hende, der plastisk måtte udstyres med en ny næse, fordi hun havde sniffet så meget kokain, at hun havde slidt den gamle op! Endnu mere interessant er det, at Santa ( og hvem Fanden kalder sin datter “Julemand” til fornavn??) er jødisk gift ( hun konverterede simpelthen, hvilket ikke sker så forfærdeligt ofte i den engelske overklasse) med ingen ringere end Simon Seabag Montefiore. Hvis man ikke kender Simon, så er han en fremtrædende, britisk intellektuel, der især er kendt for sin 1100 sider lange, fremragende “biografi” om Jerusalem. En bog, der i handling, research og udførelse ligger så langt fra Santas snotklude, som man overhovedet er i stand til at forestille sig. Det lyder faktisk som et særdeles interessant ægteskab. Og det må da immervæk være muligt at tilsætte lidt gratis lokalkolorit på slotslivet i bøgerne, når man givetvis selv har arvet, eller i alt fald har brugsretten til, en 5-10 stykker af slagsen.

Jeg skal da lige være opmærksom på Fru Montefiore, når jeg trænger til lidt kvalitetsromance og optimeret Kleenexforbrug…….