Guldsøstre

Puk Qvortrup: Ind i en stjerne.

Generelt er jeg rimeligt allergisk overfor biografier, selvbiografier eller andre bøger om den såkaldte virkelighed og andre menneskers såkaldte spændende eller, hvis det skal være rigtigt bundskrabende, elendige, dysfunktionelle liv. De keder mig, er for det meste elendigt skrevet, og jeg føler mig som tilskuer til en narcissistisk forestilling, der aldrig burde have været sat op.

Men nogle gange driver nysgerrigheden værket. I dette tilfælde måske endda nyfigenheden, og det er altså ikke det samme. Indrømmet. Jeg kender ikke de involverede personer i denne bog, men jeg kender til dem, og mine børn har været meget tæt på dem. Skoletæt, uddannelsestæt, bo-i-samme-lille-by-tæt. Ligesom de selvfølgelig har gået på “min” skole og derfor kan genkaldes hos mig som fastfrosne stills af 18-årige.

Bogen er skrevet af Puk, som 27 år gammel, højgravid og med en 2-årig pludselig mister sin Lasse, der falder død om under et halvmaraton. Han var nyuddannet arkitekt, mens hun selv går på journalisthøjskolen. Så bogen handler selvfølgelig om, hvorledes man overlever ( og mange gange næppe overlever) at stå i den situation. Hvor livet bliver kaos, og ingen har en brugbar manual for, hvordan man tackler ting, man aldrig havde drømt om skulle hænde. Det er barskt, det er sønderflående ondt, men det er samtidigt også så menneskeligt. Fyldt med alle de uforståelige følelser. Også dem man selv væmmes ved at have.

Det er tydeligt, at Puk Qvortrup er en endog særdeles velskrivende journalist. Tillige med at hun er et tænksomt, poetisk menneske. Det er en smuk bog, fyldt med smukke ord, og så velskrevet, at den er en fornøjelse at læse. Allermest minder den om Naja Marie Aidts : Har døden taget noget fra dig, selv om den er meget mere jordbundet og konkret i sin fremstilling af sorg. Igen, vel, fordi den netop er skrevet af en journalist og ikke en digter.

Man sidder tilbage med såvel afmagt som forståelse og håb. For det er også en af bogens store gevinster. Den formår uforsødet at skildre den ultimative fortvivlelse, men den kan også troværdigt føre læseren frem til det begyndende håb. Og livet.

Jeg kan kun anbefale bogen. Også til alle dem, der ikke i forvejen kender eller kender til hele historien. Det er en bog, der både er værd at læse og værd at blive klogere af.

Merete Pryds Helle: Nora.

Det er ikke en forudsætning at have læst Ibsens: Et dukkehjem. Men det er en god ide. Også fordi Ibsens mesterværk så absolut er et af de allerstørste højdepunkter i skandinavisk litteratur. Skrevet ind i den realistiske teatertradition, Sædelighedsfejden og datidens interessante diskussioner omkring kønsroller. Dem har vi i øvrigt diskuteret siden da.

For her har vi gendigtningen af Noras historie. Som selvfølgelig ender med verdenslitteraturens mest berømte og berygtede exit, der faktisk i 1879, da stykket havde premiere, gav så voldsom debat, at man i Tyskland valgte at skrive en ny slutning, så det formastelige kvindemenneske kendte sin plads og blev hos sin mand. Jeg røber ikke for meget ved at fortælle, at hun også i denne version går sin vej. Heldigvis.

Det er bogens store styrke, at den også henligger handlingen til datidens Norge og ikke genopfinder Nora som datidens oversete kvindesagsforkæmper, der bare har været misforstået i langt over 100 år. Nora er stadig den priviligerede overklassepige, datteren, den legende barnekvinde og sin mands hustru. Men hun er mere end det. Hun læser franske digte i skjul, er håbløst romantisk, og netop derfor tror hun på romantikkens allerede da forældede ide om, at bare man finder den, ens egen puslespilsbrik passer sammen med, er lykken både gjort og evig. For hun elsker sin mand, og vil gøre alt for ham. Virkelig alt.

Når nu Nora selv ikke er gået i bombastisk frigørelse, så må selve begrundelsen for hendes exit ligge et andet sted. Og vi skal da heller ikke mere end blot møde Helmer, før vi som læsere ved, at den er gruelig gal. Med moderne diagnostik ville han givetvis få tildelt såvel halve alfabeter som en imponerende række psykiske sygdomme. Han er, i øvrigt, ikke bare syg. Han er også et dumt svin, som Nora, akkurat som så mange andre kvinder, tror, hun kan frelse ved at elske tilstrækkeligt meget. Eller i alt fald nok. Så hun laver falske underskrifter, låner penge, sidder i gæld til langt op i julepynten, blot for at slæbe ham med på det, hun tror er kærlighedens dannelsesrejse og mandens helbredelsesrejse til Italien, men som i virkeligheden er selve årsagen til, at hun decideret må vælge at gå.

Så enhver moderne kvinde forstår til fulde, hvorfor Nora forlader svinet. Det var nok lidt sværere i 1879. Men endnu engang fascinerer dette ikon for kvindefrigørelse, og bogen er virkelig værd at læse. Også selv om man kender historien. Den oprindelige, i alt fald. Den er velskrevet, tolkværdig i sin minimalisme og fremfor alt også troværdig som en moderne version af en historie, der har fascineret os siden 1879.

Læs den. Og læs/genlæs også Et Dukkehjem. Det er litteratur, så fuglene synger over de norske fjelde samt skrevet på det tidspunkt, hvor Norge Iflg. Flexnes “tog sig en dansk konge” og endnu ikke var gået ind i sine sprogtvister, så det hele foregår på gammelt, forståeligt dansk i den oprindelige tekst.

Matthias Edvardsson: En helt normal familie.

Vi er i Lund, Sverige, og tydeligvis så tæt på vores egne krimimarker, at det hele såmænd lige så godt kunne have foregået i en mellemstor dansk provinsby. For den helt normale familie er absolut genkendelig–om end den, helt i takt med tidens trend, har overscore på dysfunktionalitet, når man sådan kommer helt ind i dens mørkeste familiesjæl. Det er historien om et barns opvækst i en priviligeret familie. Men det er også kataloget over, hvor meget der netop kan gå galt i samme opvækst.

Der er far, mor og 19-årig datter og et brutalt mord, som samme datter anklages og fængsles for. Det er selvfølgelig et chok for pæne præstefar og juristmor, som pludselig får rusket op i egne forestillinger og illusioner om den harmoniske familie. Det geniale ved bogen er derfor, at den lader alle 3 familiemedlemmer få en fortællerstemme, således at vi får, ikke bare det hændte, men også selve familiens historie, fra datterens fødsel til nu, belyst fra 3 forskellige synsvinkler. Således får vi som læsere ikke bare indsigt i de enkelte personers tankegang og bevæggrunde, men får også samtlige begivenheder udlagt fra flere vinkler. Virkeligheden er jo, heldigvis, åben for personlig fortolkning.

Netop dette er bogens store styrke, mens dens svaghed decideret er, at den skriger efter en god redaktør, der havde kunnet fjerne overflødige og bevidstløst kedelige passager. Først til aller-allersidst bliver vi præsenteret for, hvem der egentlig den fatale nat begik drabet. Og først til aller-allersidst får vi viden om, hvorfor det blev begået. Og netop derfor er det lidt intetsigende tidsspilde at skulle gennem så mange unødige omveje.

Men bogen er absolut anbefalelsesværdig–til krimifreaks og tålmodige sjæle!

Marcia Willett: Huset i Buckley Street.

Tit og ofte har jeg set forfatterens navn på bogomslag på bestsellerhylderne, især i engelsktalende lande. Indtil i dag havde jeg dog aldrig læst noget af hende, men da denne roman stod og gloede insisterende på mig på biblerens hylde, besluttede jeg at gøre noget ved netop det.

Nu har jeg så læst en bog af Marcia Willett. Det vil givetvis ikke gentage sig. At læse hende kan, groft sagt, sammenlignes med at se en film med Hugh Grant. Det hele er overkill på feel-good, og egentlig sker der ikke en hujende fis. Allerede indenfor de første 10 sider kan den gennemsnitligt begavede læser korrekt gætte sig frem til, hvem der er goodies og badies, samt hvem der får hinanden i enden. Ulig de fleste andre såkaldte bestsellerforfattere med et fortrinsvist kvindeligt publikum sker der i denne bog ikke alt, alt for meget og alt, alt for utroværdigt, overvældende overmeget, men den yndige unge pige får dog heldigvis Hugh Grantklonen til sidst.

Dog, og men, men, men: Der er helt sikkert ikke tidsspilde, der ikke er godt for noget. Bogen foregår i Salcombe i det vestlige England. Der har jeg aldrig været. Efter at have læst bogen og dens ganske ferme skildringer af området og naturen omkring det, er det helt sikkert, at Salcombe er kommet på min to-travel-to-liste. Det er da også et ganske nydeligt navn, det sted har.

Merete Just: Lysets børn.

Det er lidt modigt at give denne bog undertitlen En Himmerlandsfortælling, for de fleste vil vel med det samme få associationer til en anden af dette områdes forfattere og hans Himmerlandshistorier. Ham kan der umiddelbart ikke hamles op med. Heller ikke hans søster. Ligesom Smærup Sørensens fremragende roman Mærkedage også strejfer en under læsningen, uden at denne bog desværre sætter sig samme uforglemmelige indtryk.

Men vi er i Himmerland og i slægtskrøniken, hvor vi følger familierne Klitgaard og Andersen gennem flere generationer fra ca. 1914 og frem til årtusindskiftet. Egentlig går livet stille og forudsigeligt i begge hjem, men den underlige datter Ebba, som med nutidens øjne nok ville have diagnoser nok til et helt alfabet, bliver hurtigt omdrejningspunktet. Hun bliver gift med Niels, og så har vi balladen! Ebba er ingen oprører, hun er bare sær, og Niels er såvel uforstående som relativt styret af sine egne lyster, der primært går mod storbarmede Nancy fra krostuen. Det hele ender da heller ikke på nogen mulig måde godt, og konsekvenserne af den mismatch synes ligefrem at nedarves. Hvorfor Niels ender som en gnaven og sur gammel særling synes dog ikke umiddelbart klart for mig, da jeg egentlig godt kunne lide ham og føler mig ladt lidt i stikken i forhold til, hvorfor jeg til sidst forventes ikke at kunne fordrage ham.

Eller også skildrer netop dette det skisma, som denne bog synes at stå i. Den kan nemlig ikke rigtigt bestemme sig for, om den vil være et stykke fiktion baseret på rigtige personer–eller om den vil være en biografi over “Stiftstidende-Andersen”. De første mange sider er en udmærket, ganske velskrevet slægtskrønike, hvor man bliver optaget af og indlever sig i personernes liv. Men pludselig overgår bogen til at blive en datters mindeskrift/biografi over sin far. Den havde man, i alt fald i bogens første halvdel, ikke lige set komme, og man efterlades derfor med en underlig tvivlrådighed omkring, hvad det lige er for en genre, man har været inde i, og om bogens sidste sider mon ikke nærmest udviklede sig til at være for personlige til, at man overhovedet kan forholde sig til dem? Når man pludselig erkender, at de faktisk handler om personer, man kender til?

Og egentlig er handlingen i bogen da heller ikke specielt himmerlandsk. Den kunne vel, hvis det ikke lige var for de autentiske personer, være foregået overalt i det danske bondeland i sidste århundrede og er derfor mere en skildring af en bondekultur, der nu er død og borte over hele landet. Jeg har gravet huller i min hjerne omkring, hvorfor den hedder Lysets børn ( som lærer prædiker man om, at alle boganalyser SKAL indeholde kommentarer og udlægninger af værkernes titler) og er desværre ikke kommet frem til konklusioner, der er brugbare overfor mig selv. Der er ikke specielt meget lys i den bog–og da bestemt ikke omkring børnene!

Men hvis man har specielle relationer til Skivum, Vegger og omegn, husker den navnkundige lokalredaktør Stiftstidende-Andersen i Hadsund samt gerne vil læse en slægtskrønike fra sidste århundrede, så er bogen da oplagt…… Omend man skal prøve at glemme, Johs. V, Thit og Smærup undervejs….

Sara Blædel. Pigen under træet og Mari Jungstedt: Et mørke iblandt os.

Det er intet nyt under hverken de bornholmske træer eller Gotlands klipper. Lig undtaget. For det er sådan, det skal være, når nordiske hygge-femi-krimi-forfattere ruller sig ud. Det er hyggeligt, det er relativt ufarligt med udelukkende nydelige lig og civiliserede slagsmål, og det er på forunderlig vis beroligende, at samtlige detektiver og deres sidekicks er præcis, som de plejer at være. Som vi mennesker generelt plejer at være, for det er jo netop derfor, vi holder af dem: De er som os. Bare med mord på.

Blædel er ude i en gammel sag om en forsvunden skolepige på Bornholm, der efter mange år dukker op under et træ, mens Jungstedt følger den svenske tidsånd og går i kødet på politiske ekstremister. Alt ganske ufarligt og med rødvin til.

Personligt holder jeg meget af en god hyggekrimi i ny og næ, og jeg ser også med glæde Barnaby, selv om han var rarere og mere rigtig at se på, før han blev til sin fætter. Jeg har også noteret mig, at jeg oftest er rimeligt ligeglad med, hvem der egentlig har begået selve forbrydelsen–det er persongalleriet, miljøet og atmosfæren, jeg sluger. Sådan er det også hos Blædel og Jungstedt, for de forstår begge at skabe troværdige såvel personer som omgivelser. Og så skriver de ganske pænt og nydeligt, uden at der er de allerstørste litterære kvaliteter over det. Det skal der så heller ikke være, for det er slet ikke genrens hovedformål.

Så lån dem gerne til et stolekryb med pejs, the og resterne af juleslikket. Det er god, harmløs, hyggelig underholdning. Og same procedure as every year.

Mathilde Walker Clark: Lone Star.

Her skriver vi os så ind i tidens allermest fremtrædende tendens. Litteraturens selvhjælpsmøder, som nu er blevet offentligt tilgængelige. Har man en historie at fortælle, det være sig om stort som småt, så må man da skrive en bog om det. Vi svælger i delte, usle barndomme og dysfunktionelle familier, og det virker næsten som om, der er en indbyrdes konkurrence udi usselhed og dysfunktionalitet mellem alle disse forfattere, hvor vinderen desværre oftest ikke er den, der er den bedste forfatter, men den, der har den mest horrible historie at fortælle. Om sig selv.

Mathilde Walker Clark kan skrive. Hun skriver faktisk rigtigt godt, velovervejet, æstetisk smukt og på et højt litterært niveau. Hun har også en udadtil spændende historie at fortælle om den fraværende far ( sådanne vrimler det med for tiden!), den onde stedmor (dem har det altid vrimlet med!) og de underlige papsøskende (kender vi dem?) og længslen efter at finde tilbage til sine rødder. Problemet er bare, at selve den proces tager så uendeligt lang tid og har så utalligt mange omveje. Det er som om, selve det fremadskridende i fortællingen nærmest går i stå i filosofiske overvejelser, så man som læser gaber sig ind i en slags afventende kedsomhed, der aldrig rigtigt bliver forløst i en egentlig læseværdig historie. Der er masser af gode intentioner, men historien dræbes af selve tilløbet til at fortælle den.

Og i grunden er det vel heller ikke en topscorer i tidens bekendelseslitteratur bare at have haft en fraværende, amerikansk fysikprofessor som far. Der er da utallige ting, som er meget værre, uslere, dysfunktionellere, så Clark er tydeligt oppe mod en unfair konkurrence. Der, hvor hun dog vinder, er i sin omgang med sprog og selve genren litteratur. For det mestrer hun, ulig utallige af tidens selvudråbte forfattere, som decideret ikke kan skrive og burde have holdt deres usselhedshistorier indenfor selvhjælpsgrupper og andre lukkede fora.

Men selve det at kunne skrive er jo ikke nok i sig selv. Der skal også være en fremadskridende handling for, at det ikke bliver kedeligt.

Kristian Bang Foss: Frank vender hjem.

Når nu årets bøger engang skal til at stå i kø og kæmpe om alle de priser, som gerne uddeles for både dette og hint, så er der ingen tvivl om, at denne vil komme til at stå blandt de allerforreste. Også selv om den ikke er 100% vellykket.

Men Frank vender hjem er værd at læse. Ikke mindst for sin umiddelbare underholdningsværdi, for det ER faktisk efterhånden sjældent, at en bog ligefrem kalder såvel smilet som det lidt undertrykte grin frem. Og det gør Frank. Mønsterbryderen, sønnen af den desillusionerede kontorassistent ved KTAS og den skingert skrålende Rock Tage, der ufortrødent i årevis lader sig overdænge af småmønter på Strøget. For Frank kommer på universitetet og læser litteraturvidenskab, selv om han selv mener, at det må være en fejl og rent blændværk, og Frank finder sammen med Thea, hvis familie har arvede penge, hvis mor er en kvindelig klon af Søren Ryge og far den mest depressive kystbanesocialist, dansk litteratur endnu har lagt sider til.

Men så er det, at Frank forsvinder, fordi nogen ikke kan kende forskel på Møn og Stevns, og fordi Frank der lige for tiden ikke havde andet at give sig til ( der er vel ingen grund til seriøst arbejde, når arvede penge ligesom bare er latente) end at lege amatør i havkajak og ende på en øde ø i Sydsverige. Det bliver, i alt fald for nogen, søsætningen af en slags wake-up call i liv, der nok hidtil har været knapt så levede.

Bogen har klare intentioner om at være vildt fabulerende i sin stil. Ingen barok sidehistorie er for lille, og der er tydelige paralleller til  forfattere som John Irving og Isabel Allende, om end vi hele tiden holder os indenfor det rent sandssynliges rammer. Men det lykkes desværre ikke helt, for den allersidste del af bogen bliver alt for resumerende og virker lidt som om, forfatteren har ment, at nu måtte det hele godt snart få en ende. Som en venten på det forklarende græske kor eller den forløsende Deus ex Machina, der aldrig kommer.

Men alligevel er der fantastiske tilløb til en afslørende sædeskildring af Danmark gennem de sidste 50 år. Ikke mindst med fokus på et klassesamfund, som vi nok påstår er relativt opløst, men som stadig eksisterer i allerbedste velgående. Udover forvirrede Frank er min yndlingskarakter svigerfaderen Andre, den marxistiske akademiker, der desværre må nedlade sig til at leve af konens (mange) penge, fordi de er den eneste måde, han kan drive sit urentable venstrefløjsforlag med verdensfrelsende bøger, ingen gider læse. Her må man så indrømme, at det er et flot træk, at samme Andre ikke bare bliver en cliche, men faktisk er ret morsom!

Det er tydeligt, at der har været kul på ambitionerne i Frank vender hjem. Altså ambitionerne om en bidende satirisk skildring af Danmark. De er ikke alle opfyldte, men det er, for mig at se, også nok med disse væsentlige tilløb til en stor fortælling om en mønsterbryder, man ikke kan lade være med at holde af. Og akkurat som på indholdssiden er skrivestilen også lidt springende. Der er vanvittigt flotte, geniale sætninger–og så er der dem, der i bedste fald ville have fungeret i et gammeldags telegram. Men det rokker ikke ved, at Fransk vender hjem er en god bog, læseværdig, underholdende–og sikkert allerede i kø til en masse priser.

Delia Owens: Where the Crawdads Sing/ Hvor flodkrebsene synger.

Det er helt med vilje, at bogens titel står på både dansk og engelsk, for har man mulighed for det, er det absolut en enorm gevinst (som det er med alle bøger) at læse den på originalsproget. Men her får man selve sydstatssproget med alle dets uoversættelige nuancer og den forunderlige sammenhæng mellem natur og sprog bygget ind i selve oplevelsen. Det er som at læse lige så vidunderlige James Lee Burke–bare uden speed!

Vi er i North Carolinas sumpe–derude i den tågede, uforudsigelige intethed, hvor kun udskuddene og de selvvalgt eksilerede holder til. Men her bor Kya,  helt alene fra hun er ganske lille, forladt af både mor, far og søskende og totalt gået under radaren, hvad angår at deltage i det omkringliggende samfund, herunder obligatorisk skolegang. Kyas opvækst er bogens ene tidslinje, mens den anden, og parallelle, ligger nogle år senere, hvor den lille bys Golden Boy (som har haft en opvækst direkte modsat Kyas) bliver myrdet, og morderen selvfølgelig skal findes. Og selvfølgelig flettes de to historier sammen til sidst, således at bogen både bliver en fantastisk beskrivelse af Kyas barndom og coming-of-age og samtidig en form for krimihistorie.

Det, der for mig gør bogen så inderligt vedkommende, er selve historien om Kyas ensomme barndom. Eller i alt fald en barndom, der for mennesker som mig udefra synes ensom, men som i bogen løftes op til et niveau af, at Kya opdrages, formes og socialiseres af selve Moder Natur. Det lyder svulmende, men det er det ikke. Det er smukt. Meget smukt. Det er også anderledes og så ualmindeligt betagende skildret, så man næsten drages mod et gensyn med Forest Gump, The Prince of Tides (oversat til Savannah på dansk), den fantastiske film Beasts of the Southern Wild samt alle de andre nærmest mytiske skikkelser, der i amerikansk litteratur er kommet ud af de sumpe. Og blevet voksne undervejs.

Erling Jepsen: Hjemmefra.

Man kan VÆRE hjemmefra, og man kan KOMME hjemmefra. Det er ikke det samme, nærmest tværtimod. I det første tilfælde står hjemmet nok som den solide base, der altid vil stå tilbage som hele ens livs sjæl og mening, mens den i det andet er en hæmsko, en bondsk, bagstræberisk klods om benet, der hindrer ens udvikling og fremgang i livet.

Så derfor er titlen særdeles velvalgt til denne coming-of-age-erindringsbog af altid Gram-stræberiske Jepsen. Hvor ville den mands forfatterskab mon egentlig være uden Gram? Eller måske ville der aldrig være blevet en forfatter ud af ham, hvis han ikke havde været så heldig at have sit evigt tilstedeværende Gram i bagagen. Når man i bil kører igennem den klat huse, kræver det en smule abstraktionsniveau og livlig fantasi at forestille sig deres store litterære indflydelse. (Jeg siger det bare!)

Men denne gang er unge Erling flyttet hjemmefra, til den farlige, promiskuøse storby Haderslev, hvor han skal bo på kollegium og gå på Katedralskolen. Det indebærer visse udfordringer, når man er fra Gram. Ikke blot er skørterne kortere, bluserne væsentligt strammere og distraherende og den politiske bevidsthed stærkt venstredrejet, men Erling har også diverse vanskeligheder med simpel rengøring og madlavning, indtil han opdager sit uimodståelige talent for spejlæg. Det er morsomt, det er uendeligt naivt, men det er også skildret med den Jepsenske barnefortæller, hvis synsvinkel får selv de allermest groteske optrin til at virke fuldt fornuftige og velgennemtænkte. Største problem er selvfølgelig pigerne. Disse charmerende, udfordrende storbypiger…

Og dansklæreren. For allerede før skolestart i gymnasiet er unge Erling verdensmester i dansk litteratur, hvilket han på ingen måde lægger skjul på. Tværtimod. Det er den ultimativt ignorante dansklærer så efter hans mening ikke. Magtkampen mellem de to er ret morsom og ender da også i et crescendo, der i det mindste må komme ret meget bag på samme dansklærer. Sådan bogstaveligt talt. I øvrigt er han også pludseligt overhovedet ikke fra Gram, men har blot været i pleje derude, fordi hans forældre er venstreorienterede samfundsomvæltere, der har måttet gå under jorden i det hjemlige København. Vistnok Vesterbro, men måske var det Nørrebro. Det kommer sig ikke så nøje. Især ikke, når man ikke kender til forskellen.

Med 35 års insiderviden om samme skole er det selvfølgelig interessant på den fæle måde at læse anekdoter om sine gamle kolleger. Personligt er jeg taknemmelig for, at Jepsen opsøgte skolen før min tid og dermed frelste mig for evig levendegørelse i den danske litteratur. Som sandhedsvidne er samme Jepsen absolut og aldeles upålidelig, men i grunden er det jo fløjtende ligegyldigt, når det angår fiktion. Her kan man hakke hæle, klippe tæer og i det hele taget anvende virkeligheden som udgangspunkt for, hvad det hele kunne være blevet, hvis det nu var. Det er så det, Jepsen gør.

Og det gør han underholdende. Men alligevel…. Det er som om, Jepsen er så meget hjemmefra, at den gramske humor slet ikke lever op til de forrige bøger. Som om, den mand ikke skal hjemmefra i bogstaveligste forstand, for der er meget mere humor og bid i selve Gram, når man rent faktisk geografisk er der. End der er i storbyen Haderslev. Der i 70-erne, hvor Erling er godt i gang med at come-of-age, men ved Gud ikke på nogen måde har afsluttet processen.

Men underholdende er det da……