En god bog.

Fredric Backman: En mand der hedder Ove.

En uges tid gik jeg hver aften i seng med En mand der hedder Ove. Det var ualmindeligt fornøjeligt, og vi hyggede os gevaldigt sammen, Ove og jeg.

Dette er en af de allermest morsomme bøger, jeg nogensinde har læst. Det er sjældent, jeg griner så dybfølt, at tårerne helt ufrivilligt sprøjter ud af øjnene og næsen går i snøftemode. Men det skete, da jeg læste om Ove. Især i begyndelsen af bogen, for desværre knækker den lidt mod slutningen og går over i lidt for meget feel-good.

Ove er en af de mest gnavne, mavesure, øretæveindbydende hovedpersoner, jeg overhovedet nogensinde er stødt på i litteraturen. Man griber sig selv i at ville pande ham en gennem bogens omslag. Ikke nogen god ide–Ove ville have slået igen. Alligevel elsker man ham jo–dette konglomerat af alt, hvad der i dagliglivet byder en imod. Men selvfølgelig med et hjerte af guld, der bare lige skal graves frem af alle de, mildest talt, besynderlige typer, der befolker hans verden. Det her er det moderne Sverige på godt og ondt, og der er såmænd ikke ret langt over på den anden side Sundet, sådan rent mentalitetsmæssigt.

Det er en feel-good bog, og i den grad en af de bedre i genren. Og så er den hylende morsom! Den er også filmatiseret med Wallander i hovedrollen, men jeg har desværre ikke set den.

Continue Reading

En god bog.

Bret Easton Ellis: American Psycho.

Nu er det altså ikke fordi, jeg elsker at svælge rundt i blod, afskårne lemmer og seksuelle perversioner. Jeg er normalt heller ikke til orgier af mord på personer af begge køn samt et udvalg af højerestående dyr. Altså i detaljer. Mikrodetaljer. Der drypper blod ud af denne bog.

Til gengæld er jeg bestemt til de store romaner om New York, eminente beskrivelser af det samfund, vi lever i, og personer, der er så tidstypiske, at det næsten gør ondt. Samt til de store dystopier. Og dette er 90-ernes, som desværre stadig er blodig aktuel her over 25 år senere.

Hovedpersonen Patrick Bateman (Prøv at lege lidt med navnet!) er børsmægler i New York, og i sin fritid har han den ekstravagante lille hobby, at han slår nærmest alt levende og livsdygtigt ihjel. Han er “murdaholic” og dyrker intenst sit belønningscenter. Han er også megarig, meganarcissist og i det hele taget bare for meget. Livet centrerer omkring dyre middage, dyrt tøj (han går garanteret ikke til udsalg!), dyre kvinder og alt, hvad der egentlig burde være totalt betydningsløst. For Patrick er alt lige gyldigt–ergo er det meste også ligegyldigt.

Patricks mordscore er, lavt sat, et stykke over gennemsnittet i Columbia, eller hvor det nu er, de har den slags som nationalsport. Og hans teknikker bliver mere og mere finpudsede og perfekte. Besynderligt nok bliver han aldrig opdaget–og det er selvfølgelig også en af bogens allervæsentligste pointer.

Bogen er en forfærdelig allegori over slutningen af sidste århundrede. Over forbrugersamfundets ultimative slutning. Altså der, hvor mennesker forbruger mennesker. Den er i al sin gru en advarsel om, hvor det er, vi er ved at bevæge os hen, og at vi måske lige bør stoppe op og overveje, om det også er der, vi vil hen. Det er jo i virkeligheden ikke de gruopvækkende mord, der er bogens tema. Det er derimod selve det samfund, der er i stand til at fremdyrke koldblodige mordmaskiner som Patrick Bateman.

Læs den og få kvalme. Men lad være med at se filmen af samme navn. Instruktøren har desværre misforstået bogen.

Continue Reading

En god bog.

Karen Blixen: Vintereventyr.

Da jeg startede på denne serie om pragtbøger, var et af mine kriterier for omtale særdeles ulitterært. Jeg kiggede simpelthen på graden af slitage på selve bøgerne. Denne bog er, uden ret megen konkurrence, min mest slidte bog. Jeg har godt nok også været i den mange gange.

Vintereventyr er, som titlen vel beskriver, en samling på 11 Blixenske eventyr. Så man behøver altså ikke læse samtlige historier, men kan frit vælge efter egne kriterier. Eller læse et ad gangen. Og da det nu alligevel er vinter lige nu, så er det da bare med at komme i gang.

Det er mesterlige fortællinger om det at være menneske. Og især om at lære at elske sin egen skæbne. At erkende at livet har en plan, som er så velgennemtænkt, at det nok er en rigtigt god ide at komme til den erkendelse, at den skal efterleves. Det er fortællinger, der på overfladen er dybt handlingsmættede, men som med en smule abstraktion stiller alle livets store spørgsmål. De får os til at tænke, at reflektere–og meget mere kan man vel næppe forlange af superb litteratur.

Mine klare favoritter er Sorg-Agre og Peter og Rosa. I Sorg-Agre får vi hele sammenstødet mellem tankegangene i det gamle og det nye samfund, men allermest den hjerteskærende fortælling om en moders opofrelse for sin søn. Hun er villig til at ofre alt, vitterlig alt, for ham–og med hendes offer får vi, som læsere, også en forfærdende indsigt i, hvad (gengældende) retfærdighed egentlig er, eller kan være. Det er barsk læsning, der maner til uendelig eftertænksomhed.

Peter og Rosa er på overfladen en forfærdeligt sørgelig kærlighedshistorie. Men den er meget mere end det. Som alle de andre fortællinger stiller den også markant spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig er lykken? Og livet? Og skæbnen? For har den i virkeligheden ikke er ualmindeligt lykkelig slutning?

Blixen kan være tidkrævende at læse, men det er hele sliddet værd. Hun er en eminent fortæller. Akkurat som hos H C Andersen er der en relativt simpel, temmelig handlingsmættet grundhistorie, men samtidig så ufatteligt store dybder…

I mange år brugte jeg altid denne bog som studentergave. Udfra den betragtning, at det er en bog, som man hele sit liv kan have glæde af og vende tilbage til. Gang efter gang.

Continue Reading

En god bog.

F. Scott Fitzgerald: Den store Gatsby.

Hvis man kun skal læse en bog om den amerikanske drøm, så skal det være denne.

Men den kan også så utroligt meget andet, denne amerikanske klassiker fra 20-erne. Den handler om storhed, ambitioner, død og destruktion. Men den handler også om en rørende, på forhånd umulig, kærlighedshistorie.

I centrum står Jay Gatsby, opkomlingen fra Midtvesten, som for at kvalificere sig til drømmeprinsessen Daisy, har brugt alskens såvel fine som ufine metoder til at opnå den rigdom og pragt, han mener, hun fortjener. Daisy er, uheldigvis, allerede gift med oversvinet Tom, men det er i begyndelsen en absolut overskuelig hurdle. Og så tror vi jo på, at de gode vinder og får hinanden i enden.

Desværre går det ikke sådan, og Daisy viser sig da også at være relativt langt fra prinsessen på piedestalen. Hun er ikke et hak bedre end sin mand. Her skal lige indskydes, ikke for at virke arrogant, men mere fordi jeg vitterlig har læst denne pragtbog så mange gange, at jeg næsten kan den udenad: “They were careless people, Tom and Daisy- they smashed up things and creatures and then returned back into their money…”

Jay Gatsby, derimod, er, trods en noget lemfældig omgang med sandheden, bare en rigtig fin fyr. Han bevarer troen på det gode, troen på at kærligheden overvinder alt, og netop pga. hans umådelige naivitet elsker man ham som læser. Samtidig sidder man der med sin bedrevidenhed og er hele tiden på nippet til at fortælle ham, at hele hans livsgrundlag og alle hans drømme i virkeligheden er en stor illusion.

Bogen en også et portrær at Jazztiden i Amerika. Og af Forbudstiden i al sin skønhed og uskønhed. Ydermere er den vanvittigt godt skrevet. Den ligefrem myldrer af mundrette, sigende citater, som f.eks. dette om den falske overklassepige, Daisy: “Her voice is full of money.”

Hver generation har sin filmatisering af bogen. Min generations var den med Redford og Farrow. Derfor synes jeg stadig, det er den bedste. Move over Leonardo!

Continue Reading

Gode bøger.

James Lee Burke: Ingen nævnt, ingen glemt. Læs: Alle bøger af James Lee Burke.

Jeg er krimi-freak. Jeg elsker krimier og tyrede dem allerede lang tid før, de blev moderne og stuerene. Heldigvis oplever den gode og velskrevne krimi i disse år en velfortjent renæssance. Der er desværre stadig små katastrofer indenfor branchen–de kan, efter min mening, bl.a. kendes på ad(l)ersmærket. I øvrigt er det ikke en diskussion, jeg gider indgå i–smag og behag er Gudskelov forskelligt.

James Lee Burke er en ældre herre på over 80, og i de fleste af dem må han, at dømme efter antallet af udgivelser, have siddet ved skrivemaskinen. Han skriver sig ind i den klassiske, amerikanske krimitradition (ikke noget Christie whodunnit her), og der er power på drengen hele vejen hjem til morderen–altså hvis han/hun/da overhovedet fanges.

Vi er for det meste i Louisiana, dybt nede i de alligator- og gangsterfyldte ( for det meste er der ikke den store forskel!) stinkende sumpe omkring New Orleans. Her spises cajun food, svindles med nærmest alt, tales fransk, dyrkes voodoo, slås en proper næve og drikkes sprut, masser af sprut. Altså undtagen, når detektiven Robicheaux, som er den mest fremtrædende af Burkes detektiver, går i AA, hvor han i den grad også møder et væld af spændende mennesker. Robicheaux er en af den slags livstrætte, skødesløse personer med uendeligt rod i kærlighedslivet, som amerikansk litteratur vrimler med. Men han er selvfølgelig eminent til at gennemskue sammenhænge og finde de ubehagelige skurke.

Egentlig er det slet ikke plottene, der er det bærende i Burkes bøger. Det er derimod miljøskildringerne, personskildringerne og hans fantastiske sprog. Burke skriver som en drøm– hans billedsprog er så overraskende og fantasifuldt, at man mange gange må læse tingene flere gange bare for at få den optimale nydelse. De her bøger oser  så meget af Sydstater ud gennem siderne, at de givetvis reklamemæssigt  ville gøre sig meget, meget bedre end simple turistbrochurer. Step aside Rhett Butler og Scarlet O`Hara!

En enkelt bog skal dog nævnes, og det er faktisk ikke en krimi. Erindringsbogen–og også bogen, der havde orkanen Katrina som omdrejningpunkt–Jesus på dybt vand er et lille mesterværk. Her burde Nobelkomiteen have været på stikkerne! Den består af fremragende noveller i et sprog, der bare er rent guf for læserøjnene, og især titelnovellen er unik. På utroligt mange måder, men måske specielt fordi den simpelthen ikke kan lade sig gøre.

Læs den selv og find ud af hvorfor! Men pas på: Burke er lige så stærkt vanedannende som New Orleans er for dem, der er så vanvittigt heldige at have været der! Og hvis ikke, så får man så fremragende et indtryk af stedet gennem bøgerne, at man bare MÅ afsted…..

Continue Reading

En god bog.

Hanne-Vibeke Holst: Knud den store.

Indrømmet: Jeg går i en lang, bevidst bue udenom enhver form for chick-lit. og for det meste også biografier. De første fordi de tenderer mod at være usigeligt intetsigende på en fjantet, ubehjælpsom måde, og de sidste fordi de ofte er en ophobninger af ubrugelige, uinteressante fakta, samt, i selvbiografierne, en umådelig gang namedropping og selvforherligelse. Andre menneskers privatliv interesserer mig simpelthen ikke nok til, at jeg gider læse tykke bøger om det.

Så her er altså en chick-lit.-forfatter, der har skrevet en biografi. Og den er rigtig, rigtig god og velskrevet. Jeg blev så glad, da jeg læste den, for her beviser forfatteren virkelig, at hun i den grad kan skrive. Ydermere er hun yderst ferm til at holde afstanden til såvel det nære familiemedlem som til sine egne følelser. Her er ingen følelsesporno eller gammelt nag–her er simpelthen bare en supergod bog.

Bogen handler om storhed og fald. Ligesom så uendeligt mange andre bøger. Men her er det faktisk interessant at læse om, hvordan store, højtflyvende ambitioner drukner i vrede, utilstrækkelighed og sprut. Der er jo ikke bare tale om den personlige nedtur–det er en hel families nedtur på godt og ondt, der skildres. Og det gøres på en sober, men samtidig også meget indfølt og kærlig måde.

Det er en lang bog. Men den er ikke en eneste side for lang. For hele vejen igennem griber den en om hjertet, og de fleste vil mange gange kunne identificere sig med såvel begivenheder som personer.

Så giv den en chance. Og glem alle fordommene om chick-lit. De bliver IKKE indfriet.

Continue Reading

En god bog.

Emily Bronte: Stormfulde højder.

Dette er, uden sammenligning, den bog, jeg har læst flest gange. Fordi den fortjener det, og fordi den er en oplevelse hver gang.

Her er vi ude i de store følelser, den store natur og den store kærlighed, der endog formår at overskride døden. Her er “Sturm und Drang”, masser af gotik og rendyrket romantik. Den scorer så højt på følelsesbarometret, at Kleenex er absolut tilrådeligt.

Basalt er der tale om en familiehistorie om svig, tilløbne og forbyttede børn, den store, ultimative kærlighed og to slægter, der indbyrdes såvel strides og bekæmper hinanden, men også samtidig er uløseligt forbundne. Det er Romeo og Julie på de nordengelske hedelanskaber, og så har bogen skurken over alle litterære skurke, Heathcliff. Nok er han “tall, dark and dangerous” (altså det, det på “litterært” sprog hedder “The Byronic hero”), men han er godt nok også vildt fascinerende! Han går rent ind i de fleste kvindehjerter!

Det er også en ond bog. En bog uden ret megen retfærdighed. Hvor de onde ler, og de gode græder. Men samtidig en bog, hvor man bliver så opslugt af hovedpersonernes forfærdelige skæbner, at man både lider med dem, og samtidig læser videre for dog at nå til en form for afslutning på hele dramaet, der strækker sig over flere generationer. Her er meget mere smæk på drengen end de fleste mere nutidige bøger. Det er intet mindre end storslået på alle måder.

Søstrene Bronte skriblede løs oppe i den særdeles øde og forblæste præstegård i Haworth i Yorkshire. Der var nok heller ikke så meget andet at give sig til. De må have haft et brølende, indre liv deroppe på heden. Har man besøgt stedet–og det tilrådes, fordi det er en oplevelse–får man tydeligt fornemmelsen af naturens storhed, men også den begrænsning i udfoldelse, der må have givet liv til en så overdådig fantasi og forestillingsevne. Deres bøger minder på ingen måde om velfriserede Janes Austen, der sad nede i pæne Bath og skrev stuerene romaner om nydelige menneskers kvababbelser med at blive gift med den rette. Heroppe på heden er alt, nå ja: stormfuldt!

Continue Reading

En dybfølt, alt for forsinket tak.

Alt det skriveri om litteratur–og det er slet ikke overstået endnu, sådan bare til advarsel!–fik mig til at tænke på min barndoms bibliotekarer. Disse stovte, ugifte kvinder med knold i nakken og myndige røster i tenorklassen har en meget stor andel i min livslange forelskelse i god litteratur. Det har jeg beklageligvis indtil nu helt glemt at takke dem for. Måske hører de mig nu, og hvis ikke, så håber jeg, det er fordi, de er dybt optagede deroppe af dybe samtaler med William, Ernest, James, Karen, Jane, Herman, Steen, hele den Brontiske familie og alle de andre.

I min barndoms by hed bibliotekaren Frk. Hjerrildgaard. Så er ingen fra samme by i tvivl om, hvor jeg kommer fra. Hun var et relativt omfangsrigt kvindemenneske på alle ledder med den obligatoriske knold i nakken, en umådelig dyb stemme og ville, hvis hun ikke lige havde elsket bøger, have være selvskrevet til en overordnet stilling indenfor militæret. Jeg er sikker på, hun selvstændigt kunne have ordnet tyskerne under krigen, hvis nogen havde givet hende lov. Eller råbt dem ud af landet. Hun var omgivet af en enorm respekt fra de voksne og nærmest urinfremkaldende angst fra os børn. Hun vogtede som en drage (hun ville have elsket, hvis jeg her skrev en Nazgul!) over sit bibliotek og havde røntgensyn for afleverede bøger, der havde været i nærkontakt med chokolade, leverpostejmadder eller snot.

Men hvis hun opdagede (og hun så jo alligevel gennem alt!), at man rent faktisk læste og holdt af de bøger, man lånte, forvandlede hun sig til den mest fortrinlige og venlige litterære vejleder, nogen kunne drømme om. I min optik vidste hun alt om bøger, og jeg troede også i mange år, at hun havde læst samtlige titler, der var udgivet fra Gutenberg til dengang. Det var nok kun de fleste af dem, og det er da også kun ved tilbageblik her mange år efter, at jeg måske forstår, HVORFOR hun lige læste så meget. Det var utroligt, hvad hun pudsede mig på. Uden min egen viden om det, tror jeg, hun havde en to-do klassikerliste med mit navn på, hvor hun stolt krydsede af i Dickens, Bronte og Austenfelterne, når lille jeg var igennem. Måske var jeg hendes eneste succeshistorie?

Nogle gange var hun lidt for tidligt ude med bogsnøren, og måske er det hendes skyld, at jeg som 60-årig stadig ikke er gennem Ulysses. Jeg tror, jeg var omkring 14, da hun først introducerede den, og det blev mildest talt aldrig en succes. Dengang kunne man i  øvrigt i bibliotekets åbningstid fra 14 til 17 kun låne 2 bøger af gangen, hvis man var barn. Heldigvis boede jeg så biblioteksnært, at jeg kunne være på pletten kl. 14, låne 1 bog, cykle hjem og læse den og være tilbage før 17 og låne 2 mere. Den manøvre havde hun virkelig respekt for! Så meget, at jeg med tiden vist blev det eneste barn i provinsflækken, der med Frk. Hjerrildgaard velsignelse fik lov at låne hele 3 bøger af gangen!

Jeg burde have takket hende. For jeg er næsten sikker på, at ingen andre gjorde det. Den gængse opfattelse i lillebyen var vist, at hun bare var en gammeljomfruelig drage med en yderst uheldig kropsbygning. Det var synd, så mange ikke så det store, varme hjerte, der bankede for den gode litteratur og for at give den videre til andre.

Så jeg håber, hun sidder deroppe på sin sky og er rigtigt godt gammeldags starstruck over det selskab, hun forhåbentlig er kommet i.

 

Continue Reading

En god bog.

Kazou Ishiguro: Slip mig aldrig.

Nej, det er ikke en ukendt, mystisk, japansk forfatter! Det er en af Englands allermest anerkendte forfattere med de fleste store britiske litteraturpriser i ryggen–med japanske indvandrerforældre.

Og så er det en ond bog. En dystopisk fremtidsroman om, hvad der kan ske, hvis vi helt og aldeles glemmer enhver form for medmenneskelighed og humanisme. Hvis vi kun tænker på os selv og vores egen overlevelse.

Men det er også en bog om barndom, ungdom og– især!- venskab mellem de 3 hovedpersoner. Det er en kostskoleroman, selv om der mildest talt ikke er meget Harry Potter over den. Den handler om de 3 hovedpersoners liv på den lidt mystiske kostskole Hailsham, hvor man som læser hele tiden fornemmer, at noget ikke er helt, som det skal være. Det opdager man så hen ad vejen–og det skal ikke afsløres her, for hele essensen er så forfærdelig, at det næsten er ubærligt at tænke på. Det forholder sig nemlig sådan, at der er et klart formål med alle børnenes liv–og det er altså ikke det allermest tiltalende.

Det er også en bog om at leve sit liv–på trods! På trods af, at ens liv har alle odds imod sig, og at man umuligt kan undslippe sin forudbestemte skæbne. Man føler med personerne, ophidses over deres forfærdelige liv, men forhåbentlig vender man også sin afsky indad og reflekterer lidt over, hvor det egentlig er, vores samfund er på vej hen.

På mange måder er bogen lidt som en krimi. Man VED, der foregår noget uldent, men man kan ikke rigtigt finde løsningen før langt henne i bogen. Og da bliver den så utroligt hjerteskærende, fordi man netop er kommet til at holde så uendeligt meget af hovedpersonerne. Så det er sådan en bog, der gør rigtigt, rigtigt nas! Men som er uendeligt svær at slippe, mens den gør det. Også fordi den er FREMragende skrevet og fyldt med fantastisk billedsprog og symboler. Og fordi fortælleren i en uendelighed lyver–ikke fordi hun vil, men fordi hun desværre ikke formår at gennemskue konsekvenserne ved den grusomme plan, hun er en del af.

Og lad være med at se filmen. Den er shitty!

Continue Reading

En god bog.

Herman Bang: Ved vejen.

Jeg tænkte, at her i de kolde, mørke vintermåneder ville det måske være en god ide at skrive lidt om alle de mange bøger, der efter min mening bør læses igen og igen. Alle dem, der gør en forskel i livet. Fordi de rummer hele essensen af livsforståelsen, fordi de er fremragende skrevet, fordi man umiddelbart kan identificere sig med personerne i dem, eller bare fordi de er en stor og inderlig læseoplevelse.

Så jeg vil prøve at lave en fuldstændig uprioriteret liste over og en kort anbefaling af nogle af mine yndlingsbøger. Jeg er bange for, den kan træffe at blive lang….. Alligevel håber jeg da, at der kan være en smule inspiration at finde i den.

Denne bog er intet mindre end et mesterværk. Og selv om den har adskillige år på bagen, er den alligevel utroligt nutidig. Vi kender dem jo alle, personerne. De eksisterer jo lige ved siden af os, og hvis vi kigger rigtigt godt efter, er vi såmænd også selv med i den bog.

På overfladen handler bogen om en ulykkelig kærlighedshistorie. Om to yderst sympatiske mennesker, der er som skabt for hinanden, men pga. tidens normer, samfundskrav og egen manglende handlekraft desværre aldrig magter at komme frem til det udløsende øjeblik. Vi hepper på dem og græder med dem. Men under overfladen er det en samfundsskildring på godt og ondt af en gruppe såkaldt “stille eksistenser” og deres utroligt inderlige liv, håb, drømme–og især bristede drømme. Han er ond, ham Bang, men han er også hylende morsom. Faktisk er Ved vejen en af de allermest underfundigt morsomme bøger, jeg kender. Jeg elsker scenen på kirkegården, hvor bogens store og tragiske nar, Bai, højlydt påstår at ville jage uvedkommende gæster ud af buskene, mens vi alle er fuldt overbeviste om, at det eneste, han venter på, er at glimt af de kvindelår, han taler så meget om, men vist aldrig rigtigt får at se.

Det er bipersonerne, der er denne bogs store force. Alle de fortabte sjæle, der på samme tid både er tragiske og dybt komiske. Det er også skrivestilen, impressionismen, hvor Bang ikke FORTÆLLER, men MALER. Man bliver ikke sat ind i begivenhederne med de store forklaringer–man får malet et billede af, hvad der sker. Og så må man selv finde ud af, hvad det hele handler om. Fordi man, som læser, netop står VED vejen. Ikke PÅ.

Prøv det! Find ud af, hvad det hele handler om. Det er en bog, der er værd at fordybe sig i. Et af dansk litteraturs store, store mesterværker!

 

Continue Reading