Mine Yndlingsbøger. IV.

hanne-vibeke_holst_2009_-_2

Hanne-Vibeke Holst: Knud den store.

Indrømmet: Jeg går i en lang, bevidst bue udenom enhver form for chick-lit. og for det meste også biografier. De første fordi de tenderer mod at være usigeligt intetsigende på en fjantet, ubehjælpsom måde, og de sidste fordi de ofte er en ophobninger af ubrugelige, uinteressante fakta, samt, i selvbiografierne, en umådelig gang namedropping og selvforherligelse. Andre menneskers privatliv interesserer mig simpelthen ikke nok til, at jeg gider læse tykke bøger om det.

Så her er altså en chick-lit.-forfatter, der har skrevet en biografi. Og den er rigtig, rigtig god og velskrevet. Jeg blev så glad, da jeg læste den, for her beviser forfatteren virkelig, at hun i den grad kan skrive. Ydermere er hun yderst ferm til at holde afstanden til såvel det nære familiemedlem som til sine egne følelser. Her er ingen følelsesporno eller gammelt nag–her er simpelthen bare en supergod bog.

Bogen handler om storhed og fald. Ligesom så uendeligt mange andre bøger. Men her er det faktisk interessant at læse om, hvordan store, højtflyvende ambitioner drukner i vrede, utilstrækkelighed og sprut. Der er jo ikke bare tale om den personlige nedtur–det er en hel families nedtur på godt og ondt, der skildres. Og det gøres på en sober, men samtidig også meget indfølt og kærlig måde.

Det er en lang bog. Men den er ikke en eneste side for lang. For hele vejen igennem griber den en om hjertet, og de fleste vil mange gange kunne identificere sig med såvel begivenheder som personer.

Så giv den en chance. Og glem alle fordommene om chick-lit. De bliver IKKE indfriet.

Continue Reading

Mine Yndlingsbøger. III.

6571919907_16be5f4875_b

Emily Bronte: Stormfulde højder.

Dette er, uden sammenligning, den bog, jeg har læst flest gange. Fordi den fortjener det, og fordi den er en oplevelse hver gang.

Her er vi ude i de store følelser, den store natur og den store kærlighed, der endog formår at overskride døden. Her er “Sturm und Drang”, masser af gotik og rendyrket romantik. Den scorer så højt på følelsesbarometret, at Kleenex er absolut tilrådeligt.

Basalt er der tale om en familiehistorie om svig, tilløbne og forbyttede børn, den store, ultimative kærlighed og to slægter, der indbyrdes såvel strides og bekæmper hinanden, men også samtidig er uløseligt forbundne. Det er Romeo og Julie på de nordengelske hedelanskaber, og så har bogen skurken over alle litterære skurke, Heathcliff. Nok er han “tall, dark and dangerous” (altså det, det på “litterært” sprog hedder “The Byronic hero”), men han er godt nok også vildt fascinerende! Han går rent ind i de fleste kvindehjerter!

Det er også en ond bog. En bog uden ret megen retfærdighed. Hvor de onde ler, og de gode græder. Men samtidig en bog, hvor man bliver så opslugt af hovedpersonernes forfærdelige skæbner, at man både lider med dem, og samtidig læser videre for dog at nå til en form for afslutning på hele dramaet, der strækker sig over flere generationer. Her er meget mere smæk på drengen end de fleste mere nutidige bøger. Det er intet mindre end storslået på alle måder.

Søstrene Bronte skriblede løs oppe i den særdeles øde og forblæste præstegård i Haworth i Yorkshire. Der var nok heller ikke så meget andet at give sig til. De må have haft et brølende, indre liv deroppe på heden. Har man besøgt stedet–og det tilrådes, fordi det er en oplevelse–får man tydeligt fornemmelsen af naturens storhed, men også den begrænsning i udfoldelse, der må have givet liv til en så overdådig fantasi og forestillingsevne. Deres bøger minder på ingen måde om velfriserede Janes Austen, der sad nede i pæne Bath og skrev stuerene romaner om nydelige menneskers kvababbelser med at blive gift med den rette. Heroppe på heden er alt, nå ja: stormfuldt!

Continue Reading

En dybfølt, alt for forsinket tak.

boy-160174_960_720

Alt det skriveri om litteratur–og det er slet ikke overstået endnu, sådan bare til advarsel!–fik mig til at tænke på min barndoms bibliotekarer. Disse stovte, ugifte kvinder med knold i nakken og myndige røster i tenorklassen har en meget stor andel i min livslange forelskelse i god litteratur. Det har jeg beklageligvis indtil nu helt glemt at takke dem for. Måske hører de mig nu, og hvis ikke, så håber jeg, det er fordi, de er dybt optagede deroppe af dybe samtaler med William, Ernest, James, Karen, Jane, Herman, Steen, hele den Brontiske familie og alle de andre.

I min barndoms by hed bibliotekaren Frk. Hjerrildgaard. Så er ingen fra samme by i tvivl om, hvor jeg kommer fra. Hun var et relativt omfangsrigt kvindemenneske på alle ledder med den obligatoriske knold i nakken, en umådelig dyb stemme og ville, hvis hun ikke lige havde elsket bøger, have være selvskrevet til en overordnet stilling indenfor militæret. Jeg er sikker på, hun selvstændigt kunne have ordnet tyskerne under krigen, hvis nogen havde givet hende lov. Eller råbt dem ud af landet. Hun var omgivet af en enorm respekt fra de voksne og nærmest urinfremkaldende angst fra os børn. Hun vogtede som en drage (hun ville have elsket, hvis jeg her skrev en Nazgul!) over sit bibliotek og havde røntgensyn for afleverede bøger, der havde været i nærkontakt med chokolade, leverpostejmadder eller snot.

Men hvis hun opdagede (og hun så jo alligevel gennem alt!), at man rent faktisk læste og holdt af de bøger, man lånte, forvandlede hun sig til den mest fortrinlige og venlige litterære vejleder, nogen kunne drømme om. I min optik vidste hun alt om bøger, og jeg troede også i mange år, at hun havde læst samtlige titler, der var udgivet fra Gutenberg til dengang. Det var nok kun de fleste af dem, og det er da også kun ved tilbageblik her mange år efter, at jeg måske forstår, HVORFOR hun lige læste så meget. Det var utroligt, hvad hun pudsede mig på. Uden min egen viden om det, tror jeg, hun havde en to-do klassikerliste med mit navn på, hvor hun stolt krydsede af i Dickens, Bronte og Austenfelterne, når lille jeg var igennem. Måske var jeg hendes eneste succeshistorie?

Nogle gange var hun lidt for tidligt ude med bogsnøren, og måske er det hendes skyld, at jeg som 60-årig stadig ikke er gennem Ulysses. Jeg tror, jeg var omkring 14, da hun først introducerede den, og det blev mildest talt aldrig en succes. Dengang kunne man i  øvrigt i bibliotekets åbningstid fra 14 til 17 kun låne 2 bøger af gangen, hvis man var barn. Heldigvis boede jeg så biblioteksnært, at jeg kunne være på pletten kl. 14, låne 1 bog, cykle hjem og læse den og være tilbage før 17 og låne 2 mere. Den manøvre havde hun virkelig respekt for! Så meget, at jeg med tiden vist blev det eneste barn i provinsflækken, der med Frk. Hjerrildgaard velsignelse fik lov at låne hele 3 bøger af gangen!

Jeg burde have takket hende. For jeg er næsten sikker på, at ingen andre gjorde det. Den gængse opfattelse i lillebyen var vist, at hun bare var en gammeljomfruelig drage med en yderst uheldig kropsbygning. Det var synd, så mange ikke så det store, varme hjerte, der bankede for den gode litteratur og for at give den videre til andre.

Så jeg håber, hun sidder deroppe på sin sky og er rigtigt godt gammeldags starstruck over det selskab, hun forhåbentlig er kommet i.

 

Continue Reading

Mine yndlingsbøger. II.

slip

Kazou Ishiguro: Slip mig aldrig.

Nej, det er ikke en ukendt, mystisk, japansk forfatter! Det er en af Englands allermest anerkendte forfattere med de fleste store britiske litteraturpriser i ryggen–med japanske indvandrerforældre.

Og så er det en ond bog. En dystopisk fremtidsroman om, hvad der kan ske, hvis vi helt og aldeles glemmer enhver form for medmenneskelighed og humanisme. Hvis vi kun tænker på os selv og vores egen overlevelse.

Men det er også en bog om barndom, ungdom og– især!- venskab mellem de 3 hovedpersoner. Det er en kostskoleroman, selv om der mildest talt ikke er meget Harry Potter over den. Den handler om de 3 hovedpersoners liv på den lidt mystiske kostskole Hailsham, hvor man som læser hele tiden fornemmer, at noget ikke er helt, som det skal være. Det opdager man så hen ad vejen–og det skal ikke afsløres her, for hele essensen er så forfærdelig, at det næsten er ubærligt at tænke på. Det forholder sig nemlig sådan, at der er et klart formål med alle børnenes liv–og det er altså ikke det allermest tiltalende.

Det er også en bog om at leve sit liv–på trods! På trods af, at ens liv har alle odds imod sig, og at man umuligt kan undslippe sin forudbestemte skæbne. Man føler med personerne, ophidses over deres forfærdelige liv, men forhåbentlig vender man også sin afsky indad og reflekterer lidt over, hvor det egentlig er, vores samfund er på vej hen.

På mange måder er bogen lidt som en krimi. Man VED, der foregår noget uldent, men man kan ikke rigtigt finde løsningen før langt henne i bogen. Og da bliver den så utroligt hjerteskærende, fordi man netop er kommet til at holde så uendeligt meget af hovedpersonerne. Så det er sådan en bog, der gør rigtigt, rigtigt nas! Men som er uendeligt svær at slippe, mens den gør det. Også fordi den er FREMragende skrevet og fyldt med fantastisk billedsprog og symboler. Og fordi fortælleren i en uendelighed lyver–ikke fordi hun vil, men fordi hun desværre ikke formår at gennemskue konsekvenserne ved den grusomme plan, hun er en del af.

Og lad være med at se filmen. Den er shitty!

Continue Reading

Mine yndlingsbøger. I.

ved_vejen_1898

Herman Bang: Ved vejen.

Jeg tænkte, at her i de kolde, mørke vintermåneder ville det måske være en god ide at skrive lidt om alle de mange bøger, der efter min mening bør læses igen og igen. Alle dem, der gør en forskel i livet. Fordi de rummer hele essensen af livsforståelsen, fordi de er fremragende skrevet, fordi man umiddelbart kan identificere sig med personerne i dem, eller bare fordi de er en stor og inderlig læseoplevelse.

Så jeg vil prøve at lave en fuldstændig uprioriteret liste over og en kort anbefaling af nogle af mine yndlingsbøger. Jeg er bange for, den kan træffe at blive lang….. Alligevel håber jeg da, at der kan være en smule inspiration at finde i den.

Denne bog er intet mindre end et mesterværk. Og selv om den har adskillige år på bagen, er den alligevel utroligt nutidig. Vi kender dem jo alle, personerne. De eksisterer jo lige ved siden af os, og hvis vi kigger rigtigt godt efter, er vi såmænd også selv med i den bog.

På overfladen handler bogen om en ulykkelig kærlighedshistorie. Om to yderst sympatiske mennesker, der er som skabt for hinanden, men pga. tidens normer, samfundskrav og egen manglende handlekraft desværre aldrig magter at komme frem til det udløsende øjeblik. Vi hepper på dem og græder med dem. Men under overfladen er det en samfundsskildring på godt og ondt af en gruppe såkaldt “stille eksistenser” og deres utroligt inderlige liv, håb, drømme–og især bristede drømme. Han er ond, ham Bang, men han er også hylende morsom. Faktisk er Ved vejen en af de allermest underfundigt morsomme bøger, jeg kender. Jeg elsker scenen på kirkegården, hvor bogens store og tragiske nar, Bai, højlydt påstår at ville jage uvedkommende gæster ud af buskene, mens vi alle er fuldt overbeviste om, at det eneste, han venter på, er at glimt af de kvindelår, han taler så meget om, men vist aldrig rigtigt får at se.

Det er bipersonerne, der er denne bogs store force. Alle de fortabte sjæle, der på samme tid både er tragiske og dybt komiske. Det er også skrivestilen, impressionismen, hvor Bang ikke FORTÆLLER, men MALER. Man bliver ikke sat ind i begivenhederne med de store forklaringer–man får malet et billede af, hvad der sker. Og så må man selv finde ud af, hvad det hele handler om. Fordi man, som læser, netop står VED vejen. Ikke PÅ.

Prøv det! Find ud af, hvad det hele handler om. Det er en bog, der er værd at fordybe sig i. Et af dansk litteraturs store, store mesterværker!

 

Continue Reading

Om forbyttede børn, spøgelser på loftværelset og dystre familiehemmeligheder.

BAL5335 Abbey in the Oakwood, 1810 (oil on canvas) by Friedrich, Caspar David (1774-1840); 110x171 cm; Schloss Charlottenburg, Berlin, Germany; (add.info.: Eldena Abbey near Greitswald;); German,  out of copyright

Kate Morton.

Kate Morton er en australsk forfatter, som gennem de seneste år har udgivet en håndfuld murstensromaner i den stil, man vel bedst kan kalde nygotik. I al sin enkelthed betyder det, at hun læner sig op af de forfattere, der i 1800-tallet skrev romaner, hvori en vis portion “overnaturlighed”  og uhygge indgik. De mest kendte romaner fra dengang er nok Stormfulde højder, Jane Eyre og Dr. Jekyll og Mr. Hyde–bøger, som heldigvis altid kan genlæses.

Men Kate Morton har altså formået at flytte datidens uhygge frem til i dag. Det vrimler med forbyttede børn, forfærdeligt dystre familiehemmeligheder, påståede gengangere (alt har jo heldigvis en helt naturlig forklaring!) og gamle, forfaldne familiegodser. Hun er en mester i at snyde sine læsere, for hver gang man lige tror, at nu har man spottet sammenhængen–ja, så har man ikke fattet en hujende fis. Ikke før på sidste side!

Det er gedigen underholdning, og de 4-500 sider, de fleste af hendes romaner fylder, er ikke en side for meget. Det er den slags bøger, der kræver en god brændeovn, masser af te, uldne tæpper, alene hjemme–og masser af tid. For er man først i gang, så er der faktisk ikke så meget at stille op, før man er færdig….

Det er ikke højtravende litteratur, skrevet til masser af eftertanke, men hun skriver godt–og fabelagtigt underholdende. Det er svært at pege på en enkelt af hendes bøger som “den bedste”. Til gengæld vil jeg vædde på, at har man læst en, vil man hurtigst muligt stile mod bibleren og låne de andre!

Continue Reading

Erling Jepsen: Den sønderjyske farm.

den_soenderjyske_farm_0

Lige siden jeg var på Heartland Festival (kan i den grad anbefales og vil blive det senere!) på Egeskov slot i juni, har jeg haft en plan om at genlæse minimum en af Erling Jepsens bøger. Han er en fremragende entertainer på sin tørre, lune, meget sønderjyske måde, og på festivalen afslørede han, hvorfor han skriver romaner. Han er ikke til lyrik og har faktisk kun skrevet et digt i hele sit liv. Det lyder sådan:

“Mit hjerte er gået itu,

for hende, jeg elsker, er allerede i brug.”

Lige præcis den type humor gennemsyrer denne roman, som, meget kort fortalt, handler om intensiv kaninavl i Gram! Erling Jepsen havde i sin barndom ” en farm for foden af Gram Bakke”, og det var ikke altid uproblematisk at være juniorkaninavler i det midtsønderjyske. Udover gnaverproduktion handler bogen også (igen, og som en slags fortsættelse af Kunsten at græde i kor) om fortællerens yderst dysfunktionelle familie og alle disse skæve eksistenser, som dengang beboede Gram og omegn.

Det er en roman om at vokse op, at begynde at forstå voksenlivet og de voksnes skjulte traumer, men det er også en hylende morsom roman om en drengs utrættelige kamp for at overleve–oftest helt på sine egne præmisser. Og har man en svaghed for “hjemstavnsromaner”, så går denne her altså også lige ind.

Jeg var meget spændt på, om jeg ville grine lige så højlydt og inderligt anden gang—det gjorde jeg!

Continue Reading