Om gen-læsning.

John Fowles.

Sidder og gennemgår nogle rejsebeskrivelser for at se, om jeg har tilstrækkelige kompetencer til at føle mig sikker i at tage andre mennesker med til de beskrevne steder. Og falder så over en tur, der går gennem Lyme Regis. Så kan det da ellers nok være, længst svundne genkendelser pludseligt dukker op til overfladen igen efter års glemsel. Så er det nemlig, at Meryl Streeps forsømte, forhutlede skikkelse der på kanten af molen i Lyme Regis dukker op på den indre biografskærm. Og man næsten hører Jeremy Irons pragtfulde stemme, mens man er dybt mystificeret af, OM de nu fik hinanden. Det gjorde de i første omgang, men så blev forfatteren, John Fowles, tilsyneladende i tvivl om, om den slutning nu også holdt. Og så skrev han en anden. Som ikke endte lykkeligt.

For mig ER Lyme Regis John Fowles. En fantastisk forfatter, som i årevis har stået og samlet støv på mine boghylder uden at have været taget ud–undtagen de få, og på en hånd tællelige, gange, jeg har sjuskestøvsuget samme hylder. Jeg var vild med Fowles i 70-erne og 80-erne og læste vist mere eller mindre alt, hvad han har skrevet.

Det er ikke nem litteratur. Det er modernisme med et twist, og alt er yderst sjældent, som det giver sig ud for. Og hvis det er, så skal forfatteren selv, gerne ved direkte indblanding i bøgernes handling, få lavet om på den slags pjat. Som nu den med at skrive 2 slutninger på historien om den franske løjtnant og hans kvinde. Eller det besynderlige, dybt fascinerende storværk The Magus/Troldmanden, hvor alt blot bliver mere og mere mystisk, og man anspændt venter på en løsning på den gåde, der aldrig rigtigt bliver løst. Den bog har jeg været i clinch med utallige gange, hvilket mere indikerer, at jeg ikke sådan lige giver op–end at jeg nogensinde har fundet en egentlig forståelse af, hvad i alverden der foregår. Bedre går det med The Collector/Samleren, som er en af de ondeste bøger, der findes. En bog om menneskets ultimative samlergen, hvor mennesker samler på–nå, ja–andre mennesker. En klassiker i gymnasielitteraturen i 80-erne, hvorefter den vist er gået til de evige glemsels-bogkældre. I alt fald blandt nutidens elever, som nok heller ikke forstår, hvorfor det ydmygede offer ikke bare tager sin telefon og ringer hjem….

Anyway, konfrontationen med et konkret geografisk sted fik mig til at brænde efter en gen-læsning af Fowles bøger. Mere skal der heldigvis ikke til. Fowles selv døde i 2005, og jeg må vist indrømme, at hans bøger døde for mig længe før den tid. Eller blev i alt fald glemt.

Men nu skal de have en mulig renæssance. For måske er de akkurat lige så fascinerende, velskrevne og mystiske, som de var i 80-erne. Og måske er de ikke. Det kan jo kun komme an på en prøve. Hvis de holder, beviser det jo bare, at han er præcis lige så stor en forfatter, som jeg dengang anså ham for. Hvis de ikke gør, er det modsatte vel tilfældet. Endelig er der også den mulighed, at min fremskredne alder og væsentlig større modenhed måske endda kan få mig, omsider, til at forstå The Magus. Det kan man da håbe på.

Jeg tror, jeg vil tage et genopfriskningsraid på mine reoler. Se, om der ikke er noget, der fortjener genlæsning eller en ekstra chance. Det kan nemlig gå to veje, der begge er værd at begive sig ud på. Enten kan fortidens yndlingsbøger vise at være det rene trash, som på ingen måde består holdbarhedsprøven. Og så kan man med god samvittighed skrotte dem–også selv om en bog uden sammenligning er den ting, det gør allermest ondt på mig at kassere. Eller også viser det sig, at det stadig er store, vigtige og væsentlige værker. Og så kan man med både stolthed over sin egen fremsynethed og glæde over ejerskabet med god samvittighed lade dem blive stående.

Jeg starter med Fowles. Og så får vi se, hvem der så kommer efter. Måske det utal af 70-er feministguruer, der tapetserer det meste af et gæsteværelse. Fordi det måske er på tide at erkende, at mange af dem faktisk hverken kunne skrive eller havde ret meget andet end tidsåndspræget vrøvl at diske op med.

Og jeg skal nok love at bekendtgøre, når jeg finder en perle af en glemt forfatter, der virkelig er værd at læse…… Hvis, altså!

Continue Reading

En ny bog.

Mettes mors monster. Klematis.

Af ret indlysende årsager, som jeg vist ikke behøver at komme ind på, kan jeg desværre ikke anmelde denne bog. Men den udkommer og vil være tilgængelig i fysiske boghandler fra 28/2 og kan allerede nu bestilles i de allerfleste netboghandler.

Bogen handler om børn, forældre og alkohol og er en billedbog, fortrinsvis beregnet til oplæsning, for de ca. 6-9/10-årige. Omdrejningspunktet er Mette, hvis mor har et stort, farligt monster nede i kælderen, som hele tiden tryller hendes mor om til en anden mor end den rigtige. Især illustrerer bogen, hvordan dette påvirker Mette. Indtil der heldigvis en dag dukker en monsterjæger op, som forstår, hvordan både Mette, hendes mor og resten af familie kan lære at komme videre.

Men jeg kan vist godt skrive, at det er nogle gode tegninger……..

 

Continue Reading

En god begyndelse.

Katrine Bjerregaard: Løgnerens hus.

Bogen er vinder af Politikens Romankonkurrence 2016, og på omslaget kan jeg se, at forfatteren på det tidspunkt har været 22 år. Med det i baghovedet synes, jeg, det er en imponerende livsklog og erfaringspræget bog, hun har skrevet. Også en læseværdig.

Vi er i tidens trend: den dysfunktionelle familie. Det vrimler med dysfunktionelle familier i det litterære landskab, og man fristes til at konstatere, at det nok skyldes, at det vrimler fuldtud lige så meget med sådanne i virkeligheden. 10-erne er dysfunktionalitetens årti–eller også er vi bare enormt fokuserede på familien i samme årti. For så at finde revner, sprækker og alt det, der indadtil ikke peger på verdens lykkeligste folk. En anden tydelig tendens er, at årtiets romaner ofte henlægger handlingen til det såkaldte udkantsdanmark. Det er altså ikke længere kun forbeholdt hipstere, den kreative Sdr. Boulevardklasse, Nørrebroklidonkler og ghettobeboerne fra Hellerup og nordpå at have ondt i familien.

Denne gang er vi ved Limfjorden. Hvor far/morfar Kristian tilsyneladende har efterladt sig et sommerhus ( og meget andet, viser det sig) som et levn fra de 20 år, hvor han forlod familien, og ingen anede, hvad han foretog sig. Familie er nu også så meget sagt. For der er ingenting, der fungerer indbyrdes, og et utal af løgne og fortrængninger, som mulmer nede i familiens skraldespand. Datter Louise har et skodjob for pengenes skyld og har som hovedinteresse at tælle ( og sammenligne) antallet af likes på Facebook. Hun er, det meste af bogen, håbløst og deprimerende bagefter i forhold til personer, hun normalt sammenligner sig med. Manden Michael er et skvat, utro og løgnagtig, men i det mindste ser han da hamrende godt ud. Mormor Karen, som altså periodisk var Frederiks hustru, laver mad og kunne med stor sandsynlighed blende lige ind i enhver “De 5”-bog. Og så er der barnebarnet Ida, som vel står som den mest fornuftige og i grunden modne af dem alle.

Det viser sig selvfølgelig, at der udover dem er en del mere familie. Og det bliver så omdrejningspunktet i bogen. Sammen med forsøget på at klinke alle fortidens skår og få dette rod af en familie til at fungere sammen. Om det lykkes, kan man så læse sig til…

Bogen har 3 fortællerstemmer: Karen, Louise og Ida. Og selv om det er en gammel, veltjent metode, fungerer den her, således at man som læser hele tiden får mere end en vinkel på begivenhederne. Sådan er det jo: Der er altid mere end en sandhed.

Ja, bogen er præget af en sin nybegynder udi det store forfatterfag. Men jeg kan godt forstå, hun vandt prisen. Det er imponerende at kunne skrive en bog som denne i hendes alder, og den peger frem imod, at det med tiden kan blive til noget meget stort. Så læseværdig, det er den.

Continue Reading

En god bog.

Gennem alle de mange år med minimalisme, hvor en såkaldt roman nærmest kunne skrives på 3 sider, skulle findissekeres i op til 37 dansktimer OG tilmed udråbes som stor, stor kunst, sukkede jeg bare sådan efter den gode gamle slægtsroman, den STORE historie, et fremadskridende handlingsforløb og ja, vel også en tilbagevending til selve læseglæden. Nu er perioder i dansk litteratur heldigvis ikke mit kateder eller mit ansvar længere. Jeg kan læse udelukkende for min egen fornøjelses skyld, helt uden tanke for, om det kan “bruges”.

Her er så en af de gamle minimalister, der har skrevet en slægtsroman på 297 sider, en STOR historie med et fremadskridende handlingsforløb, hvor man da er velkommen til (og sikkert også kan fremgrave mange spændende detaljer) at findissekere, men det er absolut ikke nødvendigt. Det er helt fint udelukkende at læse den for sin egen skyld, for det er en god bog.

Vi er i Svendborg–i alt fald til at starte med– i endnu en hippie/økologisk freakramt, dysfunktionel familie i minefeltet 80-erne, hvor det gradvist blev lidt umoderne kun at make love, not war og lidt mere in at tjene rigtige penge. Forældrene Jytte og Holger er, desværre, nogle gange stereotype prototyper på levninger fra 70-erne, mens børnene, især Frederik og Lene, da i den grad dyrker en noget anden tidsånd. Der er lidt proletarisk Grønnegaard over det hele–uden Jesper Christensen som comic relief–men Grønnegaarden lå da vist også lige i nærheden? Af Svendborg, altså. Er der noget, Jytte og Holger i den grad nærmest indædt og medfødt tager afstand fra, så er det penge (undskyld: kapitalisme!) og etableret folkekirkereligion (boliviansk åndemaneri er helt OK), så det giver selvfølgelig en del familiære problemer, at Frederik bliver indbegrebet af en 80-er Yuppie (Young Urban Professional) som børsmægler-gulddreng hos Goldman Sachs ( mindre kan ikke gøre det!) i New York og Lene, selvfølgelig, bliver præst–i Svendborg!

Bogen følger primært Frederik, som efter min bedste overbevisning lige så godt kunne have heddet Hamlet, hvis navne ellers går efter karaktertræk. Scenen hvor han låser den utro (nå, nej, vi ejer jo ikke hinanden!) mor inde sammen med elskeren, kunne Hamlet såmænd også have orkestreret, for idioten låser jo op igen. Han er dog generelt en ubeslutsom, handlingslammet type, der aldrig rigtigt finder sig selv og aldrig rigtigt får taget sig sammen til ret meget andet end at tjene penge. Forholdet til familien er mildest talt elendigt, og den stakkels mand kan ikke engang formulere (end ikke for sig selv) hvorfor. Da han endelig finder sig en grim ( men rig!) kone, håber man som læser på forbedringer, men bogens slutning peger i alt fald for mig frem mod, at hans miserable liv bare tager endnu en rundtur om sig selv. Søsteren Lene er ikke meget bedre. Med en storonanerende, notorisk utro mand (som hun elsker, vist nok) bliver det såmænd heller ikke til så meget….

Men det er morsomt, tankevækkende og meget, meget velskrevet. Jeg kunne dog godt have undværet den fortællerstemme, der ind imellem popper op og foregriber begivenhedernes gang ” Han vidste endnu ikke, at…”, men det er småting. Hovedsagen er jo, at man bare genkender SÅ meget af sin egen historie, sine egne, personlige aktører i samme historie og–ikke mindst–den handlingslammelse, som alle vist på tidspunkter i deres liv har bandet langt væk. Især når det drejer sig om familie.

Den er værd et læs…….. Og lur mig om den ikke ender på filmlærredet. Nogle gange er det næsten som at læse en drejebog, så filmisk er skrivestilen.

Continue Reading

Ikke umagen værd.

Lotte Petri: Djævelens værk.

Når der kommer en ny stjerneaspirant på mordhimlem, plejer jeg at tjekke den ud. Jeg ved godt, at denne forfatter har flere bøger bag sig, men for mig er hun altså rimeligt ny. Hun bliver så heller ikke gammel. Hos mig.

Selv grundideen med kirkegårde, lig, der skal flyttes, djævleuddrivelser og hobevis af gamle knogler er god. Det burde lægge en grum, uhyggelig stemning. Men når man oven i dette prøver at skrive en såkaldt videnskrimi ( man formodes generelt ikke at blive klogere af krimier, men det er der nogle forfattere, der har sat sig for at modbevise!) med masser af facts, der fuldstændigt overdøver enhver form for person- og miljøkarakteristik, så går det galt. Det er som at læse Dan Brown–bare uden spænding.

Hovedpersonerne står som tomme skaller, og man er fuldstændigt forvirret både omkring, hvem de er og deres bevæggrunde. Tillige sker der gennem bogens ikke så forfærdeligt mange sider et veritabelt blodbad på adskillige bipersoner. Måske er det min fatteevne, der er ved at gå i alderdomsdemens, men det lykkedes mig faktisk aldrig at indse, hvorfor kun så relativt få personer på Nørrebro trods alt slap med livet i behold, og i det hele taget, hvorfor så udpræget stor en del af lokalbefolkningen overhovedet skulle myrdes. Det virker, i mine øjne, komplet utroværdigt med 5-6 mord i samme krimi. Jeg bliver sådan lidt immun og ligeglad hen ad vejen. Det virkede da faktisk også, som om detektiven og hans sidekick var af samme overbevisning. De kiggede mest på gamle knogler. Eneste spændende person var en katolsk præst, der kunne eksorcisme, sådan til husbehov. Ham ville jeg faktisk hellere have læst om hele bogen igennem.

Ærgerligt! Anyway, så længe krimien som genre er så uhyre populær, og vi eksporterer den til såvel gamle nabolande som endda til de lande, som krimien oprindeligt er født i, så kommer der garanteret flere stjerneskud. Som forhåbentlig kan vise lidt mådehold med myrderierne og stampe troværdige såvel personer som motiver op.

 

 

Continue Reading

En tankevækkende bog.

Vita Andersen: Indigo.

Jeg havde ellers sat hende på stand-by gennem mange år, Vita Andersen. Jeg var med, da hun bragede igennem nykritikmuren i 70-erne med sine tryghedsnarkomaner og gjorde den såkaldte knækprosa til genstand for intellektuelle samtaler for datidens litterære hipsters. Siden ( og vel allerede fra begyndelsen) gik der lidt for mange flødeskumskager og menstruationsbind i selvsving hos hende, og da så Strunge pludselig viste, hvad poesi ER, så var det, at jeg tillod mig selv at stå af.

Knækprosa betyder at skrive prosa (noveller, romaner), og så brække sætningerne op, så de ( i alt fald typografisk) ligner digte. Vita Andersen skriver stadig knækprosa. Eller rettere, nu indrømmer hun da heldigvis tydeligt, at der faktisk ikke er tale om digte, men om prosa. Dette er derfor ikke en såkaldt digtsamling, men en roman. Men skrivestilen ligner til forveksling de trygge narkomaner.

Her er vi, som adskillige gange før, tilbage i den traumatiske barndom i den dysfunktionelle familie på en af datidens usleste adresser i København. Fortællerstemmen er barnets, og det gør, at romanen er yderst virkningsfuld, fordi den netop ikke hverken analyserer eller gennemgribende forstår, hvad der egentlig foregår. Den enlige mor holder sine børn som gidsler i sit eget forspildte mareridtsliv af forspildte chancer og manglende erkendelser, og den lille Vita kastes rundt mellem børnehjem, plejefamilier og forlængede koloniophold. Det er hjerteskærende læsning om at gøre et barn fortræd, om en barndom uden noget fast ståsted udover en permanent følelse af altid at være overflødig eller til overs. Det er Vita Menneskebarn i 40-ernes og 50-ernes allerunderste samfundslag, og det er barsk læsning. Der er langt fra nutidens curlinger til datidens børnehjemsbørn!

Og så alligevel! For selv om Vita kastes rundt mellem moderens luner og utallige mere eller mindre børnefjendske opholdssteder, så overlever hun jo. Med barnets sans for altid at tage tingene, som de kommer og indpasse sig, fortvivler hun aldrig, men skaber altid en lille overlevelsesniche for sig selv. Der er sgu` krummer i den tøs–og det bliver der også nødt til at være, for ellers var de fleste læsere nok stået af omkring side 25.

Det er en “pageturner”, som holder en fanget i al elendigheden. Lidt for lang og ujævn ind imellem, men absolut læseværdig—og allermest tankevækkende! Jeg kan kun være tilfreds med at have ophævet mit personlige stand-by på Vita Andersen. Og hvor er det dog befriende, at bogen overhovedet ikke har menstruationsbind. Mængden af flødekager i den synes også umiddelbart ret gennemsnitlig!

Continue Reading

En interessant bog.

 

Maria Helleberg: Vilde kvinder, milde kvinder.

For nu at blive i det Blicherske sprogvalg, så: Stundom når jeg vandrer gennem genbrugsbutikkerne, så finde jeg ofte interessante bøger–og køber dem. Det er gerne bøger, jeg har overset, da de udkom, eller simpelthen ikke har haft tid til at kaste mig over, fordi der har været en massiv kø foran dem, og så er de blevet glemt undervejs. Denne bog er sådan en. Den er fra 2003.

I øvrigt elsker jeg den måde, mange genbrugsbutikker prissætter deres bøger. Den svarer til min gamle mosters opstilling af sine i reolen. Det gik efter farvesammensætninger og størrelse! Det var godt, hun ikke havde så mange, for hun havde da aldrig fundet en bestemt bog hurtigt igen, hvis hun ikke lige var helt sikker på dens volumen, coverdesign eller flademål. Sådan er det også hos genbrug. Indholdet er noget perifert og ukendt, men indpakningen og sideantallet, det kan man da forholde sig til!  Så min Helleberg med det tiltalende ydre og de mange sider var i genbrugsoptik relativt dyr. Men den var det værd!

Jeg er ellers ikke fan af Fru Helleberg, sådan mere end til husbehov. Jeg synes, hendes historieskildring primært hylder devisen om at hugge et par hæle og klippe en Fandens masse tæer–og så passer lortet ned i skabelonen. Hun har det også ind imellem med at blive lidt vel kulørt og kioskbaskerisk, så ingen kan være i tvivl om, at interessante, historiske personer også havde et umådeligt ditto sexliv. Eller i alt fald fik opfundet et i bagklogskabens Hellebergske fantasi.

Men denne minibiografi af 12 kvinder fra den danske guldalder er absolut værd at læse. De 12 kvinder fra den danske adel og højere klasser i det daværende borgerskab er interessante på den måde, at de alle tager deres eget liv og skæbne så seriøst, at de generelt former livsforløbene på den måde, de selv ønsker det. Hvilket nok var relativt usædvanligt for både deres køn og deres tid. Flere af dem blæser højt og flot på normer ( for anstand, ægteskaber og opførsel) og stormer afsted til udlandet, og især Italien, efter unge elskere, mens andre faktisk gør et stort stykke arbejde for at opbygge et anderledes og mere demokratisk samfund og bedre vilkår for de fattige.

Selvfølgelig er der tale om kvinder, der allerede fra fødslen var priviligerede. Her er ingen mindrebemidlede og arme i ånden. Det er så logisk set også denne biografiforms vilkår, for portrætterne bygger mestendels på efterladte breve og livsskildringer, som jo netop kun denne samfundsklasse havde mulighed for at efterlade sig. Jeg er faktisk vildt imponeret af den mængde af research, der må ligge til grund for at skrive en sådan bog.

Og hvad kan vi så lære af dem, disse kvinder? Og hvorfor skal vi læse om dem, overhovedet? Jeg mener ikke, at enhver form for litteratur nødvendigvis skal være opbyggelig og politisk korrekt iflg. den til tiden herskende moral. Men jeg kan godt lide at læse om modige formødre, der kastede sig ud i projekter, der både gavnede samfundet–men oftest da i den grad dem selv–og var med til at sætte dagsordnen i en tid, som vi nu kun husker for de MÆND, der befandt sig i den. Det er rart at få (gen)opfrisket, at der faktisk samtidig med Oehlenschlager, Thorvaldsen, monarkerne, Struense og H.C. Andersen OGSÅ var kvinder på banen, der OGSÅ var med til at forme historien, som vi kender den i dag. Jeg har også altid været en stor beundrer af rebelske kvinder, kvinder der turde overskride samfundets normer og grænser. De er rare at læse om hjemme i min beskyttede lænestol!

Og så har bogen den absolutte fordel, at den består af 12 særskilte portrætter. Man kan læse den kapitelvis, og når man har tid, og har ikke, som jeg bliver mere og mere dygtig til, glemt væsentlige spor af/fra morderen, fordi bogen har været på stand-by et par dage. Det passer faktisk lige med en guldalderkvinde på 20-30 sider inden natlampeslukning i sengen. Og man drømmer ikke ubehageligt af den grund. Tværtimod.

Continue Reading

Åh, disse kvinder.

Forleden var jeg på udflugt nær Blicher-land med en veninde, så midt mellem alt det andet, vi selvfølgelig også havde på dagsordenen, blev det også til lidt Blicher-vending.

Især hans kvinder. For i sin kvindeskildring er den gamle præst jo ganske unik for sin samtid. For det–og så fordi han lyver noget så gevaldigt overfor sine læsere.

Når man ikke længere på årlig–eller i alt fald 3-årig–basis sådan rent arbejdsmæssigt er tvunget til et gensyn med alle disse blændende forfattere, går de desværre lidt i glemmebogen. Helt ærligt er det trods alt nok de færreste pensionerede lærere, der på årlig basis sætter sig ned og gennemgår Shakespeare, Blicher, Bang og alle de andre fyrtårne for og med sig selv. Det bliver ligesom ikke til så meget. Og det er forbandet ærgerligt. Derfor er det godt engang imellem at blive mindet om deres eksistens, fordi det skærper lysten til et glædeligt gensyn.

Jeg gik lige hjem og genlæste (igen x 47!) den novelle af Blicher, der for mig står som noget af det ypperste indenfor dansk litteratur. Min yndlingsnovelle ( og den er sgu` svær, for der er nok om buddet!), om man vil. Blichers “Sildig opvågnen”.

På overfladen handler den om en farlig, utro kvinde, der skaber bål, brand, forliste ægteskaber, uægte børn og alskens disharmoniske forhold i et Biedermeierunivers (Lad os bare definere et sådant som: Indre og ydre harmoni frem for alt.) Der er ikke meget, Elise ikke får spoleret på det ydre plan. MEN, i sidste ende er der faktisk kun en person, der gennem- og overlever disse, i tidens øjne, fejltrin med livet og sin sunde fornufts brug i fuld bestand: Elise selv! Hun gør, som et utal af Blichers andre kvinder (Tænk blot på Cecil fra Hosekræmmeren og Frk. Sophie i Landsbydegnen) oprør mod samfundets normer, og især samfundets normer for kvinders opførsel. Og som den eneste af de tre her nævnte slipper hun faktisk “godt” fra det. De andre to ender hhv. i sindssyge og i alkoholiseret fattigdom på Falster.

Det i sig selv er som sådan ikke nok til at skabe et mesterværk. Det geniale ved novellen er, at fortælleren er stedets præst, der som iagttager prøver at stå udenfor, men nærmest hjælpeløst bliver draget ind i begivenhederne. For nok er han præst og bør iflg. tidens normer fordømme et så ansvarsløst og amoralsk fruentimmer, men samtidig er han håbløst betaget af Elise. Hvis det stod til ham, var det blevet de to. Og så alligevel ikke, for hans splittede sind er ude i en kamp mellem rollen som moralens vogter og ren og skær kødelig, erotisk besættelse. Heldigvis, hvis man kan bruge det ord, for ham er hun ikke det fjerneste interesseret i ham, og det kan man som læser faktisk godt forstå!

Umiddelbart kan man let læse hen over præstens betagelse. Den står udelukkende i bisætninger og forsøges skjult mellem moralske fordømmelser. Men det er jo netop det, der er hele novellens sprængstof. At fortælleren prøver at lyve os lige op i hovedet, udelukkende for at konsolidere sin egen moral, mens den opmærksomme læser sidder og tænker “Din gamle gris. Got you!”  Blicher er en sand mester udi den utroværdige fortæller, men han kræver, at læseren hele tiden er opmærksom og fanger de små finter og lidt gemte hentydninger.

Blicher vidste noget om kvinder og kunne noget med kvinder i sine noveller. De er rigtige, sanselige mennesker af kød og blod, og han er, som forfatter, altid dybt betaget af dem. De gør ofte oprør indenfor de rammer, som datidens samfund sætter for dem–ofte omkring hvem, de skal/ er forudbestemt til at gifte sig med og hvem, de egentlig gerne VIL have. Elise i Sildig opvågnen bliver simpelthen forelsket i en anden end sin lovformelige ægtemand, og sådan noget skaber kaos i et samfund, der udelukkende dyrker den påståede harmoni som normen for menneskers sameksistens. Det skal (udfra samfundets normer) fordømmes, og det bliver det også—men hvem er det lige, der som den eneste kommer ud af det hele med skindet på næsen og sig selv i behold?

Selvfølgelig kan novellen også læses som en særdeles maskulin kommentar til, hvor mange dødsfald og splittede familier en amoralsk kvinde kan få på samvittigheden uden selv at få det mindste moralske anstød deraf.

Men jeg tror på, at den mere feminine udlægning af historien er den rigtige. I alt fald for mig. Ellers–og det er vel hovedargumentet–var der ikke den fjerneste grund til, at Hr. Stivstikkerpræst skulle afsløre noget som helst om, hvor dybt betaget han selv var af dette sanselige, erotiske menneske. Så skulle han jo bare kedeligt fordømme hende!

Men læs den–og bedøm selv!

Continue Reading

Om at folde drømmens faner ud.

“Vi er drømmens bannerfører/selv om vor naivitet/bærer dybe ar fra hverdagens kampe. Vi forkynder velvære og bløde senge/brugt til søvn og elskov./ Vi synger i specielle frekvenser /der får murene af norm og ensartethed/ til at vælte.”(Drømmens faner, 1981)

Stemmen bag lydsporet til min ungdom ville være fyldt 60 i år. D. 19. juni, for at være helt præcis. Det gør han så ikke, for 9. marts 86 valgte han at springe ud af et vindue, med dødelig udgang. I den anledning er der (omsider!) lavet en dokumentar om ham, og netop reklamerne for den fik mig til at tænke på en digter, som for mig har betydet fuldt ud lige så meget som mine andre favoritter. Med andre ord sidder Michael Strunge, i alt fald i min fantasi,  nok deroppe i litteraturhimlen og diskuterer kloge, eviggyldige tanker med Shakespeare, Bronté-søstrene og alle de andre, og det er han givetvis fuldt kvalificeret til. Selv om han nok ind imellem, og nødvendigt, provokerer og irriterer dem lige så grænseløst, som han var.

Strunge kunne noget med ord og noget med tidsånd. Han fangede begge dele på sin egen, på den tid højst alternative, måde. I virkeligheden var han, i mine øjne, vores største ny-romantiker, som både fangede og beskrev det sorte, fremmedgørende samfund og hyldede de oprindelige, de basale, naturlige (med) menneskelige værdier, som netop var dem, der skulle skabe hele overlevelsen–eller “at folde drømmens faner ud”. For det var jo sådan, det var at være ung. Den evige famlen rundt i dualismen mellem det ægte, det naturlige og verdens kunstighed og bedrag.

“Stemmerne fra et tiårs blomstrende oprør er forsvundet med vestenvinden. I rendestenen ligger et par hoveder tilbage. Al giftens glæde er fordampet. Børnene er blevet voxne, og børnene nu er smerteligt voxne. Som en del af de nye tiders tavshed står de på gadernes desperate hjørner uden adgang til husenes fordummelse, slaveri.” (Nat i Electri-city, 1980)

Og:

” Vor guddom er kærligheden/–nu og altid, båret imellem os. (…..)/ Vor bøn er de øjne vi holder fast/ for at slippe løs i en verden med kærtegn.” (Helligt, helligt, 1983)

For mig døde Strunge aldrig sådan rigtigt, for jeg blev fastholdt i hans ord. Selv om jeg udmærket husker den morgen, hvor jeg var vagt til terminsprøve, og en af mine elever insisterede på at få mig som ledsager ud til toilettet, fordi han netop havde hørt, at Strunge var død. For mig var det næsten i JFK-dimension, rent nekrologisk. Når jeg er på Nørrebrogade-kanten vender jeg også altid lige en tur ind og hilser på ham, lidt andægtigt. (Og har jeg god tid, tager jeg Andersen og Turell med på ruten, selv om deres bidrag til mit livs soundtrack hører hjemme andre steder.)

Det er så smukt og så hjerteskærende på samme tid. Så genkendeligt og så fuldt af både håb og forfærdelige frustrationer over det liv, vi har fået. Men trods beskrivelserne af (især) byen som “Gaderne er fyldt med blinde børn/Det blæser koldt gennem byens tomme kranium/ Ting falder ned fra himlen: radioer, pilleglas, aviser, sæbe og splintret glas” (Plasticsolen, 1981), så er livet også “Med barndommens erfaringer uspolerede/ opbygger vi huse for det forvandlede folk” ( Drømmens faner, 1981) For i Strunges ny-romantiske univers kan barndommen, det uspolerede, det naturlige og naturen måske alligevel skabe en renæssance for det ægte og det ægte menneske. Måske naivt, men kirkegårdskammeraten Hr. Andersen ville da i den grad være fuldstændigt enig!

I 1984 medvirkede Strunge i en (nu) helt ikonisk udgave af det litterære magasin Bazar på TV. Han formåede at rage sig provokerende uvenner med nærmest samtlige andre deltagere ved ret luskede angreb på deres litterære kvaliteter. Især husker jeg, at menstruationsbindsdigteren Lola Baidel ( hvis nogen ellers kan erindre hende!) stod for litterært skud. Det var kun Pia Tafdrup (hvis nogen så kender hende mere, men ellers er hun altså mor til Christian, der spillede Fileas i juleren i år!), der fandt en smule nåde, men hun er/var selvfølgelig også relativt umulig at forstå ved den blotte gennemlæsning! Anyway, i det litterære bakspejl kan man jo faktisk se, at han havde ret. Provokerende ret. Faktisk så provokerende ret, at netop den udsendelse har opnået kultstatus indenfor dansk litteratur. (Se den, hvis den kan streames!)

Måske var det godt på sin egen underfundige måde, at Strunge døde så ung. I alt fald slap han for at blive “folkekær” og for at brænde ud som digterisk fyrtårn. I dag, så mange år efter, beviser selve det, at vi nok er mange, der stadig (gen)læser hans digte og oplever såvel velkendte genkendelse som nye perspektiver, vel holdbarheden i digtene. For mig er Strunge nok et litterært lydspor fra mit liv for mange år siden, men han fastholder ikke nødvendigvis BARE den periode i mit ( og hans eget) liv. De ting, disse pragtfulde ordmalerier kan, er også at pege både tilbage og fremad. At påpege forfærdelighederne i vores liv og komme med alternativer til dem. Både som det var. Og som det blev. Selve den tid, vi lever i lige nu og her, kunne da i den grad også godt trænge til lidt Strungesk ny-romantik. For der er mange ting, vi har glemt, fortrængt–eller måske endda bare digitaliseret.

Læs ham, se dokumentaren–og fold drømmens faner ud!

 

 

Continue Reading

Om julekalendere og Harry Potter.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er fantasyfreak. I alt fald small scale. Det begyndte i min barndom med C. S. Lewis og Narnia. Mens jeg læste, bestak jeg mig selv til at terpe oldengelsk ved at lade et kapitel af Ringenes herre være belønningen, og som voksen kan jeg jo heldigvis selv bestemme lige præcis, hvad jeg har lyst til at læse. Det er ofte fantasy, og i takt med at genren har fået så mange gode ( og desværre, som det jo altid sker, når en genre oplever popularitet: dårlige) forfattere, er det en fornøjelse at kaste sig ud i eventyrriger  så umådeligt langt fra det grå landskab, der lige nu er uden for mit vindue. Samt at vide, at de gode altid, efter lang og trælsom kamp, vinder, og de onde taber–i alt fald for en stund!

Fantasy har to hovedgenrer, og nu simplificerer jeg rigtigt meget: Der er High Fantasy, hvor al handling foregår i et konstrueret univers, hvor magiske ting og ikke-realistiske figurer er helt naturlige og ikke skal forklares. Et godt eksempel er førnævnte Ringenes herre. Der er Low Fantasy, som kan foregå i den virkelige verden, vi kender, men hvor en stor undergruppe hedder “Portal Fantasy”. I disse bøger/universer findes der en portal, således at, ofte udvalgte, figurer kan rejse mellem de forskellige verdener og altså, om man så kan sige, eksistere i dem begge. I Narnia-bøgerne skal man igennem et gammelt klædekab, mens Harry Potter lige skal et smut omkring King`s Cross og perron 9 ( og så vil min computer ikke skrive “trekvart” med tal!).

Det er denne fascination af fantasy, der gør, at jeg altid ser julekalendere i TV, hvis jeg har tid og mulighed. For siden Harry Potter er nærmest samtlige julekalendere for børn Portal Fantasy. De opererer med to forskellige universer, hvorimellem udvalgte personer kan rejse, hvis de kender portalens natur, placering eller udseende. Som regel er det “Nissernes land” og “Verden anno i dag”, der udgør verdenerne, og man kan da heller ikke lade være med at tænke, at Harry Potter da i den grad var en kærkommen gave til manuskriptforfattere, da han ( eller Ms. Rowling) viste dem, hvordan man får to universer genialt kombineret. (Det havde Lewis nu gjort, men han var næsten totalt glemt i en årrække, indtil Potter skabte fornyet interesse for genren).

Så jeg voksne menneske sidder mange aftner, helt uden et alibibarn eller alibibarnebarn, og ser julekalender. Det kan godt være, det handler om jul, men i sin inderste natur er en julekalender efter moderne skabelon overhovedet ikke andet end et stykke fantasy, tilsat lidt klejner, sne og grangrene. Det er den unge hovedperson (som alt for sjældent hedder Harry!), der skal ud på en quest/farefuld færd gennem portalen, således at han (i år er det så hun!) kan udrydde alskens galskab, ondskab, gammelt nag og stridigheder, således at de to adskilte verdener kan blive forenet påny. Hun skal gennemgå så umådeligt mange lidelser, for det er væsentligt, at de gode skal vinde, de onde tabe, og ro og idyl genoprettes. Til sidst skal hun ( og nu taler jeg så i overført betydning!) garanteret kaste ringen i det onde, ildsprudlende bjerg eller omsider tage livet af Voldemort. Der er ingen forskel her–skabelonen er præcis den samme.

Min eneste, og væsentligste, anke er, at julekalendere bevæger sig utroligt langsomt fremad rent handlingsmæssigt. Selvfølgelig skal der være nok til hele 24 dage, men ind imellem bliver sidehistorierne er smule gumpetunge og grangrenene lidt for dominerende. Det har de nok arvet efter Tolkien, som i sin tid ikke anede, hvad Ringenes herre i grunden skulle handle om. De fleste læsere kan sikkert huske, at de første 100 sider ikke bevæger sig ret meget ud over en kornmark, hvor hovedpersonerne i dagevis traver rundt til ingen verdens nytte og uden mål og med. Det siges, at handlingen først kom på skinner, da C. S. Lewis hånede manuskriptet og stak Tolkien en form for handlingsplan. Først der kom hobitterne så ud over rigets grænser……

Og når nu begge vores store TV-kanaler hvert år beviser (måske endda uden selv at vide det!), at de godt kan lave fantasy på film, så kunne man da håbe på, som fan af genren, at de også ville dyrke det lidt mere til hverdag. Gerne i et andet tempo, med voksne mennesker som en del af målgruppen og forhåbentlig uden klejner!

 

Continue Reading