En god bog.

Siri Hustvedt: Det jeg elskede.

I mange år sad jeg som lærer som vejleder omkring den store, skriftlige opgave i 3g. Eleverne var som regel relativt diffuse omkring, hvad de gerne ville skrive om. Sådan i retning af “Noget, der handler om…..” Så det var altid godt at sidde inde med et arsenal af anbefalelsesværdig og brugbar litteratur, samtidig med at man selvfølgelig skulle overveje, om netop lige den elev ville have noget ud af læsning og analyse af netop lige den bog.

En af de bøger, jeg ofte har anbefalet, er denne. Den har så mange strenge at spille på. Den kan være den store, amerikanske roman om den evigt uladsiggørlige amerikanske drøm, den kan være en “coming of age” roman om det at blive voksen, den kan være en fortælling om kunstens betydning for livet, den kan være en dyrkelse af mytemotiver ( det er MEGET populært i disse år), fordi den både har myten om Narcissus, Ikaros, syndefaldet og et par andre ret tydeligt i sig, og endelig kan den være en bittersød fortælling om endelig at indse, at evigt ejes kun det tabte.

Igen er vi ude i en familiesaga. Om 2 familier, hvis liv og skæbner er uløseligt forbundne. Der er tragiske dødsfald, store føleser og store skænderier. Ind imellem er der også elementer fra krimigenren, som også er medvirkende til, at man ivrigt læser videre for at finde løsninger og forstå. Samtidig er bogen også en rigtig god samtidsbeskrivelse–især via sine personer, som alle på den ene eller anden måde bare er så uendeligt tidstypiske.

Siri Hustvedt er af svensk afstamning (deraf navnet), men hun er også gift med the grand old man i amerikansk litteratur, Paul Auster. Det sidste må i sig selv være direkte kilde til mindreværdskomplekser, men hun klarer det nu godt, Siri, for efter denne bog har hun med stor succes udgivet en del flere. Hun er ikke let at læse, hun kræver noget af sine læsere. Men det er det hele værd i den sidste ende.

Continue Reading

En god bog.

Stefan Merrill Block: En fortælling om at glemme.

Jeg har faktisk læst denne bog hele tre gange. Ikke fordi det skulle være sådan, men sådan blev det så alligevel. Nærmest alle bøger (undtagen trash, der sker det modsatte) vinder ved flere gennemlæsninger. Også denne.

Første gang var, fordi den landede i min postkasse. Jeg er enhver bogklubejers ultimative drøm, for jeg har en indre allergi overfor afmeldinger. Jeg kan ikke helt klart præcisere, hvad det lige er, der sker, men det er som regel noget med, at når jeg endelig får mig taget sammen til at aflyse Månedens bog ( og i nogle bogklubber varer 1 måned gerne ca. 10 dage!), så er det 1-2 dage over sidste aflysningsdato. Og så føler jeg mig jo–især økonomisk–forpligtet til at give den ankomne bog en chance. Men den var god.

Anden gang var fordi, jeg fik chancen for at høre selve forfatteren til et ualmindeligt hyggeligt og intimt lille foredrag nede i kælderen under en helt fantastisk boghandel  i Brooklyn. Det der med at høre pennens mund gør altså noget ved en. Skaber en intimitet, et sammenhold, en fælleskabsfølelse. Og så var han sådan en genert, charmerende ung mand med beundringsværdige talegaver. Jeg husker endnu, hvordan han fortalte om sin hjemegn i Texas, og hvordan det havde været at flytte til New York. Før han kom til NY troede han f.eks. ikke, at byen var sand, altså at den eksisterede andet end på film. Sådan havde jeg det også. Han måtte også ændre måden at se på. I Texas ser man horisontalt, i NY vertikalt. Den havde jeg aldrig tænkt på før da, men han har jo ret. Herovre i provinsen ser vi nu også mest vandret. Det gjorde bogen endnu bedre.

Tredje gang var selvfølgelig fordi, han ligesom havde forblændet mig. Alt det, han havde fortalt om sig selv og sin opvækst, kan man nærmest læse ind i bogen, og det skulle jeg da lige prøve. Så blev den allerbedst.

Det er en bog, der skriver sig ind i den række af bøger, der gennem de senere år er skrevet om Alzheimer og andre hjernelidelser (startende, vel, med Irvings Æblemostreglementet, over Genovas Stadig Alice, Baylays Elegi for Iris (tror ikke, den er oversat) og vores egen Jungersen med Du forsvinder. Og der er garanteret mange flere.) Denne er dog også en familiesaga fra det allerdybeste Texas med et snert af spændingsroman, fordi man hele tiden drives frem af alle de uløste spørgsmål. Samtidig foregår bogen også på andet andet plan, i et andet “land”, nærmest et fantasyunivers, hvor det at kunne huske ikke er så væsentligt, som det er for os. Bogen er ind imellem lidt ujævn, men da det er forfatterens første, og han ydermere har et sødt smil, er han tilgivet. Familikrøniken er god og solid, og efter at have læst bogen føler man sig en smule mere vidende om denne forfærdelige sygdom (altså Alzheimer), set fra de impliceredes side.

Jeg kan kun anbefale den, selv om man altså ikke lige behøver læse den tre gange. Men hvis forfatteren kommer forbi, så se at komme afsted. Han er både cute og spændende.

Continue Reading

En god bog/film.

Jane Austen: Stolthed og fordom.

Hvis man læser denne blog bare en lille bitte smule regelmæssigt, er man næppe i tvivl om, at jeg er 1) vild med klassikere og 2) er uforbederligt anglofil. Denne bog må siges at opfylde begge kriterier til fulde.

Og så skrev jeg “denne bog”. Det mener jeg i virkeligheden slet ikke. Efter min mening er den allerbedste måde at nyde denne gode historie at se BBCs filmatisering fra 1995. Bliv langt væk fra den nyeste udgave–dette er FILMEN/UDGAVEN. Alt andet når kun til sokkeholderne af en rimeligt ung Colin Firth i selskab med nærmest hele perlerækken af overdådigt velspillende, engelske skuespillere. Undtagen altså lige Elizabeth Bennett, som her spilles af amerikaneren Jennifer Ehle–men hun gør det nu super alligevel. Selv den mindste birolle er nærmest stjernebesat, og især familien Bennett med alle de giftefærdige døtre er virkelig velcastet. Det hele er et overdådigt udstyrsstykke, og man bør afsætte 6 timer i rap til ren nydelse, for min erfaring er, at får man først begyndt, så er der ingen vej tilbage, før bryllupsklokkerne har ringet…..

Som alle Austens romaner handler denne også om at blive gift. Hverken mere eller mindre. Om at blive gift med den rette og hvilke forviklinger, der opstår undervejs. Austen er også fænomenal til at portrættere normer og fordomme i det samfund, hun levede i, og hvis man nærlæser tilstrækkeligt, har hun heldigvis også hele tiden et glimt i øjet. Her er mange baller, mange kjoler og mange svigefulde mænd–men tager man den i BBCs udgave er her også Colin Firth i vådt undertøj (!!!!!) og en god historie om, hvordan stolthed og fordom kan være lige ved at ødelægge alt det, der er det allermest optimale for alle parter. Nemlig den ægte, uforfalskede kærlighed!

Husk det nu: 6( seks!) timer. Bonusinfo: Kan ofte fås på tilbud!

Continue Reading

En god bog.

Fredric Backman: En mand der hedder Ove.

En uges tid gik jeg hver aften i seng med En mand der hedder Ove. Det var ualmindeligt fornøjeligt, og vi hyggede os gevaldigt sammen, Ove og jeg.

Dette er en af de allermest morsomme bøger, jeg nogensinde har læst. Det er sjældent, jeg griner så dybfølt, at tårerne helt ufrivilligt sprøjter ud af øjnene og næsen går i snøftemode. Men det skete, da jeg læste om Ove. Især i begyndelsen af bogen, for desværre knækker den lidt mod slutningen og går over i lidt for meget feel-good.

Ove er en af de mest gnavne, mavesure, øretæveindbydende hovedpersoner, jeg overhovedet nogensinde er stødt på i litteraturen. Man griber sig selv i at ville pande ham en gennem bogens omslag. Ikke nogen god ide–Ove ville have slået igen. Alligevel elsker man ham jo–dette konglomerat af alt, hvad der i dagliglivet byder en imod. Men selvfølgelig med et hjerte af guld, der bare lige skal graves frem af alle de, mildest talt, besynderlige typer, der befolker hans verden. Det her er det moderne Sverige på godt og ondt, og der er såmænd ikke ret langt over på den anden side Sundet, sådan rent mentalitetsmæssigt.

Det er en feel-good bog, og i den grad en af de bedre i genren. Og så er den hylende morsom! Den er også filmatiseret med Wallander i hovedrollen, men jeg har desværre ikke set den.

Continue Reading

En god bog.

Bret Easton Ellis: American Psycho.

Nu er det altså ikke fordi, jeg elsker at svælge rundt i blod, afskårne lemmer og seksuelle perversioner. Jeg er normalt heller ikke til orgier af mord på personer af begge køn samt et udvalg af højerestående dyr. Altså i detaljer. Mikrodetaljer. Der drypper blod ud af denne bog.

Til gengæld er jeg bestemt til de store romaner om New York, eminente beskrivelser af det samfund, vi lever i, og personer, der er så tidstypiske, at det næsten gør ondt. Samt til de store dystopier. Og dette er 90-ernes, som desværre stadig er blodig aktuel her over 25 år senere.

Hovedpersonen Patrick Bateman (Prøv at lege lidt med navnet!) er børsmægler i New York, og i sin fritid har han den ekstravagante lille hobby, at han slår nærmest alt levende og livsdygtigt ihjel. Han er “murdaholic” og dyrker intenst sit belønningscenter. Han er også megarig, meganarcissist og i det hele taget bare for meget. Livet centrerer omkring dyre middage, dyrt tøj (han går garanteret ikke til udsalg!), dyre kvinder og alt, hvad der egentlig burde være totalt betydningsløst. For Patrick er alt lige gyldigt–ergo er det meste også ligegyldigt.

Patricks mordscore er, lavt sat, et stykke over gennemsnittet i Columbia, eller hvor det nu er, de har den slags som nationalsport. Og hans teknikker bliver mere og mere finpudsede og perfekte. Besynderligt nok bliver han aldrig opdaget–og det er selvfølgelig også en af bogens allervæsentligste pointer.

Bogen er en forfærdelig allegori over slutningen af sidste århundrede. Over forbrugersamfundets ultimative slutning. Altså der, hvor mennesker forbruger mennesker. Den er i al sin gru en advarsel om, hvor det er, vi er ved at bevæge os hen, og at vi måske lige bør stoppe op og overveje, om det også er der, vi vil hen. Det er jo i virkeligheden ikke de gruopvækkende mord, der er bogens tema. Det er derimod selve det samfund, der er i stand til at fremdyrke koldblodige mordmaskiner som Patrick Bateman.

Læs den og få kvalme. Men lad være med at se filmen af samme navn. Instruktøren har desværre misforstået bogen.

Continue Reading

En god bog.

Karen Blixen: Vintereventyr.

Da jeg startede på denne serie om pragtbøger, var et af mine kriterier for omtale særdeles ulitterært. Jeg kiggede simpelthen på graden af slitage på selve bøgerne. Denne bog er, uden ret megen konkurrence, min mest slidte bog. Jeg har godt nok også været i den mange gange.

Vintereventyr er, som titlen vel beskriver, en samling på 11 Blixenske eventyr. Så man behøver altså ikke læse samtlige historier, men kan frit vælge efter egne kriterier. Eller læse et ad gangen. Og da det nu alligevel er vinter lige nu, så er det da bare med at komme i gang.

Det er mesterlige fortællinger om det at være menneske. Og især om at lære at elske sin egen skæbne. At erkende at livet har en plan, som er så velgennemtænkt, at det nok er en rigtigt god ide at komme til den erkendelse, at den skal efterleves. Det er fortællinger, der på overfladen er dybt handlingsmættede, men som med en smule abstraktion stiller alle livets store spørgsmål. De får os til at tænke, at reflektere–og meget mere kan man vel næppe forlange af superb litteratur.

Mine klare favoritter er Sorg-Agre og Peter og Rosa. I Sorg-Agre får vi hele sammenstødet mellem tankegangene i det gamle og det nye samfund, men allermest den hjerteskærende fortælling om en moders opofrelse for sin søn. Hun er villig til at ofre alt, vitterlig alt, for ham–og med hendes offer får vi, som læsere, også en forfærdende indsigt i, hvad (gengældende) retfærdighed egentlig er, eller kan være. Det er barsk læsning, der maner til uendelig eftertænksomhed.

Peter og Rosa er på overfladen en forfærdeligt sørgelig kærlighedshistorie. Men den er meget mere end det. Som alle de andre fortællinger stiller den også markant spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig er lykken? Og livet? Og skæbnen? For har den i virkeligheden ikke er ualmindeligt lykkelig slutning?

Blixen kan være tidkrævende at læse, men det er hele sliddet værd. Hun er en eminent fortæller. Akkurat som hos H C Andersen er der en relativt simpel, temmelig handlingsmættet grundhistorie, men samtidig så ufatteligt store dybder…

I mange år brugte jeg altid denne bog som studentergave. Udfra den betragtning, at det er en bog, som man hele sit liv kan have glæde af og vende tilbage til. Gang efter gang.

Continue Reading

En god bog.

F. Scott Fitzgerald: Den store Gatsby.

Hvis man kun skal læse en bog om den amerikanske drøm, så skal det være denne.

Men den kan også så utroligt meget andet, denne amerikanske klassiker fra 20-erne. Den handler om storhed, ambitioner, død og destruktion. Men den handler også om en rørende, på forhånd umulig, kærlighedshistorie.

I centrum står Jay Gatsby, opkomlingen fra Midtvesten, som for at kvalificere sig til drømmeprinsessen Daisy, har brugt alskens såvel fine som ufine metoder til at opnå den rigdom og pragt, han mener, hun fortjener. Daisy er, uheldigvis, allerede gift med oversvinet Tom, men det er i begyndelsen en absolut overskuelig hurdle. Og så tror vi jo på, at de gode vinder og får hinanden i enden.

Desværre går det ikke sådan, og Daisy viser sig da også at være relativt langt fra prinsessen på piedestalen. Hun er ikke et hak bedre end sin mand. Her skal lige indskydes, ikke for at virke arrogant, men mere fordi jeg vitterlig har læst denne pragtbog så mange gange, at jeg næsten kan den udenad: “They were careless people, Tom and Daisy- they smashed up things and creatures and then returned back into their money…”

Jay Gatsby, derimod, er, trods en noget lemfældig omgang med sandheden, bare en rigtig fin fyr. Han bevarer troen på det gode, troen på at kærligheden overvinder alt, og netop pga. hans umådelige naivitet elsker man ham som læser. Samtidig sidder man der med sin bedrevidenhed og er hele tiden på nippet til at fortælle ham, at hele hans livsgrundlag og alle hans drømme i virkeligheden er en stor illusion.

Bogen en også et portrær at Jazztiden i Amerika. Og af Forbudstiden i al sin skønhed og uskønhed. Ydermere er den vanvittigt godt skrevet. Den ligefrem myldrer af mundrette, sigende citater, som f.eks. dette om den falske overklassepige, Daisy: “Her voice is full of money.”

Hver generation har sin filmatisering af bogen. Min generations var den med Redford og Farrow. Derfor synes jeg stadig, det er den bedste. Move over Leonardo!

Continue Reading

Gode bøger.

James Lee Burke: Ingen nævnt, ingen glemt. Læs: Alle bøger af James Lee Burke.

Jeg er krimi-freak. Jeg elsker krimier og tyrede dem allerede lang tid før, de blev moderne og stuerene. Heldigvis oplever den gode og velskrevne krimi i disse år en velfortjent renæssance. Der er desværre stadig små katastrofer indenfor branchen–de kan, efter min mening, bl.a. kendes på ad(l)ersmærket. I øvrigt er det ikke en diskussion, jeg gider indgå i–smag og behag er Gudskelov forskelligt.

James Lee Burke er en ældre herre på over 80, og i de fleste af dem må han, at dømme efter antallet af udgivelser, have siddet ved skrivemaskinen. Han skriver sig ind i den klassiske, amerikanske krimitradition (ikke noget Christie whodunnit her), og der er power på drengen hele vejen hjem til morderen–altså hvis han/hun/da overhovedet fanges.

Vi er for det meste i Louisiana, dybt nede i de alligator- og gangsterfyldte ( for det meste er der ikke den store forskel!) stinkende sumpe omkring New Orleans. Her spises cajun food, svindles med nærmest alt, tales fransk, dyrkes voodoo, slås en proper næve og drikkes sprut, masser af sprut. Altså undtagen, når detektiven Robicheaux, som er den mest fremtrædende af Burkes detektiver, går i AA, hvor han i den grad også møder et væld af spændende mennesker. Robicheaux er en af den slags livstrætte, skødesløse personer med uendeligt rod i kærlighedslivet, som amerikansk litteratur vrimler med. Men han er selvfølgelig eminent til at gennemskue sammenhænge og finde de ubehagelige skurke.

Egentlig er det slet ikke plottene, der er det bærende i Burkes bøger. Det er derimod miljøskildringerne, personskildringerne og hans fantastiske sprog. Burke skriver som en drøm– hans billedsprog er så overraskende og fantasifuldt, at man mange gange må læse tingene flere gange bare for at få den optimale nydelse. De her bøger oser  så meget af Sydstater ud gennem siderne, at de givetvis reklamemæssigt  ville gøre sig meget, meget bedre end simple turistbrochurer. Step aside Rhett Butler og Scarlet O`Hara!

En enkelt bog skal dog nævnes, og det er faktisk ikke en krimi. Erindringsbogen–og også bogen, der havde orkanen Katrina som omdrejningpunkt–Jesus på dybt vand er et lille mesterværk. Her burde Nobelkomiteen have været på stikkerne! Den består af fremragende noveller i et sprog, der bare er rent guf for læserøjnene, og især titelnovellen er unik. På utroligt mange måder, men måske specielt fordi den simpelthen ikke kan lade sig gøre.

Læs den selv og find ud af hvorfor! Men pas på: Burke er lige så stærkt vanedannende som New Orleans er for dem, der er så vanvittigt heldige at have været der! Og hvis ikke, så får man så fremragende et indtryk af stedet gennem bøgerne, at man bare MÅ afsted…..

Continue Reading

En god bog.

Hanne-Vibeke Holst: Knud den store.

Indrømmet: Jeg går i en lang, bevidst bue udenom enhver form for chick-lit. og for det meste også biografier. De første fordi de tenderer mod at være usigeligt intetsigende på en fjantet, ubehjælpsom måde, og de sidste fordi de ofte er en ophobninger af ubrugelige, uinteressante fakta, samt, i selvbiografierne, en umådelig gang namedropping og selvforherligelse. Andre menneskers privatliv interesserer mig simpelthen ikke nok til, at jeg gider læse tykke bøger om det.

Så her er altså en chick-lit.-forfatter, der har skrevet en biografi. Og den er rigtig, rigtig god og velskrevet. Jeg blev så glad, da jeg læste den, for her beviser forfatteren virkelig, at hun i den grad kan skrive. Ydermere er hun yderst ferm til at holde afstanden til såvel det nære familiemedlem som til sine egne følelser. Her er ingen følelsesporno eller gammelt nag–her er simpelthen bare en supergod bog.

Bogen handler om storhed og fald. Ligesom så uendeligt mange andre bøger. Men her er det faktisk interessant at læse om, hvordan store, højtflyvende ambitioner drukner i vrede, utilstrækkelighed og sprut. Der er jo ikke bare tale om den personlige nedtur–det er en hel families nedtur på godt og ondt, der skildres. Og det gøres på en sober, men samtidig også meget indfølt og kærlig måde.

Det er en lang bog. Men den er ikke en eneste side for lang. For hele vejen igennem griber den en om hjertet, og de fleste vil mange gange kunne identificere sig med såvel begivenheder som personer.

Så giv den en chance. Og glem alle fordommene om chick-lit. De bliver IKKE indfriet.

Continue Reading

En god bog.

Emily Bronte: Stormfulde højder.

Dette er, uden sammenligning, den bog, jeg har læst flest gange. Fordi den fortjener det, og fordi den er en oplevelse hver gang.

Her er vi ude i de store følelser, den store natur og den store kærlighed, der endog formår at overskride døden. Her er “Sturm und Drang”, masser af gotik og rendyrket romantik. Den scorer så højt på følelsesbarometret, at Kleenex er absolut tilrådeligt.

Basalt er der tale om en familiehistorie om svig, tilløbne og forbyttede børn, den store, ultimative kærlighed og to slægter, der indbyrdes såvel strides og bekæmper hinanden, men også samtidig er uløseligt forbundne. Det er Romeo og Julie på de nordengelske hedelanskaber, og så har bogen skurken over alle litterære skurke, Heathcliff. Nok er han “tall, dark and dangerous” (altså det, det på “litterært” sprog hedder “The Byronic hero”), men han er godt nok også vildt fascinerende! Han går rent ind i de fleste kvindehjerter!

Det er også en ond bog. En bog uden ret megen retfærdighed. Hvor de onde ler, og de gode græder. Men samtidig en bog, hvor man bliver så opslugt af hovedpersonernes forfærdelige skæbner, at man både lider med dem, og samtidig læser videre for dog at nå til en form for afslutning på hele dramaet, der strækker sig over flere generationer. Her er meget mere smæk på drengen end de fleste mere nutidige bøger. Det er intet mindre end storslået på alle måder.

Søstrene Bronte skriblede løs oppe i den særdeles øde og forblæste præstegård i Haworth i Yorkshire. Der var nok heller ikke så meget andet at give sig til. De må have haft et brølende, indre liv deroppe på heden. Har man besøgt stedet–og det tilrådes, fordi det er en oplevelse–får man tydeligt fornemmelsen af naturens storhed, men også den begrænsning i udfoldelse, der må have givet liv til en så overdådig fantasi og forestillingsevne. Deres bøger minder på ingen måde om velfriserede Janes Austen, der sad nede i pæne Bath og skrev stuerene romaner om nydelige menneskers kvababbelser med at blive gift med den rette. Heroppe på heden er alt, nå ja: stormfuldt!

Continue Reading