Om en ikonisk kjole.

Når jeg støder over designikoner i genbrugsbutikkerne, MÅ jeg bare eje dem. Hvad jeg i øvrigt skal eje dem for, står hen i det uvisse, men de er da meget gode at fylde skabene med. Så længe der er skabe og skabsplads nok.

Jeg tænker tit, at jeg må være besat af en tilsyneladende sygelig længsel efter min egen ungdom og dens modefænomener, for jeg er–fuldstændigt immun overfor tidens ellers skiftende trends–stadig til lilla i enhver nuance, babyfløjl, velour, slag, kapper, kernelæder og flade sko. Træskostøvlerne, kasse- og gulerodsbukserne er jeg dog, til alt held, vokset fra. Den lille konservative tøjdjævel inde i mig dirigerer mig altid, og uden undtagelse, hen mod noget, der ligner noget, jeg har ejet før. Ligner noget fra 70-erne, der har forpuppet sig ud i endnu en genopfindelse.

Men så har jeg altså fundet denne Katja of Sweden kjole fra 60-erne. I selve 60-erne og 70-erne, da det nærmest var uhørt ude i provinsen, at nogen, man kendte, ejede sådan en kjole, var jeg også særdeles Katjaløs. Min mor syede selv, og hun hed ikke Katja. Men jeg vidste godt, hvem Katja var, for hun designede tøj til både Ingrid Bergman og adskillige andre Hollywoodstjerner. Hun lavede vist også en babymodel i anoreksidesign til Twiggy på et tidspunkt. Dengang var det utænkeligt, at jeg nogensinde skulle komme til at eje sådan en kjole, men forleden hang den bare lige der. Lige der for næsen af mig.

Så med en tøjmæssig forsinkelse på ca. 40-50 år har jeg fået mig en Katja. Den er tudegrim i farverne, men det betyder ingenting. Jeg skal jo ikke andet med den end at eje den. Ligesom jeg vist også ejer minimum 2 klædeskabe med Karen Millen kjoler. Dem går jeg heller aldrig i, men når jeg støder over en, må den bare med hjem til mig. Og alle sine artsfæller. Nu ved jeg godt, at Ms. Millen er særdeles nulevende og i stadig produktion (selv om hun ind imellem går fallit), men så kan det da være, der var nogen, der ville påskønne en arv af en hel garderobe festkjoler fra en stor designer, der forhåbentlig er skrevet nekrolog over, inden jeg skal herfra. Jeg kan i alt fald love, at de fleste af dem er jomfrueligt nye.

Katja døde sidste år, tussegammel. Og vel på mange måder lidt glemt, for hendes storhedstid var decideret i 60-erne og 70-erne. Men tøjet, det holder. For os, der stadig kan huske teltkjolerne og den dybe designmæssige forelskelse i lortebrun og skrigorange, er min kjole jo et ikon. Den skal have en hædersplads lige ved siden af den allerbedste fra Millen, skal den. For så kan den hænge der og aldrig blive brugt sammen med alle de andre, jeg bare MÅTTE eje.

Continue Reading

Barndom revisited.

Jeg er vild med det engelske udtryk for genbrug, “pre-loved”. Jeg ville ønske, det kunne oversættes til dansk på en måde, der indeholdt akkurat lige så meget kærlighed og affektion, men trods store anstrengelser indenfor ordpuslespil er det ikke lykkedes mig.

Disse 2 lysestager er pre-loved. De stod i vindueskarmen i mit allertidligste barndomshjem. Og når man har en baggrund blandt offentligt ansatte med en hvis portion ambitioner, var der mange barndomshjem. Vi flyttede jo efter stillingerne og senere efter økonomien.

Ikke helt sandt, dog. Dette er ikke de originale, hvis skæbne er mig totalt ubekendt, for jeg har ikke set dem siden engang i tresserne. Et kvalificeret gæt er, at de er røget på losseren sammen med alt det andet teak, som vi kørte derud i læssevis, inden Københavnerne og siden vi, med den sædvanlige trendforsinkelse på omkring 2-3 år, lærte at genelske vores teak–og nyhade os selv for at have smidt træguldet til forbrænding.

Da jeg så dem i en butik i går, blev jeg bare så glad. Nu er det jo ikke fordi, jeg har tilbragt de sidste 40-50 år i et traumatisk savn efter min barndoms lysestager. Faktisk havde jeg glemt alt om dem, indtil jeg pludselig så dem igen og opdagede, at her var noget, der tydeligt og genkendeligt var “pre-loved”. Af mig. Og forhåbentlig også af den tidligere ejer. På en helt klar, visuel måde gav de mig min barndoms vindueskarm tilbage. Og samtidig følelsen af, hvordan det var at være lige der i mit liv. Et sted, jeg ikke mentalt har været de sidste mange, mange år. Nok fordi, jeg helt konkret ikke er stødt over ting, der stod i samme vindueskarm–eller måske endda i samme stue.

Det slår mig, at jo ældre jeg bliver, desto oftere får jeg disse deja-vus fra en længst afsluttet barndom. Jeg husker også mere. Vender mere i tankerne tilbage til den tid. Det er som om, mængden af barndom er ved at blive direkte proportionel med mængden af alderdom. Sådan at forstå, at jo ældre jeg bliver, desto mere magtfulde bliver minderne fra mit tidligste liv. Ikke at alt det mellemliggende liv forsvinder, men mere at hidtil glemte, måske fortrængte eller endda nærmest udviskede lyde, dufte, ting og hændelser ofte dukker op. Nogle gange helt uprovokerede, men de allerfleste gange fordi der er konkrete ting, der leder tankerne hen på dem. Som lysestagerne.

Jeg kan pludselig huske, at jeg syntes, de var så smukke. Og så utroligt behagelige at røre ved. Måske er det derfra, min livslange fascination af forarbejdet træ stammer? Jeg legede med dem, lysestagerne, erindrer jeg. Så dem som trebenede væsner, der indgik i en fortælling inde i mit hoved, og hvis jeg rigtigt tager mig sammen og tænker som en gal, så dukker der noget op om, at de havde hvert sit køn. Jeg var ellers ikke meget til “far-mor-og -børn” clicheen som barn, og mange af mine dukker fik et noget uheldigt endeligt, som i nogle tilfælde indebar håndhændede hårbehandlinger og diverse kirurgiske eksperimenter, der ville have kunnet sikre mit legetøj livslang invalidepension, hvis den slags havde eksisteret. Men lysestagerne, dem behandlede jeg nydeligt og særdeles respektfuldt!

Hvis denne barndomserindringsproces forsætter (og det gør den jo nok!), så understøtter den for det første på fornemste vis teorien om, at konkrete minder i form af ting og sager (pre-loved!) kan give demente livsglæden tilbage. Omvendt kan den–altså indtil jeg selv ultimativt når demensen–være et pladsmæssigt og økonomisk skråplan. Sådan at forstå, at jeg, hvis jeg skal investere i alle de ting, der har været elsket og tabt undervejs i hele mit liv, så kommer jeg både til at lide under pladsmangel og konkurs. Hvis jeg, hvem gang jeg genser en elsket ting fra min barndom, bare må geneje den, så vil der blive udfordringer på pladssiden. Jeg har jo lort nok i forvejen.

Foreløbig er jeg bare glad for mine stager. Og jeg rører meget ved dem, for de er bare så ualmindeligt rare at tage i hænderne. Nu kan de komme hen og stå i min nuværende vindueskarm og minde mig om dem, jeg elskede engang. Det er så ikke helt sandt, at evigt ejes kun det tabte. De her fandt jeg da igen. Til gengæld genopdagede jeg så heller ikke min gamle kærlighed, før jeg konkret stod med dem i hænderne.

Og så håber jeg, at nogen vil opfatte det og måske ligefrem intervenere, hvis jeg skulle begynde at lege med dem. Så er det, at min barndom har overvældet min alderdom ALT for meget, og at min omgang med mine pre-loved ting er et klart signal på, at jeg ikke elsker den tilværelse og de omstændigheder, jeg rent faktisk befinder mig i.

Continue Reading

Om hunde.

Pludselig står jeg her som trekvartgammel og indser, at kun omkring 10 år af hele mit liv har været totalt hundefri. Når man er så gammel, som jeg er, er det forsvindende lidt. Og på en omvendt måde også alt for meget. Enten går man all in på hunde, eller også lader man være.

Min barndom var relativt puddelbefængt, men jeg er nødt til ( som undskyldning) at fastslå, at det lå i tidsånden, og at pudler faktisk både var moderne, populære, og at selv fornuftige mennesker frivilligt lod sig se offentligt med sådan en i snor. Jeg håber ikke, jeg fornærmer puddelejende læsere, men er nødt til at fastslå, at jeg personligt er vokset fra de små arrige sataner. Eller også var vi bare uduelige puddelejere, for vores var godt nok halvsyge i hovederne.

Før dem forsøgte vi os med terriere, men de var alt for egenrådige og lod sig gerne køre ned eller bed uskyldige avisdrenge, så vi stod med flere dyre erstatningssager indenfor avisdrengebeklædning. Udover at det satte sig som et traume, så jeg er vildt hysterisk omkring hunde og trafik, så betød det også, at vi så os om efter mere hjemmefødningede racer. Det blev så, i første omgang, Nuser, der, som man kan se, blev opkaldt efter hunden i Radisserne, men på ingen måde hverken fysisk eller mentalt havde noget til fælles med den. Den kunne, f.eks., overhovedet ikke snakke, og så var den en smule hysterisk. Måske ikke på nogen mulig måde mere end alle andre minipudler! Nuser havde helt sit eget regelsæt for tilværelsen og beviste med al tydelighed, at hunde sagtens kan overleve på småkager, chokolade og E-stoffer. Det var før, det blev kendt, at hunde ikke tåler chokolade, så det vidste den ikke. I familien bages der også hvert år Nuserkager til jul, for alle har glemt, hvad småkagen egentlig oprindeligt hedder, men ingen har glemt, at Nuser på 4 kilo som regel udryddede dejen, hvis han kunne komme til det–og overlevede. Eneste gang, den hund måtte se sig slået hjem af en fødevare, var, da han åd det stivnede andefedt efter 2 ænder en juledag. I bakspejlet må dyret virkelig have haft et aller andet med jul! I øvrigt må han ligeledes have været ved den lokale hundenummerolog, for han vedkendte sig aldrig navnet Nuser. Han lystrede udelukkende chokolade eller Nuserkage, men så kom han så også meget hurtigt! Efter ham var der Rasmus, som ( det skal dog siges til hans fordel) var en mellempuddel, og da det vist forholder sig sådan med pudler, at jo større de er, desto mere fordeler arrigskaben sig, så var han en lidt mere ydmyg hund–uden dog at fornægte sine puddelgener. Men da var jeg flyttet hjemmefra, så han blev kun sendt på ferie ( eller måske var det aflastning!) hos mig ind imellem, og jeg husker stadig, hvordan jeg prøvede at liste rundt i Botanisk Have i Århus med ham efter mørkets frembrud, rystende af angst for at møde studiekammerater!

Jeg kan stadig erindre første gang, jeg så en Retriever. Det var først i 70-erne, og det var som at få en (skønheds)åbenbaring. Sådan en af den slags “Jeg dør, hvis jeg ikke får sådan en.” Den var intet mindre end vildt eksotisk for sådan en provinstøs, der aldrig havde været over Airdaleterrierniveau, sådan hundemæssigt. Så jeg satte mig med det samme det store livsmål, at mit liv skulle bestå af Retrievere. Og resten er jo sådan set bare historie, for det kom det jo til….

Der er det med Retrievere, at de bare ser så nuttede ud. Mest som hvalpe, men som voksne kan de nu også godt gå an. Faktisk forholder det sig også sådan, at Retrievere er den hunderace, der sælger mest hundemad og hundeartikler. Bare se på emballagen. (Og jeg nævner ikke et ord om, hvad det ville indebære for salget af samme varegrupper, hvis der var placeret en minipuddel udenpå. Jeg tænker bare. I stilhed.) I øvrigt har det også været en klar fordel for ( i alt fald vores!) Retrievere, at de har set så nuttede ud. Ellers var det, indrømmet, i rigtigt mange situationer gået dem ilde!

Først var der Petrus, som var en meget lille Retriever. Vi fik ham nu også billigt, så det var nok derfor. Han var et meget beskedent dyr, som ikke gjorde meget stads af sig selv, og som elskede sit hjem og sine mennesker–når han da ikke stak af, hvad han faktisk var ret eminent til. Jeg tror aldrig, jeg fandt ud af, hvad han skulle derude i verden, men allermindst tror jeg selv, han vidste det. Faktisk var han nok bare en ualmindeligt dårlig navigator.

Da han ikke kunne mere, fik vi derimod vores sag for. Hvis vi på forhånd havde vidst, hvilken kradsbørstig bavian vi anskaffede os med Lucky, havde vi nok ladt være. Den herre indledte sin karriere hos os med at æde en nyindkøbt mobiltelefon, et stort antal kuglepenne, en Fiskars saks, en mellemstor garderobe og sin kurv–og så var niveauet ligesom sat. Vi bor stadig med møbler, der har tydelige hundebid forneden samt et skab, hvor den nederste trærand på et tidspunkt har fungeret som mellemmåltid. Lucky kom til et hus med tre halvstore børn og lagde helt fra starten ikke skjul på, hvem der bestemte indenfor matriklen. Og i det hele taget i nærområdet, for han var, sagt på en pæn måde, særdeles højrøstet, og altid parat til at indlede eller indgå i en vovvende diskussion med kvarterets hunde og mennesker. Han var et meget territorialt dyr og stak faktisk kun af den ene gang, han oppe i sommerhuset i skjul deltog i naboernes ålegilde. Mens naboerne modtog gæsterne, hvoraf der var en del, åd han de forudstegte ål, som var sat i bradepander udenfor….. Det tog så også godt og vel en uge for ham at komme over den fest! I øvrigt er han ophavsmand til udtrykket “Retrievermave”, som betyder, at alt ( altså undtagen ål i ålefedt) kan spises uden konsekvenser. Rent pædagogisk betød han også en opvågning for mig. Mens jeg forsøgte at gå til træning med ham, fik jeg et stort og indtryksfuldt indblik i, hvad det vil sige at arbejde med en elev med tydelige indlæringsvanskeligheder.

Og efter ham kom så Fozzie. Som, det husker jeg ALTID at sige, allerede var navngivet, da han flyttede ind! Han kom, da vi overhovedet, slet ikke, nogensinde skulle have en hund igen. Men så var der lige den der side på nettet, hvor han søgte efter et nyt hjem, og hvis nogen kan vovve ud over internettets grænser, så er det altså, tilsyneladende, ham. For pludselig var han her jo, og nu er vi nok nødt til at beholde ham. Det ville godt nok også blive meget tomt uden! På sin egen besynderlige, stilfærdige måde fortæller han os jo mange gange hver eneste dag, hvor ualmindeligt taknemmelig han er over, at det lige var ham, der vandt os i hundelotteriet. Og så må vi jo ligesom finde os i, at hans hovedinteresser er at rulle sig i hestepærer på heden samt at sove i ske med os et par timer efter. Han er snu, er han. For han kunne aldrig drømme om at bestige en seng, mens nogen i den er vågne—hans snigløb på senge foregår udelukkende ved 3-tiden om natten.

Når han så ikke kan mere, om forhåbentlig mange, mange år, skal vi selvfølgelig aldrig, virkelig aldrig have en hund igen. Vi er simpelthen blevet for gamle. I alt fald ikke sådan en stor Retriever.

Men måske en puddel???

Continue Reading

Om reklamer og musik.

Selv om jeg bevidst prøver at lave logistik på mit blæreafkast, er det ikke altid, jeg skal tisse, når der vises reklamer i TV. Så nogle gange, hvor jeg virkelig ikke kan stampe noget som helst fornuftigt, der varer 5½ minut, op af to-do listen, så er jeg faktisk nødt at blive siddende og overvære lortet.

Jeg er reklameallergisk i udpræget grad, grænsende til bræk-, røde knopper- og åndedrætsbesværstadiet. De fleste reklamer har den stik modsatte virkning på mig end den nok intenderede. De kan simpelthen, godt, grundigt og vedvarende, få mig til at løbe skrigende væk fra produkter, jeg ellers hidtil har set som rimeligt ufarlige.

Men det værste er alligevel, at en del firmaer er begyndt at drive blasfemisk rovdrift på de gode, gamle, vidunderlige sange og musikstykker. For tiden er der et teleselskab ( og i min optik er teleselskaber upålidelige skurke, hver og et!), som smider om sig med den pragtfulde, gamle “Musens sang” fra Mød mig på Cassiopeia. Hvad i alverden har kunstens muser at gøre med såkaldt billige telefonpriser? Og har de overhovedet LOV til sådan noget?

Jo ældre, jeg bliver, desto mere forelsket bliver jeg faktisk i alle de gamle, danske sange. Eller i alt fald et pænt uddrag af dem, for det bliver vist aldrig den store kærlighed mellem mig og den gamle gartner. Ligesom jeg nok også gerne vil have mig frabedt at blive alt for meget dus med himlens fugle. Men jeg sejler gerne med det skib, der (forhåbentlig!) skal sejle hver nat, hvor jeg kan blive vugget helt indtil, “Jomfru Daggry er på vej”, og jeg så kan nyde hende. Jeg er skudt i tekster og musik til PHs gamle viser, og så har jeg et utroligt stort, blødt punkt for den der muse, som ” bare er et fnug mellem himmel og jord”. For mig kan de give den samme lykke- og frydfølelse, som førhen var forbeholdt pop, rock og folk, og jeg skråler gladeligt med på alle teksterne.

Derfor er det, for mig, nærmest blasfemi at bruge noget så flot, så sart, så kunstnerisk smukt til en reklame for et skide teleselskab. Tror de virkelig, der også findes en muse for telefonsamtaler? For så tager de fejl! Eller har de bare valgt melodien ud af tom luft og uvidenhed, fordi den nu engang var smuk? For så er de blasfemiske! Det er nok det, der gør mig så knotten. De driver vold mod en arv, en smuk, kunstnerisk arv–fuldstændigt blottet for enhver form for pietetsfølelse eller respekt. Det er bare ikke i orden, og det gør ondt i både mine ører og min sjæl, når jeg, hvis toiletlogistikken svigter, er nødt til at overvære det.

Der er også en anden reklame, som støder mig grusomt i sit melodivalg. Jeg er ikke helt sikker på, hvad den handler om, men samtidig KAN jeg simpelthen ikke komme på en vare, der ville være god nok til at blive understøttet af Ravels Bolero. Det er som om, reklamens markedsbetingelser fuldstændigt legaliserer, at kulturarven anvendes til at sælge f.eks. teleabonnementer eller nye biler. Sådan, at når vi hører Boleroen, så får vi en uimodståelig trang til at investere i en ny Skoda ( eller hvad det nu er!). Det er ikke fair overfor alle de gamle perler.

De kan nemlig sagtens stå alene og bare være det, de er i sig selv. Fantastiske melodier, som de fleste i vores generation kan nynne med på. Og som får en nærmest uspiselig bismag ved at blive anvendt på den forbryderiske, kommercielle måde.

Det kunne være rart, om den såkaldt kreative reklamebranche kunne bevise sin egen opfindsomhed ved at komponere sine egne melodier. I stedet for at ødelægge kulturarven.

Continue Reading

Ardeonaig Hotel.

Det er tilsyneladende 38 år siden, vi sidst har haft så shitty en sommer. Det fik mig til at tænke på, hvad jeg egentlig lavede for 38 somre siden. Ikke på vejret, for det har sikkert været fuldstændigt lige så shitty. Det var nemlig i Skotland.

I 1979 arbejdede jeg sammen med en veninde 3 måneder på Ardeonaig Hotel, som ingen sikkert har hørt om, men som ligger relativt isoleret ved søen Loch Tay. Den oprindelige plan var, at vi skulle arbejde på hotel i Edinburgh, men der var arbejdsforholdene så ultimativt elendige, at det kun blev til en uges forfærdeligheder, inden vi fandt andet arbejde dybt oppe i højlandet.

Man må sige, at arbejdsforholdene var OK på Ardeonaig. Sikkert affødt af, at der mildest talt ikke vrimlede med gæster.

Hotellet var ejet af en særdeles excentrisk, adelig dame, som i sit livs absolutte efterår pludselig havde fået lyst til at lege lidt med hoteldrift. Eller også var det fordi, den pigeskole, som hun sagdes at eje i London, ikke gav helt så åbenlyst adgang til en konstant strøm af Bloody Marys fra morgenstunden og til hun gik kold henad aftenen. Hun havde også en mand–som dog ikke var adelig–men han foretrak at drikke sine egne Marys nede i deres privatkvarter og sås kun på hotellet, når han skulle erhverve en ny flaske. Så kørte han de 300 meter op til hotellet i Bentleyen.

Vi var en forfærdelig masse ansatte. Der var en fuldstændig uduelig, såkaldt manager på 21, som så det som sin overordnede pligt at gøre livet surt for vi andre–samt at holde ferie i en uendelighed. Hun blev heldigvis fyret. Der var 2 piger fra Glasgow, som kun måtte være stuepiger og skulle holde kæft, for ifølge fruens sarte ører var deres Glasgowigian accent alt for bondsk for alle de højadelige gæster, hun altid ventede og talte om, men som aldrig materialiserede sig. Der var Auntie, det lokale faktotum, som egentlig holdt stedet gående. Samt engelske Penny og Rachel, som skulle lave mad til alle de virtuelle gæster og derfor eksperimenterede vildt med eksotiske retter, som vi ansatte så skulle spise. Der var jo ingen andre til det! Som jeg husker det, var der også yderligere 2 piger, som skulle passe baren, men det havde de sjældent tid til, da de 3-4 lokale ungkarle, der dog trods alt frekventerede stedet i gummistøvler og fårelugt, i den grad også skulle passes.

Så veninden og jeg blev altså barmaids. Vi fik overdraget det eneste lokale på denne skotske version af Fawlty Towers, hvor der rent faktisk kom mennesker. Ind imellem blev vi også sat til at male i flere uger–vinduer, stakitter og lignende–og det kan sikkert stadig spores i jordbunden deroppe midt i ingenting.

Adelsdamen, som i øvrigt blev særdeles sød og omgængelig efter de første 3-4 morgenmaryer, må have haft masser af overskud på kistebunden. For jeg tror ærlig talt ikke, hun lavede andet end at sætte penge til. Der kom jo aldrig andre end de lokale fårehyrder, og skete det endelig, at der droppede fremmede ind, endte det uvægerligt med klagesager. Over værelset, over maden, over serveringen–eller bare sådan generelt over helhedsindtrykket.

Ardeonaig var sådan et sted, hvor der ikke var andre steder at gå hen. For der VAR ikke andet. I alt fald ikke andet end den røde telefonboks. I miles omkreds. Så når vi havde fri, cyklede vi de 15 kilometer frem og tilbage til pubben i Kenmore, hvor der dog var rigtige mennesker og uadeligt selskab. På vejen hjem tilbagelagde vi tonsvis af bakketoppe i slagsmål med natlige flagermus, der forskrækket konstaterede, at de ikke havde verden helt for sig selv. Vejen var i øvrigt 1-sporet, så når vi kørte i hotellets bil, dyttede vi foran hvert af de mange sving. Lidt forgæves–der kom jo alligevel aldrig nogen. En ganske lille strækning på 50 meter havde 2 spor, så den hed altid motorvejen.

Vandet fik vi fra den lokale bæk, og det var for det meste relativt brunligt. Efter lange, vedvarende regnskyl–samt køer og får, der marcherede rundt i det–blev det gerne fyldt med uheldige bakterier. Jeg erindrer et uhyggeligt maveonde, men også, hvad fruens medicin bestod af. Hun var af den overbevisning, at intet andet end årgangsportvin kunne kurere den slags pjat. Så hun udstyrede mig med et litermål i plastic og opfordrede mig til konstant at fylde på fra årgangsflaskerne, have det hos mig hele tiden samt sørge for at drikke rigtigt godt, fornuftigt og helende. Meget dårligt kan man sige om det maveonde, men det HAVDE nu også sine momenter!

I det hele taget festede vi en del. Altså os personale. Vi arrangerede danseaftner for gæsterne, og da der jo aldrig kom nogen, dansede vi ivrigt med os selv. Udover fruens mand, som jo var gået i hi med Bentley og Mary, var der ingen mænd på hotellet, så det var den sommer, jeg ivrigt praktiserede min barndoms danseskolelærdom omkring at danse herre. Hold da op, hvor vi svingede fruen, som elskede at danse, men som altid lige skulle have den ene hånd fri til Mary med sugerør.

Faktisk ved jeg ikke helt præcis, hvordan det siden gik hotellet. Eller fruen. Jeg har flere gange været forbi, men tydeligvis er der nu andre ejere, for der holdt rent faktisk biler udenfor, og hotelgæster sporedes inde i hotellet.

Og jeg husker ikke vejret den sommer. For det var jo Skotland. Her forventer man regn og blæst, og hvis solen skinner, bliver man både overrasket og glad.

Til gengæld glemmer jeg nok aldrig Ardeonaig Hotel. Og fruen.

Continue Reading

Guldregn.

Da jeg var barn, var der mindst 100 børn, sådan på årlig basis, der døde af at spise guldregn, fordi de troede, det var ærter. Hvis det ikke tog dem, drak de vand fra liljekonvaller, og opnåede samme, dybt definitive, resultat. En del slog sig på kogesprit og kaustisk soda, men de overlevede vist bare på kummerlig vis eller blev tordnende fulde. Ingen af delene var eftertragtede. Og alle var dybt skræmmende.

På næsten hvert gadehjørne stod der børnelokkere med udslåede fangarme og masser af slik. Vi anede ikke, hvad det egentlig var, de ville os, men det var essentielt også overflødigt, for vi var hjemmefra vaccineret så eftertrykkeligt, at vi var ulokkelige. Vi kom heller ikke på kirkegårde og visse skovarealer, fordi der både huserede lig, spøgelser og andre former for utiltalende og, ikke mindst, farlige væsner.

Der var godt nok meget, der var farligt, da jeg var barn. Rigtig meget, jeg skulle passe på og vige udenom. Så meget, at alle vi børn nærmest kunne forældreforedragene udenad.

Så kunne vi jo sammen repetere dem, når vi uden cykelhjelme kørte de 4 kilometer til og fra skole på den befærdede landevej, for den var der da heldigvis ingen, der havde advaret os imod.

Jeg tænker altid på alt det, vi ikke måtte, og som var dødsensfarligt, da jeg var barn, når guldregnen blomstrer. Og på en eller anden måde tvivler jeg på, at den virkelig havde så overstrømmende mange børneliv på samvittigheden. Men truslen var da i det mindste afskrækkende. Hverken da eller siden har jeg på noget tidspunkt grebet mig selv i at få helt ustyrlig lyst til at spise guldregn. Men tabstallene var rimeligt høje derude på landevejen…..

Continue Reading

Om Matador.

Så kom den så igen, Matador. Og, selvfølgelig, var jeg da på min pind.

Selv om det var lidt skuffende rent kvalitetsmæssigt. Måske er det bare mit fjernsyn, der ikke er skarpt nok, men hjemme hos mig var der nu en del grums. Faktisk en ret stor portion–sammen med en tydelig fornemmelse af kulisser, teatersminke, parykker og papmøbler. Men selvfølgelig–meget kan man tilgive Matador!

Pludselig stod det også klart for mig, at jeg er en del af den mere og mere eksklusive klub, der faktisk så Matador fra begyndelsen. Sad og hang over 1. afsnit i sort/hvid i en halvussel studielejlighed i Århus. Dengang var danske TV-serier noget af en sjældenhed–i alt fald de, der ikke var skrevet af Leif Panduro og handlede om mord og andre fortrædeligheder blandt småborgerskabet. Der var så også kun 1 kanal at sende dem på, så det var selvfølgelig ret begrænset, hvor mange der kunne blive plads til på sendefladen…..

For at blive ved dengang, så tror jeg, at Matadors umiddelbare succes skyldtes, at den udover at være en (noget ukorrekt og en smule manipulerende) historisk serie også skrev sig ind i sin egen samtid. Vi, der var “med” dengang, kan jo sagtens se, at nok handler Matador om Danmark i 20-erne, 30-erne og 40-erne, men den har umådeligt svært ved ikke også at portrættere vores fædreland i 70-erne. Mit vægtigste argument for den påstand er simpelthen, at hvordan i alverden skulle den ellers kunne få venstreorienterede, feministiske, halvrevolutionære, såkaldt samfundsbevidste, studentikose studerende til at hænge over sort/hviden lørdag efter lørdag, mens de både nød det og aldrig skulle forsvare netop den handling overfor hverken sig selv og omverdenen?

For det var jo også VORES barndom, der er/var i den serie. Os fra de små og mellemstore provinsbyer, der voksede op i skyggen af byens veletablerede “kredse” i det bedre borgerskab og selv tydeligt kunne mærke, at der altså var forskel på folk. Os der i småbyer så ganske udmærket var klar over, hvem der handlede hvor, og nærmest med navns nævnelse kunne fortælle, hvem der havde hvilken bank. Os der, som jeg, gik på en provinsskole med tre spor, hvor A-klassen bestod af børn fra landet, B-klassen af de finere byfamiliers afkom, mens C-klassen var de mindre fines unger inde fra byen. Og det var i 70-erne!! I min barndomsby kunne vi langt op i 70-erne med usvigelig sikkerhed udpege look-alikes på de fleste af Matadors personer. Faktisk havde vi en kommis (hvis nogen ellers ved, hvad sådan en er!) hos en af byens købmænd, der efter et par afsnit af serien aldrig, for eftertiden, hed andet end Hr. Schwann.

Så i min optik er det seriens fantastiske genialitet. At den både portrætterer den tid, den handler om, men samtidig også den tid, den er skrevet i. At den faktisk er et dobbelt historisk dokument. Og at den ved at udgive sig for udelukkende at handle om 30-erne helt uden at skulle risikere møgfald, såvel kan gøre grin med som dybt kritisere 70-ernes snobbede provinsbyer. Det vidste Fru Nørgaard godt. Men det er selvfølgelig en vinkel, der er ved at gå tabt, for hvordan i alverden skal nye seere, født årtier efter 70-erne overhovedet kunne både se og vide det?

Jeg må også indrømme, at jeg, hver gang jeg starter på endnu en omgang Matador, bliver en lille, bitte smule skuffet. Den lever ligesom ikke helt op til mine forventninger. Tiden løber lige så stille i forvejen, foran Matador. Det er noget med, at flere af personerne synes at blive mere og mere karikerede for hver gang, jeg ser dem. At det spark over benet, jeg altid har haft lyst til at give Maude, mere og mere bliver til, at jeg faktisk synes, hun er utålelig og decideret udenfor pædagogisk rækkevidde i de første afsnit. Faktisk burde de skrive hende ud med tilbagevirkende kraft. Og at nogle af begivenhederne virker så postulerede, at deres dramatiske effekt forsvinder lidt i provinstågen. Tillige ER der altså stereotyper, som er lidt svære at forholde sig til. Ingeborgs eneste flaw synes at være, at hun i tidernes morgen giftede sig med den forkerte mand, men det synes næsten bare at have gjort hende endnu bedre….. Hende har jeg det altså ikke ret godt med–man kan jo næsten ikke komme til for bare glorie. Og føromtale Schwann giver mig myrekryb, så karikeret er rollen.

Jeg ved ikke, om jeg holder til endnu engang, eller om jeg undervejs bliver slået tilbage til start og vælger at blive der. Det er dog, i min optik, helt indiskutabelt, at de bedste afsnit er de sidste. Her begynder karaktererne for alvor at udvikle sig, og Maude har tydeligvis været omkring en rigtig god psykolog. Sådan udvikle sig på samme måde, som den faktisk utrolige udvikling, der skete i vores samfund fra 70-erne og ind i 80-erne. Og som flot portrætterer den geniale sammenhæng og spejling mellem fortælletid og fortalt tid (som det hedder på dansklærersprog), som i mine øjne på mange måder gør serien til et lille mesterværk (MED flaws!).

Continue Reading

1. maj.

Så blev det igen 1. maj. Det gør det så med usvigelig sikkerhed hver år. Men 1. maj er nu ikke, hvad den har været.

I grunden har mine minder om 1. maj intet med politik eller kampdag at gøre. Jeg skammer mig ved at indrømme det, men det er tilfældet. Samtidig er jeg sikker på, at rigtigt mange fra min årgang i alt fald på dette punkt er solidariske omkring, at 1. maj mere var fadøl og fadølsfælleskab end det var fagbevægelse og fagbevægelsesfælleskab.

Det foregik som regel i Botanisk Have i Århus, hvortil man var vandret som en del af en demonstration fra rådhuset. Som studerende i 70-ernes politiske landskab var man altså bare vildt solidarisk med arbejderne og fagbevægelsen. Som skudsikkert alibi arbejdede jeg to timer om dagen (mindre, hvis jeg sjuskede) som rengører hos DLG på havnen i Århus, så kom ikke her og råb op om min manglende forståelse for arbejdernes vilkår. Jeg var også medlem af en fagforening. Ellers ville de nemlig ikke ansætte mig hos Jysk Rengøring.

Det var som regel Erik Clausen og Leif Sylvester, der stod for underholdningen. Hvem der holdt talerne, kan jeg ikke huske. Det var jo heller ikke det, det drejede sig om. 1. maj var den dag om året, hvor det var fuldt legalt at bevæbne sig med en kasse bajere og sammen med alle de andre studerende venner tømme den i ren solidaritet på plænen foran Den gamle by. At indtage så meget væske er som regel forbundet med visse latrinære udfordringer, så netop 1. maj var jeg ret populær blandt en del studentikose solidaritetsnørder. Jeg havde nemlig en lejlighed med eget toilet lige overfor haven.

Jeg ved ikke, hvad vi egentlig troede om os selv. At vi støttede op om en god sag ved at være til stede og tømme en kasse øl? Selvfølgelig var vi rørende enige med alt, der blev sagt i de taler, vi ikke kunne huske, og selvfølgelig var vi vildt begejstrede for underholdningen af de to københavnere, der bare rigtigt forstod at udtrykke den gode sag, så alle kunne være med. Måske troede vi dengang inderligt på, at en forsøstring mellem os og arbejderne var lige til højrebenet. Hvis de bare gjorde, som vi foreslog, når vi engang var færdige med vores gode uddannelser, så skulle det da nok lykkes. Retfærdigvis skal det siges, at sådan VAR stemningen i 70-erne. Vi var en del af en tidsånd, der troede på et solidarisk, socialistisk samfund, hvor alle var lige og ingen mere lige end andre. Alligevel var der nu en del barkede havnearbejdere fra Århus havn, der ligesom tog en lille smule afstand fra vores øllede former for at udtrykke solidaritet.

Men 1. maj var en festdag. Det var en dag, man så frem til. En legal brandert i solidaritetens hellige navn. Eller også var der bare ikke så mange festivaler dengang, så dette var vores måde at holde en af dem på. Senerehen blev det da også ved sådanne lejligheder, at vi foretrak at sidde på græsplæner og drikke øl. Så kunne vi med stor lethed bare være solidariske med os selv.

Jeg har ikke været til 1. maj siden begyndelsen af 80-erne. Herude i provinsen handler det jo bare om taler, og det var da det mindste af det hele dengang. Jeg har, over årene, besluttet mig for at udvise den behørige solidaritet ved at stemme rigtigt i stedet. I sidste ende er det nok også mere virkningsfuldt.

Continue Reading

Min lejlighed. 1979.

Der var fest i min lejlighed i Århus, der i 79. Jeg kan endda huske hvorfor. Vi havde været oppe i fonetik ( lydlære), og de fleste var meget fortrøstningsfulde omkring at bestå. Undtagen mig. Jeg vidste godt, at min minimale indsats og min totale mangel på engagement i netop det fag ikke lige var bestågrundlag. Og jeg fik ret.

Men det er en anden historie. Billederne her er sjove, fordi de viser så mange detaljer om den tid. Personerne (som jeg vist stadig kan huske navnene på–ellers kan jeg bare tjekke en liste over pensionerede engelsklærere) er generelt klædt i overalls, striber og tern. Det var vi jo. Og håret var enten langt eller kort. Det var all-in på den ene eller den anden front. Det meste af tøjet var sikkert indkøbt hos den navnkundige butik Sophie nede på Pustervig. Den ligger der endnu, men specialiserer sig nu primært i festtøj og har altså ikke sådan helt den samme status som dengang, da man sparede flere måneder af sin SU for at kunne erhverve sig en af de der stribede T-shirts og komme til at ligne alle de andre.

Og vi drikker øl af flasken. Ingen dåser her. Heller ingen vin eller spiritus. Det brugte vi ikke. Til gengæld er der cigaretter og askebægre på bordet, for vi pulsede løs indendørs, og der var ikke en eneste fanatiker, der så meget som satte spørgsmålstegn ved det. Det eneste hensyn, vi vrangvilligt tog, var at lade være med at ryge, mens andre spiste. Som regel. Det ser ud som om, maden har været den sædvanlige sammenkogte ruskumsnusk, og så har vi fået salat til. Sikkert med overvældende mængder af kinakål. Det smagte af luft og halvsure tæer, men KORS, hvor det rakte!

Farverne er så tidstypiske, så det næsten gør ondt. Basalt har alt en farve. Altså ALT. Orange, gult og brunt er, om man så kan sige, relativt dominerende, og kun reolen fra Trævarefabrikkernes Udsalg og det lille sofabord har undgået den store tiltvætning. Den reol var i øvrigt genial, for den kunne i en uendelighed udbygges og kombineres. Jeg har den endnu. Den står nede i kælderen med alle de bøger, der også blev født samtidig og hedder noget med sen- eller monopolkapitalisme, er orange i håbløs indbinding fra Fagtryk eller bare agiterer for sidegrene af kvindebevægelsen. Jeg kan ikke smide bøger ud–det er en karakterbrist, men overkommeligt, så længe jeg har en gildesal!

Den lille keramiklampe over sofabordet har jeg selv lavet som et af mine eneste færdiggjorte kunstværker i formning, som det hed dengang. Lampen over bordet er indkøbt i Gloucester og slæbt hjem det meste af vejen oven på mit hoved, fordi jeg havde så meget andet, der skulle med hjem. Plakaterne ligner Breughel og Seurat, og det er de sikkert også, for de var ret moderne dengang. Ellers kan jeg se, at min vægudsmykning primært består af hjembragte souvenirs, og her mest dominerende et tæppe (?) flankeret af en tallerken fra studieturen til Rumænien i 3g. Dengang hang vi nemlig vores souvenirskatte op på væggene. Det var vores måde at signalere en spirende globalisme–eller i alt fald, at vi havde været en tur udenfor Århus. Men ikke mange.

Bøgerne siger mig også en smule. Der er engelske fagbøger, som jeg selvfølgelig har endnu, men også den obligatoriske samling af Hvem, Hvad, Hvor, som min far begavede mig med hver jul. Dem har jeg så til gengæld mistet undervejs, men jeg tror godt, jeg ved, hvor jeg sidst så dem. Jeg ved også, at jeg med lethed vil kunne erstatte dem i enhver genbrugsbutik. Sjældne er de vel næppe.

Bordet og Ruska har jeg også endnu. De er nogle af de ting, der er blevet nedfremmet til sommerhuset. Så der er da i grunden temmelig mange ting, der har været en del af mit liv i 40 år. Det er måske en mulig tilgang til en forklaring på den hoarding, der præger mit hus?

PS. Og hvis du finder dig selv på billederne, så skriv lige, ikke?

Continue Reading

Kjolen.

Mange af de ting, jeg skriver, er direkte foranlediget af associationer. Jeg kommer til at tænke på noget, som fører mig direkte ind i noget andet. Eller ad omveje. Det kan være lyde, lugte, stemninger, men det kan også være andre indlæg. Som nu det om Edinburgh i går.

I 1979, i august måned, købte jeg denne kjole i en sidegade til The Royal Mile i Edinburgh. Jeg har købt masser af kjoler i Edinburgh siden, men dette er den eneste, der har fået permanent opholdstilladelse i mit skab. Så der har den hængt i næsten 40 år, og jeg skal nok udelade platte bemærkninger, der indeholder ordet “velhængt”.

Denne kjole er indbegrebet af min ungdom. I alt fald en god del af den. For det første er den hamrende tidstypisk med sit lidt bohemeagtige hippielook og det håndbroderede mønster på bryst og ærmer. Den er også vildt behagelig og flagrende og vakte da også en smule opsigt, for der var altså ikke ret mange i Århus dengang, der havde en, der bare tilnærmelsesvis lignede den.

Den kjole har flere tusinde fester på sit CV, og sikkert også et skønsomt udvalg af diverse alkoholiske drikke på sit stof. Den har danset i månedsvis og måneskin, og den har sikkert også vågnet op med resterne af mig inden i sig. Jeg er helt sikker på, at der er andre end mig, der har fået lov til at tage den af mig. Og da den blev nedfremmet til skolekjole, har der sikkert også siddet mange 17-årige der i begyndelsen af firserne, der gerne ville have kunnet stoppe sig selv i den. I 90-erne manglede den jo tydeligvis skulderpuder for at være vildt meget in. Så det har nok været omkring det tidpunkt, den flyttede mere permanent ind i skabet.

Hvor den jo så altså stadig hænger. Det er så også det eneste, den gør. Altså hænger. Hvis jeg skulle i den igen, ville det kræve en selektiv slankekur, som kun virkede på udsatte steder, så som brysterne samt et beundringsværdigt arbejde fra en særdeles habil skrædder. Den ville nok også se en smule malplaceret ud. Sådan lidt altmodisch og helt uden for den bærende tidsånd.

Måske vil den stadig hænge der i al sin blomstrede magt og vælde, når nogen engang skal gøre alt det, jeg ikke længere kan? Det bliver i alt fald ikke mig, der sender den til de evige kjolemarker. Det vil gøre alt, alt for ondt. Som kynisk af verfe sin ungdom, som man nu i næsten 40 år har klamret sig til, ud i glemslens intethed.

Continue Reading