Guldregn.

Da jeg var barn, var der mindst 100 børn, sådan på årlig basis, der døde af at spise guldregn, fordi de troede, det var ærter. Hvis det ikke tog dem, drak de vand fra liljekonvaller, og opnåede samme, dybt definitive, resultat. En del slog sig på kogesprit og kaustisk soda, men de overlevede vist bare på kummerlig vis eller blev tordnende fulde. Ingen af delene var eftertragtede. Og alle var dybt skræmmende.

På næsten hvert gadehjørne stod der børnelokkere med udslåede fangarme og masser af slik. Vi anede ikke, hvad det egentlig var, de ville os, men det var essentielt også overflødigt, for vi var hjemmefra vaccineret så eftertrykkeligt, at vi var ulokkelige. Vi kom heller ikke på kirkegårde og visse skovarealer, fordi der både huserede lig, spøgelser og andre former for utiltalende og, ikke mindst, farlige væsner.

Der var godt nok meget, der var farligt, da jeg var barn. Rigtig meget, jeg skulle passe på og vige udenom. Så meget, at alle vi børn nærmest kunne forældreforedragene udenad.

Så kunne vi jo sammen repetere dem, når vi uden cykelhjelme kørte de 4 kilometer til og fra skole på den befærdede landevej, for den var der da heldigvis ingen, der havde advaret os imod.

Jeg tænker altid på alt det, vi ikke måtte, og som var dødsensfarligt, da jeg var barn, når guldregnen blomstrer. Og på en eller anden måde tvivler jeg på, at den virkelig havde så overstrømmende mange børneliv på samvittigheden. Men truslen var da i det mindste afskrækkende. Hverken da eller siden har jeg på noget tidspunkt grebet mig selv i at få helt ustyrlig lyst til at spise guldregn. Men tabstallene var rimeligt høje derude på landevejen…..

Continue Reading

Om Matador.

Så kom den så igen, Matador. Og, selvfølgelig, var jeg da på min pind.

Selv om det var lidt skuffende rent kvalitetsmæssigt. Måske er det bare mit fjernsyn, der ikke er skarpt nok, men hjemme hos mig var der nu en del grums. Faktisk en ret stor portion–sammen med en tydelig fornemmelse af kulisser, teatersminke, parykker og papmøbler. Men selvfølgelig–meget kan man tilgive Matador!

Pludselig stod det også klart for mig, at jeg er en del af den mere og mere eksklusive klub, der faktisk så Matador fra begyndelsen. Sad og hang over 1. afsnit i sort/hvid i en halvussel studielejlighed i Århus. Dengang var danske TV-serier noget af en sjældenhed–i alt fald de, der ikke var skrevet af Leif Panduro og handlede om mord og andre fortrædeligheder blandt småborgerskabet. Der var så også kun 1 kanal at sende dem på, så det var selvfølgelig ret begrænset, hvor mange der kunne blive plads til på sendefladen…..

For at blive ved dengang, så tror jeg, at Matadors umiddelbare succes skyldtes, at den udover at være en (noget ukorrekt og en smule manipulerende) historisk serie også skrev sig ind i sin egen samtid. Vi, der var “med” dengang, kan jo sagtens se, at nok handler Matador om Danmark i 20-erne, 30-erne og 40-erne, men den har umådeligt svært ved ikke også at portrættere vores fædreland i 70-erne. Mit vægtigste argument for den påstand er simpelthen, at hvordan i alverden skulle den ellers kunne få venstreorienterede, feministiske, halvrevolutionære, såkaldt samfundsbevidste, studentikose studerende til at hænge over sort/hviden lørdag efter lørdag, mens de både nød det og aldrig skulle forsvare netop den handling overfor hverken sig selv og omverdenen?

For det var jo også VORES barndom, der er/var i den serie. Os fra de små og mellemstore provinsbyer, der voksede op i skyggen af byens veletablerede “kredse” i det bedre borgerskab og selv tydeligt kunne mærke, at der altså var forskel på folk. Os der i småbyer så ganske udmærket var klar over, hvem der handlede hvor, og nærmest med navns nævnelse kunne fortælle, hvem der havde hvilken bank. Os der, som jeg, gik på en provinsskole med tre spor, hvor A-klassen bestod af børn fra landet, B-klassen af de finere byfamiliers afkom, mens C-klassen var de mindre fines unger inde fra byen. Og det var i 70-erne!! I min barndomsby kunne vi langt op i 70-erne med usvigelig sikkerhed udpege look-alikes på de fleste af Matadors personer. Faktisk havde vi en kommis (hvis nogen ellers ved, hvad sådan en er!) hos en af byens købmænd, der efter et par afsnit af serien aldrig, for eftertiden, hed andet end Hr. Schwann.

Så i min optik er det seriens fantastiske genialitet. At den både portrætterer den tid, den handler om, men samtidig også den tid, den er skrevet i. At den faktisk er et dobbelt historisk dokument. Og at den ved at udgive sig for udelukkende at handle om 30-erne helt uden at skulle risikere møgfald, såvel kan gøre grin med som dybt kritisere 70-ernes snobbede provinsbyer. Det vidste Fru Nørgaard godt. Men det er selvfølgelig en vinkel, der er ved at gå tabt, for hvordan i alverden skal nye seere, født årtier efter 70-erne overhovedet kunne både se og vide det?

Jeg må også indrømme, at jeg, hver gang jeg starter på endnu en omgang Matador, bliver en lille, bitte smule skuffet. Den lever ligesom ikke helt op til mine forventninger. Tiden løber lige så stille i forvejen, foran Matador. Det er noget med, at flere af personerne synes at blive mere og mere karikerede for hver gang, jeg ser dem. At det spark over benet, jeg altid har haft lyst til at give Maude, mere og mere bliver til, at jeg faktisk synes, hun er utålelig og decideret udenfor pædagogisk rækkevidde i de første afsnit. Faktisk burde de skrive hende ud med tilbagevirkende kraft. Og at nogle af begivenhederne virker så postulerede, at deres dramatiske effekt forsvinder lidt i provinstågen. Tillige ER der altså stereotyper, som er lidt svære at forholde sig til. Ingeborgs eneste flaw synes at være, at hun i tidernes morgen giftede sig med den forkerte mand, men det synes næsten bare at have gjort hende endnu bedre….. Hende har jeg det altså ikke ret godt med–man kan jo næsten ikke komme til for bare glorie. Og føromtale Schwann giver mig myrekryb, så karikeret er rollen.

Jeg ved ikke, om jeg holder til endnu engang, eller om jeg undervejs bliver slået tilbage til start og vælger at blive der. Det er dog, i min optik, helt indiskutabelt, at de bedste afsnit er de sidste. Her begynder karaktererne for alvor at udvikle sig, og Maude har tydeligvis været omkring en rigtig god psykolog. Sådan udvikle sig på samme måde, som den faktisk utrolige udvikling, der skete i vores samfund fra 70-erne og ind i 80-erne. Og som flot portrætterer den geniale sammenhæng og spejling mellem fortælletid og fortalt tid (som det hedder på dansklærersprog), som i mine øjne på mange måder gør serien til et lille mesterværk (MED flaws!).

Continue Reading

1. maj.

Så blev det igen 1. maj. Det gør det så med usvigelig sikkerhed hver år. Men 1. maj er nu ikke, hvad den har været.

I grunden har mine minder om 1. maj intet med politik eller kampdag at gøre. Jeg skammer mig ved at indrømme det, men det er tilfældet. Samtidig er jeg sikker på, at rigtigt mange fra min årgang i alt fald på dette punkt er solidariske omkring, at 1. maj mere var fadøl og fadølsfælleskab end det var fagbevægelse og fagbevægelsesfælleskab.

Det foregik som regel i Botanisk Have i Århus, hvortil man var vandret som en del af en demonstration fra rådhuset. Som studerende i 70-ernes politiske landskab var man altså bare vildt solidarisk med arbejderne og fagbevægelsen. Som skudsikkert alibi arbejdede jeg to timer om dagen (mindre, hvis jeg sjuskede) som rengører hos DLG på havnen i Århus, så kom ikke her og råb op om min manglende forståelse for arbejdernes vilkår. Jeg var også medlem af en fagforening. Ellers ville de nemlig ikke ansætte mig hos Jysk Rengøring.

Det var som regel Erik Clausen og Leif Sylvester, der stod for underholdningen. Hvem der holdt talerne, kan jeg ikke huske. Det var jo heller ikke det, det drejede sig om. 1. maj var den dag om året, hvor det var fuldt legalt at bevæbne sig med en kasse bajere og sammen med alle de andre studerende venner tømme den i ren solidaritet på plænen foran Den gamle by. At indtage så meget væske er som regel forbundet med visse latrinære udfordringer, så netop 1. maj var jeg ret populær blandt en del studentikose solidaritetsnørder. Jeg havde nemlig en lejlighed med eget toilet lige overfor haven.

Jeg ved ikke, hvad vi egentlig troede om os selv. At vi støttede op om en god sag ved at være til stede og tømme en kasse øl? Selvfølgelig var vi rørende enige med alt, der blev sagt i de taler, vi ikke kunne huske, og selvfølgelig var vi vildt begejstrede for underholdningen af de to københavnere, der bare rigtigt forstod at udtrykke den gode sag, så alle kunne være med. Måske troede vi dengang inderligt på, at en forsøstring mellem os og arbejderne var lige til højrebenet. Hvis de bare gjorde, som vi foreslog, når vi engang var færdige med vores gode uddannelser, så skulle det da nok lykkes. Retfærdigvis skal det siges, at sådan VAR stemningen i 70-erne. Vi var en del af en tidsånd, der troede på et solidarisk, socialistisk samfund, hvor alle var lige og ingen mere lige end andre. Alligevel var der nu en del barkede havnearbejdere fra Århus havn, der ligesom tog en lille smule afstand fra vores øllede former for at udtrykke solidaritet.

Men 1. maj var en festdag. Det var en dag, man så frem til. En legal brandert i solidaritetens hellige navn. Eller også var der bare ikke så mange festivaler dengang, så dette var vores måde at holde en af dem på. Senerehen blev det da også ved sådanne lejligheder, at vi foretrak at sidde på græsplæner og drikke øl. Så kunne vi med stor lethed bare være solidariske med os selv.

Jeg har ikke været til 1. maj siden begyndelsen af 80-erne. Herude i provinsen handler det jo bare om taler, og det var da det mindste af det hele dengang. Jeg har, over årene, besluttet mig for at udvise den behørige solidaritet ved at stemme rigtigt i stedet. I sidste ende er det nok også mere virkningsfuldt.

Continue Reading

Min lejlighed. 1979.

Der var fest i min lejlighed i Århus, der i 79. Jeg kan endda huske hvorfor. Vi havde været oppe i fonetik ( lydlære), og de fleste var meget fortrøstningsfulde omkring at bestå. Undtagen mig. Jeg vidste godt, at min minimale indsats og min totale mangel på engagement i netop det fag ikke lige var bestågrundlag. Og jeg fik ret.

Men det er en anden historie. Billederne her er sjove, fordi de viser så mange detaljer om den tid. Personerne (som jeg vist stadig kan huske navnene på–ellers kan jeg bare tjekke en liste over pensionerede engelsklærere) er generelt klædt i overalls, striber og tern. Det var vi jo. Og håret var enten langt eller kort. Det var all-in på den ene eller den anden front. Det meste af tøjet var sikkert indkøbt hos den navnkundige butik Sophie nede på Pustervig. Den ligger der endnu, men specialiserer sig nu primært i festtøj og har altså ikke sådan helt den samme status som dengang, da man sparede flere måneder af sin SU for at kunne erhverve sig en af de der stribede T-shirts og komme til at ligne alle de andre.

Og vi drikker øl af flasken. Ingen dåser her. Heller ingen vin eller spiritus. Det brugte vi ikke. Til gengæld er der cigaretter og askebægre på bordet, for vi pulsede løs indendørs, og der var ikke en eneste fanatiker, der så meget som satte spørgsmålstegn ved det. Det eneste hensyn, vi vrangvilligt tog, var at lade være med at ryge, mens andre spiste. Som regel. Det ser ud som om, maden har været den sædvanlige sammenkogte ruskumsnusk, og så har vi fået salat til. Sikkert med overvældende mængder af kinakål. Det smagte af luft og halvsure tæer, men KORS, hvor det rakte!

Farverne er så tidstypiske, så det næsten gør ondt. Basalt har alt en farve. Altså ALT. Orange, gult og brunt er, om man så kan sige, relativt dominerende, og kun reolen fra Trævarefabrikkernes Udsalg og det lille sofabord har undgået den store tiltvætning. Den reol var i øvrigt genial, for den kunne i en uendelighed udbygges og kombineres. Jeg har den endnu. Den står nede i kælderen med alle de bøger, der også blev født samtidig og hedder noget med sen- eller monopolkapitalisme, er orange i håbløs indbinding fra Fagtryk eller bare agiterer for sidegrene af kvindebevægelsen. Jeg kan ikke smide bøger ud–det er en karakterbrist, men overkommeligt, så længe jeg har en gildesal!

Den lille keramiklampe over sofabordet har jeg selv lavet som et af mine eneste færdiggjorte kunstværker i formning, som det hed dengang. Lampen over bordet er indkøbt i Gloucester og slæbt hjem det meste af vejen oven på mit hoved, fordi jeg havde så meget andet, der skulle med hjem. Plakaterne ligner Breughel og Seurat, og det er de sikkert også, for de var ret moderne dengang. Ellers kan jeg se, at min vægudsmykning primært består af hjembragte souvenirs, og her mest dominerende et tæppe (?) flankeret af en tallerken fra studieturen til Rumænien i 3g. Dengang hang vi nemlig vores souvenirskatte op på væggene. Det var vores måde at signalere en spirende globalisme–eller i alt fald, at vi havde været en tur udenfor Århus. Men ikke mange.

Bøgerne siger mig også en smule. Der er engelske fagbøger, som jeg selvfølgelig har endnu, men også den obligatoriske samling af Hvem, Hvad, Hvor, som min far begavede mig med hver jul. Dem har jeg så til gengæld mistet undervejs, men jeg tror godt, jeg ved, hvor jeg sidst så dem. Jeg ved også, at jeg med lethed vil kunne erstatte dem i enhver genbrugsbutik. Sjældne er de vel næppe.

Bordet og Ruska har jeg også endnu. De er nogle af de ting, der er blevet nedfremmet til sommerhuset. Så der er da i grunden temmelig mange ting, der har været en del af mit liv i 40 år. Det er måske en mulig tilgang til en forklaring på den hoarding, der præger mit hus?

PS. Og hvis du finder dig selv på billederne, så skriv lige, ikke?

Continue Reading

Kjolen.

Mange af de ting, jeg skriver, er direkte foranlediget af associationer. Jeg kommer til at tænke på noget, som fører mig direkte ind i noget andet. Eller ad omveje. Det kan være lyde, lugte, stemninger, men det kan også være andre indlæg. Som nu det om Edinburgh i går.

I 1979, i august måned, købte jeg denne kjole i en sidegade til The Royal Mile i Edinburgh. Jeg har købt masser af kjoler i Edinburgh siden, men dette er den eneste, der har fået permanent opholdstilladelse i mit skab. Så der har den hængt i næsten 40 år, og jeg skal nok udelade platte bemærkninger, der indeholder ordet “velhængt”.

Denne kjole er indbegrebet af min ungdom. I alt fald en god del af den. For det første er den hamrende tidstypisk med sit lidt bohemeagtige hippielook og det håndbroderede mønster på bryst og ærmer. Den er også vildt behagelig og flagrende og vakte da også en smule opsigt, for der var altså ikke ret mange i Århus dengang, der havde en, der bare tilnærmelsesvis lignede den.

Den kjole har flere tusinde fester på sit CV, og sikkert også et skønsomt udvalg af diverse alkoholiske drikke på sit stof. Den har danset i månedsvis og måneskin, og den har sikkert også vågnet op med resterne af mig inden i sig. Jeg er helt sikker på, at der er andre end mig, der har fået lov til at tage den af mig. Og da den blev nedfremmet til skolekjole, har der sikkert også siddet mange 17-årige der i begyndelsen af firserne, der gerne ville have kunnet stoppe sig selv i den. I 90-erne manglede den jo tydeligvis skulderpuder for at være vildt meget in. Så det har nok været omkring det tidpunkt, den flyttede mere permanent ind i skabet.

Hvor den jo så altså stadig hænger. Det er så også det eneste, den gør. Altså hænger. Hvis jeg skulle i den igen, ville det kræve en selektiv slankekur, som kun virkede på udsatte steder, så som brysterne samt et beundringsværdigt arbejde fra en særdeles habil skrædder. Den ville nok også se en smule malplaceret ud. Sådan lidt altmodisch og helt uden for den bærende tidsånd.

Måske vil den stadig hænge der i al sin blomstrede magt og vælde, når nogen engang skal gøre alt det, jeg ikke længere kan? Det bliver i alt fald ikke mig, der sender den til de evige kjolemarker. Det vil gøre alt, alt for ondt. Som kynisk af verfe sin ungdom, som man nu i næsten 40 år har klamret sig til, ud i glemslens intethed.

Continue Reading

Mit værelse. 70.

Under oprydning fandt jeg disse billeder af mit værelse anno 1970. Jeg har på det tidspunkt været 13-14 år gammel og burde have været fornuftig nok til at indse, at jeg skulle have beholdt de fleste af tingene. Det har jeg så begrædeligvis ikke.

Desværre er billederne i sort/hvid, så man kan desværre ikke se den orangerøde farve, som er øredøvende dominerende på såvel sovebriks, arkitektlampe som gardiner. Samme gardiner endte i øvrigt deres liv som puder, for dengang havde de fleste ting mange liv. Det er et underligt miskmask mellem stilarter fra en del broderede mormorstykker, fotografier af konfirmandholdet og relativt stilrene møbler. Der er også godt med nips, og jeg kan se, at billederne er taget, før der gik popidoler i den på væggene. Her er i stedet små klokkestrenge, visdomsord i hjerteform, lidt pseudopsykedeliske plakater og den evindelige opslagstavle i gråt hessian.

Jeg har tilsyneladende også haft mulighed for at “nette” mig i private omgivelser med det lille arrangement omkring spejlet, og den lille skammel ville jeg da give en del for at have haft i dag. Det er også tydeligt, at jeg har haft en rimelig svaghed for lysestager, og hvis jeg ser rigtig, må familien for nylig have været på Bornholm (det var cirka så langt, vi rejste, når vi rejste langt), for der står vist en Krølle-Bølle et sted. Hatten på knagen købte jeg på Blå mandag. Det var vildt eksotisk og i Ålborg.

Men det er slående, synes jeg, at værelset tydeligvis er et konglomerat af en gammel kultur, der er ved at støde sammen med en ny. Det har ikke varet mange år, inden fødselsmindet på væggen og klokkestrengene har fået lossepladsdommen. Alt sammen til fordel for en ungdomskultur, der havde helt andre værdier. Så på mange måder viser billederne både en overgang fra barn til teenager/voksen og en hel klar tidstendens. Det er da lidt sjovt.

Endelig viser vinduet, at jeg boede i kælderen. Det var før, den slags børneopbevaring blev ulovligt.

Men hvem ville ikke gerne eje det spejlsæt, den arkitektlampe, skammelen og briksen? Rispapirlampen er jo bare en ud af de utallige, jeg gennem tiden har slidt op.

Og hvor er min pc, min telefon og mit fjernsyn? Jeg kan faktisk ikke engang se et stereoanlæg. Gad vide, om mine børn tror på disse billeder?

Hvis andre ligger inde med den slags sjove, gamle teenagefotos, så opload dem bare på siden, please! Skriv også gerne lidt om den.

 

Continue Reading

Alt det, vi ikke gør (mere).

I går fandt jeg dette såkaldte stoppeæg. Jeg blev ramt af en midlertidig oprydningsiver, som brat stoppede på sin vanlige måde: Jeg faldt i staver over en ting (denne!), og så var det oprydningsbal ovre. Jeg plejer at undskylde mig med, at jeg rydder en ting op ad gangen. Men så rydder jeg den så også rigtigt grundigt op.

Så kom jeg til at tænke på alle de ting, vi bare ikke gør mere. Så som at stoppe strømper. Jeg betvivler ikke, at nogen stadig stopper strømper (og her især de hjemmestrikkede), men jeg betvivler bestemt, at der er ret mange af dem. Vi andre smider hullede sokker ud og køber nye. Det gør lidt ondt at tage livet af den uhullede ægtefælle til hulsokken, men med et raskt kast i skraldespanden bliver pinen kortere.

I mit hjem havde vi en stoppekurv, som bugnede af hullede sokker.Her lå husets forsamlede huludvalg og ventede på, at nogen forbarmede sig over deres manglende hæle eller tæer. Jeg var ikke ret gammel, da jeg lærte kunsten at stoppe strømper. Og til yngre læsere: Jeg tror ikke, det kan googles, men man broderer først på den ene led og så på den anden–nærmest som at flette julestjerner (UPS! Man kan godt selv flette den slags, altså!). Så når et af Panduros TV-spil gik over skærmen i sort/hvid, sørgede strømpegarnet for farverne. Vi sad da ikke bare der og gloede uden noget i hænderne.

Jeg tror heller ikke, der er mange, der syr lapper på mere. (Jo børnefamilier, men dette handler om os voksne kvinder.) Med mindre lapperne altså er en del af designet. Også selv om mange moderne jeans efter min mening sagtens kunne have gavn af en lap eller to–allerede inden de går ud af butikkerne. Hvem kommer neglelak på nylonstrømper, der er løbet? Og er der nogen, der sender deres sko til forsåling eller hæleflikning? For slet ikke at tale om at forlænge sweatre i arme og længde ved at strikke ekstra centimeter i? Eller syr bændler i sengetøj? Pas fra min side. I øvrigt også pas i forhold til at huske, hvornår jeg sidst har gjort det. Ikke ret meget siden Panduros TV-spil, tror jeg. Nu smider jeg da rask væk enhver form for huller ud. Somme tider lidt sørgmodigt, men samtidig ikke et sekund i tvivl om, at det er den eneste udvej for behullet beklædning.

Det er jo ikke bare et spørgsmål om ikke at gide–men hvem gider i grunden stoppe strømper? Men det er vel for de fleste ikke en nødvendighed længere. Den økonomiske fallit venter ikke truende lige om hjørnet pga. strømpeindkøb, og vi kan til enhver tid vaske de intakte, uskilte par, vi stadig har. Og går der hul på et par bukser, hænger der vel en 5-6 andre par inde i skabet, som vi kan putte os selv i istedet. Vi slider ikke længere vores tøj op. Brugsværdiens længde er blevet en bagatel i forhold til nyheds- mode- og designværdien. Jeg kan da ikke erindre nogen form for genbrugsforretninger fra min barndom. Der var jo ikke noget tilbage at genbruge. Så velforsynede genbrugsbutikker siger også indirekte en del om et samfunds økonomiske standard.

Men jeg tror nu alligevel, jeg gemmer min lille stoppedims. Ikke fordi jeg har nogen som helst planer om at gå i strømpestoppemode, men fordi den er sådan et sigende minde om en tid, der ikke er mere. Ikke en, jeg længes efter–men jeg glæder mig faktisk til at præsentere mine børn for kalorius og spørge dem, hvad de mon tror, han kan.

Jeg tør vædde på, de aldrig gætter det.

Continue Reading

Budding og alle de andre.

I forbindelse med lovsangen om landevejskroerne slog det mig, hvor mange af min barndoms retter, der lige så stille er afgået ved døden ( i alt fald i mit hjem) over årene. Mange af dem har jeg selv slået ihjel, for her i huset er det primært mig, der laver mad. Det kan man så mene om, hvad man vil, men jeg har altid hævdet, at en af de soleklare fordele ved at være madlaveren er, at man aldrig nogensinde laver noget, man ikke selv kan lide. Det er det faktum, der har aflivet stegt lever indenfor mine døre.

Da jeg var barn, fik vi som regel 2 retter til dagens varme måltid. Som vi i øvrigt tit spiste midt på dagen, da både min udearbejdende far og vi skolebørn cyklede hjem og spiste i middagspausen, eller “det lange frikvarter”, som det hed på skolesprog. Udover en varm kødret, fik vi “efterret”, som gerne var årstidens grød. Et levn fra det gamle bondesamfund, hvor fysisk arbejde krævede sin madmæssige benzin. Det var altid en frugtgrød, gryngrød var til morgenmad. Jeg tror aldrig, jeg selvstændigt har fabrikeret en frugtgrød i mit voksenliv. For det første kunne, og kan jeg stadig ikke lide det (der er et eller andet ved alt det blævr, der taler mig imod), og for det andet skal bølgerne virkelig gå højt eller helligdagene være meget hellige, for at vi spiser 2 retter. Så begrebet “efterret” er relativt dødt i det senmoderne samfund. Og får vi det, hedder det dessert.  Men jeg er da sikker på, at hvis jeg kommer i akut grødmangel, så er der mange steder på Nørrebro, der til enhver tid vil hævde, at de selvstændigt og for nyligt har opfundet begrebet “grød”.

Udover det er det vel tid, velstand og globalisering, der har slået mange af de gamle retter mere eller mindre permanent ihjel. Især de to første begreber hænger nøje sammen. I takt med 60-ernes velstandsøgning og kvindernes vej ud på arbejdsmarkedet, blev der simpelthen råd til at spise bedre. Sagosuppen, vandgrøden, kærnemælkssuppen og alle de andre spareretter, som før havde været en simpel nødvendighed, gik til de evige grød- og suppemarker, og–helt ærligt!–er der nogen af jer, der mindes dem med GLÆDE? Eller ligefrem savner dem? Jeg lever udmærket med at have dem i mørkelagt glemsel. Og når kvinderne nu både skulle stå for madlavningen og arbejde ude, så forsvandt meget vel også på den tidskonto. Jeg kender f.eks ikke mange, der laver deres egen suppe, for skal jeg spise suppe, så hedder min lille køkkenhjælper altid Mou. Det indebar nok også en stærkt formindsket brug af husblas (yngre læsere, der heller ikke ser Bagedysten, kan google fænomenet), dette hjælpemiddel, som får tingene, om man så kan sige, op at stå. Og bruger en fandens masse tid på det. Det tog nok livet af et utal af “rande”, så som f.eks. karamelrand. Som sådan havde jeg intet imod denne type blævr, men jeg foretrak da klart sovsen, hvis jeg kunne snige mig til at spise den randløs. Og budding! Som man dengang kunne få i op til flere  farver, men jeg kan hilse og sige, at farverne var totalt betydningsløse for omfanget af blævr. Det der blævr var farveresistent–og dybt seriøst.

Globaliseringen har selvfølgelig også haft en enorm indflydelse på vores madvaner. Da jeg var barn, var det samtaleemne i hele byen, hvis nogen virkelig havde været på ferie helt til Harzen. I øvrigt tvivler jeg også på, at tysk madkultur var noget, folk ligefrem tog med hjem. Det har så ændret sig, faktisk så meget, at mange af vores retter nu er en lidt sjov blanding af udenlandske ingredienser tilsat god, gammeldags dansk madkultur. Jeg kender f.eks. flere, der laver chili con carne som millionbøf med hestebønner. Det lyder selvfølgelig lidt finere. Det slår mig også nogle gange, at hvor nærmest ingen gider tage sig tid til at koge suppe, så er der en vis stolthed at spore hos alle dem, der laver simremad. Altså koger en ko ½ dag på italiensk. Og vi langtidssteger som aldrig før. Men måske er det bare selve konceptet dansk suppe, vi er vokset, eller rejst, fra. Mine børn synes faktisk, at melboller er ulækre….

Hvilket så kan lede mig frem til den konklusion, at rigtigt mange unge ikke kunne drømme om at spise blævret mad. Det har vi skånet dem for i deres barndom, så hvorfor skulle de så genoptage blævret som voksne? Personligt kan jeg klart sige, at mine børn ikke har været udsat for blævret mad, fordi jeg simpelthen ikke selv kan lide den slags.

Så budding, fløderand, sagosuppe, vandgrød, kærnemælkssuppe og mange andre–kan I have det så godt. Dette er min lille nekrolog til jer, og der kommer ikke flere. Men måske–og kun måske–er der et par hipsters ude på Nørrebro, der genopfinder jer om nogle år. Så bliver I trendy. Promise!

Continue Reading

Kvindens hvem-hvad-hvor.

En af hadegaverne i årets traditionelle pakkeleg var Kvindens hvem-hvad-hvor fra 1969. En ualmindeligt smuk bog med tidstypisk cover i progressive, psykedeliske farver og mønstre. Samme cover strider nu en del mod indholdet. Der er ikke megen fornyelse at hente der.

I 1969 har jeg været 13 år og sikkert en surmulende, besværlig teenager. I bogen kunne jeg så læse, hvad jeg forventedes at blive til, og hvis jeg ikke surmulede nok i forvejen, var der da absolut grund til det efter læsning. Men samtidig slår det mig også, hvor meget der er sket på bare 46 år. I alt fald for os kvinder.

I dag er enhver lancering af nærmest hvad som helst fra starten uhyre bevidst om at definere sin målgruppe. Det er denne bog også, dog uden at påpege det bogstaveligt. Det er tilsyneladende underforstået. På intet tidspunkt under læsningen er man det fjerneste i tvivl om, at her tales til–og UDELUKKENDE til–husmoderen. Den hjemmegående, fra borgerskabet, forstås. Det synes at være bogens selvforståelse, at kvinder er lig med hjemmegående husmødre fra middelklassen. Her er ingen udearbejdende kvinder, men der er dog en lille artikel omkring “Forsørgerpligt”. Jeg troede først, der var tale om assistance til skilte kvinder, men de eksisterer tilsyneladende ikke i bogens univers, så det er udelukkende enkerne, der her kan få gode råd om, hvordan de klarer sig, når nu forsørgeREN er afgået ved døden.

Bogens sidste 52 sider består af fortrykte husholdningsregnskaber, som bare venter på at blive udfyldt. Sirligt og med fyldepen, sikkert. Her forventes kvinden hver uge at notere samtlige beløb anvendt til hhv. mejeri, bager, kød, fisk, grøntsager, kolonial, kaffe, te, øl, sodavand, vin, æg, ost og rengøringsmidler. Der er også plads til andre udgifter, og her kan i flæng nævnes forlystelser, blomster, kørepenge, toiletsager, påklædning, skomager, vask, strygning, rens og farvning samt vinduespolering. Det må have tager hende timevis at nørkle alle de tal sammen. Selv et deltidsarbejde har det været svært at få tid til med et så massivt hjemmebogholderi. I umiddelbar forlængelse af “den lille revisor” har hun også talrige sider til at notere, hvem hun har inviteret hvornår, samt hvem herrerne havde til bords, og hvad der blev serveret. Hun kan også holde styr på, hvem der har inviteret igen, samt hvilke gaver hun har givet og modtaget. Det sidste har hun to fulde sider til, så det kan da nok være, der er blevet givet presenter dengang.

Der er også en del særdeles pædagogiske artikler indenfor grupperne “Madlavning”, “Hus og hjem” samt “Person, påklædning og håndarbejde”. Især artiklen omkring “Borgmesterbrød” fangede min interesse. Her har redaktionen været på besøg hos en del borgmesterfruer, fordi “borgmesterfruerne med deres store repræsentationsforpligtelser nok gennem tiderne har sat en ære i, at deres kaffeborde kunne opvise noget ganske særligt med hensyn til bagværk.” Artiklen er flot illustreret med nydelige fotos af et stort antal borgmesterfruer, der stolt fremviser deres finskbrød eller pladekager. De ligner ikke mig, når jeg laver mad. Faktisk har de alle lige fået håret sat (mens de bagte?) og er iklædt deres fineste festtøj. Men måske spilder borgmesterfruer ikke? Jeg tror nu heller aldrig, jeg bevidst ville have giftet mig med en borgmester. Alt det bageri var nu nok blevet en smule anstrengende i længden.

Der er også en del håndarbejdsopskrifter. Stramaj til de lange, mørke vinteraftner (eller bare til, når man endelig har fået lavet såvel husholdningsregnskab som bagt af!) og et utal af hæklede firkanter. Jeg er faktisk ret målløs over, hvor mange måder man kan hækle firkanter på. Måske–og kun måske–er disse små hæklede firkanter i tidens modefarver brun og orange det lille, stille oprør, som meget, meget småt er i gang?

Dette er en bog, der mest af alt er et omfattende katalog over kvindeværdier anno 1969. Det er hjemmet, der er i centrum, og hele bedømmelsesgrundlaget for, hvor godt en kvinde lever op til tidens værdier og idealer. Gennem repræsentation–og her udelukkende på mandens vegne– skriver hun sig ind på husmoderskalaen, hvor man både kan dumpe og få topkarakter. Men med bogen i hånden kan man vel undgå nogle af de største fælder og være ret sikker på i det mindste at bestå.

Jeg ville have hadet at være gift middelklassekvinde dengang. Og endnu mere hvis jeg var gift med en borgmester! Hvor MÅ de dog have kedet sig. Daglige, alenlange husholdningsregnskaber og uendelig madlavning og bagning. Og når der så rigtigt skulle skejes ud, kunne de så lige nørkle en firkant i orange. Desværre–og det er vel egentlig det, der er hele pointen!–havde rigtigt mange af dem bare ikke noget valg. De var opdraget i en tid, hvor dette var kvindens plads, hvor kvinder ikke lige sådan fik en uddannelse, som kunne gøre dem selvforsørgende, samt–og det er vel også essentielt–hvor de ikke var bevidste om, at der var alternativer. Og hvis der var, krævede det en god portion såvel styrke som mod og stædighed at gennemtrumfe dem.

Det slår mig også, hvor forskelligt mit liv som gift kvinde med 3 små børn i 80-erne og 90-erne var. Her er dog, trods alt, kun 20 års forskel til 1969. Og så kom jeg faktisk også til at tænke på, at jeg da godt engang imellem kunne have brugt de der husholdningsregnskaber. Så kunne jeg måske få opklaret, hvad i alverden jeg dog i grunden brugte alle pengene til? Jeg skulle nok bare oprette en del nye rubrikker, så som vuggestue, børnehave, fritidsordning, bil, benzin og takeaways…..

I aftes, da min voksne datter på sin sædvanlige, skødesløse måde kastede bord (udtrykket er en del af familekten (se andet indlæg), men kan vist umiddelbart forstås), vakte det en del modvilje hos min snart 90-årige mor. Når man læser Kvindens hvem-hvad-hvor fra 1969–og min mor samlede faktisk på dem–forstår man i den grad hvorfor. Og samtidig illustrerer det i al sin tydelighed 46 års kvindehistorie og kvindeværdier.

 

Continue Reading

Før internettet.

Jeg har overvejet at forvise Gyldendals Leksikon fra min stue til en form for eksil i kælderen. Ikke Lademanns, som på billedet, det har jeg nu alligevel aldrig ejet! Der kan det komme ned sammen med Gyldendals ordbøger over de mest talte europæiske sprog og måske, kun måske, overbiblen over alle overbibler: Vinterberg og Bodelsens Ordbog over det engelske sprog i murstensudgaven med mindst 4 supplerende tillæg.

For hvornår er det lige, jeg sidst har brugt dem? Vi skal vist, med en slidt cliche, helt tilbage til sidste århundrede. Hvad skal jeg bruge dem til, når jeg har internettet, og det hele bare ligger der til fri afbenyttelse. (Her skal så i parentes indskydes, at biblerne IKKE er erstattet af Google Translate–Gud fri mig vel!)

Men så kom jeg til at tænke på, hvordan enhver form for videnssøgning foregik før internettet. F.eks. da jeg tog min uddannelse og skrev lange, lærde opgaver om alt fra landevejsrøvere i middelalderens Midtengland til Shakespeares kvinder. Da skulle enhver form for information findes i en bog–altså sådan en af papir, som man ikke kan scrolle i. Man skal, til oplysning, bladre. Det foregik gerne på den måde, at man i en anden bog eller artikel fandt henvisninger til noget, man MÅSKE kunne bruge. Derefter cyklede man den lange vej til Statsbiblioteket, hvor en sur, emsig skrankedame tog imod ens møjsommeligt udfyldte sedler med samtlige oplysninger på de bøger, man MÅSKE kunne finde oplysninger i. Især en af skrankedamerne deroppe var meget OBS på kommaer. Hvis en seddel var udfyldt ukorrekt, sådan rent kommamæssigt, så var det bare en ommer. (Jeg mæler ikke et eneste ord om, hvem der måske kunne lære lidt af det!!) Derefter kunne man sætte sig ned og vente i 2-3 timer på, at bibliotekaren tog turen op i bogtårnet og vendte tilbage med ens potentielle skatte. Rent statistisk vil jeg gætte på, at man kunne bruge ca. 1/4 af, hvad den stakkels mand klatrede rundt i højderne efter. Der var bare den lille hurdle, at man jo var nødt til at tyre alle værkerne igennem for at finde ud af, at man IKKE kunne bruge dem til noget som helst. Men så kunne man selvfølgelig cykle op på Statsbibben igen….

Jeg er sikker på, denne proces var yderst gavnlig for vores kondition. Men den var en smule krævende i forhold til vores tid. Måske var det derfor, vi brugte meget længere tid på vores uddannelser dengang? Det var al den cykling, ventetid på Statsbibben og de tons fuldstændig nyttteløs viden, vi brugte tid på at stoppe ind i vore hoveder. Og så nævner jeg i denne sammenhæng ikke et ord om skrivemaskiner og retteblæk. Jeg nøjes med at have deja vu på mine fingre af det klistrede stads….

Dengang kunne vi også bruge et helt party på at diskutere ting. Eller samlet finde frem til ting, vi ikke kunne huske eller var usikre på. Det var faktisk ret hyggeligt. Nu fungerer internettet som ren samtalekiller, for er man uenige omkring fakta, googler man det bare, og VUPTI, så er der et svar. Og hvad i alverden skal man så tale om? Selvfølgelig brugte vi vore leksika som videnskilde, men desværre kan man ikke lige lave en interaktiv googling i et leksikon. Det er er dødt. Det svarer ikke. Man skal selv slå op og selv bladre.

Desværre er internettet også hos mig blevet en kilde til oceaner af unyttig viden. Dengang fandt jeg ud af det, jeg havde brug for at finde ud af, og så var den ligesom ikke længere. Det tog så lang tid, så der simpelthen ikke var overskud til tillægsviden. I dag kan jeg google hvad som helst. Jeg tror ikke, jeg bliver klogere, jeg har bare adgang til flere informationer.

Så når mine børn brokker sig over tidskrævende studier, så sætter jeg hele Statsbibmaskineriet i gang. De tror ikke helt på mig, men det er nok fordi, de har svært ved at forestille sig langsomheden i alting.

Så måske skal jeg lade mit leksikon stå. Som alibi for, at der faktisk var liv før internettet. Og at vi klarede os, trods lange cykleture og lige så lange ventetider. Til gengæld ville jeg nu nødigt undvære det–altså nettet.

Continue Reading