Kvindens hvem-hvad-hvor.

dsc01379

En af hadegaverne i årets traditionelle pakkeleg var Kvindens hvem-hvad-hvor fra 1969. En ualmindeligt smuk bog med tidstypisk cover i progressive, psykedeliske farver og mønstre. Samme cover strider nu en del mod indholdet. Der er ikke megen fornyelse at hente der.

I 1969 har jeg været 13 år og sikkert en surmulende, besværlig teenager. I bogen kunne jeg så læse, hvad jeg forventedes at blive til, og hvis jeg ikke surmulede nok i forvejen, var der da absolut grund til det efter læsning. Men samtidig slår det mig også, hvor meget der er sket på bare 46 år. I alt fald for os kvinder.

I dag er enhver lancering af nærmest hvad som helst fra starten uhyre bevidst om at definere sin målgruppe. Det er denne bog også, dog uden at påpege det bogstaveligt. Det er tilsyneladende underforstået. På intet tidspunkt under læsningen er man det fjerneste i tvivl om, at her tales til–og UDELUKKENDE til–husmoderen. Den hjemmegående, fra borgerskabet, forstås. Det synes at være bogens selvforståelse, at kvinder er lig med hjemmegående husmødre fra middelklassen. Her er ingen udearbejdende kvinder, men der er dog en lille artikel omkring “Forsørgerpligt”. Jeg troede først, der var tale om assistance til skilte kvinder, men de eksisterer tilsyneladende ikke i bogens univers, så det er udelukkende enkerne, der her kan få gode råd om, hvordan de klarer sig, når nu forsørgeREN er afgået ved døden.

Bogens sidste 52 sider består af fortrykte husholdningsregnskaber, som bare venter på at blive udfyldt. Sirligt og med fyldepen, sikkert. Her forventes kvinden hver uge at notere samtlige beløb anvendt til hhv. mejeri, bager, kød, fisk, grøntsager, kolonial, kaffe, te, øl, sodavand, vin, æg, ost og rengøringsmidler. Der er også plads til andre udgifter, og her kan i flæng nævnes forlystelser, blomster, kørepenge, toiletsager, påklædning, skomager, vask, strygning, rens og farvning samt vinduespolering. Det må have tager hende timevis at nørkle alle de tal sammen. Selv et deltidsarbejde har det været svært at få tid til med et så massivt hjemmebogholderi. I umiddelbar forlængelse af “den lille revisor” har hun også talrige sider til at notere, hvem hun har inviteret hvornår, samt hvem herrerne havde til bords, og hvad der blev serveret. Hun kan også holde styr på, hvem der har inviteret igen, samt hvilke gaver hun har givet og modtaget. Det sidste har hun to fulde sider til, så det kan da nok være, der er blevet givet presenter dengang.

Der er også en del særdeles pædagogiske artikler indenfor grupperne “Madlavning”, “Hus og hjem” samt “Person, påklædning og håndarbejde”. Især artiklen omkring “Borgmesterbrød” fangede min interesse. Her har redaktionen været på besøg hos en del borgmesterfruer, fordi “borgmesterfruerne med deres store repræsentationsforpligtelser nok gennem tiderne har sat en ære i, at deres kaffeborde kunne opvise noget ganske særligt med hensyn til bagværk.” Artiklen er flot illustreret med nydelige fotos af et stort antal borgmesterfruer, der stolt fremviser deres finskbrød eller pladekager. De ligner ikke mig, når jeg laver mad. Faktisk har de alle lige fået håret sat (mens de bagte?) og er iklædt deres fineste festtøj. Men måske spilder borgmesterfruer ikke? Jeg tror nu heller aldrig, jeg bevidst ville have giftet mig med en borgmester. Alt det bageri var nu nok blevet en smule anstrengende i længden.

Der er også en del håndarbejdsopskrifter. Stramaj til de lange, mørke vinteraftner (eller bare til, når man endelig har fået lavet såvel husholdningsregnskab som bagt af!) og et utal af hæklede firkanter. Jeg er faktisk ret målløs over, hvor mange måder man kan hækle firkanter på. Måske–og kun måske–er disse små hæklede firkanter i tidens modefarver brun og orange det lille, stille oprør, som meget, meget småt er i gang?

Dette er en bog, der mest af alt er et omfattende katalog over kvindeværdier anno 1969. Det er hjemmet, der er i centrum, og hele bedømmelsesgrundlaget for, hvor godt en kvinde lever op til tidens værdier og idealer. Gennem repræsentation–og her udelukkende på mandens vegne– skriver hun sig ind på husmoderskalaen, hvor man både kan dumpe og få topkarakter. Men med bogen i hånden kan man vel undgå nogle af de største fælder og være ret sikker på i det mindste at bestå.

Jeg ville have hadet at være gift middelklassekvinde dengang. Og endnu mere hvis jeg var gift med en borgmester! Hvor MÅ de dog have kedet sig. Daglige, alenlange husholdningsregnskaber og uendelig madlavning og bagning. Og når der så rigtigt skulle skejes ud, kunne de så lige nørkle en firkant i orange. Desværre–og det er vel egentlig det, der er hele pointen!–havde rigtigt mange af dem bare ikke noget valg. De var opdraget i en tid, hvor dette var kvindens plads, hvor kvinder ikke lige sådan fik en uddannelse, som kunne gøre dem selvforsørgende, samt–og det er vel også essentielt–hvor de ikke var bevidste om, at der var alternativer. Og hvis der var, krævede det en god portion såvel styrke som mod og stædighed at gennemtrumfe dem.

Det slår mig også, hvor forskelligt mit liv som gift kvinde med 3 små børn i 80-erne og 90-erne var. Her er dog, trods alt, kun 20 års forskel til 1969. Og så kom jeg faktisk også til at tænke på, at jeg da godt engang imellem kunne have brugt de der husholdningsregnskaber. Så kunne jeg måske få opklaret, hvad i alverden jeg dog i grunden brugte alle pengene til? Jeg skulle nok bare oprette en del nye rubrikker, så som vuggestue, børnehave, fritidsordning, bil, benzin og takeaways…..

I aftes, da min voksne datter på sin sædvanlige, skødesløse måde kastede bord (udtrykket er en del af familekten (se andet indlæg), men kan vist umiddelbart forstås), vakte det en del modvilje hos min snart 90-årige mor. Når man læser Kvindens hvem-hvad-hvor fra 1969–og min mor samlede faktisk på dem–forstår man i den grad hvorfor. Og samtidig illustrerer det i al sin tydelighed 46 års kvindehistorie og kvindeværdier.

 

Continue Reading

Før internettet.

print_vs__bytes

Jeg har overvejet at forvise Gyldendals Leksikon fra min stue til en form for eksil i kælderen. Ikke Lademanns, som på billedet, det har jeg nu alligevel aldrig ejet! Der kan det komme ned sammen med Gyldendals ordbøger over de mest talte europæiske sprog og måske, kun måske, overbiblen over alle overbibler: Vinterberg og Bodelsens Ordbog over det engelske sprog i murstensudgaven med mindst 4 supplerende tillæg.

For hvornår er det lige, jeg sidst har brugt dem? Vi skal vist, med en slidt cliche, helt tilbage til sidste århundrede. Hvad skal jeg bruge dem til, når jeg har internettet, og det hele bare ligger der til fri afbenyttelse. (Her skal så i parentes indskydes, at biblerne IKKE er erstattet af Google Translate–Gud fri mig vel!)

Men så kom jeg til at tænke på, hvordan enhver form for videnssøgning foregik før internettet. F.eks. da jeg tog min uddannelse og skrev lange, lærde opgaver om alt fra landevejsrøvere i middelalderens Midtengland til Shakespeares kvinder. Da skulle enhver form for information findes i en bog–altså sådan en af papir, som man ikke kan scrolle i. Man skal, til oplysning, bladre. Det foregik gerne på den måde, at man i en anden bog eller artikel fandt henvisninger til noget, man MÅSKE kunne bruge. Derefter cyklede man den lange vej til Statsbiblioteket, hvor en sur, emsig skrankedame tog imod ens møjsommeligt udfyldte sedler med samtlige oplysninger på de bøger, man MÅSKE kunne finde oplysninger i. Især en af skrankedamerne deroppe var meget OBS på kommaer. Hvis en seddel var udfyldt ukorrekt, sådan rent kommamæssigt, så var det bare en ommer. (Jeg mæler ikke et eneste ord om, hvem der måske kunne lære lidt af det!!) Derefter kunne man sætte sig ned og vente i 2-3 timer på, at bibliotekaren tog turen op i bogtårnet og vendte tilbage med ens potentielle skatte. Rent statistisk vil jeg gætte på, at man kunne bruge ca. 1/4 af, hvad den stakkels mand klatrede rundt i højderne efter. Der var bare den lille hurdle, at man jo var nødt til at tyre alle værkerne igennem for at finde ud af, at man IKKE kunne bruge dem til noget som helst. Men så kunne man selvfølgelig cykle op på Statsbibben igen….

Jeg er sikker på, denne proces var yderst gavnlig for vores kondition. Men den var en smule krævende i forhold til vores tid. Måske var det derfor, vi brugte meget længere tid på vores uddannelser dengang? Det var al den cykling, ventetid på Statsbibben og de tons fuldstændig nyttteløs viden, vi brugte tid på at stoppe ind i vore hoveder. Og så nævner jeg i denne sammenhæng ikke et ord om skrivemaskiner og retteblæk. Jeg nøjes med at have deja vu på mine fingre af det klistrede stads….

Dengang kunne vi også bruge et helt party på at diskutere ting. Eller samlet finde frem til ting, vi ikke kunne huske eller var usikre på. Det var faktisk ret hyggeligt. Nu fungerer internettet som ren samtalekiller, for er man uenige omkring fakta, googler man det bare, og VUPTI, så er der et svar. Og hvad i alverden skal man så tale om? Selvfølgelig brugte vi vore leksika som videnskilde, men desværre kan man ikke lige lave en interaktiv googling i et leksikon. Det er er dødt. Det svarer ikke. Man skal selv slå op og selv bladre.

Desværre er internettet også hos mig blevet en kilde til oceaner af unyttig viden. Dengang fandt jeg ud af det, jeg havde brug for at finde ud af, og så var den ligesom ikke længere. Det tog så lang tid, så der simpelthen ikke var overskud til tillægsviden. I dag kan jeg google hvad som helst. Jeg tror ikke, jeg bliver klogere, jeg har bare adgang til flere informationer.

Så når mine børn brokker sig over tidskrævende studier, så sætter jeg hele Statsbibmaskineriet i gang. De tror ikke helt på mig, men det er nok fordi, de har svært ved at forestille sig langsomheden i alting.

Så måske skal jeg lade mit leksikon stå. Som alibi for, at der faktisk var liv før internettet. Og at vi klarede os, trods lange cykleture og lige så lange ventetider. Til gengæld ville jeg nu nødigt undvære det–altså nettet.

Continue Reading

“At danse for”.

dance-508314_960_720

Forleden kom vi til at tale om udtrykket “at danse for”–altså med tryk på “for”–og straks dukkede godt nedstuvede minder om barndommens danseskoler op.

Da jeg var barn, gik pæne piger og drenge til dans. Eller rettere: pæne børn blev slæbt til dans. Det foregik gerne i forsamlingshuset eller festsalen på det lokale hotel under ledelse af en som regel stærkt sminket, uhørt kommanderende kvinde, der gennem årtier prøvede at fornægte sin alder ved altid at vælge en garderobe, der måske kunne have været passende til en lettere udsvævende teenager.

Da jeg som 6-årig blev båret til dans med grådstribet ansigt og tårepletter på den fine dansekjole, fik jeg besked på, at jeg skulle danse med Ebbe. (Det var der faktisk nogen, der hed dengang.) Tilsyneladende kendte min mor Ebbes mor, og måske var de allerede i gang med at sy udstyr til os. Anyway, Ebbe var, lad os bare være pæne, en smule buttet, meget valsemæssigt udfordret, en tangokatastrofe og overbegavet med ekstra lemmer. I alt fald havde han mindst 7 par fødder. Så det første halve år af min dansekarrierre skreg jeg som en stukket gris, hver gang jeg skulle slæbes med til endnu en omgang tortur under Ebbes allestedsnærværende, utallige fodpar. Heldigvis tog jeg herefter sagen i egen hånd og iværksatte et snedigt fysisk modangreb, hver gang Ebbe var på vej over dansegulvet for at inklinere for mig. Midtvejs blev han mødt af mig i turbofart med hovedet først. Hvis jeg modererede hovedvinklen kunne jeg ramme lige præcis der, hvor Ebbes fedtdepoter tog af for kollisionen, men alligevel tilkendegive mit statement, sådan rent fysisk.

Så mit liv blev Ebbefrit, og jeg fik en ny partner. Denne gang en pige, for af uransaglige grunde var der altid mange flere piger end drenge. Jeg vil vove at påstå, at der ikke findes en eneste pige på min alder, der ikke kan danse herre. Det var vi jo for F…  nødt til. Det var ikke fordi, drengene ikke gik til dans. De gik bare et andet sted–omme i hotellets gård eller nede på hovedgaden. De var supergode til at overtale deres mødre til at efterlade dem foran døren ind til torturkammeret, hvorefter de lige lavede et hurtigt retrætedrej i døren. Og hvis de ikke pjækkede, så gled de på gulvene. I en uendelighed. Hvis man spørger den generations drenge om, hvad de lærte på danseskolen, så vil de sikkert med julelys i øjnene berette, at de blev enormt gode til at glide.

Senere blev jeg opgraderet til en rigtig dreng. Jeg kan ikke huske, hvad han hed, men han var faktisk ret god til at danse. Så det blev jeg også. På et tidspunkt i mit liv blev jeg Fynsmester i standarddanse, og jeg kan faktisk stadig huske alle trinnene–sådan på samme måde som man stadig kan huske alle sit livs gammeldags cykellåse i fingrene.

Og så er vi så endelig kommet til det der med at “danse for”. Det var nemlig sådan, at de dygtigste (og mindst rebelske–det var i 60-erne!) som flidspræmie blev sat til at danse for–altså vise de andre trinnene. Så mens hende kommandanten i sminke og tylskjole brølede “en chasse, to chasse, drej”, så prøvede de andre at tage det alvorligt, at vi dydsmønstre demonstrerede, hvordan det i virkeligheden skulle gøres. Dog ikke mere alvorligt, end at drengene gled, og pigerne fniste. Lad mig bare indrømme, at det var en tvivlsom ære.

Som teenager tog jeg afstand fra danseskolerne. Det var jo en tid, hvor ethvert dansetrin med djævelens vold og magt skulle være personligt, anarkistisk og helst også politisk. Man dansede ikke pardans, for det var uhyggeligt asocialt, politisk ukorrekt og überborgerligt. Man dansede sådan mest med sig selv og helst i rundkreds.

Jeg har–ikke tit, men et par gange–tænkt på, hvad der mon blev af Ebbe. Jeg tror ikke, han er blevet noget ved musikken eller noget, der kræver et bestemt antal fødder. Jeg har også tit tænkt på, hvordan modefænomener hele tiden går i ring og bider sig selv i halen. Mange danskere sidder jo fredag efter fredag og ser på folk, der danser for. Jeg tror endda, nogen finder det spændende. Ellers så de det vel ikke–for 13. sæson i træk. Flere af dem må yderligere være af den generation, der engang fandt pardans personligt anstødelig og politisk ukorrekt. Samt måske ikke har de allermest glædelige minder fra deres barndoms danseskole.

Nu er jeg glad ved, jeg lærte at danse. Men jeg behøver ikke dyrke min glæde ved fredag efter fredag at betragte semi-kendisser lave koks i trinene. Hvis der skal danses hjemme hos mig, skal jeg nok selv danse for. Og jeg kan, hvis det er påkrævet, sagtens danse herre.

Continue Reading

Om gildesale.

typehus_1

( Som beskyttende foranstaltning viser billedet ikke mit hus. Men det ligner. Det med beskyttende betyder, at jeg ikke gider have besøg af nye ransagningspatruljer, der udelukkende ønsker at give mine ikke-eksisterende værdigenstande et lift over grænsen.)

Jeg bor i et parcelhus fra 60-erne. Derfor har jeg selvfølgelig en gildesal. Parcelhuse fra 60-erne og 70-erne er som hovedide kønsløse, ideforladte kopier af hinanden og udelukkende opført til opbevaring af den autoriserede, danske kernefamilie med far, mor og 2 børn. 3, hvis bølgerne går højt. Men de fungerer! De er så tilstrækkeligt ufancy, at ingen spændende, arkitektoniske detaljer forstyrrer den plads, man faktisk sagtens kan bruge til noget andet.

Det er derfor, jeg har en gildesal. I 60-erne havde enhver parcelhuskælder med respekt for sig selv en gildesal, og hold da lige op, hvor må de have holdt mange gilder dengang, hvis de hver uge sådan skulle gå festende rundt og fylde hinandens gildesale. Jeg tror, min mand og jeg har holdt 1 fest nede i vores gildesal, men alligevel er det et rum, der på sin egen vis illustrerer vores lille families egen historie.

Da børnene var små, var det et bygge-hule-rum og opføre-teater-rum. Husets overskudsbeholdning af moster Annas broderede puder og diverse børnehaveproducerede julegaver med springsting og uhæftede ender endte altid deres liv som gulvbelægning eller tag hernede. Her var et dukketeater med figurer på grydeskeer, hjemført fra Prag af et hold stolte bedsteforældre. Og så var der kiksekrummer–overalt! Gennem årene blev væggene også tapetserede med hyldevis af overskudslitteratur, for er der noget, jeg har svært ved at smide ud, så er det bøger. En overgang hed samtlige titler noget med “senkapitalisme”, “monopolkapitalisme” eller “kvindekamp”–de er dog døde. Så nu er der plads til alle dem med “senmoderne samfund”, når de går af mode om et par år.

Der var også alle tog-årene. Min mand overkompenserede for en togløs barndom ved at anlægge et større jernbaneselskab med udvidet infrastruktur og talrige sidespor i kælderen. Det fik han meget tid til at gå med, og børnene var da også med på sidelinjen (eller stationerne) ind imellem. Senere kom bordtennisbordet, og det var faktisk et hit, der holdt temmelig mange år. Jeg har dog aldrig brugt det, men man kunne altid høre, når andre gjorde det.

Mine børns teenagefester forvandle gildesalen til noget, der altid lugtede af bodega. Det var dengang vi ofrede et nyt tæppe, fordi vi havde en ide om, at kiksekrummerne ligesom måtte finde nyt hjem på lossepladsen. Det indviede børnenes kammerater så med litervis af bræk og ølsjatter. Jeg kan godt huske, at der var nogle år, hvor jeg helst undgik netop det rum i huset. Men jeg blev relativt velhavende i pantpenge, for reglen var, at al tom emballage gik til den egentlige ejer af forsamlingshuset. (Her kunne man selvfølgelig godt have ønsket sig, at distancen til grænsen var noget længere. Der er sgu` ikke megen velstandsøgning i tyske øldåser!)

Da børnene flyttede hjemmefra, blev det til pulterkammer. Belært af erfaring kan jeg fortælle, at det med usvigelig sikkerhed er sådan, at når et barn flytter hjemmefra, så efterlader det 3-4 fyldte flyttekasser. Disse kasser tror man selvfølgelig, at barnet vil mangle–eller bare befri forældrenes plads for–i løbet af kort tid. Sådan forholder det sig ikke. Lortet er forældrenes til evig arv og eje, og barnet har fortrængt alt om det i det selvsamme øjeblik, døren til barndomshjemmet smækkes. Når man har 3 børn, fylder disse flyttekasser i løbet af få år det meste af en endevæg i opstablet tilstand. I sin naivitet venter man i mange år på, de bliver afhentet, og der kommer da også løbende nye til, for hver gang et barn flytter bopæl, bliver der lige et par eller 3 kasser mere til forældrene. Jeg oplevede i alt fald, at børnene i mange år havde gratis lagerhotel i vores kælder.

Det er så slut nu. Der blev stillet et ultimatum om, at alt, hvad der ikke blev afhentet, ville blive solgt eller forvist til lossepladsen. Da intet, trods talrige stadig mere højrøstede opfordringer, blev afhentet, og resten faktisk viste sig at være intet mindre end dybt usælgeligt, så er resterne af mine børns barndom nu overgivet til kommunal forvaring eller destruktion. Børnene er tilsyneladende ligeglade, og det mest forfærdelige er, at det har de nok været, lige siden de forlod barndomshjemmet. Det er kun vi andre idioter, der har flyttet rundt på 15 fyldte flyttekasser, som ingen i virkeligheden har haft den fjerneste interesse i.

Men nu er rummet gået ind i en ny renæssance. Bordtennis er genopstået. Dog ikke tog–endnu. Væggene er stadig tapetserede med udrangeret litteratur, men der er faktisk ret pænt og ryddeligt, efter at alle flyttekasserne er gået til de evige lossepladsmarker. For første gang i mange år slår det mig, HVOR stort det rum egentlig er. Så er det, jeg tænker: Måske skulle vi holde et gilde?

Continue Reading

Om “Gymnastik”.

Zentralbild Kohls 14.12.1963 Gymnastik-Parade 1963. Am 14. und 15. Dezember 1963 findet in der Berliner Dynamo-Sporthalle die Gymnastik-Parade 1963 statt. UBz: Die 1. Mannschaft der SC Dynamo Hohenschönhausen führte nach zwei Pflichtübungen bei der Jugend I.

Jeg er så gammel, at jeg stammer fra en tid, hvor “Gymnastik” var et skolefag. Vi lavede da også en del såkaldt gymnastik i timerne. Den slags foregik mest i takt til lærerens ret højlydte kommandoer og gik, så vidt jeg husker, primært ud på at rive diverse legemsdele af led efter tur. I alt fald kan jeg endnu mindes, hvad vi udsatte vores skuldre for–og det var ikke så lidt.

Vi spillede også bold. Gerne rundbold eller langbold–ret megen anden bold var ikke rigtigt opfundet for piger. Her skal det selvfølgelig indskydes, at gymnastik var et minutiøst kønsopdelt fag. Dengang havde drenge- og pigekroppe tilsyneladende vidt forskellige behov for motion, så drengene spillede primært fodbold eller lavede gymnastik, der var en del mere skuldervridende. Selv om man har svært ved at forstå, at det skulle kunne være muligt.

Når der skulle spilles bold, blev klassen 2 største gymnastiktalenter, som også gerne var gymnastiklærerens yndlingselever, sat til at vælge hold. Førstevælgeren (den bedste) og andenvælgeren (den næstbedste). De valgte så efter tur–og altid efter de øvrige elever gymnastikformåen–hold. Dengang var det nemlig absolut ingen pædagogisk hemmelighed, at det hele udelukkende gik ud på at vinde. Det var et adelsmærke at blive valgt som en af de første–og noget af et nederlag at stå tilbage som en af de sidste. Allerværst var det, hvis antallet af piger var ulige. Så stod den sidste tilbage, og gymnastiktalenterne måtte så enten acceptere at få overdraget restskrodtet mod deres vilje, eller tage et lille offentligt skænderi om IKKE at ville have Frk. gymnastikumulius.

Det var som regel mig. Jeg var en gymnastikkatastrofe og decideret boldspilshandicappet. Faktisk havde jeg ikke væsentlige motoriske udfordringer–jeg var bare doven. Det har aldrig sagt mig noget at vride mine skuldre af led, og jeg bliver altså ikke sønderligt mere opstemt eller gladere af at kaste rundt med en bold–eller endda kaste den efter andre. Jeg hadede gymnastik af et inderligt hjerte. Det er altså ikke sjovt hver gang at stå tilbage og være den, de andre “er nødt til at tage”. Heldigvis var det så, på sin egen omvendte måde, så tilpas traumatisk, at jeg i de fleste andre fag kompenserede helt utroligt. Det kunne jeg jo godt finde ud af–og det var sgu` da superfedt, at førstevælgerne så ikke altid var helt på forkant med stavning og engelsk grammatik.

Efter en række folkeskoleår som den evige skrotbunke var jeg så heldig, at jeg i gymnasiet fik en mandlig gymnastiklærer. Han havde absolut ingen adgang til pigernes omklædning eller, hvad der i denne sammenhæng er vigtigere, til at tjekke deres mere intime hemmeligheder. Så jeg bestemte mig af samme logiske årsag til, at mine gymnasie-gymnastikår skulle bestå af 3 års uafbrudt menstruation. Dengang var menstruation nemlig en lovlig og, endnu vigtigere, ikke-seddelpligtig undskyldning for ikke at have gymnastik. Så jeg sad altså på bænken i evige menstruationssmerter gennem samfulde 3 år og terpede latin (det betyder at lære den danske oversættelse udenad), skrev danske stile og sladrede med de andre menstruationsramte. Indrømmet, der var andre piger, der var næsten lige så blodskudte som jeg, så de havde nok også en traumatisk fortid som skrotbunke-aspiranter bag sig. For mig var det en frihed: Jeg kunne i ro og mag sidde og nyde mit evindelige, usynlige blod der på bænken og helt undgå enhver form for traumatisk fravalg.

Og så alligevel ikke. Mine folkeskoleår grundlagde en helt basal modvilje overfor enhver form for holdsport og faktisk også en stor modvilje mod at røre sig under andres kommando. Jeg gider ikke komme til kort, blive den sidste eller den, som ingen vil lege med. Det sidder dybt, dybt i mig. Jeg er helt sikker på, at det forklarer en stor del af min fitnesscenterfobi–jeg har faktisk endnu til gode overhovedet at overveje at åbne døren ind til sådan et sted. Jeg har heller aldrig i mit voksne liv indgået i nogen form for holdsport. Jeg er stadigvæk sikker på, at ingen gider have mig.

Når det så er sagt, så er traumerne jo heller ikke større, end at jeg kan leve med dem. For resultatet har jo bare, logisk nok, været, at al den motion, jeg skal dyrke, skal foregå på mine præmisser, i mit tempo og meget gerne alene. Hvis der skal løbes, er det MIG, der sætter farten, og hvis der skal gås, må andre da gerne gå med, men det bliver på mine betingelser og med min kadence. For mig ville en fitnessinstruktør eller en løbecoach bringe alt for mange dårlige minder fra nogle forkvaklede gymnastiktimer i folkeskolen frem. Og jeg er nok–desværre– ikke den eneste gymnastikumulius fra min generation, der har det sådan!

Jeg har endda tænkt på et nyt ord for, hvad der senere skete for alle os, der i gymnastiktime efter gymnastiktime med lærerens godkendelse blev valgt fra–eller i alt fald ikke valgt, men det er vel jævnt hen det samme. Mange af os blev motions-individualister. Det er blevet vores lille måde at vælge os selv TIL. Og på vores enmandshold er vi helt upædagogisk åbne omkring, at det udelukkende gælder om at vinde. Over os selv og vores gymnastikale fortid.

Continue Reading

Nostalgiens holdeplads.

dsc01067

Så skal der pyntes til jul! Heldigvis ikke i den overdrevne stil, der var kutyme, da børnene var små. Dengang var det noget med, at ethvert nissefrit hjørne var spild af god nisseplads, og alt, hvad der havde blot et minimum af pynteværdi, med garanti nok skulle finde et synligt hjem.

Jeg er, med årene, blevet lidt mere mådeholden. Af to grunde: 1) hvem er det lige, udover mig selv, jeg pynter for? og 2) lortet skal jo for F… ned igen, og jeg hader den der nytårsdag, hvor alt er så uendeligt trist, når al flitterstadsen er vandret hjem til loftet.

Pyntetid er også nostalgitid her i huset. Det meste af pynten har jo sin egen helt specielle historie. Den repeterer jeg så lige en gang om året, mens alt med sandt millimeterdemokrati bliver sat præcis samme sted som sidste år. Og forrige…

Det meste af min julepynt er virkelig grimt. Altså virkelig, virkelig smagløst. Som nu f.eks. nisserne på billedet, som moster Karen og mormor selv har strikket i tidernes morgen, da striknisser havde deres storhedstid og for hærgende gennem de små hjem. Ikke nok med at de er noget udfordrede rent udseendemæssigt, men de trænger faktisk også til et hårdt tiltrængt julebad og har væsentlige problemer rent huemæssigt. Men op skal de. For de er en så umiskendelig del af julen her i huset, så jeg nærmest ikke tror, det kan blive jul, uden at de skal sidde på deres retmæssige pladser og nedstirre anden. Jeg ville slet ikke kunne overskue, at børnene skulle komme hjem til jul og til deres forfærdelse opdage, at en nisse var rendt af sin årevise plads. Jeg tror, det ville blive en forfærdelig traumatisk oplevelse for dem.

Julekalenderen foran er en lidt anden historie. Det er min barndomskalender, som jeg stadig trofast hænger på det samme sted hvert år. Jeg har forlængst opgivet, at nogen barmhjertig sjæl overhovedet ville få den tanke at hænge en pakke på den. Men den har været en del af min personlige jul siden 50-erne, og det skal den blive ved med at være. Skægt nok har den vokset sig trendy de senere år. Det er nu sket uden min medvirken, men det er da lidt sjovt, at man sådan helt uforvarende er blevet indehaver af et stykke trendy julepynt. Jeg tvivler dog stærkt på, at samme skæbne vil overgå nisserne.

Og sådan er det vel med julepynt. Selv fornuftige mennesker med udsøgt smag og flotte, stringente hjem med masser af æg og PH-lamper plastrer hvert år deres bohave ind i fortidens rædsler og moster Annas klokkestrengeforsøg. Grimheden kender ingen grænser, og gensynet skaber umådelig glæde hvert eneste år. Selv havenisserne får en kort renæssance, og plastic oplever pludseligt at blive in sammen med malede glaskugler i relativt uheldige farver. Nogle går endda til yderligheder og tillader perlebroderede klokker, men da ingen i min familie har kastet sig over den hobby so far, kan jeg heldigvis med god samvittighed undgå netop den udfordring. Gennem årene har –lige så heldigvis–et vist svind og forfald ramt de hjemmelavede børnehaveprodukter, som også i årevis har været en del af udsmykningen. Man kan jo stadig huske det glade og stolte barneansigt, der afleverede dem. Samt sin egen indre slåen knuder sig selv og indestængte raseri overfor pædagogerne.

Så julen er nostalgiens holdeplads. Der hvor vi går amok i smagløshed og gamle minder. Og forsøger at fastholde alle de forgangne jule, som bare var så gode, gavefyldte og tilsneede. Hvis der er noget, der er for fastholdere, så er det jul. Den skal simpelthen bare være præcis, som den plejer, og ingen forkrøblet julenisse skal fravige sin vante plads. Der er sådan en dejlig indbygget tryghed i julen. Når mormors og moster Karens nissefamilier er på plads, så kan det ikke gå galt.

Jeg ved godt, at man kan investere sig arm i æstetisk designerjulepynt. Det har jeg også prøvet at gøre. Det virker bare ikke for mig. Det er smukt, det klæder mit hjem, og det kommer gerne op et år eller to. Men så er det bal så også ovre…..  Det er jo ikke MIG og MIN jul.  “Rør blot ikke ved min gamle jul.”

 

Continue Reading

Shu-bi-dua.

pimg_1652010_1917370

I aftes så jeg Temalørdag om Shu-bi-dua. Det var der, det pludselig gik op for mig, hvor stor en del af den festlige side af soundtracket til min ungdom blev leveret af netop den gruppe. Oh, sikke minder!

Da jeg var ung/barn, blev man stillet overfor nogle besynderlige, musikmæssige valg. Enten var man til Beatles eller Stones. Jeg var til Beatles. Og Elvis eller Cliff. Jeg var, oh rædsel, til Cliff. Og endelig Gasolin eller Shu-bi-dua. Her gik jeg, nølende og langsomt, omsider på kompromis og blev til begge.

Det startede selvfølgelig med Gasolin, for de andre var ikke just comme il faut deroppe på bjerget i Århus. Heldigvis havde jeg en veninde, som lang tid før mig forelskede sig i gruppen og fik mig overbevist. Det var nemlig dengang, hvor  såkaldt god musik sædvanligvis udmærkede sig ved at være umenneskeligt kompliceret, og ingen rigtigt turde indrømme, at Lou Reed og Velvet Underground basalt var røvkedelige. Eller skulle have et klart, sloganpræget politisk budskab for at finde nåde. Det var ikke lige det, Shu-bi-dua havde. I stedet for at være komplicerede var de jo ligefremme og mundrette i deres tekster. Og deres musik gjorde, at man helt slap for at være dystert deprimeret eller forsøge at redde verden, mens man lyttede til den. Det var sådan noget, vi alt for tit glemte i 70-erne!

Det var teksterne, jeg faldt for. Jeg elsker stadig deres finurlige rim, selvopfundne ord og totale sproglige anarki. De første, såkaldte undersættelser af gamle rockklassikere, sagde mig egentlig ikke så meget, men da de så selv begyndte at lave melodierne, fik de mig med. Jeg var en af dem, der stod i kø foran pladeforretningen med den himmelråbende anglofile misforståelse (Rober`ts) nede i Ryesgade på selve udgivelsesdagen. Og jeg husker endnu den andægtighed, med hvilken jeg stolt bar 78-eren gennem det meste af den indre by i Århus.

I aftes oplevede jeg også, at jeg faktisk stadig kan alle teksterne udenad. Giv mig de første 3 ord, så kommer de resterende 7 vers helt automatisk. Forståeligt nok, hvis man opregner hvor mange gange jeg rent faktisk har sunget dem. Jeg genoplevede også alle disse øjeblikke i min semipure ungdom, og hvem det lige var jeg enten stræbte efter eller kyssede (kun “kyssede”, dengang kyssede vi ikke “på”. Jeg har stadig ikke forstået forskellen!) til tonerne af bandet. Og koncerterne ude i Vejlby-Risskov hallen, hvor man kunne vinde præmier. 1. præmien var en uge i Oslo. 2. præmien var 2 uger i Oslo.

Indtil i går vidste jeg egentlig ikke præcis, hvad det var, der forårsagede skilsmissen mellem mig og gruppen omkring 1980. Der blev jeg så også lidt klogere, for på min pladesamling kan jeg se, at mine pladeinvesteringer standsede præcis samtidig med, at gruppen blev uvenner og smed medlemmer ud. Efter det tabte jeg fuldstændigt interessen for dem–nu ved jeg så hvorfor.

Men tilbage står, at Shu-bi-dua altid gør mig i godt humør. At den del af soundtracket, de har leveret til min ungdom, ved genhør skaber masser af erindringsbilleder for mig. Og jeg kan stadig afsynge samtlige vers af Nappa og nylon på den der måde, som vi “opfandt” dengang i 70-erne. Det er noget med at synge sidste linje enormt hurtigt uden at trække vejret. Hvorefter der hurtigt spoles til Brødrene Gebis, hvor (igen) samtlige vers afsynges med fortænderne i vandret position og forsøg på at gøre fistelstemmen så pivfalsk som muligt.

Ren nostalgi. Og synd at selv ikke mine børn aner, hvad det indebærer “at knække anemoner med nakken”.

Continue Reading

Mest om Puk og lidt om Flemming og Jan.

img_0486

Jeg prøvede at finde mine Pukbøger, men det lod sig desværre ikke gøre. Derfor viser billedet en Flemmingbog. Forskellen er vel, sådan set, også den samme. De er skrevet over samme læst og tilsyneladende også ofte af samme forfatter.

Der findes vel omkring 100 bøger i Pukserien, som alle handler om den kække og frejdige ( sådan hed det dengang!) pige Puk, der på sin kostskole falder over så grueligt mange grimme skurke og farlige forbrydelser, som kun hun, netop fordi hun er så kæk og frejdig, kan opklare. På Puks kostskole overstiger forbrydelsesraten enhver form for gennemsnit, og havde det været i dag, var skolen både blevet yndlingsemne i Ekstra Bladet–samt sikkert lukket.

Netop kostskolemiljøet var en af årsagerne til, at jeg fandt Puks liv så uendeligt eksotisk. Helt siden Peter Pan og hans glemte kammerater derude på Ønskeøen har kostskolekortet været en sikker vinder blandt alle os, der skulle trækkes med både uforstående forældre og en fatal mangel på forbrydelser, vi lige kunne opklare, i det daglige. De lå i dvale nogle år, kostskolerne, men så kom Potter–og han var Gudhjælpemig både magisk og moderne og godt gammeldags kæk og frejdig.

Alle ca. 100 Pukbøger er ens: forbrydelse begås og opklares af kæk pige. Mere er der sådan set ikke i det. Men mellem linjerne lærte vi jo, præcis hvilke kvaliteter vi skulle dyrke for at blive gode, artige, pæne piger. Uartighed (sådan hed det dengang) tolereredes kun, hvis der var et højere formål med det (læs: at negle grimme forbrydere)–og uartighed bestod vel primært i at lade være med at gøre, hvad de allermest stupide voksne forlangte. Den allermest fundamentale form for hjem-ude-hjem herskede i dette univers, og det sidste hjem var altid der, hvor ro, orden og regelmæssighed herskede. Vi lærte, at troede vi bare på os selv og de gode mennesker, så skulle verden nok blive et godt sted–hvis vi opførte os ordentligt. Og det viste Puk os med al tydelighed, hvordan man gjorde. Hun kunne være dristig, hun kunne være modig, hun kunne gå sine egne veje—men alt dette havde kun det soleklare formål  at skabe den fornødne ro og regelmæssighed for pæne piger.

Men jeg slugte dem, bøgerne. Og når jeg rendte tør for ny Pukker, så blev det Flemming og Jan. De var lidt mere dristige (det VAR drenge jo), og forbryderne var lidt mere rå–men de blev nu altid nakket alligevel. Det var så dejligt befriende, at man efter hver bog havde den der følelse af, at verden, trods alt, var et godt, retfærdigt sted–når man altså huskede at være artig. Og kæk og frejdig.

Jeg var også dybt misundelig på Puk. Tænk at have sådan et eksotisk navn. Dengang kendte jeg intet til skovguder og andre naturvæsner, men jeg ville F…. have givet min halve arm for at have gået rundt og heddet Puk. Det var nok det med navnet, der var skyld i, at jeg aldrig sådan rigtigt fik fanget nogle forbrydere, og at raten i min lille provinsby lå ca. omkring gennemsnittet.

For ikke så mange år siden genlæste jeg et par Pukbøger. Det blev småt med gensynsglæden. Årene har ikke været gode ved dem. Men ham, der skrev både Puk, Jan og de fleste af de andre, han kendte i den grad sin besøgstid ( og vejen til banken!) Og jeg genkendte de idealer, som var hovedingredienserne i en barndom i 60-erne.

 

Continue Reading

Dam(n) trolderier.

img_0479

I går fandt jeg disse 4 i en genbrugsbutik. De kaldte (eller hvad trolde nu sådan går og gør) på mig. I alt fald ville de med mig hjem, og det fik de så formedelst 80 kroner lov til.

Hverken jeg eller min datter har i vores respektive barndomme lidt af troldemangel. Nok havde jeg kun en–som jeg i øvrigt har endnu–og hun havde en 4-5 generationer. Hendes trolde vidner også om, at den geografiske mobilitet blandt trolde i den grad er vokset i de mellemliggende år: der er tyrolertrolde, kinesertrolde og små, grønne irske trolde. Jeg havde kun hende med det stride hår, og skulle man dømme efter hendes lidet flatterende klædedragt, kom hun fra den yderste, danske provins.

Som så mange andre trends har trolde deres opgangs-og nedgangstider. Tilsyneladende–og ret mig, hvis jeg afslører, at troldekendskab måske ikke lige er min spidskompetence–ligger troldepopulariteten sådan lidt la-la for tiden. Altså hos børnene.(Og her forbigår jeg ethvert tilløb til brok over elektroniske medier.) Det virker som om, det er ret anderledes hos de voksne.

For da jeg kom hjem, satte jeg mig som vanligt ved PC-en for at finde ud af lidt mere om mine trolde. Som sagt er de ikke indenfor mit spidskompetenceområde, men jeg er da godt klar over, at dem, der hedder Dam til efternavn, er lidt mere overklassetrolde end dem, der ikke gør. Mine hedder faktisk Dam, og til fornavn hedder de et nummer, som Gudhjælpemig er tatoveret under deres fødder. Og da jeg så begyndte at google dem, regnede det ind med annoncer fra DBA, ebay og andre spændende steder, der alle sammen delte for-og efternavn med min lille familie.

Hvis de annoncer holder vand, så er mine trolde ikke bare overklassetrolde–de tilhører intet mindre end troldeadelen. Nysgerrig som jeg var, smed jeg dem selvfølgelig på DBA for at se, om den holdt vand–og lige nu har jeg et bud på 2000.

Det har jeg det faktisk lidt svært med. For her er jo både etiske og æstetiske forhold indblandet. Hvis jeg sælger mine trolde, står jeg så ikke i evig gæld til den genbrugsbutik, der solgte dem? Hvordan skal jeg nogensinde få betalt 1920 kroner tilbage? Gå ned med pengene–eller i en uendelighed købe udueligt skrammel, som jeg er HELT sikker på, absolut INTET er værd. (For tænk, hvis mit held bare multiplicerer sig selv?). Selvfølgelig kan jeg også sende et anonymt beløb, men det er ikke lige min stil. Når jeg en sjælden gang gør noget godt, vil jeg ligesom gerne bare gøre en lille smule opmærksom på det. Og så den etisk/æstetiske vinkel: De er altså ret nuttede, de her trolde. Det var jo derfor, jeg købte dem. Fordi de skulle julepynte mit hus. Det strejfede mig overhovedet ikke, at der var penge i skidtet, før jeg kom ud i googlerierne. Så vil jeg sælge nogle nuttede trolde, der vitterligt var købt for at pynte–bare fordi jeg kan få penge for dem? Skal min jul være uæstetisk for 1920? Er mine fine trolde ( og mig) til fals for ussel mammon?

Omvendt–så kan jeg vel give mine børn halvstore afladsgaver. Og trave kvarteret rundt med raslebøsse et par søndage for ethvert godt formål. Og bevidst investere i de rædsler i genbrugsbutikken, som de helt sikkert ikke får solgt til andre end mig.

Eller jeg kan sætte mig ned og glæde mig over mine fine trolde, som nu skal holde permanent jul hos mig.

Den er sgu` svær. Dam(n)!

Continue Reading

Til forsvar for den forlængede novemberjul.

dsc00753

Hvert år ved denne tid starter den evigt tilbagevendende jamren over, at julen kommer over os tidligere og tidligere. At det allerede myldrer med diverse nisseslægter i butiksvinduerne, og at enhver legetøjskæde allerede har udsendt mindst 3 tilbudskataloger. (Det var dem, børnene minutiøst gennemgik og satte krydser ved alt, hvad de ønskede sig, så de virker. Kan jeg forsikre!) Og at vi jo i den grad må huske på, at vi kun lige er begyndt på november, så der er oceaner af tid til jul. Vi skulle jo nødigt blive trætte og mætte af den–julen.

Det har altid undret mig, at vi går i traumatiserende selvsving over somre, der regner væk. Som om vi var garanterede solskin til at fylde fra maj til september. Men julen, den må altså ikke fylde. Julen bør tilsyneladende kun have den længde, jule skal have.

Her er jeg ikke enig. Jeg elsker jul, og jeg hader november. Jeg er i den grad på linje med digteren Henrik Nordbrandt, som mener, at året har 16 måneder, hvoraf de 4 er november. November er mørk, forkølet, umådelig lang og noget af en pestilens. Faktisk burde den afskaffes. (I øvrigt har det altid undret mig, at selve mørket er direkte depressionsfremkaldende i november, hvorefter det pludseligt i december transformerer sig selv til at blive “hyggeligt”.) Så hvorfor ikke få gjort kål på den der fandens til november ved simpelthen at indlemme den i julen og starte alt det hyggeri, som man jo ved fra erfaring, at man slet ikke får tid til i december? I alt fald vil det ikke falde mig svært at for-jule temmelig seriøst, hvis alternativet er plain november. Jeg kan sagtens holde julegeneralprøve en måneds tid uden at blive træt. Jeg gider simpelthen ikke vente på, at det bliver december, så det bliver legalt at hygge. Jeg starter nu, for så har jeg rigtig meget god tid til at nyde det hele–i lange juledrag.

Selve pynten kommer nok ikke op lige med det samme. Men i stedet for hektisk at plastre huset til 1. søndag i advent kan man jo tage sig rigtig god tid til at finde de allermest korrekte nisseplaceringer. F.eks. 1-2 særligt udvalgte nisser pr. dag og 1 engel om ugen. Sådan for at skabe det julemood, der er det bedste værn mod november. Og spise æbleskiver om lørdagen. Og tage sig rigtig god tid til at finde nye rædselshadegaver til årets pakkeleg. Eller prøve at lokalisere de overvintrende rædsler, som en anden heldigvis får et års patent på, når man har pakket dem ind, så deres indbyggede uskønhed helt er forklædt. Her står der så ikke noget om småkager og julekonfekt. Men dem, der ikke har folk til den slags, kan vel sagtens forhåndsbage i november.

Tænk, hvis november ikke bare var 4 måneder, der skulle overstås. Hvis man kunne overbevise sig selv om, at det var fuldt legalt at gå i juleselvsving fra 1. november. Så kunne man næsten helt glemme, den var der og lege hyggemås i 2 måneder.

Så bare frem med nisserne, koglerne, grantræerne, englene og alt det andet. Jeg (eller skal jeg prøve at skrive “vi”?) kan ikke få nok!

 

Continue Reading