I was a Barbie Girl.

Nede i min kælder, på et fuldstændigt tophemmeligt sted ( så tophemmeligt, at end ikke jeg kan finde det!) ved jeg, at min Barbie ( altså den første og derfor allermest rigtige), min Ken og min Skipper befinder sig. Jeg er lidt i tvivl om, om Barbies bedsteveninde Midge også stadigvæk er mellem vennerne, men jeg håber det. Hun var nu altid sådan lidt af et stedbarn med forfærdeligt hår, så måske har hun lidt en ubarmhjertig dukkedød undervejs. Jeg ved også, at de allesammen har både deres originale kasser og stativer. I metal. For tilsyneladende var de ikke ret gode til at stå selv og måtte opretholdes metallisk. Det kan da ikke have været videre befordrende for selve legeeffekten….

Og så ser jeg i avisen, at Barbie fylder 60 i år. Det sætter for det første min egen alder i skræmmende perspektiv, men det åbner også op for nogle minder. Barbieerindringer, om man vil. For jeg tilhører første generation af Barbieindehavere, og det var stort at være sådan en. Altså en, der dengang havde en Barbie. Selv om det var alle små pigers ultimative legetøjsdrøm, var det langtfra enhver beskåret at få den opfyldt. Med skam mindes jeg, hvordan vi Barbiepriviligerede så ned på dem, der kun havde råd til en Sindy–eller hvad de nu hed, alle efterligningerne. Ethvert barn med den allermindste dukkeforstand kunne jo se forskel, og Barbie mængede sig bare ikke med Sindy. Det var under hendes niveau.

Mine Barbier kom ikke til som samlet familie–der var nærmere tale om datidens familiesammenføring med først en Barbie, så en Ken, så en Skipper og så hende der Midge. Ken fik jeg nu aldrig rigtigt noget forhold til. Han var i mine øjne totalt uinteressant. Mand, som han jo var, der ikke engang med vold kunne presses ned i alle de fine kjoler. For det var, for mit vedkommende, det, der talte. At klæde Barbie og den resterende feminine del af familie og vennekreds på. Som vi dog hev og sled i det dukketøj, der nok mentalt gjorde det ud for alle de cocktaildresses og brudekjoler, der på et mere realistisk plan ikke var så stor en del af vores 8-årige liv. Jeg kan stadig huske, da jeg til en fødselsdag modtog et helt skab fyldt med Barbietøj. Fuldstændigt uden logo fra Mattel, men alligevel yderst interessant, fordi jeg i timevis kunne på- og afklæde min Barbie i al stadsen. Især mindes jeg en leopardpels med tilhørende baskerhue og erindrer, at jeg i årevis ikke kunne se på Jens Jørgen Thorsen uden at komme i akut Barbiemood. Samt erkende, at af de to klædte leoparden uden sammenligning min Barbie bedst.

At få fingre i “rigtigt” Barbietøj, altså det med det eftertragtede logo fra Mattel, var et vidunder, en tøjmæssig appelsin lige ned i turbanen. For ellers gik vores provinsbarbier, indrømmet, jo primært i hjemmesyet og strikket. Jeg erindrer det som, at den samlede hær af bedstemødre og håndarbejdsskrappe tanter blev tvangsindlagt til kopiering af Barbies garderober. Der fandtes et helt bibliotek for sådanne med titler som “Tøj til Barbie”, og efter mit forråd af hjemmenørklet dukketøj at dømme,var den slags bøger absolutte bestsellere.

Barbie repræsenterede vores drømme, vores illusioner om en voksentilværelse, som vi overhovedet ikke anede, hvad indebar. Udover mængder af fint tøj, forstås, og en dresscode, der tilsyneladende ændrede sig hver halve time. Som sådan legede vi ikke med Barbie. Forstået på far-mor-og-børn-måden. Vores Barbier havde ingen børn, og Ken var mestendels forvist til et lunkent hjørne, fordi han var så kedelig. På sin vis var de alt det, vores mødre ikke var, men den vil jeg nu nødig stå på mål for psykologisk. Og hvis nogen får den tanke, at Ken henne i hjørnet kunne minde om vores fædre, så er jeg da åben for den fortolkning.

Besynderligt nok tilhører jeg både første Barbiegeneration, men også den generation, der indtil nu har taget allermest afstand fra Barbie og hele hendes univers. Mellem 70-ernes lilla bleer og vores egen selvrealisering kunne vi jo godt fornemme, at vores barndoms smukke kvinde repræsenterede alle former for patriarkalsk undertrykkelse ( henne fra hjørnet!), objektivering af kvindekroppen og fascination af materielle værdier, som enhver vel måtte tage afstand fra. For slet ikke at tale om, at Barbie var indbegrebet af og symbolet på det USA, der havde mast Vietnam, stemte på Reagan og i bund og grund var kilde til enhver forstyrrelse af verdensordenen. Fy da! Skyldfølelse overfor egen leg med påklædningsdukken med tilbagevirkende kraft.

Men min datter ønskede sig alligevel en Barbie som barn, og efter moden overvejelse–her taler vi de spæde 90-ere–anskaffede jeg en til hende. Den var ikke engang brugt. Og både hun og jeg husker til dags dato, hvad der skete. For mens mor her nok foretog sig noget andet, blev Barbie noget så kraftigt shinet op med lettere infantile tuschtatoveringer overalt på kroppen. Af den slags, der ikke kan vaskes af. Da mordyret her efterfølgende gik i fuld udblæsning ( ikke mindst pga. prisen!), var svaret, at dukken var kedelig, ikke rigtigt kunne noget ( udover at bøje ben–hvilket nogle kvinder selvfølgelig er kommet ret langt ned, indrømmet!) og trængte til kraftig, kreativ forbedring.

Det var først, da jeg ligesom havde slugt den med prisen–og i øvrigt aldrig overfor datteren selv–at jeg nok indvendigt indrømmede, hun havde ret. I grunden kan Barbie jo ikke ret meget–udover det med tøjet. I alt fald kan jeg ikke umiddelbart pege på medsøstre fra dengang i barndommen, der har fået det liv, som hun nu har haft i 60 år. Gudskelov da!

Men alligevel er Barbie en del af min barndom, som jeg vel har svært ved at slippe, når hun nu stadig opholder sig sammen med sin familie nede i min kælder. Jeg mener: Dukke Susanne og Slaskedukke Lisbeth er jo forlængst gået til de evige dukkemarker, men Barbie er i live dernede i sin æske med sit metalstativ. Noget må der jo være ved hende…….

 

Continue Reading

Skoven revisited.

Og der ligger de så–ruinerne af alt det, der står som indbegrebet af ens ungdom dengang i 70-erne, da der var lørdagsballer med levende orkestre, sjælere på sidste melodi og servitricer med små, nette forklæder. Det er næsten som at kigge ind i sig selv, hvor ruinerne af forgangen ungdom også altid har en plads. Forskellen er bare, at man selv har passet godt på den ungdom, dyrket den en smule. Der er ingen, der på nogen mulig måde har dyrket de mere og mere forfaldne ruiner af restaurant Skoven de sidste mange, mange år.

Men dengang i 70-erne var stedet på toppen af bakken med den allermest attråværdige udsigt over fjorden lørdagenes samlingssted for ungdommen hele vejen rundt om fjorden. Vel var der større byer, og vel var der mere moderne etablissementer, men Skoven kunne noget. Eller også var det bare fordi, den havde sin helt, helt egen forlystelsessyge sjæl.

At få lov til at komme i Skoven var noget, man skulle vokse sig til. Blive gammel nok til, for dengang var det sådan, at mange forældre stadig vogtede nidkært over deres afkoms ry og rygte. Især dem i de små provinsbyer. Så første gang, jeg var i Skoven, var jeg der faktisk slet ikke. Det var noget med at ligge i telt i den yderste og mest Skovnære del af haven, smugle det pæne tøj med i soveposerne og så stikke af til det forjættede Skovland, når forældrelyset oppe i huset blev slukket. Selvfølgelig var der nogen, der så os, og selvfølgelig var der nogen, der sladrede. Personligt tror jeg, det gav mig straf på en latenstid på et par måneder i forhold til min officielle skovdebut.

Men når man så først kom derind, blev man ligesom fanget. Som et uundværligt lørdagsnarkotikum, der såvel var ugens afslutningsclou, som det incitament, der gjorde, at man på baghånd kom gennem den næste uge. I begyndelsen, husker jeg, at jeg blev sat på en form for ration med hver anden lørdag. Jeg husker også, at jeg alle disse rædselsfulde lørdage uden Skov cyklede derop på min klap-sammen-Minicykel og stod udenfor for dog at indsnuse og indhøre en smule af atmosfæren. Det var vi mange, der gjorde.

Det første, man blev mødt af, var udsmiderne. Jeg husker dem som hærdebrede og decideret horisontalt udfordrede og som nogle, man bare skulle sørge for at være på enormt god fod med, for så kunne man snakke sig til at “få lov til lige at kigge ind”, hvis man en aften stod uden tilladelse fra det hjemlige og bare i den grad måtte tjekke, præcis hvad man så gik glip af. Eller rettere, HVEM man så gik glip af. På et tidspunkt var jeg uhyre interesseret i en lækker billetsælger, hvilket jo indebar en slags deltidsjob ude foran billetlugen, så jeg blev noget så hjertevenner med disse godhjertede brydertyper. Billetsælgeren skulle jo også ind imellem sælge billetter, forstås.

Når en pige skulle i Skoven, gjorde hun sit ypperste, og var alt det ypperste allerede flashet flere gange, så lånte vi tøj af hinanden. Byttede rundt, så vi sikkert alligevel allesammen har lignet hinanden. Det var jo ingen hemmelighed, at det selvfølgelig gjaldt om at score de flotteste fyre. Hermed mener jeg, at der da decideret var fyre, vi ikke syntes var flotte. For selv i det lille område var der udkanter, og os inde fra byen nedlod os aldrig, virkelig aldrig, til træskostøvler og folk, der var ankommet på knallert. Bagefter har jeg selvfølgelig tænkt over, hvordan i alverden vi kunne spotte det med knallerterne (træskostøvlerne kunne vi jo se med det blotte øje!), så måske var det bare noget, vi kunne mærke.

Det var nemlig dengang, man skulle bydes op til dans. Når Wind-Set, for det hed orkestret alle de år, jeg kom i Skoven, spillede kopier af alle hitsene, så skulle fyrene komme og spørge pænt, om man ville danse. Det var ikke specifikt legalt at sige nej, men det gjorde vi. Til træskostøvlerne og den enlige, springende hjort i hjemmestrikket akryl. Kun ganske få gange erindrer jeg selv at have spurgt om en dans, men så har jeg nok enten været overmåde forelsket eller overmåde beruset. Eller begge dele. Alligevel erindrer jeg det ikke som et stykke kønspolitisk historie med negative kvindetoner. Nærmere omvendt. Mere som fyrene som en slags statister i vores personlige udstillingsvinduer, hvilket i sig selv desværre også er enormt uflatterende.

Men man dansede med ham, der havde budt en op. Altså kun ham. Der var ingen umotiveret hoppen og springen rundt, og det mest innovative, vi kunne danse os op på, var akavede sving gennem arme. Hvilket i øvrigt også gav en smule logistiske problemer, for der var tæt, meget tæt, på dansegulvet. Men SOM vi dansede! Wind-Set var, som sagt, lokalmestre i kopier af tidens hits, og jeg kan stadig den dag i dag ikke undgå akutte strejftanker om Skoven, når jeg hører Yellow River, It Never Rains in Southern California og Sealed With a Kiss. Især Sealed With a Kiss. For det var næsten altid den, der var sidstenummer. Og sidstenummer var altid en sjæler. En form for sidste udkald til at finde aftenens kæreste, hvor man allerede før nummeret begyndte, kunne sanse panikken før lukketid. Og hvor dem med knallerterne lige så godt kunne indse, at de nok kæresteløse og slukørede kunne begynde at traske ud til køretøjerne….

Wind-Set var ikke noget dårligt orkester. Slet ikke, de spillede tidens hits på en absolut genkendelig måde, og det var vel det, de skulle. Ydermere tog de også selve arbejdet dybt alvorligt, og jeg mindes endnu engang, jeg var på skoleekskursion til KBH med det medlem af gruppen, jeg gik i klasse med, som skulle flyves hjem på midt i ekskursionen for at passe sit scenearbejde. Det var vi ret imponerede over. Der var ingen af os, der sådan bare fløj. Og at han så umiddelbart inden afrejsen fra hovedstaden brækkede sig i en utæt fletkurv på Nationalmuseet pga. alkoholiske udskejelser i storbyen, det syntes vi bare, var SÅ sejt. For vi vidste jo godt, at ingen med vilje bliver væk fra Skoven en lørdag aften. Havde vi selv været i stand til selv at flyve hjem der midt i udflugten, så havde vi da gerne ofret et Tivoli for ikke at gå glip af en lørdag i Skoven.

Der var også det med lørdagene i Skoven, at de blev en fortælling i sig selv. Vi startede allerede søndag. Så kunne vi i timevis minutiøst gennemgå, hvad lørdag aften havde budt på. Hvem vi havde snakket med, danset med, skændtes med, scoret–samt hvad alle de andre havde foretaget sig. Især dem, der havde foretaget sig noget opsigtsvækkende, noget mindeværdigt og uventet. Jeg tror ikke, vi decideret havde hitlister over forventede og opfyldte scoringer, men vi var i alt fald relativt selektive, og netop en god scoring var et samtaleemne, der kunne bruges i timevis, når vi nu alligevel skulle køre i bus timevis for at komme i skole og gik døde i at lære latinske oversættelser udenad før bygrænsen.

Der var nu noget over de provinsballer med levende orkestre, som diskotekerne aldrig har opnået. Noget, og her går jeg lidt tør for ord, men måske er “ægte” ikke helt ved siden af.

Det var sjovt, og det blev faktisk også på sigt betydningsfuldt for mange. Personligt fandt jeg aldrig en blivende kæreste i Skoven (selv om guderne skal vide, jeg fandt mange ublivende!), og det var vel heller ikke det, der var hovedformålet. Omvendt kender jeg mange, der har fundet hinanden i Skoven. Og stadig holder sammen.

Men nu ligger den der, forladt, forbrændt og ruineret som et grimt monument over alt det, der var. Tiden er tilsyneladende løbet fra levende kopiorkestre, pardans, opbydning og balkørsel på knallert. Det gjorde den vist for længe siden. Det er trist, for det var sjovt. Primært fordi det lige ramte ind i den periode i ens ungdom, hvor ens hoved var skruet sammen på en måde, så det var det, der blev livsnerven. Senere er der så kommet andre ting i livet af væsentlig mere substantiel betydning. Og når det hele så bliver alt for seriøst, så kan man jo altid danse en lille Sealed With a Kiss omkring sig selv og være 18 indeni igen.

Continue Reading

Om Edelweiss.

På torsdag skal jeg ud at flyve med Edelweiss Air. Bortset fra at jeg aldrig nogensinde har hørt om netop den flyvende blomst før, så går jeg da ud fra, maskinen dufter dejligt, ser smuk ud og flyver højt, højt over Alperne.

Men konfrontationen med et kommende flyselskab fik mine tanker til at gå i Sound of Music. Noget så øredøvende højt fik det lyden af den musik, der, om nogen, var soundtracket til en del af min barndom til at gå ind på det indre lydspor igen. For Sound of Music var ikke bare en film og noget musik, det var en oplevelse, et fællesskab og en stor, stor kærlighed.

Egentlig er historien jo bare et opkog af Askepot, med alper som substitut for kongeslotte. Eller Jane Eyre, for både Jane og Maria har vel det til fælles, at de begge er ydmyge guvernanter med store, indre kvaliteter. Og Kaptajn Trapp og Mr. Rochester er da også Byronic heroes i al deres utilnærmethed, bryskhed og farlige hemmeligheder, som kun er klog kvinde kan løse op for. Den eneste forskel, der umiddelbart springer i øjnene,er, at stakkels Maria får en tillægsbevilling på 7 børn, men Jane dog kan nøjes med et enkelt. Og så er der vel også langt i romantikken fra nedbrændte, britiske herregårde til alpinske småslotte i Disneydesign. Under alle omstændigheder er vi mange kvinder, der elsker den slags historier, hvor Frk. Ingenting stikker af med prinsen og det halve Østrig, for det giver os ligesom et spinkelt håb for, at det også kunne ske for os selv. I alt fald så længe, vi er 8.

Og når man så tilsætter musik, der er sangbar, glad og vindende. Så er DEN hjemme! Der er vel næppe heller nogen, der i deres allermest vilde fantasi kunne finde på at kalde Julie Andrews for sexet, så her appellerer vi til alle aldersgrupper. Selv om jeg måske ikke er helt sikker på, mænd generelt har haft det samme forhold til nonne-Maria som vi kvinder.

Anyway, da DEN film kom op, var det min største filmiske oplevelse til dato at se den i biografen. Derfor gentog jeg samme oplevelse flere gange. Det var helt inde i Odense, og vi måtte bruge kraftige overtalelsesevner for at få vores forældre til at bringe og afhente hver gang. At komme i biografen var ikke sådan noget, man bare GJORDE–det var overtalelse, planlægning og decideret en af årets begivenheder. Så der var ikke mange film, vi så, og da slet ikke mange film, vi så igen!

Til min fødselsdag havde jeg kun et ønske det år. Pladen! I forvejen kunne jeg jo alle sangene, men da min sangstemme mildest talt er alternativ, syntes, jeg, det kunne være helt rart med lidt backing, så jeg sådan ligesom kunne komme det rigtige sted hen. I øvrigt var det år før, jeg  lærte engelsk, så jeg ville ønske, jeg ved et tilbageblik lige kunne høre, hvad i alverden det overhovedet var, jeg gik rundt og brummede. Min søde moster, som i øvrigt altid gav mig ca. det, jeg ønskede mig, lovede højt og helligt, at den plade var på hende. Hun ville købe den og sende den til mig, så den sandelig nok skulle være fremme på dagen. Så i mange dage op til den store musikdag var det det, livet gik ud på. At vente på at komme til at eje selve pladen med Julie Andrew og alle de der børn.

I vores lille landsby var der ikke et egentligt posthus. Det var smedens mor, som i øvrigt også solgte et noget forældet-og i alt fald støvet– udvalg af legetøj fra sin dagligstue, med udstilling i sit dagligstuevindue, der stod for posten til os, men heldigvis havde man dengang også rigtige postbude, der cyklede ud med pakker. ( I øvrigt måtte man i Tatol, hvis smedens mors legetøjsudvalg var for fantasiløst. Ikke at det hjalp synderligt!) Det kunne jeg imidlertid ikke vente på, alt det cykleri. Også selvom vi boede lige rundt om hjørnet fra den lokale afdeling af datidens BR. Før konkursen, altså. Så på selve dagen spadserede jeg da bare over til smedens mor og bad om min pakke. Men den var ikke kommet! Og selv om jeg talrige gange samme dag ( gad vide, om jeg overhovedet nåede i skole?) tog turen til smeden, igen, igen, så kom den skide pakke ikke. På et tidspunkt, husker jeg, satte jeg mine trætte ben ned på fortovet udenfor smedens mors hus, hvor jeg så bare sad og ventede på min plade.I laaang tid.

Som jeg husker det, dukkede pakken først op dagen efter. Jeg burde jo have vidst, det bare var en forsmag på, hvad der ville komme, rent postmæssigt, men jeg husker nu mest min glæde, min udfrielse og mine minder om min hidtil mest forfærdelige fødselsdag på fortovet foran smedens mors hus. Det er så også den eneste fødselsdag, jeg har tilbragt netop der.

Men den var værd at vente på! Jeg har den skam endnu. Og det undrer mig, at den har overlevet så megen afspilning på datidens usle rejsegrammofoner, så mange ridser fra pick-uppen og faktisk også så megen kærlighed. I flere år var det min yndlingsplade. Så kom The Beatles…..

Der er så kommet det ud af det, at jeg kan synge med på samtlige sange fra Sound of Music. Jeg kan alle teksterne. Udenad. Ovenikøbet i min egen specielle version, for med årene opstod der jo ridser i lakken, og pick-uppen begyndte at foretage kvantespring i musikken. Hver gang jeg hører Do-re-mi, har jeg helt glemt, at andre også synger “a deer” mellem “do” og “a female deer”. Det gør jeg ikke. Jeg har en version uden. Alt dette kom mig dog til gode, da jeg for nogle år siden deltog i en sing-along i en biograf i London. Dem er der mange af, og der er utallige fans, der møder trofaste op. Det foregår på den måde, at alle møder op i Lederhosen og dirndl, hvis de altså har den slags udstyr, og så spiller filmen, mens man synger i vilden sky og danser til. Det er en oplevelse!

Og så må jeg indrømme, at jeg har svært ved at holde mig tilbage, når filmen igen, igen ( og især i julen) kommer i TV. Jeg må ligesom have den genopfrisket, selv om jeg selvfølgelig godt ved, hvordan den ender. Det er så også en af den slags film, jeg ikke ville lave om på, hvis jeg fik chancen. Der ER jo trods alt film, man sådan går og håber på ender på en lidt anden måde, end sidst man så dem, men det er altså helt fint med den der stroppetur over Alperne, væk fra de grimme nazister. Her kan man så også se, at selv om Marie er lidt fersk, troskyldig og naiv, så viser hun sig jo værd til at få den bryske Hr. Trapp, som bare bliver noget så ubrysk af at gå den der tur over bjergene. I øvrigt gik de helt til New England, Trapperne. De havde i mange år et østrigsk pensionat langt oppe i det nordlige New England, sådan i alpestil og sikkert med all inclusive jodling. Jeg mener, den sidste af alle de børn først døde fornylig, men pensionatet eksisterer skam endnu, og man kan stadig bo der, hvis man er på de kanter.

Det er dog ikke den vej, Edelweiss Air flyver. Jeg skal kun til Zürich, og turen tager kun 1½ time. Selv om de selvfølgelig burde spille Sound of Music på alle skærme, så ville det vel alligevel være helligbrøde. Vi når jo ikke slutningen alligevel, og jeg kan desværre ikke blive siddende, for jeg skal nå et andet fly…….

Continue Reading

Om tidens no-go.

Da jeg var barn, blev der til alle fester og større middage budt diverse former for cigaretter, cerutter og cigarer rundt mellem hver ret. Det blev også røget ved bordene, og det var først, da jeg var ved at være en ret moden teenager, at der opstod en uskreven regel om, at man ikke røg ved bordene. Mens andre spiste, altså. Ellers sad vi der i røg og damp. De, der var mest sjældne, var de, der ikke røg. Det blev nogle gange påtalt.

Til sådanne middage blev der som regel serveret store stege, og foregik de i private hjem, kunne en god vært(inde) eller et økonomisk velbeslået hjem kendes på størrelsen, kvaliteten og mængden af det kød, der blev serveret. Der blev mest drukket øl og snaps ved sådanne lejligheder, for det var først i 70-erne, at det blev lidt mere almindeligt at servere vin til. Gerne “Den med tyren”, “Munken” eller Palanca, som var Brugsens mærke, der–her kommer noget, jeg husker nøje!–kostede 7.85 flasken. For det meste blev der også drukket igennem, og bagefter blev der pralet med, hvor mange bilbranderter, der blev kørt hjem uden politiets opdagelse.

Og vi børn cyklede de lange veje til vores skoler, selvfølgelig gerne ad landevejene, men da også af den nærmeste rute, som gerne var den mest trafikerede. Vi var ikke helt klare på, hvad en cykelsti var. I øvrigt kendte vi slet ikke ordet cykelhjelm, og da sådan en blev introduceret, lå vi flade af grin over dens absolutte uskønhed og latterlige udformning. Hvad skulle vi med den, når vi ikke engang brugte hjelm, når vi kørte på knallert? Vi legede i skove, gamle beskyttelsesrum, på veje og gader, og ingen vidste af, hvor ualmindeligt farligt den slags sidenhen er blevet. Og når vi ikke legede, gik vi i skoler med asbestlofter, med lærere, der i min skoletids begyndelse havde ret til at slå os og havde madpakker med kødpålæg med. Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der kan erindre en cervelatpølse? Lige der må jeg så sige, at jeg er yderst taknemmelig for nutidens grøntsagstrend.

Vi tryglede vores forældre om den sidste nye mode, der givetvis var lavet af børnearbejdere i Cambodia, og det værste, man kunne udsætte os for, var “aflagt” eller nedarvet tøj. Der var trange kår for genbrug. Dengang. Vi åd os dansehåndtag og mavedeller til i pommes frites, da de endelig kom til provinsen og var himmelfaldne over amerikanske burgers (udtales med u!), selv om det på vores kanter forblev mest populært at spise bøfsandwich med brun sovs. Grillbarmad, for sådan hed delikatesserne, var til særlige lejligheder. Akkurat ligesom grøntsager. Dem betragtede vi mest som et nødvendigt onde, og de, der spiste overvældende mange af dem, var enten en smule fattige eller ikke sådan helt rigtige i hovederne. Vegetarer havde vi vist ikke lige nogen af i min provinsby. Måske blandt en religiøs sekt eller folk med kroniske tarmsygdomme, i alt fald ikke blandt helt almindelige mennesker.

Vi var også ret glade for plastik. Især var plastiklegetøj noget helt særligt fantastisk, som var meget mere indbydende end det gamle trælegetøj fra vores tidligste barndom. Og når lortet gik i stykker, smed vi det ud. I den skraldespand, hvor vi smed alt ud, for ingen kunne drømme om at sortere noget som helst.

Da vi var helt små sad vi i barnevogne uden seler, sov på maven, blev pottetrænede i 4-månedersalderen, tissede i stofbleer uden lanolinindsprøjtninger og ejede ikke en klapvogn. Men en lift havde vi. Den stod uspændt på bagsædet af den sikkerhedsseleløse bil.

Og når vi havde ferie, kørte vi gerne rundt. Det var ikke fordi, vi var miljøbevidste, at vi ikke fløj. Det var fordi, vi ikke havde råd. Men vi lukkede CO2 ud hele vejen til Harzen og Bornholm samt rundt på hjemegnen om søndagen, hvor mange “kørte en tur”, og det var skam noget positivt, noget pænt og borgerligt overhovedet at have overskud til det.

Jeg vil overhovedet ikke berøre den gamle cliche med, at det da er utroligt, at vi har overlevet. Jeg vil meget hellere sige, at det da er utroligt, så omstillingsparate vi i det hele taget har været, når man tænker på, hvad vi voksede op med. Der er jo nærmest intet af det, der er hverken lovligt eller god tone mere!

 

Continue Reading

Det smukkeste julepynt.

Det er vel ingen hemmelighed, at en overvældende stor del af alt julepynt er lige så overvældende grimt. Men om julen er det i sig selv fuldstændigt betydningsløst, for æstetikken er midlertidigt sat ud af drift, fortrængt om man vil, til fordel for traditioner, nostalgi og at alt skal være præcis, som det altid har været. Her i huset skal verdens skønhedsmæssigt mest udfordrede samt medlidenhedsvækkende, handicappede havenisse indtage det ene badeværelse, for at det overhovedet kan blive jul i det lille hjem.

Men der findes altså også pænt julepynt. Tro det eller ej. Og det pæneste er, efter min mening, adventsstjernerne fra Christiansfeld. Billedet yder desværre ikke mine tilstrækkelig retfærdighed, for, som det jo er med ting med lys i, så fungerer og gør de sig bedst i mørke. Adventsstjernen er en gammel tradition fra Hernnhutersamfundet, som skal lyse op i den mørke tid og minde os om Jesus` ( og lysets) genkomst. De laves stadig pr. håndkraft og findes både i papir og plastik. Det tilrådes ( baseret på egne erfaringer) at købe dem i samlet stand, for de findes skam også i gør-det-selv udgaven, hvilket nemt kan forvandle ens julemåned til en pendant til at egenhændigt at skulle samle en hel afdeling i Ikea. Størrelsesmæssigt kommer de i alt fra de bittesmå til kæmpestore stjerner, og der kan sagtens vælges andre farver end lige den hvide. Det er bare den kønneste, når lyset er tændt.

Hernede på min egn har vi næsten alle adventsstjerner i vores vejvendte vinduer. Og det er usigeligt smukt at gå rundt efter mørkets frembrud og se på alle de flotte, lysende stjerner. Meget mere kønt end den samling af nisseafarter og blinkende rensdyr, der dyrkes i andre landsdele.

Jeg er ikke helt sikker på pris på stjernernes pris, men hvis nogen er interesseret, kan jeg godt oplyse, hvor de kan købes. Det er nemlig absolut ikke overalt.

Continue Reading

Om min barndoms tegner.

Jeg har lige sagt farvel til mine seks platter med motiver af Kurt Ard, som nu omsider er rejst mod et nyt hjem, efter at have været til salg hos mig i over tre år. Det er både vemodigt og en lettelse.

Lad os starte bagfra med lettelsen: Jeg har egentlig aldrig vidst, hvad jeg skulle stille op med de platter–og fylde, det gjorde de jo også. Hjembragt som et kup fra en genbrugsforretning, fordi de bare talte lige ind i mig med deres løfter om evig barndom, verden uden at være gået i ulave og raske drenge, der bliver store og stærke udelukkende på en diæt af Solgryn. Men hvad skal man lige BRUGE dem til? Det gør jo ondt helt ind i nostalgihjertet at spise af den oversøde æblepige og måske endda uforvarende at ridse hende mellem Ingrid Marierne (hos Kurt Ard er der ikke oplagte andre steder at ridse!). Og hænge dem op på væggene GØR man jo ligesom bare ikke. Der sidder en kolossal psykologisk barriere mod vægophængte tallerkener og spanske souvenirs hos en overvejende del af min generation, som er flasket op mellem årgangsjuleplatter på enhver ledig endevæg. Mange af os kan stadig føle klaustrofobien bare ved synet af en uskyldig Royal Copenhagen fra 1975, så vi forviser strengt vores spisestel til skuffer og skabe. Gør vi!

Vemodet ligger så netop i dette uigenkaldelige farvel til en tid, der var engang. Eller aldrig var, fordi den primært VAR på endevæggene, i Familie-Journalen og på Solgrynpakkerne. Kurt Ard var overalt i min barndom. Han var tidens mest elskede tegner og derfor selvfølgelig den mest brugte. Hans lettere idylliserende, men sandelig også mildt ironiske og humoristiske kommentarer til dagliglivet i Danmark i 50-erne og 60-erne kom ud i alle de små hjem, fordi de netop fandtes i den type af datidens medier, der FANDT ud i alle de små hjem. Vi læste ugeblade, mange endda, og især Familie-Journalen var en konstant i vores tilværelser. Meget af vores viden var rent faktisk baseret på artikler, vi selv havde læst deri. Deri og i Samvirke, og så var det jo sandt. Platterne var en serie om “Livets realiteter” (store ord, men også med et stort gran af den Ardiske humor), hvor f.eks. “Den første kærlighed” og “Hjemme bedst” figurerede, og jeg er næsten overbevist om, at den generelle mening dengang var, at det da bare var lige præcis sådan, det hele var. Livet var faktisk ikke ret meget mere besværligt, end man selv gjorde det til. Og det gjorde Kurt Ard så ikke.

Vemodet ligger også i, at de platter har været min showcase i samtlige tre år, når jeg har været på marked. Dem, der trak folk til, og dem, der var indledningen til en rigtig god snak. Hvor har jeg dog ført lange samtaler med vildt fremmede mennesker om Familie-Journaler og Solgryn. Og om barndomme. Men allermest husker jeg den unge pige, som lidt genert spurgte mig, om hun måtte tage et billede af platterne. Selvfølgelig måtte hun det–især fordi min umiddelbare tanke var, at hun lige skulle hjem og overveje, om de skulle indlogeres i  og passede ind i hendes hus. Det var dog ikke sådan, det hang sammen. Det viste sig, at pigen var Kurt Ards barnebarn. Og billederne skulle sendes ned til tegneren, som stadig lever og bor i Sydfrankrig. Hun fortalte mig, at Ard er en lidt bitter, gammel mand, for han føler sig gemt, glemt og overset i sit fødeland–helt skruet ud af tidsånden og billedlig eksponent for en tid, vi ikke regner for noget. En tid, hvor vi–helt ulig i dag–gik efter det pæne, det ufarlige og ( i alt fald i manges øjne) det overfladiske. Og en tid, hvor man (prøv bare lige at tænke på det!) så på Familie-Journalen med HELT andre øjne, end vi gør i dag, hvor det da kræver mod for de fleste åbent at indrømme, at de læser den andre steder end hos frisøren. Og da kun i mangel af andet! Det, hun ville give sin morfar, var en visuel bekræftelse på, at nogen stadig påskønnede ham i hans hjemland!

For det gør vi jo. Godt nok med en anelse kitchnostalgi. Og på den måde, at det da er rigtigt dejligt at eje de platter, men at man (i alt fald jeg) altså ikke lige ved, hvad man skal stille op med dem. De stammer fra en tid, hvor man flashede sin påståede idyl på væggene,men det gør vi altså ikke mere. Og i skufferne har jeg desværre allerede nok overflødigheder, så mon ikke det alligevel mest er en lettelse at sende de platter til Ikast, hvor de forhåbentlig får et rigtigt spændende liv. Måske endda på en endevæg?

Continue Reading

Slet ikke en opfordring til grænsehandel, men…….

I Tyskland går de amok i hvide asparges på denne tid af året. De dyrker dem–såvel i bogstaveligste forstand som i overført betydning. Fra først i maj til ca. Skt. Hans går især det nordligste Tyskland totalt i aspargesmode med asparges overalt, aspargesruter ( a la vinruter), aspargesmenuer, aspargesfester og–nå ja, asparges med asparges på. Ikke de lidt fesne, slatne, grønne kønsløsheder, som vi herhjemme fejltager for asparges, men RIGTIGE asparges. De gode, gamle hvide stolper af velsmag.

Jeg tror, de fleste kan huske dem fra deres barndom. Fra før, de grønne substitutter fik overtaget. Måske både at hakke dem ( de gror under jorden), skrælle dem (SUK!), blanchere dem ( hvis nogen ellers kan erindre blanchering?) og undervejs spise sig en mavepine til i hovederne, der smager som nyplukkede ærter. Bare lidt bedre. Jeg kan i alt fald. Så for mig er asparges ikke bare velsmag. Det er også nostalgi for fuld skrue.

Herhjemme koster de gode, hvide asparges mellem 70 og 80 kroner kiloet. Så tror da F….., vi lader os nøje med grønlighederne! Men kører man lige over grænsen, er prisen ca. 50 kroner for 2 kilo. Næsten nok til benzinen. Og når man så alligevel er der, har jeg hørt, at der vist også skulle være andre luksusprægede besparelser at gøre.

Og så kan de grilles. Elementært, bare smid dem på risten. Eller steges i olie med gode krydderier på en pande. I øvrigt kan man gøre præcis det samme i en bakke på grillen. Selvfølgelig kan de også koges på god, gammeldags mormormaner, gerne med en lille klat smør. Faktisk er det nærmest ligegyldigt, hvad man foretager sig med dem. De smager godt på alle måder. Og har man forkøbt sig, så er der jo altid blancheringen tilbage. På den måde kan man forlænge sæsonen langt ind i vinterens aspargessupper og tarteletfyld.

Selvfølgelig opfordrer jeg ikke til grænsehandel. Det er vel nok i sig selv, at jeg praktiserer det. Jeg pipper bare lige lidt om det store aspargesland dernede…….

Continue Reading

Om 70-erfarver.

Forleden købte jeg denne, i alt fald i mine øjne, smukke lysestage på en auktion. Den var sikkert for dyr, og jeg overskred det max., jeg altid sætter for mig selv, med 50 kr. Men jeg måtte bare eje den. Og det gør jeg så nu!

Jeg ved godt, hvad der var så decideret dragende ved det Pantonske vidunder. Det var farverne. Især den lilla. Og måske en lille smule den orange. Men lilla: Lilla er min skæbnefarve, mit visuelle kendingsmærke, det farvemæssige soundtrack til hele mit liv. Som bruden, der bør bære blåt, for at alting nok skal gå rimeligt (i alt fald frem til skilsmissen), bærer jeg trofast lilla. Ikke fordi jeg er overtroisk eller føler mig i umiddelbar ægteskabelig fare. Jeg kan bare ikke lade være. Og når udsalgsjagten går ind, drages mine øjne uvægerligt direkte ind mod lilla. Lilla og blå/hvide striber. Resten må de andre for min skyld gerne slå det store tøjslag om uden min indblanding.

Sådan har det været siden 70-erne. For det var der, jeg (og måske resten af verden?) opdagede lilla. Jo, jeg gik med lilla bleer (udover kassebukser, skulderpuder og dynejakker indiskutabelt den moderne histories mest kvindefjendske modediller) og shoppede amok hos Sophie i Århus, der nærmest havde patent på lilla. Det var relativt svært at finde noget i den forretning, der ikke var lilla–eller af velour, men det gjorde så på den anden side set mit liv væsentligt lettere kun at skulle gå i en forretning. Min datter kalder den del af sin barndom, hvor jeg enerådigt bestemte hendes påklædning, sin “lilla periode”, og talrige barndomsfotos beviser med fuld styrke, at hun har fuldstændigt ret. Med drengene var det unægteligt en smule mere besværligt, men samme fotos afslører tydeligt, at det alligevel er lykkedes mig ret godt. Af forståelige årsager ser man på nyere billeder derfor heller aldrig nogle af mine børn i et farvevalg, der på nogen mulig måde nærmer sig lilla.

Men lilla var min ungdoms farve. Godt nok var der også brun og orange, man den første har aldrig appelleret til mig (jeg er ikke et brunt menneske!), og orange var måske nok en smule for skringende og skinger. Jeg tror på, at akkurat som med så forfærdeligt mange andre ting, så bliver en snert–eller et stort stykke–af de favoritter, der var så stor en del af selve ens dannelsesproces som menneske stabilt hængende over en resten af livet. De inkorporeres, nærmest som en del af ens identitet. Ydermere så integreret og ubevidst en del, så man nærmest selv ikke længere tænker over det eller lægger mærke til det. Jeg kan f.eks. stadig huske den yderst uklædelige frisure, min gamle moster, som ellers klædte sig pænt og moderne, opretholdt år ud og år ind–sikkert til fortvivlelse for mangen en frisør. Altså indtil jeg så et ungdomsbillede af hende med præcis den samme uheldige hårstil. Så faldt forklaringen.

Nu er jeg så heldigvis så priviligeret, at 70-erne lige for tiden er en del af den bærende vintagedyrkelse. Det sker jo Gudskelov ind imellem, med jævne mellemrum, at min lillahed igen bliver moderne. Og i de mellemliggende perioder må jeg så finde mig i, at jeg er på pause, på modemæssig stand-by, med MIN farve. Lykkeligvis har jeg erfaring nok til at vide, at den og jeg kommer stærkt tilbage. Det er kun et spørgsmål om tid. (Desværre gjorde det samme sig ikke gældende for min mosters frisure!)

Så jeg bliver så glad, når jeg finder sådan et stykke 70-er lysestage med udpræget lilla islæt. Det drager mig. Helt ind i min inderste sjæl, som jo nok er virkelig, virkelig lilla. Lilla som min ungdom i 70-erne.

Continue Reading

Et køkkenstykke.

Forleden fandt jeg dette køkkenstykke i korssting i mit sommerhus. Bag ved et eller andet. Jeg har selv lavet det. En lang, mørk vinter nede på mit daværende kælderværelse i en alder af ca. konfirmation og under tydelig påvirkning af de tidlige halvfjerdseres herskende vægmode. Det var en gave. Til mine forældre, som trofast har haft dette kreative mesterværk hængende på diverse køkkenvægge.

Bortset fra en smule tilforladelig vrøvl med perspektivet og en udformning af krukker, der rent glaspustningsmæssigt er såvel uforsvarlig som uladsiggørlig, er det da meget sødt. At det, med undtagelse af de svævende vindruer, er totalt ubestemmeligt med hensyn til frugt og grøntsagers art, race og væsen, må tilskrives min daværende kunstneriske frihed. Men farverne er da ganske smukke. Jeg har tydeligvis begået et antal tællefejl undervejs, men har lige så tydeligt foretaget det valg at se gennemført liberalt på dem, og må da også på et tidspunkt have taget den beslutning at lade det oprindelige mønster overgå til at være vejledende.

Det, der slår mig, når jeg ser mit korsstingede mesterværk til køkkenvæg, er, at det i grunden har været et kolossalt arbejde. Som jeg da har talt og broderet dernede i min kælder. I dag ville tanken om at påbegynde et sådant korsstings-korstog end ikke strejfe mig. Ikke nok med, at jeg nok skulle slå flere knuder på mig selv for overhovedet at lukke frugtansamlingen ind i mit hjem— jeg ville simpelthen heller ikke gide at sy alle de skæve krukker og ubestemmelige frugter. Selv om jeg nok, måske altså, kunne rette en smule op på symmetri, perspektiv og vellignethed.

Men op skal det nu. Til minde om, at jeg engang i min sene barndom har kastet mig ud i dette storslåede korsstingsprojekt. Om at jeg sgu’ da ikke lige lod mig slå ud af skæve krukker og mærkelige frugter, når jeg nu havde sat mig for, at mine forældre skulle begaves med et krukket køkkenstykke.

Ja, tiderne har skiftet en smule rent smags- og designmæssigt siden 70-erne. Det vil jeg tydeligt huske, når jeg går forbi mine skæve krukker, broderet i mit ansigts teenagesved, heroppe i sommerhuset.

 

Continue Reading

Når der går marts i minderne.

Det kommer til mig, hver gang det bliver marts. I år dog en del forsinket, fordi marts overhovedet ikke opfører sig martsagtigt. Marts i år er faktisk noget af det mest umartsede, jeg nogensinde har oplevet.

Men da jeg var barn, var marts startskuddet på en lang periode, hvor det var muligt at lege udenfor EFTER aftensmad. I begyndelsen kun ganske kort tid, men som lyset tog til, så længere og længere. Dengang legede vi nemlig udenfor, altså ude i den reelle virkelighed, og da de fleste familier spiste på samme fastlagte tidspunkt hver eneste dag–gerne 17.30 eller 18.00– var martsaftnerne startskuddet til, at den frie aftensleg kunne begynde. Så samledes vi, de fleste af kvarterets børn i alle aldre, i store flokke (der, hvor jeg kommer fra, hed det nu ikke flok, men “kyller”) og legede de lege, der var in netop det år. Rigtigt mange år var det dåsegemme, men der var også år, hvor vi gravede huler som gale eller mødtes det sted, hvor man lettest kunne lege Columbus, som var sådan en slags udvidet fangeleg. Mine erindringer har dåsegemme som tophittet, år efter år. Måske fordi man stadig kan huske, hvordan det var at støve rundt for at finde den allersidste, som bare havde gemt sig SÅ godt–langt efter mørkets frembrud og det tidspunkt, man skulle have været hjemme. Og vi støvede rundt på gaderne, ind og ud af folks haver, oppe i deres træer og nogle gange endda inde i deres skure og baghuse. Det gjorde man. Det var kun dem med de skrappeste mødre og sureste fædre, der gik hjem, før alle var fundet, og legen var slut for den aften. Vi skulle jo passe på hinanden.

Og jo, vi drillede også hinanden. Selvfølgelig gjorde vi det. Men jeg husker det mest som “dril”. Vi anede ikke, hvad det ville sige at mobbe, vi kendte ikke ordet. Måske derfor gjorde vi det så ikke, eller også er jeg inde i de erindringsforskydninger, der indebærer stribevis af varme somre og snefyldte vintre. Omvendt kan man vel–selv om mange gerne vil–næppe angribe og argumentere for, at tingene ikke var, som jeg husker dem. Hvis jeg husker dem sådan, var de jo nok sådan–for mig!

Alt dette arrangerede vi selv. De fleste af os havde aldrig sat vores ben i en børnehave og troede vist, at det var sådan et slags sted for børn, der ikke havde det ret godt eller ikke havde nogen at lege med og derfor skulle have lidt ekstra hjælp. Der var ingen pædagoger eller velmenende voksne, der forklarede os reglerne for “dåse” eller Columbus. Jeg tror, den slags gik i arv, således at vi simpelthen bare hele tiden lærte af de børn, der var ældre og mere erfarne end os selv. Det var relativt let, for disse kylre af legende børn bestod jo ikke af en jævnaldrende, homogen gruppe–nej, det var samtlige kvarterets søskendeflokke, der legede sammen på tværs af alt fra alder og køn til social klasse. Faktisk har jeg tit tænkt på, at jeg så tydeligt husker alle mine jævnaldrende kammeraters søskende. Givetvis fordi, dem legede jeg jo også med. De store tog sig af de små, og de voksne var sådan nogle, der udelukkende blandede sig, hvis man havde glemt, hvornår man skulle være hjemme. Så råbte de. Ellers fik man bare en tid med, og som storesøskende ansvaret for at få de små med hjem.

Om efteråret var det derimod “mol”, vi beskæftigede os med efter aftensmaden. Især hvis vi kunne snige os til at være ude efter mørkets frembrud. Så drog vi som hærgende horder på “mol” i andre menneskers høstmodne haver. For det første dyrkede folk dengang frugter og andre spiselige ting i deres egne haver, og for det andet havde vi da ikke sådan lige penge til at gå i Brugsen og investere i et æble. Hvis der stod frugtskåle i et hjem, var de enten underlige tilflyttere, meget rige–eller også bestod frugtskålen af dem fra haven. Vi fik ikke æbler med i skole–til nød de 50 øre til den skolemælk, som blev så ivrigt diskuteret af de voksne dengang i 60-erne. Inden de fandt på den stupide ide med at få forældrene til at købe mælkekort, som vi så pænt fik udleveret 1 af hver morgen, var det nok tvivlsomt, hvor mange 50-ører der overhovedet endte som mælkeomsatte. Der var nemlig en slikkøbmand lige ved skolen…..

Anyway, vi var af den fasttømrede overbevisning, at andre menneskers afgrøder, plukket under fordækte omstændigheder, smagte væsentligt bedre end vores egne hjemmedyrkede. Og nogle af os gik endda så vidt, at vi ved højlys dag blev grebet i at stjæle vindruer fra en slet skjult husgavl. Det kostede en stor æske chokolade til den jordmoder, ( og jeg skal da lige love for, at hun var indbegrebet, nærmest karikaturen, af en ENORM jordmoder!), der vel næppe kunne indgå at opdage tyveriet umiddelbart udenfor sit stuevindue og sådan nærmest hankede op i vores ører, da årets sparsomme vinhøst var på vej ind i os. Fra da af henlagdes al mol til mørke aftentimer og haver med synlig jordmodermangel.

Og når jeg så sidder her ved mit gadevendte vindue en martsaften EFTER aftensmaden, så er der tomt, uendeligt tomt derude på fortovene og gaderne. Det er ikke fordi, der ikke er børn i mit kvarter. De er bare ikke ude at lege. De har nok fået leget af i deres børnehaver og fritidsordninger, hvor de, nøje inddelt efter aldersgrupper, er blevet vejledt af pædagogerne i, hvad de skulle lege. Og er de endelig gået med hinanden hjem, har man vel forældre og computere til den slags. Hvilke uansvarlige forældre sender også deres børn ud og lege på gaderne? Uden at vide, hvad de lige leger, og hvem de leger med?

Det er blevet en elsket kliche for folk i min generation at sammenligne nutidens computere med datidens frie leg. Men det betyder ikke, at der ikke er noget om snakken. Allermest tænker jeg på de opdragende, formende og såvel socialiserende som sociale elementer, der lå i alle disse lege. De store opdragede på os små, og da vi selv blev de store, overtog vi som en helt naturlig ting styringen. Fordi vi næsten alle havde både mindre og større søskende med i kylret, lærte vi også at tage hensyn til andre aldersgrupper og deres umiddelbare kunnen og forståen. Hvis lillebror var med i dåsen første gang, var det en naturlig, uskrevet regel, at han gemte sig og sparkede sammen med storesøster. Så han kunne lære gamets regler. Vi var også helt på den rene med, hvem der var stærke børn, og hvem der kom fra belastede familier. Det tog vi hensyn til–i alt fald på det niveau, at når nogen var med i vores kvarters kyller, så forsvarede vi dem gerne overfor bøller fra andre nabolag. Vi vidste instinktivt, hvem der havde besværlige forældre og var OBS på, at de kom hjem til tiden, og vi lærte at finde os en plads i en gruppe. Det sidste er nok en særdeles undervurderet ting i dag! Og allermest beviste vi jo, at vi selv kunne.  Helt uden voksne. Noget så simpelt som reglerne for dåsegemme gik i arv fra søskende til søskende–ikke fra bog til bog, eller velmenende voksen til voksen.

Så denne nostalgiske martserindring er på ingen måde en nedvurdering af alle, der arbejder indenfor børneinstitutioner. Tværtimod! Sådan er verden jo blevet, og de gør alle et fantastisk stykke arbejde. Men det er samtidig er opvurdering af børnene selv. Vi KUNNE faktisk godt selv, og vi formåede at socialisere os selv på en fremragende, sjov og givende måde. OG–ikke mindst–udendørs. Efter aftensmaden. Fra marts til oktober!

 

Continue Reading