Mit værelse. 70.

Under oprydning fandt jeg disse billeder af mit værelse anno 1970. Jeg har på det tidspunkt været 13-14 år gammel og burde have været fornuftig nok til at indse, at jeg skulle have beholdt de fleste af tingene. Det har jeg så begrædeligvis ikke.

Desværre er billederne i sort/hvid, så man kan desværre ikke se den orangerøde farve, som er øredøvende dominerende på såvel sovebriks, arkitektlampe som gardiner. Samme gardiner endte i øvrigt deres liv som puder, for dengang havde de fleste ting mange liv. Det er et underligt miskmask mellem stilarter fra en del broderede mormorstykker, fotografier af konfirmandholdet og relativt stilrene møbler. Der er også godt med nips, og jeg kan se, at billederne er taget, før der gik popidoler i den på væggene. Her er i stedet små klokkestrenge, visdomsord i hjerteform, lidt pseudopsykedeliske plakater og den evindelige opslagstavle i gråt hessian.

Jeg har tilsyneladende også haft mulighed for at “nette” mig i private omgivelser med det lille arrangement omkring spejlet, og den lille skammel ville jeg da give en del for at have haft i dag. Det er også tydeligt, at jeg har haft en rimelig svaghed for lysestager, og hvis jeg ser rigtig, må familien for nylig have været på Bornholm (det var cirka så langt, vi rejste, når vi rejste langt), for der står vist en Krølle-Bølle et sted. Hatten på knagen købte jeg på Blå mandag. Det var vildt eksotisk og i Ålborg.

Men det er slående, synes jeg, at værelset tydeligvis er et konglomerat af en gammel kultur, der er ved at støde sammen med en ny. Det har ikke varet mange år, inden fødselsmindet på væggen og klokkestrengene har fået lossepladsdommen. Alt sammen til fordel for en ungdomskultur, der havde helt andre værdier. Så på mange måder viser billederne både en overgang fra barn til teenager/voksen og en hel klar tidstendens. Det er da lidt sjovt.

Endelig viser vinduet, at jeg boede i kælderen. Det var før, den slags børneopbevaring blev ulovligt.

Men hvem ville ikke gerne eje det spejlsæt, den arkitektlampe, skammelen og briksen? Rispapirlampen er jo bare en ud af de utallige, jeg gennem tiden har slidt op.

Og hvor er min pc, min telefon og mit fjernsyn? Jeg kan faktisk ikke engang se et stereoanlæg. Gad vide, om mine børn tror på disse billeder?

Hvis andre ligger inde med den slags sjove, gamle teenagefotos, så opload dem bare på siden, please! Skriv også gerne lidt om den.

 

Continue Reading

Alt det, vi ikke gør (mere).

I går fandt jeg dette såkaldte stoppeæg. Jeg blev ramt af en midlertidig oprydningsiver, som brat stoppede på sin vanlige måde: Jeg faldt i staver over en ting (denne!), og så var det oprydningsbal ovre. Jeg plejer at undskylde mig med, at jeg rydder en ting op ad gangen. Men så rydder jeg den så også rigtigt grundigt op.

Så kom jeg til at tænke på alle de ting, vi bare ikke gør mere. Så som at stoppe strømper. Jeg betvivler ikke, at nogen stadig stopper strømper (og her især de hjemmestrikkede), men jeg betvivler bestemt, at der er ret mange af dem. Vi andre smider hullede sokker ud og køber nye. Det gør lidt ondt at tage livet af den uhullede ægtefælle til hulsokken, men med et raskt kast i skraldespanden bliver pinen kortere.

I mit hjem havde vi en stoppekurv, som bugnede af hullede sokker.Her lå husets forsamlede huludvalg og ventede på, at nogen forbarmede sig over deres manglende hæle eller tæer. Jeg var ikke ret gammel, da jeg lærte kunsten at stoppe strømper. Og til yngre læsere: Jeg tror ikke, det kan googles, men man broderer først på den ene led og så på den anden–nærmest som at flette julestjerner (UPS! Man kan godt selv flette den slags, altså!). Så når et af Panduros TV-spil gik over skærmen i sort/hvid, sørgede strømpegarnet for farverne. Vi sad da ikke bare der og gloede uden noget i hænderne.

Jeg tror heller ikke, der er mange, der syr lapper på mere. (Jo børnefamilier, men dette handler om os voksne kvinder.) Med mindre lapperne altså er en del af designet. Også selv om mange moderne jeans efter min mening sagtens kunne have gavn af en lap eller to–allerede inden de går ud af butikkerne. Hvem kommer neglelak på nylonstrømper, der er løbet? Og er der nogen, der sender deres sko til forsåling eller hæleflikning? For slet ikke at tale om at forlænge sweatre i arme og længde ved at strikke ekstra centimeter i? Eller syr bændler i sengetøj? Pas fra min side. I øvrigt også pas i forhold til at huske, hvornår jeg sidst har gjort det. Ikke ret meget siden Panduros TV-spil, tror jeg. Nu smider jeg da rask væk enhver form for huller ud. Somme tider lidt sørgmodigt, men samtidig ikke et sekund i tvivl om, at det er den eneste udvej for behullet beklædning.

Det er jo ikke bare et spørgsmål om ikke at gide–men hvem gider i grunden stoppe strømper? Men det er vel for de fleste ikke en nødvendighed længere. Den økonomiske fallit venter ikke truende lige om hjørnet pga. strømpeindkøb, og vi kan til enhver tid vaske de intakte, uskilte par, vi stadig har. Og går der hul på et par bukser, hænger der vel en 5-6 andre par inde i skabet, som vi kan putte os selv i istedet. Vi slider ikke længere vores tøj op. Brugsværdiens længde er blevet en bagatel i forhold til nyheds- mode- og designværdien. Jeg kan da ikke erindre nogen form for genbrugsforretninger fra min barndom. Der var jo ikke noget tilbage at genbruge. Så velforsynede genbrugsbutikker siger også indirekte en del om et samfunds økonomiske standard.

Men jeg tror nu alligevel, jeg gemmer min lille stoppedims. Ikke fordi jeg har nogen som helst planer om at gå i strømpestoppemode, men fordi den er sådan et sigende minde om en tid, der ikke er mere. Ikke en, jeg længes efter–men jeg glæder mig faktisk til at præsentere mine børn for kalorius og spørge dem, hvad de mon tror, han kan.

Jeg tør vædde på, de aldrig gætter det.

Continue Reading

Budding og alle de andre.

I forbindelse med lovsangen om landevejskroerne slog det mig, hvor mange af min barndoms retter, der lige så stille er afgået ved døden ( i alt fald i mit hjem) over årene. Mange af dem har jeg selv slået ihjel, for her i huset er det primært mig, der laver mad. Det kan man så mene om, hvad man vil, men jeg har altid hævdet, at en af de soleklare fordele ved at være madlaveren er, at man aldrig nogensinde laver noget, man ikke selv kan lide. Det er det faktum, der har aflivet stegt lever indenfor mine døre.

Da jeg var barn, fik vi som regel 2 retter til dagens varme måltid. Som vi i øvrigt tit spiste midt på dagen, da både min udearbejdende far og vi skolebørn cyklede hjem og spiste i middagspausen, eller “det lange frikvarter”, som det hed på skolesprog. Udover en varm kødret, fik vi “efterret”, som gerne var årstidens grød. Et levn fra det gamle bondesamfund, hvor fysisk arbejde krævede sin madmæssige benzin. Det var altid en frugtgrød, gryngrød var til morgenmad. Jeg tror aldrig, jeg selvstændigt har fabrikeret en frugtgrød i mit voksenliv. For det første kunne, og kan jeg stadig ikke lide det (der er et eller andet ved alt det blævr, der taler mig imod), og for det andet skal bølgerne virkelig gå højt eller helligdagene være meget hellige, for at vi spiser 2 retter. Så begrebet “efterret” er relativt dødt i det senmoderne samfund. Og får vi det, hedder det dessert.  Men jeg er da sikker på, at hvis jeg kommer i akut grødmangel, så er der mange steder på Nørrebro, der til enhver tid vil hævde, at de selvstændigt og for nyligt har opfundet begrebet “grød”.

Udover det er det vel tid, velstand og globalisering, der har slået mange af de gamle retter mere eller mindre permanent ihjel. Især de to første begreber hænger nøje sammen. I takt med 60-ernes velstandsøgning og kvindernes vej ud på arbejdsmarkedet, blev der simpelthen råd til at spise bedre. Sagosuppen, vandgrøden, kærnemælkssuppen og alle de andre spareretter, som før havde været en simpel nødvendighed, gik til de evige grød- og suppemarker, og–helt ærligt!–er der nogen af jer, der mindes dem med GLÆDE? Eller ligefrem savner dem? Jeg lever udmærket med at have dem i mørkelagt glemsel. Og når kvinderne nu både skulle stå for madlavningen og arbejde ude, så forsvandt meget vel også på den tidskonto. Jeg kender f.eks ikke mange, der laver deres egen suppe, for skal jeg spise suppe, så hedder min lille køkkenhjælper altid Mou. Det indebar nok også en stærkt formindsket brug af husblas (yngre læsere, der heller ikke ser Bagedysten, kan google fænomenet), dette hjælpemiddel, som får tingene, om man så kan sige, op at stå. Og bruger en fandens masse tid på det. Det tog nok livet af et utal af “rande”, så som f.eks. karamelrand. Som sådan havde jeg intet imod denne type blævr, men jeg foretrak da klart sovsen, hvis jeg kunne snige mig til at spise den randløs. Og budding! Som man dengang kunne få i op til flere  farver, men jeg kan hilse og sige, at farverne var totalt betydningsløse for omfanget af blævr. Det der blævr var farveresistent–og dybt seriøst.

Globaliseringen har selvfølgelig også haft en enorm indflydelse på vores madvaner. Da jeg var barn, var det samtaleemne i hele byen, hvis nogen virkelig havde været på ferie helt til Harzen. I øvrigt tvivler jeg også på, at tysk madkultur var noget, folk ligefrem tog med hjem. Det har så ændret sig, faktisk så meget, at mange af vores retter nu er en lidt sjov blanding af udenlandske ingredienser tilsat god, gammeldags dansk madkultur. Jeg kender f.eks. flere, der laver chili con carne som millionbøf med hestebønner. Det lyder selvfølgelig lidt finere. Det slår mig også nogle gange, at hvor nærmest ingen gider tage sig tid til at koge suppe, så er der en vis stolthed at spore hos alle dem, der laver simremad. Altså koger en ko ½ dag på italiensk. Og vi langtidssteger som aldrig før. Men måske er det bare selve konceptet dansk suppe, vi er vokset, eller rejst, fra. Mine børn synes faktisk, at melboller er ulækre….

Hvilket så kan lede mig frem til den konklusion, at rigtigt mange unge ikke kunne drømme om at spise blævret mad. Det har vi skånet dem for i deres barndom, så hvorfor skulle de så genoptage blævret som voksne? Personligt kan jeg klart sige, at mine børn ikke har været udsat for blævret mad, fordi jeg simpelthen ikke selv kan lide den slags.

Så budding, fløderand, sagosuppe, vandgrød, kærnemælkssuppe og mange andre–kan I have det så godt. Dette er min lille nekrolog til jer, og der kommer ikke flere. Men måske–og kun måske–er der et par hipsters ude på Nørrebro, der genopfinder jer om nogle år. Så bliver I trendy. Promise!

Continue Reading

Kvindens hvem-hvad-hvor.

En af hadegaverne i årets traditionelle pakkeleg var Kvindens hvem-hvad-hvor fra 1969. En ualmindeligt smuk bog med tidstypisk cover i progressive, psykedeliske farver og mønstre. Samme cover strider nu en del mod indholdet. Der er ikke megen fornyelse at hente der.

I 1969 har jeg været 13 år og sikkert en surmulende, besværlig teenager. I bogen kunne jeg så læse, hvad jeg forventedes at blive til, og hvis jeg ikke surmulede nok i forvejen, var der da absolut grund til det efter læsning. Men samtidig slår det mig også, hvor meget der er sket på bare 46 år. I alt fald for os kvinder.

I dag er enhver lancering af nærmest hvad som helst fra starten uhyre bevidst om at definere sin målgruppe. Det er denne bog også, dog uden at påpege det bogstaveligt. Det er tilsyneladende underforstået. På intet tidspunkt under læsningen er man det fjerneste i tvivl om, at her tales til–og UDELUKKENDE til–husmoderen. Den hjemmegående, fra borgerskabet, forstås. Det synes at være bogens selvforståelse, at kvinder er lig med hjemmegående husmødre fra middelklassen. Her er ingen udearbejdende kvinder, men der er dog en lille artikel omkring “Forsørgerpligt”. Jeg troede først, der var tale om assistance til skilte kvinder, men de eksisterer tilsyneladende ikke i bogens univers, så det er udelukkende enkerne, der her kan få gode råd om, hvordan de klarer sig, når nu forsørgeREN er afgået ved døden.

Bogens sidste 52 sider består af fortrykte husholdningsregnskaber, som bare venter på at blive udfyldt. Sirligt og med fyldepen, sikkert. Her forventes kvinden hver uge at notere samtlige beløb anvendt til hhv. mejeri, bager, kød, fisk, grøntsager, kolonial, kaffe, te, øl, sodavand, vin, æg, ost og rengøringsmidler. Der er også plads til andre udgifter, og her kan i flæng nævnes forlystelser, blomster, kørepenge, toiletsager, påklædning, skomager, vask, strygning, rens og farvning samt vinduespolering. Det må have tager hende timevis at nørkle alle de tal sammen. Selv et deltidsarbejde har det været svært at få tid til med et så massivt hjemmebogholderi. I umiddelbar forlængelse af “den lille revisor” har hun også talrige sider til at notere, hvem hun har inviteret hvornår, samt hvem herrerne havde til bords, og hvad der blev serveret. Hun kan også holde styr på, hvem der har inviteret igen, samt hvilke gaver hun har givet og modtaget. Det sidste har hun to fulde sider til, så det kan da nok være, der er blevet givet presenter dengang.

Der er også en del særdeles pædagogiske artikler indenfor grupperne “Madlavning”, “Hus og hjem” samt “Person, påklædning og håndarbejde”. Især artiklen omkring “Borgmesterbrød” fangede min interesse. Her har redaktionen været på besøg hos en del borgmesterfruer, fordi “borgmesterfruerne med deres store repræsentationsforpligtelser nok gennem tiderne har sat en ære i, at deres kaffeborde kunne opvise noget ganske særligt med hensyn til bagværk.” Artiklen er flot illustreret med nydelige fotos af et stort antal borgmesterfruer, der stolt fremviser deres finskbrød eller pladekager. De ligner ikke mig, når jeg laver mad. Faktisk har de alle lige fået håret sat (mens de bagte?) og er iklædt deres fineste festtøj. Men måske spilder borgmesterfruer ikke? Jeg tror nu heller aldrig, jeg bevidst ville have giftet mig med en borgmester. Alt det bageri var nu nok blevet en smule anstrengende i længden.

Der er også en del håndarbejdsopskrifter. Stramaj til de lange, mørke vinteraftner (eller bare til, når man endelig har fået lavet såvel husholdningsregnskab som bagt af!) og et utal af hæklede firkanter. Jeg er faktisk ret målløs over, hvor mange måder man kan hækle firkanter på. Måske–og kun måske–er disse små hæklede firkanter i tidens modefarver brun og orange det lille, stille oprør, som meget, meget småt er i gang?

Dette er en bog, der mest af alt er et omfattende katalog over kvindeværdier anno 1969. Det er hjemmet, der er i centrum, og hele bedømmelsesgrundlaget for, hvor godt en kvinde lever op til tidens værdier og idealer. Gennem repræsentation–og her udelukkende på mandens vegne– skriver hun sig ind på husmoderskalaen, hvor man både kan dumpe og få topkarakter. Men med bogen i hånden kan man vel undgå nogle af de største fælder og være ret sikker på i det mindste at bestå.

Jeg ville have hadet at være gift middelklassekvinde dengang. Og endnu mere hvis jeg var gift med en borgmester! Hvor MÅ de dog have kedet sig. Daglige, alenlange husholdningsregnskaber og uendelig madlavning og bagning. Og når der så rigtigt skulle skejes ud, kunne de så lige nørkle en firkant i orange. Desværre–og det er vel egentlig det, der er hele pointen!–havde rigtigt mange af dem bare ikke noget valg. De var opdraget i en tid, hvor dette var kvindens plads, hvor kvinder ikke lige sådan fik en uddannelse, som kunne gøre dem selvforsørgende, samt–og det er vel også essentielt–hvor de ikke var bevidste om, at der var alternativer. Og hvis der var, krævede det en god portion såvel styrke som mod og stædighed at gennemtrumfe dem.

Det slår mig også, hvor forskelligt mit liv som gift kvinde med 3 små børn i 80-erne og 90-erne var. Her er dog, trods alt, kun 20 års forskel til 1969. Og så kom jeg faktisk også til at tænke på, at jeg da godt engang imellem kunne have brugt de der husholdningsregnskaber. Så kunne jeg måske få opklaret, hvad i alverden jeg dog i grunden brugte alle pengene til? Jeg skulle nok bare oprette en del nye rubrikker, så som vuggestue, børnehave, fritidsordning, bil, benzin og takeaways…..

I aftes, da min voksne datter på sin sædvanlige, skødesløse måde kastede bord (udtrykket er en del af familekten (se andet indlæg), men kan vist umiddelbart forstås), vakte det en del modvilje hos min snart 90-årige mor. Når man læser Kvindens hvem-hvad-hvor fra 1969–og min mor samlede faktisk på dem–forstår man i den grad hvorfor. Og samtidig illustrerer det i al sin tydelighed 46 års kvindehistorie og kvindeværdier.

 

Continue Reading

Før internettet.

Jeg har overvejet at forvise Gyldendals Leksikon fra min stue til en form for eksil i kælderen. Ikke Lademanns, som på billedet, det har jeg nu alligevel aldrig ejet! Der kan det komme ned sammen med Gyldendals ordbøger over de mest talte europæiske sprog og måske, kun måske, overbiblen over alle overbibler: Vinterberg og Bodelsens Ordbog over det engelske sprog i murstensudgaven med mindst 4 supplerende tillæg.

For hvornår er det lige, jeg sidst har brugt dem? Vi skal vist, med en slidt cliche, helt tilbage til sidste århundrede. Hvad skal jeg bruge dem til, når jeg har internettet, og det hele bare ligger der til fri afbenyttelse. (Her skal så i parentes indskydes, at biblerne IKKE er erstattet af Google Translate–Gud fri mig vel!)

Men så kom jeg til at tænke på, hvordan enhver form for videnssøgning foregik før internettet. F.eks. da jeg tog min uddannelse og skrev lange, lærde opgaver om alt fra landevejsrøvere i middelalderens Midtengland til Shakespeares kvinder. Da skulle enhver form for information findes i en bog–altså sådan en af papir, som man ikke kan scrolle i. Man skal, til oplysning, bladre. Det foregik gerne på den måde, at man i en anden bog eller artikel fandt henvisninger til noget, man MÅSKE kunne bruge. Derefter cyklede man den lange vej til Statsbiblioteket, hvor en sur, emsig skrankedame tog imod ens møjsommeligt udfyldte sedler med samtlige oplysninger på de bøger, man MÅSKE kunne finde oplysninger i. Især en af skrankedamerne deroppe var meget OBS på kommaer. Hvis en seddel var udfyldt ukorrekt, sådan rent kommamæssigt, så var det bare en ommer. (Jeg mæler ikke et eneste ord om, hvem der måske kunne lære lidt af det!!) Derefter kunne man sætte sig ned og vente i 2-3 timer på, at bibliotekaren tog turen op i bogtårnet og vendte tilbage med ens potentielle skatte. Rent statistisk vil jeg gætte på, at man kunne bruge ca. 1/4 af, hvad den stakkels mand klatrede rundt i højderne efter. Der var bare den lille hurdle, at man jo var nødt til at tyre alle værkerne igennem for at finde ud af, at man IKKE kunne bruge dem til noget som helst. Men så kunne man selvfølgelig cykle op på Statsbibben igen….

Jeg er sikker på, denne proces var yderst gavnlig for vores kondition. Men den var en smule krævende i forhold til vores tid. Måske var det derfor, vi brugte meget længere tid på vores uddannelser dengang? Det var al den cykling, ventetid på Statsbibben og de tons fuldstændig nyttteløs viden, vi brugte tid på at stoppe ind i vore hoveder. Og så nævner jeg i denne sammenhæng ikke et ord om skrivemaskiner og retteblæk. Jeg nøjes med at have deja vu på mine fingre af det klistrede stads….

Dengang kunne vi også bruge et helt party på at diskutere ting. Eller samlet finde frem til ting, vi ikke kunne huske eller var usikre på. Det var faktisk ret hyggeligt. Nu fungerer internettet som ren samtalekiller, for er man uenige omkring fakta, googler man det bare, og VUPTI, så er der et svar. Og hvad i alverden skal man så tale om? Selvfølgelig brugte vi vore leksika som videnskilde, men desværre kan man ikke lige lave en interaktiv googling i et leksikon. Det er er dødt. Det svarer ikke. Man skal selv slå op og selv bladre.

Desværre er internettet også hos mig blevet en kilde til oceaner af unyttig viden. Dengang fandt jeg ud af det, jeg havde brug for at finde ud af, og så var den ligesom ikke længere. Det tog så lang tid, så der simpelthen ikke var overskud til tillægsviden. I dag kan jeg google hvad som helst. Jeg tror ikke, jeg bliver klogere, jeg har bare adgang til flere informationer.

Så når mine børn brokker sig over tidskrævende studier, så sætter jeg hele Statsbibmaskineriet i gang. De tror ikke helt på mig, men det er nok fordi, de har svært ved at forestille sig langsomheden i alting.

Så måske skal jeg lade mit leksikon stå. Som alibi for, at der faktisk var liv før internettet. Og at vi klarede os, trods lange cykleture og lige så lange ventetider. Til gengæld ville jeg nu nødigt undvære det–altså nettet.

Continue Reading

“At danse for”.

Forleden kom vi til at tale om udtrykket “at danse for”–altså med tryk på “for”–og straks dukkede godt nedstuvede minder om barndommens danseskoler op.

Da jeg var barn, gik pæne piger og drenge til dans. Eller rettere: pæne børn blev slæbt til dans. Det foregik gerne i forsamlingshuset eller festsalen på det lokale hotel under ledelse af en som regel stærkt sminket, uhørt kommanderende kvinde, der gennem årtier prøvede at fornægte sin alder ved altid at vælge en garderobe, der måske kunne have været passende til en lettere udsvævende teenager.

Da jeg som 6-årig blev båret til dans med grådstribet ansigt og tårepletter på den fine dansekjole, fik jeg besked på, at jeg skulle danse med Ebbe. (Det var der faktisk nogen, der hed dengang.) Tilsyneladende kendte min mor Ebbes mor, og måske var de allerede i gang med at sy udstyr til os. Anyway, Ebbe var, lad os bare være pæne, en smule buttet, meget valsemæssigt udfordret, en tangokatastrofe og overbegavet med ekstra lemmer. I alt fald havde han mindst 7 par fødder. Så det første halve år af min dansekarrierre skreg jeg som en stukket gris, hver gang jeg skulle slæbes med til endnu en omgang tortur under Ebbes allestedsnærværende, utallige fodpar. Heldigvis tog jeg herefter sagen i egen hånd og iværksatte et snedigt fysisk modangreb, hver gang Ebbe var på vej over dansegulvet for at inklinere for mig. Midtvejs blev han mødt af mig i turbofart med hovedet først. Hvis jeg modererede hovedvinklen kunne jeg ramme lige præcis der, hvor Ebbes fedtdepoter tog af for kollisionen, men alligevel tilkendegive mit statement, sådan rent fysisk.

Så mit liv blev Ebbefrit, og jeg fik en ny partner. Denne gang en pige, for af uransaglige grunde var der altid mange flere piger end drenge. Jeg vil vove at påstå, at der ikke findes en eneste pige på min alder, der ikke kan danse herre. Det var vi jo for F…  nødt til. Det var ikke fordi, drengene ikke gik til dans. De gik bare et andet sted–omme i hotellets gård eller nede på hovedgaden. De var supergode til at overtale deres mødre til at efterlade dem foran døren ind til torturkammeret, hvorefter de lige lavede et hurtigt retrætedrej i døren. Og hvis de ikke pjækkede, så gled de på gulvene. I en uendelighed. Hvis man spørger den generations drenge om, hvad de lærte på danseskolen, så vil de sikkert med julelys i øjnene berette, at de blev enormt gode til at glide.

Senere blev jeg opgraderet til en rigtig dreng. Jeg kan ikke huske, hvad han hed, men han var faktisk ret god til at danse. Så det blev jeg også. På et tidspunkt i mit liv blev jeg Fynsmester i standarddanse, og jeg kan faktisk stadig huske alle trinnene–sådan på samme måde som man stadig kan huske alle sit livs gammeldags cykellåse i fingrene.

Og så er vi så endelig kommet til det der med at “danse for”. Det var nemlig sådan, at de dygtigste (og mindst rebelske–det var i 60-erne!) som flidspræmie blev sat til at danse for–altså vise de andre trinnene. Så mens hende kommandanten i sminke og tylskjole brølede “en chasse, to chasse, drej”, så prøvede de andre at tage det alvorligt, at vi dydsmønstre demonstrerede, hvordan det i virkeligheden skulle gøres. Dog ikke mere alvorligt, end at drengene gled, og pigerne fniste. Lad mig bare indrømme, at det var en tvivlsom ære.

Som teenager tog jeg afstand fra danseskolerne. Det var jo en tid, hvor ethvert dansetrin med djævelens vold og magt skulle være personligt, anarkistisk og helst også politisk. Man dansede ikke pardans, for det var uhyggeligt asocialt, politisk ukorrekt og überborgerligt. Man dansede sådan mest med sig selv og helst i rundkreds.

Jeg har–ikke tit, men et par gange–tænkt på, hvad der mon blev af Ebbe. Jeg tror ikke, han er blevet noget ved musikken eller noget, der kræver et bestemt antal fødder. Jeg har også tit tænkt på, hvordan modefænomener hele tiden går i ring og bider sig selv i halen. Mange danskere sidder jo fredag efter fredag og ser på folk, der danser for. Jeg tror endda, nogen finder det spændende. Ellers så de det vel ikke–for 13. sæson i træk. Flere af dem må yderligere være af den generation, der engang fandt pardans personligt anstødelig og politisk ukorrekt. Samt måske ikke har de allermest glædelige minder fra deres barndoms danseskole.

Nu er jeg glad ved, jeg lærte at danse. Men jeg behøver ikke dyrke min glæde ved fredag efter fredag at betragte semi-kendisser lave koks i trinene. Hvis der skal danses hjemme hos mig, skal jeg nok selv danse for. Og jeg kan, hvis det er påkrævet, sagtens danse herre.

Continue Reading

Om gildesale.

( Som beskyttende foranstaltning viser billedet ikke mit hus. Men det ligner. Det med beskyttende betyder, at jeg ikke gider have besøg af nye ransagningspatruljer, der udelukkende ønsker at give mine ikke-eksisterende værdigenstande et lift over grænsen.)

Jeg bor i et parcelhus fra 60-erne. Derfor har jeg selvfølgelig en gildesal. Parcelhuse fra 60-erne og 70-erne er som hovedide kønsløse, ideforladte kopier af hinanden og udelukkende opført til opbevaring af den autoriserede, danske kernefamilie med far, mor og 2 børn. 3, hvis bølgerne går højt. Men de fungerer! De er så tilstrækkeligt ufancy, at ingen spændende, arkitektoniske detaljer forstyrrer den plads, man faktisk sagtens kan bruge til noget andet.

Det er derfor, jeg har en gildesal. I 60-erne havde enhver parcelhuskælder med respekt for sig selv en gildesal, og hold da lige op, hvor må de have holdt mange gilder dengang, hvis de hver uge sådan skulle gå festende rundt og fylde hinandens gildesale. Jeg tror, min mand og jeg har holdt 1 fest nede i vores gildesal, men alligevel er det et rum, der på sin egen vis illustrerer vores lille families egen historie.

Da børnene var små, var det et bygge-hule-rum og opføre-teater-rum. Husets overskudsbeholdning af moster Annas broderede puder og diverse børnehaveproducerede julegaver med springsting og uhæftede ender endte altid deres liv som gulvbelægning eller tag hernede. Her var et dukketeater med figurer på grydeskeer, hjemført fra Prag af et hold stolte bedsteforældre. Og så var der kiksekrummer–overalt! Gennem årene blev væggene også tapetserede med hyldevis af overskudslitteratur, for er der noget, jeg har svært ved at smide ud, så er det bøger. En overgang hed samtlige titler noget med “senkapitalisme”, “monopolkapitalisme” eller “kvindekamp”–de er dog døde. Så nu er der plads til alle dem med “senmoderne samfund”, når de går af mode om et par år.

Der var også alle tog-årene. Min mand overkompenserede for en togløs barndom ved at anlægge et større jernbaneselskab med udvidet infrastruktur og talrige sidespor i kælderen. Det fik han meget tid til at gå med, og børnene var da også med på sidelinjen (eller stationerne) ind imellem. Senere kom bordtennisbordet, og det var faktisk et hit, der holdt temmelig mange år. Jeg har dog aldrig brugt det, men man kunne altid høre, når andre gjorde det.

Mine børns teenagefester forvandle gildesalen til noget, der altid lugtede af bodega. Det var dengang vi ofrede et nyt tæppe, fordi vi havde en ide om, at kiksekrummerne ligesom måtte finde nyt hjem på lossepladsen. Det indviede børnenes kammerater så med litervis af bræk og ølsjatter. Jeg kan godt huske, at der var nogle år, hvor jeg helst undgik netop det rum i huset. Men jeg blev relativt velhavende i pantpenge, for reglen var, at al tom emballage gik til den egentlige ejer af forsamlingshuset. (Her kunne man selvfølgelig godt have ønsket sig, at distancen til grænsen var noget længere. Der er sgu` ikke megen velstandsøgning i tyske øldåser!)

Da børnene flyttede hjemmefra, blev det til pulterkammer. Belært af erfaring kan jeg fortælle, at det med usvigelig sikkerhed er sådan, at når et barn flytter hjemmefra, så efterlader det 3-4 fyldte flyttekasser. Disse kasser tror man selvfølgelig, at barnet vil mangle–eller bare befri forældrenes plads for–i løbet af kort tid. Sådan forholder det sig ikke. Lortet er forældrenes til evig arv og eje, og barnet har fortrængt alt om det i det selvsamme øjeblik, døren til barndomshjemmet smækkes. Når man har 3 børn, fylder disse flyttekasser i løbet af få år det meste af en endevæg i opstablet tilstand. I sin naivitet venter man i mange år på, de bliver afhentet, og der kommer da også løbende nye til, for hver gang et barn flytter bopæl, bliver der lige et par eller 3 kasser mere til forældrene. Jeg oplevede i alt fald, at børnene i mange år havde gratis lagerhotel i vores kælder.

Det er så slut nu. Der blev stillet et ultimatum om, at alt, hvad der ikke blev afhentet, ville blive solgt eller forvist til lossepladsen. Da intet, trods talrige stadig mere højrøstede opfordringer, blev afhentet, og resten faktisk viste sig at være intet mindre end dybt usælgeligt, så er resterne af mine børns barndom nu overgivet til kommunal forvaring eller destruktion. Børnene er tilsyneladende ligeglade, og det mest forfærdelige er, at det har de nok været, lige siden de forlod barndomshjemmet. Det er kun vi andre idioter, der har flyttet rundt på 15 fyldte flyttekasser, som ingen i virkeligheden har haft den fjerneste interesse i.

Men nu er rummet gået ind i en ny renæssance. Bordtennis er genopstået. Dog ikke tog–endnu. Væggene er stadig tapetserede med udrangeret litteratur, men der er faktisk ret pænt og ryddeligt, efter at alle flyttekasserne er gået til de evige lossepladsmarker. For første gang i mange år slår det mig, HVOR stort det rum egentlig er. Så er det, jeg tænker: Måske skulle vi holde et gilde?

Continue Reading

Om “Gymnastik”.

Jeg er så gammel, at jeg stammer fra en tid, hvor “Gymnastik” var et skolefag. Vi lavede da også en del såkaldt gymnastik i timerne. Den slags foregik mest i takt til lærerens ret højlydte kommandoer og gik, så vidt jeg husker, primært ud på at rive diverse legemsdele af led efter tur. I alt fald kan jeg endnu mindes, hvad vi udsatte vores skuldre for–og det var ikke så lidt.

Vi spillede også bold. Gerne rundbold eller langbold–ret megen anden bold var ikke rigtigt opfundet for piger. Her skal det selvfølgelig indskydes, at gymnastik var et minutiøst kønsopdelt fag. Dengang havde drenge- og pigekroppe tilsyneladende vidt forskellige behov for motion, så drengene spillede primært fodbold eller lavede gymnastik, der var en del mere skuldervridende. Selv om man har svært ved at forstå, at det skulle kunne være muligt.

Når der skulle spilles bold, blev klassen 2 største gymnastiktalenter, som også gerne var gymnastiklærerens yndlingselever, sat til at vælge hold. Førstevælgeren (den bedste) og andenvælgeren (den næstbedste). De valgte så efter tur–og altid efter de øvrige elever gymnastikformåen–hold. Dengang var det nemlig absolut ingen pædagogisk hemmelighed, at det hele udelukkende gik ud på at vinde. Det var et adelsmærke at blive valgt som en af de første–og noget af et nederlag at stå tilbage som en af de sidste. Allerværst var det, hvis antallet af piger var ulige. Så stod den sidste tilbage, og gymnastiktalenterne måtte så enten acceptere at få overdraget restskrodtet mod deres vilje, eller tage et lille offentligt skænderi om IKKE at ville have Frk. gymnastikumulius.

Det var som regel mig. Jeg var en gymnastikkatastrofe og decideret boldspilshandicappet. Faktisk havde jeg ikke væsentlige motoriske udfordringer–jeg var bare doven. Det har aldrig sagt mig noget at vride mine skuldre af led, og jeg bliver altså ikke sønderligt mere opstemt eller gladere af at kaste rundt med en bold–eller endda kaste den efter andre. Jeg hadede gymnastik af et inderligt hjerte. Det er altså ikke sjovt hver gang at stå tilbage og være den, de andre “er nødt til at tage”. Heldigvis var det så, på sin egen omvendte måde, så tilpas traumatisk, at jeg i de fleste andre fag kompenserede helt utroligt. Det kunne jeg jo godt finde ud af–og det var sgu` da superfedt, at førstevælgerne så ikke altid var helt på forkant med stavning og engelsk grammatik.

Efter en række folkeskoleår som den evige skrotbunke var jeg så heldig, at jeg i gymnasiet fik en mandlig gymnastiklærer. Han havde absolut ingen adgang til pigernes omklædning eller, hvad der i denne sammenhæng er vigtigere, til at tjekke deres mere intime hemmeligheder. Så jeg bestemte mig af samme logiske årsag til, at mine gymnasie-gymnastikår skulle bestå af 3 års uafbrudt menstruation. Dengang var menstruation nemlig en lovlig og, endnu vigtigere, ikke-seddelpligtig undskyldning for ikke at have gymnastik. Så jeg sad altså på bænken i evige menstruationssmerter gennem samfulde 3 år og terpede latin (det betyder at lære den danske oversættelse udenad), skrev danske stile og sladrede med de andre menstruationsramte. Indrømmet, der var andre piger, der var næsten lige så blodskudte som jeg, så de havde nok også en traumatisk fortid som skrotbunke-aspiranter bag sig. For mig var det en frihed: Jeg kunne i ro og mag sidde og nyde mit evindelige, usynlige blod der på bænken og helt undgå enhver form for traumatisk fravalg.

Og så alligevel ikke. Mine folkeskoleår grundlagde en helt basal modvilje overfor enhver form for holdsport og faktisk også en stor modvilje mod at røre sig under andres kommando. Jeg gider ikke komme til kort, blive den sidste eller den, som ingen vil lege med. Det sidder dybt, dybt i mig. Jeg er helt sikker på, at det forklarer en stor del af min fitnesscenterfobi–jeg har faktisk endnu til gode overhovedet at overveje at åbne døren ind til sådan et sted. Jeg har heller aldrig i mit voksne liv indgået i nogen form for holdsport. Jeg er stadigvæk sikker på, at ingen gider have mig.

Når det så er sagt, så er traumerne jo heller ikke større, end at jeg kan leve med dem. For resultatet har jo bare, logisk nok, været, at al den motion, jeg skal dyrke, skal foregå på mine præmisser, i mit tempo og meget gerne alene. Hvis der skal løbes, er det MIG, der sætter farten, og hvis der skal gås, må andre da gerne gå med, men det bliver på mine betingelser og med min kadence. For mig ville en fitnessinstruktør eller en løbecoach bringe alt for mange dårlige minder fra nogle forkvaklede gymnastiktimer i folkeskolen frem. Og jeg er nok–desværre– ikke den eneste gymnastikumulius fra min generation, der har det sådan!

Jeg har endda tænkt på et nyt ord for, hvad der senere skete for alle os, der i gymnastiktime efter gymnastiktime med lærerens godkendelse blev valgt fra–eller i alt fald ikke valgt, men det er vel jævnt hen det samme. Mange af os blev motions-individualister. Det er blevet vores lille måde at vælge os selv TIL. Og på vores enmandshold er vi helt upædagogisk åbne omkring, at det udelukkende gælder om at vinde. Over os selv og vores gymnastikale fortid.

Continue Reading

Nostalgiens holdeplads.

Så skal der pyntes til jul! Heldigvis ikke i den overdrevne stil, der var kutyme, da børnene var små. Dengang var det noget med, at ethvert nissefrit hjørne var spild af god nisseplads, og alt, hvad der havde blot et minimum af pynteværdi, med garanti nok skulle finde et synligt hjem.

Jeg er, med årene, blevet lidt mere mådeholden. Af to grunde: 1) hvem er det lige, udover mig selv, jeg pynter for? og 2) lortet skal jo for F… ned igen, og jeg hader den der nytårsdag, hvor alt er så uendeligt trist, når al flitterstadsen er vandret hjem til loftet.

Pyntetid er også nostalgitid her i huset. Det meste af pynten har jo sin egen helt specielle historie. Den repeterer jeg så lige en gang om året, mens alt med sandt millimeterdemokrati bliver sat præcis samme sted som sidste år. Og forrige…

Det meste af min julepynt er virkelig grimt. Altså virkelig, virkelig smagløst. Som nu f.eks. nisserne på billedet, som moster Karen og mormor selv har strikket i tidernes morgen, da striknisser havde deres storhedstid og for hærgende gennem de små hjem. Ikke nok med at de er noget udfordrede rent udseendemæssigt, men de trænger faktisk også til et hårdt tiltrængt julebad og har væsentlige problemer rent huemæssigt. Men op skal de. For de er en så umiskendelig del af julen her i huset, så jeg nærmest ikke tror, det kan blive jul, uden at de skal sidde på deres retmæssige pladser og nedstirre anden. Jeg ville slet ikke kunne overskue, at børnene skulle komme hjem til jul og til deres forfærdelse opdage, at en nisse var rendt af sin årevise plads. Jeg tror, det ville blive en forfærdelig traumatisk oplevelse for dem.

Julekalenderen foran er en lidt anden historie. Det er min barndomskalender, som jeg stadig trofast hænger på det samme sted hvert år. Jeg har forlængst opgivet, at nogen barmhjertig sjæl overhovedet ville få den tanke at hænge en pakke på den. Men den har været en del af min personlige jul siden 50-erne, og det skal den blive ved med at være. Skægt nok har den vokset sig trendy de senere år. Det er nu sket uden min medvirken, men det er da lidt sjovt, at man sådan helt uforvarende er blevet indehaver af et stykke trendy julepynt. Jeg tvivler dog stærkt på, at samme skæbne vil overgå nisserne.

Og sådan er det vel med julepynt. Selv fornuftige mennesker med udsøgt smag og flotte, stringente hjem med masser af æg og PH-lamper plastrer hvert år deres bohave ind i fortidens rædsler og moster Annas klokkestrengeforsøg. Grimheden kender ingen grænser, og gensynet skaber umådelig glæde hvert eneste år. Selv havenisserne får en kort renæssance, og plastic oplever pludseligt at blive in sammen med malede glaskugler i relativt uheldige farver. Nogle går endda til yderligheder og tillader perlebroderede klokker, men da ingen i min familie har kastet sig over den hobby so far, kan jeg heldigvis med god samvittighed undgå netop den udfordring. Gennem årene har –lige så heldigvis–et vist svind og forfald ramt de hjemmelavede børnehaveprodukter, som også i årevis har været en del af udsmykningen. Man kan jo stadig huske det glade og stolte barneansigt, der afleverede dem. Samt sin egen indre slåen knuder sig selv og indestængte raseri overfor pædagogerne.

Så julen er nostalgiens holdeplads. Der hvor vi går amok i smagløshed og gamle minder. Og forsøger at fastholde alle de forgangne jule, som bare var så gode, gavefyldte og tilsneede. Hvis der er noget, der er for fastholdere, så er det jul. Den skal simpelthen bare være præcis, som den plejer, og ingen forkrøblet julenisse skal fravige sin vante plads. Der er sådan en dejlig indbygget tryghed i julen. Når mormors og moster Karens nissefamilier er på plads, så kan det ikke gå galt.

Jeg ved godt, at man kan investere sig arm i æstetisk designerjulepynt. Det har jeg også prøvet at gøre. Det virker bare ikke for mig. Det er smukt, det klæder mit hjem, og det kommer gerne op et år eller to. Men så er det bal så også ovre…..  Det er jo ikke MIG og MIN jul.  “Rør blot ikke ved min gamle jul.”

 

Continue Reading

Shu-bi-dua.

I aftes så jeg Temalørdag om Shu-bi-dua. Det var der, det pludselig gik op for mig, hvor stor en del af den festlige side af soundtracket til min ungdom blev leveret af netop den gruppe. Oh, sikke minder!

Da jeg var ung/barn, blev man stillet overfor nogle besynderlige, musikmæssige valg. Enten var man til Beatles eller Stones. Jeg var til Beatles. Og Elvis eller Cliff. Jeg var, oh rædsel, til Cliff. Og endelig Gasolin eller Shu-bi-dua. Her gik jeg, nølende og langsomt, omsider på kompromis og blev til begge.

Det startede selvfølgelig med Gasolin, for de andre var ikke just comme il faut deroppe på bjerget i Århus. Heldigvis havde jeg en veninde, som lang tid før mig forelskede sig i gruppen og fik mig overbevist. Det var nemlig dengang, hvor  såkaldt god musik sædvanligvis udmærkede sig ved at være umenneskeligt kompliceret, og ingen rigtigt turde indrømme, at Lou Reed og Velvet Underground basalt var røvkedelige. Eller skulle have et klart, sloganpræget politisk budskab for at finde nåde. Det var ikke lige det, Shu-bi-dua havde. I stedet for at være komplicerede var de jo ligefremme og mundrette i deres tekster. Og deres musik gjorde, at man helt slap for at være dystert deprimeret eller forsøge at redde verden, mens man lyttede til den. Det var sådan noget, vi alt for tit glemte i 70-erne!

Det var teksterne, jeg faldt for. Jeg elsker stadig deres finurlige rim, selvopfundne ord og totale sproglige anarki. De første, såkaldte undersættelser af gamle rockklassikere, sagde mig egentlig ikke så meget, men da de så selv begyndte at lave melodierne, fik de mig med. Jeg var en af dem, der stod i kø foran pladeforretningen med den himmelråbende anglofile misforståelse (Rober`ts) nede i Ryesgade på selve udgivelsesdagen. Og jeg husker endnu den andægtighed, med hvilken jeg stolt bar 78-eren gennem det meste af den indre by i Århus.

I aftes oplevede jeg også, at jeg faktisk stadig kan alle teksterne udenad. Giv mig de første 3 ord, så kommer de resterende 7 vers helt automatisk. Forståeligt nok, hvis man opregner hvor mange gange jeg rent faktisk har sunget dem. Jeg genoplevede også alle disse øjeblikke i min semipure ungdom, og hvem det lige var jeg enten stræbte efter eller kyssede (kun “kyssede”, dengang kyssede vi ikke “på”. Jeg har stadig ikke forstået forskellen!) til tonerne af bandet. Og koncerterne ude i Vejlby-Risskov hallen, hvor man kunne vinde præmier. 1. præmien var en uge i Oslo. 2. præmien var 2 uger i Oslo.

Indtil i går vidste jeg egentlig ikke præcis, hvad det var, der forårsagede skilsmissen mellem mig og gruppen omkring 1980. Der blev jeg så også lidt klogere, for på min pladesamling kan jeg se, at mine pladeinvesteringer standsede præcis samtidig med, at gruppen blev uvenner og smed medlemmer ud. Efter det tabte jeg fuldstændigt interessen for dem–nu ved jeg så hvorfor.

Men tilbage står, at Shu-bi-dua altid gør mig i godt humør. At den del af soundtracket, de har leveret til min ungdom, ved genhør skaber masser af erindringsbilleder for mig. Og jeg kan stadig afsynge samtlige vers af Nappa og nylon på den der måde, som vi “opfandt” dengang i 70-erne. Det er noget med at synge sidste linje enormt hurtigt uden at trække vejret. Hvorefter der hurtigt spoles til Brødrene Gebis, hvor (igen) samtlige vers afsynges med fortænderne i vandret position og forsøg på at gøre fistelstemmen så pivfalsk som muligt.

Ren nostalgi. Og synd at selv ikke mine børn aner, hvad det indebærer “at knække anemoner med nakken”.

Continue Reading