En fremragende udsendelsesrække.

Da Danmark blev flettet sammen. DR2 og dr.dk (streaming).

Det skal ikke være Netflix og HBO det hele. Når nu gode, gamle DR i den grad også kan. Altså lave en serie af udsendelser, der i den grad fænger, fascinerer og oplyser. Samt trykker på nostalgiknapperne på alle os, der både kan huske og har fået en alder, hvor det er lidt rart, trygt og vedkommende at genopfriske.

De nye udsendelser–altså de, der startede sidste onsdag–i serien Da Danmark blev flettet sammen er et helt stykke unikt industrihistorie, og interesserer man sig for den slags, er det rent guf at gå om bord i afsnittene om dengang, vi producerede alt fra biler, over busser til enhver form for beklædning og alskens møbler herhjemme. Fra før, det blev væsentligt mere rentabelt at outsource, og hvor man i stedet omkring Ikast og Herning altid byggede husene med høje kældre, hvor hver mand ( eller hver mands kone!) så kunne sidde og sy lidt tekstiler sammen og kalde det en fabrik.

Det er mildest sagt imponerende, hvad vi førhen kunne producere herhjemme. Busser i Silkeborg, biler (eller i alt fald gen-sammensætte samlesættene) i Sydhavnen og Nordvest, møbler på Salling, mejetærskere i Randers og tøj i lange baner i Midtjylland–for nu bare at nævne nogle få eksempler. Udsendelserne kommer eminent rundt om Danmarks imponerende industrihistorie. Og samtidig kan vi jo alle huske dem, firmaerne. Hvem gik ikke i BHI-underbukser–eller havde brødre, der gjorde? Eller husker de laksefarvede mejetærskere fra Dronningborg? Eller kørte i firkantede busser fra Silkeborg?

For nok er det industrihistorie, men det er samtidig også vores personlige historie. Det, vi voksede op med. I et samfund, der var opbygget på en helt anderledes måde, og hvor globalisering ikke var et ord, vi sådan lige vidste, hvad betød. Det var vores skolekammeraters mødre, der syede i de høje kældre og deres fædre, der arbejdede på fabrikkerne.

Ydermere er selve denne spændende historie om et datidigt samfund bygget på en form for selvforsyning (ikke mindst tvunget af rigide toldregler, der f.eks. betød, at biler først blev bygget i udlandet, derefter skilt ad og transporteret til Danmark, hvor de så blev samlet igen!) fremragende formidlet. Det er underholdende, det er tankevækkende og det er til at blive klogere af. Af familiemæssige grunde er jeg også nødt til at nævne udsendelsernes imponerende grafik–flot William!

Man kan se afsnit hver onsdag på DR3, men har man tendens til binge-watching, fordi det næsten ikke er til at lade være, så kan samtlige udsendelser streames på dr.dk.

Continue Reading

Om Abbastinenser.

Jo, jeg har selvfølgelig hørt dem. De nye Abbasange. De lyder grangiveligt som Abba. Som det Abba, der ligesom tilhører min generation, min ungdom. Med en umiskendelig lyd af nogle andres ungdom. De, der forventes at blive introduceret til Abba nu. 40-50 år efter.

Ikke fordi vi tog dem til os. Dengang i Århus i slut-70-erne hørte vi ikke Abba. Det var generelt under vores musikalske værdighed. Abba var for diskosegmentet, selv om vi hverken talte om segmenter dengang eller endnu havde opfundet ord som poptøseri. Abba og hele genren var så umust og pinlig oppe på bjerget i Danmarks største provinsby, at jeg og en veninde 2 år i træk sneg os ind og så Saturday Night Fever og Grease i en uhumsk biograf i Aberdeen–for så var vi relativt sikre på ikke at blive genkendt. Der var umådeligt langt fra Dylan til disko–og Abba. Storsælgeren LP-en Arrival blev med slet skjult foragt udtalt med europæiske vokaler (altså danske) og absolut tryk på første stavelse (prøv selv!), og sådan noget kunne man jo ikke vedkende sig.

Der var bare det ved det, at Abba-undsigelsen aldrig holdt længere end til der, hvor timerne blev små, sprutten sank ind og danselysten gik i selvsving. For det ER nu engang (indrømmet!) lettere at indtage dansegulvet som dancing queen end just like a woman. Det swinger mere. Og er helt åbenlyst en del mindre sentimentalt. Det var den samme historie hver gang. En lang aften med Dylan og co. og dyb selvindsigt, indtil en formastelig sneg sig til at putte Abba på grammofonen, når vi havde set tilstrækkeligt ind i vores egen udybe sjæl. Og så fik fødderne deres eget liv. Underligt nok kunne vi også synge med. Lidt stille, måske. I begyndelsen.

Og så gik de i glemmebogen et stykke tid. Godt nok har jeg altid været ret vild med One Night in Bangkok, og det var vel legalt, fordi det ikke sådan var rigtigt Abba. I alt fald kun lidt. Men så kom Mamma Mia. Det var som at få sin ungdom på hovedet påny at sidde der i teatret i London og bare huje derudad til alle de melodier, man for årtier siden ville have forsvoret, at man overhovedet kendte. På en eller anden måde havde de dog lagret sig. Med tekster.

Det var den musical, der i alt fald hjemme hos os, affødte ordet Abbastinenser. Yngstesønnen faldt i svime den aften i det teater i London og oplevede en musikalsk åbenbaring, der langt før streamingtjenesterne efterlod ham med dybe Abbastinenser. Heldigvis var man så småt begyndt at brænde CD-er, så en kammerats mor reddede den nødstedte ungersvend på 11 med en kopi, som han sled op. Det var i øvrigt også ved den lejlighed, at jeg selv opdagede ( den kørte jo non-stop fra værelset), eller i alt fald for alvor noterede mig sangen Slipping Through my Fingers–og faldt pladask. Da var jeg i øvrigt blevet så voksen og ligeglad, flyttet til provinsen og turde vedkende mig åbenlyst at kunne lide en Abba-sang. Sådan en sang der, efter min mening, seriøst viste en melodisk side af et band, der nok kunne mere end at få småfulde Dylanfans på dansegulvet, når de bare var tilstrækkeligt danselystne.

Og nu er de der så igen, Abba. I den geriatriske udgave af sig selv, som skal ud og turnere verden rundt som Abbatarer, fordi de ikke lige selv orker det der ræs, som Charlie Watts for nyligt endelig blev udfriet fra, men som Mick Jagger stadig dyrker. Det er sikkert, for ham, et brugbart alternativ til plejehjemmet, og det er jeg da helt enig i. Heldigvis er det ikke endt i latterlighed. Abba kan stadig noget. De to sange, jeg har hørt, er både Abba dengang og Abba nu, og det er vel sådan, det skal være, når man ikke bare latterligt skal fremture med gamle laurbær ( vi glemmer lige Jagger!), men faktisk også fremvise, at man på 40 år både er blevet ældre og har udviklet sig til endnu mere sig selv.

Endelig skal siges, at det gør mig så inderligt glad, at folk i min–og over min–alder tør det her. Tør tage chancen, tør vise at de stadig kan–og stadig kan det, de skal kunne. Det er sgu` da fedt, at det sidste nye hit ikke sådan kan shuttes down fra hitlisterne, og at en ny generation kan afprøve deres Abba. Sammen med os, der var skjult og uvilligt med dengang og de, der stadig har Abbastinenser efter mammaen og tilhører en helt anden generation.

Det er sådan en ny Arrival. Måske skal jeg endda prøve, om jeg kan udtale det rigtigt, så det ikke bare lyder som en dyb afstandtagen fra nogle popikoner, der stadig kan ankomme med noget nyt.

Continue Reading

Om bandeord.

Nu læser jeg så, at engelske bandeord er ved at fortrænge de gode, grimme danske hos den unge generation. Ikke, at jeg ikke selv har lagt mærke til det, men nu er det sådan statistisk bevist. Der er tilsyneladende meget mere ungdommelig kraft i alle former for “fuck” end i halvsløve gammelmandssvinere som Fanden og sgu`.

Der er to ting, jeg sådan nostalgisk kommer til at tænke på i den forbindelse. For det første min egen allerførste, temmeligt naive, konfrontation med samme fuck. Det var i 70`erne, hvor jeg først havde tilbragt et år på en engelsk kostskole, milevis fra alt, der kunne fucke. Jeg havde i den grad opgraderet mit noget ubehjælpsomme gymnasieengelsk, men var alligevel aldrig nået til fuck, for det fandtes ikke. Derude i de privilegerede, små drenges skoleland havde vi nok lavatories ( vi havde IKKE toilets!) og table napkins (vi havde IKKE serviettes!), men vi havde på ingen måde fuck eller noget, der bare kom i nærheden. Jeg kan stadig, ved mindet, forestille mig den noget konservative inspektørs ansigt, hvis ordet havde listet sig ind på hans skole. Det var nok derfor, det ikke turde.

Året efter trak jeg rabarber op en hel sommer på en farm nede i Kent. Jeg var i øvrigt elendig til det, men det var i og for sig underordnet, da det hele drejede sig om den gode gamle devise om en husholdningsskole klods op ad en landbrugsskole. Hvis man ikke ansatte et passende antal unge piger til rabarberoptræk, gad ingen unge mænd, hvis arbejdskraft var stærkt påkrævet, jo at komme. Udover et antal unge mænd fra hele verden rummede farmen også mange lokale landbrugsmedhjælpere. Lad mig bare diplomatisk sige, at ingen af dem nogensinde havde gået på min gamle kostskole eller andre lignende fuck-fortrængende institutioner, så her blev jeg for første gang introduceret til et miljø, hvor fuck vel statistisk set udgjorde ca. hvert andet ord. Hos nogle, i alt fald.

Jeg forsvarer lige mig selv med såvel, at jeg aldrig nogensinde havde hørt det før (vi taler 70`erne!), selv om jeg da havde boet et helt år i dets hjemland allerede, som at jeg altid har dyrket en stor sproglig nysgerrighed. Jeg elsker sprog, og jeg elsker at finde ud af, hvorfor sprog opfører sig, som det/de gør. Så jeg kvindede mig op og spurgte naivt den ultimative autoritet på området–han hed Brian og sagde nærmest ikke andet end fuck–hvad det der ord egentlig betød. Jeg ved ikke, om jeg havde forventet en etymologisk udredning, men i så fald burde jeg nok have vidst, at den givetvis ikke lige ville komme fra Brian. I alt fald kiggede han bare på mig med sådan et sjofelt, skævt smil og sagde–og jeg glemmer det ALDRIG–“Do you want me to show you?” Det var så der, jeg i et splitsekund fattede, både hvad ordet betød, men også, at jeg på ingen måde ønskede, at han ville stå for en en slags anskuelighedsundervisning. Og sjældent har jeg været så flov….

Det andet, jeg ikke kan lade være med at tænke på, hænger også sammen med Brian. Og med kostskolen. Dengang, som nu, er det faktisk og stadig sådan, at velopdragne mennesker i Storbritannien ikke siger fuck. Fuck er et Brian-ord, en klassemarkør, om man vil. Det er sådan et ord, der, når det kommer ind i ens mund på britisk grund, stempler en. Fortæller om, hvor man hører til. Man bliver, mange steder, ikke taget alvorligt med fuck i bagagen, og enhver brite, fra ethvert samfundslag i et samfund, der stadig er relativt klasseopdelt i forhold til vores eget, ved godt, at hvis man vil gøre et godt indtryk, så holder man lige fuck i snor. Derudover er det et ord, som, akkurat som på kostskolen, ikke anvendes af rigtigt mange. Og de samme rigtigt mange ved lige præcis godt, hvad de tænker om folk, der bruger det.

Derfor–og nu kommer der endelig en begyndelse på en slags konklusion–har jeg brugt årevis på at prædike– for danske gymnasieelever, der stod foran en studietur til det britiske– om, ikke at bruge ordet. SLET ikke at bruge ordet. Ikke rende rundt og sige “Fuck, sikken en fed bluse.” højt i forretningerne, ” Hvor er mine fucking penge?” når de skulle betale eller i det hele taget noget som helst med det ord indblandet. Det GØR ordentlige mennesker ikke. Eller, som jeg altid plejede at sige til dem–så bliver I ligesom automatisk sat i bås med nogen, som I nok ikke overhovedet ønsker at blive sat i bås med. Nogle gange, overfor de allermest fuck-inficerede af dem, var jeg endda nødt til at fremmane ham der skinheaden med tatoveringerne og pit bull terrieren. Men det virkede. Sådan da. For fuck er så indgroet et ord hos den danske ungdom, at det bare ryger ubevidst ud. På samme måde som vi andre slipper at sgu`. Hvis vi gør.

Det er altså statistisk bevist, at de unge fucker ganske fortrinligt og meget. At vi trekvartgamle har fået Fanden og alle vores sgu`er i forældet fred. Sprog er en levende mekanisme i konstant forandring, og det er så sådan, det på den front har forandret sig. Det kan vi næppe gøre noget ved. Men vi bør advare de unge mod at slippe ordet løs, når de er i det britiske ( hvis det nogensinde igen bliver muligt at komme derover igen!), hvis de ikke vil ses af de lokale som en flok umuligheder.

De kunne jo, som en begyndelse, begynde at overveje, hvad det egentlig betyder. Og tænke på, at det sådan set ville svare til at bruge fisse, pik eller kusse i flæng som bandeord på dansk.

Jeg ville ønske, de sådan lige før afgang fik en Brian ind over, der kunne spørge dem “Do you want me to show you?”

Continue Reading

Om sne.

Det er lidt vådt, klamt og midlertidigt, men det er, trods alt, sne. Sne i en mængde, som i alt fald jeg ikke har set i flere år. Så længe den varer. Man bliver så glad af sne. Ikke nok med, at der lyser op i en mørk januar, men den indbyder også til at finde ens mere barnlige og infantile sider frem. Jeg kan stadig ikke se sne uden at gå ud i den.

Det har jeg så lige været. Ude i den. Og er nu stærkt forundret over, at vi faktisk var nogle af de eneste. Helt konkret manglede jeg børnene, for selv om de er i skolefri lockdown, så må de da godt gå ud i sneen. Faktisk: bør gå ud i sneen.

For da jeg var barn, lod vi nu aldrig nogen sne gå og falde i fred. Vi var som forårskåde køer på græs fra det første snefnug faldt og indtil, vi havde slidt det sidste op. Der var så mange ting, man kunne med og i sneen, og hvis jeg husker rigtigt, så var snelegetøj altid på vores jule-ønskelister. Dengang fik man slæder, skøjter og ski–sikkert desværre også begrundet i andre klimaforhold, men i alt fald fordi man helt konkret kunne bruge dem. Der var sne om vinteren.

Noget af det, jeg altid tænker på, når sneen falder, er forskellen på vores udendørstøj og det, man kan putte sig selv ind i i dag. Jeg erindrer datidens vintre som uhyre kolde og våde–simpelthen fordi vi havde så dårligt og meget lidt vintervenligt tøj. Dengang var thermo noget, man havde sin kaffe i, og udover halvkolde vinterjakker var det meste af vores udstyr strikket. Oftest hjemmestrikket. Sådan at der var garanti for, at det indenfor den første halve time kunne vrides. Vi gik ud at kælke i gummistøvler og cowboybukser, og overtrækstøj blev den opfindelse, der senere hen revolutionerede vores børns vinterliv. Især skøjtning var en decideret kilde til helhjertet frys. Man måtte nødvendigvis finde et stykke isbelagt vand, og nogle gange var der langt til et sådant, selv om vi nu taknemmeligt tog imod oversvømmede marker med græstuer som klare faldgruber. Vi, der havde kunstskøjter, var heldige, fordi de sjældent faldt af som den model, der skulle spændes på. Til gengæld var de hundekolde og altid for små, fordi den slags ting var noget, man arvede, og når man så havde skøjtet i timevis og skulle til at påbegynde den lange vej hjem, var man både drivvåd samt oplevede en påfaldende mangel på følelse i adskillige legemsdele. Især fingre og tæer. Det eneste, man så ikke skulle, var at hoppe i varmt vand i badekarret ( det havde de fleste, dengang) ved hjemkomst. SÅ gjorde det nas!

Men det var tider. Når vi med vores arvede ski, skøjter eller med hjemmeflækkede kælke drog afsted ud i sneen. Det var festdage. Også for gulerødderne og kartoflerne, som vi ivrigt huggede til udstående legemsdele på alle vores snemænd. Eneste skår i glæden var den absolut mandligt dominerede leg, der hed at “vaske” hinanden. Det var som regel de drenge, der til dagligt nok oplevede flest nederlag, der ivrigst gik i lag med denne storvask af pigerne. Eller de, der ikke kunne finde ud af at vise deres spirende forelskelse på anden måde end at tvære sne ud i ansigtet på den forhåbentligt kommende kæreste. Personligt hadede jeg alt dette vaskeri, og samtidig var jeg håbløs til både at konstruere og afsende snebolde. Jeg var decideret mere til kælk end storvask, mere til skøjter end boldkamp.

Så derfor undrer det mig lidt, at børn, der er så heldige at leve i thermotiden, og som aldrig er udsatte for potentielle forfrysninger i ekstremiteter eller klamvåde vanter, ikke er ude i den sne. Jeg HAR været forbi kvarterets bedste kælkebakke, og der var de i alt fald ikke. Måske har de bare intet vinterlegetøj? Det er jo noget af en satsning klimamæssigt at give sine børn kælke og skøjter i julegave, fremfor pc-ere og spil.

Men det er da også forbandet ærgerligt, at de samme børn ikke kommer ud i den sne. Hvis de bare vidste, hvad vi andre måtte igennem, fordi vi bare overhovedet ikke kunne lade være……

Continue Reading

Et sjældent syn.

For alle os, der voksede op i en af landets utallige fjord- og havbyer, var coasteren et dagligt syn rundt omkring ved de ofte travle havne. Nu ser man dem sjældent. Uhyre sjældent, faktisk. Ikke blot er der nærmest ingen af de små enmandsfirmaer, som en coaster før i tiden var, tilbage, da det meste moderne varetransport foregår på motor- og ikke havvejene. Det til trods for, at det både er dyrere og mere forurenende. Men det er selvfølgelig hurtigere og derved sikkert meget mere rentabelt.

Anyway, så så jeg en coaster i dag. Denne her. Ikke nogen prangende, men som taget ud af den efterhånden fuldt skrevne og afsluttede historie om coastere i Danmark. Jeg ved ikke, hvad den sejlede med, men jeg ved–og så–at jeg ikke var den eneste, der blev glad, oplivet og nostalgisk ved synet. Vores havnefronter og kajer, som førhen var travle arbejdsområder med spidskompetence i transport af varer, er i løbet af de sidste 20 år blevet forvandlet til moderne (og mondæne) boligområder, og kun de allerfærreste steder finder man faktisk et reelt havnemiljø som det så ud, da vi voksede op. Dengang der var liv på havnen, og havnen var et spændende sted, hvor der skete noget med masser af rigtige, levende mennesker. I modsætning til nu, hvor vores havneområder er blevet kystnære sovebyer for de, der har penge nok til en udsigt til alt andet end det, der faktisk i sin tid var et sprudlende miljø.

I min lille fjordby var der i min barndom 7-8 coastere, en slags familieforetagender, hvor far sejlede rundt med gods, mens mor og børn tog med, når de havde fri, lyst eller lejlighed. For den dygtige skipper gav det en pæn indkomst, og for alle os, der var venner med dygtige skippere, gav det eksotiske varer ( somme tider helt fra Stralsund i det daværende DDR, hvor de havde dollarbutikker) til forståelige priser. Samt de der store dåser Quality Street til jul. Og det var vel at mærke, før der overhovedet var nogen, der havde tænkt på Fleggard samt før, Quality Street blev så vammelsøde, at selv de lyserøde blev nærmest kvælende uspiselige. Jeg kan også stadig huske, da familiens første stereoanlæg kom sejlende til byen med coaster, fordi det sikkert har været importeret fra et billigere sted end lige den lokale radioforhandler, som det hed dengang.

Vi kendte vores coastere ved navn, og vi var ret godt med på, hvornår de lå i havn. Måske som en lille port til alt det, der lå udenfor vores lille verden, for selv om coasterne generelt ikke sejlede ret langt fra Danmark, så var de små symboler på en international frihed, vi slet ikke kendte dengang.

Netop det med friheden er måske også en essentiel del af næste pudsige historie. For i 70-erne og 80-erne ( primært under Anker Jørgensens regeringer) blev Kjeld Olesen en fremtrædende politiker, der endte med at være vores udenrigsminister i flere perioder. Men samme Kjeld Olesen var faktisk uddannet sømand, og da han lidt hovedkulds selv valgte at forlade politik, fik han plads som en slags styr/altmuligmand på en af de lokale coastere. Nok som den første styrmand DEN coaster nogensinde havde haft, eller i det hele taget havde brug for. Så Danmarks eks-udenrigsminister brugte en 10-15 år som menig styrmand med at sejle gods på de danske vande, og han var faktisk ret meget op i alderen, før han gik i land fra et liv, der må have været endog særdeles anderledes end det, han var vant til på Borgen. Det siges, han omsider fandt sin plads i livet på coasteren Poseidon.

Personligt mangler jeg ikke bare coasterne. Jeg mangler og savner også de travle havnemiljøer, der var så fremtrædende overalt i min barndom og ungdom. Det var dengang, havne var et sted, hvor der var liv, eksotiske indslag i form af coastere, der kom hjem, eller fremmede coastere, der kom til. Der slog man gerne lige en tur ned omkring havnen for at se de udsnit af verden, der var tilgængelige netop den dag. Til sammenligning synes i alt fald jeg ikke, der er det mindste eksotisk ved at iagttage store lastbiler, der fragter ting, og selv om jeg går ture på havnen, tiltaler de rekreative miljøer og de menneskeforladte millionærlejligheder mig slet, slet ikke på samme måde, som dengang en havn var et levende arbejdsmiljø og en igangsætter for fantasi og drømme.

Så jeg faldt lige i nostalgiens store hul ved at se den coaster. Den mindede mig om lyde, lugte og liv og om en tid, hvor det at være rentabel samt den fart, hvormed man var det, var af en helt anden betydning end i dag. Og hvor det endnu ikke var blevet trendy at bo på en havn.

Continue Reading

Om halve franskbrød og salmiakstænger.

Forleden kom vi til at snakke om halve franskbrød. Det er ikke så tit, vi gør det. I det hele taget roterer livet slet ikke på samme måde omkring halve franskbrød, som det gjorde i ens barndom. Og da jeg så skulle finde et billede som illustration til indlægget og søgte på “halvt franskbrød”, så fik jeg en overvældende mængde lækre, mangekornede, ikke-fransktalende fotos af brødtyper, som tydeligvis ikke var i familie med det, der for mig er ½ franskbrød. Dengang var de enten runde eller firkantede, med eller uden birkes. Ikke al den arrogante leflen for smagsløgene–et franskbrød var et franskbrød. Hvilket det tilsyneladende ikke er mere.

Hele snakken drejede sig nu også om noget helt andet. Nemlig selve brugen af samme franskbrød. For selv om vi nød bagerbrød ( det var langtfra hver dag, man fik det) med marmelade (hjemmelavet), pålægschokolade ( Nutella var ikke opfundet) og dyppet i puddersukker (!!!) (ved bedsteforældrene), så var det allerbedste ( uden forældreopsyn) at købe et halvt franskbrød og udhule det indefra. Rulle indmaden sammen til små, dejede klumper og spise dem. Skorpen var det mest kedelige. Den blev gemt til sidst. Nogle gange var vi endda så mætte af alt indmaden, at vi slet ikke gad spise skorpen. Så legede vi med den og bruge den som muffe eller til at kaste efter drengene, når vi i virkeligheden ville have sagt noget andet til dem og ikke turde. Jeg har hørt historier om bekendte, der puttede flødeboller (det var nu dengang, vi kaldte dem negerboller uden at fornærme nogen) ind i franskbrødshulrummene, men så avancerede var vi ikke der, hvor jeg kommer fra. Vi nøjedes med klæge klumper. Og faktisk var vi jo priviligerede ved sammenligning med nutidens børn. Jeg kan levende forestille mig, hvor ualmindeligt bøvlet det vil være at rulle et af nutidens mangekornede brød sammen til små klumper. Faktisk slet ikke umagen værd. Det problem havde vi heldigvis ikke.

I øvrigt var vi lige en generation for sent på den til at anvende halve franskbrød på endnu mere opfindsomme måder. De, der kom før os, stoppede det i håret for at frembringe flotte knolde og opsatser. Så holdt det ligesom på stadsen, når det blev placeret indeni. Vi var uopfindsomme nok til bare at spise det. Men vi fik heller aldrig mus i håret. Det hørte vi bare om, at nogen havde fået.

Og så slikkede vi salmiakstænger. Det var små, aflange stænger af salmiaklakrids ( hvad er der i øvrigt blevet af salmiakken?), som vi puttede ind i kapslerne på de mælkeflasker, som mælkemanden trofast hver morgen afleverede udenfor døren. Så kunne vi gå og slikke på det indvendige af en kapsel i timevis. Der var i øvrigt også karamelstænger, som vi slikkede i spids og rustne søm, som vi gjorde præcis det samme med. De sidste kunne ligefrem stikke, hvis de var tilstrækkeligt spidsslikkede. Og lakridsrod og spejdersnus, som vel i grunden bare var de opfejede rester efter rustne søm, der var faldet, havde slået sig og var gået i stykker.

Forleden traf jeg i en genbrugsbutik med fødselsdagfest over gratis romkugler. Sådan nogle med krymmel på. Jeg havde datteren med og huskede da lige, da jeg selv forgreb mig på godterne at spørge, om hun ikke ville have en også. Hun spiser ikke romkugler. Ligesom hun heller ikke rører studenterbrød. Det var der, jeg tænkte på, hvad min egen barndom ville have været uden! Vi levede jo næsten af alle disse bagerens gulvopfejninger, som moderne unge mennesker anser for skrotføde og uegnet til mennesker. Det er det såmænd nok også, men da jeg var barn, smagte det nu godt. Og jeg griber da gerne chancen for at genopleve min barndoms smagsløg. Selv om de var noget proletariske.

For netop dette fik mig til at tænke på, hvordan moderne børn mon ville reagere, hvis den store hyggeaften bestod af halve franskbrød til egenudhulning, salmiakstænger med tilhørende mælkekapsel efter gør-det-selv-metoden, lakridsrødder, karamelstænger, rustne søm, studenterbrød, romkugler og den halve citronvand, som plejede at være en virkelig stor social begivenhed og kun blev uddelt ved særlige lejligheder? Indledningsvis bliver det svært overhovedet at forklare dem konceptet et halvt franskbrød– og endnu sværere at vise dem et foto af samme! Givetvis skal de også have assistance til at rulle kuglerne!

Continue Reading

Om måner og mange år.

For præcis 50 år siden på denne dag var jeg også i sommerhus cirka 2 kilometer fra, hvor jeg befinder mig lige nu. Jeg har givetvis været på vej ned mod havnen, hvor en altid lyseblå træningsdragtklædt Birger holdt svømmeklub for byens børn og diverse sommerferierende ditto i havnebassinet lige bag ydermolen. Fælles barndomsminder fra Hurup inkluderer altid at have svømmet hos Birger på havnen. Det var det, vi gjorde.

Men om aftenen i dag, for 50 år siden, kørte vi hjem. Hjem til vores rigtige hus. Dengang var TV i sommerhuse en luksus forbeholdt de allerrigeste og de, der var fantasiløse nok til ikke at kunne finde ud af at spille Ludo i timevis som vi andre. For TV skulle vi nemlig se. Der skulle landes på månen, og den landing er gået over i mit livsalbum på samme uforglemmelige side som 9/11, præsident Kennedys og John Lennons død. Jeg slugte hvert sekund af dogmeserien derude fra det ydre rum og var nærmest himmelfalden over, at nogen kunne sige noget så viist som alt det med “giant leap for mankind”. Herregud, jeg var 12 og anede stadig meget lidt om, at verden vil bedrages, og at viise ord ikke sådan bare falder ned fra atmosfæren, men helt sikkert er indøvet hjemmefra, forfattet af en af dem, der senere ( men ikke endnu) kom til at hedde spindoktorer. Det var en noget grynet landing, den der på månen, og i mange år derefter var jeg da også af den formening, at månevejr er absolut lortevejr. Tilligemed at jeg var lidt træt af, at alting foregik i uægte slow motion. Hvorfor kunne de ikke bare gå ordentligt og normalt?

Det var dengang, vi holdt med amerikanerne, og russerne var de grimme. Det er så gået over. Nu holder vi ikke med nogen af dem, og de første er også gået hen og blevet farlige, fordi de ledes af en forrykt præsidents impulsive nykker. Der var kold krig i verden, sagde de voksne, og vi børn havde ikke den fjerneste ide om, hvorfor den krig lige skulle være kold og ikke udkæmpes med tanks og panservogne, som vi da kunne forstå, fordi vi var vokset op med et sandt efterslæb af krigsfilm til forherligelse af de allierede styrker i den krig, vi stadig i 60-erne var produkter af, rent ideologisk. At lande på månen var, forstod vi, at give de uhyggelige russere et ordentligt spark i røven. Og det, syntes vi så samtidig, var særdeles velfortjent, fordi samme russere havde sendt en uskyldig og lidt kær vovse til himmels. Den slags gør man ikke mod hunde. Kun fæle russere, der dermed understregede deres fatale mangel på almindelig dyrevenlighed.

Vi var bange for atombomber og u-både i havet. Og det sagdes, at der var to røde telefoner med direkte forbindelse fra Kreml til Det hvide hus, som man lige kunne bruge til at vasko hinanden, når man HAVDE trykket på atombombeknappen. Som om det ligesom hjalp ret meget. Det var derfor, det var så vigtigt at sikre sig magten, ikke blot på denne planet, men også med udvidet imperialisme helt op til månen. For, logisk nok, så kunne det land, der ejede månen, vel med rette kalde sig verdens retmæssige hersker. 100 år før var det indtagelsen af polerne, der signalerede magtstrukturen, men når nu jorden har den størrelse, som jorden nu engang har, således at man på et tidspunkt render tør for mere jord at komme først frem til, så må man nødvendigvis ud i rummet for at sikre sig mere land foran fjendens næse.

Det er underligt, nærmest lidt skræmmende, at tænke på, hvorledes ikke bare verden, men i højere grad den måde, vi ser på den, har ændret sig på de 50 år. Den kolde krig er ovre, og magtbalancen har forskubbet sig i forvirrende retning, således at alt det, der dengang var indiskutable konstanter, er blevet flydende. Det VAR nu noget lettere at forholde sig til, at russerne var de grimme og amerikanerne de gode. Allermest nok, at det er blevet så inderligt svært overhovedet at FINDE de gode i dag. Og kapløbet om at annektere rummet som satellitstater i koldkrigs-supermagterne er ligesom gået af mode. Den enorme fokus, der var på alt det derude, er, i alt fald hos menigmand og udenfor forskerkredse, stærkt aftaget, og den generelle klistring til grynet dogmefjernsyn ved enhver opsendelse af rumraketter er erstattet af at binge Netflix og HBO. I min barndom talte vi tit med himmelvendte øje om “Houston”. For nutidens børn er det, i bedste fald, en by i Texas, som givetvis kun er kendt, hvis den har været med i en serie.

Men der sad vi så og grynede os igennem Armstrongs såkaldt viise ord. Og det var stort–dengang for 50 år siden. Jeg kan stadig huske det. Og næste morgen har jeg sikkert, sammen med alle de andre børn, igen været nede at svømme hos Birger på havnen. Same procedure as every morning.

Ja, ja–ren Space Oddity. The stars look very different today……aye, aye, aye……

Continue Reading

Om Danmarks smukkeste fjord.

Det forholder sig nok sådan, at enhver fjord i Danmark er Danmarks smukkeste fjord. Det er i alt fald en titel, der hyppigt bruges om det lokale vand af samtlige lige så lokale. Jeg er ikke sådan ekspert på området. Langtfra. Og der er fjorde i Danmark, jeg nærmest ikke kender og måske endda slet ikke har besøgt. Så jeg er partisk. Meget partisk. Med det som forbehold kan jeg alligevel fastslå, at for mig er der kun en fjord, der er Danmarks smukkeste: Mariager Fjord. Og kun en fjord, der lugter af barndom.

Det er sådan en fjord, jeg nærmest har fået ind med modermælken, selv om jeg vel var tween, før jeg lærte den at kende. Eller rettere: lugtede den. For den fjord har helt sin egen lugt. Givetvis ikke ulig alle andre fjorde. Den ubestemmelige lugt af halvrådden tang og fjordbriser–det er lugten af min barndom. Det er lugten af roklub og lange aftner på fjorden, lugten af at cykle ned ad bakkerne mod byen, hvor lugten forstærkedes for hver kædeomdrejning, og lugten af at gå hjem midt om natten fra endnu et bal. Sådan en lugt, der hænger i alt–og som hænger ved hele livet, fordi man, hver gang man konfronteres med den, står næse til næse med sin egen fortid.

Jeg kan lugte den fjord, hver gang jeg kører mod den. Og så kan jeg se, sådan for det indre blik, alle de gamle træcoastere, der lå ved kajerne. Og broen, der skulle svinge ud, når de skulle ind og ud. Eller trafikkøerne gennem hele byen fra dengang, hvor samme bro var ensporet og slet ikke havde noget spor, når toget skulle over. Så måtte vi vente. Og lugte. I mange år var der også direkte udledning fra slagteriet i fjorden, hvilket såvel bidrog til lugten som gjorde, at man ind imellem fangede udefinerlige griserester med sin åre. Det sidste var klamt, meget klamt. Præcis lige så klamt som at blive smidt i fjorden, hvor bundforholdene var ikke-eksisterende i et mildest talt ulækkert mudder, og hvor man måtte bruge dagevis under bruseren for at slippe ud af sin egen fjordlugt.

Det er primært alle bakkerne, der gør netop denne fjord så smuk. Hele vejen langs fjorden rejser bakkerne sig bølgende op og ned og ud og ind mellem alle de gamle gravhøje, som vidner om, at der også i fortiden var mennesker, der syntes, her var smukt. Eller også var de ret ligeglade med æstetikken og erkendte bare, at her var et godt sted at overleve og slå sig ned. Og senere, meget senere, kom også industrien til fjorden, så den i alt fald i min barndom blev farvet kridhvid  omkring cementfabrikken, hvor selv træerne havde beskidthvide blade. I øvrigt et område, der nu er et af de mest attraktive såvel rekreativt som boligmæssigt. Det koster millioner at bo i de gamle, gule arbejderhuse, hvilket i alt fald ville have undret egnens store, store forfatter, Hans Kirk, som primært var optaget af skildringen af arbejderklassens urimelige kår på fabrikkerne.

Der er betagende smukt ved Stinesminde og i Bramslev Bakker, mens strækningen fra Mariager til Assens er et orgie i skønhed–især hvis man kører omkring Salten og Cementen, som det hedder på de egne. Mariager er en perle, som bestemt ikke fortjener en omfartsvej omkring sit yndige jeg, Hadsund er en lidt mere anonym, nyere by, som ligger vidunderligt smukt klinet op ad bakkerne og skoven, og Hobro, nå ja, den har vel også ret… Udover Mariager er det ikke byernes skyld, at fjorden er så smuk–det er meget mere den vidunderlige natur, der omgiver den og dem. Og faktisk er det alt sammen allerflottest fra fjordsiden. Det ligger en hvis indre logik i at skabe sådan en fjord–hvem eller hvad der så end har gjort det–for det er vel den indre mening, at når den nu er her, skal alting primært betragtes herfra. Og gerne fra dækket af en af de gamle træcoastere, som fjorden engang var så rig på, men som nu har måttet overgive deres laster til lastbiler og andet noget mere forurenende og betydeligt mindre farverigt og smukt.

Men det er altid lugten, der vender tilbage og rammer en lige midt i nostalgihjertet. Lugten af barndom ved Danmarks smukkeste fjord.

 

Continue Reading

Om et hus i Hobro.

Dette gamle billede har i mange år hængt i mit sommerhus. Lidt falmet, lidt kønsløst–sådan bare et hus. Uden mennesker og uden ret meget liv. Historien var, at det var min oldefars hus ved stationen i Hobro, og man smider vel ikke sådan bare lige selve sin oldefars hus ud af hoveddøren. Fra en tid, hvor det var meget moderne og tidens trend at få taget billeder af sin jordiske ejendom og få samme fint indrammet. Datidens svar på at skabe sin egen kunst, måske. Og samtidig et af den slags billeder, der bare bliver hængende, går i et med væggen og på forunderlig vis minder om børnenes børnehavekreationer, der også magter at blive hængende i årevis–og i stykkervis–fordi de er gået ind i selve husets konstruktion.

Men i går tog jeg mig sammen! Ikke til at tage det ned, men til at prøve at genfinde det. Når nu turen alligevel for en sjælden gangs skyld gik til Hobro (Jo, jeg HAR været i Hobro før, gik oven i købet i skole 3 hele år i byen engang i 70-erne, uden at det dog satte sig varige indtryk på selve byfronten!), så var et af målene at verificere, om oldefars hus mon stadig stod–samt hvor det stod!

Da samme oldefar arbejdede ved banen, var området omkring Hobro Station selvfølgelig oplagt at bruge som udgangspunkt. Og det tog heller ikke lang tid, før selve huset var fundet. For det står der endnu! I al sin umagt og meget lidt vælde, for hvad der dengang i oldefars tid nok var en anseelig bolig, er ligesom skrumpet lidt med tiden og blevet til et mindre byhus. Der er egentlig ikke meget, der har forandret sig. En dør er flyttet, nogle træer er fældet og andre vokset op, og de dengang tidssvarende vinduer er på et tidspunkt udskiftet med nogle, som i bedste fald er gået hen og blevet temmelig utidssvarende.

Jeg var fræk nok til at tage et billede af huset–sådan bare for at grovstudere ændringer. Personligt mener jeg ikke, jeg har den fjerneste lighed med en emsig indbrudstyv, der fotograferer potentielle indbrudshuse, og i øvrigt var der ikke en sjæl i nærheden. Det gik!

Men man kan jo ikke lade være med at tænke på, hvad det hus har oplevet, siden oldefar i sin tid boede i det lige efter sidste århundredskifte. Der må have været mange familier igennem netop dets flyttede hoveddør. Utallige, faktisk. Et bredt spektrum af liv på godt og ondt, som alle har set præcis det hus som hjem og hjemme. For mig er det sådan noget, der giver historien perspektiv. Noget mere end kongerækker og systemskifter.

Jeg overvejede også kort at komme tilbage på et tidspunkt, hvor der kunne være beboere hjemme i huset. Ringe på og fortælle dem, at jeg altså havde et næsten 100 år gammelt billede af deres hus. Måske ville de synes, at det var lidt sjovt. Men nu er det jo absolut ikke hver dag, jeg sådan kommer til Hobro…

Og oldefars hus har ligesom fået mere pondus der på væggen. Mere ret til at hænge der. For nu har jeg ligesom fået en slags forhold til det. I alt fald har jeg fundet det.

Continue Reading

Om dengang en kasse var–en TUNG kasse!

Jeg fandt denne kasse under oprydning ude i mit skur. Den må have stået der længe…

Den er tung som bare sodavandsfanden, men ellers i fin, fin stand. Hvilket de jo gerne er, de gamle kasser, for det var kram, de blev lavet af. Og så er de fra før, vi begyndte at hælde plastik i vores have og søer–eller i alt fald fra før, en flaskekasse bare blev til et uskønt stykke hårdt plastik.

Ydermere er den også fra en tid, hvor nærmest enhver by havde sit eget bryggeri, der skam både opererede indenfor øl og sodavand. Nogle endda også juleøl, som man så,  mest på den årstid, kunne afhente i medbragte stakitbajerflasker på 5 liter. Det var dengang, der var fest i gaden, hvis man fik Cola eller Fanta, for generelt var sodavand udelukkende til halvfine lejligheder, altid lokale og hed noget så eksotisk som Chabeso, Hindbærbrus eller Sportsvand. Og når vi var alene hjemme, der i 60-erne, bestod festen gerne af at dele en citronvand, og, hvis der virkelig var forældreløs fest, piske en æggesnaps! Samme citronvand var sikkert båret hjem i en af de gamle trækasser, for man købte sine sodavand i blandede kasser, og ingen havde fantasi til at forestille sig, at man med tiden kunne købe dem i plastikflasker på flere liter. Gudskelov, næsten!

I 70-erne var gamle ølkasser højeste mode i de kredse, jeg kom i. Jeg ved ikke, om vi reagerede på 50-ernes designermøbler eller bare var mere optagede af at make love, and not war, men det VAR faktisk muligt at møblere sin studielejlighed med næsten udelukkende trækasser. Gik bølgerne højt, blev de malet i flotte farver, der stod til alt det lilla tøj i velour, de solgte hos Sophie på Pustervig i Århus. Og faktisk oplevede kasserne endnu en renæssance i 00-erne ( og vel helt op til i dag), hvor de nærmest er blevet samlerobjekter i hipsterlejligheder. De er noget sværere at få fat i end dengang i 70-erne, så måske har min lille skønhed en god chance på DBA?

Anyway, så fortæller sådan en lille ven en god historie om verden før plastificeringen og om en barndom, hvor sodavand var noget særligt og til særlige lejligheder. Men også om, hvordan alting er blevet multinationaliseret, så Hindbærbrus er gået i sin lokale grav, mens Cola, Fanta og Sprite i plastflasker og plastkasser har overtaget og ihjelslået et træet og meget lokalt, individuelt marked.

Continue Reading
1 2 3 5