Om måner og mange år.

For præcis 50 år siden på denne dag var jeg også i sommerhus cirka 2 kilometer fra, hvor jeg befinder mig lige nu. Jeg har givetvis været på vej ned mod havnen, hvor en altid lyseblå træningsdragtklædt Birger holdt svømmeklub for byens børn og diverse sommerferierende ditto i havnebassinet lige bag ydermolen. Fælles barndomsminder fra Hurup inkluderer altid at have svømmet hos Birger på havnen. Det var det, vi gjorde.

Men om aftenen i dag, for 50 år siden, kørte vi hjem. Hjem til vores rigtige hus. Dengang var TV i sommerhuse en luksus forbeholdt de allerrigeste og de, der var fantasiløse nok til ikke at kunne finde ud af at spille Ludo i timevis som vi andre. For TV skulle vi nemlig se. Der skulle landes på månen, og den landing er gået over i mit livsalbum på samme uforglemmelige side som 9/11, præsident Kennedys og John Lennons død. Jeg slugte hvert sekund af dogmeserien derude fra det ydre rum og var nærmest himmelfalden over, at nogen kunne sige noget så viist som alt det med “giant leap for mankind”. Herregud, jeg var 12 og anede stadig meget lidt om, at verden vil bedrages, og at viise ord ikke sådan bare falder ned fra atmosfæren, men helt sikkert er indøvet hjemmefra, forfattet af en af dem, der senere ( men ikke endnu) kom til at hedde spindoktorer. Det var en noget grynet landing, den der på månen, og i mange år derefter var jeg da også af den formening, at månevejr er absolut lortevejr. Tilligemed at jeg var lidt træt af, at alting foregik i uægte slow motion. Hvorfor kunne de ikke bare gå ordentligt og normalt?

Det var dengang, vi holdt med amerikanerne, og russerne var de grimme. Det er så gået over. Nu holder vi ikke med nogen af dem, og de første er også gået hen og blevet farlige, fordi de ledes af en forrykt præsidents impulsive nykker. Der var kold krig i verden, sagde de voksne, og vi børn havde ikke den fjerneste ide om, hvorfor den krig lige skulle være kold og ikke udkæmpes med tanks og panservogne, som vi da kunne forstå, fordi vi var vokset op med et sandt efterslæb af krigsfilm til forherligelse af de allierede styrker i den krig, vi stadig i 60-erne var produkter af, rent ideologisk. At lande på månen var, forstod vi, at give de uhyggelige russere et ordentligt spark i røven. Og det, syntes vi så samtidig, var særdeles velfortjent, fordi samme russere havde sendt en uskyldig og lidt kær vovse til himmels. Den slags gør man ikke mod hunde. Kun fæle russere, der dermed understregede deres fatale mangel på almindelig dyrevenlighed.

Vi var bange for atombomber og u-både i havet. Og det sagdes, at der var to røde telefoner med direkte forbindelse fra Kreml til Det hvide hus, som man lige kunne bruge til at vasko hinanden, når man HAVDE trykket på atombombeknappen. Som om det ligesom hjalp ret meget. Det var derfor, det var så vigtigt at sikre sig magten, ikke blot på denne planet, men også med udvidet imperialisme helt op til månen. For, logisk nok, så kunne det land, der ejede månen, vel med rette kalde sig verdens retmæssige hersker. 100 år før var det indtagelsen af polerne, der signalerede magtstrukturen, men når nu jorden har den størrelse, som jorden nu engang har, således at man på et tidspunkt render tør for mere jord at komme først frem til, så må man nødvendigvis ud i rummet for at sikre sig mere land foran fjendens næse.

Det er underligt, nærmest lidt skræmmende, at tænke på, hvorledes ikke bare verden, men i højere grad den måde, vi ser på den, har ændret sig på de 50 år. Den kolde krig er ovre, og magtbalancen har forskubbet sig i forvirrende retning, således at alt det, der dengang var indiskutable konstanter, er blevet flydende. Det VAR nu noget lettere at forholde sig til, at russerne var de grimme og amerikanerne de gode. Allermest nok, at det er blevet så inderligt svært overhovedet at FINDE de gode i dag. Og kapløbet om at annektere rummet som satellitstater i koldkrigs-supermagterne er ligesom gået af mode. Den enorme fokus, der var på alt det derude, er, i alt fald hos menigmand og udenfor forskerkredse, stærkt aftaget, og den generelle klistring til grynet dogmefjernsyn ved enhver opsendelse af rumraketter er erstattet af at binge Netflix og HBO. I min barndom talte vi tit med himmelvendte øje om “Houston”. For nutidens børn er det, i bedste fald, en by i Texas, som givetvis kun er kendt, hvis den har været med i en serie.

Men der sad vi så og grynede os igennem Armstrongs såkaldt viise ord. Og det var stort–dengang for 50 år siden. Jeg kan stadig huske det. Og næste morgen har jeg sikkert, sammen med alle de andre børn, igen været nede at svømme hos Birger på havnen. Same procedure as every morning.

Ja, ja–ren Space Oddity. The stars look very different today……aye, aye, aye……

Continue Reading

Om Danmarks smukkeste fjord.

Det forholder sig nok sådan, at enhver fjord i Danmark er Danmarks smukkeste fjord. Det er i alt fald en titel, der hyppigt bruges om det lokale vand af samtlige lige så lokale. Jeg er ikke sådan ekspert på området. Langtfra. Og der er fjorde i Danmark, jeg nærmest ikke kender og måske endda slet ikke har besøgt. Så jeg er partisk. Meget partisk. Med det som forbehold kan jeg alligevel fastslå, at for mig er der kun en fjord, der er Danmarks smukkeste: Mariager Fjord. Og kun en fjord, der lugter af barndom.

Det er sådan en fjord, jeg nærmest har fået ind med modermælken, selv om jeg vel var tween, før jeg lærte den at kende. Eller rettere: lugtede den. For den fjord har helt sin egen lugt. Givetvis ikke ulig alle andre fjorde. Den ubestemmelige lugt af halvrådden tang og fjordbriser–det er lugten af min barndom. Det er lugten af roklub og lange aftner på fjorden, lugten af at cykle ned ad bakkerne mod byen, hvor lugten forstærkedes for hver kædeomdrejning, og lugten af at gå hjem midt om natten fra endnu et bal. Sådan en lugt, der hænger i alt–og som hænger ved hele livet, fordi man, hver gang man konfronteres med den, står næse til næse med sin egen fortid.

Jeg kan lugte den fjord, hver gang jeg kører mod den. Og så kan jeg se, sådan for det indre blik, alle de gamle træcoastere, der lå ved kajerne. Og broen, der skulle svinge ud, når de skulle ind og ud. Eller trafikkøerne gennem hele byen fra dengang, hvor samme bro var ensporet og slet ikke havde noget spor, når toget skulle over. Så måtte vi vente. Og lugte. I mange år var der også direkte udledning fra slagteriet i fjorden, hvilket såvel bidrog til lugten som gjorde, at man ind imellem fangede udefinerlige griserester med sin åre. Det sidste var klamt, meget klamt. Præcis lige så klamt som at blive smidt i fjorden, hvor bundforholdene var ikke-eksisterende i et mildest talt ulækkert mudder, og hvor man måtte bruge dagevis under bruseren for at slippe ud af sin egen fjordlugt.

Det er primært alle bakkerne, der gør netop denne fjord så smuk. Hele vejen langs fjorden rejser bakkerne sig bølgende op og ned og ud og ind mellem alle de gamle gravhøje, som vidner om, at der også i fortiden var mennesker, der syntes, her var smukt. Eller også var de ret ligeglade med æstetikken og erkendte bare, at her var et godt sted at overleve og slå sig ned. Og senere, meget senere, kom også industrien til fjorden, så den i alt fald i min barndom blev farvet kridhvid  omkring cementfabrikken, hvor selv træerne havde beskidthvide blade. I øvrigt et område, der nu er et af de mest attraktive såvel rekreativt som boligmæssigt. Det koster millioner at bo i de gamle, gule arbejderhuse, hvilket i alt fald ville have undret egnens store, store forfatter, Hans Kirk, som primært var optaget af skildringen af arbejderklassens urimelige kår på fabrikkerne.

Der er betagende smukt ved Stinesminde og i Bramslev Bakker, mens strækningen fra Mariager til Assens er et orgie i skønhed–især hvis man kører omkring Salten og Cementen, som det hedder på de egne. Mariager er en perle, som bestemt ikke fortjener en omfartsvej omkring sit yndige jeg, Hadsund er en lidt mere anonym, nyere by, som ligger vidunderligt smukt klinet op ad bakkerne og skoven, og Hobro, nå ja, den har vel også ret… Udover Mariager er det ikke byernes skyld, at fjorden er så smuk–det er meget mere den vidunderlige natur, der omgiver den og dem. Og faktisk er det alt sammen allerflottest fra fjordsiden. Det ligger en hvis indre logik i at skabe sådan en fjord–hvem eller hvad der så end har gjort det–for det er vel den indre mening, at når den nu er her, skal alting primært betragtes herfra. Og gerne fra dækket af en af de gamle træcoastere, som fjorden engang var så rig på, men som nu har måttet overgive deres laster til lastbiler og andet noget mere forurenende og betydeligt mindre farverigt og smukt.

Men det er altid lugten, der vender tilbage og rammer en lige midt i nostalgihjertet. Lugten af barndom ved Danmarks smukkeste fjord.

 

Continue Reading

Om et hus i Hobro.

Dette gamle billede har i mange år hængt i mit sommerhus. Lidt falmet, lidt kønsløst–sådan bare et hus. Uden mennesker og uden ret meget liv. Historien var, at det var min oldefars hus ved stationen i Hobro, og man smider vel ikke sådan bare lige selve sin oldefars hus ud af hoveddøren. Fra en tid, hvor det var meget moderne og tidens trend at få taget billeder af sin jordiske ejendom og få samme fint indrammet. Datidens svar på at skabe sin egen kunst, måske. Og samtidig et af den slags billeder, der bare bliver hængende, går i et med væggen og på forunderlig vis minder om børnenes børnehavekreationer, der også magter at blive hængende i årevis–og i stykkervis–fordi de er gået ind i selve husets konstruktion.

Men i går tog jeg mig sammen! Ikke til at tage det ned, men til at prøve at genfinde det. Når nu turen alligevel for en sjælden gangs skyld gik til Hobro (Jo, jeg HAR været i Hobro før, gik oven i købet i skole 3 hele år i byen engang i 70-erne, uden at det dog satte sig varige indtryk på selve byfronten!), så var et af målene at verificere, om oldefars hus mon stadig stod–samt hvor det stod!

Da samme oldefar arbejdede ved banen, var området omkring Hobro Station selvfølgelig oplagt at bruge som udgangspunkt. Og det tog heller ikke lang tid, før selve huset var fundet. For det står der endnu! I al sin umagt og meget lidt vælde, for hvad der dengang i oldefars tid nok var en anseelig bolig, er ligesom skrumpet lidt med tiden og blevet til et mindre byhus. Der er egentlig ikke meget, der har forandret sig. En dør er flyttet, nogle træer er fældet og andre vokset op, og de dengang tidssvarende vinduer er på et tidspunkt udskiftet med nogle, som i bedste fald er gået hen og blevet temmelig utidssvarende.

Jeg var fræk nok til at tage et billede af huset–sådan bare for at grovstudere ændringer. Personligt mener jeg ikke, jeg har den fjerneste lighed med en emsig indbrudstyv, der fotograferer potentielle indbrudshuse, og i øvrigt var der ikke en sjæl i nærheden. Det gik!

Men man kan jo ikke lade være med at tænke på, hvad det hus har oplevet, siden oldefar i sin tid boede i det lige efter sidste århundredskifte. Der må have været mange familier igennem netop dets flyttede hoveddør. Utallige, faktisk. Et bredt spektrum af liv på godt og ondt, som alle har set præcis det hus som hjem og hjemme. For mig er det sådan noget, der giver historien perspektiv. Noget mere end kongerækker og systemskifter.

Jeg overvejede også kort at komme tilbage på et tidspunkt, hvor der kunne være beboere hjemme i huset. Ringe på og fortælle dem, at jeg altså havde et næsten 100 år gammelt billede af deres hus. Måske ville de synes, at det var lidt sjovt. Men nu er det jo absolut ikke hver dag, jeg sådan kommer til Hobro…

Og oldefars hus har ligesom fået mere pondus der på væggen. Mere ret til at hænge der. For nu har jeg ligesom fået en slags forhold til det. I alt fald har jeg fundet det.

Continue Reading

Om dengang en kasse var–en TUNG kasse!

Jeg fandt denne kasse under oprydning ude i mit skur. Den må have stået der længe…

Den er tung som bare sodavandsfanden, men ellers i fin, fin stand. Hvilket de jo gerne er, de gamle kasser, for det var kram, de blev lavet af. Og så er de fra før, vi begyndte at hælde plastik i vores have og søer–eller i alt fald fra før, en flaskekasse bare blev til et uskønt stykke hårdt plastik.

Ydermere er den også fra en tid, hvor nærmest enhver by havde sit eget bryggeri, der skam både opererede indenfor øl og sodavand. Nogle endda også juleøl, som man så,  mest på den årstid, kunne afhente i medbragte stakitbajerflasker på 5 liter. Det var dengang, der var fest i gaden, hvis man fik Cola eller Fanta, for generelt var sodavand udelukkende til halvfine lejligheder, altid lokale og hed noget så eksotisk som Chabeso, Hindbærbrus eller Sportsvand. Og når vi var alene hjemme, der i 60-erne, bestod festen gerne af at dele en citronvand, og, hvis der virkelig var forældreløs fest, piske en æggesnaps! Samme citronvand var sikkert båret hjem i en af de gamle trækasser, for man købte sine sodavand i blandede kasser, og ingen havde fantasi til at forestille sig, at man med tiden kunne købe dem i plastikflasker på flere liter. Gudskelov, næsten!

I 70-erne var gamle ølkasser højeste mode i de kredse, jeg kom i. Jeg ved ikke, om vi reagerede på 50-ernes designermøbler eller bare var mere optagede af at make love, and not war, men det VAR faktisk muligt at møblere sin studielejlighed med næsten udelukkende trækasser. Gik bølgerne højt, blev de malet i flotte farver, der stod til alt det lilla tøj i velour, de solgte hos Sophie på Pustervig i Århus. Og faktisk oplevede kasserne endnu en renæssance i 00-erne ( og vel helt op til i dag), hvor de nærmest er blevet samlerobjekter i hipsterlejligheder. De er noget sværere at få fat i end dengang i 70-erne, så måske har min lille skønhed en god chance på DBA?

Anyway, så fortæller sådan en lille ven en god historie om verden før plastificeringen og om en barndom, hvor sodavand var noget særligt og til særlige lejligheder. Men også om, hvordan alting er blevet multinationaliseret, så Hindbærbrus er gået i sin lokale grav, mens Cola, Fanta og Sprite i plastflasker og plastkasser har overtaget og ihjelslået et træet og meget lokalt, individuelt marked.

Continue Reading

Om bananer i pyjamas og Aqua.

Egentlig er det flere år siden, at sommerhusets børneværelse blev omredigeret til forældresoveværelse. Det var dengang, de overdådige mængder af køjesenge i lag blev udskiftet til en mere voksen-spiselig trekvartseng, og årtiers stabler af Anders Andblade og Kinderægfigurer blev forvist til andre, mere skjulte, gemmesteder. Det betyder: Under sengen. Men væggene, dem overså vi. Eller rettere, dem abstraherer vi stadig fra. Undtagen når man lige tager et sjældent kritisk blik.

Så jeg sover stadig i selskab med bananer i pyjamas, meget unge Agua, fantasifulde kreationer af enhver art og ugens plakat fra engang i 90-erne fra Anders And. Hvad man ikke kan se på billedet er også, at min soveværelseslampe er af rispapir med hyggeligt print af små ænder i badetøj. Det kan godt være, jeg ser det, men jeg SER det ikke. Sådan erkender det, altså.

Og sådan er der så meget i ens bolig(er). I alt fald i mine. Når ting kommer ind, har de det med at skaffe sig permanent opholdstilladelse. Gerne med tillægsbevillinger på familiesammenførsel med andre ting i samme kategori. Når en ting har skaffet sig asyl på mine vægge eller hylder, begynder den gerne at gå i sort med vægfarven (hvad den så end måtte være) og bare klæbe sig til sin plads. Engang imellem oplever jeg et vågent øjeblik og erkender, at jeg stadig bor blandt fummelfingrede børnehavekreationer, primært udført i lim, og fingeraftryk fra dem, der var 3 år gamle omkring 1990. Men for det meste ser jeg det ikke. Eller rettere: jeg noterer det vist mest, hvis en ting er faldet ned eller af uransagelige grunde mangler. Sådan kan man pludselig finde sig i akut nød for den skæve påskekylling, anno 1993, der altid har hængt på køleskabet.

Men samtidig er det da også lidt sjovt pludselig at notere sig, hvad og hvem man egentlig bor i kollektiv med. Sådan rent nostalgisk. Hvis det ikke lige var for den plakat oven over mit hoved, må jeg da nok indrømme, at jeg ellers ikke i hverdagen går og skænker bananer i pyjamas de store tanker. Eller Aqua. Eller Kinderægfigurerne under sengen, som faktisk er i en stand, hvor jeg, hvis jeg gerne vil have dem i tip-top stand igen, nok skal afsætte et par dage til Kinderægfigur-gensamling. Men det var stort engang. Rigtig stort. Så stort, at det, jeg har på mine vægge, jo faktisk er væsentlige dele af mine børns barndom, som de har været så venlige at efterlade som en slags mindekatalog her hos mig. Jeg kan godt huske, hvor fascinerende de der frugter i nattøj var engang, samt hvor stort det var at erhverve den første CD med Aqua. Akkurat ligesom vi mødre nok også erindrer samtlige modediller, inklusiv de der skrækkelige aber, der suttede på fingrene over lyserøde ponyer med lilla akrylhår til Ninja skildpadder, der Gudhjælpemig var opkaldt efter renæssancens store tænkere. Jeg får da et nostalgisk kick, når jeg ind imellem finder dem, eller rester af dem, i skuffer og skabe. Eller kaster et blik på mine sommerhusvægge….

Jeg overvejer lige nu, om jeg skal iværksætte et raid på soveværelsesvæggene og omdanne dem til noget en smule mere voksent. Som 62-årig KAN man jo immervæk godt føle sig en smule sovemæssigt fejlkastet blandt sengeklare bananer og popgrupper fra 90-erne. Valget står vel mellem at dyrke sine børns længst forgangne barndom på deres vegne, eller selv at finde en mere nutidig udsmykning. Omvendt er det nu også lidt hyggeligt. Lidt sommerhusagtigt. Og så længe de små ænder i badetøj på rispapirslampen stadig holder sammen på papiret, er det vel næppe nødvendigt at udskifte den. Jeg kunne jo også rette en forespørgsel til de oprindelige ejere af pyjamasbananerne og forhøre mig, om ikke en sådan nostalgisk sjældenhed ville pynte på væggen derovre i de Københavnske brokvarterer? Kvit og frit? Dog gerne med en tillægsgevinst af de efterhånden utallige flyttekasser, der efter hvert barns flytning ender til permanent opbevaring i min kælder–efter lovning på snarlig afhentning, “når man er kommet på plads”. Jeg kan, i samme filantropiske mood, også udlove et skønsomt udvalg af Kinderægfigurer i småstykker til egen gensamling.

Eller måske skal jeg bare erkende, at bananer og Aqua er min soveskæbne i sommerhuset. Det er da også LIDT hyggeligt!

 

Continue Reading

Om arvestykker.

Nu har den så fået sit midlertidige, fuldstændigt malplacerede, ståsted ude i køkkenet blandt indholdet fra det magre barskab, løstgående krukker og skåle samt alle de andre ting, der også er blevet hjemløse i malekaosset: Bornholmeren. Arvestykket. Netop derfor har jeg fået øje på den. Ellers lever den et yderst ydmygt liv på en lidt afsides endevæg i stuen, hvor den tilsyneladende har affundet sig med sin upåfaldende skæbne gennem mange år.

Køn kan man vel næppe påstå, at den er. Den er også skrammet og lettere forslået, har det, der i DBA-sprog hedder “tydelige brugsspor”, og så kan den faktisk ikke lige præcis det, som vel er Bornholmerens fornemste opgave, nemlig at vise tiden og tikke som en gal. Heldigvis. Ingen i min generation glemmer nogensinde den slags Bornholmertikkeri, der er selve indbegrebet af, lyden af, bedsteforældre. Ikke, at bedsteforældre var enerverende og decideret lydforurenende på nogen måde, men det var alle deres ure, der både tikkede højlydt og slog med øredøvende kraft, så man blev vildt forskrækket, når det med stor præcision skete hver eneste time. Med andre ord trænger denne noget så grusomt til en gang (almue!) maling og en gammeldags urmager. Det vil desværre ikke overgå den. Men den skal nok komme hjem til sin endevæg igen. Der hører den jo ligesom til. I al sin arvestykkelighed. (Og den opmærksomme læser så selvfølgelig, at jeg valgte IKKE at skrive det sidste ord i forrige sætning med -gg- i midten!)

Den kom til os fra min gamle moster for en 15-20 år siden. Man kan vist roligt sige, at vi på det tidspunkt i al vores arvestykkegodhed forbarmede os over den. Jeg husker den som bofast hos hende gennem hele min barndom og har da også en anelse om, hvor den kan have udlevet sin ungdom. I alt fald er den gammel. Den stammer fra en tid, hvor et sådan monstrum var et prestigemøbel, som gik i arv fra generation til generation–akkurat ligesom det faktisk først var omkring efter 2. Verdenskrig, at møbler, for andre end de rigeste, blev noget, man selv valgte og købte. Førhen arvede man dem eller tog til takke med, hvad der var til overs. Hen ad vejen kom Ikea, og resten er historie….Man kan roligt konkludere, at prestigeværdien i sådan en Bornholmer har været i kraftig tilbagegang. Mange mennesker vil jo faktisk meget nødigt have en lignende klods ind i deres stylede hjem, og jeg kan da også iagttage, at hvis man går i akut Bornholmernød, kan en sådan erhverves for ganske få hundrede kroner på auktioner. Jeg har endda været vidne til flere af slagsen, som min lokale auktionarius måtte opgive at finde nye hjem til.

Da den i sin tid kom til os, var min onkel lige død. Han havde i sin tid et autoværksted, hvor man på almindelig vestjysk maner afregnede kontant. Ikke, at hans fantasi som sådan fejlede noget som helst, men med hensyn til opbevaring af samme kontanter var han nok en smule præget af clicheer. For vi fandt en stak gamle sedler dybt i Bornholmeren. Så gamle, faktisk, at jeg måtte en tur i banken for at få dem omvekslet til dagens valuta. Glemmer aldrig, da bankdamen for sjov spurgte, om jeg så havde fundet dem i Bornholmeren, og jeg så, i fuld overensstemmelse med sandheden, svarede: “Ja.” I øvrigt foranledigede samme fund, at vi nærmest dissekerede det gamle klokkeværk i småstykker i en blind tro på, at her lå den nemme vej til millionen. Det gjorde den så ikke. Der har nok højst været tale om en udskiftet lydpotte i det urværk.

Selvfølgelig har vi da diskuteret, om den skal ud. I alt fald har manden. Sælge den er jo uden for rækkevidde–vi skal vel nærmest ofre en form for erstatning eller kompensation til de, der i så fald skulle gå hjem med den. Og børnene forventes helt ærligt ikke nogensinde at komme dertil, hvor de går i Bornholmerabstinenser. Tiden er–og her scorer jeg så et billigt, sprogligt point!–ligesom løbet fra Bornholmere. Men det var jo min moster, som jeg holdt meget af, og det må vel, trods alt, give lidt til Bornholmergoodwillen. I øvrigt eksisterer der da også i vores stuer et antal rædsler fra min mands barndomshjem, som jeg stiltiende har indvilliget i at leve fordrageligt sammen med, selv om jeg da nogle gange sniger mig til at forvise en enkelt eller to til skabe og skuffer. Jeg ved godt, at ingen af dem ( eller summen af dem) tilnærmelsesvist når op på Bornholmerstørrelse i volumen, men i et ægteskab, går jeg ind for, må man ligesom både give og tage. Og leve med.

Så når hjemmet igen forlader undtagelsestilstanden, vil Bornholmeren også forlade sin midlertidige plads ved køkkenvæggen og genfinde sit lille hjørne i stuen. Der vil den så stå i al sin uskønhed og mangel på tikkeri og minde mig om min salig moster. For sådan er det med nogle arvestykker. Og det kan de jo så ligesom ikke gøre for….

 

Continue Reading

I was a Barbie Girl.

Nede i min kælder, på et fuldstændigt tophemmeligt sted ( så tophemmeligt, at end ikke jeg kan finde det!) ved jeg, at min Barbie ( altså den første og derfor allermest rigtige), min Ken og min Skipper befinder sig. Jeg er lidt i tvivl om, om Barbies bedsteveninde Midge også stadigvæk er mellem vennerne, men jeg håber det. Hun var nu altid sådan lidt af et stedbarn med forfærdeligt hår, så måske har hun lidt en ubarmhjertig dukkedød undervejs. Jeg ved også, at de allesammen har både deres originale kasser og stativer. I metal. For tilsyneladende var de ikke ret gode til at stå selv og måtte opretholdes metallisk. Det kan da ikke have været videre befordrende for selve legeeffekten….

Og så ser jeg i avisen, at Barbie fylder 60 i år. Det sætter for det første min egen alder i skræmmende perspektiv, men det åbner også op for nogle minder. Barbieerindringer, om man vil. For jeg tilhører første generation af Barbieindehavere, og det var stort at være sådan en. Altså en, der dengang havde en Barbie. Selv om det var alle små pigers ultimative legetøjsdrøm, var det langtfra enhver beskåret at få den opfyldt. Med skam mindes jeg, hvordan vi Barbiepriviligerede så ned på dem, der kun havde råd til en Sindy–eller hvad de nu hed, alle efterligningerne. Ethvert barn med den allermindste dukkeforstand kunne jo se forskel, og Barbie mængede sig bare ikke med Sindy. Det var under hendes niveau.

Mine Barbier kom ikke til som samlet familie–der var nærmere tale om datidens familiesammenføring med først en Barbie, så en Ken, så en Skipper og så hende der Midge. Ken fik jeg nu aldrig rigtigt noget forhold til. Han var i mine øjne totalt uinteressant. Mand, som han jo var, der ikke engang med vold kunne presses ned i alle de fine kjoler. For det var, for mit vedkommende, det, der talte. At klæde Barbie og den resterende feminine del af familie og vennekreds på. Som vi dog hev og sled i det dukketøj, der nok mentalt gjorde det ud for alle de cocktaildresses og brudekjoler, der på et mere realistisk plan ikke var så stor en del af vores 8-årige liv. Jeg kan stadig huske, da jeg til en fødselsdag modtog et helt skab fyldt med Barbietøj. Fuldstændigt uden logo fra Mattel, men alligevel yderst interessant, fordi jeg i timevis kunne på- og afklæde min Barbie i al stadsen. Især mindes jeg en leopardpels med tilhørende baskerhue og erindrer, at jeg i årevis ikke kunne se på Jens Jørgen Thorsen uden at komme i akut Barbiemood. Samt erkende, at af de to klædte leoparden uden sammenligning min Barbie bedst.

At få fingre i “rigtigt” Barbietøj, altså det med det eftertragtede logo fra Mattel, var et vidunder, en tøjmæssig appelsin lige ned i turbanen. For ellers gik vores provinsbarbier, indrømmet, jo primært i hjemmesyet og strikket. Jeg erindrer det som, at den samlede hær af bedstemødre og håndarbejdsskrappe tanter blev tvangsindlagt til kopiering af Barbies garderober. Der fandtes et helt bibliotek for sådanne med titler som “Tøj til Barbie”, og efter mit forråd af hjemmenørklet dukketøj at dømme,var den slags bøger absolutte bestsellere.

Barbie repræsenterede vores drømme, vores illusioner om en voksentilværelse, som vi overhovedet ikke anede, hvad indebar. Udover mængder af fint tøj, forstås, og en dresscode, der tilsyneladende ændrede sig hver halve time. Som sådan legede vi ikke med Barbie. Forstået på far-mor-og-børn-måden. Vores Barbier havde ingen børn, og Ken var mestendels forvist til et lunkent hjørne, fordi han var så kedelig. På sin vis var de alt det, vores mødre ikke var, men den vil jeg nu nødig stå på mål for psykologisk. Og hvis nogen får den tanke, at Ken henne i hjørnet kunne minde om vores fædre, så er jeg da åben for den fortolkning.

Besynderligt nok tilhører jeg både første Barbiegeneration, men også den generation, der indtil nu har taget allermest afstand fra Barbie og hele hendes univers. Mellem 70-ernes lilla bleer og vores egen selvrealisering kunne vi jo godt fornemme, at vores barndoms smukke kvinde repræsenterede alle former for patriarkalsk undertrykkelse ( henne fra hjørnet!), objektivering af kvindekroppen og fascination af materielle værdier, som enhver vel måtte tage afstand fra. For slet ikke at tale om, at Barbie var indbegrebet af og symbolet på det USA, der havde mast Vietnam, stemte på Reagan og i bund og grund var kilde til enhver forstyrrelse af verdensordenen. Fy da! Skyldfølelse overfor egen leg med påklædningsdukken med tilbagevirkende kraft.

Men min datter ønskede sig alligevel en Barbie som barn, og efter moden overvejelse–her taler vi de spæde 90-ere–anskaffede jeg en til hende. Den var ikke engang brugt. Og både hun og jeg husker til dags dato, hvad der skete. For mens mor her nok foretog sig noget andet, blev Barbie noget så kraftigt shinet op med lettere infantile tuschtatoveringer overalt på kroppen. Af den slags, der ikke kan vaskes af. Da mordyret her efterfølgende gik i fuld udblæsning ( ikke mindst pga. prisen!), var svaret, at dukken var kedelig, ikke rigtigt kunne noget ( udover at bøje ben–hvilket nogle kvinder selvfølgelig er kommet ret langt ned, indrømmet!) og trængte til kraftig, kreativ forbedring.

Det var først, da jeg ligesom havde slugt den med prisen–og i øvrigt aldrig overfor datteren selv–at jeg nok indvendigt indrømmede, hun havde ret. I grunden kan Barbie jo ikke ret meget–udover det med tøjet. I alt fald kan jeg ikke umiddelbart pege på medsøstre fra dengang i barndommen, der har fået det liv, som hun nu har haft i 60 år. Gudskelov da!

Men alligevel er Barbie en del af min barndom, som jeg vel har svært ved at slippe, når hun nu stadig opholder sig sammen med sin familie nede i min kælder. Jeg mener: Dukke Susanne og Slaskedukke Lisbeth er jo forlængst gået til de evige dukkemarker, men Barbie er i live dernede i sin æske med sit metalstativ. Noget må der jo være ved hende…….

 

Continue Reading

Skoven revisited.

Og der ligger de så–ruinerne af alt det, der står som indbegrebet af ens ungdom dengang i 70-erne, da der var lørdagsballer med levende orkestre, sjælere på sidste melodi og servitricer med små, nette forklæder. Det er næsten som at kigge ind i sig selv, hvor ruinerne af forgangen ungdom også altid har en plads. Forskellen er bare, at man selv har passet godt på den ungdom, dyrket den en smule. Der er ingen, der på nogen mulig måde har dyrket de mere og mere forfaldne ruiner af restaurant Skoven de sidste mange, mange år.

Men dengang i 70-erne var stedet på toppen af bakken med den allermest attråværdige udsigt over fjorden lørdagenes samlingssted for ungdommen hele vejen rundt om fjorden. Vel var der større byer, og vel var der mere moderne etablissementer, men Skoven kunne noget. Eller også var det bare fordi, den havde sin helt, helt egen forlystelsessyge sjæl.

At få lov til at komme i Skoven var noget, man skulle vokse sig til. Blive gammel nok til, for dengang var det sådan, at mange forældre stadig vogtede nidkært over deres afkoms ry og rygte. Især dem i de små provinsbyer. Så første gang, jeg var i Skoven, var jeg der faktisk slet ikke. Det var noget med at ligge i telt i den yderste og mest Skovnære del af haven, smugle det pæne tøj med i soveposerne og så stikke af til det forjættede Skovland, når forældrelyset oppe i huset blev slukket. Selvfølgelig var der nogen, der så os, og selvfølgelig var der nogen, der sladrede. Personligt tror jeg, det gav mig straf på en latenstid på et par måneder i forhold til min officielle skovdebut.

Men når man så først kom derind, blev man ligesom fanget. Som et uundværligt lørdagsnarkotikum, der såvel var ugens afslutningsclou, som det incitament, der gjorde, at man på baghånd kom gennem den næste uge. I begyndelsen, husker jeg, at jeg blev sat på en form for ration med hver anden lørdag. Jeg husker også, at jeg alle disse rædselsfulde lørdage uden Skov cyklede derop på min klap-sammen-Minicykel og stod udenfor for dog at indsnuse og indhøre en smule af atmosfæren. Det var vi mange, der gjorde.

Det første, man blev mødt af, var udsmiderne. Jeg husker dem som hærdebrede og decideret horisontalt udfordrede og som nogle, man bare skulle sørge for at være på enormt god fod med, for så kunne man snakke sig til at “få lov til lige at kigge ind”, hvis man en aften stod uden tilladelse fra det hjemlige og bare i den grad måtte tjekke, præcis hvad man så gik glip af. Eller rettere, HVEM man så gik glip af. På et tidspunkt var jeg uhyre interesseret i en lækker billetsælger, hvilket jo indebar en slags deltidsjob ude foran billetlugen, så jeg blev noget så hjertevenner med disse godhjertede brydertyper. Billetsælgeren skulle jo også ind imellem sælge billetter, forstås.

Når en pige skulle i Skoven, gjorde hun sit ypperste, og var alt det ypperste allerede flashet flere gange, så lånte vi tøj af hinanden. Byttede rundt, så vi sikkert alligevel allesammen har lignet hinanden. Det var jo ingen hemmelighed, at det selvfølgelig gjaldt om at score de flotteste fyre. Hermed mener jeg, at der da decideret var fyre, vi ikke syntes var flotte. For selv i det lille område var der udkanter, og os inde fra byen nedlod os aldrig, virkelig aldrig, til træskostøvler og folk, der var ankommet på knallert. Bagefter har jeg selvfølgelig tænkt over, hvordan i alverden vi kunne spotte det med knallerterne (træskostøvlerne kunne vi jo se med det blotte øje!), så måske var det bare noget, vi kunne mærke.

Det var nemlig dengang, man skulle bydes op til dans. Når Wind-Set, for det hed orkestret alle de år, jeg kom i Skoven, spillede kopier af alle hitsene, så skulle fyrene komme og spørge pænt, om man ville danse. Det var ikke specifikt legalt at sige nej, men det gjorde vi. Til træskostøvlerne og den enlige, springende hjort i hjemmestrikket akryl. Kun ganske få gange erindrer jeg selv at have spurgt om en dans, men så har jeg nok enten været overmåde forelsket eller overmåde beruset. Eller begge dele. Alligevel erindrer jeg det ikke som et stykke kønspolitisk historie med negative kvindetoner. Nærmere omvendt. Mere som fyrene som en slags statister i vores personlige udstillingsvinduer, hvilket i sig selv desværre også er enormt uflatterende.

Men man dansede med ham, der havde budt en op. Altså kun ham. Der var ingen umotiveret hoppen og springen rundt, og det mest innovative, vi kunne danse os op på, var akavede sving gennem arme. Hvilket i øvrigt også gav en smule logistiske problemer, for der var tæt, meget tæt, på dansegulvet. Men SOM vi dansede! Wind-Set var, som sagt, lokalmestre i kopier af tidens hits, og jeg kan stadig den dag i dag ikke undgå akutte strejftanker om Skoven, når jeg hører Yellow River, It Never Rains in Southern California og Sealed With a Kiss. Især Sealed With a Kiss. For det var næsten altid den, der var sidstenummer. Og sidstenummer var altid en sjæler. En form for sidste udkald til at finde aftenens kæreste, hvor man allerede før nummeret begyndte, kunne sanse panikken før lukketid. Og hvor dem med knallerterne lige så godt kunne indse, at de nok kæresteløse og slukørede kunne begynde at traske ud til køretøjerne….

Wind-Set var ikke noget dårligt orkester. Slet ikke, de spillede tidens hits på en absolut genkendelig måde, og det var vel det, de skulle. Ydermere tog de også selve arbejdet dybt alvorligt, og jeg mindes endnu engang, jeg var på skoleekskursion til KBH med det medlem af gruppen, jeg gik i klasse med, som skulle flyves hjem på midt i ekskursionen for at passe sit scenearbejde. Det var vi ret imponerede over. Der var ingen af os, der sådan bare fløj. Og at han så umiddelbart inden afrejsen fra hovedstaden brækkede sig i en utæt fletkurv på Nationalmuseet pga. alkoholiske udskejelser i storbyen, det syntes vi bare, var SÅ sejt. For vi vidste jo godt, at ingen med vilje bliver væk fra Skoven en lørdag aften. Havde vi selv været i stand til selv at flyve hjem der midt i udflugten, så havde vi da gerne ofret et Tivoli for ikke at gå glip af en lørdag i Skoven.

Der var også det med lørdagene i Skoven, at de blev en fortælling i sig selv. Vi startede allerede søndag. Så kunne vi i timevis minutiøst gennemgå, hvad lørdag aften havde budt på. Hvem vi havde snakket med, danset med, skændtes med, scoret–samt hvad alle de andre havde foretaget sig. Især dem, der havde foretaget sig noget opsigtsvækkende, noget mindeværdigt og uventet. Jeg tror ikke, vi decideret havde hitlister over forventede og opfyldte scoringer, men vi var i alt fald relativt selektive, og netop en god scoring var et samtaleemne, der kunne bruges i timevis, når vi nu alligevel skulle køre i bus timevis for at komme i skole og gik døde i at lære latinske oversættelser udenad før bygrænsen.

Der var nu noget over de provinsballer med levende orkestre, som diskotekerne aldrig har opnået. Noget, og her går jeg lidt tør for ord, men måske er “ægte” ikke helt ved siden af.

Det var sjovt, og det blev faktisk også på sigt betydningsfuldt for mange. Personligt fandt jeg aldrig en blivende kæreste i Skoven (selv om guderne skal vide, jeg fandt mange ublivende!), og det var vel heller ikke det, der var hovedformålet. Omvendt kender jeg mange, der har fundet hinanden i Skoven. Og stadig holder sammen.

Men nu ligger den der, forladt, forbrændt og ruineret som et grimt monument over alt det, der var. Tiden er tilsyneladende løbet fra levende kopiorkestre, pardans, opbydning og balkørsel på knallert. Det gjorde den vist for længe siden. Det er trist, for det var sjovt. Primært fordi det lige ramte ind i den periode i ens ungdom, hvor ens hoved var skruet sammen på en måde, så det var det, der blev livsnerven. Senere er der så kommet andre ting i livet af væsentlig mere substantiel betydning. Og når det hele så bliver alt for seriøst, så kan man jo altid danse en lille Sealed With a Kiss omkring sig selv og være 18 indeni igen.

Continue Reading

Om Edelweiss.

På torsdag skal jeg ud at flyve med Edelweiss Air. Bortset fra at jeg aldrig nogensinde har hørt om netop den flyvende blomst før, så går jeg da ud fra, maskinen dufter dejligt, ser smuk ud og flyver højt, højt over Alperne.

Men konfrontationen med et kommende flyselskab fik mine tanker til at gå i Sound of Music. Noget så øredøvende højt fik det lyden af den musik, der, om nogen, var soundtracket til en del af min barndom til at gå ind på det indre lydspor igen. For Sound of Music var ikke bare en film og noget musik, det var en oplevelse, et fællesskab og en stor, stor kærlighed.

Egentlig er historien jo bare et opkog af Askepot, med alper som substitut for kongeslotte. Eller Jane Eyre, for både Jane og Maria har vel det til fælles, at de begge er ydmyge guvernanter med store, indre kvaliteter. Og Kaptajn Trapp og Mr. Rochester er da også Byronic heroes i al deres utilnærmethed, bryskhed og farlige hemmeligheder, som kun er klog kvinde kan løse op for. Den eneste forskel, der umiddelbart springer i øjnene,er, at stakkels Maria får en tillægsbevilling på 7 børn, men Jane dog kan nøjes med et enkelt. Og så er der vel også langt i romantikken fra nedbrændte, britiske herregårde til alpinske småslotte i Disneydesign. Under alle omstændigheder er vi mange kvinder, der elsker den slags historier, hvor Frk. Ingenting stikker af med prinsen og det halve Østrig, for det giver os ligesom et spinkelt håb for, at det også kunne ske for os selv. I alt fald så længe, vi er 8.

Og når man så tilsætter musik, der er sangbar, glad og vindende. Så er DEN hjemme! Der er vel næppe heller nogen, der i deres allermest vilde fantasi kunne finde på at kalde Julie Andrews for sexet, så her appellerer vi til alle aldersgrupper. Selv om jeg måske ikke er helt sikker på, mænd generelt har haft det samme forhold til nonne-Maria som vi kvinder.

Anyway, da DEN film kom op, var det min største filmiske oplevelse til dato at se den i biografen. Derfor gentog jeg samme oplevelse flere gange. Det var helt inde i Odense, og vi måtte bruge kraftige overtalelsesevner for at få vores forældre til at bringe og afhente hver gang. At komme i biografen var ikke sådan noget, man bare GJORDE–det var overtalelse, planlægning og decideret en af årets begivenheder. Så der var ikke mange film, vi så, og da slet ikke mange film, vi så igen!

Til min fødselsdag havde jeg kun et ønske det år. Pladen! I forvejen kunne jeg jo alle sangene, men da min sangstemme mildest talt er alternativ, syntes, jeg, det kunne være helt rart med lidt backing, så jeg sådan ligesom kunne komme det rigtige sted hen. I øvrigt var det år før, jeg  lærte engelsk, så jeg ville ønske, jeg ved et tilbageblik lige kunne høre, hvad i alverden det overhovedet var, jeg gik rundt og brummede. Min søde moster, som i øvrigt altid gav mig ca. det, jeg ønskede mig, lovede højt og helligt, at den plade var på hende. Hun ville købe den og sende den til mig, så den sandelig nok skulle være fremme på dagen. Så i mange dage op til den store musikdag var det det, livet gik ud på. At vente på at komme til at eje selve pladen med Julie Andrew og alle de der børn.

I vores lille landsby var der ikke et egentligt posthus. Det var smedens mor, som i øvrigt også solgte et noget forældet-og i alt fald støvet– udvalg af legetøj fra sin dagligstue, med udstilling i sit dagligstuevindue, der stod for posten til os, men heldigvis havde man dengang også rigtige postbude, der cyklede ud med pakker. ( I øvrigt måtte man i Tatol, hvis smedens mors legetøjsudvalg var for fantasiløst. Ikke at det hjalp synderligt!) Det kunne jeg imidlertid ikke vente på, alt det cykleri. Også selvom vi boede lige rundt om hjørnet fra den lokale afdeling af datidens BR. Før konkursen, altså. Så på selve dagen spadserede jeg da bare over til smedens mor og bad om min pakke. Men den var ikke kommet! Og selv om jeg talrige gange samme dag ( gad vide, om jeg overhovedet nåede i skole?) tog turen til smeden, igen, igen, så kom den skide pakke ikke. På et tidspunkt, husker jeg, satte jeg mine trætte ben ned på fortovet udenfor smedens mors hus, hvor jeg så bare sad og ventede på min plade.I laaang tid.

Som jeg husker det, dukkede pakken først op dagen efter. Jeg burde jo have vidst, det bare var en forsmag på, hvad der ville komme, rent postmæssigt, men jeg husker nu mest min glæde, min udfrielse og mine minder om min hidtil mest forfærdelige fødselsdag på fortovet foran smedens mors hus. Det er så også den eneste fødselsdag, jeg har tilbragt netop der.

Men den var værd at vente på! Jeg har den skam endnu. Og det undrer mig, at den har overlevet så megen afspilning på datidens usle rejsegrammofoner, så mange ridser fra pick-uppen og faktisk også så megen kærlighed. I flere år var det min yndlingsplade. Så kom The Beatles…..

Der er så kommet det ud af det, at jeg kan synge med på samtlige sange fra Sound of Music. Jeg kan alle teksterne. Udenad. Ovenikøbet i min egen specielle version, for med årene opstod der jo ridser i lakken, og pick-uppen begyndte at foretage kvantespring i musikken. Hver gang jeg hører Do-re-mi, har jeg helt glemt, at andre også synger “a deer” mellem “do” og “a female deer”. Det gør jeg ikke. Jeg har en version uden. Alt dette kom mig dog til gode, da jeg for nogle år siden deltog i en sing-along i en biograf i London. Dem er der mange af, og der er utallige fans, der møder trofaste op. Det foregår på den måde, at alle møder op i Lederhosen og dirndl, hvis de altså har den slags udstyr, og så spiller filmen, mens man synger i vilden sky og danser til. Det er en oplevelse!

Og så må jeg indrømme, at jeg har svært ved at holde mig tilbage, når filmen igen, igen ( og især i julen) kommer i TV. Jeg må ligesom have den genopfrisket, selv om jeg selvfølgelig godt ved, hvordan den ender. Det er så også en af den slags film, jeg ikke ville lave om på, hvis jeg fik chancen. Der ER jo trods alt film, man sådan går og håber på ender på en lidt anden måde, end sidst man så dem, men det er altså helt fint med den der stroppetur over Alperne, væk fra de grimme nazister. Her kan man så også se, at selv om Marie er lidt fersk, troskyldig og naiv, så viser hun sig jo værd til at få den bryske Hr. Trapp, som bare bliver noget så ubrysk af at gå den der tur over bjergene. I øvrigt gik de helt til New England, Trapperne. De havde i mange år et østrigsk pensionat langt oppe i det nordlige New England, sådan i alpestil og sikkert med all inclusive jodling. Jeg mener, den sidste af alle de børn først døde fornylig, men pensionatet eksisterer skam endnu, og man kan stadig bo der, hvis man er på de kanter.

Det er dog ikke den vej, Edelweiss Air flyver. Jeg skal kun til Zürich, og turen tager kun 1½ time. Selv om de selvfølgelig burde spille Sound of Music på alle skærme, så ville det vel alligevel være helligbrøde. Vi når jo ikke slutningen alligevel, og jeg kan desværre ikke blive siddende, for jeg skal nå et andet fly…….

Continue Reading

Om tidens no-go.

Da jeg var barn, blev der til alle fester og større middage budt diverse former for cigaretter, cerutter og cigarer rundt mellem hver ret. Det blev også røget ved bordene, og det var først, da jeg var ved at være en ret moden teenager, at der opstod en uskreven regel om, at man ikke røg ved bordene. Mens andre spiste, altså. Ellers sad vi der i røg og damp. De, der var mest sjældne, var de, der ikke røg. Det blev nogle gange påtalt.

Til sådanne middage blev der som regel serveret store stege, og foregik de i private hjem, kunne en god vært(inde) eller et økonomisk velbeslået hjem kendes på størrelsen, kvaliteten og mængden af det kød, der blev serveret. Der blev mest drukket øl og snaps ved sådanne lejligheder, for det var først i 70-erne, at det blev lidt mere almindeligt at servere vin til. Gerne “Den med tyren”, “Munken” eller Palanca, som var Brugsens mærke, der–her kommer noget, jeg husker nøje!–kostede 7.85 flasken. For det meste blev der også drukket igennem, og bagefter blev der pralet med, hvor mange bilbranderter, der blev kørt hjem uden politiets opdagelse.

Og vi børn cyklede de lange veje til vores skoler, selvfølgelig gerne ad landevejene, men da også af den nærmeste rute, som gerne var den mest trafikerede. Vi var ikke helt klare på, hvad en cykelsti var. I øvrigt kendte vi slet ikke ordet cykelhjelm, og da sådan en blev introduceret, lå vi flade af grin over dens absolutte uskønhed og latterlige udformning. Hvad skulle vi med den, når vi ikke engang brugte hjelm, når vi kørte på knallert? Vi legede i skove, gamle beskyttelsesrum, på veje og gader, og ingen vidste af, hvor ualmindeligt farligt den slags sidenhen er blevet. Og når vi ikke legede, gik vi i skoler med asbestlofter, med lærere, der i min skoletids begyndelse havde ret til at slå os og havde madpakker med kødpålæg med. Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der kan erindre en cervelatpølse? Lige der må jeg så sige, at jeg er yderst taknemmelig for nutidens grøntsagstrend.

Vi tryglede vores forældre om den sidste nye mode, der givetvis var lavet af børnearbejdere i Cambodia, og det værste, man kunne udsætte os for, var “aflagt” eller nedarvet tøj. Der var trange kår for genbrug. Dengang. Vi åd os dansehåndtag og mavedeller til i pommes frites, da de endelig kom til provinsen og var himmelfaldne over amerikanske burgers (udtales med u!), selv om det på vores kanter forblev mest populært at spise bøfsandwich med brun sovs. Grillbarmad, for sådan hed delikatesserne, var til særlige lejligheder. Akkurat ligesom grøntsager. Dem betragtede vi mest som et nødvendigt onde, og de, der spiste overvældende mange af dem, var enten en smule fattige eller ikke sådan helt rigtige i hovederne. Vegetarer havde vi vist ikke lige nogen af i min provinsby. Måske blandt en religiøs sekt eller folk med kroniske tarmsygdomme, i alt fald ikke blandt helt almindelige mennesker.

Vi var også ret glade for plastik. Især var plastiklegetøj noget helt særligt fantastisk, som var meget mere indbydende end det gamle trælegetøj fra vores tidligste barndom. Og når lortet gik i stykker, smed vi det ud. I den skraldespand, hvor vi smed alt ud, for ingen kunne drømme om at sortere noget som helst.

Da vi var helt små sad vi i barnevogne uden seler, sov på maven, blev pottetrænede i 4-månedersalderen, tissede i stofbleer uden lanolinindsprøjtninger og ejede ikke en klapvogn. Men en lift havde vi. Den stod uspændt på bagsædet af den sikkerhedsseleløse bil.

Og når vi havde ferie, kørte vi gerne rundt. Det var ikke fordi, vi var miljøbevidste, at vi ikke fløj. Det var fordi, vi ikke havde råd. Men vi lukkede CO2 ud hele vejen til Harzen og Bornholm samt rundt på hjemegnen om søndagen, hvor mange “kørte en tur”, og det var skam noget positivt, noget pænt og borgerligt overhovedet at have overskud til det.

Jeg vil overhovedet ikke berøre den gamle cliche med, at det da er utroligt, at vi har overlevet. Jeg vil meget hellere sige, at det da er utroligt, så omstillingsparate vi i det hele taget har været, når man tænker på, hvad vi voksede op med. Der er jo nærmest intet af det, der er hverken lovligt eller god tone mere!

 

Continue Reading
1 2 3 5