Om min barndoms tegner.

Jeg har lige sagt farvel til mine seks platter med motiver af Kurt Ard, som nu omsider er rejst mod et nyt hjem, efter at have været til salg hos mig i over tre år. Det er både vemodigt og en lettelse.

Lad os starte bagfra med lettelsen: Jeg har egentlig aldrig vidst, hvad jeg skulle stille op med de platter–og fylde, det gjorde de jo også. Hjembragt som et kup fra en genbrugsforretning, fordi de bare talte lige ind i mig med deres løfter om evig barndom, verden uden at være gået i ulave og raske drenge, der bliver store og stærke udelukkende på en diæt af Solgryn. Men hvad skal man lige BRUGE dem til? Det gør jo ondt helt ind i nostalgihjertet at spise af den oversøde æblepige og måske endda uforvarende at ridse hende mellem Ingrid Marierne (hos Kurt Ard er der ikke oplagte andre steder at ridse!). Og hænge dem op på væggene GØR man jo ligesom bare ikke. Der sidder en kolossal psykologisk barriere mod vægophængte tallerkener og spanske souvenirs hos en overvejende del af min generation, som er flasket op mellem årgangsjuleplatter på enhver ledig endevæg. Mange af os kan stadig føle klaustrofobien bare ved synet af en uskyldig Royal Copenhagen fra 1975, så vi forviser strengt vores spisestel til skuffer og skabe. Gør vi!

Vemodet ligger så netop i dette uigenkaldelige farvel til en tid, der var engang. Eller aldrig var, fordi den primært VAR på endevæggene, i Familie-Journalen og på Solgrynpakkerne. Kurt Ard var overalt i min barndom. Han var tidens mest elskede tegner og derfor selvfølgelig den mest brugte. Hans lettere idylliserende, men sandelig også mildt ironiske og humoristiske kommentarer til dagliglivet i Danmark i 50-erne og 60-erne kom ud i alle de små hjem, fordi de netop fandtes i den type af datidens medier, der FANDT ud i alle de små hjem. Vi læste ugeblade, mange endda, og især Familie-Journalen var en konstant i vores tilværelser. Meget af vores viden var rent faktisk baseret på artikler, vi selv havde læst deri. Deri og i Samvirke, og så var det jo sandt. Platterne var en serie om “Livets realiteter” (store ord, men også med et stort gran af den Ardiske humor), hvor f.eks. “Den første kærlighed” og “Hjemme bedst” figurerede, og jeg er næsten overbevist om, at den generelle mening dengang var, at det da bare var lige præcis sådan, det hele var. Livet var faktisk ikke ret meget mere besværligt, end man selv gjorde det til. Og det gjorde Kurt Ard så ikke.

Vemodet ligger også i, at de platter har været min showcase i samtlige tre år, når jeg har været på marked. Dem, der trak folk til, og dem, der var indledningen til en rigtig god snak. Hvor har jeg dog ført lange samtaler med vildt fremmede mennesker om Familie-Journaler og Solgryn. Og om barndomme. Men allermest husker jeg den unge pige, som lidt genert spurgte mig, om hun måtte tage et billede af platterne. Selvfølgelig måtte hun det–især fordi min umiddelbare tanke var, at hun lige skulle hjem og overveje, om de skulle indlogeres i  og passede ind i hendes hus. Det var dog ikke sådan, det hang sammen. Det viste sig, at pigen var Kurt Ards barnebarn. Og billederne skulle sendes ned til tegneren, som stadig lever og bor i Sydfrankrig. Hun fortalte mig, at Ard er en lidt bitter, gammel mand, for han føler sig gemt, glemt og overset i sit fødeland–helt skruet ud af tidsånden og billedlig eksponent for en tid, vi ikke regner for noget. En tid, hvor vi–helt ulig i dag–gik efter det pæne, det ufarlige og ( i alt fald i manges øjne) det overfladiske. Og en tid, hvor man (prøv bare lige at tænke på det!) så på Familie-Journalen med HELT andre øjne, end vi gør i dag, hvor det da kræver mod for de fleste åbent at indrømme, at de læser den andre steder end hos frisøren. Og da kun i mangel af andet! Det, hun ville give sin morfar, var en visuel bekræftelse på, at nogen stadig påskønnede ham i hans hjemland!

For det gør vi jo. Godt nok med en anelse kitchnostalgi. Og på den måde, at det da er rigtigt dejligt at eje de platter, men at man (i alt fald jeg) altså ikke lige ved, hvad man skal stille op med dem. De stammer fra en tid, hvor man flashede sin påståede idyl på væggene,men det gør vi altså ikke mere. Og i skufferne har jeg desværre allerede nok overflødigheder, så mon ikke det alligevel mest er en lettelse at sende de platter til Ikast, hvor de forhåbentlig får et rigtigt spændende liv. Måske endda på en endevæg?

Continue Reading

Slet ikke en opfordring til grænsehandel, men…….

I Tyskland går de amok i hvide asparges på denne tid af året. De dyrker dem–såvel i bogstaveligste forstand som i overført betydning. Fra først i maj til ca. Skt. Hans går især det nordligste Tyskland totalt i aspargesmode med asparges overalt, aspargesruter ( a la vinruter), aspargesmenuer, aspargesfester og–nå ja, asparges med asparges på. Ikke de lidt fesne, slatne, grønne kønsløsheder, som vi herhjemme fejltager for asparges, men RIGTIGE asparges. De gode, gamle hvide stolper af velsmag.

Jeg tror, de fleste kan huske dem fra deres barndom. Fra før, de grønne substitutter fik overtaget. Måske både at hakke dem ( de gror under jorden), skrælle dem (SUK!), blanchere dem ( hvis nogen ellers kan erindre blanchering?) og undervejs spise sig en mavepine til i hovederne, der smager som nyplukkede ærter. Bare lidt bedre. Jeg kan i alt fald. Så for mig er asparges ikke bare velsmag. Det er også nostalgi for fuld skrue.

Herhjemme koster de gode, hvide asparges mellem 70 og 80 kroner kiloet. Så tror da F….., vi lader os nøje med grønlighederne! Men kører man lige over grænsen, er prisen ca. 50 kroner for 2 kilo. Næsten nok til benzinen. Og når man så alligevel er der, har jeg hørt, at der vist også skulle være andre luksusprægede besparelser at gøre.

Og så kan de grilles. Elementært, bare smid dem på risten. Eller steges i olie med gode krydderier på en pande. I øvrigt kan man gøre præcis det samme i en bakke på grillen. Selvfølgelig kan de også koges på god, gammeldags mormormaner, gerne med en lille klat smør. Faktisk er det nærmest ligegyldigt, hvad man foretager sig med dem. De smager godt på alle måder. Og har man forkøbt sig, så er der jo altid blancheringen tilbage. På den måde kan man forlænge sæsonen langt ind i vinterens aspargessupper og tarteletfyld.

Selvfølgelig opfordrer jeg ikke til grænsehandel. Det er vel nok i sig selv, at jeg praktiserer det. Jeg pipper bare lige lidt om det store aspargesland dernede…….

Continue Reading

Om 70-erfarver.

Forleden købte jeg denne, i alt fald i mine øjne, smukke lysestage på en auktion. Den var sikkert for dyr, og jeg overskred det max., jeg altid sætter for mig selv, med 50 kr. Men jeg måtte bare eje den. Og det gør jeg så nu!

Jeg ved godt, hvad der var så decideret dragende ved det Pantonske vidunder. Det var farverne. Især den lilla. Og måske en lille smule den orange. Men lilla: Lilla er min skæbnefarve, mit visuelle kendingsmærke, det farvemæssige soundtrack til hele mit liv. Som bruden, der bør bære blåt, for at alting nok skal gå rimeligt (i alt fald frem til skilsmissen), bærer jeg trofast lilla. Ikke fordi jeg er overtroisk eller føler mig i umiddelbar ægteskabelig fare. Jeg kan bare ikke lade være. Og når udsalgsjagten går ind, drages mine øjne uvægerligt direkte ind mod lilla. Lilla og blå/hvide striber. Resten må de andre for min skyld gerne slå det store tøjslag om uden min indblanding.

Sådan har det været siden 70-erne. For det var der, jeg (og måske resten af verden?) opdagede lilla. Jo, jeg gik med lilla bleer (udover kassebukser, skulderpuder og dynejakker indiskutabelt den moderne histories mest kvindefjendske modediller) og shoppede amok hos Sophie i Århus, der nærmest havde patent på lilla. Det var relativt svært at finde noget i den forretning, der ikke var lilla–eller af velour, men det gjorde så på den anden side set mit liv væsentligt lettere kun at skulle gå i en forretning. Min datter kalder den del af sin barndom, hvor jeg enerådigt bestemte hendes påklædning, sin “lilla periode”, og talrige barndomsfotos beviser med fuld styrke, at hun har fuldstændigt ret. Med drengene var det unægteligt en smule mere besværligt, men samme fotos afslører tydeligt, at det alligevel er lykkedes mig ret godt. Af forståelige årsager ser man på nyere billeder derfor heller aldrig nogle af mine børn i et farvevalg, der på nogen mulig måde nærmer sig lilla.

Men lilla var min ungdoms farve. Godt nok var der også brun og orange, man den første har aldrig appelleret til mig (jeg er ikke et brunt menneske!), og orange var måske nok en smule for skringende og skinger. Jeg tror på, at akkurat som med så forfærdeligt mange andre ting, så bliver en snert–eller et stort stykke–af de favoritter, der var så stor en del af selve ens dannelsesproces som menneske stabilt hængende over en resten af livet. De inkorporeres, nærmest som en del af ens identitet. Ydermere så integreret og ubevidst en del, så man nærmest selv ikke længere tænker over det eller lægger mærke til det. Jeg kan f.eks. stadig huske den yderst uklædelige frisure, min gamle moster, som ellers klædte sig pænt og moderne, opretholdt år ud og år ind–sikkert til fortvivlelse for mangen en frisør. Altså indtil jeg så et ungdomsbillede af hende med præcis den samme uheldige hårstil. Så faldt forklaringen.

Nu er jeg så heldigvis så priviligeret, at 70-erne lige for tiden er en del af den bærende vintagedyrkelse. Det sker jo Gudskelov ind imellem, med jævne mellemrum, at min lillahed igen bliver moderne. Og i de mellemliggende perioder må jeg så finde mig i, at jeg er på pause, på modemæssig stand-by, med MIN farve. Lykkeligvis har jeg erfaring nok til at vide, at den og jeg kommer stærkt tilbage. Det er kun et spørgsmål om tid. (Desværre gjorde det samme sig ikke gældende for min mosters frisure!)

Så jeg bliver så glad, når jeg finder sådan et stykke 70-er lysestage med udpræget lilla islæt. Det drager mig. Helt ind i min inderste sjæl, som jo nok er virkelig, virkelig lilla. Lilla som min ungdom i 70-erne.

Continue Reading

Et køkkenstykke.

Forleden fandt jeg dette køkkenstykke i korssting i mit sommerhus. Bag ved et eller andet. Jeg har selv lavet det. En lang, mørk vinter nede på mit daværende kælderværelse i en alder af ca. konfirmation og under tydelig påvirkning af de tidlige halvfjerdseres herskende vægmode. Det var en gave. Til mine forældre, som trofast har haft dette kreative mesterværk hængende på diverse køkkenvægge.

Bortset fra en smule tilforladelig vrøvl med perspektivet og en udformning af krukker, der rent glaspustningsmæssigt er såvel uforsvarlig som uladsiggørlig, er det da meget sødt. At det, med undtagelse af de svævende vindruer, er totalt ubestemmeligt med hensyn til frugt og grøntsagers art, race og væsen, må tilskrives min daværende kunstneriske frihed. Men farverne er da ganske smukke. Jeg har tydeligvis begået et antal tællefejl undervejs, men har lige så tydeligt foretaget det valg at se gennemført liberalt på dem, og må da også på et tidspunkt have taget den beslutning at lade det oprindelige mønster overgå til at være vejledende.

Det, der slår mig, når jeg ser mit korsstingede mesterværk til køkkenvæg, er, at det i grunden har været et kolossalt arbejde. Som jeg da har talt og broderet dernede i min kælder. I dag ville tanken om at påbegynde et sådant korsstings-korstog end ikke strejfe mig. Ikke nok med, at jeg nok skulle slå flere knuder på mig selv for overhovedet at lukke frugtansamlingen ind i mit hjem— jeg ville simpelthen heller ikke gide at sy alle de skæve krukker og ubestemmelige frugter. Selv om jeg nok, måske altså, kunne rette en smule op på symmetri, perspektiv og vellignethed.

Men op skal det nu. Til minde om, at jeg engang i min sene barndom har kastet mig ud i dette storslåede korsstingsprojekt. Om at jeg sgu’ da ikke lige lod mig slå ud af skæve krukker og mærkelige frugter, når jeg nu havde sat mig for, at mine forældre skulle begaves med et krukket køkkenstykke.

Ja, tiderne har skiftet en smule rent smags- og designmæssigt siden 70-erne. Det vil jeg tydeligt huske, når jeg går forbi mine skæve krukker, broderet i mit ansigts teenagesved, heroppe i sommerhuset.

 

Continue Reading

Når der går marts i minderne.

Det kommer til mig, hver gang det bliver marts. I år dog en del forsinket, fordi marts overhovedet ikke opfører sig martsagtigt. Marts i år er faktisk noget af det mest umartsede, jeg nogensinde har oplevet.

Men da jeg var barn, var marts startskuddet på en lang periode, hvor det var muligt at lege udenfor EFTER aftensmad. I begyndelsen kun ganske kort tid, men som lyset tog til, så længere og længere. Dengang legede vi nemlig udenfor, altså ude i den reelle virkelighed, og da de fleste familier spiste på samme fastlagte tidspunkt hver eneste dag–gerne 17.30 eller 18.00– var martsaftnerne startskuddet til, at den frie aftensleg kunne begynde. Så samledes vi, de fleste af kvarterets børn i alle aldre, i store flokke (der, hvor jeg kommer fra, hed det nu ikke flok, men “kyller”) og legede de lege, der var in netop det år. Rigtigt mange år var det dåsegemme, men der var også år, hvor vi gravede huler som gale eller mødtes det sted, hvor man lettest kunne lege Columbus, som var sådan en slags udvidet fangeleg. Mine erindringer har dåsegemme som tophittet, år efter år. Måske fordi man stadig kan huske, hvordan det var at støve rundt for at finde den allersidste, som bare havde gemt sig SÅ godt–langt efter mørkets frembrud og det tidspunkt, man skulle have været hjemme. Og vi støvede rundt på gaderne, ind og ud af folks haver, oppe i deres træer og nogle gange endda inde i deres skure og baghuse. Det gjorde man. Det var kun dem med de skrappeste mødre og sureste fædre, der gik hjem, før alle var fundet, og legen var slut for den aften. Vi skulle jo passe på hinanden.

Og jo, vi drillede også hinanden. Selvfølgelig gjorde vi det. Men jeg husker det mest som “dril”. Vi anede ikke, hvad det ville sige at mobbe, vi kendte ikke ordet. Måske derfor gjorde vi det så ikke, eller også er jeg inde i de erindringsforskydninger, der indebærer stribevis af varme somre og snefyldte vintre. Omvendt kan man vel–selv om mange gerne vil–næppe angribe og argumentere for, at tingene ikke var, som jeg husker dem. Hvis jeg husker dem sådan, var de jo nok sådan–for mig!

Alt dette arrangerede vi selv. De fleste af os havde aldrig sat vores ben i en børnehave og troede vist, at det var sådan et slags sted for børn, der ikke havde det ret godt eller ikke havde nogen at lege med og derfor skulle have lidt ekstra hjælp. Der var ingen pædagoger eller velmenende voksne, der forklarede os reglerne for “dåse” eller Columbus. Jeg tror, den slags gik i arv, således at vi simpelthen bare hele tiden lærte af de børn, der var ældre og mere erfarne end os selv. Det var relativt let, for disse kylre af legende børn bestod jo ikke af en jævnaldrende, homogen gruppe–nej, det var samtlige kvarterets søskendeflokke, der legede sammen på tværs af alt fra alder og køn til social klasse. Faktisk har jeg tit tænkt på, at jeg så tydeligt husker alle mine jævnaldrende kammeraters søskende. Givetvis fordi, dem legede jeg jo også med. De store tog sig af de små, og de voksne var sådan nogle, der udelukkende blandede sig, hvis man havde glemt, hvornår man skulle være hjemme. Så råbte de. Ellers fik man bare en tid med, og som storesøskende ansvaret for at få de små med hjem.

Om efteråret var det derimod “mol”, vi beskæftigede os med efter aftensmaden. Især hvis vi kunne snige os til at være ude efter mørkets frembrud. Så drog vi som hærgende horder på “mol” i andre menneskers høstmodne haver. For det første dyrkede folk dengang frugter og andre spiselige ting i deres egne haver, og for det andet havde vi da ikke sådan lige penge til at gå i Brugsen og investere i et æble. Hvis der stod frugtskåle i et hjem, var de enten underlige tilflyttere, meget rige–eller også bestod frugtskålen af dem fra haven. Vi fik ikke æbler med i skole–til nød de 50 øre til den skolemælk, som blev så ivrigt diskuteret af de voksne dengang i 60-erne. Inden de fandt på den stupide ide med at få forældrene til at købe mælkekort, som vi så pænt fik udleveret 1 af hver morgen, var det nok tvivlsomt, hvor mange 50-ører der overhovedet endte som mælkeomsatte. Der var nemlig en slikkøbmand lige ved skolen…..

Anyway, vi var af den fasttømrede overbevisning, at andre menneskers afgrøder, plukket under fordækte omstændigheder, smagte væsentligt bedre end vores egne hjemmedyrkede. Og nogle af os gik endda så vidt, at vi ved højlys dag blev grebet i at stjæle vindruer fra en slet skjult husgavl. Det kostede en stor æske chokolade til den jordmoder, ( og jeg skal da lige love for, at hun var indbegrebet, nærmest karikaturen, af en ENORM jordmoder!), der vel næppe kunne indgå at opdage tyveriet umiddelbart udenfor sit stuevindue og sådan nærmest hankede op i vores ører, da årets sparsomme vinhøst var på vej ind i os. Fra da af henlagdes al mol til mørke aftentimer og haver med synlig jordmodermangel.

Og når jeg så sidder her ved mit gadevendte vindue en martsaften EFTER aftensmaden, så er der tomt, uendeligt tomt derude på fortovene og gaderne. Det er ikke fordi, der ikke er børn i mit kvarter. De er bare ikke ude at lege. De har nok fået leget af i deres børnehaver og fritidsordninger, hvor de, nøje inddelt efter aldersgrupper, er blevet vejledt af pædagogerne i, hvad de skulle lege. Og er de endelig gået med hinanden hjem, har man vel forældre og computere til den slags. Hvilke uansvarlige forældre sender også deres børn ud og lege på gaderne? Uden at vide, hvad de lige leger, og hvem de leger med?

Det er blevet en elsket kliche for folk i min generation at sammenligne nutidens computere med datidens frie leg. Men det betyder ikke, at der ikke er noget om snakken. Allermest tænker jeg på de opdragende, formende og såvel socialiserende som sociale elementer, der lå i alle disse lege. De store opdragede på os små, og da vi selv blev de store, overtog vi som en helt naturlig ting styringen. Fordi vi næsten alle havde både mindre og større søskende med i kylret, lærte vi også at tage hensyn til andre aldersgrupper og deres umiddelbare kunnen og forståen. Hvis lillebror var med i dåsen første gang, var det en naturlig, uskrevet regel, at han gemte sig og sparkede sammen med storesøster. Så han kunne lære gamets regler. Vi var også helt på den rene med, hvem der var stærke børn, og hvem der kom fra belastede familier. Det tog vi hensyn til–i alt fald på det niveau, at når nogen var med i vores kvarters kyller, så forsvarede vi dem gerne overfor bøller fra andre nabolag. Vi vidste instinktivt, hvem der havde besværlige forældre og var OBS på, at de kom hjem til tiden, og vi lærte at finde os en plads i en gruppe. Det sidste er nok en særdeles undervurderet ting i dag! Og allermest beviste vi jo, at vi selv kunne.  Helt uden voksne. Noget så simpelt som reglerne for dåsegemme gik i arv fra søskende til søskende–ikke fra bog til bog, eller velmenende voksen til voksen.

Så denne nostalgiske martserindring er på ingen måde en nedvurdering af alle, der arbejder indenfor børneinstitutioner. Tværtimod! Sådan er verden jo blevet, og de gør alle et fantastisk stykke arbejde. Men det er samtidig er opvurdering af børnene selv. Vi KUNNE faktisk godt selv, og vi formåede at socialisere os selv på en fremragende, sjov og givende måde. OG–ikke mindst–udendørs. Efter aftensmaden. Fra marts til oktober!

 

Continue Reading

Om dengang der var vintre til.

I disse dage minder det lidt om sådan, som jeg forestiller mig, at de var. Min barndoms vintre, altså.

Da jeg var barn, havde vi altid sne om vinteren. Nogle gange uhyrligt meget, men for det meste da i alt fald nok til kælkning til husbehov. Det forholdt sig også sådan, at kælkebakkerne dengang var såvel meget længere som meget bedre og meget sjovere. Og der var altid gode forsyninger til at lave snemænd. Vi trillede kartoffelmunde og gulerodsnæser som gale, og som jeg erindrer det, havde vi hele parker befolket med snefolk i alle aldre og størrelser. Ydermere var der også et pænt hvidt overskud til sneboldkampe mod dem fra den anden klasse eller den anden vej, og til at “vaske” dem, man enten var sådan lidt varm på–eller bare ikke kunne fordrage. Sidenhen er der gået gevaldigt krymp i den slags, men i grunden betyder det vel heller ikke så meget, når der alligevel aldrig sner som i ens barndom mere.

Ligeledes frøs det også altid i min barndoms vintre. Dag og nat. Eller i alt fald så meget, at der generelt kunne løbes på skøjter fra december til næsten midt i april. I al fald som jeg husker det. Dengang var der da ikke nogen, der ikke kunne løbe på skøjter, hvad enten de var udstyret med pøbelmodellen, der vakkelvorent og usikkert skulle spændes på støvlerne eller kom fra de lidt mere priviligerede hjem rent skøjtemæssigt, hvor der var råd til kunstskøjter, der udmærkede sig ved at have støvler og skøjter i sampak-udgave. Dog aldrig forede. Derfor var det også, at man oftest købte dem 2-3 numre for store. Så kunne der være tilsvarende 2-3 par sokker indeni. Det, troede vi nemlig, hjalp!

Som jeg husker det, kunne vi nærmest ikke komme hjem fra skole hurtigt nok. Vi skulle jo ud at kælke eller stå på skøjter, og solen skinnede altid, mens vi gjorde det.

Men jeg kan også godt huske, hvor koldt det nogle gange var. Kan næsten stadig mærke følelsen af dybfrosne tæer og døde fingre. Af det tynde, tynde tøj, vi udfordrede vinteren i, for generelt var ideen lag-på-lag, og erfaringen, at selv 2-3 par tynde cowboybukser udenpå hinanden ikke giver den optimale varmeforsyning. Det blev også vådt, tøjet. Ualmindeligt sjask-hamrende-vådt. Termotøj, forede flyverdragter og dynejakker lå stadig årtier ude i fremtiden, så vi klarede os med, hvad vi havde. De fleste kan vist huske hjemture, hvor man var kommet LIDT for sent, sådan kuldemæssigt, afsted fra skøjtebanen og stred sig gennem kulden på en cykel, der blev sværere og sværere at styre med de følelsesløse fingre–og træde med de ditto fødder–mens tårerne og snottet frøs mere og mere til i hele ansigtet, og ens kæbeparti gik i 111. Og den forfærdelige smerte, når man, endelig hjemkommet, gjorde det eneste, man ikke måtte: Nemlig at nedsænke sig selv i et badekar ( ja, dengang havde rigtigt mange af os badekar!) med varmt vand. Det gjorde næsten mere ondt end selve turen hjem!

I bakspejlet har jeg altid syntes, at der ligger noget dybt uretfærdigt i, at vi, dengang der virkelig var vintre til, overhovedet ikke var tøjmæssigt udstyrede til dem. Mens vi nu, hvor det sådan er nogle pjat-vintre, vi får serveret, er ved at drukne os selv i termo-dit-og-dat—til ingen verdens nytte.

Og så ved jeg da godt, at der nok overordnet klimatisk ikke var den store forskel på vintrene dengang og nu. Sådan gennemsnitligt. Jeg ved også godt, at mine børn sikkert vil ende med præcis samme vinterminder som jeg selv, selv om de halter en vintergeneration efter mig. Og havde termotøj! Når jeg kigger ud eller går ud i disse dage, slår det mig også hvorfor. Og hvorfor er, at det jo netop er denne type vinterdage, vi alle sammen husker. Den høje himmel, solen der skinner på sneen og isen. Og lyset, der næsten jager os ud i vejret. Denne lokkende klarhed, der kalder på os.

Der var sikkert ikke umådeligt mange flere af den slags dage, da jeg var barn, end der er nu. Eller var, da mine børn var små. Men det er lige præcis de få dage, vi husker. Ved erindringsforskydninger er det dem, der bliver indbegrebet af vinter. Ikke alle de andre grå, kedelige og regnfuldt snaskede. For når det var møgvejr og kedeliggråt, gik vi jo netop ikke ud. Vi blev inde. Vi trak ikke rundt med vores kælke i styrtregn eller spændte skøjterne på, hvis der ikke var is til at bruge dem på. Det gjorde vi udelukkende, når det var frost, sne og højt, klart vintervejr, der lokkede os udenfor. Akkurat som med barndommens somre, hvor vores upålidelige erindringer har formået udelukkende at fastholde de 4-5 dage i et kalenderår, hvor vi kunne bade og generelt gøre alt det, vi ikke kunne de resterende møgvejrsdage de korte somre.

Og tak for det! I alt fald hvis man forestiller sig, at det modsatte var tilfældet. At vores erindringer udelukkende omfattede grå vinterregn i evigt mørke og somre af  permanent blæst og isnende havvand. Det er, trods alt, væsentligt mere oplivende at erindre kælke-skøjte- og badeture. Selv om det nok, statistisk, var dem, der var færrest af!

 

 

Continue Reading

Om en ikonisk kjole.

Når jeg støder over designikoner i genbrugsbutikkerne, MÅ jeg bare eje dem. Hvad jeg i øvrigt skal eje dem for, står hen i det uvisse, men de er da meget gode at fylde skabene med. Så længe der er skabe og skabsplads nok.

Jeg tænker tit, at jeg må være besat af en tilsyneladende sygelig længsel efter min egen ungdom og dens modefænomener, for jeg er–fuldstændigt immun overfor tidens ellers skiftende trends–stadig til lilla i enhver nuance, babyfløjl, velour, slag, kapper, kernelæder og flade sko. Træskostøvlerne, kasse- og gulerodsbukserne er jeg dog, til alt held, vokset fra. Den lille konservative tøjdjævel inde i mig dirigerer mig altid, og uden undtagelse, hen mod noget, der ligner noget, jeg har ejet før. Ligner noget fra 70-erne, der har forpuppet sig ud i endnu en genopfindelse.

Men så har jeg altså fundet denne Katja of Sweden kjole fra 60-erne. I selve 60-erne og 70-erne, da det nærmest var uhørt ude i provinsen, at nogen, man kendte, ejede sådan en kjole, var jeg også særdeles Katjaløs. Min mor syede selv, og hun hed ikke Katja. Men jeg vidste godt, hvem Katja var, for hun designede tøj til både Ingrid Bergman og adskillige andre Hollywoodstjerner. Hun lavede vist også en babymodel i anoreksidesign til Twiggy på et tidspunkt. Dengang var det utænkeligt, at jeg nogensinde skulle komme til at eje sådan en kjole, men forleden hang den bare lige der. Lige der for næsen af mig.

Så med en tøjmæssig forsinkelse på ca. 40-50 år har jeg fået mig en Katja. Den er tudegrim i farverne, men det betyder ingenting. Jeg skal jo ikke andet med den end at eje den. Ligesom jeg vist også ejer minimum 2 klædeskabe med Karen Millen kjoler. Dem går jeg heller aldrig i, men når jeg støder over en, må den bare med hjem til mig. Og alle sine artsfæller. Nu ved jeg godt, at Ms. Millen er særdeles nulevende og i stadig produktion (selv om hun ind imellem går fallit), men så kan det da være, der var nogen, der ville påskønne en arv af en hel garderobe festkjoler fra en stor designer, der forhåbentlig er skrevet nekrolog over, inden jeg skal herfra. Jeg kan i alt fald love, at de fleste af dem er jomfrueligt nye.

Katja døde sidste år, tussegammel. Og vel på mange måder lidt glemt, for hendes storhedstid var decideret i 60-erne og 70-erne. Men tøjet, det holder. For os, der stadig kan huske teltkjolerne og den dybe designmæssige forelskelse i lortebrun og skrigorange, er min kjole jo et ikon. Den skal have en hædersplads lige ved siden af den allerbedste fra Millen, skal den. For så kan den hænge der og aldrig blive brugt sammen med alle de andre, jeg bare MÅTTE eje.

Continue Reading

Barndom revisited.

Jeg er vild med det engelske udtryk for genbrug, “pre-loved”. Jeg ville ønske, det kunne oversættes til dansk på en måde, der indeholdt akkurat lige så meget kærlighed og affektion, men trods store anstrengelser indenfor ordpuslespil er det ikke lykkedes mig.

Disse 2 lysestager er pre-loved. De stod i vindueskarmen i mit allertidligste barndomshjem. Og når man har en baggrund blandt offentligt ansatte med en hvis portion ambitioner, var der mange barndomshjem. Vi flyttede jo efter stillingerne og senere efter økonomien.

Ikke helt sandt, dog. Dette er ikke de originale, hvis skæbne er mig totalt ubekendt, for jeg har ikke set dem siden engang i tresserne. Et kvalificeret gæt er, at de er røget på losseren sammen med alt det andet teak, som vi kørte derud i læssevis, inden Københavnerne og siden vi, med den sædvanlige trendforsinkelse på omkring 2-3 år, lærte at genelske vores teak–og nyhade os selv for at have smidt træguldet til forbrænding.

Da jeg så dem i en butik i går, blev jeg bare så glad. Nu er det jo ikke fordi, jeg har tilbragt de sidste 40-50 år i et traumatisk savn efter min barndoms lysestager. Faktisk havde jeg glemt alt om dem, indtil jeg pludselig så dem igen og opdagede, at her var noget, der tydeligt og genkendeligt var “pre-loved”. Af mig. Og forhåbentlig også af den tidligere ejer. På en helt klar, visuel måde gav de mig min barndoms vindueskarm tilbage. Og samtidig følelsen af, hvordan det var at være lige der i mit liv. Et sted, jeg ikke mentalt har været de sidste mange, mange år. Nok fordi, jeg helt konkret ikke er stødt over ting, der stod i samme vindueskarm–eller måske endda i samme stue.

Det slår mig, at jo ældre jeg bliver, desto oftere får jeg disse deja-vus fra en længst afsluttet barndom. Jeg husker også mere. Vender mere i tankerne tilbage til den tid. Det er som om, mængden af barndom er ved at blive direkte proportionel med mængden af alderdom. Sådan at forstå, at jo ældre jeg bliver, desto mere magtfulde bliver minderne fra mit tidligste liv. Ikke at alt det mellemliggende liv forsvinder, men mere at hidtil glemte, måske fortrængte eller endda nærmest udviskede lyde, dufte, ting og hændelser ofte dukker op. Nogle gange helt uprovokerede, men de allerfleste gange fordi der er konkrete ting, der leder tankerne hen på dem. Som lysestagerne.

Jeg kan pludselig huske, at jeg syntes, de var så smukke. Og så utroligt behagelige at røre ved. Måske er det derfra, min livslange fascination af forarbejdet træ stammer? Jeg legede med dem, lysestagerne, erindrer jeg. Så dem som trebenede væsner, der indgik i en fortælling inde i mit hoved, og hvis jeg rigtigt tager mig sammen og tænker som en gal, så dukker der noget op om, at de havde hvert sit køn. Jeg var ellers ikke meget til “far-mor-og -børn” clicheen som barn, og mange af mine dukker fik et noget uheldigt endeligt, som i nogle tilfælde indebar håndhændede hårbehandlinger og diverse kirurgiske eksperimenter, der ville have kunnet sikre mit legetøj livslang invalidepension, hvis den slags havde eksisteret. Men lysestagerne, dem behandlede jeg nydeligt og særdeles respektfuldt!

Hvis denne barndomserindringsproces forsætter (og det gør den jo nok!), så understøtter den for det første på fornemste vis teorien om, at konkrete minder i form af ting og sager (pre-loved!) kan give demente livsglæden tilbage. Omvendt kan den–altså indtil jeg selv ultimativt når demensen–være et pladsmæssigt og økonomisk skråplan. Sådan at forstå, at jeg, hvis jeg skal investere i alle de ting, der har været elsket og tabt undervejs i hele mit liv, så kommer jeg både til at lide under pladsmangel og konkurs. Hvis jeg, hvem gang jeg genser en elsket ting fra min barndom, bare må geneje den, så vil der blive udfordringer på pladssiden. Jeg har jo lort nok i forvejen.

Foreløbig er jeg bare glad for mine stager. Og jeg rører meget ved dem, for de er bare så ualmindeligt rare at tage i hænderne. Nu kan de komme hen og stå i min nuværende vindueskarm og minde mig om dem, jeg elskede engang. Det er så ikke helt sandt, at evigt ejes kun det tabte. De her fandt jeg da igen. Til gengæld genopdagede jeg så heller ikke min gamle kærlighed, før jeg konkret stod med dem i hænderne.

Og så håber jeg, at nogen vil opfatte det og måske ligefrem intervenere, hvis jeg skulle begynde at lege med dem. Så er det, at min barndom har overvældet min alderdom ALT for meget, og at min omgang med mine pre-loved ting er et klart signal på, at jeg ikke elsker den tilværelse og de omstændigheder, jeg rent faktisk befinder mig i.

Continue Reading

Om hunde.

Pludselig står jeg her som trekvartgammel og indser, at kun omkring 10 år af hele mit liv har været totalt hundefri. Når man er så gammel, som jeg er, er det forsvindende lidt. Og på en omvendt måde også alt for meget. Enten går man all in på hunde, eller også lader man være.

Min barndom var relativt puddelbefængt, men jeg er nødt til ( som undskyldning) at fastslå, at det lå i tidsånden, og at pudler faktisk både var moderne, populære, og at selv fornuftige mennesker frivilligt lod sig se offentligt med sådan en i snor. Jeg håber ikke, jeg fornærmer puddelejende læsere, men er nødt til at fastslå, at jeg personligt er vokset fra de små arrige sataner. Eller også var vi bare uduelige puddelejere, for vores var godt nok halvsyge i hovederne.

Før dem forsøgte vi os med terriere, men de var alt for egenrådige og lod sig gerne køre ned eller bed uskyldige avisdrenge, så vi stod med flere dyre erstatningssager indenfor avisdrengebeklædning. Udover at det satte sig som et traume, så jeg er vildt hysterisk omkring hunde og trafik, så betød det også, at vi så os om efter mere hjemmefødningede racer. Det blev så, i første omgang, Nuser, der, som man kan se, blev opkaldt efter hunden i Radisserne, men på ingen måde hverken fysisk eller mentalt havde noget til fælles med den. Den kunne, f.eks., overhovedet ikke snakke, og så var den en smule hysterisk. Måske ikke på nogen mulig måde mere end alle andre minipudler! Nuser havde helt sit eget regelsæt for tilværelsen og beviste med al tydelighed, at hunde sagtens kan overleve på småkager, chokolade og E-stoffer. Det var før, det blev kendt, at hunde ikke tåler chokolade, så det vidste den ikke. I familien bages der også hvert år Nuserkager til jul, for alle har glemt, hvad småkagen egentlig oprindeligt hedder, men ingen har glemt, at Nuser på 4 kilo som regel udryddede dejen, hvis han kunne komme til det–og overlevede. Eneste gang, den hund måtte se sig slået hjem af en fødevare, var, da han åd det stivnede andefedt efter 2 ænder en juledag. I bakspejlet må dyret virkelig have haft et aller andet med jul! I øvrigt må han ligeledes have været ved den lokale hundenummerolog, for han vedkendte sig aldrig navnet Nuser. Han lystrede udelukkende chokolade eller Nuserkage, men så kom han så også meget hurtigt! Efter ham var der Rasmus, som ( det skal dog siges til hans fordel) var en mellempuddel, og da det vist forholder sig sådan med pudler, at jo større de er, desto mere fordeler arrigskaben sig, så var han en lidt mere ydmyg hund–uden dog at fornægte sine puddelgener. Men da var jeg flyttet hjemmefra, så han blev kun sendt på ferie ( eller måske var det aflastning!) hos mig ind imellem, og jeg husker stadig, hvordan jeg prøvede at liste rundt i Botanisk Have i Århus med ham efter mørkets frembrud, rystende af angst for at møde studiekammerater!

Jeg kan stadig erindre første gang, jeg så en Retriever. Det var først i 70-erne, og det var som at få en (skønheds)åbenbaring. Sådan en af den slags “Jeg dør, hvis jeg ikke får sådan en.” Den var intet mindre end vildt eksotisk for sådan en provinstøs, der aldrig havde været over Airdaleterrierniveau, sådan hundemæssigt. Så jeg satte mig med det samme det store livsmål, at mit liv skulle bestå af Retrievere. Og resten er jo sådan set bare historie, for det kom det jo til….

Der er det med Retrievere, at de bare ser så nuttede ud. Mest som hvalpe, men som voksne kan de nu også godt gå an. Faktisk forholder det sig også sådan, at Retrievere er den hunderace, der sælger mest hundemad og hundeartikler. Bare se på emballagen. (Og jeg nævner ikke et ord om, hvad det ville indebære for salget af samme varegrupper, hvis der var placeret en minipuddel udenpå. Jeg tænker bare. I stilhed.) I øvrigt har det også været en klar fordel for ( i alt fald vores!) Retrievere, at de har set så nuttede ud. Ellers var det, indrømmet, i rigtigt mange situationer gået dem ilde!

Først var der Petrus, som var en meget lille Retriever. Vi fik ham nu også billigt, så det var nok derfor. Han var et meget beskedent dyr, som ikke gjorde meget stads af sig selv, og som elskede sit hjem og sine mennesker–når han da ikke stak af, hvad han faktisk var ret eminent til. Jeg tror aldrig, jeg fandt ud af, hvad han skulle derude i verden, men allermindst tror jeg selv, han vidste det. Faktisk var han nok bare en ualmindeligt dårlig navigator.

Da han ikke kunne mere, fik vi derimod vores sag for. Hvis vi på forhånd havde vidst, hvilken kradsbørstig bavian vi anskaffede os med Lucky, havde vi nok ladt være. Den herre indledte sin karriere hos os med at æde en nyindkøbt mobiltelefon, et stort antal kuglepenne, en Fiskars saks, en mellemstor garderobe og sin kurv–og så var niveauet ligesom sat. Vi bor stadig med møbler, der har tydelige hundebid forneden samt et skab, hvor den nederste trærand på et tidspunkt har fungeret som mellemmåltid. Lucky kom til et hus med tre halvstore børn og lagde helt fra starten ikke skjul på, hvem der bestemte indenfor matriklen. Og i det hele taget i nærområdet, for han var, sagt på en pæn måde, særdeles højrøstet, og altid parat til at indlede eller indgå i en vovvende diskussion med kvarterets hunde og mennesker. Han var et meget territorialt dyr og stak faktisk kun af den ene gang, han oppe i sommerhuset i skjul deltog i naboernes ålegilde. Mens naboerne modtog gæsterne, hvoraf der var en del, åd han de forudstegte ål, som var sat i bradepander udenfor….. Det tog så også godt og vel en uge for ham at komme over den fest! I øvrigt er han ophavsmand til udtrykket “Retrievermave”, som betyder, at alt ( altså undtagen ål i ålefedt) kan spises uden konsekvenser. Rent pædagogisk betød han også en opvågning for mig. Mens jeg forsøgte at gå til træning med ham, fik jeg et stort og indtryksfuldt indblik i, hvad det vil sige at arbejde med en elev med tydelige indlæringsvanskeligheder.

Og efter ham kom så Fozzie. Som, det husker jeg ALTID at sige, allerede var navngivet, da han flyttede ind! Han kom, da vi overhovedet, slet ikke, nogensinde skulle have en hund igen. Men så var der lige den der side på nettet, hvor han søgte efter et nyt hjem, og hvis nogen kan vovve ud over internettets grænser, så er det altså, tilsyneladende, ham. For pludselig var han her jo, og nu er vi nok nødt til at beholde ham. Det ville godt nok også blive meget tomt uden! På sin egen besynderlige, stilfærdige måde fortæller han os jo mange gange hver eneste dag, hvor ualmindeligt taknemmelig han er over, at det lige var ham, der vandt os i hundelotteriet. Og så må vi jo ligesom finde os i, at hans hovedinteresser er at rulle sig i hestepærer på heden samt at sove i ske med os et par timer efter. Han er snu, er han. For han kunne aldrig drømme om at bestige en seng, mens nogen i den er vågne—hans snigløb på senge foregår udelukkende ved 3-tiden om natten.

Når han så ikke kan mere, om forhåbentlig mange, mange år, skal vi selvfølgelig aldrig, virkelig aldrig have en hund igen. Vi er simpelthen blevet for gamle. I alt fald ikke sådan en stor Retriever.

Men måske en puddel???

Continue Reading

Om reklamer og musik.

Selv om jeg bevidst prøver at lave logistik på mit blæreafkast, er det ikke altid, jeg skal tisse, når der vises reklamer i TV. Så nogle gange, hvor jeg virkelig ikke kan stampe noget som helst fornuftigt, der varer 5½ minut, op af to-do listen, så er jeg faktisk nødt at blive siddende og overvære lortet.

Jeg er reklameallergisk i udpræget grad, grænsende til bræk-, røde knopper- og åndedrætsbesværstadiet. De fleste reklamer har den stik modsatte virkning på mig end den nok intenderede. De kan simpelthen, godt, grundigt og vedvarende, få mig til at løbe skrigende væk fra produkter, jeg ellers hidtil har set som rimeligt ufarlige.

Men det værste er alligevel, at en del firmaer er begyndt at drive blasfemisk rovdrift på de gode, gamle, vidunderlige sange og musikstykker. For tiden er der et teleselskab ( og i min optik er teleselskaber upålidelige skurke, hver og et!), som smider om sig med den pragtfulde, gamle “Musens sang” fra Mød mig på Cassiopeia. Hvad i alverden har kunstens muser at gøre med såkaldt billige telefonpriser? Og har de overhovedet LOV til sådan noget?

Jo ældre, jeg bliver, desto mere forelsket bliver jeg faktisk i alle de gamle, danske sange. Eller i alt fald et pænt uddrag af dem, for det bliver vist aldrig den store kærlighed mellem mig og den gamle gartner. Ligesom jeg nok også gerne vil have mig frabedt at blive alt for meget dus med himlens fugle. Men jeg sejler gerne med det skib, der (forhåbentlig!) skal sejle hver nat, hvor jeg kan blive vugget helt indtil, “Jomfru Daggry er på vej”, og jeg så kan nyde hende. Jeg er skudt i tekster og musik til PHs gamle viser, og så har jeg et utroligt stort, blødt punkt for den der muse, som ” bare er et fnug mellem himmel og jord”. For mig kan de give den samme lykke- og frydfølelse, som førhen var forbeholdt pop, rock og folk, og jeg skråler gladeligt med på alle teksterne.

Derfor er det, for mig, nærmest blasfemi at bruge noget så flot, så sart, så kunstnerisk smukt til en reklame for et skide teleselskab. Tror de virkelig, der også findes en muse for telefonsamtaler? For så tager de fejl! Eller har de bare valgt melodien ud af tom luft og uvidenhed, fordi den nu engang var smuk? For så er de blasfemiske! Det er nok det, der gør mig så knotten. De driver vold mod en arv, en smuk, kunstnerisk arv–fuldstændigt blottet for enhver form for pietetsfølelse eller respekt. Det er bare ikke i orden, og det gør ondt i både mine ører og min sjæl, når jeg, hvis toiletlogistikken svigter, er nødt til at overvære det.

Der er også en anden reklame, som støder mig grusomt i sit melodivalg. Jeg er ikke helt sikker på, hvad den handler om, men samtidig KAN jeg simpelthen ikke komme på en vare, der ville være god nok til at blive understøttet af Ravels Bolero. Det er som om, reklamens markedsbetingelser fuldstændigt legaliserer, at kulturarven anvendes til at sælge f.eks. teleabonnementer eller nye biler. Sådan, at når vi hører Boleroen, så får vi en uimodståelig trang til at investere i en ny Skoda ( eller hvad det nu er!). Det er ikke fair overfor alle de gamle perler.

De kan nemlig sagtens stå alene og bare være det, de er i sig selv. Fantastiske melodier, som de fleste i vores generation kan nynne med på. Og som får en nærmest uspiselig bismag ved at blive anvendt på den forbryderiske, kommercielle måde.

Det kunne være rart, om den såkaldt kreative reklamebranche kunne bevise sin egen opfindsomhed ved at komponere sine egne melodier. I stedet for at ødelægge kulturarven.

Continue Reading