Når der går marts i minderne.

Det kommer til mig, hver gang det bliver marts. I år dog en del forsinket, fordi marts overhovedet ikke opfører sig martsagtigt. Marts i år er faktisk noget af det mest umartsede, jeg nogensinde har oplevet.

Men da jeg var barn, var marts startskuddet på en lang periode, hvor det var muligt at lege udenfor EFTER aftensmad. I begyndelsen kun ganske kort tid, men som lyset tog til, så længere og længere. Dengang legede vi nemlig udenfor, altså ude i den reelle virkelighed, og da de fleste familier spiste på samme fastlagte tidspunkt hver eneste dag–gerne 17.30 eller 18.00– var martsaftnerne startskuddet til, at den frie aftensleg kunne begynde. Så samledes vi, de fleste af kvarterets børn i alle aldre, i store flokke (der, hvor jeg kommer fra, hed det nu ikke flok, men “kyller”) og legede de lege, der var in netop det år. Rigtigt mange år var det dåsegemme, men der var også år, hvor vi gravede huler som gale eller mødtes det sted, hvor man lettest kunne lege Columbus, som var sådan en slags udvidet fangeleg. Mine erindringer har dåsegemme som tophittet, år efter år. Måske fordi man stadig kan huske, hvordan det var at støve rundt for at finde den allersidste, som bare havde gemt sig SÅ godt–langt efter mørkets frembrud og det tidspunkt, man skulle have været hjemme. Og vi støvede rundt på gaderne, ind og ud af folks haver, oppe i deres træer og nogle gange endda inde i deres skure og baghuse. Det gjorde man. Det var kun dem med de skrappeste mødre og sureste fædre, der gik hjem, før alle var fundet, og legen var slut for den aften. Vi skulle jo passe på hinanden.

Og jo, vi drillede også hinanden. Selvfølgelig gjorde vi det. Men jeg husker det mest som “dril”. Vi anede ikke, hvad det ville sige at mobbe, vi kendte ikke ordet. Måske derfor gjorde vi det så ikke, eller også er jeg inde i de erindringsforskydninger, der indebærer stribevis af varme somre og snefyldte vintre. Omvendt kan man vel–selv om mange gerne vil–næppe angribe og argumentere for, at tingene ikke var, som jeg husker dem. Hvis jeg husker dem sådan, var de jo nok sådan–for mig!

Alt dette arrangerede vi selv. De fleste af os havde aldrig sat vores ben i en børnehave og troede vist, at det var sådan et slags sted for børn, der ikke havde det ret godt eller ikke havde nogen at lege med og derfor skulle have lidt ekstra hjælp. Der var ingen pædagoger eller velmenende voksne, der forklarede os reglerne for “dåse” eller Columbus. Jeg tror, den slags gik i arv, således at vi simpelthen bare hele tiden lærte af de børn, der var ældre og mere erfarne end os selv. Det var relativt let, for disse kylre af legende børn bestod jo ikke af en jævnaldrende, homogen gruppe–nej, det var samtlige kvarterets søskendeflokke, der legede sammen på tværs af alt fra alder og køn til social klasse. Faktisk har jeg tit tænkt på, at jeg så tydeligt husker alle mine jævnaldrende kammeraters søskende. Givetvis fordi, dem legede jeg jo også med. De store tog sig af de små, og de voksne var sådan nogle, der udelukkende blandede sig, hvis man havde glemt, hvornår man skulle være hjemme. Så råbte de. Ellers fik man bare en tid med, og som storesøskende ansvaret for at få de små med hjem.

Om efteråret var det derimod “mol”, vi beskæftigede os med efter aftensmaden. Især hvis vi kunne snige os til at være ude efter mørkets frembrud. Så drog vi som hærgende horder på “mol” i andre menneskers høstmodne haver. For det første dyrkede folk dengang frugter og andre spiselige ting i deres egne haver, og for det andet havde vi da ikke sådan lige penge til at gå i Brugsen og investere i et æble. Hvis der stod frugtskåle i et hjem, var de enten underlige tilflyttere, meget rige–eller også bestod frugtskålen af dem fra haven. Vi fik ikke æbler med i skole–til nød de 50 øre til den skolemælk, som blev så ivrigt diskuteret af de voksne dengang i 60-erne. Inden de fandt på den stupide ide med at få forældrene til at købe mælkekort, som vi så pænt fik udleveret 1 af hver morgen, var det nok tvivlsomt, hvor mange 50-ører der overhovedet endte som mælkeomsatte. Der var nemlig en slikkøbmand lige ved skolen…..

Anyway, vi var af den fasttømrede overbevisning, at andre menneskers afgrøder, plukket under fordækte omstændigheder, smagte væsentligt bedre end vores egne hjemmedyrkede. Og nogle af os gik endda så vidt, at vi ved højlys dag blev grebet i at stjæle vindruer fra en slet skjult husgavl. Det kostede en stor æske chokolade til den jordmoder, ( og jeg skal da lige love for, at hun var indbegrebet, nærmest karikaturen, af en ENORM jordmoder!), der vel næppe kunne indgå at opdage tyveriet umiddelbart udenfor sit stuevindue og sådan nærmest hankede op i vores ører, da årets sparsomme vinhøst var på vej ind i os. Fra da af henlagdes al mol til mørke aftentimer og haver med synlig jordmodermangel.

Og når jeg så sidder her ved mit gadevendte vindue en martsaften EFTER aftensmaden, så er der tomt, uendeligt tomt derude på fortovene og gaderne. Det er ikke fordi, der ikke er børn i mit kvarter. De er bare ikke ude at lege. De har nok fået leget af i deres børnehaver og fritidsordninger, hvor de, nøje inddelt efter aldersgrupper, er blevet vejledt af pædagogerne i, hvad de skulle lege. Og er de endelig gået med hinanden hjem, har man vel forældre og computere til den slags. Hvilke uansvarlige forældre sender også deres børn ud og lege på gaderne? Uden at vide, hvad de lige leger, og hvem de leger med?

Det er blevet en elsket kliche for folk i min generation at sammenligne nutidens computere med datidens frie leg. Men det betyder ikke, at der ikke er noget om snakken. Allermest tænker jeg på de opdragende, formende og såvel socialiserende som sociale elementer, der lå i alle disse lege. De store opdragede på os små, og da vi selv blev de store, overtog vi som en helt naturlig ting styringen. Fordi vi næsten alle havde både mindre og større søskende med i kylret, lærte vi også at tage hensyn til andre aldersgrupper og deres umiddelbare kunnen og forståen. Hvis lillebror var med i dåsen første gang, var det en naturlig, uskrevet regel, at han gemte sig og sparkede sammen med storesøster. Så han kunne lære gamets regler. Vi var også helt på den rene med, hvem der var stærke børn, og hvem der kom fra belastede familier. Det tog vi hensyn til–i alt fald på det niveau, at når nogen var med i vores kvarters kyller, så forsvarede vi dem gerne overfor bøller fra andre nabolag. Vi vidste instinktivt, hvem der havde besværlige forældre og var OBS på, at de kom hjem til tiden, og vi lærte at finde os en plads i en gruppe. Det sidste er nok en særdeles undervurderet ting i dag! Og allermest beviste vi jo, at vi selv kunne.  Helt uden voksne. Noget så simpelt som reglerne for dåsegemme gik i arv fra søskende til søskende–ikke fra bog til bog, eller velmenende voksen til voksen.

Så denne nostalgiske martserindring er på ingen måde en nedvurdering af alle, der arbejder indenfor børneinstitutioner. Tværtimod! Sådan er verden jo blevet, og de gør alle et fantastisk stykke arbejde. Men det er samtidig er opvurdering af børnene selv. Vi KUNNE faktisk godt selv, og vi formåede at socialisere os selv på en fremragende, sjov og givende måde. OG–ikke mindst–udendørs. Efter aftensmaden. Fra marts til oktober!

 

Continue Reading

Om dengang der var vintre til.

I disse dage minder det lidt om sådan, som jeg forestiller mig, at de var. Min barndoms vintre, altså.

Da jeg var barn, havde vi altid sne om vinteren. Nogle gange uhyrligt meget, men for det meste da i alt fald nok til kælkning til husbehov. Det forholdt sig også sådan, at kælkebakkerne dengang var såvel meget længere som meget bedre og meget sjovere. Og der var altid gode forsyninger til at lave snemænd. Vi trillede kartoffelmunde og gulerodsnæser som gale, og som jeg erindrer det, havde vi hele parker befolket med snefolk i alle aldre og størrelser. Ydermere var der også et pænt hvidt overskud til sneboldkampe mod dem fra den anden klasse eller den anden vej, og til at “vaske” dem, man enten var sådan lidt varm på–eller bare ikke kunne fordrage. Sidenhen er der gået gevaldigt krymp i den slags, men i grunden betyder det vel heller ikke så meget, når der alligevel aldrig sner som i ens barndom mere.

Ligeledes frøs det også altid i min barndoms vintre. Dag og nat. Eller i alt fald så meget, at der generelt kunne løbes på skøjter fra december til næsten midt i april. I al fald som jeg husker det. Dengang var der da ikke nogen, der ikke kunne løbe på skøjter, hvad enten de var udstyret med pøbelmodellen, der vakkelvorent og usikkert skulle spændes på støvlerne eller kom fra de lidt mere priviligerede hjem rent skøjtemæssigt, hvor der var råd til kunstskøjter, der udmærkede sig ved at have støvler og skøjter i sampak-udgave. Dog aldrig forede. Derfor var det også, at man oftest købte dem 2-3 numre for store. Så kunne der være tilsvarende 2-3 par sokker indeni. Det, troede vi nemlig, hjalp!

Som jeg husker det, kunne vi nærmest ikke komme hjem fra skole hurtigt nok. Vi skulle jo ud at kælke eller stå på skøjter, og solen skinnede altid, mens vi gjorde det.

Men jeg kan også godt huske, hvor koldt det nogle gange var. Kan næsten stadig mærke følelsen af dybfrosne tæer og døde fingre. Af det tynde, tynde tøj, vi udfordrede vinteren i, for generelt var ideen lag-på-lag, og erfaringen, at selv 2-3 par tynde cowboybukser udenpå hinanden ikke giver den optimale varmeforsyning. Det blev også vådt, tøjet. Ualmindeligt sjask-hamrende-vådt. Termotøj, forede flyverdragter og dynejakker lå stadig årtier ude i fremtiden, så vi klarede os med, hvad vi havde. De fleste kan vist huske hjemture, hvor man var kommet LIDT for sent, sådan kuldemæssigt, afsted fra skøjtebanen og stred sig gennem kulden på en cykel, der blev sværere og sværere at styre med de følelsesløse fingre–og træde med de ditto fødder–mens tårerne og snottet frøs mere og mere til i hele ansigtet, og ens kæbeparti gik i 111. Og den forfærdelige smerte, når man, endelig hjemkommet, gjorde det eneste, man ikke måtte: Nemlig at nedsænke sig selv i et badekar ( ja, dengang havde rigtigt mange af os badekar!) med varmt vand. Det gjorde næsten mere ondt end selve turen hjem!

I bakspejlet har jeg altid syntes, at der ligger noget dybt uretfærdigt i, at vi, dengang der virkelig var vintre til, overhovedet ikke var tøjmæssigt udstyrede til dem. Mens vi nu, hvor det sådan er nogle pjat-vintre, vi får serveret, er ved at drukne os selv i termo-dit-og-dat—til ingen verdens nytte.

Og så ved jeg da godt, at der nok overordnet klimatisk ikke var den store forskel på vintrene dengang og nu. Sådan gennemsnitligt. Jeg ved også godt, at mine børn sikkert vil ende med præcis samme vinterminder som jeg selv, selv om de halter en vintergeneration efter mig. Og havde termotøj! Når jeg kigger ud eller går ud i disse dage, slår det mig også hvorfor. Og hvorfor er, at det jo netop er denne type vinterdage, vi alle sammen husker. Den høje himmel, solen der skinner på sneen og isen. Og lyset, der næsten jager os ud i vejret. Denne lokkende klarhed, der kalder på os.

Der var sikkert ikke umådeligt mange flere af den slags dage, da jeg var barn, end der er nu. Eller var, da mine børn var små. Men det er lige præcis de få dage, vi husker. Ved erindringsforskydninger er det dem, der bliver indbegrebet af vinter. Ikke alle de andre grå, kedelige og regnfuldt snaskede. For når det var møgvejr og kedeliggråt, gik vi jo netop ikke ud. Vi blev inde. Vi trak ikke rundt med vores kælke i styrtregn eller spændte skøjterne på, hvis der ikke var is til at bruge dem på. Det gjorde vi udelukkende, når det var frost, sne og højt, klart vintervejr, der lokkede os udenfor. Akkurat som med barndommens somre, hvor vores upålidelige erindringer har formået udelukkende at fastholde de 4-5 dage i et kalenderår, hvor vi kunne bade og generelt gøre alt det, vi ikke kunne de resterende møgvejrsdage de korte somre.

Og tak for det! I alt fald hvis man forestiller sig, at det modsatte var tilfældet. At vores erindringer udelukkende omfattede grå vinterregn i evigt mørke og somre af  permanent blæst og isnende havvand. Det er, trods alt, væsentligt mere oplivende at erindre kælke-skøjte- og badeture. Selv om det nok, statistisk, var dem, der var færrest af!

 

 

Continue Reading

Om en ikonisk kjole.

Når jeg støder over designikoner i genbrugsbutikkerne, MÅ jeg bare eje dem. Hvad jeg i øvrigt skal eje dem for, står hen i det uvisse, men de er da meget gode at fylde skabene med. Så længe der er skabe og skabsplads nok.

Jeg tænker tit, at jeg må være besat af en tilsyneladende sygelig længsel efter min egen ungdom og dens modefænomener, for jeg er–fuldstændigt immun overfor tidens ellers skiftende trends–stadig til lilla i enhver nuance, babyfløjl, velour, slag, kapper, kernelæder og flade sko. Træskostøvlerne, kasse- og gulerodsbukserne er jeg dog, til alt held, vokset fra. Den lille konservative tøjdjævel inde i mig dirigerer mig altid, og uden undtagelse, hen mod noget, der ligner noget, jeg har ejet før. Ligner noget fra 70-erne, der har forpuppet sig ud i endnu en genopfindelse.

Men så har jeg altså fundet denne Katja of Sweden kjole fra 60-erne. I selve 60-erne og 70-erne, da det nærmest var uhørt ude i provinsen, at nogen, man kendte, ejede sådan en kjole, var jeg også særdeles Katjaløs. Min mor syede selv, og hun hed ikke Katja. Men jeg vidste godt, hvem Katja var, for hun designede tøj til både Ingrid Bergman og adskillige andre Hollywoodstjerner. Hun lavede vist også en babymodel i anoreksidesign til Twiggy på et tidspunkt. Dengang var det utænkeligt, at jeg nogensinde skulle komme til at eje sådan en kjole, men forleden hang den bare lige der. Lige der for næsen af mig.

Så med en tøjmæssig forsinkelse på ca. 40-50 år har jeg fået mig en Katja. Den er tudegrim i farverne, men det betyder ingenting. Jeg skal jo ikke andet med den end at eje den. Ligesom jeg vist også ejer minimum 2 klædeskabe med Karen Millen kjoler. Dem går jeg heller aldrig i, men når jeg støder over en, må den bare med hjem til mig. Og alle sine artsfæller. Nu ved jeg godt, at Ms. Millen er særdeles nulevende og i stadig produktion (selv om hun ind imellem går fallit), men så kan det da være, der var nogen, der ville påskønne en arv af en hel garderobe festkjoler fra en stor designer, der forhåbentlig er skrevet nekrolog over, inden jeg skal herfra. Jeg kan i alt fald love, at de fleste af dem er jomfrueligt nye.

Katja døde sidste år, tussegammel. Og vel på mange måder lidt glemt, for hendes storhedstid var decideret i 60-erne og 70-erne. Men tøjet, det holder. For os, der stadig kan huske teltkjolerne og den dybe designmæssige forelskelse i lortebrun og skrigorange, er min kjole jo et ikon. Den skal have en hædersplads lige ved siden af den allerbedste fra Millen, skal den. For så kan den hænge der og aldrig blive brugt sammen med alle de andre, jeg bare MÅTTE eje.

Continue Reading

Barndom revisited.

Jeg er vild med det engelske udtryk for genbrug, “pre-loved”. Jeg ville ønske, det kunne oversættes til dansk på en måde, der indeholdt akkurat lige så meget kærlighed og affektion, men trods store anstrengelser indenfor ordpuslespil er det ikke lykkedes mig.

Disse 2 lysestager er pre-loved. De stod i vindueskarmen i mit allertidligste barndomshjem. Og når man har en baggrund blandt offentligt ansatte med en hvis portion ambitioner, var der mange barndomshjem. Vi flyttede jo efter stillingerne og senere efter økonomien.

Ikke helt sandt, dog. Dette er ikke de originale, hvis skæbne er mig totalt ubekendt, for jeg har ikke set dem siden engang i tresserne. Et kvalificeret gæt er, at de er røget på losseren sammen med alt det andet teak, som vi kørte derud i læssevis, inden Københavnerne og siden vi, med den sædvanlige trendforsinkelse på omkring 2-3 år, lærte at genelske vores teak–og nyhade os selv for at have smidt træguldet til forbrænding.

Da jeg så dem i en butik i går, blev jeg bare så glad. Nu er det jo ikke fordi, jeg har tilbragt de sidste 40-50 år i et traumatisk savn efter min barndoms lysestager. Faktisk havde jeg glemt alt om dem, indtil jeg pludselig så dem igen og opdagede, at her var noget, der tydeligt og genkendeligt var “pre-loved”. Af mig. Og forhåbentlig også af den tidligere ejer. På en helt klar, visuel måde gav de mig min barndoms vindueskarm tilbage. Og samtidig følelsen af, hvordan det var at være lige der i mit liv. Et sted, jeg ikke mentalt har været de sidste mange, mange år. Nok fordi, jeg helt konkret ikke er stødt over ting, der stod i samme vindueskarm–eller måske endda i samme stue.

Det slår mig, at jo ældre jeg bliver, desto oftere får jeg disse deja-vus fra en længst afsluttet barndom. Jeg husker også mere. Vender mere i tankerne tilbage til den tid. Det er som om, mængden af barndom er ved at blive direkte proportionel med mængden af alderdom. Sådan at forstå, at jo ældre jeg bliver, desto mere magtfulde bliver minderne fra mit tidligste liv. Ikke at alt det mellemliggende liv forsvinder, men mere at hidtil glemte, måske fortrængte eller endda nærmest udviskede lyde, dufte, ting og hændelser ofte dukker op. Nogle gange helt uprovokerede, men de allerfleste gange fordi der er konkrete ting, der leder tankerne hen på dem. Som lysestagerne.

Jeg kan pludselig huske, at jeg syntes, de var så smukke. Og så utroligt behagelige at røre ved. Måske er det derfra, min livslange fascination af forarbejdet træ stammer? Jeg legede med dem, lysestagerne, erindrer jeg. Så dem som trebenede væsner, der indgik i en fortælling inde i mit hoved, og hvis jeg rigtigt tager mig sammen og tænker som en gal, så dukker der noget op om, at de havde hvert sit køn. Jeg var ellers ikke meget til “far-mor-og -børn” clicheen som barn, og mange af mine dukker fik et noget uheldigt endeligt, som i nogle tilfælde indebar håndhændede hårbehandlinger og diverse kirurgiske eksperimenter, der ville have kunnet sikre mit legetøj livslang invalidepension, hvis den slags havde eksisteret. Men lysestagerne, dem behandlede jeg nydeligt og særdeles respektfuldt!

Hvis denne barndomserindringsproces forsætter (og det gør den jo nok!), så understøtter den for det første på fornemste vis teorien om, at konkrete minder i form af ting og sager (pre-loved!) kan give demente livsglæden tilbage. Omvendt kan den–altså indtil jeg selv ultimativt når demensen–være et pladsmæssigt og økonomisk skråplan. Sådan at forstå, at jeg, hvis jeg skal investere i alle de ting, der har været elsket og tabt undervejs i hele mit liv, så kommer jeg både til at lide under pladsmangel og konkurs. Hvis jeg, hvem gang jeg genser en elsket ting fra min barndom, bare må geneje den, så vil der blive udfordringer på pladssiden. Jeg har jo lort nok i forvejen.

Foreløbig er jeg bare glad for mine stager. Og jeg rører meget ved dem, for de er bare så ualmindeligt rare at tage i hænderne. Nu kan de komme hen og stå i min nuværende vindueskarm og minde mig om dem, jeg elskede engang. Det er så ikke helt sandt, at evigt ejes kun det tabte. De her fandt jeg da igen. Til gengæld genopdagede jeg så heller ikke min gamle kærlighed, før jeg konkret stod med dem i hænderne.

Og så håber jeg, at nogen vil opfatte det og måske ligefrem intervenere, hvis jeg skulle begynde at lege med dem. Så er det, at min barndom har overvældet min alderdom ALT for meget, og at min omgang med mine pre-loved ting er et klart signal på, at jeg ikke elsker den tilværelse og de omstændigheder, jeg rent faktisk befinder mig i.

Continue Reading

Om hunde.

Pludselig står jeg her som trekvartgammel og indser, at kun omkring 10 år af hele mit liv har været totalt hundefri. Når man er så gammel, som jeg er, er det forsvindende lidt. Og på en omvendt måde også alt for meget. Enten går man all in på hunde, eller også lader man være.

Min barndom var relativt puddelbefængt, men jeg er nødt til ( som undskyldning) at fastslå, at det lå i tidsånden, og at pudler faktisk både var moderne, populære, og at selv fornuftige mennesker frivilligt lod sig se offentligt med sådan en i snor. Jeg håber ikke, jeg fornærmer puddelejende læsere, men er nødt til at fastslå, at jeg personligt er vokset fra de små arrige sataner. Eller også var vi bare uduelige puddelejere, for vores var godt nok halvsyge i hovederne.

Før dem forsøgte vi os med terriere, men de var alt for egenrådige og lod sig gerne køre ned eller bed uskyldige avisdrenge, så vi stod med flere dyre erstatningssager indenfor avisdrengebeklædning. Udover at det satte sig som et traume, så jeg er vildt hysterisk omkring hunde og trafik, så betød det også, at vi så os om efter mere hjemmefødningede racer. Det blev så, i første omgang, Nuser, der, som man kan se, blev opkaldt efter hunden i Radisserne, men på ingen måde hverken fysisk eller mentalt havde noget til fælles med den. Den kunne, f.eks., overhovedet ikke snakke, og så var den en smule hysterisk. Måske ikke på nogen mulig måde mere end alle andre minipudler! Nuser havde helt sit eget regelsæt for tilværelsen og beviste med al tydelighed, at hunde sagtens kan overleve på småkager, chokolade og E-stoffer. Det var før, det blev kendt, at hunde ikke tåler chokolade, så det vidste den ikke. I familien bages der også hvert år Nuserkager til jul, for alle har glemt, hvad småkagen egentlig oprindeligt hedder, men ingen har glemt, at Nuser på 4 kilo som regel udryddede dejen, hvis han kunne komme til det–og overlevede. Eneste gang, den hund måtte se sig slået hjem af en fødevare, var, da han åd det stivnede andefedt efter 2 ænder en juledag. I bakspejlet må dyret virkelig have haft et aller andet med jul! I øvrigt må han ligeledes have været ved den lokale hundenummerolog, for han vedkendte sig aldrig navnet Nuser. Han lystrede udelukkende chokolade eller Nuserkage, men så kom han så også meget hurtigt! Efter ham var der Rasmus, som ( det skal dog siges til hans fordel) var en mellempuddel, og da det vist forholder sig sådan med pudler, at jo større de er, desto mere fordeler arrigskaben sig, så var han en lidt mere ydmyg hund–uden dog at fornægte sine puddelgener. Men da var jeg flyttet hjemmefra, så han blev kun sendt på ferie ( eller måske var det aflastning!) hos mig ind imellem, og jeg husker stadig, hvordan jeg prøvede at liste rundt i Botanisk Have i Århus med ham efter mørkets frembrud, rystende af angst for at møde studiekammerater!

Jeg kan stadig erindre første gang, jeg så en Retriever. Det var først i 70-erne, og det var som at få en (skønheds)åbenbaring. Sådan en af den slags “Jeg dør, hvis jeg ikke får sådan en.” Den var intet mindre end vildt eksotisk for sådan en provinstøs, der aldrig havde været over Airdaleterrierniveau, sådan hundemæssigt. Så jeg satte mig med det samme det store livsmål, at mit liv skulle bestå af Retrievere. Og resten er jo sådan set bare historie, for det kom det jo til….

Der er det med Retrievere, at de bare ser så nuttede ud. Mest som hvalpe, men som voksne kan de nu også godt gå an. Faktisk forholder det sig også sådan, at Retrievere er den hunderace, der sælger mest hundemad og hundeartikler. Bare se på emballagen. (Og jeg nævner ikke et ord om, hvad det ville indebære for salget af samme varegrupper, hvis der var placeret en minipuddel udenpå. Jeg tænker bare. I stilhed.) I øvrigt har det også været en klar fordel for ( i alt fald vores!) Retrievere, at de har set så nuttede ud. Ellers var det, indrømmet, i rigtigt mange situationer gået dem ilde!

Først var der Petrus, som var en meget lille Retriever. Vi fik ham nu også billigt, så det var nok derfor. Han var et meget beskedent dyr, som ikke gjorde meget stads af sig selv, og som elskede sit hjem og sine mennesker–når han da ikke stak af, hvad han faktisk var ret eminent til. Jeg tror aldrig, jeg fandt ud af, hvad han skulle derude i verden, men allermindst tror jeg selv, han vidste det. Faktisk var han nok bare en ualmindeligt dårlig navigator.

Da han ikke kunne mere, fik vi derimod vores sag for. Hvis vi på forhånd havde vidst, hvilken kradsbørstig bavian vi anskaffede os med Lucky, havde vi nok ladt være. Den herre indledte sin karriere hos os med at æde en nyindkøbt mobiltelefon, et stort antal kuglepenne, en Fiskars saks, en mellemstor garderobe og sin kurv–og så var niveauet ligesom sat. Vi bor stadig med møbler, der har tydelige hundebid forneden samt et skab, hvor den nederste trærand på et tidspunkt har fungeret som mellemmåltid. Lucky kom til et hus med tre halvstore børn og lagde helt fra starten ikke skjul på, hvem der bestemte indenfor matriklen. Og i det hele taget i nærområdet, for han var, sagt på en pæn måde, særdeles højrøstet, og altid parat til at indlede eller indgå i en vovvende diskussion med kvarterets hunde og mennesker. Han var et meget territorialt dyr og stak faktisk kun af den ene gang, han oppe i sommerhuset i skjul deltog i naboernes ålegilde. Mens naboerne modtog gæsterne, hvoraf der var en del, åd han de forudstegte ål, som var sat i bradepander udenfor….. Det tog så også godt og vel en uge for ham at komme over den fest! I øvrigt er han ophavsmand til udtrykket “Retrievermave”, som betyder, at alt ( altså undtagen ål i ålefedt) kan spises uden konsekvenser. Rent pædagogisk betød han også en opvågning for mig. Mens jeg forsøgte at gå til træning med ham, fik jeg et stort og indtryksfuldt indblik i, hvad det vil sige at arbejde med en elev med tydelige indlæringsvanskeligheder.

Og efter ham kom så Fozzie. Som, det husker jeg ALTID at sige, allerede var navngivet, da han flyttede ind! Han kom, da vi overhovedet, slet ikke, nogensinde skulle have en hund igen. Men så var der lige den der side på nettet, hvor han søgte efter et nyt hjem, og hvis nogen kan vovve ud over internettets grænser, så er det altså, tilsyneladende, ham. For pludselig var han her jo, og nu er vi nok nødt til at beholde ham. Det ville godt nok også blive meget tomt uden! På sin egen besynderlige, stilfærdige måde fortæller han os jo mange gange hver eneste dag, hvor ualmindeligt taknemmelig han er over, at det lige var ham, der vandt os i hundelotteriet. Og så må vi jo ligesom finde os i, at hans hovedinteresser er at rulle sig i hestepærer på heden samt at sove i ske med os et par timer efter. Han er snu, er han. For han kunne aldrig drømme om at bestige en seng, mens nogen i den er vågne—hans snigløb på senge foregår udelukkende ved 3-tiden om natten.

Når han så ikke kan mere, om forhåbentlig mange, mange år, skal vi selvfølgelig aldrig, virkelig aldrig have en hund igen. Vi er simpelthen blevet for gamle. I alt fald ikke sådan en stor Retriever.

Men måske en puddel???

Continue Reading

Om reklamer og musik.

Selv om jeg bevidst prøver at lave logistik på mit blæreafkast, er det ikke altid, jeg skal tisse, når der vises reklamer i TV. Så nogle gange, hvor jeg virkelig ikke kan stampe noget som helst fornuftigt, der varer 5½ minut, op af to-do listen, så er jeg faktisk nødt at blive siddende og overvære lortet.

Jeg er reklameallergisk i udpræget grad, grænsende til bræk-, røde knopper- og åndedrætsbesværstadiet. De fleste reklamer har den stik modsatte virkning på mig end den nok intenderede. De kan simpelthen, godt, grundigt og vedvarende, få mig til at løbe skrigende væk fra produkter, jeg ellers hidtil har set som rimeligt ufarlige.

Men det værste er alligevel, at en del firmaer er begyndt at drive blasfemisk rovdrift på de gode, gamle, vidunderlige sange og musikstykker. For tiden er der et teleselskab ( og i min optik er teleselskaber upålidelige skurke, hver og et!), som smider om sig med den pragtfulde, gamle “Musens sang” fra Mød mig på Cassiopeia. Hvad i alverden har kunstens muser at gøre med såkaldt billige telefonpriser? Og har de overhovedet LOV til sådan noget?

Jo ældre, jeg bliver, desto mere forelsket bliver jeg faktisk i alle de gamle, danske sange. Eller i alt fald et pænt uddrag af dem, for det bliver vist aldrig den store kærlighed mellem mig og den gamle gartner. Ligesom jeg nok også gerne vil have mig frabedt at blive alt for meget dus med himlens fugle. Men jeg sejler gerne med det skib, der (forhåbentlig!) skal sejle hver nat, hvor jeg kan blive vugget helt indtil, “Jomfru Daggry er på vej”, og jeg så kan nyde hende. Jeg er skudt i tekster og musik til PHs gamle viser, og så har jeg et utroligt stort, blødt punkt for den der muse, som ” bare er et fnug mellem himmel og jord”. For mig kan de give den samme lykke- og frydfølelse, som førhen var forbeholdt pop, rock og folk, og jeg skråler gladeligt med på alle teksterne.

Derfor er det, for mig, nærmest blasfemi at bruge noget så flot, så sart, så kunstnerisk smukt til en reklame for et skide teleselskab. Tror de virkelig, der også findes en muse for telefonsamtaler? For så tager de fejl! Eller har de bare valgt melodien ud af tom luft og uvidenhed, fordi den nu engang var smuk? For så er de blasfemiske! Det er nok det, der gør mig så knotten. De driver vold mod en arv, en smuk, kunstnerisk arv–fuldstændigt blottet for enhver form for pietetsfølelse eller respekt. Det er bare ikke i orden, og det gør ondt i både mine ører og min sjæl, når jeg, hvis toiletlogistikken svigter, er nødt til at overvære det.

Der er også en anden reklame, som støder mig grusomt i sit melodivalg. Jeg er ikke helt sikker på, hvad den handler om, men samtidig KAN jeg simpelthen ikke komme på en vare, der ville være god nok til at blive understøttet af Ravels Bolero. Det er som om, reklamens markedsbetingelser fuldstændigt legaliserer, at kulturarven anvendes til at sælge f.eks. teleabonnementer eller nye biler. Sådan, at når vi hører Boleroen, så får vi en uimodståelig trang til at investere i en ny Skoda ( eller hvad det nu er!). Det er ikke fair overfor alle de gamle perler.

De kan nemlig sagtens stå alene og bare være det, de er i sig selv. Fantastiske melodier, som de fleste i vores generation kan nynne med på. Og som får en nærmest uspiselig bismag ved at blive anvendt på den forbryderiske, kommercielle måde.

Det kunne være rart, om den såkaldt kreative reklamebranche kunne bevise sin egen opfindsomhed ved at komponere sine egne melodier. I stedet for at ødelægge kulturarven.

Continue Reading

Ardeonaig Hotel.

Det er tilsyneladende 38 år siden, vi sidst har haft så shitty en sommer. Det fik mig til at tænke på, hvad jeg egentlig lavede for 38 somre siden. Ikke på vejret, for det har sikkert været fuldstændigt lige så shitty. Det var nemlig i Skotland.

I 1979 arbejdede jeg sammen med en veninde 3 måneder på Ardeonaig Hotel, som ingen sikkert har hørt om, men som ligger relativt isoleret ved søen Loch Tay. Den oprindelige plan var, at vi skulle arbejde på hotel i Edinburgh, men der var arbejdsforholdene så ultimativt elendige, at det kun blev til en uges forfærdeligheder, inden vi fandt andet arbejde dybt oppe i højlandet.

Man må sige, at arbejdsforholdene var OK på Ardeonaig. Sikkert affødt af, at der mildest talt ikke vrimlede med gæster.

Hotellet var ejet af en særdeles excentrisk, adelig dame, som i sit livs absolutte efterår pludselig havde fået lyst til at lege lidt med hoteldrift. Eller også var det fordi, den pigeskole, som hun sagdes at eje i London, ikke gav helt så åbenlyst adgang til en konstant strøm af Bloody Marys fra morgenstunden og til hun gik kold henad aftenen. Hun havde også en mand–som dog ikke var adelig–men han foretrak at drikke sine egne Marys nede i deres privatkvarter og sås kun på hotellet, når han skulle erhverve en ny flaske. Så kørte han de 300 meter op til hotellet i Bentleyen.

Vi var en forfærdelig masse ansatte. Der var en fuldstændig uduelig, såkaldt manager på 21, som så det som sin overordnede pligt at gøre livet surt for vi andre–samt at holde ferie i en uendelighed. Hun blev heldigvis fyret. Der var 2 piger fra Glasgow, som kun måtte være stuepiger og skulle holde kæft, for ifølge fruens sarte ører var deres Glasgowigian accent alt for bondsk for alle de højadelige gæster, hun altid ventede og talte om, men som aldrig materialiserede sig. Der var Auntie, det lokale faktotum, som egentlig holdt stedet gående. Samt engelske Penny og Rachel, som skulle lave mad til alle de virtuelle gæster og derfor eksperimenterede vildt med eksotiske retter, som vi ansatte så skulle spise. Der var jo ingen andre til det! Som jeg husker det, var der også yderligere 2 piger, som skulle passe baren, men det havde de sjældent tid til, da de 3-4 lokale ungkarle, der dog trods alt frekventerede stedet i gummistøvler og fårelugt, i den grad også skulle passes.

Så veninden og jeg blev altså barmaids. Vi fik overdraget det eneste lokale på denne skotske version af Fawlty Towers, hvor der rent faktisk kom mennesker. Ind imellem blev vi også sat til at male i flere uger–vinduer, stakitter og lignende–og det kan sikkert stadig spores i jordbunden deroppe midt i ingenting.

Adelsdamen, som i øvrigt blev særdeles sød og omgængelig efter de første 3-4 morgenmaryer, må have haft masser af overskud på kistebunden. For jeg tror ærlig talt ikke, hun lavede andet end at sætte penge til. Der kom jo aldrig andre end de lokale fårehyrder, og skete det endelig, at der droppede fremmede ind, endte det uvægerligt med klagesager. Over værelset, over maden, over serveringen–eller bare sådan generelt over helhedsindtrykket.

Ardeonaig var sådan et sted, hvor der ikke var andre steder at gå hen. For der VAR ikke andet. I alt fald ikke andet end den røde telefonboks. I miles omkreds. Så når vi havde fri, cyklede vi de 15 kilometer frem og tilbage til pubben i Kenmore, hvor der dog var rigtige mennesker og uadeligt selskab. På vejen hjem tilbagelagde vi tonsvis af bakketoppe i slagsmål med natlige flagermus, der forskrækket konstaterede, at de ikke havde verden helt for sig selv. Vejen var i øvrigt 1-sporet, så når vi kørte i hotellets bil, dyttede vi foran hvert af de mange sving. Lidt forgæves–der kom jo alligevel aldrig nogen. En ganske lille strækning på 50 meter havde 2 spor, så den hed altid motorvejen.

Vandet fik vi fra den lokale bæk, og det var for det meste relativt brunligt. Efter lange, vedvarende regnskyl–samt køer og får, der marcherede rundt i det–blev det gerne fyldt med uheldige bakterier. Jeg erindrer et uhyggeligt maveonde, men også, hvad fruens medicin bestod af. Hun var af den overbevisning, at intet andet end årgangsportvin kunne kurere den slags pjat. Så hun udstyrede mig med et litermål i plastic og opfordrede mig til konstant at fylde på fra årgangsflaskerne, have det hos mig hele tiden samt sørge for at drikke rigtigt godt, fornuftigt og helende. Meget dårligt kan man sige om det maveonde, men det HAVDE nu også sine momenter!

I det hele taget festede vi en del. Altså os personale. Vi arrangerede danseaftner for gæsterne, og da der jo aldrig kom nogen, dansede vi ivrigt med os selv. Udover fruens mand, som jo var gået i hi med Bentley og Mary, var der ingen mænd på hotellet, så det var den sommer, jeg ivrigt praktiserede min barndoms danseskolelærdom omkring at danse herre. Hold da op, hvor vi svingede fruen, som elskede at danse, men som altid lige skulle have den ene hånd fri til Mary med sugerør.

Faktisk ved jeg ikke helt præcis, hvordan det siden gik hotellet. Eller fruen. Jeg har flere gange været forbi, men tydeligvis er der nu andre ejere, for der holdt rent faktisk biler udenfor, og hotelgæster sporedes inde i hotellet.

Og jeg husker ikke vejret den sommer. For det var jo Skotland. Her forventer man regn og blæst, og hvis solen skinner, bliver man både overrasket og glad.

Til gengæld glemmer jeg nok aldrig Ardeonaig Hotel. Og fruen.

Continue Reading

Guldregn.

Da jeg var barn, var der mindst 100 børn, sådan på årlig basis, der døde af at spise guldregn, fordi de troede, det var ærter. Hvis det ikke tog dem, drak de vand fra liljekonvaller, og opnåede samme, dybt definitive, resultat. En del slog sig på kogesprit og kaustisk soda, men de overlevede vist bare på kummerlig vis eller blev tordnende fulde. Ingen af delene var eftertragtede. Og alle var dybt skræmmende.

På næsten hvert gadehjørne stod der børnelokkere med udslåede fangarme og masser af slik. Vi anede ikke, hvad det egentlig var, de ville os, men det var essentielt også overflødigt, for vi var hjemmefra vaccineret så eftertrykkeligt, at vi var ulokkelige. Vi kom heller ikke på kirkegårde og visse skovarealer, fordi der både huserede lig, spøgelser og andre former for utiltalende og, ikke mindst, farlige væsner.

Der var godt nok meget, der var farligt, da jeg var barn. Rigtig meget, jeg skulle passe på og vige udenom. Så meget, at alle vi børn nærmest kunne forældreforedragene udenad.

Så kunne vi jo sammen repetere dem, når vi uden cykelhjelme kørte de 4 kilometer til og fra skole på den befærdede landevej, for den var der da heldigvis ingen, der havde advaret os imod.

Jeg tænker altid på alt det, vi ikke måtte, og som var dødsensfarligt, da jeg var barn, når guldregnen blomstrer. Og på en eller anden måde tvivler jeg på, at den virkelig havde så overstrømmende mange børneliv på samvittigheden. Men truslen var da i det mindste afskrækkende. Hverken da eller siden har jeg på noget tidspunkt grebet mig selv i at få helt ustyrlig lyst til at spise guldregn. Men tabstallene var rimeligt høje derude på landevejen…..

Continue Reading

Om Matador.

Så kom den så igen, Matador. Og, selvfølgelig, var jeg da på min pind.

Selv om det var lidt skuffende rent kvalitetsmæssigt. Måske er det bare mit fjernsyn, der ikke er skarpt nok, men hjemme hos mig var der nu en del grums. Faktisk en ret stor portion–sammen med en tydelig fornemmelse af kulisser, teatersminke, parykker og papmøbler. Men selvfølgelig–meget kan man tilgive Matador!

Pludselig stod det også klart for mig, at jeg er en del af den mere og mere eksklusive klub, der faktisk så Matador fra begyndelsen. Sad og hang over 1. afsnit i sort/hvid i en halvussel studielejlighed i Århus. Dengang var danske TV-serier noget af en sjældenhed–i alt fald de, der ikke var skrevet af Leif Panduro og handlede om mord og andre fortrædeligheder blandt småborgerskabet. Der var så også kun 1 kanal at sende dem på, så det var selvfølgelig ret begrænset, hvor mange der kunne blive plads til på sendefladen…..

For at blive ved dengang, så tror jeg, at Matadors umiddelbare succes skyldtes, at den udover at være en (noget ukorrekt og en smule manipulerende) historisk serie også skrev sig ind i sin egen samtid. Vi, der var “med” dengang, kan jo sagtens se, at nok handler Matador om Danmark i 20-erne, 30-erne og 40-erne, men den har umådeligt svært ved ikke også at portrættere vores fædreland i 70-erne. Mit vægtigste argument for den påstand er simpelthen, at hvordan i alverden skulle den ellers kunne få venstreorienterede, feministiske, halvrevolutionære, såkaldt samfundsbevidste, studentikose studerende til at hænge over sort/hviden lørdag efter lørdag, mens de både nød det og aldrig skulle forsvare netop den handling overfor hverken sig selv og omverdenen?

For det var jo også VORES barndom, der er/var i den serie. Os fra de små og mellemstore provinsbyer, der voksede op i skyggen af byens veletablerede “kredse” i det bedre borgerskab og selv tydeligt kunne mærke, at der altså var forskel på folk. Os der i småbyer så ganske udmærket var klar over, hvem der handlede hvor, og nærmest med navns nævnelse kunne fortælle, hvem der havde hvilken bank. Os der, som jeg, gik på en provinsskole med tre spor, hvor A-klassen bestod af børn fra landet, B-klassen af de finere byfamiliers afkom, mens C-klassen var de mindre fines unger inde fra byen. Og det var i 70-erne!! I min barndomsby kunne vi langt op i 70-erne med usvigelig sikkerhed udpege look-alikes på de fleste af Matadors personer. Faktisk havde vi en kommis (hvis nogen ellers ved, hvad sådan en er!) hos en af byens købmænd, der efter et par afsnit af serien aldrig, for eftertiden, hed andet end Hr. Schwann.

Så i min optik er det seriens fantastiske genialitet. At den både portrætterer den tid, den handler om, men samtidig også den tid, den er skrevet i. At den faktisk er et dobbelt historisk dokument. Og at den ved at udgive sig for udelukkende at handle om 30-erne helt uden at skulle risikere møgfald, såvel kan gøre grin med som dybt kritisere 70-ernes snobbede provinsbyer. Det vidste Fru Nørgaard godt. Men det er selvfølgelig en vinkel, der er ved at gå tabt, for hvordan i alverden skal nye seere, født årtier efter 70-erne overhovedet kunne både se og vide det?

Jeg må også indrømme, at jeg, hver gang jeg starter på endnu en omgang Matador, bliver en lille, bitte smule skuffet. Den lever ligesom ikke helt op til mine forventninger. Tiden løber lige så stille i forvejen, foran Matador. Det er noget med, at flere af personerne synes at blive mere og mere karikerede for hver gang, jeg ser dem. At det spark over benet, jeg altid har haft lyst til at give Maude, mere og mere bliver til, at jeg faktisk synes, hun er utålelig og decideret udenfor pædagogisk rækkevidde i de første afsnit. Faktisk burde de skrive hende ud med tilbagevirkende kraft. Og at nogle af begivenhederne virker så postulerede, at deres dramatiske effekt forsvinder lidt i provinstågen. Tillige ER der altså stereotyper, som er lidt svære at forholde sig til. Ingeborgs eneste flaw synes at være, at hun i tidernes morgen giftede sig med den forkerte mand, men det synes næsten bare at have gjort hende endnu bedre….. Hende har jeg det altså ikke ret godt med–man kan jo næsten ikke komme til for bare glorie. Og føromtale Schwann giver mig myrekryb, så karikeret er rollen.

Jeg ved ikke, om jeg holder til endnu engang, eller om jeg undervejs bliver slået tilbage til start og vælger at blive der. Det er dog, i min optik, helt indiskutabelt, at de bedste afsnit er de sidste. Her begynder karaktererne for alvor at udvikle sig, og Maude har tydeligvis været omkring en rigtig god psykolog. Sådan udvikle sig på samme måde, som den faktisk utrolige udvikling, der skete i vores samfund fra 70-erne og ind i 80-erne. Og som flot portrætterer den geniale sammenhæng og spejling mellem fortælletid og fortalt tid (som det hedder på dansklærersprog), som i mine øjne på mange måder gør serien til et lille mesterværk (MED flaws!).

Continue Reading

1. maj.

Så blev det igen 1. maj. Det gør det så med usvigelig sikkerhed hver år. Men 1. maj er nu ikke, hvad den har været.

I grunden har mine minder om 1. maj intet med politik eller kampdag at gøre. Jeg skammer mig ved at indrømme det, men det er tilfældet. Samtidig er jeg sikker på, at rigtigt mange fra min årgang i alt fald på dette punkt er solidariske omkring, at 1. maj mere var fadøl og fadølsfælleskab end det var fagbevægelse og fagbevægelsesfælleskab.

Det foregik som regel i Botanisk Have i Århus, hvortil man var vandret som en del af en demonstration fra rådhuset. Som studerende i 70-ernes politiske landskab var man altså bare vildt solidarisk med arbejderne og fagbevægelsen. Som skudsikkert alibi arbejdede jeg to timer om dagen (mindre, hvis jeg sjuskede) som rengører hos DLG på havnen i Århus, så kom ikke her og råb op om min manglende forståelse for arbejdernes vilkår. Jeg var også medlem af en fagforening. Ellers ville de nemlig ikke ansætte mig hos Jysk Rengøring.

Det var som regel Erik Clausen og Leif Sylvester, der stod for underholdningen. Hvem der holdt talerne, kan jeg ikke huske. Det var jo heller ikke det, det drejede sig om. 1. maj var den dag om året, hvor det var fuldt legalt at bevæbne sig med en kasse bajere og sammen med alle de andre studerende venner tømme den i ren solidaritet på plænen foran Den gamle by. At indtage så meget væske er som regel forbundet med visse latrinære udfordringer, så netop 1. maj var jeg ret populær blandt en del studentikose solidaritetsnørder. Jeg havde nemlig en lejlighed med eget toilet lige overfor haven.

Jeg ved ikke, hvad vi egentlig troede om os selv. At vi støttede op om en god sag ved at være til stede og tømme en kasse øl? Selvfølgelig var vi rørende enige med alt, der blev sagt i de taler, vi ikke kunne huske, og selvfølgelig var vi vildt begejstrede for underholdningen af de to københavnere, der bare rigtigt forstod at udtrykke den gode sag, så alle kunne være med. Måske troede vi dengang inderligt på, at en forsøstring mellem os og arbejderne var lige til højrebenet. Hvis de bare gjorde, som vi foreslog, når vi engang var færdige med vores gode uddannelser, så skulle det da nok lykkes. Retfærdigvis skal det siges, at sådan VAR stemningen i 70-erne. Vi var en del af en tidsånd, der troede på et solidarisk, socialistisk samfund, hvor alle var lige og ingen mere lige end andre. Alligevel var der nu en del barkede havnearbejdere fra Århus havn, der ligesom tog en lille smule afstand fra vores øllede former for at udtrykke solidaritet.

Men 1. maj var en festdag. Det var en dag, man så frem til. En legal brandert i solidaritetens hellige navn. Eller også var der bare ikke så mange festivaler dengang, så dette var vores måde at holde en af dem på. Senerehen blev det da også ved sådanne lejligheder, at vi foretrak at sidde på græsplæner og drikke øl. Så kunne vi med stor lethed bare være solidariske med os selv.

Jeg har ikke været til 1. maj siden begyndelsen af 80-erne. Herude i provinsen handler det jo bare om taler, og det var da det mindste af det hele dengang. Jeg har, over årene, besluttet mig for at udvise den behørige solidaritet ved at stemme rigtigt i stedet. I sidste ende er det nok også mere virkningsfuldt.

Continue Reading