Om påskeliljer i februar.

Jeg ved godt, det er marts. Begyndelsen af, altså. Men disse her små fyre har stået på denne måde i min have siden februar. Måske er det det faktum, at februar i år er forlænget med en dag, der lige, på et hængende hår, fik dem til at nå en vinterudspringning. Hvis det da bare var det.

Jeg har absolut intet imod påskeliljer. De er smukke, kønne forårsbebudere og for mig noget af det mest påskede, der findes.Men de bør samtidig kende deres besøgelsestid. For ikke ret mange år siden var det faktisk ofte tilfældet, at påskeliljer slet ikke nåede at springe ud til påske ( ved godt, at påsken er flyttelig!), men at de ligefrem stiller sig an i vigteposition her 1½ måned før påske… det er forkert. Det er ikke blot forkert, det er skræmmende forkert. Påskeliljer skal forsøge at indpasse deres blomstring med påske. BASTA! Ikke rende rundt i februar og sige BØH og Her er jeg da bare.

Hvis det så bare var påskeliljerne, der havde et så afslappet og vejledende forhold til kalenderen. Men det er det jo ikke. De er bare tydelige eksempler i en natur, der er ved at gå ud af trit, ud af årstider og ud af årevis af vedtagne normer for, hvornår det er berettiget at blomstre. Påskeliljer i februar er selve beviset, selve det håndgribelige eksempel på, at der er noget galt. Meget galt.

Jeg vil ikke kommentere på, at februar samtidig har været kaskader af ødelæggende regn. Blot nævne, at jeg forleden kørte med tog langs med Kolding Å, der i den anledning var forvandlet til Kolding Flod. Det var betryggende, at banelegemet her var bygget op på en forhøjning, for ellers havde vi måttet padle os frem gennem de småkrat og småskove, der nu enten var øer eller forvandlet til imitationer af mangrover.

Det skræmmer mig, at klimaet så hurtigt, drastisk og dramatisk er ude i et skift. Især fordi jeg efterhånden husker mere end tres år, hvor det hele jævnt hen var det samme, man kunne stole på årstiderne, og påskeliljer var påskeliljer, når de nu engang skulle være påskeliljede, mens denne gåen totalt ud af sync er foregået med forfærdende hast over meget, meget få år. Som om der er bagslag i luften. Store, øredøvende bagslag i naturen. Gengældelser i vand og blomstring ude af trit.

Man føler sig så magtesløs, når man sidder der og stirrer på sine påskeliljer. For nok er de kønne, men det, de repræsenterer, er absolut ikke kønt. Og magtesløsheden kommer sådan helt indefra, fordi man ikke aner, hvad man dog skal foretage sig for at undgå påskeliljer i februar. Jeg ved det i alt fald ikke–udover at grave dem op og glemme alt om dem. Men det er jo bare som at pisse for at holde varmen, og den slags tiltag har vi allerede alt for mange af.

Continue Reading

Om teaktræ. Og om, at det nok snart går over.

Der var engang, hvor vi kørte vores 50-er teaktræ på losseren. De sidste mange år har vi hentet det hjem igen. Teak har været intræet, investeringsobjektet indenfor møbel- og brugskunstbranchen, og jo ældre, jo mere danskdesignet vintage, jo bedre. Hvor genbrugsbutikkerne for bare 10 år siden havde storlagre af bedstemors kommoder, bliver de nu nærmest ribbet for samme det øjeblik, de sættes til salg. Vi jyder har i samme tiår lodset kubikmetre så store som skove over Storebælt og tjent gode penge på at afsætte arvestykkerne til overpris til hipsterhjem i hovedstaden. Især omkring Sdr. Boulevard.

Og selvfølgelig synes jeg, at danske møbelklassikere nærmest for enhver pris skal bevares og restaureres, hvis muligt. De er smukke, de er funktionelle, og de er et flot udtryk for, at vi kan noget indenfor møbeldesign. Men mon ikke teaktræsbølgen alligevel er ved at være for nedadgående? Og BURDE den måske ikke også være det?

Personligt har jeg ikke meget teak. (Det har jeg for længst afsat til københavnerne!) Jeg synes, teak har en smuk glød, men ligefrem at bo overvældende med det, kan jeg ikke holde ud. Det er simpelthen for mørkt, for lyssugende, for rugende i et land, der dyrker solen og lyset, når de to endelig er fremme. Teak stemmer til alvor, til seriøsitet og gør stuer mørke og alt for alvorsprægede. Jeg voksede op i teak, hvilket måske er en forklaringsvinkel, men mørkt træ kolliderer alligevel på mange måder med skandinavisk livsstil, hvor netop det sparsomme lys skal dyrkes. Teak er ikke en skandinavisk træsort. Det er de meget lysere eg, bøg og fyr. Som efter min mening passer meget bedre til vores mentalitet, vores livsstil og vores længsel efter at gøre vores hjem lyse.

Som sagt er teak ikke en skandinavisk træsort. Træet vokser primært i Indien, Burma ( Myanmar), Laos, Thailand, Malaysia og ude på de kanter. I 50-erne og 60-erne, hvor træsorten var voldsomt populær, fældede man de fleste af Asiens teakskove, og genplantningen er kun lige påbegyndt i mange områder pga. fattigdom. Teak skal i øvrigt vokse rigtigt mange år, før det er brugbart til møbelmateriale. Rent klimamæssigt er teak, for os, en forbandet dårlig ide, grundet transport fra Langtbortistan. Rent humant og menneskerettighedsmæssigt en endnu dårligere, for vilkårene for skovarbejdere i alle aldre i de egne er langtfra optimale. Selvfølgelig kan man argumentere for, at vi da i det mindste holder folk i arbejde og måske fra fattigdommen via vores voldsomme teakforbrug–men vi udnytter dem altså også.

Så med klimaet in mente bør vi nok holde os til de træer, der altid har vokset her. Hvilket er en vægtig grund. Næsten lige så vægtigt, på designfronten, er vel også, at vi har de mest fantastiske træsorter i vores umiddelbare nærhed. LYSE eller LYSERE træsorter, som gør vores hjem meget mere indbydende og spreder det lys, vi higer efter. Og som vi de sidste 10 år har forteaket til træagtigt mørke.

Jeg tror på, vi snart vågner op af vores teakfascination. Eller rettere. Det kan jeg jo se. I møbelforretninger og i kataloger fra samme. Eg, der sådan er en lidt farvemæssig mellemting mellem det helt mørke og den lyse bøg, er i den grad på vej ind igen. Og det er dejligt, for eg er sådan en gedigen træsort og så smuk, så smuk i årer og glød. Det vil givetvis heller ikke vare længe, inden bøgen får den plads i vores hjem igen, som den i den grad er berettiget til. Fyr, som i min ungdom nærmest var den eneste legitime træsort og vildt populær i form af servanter og karlekammerskabe, må nok vente nogle år på en egentlig renæssance. I alt fald i vores generation, som nærmest kunne brække hele vitrinearrangementer op ved tanken om at skulle have pindebrændet indenfor murene igen. Især afsyret.

Så jeg bliver egentlig så glad, når jeg kigger ud over mit hjem og dets lyse træsorter. Basalt er jeg jo ligeglad med, at jeg nu også er supertrendy møbelmæssigt, men jeg er ikke upåvirkelig overfor, om jeg har et lyst hjem. Helt ned i min lyshungrende sjæl faktisk. Og jeg tror noget så inderligt, at de, der har teakificeret samtlige hjemmets opholdrum, simpelthen på sigt går i permanent lysmangel. Selv med Børge Mogensen, Wegner og Finn Juhl tatoveret under designfundene. Forhåbentlig kører de ikke klassikerne på losseren, når de selv opdager det–eller når de erkender, at trenden har skiftet, for vi skal for enhver pris bevare vores møbelklassikere i teak, men vi kan vel supplere dem med lysgivende møbler og andet i skandinavisk eg, bøg og måske fyr.

Måske er min mavefornemmelse helt forkert. Men jeg kunne jo også være firstmover? I alt fald siger samme mavefornemmelse mig, at klimaet også vil komme til at spille en afgørende rolle for vores valg af bæredygtige, hjemlige træsorter, og at teakfanatikerne vil gå i akut lysmangel på et eller andet tidspunkt.

Men indtil det sker, så los da bare alt teaken mod København af og scor gevinsten. Lad endelig være med at køre det på losseren, for hvis man bare venter længe nok, skal det nok blive trendy igen. Det kan vores efterkommere så selv sørge for at køre til København, når den tid kommer…..

 

Continue Reading

En livsbekræftende oplevelse. Og en på fordommene!

I banken. Forleden.

Når man, for en gangs skyld, skal sætter penge IND, og ikke bare trække dem ud, er man nødt til at gå til den automat, der står inde i banken. Derinde var der lang, lang kø. Heldigvis med kødeltagelse af et par naboer, som jeg lige kunne vende vejsituationen med i ventetiden.

Ved automaten stod en nydelig ældre dame, uden rollator og særdeles pæn og velklædt. Hun havde tilsyneladende problemer. Vendte sig om og fortalte, at automaten havde spist hendes kort. Spurgte selvfølgelig, hvad man så gjorde? Og alle vi tilskuere kiggede først på hende, alders- og demensmålte hende i ½ sekund, hvorefter vi nærmest i munden på hinanden venligt foreslog, at hun da lige skulle kigge i sin pung, for kortet var da nok der. Det ville damen ikke. For det HAVDE hun gjort. Vi mente nu nok, hun burde gøre det igen.  Det var lige præcis der, vores fordomme talte! Automaten havde spist hendes kort, BASTA, og noget skulle gøres NU. Hvorefter jeg, indrømmet, lidt undskyldende kontaktede en bankmedarbejder ( der er stadig 1 dernede!) og bad hende kigge på problemet.

Samme medarbejder bortførte så damen over til kassen, og vi andre åndede mærkbart og lettede op, for nu kunne vi komme videre i vores ualmindeligt travle liv og få ordnet vores pengesager uden forsinkelse fra demenssiden. Da jeg stod bagerst i køen, og dermed også i umiddelbar nærhed af kassen, overhørte jeg bankmedarbejderen spørge om damens personnummer. Samt hendes svar. Som var xx.xx.27.xx.xx. Det var så der, min nabo og jeg vekslede blikke! Altså samtidig med, at bankmedarbejderen kunne konstatere, at damens kort ganske rigtigt var blevet slugt at automaten. Hvorefter min nabo og jeg slog blikkene ned. Skamfulde. Meget skamfulde.

For her stod vi altså med en 93-årig, der var i banken for at hæve penge i automaten. Alene, godt gående og fuldstændig frisk i hjernen. Automaten havde, af uvisse grunde, slugt hendes kort, men det tog hun sådan set bare som en udfordring. Godt gået, siger jeg bare! Det uhyggelige var meget mere vi andres reaktioner. For vi stod der og luftede alle vores fordomme i fælles, opgivende blikke og tænkte præcis det samme. Nemlig at 93-årige slet, slet ikke bør gå alene i banken, for det kan de, pr. definition, overhovedet ikke finde ud af. Hvis de overhovedet kan finde ud af at gå ud! Denne beundringsværdige dame kunne faktisk sagtens finde ud af det hele, var i fuld kontrol af situationen OG, hvad der næsten er det vigtigste!, så heldigvis ikke vi andres fuldstændigt uundskyldelige, uhyrlige blikke. For vi burde skamme os! Sådan at lade samtlige vores fordomme løbe af med os derinde i banken!

–I øvrigt så jeg senere damen nede på torvet, hvor hun var ude at købe fisk. Jeg ved ikke, om hun lagde mærke til, at jeg smilede til hende. Et smil af undskyld og uhyggelig selvransagelse af fordomme. Men også et smil af anerkendelse og dyb beundring!

Continue Reading

Om taknemmelighed.

Det er som regel, i alt fald hos mig, konkrete hændelser, der udløser det. Taknemmeligheden. I alt fald som udgangspunkt, fordi samme startposition ofte medfører, at jeg kommer til at tænke på alle de andre ting, jeg er taknemmelig for.

Som nu et barnebarns fødsel forleden. Ikke blot, at hun er fin, perfekt og nuttet, men også at jeg rent faktisk kommer til at opleve hende. Være med i hendes liv, have hende i mit. Måske blot og bart at stå op om morgenen og huske, at hun er der. Ligesom alle de andre ting, der også er der. Og, måske allermest væsentligt, at JEG er der.

Taknemmelighed er sådan noget, man vokser til. Tror jeg. Det begynder med alderen at gro på en, når man pludselig opdager, at alting ikke er en selvfølge. At der er barske alternativer til at vågne glad hver morgen og have det godt. Både med sig selv og sin omverden. Uhyrlige, uhyggelige alternativer, faktisk, som man med alderen såvel kommer til at tænke mere på samt helt konkret at blive konfronteret med.

Indtil for få år siden syntes jeg i al min arrogance og tagen livet for givet, at taknemmelighed var en overflødig følelse, et forbandet højtideligt misfoster af en fornemmelse, forbeholdt folk der tog livet alt for alvorligt, var religiøse på den selvkvæstende måde eller indrulleret i alternative tænkemåder, der udelukkende havde selvet som midtpunkt og næppe kunne se længere end egne tåspidser. Det er jo slet ikke sådan, det er. Eller måske er det sådan, mens man er ung og ikke har erkendt, at alting meget hurtigt kan blive til ingenting, og at der ingen garanti er for, at solen skinner på en, såvel i konkret som overført betydning.

De senere år har jeg mere og mere oplevet følelsen af, at jeg er heldig. Meget heldig. Men samtidig også, at mit held aldrig må tages for givet. Jeg betaler ikke pant for det med en påstået taknemmelighed, men jeg får den der følelse, sådan helt fra langt inde i det, der måske er sjælen, at jeg er så overvældende taknemmelig. Så inderligt glad ved bare at være her. Og så jublende lykkelig over, at der stadig er masser af udfordringer, der både venter på mig, og som jeg kan gå i lag med.

Måske er det den endeligt opnåede erkendelse af, at intet er selvfølgeligheder, der gør det. At der ikke er nogen som helst garanti for, at det hele skal gå godt. Og at man netop i den grad skal påskønne det, når det så virkelig GÅR godt. For de små skår, der hele tiden slås af, er jo i virkeligheden kun nødvendige bump på vejen, der i sidste ende udelukkende bidrager til at gøre taknemmeligheden endnu mere omfattende.

På sin vis er taknemmelighed vel bare et andet ord for aktivt at påskønne det, man har og det, man har fået. På den der lidt åndelige måde, som kommer dybt indefra. Det er ikke den følelse, man får, når nogen giver en præcis den materielle gave, man har ønsket sig. For taknemmelighed er ikke tingslig og knyttet til forgængelige ting. Den er større, mere altfavnende, mere omspændende i al sin stille ydmyghed overfor, at man har fået grænseløse glæder samt lov til at deltage, helt uden at have gjort noget mærkbart for det.

Man kan ikke bede sig selv om at være taknemmelig, aftale med sit inderste jeg, at man skal huske at være det. Det fungerer ikke. Eller bliver i alt fald falsk og meget lidt ydmygt. Men man kan lade sig overstrømme af den der følelse, der bare overtager en indefra, gør en så uendeligt glad og lader en påskønne alt det, man har. Og man må gerne dyrke den. For den ydmyghed overfor selve livet, der er outputtet fra taknemmeligheden er i den grad værd at have med sig. Det er lige præcis den, der gør, at livet ikke bliver en selvfølgelighed.

For det er det jo ikke.

Continue Reading

Om at være kommet i “risikogruppen”.

Jeg skulle meget gerne til Asien om små to uger. Ikke Kina, men den traditionelle tur fra Hanoi til Ho Chi Mihn City med de obligatoriske stop undervejs. Hvoraf jeg glæder mig mest til det hos den lille, ferme skrædder og hendes utallige bedstemødre i Hoi An, hvilket siger meget mere om mig end om rejsen.

Men nu har Corona sendt chokbølger gennem verden, og jeg befinder mig pludselig i “risikogruppen.” Det har jeg aldrig så mærkbart gjort før. Samme risikogruppe er nemlig, udover folk med kroniske sygdomme og andre permanente svagheder, ikke dannet af helbred, men af alder. Pr. definition sættes man over i skammehjørnet med sin risiko, fordi man er over 60. Der sidder man så og afventer angreb fra enhver tænkelig dødelig virus, der formodes at flyve på en, fordi virusser decideret kigger mere på dåbsattesten end på almen kondition og velvære.

Indtil nu har risikogrupper for mig altid bestået af “de andre”. Dem, der var lidt syge eller som bare var flere århundreder ældre end mig. For slet ikke at tale om hypokondere og hjemmefødninge og folk, der ikke kunne se en virus ( hvis man kan det, altså) uden at mærke den på stedet. Jeg har spadseret fint gennem verden uden at skænke dens indbyggede farer en tanke, for farerne var for de andre. Altså dem i risikogruppen.

Det er så en omstændighed omkring mine fremtidige rejser, jeg må prøve at forstå. At jeg måske er mere udsat end andre, yngre mennesker, og at alt grimt har klare præferencer for folk over 60. Sådan “kaste-sig-over-præferencer”. Det er lidt svært at acceptere. For indbygget i at acceptere, at man pludselig er kategoriseret derovre sammen med dem, man overhovedet ikke har andet end alder til fælles med, indebærer det jo også en accept og erkendelse af, at man rent faktisk er ved at blive gammel. At det at indtræde i en risikogruppe ikke er noget midlertidigt. Noget, der går over. Men tværtimod noget permanent, der faktisk vil forfølge en resten af livet. Og bare blive mere og mere risikabelt. Stige proportionelt med ens alder. Det går først over, når man er død. Måske endda død af at nægte at erkende, at man var risikotruet.

Jeg kan så forholde mig til det på flere måder. Enten kan jeg acceptere min fastlåste skæbne og sætte mig på min røv i hjørnet og dyrke min risiko til aldrig at bevæge mig nogen steder. Sidde der og være så tilfreds glad ved, at intet ondt vil mig ramme, for det får det slet ikke lejlighed og chance for. Afslå enhver spændende mulighed med mantraet, at det er for farligt for sådan en gammel en som mig. Jeg kan også vælge at skide højt og flot på min stadigt voksende risiko. Det betyder ikke bevidst at valfarte til virusinficerede egne og sygdommes kildesteder for at opsøge enhver tænkelig dårlighed. Bare for at se, om risikoen var reel. Men det betyder ikke at lade sig begrænse indenfor fornuftens grænser, og samtidig at tage de forholdsregler, der nu engang ikke er hysteriske, men velovervejede.

Så jeg farer ikke til Wuhan i Kina for at afprøve, om risikoen er reel. Men jeg risikerer gerne mit trip til Vietnam, slæbende på al min risiko. Alternativet til at rejse er at blive hjemme. Det er, som regel, risikofrit, om end det er statistisk bevist, at de fleste ulykker sker i hjemmet. Det er vel også med at komme afsted. Jeg mener, jeg bliver jo ikke yngre, og min risiko bliver af samme grund heller ikke mindre.

Men alligevel er det nu en traumatisk en at sluge, at jeg ( altså MIG) indgår i den gruppe, jeg overhovedet aldrig nogensinde har set mig selv tilhøre. Måske er det bare første erkendelsesskridt ind i en alderdom, der skubber mig mere og mere over i hjørner, hvor jeg føler mig totalt fremmedgjort. Hvis jeg lader det ske. Altså.

Continue Reading

Om hvad der er vigtigt at huske.

Jeg har ingen erindring om, hvorfor jeg pludseligt kom til at tænke på biord. For de fleste mennesker er biord næppe noget, de sætter højest på erindringslisten, men jeg må nok erkende, at for sproglærere er de væsentlige. Og akut var det så sådan, at jeg ikke lige på stedet, som en slags knipsen med sproghjernen, kunne huske, hvilke udsagnsord der ikke fremprovokerer -ly-endelsen på biord. Det chokerede mig lidt.

For det viser med al tydelighed, at min lærerhjerne er ved at blive uskarp, glemsom og ufokuseret. I mangel af brug. For blot få år siden ville man have kunnet vække mig klokken lort om natten, og jeg ville på liggende fod, halvt i søvne og fuldautomatisk kunne have redegjort for de grammatiske problemer omkring biord på engelsk. I detaljer.

Efter erindringschokket, som altså ikke var affødt af, at biord er selve livets omdrejningspunkt, men mere af, at jeg aldrig troede, jeg ville glemme, var det så, at jeg inderligt afhørte mig selv om, hvorfor i alverden jeg dog skulle gå rundt og huske den slags ting. Hvorfor min hjernekapacitet dog skulle anvendes til noget så relativt perifert. Hvorfor jeg overhovedet skulle beskæftige mig med biord, når der faktisk er rigtigt mange andre ting i livet end biord. Væsentligere, altså.

For man må erkende, at der er ting, der er essentielle at huske, og så er der ting, der ikke er. Det er ikke så meget et spørgsmål om hjernekapacitet, som det er et spørgsmål om, hvor man befinder sig i sit eget liv. Hvad der, lige nu og her og i det liv, man lever, er uhyre vigtigt at kunne huske. Og hvad der ikke er. Personligt tror jeg på, at biords-lagerrummet fra før i min hjerne helt bevidst har ladet sig fylde op med ting, der er gode for mig at huske lige nu. Og så har de ting verfet biordene på lossepladsen. Der sidder såmænd nok et detaljeret kort over Edinburghs indre by lige der, hvor der før myldrede med ordklasser.

Jeg kom sådan til at tænke på en park for aflagte kommunistiske statuer, jeg har besøgt et par gange i Budapest. Her står de alle, Lenin, Marx og de utallige opbyggelige gengivelser af det arbejdende folk i mammutstørrelse, som førhen forurenede enhver plads øst for Berlin. De står der i al deres tomhed og vidner om overflødiggørelse og en tid, der er rendt fra dem. Har efterladt dem til overdimensionerede ubrugeligheder. For heldigvis forandrer verden sig. Akkurat som vores liv. Og den skulpturpark er lige præcis monumentet over alt det, vi ikke længere har brug for at have i vores liv. Som biordene.

Og i grunden er det jo både ganske smart og velgennemtænkt samt særdeles praktisk, at hjernen er så egenrådig, at den kan foretage disse sorteringsprocesser. Smide det overflødige ud og indoptage det, der er nødvendigt. I alt fald til dels. For det er svært at afskaffe alle lærernicherne i hjernen, og som tiden går, bliver det såmænd også vanskeligere og vanskeligere at indoptage nye ting, som man rent faktisk kan huske. Det fik mig også til at overveje, om jeg mon i virkeligheden selv kan gøre en aktiv indsats for at komme alle kasserne med overflødig viden til livs. Overveje, om man bevidst kan gøre rent i sin hjerne, således at man kan skaffe ny plads til noget, der er værd at huske på. Lidt ligesom at gøre forårsrent i et gammelt kammer, få smidt ud og luftet ud, og sat nye, tidssvarende ting ind i det. I så fald må alle værelserne med unødvendig viden om udsagnsords bøjninger og biords nogle gange besynderlige opførsel med magt rengøres, så jeg kan huske noget andet og vigtigere.

Så i grunden bør jeg vel nærmest være glad for, at jeg ikke kan huske. Det siger mere om min livssituation, end det siger om væsentligheden af biord. Som barn kunne jeg f.eks. det meste af kongerækken, navnene på adskillige af Barbies veninder, hvordan man bandt de fleste knob, så som trumpetstik til afkortning af teltbarduner, samtlige kommandoer til kaproning og på et tidspunkt også rækkefølgen for placeringer af diverse kunstnere på Dansktoppen. Der må jeg ligesom melde pas nu. Der er ommøbleret og luftet ud i de rum. Så det, man husker, er så genialt struktureret, at det nok lige præcis oftest er det, man i sin givne livssituation har brug for at huske. Hvor er det dog gennemtænkt!

Så jeg stiller med sindsro mine biord ud ved siden af Lenin!

Continue Reading

Om vintermorgener.

Det er sådan en vintermorgen, det er godt at være (semi)pensionist. Hvor man kan sidde ved sit køkkenvindue og betragte dagen starte i mørket for alle de, der er tvungne til at gå ud i det. Alle dem, der skal noget, skal i skole, skal på arbejde, skal en masse. Og hvor man selv lige præcis kun skal det, man har lyst til at skulle. Det er et privilegium.

Jeg har altid syntes, at årets, helt uden nogen form for konkurrence, værste dag var første skoledag efter juleferien. Og ulideligt værst, hvis man skulle møde klokken 8. Sådan en dag hvor det næsten gjorde ondt at opleve det menneskeligt naturstridige i at skulle jages ud i mørke og kulde efter flere uger, hvor man i fred havde kunnet passe sin seng og sine dyner. Om vinteren er morgenerne at sammenligne med dyb nat, og ingen skal bilde mig ind, at nogen går ud i dem af andre grunde, end at de skal. For vi pensionister har det privilegium, at vi kan blive inde.

Så jeg sidder her ved mit køkkenvindue og føler mig priviligeret. Pensionistpriviligeret. Jeg kan vælge at blive siddende her og betragte en sikkert smuk solopgang, der langsomt og besværligt får mørket kastet væk de næste 8 timer. Jeg kan også vælge at læse alle aviserne på min computer og opdatere mig selv på verdens generelle fortrædeligheder og det britiske kongehus` i detaljer, hvilket jeg kan gøre, mens søvnige lærere og halvbevidstløse børn kæmper sig i mørket op ad bakken mod skolen for enden. Endelig kan jeg også vælge at kravle direkte ned i mine varme dyner igen og ligge der, indtil det enten er blevet helt lyst, eller indtil jeg bare har fået lyst til at stå op for alvor. Hovedsagen er her, at valget er mit. Og i øvrigt var det aldrig gået på frivilligt at have bevæget mig nogen som helst steder hen udenfor. Sikket privilegium!

Det er en gulerod, alle arbejdende, ufrivillige mørkemennesker skal huske på. Deres tur kommer også. Til at de, lidt skadefro, kan sidde her i mørket og kigge ud på alle de andre, der er tvunget til at gå ud i det. Længe leve morgenpensionismen! I januar, især!

Continue Reading

Om at stagnere i tiden.

Forleden mødte jeg moderen til en af min yngste søns klassekammerater. Hende havde jeg ikke set i næsten 20 år. Hendes og min søn var bedste kammerater, nærmest uadskillelige, de første år i folkeskolen, hvorefter de voksede lidt fra hinanden, kom i nye klasser og valgte forskellige ungdomsuddannelser.

Så selvfølgelig brugte vi bagerens gulv til en grundig update på afkommets udvikling og nuværende status. Ingen af sønnerne bor længere her i byen, for vores by er sådan en by, som unge først forlader og dernæst aldrig kommer tilbage til. Der var bare det ved det, at min forestillingsevne spillede mig et puds. Det var en umulighed for mig at tegne et billede af hendes søn som et voksent, næsten 30-årigt menneske. For mig er han for evigt stagneret i en form som 10-årig. I min fantasi kan han ikke blive ældre og er bestandigt fastfrosset i en barneform, en skabelon han ikke kan vokse ud af. Med mindre jeg selvfølgelig ser ham igen og kan give ham voksenskikkelse. Hvilket jeg samtidig godt kan gøre, ( altså møde ham) uden på nogen mulig måde at genkende ham, da han givetvis ikke har så meget til fælles med det barn, der for mig er ham.

Og sådan er der jo så mange. Så umådeligt mange, som gennem ens liv forlades, vokses fra, flyttes fra, glemmes og derfor går i stagnation i præcis den form, man forlod dem i. Jeg får altid et chok, når jeg ind imellem læser i Folkebladet fra den by, jeg oprindeligt kommer fra, og ser billeder af gamle bekendte og skolekammerater. De har formastet sig til at vokse ud af deres 18-årige form og antage helt nye skikkelser, der ofte er gået i fuldstændig uigenkendelighed. De er blevet ældre, de er blevet tykke eller tynde, og nogle af dem har endda tilladt sig at vokse rent menneskeligt. Og som når jeg ser gamle elever i medierne, hvor de heldigvis ofte er præsenteret med navns nævnelse, så jeg kan gå i stolthed og prøve at abstrahere fra de teenagere, min livsfilm har gemt. Mennesker er ikke for fastholdere. Det eneste sted, de kan fastholdes i evig stagnation er inde i ens egen visuelle album over fortiden.

Det vil være en cliche her at konkludere, at tiden jo går, og at selv jeg også bliver ældre. Den er sgu` for nem. Akkurat som det også ligger alt for pænt til sidebenet, at man heller ikke kan holde styr på alle dem, man gennem tiden er rendt over og til evig tid følge deres ustagnerede udvikling. Så måske skal man bare være glad ved, at man dog trods alt har et indre billede, fordi det i sig selv fortæller, at man dog husker og bekymrer sig om andre mennesker. Eller at man i alt fald gjorde.

Omvendt er det selvfølgelig også logisk, at andre har det på præcis samme måde med en selv. Man er måske gået i stillbillede som 18-årig, hvilket vel på sin vis heller ikke er det mindst flatterende, der kan ske. Selv om det måttet afstedkomme ubehagelige chok for de, der rendte over en og minsandten kunne genkende.

Men det rokker jo ikke ved, at inde i ens hoved sidder der et kolossalt fotoalbum med utallige mennesker, der er stagneret på bestemte tidspunkter i deres liv. Præcis dem, hvor de gled ud af ens eget. Der sidder de efterladt uden en fremtid og lever som stills for evigt. Helt uden for virkeligheden, og helt uden for de liv, de har fået. Akkurat som min søns gamle barndomskammerat.

Og jo flere af den slags billeder, man har, desto ældre er man. Det er direkte proportionelt!

Continue Reading

Om vejr til tiden.

I går var jeg sammen med nogen, som stod for at skulle arrangere en rejse til en mindre tysk by i foråret. Det var vigtigt, at turen blev lagt, så den så nogenlunde passede med, at samme bys kirsebærtræer stod i blomst. Men hvornår blomstrer kirsebærtræerne egentlig? I år?

For ude i min have er erantis og vintergækker i februarflor, og forleden, langs motorvejen, så jeg nogle hvide blomster, som i alt fald ikke har besøgelsestid midt i januar. Når jeg står op om morgenen og stikker hovedet ud på terrassen, kan jeg ikke indånde klar frostluft, men i stedet får jeg et ret massivt fuglekor af glade pippere, der tilsyneladende betragter menneskekalenderen som vejledende. Måske er de allerede gået i redemode?

Ret beset synes jeg personligt ikke, at vejret har vist anderledeshed siden oktober. Det har bare sådan jævnt hen været det samme. Gråt, regnende og med plusgrader. Sådan et underligt miskmask af efterår og forår i sammenblanding, hvor vinteren aldrig har fået gennemtrumfet noget som helst. Kedeligt, med andre ord. Latensperiode med regn og vejr, der som hovedregel bare skal overstås. Fordi vi har siddet i den samme grumsede suppedas i månedsvis.

Indtil for ganske få år siden var januarplanlægning præget af forbehold. Som i: “Jeg vil gerne komme til din fødselsdag, men alt afhænger jo af vejret.” Der var mange fester, vi ikke nåede frem til og meget vejr, vi ikke kørte ud i. Nu om dage er samme undskyldning ubrugelig. Og personligt har jeg da også længst droppet mine forbehold for januarmøder. Jeg kan ikke huske en eneste morgen denne såkaldte vinter, hvor jeg har set rim på min græsplæne, en eneste dag, hvor det var frostkoldt, og jeg har ikke bemærket så meget som blot et eneste vildfarent snefnug.

Jeg savner vinter. Jeg savner sne og frost. (I passende mængder!) Men mest af alt savner jeg årstiderne. At året har sin forudsigelige gang, sin cyklus, som man kan forholde sig til. Og glæde sig til. Forår og sommer får jo deres primære, oplivende værdi netop fordi det har været vinter, og ikke fordi det har været grumset i månedsvis. Det er efterhånden som om, vi er ved at ende med to årstider: en form for sommer-og så al grumsen ind imellem.

Jeg skal ikke gøre mig videnskabeligt klog på klimakrisen, men hvis dette er, hvad vi i fremtiden har i vente, så er jeg inderligt, dybt taknemmelig, fordi jeg har oplevet årstider. Vel og mærke årstider, man som hovedregel kunne regne med og forholde sig til. For hvornår blomstrer de der kirsebærtræer nede omkring Hamburg egentlig i år? Det kan vel lige så godt være i februar som i april, og det er da en smule udfordrende at planlægge sin rejse efter. I alt fald ikke til at lide på–og overhovedet ikke vejr til tiden!

Continue Reading

Det kan nås endnu!

Mens Ole sidder på sin knold og synger, er jeg simpelthen nødt til at videregive, at der stadig er flere timers højskolesang tilbage på DR2. Siden klokken 10 i morges har den danske sang stået ud som en rejselysten flåde gennem de grønne lunde, over Limfjordens vover og helt til salten Østerstrand. Fra 4 steder i landet har såvel de lokale som fremragende kor sunget sig gennem Højskolesangbogen, og vi herhjemme foran skærmen har nok brummet med og faldet ind, hvor vi nu kunne.

Gennem de timer, jeg har haft den nationale sangskat som soundtrack til, hvad nu ellers har foretaget mig, har jeg gradvist erkendt 2 ting, som jeg nok ofte går og glemmer i min dagligdag. For det første, hvor stor, smuk, rig og fantastisk en gave, vi er vokset op med og stadig har. Hvor kønne de dog er, de melodier, og hvor smukke ordene til mange mange af sangene i grunden er. Lige fra det højstemte i de romantiske fædrelandssange til det finurlige hos sangskrivere som Benny Andersen og Halfdan Rasmussen. Og for det andet, hvor meget alle disse sange egentlig binder os sammen, giver os en nodebåren samhørighed, noget at være fælles om.

Jo, man sidder næsten med tårer i øjnene over blå anemoner, septemberhimle og svanesange. Og man sender samtidig en lille taknemmelig tanke til de voksne i ens barndom, hvad enten de var lærere, spejderførere eller noget helt andet, der lærte en alle disse sange. Og til sig selv for også at have tilegnet sig de nyere sange. Det er en stor rigdom at være ejer af. For søren, hvor kan man dog mange af dem–uden at skulle se på de undertekster, der meget pædagogisk også er hæftet på udsendelsen.

Det bliver ved til klokken 22.30. Så der er stadig masser af lejlighed til at grovnyde den fænomenale danske sangskat! Selv om Ole har stoppet sin sang fra knolden. Men nu bærer blus vi med glæde…..

Continue Reading
1 2 3 25