De 283 trin.

En af mine gåruter involverer en trappe med 283 trin. Irriterende undermåler-størrelse, kun befordrende for uelegant trippen OK, men det er godt nok mange alligevel. Derfor har det aldrig nogen sinde faldet mig ind, at man kunne gå andet end NED ad den trappe. For på mystisk vis kan man, hvis man altså går en anden vej tilbage, nøjes med et anseeligt mindre antal trin opad.

Så var det pludselig, at det slog mig, at det da må være muligt at forcere sådan 283 babytrin for opadgående. Det har jeg sgu` aldrig overvejet før. Som sagt, så gjort. Altså så meget gjort, at jeg var nødt til at vende hele turen på hovedet og gå den, hvad man vel godt kan kalde den modsatte vej.

Det er sådan lidt ligesom, når man kører den samme rute ud og hjem på motorvejen. De ligner hverken sig selv eller hinanden. Verden ser anderledes ud, alt sammen ud fra, hvilken vej den bliver angrebet fra. Man undres til stadighed, derude på motorvejen, over, at man virkelig lige er kørt forbi et sted, der bare ser så uendeligt anderledes ud, når man kommer den modsatte vej fra. Sådan noget med, at et hus fra den ene side kan være nærmest dækket af træer, mens det fra den anden ligger helt åbent og synligt. Den slags huse kan det godt tage årevis af kilometer med, før man pludselig opdager, hvordan verden hænger sammen. At det er samme sted.

Det er også noget med udsyn. At udsynet, det at se fremad, er så utroligt forskelligt, alt efter vinklen. Så hvis man vender sine ture om, får man på magisk vis nogle nye ture, der ser helt anderledes ud. Tillægspræmien er nye perspektiver på verden, som ikke nødvendigvis behøver at se ens ud fra alle vinkler. Jeg kan kun anbefale at prøve. For vi er vel alle så forbandet indgroede i vores turvaner, at vi næsten klistrer til, at alle ture gås i en bestemt orden, en bestemt rute, der altid går fra A til B, og aldrig fra B til A.

I alt fald var det som at opdage nye spændende vinkler på en gammelkendt ost at gå den anden vej. Også selv om det involverede de 283 trin.

Da jeg kom hjem, tænkte jeg også på, at symbolikken er betontyk. Vi burde gå nogle flere ture den anden vej rundt og se de perspektiver, det giver os. Det er givetvis sundt for os med nye vinkler. Og 283 trin virker i grunden kun skræmmende i tankerne. I virkeligheden er de overvindelige. Ligesom så meget andet, vi viger fra, fordi vi nu engang har vores alt for vante og indgroede ruter, der absolut skal angribes fra samme side. Hver gang.

Continue Reading

Om dagens 10 kilometer.

I begyndelsen var det decideret Coronakedsomhed, blandet med et spirende forår, der ligesom satte det hele i gang. Og så blev det ved, fordi Coronaen altså ikke gik væk, og kedsomheden sådan set heller ikke blev mindre. Men der er alligevel over alle disse måneder sket det, at mine 10 daglige kilometer er blevet en livsnødvendighed, en integreret del af mit dagsforløb og noget, jeg slet ikke kan leve uden. Heller ikke sove uden.

Så jeg går. Traver mine daglige, livgivende kilometer. Og, stik mod hvad der ellers sådan ligger til mig motionsmæssigt, nyder det. Somme tider og i alt fald en gang dagligt med mand og hund, men lige så gerne alene. Alenegang er godt for tankerne. Og benene.

Der er det fantastisk geniale ved at gå, at det hverken kræver forberedelser eller udgifter. Selvfølgelig skal man have ordentligt vind- og vandtæt tøj og sko, men det har alle vel i forvejen. I alt fald skal der ikke investeres i megadyre, specialdesignede sko, og en ordentlig vinterjakke kan for tiden sagtens holde regn og blæst fra kroppen. Og så kan man bare lade fødderne bære sig hen, hvor de nu lige har lyst netop den dag. Der er absolut intet i vejen med at gå de samme ture. Faktisk nyder jeg at se de små forandringer, der hele tiden popper op på mine ekskursioner. Mest årstidsmæssigt betinget, men sandelig også, i bymæssige områder, af renoverings- sanerings- og make over- agtig art. Man kan jo nærmest følge et helt hus blive til eller iagttage en gennemgribende renovering i daglige småbidder. Jeg har yndlingsture, og de er, fordi jeg er mig, decideret foretrukne, fordi de i min bakkeby indebærer færrest op- og nedstigninger. Jeg gider ikke trapper. Ydermere har jeg gennem disse måneder gjort opdagelser af fantastiske, for mig hidtil ukendte, steder og områder. I mit sommerhusområde havde jeg indtil i år en operationsradius på få kvadratkilometer. Det har jeg ikke mere. Jeg kender efterhånden hvert hus og hver vej mellem Als og Øster Hurup.

På plussiden tæller også, at jeg aldrig tidligere i mit trekvartlange liv har været så sulten, spist så meget–og ikke taget et gram på. Jeg har permanent røde kinder, faste lår og lyst til ordentlige måltider. Min krop og jeg er blevet særdeles meget bedre venner, partnere og har indgået en uskreven aftale om respekt for hinanden. Den overholder vi så. Jeg går mine kilometer, og den holder kæft og opfører sig ordentligt, hvilket vel er det optimale for en krop på alder med min. Endelig sover jeg meget, meget bedre. Det er vel så enkelt, at jeg er naturligt træt, når jeg går i seng.

Man får et andet forhold til vejr, når man hver dag selvvalgt er ude i det. Regn og blæst skræmmer mig ikke mere, det er ikke andet end små forhindringer, man tøjmæssigt skal tage forbehold for. Hvor jeg førhen var særdeles overtalelig til at opgive udendørs foretagender med baggrund i vejret, kan det vejr nu bare passe sig selv udenom mig. Der er ikke meget vejr, man ikke kan gå i, og den slidte cliche med, at det udelukkende er påklædning, der er vigtig, er faktisk både sand og brugelig. Omvendt bliver man også så glad, når solen skinner på ens vej. Det løfter glæden i hvert skridt.

Den allerstørste gevinst ved mine kilometer er dog næsten tankesamlingerne. Gåture er decideret befordrende for at få struktureret tanker, at få dem organiseret ud af det rod, de ofte kan være og komme hjem med en form for ny klarhed over det, der har irriteret, pint eller bare forundret en. En gåtur kan være at krybe ind i rum bare med sig selv og lade benene bære sig frem til nye erkendelser og nye ordner. Nærmest at lade hvert skridt være som forbindelsesstreger i en nødvendig brainstorm. Man bliver så afklaret af at gå. Og man går sig ind i sine afklaringer.

Jeg er sikker på, at jeg er blevet afhængig af mine kilometer. Det er ingen skade til. Afhængighed kan, når den sidder i benene, sagtens være noget positivt og livsfremmende. Noget væsentligt og ualmindeligt godt for både sjæl og legeme. Samtidig er det også der, det skal slutte. Sådan at forstå, at jeg og min krop skal have de 10 kilometer. Hverken mere eller mindre. Jeg skal ikke ud i marathongang og indbyrdes konkurrence med mine egne ben og dybe frustrationer, hvis jeg ikke er i evig progression på gåparametret. Det er lige præcis mine 10 kilometer, der gør, at jeg får mig rørt, får set mine omgivelser, får en fornemmelse af årets gang og vejrets luner og får mine tanker samlet på en yderst fornuftig måde. Så jeg både spiser og sover optimalt.

Tænk, at noget kan være så forbavsende let!

Continue Reading

Om naboer.

Jeg skal have nye naboer. Jeg bryder mig ikke om, at skulle have nye naboer.

Det er overhovedet ikke fordi, jeg ikke kan lide de nye, der kommer. Jeg kender dem jo ikke. Det er mere fordi, jeg sådan bare ikke rigtigt gider få dem. De er jo gode nok, dem, jeg har. Nu havde jeg lige vænnet mig til dem.

Naboer, arbejdskolleger og familie vælger man ikke selv. De er sådan nogle, man skal vænne sig til. Jeg har tit tænkt, at det ville være en udsøgt fornøjelse, om man selv kunne udpege dem, man ville indgiftes med, gå på arbejde med og bo ved siden af. Men sådan er det ikke. Man må tage, hvad man får.

For det er nemlig en stor tryghed at have gode naboer. Ikke bare i forhold til forbandede hække- og petitesseskænderier og, som nogen må, nærmest at skulle snige sig rundt om sine egne gavle for at undgå konfrontationer med djævlene på naboparcellen. Men mere fordi det faktisk er af betydning i ens dagligdag.

I min optik overrender gode naboer ikke hinanden, men viser i stedet respekt og taktfuldhed overfor hinandens enemærker. Svingdøre, belejring og uanmeldte besøg i stakkevis er ikke min ide om godt naboskab. I stedet er perfekte naboer karakteriseret ved netop det, de logisk set kan. Nemlig at VÆRE der. At være der, når man skal have opsynsfolk på under en ferie, når man skal låne en trailer, en flyttemand eller en halv kop sukker, når man har brug for en uformel snak over hækken, når samme hæk skal klippes, og når man skal dele lidt sladder om de andre naboer og kvarteret generelt. Eller holde en gadefest, hvor nabolaget kan mødes og finde et fællesskab i det basale faktum, at det, de har til fælles, er, at de bor samme sted. En tommelfingerregel er faktisk så simpel som, at man skal have lyst til at gå ud i sin have, når naboen er i sin!

Det tager tid at vænne sig til naboer. For ret beset er det jo vildtfremmede mennesker, man pludselig skal dele både hæk og dagligdag lidt på afstand med. Jeg håber bare, de nye bliver lige så gode som dem, vi allerede har. Eller allerede har vænnet os til. Vi har jo ikke selv valgt dem, desværre.

Og så må vi jo nok også lige huske på, at de så heller ikke specifikt har valgt os! Vi må arbejde seriøst på, at velkomsten består i, at VI bliver lette at vænne sig til!

Continue Reading

Om de små skridt.

Mit ældste barnebarn kan gå! Noget usikkert, vringlende, tøvende, men decideret uden at holde ved noget som helst. I betragtning af at hun kun er 9½ måned, er det da, om man så kan sige, ret godt gået.

Men det er egentlig ikke det, det skal handle om. De første skridt er kun sådan en slags afsætningsrampe for at skrive om, hvordan fokuspunkterne i ens liv i den grad har flyttet sig bare i løbet af det lille år, jeg har haft de 3 guldklumper.

For mens verden byder på pandemi, kriser og masseaflivning af pelsdyr, så er jeg samtidig gået i smile, grine, vende sig, kravle, stå og gå-mode. Gået i intensiv dyrkning af, hvad mine små efterkommere dog kan imponere med fra dag til dag. Ikke som en indbyrdes konkurrence, eller som et kapløb med en verden af andre foretagsomme babyer, men som en næsegrus beundring af, hvor fantastisk sådan en begyndelse på et helt liv dog former sig. Hvor snedigt, hvor velplanlagt, hvor ualmindeligt gennemtænkt. Og hvor fantastisk, at det sådan bare lader sig gøre, nærmest af sig selv. Som om der sidder en veldrevet motor, en super-programmeret chip derinde og sørger for, at ikke bare en baby, men hele menneskehedens fremtid udfolder sig hensigtsmæssig og i et logisk tempo og en forståelig progression.

Vi snakker meget om, hvad man kan og har lært. Om hele vejen fra umælende lille frø til at kunne forholde sig til og interagere med sin omverden. Glæder os med de stolte forældre, når der pludselig kommer en ny evne til. Og undrer os egentlig over, hvor meget man kan gå op i så lidt. Hvor glad man kan blive for evnen til selv at kunne gribe om legetøj og det første, ubehjælpsomme kravl.

Og samtidig tænker jeg tilbage på mine egnes babydom. Prøver at erindre, om jeg lige så intensivt overvågede hvert skridt fremad med samme jubeltoner. Måske. I alt fald med den første. Med de næste vidste man jo godt, at de nok skulle få det lært, så der var ikke den samme hast og fokusering. Samtidig har orlovsordningerne ændret sig betragteligt. Ret beset fra de 3-4 måneder, der var dengang, til noget, der næsten ligner et år. Mine babyer var ikke superviseret af mig fra morgen til aften, og det var vel bare noget, man indfandt sig med, at tigerspringene lige så godt kunne foregå i vuggestuen som derhjemme. Sådan var vilkårene.

Måske er det derfor, at en afdeling af mit liv lige nu er dedikeret babyudvikling. At jeg altså klapper i mine hænder og næsten bliver lidt rørt, når de første skridt tages. Og at der i fremtiden bliver mange, mange flere skridt, store som små, som jeg sikkert vil gå i absolut bedstemor-svime over.

Jeg tror, det er godt for babyer (og børn) at have bedsteforældre. Så er der da altid nogen, der synes, det er ganske og fantastisk vidunderligt, når de har lært noget nyt. Det er såmænd ingen skade til for nogen som helst, at have et privat heppekor på sidelinjen og en flok cheerledere i meget moden alder. Der til stadighed forundres over, hvor velgennemtænkt hele processen omkring at blive til et rigtigt menneske dog er!

Continue Reading

Om Coronasmitte.

På min gamle skole er 7 lærere og 20 elever smittet med Corona. Indtil videre. Skolen er således blevet epi-centret for smitten i hele kommunen–et faktum, som en enkelt elev lige ubevidst etablerede ved at super-supersprede.

Jeg sidder selvfølgelig her og godter mig over ikke at skulle i skole, frelst fra et dagligt raid af usynlige killere, mens jeg tænker på, hvor altoverskyggende angst jeg i givet fald ville være for noget så basalt som at passe mit arbejde. Jeg sidder også her og tænker på samtlige tidligere kolleger, og hvordan de har det. Samt allermest på de af dem, der er ramt. Mest fordi de er ramt, men også fordi, det faktisk er første gang, jeg sådan for alvor kender nogen, der har fået Corona. Indtil nu har det ikke været tæt på, i kød og blod. Ikke engang naboer, eller naboers venner, har været inde i Coronabilledet.

Når det så er sagt, så er der vel egentlig også grund til at vende hele sagen på hovedet. Og tænke tilbage på de utallige vintre, og især forår, hvor influenzaepidemier har hærget på en arbejdsplads med over 1000 mennesker. Hvor man i flere måneder mødte op til halve klasser, måtte se elever gå syge hjem hver dag, og hvor fraværslisten på kolleger i den grad affødte aflyste timer. Hvor bakterier af enhver art stortrivedes i klasselokaler, der i sin tid var skrabet bygget til 24 og de sidste mange år husede 31 og en lærer, der alle skulle dele den samme sparsomme luft. Hvor sådan en epidemi med andre ord blev noget så synlig med sit logo: tomme stole!

For i grunden er det jo imponerende, at det kun er omkring 30. Ud af over 1000. Det er for mange, OK, men det er, i et parameter over samtlige de epidemier jeg kan huske, slet ikke overvældende. Man fristes næsten til at sige, at det er forbløffende få. Sammenlignet med datidens bakterielle slagmarker. Og det, jeg egentlig gerne vil sige med det er, at et så statistisk pænt tabstal i den grad bevidner, at der over de seneste måneder er sket dybe forandringer omkring, hvordan vi fysisk omgås hinanden, og hvordan vi, for nu at gøre det helt basalt, passer på os selv og andre. For at holde et smittetal nede på et sted, hvor mennesker flokkes mellem hinanden og lukkes inde i meget små lokaler sammen, må der virkelig være gjort en indsats omkring spritning, afstand og alt, hvad der ellers kræves. Det må essentielt være blevet taget seriøst og dybt alvorligt, at smitte skulle undgås. Meget ulig adskillige tidligere epidemier, hvor vi bare flokkedes uafsprittede i horder og uanfægtede skød med skarpt på kryds og tværs i de små lokaler. Vi er blevet klogere, vi er blevet fjernere, og vi er blevet afsprittede.

Så det er trist, at smitten er i omløb, men faktisk er det imponerende, at den ikke fik lov at løbe mere. For det KAN den godt. Jeg kan tydeligt erindre det!

Continue Reading

Om at tråde en nål.

Ind imellem får man disse, ret skræmmende, akutte påmindelser om, at tiden altså går, og man selv går noget så eftertrykkeligt med. Somme tider føles det endda som om, man selv haster langt foran tiden.

Mit liv består mest af stoppenåle på trådningsplanet. Stoppenåle er som regel alderdomssikrede med enorme nåleøjer, som man nærmest bare kan kaste sine garnender ind i uden overhængende fare for at ramme ved siden af. Stoppenåle har desværre bare det minus, at de tydeligvis er beregnede til at stoppe ( altså som i stoppe STRØMPER, hvis nogen ellers erindrer det) og derfor er alenlange, møgstive og helt uden fleksibilitet. Det er genialt til endesyning og, hvis nogen lige står og skal bruge den slags, strømpestopning, men det duer altså ikke til at sy knapper i. Eller sy andre småting på under 5 centimeters symæssigt råderum.

Så i går skulle jeg så sy noget, der på syskalaen var mindre end endetråde. Første hurdle bestod i at finde en nål i en acceptabel størrelse. Det vidner om, at jeg ikke sådan går og syr ret meget til daglig. Der er ikke mange knapper på mig, og da slet ikke nogen, jeg forliser. Heldigvis har jeg gennem årene opmagasineret et relativt pænt lager af den slags små sy-hjælpepakker, man kan tilrane sig på bedre hoteller. Dem, man stjal sammen med mini-shampooerne, dengang man ikke vidste, at de bare bestod af opgraderet silikone.

Og tænk, gennem alle de år som sådan en stak førstehjælpspakker til løse knapper har ligget i mine skuffer, da er nåleøjerne gået på skrump. Hvert eneste år har taget godt og vel en millimeter fra øjet, så der nu næsten ingenting er tilbage. Det er godt, der kun er billig sytråd i sådan nogle pakker–intet andet kan komme gennem de øjer.

Så står man der og skal tråde sin nål. Der er så der , alderdommen for alvor banker på. Ved første øjekast undrer man sig over, om der overhovedet ER et øje i kaloriussen, for umiddelbart er det ikke synligt. Dernæst bruger man det gamle trick med at sutte intensivt på tråden og prøve at få den mast ind et eller andet sted. Alt imens ens fingre synes som de forvoksede kloer på en hummer med alvorlig slidgigt. Det, man primært får fat i, er nemlig ikke enden på tråden, men sine egne tommelfingre. Så søger man lyset. Starter ved et vindue, der ikke virker, går til et andet, der vist har et bedre lysindfald, og inden man har set sig om, står man ude i sin have og kæmper en brav kamp med en skide nål og et uvenligt nåleøje. Som man ind imellem griber sig selv i at tvivle på eksistensen af. Det er udelukkende logisk tænkning, at man overhovedet gider blive ved: Hvem i alverden skulle dog producere nåle uden nåleøjer?

Når man så, efter en lang og særdeles ulige kamp, endelig får den forbandede tråd igennem, er der ikke tale om en synsmæssigt sejr. Det er ikke andet end held. I øvrigt skal man ofte gennem et antal fortvivlende “næsten-er”–altså der, hvor man har fået en lille, minimal snip af tråden gennem øjet, men bare ikke kan få fummelfingrene til at få fat i samme drillesnip. Den vil nemlig helst tilbage, hvor den kom fra. Hvilket den så gør.

Og det er da også, når man omsider står med sejren over en skide synål, at man pludselig forstår, at man har dummet sig noget så umanerligt ved bare at tråde den med et anstændigt stykke tråd, der ikke er for dovne skræddere. Man skulle jo have sat flere meter igennem, så man ligesom var dækket ind det næste lange stykke tid. Så man havde trådet tråd nok til flere måneder. År endda. Sådan at man højt og flot bare kunne blæse på enhver form for farver og sy alt med hvidt, fordi selve de indledende øvelser omkring at nå dertil, hvor man rent faktisk kan komme i gang med at sy, er så fortvivlende ondskabsfulde.

Og når jeg husker tilbage på mit livs syninger, så er det da primært selve syningerne, jeg husker. Da ikke trådningerne. Da ikke den ulige kamp med en skide synål. Det er DET, jeg mener med at få særdeles ubehagelige og akutte påmindelser om, at tiden går!

Continue Reading

Om kålorme.

For et stykke tid siden købte jeg dette orgie i farvet plastik på et marked. Det var før, jeg fik børnebørn, men alligevel må jeg have været slået af en helt beundringsværdig forudseenhed. Have kunnet spå om dette syntetiske dyrs strålende fremtid.

For det har det fået. Kålormen er, uden nogen form for konkurrence fra alle sine pædagogisk korrekte fætre og kusiner i træ, det mest populære stykke babylegetøj, huset kan stille op med. Der er ingen grænser for, hvad den kålorm kan. Den er temmelig ledløs og formet i relativt mundrette babystykker. Selv antennerne kan man få stoppet ind i munden. Ved samme lejlighed får man så lidt rust med. Selve kroppen kan vringles og slås mod snart sagt alt i alle tænkelige og utænkelige vinkler, og selv de, der endnu ikke har helt egenkontrol over ekstremiteterne, kan sagtens ramme kålormen, for der er godt ½ meter orm at sigte efter. Allermest genialt er det, at når der er mere end en baby på besøg–og alt andet legetøj er komplet uinteressant–så er kålormen lang nok til, at man bare kan få hver sin ende. Man kan sagtens dele en kålorm, selv om det selvfølgelig altid er den ældste og mest arm-kontrollerende, der ender med antennerne som præmie. Det skal man nemlig lige vide om kålorme: Antenneenden er den bedste!

Det slår mig selvfølgelig, at selv om man er lillebitte og just har opdaget, at man også er udstyret med arme og ben, så har man alligevel klare præferencer, hvad angår legetøj. Hende den fornuftige bedstemor, som i den grad har rippet genbrugene for trælegetøj–hendes legetøjssmag har ingen gang på jorden i konkurrence med en kålorm i plastik. Enhver baby ved da instinktivt, at farvestrålende, leddeløse larver med rustne antenner til enhver tid overgår alt det pædagogiske pjat. Bling-bling er sagen. Tilsat plastik og lidt rust.

Jeg tænker samtidig også på, hvornår man vokser fra sin dårlige smag. Selvfølgelig er der nogle mennesker, der i mine øjne aldrig gør det, men det er noget helt andet. Jeg tænker mere på, hvornår man graduerer fra plastikorm til noget lidt mere kunstnerisk forsvarligt. Og så tænker jeg også på, om jeg mon selv huskede at gå fuldstændigt, totalt, crazy amok i kålorme, dengang jeg selv var baby. Fik fyldt min kvote af farvestrålende plastik forsvarligt op, så jeg sagtens, gennem resten af mit liv, kunne gå forbi fristelser af så overvældende art og i stedet købe noget fornuftigt.

Men står nogen og skal have babyer på besøg i nærmeste fremtid, så er her selve kernen til at blive den ultimative succes: Køb en kålorm!

Continue Reading

Om renovering.

Når jeg går tur i mit parcelhuskvarter, hvilket jeg rimeligt ofte gør, slår det mig, hvor omfattende renoveringsarbejder, der hele tiden er i gang. I første instans hvor mange huse, der renoveres, men sandelig også, hvor omfattende samme make-overs er. Der er tydeligvis en trend ( eller måske en økonomisk mulighed?) for tiden, der basalt går ud på, at når man køber et brugt hus, så omdanner man det i sit eget billede. Gerne så fuldstændigt gennemgribende, at updaterings-idioter som mig somme tider har svært ved at fatte, hvorfor i alverden man ikke bare river lortet ned og bygger nyt. Men også så gennemgribende og totalt, at det er normen, at man ikke flytter noget som helst ( inklusiv sig selv) ind i huset, før alt er funklende nyt på overfladen.

Dengang for mange flere mentale årtusinder siden, da vi købte vores første hus, var trenden en helt, helt anden. Man fandt et hus ud fra såvel ens økonomiske formåen, men sandelig også ud fra det, man måske kunne kalde en slags laveste fællesnævners princip. Det hus, der blev valgt, kunne som regel opfylde de fleste af ens krav samt indeholdt de badeværelser og køkkener, der mellem alle husene i udbud var dem, det var lettest at leve med. Altså leve med, indtil man på sigt ( og ingen vidste hvornår) kunne renovere dem. Man flyttede som regel ind i sit hus og tog til takke med, hvad det nu måtte byde på. Ingen, eller i alt fald kun et decideret mindretal, startede omfattende nedrivning og opbygning, allerede INDEN de flyttede ind. At shine et hus op var, underforstået for os alle, en proces, der foregik løbende. Alt afhængig af økonomi, måske antallet af familieforøgelser og andre ukendte faktorer. Et hus var et årelang, gradvist projekt, og mange af os er vel først ved at være færdige nu, hvor vi så småt er begyndt at kigge efter noget andet og mindre.

Så er det, jeg kommer til at tænke på, hvorfor det mon forholder sig sådan. Sådan lidt Queen-agtigt “I want it all, and I want it now.” Hvorfor vi blev en generation af mere eller mindre tålmodige ventere, mens vores børn har svært ved at acceptere bare små nedslag på perfekthedsskalaen. For det er jo dem, der ivrigt erhverver sig de gamle parcelhuse og ribber dem for såvel indmad, haver som farvede mursten, da nærmest ethvert nyanskaffet hus skal pudses. Det er dem, der river 5 år gamle køkkener ned ( det gør helt ondt at se på!) og helst skal have slottet totalt indflytningsklart, inden de overhovedet kan få tøjet ind i walk-in skabet.

Selvfølgelig er de økonomisk mere velstillede, end de fleste af os var, da vi var unge. Spørgsmålet er bare, om vi også ville have brugt pengene på puds og nye toiletarmaturer, hvis vi havde haft dem. Det tror jeg næppe. Vi var børn af en helt anden opvækst. En opvækst, hvor der ofte manglede temmelig meget på perfekthedsparametret for, at det hele var ideelt. Og det lærte vi at leve med, fordi det bare VAR sådan. Der var godt nok mange ting, vi gerne ville have haft, men vi havde vel en klar, indbygget fornemmelse for, at noget var urealistisk, og andet måtte vente. Bare en så basal ting som at vi sparede sammen til ting–selv relativt små ting som et nyt stykke legetøj eller en ny cykel, tror jeg, lærte os en hel del væsentligt om såvel købekraft som pengenes værdi. ( Husker endnu det stereoanlæg, der tog mig over et år og to slæbsomme efterårsferier i æblerne at nå frem til!) Det forholdt sig ikke sådan, at hvis vi bare vrælede tilstrækkeligt og himmelhøjt, så kom tingene af sig selv. Man ventede. Nogle gange endda helt forgæves.

Jeg er bange for, at vi ikke rigtigt har fået lært vores børn at vente. Faktisk indebærer det også at påskønne venteperioden, fordi man netop i den glæder sig til at nå målet.

Vi lærte at bygge Rom over årtier og at vente på, at der blev mulighed for at anlægge nye tiltag. Vores børn bygger byen på en dag og er absolut ikke indflytningsklare, før hele den storstrålede by står der i al sin perfekthed.

Der er bare lige det ved det, at det da egentlig må være lidt tamt at flytte direkte ind i en sådan totalrenovering. For hvad skal man så vente på? Glæde sig til? Spare sammen til? Det bliver spændende at se, hvad det næste træk fra renoveringsgenerationen mon bliver!

Continue Reading

Om udsigt til toiletvogn.

Det er ingen hemmelighed, at alder forøger mængden af tis, der skal ud om natten. At man efterhånden er ved at gå direkte tilbage til babystadiet, hvor det næsten synes som en personlig sejr at sove igennem. Ikke, at det sker så ofte. Samtidig er man heldigvis også ved at opnå rimelige kompetencer i at rage sig gennem mørket og med lukkede øjne og der på brættet foregøgle sig selv, at man bare har et lille break i søvnen og sagtens kan finde tilbage til den bagefter. Det er så løgn.

Faktum er, at jo ældre i alt fald jeg bliver, jo mere bliver antallet af toiletbesøg om natten næsten proportionelt med antallet af år. Jeg er også begyndt at erkende dem som en faktor i mit liv: Sover jeg på hotel ( der var engang, man gjorde den slags!) lægger jeg flugtruten, inden lyset slukkes, og jeg kunne aldrig drømme om at booke noget som helst uden eget toilet. Ingen stavren rundt på fremmede gange her, tak! Det er også mig, der som en naturlig selvfølge tager pladsen med den mest toiletnære vej i dobbeltsengen, ligegyldigt hvor vi måtte overnatte.

Nu er der så sket det, at nogle gamle vandrør i huset har bestemt sig for at revne og lække. Helt præcist sidder samme rør i væggen mellem og i gulvet under badeværelserne. Det betyder, at samme vægge og gulve skal op, og at alt, der hænger eller på anden måde er monteret på dem, skal væk. Her taler vi så alt fra fliser, over brusere, over vaske, over toiletmøbler til toiletter. Med andre ord skal mine badeværelser reduceres til gabende tomme rum i en periode.

Der er selvfølgelig en forsikring, der dækker noget af det, men som alle jo ved, så dækker forsikringer kun det, der står med stort. Det er en bagatel i forhold til, hvad der står med småt. Man må så også sige, at det vel er sådan en lille slags held i uheld, at et 25 år gammelt badeværelse da i det mindste får nye fliser for de millioner, vi indtil nu har foræret vores forsikringsselskab. Jeg er også sikker på, at det primært skyldes, at fliserne er så gamle, at de er umulige at opdrive på ny. En opgradering af de lokale forhold på badeværelserne må vi selv betale for, og, endnu engang som alle jo ved!, så er vådrumsoptimeringer aldrig billige.

Det er så også til at leve med. Det hele er til at leve med. Hvis det bare ikke var for den toiletvogn! Den, som taksatoren i al sin overvældende gavmildhed og smilende forsikrede mig om, at de sandelig nok skulle stationere i min indkørsel. Endda lige så længe det hele stod på! Man bliver i øvrigt altid skeptisk, når folk bruger “lige så længe” om huslige reparationer. Jeg skal sgu` nok sidde derude julen over.

Anyway, så bliver det da dejligt at få vandet ud af væggene. At få lugten af jordslåethed ud af huset. Så sandelig også at få noget, der minder om nye badeværelser, selv om hovedudgiften peger lige direkte på os. Men tanken om den toiletvogn er ved at gøre store indhug i min livsværdi allerede på forhånd. Bare tanken om den!

Om dagen kan det nok gå an. Selv om man vel skal have et par toiletsko stående ved hoveddøren, for det bliver sikkert nødvendigt at have sko på ved samtlige toiletbesøg. Man skal jo vade over forfløjne blade og efterårets hyppige regn for at nå sit sæde. Måske skal man endda, længere hen på vinteren, have kraftigt overtøj på på toilettet. Godt nok lovede han mig varme i vognen, men den slags har det nu med at fordufte ud til fuglene. Nej, det værste bliver nætterne. Bare tanken om dem er altså styg. At skulle bevæge sig derud i nattens mulm og mørke, kulde, regn og blæst og alt det andet ganske vederstyggelige, der også som regel foregår om natten. For slet ikke at tale om, at det er koldt.

Det foruroliger mig også, om sådan en tingest kan låses af. Jeg mener, hvad hvis den nu ikke kan? Så kan man træffe at komme søvndrukkent ragende der midt om natten og finde tilfældigt tissetrængende forbipasserende i ens egen toiletvogn. De kan endda komme og hive i døren, mens man sidder derude i den mørkeste nat. Og ingen ved, hvem det er, der sådan går rundt på villavejene og bruger toiletvognene om natten. Det er da i alt fald helt sikkert ikke folk, der samvittighedsfuldt og ordentligt passer deres nattesøvn! Derudover ved man jo heller ikke, om der sådan er forståeligt lys i sådan en vogn. Og, hvis der er, om det, at man tænder lyset der om natten, vil virke dragende på omstrejfende og områdets vilde dyr.

Det er bestemt ikke lyse (Nå nej, det foregår jo også i mørke) toilet-fremtidsudsigter. Personligt synes jeg, at toiletvogne hører hjemme på festivaller ( hvis nogen kan huske sådan nogle) og til store udendørs fester. Ikke i min indkørsel. I alt fald ikke om natten. Og jeg vil gå i skarp træning for at minimere mit natlige udtag. I årevis har jeg intet drukket efter aftensmaden for at opdæmme de natlige toiletbesøg. Måske skal jeg bare indstille al væske efter frokosten? For at være forberedt på al den forfærdelighed tanken om en toiletvogn allerede nu visualiserer særdeles klart i mit hoved.

Continue Reading

Om Quintus Bastionen, der ikke blev.

Og så, mens man passer ammebarn og derfor hele tiden må bevæge sig i cirkler omkring det sted, hvor det altoverskyggende, betydningsfulde bryst befinder sig, kommer man tilfældigt forbi et sted, hvor man bare kan mærke, man hører til.

Helt uden at have vidst, at det sted fandtes. Og helt uden nogen sinde overhovedet at have spekuleret over, at det kunne være her, man egentlig burde bo. Sådan noget kan man mærke helt ind i sjælen. Det kalder på en. Højlydt. En skam, man ikke kan svare.

Quintus Bastionen er en del af den gamle flådestation Holmen og ligger oversmukt, pragtfuldt, bynært og alligevel langt ude på det, der på københavnsk er landet, lige ved overgangen til Refshaleøen. Derude, hvor det hele indtil for få år siden var ren Klondyke, og hvor det nu går så stærkt med byudviklingen, at græstotte forvandles til boliger på få måneder. Det meste af denne såkaldte urbanisering af et stykke industri- og flådelandskab består af nærmest kriminelt kønsløse boligblokke, hvis arkitekter ( hvis der overhovedet har været sådanne involveret) burde få opsat skamstøtter med navns nævnelse til generel overspytning på alle offentlige pladser.

Dog ikke Quintus Bastionen, som primært består af gamle træhuse, der nænsomt er restaurerede ( vel nærmest genetablerede) og ligger direkte ned til vandet i en slags landsbyagtigt miljø. Her er som i et nostalgisk sommerhusområde fra 50-erne–dog med boliger, der både er kvalitetsmæssigt flotte og totalt up-to-date. Her er usigeligt hyggeligt, roligt og rart på den der bedstemoragtige måde, der taler lige ind i hjertet om både livsoverskud, gode salater og brun sovs på nytænkt.

Her ville jeg gerne bo. Lige midt i København, på den anden side af vandet ved dronningen og midt i det, der er så meget mere mit København end alt det turistede og intetsigende derinde i midtbyen. Her er udsigt til vand, til Københavns tårne og spir, til dejlighed og til uberørthed på samme tid. Godt nok: Så længe, det varer, for storbyen har det med at bedrive uigenkaldelig imperialisme på sine uberørte områder med en fart, der næsten er skræmmende.

Der er bare lige det ved det, at sådan et hus koster millioner. Mange millioner. Forfærdeligt mange millioner. I alt fald så mange millioner, at jeg aldrig vil få dem sparet sammen på det, der er resten af mit liv. Eller kan finde en troværdig begrundelse for at få nogen som helst bank til at låne mig dem. Så selv om min sjæl en akut indflytningsparat, så er mine finanser det desværre ikke. Det nytter ikke noget, at jeg mentalt hører noget så gedigent til derude, når jeg økonomisk er så stor en fattigrøv, at jeg må nøjes med at stå med næsen trykket op mod vinduet og betaget, i dyb misundelse, betragte how the other half lives.

Endnu engang må jeg undres over, at alle de millionbyggerier, som hovedstaden byder på i disse år, overhovedet finder købere. Jeg mener: Hvor KOMMER alle disse rige mennesker dog fra? I alt fald ikke herude fra provinsen, hvor vi generelt synes, at parcelhuse over 2,5 millioner da er vel i den dyre ende! Hvem er det, der med lethed svinger initialerne hen over en købskontrakt på et tocifret millionbeløb? Og oven i købet hverken snyder banken eller må abstrahere fra noget at spise i månedsvis. Det er ufatteligt (for mig i alt fald), at der i mange af de der fantastiske huse, hvor jeg da selvfølgelig sneg mig til at gå rundt som om, jeg hørte noget så gevaldigt til, ligefrem boede børnefamilier. De må have arvet. Tror jeg.

Anyway, så vil jeg, hvis jeg nogensinde ( og her er vi ude i de absolutte utopier) bliver bare lidt rig, straks flytte til Quintus Bastionen. For det er der, jeg retmæssigt og med hele min sjæl hører til. Jeg har sådan næsten mere ret til at være der end alle de andre rigmåse, fordi jeg kan mærke, at det her sted ville være rigtigt godt for mig.

Men sådan skal det altså ikke være. Selv om jeg på stedet er klar til at investere de der imaginære tocifrede millioner i at komme til at bo lige der, hvor jeg burde bo. Men Quintus Bastionen bliver vist bare et sted, der ikke blev. SUK!

Continue Reading
1 2 3 27