Et duftebillede.

Tag en dyb og dybfølt indånding og duft foråret på billedet. Sådan helt ned i vinterlungerne. Slå dem op og ud mod foråret.

Det er duften af nyslået græs. Af vintergammelt græs, der har været gennem årets første grovklipning. Og afmosning.

For mig er det indbegrebet af, at nu er det sandt, nu er det her. Når først græsset gror, så plejer resten lige at bemærke det og så lige så stille følge med.

Duften af nyslået græs er allerbedst den allerførste gang, det forårsslås. Af underlige årsager er det hver år som om, det er en forunderlig duft, man i grunden helt havde glemt hele vinteren. Men at gendufte den er vidunderligt. Man kan næsten sniffe sig helt forårsskæv i den. Bruge al den duft vildt intensivt i flere timer. Og hvis lunger på nogen mulig måde kan blive grønne indeni, så er mine det nu!

Prøv det! Duft!

Continue Reading

Et sørgmodigt farvel.

Jeg har aldrig kendt nogen, der var så glade for at komme i sommerhus, som den familie, der ejede dette sommerhus på lejet grund i flere generationer. Nu er det ved at blive revet ned.

Som regel var de der det meste af sommeren. 2-3 generationer sammen. Der var ikke elektricitet og indlagt vand, og toilettet var et skur lidt væk fra huset. Det var heller ikke, fordi de ikke havde råd til at modernisere. Det var simpelthen fordi, dette var deres sommerhus. Og det skulle der ikke rokkes ved.

De var ualmindeligt badende— i nærmest al slags vejr. Og så spillede de Yatzy i stearinlysets skær, eller udenfor i de lange, lyse sommeraftener. Der var altid liv og glade dage i det hus. Og livsglæde.

Man kan vel nærmest ikke få en pool eller bare en lille jacuzzi ind på selve husets grundareal. Ikke at de nogensinde så meget som overvejede det.

Det er lidt sørgmodigt at se det hus blive spist af bulldozeren. For det er jo ikke bare et hus, men i sig selv indbegrebet af en måde at holde ferie på, der sådan bliver jævnet for altid. Det sætter i alt fald nogle tanker i gang hos mig.

Continue Reading

Når man skal være taknemmelig.

I mange år har vi haft ca. ½ meters havudsigt fra vores sommerhus. Alt afhængigt af, hvordan vi formåede at dreje kroppen i skæve vinkler, og nogle gange, sådan i tusmørke og på listefødder, af hvordan vi lige gik til angreb på andre menneskers genstridige grene og skyggende småtræer.

Al den slags pjat er nu ovre. Og vi har ikke selv rørt en finger. Eller en listetå. Der er nogen, der kvit og frit har foræret os en udsigt. Eller, i ejendomsmæglersprog, for 50.000 herlighedsværdi. TAK!

Sidste sommer blev grunden foran os solgt–efter at vi i mange år forgæves havde anmodet om at måtte købe den. For vores vedkommende ikke for at bebygge den. Præcis det stik modsatte. For at undgå at en kreativ bygger lige smækkede et mindre højhus op foran vores stuevindue, og så i øvrigt regnede med at trække paragrafrytteriet ud i en menneskealder, hvis vi understod os i at klage.

Så vi så altså højhuset for vores indre blik. Og frygtede for vores ½ meters udsigt. Lidt har vel også ret. Og så viser det sig, at vores flinke nabo har genkøbt grunden af ham, der oprindeligt købte grunden, fordi han også frygtede for sin udsigt. Ydermere vil han selv, altså naboen, gerne have ryddet op i al den gamle bevoksning, så han rydder lige det hele. Hvilket har den konsekvens, at vi nu er oppe på 10 meter havudsigt med virkelig troværdig chance for forventet efterbevilling. Han rydder jo skov som en gal dernede. Og for hvert træ, han fælder for sig selv og på sin egen grund, arver vi flere meters udsigt. Det kan man da kalde en god nabo!!

Dette er sådan en situation, hvor taknemmelighed absolut er på sin plads. En appelsin–eller en udsigt, om man vil–lige ned i turbanen, helt uden at den var forventet. Skidt være med den økonomiske herlighedsværdi, for det her sted skal ikke sælges. Eller, som vi plejer at sige, det med salg er børnenes afdeling til sin tid. Men den herlighedsværdi, der ligger i den nye terrasse med dette steds bedste, uspolerede havudsigt, som jeg allerede har planlagt og næsten færdigbygget inde i mit hoved, den er ubetalelig. Nej, hvor skal jeg drikke mange kopper te derude. Og spise cheesecake og jordbær. Mens jeg tænker på min gode nabo med stor, inderlig taknemmelighed.

Continue Reading

Forår og frihed.

Åh, denne fornemmelse af, at nu er det endelig blevet forår. Af at spise frokost udendørs, mens fuglene synger, og man i det fjerne kan høre (hvis man virkelig anstrenger sig!) havets bølger.

Det er den slags små glæder, man kommer til at sætte mere og mere pris på med alderen. Dette med IKKE at skulle noget. I alt fald ikke noget uopsætteligt. Eller noget, der ikke kan vente til i morgen.

Engang var der prestige i at have kalenderen så fyldt som muligt. Jeg bildte mig selv ind, at det gav selvværd og understregede min egen væsentlighed.

Nu må den godt være pænt tom. Sådan at jeg bare kan blive her på mit lille sted, indtil jeg ikke gider det længere. Til jeg er fyldt op og har fået nok. Det er sgu` da livskvalitet!

Continue Reading

Om hvordan vi klæder os.

Jeg var på auktion forleden og kom til at investere en lille sum i vintagetøj fra 60-erne. Ikke retro. Retro betyder tro mod noget, der var engang. Altså kopi, og mit tøj er skam ganske ægte.

Denne spadseredragt er i uld og terylene. Og hvem går lige i spadseredragt? Og i terylene? Mere altså? Den har givetvis tilhørt en dame fra borgerskabet, som har iklædt sig den, når hun skulle ud af huset til mellemfine lejligheder. Arbejde var nok næppe en lejlighed. Sådan en gik man, som min mor siger, aldrig fejl af. Hun ville, med andre ord, nok have lignet alle de andre damer, der skulle ud af huset til mere eller mindre samme ærinde.

Det fik mig til at tænke på, hvor uendeligt ens vi i virkeligheden er i vores påklædning. Selv om vi selvfølgelig er dybt, personligt overbeviste om, at vi er vildt unikke. Hvis folk er iklædt deres arbejdstøj–og her tænker jeg ikke i uniformer–kan man nærmest på stedet regne ud, ca. hvad de laver. Jeans, stribet strik eller T-shirt fra Mads Nørgaard, tørklæde, flade Angulus/Green Comfort sko eller støvler og Aigle eller lignende jakke/frakke signaler undervisningsverden, mens jakkesæt fra et rimeligt dyrt mærke, skjortebluse, sko med hæl og Burberry/Tommy Hilfiger trenchcoat signalerer noget med finans, forsikring eller ejendomshandel. Overflod af farver og sjove sammensætninger af nyt og vintage signalerer kreativ klasse, mens halvbillige mærker for det meste fortæller, at netop det job ikke har en egentlig dresscode.

Vi kan jo godt lide at ligne hinanden. Ikke at falde udenfor. Helt ærligt ville mine elever da have måbet på tværs, hvis jeg var mødt op i skole i ejendomsmæglerstilletter. Jeg ville, i bedste fald, have mistet enhver form for troværdighed og mulighed for at indlære dem det mindste, fordi enhver form for fokus ville være på mine sko og ikke på gradbøjning af engelske tillægsord.

Og når vi så er hjemme og uden for dresscodens rækkevidde, så ligner vi vel alle mere eller mindre hinanden rent beklædningsmæssigt. Der er næppe den store forskel på de bukser med det vidunderligt afslappende elastik i taljen, som både bankdamen og læreren kaster sig over og i. Akkurat ligesom spadseredragten nok næppe rendte rundt i 60-ernes stuer. Den kom kun på for sin signalværdi. For at signalere præcis det samme som alle de andre af borgerskabets damer, der spadserede rundt i sådan en.

Måske skulle man gøre lidt oprør mod alle fordommene? Men så er det lige, at derude på de irske stepper, hvor jeg arbejder om sommeren, der er det altså ualmindeligt upraktisk med stilethæle. Angulus er en del mere terrænvenlige og -gående. Og så kan alle jo også til enhver tid se, hvem jeg er!

Continue Reading

Om global hukommelse.

Der er øjeblikke, der skaber fælles, global hukommelse. Med det mener jeg, at de fleste, uanset hvor de befandt sig på kloden, kan erindre d. 11. september 2001. Størsteparten vil givetvis også kunne huske, præcis hvad de lavede. Personligt var jeg kørt fra arbejde 14.30 direkte til banken for at hæve dollars til en New York tur ugen efter. Jeg må have været i banken og have fået udleveret mine penge ca. 14.45, da det første fly ramte. Da jeg kom hjem, gik jeg på nettet for at undersøge åbningstider i Empire State. Siden var lukket ned, men i venstre hjørne af skærmen viste de en dårligt filmet B-film om et brændende tårn. Jeg anede ikke, hvad det lige gik ud på. Det kom jeg så til. Og jeg kom ikke til New York i den omgang.

Ligeledes var jeg i London 7. juli 2005. Bare et par dage for at tjekke en designskole sammen med min datter–hvilket den ikke overlevede (skolen altså.) Vi rejste ud af byen tidligt morgen og opdagede ved landing i Esbjerg, at vores indbakker på telefonerne var ved at sprænges af venlige mennesker, der gerne ville vide, om vi var OK. Vi havde ingen ide om, hvorfor vi IKKE skulle være det. Indtil vi åbnede bilradioen og hørte, at vores toglinje var sprængt til ukendelighed 2 timer efter, vi havde kørt på den.

For mig at se er den vigtig, den fælles, globale hukommelse. Der er ting, vi ikke må glemme. Og der er ting, der er så uhyggeligt menneskeforagtende, at de SKAL gøre indtryk på os. Det er jo ikke fordi, vi som sådan kan gøre noget. Det kan vi ikke. Men vi kan ydmygt ære alle dem, det gik ud over, ved aldrig at glemme de dage. Erindringen ligger nok også i, at der er ting, der er så store, at de er ubegribelige. Det skal de, for ofrenes skyld, have lov til at blive ved med at være.

Jeg har været på Ground Zero, som det hed i mange år, en del gange siden 2001. Det hedder det ikke længere. Som om man kan slette associationer ved at gendøbe steder. (Folk bliver da ikke mindre syge af at være på psykiatrisk hospital end af at være på sindssygehospital.) Anyway, det tager mig hver gang. Jeg står der med min lille andel af den fælles, globale hukommelse og føler mig helt underlagt dens uendelige magt. Den trykker på nogle kanaler, der er fuldstændigt ukontrollerbare. Mest tårekanaler.

Og så er der den blomst. En lille, forkrøblet påskelilje, som har set bedre dage. Den går rent–og gult–dybt ind i min sjæl. For nogen har jo lagt den der. Og nogen har lagt den lige præcis der af en årsag. Det er ikke et stats- eller kommunalt støttet blomsterhav til minde om alle ofre. Det er en lille blomst, der ligger ved et bestemt navn. Den river i sjælen, den blomst.

Sidste gang jeg oplevede effekten af min del af den globale hukommelse, stod jeg i mindesmærket for de 1,5 millioner børn, der gik til under Holocaust. Det består af en blinkende stjernehimmel inde i en slags mørk, huleformet bygning, hvor alle navne og aldre monotont bliver læst op uden afbrydelse.

Jeg dyrker ikke min globale hukommelse, men jeg er glad ved, jeg har den. Den er en del af det, der gør mig til et menneske. Jeg påtager mig ikke “skylden”, men min globale hukommelse er lige præcis det, der hele tiden minder mig om mit ansvar.

 

Continue Reading

OM AHA-oplevelser.

Som lærer bliver man ofte spurgt af den flittige, interesserede elev ” Jamen, HVORDAN laver jeg mine stile bedre?”

Den er desværre svær, for det er nu engang sådan, at vi alle har talenter for noget, og nogle har det altså for at formulere sig skriftligt. Andre kan finde deres udprægede talent et andet sted. Selvfølgelig kan man blive bedre, men et basalt talent er altid det allerbedste og mest frodige at bygge ovenpå. Det er det, der bliver til noget. Udover det så forholder det sig jo også sådan med den lille, perifere nicheproduktion, som det er at skrive stile, at den opfører sig som ALT andet. Man bliver bedre TIL at skrive stil VED at skrive stil.

Jeg plejer at svare, at det selvfølgelig i den sammenhæng er nødvendigt at være velformuleret, sprogligt nuanceret og korrekt, men også at det, der for alvor giver pote, er AHA-oplevelserne (altså læserens) og de skæve vinkler. Desværre hiver man jo ikke bare lige sådan nogle ud af lommen. De kræver faktisk en god portion indsigt og erfaring, hvilket vel ikke er de allermest åbenlyse karaktertræk hos teenagere.

En AHA-oplevelse kan have to fundamentale udformninger. Den kan enten være i “Wauw. Det havde jeg overhovedet ikke lige tænkt på.”- kategorien eller i “Selvfølgelig. Det er jo lige præcis sådan, det hænger sammen.”- kategorien. Kategorien er egentlig underordnet.

Det er oplevelsen så ikke. AHA-oplevelsesspektret kan spænde fra de allermest minimale indsigter til de største fremskridt for menneskeheden. De kan være dybt personlige, og de kan være verdensomspændende relevante. De kan være af den allerkorteste varighed, og de kan være med hele livet. Men de er altid en personlig sejr. En ny indgang. Og en ny indsigt. Altså lige fra det allermest lavpraktiske “Nå, det er SÅDAN, man undgår klumper i sovsen.” til det allermest intellektuelle “Nå, det SÅDAN, Shakespeares univers hænger sammen.”  Størrelsen er i denne sammenhæng fuldstændig ligegyldigt, men det er oplevelsen ikke.

Når verden er ny og mange gange udfordrende uforståelig, som den er for barnet, er den slags oplevelser nok en væsentlig del af dagligdagen. Bare det pludselig at finde ud af, hvorfor der overhovedet er de der to huller forneden i underbukserne, er vel en kilde til tilfredsstillelse. Med årene bliver der, direkte proportionelt med omfanget af erkendelsen, færre og færre af den slags oplevelser. Det er derfor, det er godt at samle på dem. At huske dem.

Personligt elsker jeg AHA-erne. Og de kommer stadig til mig og gør mig glad. Ofte i form af noget skriftligt. Et godt debatindlæg i en avis, som angriber et fortærsket emne fra en ny, skæv vinkel, eller en ny forfatter, som pludselig formår at anvende alle de gamle ord på sin egen, innovative, geniale måde. Det kan også være gennem samtaler, hvor en deltager pludselig vender tingene på hovedet på en måde, man slet ikke selv havde overvejet. Eller en pludselig opstået fornemmelse af, at et hadet praktisk gøremål kan udføres på en ny og mere tidssparende måde.

Og når alt det er sagt, så er det vigtigt for mig at pointere, at mine største AHA-oplevelser sådan rent politisk, humanitært og samfundsmæssigt faktisk nogle gange kommer fra folk, jeg umiddelbart ikke ser mig selv som sympatiserende med. Dem, jeg nogle gange skal tvinge mig selv til at læse eller lytte til. Naturligvis er deres angrebsvinkel oftest en hel anden end min egen, men det er rigtigt udfordrende for mig at opleve, at der altså også kan være sundt ræsonnement bag deres udtalelser, som kan give mig følelsen af AHA. Man kan faktisk få rigtig god forstand af at lytte til folk, der IKKE mener det samme som en selv. Eller man kan i alt fald omgå sin egen forstokkethed. Samt få indsigt i, hvorfor nogle mener noget helt andet.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at mennesker, der ikke lytter til modsatrettede meninger, ingen AHA-oplevelser får. Men de, der gør, får flere. Og en god ting kan man, som sagt til bevidstløshed, aldrig få for meget af.

For kun gennem indsigt og åbenhed overfor livets finurligheder og mangfoldige meningspaletter er man selv i stand til at se de skæve vinkler og give andre mennesker AHA-oplevelser. Samt skrive gode stile.

Continue Reading

To be a rock and not to roll?

Jeg er på vej ned for at hente benzin. SÅ sker det! Ud af bilradioen lyder det ” There`s a lady who`s sure all that glitters is gold…..” Indenfor et splitsekund sker der en mental kortslutning oppe i min hjerne, som får min krop til at gå i vilde, ukontrollede, balstyriske spasmer.

Det første, den gør, er at skrue op til max i lydstyrke. Helt derop, hvor basgangene udmønter sig i konkrete, lettere dansende ryk i bilen, og hvor forbipasserende helt ufrivilligt får et par toner med på vejen, når jeg kører forbi. Dernæst begynder mine hænder at hamre takten med velrettede klask på rat og andre tilstedeværende flader indenfor rækkevidde, og min mund åbner sig og forsøger ihærdigt at overdøve såvel musik som tekst. Hvis Led Zeppelin på noget tidspunkt bliver angrebet at tekstdemens, kan de bare ringe. Jeg sufflerer gerne.

Uheldigvis er jeg så tæt på tankstationen, at vi ikke engang er nået til det sted i melodien, hvor det hele går i crescendo og bliver rigtigt vildt. Så jeg er nødt til at holde stille foran benzinstanderen, bare for at få det hele med. Det har så den fremragende effekt, at jeg nu ikke længere er nødt til at overholde almene færdselsregler, så som at bevare hænderne på rattet og fødderne i nærheden af speeder og bremse. Jeg er nu faktisk i stand til både at spjætte takten med fødderne mod bilens bund og dirigere værket med hænderne. Samt at spænde sikkerhedsselen op og få lidt gang i overkroppen også.

Det er på det tidspunkt (altså efter jeg har holdt 2-3 minutter ved tanken), at en mand kommer hen og banker på ruden. Det er selvfølgelig fuldstændig umuligt at høre, hvad han forsøger at sige. Samt i mine øjne ualmindeligt uforskammet, da det da vist med al tydelighed fremgår, at her sidder jeg, lige foran standeren på en benzintank, og har min egen helt vildt vidunderligt nostalgiske fest.

Og vi mangler stadig et vers´ penge. Den sang er nemlig ret lang. Så jeg ignorerer ham bare. Ignorant bastard–hvad bilder han sig ind? Jeg kan dog se, at han ryster ret opgivende på hovedet, før han går sin vej.

Men jeg får da tanket. Efter festen.

Så kører jeg hjemad igen. Gudhjælpemig–så sker det IGEN! Ud af bilradioen lyder det “Each morning I get up I die a little. Can barely stand on my feet.” Så går den der forbandede, ukontrollerbare krop i nostalgispasmer igen.

Det sker så lige i det øjeblik, hvor jeg kører forbi den mand, der tidligere bankede på mit vindue. Jeg vælger at lade en af spasmerne munde ud i noget, der ligner et vink. Og så bliver jeg enig med mig selv om, at der da på nogle områder stadig er en smule liv i det her trekvartgamle kadaver.

Continue Reading

(Un)happy Valentine`s Day!

Her har jeg omhyggeligt siddet og udvalgt det absolut mest lyserøde, smagløse, afskyelige billede, jeg overhovedet kunne finde. Og som kunne downloades uden brugsrettigheder.

Jeg er gået i Valentinesstrejke. Akkurat ligesom jeg går i Halloweenstrejke og kun giver min mor en blomst på Mors dag, fordi hun ellers ville blive fornærmet. Længe leve det kunstige mærkedagsanarki!

Der er F… ingen kunstigt skabte markedsmekanismer, der skal diktere, at jeg netop i dag skal fortælle min mand, at jeg elsker ham ved at forære ham et eller andet lyserødt eller lave en bedre middag. Det bør jeg da i grunden bare gøre hele tiden. Jeg behøver ikke denne besynderlige, importerede skik, som udelukkende tjener til at få mig til at give en masse penge ud på lyserøde rædsler. På mig virker den som en pink klud, hvis eneste udkomme er, at jeg bliver knotten, og da i alt fald slet ikke vil gøre noget som helst af det, jeg som forbruger forventes at gøre.

Og hvis min mand skal have at vide, at jeg elsker ham, så er i dag den absolut eneste dag hele året, hvor jeg med den allerstørste omhyggelighed vil undgå at fortælle ham det! Mig får de sgu` ikke så let! Jeg vil meget hellere råbe min kærlighedserklæring ud til hele byen fra domkirkens top på en travl sommerdag end at foretage mig noget som helst i dag.

Eneste trøst er, at der vist er temmelig mange som mig, der med omhu undgår at investere i enhver form for lyserøde overflødigheder. Jeg har noteret mig, at uhyrlighederne gerne er på tilbud i kassevis fra i morgen. Så hvis jeg endelig vil fornedre mig selv til at investere i lyserøditeter, så kan jeg da i det mindste få dem til halv pris!

 

Continue Reading

Om undskyldninger.

Efter et langt liv som lærer er jeg nået til et punkt, hvor resten af mit liv er blevet for kort til undskyldninger. Jeg gider ikke høre flere. Mest fordi undskyldninger ret beset er noget af det mest fantasiforladte, der findes, og  jeg derfor givetvis har hørt dem alle ½ million gange før. Med små personlige ændringer, forstås, men i bund og grund findes der vel, som med eventyr, kun omkring 10 grundundskyldninger. Resten er variationer over tema.

F.eks. er min by befolket af glubske hunde. De lever af stile, ja, de kaster sig åbenbart frådende over enhver stil, der kommer indenfor deres rækkevidde. Altid efter, den er skrevet. Disse hunde har deres præferencer, og de spiser ikke ubeskrevne ark. Kun dem med stil på. Ligeledes må vi sætte uofficiel verdensrekord i computerskader. Der er så mange computere, der af den ene eller anden fantasifulde grund går ned præcis aftenen før, en stil skal afleveres, at det nærmer sig et massivt, lokalt hackerangreb. Og alle disse unge mennesker, som i alle andre sammenhænge er computerwizzer, kan, med et enkelt uheldigt, uintenderet tryk på en knap, få en hel stil til at forsvinde ud i cyberspace. De kan oven i købet græde på kommando, mens de fortæller om “den bedste stil, de nogensinde har skrevet”, som nu uigenkaldeligt er gået til de evige stilemarker.

Nogle familier er også dybt berørte af massiv overdødelighed. Faktisk så belastende, så enkelte mormødre afgår ved døden op til flere gange årligt og alligevel formår at genopstå til afsluttende eksamen, hvor de i reinkarneret tilstand står og vifter stolte med huen. Samme skæbne overgår også et højt antal uskyldige kæledyr i løbet af et skoleår. Racen på kæledyr afhænger klart af lærerens præferencer. Hos mig kunne de godt spare deres katte (skravl!), men mangen en Retriever har måttet lade livet i den hellige stils tjeneste. De genopstod også. Jeg kan især huske en, som jeg i reinkarneret udgave mødte allerede samme eftermiddag, hvor den var afgået ved døden om morgnen, men da var den så i mellemtiden i sit nye liv blevet naboens.

Dengang vi stadig havde et postvæsen, og stile ikke blev afleveret elektronisk, var samme væsen skyld i et enormt svind på stilekontoen. Hvis en elev puttede en stil i postkassen for at sende den til læreren, forsvandt den med 99% sikkerhed undervejs. Et eller andet sted må der findes et fjernlager på størrelse med en mellemstor hangar til alle de stile. Måske har de så stilehunde ansat til at spise dem? Dengang kunne der også nogle gange opnås aftale om at aflevere forsinkede stile på lærerens adresse, men det løste i sig selv ingen problemer. For når nu det stakkels unge menneske begav sig ud på farten, så for han enten helt vild, eller, værre endnu, blev kørt ned af en cykel undervejs i den by, han i øvrigt havde boet i hele sit liv.

Alle læger, tandlæger og kørelærere koordinerer også deres aftaler med enhver elev, så de ligger enten i timerne eller på det tidspunkt, der skulle skrives stil. Sådan er det bare. Der er absolut ingen af disse instanser, der normalt arbejder efter 14.30. Til gengæld har diverse skadestuer og hospitaler døgnåbent, og de anvendes i timevis netop aftenen før aflevering. Så sidder en hel klasse der på rad og række og venter 7 timer på at blive behandlet for den samme forstuvelse, der besynderligt nok er fuldstændigt gået i sig selv igen næste morgen.

Ligeledes har mange unge mennesker elementært svært ved at finde vej til skolen. Enhver form for trafikforstyrrelser om morgenen er guf. Når der var sket et uheld på omfartsvejen, kunne selv de, der boede i den modsatte ende af byen og skulle cykle 4-5 kilometer ud af kurs for overhovedet at komme i nærheden af den omfartsvej, komme for sent, “fordi omfartsvejen var spærret”. Og buselever er  forfærdeligt overbebyrdede med manglende eller forsinkede busser. Faktisk trodser busdriften i denne del af landet enhver beskrivelse. Den er sådan nærmest ikke-eksisterende eller i alt fald meget vejledende. Det med vejledende skal forstås på den måde, at busser kun er forsinkede for nogle elever. For andre kører præcis den samme bus til tiden. Det samme gælder aflyste busser. De er selektivt aflyste.

Endelig må man heller ikke glemme elektronikken. Der må versere et helt astronomisk antal klagesager over elektronik, der kan alt andet end at vække til tiden. Som ret beset helt undlader at vække. Også selv om det da i den grad er slået til. Sjovt nok er det absolut intet problem at anvende samme elektronik i timerne til alt det, det netop ikke skal anvendes til. Gerne under bordet, så man oppe fra tavlekanten undrer sig over, hvad det dog er for et masserageri mellem benene, man kan iagttage dernede.

Så basalt mener jeg, at enhver form for dårlige undskyldninger ikke tjener til andet end til at undervurdere min intelligens. Spar mig. Eller sig da for F…, at du bare ikke gad. Det er lige før, netop det kunne fremprovokere en forløsende knuser.

 

 

Continue Reading