Om gensynsvrede og om at være hvid.

Jeg har i de forløbne dage oplevet gensynsvreden ved hjælp af en yderst mærkbar konfrontation med muskler, jeg havde glemt, jeg havde. De befinder sig overalt i min krop, på de allermest utænkelige steder og placeringer, og de gør mærkbart og højlydt opmærksomme på sig selv. Det er i grunden slet ikke muskler, jeg har lyst til at vide, jeg har. De lever sådan set bedst i stilhed, umærkbarhed og uden at blande sig i resten af min krop.

Og hver dag står jeg  op med mit sædvanlige leverpostejfarvede hår ovenpå den lettere smågrisefarvede hudkulør. Denne farveskala ændrer sig påfaldende i løbet af dagen. Gradvist bliver jeg mere og mere hvid, og ved dagens ende er jeg sådan nærmest Pjerrotfarvet. Uden den røde mund. Min mund er også malet hvid i dagens løb. Der er overhovedet ingen tvivl om, at jeg selv udfører dette kropskunstneriske maleri. Ligesom der heller ikke er nogen tvivl om, at man over middag med gevinst kunne anvende mig som malerrulle og få en bedre dækning end med dem, man køber.

Udover det bander jeg også rigtigt meget i disse dage. Påfaldende rigtigt meget. Jeg er også vrissen, utålmodig og taler grimt til samtlige pensler. Efter tre dages intensiv maling er vi ikke nået længere end til køkkenet, og der står stadig to stuer og venter på en omgang ømme muskler og hvide mig. Jeg er aggressiv overfor malertape, der ikke binder ordentligt, sur på stænkpletter på overflader, rasende på vægge, der vil have tre gange for overhovedet at signalere, de har fået maling og nærmest voldelig overfor den lampe, der er taget ned, og som jeg med usvigelig sikkerhed balrer ind i, hver gang jeg skal dens vej. Jeg er samtidig godt træt af dette brugte legeme, som så tydeligt lader mig fortælle, at jeg har stillet alt for store forventninger til det. Og at det at male halve huse på alt for få dage skal man lige sørge for at få gjort, inden man fylder fyrre. For efter det skelsår skal man nemlig lade være.

Jeg har lovet mig selv, at jeg ALDRIG begiver mig ud i så tåbelig en udfordring mere. Selvfølgelig er jeg da overbevist om, at det bliver rigtigt pænt, når det er færdigt. Men der vil da mindst gå flere måneder, før jeg er smertefri nok til overhovedet at kunne nyde det. Samt et halvt års tid, før jeg igen nærmer mig grisefarven uden hvide helligdage på mave, indersiden af lår og under armene. Maling er, skal jeg hilse og sige, forbandet besværligt at få ud af håret, og det lader til, det er nemmere at investere i nye brilleglas, end at skille sig af med alt strinteriet. Jeg har alvorligt overvejet at desinficere mig selv med Grundrens, men måske tager jeg så også huden med i samme ombæring.

Derfor har jeg også forklaret mig, at grunden til, der findes malere, er, at netop disse malere tager rundt og maler folks hjem for dem. Det koster selvfølgelig penge, men i min nuværende muskelsituation og min tillagte farve er jeg såmænd fuldt villigt til at betale uhyrlige summer for en håndværker, der ved, hvad vedkommende har med at gøre.

Og jo. Jeg har malet masser af hele huse, halve og hele vægge, børneværelser, vindueskarme, kantlister, cykler, kommoder og bogreoler gennem årene. Det var, da jeg var yngre, og mine skjulte muskler førte en noget lavere profil.

Jeg må kvinde mig op, tale dunder til gensynsvreden, affinde mig med min nye teint og komme igennem. Således at jeg som kronen på værket kan udbryde ( hvis jeg da ellers ikke undervejs har fået munden malet til): ALDRIG, ALDRIG MERE!

Continue Reading

Om–tjah— vel bare at blive ældre.

Ja, jeg har også hørt brudstykker af det famøse interview med Ghita Nørby på 24-7. Hvem har ikke det? Eller hvem har kunnet undgå det? Jeg vil, i modsætning til de fleste andre, undlade at tage stilling i mikrofonkrigen og blot konstatere, at jeg har stor respekt for unge Iben Maria Zeuthen som den professionelle journalist, hun er, mens jeg samtidig har præcis samme store respekt for  gamle Ghita Nørby som den professionelle skuespiller og diva, hun er.

Men jeg kan på samme tid ikke undgå at bemærke, at netop samme interview for mig skildrer et generationssammenstød, et billede på hvordan vi altid betragter livet udfra de erfaringer, som kun alderen kan give os. Hvordan årene og de erfaringer, som netop kun tiden kan give os, ændrer vores perspektiv på livet og alt, hvad det indebærer, løbende gennem hele vores livsforløb. Vi er ikke de samme mennesker, som da vi var spritunge–der er kommet andre prioriteringer og samtidig andre ting, der er blevet noget så inderligt uvæsentlige. Det er som om, i alt fald jeg bliver mere og mere bevidst om min egen udløbstid, hvilket gør, at jeg ikke gider bruge resten af mit liv på petitesser, intetheder og meningsløsheder. Jeg har f.eks. altid været håbløs til small talk–en ting, der i mange år ærgrede og pinte mig, men som jeg nu ser som en styrke, en god mulighed for ikke at spilde tid på uvæsentligheder.

Og netop deri ligger vel den altafgørende forskel mellem at være ung og at være ældre. Som ung hverken indså eller erkendte jeg min egen dødelighed, min egen mulighed for overskridelse af sidste livsdato. Det var ikke en del af min begrebsverden, som lå åben, var fyldt med muligheder og varede ud i en evighed, jeg overhovedet ikke kunne forholde mig til. Nu ved jeg godt, at der er færre dage, end der har været. Derfor skal jeg heller ikke sjuske med dem, spilde dem på ingenting. Eller, hvilket er meget mere væsentligt, være ubevidst om, at der er ting, der ikke længere hører hjemme i mit liv, fordi de er for banale, for irriterende, for intetsigende til at give mig den glæde, som gerne skulle være en del af hver eneste, evige dag.

Hvis jeg blev interviewet, var der også mange spørgsmål, jeg ikke ville gide svare på. Spørgsmål, hvis svar for længst er blevet uvæsentlige, og som ikke længere har nogen som helst gang i mit liv. Jeg bliver glad og opløftet på livets og verdens vegne, når unge mennesker engagerer sig voldsomt i mærkesager, som også var mine engang, men mange af dem har jeg ladt bag mig af den simple grund, at livet har givet mig en bagage i form af en anden forståelse og andre erfaringer. Eller også har jeg set det hele før. Det er ikke en basal resignation–det er bare erkendelsen af, at livet heldigvis har lært mig noget. Og at jeg skal anvende det, jeg har lært. F.eks. til at få det allerbedste ud af det hele fra nu af. Og fra nu af er altid fra i dag–uanset hvilken.

Som alle andre i min alder har jeg også et katalog af mennesker, jeg har ladt bag mig. Som tiden og livet har fået mig til at vælge fra. Enten fordi vi er vokset i forskellige retninger, eller også udfra erkendelsen af, at samværet med dem ikke længere giver nogen form for mening eller overskud. Jeg gider ikke mere brok, gider ikke mere bevidstløst small talk og indholdsløse høfligheder, og jeg gider nok heller ikke rigtigt passe på ret mange andre end mig selv og mine nærmeste mere. Jeg har reddet det af verden, som jeg nu engang kunne redde, og hvis der skal reddes mere, må der yngre og mere optimistiske kræfter til. Til gengæld har jeg en enorm livserfaring, som jeg utroligt gerne øser af–hvis nogen skulle spørge. Men med de, der kunne spørge, forholder det sig jo præcist på samme måde, som da jeg var ung: Ungdommen ved bedst selv–og i grunden er netop den allerstørste af ens egen erfaringer, at man nok skal have mærket det hele selv for overhovedet at kunne integrere det.

Og så vender jeg alligevel tilbage til interviewet: For jeg var personligt også blevet stiktosset over at skulle lave the og gå en tur i haven under et interview, der skulle handle om mig. Omvendt ville jeg, som ung, have brugt præcis de muligheder overfor et divadyr som Ghita. Af ren og skær måbende benovelse og angstfyldt mindreværd, trods min forberedelse til mikrofonspidsen. Hvorfor i alverden skal vi dog lave the og snakke om haver, vi trekvartgamle, når vi nu gennem så uendeligt mange år har fået lige så uendeligt meget mere vigtigt at tale om? Tror de virkelig ikke, de unge, at der er mere? I mange kulturer er ælde lig med opnået visdom. Jeg ved ikke, om jeg er blevet visere med årene, men jeg har i alt fald fået nogle erfaringer, som gør, at livet ikke på nogen mulig måde ser ud, som da jeg var ung. Og jeg er sikker på, at hvis jeg bliver 84, så ser livet heller ikke ud, som det gør i dag.

Så jeg kan kun beundre ungdommens entusiasme og velforberedthed til selve livet–og forstå alderdommens livsvisdom og forkastelse af uvæsentligheder. Sådan er vi så forskellige–generationerne. Det var nok det, der ikke blev taget tilstrækkeligt højde for i ugens interview.

Continue Reading

Om mørke.

Der var ingen stjerner synlige på himlen i aftes. Det var for efterårsagtigt møgvejr her i marts ved en dansk kyst. Det er ellers en af de ting, der altid slår mig, når jeg er i sommerhus udenfor sæsonen for de lyse nætter. At jeg pludselig får ubegrænset, visuel adgang til stjernehimlen. Fordi her kan blive mørkt. Bælgravende mørkt.

Første gang jeg kørte gennem et område i Irland med en overvældende mængde Dark Sky Area- skilte, undrede jeg mig over, hvad i alverden det dog handlede om. Så gjorde jeg selvfølgelig det, som jeg altid gør, når der endnu engang er noget, jeg ikke ved: Jeg googlede. Og det viser sig, at der rundt omkring på jorden er en del områder, som et udnævnt til Dark Sky Areas. Altså områder, hvor det bliver totalt mørkt. Hvor ingen neonlys, gadelygter, oplyste huse og gårde generer det naturlige nattemørke, og hvor man derfor med præcis samme naturlighed er i stand til at se alt det, som den kulturverden, de fleste af os lever i til daglig, er så overmåde god til at sløre. Nemlig nattehimlen med alle dens stjerner. Den vil jeg vædde på, at ingen endnu har opnået at se på Times Square.

Da min ældste søn var mindre, var han helt overbevist om, at Carlsvognen lå på himlen direkte ovenpå vores sommerhus. Logisk, faktisk. Det var det eneste sted, han havde ubegrænset, klart adgang til den, og hvor den sådan nærmest hang og skinnede sin tilstedeværelse ud med megawatt. Derhjemme har vi selvfølgelig også Carlsvognsadgang, men det er en fortyndet udgave, og den blæser ligesom ikke igennem lysene fra en mellemstor provinsby på samme overbevisende facon. Det er en slags reservestjerner, lidt udmattede, udvandede udgaver vi får de steder, vi mestendels kigger op gennem al neonen.

Danmark har i øvrigt også for ganske nyligt fået en Dark Sky Area. Nemlig den lille Vadehavsø, Mandø, hvor det skulle være muligt at fremkalde totalt, naturligt mørke.

Selvfølgelig er det vildt fascinerende at være steder, hvor det kan blive mørkt. Hvor stjernerne kan gå all in på lysning. Men—og dette er jo virkelig elektricitetmenneskets store svøbe— det er også samtidig lidt skræmmende. For vi er jo uvante med det, mørket. Vi lever i en kultur, hvor alt kan oplyses, så derfor føler vi os foruroligede over det, der ikke kan. I min fantasi er der ikke det mindste tvivl om, at mænd med ureelle hensigter, grimme dyr, spøgelser, varulve og alt det, der er endnu værre, decideret har forhøjede chancer for at nå mig, hvis det hele bare er mørkt og uigennemskueligt. Ja, faktisk lurer selve mørket i sig selv på mig. Jeg er nemlig et barn af opfattelsen af, at mørke et skidt, mens lys er godt. Så enkelt er det!

Men nu har indførelsen af flere og flere Dark Sky Areas— og der er ved at være rigtigt mange overalt på jorden— givet mørket ( her var jeg liiiige ved at skrive “ nyt lys”, men det gør jeg så ikke!) nyt liv. På en måde givet det værdi, så vi også kan fornemme skønheden i ikke at kunne se andet end netop det, der kan iagttages uden kunstigt lys. Mørket, himlen, stjernerne.

Samt gradvist fornemme, at når vi bare har været i mørket længe nok, så vænner vores øjne sig til det. En træning, vi ellers har glemt. Så får tingene konturer, bliver smukt synlige, lyser nærmest sig selv op ved stjernernes hjælp. Og mørket bliver meget mere ufarligt. Mens vi kan iagttage smukke nattehimle uden ødelæggelseskraften fra de elektricitetsbyer, vi ellers for det meste befinder os i.

Godt initiativ, synes jeg. Min sommerhushimmel udenfor sæsonen kan godt kandidere til endnu en Dark Sky Area. Og så har den faktisk Carlsvognen lige midt på sig. Slå den!

Continue Reading

Om Narcisser i haven–og andre steder.

Så gik de i blomst, mine små påskeliljer–eller blomster fra Narcissusfamilien. Det er tidligt, men hvordan i alverden skulle de kunne vide, at det er sen påske i år? Jeg kan godt lide det forhold, blomster har til det at blomstre. De gør det simpelthen, når de har lyst. Der er sådan lidt pensionistmood over dem–vi gør også rigtigt mange ting af den simple grund, at vi har lyst.

Det, der er så fascinerende ved den slags blomster, er, at de er så styrede af lyset. Når lyset skinner på dem, folder de sig ud, blomstrer, kigger mod himlen og labber enhver anerkendelse fra solen i sig. Akkurat som Narcissus, der blev så forelsket i sit eget spejlbillede, at han helt glemte alt andet end fortabelsen i sin egen skønhed. End ikke kæresten Ekko kunne råbe ham op, selv om man da nok må sige, at damen havde et relativt symbolladet navn. Hun døde af ugengældt kærlighed, den stakkel–og kun hendes stemme er tilbage! Til gengæld var det lidt svært for Narcissus med al den selvglæde, så også han måtte undgælde med at gå til grunde–dog med en form for genopstandelse som–selvfølgelig–en Narcisse.

Den gamle myte har selvfølgelig givet navn til det psykologiske udtryk narcissisme. Mig-kulturen, hvor man som menneske kun blomster, eller har en egentlig identitet, hvis solen skinner på en. I overført betydning, hvis andre ser en, og man bliver beundret, anerkendt og sat i fokus.

Jeg holder meget af mine påskeliljer, men jeg holder ikke på nogen mulig måde af den narcissismekultur, der ikke engang ser pæn ud eller har en nydelig duft. Jo ældre, jeg bliver, jo mere synes jeg at kunne iagttage, at mig-kulturen dominerer mere og mere omkring mig. Jeg synes, billedligt talt, der bliver flere og flere mennesker, der primært bruger deres tid på at studere og beundre deres eget spejlbillede. Nok bliver man aldrig for gammel til en god portion ros, og nok blomster vi alle ved at modtage den, men det er som om, det gradvist bliver mere og mere populært at sætte sig selv i permanent fokus. Som om man ikke er nogen overhovedet, hvis man ikke konstant kan spejle sig i andres ikke-ophørende beundring.

Det er som om, Andy Warhols berømte “15 minutes of fame” har mistet deres værdi, for nok vil vi sikkert allesammen gerne opnå den ene, eneste gang, hvor vi er hovedpersoner i 15 minutter, men for utallige moderne mennesker er det slet ikke tilstrækkeligt. De 15 minutter skal vare hele livet, man skal være på konstant. Svarende til en påskelilje, der afmægtigt stod og blomstrede hele natten til ingen verdens nytte.

Faktisk er det derfor, jeg godt kan lide mine påskeliljer. De forstår helt instinktivt at moderere sig. De står jo ikke og stritter med alle deres talenter, når solen er gået ned. Så lukker de sig og venter på, den lige tager en tur og vender tilbage. Jeg tror heller ikke, påskeliljerne går i stress og frustrationer over ikke at blive set om natten. Føler, de nu er helt og aldeles identitetsløse. Der hviler de sikkert ud efter en god blomstringsdag.

Derfor tror jeg, at mange ville kunne lære en hele del af deres påskeliljer. Nemlig at modtage den ros og den anerkendelse, der er dem til gode, når de virkelig har fortjent den. Blomstre, når der er noget at blomstre for. Men inde i dem selv må der vel også være så meget selvværd, at de sagtens kan sove trygt og ublomstrende om natten, udenfor rampelyset og alligevel føle sig som fulde og hele mennesker. Selvværd kommer jo ikke fra solens stråler ( i alt fald kun i minimale doser)–det kommer indefra. Og hvis det er der, behøver man jo ikke være på hele tiden. Så kan man lukke sin blomst og lytte lidt til hende Ekko, som jo faktisk står der og råber om den uforbeholdne kærlighed. Den, man ikke kunne høre, fordi der var så forbandet travlt med at være blomstrende på.

Omvendt–så plukker jeg ikke mine påskeliljer og sætter dem i en vase indendørs. De skal sgu`nyde deres “15 minutes of fame”, som bliver en del længere, hvis de bare får lov til at være–påskeliljer.

Continue Reading

Ikke bare gråt guld.

Jeg har faktisk aldrig været på Madeira før. Lige så faktisk har jeg aldrig ønsket at komme til Madeira før. Eller rettere: Det har ligesom bare aldrig været på tale at komme til Madeira. Ikke ligget indenfor feriemålspotentialerne. Der var så mange andre steder, der lå foran i køen, så Madeira var end ikke bagenden. Skidtenskraberenden, om man vil.

Jeg kan godt se, at det var dumt. Især da mine børn var små. Men så er det jo fantastisk godt, at jeg er blevet klogere. For Madeira er vidunderligt smuk og dejlig.

Egentlig var det også et rent tilfælde, at vi endte her. Historien er, at jeg pludselig lå inde med et antal point ved Norwegian, som stod i overhængende fare for at blive slugt og spist, fordi de var uhyggeligt tæt på sidste salgsdato. Så der måtte langdistancer til for at tilfredsstille en sjæl, der ikke sådan bare lader gratis fly flyve forbi. Og distancen til Madeira svarede nærmest præcis til antallet af de nu heldigvis ikke tabte point.

Indrømmet! Der var også en grim mistanke om, at Madeira var sådan et sted, man skulle ældes nok til at kunne passe sammen med. Et sted for gråt guld, gangbesværede og gigtramte. Hvor pensionisterne flokkedes i gaderne, hvor der hver lørdag var rollatortræf, og hvor den fremtrædende hårfarve var grå. Og hvor man ville føle sig vældigt meget udenfor, hvis man var under 70.

Det er så, heldigvis, ikke tilfældet. Her ER et stort overskud af gråt guld. Især på denne årstid, hvor især mange briter og tyskere er på langtidsferier. Men her er faktisk også rigtigt mange småbørnsfamilier. Specifikt unge familier med børn under skolealderen. Og sjovt nok er den overvejende del af disse familier rent faktisk danske. Her er simpelthen flere danske klapvogne end det samlede europæiske antal af rollatorer. Det er rigtigt rart at se, og det er samtidig genialt af de unge mennesker med deres småbørn at have erkendt, at flytiden herned er kortere og billigere, og at man her i det allertidligste forår overhovedet ikke behøver at bevæge sig om på den anden side af kloden for at få godt og børnevenligt vejr. De danske unger, jeg så pjaske rundt i det 18-20 grader varme vand i dag, havde i alt fald en fed vandfest.

Og så er her SÅ smukt. Alting står i blomst, eller også et alting godt på vej til at bryde ud i strålende blomst. Der er gule mimoser og dybrøde cameliaer overalt, og påskeliljerne er så småt ved at gå hjem for i år. Alle de vækster, som vi derhjemme ser som forårsbebudere i maj står i fuldt flor sammen med alle dem, vi kun kan anskaffe os hos velassorterede blomsterhandlere. Det er sådan et sted, hvor alting vokser ud af klippesiderne, og man vel bare fortrøstningsfuldt kan stikke en pind i jorden og sætte sig ned et par timer og intenst betragte, hvad den på no time vokser op og bliver til.

Endelig må jeg vel også selv erkende, at jeg har ældet mig ind i det grå guld. Fint med mig! Så passer jeg jo genialt til Madeira. Jeg overså min mulighed for at komme her, da jeg var småbørnsfamilie, så fint med en ekstra chance. Som jeg i øvrigt gerne vil have igen.

Continue Reading

Om spidsen af en Boing 737.

Jeg har lige købt spidsen af en Boing 737. Den aller-aller-yderste. Den er min nu. Forhåbentlig i al evighed og uden truende konkurser–eller i alt fald til, at den er blevet så dyr, at andre gerne vil købe den af mig. Så kan jeg da overveje, om jeg vil sælge. Det er jeg selvfølgelig altid ret åben for, hvis prisen er rigtig. Min Boingspids flyver for Norwegian, og netop i disse dage er spidsopkøbning blevet for helt almindelige mennesker, der har en smule is i maven og tror på såvel Norge som norske penge.

Jeg har aldrig forstået en hujende kurs omkring alt det med aktier. Det gør jeg nok stadig ikke. Men så var det, at jeg tjekkede, hvad min bank egentlig tager for at forstå al den slags på mine vegne. Og så blev jeg ærligt talt lidt sur og citerede Pippi indvendigt og sagde til mig selv: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert sagtens finde ud af.” Som sagt, så gjort.

Forudsætningen er selvfølgelig, at man har et lille overskud, som man er villig til at risikere. Men som ivrig–og aldrig nogensinde forkøbt–auktionsgænger ved jeg, at alle gode handler starter med, at man sætter sig en pris og ALDRIG, virkelig ALDRIG, går over den. Gerne under. Så jeg har sat et lille beløb af, som jeg nu er i skarp konkurrence med banken om at forvalte. Selvfølgelig er banken helt uvidende om, at jeg med tiden vil udvikle mig til en forfærdelig farlig modstander, men det, det hele går ud på, er at bevise overfor mig selv, at jeg kan score bedre end banken.

Så jeg forvalter mine 30 tønder penge. Efter principper præcist baseret på auktionsvaner, som går ud på hjemmefra at have udset sig et antal potentialer for køb og så gå efter det, der er billigst. Så jeg spreder mine penge. Og i en spredning forsøger jeg, i alt fald så godt jeg kan, at være etisk forsvarlig overfor mig selv. Der er simpelthen firmaer, der end ikke ser røgskyen af mine penge. Det er sikkert sådan en forfærdelig feminin ting at købe aktier med følelserne, men da det jo er banken, jeg er oppe imod, så ligger der også et stolthedskrav i at bevise, at mine investeringer i etisk forsvarlige firmaer i sidste ende er en meget bedre strategi end deres. Hvad så end den er.

Jeg har f.eks. købt min Boingspids, fordi jeg synes, det er synd for mig, for Norge og for det firma, jeg i en uendelighed anvender til min store forlystelsessyge og faktisk også mit arbejde, hvis de skal krakke. Så har jeg da i alt fald gjort mit for, at de ikke gør det. Jeg ved godt, at det er klimamæssigt uforsvarligt at flyve, men faktum er samtidig, at jeg ikke kan arbejde, hvis jeg ikke gør. Jeg synes basalt, det er flæbende hysterisk at købe et stykke regnskov som plaster på såret for hver gang, man flyver–men denne gang HAR jeg faktisk gjort det. Vel vidende, at DEN investering ville banken aldrig have foretaget sig, for den er decideret dårlig.

Jeg oplever desværre også, at den indre Scrooge er begyndt at tjekke kurser. Lidt, i alt fald. I smug, helt sikkert. Det er sgu` lige før, han begynder at læse Børsen, selv om han selvfølgelig godt ved, at det er meget mere etisk forsvarligt at lægge ud med en gang Kristeligt Dagblad fra morgenstunden. Men man kan vel komme dertil, hvor man kan skabe en balance mellem de to, som man selv kan leve med? Så er det, jeg siger til mig selv, at det på et eller andet parameter også er præcis som alle dem, der spiller computerspil. (Det gør jeg nemlig ikke!) Det er belønningsværdien i at skyde de pointgivende skurke ned og selv stå som vinder med gevinsten, der tæller. Og hvem tænker lige på at skyde etisk forsvarligt i et computerspil?

Anyway, nu sidder jeg så her med min Boingspids og en del andre spidser af alt fra høreapparater til enzymer. Jeg har, de sidste dage, været vildt optaget af at lokalisere de firmaer, der producerer økologisk tøj, for jeg kunne virkelig godt tænke mig at investere i et ærme eller to. Det er ikke rigtigt lykkedes mig, men jeg farer stædigt videre derude på børserne, for det ville da være en sejr uden lige, hvis banken overså dem, og jeg bare skød dem noget så kraftigt i røven med kursstigninger indenfor økologisk bomuldsproduktion.

Lige nu har jeg tjent 233,87, hvilket selvfølgelig skal modregnes af omkostninger ved eventuelt salg. Det er da helt godt gået, synes jeg. Det tegner da ualmindeligt lyst for fremtiden for mine 30 tønder penge. Hvad kan det ikke blive til, når jeg investerer og geninvesterer? Move over bank, siger jeg bare! Og går det helt galt, kan jeg vel altid stange dem lidt i deres storslåede indgangsparti med spidsen af en Boing 737.

 

Continue Reading

I bedstemorligaen.

Jeg tænker på det, hver gang jeg ser (eller falder i søvn til) den pragtfulde detektiv Vera. Hun, om nogen, repræsenterer bedstemorligaen på allerfornemste vis. Han har det hele:  det tillidsvækkende, sødmen, forvirringen, som i hendes tilfælde er dybt planlagt og snedigt anvendes, den store rutine og den åbenlyse invitation til, at hendes tilsyneladende ufarlighed får folk og forbrydere til at føle sig trygge og betro sig–samt slangen, der hugger noget så fælt tilbage, når nogen går helt fejl af det bedstemoderlige ydre.

Det tager selvfølgelig tid at nå op i denne, den aldersmæssigt øverste, liga. Det er ikke noget, man kan slide sig til. Det kommer udelukkende med alderen. Og vi skal huske at nyde det, mens vi er der, i bedstemorligaen altså, for alderen har det med at kaste os videre til endnu en kategori, hvor vi ikke nødvendigvis stadig har såvel rutinen, fysikken som vores sansers fulde brug.

Når jeg tænker tilbage på min tid som lærer, kan jeg tydeligt inddele den i perioder–der er også tid nok at inddele. Først var jeg ung, energisk, uerfaren, de fleste kollegers lillesøster og alle elevernes storesøster. Det var sådan set OK, og hvis det ikke var, havde jeg så travlt med at oparbejde rutiner og viden, at jeg knapt ænsede det. Den sværeste periode var alle mor-årene. Der hvor rutinerne var på plads, ens viden stærkt udvidet, men hvor man mere og mere, i elevernes øjne, gik rundt som selve inkarnationen af alt det, de i forvejen havde derhjemme, og som de i alt fald i de svære år mellem 15 og 18 ( altså lige præcis på det tidspunkt, jeg havde fornøjelsen) ofte tog helt naturligt afstand fra. At tage naturligt afstand fra er en fuldstændig almindelig del af at blive voksen og danne sin egen identitet, om end den giver en smule udfordringer for de voksne i ens nærhed. Faktisk var det relativt udfordrende at være teenageramt såvel på arbejde som derhjemme i de år, det stod på.

Det hele blev straks meget lettere, da jeg gik ind i bedstemorligaen. Jeg blev neutraliseret, mistede min mor-farlighed. Og vandt på samme konto min bedstemor-ufarlighed. Bedstemødre tiltrækker betroelser og overbærenhed. På samme tid som jeg fik en stor og øget tillid i forhold til personlige samtaler og hele små liv, fik jeg også en overbærenhed overfor mine egne fejl og fejltagelser. Gamle lærer må godt klokke i grammatikken og sætte streger under noget, der i virkeligheden er korrekt. De er undskyldelige. Lærere i mor-alderen får hovedet revet af samt shit-hviskerier i samme anledning, for de minder alt for meget om hende derhjemme, der i øvrigt generelt er utålelig og intet forstår. Der sker så det pudsige, at ældre lærere pludselig en dag vågner op og forstår deres elever umådeligt meget bedre–set fra elevernes side. Det er ganske og aldeles ufarligt at betro sig til en bedstemor. Det kan man jo nærmest se på hende.

I øvrigt tror jeg også, vi i mange henseender bliver mildere med alderen. De småfejl, som jeg tilbragte det meste af min ungdom og livet helt til den anden side af 50 med nidkært at rette og påtale, blev jeg vist noget mere overbærende overfor med indtrædelse i bedstemorligaen. Ikke, at man bliver sløset, slap og ugidelig–man lærer vist bare med alderen at skelne mellem, hvad der i virkeligheden er væsentligt og uvæsentligt.

Så når jeg ser tilbage på mine millioner af år i gymnasieskolen, ser jeg egentlig de sidste som de bedste. Der var sådan en bedstemoderlig ro på. Alle rutiner var indlært, uden at de af den grund var totalt stagnerede, den faglige viden var mangedoblet gennem et utal af års interesse for de samme fag, og jeg havde på samme tid oparbejdet en overbærenhed overfor såvel mig selv som eleverne. Det var rart, det var ustresset.

Så jeg kan sagtens genkende mig selv i Veras bedstemor. Som er en fremragende detektiv, netop på grund af alt det der bedstemoderlige. Men som også har det, vi i bedstemoderligaen stadig har i behold. Nok er vi søde ( altså, nogle af os), overbærende og tillidsvækkende, men vi er stadig så meget oppe på tæerne, at de ikke skal løbe om hjørner med os. Hvis de snyder, så hugger vi. Hårdt. Sådan var det også med de elever, der ikke formåede at administrere deres lærerlige bedstemor på en acceptabel måde. Hvis de snød, så blev der hugget. Hårdt.

Men nok alligevel ikke helt så hårdt som dengang, ens egen ungdomsterritorium skulle pisses af eller alle de år, hvor man måtte tage skraldet af at være samtlige elevers sted-mødre. Det er også meget, meget lettere for bedstemødre at skælde ud eller, for den sags skyld, at sætte folk i fængsel. I alt fald bliver de hurtigere tilgivet.

Jeg vil gerne være med i den liga mange, mange år endnu…….

Continue Reading

Nej, vi skal IKKE til Berlin i påsken!

Jeg kender flere, der skal til Berlin i påsken. Måske endda mange, hvis revl og krat tælles med. Jeg skal ikke til Berlin i påsken. Deri ligger min store, store frihed.

Ikke at der er noget i vejen med Berlin. Det er en fantastisk by. Ej heller at der er noget i vejen med påsken. Påsker er da meget tilforladelige, om end de heroppe på vores klodedel har det med at være noget upålidelige sådan vejrmæssigt. Men jeg er så priviligeret, at jeg fuldstændigt kan undgå at kombinere de to størrelser. Jeg BEHØVER ikke tage til Berlin i påsken. For jeg kan tage til Berlin lige præcis, når jeg vil. Og det er overhovedet ikke i påsken, jeg vil den slags. Hvilket er fantastisk.

Det handler om, at jeg, siden jeg startede i først klasse ( dengang var børnehaveklasser endnu ikke opfundet) engang i tresserne har været tyranniseret af obligatoriske og altid fastlagte skoleferier. Som et ( undskyld ordet!) skoleeksempel på en, der ikke har foretaget sig andet end at gå i skole hele sit liv, har jeg aldrig haft andet valg end at tage til Berlin–eller hvor det nu ellers var, jeg skulle hen, på officielle fridage. Det er slut. Friheden til selv at bestemme. præcis hvornår ferier skal afholdes, er selve pensionistlivets store, store gevinst.

Så nu skal jeg aldrig noget med ferie i påsken. Ligesom jeg allerhelst friholder pinser, sommerferier, efterårsferier, juleferier og alt det løse på skolekalenderen fra at skulle noget som helst. I alt fald noget som helst med at rejse ud. For selvfølgelig er det på de tidspunkter dyrere, og selvfølgelig står man og stamper oven i alle de andre, der også skal se Brandeburger Tor i løbet af de 5 dage, påsken varer.

Hvorfor i alverden skulle man dog det, når man kan få den billigere og med fuldt udsyn og sikkert endda mærkbart bedre vejr 5 dage senere, hvis det nu var det, man skulle have lyst til? Mens man så kan nyde sin velfortjente påske uden stress, overbefolkning og ågerpriser fjernt fra storbyens vrimmel. Det er indbegrebet af den fænomenale frihed, man har som pensionist. Friheden til selv at vælge, helt uden overordnet tyranni fra fast tilrettelagte ferieplaner.

Og hvis nogen tror, der, trods alt, gemmer sig en lille snert af misundelse på alle dem, der skal til Berlin i påsken, så nej. Jeg er nemlig indehaver af en frihed så stor, at jeg, hvis et akut behov om Berlinbesøg skulle opstå, bare kunne kaste noget skiftetøj i kufferten, sætte mig ud i bilen og køre de 5 timer, jeg har til Berlin. Piece of cake. Det har jeg nu forresten ingen intentioner om at gøre. Det ville være for dumt. Jeg ville misse mit fly på torsdag til Madeira, som flyver helt udenfor de skolemæssigt fastlagte fridage, derfor er meget billigere og flyver mig ned til et hotel, hvor der nok er både god plads og meget få skolebørn, deres forældre eller–for den sags skyld–deres lærere. Omvendt skal man så sikker heller ikke have ondt af dem. De skal jo nok til Berlin i påsken!

Continue Reading

Om erantisser og vintergækker.

Det er den mest vidunderlige søndag formiddag her sidst i februar, og mine erantisser og vintergækker er gået i totalt forår. Jeg er vild med erantisser og vintergækker. Måske er de ikke verdens smukkeste blomster, men de er tilnærmelsesvis de mest egensindige, stædige, ukuelige og komplet pissende på vejr og vind, jeg kender. De har kun et formål i roden. De vil op. Det kan man da ikke andet end beundre dem for.

Nærmest alle andre planter i min forsømte have kræver pasning og pleje–eller i alt fald en smule hensyntagen rent ukrudtmæssigt ind imellem. De her er fløjtende ligeglade. År efter år kæmper de sig op gennem shitjord, formuldede efterårsblade, hundelorte og godt brugte pinde. For det meste er de også ligeglade med sne og danske vådvintre, for når deres indre op-ur siger “Go”, så går de. Ind imellem kan man næsten mistænke dem for at have en skjult dagsorden, en bevisførelse for egen eksistensberettigelse, som de MÅ ud i. Nemlig at ligegyldigt hvad verden i grunden går og byder dem af vederstyggeligheder og klimatiske idiotier, så skal de sgu` nok komme op. Så skal de nok vise os, at dem får vi ikke sådan lige kål på.

Og når jeg så alligevel er i kålhjørnet, så ligger det vel lige til højrebenet at sammenligne dem med en anden af mine absolut lige så vedholdende haveforekomster: nemlig skvalderkålen. Det forholder sig jo sådan, at min skvalderkål ( og alle mine talrige andre ukrudtede vækster) med samme urokkelighed vil op år efter år. Men skvalderkålen har helt misforstået det der med at være bebuder af noget som helst. Nok er den ikke decideret grim–den er bare mangfoldig i sin udbredelse og ekspert i, som de siger i Løvens Hule, “at vækste”–men for mig er den på ingen måde forbundet med forår og æstetisk nydelse. Den er bare stædig! Den skulle tage og lære sig, at det er meget mere ydmygt at begrænse sig til at være gul eller hvid og så vokse med respekt for andre menneskers haver. Skulle den.

Engang plukkede jeg altid de første erantis og vintergækker og satte dem i en lille vase indendørs. Det gør jeg ikke mere. For det første endte jeg altid med at rasere det meste af jordbunden for brugelige blomster for overhovedet at få nok til at fylde en minivase, og for det andet viste de mig tydeligt, at dette gik deres forårsære alt for nært, ved at begynde at hænge med deres spinkle hoveder det øjeblik, jeg havde plukket dem. Jeg viser dem nu min respekt ved at lade dem få lov at blive stående lige præcis der, hvor de modigt har drevet gæk med vinteren og kæmpet sig frem.

Og når man så tænker på mennesker, der lever evig frodighed og mangfoldige, svulmende, smukke vækster, så kan man da godt se, at sådan nogle sølle, forkølede miniblomster nok ikke gør det store indtryk på verdensplan. De skulle bare vide. Vide hvor stor en kraftanstrengelse der ligger til grund for denne årlige opdukken.

Det er så her, jeg for alt i verden vil undgå enhver form for klichemæssige sammenligninger til menneskelivet. Jeg nøjes med at tænke det. Og sætter mig ud på en havestol og kigger lidt på mine små, fine opbrydere.

Continue Reading

SKAL vi virkelig leve så længe som muligt?

Den gennemsnitlige levealder, altså hvor gamle vi i gennemsnit bliver, er i Danmark 82,7 for kvinder. Og 78,8 for mænd. For tiden ytres der udbredt bekymring, da tallene ved sammenligning ligger under flere af de lande, “vi plejer at sammenligne os med”. Som f.eks. Tyskland, Frankrig og Spanien. Englænderne, derimod, synes at nyde livet lidt mere og befinder sig lige i vores slipstrøm.

Jeg har bare så uendeligt svært ved at godkende hovedpræmissen for alt dette brokkeri, som udelukker synes at være, at vi skal leve så længe som muligt. Det er det, der godt, målet, om man vil. Det er, i mine øjne, en kvantitativ bedømmelse. Og hvad blev der lige af kvaliteten? Livskvaliteten, forstås.

Selvfølgelig ønsker vi alle at leve så længe som muligt. Men KUN hvis det er noget ved. Hvis hver dag starter med solskinsmorgner, og vi springer rundt som forårsføl i en evig rus af livsglæde, uværkende knogler og intakte hjerner godt på vej ind i vores eget andet århundrede som levende. Ellers, nej tak! Jeg har også min gang på plejehjem, og kan med nogenlunde sikkerhed udtale, at mange, rigtigt mange, på demensafdelingerne nok ikke helt forstår at værdsætte det liv, de lever. Men gamle bliver de da i det mindste, og det synes at være et succeskriterium i sig selv.

For at blive rigtigt gamle– og sikkert ende vores dage rundt omkring på plejehjemmene til en gang fælles livsforlængning–er det meget vigtigt, at vi husker at leve sundt. Det er sådan set deri, den evige øretudning ligger. Akkurat ligesom vi som indiskutabel hovedpræmis har, at vi sandelig skal blive så gamle som muligt ( gerne slå enhver form for rekord mellem “de lande vi plejer at sammenligne os med”), så har vi som præcis lige så indiskutabel 2. hovedpræmis, at man da sandelig kun bliver så gammel, hvis man er vildt opmærksom på at leve sundt. Der er intet i vejen med at leve sundt. Som hovedregel. Men der er masser, uendeligt meget masser, i vejen med at leve så sundt, at det bliver fornægtelse og askese. For at sætte det på spidsen, så er der sgu` ikke meget ved at forsage enhver form for fed mad, desserter, slik, chokolade og stillesidderi gennem hele livet udelukkende med det ene formål at blive så gammel som mulig. Der må man nok sige, at kvantiteten har overdøvet kvaliteten så meget, at livet egentlig er gået hen og blevet ret surt. Faktisk så surt, at det næsten kan blive en pine at skulle kæmpe sig vildt forsagende frem til de magiske 100.

Vi skal sgu` da huske at leve, mens vi gør det. Det skal da også være sjovt, og ikke en lang forsagelse, mens vi er her. Jeg spiser med glæde og fornøjelse gode bøffer, desserter, flødesovs og tilbringer en hel søndag i den gode stol med den gode bog, fordi det giver mig livskvalitet. Og jeg afgiver med lige så stor glæde og fornøjelse de sidste år i sengen på plejehjemmet, hvor jeg nok ikke engang selv ved, at jeg er, for at have nydt det, mens jeg var her. For mig er hovedpræmissen på ingen måde at leve så længe som muligt. Det er langt, langt mere at være ansvarlig for, at mit eget liv, mens jeg har det, er fyldt med den form for livskvalitet, som jeg personligt holder af. Det er muligt, det kun bliver til 75. Men hvad betyder det, hvis de var gode?

Endelig har jeg stadig til gode at finde konklusionen, den store åbenbaring, omkring det tydelige modsætningsforhold, der er mellem, at vi da sandelig skal gøre os sundhedsmæssigt enormt umage for at blive til fælles Metusalemmer–samtidig med, at politikerne klart går rundt derovre på Christiansborg og hvisker om “Ældrebyrde”, for det må de jo ikke sige højt, selv om de selvfølgelig mener det. Hvad er den store logik i at udstede mad- og sundhedsmæssige forbud, der udelukkende tjener til at forlænge folks levetid, mens det, på den anden side set, er et enorm stort samfundsmæssigt problem, at vi så virkelig tager nogle ekstra år? Hvorfor skal vi leve længere, når det, at vi så gør det, bliver et problem? En byrde, en omkostning, der skal hviskes om? Hvis man tror, at en asketisk livsstil uden de store madmæssige glæder og kolossale mængder af andre former for fornægtelser leder direkte til forårskåde 100-årige, der aldrig vil komme i bekneb for en plejehjemsplads, så tror jeg nok, det er en forfejlet strategi. Selvfølgelig skal vi leve så sundt som muligt, men det skal altså også være sjovt og fyldt med kvalitet, det her liv. Det skal leves, så længe vi har  det.

82,7 er sådan set OK med mig. Hvis der er noget ved det. Jeg gider ikke gøre mig umage udi forsagelse for at nå dertil–og måske endda længere. Og hvis de sidste år alligevel bliver i demensens glemsel, er jeg dem med stor taknemmelighed foruden. Så længe det er sjovt at være sund, er jeg da helt med på den ide, men jeg opgiver ikke på nogen mulig måde det, der for mig er livskvalitet, udelukkende med det formål at blive ældre. Og have opfyldt samfundets hovedpræmis samtidig med, at jeg ( vildt ambivalent!) er gået hen og blevet til en byrde, der skal hviskes om.

Continue Reading
1 2 3 21