Om hundemad og om at få det hele med.

Hvis mit relativt tumbede dyr havde været et menneske, ville han altid komme for sent. Men han ville til gengæld få det hele med. Når den store forløser, hundesnoren, findes frem, drejer han ofte om og stiler direkte mod hundeskålen, hvor den udsøgte blanding af gårsdagens rester og tør hundemad i timevis har stået og været ualmindeligt uinteressant og uspiseligt. Men nu, hvor han skal forlade huset en halv times tid, er det pludselig utroligt vigtigt, at ingen andre får glæde af det, han ellers på intet tidspunkt selv har glædet sig over. Så skal der spises op. Og slikkes skål. For man ved jo aldrig, om–faktisk kan man lige så godt forvente det!–horder af vilde, lokale rovdyr på den halve time vil invadere vores køkken og æde rub og stub i al deres sult og generingsiver. Altså spise HANS mad! Nok er den decideret uinteressant, men det indebærer absolut ikke, at andre bare sådan kan kaste sig over den. Så hellere da spise den selv, så man helt slipper for den ubærlige, foruroligende tanke.

Jeg kan godt huske, hvordan det var. Dette med altid at skulle have det hele med. At være så forbandet bange for at miste noget. At lade noget gå ens næse forbi. Hellere selv æde alt lortet end at leve med den forfærdelige tanke, at man ikke havde fået det hele med.

Det var noget med aldrig at forlade festerne, før de fleste andre også var gået. At tvinge det sidste slik i sig, selv om det smagte af shit og gamle koner. At stoppe indkøbsvognen ( og senere fryseren) med gode tilbud i “Køb 5, betal for 4”-klassen uden yderligere tanke for, om det overhovedet havde anvendelsesværdi. At trave storbyerne igennem og ud i alle hjørner uden stop og falde spadseredød om hver eneste ferieaften. At slæbe samtlige nyudgivelser hjem fra biblioteket samtidig, fordi så havde man dem selv. Altså selv om man umuligt kunne nå at læse dem indenfor udløbsfristen. At have så travlt med at få det hele med, at man ligesom bare aldrig fik det hele med alligevel.

Og at være så bange for at gå glip af. Selv om det nok i tilbagesyn vil være utroligt svært at definere præcis, hvad det lige var, der ikke måtte glippes.

Det er sådan noget, alderen kan gøre noget ved. Umærkeligt, og uden at man egentlig selv lægger mærke til det. Hvor det førhen var et af livets fremmeste formål at få det hele med, er det nu gradvist blevet til, at man vel får det med, der er vigtigt. Eller vigtigst. Egentlig ikke som en prioritering, men mere fordi, det nu engang er sådan, det hele former sig. Også fordi det er stressende hele tiden at skulle vogte på, om noget undslipper. Det er i grunden meget mere behageligt at lade det undslippe, der i grunden ikke var så overvældende væsentligt at få med. Som nu gårsdagens indtørrede, halvstive spaghettirester.

Jeg er kommet dertil, hvor jeg er hunden, der gladeligt går en tur, uden at hælde skrotmad i mig, fordi jeg bare MÅ have det med. Der er så mange ting, der bør blive stående, fordi de er komplet irrelevante at få med. Også fordi jeg godt ved, at horder af udsultede rovdyr næppe vil kaste sig over mine rester, mens jeg vender ryggen til. Og at man godt kan gå hjem fra en fest uden at gå glip af noget, at det sidste slik er brækfremkaldende, at det er meningsløst at slæbe tilbud i kilovis hjem til en husstand på 2 personer, at hvis jeg ikke får læst de sidste, spændende bogudgivelser, så går det såmænd nok alligevel, og at det faktisk kan være ret afslappende at slentre rundt i en storby uden nødvendigvis at nå ud i alle dens hjørner.

Jeg tænker på det, hver gang jeg ser dyret langsomt kvæle sig selv i stangstiv spaghetti. Altså, at han da også må blive ældre. Det håber jeg da.

Continue Reading

Om guruer.

Jeg læste en interessant artikel i dag. Grundlæggende handlede den om datidens ( 60-ernes og 70-ernes) guruer, og hvad der er blevet af dem og deres følgere. En slags update på bevægelser som Moon og Trancendental Meditation, som dengang lokkede tusindvis af søgende sjæle ind i foldene. Svaret var, at næsten ingen længere søger mod den individuelle mentale fred sådanne steder, men at gurumarkedet nok i vore dage er overtaget af højtprofilerede sundhedsapostle og dommedagsforkyndende klimaprofeter, der i stedet ivrigt spreder kollektiv dårlig samvittighed.

På en måde var det noget lettere med de der gamle halvtpåklædte indere, der aldrig var indhyllet i ret meget andet end skæg. De tilbød en personlig frelse, gerne langt fra verden, og det var fuldstændigt op til en selv, om man gik med. Nutidens guruer er uhyggeligt meget sværere at komme udenom, og i min optik bevæger vi os mod en kollektiv tro på, at hvis man ikke er med dem, så er man decideret imod dem.

I 70-erne gik det ret godt for mig uden meditation og  fuldskæggede indere. I dag kan jeg næppe sætte mig ind i et fly uden at have forfærdelig dårlig samvittighed og køre i min bil uden at skulle opfinde strålende, troværdige undskyldninger for at gøre det. Jeg formodes at være et vrag i selvbebrejdelse, når jeg spiser kød, og skal dåne af frydefuld Dopamin, når jeg køber alt mit tøj i genbrug. Jeg skal helst undgå enhver form for plastik, og hvis jeg ikke går mit antal nøje afmålte skridt hver dag ( og helst lidt flere!), bør jeg være ved at dø mentalt af ren selvbebrejdelse i fodhøjde. Jeg kan ikke åbne mit TV uden konfrontation med tidens bærende guruer indenfor slankekost, løbeture og enhver form for basal sundhed, som vi alle formodes at deltage i.

Problemet er, for mig, at alle nutidens guruer jo på sin vis har ret. Det ved de også godt selv. SOM de gør. Jeg er helt sikker på, at datidens guruer selv syntes det samme. Men de var undvigelige. Man kunne skærme sig fra dem, fra en evig konfrontation med det, som enhver guru lever af: Nemlig andre menneskers selvpålagte mangler. Nu sidder man i stedet som den evige lus mellem sin egen ufuldkommenhed og dovenskab og tidens guruers borende sandheder. Deres største mission, som nok som udgangspunkt var en kollektiv forbedrelse af miljø og sundhed, er i stedet blevet til skabelsen en kolossal kollektiv skyldfølelse.

Det er så her, jeg næsten kommer til at længes efter datidens guruer. De tilbød nemlig den individuelle fred og frelse. Helt ærligt, så hungrer jeg virkelig tit noget så eftertrykkeligt efter den i en verden, hvor jeg simpelthen bare ikke KAN leve op til alle de sundheds- og klimakrav, der hele tiden bliver stillet til mig. Tænk at kunne synke ind i sig selv og glemme alt om plastik, døde hvaler, daglige skridtantal og CO2-udslip!

Også i tvivlrådighedens navn: For selv om jeg dagligt bombarderes med kost- og klimaråd, er jeg stadig på tvivlens mark med hensyn til, hvad det ER, jeg formodes at gøre. Eller rettere: ikke gøre. HVORDAN omlægger jeg mit liv, så jeg aldrig kører eller flyver? Det bliver unægteligt lidt kompliceret at arbejde som guide på en 14-dages cykeltur til USA eller en uges gåtur til Dublin. HVORDAN klarer jeg mig resten af mit liv med det tøj, jeg nu engang har, når jeg faktisk slider på det, men i den politiske korrektheds navn helt skal undgå skjulte børnearbejdere og vandkrævende processer? Begynder jeg at hive fødevarer ud af plastikemballagerne i supermarkederne, eller spiser jeg kun dem, der er pakket i forsvarlige indpakninger–og hvordan finder sådan en som mig ud af det sidste? HVORDAN når jeg at gå alle mine daglige skridt, når der ligesom også er andet, jeg forfærdeligt gerne vil have tid til? Og vil min personlige kødforsagelse i det hele taget batte noget i det store verdensbillede? Vil det samfund, som vi kender på godt og ondt, ikke gå sådan bare en lille smule i stå?

Jeg tror måske, guruernes beskaffenhed er ved at begynde at vende. Der vil sikkert være mange, der får øjnene op for, at det da er så utroligt meget nemmere at meditere i afsondret ensomhed end at leve op til nutidens sundhedsguruers mindreværdsbefordrende prædikener. Ikke, at det i sig selv er noget at stræbe efter. For både dengang og nu må man nok i stedet efterlyse en god gammeldags portion ganske almindelig sund fornuft.

Continue Reading

Om banker og om mine penge.

Jeg er ude i nogle seriøse overvejelser omkring at boykotte min bank. I håbet om, at det vil skabe voldsom opmærksomhed, grundig selvransagelse og måske endda alvorlige finansielle problemer for dem. Så naiv er jeg.

Mens min årelange tillid til min frisør og min tandlæge stadig grundlæggende er intakt, har jeg mistet troen på min bank. Og så er jeg ikke engang kunde hos Danske Bank. Forleden hørte jeg i et program i radioen, at bankernes samlede overskud er på over en milliard om dagen. Eller var det måske om ugen? I min optik er det i og for sig rablende ligegyldigt. Hvis det kun er om ugen, kan jeg vel spare noget af min andel til de personer, der skal ansættes for at tælle ugens overskud. Og mine penge fremkalder måske en anelse mindre smørede grin hos de, der skovler ind.

Det undrer mig, at man kan have så kolossale overskud på kunder, der ikke får en øre af samme igen. Min bank har bildt mig ind, at den, qua en længst forgangen finanskrise, ikke kan uddele synlige renter. Hvad så med millarderne? Er de omdøbt til noget andet end simpelt overskud? Og hvor går de hen? Hvem er det lige, der står og skal have dem, når det nu ikke er mig og alle de andre trofaste kunder?

Jeg føler også, at jeg er relativt underpriviligeret med hensyn til bankråd fra min bank. De skriver sådan set kun til mig, når der er noget, de skal have betaling for. Eller når det, de i forvejen får en farlig masse betaling for, endnu engang er blevet meget dyrere. Jeg kunne, f.eks., meget bedre tænke mig et lynkursus i hvidvaskning for begyndere, for det er jeg sikker på, de ved en forfærdelig masse om. Sidder med en uhyggelig masse insiderviden omkring, om man vil. Måske skal vi endda starte ud med, hvordan man overhovedet tjener de der sorte penge, som banken så kan hjælpe os med at vaske hvide? Jeg tror personligt, det ville give en forfærdelig masse mennesker et nyt og mere kreativt syn på deres bank. Som om den gav nyttige informationer videre, i stedet for bare at kræve ind og generelt negligere de kunder, der i virkeligheden tjener milliarderne.

Jeg kan se, at den bærende trend indenfor erhvervslivet for tiden er firmaers etik. At vi alle bestræber os på at arbejde for og med firmaer, hvis etik vi kan stå inde for. Jeg kan desværre ikke stå inde for min banks etik. Hvis de nu, istedet for alt det vaskeri og al den milliardpugning, erkendte, at deres forrretningsmetoder er etisk uforsvarlige samt anvendte alle de der milliarder til noget almennyttigt, noget, der gavnede andre end lige dem selv, så ville jeg nok begynde at genvinde min respekt.

For så længe, der absolut ingen konsekvenser er, når banker overskrider såvel etiske som almenmenneskelige grundregler, så tæller de sgu` nok grinende deres milliarder hver dag, alt imens de sender stakkevis af breve ud til vi andre, hvori der står, at de desværre må hæve gebyrtaksterne for såvel dette som hint. Det kan såmænd ligefrem undre, at de kan få tid til at forfatte bunken af tiggerbreve, når de nu har så forfærdeligt travlt med at tælle og vaske penge.

Jeg er så priviligeret, at jeg nok basalt har gjort de væsentlige investeringer, jeg skal gøre i mit liv. Jeg behøver ikke gå tiggergang efter at låne en brøkdel af de milliarder, jeg selv har sparet sammen, men som bankerne tager penge for at låne tilbage til mig. Jeg kan, og jeg tror såmænd også jeg vil, gå i akut madrasmode. Så kan jeg nemlig bare selv tælle mine penge, og hvis jeg finder ud af det der omkring hemmeligheden med de sorte, så kan jeg vel vaske dem i min egen vaskemaskine. Samt, ulig bankerne, bruge dem til noget, der både er etisk og menneskeligt forsvarligt!

 

 

Continue Reading

Om byer i Københavsområdet.

Der er det her med det kolonihavehus, jeg skrev om forleden. Det forholder sig nemlig sådan med det, at det har adresse i Rødovre. Selv om jeg endnu ikke har fundet noget som helst Rødovrelignende i nærheden. Til gengæld er der kun ½ kilometer til Islev Torv, men det er tilsyneladende bare sådan en Islevaflægger, der er kommet lidt på afveje ind i noget, der i virkeligheden hedder noget andet. Nærmeste seriøse indkøbscenter ligger i Herlev, og det er altså bare lidt ned ad vejen. Her er der dog både kirke og kro, der hedder noget med Herlev, så den er velsagtens god nok. Da jeg første gang fik meddelelse om, at huset var anskaffet, fik jeg at vide, at det lå i Husum…..

Jeg synes personligt, og provinsielt, at det er noget forfærdeligt rod med alle de bynavne. Og steder, der fletter sig ind i hinanden, så mit jydejeg ikke har en levende chance for at finde ud af, hvor jeg er. Det ligner jo også alt sammen hinanden, og jeg er fuldstændigt uden nogen form for chance for at vide, hvor i alverden jeg befinder mig.

Det er noget andet herovre i Jylland. Der har vi anstændigvis taget så meget hensyn til andres menneskers geografiske fornemmelse, at vi har lavet synlige ophold mellem byerne. Sådan, at den ene klart og utvetydigt ender lang tid før, den anden får begyndt. For det meste har vi mindst 10 km. fra byskilt til byskilt med en pæn portion marker imellem, så enhver kan konstatere, at de altså IKKE er I en by, men MELLEM byer. Jeg er f.eks. aldrig det mindste i tvivl om, om jeg er i Horsens eller Vejle. Og det har jeg det, indrømmet, ret godt med. Jeg går ikke rundt og tager fejl af, hvor jeg er, for jeg kan altid konstatere, hvor en by ender. Herovre er vi behageligt fri for alt det der rod med at kludre byer ind i hinanden, så ingen ved, hvad der hører til hvilken.

Jeg tænker tit på, om folk i Københavsområdet altid ved, hvor de er. Om de er født med evnen til–med et talent, jeg genetisk ikke er udstyret med–at vide, hvad den by, de befinder sig i, hedder. Samt at vide præcis, hvor skillelinjen går. For det ville jeg bare så gerne vide, når de nu tilsyneladende ikke kender jydereglen med mellemrum og marker. Er det et bestemt hus, der markerer overgangen fra en by til en anden, en grøft, en lille sø, eller er det bare noget, man tager på slump, og i byernes yderområder sådan lidt selv bestemmer, hvor man gider at høre til? Og hører alle veje til den samme by–også hvis de er meget lange? Godt nok har vi f.eks. Kongensgader i både Esbjerg og i Odense, men enhvers sunde fornuft kan vel godt fortælle dem, at de to ligesom ikke helt hører sammen. Jeg ved godt, at postnumre kan afsløre en del, men dem kan jeg jo af logiske grunde ikke se, når jeg befinder mig i Rødovre/Husum/ Islev/ Herlev. Eller hvor det nu er.

Derfor har jeg lidt opgivet at finde ud af, hvor alle de der byer i Københavnsområdet egentlig ligger. For det er nogle gange som om, de ikke engang selv ved det. Det er en uskik, noget forfærdeligt rod, og jeg kan kun anbefale folk derovre at få orden på deres matrikelnumres tilhørsforhold på en noget mere synlig måde. Enten ved at lave klare brandbælter omkring de områder, der hører til det samme. Eller måske savner de bare nogle marker og 10 kilometers reglen.

Jeg kan slet ikke forstå, det er til at leve med. Dette kolossale geografiske rod. Prøv bare at komme en tur over til os og se, hvordan man logisk laver mellemrum mellem byer. Nogle gange gør vi det endda så let–men det er mest ude vestpå–at vi har over 50 km.!

 

Continue Reading

Om kolonihaver og kolonihavehuse.

Jeg har brugt det meste af weekenden på at renovere kolonihavehus. Uden overdrivelse det mest ambitiøse redningsprojekt, jeg nogensinde er indgået i. Cirka på det niveau, hvor det stadig er temmelig tvivlsomt, om patienten overhovedet overlever, men hvor det dog er absolut sikkert, at det i så fald ikke bliver uden varige men, forrygende permanente skævheder og en hvis form for nedsat ydeevne.

Men det, må jeg så indse, er hele kolonihavehusenes sjæl. Bygget, som de er, af idealistiske ildsjæle, der mere brændte for at dyrke kartofler udenfor stenbroen end for at opføre huse i samråd med regler for almindelig, fornuftig byggeskik. For slet ikke at tale om materialevalg, som i bedste fald er alternativt–i værste et sammensurium af de forhåndenværende søm langs vejen. Og her gik jeg og troede, at mit sommerhus havde personlighed og alternativitet. Jeg tog fejl, gjorde jeg!

Nu er der så også det ved det, at de færreste folk i min alder fra provinsen overhovedet overvejer at investere i et kolonihavehus. Vi har sommerhuse i overflod til vores fritidssysler. Og vi køber dem allerhelst på naturgrunde, så vi er noget så behageligt fri for alt det der have. For sådan en har vi jo derhjemme ved parcelhuset–som om det ikke skulle være nok i sig selv. Og grøntsager kan da heldigvis stadigvæk købes i forretningerne. Eller dyrkes til husbehov og i strengt udvalgte sorter på det lille stykke deromme ved drivhuset.

Da jeg var ung, havde vi godt nok ikke kolonihaver. Det er vist ingen overdrivelse at skrive, at en kolonihave var noget af det allermest forstokket småborgerlige, vi overhovedet kunne forestille os. Derude gik de rundt i seler og ølmaver og rodede i deres rabarber, mens de bøvsede under deres Dannebrog, spiste bjerge af frikadeller med rødkål og stemte på de forkerte partier. Der var noget decideret øllet og politisk ukorrekt bare ved tanken om kolonihavefolket. Måske også fordi, det dengang var forbundet med fattigdom og usle levevilkår at bo på stenbroen (hvorfor i alverden skulle man ellers have en kolonihave?), og ikke, som i dag, med forrygende gode jobs og hipstret livsstil. Faktisk havde vi nok en smule ondt af alle dem, der bare måtte nøjes med et papskur og få kvadrat-kartoffelmeter–i forhold til de veltrimmede parcelhushaver, vi selv kom fra. Selv ikke Eva Madsens sangberømte mormor kunne lave om på det: Vi så nok mere den sang som et lidt kikset forsvar for mormor end som en hyldest til hende og hendes hus.

Mildt underdrevet må det siges, at den slags har ændret sig de seneste år. Det er gået hen og blevet voldsomt hipt at have en kolonihave. Især hvis man er ung, bosat på stenbroen, har et godt job og en relativt hipstret livsstil. Så kan man næsten ikke vente på at komme ud i kolonihaven til alle de andre, der også er præcis som en selv. Men vente, det må man. For kolonihaver hænger skam ikke på æbletræerne længere. Der er overtegnede ventelister og årevis af længsel efter det der lille sted med urtehaven ude i forstæderne. Fra at have være arbejderklassens småborgerlige åndehul med indbygget mulighed for socialt samvær og nyoptrukne porrer er kolonierne nu blevet den forlængede udbygning af Sdr. Boulevard og de mest trendy områder på Nørrebro med skove af nyudplantede avocadotræer, figenbuske og alt indenfor udenlandske bønnesorter. Jeg er også sikker på, der har været intensive forsøg på at dyrke brune ris og kikærter. Og linser, selvfølgelig.

Selvfølgelig spiller de fuldstændigt vanvittige huspriser i storbyerne også ind her, så det dog trods alt er mere økonomisk venligt at anskaffe sig den lille have i koloniområderne end at gældsætte sig selv med rækkehuset i Brønshøj til 7 millioner. Eller mere. Faktum er dog, at klientellet derude i haverne temmelig hurtigt er ved fuldstændigt at skifte karakter. Det vrimler med unge, energiske havebrugere. Og der er, så langt øjet rækker, ikke ret mange hverken Dannebrogsflag eller ølbænke tilbage. Det er blevet en anden livsstil derude, en gennemgribende omdefinering af, hvad det vil sige at være kolonihavebruger. Nu skal der seriøst havehygges med grøn the, dyrkes spændende grøntsager og åndes ud fra den storby, som man både må væk fra samt overhovedet ikke kan undvære at bo midt i.

Men husene, de står der for de flestes vedkommende endnu. Disse skure af forhåndenværende materialer, bygget af diverse ejere gennem mange år ved hjælp at talrige knopskydninger. Sunket lidt (og betydeligt) i hjørner og kroge, opsat på den bare jord og uisolerede. Vel er de da charmerende. I alt fald udefra. Al diskussion omkring det faktum, at jorden er rund forstummer totalt herude. Her må man bare erkende, at jorden er skæv. Og at intet er lige. Da i alt fald mindst af alt gulvene.

Jeg er næsten sikker på, at weekendens renoveringsprojekt har givet den rygskæve patient lidt respit i endnu et par år. Nok ikke mere. Og det er med forbehold for halvalvorlige vinterstorme og almindeligt råd. Så livet “på landet” og de nydyrkede kikærter forhåbentlig kan nydes med alle vennerne på de varme sommerdage. Udenfor. Altså indtil der måske bliver råd til rækkehuset i Brønshøj, hvor de fleste af de andre nok også er flyttet hen til den tid. Og så bliver det jo spændende at se, hvordan næste generation vil se på, bruge, opfatte og anvende kolonihaverne………

Continue Reading

Om aldrig at have været på en date.

Man kan jo nærmest ikke åbne en avis, et TV eller et socialt medie uden at støde på lykkelige, grumme, spændende og horrible historier om (net)dating. Det at date er åbenbart blevet en lige så konstant og naturlig bestanddel af livet som at skifte underbukser. Noget, alle (forhåbentlig–og da især de, der skal på date!) gør. Ovenikøbet noget, alle gør så meget, at det er genstand for utallige samtaler, forfærdeligt mange avisartikler og givetvis også videnskabelig research.

Det er så her, jeg føler mig udenfor. Som et udated, trekvartgammelt oldtidslevn, der, stik mod tidsånden, fandt en mand uden overhovedet på nogen mulig måde at have udvalgt ham fra mandekataloget i cyberspace forinden. Selvfølgelig kan det da godt ærgre mig lidt i bakspejlet, at jeg ikke sådan havde adgang til alle de udbudte vareprøver, inden jeg bestemte mig, for jeg har minsandten aldrig sagt nej til en god prøvemiddag eller en anderledes oplevelse. Men sådan skulle det ikke være. Dengang. Vi havde den, med nutidens øjne, sikkert uheldige og upålidelige vane at møde hinanden tilfældigt ude i det virkelige liv, og der var da ved Gud ingen, der kunne så meget som drømme om at gå ud på en omkostningstung udespisning med Mr. Photoshop (vi anede ikke, hvad photoshop var!), før de havde kendt hinanden et godt stykke tid og var helt sikre på, at det nok ville blive til noget alvorligt, så investeringen ikke var forgæves. Dengang postede vi sgu` ikke penge i hvad som helst–og da slet ikke, hvis der var risiko for en nitte.

I min alder virker selve tanken om at date også vildt udfordrende. Hvis jeg nu ikke havde en mand (som jeg i datinghenseende lykkeligvis har!), så frastøder tanken om at skulle ud på markedet til en konfrontation med fremmede herrer i parringsmode mig ganske enormt. Ikke blot at skulle sælge mig selv på mest tiltrækkende måde (hvordan man så end gør det!), men nok endnu mere at skulle tvangsindlægges til et ubestemt antal af totalt intetsigende potentialer, inden der måske er gevinst. For slet ikke at tale om bagefter ( altså hvis der ER gevinst!), hvor man jo F… skal bruge et ukendt antal år på overhovedet at få ham skolet, afrettet og opdraget, så man også selv kan få sin retmæssige plads i forholdet.

Jeg har aldrig været på Tinder, kender ikke navn på andre datingsider og håber aldrig, jeg akut står og skal bruge den slags information. I min ungdom var det en falliterklæring, en skjult indrømmelse af, at man var et makværk i det store kønsspil at benytte sig af Billet Mrk., som datidens meget lidt Tindrende kødmarked på avisernes sidste sider hed. Og den opfattelse sidder stadig enormt dybt i mig, hvilket selvfølgelig er en både upassende og dybt forældet holdning. Men det rokker vel ikke ved, at jeg stadig ikke forstår, at folk ikke kan møde hinanden, som vi gjorde i sin tid. Sådan ude i den der u-Facebookede, af-tindrede virkelighed.

Jeg kan selvfølgelig udmærket forstå, at det da er vildt ustressende og særdeles mageligt at side derhjemme i sofaen og betragte udbuddet på næsten samme måde, som vi i min barndom kastede os over kataloget fra Daehls Varehus. Ved juletid. Men for mig ligger der samtidig en objektivering, en tingliggørelse–varegørelse, om man vil–i netop det faktum, at man ser på varerne og afgør, om der skal investeres i dem. Mødte man dem nu tilfældigt, var det selvsamme spørgsmål nok hurtigt afklaret og krævede næppe et utal af dårlige oplevelser. Selvfølgelig betyder nettets varekataloger over mulige dates et noget større udvalg end det forholdsvist lille, indre marked, der var i min provinsby, og det er sikkert fuldstændigt rigtigt, at Mr. Right sagtens kan bo flere hundrede kilometer væk, men de fleste mennesker kommer nok alligevel ud i andre sammenhænge end de allermest lokale, OG jeg tror nu mere på interessefællesskaber som grobund for Mr. Right-opstøvning end et forskønnende opslag på et socialt medie.

Men jeg kan selvfølgelig også omkostningsfrit snakke, når jeg ikke står i en akut mangelsituation. Omvendt kan jeg så også prise mig lykkelig over, at jeg overhovedet ikke behøver deltage hverken i, eller i mangfoldiggørelsen af, alle de kolossale problemer, der tilsyneladende er forbundet med al denne dating. Jeg kan dog ikke undgå at undre mig temmelig meget over, at noget, der var så relativt simpelt for min generation, da vi var unge, er blevet problematiseret og et samfundsmæssigt issue med kilometervis af spalteplads.

Så meget tid brugte vi sgu` ikke på at diskutere kataloget fra Daehls Varehus. I stedet gik vi ud i livet og mødte nogle mennesker.

 

Continue Reading

Om at lære noget. Hele tiden.

Jeg har aldrig lært så meget selv, som efter jeg er holdt op med at lære andre noget. Pensionistlivet er blevet en kontinuerlig øjenåbnerproces, hvor næsten hver dag byder på ny indsigt, nye vinkler og spændende åbninger. Det er fantastisk. For aldrig før er det gået op for mig, hvor meget der i grunden ER, som det står enhver frit for at sætte sig ind i. Hvis der da ellers var tid nok.

I bagklogskabens klare lys og med en god afstand ser man pludselig, hvor bundet man førhen har været af sit fag, sit arbejde og sit daglige trummerum. Hvor afhængigt ens tilegnelse af ny viden har været af, om den var decideret brugbar. Omsættelig, om man vil, i forhold til den daglige gerning og det, der gav en samme daglige brød. Enhver nuværende og tidligere underviser–og sikkert utallige mange andre–kender udmærket følelsen af nærmest at føle sig en smule skyldig over at læse en bog, der udelukkende læses for fornøjelsens skyld. Alt blev jo læst med “kan-det-nu-bruges”-brillerne, og man kunne gribe sig selv i at regne en fornøjelseslæsning for en form for simpel spildtid, fordi det læste ikke var umiddelbart anvendeligt. I samme bagklogskabs klare lys går det desværre også op for en, hvor uendeligt ensporet mange ting har formet sig. Men allermest, hvor endnu mere uendeligt meget man har afskåret sig selv for spændende biveje, fordi der ikke var tid–eller, desværre, brugbarhed og anvendelighed i tingene.

Sådan er det ikke mere. Spildtid er et ikke-eksisterende begreb. Det er fornøjelsestid derimod ikke. For det er nu udelukkende fornøjelsen, lysten og nysgerrigheden, der er afgørende for, hvad i alt fald jeg kaster mig over. Og finder jeg noget, der er interessant, kan jeg forfølge det, gå i detaljer, rende videre efter nærmeste spin-off og bruge en forfærdelig masse tid på noget, der er absolut drænet for brugsværdi som sådan, men som bare er virkelig, virkelig interessant. Det er jo en hel verden af overmåde uanvendelige oplysninger, jeg er ved at anskaffe mig selv. Men kors, hvor er det dog spændende!

Som nu den spanske armada. Altså, jeg havde da aldrig i min undervisningsformørkelse ansat det for væsentligt, at jeg kendte til mere end dens blotte eksistens i forbindelse med Elisabeth I. Men det er jo en fabelagtig god historie–jeg elsker at bore i  det faktum, at alle disse skibe blev slået til vrag på Irlands VESTkyst, efter at have sejlet nord om både Skotland og Irland på en tur, hvor de i virkeligheden skulle have været ind gennem Themsen til London. Eller stentyper. Hvorfor der er forskellige stentyper og, især, hvilke der skaber gode betingelser for drypstenshuler–samt, hvad der i den grad slog mig på en odysse gennem både England, Skotland og Wales, hvor fantastisk forskellige byggestilene og stentyperne på almindelige huse er her, altsammen begrundet i lokale sten. Eller historisk betingede bygge- og arkitektoniske stilarter. For selvfølgelig har jeg da undervist i både barok, rokoko og gotik, men det har været sådan på “Se, der er en gotisk kirke”-niveau. Ikke fordi, jeg sådan for alvor vidste noget om det. Og Thomas Telford og Isambard Brunel–de to herrer ligger for tiden allerøverst på min præferenceliste over ting, jeg skal finde ud af. For hvem havde i sin vildeste fantasi forestillet sig, at en engelsklærer i provinsen overhovedet skulle kende navnene på to af de største ingeniører i ingeniørhistorien. I alt fald ikke jeg. Men nu står den på broer, jern og konstruktioner, gør den!

Det er sådan noget med, at livet åbner sig. Eller også er det noget med, at i alt fald jeg gennem mange år slet ikke har set, hvor lukket det har været. Hvor fokuseret på et meget begrænset område. Men sådan skulle det jo også nødvendigvis være. Hovedsagen–og det, man blev betalt for–var vel, at man kendte og kunne sit fag. Fulgte med i udviklingen indenfor det som en løbende proces. Men nu, hvor de tider er ovre, er det fuldstændigt legalt at rende rundt i hjørner og kroge af alle de andre fag også. Samt at løbe med halve vinde og ufuldendt, sikkert mangelfuld viden. For jeg skal jo ikke længere KUNNE det, undervise andre i det. Jeg skal nemlig udelukkende gøre det for min egen fornøjelses skyld, og så er det vel sådan set ligemeget, om jeg ikke forstår det hele eller har ladet nogle jagtmarker være uopdyrkede.

Men jeg kan alligevel ikke helt få hænderne ned over, at livet virkelig er så stort. At selv om jeg bliver ved med at pikle rundt i historie, sten og interessante mennesker, så vil der være nok at gå i videnskrig med, helt til jeg ikke orker mere. Selv der vil der være bjerge af uvendte sten, storslåede broer, livsforløb og fejlslagne angreb tilbage, som jeg ikke har været inde og rode i.

Det kan faktisk gøre mig lettere høj. Tænk, at man selv kan lære SÅ meget, bare fordi man ikke længere behøver lære andre noget som helst!

Continue Reading

Om de to eneste gange om året.

Der er to dage om året, hvor jeg glimtvis tænker en lille smule på min gamle arbejdsplads gennem mange-og-tredve år. Ikke mere. Og det fortager sig heldigvis ualmindeligt hurtigt, for det er vel næppe nogen hemmelighed, at hvad jeg har tabt økonomisk ved at gå på tidlig pension fra stedet, har jeg til overmål genvundet i livskvalitet.

Den ene dag er selvfølgelig den sidste mandag inden sommerferien—helt konkret mellem 9 og 10 om formiddagen— hvor den første student udklækkes. Det privilegium det er at få lov til at lave studenter og se deres tårnhøje glæde og lettelse over, at det hele er overstået, og at de netop i det øjeblik stadig tror, at de har hele livet uendeligt foran sig, og at samme liv bare vil dem det godt og positivt— DET er et privilegium af ufortyndet glæde, der smitter. Så kan det godt rykke lidt i den gamle cirkushest, der tydeligt lugter manegens støvede bøger og bliver lidt nostalgisk i sit forbigående savn.

Den anden dag er så sådan en dag som i dag. En af de sidste i samme sommerferie. Hvor jeg kan føle mig noget så boblende glad, lettet og befriet over, at det ikke er mig, der igen er indkaldt til timelange, initiativdræbende, såkaldte pædagogiske dage, der primært har til formål at legitimisere at kalde lærerne på arbejde, inden eleverne rent faktisk er til stede. Sådan bare endnu et bevis på, at lærerne udadtil kan forsvare, at de skam ikke holder uendelige sommerferier—samt desværre også, for indviede, en klar del af den tendens, at undervisning af elever bliver en mindre og mindre del af lærernes kerneydelse.

Jo, jeg husker dem. Disse monsterdage af ubeskriveligt intetsigende, uanvendeligt ævl, hvor man sad den af på en mørk skole, mens solen bragede ned udenfor. Og hvor man ville have været en meget mere oplagt yder af det, jeg stadig ( og fejlagtigt, må jeg desværre erkende) anser som kerneydelsen, hvis man havde fået lov til at dyrke sin forventning og initiativ ved selv, eller sammen med andre, at planlægge spændende, givtige undervisningsforløb i stedet.Hvor tåbeligt, dagslangt sludder dræbte enhver glæde ved at starte et nyt skoleår, allerede inden eleverne mødte op. På et tidspunkt gik det endda så galt, at administrationen sendte underskriftslister rundt, således at man skriftligt kunne bevise sin tilstedeværelse i alt ævlet. Forebyggelse af lærerpjæk. Eller, efter min mening, klar modstand mod sund fornuft. Anyway, disse lister forsvandt altid på besynderlig vis undervejs i overtjekningen af voksne mennesker, men jeg ved godt, hvem der derhjemme må have stakkevis af dem gemt bag bogreoler og andre listige steder……

Så sådan en dag som i dag vil jeg personligt hylde mit livs fornuftigste beslutning. Jeg kan da godt have overskud nok til at sende et par venlige, medlidende tanker mod gamle kolleger, der er fanget i bevidstløsheden. Ingen smalle steder der. Det kunne da bare lige passe andet. Man har vel altid råd til at dele lidt ud af sit overskud…

Det er derfor, billedet af hunden, der synes tabt for enhver form for pligter, omverden og i alt fald nyeste, pædagogiske tiltag ( som i øvrigt altid viser sig at være opkog af gamle, blot med nye, ufantasifulde benævnelser) er så illustrerende. Sådan har jeg det nemlig også!

Continue Reading

Om dimsedutter, dingenoter og den nærmeste genvej.

Det har vist sig, at den sagtmodige vampyr, jeg skrev om forleden, for længst er så skrevet ud af den moderne støvsugerhistorie, at det nærmest er umuligt at opdrive nye poser til den. Og hvad gør man så? Man køber selvfølgelig poser, som støvsugersælgeren anbefaler, at man da kan give en chance–sikkert vel vidende, at han selv Gudskelov er flere kilometer væk, når man skal forsøge at få dem til til at passe, OG at man ligesom ikke har andre støvnedbringende alternativer.

Og selvfølgelig passer de ikke. Meeeen hvis man skærer en lille pind til omrøring af maling i bøtter i diminutive stykker og placerer en af disse i hver ende af posen og samtidig får en anden person til at hjælpe sig med at snyde støvsugerlåget ved at presse det ned i en halvvoldelig bevægelse, så det tror, det lukkes på fuldt normal vis—-så går det. I alt fald indtil posen igen er fuld.

For sådan er der så meget. Så uendeligt meget i ens hjem og liv, der midlertidigt klares med dimsedutter, dingenoter, nærmeste genveje og særdeles kreative personlige påfund. Sådan at lortet virker. I alt fald for en tid. Eller: så længe man kan bilde sig selv ind, at ens mikroskopiske kreative udfoldelser kan købe en henstand med hensyn til enten at ordne noget påkrævet, eller undgå en akut økonomisk udgift.

Som nu lampen på billedet, hvis ledning er for lang. Man får den simpelthen i nakken, mens man vasker op, hvis ledningen ikke forkortes. Det har  samme ledning så  været, siden lampen blev placeret lige der omkring årtusindskiftet. Det seneste, altså. Normalt plejer jeg faktisk at bruge en spisegaffel til den slags anordninger, men må have haft en god rest af julebånd lige ved hånden. Skidt, det virker jo tilsyneladende også. Eneste problem er, at jeg meget ofte glemmer den slags midlertidige superløsninger, og mine øjne begynder at se dem som en naturlig del af det hjemlige designmiljø. Som den bøjede gaffel jeg pludselig skuede på lampen over sofabordet en dag, vi skulle have gæster. Og ved nærmere, virkelig grundig eftertanke, måtte erkende nok havde hængt der det meste af et tiår.

Jeg har gennem tiden haft en del Onslowske fjersyn. Af samme model, som i sin tid indehavedes af en af mine absolutte yndlingfigurer på TV. Især pga hans relativt afslappede og meget enkle påklædning. Et Onslowsk TV kendetegnes ved, at det udelukkende går i drift ved hjælp af et veltimet og velplaceret slag et bestemt sted på fjernsynskassen. Hvilket selvfølgelig også indikerer, at Onslowske TV-modeller desværre afgik ved døden med indførelsen af fladskærme. Der er simpelthen ingen steder, man kan slå uden omfattende konsekvenser. Omvendt hjalp det i en stor procent af tilfældene dengang. Forudsat at man slog det rigtige sted.

Engang havde vi også et komfur–det var dengang, man havde komfur og ovn samlet i noget af et skrummel af et møbel–som pludselig stod af. Egentlig startede det hele bare med, at jeg ville gøre rent bag det og moslede lidt rundt med det. Og så faldt der en død, mumificeret mus ud fra komfuret bagside, hvorefter det totalt nægtede at fungere. Det viste sig, at musen faktisk havde været en del af den noget intermistiske strømledning, og med dens bortfald var komfuret totalt kaput. Her må jeg selvfølgelig indvende, at jeg ikke personligt havde opfundet netop den metode til at forlænge komfurets levetid, og jeg heller ikke sporenstrengs begyndte at udtænke planer for at indfange en ny, strømledende, død mus til mit hedengangne komfur, selv om det selvfølgelig nok kunne have forlænget dets levetid, hvis musen blev placeret korrekt.

Jeg har også jublet over velcroens sejrsgang over skolukningerne. Så er jeg nemlig fri for at opfinde endnu en fortvivlet, alternativ knude på de udtjente snørebånd. Jeg hører også til dem, der lægger bukser op med tape eller hæfteplaster og ser gaffatape som en løsning på mindst halvdelen af verdens praktiske problemer. I alt fald har jeg et nogenlunde konstant og over mellemstort forbrug af det. Især indenfor cykelssfæren er det uundværligt, hvis man da ikke kan få et lille stykke pind maklet ind lige der, hvor gearet ikke virker.

Endelig er der også de ting, hvor udefrakommende hjælpemidler i form af dimser, små pinde og andet slet ikke er nødvendige. Hvor man bare skal kende sine ting på deres alternative gang. Hvis man ved, hvordan den genstridige dør skål låses ( gerne noget med at bruge en anelse vold og vride den forkerte retning), den tåbelige stikkontakt skal tændes ( gerne noget med at holde den inde, til den går i sit strømførende hul), den umulige bil skal startes (gerne noget med rækkefølgen af, hvornår man træder på speeder og kobling + sætter nøglen i tændingen), så er verden jo egentlig ganske enkel og til at komme igennem.

Og alt imens jeg vrider, gaffaer, binder knuder og stikker pinde og gafler ud til højre og venstre, så foregøgler jeg mig selv, at jeg sparer mig selv for uanede summer til nyanskaffelser. For slet ikke at tale om hvor meget jeg kan svælge i, hvor genial og ultimativt kreativ jeg er. Når jeg indleder mine lidt alternative redningsforsøg, så tænker jeg, helt ærligt, aldrig sådan over, at det, jeg foretager mig, i bedste fald giver mig en kort, stakket frist. Lidt ligesom clicheen med at tisse i bukserne for at få varmen.

F.eks. tager det da lidt tid at komme til den erkendelse, at der nok skal en ny støvsuger til. Sådan ca. den tid det tager at få posen fuld igen. For hvordan i alverden får jeg den overhovedet åbnet igen uden at begå decideret manddrab på støvsugeroverdelen? Men lige nu holder den……..

 

Continue Reading

Om kræmmermarkeder. Og kræmmere.

Inderst inde har vi vel alle en lille kræmmer. Sådan en, der boltrer sig lidt i belønningscentret, når noget er solgt med en smule fortjeneste. Eller i alt fald med minimalt tab.

Hver tirsdag, når min tid tillader mig det, er jeg kræmmer på vores lokale marked oppe blandt sommerhusene. Det lyder mere lokalt, end det er. Vi er skam mange kræmmere, faktisk næsten så mange, at vi på turisttomme og regnfulde dage næsten er flere kræmmere end kunder. Og vi repræsenterer en relativt stor geografisk spredning, for netop dette marked er hyggeligt og billigt i standpris, så der rejses gerne et stykke vej for–om ikke andet–så at få en god snak med alle de andre indehavere af kundetomme boder. Det er der så også tid til! Det skal dog siges, at når turisterne for alvor kommer til stedet, og vejret ikke er alt for godt (stranden er en virkelig unfair konkurrent!), så kan der godt være ret travlt.

Vi er relativt large, når det drejer sig om faste pladser. Det er der kun få, der har. Men vi er samtidig rimeligt skrappe i vores selvjustits og uskrevne regler omkring andre væsentlige ting. F.eks. står man ikke og råber og faldbyder sine varer eller generer andre med høj musik–det har vi fået de omrejsende, som her mest er udlændinge med dårligt syede kopitasker og grimme bluser, til at forstå, at vi ikke vil have. Faktisk er der nu kun en tilbage (og ham kommer jeg lige tilbage til), som gør den slags vulgære ting, men det synes vi så, for hans vedkommende, er så integreret en del af hans identitet, at det næsten er lidt morsomt og hører sig til. Han sælger jo heller ikke noget alligevel.

Mens markedet er i sin absolutte udpakningsfase klokken kvart i kvalme om morgenen, er der nogle (havde nær skrevet det ubehagelige “visse”!) kræmmere, som går rundt og scanner vi andres ting. Især hos de nye på markedet, hvis disse umiddelbart virker en smule uprofessionelle. Så tror snydepelsene, at de kan stikke af med vi andres showpieces til spotpris og senere ( altså senere på samme dag og samme sted) sælge dem videre til tyskerne til overpris. Hvis den slags bliver opdaget–og det gør det jo!–så er en akut blacklisting resultatet. Det går som en løbeild gennem rækkerne, at nu har “han” igen tusket sig til en yderst salgbar ting, og så kan vi blive både meget fornærmede og aldrig tale med den slemme dreng i klassen igen. I det hele taget står man sig rigtigt godt med at være gode venner med de mere erfarne fuldtidskræmmere og lade være med at begå grænseoverskridende salgstricks, der udelukkende tjener egen interesse. Hvis nogle har samme varer (de sidste år har vi svømmet i Wiinbladplatter!), så er det absolut comme il faut lige at tjekke, hvad andre tager for dem, så man ikke skam-underbyder.

Til gengæld er alle disse gamle og erfarne kræmmere nærmest i sig selv en grund til at stille sine aflagtheder op i det fri en dag om ugen. Jeg er vild med deres historier, deres lune og alle de ræve, der sidder bag deres ører. Nok skal de sælge, men de skal da ved Gud også snakke. For de flestes vedkommende er der ikke tale om et egentligt job–de er for længst over den jobpligtige alder. Det er sådan mere et kald–måske primært et kald fra den uforløste kræmmersjæl, der nu endelig har fået pensionisttid til at folde sig ud. Det er, for de flestes vedkommende, da ualmindeligt dejligt at tjene lidt penge på noget gammelt skrammel, men det er væsentligt mere ualmindeligt dejligt at komme ud og få snakket noget så gevaldigt med en masse andre mennesker.

Og så er vi vel fremme ved min specielle ven, Låsby-Svendsen. Ham står jeg tit ved siden af, selv om han, i sit livs kræmmerefterår, for det meste glemmer, hvem jeg er, fra gang til gang. Lige nu er det dyner, har excellerer i–for et par år siden var det gamle symaskiner. Ikke at jeg tror, han sælger nogen af sine dyner, men det er nok sådan set heller ikke meningen. For Svendsen, der nu har en nydelig dame til at køre sig til marked, råber og snakker meget mere, end han sælger. Han er jævnt hen i familie–i alt fald langt ude–med os alle sammen, og det dyrker vi skam indgående ud i adskillige slægtsled samt taler seriøst og udredende omkring hvem, han kender i en given by. Han kender en hel del, skal jeg hilse og sige. Og så har han carte blanche til at råbe, for ellers er han jo slet ikke Svendsen, hvis kræmmeridentitet lige præcis ligger i alt det råberi. De gange, jeg har været så relativt uheldig at stå med ham som nabo, har det nogle gange været sådan lige i overkanten. Men på den anden side, så trækker han jo kunder til….. Meget kan man sige om ham–og især om hans handelsmetoder!–men en venlig mand, det er han. Dermed ikke sagt, at jeg overhovedet kunne drømme om at købe det mindste af ham!

I går var ikke nogen god dag, sådan salgsmæssigt. Det var vi allerede enige om omkring middagstid. Vi mangler stadig invasionen nordfra samt nogle gode tyskere. Danskere er, som kunder betragtet, ikke specielt populære. Mange af dem har desværre den ide, at man på markeder på det nærmeste skal have tingene kastet gratis efter sig–eller i alt fald ihærdigt prøve at snyde kræmmeren. En dame, jeg engang stod ved siden af, blev på et tidspunkt så fornærmet på en ubehøvlet kunde, der prøvede at presse prisen til langt under det acceptable, at hun fortvivlet udbrød “Jamen tror du da, jeg har stjålet det?”. Det er den fornemmelse, man oftere og oftere får: at folk tror, man er kommet gratis til varerne. Nordmændene, derimod, betaler med et smil gerne prisen, og mellem os kan det vel godt siges, at man så skal passe på med, at den, bare i kraft af alle de penge og al den olie, ikke blive ublufærdig.

Der er 2 ting, jeg hader ved ethvert marked. At pakke ud. Men allermest at pakke ned. Det sidste fordi, det giver en en utroligt synlig erkendelse af, hvor minimalt mindre ens store varelager i grunden er blevet i løbet af en lang dag. Mine ting går sjældent på skrump, desværre. Der er bestemt også ting, jeg efterhånden er nærmest allergisk overfor at pakke ned endnu engang, og hvor det udelukkende er min store naivitet og ukuelige optimisme, der lokker mig til at give dem endnu en chance uge efter uge. Men jeg tror fuldt og fast på, at der virkelig, virkelig en skønne dag vil dukke en kunde op, som bare MÅ eje et granittungt askebæger med lettere ukunstnerisk stempel og motiv fra en lokal kro, udført af et ret kendt keramikfirma derovre på Bornholm. Det må da kunne pynte et eller andet sted…..

I mellemtiden nyder jeg mine dage på markedet. Og når sådan en markedsdag er ovre, er jeg træt og mæt langt, langt ind i både min kræmmersjæl og mit belønningscenter. Samtidig med, at jeg glæder mig til et gensyn med alle vennerne om en uges tid—både de menneskelige, men da sandelig også dem med stempler fra Bornholm.

Continue Reading
1 2 3 18