En omsorgsfuld ide til efterfølgelse.

Hvadenten man er dårligt gående, på andre måder motorisk udfordret eller kørestolsbruger, så har man indiskutabelt samme ret til at komme på stranden som alle andre.

Sådan har det langtfra altid været, og det kan vi som samfund udelukkende skamme os over. Heldigvis skyder disse farbare ramper op på rigtigt mange offentlige strandarealer i disse år, i takt med at kommunerne bliver bevidste om deres ansvar. Og at det er ordentligt at være omsorgsfuld og tænke sig om.

Det gør mig glad at se dette. Det vidner om, at der, som en selvfølgelighed, skal være farbar plads til os alle, og at et fysisk handicap på ingen mulig måde skal være en hæmsko for en dejlig dag på stranden.

Måtte det blive mere normen end undtagelsen!

Continue Reading

Om at sove i telt.

Efter utallige år på bunden af et skab er det gamle telt (eller rettere: det eneste telt, der har overlevet Roskilde) blevet støvet ud af gemmerne og prøvesat op, fordi nogen gerne vil låne det. Jeg vil kun kort berøre, hvor mange ekstra stænger til længst forgangne telte, eksede pløkker og knudede barduner, der i den forbindelse dukkede op. Samt lige nævne de pløkmangler, dette telt trods alt lider af, selv om det altså ikke er pløkker, vi mangler. De er bare ikke til dette telt.

Det, jeg egentlig vil, er at udtrykke min egen overvældene lettelse. Over at det ikke er mig, der skal ud at sove i sådan en anordning. Og det er så ikke fordi, jeg har taget let på min tildelte ration af teltnætter. Slet ikke. Faktisk tror jeg, jeg kom i mål for utallige år siden og egentlig burde tildeles en udmærkelse for såvel tålmodighed som lidelser af enhver art i forbindelse med teltovernatninger. Jeg har skam været med, siden der ikke var fast bund, siden stængerne knækkede og blev bøjede, siden bardunerne skulle afkortes med trompetstik, så man ikke skvattede i dem(hvilket man så gjorde alligevel, når man skulle op og tisse om natten), og siden telte vejede halve tons og ikke måtte røres ved indefra, når det regnede. Så blev de utætte. Hvilket var en dårlig joke, for det var de alligevel. Jeg har teltet den til Middelhavet og tilbage igen, sovet ved og ovenpå skorpioner samt blæst omkuld med hele stanglortet omkring Mossø. Fanget mit afblæste telt i en sø og gravet render, så regnen formodedes at blive ude. Jeg har også været på skilsmissens rand i forbindelse med teltopsætning og pumpet dobbelt-luftmadrasser op med munden, fordi det bevisligt var mig, der glemte luftpumpen. Og så har jeg ligget på lange, lyse sommernætter og kigget ud på græssende køer i et sommergrønt Danmark og bare tænkt, at dette var noget nær livet, når det var perfekt. Det sidste er dog kun et enkelt minde….

Men det er alt sammen mange år siden. Min teltbrug rendte så småt ud for et par årtier siden, og besynderligt nok har jeg siden da ikke en eneste gang følt mig selv overvældet at en uimodståelig lyst til at gentage den. Faktisk har telte overhovedet ikke ligesom været et issue i mit liv. Jeg sprang også let og elegant over de ellers så brugte mellemstadier til sommerhus og hotelværelser–nemlig Camp-letten og campingvognen. På teltfronten blev jeg, om man så kan sige, gammel før tiden. Gudskelov!

Bare ved at iagttage det skrøbelige plastikhus derude får jeg myrekryb af levende myrer nedefra over hele kroppen. Eller edderkopper og hvad der ellers ynder at slå sig ned inde i den beklumrede kabine. Jeg kan, uden overhovedet at være i nærheden af den, mærke luftmadrassen langsomt, men sikkert tabe sin luft gennem natten, så man vågner op på bar jord og insekter. Jeg kan føle, virkelig føle, at jeg går i panik over ikke at kunne finde mit tøj, som jeg enten har sovet på eller i søvne skubbet over i en stak i det yderste hjørne. Der, hvor myrerne holder deres kongres. Og så kan jeg genkalde mig klamheden. Det klamme tøj, den klamme sovepose og mig selv, der er overklam i alle ordet betydninger.

Jeg er, med andre ord, vokset fra at være teltmenneske. Og jeg kan med fuld overbevisning sige, at det skyldes, at jeg har høstet campingerfaringer gennem mange, mange år, og på ingen måde mangler noget på den konto. Jeg har udstået min telttid. Jeg er blevet for gammel til primitivisme, klamhed og intensivt samliv med insekter.

Og så har jeg ikke engang nævnt, at det allerværste er det nattetisseri, der rammer en efter de 50. Enten skal man nattevandre flere kilometer til det nærmeste tissehus eller sætte sig mellem bardunerne i mørke og ting, man ikke ved, hvad er. Samt tisse på sine egne sko eller fødder, fordi det sgu`bliver sværere og sværere både at sidde på hug samt at stråle lige.

Teltfabrikanterne skal være glade ved Roskilde og de andre festivaler. Og at der stadig findes naivister og fanatikere under 50.

Må de få en god telttur!

Continue Reading

Om at gå i gården, haven eller parken.

Hvis jeg bliver gammel, skøbelig og ude af stand til at klare mig selv, så vil jeg højst sandsynligt ende med at gå i -gården, -haven eller -parken. Og her vil jeg overhovedet ikke berøre debatten om antallet af plejehjemspladser, men udelukkende fokusere på, hvad vi har valgt at kalde disse steder. I min barndom hed de slet og ret alderdomshjem og eksisterede fint uden forskønnede gård-have- eller parkefternavne. Det gør de ikke mere. Nu tilbringer man, uanset hvilket ydmygt hjem man måtte komme fra, sin sidste tid i noget mere standsmæssige omgivelser. I alt fald efter navnene at dømme.

Danmark er overstrøet med utallige solgårde og solhaver. Det er de allermest benyttede navne for plejehjem, så udefra set ender en stor procentdel af os vores liv i solen. Det er også en smule fantasiløst. Samt løgnagtigt, for enhver ved vist, at nok finder solen ind her, men navnet i sig selv er desværre ude af stand til at foregøgle nogen, at her er tale om ene liv på solsiden.

Vi er nemlig eksperter i sproglige eufemismer og pynten på sandheden. Vi har ikke anstalter mere, men institutioner. Ligesom de, der bor sådanne steder, ikke længere er åndsvage, sindssyge eller forkalkede, men mentalt handicappede, psykisk syge eller demente. Der er heller ikke unavngivne alderdomshjem, men plejehjem med flot klingende navne. Udefra set bor vores ældre i parklignende omgivelser, kommer aldrig i akut havenød samt bruger det meste af dagen på at tage solbad.

Det er selvfølgelig dejligt, at vi er så optimistiske i vores navngivning. Som om navnene i sig selv kunne lave om på, hvad bygningerne ofte indeholder. Omvendt synes jeg også, vi er utroligt fantasiløse i samme navngivning. Det er som om, disse gård/have/park-navne er gået hen og blevet clicheer eller måske efterhånden bare andre, gængse betegnelser for plejehjem. Enhver ved vel, at et sted, der hedder noget med -haven, må være et plejehjem eller en institution.

Og selvfølgelig ved jeg godt, at de fleste, der bor disse steder, er totalt ligeglade med, hvad stedet nu end måtte kalde sig af prangende navn. Jeg synes bare, det er så uopfindsomt. Samtidig med, at det altså giver mig en dårlig smag i munden, at man skal prøve at foregøgle mig parklignende tilstande, når jeg udmærket ved, at det kun er et sprogligt skalkeskjul.

Så jeg må nok berede mig på måske at ende mine skrøbelige dage i en gård, en have eller en park. Men udelukkende på navnesiden.

Continue Reading

Byger, der går og kommer….

Det er pensionistens privilegium selv at bestemme, hvornår der er ferie(r). Efter i utallige år at have været underlagt arbejdsmarkedets krav, hvilke især for lærere definerer ferietid meget konkret, er det nu fuldstændigt mig selv, der bestemmer. Hvor juli førhen var den måned, hvor årets store udlandstur skulle afvikles, simpelthen fordi der var officiel ferie, er juli nu blevet den måned, ingen skal røre ved. Der bliver jeg hjemme!

Det har jeg faktisk glædet mig til i mange år. At holde juli i Danmark. Bare dalre den af i en hel måned. Undgå stress i lufthavne, på tyske motorveje og overfyldte sydlandske strande og bare nyde Danmark, når det er allersmukkest. Derfor arbejder jeg også som en lille, rejsende bi i august, september og det meste af oktober, men juli er min.

Så er det, jeg ikke kan undgå at tænke på, at jeg, hvis netop denne juli havde indfundet sig, mens jeg stadig arbejdede  og var skemalagt, så var jeg gået i spåner, røde knopper og ubegrænset åndedrætsbesvær, hvis min planlægning havde betydet, at jeg skulle være i Danmark. Jeg ville, på den allermest infantile måde, have følt mig snydt. Snydt for den sol og varme, jeg nok følte mig helt berettiget til, når nu ferien kun varede et lille antal uger. Tæt på at tænke, at alle regnende feriedage var spildt, og jeg personligt var offer for et ubehøvlet vejr. Det er jeg nok ikke alene om. Mange danskere ser det som en rettighed at have godt vejr i deres ferie. Det er derfor, de garanterer sig selv ved at tage udenlands.

Men når ens ferie ikke er underlagt arbejdsmarkedets stringens, så bliver vejret så inderligt ligegyldigt. Selvfølgelig vil jeg da gerne have sol og sommer. Men, i forhold til tidligere, med meget mere måde, for jeg orker at længere at lade mig brankestege i skarp sol blot for at tage en kulør, der i virkeligheden såvel er skadelig som ualmindeligt ubehagelig at opnå. Det må gerne regne lidt, det må gerne blæse lidt, og 22 grader er SÅ fint for mig. Jeg skal jo ikke nå at opfylde solkvoten indenfor en fast berammet ferie, så herfra tager vi, hvad vi kan få. Og får vi ikke noget, er der masser af andre ting, der kan laves.

Det er så usigeligt ustressende at være pensionist på feriefronten. Der er ikke nogen sommerferiekvoter af udlandsrejser, oplevelser og soltimer, der skal nås. Forleden, da jeg så et billede af en tætpakket strand et sted sydpå, greb jeg faktisk mig selv i føle mig så inderligt lettet over, at den slags heldigvis hører fortiden til. Den fortid, hvor man ikke havde tid til at holde juli i Danmark.

Det er fuldstændigt korrekt, når Thøger Larsen definerer den danske sommer som “byger, der går og kommer”. I alt fald i år. Men det er altså dejligt, totalt ustressende og rart alligevel. Juli er den måned, vi pensionister har tidsmæssigt råd til at blive lige præcis her!

Continue Reading

Forstyr mig endelig!

I går læste jeg en fremragende, saglig og velunderbygget artikel i Kristeligt Dagblad, hvor en tidligere statsgeolog gik temmelig meget i rette med de nuværende dommedagsprofetier omkring klimaet. For at gøre en lang historie kort så argumenterede han på særdeles velfunderet vis for, at det hele slet ikke er så slemt, at klimaforandringer som de nuværende er set før i klodens historie–og at det hele faktisk endda har været værre i perioder. Som vi har overlevet og kommet videre fra.

Det betyder ikke nødvendigvis, at jeg kan/skal/vil sætte min lid 100% på ham, ændre min egen nuværende opfattelse til noget nær det modsatte samt lystigt og med god samvittighed svine videre med plastik, oksekød, flyrejser og alt det løse. Overhovedet ikke. Det betyder såmænd bare, at jeg, som alle andre, kan/skal/vil have andre input end de, der umiddelbart støtter den mening, som jeg anser for den mest rigtige. Samt at jeg altid, som i ALTID, skal gå til kilder, der er saglige, velfunderede, velunderbyggede og velargumenterede. På den måde opnår jeg både et nuanceret syn på verden samt undgår at falde i den grøft, der hedder forstokkede, uvederhæftige, sagligt uunderbyggede  synspunkter.

Jeg tænker tit på, at det egentlig var uhyre nemt at eliminere alle verdens tåbelige konspirationsteorier. Det kræver blot, at alle, der tror på en sådan, begynder at læse lødigt stof, der ikke  bakker op om lige deres indfaldsvinkel. For det er jo netop her, vi har problemet. Hvis man har en mening, læser man oftest, for ikke at sige KUN, ting, der understøtter den. Ting, der ikke gør, anses for løgn, fake news og komplet unødvendige at læse. Eller måske endda klare beviser på, at de i deres tåbelighed netop beviser, at man da har noget så usigeligt ret. Men det er jo ikke altid tilfældet. Det er jo faktisk ikke altid tilfældet, at den fulde sandhed er kridhvid og uden flaws. Nogle gange er der endda mere end en egentlig sandhed, og selv løgnen kan have mange vinkler og grader af bevislig korrekthed.

Det vigtigste er vel her ( og NU kommer læreren så stormende på banen!!) at vælge sine kilder med omhu. At undersøge, hvem de er, hvad de vil og først og fremmest, om de underbygger deres udsagn på en saglig, velunderbygget måde. Det er ikke nok, at noget er fra “sædvanligvis velunderrettet kilde” eller “som man kan iagttage omkring sig”–der skal facts på bordet, undersøgelser, navngivne ekspertudsagn og klar og tydelig kildehenvisning. Og er der det, er det faktisk vigtigt at tage tingene alvorligt. Også selv om de går decideret og direkte mod den opfattelse, man selv har dannet sig.

Når jeg ser en artikel fra en vederhæftig kilde, der taler lige op mod mine forudfattede meninger, læser jeg den som hovedregel altid. Primært af nysgerrighed, sådan lidt: Hvordan i alverden kan man dog argumentere for at mene lige DET? Det finder jeg så ud af, ligesom jeg finder ud af, hvordan jeg selv og det, jeg baserer min viden på, forholder sig til de nye udsagn. Nogle gange rokker det faktisk ved mit standpunkt, hvis der er klare, bevislige indikationer på, at jeg måtte have uret. Andre gange gør det ikke.

Men det aller-allervigtigste er også, at jeg bliver forstyrret. Forstyrret i mine små, nogle gange alt for indspiste cirkler af fastlåste holdepunkter. Jeg SKAL forstyrres, rives ud af min comfortzone med jævne mellemrum og tage mit verdensbillede op til revision. For ellers gror jeg fast og ender såmænd selv som en latterlig parodi på længst forgangne meninger, der næsten med tiden er blevet fake news. Endelig sker der jo også det, når man læser noget, der er så diamentralt modsat det, man tror på, at man næsten ubevidst får sine egne meninger klart formuleret som modargumenter. Og det er også sundt engang imellem at få en update på, hvorfor man egentlig mener lige præcis det, man mener.

Jeg kan godt se, at statsgeologens artikel er velunderbygget og saglig. Og hvor ville jeg da i grunden også inderligt håbe, han havde fuldstændigt ret. Men jeg bygger skam også min holdning på data, der er lige så saglige og velresearchede. Det ved jeg nu, for jeg blev heldigvis forstyrret så meget, at jeg blev nødt til at tage et tjek på, hvorfor jeg egentlig mener, hvad jeg nu mener. I sagligheden.

Men bliv endelig ved med at forstyrre mig. Det er det, der gør mig til et levende menneske!

Continue Reading

Til technofest.

Jeg har været til technofest. Hele natten. Eller i alt fald så meget af natten, at der næsten intet var tilbage af den til at sove i, da festen omsider sluttede. Desværre, må jeg sige, var min deltagelse sådan en smule høre-lureragtigt. For jeg dansede slet ikke med. Det gjorde min seng til gengæld. Konstant.

Rytmerne har banket ned over mig i uophørlige basgange i timevis. For ignoranter som mig har det lydt som om, det var den samme melodi ( eller mangel på samme), der blev spillet non-stop fra 21-05. I alt fald kom jeg allerede ved 23-tiden frem til den konklusion, at al techomusik har den samme basgang. Om og om og om igen. Og så kommer der altså noget her, som jeg slet ikke tror, jeg kan få mig selv til at skrive: Nemlig at når valget står mellem techno og tyske schlagere, så er det altså liiiige før, jeg vælger de sidste. Om natten. De har da for F…, i Helved og sgu´  ikke den samme forpulede basgang…

Omvendt har hunden tilsyneladende nydt det. Han er, hvad jeg overhovedet ikke anede, techofreak. I alt fald har han sunget med på hundsk på samtlige melodier samt travet ( måske endda danset?) frem og tilbage, frem og tilbage OG frem og tilbage mellem soveværelset og den roterende seng og yderdøren. Hele natten. Engang imellem, når han ligesom var en smule utilfreds med valget af basgange, har han croonet sig igennem et par numre på rent piv, og når han så måske har danset lidt for ivrigt, er hans hundsk blevet sådan lidt pustende. Som en blæsebælg, nærmest. Jeg har været oppe og give ham–nej, været kastet ud af den roterende seng–vand et par gange, for det kræver væske for et techofreakdyr at komme igennem sådan en nat.

Til gengæld sover han trygt nu. Virkelig trygt. Det, altså sove trygt, er jeg også sikker på, at jeg gør den kommende nat.  I min alder er nætter fulde af basgange, roterende senge og crooning på hundsk absolut ikke et must. Jeg vil meget hellere sove.

Continue Reading

Om alder og tillid.

Nu har vi så fået en ny regering med en gennemsnitsalder på 41,4 år. Det er ungt, meget ungt. Især når man som jeg stadig erindrer sin ungdoms regeringer som grå masser i støvede jakkesæt, med vigende hårgrænser, datede synspunkter og en udpræget sans for at klæde sig ufikst på kvindesiden. Dengang fik ministre ikke børn, og børnebørn var noget, de  forvejen havde, når de nåede ministeralderen.

Det var også dengang, der var et udpræget tillidstomrum mellem ministrene og mig. Med pil opad på alderssiden. Nu er det lige før, det modsatte er tilfældet. Jeg er helt sikker på, at ministre midt i trediverne kan være utroligt dygtige. Jeg er samtidig også helt sikker på, at det ikke er erfaring som sådan, de har mest af. Og jeg undgår behændigt at sætte ord foran erfaring, selv om der sagtens kunne have stået livs-, arbejds-, forhandlings- og masser af andre velvalgte ord.

For jeg mærker dagligt på mig selv, at alder indgår i min bedømmelse af andre mennesker. Især på tillidsparameteret. Generelt er jeg alders-racist på den måde, at jeg primært stoler på folk på min egen alder. Dem ved jeg ligesom, hvor jeg har. Af den simple grund, at jeg for det meste ved, hvor jeg har mig selv, samt hvilke årsager og erfaringer der har gjort mig til den, jeg er. Jeg har en udpræget forståelse for de fleste mennesker på min egen alder. En forståelse, jeg sagtens kan mangle i forbindelse med mennesker, der er væsentligt yngre eller ældre end mig selv.

Som ung nærede jeg en udpræget mistillid til mennesker, der var meget ældre end mig selv. Det lå ligesom også i tidsånden, dengang i 70-erne, hvor verden skulle revolutioneres, og alt, der blot var en smule forældet, skulle smides ud. Sådan omkring den midte i livet, jeg længst har passeret, vendte det til, at mistilliden pludselig gik hen og ramte mennesker, der var yngre end mig selv. Pludselig opfattede jeg værdien af den erfaring, jeg hidtil havde fordømt som en form for stivnakket groen fast i gamle normer. Der kommer ligesom et tidspunkt, hvor glæden ved hele tiden at kaste sig over nye projekter vendes til at evaluere og drage erfaringer af alle dem, man allerede har sat i søen. Ikke stå i stampe, men faktisk vende det blik, der hidtil kun har set fremad, bagud ind imellem.

Jeg kan da godt blive lidt nervøs ved en ældreminister på 44. Jeg mener: Hvad i alverden kender han egentlig til os, udover hvad han kan læse i papirerne? Kan han ikke godt komme til at overse, at vi også er mennesker? Og så ved jeg udmærket, at mine spekulationer med et brag falder til jorden, når der lige så vel kunne argumenteres for, at undervisningsministeren optimalt selv skulle være skolesøgende, kirkeministeren præst og sundhedsministeren som minimum have været gennem samtlige kendte børnesygdomme og et par stykker med mellemlange indlæggelser til følge. Omvendt HAR vi tilsyneladende haft en ældreminister på ældrealder, og lad os bare være venlige og sige, at her trak hverken alders- eller vægtfylde op i det samlede regnskab.

Men det irriterer mig ind imellem, at mine indgroede alderfordomme stikker så dybt. Et menneske, der aldersmæssigt ligger langt fra mig, skal ofte bevise sit værd meget mere intenst end folk på min egen alder. Jeg nærer en unaturlig skepsis overfor meninger, der kommer fra folk under 30. De skal i alt fald argumentere noget mere overbevisende for dem. Ligeledes skal mennesker, der er over 15 år ældre end mig selv klart bevise, at de ikke er gået i stok og forstokkelse. Hvorimod jævnaldrende har det noget mere tilforladeligt og nærmest skal modbevise, at de ikke, som på forhånd antaget, er ganske fornuftige og vederhæftige.

Derfor er jeg spændt på, hvorledes denne ungdommelige regering kommer til at fungere. Allermest på, hvordan det vil indvirke på beslutninger og vedtagelser, at erfaringsniveauet er så relativt ringe og kort. Som hovedregel kunne jeg da også godt ønske, at flere af dem lige gad færdiggøre deres uddannelser, inden de sådan skulle til at bestemme over vi andre, som både har gjort DET samt været ude i det der virkelige liv og bruge dem. Men det er sådan en gammel, mavesur holdning, der næsten får mig til at ligne min ungdoms støvede jakkesætsoldinge ved regeringsmagten. Det ville jo også være en katastrofe, hvis landet udelukkende skulle regeres af folk på min alder—se blot hvilke såvel latterlige som katastrofale resultater sådan noget har derovre i det land, hvor de har en såkaldt præsident, der ikke engang tør indrømme sin vigende hårgrænse.

Jeg kan så bare håbe på, at det vil gå præcis, som det altid gik gennem mine 35 år i selskab med unge mennesker i den danske gymnasieskole. Man modtog en flok børn, men med tiden gik de faktisk hen og blev til rigtige, fornuftige, voksne mennesker. Og i øvrigt var deres syn på os, lærerne, præcis det samme, med modsat fortegn. De blev modtaget af en flok halvdemente oldinge, som med tiden gik hen og blev til rigtige, fornuftige mennesker. For når man ligesom lærer hinanden lidt at kende, sker der der noget med aldersbegrebet og synet på hinandens alder.

Selv om jeg nu mest har tillid til folk på min egen alder. Ligesom da jeg var 25, 35, 45, 55…….

Continue Reading

Om gardiner.

I forbindelse med renovering af stue og køkken blev alle gardiner taget ned, fordi de skulle vaskes. Det blev de så ikke. Før nu. I øvrigt foregik det i et omvendt havebord, foret med afdækningsplastik, udendørs, fordi hverken badekar eller andre steder havde kapacitet til vask af megastore foldegardiner.

Det er slet ikke den, noget komplicerede, proces, dette skal handle om. Heller ikke om, at køkken- og stuegardiner (mest de første!) er tavse vidner til ens kostplan og klart fortæller, hvor meget fedt og stegeos, man sådan over årene har ladet sive ud i rummet–og ind i gardinerne! Mere, at vi i over 3 måneder har været gardinfri, gardinløse om man vil. Og at vi næppe har ændset det. For gardiner er altså ikke, hvad gardiner har været. Og  at det må være en smule udfordrende at være gardinsælger i disse år, hvor de fleste af os på det nærmeste klarer os uden.

Selvfølgelig skal man kunne trække for i soverum. Ikke blot for at mørklægge gennem de lange, lyse nætter, men også for at spare andre mennesker for at kunne iagttage såvel ens nattøjsstrip, som hvad man ellers måtte foretage sig i sådanne rum. Men de andre rum? Jeg kan i alt fald, med henvisning til de klare solstriber på mine nu ophængte foldegardiner, melde ud, at det har været yderst sparsomt med nedtrækningen, hvis den overhovedet har fundet sted. Gardiner er mere pynt end egentlig sat op med klare praktiske, mørklægningsrelaterede formål i opholdsrum. De er der kun til det “hvis”, der vist aldrig kommer.

Ikke som i min barndom, hvor vi skam trak for. Trak disse enorme stofstykker hen foran ethvert vindue. Og brugte formuer på at udvælge, få syet og ophængt samme stofstykker. Det var dengang, der var klar prestige i gardiner. Hvor gardinbusser susede rundt og hjalp folk med at udstille deres økonomiske ståsted gennem tunge stykker stof. Og hvor gardiner skam ikke blot sladrede om plads i hierarkiet, men også var ubarmhjertige sladrehanke omkring smag–eller måske mangel på samme. Jeg kan stadig huske, hvordan vi sådan følte (og smålo), når vi blev konfronterede med den model, vi kaldte “røvballe”, som, til trods for sit enorme stofforbrug, aldrig opnåede at komme i nærheden af elegant. Samt hvordan vi efter 70-erne gik i selvsving, når den stod på gardisette–og vel stadig gør det, når vi rejser sydpå og er vidner til tyskernes enorme kærlighed til gardisettemodellen, der da også helt klart støtter de brune farver, de ynder at smøre på deres vægge.

Det slår mig i den forbindelse, hvor meget vi har åbnet os mod verden. Eller hvor lidt vi egentlig gider at lukke den ude. Måske er det i virkeligheden omvendt: at vi gerne vil vise verden, hvem vi er? Eller også, som endnu en mulighed: at vi med årene har opbygget en stille overenskomst omkring, at vi bare ikke kigger ind hos hinanden? Hvilket vi selvfølgelig så gør alligevel. I alt fald kan jeg iagttage, at jeg, når jeg sover i den kæmpestore gård i KBH, kan kigge ind ad samtlige vinduer, der ikke er soverum. Der opføres et skuespil af dimensioner foran mig, som handler om danskernes dagligdags levevis, vaner, uvaner og gøremål. Ingen synes at lade sig påvirke af, at adskillige hundrede andre mennesker tydeligvis kan tage en kigger ind i deres liv. Og ingen kunne drømme om at trække for. For gardiner er blevet pyntegenstande uden egentligt praktisk formål–og faktisk kan jeg også klart konstatere, at mange lejligheder faktisk ikke HAR gardiner, udover i soverum. Ja, afsløret!!

En ting har jeg dog opdaget omkring mine nyophængte, gamle gardiner. De har et mærkbart akustisk formål. Lyden er simpelthen blevet anderledes i stuen efter ophængningen. Anderledes på en rarere måde, mindre skarp.

Men jeg tror, der er smalle tider for gardinbusser. Ikke nok med, at vi gradvist er blevet ligeglade (eller måske endda glade?) ved at sætte vores liv til skue samt til at abstrahere fra, at de andres liv bliver smækket lige i næsen på os. Vi er også gået over til at se gardiner, eller rettere oftest persiennetyper, som blot og bart pynt og akustiske foranstaltninger i opholdsrum. Der er ikke megen prestige tilbage i tunge, syede stores, og hvis nogen opsætter røvballer eller gardisette vil vi nok umiddelbart tro, der er tale om forfærdeligt dårlige gardinvittigheder.

Nu er de så oppe igen, gardinerne. Men trukket ned, de bliver de næppe.

Continue Reading

Til Grundlovsmøde.

Jeg har aldrig dyrket det at gå til grundlovsmøder. Det har ligesom smagt for meget af overkill på nationalisme, nostalgi, den danske sang og alenlange taler. Men nu har jeg så prøvet det. Og det var faktisk en overraskende god oplevelse.

Indrømmet, manden og jeg var unægteligt med til at nedsætte gennemsnitsalderen deroppe i Terndrup i går, for grundlovsmøder har et publikum, der godt kunne bevirke, at de så småt vil uddø om ikke så forfærdeligt mange år. Ved nærmere eftertanke kan “de”-et i sidste sætning desværre referere såvel til møderne som deres publikum. Og det vil være synd.

Jeg er ret betaget af skovlysninger med løvtag og gamle træbygninger. Indledningsvist gør det mig positivt stemt. Jeg er også ret glad for at synge gamle, danske sange, for jeg tilhører en generation, der ikke behøver sanghæfter, for vi terpede dem alle i folkeskolen. Jeg tilhører også samtidig en generation, der lærte om metaforer i samme skole, så når samme sang sammenlignes med en ung, blond pige er jeg vidende nok omkring digterkunst til ikke at føle mig det allermindste krænket. Selv på andres vegne. For mig er afsyngelse af fædrelandssange heller ikke udtryk for ekskluderende nationalisme–det er blot og bart en måde at nyde sangskatten og min egen glæde ved mit fædreland. Så det er fedt at få lov at elske de grønne lunde og være født og høre hjemme i Danmark, når man kan buldre derudaf med den sangstemme, man ikke har, men som sagtens kan skjules i et storkor.

Ydermere stod der en hær af spejderforældre bag arrangementet, og spejderforældre er vældigt gode til lagkager og stegt flæsk. Oven i købet til så moderate priser, at bare udvalget på lagkagehylden var hele turen værd. Og hvor får man ellers fantastiske lagkagestykker, både i volumen og smag, til 15 kr. stykket?

Der var også taler. Og som sædvanligt er det som gammel lærer ufatteligt vanskeligt at aflære sig selv at være lærer. Jeg kan, indrømmet!, ikke høre en tale uden at analyse den på vanlig vis udfra alle de parametre, jeg nu har som værktøj. Stik mod hvad de fleste tror, har det intet med min personlige politiske observans at gøre–det er udelukkende en bedømmelse på selve talens opbygning, indhold, appelformer og virkning. Og i går var der en FREMragende tale, som var en stor nydelse at lytte til. Det gjorde helt godt inde i den gamle lærersjæl. Samt en noget forfejlet af slagsen, som vist ikke havde sat sig ind i de gængse spilleregler. Der faktisk som hovedregel var at tale om grundloven–og IKKE om den aktuelle politiske situation. Ingen nævnt, ingen glemt på den konto.

Men stemningen. Det var næsten det største at opleve. Den var glad, sommerlig, forventningsfuld og fuld af traditioner. Så er det nemlig en stor fornøjelse at sidde der under sit lettere lysegrønne løvtag og bare være med. Egentlig ER vores grundlov jo også værd at fejre. Sådan at forstå, at det er den, der giver os de basale rettigheder, der er selve grundlaget for vores land.

Jeg bliver aldrig nogen grundlovsmødeløve, afhængig af at komme afsted hvert år. Men det var en positiv oplevelse at være med til. Og hvis jeg ikke har andre planer næste år, er det da muligt, jeg er der igen. For skovens, for stemningens, for alle vores dejlige sange–og for lagkagernes skyld!

Continue Reading

Om nyt job!

Nogle gange bliver man så glad og forventningsfuld, at man næsten har lyst til at råbe såvel sin øredøvende glæde som sin boblende forventning ud over samtlige nærliggende gader og stræder. Helst fra et højt, akustisk velbelliggende sted.

Således i dag, hvor jeg sådan næsten tilfældigt kom til at afsløre min dybe fascination og betagelse af landene omkring Kaukasus. Til en i det firma, jeg allerede arbejder for, der lige stod og manglede en guide derovre. Ydermere med et godt tillæg af en lokal, engelsktalende guide, som, formoder jeg, kan huske såvel alle de dumme årstal som landenes spændende og mangfoldige historie i detaljer.

Så nu skal jeg bruge de lange, mørke vinteraftner på at læse om armensk og georgisk historie, kultur, folkeliv og traditioner. Det har jeg nu, til en vis grad, allerede gjort, for landene er vildt spændende i al deres anderledeshed–og alt det, vi har til fælles med dem. Armenien og Georgien er nærmest ubeskrevne turistark, og det er forfærdeligt synd, for her er så meget at opleve, at det næsten kan tage pusten fra en. Jeg har allerede 2 gange været på fascinerende rundture i dem, og det bliver en fornøjelse at vise det frem, som man selv brænder så meget for. Især Yerevan, Armeniens hovedstad, har en stor plads i mit hjerte med sine brede boulevarder og talrige flotte og gode udendørs cafeer. For slet ikke at tale om det store, centrale springvand, der hver aften springer på livet løs i farver og til akkompagnerende musik. Jeg tror slet ikke, Paris er klar over, hvilken kvalificeret konkurrent der ligger derovre i Kaukasus. Armenien er også på grænsen til at være hjemsted for et af de smukkeste bjerge, jeg kender. Nemlig Ararat, som godt nok ligger i Tyrkiet, men som kan ses milevidt fra i Armenien og betyder så uendeligt meget for de armenere, der bestemt ikke har ret meget til overs for de tyrkiske naboer. Og når man kender landets historie, er det vist fuldt forståeligt. Og Tbilisi, Georgiens rodede hovedstad, hvor forfaldet er malerisk samtidig med at det læner sig op ad spritnye prestigebyggerier, for derovre er præsidenter magtfulde og meget bevidste om at sætte deres varige aftryk. For slet ikke at tale om urkristendommen, for, hvad de fleste nok ikke lige tænker på, disse er blandt de aller-allerførste lande, der overhovedet blev kristne. Og nok også blandt de sidste, der stadig som helhed tager kristendommen dybt alvorligt og ortodokst seriøst.

Det bliver anderledes end de vante jagtmarker derovre i det britiske og irske. Meget anderledes. Men heldigvis bliver der vel også tid til ture ud i det britiske gensyn og et par skotske og irske bjerge…….. Det SKAL der være! Der er det fantastiske ved det, at når man er semi-pensionist, står verden sådan lidt åben på samme måde, som da man var ung. Det er bare at gribe ud efter alle de muligheder, man var så slem til at overse, da man stadig sled med dagligt lønarbejde. De bånd, der har bundet i så mange år med fast job, opvoksende børn, kreditforeningslån og andre forpligtelser er ved at være til at overskue, således at man for næsten første gang i sit liv kan lave en prioritering af sig selv.

Jeg glæder mig som et lille barn til at komme derover igen. Og så håber jeg, at et tilstrækkeligt antal gæster er nysgerrige nok på den fantastiske del af verden til at ville have den vist frem. Det kommer de helt sikkert ikke til at fortryde!

 

Continue Reading
1 2 3 23