Om lærere. Eller måske mest om elever.

Forleden hørte jeg i radioen, at mange børnehaveklasseledere var bekymrede for skolestarten. Fordi mange børn tilsyneladende ikke har erhvervet sig de allermest grundlæggende regler for almindelig opførsel blandt andre mennesker, før de starter. Bl.a. var det et problem, at eleverne helt umotiveret og uden tilladelse forlod klassen midt i timerne, og mange led også af den forestilling, at rakte man hånden op, havde man automatisk taletid. Altså at poten i vejret var lig med tilladelig plapren.

Det undrer mig sådan set ikke. Den nedbrydning af enhver form for voksenautoritet, som har dyrket sig selv med evig styrke siden 68, har desværre gjort mange børn til de eneste, selvbestaltede autoriteter i deres eget liv. Godt støttet af forældrene. Hvor er det synd for dem, og hvor bliver det dog en kraftig opvågning for dem af aflære at se sig selv som verdens ubestridte, enerådige midtpunkt.

Sådan var det ikke for os! Og jeg plæderer på ingen mulig måde for en tilbagevending til dengang, jeg selv gik i folkeskolen, for vi måtte jo senere hen tillære os præcis det modsatte. Nemlig at vi også selv kunne være autoriteter i vores eget liv, og at lærerens ord hverken var love eller altid lige korrekte og sande.

Dengang sagde vi De til lærerne. Og Hr og Fru med behørig nævnelse af efternavn. Faktisk aner jeg stadig ikke, hvad de fleste af mine lærere overhovedet hed til fornavn. Lærere havde, pr. definition, ikke fornavne. I alt fald ikke, når de var i skole. Det var først omkring gymnasiealderen, at enkelte, progressive undervisere minsandten viste sig at have et egentligt fornavn. Slet ikke alle, men nogle. Instinktivt vidste vi sandelig også godt, hvem der ejede et fornavn, og hvem der gik i skole uden. Og gjorde vi ikke, skulle det nok blive påpeget som en mindre majestætsfornærmelse.

Vi rakte altid hånden op, når vi ville sige noget. Og vi sagde kun faglige ting, for det var indiskutabelt underforstået, at børns sociale liv på ingen måde vedkom skolen. Vi drillede hinanden (vi anede ikke, hvad mobning var, vi udførte det bare!) og var godt, gammeldags ondskabsfulde, men det fik vi da lige lov til at være i fred. Det vedkom i alt fald ikke andre end børnegruppen selv. Der var zero sociale tiltag overhovedet–og flippede man ud over andres drillerier, var det givetvis ens egen skyld, for man havde nok ikke opført sig ordentligt.

I det hele taget var alting altid ens egen skyld dengang. Fuldstændigt ligegyldigt hvor øredøvende uretfærdigt man var blevet behandlet, “så havde man nok i sidste ende selv været ude om det.” Børn var skyldige, voksne (og især lærere) totalt skyldfri. En skideballe eller en anmærkning/seddel med hjem gav oftest dobbelt straf. Først af skoleautoriteterne, dernæst af de hjemlige, og der blev faktisk aldrig stillet spørgsmål ved, hvem der i sidste ende havde ret eller havde opført sig tåbeligt.

Vi forlod heller ikke klasselokalet i timerne. Faktisk forlod vi næppe vores stol! Tavleundervisning var normen, og vi sad dernede på 3 rækker (dørrækken, midterrækken og vinduesrækken) og reproducerede det bedste, vi kunne. De, der var allerbedst til netop den kunst, fik de bedste karakterer, og de dygtigste elever fik altid karakterpenge, mens de mere alternative, dårligt reproducerende selv måtte gå med mælk eller aviser for at få lidt håndører. Vi lærte at stave i kor, hvilket sikkert var en fortrinlig gemmeleg for de ordblinde, men det var de så heller ikke dengang. Da var de, for majoriteten af lærere, dovne og dumme! Skulle vi på toilettet i en time (det skulle vi nu sjældent, for vores blærer var toptunede til 45 minutters intervaller!), måtte vi række hånden op og spørge om lov. Og alle kan vist huske deres egen historie om klassens generte dreng, der bare ikke turde, og derfor lige fik 7 års vedvarende drillerier i bonus for en gang overløb i timen.

Mange gange tror jeg, det var væsentlig lettere at være lærer dengang. Nok også væsentligt kedeligere! Udelukkende i kraft af sin stilling var man en autoritet, som, ligegyldigt hvor tåbeligt man opførte sig, og ligegyldigt hvor decideret fagligt ukvalificeret man var, havde magten på sin side. I bagklogskabens klare lys kan jeg da sagtens nævne (efter!)navne på mange af datidens indpiskere, som aldrig burde have siddet på den urokkelige position, de gjorde. De var simpelthen hamrende ukvalificerede!

Jeg mindes også, at jeg de første år, jeg selv underviste, kunne opleve forældre, der decideret skældte ud på deres børn i mit påhør, hvis jeg nævnte det, der så pænt i lærersprog hedder “ting, der skal arbejdes med.” Senere blev det mig, der fik skældud, fordi jeg krævede en indsats af vidunderet, der i forældrenes optik nærmest overhovedet ikke behøvede at plages med at gå i skole før direktørstillingen. I alt fald ikke hos imbeciler som mig.

Det tog år for os at lære, at vi også selv engang imellem havde ret. Ligesom det nok også tager en rum tid for mange børn i dag at lære, at andre faktisk også nogle gange har ret. Eller de selv uret. Det tog også tid at erkende, at dårlige autoriteter ikke altid skal adlydes, blot fordi de ER autoriteter, ligesom det nok i dag tager tilsvarende tid at lære, at der findes andre autoriteter end en selv og ens egne behov.

Jeg er lettet over, at jeg er ude af det ræs. Lettet over, at jeg ikke længere skal tage stilling til andres børn og indirekte til, hvordan de er blevet opdraget hjemmefra. Jeg tror, det er svært. Det var det nok ikke helt på samme måde, dengang jeg gik i folkeskolen. Til gengæld tror jeg, at mange lærere dengang må have haft meget svært ved overhovedet at tage stilling til sig selv, når de ikke var i skole. Jeg mener, jeg er nok ikke den eneste, som mange år senere er stødt på en forhadt, selvhøjtidelig skiderik af en børneplager og pludselig har følt mig slået af, hvor uendeligt meget han/hun dog var KRYMPET.

Og så er det, at man altid skal slutte af med, at der jo var tonsvis af fremragende såvel pædagoger som fagligt velkvalificerede lærere, selv dengang. Det var jo, trods alt, lige præcis dem, der indirekte førte til, at man selv havnede i deres gamle job. De gav og formidlede kærligheden til faget. Den, som man lidt undseligt håber på, man også selv har givet videre………..

Men før de kommer dertil, de små elever, skal der altså lige nogen til at lære dem at sidde stille og overholde visse logiske regler for klassemæssigt samvær. Det kan de, ulig os, tilsyneladende ikke hjemmefra.

 

Continue Reading

28 (otte-og-tyve!) år!

Her hen sidst på eftermiddagen går det pludselig op for os begge, at vi da minsandten har været gift i 28 år i dag. Det siger en del om vores forhold til mærkedage!

Ikke at det ikke kunne have været mange flere. Dengang hastede det jo ikke. Flere gange spurgte vores venlige præst, når endnu et barn skulle døbes (det blev de dog, trods alt), om vi havde flere attester end omtalte barns fødselsattest. Vi anede ikke, hvad han hentydede til. Faktisk var det først, da manden og jeg indså fornuften i henholdsvis at blive far til egne børn og medejer af eget hus og yderligere skrab-sammen, at det sådan rigtigt blev til noget med det der gifteri. Til gengæld fik den så hele armen i domkirken og med råhvid pillebokshat fra Sophie i Århus. Og fest til et humant tidspunkt, for der var ligesom børn nok, der ville op næste morgen.

I vores generation er vi nok noget af et særsyn. For vi glemte, var for dovne til eller overså helt at blive skilt undervejs. Eller også var det simpelthen bare ikke nødvendigt, når vi nu godt gad blive sammen. Ikke at det ikke har været tæt på, nærved og næsten, for det er der INGEN 28-årige ægteskaber, der ikke har været, men vi klarede os igennem. Det lyder nærmest som en sejlads gennem klippefyldt farvand, men vi var jo nok ikke kommet i den havn, hvor vi er nu, hvis vi ikke havde villet det. Der er slået mange slag, også helt og aldeles udenfor kurs undervejs, og det vil der sikkert blive ved med. Fordelen ved dem er dog nu, at vi ved, de kommer.

Mit personlige mareridt er at skulle have en ny mand. Det kan jeg somme tider drømme om om natten. Altså forstået som at drømme eller have mareridt i søvne. Tænk at skulle bruge yderligere 28 år af et liv, der måske ikke engang BLIVER 28 år mere på at afrette endnu en mandsperson. Eller: På at afrette sig selv på at skulle leve med et helt nyt menneske. Så bliver der da ikke tid til ret meget andet!

For det, der nok er det allersværeste at lære og det, der oftest er skyld i skilsmisser, er nok rummeligheden–eller rettere: manglen på samme. Sådan noget kan man efter 28 år. Der er trillioner af ting, jeg bare har opgivet at rette på. Altså for at få den mand, jeg havde/har for mit indre billede, og ikke den, jeg rent faktisk har. Det tog mig tiår at lære, at der er ting og besynderligheder, jeg udelukkende straffer mig selv ved at gå op i. Som irriterede mig grusomt, men som faktisk overhovedet ikke er værd at spilde vigtige momenter af sit liv på. Selvfølgelig er der stadig ting, der ligesom får temperamentet i småkog–men i bund og grund er det vel mit eget problem. Det er jo kun mig, der bliver sur indvendig!

Det slår mig altid, hvor meget man næsten går i symbiose efter så mange år. Den der med, at man ofte ved lige præcis, hvordan den anden vil reagere eller vil sige i en given situation. Da jeg var yngre, irriterede det mig–nu giver det mig på en underlig, omvendt måde tryghed. Jeg ved, hvad jeg har. Og det er forbandet rart. Ligesom med barndomsvenner. Der ligger så megen erfaring og levet liv sammen, at så uendeligt mange ting bliver forbavsende lette. Der er sgu` ikke så mange besværlige forklaringer tilbage. Vi starter ikke med Adam og Eva hver gang, men tager den lige præcis derfra, hvor vi er.

Og så er der minderne, fra et langt, langt liv. Der er faktisk ikke ret meget så værdifuldt som at have nogen at dele dem med. Nogen, der deltog og var med. Og som stadig er med i de nye minder, der heldigvis bliver ved med at blive skabt.

For 28 år siden var der strålende solskin i dag. Og vi var unge, smukkere og slet ikke nær så brugte, som vi er nu. Men de der 28 år ville jeg nu nødigt være foruden. Ligesom manden. Her ville nu blive så forbandet tomt, hvis han ikke sad der i stolen og så fodbold, mens jeg skriver–og vi begge to, ordløst, synes, at det da egentlig er ret godt, ret pænt og ret mindeværdigt klaret. Og at det ikke skal være anderledes!

 

Continue Reading

Om spejle.

Spejle er ikke, hvad spejle har været. Især i selve glasset. Nogle gange skal man jo nærmest gennem en større, gennemgribende DNA-testning for at fastslå, hvem det egentlig er, man ser derinde. For det er da i alt fald ikke den lidt i tyve-årlige skønhed, man forventede at se. Ikke den der gamle kælling!

På det hotel, hvor jeg bor i nat, har man taget konsekvensen af dette uheldige skisma mellem spejlbilleder og indre billeder. Man har simpelthen lavet en ramme, der flytter enhver fokus fra selve glasset. Eller også har man skabt en forsølvet indramning, der kan få enhver trekvartgammel kælling til at se bare en smule kongelig ud. Hende her ser i alt fald sådan næsten acceptabel ud med klokkesløjfe ovenpå og sidedutter, der ligesom flytter en del opmærksomhed fra det mindre heldige midterparti. Ligesom hun ikke har så forfærdeligt mange dobbelthager, men mere sådan en slags sølvbutterfly under hagen.

Jeg tror, jeg ønsker mig sådan et spejl derhjemme. Til at hænge et centralt sted. Jeg har jo i mange år undgået centralthængende spejle, for man behøver vel ikke ligefrem bevidst og personligt spolere sine dage. Så kan jeg se spejlet og ikke dets gruopvækkende indhold og lege, at det ene bare passer helt til det andet. For hold da op, hvor det da bare lige passer perfekt til alle mine andre møbler. Så helt ovenud utroligt!

Spejle er ikke, hvad spejle har været. Jeg har nemlig, helt ærligt, aldrig set noget, der bare tilnærmelsesvist kommer i nærheden af dette før!

Continue Reading

Om flokmentalitet.

Der er en ting, der altid undrer mig. Altså hver gang jeg støder over den, og det gør jeg med ganske korte mellemrum, når jeg arbejder som guide.

Nemlig at når mennesker færdes i flok, mister en stor del af dem deres selvstændighed og basale evne til at klare sig selv. De bliver flokdyr og indlemmer sig selv i den store organisme, som nærmest handler og bevæger sig pr. automatik.

Hvis en flok på en tilfældig, given mekanisme begynder at bevæge sig i en uhensigtsmæssigt, eller måske endda direkte forkert retning, følger hele styrken med. Uden spørgsmål. Det er som om, flokken har et indre fælles formål, som ikke er at nå frem, men meget mere at følge med. At være en del af helet.

Mennesker, som i deres daglige arbejde er vant til at lede andre og tage store beslutninger på andres vegne, følger bare trop, uden spørsmål. Og alle overgiver de deres skæbne i blind tro på, at der er en ANDEN, der nok skal få styrken frem til målet. For når denne udefinerbare ANDEN begynder at bevæge sig, er det eneste formål for den enkelte at følge med.

Som guide er det faktisk svært at få vendt en flok, hvis en eller anden detalje har drejet den i en forkert retning. Til gengæld oplever jeg så ofte, at der hos rigtigt mange er en iboende skræk for at blive væk, for ikke at følge med, for at blive glemt eller for at tabe guiden af syne. Også selv om jeg indgående har forklaret den simple vej fra A til B. Når man færdes i flok, fralægger man sig nemlig ansvar. Man lader andre tage over, giver slip og følger med. Blæser på selvstændighed og individualitet og går tilbage til 5-års alderen. Jeg nægter simpelthen at tro på, at selvsamme mennesker opfører sig på samme måde derhjemme!

Altså undtagen lærere! De holder altid ferie med livrem og seler og iboende plan B til Z. De skal altid vide, præcis hvor de er– tilligemed, at det også gerne er dem, der leder flokken i den forkerte retning…..

Om dem plejer jeg altid at fortælle historien om dengang, vi var 4 lærere på vej til en engelsk togstation. Under gåturen dertil var vi blevet splittet op i 2×2 med ca. 100 meter imellem os. På stationen standser hold 1 op, tjekker det store skilt over togafgange indgående og bevæger sig derefter, synlige for alle, henover en lang gangbro mod den rigtige perron. De vinker endda til hold 2, som vinker tilbage. Og hvad gør hold 2? Følger efter? Nej, de standser da op, tjekker det store skilt over togafgange indgående, INDEN de bevæger sig op ad gangbroen mod den rigtige perron. Hvor de i øvrigt klart kan se, at hold 1 allerede står!

Det er nok derfor, jeg selv har så svært ved at forstå flokmentaliteten. Men måske er det bare en måde at holde ferie på. For dem, der kan lade være at tjekke, gentjekke og med stort velbehag lader sig indlemme i flokkens mekanismer, så de kan fralægge sig enhver form for ansvar.

Continue Reading

Godmorgen!

Klokken er 6, og jeg har lige trukket mine gardiner fra. Solen er ved at stå op over Glen of Aherlow, og bedre start på morgenen kan man vel næppe få. Man bliver jo bare så skringrende glad i låget ved noget så simpelt som at kigge ud af sit vindue.

Jeg ved ikke, om det decideret hører sammen med at blive ældre. Men jeg ved i alt fald, at jeg for ikke så forfærdeligt mange år siden næppe ville have jublet så meget indvendigt over at trække mine gardiner fra og bare intensivt indhalere denne udsigt.

Jeg er (endnu?) ikke kommet dertil, hvor jeg hver morgen går i selvsving over at vågne op og være i live. Men jeg bliver nu noget ydmyg over, at det lige er mig, der får lov til at vågne op her, nu og med disse bjerge.

Det kan da vist kun blive en god dag. Og tænk! Sikke et privilegium at vågne op på en dag, der allerede inden brusebad, morgenmad og almindelig kommen op i omdrejninger bare er så perfekt. Helt ærligt, så husker jeg sgu’ ikke et ubetinget stort antal af den slags fra min tid i det danske skolevæsen. Dengang var “bjergene” af en noget anden støbning og natur.

Continue Reading

Om at spise fisk. Og lam.

Jeg er holdt op med at tænke på det, hver gang jeg spiser dem med stort velbehag. Fiskene, altså. Men jeg gjorde det meget, da jeg i min voksendom pludselig–og til stor forbavselse for mig selv–erkendte, at jeg både kunne spise fisk og nyde at gøre det.

Da jeg var barn, havde vi en ugentlig fiskedag. Den var praktisk foranlediget af, at der simpelthen den dag kørte en fiskehandler rundt i byen og solgte fisk. Forløberen for Hjem-is. Jeg hadede den dag, og jeg kunne lugte den helt fra morgenstunden. Det gjorde de fleste af de andre børn også, så vi kunne i den grad mødes omkring en fælles beslutning og dyrkelse af, at vi hadede fisk. Der var ben i, de var slatne, og de lugtede ikke godt, hvilket vel til en hvis grad var en fornuftig iagttagelse, for fødevarehygiejnen var i præ-smiley-stadiet, og ikke alle fisk var lige hevet op af der, hvor man nu hiver fisk op. Alligevel husker jeg det mere som en form for trend. Det var ikke in at kunne lide fisk, børn skulle sådan nærmest pr. definition ikke kunne lide fisk og til enhver tid sige en masse grimme ting i fællesskab om dem. I grunden var det synd og ærgerligt for børn.

Så derfor spiste jeg ikke fisk. Det gjorde de andre heller ikke, og jeg vidste jo fra alle andres erfaringer, at fisk smagte grimt. Så det var noget af en omvæltning reelt at smage de der flydende tingester og finde ud af, at de slet ikke smagte grimt. Det tog virkelig tid at indrømme. Nu kan jeg så kun beklage, at fisk er så forfærdeligt dyrt, så jeg ikke altid har råd til at spise så meget af det, som jeg virkelig gerne ville. Og at det, besynderligt nok når vi nu er omgivet af vand på alle sider, somme tider kan være svært at skaffe ordentlig fisk.

For tiden oplever jeg så en renæssance af min barndoms fiskeforagt. Med lam. Som jeg jo heller ikke spiste, indtil jeg reelt smagte det og oplevede, at det simpelthen var det bedste, jeg kunne putte ind i min personlige mund. Det var nu ikke de andre børns skyld. Det var, helt uden nogen konkurrenter, min mor, som var opvokset på landet og mente, at alle lam uundgåeligt smagte af uld og gamle får, som de jo vitterlig nok gjorde i hendes barndom. Så det fik vi aldrig.

Når der er lam–uden andre valg–på menuen på mine rejser, afstår et antal gæster fra at spise det. De spiser ikke lam, for det kan de ikke lide, for det smager af uld. Det er altid folk på 60+, og det er altid folk, der “bare ikke spiser det”. Selvfølgelig er der da nogle imellem, som bare ikke kan lide det–på samme måde, som jeg ikke kan fordrage kokos og sukat (spørger altid mig selv, til hvilken nytte denne uhyrlighed (altså sukat) overhovedet er blevet opfundet, og hvem der lige syntes, at det skulle være morsomt), men jeg tror ofte, at det forholder sig på akkurat samme måde som med fisk. Der er engang taget en fælles beslutning om, at lam spiser man altså ikke, for der er nogen, der siger, at det smager af uld og udtjente får. Og så skal man da i den grad vare sig for at udsætte sig selv for at smage sådan noget.

Det er lidt synd. Omvendt kan man så konkludere, at der så heldigvis bliver meget mere lam til vi andre, der kan svælge i det!

Men det er da lidt synd! At en form for laveste fødevare-fællesnævner har sat sig så livsvarige spor. At der stadig findes fordomme om visse fødevarer–med rod i en tid, som nu uigenkaldeligt er ovre–og som bevirker, at delikatesser for nogle mennesker pr. gammel definition er no-go. Alle lammeelskere vil da vist give mig ret i, at de i den grad går glip af noget.

Jeg kan vist også godt konkludere, at min egen fiskehadende generation nu, på nær nogle få hårdnakkede benægtere, er konverteret til fiskespisere. Men lammene, de hænger lidt. Kan jeg jo iagttage.

Somme tider tænker jeg også på, hvad det mon er, mine børns generation sådan i samdrægtighed har besluttet som værende no-go. Et eller andet må der vel være. En eller anden madvare skal vel udsættes for fælles mobberi. Indtil videre har jeg kun fundet frem til medisterpølse, og det er vel sådan set også helt og aldeles fair, hvis samme pølse kommer fra en supermarkedsdisk. Så afstår jeg også!

Continue Reading

Mit drivhus.

Hermed et billede af det eneste sted i min have, hvor der i denne sommer er tørvejr og anstændige temperaturer. Her når vi, på DMIs skala for sommerdage, altid op i nærheden af en sådan.

Jeg elsker mit drivhus. Og jeg har et meget anstrengt forhold til resten af min have. Den er, for det meste, overflødig. Jeg kan jo ikke spise den. Samtidig med, at den i sådan en regnvejrssommer synes at have helt sit eget liv, i alt fald på ukrudtsfronten.

Men inde i drivhuset er der tørvejr. Og de ting, som JEG har bestemt, skal vokse derinde, gror helt af sig selv. De skal faktisk kun vandes lidt ind imellem. Det drejer sig om tomater og agurker og en ældgammel vin, der hvert år giver så mange druer, at diverse elever flere gange har set sig nødsaget til at pjække fra engelsk, fordi de var for høflige til at afslå endnu en obligatorisk drueklase midt i grammatikken. Bilder jeg da mig selv ind.

Jeg har også eksperimenteret med andre afgrøder. Peberen fandt aldrig hen, hvor peberen gror. Den var voksevranten og nåede aldrig ud over babyårene. Squashen, derimod, satte ud med imperialistiske tendenser helt fra starten og overmandede alt andet groende, så hele kvarteret måtte leve af squashkage i flere måneder.

Men tomater og agurker–DET kan jeg. Selvfølgelig mere end til husbehov (jeg har beredvillige naboer), men der ER faktisk ikke ret mange grænser for, hvad jeg kan stoppe de 2 ting i af madretter. Allermest elsker jeg en rigtig god, gammel, dansk agurkesalat. Den, som vist er gået i glemmebogen i mange hjem, men som i al sin enkelthed består af eddike, salt, sukker og peber og agurker høvlet på en ostehøvl. Især når den er sådan rigtig hvinende sur og bider. I det hele taget er der nærmest ikke grænser for, hvad man kan lave af spændende agurkesalater. Tomater kan man jo nærmest putte i alt, men de bliver, efter min mening, aldrig bedre end sammen med rødløg, olie og feta. Eller bare som sig selv—en nyplukket tomat smager helt, helt anderledes end de paptingester, man kalder tomater i detailhandlen.

Der bor også en stor, grøn frø i mit drivhus. Det har den gjort i flere år, og vi har sådan en stiltiende aftale om, at vi prøver på ikke at forskrække hinanden. Tror jeg. For jeg vil jo gerne sidde derude, ganske uforstyrret, mens regner siler ned udenfor, og tomaterne og agurkerne bare gror.

Continue Reading

Om hvordan vi oplever vidt forskelligt.

Forleden var jeg nede ved det–efter min mening– fantastiske naturfænomen Giant’s Causeway.

Det er i grunden overhovedet ikke det, jeg vil skrive om!

Da jeg efterfølgende hørte folks reaktioner på stedet, rangerede de fra utroligt store oplevelser og imponerende naturkræfter til en ubetydelig, uinteressant samling småsten.

Og sådan er det hver gang. Vi ser forskelligt, og vi oplever forskelligt. Det, der i nogles øjne er skelsættende synsindtryk, er ligegyldigheder for andre. Selvfølgelig spiller viden, interesser og præferencer ind, men der er faktisk en anden ting, der slår mig endnu mere.

Nemlig at vi alle forfærdeligt gerne vil have patent på, at vores oplevelse er den rigtige. At vi personligt har forstået det sete på den intenderede måde, og at andres synsindtryk–hvis de er anderledes–derfor er forkerte og uintenderede.

Selvfølgelig er det en personlig sejr at have oplevet en seværdighed på den helt rigtige måde. Sådan at man kan bryste sig med at være en af de indviede, der forstod. Hvis der ellers findes et parameter for, hvordan der skal forstås.

Derfor er jeg ofte vidne til langvarige diskussioner omkring, hvem der har ret med hensyn til at se ting korrekt. Således at de, der er på ubetydelige småstensholdet med stor lidenskabelighed kaster sig ud i at overbevise imponerende naturkræfterholdet om, at de desværre har set forkert. Og omvendt. En fuldstændigt ufrugtbar diskussion, der uvægerligt udmunder i, at begge for alvor begynder at mistro det modsatte holds mentale sundhed og synsevner.

For vi ser jo forskelligt. Men heldigvis erkender vi nok også med alderen, at det forholder sig sådan. I alt fald så meget, at vi afstår fra at indgå i ovenstående type diskussioner. Vi–eller jeg– nøjes som regel med at føle en stor medlidenhed med de stakkels mennesker, der bare ikke er i stand til at se lige præcis det, jeg ser!!!

Continue Reading

Handicapværelser.

I dag var det så handicapværelset, der bonnede ud på min værelsesbon.

Og hver gang jeg får sådan et, bliver jeg så glad for, at de eksisterer. At et handicap i alt fald ikke er det primære, der skal hindre en i at bo på hotel og rejse på lige fod med andre. At der efterhånden er oparbejdet en bevidsthed om, at det er helt naturligt, at større hoteller kan tilbyde kvalificeret overnatning til alle former for gæster.

Det gør mig også tryg i forhold til min egen fremtid. Jeg kan jo også sagtens ende som mindre mobil, end jeg er nu. Men det betyder forhåbentlig langt fra, at jeg fuldstændigt taber lysten til at komme ud. Så er det rart at vide, at disse værelser eksisterer, og at de koster præcis det samme som andre værelser.

Det kunne også bare lige passe andet!

Continue Reading

Om en lille smule hjemve.

Solen er ved at gå ned over Belfast, og selv med de allermest diplomatiske briller på, bliver her aldrig rigtigt pænt.

En lang arbejdsdag fra 7 til 21.30 er ovre, og mens hovedparten af gæsterne givetvis er gået ned på den smukke, gamle pub The Crown, orker mine ben bare overhovedet ikke at gå nogle steder.

Det er i sådanne øjeblikke jeg længes noget så gevaldigt efter min gode stol med lammeskindet, den rigtige Barnaby på fjernsynet og Pandalakridserne i posen.

Jeg overlever. Og så siger jeg til mig selv, at det bare er sundt at længes lidt. Så bliver man nemlig så bevidst om alt det uvurderlige, man har. For i virkeligheden er det jo hverken lam eller pandaer, det drejer sig om. Det er følelsen af hjem, af tryghed, af at høre til og holde af. Og blive holdt af.

Af at der altid er et sted, der er hjemme og ens hjem, når solen går ned.

Continue Reading
1 2 3 10