Om julemarkeder. Og julemarkeder.

Jeg var på flere julemarkeder i weekenden. Store julemarkedsweekend, her næsten midt i december.

Det første som aktiv deltager med egen stand, og det næste som lidt ufrivillig tilskuer. Jeg ved godt, hvad jeg foretrækker. I Absalons smukke forsamlingshus-kirkerum vrimlede det med kreative sjæle, som solgte nærmest alt mellem himmel og julet jord, som de i de fleste tilfælde selv havde produceret. Her var de flotteste origami-stjerner, hjemmestrikket til alle ender, nærmest katastrofe-blomstrede Yvonne-modeller, som altså HAR et eller andet, smuk, hjemmedrejet keramik, serigrafier, hjemmevævede tæpper, hjemmekreerede dekorationer af naturmaterialer–og jeg skal nærmest komme efter dig indenfor alt indenfor hjemmegjort. Her var også mange pebernødder, troldegrene og duft af gran, jul og småkager.

Bagefter slog jeg et slag ned over Højbro Plads, hvor et af Københavns udendørs, såkaldte julemarkeder holder til i nærmest flere måneder. Her kan man købe masseproducerede rædsler i tysk tyrolerstil, mange masseproducerede rædsler skal jeg hilse at sige. Her bor alle i små hytter, som man nødtørftigt har hamret sammen til formålet, og de fleste er, for hyggens skyld!, iført traditionelle tyske klædedragter i den stil, der altid pryder de CD-er, man kan købe på motorvejsrastepladserne, og som altid hedder noget med Alpenfest eller Tyrolermusik. Måske endda Greatest Hits indenfor netop den niche. Her er hver anden bod dedikeret til gløgg ( eller Glühwein, som det hedder på julemarkedsk), og der stinker af billig sprut og bratwurst i friture.

Jeg forstår ikke, hvad vi skal med den slags latterlige, stinkende alpekloner, når vi selv er så vanvittigt gode til julemarkeder. Når vi selv kan skabe en rar hygge og fremvise vores hjemmegjorte, kreative produkter, som i den grad er kvalitet og ofte nytænkning i forhold til masseproduceret bras sydfra ( eller fra Kina, for det er vel ophavslandet?). Hvad er det dog for lokale politikere, der giver tilladelse til opstilling af discountjul på glühweinsk på centrale pladser?–og det er såmænd ikke bare i vores hovedstad. Den slags forloren tysk juleimperialisme har skam også spredt sig til provinsen. Hvad skal vi dog med al den kunstige tyskhed, når vi selv er så meget, meget bedre til at skabe en troværdig og naturlig julestemning?

Jeg lagde også mærke til, da jeg på cirka 5 minutter susede gennem de germanske syns-og lugtrædsler, at der tilsyneladende kun er to årsager til at gå ind i sådanne fælder. Enten er man turist og uforvarende endt der, fordi man ikke har været opmærksom på, at der er rigtige julemarkeder i KBH, eller også er man endt der, fordi man dybt og inderligt elsker at stå ved en fedtet bar og skylle glühwein i sig i selskab med falsk tyrolermusik og midaldrende servitricer i dirndl. Det er da også helt i orden at have den slags preferencer, og så er det da godt, at de kan opfyldes nogle måneder op til jul. Jeg er dog sikker på, vi sagtens kunne finde mere listige steder at tilbyde netop mennesker med den slags lidenskaber, uden at det behøver at inkludere nogle af hovedstadens allersmukkeste pladser.

Vi er så ualmindeligt gode til julemarkeder, og vi er faktisk, at dømme efter udbuddet på samme markeder, et lige så ualmindeligt kreativt folkefærd. Hvorfor i alverden skal vi så importere den slags stinkende, forlorent bras, som ingen alligevel rigtigt gider? For mig var det en fornøjelse at stå i Absalon og sælge fine serigrafier og smukke tæpper. Akkurat som det var en lige så stor fornøjelse at gå rundt på markedet og se den overvældende kreativitet og alle de smukke, hjemmegjorte kvalitetsting, som jeg bare havde lyst til at købe. Alle sammen. Omvendt på det andet marked, hvor intet, som i ABSOLUT INTET ville være andet end en skamplet på mit hjem, hvis jeg var idiotisk nok til at investere (i øvrigt overprisede) store summer i det. Lad os dog blive fri for den slags stinkende, kunstigt pjat og være glade ved vores egne, intelligente og kreative, smukke markeder. Samt få vores smukke pladser tilbage fra tyrolerinvasionen!

Continue Reading

Om hvorfor det hedder SOMMERhus!

Der er gået november i sommerhusområderne, og selv om flere og flere ( at dømme efter antal af oplyste huse) bor helårs i deres fritidshuse, så er november grå, mudret, mørk,  tom og forfærdeligt stille derude. Det er faktisk muligt at tage sig en forsvarlig kystvandring med hund uden at møde ret meget andet end utallige flokke skræppende gæs, der i flotte formationer er på vej derhen, hvor den forreste har bestemt, de skal til.

Nogle gange kunne jeg godt i tankerne føle mig lokket af at flytte permanent til sommerhuset. Indskrænke pladsen ( og dermed rodemulighederne) betydeligt, opnå at kunne gøre fuldstændigt rent på under en time, overbevise mig selv om, at vildtvoksende naturgrund er det eneste rigtige i området og sådan bare leve lidt fra hånden til munden, læse en masse bøger og egentlig bare være til på fuldtid. Det går fortrinligt om sommeren.

Men når man så drejer omkring sommerens vidundersted i november, så ligner det hele jo en klat mellemgråt shit i blandet mudder. For det første er der koldt. Ikke sådan bare almindeligt koldt–der er fodkoldt, hovedkoldt, klamkoldt og flere måneders uden-varme-koldt. Det tager timevis bare at forvandle fugtigdynerne til noget, man på nogen mulig måde kan sove i. For slet ikke at tale om at trævæggene har stået og hygget sig med at opsamle kulde, som de står og strutter med og hælder ud over de indtrængende. Og så er der mørkt. I vores område er der ingen, absolut ingen gadebelysning, så når man er mere end 5 meters fra et oplyst hus, er der bare helt og aldeles gravmørkt. Cirka fra klokken 4 om eftermiddagen. Personligt giver det mig overhovedet ikke lyst til at bevæge mig mere end netop de 5 meter fra huset. Man ved jo heller aldrig, hvad der måtte lure i mudderet og de tonsvis af nedfaldne blade.

Så når man gæster sit lille sommerparadis i november, så går det i al sin tydelighed op for en, hvorfor det hedder SOMMERhus. Eller i alt fald, at mit gør, for jeg kan da sagtens se, at de naboer, som er fastboende, og som derfor har investeret i mindre palæer med isolering og velfungerende varmesystemer, til nød kan kalde deres helårshuse. Men alligevel kommer jeg nok aldrig til at gøre dem selskab, selv hvis jeg også iværksatte grundig renovering. Der er simpelthen for mørkt. For øde. For mudret. For tomt for liv. For meget vinter.

Jeg vil glæde mig uendeligt meget til, det bliver forår og sommer igen. Så eldoradoet genvinder sin status netop som eldorado. Her i vintermånederne må gæssene, de evigt entrepenante mus, der er eksperter i at finde indgange overalt, mudderet og mørket gerne have det hele for sig selv. Mig–jeg vil have et SOMMERhus!

 

Continue Reading

Om moral og forsikringsselskaber.

Jeg sidder og skal have gjort op, hvad jeg/vi har mistet i forbindelse med indbruddet. Det er såmænd svært nok i sig selv, for nogle gange ( ved jeg af bitter erfaring) går der temmelig lang tid, inden man egentlig finder ud af, at en ting er væk, borte og frastjålet. Gerne i forbindelse med, at man akut skal bruge den.

Sværere er det dog at anslå værdien på ting, der f.eks. er arvet, købt for årtier siden eller måske bare fundet til røverpris på et loppemarked. I alle tre tilfælde må man sjusse sig frem. Og når det gælder forsikringsselskaber, er jeg som regel med det samme kørt ud i oversjusningsbanen. Det kunne bare mangle andet.

Min sidste forsikringsskade var en smadret forrude på min bil. Sådan en, forårsaget af en flyvende sten, jeg ikke havde en jordisk chance for at stoppe i direkte retning forrude. Det viste sig, at jeg havde en selvrisiko på 2000 kroner. Og at det hele kostede 2019 kroner, således at den svimlende sum, selskabet måtte erlægge, beløb sig til 19 kroner. Dette er bare et af mange eksempler på, at de uhyrlige beløb, jeg årligt kaster efter såkaldt forsikring, alt for ofte kastes direkte ud i den tynde, blå, stenede luft. Utallige er også de eksempler, jeg kunne (men ikke gider, for alle kender dem) nævne på snedige, indviklede regler i policer, der altid kun har et formål: nemlig at jeg betaler, og forsikringen undgår det samme.

Ydermere har jeg aldrig nogensinde fattet det der med selvrisiko. Jeg mener: Betyder det, at jeg er en omvandrende risiko for mig selv, at jeg sådan nærmest går og kalder på udfordrende skader og bevidste ulykkestilfælde? Eller at i alt fald forsikringen formoder det om mig. Eller er det bare en måde at undgå at betale mig det fulde beløb for min utilsigtede ulykke, som jeg da ellers nok vil mene, at jeg over årene har investeret ret store beløb i. Jeg BEGRIBER ikke selvrisiko. Der er da ingen, der går og laver forrudesmadringer med vilje–eller for den sags skyld begår overrodede røverier i deres egne hus. I alt fald ikke lige her omkring…

I bund og grund er det, jeg ikke forstår, jo også uforståeligt. For selvrisiko er, helt simpelt, bare en måde at snyde mig for dele af en erstatning, der i virkeligheden tilkommer mig, og som jeg har betalt for. En amoralsk måde at lade være med at kalde en spade for en spade, hvadenten  den er revnet, stjålet eller andet. Akkurat ligesom man i større sager nærmest skal slås for at bevise, at der overhovedet ER en sag, og at man faktisk taler sandt og beskedent syntes, man har erlagt så store beløb over tiden, at det kunne klares med simpel konduite, nærvær og almindelig tillid til hinanden.

Jeg er normalt, i alt fald i mine egne øjne, et gennemsnitsmoralsk menneske med alt, hvad det indebærer. Bare ikke, når der er forsikringsselskaber involverede. Så daler moralen direkte proportionelt med, at selvrisikoen stiger. Når samme selskaber i deres behandling af os kunder så tydeligt fremviser en anløben moral, hvis eneste formål er at tjene endnu flere penge (eller i alt fald at undgå at udbetale dem), så smitter det effektivt af på kunderne, som altid vil angribe enhver forsikringssag udfra hovedpræmissen, at de for alt i verden skal sørge for ikke at blive snydt. For er de ikke påpasselige–sådan er konsensus–så BLIVER de snydt. Jeg mener selvfølgelig ikke, at der ved indbrud skal opfindes tyvekoster, som man aldrig har ejet, men jeg mener til gengæld, at hver eneste lille sten skal vendes, og at intet er for småt til at skulle koste forsikringen penge. Det gælder også egenoprydning, ødelagte småting og alt indenfor diverse.

Det er umådeligt trist, at de fleste mennesker har den holdning til forsikringsselskaber. Som dog, efter min mening, egenhændigt har skabt en sådan mangel på tillid. Hvor ville det være befriende, om samme selskaber såvel respekterede som stolede på deres kunder, for så er jeg sikker på, at det modsatte også ville blive tilfældet. Det er ikke i orden skulle betale en ny forrude på en bil, når man i forvejen har betalt næsten to biler mere bare i forsikring på samme. Og det er heller ikke i orden, at man nærmest altid skal ind i slagsmål om erstatning fra firmaer, der har så store overskud på præmier, at det ikke blot tangerer, men ER, smagløshed. Det er en direkte opfordring til, at kunderne fraskriver sig enhver form for moral som en gengæld overfor nogle, der heller ingen moral har.

Det er trist, at det skal være sådan. Men det er næsten endnu mere trist, at det for mange er blevet en given ting, at overfor forsikringsselskaber er det nødvendigt at strække sin egen etik til det yderste. At vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det, men bare fortsætter med at være noget så amoralske overfor hinanden. Personligt vil jeg mene, at det er selskaberne, der bør kaste den første bold her. Så skal vi nok gribe den.

Continue Reading

Om at være et lille land.

Det slår mig hver gang, jeg er ude at rejse med mennesker, som jeg–indtil da–aldrig har mødt før i mit liv. Mennesker fra hele landet, fra alle dets kroge og hjørner. Dette med, at graver vi bare tilstrækkeligt langt ned, finder vi fælles venner, bekendte eller familie. Og nogle gange behøver vi såmænd overhovedet ikke at sætte så meget som et spadestik–vi finder fælles referencerammer næsten ud af luften.

Som regel involverer det hele en historie. Som den med damen, der bar et usædvanligt stort og smukt stykke rav og fortalte, at hun selv havde fundet det. Alt mens hun prøvede at narre de to professionelle ravfindere, der samtidig prøvede at narre hende ved at foregive at lede steder, som hun ganske godt vidste, der overhovedet ikke var rav. Bare for at få hende væk fra de gode steder. Da hun nævnte navnene på dem, vidste jeg med det samme, at jeg var i familie med den ene. Eller mig, der fortalte historien om en veninde, der i Vietnam af de overvenlige vietnamesere blev sat sammen med alle koreanerne, fordi hun havde præcis den frisure, som alle koreanske kvinder får, når de er over 50. Så kom der en dame op og fortalte, at den veninde, ja, hele hendes familie, kendte hun da noget så godt.

Eller også fortæller man, hvilken by man kommer fra. Så vrimler det straks med spørgsmål om, om man da ikke kender den, den og den. Det gør man som regel. I alt fald mindst et par stykker. Således får man faktisk nogle gange insiderviden om mennesker, man har kendt det meste af sit liv, men aldrig har hørt netop DE historier om.Ikke sjældent finder folk også ud af, at de langt ude er i familie. Eller engang har været gift, eller måske blot kæreste med, en andens fætter eller kusine.

Det er sådan noget, vi bruger meget lang tid på. På rejserne. Tilligemed gør vi det faktisk også i blændende stil, når vi er til fester, hvor vi møder mennesker, vi ikke har mødt før. Vi danskere elsker fælles bekendte. Vi klarer ligesom op og bliver så glade, når vi finder et fælles samtaleemne i en fælles bekendt eller et familiemedlem. Allerbedst er det, hvis det drejer som om personer, vi rent faktisk kan lide. Det er altid lidt akavet at skulle snakke om nogens fætter, hvis han efter ens mening er et overdumt svin. Det er som om, fælles bekendte er enhver samtales, enhver fælles feries og enhver kommen-hinanden-veds allerbedste basis. Vi kan snakke længe om dem, vi kender. Og når vi så kommer hjem, kan vi snakke akkurat lige så længe med dem, vi kender, om dem, der kendte dem. Ikke sjældent forsøstres og forbrødres fremmede med hinanden på baggrund af en fælles grandfætter eller en gammel nabo. Det giver ligesom tryghed. Tryghed i, at man da har en person til fælles.

Jeg har en teori om, at det kun kan lade sig gøre, fordi vi er så lille et land. I lande med adskillige millioner indbyggere er der ligesom ikke det store potentiale i at finde fælles bekendte at snakke om. Ydermere VISER det sig jo, at alle vores anstrengelser for at finde menneskelige referencerammer nærmest altid giver pote. Vi er et land med stor geografisk mobilitet, og det kan man faktisk måle på noget så simpelt, som at vi altid i nyt selskab kender nogle fælles mennesker. Vi bliver ikke i vores små landsbyer forever, men flytter i manges tilfælde rundt og får konstant nye kontakter.

Jeg tror også, at al den lyst til at finde fælles bekendte er direkte forbundet med alder. Jo ældre, vi bliver, desto mere går vi faktisk også op i at bruge vores fortid til at indgå i nye relationer. Vi får også mere og mere af den. Og flere og flere i den. Som barn var jeg ved at få røde knopper, når de ældre generationer brugte familiesammenkomsterne, eller bare møder med relativt fremmede, til at udvikle indviklede relationer. Til at finde ud af, hvad der mon var blevet af en bestemt familie, der havde boet et bestemt sted i deres barndom. Og konstatere om folk med samme efternavn mon også var i familie. Nu er jeg, om ikke helt så emsig og koncentreret, men det er faktisk begyndt at interessere mig. Ikke blot som samtaleemne, men også som en stillen af simpel nysgerrighed.

Det er godt for det sociale klima i en gruppe af mennesker, der ikke på forhånd kender hinanden, at vi er sådan et lille land. For efter ganske kort tid er det nemlig lige præcis ikke en gruppe af mennesker, der ikke kender hinanden. Når man har fælles bekendte, venner, gamle naboer og familie, så er man ikke fremmede for hinanden. For man kan altid finde nogen fra det lille land at tale om!

 

Continue Reading

Om Imodium.

Det er de besynderligste besynderligheder, man finder sig selv i gang med at skrive om. For slet ikke at tale om at være optaget af. Jeg er meget optaget af Imodium lige for tiden. Imodium er så til gengæld også meget optaget af mig.

Når jeg rejser i lande, hvor bakteriekulturen er anderledes end herhjemme, har jeg altid lagre af min lille bagstopperven med. Og jeg får dem næsten altid brugt. Min mave er hysterisk følsom overfor nye bakterier, og den reagerer, om man så kan sige, ret voldsomt på samme. Så tager jeg Imodium.

Så langt, så godt. Indenfor 1 time er ethvert bagholdsangreb som regel effektivt nedkæmpet, og er der virkelig gang i outputtet, har jeg for nylig  (fordi jeg var lidt udgiftssky i situationen) investeret i en russisk kopi af samme middel, og man må sige, at det ikke længere undrer mig, at den russiske hær gennem mange, lange krige har modstået såvel fordærvede madvarer som uskyllede grøntsager. Deres Imodiumkopi har hængelåsvirkning. Man mangler såmænd bare at finde ud af, hvor nøglen er.

Anyway, nu vi er ved lortet, så er det jo faktisk ret behageligt slet ikke at skulle spekulere på at få dele af indtaget på fødesiden ud igen. Jeg kunne sagtens nøjes med bare at tisse. Ingen brok fra min side, hvis der konsekvensfrit blev lukket den anden vej. Kun en lille tanke om, at det kunne man i sin tid godt have inkluderet i skabelsen. I alt fald på prøveniveau. Men det, jeg egentlig vil med dette er, udover en prisning af Imodiums ( inklusiv den af slavisk design) fortræffelige bagstoppenhed, så ER der altså problemer, som man sådan lige må tage med i overvejelserne, inden man stopper sig med midlet.

Nemlig, at det forårsager såvel indre kø som total afholdenhed bagud. Der er lukket. Som i lukket og slukket og sat bom for. Man kan gå i dagevis og undre sig over, hvor de enorme mængder føde, der efterhånden er gået  ned i en, dog er blevet af, for det er vel næppe altings væsen at blive helt flydende som tis? Samt mærke, hvordan maven svulmer op og bliver til en ukontrollabel ballon, der tilsyneladende lever helt sit eget liv sammen med al den Imodium. Man kan også, fordi man stadig erindrer, hvordan det hele plejer at foregå, væbne sig med en usigelig tålmodighed og blive helt blå i hovedet af at trykke. Uden at det som regel giver det forventede resultat. I mit tilfælde kan man også give sig selv belejligt carte blanche til at forsøge sig ud i husråd, som dog oftest er nogle, man sådan selv har digtet. Jeg har været gennem posefulde af lakridser, stoppet svedsker, dadler og figner ned ( på spejderlejre fik vi altid svedskegrød på tredjedagen!) og virkelig taget mig sammen på Skyr med müsli-fronten. Alt til ingen nytte. Imodium er, for nu at sige det rent ud, skide-effektivt.

Så jeg burde have lært, at den umiddelbare røvklaring i et nødsituation kun er en stakket frist. Der venter altid en meget, meget mere langvarig og irriterende efterbevilling. 1 uge tager det. En lang uge. Hvor jeg somme tider er både så stolt og barnlig, at jeg højlydt jubler fra toilettet og på det nærmeste inviterer manden til at komme og beundre den første rigtigt sammenhængende, der virkelig ligger dernede i kummen. Så ved jeg nemlig, at gennemstrømningen er ved at være retableret, at hængelåsen er låst op. Samtidig med, at jeg lover mig selv, at jeg aldrig, aldrig mere ( i alt fald ikke før næste gang!) skal på det lortemiddel igen. Og da slet ikke den russiske version.

At tage Imodium er som at pisse i bukserne, når det er koldt. Men ikke at tage det kan så , selvfølgelig, være som at forårsage katastrofer, der er værre end tis, i samme bukser. Catch 22.

Tænk, at man kan skrive et helt indlæg om Imodium!

Continue Reading

Om photoshopping.

Lige et lille pip i dagens store debat omkring photoshopping.

Da jeg i sin tid bestilte turen til Uzbekistan hos et lokalt rejsebureau derude, var deres forsidebillede ikke blot den ikoniske Registan Square i Samarkand, men også et portræt af en utroligt smuk kvinde med de flotteste, store øjne og tykkeste, bølgende hår ved navn Rukshana, som var guide for bureauet. Jeg skrev gentagne gange med samme Rukshana undervejs og kom til at fornemme hende som ikke blot en gudesmuk kvinde, men også en særdeles kompetent rejseagent med tjek på tingene. Jeg ved også, at jeg undervejs flere gange sagde til de deltagende mænd, at de da vist intet ville have imod, hvis det netop var den skønne Rukshana, der skulle ledsage os i hele 12 dage.

Det blev det nu ikke. Men den allersidste dag mødte repræsentanter fra bureauet op på vores frokostrestaurant for at høre vores evaluering af turen. Heriblandt Rukshana. Fik vi at vide. Det var godt, de fortalte os det. For Rukshana live viste sig at være en tydeligt etnisk asiatisk kvinde med meget små øjne og den slags hår, som primært indehaves af koreanere og generelt ikke vil ret meget. I alt fald ikke bølge. Ikke, at der er det fjerneste i vejen med noget af det. Set fra min side. MEN det må der jo være fra Rukshanas side. Hun må jo i den grad foragte sit egentlige udseende, når hun går til sådanne ekstremer for at ligne noget helt andet end det, hun er. Det må være underligt i brochurer og i andre reklamemæssige sammenhænge at fremstille sig som en Rukshana, og så være en helt, helt anden udgave, når man ser sig i spejlet. Hvis hun da gør det. Der må tydeligvis være store problemer med selvværdet. Meget store.

Ligeledes studser jeg også ofte, når bekendte viser fotoshoppede billeder af sig selv, der er taget af professionelle fotografer. Ikke nok med, at jeg bliver lidt mismodigt misunderlig, men jeg synes faktisk også, at de, helt ærligt, taber lidt af deres sjæl. Af sig selv. Bliver nogle andre end dem, jeg kender. En form for ønskeudgaver af sig selv, som måske ikke lige er de personer, jeg holder af. Og alle kender vel den der underlige fornemmelse, man får, når man møder kendisser in natura på gaden og pludselig ser, at de både er små, tykke, bebumsede, har stritører og andre uventede ansigtstræk derude i den nådesløse virkelighed. Ligeledes findes der jo et helt katalog af historier om folk, der på datingsider finder billeder  af underskønne drømmekærester. Der så viser sig sig at være rene mareridt i levende live. Mareridt, ikke fordi de måske er decideret meget mindre attraktive, men simpelthen fordi de har løjet, og man med det samme får stærke mistanker til såvel sandruelighed som selvværd.

Min reaktion på de kedelige kendisser er næsten altid, at jeg føler mig narret, taget ved næsen–og mister et godt stykke respekt. For en ting er, at forældre får fotografer til at fotoshoppe deres uskyldige børn, men voksne mennesker burde dog, trods alt, være rimeligt bekendte med, hvordan de selv i virkeligheden ser ud. Samt have accepteret det. Jeg mener: hvad kan man ellers gøre? Og i min optik må jeg desværre sige, at jeg meget let kommer til at sætte lighedstegn mellem graden af fotoshopping og manglen på selvværd.

Det er selvfølgelig helt OK af anvende diverse make-up produkter til almindelig forskønnelse. Eller: det må folk jo selv om. Men ligefrem at fremshoppe idealbilleder af sig selv, der er totalt uden hold i virkeligheden–det er lidt sygt. Eller i alt fald en form for symptom på noget, der meget let kunne blive til noget ikke særligt behageligt rent psykisk. Det må dog, for at være et velafbalanceret menneske, være en hovedpræmis at acceptere sig selv og sit eget udseende. Tilligemed at det faktisk er ret betryggende for alle, at man kan stole på fotos af, hvordan andre mennesker rent faktisk ser ud.

Det er så åbenbart det, mange forældre ikke synes. De er åbenbart ude i det ærinde at lære deres børn, at selvsamme børn ikke er gode nok, som de er. At de må fotoshoppes for at blive godkendt udseendemæssigt.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad det i længden lige præcis gør ved samme børns selvværd!

PS. Billedet er taget af en professionel fotograf omkring 1967-68. Dengang kunne man ikke fotoshoppe. Så jeg beholdt mine skæve tænder. Dem har jeg endnu!

 

Continue Reading

Om efterår.

Der er kommet efterår i luften. Mere og mere af det der lille snif af en mild kulde, der dufter lidt af modne æbler og vådt løv. Den duft, der også minder om barndom og sværme af unger, der drog på hærgende tyvetogter i kvarterernes modne nyttehaver.

Efterår er frem for alt hyggeligt. Og så legaliserer det. Gør det fuldstændigt lovligt og retfærdigt, at man gør ting, som i alt fald jeg finder det svært at unde mig selv, mens det stadig er sommer, godt vejr og solskin udenfor. Når det regner, blæser og generelt er voldsomt uimødekommende derude, kan jeg derimod sagtens forsvare overfor mig selv at falde i yndlingsserien, eller bare en god film, mens det stadig er dag. At læse bøger fra morgenstunden og at påbegynde adskillige håndarbejder allerede inden, jeg sådan set har bedrevet noget som helst andet fornuftigt og nyttigt. Efterår fremmer akut min håndarbejdslyst. Det er som om, hver regndråbe multiplicerer antallet af strikkede masker, jeg på stedet får lyst til at udføre.

Efteråret indvarsler også lempeligere vilkår på natbuksefronten. Det er som om, jeg tillader mig selv at bo lidt længere i dem om morgenen. Faktisk til godt op ad formiddagen. Akkurat som et tilstundende efterår giver mere liberale regler omkring, hvornår de må komme på ved aftenstide. Det behøver ikke nødvendigvis være mørkt. Kun begyndende dunkelt.

Der indtræder også gradvist med efterårets komme nye tilstande omkring slik og søde sager. Hos mig er mørke og dårligt vejr de allerbedste undskyldninger for det, jeg kalder hygge. Og som helt konkret betyder at stoppe usunde ting i munden og nyde dem gevaldigt. Skyldfrit gevaldigt. Chokolade smager ligesom på en helt anden måde om efteråret. Sådan mere legalt og nødvendigt.

Det er også, fra naturens side, særdeles viseligt, at alle de gode ting derude netop er færdigproducerede om efteråret. Nødderne, æblerne, pærerne og alt det andet. Det er klogt, at den slags ting er der lige præcis, når man har sådan en lyst til at sætte sig i sin gode stol og bare nyde dem. I sine natbukser og med sin gode bog eller film.

Det er det, jeg godt kan lide ved efteråret. At jeg pludselig, år efter år, finder mig undskyldningsfri og uden traumer omkring at gøre ting, jeg sådan ligesom synes er en smule forkerte om sommeren. Hvor jeg jo formodes at nyde det gode vejr og ikke binge-watche TV-serier iført nattøj og slikskål.

–For slet ikke at tale om at gå lange ture i skove, der bare er så smukke, at det næsten gør ondt. Hvilket også er fantastisk. Ikke mindst fordi det medvirker til en endnu bedre samvittighed hjemme i den gode stol.

Continue Reading

Storbyens små oaser.

Edinburgh i august er et mareridt.

Og hvis du selv ikke var i Edinburgh i august, må det skyldes en fejl, en forglemmelse eller forbandet dårlig planlægning. For alle de andre var der jo. De tusindvis af tattoogængere, som lukkes ind på slotspladsen ad 2×6500 de fleste aftener. Alle de optrædende, deres hjælpere og nærmeste familier i flere led, som deltager i de ikke mindre end to store teaterfestival. Og alle tilskuerne til samme festivaler. Samt alle kineserne, koreanerne, japanerne, som udelukkende optræder i tætsamlet, ubrydelig flok med en selfiestangsholdende guide som fortrop. For slet ikke at tale om alle de, der udmærket ved, at i august tager man til Edinburgh. Dem er der millioner af. Eller flere.

En dansk guide under gennemsnitshøjde har et ikke ubetydeligt tabstal på mindre strækninger. Og kan, hvis uheldet er ude, sagtens finde sig selv helt gæsteløs i menneskehavet på de lidt længere. Man må opdele enhver gåtur i etaper og pænt samle op mellem verdens samlede folkeslag efter hver 10 meter. Det er en femårsplan at komme til at klappe Greyfriar’s Bobby, og samme hund får pindegaver i Sct. Hansbålsstørrelse i netop august. Kun de særligt tålmodige får set kronjuvelerne ( som i øvrigt har seværdighedskvalitet på størrelse med Den lille havfrue og derfor sagtens kan misses), og alt kvæles i folk. Folk, folk, folk.

Det er derfor, jeg snyder mig til en halv time på National Gallery. På den bænk, jeg har annekteret til at være min egen, og hvor jeg sidder og kigger på det maleri, jeg også selv synes er mit. Min skøjtende pastor, som bogstaveligt talt repræsenterer ikke bare sin egen frihed, men også min. Som giver mig ro i sjælen og lader mig abstrahere fra alle de tusinder af mennesker. Jeg kender det billede til hudløshed og alle farvers inderste væsen. Men det er min plet, mine farver og min ro.

For i en storby må man have sine oaser. Sine egne, dybt personlige oaser, hvor man kan trække sig tilbage fra alle andre end sig selv. Som Den gule by eller Frederiksberg gamle kirkegård i København, som Nationalgallerierne i Edinburgh og Dublin, som de gamle kanaler eller Highgate kirkegården i London, og som Nordre kirkegård i Århus. Steder med stilhed, hvor intet andet kræves af en. Eller man ikke kræver andet af sig selv.

Jeg tænker tit på, hvordan storbymennesker dog overlever permanent bombardement af by og andre mennesker. Det gør de såmænd nok, fordi de også har deres egne, personlige oaser.

Men de er svære at finde i Edinburgh i august. Åh, Gud!

Continue Reading

Man bliver lidt stolt…

Og så sidder man der i lousy Easyjet, på en forsinket international flyvning mellem Edinburgh og Kastrup, og bladrer i deres slidte blad, fordi der nu engang ikke er så meget andet at give sig til. Købe noget gør man jo ikke–det er for dyrt og dårligt–og netop den dag bød udsigten deroppe i 10.000 kilometers højde ikke på andet end skyer.

Og så fanges man af en artikel om en dansk lykkeforsker. Hvor navnet klinger dejligt bekendt, og hvor det, deroppe i skyerne, går op for en, at det da sandelig er en gammel elev. Oven i købet en af dem, man husker. Husker for noget godt og behageligt, så minderne ligesom bringer et lille smil frem.

Jeg ved udmærket, at min andel i samme, nu voksne herre, er minimal. Men det er i alt fald mig, der har lært ham det meste af det engelsk, han kunne, da han forlod gymnasiet. Og det var, som jeg husker det, en imponerende portion. Men jeg bliver så glad, så opløftet, når jeg pludselig, og uforvarende, støder over gamle elever, der har gjort det godt. Har lykkedes med deres liv og virke og ser ud til at trives og sætte en form for mærke på den verden, vi lever i. På en besynderlig, underlig måde synes jeg, at det falder en smule tilbage på mig. Smitter af på mig, så jeg med fred i sjælen kan konstatere, at jeg da vist alligevel gjorde en lille, bitte forskel.

Der er så uendeligt mange af alle de tusinder af unge mennesker, der gennem årene er gået gennem mine grammatiklektioner og fordybelser i Blicher, som jeg aldrig hører hverken om eller fra. Men når en af dem pludselig optræder i et blad på en international flyvning, så blomstrer gamle moster her lidt op. Så føler hun, at det har været det hele værd og bliver så stolt over den minimale andel, hun har i det hele.

Mere skal der sådan set ikke til. Deroppe i skyerne.

( Og med skam at melde må jeg indrømme, at jeg rev siderne ud og tog dem med hjem. Det er vel også begrænset, hvor mange andre af netop den elevs gamle lærere, der flyver med Easyjet og sidder på samme sæde i denne måned!)

Continue Reading

Om Englandsbåde.

Det er tyve år eller endnu mere, siden jeg sidst var ombord på en Englandsbåd. Sikkert fordi der slet ikke findes den slags mere i Danmark. Man skal helt til Holland for at finde en, der sejler mellem Amsterdam og Newcastle, men så er den til gengæld også dansk. DFDS-dansk.

Og i grunden ligner den jo sig selv fra dengang, jeg var en ivrig Nordsøpendler pr. båd. Her er stadig smånusset og lugter af havvand, gamle ølsjatter og popcorn. Kahytterne er bestemt heller ikke blevet større. Til gengæld kan man være heldig og få en for sig selv— som mig, der har hele fire køjesenge at flyt-fornøje mig med i nat.

Meget ulig dengang, man sov i store sovesale på noget, der føltes som nederste, mest beskidte dæk og kun var en centimeter sømil bedre end hængekøjer. Hvilket i grunden ikke betød så meget, for Englandsbåde kaldte som regel på at feste igennem og rulle sig gennem en vuggende nat i diskoteket. Det var dengang, det var toldfri. Så vuggede vi bare endnu mere.

Og DFDS havde en båd, opkaldt efter salig Winston Churchill, hvor apteringerne var af træ, og cafeteriadamen den samme gennem en menneskealder. Hun var i øvrigt fra Varde og kunne kende en fra gang til gang. Faktisk plejede vi i en del år at booke efter, om det var Winston( det var sådan en båd, man kom på fornavn med!), der sejlede, for de der moderne plastikbåde regnede vi ikke. Skal man sejle til England, skal det vel være med maner.

Bare ved at sidde her i diskoteket, som til fulde ligner og lugter som sig selv, kryder nostalgien ind på mig. Det var sgu’ Nordsøtider, dengang. Altså indtil en hvis irsk harpe ødelagde al den romantik ved at tilbyde entimes overfarter til London for under en hundredekroneseddel. Det er så her, jeg skal fortrænge alle de overfarter, hvor vi enten lå underdrejede eller brækket flød i tykke floder på alle toiletter. Det gør jeg gerne.

Men det er underligt at være her igen. Nostalgisk, romantisk underligt. Jeg må nyde det, indtil vi i morgen formiddag dokker i Newcastle. Og mindes.

Continue Reading
1 2 3 24