Om billeder.

Forleden gav vi min mor den gave, hun suverænt er blevet gladest for de sidste mange, mange år. Et billede af hele hendes familie.

Min mor er computerimbecil, ipadanalfabet, elektronikblind og mestrer sin telefon lidt under hjælpeklassestadiet. Hun er, med andre ord, en relativt gennemsnitlig ikke-bruger af elektronik på 88. Det er ikke muligt at sende billeder til hende, SMS-er kræver en del bistand, og sociale tjenester og medier ligger milevidt udenfor hendes rækkevidde. Men et indrammet, fremkaldt billede kan hun forstå. Og sætte pris på.

Sådan et billede koster 1000 kr. at få fremkaldt, forstørret op og sat i ramme, og det vil de fleste nok synes er helt ude af proportioner for et BILLEDE. Billeder koster jo pr. definition ingenting, og i vores elektroniske hverdagscirkus er vi da også storforbrugere af dem. Mange mennesker er blevet dokumentarister af deres egne liv og er tæt på at nå dertil, at hvis en begivenhed, eller måske bare en ganske, almindelig gennemsnitsdag ikke er dokumenteret og bevist elektronisk, har den såmænd nok slet ikke eksisteret. Vi er blevet storforbrugere af billeder af vores egne liv–eller i alt fald episoder i vores liv– og billeder er derfor gået hen og blevet noget FORGÆNGELIGT, som kan photoshoppes eller slettes–ulig noget BESTANDIGT, som holder og skaber minder. Som de var engang, og som de stadig er for min mor og hendes generation.

Det har altid undret mig, at vi for bare få år siden havde en stående joke og en bred enighed om, at noget af det værste, man kunne blive udsat for, var at blive tvangsindlagt til andre menneskers fotoalbums fulde af feriebilleder. De samme mennesker ( inkl. mig selv!) oploader med stor og ufortyndet glæde tonsvis af ferieshots på de sociale medier og forestiller sig nu, at Familien Hansen i Portugal er blevet vældig interessant for andre, fordi Hansenerne nu stirrer ud fra Facebook istedet for fra et fotoalbum. Det er da noget af et paradigmeskift! Eller måske er det bare et indlæg i den stadig større og mere krævende konkurrence om, hvem der har de mest interessante ferier og har råd til at rejse til de mest eksotiske steder.

Min mor er fra en tid, hvor billeder var bestandige. Ikke blot økonomisk, fordi det faktisk kostede en del at få dem fremkaldt. Derfor tog man heller ikke 20 skud af Tower Bridge i håbet om, at bare et af dem var Facebooktjenligt. Man var økonomisk og tog et, højst to–også fordi filmen gerne have 24 billeder, og det måtte man så lave sin egen logistik på. Vigtigst af alt var dog, at ingen fotos kunne slettes. Det kunne ikke gøres om. Bordet fangede. Jeg tror stadig, vi er mange, der erindrer fejlskudte fiaskoer som indersiden af vores egne lommer og folk med lampeskærme i stedet for hoveder, som vi fortabte har grædt over at måtte betale for hos fotohandleren. Til gengæld passede vi på vores fotos. De blev sat i albums, gerne med små notitser eller længere historier om oprindelse og begivenhed.

Generationen før os puttede dem ikke blot i album. De stillede og hængte dem op, så vægge og hyldeflader blev en form for datidens udgaver af Facebook. Altså så alle de, der ville og gad, kunne se dem. (Her undrer det mig så også, at jeg personligt syntes, det var lidt pinligt med anegallerier på stuevæggene, når jeg selv er slem til at lægge mine ud til offentligt skue på sociale medier!). Forskellen var dog–og den var stor!–at de fleste af disse billeder ikke var som nutidens snapshots af familien i sjove ferieomgivelser, men at de oftest var opstillede. Det var bryllupper med samtlige tilstedeværende, sølvbryllupper med alt afkom og konfirmationer i hobevis. Det var nemlig vigtigt, at billederne ikke var noget forgængeligt, noget, der kunne slettes, men i stedet et bestandigt minde om lige præcis den dag i ens liv.

Nutidens billeder dokumenterer et liv i fart og forandring. Et billede bliver relativt uinteressant efter kort tid. Af den simple grund, at der er sket noget nyt eller kommet nogle nye omgivelser. Nok gemmer vi nogle af vores billeder, men det er pr. definition altid de seneste, der er de mest interessante. Der er flow i vores liv, og billederne er faktisk ret gode til netop at bevise det flow. Som vi netop utroligt gerne VIL bevise udadtil.

Sådan var det ikke tidligere. Det var ikke flow og forandring i livet, der skulle mindes. Det var meget mere den der helt specielle dag, der skulle blive stående. Så den blev husket. Mine forældre skiftede da ikke de opstillede billeder ud, hver gang der skete noget nyt. Nok kom der nye konfirmationer på væggene, men de gamle bryllupper røg da ikke på skuffedelete, fordi der var kommet nye. De blev stående. Og de blev talt om. Fordi livet ikke blot var et hurtigløb fremad, men også indebar at huske og mindes det, der lå forud.

Så mens jeg lige oploader et par shots af en ferie, jeg nok har glemt igen, når den næste går igang, sidder min mor og glæder sig over billedet i rammen af sin store familie på netop den dag og netop det sted. Hun har flere gange sagt, at hun er så glad ved “at vi alle er gode på billedet”, for i hendes verden er billeder jo ikke lige noget, man kan lave om. Hun kunne ikke drømme om at lægge det på Facebook ( hun ved nu heller ikke rigtigt, hvad Facebook er!), men til gengæld er jeg sikker på, hun med stor glæde fremviser det for enhver interesseret, og at det får lov til at hænge på hendes væg til hendes dages ende!

PS. ( Og mest til lærerlæsere!) Ja, det er Gl. Avernæs.

Continue Reading

Om selvpromovering.

Nu er jeg så–for hvad der føles som 117. gang–igen blevet opfordret til at lave en video med mig selv, så potentielle kunder ( altså rejsebureauer) kan studere den og se, hvordan jeg fungerer, gestikulerer, taler, bevæger mig og i det hele taget ser ud på film. Man kan også vælge at se det som, at jeg er blevet tilbudt at lave en reklamefilm med mig selv som produktet. Svaret er nej. Igen, igen!

For mig ville det svare til, at jeg ved en ansættelse som lærer skulle undervise en imaginær, ikke-eksisterende klasse, mens rektor og bestyrelse så pænt kunne iagttage og sikkert lave små notater til, hvordan jeg nok var som lærer. Prøv lige at se situationen!

Der er flere ting, der taler mig trekvart imod. For det første er situationen så uhyrlig falsk og konstrueret, at jeg på den potentielle video enten ville fremstå som en andenrangs amatørskuespiller, der forgæves, og særdeles pinligt, forsøgte at spille mig–eller også ville jeg simpelthen ( og nok mere sandsynligt) være ved at omkomme af grin over noget så tåbeligt og konstrueret. For mit indre blik forestiller jeg mig forstillet, men ivrigt, forklare om, fortælle og pege på Buckingham Palace til en sværm af virtuelle, interesserede mennesker, mens jeg i virkeligheden nok i det fjerne kan spejde et bladløst træ og en forvirret hund i min egen baghave.

Det er så den ene side. Den anden er noget mere kompliceret og har decideret noget med min alder at gøre. Jeg er nemlig så ualmindeligt og, kan jeg nu forstå, håbløst dated, at jeg tror på, at det er mine faktiske præstationer derude i marken, der skaffer mig de næste jobs. På at når bureauerne noterer, at jeg godt kan udføre mit arbejde, så henvender de sig igen. Jeg er nemlig ikke opdraget i en “sælge-sig-selv-kultur”. Jeg er langt under lavmål til selvpromovering. For i min aldersklasse kalder vi det nemlig pral.

Jeg er, med andre ord, noget så øredøvende dårlig til at sælge mig selv på nutidens præmisser. Jeg er opdraget til, og med, at man med klædelig beskedenhed nærmere neddrosler sine egne kvalifikationer end udbasunerer og overpynter dem. Jeg ville blusse af skam, hvis jeg skulle sælge mig selv som en opreklameret vare i et supermarked og smøre tykt på med hensyn til, hvad denne fremragende vare var i stand til at udføre. Jeg er bedre til at nedtone mit CV end til at dramatisere det. Det ville rive mig tænderskærende ud af min comfort zone, hvis jeg skulle sælge mig selv ud fra de nuværende markedsmekanismer, hvor man jo nærmest er en stor forfatter, hvis man selv har affattet sit speciale på universitetet. Bare for at nævne et enkelt eksempel.

Det har altid ligget i såvel den bagage, jeg har med, som i selve min selvforståelse, at man bedømmes på de præstationer, man rent faktisk har udført–og ikke på alle dem, man har i munden eller på promoverende reklamefilm. Jeg køber da heller ikke en shampoo, fordi den skamroses til forfilm, men udelukkende fordi jeg har prøvet den og ved, den virker.

Og så er vi faktisk der, hvor jeg nødvendigvis må ende efter en lang omvej. For jeg tror, der går en tyk, aldersmæssig skillelinje et sted i vores samfund. Mellem de, for hvem det er en naturlig sag at promovere sig selv, såvel i skrift som på film, og så alle os gamle, der får det skidt bare ved tanken. Vi er ikke opvokset i et samfund, hvor vi hele tiden var potentielle linselus og derfor koninuerligt bevidste om vores gøren og laden, så vi blev affotograferede fra de bedste vinkler. Vi lærte en klædelig beskedenhed og har det stadig i baghovedet, at folk, der synligt promoverer sig selv, nok i virkeligheden ikke har en skid at have det i, og i øvrigt mestendels er nogle pralrøve, der i stedet skulle tage og vise, hvad det lige er, de kan. Vi blev skolede i udtrykket “ikke at tage munden for fuld”, så det lod vi så være med. For–og det vidste vi dog, trods alt–hvis vi kunne vores ting, så skulle verden nok erkende det og belønne det, før eller siden.

Sådan er det nok ikke mere. Og sådan bliver det nok heller ikke igen. Så i bund og grund er det en lettelse, rent arbejdsmæssigt, at vi enten har været adskillige år på vores arbejdspladser, hvor de garanteret har gennemskuet vores uudtalte kvalifikationer, eller at vi helt er ude af et arbejdsmarked, hvor ansøgninger mere og mere består af selvpromovering og selvforherligelse end af konkrete kvalifikationer.

Så jeg laver ikke de der videoer. Vel vidende, at det er tidens ånd, og at min totale fremtidsignorance nok koster mig flere potentielle jobs. Jeg vælger at tage dem, hvor bureauerne ved, hvad jeg kan, fordi jeg rent faktisk har været i marken for dem. Selvfølgelig skal det så siges, at jeg er priviligeret, fordi jeg ikke nødvendigvis skal tjene til dagen og vejen på den måde og derfor vælger og vrager mellem, hvad jeg rent faktisk gider og føler mig kvalificeret til.

Men jeg ville nødigt skulle sælge mig selv på den måde. Eller: Jeg ville skulle slå nogle gevaldige knuder på mig selv og tabe en stor portion selvrespekt, hvis jeg skulle!

Continue Reading

En mærkedag!

I dag er det så præcis et år siden, jeg startede og skrev første indlæg på denne blog. Jeg skal i den anledning nok lade være med at vride en stak sentimentalt pladder ud mellem tangenterne, men mærkedage giver alligevel mig lyst til en smule reflektion, tilbageskuning og selvransagelse på bloggens vegne.

Jeg ved egentlig ikke, præcis hvad mine planer omkring og forventninger til bloggen var fra starten. Der var vist aldrig nogle klart definerede mål, hverken med hensyn til indhold, læsere eller udbredelse. Sådan er det som regel med mig: Jeg hopper bare ud i det, og så ser vi, hvad der sker. Men måske var der så alligevel to hovedindikatorer. 1) Jeg kunne ikke lade være! Der var en ubændig og uundertrykkelig trang til at skrive og formulere noget skriftligt, som bare stod og bankede og måtte ud. Akkurat som et utal af mennesker i min alder, der pludselig begynder at male, eller spille golf, for den sags skyld.  Jeg kan godt lide at male med ord og få ordboldene ned i præcis de rette huller. 2) Jeg var samtidig enormt bevidst om, at jeg var fuldstændigt inhabil og ukvalificeret til at skrive om alt det, de fleste “dameblogge” centrerer sig omkring. Jeg ved absolut intet om damemode, make-up, blomsterbinding, haveomlægning, madopskrifter og boligindretning, og jeg har ikke engang haft en ussel, traumatisk barndom, en voldelig, måske endda psykopatisk ægtemand eller en sygdomshistorie, der vil noget. Derfor havde jeg bare sådan en lyst til at skrive om et HELT ALMINDELIGT kvindeliv. Nogle gange relativt uinteressant kvindeliv. Men måske alligevel, trods alt, det kvindeliv, som de fleste af os har, og som de fleste, igen trods alt, sådan i alt dets uinteressanthed kan identificere sig med.

Det var aldrig min intention–for meget kan man sige om mig, men gennemført naiv er jeg ikke!–at gå big scale og få millioner af læsere og tjene styrtende med penge på reklamer. Hvem gider lige skyde penge i reklamer for forårsblomster eller den sidste nye parfume på en blog, der plæderer total afholdenhed overfor havearbejde og ligeledes konstaterer gennemgribende make-up-uvidenhed. I øvrigt er jeg heller ikke på nogen måde en kendis, har været på reality-TV eller flasher diverse kropsdele.. Jeg bliver glad, når folk gider læse min blog, lidt stolt, når mange gør det, opstemt, når nogle reagerer på den og kommenterer den, men i bund og grund skriver jeg den mest, fordi jeg ikke kan lade være. Fordi der er så meget, der vil ud, og har andre interesse i det, er det rigtigt fint, og har de ikke, har jeg da i det mindste fået det ud af kroppen.

Denne blog har efterhånden fået en del trofaste læsere, som på jævnlig basis er inde, og som også kommenterer engang imellem. Jeg kunne godt ønske mig lidt flere “engang imellemmer”, fordi det for mig er beviset på, at jeg har ramt et eller andet væsentligt og/eller provokerende, for det er lidt kedeligt altid at stå uimodsagt. Desværre har jeg måttet lukke kommentarsporet efter flere gange at være blevet øredøvende spammet ( sådan op til flere tusinde om dagen), men der er stadig rige muligheder for diskussioner i gruppen Guldsøstre på Facebook. Det er nok i virkeligheden mit største fødselsdagsønske–altså lidt mere aktivitet.

Og hvem er det så, der læser bloggen? Jeg har kun nogle sparsomme, statistiske oplysninger, som egentlig ikke siger så forfærdeligt meget–men dog en smule alligevel. Bloggen er mest læst i Danmarks største byer og har sin kernelæserskare i KBH ( som har flere læsere end alle østjyske provinsbyer tilsammen!), Århus, Odense og Ålborg. Større østjyske provinsbyer er også rigtigt godt med–tillige med Esbjerg, Varde, Holstebro og Herning. På Fyn, Sjælland og øerne ER der læsere, men de er mere spredte og sporadiske, men jeg kan umuligt redegøre for, hvorfor jeg appellerer mere til Københavnere og Randrusianere end Svendborggensere, selv om det nok kunne være vildt interessant at vide. Der er nogle læsere i udlandet, og her er USA den store vinder, men det KAN skyldes, at det primært var herfra, jeg i sin tid blev overspammet. Udenlandske læsere kan også med lethed forklares med kernelæsere, der simpelthen bare er på ferie.

Jeg har–og det pirrer selvfølgelig til stadighed min nysgerrighed–absolut ingen anelse om, HVEM mine læsere er. Jeg kan se, hvor de bor, men ikke, hvem de er. Det kunne på en måde være rart at vide. Og så alligevel: Ville jeg så blive så benovet over det, at jeg, bevidst eller ubevidst, ville begynde at adressere mine indlæg lige ned i deres turban? Så længe jeg nærmest ikke ved, hvem der egentlig læser denne blog–udover jer, jeg personligt kender, eller som kommenterer–undgår jeg nemlig faldgruben, der hedder lefleri og tilpasning af “markedet” og kan blive ved med at skrive lige præcis det, JEG har lyst til at skrive. Og det er jo netop sådan, det skal være!

Forleden betalte jeg igen for et års leje af domænenavnet og gebyr til WordPress. Det er nemlig ikke gratis at have en blog. Det gjorde jeg, fordi der stadig er en masse inden i mig, der skal ud, og jeg påberegner, at det da i alt fald vil tage et års tid at komme dertil. Så mon ikke, der også skal to lys på lagkagen engang?

Og tak til alle jer, der trofast følger med!

 

Continue Reading

Om hørelse og høreapparater.

Nu siger vi bare, at dette indlæg handler om min mand og mig. Sådan for at have ryggen helt fri. Så ethvert sammenfald med andres oplevelser er selvfølgelig helt tilfældigt–men desværre nok uundgåeligt.

Jeg ser meget dårligt uden hjælpemidler. Derfor har jeg brugt briller, siden jeg var barn. Mine briller er en naturlig del af selve min påklædning og totalt nødvendige for, at jeg såvel kan se som deltage i denne verden. Som barn var jeg, kosmetisk set, et oplagt mobbeoffer som “brilleabe”, mens et par stænger foran øjnene for en teenager mildest talt ikke altid indebar de mest prestigefyldte scoringer. Til gengæld vidste jeg, hvad scoringerne indebar, af den simple grund, at jeg kunne se dem. Jeg kan ikke navigere i denne verden uden mine briller–og jeg VIL faktisk heller ikke. Det er et personligt kendetegn hos mig (som hos mange andre!), at jeg er lidt paranoid overfor at gå glip af noget som helst.

Min mand hører ikke særlig godt. Mere. Det er derfor flere år siden, han fik et par høreapparater, som siden den dag har levet deres skjulte liv i en pose et sted, jeg endnu ikke har lokaliseret. I alt fald har de aldrig været umiddelbart synlige på det sted, hvor jeg mener, høreapparater bør befinde sig. Selvfølgelig har jeg påtalt manglen på stænger bag ørene, men jeg har aldrig, på noget tidspunkt, fået en fyldestgørende forklaring på, hvordan et sæt høreapparater kan afhjælpe dårlig hørelse ved at befinde sig i en skuffe i slukket tilstand.

Lad os endelig tage det positive først: Jeg har de senere år fået et stort, auditivt frirum. Jeg kan foretage mig individuelle ting og være uartig overfor fællesskabet uden at blive opdaget. For eksemplernes skyld kan jeg overskralde med slikpapir og bolsjeposer ude af syne uden at føle mig forpligtet til at dele med andre end mig selv. Jeg kan efterfølgende slippe af med alle de kropslige mislyde, der hører med til overdreven slikindtagelse uden at blive fanget på andet end lugten. Jeg kan også foretage tonsvis af uforstyrrede telefonsamtaler i tilstødende værelser og afspille mine yndlingssange vildt højt, uden at han kan mærke andet end basgangene.  Og jeg kan se mine yndlingsprogrammer i TV i tilstødende lokaler uden at forstyrre noget som helst. Til gengæld er jeg så aldrig i tvivl om, hvornår han ser sit yndlingsprogram (fodbold!), for så kan såvel jeg som naboer i en kilometers omkreds trygt slå enhver form for lyd forsvarligt fra uden at miste noget nævneværdigt.

Men den slags er jo besynderlige goder, jeg sagtens kunne leve uden. Jeg ville jo meget, meget hellere have, at han hørte, hvad der foregik. Manglen på brug af høretekniske hjælpemidler hos et menneske, man lever tæt sammen med, er et kolossalt irritationsmoment i hverdagen. Så nu kommer det negative! Han hører ofte ikke, hvad jeg siger. Det kan selvfølgelig i nogle tilfælde være helt bevidst, fordi han ikke ønsker at høre, hvad jeg siger–eller efter næsten ½ århundrede udmærket allerede ved, hvad jeg vil sige. Men mange gange er det nu, trods alt, en fordel, at beskeder og intime samtaler ikke bare lige forsvinder ud i den blå luft. Ved samtaler har han 3 taktikker: 1) Han beder mig gentage, hvad jeg har sagt, fordi han ikke har hørt det. 2) Han oplever min stigende irritation over at være blevet udsat for det første adskillige gange, så han gætter på, hvad jeg har sagt. Meget positivt kan man sige om ham, men han er mildest talt elendig til at gætte. Hans auditive fantasi er så meget under lavmålet, at han i 99% af tilfældene gætter langt ud i skoven, så mange samtaler bliver på “Goddag-mand-økseskaft”-niveau. Eller at jeg troede, vi talte om noget bestemt, men det gjorde vi da så lige i den grad slet ikke. 3) Han lader som om, jeg overhovedet ikke har sagt noget. Det er så den ultimative afværgeteknik.

Det viser sig jo også, at han, når vi har været sammen med andre mennesker, har mistet god sladder og væsentlige informationer. At der faktisk er en del af den samlede masse af snak, der ikke er gået igennem. Selvfølgelig er der, igen, masser af info, man sagtens kan overleve uden, men at gå glip af et stykke godt sladder, fordi man ikke lige har sine hørestænger med, det er da, i min optik, noget af en falliterklæring og pisseærgerligt.

Det er så derfor, at jeg ikke, virkelig, virkelig ikke forstår, at de der høreapparater bare skal bo på deres gemmested. Jeg mener: Hvis jeg gik og gemte mine briller, ville jeg da SAVNE dem. Jeg ville være så handicappet og ude af trit med verden, at jeg med lynets hast ville få dem fundet frem igen.

Men sådan er det åbenbart ikke med høreapparater. Jeg er udmærket klar over, at de ikke afhjælper hørehandicaps på samme fortrinlige måde, som briller afhjælper syns. Men de må dog trods alt gøre NOGET positivt. Ellers var der vel ingen grund til at opfinde dem og udstyre halvdelen af befolkningen over 60 med dem.

Så hvorfor er det lige, at briller sidder på næsen, mens høreapparater sidder i skuffer og skabe? Er det kosmetisk? Fordi man synes, det ser usejt ud at have dem hængende bag ørerne? Så vil jeg da bare lige sige, at i min verden er det overvældende meget mere sexet at få svar på tiltale af et par grå øreblokke end at blive totalt negligeret eller besvaret med et økseskaft. Meget ofte virker folk, der ikke anvender deres høreapparater, jo ikke nærværende, og—hvad de måske slet ikke selv overvejer–denne form for mangel på nærvær kan af nogle, der ikke kender dem, godt opfattes som arrogance eller total mangel på interesse. Jeg ville da, hvis det var mig, flashe mine høreapparater. Simpelthen for helt og aldeles utvetydigt at lade verden vide, at jeg altså havde et handicap, som jeg prøvede at afhjælpe, men som de samtidig tydeligt kunne se, at de skulle tage hensyn til. Der må da for F…. være en grund til, at der overhovedet findes høreapparater.

Endelig–og det er så også væsentligt–kan jeg sagtens se, at min argumentation tydeligt viser, at jeg ser tingene fra MIN side. Ser dem som MIT problem. Desværre kan jeg ikke andet, sådan er det jo. Tilligemed ER det jo faktisk også et problem for mig, at andre ikke kan høre, hvad jeg siger. Og det er så ikke bare pga. den mængde, de går glip af!

Men tilbage står stadig, at jeg ikke begriber, hvorfor de høreapparater skal bo i den skuffe.

Som før sagt, så er ethvert sammenfald med andres oplevelser på den auditive front helt tilfældigt—men nok uundgåeligt. SÅ HVAD GØR I???

Continue Reading

De brugbare listetyve.

Det slår mig hver gang, jeg er på besøg hos et af mine børn.

Det er da ligegodt påfaldende, så mange bogtitler, vi har til fælles. Hyldemeter efter hyldemeter optages af indbundne værker, som jeg også i sin tid investerede i. Så bliver jeg sådan lidt varm og stolt indeni over, at mit afkom da i det mindste har fået det ud af deres barndomsår hos mig, at de har fået en spiselig litterær smag og gerne flasher et par klassikere. Ligeledes er det ligegodt også påfaldende, at jeg ligesom pludselig opdager, at det godt nok er lang tid siden, jeg sidst har set mine egne udgaver. Hvor i alverden mon de egentlig opholder sig?

Der er også klare sammenfald i porcelæn og andre småting. Ikke sådan totale spisestel til 12 med hele svineriet, men en kop hist, et par glas her og den nøddeknækker, jeg brugte samtlige julemåneder fra 2013-15 på at lede huller i jorden efter. Den har en af dem gudhjælpemig også en klon af. De håndklæder, jeg fik superbilligt og faktisk aldrig nåede at vaske til brugbarhed, hænger pludselig i kopier på et badeværelse i KBH, og rundt omkring på borde og reoler står arvestykker, præcis mage til dem, jeg i sin tid arvede fra moster Karen. Eller sakselampen, der hænger et sted i Århus Midtby. Sådan en har jeg da i en kasse i kælderen. Tror jeg. Hvis jeg ellers kan lokalisere mit eget originaleksemplarer, for besynderligt nok synes der at være en stærk sammenhæng mellem, at jeg finder kloner af mine ting i landets store byer, samtidig med at mine egne er forsvundet ud i den blå luft.

De første gange, disse opsigtsvækkende sammenfald fangede mine øjne, påtalte jeg det i kraftige vendinger. For jeg var nok ikke et sekund i tvivl om, at det i sidste ende var mig, der både havde kvittering (hvis jeg ellers gemte den slags) og primær brugsrettighed. I en del tilfælde blev jeg belært om, at jeg faktisk enten havde glemt eller måske ligefrem foræret tingene væk uden selv at kunne erindre det. Jeg er sikker på, det er fuldstændigt sandt i 99% af klontilfældene. Men jeg er samtidig fuldstændig sikker på, at det ikke gælder samtlige eksemplarer af ting, jeg tidligere har set i mit eget hus. Der ER ting, som helt ved egen kraft, hypnose eller tankeoverførsel har fundet en portal eller tidslomme til at stå for egen transport til KBH eller Århus.

Altså akkurat lige som der i min bogreol findes et ikke nærmere bestemt antal udgaver af danske klassikere, der tydeligvis er mærket med min fars signatur. Og lidt andre småting hist og her, som i virkeligheden har adresse et andet sted. I sin tid hos mine forældre.

Der er jo på ingen måde tale om værdifulde ting. Det er ikke Børge Mogensen lædersofaen, der har skiftet adresse. (Ikke, at den så nogensinde har haft bopæl her!) Men engang–og det må jeg med skam indrømme–irriterede det mig da lidt, at mine ting sådan havde en ubændig trang til storbyliv i andres hjem. Det var nok dengang, jeg stadig besad en uforklarlig ejerfornemmelse overfor dem.

De senere år er alt det ligesom vendt. Nu bliver jeg nærmest overstadigt lykkelig, når jeg ser, at nogle af mine overvældende mange ting har fundet sig nye, gode hjem. Hvor de bliver brugt og påskønnet. Hvor de har forladt skabenes og kælderens buldermørke og rent faktisk er i omløb på daglig basis. Jeg fristes næsten til højlydt at proklamere, at jeg da har et helt hjem fuldt af gammelt lort, som afkom på ethvert tidspunkt er så hjerteligt velkomment til at liste afsted med i fuldt dagslys. Bare fat nogle sække og kom i gang. Jeg betaler gladeligt både sække, benzin og broafgift. Start dog gerne med de grimmeste eksemplarer og vent med de lidt pænere til de enten bliver behørligt overdraget–eller jeg ikke længere kan overdrage dem i levende eller ved mine fulde fem version.

For i virkeligheden har jeg jo så forsvindende lidt brug for de kloner, der befinder sig andre steder. Jeg har, indrømmet, meget mere, end jeg umiddelbart kan overskue. Og føler jeg endelig trang til at kaste mig frådende over XXX samlede værker, så kender jeg jo præcis deres nuværende adresse. Så disse brugbare listetyve–dem skal man ikke forklejne. De skiller en af med alt det overflodslort, man i den grad overhovedet ikke har den fjerneste anvendelse for.

Det eneste, jeg dog lige vil påpege, er misforholdet mellem alt det, der lister væk, og så de fem kasser pr. barn, der stadig står i kælderen fra dengang, hvert barn forlod barndomshjemmet. Det ville dog være en usigelig lettelse, om netop DE kasser også kunne se deres snit til at liste afsted til landets større byer. I deres tilfælde vil jeg næsten være så large, at jeg måske endda vil betale en fragtmand!

 

Continue Reading

Om telefoner.

Det er sket noget med min brug af telefon. Jeg TALER ikke så meget i den mere. Og jeg er nok ikke den eneste.

Jeg tilhører en generation, der var aften-telefontalere. Stærkt presset af barndomshjemmets telefonbudget og senere ens eget ditto, foregik enhver form for hyggesamtaler efter 20 om aftenen, for da var det–i sin, forgangne, MEGET forgangne!–tid, billigere at tale i telefon. Jeg tilhører også en generation, hvis forældre ofte havde ( mine havde i alt fald) kontroverser over telefonregningens størrelse. Min far fattede ikke min mors minut-og beløbsstørrelser, og selv havde han faktisk det forhold til telefoner, at de udelukkende skulle bruges til kortfattede, letforståelige beskeder. At tale i telefon med ham var som at modtage et telegram. Hvis nogen ellers kan huske, hvad sådan et er…….

Hvis man derimod skulle kommunikere skriftligt, foregik det pr. brev. Godt nok havde vi dengang et relativt velfungerende postvæsen, således at man faktisk kunne tage det for rimeligt givet, at ens breve nåede frem indenfor afsendelsesårtiet, men mange mennesker skrev særdeles sjældent. Den skriftlige dimension, som nu dominerer vores liv, var særdeles sparsom, og skrev man et brev, var der kælet for såvel sprog, stavning, skrift og detaljer.

Så telefonen, det talte ord, var den fremtrædende kommunikationsform. Det er den ikke for mig længere. Også selv om jeg heldigvis ikke er forvist til, af sparehensyn, kun at måtte tale uforsvarligt længe efter 20 om aftenen. Der er jo hundredevis af uforskammede telefonsælgere, der i den grad ønsker at pådutte mig såkaldt billige abonnementer for at få mig til at tale det meste af døgnet.

Jeg fatter ikke lige “knoglen”, som man sagde. Jo, det gør jeg, hvis jeg virkelig–og her mener jeg virkelig–ønsker at TALE med nogen. At høre deres stemme, at indgå i en længerevarende snak om fast, og mest løst–og allermest, hvis jeg ønsker at engagere mig i den person, der er i den anden ende af linjen. (IKKE røret–hvor sidder det lige på en telefon?) Efterhånden er det næsten blevet sådan, at man skal kende folk rigtigt godt for at ringe til dem. Som om man nærmest invaderer deres privatliv, hvis de tvinges til at høre ens stemme. Eller som om fjernere bekendte nærmest overskrider grænserne for ens intimssfære ved at konfrontere en med deres konkrete stemme og tilstedeværelse. TelefonSAMTALER er, qua alle de andre digitale muligheder, blevet noget meget privat.

I stedet skriver jeg. Eller vi. SMS, emails og Messenger. Det er sådan en dejlig uforpligtende måde at henvende sig til andre mennesker. Der er nemlig aldrig på noget tidspunkt en egentlig personlig konfrontation. Det gode ved disse kommunikationsformer er selvfølgelig, at den person, man henvender sig til, ikke behøver at være til stede i samme moment. Beskeder kan vente, og de forsvinder ikke–ligsom det ubesvarede telefonopkald, der bare suser ud i den digitale intethed.

Når jeg tænker over det, er der faktisk mange såkaldt bekendte, jeg aldrig ville drømme om at ringe til. Men jeg ville uden blusel gerne sende dem enhver form for skriftlige beskeder. Nogle, fordi jeg ville føle, jeg overskred grænserne for vores egentlige bekendtskab ved at konfrontere dem med mig i egen, lydlige person. Andre, fordi jeg overhovedet ikke havde den fjerneste lyst til at tale med dem. Af flere grunde, men nok mest fordi jeg ikke anede, hvad vi skulle tale om. Eller fordi, jeg ville blive en imitation af min fars telefoniske telegramstil. At skrive beskeder er, blandt meget andet, en form for at holde folk på afstand. At undgå en nærkontakt, som man faktisk ikke lige har nogen form for lyst til.

Så fra at være et meget mundtligt samfund (efter 20!), er vi ved at blive et særdeles skriftligt. For mig indebærer det i alt fald, at cirklerne for, hvem jeg overhovedet TALER i telefon med, bliver mindre og mindre. Alle andre får en besked. Og jeg hverken invaderer deres privatliv eller ser mig nødstedt til at holde en fuldstændigt overflødig samtale gående.

Men det er nu lidt tamt. Samtidig med, at jo mere vi kommunikerer med hinanden ( og DET gør vi!), jo mere afstand lægger vi faktisk på samme tid til hinanden. Vi skriver beskeder som aldrig før, men vi undgår mere og mere den egentlige, hørlige snak med hinanden. Vi murer os mere og mere inde i vores eget, pansrede, digitale univers, hvor vi selv synes, vi er i kontakt med en helvedes masse—uden egentlig konkret at være det.

Det kan så passende sammenlignes med, at jeg nok ikke er den eneste, hvis mor stod og trippede foran telefonen og ventede på, at klokken slog 20, for SÅ skulle der snakkes. Hun skrev ikke så meget, men hun havde så heller ikke valget……

Continue Reading

Om ikke at “skulle” noget.

I morges blev jeg vækket ved, at 39 kilo Retriever dansede på min mave. Han “skulle” åbenbart noget. I alt fald var der en, for ham, væsentlig besked, der skulle kommunikeres til mig på den allermest betonfysiske måde.

Teoretisk set burde jeg ikke danse på nogens maveskind i dag. Jeg “skal” nemlig ikke noget. Jeg har absolut ingen aftaler, mødetidspunkter, folk, der venter på min tilstedeværelse eller aftaler med mig selv. Så–og igen teoretisk set–har jeg en dag, hvor jeg bare kan gøre lige præcis hvad jeg vil, uden at skulle stå til ansvar for mine handlinger og gøremål–så længe de holder sig indenfor lovens og anstændighedens rammer.

Men sådan fungerer det jo desværre ikke. For når man ikke “skal” noget, og “skal” forsvinder–ja, så kommer “burde” på banen i al sin overvældende kraft. Forskellen mellem “skal” og “burde” er–i al sin enkelhed–at “skal” består af nogle udefra dikterede omstændigheder, som man ofte ikke har den store indflydelse på: et stykke lønarbejde, der skal udføres, en invitation, en aftale, en tid ved frisør, læge eller bank, you name it, mens “burde” består af indefra, personligt pålagte pligter. Gerne af den slags, der er overgået til burdekategorien, fordi de har været gennemsyltede i måneds-eller årevis.

“Burde” består altså af alle den slags uhyrligheder, som de fleste dage kan negligeres pga. “skal”. Enhver kan jo med det blotte øje (og enhver er så her primært en selv!) se, at man umuligt kan få tid til dem, fordi man “skal” så meget. Skidtet i krogene og sorteringen af feriebillederne tilbage fra 80-erne er så dejligt nemme at ignorere, fordi man jo hele tiden “skal” noget. Noget andet, forstås. Noget, der er legitimeret ved, at andre har bestemt, man “skal”.

Men på sådan en dag, hvor “skal” er ude af funktion, tårner ugjorte gerninger sig op i horisonten. Der er køkkenskabe, og der er kælderrum. Der er ukrudt, og der er skriveborde. Der er ufremkommelige skuffer på badeværelset, og der er de 5 kasser, hvert barn lod stå, da det flyttede for over 10 år siden, som man så stadigt naivt bilder sig selv ind, at det en skønne dag meget akut mangler og afhenter. Der er bilen, som er ved at gro til i Yankeeemballage ( der tror jeg faktisk, jeg starter!), og der er sorteringen af alle sommerens guideanvisninger. Jeg kunne blive ved. Men det gør jeg ikke, for der er absolut ingen læsere af denne blog, der ikke ved, hvad jeg taler om. For at undgå at give dem dårlig samvittighed og ødelægge deres dag, stopper jeg her….

Der er faktisk så meget, at jeg bliver sådan en smule træt bare ved at tænke på alt det, jeg “burde”. Bare en af tingene i sig selv synes så overvældende i såvel tidsforbrug som involvering, at jeg næsten ikke magter den her fra morgenstunden. Og hvis man ikke får begyndt tidligt, bliver man jo nok ikke færdig. Så spørgsmålet er vel i sidste ende, om det overhovedet kan betale sig at begynde? For i morgen er der da heldigvis en del ting, man “skal”.

Jeg kan bedst lide de dage, hvor der er indiskutable ting, jeg “skal”. Jeg er virkelig, virkelig dårlig til “burde”.

Jeg tror, jeg er nødt til at ringe til min frisør. Ikke at jeg sådan decideret får hår i øjnene, men man kunne jo lige nappe et præventivt klip. Mens man leger, at alle de der “burde-forbandelser” ordner sig selv, mens man da i den grad har travlt med alle de væsentlige ting, man “skal”.

Eller måske–altså virkelig måske–skulle man bare holde fri og tage en slapper. Besynderligt nok er netop DET nok det aller-allermest komplicerede overhovedet for os moderne mennesker. Det er jo komplet umuligt sådan rigtigt at slappe af, når man hele tiden tænker på, hvad man “skal” i morgen, og hvad man “burde” i dag. I alt fald er det, for mig, en tilstand, der virkelig skal arbejdes på.

Omvendt: Der VAR den vel! Altså løsningen på det, jeg “burde”. Jeg har bestemt, at jeg vil arbejde på at overtale mig selv til, at jeg “burde” slappe af!

 

Continue Reading

Om snyd.

Jeg sad og så første afsnit af Herrens veje forleden aften. Udover at være spændende dramatik mindede den mig også om snyd. Om hvor stor en bestandel af mit liv snyd egentlig var–helt fra internettets spæde start i 90-erne og op til sidste år, da jeg blev snydefri. Og om hvor meget, så virkelig uendeligt meget, tid, jeg brugte på snyd. Det er jo nærmest flere timer om dagen, jeg har fået igen. Til at anvende på noget mere fornuftigt end andre menneskers snyd.

Selvfølgelig var der snyd før internettet. Man lånte opgaver af venner, naboer og familie og udgav dem for at være egen produktion. Det var bare ikke helt så nemt og krævede ofte en personlig konfrontation. Man skulle SPØRGE, om man måtte låne, have selve opgaverne fysisk udleveret og kunne vel ofte få et afslag. Ydermere var de fleste opgaver dengang håndskrevne, og da vi lærere generelt var stormestre i håndskriftstydning, kendte vi, om man så kan sige, vores lus på kloen. Det var derfor, den slags dengang hed afskrift.

Men med internettet ankom det fuldstændigt upersonlige tyveri. Som endda meget hurtigt blev sat i system af fikse forretningsfolk, der oprettede portaler, hvor man enten kunne købe allerede skrevne opgaver eller bytte, sådan at der var fri adgang til andres opgaver, hvis man selv afleverede en. Det hed sig, at man “kunne hente inspiration”. Det var der mange, der gjorde. Hele stile ad gangen. Ubesete! De første, spæde snyderier opdagede vi ved, at et påfaldende stort antal stile i en aflevering var enslydende–eller i bedste fald havde adskillige enslydende passager.

Selvfølgelig kunne man blive “medlem” af disse fordækte snydeportaler.  Altså hvis man var elev på en ungdomsuddannelse. Så vi lærere blev evigheds -1.g-ere og kørte i 10-15 år på samme password og niveau uden nogen sinde at bestå vores påståede, kommende eksamen. Jeg personligt må have været en af Studienets bedste og mest trofaste kunder, for der var næppe et stilesæt, hvor ikke en ret god andel skulle ses efter i sømmene. Jeg kan stadig ikke helt præcisere, hvad der gjorde mig mistænksom. Det var mere en følelse, en fornemmelse af en forkert tone, et forkert ordvalg, en akut opstået mærkbar forbedring af den pågældende elevs intelligens–eller at 11 andre elever i klassen havde brugt præcis samme formulering.

Og det var lige præcis der, det store detektivarbejde begyndte. Jeg hader, og HAR altid hadet og VIL altid hade, når nogen understår sig i at undervurdere min intelligens. Så klapper fælden. Og den klapper hårdt. For så gik det store maskineri i gang, og fruen her helmede ikke, før den oprindelige kilde var fundet. Heldigvis er de fleste små syndere meget lidt fantasifulde og finder gerne stil nummer 2 eller 3 ( aldrig nummer 1!) på Studieportalen eller Studienet, som de så fuldstændigt skrupelløst oploader som deres egen. Men der findes altså også lidt mere kreative snydere, som faktisk bruger mere tid, end det ville have taget selv at producere en stil, på at sammenstykke passager fra talrige stile, hentet overalt på nettet. Sådan en snydeoptrevling tager tid. Meget tid. Men terrierlærere bider sig fast! De bliver ved til den sidste ende, eller det sidste ord er fundet!

For man kan nemlig ikke PÅSTÅ snyd. Man kan udelukkende BEVISE det. Der findes relativt seriøse søgemaskiner, som svenske Urkund, der kan scanne opgaver og påvise sammenfald, men desværre ligger alle allerede skrevne opgaver ikke i den, desværre tager den dagevis om tilbagemelding, og desværre angiver den også citater som værende afskrift, så den er noget tung at arbejde med. Der er vel også en vis form for tilfredsstillelse i selv at lokalisere hovedkilden–og så går det, trods alt, noget hurtigere.

Straffen for afskrift var i min tid en skriftlig advarsel, når man var førstegangssynder. Hvem tager lige den slags alvorligt? Samt alvorligere tiltag, når synden gentog sig selv. Jeg mindes ikke, at der blev slået hårdere ned på folk, der snød. Og det var bestemt ikke fordi, det ikke, for nogles vedkommende, skete gentagne gange. Men det er selvfølgelig også rigtigt dyrt at smide folk ud uden eksamen, og de har sikkert også haft virkelig alvorlige sociale problemer samt mindst en syg moster i Gråsten og et nyligt afdødt kæledyr. Så kommer man jo ligesom til at låne lidt ude på nettet, når man står i så seriøs en livskrise.

Så det var helt mærkeligt pludselig at huske, hvor meget spildtid jeg nu er helt og aldeles fritaget for. Det var så det rent personlige! Samfundsmæssigt er snyderi er kolossalt problem, og jeg tror næppe, det bliver mindre. Med den frie adgang til informationer og manges, desværre, manglende viden om, hvad man egentlig må negle derude, vil det blot eskalere. Også fordi de, der ualmindeligt udmærket ved, hvad man ikke må negle, finder flere og flere snedige måder alligevel at gøre det på. De begyndertider, hvor idioterne altid nuppede stil 2 eller 3 på Studienet, er længe, længe ovre………

Jeg vil vove at påstå, at vi kun fanger en ganske lille brøkdel af den snyd, der i virkeligheden foregår. Men sidste år mistede “vi” selvfølgelig også en af de allermest ihærdige snydterriere……..

Continue Reading

Gammel og sur?

Nu har jeg taget mig selv i at skrive noget i retning af “Det er nok bare, fordi jeg er gammel og sur.” flere gange. Som om det er ved at udvikle sig til et mantra, eller en undskyldning, for, at jeg rent faktisk ikke foretager mig andet end at stå fast på mine meninger. I alt fald indtil det modsatte er utvetydigt bevist! Især ordet ” bare” er indflettet som en form for ubehagelig, fordækt undskyldning. Som om alder i sig selv skulle kunne legitimere meninger, der ikke altid falder i tråd med alle andres. Det er da noget forbandet vrøvl.

Jeg har vedtaget, at jeg ikke er ved at blive gammel og sur. I stedet har jeg bestemt mig for at stå ved mine synspunkter. På godt og ondt. Gider ikke undskylde eller bortforklare dem længere. For så længe mine holdninger ALTID er ledsaget af åbenhed og rummelighed, styres jeg ikke af surhed og forurettethed, men af erfaring og indsigt.

For det er jo DET, alderen gør. Den spiller ind, men på en helt, helt anden måde. Den har ikke givet surhed–den har givet mod, indsigt og rummelighed. Mange af vi kvinder ( og sikkert også mange mænd!) har brugt årtier på at please, at slå knuder på os selv for at undgå konfrontationer og på at skjule vores synspunkter, hvis de i givne sammenhænge var for kontroversielle. Det gider jeg simpelthen ikke mere.

Derudover har jeg faktisk, rent logisk og absolut tælleligt, mange flere år end mange andre til at have høstet nogle erfaringer i. For mit eget vedkommende stammer nærmest alle synspunkter fra, ofte pinligt og smertende, gennemlevede erfaringer.

Jeg er ikke sur på den verden, jeg lever i, men jeg forbeholder mig retten til at tage stilling til den ud fra MIT erfaringsgrundlag. Det kan meget nemt betyde, at jeg–sammenlignet med yngre mennesker–er mere forbeholden overfor nye tiltag. Jeg har jo ligesom stået i den position før og har nogle erfaringer med den. Præcis samme erfaringer har lært mig, at jeg skal tage grundigt stilling, inden jeg mener noget som helst. Ulig da jeg var yngre, hvor jeg decideret var en af de første til at mene en helvedes masse. Og mene mine meninger om lige så helvedes mange gange.

Den skepsis, jeg kan vise, og den tid, jeg erfaringsmæssigt må kræve for, at jeg når frem til en stillingtagen, tolkes ofte som surhed. Som så kobles sammen med, “at jeg bare er gammel”. Det er desværre en fejltolkning. Ikke, at jeg er gammel, for det er jeg i mange yngres øjne (og det var 60+-ere da ved den søde grød da også i den grad, da jeg var ung!). Men mere fordi, at jeg, når jeg omsider er nået frem til et standpunkt, faktisk fastholder det og argumenterer seriøst for det. Vendekåbetiden er ved at være for nedadgående. Men den må aldrig ophøre helt, for gør den det, har man jo faktisk fuldstændigt mistet sin rummelighed.

Der er så mange ting, man bare ikke gider mere med alderen. Ikke fordi man er sur, men faktisk fordi man har taget stilling. Det være sig på mange forskellige områder. Det indebærer også, at der–her ville jeg nok for bare ti år siden havde skrevet “desværre”, men det gør jeg netop IKKE–er mennesker, der har været med i dele af ens liv, som man, for sin egen skyld, er nødt til at droppe. Fordi DE er blevet gamle og sure.

For de findes skam–de gamle og sure. Brokkerne, som generelt mener, at denne verden er noget lort, og at tiderne kun forringes med øredøvende styrke for hver dag, der går. Det er helt OK at have sine meninger, men det er utilgiveligt at have dem UDEN åbenhed og rummelighed. De fleste kender sikkert et antal brokkere og ved, at det er fuldstændigt omsonst at indgå i såvel dialog som diskussion med typen, for brokkere har absolut intet behov for at vise åbenhed. Netop den er jo en trussel mod hele deres livsgrundlag og surhedslegitimation.

Så jeg er ikke “bare gammel og sur”. Men jeg er ofte bedrevidende–af den simple grund, at jeg ved bedre. Det har jeg nemlig brugt 60 år til, og skam skulle da være, om nogle kunne hente den samme erfaring og livsindsigt på bare 20! Og den erfaring består såvel af mod og indsigt—men forhåbentlig også af åbenhed og rummelighed.

Continue Reading

Septembers himmel er så blå….

Jeg har altid elsket september.

Selvfølgelig har man altid et specielt forhold til den måned, man har fødselsdag i. Føler sådan næsten en slags ejerskab i forhold til samtlige dage og netop den årstid, som måneden repræsenterer. Men det er ikke bare derfor.

September er en blå måned. Især er septembers himmel blå. Meget blåere end alt andet, der er blåt. Og så er den høj, himlen. Meget højere end alt andet, der er højt.

September er en overgangsmåned. Den kan byde på de skønneste, solbeskinnede dage–og så på det argeste, ruskende blæsevejr. Den markerer overgangen ved at forberede os på efteråret, uden sådan rigtigt at tage alt for hårdt ved. Nætterne er blevet mørkere, aftnerne kortere, men bevæger man sig ud i dem, vil man opdage, at de har helt deres egen duft. Septemberduft. Sådan lidt af næsten forsvundet sommer, modningstid, lidt fugtighed og et stænk af den vinter, der er på vej. Derfor er september en af de eneste måneder, der både fortæller om, hvad der har været, og hvad der skal komme. Den kan det hele, september.

September er også årets bedste rejsemåned. For selv om højsommeren er ovre, er der stadig lunt og smukt mange steder. Turiststrømmen er aftaget, og man kan sagtens være så heldig at få fantastiske steder helt for sig selv. Og de fleste sæsonbestemte forretninger smider årets sidste varer ud til spotpriser. Ikke at forglemme!

Jeg har altid nydt mine septembre. Også fordi, man ligesom skal have opmagasineret en vis portion nydelse, som man så kan tære på i de ikke så specifikt spændende måneder, der ligger forud. I min optik kommer der faktisk ikke en anstændig måned, man kan forholde sig seriøst til, før hen omkring april. Med undtagelse af december, hvor jeg, ligesom de fleste andre, i en måneds tid forledes til at synes, at mørket er hyggeligt. Det går så skrækkeligvis over 2. januar!

Der burde være flere septembre i et år. Når nu denne her måned er noget at samle på til forskel fra dem, der bare er alenlange og dødssyge.

Jeg er helt enig med, at vi er heldige på den konto, at vi hvert år oplever årstidernes skiften. Til forskel fra så mange andre folkeslag andre steder på kloden. Men kunne vi måske ikke lave en lille deal med, at det var fuldt ud tilstrækkeligt at nøjes med maj, juli, september og december til at repræsentere diversiteten?

Vi kunne jo bare have dem alle 3 måneder ad gangen. Eller september i et halvt år, og så lade de resterende tre måneder slås om resten?

 

Continue Reading
1 2 3 11