Om lærere.

teacher-149024_960_720

Man kan som regel aldrig sætte ord på en periode, før den er ovre. Det er nok derfor, jeg først nu, i bagklogskabens klare lys, kan sætte ord på alle de dejlige kolleger, jeg har haft gennem årene. Netop deres forskellighed har vel været det, der gjorde dagligdagen spændende og overlevelig.

Nørden: Han underviser gerne i et naturvidenskabeligt fag. I det hele taget mener han ikke, at jorden, solsystemet, rummet og andre planeter kan anskues ud fra nogen som helst andre synsvinkler end den strengt videnskabelige, og åndelighed, supermarkeder, måltider og alt det, som andre mennesker måske tænker lidt på, er totalt udenfor hans kompetencekatalog. Hans hovedinteresse er at sprænge ting i luften og lave finurlige, nye kombinationer af alle de utroligt spændende materialer, man lige kan finde i et kemilokale. Han læser rigtigt mange bøger, især dem han selv har skrevet. Og de handler alle sammen om vanvittigt interessante formler på ting, de fleste ikke anede eksisterede og nye teorier om Big Bang. Han kan holde foredrag i timevis om samme emne, og bruger gerne frikvartererne på at udtænke nye ting at sprænge i luften.

Bohemen: Hun underviser oftest i fransk, billedkunst og måske spansk. Hun er især genkendelig på sin klædedragt, der er overmåde sydlandsk i sine farver og gerne indbefatter adskillige smykker og tørklæder. Altså sydlandsk ud fra hendes egen definition, som trendmæssigt er flere snese år bagefter. Hun har gjort det til sit varemærke at “flagre”, så derfor er hun aldrig i ro. Det er umuligt at føre en afsluttet samtale med hende, for hun har altid gang i en million projekter, hvoraf de fleste desværre bliver til det rene ingenting. Det mener hun nu ikke, for for hende er processen enormt væsentlig. Især maler hun en uendelig masse halvfærdige, meget abstrakte billeder i sin fritid. Når hun da ikke rejser til samtlige Europas kunstmuseer og især fordyber sig i innovativ installationskunst. Eleverne forsøger det første år at leve op til al denne kunstneriskhed, senere bruger de det meste af deres tid på at skabe orden i hendes rod.

Filosoffen: Han underviser primært i dansk–og så måske filosofi. Han har siden sin tidlige barndom ejet en tweedjakke med lapper på albuen og en urokkelig tro på sin egen overlegenhed. Han har, ene mand, gennemskuet og gennemforstået samtlige væsentlige filosoffer (de uvæsentlige er jo netop, nå ja, uvæsentlige), og kan på selv de dårligste dage citere alle deres bøger ordret. Intet forfatterskab er ham fremmed, og han bruger derfor det meste af sin tid på i en meget nedladende tone at gøre pøbelen opmærksom på, hvor uendeligt ignorante de er. Især fagkolleger konfronteres igen og igen med hans fantastiske belæsthed. Han citerer givetvis Kierkegaard for konen i deres allermest intime stunder, og hvis de har børn, er det synd for dem. Hver sommer tager de nemlig Europas kirker og kalkmalerier fra Syditalien til Nordkap. Mens de triumferende citerer en til lejligheden passende filosof eller stor forfatter for de forhåndenværende, lokale bønder.

Den over-sociale: Her er vi ovre i sprogfagene. Hendes ufravigelige grundprincip er, at sprog skal leges ind, så hendes klasser bruger virkelig meget tid på at sidde i rundkreds og lege små, sjove, finurlige sproglege. Også i 3.g. Det vigtigste er, at alle har det rigtigt, rigtigt godt med sig selv (og dagligt mærker godt efter, at det forholder sig sådan!) og med hinanden. Hun bruger en del tid på at undskylde, at der altså desværre er nogle ting, der skal læres, men hvis vi nu hjælper hinanden rigtigt socialt, kommer vi nok igennem det. Hun bruger også oceaner af tid på at rette stile, for det er meget vigtigt, at den enkelte elev forstår, præcis hvorfor hun har været nødt til at sætte et lille, bitte rødt mærke under en fejl og skrive en længere roman som forklaring i margin. For hende er lærergerningen et kald. Hun er simpelthen ude på en mission, der kun som indledende manøvre handler om at lære nogen noget. Endemålet er selvfølgelig at redde hele verden. Hendes elever tager gerne adskillige kilo på gennem deres gymnasietid, for det er nu så hyggeligt at spise al den kage i samtlige timer.

Den uendelige drengerøv: Han findes vist indenfor de fleste fag, men det er da ingen hemmelighed, at han har en stor forkærlighed for mediefag. Han ser nemlig for det meste film om natten. Hele natten, alle nætter. Det er ham, der præsterer at sove over sig til timer over middag. Og i det hele taget har et meget afslappet forhold til skemaer og ringetider, som han generelt anser for vejledende. Det samme gælder skriftlige opgaver, som han enten har ansat en hund til at æde, eller retter med samme omhu som han passer sine ringetider. Han er meget populær blandt de yngre elever, som sagtens kan spejle sig selv i denne næsten-jævnaldrende. Men han får lidt problemer, når han bliver 40+, og det altid glade, drengede smil, det uglede hår og de nu ret slidte vitser ikke rigtig har den samme effekt på det kvindelige klientel mere.

Helsefreaken: Her er vi ovre i idræt og måske også sprogfag. Hun er en levende reklame for samtlige sundhedsprodukter og samtlige sundhedsprogrammer i TV. Bare at se på hende giver nagende, dårlig samvittighed. Hun går aldrig, hun småløber. Hun sidder for den sags skyld heller aldrig, hun motionerer gerne samtidig med, at hun underviser og drikker frikvarterskaffe (1 kop om dagen, forstås!). Hun er en blændende foredragsholder, som altid og gerne totalt uopfordret holder lange monologer om, hvor uendeligt sundt hun lever. Underforstået: hvor uendeligt, forfærdeligt usundt alle andre lever. Hendes elever kender  enhver motionsrute i såvel denne by som alle tilstødende, middelstore provinsbyer, for de har løbet dem alle. 10 gange. Og underviser hun i sprogfag, læser de gerne tekster om overvægt, sukkersyge og andre livsstilsygdomme. Det synes hun nemlig er vanvittigt interessant. Især hvis hun personligt kan frelse nogen fra en uøkologisk, sukkerholdig, motionsfattig fremtid. For det er jo det, hun i virkeligheden er: Den frelsende motionsengel.

Continue Reading

Om at lære af sine børn.

IMG_0262

I mange, mange år var det mig, der var familiens skolemester og førerhund. Mig, der lærte afkommet alt fra de allermest simple nødvendigheder for overlevelse, over en vis portion pli, takt, tone og god opdragelse til de større udsyn mod kunst, kultur og verden som helhed. Det var mig, der (godt hjulpet af min mand) læste bøger højt, introducerede kirker og slæbte modvilligt yngel med på kunstmuseer.Mig der financierede teater- og biografbilletter og mig, der forklarede, hvordan jeg nu lige syntes, at verden og alting i den hang sammen.

Det er det ikke mere. I takt med, at mine børn er blevet til voksne, selvstændige mennesker, er det ikke mig, der altid står med for- eller opklaringsjobbet. Der er så uendeligt mange ting, de ved meget, meget mere om end mig.

Det har været lidt svært at nå dertil. At afgive–eller overgive–førerrollen i det lokale kobbel til opkomlinge, som man med al tydelighed husker iført ble. At erkende, at nok har ens viden værdi, men den kan på nogle områder være forældet eller helt utilstrækkelig. Selvfølgelig ikke på alle områder: Det er da stadig mig, der er husets verdensmester i frikadeller, taler det pæneste engelsk og ved mest om litteratur. Men jeg får kamp til stregen. Og hvis jeg bare accepterer det som såvel et livs- som aldersvilkår, så er der faktisk fantastisk megen viden og virkelig gode oplevelser at hente.

Jeg skal overgive mig, acceptere at de ved såvel mere som bedre–og så skal jeg nyde at få ny, spændende viden. Det tog så også en god portion skænderier og visse perioder med intern (altså i mig) kamp med selvværdet at komme dertil! Men jeg har overgivet mig–helt–tror jeg.

Jeg vil forsøge at undgå at snakke ret meget om teknologi. Jeg tror, de fleste ved hvorfor. Jeg behøver overhovedet ikke gå i pinlige detaljer omkring min himmelråbende uvidenhed og uforståelige hjælpeløshed. Lad mig bare fastslå, at jeg skylder mine børn en stor tak. Også på vegne af software og hardware, fordi alle mine ufrivillige destruktionsforsøg blev afværget.

Men jeg er dybt taknemmelig for, at jeg nu ved en del om moderne arkitektur. Jeg er blevet introduceret til de mest fantastiske bygningsværker og nogle gange modvilligt slæbt op på diverse parkeringshustage for at beundre finurlige detaljer. Min personlige viden stoppede sådan ca. omkring modernismen, men nu er jeg næsten fuldt opdateret på de nyeste trends. Jeg er nok, trods alt, lidt mere professionel udi barokken end min unge læremester, men det har jeg jo så også ligesom haft en hel del års forspring til at blive. Hvis jeg ville, kunne jeg namedroppe omkring de førende arkitekter, men det er sgu` for arrogant.

Jeg har også, i alt fald til en vis grad, lært at forstå en lille smule installationskunst. Altså fra at være fuldstændigt lammet i afvisning til dog at give det en lille chance. Det bliver aldrig et hit hos mig, men jeg får en anden oplevelse ud af at gå på kunstmuseum, fordi jeg får nogle forklaringer, jeg ikke lige selv kunne hoste op med. Faktisk er det en oplevelse de steder, hvor både kunst og arkitektur får nye dimensioner, fordi der er nogen med, der ved noget om tingene. Noget, jeg ikke vidste, og som jeg kan lære noget af.

Helt forgæves er jeg også blevet introduceret til en verden af computerspil. Jeg er helt sikker på, jeg kunne lære en forfærdelig masse, hvis jeg bare havde interessen og kunne FORSTÅ.

Endelig har mit, nok relativt konservative, maduniversers oplevet en massiv udvidelse. Jeg er blevet introduceret for fødevarer, jeg knapt kan udtale, og som jeg skal have førstehjælp for at kunne anvende, finde ind i eller simpelthen bare spise korrekt. Indrømmet!: Der er nogle af dem, der aldrig bliver en fast bestanddel af mit middagsbord, men der har sandelig også været spændende smagsmæssige oplevelser imellem.

Det handler om at overgive magten som familiens førerhund. At lære at åbne op for alle de spændende, nye ting og viden, som ens børn virkelig kan berige ens tilværelse med. Jeg elsker f.eks. at rejse med mine børn. Nej, hvor ser jeg mange nye ting. Og nej, hvor ser jeg mange gamle ting anderledes!

Continue Reading

Om hoarding.

1024px-compulsive_hoarding_apartment

At hoarde betyder at “oversamle”. Eller at være fuldstændigt ude af stand til at smide noget som helst ud. Sådan at tingene gradvist overtager al ens plads og desværre også hele ens liv. Der bor en amatørhoarder inden i mig.

I mange år havde jeg et udklip fra en tegneserie hængende på min opslagstavle. Det var dengang, alle havde opslagstavler i hessian, mens kun sådan nogen som mig har dem endnu. Billedet forestiller Jern-Henrik, der kommer slæbende med en kolossalt stor sten. Så stor, så det stakkels barn nærmest er ved at drukne i sten, og man kan tydeligt se, at han har utroligt svært ved at løfte rundt på blokken. Idet han passerer sin måbende mor, siger han de vise ord (Gad vide, hvor han får luften fra?) “Ja, man ved jo aldrig, hvornår man får brug for sådan en.” Jeg har altid fundet netop de ord utroligt illustrative for mit liv.

Jeg er forfærdeligt dårlig til at smide ting ud. Udfra devisen om, at man jo aldrig ved, hvornår man får brug for netop sådan en, gemmer jeg, totalt uorganiseret, alt, hvad der bare har en minimal chance for at kunne anvendes igen. Jeg har nemlig prøvet, at lige præcis det, jeg smed ud 2 timer forinden, er det, jeg i den grad pludselig mangler. Det var så traumatisk, at det vil jeg altså nødigt komme ud for igen. Jeg går ikke til yderligheder som min mand, der under en flytning præsterede at insistere på at med-flytte en pose med afklippede bukseben–altså resterne af de bukser, der i mellemtiden var blevet til shorts. Men det er tæt på.

Da børnene flyttede hjemmefra, fik vi 3 tomme værelser foræret. Jeg så frem til at indrette dem som biblioteker og gæsteværelser, men inden jeg overhovedet kom i gang, havde de på rekordtid indrettet sig selv. Nærmest helt uden min medvirken var tingene myldret ind på den ledige plads, og da samme ting bestod af effekter, man vel aldrig lige ved, om man står og mangler, var det jo nærmest umuligt at værelsesforvise dem.

Og hvor kommer alle de ting så fra? De kommer selvfølgelig fra et langt liv uden ret megen udsmidning. Fra det, set udfra et anti-hoardingsynspunkt, katastrofale i, at vi har boet i samme hus i næsten 30 år. Sådan nogle som mig (og min mand) burde flytte noget oftere. Ja, vi burde faktisk indgå i en skematisk flytteplan, som kunne rykke os op og smide overskudslortet ud ca. hvert andet år. Ydermere er det et stort hus. Vi kan, hvis vi virkelig stuver seriøst, få en forfærdelig masse stuvet ind i det. Vi har også en stor garage, som ikke har set en bil i mange år. Hvor i alverden skulle den kunne være? Det hjælper så heller ikke, at jeg er kommet i arvealderen. Det strømmer jo til med efterladenskaber, som man med garanti helt sikkert vil få brug for engang i fremtiden. Indtil da kan de vel finde en plads i garagen. Sidst, men ikke mindst, kan jeg jo heller ikke lade være med at investere i besynderlige ting, når de er enten sjove, usædvanlige eller billige. Det er decideret pladsformindskende!

Jeg ved godt, der findes relativt simple metoder til rodbekæmpelse. Sådan noget med at spørge sig selv, om man nu virkelig, virkelig, Ama`r og halshug har brug for en ting. Nixen, det virker ikke. Det kan da godt være, jeg ikke HAR brug for det, men det FÅR jeg. Garanteret. Bare vent og se. For hvis jeg med blødende hjerte smider det ud, vil jeg stormangle det, inden det overhovedet er ude af indkørslen.

Som nu i går, da datteren stod og manglede et utal af rekvisitter til en filmoptagelse. Så er redningen fars og mors forhoardede hus. Har vi en fiskestang med hjul og med fluer? Ja, selvfølgelig har vi da det. Godt nok har ingen her så meget som overvejet at tage på fisketur de sidste 20 år, men hvis vi nu lige skulle komme ud i en akut opstået lyst til at tage ud at fiske, så ville vi da i den grad begræde, at vi havde smidt den ud. Det kunne faktisk udvikle sig ret traumatisk. Har vi også et joggingsæt fra 80-erne med tilhørende pandebånd? Ja, da. Vi har faktisk op til flere. Vi har et bredt sortiment af campingblomstrede joggingsæt i 80-er stil, og jeg ved lige, hvor de er. De ligger nemlig ved siden af alle stearinlysstumperne, hvoraf de mest antikke daterer sig tilbage til 70-erne. Hvem i alverden står ikke med jævne mellemrum og mangler en lysestump?

Somme tider overvejer vi at flytte til noget mindre. Vi har overbevist os selv om, at det er dårlig timing pga. huspriserne. Parcelhuse i provinsen er, groft sagt, ikke overpopulære. Den egentlige årsag er nok, at vi slet ikke kan overskue arbejdet med at få ryddet op i lortet. Heldigvis sker der ind imellem det, at et udvalg af samlingen helt af sig selv går hen og bliver trendy. Som nu hjortegeviret og teaktræshylderne, der havde boet i garagen i flere årtier. Med mellemrum skipper vi den slags ting af til Vesterbro og Nørrebro, og så synes de derovre, at de har gjort en F….  god handel med nogle uvidende bondejyder. Og det hænder da også–nu vi er ved hjortegeviret–at der vitterlig ER ting, jeg ALDRIG sådan lige står og kommer til at mangle.

Så hvis nogen mangler besynderligheder, så er jeg givetvis leveringsdygtig. Hvis man kan overtale mig til at slippe effekten, for man ved jo altså aldrig lige, hvornår man står og mangler sådan en!

 

 

Continue Reading

Om begravelser.

begravelse_kiste_baarebuketter_slagen_kirke_toensberg_norge_2015_02

Forleden var jeg til begravelse. Vækstraten på begravelser er støt stigende med alderen. Der bliver flere og flere af dem. Og for hver begravelse, man går til, rykker ens egen jo et skridt nærmere.

Det var en meget smuk, kirkelig ceremoni i byens flotte, gamle domkirke. Der var også rigtigt mange mennesker. Og der sad vi så, 3 gamle veninder, hvis venskab strækker sig helt tilbage til 80-erne. Besynderligt nok tænkte vi på præcis det samme: nemlig det utroligt flotte fremmøde. Det var der, vi højtideligt lovede hinanden, at om ikke andet, så ville vi i alt fald møde op til hinandens begravelser. Jeg satser på at blive den, der holder det løfte.

I det hele taget har jeg et noget ambivalent forhold til begravelser. På den ene side set skræmmer de mig, fordi de sætter gang i nogle helt ukontrollable følelser. Sådan nogle jeg slet ikke kan styre. Og det kan vi jo ikke have! Jeg hører til den slags mennesker, som kunne gå ind i en vildtfremmed kirke, til en vildtfremmeds begravelse, og så alligevel opleve mig selv i nærmest krampegråd over en god prædiken eller–og her er der grådgaranti–når kisten bæres ud. Jeg mestrer “kunsten at græde i kor”. Helt ufrivilligt.

På den anden side set synes jeg, begravelser er meget, meget smukke. Her tænker jeg selvfølgelig ikke på selve omstændighederne omkring dem–de er jo ofte særdeles sørgelige–men begravelsen set som afslutning. Som det endelige, højtidelige punktum for et liv. Jeg ønsker mig en smuk begravelse. Som det endelige, højtidelige punktum for mit liv.

For det er jo netop, når man sidder der i kirken, at tankerne om ens egen afsendelse myldrer frem. Mere og mere, jo ældre man bliver. Man sidder der med sine underlige parametre omkring, at når der er så mange mennesker tilstede, må det være, fordi det har været et godt liv, og at afdøde har været meget vellidt og afholdt. Og hvordan vil det lige se ud, når det er en selv, der indtager hovedrollen deroppe foran altret? Vil der overhovedet være andre end den tvangsudskrevne familie, præsten og bedemanden? Eneste store trøst er vel, at man i den situation er den absolut, uigenkaldeligt eneste, der ikke har mulighed for at tælle deltagerne.

Begravelser får på en underlig måde gang i tanker omkring værdien af ens eget liv. Især den værdi, det/man har/har haft for andre. Og man griber sig i at opregne graden af værdi direkte proportionelt med antallet af deltagere. I de allermest paranoide øjeblikke går man helt i lavpraktik og overvejer om ” den og den” kommer med navns nævnelse. Og hvem der ikke kan være bekendt andet! Selv om det optimale scenarie selvfølgelig ville være, om hele byen mødte op, fordi man efterlader et stort gabende, blødende hul. Fordi man, helt fejlagtigt og desværre, er tåbelig nok til at forestille sig, at værdien af ens eget liv for andre mennesker, kan måles i noget så perifert som antallet af deltagende ved ens begravelse.

Da min far døde, havde min mor helt tjek på, hvem der var til stede. Og især hvem der ikke var. Hun var endda ude i spekulationer omkring, hvilke mere eller mindre plausible undskyldninger, de udeblevne nu måtte have. Det siger lidt om, hvor stor vægt vi tillægger det at blive sendt talstærkt herfra. Forleden så jeg også en dame i TV, som havde doneret sit legeme til anatomisk institut, fordi hun på den måde kunne omgås spekulationer omkring, om der overhovedet mødte nogen op til begravelsen. Det bestyrker samme tendens.

Selvfølgelig skal vi leve, mens vi er her, og ikke bare sidde tålmodigt og vente på vores glansfulde, massivt opbakkede afgang. Men den sidder vist i os alle, den der med, at en “stor” begravelse er lig med et stort, værdifuldt liv.Og egentlig kan vi jo være så revnende, bedøvende ligeglade, i og med at vi på det tidspunkt er fuldstændig ude af stand til at tælle. Alligevel skal jeg måske ikke satse på at blive den af veninderne, der holder vores indbyrdes løfte. For hvis jeg nu er den første af os, så kommer der da i alt fald 2 til min begravelse! Så har jeg da haft en smule, målelig værdi….

 

 

 

 

Continue Reading

Om alderdomshjem og plejehjem.

seniors-1505938_960_720

På et tidspunkt i 60-erne boede jeg ved siden af et alderdomshjem. Jeg husker det som en god tid, hvor vi børn ofte gik på besøg hos de gamle, og hvor slikscoren var ualmindeligt høj. Jeg kan også stadig huske lugten, som bedst kan beskrives som en hybrid bestående af desinfektionsmidler, urin og uvaskede kroppe. Men i tilbageblikkets romantiserende skær husker jeg de gamle som rimeligt mentalt velfungerende, altid gode for en sjov historie og meget langt fra grøntsagsstadiet. Deres værelser var små og forkrampede, men som jeg husker det, brugte de dem ikke nævneværdigt. Det var på gangene og i opholdsrummene, at man fandt de gamle. Der hyggede de sig sammen med røverhistorier, strikketøj og–ikke mindst–os børn.

Selvfølgelig har det været en slags nederlag at komme på alderdomshjem i 60-erne. En slags ubrugeligt overskud, skabt af sammenstødet af det gamle bondesamfund, hvor normen var at passe på de gamle i hjemmene, og det opkommende industrisamfund, hvor tiden og den ændrede familiestruktur ikke levnede plads til ældre, belastende og tidskrævende familiemedlemmer. Men alligevel: Dengang kom man på alderdomshjem, fordi man var blevet gammel i år. Ikke nødvendigvis fordi man var blevet alt det, som nu er de nødvendige kvalifikationer for at ende på et plejehjem: Nemlig fuldstændig ude af stand til at tage vare på sig selv på enhver måde. Derfor er benævnelsen for de 2 steder helt og aldeles og fuldstændig korrekte. Man kom på alderdomshjem, fordi man var gammel, og nu kommer man på plejehjem, fordi man skal plejes.

Jeg kommer ofte på et plejehjem, fordi min mor var gennem en længere sygdomperiode, hvor vi troede, at hun var decideret plejehjemsmoden. Hun kom sig dog langsomt, men er nu så synsmæssigt og bevægelsesmæssigt handicappet, at hun er plejekrævende, mens hun kognitivt og mentalt er yderst velfungerende. Hun har, med andre ord, sin forstand i behold. Det er der så omkring 3-4 andre på hendes plejehjem, der også har. Resten er mentalt gået andre steder hen eller er sengeliggende og derfor bundet til deres værelser.

Jeg bryder mig ikke om at komme på plejehjemmet. Hybridlugten hænger stadig i alt, og det kan jeg leve med, men jeg har usigeligt svært ved at kapere atmosfæren. Når man kommer ind på stedet, er der tomt, uendeligt tomt. De eneste, der færdes på gangene og i opholdsrummene, er det altid fortravlede personale. Det virker ved første øjekast som om, der overhovedet ikke bor andre end bekitlede personer, der stormer rundt med diverse ting til og fra hermetisk lukkede døre. Som om det er et sted, hvor de egentlige beboere holdes hemmeligt.

Det giver næsten sig selv, at min mor ikke trives. Hun er decideret fejlplaceret, men–og det er så væsentligt–hvad i alverden er alternativet? Hun kan ikke klare sig i en såkaldt beskyttet bolig, og vi børn bor flere timers kørsel fra hendes hjemby og kan ikke lige træde til i hverdagen. Hun overlades for det meste til sig selv, for underbemandingen er så graverende, at personalet selvfølgelig er nødt til at prioritere alle de stærk plejekrævende beboere. Hun fravælger også selv bevidst de fleste fælles måltider, for selv om hun er meget svagtseende, er det nok ikke specifikt appetitvækkende at deltage i fællesspisning, hvor majoriteten af de deltagende skal mades. Der er selvfølgelig aktiviteter for såvel beboere som udefrakommende i dagcentret, men mange af disse består af tilbud, som hun aldrig tidligere i sit liv ville så meget som have overvejet at deltage i. Der er bl.a. banko (min mor har da aldrig gået til banko!!), hvor man kan vinde kikspakker og papirslommetørklæder…. Heldigvis har de også et motionscenter, og selv om min mor nok aldrig så meget som havde påtænkt at gå i motionscenter førhen, tror jeg, hun nyder stilheden, når hun har det helt for sig selv. Og det med seniortræf på gangene og i fællesrummene–forget it. Hvem er det lige, der overhovedet kan formulere ønsket om at træffe andre–eller for den sags skyld selv finde derud?

Det er blevet utroligt svært at blive gammel og plejekrævende med forstanden i behold i vores samfund. Der er ikke nogen form for attråværdig mellemstation mellem eget hjem og plejehjem. Vel har vi beskyttede boliger, men mange gange er de altså bare holdepladser for uendelig ensomhed. Og de “hjem”, som førhen var en mulighed for mentalt velfungerende gamle, er nu reduceret til ren opbevaring for mennesker, der desværre ofte ikke engang er bevidste om, at de befinder sig der. Min mor hører ikke hjemme i en beskyttet bolig, men hun hører bestemt heller ikke hjemme på et af nutidens plejehjem. Hun ville have stortrivedes på min barndoms alderdomshjem. Og her mener jeg udelukkende socialt. Jeg skal på ingen måde romantisere de små, forkrampede stuer og andre materielle mangler.

Og for at vende tilbage til mig selv, så vil jeg da så inderligt ønske, at jeg, når tiden om ikke så forfærdeligt mange år kommer, enten kan gå hurtigt herfra med forstanden i behold—eller, og det er det uspiselige alternativ, være så forkulret ubevidst om alt, at jeg ikke overhovedet ænser, når jeg kommer på plejehjem. Det er i alt fald ikke et mentalt fængsel, man skal ønske for sig selv, hvis hjernen stadig er i rimelige omdrejninger.

 

Continue Reading

Om sengologi.

bed-160984_960_720

Jeg har lige opfundet ordet. Det betyder videnskaben om senge. Den er ret omfattende, vil jeg lige påpege.

Set i bakspejlet var det en fuldstændig forrykt ide at ville anskaffe en ny seng. Jeg var helt uforberedt på, hvor umanerligt tidskrævende og søvndyssende et sådant projekt tilsyneladende er. Hvis man er i arbejde, vil jeg tilråde en god, lang sommerferie eller i alt fald 6-7 sammenhængende feriedage til fuldførelse af netop det stykke arbejde. Og en forfærdelig masse tålmodighed. Samt gode transportmuligheder mellem diverse sengeforhandlere.

I min enorme naivitet troede jeg, at det at købe en ny seng var lige så simpelt som at købe et par nye underbukser. Altså at gå ind i en dertil indrettet forretning og pænt sige “Jeg vil gerne købe en ny seng, tak”. Det er det så ikke. Det er, som sagt, en kolossal og særdeles omfattende videnskab. Jeg har undervejs i forløbet også fået det indtryk, at der forskes og researches meget i senge samt at der findes sengekonkurrencer, hvor diverse sengemærker hvert år konkurrerer om prestigefyldte priser. Hold da lige kæft en ukendt verden, der har åbnet sig for mine øjne! En helt ukendt senge-under-verden befolket af madrasfreaks, fjedernørder og gavlforskere.

At tage stilling til, om man vil have en elevationsseng eller ej er peanuts. Og her troede jeg, at det sådan set var det, der var det eneste og helt essentielle valg. Nej! Man kan få elevationssenge med 1,2 og 3 motorer, alt efter hvor meget man lige vil eleveres, og hvor på kroppen man lige trænger til et løft. (Her skal så indskydes, at der, hvor jeg allermest trænger til et voldsomt løft, er sengen desværre ikke til megen understøttelse. Med mindre man stiller den lodret.) Og der er selvfølgelig markante prisforskelle på antallet af løft. Jeg ved da ikke lige, hvor jeg helst vil løftes, men det er jeg simpelthen nødt til at tage seriøst stilling til, inden jeg investerer i den seng, der nok bliver min sidste, inden jeg, ufrivilligt?, smides i en plejehjemsseng.

Og så er der hele madrasspørgsmålet. Det er en voldsom og dybt indflydelsesrig underafdeling indenfor sengevidenskab. Der findes madrasser af snart sagt ethvert materiale, til snart sagt enhver grad af nattesvederi og af snart sagt enhver form for tykkelse. For ikke at tale om bæreevne, antal af fjedre, placering af fjedre,  måder af sammensyning (der er både kryds- og banesammensyninger!) og, selvfølgelig, pris! Sådan noget forventes jeg Gudhjælpemig også at tage stilling til. Seriously!!

Men det er slet ikke slut endnu. Der er også rammen, altså alt det, alle de nøje, videnskabeligt udvalgte madrasser skal stables op på. Der er et sandt eldorado af udvalg af rammer. Vil man stå op af sengen eller ud af sengen? Altså højden, men her skabes der lige lidt ekstra forvirring ved, at alle rammer kan forlænges eller forkortes–og så er vi i mine øjne cirka lige vidt. Materiale? Design? Farve? Størrelse? Og af besynderlige årsager er ingen senge nutildags født med hovedgærder. Den slags er ekstratilbehør, som man også lige skal tage stilling til. (GAB!) I min barndom bestod en seng faktisk af de 2 gærder, 2 sammenbindende sider og farmors aflagte madras, hvis den ellers passede til sengens størrelse. Det er tilsyneladende mange, mange sengeår siden.

Og nu kommer det værste. Ha, ha, der var lige nogle, der troede, at nu kunne det simpelthen ikke blive værre og mere forvirrende. Men det kan det! For der findes jo et utal af sengeproducenter, der alle, uden undtagelse, producerer de allerbedste senge, har vundet de allerstørste priser og forsket allermest i nattesøvn og nattesvederi. Deres senge er helt unikke og kan altid noget andet end modproducentens. Anti-elevationsssengsproducenten har så vanvittigt gode argumenter mod hofteløft, at man virkelig skammer sig dybt over, at man nogensinde har så meget som overvejet at ville løfte lidt hofter, mens pro-elevationsmanden hårdnakket påstår, at man umuligt kan få så meget som et minuts fredfyldt søvn med ligestillede hofter. Kunststofmadrasmanden snakker enhver form for naturmateriale langt ud i skoven, mens naturmanden hypnotiserer en til at tro, man vitterlig skal til at sove ude midt i skoven, hvis man vælger hans. Og rammefolkene slås om design på natborde (som vi i øvrigt slet ikke har plads til!) og gavle.

Og når man så endelig synes, at man har opnået et kompromis, der tilgodeser både elevations- og madrasforhold, rammedesign og noget i processen så fuldstændigt overset som pris, så viser det sig selvfølgelig, at man kun kan få netop den seng i mål, der ville betyde, at vi enten skal totalrenovere huset for at få plads til kalorius eller stille de sidste 20 cm. skråt op ad bagvæggen i soveværelset. Eller at alle andre farver end orange er udsolgt.

Det kræver faktisk en umådelig god seng at at indgå i processen omkring at købe en ny seng. Nej, hvor bliver man dog træt! Lige nu er jeg igen, igen slået tilbage til start i min lange sengeanskaffelsesekspedition. Jeg orker simpelthen ikke mere. Kan man ikke leje en sengevejleder, der bare sengeanalyserer en på få minutter og derefter et par dage senere har opstillet og monteret en seng, der lige passer til ens behov og ens soveværelse? Det KAN da ikke passe, at sengologi er en videnskab? Men jo, i vores overskudssamfund er det. PYH!

NB.NB.NB. Husk at bloggen også har et omfattende bagkatalog. Der er en del indlæg–faktisk en MASSE–som er skrevet, før gruppen på Facebook blev dannet. Nogle af dem kunne vel også have interesse???

Continue Reading

Grantræet.

tree-311574_960_720

Ude i min have ligger det, der indtil for få dage siden var forfremmet fra grantræ til juletræ. Det har mistet det meste af sin fordums pragt, siden det sidst var ude i naturen. Antallet af nåle er faldet betydeligt, og det ser en smule slidt ud. Al den strålende tingeltangel, som vi sammen hældte på det, og som jeg alene befriede det for (det synes at være “kvindens lod”), er fuldstændig væk med undtagelse af resterne af en enkelt kuldsejlet sølvkugle. Det har med al tydelighed mistet sin pragt- og brugsværdi, og nu venter det bare på den sidste, uigenkaldelige tur på forbrændingen.

Hvert år, når træet ligger der i al sin afmagt, tænker jeg på H. C. Andersens mesterlige lille eventyr Grantræet. Jeg er en stor Andersenfan, og især de dystre, sørgelige historier om menneskets manglende formåen omkring at se det skønne og livsbekræftende i det ægte og i selve nuet, kan jeg blive ved med at vende tilbage til. De er indbegrebet af livsklogskab i særklasse.

Grantræet handler i al sin enkelhed om IKKE at kende sin besøgstid. Om altid meget hellere at ville være et andet sted end der, hvor man er, og om overhovedet ikke at indse, hvornår det lige var, man havde sine ” fifteen minutes of fame”. Og da grantræet endelig, endelig–som pindebrænde!–begynder at fatte en milliontedel af det hele, ja, så er det ligesom alt, alt for sent! Selvfølgelig centrerer eventyret også omkring det fortærskede natur/kultur-tema, men den vej gider jeg ikke lige gå i dag….

Jeg kender mange grantræer, og jeg skal også mange gange minde mig selv om ikke at gå i grantræs-mode. Altså at glemme at leve lige der, hvor jeg er. At glemme det, der er, fordi det, der kommer, er så utroligt meget mere tiltrækkende. Eller altid hellere at ville være et andet sted end der, hvor jeg rent fysisk er. Der er intet i vejen med drømme, ambitioner og fremtidsudsigter. De må bare ikke skygge totalt for dagen i dag. Den skal nemlig også leves igennem.

Og så er jeg faktisk ved at være på brækstadiet over mine egne ord. De lyder jo mildest talt som udvandede clicheer, skrevet af en studentikos 1.g-er med en håbløs triviallitteraturforfatter i maven. Det er så det, der er forskellen mellem mig og Andersen. Han forstår at formidle på en ualmindelig smuk og indfølt måde. Jeg lyder som en dårlig kopi af Barbara Cartland, tilsat udredigerede artikler fra den værste del af ugebladspressen.

Så slut med min lommefilosofi–den er på katastrofestadiet. Læs i stedet Grantræet, som frit kan googles. Og tænk lidt på Andersens mesterlige fortællekunst, ord og budskaber, når blikket falder på alle de grantræer, der lige nu ligger overalt i haverne.

Continue Reading

Min jul som Firstmover.

first_mover_advantage

Jeg har lige læst en artikel i Politiken om Firstmovers. Hvis nogen er i tvivl om ordets betydning, så betyder det jævnt hen det samme som det oldgamle, antikke udtryk “trendsætter”  helt fra 90-erne–altså personer som sætter nye strømninger i gang. Jeg er stærkt berørt at samme artikel, da det pludselig–og til min store forbløffelse–viser sig, at jeg i julen og faktisk i flere år i den grad har været firstmover. Helt uden selv at ane det og sikkert til københavnerbørnenes store glæde og stolthed. Tænk at have en jysk mor, der virkelig er fremme i de jyske træsko og næsten er så politisk korrekt, at hun kan vises frem uden skam (Nej, ikke TV-serien–den led gabedøden efter sæson 1. Der var alligevel 40 år til forskel i livsopfattelse, slang og verdensbillede.) på Sdr. Boulevard.

I artiklen står der, at firstmovers ikke underspiser, men spiser/drikker mindre mængder af højere næringsintensitet, som f.eks. sødmælk. Den eneste gang om året, jeg køber sødmælk, er til risengrøden juleaften. Den, der senere skal flødeskumsoptimeres til ris ala mande. Men der bliver jo altid lidt til overs, for her i huset køber vi ligesom altid nok (det gør firstmovers dog ikke, de har f.eks. ingen frysere) til både os selv og det meste af kvarteret, og da mine udgiftssky gener stadig dominerer, prøver jeg at få overskudsmælken hældt i besøgende børn. JEG drikker det i alt fald ikke! Og så står idioten her Gudhjælpemig og UNDSKYLDER for sødmælk (underforstået: MAN drikker vel minimælk!), totalt uvidende om, at sødmælk er voldsomt trendy på Vesterbro og de mere indvandrerfri områder af Nørrebro. Jeg håber så bare, mine tåbelige undskyldninger blev overhørt, og at de tror, at jeg som en af de første jyder syd for Kongeåen virkelig er “on the move” på sødmælksstien.

Der står også, at for firstmovers er kød tilbehør og topping. Min dårlige samvittighed over lakselasagnen 2. juledag forsvinder som dug over dambruget. Herovre i Jylland har vi i mange år opereret med begrebet “Hurra-rejser”–altså at der skal råbes højlydt Hurra af den, der er så heldig at finde rejEN i rejsesalaten. Sådan var min reste-lakse-lasagne. Måske var der mere end en, der kunne have råbt HURRA, men lad mig bare konkludere, at den var relativt spinatdomineret. Og så står idioten her Gudhjælpemig og UNDSKYLDER for hurralaks! Jeg burde da i stedet have strålet som en lille glasål over, at det var lykkedes mig at putte så forsvindende lidt af det der farlige fisk i retten. Jeg skulle da bare have toppet al den spinat med 1×1 cm. lakserest og stolt fremført, at jeg som den første jyde hylder og tilbeder udtrykket “Hurra-laks”. Ikke fordi den, der får det, er heldig. Det er vedkommende, der IKKE får laksen, der skal råbe Hurra.

Og artiklen går videre med, at firstmovers bevidst lader være med at fragte maden rundt i verden. De lader den være, hvor den hører hjemme. Ikke noget med øl fra Nørrebros Bryghus (Jo altså, hvis man bor på Nørrebro) og brød fra Emmery`s. I alt fald ikke herovre i Jylland. Hvor er jeg stolt af, at jeg køber hos de lokale forretningsdrivende og producenter. Det gør jeg nu ikke, fordi de er lokale, men mere fordi de er ubestridt, ubetinget gode, men det holder jeg så selvfølgelig helt for mig selv. Næste år sætter jeg i lille flag i alle den slags madvarer med tydelig hjemadresse på kalorius, og jeg er dødheldig med, at mange af mine madvarer lige holder sig indenfor 10 km. afstand. Hold kæft, hvor jeg dog mover! Samtidig spekulerer jeg så på, hvad der egentligt er tilstrækkeligt politisk korrekt at putte i munden på Vesterbro og Nørrebro? Hvad F… kan de lige dyrke der?

Ydermere står der, at der skal være mening med dyrs liv. Derfor kan man sagtens købe en bøf, der nærmer sig sidste udløbsdato. Det har jeg da gjort i årevis! Nede i min Netto sætter de da varerne ned sådan et par timer før sidste salgsdato, og er man om sig og kender tidspunkterne, så vanker der da masser af billigt kød. Jeg havde ikke lige set den der med dyrs velfærd komme, men jeg er virkelig superglad og stolt over, at jeg i årevis i den grad har støttet op om dyrevelfærd. Jeg troede, det var nærighed, men det er det overhovedet, slet ikke—det er firstmove!

Endelig står der, at firstmovers køber ind dagligt, fordi de ikke bruger hjemmet som lagerplads for fødevarer. (Det var den med fryseren igen!). Jeg køber da for det meste også ind dagligt. Det er godt nok fordi, jeg næsten altid glemmer noget vigtigt eller lige forfærdeligt meget mangler det, jeg i skyndingen glemte. Men jeg er da on the move hver dag….

Til allersidst står der, at firstmovers er begyndt at sniffe kakao. Tænk, jeg anede ikke, at man kan sniffe kakao. Og det har jeg da faktisk aldrig gjort. Jeg har også en smule svært ved at forestille mig, hvordan man overhovedet gør det. Men om 10-15 år kommer der jo nok alligevel en cafe for kakaosniffere her i byen. Eller måske skal jeg bare åbne en og i den grad booste mine kvalifikationer som firstmover?

Jeg håber, alle lagde mærke til den jyske længdespringer indenfor firstmoves her i julen. Og det var vel nok dejligt at læse artiklen, så jeg selv blev bevidst om, hvor ualmindeligt trendy jeg både er og har været.

Continue Reading

Om nytårsfortsætter.

untitled

Jeg har to mindre heldige vaner. Uden at gå i detaljer er den ene Yankeebars, og den anden praktiseres bedst udendørs. Dem vil jeg forsøge at gøre noget effektivt ved. SLUT-PRUT-FINALE!

Nytårsforsætter er sådan noget forfærdeligt restriktivt, kedeligt noget, som næsten kan ødelægge det nye år, inden det overhovedet er kommet i gang. Bare tanken om alt det, man skal holde op med. Altså klokken 00.00 en nat, og så i øvrigt resten af livet. I alt fald indtil man tilbagefalder i sine dårlige vaner, og oveni at have fået skodvanen igen også må slås med skyld og dårlig samvittighed.

Nej, jeg vil ikke HOLDE OP MED. Det er på tide, at nytårsfortsætter handler om AT BLIVE VED MED. Det hedder vist nudging på trendy hipsterdansk. Jeg synes bare, det er sund fornuft. Ingen selvpålagte påbud, men en effektiv dyrkning af alt, hvad der er positivt og gør livet for både en selv og andre værd at leve. Og som de fleste andre har jeg det sådan, at ethvert forbud med det samme tænder den indre anarkist, som straks enten går i diskussion med forbuddet, eller simpelthen i ren provokation gør det stik modsatte. Begge dele er i længden lige ineffektive.

Så et uddrag (skal nok spare læserne for bind I-XII!) af mine nytårsfortsætter går simpelthen ud på AT BLIVE VED MED:

At gå lange ture i skoven og på heden med hunden. (Det var motionen.) At spise alle de grøntsager og al den salat, som jeg elsker. (Det var maden.) At købe alle de (sommetider!) åndsvage ting i genbrugsforretninger og forære dem tilbage, når jeg alligevel ikke kan bruge eller passe dem. (Det var den sociale samvittighed og den globale hjælp.) At være ordentlig og rummelig overfor familie og venner. (Det var intimsfæren og de nære relationer.) At se gode udsendelser i tv og læse gode bøger. (Det var kulturen.) At opføre mig ordentligt og rummeligt overfor medrejsende, kunder og gæster. (Det var det mere jobrelaterede.) Samt at være mig selv–på godt og ondt. (Det var det allermest personlige.)

Jeg gider ikke fokusere på ting, jeg skal HOLDE OP MED. Fordi jeg er helt og aldeles sikker på, at jeg er meget, meget bedre til AT BLIVE VED MED. Det kan jeg nemlig finde ud af! Og jeg er også så forfærdeligt meget bedre til at rose mig selv end til at skælde mig ud. Jeg skal dyrke de positive ting. Det vil jeg, i længden, nå meget længere med, end udelukkende at fokusere på de negative. Det betyder jo nok ikke, at de negative pludseligt forsvinder eller på mystisk vis fordufter (ikke et ord om t(rumpen!), men jeg er sikker på, at det i den sidste ende har en virkelig positiv (og måske smittende?) effekt på min livskvalitet.

Godt nytår!

Og skriv gerne, hvad I vil BLIVE VED MED!

Continue Reading

Storbybørnene.

untitled

Jeg er tit misundelig på de af mine venner, der har børn (og børnebørn) i umiddelbar nærhed. Sådan at de både lige kan kigge forbi et par timer, men også sådan at de lige kan gå hjem til sig selv efter de par timer.

Mine børn bor i landets to største byer, og der vil de nok blive boende pga. de valg, de i sin tid har gjort såvel uddannelses- som job- og karrieremæssigt. Der er langt herfra til både København og Århus–og den modsatte vej. Man kigger ikke lige sådan forbi til en kop eftermiddagskaffe. Til gengæld indebærer nærmest alle besøg en eller flere overnatninger.

Nu har jeg lige sendt dem hjem i storbyernes favn efter en veloverstået jul. Her er en smule tomt, og hunden mangler nogen at lege med. Jeg er en smule spaltet indvendig, for nok er her tomt efter 4 dage på fuld skrue, men samtidig kan jeg også godt mærke, at jeg trænger til at trække mig ind i mig selv og bare være. Når vi er sammen, er det en alt-situation, og når vi ikke er, er det selvfølgelig en intet-situation. Der er ingen glidende overgange, eller den slags “smutten forbi”, som forældre med nærtboende børn kan have. Det er 24/7, og om natten kan vi såmænd monitere hinandens snorkevaner.

Jeg kan godt lide besøgenes intensitet, men jeg mangler samtidig den dagligdag, som man med børn i nærheden kan være en naturlig del af. Det er aldrig dagligdag, når mine børn er her. Bare så lille en ting, som at vi helst undgår andre aftaler under besøg, illustrerer vel dette. Så tager vi lige 4 dage i “børnemode”, fordi vi alle ved, at der kan gå flere måneder, inden vi ses igen. Der skal jo også bruges masser af tid på opdatering. Forklaringer om og opdateringer på, hvordan det går, og hvad man lige går og laver. Selvfølgelig kan man telefonisk og Messengersk følge rimeligt med, men en samtale med en tilstedeværende person er nu at foretrække. Hvis de var bosat ovre på den næste vej, kunne man vel nærmest se det hele med egne øjne. Det er selvfølgelig også et evigt tilbagevendende spørgsmål, hvordan det vil gå, når og hvis der kommer børnebørn. Bliver vi så de eksotiske, men lettere provinsielle bedsteforældre ovre/nede i Jylland, som vises frem til særlige højtider og lejligheder? Og får de nærmereboende bedsteforældre vores børnebørns opmærksomhed–af den simple grund, at de rent faktisk er der? Den tid, den sorg. Indtil nu er der tilsyneladende ingen af dem, der har opdaget hemmeligheden omkring, hvordan man producerer børn….

Men der er da sandelig også fordele. Bare tænk på, hvad en enkelt nat på hotel i KBH koster! Vi bor gratis lige i smørhullerne i de store byer. Og vi har fuldstændigt omkostningsfrie guider til de sjoveste oplevelser og de sidste nye tiltag i samme byer. Jeg vil vove at påstå, at vi også har rimeligt tjek på, hvad der foregår af spændende nye ting i landets store byer. Vi kommer der jo jævnligt. Samtidig er vi faktisk også gode til at gøre alle de ting, det er absolut umuligt at gøre herhjemme i provinsbyen. Det drejer sig ikke om at gå en tur på Strøget–der kommer jeg sjældent. Ikke for at være arrogant, men fordi det faktisk i min optik er rimeligt uinteressant. Men storbyens små oaser, de sjove, gamle baggårde, pulsen, byfornyelsen, de små, gemte kvarterer–alt det tiltrækker mig. Ligesom kulturlivet. Nok har vi omrejsende teater her i byen, men det er vist ikke nogen overdrivelse at påstå, at der ligesom er lidt mere power forbundet med at sidde i Det Kgl..

Løsningen ville selvfølgelig være selv at rykke huspælene op og bosætte sig nær børnene i storbyen. På papiret er det også ret logisk. Men rent praktisk ville det indebære at sende 1 stk. provinshund og 2 stk. inkarnerede provinsboere i eksil. Det er her, vi hører til. Ligesom børnene hører til i storbyerne. Med den erkendelse og accept må vi jo bare prøve at få det bedste ud af det på de præmisser, vi har.

Selv om jeg da stadig godt kan blive misundelig, når venindens datter lige stikker forbi hos hende til en kop eftermiddagskaffe på vej hjem fra den lokale Føtex.

Continue Reading