Når små fremskridt er milepæle.

Der er mange (som i 3) babyer i mit liv for tiden. Født med nærmest præcis 2 måneders mellemrum fra januar til for en måneds tid siden. Det var det forår, verden gik i Coronakrise, og vores familie gik i babyboom.

Det er næsten 30 år siden, jeg selv fik sådan en. Baby altså. Og selv om jeg priser mig selv af at være ret god til at huske, så havde jeg altså glemt rigtigt meget om, hvordan det er at have en baby. Babyer har det med at vokse, og ens erindringer knyttet sig ligesom mere til nedslag i opvoksningsperioden og ikke så meget, hvordan det på daglig basis var at have en relativt nyfødt. Selvfølgelig er alle børns babyperioder gået over i familiehistorien, nærmest som en slags kategorisering i stil med: han skreg mest, hun lærte at gå tidligt, han talte enormt sent, og hun havde hår. Det sidste bemærkelsesværdigt i en familie, der principielt ikke dyrker hår som en del af babylivet.

Jeg havde også helt glemt, hvor hurtigt det går med at blive til nogen. Fra at være en fuldstændigt hjælpeløs nyfødt, der udelukkende skal tages sig af til gradvist, dag for dag, at opnå nye færdigheder. Det er især påfaldende, når man hele tiden har 2 måneder som sammenligningsgrundlag. Der er jo sande kvantespring mellem babyer rent udviklingsmæssigt, udelukkende defineret af tid. Her skal så, lidt ude af kontekst, bemærkes, at hvis vi kontinuerligt forøgede vores vægt med en hastighed, som babyer gør, ville vi møde op til skolestart som elefanter, og hvis vi på samme måde og med samme speed opgraderede vores færdigheder, ville vi kunne præstere indenfor kompliceret raketvidenskab allerede i børnehavealderen.

Men det er samtidigt også bemærkelsesværdigt, hvordan vi voksne mennesker kan gå i selvsving i beundring over babyers fremskridt i det, der ved sammenligning med udvikling i livet generelt nok kommer i peanutkategorien. Der jubles, når nogen selv kan holde deres hoved (!), kan begynde at gribe ud efter ting (!), selv kan vende sig (!), kan se billeder i en bog (!) og–her er vi næsten oppe på et sammenligningsgrundlag med, da vi vandt EM i 92–kan grine, sådan rigtigt. Forleden viste det sig f.eks., at den ældste af babyerne bryder i noget nær krampegrin og flækker på langs, når man siger “ku-kuk, ku-kuk”, så det gjorde vi så. En halv million gange. Og vi jublede hver eneste, som havde vi tilbagelagt et halvmarathon op ad det der bjerg, hvor Bjarne Riis engang vandt. Og vi var ikke engang dopede.

Først når man står med en baby, finder man (igen) ud af, at livet består af meget, meget små skridt, der i den situation pludselig udvikler sig til milepæle. Landvindinger, erobringstogter. Hvor et udviklet griberefleks på en given dag pludselig får meget mere mening end selv den største verdenspolitiske nyhed. Vel også fordi den stædighed, som babyer lægger for dagen i forhold til at blive til nogen, er vanvittig beundringsværdig. Man kan se på dem, at det sådan kommer indefra. At de vil frem, eller bare at de vil.

Selvfølgelig er det samtidig lidt tankevækkende, at man selv er ved at opnå en alder, hvor det går den stik modsatte vej. For alle de færdigheder, man selv kæmpede for at opnå som baby, skal man efterhånden også kæmpe for at bibeholde. Der ligger desværre en indbygget og skræmmende automatisk mekanisme i menneskeliv.

Heldigvis kan man så glæde sig over, at babyerne moser derudaf. De forvandles, på daglig basis og med forrygende hast, til rigtige mennesker, der opnår nye færdigheder på stribe. Godt nok er vi ikke tilnærmelsesvist i nærheden af atomfysikken, men det er egentlig helt rart igen at kunne glæde sig over og juble med, når nogen sender deres første smil, som bevisligt ikke bare er en af de utallige grimasser, babyer kan opvise.

Nøj, hvor bliver det Nobelprisagtigt stort, når nogen tager deres første skridt……

Continue Reading

Om at dø AF Corona.

Der tales så meget om en mulig anden bølge af sygdommen. Det er ubærligt, næsten sygdomsfremkaldende i sig selv overhovedet at TÆNKE på, at det kunne ske. Fantasien rækker også næppe til at måtte erkende, at man igen får stjålet det, der dog trods alt er ens liv.

Alligevel tror jeg, vi allerede nu begynder at se en helt anden slags 2. bølge, som skånselsløst vil slå mange mennesker ihjel. Nemlig alle de, der de kommende måneder vil dø AF Corona. For hovedpartens vedkommende helt uden nogensinde at have haft sygdommen.

Måske er jeg den eneste, der får kvalme og lettere anfald af røde knopper ved eufemismen “dø MED Corona”, fordi det i mine ører lyder som intet mindre end en ansvarsforflygtigelse og tydeligt påpeger, at de involverede givetvis ville være afgået ved døden alligevel. Som om, det bare var et ubekvemt vedhæng af en sygdom, de også lige tog med i et fald, der var uundgåeligt.

Men de, der dør AF Corona, vel og mærke uden nogensinde at have haft sygdommen, vil, i samme vildledningsmanøvre, heller aldrig blive registreret som sygdommens ofre. De vil såmænd bare fysisk og psykisk svinde ind og lige så stille opgive det liv, de i øvrigt blev frataget for flere måneder siden.

Der tales så meget om de psykiske følger af epidemien, men der er skam også alvorlige fysiske og motoriske. Vi, der kommer på plejehjem jævnligt, kan ikke undgå at bemærke, at vores gamle bliver mere og mere immobile og taber væsentlige funktioner med en hast, der er skræmmende. På alle plejecentre er enhver form for fysisk træning suspenderet, og der er såmænd heller ikke noget andet at gå efter, for alle aktiviteter, der måtte tiltrække, er lukket ned. Det er yderst begrænset, hvor meget man egentlig kan bevæge sig på en plejehjemsstue, og det er da endnu mere begrænset, hvor man bevæger sig hen, når der absolut intet er at bevæge sig for. Det er åbenlys viden for alle, at kroppen i alderdommen skal holdes i gang, for ellers går den i stå, men Coronaen har sat en stopper for netop de fysiske aktiviteter, der skulle have opfordret og hjulpet vores gamle og syge til at anvende deres egen krop. Så den kunne overleve og holdes i gang.

På det plejehjem, hvor jeg ofte har min gang, har et fåtal af beboerne en lille veranda foran deres bolig. Det er de heldige. Andre er verandaløse eller bor på 1. sal med terrasser. Verandaindehaverne er priviligerede, fordi de kan modtage besøg af familie og venner, der kan snige sig “bagom” og behørigt stå ude på græsset og råbe lidt til et ældre menneske, der på den måde kan få en portion socialt samvær pr. mellemdistanceråbning. Forudsætningen for dette er selvfølgelig, at vejret er godt. I regn og blæst er det en umulighed. Hvilket i øvrigt er himmelråbende surrealistisk, idet ingen nok nogensinde havde forventet, at klima og vejrlig skulle være udslagsgivende i forhold til, om man kunne besøge sine ældre.

De beboere, der er så uheldige at bo i andre lejlighedsformer, har tabt i dette store socialt samværslotteri. I begyndelsen fik de enten ikke besøg eller måtte langdistanceråbe over et par etager. Ved den såkaldte opblødning har de fået anvist et utæt, forblæst skur, hvor de efter nøje planlægning kan få ½ time udenfor sammen med deres pårørende. Det er ikke blot uanstændigt. Det er oprørende.

For ikke blot har vi taget opretholdelsen af de motorisk/fysiske færdigheder fra vores ældre og syge, vi har også frarøvet dem det sociale samvær, der også er med til at give livet mening. Her tænkes selvfølgelig i første instans på besøg af familie og venner, men det bør bestemt også påtales, at der indenfor selve plejehjemmenes rammer heller ikke er tale om nogen form for socialt samvær beboerne imellem eller aktiviteter, der bygger på samvær. Jeg har ikke selv set de lange, tomme gange, for jeg må ikke komme ind. Men jeg har fået dem beskrevet. Beskrevet som en form for rungende tomme dødsgange, hvor mismodet bor i alle hjørner og kroge.

Jeg kan godt forstå, at man under disse forhold fristes til at give op. Eller måske endda tvinges til det, fordi kroppen og hjernen går i stå af ren og skær mangel på stimulering. At man, efter så mange måneder, ikke længere kan se en vej ud af det, og at den drøm om et værdigt liv, der var med til at holde det hele gående i begyndelsen, bliver mindre og mindre, fordi det er uoverskueligt, hvornår livet i givet fald kan begynde igen.

Og jeg vil håbe, at de ansvarlige begynder at indse, at forfærdeligt mange udsatte vil begynde at dø AF Corona, hvis der ikke sker ændringer i deres forhold. Markante ændringer, der såvel tager højde for fysiske som psykiske omstændigheder.

Ellers vil antallet af mennesker, der dør AF Corona–uden nogensinde at have haft sygdommen–på skræmmende vis langt overgå antallet af de, der tilsyneladende er døde MED Corona. Og det kan vi, som samfund, slet, slet ikke være bekendt!

Continue Reading

Når noget bliver væk.

Nu er det tilfældigvis denne her, der er blevet væk. Så lad mig bare bruge den som eksempel.

Jeg har ellers haft den længe, for det fremgår med al tydelighed, at jeg, på sikkert uretmæssig måde, er kommet til den fra en skole, jeg engang har gået på. Det står i stemplet. Derudover husker jeg også, at den har min teenageautograf på titelbladet, og at jeg heldigvis har opgraderet mine kragetæer siden. Forståeligt nok har den været en del af mit liv, gennem flytninger, børnefødsler, livsperioder og talrige, virkelig talrige bogreoler. Fra ABC fra Trævarefabrikkerne, hvor holdedimserne altid blev væk, over Panduro til Montana-copycat for de, der ikke lige har råd til at investere årslønne i bogholdere.

Anyway, jeg er ikke god til ting, der bliver væk. De besætter mig. Tager mit liv fra mig og reducerer mig til en hæsblæsende tingfinder, der støvsuger alle tænkelige (og utænkelige) hjørner og kroge for at lokalisere det eneste, der pludselig giver mit liv mening.

Jeg starter med dyb forundring. Målløshed over, at en ting ikke er der, hvor jeg er fuldstændigt urokkeligt overbevist om, at den skal være. I dette tilfælde under Kirk i bogreolen. Ved samme lejlighed kunne jeg i øvrigt konstatere, at jeg er særdeles velforsynet med eksemplarer af Daglejerne og Fiskerne, som endda har stempler fra op til flere læreanstalter, som både manden og jeg har frekventeret. Så bliver jeg sådan lidt infantil i min tankegang og spørger (nogle gange højt) den bortgangne, hvor den mon, på eget initiativ, er gået hen. Jeg er overhovedet ikke bleg for at kalde på den, hvis det nu skulle hjælpe. Det gør det så ikke.

Så indsætter jeg i min målløshed et større detektivarbejde omkring, hvornår jeg sidst har brugt den–og hvor. I dette tilfælde var det en udfordring. For, helt ærligt, så går jeg ikke sådan, på daglig basis, og BRUGER Skyggespil. Jeg læser den, med årelange mellemrum, når jeg lige får en pludselig opblomstring af nostalgi eller uovervindelig lyst til at genopfriske Boel-Hans og Brakkeren, som er noveller, jeg elsker på samme måde, som andre mennesker måske skal igennem Ællingen og Nattergalen med jævne mellemrum. (Her skal indskydes, at H C Andersen ikke bare lige sådan bortgår hos mig. Jeg har arvet de samlede værker i murstensversionen, der ville kræve en kran for at forflytte sig selv.)

Jeg aner med andre ord ikke, hvornår jeg sidst har set den bog. Måske ligger det endda så langt tilbage, at dens forsvindingsnummer hænger sammen med det besynderlige faktum, at jeg ret ofte kan genkende mine egne klassikere på mine børns bogreoler. (Unger: Der er Daglejere og Fiskere til ukommenteret bortførelse, vi har nok!)

Men så er det også, at det sådan bliver lidt af en besættelse. For hvor ER den bog henne? Især når det nu, i løbet af ganske kort tid, har udviklet sig til selve meningen med mit liv, den store forløsning og det eneste, der er værd at spekulere på, at finde den bog? Jeg kan lede i cirkler omkring mig selv, tjekke køkkenskabe ( hvem ved?), garager og dunkle kælderum og fare rundt som en forvirret hveps i stikkehumør. For det kan jo ikke passe, at jeg ikke engang kan holde styr på noget så styrbart, der helt enkelt skulle have stået på sin dertil tildelte plads i min bogreol.

Og det er jo ikke bare den bog. Det er så utroligt mange andre ting. Med samme dagsorden. Målløshed, forvirring og besættelse. Som dengang jeg ikke kunne finde et par jeans (stadig ufundne), billederne fra min konfirmation (fundne), den allerbedste kniv (helt forkert skuffe, inderst) og de 8 smørbrikker, jeg allerede havde solgt på DBA og derfor var nødt til at finde dubletter på. Jeg måtte sgu` helt til Kolding!

Selvfølgelig kommer der, efter ransagning af alle tilgængelige og ofte også fuldstændigt utroværdige gemmesteder, en form for resignation eller erkendelse af, at en ting har forladt ens liv. For good. Det er forbandet svært at acceptere, og i månedsvis hænger der stadig sådan en lille snas af forventning om, at det alligevel vil lykkes.

Sådan at når man alligevel er i drivhuset eller brændeskuret, så tjekker man da lige for en sikkerheds skyld, om ikke Skyggespil af sig selv er spadseret derud og bare ligger der i skyggen og venter på, at man omsider finder den.

Continue Reading

Om at være hvid.

Åh nej, ingen racisme her. I dette indlæg er det modsatte af at være hvid at være solbrændt.

For der er jo sket forunderlige og stærkt sundhedsforstærkende ting med den solbrændthed. Eller mangel på. Sådan over årene…

Da jeg var ung, var solbrændthed et skønhedsmål. Med en medfødt hud af særdeles skandinavisk kaliber blev hver sommer, især forsommer, et hårdt arbejde omkring selvstegning og brankning. Blegfiser bliver, som hovedregel, ikke solbrændte. I alt fald ikke, hvis de ikke gør sig umådelige og til tider uhyre smertelige indsatser for at gennemstå samtlige stadier, der er nødvendige for at få en falsk afrikansk hudidentitet. Jeg erindrer stadig, at der gerne skulle mindst 2 afskalninger, med indbygget hamskifte og tydelig indianerhud, til, før i alt fald jeg påfaldende begyndte at minde om en krydsning mellem netop en afrikaner og en godt branket ribbensteg. Det var slet ikke let, det der med solen. Men man skulle jo gennem det. Hvert år.

Og så sad man der, på havens mest solrige, totalt uskyggefulde plet og led. Selvfølgelig svedte man også. Litervis. At medbringe en bog eller anden form for underholdning gennem den nødvendige tortur var rimeligt omsonst. Det er, trods alt, svært at abstrahere fra, at man i timevis er ved at koge sig selv. Og så blev man rød. Og så kunne man ikke sove om natten for bare rødhed. Endda somme tider ligefrem vabler og blæner, der selvfølgelig bare var en nødvendig forbrænding på vej mod det forjættede mål at blive solbrændt. Udover det lå der også en indbygget uretfærdighed i, at veninder med mørkere hudtyper ligesom sløsede sig igennem hele processen. De led slet ikke NOK for skønheden. Somme tider sprang de endda op til 2 gange skaldning og flere nætters manglende søvn over.

Jeg kan stadig huske, hvor modbydeligt det somme tider kunne være at sætte sig selv til brankning. At være på besvimelsens rand med sveden løbende i kaskader, men standhaftig! Noget så forbandet standhaftig. Af den grund, at der blandt kvinder i min generation herskede en indbyrdes konkurrence omkring at være mest solbrændt. Det var smart, det var in, det var trendy, det blev anset som smukt og klædeligt–og så var det vel også et signal om overskud og råd til ferier i sydens sol. Vi komplimenterede faktisk hinanden omkring graden af afbrankning, og der var status i at nærme sig et afrikansk hudlook, selv om der hverken dengang eller nu i samme grad var nogen specielt opløftende status i faktisk at være afrikaner. Jeg havde faktisk veninder, hvis vigtigste rekvisit omkring solbadning var et æggeur. Det stillede de, så de–på akkurat samme måde som man pandesteger en god bøf–var absolut sikre på at blive vendt på det rigtige tidspunkt, så både maveside og rygside fik samme portion stegning. Det var nemlig pinligt at være usymmetrisk brændt. Ligesom man selvfølgelig bør stege bøffen på begge sider.

For bare få generationer siden var der status i at være hvid, som i bleg. Det betød, at man ikke behøvede at deltage i underdørs arbejde, hvilket i et bondesamfund var markarbejde og dermed forbeholdt de økonomisk dårligst stillede. Det var egentlig først med industrisamfundets ændrede kvinderoller, at solbrændthed blev en markør for en helt anden form for status. Derefter gik alle vi frigjorte kvinder i selvantændt brand. Endog ordet for det hele: “solbadning” indikerer, at der er noget fritidsbehæftiget, noget afslappende og noget rart forbundet med selve processen. Prøv at fortælle en person, der bor tæt på Ækvator, at man kan “bade” i solen!

Men nu er jeg så ved at blive gammel på netop det område. Jeg er gået i skygge. Jeg har underlagt mig såvel aspargesben som åreknuder derinde under mit træ, og jeg befinder mig uhyre veltilpas med at være absolut fri for svedeture, natlige vabler og konstante hamskifter. Jeg er hvid som den skandinav, jeg er, og jeg finder endda en form for medlidenhed med alle de kvinder på min alder, der stadig ikke er vokset fra at betragte eget legeme som en ustegt flæskesteg, der udelukkende bliver spiselig i andres øjne, hvis den er tydeligt afbranket. Jeg nyder mine bøger i dunkle hjørner, jeg sveder kun til husbehov, og jeg kunne ikke drømme om (hvis det var muligt!) at foranstalte udlandsrejser udelukkende med det formål “at komme ned og få noget sol”. Man kan ikke længere betragte min hud som et barometer for, hvor meget solen har skinnet i forsommeren, og jeg har meldt mig ud af samtlige venindekonkurrencer om afrikansk hudidentitet. Det er decideret muligt, at der vil blive kigget skævt, fra visse sider, på min blændende hvidhed og de asparges, der ligesom stikker frem under kjolen, men, som med så meget andet, så er det jo først og fremmest beskueren, der har problemet. Sikkert den beskuer, som stadig er underlagt de normer, som gennem det meste af mit teenage- og voksenliv også tyranniserede MIN hud.

Solen er blevet en ven, jeg respekterer. Ikke en tyran, der torturerer mig med sine stråler. Og hvor er det dog afslappende, at den sol ikke længere er en brugsgenstand i det urimelige kapløb om at blive mest solbrændt. Ydermere iagttager jeg også, at jeg da hører om flere jævnaldrende, der desværre har taget skade af samme sol. Om de har dyrket den lige så intenst som mig, aner jeg ikke, men selve det faktum, at der kan være skader, er da skræmmende. Vi var totalt ligeglade, da vi dengang lod farlige stråler gøre os smukkere. Det er så godt, vi er blevet klogerre.

Så min sommer bliver hvid. Måske begynder jeg ligefrem at tage hat på. Det gør gamle damer jo… Men jeg sætter altså den ultimative grænse ved de der sammenbundne lommetørklæder, som ældre mennesker altid sad med på deres hoveder, da jeg var barn. Dengang syntes jeg, det var latterligt og så ret fjollet ud. Det gør jeg stadig. Og i øvrigt er jeg for årtier siden gået over til Kleenex, som givetvis vil give nogle udfordringer at placere på hovedet!

Continue Reading

Amerikanske tilstande?

Da vi flyttede ind i parcelhuskvarteret for godt 30 år siden, var det allerede et sølvbryllupskvarter. Nu er vi på den anden side af de fleste guldbryllupper og ude i metaller, jeg er totalt uorienteret i. Samtidig migrerer post-guldbrude og -gomme i stort tal til mindre lejligheder ( i flere tilfælde desværre også blivende små, firkantede lodder på byens kirkegårde), og de unge er begyndt at flytte ind.

Det går sjældent stille for sig. Først river de alt nedriveligt ud af huset og skaber lys, luft, nye køkkener og moderniserede badeværelser. Undtagen hvis der er originale 70-er fliser, som især i lortebrun anses for uvurderlige, bevaringsværdige fund. Et sådant post-guldbryllupskvarter er et fund for håndværkere af enhver art, så oppe hos os er der invasion hver morgen klokken 7, for netop det tidspunkt er stærkt favoriseret blandt samme håndværkere. Jeg har aldrig forstået hvorfor.

Når enhver form for indvendig, oprindelig arkitektur så er afskaffet ( undtagen de lortebrune, forstås!), kommer turen til haven. Her skal lige indskydes, at jeg oftere og oftere undrer mig såre over, at de unge købere ikke bare river hele lortet ned og starter forfra, så gennemgribende er mange renoveringer. Men det skyldes nok, at fliserne trods alt skal hænge fast i noget.

Og her tegner sig altså et mere end tydeligt mønster med klare referencer til Amerika, græsplænernes højborg. Heroppe i 60-er parcellerne har vi trods alt ( tak, Rifbjerg!) afskaffet ligusterhækken, men ellers bor vi med høje træer og særdeles opgroede haver. Hos en del af os endda tilgroede. Vores haver er fra en tid, hvor man dyrkede et sandt eldorado af vækster, og en parcelhushave bestod af et utal af (især) stauder, træer og buske. Faktisk er samme haver fra en tid, hvor man havde bed. Havebed var ret populære, dengang guldbruden var ung. Desværre er der så sket det hos majoriteten af os, at samtlige pænt anlagte og strukturerede planer med tiden er gået fløjten i et uoverskueligt miks af oprindelige bed og planter, men vi er, generelt, ret godt skærmet inde på sådan en lidt hyggelig, Torneroseagtig måde. Vel har vi da græsplæner. Men det er ikke altid, man lige kan se dem ude fra vejen.

Men sådan er det ikke hos de unge. De gør totalt usentimentalt op med samtlige oprindelige havearkitekturtanker og går i ren minimalisme. Alt rives op med rod og græsseres. Hvilket heller ikke er helt sandt. For nogle af dem er vildt fantasifulde og deler haven lige i 3 dele. En tredjedel græsseres, en tredjedel udlægges til enorme terrasser, der gerne skal gå hele huset rundt, sådan at man aldrig kan gå ud af sit hus uden at betræde en terrasse–og den sidste tredjedel grusseres. Faktisk var jeg slet ikke klar over, at grus fandtes i så mange farver og udgaver, inden alt det grus begyndte at flytte ind i mit kvarter. Hvis–og her er vi ned i en ret lave procentdel med det “hvis”–der ligesom skal være andet i de haver end græs, grus og terrasser, så består væksterne gerne af blomster i store, store potter. Til at stå på de enorme terrasser, forstås.

Hækkenes tid er også forbi, erfarer jeg. Det ville selvfølgelig også være forbandet ærgerligt, hvis en sølle hæk kom i vejen for, at vi allesammen kan kigge ind i de der enorme lyse, store, relativt tomme køkken-alrum. (Her må jeg så indskyde, at når man nu KAN kigge ind, så er jeg totalt ublufærdig i min nysgerrighed, og kan faktisk oplyse, at den unge generation er stået af PH-en. Eller også kender de den ikke!) Til gengæld har de alle sammen en robotplæneklipper. Det er sådan lidt nyt i vores kvarter, hvor samtlige guldbrudegomme da indtil nu godt har kunnet klare den slags græstiltag. Så hvis man går sig en lille midtdags-tur, så er der godt nok gang i de små robotter. En slags robotkonvent, hver dag, selv om de selvfølgelig passer hvert sit på hver deres forvirrede kørselsmetode.

Så om ganske få år vil villahaven givetvis være en ting fra fortiden. Med uhørt hastighed, direkte proportionelt med hussalget i området, vil de gamle haver falde og blive udlagt til græs, grus og kolossale terrasser. Hække vil blive et grønt minde, og vi vil allesammen vide præcis, hvor naboen har sin kaffemaskine i rustfrit stål og den enorme lampe, der ikke er en PH. Det kan vi jo se. Vækster med blomster vil vokse i krukker, mælkebøtter og skvalderkål vil være uddøde racer, og de dyr, der givetvis lever fedt i vores overgroede haver, vil nu begrænse sig til robotklippere, der på afstand og med lidt god vilje kan gå for rimeligt store myrer på zigzagkurs over græsarealer.

Amerikanerne har altid været umanerligt glade for græsplæner, så USA er græsplænens uomtvistelige højborg. Men det er et faktum, som der sandelig kæmpes indædt for at lave om på i de danske villakvarterer. Der skal tilsyneladende skabes amerikanske tilstande på parcellerne, så lad os da bare håbe, at det i sidste ende ikke influerer stemmeafgivningen i amerikansk uføre-retning.

Jeg synes, det er magert, uopfindsomt, kedeligt, kønsløst og fremmedgørende. Jeg er fuld af forståelse for, at det er lettere og giver en masse overskudstid til andre ting ( f.eks. at gå rundt i de enorme lokaler og nyde alt lyset og se ud på alt gruset), men vores gamle villakvarterer bliver altså ikke kønnere og mere indbydende på denne måde. Jeg er også helt sikker på, det influerer på livskvaliteten.

Mine børn siger somme tider, at de var vilde med vores have, da de var små. Der var uudforskede vildnis, små krat og miniskove, gode fodboldmuligheder og et utal af høje træer at kravle i og falde ned fra. Der var endda en hjemmebygget platform i 5 meters højde i et træ. Der var også tonsvis af mælkebøtter at lægge i vand og smøre ud på tøjet samt kolossale buketter af skvalderkål at grovplukke.

Når nu de unge får børn, så bliver det rigtigt spændende at se, hvordan man leger mest kreativt, opfindsomt og sjovt med græs og grus. Eller med en robotplæneklipper. Men det ved de nok i Amerika.

Continue Reading

Om påskeliljer i februar.

Jeg ved godt, det er marts. Begyndelsen af, altså. Men disse her små fyre har stået på denne måde i min have siden februar. Måske er det det faktum, at februar i år er forlænget med en dag, der lige, på et hængende hår, fik dem til at nå en vinterudspringning. Hvis det da bare var det.

Jeg har absolut intet imod påskeliljer. De er smukke, kønne forårsbebudere og for mig noget af det mest påskede, der findes.Men de bør samtidig kende deres besøgelsestid. For ikke ret mange år siden var det faktisk ofte tilfældet, at påskeliljer slet ikke nåede at springe ud til påske ( ved godt, at påsken er flyttelig!), men at de ligefrem stiller sig an i vigteposition her 1½ måned før påske… det er forkert. Det er ikke blot forkert, det er skræmmende forkert. Påskeliljer skal forsøge at indpasse deres blomstring med påske. BASTA! Ikke rende rundt i februar og sige BØH og Her er jeg da bare.

Hvis det så bare var påskeliljerne, der havde et så afslappet og vejledende forhold til kalenderen. Men det er det jo ikke. De er bare tydelige eksempler i en natur, der er ved at gå ud af trit, ud af årstider og ud af årevis af vedtagne normer for, hvornår det er berettiget at blomstre. Påskeliljer i februar er selve beviset, selve det håndgribelige eksempel på, at der er noget galt. Meget galt.

Jeg vil ikke kommentere på, at februar samtidig har været kaskader af ødelæggende regn. Blot nævne, at jeg forleden kørte med tog langs med Kolding Å, der i den anledning var forvandlet til Kolding Flod. Det var betryggende, at banelegemet her var bygget op på en forhøjning, for ellers havde vi måttet padle os frem gennem de småkrat og småskove, der nu enten var øer eller forvandlet til imitationer af mangrover.

Det skræmmer mig, at klimaet så hurtigt, drastisk og dramatisk er ude i et skift. Især fordi jeg efterhånden husker mere end tres år, hvor det hele jævnt hen var det samme, man kunne stole på årstiderne, og påskeliljer var påskeliljer, når de nu engang skulle være påskeliljede, mens denne gåen totalt ud af sync er foregået med forfærdende hast over meget, meget få år. Som om der er bagslag i luften. Store, øredøvende bagslag i naturen. Gengældelser i vand og blomstring ude af trit.

Man føler sig så magtesløs, når man sidder der og stirrer på sine påskeliljer. For nok er de kønne, men det, de repræsenterer, er absolut ikke kønt. Og magtesløsheden kommer sådan helt indefra, fordi man ikke aner, hvad man dog skal foretage sig for at undgå påskeliljer i februar. Jeg ved det i alt fald ikke–udover at grave dem op og glemme alt om dem. Men det er jo bare som at pisse for at holde varmen, og den slags tiltag har vi allerede alt for mange af.

Continue Reading

Om teaktræ. Og om, at det nok snart går over.

Der var engang, hvor vi kørte vores 50-er teaktræ på losseren. De sidste mange år har vi hentet det hjem igen. Teak har været intræet, investeringsobjektet indenfor møbel- og brugskunstbranchen, og jo ældre, jo mere danskdesignet vintage, jo bedre. Hvor genbrugsbutikkerne for bare 10 år siden havde storlagre af bedstemors kommoder, bliver de nu nærmest ribbet for samme det øjeblik, de sættes til salg. Vi jyder har i samme tiår lodset kubikmetre så store som skove over Storebælt og tjent gode penge på at afsætte arvestykkerne til overpris til hipsterhjem i hovedstaden. Især omkring Sdr. Boulevard.

Og selvfølgelig synes jeg, at danske møbelklassikere nærmest for enhver pris skal bevares og restaureres, hvis muligt. De er smukke, de er funktionelle, og de er et flot udtryk for, at vi kan noget indenfor møbeldesign. Men mon ikke teaktræsbølgen alligevel er ved at være for nedadgående? Og BURDE den måske ikke også være det?

Personligt har jeg ikke meget teak. (Det har jeg for længst afsat til københavnerne!) Jeg synes, teak har en smuk glød, men ligefrem at bo overvældende med det, kan jeg ikke holde ud. Det er simpelthen for mørkt, for lyssugende, for rugende i et land, der dyrker solen og lyset, når de to endelig er fremme. Teak stemmer til alvor, til seriøsitet og gør stuer mørke og alt for alvorsprægede. Jeg voksede op i teak, hvilket måske er en forklaringsvinkel, men mørkt træ kolliderer alligevel på mange måder med skandinavisk livsstil, hvor netop det sparsomme lys skal dyrkes. Teak er ikke en skandinavisk træsort. Det er de meget lysere eg, bøg og fyr. Som efter min mening passer meget bedre til vores mentalitet, vores livsstil og vores længsel efter at gøre vores hjem lyse.

Som sagt er teak ikke en skandinavisk træsort. Træet vokser primært i Indien, Burma ( Myanmar), Laos, Thailand, Malaysia og ude på de kanter. I 50-erne og 60-erne, hvor træsorten var voldsomt populær, fældede man de fleste af Asiens teakskove, og genplantningen er kun lige påbegyndt i mange områder pga. fattigdom. Teak skal i øvrigt vokse rigtigt mange år, før det er brugbart til møbelmateriale. Rent klimamæssigt er teak, for os, en forbandet dårlig ide, grundet transport fra Langtbortistan. Rent humant og menneskerettighedsmæssigt en endnu dårligere, for vilkårene for skovarbejdere i alle aldre i de egne er langtfra optimale. Selvfølgelig kan man argumentere for, at vi da i det mindste holder folk i arbejde og måske fra fattigdommen via vores voldsomme teakforbrug–men vi udnytter dem altså også.

Så med klimaet in mente bør vi nok holde os til de træer, der altid har vokset her. Hvilket er en vægtig grund. Næsten lige så vægtigt, på designfronten, er vel også, at vi har de mest fantastiske træsorter i vores umiddelbare nærhed. LYSE eller LYSERE træsorter, som gør vores hjem meget mere indbydende og spreder det lys, vi higer efter. Og som vi de sidste 10 år har forteaket til træagtigt mørke.

Jeg tror på, vi snart vågner op af vores teakfascination. Eller rettere. Det kan jeg jo se. I møbelforretninger og i kataloger fra samme. Eg, der sådan er en lidt farvemæssig mellemting mellem det helt mørke og den lyse bøg, er i den grad på vej ind igen. Og det er dejligt, for eg er sådan en gedigen træsort og så smuk, så smuk i årer og glød. Det vil givetvis heller ikke vare længe, inden bøgen får den plads i vores hjem igen, som den i den grad er berettiget til. Fyr, som i min ungdom nærmest var den eneste legitime træsort og vildt populær i form af servanter og karlekammerskabe, må nok vente nogle år på en egentlig renæssance. I alt fald i vores generation, som nærmest kunne brække hele vitrinearrangementer op ved tanken om at skulle have pindebrændet indenfor murene igen. Især afsyret.

Så jeg bliver egentlig så glad, når jeg kigger ud over mit hjem og dets lyse træsorter. Basalt er jeg jo ligeglad med, at jeg nu også er supertrendy møbelmæssigt, men jeg er ikke upåvirkelig overfor, om jeg har et lyst hjem. Helt ned i min lyshungrende sjæl faktisk. Og jeg tror noget så inderligt, at de, der har teakificeret samtlige hjemmets opholdrum, simpelthen på sigt går i permanent lysmangel. Selv med Børge Mogensen, Wegner og Finn Juhl tatoveret under designfundene. Forhåbentlig kører de ikke klassikerne på losseren, når de selv opdager det–eller når de erkender, at trenden har skiftet, for vi skal for enhver pris bevare vores møbelklassikere i teak, men vi kan vel supplere dem med lysgivende møbler og andet i skandinavisk eg, bøg og måske fyr.

Måske er min mavefornemmelse helt forkert. Men jeg kunne jo også være firstmover? I alt fald siger samme mavefornemmelse mig, at klimaet også vil komme til at spille en afgørende rolle for vores valg af bæredygtige, hjemlige træsorter, og at teakfanatikerne vil gå i akut lysmangel på et eller andet tidspunkt.

Men indtil det sker, så los da bare alt teaken mod København af og scor gevinsten. Lad endelig være med at køre det på losseren, for hvis man bare venter længe nok, skal det nok blive trendy igen. Det kan vores efterkommere så selv sørge for at køre til København, når den tid kommer…..

 

Continue Reading

En livsbekræftende oplevelse. Og en på fordommene!

I banken. Forleden.

Når man, for en gangs skyld, skal sætter penge IND, og ikke bare trække dem ud, er man nødt til at gå til den automat, der står inde i banken. Derinde var der lang, lang kø. Heldigvis med kødeltagelse af et par naboer, som jeg lige kunne vende vejsituationen med i ventetiden.

Ved automaten stod en nydelig ældre dame, uden rollator og særdeles pæn og velklædt. Hun havde tilsyneladende problemer. Vendte sig om og fortalte, at automaten havde spist hendes kort. Spurgte selvfølgelig, hvad man så gjorde? Og alle vi tilskuere kiggede først på hende, alders- og demensmålte hende i ½ sekund, hvorefter vi nærmest i munden på hinanden venligt foreslog, at hun da lige skulle kigge i sin pung, for kortet var da nok der. Det ville damen ikke. For det HAVDE hun gjort. Vi mente nu nok, hun burde gøre det igen.  Det var lige præcis der, vores fordomme talte! Automaten havde spist hendes kort, BASTA, og noget skulle gøres NU. Hvorefter jeg, indrømmet, lidt undskyldende kontaktede en bankmedarbejder ( der er stadig 1 dernede!) og bad hende kigge på problemet.

Samme medarbejder bortførte så damen over til kassen, og vi andre åndede mærkbart og lettede op, for nu kunne vi komme videre i vores ualmindeligt travle liv og få ordnet vores pengesager uden forsinkelse fra demenssiden. Da jeg stod bagerst i køen, og dermed også i umiddelbar nærhed af kassen, overhørte jeg bankmedarbejderen spørge om damens personnummer. Samt hendes svar. Som var xx.xx.27.xx.xx. Det var så der, min nabo og jeg vekslede blikke! Altså samtidig med, at bankmedarbejderen kunne konstatere, at damens kort ganske rigtigt var blevet slugt at automaten. Hvorefter min nabo og jeg slog blikkene ned. Skamfulde. Meget skamfulde.

For her stod vi altså med en 93-årig, der var i banken for at hæve penge i automaten. Alene, godt gående og fuldstændig frisk i hjernen. Automaten havde, af uvisse grunde, slugt hendes kort, men det tog hun sådan set bare som en udfordring. Godt gået, siger jeg bare! Det uhyggelige var meget mere vi andres reaktioner. For vi stod der og luftede alle vores fordomme i fælles, opgivende blikke og tænkte præcis det samme. Nemlig at 93-årige slet, slet ikke bør gå alene i banken, for det kan de, pr. definition, overhovedet ikke finde ud af. Hvis de overhovedet kan finde ud af at gå ud! Denne beundringsværdige dame kunne faktisk sagtens finde ud af det hele, var i fuld kontrol af situationen OG, hvad der næsten er det vigtigste!, så heldigvis ikke vi andres fuldstændigt uundskyldelige, uhyrlige blikke. For vi burde skamme os! Sådan at lade samtlige vores fordomme løbe af med os derinde i banken!

–I øvrigt så jeg senere damen nede på torvet, hvor hun var ude at købe fisk. Jeg ved ikke, om hun lagde mærke til, at jeg smilede til hende. Et smil af undskyld og uhyggelig selvransagelse af fordomme. Men også et smil af anerkendelse og dyb beundring!

Continue Reading

Om taknemmelighed.

Det er som regel, i alt fald hos mig, konkrete hændelser, der udløser det. Taknemmeligheden. I alt fald som udgangspunkt, fordi samme startposition ofte medfører, at jeg kommer til at tænke på alle de andre ting, jeg er taknemmelig for.

Som nu et barnebarns fødsel forleden. Ikke blot, at hun er fin, perfekt og nuttet, men også at jeg rent faktisk kommer til at opleve hende. Være med i hendes liv, have hende i mit. Måske blot og bart at stå op om morgenen og huske, at hun er der. Ligesom alle de andre ting, der også er der. Og, måske allermest væsentligt, at JEG er der.

Taknemmelighed er sådan noget, man vokser til. Tror jeg. Det begynder med alderen at gro på en, når man pludselig opdager, at alting ikke er en selvfølge. At der er barske alternativer til at vågne glad hver morgen og have det godt. Både med sig selv og sin omverden. Uhyrlige, uhyggelige alternativer, faktisk, som man med alderen såvel kommer til at tænke mere på samt helt konkret at blive konfronteret med.

Indtil for få år siden syntes jeg i al min arrogance og tagen livet for givet, at taknemmelighed var en overflødig følelse, et forbandet højtideligt misfoster af en fornemmelse, forbeholdt folk der tog livet alt for alvorligt, var religiøse på den selvkvæstende måde eller indrulleret i alternative tænkemåder, der udelukkende havde selvet som midtpunkt og næppe kunne se længere end egne tåspidser. Det er jo slet ikke sådan, det er. Eller måske er det sådan, mens man er ung og ikke har erkendt, at alting meget hurtigt kan blive til ingenting, og at der ingen garanti er for, at solen skinner på en, såvel i konkret som overført betydning.

De senere år har jeg mere og mere oplevet følelsen af, at jeg er heldig. Meget heldig. Men samtidig også, at mit held aldrig må tages for givet. Jeg betaler ikke pant for det med en påstået taknemmelighed, men jeg får den der følelse, sådan helt fra langt inde i det, der måske er sjælen, at jeg er så overvældende taknemmelig. Så inderligt glad ved bare at være her. Og så jublende lykkelig over, at der stadig er masser af udfordringer, der både venter på mig, og som jeg kan gå i lag med.

Måske er det den endeligt opnåede erkendelse af, at intet er selvfølgeligheder, der gør det. At der ikke er nogen som helst garanti for, at det hele skal gå godt. Og at man netop i den grad skal påskønne det, når det så virkelig GÅR godt. For de små skår, der hele tiden slås af, er jo i virkeligheden kun nødvendige bump på vejen, der i sidste ende udelukkende bidrager til at gøre taknemmeligheden endnu mere omfattende.

På sin vis er taknemmelighed vel bare et andet ord for aktivt at påskønne det, man har og det, man har fået. På den der lidt åndelige måde, som kommer dybt indefra. Det er ikke den følelse, man får, når nogen giver en præcis den materielle gave, man har ønsket sig. For taknemmelighed er ikke tingslig og knyttet til forgængelige ting. Den er større, mere altfavnende, mere omspændende i al sin stille ydmyghed overfor, at man har fået grænseløse glæder samt lov til at deltage, helt uden at have gjort noget mærkbart for det.

Man kan ikke bede sig selv om at være taknemmelig, aftale med sit inderste jeg, at man skal huske at være det. Det fungerer ikke. Eller bliver i alt fald falsk og meget lidt ydmygt. Men man kan lade sig overstrømme af den der følelse, der bare overtager en indefra, gør en så uendeligt glad og lader en påskønne alt det, man har. Og man må gerne dyrke den. For den ydmyghed overfor selve livet, der er outputtet fra taknemmeligheden er i den grad værd at have med sig. Det er lige præcis den, der gør, at livet ikke bliver en selvfølgelighed.

For det er det jo ikke.

Continue Reading

Om at være kommet i “risikogruppen”.

Jeg skulle meget gerne til Asien om små to uger. Ikke Kina, men den traditionelle tur fra Hanoi til Ho Chi Mihn City med de obligatoriske stop undervejs. Hvoraf jeg glæder mig mest til det hos den lille, ferme skrædder og hendes utallige bedstemødre i Hoi An, hvilket siger meget mere om mig end om rejsen.

Men nu har Corona sendt chokbølger gennem verden, og jeg befinder mig pludselig i “risikogruppen.” Det har jeg aldrig så mærkbart gjort før. Samme risikogruppe er nemlig, udover folk med kroniske sygdomme og andre permanente svagheder, ikke dannet af helbred, men af alder. Pr. definition sættes man over i skammehjørnet med sin risiko, fordi man er over 60. Der sidder man så og afventer angreb fra enhver tænkelig dødelig virus, der formodes at flyve på en, fordi virusser decideret kigger mere på dåbsattesten end på almen kondition og velvære.

Indtil nu har risikogrupper for mig altid bestået af “de andre”. Dem, der var lidt syge eller som bare var flere århundreder ældre end mig. For slet ikke at tale om hypokondere og hjemmefødninge og folk, der ikke kunne se en virus ( hvis man kan det, altså) uden at mærke den på stedet. Jeg har spadseret fint gennem verden uden at skænke dens indbyggede farer en tanke, for farerne var for de andre. Altså dem i risikogruppen.

Det er så en omstændighed omkring mine fremtidige rejser, jeg må prøve at forstå. At jeg måske er mere udsat end andre, yngre mennesker, og at alt grimt har klare præferencer for folk over 60. Sådan “kaste-sig-over-præferencer”. Det er lidt svært at acceptere. For indbygget i at acceptere, at man pludselig er kategoriseret derovre sammen med dem, man overhovedet ikke har andet end alder til fælles med, indebærer det jo også en accept og erkendelse af, at man rent faktisk er ved at blive gammel. At det at indtræde i en risikogruppe ikke er noget midlertidigt. Noget, der går over. Men tværtimod noget permanent, der faktisk vil forfølge en resten af livet. Og bare blive mere og mere risikabelt. Stige proportionelt med ens alder. Det går først over, når man er død. Måske endda død af at nægte at erkende, at man var risikotruet.

Jeg kan så forholde mig til det på flere måder. Enten kan jeg acceptere min fastlåste skæbne og sætte mig på min røv i hjørnet og dyrke min risiko til aldrig at bevæge mig nogen steder. Sidde der og være så tilfreds glad ved, at intet ondt vil mig ramme, for det får det slet ikke lejlighed og chance for. Afslå enhver spændende mulighed med mantraet, at det er for farligt for sådan en gammel en som mig. Jeg kan også vælge at skide højt og flot på min stadigt voksende risiko. Det betyder ikke bevidst at valfarte til virusinficerede egne og sygdommes kildesteder for at opsøge enhver tænkelig dårlighed. Bare for at se, om risikoen var reel. Men det betyder ikke at lade sig begrænse indenfor fornuftens grænser, og samtidig at tage de forholdsregler, der nu engang ikke er hysteriske, men velovervejede.

Så jeg farer ikke til Wuhan i Kina for at afprøve, om risikoen er reel. Men jeg risikerer gerne mit trip til Vietnam, slæbende på al min risiko. Alternativet til at rejse er at blive hjemme. Det er, som regel, risikofrit, om end det er statistisk bevist, at de fleste ulykker sker i hjemmet. Det er vel også med at komme afsted. Jeg mener, jeg bliver jo ikke yngre, og min risiko bliver af samme grund heller ikke mindre.

Men alligevel er det nu en traumatisk en at sluge, at jeg ( altså MIG) indgår i den gruppe, jeg overhovedet aldrig nogensinde har set mig selv tilhøre. Måske er det bare første erkendelsesskridt ind i en alderdom, der skubber mig mere og mere over i hjørner, hvor jeg føler mig totalt fremmedgjort. Hvis jeg lader det ske. Altså.

Continue Reading
1 2 3 26