“Så ønsker jeg Dem en god rejse.”

Forleden, da jeg skulle tjekke ind i Ålborg lufthavn, sagde en meget venlig ung mand ovenstående sætning til mig.

Jeg blev lidt forbavset. Og følte mig en smule fanget i en tidslomme, jeg slet ikke selv vidste, jeg befandt mig i.

Der er da aldrig nogen, der siger De til mig. Og jeg fandt ved samme lejlighed ud af, at jeg personligt faktisk ikke bryder mig om, at nogen gør det.

Jeg er sikker på, at den unge mand bare prøvede at være venlig, og at han sikkert af sine overordnede har fået besked om at titulere alle voksne mennesker med De. Men det er jo desværre ikke den reaktion, ordet fremkalder i mig. Jeg føler derimod en akut trang til at se mig selv i nærmeste spejl for lige at tjekke, om aldringsprocessen er gået i speedmode, siden jeg sidst talte rynker. Jeg føler et uanet antal år tynge på mine skuldre, hvis jeg De-es. Som om den unge mand med stor bevidsthed prøver at lægge en afstand til sådan et fænomen som mig, der sikkert også skal hjælpes.

Eller også gnaver det sådan lidt, at han nok gør lidt grin med mig på min alders vegne. At De er hans egen spidsfindige måde at lægge afstand fra sig selv til gamle tanter som mig. At De-ordet i sig selv indeholder en gøren-grin-med værdi som en anden sproglig kode.

Jeg erindrer stadig alt for godt, hvem jeg i min barndom og ungdom sagde De til. Det gjorde man jo dengang og helt op til, da de sproglige resultater af ungdomsoprøret endelig nåede de fjerne provinsegne, jeg befandt mig i. De overgik i alt fald i min bevidsthed fra at være en almindelig tiltaleform overfor lærere og andre voksne, man rimeligvis respekterede, til at være en slags underforstået drilleform overfor folk, man aldeles ikke respekterede, eller–som vi sagde dengang–som troede, de var noget. Når man troede, man var noget, var man nemlig som hovedregel ingenting.

Personligt vil jeg helst frabede mig at blive tiltalt med De, for ordet har i mine ører fået den fuldstændigt modsatte betydning end den oprindelige. Jeg et sikker på, den unge mand ville mig det bedste, men jeg er også sikker på, at Ålborg lufthavn lige bør tjekke, om det nu i grunden er en formålstjenlig måde at tiltale voksne mennesker på. Jeg tror nemlig ikke, de selvstændigt kan omdefinere den måde, som mange i min generation opfatter ordet.

Så det var faktisk helt rart at komme til Kastrup og blive til ” du der”. Så kunne jeg genkende mig selv!

Continue Reading

Om at børste tænder med venstre hånd.

Der blev sovet lidt for længe her til morgen, så med vanlig sans for effektiv multitasking skulle der lige børstes tænder og tørres hår samtidig.

Det var så der, det slog mig for første gang nogensinde i mit ellers rimeligt lange liv, at jeg ikke kan børste tænder med venstre hånd. Gad vide, om venstrehåndede heller ikke kan børste tænder med højre hånd?

Det slår mig som ret besynderligt, at noget så absolut hverdagsagtigt som tandbørstning pludselig giver anledning til en ny erkendelse i mit ellers lange liv. Har jeg virkelig aldrig forsøgt at børste mine tænder med venstre hånd før? Er tandbørstning så meget en reflekshandling, at den automatisk udføres med højre, eller har jeg bare forsømt at indskole den venstre i tandbørsteuniverset? Er det en ny udfordring— altså at lære at venstrehåndsbørste?

Gad vide, om andre har det på samme måde? Eller om alle andre har håndmæssig fleksibilitet indbygget i deres tandbørstning, så de— for det er jo også det, det drejer sig om!—godt kan tørre både højre og venstre side af hårpragten, mens de børster tænder?

Continue Reading

Om at blive gammel. Og om at være gammel.

Lad mig for en gang skyld begynde med en cliche. Selv om clicheer er noget af det værste, jeg ved, og basalt udelukkende dækker over sproglig og fantasimæssig uformåenhed og inkompetence. Tjek f.eks. Facebook for at konstatere, at jeg nu nok har ret…

MEN: Denne cliche slog mig alligevel ved, at der gemmer sig en del sandheder i den. Selv om det selvfølgelig er sagt til opkastningsfremkaldende stadier, at vi alle gerne vil blive gamle, men ingen af os vil være gamle.

På mange måder er det noget, vi selv bestemmer. Her tænker jeg selvfølgelig ikke på invaliderende sygdom af både mental og fysisk art–det bestemmer vi trods alt ikke over. Men som jeg ser det, involverer det at blive gammel til stadighed at bevare sit udsyn, at kigge udad og fremad og at deltage aktivt, mens det at være gammel betyder, at der kun kigges tilbage og leves på længst forgangne minder. Man kan jo næsten se det på verberne/udsagnsordene: “at blive” er aktivt og peger fremad, mens “at være” er passivt og signalerer total stilstand.

Desværre kan jeg allerede i min trekvartgamle alder konstatere, at mennesker på min egen alder omkring mig begynder at være gamle. De mister interessen for verden omkring sig, og cirklerne omkring dem bliver mindre og mindre. De mister deres fremsyn og fremdrift. De passer deres have–sådan i overført betydning–og enhver samtale skal gerne involvere nogen eller noget, der HAR været. Det er som om, der er en latent angst for fremtiden, eller i alt fald en tilbundsgående skepsis overfor alt det, der skal komme, og som det synes uhyggeligt svært, ja nærmest umuligt, at tage del i. Gerne fordi man på forhånd har som præmis, at det forstår man sandelig ikke. Det må andre tage sig af.

Selvfølgelig er der ting, jeg med glæde og stor taknemmelighed lader andre tage sig af. Flere og flere, endda. Men jeg anser det som min ufravigelige pligt–samt interesse–at prøve at forstå det samfund, jeg lever i, inklusiv dets udvikling. For at stå af er at være gammel. Den slår jo også dobbelt. Jo mere, man står af, desto mere marginaliseret bliver man. Og det leder vel i sidste ende til den helt korrekte følelse af, at man ikke længere helt forstår–for det gør man jo ikke. At forstå kræver nemlig aktiv deltagelse.

Jeg kender også–og heldigvis–mange mennesker, der sådan i åremål ER gamle, men som på ingen mulig måde har opgivet deres nærværelse og udsyn. De er vildt optagede af den verden, de lever i, og ser hele tiden fremad. De har planer og lever livet med stadig fokus på alt det, der skal komme. Selvfølgelig kan de også se tilbage, men det tilbagerettede blik tjener oftest som en baggrund for at forstå nuet og fremtiden. For de, der ER gamle, er fortiden det eneste, der har betydning. Nutiden og fremtiden er ren chikane og blot noget, der skal overstås.

Så jeg vil gerne blive gammel. Jeg vil gerne være sådan en klog, gammel dame, der pga. alle mine år og al min erfaring kan sætte tingene i perspektiv, og som til den allersidste dag har klare planer for fremtiden. Så tror jeg nemlig, folk gider lytte til mig, være sammen med mig og vil respektere mig. Til gengæld vil jeg på ingen måde ønske at være gammel. Jeg behøver ikke deltage i rækkerne af somme tider ikke så forfærdeligt gamle mennesker, for hvem livet udelukkende leves på det, der var, og hvor fremtiden og selve omverdenen har mistet sin betydning. Så tror jeg heller ikke, der er ret mange, der gider tale med mig eller tage mig alvorligt.

For det kan jeg jo så ualmindeligt tydeligt se på mig selv. Jeg gider jo heller ikke de mennesker på min egen alder, der tydeligt er gamle. De er jo tåbeligt uinteressante, og jeg må nærmest lægge bånd på mig selv for ikke at ruske dem frem til den virkelighed, de rent faktisk lever i. Nej, giv mig alle de pragtfulde mennesker på min egen alder og helt op til sidst i 80-erne, som ser ud, ser frem og BLIVER gamle på den fine, værdige måde!

Continue Reading

Mit hav.

Med alderen skrumper de basale krav til nydelsesparametret sådan lidt i størrelse. De bliver også for det meste ikke-materielle. Som jeg vist har sagt utallige gange, så samler jeg ikke længere på ting, men udelukkende på oplevelser.

Og det er da et privilegium at vågne op til denne udsigt. Så stort, at jeg sagtens kan sidde i lang, lang tid bare og betragte den.

Det derude er mit hav, og hvis der sidder en ligesom mig ovre på den anden side i Sverige og rånyder på samme måde, så er der såmænd hav nok til os begge to. Og alle andre.

Continue Reading

Om at male havemøbler.

Det er det samme show hvert år. Man KUNNE jo også bare have sat dem ind eller dækket dem forsvarligt til, så vejr og vestenvind da i det mindste skulle anstrenge sig lidt i deres angreb.

Men selvfølgelig var det nemmere bare at lade stå til. For hvert efterår er der så langt til næste forår, at det lige så godt kan være løgn, for det overgår ens umiddelbare fantasi, at det overhovedet KAN blive forår igen.

Havemøbler på vestvendte terrasser er et udsat møblement. Disse har nået stadiet, hvor der virkelig alvorligt skal overvejes, om de måske har aftjent deres sommerhuspligt og skal til de evige genbrugsmarker. På den anden side set, så vil ethvert nyt møblement til udendørs brug lide samme kranke skæbne. Nemlig en vinter i vejrets vold. Så de får lige årets overhaling, og går de en langsom terrassedød i møde næste vinter, så er det dem vel undt.

Selvfølgelig KUNNE man også bare have dækket dem til. Men det kan man så bare ikke, når man er mig. Der er rigtigt mange ting, jeg lærer med årene, men jeg må nok erkende, at denne nok ikke bliver en af dem.

Derfor har jeg også altid gamle havemøbler. For det meste arvede eller genbrug. Det er mit alibi for at lade dem klare vinteren på egen, ubeskyttede hånd. Samt min evige sommerhader, for males skal de jo. Igen!

 

Continue Reading

Udenfor sæsonen.

Når man bliver pensionist eller bare semi-pensionist, går man ud af sæson. Efter at have levet et helt liv på det danske skolevæsens autoriserede ferieplans præmisser, finder man pludselig ud af, at der faktisk findes andre tidspunkter på året, hvor det både er muligt–samt helt legalt–at holde ferie. Samt at det i de fleste tilfælde er meget mere behageligt og billigere.

Som nu. Hvor jeg har min lille nordjyske ferieby næsten for mig selv. Vi plejer jo at være en 5-6000, når jeg er her om sommeren, men her midt i juni er vi altså kun de lokale og nogle få af os pensionister. Jeg vil tro, at vi hver især kan boltre os på 1 km. strand uden at komme hinanden ret meget ved, man kan rent faktisk løbe personale op i Brugsen, og de har kun en kasse åben, og alle de tøjforretninger, der med stor præcision kun varer et år og sælger beklædning, som kun turister kunne overveje at købe, er ikke kørt i stilling endnu. Om morgenen har man hele stranden for sig selv, og det er jo pragtfuld for dyret, der ellers i den såkaldte sæson må i snor og tage hensyn til tyskerne.

I det hele taget går man jo ud af sæson som pensionist. På alle områder. Dagene er ikke på forhånd afmærkede som arbejds- eller feriedage, og man skal Gudskelov ikke længere slås med alle de andre om pladsen de 6 uger om året, hvor det nu engang er vedtaget, at det er allerbedst for danskerne at holde ferie. Skolernes ferieplan influerer jo ikke blot de, der arbejder indenfor netop det væsen–men også alle, der har børn, der benytter det. Så kan vi nemlig slås om pladserne både på de hjemlige strande og på charterflyene.

Og hvor er det dog befriende, at man er ude over det ræs. At sæsonen er noget, der udelukkende bestemmes af en selv. At man kan tage på ferie og i sommerhus, når det passer en–og ikke ferieplanen.

For der er nemlig noget helt særligt ved en mennesketom morgenstrand. Ved ikke at skulle stå i kø i Brugsen og ved at fornemme, at man sådan har det hele lidt for sig selv. Ved stilheden og ejerskabet af en hel, dejlig verden.

Selvfølgelig holder de fleste ferie–også skolevæsnet–når vejret formodes at være godt. Og selvfølgelig er det dejligt, når vejret er godt. Men belært af mange års erfaring, så ER vejret altså ofte bedre udenfor sæsonen. Eller også er det bare, fordi man har så meget mere tid og plads til at nyde det!

Continue Reading

Danmark er et lille land.

I går solgte jeg et lille arvestykke gennem DBA. Det viste sig, at køberen for det første boede i min barndomsby, for det andet kendte min mor og for det tredje var gammel kollega til min svigerinde. Det brugte vi mange sms-er på. På min sidste rejse som rejseleder stødte jeg over en ældre herre, som viste sig at være født og opvokset i den samme lejlighed i Århus, hvor  min søn nu bor. Det brugte vi mange kilometer på.

Og det er jo på ingen måder noget særhør. De fleste kender den type historier. Om at vi ikke skal være ret længe i et sammenrend af, for os, ukendte mennesker, før vi finder nogle stykker at være i familie–eller i alt fald på fælles venner–med. Faktisk tror jeg ubevidst, vi på mange måder opsøger det, for udover at give stof til samtale, giver det jo også tryghed. Den der med “Nå, er I fra XXX. Jamen kender I så?” Som altså både er en rigtig god indgang til at snakke sammen samt en begyndende følelse af, at her er da nogle vildtfremmede mennesker, som måske slet ikke er så fremmede endda.

Jeg spekulerer nogle gange på, om denne høje frekvens af fælles venner og bekendte også gør sig gældene for mennesker, der bor i store lande med masser af indbyggere. Nok ikke med så høj en grad af pletskud som for os danskere. Der er jo ligesom ikke så mange af os at vælge imellem. Så rent statistisk bør vi simpelthen have større chancer for at have fælles berøringsflader end dem, der har strøet over 50 millioner ud over deres areal.

Jeg synes, det er hyggeligt. At mange af os sådan er lidt i familie med hinanden eller i det mindste kender nogen, der kender nogen. Måske er det også et led i al den danske hygge, som både vi selv og nu også udlandet dyrker så intensivt.

Selv om der selvfølgelig, trods alt og stadig, er folk, som jeg helst ikke vil hverken være i familie med eller kende. Eller kende nogen, der kender. Men dem kan man jo så bare lade være med at inddrage i konversationen.

Continue Reading

En venlig tanke. Inkl. surt opstød.

Lige nu sidder det samlede danske, skriftlige censorkorps og er ved at drukne i opgaver. En stor, inderlig tanke til dem. De har 2-3 uger til at bedømme den portion, de hver især har bundet sig for. Man kan ikke individuelt binde sig til et bestemt antal opgaver, men man kan binde sig til et bestemt antal timer, som så nøje fordeles på de niveauer, man retter på. Altså således at en opgave på Niveau A har flere retteminutter end en B Niveauopgave. Generelt kan man ønske, hvilket niveau man vil bedømme på, men der er absolut ingen garanti for, at det ønske efterkommes. Det er alt sammen meget teknisk, men en rutineret censor kan sagtens holde en god akkord, og aflønningen er–for nu at sige det, som det er–det absolut eneste incitament, der kan holde voksne mennesker fastbundet til deres skriveborde nogle uger i den allerdejligste forsommer. Det er pænt aflønnet.

Undtagen hvis man er så uheldig, at UVM synes, at det er ens personlige HF/VUC-år. Og det har INTET med HF/VUC-uddannelsen eller niveauet at gøre. På forhånd–altså lang tid før stilene overhovedet er skrevet–får man tildelt sine censorater og de afmålte timer. Til gengæld får man udelukkende, og helt retfærdigt, løn for de timer/opgaver, man rent faktisk har bedømt. Så hvis elever udebliver, er det bare surt show og ingen penge. Og da de fleste censorer, jeg kender, nøje har lavet logistik på rettedagene samt også gerne anvendt pengene, især i fantasien, så er det rigtigt godt, gammeldags træls, hvis et stort antal opgaver mangler. Det gør de uhyre ofte på HF/VUC. De eksisterer ikke, er aldrig skrevet.

Lidt mere spiseligt er det dog, hvis man bliver sendt ud som mundtlig censor på HF/VUC. Så ved man nemlig fra årevis af erfaring, at det bliver lette, ofte behageligt korte dage, for hovedreglen er, at kun halvdelen af de anmeldte elever møder op. Selvfølgelig mister man penge på de udeblevne, men man får dog trods alt for kørsel og time/dagpenge. En af mine kolleger blev engang sendt nogle dage til det, i censorkredse, særdeles eftertragtede Bornholm for et antal elever. Ingen af dem syntes dog, at det var umagen værd at møde op, så hun fik sig en dejlig, lille Bornholmerferie, kvit og frit på statens regning.

Jeg ved godt, at et spørgsmål er begyndt at brænde på noget så eftertrykkeligt. Nemlig: Hvor er de elever?/Hvorfor kommer de ikke? Af flere årsager. HF/VUC er en betalingsuddannelse, hvad der jo også tydeligt fremgår af de mausolæer, de fleste centre har bygget på første række på diverse eksklusive adresser på havneområder i de fleste større provinsbyer. Der er mange typer elever, men lad mig primært beskæftige mig med dem, der vælger at blive væk fra eksaminer. Nogle af dem er seniorer eller måske endnu erhvervsaktive, der tager enkeltfag, sådan con amore. De har absolut intet at bruge eksamensbeviserne til, men har nydt at fordybe sig i et fag over en vinter eller to. Det er faget, ikke eksamen, der betyder noget, så hvorfor overhovedet udsætte sig selv for en stressende eksamen? Andre er placeret af kommunen. De fleste kommuner har desværre den ide, at unge, som har lidt svært ved at finde ud af, hvad de vil, og hvem de er, skal skovles ad VUC til. Så er kommunerne da i det mindste ude over problemet i de to år, det beregnes til at vare, så de betaler gladeligt–og naivt–for at skubbe problemet ned på den nærmeste havnekaj. Hvor problemet så bare overhovedet ikke er. Når man skovler hidtil uovervindelige ungdomsproblemer af enhver art ind i et uddannelsessystem, der er gearet til noget helt, helt andet, ja, så taber man altså en forfærdelig masse unge mennesker, som desværre oplever endnu et nederlag. Og i alt fald ikke går til eksamen i fag, de næppe har fulgt.

Til gengæld er det da klart, at man nok ikke råber SÅ forfærdeligt højt om de ikke-eksisterende elever dernede på havnefronterne. De giver jo en hulens masse penge i kassen. Man kan bygge og bygge (prøv selv at tjekke!) mausolæer over, for og på elever, der ikke eksisterer. I alt fald ikke andet end på papiret. Jeg har tit tænkt på, at de elever, der trods alt er inde i pralebyggeriet, da må have forfærdeligt god plads. Men hvor i alverden skulle alle de censorer, der afventer skriftlige arbejder og rejser fra landsdel til landsdel dog vide det fra?

Endelig så har det i mange år–eller i alt fald siden pragtbyggerierne begyndte at skyde op–undret mig noget så forvirrende, hvorfor helt almindelige gymnasieelever, der generelt passer deres ting, kommer til timerne og tager deres eksaminer, skal sidde 31 stuvet sammen i ofte meget forældede klasseværelser, der i sin tid blev bygget til 24. Mens alle de virtuelle elever har så fandens god plads……

Men en stor tanke til censorkorpset fra en, der nyder ikke længere at være en del af holdet. Og jeg ved godt, at I ikke har tid til at læse dette. I sidder begravet i kongruensfejl og gulerødder i form af spændende flybilletter på forventet efterbevilling.

 

Continue Reading

Dolly Parton. Eller Don`t Look Back in Anger.

For nogle år siden var vi i Manchester nogle dage. Jeg elsker at tage folk med til Manchester, fordi der nok ikke findes ret mange andre byer, hvorom folks forhåndsfordomme og indgroede modviljer er så stor. En stor, møgbeskidt industriby med usle adresser, høj kriminalitet og bøvede, øllede nordenglændere, hvis eneste bedrift er et nogenlunde acceptabelt fodboldhold (eller to), som selvfølgelig er allerbedst, når der er civiliserede danskere på holdet/ene.

Det, jeg elsker, er at se den forvandling, der sker, når medbragte gæster finder ud af, at dette faktisk er en rigtig dejlig, flot, smuk, spændende og nytænkende by.

Når vi rejser, prøver jeg altid at indlægge et teaterbesøg eller en lignende kulturel aktivitet. Men netop denne gang var ellers særdeles kulturelle Manchester som støvsuget for den slags oplevelser. Faktisk var det eneste tilbud en koncert med Dolly Parton. Nu skal det jo ikke hedde sig, at jeg er kultursnob–sådan mere end til husbehov–så jeg bookede et par billetter til Dolly Parton og Dolly Partons. Det var en yderst spøjs oplevelse. Tydeligvis har Fru Parton (s?) mange hardcorefans i Manchesterområdet, som både møder udklædte i hele westernsvineriet, inkl. cowboyhat, men som også er fuldt fortrolige med hele repertoiret og alle sange i bagkataloget. Det var en stor oplevelse at se og høre dem.

Det var også en stor oplevelse at høre Partonen. Damen kan jo både synge og er yderst professionel. Man får, om man så kan sige, på alle måder og områder noget for pengene og bliver rigtigt godt underholdt. Samt finder ud af, at mange af de fantastiske sange, man altid har troet tilhørte andre, faktisk stammer fra et sted der mellem brysterne. Jeg var temmelig solgt–will always love you, Dolly!

Så den aften bød Manchester Arena på en god oplevelse. Vi var glade, da vi gik. Det var de helt sikkert også forleden, men desværre kom nogle af dem ikke så langt. En kujon havde nemlig, helt utilgiveligt, besluttet sig for at lade sin personlige vrede og frustrationer, camoufleret som religiøst betingede, gå ud over uskyldige børn og teenagere.

Så er det, man ikke kan undgå at tænke på, at samme kujon jo lige så godt kunne have valgt Dolly og hendes publikum. I så fald havde han da i det mindste ramt voksne mennesker i stedet for børn. Den tanke kan jeg selvfølgelig ikke bruge til ret meget, andet end i første instans at ånde lidt halvlettet op over, at både Dolly, de andre, manden og jeg kom derfra i pæn ro og orden. Næste tanke var logisk set, at hvis nu begivenhederne havde haft en anden rækkefølge, så jeg i dag havde stået med et Partonkort–var jeg så gået til koncerten?

Ja, det var jeg! Jeg var i den grad gået ind i den arena, nej, jeg var spankuleret derind. Jeg havde klædt mig ud som cowgirl fra top til tå og skrålet med på alle sangene. Ikke for Fru Partons skyld ( i alt fald ikke ret meget!), men for lige at pisse det territorie af, der går ud på, at kujoner, der bruger religioner som skalkeskjul for at udføre terrorhandlinger og oven i købet er så store kyllinger, at de tager sig selv med at faldet, så de ikke skal stå til ansvar overfor deres menneskefjendske handlinger–de skal ikke bremse det liv, den glæde og den medmenneskelighed, der, trods alt, i sidste ende bliver vinderen.

På Albert Square brød en kvinde forleden spontant ud i Manchestergruppen Oasis gamle hit “Don`t Look Back in Anger”, og den store, sørgende menneskemængde fulgte hurtigt med på den smukke sang. For det er jo det, vi ikke skal–altså Look Back in Anger. For hvis vi gør det, har kujonerne jo vundet. Vi skal, i overført betydning, have noget mere– meget, meget mere– Dolly Parton i Manchester Arena—så vi kan synge, huje, te os westernsk og vise kyllingerne, hvem der tager teten og ikke lader sig kyse. Selvfølgelig skal vi sørge, mindes og aldrig glemme alle de dræbte, men hvis vi bliver ved med for evigt at se tilbage med vrede og føle os knuste—så er det altså dem, der har fået deres vilje og lige præcis, hvad de ønskede at opnå.

Jeg tjekker lige, om Dolly Parton(s) er på vej til Manchester……….

 

Continue Reading

Om haveborde. Eller måske mere om ikke-haveborde.

Jeg har købt mig et nyt havebord. Det gamle var tæret op af vejr og vind og mangel på vedligeholdelse. Jeg er ikke nogen god vedligeholder, men jeg er heller ikke nogen god havebordskunde. I det hele taget er jeg en skrækkeligt dårlig kunde, når det handler om ting til mit hjem, for jeg synes jo, ret beset, jeg har det hele i forvejen. Det er ikke mange penge, der går indretningsvejen her i huset, og de, der gør, har lidt svært ved at slippe ud af pungen.

Det er selvfølgelig derfor, denne blog absolut ikke–som de fleste andre for såkaldt modne kvinder–ikke handler om mode og indretning. Jeg er fuldstændigt ukvalificeret til at skrive om begge dele.

Derudover hører jeg til dem, der hele tiden må tage valg, når det drejer sig om mine egne penge. Det er der jo folk, der ikke behøver. Jeg kan ikke bare anvende dem til alt det, jeg nu engang godt lige kunne tænke mig at eje, for så ville jeg ryge ud i et gevaldigt forklaringsproblem i forhold til banken. Så for mig, som for så uendeligt mange andre, er anvendelsen af de forhåndenværende midler et prioriteringsspørgsmål.

Selvfølgelig har jeg allerede omregnet havebordet i returbilletter til diverse hovedstæder, og der går altså ret mange hovedstæder på et havebord. Omvendt er det en smule trist at sidde ude i haven med sin mad på skødet med overhængende fare for at tabe grillbøffen på terrassegulvet, hvor den lokale ko nok skal være der hurtigere, end man selv lige når at samle op og støve sand af.

Men selve denne, i min verden, store anskaffelse giver også anledning til helt andre tanker. Nemlig dem, at jeg ofte møder raske og rørige mennesker, der noget så gevaldigt ønsker sig et havemøblement fra Skagerak, en havestue, et nyt sofaarrangement med samtlige 1,2,3,4,5 og 6-ere eller at få hele hytten gennemrenoveret. Vel at mærke mennesker, der lige er gået på pension og nu, som de selv udtrykker det, rigtigt skal til at nyde det. Basalt synes jeg da, det er fint, at de investerer pengene i deres hjem, men det indebærer desværre ikke, at jeg forstår det eller dem. Det er jo ikke fordi, murværket er ved at falde sammen omkring dem, møblerne er tyndslidte eller arkitekturen i huset råber på en tilbygning. Men det er til gengæld, for de fleste, sådan, at når de hjemlige overønsker er opfyldt, så er der bare ikke flere penge tilbage. Penge til det sjove, forstås. Eller måske penge til det, jeg personligt opfatter som sjovt. Dem, der har råd til begge dele, beskæftiger jeg mig ikke med her. De er jo bare heldige og misundelsesværdige, og fred være med det og dem.

Men det overgår min fantasi, at man kan drømme om en pensionisttilværelse hjemme i sofaen og havestuen. At det er lykken at sidde der og kigge ud på verden–dag ind og dag ud. At man i stedet for at gribe den dag, man nu efterhånden har fået lov til helt selv at udfylde, griber sin egen røv ned i sofaen. Når nu verden ligger derude og venter. Og verden behøver såmænd overhovedet ikke betyde strabadserende trekking i Himalaya eller bare weekend i Paris, for den sags skyld–verden er er meget mere en metafor for at kigge ud fra sig selv og se mangfoldighederne og forskellighederne.

Selvfølgelig er det trygt og som regel fuldstændig ufarligt at sidde bag egne ruder og kigge ud. Jeg spekulerer bare på, om man mon nogen sinde ser andet end sin egen have?

Det er mange år siden, jeg bestemte mig for at samle på oplevelser–og ikke på ting. Og med årene er den mangfoldighed og den bagage, det har givet mig, blevet til en øredøvende vished omkring, at jeg–for mig–tog det rigtige valg. Derfor har jeg nok også så svært ved at forstå, hvad tingssamlinger egentlig giver andre mennesker. Jeg forstår, med andre ord, overhovedet ikke værdien af en havestue, når den koster det samme som en familietur til Myanmar. Eller måske endda mere. Det kan da godt være, at den sådan konkret holder 20 år–men hvor ligger oplevelserne og herlighedsværdien? I at sidde der i 20 år og se sin egen have gro?

Så det er altså ikke for at sidde permanent i haven, at jeg nu har investeret i et havebord. Bare tanken kunne få mig til at gå i selvsving så store, at de decideret ville blive farlige for min umiddelbare omverden. Selvfølgelig skal jeg sidde i min have, men jeg skal også en masse andet. Jeg må jo prioritere min økonomi, og øverst på den liste står oplevelser. Jeg bilder mig selv ind, at netop de giver mig et lidt mere nuanceret syn på livet end det, i alt fald jeg ville få ved at sidde og kigge ud på min egen have. Hver dag.

Continue Reading
1 2 3 8