Om nye kartofler.

Herovre på Jersey, hvor alt gror umanerligt godt i det milde klima, har de så mange nye kartofler, at de ligefrem kan sælge dem i sækkevis. Det kan jo godt vække en smule misundelse hos en vinterramt dansker, der stadig må vente på de nyopgravede, nationale rodfrugter.

Egentlig er jeg slet ikke kartoffelmenneske. Men jeg elsker nye kartofler. Selvfølgelig fordi de, til forskel fra gamle kartofler, smager af noget. Noget rart, genkendeligt og behageligt. Men mest fordi der for mig ligger en kolossal symbolværdi i de små knolde. Når de nye kartofler kommer, tør jeg for alvor tro på, det bliver sommer. Snart.

Nye kartofler smager af sol, sommer, spise udendørs og de jordbær, man kan være så heldig at få til efterret. Og det er da en smag, man ligesom kan forholde sig til!

Herovre på Jersey får de så bare fornøjelsen noget tidligere. Men jeg tror på, at deres nationalknolde langt fra smager så vidunderligt som de danske. De sidste er nemlig værd at vente på!

Continue Reading

Om at være morgenmenneske.

Man får sit eget lille, private ejerskab til verden, når man er morgenmenneske. Der er ikke så mange andre i den.

Som nu her klokken 6 ved en klippekyst på øen Jersey, hvor fiskeren og jeg har det hele lidt for os selv. Det er det, der pludselig både gør verden stor og overkommelig. Jeg er sikker på, vi begge får en god dag.

I alt fald er det den slags morgener, hvor man oven i købet får lov at befinde sig på denne pragtfulde ø, der giver virkelig gode forhåbninger om en dag langt over gennemsnittet. Og en ditto fangst……

Continue Reading

Arrogance? Eller bare det gode liv?

Forleden, da jeg vinduesshoppede ned ad gågaden i Flensburg sammen med en medbragt veninde, kom vi med stor selvfølgelighed til at tale om, om der var “noget bestemt”, vi skulle kigge på. Svaret på den der “Kigger du efter noget bestemt?” er i øvrigt alle mænds ultimative mareridt. For hvis det er “Nej.” ved enhver gift eller samboende mand efter ½ år, at så er faren øredøvende. Så leder hun nemlig basalt efter ALT. Virkelig, virkelig ALT. Uden undtagelse!

Anyway, vores eneste faste stop var Gerry Weber, som vi godt nok ikke helt er vokset til endnu, men min mor har en stor kærlighed til mærket, og da de ofte har et velfungerede tilbudsstativ, er det relativt let og billigt at score “God-datter-point” på den konto. Veninden fik nu også en rigtig fin kjole med tilhørende jakke, men hun bliver selvfølgelig også tres…..

Så var det, at vi faldt i snak omkring, hvorfor vi IKKE ledte efter noget bestemt. Veninden manglede ( ialt fald på det tidspunkt) ikke kjoler, for dem køber hun jo i Spanien. Jeg manglede nada, fordi jeg jo lige havde voldryddet Century 21 i New York. Det skulle da lige være strømper, men dem køber jeg jo i altid i Belfast. Og sådan kunne vi ligesom blive ved, fra den ene beklædningsgenstand til den næste. Vi skulle i den grad ingenting have, for selv om den tyske moms er lav, og det derfor er billigere at købe tøj i Tyskland, så vidste vi da lige præcis, hvor alting skulle købes. Og det var så ikke i Flensburg.

Tyve meter længere nede ad gaden kiggede vi pludselig på hinanden og erklærede samstemmende, at det her, det var da godt nok lige en tand for arrogant. Vi er begge jyder, så det gør lidt ondt på os at nærme os et stadie, hvor pral-o-metret slår negativt ud. Det fortæller vi også til enhver tid hinanden. Det skulle da nødigt hedde sig….

Men så alligevel! For hvis man vender det om og skider højt og flot på pralværdien, så står vi altså også der en formiddag på slentretur i en gågade, vi overhovedet slet ikke behøver være på–men kun er på, fordi vi har tid, lyst og lejlighed. Fordi vi er så ualmindeligt priviligerede, at vi både kan mosle rundt i mellemstore tyske provinsbyer og i verdens store og mere interessante hjørner. Vi har enten økonomien til eller ( i mit tilfælde) jobbet til, at det meste af verden er indenfor vores rækkevidde. Vi har pengene og helbredet–og vi har lysten. Og vi nyder livet så umådeligt intenst, netop fordi vi har de muligheder. Det er derfor, jeg faktisk er ret taknemmelig for, at det overhovedet er muligt for mig at købe mine sokker i Belfast. Det er vel, hvis man ser sådan på det, selve indbegrebet af overskud og det gode liv overhovedet at købe sine sokker i Belfast. Ligesom det også er en forunderlig livskvalitet at have mulighed for at købe sine kjoler i Spanien.

Vi er de taknemmelige ældre, for vi fik mulighederne. Med dem følger også visse forpligtelser. Jeg har set nok ældre mennesker visne og dø på meget kort tid, fordi de enten ikke turde eller ikke formåede at anvende og bruge det liv, de havde fået. På en underlig, bagvendt måde burde de faktisk være blevet pålagt at hente deres strømper i Belfast eller en festkjole i Spanien.

Så konklusionen bliver simpelthen et TAK herfra! Tak fordi jeg kan hente fodbeklædning i Nordirland og den livskvalitet, det indebærer.

Og PS: Avoca har verdens, efter min mening, bedste sokker, og da pundet er så lavt for tiden, skal man endelig ikke købe dem i Euro i Dublin, men vente til Belfast. Hvis man altså lige kommer forbi….

Continue Reading

En lille smule pral.

Når man både er heldig og ved en lille smule om tingene, så kan man altså godt finde små skatte i udenlandske marskandiseres rodekasser.

Hende her i Milano vidste godt, det var sølv, og at “Georg Jensen” var et rimeligt kendt mærke deroppe nordpå. Så hun nægtede at sælge for under 300 kr.

Det var sådan set helt i orden, set fra min side. Hvorfra skulle hun også vide, at Nanna Ditzel er ret populær, og at netop denne serie for tiden oplever en ret stor renæssance?

Der ER små brugsspor, som jeg ikke kan gøre noget ved. Til gengæld kunne jeg da prøve at pudse den–eller i mit tilfælde lægge den i syrebad af bagepulver og salt. Så har jeg nemlig fået mig en både flot, veldesignet og populær vintagebroche til en pris, der vist ikke findes magen til nord for Alperne!

Continue Reading

Om at høre for langsomt.

Forleden så jeg en udsendelse med Hausgaard og Per Vers omkring sprog. I udsendelsen optrådte en usædvanligt speedsnakkende rapper, som–selvfølgelig af Hausgaard–blev spurgt, om folk overhovedet nåede at opfatte, hvad han sagde. Hertil svarede han, at det måske ikke var ham, der talte for hurtigt, men i stedet andre mennesker der hørte for langsomt.

Det fik mig altså til at tænke! For hvis langsommeligheden kan gøre sig gældende for en af sanserne, kan den vel også for de andre. Altså at man tilsyneladende også kan se for langsomt, føle og mærke for langsomt, smage for langsomt og måske endda lugte lidt for sendrægtigt.

Og, som det jo altid gør sig gældende, når ordet “for” er involveret: for langsomt i forhold til hvad? Findes der virkelig en veletableret norm omkring, hvor hurtigt man bør bruge sine sanser? Altså sådan at man i nogle tilfælde har et afmålt stykke tid til at føle eller smage noget, og lykkes det ikke til fulde, er man simpelthen bare for langsom? Så er løbet kørt, og det var så det stykke chokolade, som pga. ens forfærdelige smagslangsommelighed pludselig ikke er andet end tomme kalorier.

Men BEHØVER man at være superspeedy til at høre, eller se, for den sags skyld. Selvfølgelig, hvis man vil have det hele med, når kvikrapperen koger sin livshistorie på rim ned til 3½ sekund. Men ellers? Reduceres nydelsen, oplevelsen, intensiteten ikke i stedet til et minimum? Således at alt bliver lige gyldigt og derved ligegyldigt.

Det er som om, at kravet om at skrue op for sansernes hastighed bare er endnu et affaldsprodukt eller ubehagelig sidegevinst ved et samfund, hvor alting hele tiden skal gå hurtigere. Hvor fordybelse nærmest er blevet fornærmelse–eller i alt fald hindring for fremdrift. Og hvor nydelse og god tid bliver en luksus, de færreste tidsmæssigt har råd til.

Jeg er glad for, at jeg ikke nødvendigvis skal lære at høre hurtigere. Samt føler (langsomt!) med alle dem, der er nødt til det. For jeg ved, at jeg vil miste så uendelig meget livskvalitet på den konto. Med årene er fordybelse blevet en essentiel værdi for mig. At tage mig tid til tingene, at gå helhjertet ind i dem og føle, mærke, smage, se, lugte og høre dem. Både på mine egne præmisser–men allermest i mit eget tempo. Overfladiskhed, vil jeg påstå, vil blive det endelige udkomme af toptuning af sanserne, men mange gange føler jeg faktisk også (langsomt!), at overfladiskheden ofte er blevet et mål i sig selv. Så kan man nemlig komme videre i en helvedes fart.

Jeg nægter at bestræbe mig på at høre hurtigere. Faktisk vil jeg meget hellere høre virkelig meget langsommere. Sådan at jeg får det hele med. Samt tid til at bearbejde og fordybe mig i det.

Heldigvis er rap så heller ikke lige min genre. Så på den konto kan jeg da glæde mig over, at når det skal gå SÅ hurtigt–så er det da også overstået så meget hurtigere…….

Continue Reading

Og mere om mad.

Vi (altså manden og mig!) har aldrig levet bedre, end vi gør nu–sådan madmæssigt. Vi har heller aldrig levet sundere. Og sidst, men ikke mindst, har vi aldrig levet billigere.

Der er mange, virkelig mange, uhyrligheder, som vi hverken spiser eller investerer i. Som vi gjorde engang, da der var afsætning for den slags. Nutella, Coco Pops, pålægschokolade, kiks, afskåret pålæg og utallige andre ting har forladt vores liv. De rejste sammen med børneflokken. Vi anskaffer heller ikke 7 liter mælk ad gangen eller køber kartofler i økonomipakninger.

Men frem for alt er vi blevet meget mere bevidste om at bruge det, vi har. Simpelthen at spise op. Jeg ved ikke, om jeg ubevidst synes, at det er OK at hælde halvgamle grøntsager i mig selv, mens jeg bare ikke var Ok med at øse dem på børnene.  Men jeg tror det faktisk. Det er jo ikke gnieri, men meget mere bevidsthed. Bevidsthed om at anvende det, der kan anvendes, og samtidig smide så lidt ud som overhovedet muligt.

Faktisk appellerer det også meget mere til min madlavningsmæssige kreativitet at forsøge at undgå spild. Opskriften på den daglige salat hedder normalt ” de forhåndenværende søm” med tryk på de ældste af slagsen, og er der rester, bliver de simpelthen anvendt. Jeg må indrømme, at sådan var det altså ikke, da jeg var teenageramt, og teenagerne truede med at spise mig ud af huset. Der var skraldespanden da meget mere modtagelig for køleskabsrester. Underligt nok. For logisk set burde man da have mindre rester, når man er flere. Men sådan spiller klaveret ikke.

Vi spiser altid lødig, ansvarlig mad. Men måske spiser vi også en smule anderledes. Kød er blevet væsentligt mindre essentielt–vi skal jo sådan set heller ikke vokse længere. Det er, som slutfacit, rigtigt dejligt. Maden er blevet mere kreativ, mere bæredygtig, sundere, billigere–og frem for alt ender de aller-allerfleste madvarer i vores munde, og ikke i vores skraldespand!

Og det allerbedste er, at når jeg taler med veninderne på samme alder–så er det præcis de samme iagttagelser, de har gjort sig omkring deres egne madvaner. Altså madoprør fra mimresiden! Firstmovers, der er nærmere firs end fyrre!

Continue Reading

Om plejehjemsmad.

Det er selvfølgelig, hvis man kan udtrykke det på den måde, uhyre væsentligt at få “spist af”, inden man eventuelt ender på et plejehjem. Ikke at jeg på nuværende tidspunkt har nogen som helst intentioner om at skifte bolig–eller opfylder essentielle krav i forhold til at få lov til det–men når jeg hører min mors beretninger om, hvad der stoppes i beboerne sådanne steder, så er det altså vigtigt at få noget ordentligt inden. Bare for at være lidt på forkant med madforsvarligheden. Og evt. leve på minderne.

Og jeg som troede, at maden netop skulle være en begivenhed, en opløftende faktor i et liv, hvor det måske ikke vrimler med selvsamme faktorer. Jeg tog fejl. Min mors beretninger om købeboller i karry, med sovsen (hvid og uden karry) serveret separat og med kartofler til, benløse fugle lavet af grisekød uden nogen form for fyld og flæskesteg med gummisvær, ledsaget af den samme sovs, som de generelt får til alle retter, samt det store, gabende hul, som manglen på nogen form for salat giver til hvert måltid, får mig virkelig til seriøst at være bevidst om, at hvis jeg ender på plejehjem, så må jeg have uigenkaldeligt spist af inden. Sådan at jeg kan abstrahere fra begrædelighederne og forvandle forfærdelighederne i munden bare ved hjælp af minderne.

Det er svinsk, uværdigt og utaknemmeligt, at vi behandler vores gamle på den måde. For det er jo ikke dyrere at lave ordentlig mad. Eller, i de fleste tilfælde, mere tidkrævende. Tænkt eksempel kunne være de der formastelige købeboller. (Og jeg er sikker på, at alle nu sidder med lige præcis den samme plasticsmag i munden, som jeg i alt fald gør!). Jeg vil vove at påstå, at jeg egenhændigt kunne røre fars samt koge boller til 10 personer på ca. ½ time. Sidegevinsten ville så tilmed være, at jeg rent faktisk havde en god, hjemmelavet bouillon til sovsen. Det ville også tage mig mindre tid at koge de–i alt fald i min optik–obligatoriske ris til retten, end det ville tage at skrælle og koge kartofler.

Så jo mere jeg spekulerer på, hvorfor min mor skal på plastikkur, så mangler jeg svar. Det er ikke dyrere, det er ikke mere tidkrævende–men hvorfor så? Fordi madlaverne ikke kan lave mad, sådan helt basalt? Fordi de tror, de ved, at gamle mennesker enten foretrækker plastikboller –eller bare ikke kan smage forskel? Fordi de ikke gider? Fordi de bruger mere tid på at lave logistisk omkring madlavning og skrive alt møjsommeligt ned i de rigtige kolonner, end de gør på konkret at tænde for komfuret? Fordi man har en så undervurderende holdning i forhold til de gamle, at konsensus er, at det er bedøvende ligegyldigt, hvad der stoppes i dem?

Det er da skrigende selvmodsigende, når samme plejehjem bruger umådelige kræfter på at holde folk i live på andre kunstige–men måske mindre krævende?–måder. Jeg vil til enhver tid stå på mål for, at maden er det allermest essentielle i en tilværelse, hvor andre ting på mange måder har mistet deres betydning. Ikke bare fordi, den netop for ældre mennesker bør være sund, varieret og nærende. Men endnu mere fordi, at i en tilværelse hvor nutidens svar på peddigrørsfletning– eller bankospil, hvor man hver uge kan vinde en pakke kiks– er hovedomdrejningspunkter, bliver maden, spisningen af den, nydelsen af den, trods alt en form for begivenhed. Noget at se frem til.

Og min mor som var fænomenal til at lave mad, da hun endnu både kunne se og kunne svinge gryderne! Hun ved godt, hvordan mad skal tilberedes! Det fortæller hun også ofte og helt uopfordret personalet. Alligevel sidder hun hver dag der med sin utålelige parodi på et ordentligt måltid og må tvinge lortet i sig bare for at overleve.

Hvis det ikke er nedværdigende–ja, så ved jeg ikke, hvad der er!

Continue Reading

At nyde livet–lige her!

Der er sket noget med feriedage, siden jeg blev semi-pensionist. Jeg er simpelthen begyndt at kunne nyde dem. Fuldt, helt og 100%. Samtidig er det i bagklogskabens klare lys med stor gru gået op for mig, at det har jeg nok aldrig gjort før. I alt fald ikke helhjertet.

Som lærer har man et antal helt klart fastsatte og tidsbestemte/begrænsede ferier. Man ved, med andre ord, altid, hvad man har. Gennem mange år var jeg helt up-to-date på længden af samtlige ferier i dage. Påske: 11, god juleferie: 16, efterårsferie: 10 og så alle de løse… Jeg var altid enormt bevidst om, hvor langt jeg var i en ferie. Eller: hvor mange dage, der præcis var tilbage. Ofte betød det, at når en ferie var halvt “opbrugt”, så var den mentalt også nærmest helt afsluttet inde i mit hoved. De resterende dage blev jo bare en begrædelig nedtælling til feriens slutning. Faktisk var det vildt stressende sådan at skulle holde så nøje regnskab med feriedagene og deres placering i forhold til slutdatoen–en stress, der også gav sig udslag i, at jeg var flere dage foran mig selv og fuldstændigt glemte at være i det nu, jeg rent konkret var i. Mentalt rendte jeg rundt med et besynderligt parameter, der på en unødvendig skala fortalte mig, om en feriedag nu var brugt “godt nok”, om jeg nu havde fået nok værdi ud af den–simpelthen fordi den første halvdel af en ferie altid skulle bruges optimalt, mens resten bare var afslutning og nedtælling.

Jeg har endda flere gange prøvet at være fuldstændigt udmattet af stress og i en nærmest depressiv tilstand, fordi jeg ikke har magtet at holde ferie godt nok. Ikke brugt feriedagene optimalt. Bare sløset dem væk og slet ikke været nok opmærksom på virkelig, altså virkelig, virkelig at få en forfærdelig masse ud af min ferie. Hvad det så end var!

I alt fald kan jeg nu se, at jeg nok til en vis grad HAR sløset mine ferier væk, eller måske bare været forfærdelig uprofessionel til at holde ferie. Jeg har jo aldrig været I ferien–nærmere OMKRING eller FORAN den. Det har med al tydelighed været det faktum, at ferien nødvendigvis gik over igen, der sad allerforrest i min bevidsthed.

Selvfølgelig siger det en masse om min tidligere arbejdssituation, men det er ikke det emne, der skal fylde eller diskuteres her. Det skal det derimod, at jeg nu er blevet noget så hulens god til at holde ferie. Jeg ER i mine ferier, jeg lever i dem, og jeg nyder dem. Men fremfor alt: Jeg ved godt, de ender, men det hverken rager eller bekymrer mig, for det er altså lige her, lige nu, jeg helt konkret er. Og skal nyde det. Hvert sekund.

En indvending vil selvfølgelig være, at det jo i sig selv er utroligt let at konstatere ovenstående, når der ikke lige står et krævende arbejdsliv og venter på tirsdag klokken 8. Nej, jeg skal ikke på “arbejde” før næste mandag, og de talrige rejser, jeg udfører både for min egen lille rejseklub samt for de etablerede rejseselskaber hen over sommeren, er faktisk ikke på nogen måde sammenlignelige med mit hidtidige arbejde. De er jo en fornøjelse hver gang, og det er vel det ultimative privilegium for et arbejdende menneske hver evig eneste gang at glæde sig til at komme på arbejde.

Men det, jeg gerne vil konkludere, er så, at der skulle en så drastisk ændring af mit liv til, før jeg overhovedet forstod begrebet ferie. Eller før jeg lærte at holde ferie. Jeg kan jo mærke det på min krop, for Søren. At ferie er godt for den, og at ferie ikke betyder optrapning af stress, fordi det altså er møgbesværligt både at skulle gå og holde øje med, at man både ferierer optimalt, samt at man samtidigt begræder hver eneste feriedag, der er gået, fordi den bringer en nærmere på den uigenkaldelige ende.

Så til de af jer, der endnu har et fast job: Nyd jeres ferier–og glæd jer til at komme til at nyde dem meget, meget mere!

 

Continue Reading

Hvad påsken er for mig.

Det er nok de færreste, der i første instans forbinder påsken med noget religiøst. I alt fald kun på det plan, at det er det religiøse, der overhovedet er grunden til, vi holder påske. I min barndom var Langfredag årets helligste dag, hvor alt, virkelig ALT, var hermetisk lukket, og man ofte følte sig henvist til at slå dagen ihjel med alenlange, kedelige, uudholdeligt moralsk opbyggelige TV-serier om religiøse emner. For derefter, da jeg blev lidt ældre, at slå al den påskekedsomhed fuldstændigt ihjel på Påskelørdag, som for mig var årets allermest vanhellige gå-i-byen-aften.

Sådan er det ikke mere. Kun de mest tåbelige forretningsdrivende holder lukket i påsken, for det er jo her, det hele begynder. Den gode årstid, de varmere dage, de lyse aftner og udendørslivet. Jeg tror, påsken for mange er blevet det konkrete symbol på, at nu er foråret kommet. Uanset vejret. Når det er påske, skal sommerhuset åbnes, campingvognen skal sommerindtages, og vi skal ud.

For mig er påsken begyndelsen på og selve åbningen af sommersæsonen. Vi SKAL i sommerhus–ligegyldigt om vi så skal fryse røven i laser og ofre flere tusinde på elvarme. Der skal gøres åbningsrent og luftes ud efter vinteren. De utallige tusinder af små, grønne, bevingede dyr, der har overvintret i huset og for det meste også er døde af det, skal til de evige insektmarker, og rørsystemerne skal skrues sammen efter vinteren. Huset skal genindtages–gerne sammen med gæster, eller i alt fald familie. For vi skal spise påskelam efter den opskrift, som vi nu har brugt i 30 år, og som ingen rigtigt tør tage udfordringerne op med. Og gemme slik udenfor, så de børn, der nu alle har rundet de 25, kan bruge en times tid på at opstøve snoldet, der jævnt hen ligger de samme steder, som det altid har gjort.

Og vi skal gå lange ture på stranden og lade som om, vi overhovedet ikke har den fjerneste anelse om, at hunde ikke må være løse dernede efter 1. april. Fozzie ved det i alt fald ikke, for vi har ikke fortalt det til ham. Og spise is fra Vaffelhuset, og regner det, så lad det regne, for det er sådan set mere fornemmelsen af, at det nu er istid, der er vigtig.

Efter 4-5 dage på 65 kvadratmeter er vi sådan set påsket af. Vi har slåsset om de 20 liter varmt vand, der med stor præcision altid bliver koldt, når man står med shampoo i håret, hørt hinandens nattelyde, fordi der ikke er noget alternativ, og individuelt forsøgt at snyde fra opvasken med de samme beskidte tricks, vi hver især altid har brugt. Vi har spist kilometervis af chokolade og flæskesvær fra Brugsen, fordi Brugsen deroppe bare kan noget med flæskesvær. Og så har vi raidet alle tilgængelige loppemarkeder samt set en hulens masse fjernsyn.

Så er vi nemlig helt fyldt op med hinanden, med påskefridage, med lam, slik og chokolade og med vores 65 kvadratmeter. Eller med alt det, som påsken er for os. Så er vi klar til livet igen. For vi har sat et symbolsk punktum for den lange vinter, og nu er det forår. Koste hvad det vil og regne hvad det vil.

God påske!

Continue Reading

Om symbolværdi.

I går skrev en gammel kollega med slet skjult ironi, at hun havde set den hellige gral, som stod i katedralen i Valencia. Hun kunne oven i købet dokumentere synet med et foto. Oppe i mit hoved skabte det yderligere gralistisk forvirring, for jeg mener da, at selvsamme gral (af hvilken der vil næppe kan være et helt uoverskueligt antal!) bestemt både findes i Rosslyn, Jerusalem, Glastonbury og minsandten vist også inde i Fort Knox.

På mine rejser har jeg da også set en ret omfattende samling af splinter fra Jesus` kors, et betragteligt antal ligklæder, så meget hår fra Moses`, Josefs og andre religiøse VIP-ers skæg, at de må have lidt af ovenud velvoksende–vel nærmest bekymrende sygelig–behåring i levende live. Og hvad Moses angår, må han decideret have haft en fetich omkring stave. I alt fald var hans samling stor nok til, efter hans død, at blive spredt enkeltvis over det meste af verden.

I Jerusalem findes der mindst to steder, hvor Jesus blev begravet i klippehulen. Der findes faktisk ligefrem “skoler” omkring hans begravelsessted. Også hans himmelfærd har flere navngivne lokaliteter for den endelige take-off. Og den der berømmelige kalk vandrede derfra ud i nærmest ethvert kendt verdenshjørne. Dog har jeg indtil nu aldrig hørt om kalkfund i Oceanien, men det er nok bare et spørgsmål om tid–eller også er der noget, jeg har misset.

Jo, det ER da morsomt. For en pragmatiker er det vel nærmest latterligt. Dette: At nogle ignorante tumper et eller andet sted i verden virkelig–trods enhver form for logiske, videnskabelige beviser–tror på, at en gammel splint træ eller en ridset kop af ubestemt art for mange år siden nærmest på egen hånd er rejst den lange, farlige vej gennem et utal af lande for at ende i netop deres lokale kirke. Det trodser jo enhver form for videnskabelig baseret logik.

Men i grunden er det vel overhovedet ikke det, det hele drejer sig om. Det drejer sig jo bare–i sin allerinderste substans–om præcis det samme som, at jeg ALDRIG rejser nogle steder uden to helt bestemte mønter i min lomme, at jeg i sin tid ALDRIG gik til eksamen uden forinden at høre Creedence Clearwater Revivals “Long as I Can See the Light” for fuld udblæsning–og at de fleste sportshold hylder en eller anden form for maskot forud for enhver kamp.

Nemlig symbolværdien. Og personlige symboler kan–fordi det netop er det personlige symbols indre natur–aldrig diskuteres. Mine, i andres øjne, tåbelige mønter vil givetvis aldrig kunne afværge et flystyrt sådan helt konkret, men de giver mig en symbolsk sikkerhed for, at det hele altså også går godt denne gang. Ligeledes tror jeg faktisk, at folk i Valencia er bedøvende ligeglade med, om deres kalk har troværdige runners-up over det meste af verden. Måske er de endda glade for, at andre, i andre lande, også får glæde af den symbolværdi, der ligger i at have sådan en kalk. Jeg har set den beundring, Moses` stav har affødt på Topkapi i Istanbul. Den beundring, der ligger i at have noget helt konkret og synligt at holde fast i. For selvfølgelig ved de allerfleste da så ganske udmærket, at her er nok tale om en lille smule fake news, men hvad betyder det–sådan i det store perspektiv? For i bund og grund handler det jo udelukkende om symbolværdien. Dette at her er et konkret symbol på noget positivt, noget godt, noget man kan tro på. Noget som gør, at livet ikke blot er et uforståeligt miskmask af tilfældige hændelser, men som i stedet kan skabe en smule mening, en smule holdepunkt.

Så jeg vil givetvis stadig trække på smilebåndet over den imponerende samling af nærmest ens relikvier, som verden kan fremvise. Med min logiske sans og al min pragmatisme vil jeg også på stedet kunne afvise, at der er noget om snakken. Josef led vel ikke af ekstrem behåring, Jesus` kors fyldte næppe en mindre hangar, man omsvøbte givetvis ikke Jesus i nyt ligklæde hvert 3. sekund, Moses brugte ikke sit liv på at opbygge en storslået samling af træstave, og kvinderne ved korset stod ikke klar med et omfattende spisestel til 100 personer for at opsamle Jesus` blod for derefter at skippe servicet af i alle retninger. Det er også fuldstændigt ligegyldigt. For mig har hver kalk, hver stav og hver træsplint sin egen berettigelse. Nemlig sin symbolske berettigelse. Akkurat som når jeg lægger mine to mønter på det bestemte sted i tasken, hvor de med 100 procents sikkerhed er selve garantien for, at jeg kommer helskindet hjem igen!

Continue Reading
1 2 3 5