Om den store dag.

Det er altså ikke for at minde om opmærksomhed, at jeg skriver dette. Men i næste uge fylder jeg halvrundt. 65. Det er en svimlende masse år, og for at sætte det i relief, går jeg nu UD af det år, som McCartney i sin pure ungdom så som den ultimative alderdom, sidste stop før den store afblomstringsproces, hvor man henslæbte tiden med “knitting sweaters at the fireplace” og “doing the garden, digging the weeds”. I parentes bemærket har jeg ikke mestret så meget som en ribkant til en sweater eller været i haven en eneste gang med ukrudtsbekæmpelse for øje i løbet af året. Men det ER gammel. En milepæl i gammelhed.

Selvfølgelig kan jeg ikke få folkepension. Jeg mangler et par måneders berettigelse. Sådan er det med mig. Jeg har det med at komme for sent til mit eget liv, og i alt fald det, der er økonomisk rentabelt. Så som kompensationer.

Men alligevel glæder jeg mig til, at mit liv bliver sådan mere ærligt, mere reelt og meget, meget mindre tynget af den dårlige samvittighed, der ind imellem (indrømmet, KUN lejlighedsvis) kan overfalde mig et par sekunder. F.eks. kan jeg nu med skinnende ren samvittighed drøne rundt i metroen på mandens rejsekort. Svinge mig i håndholderne, hvis hofterne tillader det og for alvor vække opmærksomhed, og helt undgå det der lille blik ud af sidekrogene efter kontrolpersonale. Jeg har ellers en 20-30 dårlige undskyldninger på lager, hvoraf ingen er rimeligt troværdige, og kun et lille opslag vil fortælle, at jeg altså ikke kan komme til ved en fejl at tage mandens rejsekort med, når jeg ikke selv har noget. Kors, hvor skal jeg køre Metro. Cityringen i flere timer. I almindelige tog er man jo idiot, hvis man rejser på rejsekort. Der er altid en Orange til 99 til KBH.

Jeg er også fri for at kigge ned og flashe rynkerne, når jeg skal ind til og på seværdigheder. Især i udlandet, hvor mit bedste kneb er desværre at have glemt mit pas, når der skal beviser til. Jeg har været 65 i udlandet i mange år. Med et slag på tasken står jeg umiddelbart foran min 90-årsdag, hvis alt tæller med. Jeg rejser som regel med folk, der er ældre end mig selv, og det er decideret en økonomisk gevinst. Og hvis de ikke spørger, er de jo selv ude om det. Så må man bide i sig, at det udseendemæssigt er lidet flatterende. Men der kan komme kultur på damen. Helt legalt. Jeg kan vælte mig i museer og kulturbegivenheder til spotpris og endda nærmest føle mig tvunget til at deltage, fordi det er så billigt. Samt smile til alt officielt personale med en inderlig ren samvittighed.

Nu vil jeg så også få tilbudt et sandt springvand af vaccinationer for alt det, som forventes at flyve på en fra den time, man fylder 65. Jeg behøver overhovedet ikke at skabe mig, overtale Gud og hvermand eller køre til Svendborg, fordi jeg ikke kan vente. Jeg er dobbeltopdækket mod lungebetændelse, influenza og alskens skidt. Selv om jeg aldrig i mit liv har oplevet hverken det ene eller det andet. Men det starter ved 65. Ifølge staten.

I det hele taget ryger jeg ind i et orgie af klækkelige rabatter. Jeg kan dyrke blomsterbinding til halv pris med de andre 65+-ere samt røre mig på enhver tænkelig måde med rabat. Selv rejseselskaber synes, det er så synd for mig, at jeg er blevet så gammel, at de lige nedslår prisen, så jeg, her på falderebet, kan få et lille billigt glimt af verden. Nogle har endda rejser skræddersyede til mig. Det er dem, hvor jeg forventes at opholde mig en måneds tid i en lejlighed med altan på en spansk ø i januar, fordi de ved at udnævne mig til speciel kan kompensere for alle de andre kunder, der F… ikke gider rejse derned om vinteren.

Det føles næsten som at blive 15 eller 18. Det med 15-årsdagen handlede primært om retten til legalt at føre en grøn Puch Maxi og ikke skulle forbandet lange omveje for at undgå politistationen, fordi man havde fået dyret lidt for tidligt. Og 18, hvor man endelig kunne køre bil. Ikke, at jeg gjorde det på forhånd. Jeg var enormt køreimbecil og overskred dagen med flere måneder, inden det kørekort var i hus. Men det var en stor dag.

Nu er det så en hel masse andre ting, der bliver økonomisk og sundhedsmæssigt legale. I årevis har jeg i øvrigt heller ikke opretholdt min aldersmæssigt hævdvundne ret til at føre Puch Maxi, men det kunne jeg da overveje, da der sikkert også er klækkelige rabatter på brændstof for folk på min kommende alder. Det bliver i alt fald en betragtelig lettelse at leve mere sanddrueligt. At samstemme betalings-erlæggelsen med den aldersmæssige virkelighed. At kunne tage det lidt mere ustresset ved kontroller og betalingsanlæg.

Men trods alle de bekvemmeligheder, der venter omkring næste fødselsdagshjørne, så synes jeg, det er gammel. Det er lige før, jeg godt ville strikke et par sweatre i retstrik med raglanærmer til McCartney og tage et enkelt eller to skvalderkål i haven, hvis jeg bare kunne blive ved med at være 64 mange år endnu. Sådan i udseende, sjæl, sind og livslyst. Det går jo nok med metroen og på museerne alligevel.

Continue Reading

Om septembers himmel.

Septembers himmel er så blå. Og det er den. I alt fald i dag.

September har altid været MIN måned. Ikke bare fordi, jeg har fødselsdag i den, hvilket jo da er en form for personlig kvalifikation, men fordi september bare er en god, en dejlig måned. Den kan det hele. Både være et forsinket pust af sommer og en, som måneden skrider frem, kraftig bebuder af efterår. Og så denne høje himmel. På intet tidspunkt af året er himlen så uendelig og så blå. Og så uendelig blå.

September er årets bedste rejsemåned. Højsommerens travle turistsummen er ophørt, og kun de, der af den ene eller anden grund er relativt arbejdsfri, rejser. Det gør de så til gengæld også. Man kan sparke sig frem overalt uden at sparke andre, stressniveauet er, sammenlignet med sommeren, absurd lavt, og betjeningen og pladsforholdene er venlige og indbydende. Ligesom priserne. Og så er der det begyndende efterårsløv. I september begynder træerne at tage farve uden at blive afskallede, brune og afdøde. Og så himlen. Det allerbedste sted at se septemberhimmel for fuld udblæsning er langs Vadehavet. Derude er himlen større end noget andet sted, næsten alt for stor til sig selv. Det er fantastisk.

Og det underlige er jo, at jeg selv efterhånden er ved årstids- og aldersmæssigt at komme på omgangshøjde med september. September passer til der, hvor jeg er. Det er vel ingen hemmelighed, at sommeren er overstået og efteråret helt klart indenfor en slags rækkevidde. Men himlen er stadig blå. Noget så utroligt blå som en slags symbol på, at der stadig er ufalmet liv og kræfter til en masse mere, inden det for alvor går mod blegnende efterår.

Det SKAL der være. Selv om jeg sådan lidt har bestemt med mig selv, at jeg nægter at anderkende de sidste 1½ år som et aktivt led i min alder. Eller at blive ældre. Jeg har besluttet at udradere dem af min indre kalender og totalt negligere, at de har fundet sted. De var jo totalt nytteløse, en opslidende ørkenvandring af og i ingenting. Bloody waste of time.

Så er det jo godt, at septembers himmel er så blå. Det er da i det mindste en lovende start på liv. Selv om det umærkeligt går mod efterår.

Continue Reading

Om hvordan man bliver cykeltyv.

Det har været småt med cykeltyverierne fra min side. Jeg er for stor en kujon. Evindeligt optaget af at blive opdaget, og hjemmefra opdraget med en tung arv af respekt for såvel andres ejendom som politiets ublinde øje. Til gengæld har jeg da lagt en god stak cykler til andres manglende sans for ejendomsforhold. Jeg kan stadig huske den hvide klap-sammen (konfirmationsgaven), der forlod mig under spegepølseindkøb i Brugsen på Vesterbro Torv i Århus, Raleighen der kørte sin vej efter en koncert i Øster Hurup, hvor jeg stadig har en mistanke om, at Lars Lilholts deltagelse har affødt, at nogen bare måtte væk i en forfærdelig fart samt de hele to ret pæne cykler, datteren formøblede i løbet af en uge fra vores egen indkørsel.

Helt køretøjs-uskyldig er jeg da heller ikke cyklet gennem det hele. Med til familiehistorierne ( dem, man altid skal fortælle, når man er et bestemt sted. Ikke fordi, ingen kender dem, man fordi det ligesom gør ondt indvendigt at lade være med at indfri familiens forventninger omkring, at NU kommer den historie!) hører efterhånden den cykel, jeg sammen med en klassekammerat stjal foran A`Porta i Mariager i midten af 70-erne. Over årene er det blevet lidt uklart, hvilken af mine mandlige klassekammerater, der egentlig var cykelfører, men faktum er, at jeg fik ideen, han kørte, og jeg sad bagpå–de 200 meter, der var ned til det sted, vi holdt klassefest. Jeg husker dog, at den var punkteret på baghjulet. I øvrigt cyklede han ( hvem det så end var) cyklen tilbage efter endt transport af mig, så jeg går ud fra, hele den grimme historie er tilgivet og glemt af alle andre end mig.

Men nu har jeg så stjålet en cykel igen. Efter 50 års latenstid er jeg pludselig gået i cykeltyveri. Det hele begyndte med, at denne uhyre gule cykel i dagevis stod og dansede foran et hus på nabovejen. Selvfølgelig konkluderer man den første dag, at beboerne nok har besøg af en gæst med stor forkærlighed for meget gule cykler, men som dagene går, og gæsten vel og mærke ikke går ( eller cykler), er en ny konklusion ret oplagt. Jeg har sådan en lille allergi for andre menneskers stjålne cykler. Sådan at forstå, at mine storbybørn i årevis har lagt et utal af mere eller mindre brugbare cykler til det store cykelforsvindingsnummer, der permanent foregår i vores storbyer. Jeg har foretaget mange grådkvalte samtaler med berøvede børn–og da også en enkelt eller to jublende lykkelige, når kalorius pludselig er dukket op på helt fremmed matrikel. Derfor synes jeg næsten, det er min borgerpligt at forsøge at forene bortkomne cykler af enhver farvekombination med den rette ejer.

Først forhørte jeg mig selvfølgelig om, hvad beboerne i huset vidste. De havde ringet til politiet, som er så inderligt overbelastede, at cykeltyverier henlægges til, at man skal lade den stå et stykke tid, og så? Det betyder på almindeligt sprog, at de sikkert bare håber på, den bliver stjålet videre og dermed forlader deres problemkatalog. Så jeg tog et billede af den, akkurat som jeg plejer, og lagde den i en gruppe for min bys beboere. For det meste skaffer det lige præcis ejeren frem. Lykkelig og glad.

Men ikke her. I stedet blev opslaget tæppebombarderet med, at netop denne cykel havde stået adskillige steder i byen. Der er jo det ved den, at den sådan er en smule let-genkendelig. Og ikke nok med det. Mange mente, at den lige præcis havde stået foran huse, hvor der for nyligt var begået indbrud, således at den i al sin skingerhed var en markør for, at her var tyvevenligt. Selvfølgelig er jeg skeptisk overfor en sådan oppisket folkestemning–det er utroligt, hvordan folk kan ophidse hinanden, især på nettet–men alligevel tog jeg en rask beslutning, som i al sin enkelhed gik ud på at få den cykel væk, så den da i alt fald ikke lokkede potentielle tyveknægte. Især ikke dem, som lige på nettet havde kunnet læse, at sådan et gult uhyre havde en bestemt betydning.

Så da det blev lidt mørkere, stjal jeg simpelthen cyklen hjem i min garage. Den kan lukkes og er dermed præventiv i forhold til såvel skrøner og potentielle røvere, der går efter huse med gule cykler. Ikke et eneste gram dårlig samvittighed tyngede mig, da jeg spadserede på villavejene med en stjålet cykel. Selv om det da var en lettelse at nå min egen garage.

Nu er næste plan i mit store cykeltyveri at spænde en cykelholder på bilen og få den ned til politiet. De bliver sikkert meget taknemmelige for sådan et gult monster. I alt fald er det da, for byfredens skyld og neddæmpningen af historier i omløb, væsentligt, at den kommer ud af cirkulation.

Ærgerligt, bare, at der ikke kom en ejer. Det må da være surt sådan at have brugt flere kilo spraymaling på at forgule sin cykel ud i alle hjørner og kanter og så bare miste den totalt. Heldigvis behøver jeg vel ikke at komme med hele denne lange indrømmelse til ordensmagten. Jeg tror ikke engang, det vil lette min samvittighed sådan for alvor at tilstå den der gamle sag fra A`Porta i Mariager ved samme lejlighed.

Continue Reading

Om sprog, sprogfornyelse og sprogtab.

Der er utallige negative ting, coronaen efter min mening har på sin efterhånden muterede samvittighed. Jeg skal undlade at lave en liste. Enhver har nok også sin i forvejen. Men en af de ting, vi sikkert har til fælles, er et enormt sprogtab.

Nu er sprog, som jeg sikkert har skrevet et utal af gange, jo en levende mekanisme, der konstant er i bevægelse og udelukkende trives og fornyes ved hjælp af kommunikation mellem mennesker. Og når man ikke sådan kommunikerer i en målestok som præ-corona, eller i alt fald er meget tilbøjelig til udelukkende at kommunikere med de samme mennesker–dem, der er i ens “boble”–så er fornyelse ligesom dømt en smule til coronadøden. Personligt oplever jeg også, efter mange år i daglig kontakt med teenagere ( som jo er vores ypperste sprogfornyere), at mit nuværende liv hensætter mig til sprogligt at halse langt bagefter. Først at opdage nye ord, når de for majoriteten er blevet rimeligt gamle. Og først at lære at føle mig tryg ved at anvende dem hinsides deres forældelsesdato, fordi man ikke bare lige inkorporerer et nyt ord i sit sprog, men skal have smagt på det en del gange, for man sådan “ejer” det og helt naturligt kan bruge det.

Det værste er næsten at stå overfor et sprogtog, der er kørt med ord, man end ikke aner, hvad betyder. Og her tænker jeg slet ikke på alle de coronarelaterede ord, som nærmest er vokset direkte proportionelt med pandemien. De fleste giver ligesom sig selv. Jeg mener f.eks.: værnemidler, testcenter og samfundssind, selv om det sidste selvfølgelig oftest viser sig at være indholdsløst.

Lige nu er det f.eks. enormt væsentligt at være “woke”. Jeg troede, det var noget, der automatisk skete, når man slog øjnene op om morgenen. Men de skal tilsyneladende være endog meget mere opslåede. At være “woke” betyder at være bevidst og stillingtagende omkring væsentlige samfundsmæssige problemstillinger, primært racisme og feminisme. Gerne med den lille hurdle, at man er vågnet op, har set nye perspektiver eller endda har ændret mening. Woke er sådan noget, (T)rumpen hader, og det kan man jo sådan set godt forstå. Bevidsthed og stillingtagen gavner ikke hans politik. Ordet er selvfølgelig opstået i kølvandet på #metoo-bevægelsen og de racistiske episoder, især i USA, men efter min diskrete mening også som en udløber af, at vi under nedlukningerne har haft enormt meget tid til at søge indad i os selv og især erindre alle de negative episoder, fordi det er noget lettere end at tage kampen op mod corona. Den var lidt billig, men samtidig tror jeg ikke, der har været noget andet tidspunkt i vores liv, hvor vi har haft så uendelig god tid til at vende tankerne indad.

Jeg måtte også til google-opslag for at finde ud af, hvad prekariat betyder. Og det til trods for, at jeg selv, desværre, er medlem af gruppen. Mennesker, der tilhører prekariatet, er karakteriseret af løse og usikre ansættelsesforhold uden ansættelseskontrakt, fast timetal og med tidsbegrænsning. Jeg troede, det hed subproletariat ( altså UNDER proletariatet/arbejderklassen), men det gør det så ikke mere. Jeg troede også, selve måden at arbejde og blive aflønnet på, hed “gig-økonomi” ( altså løn for hver begivenhed, man deltager i), men det er også håbløst gammeldags. Det viser sig faktisk–eller rettere, coronaen har afsløret–at en stor mængde mennesker lever på denne måde, og selv et så flot ord som prekariat ændrer desværre ikke på, at det er en shitty måde at tjene sine penge på under en pandemi. I gruppen finder man hele spektret fra kunstnere, over stressede Woltbude til rejseledere–og en fandens masse ind imellem. Men det lyder da flot!

Faktisk oplever jeg mere og mere at skulle til tasterne for at finde betydningen af ord. Det irriterer mig nemlig grænseløst ikke at kende den. I månedsvis sloges jeg med forkortelser for nogle år siden. Jeg mener LOL, ASAP, MILF og tusindvis af andre. Fra at være udelukkende skriftlige forkortelser er mange af dem jo indgået i det mundtlige sprog, og i alt fald jeg føler mig utilgiveligt dum og uvidende, hvis jeg ikke aner, hvad folk siger. Selv om jeg selvfølgelig hellere ville dø end omtale nogen som MILF–men det er nok, fordi jeg, trods alt, er en smule woke på nogle områder.

Man kan læse sig til meget. Men man kan desværre ikke læse sig til at være fortrolig med nye ord, at kunne anvende dem ubesværet. Derfor synes jeg, at såvel coronaen som min alder, min ualmindeligt løse kontakt til et egentligt arbejdsmarked og sidst, men ikke mindst manglen på kommunikation med andre, nye og anderledes mennesker fratager mig nogle muligheder for naturligt at følge med i den der superlevende mekanisme, der hedder sprog.

Jeg behøver jo ikke gå rundt og slænge om mig med teenage-prægede ord og udtryk, men jeg vil altså forfærdeligt gerne vide, hvad de betyder…..

Continue Reading

Om automatgear.

Dengang, i tusmørket før tidernes morgen, jeg tog kørekort (i første forsøg, i øvrigt!), var det i en bil med noget så revolutionerende som en gearstang mellem sæderne. Derhjemme havde vi ratgear. Hvilket absolut ikke gjorde processen med at lære at køre–og især at skifte gear–mindre vanskelig. I det hele taget var jeg de første mange køretimer ganske overbevist om, at når hende, den meget talende, højtråbende kørelærer, alligevel bare sad der ved siden af, kunne hun med fordel passe gearskiftet. Jeg havde nok andet at tage mig af, og der gik en del timer (og mange af de opsparede penge, for jeg røg!), før jeg overhovedet fattede gearskiftningens mysterier. Jeg husker stadig to til bevidstløshed gentagne sætninger fra min køretid: “Der er ingen biler, der ligger og kører rundt i første gear.” og “Kør aldrig ind efter en overhaling, før du har HELE bilen i dit bakspejl”. Det sidste gør jeg stadig ikke. Jeg kan høre, hvordan hun råber efter mig, hvis jeg bare overvejer det!

Senere gik det der (især efter ratgearets endelige død med den Taunus, vi havde i et kvart århundrede) med gearskiftet i blodet. Blev nærmest mekanisk, uden at man tænkte over det. Højre hånd blev gearskiftehånd, fuldstændigt som en robot, der overtog det arbejde, kørelæreren åbenbart ikke mente, hun skulle udføre. Akkurat som venstre fod er koblingsfod. Venstre kørefod har altid været gift med koblingen, og det er, for det meste, et ægteskab, der i bund og grund fungerer. Selvfølgelig har det knaget lidt ind imellem, især ved stop på bakketoppe, men i længden må man vist karakterisere det som ret gnidningsfrit.

Men nu har vi så fået en bil med automatgear. Det betyder helt konkret, at højre hånd og venstre fod er blevet arbejdsløse. De skal ikke foretage sig en dyt under bilkørsel. Som i absolut intet. Der er sådan en hvileplade til venstre fod for neden i bilen, men det er da godt nok både svært ikke at trykke på den samt at sidde sådan helt stille. Det virker så forkert, at man overhovedet ikke skal aktivere den del af kroppen, når det nu altid har været en væsentlig del af bilkørslen. Men det er værre med den der højre hånd. Den er jo vant til fast arbejde, især ved kørsel i byer. Så den griber dramatisk og somme tider helt panisk ud efter den gearstang, der bare ikke er der. Den vil så forfærdeligt gerne være med, foretage sig noget, bringe køretøjet fremad, men det må den ikke. Det er selvfølgelig tilladt at lade den hvile på den der lille beskårne udgave af en kørselsstang, men flytte noget må den ikke. I det hele taget skal man kun bruge sine hænder på at holde rattet, og det er næsten som om, det er lidt snyd. Man kunne da sagtens have gjort meget, meget mere for at bringe det der køretøj fremad.

Selvfølgelig er det påfaldende nemt med det automatgear. Man skal bare trykke på speederen, og så vælter kalorius fremad. Uden knagen i gearkassen og alt det, jeg ellers sagtens kan få biler til at gøre. Jeg har prøvet at lytte efter, om jeg kan høre, om den selv, i al sin bil-lige visdom skifter gear, men det tror jeg ikke, den gør. Det lyder i alt fald på ingen måde, som når jeg gør det. Det er sådan næsten blevet for nemt, det der med at køre bil. Lidt snyd, synes jeg. Der er i alt fald langt til Taunussens ratgear.

Selvfølgelig er det, ved efterrationalisering, også påfaldende, at man jo faktisk har kørt med automatgear nærmest fra Ford og fremad i USA. Hvorfor i alverden europæiske bilproducenter har hængt fast i al den gearisme i årtier, når teknikken nu eksisterede, er mig en gåde. Hvis det da ikke var fordi, man bevidst ønskede at beskæftige samtlige arme og ben under kørsel. Lad mig sige det sådan, at hvis automatgearet havde eksisteret i min køreskoletid, så havde det 1) sparet mig for en masse penge, 2) sparet mig for en masse høje tilråb fra min kørelærer og 3) gjort det særdeles meget lettere at lære at føre en bil. Jeg er ikke ovenud begejstret for, at jeg har fået lov til at være med i hele processen fra ratgear til automatgear, når den faktisk kunne have været anderledes.

Der vil selvfølgelig gå et stykke tid, inden min højre hånd og mit venstre ben forliges med arbejdsløsheden i den nye bil. Heldigvis har jeg stadig min Aygo. Så når jeg begynder at forkrampe, kan jeg jo bare genopfriske gearstangens lyksaligheder i den. Eller hvis jeg synes, det hele er blevet lidt for let, sådan nærmest snydelet….

Continue Reading

Om haven. Lige nu.

Der findes ikke kønnere tidspunkt på året. Der er intet hverken i nærheden eller ved siden af haven lige nu. Det er lige nu, det sker. Lige nu det hele står i blomst og vokser voldsomt frodigt. Resten af sommeren er der kun tale om forgrønnelse og generel tilbagegang på farvefronten. I alt fald i min have.

Selvfølgelig findes der mennesker, som snildt har indrettet deres velplanlagte haver, så der hele tiden er noget, der blomstrer. Sådan nogle er vi ikke. Vi hører sådan mere til dem, der hvert år forundres over, hvad der egentlig kommer op. Og hvad det lige er, der dukker af jorden. Der kommer som regel et anseligt antal nytilflyttere, som vi ikke sådan selv mindes at have budt velkommen.

I år er det primært nogle blå blomster, løgplanter, som vi da havde et par stykker af sidste år. De er såmænd kønne nok. Men at de skulle gå i så kraftig familieforøgelse eller decideret invitere hele slægten til netop vores have, var vi nok en smule uforberedte på. Bevares, de er da ganske uskyldige at se til, men de har en ovenud imperialistisk natur, der har forvist selv skvalderkål. Der er simpelthen ikke andet, der kan mase sig ned mellem alle de fætre og kusiner. Og med mine enorme videnshuller udi havebrug står jeg da også en smule forbløffet over, at en løgplante kan sprede sig så besidderisk. Sidste år erindrer jeg da ikke, at grandfætrene var ankommet. Med millionlinger. Det er de så nu.

Når jeg går mine daglige ture rundt omkring, og især i det hjemlige villakvarter, undres jeg i denne tid en del over de utallige huse, hvor yngre mennesker har revet gamle haver op med rod og erstattet alt med græsplæner og terrasser. Jeg kan endda fra sidelinjen på vejen følge med i alt, hvad de foretager sig i deres liv. Ikke nok med, at de ikke dyrker hække omkring alle de terrasser–deres huse er jo også lige til at kigge igennem med alt det glas. Så er det, jeg undres over, om de enten alle er dybt narcissistiske og simpelthen bare MÅ vise sig frem til enhver bare for at føle, at de er til og lever–eller om de aldrig, bare sådan et snas af et sekund, længes efter en have og et hus, hvor man rent faktisk kan foretage sig ting i dyb privathed indenfor sin lukkede have. Piller de mennesker aldrig næse, klør sig i røven eller føler, at det er dejligt at være sig selv? Åbenbart ikke.

For selv om der i min have er utallige vækster af helt ukendt oprindelse og altså storfamilier af de der blå blomster, så nyder jeg dens lukkethed grænseløst. Jeg kan godt lide at have mit eget land. At kunne være mig selv derinde bag de store træer og buskene, der sikkert for år tilbage har sået sig selv. I parentes skal så også bemærkes, at sidegevinsten faktisk også er at kunne holde sig selv med brænde. For selv om brændeovne er absolut no-go, burde nedlægges og kategoriserer en som ubetænksomt miljøsvin, så har vi altså en gammel indbygget en, der i kolde tider lystigt æder alt det træ, der gror os over hovedet. Man kan såmænd heller ikke se, der ryger et vildskud nu og da. Der er jo allerede kommet et andet.

Men lige nu har os, der har rigtige, levende planter og træer groende i vores haver, de skønneste udendørs arealer. Det er så smukt, så smukt. Det er desværre også forbandet besværligt. For samtidigt med at det lige nu er så smukt, så det gør ondt, så vokser lortet jo. Hele tiden. Ubønhørligt. Og selv om man bilder sig selv ind, at man bare er i gang med effektiv rewilding, så kan man faktisk, skulle jeg hilse og sige, rewilde sig selv i eksil fra sin egen have. Hvis vi bare lod det hele gro, lige nu, så kunne vi ikke komme ud i haven overhovedet. Havedørene ville blive besatte af fjerne fætre til de i forvejen sendte invasionsstyrker, og de der blå blomster ville lystigt invitere såvel de nordamerikanske som asiatiske grene af familien.

Så hvis man bare kunne fryse det hele. Lige nu. Som i et foto, der resten af sommeren ikke forandrede sig overhovedet. Ingen voksning, ikke flere familiesammenførsler af blå blomster og absolut ikke så meget som en millimeters udvidelse af noget som helst. Hvor ville det være fantastisk!

Continue Reading

Om kortbøger.

Når man skal have ny bil, skal den gamle tømmes. I den forbindelse kunne man sikkert skrive lange indlæg om alle de spændende, længst glemte og nærmest tilfældigt henlagte ting til den evige handskerumsdvale, man finder i den. Det vil jeg undlade. Men jeg vil alligevel, fordi det pludselig bliver så slående ved synet af en gammel, slidt kortbog, kommentere på, hvor uendeligt anderledes det gennem de senere år er blevet at finde rundt i verden. Siden GPS-en.

Umiddelbart har jeg en fornemmelse af, at GPS-en egenhændigt har afværget et større antal potentielle skilsmisser. I alt fald var kortbøgerne et oplagt incitament til parforholds akutte, heldigvis ofte midlertidige, opløsninger. Det var altid den der med, at når man begav sig ud i verden eller var på fremmed område, så skulle den ene køre og den anden passe kort. Man var, med andre ord, selv den dame, der nu om dage flere kilometer i forvejen fortæller en, at man snart skal dreje til højre og endda, hvilken bane man skal tage. Dengang var man aldrig i så god tid. Det hændte også, at man overså drejninger, foretog de forkerte samt endte i de ualmindeligt urigtige baner. Bare det at planlægge ruten fra A til B krævede koncentration og ikke bare et klik på en skærm. Tyske motorveje var sjældent særligt samarbejdsvillige, og udenlandske storbyer var et mareridt af fejlkørsler og forgæves forsøg på at komme tilbage på noget, der lignede ruten. Jeg er sikker på, vi ikke er de eneste, hvis kort dengang forledte os til øde industrikvarterer, ensrettede veje og omveje over kilometervis af tysk bondeland. Jeg er også sikker på, vi ikke var de eneste, der, derude i ingenmandsland, “fordi du glemte at dreje” eller “fordi du ikke sagde, jeg skulle dreje i ordentlig tid” eller “fordi du bare er elendig til at forstå kort” har været på randen af at rive hovederne af hinanden. Som dengang i Marseilles` havnekvarter, hvor manden forlod bilen midt i en yderst trafikeret rundkørsel, hvæsende at så kunne jeg selv køre den videre ( hvad han så skulle, melder historien intet om!) eller da vi i Sydtyskland igen, igen, igen ankom til den samme lille by og efter 3. gensyn med den fuldstændigt indædt nægtede at tale sammen mere. Selvfølgelig i begge tilfælde, fordi kortet ikke passede.

Jeg synes ellers selv, jeg er ret god til at læse kort. Har faktisk altid godt kunnet lide at studere kort, og mangler det engang imellem. For selv om GPS-en generelt fører en relativt sikkert fra A til B uden unødvendige omveje (undtagen omkring dens højst elskede motorveje), så kan jeg godt mangle at kunne sætte tingene lidt i topografisk perspektiv. Få det store overblik, om man så kan sige, over ikke bare min faktiske rute, men over området som sådan. En GPS er forbandet koncentreret omkring sit lille job, men det der med at få hele landet, området eller bare egnen sat i sammenhæng–det kan den ikke. Den er noget snævertsynet i sin udlægning.

Måske husker nogen stadig, når man forberedte sine bilferier og gik på jagt efter gode kort. Jeg gør. Jeg ved også, at der et sted i kælderens gemmer findes topografiske udlægninger i stakkevis af Europa og Nordamerika. For øvrigt var det også sådan, at skulle man tilstrækkeligt langt og have rimeligt nøjagtige kort, så var en enkelt kortbog ikke nok. Så sad man der ned gennem Europa med sit kortbibliotek stablet op i meterhøjde ved siden af sig. Mens man samtidig missede det meste af Europa, fordi man kiggede ned, på kortet. Det sværeste og mest udfordrende var altid at overgå fra et kort til et andet. Det var ikke altid forlængelsen af den rigtige vej, man fandt på det nye. Værst var dog statsproducerede kort over østeuropæiske lande. De sluttede altid brat ved landegrænserne og overlod deres egne befolkninger til misinformationen om, at når landet stoppede, så blev verden grå og uvejet og sådan nærmest ikke-eksisterende. Der var også altid det problem, at de uasfalterede markveje, vi nogle gange endte på, simpelthen ikke var kortlagt.

Hvis man er en god elev og husker at opdatere sin GPS, så har man også rigtigt gode chancer mod dengang, de der kortbøger altså ikke lige sådan opdaterede sig selv hjemme på hylderne. For kortbøger var dyre, og det var altså ikke altid, man lige var rundhåndet nok til at investere i helt nye. Det indebar gerne det problem, at nye veje, rundkørsler og andet forblev en hemmelighed. Som man så kunne bruge til endnu flere vildkørsler og nært forestående akutte skilsmisser.

I 1982 købte jeg en kortbog, som jeg aldrig, aldrig smider ud. Det er London A-Z, og selv om den mangler både for- og bagside samt et lille stykke af Chelsea og det, der er under en chokoladeplet omkring Hackney, så er den min bibel, når jeg er i storbyen. Den er min nostalgiske holden fast i en gammel tradition og en helt særegen del af min personlige måde at være i London på.

Men alle de andre, de har jo mistet deres brugsværdi. Den på billedet har ivrigt været anvendt til vagtlægekørsel i det gamle Sønderjyllands Amt, og bare tanken om, at vagtlægen, som vel formodes at have relativt travlt med at komme frem, har kørt efter et trykt kort, er da i vore dage lidt skræmmende. Man kan da godt tage sig i at formode, at han ikke altid er nået så hurtigt frem, som han ville have kunnet i dag. Altså så hurtigt som når vi skal frem til helt dagligdags ting og som den største selvfølgelighed bare sætter GPS-en på.

Jeg savner ikke kortskænderierne. De faretruende skilsmisser og alle de grimme ord, der gennem tiden er blevet sagt og råbt udelukkende på baggrund af dårlig, ineffektiv kortpasning. I grunden har vi nok også været præcis lige gode om at tyde kort og dirigere i håbløse retninger, selv om jeg nu stadig mener, jeg procentvis fik os mere i den rigtige retning. Men ind imellem savner jeg faktisk lidt at fare vild, at ende derude på Lars Tyndskids mark, hvor jeg ellers aldrig kommer, fordi GPS-en absolut ingen intentioner har om at sende mig derud. Jeg ser ikke uventede ting på mine ture. Og hvis det stod til GPS-en, så jeg faktisk også kun motorveje. Jeg savner også at kigge på kort. Måske er det min fikse ide, men jeg kan altså ret godt lide at sidde med et stort kort og få tingene sat i perspektiv. Hvordan de ligger i forhold til hinanden. Den slags er GPS-en jo bedøvende ligeglad med. Og skal man endelig køre den tankegang ud i det lidt mere overordnede, så er livet jo ikke en lineær fremadskridning fra A til B, men meget mere alle de omveje, der kan tages undervejs.

Men Mostrups kort over amtet ( hvem husker lige amter, i øvrigt?) må lade livet. I alt fald skal det ikke med over i den nye bil. Jeg kunne selvfølgelig gemme det bare for nostalgiens skyld og så engang imellem lige tage et kig på, hvordan Sønderjylland egentlig ser ud og ligger. For det kan GPS-en ikke fortælle mig.

Continue Reading

Om udbud, efterspørgsel og priser.

Indtil i forgårs troede jeg, jeg skulle have et nyt sommerhus. Jeg skulle faktisk have underskrevet en købsaftale i går. I stedet blev der skrevet en anden slutning på den lange føljeton om sommerhusbyggeriet. En slags åben slutning, kan man vel kalde det. Og en af den slags slutninger, der på besynderlig vis har givet en fornemmelse af ro i maven. Underligt nok.

For i løbet af de sidste dage har vi pludselig erkendt, at vi befandt os i et segment, hvor vi slet ikke hørte hjemme. Eller i alt fald i en gruppe, hvor vi på ingen måde behøvede at finde os selv. Gennem det sidste år er sommerhusmarkedet blevet mere end blot lettere panisk. Ikke blot kan alt sælges, men alt kan også sælges til ubegribelige overpriser. Når de varme landes solferier gennem årslange coronarestriktioner bliver uopnåelige, så køber danskerne sommerhus. Farer, i mange tilfælde ukritisk, ud og køber sig det lille sted, hvor man da i det mindste kan afholde den årlige ferie. Når man til daglig færdes i et sommerhusområde, er det tydeligt, at alt kan sælges. Gamle rønner under almindelig, menneskelig standard og samtlige tomme grunde hives væk. Og der er byggeboom derude. Nedrivnings- og opførselsboom. Der vokser bogstaveligt talt huse op ad jorden om natten med imponerende fart. Overalt.

Det ved de godt, sommerhusfirmaerne. Ligesom deres underleverandører i den grad også har det forbavsende godt. Faktisk på kanten af at være der, hvor det konkret er vanskeligt at leve op til efterspørgslen på materialer. Det giver sig selv, at når en vare er så attraktiv, at den rives væk, så stiger priserne. F.eks. er prisen på et sommerhus steget med 100.000 pr. måned dette år. Det hus, der i januar kostede 1,5 mil. , koster nu 2. Og nej, jeg overdriver ikke. Man kan jo bare læse prislisterne, som i øvrigt opdateres hver eneste måned. Det betyder også, at kvadratmeterprisen på et pænt standardsommerhus er omkring 24.000. Til sammenligning–og nu bliver det både spøjst og forfærdeligt tankevækkende!–er samme kvadratmeterpris for et nyopført, muret parcelhus omkring 15.000. Med et slag på tasken kan man altså konkludere, at kvadratmeterprisen på et fritidshus er næsten det dobbelte af et helårshus! Lige nu. Og som tingene ser ud, vil det sikkert kun blive værre.

For så længe der er et segment af coronapåvirkede, paniske sommerhuskøbere og byggere, vil dette ikke ændre sig. Tværtimod vil man sikkert se, at priserne på nyopførte sommerhuse vil stige med 100.000 om måneden, indtil den boble er overstået. Man kan vel næppe fortænke byggefirmaerne i i den grad at tømre, mens træet er varmt. Det er simpel udbud og efterspørgsel. Men samtidig er det jo ikke der, vi hører hjemme. Vi er ikke paniske sommerhuskøbere, der står med en flad, ubehuset grund eller ejere af et nedrivningsmodent, ubeboeligt skur. Vi behøver ikke blive til eklatant grin for vores egne penge.

Samtidig kræver det heller ikke overvældende portioner af intelligens at forudsige, hvordan markedet på sigt vil ændre sig. Sådan at forstå, at de der byggefirmaer da sandelig skal grovnyde deres fest, mens de står i den, for om ikke så længe, når verden bliver berejselig igen, så vil der komme ikke blot et enormt udbud af fejlkøbte sommerhuse, der alligevel ikke var helt så eksotiske som ferier i varmen. Der vil garanteret også komme en brat standsning af det paniske byggeri af samme erstatninger for hotelsiloerne på Mallorca. Interessen vil dale direkte proportionelt med smittetal og lempede restriktioner, og byggefirmaerne vil sidde tilbage og henført mindes nogle flyvende måneder, mens det nu er dem, der i panisk angst for konkurs nærmest vil lede overalt efter kunder. Og på et tidspunkt vil det nok logisk komme dertil, hvor det er fritidshusene, der koster halvdelen af helårshusene pr. kvadratmeter. Som det vel skal være. Hvis nogen som helst byggelogik skal eksistere.

Helt konkret ville et nyt hus koste os 2,3 mil. Sådan cirka. Det ville blive på 95 kvadratmeter og ikke på nogen mulig måde luksuriøst, sådan med spa, sauna og virkelig flotte, overdådige materialer. Det ville blot blive et hus-hus. Dertil skal man lige lægge, at vi jo i forvejen har grunden. Til sammenligning koster et nybygget parcelhus på 185 kvadratmeter i en forstad til Aalborg 3,7. Med grund.

Hvis jeg skulle bygge et fritidshus til 2,3 millioner, skulle det være perfekt. Intet mindre. Der skulle ikke være så meget som en millimeter, der ikke opfyldte mine allermest optimale krav. Det skulle være drømmehuset over alle drømmehuse. Og det var det jo ikke. Der var stadig uopfyldte behov, mangler og halvdårlige løsninger, selv om det var fint nok. Til januarpris havde det været fuldt tilstrækkeligt, men helt ærligt kan jeg overhovedet ikke se, hvad det lige præcis er, jeg får for den halve million, der er vokset til prisen siden jul. Jeg skulle virkelig være i den yderste, akutte sommerhusnød for at kunne skimte det.

Så mavefornemmelsen har det godt. Og ventepositionen er indtaget. Mens jeg på den ene side set sagtens kan forstå byggefirmaerne og alle deres underleverandører og ærgrer mig noget over, at jeg ikke har aktier i samtlige firmaer i den branche, og på den anden side simpelthen er for udgiftssky til at hoppe direkte ud i at blive eklatant til grin for mine egne penge. Basalt er det jo bare et spørgsmål om at vente. På kommende udbud, efterspørgsel og priser.

Continue Reading

Om pinseregn.

Forleden, da vi travede i gummistøvler, vinterjakker og med iskolde fingre gennem den uophørlige pinseregn, kom vi til at tale om pinseballer. Pinselørdagsballer. Eller egentlig ikke så meget om ballerne, som sådan. Meget mere om at gå hjem fra dem.

For den der erindring om at danse småberuset hjemad, mens solen stod op og sikkert dansede med, sidder skarpt fast i nostalgihjernen. Om de der lysegrønne hjemture, hvor man magisk havde danset natten væk, så det hele var lyst, nyt og jomfrueligt, når man endelig var træt og brugt nok til at finde hjemad. Hvilket mange i øvrigt slet ikke gjorde. For netop den søndag morgen var der, som den nok eneste hele året, mulighed for at tage steder hen, hvor man dyrkede pinse-morgenmaden. Ikke som nutidens morgenværtshuse–det bal var ovre–men som en solid madmæssig begyndelse på en ny dag.

Det, der står klarest i erindringen, er, udover den spontane glæde, det grønne og den sol, der skinnede så dansende. I år har sidstnævnte haft endog meget vanskelig vilkår. Det grønne, derimod, har nærmest haft de allermest optimale, for det har regnet ned på det konstant.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, der i takt med min fremskredne alder bliver mere og mere nostalgisk og ude af stand til at se de utallige ridser, der nok trods alt har været på fortidens pinser, men jeg mindes faktisk ikke en pinse, der har været så våd, grå og fuldstændig solforladt som denne. I alt fald regner det aldrig i mine erindringer om at danse om kap med en nyopstanden pinsesol. Pinse er der, hvor sommeren holder generalprøve. Ikke der, hvor vinteren lige sætter sit sidste stød ind. Som om den i år har skabt en ubrydelig alliance med coronaen omkring, at der bare ikke skal være noget som helst, der må smage det mindste af sjovt.

Nok går jeg ikke til pinseballer mere. Det er der vist heller ingen, der gør. Det der med bal i skovpavillioner, på kroer og i haller døde vist med min generations voksendom, og de, der nu er i balalderen, må i øvrigt heller ikke overhovedet gå til den slags arrangementer af andre årsager. Men derfor kan jeg da godt nyde lidt godt pinsevejr. Der er ingen, der får mig op klokken lort om natten pinsemorgen for at danse om kap med solen, men det betyder da ikke, at samme sol behøver forsvinde totalt. Gå i gennemført maj-hi og overlade samtlige dage til silende, iskold regn. Herude i vores lille ferieby fristes man til at tro, der ingen er i husene. Fordi der ingen er udenfor dem. Det er så bare løgn, for nok er folk her, men ingen af dem gider så meget som at gå ud og kigge efter den sol, der så svigefuldt svigter. Hver dag.

Skal man endelig være retfærdig og dele sol og regn lige, så har pinsen da betydet en række gode og mindre gode bøger. En masse vådt tøj og en permanent fugtig hund. Et overdrevent forbrug af paraplyer og en stor koncentration af alle de serier, man altid lige mangler et afsnit af. Nu er vi da i det mindste på omgangshøjde, sådan generelt, og faktisk der, hvor der godt lige må komme et par ekstraafsnit i anledning af regnvåd pinse. Der er også blevet ryddet op i et par skabe, men det var så også et udslag af ultimativ dagsregn. Jeg ville meget, meget hellere have siddet på terrassen og nydt solen.

Nej, det kunne have været rart, om man, bare en enkelt dag i denne lortepinse havde kunnet danse lidt med solen. Ikke nødvendigvis på vej hjem fra bal i sin 17-årige krop, for dengang kunne man jo danse–også med solen–uden at ligne en sæk kartofler, som nogen have tabt. Men sådan allermest i overført betydning. Sådan at man lidt kunne genskabe den glæde, der var ved at danse hjemad dengang i de pinser, hvor solen dansede med, og alting var pinseligt grønt, jomfrueligt og overhovedet ikke det mindste regnvådt.

Continue Reading

Om coronapas.

Det var som at vågne op til et liv på helt andre præmisser her til morgen. For mig. Jeg fik nemlig, via de nye regler for coronapas, hvor man minsandten kan erhverve sig et sådant guldrandet papir 14 dage efter 1. vaccination, lige smidt en forfærdelig masse tid som en kærkommen gave efter mig.

Så fra på lørdag har jeg fået en gave, der består af tid. Masser af tid. Uendeligt meget tid. Og samtidig en sand forløsning i form af ikke mere at skulle bruge kapacitet på tænke logistisk. Ikke længere at skulle få mit sociale liv ( altså det, der er tilbage af det!) til at hænge sammen ved hjælp af en evindelig række af testninger ca. hver 3. dag.

I lørdags stod jeg i kø over 1 time for at blive testet. I dag skal jeg–for at skabe coronisk sammenhæng i mit liv–testes igen. Belært at de kolossalt kedsommelige erfaringer fra spildtids-køen lørdag har jeg valgt en test med tidsbooking. Vel vidende, at den også koster mig tid. Bare på en anden front. Nemlig den latenstid, der går fra man testes, til man får sit resultat. Det er som at vælge mellem kedsommelig pest eller langvarig kolera. Engang ventede jeg næsten 48 timer på et resultat, hvilket i coronapasmæssig sammenhæng indebar, at min testning gav mig godt og vel et døgn til alt det sjove. Lidt spild, synes jeg. Det er selvfølgelig mit eget valg, at jeg gerne går hele vejen ud til teststedet, som ligger 3 km. væk, men var jeg kørt i bilen, var der såmænd også medgået tid.

For at få et rimeligt liv i disse pastider til at hænge sammen, skal de uvaccinerede B-mennesker ca. testes 3 gange om ugen. Med en køtid på 1 evindelig time pr. gang samt transport til de forhåndenværende køer, går der i alt fald 4-5 timer med den slags coronaforlystelser. Plus at man da også lige skal planlægge sit liv efter det. Der er vel ingen, der springer afsted til alenlang køtid sådan impulsivt og efter en pludselig indskydelse. Der er i alt fald ingen, der gør det udelukkende for fornøjelsens skyld.

Det barokke er her også, at det jo slet ikke er testningen, der er den store tidssluger. Ved halstesten er man nærmest ude, inden ens aaaah er ordentligt afklinget, og så lang tid tager det da heller ikke at få moslet den der vatpind grundigt rundt i overnæsen. Det er alt det forberedende arbejde, logistikken og frem for alt køerne. Køerne, for S….!

På det seneste er jeg i øvrigt også kommet til at tænke på, at der da i alt fald er en ting, som coronaen har haft en positiv indflydelse på. Vi danskere er blevet noget nær eminente til at stå i kø. Ikke, at vi ikke hader det, men vi er sådan blevet gode og halvprofessionelle til det. Alt den der moslen rundt, skubben og snyden sig foran i køer, som vi hidtil har været ret uovertrufne til, er ligesom gået i sin coronamor. Nu står vi pænt–om end kedsommeligt–i kø til nærmest alt fra det uendelige antal testninger til adgang til de mest almene dagligvarebutikker. Og når der er 2 meter mellem nærmest samtlige opstillede, er alle køer lange. Meget lange.

Men fra på lørdag får jeg altså frigivet et ret anseligt antal timer på ugebasis. Som jeg kan bruge på mig selv. Det er lige før, jeg næsten begynder at udfylde al den tid på forhånd. Jeg kan nemlig sagtens bruge den. Derudover kan jeg, hvis jeg ellers kan huske, hvordan man gør, begynde at lade dele af mit liv styre af impulsivitet og rent faktisk gøre det, jeg gerne vil–og ikke bare det, jeg må. Jeg kan f.eks. bare lige gå på biblioteket, hvis jeg får lyst til det. Blive klippet og gå på cafe. Tænk engang at det overhovedet skulle være nødvendigt at være taknemmelig over at kunne den slags, som da i alt fald i 99% af mine livsår har været selvfølgeligheder.

Med hensyn til den genvundne tid, så er der samtidig nogle klare modsætninger. For nok får jeg tid, masser af tid, men i grunden er det vel næppe mig, der allermest står og mangler den tid. Der er et tydeligt misforhold mellem, hvem der får al den tid–og hvem der i virkeligheden nok har allermest brug for den. Sagt lidt kategorisk er det jo, trods alt, nok ikke de ældre aldersgrupper, som nu kan danse overalt, der mangler tiden mest akut. Jeg tænker her på alle de, som hver dag også skal passe et arbejde, skal i skole og alt det andet, som man nu engang skal, når man endnu ikke er pensionist eller det, der ligner. Alle de mennesker skal stadig såvel bruge logistisk og tid til en evindelig række af køer og testninger. Eneste trøst til dem kan vel være, at vi med nyerhvervede halv-permanente coronapas da i det mindste ikke fylder i køerne. De kunne såmænd også, hvis jeg er meget large, få halvdelen af min sparede tid, hvis det ellers kunne lade sig gøre.

Men allerførst vil jeg da kraftigt overveje, hvad jeg skal anvende al den tid til. Det kan jeg så gøre på min 3 km. lange spadseretur til det, der bliver mit livs næstsidste testning. I denne omgang.

Continue Reading
1 2 3 30