Om almisser.

Selv om jeg ind imellem godt kan være en smule udgiftssky, giver jeg da generelt gerne til gode formål og troværdig velgørenhed. Det, synes jeg personligt og for mit vedkommende, at jeg har en pligt til, for der er overskud i mit hjem, og hvis det kan hjælpe andre, der er mindre priviligerede end mig, så vil det da glæde mig. Jeg betragter ikke støtte til sociale formål som en form for aflad for, at jeg selv har nok, og derfor har jeg heller intet som helst behov for at skilte med, hvad jeg giver til–og hvor meget!

Til gengæld vil jeg fuldstændigt selv bestemme, hvem der skal have min støtte. Jeg giver aldrig til tiggere på gaden eller andre, nærmest husstandsomdelte, sælgere af besynderligheder eller til organisationer, jeg ikke har fuld tillid til. Jeg går i spåner,  får røde knopper, direkte åndedrætsbesvær og nærmest kramper, når jeg tigges lige op i hovedet–hvor skjult det end måtte være–og de, der anvender sådanne metoder, burde nærmest vide på forhånd, at det spolerer enhver chance for en indtægt fra mig. Jeg vil gerne støtte, men jeg vil ikke føle, at jeg giver en form for almisser. Almisser er, i mine øjne, såvel fornedrende som en form for menneskeforagt. I alt fald illustrerer de alt for tydeligt den økonomiske magtbalance.

Som nu i forgangne uge ( eller rettere: hele forløbet tog nu godt og vel 14 dage eller mere), hvor jeg havde nogle jule/pakkekalendere til salg på en loppemarkedsside. Så snart de var oploadet, blev jeg kontaktet af en person, som gerne ville købe tre og i øvrigt så mindeligt bad om studierabat. Meget har jeg hørt, og mange steder gives der studierabat, men ligefrem på et loppemarked?? Men jeg var pæn og høflig og i forjulehunmør, så jeg satte prisen klækkeligt ned og kaldte det så studierabat. Nok fordi jeg sådan fik lidt ondt af den potentielle køber. Næste hurdle var så, at der godt en uge før månedsskiftet absolut ingen penge var på kontoen, så kunne jeg reservere kalenderne og vente til efter d. 1.? Det var så der, jeg så den enlige mor til tre børn i det sociale boligbyggeri så usigeligt klart for mig, at min indre velgørenhedssjæl  talte meget kraftigt til mig. I mellemtiden blev jeg i øvrigt kontaktet af adskillige andre købere, der godt ville betale for mine kalendere, og tilsyneladende ikke syntes, de var berettigede til studierabat på loppemarkedet. Men jeg var venlig, standhaftig og også lidt stolt af mig selv, der ikke bare skulle sælge for ussel mammon , men i den grad også med en sjæl i julehumør, så de blev afvist.

Da den 1. oprandt, blev der selvfølgelig ikke betalt. Mine første mange henvendelser prellede totalt af, men omsider blev jeg informeret om, at de ganske få kroner, der nu stod på kontoen, vist ikke helt kunne dække kalenderne–og hvad skulle vi så gøre? Nej, det da ved Gud de ikke kunne, de kunne vel nærmest kun købe et hjørne af et korssting.

Det var så der, jeg, omsider–men jeg er nogle gange lidt tungnem!–begyndte at fatte, at hele dette cirkus vist bare gik ud på, at jeg skulle forære kalenderne bort til tre stakkels julekalenderløse børn derude i det sociale boligbyggeri. Det blev aldrig sagt direkte, men tonen kan man godt–i alt fald i min alder–genkende. Jeg er også overbevist om, at det aldrig, på noget tidspunkt, havde været intentionen at betale noget som helst for de kalendere. Min medlidenhed skulle langsomt vækkes, så jeg, enten fordi jeg skulle kunne være i stue med mig selv, eller simpelthen for at slippe for mere brok, bortforklaringer og uendelig skriven frem og tilbage, skippede de kalendere af til værdigt pakkekalendertrængende børn.

Det gjorde jeg så ikke! Og jeg ved godt hvorfor. Hvis det fra starten af havde været soleklart meldt ud, at tre børn ingen kalendere fik, hvis de ikke fik mine, og jeg samtidig var fuldt overbevist om, at det forholdt sig sådan, så udgør kalendere ikke så stor en værdi i mit liv, at jeg ikke kan give dem væk kvit og frit. Men det var måden, det blev gjort på. Denne langsomme bearbejdelse af min samvittighed–eller rettere, denne langsomme given mig en dårlig samvittighed over noget, som jeg overhovedet ikke burde have selvbebrejdelser over. I TEORIEN hverken kan eller vil jeg redde samtlige kalenderløse børn, og jeg agter heller ikke ( læs: prøver på ikke!) at lide under dårlig samvittighed over, at jeg har noget, de ikke har, og som de vanvittigt gerne vil have. I teorien, sagde jeg!

For den sidder der jo alligevel. Denne nagende fornemmelse, som jeg også mange gange får, når jeg afviser et tiggende barn. Denne: du kunne/ du burde/du skulle–eller, helt simpelt: hvad er du lige for et menneske?

Så jeg pakkede faktisk mine kalendere sammen i en pose og tog ned til genbrug med dem. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at se på dem, for på den ene side bestyrkede de mig i, at jeg selv bestemmer, hvordan og hvad jeg giver til velgørenhed, men på den anden side lå de også der og mindede mig om, at jeg måske burde have handlet anderledes.

Jeg tror dog næppe, det vil ændre ved, hvordan jeg i fremtiden forholder mig til tiggeri. Det berører mig nemlig dybt at se mennesker sluge deres stolthed, og jeg er stadig så naiv, at jeg ikke tror på, at gadealmisser ændrer verdens økonomiske uligheder. Men måske kan de penge, jeg giver til udvalgte, velgørende organisationer være med til det.

 

 

Continue Reading

Om at trykke på en knap.

Det er de underligste ting, man kan komme til at tænke over, men som—når man så gør det–pludselig giver mening!

Vi har besluttet at give min mor en ipad i julegave. Hun er for længst fyldt 88, så det er sådan set på tide! Hun har længe givet udtryk for et beskedent og lidt skrækslagent ønske om at eje sådan en, så nu går hun, uden endnu selv at vide det, elektronisk ind i samme årtusind som vi andre. Det skal bare være en lille, simpel en med en skærm et godt stykke over dværgniveau og en lidt retarderet hukommelse, som levner plads til en mailadresse, en Messenger, de væsentligste aviser og, hvis miraklet skulle ske, en mulighed for at surfe derude i det store elektroniske fremmedland. Allerede nu glæder vi os til at kunne sende hende billeder af vores liv og gøren–og allermest alle de ting og steder, vi ved, hun aldrig får mulighed for selv at deltage i eller opleve live. Hun vil også enormt gerne se det hele, men desværre har vi altså ikke altid lige tid til at rende ned til fotografen og få gøremålene printet på papir.

Hidtil har hun haft et noget traumatisk forhold til moderne elektronik. Angstpræget, nærmest. Det, hun er allermest bange for, er at trykke på noget forkert. Noget farligt, noget uigenkaldeligt, noget der ultimativt får hele lortet til at gå i det modsatte af lagkage. Hun har, sjovt nok, to meget forskellige trykkemetoder. Enten undgår hun på snedigste vis overhovedet at komme i fysisk kontakt med skærmen, som om intentionen om at ville røre er nok i sig selv. Og når hun så blidt, nærmest ved et uheld, alligevel strejfer den, farer fingeren tilbage, som om den er i overhængende fare for at blive bidt af et Apple-produkt. Nogle gange ryster hun den endda efter endt konfrontation. Den anden metode går ud på at voldpresse, som gjaldt det livet. Virkelig at bide tænderne sammen, holde tungen lige i munden og med stor kraft at presse fingeren mod skærmen. Gerne gentagne gange og med forøget styrke. Som kendere af produktet nok ved, er ingen af disse metoder decideret frugtbare eller anbefalelsesværdige. Tilligemed at resultaterne af dem ikke altid, nærmere sjældent, er de oprindeligt intenderede.

Det bliver vores største hurdle i den pædagogiske proces, der nu vil starte, og som vi forventer, at hele familien deltager aktivt i, sådan at vi sammen kan tage over, hver gang et givet familiemedlem har opbrugt sin personlige portion tålmodighed. Men hvorfor er der så lige sådan? Det var så det, jeg kom til at tænke på.

Jo, det er det vel, fordi hun hele sit liv har trykket på knapper, der fysisk svarede hende. Lod hende mærke, fornemme eller i mange tilfælde se, at hun havde trykket på en igangsætningsknap. Som på skrivemaskinen, hvor tasterne hele tiden bevæger sig, når de får et tryk. På vaskemaskinen, hvor knappen skal trykkes ind og ofte også lyse. På noget så simpelt som stikkontakten, hvor kontakten skal finde en anden stilling, før lyset er tændt. Som på den “gammeldags” PC, hvor tasterne bevæger sig–ikke helt så seriøst som på skrivemaskinen, men man kan MÆRKE, at der er respons, når man presser. Sådan at man aldrig presser på noget, der ikke på en form for fysisk måde fortæller en, at man altså HAR presset. Det er jo ikke lige sådan, en ipad opfører sig. Dens eneste måde at fortælle om udefrakommende pres er at skifte skærmbillede, men en egentlig fysisk modreaktion kommer der faktisk aldrig. Så jeg kan godt forstå, at hun er bange for at røre ved den, for helt uden at hun selv får et modsvar, kan alt jo faktisk ske. Tilligemed at al hendes voldtrykken kan blive ved i uendeligheder, for der kommer altså IKKE et fysisk modtryk, som fortæller hende, at ordren er forstået. Endelig tilhører hun jo også en generation, for hvem MANGEL på fysisk svar på et tryk for det meste indikerede, at tingene var ude af funktion eller i værste fald fuldstændigt kaput.

Vi andre er så priviligerede, at vi har været med hele vejen og gradvist fået nye elektroniske landvindinger ind uden de store vanskeligheder. Men når man går direkte fra en Nokia, hvor taltasterne også fungerer som bogstaver og fysisk skal presses en del, før der ( efter godt og vel en times tid!) står en enkelt, ofte volapykkisk, sætning, så er det faktisk en voldsom omvæltning, at ipaden overhovedet ikke reagerer den mindste smule fysisk på et pres.

Så jeg frygter faktisk, at den største grænse, der skal overskrides med hensyn til dette forunderlige nye stykke elektronik, er pressegrænsen. Simpelthen at lære at trykke på tingesten på den rigtige måde. Hvis vi installerer det, hun skal anvende, er det jo sådan set bare et spørgsmål om at trykke på det rigtige ikon. Men netop det er så, desværre, den allermest uoverstigelige hurdle.

For lortet svarer jo ikke igen! Fysisk altså.

 

Continue Reading

Om kartofler.

Dette bliver så et lidt rodet indlæg, fordi det handler om hele to ting, som umiddelbart ikke har andet til fælles, end at hovedtemaet er kartofler. Men mon ikke det går?

I går, da jeg var nede at handle, skulle jeg have kartofler. Efter mange, lange og grundige eftersøgninger i grøntafdelingen og endda et par paniske afstikkere over i brød, lykkedes det mig ikke at finde de små, lækre kartofler, jeg plejer at købe. Jeg var nødt til i stedet at bevæbne mig med store, beskidte tingester. Fordi jeg ikke gad køre andre steder hen, og fordi jeg var i akut kartoffelnød.

Da børneflokken for snart mange år siden flyttede hjemmefra, betød det en væsentlig nedgang på spisebudgettet og derfor frigørelse af nogle midler til at købe en smule anderledes ind. Ikke de store ændringer–de fleste er overhovedet ikke værd at nævne–udover mængden, men efter over 40 års forbandet kartoffelskrælning indebar det i alt fald, at jeg tog den skelsættende beslutning, at jeg ALDRIG mere i mit liv ville skrælle kartofler. Altså vinterkartofler, sommerkartofler truckervasker jeg jo bare med en svamp. Det kan man på allernemmeste vis undgå ved at købe de små, lækre kartofler med tynd skræl og ingen levn fra mudrede kartoffelmarker. Når man kun er to til daglig, findes der absolut ingen brugbare undskyldninger for ikke at have økonomi til at købe sig ud af kartoffelskrælning. I alt fald kan den luksus snildt hentes ind ved at spare andre steder.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, der har kartoffelskrælning som nummer 1 på listen over yndlingsaversioner, men det har jeg! Hold da op, hvor har jeg dog spildt megen god tid på de satans tingester. Det er ovre og har været ovre, helt ovre, i minimum 10 år. Og det kan stærkt anbefales at tage en så skel/skrælsættende beslutning. Udover at fjerne enhver form for irritation over helligdage og sløve skrællere, frisætter det en hel masse tid, hvor man kan foretage sig noget fornuftigt. Hermed mener jeg, at jeg ikke kan finde så meget som et eneste positivt argument for at anvende tid på at skrælle kartofler!

Anyway, der stod jeg så til sidst i  mit nederlags sved med en pose møgbeskidte megaknolde, som jeg i arrigskab hev ned fra hylden og langsomt tilgav, fordi jeg kun skulle anvende dem til biksemad, så de vel kunne pilles, mens de var varme. Kartoffelpilning rangerer, på kartoffelskrælningsskalaen, dog trods alt en smule under skrælning. Jeg genopfrisker gerne mine pilleevner en gang årligt, hvor mine evner kommer i brug overfor aspargesknoldene juleaften. Og KUN det!

Vel hjemme åbnede jeg posen, og en usigelig stank af råddenskab slog mig i møde. Rådne kartofler har en umiskendelig, særdeles genkendelig stank, som sagtens kan konkurrere med stoppede afløb og kæledyr med tarmproblemer. Så blev jeg sur, for ca. halvdelen af de i forvejen uønskede jordknolde var langt hinsides enhver form for menneskeføde. Det var simpelthen helt og aldeles hensynsløst af butikken overhovedet at sætte den slags på hylderne.

Normalt køber jeg grøntsager på det lokale torv, hvor jeg sagtens kan få tid til nøje at udsøge mig præcist de eksemplarer, jeg har lyst til sætte tænderne i. Om sommeren er det også her, jeg udvælger mig de knolde, der så er priviligerede nok til at komme med hjem til mig, men på andre årstider stoler jeg da på supermarkedernes poser. Derfor gransker jeg nok heller ikke kartoffelposerne tilstrækkeligt, men hiver dem bare, som i går, ned af hylderne.

I min arrigskab strøg jeg ud i bilen, satte råddenskaben i bagagerummet med støttepuder, så den ikke væltede. Hvilket var en oplagt mulighed, for min kørsel bar en smule præg af min sindstilstand, især omkring hjørner. I butikken satte jeg den oplukkede råddenskab midt på kassebåndet, så absolut ingen i hele kasseområdet var det mindste i tvivl om, hvad posen indeholdt, og var nok en lille smule kartoffelfornærmet, da jeg klagede min nød til den søde kassedame, som ( måske fordi hun skulle have den stank ud af sin butik, måske fordi hun fornemmede min tilstand og frygtede korporlige repressalier?) med det samme bad mig hente en anden pose.

Det var både sødt, fuldstændigt retfærdigt–men også et problem. Faktisk havde jeg, fordi jeg nu undersøgte samtlige forhåndenværende kartoffelposer for såvel begyndende som tiltagende råddenskab, store vanskeligheder med at finde en pose, der ikke indeholdt så meget som antydningen af smitsom kartoffelpest. Så med 5  halvrådne kartoffelposer og en enkelt, der endnu ikke bar præg af sygdom, vendte jeg tilbage til kassen. Da der jo er 1½ kg. i hver pose, slæbte jeg altså 9 kg. kartofler derover. Det var faktisk lige før, jeg måtte gå to gange for at få al uvæsnet med. Kassedamen så da også en smule forbavset ud, da jeg smed 7½ kg. rådninger på båndet ( det har man/jeg sådan en helt speciel bevægelse, der antyder en smule foragt, til) og i øvrigt med et lidt falskt smil forvissede hende, at nu havde jeg ryddet op i det øverste lag af hendes kartofler. Så kunne hun måske bede en af de ansatte om at tage sig af de resterende lag?

Det kan godt være, at det er vanskeligt for supermarkederne at tjekke samtlige kartoffelposer, og det kan også godt være, at sådan en pose kun koster 15 kroner. Men det er simpelthen ikke i orden, at samtlige poser i en sending kommer på hylden, når de er så rådne–uden at være tilstrækkeligt tjekkede. Det gør i alt fald, at jeg nok ikke nogensinde køber kartofler lige der mere. For jeg har den allerklareste erindring om stanken!

Ydermere bestyrker det mig på det klareste i, at jeg for eftertiden udelukkende skal købe de små, gennemsigtige poser med relativt få, små og lækre kartofler. Som ikke skal skrælles!

Continue Reading

Om at kunne huske.

Det er klart, at når man arbejder som guide, er det nærmest en grundlæggende betingelse for at udføre ens arbejde forsvarligt, spændende og med flow–at man kan huske. Man skal kunne huske den finurlige historie om slottet, der passeres, det rimeligt korrekte årstal for det slag, der fandt sted ved den store bro, hvem der tegnede en smuk, usædvanlig bygning samt familiehistorien på den slægt, der betød så meget for et givet område. Der er meget sjældent tid nok til, at man kan google de manglende brikker, og i øvrigt gider absolut ingen høre efter, hvis informationer bare læses op.

Som sproglærer skal man kunne sin basale grammatik på rygraden og til enhver tid være i stand til at forsvare og forklare sine rettelser på pædagogisk vis. Man skal kunne huske de væsentligste begivenheder i de lande, der taler det sprog, man underviser i samt oftest have en hel del litteratur i depotet derinde i hjernen. Det er fuldt legalt at slå op, hvis man er i tvivl, men bliver det en vedvarende vane, at intet kan forklares uden opslag, mister man simpelthen sin troværdighed. Samt spilder en masse god undervisningstid.

Så man skal kunne huske. Der skal være et lager af paratviden derinde, som til enhver tid og ved alle givne lejligheder skal kunne hentes frem med et knips af en finger. Det vil ingen elektroniske hjælpemidler på noget tidspunkt kunne lave om på. For at skære det ud i pap, så er der faktisk intet så umotiverende kedeligt som at blive udstyret med en farvestrålende brochure eller en elektronisk guide på en app om en given seværdighed og så selv skulle guide sig vej gennem dem. De første par sale går det, takket være begyndermod og selvpålagt entusiasme, da meget godt, men hen omkring sal 3 begynder det godt nok at blive en smule upersonligt, kønsløst og røvkedeligt. Akkurat som da jeg på et tidspunkt fandt små film om store grammatiske udfordringer på nettet og glædestrålende præsenterede dem for eleverne, som jo så oven i købet kunne downloade dem hjemme ved skrivebordet, når de lige skulle bruge dem igen. Efter 2-3 minutter måtte de pædagogiske grammatikfilmstjerner totalt opgive den unfair konkurrence med Facebook under bordet. En guide og en lærer, der kan huske, har, og vil altid have, en meget større grad af gennemslagskraft.

Derfor kan jeg faktisk huske enormt meget. Det sidder derinde et sted, og som med en computer skal jeg bare lige finde det rette ikon og trykke. Så vælter det ud. I det stykke er jeg absolut ikke nogen vidundervoksen. Alle kan huske ting, der vedrører deres fag og deres interesser, og som skal kunne hentes frem i et snuptag på givne tidspunkter. F.eks. er det da en stor betryggelse, at Falckmanden altid kan huske, hvordan man giver kunstigt åndedræt. Det kan de fleste af os andre desværre ikke.

Til gengæld har i alt fald jeg begrænset lagerplads i mit huskecenter. Der er simpelthen ting, jeg ikke kan få plads til, og som jeg lige så godt kan opgive nogensinde at huske. Jeg kan trække Irlands fulde historie frem med meget kort varsel, men jeg er totalt lost omkring andre menneskers fødselsdage, telefonnumre, madopskrifter og alt, hvad der vedrører naturvidenskab. Nogle gange kan jeg endda komme i tvivl om ( altså indenfor nogle få datoer), hvornår nærtstående familiemedlemmer egentlig fylder år. Jeg ville være meget bedre til at give dem en gennemgribende forklaring på forskellen mellem “who” og “whom” end til at ramme deres præcise fødselsdato.

Heldigvis er der små hjælpemidler til den slags, så som elektroniske huskeanordninger, men det irriterer mig gang på gang, at jeg, når jeg nu sagtens kan huske, at The Battle of the Boyne var i 1690 og Easter Rising i 1916, altid, hvert år, er i tvivl om, om min far nu havde fødselsdag 21 eller 23 november.

Derfor er jeg kommet frem til, at jeg må være taknemmelig for det, jeg nu engang render rundt og kan huske. Og så må jeg  forlige mig med, at min hjerne er sådan indrettet, at der tilsyneladende er ting, den har ubegrænset lagerplads til, mens andre ting er helt uden for dens rækkevidde. At der er en lang række ting, jeg aldrig, om jeg så terper dem i timevis, vil komme til at kunne huske. Ting, der bare er no-go for min hjernekapacitet. Eller også: ting, der simpelthen ikke er plads til, fordi lagerpladsen er vildt opbrugt i forvejen.

Man skulle så tro, at lageret derinde var en smule udskifteligt, men det er desværre ikke tilfældet. Jeg mener: Med den konkrete dagligdag, jeg lever i lige nu og her, er det vel næppe af den allerstørste relevans, at jeg på sekundet kan opsummere for forskellen mellem biord og tillægsord på engelsk samt kan redegøre for sprogudviklingen fra omkring 1100 til nu med særligt fokus på tiden omkring Shakespeare. Det ville måske være en smule mere belejligt at kunne huske de præcise fødselsdatoer og telefonnumre på mine børn! Men sådan fungerer tingene desværre ikke. Jeg kan huske det, jeg KAN huske, og må nok til mine dages ende forlige mig med, at jeg er nødt til at slå op i den telefonbog, som jeg sjældent kan huske, hvor befinder sig, når jeg skal ringe til mine drenge.

Selvfølgelig har det hele noget at gøre med interesser, indlevelse, erfaring og rutine. Måske især det første. For i forbindelse med en rejse til Rom om få dage, har jeg forgæves forsøgt at putte noget Romerrige og kejsertid ind i hjernen. Da Rom jo ligesom har (mindst!) to glansperioder, hvoraf den anden er barokken, som jeg da i den grad kan huske og ved ikke så helt lidt omkring, har jeg tvangsindlagt mig selv til en repetition af de der fordømte kejsere og minderne efter dem. Det preller totalt af, standser ved den yderste hjerneklap, opfører sig som om, jeg var tvunget til at lære samtlige telefonnumre for Århus midtby udenad. Der er ingen plads til det derinde–der er lukket. Ingen kejsere til min hjerne!

Men for det meste er min hjerne dog medgørlig. Den vil, sådan i store træk, godt huske det, jeg har allermest behov for at kunne huske. Men den er på samme tid meget lidt omstillingsparat. Og det bliver værre og værre med årene. Den bliver simpelthen mere og mere selektiv omkring, hvad den lige gider at huske. Så jeg må nok leve med dens store forelskelse i engelsk grammatik og indse, at der aldrig vil blive skabt rummelighed nok til telefonnumre, fødselsdage, madopskrifter, alt indenfor naturvidenskab og romerske kejsere.

Continue Reading

Novembermode.

Det er ikke meget, jeg har fået udrettet i dag. Der er gået november i mig.

November er ugidelighed, mørke, mangel på ordentligt lys, mudder og falsk jul, for det er endnu ikke sådan helt legalt at give sig 100% hen til alt juleriet. Inde i mit hoved skal man prøve at vente til mindst den første søndag i advent, for det der med jul bør man tage dybt seriøst og ikke tyvstarte alt for tidligt. Ikke at jeg ved, hvorfor det forholder sig sådan. Men det svarer vel lidt til at gå i sommermode i midten af maj. Det er sådan lidt amatøragtigt og barnligt, som om man som voksent menneske overhovedet slet ikke kan vente.

I dag har jeg fået handlet, støvsuget flere tons hundehår op, vasket alle mine gulve, gjort brændeovn rent og hentet ny brændeforsyning. Samt læst lidt i en bog. Det er, hvad det er blevet til. Bestemt ikke meget. På mit aktivitetsparameter svarer det til en mellemting mellem at blive i sengen hele dagen og arbejde seriøst et par timer.

Jeg ved godt, hvor det kommer fra. Alt dette med at lave en indvendig fortegnelse over dagens udførte gøremål og så sammentælle, om det nu har været en dag, man sådan aktivitetsmæssigt kan være bekendt. En dag, der er blevet brugt til godkendelsesstadie.

Det stammer fra min barndom, hvor det “at lave ingenting” grænsede til en personlig forbrydelse mod menneskeheden–eller i alt fald familien–og hvor jeg stadig erindrer replikken “Sidder du BARE og læser?” som noget af det allermest bebrejdende, jeg kunne høre. Fordi den i al sin enkelthed betød, at man var usolidarisk overfor alt det, der skulle laves. Selvfølgelig var mine forældre opdraget i en form for bondekultur, hvor enhver måtte bidrage til familiens overlevelse på den ene eller anden arbejdsmæssige måde, men det ligger stadig dybt i mig, at man da på ingen mulig måde laver “ingenting”. At der skal være en form for synligt resultat af det, man har brugt sin dag på. Det var så meget lettere at postulere en brugt dag, da man stadig var på arbejdsmarkedet, for blot det “at have været på arbejde” talte jo som det modsatte af at lave ingenting.

Jeg tror, det er fordi, ingenting betyder at lave sig selv. At omgås de uskrevne–og gerne ens egne uskrevne–regler for, hvad der er anstændigt i forhold til andre mennesker. At ligge under for, at når man nu har en hel dag herhjemme, så bør man også gøre noget, foretage sig noget, gå i gang med noget–og hvad det nu alt sammen betyder. I stedet for faktisk bare somme tider at sætte sig en stol og stirre ud i luften, mens november og det sidste lys falder forbi. Så gør man godt nok ikke rent eller rydder op i gammelt, overgemt lort, men går ind i sig selv, laver sig selv. Falder ned, falder til ro–og lader op.

Jeg må se, om jeg kan lære mig selv, at min barndoms strenge arbejdsmoral ikke nødvendigvis behøver at influere mit liv længere. Jeg har da vist i grunden arbejdet det, jeg skulle. Men det er svært. Svært at leve med en “migselv”, der faktisk ikke helt kan gøre rede for, hvad dagen er brugt til. Hvis nogen nu skulle spørge! Besynderligt nok er det nok primært MIG, der spørger!

Jeg må prøve at se, om jeg kan forliges med, at der går november i mig. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg vil lade mine omgivelser forfalde i Retrieverhår, mudder fra skoven og generel mangel på hygiejne og oprydning, men at jeg lærer at lade helt være med at have dårlig samvittighed, når jeg i flere timer har lavet “ingenting”. Jeg tror nemlig, at det er rigtigt positivt for mig engang imellem at lave absolut intet. Men at det negative ligger i, at jeg samtidig bebrejder mig selv for det.

Det må jeg arbejde på. Især fordi året jo iflg. digteren Henrik Norbrandt har 16 måneder, hvoraf ikke færre end 5 er november…….

 

 

Continue Reading

De mørke morgener.

Generelt kan jeg sagtens komme op om morgenen. For det meste nyder jeg det også. Især hvis det er lyst.

Men når mine morgener her hen omkring slut oktober/november forvandler sig til en grød af ubestemmelige konturer og en verden, jeg visuelt har svært ved at orientere mig i, så sker der noget psykologisk med min morgenbetagelse. Den viger en smule og går klart ind i en unfair konkurrence med dynerne.

Da jeg stadig gik på arbejde, var første dag efter juleferien den største no-go overhovedet. Årets ultimative mørke-nedtur. Den dag af alle, hvor selvmedlidenheden nærmest skreg ud til verden, og hvor turen til arbejde meget nemt kunne have kostet en agressivitetsbule i en andens bil. For den eneste grund til, at jeg ( og sikkert mange andre) undlader at lave materiel skade på andres rullende ejendom sådan en morgen er helt enkelt, at det nærmest er uundgåeligt at ridse andres blik uden at påføre sit eget skade ved samme lejlighed. Og så har man da lige dobbeltspoleret en shitdag.

De mørke morgener har den psykologiske indflydelse på mig, at min lysbetingede lyst til opstandelse fader en smule. Og her skal så sandelig indskydes, at jeg også i den grad er taknemmelig for, at jeg faktisk kan forholde mig lystmæssigt til netop det faktum. Det er pensionistens og semi-pensionistens privilegium. Vi kan, i alt fald for det meste, nemlig helt selv bestemme, hvornår vi står op! Fat lige den, alle I stadig-arbejdende: Frihed fra arbejdslivet betyder (også!) frihed til selv at afgøre, hvornår man sådan gider at stå op. Det er altså ret stort. Somme tider, og for nogle, er det faktisk så stort, at det er et ansvar, man (eller de) i den grad skal forsøge at forvalte fornuftigt og undlade at misbruge. Så ingen første-skoledag-efter-juleferien-traumer her—nogensinde, igen!

Problemet med de mørke morgener er så bare, at jeg er forfærdelig dårlig til at anvende dem. Selvfølgelig kan jeg skrive blog, lægge vasketøj sammen eller gøre en masse praktiske ting. Det er bare ikke lige den slags, der får mig til at springe ud af sengen i en forfærdelig fart. Den obligatoriske tur gennem skoven med vovsen er absolut ikke en valgmulighed, for jeg er simpelthen bange for skoven og alle dens mørkeindbyggere, når jeg ikke kan se dem. Jeg er stadig, som 60+-er, underlagt ungdommens angst for at blive voldtaget, knivdræbt, bortført til hvid slavehandel–selv om sandsynligheden for, at jeg snubler over en vildfaren gren nok er overvældende større. Kvinder ser altid sig selv som potentielle ofre (sic!), og det gør alderen desværre ikke bedre. Man kan så også indvende, at når det er så mørkt, har gerningsMANDEN jo heller ikke en chance for at opdage sin aldersbetingede fejl, før det sådan ligesom er for sent!

Så de mørke morgener er for mig en evig kamp mellem at stå op til et tidsrum, som jeg ikke sådan helt har tjek på, hvad jeg skal bruge til. Hvis det derimod var lyst, ville jeg end ikke overveje problemet–eller i det hele taget se det som en udfordring. Det er da OK at blive lidt længere i sengen, men jeg er altså ikke ret god til det der snueværk. Jeg kommer alt for hurtigt til at kede mig dernede under dynen….

Det var så der, jeg kom til at tænke på, at jeg jo bare kan stå op og sætte mig på min vinduesplads og betragte silhuetterne. Og hvis nogen spørger ( hvad ingen sikkert gør) om, hvad jeg i alverden jeg dog foretager mig med blikket stift rettet mod en uigennemskuelig, mørk verden, så vil jeg sige, at jeg bare lige så stille sidder der i mørket og afventer, at det bliver forår. For så skal jeg nemlig i gang med at bruge min morgenverden igen. Engang. Og alt det gør jeg så, mens jeg indvendig er noget så taknemmelig for det pensionistprivilegium, at det er mig–og kun mig–der bestemmer, hvornår jeg skal op!

Continue Reading

Om seniorråd.

Det er pludselig gået op for mig, at jeg til dette kommunal- og regionsrådsvalg for første gang i mit liv også skal stemme på en repræsentant til kommunens seniorråd. Den rettighed vinder man, når man er fyldt tres.

Det chokerer mig lidt. Af rigtigt mange grunde. For det første, og nok væsentligste, er jeg jo ikke sådan rigtigt senior. I alt fald ikke i min egen selvopfattelse. På en måde er jeg næsten slet ikke berettiget til at deltage i det valg, for det er vel primært til gavn for de de rigtige gamle. Sådan støtter deres sager, kæmper for dem og indgår i dialoger på deres vegne. Sådan en som mig bør nærmest ikke blande sig i den slags, føler jeg. Jeg kunne jo uforvarligt komme til at gøre noget slemt, der var mere til skade end til gavn. Jeg kan simpelthen ikke forlige mig med at være senior og derfor vedkende mig, at jeg skulle have noget som helst interessefællesskab med folk på min mors alder. Og ældre.

For det andet HAR jeg faktisk set på kandidaterne, og–jeg er virkelig ked af at sige det–de ser en smule bedagede ud. Ikke at jeg kender en eneste af dem, for det gør jeg ikke, men vi har da i alt fald ikke gået i skole på samme tid og sammen, kan jeg se. Principielt er jeg faktisk også enig i de fleste af de mærkesager, de fleste af dem påberåber sig, men det fratager mig ikke den følelse, at samtlige sager, mere eller mindre, ikke har så forfærdeligt meget med mig at gøre. Jeg er helt enig i forbedret ældrepleje og øgede tilbud–men samtidig kan jeg slet ikke få det til at passe sammen, at netop disse tilbud også skulle være til MIG.

For det tredje har jeg den helt tåbelige og hysteriske indstilling, at hvis jeg sætter et kryds på den stemmeseddel, så har jeg åbent indrømmet, at jeg er senior og påfaldende stærkt pludselig ved at blive gammel. Altså at krydset markerer min direkte vej mod alderdommen samt den erkendelse, jeg nok ikke helt er nået til, fordi jeg prøver at løbe vildt stærkt fra den. (Så længe, jeg kan!)

Men for det fjerde så er jeg opdraget til, at man har en stemmeret for at være ansvarlig overfor den ved at påtage sig den pligt det er at stemme. At det at stemme er så grundlæggende en ret i demokratiet, at det på ingen måde er noget, man kan forsvare at løbe fra. Og at man absolut ingen begrundelse har for at brokke sig over noget som helst politisk, hvis man ikke engang har gidet at sætte sit kryds.

Så jeg må sluge mit nye seniormærkat og erkende, at jeg nu tilhører den eksklusive gruppe af hel- og trekvartgamle, der har opnået endnu en krydsmulighed. Og jeg må prøve at researche lidt omkring de lokale kandidater, så jeg da i alt fald ikke stemmer helt vildt egoistisk eller decideret forkert i forhold til at forbedre forholdene for dem, der er RIGTIGT gamle!

Continue Reading

Om (at lære) at sige fra.

Mens jeg stadig havde fast arbejde, havde jeg kolleger, der havde et ualmindeligt sort livssyn og mennesker omkring mig, som havde personlig forurettelse som livsstil. Det var en præmis, jeg var nødt til at leve med. Af gode grunde vælger man, som offentligt ansat, ikke selv sine kolleger ( den slags har man folk til!), og man er derfor nødt til at indrette sig, så der er plads til alle. Selvfølgelig valgte man selv, hvem man omgikkes med mere end andre indenfor arbejdets rammer, men desværre kunne det næppe undgås, at man også ind imellem måtte i clinch med de tøsefornærmede og overforurettede.

Jeg kan stadig erindre, hvordan det påvirkede min livskvalitet. Hvordan jeg kunne komme hjem efter endt arbejdsdag og være ked af det, uoplagt og mange gange endda aggressiv, fordi alle disse dårlige vibrationer var blevet hældt ned over mig. Hvordan jeg personligt kunne bære den dårlige stemning, som andre kunne skabe, hele vejen med mig hjem og næsten komme til at eje den selv. Tøsefornærmethed og forurettethed smitter. Det er faktisk nogle af de allermest smitsomme lidelser, der findes. Og de er lige så tricky som kønssygdomme og influenza: man mærker overhovedet ikke, når de efterlades hos en, men det kan da nok være, de gror på en.

I bagklogskabens klare lys kan jeg også sagtens se, at det jo i virkeligheden var meget få smittekilder, der rendte rundt derude. Men de havde en enorm magt. Især over ens humør og personlige livskvalitet.

Nu er jeg så blevet fritstillet i forhold til selv at vælge, hvem jeg vil omgås. Og det har jeg så gjort. Jeg er nemlig ved at lære mig selv at sige fra overfor mennesker, der ikke gør noget godt for mig. Hvis jeg kan spare mig selv for dårlige vibrationer, tåbelige indstillinger til livet og negativitet, så er det da bare lige det, jeg skal.

Det foregår jo ikke på den måde, at jeg sætter mig ned med en liste over venner og bekendtskabet og møjsommeligt gennemgår, om det er noget, jeg vedvarende vil dyrke. Det er meget, meget mere den der mavefornemmelse. Om jeg, når jeg nu ikke nødvendigvis SKAL være i stue med dem, overhovedet gider gøre noget for, at vi skal omgås hinanden. Hvis jeg tydeligt kan mærke, at jeg er fuldstændig initiativløs i forhold til at foreslå en kaffedrikning eller andet, så lader jeg simpelthen være. Jeg behøver ikke dyrke noget, der i virkeligheden kun giver mig en dårlig oplevelse, en stor irritation eller en dårlig smag i munden.

Der er også mennesker, jeg siger nej tak til. Det har jeg været alt, alt for dårlig til. I pænhedens uklare lys har jeg opfyldt forventninger til mig, som jeg overhovedet ikke har haft nogen positive oplevelser med at opfylde. Snarere tværtimod. Jeg har drevet vold mod mig selv, blevet ked af det og spildt kostbar tid på de(t) forkerte.

Det er meget muligt, at vennekredsen skrumper noget så alvorligt ind. Til gengæld må jeg så spørge mig selv om, om de, der er skrumpet fra, overhovedet nogensinde har været rigtige venner? For det har de nok ikke. Jeg kan også mærke på mig selv, at de mennesker, jeg så dyrker, giver mig positivitet, energi og lyse indgangsvinkler på tilværelsen. At den nagende fornemmelse over at skulle være sammen med visse personer helt og aldeles er ovre, SAMT at de personer, jeg selv vælger, bare giver mig så uendeligt meget.

Jeg gider ikke bruge mit liv på at lade andres negativitet influere mig. Den slags personer er der simpelthen ikke plads til mere. Men det kræver mod at sige fra. Ultimativt er det, såvel jeg som alle andre vel er bange for, at vi kommer til at stå helt alene, venneløse, fordi vi cutter så seriøst i ukrudtet. Men så tror jeg, at det er meget, meget væsentligt at sige til sig selv, at det er meget mere livsbefordrende at have ganske få, positive venner, end at lukke bare en enkelt, der giver dårlig mavefornemmelse, ind igen. Man skal spare sig selv for alle de dårlige oplevelser, man på nogen mulig måde selv kan have indflydelse på at undgå.

Det er også sådan noget med skuldrene. Om at kunne mærke, at de ligesom retter sig op og strutter igen. At de ikke længere skal bære–og især umærkeligt integrere–al den der negativitet. At det faktisk er såvel helt normalt som ualmindeligt dejligt at være glad, ufornærmet og uforurettet. Og at maven har det rigtigt, rigtigt fint!

Continue Reading

Personlige klimaændringer.

I mandags rejste jeg fra 25-30 grader i Jerusalem og ved Det Døde hav til et Danmark, som lige den dag var blevet tildelt omkring 7 af slagsen. For ligesom at sætte trumf på, blæste det også temmelig efterårs-umenneskeligt. Det var mørkt, da vi landende omkring 17-tiden, og det vil det for øvrigt være de næste mindst 3 måneder. Altså mørkt ved 17-tiden.

Jeg havde en gang en kollega, som stædigt fastholdt, at det var en fejl, en miskalkulation, noget, der aldrig havde været meningen, at der lever mennesker nord for Alperne. Når jeg sådan dalrer ind i Kastrup Lufthavn iklædt alt for lidt tøj og sandaler sidst i oktober, fordi min hjerne simpelthen ikke kan begribe, at nogen stjæler mit solskin, mens jeg er interneret i aluminium deroppe over skyerne, er jeg fuldstændigt enig med ham.

Jeg er nemlig bedst til sol og sommer. Vinter har aldrig været meningen med mig. Jeg er for længst udover soldyrkningsalderen, og min ungdoms intense solbading er efterhånden blevet ubegribelig for mig. Ved eftertanke forstår jeg simpelthen ikke, at jeg ikke kedede mig bravt ihjel i mine livsfarlige forsøg på at skifte race rent hudmæssigt. Det er slet ikke det, det drejer sig om. Jeg kan bare, ganske simpelt og letforståeligt, konstatere, at solskin og varme giver mig energi, glæde, foretagsomhed og en umådelig lyst til at komme op om morgnen, ud i vejret og i gang. Jeg bliver i mærkbart bedre humør, og jeg er sikkert også meget nemmere at have med at gøre. Overdreven varme er langtfra mig–jeg hader f.eks. at svede–men en pæn, stabil temperatur omkring de 25, som er varmende og nærende, er da bare lige sagen. Den er indbegrebet af velbefindende, energi og livslyst.

Men lige netop den slags, må jeg nok konstatere, er ikke lige på dagsordnen rent klimamæssigt lige nu. Det er mørkt, når jeg vågner, og solen afgår fra himlen en del timer, før jeg skal i seng igen. Jeg kan tydeligt mærke, at mit energiniveau daler, og at jeg må bestikke mig selv med falske stimulanser ( chokolade og lakrids virker periodisk) for at blive glad på den måde, som solen ellers sørger for. Det er et faktum, at jeg spiser mere slik om vinteren ( som om sommerindtaget ikke var nok!) og gerne tager et par kilo på mellem oktober og februar. Det er også et faktum, at jeg får lavet mindre, og at de fleste af mine gøremål foregår indendørs. Det indebærer også, at jeg kommer meget mindre ud, end jeg gør i solperioder. Når solen skinner, og det er varmt, behøver jeg absolut ingen incitamenter eller overtalelser til at komme udenfor–det sker umærkeligt af sig selv. Mens jeg, i disse måneder, nogle gange skal have en del diskussioner med mig og mig og måske ligefrem trusler for, at det sker.

Min krop og mit liv har en sommermode og en vintermode. Sommer er fysisk aktivitet og masser af udendørs gøremål. Vinter er kropsdvale og indendørs sysler. Temmelig ofte forbundet med længere perioder i samme møbel.

Og når man rejser fra sommer til vinter på samme dag, slår det en, hvor forskelligt man egentlig reagerer på den der sol–og manglen på samme. Engang forstod jeg aldrig, at nogen gad betale penge for at opholde sig i solsikre områder andre steder på kloden hen over den danske vinter. Det begynder absolut at gå op for mig. Jeg kunne også godt blive vinterflygtning. Ikke sådan gå fuldstændigt i eksil over længere tidsrum, men at rejse til mere solbeskinnede egne i små doser. En uges opladning, og så hjem til mørket igen, så det blev overlevelsesbart.

Det er nok noget, der kommer med alderen. Eller også er det bare med alderen, at man pludselig fatter, at den gamle kollega nok havde ret. Det HAR sikkert aldrig været meningen, at der skulle leve mennesker nord for Alperne. Det var nok i sin tid en fejl, at nogen møjsommeligt klatrede over dem. Det gjorde de såmænd også nok en sommerdag. Og så gik de så langt og så længe, at der ingen vej–og intet lys–var tilbage, da de pludseligt erkendte, at de da vist var gået en smule forkert. Men så har de nok sat sig ned og begyndt at strikke, spise søde sager og skrive bøger, som andre kunne læse og helt glemt alt det der overvurderede pjat med solen- indtil 1960-erne, hvor et skæg og en præst vakte dem lidt til live igen ved at vise dem, at solen skam stadig eksisterer om vinteren. Man skal bare lede længe og langt efter den. Men finder man den, er den rigtig, rigtig god for og ved en.

Nu vil jeg sparke mig selv ud i halvmørket. Heldigvis har jeg en følgesvend med, som er revnede, bedøvende ligeglad med, om det er mørkt eller lyst, koldt eller varmt, eller syd eller nord for Alperne. Han skal bare snuse–og det er fuldstændigt årstidsuafhængigt!

Continue Reading

Billet. Mrk.

Jeg føler mig sådan helt udenfor, når der tales og skrives om moderne dating. Jeg er absolut analfabet, hvad angår diverse datingsider, og jeg er stadig enormt skeptisk overfor at afprøve en mand, der er fundet derude i cyberspace. Nu har jeg så heller ikke lige haft behov for det, men hvis jeg nogensinde (Gud forbyde det!) kommer til at stå i situation, hvor jeg er blevet enig med mig selv om at kigge lidt på en ny partner, så vil der være så mange stop- og betonklodser overfor netdating, at jeg nærmest må kontakte et professionelt nedbrydningsfirma.

Jeg kan nemlig sagtens huske Billet. Mrk., som billed- og adresseløs dating hed i min ungdom. Det var tabernes og de ulideligt grimme eller uheldiges sidste chance før den evige, tvungne ensomhed, og ingen, virkelig ingen, indrømmede åbent, at de havde fundet en kæreste på den suspekte måde. Som i dag foregik det ved at oprette en lille reklame for sig selv, men her blev den altså indrykket i avisernes særlige spalter for den slags. Forskellen var–og den var stor i mine øjne!–at indrykkeren var fuldstændigt anonym, og det var komplet utænkeligt, at nogen ville lade sig udstille med billede i onsdagens Stiftstidende. Enhver henvendelse blev sendt til avisen, som så ekspederede de håbefulde bejlende videre til rette adresse.

Dengang havde man tilsyneladende en masse kvaliteter, som i dag nærmere ville stå kraftigt i vejen for yderligere kærlighedsamarbejde. At være (k)ærlig, renlig, ædruelig og sidde i gode vilkår var noget af et scoop. Hvorimod jeg i dag formoder, at det ville få de fleste til at rende storskrigende langt væk. Der var også salg i ungdommelighed–især for de, der uigenkaldeligt VAR over sidste anvendelsesdato. Uhyggeligt mange var skudt i dyr og natur, og i det hele taget sagde de fleste annoncer en del mere om tidens gængse, sproglige formuleringer på feltet end om den person, der udbød sig selv. Jeg kan sagtens huske søndagsavisernes Billet. Mrk. spalter, som jeg sammen med veninder læste højt, mens vi på samme tid var ved at omkomme af grin og krummede tæer. I vores lille by vidste vi også godt, hvem der havde fundet hinanden på DEN måde. Dem så vi lidt skævt til, og hvis vi ikke førhen havde vidst, at der nok var noget i vejen med dem, så vidste vi det i alt fald nu!

Billet. Mrk. var også for dem, der var ude i en opsamlingsrunde. Ingen unge mennesker nedlod sig da til at offentligt at udstille deres manglende evner til at score en fyr eller pige. Vi gik i byen, i skole eller på arbejde, og på forunderlig vis lykkedes det os faktisk alligevel at finde en partner på den vildt konservative måde.

Men på bare ganske få år har indstillingen ændret sig markant, således at alle singler ( og desværre også en del, der ikke er!), uanset alder, forsøger sig indenfor nutidens pendant til Billet. Mrk. Det er på ingen måde længere forbundet med skamfuldhed at finde en kæreste derude i cyberspace–eller, IKKE at finde vedkommende ved personligt og tilfældigt at støde ind i ham/hende. Det er ikke overskudsrosset eller de, der er ude i anden eller tredje opsamlingsheat, der er derude. Det er purunge mennesker, der måske ikke engang nogensinde har haft en fast partner endnu, og det er generelt alle, der kigger og længes efter tosomhed. Det er næsten som om, den utroligt gammeldags måde med det tilfældige møde, er så håbløst forældet, at den ikke længere er anvendelig.

Jeg kender mange, ikke helt unge, singler, for hvem det har været en næsten uoverstigelig hurdle at sætte sig sig selv til salg–fordi de også godt erindrede Billet. Mrk. Men de fleste har faktisk ikke fortrudt, selv om de nok går lidt stille med dørene. Det er nemlig som om, at det at finde en partner, nu fuldt legalt er blevet markedsøkonomiseret. Man betragter de udbudte varer, ser nærmere på de mest interessante og afprøver derefter på forskellig vis, om de nu passer til ens egne forventninger og krav. Jeg vil ikke tillade mig at sammenligne det med at anskaffe en ny bil (SLET ikke!), men mekanismerne omkring erhvervelsen er nu en smule sammenfaldende, helt fra prøveturen og det videre forløb.

Men allermest er der sket et skred i, hvordan vi opfatter forskellen på den virkelige verden og den, der blot er virtuel eller i sin tid fandtes i aviserne. Det var pinligt, hvis man var nødsaget til at finde sin kæreste udenfor virkelighedens møder. Nu er det næsten pinligt blot at møde hinanden første gang i det virkelige liv. Lidt tamt. Lidt uopfindsomt.

Jeg må indrømme, at jeg aldrig har været inde på en datingside. Jeg mener, hvad skulle jeg der? Men alligevel har jeg da lidt lyst til at se, hvad dagens tilbud er, og hvad tidens terminologi for godt salg består af. Akkurat som når jeg læser ugens tilbudsavis fra Føtex og nogle gange krydser de varer af, som har min interesse, og som jeg måske vil overveje at investere i. Det er nemlig så dejlig let i stedet for at skulle vandre hyldemeter efter hyldemeter rundt i et uoverskueligt supermarked…… Men samtidig ved jeg da godt, at tilbudsavisens billeder nok er photoshoppet til ukendelighed.

Continue Reading
1 2 3 12