Om byer i Københavsområdet.

Der er det her med det kolonihavehus, jeg skrev om forleden. Det forholder sig nemlig sådan med det, at det har adresse i Rødovre. Selv om jeg endnu ikke har fundet noget som helst Rødovrelignende i nærheden. Til gengæld er der kun ½ kilometer til Islev Torv, men det er tilsyneladende bare sådan en Islevaflægger, der er kommet lidt på afveje ind i noget, der i virkeligheden hedder noget andet. Nærmeste seriøse indkøbscenter ligger i Herlev, og det er altså bare lidt ned ad vejen. Her er der dog både kirke og kro, der hedder noget med Herlev, så den er velsagtens god nok. Da jeg første gang fik meddelelse om, at huset var anskaffet, fik jeg at vide, at det lå i Husum…..

Jeg synes personligt, og provinsielt, at det er noget forfærdeligt rod med alle de bynavne. Og steder, der fletter sig ind i hinanden, så mit jydejeg ikke har en levende chance for at finde ud af, hvor jeg er. Det ligner jo også alt sammen hinanden, og jeg er fuldstændigt uden nogen form for chance for at vide, hvor i alverden jeg befinder mig.

Det er noget andet herovre i Jylland. Der har vi anstændigvis taget så meget hensyn til andres menneskers geografiske fornemmelse, at vi har lavet synlige ophold mellem byerne. Sådan, at den ene klart og utvetydigt ender lang tid før, den anden får begyndt. For det meste har vi mindst 10 km. fra byskilt til byskilt med en pæn portion marker imellem, så enhver kan konstatere, at de altså IKKE er I en by, men MELLEM byer. Jeg er f.eks. aldrig det mindste i tvivl om, om jeg er i Horsens eller Vejle. Og det har jeg det, indrømmet, ret godt med. Jeg går ikke rundt og tager fejl af, hvor jeg er, for jeg kan altid konstatere, hvor en by ender. Herovre er vi behageligt fri for alt det der rod med at kludre byer ind i hinanden, så ingen ved, hvad der hører til hvilken.

Jeg tænker tit på, om folk i Københavsområdet altid ved, hvor de er. Om de er født med evnen til–med et talent, jeg genetisk ikke er udstyret med–at vide, hvad den by, de befinder sig i, hedder. Samt at vide præcis, hvor skillelinjen går. For det ville jeg bare så gerne vide, når de nu tilsyneladende ikke kender jydereglen med mellemrum og marker. Er det et bestemt hus, der markerer overgangen fra en by til en anden, en grøft, en lille sø, eller er det bare noget, man tager på slump, og i byernes yderområder sådan lidt selv bestemmer, hvor man gider at høre til? Og hører alle veje til den samme by–også hvis de er meget lange? Godt nok har vi f.eks. Kongensgader i både Esbjerg og i Odense, men enhvers sunde fornuft kan vel godt fortælle dem, at de to ligesom ikke helt hører sammen. Jeg ved godt, at postnumre kan afsløre en del, men dem kan jeg jo af logiske grunde ikke se, når jeg befinder mig i Rødovre/Husum/ Islev/ Herlev. Eller hvor det nu er.

Derfor har jeg lidt opgivet at finde ud af, hvor alle de der byer i Københavnsområdet egentlig ligger. For det er nogle gange som om, de ikke engang selv ved det. Det er en uskik, noget forfærdeligt rod, og jeg kan kun anbefale folk derovre at få orden på deres matrikelnumres tilhørsforhold på en noget mere synlig måde. Enten ved at lave klare brandbælter omkring de områder, der hører til det samme. Eller måske savner de bare nogle marker og 10 kilometers reglen.

Jeg kan slet ikke forstå, det er til at leve med. Dette kolossale geografiske rod. Prøv bare at komme en tur over til os og se, hvordan man logisk laver mellemrum mellem byer. Nogle gange gør vi det endda så let–men det er mest ude vestpå–at vi har over 50 km.!

 

Continue Reading

Om kolonihaver og kolonihavehuse.

Jeg har brugt det meste af weekenden på at renovere kolonihavehus. Uden overdrivelse det mest ambitiøse redningsprojekt, jeg nogensinde er indgået i. Cirka på det niveau, hvor det stadig er temmelig tvivlsomt, om patienten overhovedet overlever, men hvor det dog er absolut sikkert, at det i så fald ikke bliver uden varige men, forrygende permanente skævheder og en hvis form for nedsat ydeevne.

Men det, må jeg så indse, er hele kolonihavehusenes sjæl. Bygget, som de er, af idealistiske ildsjæle, der mere brændte for at dyrke kartofler udenfor stenbroen end for at opføre huse i samråd med regler for almindelig, fornuftig byggeskik. For slet ikke at tale om materialevalg, som i bedste fald er alternativt–i værste et sammensurium af de forhåndenværende søm langs vejen. Og her gik jeg og troede, at mit sommerhus havde personlighed og alternativitet. Jeg tog fejl, gjorde jeg!

Nu er der så også det ved det, at de færreste folk i min alder fra provinsen overhovedet overvejer at investere i et kolonihavehus. Vi har sommerhuse i overflod til vores fritidssysler. Og vi køber dem allerhelst på naturgrunde, så vi er noget så behageligt fri for alt det der have. For sådan en har vi jo derhjemme ved parcelhuset–som om det ikke skulle være nok i sig selv. Og grøntsager kan da heldigvis stadigvæk købes i forretningerne. Eller dyrkes til husbehov og i strengt udvalgte sorter på det lille stykke deromme ved drivhuset.

Da jeg var ung, havde vi godt nok ikke kolonihaver. Det er vist ingen overdrivelse at skrive, at en kolonihave var noget af det allermest forstokket småborgerlige, vi overhovedet kunne forestille os. Derude gik de rundt i seler og ølmaver og rodede i deres rabarber, mens de bøvsede under deres Dannebrog, spiste bjerge af frikadeller med rødkål og stemte på de forkerte partier. Der var noget decideret øllet og politisk ukorrekt bare ved tanken om kolonihavefolket. Måske også fordi, det dengang var forbundet med fattigdom og usle levevilkår at bo på stenbroen (hvorfor i alverden skulle man ellers have en kolonihave?), og ikke, som i dag, med forrygende gode jobs og hipstret livsstil. Faktisk havde vi nok en smule ondt af alle dem, der bare måtte nøjes med et papskur og få kvadrat-kartoffelmeter–i forhold til de veltrimmede parcelhushaver, vi selv kom fra. Selv ikke Eva Madsens sangberømte mormor kunne lave om på det: Vi så nok mere den sang som et lidt kikset forsvar for mormor end som en hyldest til hende og hendes hus.

Mildt underdrevet må det siges, at den slags har ændret sig de seneste år. Det er gået hen og blevet voldsomt hipt at have en kolonihave. Især hvis man er ung, bosat på stenbroen, har et godt job og en relativt hipstret livsstil. Så kan man næsten ikke vente på at komme ud i kolonihaven til alle de andre, der også er præcis som en selv. Men vente, det må man. For kolonihaver hænger skam ikke på æbletræerne længere. Der er overtegnede ventelister og årevis af længsel efter det der lille sted med urtehaven ude i forstæderne. Fra at have være arbejderklassens småborgerlige åndehul med indbygget mulighed for socialt samvær og nyoptrukne porrer er kolonierne nu blevet den forlængede udbygning af Sdr. Boulevard og de mest trendy områder på Nørrebro med skove af nyudplantede avocadotræer, figenbuske og alt indenfor udenlandske bønnesorter. Jeg er også sikker på, der har været intensive forsøg på at dyrke brune ris og kikærter. Og linser, selvfølgelig.

Selvfølgelig spiller de fuldstændigt vanvittige huspriser i storbyerne også ind her, så det dog trods alt er mere økonomisk venligt at anskaffe sig den lille have i koloniområderne end at gældsætte sig selv med rækkehuset i Brønshøj til 7 millioner. Eller mere. Faktum er dog, at klientellet derude i haverne temmelig hurtigt er ved fuldstændigt at skifte karakter. Det vrimler med unge, energiske havebrugere. Og der er, så langt øjet rækker, ikke ret mange hverken Dannebrogsflag eller ølbænke tilbage. Det er blevet en anden livsstil derude, en gennemgribende omdefinering af, hvad det vil sige at være kolonihavebruger. Nu skal der seriøst havehygges med grøn the, dyrkes spændende grøntsager og åndes ud fra den storby, som man både må væk fra samt overhovedet ikke kan undvære at bo midt i.

Men husene, de står der for de flestes vedkommende endnu. Disse skure af forhåndenværende materialer, bygget af diverse ejere gennem mange år ved hjælp at talrige knopskydninger. Sunket lidt (og betydeligt) i hjørner og kroge, opsat på den bare jord og uisolerede. Vel er de da charmerende. I alt fald udefra. Al diskussion omkring det faktum, at jorden er rund forstummer totalt herude. Her må man bare erkende, at jorden er skæv. Og at intet er lige. Da i alt fald mindst af alt gulvene.

Jeg er næsten sikker på, at weekendens renoveringsprojekt har givet den rygskæve patient lidt respit i endnu et par år. Nok ikke mere. Og det er med forbehold for halvalvorlige vinterstorme og almindeligt råd. Så livet “på landet” og de nydyrkede kikærter forhåbentlig kan nydes med alle vennerne på de varme sommerdage. Udenfor. Altså indtil der måske bliver råd til rækkehuset i Brønshøj, hvor de fleste af de andre nok også er flyttet hen til den tid. Og så bliver det jo spændende at se, hvordan næste generation vil se på, bruge, opfatte og anvende kolonihaverne………

Continue Reading

Om aldrig at have været på en date.

Man kan jo nærmest ikke åbne en avis, et TV eller et socialt medie uden at støde på lykkelige, grumme, spændende og horrible historier om (net)dating. Det at date er åbenbart blevet en lige så konstant og naturlig bestanddel af livet som at skifte underbukser. Noget, alle (forhåbentlig–og da især de, der skal på date!) gør. Ovenikøbet noget, alle gør så meget, at det er genstand for utallige samtaler, forfærdeligt mange avisartikler og givetvis også videnskabelig research.

Det er så her, jeg føler mig udenfor. Som et udated, trekvartgammelt oldtidslevn, der, stik mod tidsånden, fandt en mand uden overhovedet på nogen mulig måde at have udvalgt ham fra mandekataloget i cyberspace forinden. Selvfølgelig kan det da godt ærgre mig lidt i bakspejlet, at jeg ikke sådan havde adgang til alle de udbudte vareprøver, inden jeg bestemte mig, for jeg har minsandten aldrig sagt nej til en god prøvemiddag eller en anderledes oplevelse. Men sådan skulle det ikke være. Dengang. Vi havde den, med nutidens øjne, sikkert uheldige og upålidelige vane at møde hinanden tilfældigt ude i det virkelige liv, og der var da ved Gud ingen, der kunne så meget som drømme om at gå ud på en omkostningstung udespisning med Mr. Photoshop (vi anede ikke, hvad photoshop var!), før de havde kendt hinanden et godt stykke tid og var helt sikre på, at det nok ville blive til noget alvorligt, så investeringen ikke var forgæves. Dengang postede vi sgu` ikke penge i hvad som helst–og da slet ikke, hvis der var risiko for en nitte.

I min alder virker selve tanken om at date også vildt udfordrende. Hvis jeg nu ikke havde en mand (som jeg i datinghenseende lykkeligvis har!), så frastøder tanken om at skulle ud på markedet til en konfrontation med fremmede herrer i parringsmode mig ganske enormt. Ikke blot at skulle sælge mig selv på mest tiltrækkende måde (hvordan man så end gør det!), men nok endnu mere at skulle tvangsindlægges til et ubestemt antal af totalt intetsigende potentialer, inden der måske er gevinst. For slet ikke at tale om bagefter ( altså hvis der ER gevinst!), hvor man jo F… skal bruge et ukendt antal år på overhovedet at få ham skolet, afrettet og opdraget, så man også selv kan få sin retmæssige plads i forholdet.

Jeg har aldrig været på Tinder, kender ikke navn på andre datingsider og håber aldrig, jeg akut står og skal bruge den slags information. I min ungdom var det en falliterklæring, en skjult indrømmelse af, at man var et makværk i det store kønsspil at benytte sig af Billet Mrk., som datidens meget lidt Tindrende kødmarked på avisernes sidste sider hed. Og den opfattelse sidder stadig enormt dybt i mig, hvilket selvfølgelig er en både upassende og dybt forældet holdning. Men det rokker vel ikke ved, at jeg stadig ikke forstår, at folk ikke kan møde hinanden, som vi gjorde i sin tid. Sådan ude i den der u-Facebookede, af-tindrede virkelighed.

Jeg kan selvfølgelig udmærket forstå, at det da er vildt ustressende og særdeles mageligt at side derhjemme i sofaen og betragte udbuddet på næsten samme måde, som vi i min barndom kastede os over kataloget fra Daehls Varehus. Ved juletid. Men for mig ligger der samtidig en objektivering, en tingliggørelse–varegørelse, om man vil–i netop det faktum, at man ser på varerne og afgør, om der skal investeres i dem. Mødte man dem nu tilfældigt, var det selvsamme spørgsmål nok hurtigt afklaret og krævede næppe et utal af dårlige oplevelser. Selvfølgelig betyder nettets varekataloger over mulige dates et noget større udvalg end det forholdsvist lille, indre marked, der var i min provinsby, og det er sikkert fuldstændigt rigtigt, at Mr. Right sagtens kan bo flere hundrede kilometer væk, men de fleste mennesker kommer nok alligevel ud i andre sammenhænge end de allermest lokale, OG jeg tror nu mere på interessefællesskaber som grobund for Mr. Right-opstøvning end et forskønnende opslag på et socialt medie.

Men jeg kan selvfølgelig også omkostningsfrit snakke, når jeg ikke står i en akut mangelsituation. Omvendt kan jeg så også prise mig lykkelig over, at jeg overhovedet ikke behøver deltage hverken i, eller i mangfoldiggørelsen af, alle de kolossale problemer, der tilsyneladende er forbundet med al denne dating. Jeg kan dog ikke undgå at undre mig temmelig meget over, at noget, der var så relativt simpelt for min generation, da vi var unge, er blevet problematiseret og et samfundsmæssigt issue med kilometervis af spalteplads.

Så meget tid brugte vi sgu` ikke på at diskutere kataloget fra Daehls Varehus. I stedet gik vi ud i livet og mødte nogle mennesker.

 

Continue Reading

Om at lære noget. Hele tiden.

Jeg har aldrig lært så meget selv, som efter jeg er holdt op med at lære andre noget. Pensionistlivet er blevet en kontinuerlig øjenåbnerproces, hvor næsten hver dag byder på ny indsigt, nye vinkler og spændende åbninger. Det er fantastisk. For aldrig før er det gået op for mig, hvor meget der i grunden ER, som det står enhver frit for at sætte sig ind i. Hvis der da ellers var tid nok.

I bagklogskabens klare lys og med en god afstand ser man pludselig, hvor bundet man førhen har været af sit fag, sit arbejde og sit daglige trummerum. Hvor afhængigt ens tilegnelse af ny viden har været af, om den var decideret brugbar. Omsættelig, om man vil, i forhold til den daglige gerning og det, der gav en samme daglige brød. Enhver nuværende og tidligere underviser–og sikkert utallige mange andre–kender udmærket følelsen af nærmest at føle sig en smule skyldig over at læse en bog, der udelukkende læses for fornøjelsens skyld. Alt blev jo læst med “kan-det-nu-bruges”-brillerne, og man kunne gribe sig selv i at regne en fornøjelseslæsning for en form for simpel spildtid, fordi det læste ikke var umiddelbart anvendeligt. I samme bagklogskabs klare lys går det desværre også op for en, hvor uendeligt ensporet mange ting har formet sig. Men allermest, hvor endnu mere uendeligt meget man har afskåret sig selv for spændende biveje, fordi der ikke var tid–eller, desværre, brugbarhed og anvendelighed i tingene.

Sådan er det ikke mere. Spildtid er et ikke-eksisterende begreb. Det er fornøjelsestid derimod ikke. For det er nu udelukkende fornøjelsen, lysten og nysgerrigheden, der er afgørende for, hvad i alt fald jeg kaster mig over. Og finder jeg noget, der er interessant, kan jeg forfølge det, gå i detaljer, rende videre efter nærmeste spin-off og bruge en forfærdelig masse tid på noget, der er absolut drænet for brugsværdi som sådan, men som bare er virkelig, virkelig interessant. Det er jo en hel verden af overmåde uanvendelige oplysninger, jeg er ved at anskaffe mig selv. Men kors, hvor er det dog spændende!

Som nu den spanske armada. Altså, jeg havde da aldrig i min undervisningsformørkelse ansat det for væsentligt, at jeg kendte til mere end dens blotte eksistens i forbindelse med Elisabeth I. Men det er jo en fabelagtig god historie–jeg elsker at bore i  det faktum, at alle disse skibe blev slået til vrag på Irlands VESTkyst, efter at have sejlet nord om både Skotland og Irland på en tur, hvor de i virkeligheden skulle have været ind gennem Themsen til London. Eller stentyper. Hvorfor der er forskellige stentyper og, især, hvilke der skaber gode betingelser for drypstenshuler–samt, hvad der i den grad slog mig på en odysse gennem både England, Skotland og Wales, hvor fantastisk forskellige byggestilene og stentyperne på almindelige huse er her, altsammen begrundet i lokale sten. Eller historisk betingede bygge- og arkitektoniske stilarter. For selvfølgelig har jeg da undervist i både barok, rokoko og gotik, men det har været sådan på “Se, der er en gotisk kirke”-niveau. Ikke fordi, jeg sådan for alvor vidste noget om det. Og Thomas Telford og Isambard Brunel–de to herrer ligger for tiden allerøverst på min præferenceliste over ting, jeg skal finde ud af. For hvem havde i sin vildeste fantasi forestillet sig, at en engelsklærer i provinsen overhovedet skulle kende navnene på to af de største ingeniører i ingeniørhistorien. I alt fald ikke jeg. Men nu står den på broer, jern og konstruktioner, gør den!

Det er sådan noget med, at livet åbner sig. Eller også er det noget med, at i alt fald jeg gennem mange år slet ikke har set, hvor lukket det har været. Hvor fokuseret på et meget begrænset område. Men sådan skulle det jo også nødvendigvis være. Hovedsagen–og det, man blev betalt for–var vel, at man kendte og kunne sit fag. Fulgte med i udviklingen indenfor det som en løbende proces. Men nu, hvor de tider er ovre, er det fuldstændigt legalt at rende rundt i hjørner og kroge af alle de andre fag også. Samt at løbe med halve vinde og ufuldendt, sikkert mangelfuld viden. For jeg skal jo ikke længere KUNNE det, undervise andre i det. Jeg skal nemlig udelukkende gøre det for min egen fornøjelses skyld, og så er det vel sådan set ligemeget, om jeg ikke forstår det hele eller har ladet nogle jagtmarker være uopdyrkede.

Men jeg kan alligevel ikke helt få hænderne ned over, at livet virkelig er så stort. At selv om jeg bliver ved med at pikle rundt i historie, sten og interessante mennesker, så vil der være nok at gå i videnskrig med, helt til jeg ikke orker mere. Selv der vil der være bjerge af uvendte sten, storslåede broer, livsforløb og fejlslagne angreb tilbage, som jeg ikke har været inde og rode i.

Det kan faktisk gøre mig lettere høj. Tænk, at man selv kan lære SÅ meget, bare fordi man ikke længere behøver lære andre noget som helst!

Continue Reading

Om de to eneste gange om året.

Der er to dage om året, hvor jeg glimtvis tænker en lille smule på min gamle arbejdsplads gennem mange-og-tredve år. Ikke mere. Og det fortager sig heldigvis ualmindeligt hurtigt, for det er vel næppe nogen hemmelighed, at hvad jeg har tabt økonomisk ved at gå på tidlig pension fra stedet, har jeg til overmål genvundet i livskvalitet.

Den ene dag er selvfølgelig den sidste mandag inden sommerferien—helt konkret mellem 9 og 10 om formiddagen— hvor den første student udklækkes. Det privilegium det er at få lov til at lave studenter og se deres tårnhøje glæde og lettelse over, at det hele er overstået, og at de netop i det øjeblik stadig tror, at de har hele livet uendeligt foran sig, og at samme liv bare vil dem det godt og positivt— DET er et privilegium af ufortyndet glæde, der smitter. Så kan det godt rykke lidt i den gamle cirkushest, der tydeligt lugter manegens støvede bøger og bliver lidt nostalgisk i sit forbigående savn.

Den anden dag er så sådan en dag som i dag. En af de sidste i samme sommerferie. Hvor jeg kan føle mig noget så boblende glad, lettet og befriet over, at det ikke er mig, der igen er indkaldt til timelange, initiativdræbende, såkaldte pædagogiske dage, der primært har til formål at legitimisere at kalde lærerne på arbejde, inden eleverne rent faktisk er til stede. Sådan bare endnu et bevis på, at lærerne udadtil kan forsvare, at de skam ikke holder uendelige sommerferier—samt desværre også, for indviede, en klar del af den tendens, at undervisning af elever bliver en mindre og mindre del af lærernes kerneydelse.

Jo, jeg husker dem. Disse monsterdage af ubeskriveligt intetsigende, uanvendeligt ævl, hvor man sad den af på en mørk skole, mens solen bragede ned udenfor. Og hvor man ville have været en meget mere oplagt yder af det, jeg stadig ( og fejlagtigt, må jeg desværre erkende) anser som kerneydelsen, hvis man havde fået lov til at dyrke sin forventning og initiativ ved selv, eller sammen med andre, at planlægge spændende, givtige undervisningsforløb i stedet.Hvor tåbeligt, dagslangt sludder dræbte enhver glæde ved at starte et nyt skoleår, allerede inden eleverne mødte op. På et tidspunkt gik det endda så galt, at administrationen sendte underskriftslister rundt, således at man skriftligt kunne bevise sin tilstedeværelse i alt ævlet. Forebyggelse af lærerpjæk. Eller, efter min mening, klar modstand mod sund fornuft. Anyway, disse lister forsvandt altid på besynderlig vis undervejs i overtjekningen af voksne mennesker, men jeg ved godt, hvem der derhjemme må have stakkevis af dem gemt bag bogreoler og andre listige steder……

Så sådan en dag som i dag vil jeg personligt hylde mit livs fornuftigste beslutning. Jeg kan da godt have overskud nok til at sende et par venlige, medlidende tanker mod gamle kolleger, der er fanget i bevidstløsheden. Ingen smalle steder der. Det kunne da bare lige passe andet. Man har vel altid råd til at dele lidt ud af sit overskud…

Det er derfor, billedet af hunden, der synes tabt for enhver form for pligter, omverden og i alt fald nyeste, pædagogiske tiltag ( som i øvrigt altid viser sig at være opkog af gamle, blot med nye, ufantasifulde benævnelser) er så illustrerende. Sådan har jeg det nemlig også!

Continue Reading

Om dimsedutter, dingenoter og den nærmeste genvej.

Det har vist sig, at den sagtmodige vampyr, jeg skrev om forleden, for længst er så skrevet ud af den moderne støvsugerhistorie, at det nærmest er umuligt at opdrive nye poser til den. Og hvad gør man så? Man køber selvfølgelig poser, som støvsugersælgeren anbefaler, at man da kan give en chance–sikkert vel vidende, at han selv Gudskelov er flere kilometer væk, når man skal forsøge at få dem til til at passe, OG at man ligesom ikke har andre støvnedbringende alternativer.

Og selvfølgelig passer de ikke. Meeeen hvis man skærer en lille pind til omrøring af maling i bøtter i diminutive stykker og placerer en af disse i hver ende af posen og samtidig får en anden person til at hjælpe sig med at snyde støvsugerlåget ved at presse det ned i en halvvoldelig bevægelse, så det tror, det lukkes på fuldt normal vis—-så går det. I alt fald indtil posen igen er fuld.

For sådan er der så meget. Så uendeligt meget i ens hjem og liv, der midlertidigt klares med dimsedutter, dingenoter, nærmeste genveje og særdeles kreative personlige påfund. Sådan at lortet virker. I alt fald for en tid. Eller: så længe man kan bilde sig selv ind, at ens mikroskopiske kreative udfoldelser kan købe en henstand med hensyn til enten at ordne noget påkrævet, eller undgå en akut økonomisk udgift.

Som nu lampen på billedet, hvis ledning er for lang. Man får den simpelthen i nakken, mens man vasker op, hvis ledningen ikke forkortes. Det har  samme ledning så  været, siden lampen blev placeret lige der omkring årtusindskiftet. Det seneste, altså. Normalt plejer jeg faktisk at bruge en spisegaffel til den slags anordninger, men må have haft en god rest af julebånd lige ved hånden. Skidt, det virker jo tilsyneladende også. Eneste problem er, at jeg meget ofte glemmer den slags midlertidige superløsninger, og mine øjne begynder at se dem som en naturlig del af det hjemlige designmiljø. Som den bøjede gaffel jeg pludselig skuede på lampen over sofabordet en dag, vi skulle have gæster. Og ved nærmere, virkelig grundig eftertanke, måtte erkende nok havde hængt der det meste af et tiår.

Jeg har gennem tiden haft en del Onslowske fjersyn. Af samme model, som i sin tid indehavedes af en af mine absolutte yndlingfigurer på TV. Især pga hans relativt afslappede og meget enkle påklædning. Et Onslowsk TV kendetegnes ved, at det udelukkende går i drift ved hjælp af et veltimet og velplaceret slag et bestemt sted på fjernsynskassen. Hvilket selvfølgelig også indikerer, at Onslowske TV-modeller desværre afgik ved døden med indførelsen af fladskærme. Der er simpelthen ingen steder, man kan slå uden omfattende konsekvenser. Omvendt hjalp det i en stor procent af tilfældene dengang. Forudsat at man slog det rigtige sted.

Engang havde vi også et komfur–det var dengang, man havde komfur og ovn samlet i noget af et skrummel af et møbel–som pludselig stod af. Egentlig startede det hele bare med, at jeg ville gøre rent bag det og moslede lidt rundt med det. Og så faldt der en død, mumificeret mus ud fra komfuret bagside, hvorefter det totalt nægtede at fungere. Det viste sig, at musen faktisk havde været en del af den noget intermistiske strømledning, og med dens bortfald var komfuret totalt kaput. Her må jeg selvfølgelig indvende, at jeg ikke personligt havde opfundet netop den metode til at forlænge komfurets levetid, og jeg heller ikke sporenstrengs begyndte at udtænke planer for at indfange en ny, strømledende, død mus til mit hedengangne komfur, selv om det selvfølgelig nok kunne have forlænget dets levetid, hvis musen blev placeret korrekt.

Jeg har også jublet over velcroens sejrsgang over skolukningerne. Så er jeg nemlig fri for at opfinde endnu en fortvivlet, alternativ knude på de udtjente snørebånd. Jeg hører også til dem, der lægger bukser op med tape eller hæfteplaster og ser gaffatape som en løsning på mindst halvdelen af verdens praktiske problemer. I alt fald har jeg et nogenlunde konstant og over mellemstort forbrug af det. Især indenfor cykelssfæren er det uundværligt, hvis man da ikke kan få et lille stykke pind maklet ind lige der, hvor gearet ikke virker.

Endelig er der også de ting, hvor udefrakommende hjælpemidler i form af dimser, små pinde og andet slet ikke er nødvendige. Hvor man bare skal kende sine ting på deres alternative gang. Hvis man ved, hvordan den genstridige dør skål låses ( gerne noget med at bruge en anelse vold og vride den forkerte retning), den tåbelige stikkontakt skal tændes ( gerne noget med at holde den inde, til den går i sit strømførende hul), den umulige bil skal startes (gerne noget med rækkefølgen af, hvornår man træder på speeder og kobling + sætter nøglen i tændingen), så er verden jo egentlig ganske enkel og til at komme igennem.

Og alt imens jeg vrider, gaffaer, binder knuder og stikker pinde og gafler ud til højre og venstre, så foregøgler jeg mig selv, at jeg sparer mig selv for uanede summer til nyanskaffelser. For slet ikke at tale om hvor meget jeg kan svælge i, hvor genial og ultimativt kreativ jeg er. Når jeg indleder mine lidt alternative redningsforsøg, så tænker jeg, helt ærligt, aldrig sådan over, at det, jeg foretager mig, i bedste fald giver mig en kort, stakket frist. Lidt ligesom clicheen med at tisse i bukserne for at få varmen.

F.eks. tager det da lidt tid at komme til den erkendelse, at der nok skal en ny støvsuger til. Sådan ca. den tid det tager at få posen fuld igen. For hvordan i alverden får jeg den overhovedet åbnet igen uden at begå decideret manddrab på støvsugeroverdelen? Men lige nu holder den……..

 

Continue Reading

Om kræmmermarkeder. Og kræmmere.

Inderst inde har vi vel alle en lille kræmmer. Sådan en, der boltrer sig lidt i belønningscentret, når noget er solgt med en smule fortjeneste. Eller i alt fald med minimalt tab.

Hver tirsdag, når min tid tillader mig det, er jeg kræmmer på vores lokale marked oppe blandt sommerhusene. Det lyder mere lokalt, end det er. Vi er skam mange kræmmere, faktisk næsten så mange, at vi på turisttomme og regnfulde dage næsten er flere kræmmere end kunder. Og vi repræsenterer en relativt stor geografisk spredning, for netop dette marked er hyggeligt og billigt i standpris, så der rejses gerne et stykke vej for–om ikke andet–så at få en god snak med alle de andre indehavere af kundetomme boder. Det er der så også tid til! Det skal dog siges, at når turisterne for alvor kommer til stedet, og vejret ikke er alt for godt (stranden er en virkelig unfair konkurrent!), så kan der godt være ret travlt.

Vi er relativt large, når det drejer sig om faste pladser. Det er der kun få, der har. Men vi er samtidig rimeligt skrappe i vores selvjustits og uskrevne regler omkring andre væsentlige ting. F.eks. står man ikke og råber og faldbyder sine varer eller generer andre med høj musik–det har vi fået de omrejsende, som her mest er udlændinge med dårligt syede kopitasker og grimme bluser, til at forstå, at vi ikke vil have. Faktisk er der nu kun en tilbage (og ham kommer jeg lige tilbage til), som gør den slags vulgære ting, men det synes vi så, for hans vedkommende, er så integreret en del af hans identitet, at det næsten er lidt morsomt og hører sig til. Han sælger jo heller ikke noget alligevel.

Mens markedet er i sin absolutte udpakningsfase klokken kvart i kvalme om morgenen, er der nogle (havde nær skrevet det ubehagelige “visse”!) kræmmere, som går rundt og scanner vi andres ting. Især hos de nye på markedet, hvis disse umiddelbart virker en smule uprofessionelle. Så tror snydepelsene, at de kan stikke af med vi andres showpieces til spotpris og senere ( altså senere på samme dag og samme sted) sælge dem videre til tyskerne til overpris. Hvis den slags bliver opdaget–og det gør det jo!–så er en akut blacklisting resultatet. Det går som en løbeild gennem rækkerne, at nu har “han” igen tusket sig til en yderst salgbar ting, og så kan vi blive både meget fornærmede og aldrig tale med den slemme dreng i klassen igen. I det hele taget står man sig rigtigt godt med at være gode venner med de mere erfarne fuldtidskræmmere og lade være med at begå grænseoverskridende salgstricks, der udelukkende tjener egen interesse. Hvis nogle har samme varer (de sidste år har vi svømmet i Wiinbladplatter!), så er det absolut comme il faut lige at tjekke, hvad andre tager for dem, så man ikke skam-underbyder.

Til gengæld er alle disse gamle og erfarne kræmmere nærmest i sig selv en grund til at stille sine aflagtheder op i det fri en dag om ugen. Jeg er vild med deres historier, deres lune og alle de ræve, der sidder bag deres ører. Nok skal de sælge, men de skal da ved Gud også snakke. For de flestes vedkommende er der ikke tale om et egentligt job–de er for længst over den jobpligtige alder. Det er sådan mere et kald–måske primært et kald fra den uforløste kræmmersjæl, der nu endelig har fået pensionisttid til at folde sig ud. Det er, for de flestes vedkommende, da ualmindeligt dejligt at tjene lidt penge på noget gammelt skrammel, men det er væsentligt mere ualmindeligt dejligt at komme ud og få snakket noget så gevaldigt med en masse andre mennesker.

Og så er vi vel fremme ved min specielle ven, Låsby-Svendsen. Ham står jeg tit ved siden af, selv om han, i sit livs kræmmerefterår, for det meste glemmer, hvem jeg er, fra gang til gang. Lige nu er det dyner, har excellerer i–for et par år siden var det gamle symaskiner. Ikke at jeg tror, han sælger nogen af sine dyner, men det er nok sådan set heller ikke meningen. For Svendsen, der nu har en nydelig dame til at køre sig til marked, råber og snakker meget mere, end han sælger. Han er jævnt hen i familie–i alt fald langt ude–med os alle sammen, og det dyrker vi skam indgående ud i adskillige slægtsled samt taler seriøst og udredende omkring hvem, han kender i en given by. Han kender en hel del, skal jeg hilse og sige. Og så har han carte blanche til at råbe, for ellers er han jo slet ikke Svendsen, hvis kræmmeridentitet lige præcis ligger i alt det råberi. De gange, jeg har været så relativt uheldig at stå med ham som nabo, har det nogle gange været sådan lige i overkanten. Men på den anden side, så trækker han jo kunder til….. Meget kan man sige om ham–og især om hans handelsmetoder!–men en venlig mand, det er han. Dermed ikke sagt, at jeg overhovedet kunne drømme om at købe det mindste af ham!

I går var ikke nogen god dag, sådan salgsmæssigt. Det var vi allerede enige om omkring middagstid. Vi mangler stadig invasionen nordfra samt nogle gode tyskere. Danskere er, som kunder betragtet, ikke specielt populære. Mange af dem har desværre den ide, at man på markeder på det nærmeste skal have tingene kastet gratis efter sig–eller i alt fald ihærdigt prøve at snyde kræmmeren. En dame, jeg engang stod ved siden af, blev på et tidspunkt så fornærmet på en ubehøvlet kunde, der prøvede at presse prisen til langt under det acceptable, at hun fortvivlet udbrød “Jamen tror du da, jeg har stjålet det?”. Det er den fornemmelse, man oftere og oftere får: at folk tror, man er kommet gratis til varerne. Nordmændene, derimod, betaler med et smil gerne prisen, og mellem os kan det vel godt siges, at man så skal passe på med, at den, bare i kraft af alle de penge og al den olie, ikke blive ublufærdig.

Der er 2 ting, jeg hader ved ethvert marked. At pakke ud. Men allermest at pakke ned. Det sidste fordi, det giver en en utroligt synlig erkendelse af, hvor minimalt mindre ens store varelager i grunden er blevet i løbet af en lang dag. Mine ting går sjældent på skrump, desværre. Der er bestemt også ting, jeg efterhånden er nærmest allergisk overfor at pakke ned endnu engang, og hvor det udelukkende er min store naivitet og ukuelige optimisme, der lokker mig til at give dem endnu en chance uge efter uge. Men jeg tror fuldt og fast på, at der virkelig, virkelig en skønne dag vil dukke en kunde op, som bare MÅ eje et granittungt askebæger med lettere ukunstnerisk stempel og motiv fra en lokal kro, udført af et ret kendt keramikfirma derovre på Bornholm. Det må da kunne pynte et eller andet sted…..

I mellemtiden nyder jeg mine dage på markedet. Og når sådan en markedsdag er ovre, er jeg træt og mæt langt, langt ind i både min kræmmersjæl og mit belønningscenter. Samtidig med, at jeg glæder mig til et gensyn med alle vennerne om en uges tid—både de menneskelige, men da sandelig også dem med stempler fra Bornholm.

Continue Reading

Om arvestykkerne. Og moden.

Her står en lille, fin skammel med flotte, udskårne ben i massivt egetræ og med fejlfrit, håndbroderet sæde. Den er usælgelig. Eller i alt fald vil den næppe kunne opnå mere end en pris, der kunne dække brodøsens i forvejen minimale løn i en time. Skamler, eller for den sags skyld alt med broderi, er  ildesete og håbløst umoderne for tiden. Det var de så ikke, da denne lille sag kom til verden omkring midten af sidste århundrede. Dengang iklædte man heftigt enhver broderbar overflade et stykke håndbroderet klæde, og rigtige kendere kunne skam med det blotte øje vurdere broderiets kvalitet–eller antal af fejl. Det er der næppe mange, der kan mere. Hvorfor skulle de også det?

Her burde have stået et lille bord i teak uden broderi og udskårne ben. Det ville have været sælgeligt. Nærmest akut sælgeligt, for den slags ting bliver jo revet væk, mens broderikusinerne får lov til at stå og samle støv i deres nydelige hæftninger.

Nu er modens veje jo relativt uransagelige, og havde man enten kendt til deres snirkler eller måske haft en clairvoyant åre omkring møbler, så er det selvfølgelig klart, at alt teaken ikke hånligt var kørt ad lossepladsen til. En god økonomisk fremtidssikring ville nok have været at have overlæsset traileren med broderede møbler i stedet.Hvis det altså er det, man vil. Fremtidssikre og satse på, at ens gamle ting ad åre får en renæssance, så man kan sælge dem og mere eller mindre have haft dem til låns, mens man brugte dem.

Jeg står lige nu med en del ældre møbler i egetræ og andet–flere med broderier–som, af pladsmæssige grunde, skal sælges. Der er virkelig fine ting imellem, blandt andet et håndlavet hjørneskab i massiv eg med fyldninger. Altså ikke Biva-modellen. Så langtfra. De priser, jeg har sat på tingene, nærmer sig spottende foræring–nærmest afhentning, men der er alligevel ingen interesse. Som i absolut nul feedback. Der er tilsyneladende ingen holdere og læsere af Den Blå Avis, der lige står og mangler–eller bare MÅ eje– en flok broderede siddepladser, et hjørneskab og en rigtig god reol. Tydeligvis har de alle deres broderier, træsorter og design imod sig, selv om det godt nok er kram og sikkert kostede en mindre formue i anskaffelse. Stille tænker jeg, at det er barmhjertigt, at alle brodøserne og de pertentlige snedkere nok forlængst er så hedengangne, at de ikke oplever vores omgang med det håndværk, de givetvis var så stolte af.

Men i grunden er det jo også en form fordobbeltmoral fra min side at beklage mig over mangel på andres interesse. For jeg vil jo heller ikke selv have dem. De passer ikke til mit hjem. De ville bare stå og føle sig som overbroderede stedsøskende mellem alle de rene linjer og farver. Som håbløst alt for store og klodsede og helt ude af trit med sig selv og omverdenen.

Så er det selvfølgelig, at jeg ikke kan lade være at tænke på, hvordan mine egne møbler–og allermest vel mine favoritmøbler–vil klare sig i konkurrencen, når de engang givetvis skal sælges uden min tilstedeværelse. Når nogen ikke har plads til dem, eller ser dem som en uoverstigelig design- og indretningsmæssig udfordring. Når de også står der med 50 år på bagen og tydeligt sladrer om en helt anden tid med andre normer for, hvad der var pænt og tiltrækkende. Når deres tur kommer…

Omkring den slags ting er det så, at man skal lære at leve i nuet. At påskønne det, man har lige nu. For da man–sikkert i dyre domme, og for mit vedkommende garanteret på udsalg!–anskaffede dem, var man jo jublende henrykt, grænsende til det selvstolte. Og næsten hver dag går man rundt og er glad for sine ting og nyder, at de findes. Det må da, i sig selv, være det hele værd. Det er muligt, ens ting er absolut intet værd og direkte skraldespandsmodne til sin tid, men man har i alt fald haft mange års glæde af dem inden. Det er da, ved Gud, også noget så gevaldigt værd at betale for. Det er muligt, det udskårne hjørneskab kostede en formue, da snedkeren nørklede det sammen, og fred være med det på den måde, at det givetvis har bragt glæde og stolthed i alle de år, det har stået fremme. Det, i sig selv, er bestemt også værd at betale for. Det er lige før, jeg, når jeg skuer ud over samlingen af udskæringer og endehæftninger tænker i simple clicheer: At alting har sin tid, og jeg må sande og erkende, at netop disse ting bare ikke har deres længere. Samtidig med, at de nok har haft den. Deres tid, altså. Deres lange, lange tid, hvor de nød popularitet og glæde.

Jeg er derfor ved at nå dertil, at møblerne ikke så meget er et økonomisk problem. De er gået hen og blevet et logistisk. For hvor skal de hen, når de nu tilsyneladende ikke skal hjem og bo hos nogle andre, der vil påskønne dem? Jeg må nok erkende, at tiden bare ikke er barmhjertig overfor udskæringer, og at cirklerne med folk, der virkelig påskønner dem, er skrumpet til det bare ingenting. Nada, faktisk.

Sluttelig vil jeg lige nævne, at oplevelsen har sat sig det spor, at jeg nærmest oplever en genforelskelse i mine egne møbler. Det synes jeg ligesom, jeg skylder dem. For hvis ingen gider dem, når jeg ikke selv magter at gide dem, så er det da så meget desto vigtigere, at de påskønnes nu. Jeg må ligesom sende dem lidt varme, beundring og medfølelse, inden de skal skippes af til losseren til sin tid, fordi absolut ingen har den fjerneste interesse i dem. Gud var nogle af dem da dyre—men jeg fik altså også et utal af gode år i deres selskab.

PS: Og står nogen lige og mangler et udskåret hjørneskab, lidt broderede ting eller en god, gedigen reol, så tjek lige den der blå avis……….

Continue Reading

Om luksussommerhuse, firstmovers og det simple liv

Min sommerhusnabo er ved at opføre et luksuspalads i min baghave. Helt i overensstemmelse med tidens trend for hans generation, for han er over 70. Der bliver ikke sparet på ret meget dernede–desværre heller ikke min havudsigt, som ædes ind med forbløffende stor hastighed af aggressive, sortmalede elementer. Så vidt jeg kan se, vil der blive plads til en større vognpark indendørs i kælderen (selvfølgelig har man da kælder i sit sommerhus!), tilligemed at en relativt stor familie sagtens vil kunne undgå at se ret meget til hinanden på førstesalen. I alt fald vil de snildt kunne få hvert sit værelse. Med walk-in closet. Tror jeg. Og glemte jeg at sige, at han faktisk har et hus i forvejen? Nej, det er forkert udtrykt. Han har allerede et slot på den anden side af mig. Om ganske kort tid er jeg så omringet af hans paladsmæssige sommerhusudskejelser.

Måske, har jeg tænkt på, bygger han det i virkeligheden for at få ordentligt plads til sin stadig voksende maskinpark. Min nabo er nemlig sådan en, som aldrig, virkelig, virkelig aldrig, vil gå ned på det seneste nye indenfor husholdnings-, have- og hobbymaskiner. Han er vildt leveringsdygtig i havetraktorer til ethvert formål, kant-, hække- og græsmaskiner, og alt omkring fliser er han også ret veludrustet indenfor. Endvidere er man (og det er jo sådan set på sin vis lidt betryggende!) aldrig i tvivl om, om han rent faktisk er i sin sommerhus. Det kan man ligesom høre. Nu her til morgen var han så oppe ved 6-tiden for at bruge sin nye fliselægningsmaskine. Altså fordi han lige har gravet ud til nye kloakker med sin spritnye gravko. Det har han gjort de sidste mange morgener, og af uransaglige grunde kører han også på til langt ud på aftenerne. Det kan vi nemlig også ligesom høre…….

Jeg vil så nødigt lyde lidt skadefro, men ind imellem trænger jeg måske bare til at larme en lille, bitte smule. For der er jo noget, han trods alt har misforstået. Det er muligt, han bygger helt i takt med sin egen generation, som kræver luksus, og at sommerhuse mindst er udstyrsmæssigt på højde med ( eller faktisk over!) det, man har derhjemme. Spørgsmålet er så bare, om han (eller i dette tilfælde hans arvinger) med tiden kan komme af med strandgodserne. For det er nemlig slet, slet ikke i den retning, firstmoverne bevæger sig for tiden på sommerhusområdet.

Det skal i stedet være simpelt. Nærmest primitivt. Nu taler jeg ikke om mangel på rindende vand og udendørs skrumpehovedbrusere, et enkelt gasblus, råd i træværk og utæt tag. Men meget mere det simple liv, hvor der ikke er noget overflødigt–gerne med medfølgende naturgrund. Luksus og spabadeværelser kan man udstyre sig selv med derhjemme, men i nutidens sommerhuse skal livet være uden overflødigheder. De skal give indtryk af, at man dyrker det elementære, det naturlige–alt det, der IKKE er som derhjemme. Helst inde midt i en ufremkommelig skov eller på sin helt egen strand. Hvilket nok, i de allerfleste tilfælde, er en umulighed og at skyde langt over målet. Ifølge alle målinger er luksussommerhusenes tid forbi–så dem må vi nøjes med at leje ud til tyskerne, som sådan ikke altid lige har tjek på tidernes trende og fuldstændigt ignorante tillader sig selv at dyrke indendørs swimmingpools. Fy da!

Og det gør mig da bare så glad. For endnu engang kan jeg konstatere, at hvis man bare venter længe nok, bliver man selv på forunderlig vis til firstmover. Nærmest hvad enten man vil det eller ej, for her arbejder tiden da bare noget så gevaldigt for en. For mellem alle naboens udstyrstykker og husholdningsmaskinpark sidder jeg jo lige i det, der udefra mest af alt minder om hans tilhørende haveskur og firstmover, så det brager. Næsten så højt, at det overdøver den maskine, han lige nu er i gang med at bruge. Her hos hos har vi nemlig hverken jacuzzi, kanttrimmere, gravkøer eller plads til udvidede familier i flere generationer, men vi er i alt fald vildt trendy i al vores simpelhed. Vi er sauna-, opvaskemaskine- og brændeovnsfri og skulle vi tillægge os en indendørs pool, ville det være på bekostning af den naturgrund, som vi faktisk holder så meget af, at det i alt fald aldrig bliver noget issue. Vi har en decideret max.grænse for antallet af indendørs gæster, og vi er rigtigt gode til at stable os om natten i gammeldags køjesenge og nedarvede drømmesenge med katastrofeblomstret betræk. (Som i øvrigt også er blevet relativt trendy med tiden!) Engang købte vi en sofa på udsalg, men ellers består møblementet af nedfremmede elementer fra vores og andres hjemlige hjem. Vi har dog ikke udendørs bruser, men opererer med et system af vandvarmere, som måske er en smule nærige med deres kapacitet. I alt fald skal man være rimeligt bevidst om lige at få shampooen ud af håret, inden der definitivt lukkes for det varme vand. Walk-in closets har vi end ikke overvejet, for vi HAR faktisk en vaskemaskine, så vi bare kan vaske vores tøj. Måske har de slet ikke lige tænkt over det hos naboen?

Jeg tænker også på–selvfølgelig gør jeg det, for det sidder vel i mine kvindegener–at det da må være ekstremt tidkrævende og meget lidt ferievenligt at skulle holde alle de der 200-og-nogle nabokvadratmeter. Man kan da nærmest ikke foretage sig ret meget andet end at gå og gøre rent på alle de utallige overflader og soverum. Men det har de sgu`nok også en eller anden støjkraftig maskine til? Anyway, netop det aspekt er sikkert også en betydningsfuld del af firstmovertrenden. Når hjemme- og bylivet er så stressende og i højhastighedstempo, så må ferielivet jo netop skære alle hverdagens nødvendige skodgøremål fra. Så som rengøring, havepasning og alt det andet. Således at livet bliver reduceret til bare at nyde og være. Jeg er fuldt i trit med de unges ønsker. Og det har jeg–ikke for at prale, men alligevel–været de sidste 30 år.

Lige nu kan jeg høre, at der er en ny maskine, der er gået i gang. Måske en trimmer til trætoppe eller en udvidet negleklipper i mammutformat til beskæring af vildfarne græsstrå omkring den terrasse, der sikkert alligevel snart skal graves op med en ny gravko? Alt imens de så også banker et par hundrede kvadratmeter mere op ovenpå kælderen til den anden side.

Så vil jeg lave mig en kop the og sætte mig ud på min egen terrasse med en god bog. Ikke i fred, men med en god udsigt til vildtvoksende fyrretræer og hybenbuske og en sikker forvisning om, at det sgu`nok alligevel er maskin- og kvadratmeterløse mig, der bare i stilhed mover noget så gevaldigt!

Continue Reading

Om min–og alle I andres–kreative evne(r).

Det er næsten mere normen end undtagelsen, at jeg hører og læser om venner, veninder og bekendte, der i deres pensionistår pludselig springer ud som aktive dyrkere af en kreativ åre. Der er virkelig run på male-skrive-blomsterbindings- og enhver form for andre kreative kurser. Udover alt det, der bare foregår rundt omkring i de små hjem på egen hånd og uden en egentlig underviser. Vi er ved at blive den hidtil mest kreative generation af pensionister. Og jeg tror, det er ufatteligt godt for os.

Mens vi var erhvervsaktive, var der aldrig ordentligt tid til den slags. Måske skriblede man lidt ned i skrivebordsskuffen eller havde et halvfærdigt lærred stående i årevis ude i bryggerset, men nogen egentlig tid til fordybelse var der kun sporadisk plads til. Det var såmænd ikke, fordi åren derinde (eller hvad vi nu skal kalde den?) ikke eksisterede, men dens vækstbetingelser var så sølle og decideret på lånt tid, at det nærmede sig det stadie, hvor det kunne være relativt ligemeget. Og–let`s face it!–hovedparten af os var jo på ingen måde gode nok til en professionel karriere eller til overhovedet at kunne leve af det. Det vidste vi også godt, for heldigvis anså vi ikke os selv for fortabte genier. Derfor lod vi være og tjente vores, dengang livsnødvendige, penge på andre måder. Det var også godt nok. I alt fald indtil nu.

For den har jo hele tiden ligget derinde og ulmet, den der åre, og endelig er der blevet både tid, råderum og økonomisk mulighed for dens udfoldelse. Og som vi da folder ud. Men vi maler, skriver og blomsterbinder (eller hvad vi nu gør) jo ikke bare, fordi vi nu kan, rent lavpraktisk. De fleste af os gør det også, fordi vi simpelthen ikke kan lade være. Er ustoppelige i vores kildevæld af indegemt, årelangt indestængt kreativitet. Men allermest fordi vi har så uendeligt meget at skrive, male og binde på og om. Nemlig et helt, levet liv.

For alt det, der nu kommer ud, er selve høsten af et helt livs erfaringer og oplevelser på godt og ondt. Det er ikke den unge “kunstners” betagelse af selve skønheden ( eller grimhedens, for den sags skyld!) udseende. Eller blomsternes, eller træernes, eller havets ved fuldmåne. Det er i stedet mange års indlevelse i selve naturens og begrebernes væsen, krydret med en uendelig række af personlige oplevelser. Jeg hævder ikke, at unge kunstnere ikke har forstand på selve livet, men jeg vil godt stå på mål for, at ældre til gengæld ved en del mere om det, i alle dets utroligt mange facetter. De fleste af os er næppe skolede teknikere og miskendte genier, men jeg tror til gengæld, vi ved, hvad vi formidler omkring. På godt og ondt.

Selvfølgelig gør al den kreativitet os ikke til egentlige kunstnere. Det er nok heller ikke nogens ambition. Sådan at blive opdaget som nogle og tresårig med en glorværdig karriere ventende i ens halvfjerdsere. Ellers tak! Det er sgu` alt for besværligt og vil bare gribe alt for forstyrrende ind i de cirkler, man lige trives så overmåde godt i og med. Udover det kan jeg da også med et halvt øje se, at hovedparten af det, der frembringes på den kreative konto, ikke har en chance sådan hverken lokalt, nationalt eller internationalt.

Det er så heller ikke meningen. For denne gang–måske for første gang nogensinde i vores liv–producerer vi glade og gerne helt og udelukkende for vores egen skyld. Vi maler vores levede liv op på lærreder og sider. Vi lukker vores erfaringer ud i storblomstrende buketter og små, stramme digte. Vi opsluges af alt det, vi så gerne vil fortælle,  og har tid til at fortælle det på netop den måde, vi altid har drømt om at have tid til. Det skal ud, det liv. Ud, så vi selv kan se på det. Betragte det, indtage det og måske endda begynde at forstå det. Netop i det sidste ligger jo også en vanvittigt stor gevinst. Netop at vi ved at få vores levede liv ud af selv kroppen kan begynde at forstå sammenhænge i det, som vi hidtil måske aldrig har været bevidste om. Jeg ved i alt fald, at for mig kommer sammenhænge og bevidsthed, MENS jeg skriver. Mens jeg skriver mig ind i tingene, hvor selve skriveprocessen tillige er en bevidsthedsproces. Jeg er sikker på, det også gør sig gældende for mennesker, der maler. Eller er kreative på andre måder.

Og jo. Det er da virkelig dejligt, hvis andre mennesker gider læse det, man skriver eller nyder og måske endda forstår det, man maler. Men det er kun en sidegevinst. Det har aldrig været meningen, at det skulle skabes for deres skyld. Udelukkende for ens egen. Og det netop fordi, den der langtidsgemte og glemte kreative åre nu endelig har fået vækstbetingelser, der er til at have med at gøre.

Så dyrk det! Det er noget af det sundeste og allermest livsbekræftende, der findes. Og så er det jo heller ikke nogen dårlig erfaring at se lidt på sit eget malede eller nedskrevne liv. Alt det, der er kommet UD!

Continue Reading
1 2 3 17