Om Quintus Bastionen, der ikke blev.

Og så, mens man passer ammebarn og derfor hele tiden må bevæge sig i cirkler omkring det sted, hvor det altoverskyggende, betydningsfulde bryst befinder sig, kommer man tilfældigt forbi et sted, hvor man bare kan mærke, man hører til.

Helt uden at have vidst, at det sted fandtes. Og helt uden nogen sinde overhovedet at have spekuleret over, at det kunne være her, man egentlig burde bo. Sådan noget kan man mærke helt ind i sjælen. Det kalder på en. Højlydt. En skam, man ikke kan svare.

Quintus Bastionen er en del af den gamle flådestation Holmen og ligger oversmukt, pragtfuldt, bynært og alligevel langt ude på det, der på københavnsk er landet, lige ved overgangen til Refshaleøen. Derude, hvor det hele indtil for få år siden var ren Klondyke, og hvor det nu går så stærkt med byudviklingen, at græstotte forvandles til boliger på få måneder. Det meste af denne såkaldte urbanisering af et stykke industri- og flådelandskab består af nærmest kriminelt kønsløse boligblokke, hvis arkitekter ( hvis der overhovedet har været sådanne involveret) burde få opsat skamstøtter med navns nævnelse til generel overspytning på alle offentlige pladser.

Dog ikke Quintus Bastionen, som primært består af gamle træhuse, der nænsomt er restaurerede ( vel nærmest genetablerede) og ligger direkte ned til vandet i en slags landsbyagtigt miljø. Her er som i et nostalgisk sommerhusområde fra 50-erne–dog med boliger, der både er kvalitetsmæssigt flotte og totalt up-to-date. Her er usigeligt hyggeligt, roligt og rart på den der bedstemoragtige måde, der taler lige ind i hjertet om både livsoverskud, gode salater og brun sovs på nytænkt.

Her ville jeg gerne bo. Lige midt i København, på den anden side af vandet ved dronningen og midt i det, der er så meget mere mit København end alt det turistede og intetsigende derinde i midtbyen. Her er udsigt til vand, til Københavns tårne og spir, til dejlighed og til uberørthed på samme tid. Godt nok: Så længe, det varer, for storbyen har det med at bedrive uigenkaldelig imperialisme på sine uberørte områder med en fart, der næsten er skræmmende.

Der er bare lige det ved det, at sådan et hus koster millioner. Mange millioner. Forfærdeligt mange millioner. I alt fald så mange millioner, at jeg aldrig vil få dem sparet sammen på det, der er resten af mit liv. Eller kan finde en troværdig begrundelse for at få nogen som helst bank til at låne mig dem. Så selv om min sjæl en akut indflytningsparat, så er mine finanser det desværre ikke. Det nytter ikke noget, at jeg mentalt hører noget så gedigent til derude, når jeg økonomisk er så stor en fattigrøv, at jeg må nøjes med at stå med næsen trykket op mod vinduet og betaget, i dyb misundelse, betragte how the other half lives.

Endnu engang må jeg undres over, at alle de millionbyggerier, som hovedstaden byder på i disse år, overhovedet finder købere. Jeg mener: Hvor KOMMER alle disse rige mennesker dog fra? I alt fald ikke herude fra provinsen, hvor vi generelt synes, at parcelhuse over 2,5 millioner da er vel i den dyre ende! Hvem er det, der med lethed svinger initialerne hen over en købskontrakt på et tocifret millionbeløb? Og oven i købet hverken snyder banken eller må abstrahere fra noget at spise i månedsvis. Det er ufatteligt (for mig i alt fald), at der i mange af de der fantastiske huse, hvor jeg da selvfølgelig sneg mig til at gå rundt som om, jeg hørte noget så gevaldigt til, ligefrem boede børnefamilier. De må have arvet. Tror jeg.

Anyway, så vil jeg, hvis jeg nogensinde ( og her er vi ude i de absolutte utopier) bliver bare lidt rig, straks flytte til Quintus Bastionen. For det er der, jeg retmæssigt og med hele min sjæl hører til. Jeg har sådan næsten mere ret til at være der end alle de andre rigmåse, fordi jeg kan mærke, at det her sted ville være rigtigt godt for mig.

Men sådan skal det altså ikke være. Selv om jeg på stedet er klar til at investere de der imaginære tocifrede millioner i at komme til at bo lige der, hvor jeg burde bo. Men Quintus Bastionen bliver vist bare et sted, der ikke blev. SUK!

Continue Reading

Her skal IKKE klages!

Jeg har været i mit sommerhus hele juli måned. Mest inde i mit sommerhus. Selvfølgelig har jeg bevæget mig udenfor. Man skal vel handle og gå sine ture. Med hensyn til ture har jeg haft over 10 kilometer tom strand for mig selv, hunden og fuglene de fleste dage. Regnen har også været der. Meget. Faktisk så meget, at jeg ind imellem har været voldsomt i tvivl om, om oversvømmelsen af mine stier mon skyldtes tidevand eller regnvand. Der har været ret meget af begge dele.

Jo, jeg har klaget mig i juli. Ikke blot over manglende arbejde og over at blive negligeret i det, jeg troede var et velfærdssamfund. Men bestemt også over vejret. På mit sommerhusparameter over årets måneder står der, at solen skal skinne i juli, når jeg trækker rullegardinet op om morgenen. Det har solen ikke villet. Og nogle gange har jeg faktisk troet, jeg var vågnet midt om natten–så mørkt var der. Jeg har gået med strømper de fleste dage, slidt mine gummistøvler ret intensivt, haft min regnfrakke på i et hidtil uhørt sommeromfang, set alt for mange film til juli og endda somme tider om eftermiddagen, spist alt for meget slik af kedsomhed og haft 15 ubrugte sommerkjoler hængende i skabet, hvor de har grint af mig, hver eneste gang jeg har prøvet at skabe blot en smule buksefornyelse. Jeg plejer at pakke efter årstiden. Jeg skulle have pakket juli efter vinter.

Udover det var juli også katastrofal for turismen. På sigt, altså. I et år, hvor de selvbestaltet mest ansvarsfulde af landets beboere har holdt ferie herhjemme, kommer den måned til at sætte langvarige spor. Alle de familier, som generelt stryger direkte til sydens sol i 3 uger, når de får ferie, men som i år har følt, at de skulle blive i Danmark, vil nok altså mere begå en så fatal fejl. Jeg talte med en repræsentant for et stort sommerhusudlejningsbureau midt i juli, og allerede der kunne hun oplyse mig om, at erfaringen fortalte, at næste sommer bliver katastrofal. Der var ingen genbookninger, og masser af folk, der simpelthen bare var taget hjem igen. Med mindre Coronaen bliver endnu mere katastrofal–Gud forbyde det!

Og så, lige som jeg er taget hjem fra regnmarkerne, så kommer solen. Og varmen. Heden, faktisk. Luften står som en mur af uigennemtrængelig murstensluft ude i min have, og bare tanken om at gå en tur er decideret svedfremkaldende. Ved tanken. Hunden er gået i coma på de svaleste fliser og må have taget selskabsblæren på, for det at tisse bruger han slet ikke mere. Det gør jeg i øvrigt heller ikke rigtigt, hvilket både er højst usædvanligt for min mini-kapacitet og besynderligt, for jeg slynger væske i mig med hidtil uanet fart. Nætterne er en blanding af kasten rundt med dyne og grillkylling på spid i turbofart, og man kryber sådan nærmest langs husets hjørner for at finde skygge og kølighed. Det er forresten bedst i kælderen. Men det er nu også en smule kedeligt at sidde dernede i sin store gildesal mellem alt rodet og årtiers ting, der bare har hobet sig op.

Men så er det altså, at jeg har bestemt, at her skal ikke klages! Jeg har klaget mig som en stukket gris, en forkælet baby og en sur mokke hele juli. Over alting, men mest over vejret. Vejret er nemlig sådan en bekvem ting at kaste sig over, da ingen jo kan gøre noget ved det, og de, der klager, kan derfor gøre det helt ansvarsløst. Nu har jeg gået og sukket efter bare lidt regnvejrsfri sommer i over en måned, og nu er mine sukke blevet hørt. Tilsyneladende. I alt fald har jeg da fået, så hatten ( eller hvad det nu er) passer. Hvis al den varme, vi har lige nu, var blevet seriøst fordelt mellem juli og august, så var begge måneder da blevet mere end absolut hæderlige.

Jeg må glæde mig over, at jeg ikke, som så mange andre, skal i skole igen, for med vanlig præcision starter det gode vejr jo altid, når skolerne begynder. Jeg må gå mine ture i aftensvalheden og tænke på, at overhed er overfed, når alternativet er regn. Og skulle jeg ende med at sidde en uges tid nede i min kælder, så må jeg da i det mindste tage nogle gode bøger med.

Nej, her skal ikke klages. Måske kun pippes, at hvem der så end står for vejret ligesom må prøve at finde en form for human balance. Det kan man faktisk godt blive populær på!

Continue Reading

Om at blive testet for Corona.

Feriefremmede kom ikke blot med sig selv. De tog en af den slags sommerforkølelser med, som vi i Coronaens navn lykkeligt har fortrængt alt om. Faktisk nærmest tror, vi har udryddet. Det har vi så ikke. Snot forgår ikke så let–det synes bare at reproducere sig selv i anseelige mængder et sted bag panden, og hoste har heller ikke glemt sin gamle uvane med primært at komme anstigende om natten, når man endelig er faldet i søvn. Eller i offentlige transportmidler, hvor man nærmest føler sig som det moderne svar på en spedalskhedspatient, hvis man får så meget som et hår galt i halsen.

Men i disse tider er ingen vira uden potentiel dødelighed. I alt fald i vores hjerner. Hoster man det mindste, skal man testes. For det meste ret overkommeligt, for i en sommer, hvor ingen omrejsende tivolier gæster vores feriebyer, har vi minsandten fået omrejsende, hvide Coronatelte som en slags erstatning for luftgyngerne. Det er oven i købet gratis og kun lettere brækfremkaldende.

Dog ikke lige den dag, vi samvittighedsfuldt bookede tider for at blive helt overbeviste om, at sommerforkølelsernes tid var vendt tilbage. Vi måtte til Nørresundby. Derovre har de sådan en hel kaserne fuldt af testere og hvide telte, og det er næsten som at komme ind på en festival, når man bliver vist tilrette og anvist parkering af CF-ere i sommeruniform. Selve testningen går ret hurtigt. Pind i halsen og ned med lortet i en bøtte. De samvittighedsfulde lægestuderende, der står og tjener 250 kr. i timen ( hvem der bare var lægestuderende!) ved at stikke pinde i folks drøbler bruger meget mere tid på at intimidere og udførligt forklare, at man altså ikke skal være bange, selv om det er ubehageligt, end det egentlig tager at få sin drøbel skrabt. Har man et langt liv af halsbetændelser bag sig, er dette jo peanuts. Eller en nød, der er endnu mindre.

Af en eller anden grund ( sikkert for tiden, fordi det vrimler med dårlige bakterier i Århusområdet) kan man så få svar i løbet af 72 timer. På sundhed.dk, og man skal oven i købet selv gøre noget for det. Ikke noget med, at telefonen eller andet kimer, når der er dom. Man skal helt selv tjekke med regelmæssige mellemrum, og jeg kan da godt afsløre, at jeg nok var den portals mest ivrige kunde de timer, jeg ventede på svar. Når det endelig kommer, er det som at få Bingo i et lotteri, der næsten er større end livet.

Men faktisk tager det kun 45 minutter at dyrke og aflæse sådan en prøve. Og altså 72 timer at få svaret! Det kan godt bekymre mig lidt. Jeg mener, det er da aldeles tænkeligt, at visse uansvarlige superspredere sagtens kunne nå endda flere gange gennem Århus og Ringsted på den tid. Så længe, man ikke ved, om man virkelig er smittet, er det nok lidt svært at forholde sig til at tage forholdsreglerne yderst seriøst. Også fordi det næppe er så morsomt et liv at gå ind i flere dages ubetinget latens. Især hvis det viser sig at være grundløst.

For latens, en slags ikke-liv, det er det faktisk for de fleste af os, mens vi venter på svaret. Det er som at have været oppe til sit livs mest betydningsfulde skriftlige eksamen og så bare sætte sig hen i et hjørne og tålmodigt vente på censorernes bedømmelse. Heldigvis var vi 4 potentieller, og heldigvis havde vi købt ind. Også slik. Men jeg kunne godt frygte, at det kunne gå helt galt for mange. Enten at de var rimeligt ligeglade, indtil den endelig dom kom. Eller at de forskansede sig i selvmedlidende dystopier omkring snarlig dom og død.

For retssals-terminologien er absolut på sin plads her. Når man–i mit tilfælde midt om natten–får sin besked, er det som at få dommen. Som i dette tilfælde var en pure frifindelse. Der var ingen grimme Coronablomster bag min drøbel. Til gengæld er der stadig snot, hoste og alt det der andet lort, der hører til en god, gedigen sommerforkølelse i mig. Besynderligt nok lærer man i disse tider at elske sin forkølelse. Holde af den, omfavne den og ligefrem synes, at snot da er den mindste forhindring i verden. Fordi det bare er en forkølelse. Bare, altså.

Continue Reading

Om kirkegårde. Igen, igen.

I går var jeg på Assistens Kirkegård med en baby. Hvis der efter det besøg stadig er døde tilbage, der ikke oplevede at blive højlydt vækket fra den evige slummer af samme baby, er de enten beundringsværdigt døddøve eller hinsides enhver form for genopvækning. Han gjorde sit bedste. Sit imponerende allerbedste.

Mens det stadig er mig, der suverænt bestemmer, hvor den umyndiggjorte i barnevognen skal rulle hen, tager vi lige kirkegårdene. Han er jo ligeglad lige nu. Ligesom han nok på et tidspunkt holder op med at være det. Jeg er, som tidligere skrevet utallige gange, dødfascineret af kirkegårde. Og allermest af alle kirkegårde er jeg fascineret af Assistens. Den er min yndlingskirkegård. Hvis man ellers kan have sådan en.

Jeg har sådan lidt min egen runde med indlagte gode døde. Over ( i ordets mest bogstaveligste forstand) H. C. Andersen, Søren Kierkegaard, Dan Turèll, Michael Strunge, Natasja, flere længst afdøde romantiske digtere, som kun få husker i dag, og over Niels Bohr og H. C. Ørsted, for at det hele ikke skal blive alt for litterært. Undervejs er jeg også på jagt efter det, jeg kalder “gode sten”, og for at være en god sten, skal man enten udmærke sig i pudsighed eller design. Det sidste er easy peasy, for samtlige guldalderens grosserer og nyrige er sandt for dyden gået umådeholdent amok i engle, selvprisning og besmykkelser af den mere storladne, storpralende slags. Der var tilsyneladende ikke økonomisk ende på, hvad man ville ofre for et overdådigt gravmæle, hvor man så kunne ligge og være stinkende rig. Døden, som det eneste givne og permanente på jorden, skulle være endog mere imposant end selve livet. Ak, ja. Det blev den næppe.

Så i grunden er de pudsige noget sværere at finde og lokalisere. Men i går fandt jeg denne, som altså er et ret fint eksemplar til samlingen. Det må slet ikke have været nemt at være født Grum. For slet ikke at tale om, at det da nærmest kan blive en selvopfyldende profeti at navngive sit uskyldige afkom med navnet. Det er så her, kvinder trods alt dengang havde en lille fordel. Nemlig at de automatisk og uden diskussion skiftede efternavn ved giftermål, og havde jeg heddet Grum, så tror jeg da også, jeg ville have overvejet et navneskift, trods feministisk modvilje mod den slags. Og minsandten om ikke lille Theodora bytter til From, hvilket da må siges at være en enormt positiv forbedring. Med mindre hun var en rædselsfuld, hævntørstig kvinde, der virkelig VAR grum.
Ligeledes er Ulla da også kommet lidt frem i navneverdenen, for det er vel trods alt bedre at være en From end at være en lille orm. Det til trods for, at vi selvfølgelig alle ender som det sidste. Engang. Men derfor behøver man jo ikke ligefrem være født som det.

Så så længe bedste her har patent på barnevognsføringen, dyrker vi kirkegårde. Vi forsøger ikke bevidst og med bagtanker at vække de døde, men nogle gør sig nu alligevel umage. Mens jeg rutineret styrer vognen på min egen lille dødsrute og på jagt efter nye gode sten.



Continue Reading

Om at være i Ikea.

Det er ikke så tit, jeg er i Ikea. Mere. På en eller anden måde vokser man sådan lidt fra Ikea med årene og, især, mageligheden. Man vedtager på et tidspunkt, at der hverken er troværdige begrundelser for at højne blodtrykket med vilje, tilligemed at der kommer en aldersfase, hvor man enten har møbler nok eller i det mindste prioriterer sin tid så seriøst, at man ikke behøver bruge dagevis ( og arsenaler af bandeord) på at skrue nye anskaffelser sammen.

Men engang kom jeg der da tit. Mest fordi familiens datter havde en ret omfattende Ikeaperiode, hvor vi sådan brugte lange feriedage på at opspore spændende dimser og attraktive udgaver af svensk krydsfiner. Mens drengene kedede sig så bravt, at de for det første lavede konkurrence om at negle så mange af de der små irriterende blyantsstumper som muligt, og for det andet udelukkende kunne bestikkes med billige røde pølser i metervis. I øvrigt var det ( til info for storbyboere!) ret eksotisk at komme i Ikea. Det var en udflugt, en dagstur, en oplevelse i utallige designs, man sjældent havde brug for. Hvilket man gerne fandt ud af, når man kom hjem.

Men i går var jeg i Ikea. Det var så også det meste af en dagsudflugt. Det rakte til en grundig Ikeaforstoppelse, og nu kan jeg så med rigtig god samvittighed afholde mig selv fra fristelsen i meget lang tid.

Egentlig skulle sønnen bare have et garderobeskab. “Bare” sagde hun, som i “min bare røv”. Ikea er ikke bare leveringsdygtig i garderobeskabe. De har et variantudbud, der strækker sig herfra og til Stockholm, og der er simpelthen ingen grænser for, hvilke enorme valg man skal udsættes for omkring hylder, bøjlestænger og de der dimser, der holder lortet sammen. For slet ikke at tale om låger. Låger er en videnskab: logologi. Så bare at designe sit eget skab ( selv i husmandsstørrelsen) tager en rum tid, og man kastes ud i valg, der næsten er uoverkommelige.

Men det fik vi da klaret. Det tog nok kun godt en time. Ligeledes tager det så i alt fald en time at nå frem til kassen, for i Ikea går man aldrig ligeud. Man snirkler. I nøje afstemte ruter, der fører en forbi samtlige varer. Jeg har prøvet at snyde. Så farer man vild midt i gardinerne. Ydermere er denne stroppetur fristelsernes helvede. Men måske er jeg den eneste, der altid akut mangler en 5-10 dimser, der bare kalder på mig og totalt afholder mig fra at snirkle videre, indtil de er i min kurv.

Derefter skal man så selv finde alle de utrolige mængder af skabsdele, som alle sammen er pakket ind i brunt pap og ligner hinanden til forveksling. Jeg tror tit, de forveksles. Og så skal man frem til kassen og have udleveret sine store dele separat, for de kan sikkert ikke ligge på hylderne i brunt pap sammen med de små dele. Det tager tid.

Men så var det, at vi hjemmefra havde udrustet os med hele to stationcars og en trailer. Det var bare ikke nok. Især fordi et skybrud lige i de timer havde placeret sig lige over Århus, hvor det bare lurede på, at vi omsider kom ud af Ikea. Siderne på skabene var for lange til både biler og trailer, og det styrtede ned. Så er der kun en vej. Nemlig at betale for endnu et halvt skab og få Ikea til at køre krydsfineren ud til ens fortov. Hvis man vil have et helt ind i huset, koster det mere. Selvfølgelig. Der var tilsyneladende flere, der også var regnet inde med babytrailere, for køen til hjemtransport var enorm. Og vi havde taget et nummer til den forkerte kø. Det skal man ikke gøre i Ikea. Det hævner sig.

Og da så samtlige finerplader i brunt pap skulle pakkes (altså de små!) viste det sig, at der var fejl på den ene. Så den skulle byttes. Det var så der, jeg tog et nummer til samtlige køsystemer–sådan bare for at være sikker på, jeg også ramte plet i forhold til det, jeg skulle bruge. I Ikea bytter man ikke. Der får man sine penge tilbage og kan så spadsere tilbage til start og snirkle sig igennem til de der hylder med brunt pap. Samt lige købe et par dimser mere undervejs. Eller en pose Daim til belønning for tålmod og god opførsel.

Således slår man en feriedag ihjel i Ikea. Og det er så næppe enden på historien, for enhver ved jo så udmærket godt, at en ting er at købe ting og bruge tid i Ikea. En anden er at få lortet samlet. Det er der, man næsten synes, at indkøbet var den mindste prøvelse og ren ferie.

Det lader vi dog sønnen om. For vi er trætte. Ikeatrætte. Det er ikke så tit, jeg/vi er i Ikea. Og der er ingen tegn på, at det i fremtiden vil blive endnu oftere. Face it: Vi er i tresserne. Der er simpelthen ting, livet er blevet for kort til!

Continue Reading

Når små fremskridt er milepæle.

Der er mange (som i 3) babyer i mit liv for tiden. Født med nærmest præcis 2 måneders mellemrum fra januar til for en måneds tid siden. Det var det forår, verden gik i Coronakrise, og vores familie gik i babyboom.

Det er næsten 30 år siden, jeg selv fik sådan en. Baby altså. Og selv om jeg priser mig selv af at være ret god til at huske, så havde jeg altså glemt rigtigt meget om, hvordan det er at have en baby. Babyer har det med at vokse, og ens erindringer knyttet sig ligesom mere til nedslag i opvoksningsperioden og ikke så meget, hvordan det på daglig basis var at have en relativt nyfødt. Selvfølgelig er alle børns babyperioder gået over i familiehistorien, nærmest som en slags kategorisering i stil med: han skreg mest, hun lærte at gå tidligt, han talte enormt sent, og hun havde hår. Det sidste bemærkelsesværdigt i en familie, der principielt ikke dyrker hår som en del af babylivet.

Jeg havde også helt glemt, hvor hurtigt det går med at blive til nogen. Fra at være en fuldstændigt hjælpeløs nyfødt, der udelukkende skal tages sig af til gradvist, dag for dag, at opnå nye færdigheder. Det er især påfaldende, når man hele tiden har 2 måneder som sammenligningsgrundlag. Der er jo sande kvantespring mellem babyer rent udviklingsmæssigt, udelukkende defineret af tid. Her skal så, lidt ude af kontekst, bemærkes, at hvis vi kontinuerligt forøgede vores vægt med en hastighed, som babyer gør, ville vi møde op til skolestart som elefanter, og hvis vi på samme måde og med samme speed opgraderede vores færdigheder, ville vi kunne præstere indenfor kompliceret raketvidenskab allerede i børnehavealderen.

Men det er samtidigt også bemærkelsesværdigt, hvordan vi voksne mennesker kan gå i selvsving i beundring over babyers fremskridt i det, der ved sammenligning med udvikling i livet generelt nok kommer i peanutkategorien. Der jubles, når nogen selv kan holde deres hoved (!), kan begynde at gribe ud efter ting (!), selv kan vende sig (!), kan se billeder i en bog (!) og–her er vi næsten oppe på et sammenligningsgrundlag med, da vi vandt EM i 92–kan grine, sådan rigtigt. Forleden viste det sig f.eks., at den ældste af babyerne bryder i noget nær krampegrin og flækker på langs, når man siger “ku-kuk, ku-kuk”, så det gjorde vi så. En halv million gange. Og vi jublede hver eneste, som havde vi tilbagelagt et halvmarathon op ad det der bjerg, hvor Bjarne Riis engang vandt. Og vi var ikke engang dopede.

Først når man står med en baby, finder man (igen) ud af, at livet består af meget, meget små skridt, der i den situation pludselig udvikler sig til milepæle. Landvindinger, erobringstogter. Hvor et udviklet griberefleks på en given dag pludselig får meget mere mening end selv den største verdenspolitiske nyhed. Vel også fordi den stædighed, som babyer lægger for dagen i forhold til at blive til nogen, er vanvittig beundringsværdig. Man kan se på dem, at det sådan kommer indefra. At de vil frem, eller bare at de vil.

Selvfølgelig er det samtidig lidt tankevækkende, at man selv er ved at opnå en alder, hvor det går den stik modsatte vej. For alle de færdigheder, man selv kæmpede for at opnå som baby, skal man efterhånden også kæmpe for at bibeholde. Der ligger desværre en indbygget og skræmmende automatisk mekanisme i menneskeliv.

Heldigvis kan man så glæde sig over, at babyerne moser derudaf. De forvandles, på daglig basis og med forrygende hast, til rigtige mennesker, der opnår nye færdigheder på stribe. Godt nok er vi ikke tilnærmelsesvist i nærheden af atomfysikken, men det er egentlig helt rart igen at kunne glæde sig over og juble med, når nogen sender deres første smil, som bevisligt ikke bare er en af de utallige grimasser, babyer kan opvise.

Nøj, hvor bliver det Nobelprisagtigt stort, når nogen tager deres første skridt……

Continue Reading

Om at dø AF Corona.

Der tales så meget om en mulig anden bølge af sygdommen. Det er ubærligt, næsten sygdomsfremkaldende i sig selv overhovedet at TÆNKE på, at det kunne ske. Fantasien rækker også næppe til at måtte erkende, at man igen får stjålet det, der dog trods alt er ens liv.

Alligevel tror jeg, vi allerede nu begynder at se en helt anden slags 2. bølge, som skånselsløst vil slå mange mennesker ihjel. Nemlig alle de, der de kommende måneder vil dø AF Corona. For hovedpartens vedkommende helt uden nogensinde at have haft sygdommen.

Måske er jeg den eneste, der får kvalme og lettere anfald af røde knopper ved eufemismen “dø MED Corona”, fordi det i mine ører lyder som intet mindre end en ansvarsforflygtigelse og tydeligt påpeger, at de involverede givetvis ville være afgået ved døden alligevel. Som om, det bare var et ubekvemt vedhæng af en sygdom, de også lige tog med i et fald, der var uundgåeligt.

Men de, der dør AF Corona, vel og mærke uden nogensinde at have haft sygdommen, vil, i samme vildledningsmanøvre, heller aldrig blive registreret som sygdommens ofre. De vil såmænd bare fysisk og psykisk svinde ind og lige så stille opgive det liv, de i øvrigt blev frataget for flere måneder siden.

Der tales så meget om de psykiske følger af epidemien, men der er skam også alvorlige fysiske og motoriske. Vi, der kommer på plejehjem jævnligt, kan ikke undgå at bemærke, at vores gamle bliver mere og mere immobile og taber væsentlige funktioner med en hast, der er skræmmende. På alle plejecentre er enhver form for fysisk træning suspenderet, og der er såmænd heller ikke noget andet at gå efter, for alle aktiviteter, der måtte tiltrække, er lukket ned. Det er yderst begrænset, hvor meget man egentlig kan bevæge sig på en plejehjemsstue, og det er da endnu mere begrænset, hvor man bevæger sig hen, når der absolut intet er at bevæge sig for. Det er åbenlys viden for alle, at kroppen i alderdommen skal holdes i gang, for ellers går den i stå, men Coronaen har sat en stopper for netop de fysiske aktiviteter, der skulle have opfordret og hjulpet vores gamle og syge til at anvende deres egen krop. Så den kunne overleve og holdes i gang.

På det plejehjem, hvor jeg ofte har min gang, har et fåtal af beboerne en lille veranda foran deres bolig. Det er de heldige. Andre er verandaløse eller bor på 1. sal med terrasser. Verandaindehaverne er priviligerede, fordi de kan modtage besøg af familie og venner, der kan snige sig “bagom” og behørigt stå ude på græsset og råbe lidt til et ældre menneske, der på den måde kan få en portion socialt samvær pr. mellemdistanceråbning. Forudsætningen for dette er selvfølgelig, at vejret er godt. I regn og blæst er det en umulighed. Hvilket i øvrigt er himmelråbende surrealistisk, idet ingen nok nogensinde havde forventet, at klima og vejrlig skulle være udslagsgivende i forhold til, om man kunne besøge sine ældre.

De beboere, der er så uheldige at bo i andre lejlighedsformer, har tabt i dette store socialt samværslotteri. I begyndelsen fik de enten ikke besøg eller måtte langdistanceråbe over et par etager. Ved den såkaldte opblødning har de fået anvist et utæt, forblæst skur, hvor de efter nøje planlægning kan få ½ time udenfor sammen med deres pårørende. Det er ikke blot uanstændigt. Det er oprørende.

For ikke blot har vi taget opretholdelsen af de motorisk/fysiske færdigheder fra vores ældre og syge, vi har også frarøvet dem det sociale samvær, der også er med til at give livet mening. Her tænkes selvfølgelig i første instans på besøg af familie og venner, men det bør bestemt også påtales, at der indenfor selve plejehjemmenes rammer heller ikke er tale om nogen form for socialt samvær beboerne imellem eller aktiviteter, der bygger på samvær. Jeg har ikke selv set de lange, tomme gange, for jeg må ikke komme ind. Men jeg har fået dem beskrevet. Beskrevet som en form for rungende tomme dødsgange, hvor mismodet bor i alle hjørner og kroge.

Jeg kan godt forstå, at man under disse forhold fristes til at give op. Eller måske endda tvinges til det, fordi kroppen og hjernen går i stå af ren og skær mangel på stimulering. At man, efter så mange måneder, ikke længere kan se en vej ud af det, og at den drøm om et værdigt liv, der var med til at holde det hele gående i begyndelsen, bliver mindre og mindre, fordi det er uoverskueligt, hvornår livet i givet fald kan begynde igen.

Og jeg vil håbe, at de ansvarlige begynder at indse, at forfærdeligt mange udsatte vil begynde at dø AF Corona, hvis der ikke sker ændringer i deres forhold. Markante ændringer, der såvel tager højde for fysiske som psykiske omstændigheder.

Ellers vil antallet af mennesker, der dør AF Corona–uden nogensinde at have haft sygdommen–på skræmmende vis langt overgå antallet af de, der tilsyneladende er døde MED Corona. Og det kan vi, som samfund, slet, slet ikke være bekendt!

Continue Reading

Når noget bliver væk.

Nu er det tilfældigvis denne her, der er blevet væk. Så lad mig bare bruge den som eksempel.

Jeg har ellers haft den længe, for det fremgår med al tydelighed, at jeg, på sikkert uretmæssig måde, er kommet til den fra en skole, jeg engang har gået på. Det står i stemplet. Derudover husker jeg også, at den har min teenageautograf på titelbladet, og at jeg heldigvis har opgraderet mine kragetæer siden. Forståeligt nok har den været en del af mit liv, gennem flytninger, børnefødsler, livsperioder og talrige, virkelig talrige bogreoler. Fra ABC fra Trævarefabrikkerne, hvor holdedimserne altid blev væk, over Panduro til Montana-copycat for de, der ikke lige har råd til at investere årslønne i bogholdere.

Anyway, jeg er ikke god til ting, der bliver væk. De besætter mig. Tager mit liv fra mig og reducerer mig til en hæsblæsende tingfinder, der støvsuger alle tænkelige (og utænkelige) hjørner og kroge for at lokalisere det eneste, der pludselig giver mit liv mening.

Jeg starter med dyb forundring. Målløshed over, at en ting ikke er der, hvor jeg er fuldstændigt urokkeligt overbevist om, at den skal være. I dette tilfælde under Kirk i bogreolen. Ved samme lejlighed kunne jeg i øvrigt konstatere, at jeg er særdeles velforsynet med eksemplarer af Daglejerne og Fiskerne, som endda har stempler fra op til flere læreanstalter, som både manden og jeg har frekventeret. Så bliver jeg sådan lidt infantil i min tankegang og spørger (nogle gange højt) den bortgangne, hvor den mon, på eget initiativ, er gået hen. Jeg er overhovedet ikke bleg for at kalde på den, hvis det nu skulle hjælpe. Det gør det så ikke.

Så indsætter jeg i min målløshed et større detektivarbejde omkring, hvornår jeg sidst har brugt den–og hvor. I dette tilfælde var det en udfordring. For, helt ærligt, så går jeg ikke sådan, på daglig basis, og BRUGER Skyggespil. Jeg læser den, med årelange mellemrum, når jeg lige får en pludselig opblomstring af nostalgi eller uovervindelig lyst til at genopfriske Boel-Hans og Brakkeren, som er noveller, jeg elsker på samme måde, som andre mennesker måske skal igennem Ællingen og Nattergalen med jævne mellemrum. (Her skal indskydes, at H C Andersen ikke bare lige sådan bortgår hos mig. Jeg har arvet de samlede værker i murstensversionen, der ville kræve en kran for at forflytte sig selv.)

Jeg aner med andre ord ikke, hvornår jeg sidst har set den bog. Måske ligger det endda så langt tilbage, at dens forsvindingsnummer hænger sammen med det besynderlige faktum, at jeg ret ofte kan genkende mine egne klassikere på mine børns bogreoler. (Unger: Der er Daglejere og Fiskere til ukommenteret bortførelse, vi har nok!)

Men så er det også, at det sådan bliver lidt af en besættelse. For hvor ER den bog henne? Især når det nu, i løbet af ganske kort tid, har udviklet sig til selve meningen med mit liv, den store forløsning og det eneste, der er værd at spekulere på, at finde den bog? Jeg kan lede i cirkler omkring mig selv, tjekke køkkenskabe ( hvem ved?), garager og dunkle kælderum og fare rundt som en forvirret hveps i stikkehumør. For det kan jo ikke passe, at jeg ikke engang kan holde styr på noget så styrbart, der helt enkelt skulle have stået på sin dertil tildelte plads i min bogreol.

Og det er jo ikke bare den bog. Det er så utroligt mange andre ting. Med samme dagsorden. Målløshed, forvirring og besættelse. Som dengang jeg ikke kunne finde et par jeans (stadig ufundne), billederne fra min konfirmation (fundne), den allerbedste kniv (helt forkert skuffe, inderst) og de 8 smørbrikker, jeg allerede havde solgt på DBA og derfor var nødt til at finde dubletter på. Jeg måtte sgu` helt til Kolding!

Selvfølgelig kommer der, efter ransagning af alle tilgængelige og ofte også fuldstændigt utroværdige gemmesteder, en form for resignation eller erkendelse af, at en ting har forladt ens liv. For good. Det er forbandet svært at acceptere, og i månedsvis hænger der stadig sådan en lille snas af forventning om, at det alligevel vil lykkes.

Sådan at når man alligevel er i drivhuset eller brændeskuret, så tjekker man da lige for en sikkerheds skyld, om ikke Skyggespil af sig selv er spadseret derud og bare ligger der i skyggen og venter på, at man omsider finder den.

Continue Reading

Om at være hvid.

Åh nej, ingen racisme her. I dette indlæg er det modsatte af at være hvid at være solbrændt.

For der er jo sket forunderlige og stærkt sundhedsforstærkende ting med den solbrændthed. Eller mangel på. Sådan over årene…

Da jeg var ung, var solbrændthed et skønhedsmål. Med en medfødt hud af særdeles skandinavisk kaliber blev hver sommer, især forsommer, et hårdt arbejde omkring selvstegning og brankning. Blegfiser bliver, som hovedregel, ikke solbrændte. I alt fald ikke, hvis de ikke gør sig umådelige og til tider uhyre smertelige indsatser for at gennemstå samtlige stadier, der er nødvendige for at få en falsk afrikansk hudidentitet. Jeg erindrer stadig, at der gerne skulle mindst 2 afskalninger, med indbygget hamskifte og tydelig indianerhud, til, før i alt fald jeg påfaldende begyndte at minde om en krydsning mellem netop en afrikaner og en godt branket ribbensteg. Det var slet ikke let, det der med solen. Men man skulle jo gennem det. Hvert år.

Og så sad man der, på havens mest solrige, totalt uskyggefulde plet og led. Selvfølgelig svedte man også. Litervis. At medbringe en bog eller anden form for underholdning gennem den nødvendige tortur var rimeligt omsonst. Det er, trods alt, svært at abstrahere fra, at man i timevis er ved at koge sig selv. Og så blev man rød. Og så kunne man ikke sove om natten for bare rødhed. Endda somme tider ligefrem vabler og blæner, der selvfølgelig bare var en nødvendig forbrænding på vej mod det forjættede mål at blive solbrændt. Udover det lå der også en indbygget uretfærdighed i, at veninder med mørkere hudtyper ligesom sløsede sig igennem hele processen. De led slet ikke NOK for skønheden. Somme tider sprang de endda op til 2 gange skaldning og flere nætters manglende søvn over.

Jeg kan stadig huske, hvor modbydeligt det somme tider kunne være at sætte sig selv til brankning. At være på besvimelsens rand med sveden løbende i kaskader, men standhaftig! Noget så forbandet standhaftig. Af den grund, at der blandt kvinder i min generation herskede en indbyrdes konkurrence omkring at være mest solbrændt. Det var smart, det var in, det var trendy, det blev anset som smukt og klædeligt–og så var det vel også et signal om overskud og råd til ferier i sydens sol. Vi komplimenterede faktisk hinanden omkring graden af afbrankning, og der var status i at nærme sig et afrikansk hudlook, selv om der hverken dengang eller nu i samme grad var nogen specielt opløftende status i faktisk at være afrikaner. Jeg havde faktisk veninder, hvis vigtigste rekvisit omkring solbadning var et æggeur. Det stillede de, så de–på akkurat samme måde som man pandesteger en god bøf–var absolut sikre på at blive vendt på det rigtige tidspunkt, så både maveside og rygside fik samme portion stegning. Det var nemlig pinligt at være usymmetrisk brændt. Ligesom man selvfølgelig bør stege bøffen på begge sider.

For bare få generationer siden var der status i at være hvid, som i bleg. Det betød, at man ikke behøvede at deltage i underdørs arbejde, hvilket i et bondesamfund var markarbejde og dermed forbeholdt de økonomisk dårligst stillede. Det var egentlig først med industrisamfundets ændrede kvinderoller, at solbrændthed blev en markør for en helt anden form for status. Derefter gik alle vi frigjorte kvinder i selvantændt brand. Endog ordet for det hele: “solbadning” indikerer, at der er noget fritidsbehæftiget, noget afslappende og noget rart forbundet med selve processen. Prøv at fortælle en person, der bor tæt på Ækvator, at man kan “bade” i solen!

Men nu er jeg så ved at blive gammel på netop det område. Jeg er gået i skygge. Jeg har underlagt mig såvel aspargesben som åreknuder derinde under mit træ, og jeg befinder mig uhyre veltilpas med at være absolut fri for svedeture, natlige vabler og konstante hamskifter. Jeg er hvid som den skandinav, jeg er, og jeg finder endda en form for medlidenhed med alle de kvinder på min alder, der stadig ikke er vokset fra at betragte eget legeme som en ustegt flæskesteg, der udelukkende bliver spiselig i andres øjne, hvis den er tydeligt afbranket. Jeg nyder mine bøger i dunkle hjørner, jeg sveder kun til husbehov, og jeg kunne ikke drømme om (hvis det var muligt!) at foranstalte udlandsrejser udelukkende med det formål “at komme ned og få noget sol”. Man kan ikke længere betragte min hud som et barometer for, hvor meget solen har skinnet i forsommeren, og jeg har meldt mig ud af samtlige venindekonkurrencer om afrikansk hudidentitet. Det er decideret muligt, at der vil blive kigget skævt, fra visse sider, på min blændende hvidhed og de asparges, der ligesom stikker frem under kjolen, men, som med så meget andet, så er det jo først og fremmest beskueren, der har problemet. Sikkert den beskuer, som stadig er underlagt de normer, som gennem det meste af mit teenage- og voksenliv også tyranniserede MIN hud.

Solen er blevet en ven, jeg respekterer. Ikke en tyran, der torturerer mig med sine stråler. Og hvor er det dog afslappende, at den sol ikke længere er en brugsgenstand i det urimelige kapløb om at blive mest solbrændt. Ydermere iagttager jeg også, at jeg da hører om flere jævnaldrende, der desværre har taget skade af samme sol. Om de har dyrket den lige så intenst som mig, aner jeg ikke, men selve det faktum, at der kan være skader, er da skræmmende. Vi var totalt ligeglade, da vi dengang lod farlige stråler gøre os smukkere. Det er så godt, vi er blevet klogerre.

Så min sommer bliver hvid. Måske begynder jeg ligefrem at tage hat på. Det gør gamle damer jo… Men jeg sætter altså den ultimative grænse ved de der sammenbundne lommetørklæder, som ældre mennesker altid sad med på deres hoveder, da jeg var barn. Dengang syntes jeg, det var latterligt og så ret fjollet ud. Det gør jeg stadig. Og i øvrigt er jeg for årtier siden gået over til Kleenex, som givetvis vil give nogle udfordringer at placere på hovedet!

Continue Reading

Amerikanske tilstande?

Da vi flyttede ind i parcelhuskvarteret for godt 30 år siden, var det allerede et sølvbryllupskvarter. Nu er vi på den anden side af de fleste guldbryllupper og ude i metaller, jeg er totalt uorienteret i. Samtidig migrerer post-guldbrude og -gomme i stort tal til mindre lejligheder ( i flere tilfælde desværre også blivende små, firkantede lodder på byens kirkegårde), og de unge er begyndt at flytte ind.

Det går sjældent stille for sig. Først river de alt nedriveligt ud af huset og skaber lys, luft, nye køkkener og moderniserede badeværelser. Undtagen hvis der er originale 70-er fliser, som især i lortebrun anses for uvurderlige, bevaringsværdige fund. Et sådant post-guldbryllupskvarter er et fund for håndværkere af enhver art, så oppe hos os er der invasion hver morgen klokken 7, for netop det tidspunkt er stærkt favoriseret blandt samme håndværkere. Jeg har aldrig forstået hvorfor.

Når enhver form for indvendig, oprindelig arkitektur så er afskaffet ( undtagen de lortebrune, forstås!), kommer turen til haven. Her skal lige indskydes, at jeg oftere og oftere undrer mig såre over, at de unge købere ikke bare river hele lortet ned og starter forfra, så gennemgribende er mange renoveringer. Men det skyldes nok, at fliserne trods alt skal hænge fast i noget.

Og her tegner sig altså et mere end tydeligt mønster med klare referencer til Amerika, græsplænernes højborg. Heroppe i 60-er parcellerne har vi trods alt ( tak, Rifbjerg!) afskaffet ligusterhækken, men ellers bor vi med høje træer og særdeles opgroede haver. Hos en del af os endda tilgroede. Vores haver er fra en tid, hvor man dyrkede et sandt eldorado af vækster, og en parcelhushave bestod af et utal af (især) stauder, træer og buske. Faktisk er samme haver fra en tid, hvor man havde bed. Havebed var ret populære, dengang guldbruden var ung. Desværre er der så sket det hos majoriteten af os, at samtlige pænt anlagte og strukturerede planer med tiden er gået fløjten i et uoverskueligt miks af oprindelige bed og planter, men vi er, generelt, ret godt skærmet inde på sådan en lidt hyggelig, Torneroseagtig måde. Vel har vi da græsplæner. Men det er ikke altid, man lige kan se dem ude fra vejen.

Men sådan er det ikke hos de unge. De gør totalt usentimentalt op med samtlige oprindelige havearkitekturtanker og går i ren minimalisme. Alt rives op med rod og græsseres. Hvilket heller ikke er helt sandt. For nogle af dem er vildt fantasifulde og deler haven lige i 3 dele. En tredjedel græsseres, en tredjedel udlægges til enorme terrasser, der gerne skal gå hele huset rundt, sådan at man aldrig kan gå ud af sit hus uden at betræde en terrasse–og den sidste tredjedel grusseres. Faktisk var jeg slet ikke klar over, at grus fandtes i så mange farver og udgaver, inden alt det grus begyndte at flytte ind i mit kvarter. Hvis–og her er vi ned i en ret lave procentdel med det “hvis”–der ligesom skal være andet i de haver end græs, grus og terrasser, så består væksterne gerne af blomster i store, store potter. Til at stå på de enorme terrasser, forstås.

Hækkenes tid er også forbi, erfarer jeg. Det ville selvfølgelig også være forbandet ærgerligt, hvis en sølle hæk kom i vejen for, at vi allesammen kan kigge ind i de der enorme lyse, store, relativt tomme køkken-alrum. (Her må jeg så indskyde, at når man nu KAN kigge ind, så er jeg totalt ublufærdig i min nysgerrighed, og kan faktisk oplyse, at den unge generation er stået af PH-en. Eller også kender de den ikke!) Til gengæld har de alle sammen en robotplæneklipper. Det er sådan lidt nyt i vores kvarter, hvor samtlige guldbrudegomme da indtil nu godt har kunnet klare den slags græstiltag. Så hvis man går sig en lille midtdags-tur, så er der godt nok gang i de små robotter. En slags robotkonvent, hver dag, selv om de selvfølgelig passer hvert sit på hver deres forvirrede kørselsmetode.

Så om ganske få år vil villahaven givetvis være en ting fra fortiden. Med uhørt hastighed, direkte proportionelt med hussalget i området, vil de gamle haver falde og blive udlagt til græs, grus og kolossale terrasser. Hække vil blive et grønt minde, og vi vil allesammen vide præcis, hvor naboen har sin kaffemaskine i rustfrit stål og den enorme lampe, der ikke er en PH. Det kan vi jo se. Vækster med blomster vil vokse i krukker, mælkebøtter og skvalderkål vil være uddøde racer, og de dyr, der givetvis lever fedt i vores overgroede haver, vil nu begrænse sig til robotklippere, der på afstand og med lidt god vilje kan gå for rimeligt store myrer på zigzagkurs over græsarealer.

Amerikanerne har altid været umanerligt glade for græsplæner, så USA er græsplænens uomtvistelige højborg. Men det er et faktum, som der sandelig kæmpes indædt for at lave om på i de danske villakvarterer. Der skal tilsyneladende skabes amerikanske tilstande på parcellerne, så lad os da bare håbe, at det i sidste ende ikke influerer stemmeafgivningen i amerikansk uføre-retning.

Jeg synes, det er magert, uopfindsomt, kedeligt, kønsløst og fremmedgørende. Jeg er fuld af forståelse for, at det er lettere og giver en masse overskudstid til andre ting ( f.eks. at gå rundt i de enorme lokaler og nyde alt lyset og se ud på alt gruset), men vores gamle villakvarterer bliver altså ikke kønnere og mere indbydende på denne måde. Jeg er også helt sikker på, det influerer på livskvaliteten.

Mine børn siger somme tider, at de var vilde med vores have, da de var små. Der var uudforskede vildnis, små krat og miniskove, gode fodboldmuligheder og et utal af høje træer at kravle i og falde ned fra. Der var endda en hjemmebygget platform i 5 meters højde i et træ. Der var også tonsvis af mælkebøtter at lægge i vand og smøre ud på tøjet samt kolossale buketter af skvalderkål at grovplukke.

Når nu de unge får børn, så bliver det rigtigt spændende at se, hvordan man leger mest kreativt, opfindsomt og sjovt med græs og grus. Eller med en robotplæneklipper. Men det ved de nok i Amerika.

Continue Reading
1 2 3 26