Om selvbiografier.

Min hånd nægtede at sætte kryds i kategorien Litteratur. Jeg beklager. Det er, ret ofte i øvrigt, som om 6 års litteraturstudier og en tilbundsgående uddannelse indenfor området tillader mig at vide bare en smule om det. Som tømreren om husbyggeri og lægen om sygdomme. Førstnævnte ved også godt, om der er tale om kvalitet. Det er han/hun nemlig uddannet til. Og i min optik er der simpelthen grænser for, hvad man kan tillade sig at kalde litteratur. Ligesom man heller ikke kalder dårligt byggede skure for huse.

Anyway, så er vi her i efteråret rendt ind i en viritabel lavine af selvbiografier. Det er som om, alle må have en. Der er ingen, på en skala fra 1-10 i (semi)kendthed, der ikke lige skal have smadret en livshistorie sammen. Intet er for småt, intet er for uinteressant, og kan man “dele” (det er vildt in at “dele”) nogle hidtil ukendte hemmeligheder, gerne saftige, så er lykken gjort. Har man allerede delt sine såkaldte hemmeligheder en gang, er det fuldstændigt ligegyldigt, for man gør det bare igen. Gerne med hjælp af en journalistisk ghostwriter. Sådan en hyrer man, hvis man selv synes, man er vanvittigt interessant, men desværre bare ikke har det fjerneste begreb om at skrive. Det sidste kunne man måske henføre til, at der ligesom er en større mening med, at nogle folk altså bliver forfattere, fordi de er virkelig gode til at skrive, mens andre nok er bedre til andre ting.

Så vi bliver overfaldet fra alle sider af (semi)kendisser, der alle forfærdeligt gerne vil delagtiggøre os i deres liv. Før i tiden var det dog, trods alt, sådan, at man skulle have nået en moden alder, før der var stof nok at skrive om–liv nok, der var levet–men sådan er det ikke mere. Det er som om, at jo tidligere, man kan komme i gang med at fortælle om sig selv, desto flere bøger om samme vanvittigt interessante emne kan man jo nå at skrive. Hele 25-binds erindringsværker, hvis man bare bliver gammel nok.

Der er ingen tvivl om, at vi alle har det der narcissistiske strøg, der siger, at vi er verdens mest interessante person. I alt fald for os selv. Derudover er jeg da også ret sikker på, man kan tjene penge på at udgive bøger med udbredt navlepilleri. Der må jo være nogen, der køber dem. Ellers ville ingen vel udgive dem. Selv om det altså efterhånden er blevet sådan indenfor forlagsverdenen, at adskillige forlag lever af håbefulde “forfattere”, der selv betaler hele gildet, fordi de bare MÅ ud. Tro ikke, at Gyldendal sponserer andet end navlepilleri fra de allermest eksklusive og ikoniske navler.

Men det, der undrer mig, er, hvem i alverden det dog er, der køber de bøger. Og hvad der får dem til det. Det er som om, følgerkulturen fra de sociale medier nu kan omveksles i solgte eksemplarer. Som om nogle mennesker primært lever andres liv og ser disse (semi)kendisser som real-life venner og bekendte, de nærmest har en ret til at følge helt ind i den inderste intimitet. Som om livet er noget, der skal leves gennem andre, oplevelserne nogle, som andre skal have, og selve det at være til og rent faktisk have noget at tale om primært handler om at være på soveværelsesniveau med idolerne. Personligt har jeg bare så inderligt svært ved at se, at det overhovedet er interessant. Jeg overfaldes for tiden i medierne af et ringvrag fra havnekvarteret, der har stukket en rivalinde i maven med fuldt overlæg, nogle svømmere, der driller hinanden, en tidligere politiker på ansigts-krakkeleringskurs, der pludselig i bagklogskab er blevet feminist, en datter af selve indbegrebet af dansk sølvbryllupshygge, der engang blev slikket af en borgmester i øret og mange, mange andre, der bare MÅ ud med deres historier. Og helt ærligt: Hvad rager det egentlig mig?

Det er uhyggeligt sigende om et samfund, at mediernes opmærksomhed fokuserer på alle disse udgivelser fra (semi)kendissernes hemmeligheds-morads, mens man de fleste steder skal lede virkelig grundigt for at se omtale af rigtig litteratur af dygtige, velskrivende forfattere. Det er en overfladisk pop-kultur, der desværre i manges øjne ser ud til at være litteratur og en form for kunst. Dette er ikke elitesnobberi. Det er simpelthen er konstatering af, at vi er ved at blive oversvømmet af en flodbølge af ret intetsigende, såkaldte selvbiografier, der i den grad er med til at stemple os som samfund ved at fortælle, hvor vores hovedinteresser ligger. Nemlig der, hvor der er ret tomt og øde. Hvor det bliver vigtigere at kende til realitystjernernes hemmeligheder end at forholde sig til ting, der rent faktisk er betydningsfulde og væsentlige.

I 70-erne havde vi også sådan en bølge af menstruationsbindsdigtere, der skrev såkaldt bekendelseslitteratur. Det gik heldigvis over igen. Nu ligger det så i tidsånden igen. Og lad da for Guds skyld alle de håbefulde selvbiografister komme af med alle deres hemmeligheder til fryd for følgerne. Det er jo alligevel dem, der betaler gildet. Men det KAN da godt undre mig, at den slags bøger sælger. Måske skulle man prøve? Der kan vel godt stampes et par eksotiske hemmeligheder op fra mørket. Problemet er nok mest, at selve udgivelsen givetvis bliver på egen regning og helt sikkert ikke på Gyldendal.

Continue Reading

Om smitteopsporing.

Det fremgår med al tydelighed, at jeg ikke er den eneste, der har fået en ubehagelig overdosis af al den opsamlede dårligdom gennem de sidste næsten 2 år. Hvorhen jeg vender mig, hvem end jeg taler/skriver/ringer/mailer med, så har man enten selv været gennem torturen eller kender minimum et større antal nært beslægtede, der har. Fælles for de fleste reaktioner er også en ny trend: Der er blevet meget væsentligt at smitteopspore sig selv. Hvor kom det fra? HVEM? Influenza er ved at udvikle sig til en ny genre under Whodunnit, og vi vil givetvis se et pænt flow af nye romaner, der bare føler tidens trend. Den store influenzasmitter? Virussen, der dræbte? Hvem smittede Roger Akroyd? Tom Ripley og RS?

Førhen var der aldrig en kæft–i alt fald ikke mig!–der bekymrede sig det fjerneste om, hvor snottet kom fra. Man gik vel ud fra, det bare hang i luften som en form for ubestridelig konstant, ikke “ejet” af nogen, og fik man det, var det bare forbandet ærgerligt. Men da ikke noget personligt. Det var ingen, der lavede stamtræer på deres eget snot–man accepterede bare, at man en tid var den nuværende ejer. Omvendt var man vel heller ikke specifikt påpasselig omkring ikke at lade sine dårligdomme nedarve til andre. Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, men personligt mindes jeg altså ikke at have sprittet hænder ved enhver given lejlighed, før sidste år. Måske var vi oversvin der, hvor jeg kommer fra, men vi overlevede, og vi tog vores baciller i strakt arm som en uundgåelig del af vores tilværelse. Og aldrig bekymrede vi os det fjerneste om, hvem de kom fra. Kæft: vi var jo inderligt ligeglade.

Og så alligevel ikke. For som barn var der undtagelser. Nemlig, når man som klart mindreårig blev slæbt med til mødreparties med sutteslikning. Det var sådan noget med, at optrådte en sjælden børnesygdom pludseligt i nabolaget, eller passede dens fremdukning med familiens kalender, så blev man skippet af til sutteslikning. En særdeles effektiv måde både at tøjle, overstå og lave lidt logistik på de sygdomme, vi alligevel skulle igennem. Det var dog i den forbindelse, mødrene sagde tak—altså tak for smitteforsøg til hende, der ejede det barn, hvis sut man skulle slikke på. Ikke som de møgfald, der langes ud i dag. Næh, man lærte at påskønne sine røde hunde!

For med coronaen blev vi pludseligt opmærksomme på, at smitte altså ikke bare hænger og dalrer i luften. Der skal ligesom nogen til at bære den derud/derind. Og den, der gør sådan noget, er uansvarlig. Man forventes at være et så seriøst og fornuftigt, ansvarligt menneske, at man kan overlades til at forvalte sine egne bakterier. Og er man ikke, kan selve staten komme efter en. Folk, der ikke engang kan administrere deres egne vira og omgås dem med total mangel på andægtighed og, som det så smukt hedder, samfundssind, har selv sat sig ind som skydeskiver i samfundets Pacman, hvor man altså godt kan forvente sig en helt legal shitstorm, hvis man bringer sit snot til offentlig torvs.

Vi har nemlig lært, at hvis vi arver noget lort, så skal vi straks finde ud af, hvor det kommer fra. Mht. corona er det selvfølgelig væsentligt–det er slet ikke her, jeg er ude med riven. Men mht. alt det andet, der lige nu florerer som bananfluer i halvrådne grøntsager, er det vel rimeligt uvæsentligt. I alt fald på en form for sundhedsplan. Den eneste grund til, at vi så ivrigt smitteopsporer, er, efter min mening, at det er det eneste legale sted at vende vreden hen. Det er forbandet surt at få alle de vira, som i deres dvaleperiode ligesom har fordoblet enhver form for styrke, modbydelighed og snotakkumulation, og så er man altså nødt til at finde en at lade modbydelighederne gå ud over. En at kaste snot efter. En at bombardere med sin elendighed. En at bebrejde for alle comadagene i hostehelvedet.

Det var derfor, jeg selv kastede et par pinefulde hæmorider, en velplaceret knyst og en evindelig hælspore efter dem, som mit eget detektivarbejde førte mig frem til som syndere. Storsyndere: de vovede at smitte mig. Tog overhovedet ikke deres ansvar som bacilleforvaltere halvt så seriøst, som man post-corona har lært, at man skal.

Jeg tænker: Hvad skal det dog blive til? Vi står jo med noget, der potentielt kan udmønte i borgerkrige og familiestridigheder uden løsninger. Her kan vi, i stedet for at lave stamtræer over alle onklerne og de fjerne fætre femten generationer tilbage, koncentrere os om udvidede smitteatlas med specifik udpegning af ansvarsløse influenzabærere. Vi kan kaste snot efter hinanden, bevidst hoste på irriterende fjender og nogle gange endda være stolte, når det er lykkedes os at ramme netop de politikere, der allermest fortjener en hysterisk influenza i dagevis. Måske sender vi endda snotomvundet visitkort med, så de ved, det var os!

Måske var det bare lettere at forsøge at gå tilbage til dengang, smitten ikke var ejet af nogen og hang i luften, hvor den tilfældigt kastede sig over de, der kom forbi? Glemme, at smittebæring er person til person af den simple grund, at det jo er fuldstændigt uvæsentligt whodunnit. Det bliver man jo ikke selv rask af. Og med hensyn til åreknuderne, knysterne, hælsporerne og hæmoriderne, så er der da heldigvis garanti for, at de fleste nok på et tidspunkt alligevel bliver ramt af et af onderne. Helt uden at man selv aktivt gør noget. Hvis det er den eneste trøst, der er i dette, så er det vel bare, sådan, det er! Og var!

Continue Reading

Endelig noget positivt om DSB.

Det er udelukkende fordi, jeg slet ikke skal tale toiletter. Jeg forbigår dem i tavshed denne gang, næsten. For jeg ER altså nødt til at nævne oplevelsen i DBs højhastighedstog mellem Berlin og Dresden, som (hvem skulle have troet det muligt??) på målstregen i konkurrencen om samtlige statsbaners ulækre toiletter slog DSB med adskillige skinnelængder. Lad mig bare male et billede af en herrelig tissekumme, der var stoppet. Forsvarligt stoppet efter en del kilometers rejsen og mandligt tisseri. (De klatter ikke med det, de mænd!) Det var et lykketræf, at der ikke skete en katastrofeopbremsning. Mindre kunne også sagtens have gjort det at dømme efter graden af overfyldthed.

Jeg lader lige billedet stå….

Anyway, så skal DSB selvfølgelig have den ros, DSB skal have. Når der nu endelig gives en lejlighed. For med de billetpriser, de holder sig for tiden, så er det lige før, jeg kan holde mig hele vejen fra Kolding til Hovedbanen–af bare jublende glæde over at krydse landet for en flad 50-er. Det kræver selvfølgelig, at man er 65+-er, og det er jeg nu legalt blevet, selv om jeg selvfølgelig illegalt har været det i mindst et årti. Hvis man kan indpasse sig–og det kan jeg da i den grad–og finder de billigste afgange, så er det nu, der kan køres til spotpris i geriatri-ekspressen. Jeg ser for mig en skov af rejselystne pensionister, der bare ikke kan holde sig hjemme, når nu DSB er i langdistance gavehumør.

Det er selvfølgelig eksklusiv pladsbillet. Faktisk har jeg DSB mistænkt for, at det netop er pga. de utallige pladsbilletter, de gennem de coronerede tider var tvunget til at presse os ud i, at de nu har så meget overskud, at vi gamle nærmest ikke har råd til at blive hjemme. Jeg er pladsbillet-modstander. Ikke fordi, jeg ikke ønsker at sidde ned, men fordi jeg har et omfangsrigt katalog af blandede oplevelser med sidemænd, jeg i alt fald ikke selv ville have valgt. Mit pladsnummer synes automatisk at tiltrække de mest øllede typer, verdensmestre i baby-kolik, mennesker med meget lange, detaljerede livshistorier, der sagtens kan strække sig længere end over Fyn ( som slet ikke ser så aflang ud på kortet, som den er skinnemæssigt), teenagere i tyggegummi/fnisealderen og endda en gang en mand, der ringede til sin kone fra toget og sagde, at nu ville han skilles. Det sidste, må jeg dog nødtvunget indrømme, var faktisk ret interessant, selv om jeg desværre kun kunne gætte mig til, hvad konen sagde. Men tænk at afslutte et samliv ca. mellem Sorø og Ringsted!

Når man, som jeg, ofte rejser mellem landsdelene–enten af arbejdsmæssige (jeg har guidede ture i KBH både i dag og i morgen) eller børnebørnsmæssige årsager, så er det da fantastisk at kunne gøre det for 100 kr. retur. Besparelsen ved at lade bilen blive hjemme er ikke kun i bøvl og CO2, men sandelig også i benzin, broafgift og de eksorbitante afgifter, der knytter sig til at holde i KBH. Hvis dette er de nye takter fra DSB, så er jeg helt åben for at begynde at tale lidt mere positivt om foretagendet. Både fordi, det sparer mig penge, men næsten endnu mere fordi, det giver det boost til den offentlige trafik, som vi i den grad–især af klimamæssige årsager–trænger til.

Det eneste, der for alvor bekymrer mig her midt i besparelsesglæden, er selvfølgelig, om der nu slet ikke er råd til at få nogen som helst til at gøre rent på toiletterne? Men for en 50-er kan man vel også leve med at være bevidst om at huske at tisse inden Valby, når man kører fra Hovedbanen.

Continue Reading

Om den store dag.

Det er altså ikke for at minde om opmærksomhed, at jeg skriver dette. Men i næste uge fylder jeg halvrundt. 65. Det er en svimlende masse år, og for at sætte det i relief, går jeg nu UD af det år, som McCartney i sin pure ungdom så som den ultimative alderdom, sidste stop før den store afblomstringsproces, hvor man henslæbte tiden med “knitting sweaters at the fireplace” og “doing the garden, digging the weeds”. I parentes bemærket har jeg ikke mestret så meget som en ribkant til en sweater eller været i haven en eneste gang med ukrudtsbekæmpelse for øje i løbet af året. Men det ER gammel. En milepæl i gammelhed.

Selvfølgelig kan jeg ikke få folkepension. Jeg mangler et par måneders berettigelse. Sådan er det med mig. Jeg har det med at komme for sent til mit eget liv, og i alt fald det, der er økonomisk rentabelt. Så som kompensationer.

Men alligevel glæder jeg mig til, at mit liv bliver sådan mere ærligt, mere reelt og meget, meget mindre tynget af den dårlige samvittighed, der ind imellem (indrømmet, KUN lejlighedsvis) kan overfalde mig et par sekunder. F.eks. kan jeg nu med skinnende ren samvittighed drøne rundt i metroen på mandens rejsekort. Svinge mig i håndholderne, hvis hofterne tillader det og for alvor vække opmærksomhed, og helt undgå det der lille blik ud af sidekrogene efter kontrolpersonale. Jeg har ellers en 20-30 dårlige undskyldninger på lager, hvoraf ingen er rimeligt troværdige, og kun et lille opslag vil fortælle, at jeg altså ikke kan komme til ved en fejl at tage mandens rejsekort med, når jeg ikke selv har noget. Kors, hvor skal jeg køre Metro. Cityringen i flere timer. I almindelige tog er man jo idiot, hvis man rejser på rejsekort. Der er altid en Orange til 99 til KBH.

Jeg er også fri for at kigge ned og flashe rynkerne, når jeg skal ind til og på seværdigheder. Især i udlandet, hvor mit bedste kneb er desværre at have glemt mit pas, når der skal beviser til. Jeg har været 65 i udlandet i mange år. Med et slag på tasken står jeg umiddelbart foran min 90-årsdag, hvis alt tæller med. Jeg rejser som regel med folk, der er ældre end mig selv, og det er decideret en økonomisk gevinst. Og hvis de ikke spørger, er de jo selv ude om det. Så må man bide i sig, at det udseendemæssigt er lidet flatterende. Men der kan komme kultur på damen. Helt legalt. Jeg kan vælte mig i museer og kulturbegivenheder til spotpris og endda nærmest føle mig tvunget til at deltage, fordi det er så billigt. Samt smile til alt officielt personale med en inderlig ren samvittighed.

Nu vil jeg så også få tilbudt et sandt springvand af vaccinationer for alt det, som forventes at flyve på en fra den time, man fylder 65. Jeg behøver overhovedet ikke at skabe mig, overtale Gud og hvermand eller køre til Svendborg, fordi jeg ikke kan vente. Jeg er dobbeltopdækket mod lungebetændelse, influenza og alskens skidt. Selv om jeg aldrig i mit liv har oplevet hverken det ene eller det andet. Men det starter ved 65. Ifølge staten.

I det hele taget ryger jeg ind i et orgie af klækkelige rabatter. Jeg kan dyrke blomsterbinding til halv pris med de andre 65+-ere samt røre mig på enhver tænkelig måde med rabat. Selv rejseselskaber synes, det er så synd for mig, at jeg er blevet så gammel, at de lige nedslår prisen, så jeg, her på falderebet, kan få et lille billigt glimt af verden. Nogle har endda rejser skræddersyede til mig. Det er dem, hvor jeg forventes at opholde mig en måneds tid i en lejlighed med altan på en spansk ø i januar, fordi de ved at udnævne mig til speciel kan kompensere for alle de andre kunder, der F… ikke gider rejse derned om vinteren.

Det føles næsten som at blive 15 eller 18. Det med 15-årsdagen handlede primært om retten til legalt at føre en grøn Puch Maxi og ikke skulle forbandet lange omveje for at undgå politistationen, fordi man havde fået dyret lidt for tidligt. Og 18, hvor man endelig kunne køre bil. Ikke, at jeg gjorde det på forhånd. Jeg var enormt køreimbecil og overskred dagen med flere måneder, inden det kørekort var i hus. Men det var en stor dag.

Nu er det så en hel masse andre ting, der bliver økonomisk og sundhedsmæssigt legale. I årevis har jeg i øvrigt heller ikke opretholdt min aldersmæssigt hævdvundne ret til at føre Puch Maxi, men det kunne jeg da overveje, da der sikkert også er klækkelige rabatter på brændstof for folk på min kommende alder. Det bliver i alt fald en betragtelig lettelse at leve mere sanddrueligt. At samstemme betalings-erlæggelsen med den aldersmæssige virkelighed. At kunne tage det lidt mere ustresset ved kontroller og betalingsanlæg.

Men trods alle de bekvemmeligheder, der venter omkring næste fødselsdagshjørne, så synes jeg, det er gammel. Det er lige før, jeg godt ville strikke et par sweatre i retstrik med raglanærmer til McCartney og tage et enkelt eller to skvalderkål i haven, hvis jeg bare kunne blive ved med at være 64 mange år endnu. Sådan i udseende, sjæl, sind og livslyst. Det går jo nok med metroen og på museerne alligevel.

Continue Reading

Om septembers himmel.

Septembers himmel er så blå. Og det er den. I alt fald i dag.

September har altid været MIN måned. Ikke bare fordi, jeg har fødselsdag i den, hvilket jo da er en form for personlig kvalifikation, men fordi september bare er en god, en dejlig måned. Den kan det hele. Både være et forsinket pust af sommer og en, som måneden skrider frem, kraftig bebuder af efterår. Og så denne høje himmel. På intet tidspunkt af året er himlen så uendelig og så blå. Og så uendelig blå.

September er årets bedste rejsemåned. Højsommerens travle turistsummen er ophørt, og kun de, der af den ene eller anden grund er relativt arbejdsfri, rejser. Det gør de så til gengæld også. Man kan sparke sig frem overalt uden at sparke andre, stressniveauet er, sammenlignet med sommeren, absurd lavt, og betjeningen og pladsforholdene er venlige og indbydende. Ligesom priserne. Og så er der det begyndende efterårsløv. I september begynder træerne at tage farve uden at blive afskallede, brune og afdøde. Og så himlen. Det allerbedste sted at se septemberhimmel for fuld udblæsning er langs Vadehavet. Derude er himlen større end noget andet sted, næsten alt for stor til sig selv. Det er fantastisk.

Og det underlige er jo, at jeg selv efterhånden er ved årstids- og aldersmæssigt at komme på omgangshøjde med september. September passer til der, hvor jeg er. Det er vel ingen hemmelighed, at sommeren er overstået og efteråret helt klart indenfor en slags rækkevidde. Men himlen er stadig blå. Noget så utroligt blå som en slags symbol på, at der stadig er ufalmet liv og kræfter til en masse mere, inden det for alvor går mod blegnende efterår.

Det SKAL der være. Selv om jeg sådan lidt har bestemt med mig selv, at jeg nægter at anderkende de sidste 1½ år som et aktivt led i min alder. Eller at blive ældre. Jeg har besluttet at udradere dem af min indre kalender og totalt negligere, at de har fundet sted. De var jo totalt nytteløse, en opslidende ørkenvandring af og i ingenting. Bloody waste of time.

Så er det jo godt, at septembers himmel er så blå. Det er da i det mindste en lovende start på liv. Selv om det umærkeligt går mod efterår.

Continue Reading

Om hvordan man bliver cykeltyv.

Det har været småt med cykeltyverierne fra min side. Jeg er for stor en kujon. Evindeligt optaget af at blive opdaget, og hjemmefra opdraget med en tung arv af respekt for såvel andres ejendom som politiets ublinde øje. Til gengæld har jeg da lagt en god stak cykler til andres manglende sans for ejendomsforhold. Jeg kan stadig huske den hvide klap-sammen (konfirmationsgaven), der forlod mig under spegepølseindkøb i Brugsen på Vesterbro Torv i Århus, Raleighen der kørte sin vej efter en koncert i Øster Hurup, hvor jeg stadig har en mistanke om, at Lars Lilholts deltagelse har affødt, at nogen bare måtte væk i en forfærdelig fart samt de hele to ret pæne cykler, datteren formøblede i løbet af en uge fra vores egen indkørsel.

Helt køretøjs-uskyldig er jeg da heller ikke cyklet gennem det hele. Med til familiehistorierne ( dem, man altid skal fortælle, når man er et bestemt sted. Ikke fordi, ingen kender dem, man fordi det ligesom gør ondt indvendigt at lade være med at indfri familiens forventninger omkring, at NU kommer den historie!) hører efterhånden den cykel, jeg sammen med en klassekammerat stjal foran A`Porta i Mariager i midten af 70-erne. Over årene er det blevet lidt uklart, hvilken af mine mandlige klassekammerater, der egentlig var cykelfører, men faktum er, at jeg fik ideen, han kørte, og jeg sad bagpå–de 200 meter, der var ned til det sted, vi holdt klassefest. Jeg husker dog, at den var punkteret på baghjulet. I øvrigt cyklede han ( hvem det så end var) cyklen tilbage efter endt transport af mig, så jeg går ud fra, hele den grimme historie er tilgivet og glemt af alle andre end mig.

Men nu har jeg så stjålet en cykel igen. Efter 50 års latenstid er jeg pludselig gået i cykeltyveri. Det hele begyndte med, at denne uhyre gule cykel i dagevis stod og dansede foran et hus på nabovejen. Selvfølgelig konkluderer man den første dag, at beboerne nok har besøg af en gæst med stor forkærlighed for meget gule cykler, men som dagene går, og gæsten vel og mærke ikke går ( eller cykler), er en ny konklusion ret oplagt. Jeg har sådan en lille allergi for andre menneskers stjålne cykler. Sådan at forstå, at mine storbybørn i årevis har lagt et utal af mere eller mindre brugbare cykler til det store cykelforsvindingsnummer, der permanent foregår i vores storbyer. Jeg har foretaget mange grådkvalte samtaler med berøvede børn–og da også en enkelt eller to jublende lykkelige, når kalorius pludselig er dukket op på helt fremmed matrikel. Derfor synes jeg næsten, det er min borgerpligt at forsøge at forene bortkomne cykler af enhver farvekombination med den rette ejer.

Først forhørte jeg mig selvfølgelig om, hvad beboerne i huset vidste. De havde ringet til politiet, som er så inderligt overbelastede, at cykeltyverier henlægges til, at man skal lade den stå et stykke tid, og så? Det betyder på almindeligt sprog, at de sikkert bare håber på, den bliver stjålet videre og dermed forlader deres problemkatalog. Så jeg tog et billede af den, akkurat som jeg plejer, og lagde den i en gruppe for min bys beboere. For det meste skaffer det lige præcis ejeren frem. Lykkelig og glad.

Men ikke her. I stedet blev opslaget tæppebombarderet med, at netop denne cykel havde stået adskillige steder i byen. Der er jo det ved den, at den sådan er en smule let-genkendelig. Og ikke nok med det. Mange mente, at den lige præcis havde stået foran huse, hvor der for nyligt var begået indbrud, således at den i al sin skingerhed var en markør for, at her var tyvevenligt. Selvfølgelig er jeg skeptisk overfor en sådan oppisket folkestemning–det er utroligt, hvordan folk kan ophidse hinanden, især på nettet–men alligevel tog jeg en rask beslutning, som i al sin enkelhed gik ud på at få den cykel væk, så den da i alt fald ikke lokkede potentielle tyveknægte. Især ikke dem, som lige på nettet havde kunnet læse, at sådan et gult uhyre havde en bestemt betydning.

Så da det blev lidt mørkere, stjal jeg simpelthen cyklen hjem i min garage. Den kan lukkes og er dermed præventiv i forhold til såvel skrøner og potentielle røvere, der går efter huse med gule cykler. Ikke et eneste gram dårlig samvittighed tyngede mig, da jeg spadserede på villavejene med en stjålet cykel. Selv om det da var en lettelse at nå min egen garage.

Nu er næste plan i mit store cykeltyveri at spænde en cykelholder på bilen og få den ned til politiet. De bliver sikkert meget taknemmelige for sådan et gult monster. I alt fald er det da, for byfredens skyld og neddæmpningen af historier i omløb, væsentligt, at den kommer ud af cirkulation.

Ærgerligt, bare, at der ikke kom en ejer. Det må da være surt sådan at have brugt flere kilo spraymaling på at forgule sin cykel ud i alle hjørner og kanter og så bare miste den totalt. Heldigvis behøver jeg vel ikke at komme med hele denne lange indrømmelse til ordensmagten. Jeg tror ikke engang, det vil lette min samvittighed sådan for alvor at tilstå den der gamle sag fra A`Porta i Mariager ved samme lejlighed.

Continue Reading

Om sprog, sprogfornyelse og sprogtab.

Der er utallige negative ting, coronaen efter min mening har på sin efterhånden muterede samvittighed. Jeg skal undlade at lave en liste. Enhver har nok også sin i forvejen. Men en af de ting, vi sikkert har til fælles, er et enormt sprogtab.

Nu er sprog, som jeg sikkert har skrevet et utal af gange, jo en levende mekanisme, der konstant er i bevægelse og udelukkende trives og fornyes ved hjælp af kommunikation mellem mennesker. Og når man ikke sådan kommunikerer i en målestok som præ-corona, eller i alt fald er meget tilbøjelig til udelukkende at kommunikere med de samme mennesker–dem, der er i ens “boble”–så er fornyelse ligesom dømt en smule til coronadøden. Personligt oplever jeg også, efter mange år i daglig kontakt med teenagere ( som jo er vores ypperste sprogfornyere), at mit nuværende liv hensætter mig til sprogligt at halse langt bagefter. Først at opdage nye ord, når de for majoriteten er blevet rimeligt gamle. Og først at lære at føle mig tryg ved at anvende dem hinsides deres forældelsesdato, fordi man ikke bare lige inkorporerer et nyt ord i sit sprog, men skal have smagt på det en del gange, for man sådan “ejer” det og helt naturligt kan bruge det.

Det værste er næsten at stå overfor et sprogtog, der er kørt med ord, man end ikke aner, hvad betyder. Og her tænker jeg slet ikke på alle de coronarelaterede ord, som nærmest er vokset direkte proportionelt med pandemien. De fleste giver ligesom sig selv. Jeg mener f.eks.: værnemidler, testcenter og samfundssind, selv om det sidste selvfølgelig oftest viser sig at være indholdsløst.

Lige nu er det f.eks. enormt væsentligt at være “woke”. Jeg troede, det var noget, der automatisk skete, når man slog øjnene op om morgenen. Men de skal tilsyneladende være endog meget mere opslåede. At være “woke” betyder at være bevidst og stillingtagende omkring væsentlige samfundsmæssige problemstillinger, primært racisme og feminisme. Gerne med den lille hurdle, at man er vågnet op, har set nye perspektiver eller endda har ændret mening. Woke er sådan noget, (T)rumpen hader, og det kan man jo sådan set godt forstå. Bevidsthed og stillingtagen gavner ikke hans politik. Ordet er selvfølgelig opstået i kølvandet på #metoo-bevægelsen og de racistiske episoder, især i USA, men efter min diskrete mening også som en udløber af, at vi under nedlukningerne har haft enormt meget tid til at søge indad i os selv og især erindre alle de negative episoder, fordi det er noget lettere end at tage kampen op mod corona. Den var lidt billig, men samtidig tror jeg ikke, der har været noget andet tidspunkt i vores liv, hvor vi har haft så uendelig god tid til at vende tankerne indad.

Jeg måtte også til google-opslag for at finde ud af, hvad prekariat betyder. Og det til trods for, at jeg selv, desværre, er medlem af gruppen. Mennesker, der tilhører prekariatet, er karakteriseret af løse og usikre ansættelsesforhold uden ansættelseskontrakt, fast timetal og med tidsbegrænsning. Jeg troede, det hed subproletariat ( altså UNDER proletariatet/arbejderklassen), men det gør det så ikke mere. Jeg troede også, selve måden at arbejde og blive aflønnet på, hed “gig-økonomi” ( altså løn for hver begivenhed, man deltager i), men det er også håbløst gammeldags. Det viser sig faktisk–eller rettere, coronaen har afsløret–at en stor mængde mennesker lever på denne måde, og selv et så flot ord som prekariat ændrer desværre ikke på, at det er en shitty måde at tjene sine penge på under en pandemi. I gruppen finder man hele spektret fra kunstnere, over stressede Woltbude til rejseledere–og en fandens masse ind imellem. Men det lyder da flot!

Faktisk oplever jeg mere og mere at skulle til tasterne for at finde betydningen af ord. Det irriterer mig nemlig grænseløst ikke at kende den. I månedsvis sloges jeg med forkortelser for nogle år siden. Jeg mener LOL, ASAP, MILF og tusindvis af andre. Fra at være udelukkende skriftlige forkortelser er mange af dem jo indgået i det mundtlige sprog, og i alt fald jeg føler mig utilgiveligt dum og uvidende, hvis jeg ikke aner, hvad folk siger. Selv om jeg selvfølgelig hellere ville dø end omtale nogen som MILF–men det er nok, fordi jeg, trods alt, er en smule woke på nogle områder.

Man kan læse sig til meget. Men man kan desværre ikke læse sig til at være fortrolig med nye ord, at kunne anvende dem ubesværet. Derfor synes jeg, at såvel coronaen som min alder, min ualmindeligt løse kontakt til et egentligt arbejdsmarked og sidst, men ikke mindst manglen på kommunikation med andre, nye og anderledes mennesker fratager mig nogle muligheder for naturligt at følge med i den der superlevende mekanisme, der hedder sprog.

Jeg behøver jo ikke gå rundt og slænge om mig med teenage-prægede ord og udtryk, men jeg vil altså forfærdeligt gerne vide, hvad de betyder…..

Continue Reading

Om automatgear.

Dengang, i tusmørket før tidernes morgen, jeg tog kørekort (i første forsøg, i øvrigt!), var det i en bil med noget så revolutionerende som en gearstang mellem sæderne. Derhjemme havde vi ratgear. Hvilket absolut ikke gjorde processen med at lære at køre–og især at skifte gear–mindre vanskelig. I det hele taget var jeg de første mange køretimer ganske overbevist om, at når hende, den meget talende, højtråbende kørelærer, alligevel bare sad der ved siden af, kunne hun med fordel passe gearskiftet. Jeg havde nok andet at tage mig af, og der gik en del timer (og mange af de opsparede penge, for jeg røg!), før jeg overhovedet fattede gearskiftningens mysterier. Jeg husker stadig to til bevidstløshed gentagne sætninger fra min køretid: “Der er ingen biler, der ligger og kører rundt i første gear.” og “Kør aldrig ind efter en overhaling, før du har HELE bilen i dit bakspejl”. Det sidste gør jeg stadig ikke. Jeg kan høre, hvordan hun råber efter mig, hvis jeg bare overvejer det!

Senere gik det der (især efter ratgearets endelige død med den Taunus, vi havde i et kvart århundrede) med gearskiftet i blodet. Blev nærmest mekanisk, uden at man tænkte over det. Højre hånd blev gearskiftehånd, fuldstændigt som en robot, der overtog det arbejde, kørelæreren åbenbart ikke mente, hun skulle udføre. Akkurat som venstre fod er koblingsfod. Venstre kørefod har altid været gift med koblingen, og det er, for det meste, et ægteskab, der i bund og grund fungerer. Selvfølgelig har det knaget lidt ind imellem, især ved stop på bakketoppe, men i længden må man vist karakterisere det som ret gnidningsfrit.

Men nu har vi så fået en bil med automatgear. Det betyder helt konkret, at højre hånd og venstre fod er blevet arbejdsløse. De skal ikke foretage sig en dyt under bilkørsel. Som i absolut intet. Der er sådan en hvileplade til venstre fod for neden i bilen, men det er da godt nok både svært ikke at trykke på den samt at sidde sådan helt stille. Det virker så forkert, at man overhovedet ikke skal aktivere den del af kroppen, når det nu altid har været en væsentlig del af bilkørslen. Men det er værre med den der højre hånd. Den er jo vant til fast arbejde, især ved kørsel i byer. Så den griber dramatisk og somme tider helt panisk ud efter den gearstang, der bare ikke er der. Den vil så forfærdeligt gerne være med, foretage sig noget, bringe køretøjet fremad, men det må den ikke. Det er selvfølgelig tilladt at lade den hvile på den der lille beskårne udgave af en kørselsstang, men flytte noget må den ikke. I det hele taget skal man kun bruge sine hænder på at holde rattet, og det er næsten som om, det er lidt snyd. Man kunne da sagtens have gjort meget, meget mere for at bringe det der køretøj fremad.

Selvfølgelig er det påfaldende nemt med det automatgear. Man skal bare trykke på speederen, og så vælter kalorius fremad. Uden knagen i gearkassen og alt det, jeg ellers sagtens kan få biler til at gøre. Jeg har prøvet at lytte efter, om jeg kan høre, om den selv, i al sin bil-lige visdom skifter gear, men det tror jeg ikke, den gør. Det lyder i alt fald på ingen måde, som når jeg gør det. Det er sådan næsten blevet for nemt, det der med at køre bil. Lidt snyd, synes jeg. Der er i alt fald langt til Taunussens ratgear.

Selvfølgelig er det, ved efterrationalisering, også påfaldende, at man jo faktisk har kørt med automatgear nærmest fra Ford og fremad i USA. Hvorfor i alverden europæiske bilproducenter har hængt fast i al den gearisme i årtier, når teknikken nu eksisterede, er mig en gåde. Hvis det da ikke var fordi, man bevidst ønskede at beskæftige samtlige arme og ben under kørsel. Lad mig sige det sådan, at hvis automatgearet havde eksisteret i min køreskoletid, så havde det 1) sparet mig for en masse penge, 2) sparet mig for en masse høje tilråb fra min kørelærer og 3) gjort det særdeles meget lettere at lære at føre en bil. Jeg er ikke ovenud begejstret for, at jeg har fået lov til at være med i hele processen fra ratgear til automatgear, når den faktisk kunne have været anderledes.

Der vil selvfølgelig gå et stykke tid, inden min højre hånd og mit venstre ben forliges med arbejdsløsheden i den nye bil. Heldigvis har jeg stadig min Aygo. Så når jeg begynder at forkrampe, kan jeg jo bare genopfriske gearstangens lyksaligheder i den. Eller hvis jeg synes, det hele er blevet lidt for let, sådan nærmest snydelet….

Continue Reading

Om haven. Lige nu.

Der findes ikke kønnere tidspunkt på året. Der er intet hverken i nærheden eller ved siden af haven lige nu. Det er lige nu, det sker. Lige nu det hele står i blomst og vokser voldsomt frodigt. Resten af sommeren er der kun tale om forgrønnelse og generel tilbagegang på farvefronten. I alt fald i min have.

Selvfølgelig findes der mennesker, som snildt har indrettet deres velplanlagte haver, så der hele tiden er noget, der blomstrer. Sådan nogle er vi ikke. Vi hører sådan mere til dem, der hvert år forundres over, hvad der egentlig kommer op. Og hvad det lige er, der dukker af jorden. Der kommer som regel et anseligt antal nytilflyttere, som vi ikke sådan selv mindes at have budt velkommen.

I år er det primært nogle blå blomster, løgplanter, som vi da havde et par stykker af sidste år. De er såmænd kønne nok. Men at de skulle gå i så kraftig familieforøgelse eller decideret invitere hele slægten til netop vores have, var vi nok en smule uforberedte på. Bevares, de er da ganske uskyldige at se til, men de har en ovenud imperialistisk natur, der har forvist selv skvalderkål. Der er simpelthen ikke andet, der kan mase sig ned mellem alle de fætre og kusiner. Og med mine enorme videnshuller udi havebrug står jeg da også en smule forbløffet over, at en løgplante kan sprede sig så besidderisk. Sidste år erindrer jeg da ikke, at grandfætrene var ankommet. Med millionlinger. Det er de så nu.

Når jeg går mine daglige ture rundt omkring, og især i det hjemlige villakvarter, undres jeg i denne tid en del over de utallige huse, hvor yngre mennesker har revet gamle haver op med rod og erstattet alt med græsplæner og terrasser. Jeg kan endda fra sidelinjen på vejen følge med i alt, hvad de foretager sig i deres liv. Ikke nok med, at de ikke dyrker hække omkring alle de terrasser–deres huse er jo også lige til at kigge igennem med alt det glas. Så er det, jeg undres over, om de enten alle er dybt narcissistiske og simpelthen bare MÅ vise sig frem til enhver bare for at føle, at de er til og lever–eller om de aldrig, bare sådan et snas af et sekund, længes efter en have og et hus, hvor man rent faktisk kan foretage sig ting i dyb privathed indenfor sin lukkede have. Piller de mennesker aldrig næse, klør sig i røven eller føler, at det er dejligt at være sig selv? Åbenbart ikke.

For selv om der i min have er utallige vækster af helt ukendt oprindelse og altså storfamilier af de der blå blomster, så nyder jeg dens lukkethed grænseløst. Jeg kan godt lide at have mit eget land. At kunne være mig selv derinde bag de store træer og buskene, der sikkert for år tilbage har sået sig selv. I parentes skal så også bemærkes, at sidegevinsten faktisk også er at kunne holde sig selv med brænde. For selv om brændeovne er absolut no-go, burde nedlægges og kategoriserer en som ubetænksomt miljøsvin, så har vi altså en gammel indbygget en, der i kolde tider lystigt æder alt det træ, der gror os over hovedet. Man kan såmænd heller ikke se, der ryger et vildskud nu og da. Der er jo allerede kommet et andet.

Men lige nu har os, der har rigtige, levende planter og træer groende i vores haver, de skønneste udendørs arealer. Det er så smukt, så smukt. Det er desværre også forbandet besværligt. For samtidigt med at det lige nu er så smukt, så det gør ondt, så vokser lortet jo. Hele tiden. Ubønhørligt. Og selv om man bilder sig selv ind, at man bare er i gang med effektiv rewilding, så kan man faktisk, skulle jeg hilse og sige, rewilde sig selv i eksil fra sin egen have. Hvis vi bare lod det hele gro, lige nu, så kunne vi ikke komme ud i haven overhovedet. Havedørene ville blive besatte af fjerne fætre til de i forvejen sendte invasionsstyrker, og de der blå blomster ville lystigt invitere såvel de nordamerikanske som asiatiske grene af familien.

Så hvis man bare kunne fryse det hele. Lige nu. Som i et foto, der resten af sommeren ikke forandrede sig overhovedet. Ingen voksning, ikke flere familiesammenførsler af blå blomster og absolut ikke så meget som en millimeters udvidelse af noget som helst. Hvor ville det være fantastisk!

Continue Reading

Om kortbøger.

Når man skal have ny bil, skal den gamle tømmes. I den forbindelse kunne man sikkert skrive lange indlæg om alle de spændende, længst glemte og nærmest tilfældigt henlagte ting til den evige handskerumsdvale, man finder i den. Det vil jeg undlade. Men jeg vil alligevel, fordi det pludselig bliver så slående ved synet af en gammel, slidt kortbog, kommentere på, hvor uendeligt anderledes det gennem de senere år er blevet at finde rundt i verden. Siden GPS-en.

Umiddelbart har jeg en fornemmelse af, at GPS-en egenhændigt har afværget et større antal potentielle skilsmisser. I alt fald var kortbøgerne et oplagt incitament til parforholds akutte, heldigvis ofte midlertidige, opløsninger. Det var altid den der med, at når man begav sig ud i verden eller var på fremmed område, så skulle den ene køre og den anden passe kort. Man var, med andre ord, selv den dame, der nu om dage flere kilometer i forvejen fortæller en, at man snart skal dreje til højre og endda, hvilken bane man skal tage. Dengang var man aldrig i så god tid. Det hændte også, at man overså drejninger, foretog de forkerte samt endte i de ualmindeligt urigtige baner. Bare det at planlægge ruten fra A til B krævede koncentration og ikke bare et klik på en skærm. Tyske motorveje var sjældent særligt samarbejdsvillige, og udenlandske storbyer var et mareridt af fejlkørsler og forgæves forsøg på at komme tilbage på noget, der lignede ruten. Jeg er sikker på, vi ikke er de eneste, hvis kort dengang forledte os til øde industrikvarterer, ensrettede veje og omveje over kilometervis af tysk bondeland. Jeg er også sikker på, vi ikke var de eneste, der, derude i ingenmandsland, “fordi du glemte at dreje” eller “fordi du ikke sagde, jeg skulle dreje i ordentlig tid” eller “fordi du bare er elendig til at forstå kort” har været på randen af at rive hovederne af hinanden. Som dengang i Marseilles` havnekvarter, hvor manden forlod bilen midt i en yderst trafikeret rundkørsel, hvæsende at så kunne jeg selv køre den videre ( hvad han så skulle, melder historien intet om!) eller da vi i Sydtyskland igen, igen, igen ankom til den samme lille by og efter 3. gensyn med den fuldstændigt indædt nægtede at tale sammen mere. Selvfølgelig i begge tilfælde, fordi kortet ikke passede.

Jeg synes ellers selv, jeg er ret god til at læse kort. Har faktisk altid godt kunnet lide at studere kort, og mangler det engang imellem. For selv om GPS-en generelt fører en relativt sikkert fra A til B uden unødvendige omveje (undtagen omkring dens højst elskede motorveje), så kan jeg godt mangle at kunne sætte tingene lidt i topografisk perspektiv. Få det store overblik, om man så kan sige, over ikke bare min faktiske rute, men over området som sådan. En GPS er forbandet koncentreret omkring sit lille job, men det der med at få hele landet, området eller bare egnen sat i sammenhæng–det kan den ikke. Den er noget snævertsynet i sin udlægning.

Måske husker nogen stadig, når man forberedte sine bilferier og gik på jagt efter gode kort. Jeg gør. Jeg ved også, at der et sted i kælderens gemmer findes topografiske udlægninger i stakkevis af Europa og Nordamerika. For øvrigt var det også sådan, at skulle man tilstrækkeligt langt og have rimeligt nøjagtige kort, så var en enkelt kortbog ikke nok. Så sad man der ned gennem Europa med sit kortbibliotek stablet op i meterhøjde ved siden af sig. Mens man samtidig missede det meste af Europa, fordi man kiggede ned, på kortet. Det sværeste og mest udfordrende var altid at overgå fra et kort til et andet. Det var ikke altid forlængelsen af den rigtige vej, man fandt på det nye. Værst var dog statsproducerede kort over østeuropæiske lande. De sluttede altid brat ved landegrænserne og overlod deres egne befolkninger til misinformationen om, at når landet stoppede, så blev verden grå og uvejet og sådan nærmest ikke-eksisterende. Der var også altid det problem, at de uasfalterede markveje, vi nogle gange endte på, simpelthen ikke var kortlagt.

Hvis man er en god elev og husker at opdatere sin GPS, så har man også rigtigt gode chancer mod dengang, de der kortbøger altså ikke lige sådan opdaterede sig selv hjemme på hylderne. For kortbøger var dyre, og det var altså ikke altid, man lige var rundhåndet nok til at investere i helt nye. Det indebar gerne det problem, at nye veje, rundkørsler og andet forblev en hemmelighed. Som man så kunne bruge til endnu flere vildkørsler og nært forestående akutte skilsmisser.

I 1982 købte jeg en kortbog, som jeg aldrig, aldrig smider ud. Det er London A-Z, og selv om den mangler både for- og bagside samt et lille stykke af Chelsea og det, der er under en chokoladeplet omkring Hackney, så er den min bibel, når jeg er i storbyen. Den er min nostalgiske holden fast i en gammel tradition og en helt særegen del af min personlige måde at være i London på.

Men alle de andre, de har jo mistet deres brugsværdi. Den på billedet har ivrigt været anvendt til vagtlægekørsel i det gamle Sønderjyllands Amt, og bare tanken om, at vagtlægen, som vel formodes at have relativt travlt med at komme frem, har kørt efter et trykt kort, er da i vore dage lidt skræmmende. Man kan da godt tage sig i at formode, at han ikke altid er nået så hurtigt frem, som han ville have kunnet i dag. Altså så hurtigt som når vi skal frem til helt dagligdags ting og som den største selvfølgelighed bare sætter GPS-en på.

Jeg savner ikke kortskænderierne. De faretruende skilsmisser og alle de grimme ord, der gennem tiden er blevet sagt og råbt udelukkende på baggrund af dårlig, ineffektiv kortpasning. I grunden har vi nok også været præcis lige gode om at tyde kort og dirigere i håbløse retninger, selv om jeg nu stadig mener, jeg procentvis fik os mere i den rigtige retning. Men ind imellem savner jeg faktisk lidt at fare vild, at ende derude på Lars Tyndskids mark, hvor jeg ellers aldrig kommer, fordi GPS-en absolut ingen intentioner har om at sende mig derud. Jeg ser ikke uventede ting på mine ture. Og hvis det stod til GPS-en, så jeg faktisk også kun motorveje. Jeg savner også at kigge på kort. Måske er det min fikse ide, men jeg kan altså ret godt lide at sidde med et stort kort og få tingene sat i perspektiv. Hvordan de ligger i forhold til hinanden. Den slags er GPS-en jo bedøvende ligeglad med. Og skal man endelig køre den tankegang ud i det lidt mere overordnede, så er livet jo ikke en lineær fremadskridning fra A til B, men meget mere alle de omveje, der kan tages undervejs.

Men Mostrups kort over amtet ( hvem husker lige amter, i øvrigt?) må lade livet. I alt fald skal det ikke med over i den nye bil. Jeg kunne selvfølgelig gemme det bare for nostalgiens skyld og så engang imellem lige tage et kig på, hvordan Sønderjylland egentlig ser ud og ligger. For det kan GPS-en ikke fortælle mig.

Continue Reading
1 2 3 30