Om dimsedutter, dingenoter og den nærmeste genvej.

Det har vist sig, at den sagtmodige vampyr, jeg skrev om forleden, for længst er så skrevet ud af den moderne støvsugerhistorie, at det nærmest er umuligt at opdrive nye poser til den. Og hvad gør man så? Man køber selvfølgelig poser, som støvsugersælgeren anbefaler, at man da kan give en chance–sikkert vel vidende, at han selv Gudskelov er flere kilometer væk, når man skal forsøge at få dem til til at passe, OG at man ligesom ikke har andre støvnedbringende alternativer.

Og selvfølgelig passer de ikke. Meeeen hvis man skærer en lille pind til omrøring af maling i bøtter i diminutive stykker og placerer en af disse i hver ende af posen og samtidig får en anden person til at hjælpe sig med at snyde støvsugerlåget ved at presse det ned i en halvvoldelig bevægelse, så det tror, det lukkes på fuldt normal vis—-så går det. I alt fald indtil posen igen er fuld.

For sådan er der så meget. Så uendeligt meget i ens hjem og liv, der midlertidigt klares med dimsedutter, dingenoter, nærmeste genveje og særdeles kreative personlige påfund. Sådan at lortet virker. I alt fald for en tid. Eller: så længe man kan bilde sig selv ind, at ens mikroskopiske kreative udfoldelser kan købe en henstand med hensyn til enten at ordne noget påkrævet, eller undgå en akut økonomisk udgift.

Som nu lampen på billedet, hvis ledning er for lang. Man får den simpelthen i nakken, mens man vasker op, hvis ledningen ikke forkortes. Det har  samme ledning så  været, siden lampen blev placeret lige der omkring årtusindskiftet. Det seneste, altså. Normalt plejer jeg faktisk at bruge en spisegaffel til den slags anordninger, men må have haft en god rest af julebånd lige ved hånden. Skidt, det virker jo tilsyneladende også. Eneste problem er, at jeg meget ofte glemmer den slags midlertidige superløsninger, og mine øjne begynder at se dem som en naturlig del af det hjemlige designmiljø. Som den bøjede gaffel jeg pludselig skuede på lampen over sofabordet en dag, vi skulle have gæster. Og ved nærmere, virkelig grundig eftertanke, måtte erkende nok havde hængt der det meste af et tiår.

Jeg har gennem tiden haft en del Onslowske fjersyn. Af samme model, som i sin tid indehavedes af en af mine absolutte yndlingfigurer på TV. Især pga hans relativt afslappede og meget enkle påklædning. Et Onslowsk TV kendetegnes ved, at det udelukkende går i drift ved hjælp af et veltimet og velplaceret slag et bestemt sted på fjernsynskassen. Hvilket selvfølgelig også indikerer, at Onslowske TV-modeller desværre afgik ved døden med indførelsen af fladskærme. Der er simpelthen ingen steder, man kan slå uden omfattende konsekvenser. Omvendt hjalp det i en stor procent af tilfældene dengang. Forudsat at man slog det rigtige sted.

Engang havde vi også et komfur–det var dengang, man havde komfur og ovn samlet i noget af et skrummel af et møbel–som pludselig stod af. Egentlig startede det hele bare med, at jeg ville gøre rent bag det og moslede lidt rundt med det. Og så faldt der en død, mumificeret mus ud fra komfuret bagside, hvorefter det totalt nægtede at fungere. Det viste sig, at musen faktisk havde været en del af den noget intermistiske strømledning, og med dens bortfald var komfuret totalt kaput. Her må jeg selvfølgelig indvende, at jeg ikke personligt havde opfundet netop den metode til at forlænge komfurets levetid, og jeg heller ikke sporenstrengs begyndte at udtænke planer for at indfange en ny, strømledende, død mus til mit hedengangne komfur, selv om det selvfølgelig nok kunne have forlænget dets levetid, hvis musen blev placeret korrekt.

Jeg har også jublet over velcroens sejrsgang over skolukningerne. Så er jeg nemlig fri for at opfinde endnu en fortvivlet, alternativ knude på de udtjente snørebånd. Jeg hører også til dem, der lægger bukser op med tape eller hæfteplaster og ser gaffatape som en løsning på mindst halvdelen af verdens praktiske problemer. I alt fald har jeg et nogenlunde konstant og over mellemstort forbrug af det. Især indenfor cykelssfæren er det uundværligt, hvis man da ikke kan få et lille stykke pind maklet ind lige der, hvor gearet ikke virker.

Endelig er der også de ting, hvor udefrakommende hjælpemidler i form af dimser, små pinde og andet slet ikke er nødvendige. Hvor man bare skal kende sine ting på deres alternative gang. Hvis man ved, hvordan den genstridige dør skål låses ( gerne noget med at bruge en anelse vold og vride den forkerte retning), den tåbelige stikkontakt skal tændes ( gerne noget med at holde den inde, til den går i sit strømførende hul), den umulige bil skal startes (gerne noget med rækkefølgen af, hvornår man træder på speeder og kobling + sætter nøglen i tændingen), så er verden jo egentlig ganske enkel og til at komme igennem.

Og alt imens jeg vrider, gaffaer, binder knuder og stikker pinde og gafler ud til højre og venstre, så foregøgler jeg mig selv, at jeg sparer mig selv for uanede summer til nyanskaffelser. For slet ikke at tale om hvor meget jeg kan svælge i, hvor genial og ultimativt kreativ jeg er. Når jeg indleder mine lidt alternative redningsforsøg, så tænker jeg, helt ærligt, aldrig sådan over, at det, jeg foretager mig, i bedste fald giver mig en kort, stakket frist. Lidt ligesom clicheen med at tisse i bukserne for at få varmen.

F.eks. tager det da lidt tid at komme til den erkendelse, at der nok skal en ny støvsuger til. Sådan ca. den tid det tager at få posen fuld igen. For hvordan i alverden får jeg den overhovedet åbnet igen uden at begå decideret manddrab på støvsugeroverdelen? Men lige nu holder den……..

 

Continue Reading

Om kræmmermarkeder. Og kræmmere.

Inderst inde har vi vel alle en lille kræmmer. Sådan en, der boltrer sig lidt i belønningscentret, når noget er solgt med en smule fortjeneste. Eller i alt fald med minimalt tab.

Hver tirsdag, når min tid tillader mig det, er jeg kræmmer på vores lokale marked oppe blandt sommerhusene. Det lyder mere lokalt, end det er. Vi er skam mange kræmmere, faktisk næsten så mange, at vi på turisttomme og regnfulde dage næsten er flere kræmmere end kunder. Og vi repræsenterer en relativt stor geografisk spredning, for netop dette marked er hyggeligt og billigt i standpris, så der rejses gerne et stykke vej for–om ikke andet–så at få en god snak med alle de andre indehavere af kundetomme boder. Det er der så også tid til! Det skal dog siges, at når turisterne for alvor kommer til stedet, og vejret ikke er alt for godt (stranden er en virkelig unfair konkurrent!), så kan der godt være ret travlt.

Vi er relativt large, når det drejer sig om faste pladser. Det er der kun få, der har. Men vi er samtidig rimeligt skrappe i vores selvjustits og uskrevne regler omkring andre væsentlige ting. F.eks. står man ikke og råber og faldbyder sine varer eller generer andre med høj musik–det har vi fået de omrejsende, som her mest er udlændinge med dårligt syede kopitasker og grimme bluser, til at forstå, at vi ikke vil have. Faktisk er der nu kun en tilbage (og ham kommer jeg lige tilbage til), som gør den slags vulgære ting, men det synes vi så, for hans vedkommende, er så integreret en del af hans identitet, at det næsten er lidt morsomt og hører sig til. Han sælger jo heller ikke noget alligevel.

Mens markedet er i sin absolutte udpakningsfase klokken kvart i kvalme om morgenen, er der nogle (havde nær skrevet det ubehagelige “visse”!) kræmmere, som går rundt og scanner vi andres ting. Især hos de nye på markedet, hvis disse umiddelbart virker en smule uprofessionelle. Så tror snydepelsene, at de kan stikke af med vi andres showpieces til spotpris og senere ( altså senere på samme dag og samme sted) sælge dem videre til tyskerne til overpris. Hvis den slags bliver opdaget–og det gør det jo!–så er en akut blacklisting resultatet. Det går som en løbeild gennem rækkerne, at nu har “han” igen tusket sig til en yderst salgbar ting, og så kan vi blive både meget fornærmede og aldrig tale med den slemme dreng i klassen igen. I det hele taget står man sig rigtigt godt med at være gode venner med de mere erfarne fuldtidskræmmere og lade være med at begå grænseoverskridende salgstricks, der udelukkende tjener egen interesse. Hvis nogle har samme varer (de sidste år har vi svømmet i Wiinbladplatter!), så er det absolut comme il faut lige at tjekke, hvad andre tager for dem, så man ikke skam-underbyder.

Til gengæld er alle disse gamle og erfarne kræmmere nærmest i sig selv en grund til at stille sine aflagtheder op i det fri en dag om ugen. Jeg er vild med deres historier, deres lune og alle de ræve, der sidder bag deres ører. Nok skal de sælge, men de skal da ved Gud også snakke. For de flestes vedkommende er der ikke tale om et egentligt job–de er for længst over den jobpligtige alder. Det er sådan mere et kald–måske primært et kald fra den uforløste kræmmersjæl, der nu endelig har fået pensionisttid til at folde sig ud. Det er, for de flestes vedkommende, da ualmindeligt dejligt at tjene lidt penge på noget gammelt skrammel, men det er væsentligt mere ualmindeligt dejligt at komme ud og få snakket noget så gevaldigt med en masse andre mennesker.

Og så er vi vel fremme ved min specielle ven, Låsby-Svendsen. Ham står jeg tit ved siden af, selv om han, i sit livs kræmmerefterår, for det meste glemmer, hvem jeg er, fra gang til gang. Lige nu er det dyner, har excellerer i–for et par år siden var det gamle symaskiner. Ikke at jeg tror, han sælger nogen af sine dyner, men det er nok sådan set heller ikke meningen. For Svendsen, der nu har en nydelig dame til at køre sig til marked, råber og snakker meget mere, end han sælger. Han er jævnt hen i familie–i alt fald langt ude–med os alle sammen, og det dyrker vi skam indgående ud i adskillige slægtsled samt taler seriøst og udredende omkring hvem, han kender i en given by. Han kender en hel del, skal jeg hilse og sige. Og så har han carte blanche til at råbe, for ellers er han jo slet ikke Svendsen, hvis kræmmeridentitet lige præcis ligger i alt det råberi. De gange, jeg har været så relativt uheldig at stå med ham som nabo, har det nogle gange været sådan lige i overkanten. Men på den anden side, så trækker han jo kunder til….. Meget kan man sige om ham–og især om hans handelsmetoder!–men en venlig mand, det er han. Dermed ikke sagt, at jeg overhovedet kunne drømme om at købe det mindste af ham!

I går var ikke nogen god dag, sådan salgsmæssigt. Det var vi allerede enige om omkring middagstid. Vi mangler stadig invasionen nordfra samt nogle gode tyskere. Danskere er, som kunder betragtet, ikke specielt populære. Mange af dem har desværre den ide, at man på markeder på det nærmeste skal have tingene kastet gratis efter sig–eller i alt fald ihærdigt prøve at snyde kræmmeren. En dame, jeg engang stod ved siden af, blev på et tidspunkt så fornærmet på en ubehøvlet kunde, der prøvede at presse prisen til langt under det acceptable, at hun fortvivlet udbrød “Jamen tror du da, jeg har stjålet det?”. Det er den fornemmelse, man oftere og oftere får: at folk tror, man er kommet gratis til varerne. Nordmændene, derimod, betaler med et smil gerne prisen, og mellem os kan det vel godt siges, at man så skal passe på med, at den, bare i kraft af alle de penge og al den olie, ikke blive ublufærdig.

Der er 2 ting, jeg hader ved ethvert marked. At pakke ud. Men allermest at pakke ned. Det sidste fordi, det giver en en utroligt synlig erkendelse af, hvor minimalt mindre ens store varelager i grunden er blevet i løbet af en lang dag. Mine ting går sjældent på skrump, desværre. Der er bestemt også ting, jeg efterhånden er nærmest allergisk overfor at pakke ned endnu engang, og hvor det udelukkende er min store naivitet og ukuelige optimisme, der lokker mig til at give dem endnu en chance uge efter uge. Men jeg tror fuldt og fast på, at der virkelig, virkelig en skønne dag vil dukke en kunde op, som bare MÅ eje et granittungt askebæger med lettere ukunstnerisk stempel og motiv fra en lokal kro, udført af et ret kendt keramikfirma derovre på Bornholm. Det må da kunne pynte et eller andet sted…..

I mellemtiden nyder jeg mine dage på markedet. Og når sådan en markedsdag er ovre, er jeg træt og mæt langt, langt ind i både min kræmmersjæl og mit belønningscenter. Samtidig med, at jeg glæder mig til et gensyn med alle vennerne om en uges tid—både de menneskelige, men da sandelig også dem med stempler fra Bornholm.

Continue Reading

Om arvestykkerne. Og moden.

Her står en lille, fin skammel med flotte, udskårne ben i massivt egetræ og med fejlfrit, håndbroderet sæde. Den er usælgelig. Eller i alt fald vil den næppe kunne opnå mere end en pris, der kunne dække brodøsens i forvejen minimale løn i en time. Skamler, eller for den sags skyld alt med broderi, er  ildesete og håbløst umoderne for tiden. Det var de så ikke, da denne lille sag kom til verden omkring midten af sidste århundrede. Dengang iklædte man heftigt enhver broderbar overflade et stykke håndbroderet klæde, og rigtige kendere kunne skam med det blotte øje vurdere broderiets kvalitet–eller antal af fejl. Det er der næppe mange, der kan mere. Hvorfor skulle de også det?

Her burde have stået et lille bord i teak uden broderi og udskårne ben. Det ville have været sælgeligt. Nærmest akut sælgeligt, for den slags ting bliver jo revet væk, mens broderikusinerne får lov til at stå og samle støv i deres nydelige hæftninger.

Nu er modens veje jo relativt uransagelige, og havde man enten kendt til deres snirkler eller måske haft en clairvoyant åre omkring møbler, så er det selvfølgelig klart, at alt teaken ikke hånligt var kørt ad lossepladsen til. En god økonomisk fremtidssikring ville nok have været at have overlæsset traileren med broderede møbler i stedet.Hvis det altså er det, man vil. Fremtidssikre og satse på, at ens gamle ting ad åre får en renæssance, så man kan sælge dem og mere eller mindre have haft dem til låns, mens man brugte dem.

Jeg står lige nu med en del ældre møbler i egetræ og andet–flere med broderier–som, af pladsmæssige grunde, skal sælges. Der er virkelig fine ting imellem, blandt andet et håndlavet hjørneskab i massiv eg med fyldninger. Altså ikke Biva-modellen. Så langtfra. De priser, jeg har sat på tingene, nærmer sig spottende foræring–nærmest afhentning, men der er alligevel ingen interesse. Som i absolut nul feedback. Der er tilsyneladende ingen holdere og læsere af Den Blå Avis, der lige står og mangler–eller bare MÅ eje– en flok broderede siddepladser, et hjørneskab og en rigtig god reol. Tydeligvis har de alle deres broderier, træsorter og design imod sig, selv om det godt nok er kram og sikkert kostede en mindre formue i anskaffelse. Stille tænker jeg, at det er barmhjertigt, at alle brodøserne og de pertentlige snedkere nok forlængst er så hedengangne, at de ikke oplever vores omgang med det håndværk, de givetvis var så stolte af.

Men i grunden er det jo også en form fordobbeltmoral fra min side at beklage mig over mangel på andres interesse. For jeg vil jo heller ikke selv have dem. De passer ikke til mit hjem. De ville bare stå og føle sig som overbroderede stedsøskende mellem alle de rene linjer og farver. Som håbløst alt for store og klodsede og helt ude af trit med sig selv og omverdenen.

Så er det selvfølgelig, at jeg ikke kan lade være at tænke på, hvordan mine egne møbler–og allermest vel mine favoritmøbler–vil klare sig i konkurrencen, når de engang givetvis skal sælges uden min tilstedeværelse. Når nogen ikke har plads til dem, eller ser dem som en uoverstigelig design- og indretningsmæssig udfordring. Når de også står der med 50 år på bagen og tydeligt sladrer om en helt anden tid med andre normer for, hvad der var pænt og tiltrækkende. Når deres tur kommer…

Omkring den slags ting er det så, at man skal lære at leve i nuet. At påskønne det, man har lige nu. For da man–sikkert i dyre domme, og for mit vedkommende garanteret på udsalg!–anskaffede dem, var man jo jublende henrykt, grænsende til det selvstolte. Og næsten hver dag går man rundt og er glad for sine ting og nyder, at de findes. Det må da, i sig selv, være det hele værd. Det er muligt, ens ting er absolut intet værd og direkte skraldespandsmodne til sin tid, men man har i alt fald haft mange års glæde af dem inden. Det er da, ved Gud, også noget så gevaldigt værd at betale for. Det er muligt, det udskårne hjørneskab kostede en formue, da snedkeren nørklede det sammen, og fred være med det på den måde, at det givetvis har bragt glæde og stolthed i alle de år, det har stået fremme. Det, i sig selv, er bestemt også værd at betale for. Det er lige før, jeg, når jeg skuer ud over samlingen af udskæringer og endehæftninger tænker i simple clicheer: At alting har sin tid, og jeg må sande og erkende, at netop disse ting bare ikke har deres længere. Samtidig med, at de nok har haft den. Deres tid, altså. Deres lange, lange tid, hvor de nød popularitet og glæde.

Jeg er derfor ved at nå dertil, at møblerne ikke så meget er et økonomisk problem. De er gået hen og blevet et logistisk. For hvor skal de hen, når de nu tilsyneladende ikke skal hjem og bo hos nogle andre, der vil påskønne dem? Jeg må nok erkende, at tiden bare ikke er barmhjertig overfor udskæringer, og at cirklerne med folk, der virkelig påskønner dem, er skrumpet til det bare ingenting. Nada, faktisk.

Sluttelig vil jeg lige nævne, at oplevelsen har sat sig det spor, at jeg nærmest oplever en genforelskelse i mine egne møbler. Det synes jeg ligesom, jeg skylder dem. For hvis ingen gider dem, når jeg ikke selv magter at gide dem, så er det da så meget desto vigtigere, at de påskønnes nu. Jeg må ligesom sende dem lidt varme, beundring og medfølelse, inden de skal skippes af til losseren til sin tid, fordi absolut ingen har den fjerneste interesse i dem. Gud var nogle af dem da dyre—men jeg fik altså også et utal af gode år i deres selskab.

PS: Og står nogen lige og mangler et udskåret hjørneskab, lidt broderede ting eller en god, gedigen reol, så tjek lige den der blå avis……….

Continue Reading

Om luksussommerhuse, firstmovers og det simple liv

Min sommerhusnabo er ved at opføre et luksuspalads i min baghave. Helt i overensstemmelse med tidens trend for hans generation, for han er over 70. Der bliver ikke sparet på ret meget dernede–desværre heller ikke min havudsigt, som ædes ind med forbløffende stor hastighed af aggressive, sortmalede elementer. Så vidt jeg kan se, vil der blive plads til en større vognpark indendørs i kælderen (selvfølgelig har man da kælder i sit sommerhus!), tilligemed at en relativt stor familie sagtens vil kunne undgå at se ret meget til hinanden på førstesalen. I alt fald vil de snildt kunne få hvert sit værelse. Med walk-in closet. Tror jeg. Og glemte jeg at sige, at han faktisk har et hus i forvejen? Nej, det er forkert udtrykt. Han har allerede et slot på den anden side af mig. Om ganske kort tid er jeg så omringet af hans paladsmæssige sommerhusudskejelser.

Måske, har jeg tænkt på, bygger han det i virkeligheden for at få ordentligt plads til sin stadig voksende maskinpark. Min nabo er nemlig sådan en, som aldrig, virkelig, virkelig aldrig, vil gå ned på det seneste nye indenfor husholdnings-, have- og hobbymaskiner. Han er vildt leveringsdygtig i havetraktorer til ethvert formål, kant-, hække- og græsmaskiner, og alt omkring fliser er han også ret veludrustet indenfor. Endvidere er man (og det er jo sådan set på sin vis lidt betryggende!) aldrig i tvivl om, om han rent faktisk er i sin sommerhus. Det kan man ligesom høre. Nu her til morgen var han så oppe ved 6-tiden for at bruge sin nye fliselægningsmaskine. Altså fordi han lige har gravet ud til nye kloakker med sin spritnye gravko. Det har han gjort de sidste mange morgener, og af uransaglige grunde kører han også på til langt ud på aftenerne. Det kan vi nemlig også ligesom høre…….

Jeg vil så nødigt lyde lidt skadefro, men ind imellem trænger jeg måske bare til at larme en lille, bitte smule. For der er jo noget, han trods alt har misforstået. Det er muligt, han bygger helt i takt med sin egen generation, som kræver luksus, og at sommerhuse mindst er udstyrsmæssigt på højde med ( eller faktisk over!) det, man har derhjemme. Spørgsmålet er så bare, om han (eller i dette tilfælde hans arvinger) med tiden kan komme af med strandgodserne. For det er nemlig slet, slet ikke i den retning, firstmoverne bevæger sig for tiden på sommerhusområdet.

Det skal i stedet være simpelt. Nærmest primitivt. Nu taler jeg ikke om mangel på rindende vand og udendørs skrumpehovedbrusere, et enkelt gasblus, råd i træværk og utæt tag. Men meget mere det simple liv, hvor der ikke er noget overflødigt–gerne med medfølgende naturgrund. Luksus og spabadeværelser kan man udstyre sig selv med derhjemme, men i nutidens sommerhuse skal livet være uden overflødigheder. De skal give indtryk af, at man dyrker det elementære, det naturlige–alt det, der IKKE er som derhjemme. Helst inde midt i en ufremkommelig skov eller på sin helt egen strand. Hvilket nok, i de allerfleste tilfælde, er en umulighed og at skyde langt over målet. Ifølge alle målinger er luksussommerhusenes tid forbi–så dem må vi nøjes med at leje ud til tyskerne, som sådan ikke altid lige har tjek på tidernes trende og fuldstændigt ignorante tillader sig selv at dyrke indendørs swimmingpools. Fy da!

Og det gør mig da bare så glad. For endnu engang kan jeg konstatere, at hvis man bare venter længe nok, bliver man selv på forunderlig vis til firstmover. Nærmest hvad enten man vil det eller ej, for her arbejder tiden da bare noget så gevaldigt for en. For mellem alle naboens udstyrstykker og husholdningsmaskinpark sidder jeg jo lige i det, der udefra mest af alt minder om hans tilhørende haveskur og firstmover, så det brager. Næsten så højt, at det overdøver den maskine, han lige nu er i gang med at bruge. Her hos hos har vi nemlig hverken jacuzzi, kanttrimmere, gravkøer eller plads til udvidede familier i flere generationer, men vi er i alt fald vildt trendy i al vores simpelhed. Vi er sauna-, opvaskemaskine- og brændeovnsfri og skulle vi tillægge os en indendørs pool, ville det være på bekostning af den naturgrund, som vi faktisk holder så meget af, at det i alt fald aldrig bliver noget issue. Vi har en decideret max.grænse for antallet af indendørs gæster, og vi er rigtigt gode til at stable os om natten i gammeldags køjesenge og nedarvede drømmesenge med katastrofeblomstret betræk. (Som i øvrigt også er blevet relativt trendy med tiden!) Engang købte vi en sofa på udsalg, men ellers består møblementet af nedfremmede elementer fra vores og andres hjemlige hjem. Vi har dog ikke udendørs bruser, men opererer med et system af vandvarmere, som måske er en smule nærige med deres kapacitet. I alt fald skal man være rimeligt bevidst om lige at få shampooen ud af håret, inden der definitivt lukkes for det varme vand. Walk-in closets har vi end ikke overvejet, for vi HAR faktisk en vaskemaskine, så vi bare kan vaske vores tøj. Måske har de slet ikke lige tænkt over det hos naboen?

Jeg tænker også på–selvfølgelig gør jeg det, for det sidder vel i mine kvindegener–at det da må være ekstremt tidkrævende og meget lidt ferievenligt at skulle holde alle de der 200-og-nogle nabokvadratmeter. Man kan da nærmest ikke foretage sig ret meget andet end at gå og gøre rent på alle de utallige overflader og soverum. Men det har de sgu`nok også en eller anden støjkraftig maskine til? Anyway, netop det aspekt er sikkert også en betydningsfuld del af firstmovertrenden. Når hjemme- og bylivet er så stressende og i højhastighedstempo, så må ferielivet jo netop skære alle hverdagens nødvendige skodgøremål fra. Så som rengøring, havepasning og alt det andet. Således at livet bliver reduceret til bare at nyde og være. Jeg er fuldt i trit med de unges ønsker. Og det har jeg–ikke for at prale, men alligevel–været de sidste 30 år.

Lige nu kan jeg høre, at der er en ny maskine, der er gået i gang. Måske en trimmer til trætoppe eller en udvidet negleklipper i mammutformat til beskæring af vildfarne græsstrå omkring den terrasse, der sikkert alligevel snart skal graves op med en ny gravko? Alt imens de så også banker et par hundrede kvadratmeter mere op ovenpå kælderen til den anden side.

Så vil jeg lave mig en kop the og sætte mig ud på min egen terrasse med en god bog. Ikke i fred, men med en god udsigt til vildtvoksende fyrretræer og hybenbuske og en sikker forvisning om, at det sgu`nok alligevel er maskin- og kvadratmeterløse mig, der bare i stilhed mover noget så gevaldigt!

Continue Reading

Om min–og alle I andres–kreative evne(r).

Det er næsten mere normen end undtagelsen, at jeg hører og læser om venner, veninder og bekendte, der i deres pensionistår pludselig springer ud som aktive dyrkere af en kreativ åre. Der er virkelig run på male-skrive-blomsterbindings- og enhver form for andre kreative kurser. Udover alt det, der bare foregår rundt omkring i de små hjem på egen hånd og uden en egentlig underviser. Vi er ved at blive den hidtil mest kreative generation af pensionister. Og jeg tror, det er ufatteligt godt for os.

Mens vi var erhvervsaktive, var der aldrig ordentligt tid til den slags. Måske skriblede man lidt ned i skrivebordsskuffen eller havde et halvfærdigt lærred stående i årevis ude i bryggerset, men nogen egentlig tid til fordybelse var der kun sporadisk plads til. Det var såmænd ikke, fordi åren derinde (eller hvad vi nu skal kalde den?) ikke eksisterede, men dens vækstbetingelser var så sølle og decideret på lånt tid, at det nærmede sig det stadie, hvor det kunne være relativt ligemeget. Og–let`s face it!–hovedparten af os var jo på ingen måde gode nok til en professionel karriere eller til overhovedet at kunne leve af det. Det vidste vi også godt, for heldigvis anså vi ikke os selv for fortabte genier. Derfor lod vi være og tjente vores, dengang livsnødvendige, penge på andre måder. Det var også godt nok. I alt fald indtil nu.

For den har jo hele tiden ligget derinde og ulmet, den der åre, og endelig er der blevet både tid, råderum og økonomisk mulighed for dens udfoldelse. Og som vi da folder ud. Men vi maler, skriver og blomsterbinder (eller hvad vi nu gør) jo ikke bare, fordi vi nu kan, rent lavpraktisk. De fleste af os gør det også, fordi vi simpelthen ikke kan lade være. Er ustoppelige i vores kildevæld af indegemt, årelangt indestængt kreativitet. Men allermest fordi vi har så uendeligt meget at skrive, male og binde på og om. Nemlig et helt, levet liv.

For alt det, der nu kommer ud, er selve høsten af et helt livs erfaringer og oplevelser på godt og ondt. Det er ikke den unge “kunstners” betagelse af selve skønheden ( eller grimhedens, for den sags skyld!) udseende. Eller blomsternes, eller træernes, eller havets ved fuldmåne. Det er i stedet mange års indlevelse i selve naturens og begrebernes væsen, krydret med en uendelig række af personlige oplevelser. Jeg hævder ikke, at unge kunstnere ikke har forstand på selve livet, men jeg vil godt stå på mål for, at ældre til gengæld ved en del mere om det, i alle dets utroligt mange facetter. De fleste af os er næppe skolede teknikere og miskendte genier, men jeg tror til gengæld, vi ved, hvad vi formidler omkring. På godt og ondt.

Selvfølgelig gør al den kreativitet os ikke til egentlige kunstnere. Det er nok heller ikke nogens ambition. Sådan at blive opdaget som nogle og tresårig med en glorværdig karriere ventende i ens halvfjerdsere. Ellers tak! Det er sgu` alt for besværligt og vil bare gribe alt for forstyrrende ind i de cirkler, man lige trives så overmåde godt i og med. Udover det kan jeg da også med et halvt øje se, at hovedparten af det, der frembringes på den kreative konto, ikke har en chance sådan hverken lokalt, nationalt eller internationalt.

Det er så heller ikke meningen. For denne gang–måske for første gang nogensinde i vores liv–producerer vi glade og gerne helt og udelukkende for vores egen skyld. Vi maler vores levede liv op på lærreder og sider. Vi lukker vores erfaringer ud i storblomstrende buketter og små, stramme digte. Vi opsluges af alt det, vi så gerne vil fortælle,  og har tid til at fortælle det på netop den måde, vi altid har drømt om at have tid til. Det skal ud, det liv. Ud, så vi selv kan se på det. Betragte det, indtage det og måske endda begynde at forstå det. Netop i det sidste ligger jo også en vanvittigt stor gevinst. Netop at vi ved at få vores levede liv ud af selv kroppen kan begynde at forstå sammenhænge i det, som vi hidtil måske aldrig har været bevidste om. Jeg ved i alt fald, at for mig kommer sammenhænge og bevidsthed, MENS jeg skriver. Mens jeg skriver mig ind i tingene, hvor selve skriveprocessen tillige er en bevidsthedsproces. Jeg er sikker på, det også gør sig gældende for mennesker, der maler. Eller er kreative på andre måder.

Og jo. Det er da virkelig dejligt, hvis andre mennesker gider læse det, man skriver eller nyder og måske endda forstår det, man maler. Men det er kun en sidegevinst. Det har aldrig været meningen, at det skulle skabes for deres skyld. Udelukkende for ens egen. Og det netop fordi, den der langtidsgemte og glemte kreative åre nu endelig har fået vækstbetingelser, der er til at have med at gøre.

Så dyrk det! Det er noget af det sundeste og allermest livsbekræftende, der findes. Og så er det jo heller ikke nogen dårlig erfaring at se lidt på sit eget malede eller nedskrevne liv. Alt det, der er kommet UD!

Continue Reading

Om at lave ingenting.

Som regel er der altid noget, man skal. Og her mener jeg ikke bare arbejdsmæssigt, selv om det da i sig selv er nok. Især synes jeg, mit arbejde med sin 24/7-natur er fuldt tilstrækkeligt til at dække, at der altid er noget, jeg skal. Men også derhjemme er der mere eller mindre altid ting, der råber på at blive gjort, aftaler, der gerne vil overholdes og nødvendigheder, der må overståes. Det er, med andre ord, ufatteligt svært at få lov til at lave ingenting. Og det er faktisk, i alt fald for mig, utroligt væsentligt i perioder at gå i ingentinglavning, at geare ned og foretage mig så lidt, som det overhovedet er menneskeligt muligt. Jeg er nok heller ikke den eneste…. Sådan at forstå, at vi, efter min mening, i den grad mangler fokus på at lave ingenting. Eller i alt fald at se det at lave ingenting som en positiv, rekreativ og gavnlig ting. Ikke altid og for evigt. Men ind imellem–og med fuld styrke.

Det har altid været mig en kilde til en smule undren, at mens vi ræser afsted på arbejdsmarkedet, føder og sender børn videre ud i verden, så sukker vi samtidig efter ingentingperioder. Når vi så endelig når frem til alderdommen og de uendelige muligheder for at dyrke ingenting, så står den offentlige sektor på hovedet for at finde på ( lidt for opfindsomme!) ting, vi kan give os til at lave. Når man nu endelig er nået dertil, hvor man ikke nødvendigvis behøver lave noget? Men det er en helt anden diskussion!

At lave ingenting er vel heller ikke at foretage sig det absolutte intet. I mine øjne betyder det i stedet at gøre præcis det, man selv har lyst til. Og hvis det så tilfældigvis er at sidde uvirksom og stirre ud i luften nogle timer, så er det sikkert fordi, man i den grad har et behov for at stirre ud i luften. I alt fald i nogle timer. For måske er det ikke på længere sigt den allermest hensigtsmæssige måde at anvende sin tid, da man jo i stedet kan ingentinglave, der er usigeligt meget bedre for en selv på sigt. At lave ingenting er, udover udelukkende at gøre det, man har lyst til, også at gøre såkaldt unyttige ting–set med det store samfundsmaskineris øjne. At gå i jeg-selvsving og læse en masse bøger, at bingewatche TV-serier, at drysse rundt i skov og strand og at få en pludselig, uopsættelig ide om at rydde op i sit klædeskab, NETOP fordi det hverken er planlagt eller særligt påkrævet.

Når jeg er i sommerhuset i længere perioder ( som nu!), må jeg altid erkende, at det er en smule besværligt at geare ned til at lave ingenting. De første dage går det faktisk ikke ret godt for mig. Der styrter jeg rundt for at finde ud af, hvordan jeg nu lige skal planlægge min ingentinglavning, og det er da selvmodsigende i yderste potens. Jeg er så meget i vane med krav til mig udefra, at jeg slet ikke kan finde ud af at lade være med selv at stille nye. Men efter nogle dage begynder det decideret at gå meget bedre. Så falder jeg ned, falder i bøgerne, falder i livsnydelsen og falder i mig selv. Jeg kan næsten mærke pulsen for kraftigt nedadgående og roen, der bliver en del af selve dagcyklussen.

At lave ingenting er både godt og væsentligt for mig. For alle, vel. For på forunderlig måde giver selve ingentingen kræfter og fornyet styrke. Der bliver sat pause på livet, og det er nok den knap, de aller-allerfleste glemmer at få trykket på ind imellem. Det kan også være svært, for med de krav, der stilles til mange mennesker, går selve eksistensen af en pauseknap nok alt for ofte helt i glemsel.

Så hvis nogen spørger mig, hvad jeg har lavet denne uge, vil jeg med stolthed sige “Ingenting.” Måske endda: “Det et lykkedes mig til fulde at lave ingenting.” Vel vidende, at sådan et svar nok ikke er helt til godkendelse rigtigt mange steder. Men det burde det være. Det burde være pris- og beundringsværdigt at kunne, ville og nyde at lave ingenting. For vi har så godt af det. Allesammen. I perioder.

 

 

Continue Reading

Om at vaske op.

Underligt som ens forhold til nødvendige, praktiske gøremål kan ændre sig gennem livet. Til nogle i alt fald…..

I mit barndomshjem havde vi ingen opvaskemaskine. Det var hverken økonomisk eller ideologisk betinget. Opvaskemaskiner eksisterede ikke, eller også var de nogle gevaldige tingester, der udelukkende forefandtes på hoteller og andre steder, hvor man sådan for alvor vaskede op.

Vi vaskede op i hånden, og jeg hadede det. I øvrigt var det sådan nærmest en fælles beslutning, en form for børnekonsensus, at opvask var et onde. Nærmest en begrænsning i ens liv (hvad kunne man ikke have foretaget sig af spændende ting i stedet for!), en straf, en overmåde uretfærdighed. Og det med uretfærdigheden styrkedes ydermere i mange hjem af, at dagens madoprydning alt for ofte faldt til pigesiden. Dette er en påstand og KAN være en erindringsfejl, men jeg tror det ikke: Piger var dengang meget mere opvaskudsatte og decideret opvaskramte end drenge!

De fleste husker sikkert også den ikke specielt opfindsomme liste over undvigemanøvrer indenfor opvaskesvindel. Bedst var det selvfølgelig at lægge væsentlige aftaler, så de var koordineret med opvasketidspunkter. Det blev, så nogenlunde, respekteret. Andre gange kunne man selvfølgelig risikere, at samtlige indtørrede madrester bare fik lov at vente, til man var børsteklar. Mindst kreativ af alle ukreative undskyldninger var akutte toiletbesøg, der omkring opvasketidspunkter kunne udstrække sig til adskillige minutter, hvor man sad utissende med øret mod døren for at lytte sig frem til, hvornår porcelænsstøjen var i afdæmpning, så det var sikkert at krybe ud fra sit opvaskeskjul. Oftest ventede de bare på, man opgav at sidde på det uinspirerende sted, blot for at vente tiden af…..

Og når man så stod der, afklædt for endnu flere dårlige undskyldninger, så var der kampen om, hvem der skulle vaske af, og hvem der skulle tørre. Alle–virkelig alle, for her er vi inde i nogle kompetencer,der betød noget–havde deres spidskompetence ( eller måske bare præference!) indenfor enten vask eller tørring. De fleste desværre indenfor vask, for det var altid den forhadte tørring, vi sloges om og mod. Ligesom mangen et bravt slag stod omkring kvaliteten af opvask–det var altid muligt nidkært at lokalisere en småbeskidt kniv, hvis det var det, man ville–for kunne man påvise tilstrækkeligt mange kvalitetsmæssige bommerter på bestikket, var det nogle gange muligt at vinde den foretrukne afvaskning tilbage og slippe for de forhadte viskestykker.

Jo, min barndom var traumatisk opvaskefyldt. Det var haderen, nærmest over alle hadere. I alt fald den, jeg kan huske. Så da opvaskemaskiner blev tilgængelige og relativt normale i almindelige hjem, flyttede der en ind hos mig. Jeg vil tro, vi nu er omkring 7. generation, og vi har ingen planer om at indstille opvaskefamiliens bopæl i hjemmet. Allermest, selvfølgelig, fordi en opvaskemaskine betyder et relativt ryddeligt køkkenbord. Alt lortet ryger bare derned, og man skal aldrig bekymre sig om, hvem der skal tage sig af det. Det gør maskinen.

Og så alligevel. I mit sommerhus har jeg ingen opvaskemaskine. Har aldrig haft det og skal aldrig have det. Jo, der er skam plads til en, og vi er tit overvældende mange, så mængden af opvask formerer sig med forrygende hastighed. Derudover er køkkenbordspladsen virkelig minimal, så det skal ikke meget til, før en mellemstor opvask kan virke faretruende overvældende.

Alligevel skal vi ikke have en opvaskemaskine. Nogensinde. For når vi er her, sker der en mental opvaskekortslutning inde i vores hjerner. Opvask forandres på forunderlig vis til en rigtig god anledning til en stille snak, til en lille tomandspause ( eller hvor mange der nu griber viskestykkerne!) samt til en logistisk udfordring, der adskiller sig en smule fra de vanlige. Der går sport i at få det bjerg, der virker uindtageligt, besteget og nedkæmpet. At få genindtaget den sparsomme køkkenbordsplads centimeter for centimeter og at få bragt orden i det, der ligner et fedtbelagt kaos. Alt imens man tager opvaskesnakken. For opvaskesnakken er ikke bare en almindelig snak–det er en snak, der udspringer af et arbejdsfællesskab, som, fordi det så sjældent eksisterer, er hyggeligt og samarbejdende. Man finder jo ligefrem sig selv stående der, svingende med viskestykket, fuldt optaget af en god samtale–helt uden egentligt at vaske op, fordi der er så meget andet, der skal ordnes på snakkefronten. Opvask overgår, med andre ord, fra sur pligt til hyggeligt samarbejde.

Hvem skulle lige have troet det? Eller–hvis nogen i min opvaskemaskineløse barndom havde forsøgt at bilde mig ind, at opvask ligefrem ville blive et gode, så ville jeg nok seriøst have overvejet kvaliteten af deres mentale evner. Men sådan er der så meget, der kan forandre sig til ens egen store overraskelse gennem livet.

Og så–endnu engang!!–alligevel! For hvis jeg nu ikke havde den opvaskemaskine derhjemme, til daglig, så er jeg fuldstændigt overbevist om, at mit barndomsskabte had til enhver form for fysisk fedt- og madresterengøring ville være traumatisk intakt. Så ville jeg sgu` hade mit maskinløse sommerhus og sidde derude på toilettet i timevis med ørerne vildt skarpt indstillet på at lokalisere, hvornår manden var helt færdig med at skure tallerkener!

Continue Reading

Den ubarmhjertige sygdom.

Jeg har lige været på en tur til England med en gruppe ældre. Og så er ordet “ældre” måske ikke engang dækkende nok. Men der findes ikke andre, mig bekendt. Gennemsnitsalderen var mellem 80 og 90, ældste deltager 93, og vi var fuldt og forsvarligt ekviperede med alt udstyr indenfor stokke og rollatorer. Det er, når man tager forbehold for det, særdeles muligt at rejse på den måde. Ting tager tid, og der er langt mellem alle besøgspunkter til fods. Men det kan sagtens lade sig gøre. Derudover oplever man som guide en glæde og taknemmelighed fra gæsternes side, som–hvis vi nu sætter det på spidsen–mange andre kunne lære en del af.

Så alle disse fysiske og bevægelsesmæssige skavanker–dem kan vi tage forbehold for, afsætte tid til, leve med og endda grine lidt af. Det er langt, langt værre med demensen. For den kan vi ikke hverken gå, grine eller forklare os ud af. Den vil nemlig hverken modtage forklaringer, le af sig selv eller, endda bare for et kort øjeblik, gå et andet sted hen.

Så kan man selvfølgelig indvende, at ældre med demens ikke bør tage ud at rejse. Men faktum er, at det gør de, og at alle kan bestille en rejse uden at skulle tjekkes for deres personlige, mentale evner. Faktisk er det et overvældende problem for samtlige danske rejseselskaber, og gentagne gange har jeg talt med venner og bekendte, som også har iagttaget problemet på ture, de har deltaget i.

Ikke at kende sine egne mentale begrænsninger er nemlig et yderst aktivt symptom på selve sygdommen. Og den er grim. Ikke bare erkendelsesmæssigt, men også i selve det, den gradvist og ubarmhjertigt gør en til. Nu er alle alvorlige sygdomme selvfølgelig, bare i kraft af deres alvorlighed, ubarmhjertige, men jeg vil dog alligevel hævde, at for de fleste andres vedkommende er man hele tiden rimeligt opdateret på, hvor man selv står. Det gør sig desværre ikke gældende med demensen. Hvilket i mine øjne decideret forøger selve dens modbydelighed.

For selv om vi kun havde en enkelt med tydelig mental svækkelse med, så blev der jo centreret så umådelige mængder opmærksomhed omkring hende. Opmærksomhed, som hele tiden gik fra de, der nok kunne bruge en hånd til de dårlige ben. For når man konstant drysser sine værdifulde ting af sig undervejs– uden at vide hvor — og næppe kan forholde sig til at komme i den rigtige retning efter et toiletbesøg samt ser en lufthavn som den allermest uoverstigelige hurdle, så er livet mere end bare almindeligt besværligt. Så kan man heldigvis–som det var tilfældet her–sige, at det var ens livs bedste tur. Helt uden at vide, hvad det har indebåret for andre.

Jeg er virkelig glad for, at det var så god en oplevelse for hende. Selv om jeg er noget skeptisk omkring, hvor længe den mon bliver siddende. Det er sådan set også ret ligegyldigt. For det, der slår mig, er at være så tæt på sygdommen i al sin modbydelige magt og vælde. At se på et menneske, som givetvis har været velfungerende engang, men som nu er reduceret til en skal af sig selv. Som tydeligvis har mistet så mange af de evner, vi andre bare tager for givet, og som aldrig nogensinde vil genvinde dem igen.

For når man står overfor demensen, så vender den også pludseligt indad. Mod en selv. Man oplever en næsten hysterisk angst for, at det skal hænde for en selv. Fysiske skavanker kan man ligesom forholde sig til. Men de mentale kan man–netop fordi de ER mentale–overhovedet ikke kapere i sit liv. Allermest nok fordi man så udmærket ved, at når de indtræder, vil man selv være den aller-allersidste, der i alt fald i de alvorlige stadier, lægger mærke til noget som helst. Man oplever sig selv gentage koden til Dankortet og febrilsk hænge sig i, at man slet ikke længere synes at kunne huske, hvad den der skuespiller, der spillede hovedrollen i den film, man i øvrigt heller ikke længere kan huske titlen på, nu hed. Man går nærmest i selvsving omkring testning af sin egen hukommelse og mentale evner, fordi det, man iagttager hos et andet menneske, er skrækscenariet på, hvordan man selv måske ender. Rollatoren har man ligesom accepteret som et potentiale på sigt. Den skal nok komme engang, hvis ens liv bliver længe nok til at indbefatte “engang”. Men demensen. Den gør jo mere ondt at tænke på end et brækket lårben og adskillige nedslidte knæ…

Men lad mig alligevel slutte med, at jeg er utroligt glad ved at have givet hende en rigtig god ferie. For det tror jeg, trods alt, hun har haft. I alt fald fortalte hun mig det da ca. hvert femte minut. Ydermere var hun en glad og for det meste tilfreds person, som heldigvis ikke–som så mange andre–reagerede ved at få afløb for den afmagt, der også ligger i sygdommen, ved at blive aggressiv overfor andre. Også fordi, sygdommens ubarmhjertighed i dette tilfælde også består af, at dette nok bliver hendes sidste rejse.

Så vi skal nyde dem, vi stadig har tilbage. Rejserne. Ikke bare til udlændige og spændende steder, men også dem, vi stadig kan tage helt bevidste i vores egne liv. For ubarmhjertigheden kan også ramme os…..

Continue Reading

Slet ikke en opfordring til grænsehandel, men…….

I Tyskland går de amok i hvide asparges på denne tid af året. De dyrker dem–såvel i bogstaveligste forstand som i overført betydning. Fra først i maj til ca. Skt. Hans går især det nordligste Tyskland totalt i aspargesmode med asparges overalt, aspargesruter ( a la vinruter), aspargesmenuer, aspargesfester og–nå ja, asparges med asparges på. Ikke de lidt fesne, slatne, grønne kønsløsheder, som vi herhjemme fejltager for asparges, men RIGTIGE asparges. De gode, gamle hvide stolper af velsmag.

Jeg tror, de fleste kan huske dem fra deres barndom. Fra før, de grønne substitutter fik overtaget. Måske både at hakke dem ( de gror under jorden), skrælle dem (SUK!), blanchere dem ( hvis nogen ellers kan erindre blanchering?) og undervejs spise sig en mavepine til i hovederne, der smager som nyplukkede ærter. Bare lidt bedre. Jeg kan i alt fald. Så for mig er asparges ikke bare velsmag. Det er også nostalgi for fuld skrue.

Herhjemme koster de gode, hvide asparges mellem 70 og 80 kroner kiloet. Så tror da F….., vi lader os nøje med grønlighederne! Men kører man lige over grænsen, er prisen ca. 50 kroner for 2 kilo. Næsten nok til benzinen. Og når man så alligevel er der, har jeg hørt, at der vist også skulle være andre luksusprægede besparelser at gøre.

Og så kan de grilles. Elementært, bare smid dem på risten. Eller steges i olie med gode krydderier på en pande. I øvrigt kan man gøre præcis det samme i en bakke på grillen. Selvfølgelig kan de også koges på god, gammeldags mormormaner, gerne med en lille klat smør. Faktisk er det nærmest ligegyldigt, hvad man foretager sig med dem. De smager godt på alle måder. Og har man forkøbt sig, så er der jo altid blancheringen tilbage. På den måde kan man forlænge sæsonen langt ind i vinterens aspargessupper og tarteletfyld.

Selvfølgelig opfordrer jeg ikke til grænsehandel. Det er vel nok i sig selv, at jeg praktiserer det. Jeg pipper bare lige lidt om det store aspargesland dernede…….

Continue Reading

Om min helligdagsforvirring.

Jeg kan stadig ikke helt finde ud af det der med de lettere uhellige helligdage. Som nu den der Grundlovsdag i morgen. Altså om vi har fri, sådan helt og aldeles fri–eller bare halvfri. Eller slet ikke fri. Sådan har jeg det også med 1. maj. Og et par stykker til, som overrasker mig hvert eneste år.

Men nu har jeg så slået det op og kan konstatere, at vi alle har helfri til at fejre vores grundlov i morgen, mens vi ikke har noget som helst (at fejre?) 1.maj på arbejdernes internationale kampdag. Det lader jeg lige tale for sig selv. Pause!

Sådan har det så bare ikke altid været. Jeg kan huske halvfri 1. maj-er og Grundlovsdage, der var fuldstændigt normale arbejdsdage. Og halve–en overgang. Jeg kan også huske, dengang min mands klinik–og byens samlede butikker– lukkede til middag Juleaftensdag og Nytårsaftensdag, og min barndoms alenlange Langfredage, hvor alt gik i fælles begrædelighed. Hvor endda biograferne lå under for lovbestemte helligdagsholdelseskrav, og selv TV ( altså den ene kanal, vi havde) gik i korsfæstelsesmode og i selvsving i italienske, religiøse serier. (Selv om de nu virkede, som om de var finske!) Det var årets sureste dag!

Før i tiden ( og før i lukkeloven!) tog vi det lidt mere seriøst med helligdagene. Faktisk sådan, at hvis man ikke nåede at få købt sit toiletpapir inden 13 om lørdagen eller dagen før en helligdag, så var det bogstaveligt talt sur røv hele resten af weekenden og helligdagene. At Grundlovsdag er blevet en halvhellig helligdag ( med helhellig udstrækning!) betyder egentlig ikke andet, end at en masse mennesker har fri, men de kan sagtens købe toiletpapir alligevel. Intentionen har nok været, at de formodes at møde op til alle de grundlovstaler, der holdes over hele landet. Mens de altså samtidig ikke forventes at møde op til en eneste af 1. maj-slagsen, for der skal de på arbejde. Sådan er der så meget…..

I øvrigt er det så også Fars Dag i morgen. Ligesom det var Mors Dag for et stykke tid siden. Givetvis for upartisk at tilgodese både blomsterhandlere og byggemarkeder. Ikke at det i sig selv har noget med grundloven at gøre. Udover at det da er rart for far, at han har fri hele dagen til at pakke gaver op. Med mindre han ellevild fejrer grundloven i hoved og røv, når han nu alligevel har fri til det……

Continue Reading
1 2 3 17