Om hvad der er vigtigt at huske.

Jeg har ingen erindring om, hvorfor jeg pludseligt kom til at tænke på biord. For de fleste mennesker er biord næppe noget, de sætter højest på erindringslisten, men jeg må nok erkende, at for sproglærere er de væsentlige. Og akut var det så sådan, at jeg ikke lige på stedet, som en slags knipsen med sproghjernen, kunne huske, hvilke udsagnsord der ikke fremprovokerer -ly-endelsen på biord. Det chokerede mig lidt.

For det viser med al tydelighed, at min lærerhjerne er ved at blive uskarp, glemsom og ufokuseret. I mangel af brug. For blot få år siden ville man have kunnet vække mig klokken lort om natten, og jeg ville på liggende fod, halvt i søvne og fuldautomatisk kunne have redegjort for de grammatiske problemer omkring biord på engelsk. I detaljer.

Efter erindringschokket, som altså ikke var affødt af, at biord er selve livets omdrejningspunkt, men mere af, at jeg aldrig troede, jeg ville glemme, var det så, at jeg inderligt afhørte mig selv om, hvorfor i alverden jeg dog skulle gå rundt og huske den slags ting. Hvorfor min hjernekapacitet dog skulle anvendes til noget så relativt perifert. Hvorfor jeg overhovedet skulle beskæftige mig med biord, når der faktisk er rigtigt mange andre ting i livet end biord. Væsentligere, altså.

For man må erkende, at der er ting, der er essentielle at huske, og så er der ting, der ikke er. Det er ikke så meget et spørgsmål om hjernekapacitet, som det er et spørgsmål om, hvor man befinder sig i sit eget liv. Hvad der, lige nu og her og i det liv, man lever, er uhyre vigtigt at kunne huske. Og hvad der ikke er. Personligt tror jeg på, at biords-lagerrummet fra før i min hjerne helt bevidst har ladet sig fylde op med ting, der er gode for mig at huske lige nu. Og så har de ting verfet biordene på lossepladsen. Der sidder såmænd nok et detaljeret kort over Edinburghs indre by lige der, hvor der før myldrede med ordklasser.

Jeg kom sådan til at tænke på en park for aflagte kommunistiske statuer, jeg har besøgt et par gange i Budapest. Her står de alle, Lenin, Marx og de utallige opbyggelige gengivelser af det arbejdende folk i mammutstørrelse, som førhen forurenede enhver plads øst for Berlin. De står der i al deres tomhed og vidner om overflødiggørelse og en tid, der er rendt fra dem. Har efterladt dem til overdimensionerede ubrugeligheder. For heldigvis forandrer verden sig. Akkurat som vores liv. Og den skulpturpark er lige præcis monumentet over alt det, vi ikke længere har brug for at have i vores liv. Som biordene.

Og i grunden er det jo både ganske smart og velgennemtænkt samt særdeles praktisk, at hjernen er så egenrådig, at den kan foretage disse sorteringsprocesser. Smide det overflødige ud og indoptage det, der er nødvendigt. I alt fald til dels. For det er svært at afskaffe alle lærernicherne i hjernen, og som tiden går, bliver det såmænd også vanskeligere og vanskeligere at indoptage nye ting, som man rent faktisk kan huske. Det fik mig også til at overveje, om jeg mon i virkeligheden selv kan gøre en aktiv indsats for at komme alle kasserne med overflødig viden til livs. Overveje, om man bevidst kan gøre rent i sin hjerne, således at man kan skaffe ny plads til noget, der er værd at huske på. Lidt ligesom at gøre forårsrent i et gammelt kammer, få smidt ud og luftet ud, og sat nye, tidssvarende ting ind i det. I så fald må alle værelserne med unødvendig viden om udsagnsords bøjninger og biords nogle gange besynderlige opførsel med magt rengøres, så jeg kan huske noget andet og vigtigere.

Så i grunden bør jeg vel nærmest være glad for, at jeg ikke kan huske. Det siger mere om min livssituation, end det siger om væsentligheden af biord. Som barn kunne jeg f.eks. det meste af kongerækken, navnene på adskillige af Barbies veninder, hvordan man bandt de fleste knob, så som trumpetstik til afkortning af teltbarduner, samtlige kommandoer til kaproning og på et tidspunkt også rækkefølgen for placeringer af diverse kunstnere på Dansktoppen. Der må jeg ligesom melde pas nu. Der er ommøbleret og luftet ud i de rum. Så det, man husker, er så genialt struktureret, at det nok lige præcis oftest er det, man i sin givne livssituation har brug for at huske. Hvor er det dog gennemtænkt!

Så jeg stiller med sindsro mine biord ud ved siden af Lenin!

Continue Reading

Om vintermorgener.

Det er sådan en vintermorgen, det er godt at være (semi)pensionist. Hvor man kan sidde ved sit køkkenvindue og betragte dagen starte i mørket for alle de, der er tvungne til at gå ud i det. Alle dem, der skal noget, skal i skole, skal på arbejde, skal en masse. Og hvor man selv lige præcis kun skal det, man har lyst til at skulle. Det er et privilegium.

Jeg har altid syntes, at årets, helt uden nogen form for konkurrence, værste dag var første skoledag efter juleferien. Og ulideligt værst, hvis man skulle møde klokken 8. Sådan en dag hvor det næsten gjorde ondt at opleve det menneskeligt naturstridige i at skulle jages ud i mørke og kulde efter flere uger, hvor man i fred havde kunnet passe sin seng og sine dyner. Om vinteren er morgenerne at sammenligne med dyb nat, og ingen skal bilde mig ind, at nogen går ud i dem af andre grunde, end at de skal. For vi pensionister har det privilegium, at vi kan blive inde.

Så jeg sidder her ved mit køkkenvindue og føler mig priviligeret. Pensionistpriviligeret. Jeg kan vælge at blive siddende her og betragte en sikkert smuk solopgang, der langsomt og besværligt får mørket kastet væk de næste 8 timer. Jeg kan også vælge at læse alle aviserne på min computer og opdatere mig selv på verdens generelle fortrædeligheder og det britiske kongehus` i detaljer, hvilket jeg kan gøre, mens søvnige lærere og halvbevidstløse børn kæmper sig i mørket op ad bakken mod skolen for enden. Endelig kan jeg også vælge at kravle direkte ned i mine varme dyner igen og ligge der, indtil det enten er blevet helt lyst, eller indtil jeg bare har fået lyst til at stå op for alvor. Hovedsagen er her, at valget er mit. Og i øvrigt var det aldrig gået på frivilligt at have bevæget mig nogen som helst steder hen udenfor. Sikket privilegium!

Det er en gulerod, alle arbejdende, ufrivillige mørkemennesker skal huske på. Deres tur kommer også. Til at de, lidt skadefro, kan sidde her i mørket og kigge ud på alle de andre, der er tvunget til at gå ud i det. Længe leve morgenpensionismen! I januar, især!

Continue Reading

Om at stagnere i tiden.

Forleden mødte jeg moderen til en af min yngste søns klassekammerater. Hende havde jeg ikke set i næsten 20 år. Hendes og min søn var bedste kammerater, nærmest uadskillelige, de første år i folkeskolen, hvorefter de voksede lidt fra hinanden, kom i nye klasser og valgte forskellige ungdomsuddannelser.

Så selvfølgelig brugte vi bagerens gulv til en grundig update på afkommets udvikling og nuværende status. Ingen af sønnerne bor længere her i byen, for vores by er sådan en by, som unge først forlader og dernæst aldrig kommer tilbage til. Der var bare det ved det, at min forestillingsevne spillede mig et puds. Det var en umulighed for mig at tegne et billede af hendes søn som et voksent, næsten 30-årigt menneske. For mig er han for evigt stagneret i en form som 10-årig. I min fantasi kan han ikke blive ældre og er bestandigt fastfrosset i en barneform, en skabelon han ikke kan vokse ud af. Med mindre jeg selvfølgelig ser ham igen og kan give ham voksenskikkelse. Hvilket jeg samtidig godt kan gøre, ( altså møde ham) uden på nogen mulig måde at genkende ham, da han givetvis ikke har så meget til fælles med det barn, der for mig er ham.

Og sådan er der jo så mange. Så umådeligt mange, som gennem ens liv forlades, vokses fra, flyttes fra, glemmes og derfor går i stagnation i præcis den form, man forlod dem i. Jeg får altid et chok, når jeg ind imellem læser i Folkebladet fra den by, jeg oprindeligt kommer fra, og ser billeder af gamle bekendte og skolekammerater. De har formastet sig til at vokse ud af deres 18-årige form og antage helt nye skikkelser, der ofte er gået i fuldstændig uigenkendelighed. De er blevet ældre, de er blevet tykke eller tynde, og nogle af dem har endda tilladt sig at vokse rent menneskeligt. Og som når jeg ser gamle elever i medierne, hvor de heldigvis ofte er præsenteret med navns nævnelse, så jeg kan gå i stolthed og prøve at abstrahere fra de teenagere, min livsfilm har gemt. Mennesker er ikke for fastholdere. Det eneste sted, de kan fastholdes i evig stagnation er inde i ens egen visuelle album over fortiden.

Det vil være en cliche her at konkludere, at tiden jo går, og at selv jeg også bliver ældre. Den er sgu` for nem. Akkurat som det også ligger alt for pænt til sidebenet, at man heller ikke kan holde styr på alle dem, man gennem tiden er rendt over og til evig tid følge deres ustagnerede udvikling. Så måske skal man bare være glad ved, at man dog trods alt har et indre billede, fordi det i sig selv fortæller, at man dog husker og bekymrer sig om andre mennesker. Eller at man i alt fald gjorde.

Omvendt er det selvfølgelig også logisk, at andre har det på præcis samme måde med en selv. Man er måske gået i stillbillede som 18-årig, hvilket vel på sin vis heller ikke er det mindst flatterende, der kan ske. Selv om det måttet afstedkomme ubehagelige chok for de, der rendte over en og minsandten kunne genkende.

Men det rokker jo ikke ved, at inde i ens hoved sidder der et kolossalt fotoalbum med utallige mennesker, der er stagneret på bestemte tidspunkter i deres liv. Præcis dem, hvor de gled ud af ens eget. Der sidder de efterladt uden en fremtid og lever som stills for evigt. Helt uden for virkeligheden, og helt uden for de liv, de har fået. Akkurat som min søns gamle barndomskammerat.

Og jo flere af den slags billeder, man har, desto ældre er man. Det er direkte proportionelt!

Continue Reading

Om vejr til tiden.

I går var jeg sammen med nogen, som stod for at skulle arrangere en rejse til en mindre tysk by i foråret. Det var vigtigt, at turen blev lagt, så den så nogenlunde passede med, at samme bys kirsebærtræer stod i blomst. Men hvornår blomstrer kirsebærtræerne egentlig? I år?

For ude i min have er erantis og vintergækker i februarflor, og forleden, langs motorvejen, så jeg nogle hvide blomster, som i alt fald ikke har besøgelsestid midt i januar. Når jeg står op om morgenen og stikker hovedet ud på terrassen, kan jeg ikke indånde klar frostluft, men i stedet får jeg et ret massivt fuglekor af glade pippere, der tilsyneladende betragter menneskekalenderen som vejledende. Måske er de allerede gået i redemode?

Ret beset synes jeg personligt ikke, at vejret har vist anderledeshed siden oktober. Det har bare sådan jævnt hen været det samme. Gråt, regnende og med plusgrader. Sådan et underligt miskmask af efterår og forår i sammenblanding, hvor vinteren aldrig har fået gennemtrumfet noget som helst. Kedeligt, med andre ord. Latensperiode med regn og vejr, der som hovedregel bare skal overstås. Fordi vi har siddet i den samme grumsede suppedas i månedsvis.

Indtil for ganske få år siden var januarplanlægning præget af forbehold. Som i: “Jeg vil gerne komme til din fødselsdag, men alt afhænger jo af vejret.” Der var mange fester, vi ikke nåede frem til og meget vejr, vi ikke kørte ud i. Nu om dage er samme undskyldning ubrugelig. Og personligt har jeg da også længst droppet mine forbehold for januarmøder. Jeg kan ikke huske en eneste morgen denne såkaldte vinter, hvor jeg har set rim på min græsplæne, en eneste dag, hvor det var frostkoldt, og jeg har ikke bemærket så meget som blot et eneste vildfarent snefnug.

Jeg savner vinter. Jeg savner sne og frost. (I passende mængder!) Men mest af alt savner jeg årstiderne. At året har sin forudsigelige gang, sin cyklus, som man kan forholde sig til. Og glæde sig til. Forår og sommer får jo deres primære, oplivende værdi netop fordi det har været vinter, og ikke fordi det har været grumset i månedsvis. Det er efterhånden som om, vi er ved at ende med to årstider: en form for sommer-og så al grumsen ind imellem.

Jeg skal ikke gøre mig videnskabeligt klog på klimakrisen, men hvis dette er, hvad vi i fremtiden har i vente, så er jeg inderligt, dybt taknemmelig, fordi jeg har oplevet årstider. Vel og mærke årstider, man som hovedregel kunne regne med og forholde sig til. For hvornår blomstrer de der kirsebærtræer nede omkring Hamburg egentlig i år? Det kan vel lige så godt være i februar som i april, og det er da en smule udfordrende at planlægge sin rejse efter. I alt fald ikke til at lide på–og overhovedet ikke vejr til tiden!

Continue Reading

Det kan nås endnu!

Mens Ole sidder på sin knold og synger, er jeg simpelthen nødt til at videregive, at der stadig er flere timers højskolesang tilbage på DR2. Siden klokken 10 i morges har den danske sang stået ud som en rejselysten flåde gennem de grønne lunde, over Limfjordens vover og helt til salten Østerstrand. Fra 4 steder i landet har såvel de lokale som fremragende kor sunget sig gennem Højskolesangbogen, og vi herhjemme foran skærmen har nok brummet med og faldet ind, hvor vi nu kunne.

Gennem de timer, jeg har haft den nationale sangskat som soundtrack til, hvad nu ellers har foretaget mig, har jeg gradvist erkendt 2 ting, som jeg nok ofte går og glemmer i min dagligdag. For det første, hvor stor, smuk, rig og fantastisk en gave, vi er vokset op med og stadig har. Hvor kønne de dog er, de melodier, og hvor smukke ordene til mange mange af sangene i grunden er. Lige fra det højstemte i de romantiske fædrelandssange til det finurlige hos sangskrivere som Benny Andersen og Halfdan Rasmussen. Og for det andet, hvor meget alle disse sange egentlig binder os sammen, giver os en nodebåren samhørighed, noget at være fælles om.

Jo, man sidder næsten med tårer i øjnene over blå anemoner, septemberhimle og svanesange. Og man sender samtidig en lille taknemmelig tanke til de voksne i ens barndom, hvad enten de var lærere, spejderførere eller noget helt andet, der lærte en alle disse sange. Og til sig selv for også at have tilegnet sig de nyere sange. Det er en stor rigdom at være ejer af. For søren, hvor kan man dog mange af dem–uden at skulle se på de undertekster, der meget pædagogisk også er hæftet på udsendelsen.

Det bliver ved til klokken 22.30. Så der er stadig masser af lejlighed til at grovnyde den fænomenale danske sangskat! Selv om Ole har stoppet sin sang fra knolden. Men nu bærer blus vi med glæde…..

Continue Reading

Om pensionsalder.

I det seneste nyhedsbrev til ansatte på min arbejdsplads er der en slags afskedshilsen fra en rejseleder, der efter 15 år i firmaet så småt går på permanent pension. Lidt, i alt fald, for er der akut eller nødvendig brug for ham og hans kunnen, stiller han selvfølgelig op. Han er nemlig fyldt 78.

Jeg bliver så glad, når jeg ser den slags. Ikke fordi, jeg ikke under andre mennesker at gå på velfortjent pension, men fordi det fylder mig med forhåbninger om en ældretilværelse, der måske kan forme sig på samme måde. Nemlig at jeg ikke behøver at gå ud af et aktivt arbejdsliv, før jeg selv har lyst til det. Selvfølgelig kan der opstå sygdom og andre uforventetheder, men at kunne blive ved præcis så længe, man selv har lyst, må da være det absolut optimale. At bruge sig selv så længe, der er brug for en. Forudsat, selvfølgelig, at man holder af sit arbejde.

Jeg har altid syntes, det måtte være meget underligt at forlade en arbejdsplads for blot at gå hjem. Ligesom ikke aktivt at høre til nogen steder og ligesom ikke at anvende de evner, man dog trods alt stadig har. Og ikke mindst den erfaring, der er opsparet gennem årene. Vel vidende, at for rigtigt mange er det lige præcis det, de drømmer om. Nemlig at kunne anvende deres tid på præcis det, de selv gerne vil, uden at være bundne af en arbejdsgiver eller arbejdsplads. Sådan er vi så forskellige.

Sammenlignet med før i tiden går rigtigt mange i dag på pension, inden de er såvel fysisk som psykisk nedslidte. Selvfølgelig er der mange, der decideret trænger til og fortjener at stoppe med at arbejde, men der er altså også en større og større gruppe af ældre, der stadig har lyst, kræfter, mod og entusiasme til at blive ved.

Sådan har jeg det personligt. Ved simpel regning fandt jeg frem til, at jeg, hvis jeg er lige så langtidsholdbar som føromtalte herre, stadig må have 15 rejsende år til gode. Eller i alt fald og måske, næsten. Det gjorde mig sådan lidt euforisk, sådan lidt fremtidsoptimistisk og vældigt voldsomt glad. Det tog også adskillige år af min ryg, for ved sammenligning er jeg jo stadig en ren vårhare udi branchen. Det skyldes nok også, at jeg desværre ikke er typen, der farer ud og melder mig til alskens sportsgrene, blomsterbinding, foredragsserier, biografklubber og aftenskolekurser, fordi jeg skal opfinde nyt indhold i min tilværelse. Der er absolut intet i vejen med disse ting. Andet end at de bare ikke er mig! Jeg vil meget, meget hellere arbejde. Vel og mærke arbejde med noget, jeg brænder for. Indenfor min branche plejer vi at sige, at det at være rejseleder ikke er et arbejde–det er et kald. Så er det vel nok heldigt, at jeg er blevet så gammel, at jeg kan forfølge det kald, jeg altid har drømt om at hellige mig.

Og når jeg kigger omkring mig, ser jeg da også adskillige ældre, langt-over-pensionsalderen-mennesker, som stadig arbejder. Måske ikke på fuld tid, faktisk oftest ikke, men i passende og berigende doser. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det såvel holder dem yngre som i live, men jeg vil da godt indsparke, at jeg personligt tror, det gør.

Så jeg er glad ved den fornyede udsigt til, at jeg måske har hele 15 år tilbage som rejseguide! Tiden vil vise, om det lader sig gøre, men det er selvfølgelig klart, at skulle rollatoren kalde, vil jeg alvorligt overveje at undlade at bestige Ben Nevis samt at undgå busrejser, da jeg givetvis ikke vil kunne stables op i bussen ved egen hjælp. Men ellers giver det da vidunderlig udsigt til en ældretilværelse, der kan forme sig præcis, som jeg gerne vil have den. Og skulle det gå helt galt, så vil jeg nok alligevel undlade at kaste mig over blomsterbinding…..

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, om samfundet som helhed overhovedet er bevidst om, hvor meget arbejde der egentlig udføres af ældre, altså mennesker over den egentlige pensionsalder. Her tænker jeg ikke blot på decideret lønnet arbejde, men også på alle de frivillighedstjenester, der nærmest udelukkende fungerer i kraft af arbejdende pensionister, lige fra genbrugsbutikker til vågetjenester og de utallige muligheder mellem disse. Tilsyneladende er jeg bestemt ikke den eneste, der gerne vil bibevare en form for arbejdsliv, og lige så tilsyneladende ville samfundet nok ikke kunne klare sig uden alle os. Umiddelbart ender vi vel så i den rene win-win situation for såvel os som samfundet.

—skriver konen til ham pensionisten, der lige er taget afsted på en af ugens 2 aftenvagter…..

 

Continue Reading

Om buschauffører.

I en kommentar til mit indlæg om venlighed i går skriver en læser, at man “skal huske at smile til buschaufføren”. Det gør jeg gerne, men det er ikke så ligetil. Selvfølgelig, hvis jeg personligt kender en buschauffør, der bor i nærheden, og som jeg tilfældigt støder på, så smiler jeg da gerne til vedkommende. Ellers er mit liv ualmindeligt tomt for lige netop buschauffører. For jeg bor i provinsen.

Hvis jeg boede i enhver by over ca. 30-40.000 indbyggere, så er jeg sikker på, min dagligdag var fyldt af folk, der kører bus. Det er den f.eks., hvis jeg er på ferie eller besøg i en stor eller større by, hvor jeg da altid benytter mig af den offentlige transport, fordi jeg oftest ikke har alternativer eller fordi, det simpelthen er lettere og hurtigere.

Men herovre kører vi altså kun med bus, hvis vi virkelig er i transportmæssig nød. Busser (her rutebiler) er for folk, der enten er for unge til selv at have et kørekort eller for gamle til at have det lovligt. Det er ikke noget, vi selv har valgt. Det kommer af, at vi er ude af stand til at køre med busser, der ikke eksisterer, eller som kører et par gange om dagen på tidspunkter, der mere er en belastning for vores liv end et egentligt tilbud om offentlig transport.

Vi har bybusser og rutebiler. De første er udelukkende for folk, der bor i rigtige provinsbyer, og personligt var jeg da ikke i nærheden af en bybus, før jeg som 19-årig flyttede til Århus. Det brugte vi ikke at have, hvor jeg kom fra. Det betyder ikke, at jeg nu benytter dem. I min by har vi 3-4 snirklede ruter, der er i stand til at forlænge enhver form for transporttid, og som vi sagtens kan cykle fra. Der er heller ikke længere fra den ene ende af byen til den anden, end at man oftest kan gå. At tage en bybus ses derfor som unødvendig spild af tid og penge, hvorfor bybusser generelt benyttes af skolebørn, der er for unge til selv at cykle eller pensionister, der er for gamle til det samme. De fleste af os ville hellere dø end blive set i en bybus, og hvis det skete, ville kommentarerne generelt gå på ” om vi da virkelig allerede var SÅ gamle.” Herovre tager vi cyklen–for pensionisterne mest elcyklen–og vi kører også rigtigt meget i privatbiler. Det sidste gør vi, fordi vores offentlige transport også er så sparsom og ikke-eksisterende, at vores liv ikke kunne hænge sammen tids- og arbejdsmæssigt, hvis vi skulle benytte os af den.

Vi har også rutebiler. Det er dem, der går mellem byerne og ud på landet. De anvendes af præcis det samme klientel. De fragter enorme mængder unge mennesker til og fra skolerne og bruges en sjælden gang af folk uden biler. Generelt vil man hellere betale andre for at køre en til målet end at stille op til rutebilernes fortvivlende håbløse køreplaner. Historien om damen, der boede i en lille landsby 15-20 kilometer fra Viborg, og som med offentlig transport skulle bruge 9 timer frem og tilbage for at komme derind og handle, gik landet rundt sidste år, men sådan er det. Rutebilen er det allersidste, ekstreme alternativ, og derfor er det for det meste slet ikke et, der indtænkes i transportplanlægningen. Undtagen, selvfølgelig, hvis man skal til hovedstaden, hvor Flixbus og Kombardo er strålende, billige og effektive transportformer, der kører fra A til B uden at skulle gennem resten af alfabetet rent destinationsmæssigt. Vores rutebiler er nemlig oftest at sammenligne med, at man skal krydse landet en tre-fire gange på langs og tværs i slow motion, hvis man egentlig bare skal fra Jylland til København. Personligt glemmer jeg aldrig en gang, jeg skulle fra Ålborg til Øster Hurup ( ca. 45 km.) med rutebil. Det var vanvittigt billigt, for aldrig har jeg fået så meget for mine penge. Det tog 2½ time, og jeg så det meste af Himmerland undervejs. Mest Vildmosen–der kørte vi rundt en times tid!

Jeg ville ønske, jeg havde nogle flere buschauffører at smile til, men sådan er det altså ikke. De krydser ikke lige min vej, selv om de ved Gud krydser mange veje. Mit liv er for kort til offentlig transport, fordi jeg bor i provinsen. Det har selvfølgelig den uheldige sideeffekt, at de fleste husstande har minimum en bil. Faktisk ofte to, hvis begge voksne er udearbejdende. Vi provinsboere er ikke, som mange storbyboere vist fejlagtigt tror, mindre klimabevidste eller bare mere dovne end dem. Vi har bare ingen alternativer. Det vrimler ikke med buschauffører på vores vej, der er i det hele taget knaphed på busser, og der er absolut ingen gevinst tidsmæssigt ved at anvende offentlig transport. Tværtimod, de fleste af os ville enten ikke kunne komme til og fra vores arbejde–eller også ville vi komme frem så sent, at vi lige så godt kunne tage den samme bus hjem igen. Også fordi, det nok var den eneste, der gik den dag!

Så jeg husker oftest at smile til de få buschauffører, der falder forbi på min vej. Når jeg er i større byer på besøg eller på ferie. Ellers er mit liv herude i provinsen for kort til at smile til andre buschauffører end dem, jeg tilfældigvis kender og møder privat. Jeg ville ønske, det ikke forholdt sig sådan, og at vi provinsboere havde præcis den samme mulighede for at blive transporteret klimavenligt og til tiden. Men det er ikke tilfældet. Vi har vænnet os til, at transport er vores eget ansvar, for vi kan ikke stole på den offentlige.

Jeg ville ønske, vi kunne. Så ville vi nok også smile lidt mere!

Continue Reading

Om venlighed.

Jeg er ret vild med det engelske udtryk “Brownie points” og bruger det også gerne selv. Oftest på en lettere negativ, gerne ironisk måde. På dansk ville det vel svare til “blåmejsepoint”, da Brownies ikke i denne forbindelse er lækre chokoladesmåkager, men de alleryngste (kvindelige) medlemmer af spejderkorpset. Dem, der overdrevent bortfører ældre damer over ubefærdede veje og grovskovler andre folks sne–udelukkende for at høste: Brownie points. Ikke fordi, de mener det eller har lyst. Men fordi de praktiserer påtaget venlighed med forventning om en form for efterbevilling. Det er ikke den slags venlighed, dette skal handle om.

Jeg har nemlig sat mig en slags nytårsfortsæt, som går ud på at prøve at være mere venlig. Ret simpelt: at være venlig. Ret svært: at være venlig. Normalt er det ikke venligheden, der trykker mig, selv om jeg da til husbehov er relativt omgængelig. Venlighed er som sådan ikke et bevidst issue i mit liv, for jeg er venlig, som livet blæser. Hvis det passer mig, og hvis det er en venlig dag. Hvis solen skinner, hvis jeg er i godt humør, og hvis intet mærkbart går mig på. Ellers er jeg, om ikke uvenlig, så bare usynligt ingenting. Som de fleste andre.

Engang var der en oplagt grund til at glemme at være venlig. Nemlig at man som udearbejdende næsten altid havde travlt. Travlt med at handle, travlt med at gå på arbejde, og ikke mindst travlt med at være sammen med familien de få stunder, der blev til overs. Den holder ikke en meters uvenlighed mere. Der er ingen, absolut ingen, troværdige argumenter for, at jeg ikke kan vente tålmodigt i supermarkedskøen, hilse og smile pænt på og til kassedamen, huske at hilse på medtravere i skoven, tilbyde en hjælpende hånd, når der er behov–og måske endda lukke op for Jehovas Vidner og lade være med at råbe skældsord det øjeblik, jeg træder ind i telefonbutikken. Jeg har tid, og dermed råd, til at være venlig. De valgte eksempler er endda de billige. Venlighed er meget mere end det, men begyndervenlighed kan med stor fordel starte netop der.

For mig vil det kræve lidt af en omstilling. Eller rettere: en øget bevidsthed. Jeg er fænomenal til at glemme at være venlig. Ikke fordi jeg af princip og/eller natur er påfaldende uvenlig, men fordi jeg bare har ladet stå til med min egen venlighed. Jeg skal til at huske mig selv på at være venlig. Ikke påtaget, ikke overdrevent, men stille og roligt vise, at jeg ser og påskønner andre mennesker. Jeg kan jo, for øvelsens skyld, begynde med den falskspillende ikke-rumæner foran Netto. Det er vel bare at smile og hilse på ham, så er bunden ligesom lagt.

Jeg er overbevist om, at man kan lære sig selv venlighed. At man, med øvelse, kan få sin egen venlighed til at sidde fast på sidebenene på samme måde som chokolade. Altså, så det ikke går af igen. Men i stedet bliver en del af ens måde at være menneske på.

Alt dette skyldes selvfølgelig ikke en pludselig åbenbaring, jeg har fået. Faktisk læste jeg en artikel om venlighed i avisen, hvor venlighed defineres som kærlighed gjort synlig. Og hvor rigtigt mange siger, at de vægter venlighed som en værdi, de gerne vil give videre til næste generation. Det vil jeg også gerne. Men hvis mine kommende børnebørn skal vokse op til et lettere liv som venlige mennesker ( det er påviseligt, at man får et lettere liv og bliver mere empatisk og glad, hvis man er venlig), så kræver det, at også jeg viser dem, hvordan man er det. Og ikke bare det: at jeg rent faktisk ER det. Rollemodel udi venlighed.

Omvendt er alt dette jo så simpelt, at det næsten gør ondt. Der er vel ingen, der ikke foretrækker at være i selskab med venlige mennesker. Uvenlige mennesker kan være en pestilens, og man er vel også selv en sur byld, når uvenligheden stikker en. Eller når man glemmer sin egen venlighed. Men for nogle af os er venlighed ikke bare en selvfølge. For mig er det i alt fald noget, jeg skal være bevidst om, og som jeg skal genindlære, så jeg bliver en god og troværdig venlig. Ikke af nødvendighed, men fordi det forhåbentlig vil komme til at falde naturligt. I den forbindelse kan jeg da heller ikke lade være med at spekulere på, hvorledes verden kunne have set ud, hvis (T)rumpen havde været en venlig mand, men det er selvfølgelig en helt anden historie…..

Så jeg skal ikke ud og høste Brownie point. Det er da nok muligt, nogle vil tilfalde mig, men det skal ikke være min bevæggrund. Den eneste gamle dame, jeg skal trække over vejen, vil om få år blive mig selv. Brownie points er for påtaget venlighed, kalkuleret nærmest, men det, vi skal arbejde frem mod, er vel den naturlige, helt indgroede, basale venlighed. Det bliver et slid, i begyndelsen, men for mig kan det vist kun går fremad.

Så jeg vil prøve at være venlig. Øve mig i naturlig venlighed. Måske lyder det frelst og nytårsfortsætsagtigt, men jeg mener det faktisk. Og måske smitter det, hvem ved? Jeg kan da i alt fald på stående fod nævne en 10-20 andre ved navn, som i den grad også burde 1) læse artiklen, 2) få nogle børnebørn og/eller 3) gå i venlighedstræning. Ups! Der var jeg lige lidt uvenlig, men et eller andet sted skal man jo sætte sit punktum og begynde sit venligere liv…..

 

 

 

Continue Reading

Om julemad. Og om forandringer.

Der er gået klimaforandringer i min julefrokostmad. Eller også er der bare gået forandringer i mine julemadsvaner.

Indtil for få år siden var julemaden indiskutabel. Der var ingen diskussion omkring, hvad der skulle på julefrokostbordet, og reglen var, at det helt enkelt bare var det samme som året før. Nogle gange skulle det endda stå det samme sted på bordet. Der skulle flæskesteg, frikadeller, sylte, hamburgerryg, forskellige sild, varm leverpostej, julemedister og et pænt udvalg af oste til. Samt alt det, jeg nok har glemt, men som i alt fald har til fælles med det nævnte, at det er kødbaseret, tungt, ofte rimeligt fedt og sjældent ud af grøntsagsfamilien.

Mens børnene var små, hjemmeboende og  relativt inflydelsesløse gik det såmænd også godt nok, og ingen stillede i grunden spørgsmålstegn ved, at netop den type mad i årevis var selve julemadEN. Det var same procedure as every year, og det var indbegrebet af jul. Samtidig var det et overflødighedshorn af alt for megen mad, alt for megen fed mad, al for megen kødmad, som vi ofte sloges med til langt ind i det nye år. Vi sad der som produkter af et bondesamfund, som for længst var hedengået og dyrkede madmæssige idealer, der i forhold til vores egen tid lå flere generationer tilbage. Akkurat som de aller-allerfleste andre familier. For man rører nødigt ved den gamle jul, og alt skal være både genkendeligt og forudsigeligt. Også sylten.

Men de senere år er især de nu voksne børn begyndt at stille spørgsmål ved julemaden. I første instans er ens reaktion jo, at en flok halvvegetariske (flexitariske på moderne dansk) syltehedninge og leverpostejasketer på ingen måde skal røre ved det, der altid har været den indiskutable norm i det lille hjem, hvor hamburgerryggen altid har haft sin egen æresgæstplads på julebordet. Indtil, altså, man for første gang nogensinde stiller sig selv de spørgsmål, om det overhovedet er nødvendigt med al den mad, og om man måske for første gang tør indrømme, at man i grunden bryder sig uendeligt lidt om sylte og julemedister. At man i grunden hellere vil have noget andet. Noget lettere, noget ufedere, noget rimeligt kødløst.

Så mit overkødede julebord har ændret image. Gradvist, nogle gange med de lange, seje træk, men decideret uundgåeligt. Der er kommet masser af fisk på, og der er kommet masser af salat på. Det har gjort ondt ( ikke i smagsløgene, men i den traditionsbundne julesjæl) at skrotte de kødlige overdådigheder, og det har taget flere år at sige farvel til slagterens udbud og bekende sig til fiskemandens. Hårdest har det nok været for de ældre, mandlige familiemedlemmer, for det er mit klare indtryk, at mænd generelt har en noget større appetit på julet sulemad end kvinder. Så der bliver da smuglet en lille sylte ind til de, der ellers går i akut syltenød, men der er godt nok ikke det store salg i den. Og der laves da også en flæskesteg, men det er vist mest for at dække min egen passion for sprød svær, for efterhånden er det jo nærmest det eneste af dyret, jeg gider at spise. Men ellers er det fisk og salater. Masser af fisk og salater.

Jeg tror ikke, jeg er indehaver af det eneste julehjem, hvor netop den forandring løber af julestablen. Selvfølgelig kan jeg da stadig ved slagterbesøg iagttage, hvordan der købes ind af kødet julemad. Men jeg kan også se, HVEM det er, der gør det. Og det er IKKE dem under 40. Dem møder jeg nemlig i stedet hos fiskehandleren og blandt grøntsagerne. For den traditionelle, danske julefrokost vil sikkert leve videre i firmaregi og ude på landevejskroerne som en form for traditionsdyrkende anakronisme, men med tiden, tror jeg, vil netop denne form for frokost uddø i de små hjem. Leverpostejen og sylten vil gå til de evige fedtmarker, og man vil for fremtiden samles om helt andre madvarer i julen. Ikke blot fordi det er klimavenligere, men sikkert også fordi, man foretrækker at spise ting, man kan lide.

Dog tror jeg på, at juleanden og ris a la manden overlever. Den ene aften om året. Selv om rødkålen nok de fleste steder er suppleret med en rødkålssalat, sovsen knapt så fedtet og flødet, og de syltede asier, som i alt fald i min barndom var på bordet, erstattet af andre salater, selv om de vel næppe udgør nogen sønderlig klimatrussel. Til gengæld bliver den indkøbte and for hvert år mindre og mindre–og mere og mere dyr. Der bliver ikke spist så meget af den, samtidig med at det er blevet et must, at den skal være så fedtfattig, fritgående og gerne økologisk som muligt.

Og ris a la manden! Her nægter jeg at gå på kompromis med hverken grødris, fløde eller sødmælk. Hvis nogen kræver brune ris, havremælk og uægte fløde, så må de finde et andet lille hjem at holde jul i. Her skal ikke røres ved min gamle jul—men det både kan og skal der på mange andre områder. Og det er godt, det er rart, det er sundere–og det er sikkert også mere klimavenligt!

Continue Reading

Om pungfumlere.

Jeg er blevet en pungfumler. Det er et sikkert alderdomstegn.

Jeg tror, vi alle kender det. Foran i køen ved kassen står et ældre menneske, som er ved at betale. Langsomt hales pungen op ( for mænd ofte af let tilgængelige baglommer), og så rodes der en rum tid mellem samtlige pungens afdelinger og rum, indtil det korrekte omsider dukker op. Nogle gange ikke bare DET, men DE, for der er skam forskel på sedler og mønters bosteder. Derefter skal hver seddel og mønt nøje studeres, gerne møjsommeligt vendes og drejes og beløbet sammentælles nogle gange for nu at være helt sikker. En sådan betaling skaber køer, og den skaber utålmodige bagvedventende.

Også mig. Jeg kan heller ikke sige mig fri for stresset irritation, mens møntsamlingen studeres, omdrejes og sammentælles. Dog er jeg blevet bedre til at abstrahere de senere, arbejdsfri år (jeg skal jo ikke nå noget), men det rokker jo ikke ved, at hovedparten af mine medkøende virker synligt utålmodige.

Men forleden måtte jeg nærmest tårevædet sige farvel til min trofaste, gamle pung, som var begyndt at lække penge. Selvfølgelig har alle mine punge gennem hele mit liv været fænomenale til at lække penge, men denne fik den lidt mere humane (og billige) ide at lække dem direkte ud i min lomme. Og så kan man jo vælge mellem at få en ny pung–eller bare have sine penge i lommen. Jeg valgte det første og fandt et pragteksemplar fra en nuttet lille butik i Rom, som har henslæbt et par år på at vente på, at den trofaste gik i lækning. Problemet er bare, at pragteksemplaret har et utal, en mangfoldighed, et overvældende overskud af rum, lommer, gemmesteder og andre skjulerier. For bare at nævne et eksempel så har den 3 (tre) potentialer indenfor seddelopbevaring og mindst 2 til mønter. For slet ikke at tale om et utælleligt antal små lommer til kort og diverse. Derudover kan den åbnes ikke mindre end 3 steder, således at man, hvis man går forkert pungmæssigt i byen, absolut ikke havner der, hvor der i virkeligheden er penge.

Den er altså med andre ord lige end tand for kompliceret til mig. Indrømmet–jeg ser mig slået af en pung på målstregen. For når jeg står der i supermarkedet og skal betale, så pungfumler jeg. Jeg starter optimistisk og febrilsk med det første møntpotentiale for blot at konstatere, at det altså ikke er der, jeg har mine tiere. Heller ikke i den næste mulighed. Og det er så her, jeg ikke skal kigge mig tilbage, for det er slet, slet ikke rart. Der ser nemlig surt og stresset ud. Og jeg kan se, at der nærmest breder sig en ånd af, at sådan en gammel dame da i grunden ikke bør gå i supermarkedet alene. Hun skal have punghjælpere med.

Forleden, da jeg stod og over-pungfumlede i Netto, mens køen bag mig voksede i rekordfart, blev jeg pludselig så lille, at jeg undskyldende meddelte kassepersonen, at jeg lige havde fået en ny pung og derfor endnu ikke havde lært at finde rundt i den. Det prellede af! Og i dag kom jeg til at sige det samme igen. Jeg tror oven i købet, det var til den samme person. Så er man da pinlig. Og mest af alt ved at udstille sine alderdomslidelser på den allermest uhensigtsmæssige måde. Synes gamle mig.

Så indtil jeg lærer alle de rum (Det virker som om, der bare bliver flere og flere. Også luftsrum og krybekældre.) at kende, så går jeg totalt i Dankort og mobilepay. Der er ingen grund til at blive pungfumler før tiden. For tiden skal nok i den grad komme til mig. Også. Men indtil jeg når det tidspunkt i mit liv, hvor jeg skal have samtlige mønter op og nærstudere dem, så behøver jeg ligesom ikke alle andre folks såvel medlidenhed som hyperventilerende stress. Bare fordi, jeg har fået en flot, stor, mangerummet pung. Og den har gjort mig til pungfumler.

Continue Reading
1 2 3 25