Godt nytår! Og bliv ved!

Alle læsere af bloggen ønskes et godt, fredeligt og lykkeligt nytår.

Og lad endelig–både for jeres egen, jeres umiddelbare nærheds og verdens skyld–alle disse utopiske, ikke-realiserbare nytårsfortsætter ligge der, hvor de nu hører til: I skraldespanden sammen med alle de andre fantasiprojekter, der ikke har en chance. Det eneste, umulige nytårsfortsætter er gode for, er dårlig samvittighed og tåbelige bortforklaringer.

Nej, vend hele projektet om, og se på alle de positive ting, der allerede er i livet. Og hav som nytårsfortsæt at blive ved med dem. At holde op er restriktivt, surt, forfærdeligt og peger frem mod en fremtid fuld af forbud og sure pligter. At blive ved er derimod intensivt at dyrke alt det, der i forvejen er både godt, livskvalitetsgivende og positivt udviklende.

Jeg har skrevet det før, men nogle ting kan ikke gentages for ofte. Jeg vil blive ved med at rejse så meget, som mit job, min klimasamvittighed og min økonomi tillader mig. Ikke blot skal gamle, elskede steder genses, men der skal også opdyrkes nyt land og nye indtryk. Faktisk har jeg sat mig for, at jeg i 2019 skal til Samarkand. På nuværende tidspunkt har jeg hverken den fjerneste anelse om, hvordan man overhovedet kommer til Samarkand, eller hvad det lige er, jeg skal der. Men jeg må gøre en aktiv indsats for at dybdebore logistikken samt, forhåbentligt, at finde nogle der ligesom mig synes, det sted skal ses. Måske er det et übersovjetisk hul i jorden, men jeg må blive ved med at forsøge at komme frem til Samarkand. Det vil jeg frygteligt gerne blive ved med…..

Og så vil jeg blive ved med at reducere mit madspild og tænke på klodens klima og mine potentielle efterkommeres fremtid. I det forløbne år har der både blandt helt almindelige mennesker såvel som heldigvis også mellem mange af verdens ledere vokset en mere end spirende miljøbevidsthed frem, og jeg synes selv, jeg bliver bedre og bedre til at spise mindre kød og anvende mine rester på fantasifulde måder. Hvilket den direkte vej til skraldespanden altså ikke er.  Herunder er der også et tydeligt link til alt det rejseri, for faktisk er min bevidsthed om at reducere antallet af flyrejser samtidigt vokset. Det er muligt, det vil involvere fly at nå frem til Samarkand, men på mange af de andre rejser–og allermest i arbejds medfør–bliver andre transportmidler mere og mere dominerende. Jeg vil frygteligt gerne blive ved med flere busrejser…..

Jeg vil blive ved med at skrive denne blog og forfatte bøger til børn. Muligvis er læserantallet ikke på nogen mulig måde imponerende til nogle af delene, men det er, for mig, fuldstændigt ligegyldigt. Jeg gør det udelukkende for min egen skyld. Sammenligneligt med maleren, der ikke kan lade være at male eller iværksætteren, der bare MÅ eksperimentere med nye ting. Det er en livline til at lukke en masse ting ud, der ellers ville leve et forkvaklet og forkrampet, sikkert stressfremkaldende, liv inde i mig, hvis de ikke fik lys, luft og udgang. Jeg kan frygteligt meget ikke lade være med at blive ved med at skrive….

Og jeg vil bestræbe mig på at blive ved med at være ordentlig ved ordentlige mennesker. At respektere og værdsætte mennesker, der er værd at respektere og værdsætte. Det indebærer også, at jeg samtidig må blive ved med at blive bedre og bedre til at sige fra. At sige fra overfor mennesker, systemer og tåbelige ideer, der truer med at ødelægge såvel andre mennesker som verden for vi andre. Her er plads til forbedring i mit tilfælde. Både til at sige nej, fra og definitivt slut–men også til at dyrke alt det positive, der bestemt har krav på at blive grovdyrket og støttet. Jeg vil frygteligt gerne blive ved med at være et ordentligt menneske….

På small-scale drejer det sig også om at blive ved med at gå lange ture med hunden. At komme ud i naturen på særdeles daglig basis. At lave ordentlig, lødig mad ud fra de kriterier, en verden i klimakrise stiller op. At være god ved mig selv og gøre ting, jeg holder af: Læse gode bøger, se fede film, få røven moslet op af sofaen til biograf og teater og gå ud og spise en rigtig god frokost. SAMT at blive mere tolerant overfor, at verden også indebærer skodting, jeg godt kunne have været noget så foruden. Der SKAL jo gøres rent, krudtes af i haven, vaskes og (sommetider) stryges tøj samt ryddes op. De sidste ting behøver jeg ikke på nogen mulig måde at blive bedre til–det er i sig selv nok at blive bedre til at acceptere, at de overhovedet eksisterer og er nødvendige. Alt det må jeg frygteligt meget både blive ved med samt at acceptere…

Så ingen højtflyvende nytårsfortsætter her. Det eneste er sådan set: AT BLIVE VED! At blive noget så frygteligt meget ved……

Godt nytår!

Continue Reading

Restefrokost.

I morgen skal jeg til den årlige restefrokost. Det er en efterhånden en del år gammel skik, som oftest foregår dagen før nytårsaften. I alt fald mellem jul og nytår og altid derude i den billige juleende.

Helt præcis derude, hvor ens julerester stadig er i live og fuldt ernærings- og holdbarhedsforsvarlige, men hvor man selv bare ikke orker endnu et gensyn med dem. Hvor man næsten har udviklet et had/kærlighedsforhold til den gode spegepølse og hilser lidt køligt ved hvert gensyn, og hvor sylten nærmer sig stadiet, hvor den virker decideret truende og påfaldende uudryddelig.

Det er så her, alle ens egne gamle madtravere kan opnå såvel nyt liv som ny popularitet ved at komme lidt ud i verden og stifte nye bekendtskaber. Hvor de pludselig oplever, at de får nyhedsinteresse og rent faktisk bliver spist.

Så til restefrokost medbringer man simpelthen sine rester. Det er nemlig også påfaldende, så forskellige rester egentlig er–både i form, substans og smag. Til vores frokoster har vi f.eks. et par, som er yderst leveringsdygtige indenfor fiskegenren. Det er simpelthen helt formidabelt, hvad de kan stable op af lakseoverskud og et par fiskefiletter sådan hist og pist. Personligt hænger jeg hvert år på juleskinken og det bedste af det sønderjyske slagterbord, som de andre ikke sådan lige har mulighed for at handle sig til, og som ligger i stakke i mit julekøleskab.

Og så spiser vi rester. Men det fantastiske er jo netop, at det den dag ikke er rester som sådan—men istedet helt nye varer. Jeg tvivler da i alt fald på, at nogen den dag overhovedet gider gå ombord i deres egne gamle levninger. For der er jo så meget nyt at gå i gang med.

Når vi så har spist os gennem alle resterne—så er der så bare det, at der nok, trods alt, er rester af rester tilbage. Lidt, i alt fald. Men så tager vi da bare hinandens rester med hjem……

Udover at være i stand til at pudse madspildsglorien, så hygger vi os altså også gevaldigt med alle de rester.

—Og hermed er ideen givet videre.

 

Continue Reading

Hvornår slutter julen egentlig?

Hvert eneste år, når juledagene så småt begynder at bevæge sig ud i den billige ende og der, hvor det mister sin mening at blive ved med at give dem tællenavne, funderer jeg over, hvornår julen egentlig er slut. Formelt er den vel slut, når der ikke er flere tal til juledage. Men rent visuelt ændrer dens sluttidspunkt sig nærmest hvert eneste år.

Ligesom dens begyndelse. For den begynder tidligere og tidligere.

Hvis jeg nu begynder med det velkendte mantra “Da jeg var barn…..”, så blev alt altså pyntet op i løbet af første weekend i advent, og julen varede indtil nytår. Nu finder jeg mig selv som højst forældet, bagstræberisk juledinosaur, fordi jeg ikke har pyntet af endnu. Omkring mig er de fleste udendørslys samt rensdyrrædslerne forlængst gået til de evige julemarker i et års tid, og adskillige af mine naboer har tømt reoler, vindueskarme og andet for ethvert spor af nisser. Det er nemlig ikke jul længere, så der skal kategorisk afjules.

Det er som om, julen kun holdes på forhånd. Sådan at forstå, at december fra 1-24 er den egentlige jul. Juledagene er ikke sådan rigtig jul. De er mere en slags fridage til at komme sig ovenpå al det juleri hele december. Når gaverne er flået op d. 24, så er julen ovre. Uigenkaldeligt og helt, indtil den så kommer småluskende midt i oktober det følgende år.

Den første gang, jeg hørte om mennesker, der henter deres juletræ indenfor og pynter det omkring 10. december, blev jeg da lige lidt målløs og spurgte, om sådan et træ ikke blev en smule støvet og knastørt undervejs til nytår. No problem, tilsyneladende–det ryger jo ud d. 25. For da er julen ovre. Mit eget får ingen fast bolig indedørs før 23. december og ryger med fynd, klem ( og det årlige tab af gemmenisser, der har forputtet sig mellem grenene) og en slags nytårslettelse over nye tider og nyt år ud d. 1. januar. For mig giver det ingen mening IKKE at have juletræ i julen. Jeg mener: så kunne vi da med nøjere sproglig korrekthed kalde det et decembertræ, hvis lossepladsafgang markerede, at den egentlige, juletræs- og pyntfri jul var ankommet.

Så jeg forstår ikke rigtigt, at vi ikke holder jul, når det er jul. At vi, om man så kan sige, afholder enhver form for jul på forhånd og går helt i nisseforskrækkelse efter selve juleaften. Selvfølgelig er det på sin vis ganske forståeligt, at vi, når vi har været nisseramte siden oktober, ligesom er lidt eventyrvæsenstrætte efter et par måneder, men det kunne vel sagtens klares ved, at vi styrede vores forhåndsjul bare nogle uger og først gik i nisser og gran omkring den der gammeldags første søndag i advent. Så er jeg sikker på, vi godt kunne udholde at have julepyntet og tænde juletræerne, når det rent faktisk var jul!

Selvfølgelig kan jeg udmærket se, at vores forhåndsjul primært er dikteret af markedsmekanismer og forbrugssamfundet. Der er jo ligesom ikke så meget salg til forbrugsfesten og ædeorgierne i selve juledagene.

Førhen var de (altså juledagene) det tidspunkt, hvor vi nød de smukt pyntede huse, lysene og det brud på en ellers mørk tid, som julepynten dog trods alt er. Nu har vi travlt med at rage al flitterstadsen ned i stedet. Jeg er overbevist om, at der her i landet findes utallige børn, der er helt på det rene med, at juleaften er julens såvel klimaks som sluttidspunkt. Fridagene ovenpå gaveudflåningen tæller ikke som jul–de er en slags latenstid til leg med gaver og den store afpyntnings-slutrunde.

Men jeg er standhaftig! Hvis jeg skal være den eneste, og stærkt forældede, ejer af en nisse i hele kvarteret i dagene op til nytår–så lad det dog være. Her hos mig er det nemlig jul, når det rent faktisk er jul.

Continue Reading

Om nattesøvn.

Jeg har haft en hund med en sejlivet form for myldrebæ på autopilot 5 nætter. I nat er den første, hvor de hundede mavevendinger har indstillet deres terror, og vi har fået sovet noget, der ligner en sammenhængende søvn uden uventet gøen med undertekster. Jeg er derfor godt på vej til at blive et rigtigt menneske igen.

Selvfølgelig er jeg, for alle dyrevennernes skyld, nødt til at tage i ed, at det har været værst for hunden. Men det har F… også været en prøvelse for mig. Jeg skal nemlig have min nattesøvn. Og jo ældre, jeg bliver, jo mere skal jeg i den grad have min nattesøvn. Den er mit dagsgrundlag, min naturlige baggrund for at komme ordentlig og venligt gennem de vågne timer.

Jeg hører til dem, der bliver vrøvlede uden tilstrækkelig søvn. Ikke nok med det. Jeg bliver halvsvimmel, lettere apatisk, ugidelig og totalt firkantet oveni. Der er ikke ret meget, der er noget ved, hvis man ikke har sin nattesøvn i behold. Og der er ikke ret mange, der undgår ens søvnbetingede vrede. Et eller andet sted skal man jo rette sin forurettelse over at være blevet berøvet sin retfærdige søvn.

Det er noget, der er kommet med årene, det med søvnen. Fra at have været en af de allerbedste til at feste igennem uden ret megen tanke for søvn, er jeg nu meget mere stemt for at afslutte enhver festlighed tidligt, så jeg kan komme hjem og få et tilstrækkeligt antal timer. Jeg ser aldrig film i TV, der starter efter 23, for enten falder jeg i søvn–eller også fortryder jeg inderligt næste dag, at jeg ikke gjorde det. Jeg er et mareridt for andre medrejsende efter lange, natlige flyveture, hvor jeg ikke har sovet i flyveren–for faktisk kan jeg ikke sove ret godt i flyvere. Så render jeg i totalt indre mørke rundt på verdens topdestinationer og leger apatisk zombie. Jeg kan blive totalt hys, hvis nogen forstyrrer den søvn, jeg vel er berettiget til, og kan kalde såvel hunde som andre støjmennesker nogle meget, meget grimme ting. Forleden nat var jeg endda i nærmest krampegråd, da skidedyret endnu engang ville i haven for at lægge en slimet pøl. Ikke i dyb medfølelse med ham og hans mave. Udelukkende i rasende selvmedlidenhed.

Jeg har det lidt sådan som i Sikken voldsom trængsel og alarm–blot med julen udskiftet med nattesøvn: Rør blot ikke ved min nattesøvn. Jeg ved godt, det kolliderer med versefødderne, men det er inderligt dybfølt alligevel.

Måske har det noget at gøre med dette fantastiske liv som semipensionist. Nemlig at man overhovedet kan tillade sig at bekymre sig om egen søvn. Altså kan tillade sig at være vrøvlet, fordi der ligesom ikke er så meget, man SKAL overkomme. Jeg mener, da børnene var små, skrigende og barselsorloven var minimal, sov jeg da vist heller så forfærdeligt meget, men jeg havde så samtidig heller ikke så forfærdelig meget tid til hverken at brokke mig over eller lide under det. Jeg har, med andre ord, fået tid til at tage min egen søvn seriøst.

Og det gør jeg så. For jeg er heldigvis så priviligeret, at jeg KAN sove. Og derfor vil jeg godt nok også have lov til at gøre det. En ordentlig nattesøvn er det, der gør mig til en udholdelig, uvrøvlet mig. Som giver mig mod på dagen, på initiativer og på at bruge min tid seriøst–og også gerne totalt useriøst.

Så det næste dyr, der vover at ødelægge mine 7-8 timer, kan blive solgt, hundeinterneret på ubestemt tid eller risikere at måtte tilbringe hele natten i haven med sit eget lort. Når man har nået min alder, må det være en rettighed at få lov til at sove. Så man kan blive et ordentligt dagsmenneske.

Continue Reading

Om hvidvask!

Det er nu afsløret, at Årets Ord i 2018 er “hvidvask”.

Som så mange andre i min generation kan det undre mig lidt, da vi da er vokset op med ordet. Det betød bare noget andet. Især kan jeg simpelthen ikke undgå at tænke på den ikoniske Ajaxreklame fra min barndom.

Det viser sig, at reklamen næsten er mere aktuel, end da den blev skabt. Prøv selv at bytte ordet Ajax ud med………. Nå, ja. Prøv bare.

Continue Reading

De modige og de umodige.

Jeg lægger mærke til det, hver gang jeg er til en af den slags fester, hvor der ikke er en egentlig bordplan, og man derfor kan sætte sig, hvor man selv vil. Eller: der er i alt fald nogle, der kan sætte sig, hvor de selv vil.

For der er utroligt mange andre, der ikke kan. Verden synes at bestå af to slags festmennesker–hvis adfærdsmønstre måske endda går igen i mange andre facetter af livet? Først er der dem, der kun kan sidde sammen med folk, de kender i forvejen. De kan gå ud af deres gode skind for at få velkendte ansigter til at holde pladser og at vente nærmest på spring i køen ved buffeten, så de konstant er i alarmberedskab for at sætte sig, når tryhedsvennerne har sat sig. Dette er i øvrigt en kompliceret disciplin, da den både kræver, at mindst en af de trygge har sat sig, samt at der ikke ventes så længe, at samtlige pladser ved de sædvanlige er optaget. Denne art skutter sig også gerne mærkbart på de farlige ekspeditioner til tag-selv-borde. Det er tydeligt, at de er lidt lost overfor strategier omkring, hvad de dog skal gøre, hvis fremmede mennesker forsøger at indlede en samtale. Men nede mellem de venner, som de alligevel har siddet sammen med de sidste adskillige år, er de ganske velfungerende. Det bliver man vel også, hvis man kontinuerligt gentager den samme fest hele sit liv. Så kan man den.

Så er der dem, der sætter en ære i ikke at sætte sig blandt folk, de kender. De er tilsyneladende altid kommet til fest for at lære nye mennesker at kende. Denne type består faktisk af to underarter. Der er dem, der er tvunget ud i pladsskifte, fordi de dog, trods alt, har selverkendelse nok til at fornemme, at de absolut ikke er velkomne der, hvor de sidste gang belemrede folk med deres tilstedeværelse. Denne gruppe er lille, uudholdelig og uinteressant. Meget større og væsentligt mere interessant er gruppen af mennesker, der elsker at dyrke nye menneskeoplevelser, simpelthen ved at tale med folk, de ikke kender (endnu). Det er faktisk også samme art, der har en fantastisk fornemmelse for at sætte sig på steder, hvor nogle er ved at komme i reserve eller have svært ved at tale med sidepersonen. (Dette sker ofte, hvis en fremmed får sig blandet ind mellem de, der KUN kan sidde ved folk, de kender.) Det er den slags mennesker, der er gevinster for en fest, og som givetvis også selv kommer hjem med en masse nye menneskelige gevinster, når de har været til fest. De er sande hits hos enhver bordkortsplanlægger, for de kan kastes ud i enhver sammenhæng–og de, der bare lader folk sætte sig uden forudbestemte pladser, kan trygt sætte deres lid til, at denne race gør deres ultimative indsats for at skabe en god stemning. Det er sikkert også folk, der har en helt ny fest, hver gang de kommer i byen.

Men det er sjovt at iagttage. Prøv selv!

Continue Reading

Hvad er det lige, vi skal nå?

Det sker oftere og oftere, at jeg på nettet ser en oploadet video, hvor den potentielle beskuer allerede inden forevisningen får formaninger a la “Se denne video til ende.”, “Husk at se slutningen.”, “Se hvad der sker til sidst.” osv. Og lige ved siden af samme videoer–hvis det er i aviser og andre medier–er der garanteret reklamer for ugens måltidskasser, hvor man nu er nået ned på forskårne, pakkede måltider, som kan laves “på under 15 minutter”. Ligeledes har vi i årevis kunnet læse artikler sammesteds omkring de intensive anstrengelser, der gøres for at gøre transporttiden mellem landsdelene–og udlandet–væsentligt kortere. Jeg er sikker på, den fremtidige opfinder af et transportmiddel som “Beam me up, Scotty.” decideret står til en form for Nobelpris i menneskeflytning. For der er tilsyneladende hele tiden en forfærdelig masse ting, vi skal nå.

Ydermere har jeg til min rædsel iagttaget, at de fleste seværdigheder og museer nu er begyndt at sætte anslået tid på et besøg. Det hedder: Folk bliver her normalt i xxxxx antal minutter. Hvorfor skal vi dog i forvejen vide, hvor længe vi forventes at opholde os på et museum, vi selv har valg at opsøge?  For hvem  kan dog på forhånd vide, hvad der fænger, og hvad der skal dvæles ved? Man tager vel næppe derhen af pligt–i så fald vil jeg finde det væsentligt lettere og mere afslappende at blive hjemme. Det er som om, intet mere må tage den individuelle tid, det tager. Selv museums- og seværdighedsbesøg skal rationaliseres–eller i alt fald på forhånd passes ind i et nøje tilrettelagt tidsskema.

Jeg kender det godt fra mig selv. Jeg opgiver videoer, der ikke fænger nærmest fra første kig. Eller også snyder jeg og springer til den slutning, som jeg jo har fået at vide, at jeg skal se. Hvis en bog ikke har lagt beslag på min interesse senest fra omkring s. 25, har den trange kår. Jeg har seriøst overvejet at bosætte mig i Ålborg, fordi det ligger i Jylland med kort flyvetid til København og udholdelig køretid til Århus. Jeg smugkigger også på museernes anslåede besøgstider og skammer mig samtidigt dybt, når jeg har gjort det. Måltidskasserne er jeg ikke vokset til endnu, men jeg er ret overbevist om, at hvis de havde været tilgængelige, da jeg havde mindre børn og fuldtidsarbejde, så var de givetvis blevet overvejet.

I den anden ende kan jeg så sætte mig ned og inderligt spørge mig selv, hvad det nu lige er, jeg skal nå i al den frikøbte tid fra transport, madlavning, kulturaktiviteter, zapning og læsning? For det er jo ikke fordi, jeg lige står med et enormt tidskrævende projekt, jeg hele tiden skal løskøbe tid til. Det er det vist i grunden de færreste, der gør.

For mig er det mere noget med, at verden er så overstrømmende fuld af tilbud og fristelser, som jeg hele tiden falder for og lader mig lokke af. Og der må frem for alt ikke opstå huller i underholdningen. Det må, for Guds skyld, ikke på nogen mulig måde blive kedeligt. For så er jeg jo nødt til at lave noget andet. Der, i parentes bemærket, har potentialet til at være mindre kedeligt.

For vel er strækningen over Fyn da totalt overflødig og tidrøvende, og den ø ligger også bare i vejen. Der er samlinger på Nationalmuseet, der er decideret søvndyssende, og som man, hvis man kan legitimere det hele med, at andre kun bruger 1½ time sammesteds, med god samvittighed kan springe over. Der er stadig ingen, der i store vendinger har lovprist fordelen ved gulerods- eller kartoffelskrælning, og de der første uudholdelige amatørbilleder, inden Retrieveren endelig æder al maden på videoen, er helt overflødige i forhold til ens umiddelbare livskvalitet. Der er er bøger, der tager flere hundrede sider om at komme i gang ( tænk bare på Ringenes Herre, hvor de første 150 sider omhandler en flok tumber, der går rundt på må og få i en kornmark!), og remotecontrollen til fjernsynet er på det nærmeste gået hen og blevet en uundværlig legemsdel til afbrydelse af kedsomhed.

Men igen? Hvad er det lige, jeg skal? Hvad er det lige, jeg skal bruge al den tid til, som jeg tilsyneladende sparer i transport, madlavning, videoer uden slutning og overspringsetager på museer?

Hvad ER det lige, jeg skal nå?

Og hvornår var det lige, jeg mistede evnen til at dvæle og anvende min tålmodighed? Til at erkende, at ting tager den tid, de tager? Måske skal jeg forsøge–for måske bliver det bare et forsøg–at genlære mig selv, at verden tager den tid, som verden nu engang tager.

Continue Reading

Om nisselandskaber.

Jeg havde forsvoret, at det nogensinde skulle ske for mig. At få et nisselandskab. Men sådan er det med nisser. De kryber ind på en, laver julebaghold, snyder og bedrager sig ind i ens uforvarende hjem, gerne en for en, indtil de pludselig udgør en mindre hær ovenpå ens uforberedte skabe.

Jeg kan nemlig godt huske min barndoms nisselandskaber. Og ikke for det udpræget gode. Bevares, de var da hyggelige på deres egne små, hjemmegjorte måder. Men den dag i dag lider jeg stadig af så udpræget et traume overfor vat, at jeg ikke kan se en pose, uden også at se oceaner af piberensernisser med og uden ski samt de plastikkirker med kunstigt lys, de formodedes at passere på deres skiveje ned ad de danske bjerge. I min barndom gjorde de fleste mødre en dyd ud af at omdanne uskyldige overflader i stuer, entreer–og de mest foretagsomme såmænd også i badeværelser–til vattede nedkørsler for røde piberensere, bøjet i ekstreme vinkler. Der må være gået flere måneders forbrug af menstruationsvat, for det brugte mange stadig, til den slags kunstneriske udfoldelser. Men dengang var det nok et lige så stort must blandt, som det i dag er at opstille et skønsomt udvalg af Fru Klarborgs nissedesigns.

Min største udskyldning ( og her taler vi så om undskyldning overfor mig selv) er, at jeg er fra Trip Traps oprindelige hjemby. En dinosaur, der stadig kan huske, hvordan IMplast gradvist forvandlede sig til træ i enhver form for maritime firkanter og senere gik i nisser, der så blev til et nyt firma ovre på den anden side fjorden og kaldte sig Rikki Tikki, hvad det så end har at gøre med Kipling og desmerdyr. Intet af det eksisterer jo alligevel mere på de adresser. Men faktum var, at der årligt var store lagersalg, og lige præcis lagersalg har jeg noget så ustyrligt svært ved at styre. De drager mig, og de drager pengene lige op af mine lommer. Ikke bare mine. Min mor har virkelig også bidraget med en væsentlig andel af nissefamilien som gaver.

Og når man nu alligevel i al sin ustyrlighed er kommet til at hjemføre en nissefamilie i flere slægtsled og med forgreninger, så ville det da være synd ikke at stille dem op. Bare denne ene gang om året. Men ingen vat her! Jeg har lovet mig selv, at i det øjeblik jeg så meget som overvejer at skabe miljø af vat, kunstige bjerge og selvlysende sognekirker, så skal jeg sporenstrengs kontakte min læge med henblik på en akut demenstest.

Faktisk synes jeg også, de er lidt nuttede, de nisser. Men allermest, så hører de julen til. Akkurat som alt det andet gamle pynt, så skal de nisser stå på den skænk, for at det overhovedet kan blive jul i det lille hjem. Det er sådan noget, der kommer med alderen, tror jeg. Efter få år bliver tings ståsted i julemåneden en ubrydelig og uflyttelig tradition. Sådan en, der ville gøre julen inkomplet, skåret, ufuldstændig, uhel, hvis den blev brudt.

Og jeg er garanteret ikke den eneste, der sådan pludselig finder mig selv omringet af nisser. De fleste læsere her har jo også haft årevis til at blive snigløbet af nisseslægter. Så det kunne da være sjovt at se andre samlinger?

Continue Reading

Om at være bange for frikadellerne.

Vores madkultur og måde at spise på ændrer sig hele tiden. Og for tiden går det stærkt. Jeg repræsenterer en generation af madmæssige dinosaurer, der stadig både laver mad fra grunden samt ind imellem spiser gamle, danske retter. Os er der ikke så forfærdeligt mange tilbage af. Og de, der er, er af helt naturlige årsager hastigt på retur. Jeg tvivler på, at der for os gamle, som falder, vil være ny overalt.

Selv i min generation er utallige tillavningsevner gået tabt undervejs. Der er adskillige retter, der er forsvundet ud af mit personlige madkatalog, som for bare min mors generation var selvfølgeligheder. Jeg ville f. eks. aldrig kaste mig ud i at koge en suppe, lave hvidkålsrouletter eller foretage mig noget som helst indeholdende husblas.

Det er som om, madlavning er ved at blive fordelt mellem to poler. Enten går man ud at spise eller henter take-away. Selvfølgelig to vidt forskellige ting både pris- og ernæringsmæssigt, men begge dele indebærer, at man ikke tilbereder maden selv. Restauranter og fast foodsteder skyder op som paddehatte overalt, og går man, som jeg ofte gør, forbi Kødbyen ved aftenstide, så er det i alt fald tydeligt, at her er mere end tilstrækkeligt med kunder til de utallige tilbud. Primært, selvfølgelig, en storbytrend, men vi er ved at komme rigtigt godt med i provinsen. Her trives madentrepenørerne også. Og vel er der stor forskel på at spise ude på fancy restauranter sammenlignet med lige at hive en pizza med hjem fra snasken på hjørnet, men i grunden er udkommet af begge handlinger vel, at man ikke selv laver mad. Tillige bugner de mere velassorterede supermarkeders hylder med færdiglavede retter til hjemmeopvarmning, og selv salaterne er man efterhånden helt fri for selv at komponere og udskære. Det er allerede gjort af Netto.

Eller ( der var et “enten” i forrige afsnit!) laver man, sjældent men eftertrykkeligt, supermad derhjemme. Sådan noget, der tager timevis, indeholder ingredienser, der kun kan købes i specialforretninger, og som gerne gør en så træt, at det højst bliver en månedlig foreteelse. Og da kun for gæster. TV er ved at svømme over med mad- og kageprogrammer. Der bages, ristes, sauteres og snakkes mad i timevis på skærmen. Dog tales der aldrig–og jeg mener virkelig aldrig–om frikadeller og danske bøf. Til gengæld er vi alle på hils med fond og adskillige variationer indenfor kageglasur og pyntning. Den store bagedyst er et af de allermest populære programmer, og udover at helt almindelige mig-er aldrig ville komme i nærheden af hverken tid eller evner til den slags kreationer, så er faktum vel, at det, de fleste bager, er ganske almindeligt brød. HVIS de overhovedet bager…

Det er imellem disse to yderpoler, den stakkels frikadelle befinder sig. For når mad er ved at blive til udemad, take-awaymad og fancy retter, så er der ligesom ikke så meget plads til frikadeller og bøf. Jeg forsvarer på ingen måde frikadellens ernæringsmæssig- eller klimavenlighed, men jeg vil forfærdeligt gerne forsvare dens vedvarende eksistens. For de generationer, der kommer efter os dinosaurer, er ved at se pizza, shawarma og Nomamad som typisk dansk mad. Jeg vil vove at påstå, at en meget stor del af mennesker under 40 ikke aner, hvordan man laver frikadeller. Ligesom en overvejende andel af samme segment udelukkende får en dansk bøf, når de er på besøg hjemme hos os dinosaurer. I den generation, der består af deres børn og børnebørn, vil de allerfleste af de typiske danske retter være eksotiske madantikviteter, som ingen rigtigt tør binde an med selv at fremstille. Hvis de da overhovedet har hørt om dem.

Jeg hørte forleden, at de fleste af os har et madkatalog, som sjældent rækker ud over 8 retter. Indrømmet, det kan sgu` godt blive lidt ensformigt efter et par uger. HVIS man selv laver sin mad. Det er bl.a. derfor, så mange vælger alternative løsninger. Jeg vil nu nok vove at påstå, at mit personlige madkatalog er en smule mere omfangsrigt, men hvis jeg aldrig rigtigt investerede i at lave mad, ville det skrumpe med højhastighed. Jeg ville glemme, blive doven og ikke gide. Vores mødre havde ligesom ikke det alternativ–de var tvungne ud i daglig madlavning, fordi der ikke var andre til at gøre det for dem, og de vel, i alt fald i deres yngre dage, ikke anede, hvad en pizza var eller havde en take-away på alle deres nærmeste gadehjørner. Men meget at deres viden er også gået tabt, fordi vi har fået overspringsprodukter og, især, mindre tid, flere penge og tillokkende alternativer. Jeg tvivler på, at madlavningskunnen, som det var for mig og min generation, i fremtiden bliver noget, der går i arv. Noget, man lærte af sine forældre hjemmefra. For hvordan i alverden skal fremtidens generationer kunne lære deres børn noget, de ikke selv kan?

Jeg kan godt være bange på frikadellens vegne. Den har nogle dårlige odds, den lille sag. Om få år vil kun ganske få mestre at lave den. Den kan ikke sådan lige, i sin oprindelige form, opstøves hos diverse take-aways, supermarkedernes udgaver af den er simpelthen for underlødige, fancy restauranter er alt, alt for fancy og highclass til at producere den slags kedeligheder, der ikke engang kræver fond som ingrediens — og ingen aner, hvordan den lige laves.

Det er forbandet synd. For en del af vores identitet er vel også vores madmæssige identitet, som har rod i en, ofte klimabestemt, kultur, der trækker spor århundreder tilbage. Den er vi ved at glemme og ødelægge udelukkende af dovenskab, overvældende mange alternative tilbud, mangel på omtanke og simpelt madsnobberi.

 

Continue Reading

Om julekugler. Og om at gemme.

Jeg har lige foræret afkommet i Århus 3 gamle, relativt skrammede julekugler. Ikke som den på billedet. Overhovedet ikke. Halve citroner forærer jeg ikke væk. Dem beholder jeg. Nu, altså.

De blev nu meget glade alligevel over de der 3 godt brugte stykker julepynt. Og det var da et umådeligt held, at jeg ikke havde smidt dem ud sammen med alt det andet handicappede og tilskadekomne julepynt. Her hos mig har det i årevis været sådan, at kugler uden snor og skader på den der underlige dims foroven, der holder snoren, ryger ud. Det samme har gået for kugler med skrammer, fugle uden ben, fladmaste trommer, filtrede Dannebrogsflag og skæve lyseholdere med løbestearin. I-D-I-O-T, siger jeg bare til mig selv.

Idiot sådan i størrelsesordenen, der svarer til at køre læssevis af teaktræsmøbler på losseren. Og smide keramik med skår ud, selv om der står mærker under, der er penge værd. Jeg så engang et program i TV, hvor en dame havde fundet en kæmpe Saltovase på en losseplads. Det strejfede mig, om det var min? Om jeg måske havde brugt den til at komme af med alt det handicappede julepynt?

Anyway, er man ung og relativt trendy, skal julen være gammel. Ikke blot forloren hyggelig med kopier af hedengangen julestads–den skal være ægte gammel, og det gør intet, at den også er velskrammet gammel. Eller også er det her, skrammer kommer til at hedde patina! ( Det hedder det altid, hvis man skal sælge en lædertaske med en plet!) For julen er, pr. definition, hovedområdet eller hovedperioden for dyrkelse af ekstrem nostalgi. I alt fald for tiden. For det underlige er jo lidt, at jeg vist nok aldrig selv har haft omtalte kugler på mit eget træ, for de var simpelthen for gamle til mig–i sin tid.

Det, der altid slår mig, og som udfordrer mig enormt meget, rent pladsmæssigt, er, at jeg noget så inderligt gerne ville vide på forhånd, hvad det kan betale sig at gemme. Helt konkret: Hvad der bliver noget værd. Jeg ville aldrig have forudset genkomsten og opblomstringen af de der 3 velpatinerede kugler, og det er da virkelig, virkelig tydeligt, at teaktræets renæssance gik min næse forbi i sin tid, for ellers havde jeg da aldrig bøvlet rundt med at køre det på losseren. Selvfølgelig kunne man teoretisk bare gemme det hele, i håb om at noget da i det mindste oplever en økonomisk eller designmæssig opblomstring, men det er godt nok i det lange løb ubegribeligt pladskrævende. Og hvad gør man lige med alt det, der, til trods for at man gemmer det i årtier, aldrig oplever andet end at blive endnu ældre og endnu grimmere og endnu mere bevægelseshæmmet?

Jeg kan se, at julekugler som mine 3 sælges for svimlende summer i storbyerne. Og for ligefrem ubehøvlede beløb langs Sdr. Boulevard, hvor alting altid koster en hel jul for 8, fordi der tilsynladende er nogen, der godt vil betale det.

Og halve citroner, som den på billedet, er endnu mere værd. Fugle–selv lettere handicappede med åbenlyse protesebehov–flyver til himlen rent prismæssigt, og man skal slet ikke tage sig ret meget af, at den der underlige dims, der holder snoren, er i stykker. Hovedsagen er, at stadsen er gammel. En dame fortalte mig endda, at selve de ruminddelte kasser, som huser ramponeringerne, kan sælges for relativt høje priser. Det er så nok kun på Sdr. Boulevard, for det er vi godt nok for kloge til i Jylland.

Jeg tror, jeg gemmer mine 20 tønder stads…… Eller: de 5 ting, jeg ikke har smidt ud undervejs!

 

Continue Reading
1 2 3 19