Morgenskov. Nu med forår!

Alle mennesker burde have en morgenskov. Sådan en, der ligger umiddelbart tilgængeligt i forhold til deres bopæl og nemt kan nås til en lille tur, inden dagen for alvor starter. Og jeg mener virkelig INDEN. Morgenskove har søvn i øjnene, nattøj indenunder, lettere uglet hår—og en vidunderlig opvågnende virkning. Morgenskove befinder sig på stadiet mellem søvn og vågen tilstand–og det er netop den effekt, de har. De bringer en på den mest hensynsfulde og lempelige, næsten umærkelige, måde fra det ene til det andet.

Det er (også) derfor, jeg er nødt til at have en hund. For hvis jeg ikke havde det, så ville jeg have alt, alt for mange selvoverbevisende argumenter for at holde mig langt væk fra den skov. Som nummer et sikkert bare at blive i sengen. For selv om morgenskove næsten kalder lokkende på en på en dag som denne, så ER der altså dage, hvor møgvejret står ned i stænger, mudderet står op til halsen, og bidekulden rammer en lige midt på kroppen. Det er dem, hvor hundekortet er absolut nødvendigt for en potentiel overpjækker som mig. Så står han der og plager med hele kroppen, hopper og danser sin skovtursdans, henter snoren en halv snes gange—-samt er så vedholdende i sin ulidelighed, at jeg godt ved, at hvis jeg ikke indtager en morgenskov, så får jeg simpelthen ikke fred resten af dagen. Bagefter–altså efter erobringen af mudderhullet–så er jeg jo alligevel bare så overordentligt taknemmelig over, at vi kom afsted. Det ved han sikkert godt, den clairvoyante hund!

Min morgenskov klarer hovedet, klarer tankerne. Der er helt stille dernede. Det er da meget muligt, vi møder en interessant labradornumse på vejen dertil og deler et Godmorgen med naboens mere og mere firkantede gadekryds på vej derned, men når vi så er inde i skoven, så er der kun os og årstiderne. Og det er rigtigt godt for os. Om hunden også har en mental virkning af sin morgentur ved jeg ikke, men han får da i alt fald læst kvarterets hundeavis i samtlige buske og ordnet det, han nu skal have ordnet.

Jeg kan kun anbefale morgenskove. De er gode for os mennesker. ( Og vores hunde!) Får os vækket til dagens udfordringer på den allermest blide og humane måde. Og selvfølgelig er de næsten allerbedst her i det spirende forår. Ikke nok med, at man fra dag til dag kan se, at det hele ændrer sig, springer ud, men forår giver også glæde og livslyst.

Så prøv en morgenskov! Den kan udelukkende anbefales. Og hvis det er svært at komme afsted–så lån en hund. Hvis nogen altså vil afgive DERES morgenskov med hund til andre. Ellers er jeg sikker på, det vil blive yderst besværligt at finde en hund, der ikke med glæde tager en morgenskov op til flere gange!

Continue Reading

Hvad skal du være, når du bliver gammel?

Hvor jeg dog hadede det, når alle de gamle tanter–gerne i håbløs mangel på andre fornuftige spørgsmål at stille børn–spurgte mig som barn, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor. Ikke blot var jeg fuldstændigt på det rene med, at det ragede dem en papfis, men det satte mig samtidigt i det dilemma, at jeg ligesom selv blev konfronteret med en stillingtagen til, hvad jeg egentlig VILLE være, når jeg blev stor. For det meste, i alt fald en anselig årrække, ville jeg faktisk være arkæolog eller journalist. Det første fordi, jeg engang havde vundet en bog om Grauballemanden i en stilekonkurrence og havde en hemmelig drøm at lokalisere et betragteligt antal moselig, der kunne gøre mig lige så berømt som Glob og skaffe mig adgang til primetime TV. ( Det her siger mere om datidens TV end om mig!!) Det andet fordi jeg elskede at skrive og engang havde vundet et rædselsfuldt grimt kuglepennesæt for et mindre indlæg på Fyens Stiftstidendes børneside om søndagen. Jeg mente, det måtte kunne gøres bedre rent præmiemæssigt, hvis jeg formåede at forfremme mig selv til diverse voksensider.

I sig selv var spørgsmålet–og især svaret– jo irrelevant. De færreste af os endte vel som de politibetjente, lokomotivførere, piloter, brandmænd, sygeplejersker og skuespillere, vi diverterede de gamle tanter med. For de allerfleste blev jobvalget præget af en form for tilfældigheder, pludseligt opståede interesser eller måske bare ledige jobs. Personligt var det eneste, jeg på ingen mulig måde skulle være, mens jeg læste engelsk og dansk–lærer. Men sådan blev det så alligevel…..

Anyway, efter masser af erhvervsaktive år der, hvor vi nu engang endte, opstår muligheder for det frie valg alligevel igen. Nemlig, når vi bliver/ eller nærmer os at blive seniorer og arbejdsfri fra det ordinære arbejdsmarked. Det er der, vi kan begynde at spekulere på, hvad vi vil være, når vi bliver gamle. Der, vi kan gøre lige præcis det, der passer os. Eller det, vi altid har drømt om.

For første gang i–i alt fald mit–liv har jeg faktisk frit valg på de allerfleste hylder. Jeg er nemlig indehaver af en, omend minimal, pension, som gør mig i stand til at blæse højt og flot på løn og, selvfølgelig, pensionsordninger. Jeg kan begynde at holde høns i baghaven ( hvis min beboerforening ellers accepterer det!), male akrylbilleder, skrive bøger, sy patchworktæpper, arbejde som frivillig i diverse genbrugsforretninger, blive rejseguide–eller bare passe min have. Der er ingen, der blander sig i, hvad jeg, i alt fald indenfor rimelighedens grænser, vil være, når jeg bliver gammel. Alle de drømme og ambitioner, jeg har måttet sluge eller undertrykke undervejs–dem kan jeg næsten blive, når jeg bliver gammel. Selvfølgelig er der nok fysiske grænser for opfyldelse af mine eventuelle pilotdrømme eller den altid lurende ambition om at blive røgdykker, men jeg er sikker på, de aller-allerfleste af mine jobfantasier på en eller anden måde kan opfyldes. Nok ikke lønnet og professionelt—men sådan til husbehov, til tilfredsstillelsesbehov. For for første gang nogensinde i hele mit liv, er det mig, er bestemmer. Det er mig–og kun mig–der, indenfor fornuftens grænser, sætter målene for, hvad jeg kan blive. Og indtil nu går det da meget godt med at blive turistguide, skal jeg hilse og sige…..

Udover det tror jeg, at spørgsmålet faktisk er uhyre vigtigt at stille sig selv, inden den konkrete pensionering tager sin begyndelse. Altså: Hvad vil jeg være, når jeg bliver pensionist? For det første er mange af os jo i så god fysisk form, at der er masser af arbejde i os endnu. For det andet har jeg alt, alt, alt for mange gange set eksempler på, at en pensionisttilværelse uden drømme, ambitioner og “nye” jobs bliver til en evig lediggang, kedsomhed og efterfølgende tidlig død. Spildte år, om man så kan sige. Manglende erkendelse af, at for første gang nogensinde kan man blive præcis det, man gerne vil være–hvis man kender sine egne begrænsninger.

De gladeste og mest tilfredse ældre, jeg kender, er de, der bevidst har overvejet, hvad de ville være, når de blev gamle. Har set de arbejdsfri år som en ekstra gave til at gøre alt det, de altid har drømt om, men først nu har fået tiden til. SOM de maler, dyrker eksotiske orkideer, er lektiehjælpere og skriver lokalhistoriske artikler. Eller hvad de ellers gør. Og stortrives med.

I alt fald er jeg yderst tilfreds med, at jeg satte mig ned og indgående spurgte mig selv om, hvad JEG ville være, når jeg blev gammel!

Continue Reading

Om tre forfærdelige dage. Med en lykkelig slutning.

Det hele begyndte mandag aften, da jeg fik lidt ondt i halsen. Bad derfor manden om at tjekke, om jeg var rød nede i halsen, så jeg, hvis det var påkrævet, kunne få noget mod det, inden jeg skal ud at rejse på søndag.

Jeg ved ikke, om han så min hals. Overhovedet. Men han så i alt fald en stor ( og her taler vi yderst synlig og ca 1×1 cm.) knude på ganen, som jeg faktisk ikke vidste, jeg havde. Som de fleste andre, kan jeg da godt kigge intensivt på forsiden af mine tænder, men det er yderst sjældent, jeg kommer bag det yderste tandforhæng og nærstuderer min gane. Men ganske rigtigt: en særdeles forsvarlig, stenhård mundstalakit med facon som en deform rose boede inde i min mund. Og at den tandlæge, jeg nærmest har overrendt de sidste måneder, ikke har set, eller måske bare ikke har kommenteret den, må enten skyldes, at han er udpræget ganeblind, eller har taget det for givet, at folk, der dyrker den slags i deres mund, godt ved, de er indehavere af deres egne, private drypsten.

Når manden bliver bekymret, bliver jeg automatisk dobbelt bekymret. For når hans viden om ting tydeligt provokerer en uskjulelig ængstelse, så ved jeg godt, at jeg i den grad har grund til samme ængstelse. Så helbreds-automatpiloten går på under et splitsekund på cancermode. Indenfor det næste er man næsten både død, begravet og græder på vegne af de børn, man allerede mentalt har forladt. Det er helt naturligt, tror jeg. Sådan vil vi nok alle reagere.

I sådan en situation er jeg bange for ikke at være bange NOK. At tage mit helbred og mine drypsten alt for let og useriøst. Hellere fantasere om worst-case scenario, for så kan man da bilde sig selv ind, at det kun kan blive bedre. Selv om man selvfølgelig er overbevist om, at det gør det IKKE. Det er utroligt, hvad der render gennem ens hoved–og især de tre nætter, jeg nu har ligget vågen, mens samtlige cancerinficerede tanker har myldret rundt i min forsvarsløse hjerne.For selvfølgelig har jeg da alle nætter erkendt, at nok er jeg ikke specifikt bange for at dø, men jeg er bestemt hamrende hundeangst for at blive hjælpeløs, en grøntsag og–ikke mindst–for at noget som helst skal gøre ondt. At en cancerdiagnose på ingen mulig måde er lig med en dødsdom, sprang min hjerne let og elegant hen over. Sådan fungerer den nu engang!

Ikke bare det. Altså mig selv, om end alle tanker selvfølgelig og forståeligt nok starter og ender der. Men også alle de svigt, jeg ville skulle bevæge mig ud i, hvis klumpen var decideret uvenlig og farlig. Bare tanken om at sige det til børnene er jo næsten ubærlig. At påføre dem så megen smerte. Og alle de rejser, hvor jeg er den eneste ansvarlige guide, som folk har betalt for, glæder sig til, og som måske ikke kan lade sig gøre, hvis jeg ikke er med som førerhund. Mit nye job ved nyt rejsebureau–skulle det startes med en sygemelding, som sikkert ville indebære, at de på forhånd opgav mig? Og hvad med manden og hunden, som i min selvbestaltede worst-case garanteret aldrig hverken ville få varm mad eller vasket guld, men vansmægte i ulidelig ensomhed. Hvad med alle vores planer, vores fremtid?

Endelig er man vel kvinde nok til at frygte de rent kosmetiske konsekvenser af en potentiel operation på et markant stykke af ganen. Kan man overhovedet tale bagefter? Og påvirker det ens ansigtstræk? Ikke at de er specifikt bevaringsværdige i sig selv, men man ved da, hvad man har.

Heldigvis kan man i dag komme direkte ind i en speed-cancerpakke, så allerede tirsdag fik jeg tid til undersøgelse på det nærmeste sygehus ( som dog ligger 65 km. væk–hver vej!). De virkede ikke overmåde foruroligede over min gevækst, men var nærmest lidt undrende over dens facon, størrelse og sten-hårdhed. At tage en biopsi kunne end ikke diskuteres, for man kan næppe skære eller indføre andet i netop den konsistens. Så de sendte mig til CT-scanning dagen efter samt gav mig en tid til samtale i dag.

Her skal så indskydes, for det skylder jeg det danske sundhedssystems lettere blakkede rygte, at jeg på intet tidspunkt mødte andet end venlighed, professionalisme, overholdelse af programsatte tider, søde smil og trøstende, velmente ord. Hvis det ikke lige var, fordi man generelt forsøger at undgå sygehuse, når man ikke er syg, så kom jeg der gerne oftere–for venlighedens og imødekommenhedens skyld. Min første læge var i øvrigt ikke dansk–det er de fleste vist ikke her i vores udkantsområde–men han talte sproget til perfektion og var dybt, intensivt professionel. Det gjaldt i øvrigt også alt andet personale–fra den hjertevarme sygeplejerske til den søde, smilende, tørklædeklædte sosu-assistent på røntgenafdelingen.

Anyway, i nat var den værste at komme igennem. For jeg følte det præcis som om, jeg stod til at skulle have en altdominerende dom.En dom, der enten frikendte mig, sendte mig videre til ny rettergang ( virkelige specialister huserer sjældent i udkantsområder) eller–igen den der worst-case–betød akut hængning. Omvendt kommer man også dertil, at man bare skal have en afklaring, en diagnose. Latens- og ventetid er en lang vacuumtilværelse. Der er intet, der er noget ved. Intet, der skal begyndes, og intet, der skal afsluttes, for det sidste er i sig selv nærmest at skubbe til skæbnen.

Så jeg var på toilettet med min overnervøse blære adskillige gange undervejs og et helt pinligt antal ditto på selve sygehuset, før det endelig blev min tur til at komme ind og få dommen. Det var lige før, jeg næsten måtte bede dem om at sende en forklarende mail med min diagnose til mig, derude på toilettet.

Men det viser sig, at jeg har fremmanet scenarier, der ligger milevidt fra min stalakits natur. Der er simpelthen tale om et ben i min gane, der har fået helt sine egne planer og retninger for neddrift. De mener, jeg på et tidpunkt ( som meget vel kan ligge flere år tilbage) har slået det, hvorpå det har reageret med at indkapsle sig selv i ganevæv og vokse permanent som f.eks. et blåt mærke gør midlertidigt. Der er absolut ingen garanti for, at dets vildtvoksende natur ikke fortsætter, men så længe dette bens eget liv ikke indebærer gener for mig og min mund, er der ingen grund til at gøre noget ved det. Det vil så, selvfølgelig, ændre sig, hvis jeg på et tidspunkt begynder at føle det generende. Så kan man file det ned–dog uden garanti for, at det ikke bare vokser sig stort igen. Den ualmindeligt pædagogiske læge forklarede mig om fodboldspilleres skinneben, som ofte var rimeligt knudrede efter spark og slag–så jeg har altså den ganemæssige pendant til et par superligaben. Selv om jeg da ikke sådan lige synes, jeg render rundt og slår mig selv i ganen i tide og utide. Hvem gør i øvrigt det?

Da jeg kørte hjem fra sygehuset, skete der noget helt mirakuløst med naturen og med vejret. Som de buske dog var sprunget ud på den times tid, og som solen dog skinnede. Jeg er sikker på, det ikke var tilfældet på udturen. At få en sådan besked er næsten som at få livet igen. Eller i alt fald at få en særdeles kraftig påmindelse om at skønne forfærdeligt meget på det. På en omvendt måde kan man næsten sige, at de tre forfærdelige dage såmænd var meget pædagogiske i det lange løb. De fik mig i alt fald til at påskønne mit liv på en helt ny måde. Og til at bestemme, at NU skal jeg altså til at holde op med at ryge. For selv om min drypsten intet har med rygning at gøre, så skal jeg ikke bevidst udsætte min gane for endnu en gevækst, der kan træffe at have det. Det bliver en lang, sej kamp–men der er, som sagt, ikke ret meget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget!

Lidt galgenhumor er så også på sin plads. Især for drypstenshulekyndige mig. Jeg vil ikke håbe, at min mundstalakit, hvis den vokser sig stor,lang og stærk ( for stalakitter i naturen tager det adskillige tusinde år!) på et tidspunkt opnår kontakt med min stalagmit på oversiden af min venstre fod. For så får jeg jo–hvilket faktisk er temmelig sjældent i naturen–det, man kalder en søjle. Omvendt kan jeg så måske være så heldig, at man kan ordne og nedfile begge dele på samme tid.

Jeg var heldig, og det skal jeg i den grad påskønne. Så min allerstørste respekt og gode tanker til alle dem, der ikke var det……..

 

Continue Reading

Om at blive voksenlærling!

Selvfølgelig er det aldrig for sent at lære noget nyt! Derfor har jeg bestemt mig for at gå i voksenlære. Det var, heldigvis, ikke specielt vanskeligt at finde en læreplads, der gerne ville modtage sådan en som mig. Jeg er nemlig omringet af naboer med de skønneste Haveforeningshaver, og når man nu har sat sig for, at man vil lære noget om blomster, haver og måske endda jordbundsforhold, så var det jo bare at spørge sig for. Der var nok at spørge.

Lidt skeptisk undren blev jeg da mødt med. Efter over 30 år her i kvarteret er det vel næppe nogen hemmelighed, at mit forhold til haver er lidt ligesom mit forhold til sukat. Det/de ser sådan set ganske nydeligt og pænt ud, men det smager af lort, og jeg rører kun meget nødigt ved det. Men, tvunget af omstændighederne, er jeg altså nødt til at konfrontere mig selv med de der haver. Altså gøre noget mere end bare at se på dem.

Så jeg har indgået en kontrakt med en venlig og meget kyndig nabo, som, da jeg spurgte hende, først troede, hun havde hørt en smule ved siden af, og dernæst fik en akut åbenbaring om, at selv for de absolut vanhellige kan der måske opnås havemæssig frelse. Hun så ligefrem begejstret ud–på den der måde, som mindede lidt om en indremissionsk præst, der kigger på en angrende synder. Jeg regner så med, at vi det næste stykke tid tager nogle timer i intensiv blomster, tilbundsgående jordbundsforhold og måske lidt projektarbejde i beplantning. Som gammel lærer kan jeg jo allerede selv begynde at strukturere lidt, så det hele ikke bliver alt for overvældende og forvirrende og alt for mange arter på en gang. Så jeg vil foreslå, at vi f.eks. om mandagen tager roserne en times tid og så ellers fordeler yderligere arter over resten af ugens dage. Det bliver jo nok lidt som at lære basal engelsk grammatik. Der skal simpelthen terpes navne, farver og familier–akkurat som kasus, stærke bøjninger og ordklasser. Jeg er nødt til at vide, hvad de allermest almindelige blomsterarter hedder og at kunne skelne dem fra hinanden. Synes jeg i alt fald. Det her–det er simpelthen et spørgsmål om faglig ære!

Hele tiltaget bunder i, at jeg skal på havetur til England. Selvfølgelig indeholder turen også mangt og meget mere end de der haver, og det er jeg alt sammen forfærdeligt godt hjemme i. Netop denne professionalisme, som jeg sætter en stor ære i, betyder, at jeg ikke kan overskue, at jeg ikke kan de haver. Jeg har præcis det samme forhold til mit fag, som alle andre, forhåbentlig, også har. Ganske simpelt: Jeg skal kunne det. Det er derfor, jeg skal kunne haverne. For jeg er da udmærket klar over, at når man som gæst melder sig til en tur, der har en del haver indlagt, så er det selvfølgelig fordi, man er interesseret i haver. Og så vil jeg altså ikke stå der som indbegrebet af rosernes underkvinde og den totale katastrofe på tilplantningsfronten. Når der bliver spurgt om arternes navn, vil jeg–og det ved jeg–får særdeles svært ved at undslå mig med en længere historie om William Erobreren og Slaget ved Hastings. Også selv om jeg godt nok er rimeligt eminent til ham der William!

Min største hurdle vil, og det ved jeg noget så inderligt, blive min—lad mig bare være helt ærlig og skrive: mangel på interesse. Det er nu engang lettere at lære noget, man brænder for. Men så har jeg overtalt mig selv til at tro, at når jeg nu først begynder at kravle op ad lærdommens havestige, så bliver det hele garanteret vildt og blomstrende interessant. Sådan at jeg vil tørste efter at lære mere. Måske, altså.

Endnu mere måske–men det kan kun tiden vise!–kan det såmænd være, at jeg selv får så meget mod på de der haver, at jeg ligefrem vil vove mig ud i min egen uden en drømmeseng og en god bog. Men–for nu er blive i haveterminologien–så vokser træerne jo sjældent ind i himlen.

Jeg er dog fuld af fortrøstning til mit liv som voksenlærling de næste uger. Primært baseret på, at det udelukkende og kun kan gå fremad, men også vel vidende, at der godt nok skal terpes nogle arter. Jeg starter, akkurat som haverne, fuldstændigt fra bunden af!

 

Continue Reading

Om at rejse sig op i bussen. Igen, igen.

Jeg har tidligere, for oceaner af personlige busture siden, skrevet om mit noget ambivalente forhold til, at folk (læs: unge mennesker!) rejser sig for mig i bussen. På den ene side set er det da forfærdeligt rart, behageligt og afstressende at arve en siddeplads efter en yngre numse. På den anden indebærer det en direkte konfrontation med ens egen alder og udseende, en form for erkendelse af, at man altså ser så gammel ud, at andre mener, man har behov for at hvile sit trætte legeme. Den sidste gør lidt ondt i aldersforfængeligheden–i alt fald indtil man vælger at gå med det klare frynsegode, der er forbundet med at se gammel og sædetrængende ud. Nemlig at sidde ned.

Men nu har jeg lagt mærke til–fordi jeg rejser så forholdvist meget, som jeg gør–at mine aldersbestemte rettigheder til en siddeplads i overfyldte busser og metroer, er særdeles flydende og sådan nærmest geografisk bestemte. Herhjemme er der sjældent et ungt menneske, der i offentlige transportmidler formår at løsrive sig fra den medbragte elektronik og tilbyde mig lidt støtte til numsen. Hvorimod jeg, faktisk jo mere jeg rejser mod syd i Europa, nærmest kan vælge mellem ledige sæder, som smilende unge mennesker kaster i grams for mig. At rejse sig for ældre medborgere er i nogle lande en uskreven regel, et tydeligt tegn på høflighed og respekt og almindelig god opdragelse. Sådan næsten en form for indbygget automatik.

Jeg har tænkt på, hvorfor det forholder sig sådan. For det er vel næppe fordi, jeg akut ser århundreder ældre ud, når jeg kører i udenlandske transportmidler. I alt fald håber jeg det da ikke. Jeg tror derimod meget mere, det er synet på det at blive ældre, der varierer kraftigt fra land til land. I årtier har vi herhjemme insisteret på, at vi sandelig ikke bliver gamle–vi bliver ældre, vi bliver grå guld, vi bliver aktive, rejselystne, arbejdsfri mennesker i en såkaldt tredje alder, som primært giver os rettigheden til at nyde livet efter et langt arbejdsliv. Vi insisterer på, at vi skam er fuldt ud kapable til det samme som ungdommen, og at det nærmest er en gevinst for os at være blevet ældre, så vi fuldt ud kan hellige os det, vi ikke havde tid til som unge. Endelig bliver vi jo faktisk også ældre end førhen, og statistisk set er ældre set som gruppe i meget bedre helbredsmæssig tilstand end for blot få år siden. Os skal de sgu` ikke fucke med, de unge! Vi kan og vil udmærket selv. Det har vi nok, såvel direkte som indirekte fortalt de unge så mange gange, at de sandelig (snarere tværtimod!) ikke har mistet respekten for os. Men de har mistet respekten for, at vi er blevet ældre/gamle.

Endvidere er der nok også nogle klare forskelle til lande, hvor industri- og teknologisamfundet ikke haft så gennemgribende gennemslagskraft som herhjemme. Vi er simpelthen–i alt fald de fleste af os–ikke så tydeligt fysisk nedslidte, som bjergbonden, der har hakket i den stenede jord hele sit liv–for nu at tage et overklart eksempel. Endelig må man nok heller ikke glemme selve den nationale selvforståelse, eller mentalitet. Der er steder, hvor der pr. tradition har stået respekt og “rejse sig i bussen som en form for æresbevisning” på programmet i århundreder ( eller i alt fald siden de første busser blev indført!) overfor ældre.

Så jeg må ligesom lære at forliges med mine særdeles varierende rettigheder som buspassager i Europa. Herhjemme må jeg affinde mig med at stå op. Og det er sådan set også OK, for hvis et dansk ungt menneske rejser sig for mig, er den da for alvor gal med både udseende og fysisk. Så står det slemt til, for danske unge mennesker har lært, at ældre skam klarer sig fint selv. Og så må jeg nyde, at jo længere sydpå, jeg bevæger mig i Europa, desto mere kan jeg klart forvente at blive tilbudt siddeplads til min gamle røv. Begge dele er fint med mig. Jeg har selv været med til (indirekte) at fortælle mine lokale unge mennesker, at jeg stadig står fuldt forsvarligt i en bus, og jeg labber da gerne den lige så lokale respekt for alderdommen i mig, når jeg er på gennemrejse.

Continue Reading

Om skulderpuder. Og andre uhyrligheder.

Så læser jeg i modespalterne i Politiken, at skulderpuderne (oh, ve!) igen formodes at lande på uskyldige kvinders overarme, hvis de da ellers er tilstrækkeligt modebevidste. Yves Saint Laurent har allerede re-introduceret dem i årets kollektion, og andre modehuse forventes at følge efter. Efter sigende skulle dette træk være et (misforstået?) svar på #metoo-bevægelsen, en visuel markering af kvinders styrke og mod. Hvorfor kvinders mod og styrke lige skal vises ved at give dem overdrevne, maskuline træk via vatindlæg, melder historien intet om. Nok fordi hverken Saint Laurent eller skribenten i virkeligheden heller ikke har nogen anelse. Men det er efterhånden 2-3 årtier siden, vi sidst var belastede med disse forfærdelige øjebæer, som absolut intet gjorde for hverken kvinder eller mode, så ifølge modens vante cyklus er det vel ved at være tid, at de genintroduceres. Det må da absolut være i mangel af bedre…

For mit indre blik–når talen falder på skulderpuder–står altid Crystal fra TV-serien Dollars/Dynasty. Som selve indbegrebet af monstrenes skadelige virkning og æstetiske katastrofe. Hun var, in natura, en høj, flot og statelig kvinde, men blev af producenterne af serien udvalgt til at være modemæssigt ikon, med speciale i skulderpuder. Ergo lignede hun altid en dværg, der var tydeligt højdemæssigt udfordret, da hun generelt nærmest var væsentligt bredere foroven, end hun var lang i højden. Tillige må hun have kunnet fungere som model for enhver perfekt trekant, hvor den bredeste side fandtes foroven, mens en af spidserne tydeligvis sad allernederst. Jeg kan huske, at jeg personligt altid var meget opmærksom, når Crystal skulle igennem en dør, for selv om de skam havde velvoksne, brede døre i den familie, så var det altid en udfordring for hende. Ville det lykkes, ville hun sidde uhjælpeligt fast med sine skuldre, eller måtte hun gå sidelæns? Det var, på alle måder (også andre end lige den med monsterskuldrene!) synd for Chrystal. Ligesom det er synd for alle de kvinder, der nu føler, at de for at følge moden skal vedhæftes vatkugler på kravebenet.

For hvis man benytter begrundelsen, at skulderpuderne er et visuelt udtryk for kvinders styrke i kølvandet på #metoo, så holder den bare ikke så meget som en meter vat. #metoo handler om forfærdelige, utilgivelige seksuelle krænkelser af kvinder, og selv om den slags slet ikke kan sammenlignes, så vil jeg alligevel hævde, at skulderpuder handler om forfærdelige, utilgivelige, modemæssige krænkelser af samme kvinder. Selv om man selvfølgelig med rette kunne hævde, at skulderpuder dog nok trods alt har en vis form for præventiv virkning.  Sådan at forstå, at vi givetvis vil se en markant nedgang i amourøse affærer, forlovelser og bryllupper, da de færreste mænd nok vil føle sig det mindste tiltrukket af de bepudede amazoner. Og det kan måske også smitte af på antallet af overgreb? Selv om det, for mig at se, er en noget underlig, indirekte og æstetisk forfærdelig måde at dæmme op for et problem, der burde have andre løsninger.

Der er masser af modemæssige absurditeter, som hver især har haft deres tid op gennem århundrederne. Og især i dette og det forrige. Efter deres første katastrofale introduktion og udlevelse, er der absolut ingen, der siger, vi bør gentage fiaskoen. Det er da topmålet af designmæssig fantasiløshed. Som nu med skulderpuderne. Jeg mener, der er da ingen (selv modefolk) ved deres fulde fornuft, der overvejer at genintroducere kassebukserne, papirstrusserne, plateauskoene, Maverickskjorterne eller Bundesligahåret. Vel?

Nej, fri os fra skulderpuder! Dem HAR vi haft. Og de gjorde, mildest talt, ikke noget godt for os. Lad os bare sige, at vi stemmer dem ned, fordi vi så utroligt gerne vil undgå at bevæge os sidelæns gennem alle døråbninger. Og sagtens kan vise vores mod og styrke uden vatforbreddere!

Continue Reading

Om alle mine uopklarede mord.

Personligt har jeg omkring 365 uopklarede mord på samvittigheden på årlig basis. Der er, selvfølgelig, tale om en pæn international spredning, for jeg er ikke kræsen med hensyn til ofrenes hverken nationalitet, sprog, køn, etnicitet eller andre menneskelige forskelligheder. Jeg har nemlig kun et ufravigeligt krav til alle de mord, jeg efterlader hængende derude i himmelråbende uopklarethed. Nemlig at de skal foregå mellem 22 og 23 hver aften.

Nu er det jo ikke fordi, det sådan er noget, jeg dyrker, fordi jeg til dagligt undertrykker en fuldstændigt uforløst trang til at slå andre mennesker ihjel. Jeg er nærmest bare sådan lidt afhængig af det på præcis samme måde, som andre mennesker er afhængige af andre ritualer på samme tidspunkt. Jeg har hørt om både varm chokolade, snaps, ja sågar gåture brugt på fuldstændigt samme måde. Nemlig til at falde i søvn på.

Det er heller ikke, fordi jeg dyrker uopklaretheden som et mål i sig selv. Jeg har skam alle de skønneste intentioner om at efterlade mine mord i den allerpæneste, opryddede og velopklarede tilstand. Det er faktisk endda et kæmpestort ønske fra min side at afslutte al den halsoverskæring og slåen med stumpe våben på en harmonisk måde hver dag, så vi sådan kan begynde forfra i et andet land og på et andet sprog uden hængepartier dagen efter. Når jeg er krøbet i nattøjet og har arrangeret alle puderne på den allermest bekvemme måde derinde i sengen, tror jeg da stadig naivt på, at jeg vil følge mine blodsudgydelser til deres retfærdige slutpunkt.

Men det er så der, tråden–eller måske øjnene–knækker. For hver eneste aften bliver et tydeligt deja vu af den umiddelbart forudgående. Jeg ser et mord, og jeg er skam også rimeligt på omkring den første, indledende opklaring. Jeg er endda på fornavn med samtlige detektiver fra Stockholm til Yorkshire, og fra 40-erne til fremtiden, og er vildt godt inde i både deres personlige liv og forhold til samtlige sidekicks, gamle kærester og dysfunktionelle børn og familier. Jeg kan endda komme ind i deres universer lidt forsinket ( man skal vel have sine tænder børstet!) og på bare et stillbillede konstatere, hvor i verden befolkningstallet lige skal reduceres pågældende aften.

Men det er altså endnu aldrig lykkedes mig at overvære opklaringen af så meget som et eneste af alle de 365 mord om året. Der er simpelthen en personlig dysfunktion mellem min øjne og mine intentioner. Efter ca. en halv time vil mine øjne tydeligvis noget helt andet end mine intentioner. De er bedøvende ligeglade med opklaringer, de øjne. Og når de umærkeligt lukker sig, kan jeg desværre (endnu ikke?) læse på indersiden af øjenlågene, hvem der lige gjorde det. På det tidspunkt er det såmænd også ligegyldigt, og mærkeligt nok drømmer jeg faktisk aldrig videre i detektivernes menneskereducerende univers.

Men det fratager mig jo ikke det faktum, at jeg stadig akkumulerer uopklarede mord med en speed på 365 om året. Til gengæld sover man bare så ualmindeligt godt ovenpå et godt, uopklaret mord. Jeg gør i alt fald. Og så er det jo heldigvis så dejligt betryggende, at der findes folk til at udrede den slags. Mens jeg sover…….

Continue Reading

Om at spise (mindre) kød.

Der er–i alt fald for mig–ingen tvivl om, at det er min generation og de, der er endnu ældre, der skal lære at spise mindre kød. Det er indiskutabelt, faktisk så indiskutabelt, så jeg slet ikke gider bruge tiden på at gå i detaljer med, hvilke uhyrligheder vi er ved at gøre ved vores verden, at kødforbruget skal nedsættes markant. Og at vi ikke bare skal afvente vores naturlige afgang fra denne verden, således at vores overforbrug af kød uddør med os. Vi er faktisk nødt til aktivt selv at gøre noget ved det nu. De unge og yngre er ualmindeligt godt i gang. Det er os, der halter bagefter.

Det forholder sig nemlig ikke længere sådan, som det gjorde engang, at skellet mellem kødspisere og vegetarer/veganere udgøres af et bevidst og klart valg. Eller fravalg. Eller sådan, at man rent faktisk HAR et valg. At være vegetar eller veganer er ophørt med med være et småsekterisk fravalg  af kød begrundet på en pladderhumanistisk fortælling om dyr, der har det skidt–for nu at tage fat i den allermest sejlivede fordom. Det drejer sig ikke længere udelukkende om dyr, der har det skidt og de menneskelige følelser, det nu måtte fremprovokere. Det drejer sig om verdens klima, om verdens fremtid–og om hvad vi alle sammen kan medvirke til at gøre for at skaffe forbedringer. Eller i alt fald nedbringe mængden af forringelser. Det er ikke længere et enten/eller valg for rigtigt mange. Det er fuldt acceptabelt at være flexitar (at leve vegetarisk det meste af tiden, men spise en mindre mængde kød af en ordentlig kvalitet ved særlige lejligheder), og det er vel netop i den retning, vores storkødsspisende generation skal forsøge at gå.

Jeg tilhører en generation, hvis forhold til kødspisning helt fra barndommen er præget af to væsentlige faktorer. For det første er vi opvokset med, at kød er noget fint, noget godt og noget overskudspræget. Som efter-efterkrigsbørn og den første egentlige generation af industrisamfundsbørn er vi rundet af en stigende økonomisk velstand, der især i vores sene barndom og ungdom gav sig udslag i synlige materielle goder–blandt dem at spise godt kød. Jeg var teenager, før jeg smagte en såkaldt “engelsk bøf”, og culottestege var noget nær en begivenhed. Derfor udviklede vi især op gennem 70-erne og 80-erne en klar fornemmelse af, at godt kød var et statussymbol, og planlægningen af en såkaldt “god middag” tog altid udgangspunkt i det stykke kød, der skulle serveres. Resten var bare udenomsstaffage til bøffen eller mørbraden. Vi bedømte vel nærmest hinandens formåen udfra kødets beskaffenhed, og det var samtidig essentielt, at der skulle være rigeligt. Vores børn opvoksede på kød. For de skulle da sandelig også have det bedste. I mig ligger det i alt fald dybt i spisesjælen, at der skal serveres kød af en beskaffenhed og en mængde, som jeg kan være bekendt. Hvem det så end er, jeg skal være det bekendt overfor……

En anden faktor, som for mit vedkommende har haft en betydning, er den klare erindring om barndommens såkaldt “kødløse dage”–eller grøddage, som jeg husker dem. Dengang var det sådan, at det eneste alternativ til kød–var grød. Det var IKKE grøntsager. Der var da vitterligt ingen, der kunne drømme om at servere en middag bestående af vegetarisk mad ( for mange var det vel næppe mad overhovedet!), men forskellige former for grød gik an. Så vi fik sagosuppe/grød ( den med de stirrende øjne!) andre gryngrøder og masser af frugtgrød. De sidste dog primært som efterretter, for dengang fik man sandelig ofte to retter til et måltid. Personligt hadede jeg det og gik oftest i selvvalgt sultestrejke. For mig ( og sikkert mange andre fra min generation) betyder det, at “ingen kød” ubevidst forbindes med barndommens uhyrlige grødtyper. Og det er faktisk ganske traumatisk, at “ingen kød” ikke, som det jo burde, i stedet direkte associeres med grøntsager.

Derfor er vi lidt træge i optrækket, os trekvartgamle. Mange af os elsker nemlig vores bøffer og hader vores grød. Af samme årsager bliver mange af os nok heller aldrig fuldblods vegetarer. Jeg gør i alt fald ikke, og selv om det er decideret politisk ukorrekt at indrømme det, så vil jeg stadigvæk gerne have lov til at nyde et godt stykke kød. Men mindre kan jo også gøre det. Og det er faktisk den eneste farbare vej, jeg umiddelbart kan se for min generation. Vi skal simpelthen “bare” lære at spise mindre kød. Gradvist og bevidst at nedsætte vores daglige forbrug og spise væsentligt flere grøntsager i stedet. Økonomisk vil det også give det essentielle plus, at vi derved, når vi spiser kød, er i stand til at købe og spise en meget bedre kvalitet. Både hvad angår dyrevelfærd og økologi.

Uden bevidst at ville fremstå sexistisk så vover jeg at påstå, at hele denne omstillingsproces nok vil forløbe noget lettere og mere smertefrit for kvinder. Ved sammenligning kan jeg umiddelbart se, at ikke blot spiser jeg mindre generelt end mænd, men jeg spiser også en del mindre kød. Jeg er simpelthen mere glad for grøntsager end de fleste mænd i min umiddelbare nærhed. Os kvinder, der stadig har hjemmeboende mænd, får en lidt sværere omstillingsproces end kvinder, der bor alene, tror jeg. Der skal udkæmpes nogle flere slag hen over spisebordet.

At spise masser af grønt er jo, som sådan, ingen større udfordring. Det gør de fleste af os vel i forvejen, for siden 70-erne har salatskålen haft sin faste plads på middagsbordet. Udfordringen ligger, for mig, i at variere tilstrækkeligt OG–allermest vigtigt–i at finde alternativer til mit kød. Jeg får røde knopper og åndedrætsbesvær af i-stedet-for-mad. Rødbedebøffer og såkaldt fars af grøntsager. Altså mad, der så forfærdeligt gerne vil ligne kød ( både i ordvalg og udseende), men bare ikke er det. Hvis jeg skal spise grøntsager, så skal de ved Gud være lige præcis det, de er, og ikke komme i falsk kødmaskering. Så min vej fremad bliver helt klart at spise masser af grøntsager, der præcis ligner og smager som sig selv med en stærkt reduceret kødmængde til. Ikke at stege mine rødbeder i bøfskabeloner……

Endelig, for det har jo overhovedet ikke været nævnt endnu, så er det da også mit store håb for fremtidens kost, at fisk får en meget mere fremtrædende rolle rundt omkring på bordene. Jeg spiser meget gerne fisk, og den eneste grund til, at fisk ikke optræder så ofte hos mig, er udelukkende prisen. Det har altid undret mig–og undrer mig til stadighed–at fisk skal være så umådeligt dyrt i et land, der er omgivet af hav på alle sider. Hvis nogen på nogen mulig måde kunne ændre på netop dette, stod vi jo faktisk med et vanvittigt lækkert, sundt og  særdeles tillokkende alternativ til kødsvineriet.

Hvis jeg skal prøve at være helt konkret, så går det hele jo bare ud på, at mit daglige indtag af kød skal nedsættes og mit tilsvarende daglige indtag af grøntsager skal optimeres. Det er ikke noget, der drastisk sker fra den ene dag til den anden, men det kan sagtens lade sig gøre, hvis jeg er bevidst om det. Min grønthandler på torvet bugner jo af lokkende vækster, som jeg skal i gang med at smage–endnu mere, altså!

Og så kan jeg med rigtig god samvittighed engang imellem købe mig et rigtigt godt stykke kød fra en økologisk ko med en lykkelig barndom. Og nyde det, mens jeg tænker på, at jeg personligt gør noget for, at verden også består for mine potentielle børnebørn.

 

Continue Reading

Om kryds og tværs.

Åh, denne vidunderlige følelse af at være helt alene hjemme med en ganske ny, ubeskrevet og jomfruelig Søndagskryds fra Politiken! At have sendt manden op for at lege med en tåbelig fodbold, mens jeg tager mig af det seriøse, det egentlige i livet. Forventningens glæde er næsten lige så stor som afslutningens tilfredsstillelse. Men selvfølgelig kun, hvis det lykkes mig at få alle felter korrekt udfyldt. Ellers er det et lille (dog bærligt!)  nederlag, og undervejs må jeg også godt (det har jeg omsider givet mig selv lov til!) google en lille bitte, minimal smule, hvis der er tåbelige spørgsmål, som man da ikke seriøst kan forvente, at jeg skulle kunne svare på.

Jeg elsker at løse krydsord. Men ikke krydsord for enhver pris. Der skal være udfordringer i det. Det skal være så svært, at jeg føler det som en sejr, når det lykkes. Børnekryds og de allermest gængse ugebladsudgaver for amatører gider jeg ikke. Det gør mig ærligt talt lidt irriteret, når det er for let. Men selvfølgelig: et sted skal man jo begynde, og det er helt klart, at jo flere man løser, jo bedre bliver man. Man bliver også bedre til at gennemskue selve ophavspersonens intentioner–ved, hvad han/hun mener med tricky formuleringer eller den der evindelige ø på tre konsonanter.

Jeg har læst, at krydsord er et eminent middel til at holde hjernen i gang. Det vælger jeg at tro på. Ikke at jeg decideret bliver ret meget klogere af det, men jeg får sat gang i den indre logistik- og tænkeøvelse. Men faktisk bliver jeg nok også bare en lille smule klogere. Sådan at forstå, at jeg via krydsordsløsning har fået øjnene op for obskure øer, stavet med et vældigt imponerende antal konsonanter, små østeuropæiske byer med vanvittigt mange vokaler, samt hvordan mange landenavne i virkeligheden staves. Nogle gange, når jeg støder over en, for mig, ny stavebesynderlighed/lokalitet, går jeg da direkte i atlasset for at se, hvor den mon skulle befinde sig. Det er da, sådan set, at blive klogere. Jeg bliver også konstant mindet om det danske sprogs glemte ord, så jeg ved godt, at en plov kan hedde en ard, samt at vi engang iklædte os noget, der hed drejl. Ydermere får jeg også konstante remindere om forkortelserne i det periodiske system, men det hjælper desværre ikke så meget, når jeg nu i forvejen aldrig har hørt om de pågældende metaller.

For mig er krydsord ikke simpel tidsfordriv. Jeg kunne såmænd sagtens finde på noget andet at give mig til. Men det er en glæde, en fornøjelse og en udfordring, jeg ser frem til. Især kan jeg godt lide, at tingene går op. At alle felter bliver korrekt udfyldt og den sejrsrus, der kommer af at have nedlagt en middelsvær til svær ordprøve. Det svarer lidt til at have strikket en sweater færdig og så beundre resultatet. Vel vidende, at sweateren har en konkret, fysisk anvendelse. Det har krydsorden ikke. Den kan udelukkende anvendes til den form for selvbekræftelse, der med alderen faktisk også er blevet væsentlig: Nemlig at bevise, at man stadig har sin hjerne nogenlunde intakt og kan anvende den på et stykke intellektuelt udfordrende arbejde. Det er så heller ikke så lidt……….

Continue Reading

Hvordan udtrykker man sin solidaritet?

Det er dejligt og ubekymrende, rent arbejds- og overenskomstmæssigt, at være semi-pensionist. De varslede strejker og lock-outer berører heller ikke mig økonomisk. Jeg er sat udenfor al den slags, men det er lidt underligt. Meget underligt, faktisk.

Efter adskillige-og-tredive-år som en brik i det store spil har jeg utallige strejker, arbejdsnedlæggelser, demonstrationer og endda ( selv om det er så længe siden, at det kunne være løgn!) besættelser af arbejdspladser på mit arbejds-CV. Jeg har været med, hver gang der var noget at kæmpe for. Og imod. Det er blevet til en del gange gennem årene. Gange, hvor vi oftest har tabt kampen, men da også væsentlige sejre hen ad vejen.

Derfor slipper man jo heller ikke bare det hele. Selv om jeg ikke er på netop det arbejdsmarked længere, er jeg da fuldt bevidst om, hvad det er, mine tidligere kolleger er oppe imod. Har et indgående kendskab til, hvordan de endnu engang bliver snydt samt en fuld forståelse for deres forvirring og magtesløshed i forhold til den kommende, mulige lock-out. Jeg kan sagtens finde ind til det sted i mig selv, hvor den slags stadig sidder.

Jeg kunne selvfølgelig vælge at blande mig helt og totalt udenom. At sætte mig hårdt ned på mit “tørre” og ignorant overse, at selv om min minimale pension kommer hver måned, så er der stadig folk, der skal kæmpe for det, de i bund og grund har ret til. Og mennesker, hvis dagligliv ( og stresstærskel) bliver kraftigt påvirket både før og i givet fald under en konflikt. Sjovt nok ( eller er det i virkeligheden: ærgerligt nok?) høres der sjældent solidariske røster fra pensionisterne under den slags kriser.

Faktisk vil jeg gerne vise min solidaritet. Jeg vil gerne vise, at jeg er helt med dem, og at jeg støtter dem mod en overmagt, der er ved at gribe til kyniske overgreb. Samtidig ligger den overvejende del af min solidaritet ikke blot hos tidligere kolleger. Den ligger–som det gør sig gældende for ALLE involverede lærere på ethvert niveau indenfor det danske skolevæsen–hos de stakkels elever og studerende, der bliver holdt som gidsler. Hos den danske ungdom, der frygter for tab af nødvendig undervisning og –ultimativt–selve deres eksaminer. For dem stillede jeg glad og gerne min undervisningskompetence til rådighed, men det kan man jo desværre ikke. Lige netop det er topmålet af skruebrækkeri. Faktisk er det nok også samtlige læreres største traume: De vil forfærdeligt gerne undervise deres elever, men må bare ikke. Den slags gør ondt langt og dybt ind i lærersjælen!

Så hvad i alverden kan man gøre? Tilbyde naboerne pasning af lock-outramte børn? Stille skuldre til rådighed for fortvivlede tidligere kolleger? Lave sit eget solidaritetsbanner og bære det gennem byens hovedstrøg i ensom, majestætisk person?

Eller–selv om det er en billig og omkostningsfri løsning–af mangel på andre gode ideer, så skrive her, at I har min fulde solidaritet, og I skal bare sige til, hvis der er noget, I skal have hjælp til!

Continue Reading
1 2 3 15