Om at blive gammelgjort.

Forleden i Saigon fik jeg den ide, at jeg ville en tur ned til Mekongfloden. Vi havde kørt langs den mange gange, og jeg havde en ret klar ide om, hvor den lå i forhold til vores hotel, og derfor i hvilken retning jeg skulle bevæge mig.

Det lykkedes mig også på fineste vis at finde ned til den. Ikke blot overlevede jeg at krydse helt op til 4 veje (Den ene endda i en ret udfordrende rundkørsel, hvor trafikken tilsyneladende kom fra 13 retninger. Samtidig.) Jeg nåede også frem til modsatte side ( altså modsatte af selve flodbredden) af den vej, der løb langs floden. Her endte mit optimistiske eventyr brat, da mit egentlige hovedformål–at nå helt ned til floden–ville have været ensbetydende med selvpåført selvmord ved scooterkraft og strafbart vesterligt overmod i forhold til den Saigonske trafik.

Så jeg vendte om og bestemte mig for at tage en lidt anden rute hjemad. Især for at snyde for rundkørslen. Og så skete der det, der bare ikke må ske: Jeg for vild. Helt vild. Det skal her nok lige indskydes, at jeg helst ikke bruger kort. Både fordi jeg er en idiot til at læse dem, men også fordi jeg synes, det er sådan lidt snyd. Nu er det heldigvis sådan, at jeg er en erfaren vildfarer, der ofte nærmest gør den slags med vilje og aldrig panikker, fordi man jo altid (virkelig altid!) bare kan tage en taxa til sit hotel. Omvendt er den slags taxapjat for amatører! Så jeg gik straks til udvej nummer 1, som er at spørge de lokale om vej. Allerede i 30-erne konstaterede Orwell i sin fremragende elefantmassakre, at vesterlændinge aldrig skal spørge om vej i Østen. Han havde ret. For enten forstår de ikke, hvad man siger. Anden udgang er, at de bevidst leder en på vildveje, men det var nok mest, dengang Orwells imperialistiske landsmænd sikkert fortjente at blive gjort til grin og gå endnu mere vild. Tredje mulighed er, at disse venlige mennesker ikke har det fjerneste begreb om, hvor den tumbede turist vil hen, men af ren og skær hjælpsomhed peger og gestikulerer ( og henter bedste!)–gerne i den retning, de selv synes ser mest fremkommelig ud. Men ikke nødvendigvis den korrekte.

Udvej nummer 2, derimod, er at finde en eller flere vestligt udseende turister, der tydeligvis står med et kort. Generelt hader turister andre turister ( de fylder!), men når man er i nød, kan man udmærket kende sine artfæller på hudfarven. Og det tog faktisk ikke lang tid, før jeg spottede en lille gruppe på 3 lyshårede unge piger, der var indehavere af det magiske kodeord: kortet. De viste sig at være fra Bulgarien ( så må de sgu` have farvet det hår!!), og da jeg som pejlemærke havde det marked, der lå lige ved vores hotel, gik tingene op i en højere enhed, for der skulle de minsandten også hen. Så vi satte ud på vores færd sammen. Eller rettere: De adopterede mig lige på stedet. Et job, de tog dødsens seriøst.

Selvfølgelig indebar vores fælles rejse en portion gadekrydsninger, og allerede ved den første trafikale trussel på livet lagde jeg mærke til, at de sådan nærmest aftalte at pakke mig ind. At jeg skulle gå i midten, og de skulle tage scooterstødene og i øvrigt stå for enhver form for logistik i forbindelse med trafikal overlevelse. Det var sådan noget med, at en af dem gik lidt ud på dødsruten og så tog fat i mig og hev mig lidt med eller bremsede mig, hvis jeg lidt for klart signalerede, at jeg måske godt kunne selv. Det kunne der nemlig ikke være tale om. De havde tydeligt fået overdraget og påtaget sig ansvaret for et ældre, ubehjælpeligt familiemedlem og for at sikre hele stammens scootermæssige overlevelse, så fik jeg VIP-ældrestatus i vores lille gruppe. Jeg tog mig selv i at vente på, hvornår de skånsomt ville anmode om at bære min taske….

Efter flere vejkrydsninger af denne art ( jeg var både ved at dø af indestængt latter samt på raseriets overdrev, sådan en besynderligt blanding!), spurgte en af dem deltagende, tydeligt bekymret og også lidt angst for svaret “Are you travelling all alone, Madam?” Hun så nok i ånden, at hun med sin heroiske redningsaktion af bedstemor havde skaffet sig et permanent problem på halsen og nu kom til at hænge på Granny Trafikumulius samtlige sine dage i Saigon. I alt fald kunne jeg se blanding af skepsis og lettelse, da jeg forklarede, at jeg faktisk bare var ude at gå en tur alene, men havde masser af venner på hotellet. Jeg tror nu bare ikke rigtigt, hun troede på mig. Eller også vidste hun bare af erfaring, at folk over 60 ikke altid helt selv ved, hvor de er, eller hvem de overhovedet er sammen med. Måske syntes hun også, at det var umådeligt stupidt af sådan en gammel dame at bevæge sig ud på egen hånd i Saigon!

Anyway, da vi (jeg meget velindpakket og helt trafikuskadt) nåede frem til markedet, spottede jeg hotellets tydelige profil på den anden side af det, sagde pænt tak og bevægede mig væk fra gruppen for at tage turen rundt om markedet, istedet for at gå gennem det, da jeg af erfaring vidste, at det ville tage mig uendeligt meget længere tid. Men nej! Kun 3 skridt i det, der efter deres mening var den forkerte retning, og jeg blev genindfanget. Hele 3 bulgarske ungmøer gik i total grannypanik samtidig og nærmest kvindsopdækkende mig. For kunne jeg da ikke se, at markedet var lige frem foran os? Det var da ellers meget tydeligt, syntes de. Men nu ved man selvfølgelig aldrig helt med bedstemødre på afveje, om de sådan selv overhovedet kan se, hvor der er marked.

Så jeg blev taget ved albuen og gelejdet ind i markedshallen, hvor jeg ellers absolut ingen intentioner havde om at komme. Det var også på så sent et tidspunkt i rejsen, at jeg hverken havde penge eller overskydende gram i min kuffert. Her prøvede jeg at forklare dem, at jeg var rigtigt godt uenig med vores fælles kurs ( og min tvungne), men jeg tror, de opfattede det som, at jeg bare ikke var interesseret i den type varer, der var i den del af markedet og hellere ville hen til en anden ( og sikkert mere grannyvenlig) varetype.

Det var så der, jeg pludselig så markedet som min ven. Dets mylder af mennesker og smalle, somme tider ufremkommelige gange. Faktisk stod det pludselig som den eneste overkommelige flugtvej fra 3 velmenende, lyshårede, bulgarske piger, der i Saigon uforvarende havde pådraget sig ansvaret for en halvdement, trafikumulig, fuldstændig lost bedstemor, der måske ovenikøbet rejste helt, helt alene.

Så jeg stak af. Lod dem gå lidt i forvejen og smuttede så ned af en befærdet gyde med al den hast mine pludseligt grannyficerede lemmer tillod mig.

Da jeg endelig nåede frem til hotellet, følte jeg mig både som et uartigt barn, en snyder—men også utroligt lettet. Hele vejen gennem menneskemylderet havde jeg jo adskillige gange vendt mig for at se, om den bulgarske trussel stadig var på sporet af mig eller endda tæt på min genindfangelse. Det er slet ikke nemt at slippe fra 3 bulgarske Florence Nightingales, der har fanget dagens granny. De er tough, sådan nogen!

Næste gang jeg sætter ud alene for at finde den lokale flod, vil jeg seriøst overveje at medbringe et kort. Selv om det stadigvæk er lidt snyd. Selv i min alder!

Continue Reading

Om en særligt betydningsfuld SMS.

I går modtog jeg en SMS fra min snart 89-årige mor. Jeg har aldrig fået en SMS fra hende før, og jeg er næsten sikker på, det er den allerførste, selveste urpremieren, hun nogensinde har skrevet. DET var stort!

Nu er der givetvis utallige andre 88-årige, der mestrer kunsten at skrive SMS. Der er givetvis også mange, der ikke gør. Det er egentlig slet ikke det, det hele drejer sig om. Det store ligger ikke i at kunne skrive en SMS–det ligger i at kaste sig ud i at gøre det overhovedet. I at have mod på at tvinge sig selv ud i nye udfordringer i en alder, hvor den slags ellers hører fortiden til, og mange egentlig ville mene, at man med fuld ret kunne hvile på fortidens gerninger og laurbær. Jeg er desværre ikke helt enig i det sidste.

Jeg møder alt for ofte ældre mennesker, der har den indstilling til livet, at der ikke er ret meget mere, der  kan “betale sig”.  Når nu døden alligevel venter henne bag døren, hvorfor skal man så tilegne sig nye færdigheder, købe nyt tøj, eller for den sags skyld ønske sig noget som helst til sin fødselsdag? Hvorfor skal man foregøgle sig selv, at der er mere at komme efter, når man lige så godt kan begynde at indstille sig på det uafvendelige, årevis før det i virkeligheden indtræffer? Der ligger en forfærdelig selvfornægtelse, en generel livsopgivelse i den slags. Det er i alt fald ikke at leve livet, mens man har det. Det er at lade være, mens man stadig har det.

Min mor vil gerne have nyt tøj og nye ting. Hun har en større samling af Georg Jensen duge, som hun ivrigt udskifter på ugentlig basis, og jeg kan ikke mindes, jeg har været på lagersalg, uden at hun lige skulle have en fin dug eller nogle håndklæder med. Der er også en bestemt butik i Flensburg, der sælger hendes yndlingsmærke med rabat, og hun er meget OBS på, hvornår jeg krydser grænsen og kan anskaffe endnu en pæn bluse.( For slet ikke at tale om al den snaps, jeg også slæber med over!) Jeg er overbevist om, at hun er plejehjemmets mest velklædte og velbedugede beboer, som også altid er god for en lille snaps. Og nu har hun så siddet med sine krogede, gigtplagede fingre og strikket SMS-er sammen. Og er i øvrigt ved at revne af stolthed over resultatet.

Mon ikke det giver livskvalitet?

I alt fald står den SMS for mig som et ikonisk tegn på, at her leves der endnu. Her er livet ikke bare noget, der ligger bagved og ER levet, og hvor resten forventes at blive en evindelig, grå ventesal, hvor intet, intet overhovedet kan betale sig, før det sidste tog afgår. Her modtages fødselsdagsgaver stadig med glæde og åbne arme, og der er masser af plads til, at man kan ønske sig nye, gode ting i fremtiden. Så man evt. kunne forfatte sin ønskeliste på SMS?

Continue Reading

Om melatonin.

De tider er heldigvis forbi, hvor lægerne med rund hånd udskrev benzodiazepiner eller andre afhængighedsskabende stoffer mod søvnløshed og gjorde masser af mennesker til lægeordinerede misbrugere. Eller, det håber jeg da, selv om det nogle gange forlyder, at der stadig findes enkelte læger, der kan overtales til yderligere receptudskrivning på medicin, der UDELUKKENDE er ment til anvendelse i kortvarige, afgrænsede, gerne kriseskabte forløb. Det er jo selvfølgelig heller ikke deres personlige problem, at sovepillerne generelt ved udtrapning giver 1 måneds abstinenser for hvert år, de har været anvendt. Den abe sidder et andet sted.

Men det er jo stadig et faktum, at mange mennesker har svært ved at falde i søvn og at sove generelt. Og at ens nattesøvn er noget af det kostbareste, man har. Det er så her, melatonin kommer ind. Så dette indlæg er en skjult reklame for et produkt, jeg selv anvender, og som indtil nu ikke er påvist som skabende bivirkninger eller afhængighed. Tværtimod. For de fleste virker det bare!

Melatonin er et naturligt stof i mennesket, men med alderen bliver vi desværre dårligere og dårligere til at producere det. Se blot på sovemønstret og antallet af sovende timer hos teenagere og sammenlign med ældre mennesker. Melatonin kan fremstilles syntetisk og fungere som supplement eller optopning til det naturlige. Således at man simpelthen sover bedre og længere ved indtagelse af det. Det bruges også som (fremragende, baseret på egne talrige erfaringer!) middel mod jetlag. Især på lange flyvninger østpå, hvor man jo nærmest skal have døgnrytmen til at sove på forskud for at passe ind.

I Danmark fremstiller man melatonin, men det er stadig receptpligtigt. Dette skyldes tilsyneladende, at der ikke er tilstrækkelige beviser for dets virkningsfuldhed–IKKE at det skaber bivirkninger og afhængighed. I mange andre lande kan det frit købes på alle apoteker, og i Spanien og USA står det sågar på hylderne i supermarkederne side om side med andre naturmedicin- og helseprodukter. Til en pris på omkring 6 Euro for 30 tabletter i Spanien. Tilsyneladende er det så påvist, at det virker på amerikanere, spaniere, italienere, polakker og alle de andre nationaliteter, der godt må. Der må være noget med danske gener……

Anyway, det virker på mig! Jeg sover som en sten og vågner dejligt udsovet de aller-allerfleste morgener. Nu er det jo ikke et stof, der bør indtages hver dag/aften, men et stof der skal bruges til optopning af de slunkne reserver. Oftest tager man pillerne i 5-7 dage og holder så en pause, indtil man kan mærke, at der lige skal fyldes på igen. Jeg hører nogle gange, at ofre for søvnløshed begynder med stoffet og så giver op efter kort tid. For det virker jo ikke! Logisk nok, hvis reserverne i kroppen er så langt nede, at man umuligt kan sove, så skal der vel en relativt lang opfyldning til, inden der overhovedet er en virkning.

Når jeg er ude at rejse eller på arbejde i udlandet, hvor det er uhyre vigtigt, at jeg er frisk og udsovet, er melatonin min lille ven. Jeg starter nogle dage før rejsen, og kan næsten mærke, hvor mere og mere forbandet godt jeg sover. Og til forskel fra de meget få gange i mit liv, jeg har taget sovemedicin, er jeg fuldt udsovet, frisk, ugroggy og fuldstændig sove-tømmermandsfri næste morgen.

Selvfølgelig er det sikkert individuelt, hvordan det virker på den enkelte. Dette er en strengt subjektiv udlægning af melatonins velsignelser, som udelukkende tager udgangspunkt i mig selv. Der er givetvis andre, der har helt andre erfaringer. Men det er da forsøget værd–i det mindste. Især hvis alternativet er afhængighedsskabende benzoer–eller aldrig at få sovet ordentligt!

Continue Reading

Om at være en ublødbar kvinde.

Selv om tiden tilsyneladende læger mange sår, også de blødende, så kan jeg godt huske det endnu. De månedlige minusdage, som Tampax påstod at kunne gøre til plusser, og alt det besvær, alle de udgifter og al den beskyttelsesmæssige logistik, der hørte med. Mine minder om menstruation er ikke traumatiske. De er bare reduceret til en erindring om et bump på vejen, jeg heldigvis for længst er kørt over.

Og al den snak om en skrækindjagende, hedeturende, hormonbefængt, såkaldt “overgangsalder” blev for mit vedkommende kun ved snakken. Den var i alt fald–hvis den var der–betydeligt  mere smertefri end alle de blodige år. Som selvfølgelig, biologisk set, var nødvendige, (og jeg er sandelig meget taknemmelig for de æg, der udviklede sig til børn i mig), men ved Gud også var dødbesværlige.

Så man skal faktisk glæde sig til at gå i blødningsfri tilværelse. Det giver en kvindekrop langt færre ubehageligheder. For det første kan man have al den  graviditets-præventionsmæssigt ubeskyttede sex, man overhovedet har lyst til. Der kommer alligevel ikke uønskede graviditeter ud af den. Det løb er kørt ud af ens krop. Og så er vi endda heldige, os i min generation. Vi tilhører den allerførste af samme, der helt legalt kunne adskille formering og sex. Alle tidligere generationer måtte enten ty til illegale midler, eller måske endda, når der var tydelige konsekvenser, opsøge endnu mere illegale kvaksalvere. Vi havde p-pillen, som vi uhindret kunne stoppe i os. Jeg vil nødigt stå som fortaler for pillen, medicinsk betragtet, for den har sikkert stadig mange uønskede bivirkninger, men faktum er dog, at sex og graviditeter absolut ikke var så uløseligt forbundne som i samtlige tidligere generationer. Måske er det i sig selv også en af de største igangsættere for selve kvindebevægelsen og kvinders oprør mod gamle kønsroller. I alt fald falder legaliseringen af pillen historisk præcis sammen med kvindebevægelsens markante begyndelse.

For det andet er man netop fri af den pille. Og fri af alt det andet præventionslort, rent økonomisk. Og logistisk. Man skal ikke tilrettelægge sine toilettasker, så alt er husket, forny sine recepter og huske at gå på apoteket. For det var jo det, vi gjorde. Vi kvinder. På besynderligste vis faldt risikoen for enhver form for uønsket graviditet, uden egentlig diskussion, lige ned i vores livmoder. Vi påtog os–eller de fleste gjorde i alt fald–fuldstændigt diskussionsløst ansvaret for alle de uønskede sædceller. Uden at kategorisere nærmest amazoneagtigt tror jeg, at de fleste mænd bare regnede med, at det var vores afdeling. Og det var det jo også, på allermest bogstavelige facon. Det var i alt fald VORES krop, der blev gravid, hvis VI havde glemt præventionen.

For det tredje var alt det blod faktisk en  månedlig økonomisk udgift i ikke helt lille omfang. Ikke blot til pillerne, men også til al den beskyttelse mod det uregerlige blod. Der skulle på ethvert tidspunkt være et lager af bind og tamponer i huset, og det var ikke billigt. Man slæbte, i tilfælde af gode tilbud, kassevis af blodsbeskyttelse med hjem og købte sig arm i udvalg af bind til alle blødningstyrker. Da jeg var ung, var det faktisk også sådan, at man altid fik en æske tamponer eller en pakke bind pakket ind i en brun pose ved købmanden. Så var der da ingen, der var i tvivl om, hvad man havde købt. Men verden ( og mænd) kunne selvfølgelig foregøgle sig selv, at kvinder ikke blødte. Ikke ret meget, og meget sjældent, og kun i forbindelse med de der børn, altså. Ikke at forglemme udgiften til det tøj, man fik ødelagt i bare disrespekt for møgblodet. Især da man var ung og ikke helt professionel bløder endnu.

For det fjerde krævede al det blod en god, feminin logistisk.  Ingen dametaske uden det der lille nødlager af efterhånden mere og mere grågrumsede tamponer, HVIS….Sådan til nødstilfælde. I højrisikoperioder havde jeg også ekstra underbukser i et specielt rum i min skoletaske. Det var heller ikke altid specifikt morsomt at skulle til noget, der vi virkeligheden VAR morsomt den der første menstruationsdag. Man var sur og uoplagt og i virkeligheden meget mere optaget af sit eget underliv end af verden udenfor det. Ville i grunden meget hellere blive hjemme og dyrke sit blod og sin søllehed.

Så det er en befrielse–på utallige områder–at det blod er ophørt med at rende. Det er nok så viseligt indrettet, at det er den belønning, vi kvinder får for at have levet med det i så mange år. Vi skal bare bruge vores ungdom på at bløde igennem, og når den så er overstået, og vi sådan er blomstret lidt af, så kan vi boltre os i al den sex, vi lyster og alle de mange penge, der ikke længere skal smides efter tamponer, bind og p-piller. Vi får også ekstra plads i vores tasker og slipper for uforvarende at hive en nusset Tampax, der både er ude af sin indpakning og halvvejs ude af sit hylster med op af tasken, fordi den har viklet sig om vores børste. Jeg er overbevist om, jeg ikke er den eneste, der uforvarende har villet rede mig med en børste, der ligesom havde en grumset, aflang vatklump med snor i hængende mellem tænderne.

Endelig skal det fastslås, at jeg i alt fald ikke kender nogen kvinder, der føler sig mindre feminime af at være sat ud af blød. Tværtimod. Det er en lettelse, og nu har vi fået overskuddet ( både fysisk, psykisk og økonomisk!) til at tænke på andet end at undgå at bløde igennem og få utallige uønskede børn!

 

Continue Reading

Om stik.

Der findes ting, som er så fortvivlende enkle, at det næsten gør ondt. Især når man har brugt uanede kræfter, årevis og masser af dårlige aggressioner på at gøre dem forkert og så pludselig finder ud af, hvor himmelråbende enkelt og logisk det hele egentlig er.

Som nu denne type stik, som sidder i enhver form for elektronik, og som man mindst har i hænderne 1-100 gange dagligt. Men måske er jeg den eneste, der med fingrene har voldtaget dem, slået dem og mere og mere arrigt sat dem i –først den ene vej, og så den anden–uden det store held? Jeg har bandet af dem, lavet store ridser omkring indgangsportaler og virkelig, virkelig brugt vold for at få de sataner ind i telefonen, computeren eller padden.

Og så er det hele bare så simpelt. Enhver 2-årig ville fatte det på under 1 sekund. På den ene side af stikket er de to huller åbne og på den anden lukkede. Den 2-årige ville nok fatte ret akut, at det så er den åbne side, der skal være foroven. Modsat mig. Som ikke på noget tidspunkt havde skænket det den fjerneste tanke, at der kunne være forskel på huller. Men det er der! Og kender man forskellen på sine huller, så undgår man behændigt aggressioner mod pc-er, vold mod padder, terror rettet specifikt mod mobiltelefoner samt ridser i alle tingene. Hvor er verden dog i grunden forunderligt enkel!

Men man skal selvfølgelig ikke lege med Nemesis og blive alt for kåd. Tilbage står jo stadig, at det er en kamp at åbne et glas rødbeder, at børnesikring på brændbare væsker og andet i grunden også burde bryste sig af at være sikring for særligt udvalgte, imbecile voksne, samt at det absolut ikke er enhver beskåret at kunne åbne en pose Matadormix på den mest hensigtsmæssige måde!

Continue Reading

Kender I det?

Med engelske vingummier er rangordnen: Først de grønne, så de gule. Dernæst de orange og (lidt tøvende og knapt så entusiastisk) de røde. Ikke de sorte. Aldrig de sorte. I alt fald kun i nødstilfælde.

Med lakridskonfekt er agendaen: Først de brune, så de orange. Dernæst de pink og hvide og (ned skal de jo!) de runde lakridser med det hvide indeni. Ikke dem med kokos. Aldrig dem med kokos. I alt fald kun i nødstilfælde.

Med Nørregade bolsjer: Først alle dem, der er sorte. Ingen favoritfacon, det er farven, der tæller. Så alle dem med syrlig frugtsmag. Dernæst Kongen af Danmark og Bismarck. Dernæst malt (de er vel OK, når der ikke er andre!), men aldrig de der hvide med noget ubestemmeligt brunt indeni. I alt fald kun i yderste nødstilfælde.

Med peanuts er metoden noget mere human. Først alle de hele uden rester af skal. Dernæst de hele, der stadig har mindelser i form af skal om et tidligere liv. Til sidst de halve. Her er ingen ubehagelige overliggere.

Med danske stile var det en eviggyldig beslutning om, at de skulle rettes i den rækkefølge, de tilfældigt var kommet ind i. Men undervejs skete der mystiske, uintenderede forskydninger, så de bedste fik sig møvet op til at lige øverst. Og da man jo skulle følge reglen med at rette dem i den rækkefølge, de lå, så: de bedste først. Så den store, anonyme midtergruppe og dagens lektion i stavefejl og manglende kommatering. Til sidst lå de der 5-6 rædsler tilbage og gloede på en. Og efter at have gjort hele huset forårsrent, luftet hunden 4 gange samt købt ind til de næste 7 måneder i 13 forskellige forretninger, var der absolut ingen udvej fra lommefilosofiske og dårligt formulerede betragtninger over alt det, min moster i Gråsten også har været ude for og min ultimative betagelse af samtlige bind i serien “Fra virkelighedens verden”, hvis indhold bare er så fantastisk som hovedargument i en diskussion. Her SKULLE bunden nås. Også i overført betydning.

Det store spørgsmål er så: Hvorfor bliver jeg aldrig klogere?

For min eneste konklusion på dette er blot og bart, at det gør jeg ikke. Aldrig. Selv med alderen.

Kender I det?

Continue Reading

Om ronkedorerne på fjæsen.

Ind imellem overvejer jeg–gradvist mere og mere–at slette min profil på Facebook. For over de, i øvrigt ganske få, år jeg har haft den, har dette sociale medie ændret sig betydeligt i en retning, jeg slet ikke billiger. Og slet ikke  kan blive ved med at genkende mig selv i. Fra at være en  livlig og på mange måder ungdommelig meddelelsesplatform for private nyheder, er det ved at blive reduceret til en skraldespand for dårlige reklamer, usorterede gengivelser af håbløst uoriginale kopier af andres clicheprægede, middelmådige tanker, videoklip af ( i bedste fald!) søde hunde og nuttede katte samt millionvis af konkurrencer med præmier, jeg meget ofte både tydeligt og bestemt ville frabede mig at vinde.

Mine børn er stået af. De har bibeholdt deres profiler, men Facebook er blevet et sted, hvor det er pinligt og nærmest lidt halvlummert at færdes, hvis man er under 40. Det er ikke deres medie længere. Den udvanding, der er sket gennem de sidste år, har fået den tydelige konsekvens, at yngre mennesker er stået af og gået andre steder hen. Jeg er bl.a. blevet kraftigt opfordret til, at hvis jeg poster noget personligt, må det helst ikke på nogen mulig måde involvere dem. Det er for pinligt at blive set derude mellem alle ronkedorerne, som endnu ikke har opfattet, at stedet er afdødt, passé og af et helt andet årti.

Jeg kan godt forstå deres skepsis og halvkvalme. For jeg kan sagtens huske, da samme sted var en platform for PERSONLIGE ting og billeder samt et sjovt sted at lokalisere gamle venner, man havde mistet forbindelsen med over årene. Sådan er det jo ikke længere. Personligt er jeg da for længe siden ophørt med at poste familiebillederne, og jeg kan konstatere, at det samme gælder for de fleste af mine venner. Jeg har venner, hvis absolut ikke helt nyfødte børnebørn, jeg aldrig har set derude i cyberspace. Det ville ikke være sket for bare 2-3 år siden, hvor jeg da ellers nok var på billedgenkendelse med de fleste af vennekredsens afkom i flere led.

Det er som om, der er indtrådt en ny form for blufærdighed. At flere og flere, bevidst eller ubevidst, holder alt det tilbage, de tidligere lykkeligt delte, fordi platformen er blevet forurenet, forringet og fornedret. Min familie ( eller min hund!) skal ikke ud og danse mellem tonsvis af tåbelige reklamer, såkaldte visdomsord af værste skuffe og dyr i tranedans. Det er blevet så simpelt derude, så simpelt og intetsigende. På grænsen til at være sådan et sted, man faktisk helst ikke vil ses. For at bevare sin egen selvrespekt.

For de fleste unge er Facebook blevet ronkedorernes mødeplads. Stedet for alle de, der ofte qua deres alder, endnu ikke har fattet et suk af, at dette er et sted, der VAR. Et sted for “have beens”, som er blevet overhalet indenom af selvskabte kræfter, og som, for nu at blive i clicheerne, har sejret sig selv ihjel. Det er pinlighedernes og plagiaternes platform. Ikke det Facebook, de fleste af os i sin tid kom på og benyttede.

Men noget positivt kan man vel godt sige om stedet, alligevel. Ikke at det skal tjene som et forsvar for, at man kan se mig derude mellem alle de andre ronkedorer. Men mig bekendt findes der ikke andre steder, hvor jeg kan oprette eller indgå i interessegrupper i cyberspace. Omvendt, finder jeg ud af, at sådanne platforme findes og er tilgængelige, vil jeg nok så hurtigt som muligt flytte mine aktiviteter dertil.

For for at komme ind til mine grupper, skal jeg jo gerne frekventere forsiden/min side, hvor et utal af mig ubekendte firmaer har smidt åndsvage ting op til mig, hvor et par standhaftige ronkedorer stadig poster en cliche eller to, for 123 gang fortæller mig, at de liker byens slagter i Døllefjellemusse (helt ærligt–hvad kommer det dog mig ved?) eller deltager i en af de millionvis af konkurrencer, der spreder sig som pesten og vel–i alt fald på min side–udgør nærmest halvdelen af pladsen. Helt ærligt, hvad F…. kommer det mig ved, at en fjern bekendt gerne vil vinde en pose vingummi i Menu? Ja, man kan lukke ned for de største møgspredere–hvilket jeg også gør–men lukker man ned for alle, så har det hele jo sådan nærmest mistet sin overordnede ide, ikke?

Men hvor er familiebillederne? Den gamle ven, der pludselig har genfundet en? Dette er ikke platformen for den slags mere. Facebook er desværre ved at udvikle sig til et geriatrisk stoppested for ronkedorer med yderst begrænset fantasi. Og hvis den tendens bliver ved, er jeg nok den, der er gået.

Continue Reading

Om at være “folkekær”.

I forbindelse med Kim Larsens, for ham meget beklagelige, kræftsygdom, ser jeg ham i medierne omtalt som værende “folkekær”. Det samme ord så jeg for nylig brugt om Bodil Jørgensen.

Jeg studser! Og har lidt medlidenhed med de stakkels kunstnere.

For mig smager, det i øvrigt rædselsfulde, ord “folkekær” af dansktop, blokvogn og den laveste fællesnævners princip. Af kunst uden bid, brod, provokation og hvilen på ældgamle, sure laurbær. Det er da netop IKKE kunstens ypperste formål at være “kær” for hele folket. For så er den stagneret og har intet andet formål end tom, markedsøkonomisk profitabel underholdning.

I mine øjne er en såkaldt “folkekær” kunstner en kunstner, der har været. En kunstner, der er gået i status quo i sine gamle numre og nu udelukkende optræder med forfærdelig forudsigelighed og som et plagiat af det, han/hun var engang. Det er da netop vigtigt, at en kunstner IKKE er populær hos alle. Eller hos hele det såkaldte “folk”, for hvis der er absolut nul på fornyelseskontoen, så vil jeg tillade mig at stille spørgsmål ved, om man stadig og overhovedet kan kalde det kunst. At være “folkekær” er i min optik fuldstændigt at have droppet al form for innovation og udelukkende give “folket” det, de tilsyneladende selv tror, de gerne vil have. I alt fald aldrig det, de ikke vil.

Det er en farlig rute at komme ind på. Tilligemed at den rent økonomisk fastholder som bare Fanden. Jeg synes da ellers, vi i den grad har nok og talrige eksempler på kunstnere, der efter udråbelsen til ofre for folkets kærlighed, gik i stampe, i sig selv, i druk og misbrug og i kunstnerisk selvsving. Dirch Passer er selvfølgelig det oplagte eksempel, men umiddelbart tænker jeg også på folk som Ib Schönberg og Karl Stegger som eksponenter for en type, der som yngre OGSÅ spillede farlige, besatte roller ( dansk teater har faktisk ikke mere psykologisk udfordrende psykopater end de, der havde Schönberg indeni), og derefter lod folkets store kærlighed sætte dem i bås som elskede, elskelige og vildt, uprovokerende sjove. Sikken skæbne!

Jeg er så gammel, at jeg levende husker min første Gasolin koncert, hvor den der store mund galpede derudaf og understod sig i at give ham halvsvenskeren, Jönsson, et kys på munden midt på scenen. Det havde vi godt nok ikke set før i Hobro! Jeg erindrer også mine forældres forfærdende modvilje mod de slemme drenge ( og kan nu iagttage min mor, der henført lytter til Larsens ballader!) Hvad skete der lige undervejs? Altså fra selvbestaltet national provokør til “folkekær”? Er det kun et spørgsmål om alder? Bliver man automatisk “folkekær”, hvis man bliver ved med at gentage de mest tilforladelige sider af sig selv tilstrækkeligt mange gange?

Jeg vil ikke udtale mig om, om Larsen “fortjener” at blive sat sammen med det “folkekære” blokvognssegment. Faktum er, at jeg, efter at have været fuldsblods fan af Gasolin, sådan gradvist stod af min Kimbetagelse hen ad vejen. Men at nogle journalister understår sig i at bruge samme ord om Bodil Jørgensen, det er dog ligegodt for groft i mine øjne. Der er da stadig masser af fornyelse i den dame, og jeg håber inderligt, at der er rigtigt mange mennesker, der føler sig dybt provokeret af nogle af de ting, hun laver, eller måske endda ikke kan holde hende ud. Det er nemlig sådan, det er med kunst. Det er lige præcis det, den kan. Og skal.

Så hellere dø end ende som “folkekær”: For hvis man får klistret det forfærdelige ord på sig i avisernes spalter,  så er man jo faktisk rent kunstnerisk afgået ved døden adskillige år forinden.

 

Continue Reading

Om mine overflødige kompetencer.

Jeg er tilsyneladende indehaver af en hel del såkaldte kompetencer og talenter, der, som tiden går, bliver mere og mere ubrugelige, unødvendige og overflødige. Det er nok ikke længere dem, jeg skal promovere mig selv på.

Jeg kan stoppe strømper. Altså manuelt udbedre de brugsspor, der opstår når sokker slides, primært i hæl- og tåregionerne. I dag er en hullet sok det direkte dødsstød for hele parret, og umiddelbart kan jeg ikke tænke på andre end Bonderøven, der ville kunne forsvare overfor sit eget image at gå med hjemmestoppede sokker.

Jeg kan lægge bukser op. Altså få den nederste kant af benene til at passe perfekt med såvel den herskende mode indenfor bukselængde samt afkorte samme længde for højdemæssigt udfordrede mennesker som mig selv. Det synes ikke længere nødvendigt, da de fleste buksetyper kommer i et utal af længder, og i øvrigt er det totalt ligegyldigt, om de slæber eller stumper.

Jeg kan strikke raglanærmer i en sweater. Det betyder, at ærmerne er strikket ind i sweateren “på skrå”. Det er meget mere kompliceret og tungt end at sy hele lortet sammen, men det fungerer. Og hvem, udover bedstemødre, hipstere med en akut strikkeåbenbaring (det går over næste uge!) og garnnørder strikker overhovedet selv sweatere i dag?

Jeg kan frembringe en gratin, der ikke falder sammen. Gratin er sådan en slags udvidet tærte, som i sin grundform er meget glad for blomkål og æg. Masser af æg. Og så skal den indeholde lige så meget luft, som den indeholder æg og kunne stå oprejst af sig selv. I over 5 minutter. Helst. Helt udkonkurreret af spaghetti bolognaise.

Jeg ved, hvad husblas er og har enkelte gange haft en succesoplevelse med det. Og det skal lægges i blød i vand i timevis, hvorefter det så kan indgå som en dybt upålidelig ingrediens i rande. Altså fløderande, citronrande og alle de rande, man lige kan tænke på. Hvis man ved, hvad en rand er.

Jeg kan pille rejer. Rejser er nemlig fra naturens side pakket ind i en skal, et hylster–eller hvordan man nu forklarer den slags underligheder. De skal demonteres, inden de kan nydes. Det er noget med kogende vand og en forfærdelig masse knæk strategiske steder på dyrets overtøj. Og så tager det en krig at pille en halv rejsemad.

Jeg kan “tage en høne ud”–men jeg hader det. Modsat rejser, som skal pakkes ud udefra, skal høns og kyllinger angribes indefra, da de har haft organer for at kunne leve deres, i øvrigt meget korte, liv. Disse organer bør fjernes pr. håndkraft ved faste greb ind i inderhønen, og faktisk indbefattede manøvren også tidligere at plukke fjerene af ved at hælde kogende vand på dyret. Det stank.

Jeg kan binde et råbåndsknob. Et flagknop. Et pælestik. Og et trompetstik. Endnu en kompetence, der er lidt overset, men virkelig god at have, når man skal fortøjre en båd, hejse et flag eller– og her er vi ude i specialiteterne!–forkorte længden på teltbardunerne.

Jeg kan skrive blindskrift på en skrivemaskine. Altså hamre løs i brættet helt uden at se, hvad jeg rammer. Og for en stor procentdels vedkommende ramme korrekt. Nå ja, ind i mellem så da. Det lærte vi oppe under taget i den gamle skole ( vi piger, hvor var drengene??), hvor vi fik skiver sat på maskinerne, så vi ikke kunne se tasterne. Og så målte de vores fejlprocent. Virkelig brugbar kompetence.

Jeg ved, præcis hvor listen over de uregelmæssige udsagnsord står i en ordbog. Jeg ved faktisk, hvad en ordbog er. Og jeg kan læse lydskrift.

Jeg kan morse. Nej, det er ikke en fejl, at det ikke er med stort, for vi er ikke på forbryderjagt i Oxford og omegn. Men jeg kan gøre mig rimeligt forståelig ved hjælp af prikker og streger, hvis jeg nu akut skulle glemme alfabetet eller miste talens brug. Det tager måske bare lidt vel lang tid at indgå i en diskussion på morse.

Jeg kan åbne en flaske med tænderne. Med en skruetrækker og med det forhåndenværende bestik. Jeg kan også presse en vinprop ned i flasken med en tandbørste eller en kartoffelskræller. Det kunne vi allesammen, da jeg var ung.

Og så er jeg sikker på, at jeg har misset en forfærdelig masse andre unødvendige færdigheder. Man jeg er da overvældende glad ved, at jeg mestrer dem. For hvad i alverden skulle jeg gøre uden? Måske skulle man ligefrem dyrke dem og lave offentlige fremvisninger? Jeg mener, de er da vildt eksotiske sådan lige her og nu i det samfund, der nærmest totalt har glemt dem. Og nok heller ikke behøver dem så overvældende meget.

 

 

Continue Reading

Den store, fælles stilhed.

De slår mig hver gang, jeg er ude at spise! Alle disse 60+ par, som i rungende stilhed indtager deres måltider, og under hele besøget næppe veksler andre ord end “Hvad skal du så have?” og “Har du bedt om regningen?”. Resten er tavshed. Larmende, skrigende tavshed.

De er ellers altid pænt klædt på. Og i mange tilfælde hjælper han hende også på nydeligste vis af med overtøjet. Men så bliver der stille. Og kigget. Kigget på de andre spisende, op i luftet, ud af vinduerne, men ikke ret meget på hinanden. Hvis madbølgerne går højt, kan et par enkelte bemærkninger om salatens skylningstilstand eller bøffens stegningsgrad falde som uventede landminer og runge hult mellem bordbenene, men ellers er der stille. Helt stille.

Jeg tænker altid på, om det også er sådan derhjemme. At dagens konversation primært består af, hvad der skal indtages til aften, og hvert halve år om terminerne er betalt. At der kun bliver sagt hele sætninger, når børn og børnebørn er på besøg, og man så kan tale gennem, til og om dem? Hvem ved?

Jeg tænker også på, at de står i så skærende kontrast til venindeparrene (sorry: venneparrene, altså de mandlige, glimrer desværre ofte med deres fravær sådanne steder), som skvaldrer løs uden mål og med–og i alt fald uden nogen form for forudsigelig ende–gennem hele måltidet, så der nærmest aldrig bliver kommenteret på madkvaliteten, fordi der simpelthen ikke er plads til ord for den slags petitesser. Meget ofte er det jo faktisk også de samme kvinder. Bare i en anden konstellation. Uden mand, men med veninde.

Hvorfor holder så mange par op med at tale sammen? Jeg ved godt, fordi jeg også har været en del af samme parkonstellation i over et kvart århundrede, at der er så mange ting, man overhovedet ikke behøver at sige. Eller er for doven til at sige igen. For enten er de allerede sagt, eller også ved man præcis på forhånd, hvad den anden vil sige. Som når man kører gennem et næsten ukendt landskab, og man bare ved, at lige om lidt fortæller han, at han engang havde en barndomskæreste, der boede inde i præcis det hus, lige der.

Men det er en farlig vej at begive sig ud på. En direkte snigskytte til at aflive ethvert parforhold fra den nærmeste garderobeskabstop. Dette med at holde op med at tale sammen, fordi man ligesom synes, alt er sagt, eller der overhovedet intet nyt er at sige. Man holder jo ikke kæft, fordi man så inderligt forstår hinanden. Man gør det vel i virkeligheden, fordi man overhovedet ikke gider tale med den person, der sidder overfor en. Fordi man forventer (eller måske endda ved), at vedkommende intet nyt, positivt eller opløftende har at bidrage med. Fordi man ikke kunne drømme om at investere sig selv i at svare.

Jeg tror, det er usigeligt (ord valgt med omhu!) væsentligt at tale sammen. Det er muligt, man må gentage ting, der er sagt før, eller endda blot er en gentagelse af, hvad man godt ved, den anden ved, man tænker. Men livet har dog, trods alt, ikke en facitliste, som skal opfyldes og passe, hvorefter man så behørigt og andægtigt kan holde kæft, fordi alting er afdiskuteret og i de rette rammer. Der, hvor vi sad og spiste, og hvor 60+ tavsheden slog mig, var der den mest forrygende udsigt. Måske kunne man begynde med den? Og derefter gradvist udvide med at tale om ting, der var af både lille, mellemstor eller måske endda gigantisk betydning? Der skal ikke meget til for at tale sammen. Det beviser veninderne ved siden af med stor tydelighed.

Tavsheden er givetvis ikke et pludseligt opstået onde. Den har bare gradvist indtaget en central placering, så den med tiden er blevet noget så stor og øredøvende, at det at tale sammen bliver som at begå en højrystet fejl, der runger i det klangfremmede parforhold. Eller ikke hører til. Fra det tidspunkt, hvor børnene flyttede hjemmefra, og man pludseligt opdagede, at det fælles sprog var blevet væk, fordi man i et kvart århundrede udelukkende havde talt til og gennem dem, er det bare gået støt nedad med samtalen. Den er gået i sin mund igen.  Eller blevet til korte ordrer og enstavelsesord. Sjovt nok oplever jeg også ofte, at den type par, som omtales her, kan finde på at kalde hinanden for “far” eller “mor”, når de er ude og tvunget til at kommunikere med andre mennesker. Som om de aldrig er kommet længere end til den samtale, der fandt sted, da der stadig var hjemmeboende børn. Og som om de stadig ser hinanden i rollerne som far og mor, til trods for at de nu 40-årige børn for længst er flyttet væk fra tavsheden. Det er ikke morsomt, men dybt, dybt pinligt og forfærdeligt afslørende, når 70-årige mennesker omtaler hinanden på den måde. Og samtidig vel forståeligt, at man, igen som 70-årig, næppe har ret meget at tale med en person, man udelukkende definerer som en far for ikke-eksisterende børn, om!

Det er så afslørende, når de sidder der på restauranterne, så stille som mus og med en tavshed så tårnhøj som en uigennemtrængelig betonmur imellem sig. Man, jeg, og sikkert alle de andre tilstedeværende tænker helt præcist: “Jamen, hvad vil de dog med hinanden?”

 

Continue Reading
1 2 3 14