Om efterår.

Der er kommet efterår i luften. Mere og mere af det der lille snif af en mild kulde, der dufter lidt af modne æbler og vådt løv. Den duft, der også minder om barndom og sværme af unger, der drog på hærgende tyvetogter i kvarterernes modne nyttehaver.

Efterår er frem for alt hyggeligt. Og så legaliserer det. Gør det fuldstændigt lovligt og retfærdigt, at man gør ting, som i alt fald jeg finder det svært at unde mig selv, mens det stadig er sommer, godt vejr og solskin udenfor. Når det regner, blæser og generelt er voldsomt uimødekommende derude, kan jeg derimod sagtens forsvare overfor mig selv at falde i yndlingsserien, eller bare en god film, mens det stadig er dag. At læse bøger fra morgenstunden og at påbegynde adskillige håndarbejder allerede inden, jeg sådan set har bedrevet noget som helst andet fornuftigt og nyttigt. Efterår fremmer akut min håndarbejdslyst. Det er som om, hver regndråbe multiplicerer antallet af strikkede masker, jeg på stedet får lyst til at udføre.

Efteråret indvarsler også lempeligere vilkår på natbuksefronten. Det er som om, jeg tillader mig selv at bo lidt længere i dem om morgenen. Faktisk til godt op ad formiddagen. Akkurat som et tilstundende efterår giver mere liberale regler omkring, hvornår de må komme på ved aftenstide. Det behøver ikke nødvendigvis være mørkt. Kun begyndende dunkelt.

Der indtræder også gradvist med efterårets komme nye tilstande omkring slik og søde sager. Hos mig er mørke og dårligt vejr de allerbedste undskyldninger for det, jeg kalder hygge. Og som helt konkret betyder at stoppe usunde ting i munden og nyde dem gevaldigt. Skyldfrit gevaldigt. Chokolade smager ligesom på en helt anden måde om efteråret. Sådan mere legalt og nødvendigt.

Det er også, fra naturens side, særdeles viseligt, at alle de gode ting derude netop er færdigproducerede om efteråret. Nødderne, æblerne, pærerne og alt det andet. Det er klogt, at den slags ting er der lige præcis, når man har sådan en lyst til at sætte sig i sin gode stol og bare nyde dem. I sine natbukser og med sin gode bog eller film.

Det er det, jeg godt kan lide ved efteråret. At jeg pludselig, år efter år, finder mig undskyldningsfri og uden traumer omkring at gøre ting, jeg sådan ligesom synes er en smule forkerte om sommeren. Hvor jeg jo formodes at nyde det gode vejr og ikke binge-watche TV-serier iført nattøj og slikskål.

–For slet ikke at tale om at gå lange ture i skove, der bare er så smukke, at det næsten gør ondt. Hvilket også er fantastisk. Ikke mindst fordi det medvirker til en endnu bedre samvittighed hjemme i den gode stol.

Continue Reading

Storbyens små oaser.

Edinburgh i august er et mareridt.

Og hvis du selv ikke var i Edinburgh i august, må det skyldes en fejl, en forglemmelse eller forbandet dårlig planlægning. For alle de andre var der jo. De tusindvis af tattoogængere, som lukkes ind på slotspladsen ad 2×6500 de fleste aftener. Alle de optrædende, deres hjælpere og nærmeste familier i flere led, som deltager i de ikke mindre end to store teaterfestival. Og alle tilskuerne til samme festivaler. Samt alle kineserne, koreanerne, japanerne, som udelukkende optræder i tætsamlet, ubrydelig flok med en selfiestangsholdende guide som fortrop. For slet ikke at tale om alle de, der udmærket ved, at i august tager man til Edinburgh. Dem er der millioner af. Eller flere.

En dansk guide under gennemsnitshøjde har et ikke ubetydeligt tabstal på mindre strækninger. Og kan, hvis uheldet er ude, sagtens finde sig selv helt gæsteløs i menneskehavet på de lidt længere. Man må opdele enhver gåtur i etaper og pænt samle op mellem verdens samlede folkeslag efter hver 10 meter. Det er en femårsplan at komme til at klappe Greyfriar’s Bobby, og samme hund får pindegaver i Sct. Hansbålsstørrelse i netop august. Kun de særligt tålmodige får set kronjuvelerne ( som i øvrigt har seværdighedskvalitet på størrelse med Den lille havfrue og derfor sagtens kan misses), og alt kvæles i folk. Folk, folk, folk.

Det er derfor, jeg snyder mig til en halv time på National Gallery. På den bænk, jeg har annekteret til at være min egen, og hvor jeg sidder og kigger på det maleri, jeg også selv synes er mit. Min skøjtende pastor, som bogstaveligt talt repræsenterer ikke bare sin egen frihed, men også min. Som giver mig ro i sjælen og lader mig abstrahere fra alle de tusinder af mennesker. Jeg kender det billede til hudløshed og alle farvers inderste væsen. Men det er min plet, mine farver og min ro.

For i en storby må man have sine oaser. Sine egne, dybt personlige oaser, hvor man kan trække sig tilbage fra alle andre end sig selv. Som Den gule by eller Frederiksberg gamle kirkegård i København, som Nationalgallerierne i Edinburgh og Dublin, som de gamle kanaler eller Highgate kirkegården i London, og som Nordre kirkegård i Århus. Steder med stilhed, hvor intet andet kræves af en. Eller man ikke kræver andet af sig selv.

Jeg tænker tit på, hvordan storbymennesker dog overlever permanent bombardement af by og andre mennesker. Det gør de såmænd nok, fordi de også har deres egne, personlige oaser.

Men de er svære at finde i Edinburgh i august. Åh, Gud!

Continue Reading

Man bliver lidt stolt…

Og så sidder man der i lousy Easyjet, på en forsinket international flyvning mellem Edinburgh og Kastrup, og bladrer i deres slidte blad, fordi der nu engang ikke er så meget andet at give sig til. Købe noget gør man jo ikke–det er for dyrt og dårligt–og netop den dag bød udsigten deroppe i 10.000 kilometers højde ikke på andet end skyer.

Og så fanges man af en artikel om en dansk lykkeforsker. Hvor navnet klinger dejligt bekendt, og hvor det, deroppe i skyerne, går op for en, at det da sandelig er en gammel elev. Oven i købet en af dem, man husker. Husker for noget godt og behageligt, så minderne ligesom bringer et lille smil frem.

Jeg ved udmærket, at min andel i samme, nu voksne herre, er minimal. Men det er i alt fald mig, der har lært ham det meste af det engelsk, han kunne, da han forlod gymnasiet. Og det var, som jeg husker det, en imponerende portion. Men jeg bliver så glad, så opløftet, når jeg pludselig, og uforvarende, støder over gamle elever, der har gjort det godt. Har lykkedes med deres liv og virke og ser ud til at trives og sætte en form for mærke på den verden, vi lever i. På en besynderlig, underlig måde synes jeg, at det falder en smule tilbage på mig. Smitter af på mig, så jeg med fred i sjælen kan konstatere, at jeg da vist alligevel gjorde en lille, bitte forskel.

Der er så uendeligt mange af alle de tusinder af unge mennesker, der gennem årene er gået gennem mine grammatiklektioner og fordybelser i Blicher, som jeg aldrig hører hverken om eller fra. Men når en af dem pludselig optræder i et blad på en international flyvning, så blomstrer gamle moster her lidt op. Så føler hun, at det har været det hele værd og bliver så stolt over den minimale andel, hun har i det hele.

Mere skal der sådan set ikke til. Deroppe i skyerne.

( Og med skam at melde må jeg indrømme, at jeg rev siderne ud og tog dem med hjem. Det er vel også begrænset, hvor mange andre af netop den elevs gamle lærere, der flyver med Easyjet og sidder på samme sæde i denne måned!)

Continue Reading

Om Englandsbåde.

Det er tyve år eller endnu mere, siden jeg sidst var ombord på en Englandsbåd. Sikkert fordi der slet ikke findes den slags mere i Danmark. Man skal helt til Holland for at finde en, der sejler mellem Amsterdam og Newcastle, men så er den til gengæld også dansk. DFDS-dansk.

Og i grunden ligner den jo sig selv fra dengang, jeg var en ivrig Nordsøpendler pr. båd. Her er stadig smånusset og lugter af havvand, gamle ølsjatter og popcorn. Kahytterne er bestemt heller ikke blevet større. Til gengæld kan man være heldig og få en for sig selv— som mig, der har hele fire køjesenge at flyt-fornøje mig med i nat.

Meget ulig dengang, man sov i store sovesale på noget, der føltes som nederste, mest beskidte dæk og kun var en centimeter sømil bedre end hængekøjer. Hvilket i grunden ikke betød så meget, for Englandsbåde kaldte som regel på at feste igennem og rulle sig gennem en vuggende nat i diskoteket. Det var dengang, det var toldfri. Så vuggede vi bare endnu mere.

Og DFDS havde en båd, opkaldt efter salig Winston Churchill, hvor apteringerne var af træ, og cafeteriadamen den samme gennem en menneskealder. Hun var i øvrigt fra Varde og kunne kende en fra gang til gang. Faktisk plejede vi i en del år at booke efter, om det var Winston( det var sådan en båd, man kom på fornavn med!), der sejlede, for de der moderne plastikbåde regnede vi ikke. Skal man sejle til England, skal det vel være med maner.

Bare ved at sidde her i diskoteket, som til fulde ligner og lugter som sig selv, kryder nostalgien ind på mig. Det var sgu’ Nordsøtider, dengang. Altså indtil en hvis irsk harpe ødelagde al den romantik ved at tilbyde entimes overfarter til London for under en hundredekroneseddel. Det er så her, jeg skal fortrænge alle de overfarter, hvor vi enten lå underdrejede eller brækket flød i tykke floder på alle toiletter. Det gør jeg gerne.

Men det er underligt at være her igen. Nostalgisk, romantisk underligt. Jeg må nyde det, indtil vi i morgen formiddag dokker i Newcastle. Og mindes.

Continue Reading

Nogle af de bedste dage hele året.

Skadefryd er absolut ingen positiv følelse, men på en måde er den forsvarlig, når man i årevis selv har stået model til alt det, man nu er skadefro over. Aftjent sin samfundspligt, så at sige. For disse dage er, på den konto, nogle af de allerbedste hele året. Ikke DEN bedste. Den finder man nemlig en mørk, grå dag i januar, sådan en dag, der burde være ulovlig rent menneskeligt, men som alligevel er den dag, skolerne starter efter juleferien.

Jeg kan godt lide at sidde her i mit køkkenvindue og se andre mennesker tage på arbejde. Især dem, der møjsommeligt forcerer bakken med folkeskolen for enden af samme som mål. Og især i disse dage. Allermest nok, fordi jeg så inderst inde og udmærket ved, hvordan de har det. I hvert sejt tag op ad den bakke ligger fortvivlelsen over, at ferien er slut, blandet med frustrationen over, hvor i alverden den blev af og det uoverskuelige i, hvornår den overhovedet kommer igen. Sommerferien er svær for lærere. Den er lige præcis lang nok til, at man vænner sig til den, og lige præcis for kort til, at den er nok.

Jeg kan bedst lige de tidspunkter på året, hvor arbejdende mennesker går på arbejde. Ikke for at grovdyrke min skadefryd til overkill-stadiet, men mere sådan fordi, jeg så rigtigt kan nyde min fortjente pensionisttilværelse i fred. Samt tillade mig gavmildt også at føle medlidenhed, og medlidenhed er vel, når alt kommer til alt, bare en følelse, der signalerer ens egen overlegenhed i forhold til den arbejds- og nødstedtsramte. Som man har RÅD til. Jeg kan bedst lide forretninger og bybilleder, når jeg har dem relativt for mig selv. Det er så forbandet bøvlet, når samme vrimler med ferierende og skolebørn på ferieslap line. I arbejdende perioder klarer jeg gerne mine ærinder, inden skoletiden er omme, så jeg får min Netto behageligt køløs og alle mine andre gøremål uden den store medvirken af andre. Hvilket jeg i øvrigt ser som et af de allerstørste privilegier ved at være semi-arbejdsfri.

Underligt nok kan jeg i samme åndedrag sagtens abstrahere fra, at jeg faktisk selv skal på arbejde i nærmest døgndrift resten af måneden og langt ind i efteråret. Mens jeg sidder her og skadefryder over cykeltræk op ad bakken, læser jeg som en gal på Holland og det meste af Storbritannien, hvortil turen går allerede fra på tirsdag. Det siges ( blandt guider), at arbejdet som guide i virkeligheden ikke er et arbejde, men et kald, hvilket vel i første omgang refererer til den såkaldte løn. Lad os bare sige, at det nok ikke er det oplagte indsatsområde, hvis man agter at blive speedy millionær. Personligt ser jeg nok mere det med kaldet som en bestyrkelse af, at det, for mig, er det bedste arbejde, der findes. Sådan et, man glæder sig til at gå i gang med hver evig eneste gang. Hvem andre arbejder med glade mennesker, der er på ferie, som gerne vil se lige præcis det, man selv brænder for at vise dem, og som (ulig skoleelever) er lukket inde i en bus, så man kan præsentere dem for alle ens foredrag om yndlingsemnerne, mens de ikke har en jordisk chance for at slippe ud. Det må vel heller ikke forklejnes, at man faktisk bor på ret gode hoteller og spiser ret god mad, selv om det da i længden begynder at synes uoverkommeligt at skulle igennem de tre retter hver aften.

Så når jeg ser på de møjsommelige pedaltag op ad bakken, læser jeg nok selv en form for lidelse ind i dem. Men det ændrer jo ikke ved, at jeg føler mig så inderligt priviligeret her ved mit køkkenbord mellem atlas, Wiki, guidebøger og stakkevis af brochurer. På min virtuelle tur gennem Storbritannien er jeg p.t. nået til Lindisfarne, som i denne henseende ikke er et nok forlængst glemt band fra Newcastle fra 70-erne, men altså en ret betydningfuld lille klosterø sammesteds. Jeg ved ikke ret meget om den ø. Men jeg glæder mig–som i GLÆDER mig–til at læse mig til meget mere om den. Hvilket er mere end jeg på nogen mulig måde kan sige om mine egne møjsommelige pedaltag op ad den bakke på noget tidspunkt den første dag efter sommerferien!!

Det bliver dejligt at få de skolebørn verfet ind i skolerne igen sammen med deres lærere, så vi pensionister kan få verden i lave igen og for os selv. Og så vi, der ved, hvad alt det drejer sig om, kan sidde ved vores køkkenborde–eller hvor vi nu ellers sidder–og føle den der berettige skadefryd. Blandet med medlidenhed, selvfølgelig. For det har vi da råd til!

Continue Reading

Om kunsten at være ligeglad.

Lige nu siler det bare vedvarende. I nat var det noget mere seriøst, det regnvejr. I går var det, i udvalgte, korte perioder, muligt at bevæge sig lidt udenfor. Eller i alt fald at styrtløbe hen til og ind i sin bil. Vi har dog ikke haft skybrud, oversvømmelser, vildfarende kloakdæksler eller vand i den kælder, vi ikke har. Men det regner. Meget.

Som semi-pensionist har man et andet forhold til sommerregn end det nærmest traumatisk-hidsige, der prægede ens år på arbejdsmarkedet. Dengang var sommerferieregn en katastrofe. Nu er det en våd streg i regningen og en direkte opfordring til at finde alternative indendørsaktiviteter. Når man ikke har et nøje afmålt antal feriedage, der alle, for sjælefredens skyld, bør udstyres med højt solskin, er regn kun et incitament til at praktisere kunsten at være så forbandet ligeglad. Det skal jo nok blive godt vejr igen. Og man har, heldigvis, tid til at vente på det.

Når ferien ikke længere består af tre ugers hektisk opfyldelse af enhver form for alt det, der ikke er tid til i hverdagen, udelukkende garneret med strålende solskin, så bliver regn kun bump på vejen. Oven i købet en slags åndepause- bump, hvor det er muligt at fordybe sig i alt det indendørs eller bare det, der ikke kræver tørvejr.

Endelig skal det vel også indrømmes, at de dage, hvor enhver solstråle var en direkte opfordring til udendørs brank og ubehageligt kropssvederi, så uigenkaldeligt er ovre. Omkring et par og tyve grader er bare noget så inderligt fint med mig. Når vi når 30, står jeg faktisk med op til 10 overskudsgrader, som jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med. Og har samtidigt forbandet dårlig samvittighed over, at det overhovedet er nødvendigt at stille noget op med dem. Danske huse er ikke bygget til mere end 25 grader. Vi solamatører har i årevis anlagt vores udendørsarealer ved dem, så vi fik så meget direkte sol som muligt. Ulig de solprofessionelle sydpå, som selvfølgelig har anlagt med skygge som hovedformål.

Så det bliver endnu en grå og våd dag. En af dem, der førhen var et ufatteligt spild af en feriedag. Decideret stressende, faktisk. I alt fald hvis man ikke havde feriemæssigt råd til at lære sig selv kunsten at være komplet og fuldkommen ligeglad.

 

Continue Reading

Om en ubehagelig trend.

I fredags var jeg ude at gå en tur på Assistens Kirkegård. Det er min yndlingskirkegård, hvis det overhovedet er etisk forsvarligt at have sådan en. Der er smukt, der er et væld af historie, der er masser af kendte menneskers gravsteder, og ingen anden kirkegård, som jeg umiddelbart kender, giver så godt og anskueligt overbillede af den altid skiftende mode omkring, hvordan man gerne vil have sit eftermæle stående til forhåbentlig evig tid. Her er alt fra svulmende basunengle, der vogter over afdøde grossererfamilier i flere generationer, over Niels Bohrs massive, uskønne Bauhausstøtte, udviskede navnetræk på lettere sammenfaldne vægge og nyere grave med fyrfadslys, fotografier og endda de obligatoriske sprutflasker hos Turell og Strunge.

Men så er her også noget nyt. En ny trend indenfor afdødhed, måske? Jeg så nemlig op til flere grave, hvor flotte, særdeles kreative stenformationer ikke blot havde 1 navn sat med kunstneriske bogstaver. Der var 2 navne. Hvilket der selvfølgelig ikke er det mindste besynderligt ved, hvis det ikke var fordi, det nederste navn på disse sten kun havde fødselsdato indgraveret. Altså navn og fødsels- og dødsdato på første afdøde samt navn og fødselsdato på forventede næste afdøde. Det kan man da i sandhed kalde forventet efterbevilling. Næsten som en spådom, der uvægerligt vil gå i opfyldelse. Hvilket, igen, den så helt sikkert også gør. Måske endda hurtigere, fordi man har hjulpet den på vej?

Jeg ved godt, at det sikkert er billigere at anskaffe sig familieudgaven indenfor gravsten. At få hugget så mange navne som overhovedet muligt i et snuptag, fordi stenhuggeren nok alligevel giver en slags bogstavelig mængderabat. Men ligefrem at få sit eget navn og fødselsdato på en gravsten, før man overhovedet har konkrete og aktuelle indikationer på, at man snarligt skal herfra? Eller, hvilket jeg klart foretrækker, rent faktisk er død? Alt andet lige må det da være en smule fremmedgørende, for slet ikke at sige dødskræmmende, at se sit eget navn på en gravsten, når man er på kirkegården. Lagde man en blomst, kunne man jo næsten føle, man lagde den på sin egen grav. Omvendt er det selvfølgelig en oplagt chance for at danse på SIN EGEN permanente parkeringsplads. For the sake of it.

Jeg bryder mig overhovedet ikke om denne sparetrend–eller måske udtryk for overjordisk (Undskyld: underjordisk!) hengivenhed ( dig og mig forever!). Den er makaber og ildevarslende i min optik. Netop som en grim spådom, der bare emsigt venter på at gå i opfyldelse. Eller som et ret råbende udtryk for en udgiftsskyhed, der rækker langt ud over døden. Jeg er ret sikker på, at den generelle holdning blandt almindelige levende personer er, at de såmænd tids nok kan få deres navn på en gravsten. I alt fald kan jeg for mit eget vedkommende klart fastslå, at det ingen hast har. Overhovedet.

Når nu sådan en trend popper op på den nok mest trendy kirkegård i riget, så er der nok ingen tvivl om, at den vil brede sig. Måske vil det om få år anses for en naturlig ting at sætte navn og fødselsdato på en sten samtidig med, at man modtager en fødsels- eller dåbsattest. Så er det sådan ligesom gjort! Og livet kan blive en utålmodig venten på at få den sten færdiggjort, få sat et datomæssigt punktum. Der ligger næsten sådan en gammelmissionsk holdning i det: at dette liv kun er en miserabel skyggedal, der må overstås i ren henslæbning, inden man kan komme frem ( ned!) til det, der virkelig betyder noget. Jeg troede, vi var kommet længere…..

Det bliver ikke mig og mine data, der kommer nogen som helst kirkegårdslige steder hen, før det ikke længere er mig, der bestemmer, om de gør det. Jeg skal ikke stå og stritte, umådeligt ufærdiggjort, på en sten på en kirkegård. Endda selv om det givetvis er billigere, så bliver det ikke over min grav….

Continue Reading

En omsorgsfuld ide til efterfølgelse.

Hvadenten man er dårligt gående, på andre måder motorisk udfordret eller kørestolsbruger, så har man indiskutabelt samme ret til at komme på stranden som alle andre.

Sådan har det langtfra altid været, og det kan vi som samfund udelukkende skamme os over. Heldigvis skyder disse farbare ramper op på rigtigt mange offentlige strandarealer i disse år, i takt med at kommunerne bliver bevidste om deres ansvar. Og at det er ordentligt at være omsorgsfuld og tænke sig om.

Det gør mig glad at se dette. Det vidner om, at der, som en selvfølgelighed, skal være farbar plads til os alle, og at et fysisk handicap på ingen mulig måde skal være en hæmsko for en dejlig dag på stranden.

Måtte det blive mere normen end undtagelsen!

Continue Reading

Om at sove i telt.

Efter utallige år på bunden af et skab er det gamle telt (eller rettere: det eneste telt, der har overlevet Roskilde) blevet støvet ud af gemmerne og prøvesat op, fordi nogen gerne vil låne det. Jeg vil kun kort berøre, hvor mange ekstra stænger til længst forgangne telte, eksede pløkker og knudede barduner, der i den forbindelse dukkede op. Samt lige nævne de pløkmangler, dette telt trods alt lider af, selv om det altså ikke er pløkker, vi mangler. De er bare ikke til dette telt.

Det, jeg egentlig vil, er at udtrykke min egen overvældene lettelse. Over at det ikke er mig, der skal ud at sove i sådan en anordning. Og det er så ikke fordi, jeg har taget let på min tildelte ration af teltnætter. Slet ikke. Faktisk tror jeg, jeg kom i mål for utallige år siden og egentlig burde tildeles en udmærkelse for såvel tålmodighed som lidelser af enhver art i forbindelse med teltovernatninger. Jeg har skam været med, siden der ikke var fast bund, siden stængerne knækkede og blev bøjede, siden bardunerne skulle afkortes med trompetstik, så man ikke skvattede i dem(hvilket man så gjorde alligevel, når man skulle op og tisse om natten), og siden telte vejede halve tons og ikke måtte røres ved indefra, når det regnede. Så blev de utætte. Hvilket var en dårlig joke, for det var de alligevel. Jeg har teltet den til Middelhavet og tilbage igen, sovet ved og ovenpå skorpioner samt blæst omkuld med hele stanglortet omkring Mossø. Fanget mit afblæste telt i en sø og gravet render, så regnen formodedes at blive ude. Jeg har også været på skilsmissens rand i forbindelse med teltopsætning og pumpet dobbelt-luftmadrasser op med munden, fordi det bevisligt var mig, der glemte luftpumpen. Og så har jeg ligget på lange, lyse sommernætter og kigget ud på græssende køer i et sommergrønt Danmark og bare tænkt, at dette var noget nær livet, når det var perfekt. Det sidste er dog kun et enkelt minde….

Men det er alt sammen mange år siden. Min teltbrug rendte så småt ud for et par årtier siden, og besynderligt nok har jeg siden da ikke en eneste gang følt mig selv overvældet at en uimodståelig lyst til at gentage den. Faktisk har telte overhovedet ikke ligesom været et issue i mit liv. Jeg sprang også let og elegant over de ellers så brugte mellemstadier til sommerhus og hotelværelser–nemlig Camp-letten og campingvognen. På teltfronten blev jeg, om man så kan sige, gammel før tiden. Gudskelov!

Bare ved at iagttage det skrøbelige plastikhus derude får jeg myrekryb af levende myrer nedefra over hele kroppen. Eller edderkopper og hvad der ellers ynder at slå sig ned inde i den beklumrede kabine. Jeg kan, uden overhovedet at være i nærheden af den, mærke luftmadrassen langsomt, men sikkert tabe sin luft gennem natten, så man vågner op på bar jord og insekter. Jeg kan føle, virkelig føle, at jeg går i panik over ikke at kunne finde mit tøj, som jeg enten har sovet på eller i søvne skubbet over i en stak i det yderste hjørne. Der, hvor myrerne holder deres kongres. Og så kan jeg genkalde mig klamheden. Det klamme tøj, den klamme sovepose og mig selv, der er overklam i alle ordet betydninger.

Jeg er, med andre ord, vokset fra at være teltmenneske. Og jeg kan med fuld overbevisning sige, at det skyldes, at jeg har høstet campingerfaringer gennem mange, mange år, og på ingen måde mangler noget på den konto. Jeg har udstået min telttid. Jeg er blevet for gammel til primitivisme, klamhed og intensivt samliv med insekter.

Og så har jeg ikke engang nævnt, at det allerværste er det nattetisseri, der rammer en efter de 50. Enten skal man nattevandre flere kilometer til det nærmeste tissehus eller sætte sig mellem bardunerne i mørke og ting, man ikke ved, hvad er. Samt tisse på sine egne sko eller fødder, fordi det sgu`bliver sværere og sværere både at sidde på hug samt at stråle lige.

Teltfabrikanterne skal være glade ved Roskilde og de andre festivaler. Og at der stadig findes naivister og fanatikere under 50.

Må de få en god telttur!

Continue Reading

Om at gå i gården, haven eller parken.

Hvis jeg bliver gammel, skøbelig og ude af stand til at klare mig selv, så vil jeg højst sandsynligt ende med at gå i -gården, -haven eller -parken. Og her vil jeg overhovedet ikke berøre debatten om antallet af plejehjemspladser, men udelukkende fokusere på, hvad vi har valgt at kalde disse steder. I min barndom hed de slet og ret alderdomshjem og eksisterede fint uden forskønnede gård-have- eller parkefternavne. Det gør de ikke mere. Nu tilbringer man, uanset hvilket ydmygt hjem man måtte komme fra, sin sidste tid i noget mere standsmæssige omgivelser. I alt fald efter navnene at dømme.

Danmark er overstrøet med utallige solgårde og solhaver. Det er de allermest benyttede navne for plejehjem, så udefra set ender en stor procentdel af os vores liv i solen. Det er også en smule fantasiløst. Samt løgnagtigt, for enhver ved vist, at nok finder solen ind her, men navnet i sig selv er desværre ude af stand til at foregøgle nogen, at her er tale om ene liv på solsiden.

Vi er nemlig eksperter i sproglige eufemismer og pynten på sandheden. Vi har ikke anstalter mere, men institutioner. Ligesom de, der bor sådanne steder, ikke længere er åndsvage, sindssyge eller forkalkede, men mentalt handicappede, psykisk syge eller demente. Der er heller ikke unavngivne alderdomshjem, men plejehjem med flot klingende navne. Udefra set bor vores ældre i parklignende omgivelser, kommer aldrig i akut havenød samt bruger det meste af dagen på at tage solbad.

Det er selvfølgelig dejligt, at vi er så optimistiske i vores navngivning. Som om navnene i sig selv kunne lave om på, hvad bygningerne ofte indeholder. Omvendt synes jeg også, vi er utroligt fantasiløse i samme navngivning. Det er som om, disse gård/have/park-navne er gået hen og blevet clicheer eller måske efterhånden bare andre, gængse betegnelser for plejehjem. Enhver ved vel, at et sted, der hedder noget med -haven, må være et plejehjem eller en institution.

Og selvfølgelig ved jeg godt, at de fleste, der bor disse steder, er totalt ligeglade med, hvad stedet nu end måtte kalde sig af prangende navn. Jeg synes bare, det er så uopfindsomt. Samtidig med, at det altså giver mig en dårlig smag i munden, at man skal prøve at foregøgle mig parklignende tilstande, når jeg udmærket ved, at det kun er et sprogligt skalkeskjul.

Så jeg må nok berede mig på måske at ende mine skrøbelige dage i en gård, en have eller en park. Men udelukkende på navnesiden.

Continue Reading
1 2 3 23