Om at blive til noget. Eller nogen.

Forleden dag så jeg filmen The White Tiger. Se den, i øvrigt, den er god. Men den mindede mig også om, hvorfor jeg overhovedet fik læst bogen, da den udkom. Det var nemlig en gave. En gave fra et par taknemmelige forældre, hvis søn omsider fik sin studentereksamen.

Forhistorien var, at netop de forældre havde et af de sødeste, mest sociale, mest velbegavede og seriøst hårdtarbejdende børn, jeg nogensinde har mødt. Ovenikøbet begavet med et smilende, vindende væsen oveni. Men en dag gik det galt. Desværre ved jeg stadig ikke, hvad der gik galt, og skal derfor spare både mig selv og andre for ubegrundede gætterier. Han holdt simpelthen op med at gå i skole, samtlige hjælpeforanstaltninger blev sat i værk–men lige lidt hjalp det. På et tidspunkt flygtede han til hovedstaden, hvorfra jeg, som af mystiske årsager kom til at stå som livlinje til en halvt færdig studentereksamen, måtte prøve at samle, hvad samles kunne skolemæssigt. Jeg erindrer, at jeg personligt afhentede en SRP foran Holbergstatuen ved Det Kongelige, samt at da jeg endelig fik ham overtalt til at gå til den sidste eksamen herhjemme, måtte vi have pedelvagter på udenfor eksamenslokalet, så han ikke spurtede væk i kampens hede. Det gik nu godt. Så godt, at en fortvivlet, men også lettet mor altså forærede mig den bog.

Siden ved jeg ikke helt, hvad der er blevet af ham. Men det, der stadig slår mig, er, at jeg i den grad havde troet, at den dreng ville være “blevet til noget”. Han havde alle, virkelig alle, kvalifikationerne til topposter indenfor snart sagt alt. Samt en menneskelig side, som gjorde, at man ikke kunne andet end knuselske ham. Og han har jo ikke været den eneste gennem årene, der har siddet der i klassens rugbrødsmørke og skilt sig ud. Har siddet og lignet en, der på positiv vis kunne påvirke fremtiden med sin intelligens, sin kreativitet eller sin store menneskelige forståelse. De er i næsten alle klasser.

Og det, er slår mig, er, at sådan går det absolut ikke i alle tilfælde. Det er ikke altid dem, der rager op, der når skyerne. Her taler jeg ikke om tomme baldrehoveder og højtråbere, men om de, der klart indeholder et synligt potentiale. Nogle af dem ser jeg senere på store, ansvarsfulde poster og svømmende i kreativitet, men de fleste af dem ser jeg aldrig mere. De forsvinder ud i sikkert rigtigt gode liv, som de selv har valgt, men hvor ungdommens selvlysende potentiale ikke skinner igennem for andre end dem selv og de nærmeste. Det er der, som sådan, intet forkert ved. Vi bor i et land, hvor enhver heldigvis til en vis grad har magten over sin egen skæbne, og hvor man selv, indenfor visse grænser, har valgfriheden. Fordi man som ung er eminent til at fortolke Shakespeare, behøver man jo ikke blive skuespiller eller professor, og selv om ens skriftsprog er en nydelse at læse, behøver man ikke ende som chefredaktør. Man ender vel der, hvor man selv allerhelst vil hen.

Men det, der altid har undret mig, forbavset mig, gjort mig rigtigt glad, er alle de andre, der voksede med opgaven. Alle de, der anså Shakespeare for en personlig chikane, stavede som brækkede arme og ikke engang så Retskrivningsordbogen for vejledende, brugte det meste af deres 3 år i gymnasiet på at hænge i gardinerne, eller, for pigernes vedkommende, i konstant, akut blærebetændelse–eller simpelthen bare sov sig igennem og altid missede mindst de første 2 busser om morgenen. Det var dem, hvis hunde havde en umættelig appetit på stile, og hvis bedsteforældre lejlighedsvis og belejlighedsvis afgik ved døden et foruroligende antal gange. Men de voksede op, voksede ud, om man vil, til at finde sig selv og til at genfinde sig selv i noget, der battede. Der var klassens ulykkelige dreng, der efter 3 år i konstant forurettelse blev en af landets førende forskere i lykke. Og ham, der absolut ikke bekymrede sig om skole som sådan, men nu synes at være landets eneste tilgængelige skoleforsker, når der skal bruges sådan en. Og hende, der ikke tog ret meget alvorligt, men nu er en dybt seriøs politiker. Alle dem, der blev til nogle helt, helt andet end det, man ville have troet.

Det er underligt, som livet nogle gange former sig. Hvad der sker med os, når vi bliver voksne på den måde, at vi pludselig ser vores egne potentialer og handler på dem. Hvis vi gør. Det er i alt fald underligt som gammel lærer at tænke tilbage på alle de pragtfulde unge mennesker og på, at man dengang, hvor man sad med dem i klassen 3 år i træk, havde en form for forudfattet mening om, hvad den enkelte nok ville blive til i sit voksenliv. Det var der mange af dem, der absolut ikke gjorde. Det var ikke dem, der brillerede mest, der altid tog de største kegler. Dem var der nogle andre, der blev voksne nok til at gå efter.

På et tidspunkt havde vi på skolen et musikalsk talent, hvis musikalitet og sangstemme nærmest kunne føre ham til både Metropolitan og skyerne. Troede vi. Man kan se ham som studievært på Godaften Danmark. Han er eminent til det, han laver, men han hverken synger eller spiller. For verden spiller ikke altid videre på det klaver, som er afstemt i barndommen og ungdommen. Og det er vel, ret beset, også godt nok!

Continue Reading

Når tiderne skifter tilbage.

Jeg går ud fra, de fleste kan huske Pensionistvisen, eller Livets gang, som den egentlig hedder. Den blev såvel et hit som en øjenåbner dengang i 1980 (ja, det er 40 år siden!), hvor Grethe Sønck og Volmer Sørensen trissede den igennem i Cirkusrevyen. Den udstillede på underfundig, kærlig vis det ualmindeligt forudsigelige og mildest talt forfærdeligt kedelige liv, som netop de to pensionister levede. Et liv, hvor turene i Brugsen og det daglige indtag af de nødvendige piller ligesom blev højdepunkterne i et nærmest skemalagt liv, der bare skulle trisses af.

Jeg var ung dengang. Så jeg smilede af de to elskelige trissehoveder, men følte mig egentlig ikke beslægtet med dem. De repræsenterede en potentiel fremtid, som jeg slet ikke kunne forholde mig til, og som jeg da i alt fald ikke på nogen mulig måde kunne se frem til. Det var derfor, jeg kunne betragte dem som kuriositeter, som en slags levende museer over et sted, jeg i alt fald aldrig skulle komme.

Men det er lige før, jeg er der. På det samme museum af trisselighed, forudsigelighed og forbløffende mangel på liv. Det er Coronaens værk.

For i de 40 år, der er gået siden Sønck og Sørensen ristede brød og trissede i Brugsen, er der sket en revolution indenfor pensionismen. Majoriteten af nutidens pensionister trisser ikke–de går aktivt, løber nærmest for at nå det hele. De har et utal af interesser, som de aktivt dyrker, og har nærmest for lidt tid, fordi de skal nå alt det, der ikke var plads til i et travlt arbejdsliv. Nok går de i Brugsen, men de går også på livet, på verden, på oplevelse og til bageren efter brød, der ikke skal ristes. Og ind imellem glemmer de ligefrem deres piller i ren travlhed…

Altså indtil Coronaen. For den møgpandemi har nærmest transformeret pensionistlivet tilbage til den rene triste trissen. Der er jo ikke noget at gå til, steder at rejse hen, ud- af- huset interesser at dyrke, sociale arrangementer der skal passes. Det er som om, livet er ved at gå tilbage til en slags Livets gang, der kun i detaljerne adskiller sig fra 80-ernes trisseri. Dette er ikke et aktivt valg, for så var det blevet et fravalg. Det er såmænd bare fakta indenfor de grænser for muligheder, der er.

Jeg kan jo se det på mig selv. Det er lige før, jeg ubevidst er begyndt at trisse, og manden og jeg oparbejder flere og flere ydre ligheder med Sørensen og Sønck. Det sker sådan nærmest af sig selv, når der på intet tidspunkt er noget, man skal gå hurtigt og aktivt efter. Mine dage er også begyndt at ligne fotokopier af hinanden, hvor de største afvigelser fra normen består af dagens forskellige ruter for gåturene og variationer i aftensmaden. At gå i Brugsen ( eller hvor man nu går hen og handler) nærmer sig en begivenhed på oplevelseskontoen, og så må man endda ikke engang dele den, for sådan er reglerne. Jeg er ikke nået til det ristede brød endnu, men det skal nok komme. Sådan, snigende. Trissende.

Og så tror jeg endda ikke, dette udelukkende er et pensionistproblem. Med et fuldstændigt ustatistisk slag på tasken formoder jeg, at denne intensive fotokopiering af dage er fælles for rigtigt mange i denne tid. Det er som om, papiret har sat sig fast uden mulighed for fornyelse af indhold. At selv om man VIRKELIG gør sig umage for at være kreativ, innovativ og tænke ud af boksen, så strammer boksens begrænsninger, regler og normer så meget, at man næsten opgiver på forhånd og falder tilbage i at gøre præcis det samme som de forudgående dage.

Jeg skal åbent og ærligt indrømme, at jeg keder mig, føler mig klaustrofobisk indelukket her i min kopiboks, har fået stækket de vinger, der forfærdeligt gerne ville flyve ud af den og er ved at blive kvalt i krav om tapperhed, som jeg simpelthen ikke kan honorere. Jeg er elendig til tapperhed. På mine daglige gåture får jeg sparket til så mange sten, at jeg ligefrem kan se alle løse sten på min vej forsøge at flygte i tide.

Det er godt, der er lys, forår og vaccinationer derude et sted. Selv om der er langt. For ellers frygter jeg lidt, at vi, med den fart tiderne skifter tilbage, om ikke så længe ser omkring 5 millioner kloner af Sønck og Sørensen trisse individuelt i Brugsen for at hente brød, de kan riste.

–Og så er de færdige med den dag…….

Continue Reading

Om IKKE at skulle noget.

Lige nu har jeg nok mest ( altså udover de syge, de gamle og de udsatte) ondt af arbejdende forældre med mindre skolebørn. Det er mig ubegribeligt, at de overkommer både at passe deres hjemmearbejde samt at hjemmeundervise børnene samtidig. I min optik kræver det noget så mirakuløst som at være i stand til at være to steder på en gang, og det har jeg aldrig fået lært mig selv. Jeg kender heller ikke nogen, der har. Udover det tænker jeg tit på de udfordringer, samme forældre rent fagligt stilles overfor. Hvis det var mine børn, kom de aldrig længere end 3. klasses pensum i matematik, for slet ikke at tale om andre naturvidenskabelige fag, hvis eksistens jeg egentlig bare tror, jeg ville forsøge at bevare som en hemmelighed. På plussiden ville de nok blive forsvarligt gode til engelsk.

Men det er jo slet ikke mit problem. Som (ufrivillig) pensionist står man, om man så kan sige, med det direkte modsatte problem. Hvor de arbejdende–og især de arbejdende med skolesøgende børn–må finde det ualmindeligt problematisk at få tiden, døgnet, til at slå til timemæssigt, så er problemet vel for mange pensionister og arbejdsløse, at døgnet pludselig står der med alle sine timer, som skal udfyldes med alt andet end det, de normalt går med. Normalt er de fleste pensionister enormt aktive. I alt fald de, jeg kender. De svømmer rundt i sportslige, sociale og børnebørnsrelaterede aktiviteter og har kalendere, der nærmest er overtegnede af alt det, de gerne vil belønne sig selv med efter et langt arbejdsliv.

Men lige nu er der intet. Al sport er lukket ned, man er som hovedregel forbandet ikke-social, for andre mennesker er potentielle smittekilder, og den der med lige at stikke af et par dage eller nogle timer til hovedstaden, eller hvor man nu ellers har sine børn, er absolut no-go. Vinteren byder heller ikke på de store muligheder, eller fornyet lyst, til udendørs aktiviteter, selv om man selvfølgelig, behørigt iklædt de lange underbukser inderst, gerne skal afsted på sine gåture. Efter lange, travle arbejdsliv, hvor det var et puslespil at lokalisere timer eller tid nok, står man pludselig her i nedlukningen med et så overvældende overskud af tid, at det sådan næsten er gået hen og blevet en smule problematisk.

For nok er der bøger nok. Og aviser. Der er også streamingtjenester, flow-TV og masser af garn. Der er også oplagte muligheder for at få den møgkælder, det udhus eller det værelse, der har stået i stampe i sit eget rod i årevis, fuldstændigt ført up-to-date. Det skorter på ingen mulig måde på tilbud, man godt nok overhovedet ikke har lyst til at tage imod. Og som altid har foranlediget utallige overspringshandlinger. Problemet med alle disse gøremål er så bare, at for de fleste er de nogle, man gør oveni, ved siden af, når der er tid–eller når man trænger til en belønning for veludført arbejde. Jeg sætter mig normalt ikke med en bog eller falder i en 10 episoders lang serie efter morgenmaden, for mit indre, moralske kompas synes altså, at den slags er noget, man gør sig fortjent til som afslapning efter endte dåder. Omvendt kaster jeg mig heller ikke over skodkælderen med den ene begrundelse, at det er det eneste, jeg sådan lige kan finde på. Der skal større incitamenter til. Vekselvirkningen mellem ting, man har lyst til og ting, man bør gøre, er ligesom gået i opløsning her i denne tid, hvor der absolut intet obligatorisk er på dagsordenen. Der er intet, man skal og intet, man må gøre som belønning for at have gjort det, man skal. Og samtidig–i alt fald hos mig–kan jeg ikke overtale de sidste rester af gammel arbejdsmoral til, at jeg bare må gå i litterært og TV-sk selvsving den ganske, udslagne dag.

Selvfølgelig var det rart på forhånd at tænke på ikke at skulle noget det meste af januar pga. nedlukning. Det er straks værre at være i det. Selv om “værre” nok er det forkerte ord. Lad os bare bruge røvkedeligt i stedet. Min umiddelbare tanke er også, at det nok ikke standser ved januar, men at nedlukningen mindst går frem til vinterferien. De, der hørte Corona-Lone i Deadline i aftes, er nok tilbøjelige til at give mig ret, for hun ( der af mig anses for den største kapacitet (Ja, større end Brostrøm!) herhjemme på netop det område) var, omend meget smilende, noget pessimistisk omkring såvel oplukning som vores håndtering af den drilske afart, vi har arvet fra det selvudråbte, selvstændige imperium derovre på den anden side af Nordsøen.

Vi er heldigvis to. To der har hinanden at tale, småskændes, gå ture, se TV og finde på gode undskyldninger for at forbigå kælderen med. Jeg ville nødigt være alene i denne tid. Det må være fuldstændigt lige så stressende som de vilkår, børnefamilerne har. Bare med modsat fortegn.

Men for os alle gælder, at det er en udfordring ikke at skulle noget. Ikke at skulle en hujende fis–udover hvad vi selv synes, vi skal. Det er muligt, at vi gennem hele vores travle arbejdsliv så dette som den ultimativt paradisiske tilstand. Hvilket selvfølgelig modsvares af, at de fleste pensionister normalt har enormt travlt med alle deres aktiviteter. Og samtidig forklarer, at den paradisiske tilstand ikke udgøres af simpel lediggang, men af at foretage os ting, vi selv har bestemt og bestemmer over. Men lige nu er der intet.

Den ultimative løsning ville vel være, at alle de løsgående pensionister indgik i et fællesskab med alle de travle børnefamilier og tilbød såvel pasning som undervisning. Det kan bare heller ikke lade sig gøre. Desværre.

I stedet må børnefamilierne kæmpe videre med døgnets alt for få timer, mens pensionisterne i den grad må anvende deres fantasi til såvel gøremål som overspringshandlinger i forhold til forfærdelige tilbud i kældre og andet.

Helt personligt er jeg allerede på kanten af at kede mig. Indrømmet!

Continue Reading

Om måltidskasser.

Julegaven fra afkommet i år var måltidskasser. Bl.a. Der var også en tur i Ree Park på vej til familiesommerferien på Anholt, som var så kryptisk formuleret, at det ikke helt fremgik, om vi udelukkende skulle sættes af og derefter afvente, indtil resten returnerede fra Anholt. Vi formoder, vi kan få vores egen sti, bur eller indelukke de dage, det drejer sig om. Med fodring.

Men forleden nat ankom, til hele kvarterets og især hundens vækning, den første kasse. Der var, selvfølgelig, tale om vegetarkassen, for mit afkom prøver stadig optimistisk at reformere det, de tror er mine spisevaner. Hvad de ikke lige indregner er, at vi, som alle andre forældre, giver dem det bedste, huset formår, når de er her. Så kan man selvfølgelig på sin vis godt forstå, at de fejlagtigt tror, vi også lever sådan til daglig. Det er langtfra tilfældet. Men under alle omstændigheder eksisterer der en indgroet ( desværre fejlagtig) afkoms-konsensus omkring, at vi er sådan en slags gammeldags modstandere af vegatarmad og nærmest lever og ånder gennem vores kød, så vi skal reformeres, omvendes, missioneres ind i at se vegetarismens lyksaligheder. Sandheden er, at vi elsker grøntsager, spiser store mængder med velbehag, har et meget lille og altid kvalitetsbaseret kødforbrug–men får røde knopper af vegetarmad, der prøver at udgive sig for noget, det ikke er. Så som selleri- og rødbedebøffer og den store åbenbaring fra Beyond Meat, hvor syntetisk produceret planteaffald bliver dobbelt så miljøskadeligt som en helt almindelig ko bare ved selve produktionsprocessen.

Derudover har mit udgiftssky jeg aldrig rigtigt seriøst overvejet det der med måltidskasser. Jeg har regnet på det. Det vil tredoble vores daglige aftensmadsbudget, sådan ca. Til gengæld er det da ufatteligt nemt, lige til at gå til og særdeles madspildsbesparende. Især det sidste er også indgået i mine overvejelser. Altså det, at der er i sådan en kasse er lige præcis det, man skal bruge. På den ene side set, står man altså ikke lige der med det meste af en pose af noget, man sikkert først har mulighed for at anvende om et års tid, eller som går til forrådnelse i køkkenskuffen, men på den anden kan jeg faktisk godt lide rester. De udfordrer min madmæssige fantasi. Lader mig gå nye innovative veje. Den der med at åbne køleskabet og se på, hvad vi egentlig har og derefter fundere over, hvad det mon kan blive til. Den slags kreativitet overlader man til den, der kreerer måltidskassen. Måltidskasser er til mennesker, der helst vil være fri for at tænke selv omkring måltider. Det er også helt i orden!

Og i forlængelse af det er måltidskasser også decideret idiotsikrede. En fantastisk opfindelse til usikre køkkenbrugere. Der medfølger absolut forståelige, instruktive manualer over ethvert måltid. Jeg har, helt bevidst, ladt manden, som, pænt formuleret, er novice på alle stadier over kogte æg, stå i køkkenet med opskriften på Pixi-niveau, og det hele er faldet fremragende ud. Det ligner præcis det, det skal ligne og smager præcis, som det skal. Havde det nu været mig, så havde jeg jo hakket kartoffelhjørner, klippet gulerodstæer og puttet lidt ekstra af dit og dat i, som jeg lige kunne se ville give et ekstra pift. Sådan som man jo gør, når man har lavet mad i adskillige årtier. Men her fik vi den rene vare. Nutidens svar på God Mad, Let at lave, som vi andre i sin tid rejste hjemmefra med og på side 23 kunne se, hvordan man spejlede et æg.

Det er flotte, friske råvarer. Det er også fantasifulde råvarer med ingredienser, der sjældent finder vej til mit køkken. Det er innovative opskrifter, og det er velsmagende, lødig, opfindsom mad. Det er en nydelse at spise det, og det er en genial ide. Hvis jeg var en børnefamilie med travlt liv og prioriteringer, der gik på samvær fremfor indkøb og køkkenståning, så ville jeg nok gå i overvejelser, om det mon ikke var en god løsning. Forudsat at jeg havde råd. For det skal man have. Et måltid for 2 koster 100 kroner eller mere, og det er altså ikke, hvad vi bruger til daglig. Meget, meget langt fra.

Men det er jeg så ikke. Børnefamilien, altså. Jeg er en utravl semi-pensionst, som lige nu er så ufrivilligt arbejdsløs, at jeg sagtens kan bruge tid på at gå ud at handle. Selv udvælge mine råvarer og selv egenrådigt bestemme, hvad jeg lige nu, i dag, har lyst til at spise. Gå efter tilbud og lige regne sammen i hjernen, hvor mange måltidsvariationer jeg kan få ud af et givet godt tilbud. Lave min mad efter de opskrifter, der sidder inde i mit hoved, og som er så fleksible, at de kan bøjes både efter, hvad jeg har i huset, samt hvad jeg har lyst til.

Jeg er blevet introduceret til ting, jeg aldrig har smagt i netop den variation før. Og der er helt sikkert elementer, der er kommet ind i min madlavning for at blive. Bl. a. de fantastiske kartoffel-latkes, som er så simple, at jeg slet ikke forstår, jeg ikke selv har regnet dem ud før nu. Selv om jeg nu nok ville komme lidt ost i….

Som opsummering skal selvfølgelig konkluderes, at missionen omkring omvendelse til vegetarisme har været forgæves. Det har været en fornøjelse at lære så mange nye salater at kende, men jeg er samtidig bange for, at det netop er der, de ender. Som pragtfulde, smagfulde salater og tilbehør. Med det minimale kødforbrug, vi i forvejen har–eller rettere, at vi udelukkende spiser kvalitetskød og masser af fisk i små mængder–kan jeg sagens forsvare ikke at gå totalt vegan. Men jeg kan samtidig anbefale at prøve en måltidskasse. Ikke som noget permanent, men som et supplement en gang imellem–hvor fantasien, innovationen og smagsløgene trænger til en udfordring, og hvor nye sammensætninger og ingredienser på den måde kan blive en del af den daglige madlavning. Alle kender vist den der med at stå med en eksotisk grøntsag, der ser umådelig lækker og spændende ud—mens man ikke aner, hvad man gør ved den eller bruger den til. Det kan en måltidskasse hjælpe på. Den kan åbne ens øjne for ting, der bestemt bør både kunne ses og anvendes.

Continue Reading

Om at gå i dvale.

Da jeg stadig underviste, var første skoledag efter juleferien årets værste dag. Det ultimative mareridt. Altid kold, mørk, våd, uoplagt og noget, der burde have været løgn. Især, hvis man skulle møde kl. 8. De andre førstedage efter ferier var noget mere spiselige. Sommerferien var som regel så lang ( i alt fald dengang, der var RIGTIGE sommerferier til), at man nærmest begyndte at glæde sig til at komme i gang igen, og de andre ferier som regel så korte, at man aldrig rigtigt fik sig vænnet totalt til ferie. Juleferien er problematisk omkring sin længde, for den er præcis lang nok til at gå i forsvarligt feriemode, men samtidig alt for kort til at komme op derfra igen. Det bliver så akut, det hele. Så mørkt.

Jeg kan huske, at det eneste, jeg sådan alvorligt ønskede mig, når juleferiens afslutning stod truende derude foran døren, var at gå i dvale. At bruge januar på, totalt skødesløst og uansvarligt, at gå i vinterhi. Omdanne mig selv til en lykkeligt sovende bjørn, der uvidende om alle verdens fortrædeligheder kunne vågne op igen sådan henad det tidspunkt, hvor der trods alt er lidt mere lys end mørke.

Jeg bryder mig stadig ikke om første hverdag i januar. Skole eller ej. Det kan vel næppe diskuteres, at netop den dag er en form for antiklimaks. Stadsen er pillet ned, juletræet har affældet både pynt og nåle, nisserne ( altså dem, man altid glemmer og finder, efter at kasserne er kommet på loftet) virker decideret malplacerede og ude af takt med tidsånden, og enten er man på skrump eller i alt fald uden benådning for at svælge i overgod julemad. Januar er lidt ligesom kartofler. Et nødvendigt onde, man så må lære at leve med.

Men denne gang ser det ud til, at januar helt legalt bliver dvalemåned. Det kan man så mene om, hvad man vil. Men hvis de positive tangenter (bare jeg vidste, PRÆCIS hvor de sidder på min pc!) skal rulles frem, så har vi vel egentlig med nedlukningen fået en slags carte blanche til at gå lidt i vinterhi. Faktisk skal en stor del af os–altså også de, der har et arbejde–ikke ud i det modbydelige mørke og kan sagtens leve videre indendøre i sutsko og natbukser. Der bliver ikke al den opstartsstress. Al den banden over, at hjulet er uigenkaldeligt i gang igen, selv om det er mørkt og klamt. Der er, tror jeg, for mange en helt anderledes slags ro på at starte januar. En forståelig og gradvis overgang fra julens lys og stads til januars mørke og ingenting. Jeg er sikker på, at når det nu skal være sådan, så er der faktisk mange, der vil nyde det. Afstresse i det.

Tænk også på, at vi helt slipper for fysiske udsalg. Ikke noget med at stresse i udsalgskøer og prøve stakkevis af tøj, hvoraf en god del ender med at blive anskaffet på det noget usolide parameter, at det er billigt. Vi skal faktisk slet ikke ud i den der januar, med mindre vi skal have noget mere at spise. Der er absolut ingen pres på at deltage i udsalgs-forhindringsløbet–og de fleste af os vil nok ende med at erkende, at vi i virkeligheden slet ikke manglede det fjerneste. Selvfølgelig er det katastrofalt for mange handlende og små virksomheder. Men jeg håber, de måske kan bruge tiden på at lade ekstra op og få nye ideer på en forståelig kompensation, mens vi andre samtidig kan gøre os selv, der i vores hi, endnu mere bevidste om, at når det hele er ovre, så skal vi i den grad ud og bruge nogle af vores sammensparede penge på at støtte alle dem, der har det meget, meget svært.

Så de næste uger bliver hi-uger. Med alt hvad det indebærer. Vi pensionister og semi-pensionister er så heldige, at vi sådan set kan gå i hi på præcis den måde, vi selv ønsker og måske altid har drømt om. Lukke af for januar, fordi det for første gang nogen sinde er helt legalt. Nærmest statsdikteret. Nej, hvor skal der læses. Man kan stadig bestille bøger til afhentning på bibliotekerne på bibliotek.dk, og det er ret fedt, for ikke ret mange er opmærksomme på det, så det er relativt let at få fingre i de bøger, man har ledt efter–eller stået på venteliste til. Nej, hvor skal der Netflixes og HBO-es, for streamingtjenesterne er super tilbud her i vintermørket, hvor man ikke skal se dem OVENI flow-TV, men I STEDET FOR, hvis man gerne vil være selvstændig herre over sit TV-udvalg. Nej, hvor skal der strikkes, hækles og håndarbejdes for de, der ellers mangler tid til den slags. Og nej, hvor skal der puttes i den gode stol med natbukser, tæpper og resterne af juleslikket. Helt legalt, altså.

For der kommer jo ikke sådan lige nogen og forstyrrer. Ligesom man også selv bør holde sig hjemme. Udover de obligatoriske, daglige gåture, som er et must i en nedlukning. Sociale aktiviteter får vente til et vaccineret, forhåbentlig Coronafrit forår (i værste fald sommer), og imens kan hyggemåse som mig så sidde der og nyde, at for første gang i mange, mange år er det helt, totalt, fuldstændigt legalt at gå i individuelt, egoistisk vinterhi i januar.

Der er ikke noget, vi skal. Andet end at vente på, at vi igen både må og skal noget. Lad os se det som en foræring i januar og lige strejfe den tanke, at i januar er det super, mens det godt nok ville være noget af en ubærlig straf i juni……..

Continue Reading

Om at glemme at være bange.

Da Coronaen ramte os første gang, var jeg så bange, at “bange” i grunden er et forkert ord. Angst er bedre. Efter flugten fra Amerika dengang midt i marts, hvor vi sådan nærmest blev smidt ud af landet, og på hele hjemrejsen svælgede os i bakterier i både fly og lufthavne, oplevede jeg nærmest at være så angst, at jeg gik ind i en slags vegetativ, resignerende tilstand. Jeg var sikker på, at jeg undervejs havde opsnappet et væld af bakterier, sikker på, det kun var et spørgsmål om tid, før samme bakterier overmandede mig samt ikke spor tvivlende overfor, at det ville blive mit endeligt. Det var sådan set bare et spørgsmål om tid.

Forunderligt nok overlevede jeg. Dengang. Men respekten var hamret ind i mig, og foråret gik med tilflugt i sommerhuset og sociale kontakter på et absolut minimum. Der gik 3 uger, inden jeg, umådeligt tøvende, så et nyfødt barnebarn, og jeg mindes stadig, da vi for første gang–engang sidt i april–formastede os til at invitere 2 gæster, som vi, frysende og med kolossal afstand til, indtog en middag sammen med udenfor i aprilvejr, råb henover bordet og halvdårlig samvittighed.

Hen over sommeren var det som om, angsten ligesom døde en langsom død. Respekten ligeså. Ikke, at verden blev normal, men den blev i det mindste normaliseret til noget genkendeligt. Vi lærte at leve med restriktionerne, fordi de ganske enkelt var på en scala, der var til at leve med. Og når man ikke hele tiden skal konfronteres med sygdomsrisiko, så går man sådan lidt og glemmer, at den eksisterer. Man bliver forbandet modig, lidt skødesløs. Samtidig med at man tillader sig selv ikke at være bange.

Og så, allerbedst som det egentlig gik så godt med at leve på en kun halvamputeret måde, så skal vi til at genfinde ikke bare vores respekt, men nok også vores angst, fordi den givetvis hjælper på at opretholde respekten. Det er virkelig svært. Det formidable beredskab, i alt fald jeg mobiliserede dengang i marts, er umådeligt svært at genfinde. At gen-integrere, at få helt ind under huden igen, så det bare sidder.

Det er ikke bare Coronatræthed. Det er mere som at have været personligt angrebet af en grim sygdom, være blevet rimeligt helbredt for den og lært at leve med følgevirkningerne og så pludselig opdage, at den er gået i fuldt og mere alvorligt udbrud igen. Hvilket indikerer, at man skal til at genfinde ubehagelige følelser, man egentlig troede var blevet en del af historien. Det er rimeligt nemt, om end ubehageligt, at gå i akut angst og respekt første gang. Det er straks værre anden.

Og jeg kan jo se, at jeg ikke er den eneste med ambivalente følelser. Da jeg var i KBH i slutningen af april, stod vi som små eremitter i hver vores boble, når vi skulle vente på at komme over et fodgængerfelt. Nu står vi oven på hinanden. Bare for at nævne et enkelt, sigende eksempel. Det er som om, den fantastiske mobilisering af respekt, givetvis næret af ren angst, der dengang herskede, er blevet afløst af en slags laissez-faire holdning, der nok begrundes i, at dengang skete der jo ikke noget, så hvorfor i alverden skulle der dog gøre det nu?

I virkeligheden burde man jo tage en meget alvorlig snak med sig selv og indprente netop den mobilisering, der var dengang. Genhuske og genfinde at gøre præcis om i marts. For denne gang er det faktisk en del mere alvorligt. Vi har årstiden imod os–og vinteren er lang. Men allermest har vi os selv imod os. Vi er løbet tør for ork, for tilstrækkelig angst og respekt. Vi er blevet metaltrætte i Coronaforsvaret–og lige netop det er selve den dumme bakteries livret. Den trives på mangel på angst og respekt.

Helt uden tøven kan jeg sige for mit eget vedkommende, at det bliver den værste januar nogensinde. Januar er i forvejen en måned, der burde afskaffes, nedlægges eller måske endda forbydes. Når de sidste julelys er brændt ned, og alt er gråt og gaveløst, så bider nedlukningen. Hårdt. Det er der, det for alvor bliver en prøvelse at navigere i nedlukning, angst og smittefare. Hvor man godt kan være på nippet til at opgive…

Lige nu kæmper jeg dog, som en stor del af landets befolkning, med at være bange nok. Med at vise tilstrækkelig respekt. Det er på ingen mulig måde, fordi jeg ikke vil. Nok mere fordi jeg ikke sådan lige kan–i alt fald ikke uden grundige søsterlige samtaler med mig selv. Jeg må genlære min angst fra foråret. For med den i bagagen går det meget nemmere. Det gjorde det i alt fald i marts. Og det er det hamrende nødvendigt, at det gør igen!

Continue Reading

Om at feste.

Manden fylder snart rundt. Det vil vi, om ikke forbigå i tavshed, så dog passende afstemme fejringen af med de forhåndenværende forhold. Hvilket primært betyder at skubbe på ubestemt tid med forventet vaccinehjulpet efterbevilling.

For sådan er det jo. 2020 blev ufestlighedernes år. Siden 11. marts har man måttet sluge enhver form for festlige fejringer og spise sine fødselsdage, bryllupper ( også dem af metal) og alt det andet sjove. Eller i alt fald væbne sig med tålmodighed uden deadline for indfrielse.

Så jeg ser frem til, at 2021 bliver festernes år. Når vi først har fået det der lille prik, så må vi da kunne gå amok i vores affejringer af overgemte mærkedage. Jeg tænker i første omgang på alt det, der er blevet skubbet. Men ikke nok med at vi vil mæske os forsvarligt i det solide efterkravs-festmarked. Der er vel også de fester oveni, som nu omsider kan blive fejret til tiden. Jeg forudser et sandt boom på festmarkedet og relativt overtegnede kalendere, for psykologisk set burde denne fest-latensperiode vel betyde, at vi fejrer igennem, når vi endelig kan fejre. Mon ikke nogle af de mange fester, der nærmest allerede har overskredet sidste salgsdato, før de overhovedet er kommet i handelen, bliver sådan lidt mere festlige? Sådan lidt mere PYH-fejringer, hvor det ikke bare er den mærkedag, som man sådan næsten har glemt, fordi det er månedsvis siden, men også det, at man nu kan feste overhovedet, der skal fejres?

For selv om smittetallene stiger voldsomt og skræmmende for tiden, så er det alligevel som om, at forventningen om en rimeligt snarlig vaccine ligesom får det hele til at glide lidt lettere ned. ( Og det siger jeg altså ikke bare, fordi jeg har Pfizer-aktier!) Som om der er løfter om, at der findes et lys på den anden side af Coronatunnelen. Ikke, at det på nogen mulig måde indebærer, at de næste måneder ikke bliver et minefelt og en streng periode, men at de bliver en smule lettere at slide sig igennem, fordi der er kommet en mening med, at de skal overstås. Heller ikke fordi, at tiden–den vaccinerede fremtid–primært består af indhentning af oceaner af misligholdte mærkedage og kun består af kransekager og natmad, men fordi det igen at kunne fejre noget sammen med andre, mange andre endda, nærmest bliver symbolsk med, at verden går i lave, og glæden, spontaniteten, samværet og selve det at være et socialt menneske bliver retableret.

Der er også lige det med kjolerne! (Her indgår jeg så pludselig i en meget personlig og meget specifik sammenhæng.) Alle de kjoler, der hænger derinde i skabet til absolut ingen nytte. Som bare venter på, at der kommer en indbydelse, en lejlighed. Som pænt har holdt deres kæft og samler grovstøv på skuldrene, mens verden har været til jeans, gamle sweatre og gummistøvler. Det der lille, måske feminine? træk, der hedder at tage noget pænt på og få følelsen af, at man da i det mindste selv synes, man ser nogenlunde ud–det kan jeg altså godt mangle. At kræse lidt omkring, at man skal ud mellem andre, og at det altså for en gangs skyld betyder noget, i alt fald for en selv, at man viser sin ærbødighed og respekt for mærkedagsholderen ved at tage noget pænt tøj på. Hold da op, hvor de kjoler er begyndt at råbe….

Så lad os håbe, at 2021 bliver året, hvor vi får indhentet alt det, vi ikke kunne få i 2020. Nej, hvor skal vi ( i enhver form for overført betydning!) dog danse!

Continue Reading

Om 65 pund.

+ det løse. Det er summen af mit tab.

Dengang verden endnu var åben, i lave og sig selv havde jeg indbrud. Det var i november måned sidste år, mens jeg var afsted på det, der helt uden min viden blev det sidste syn af London i noget, der minder om flere menneskealdre. Jeg har tit efterfølgende sagt til mig selv, at jeg burde have nydt det mere og meget mere intenst. Men hvem kunne lige vide det?

Anyway, så var min rørlige formue ved hjemkomst de der 65 pund og det løse. Mener jeg. Jeg har næsten altid pund i huset. Ud fra devisen om, at sådan nogle står jeg tit og mangler. De bliver, med andre ord, aldrig gamle her i huset. De bliver brugt i stedet. Det er ret rart for en sparegris som mig at have et startbeløb, et indskud til rejsen, og så er der jo også lige det der med, at banker med udenlandsk valuta absolut ikke dominerer gadebilledet i min by. Der er i grunden ikke ret meget, der dominerer samme gadebillede mere. Men det er så en anden historie.

Så var der det med det indbrud, hvor de jo altså havde tilegnet sig mine beholdninger af anden valuta. For pund er ikke den eneste valuta, jeg går og hamstrer. Jeg har sådan min egen filial af valutacentralen. Mest i mønter. Derfor var det så, at jeg meget forudseende tænkte, at kom de igen, så skulle de F… ikke på nogen mulig måde have så meget som en brøkdel af en chance for at tilegne sig mine 65 pund+det løse.

Derpå er det så, at det hele begynder at blive lidt uklart. Der er ligesom flere versioner. En går på, at det var noget med en lille kasse, hvor man kunne lægge dem under noget andet. En anden går på, at det vist var noget med en skuffe og et chartek med noget, man kunne stoppe dem ind i. En anden går på nogle dyner under en sovesofa, men den er nu er den mest uklare. Fælles for alle er, at de ligesom koncentrerer sig om det samme værelse. Det værelse, jeg gjorde hovedrent i går. Og som på ingen mulig måde afslørede 65 pund. Ej heller det løse. For logisk set må sådan noget da rasle.

Jeg har altså i min imponerende iver efter at finde et gemmested, som ingen tyv har nogen som helst jordisk chance for at gennemskue, fundet et, der er så strålende genialt, at ikke engang jeg selv er i stand til at finde det. Et sted hvor mine 65 pund ligger så trygt og sikkert, at ingen ( altså som i OVERHOVEDET ingen) kan komme til dem. Et sted, hvor man burde kunne gemme sine allermest hemmelige hemmeligheder, og som jeg måske kunne overveje at leje ud til kronjuvelerne. Hvis jeg bare vidste, hvor det var.

Nu er det jo også sådan, at når man begynder at forstå, at man altså ikke lige finder sine ting, så tager Fanden ved en, og man bliver sådan nærmest besat af at lokalisere det manglende. Alt andet må vige. Ikke fordi, man i denne pandemiske verden lige står og skal ( eller kan!) bruge 65 pund, men fordi det er så enerverende, så irriterende, så ualmindeligt frustrerende ikke engang at kunne huske sine egne geniale gemmesteder. Enhver kender sikkert også, hvor fantastisk det er for belønningscentret, når det mistede endelig dukker op. Det er som at vinde i Lotto, som den ultimative befrielse, som en ny mening med livet. I alt fald mindst 5 minutter.

Jeg har været alle steder på det værelse. Jeg har endda været i mange af de utallige bøger, der også står der. Jeg er nemlig rigtigt grim til at lægge penge i bøger, meeen, meeeen, det er ud fra mit eget lille system. Kontanter lægges kun i bøger, jeg elsker, fordi jeg bilder mig ind, at andre ikke aner, hvad mine favoritter er. Nu er der bare det ved det, at det er alle mine gamle undervisningsbøger, der står derinde, og i går måtte jeg godt nok med stor undren indse, hvor mange eksemplarer af de samme bøger, jeg egentlig har.

Min verden går nok ikke under, fordi jeg har mistet 65 pund, som jeg ingen jordisk chance har for at bruge. Men som mine mere og mere hektiske, og nogle gange helt urealistiske søgninger ( jeg var også i bøger, jeg hader!) beviser, så var det som om, der i min underlige hjerne blev skabt en besynderlig sammenhæng mellem de 65 pund og hele verdenssituationen. Som om mine 65 pund blev hele løsningen på pandemien. At så længe, jeg ikke kunne finde dem, så blev det hele bare ved og ved. Men stod jeg med dem i hånden, så ville verden være klar til en åbning. Klar til, at jeg kunne komme ud og bruge mine penge. Hvis jeg magtede at nå til det fantastiske resultat igen at blive ejer af 65 pund, så var betonsymbolikken, at jeg også måtte, og kunne, tage lige derhen, hvor de var anvendelige.

Det er så nedslående at tænke på, at jeg beklageligvis ikke reddede verden under min intensive eftersøgning på det værelse. Men jeg skal nok prøve igen. For hvis det virkelig hænger sådan sammen, så bærer jeg jo faktisk en ret betydelig byrde på mine skuldre.

Derudover ved jeg også, at hvis den formidable sum af 65 pund (+ikke at forglemme det løse) mirakuløst genfindes, så skal de F.. bruges på noget fantastisk. Der må så abstraheres fra, at det i sidste ende vel er begrænset, hvad man overhovedet kan få for 65 pund!

Continue Reading

De 283 trin.

En af mine gåruter involverer en trappe med 283 trin. Irriterende undermåler-størrelse, kun befordrende for uelegant trippen OK, men det er godt nok mange alligevel. Derfor har det aldrig nogen sinde faldet mig ind, at man kunne gå andet end NED ad den trappe. For på mystisk vis kan man, hvis man altså går en anden vej tilbage, nøjes med et anseeligt mindre antal trin opad.

Så var det pludselig, at det slog mig, at det da må være muligt at forcere sådan 283 babytrin for opadgående. Det har jeg sgu` aldrig overvejet før. Som sagt, så gjort. Altså så meget gjort, at jeg var nødt til at vende hele turen på hovedet og gå den, hvad man vel godt kan kalde den modsatte vej.

Det er sådan lidt ligesom, når man kører den samme rute ud og hjem på motorvejen. De ligner hverken sig selv eller hinanden. Verden ser anderledes ud, alt sammen ud fra, hvilken vej den bliver angrebet fra. Man undres til stadighed, derude på motorvejen, over, at man virkelig lige er kørt forbi et sted, der bare ser så uendeligt anderledes ud, når man kommer den modsatte vej fra. Sådan noget med, at et hus fra den ene side kan være nærmest dækket af træer, mens det fra den anden ligger helt åbent og synligt. Den slags huse kan det godt tage årevis af kilometer med, før man pludselig opdager, hvordan verden hænger sammen. At det er samme sted.

Det er også noget med udsyn. At udsynet, det at se fremad, er så utroligt forskelligt, alt efter vinklen. Så hvis man vender sine ture om, får man på magisk vis nogle nye ture, der ser helt anderledes ud. Tillægspræmien er nye perspektiver på verden, som ikke nødvendigvis behøver at se ens ud fra alle vinkler. Jeg kan kun anbefale at prøve. For vi er vel alle så forbandet indgroede i vores turvaner, at vi næsten klistrer til, at alle ture gås i en bestemt orden, en bestemt rute, der altid går fra A til B, og aldrig fra B til A.

I alt fald var det som at opdage nye spændende vinkler på en gammelkendt ost at gå den anden vej. Også selv om det involverede de 283 trin.

Da jeg kom hjem, tænkte jeg også på, at symbolikken er betontyk. Vi burde gå nogle flere ture den anden vej rundt og se de perspektiver, det giver os. Det er givetvis sundt for os med nye vinkler. Og 283 trin virker i grunden kun skræmmende i tankerne. I virkeligheden er de overvindelige. Ligesom så meget andet, vi viger fra, fordi vi nu engang har vores alt for vante og indgroede ruter, der absolut skal angribes fra samme side. Hver gang.

Continue Reading

Om dagens 10 kilometer.

I begyndelsen var det decideret Coronakedsomhed, blandet med et spirende forår, der ligesom satte det hele i gang. Og så blev det ved, fordi Coronaen altså ikke gik væk, og kedsomheden sådan set heller ikke blev mindre. Men der er alligevel over alle disse måneder sket det, at mine 10 daglige kilometer er blevet en livsnødvendighed, en integreret del af mit dagsforløb og noget, jeg slet ikke kan leve uden. Heller ikke sove uden.

Så jeg går. Traver mine daglige, livgivende kilometer. Og, stik mod hvad der ellers sådan ligger til mig motionsmæssigt, nyder det. Somme tider og i alt fald en gang dagligt med mand og hund, men lige så gerne alene. Alenegang er godt for tankerne. Og benene.

Der er det fantastisk geniale ved at gå, at det hverken kræver forberedelser eller udgifter. Selvfølgelig skal man have ordentligt vind- og vandtæt tøj og sko, men det har alle vel i forvejen. I alt fald skal der ikke investeres i megadyre, specialdesignede sko, og en ordentlig vinterjakke kan for tiden sagtens holde regn og blæst fra kroppen. Og så kan man bare lade fødderne bære sig hen, hvor de nu lige har lyst netop den dag. Der er absolut intet i vejen med at gå de samme ture. Faktisk nyder jeg at se de små forandringer, der hele tiden popper op på mine ekskursioner. Mest årstidsmæssigt betinget, men sandelig også, i bymæssige områder, af renoverings- sanerings- og make over- agtig art. Man kan jo nærmest følge et helt hus blive til eller iagttage en gennemgribende renovering i daglige småbidder. Jeg har yndlingsture, og de er, fordi jeg er mig, decideret foretrukne, fordi de i min bakkeby indebærer færrest op- og nedstigninger. Jeg gider ikke trapper. Ydermere har jeg gennem disse måneder gjort opdagelser af fantastiske, for mig hidtil ukendte, steder og områder. I mit sommerhusområde havde jeg indtil i år en operationsradius på få kvadratkilometer. Det har jeg ikke mere. Jeg kender efterhånden hvert hus og hver vej mellem Als og Øster Hurup.

På plussiden tæller også, at jeg aldrig tidligere i mit trekvartlange liv har været så sulten, spist så meget–og ikke taget et gram på. Jeg har permanent røde kinder, faste lår og lyst til ordentlige måltider. Min krop og jeg er blevet særdeles meget bedre venner, partnere og har indgået en uskreven aftale om respekt for hinanden. Den overholder vi så. Jeg går mine kilometer, og den holder kæft og opfører sig ordentligt, hvilket vel er det optimale for en krop på alder med min. Endelig sover jeg meget, meget bedre. Det er vel så enkelt, at jeg er naturligt træt, når jeg går i seng.

Man får et andet forhold til vejr, når man hver dag selvvalgt er ude i det. Regn og blæst skræmmer mig ikke mere, det er ikke andet end små forhindringer, man tøjmæssigt skal tage forbehold for. Hvor jeg førhen var særdeles overtalelig til at opgive udendørs foretagender med baggrund i vejret, kan det vejr nu bare passe sig selv udenom mig. Der er ikke meget vejr, man ikke kan gå i, og den slidte cliche med, at det udelukkende er påklædning, der er vigtig, er faktisk både sand og brugelig. Omvendt bliver man også så glad, når solen skinner på ens vej. Det løfter glæden i hvert skridt.

Den allerstørste gevinst ved mine kilometer er dog næsten tankesamlingerne. Gåture er decideret befordrende for at få struktureret tanker, at få dem organiseret ud af det rod, de ofte kan være og komme hjem med en form for ny klarhed over det, der har irriteret, pint eller bare forundret en. En gåtur kan være at krybe ind i rum bare med sig selv og lade benene bære sig frem til nye erkendelser og nye ordner. Nærmest at lade hvert skridt være som forbindelsesstreger i en nødvendig brainstorm. Man bliver så afklaret af at gå. Og man går sig ind i sine afklaringer.

Jeg er sikker på, at jeg er blevet afhængig af mine kilometer. Det er ingen skade til. Afhængighed kan, når den sidder i benene, sagtens være noget positivt og livsfremmende. Noget væsentligt og ualmindeligt godt for både sjæl og legeme. Samtidig er det også der, det skal slutte. Sådan at forstå, at jeg og min krop skal have de 10 kilometer. Hverken mere eller mindre. Jeg skal ikke ud i marathongang og indbyrdes konkurrence med mine egne ben og dybe frustrationer, hvis jeg ikke er i evig progression på gåparametret. Det er lige præcis mine 10 kilometer, der gør, at jeg får mig rørt, får set mine omgivelser, får en fornemmelse af årets gang og vejrets luner og får mine tanker samlet på en yderst fornuftig måde. Så jeg både spiser og sover optimalt.

Tænk, at noget kan være så forbavsende let!

Continue Reading
1 2 3 28