OM AHA-oplevelser.

Som lærer bliver man ofte spurgt af den flittige, interesserede elev ” Jamen, HVORDAN laver jeg mine stile bedre?”

Den er desværre svær, for det er nu engang sådan, at vi alle har talenter for noget, og nogle har det altså for at formulere sig skriftligt. Andre kan finde deres udprægede talent et andet sted. Selvfølgelig kan man blive bedre, men et basalt talent er altid det allerbedste og mest frodige at bygge ovenpå. Det er det, der bliver til noget. Udover det så forholder det sig jo også sådan med den lille, perifere nicheproduktion, som det er at skrive stile, at den opfører sig som ALT andet. Man bliver bedre TIL at skrive stil VED at skrive stil.

Jeg plejer at svare, at det selvfølgelig i den sammenhæng er nødvendigt at være velformuleret, sprogligt nuanceret og korrekt, men også at det, der for alvor giver pote, er AHA-oplevelserne (altså læserens) og de skæve vinkler. Desværre hiver man jo ikke bare lige sådan nogle ud af lommen. De kræver faktisk en god portion indsigt og erfaring, hvilket vel ikke er de allermest åbenlyse karaktertræk hos teenagere.

En AHA-oplevelse kan have to fundamentale udformninger. Den kan enten være i “Wauw. Det havde jeg overhovedet ikke lige tænkt på.”- kategorien eller i “Selvfølgelig. Det er jo lige præcis sådan, det hænger sammen.”- kategorien. Kategorien er egentlig underordnet.

Det er oplevelsen så ikke. AHA-oplevelsesspektret kan spænde fra de allermest minimale indsigter til de største fremskridt for menneskeheden. De kan være dybt personlige, og de kan være verdensomspændende relevante. De kan være af den allerkorteste varighed, og de kan være med hele livet. Men de er altid en personlig sejr. En ny indgang. Og en ny indsigt. Altså lige fra det allermest lavpraktiske “Nå, det er SÅDAN, man undgår klumper i sovsen.” til det allermest intellektuelle “Nå, det SÅDAN, Shakespeares univers hænger sammen.”  Størrelsen er i denne sammenhæng fuldstændig ligegyldigt, men det er oplevelsen ikke.

Når verden er ny og mange gange udfordrende uforståelig, som den er for barnet, er den slags oplevelser nok en væsentlig del af dagligdagen. Bare det pludselig at finde ud af, hvorfor der overhovedet er de der to huller forneden i underbukserne, er vel en kilde til tilfredsstillelse. Med årene bliver der, direkte proportionelt med omfanget af erkendelsen, færre og færre af den slags oplevelser. Det er derfor, det er godt at samle på dem. At huske dem.

Personligt elsker jeg AHA-erne. Og de kommer stadig til mig og gør mig glad. Ofte i form af noget skriftligt. Et godt debatindlæg i en avis, som angriber et fortærsket emne fra en ny, skæv vinkel, eller en ny forfatter, som pludselig formår at anvende alle de gamle ord på sin egen, innovative, geniale måde. Det kan også være gennem samtaler, hvor en deltager pludselig vender tingene på hovedet på en måde, man slet ikke selv havde overvejet. Eller en pludselig opstået fornemmelse af, at et hadet praktisk gøremål kan udføres på en ny og mere tidssparende måde.

Og når alt det er sagt, så er det vigtigt for mig at pointere, at mine største AHA-oplevelser sådan rent politisk, humanitært og samfundsmæssigt faktisk nogle gange kommer fra folk, jeg umiddelbart ikke ser mig selv som sympatiserende med. Dem, jeg nogle gange skal tvinge mig selv til at læse eller lytte til. Naturligvis er deres angrebsvinkel oftest en hel anden end min egen, men det er rigtigt udfordrende for mig at opleve, at der altså også kan være sundt ræsonnement bag deres udtalelser, som kan give mig følelsen af AHA. Man kan faktisk få rigtig god forstand af at lytte til folk, der IKKE mener det samme som en selv. Eller man kan i alt fald omgå sin egen forstokkethed. Samt få indsigt i, hvorfor nogle mener noget helt andet.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at mennesker, der ikke lytter til modsatrettede meninger, ingen AHA-oplevelser får. Men de, der gør, får flere. Og en god ting kan man, som sagt til bevidstløshed, aldrig få for meget af.

For kun gennem indsigt og åbenhed overfor livets finurligheder og mangfoldige meningspaletter er man selv i stand til at se de skæve vinkler og give andre mennesker AHA-oplevelser. Samt skrive gode stile.

Continue Reading

To be a rock and not to roll?

Jeg er på vej ned for at hente benzin. SÅ sker det! Ud af bilradioen lyder det ” There`s a lady who`s sure all that glitters is gold…..” Indenfor et splitsekund sker der en mental kortslutning oppe i min hjerne, som får min krop til at gå i vilde, ukontrollede, balstyriske spasmer.

Det første, den gør, er at skrue op til max i lydstyrke. Helt derop, hvor basgangene udmønter sig i konkrete, lettere dansende ryk i bilen, og hvor forbipasserende helt ufrivilligt får et par toner med på vejen, når jeg kører forbi. Dernæst begynder mine hænder at hamre takten med velrettede klask på rat og andre tilstedeværende flader indenfor rækkevidde, og min mund åbner sig og forsøger ihærdigt at overdøve såvel musik som tekst. Hvis Led Zeppelin på noget tidspunkt bliver angrebet at tekstdemens, kan de bare ringe. Jeg sufflerer gerne.

Uheldigvis er jeg så tæt på tankstationen, at vi ikke engang er nået til det sted i melodien, hvor det hele går i crescendo og bliver rigtigt vildt. Så jeg er nødt til at holde stille foran benzinstanderen, bare for at få det hele med. Det har så den fremragende effekt, at jeg nu ikke længere er nødt til at overholde almene færdselsregler, så som at bevare hænderne på rattet og fødderne i nærheden af speeder og bremse. Jeg er nu faktisk i stand til både at spjætte takten med fødderne mod bilens bund og dirigere værket med hænderne. Samt at spænde sikkerhedsselen op og få lidt gang i overkroppen også.

Det er på det tidspunkt (altså efter jeg har holdt 2-3 minutter ved tanken), at en mand kommer hen og banker på ruden. Det er selvfølgelig fuldstændig umuligt at høre, hvad han forsøger at sige. Samt i mine øjne ualmindeligt uforskammet, da det da vist med al tydelighed fremgår, at her sidder jeg, lige foran standeren på en benzintank, og har min egen helt vildt vidunderligt nostalgiske fest.

Og vi mangler stadig et vers´ penge. Den sang er nemlig ret lang. Så jeg ignorerer ham bare. Ignorant bastard–hvad bilder han sig ind? Jeg kan dog se, at han ryster ret opgivende på hovedet, før han går sin vej.

Men jeg får da tanket. Efter festen.

Så kører jeg hjemad igen. Gudhjælpemig–så sker det IGEN! Ud af bilradioen lyder det “Each morning I get up I die a little. Can barely stand on my feet.” Så går den der forbandede, ukontrollerbare krop i nostalgispasmer igen.

Det sker så lige i det øjeblik, hvor jeg kører forbi den mand, der tidligere bankede på mit vindue. Jeg vælger at lade en af spasmerne munde ud i noget, der ligner et vink. Og så bliver jeg enig med mig selv om, at der da på nogle områder stadig er en smule liv i det her trekvartgamle kadaver.

Continue Reading

(Un)happy Valentine`s Day!

Her har jeg omhyggeligt siddet og udvalgt det absolut mest lyserøde, smagløse, afskyelige billede, jeg overhovedet kunne finde. Og som kunne downloades uden brugsrettigheder.

Jeg er gået i Valentinesstrejke. Akkurat ligesom jeg går i Halloweenstrejke og kun giver min mor en blomst på Mors dag, fordi hun ellers ville blive fornærmet. Længe leve det kunstige mærkedagsanarki!

Der er F… ingen kunstigt skabte markedsmekanismer, der skal diktere, at jeg netop i dag skal fortælle min mand, at jeg elsker ham ved at forære ham et eller andet lyserødt eller lave en bedre middag. Det bør jeg da i grunden bare gøre hele tiden. Jeg behøver ikke denne besynderlige, importerede skik, som udelukkende tjener til at få mig til at give en masse penge ud på lyserøde rædsler. På mig virker den som en pink klud, hvis eneste udkomme er, at jeg bliver knotten, og da i alt fald slet ikke vil gøre noget som helst af det, jeg som forbruger forventes at gøre.

Og hvis min mand skal have at vide, at jeg elsker ham, så er i dag den absolut eneste dag hele året, hvor jeg med den allerstørste omhyggelighed vil undgå at fortælle ham det! Mig får de sgu` ikke så let! Jeg vil meget hellere råbe min kærlighedserklæring ud til hele byen fra domkirkens top på en travl sommerdag end at foretage mig noget som helst i dag.

Eneste trøst er, at der vist er temmelig mange som mig, der med omhu undgår at investere i enhver form for lyserøde overflødigheder. Jeg har noteret mig, at uhyrlighederne gerne er på tilbud i kassevis fra i morgen. Så hvis jeg endelig vil fornedre mig selv til at investere i lyserøditeter, så kan jeg da i det mindste få dem til halv pris!

 

Continue Reading

Om undskyldninger.

Efter et langt liv som lærer er jeg nået til et punkt, hvor resten af mit liv er blevet for kort til undskyldninger. Jeg gider ikke høre flere. Mest fordi undskyldninger ret beset er noget af det mest fantasiforladte, der findes, og  jeg derfor givetvis har hørt dem alle ½ million gange før. Med små personlige ændringer, forstås, men i bund og grund findes der vel, som med eventyr, kun omkring 10 grundundskyldninger. Resten er variationer over tema.

F.eks. er min by befolket af glubske hunde. De lever af stile, ja, de kaster sig åbenbart frådende over enhver stil, der kommer indenfor deres rækkevidde. Altid efter, den er skrevet. Disse hunde har deres præferencer, og de spiser ikke ubeskrevne ark. Kun dem med stil på. Ligeledes må vi sætte uofficiel verdensrekord i computerskader. Der er så mange computere, der af den ene eller anden fantasifulde grund går ned præcis aftenen før, en stil skal afleveres, at det nærmer sig et massivt, lokalt hackerangreb. Og alle disse unge mennesker, som i alle andre sammenhænge er computerwizzer, kan, med et enkelt uheldigt, uintenderet tryk på en knap, få en hel stil til at forsvinde ud i cyberspace. De kan oven i købet græde på kommando, mens de fortæller om “den bedste stil, de nogensinde har skrevet”, som nu uigenkaldeligt er gået til de evige stilemarker.

Nogle familier er også dybt berørte af massiv overdødelighed. Faktisk så belastende, så enkelte mormødre afgår ved døden op til flere gange årligt og alligevel formår at genopstå til afsluttende eksamen, hvor de i reinkarneret tilstand står og vifter stolte med huen. Samme skæbne overgår også et højt antal uskyldige kæledyr i løbet af et skoleår. Racen på kæledyr afhænger klart af lærerens præferencer. Hos mig kunne de godt spare deres katte (skravl!), men mangen en Retriever har måttet lade livet i den hellige stils tjeneste. De genopstod også. Jeg kan især huske en, som jeg i reinkarneret udgave mødte allerede samme eftermiddag, hvor den var afgået ved døden om morgnen, men da var den så i mellemtiden i sit nye liv blevet naboens.

Dengang vi stadig havde et postvæsen, og stile ikke blev afleveret elektronisk, var samme væsen skyld i et enormt svind på stilekontoen. Hvis en elev puttede en stil i postkassen for at sende den til læreren, forsvandt den med 99% sikkerhed undervejs. Et eller andet sted må der findes et fjernlager på størrelse med en mellemstor hangar til alle de stile. Måske har de så stilehunde ansat til at spise dem? Dengang kunne der også nogle gange opnås aftale om at aflevere forsinkede stile på lærerens adresse, men det løste i sig selv ingen problemer. For når nu det stakkels unge menneske begav sig ud på farten, så for han enten helt vild, eller, værre endnu, blev kørt ned af en cykel undervejs i den by, han i øvrigt havde boet i hele sit liv.

Alle læger, tandlæger og kørelærere koordinerer også deres aftaler med enhver elev, så de ligger enten i timerne eller på det tidspunkt, der skulle skrives stil. Sådan er det bare. Der er absolut ingen af disse instanser, der normalt arbejder efter 14.30. Til gengæld har diverse skadestuer og hospitaler døgnåbent, og de anvendes i timevis netop aftenen før aflevering. Så sidder en hel klasse der på rad og række og venter 7 timer på at blive behandlet for den samme forstuvelse, der besynderligt nok er fuldstændigt gået i sig selv igen næste morgen.

Ligeledes har mange unge mennesker elementært svært ved at finde vej til skolen. Enhver form for trafikforstyrrelser om morgenen er guf. Når der var sket et uheld på omfartsvejen, kunne selv de, der boede i den modsatte ende af byen og skulle cykle 4-5 kilometer ud af kurs for overhovedet at komme i nærheden af den omfartsvej, komme for sent, “fordi omfartsvejen var spærret”. Og buselever er  forfærdeligt overbebyrdede med manglende eller forsinkede busser. Faktisk trodser busdriften i denne del af landet enhver beskrivelse. Den er sådan nærmest ikke-eksisterende eller i alt fald meget vejledende. Det med vejledende skal forstås på den måde, at busser kun er forsinkede for nogle elever. For andre kører præcis den samme bus til tiden. Det samme gælder aflyste busser. De er selektivt aflyste.

Endelig må man heller ikke glemme elektronikken. Der må versere et helt astronomisk antal klagesager over elektronik, der kan alt andet end at vække til tiden. Som ret beset helt undlader at vække. Også selv om det da i den grad er slået til. Sjovt nok er det absolut intet problem at anvende samme elektronik i timerne til alt det, det netop ikke skal anvendes til. Gerne under bordet, så man oppe fra tavlekanten undrer sig over, hvad det dog er for et masserageri mellem benene, man kan iagttage dernede.

Så basalt mener jeg, at enhver form for dårlige undskyldninger ikke tjener til andet end til at undervurdere min intelligens. Spar mig. Eller sig da for F…, at du bare ikke gad. Det er lige før, netop det kunne fremprovokere en forløsende knuser.

 

 

Continue Reading

Fejldisposition.

Hvis jeg nu havde været så forudseende at have samlet seriøst på min barndom, så kunne jeg have været meget velhavende i dag. Men jeg har desværre mishoardet. Samlet–eller her vel nærmest gemt og glemt–på de forkerte ting. Der er ikke mange håndører i lysestumper og afklippede cowboybukseben. Og jeg tvivler alvorligt på, markedet vil opstå.

Min barndom var fyldt med teaktræsmøbler og Bjørn Wiinblad. Vi havde Dam trolde og hoptimister til pynt på værelserne. Alting var orange eller brunt, og i køkkenet stod Koka til daglig brug og Mågestellet eller Blå Blomst til gæster. Det meste af det verfede vi ud, fuldstændig usentimentalt. Sådan cirka på det tidspunkt, Ikea holdt sit indtog. Det var nemlig helt utroligt, hvad man kunne få i den butik. Sådan startede Ikeaficeringen af Danmark–mere om den ved lejlighed.

Min mor arbejdede i mange år i brugskunst- og isenkræmmerforretninger. Hun var også ualmindeligt god til at holde gang i omsætningen i samme butikker. Vi var, om man så kan sige, relativt velforsynede med nips. At hun så derudover havde en god smag og ubevidst faktisk investerede i det, der holdt, har jeg desværre først senere fået øjnene op for. Til min konfirmation gav hun mig f.eks. sådan en stor elefant i træ, som jeg dengang ikke anede, hvad jeg skulle stille op med. Den har jeg så heldigvis beholdt. Jeg husker, at jeg var meget mere optaget af den klap-sammen-cykel, som jeg inderligt havde ønsket mig, og som senere blev stjålet på Vesterbro Torv i Århus i 76. Jeg tvivler på, den stadig er i live.

Nu er der så sket det besynderlige, at jeg er begyndt at generhverve min barndom. Mærkeligt nok er alle de ting, jeg kasserede, fordi de bare var håbløst yt eller meget, meget grimme, pludselig blevet pæne igen. Jeg har spurgt mig selv om, hvad i alverden der dog er sket med min smag, siden den sådan kan slå knuder på sig selv og pludselig skifte vinkel med 190 grader, men jeg har også samtidig opgivet at forklare det. Tidsånd, hedder sådan noget.

Forleden fandt jeg denne lille hoptimist fra 70-erne. Den er en lille smule handicappet i sin hoppefunktion, men til gengæld er den da vildt forsynet med nostalgiværdi og faktisk også ret sød. Jeg havde en magen til på mit værelse, men den kom ulykkeligt af dage, da min bror forgæves forsøgte at udrede, hvordan sådan en hopper. Det var jeg dengang ret lettet over, for så var det ligesom ikke min skyld, at lortet skulle ud.

Nu har jeg så lært en masse om at samle på de rigtige ting. Så jeg har en plan om at hoarde det, jeg har lige nu. Hvis jeg kalkulerer med at blive ca. 125, kan jeg blive meget og seriøst rig. Til den tid bliver mit hjem nemlig noget værd. Så vil jeg rejse helt vildt og voldkøbe designertøj!

PS. Og det hjælper ikke at være clairvoyant. På en af mine rejser havde jeg en gæst med, som var det. Hver aften, når vi kom til et nyt hotel, klagede hun over værelset, EFTER hun havde set det. Hvad svarer man lige, udover “Du står da vist overfor nogle væsentlige, faglige udfordringer.”

Continue Reading

Aftalevenner.

Jeg spekulerer somme tider på, hvad det er for tendenser i tiden, der gør, at alting skal aftales. At der ikke længere er plads til spontanitet, eller–simpelthen bare at besøge hinanden, fordi man pludselig kom i tanke om, at det havde man lige lyst til.

Jeg har 3-4 veninder, der kan finde på at komme dumpende ind, uden at vi i forvejen (laaang tid i forvejen) har afstemt vores respektive kalendere og fundet det helt rette tidspunkt. Dem sætter jeg meget pris på. Ikke fordi de nødvendigvis er de tætteste veninder, men det er som om, vi har indgået en uskrevet pagt om, at det altså er i orden bare at komme. Sådan forholder det sig desværre ikke med resten. Nogle gange føler jeg det, som om en simpel snak over en kop kaffe er en større logistisk udfordring, der kræver flere måneders planlægning og, det her er vigtigt!, skal være skrevet ned, for at den overhovedet har gyldighed. Jeg mener: en kop kaffe???

Sådan har det ikke altid været. Jeg kan endnu svagt erindre, da man bare dumpede ind. Det gjorde man i min barndom og ungdom. Også hos mine forældre, som relativt tit fik folk på uarrangeret besøg. Her tænker jeg selvfølgelig ikke på større arrangementer som middage eller halvstore, hjemmebagte kaffeborde, men udelukkende den der uformelle kop kaffe med tilhørende snak.

Jeg har spekuleret på, hvorfor vi sådan totalt har droppet det impulsive. Og det vi inkluderer altså også mig selv, for jeg er bestemt uhyre tilbageholdende med bare at stå udenfor en dør uden en klar aftale. Måske skyldes det, at vi har muligheden for at lave aftaler. Her tænker jeg elektronisk, fra mobiler til padder (sorry, det hedder min ipad!) og computere. Vi er jo altid i nærheden af en af delene. Og for mange mennesker er det som om, intet eksisterer derude i den ikke-elektroniske virkelighed, uden at det eksisterer i cyberspace. Som om cyberspace er selve beviset på, at virkeligheden overhovedet eksisterer. Hvis aftaler ikke eksisterer rent elektronisk, ja, så eksisterer de ikke. En ret brugt undskyldning for at misse ting er faktisk “Jeg havde glemt at skrive det ned i min kalender.” Logisk: Hvis det ikke står der, ER det ikke.

Vores liv er planlagt ned i mindste detalje. Det hedder “at have styr på sit liv”. Jeg er sikker på, at mange erhvervsaktive mennesker, og især dem med hjemmeboende børn, har meget travlt, men jeg er lige så sikker på, at der sagtens kunne være plads til meget mere “besøge-hinanden-uden-aftale” i deres liv. Måske tror jeg endda, det ville gøre selvsamme liv lidt mere spændende. For det er jo, i sidste ende, de der små impulsive ting, der får en given hverdag til at stikke ud fra alle de andre hverdage.

Jeg tror også, at tidens krav til den der livsstyrelse for mange mennesker betyder, at de skal have styr på deres hjem. De skal vide, om der kommer nogen, så de lige kan nå at pudse glansbilledet. Hvis man har en kaffeaftale, der har været planlagt i flere måneder, så får de mest synlige områder af hjemmet da en større støvsugerisk overhaling. Derfor tror vi tit, helt fejlagtigt, at andre mennesker i den grad har overopsyn med deres nullermænd. Nej, de har udelukkende gjort hjemmet farbart, fordi de på forhånd vidste, der skulle komme nogen. Jeg hører personligt til dem, der overhovedet ikke ænser graden af beskidthed i andres hjem–med mindre den er MEGET grel, og her taler vi støv til anklerne. Det er i øvrigt heller ikke det, jeg kommer for. Altså at inspicere deres rengøringsniveau. Alligevel  tror jeg, at denne besættelse af den mere eller mindre perfekte “frontstage” (for nu at gå lidt ind i psykologien) er en altafgørende faktor for al den planlægning.

Det allermest besynderlige i det hele er så, at de aller-allerfleste af os faktisk nyder uventet besøg. Det ER da rart, at nogen kigger indenfor. Både for selskabets skyld, men også fordi det signalerer, at vi som personer faktisk har værdi for den besøgende. Hvem bliver ikke glad, når en veninde pludselig står i døren, fordi hun “lige var i nærheden og kom til at tænke på en” eller “syntes det var så lang tid siden, hun havde set en”?

Men hvem er det så lige, der GØR den slags? Personligt er jeg umådelig dårlig til det. Jeg bilder mig ind, at jeg nok forstyrrer, at folk nok er ved noget (ved hvad?), og at de såmænd nok er mest trygge ved, at vi sammen har koordineret vore kalendere flere måneder i forvejen for at få plads til den kop kaffe. Det er sådan, vi på den lange bane skaber ensomhed. Men det er en helt anden historie.

Continue Reading

Om serendipitet.

Jeg elsker det ord. Det smager godt, og så skal man sådan holde tungen lidt lige i munden. Men faktisk handler det om IKKE at holde tungen lige i munden, at lade tungen finde helt sin egen vej.

Serendipitet betyder at finde en værdifuld ting ved et tilfælde. At sætte ud på sin quest med et soleklart mål og lettere rigide ideer og så undervejs gøre en strålende opdagelse, som man slet ikke havde set komme. Indenfor naturvidenskaben er der utallige eksempler, så lad mig bare i flæng nævne penicillin, røntgen, antabus, viagra, plastik, pacemakeren, velcro, teflon og elektromagnetisme. Columbus søgte også blindt efter Indien, men måtte efter et stykke tid indrømme, at det nok var noget andet, han var stødt over. Det blev han så senere ret velfornøjet over, selv om det vel i disse dage er lidt tvivlsomt, om vi andre skal blive ved med at være taknemmelige. Og H C Andersen udstyrede Klods-Hans med død fugl og mudder, som i sidste ende viste sig at bane den, omend lidt knastede, vej lige ind i prinsessens hjerte.

Serendipiditet handler altså om at gøre det værdifulde fund undervejs til noget helt, helt andet. Men endnu mere om at standse op og erkende, at det, man nu har fundet, i virkeligheden er meget mere værd end det, man oprindeligt ledte efter. At stoppe op og indse, at der ligger skatte på vejen, som skal samles op. Og at endemålet for så vidt mister sin betydning eller måske slet ikke skal nås mere. Den quest, man var ude på, blev stærkt omdefineret undervejs, men det var en helt uventet og meget mere betydningsfuld skat, man i sidste ende kom hjem med.

I min familie har vi et familektalt ord (Se indlæg om familekter her på bloggen for forklaring!), som hedder at “finde vild”. Det er sådan noget, vi gør, når vi er på ferie. Så sætter vi os et mål, men lader os bare føre med og mod strømmen hen imod det. Kortlæsning er bandlyst, for selve formålet er jo er blive godt og grundigt “væk” på ruten og samtidigt at være åben over for alle de skatte, der findes undervejs. Folk, der går med næsen nede i kortet, finder ingen skatte, men de finder givetvis frem til deres mål. Det gør vi så ikke altid. Vi finder derimod uvurderlige oplevelser, fantastiske baggårde og rigtige mennesker.

Jeg vil gerne have serendipiteten som en faktor i mit liv. For hvis jeg lukker af for den, nægter jeg mig selv en masse oplevelser. Selvfølgelig er det ikke sådan, at jeg forventer den. Altså forventer, at hver gang jeg finder håbløst vild i en mellemøstlig bazar eller for den sags skyld i mit eget liv, så venter der storslåede oplevelser. Men jeg skal hele tiden være opmærksom på, at det ikke altid er selve målet, der er den livgivende faktor. Det kan meget nemt være, at der findes noget undervejs, som er meget, meget mere værd.

Derfor har jeg det meget svært med kort. Og her bruges kort såvel i bogstavelig forstand som i overført. Jeg kender folk, som på sporvognstur gennem den smukkeste by sad og fulgte ruten meter for meter på et kort samt moniterede, hvor langt der nu var til endestationen. Vi andre så de smukke skatte, vi kørte forbi. Jeg kender også folk, der ikke tør gå udenfor døren i enhver given storby uden et kort, for tænk hvis de for vild!!! Jeg er sikker på, de ikke farer vild, men jeg er lige så sikker på, at de heller ikke finder nogen som helst form for uventede, værdifulde skatte. Og hele denne feriemetafor kan jo i den grad overføres på livet som helhed. Sæt meget gerne et mål, men vær altid forberedt på at standse op og beundre de underskønne ting, der måske lige præcis er dem, der forhindrer dig i at nå frem til det i forvejen fastsatte mål. Mål kan omdefineres, og de kan sagtens være uendeligt meget bedre end de oprindelige. Der er alt for mange mennesker, der ikke samler skatte op. Enten fordi de ikke ser dem, erkender dem–eller desværre bare blindt mosler frem mod det i forvejen fastsatte mål.

Så det var godt, forskerne lod sig føre ad de tilsyneladende forkerte veje frem til det rigtige. Eller omvendt. Det kan vi lære en hel del af. Allermest at det er en livsforbrydelse at overse eller trampe på serendipiditeten, når den pludselig står midt på vores vej.

Jeg kunne måske også bare have kaldt det hele Carpe Diem/Seize the day, men det er ikke helt det samme. Når man griber dagen, har man jo ikke noget mål som sådan, før man begynder at gribe. Men selve processsen med at fange det forunderlige, der ligger i øjeblikket, er vel i bund og grund det samme.

Så jeg elsker ordet serendipitet. Det er svært at udtale, og det er det nok, fordi det skal minde mig om, at det måske også kan være lidt svært at efterleve, at der SKAL være plads til serendipitet i mit liv. Jeg skal tænke over, at mit liv ikke bare bliver en serendipitetsløs, blind fremadmoslen.

 

Continue Reading

Om lærere.

Man kan som regel aldrig sætte ord på en periode, før den er ovre. Det er nok derfor, jeg først nu, i bagklogskabens klare lys, kan sætte ord på alle de dejlige kolleger, jeg har haft gennem årene. Netop deres forskellighed har vel været det, der gjorde dagligdagen spændende og overlevelig.

Nørden: Han underviser gerne i et naturvidenskabeligt fag. I det hele taget mener han ikke, at jorden, solsystemet, rummet og andre planeter kan anskues ud fra nogen som helst andre synsvinkler end den strengt videnskabelige, og åndelighed, supermarkeder, måltider og alt det, som andre mennesker måske tænker lidt på, er totalt udenfor hans kompetencekatalog. Hans hovedinteresse er at sprænge ting i luften og lave finurlige, nye kombinationer af alle de utroligt spændende materialer, man lige kan finde i et kemilokale. Han læser rigtigt mange bøger, især dem han selv har skrevet. Og de handler alle sammen om vanvittigt interessante formler på ting, de fleste ikke anede eksisterede og nye teorier om Big Bang. Han kan holde foredrag i timevis om samme emne, og bruger gerne frikvartererne på at udtænke nye ting at sprænge i luften.

Bohemen: Hun underviser oftest i fransk, billedkunst og måske spansk. Hun er især genkendelig på sin klædedragt, der er overmåde sydlandsk i sine farver og gerne indbefatter adskillige smykker og tørklæder. Altså sydlandsk ud fra hendes egen definition, som trendmæssigt er flere snese år bagefter. Hun har gjort det til sit varemærke at “flagre”, så derfor er hun aldrig i ro. Det er umuligt at føre en afsluttet samtale med hende, for hun har altid gang i en million projekter, hvoraf de fleste desværre bliver til det rene ingenting. Det mener hun nu ikke, for for hende er processen enormt væsentlig. Især maler hun en uendelig masse halvfærdige, meget abstrakte billeder i sin fritid. Når hun da ikke rejser til samtlige Europas kunstmuseer og især fordyber sig i innovativ installationskunst. Eleverne forsøger det første år at leve op til al denne kunstneriskhed, senere bruger de det meste af deres tid på at skabe orden i hendes rod.

Filosoffen: Han underviser primært i dansk–og så måske filosofi. Han har siden sin tidlige barndom ejet en tweedjakke med lapper på albuen og en urokkelig tro på sin egen overlegenhed. Han har, ene mand, gennemskuet og gennemforstået samtlige væsentlige filosoffer (de uvæsentlige er jo netop, nå ja, uvæsentlige), og kan på selv de dårligste dage citere alle deres bøger ordret. Intet forfatterskab er ham fremmed, og han bruger derfor det meste af sin tid på i en meget nedladende tone at gøre pøbelen opmærksom på, hvor uendeligt ignorante de er. Især fagkolleger konfronteres igen og igen med hans fantastiske belæsthed. Han citerer givetvis Kierkegaard for konen i deres allermest intime stunder, og hvis de har børn, er det synd for dem. Hver sommer tager de nemlig Europas kirker og kalkmalerier fra Syditalien til Nordkap. Mens de triumferende citerer en til lejligheden passende filosof eller stor forfatter for de forhåndenværende, lokale bønder.

Den over-sociale: Her er vi ovre i sprogfagene. Hendes ufravigelige grundprincip er, at sprog skal leges ind, så hendes klasser bruger virkelig meget tid på at sidde i rundkreds og lege små, sjove, finurlige sproglege. Også i 3.g. Det vigtigste er, at alle har det rigtigt, rigtigt godt med sig selv (og dagligt mærker godt efter, at det forholder sig sådan!) og med hinanden. Hun bruger en del tid på at undskylde, at der altså desværre er nogle ting, der skal læres, men hvis vi nu hjælper hinanden rigtigt socialt, kommer vi nok igennem det. Hun bruger også oceaner af tid på at rette stile, for det er meget vigtigt, at den enkelte elev forstår, præcis hvorfor hun har været nødt til at sætte et lille, bitte rødt mærke under en fejl og skrive en længere roman som forklaring i margin. For hende er lærergerningen et kald. Hun er simpelthen ude på en mission, der kun som indledende manøvre handler om at lære nogen noget. Endemålet er selvfølgelig at redde hele verden. Hendes elever tager gerne adskillige kilo på gennem deres gymnasietid, for det er nu så hyggeligt at spise al den kage i samtlige timer.

Den uendelige drengerøv: Han findes vist indenfor de fleste fag, men det er da ingen hemmelighed, at han har en stor forkærlighed for mediefag. Han ser nemlig for det meste film om natten. Hele natten, alle nætter. Det er ham, der præsterer at sove over sig til timer over middag. Og i det hele taget har et meget afslappet forhold til skemaer og ringetider, som han generelt anser for vejledende. Det samme gælder skriftlige opgaver, som han enten har ansat en hund til at æde, eller retter med samme omhu som han passer sine ringetider. Han er meget populær blandt de yngre elever, som sagtens kan spejle sig selv i denne næsten-jævnaldrende. Men han får lidt problemer, når han bliver 40+, og det altid glade, drengede smil, det uglede hår og de nu ret slidte vitser ikke rigtig har den samme effekt på det kvindelige klientel mere.

Helsefreaken: Her er vi ovre i idræt og måske også sprogfag. Hun er en levende reklame for samtlige sundhedsprodukter og samtlige sundhedsprogrammer i TV. Bare at se på hende giver nagende, dårlig samvittighed. Hun går aldrig, hun småløber. Hun sidder for den sags skyld heller aldrig, hun motionerer gerne samtidig med, at hun underviser og drikker frikvarterskaffe (1 kop om dagen, forstås!). Hun er en blændende foredragsholder, som altid og gerne totalt uopfordret holder lange monologer om, hvor uendeligt sundt hun lever. Underforstået: hvor uendeligt, forfærdeligt usundt alle andre lever. Hendes elever kender  enhver motionsrute i såvel denne by som alle tilstødende, middelstore provinsbyer, for de har løbet dem alle. 10 gange. Og underviser hun i sprogfag, læser de gerne tekster om overvægt, sukkersyge og andre livsstilsygdomme. Det synes hun nemlig er vanvittigt interessant. Især hvis hun personligt kan frelse nogen fra en uøkologisk, sukkerholdig, motionsfattig fremtid. For det er jo det, hun i virkeligheden er: Den frelsende motionsengel.

Continue Reading

Om at lære af sine børn.

I mange, mange år var det mig, der var familiens skolemester og førerhund. Mig, der lærte afkommet alt fra de allermest simple nødvendigheder for overlevelse, over en vis portion pli, takt, tone og god opdragelse til de større udsyn mod kunst, kultur og verden som helhed. Det var mig, der (godt hjulpet af min mand) læste bøger højt, introducerede kirker og slæbte modvilligt yngel med på kunstmuseer.Mig der financierede teater- og biografbilletter og mig, der forklarede, hvordan jeg nu lige syntes, at verden og alting i den hang sammen.

Det er det ikke mere. I takt med, at mine børn er blevet til voksne, selvstændige mennesker, er det ikke mig, der altid står med for- eller opklaringsjobbet. Der er så uendeligt mange ting, de ved meget, meget mere om end mig.

Det har været lidt svært at nå dertil. At afgive–eller overgive–førerrollen i det lokale kobbel til opkomlinge, som man med al tydelighed husker iført ble. At erkende, at nok har ens viden værdi, men den kan på nogle områder være forældet eller helt utilstrækkelig. Selvfølgelig ikke på alle områder: Det er da stadig mig, der er husets verdensmester i frikadeller, taler det pæneste engelsk og ved mest om litteratur. Men jeg får kamp til stregen. Og hvis jeg bare accepterer det som såvel et livs- som aldersvilkår, så er der faktisk fantastisk megen viden og virkelig gode oplevelser at hente.

Jeg skal overgive mig, acceptere at de ved såvel mere som bedre–og så skal jeg nyde at få ny, spændende viden. Det tog så også en god portion skænderier og visse perioder med intern (altså i mig) kamp med selvværdet at komme dertil! Men jeg har overgivet mig–helt–tror jeg.

Jeg vil forsøge at undgå at snakke ret meget om teknologi. Jeg tror, de fleste ved hvorfor. Jeg behøver overhovedet ikke gå i pinlige detaljer omkring min himmelråbende uvidenhed og uforståelige hjælpeløshed. Lad mig bare fastslå, at jeg skylder mine børn en stor tak. Også på vegne af software og hardware, fordi alle mine ufrivillige destruktionsforsøg blev afværget.

Men jeg er dybt taknemmelig for, at jeg nu ved en del om moderne arkitektur. Jeg er blevet introduceret til de mest fantastiske bygningsværker og nogle gange modvilligt slæbt op på diverse parkeringshustage for at beundre finurlige detaljer. Min personlige viden stoppede sådan ca. omkring modernismen, men nu er jeg næsten fuldt opdateret på de nyeste trends. Jeg er nok, trods alt, lidt mere professionel udi barokken end min unge læremester, men det har jeg jo så også ligesom haft en hel del års forspring til at blive. Hvis jeg ville, kunne jeg namedroppe omkring de førende arkitekter, men det er sgu` for arrogant.

Jeg har også, i alt fald til en vis grad, lært at forstå en lille smule installationskunst. Altså fra at være fuldstændigt lammet i afvisning til dog at give det en lille chance. Det bliver aldrig et hit hos mig, men jeg får en anden oplevelse ud af at gå på kunstmuseum, fordi jeg får nogle forklaringer, jeg ikke lige selv kunne hoste op med. Faktisk er det en oplevelse de steder, hvor både kunst og arkitektur får nye dimensioner, fordi der er nogen med, der ved noget om tingene. Noget, jeg ikke vidste, og som jeg kan lære noget af.

Helt forgæves er jeg også blevet introduceret til en verden af computerspil. Jeg er helt sikker på, jeg kunne lære en forfærdelig masse, hvis jeg bare havde interessen og kunne FORSTÅ.

Endelig har mit, nok relativt konservative, maduniversers oplevet en massiv udvidelse. Jeg er blevet introduceret for fødevarer, jeg knapt kan udtale, og som jeg skal have førstehjælp for at kunne anvende, finde ind i eller simpelthen bare spise korrekt. Indrømmet!: Der er nogle af dem, der aldrig bliver en fast bestanddel af mit middagsbord, men der har sandelig også været spændende smagsmæssige oplevelser imellem.

Det handler om at overgive magten som familiens førerhund. At lære at åbne op for alle de spændende, nye ting og viden, som ens børn virkelig kan berige ens tilværelse med. Jeg elsker f.eks. at rejse med mine børn. Nej, hvor ser jeg mange nye ting. Og nej, hvor ser jeg mange gamle ting anderledes!

Continue Reading

Om hoarding.

At hoarde betyder at “oversamle”. Eller at være fuldstændigt ude af stand til at smide noget som helst ud. Sådan at tingene gradvist overtager al ens plads og desværre også hele ens liv. Der bor en amatørhoarder inden i mig.

I mange år havde jeg et udklip fra en tegneserie hængende på min opslagstavle. Det var dengang, alle havde opslagstavler i hessian, mens kun sådan nogen som mig har dem endnu. Billedet forestiller Jern-Henrik, der kommer slæbende med en kolossalt stor sten. Så stor, så det stakkels barn nærmest er ved at drukne i sten, og man kan tydeligt se, at han har utroligt svært ved at løfte rundt på blokken. Idet han passerer sin måbende mor, siger han de vise ord (Gad vide, hvor han får luften fra?) “Ja, man ved jo aldrig, hvornår man får brug for sådan en.” Jeg har altid fundet netop de ord utroligt illustrative for mit liv.

Jeg er forfærdeligt dårlig til at smide ting ud. Udfra devisen om, at man jo aldrig ved, hvornår man får brug for netop sådan en, gemmer jeg, totalt uorganiseret, alt, hvad der bare har en minimal chance for at kunne anvendes igen. Jeg har nemlig prøvet, at lige præcis det, jeg smed ud 2 timer forinden, er det, jeg i den grad pludselig mangler. Det var så traumatisk, at det vil jeg altså nødigt komme ud for igen. Jeg går ikke til yderligheder som min mand, der under en flytning præsterede at insistere på at med-flytte en pose med afklippede bukseben–altså resterne af de bukser, der i mellemtiden var blevet til shorts. Men det er tæt på.

Da børnene flyttede hjemmefra, fik vi 3 tomme værelser foræret. Jeg så frem til at indrette dem som biblioteker og gæsteværelser, men inden jeg overhovedet kom i gang, havde de på rekordtid indrettet sig selv. Nærmest helt uden min medvirken var tingene myldret ind på den ledige plads, og da samme ting bestod af effekter, man vel aldrig lige ved, om man står og mangler, var det jo nærmest umuligt at værelsesforvise dem.

Og hvor kommer alle de ting så fra? De kommer selvfølgelig fra et langt liv uden ret megen udsmidning. Fra det, set udfra et anti-hoardingsynspunkt, katastrofale i, at vi har boet i samme hus i næsten 30 år. Sådan nogle som mig (og min mand) burde flytte noget oftere. Ja, vi burde faktisk indgå i en skematisk flytteplan, som kunne rykke os op og smide overskudslortet ud ca. hvert andet år. Ydermere er det et stort hus. Vi kan, hvis vi virkelig stuver seriøst, få en forfærdelig masse stuvet ind i det. Vi har også en stor garage, som ikke har set en bil i mange år. Hvor i alverden skulle den kunne være? Det hjælper så heller ikke, at jeg er kommet i arvealderen. Det strømmer jo til med efterladenskaber, som man med garanti helt sikkert vil få brug for engang i fremtiden. Indtil da kan de vel finde en plads i garagen. Sidst, men ikke mindst, kan jeg jo heller ikke lade være med at investere i besynderlige ting, når de er enten sjove, usædvanlige eller billige. Det er decideret pladsformindskende!

Jeg ved godt, der findes relativt simple metoder til rodbekæmpelse. Sådan noget med at spørge sig selv, om man nu virkelig, virkelig, Ama`r og halshug har brug for en ting. Nixen, det virker ikke. Det kan da godt være, jeg ikke HAR brug for det, men det FÅR jeg. Garanteret. Bare vent og se. For hvis jeg med blødende hjerte smider det ud, vil jeg stormangle det, inden det overhovedet er ude af indkørslen.

Som nu i går, da datteren stod og manglede et utal af rekvisitter til en filmoptagelse. Så er redningen fars og mors forhoardede hus. Har vi en fiskestang med hjul og med fluer? Ja, selvfølgelig har vi da det. Godt nok har ingen her så meget som overvejet at tage på fisketur de sidste 20 år, men hvis vi nu lige skulle komme ud i en akut opstået lyst til at tage ud at fiske, så ville vi da i den grad begræde, at vi havde smidt den ud. Det kunne faktisk udvikle sig ret traumatisk. Har vi også et joggingsæt fra 80-erne med tilhørende pandebånd? Ja, da. Vi har faktisk op til flere. Vi har et bredt sortiment af campingblomstrede joggingsæt i 80-er stil, og jeg ved lige, hvor de er. De ligger nemlig ved siden af alle stearinlysstumperne, hvoraf de mest antikke daterer sig tilbage til 70-erne. Hvem i alverden står ikke med jævne mellemrum og mangler en lysestump?

Somme tider overvejer vi at flytte til noget mindre. Vi har overbevist os selv om, at det er dårlig timing pga. huspriserne. Parcelhuse i provinsen er, groft sagt, ikke overpopulære. Den egentlige årsag er nok, at vi slet ikke kan overskue arbejdet med at få ryddet op i lortet. Heldigvis sker der ind imellem det, at et udvalg af samlingen helt af sig selv går hen og bliver trendy. Som nu hjortegeviret og teaktræshylderne, der havde boet i garagen i flere årtier. Med mellemrum skipper vi den slags ting af til Vesterbro og Nørrebro, og så synes de derovre, at de har gjort en F….  god handel med nogle uvidende bondejyder. Og det hænder da også–nu vi er ved hjortegeviret–at der vitterlig ER ting, jeg ALDRIG sådan lige står og kommer til at mangle.

Så hvis nogen mangler besynderligheder, så er jeg givetvis leveringsdygtig. Hvis man kan overtale mig til at slippe effekten, for man ved jo altså aldrig lige, hvornår man står og mangler sådan en!

 

 

Continue Reading