Om parfumer.

Forklaring på det noget alternative billede skal nok komme!

Jeg har haft mange parfumeperioder i mit liv, altså duftmæssige forskelligheder, og i tilbageblik ( det hedder vel tilbagelugt) har der decideret også været nogle, hvor jeg har været håbløst fejlcastet udi kunstig kropsduft. Som nu i min tidlige ungdom, hvor jeg sværmede for Anäis, Anäis, som dengang var uhyre populær, men som ved tilbagelugt udelukkende giver associationer til bordel og purpurrøde fløjlslampeskærme. Eller alle de der oversunde fra Matas, som i sidste ende primært lugtede af kropssved, fordi de var så klimavenlige, at de faktisk var parfumer uden lugt. De sidste mange år har jeg svoret til Weekend. Eneste problem med den er, at den er ved at udgå. Det er sådan set også stort nok. Problem altså.

Men det er slet ikke mig, det her skal handle om. For på hjemmebane er jeg duftmæssigt i en evig konkurrence med det lokale dyr. Som, akkurat ligesom rigtigt mange kvinder, heller ikke mener, at hans egen kropsduft ligesom er nok i sig selv. På det basale punkt er vi dog uenige, ham og mig. Jeg synes, lugten af hund i sig selv er fuldt tilstrækkelig. Hertil kommer, at lugten af våd hund (eller hund, der har været ude om vinteren) sådan nærmest er mere tilstrækkelig end bare tilstrækkelig.

Heri er hunden uenig. Han er tilsyneladende ikke synderligt tilfreds med sig selv, lider af en form for duftmæssigt mindreværd, der gør, at han aktivt arbejder på at forbedre sin egen lille duftzone. Man må lade ham, at han ikke bare lader stå til. Han arbejder intensivt for sagen.

Efter at have delt hus med ham i 4 år, har jeg efterhånden luret hans præferencer. Temmeligt afdøde, andre dyr er OK. OK som i sådan en form for hverdagsparfume. Ikke til, når det hele skal være lidt festligt. Så skal der mere til. Temmeligt afdøde, andre dyr har også en form for indbygget scoringsskala. Altså i forhold til, hvor gode de er parfumemæssigt. Det er meget enkelt. Jo mere afdøde, de er, desto bedre. Kan man se sit snit til at rulle sig indgående i en død, overkørt, fladmast, tidligere solsort, er lykken sikret mange dage ud i fremtiden.

Men når der skal være lidt fest i gaden (og pelsen) er den ultimative topscorer helt uden konkurrence en god, gerne frisklavet, godt cremet kokasse. Der er simpelthen intet som sådan en. Ikke blot dufter den tilsyneladende ualmindeligt lækkert, men den har også den lorteklare fordel og kvalitet, at den kan mases ind på steder, hvor fladmaste solsorter end ikke har en chance. Sådan en kan man ikke blot få helt ind til huden. Man kan også få hvert eneste hår maseret ind i den. Man kan faktisk forvandle hele sit retrieverlyse selv til en broget blanding af fedtede, lortebrune hår med et hoved, hvor ingen mere kan se snuden, fordi falder i med resten af hovedet rent farvemæssigt. Med bare en smule tålmodighed ( og gerne også en smule solskin) kan man få kokasse til at tørre og hænge uløseligt fast på tissemand og hale. Og især halen er god. Med den kan man nemlig feje hen over småborde, stole, sofaer og senge og totalt indiskret aflægge lidt af den saliggørende parfume, man med flid og udholdenhed har tilegnet sig på en vanvittigt god mark.

Selvfølgelig ER det noget mere besværligt for dyret at få parfume på. For mig er det jo bare at presse lidt på en flacon. Han, derimod, må rulle sig virkelig–og jeg mener virkelig– grundigt og indgående i sin. Starte med en 10-20 gange på ryggen og dernæst, med en noget forkvaklet manøvre, der ser en smule morsom ud ( men ikke er det!) forsøge at få det op på maven. Det er sådan noget med at sprede alle fire ben ud til siden og så kure sammenbidt igennem lorten. Fra begge sider.

Der er en ting, der altid har gjort en smule ondt på mig. Det er, når han lige har færdiggjort sit parfumeprojekt. (Som jo altid sker, når han er 50 meter foran en på steder, hvor han må løbe løs.) Så står han der og er selve dyrenes konge. Udtrykker en stolthed så stor, at det næsten kan mærkes på en selv. Viser, at det er HAM, der er overhunden, charmetrolden, he-hunden, score-hunden, den uovervindelige på den allerbedste hårdag nogensinde. Og så kommer overmokken her og spolerer det hele. I al sin menneskelige ufølsomhed og ulugtsomhed overfor verdens bedste parfume, lige det sekund, hvor man aldrig har været mere lækker og attraktiv, SKÆLDER HUN UD!

Jeg ved ikke, om andre end mig har været i den situation, hvor de har måttet bedømme, hvor længe en kokasse lugter. Jeg vil tilføje, at man nok skal være hundeejer for overhovedet at gå ind i den slags kalkulationer. Hvem står ellers lige med det problem? Jeg kan svare rimeligt nøjagtigt, og det er LÆNGE. Og kokasser kan hverken overdøves af Anäis, Anäis, ( hvem gider også have en hund, der render rundt og lugter af bordel?) eller de sunde fra Matas. Jeg har prøvet.

Så lige nu har jeg så en hund, der går rundt og lugter af den billigste silikoneshampoo fra et forlængst hedengangent hotel, hvor jeg i sin tid kom til at tro, den var min. Det er ikke optimalt, men det er bedre end kolort. Og jeg ved skam godt, at man ikke vasker hunde i det, som nogen tror er menneskeshampoo. Jeg er fløjtende ligeglad. Selv om han på ingen mulig måde ser ud, som han gør efter en gang kokasse-wellness, altså sådan stolt og Scorekaj-agtig ( han virker sgu` ærligt alt lidt flov!), så skælder jeg da i det mindste ikke ud.

Og jeg har sagt (nej, prædiket!), at hvis hans form for kropsmanicure gentager sig, så dømmes han til for evigt at lugte af hotelsilikone.

Og hvis han er rigtig, rigtig sød og holder sig fra de lortekasser, så kan det være, han en dag må låne lidt af min Weekend.

 

 

Continue Reading

Om farvesammensætning.

Jeg kan huske dengang, det var absolut no-go at sætte blåt og grønt sammen. Hvor vi som teenagere var overbeviste om, at vi helt selv havde udledt vores frygtindgydende imponerende kreativitet ved at sætte lilla, gul og grøn sammen. Helst i skrigende nuancer. Og hvor det var en ufravigelig regel, at havde overdel eller underdel prikker, striber eller blomster, skulle den anden del være ensfarvet. Hvor kraftige kvinder aldrig burde gå med striber på langs og i øvrigt helst bare helt i sort. Både på langs og tværs. Og hvor mænd automatisk og akut blev dømt ovre i bøssehjørnet, hvis de så meget som nærmere sig nogen form for pink nuancer.

Det har jeg egentlig lidt under længe nok. Kæmpet med, næsten. Jeg må stadig gøre vold på mit inderste farvereglement for at sætte spraglet til spraglet. For det kalder jeg det stadig. Altså dette grimme, ærligt talt noget nedsættende ord: spraglet. Jeg føler mig upåklædt og som en, der er uvidende om de uskrevne regler, hvis jeg formaster mig til at sætte strib til prik. Så derfor gør jeg det egentlig kun meget sjældent, og så mestendels for at overbevise mig selv, om at det kan jeg da sandelig godt. Men sandheden er jo, at det kan jeg ikke sådan rigtigt. Det gør ondt i normerne. Jeg går dog i blåt og grønt samtidig. Men det gik vist også over i løbet af min barndom, dette med, at man ikke måtte.

Til gengæld er jeg dybt fascineret af diverse mennesker inde i mit TV, som bare skider enormt grundigt på den slags pjat. Der er især en bestemt vejrpige, som flasher vilde blomstersammenplantninger sammen med striber. Blandt andet. Den første gang, jeg så hende i det, der i min barndom gik under udtrykket en “mundering”, havde jeg faktisk lidt ondt af hende og tilskrev den påklædningsmæssige katastrofe til uvidende, eller måske endda ondskabsfulde, kostumefolk. Men hun blev ved, gjorde hun. Så det kan da ikke vedblive med at være kostumeafdelingens hævn over et eller andet, jeg ikke kender til. Det må jo være, fordi hun kan lide det og synes, det er OK.

Det underlige er så, at jeg faktisk også vokser med opgaven og synes, det bliver mere og mere OK. Det ser jo, for fanden, ret godt ud, og hun er da ikke død af sit mis-match endnu, hende vejrpigen. Altså ligesom vi troede, vi ville dø–eller i alt fald noget, der var mindst lige så slemt, hvis vi satte grønt og blåt sammen.

Man kan også se, at adskillige nyere kjolefirmaer, så som Du Milde, Margot, Charles Design, Mania og andre eksperimenter med stoffer og mønstre og sætter dem sammen på hidtil usete måder. Jeg er faktisk vild med deres kjoler, men jeg tror så også, at der ligger en form for godkendelse eller legitimitet i, at det er dem, der har prikket og blomstret striberne– og ikke bare mig, der har haft en dårlig tøjdag.

Hvor er det dog i grunden befriende, at alle disse tåbelige, uskrevne regler er under opløsning. At det bliver mere og mere legalt at sammensætte, som man nu selv vil, ønsker og har garderobe og kreativitet til. Ikke, at vi nødvendigvis skal gå rundt og ligne fastelavnsris eller “munderinger”, men at stive, rigide regler er ved at gå derhen, hvor stive, rigide regler burde været gået hen for længst. Og hvor vi i den grad bør udskifte “spraglet” med “farverig” eller andre positive ord.

Det er så, hvad jeg synes. Noget andet er, hvad jeg gør. Det er svært at lægge årevis af tekstilnormer bag sig og op på hylden. Måske skal man bare begynde at flashe stribe-prikkerne sådan lidt ude i haven. Og vænne sig til, at der overhovedet ikke sker noget ved, at de sidder på en selv.

Continue Reading

På gåture og fornuftig mad.

I løbet af julen og nytåret har jeg spist mig ud af 36. Og et godt stykke ind i 38 med pil opad mod 40.

Og nej! Jeg accepterer ikke af den grund at blive kaldt en skabekat, en krukke, en overdriver og en, der skulle tage at få sig nogle mere væsentlige problemer. Jeg accepterer på den anden side set heller ikke fedtets tilstand og tyngdelovens alt for kraftige dominans. Som med alt andet er det nemlig sådan, at er der udfordringer, så må de tages op.

For jeg ved præcis, hvad reaktionen er, hvis jeg klager over mit fedtoverskud til andre. Så kan jeg passe mig selv, kan jeg, og i stedet sætte mig hen i et hjørne og være så evig glad over, at jeg basalt jo ikke på nogen mulig måde er overvægtig. At jeg, sammenlignet med andre, bare overhovedet, slet ikke har nogen form for noget at klage over. Ovenikøbet bør jeg også skamme mig.

Men når jeg spiser mig opad på vægtskalaen, så sker der altså besynderligvis præcis det samme for mig som for alle andre. Jeg vokser ud af mit tøj.  Det ganske tekstiludvalg hænger derinde i skabet og kryber i rekordfart. Og er der noget, som er ganske forfærdeligt modbydeligt, så er det tøj, der strammer. For slet ikke at nævne, at det ser uskønt ud. Tøj, der strammer, er omvendt proportionelt med selvtillid—jo flere uknappelige deller, desto mindre selvtillid. Og her taler jeg så kun om det tøj, det stadig er muligt at mase sig i. Resten hænger jo bare der og griner med slet skjult skadefryd og ligner den halve pose lakridskonfekt, det nok havde været bedst at overse 3. juledag.

Så reelt står man jo med et ureelt valg. Enten at købe en ny garderobe, eller at foretage sig noget drastisk. Med ureelt valg mener jeg derfor, at mulighed nummer et simpelthen er udenfor min økonomiske rækkevidde.

Og jeg ved da godt, hvad der har fået tyngdekraften til at arbejde på overtid. Det er masser af slik og mangel på motion. Så skal tyngdekraftens fremadstorm bremses og kroppen skrues tilbage til normal tøjpasningstilstand, er der kun en oplagt ting at gøre: Det modsatte. Altså masser af motion og mangel på slik. Jeg er arg modstander af mirakelslankekure (og af slankekure generelt!) og tror fuldt og fast på, at den eneste måde at komme tilbage til alle 36-erne inde i skabet er fornuftig kost og god motion. Ligesom jeg også tror på, at folk, der er ude i projekter noget mere større og omfattende end mit, kommer allerlængst med fornuftige kostomlægninger og lige så fornuftig motion.

(Og her MÅ jeg altså lige tage et tilbageblik på min ungdoms slankekure, som givetvis ikke var sammensat af de allerklogeste kosteksperter, selv om jeg da gerne fandt dem i ugebladene. Jeg kan huske den med æg: Æg morgen, æg middag, æg aften–og kolesterol hele dagen! I øvrigt en noget farvebegrænset kur–alt var hvidt og gult, og jeg fik kvalme bare ved synet af kogte æg i månedsvis bagefter, selv om jeg da tabte 500 g. Og den med hvidvin. Den var ret sjov. I alt fald det, jeg kan huske. Der var også den med broccoli. Den mindede utroligt meget om den med æg. Der var kun farven til forskel. Og i øvrigt indbefattede ingen af dem på noget tidspunkt nogensinde den blotte omtale af motion!)

Nu vil jeg gå en tur med min hund, sætte mig selv på intensiv Yankee Bar ration og prise mig lykkelig over, at jeg i forvejen har gjort rent bord angående juleslikket. Og så vil jeg spise mig fornuftigt tilbage til og ind i mit tøj. For vi små mennesker kan altså også godt blive for store til os selv og vores garderobe.

 

Continue Reading

Om mænd og tøj.

Så er manden taget på udsalg. Eller rettere: Efter utallige opfordringer, skjulte hentydninger, massive hints til det gavekort, jeg ved, han har + et par ufine bemærkninger ( man bliver vel desperat!) har han ladet sig passivisere, afvæbne og pligtskyldigt gået en runde ( håber jeg da) i de 2 anstændige herretøjsforretninger, der stadig kan overleve her i byen. Han er her nok snart igen.

For mens jeg drages, altså virkelig intensivt og nærmest hjælpeløst drages af næsten enhver form for udsalg og tilbud, så går den slags helt hen over kroppen på manden. Måske skulle jeg skrive MANDEN. Det, jeg mener, er kønnet. Racen, om man vil.

Jeg kender rigtigt mange kvinder, der køber alt tøjet til deres mænd. Ikke bare trekvartgamle kvinder, også kvinder i nærmest alle aldre. Selv om det må være enerverende og tidskrævende, så forstår jeg dem godt. For alternativet er enten, at deres mænd aldrig får nyt tøj–eller at det, de investerer i, på alle måder er endnu mere forfærdeligt end det gamle, som man jo dog, trods alt, har vænnet sig lidt til. Jeg kender også rigtigt mange kvinder, der af førnævnte grund altid insisterer på at gå med, når deres mænd har mandet sig om til nye tekstilinvesteringer. Udelukkende for at afværge modemæssige katastrofer.

De fleste mænd, kan jeg vist godt slå fast, har et noget alternativt forhold til tøj. Alternativt til kvinders, forstås. Generelt vil vi kvinder da gerne se så nogenlunde ordentlige ud og følge bare en smule med i den bærende mode–sådan på skalaen, at hovedparten af os nok har droppet kassebukser, skulderpuder og alt indenfor spinlon. Eller måske er det, at vi ligesom opfatter tøj som andet og mere end en varmekilde og en simpel nødvendighed for at overleve såvel klimaet som de moralske normer i vores hjemland? Sådan, tror jeg, forholder det sig ikke for mange mænd. For dem er beklædning ikke ret meget andet end simpelt tekstil, der udelukkende har en praktisk funktion.

Ydermere har mange af vi kvinder nok en tendens til at skulle være helt sikre på, at vi kan overleve enhver form for beklædningsmæssig hungersnød i mindst et årti. Vi vil gerne have tøj nok. Sådan garderobeskabe af tøj nok, så vi kan vælge. Og sætte sammen. Her adskiller adskillige af mændene sig igen. Jeg tænker ikke bare på den fyr i min gamle klasse, som præsterede at gennemgå både første, anden–og tredje G iført den samme sweater ( måske havde han 2, men i så fald var de ens!), men på, at mænd tilsyneladende slet ikke har det samme behov for at kunne skifte og om-sammensætte, som vi har. Det er i stedet noget med et særdeles pragmatisk tøjforhold. Hvad skal man dog med en ny sweater, når man nu har sådan en i forvejen?

Ham af min køber skam tøj. Jeg nægter at gøre det for ham. Godt nok gør han det ikke altid velvilligt, men det bliver da gjort. Og når han så har anskaffet sig noget, så lægger han det pænt og gerne stadig indpakket ind i bunden af skabet. Der ligger det så, indtil han behørigt har slidt det op, han i forvejen havde. På sin vis er det forunderligt at have en mand, der tydeligt i sin påklædningsvalg fremviser præcis, hvad der var på mode for 4 år siden. Eller mere.

Så–nu er han tilbage igen. Uden nyt tøj, ” for der var intet, han manglede”. Bare det var mig! For når jeg står i sådan en udsalgsforretning med masser af tilbud, så er der godt nok ikke ret meget af det, jeg IKKE lige står og mangler!

 

Continue Reading

Som at gå på skattejagt.

Der er sikkert mange, der allerede kender konceptet TK-Maxx, men det fortjener nu alligevel lidt omtale. Også selv om det, så vist jeg ved, endnu ikke er kommet til Danmark, men det VIL det gøre. Tro mig! Ude i verden skyder det i alt fald frem overalt–og især England, USA og Tyskland har et væld af den slags butikker.

TK-Maxx er en outlet-kæde-forretning, som basalt er en stor, vidunderlig rodebunke af tøj og sko til kvinder, børn og mænd. Af den slags, der appellerer til folk som mig, der både elsker en god, gedigen skattejagt og at gøre et lige så godt, gedigent kup. Hvis nogen kender Century 21 fra New York, så er det sådan cirka der, vi er. Her er masser af godt kvalitets- og designertøj til vildt lave priser, men man skal gøre en indsats for at finde det. Ingenting hænger efter mærke eller pris. Til nød hænger det somme tider efter størrelse, men det er udelukkende på gode dage.

TK-Maxx opkøber restpartier af nærmest alt, så konfekture, make-up og tingeltangel kan, udover læssevis af tøj, også findes i forretningerne. Udbuddet er udelukkende afgjort af, hvad nogen lige har skullet have losset videre. Det betyder, at der ind imellem vanvittige fund, også er en jungle af shitty ting og mærker, som kun producenten har hørt om. Det eneste, der er at gøre, er at starte i en ende og så kæmpe sig gennem bøjlerne.

Netop dette er sikkert alt for uoverkommeligt for mange. Altså de mange, der slet ikke har forståelse for, at vi altså er nogle, der elsker den slags ting. At det er den ultimative balsam til belønningscentret at grave et stykke vildt flot og hamrende billigt tekstil op mellem en horde af shittøj. Det er lige præcis også det, der appellerer så inderligt til os, der ikke kan gå forbi en genbrugsforretning. Der KUNNE jo være en skat gemt. Hvilket der så for det meste også er—og hvilket så igen fører cirklen videre til, at man bliver ved…..

TK-MAXX er sådan en halvdagsforretning, sådan et sted, man på forhold skal være indstillet på at bruge tid og undervejs fange en hel del nitter. Til gengæld skal der nok være gevinst. Sådan et godt stykke op ad formiddagen….. Jeg er i alt fald kommet hjem med Jaeger, Michael Kors, Masai, In Wear, Karen Millen og andre halv- og heldyre mærker for omkring en hundredekroneseddel pr. tøjstykke. Det er, for mig, en acceptabel timeløn.

Nærmeste forretning ligger nok for de fleste danskere i Flensburg. Langt inde i bunden af Holmpassage. Ellers er der et utal af dem rundt omkring i nærmest alle store og mellemstore byer i de allerede nævnte lande.

God skattejagt!

Continue Reading

Returbillet til januar.

Lad det være gentaget endnu engang: Jeg er januarhader. Jeg er arg og indædt modstander af enhver form for januar, af denne skodmåneds blotte eksistens. Det er mig en uopklarlig gåde, hvad den dybere mening med januar overhovedet er, og jeg går voldsomt ind for at afskaffe den, slette den, negligere den–og holder mig på ingen måde tilbage for tale rigtigt ubehøvlet og grimt om den. Januar er, for mig, det eneste tidspunkt på året, der bare skal overstås så usmerteligt som muligt. Man må holde den gående gennem denne lidelse af mørke og mangel på lys, gå i en form for neddæmpet, mental dvale, indtil sådan hen omkring d. 25, hvor frelsende februar dog trods alt er en smule i syne.

For januar har den store ulempe, at den grænser alt for snert op til jul og nytår. Overgangen bliver nemlig for grel, for uspiselig og mørk. Januar er en sekundavare af den slags, det burde kunne lade sig gøre at få byttet. Eller at klage til forbrugerrådet over.

Mentalt sker der jo det, at tiden op til januar er præget af glæde og lys i mørket. I december er det mørke, som i januar forvandles til grågrumset depression, pludselig hyggeligt. Vi tænder lys i december, mange lys, ude og inde–og skulle man være clichepoetisk, så tænder vi vel også små mentale lys i vores hjerter. Decembermørke er positivt, anvendeligt mørke. En hyggespreder. Januarmørke er negativt og spreder ikke andet end store vinterdepressioner og mangel på D-vitaminer. Rent sundhedsmæssigt og mentalhygiejnisk har januar ved Gud ikke været særligt velgennemtænkt, da den i sin tid blev kastet ud til menneskeheden. Her er plads til åbenlyse forbedringer!

Mens jeg stadig gik på arbejde, var første skoledag efter juleferien den bestandigt, år efter år, allermest forfærdelige, uovervindelige, aggressionsfremkaldende dag. Især, hvis man skulle møde klokken 8. På intet andet tidspunkt følte man det SÅ fuldt legaliseret at have SÅ inderligt ondt af sig selv. Og forestil jer lige at komme ind til en klasse, hvor samtlige 31 elever også havde det på samme måde. Det var som at medvirke i en dårlig film, hvor selv statisterne var fejlcastede.

Gennem årene har jeg foretaget mange krumspring for at gøre kål på januar. Få den overstået så smerte- og depressionsfrit som muligt, om man vil. I årevis var den holdeplads for den årlige engelsklærertur, Det gør så, at jeg mestendels mindes britiske storbyer som grumsede og kulde-forblæste og bliver så ualmindeligt glad, når jeg genser dem på andre årstider og til min forbavselse erkender, at der også kan være solskin og blade på træerne i Storbritannien.

Jeg forstår også godt, at forretningerne lægger deres udsalg i januar. Psykologisk er det genialt at give os mulighed for en smule selvbelønning via rødglødende Dankort, når vi nu alle leder huller i jorden efter blot et eneste lys i mørket, der kan muntre os lidt op. Det er min personlige tese, at folk overkøber på januarudsalget. Som ren og skær overlevelsesstrategi.

I år har jeg forsøgt at myrde januar med 12 dage på Cuba. Udfra den overbevisning, at januar på Cuba overhovedet ikke opfører sig som januar herhjemme. Jeg skal bare lige slæbe mig gennem de første 9 dage og vender så forhåbentlig tilbage med energi nok til at overleve de sidste 9, inden det bliver februar.

Og imens må jeg vel finde nogle udsalg. Eller arbejde intenst på promotion af et lovforslag til total afskaffelse af januar. Jeg er bare bange for, at nedlæggelse af måneden ikke gør det i sig selv. Det kræver vel også en gennemgribende reform i forhold til solens bane omkring jorden, og jeg er fuldstændigt på bar bund med, hvad man kan gøre for at speede den lidt op. Det i sig selv gør mig næsten til endnu mere hader af den uundgåelige, mørke overmagt, der hedder januar.

Continue Reading

Om puder.

Jeg ved godt, at adskillige smarte bloggere tjener såvel ting som penge ved at fungere som influencere–altså anmelde, skrive om og (helst) rose produkter, de har fået tilsendt. Der er aldrig nogen, der sender mig noget! Omvendt er jeg også i de fleste tilfælde totalt ukvalificeret til at skrive om den slags ting, gennemsnitsbloggeren tilsyneladende ved en masse om. Til nød kunne jeg anmelde bøger, rejser og rejsemål. Det første, fordi det er det, jeg (også) er uddannet til, og det andet, fordi det er så vigtig og vægtig del af mit arbejde gennem flere år.

Alligevel har jeg nu tit tænkt på, at det må være ustyrligt hårdt og ret samvittighedsbelastende at være influencer. Jeg mener: Hvad hvis det produkt, man skal skrive om, er det argeste lort? Hvad hvis hotellet er shitty og kønsløst, bogen forfærdeligt skrevet, designet håbløst og make-uppen løber ud? Slår man så knuder på sig selv og skriver noget positivt af angst for ikke at modtage næste sending fra samme firma?

Så jeg er altså helt uden procenter, åbenlyse fordele og udefra pålagt, tvungen indflydelse. Jeg synes simpelthen bare, disse puder er noget af det pæneste, jeg længe har set. Sådan pudemæssigt. Og sådan pudemæssigt findes der en hel skov af rædsler, som jeg overhovedet ikke behøver gå nærmere i detaljer med overfor folk, der generelt er over 55. De har selv oplevet dem. Lige nu–ved læsning af dette–er jeg helt sikker på, de fleste akut får syner af moster Annas kronhjorte eller faster Mettes stramajkatastrofer. Ikke?

Disse puder, som i øvrigt var en julegave, er fra Ferm Living. Oprindeligt et tapetfirma, som nu breder sig ud i alle hjørner af det, der på godt Danglish hedder Interior Design. De har altså nogle uhyre pæne ting, så selv om jeg er ubetalt for at influere, så kunne man da tage et tjek på kataloget.

I mange år levede jeg–sikkert på forventet efterrædsling–totalt uden puder. Der var ligesom puder nok i min barndom til at dække mit behov op til langt over de 50. Men sådan der i 50-erne skete der et markant skred i mit forhold til puder. De begyndte at få adgang til mit hus igen. Og så er det jo ikke engang helt sandt. For i de år, hvor børnene var små og gik i børnehave, fik jeg da hvert år et stykke bemalet stof til sofaen. Og da jeg bestræbte mig på, at det netop ikke skulle være indenfor pudeforsyning at mine børn skulle starte deres liv med mindreværdskomplekser og traumer, så stod de da rundt omkring i møblerne. Altså indtil samme børn, omkring teenagealderen, selv bad mig flytte dem. Helst smide dem ud, faktisk.

Måske er det et alderfænomen, at puderne tiltvinger sig adgang til ens hjem. Jeg tror nu bare mere, det er en del af den herskende tidsånd. Vi vil ha` puder for tiden. Vil vi.

Og når så puder kan være så pæne som disse, så er der jo ovenikøbet noget ved det!

Continue Reading

Om dyr i træ.

Min familie ved det godt. Det samme gælder vel alle, der har været med mig ude at rejse. Og min auktionsveninde. Samt alle, der har daglig eller udaglig gang her i huset.

Jeg har “noget” med dyr i træ. Det noget består i al sin enkelthed af, at hvis jeg ser et nogenlunde pænt eksemplar af et dyr i træ, så hopper det op i hånden på mig og vil med hjem. Hjem til min i forvejen anselige samling af andre dyr i træ. Ordet “samling” er i øvrigt også helt forkert og misvisende: jeg “samler” ikke på dyr i træ. Det er et tilfælde, at jeg efterhånden har fået opbygget en træet filial af Zoo i mine vindueskarme og primært dyrenes eget værk. Det er dem, der hopper på mig. Ikke omvendt.

Når jeg sådan sidder og kigger ud over alle mine trædyr, så bliver jeg også lidt stolt over, at det netop er sådan nogle som dem, der angriber mig. Tænk, hvis det istedet var havenisser, perlebroderier, hilsner fra Himmelbjerget i fakefajance eller billeder af grædende børn med store øjne? Jeg er da, trods alt, heldig, at den slags lader mig gå forbi. Altså indtil jeg passerer ( eller netop ikke passerer) et trædyr.

Det sjove ved det er, at mine påhoppede trædyr også er mine souvenirs. Ikke blot fra rejser, men også en form for livsrejse-souvenirs. Den store elefant har været med fra min konfirmation, så den beviser til fulde, at elefanter kan blive MEGET gamle. De andre elefanter ( ja, jeg har en svaghed for elefanter, og der ligger ingen racisme omkring andre dyrearter i det) er hoppet på på Cuba, hvor det var umuligt at finde nogen som helst andre ting, der overhovedet var værd at overveje at tage med hjem!, i Amman, i Myanmar, i Vietnam og på et gademarked i Dublin, hvor de allesammen stod og bare var noget så rejseklare. Flodhesten og det lille, artsmæssigt ubestemmelige dyr er fra Prag, og hunden er en gave, der også fortæller, at selv hunde har meget lang levetid. Fuglene, derimod, var på tilbud en dag, jeg var i dyremæssigt underskud.

Og disse er så bare en lille del af den lokale bestand. Der er en del flere. Også flere, end min mand kender til. For det er et stykke tid siden, han diplomatisk fortalte mig, at omfanget og artsrigheden på stueplan var tilstrækkelig. Men hvad stiller en stakkels kvinde op, når hun står overfor dyr i træ, der hopper på hende?

For trædyr er skam levende på deres egen måde. Træ er et fantastisk materiale, som med sin struktur og sine årer og knaster giver liv til udskårne figurer. Derudover findes der bare så mange flotte, eksotiske træsorter ( nej, ikke dem, der er forbudte!), som også i sig selv puster liv i dyrene. Endelig er det jo tydeligt, at de dyr, der er skabt af vidende, kreative designere, KAN noget. De har udtryk, følelsesliv og er en historie i sig selv. På sin vis skaber det et andet plan af liv, som sagtens kan foregå hjemme i  min vindueskarm.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at mit vinduesreservat vil forøges. Blive større og mere omfangsrigt. Der er jo stadig masser af usolgte, fine dyr derude, som nok skal finde en måde at hoppe på mig, når jeg passerer…….

 

Continue Reading

Om at der sandelig ikke må mangle noget!

Forleden havde jeg 16 mennesker til ostebord og vin. For mig betyder det, at jeg de næste par uger skal have mig selv til tvunget ostebord. Hver dag. Og hvert måltid.

Selvfølgelig rådførte jeg mig med min megen erfarne ostemand, som jeg har kendt og handlet med hele mit voksenliv. Han er en mester i understatements og mente, at jeg omkring ostevariation nummer 6 eller 7 havde rigeligt. Men hvad ved han egentlig om det? Han har vel kun solgt ost og osteborde i godt og vel 35 år? I alt fald ved jeg da garanteret bedre og overtrumfede ham prompte med 3 oste mere.

For sådan er det med mig. Jeg er så bange for ikke at have nok. At komme til at mangle noget. Hele sidste uge har jeg levet af en blanding af bolchebeder og lillarødder med lakserester, bare på grund af besøg af midtjydefamilien. Det var så her, jeg overtrumfede fiskemanden med godt og vel 20 centimeter laks og gartneren med 1 kilo rodfrugter ( mere!), som jeg nu må æde i mit eget madoverhovmod, fordi jeg er så Satans hunderæd for ikke at have nok.

Nogle gange spørger jeg mig selv om, hvad det dog er, jeg er så angst for. For hvis det blot og bart er, at jeg løber tør for en bestemt ostevariation, mens gæsterne er der, så er det store spørgsmål vel bare, hvad der i grunden sker ved det? Det er vel næppe begyndelsen på en hungersnødssituation mellem mine gæster eller et decideret ansigtstab? Eller er det? Altså det sidste?

Der var ikke knaphed i mit barndomshjem, så rent psykologisk kan mine overindkøb næppe spores tilbage til specifikke mangeloplevelser. Omvendt forholder det sig sådan, at hvis man har råd til ikke at skabe mangeloplevelser, så er man nærig, hvis man gør det. Og det er nok der, den allermest ligger. At der skal være nok ( mere end nok!), for ellers er man nærig. Og nærighed er en måde at undervurdere gæster, en måde madmæssigt at fortælle dem, at man sgu` egentlig ikke regner dem for ret meget og i øvrigt da er lidt flintrende ligeglad med dem.

Nu er det snart jul, og hele familien kommer hjem. Jeg er allerede så småt begyndt på alle mine små (nej store, sgu`!) lister med rødkål, grødris, mandler og alt det andet, som jeg personligt mener er absolut uundværligt juleforråd. Faktisk har jeg hele to gange krydset grænsen i slik- og sodavandsøjemed, for hvis jeg ikke har “nok” stående i kælderen, får jeg det lidt mangelfuldt. Det har jeg så. Nok altså. Rent slikmæssigt kan vi leve af Bridgeblanding med Toffifee uden nogen form for tilskud af lødig mad i over en uge uden at gå ned på hverken det ene eller det andet, og når jeg har fået slæbt alt det, der står på mine små rødkålssedler sammen, så kan det sagtens blive snestorm med dagevis i undtagelsestilstand til langt ind i januar, uden at det forsyningsmæssigt vil have den mindste indflydelse på min husholdning. Omvendt ved jeg også godt (selv om jeg forsøger at fortrænge det!), at vi nødvendigvis må leve af grønkålsrester, halve medisterpølser, kålpølser på 3 opfindsomme måder ( er der flere, så er jeg åben for forslag??) og rødkål, rødkål og rødkål til midt februar. Det gør vi jo hvert år.

Men der mangler ikke noget! Og det er vel det vigtigste. At den lille samlersjæl får fred og kan holde gæstebud og jul med den mest tilfredsstillede samvittighed, som, hvis der skulle opstå en akut mangelsituation, bare kan hente endnu en dåse/pose/and/ Toffifee/ skimmelost der, hvor den slags nu gemmer sig i huset.

For der må sandelig ikke mangle noget!

Continue Reading

Om mit nye fryserdyr. Men mest om mit gamle.

Jeg har fået en ny fryser. Det er fantastisk, behageligt, energibesparende og rodmindskende. I alt fald lige nu. Så det vil jeg slet ikke kommentere mere på. Jeg vil meget hellere skrive lidt om den gamle. Det er trods alt et tiår eller mere, vi to har haft sammen.

Umiddelbart mere. Sådan at dømme efter det indhold, der åbenbarede sig, da jeg kom længere ned end det umiddelbart synlige. Lad det være sagt med det samme, at jeg ikke står forrest i køen til at modtage priser for forbilledlig fryserafrimning og generel fryserorden.

Men alligevel er det en smule traumatisk og helt sikkert regulært flovt at erkende, hvad man har samlet på, når den gamle fryser skal endegyldigt tømmes. Helt klart flyttes alt brugbart og synligt spiseligt over i det nye dyr. Det er den nemme del. Værre bliver det, når grågrumsede, udefinerlige ting skal bedømmes og nærmest arkæologisk klassificeres. For tilhører de kødriget, grøntsagsriget–eller måske brødriget? Helt ærligt bliver man da lidt nysgerrig omkring, hvad de mon har været i deres optøede liv? Og nogle gange kan man da også lige spørge sig selv om, hvorfor man mon har ment, de skulle nedfryses. Jeg mener i alt fald at have udgravet ben fra sidste års juleand, pølseender til hundens endnu ikke afholdte festmiddag, afskårne pålægsrester ( men hvilke?) og noget, der på en god dag godt kunne passere for en arkæologisk sensation af et neandertalsk rundstykke.

Der var også et yderst velassorteret udvalg af diverse løstgående eksgrøntsager, som modigt havde prøvet at skaffe sig et selvstændigt liv udenfor deres oprindelige poser. Det eneste, de så havde fået ud af det, var at blive til små, grå, ucharmerende klumper. Og et virkelig, virkelig stort udvalg af sidste sommers havehøst. For jeg tror stadig på–stadig som i: år efter år!–at jeg på et eller andet tidspunkt pludselig bliver overmandet af en forrygende, ustoppelig lyst til at sylte, fermentere, hælde på glas og henkoge. Nogle gange sidder jeg bare, helt forgæves, og venter på, at den slags skal indfinde sig. Det er så ikke sket. Endnu altså. Omvendt, så giver det mig dog trods alt en smule bedre samvittighed at plukke alle de satans til ribs, solbær, hindbær og stikkelsbær og sende dem til opbevaring på ubestemt tid i fryseren, når alternativet er at lade dem hænge og rådne på en måde, der bare er alt for synlig. I fryseren kan jeg da få dem ud af mit synsfelt, ud af min have. DER var jeg så konsekvent: Ingen af dem fik lov at flytte med over i det nye dyr.

Allermest ondt gør det at lokalisere halve flæskestege, kalvemørbrader og gode bøffer fra den tidlige stenalder. Man kan jo ikke lade være med at tænke på, at de garanteret på et tidspunkt i deres kunstigt forlængede liv må have smagt ret godt. Eller at de da kostede penge, dengang de var unge og endnu ikke udsatte for min fryser. Men gammelt svinekød går gråt i gråt, og oksekød går i sig selv, og selv hunden betakker sig for den slags kunstige fester. Det gør sgu` ondt i højre arm at bære en oksemørbrad til skraldespandsoptøning og -forrådnelse.

Det er også i den slags situationer, at jeg højhelligt lover mig selv, at jeg 1) enten skal udskifte min fryser med regelmæssige, halvårlige mellemrum eller 2) skal prøve at holde en smule bedre orden i den og ligesom se den mere som et spisekammer end som en–på sigt– interessant udgravning. Her ville det hjælpe tilbudsofre som mig rimeligt gevaldigt, om supermarkederne simpelthen lod være at annoncere med nedsættelser på spiselige varer. Især den type, hvor man får 2 for 3s pris. For hvis jeg konkret laver en optælling på mine besparelser, så er det jo næsten altid den der nummer 3, der ligger og bliver grå, uspiselig og med tiden et arkæologisk fund.

Så nu lover jeg altså mig selv at holde orden. Ama`r og halshug! Alternativet er, som jeg prøver at få mig til at indse, at fremtidens arkæologer vil kaste sig over min efterladte fryser for at lave interessante studier af 10-ernes køkkenmøddinger. Fuldstændigt ubevidste om, at det slet ikke var intenderet som affald, men som familiens aftensmad.

Jeg imødeser en lykkelig og ordentlig fryserfremtid for mig selv. Lige nu. Altså.

Continue Reading
1 2 3 15