Når man, som jeg, er usædvanligt terræn-gående i denne ikke-kommen-hinanden-ved-tid, så indvies man mere mere og mere i manualen over absolut uskrevne regler over simpel hilsning. Altså den slags hilsner, der finder sted mellem mennesker, der er ude at gå dagens obligatoriske kedsomhedsdræbertur eller bare godt kan lide lidt frisk luft.
En positiv ting er der da kommet ud af Coronaen. Vi er begyndt at hilse på hinanden. Det er som om, de håndtryk og knus, vi ikke kan give til folk, vi kender, er blevet transformerede over i, at vi hilser på de fleste ukendte, der passerer vores gåvej. Men helt så nemt er det så ikke. Slet ikke. For nok hilser vi, men der er altså en ret kompliceret ting at hilse korrekt.
For det første er der det med alderen. Altså alderen på den eller de personer, der kommer imod en. Den skal man lige have aflæst for at afværge ordmæssige bommerter, selv om det selvfølgelig både kan være svært og sikkert også ind imellem fornærmende. Fra mit aldersmæssige ståsted er hovedreglen, at alle ældre end mig selv hilses med et “Dav”, mens de fleste yngre får et “Hej”. Det indebærer selvfølgelig risikoen for selv at få et Dav, men så kan man jo altid spille halvdøv eller række lidt tunge i frustration bagefter. Brud på alderdomsreglen er dog, at alle, man kender rimeligt godt, altid, nærmest enhver alder underordnet, hilses med Hej. Undtagen dem, man ikke kender så godt alligevel, altså, og som sådan virker en smule datede.
Så er er den med Hej-et. Altså Hej-et til folk, man kender i forskellige grader. De tre bogstaver kan udtales på utallige måder, med diverse tryk og med absolut varierende længde. Som hovedregel er Hej-ets længe direkte proportionelt med, hvor godt man kender folk. Dem, man kun kender lidt eller ikke sådan rigtigt har mod på at komme til at kende mere, får den korteste version, mens rimeligt tætte bekendte får et alenlangt Hej. Nogle endda 2, men så rationerer man lidt og gør dem lidt kortere. Dem, man undervejs lige skal stå og råbe lidt til på 2 meters Coronaafstand, kan man godt spise af med et lidt barberet Hej, for de får jo, om man så kan sige det, erstatning i form af nogle andre ord.
Der er også dem, der kun får mimeudgaven. Dem kan man næsten kende på 10 meters afstand. De ser nemlig enten sure ud eller kigger stift ned i jorden. Så kan man sådan mime et Dav eller Hej, fordi man både er lidt i tvivl og samtidig ikke vil trænge sig på med en hilsen, de måske slet ikke vil have. Man kan også mumle den ned i sit halstørklæde og bagefter fortælle sig selv, at man var høflig.
Undtagelse 1 fra alle disse regler er, hvis man har hund med. Hunde er for det første ligeglade med hilseregler og har helt deres egne. De hilser mest med, på og under numserne og er sande superspredere i samtlige bakterier. Men møder man andre mennesker med hund, dropper man gerne alt det fis med Hej, Dav og længden på trebogstavs-hilsner. I stedet råber man på god afstand “Gør din hund noget?”, og svaret på det er sådan en slags kode for hundeejere, der enten legaliserer, at ens dyr hilser hinanden i numsen–eller at man går i en stor bue udenom hinanden. Helt uden at bekymre sig om Hej-er, Dav-er, snoreførerens alder eller personlige bekendtskaber.
Undtagelse 2 er supermarkedszoner. Hvis man befinder sig indenfor en radius af ca. 200 meter fra et supermarked, suspenderes de fleste regler. Så hilser man kun på dem, man alligevel ville have sagt Hej til. Fremmede mennesker, især dem med poser, forbigåes i tavshed og evig suspension fra alle terræn-gåendes regler. De er ikke med. De er ikke en del af det store terræn-gå fællesskab og dets indbyrdes hils. Det er nemlig meget vigtigt at lokalisere, om fremmede har et indkøbsmæssigt formål med deres gåen, eller de bare er ude at gå en tur. For ligeså vel som man garanteret Hej-er, Dav-er eller halstørklædemumler til akkurat de samme fremmede på stier og traveveje, så ignorerer man dem fuldstændigt, når de ekviperer sig med indkøbsposer. Sådan er det bare.
Og selvfølgelig laver man fejl. Jeg gør i alt fald. I begyndelsen var jeg ret elendig til overhovedet at hilse, for det har jeg ikke sådan brugt så overvældende overfor fremmede, før jeg blev coroneret til det. Man får afkortet de forkerte Hej-er, får Dav-et nogle ikke helt så trekvartgamle, understår sig ind imellem i at hilse på teenagere med ørebøffer og påmonterede mobiler–og så kommer man sådan lidt i familie med alle dem, man næsten møder hver dag på sine ruter. Ikke, at det er forkert. Det, der er problemet, er oftest, at man bliver lidt tvivlrådig omkring, hvordan i alverden man skal hilse efter 30 ganges møde på den samme sti. Kan man virkelig blive ved med det korte Hej, eller skal vokalen forlænges direkte proportionelt med antallet af terræn-gående møder? Skal man måske ligefrem standse op og snakke?
Eller skal man, som den lille dreng, jeg mødte 2 gange på samme rundtur i går, bare konstatere “Er det nu dig igen?” Det er da også en indgangsbøn og et tiltag i en tid, hvor man da i det mindste må sige, at Coronaen, trods alt, har lært os at hilse. Selv om manualen godt nok er svær. Og stadig uskreven.