Guldsøstre

De her tre små ting røg lige med i kufferten hjem fra Uzbekistan.

Det er næsten 30 år siden, jeg sidst havde den fjerneste interesse i baby- og småbørnstøj, og området har været lukket børneland lige siden. Altså indtil nu. Hvor omstændighederne ( i flere betydninger af ordet) gør, at jeg pludselig har fået en vældigt fornyet interesse.

Ikke nok med, at der kommer en lille pige til januar. Hun får relativt hurtigt selskab af en lille dreng til marts. Så efter mange børnebørnsløse år gik der pludseligt noget så gevaldigt hul på forplantningbylden, og faktisk var det samme dag, at begge familieforøgelser blev annonceret. Den dag blev vi lidt kulrede, vi to gamle.

Så nu skal jeg til at være Bedste. Jeg har absolut ingen intentioner om at blive hverken Mormor eller Farmor–jeg vil være Bedste. Det smager så dejligt af masser af tid, æbletræer i haven, gode historier og masser af livserfaring. Så må jeg jo se, om jeg kan leve op til det. I alt fald prøve. I det ligger også erkendelsen af, at nu er det mig, der er den gamle, den erfarne og den, der ligesom skal sørge for, at alt det vigtige bliver overgivet på bedste måde.

Det er stort, at slægten omsider føres videre. At den ikke bare stopper, men kommer til at indeholde nogle mennesker, man først skal til at lære at kende. Glæder sig til at møde. Og glæder sig til at være sammen med på en helt anden måde end ens egne børn, der voksede op med travle, arbejdende og somme tider absolut stressede forældre. Det sidste må vi undgå. Denne gang.

Måske vil det hele indebære væsentlige omlægninger af livet, som det ser ud lige nu. Hvem ved? Det er særdeles muligt, at rejseaktiviteterne drosles noget ned, men samtidig er det vel også vigtigt, at man som kvinde i min alder ikke bare identificerer sig som Bedste. Når man nu samtidig ikke lige har mod på at give slip på at være en masse andre ting. Også.

Indrømmet! Jeg er gået lidt i selvsving på babytøjshylden. Sikkert fordi, de der kommende babyer bliver meget mere konkrete for mig, når jeg rent faktisk står med noget, som de med tiden kommer til at eje. Omvendt må man vel også være påpasselig med, at man ikke går shopamok i sin egen babytøjssmag og overlæsser de stakkels unge mennesker med ting, der måske er ufatteligt langt fra deres smag. Selv jeg husker stadig tøjstykker, mit stakkels afkom blev hældt i, når bestemte gæster kom og skulle have visuel garanti for, at de da blev brugt! Og så er jeg endda vildt bevidst om økologisk bomuld og rimeligt kønsneutrale farver!

For det er stadig uvirkeligt, at der om meget snart ankommer nye familiemedlemmer. Det er stort, men det er altså ikke sådan helt konkret forståeligt. Det bliver det nok heller ikke, før de rent faktisk er født, de små. Det er så der, jeg skal lære mig selv at stå i baggrunden og kun svare med min erfaring, når jeg bliver spurgt. Det har jeg ligesom aldrig været verdensmester i, men der er da heldigvis stadig nogle få måneder til at øve sig i…..

Under alle omstændigheder tror jeg, at flere stykker baby/småbørnsudstyr på magisk vis kommer til at hoppe lige op i hænderne på mig. Ellers skal jeg i alt fald lægge umådelige bånd på mig selv, for det er nok min allermest konkret måde at vise på, at jeg glæder mig, glæder mig noget så inderligt, til at blive Bedste!

Det er nøddeår i år. Det vrimler med nødder på nøddetræet, og hvis man dog bare var 5 meter høj, var de hurtigt plukket ned. Trappestiger som selvforlængere er usikre i det ret kuperede nøddeområde, mens river og almindeligt ryst mestendels kaster hovedparten af høsten over til naboen.

Alligevel kommer der nødder i skålen. I massevis. Og faktisk smager nødder allerbedst nyplukkede, lige nu og her. Det burde betyde, at nødder fortæres i den rækkefølge, de falder eller rives ned. Men sådan er det slet, slet ikke. For med usvigelig sikkerhed bliver det jo jul. Og jul og nødder hører så uigenkaldeligt sammen. Hvilket igen indebærer, at jeg bereder mig på at begå den fejl, jeg begår hvert eneste nøddeår. HVERT eneste. Eller måske netop i år at lade være…..

For jeg har den ide, at vi da skal kvæles i nødder til jul. Vi skal ligesom have nok. Ikke bare til juleaften, men sådan til et forlænget jule-nøddegilde til og med Hellig Tre Konger, eller godt ind i februar. Høsten skal ikke grådigt kastes i halsen med det samme, men pænt stoppes i hullede nylonstrømper og gemmes til den forestående højtid. En enkelt smagsprøve hist og her er i orden, men alle æstetisk indbydende nødder samt en god del af resten skal på julekøl. Hvilket gerne betyder, at jeg gemmer flere tons nødder i mit viktualierum. Til jul, altså.

Det er jo ikke fordi, nødder sådan går hen og rådner. De tørrer bare. Så derfor er det også, at jeg i et nøddeår til jul står med godt og vel en mindre lastbilfuld af tørrede nødder. Sådan i størrelsesordnen, at hverken and eller ris a la mande egentlig er nødvendigt, for vi kan bare spise os mætte i nødder. Det er også en sejr for mig. For jeg har med al tydelighed bevist overfor mig selv, at jeg da sagtens kunne lade være med at spise de nødder og gemme dem til jul.

Hver eneste jul må jeg så erkende, at vores nøddeforbrug er noget mindre, end jeg sådan har estimeret det til. Faktisk spiser vi ikke godt 3 kilo pr. mand over 3 juledage. Mine velhængte nylonstrømper dernede i viktualierummet synes faktisk overhovedet ikke at få ret meget tyndere lår. Selvfølgelig glæder jeg mig i første instans over, at jeg så har nødder nok nytåret over. Og når det så er ovre, uden at lårene synes at have været på en effektiv slankekur, så bilder jeg mig selv ind, at det da er noget så vidunderligt at have restnødder langt ind i det nye år.

Omkring marts/april oplever jeg en begyndende erkendelse af, at jeg nok, trods alt, overlever ret fedt på nøddefronten indtil i alt fald sommeren. Samtidig med, at interessen for nødder egentlig er lidt dalende.Og selve nødderne ikke bare er tørrede, men decideret tørre. Det er så der, jeg lister mig til at begynde at smide en smule af de mere usympatisk udseende skaller ud.

For faktum er jo, at resten af alle de nødder henover sommeren går sådan lidt i glemmebogen og først dukker op igen, når næste års høst (hvis der ellers er nogen) begynder at skulle i hus i september. Det er her, jeg må erkende, at min umanerligt gode sans for at hamstre nødder har vist sig at være gem til natten. Hvor jeg brødebetynget må kassere indtil flere lårfulde og en del udstoppede tåspidser.

Og alt det bare, fordi gode nødder skal gemmes til jul. Fordi jeg af ren og skær forudseende sparsommelighed ville være noget så sikker på at have nødder nok til jul.

Så i år, i dette nøddeår, har jeg bestemt mig for, at mine gode nødder skal spises, mens de er allerbedst. Selvfølgelig har jeg allerede sorteret adskillige fra til julen, MEN RESTEN SKAL SPISES NU! Det gør lidt ondt, og jeg må da også indrømme, at hvis jeg finder ualmindeligt tiltrækkende og store eksemplarer, lister jeg dem ligesom i smug ned i en tåspids eller et lidt slankt lår dernede i kælderen. Og på besynderlig vis skal jeg også minde mig selv om, at jeg, når jeg spiser en nød, ikke stjæler julefreden i det lille hjem. Den hænger allerede i kilovis i kælderen.

Sådan er det med nødder. Og hvis det så bare var det. For her i huset går der ligesom nødder i mange ting. Alle dem, der møjsommeligt skal gemmes til en rigtig god lejlighed, eller måske bare til en tilstundende højtid.  Det gælder chokolade (den bliver hvid, skal jeg hilse og sige!), det gælder gode bøffer (de bliver seje), det gælder engelske vingummier (de bliver hårde), det gælder gode æbler (de rådner) og det gælder forresten også luksusflødeboller, som indvendigt får en konsistens som tyggegummi og efter et par måneder kan trækkes ud til godt og vel et par meter, hvis det altså er de store.

Men sådan er jeg givetvis den eneste, der har det! Og derfor har jeg bestemt mig for at spise mine gode nødder. Nu!

Jeg skal have stegt en masse frikadeller en af dagene. Vi er nemlig blevet frikadelleløse. Det er som at mangle en højre hånd eller andet forholdsvist livsvigtigt udstyr. Det er som om, det lille hjem ikke rigtigt fungerer uden frikadeller i fryseren. Som om, netop de små poser med nedfrosset, stegt fars er indbegrebet af, at alting er ved det gamle, og at verden ikke sådan lige går af lave. Og hvis den gør, står vi med ganske favorable chancer for at overleve.

For de fleste kvinder af min generation er frikadeller vores madmæssige våbenskjold. Vores helt egen heraldik, støbt i hakket kød. Det er muligt, at gamle adelsslægter kan kende forskel på sig selv og hinanden på bannere og finttegnede, symbolske emblemer. Men vi, forholdvist almindelige kvinder, har vores frikadeller. De er nemlig også forskellige. De er vores små adelsmærker, som vi dyrker og, især, hylder egenarten og det individuelle i.

Spørg bare en flok kvinder ( og sikkert også en pæn portion mænd!), hvordan de laver frikadeller. Og svarene vil være vidt forskellige. Hovedsageligt på ingredienssiden. Men til fælles vil samtlige svar have, at enhver frikadellestøbers personlige opskrift er den ubetinget bedste. Den mest originale. Den mest velsmagende. Og den mest autentiske. Frikadellen er ikke blot en spise. Den er en individuel udtryksform, mestendels modelleret af kvinder. Et kunstværk i fars, der gerne skal stå som et uforglemmeligt mindesmærke over netop DEN frikadellekunstner.

Der er ikke noget at sige til, at udtrykket “mors frikadeller” indgår i sproget. For mors er vel den første introduktion til selve genren og dem, der sidenhen altid smager af barndom og hjem. Derfor går mange opskrifter på frikadeller også i arv gennem generationer, og afdøde tanter og mostre mindes ved familiesammenkomster på grund af deres bedrifter på frikadellefronten. Omvendt kan samme familiekomsammener decideret ødelægges på madsiden af fejlgreb udi frikadellen. Helt ned på niveauet, der handler om revet kontra hakket løg.

For produktionen af sådan en lille farsting er jo kunst. Endda særdeles diskussionsfremmende kunst. Der er ingenting, der er ligegyldigt, eller uigennemtænkt, ved en frikadelle. F.eks. er der hele det ualmindeligt væsentlige spørgsmål omkring type(r) af fars. Er det svinekød alene, måske kalv, måske blandet, måske endda blandet gris og okse? For slet ikke at tale om de vovehalse, der bruger lam. Eller vegetarerne? Og hvilke ingredienser skal efterfølgende i? Kan man putte hvidløg i frikadeller? Skal løgene hakkes eller rives? Hvad med havregryn? Og gulerødder? For nu bare at nævne nogle småting i hele frembringelsen af dette ikon af stegt kød. (Undskyld vegetarer!) Den er slet ikke så let, den der lille tingest….

Ikke blot er nedarvede vaner og opskrifter væsentlige. Det er geografien også. Der er milevid, i alle ordets betydninger, forskel på frikadellevidenskab, selv i så lille et land som vores. Hernede ved mig blander vi farsen ( altså gris og okse), og det er selvfølgelig det eneste rigtige at gøre. Vi er ikke stolte over vores måde at skabe kødkunst på. Vi er såmænd bare taknemmelige.

Og når så produktionen går i gang, aktiveres samtlige plader på komfuret, for erfarne frikadelleskabere nøjes ikke bare med en enkelt pande. Der steges igennem. Således at fryseren fyldes med livgivende små knolde. Små ikoniske våbenskjolde i kød, der altid i en snæver vending og ved mulige nødsituationer kan optøes. Samt altid skal på bordet, når afkommet kommer hjem og forventer “mors frikadeller”.

Måske er det en husmoderlig erhvervsskade. Det kan selvfølgelig også være nærighed. Under alle omstændigheder har jeg lært at leve med det og har også erkendt, at det nok aldrig går over….

Dette med, at selv om jeg hjemmefra udstyres med penge fra mit busselskab, som skal bruges på at købe slik og småkager til gæsterne, så læser jeg alligevel de grænsekiosklige tilbudsaviser. Så tjekker jeg, hvad der er billigst–eller helst på tilbud! Ligesom jeg, når jeg har udrejse ud af KBH, da bestemt rejser Orange og indretter mine togture efter de tidspunkter, der er mest besparende. I det store udland kunne jeg ikke drømme om andet end at indkøbe mere slik og flere småkager udelukkende på steder, hvor jeg får en klækkelig rabat. Ikke en opsparingsrabat, så pengene tilfalder mig, men udelukkende sådan en her og nu, som i sidste ende alene er til rejseselskabets fordel. Jeg er en ørn til at finde smuthuller til billigere entrebilletter, og personligt har jeg, ved entrebetaling, været 60 ( eller hvad man nu skal være for at kvalificere sig som senior) de sidste 15 år.

Det gør ondt i mig at skulle betale fast pris. Også selv om det slet ikke er mig, der i sidste ende betaler. Jeg må være ethvert rejseselskabs drøm af en discountguide, og mine gæster burde være evigt taknemmelige for de adskillige ekstra stykker slik og antal småkager, der falder af til dem, udelukkende fordi varerne er på tilbud. Utilbuddede varer er dybt uinteressante. Ydermere kan jeg også–fra Land`s End i syd, til Inverness i nord og til Galway i vest–udpege gode discountbutikker i enhver by af rimelig størrelse, tilligemed at jeg på få sekunder kan indtegne samme byers genbrugsbutikker på et kort og klart melde ud, hvilke der er de mest fordelagtige. Jeg har et tæt forhold til kæder som Iceland og Poundland og ved, hvilke varer der er bedst at købe i den ene–frem for den anden. God lakrids er f.eks. bedst– og billigst– i den sidste.

Måske er det topmålet af tåbelighed at styrke rundt og samle rabatter og nedsættelser på andres vegne. Det er jo ikke sådan, at nogen køber blomster til mig for de tusinder, jeg ikke formøbler. Omvendt kan jeg simpelthen ikke lade være. Efter adskillige år som pengestyrende direktør på husholdningsområdet her i huset sidder det så dybt i mig, at det nærmest gør fysisk ondt at betale fuld pris for noget, man sikkert sagtens kan få billigere. For det er jo samtidig ikke fordi, det drejer sig om discountvarer som sådan. Selve belønningen ligger præcis i at få den gode, den lødige, den ordentlige vare til nedsat pris. Dårlige og kønsløse ting har ingen interesse. Dem kan de såmænd smide efter mig gratis, uden at jeg gider samle dem op.

Sat lidt i perspektiv burde de fleste firmaer vel egentlig stå sig enormt godt ved at have sådan en som mig. Der burde ansættes hære af husmoderlige sparetyper på min alder i ethvert firma, og så skulle det såmænd nok gå dem rigtigt godt økonomisk. Fidusen ligger jo i, at for sådan nogen som os er det absolut ingen kraftanstrengelse at finde gode tilbud. Det ligger ligesom på rygmarven, er nærmest en del af vores DNA. Og som tillægsgevinst blomstrer og trives vi netop ved, at det lykkes os at spare. Så bliver vi noget så glade og medgørlige, og vores belønningscentre strutter, så man givetvis kan se det udefra. Og hvis statslige foretagender også ser en fordel i os, vil det udelukkende være af det gode. Vi går nemlig samtidig KUN–som i KUN–efter det ordentlige, det anstændige og der, hvor vi kan være os selv bekendt. Og dette med at spare–det går sådan bare aldrig over…..

Dette er dagens høst. Dagens gavmilde høst. Dagens forfærdeligt gavmilde høst.

Jeg ER skam taknemmelig. Ingen skal komme og sige, at jeg ikke påskønner mine vildt forplantningsivrige grøntsager. Som må have hørt noget om kaniner og enstemmigt besluttet at gå i direkte konkurrence. Omvendt giver det mig også en gnavende dårlig samvittighed. For hvordan i alverden skal to mennesker nå igennem alt det på en dag? For i morgen kommer der endnu en tomat-og agurk-jubeldag.  Den lurer allerede. Og de venlige naboer har jo allerede gjort deres. Fra flere sider er der her indført akut agurkeembargo, og med mindre jeg indfører bissemetoder a la (T)rumpen i hans egen personlige handelskrig mod Kina (der i øvrigt har taget sådan cirka resten af verden som uskyldige gidsler), må jeg (ulig ham) æde mit eget lort.

Hvis nogen undrer sig over, hvad de store grønne agurkelignende, ret forvoksede klumper er, så er det skoleagurker, der længst er færdige med gymnasiet. Sådan kommer de til at se ud, når ingen plukker dem. Indeni bliver de relativt storkernede, og hvis man skulle sammenligne dem med får, så har de smagsmæssigt overstået lammestadiet og er gået i ren uld. De egner sig udelukkende til salater, hvor man kan pakke dem ind i noget andet–helt sløre deres tilstedeværelse kan man jo ikke. Det kræver godt og vel en liter græsk yoghurt og det meste af et helt hvidløg at tvinge sig selv til at tro, vi befinder os i agurkefamilien, men med lidt god vilje kan alt jo lade sig gøre. Det er totalt udelukket at bruge dem til deres oprindelige formål. Nabobørnene ville skulle have flyttemandsassistance, hvis de sataner skulle med i skole.

Så menuen de næste mange dage tager som princip udgangspunkt i, hvorledes to mennesker mest kvantitativt kan spise så mange tomater og agurker som muligt. Der vil minimum blive lavet 2 slags agurkesalat og tomatsalat til hvert måltid, frokosten vil indeholder op til 5 tvungne tomater, og enhver varm ret skal indeholde variationer af tomat. Hvis man da overhovedet kan variere tomat. Ret meget. Der vil blive spist sammenkogte retter på samlebånd, og er man rigtigt snild, kan et par ekstra tomater vel gøre det ud for kød. Endelig kan de da også fryses. Det gør jeg hvert år. Akkurat som jeg hvert år finder dem i bunden af fryseren hen omkring juni og bærer dem derhen, hvortil man bærer sine antikke, nedfrosne tomater i juni. Men madspildsvenligt nedfrosne blev de da.

Heldigvis fik vi ryddet hele fryseren og køleskabet i sommerhuset, selv om det holdt hårdt. Faktisk så hårdt, at vi den sidste dag blev nødt til først at spise os mætte i is og dernæst tage et lille stykke laks ovenpå, hvis vi var mere sultne. Så det var da godt, at vi ikke også deroppe strandede på tomater og agurker. Det tror jeg næsten ikke, jeg ville kunne klare.

Men faktum er, at det ikke er tomater og agurker, vi går ned på. Og at vi er dybt taknemmelige, men også begyndende modløse og lidt fulde af dårlig samvittighed på helt klart ikke bare forventet, men forudset, efterbevilling af udsmid og råd. Hvis nogen akut står og mangler et par tons af de nævnte grøntsager, så er vi meget åbne for at donere dem som helt gratis gave. Og hvis vi om en uges tid begynder at anlægge os tvivlsomme misfarvninger i rød og grøn på huden, så håber vi, omverdenen vil vise sig forstående.

For to uger siden købte jeg to et halvt kilo Matadormix. I skrivende stund har jeg så omkring 30 stykker vingummi tilbage. Det svarer til at lande med alle lortene eller sidde tilbage med Sorteper. Plus at mit svælg minder om en motorvej for Labre Larver, asfalteret med rent lysebrunt sukker  den ganske og hele vej ned til navlen.

Det er udelukkende de u-ihjelslålige gener fra dengang, der var tre hjemmeboende børn med et solidt slikbehov og en stor ligegyldighed overfor kvaliteten af samme, der har overfaldet mig. Samt at denne über-økonomi-familiekasse var på tilbud til 99 kroner. Om ikke andet er det da billigt. Det drejer sig overhovedet ikke om, at jeg er vild med–eller for den sags skyld overhovedet kan lide–Matadormix. Det var ene og alene kvantiteten, der talte, og det er, som bekendt, et forfærdeligt dårligt udgangspunkt. Sådan på daglig basis er mit liv totalt og absolut Matadormix-frit. Matadormix er på ingen måde noget, der indgår i mine daglige spekulationer, ligesom det, så vidt vides, aldrig har figureret på min officielle indkøbsliste. Jeg er, indtil nu, aldrig blevet fanget i at købe en pose Matadormix i Netto. Og jeg kan med fuld styrke erklære, at det heller aldrig–som i ALDRIG–kommer til at ske.

Men dengang jeg blev ustyrlig på Matadormixfronten, fik jeg den forunderlige tanke, at det da var en usædvanlig god ide at have to et halvt kilo af slagsen stående til diverse gæster og forbipasserende. Så alle, der de sidste to uger er kommet forbi, har end ikke fået et valg, men bare fået smidt en velvoksen skål foran sig. I begyndelsen med en flot blanding af de forskellige udgaver af oversukker, som Matadormix nu byder på. Og den sidste uges tid da i alt fald vingummi. Personligt kan jeg egentlig kun lide lakridserne, og mest de bløde. Så hvad mine gæster heldigvis ikke ved, så har jeg sgu` gravet og gravet i den spand for at fiske dem fra. Når man sådan starter ud på to et halvt kilo Matadormix, så skal der virkelig leges den lille entrepenør med gravkofingre for at være sikker på at udskille alle lakridserne fra  de andre farvede sukkerovertrækninger. Efter lakridsfesten bliver det oven i købet endnu mere besværligt, for da er der kun de Labre Larver tilbage, der sådan er værd at asfaltere svælg med. Og de er virkelig, VIRKELIG svære at fange med fingrene nede i matadordybet. Der skal kører rundt nogle gange og stakkes vingummi ovre i hjørnet for at kunne komme til.

Det har også været sådan, at mange gæster har fået en lille pose med. Og hvis de pænt har takket nej, så har jeg ligesom listet den ind i deres bagage i skjul. Så kan de jo afskaffe den, når de finder den. Det betyder ikke, at jeg ikke selv har gjort en enorm indsats. Cirka en størrelse i bukser og en BH, der laver hudpølser omkring ribbenene, er det blevet til i lakrids og ren sukker. Samt jo altså sukkerlandevejen i svælget, som jeg vågner op til hver morgen, og som garanteret har bevirket, at jeg har taget flere kilo på på indersiden af spiserøret.

Og nu er jeg så nået til de sidste uafsættelige 30 vingummier. Samt den forbavsende konklusion, at jeg aldrig–igen som i ALDRIG–nogensinde mere forvilder mig ud i fristende tilbud på Matadormix. Jeg er simpelthen slikmæssigt fejlcastet i Matadormix, og mit liv er for kort til nogensinde at kaste mig ud i lignenede projekter. Jeg vil for eftertiden få ubehagelige minder i mit svælg og ligesom genopleve sukker-landevejen bare ved synet af 200 gram af slagsen, og selv en minipose med Labre Larver vil give mig åndedrætsbesvær og stærk insektallergi.

Nu er det så bare, at jeg spekulerer på, om man mon kan få Pandalakridser i samme storfamiliestørrelse. For egentlig kunne jeg godt trænge til en lige så effektiv afvænning på Pandaområdet. Gad vide, om pandaer også giver sukkermotorvej til navlen og skaber sliksplid mellem en selv og gæster? Eller om man bare kan nyde, virkelig grovnyde, at hælde to et halvt kilo pandaer i sig selv over en god uges tid?

Det var da forsøget værd!

Jeg har fået håndskrabede kartofler. Hjemme hos mig selv. Det var nu ikke mig, der skrabede dem. Og vi havde så heller ikke fået håndskrabede kartofler, hvis det var mig, der skulle have gjort det. Jeg skraber ikke kartofler. Det er mit liv for kort til.

For mig er håndskraabede kartofler  et grøntsageligt monument over en husmodertyper, der ikke længere eksisterer. Over en livsform, vel nærmest en bondesamfundslivstil  og måske endda et kønsrollemønster, der hverken er tid eller samfundsmæssig begrundelse for længere. Over en æra med forklæder og husholdningspenge til kvinder og de håndskrabede, der ventede, når far kom hjem fra arbejde. Der er næppe mange, der har hverken tid eller lyst til at skrabe kartofler længere. Og der er lige så næppe heller mange, der intensivt nyder at spise dem så meget, at det på nogen mulig måde er proportionelt med arbejdsindsatsen på skrabesiden.

Vi fik skam håndskrabede kartofler, da jeg var barn. I min egen såkaldte husholdning har vi aldrig fået dem. Mine børn ved givetvis ikke, hvad det er, med mindre de er stødt over dem på restauranter og, måske, i andre hjem. Selv om jeg ikke helt erindrer det, er det nok en af de allerførste overflødigheder, jeg afskaffede, da jeg flyttede hjemmefra. Og den er så aldrig blevet genindført. Her afskures nye kartofler med en grydesvamp, så jordlaget mister toppen af sin knasning, og det anses for fuldt tilstrækkeligt. Hvis der ønskes skrabede kartofler i mit hus, så forholder det sig sådan, at folk selv må i gang. Med udskrabningen.

Men dengang, i barndommen, var der flokkevis af fædre ( for det har vi skam talt om!), der anså det for en måltidsret at få deres kartofler i afskrabet tilstand. Og hvor deres kvinder skam gjorde det. Et krav der nok primært opstod, fordi det i alt fald aldrig var førnævnte fædre, der blev iagttaget i færd med kartoffelskrabning–eller med andre ord, fordi de på ingen mulig måde gjorde det selv! Det var selvfølgelig også en tid med mange hjemmegående husmødre og et kønsrollemønster, der på de fleste områder er meget uligt det nuværende. Samt en tid, hvor den indbyggede angst fra det gamle bondesamfund for sygdomme og elendigheder, der måtte følge med ikke at behandle og opbevare sine madvarer i de køleanordninger, vi nu har adgang til, gjorde, at man var påpasselig med sin renlighed.

Vi var ret bange for jord i min barndom. Som jeg husker det, var det især fædrene, der led af udpræget jordforskrækkelse. Og mødrene, der så måtte skrabe kartoflerne. Ligesom champignon, den store synder udi jordpåkastelse af sig selv, som mange mænd udelukkende spiste derhjemme for at være helt sikre på, at deres egne kvinder havde skuret dem tilstrækkeligt og pålideligt. Den slags væsentlige opgaver kunne ikke overlades til fremmede! Eller til dem selv!

Men jeg har altså fået skrabede kartofler, fordi en anden skrabede dem. Det vil sikkert ikke gentage sig. Æstetisk er der da en forskel, OK, smagsmæssigt er der ingen, og tidsmæssigt er der et bagslæb af de store. Så fred være med dem. De skrabede kartofler. Må de gå over i historien som et monument over et kvindeliv, en livsstil og et kønsrollemønster, der er en saga blott….

…men det gør man. Så.

Hver tirsdag, for tiden, bruger jeg hele dagen på at bortskaffe alt mit gamle lort. Til favørpris, pruttepris og rigtigt mange gange under foræringspris. Til gengæld får jeg fuld valuta i snak. SOM jeg dog får snakket med folk.

Vi starter som regel ved 7-7.30-tiden. I 2 biler og med en trailer. Det er nemlig vigtigt at komme pænt tidligt afsted for at få en af de gode pladser. En god plads er ikke bare et sted langs den gennemgående trafikåre. Den karakteriseres også af såvel god fordeling af læ samt skygge og sol. Plus at man da gerne vil stå ved siden af folk, man kender. Eller i alt fald ikke lige ved siden af dem, man decideret ikke bryder sig om.

Så bruger vi godt en time på at pakke ud. Af avispapir og andet. Her kan jeg så tilføje, at en del andre bruger meget tid på pæn, snorlige, fantasifuld og kundeappelrende opsætning af deres varer. Det gør jeg ikke. De bliver smækket op i udpakningsrækkefølge. Begrundelsen er dels dovenskab, dels at jeg stadig tror på, at mit rod får folk til at tro, de kan finde skjulte skatte, som jeg slet ikke anede, jeg havde. Selv om jeg møjsommeligt har pakket lortet ind og ud adskillige gange.

Det er så her, manden kører hjem. Han er allergisk overfor alt vedrørende loppemarkeder, der ikke indbefatter hentning, bringning, ud- og indpakning. Beder jeg ham om (når han lidt senere bringer formiddagsrundstykket) at se efter boden, mens jeg stryger på tissepause, stiller han sig gerne i den fjerneste ende og forsøger at signalere, at alt det lort har han absolut ingen relation til. Som om, det bider.

Og så venter jeg. Den første time går med opkøberne eller de frækkeste af de andre kræmmere, som tror, de kan snyde mig for mine egne varer og så sælge dem til det dobbelte i deres egen bod. Det er dødsdømt på forhånd. Først ved 10.30-tiden begynder de egentlige kunder at indfinde sig. På en god dag–og en god dag defineres ved, at det er ganske pænt, uregnede og ublæsende vejr, men ikke strandvejr– strømmer de til, men det skal man ikke tage fejl af rent omsætningsmæssigt. I virkeligheden er antallet af seriøse kunder ikke proportionelt med det samlede antal kunder, for folk i sommerhuse, der keder sig i gråvejr, betragter egentlig ikke markeder som købesteder. De ser bare på giraffer og får sig en pause fra Ludo og hinanden.

I min bod snakker folk meget. Uhyggeligt meget i forhold til, hvad de køber. For folk på min egen alder er jeg decideret nostalgifremmende. Der er meget få ting, de ikke kan kende. Hver tirsdag får jeg omkring 20-30 historier om mine strømpestoppere, som alle kan huske, fra dengang vi uden at vide det var klimavenlige og stoppede vores strømper. Det hænder, at bedstemor slæber barnebarnet med hen for at se, hvordan man stoppede strømper i urtiden. Jeg har endnu ikke fået dem solgt og forventer det faktisk heller ikke. Rester af gamle stel bringer minder fra afdøde familiemedlemmer, og især Morgenfrue og Rosenborg synes at have været allemandseje, i alt fald i dette område. Mit flotte, gamle julepynt synes usælgeligt, men der er godt nok mange, der har haft noget magen til. Eller en moster Anna, der havde. Jeg er begyndt at efterlade mine melbolleskærer hjemme, for ældre kvinder går nærmest i demonstratricemode overfor yngre familiemedlemmer, når de skal ud i en melbolleopvisningsrunde. Hos mig snakker vi virkelig meget og intenst om gamle stel og moster Annaer, men det er ikke fordi, det fremmer salget. Til gengæld fremmer det snakken.

Hele dagen står man så der og håber på københavnere, nordmænd og tyskere, for jyderne kigger jo bare og bliver vildt nostalgiske. Det, som anses for gamle minder, bliver faktisk købt af de førnævnte. Man kan sælge jævnt hen alt til yngre københavnere, gerne mildt hipsterske og helst med en egenopfattelse af at tilhøre den såkaldt kreative klasse. Jeg er sikker på, mange af mine ting i en mild strøm er drysset ud over lejligheder langs Sdr. Boulevard. Selv melbolleapparaterne. Nordmænd er så dejligt nemme. De prutter aldrig, og det skyldes nok alt den olie, de skal have fyret af i gammelt lort. Især gamle tekstiler, med præference for Sødahlske 70-er basunengle. Tyskerne er også gode. Især til brugt tøj. Det kunne vi lære noget af–dette med brugt tøj på markeder. Mange af os, jeg selv somme tider inklusiv, er så forbandet frelste, når det kommer til tøjgenbrug, men opfører os i virkeligheden som en flok teenagere, der den ene uge klimastrejker og den næste behændigt glemmer et tons affald på en græsmark udenfor Roskilde.

Og når så klokken bliver henad halv fire, så pakker vi møjsommeligt hele lortet ned igen. Det tager en god time. Altså før trailer og 2 biler er læsset med cirka 5 kilo mindre end det, vi pakkede ud om morgenen. Dagslønnen ligger nok omkring de 1000–plus/minus–så i bedste fald kan man vel berettiget kalde det en form for kald at være kræmmer. Det er ikke noget, man gør for den enorme fortjeneste, der ligger i gammelt lort. Det er i stedet noget man gør, fordi det er så fantastisk hyggeligt, og fordi man virkelig står der i et gammelt, udrangeret sommerland og forærer minder og nostalgi til jævnaldrende på dagsbasis. Samt fordi man, ind imellem og trods alt, kommer af med noget af sit gamle lort.

Jeg bliver så træt efter tirsdage. Men også så tilfreds, for nu har jeg så nogle få hundrede kroner, som jeg med absolut god samvittighed kan gå ud og fyre af på endnu mere gammelt lort til samlingerne. Indtil, altså, jeg efter et par år eller blot et stykke tid bliver enig med mig selv om, at det skal med på marked.

AT man gider…..men det gør man. Så!

Danskerne skal, rent statistisk, være et af de ( hvis ikke DET) mest tillidsfulde folk i verden. Det betyder i al sin enkelthed, at vi stoler på hinanden. Det er også derfor, ishuse som dette midt i ingenting nok har en forståelig omsætning og sikkert ikke det allermest fortvivlende tab. Vi betaler jo. Vi lægger jo pænt vores penge i de dertil indrettede bøtter og pengeskrin. Men gør vi det for andres skyld eller for vores egen?

Personligt har jeg nemlig et stressende forhold til den slags handelssteder. De kalder på min dårlige samvittighed. Uden at jeg på nogen mulig måde kan forklare det logisk sådan rent psykologisk. Jeg kan bedst lide bemandede boder og salgssteder. Hvor jeg personligt kan overgive min betaling til en levende person, der tydeligt kan markere, at jeg altså har betalt. Faktisk er det lige før, jeg ville elske at stå med en håndskrevet kvittering, overskrevet med BETALT med stort.

For når man sådan bare skal lægge sine penge i en gammel pengeboks med et lille hul i toppen, så går jeg i akut og uforklarlig dårlig samvittighed. På forhånd. For det første tæller og sammenlægger jeg i en uendelighed, indtil jeg er HELT sikker på det korrekte beløb. Er der nogen med mig, beder jeg gerne alle, individuelt, om at sammentælle mine 3-4 køb og samstemmer samvittighedsfuldt, at alle resultater er de samme. Så bruger jeg tid på at overveje, om jeg skal betale, FØR jeg tager varerne eller EFTER. Hvis jeg betaler FØR, kan sælgeren jo pludselig dukke op sådan helt ud af de blå skyer og så måske tro, at jeg bare tilraner mig varerne. Hvis jeg betaler EFTER, er det fandens besværligt at stå der med hænderne fulde af kartofler og rødløg op til hagen og så skulle i pungen eller lommerne efter mønter, der udgør beløbet.

Jeg handler en del hos en sælger, der i familekten blot kaldes “damen”. Hun udmærker sig ved at dyrke fremragende grøntsager. Samt ved sit lydløse snigløb. “Damen” har det med at inspicere såvel sine grøntsager, sine kunder som sin pengeboks med meget korte, helt uforudsigelige mellemrum. Til trods for, at hun både er ældre og lidt langsom, kan hun materialisere sig indenfor splitsekunder. Og hun er skam flink og rar, damen. Der er blot det ved det, at hun altid, og her er så ingen brud på hovedreglen, dukker af det blå, når jeg har valgt den løsningsmodel, der hedder at betale, før jeg tager varerne. Så står jeg der og overvejer, om jeg virkelig kan være bekendt at tage de 3 kilo kartofler, jeg rent faktisk har betalt for. For damen har jo ikke set det. Nogle gange har jeg faktisk været så øredøvende stupid, at jeg, med mange ord og indtil flere undskyldninger, har fortalt hende, at jeg skam HAR betalt og derfor helt berettiget kan hjemføre mine rodfrugter. Lidt sygt!

Akkurat ligesom jeg også finder mig selv lægge penge særdeles højlydt i pengebøsser, hvis der er andre kunder i butikken. Kigge mig omkring og afvente lige præcis det øjeblik, hvor alles øjne måtte være rettet mod mig, før jeg, med store armbevægelser, putter pengene møjsommeligt i krukken. Det er lige før, jeg opretter en æresrunde, hvor samtlige medkunder må deltage i min sammentælling ( og regne efter) samt viser dem alle mønter og sedler, jeg har planer om at lægge i skrinet, så de alle sammen er helt sikre på, at jeg da i det mindste ikke har snydt. Lidt sygt!

Og når jeg forlader sådan et sted, har jeg altid en snert at dårlig samvittighed. For tænk, hvis jeg ( trods ihærdige forsøg på det modsatte) har regnet forkert, eller nogen kun så mig tage varerne? Det har i øvrigt ikke været nogen succes rent samvittighedsmæssigt for mig, at man nu kan betale med mobilepay. Helt konkret er det, jeg mangler, at finde en, der kan se min kvittering. Jeg skulle med glæde flashe den til samtlige medhandlende og endda gå de 200 meter op til damens hus, ringe på og fremvise den, hvis det ikke var fordi, det dog, trods alt, er helt ude på det patetiske overdrev.

Selvfølgelig har jeg spurgt mig selv, hvorfor i alverden jeg går i den slags indre tyv selvsving, når jeg konfronteres med en ubemandet vejbod. For, mig bekendt, har mine tyverier indtil nu begrænset sig til min lillebrors slikandel i barndommen og en liter letmælk, der engang havde gemt sig under en indkøbspose i Netto. Samt nogle sure vindruer i en endnu surere jordmoders have og det løse indenfor æbler og pærer hos naboer. Man kan vel kalde mig sådan et gennemsnitsærligt menneske indenfor tyverier og i øvrigt henlægge samtlige til barndommen. Jeg kunne da aldrig drømme om at tilrane mig et kilo kartofler til 20 kroner uden at lægge pengene. Så hvorfor dog al den ståhej og den rene overkill på vejbodsfronten? Sidder der mon i virkeligheden en stor, hemmelig grøntsagstyv inde i mig, som drømmer om at hugge en hel vejbod, alt inklusiv, som i årevis har undertrykt netop de tilbøjeligheder?

Eller er det netop fordi, jeg–og de fleste andre danskere–har det sådan, at vi er blevet til verdens mest tillidsfulde folk? Ikke så meget fordi vi stoler blindt på hinanden, men mere fordi, vi er så utroligt angste for, at andre ikke stoler på os?

Som indledning kan jeg slå fast, at jeg har fået nye interesser. Jeg er f.eks. begyndt at interessere mig for storpolitik på verdensplan og håber i disse dage på, at kineserne og amerikanerne kan begynde at nærme sig hinanden i den handelskrig, der synes at have mig som mål. Sådan at forstå, at den påvirker mine aktier. MINE, altså. Ligesom jeg også slår et blik på avisernes finanssektioner, som jeg indtil for ½ år siden nærmest ikke anede eksisterede og i øvrigt primært anså for uklimavenligt spild af godt papir.

Dermed også konstateret, at det, diplomatisk sagt, ikke går godt med mine værdipapirer. Halvdelen af skylden er (T)rumpens og ham der kineserens, resten skyldes min egen dumhed. Som den evige, ukuelige optimist har jeg fortalt mig selv, at alle mine idiotier skyldes begynderdumhed, og at de derfor er dyre, men væsentlige, lærepenge. Det forholder sig nemlig sådan, at en aktie, når jeg investerer i den, falder brat i samme sekund, jeg har skrevet under, mens den, hvis jeg afhænder den, går ud i århundredets uventede, akutte stigning. Jeg bliver ked af det i 5 minutter, når en aktie dropper over 5 % samme dag–derefter siger jeg PYT!–og jeg kan blive helt euforisk, når samme aktie næsten dag går op med 1½ %. Alle, selv jeg, kan selvfølgelig godt se, hvor vi så ender henne, men jeg klamrer mig til de små stigninger og er forfærdeligt god til at abstrahere fra det modsatte. Jeg er også så idiotisk, at jeg næsten kan blive glad, når banken taber penge på mine pensionsopsparinger. Det viser nemlig med al tydelighed, at jeg ikke er den eneste idiot. Banken er lige så dum! Og så bliver jeg sådan med et lidt klogere. Synes jeg selv.

Jeg har droppet pengesedler i bundter fra luften ned i det rene ingenting. Faktisk er det mine aktier, der personligt har betalt for SAS-piloternes uhyrlige lønstigninger. Og jeg har flere luftfartsselskaber, som end ikke er færdige med at taxie ud til startbanerne. Det vil tage år at få dem i luften, om nogensinde. Som kompensation for at have været så miljøuvenlig at sætte odds på dem, rodede jeg i lang tid med at finde klimavenlige, bæredygtige aktier. Det er muligt, dem jeg købte, står for bæredygtighed rent klimamæssigt, men investeringsmæssigt har det bristet mere end båret. Jeg er f.eks. vild med ideen om fælles elbiler i KBH og har da også selv med fordel benyttet dem. Det må jeg så være den eneste, der er. Den bil, jeg købte, er ca. et højre forhjul værd. Og bankerne! Heldigvis kom jeg af med den jyske i tide, men det bliver i alt fald ikke mig, der kommer til at vaske flere penge på de konti. Der er nemlig ikke flere at sætte i vaskemaskinen.

Til gengæld, for man skal jo altid ende på en positiv stemning, så er jeg rigtig god til æggebakker, islandske træben, solenergi fra Vejen, ind imellem vindmøller og ligeså til høreapperater. Da jeg i et moment af national fortvivlelse søgte mod fjernere horisonter–det var faktisk mens jeg kørte rundt i Speyside i Skotland og blev vildt inspireret–tilegnede jeg mig det lokale destilleri, og der er jeg sådan a`point. Jeg havde ellers troet, at mine rosende salgstaler overfor gæsterne netop den dag på samme destilleri ville forøge omsætningen markant. Ligesom jeg stadig handler helt ustyrligt i Boots og naivt tror, jeg dermed får en form for dividende rent aktiemæssigt. Selv om jeg selvfølgelig godt kan se, at 2 pakker af de billige hovedpinepiller ikke udgør en markant stigning i sig selv.

Konklusionen må være, at jeg vinder lidt og taber en del mere. Ligesom min bank, altså. Jeg anser os for at være cirka lige gode, hvilket langtfra er gode nok. Omvendt aner jeg jo ligesom heller ikke, hvad jeg egentlig skal med de penge. Andet end booste min selvtillid og rose mig. For at forøge mine muligheder for at injektere belønningscentret har jeg så også spredt mig over et kolossalt areal. Mine æg ligger ikke i den samme kurv. Langtfra. Jeg har masser af kurve. Faktisk så mange, at jeg har det præcis, som når jeg før i tiden spillede Matador. Sådan “Den har jeg allerede.” eller “Den har jeg også.”. Det vil blive svært at lande et sted, jeg ikke ejer en milliontedel af. Eller mindre.

Heldigvis synes jeg stadig, det er lidt sjovt. Sådan ind imellem altså. Og så står jeg jo også i en situation, hvor jeg, i alt fald på de uflyvende maskiner og de beskidte banker, har tabt så mange penge, at jeg ligesom er landet godt og grundigt med lortene. Man er vel endnu mere idiot, hvis man afhænder fallitboet, når man nu stadig er optimist og tror på, at de flyvere i det mindste er på vej ud på startbanen, og at selv banker med tiden erkender, hvad det vil sige at opføre sig ordentligt.

Og så mangler vi altså lige, at (T)rumpen og ham kineseren, som bankerne, OGSÅ erkender, hvad det vil sige at opføre sig ordentligt. Eller i alt fald tage hensyn til mig og mine aktier.