Kvindelige rollemodeller. IV.

Ulla Terkelsen.

Det var hende her, der i sin tid var hele anledningen til overhovedet at skrive om rollemodeller, så det er på tide, hun får sit eget indlæg.

Jeg kan forstå, at jeg tilsyneladende ikke er den eneste, der gerne ville have været Ulla Terkelsen, hvis jeg ikke var blevet lærer. Jeg har selvfølgelig spurgt mig selv hvorfor og er kommet frem til den indlysende konklusion, at det er, fordi hun er professionel og vidende til fingerspidserne i sit arbejde, at hun ubesværet har hele verden som sin arbejdsplads, og at hun besidder en naturlig autoritet, der både udstråler kompetence og får os til at lytte intensivt. (Tænk engang: Sikke kvaliteter for en lærer!!!)

I min øjne er hun nærmest født medlem af den lille elitegruppe af kvindelige journalister, jeg har dyb tiltro til og stor beundring for. ( Af andre medlemmer på min hitliste kan også nævnes Mette Fugl, Puk Damsgaard og Simi Jan. Derudover: Ingen nævnt, ingen glemt.) Det er dem, der kan deres stof til fingerspidserne, men det er jo ikke nok i sig selv. De kan nemlig også formidlingens svære kunst. De kan oplyse om dybt indviklede politiske forhold i Ugga-Buggaland, så selv jeg kan fatte det.

Jeg er så gammel, at jeg stadig kan erindre Fru Terkelsen stående i bomberegn ved Divis Tower i Belfast under de Nordirske “troubles”. Det var nok der, jeg først opdagede, at her var da en journalist, der kunne sit stof. Siden har hun haft hele verden som sin arbejdsplads. Hvor andre (mandlige?) journalister oftest har et område i verden som deres spidskompetence, har man på fornemmelsen, at når tingene overalt, VIRKELIG overalt, bliver lidt for komplicerede, så siger nyhedschefen bare “Send Ulla.” Nogle gange har man faktisk lidt svært ved at forstå, at hun overhovedet kan NÅ fra A til B inden næste udsendelse. Samt reasearche stoffet.

Men det kan hun. Og så står hun der i sin Yvonneternede frakke, som hun bevisligt har ejet et par årtier, et kæmpe halstørklæde og det meget karakteristiske hår, den dybe stemme og sin fabelagtige viden og informerer os om verdens brændpunkter, så vi alle kan være med. Sikke en viden, sikke et engagement og sikken en høj alder stadig at flyve verden rundt i.

Den dame må ikke gå på pension. Nogensinde. For hvor skal jeg ellers få kvalificeret nyhedsopdatering fra?

Continue Reading

Kvindelige rollemodeller. III.

Tine Bryld.

Jeg husker dem endnu, de søndag aftener i de tidlige 70-ere. Nede på mit værelse i kælderen med hovedet tæt ind imod transistorradioen, der ind imellem havde den uvane at lyde mere som en fiskekutter end en radio.

Søndag aften var der P4. Danmarks første egentlige radioprogram for unge, som tog de unge alvorligt. Og det, vi alle sammen ventede på, var samtalerne med Tine Bryld. Der i de små kælderværelser og loftskamre, som så hyppigt blev brugt til teenageropbevaring dengang, var det et højdepunkt på ugen af blive bekræftet i, at man slet ikke var så forkert, som man selv syntes, og at der var mange, mange andre, der såvel havde de samme problemer som en selv samt nogle, der var mange gange værre. (Det var dengang, det stadig hed “problemer”–ikke “udfordringer”.)

Tine Bryld tog os alvorligt. Helt ud gennem radioen fik man det indtryk, at her var et voksent menneske, der både forstod og handlede. Hun talte aldrig ned til nogen. Hun var aldrig arrogant og bedrevidende, men mødte de unge lige præcis der, hvor de stod. Det var vi altså ikke vant til dengang. Vi var opdraget i den hellige tro på, at man aldrig hængte sit beskidte vasketøj til tørre og i øvrigt bare stiltiende fandt sig i at være pæn på de voksnes betingelser.

Og i virkeligheden var det jo slet ikke en revolution på ungdomsfronten, Tine Bryld kæmpede for. Hun gjorde bare det, hun formåede, i kampen for at give ungdommen nogle bedre præmisser og en ballast i form af en forstående, accepterende voksen. Jeg vil vove at påstå, at den dame gjorde mere for generationer af Danmarks ungdom end ret mange andre, mere profilerede personer. Hun gav os nemlig troen på os selv (eller var det modet til at tro på os selv?), og den kommer man virkelig et rigtigt godt stykke med.

Udover sit virke for P4 var Tine Bryld også socialrådgiver, bl.a. for Mødrehjælpen samt forfatter til en del ungdomsromaner (ungdomsmanualer, er jeg desværre nødt til at kalde dem!). Men det er som den altid behagelige, fordomsfri, accepterende og hjælpende stemme i P4, jeg gerne vil se hende i dette galleri af rollemodeller.

Og tænk at det allerede er 6 år siden, hun døde. Og at der endnu ikke er dukket et troværdigt alternativ til hende op blandt de ellers meget emsige, selvbestaltede ungdomguruer på enhver form for sociale medier. Tine Bryld var aldrig blevet realitystar i et program om unge med problemer. Af den hjerteskærende, indlysende årsag, at hun havde noget på hjerte!

Continue Reading

Om hængepartier og hængepartidage.

Den står der endnu og glor. Den blomst, der er ved at vokse ud af sin barndoms potte, og hvis lettere foldede blade nærmest trygler om at få en ny parcel. Og kommodeskuffen. Hvor man forgæves leder efter alt det, der burde være der, men umuligt kan få sig gravet ned under flere års antikke kvitteringer og alle de andre henslængninger. Fordi netop den skuffe står så dejligt i forhold til alt det, man ellers ikke aner, hvad man skal stille op med. Og alt det tøj inde i skabet, som enten skal gå til nye liv hos nye mennesker eller, i mange tilfælde, brat ende et langt tøjliv som optrevlede klude.

Og telefonsamtalerne. Alle dem, man burde have ringet til for længst og lige hørt, hvordan det nu går. Samt knapperne. I de bukser, som egentlig sad så godt der for 1½ år siden, da man forliste en knap, og som nu har utålmodigt har ventet på knapisyning lige siden. For ikke at tale om den evigt ekspanderende bunke på skrivebordet, der sådan volumenmæssigt syntes at have helt sit eget liv. Og bilen. Der ligner noget, nogen har trukket sidelæns gennem en mudderpøl i november. Hvilket så er løgn, for det var i april, den sidst så en klud.

Og alle de andre ting. Alle hængepartierne. Alle de der forbandede små ting, som i sig selv er så uendeligt små i gøren, men som er så uendeligt store i tankerne. Der er jo det ved hængepartier, at jo længere de hænger, desto længere bliver de. Den der knap i de der bukser er vel vokset til et større designprojekt, mens potteplanten nærmest er blevet til en gennemgribende omstrukturering af baghaven. I tankerne, inde i hovedet. For hver dag, der går, desto mere uhyggeligt umuligt bliver det at kvinde sig selv op til at få de, i grunden ubetydelige, ting gjort.

Det er jo slet ikke fordi, jeg ikke vil. Måske er det en lille, bitte, bitte smule, fordi jeg ikke gider. Men det er altså allermest fordi, at hver gang jeg virkelig, virkelig har bestemt mig for at få det lort af vejen, så er der noget andet, jeg bare rigtigt meget skal i stedet for. Sådan helt uopsætteligt bare skal. På den måde, at der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved, at det altid er vigtigere for mig at gå en tur end at sy knapper i.

Derfor har jeg vedtaget med mig selv, potteplanten, kommodeskuffen, bukserne og alt det andet løse, at vi tager en  hængepartidag. Vi får de der tåbeligheder ud af verden. De skal ned fra skuldrene, så de ikke længere påvirker åndedrættet og det generelle, personlige velvære. Det skal gøres nu. Det skal væk. Vi skal videre.

Jeg har så bare ikke helt bestemt mig til, hvornår det skal være. Da jeg vel er den, der kender mig selv allerbedst, må jeg desværre også indrømme, at den der hængepartidag måske bliver–et hængeparti.

 

 

Continue Reading

Gammelt kød.

Så er vi igen ude i et af den slags problemer, som jeg jo nok er den eneste i hele verden–eller i alt fald min del af landet–der har. Så jeg skriver primært dette for at indvi I andre i, hvor belastende og traumatiserende det er.

Det drejer sig om min fryser. Min fryser er nemlig vokset fra mig. Spørgsmålet er faktisk, om jeg nogensinde overhovedet har haft en fryser, der passer til mig. Måske var dens mål og volumen en smule mere hensigtsmæssige, da vi var fem i huset, men nu er det velvoksne dyr dernede i kælderen ved at blive en rumlig belastning. Dens appetit er jo glubende, og jeg kan tilsyneladende fylde uanede mængder fødevarer i den. Sådan at de kan ligge dernede i kulden og gennemgå en langsom forrådnelse.

Jeg er ret kvik til det der med tilbud. Og hvis det er tilbud, der på nogen mulig måde kan nedfryses, så skal de da være så velkomne hjemme hos mig. Jeg køber svinekamme i metervis, hakket kød i kilovis og is i litervis, så jeg er helt sikker på, at vi kan overleve både isvintre, verdenskrige og hungersnød på lokalplan. Jeg er også rigtig god til at pakke det i små tomands-pakker og møjsommeligt skrive indfrysningsdato på. Jeg er tværtimod ikke så god til den interne fryserorden, for generelt bliver nyindkøb bare stuvet ind, hvor der er plads. Gerne i lettere krumbøjet form på en hjørneplads. Jeg er selvbestaltet verdensmester i udrulning af medisterpølse, så den sådan nærmest snor sig rundt, hvor der er ledig plads.

Så sker der bombesikkert det, at dyret en dag er fuldt. Så er det, at jeg –sådan hvert andet år–får den geniale ide, at nu begynder vi fra en ende af, og så spiser vi op. Helt op. Tømmer kalorius. Rub og stub. Så kan jeg også afrime, når spisekammeret er tomt. Det går sådan set meget godt de første 10 cm. af en skuffe, men så begynder spændingen ligesom at eskalere. For hvad i alverden ER det lige, jeg forventes at indtage til aftensmad? Hvad indeholder den der krystalliserede, musegrå, snoede tingest, hvor både dato og indhold forlængst er udvisket? Hvad var den i sit kødliv? Og hvor længe har den egentlig henslæbt sit fryseliv nede i min kælder?

Allermest besynderligt bliver det, når bunden af en skuffe nås. Man undrer sig over, om de små, blågrønne tingester engang har været ærter, eller om nogle dyrearter simpelthen krymper under nedkølet forrådnelse. Ligeledes er det virkelig traumatisk at finde indtørrede dyrerygge, culottestege og kalvemørbader fra 2014 i skuffens dyb. Når man nu faktisk kunne have nydt dem for en 2-3 år siden, da de stadig var relativt nyfrosne og spiselige.

Sådan en oprydning og deraf følgende udsmidning er for det meste ligefrem proportionel med mængden af hjemslæbte supertilbud. Med andre ord pukler jeg med at fragte alle mine halve svin hjem til tilbudspris, mens jeg i den anden ende pukler fuldt ud lige så meget med at skaffe mig af med dem igen. Selvfølgelig spiser vi da noget af det undervejs, og alt ligger altså ikke bare til forrådnelse 2-3 år i min fryser, men jeg tror, at hvis jeg virkelig regnede ud på tingene, så har jeg nok i sidste ende tabt mere, end jeg har tjent på alle mine supertilbud.

Jeg går ud fra, at ingen andre end mig kan nikke genkendende til dette madspild. I har jo orden i jeres frysere, har I! Men hvis I aldrig har set de der musegrå ubestemmeligheder og de indtørrede blågrønne tingester fra en frysers mørkeste hjerte, skal I da være så velkomne. Men vent lige et par år, så er jeg klar med endnu et læs uspiselige, frosne, indtørrede supertilbud.

 

Continue Reading

Mere om boligindretning.

Min ene søn har en (1) stol. Den er spansk og har kostet det meste af ½ års løn. Nu sparer han sammen til en mere, for kæresten vil forfærdeligt gerne også have en stol at sidde i.

Min anden søn driver en filial af det lokale lighus for stole. Der er permanenet overbelægning. Ikke ens stole, forstås, for han cykler dem op, når københavnerne smider aflagte møbler ud på gader og stræder til storskrald. For nylig fik han nogle få tusinde kroner af sin mormor, som han straks besluttede at investere i en sofa fra Ikea. Det kan man nemlig godt få en fin sofa for i Ikea.

Og sådan er vi så forskellige. Engang troede jeg, at indretningen af vores hjem primært var et økonomisk spørgsmål. Det er det selvfølgelig også, men jeg tror i meget højere grad, det er et prioriteringsspørgsmål.

Simpelthen enten: Vil jeg investere i dyre designmøbler og møbelklassikere og bo med få, men udvalgte møbler, indtil jeg har råd til et enkelt mere? Altså opbygge mit hjem over mange år og være helt indforstået med, at gæster evt. må stå op, indtil der bliver råd til den rigtige sofa? MEN også være indstillet på, at jeg hænger på dem–møblerne altså. De er en livstids-møbel-dom. De er økonomisk uudskiftelige. Der er ikke råd til impulskøbet, eller på nogen mulig måde at hoppe med på midlertidige boligtrends.

Eller: Vil jeg hele tiden være i stand til at følge den til enhver tid givne møbelmode ved at have råd til at udskifte? Altså købe møbler i en prisklasse, det ikke gør ondt at smide ud, når de er uigenkaldeligt umoderne? Eller måske slidt op, fordi de ikke var lavet af det allerbedste, mest holdbare materiale. Selvfølgelig også hele tiden have fingeren på den herskende boligtrend, fordi der er økonomisk mulighed for at skifte forældet indbo ud med nyt.

Min tese er, at den økonomiske bundlinje bliver den samme. Det vil ca., over et livsforløb, bliver præcis det samme møbel/indretningsbudget. Det er selvfølgelig en påstand, men jeg tror, den holder.

Så det er her, prioriteringen kommer ind. Hvad vil man med sit hjem? Bo med klassikere på livstid, eller hele tiden have økonomisk mulighed for at investere i den sidste nye stol? Skifte hele lortet ud hvert femte år? Her er vi heldigvis forskellige igen.

Jeg kender da også folk, der kørte i Ikea i deres forholds rosenrøde dage dengang i 70-erne og investerede i den der fyrretræsstue, som de sandelig har endnu. Sådan nogle rejser som regel vildt meget! I meget få tilfælde har det været økonomien, der satte en bremse for udskiftning. Det har i de fleste udelukkende været et prioriteringsspørgsmål. Og hvor er det dog befriende at se, at nogle mennesker bare er så revnende, bedøvende, overskudsagtigt ligeglade.

Og så er der sådan nogle som min ene søn, der i sin lejlighed som sagt har en filial af det lokale lighus for stole. Indrømmet! Jeg bidrager også intensivt ind imellem. Når jeg finder gode, billige ting på auktion og loppemarkeder, ender de ofte derovre. Den tid er desværre forbi, hvor man tilfældigt faldt over en møbelklassiker på et loppemarked, fordi sælgeren ikke var bevidst om, hvad han lige stod med. Men der er nu altså noget charmerende ved dette fuldstændigt ustrukturerede katalog over andre menneskers overskud.

Som den lille lurer, jeg er, tænker jeg også tit over andre menneskers prioritering. Man kan jo se det, når man kommer ind i deres hjem. Og jeg skal da i den grad love for, at det BESTEMT ikke er de mest velhavende mennesker, der bor med kvalitetsmøbler. Langt fra. Det er dem, der møjsommeligt har sparet op til en stol af gangen. Omvendt kender jeg også en del økonomisk særdeles velfunderede mennesker, der tydeligvis sætter en stor ære i hele tiden at have fingeren på stoleryggen rent indretningsmæssigt og derfor tydeligvis studerer Ikeakataloget ualmindeligt intensivt. Hvert år.

Som sagt igen og igen: Det er et spørgsmål om prioritering. Sagde hun og gik ind til den Wingchair, det tog omkring 1 år at få overskud til, og som nu har stået der i 20 år. Næsten på samme sted!

Continue Reading

Kvindelige rollemodeller. II.

Thit Jensen.

Jeg har aldrig rigtigt forstået, hvad verden–eller i alt fald Danmark–skal med Shades of Grey. Jeg skal nok kvæle alle tiltag til at skrive om manglende litterære kvaliteter og tilstedeværende spekulationsværdi, og blot undre mig over, hvorfor i alverden danske kvinder ikke bare læser Thit Jensen, hvis det er erotisk smæk for skillingen, de søger. Det kan godt være, især mødresegmentet forbinder Børglum Kloster med Hjorthøjske hygge-nygge-julemænd, men i gamle dage, og i Thit Jensens udgave, da var det altså væsentligt mindre børnevenlige (måske børnefremmende?) udskejelser, der foregik i gemakkerne, anført af biskop Stygge Krumpen.

Thit Jensen blev født i 1876 som en ud af 13 søskende hos dyrlægefamilien i Farsø, Himmerland. Hun var søster til Johs. V., som i denne forbindelse skal forbigås i tavshed (men læs alligevel hans Himmerlandshistorien, som også er nævnt i et indlæg). De to kunne alligevel ikke fordrage hinanden.

Det er dog som en af Danmarks første egentlige kvindesagsforkæmpere, Thit for alvor er kendt. Allerede i en ung alder kastede hun sig over det, der dengang hed “frivilligt moderskab”. Såkaldt frivilligt moderskab er slet og ret en eufemisme ( pæn omskrivning) for prævention. I dag er det selvfølgelig fuldstændigt ufatteligt, at noget så hverdagsagtigt som prævention ikke var lovligt. Men det var det altså ikke. Selvfølgelig kendte man til gamle husråd, afbrudte samlejer og–allerværst–kvaksalvere, når skaden VAR sket, men seksualitet som sådan var omgærdet af et forfærdeligt hykleri, der på den ene side set godt vidste, at kønsakten var kommet for at blive, men på den anden forsøgte at foregøgle, at den udelukkende foregik i formeringens hellige tjeneste. Husk på, at først så sent som i 60-erne får vi adskilt sex fra formering. Det sker med P-pillen, som for første gang nogensinde giver kvinden et aktivt, legalt valg i forhold til at dyrke sex UDELUKKENDE for fornøjelsen. Indtil da var det altid med rimeligt store omkostninger hængende over hovedet, og det kan vel som sådan godt have spoleret en væsentlig del af fornøjelsen!

Så Thit kastede sig altså aktivt ud i seksualoplysningen. Så aktivt at hun blev vildt upopulær. “Underligt” nok især blandt mænd og borgerskabets kvinder. Hun turede rundt i landet og holdt foredrag–en meget lille, noget rund dame, der altid røg cerut! Det var hendes hjertebarn, at kvinder skulle have et valg, og hun gik meget langt for det. Som forfatter var hun på finansloven, og talrige gange var hun på nippet på at blive frataget sin årlige ydelse, fordi hun tilsyneladende var så farlig og samfundsundergravende. Det lykkedes heldigvis ikke, så Thit kæmpede videre. Man skal i denne forbindelse også lige tænke på, at det jo ikke var P-piller, hun gik i brechen for. De eksisterede faktisk ikke. Vi er altså ude i småtingsafdelingen indenfor beskyttelse, som på det tidspunkt kunne sætte en hel nation i brand. Eller gøre ondt, fordi det altid er smertefuldt at indse sit eget hyleri!

Thit skrev også mange bøger. Og lad det være sagt med det samme: Hun var nok en bedre foredragsholder end forfatter. Storebror stod med al tydelighed forrest i familiekøen, da litterære evner blev delt ud. Men alligevel bør man unde sig selv at læse bare et par af hendes bøger. For i flere af dem forfølger hun jo netop sit oprør mod borgerskabets hykleriske normer. Som mange andre forfattere gennem tiden tyr hun ofte til det lille trick med at skrive såkaldte historiske romaner, således at handlingen da overhovedet, slet ikke har nogen relation til nutiden. Her iblandt den særdeles kulørte, noget seksuelt udfordrende skildring af livet på Børglum Kloster i middelalderen. Hun skriver også kvindepolitiske bøger, men de er efter min mening ikke nær så farverige.

Så Thit var altså en af de modige kvinder, der var med til at give den moderne kvinde et seksuelt valg. Nemlig valget mellem sex og formering. Gad vide hvor mange, der egentlig overhovedet tænker på det som et VALG i dag, hvor det anses som den allerstørste naturlighed–og rettighed!

Continue Reading

Om sødmælk og dataroaming.

Nu nærmer tiden sig, hvor den årlige storhurdle med at finde dataroaming uden at blive godt og inderligt snydt skal overstås. Jeg frygter den allerede. Omvendt er muligheden for nårsomhelst og hvorsomhelst at kunne komme på nettet en absolut nødvendighed i mit job. Man kan vel nærmest sige, at hele min troværdighed afhænger af det. Så jeg må ned og shoppe tilbud.

Jeg køber intet hos telefonsælgere (se indlæg om sådanne!), og jeg har også for nylig fundet metoDEN til at få de frembusende robotmennesker til at holde kæft. Når de ringer, siger jeg med jubelråb i stemmen, at det da er vildt fantastisk, at de lige har ringet til netop mig, for jeg stod i den grad lige og ville ringe til dem. For at høre, hvilket mejeriselskab de anvender, når de køber sødmælk. Fordi nede i min Netto er der altså tilbud på sødmælk. Man skal bare lige binde sig til 5 liter om dagen fra Arla i en måned, hvis man vil udnytte dette fantastiske giveaway… Det kan jeg snakke så længe om, at jeg for første gang nogensinde IKKE er den, der smækker røret på. (Her må gerne stjæles–det virker sgu`.)

Så jeg må fysisk ned i de der butikker, hvor jeg (lad os nu være lidt diplomatiske) måske ikke altid er så velkommen, og hvor jeg har noteret mig, at de altid tjekker, at døren er forsvarligt lukket ud til gågaden, før de (efter lidt indbyrdes parlamentering) som regel lader enten yngstemand eller størstemand ekspedere dette forfærdeligt farlige kvindemenneske på 52 kilo krop og 15 tons mund. Jeg hader skam også den slags handler, hvor man sådan nærmest er armeret til fingerspidserne med gode argumenter, sylespidse bemærkninger og hele forbrugerrådets lovsamling under armen, allerede inden man overhovedet er fysisk inde i butikken.

Jeg ville aldrig, aldrig nogensinde sætte mine ben i sådan en butik, hvis det ikke var fordi, de har noget, jeg ikke kan undvære. Jeg kan scanne tøjbutikker i timevis uden at købe noget (nå ja, uden at købe så meget!), men ligefrem frivilligt at gå ind i en telefonbutik. NEEEJ! Det ved de også godt, teleselskaberne. Altså at vi ikke kan undvære dem. Det er den eneste troværdige årsag til deres ubehøvlethed.

Som nu sidste år, hvor Hr. Flødebolle Karl Smart prakkede mig et europæisk abonnement på til nærmest ingen kroner. Det var efter, at jeg ikke blot havde sagt, men i den grad prædiket og højlydt agiteret mine krav til et sådant. Især til at det skulle kunne dække Israel (“Ja”, sagde han. “Det er jo Europa” “Nå”, sagde jeg. “Siden hvornår?”) samt at det skulle kunne vare året ud. Vi opnåede så en form for våbenhvile omkring det sidste, hvorefter jeg 3 uger senere fik en opsigelse, fordi netop det tilbud ophørte på en bestemt dato. Selve de informationer stod IKKE i min kontrakt, og Flødebollesmarten må da have været enten tunghør eller imbecil, når han solgte mig et abonnement, der løb 3 uger, når jeg nu 27 gange (+ det løse) havde forklaret ham anderswo. Eller også var han–tro det eller ej–bedøvende ligeglad!

Det blev så et mindeværdigt efterår i netop den telebutik. Jeg er sikker på, de med bævende ben husker det endnu. Jeg er absolut ikke fysisk voldelig (jeg kender mine begrænsninger samt ved, hvornår jeg er den lille), men jeg kan lukke så meget mundlort ud i spandevis, så man skulle tro, jeg var opvokset på et offentligt toilet. Herretoilet. Og jeg har en vedholdenhed, der i al sin essens går ud på at stå, og blive stående, indtil jeg får ret. Samt selvfølgelig samtidig at informere alle andre tilstedeværende og dem på gågaden (jeg lukker altid døren op!) indenfor en radius af ½ kilometer om, hvilket lorte-snyde-imbecil-møg-skide- og pisseselskab, det her er. Så får jeg som regel ret, og de får fred. Tror de. For som en ekstra sikkerhedsforanstaltning indsender jeg altid en skriftlig klage, som i stærkt ironiske vendinger informerer dem om deres egen lortestatus.

Det betyder selvfølgelig, at jeg får mine små, korte abonnementer gratis. Hver gang. De tør–eller gider–ikke andet.

Men det er jo slet ikke det, jeg i bund og grund vil. Jeg vil bare så utroligt gerne have et spiseligt, pålideligt abonnement, som hele perioden fra nu til slut oktober kan give mig fri og ubesværet dataroaming hvorsomhelst og nårsomhelst til en rimelig pris. Både i Europa og i Israel, og det sidste fuldstændigt uafhængigt af, hvor flødebollekarl nu ellers lige mener, at det land ligger.

 

 

Continue Reading

Kvindelige rollemodeller. I.

Pippi Langstrømpe.

Selvfølgelig skal dette ikke være en serie om fiktive rollemodeller, men hende her er altså ikke til at komme udenom. Især ikke for alle os, der voksede op i en efterkrigstid, der var præget af strenge normer for, hvad en kvinde kunne tillade sig, samt hvordan en såkaldt pæn pige skulle opføre sig.

Efter at være blevet afvist af det store forlag Bonniers indtil flere gange, fik Astrid Lindgren omsider bogen udgivet på et mindre forlag i 1945. I øvrigt med de ikoniske tegninger af Ingrid Vang Nyman fra Vejen. De tegninger, som vi alle nu ser som den eneste sandfærdige gengivelse af Pippi-figuren.

Omkring samme tidspunkt udgiver den amerikanske børnelæge Dr. Spock sin lige så ikoniske Bogen om barnet, der med sine skarpe regler for “ro, renlighed og regelmæssighed” bliver børneopdragelsens Bibel rundt omkring i de små hjem. Der kan man da vist tale om noget af et sammenstød!

Pippi får, mildest talt, ikke nogen begejstret modtagelse. Verden er simpelthen ikke klar til sådan et barn. Et barn, der rent ud sagt pisser på autoriteter og normer. Det eneste forældreløse barn, der hidtil har trivedes i den rolle (alle de andre græd snot hele natten), var Peter Pan, og han måtte helt ud på Ønskeøen for at gøre det, samt ansætte Wendy til at muge ud hvert forår.

Der er ingen tvivl om, at Pippi var en udfordring for sin tid. Hun satte spørgsmålstegn ved alle på forhånd fastlagte normer og praktiserede på sin ikke-voldelige måde sin egen lille revolution. Jeg elskede Pippi som barn. For mig blev hun den rollemodel, der viste mig, at tingene for en pæn pige fra provinsen ikke nødvendigvis behøvede at være fastlagt i et net af rigide regler. Nok slæbte vi ikke heste ind i husene (ikke ret tit, i alt fald), holdt aber eller gjorde præcis som det passede os, men Pippi gav os følelsen af, at det var muligt. Muligt at vi på vores egen lille måde gjorde en smule oprør.

Det, der var så befriende ved Pippi, var, at hun var så afslappende ligeglad. Det var fuldstændigt betydningsløst for hende, hvad andre mennesker tænkte. Og vi var jo faktisk opdraget med, at det vigtigste i livet var, hvad andre mennesker tænkte! Hun gjorde, hvad hun havde lyst til, og ikke hvad andre sagde, hun skulle. Jeg har før her på bloggen skrevet om karnevalisme, og her skal bestemt også nævnes, at Pippi vel holdt karneval hele året. Forstået på den måde, at alle forhåndenværende autoriteter blev gjort usigeligt grundigt til grin. Hele tiden. Tænk bare på politimændene og lærerinden!

Jeg er sikker på, at Pippi indirekte fik en stor indflydelse på vores barndom. Hun turde jo alt det, vi andre ikke havde mulighed for at turde. Og på den måde gav hun os en form for kampgejst–til at kæmpe mod al den uudholdelige “ro, renlighed og regelmæssighed”, der var normen for børneopdragelse. For hvis der var noget, der IKKE fandtes hjemme hos Pippi, så var det i alt fald ro og regelmæssighed. Renlighed har det nok også været lidt småt med, sådan med heste og aber i stuen.

Mine egne børn har også elsket Pippi. Hun er langtidsholdbar, den tøs. Fordi hun netop symboliserer utopien om, at børn kan klare sig uden de der ofte ret irriterende forældre og udfordre autoriteterne. Men når bogen er lukket, er verdens stadig den samme, for selv børn ved jo udmærket godt, at sådan kan man ikke leve i den virkelige verden. Men man kan da i det mindste prøve—lidt!

Continue Reading

Om gysere og tårepersere.

Jeg ser aldrig gyserfilm. Eller. Jeg forsøger at spare mig selv og resten af verden for de reaktioner, gyserfilm automatisk fremprovokerer hos mig. De er både meget akutte og særdeles langtidsholdbare.

Jeg havde min debut indenfor genren i midt-tresserne, hvor det franske spøgelse Belphegor lagde de danske gader øde i sort/hvid. Det var TV, der ville noget! Bevæbnet med husets forhåndenværende puder så jeg ca. halvdelen af den serie. Resten hørte jeg–under puden. Heldigvis, i denne sammenhæng, har jeg aldrig været på så god fod med fransk, men skrig og råb er vel alligevel rimeligt internationalt, sådan rent sprogligt. Jeg så den altid sammen med overboens søn og mindes endnu, hvilken forfærdelig udfordring det var at komme ned ad trappen og hjem igen. Det vrimlede med virtuelle (vi kendte ikke det ord, men alligevel!) småspøgelser på den trappe om onsdagen. Og siden har mit liv vrimlet med alle de tingester, jeg har set i gyserfilm. De forfølger mig. Mest om natten og når jeg er alene hjemme. Selv Belphegor kan jeg stadig huske. Han er nok mit eneste sort/hvid spøgelse, men spøgelser behøver overhovedet ikke være i farver for at have indflydelse på mig. Jeg er ikke partisk med design, når det gælder spøgelser.

Og så har det så været sådan siden. Da mine drenge var yngre, syntes jeg, det var dødpinligt, at jeg ikke turde se gyserfilm, når de nu elskede dem og, forstå det hvem der vil, ligefrem nogle gange grinte af dem. De grinte så også af mor, der prøvede at være gysersolidarisk og altid så forfærdelighederne bevæbnet med pude og en blære, der i en uendelighed skulle tømmes. Apropos netop det, så viste jeg i undervisningsøjemed ofte gyseren Carrie for mine klasser. I slutscenen skyder en hånd pludselig helt uventet op af jorden ude på kirkegården, mens den allermest idylliske musik spilles. Belært af erfaring vidste jeg jo, den kom, den hånd, men alligevel har jeg kun set den en eneste gang–de restende snes tusind gange har jeg skullet tisse. Akut. Og vidst lige præcis, hvornår jeg kunne gå tilbage til klassen: Når de havde skreget!

Jeg slæber gyserfilm med mig i uendeligheder. Jeg er overbevist om, at alle de lemlæstede lig, motorsavene, mumierne, zombierne, Janet Leigh i filmhistoriens mest formidable BH og alt det andet skravl bare venter på en passende lejlighed til at komme efter mig. Det her er givetvis guf for enhver amatørpsykolog, selv jeg kan sagtens se en masse tydelige sammenhænge. Omvendt kan jeg jo bare lade være med at se lortet, for så får jeg da i alt fald ikke nye spøgelsesdesigns til samlingen. Førhen skreg jeg, når uhyrlighederne indtog lærredet. Nu skriger jeg bare ved tanken om at skulle se sådan en film. Det kan jeg så heldigvis selv bestemme, om jeg vil.

Jeg har det heller ikke godt med tårepersere. For de fungerer da i den grad efter hensigten hos mig. Jeg græder i spandevis og somme tider helt alene og som den eneste. Derfor går jeg heller aldrig i biografen til den slags film. I alt fald ikke uden en veninde, som jeg på forhånd ved har det akkurat som mig, for så er vi da i det mindste to, der fuldstændig uhæmmet og højlydt går i krampegråd og snyder os igennem flere pakker Kleenex. Samt somme tider ligefrem tysses på af andre, mere føleleskolde biografgængere, der har svært ved at høre lyden for alt det snøfteri. Af årsager, jeg ikke kan forklare, er det altid værst, når det er hunde, der dør. Pludselige dødsfald hos voksne mennesker og børn over 10 kvalificerer til lidt småhulk, men når Fido stiller poterne, så grædes der igennem.

Som med gyserne har jeg heller ikke kunnet undgå denne type film i undervisningsmæssig sammehæng. Min forholdsregel har været præcis den samme–nemlig hyppige toiletbesøg. Så jeg har siddet derude og dalret i kedsomhed, mens Boxer igen døde i Animal Farm, Vanessa Redgrave igen afslørede, at det hele var løgn i Soning og Teddy igen skød Damien i Vinden der ryster kornet. Nogle gange har opvakte elever endda bemærket “Nej, hvor ærgerligt. Du er altså lige gået glip af noget.” Det har været en smule svært ikke at svare “Ja. Det var lige det, jeg ville.”

Men jeg ser skam tåreperserne, for jeg elsker dem jo. I alt fald dem, hvor det kun er mennesker over 10, der dør. Eller de rigtige ikke får hinanden i enden. Jeg er ikke nærig med mine tårer. Jeg græder også, når de rigtige FÅR hinanden. Det sker så bare herhjemme, hvor jeg af samme grund har investeret i Netflix. (Det kom jeg til at fortælle mine børn, og pludselig var jeg blevet til 4 brugere og tilsyneladende begyndt at se en helvedes masse gysere. Hold da op hvor har jeg fået mange beskeder om “Lige en film for dig. Plæneklippermassakren.”) Så kan jeg sidde i min gode stol og upåagtet hyle i vilden sky og gå rundt med sorgprægede øjne i halve dage.

Med gyserne er det sådan, at jeg simpelthen ikke har råd til så stort et forbrug af sofapuder. Og at jeg heller ikke gider være bange for imaginære spøgelser, når jeg er alene hjemme. Hvilket er det tidspunkt sådan nogle altid tror, der er besøgstid hos mig. Især under min seng, i kælderen og i uoplyste kroge og hjørner. Så jeg ser ikke flere gyserfilm. Jeg har, om man så kan sige, spøgelser nok allerede. Jeg har jo samlet på dem siden midt i tresserne.

 

Continue Reading

Om loddenskab.

Kender I det?

Her om vinteren, hvis man ikke lige regelmæssigt går i svømmehal eller til fitness, så er der altså nogle gange, hvor man sådan går hen og bliver lidt vel lodden.

Jeg opdager gerne, til min egen rædsel, min kropsmæssige dovenskab, når jeg skal i et par tyndere nylonstrømper. Så viser min loddenskab sit uldne ansigt ved at stikke ud gennem maskerne. Flere centimeter. Det er som regel det direkte startskud til en gennemgribende afpelsning.

Og det er da Fandens, som det gror, det skidt. Især om vinteren. Som om vi kvinder fra naturens side er udstyret med ekstra pelsfremmende vækst i de kolde måneder. Om sommeren er vi jo over det, skidtet. Da vogter vi nidkært over hvert eneste, uartigt hår, der stikker ud over badedragtslinjen (bikinien afgik ved døden omkring de 40) eller gemmer sig under lagene af overarmsmormødre. Der får de kamp til stregen.

Det er anderledes her om vinteren. Der er da jo ikke nogen, der kan se, om vi er blevet til pelsdyr. Jo, måske manden, men hvis han begynder på noget, så kan vi i et snuptag trække mavedæk eller hår- i-ørerne-kortet. Ingen smalle steder der! I øvrigt er det da også noget mere appetitligt at have hår under armene end at have dem i ørerne. De er da i det mindste mere umiddelbart usynlige.

I min feministiske ungdom var det et issue IKKE at fjerne det, der så smukt hedder “unødvendig hårvækst”. Vi rendte rundt med skove af loddenskab på benene og parykker under armene i den hellige kvindebevægelses navn. Det gik så over. Måske fordi det absolut ikke havde den ønskede effekt på det andet køn. Tænk, de begreb ikke, at de der hår var noget seriøst ideologisk, at loddenskaben i sig selv var en virkelig højlydt protest. De syntes bare, de var grimme, hårene. Det synes jeg faktisk også. Og jeg er holdt op med at tro på, at udbredt hårvækst på og under kropslige ekstremiteter er et værdifuldt kønspolitisk statement.

Men jeg er sur på dem alligevel. De irriterer mig. Og det gør mig knotten, at jeg overhovedet skal bruge tid på regelmæssig afhåring. For hvorfor vokser de overhovedet ud? Hvad skal jeg med dem? Kan man ikke opfinde et vækstbegrænsende middel, som man kan smøre på eller indtage i puberteten, når de første gang popper deres lodne hoveder ud? Sådan at man aldrig skal bekymre sig om graden af sin egen loddenskab? Er der i virkeligheden et eller andet skabelsesmæssigt, der er kikset? For det er udnævnt til sexet for mænd at have hår på brystet, men der er godt nok mange af slagsen, der kan tælle deres på 1 finger. I stedet er de der hår fejlagtigt blevet sat under vi kvinders arme, hvor de overhovedet, virkelig overhovedet, ikke har den fjerneste berettigelse.

Ikke?

 

 

Continue Reading
1 2 3 5