Alle gode gange tre.

Jeg tror, jeg har den officielle Danmarksrekord i børnebørnsfødsler over den kortest mulige tid. På lige godt 4 måneder er det nu blevet til tre, for sidste skud på familietræet kom til i går, og han er fin, uhyre gennemsnitlig i vægt og, ifølge faderen, lang nok.

Det er lidt mærkeligt, og også ret tankevækkende, på bare 4 måneder at gå fra at være en trekvartgammel børnebørnsfri kvinde til nu at være bedstemor gange 3. Det er ligesom en identitet, der skal arbejdes lidt med at finde ind i. Ikke mindst besværliggjort af det faktum, at alle mere eller mindre er født under en Coronastjerne, som har gjort helt almindeligt samkvem, knus, kram og simpelthen bare at holde og bære til en udfordring. Endda i lang tid en rendyrket no-go.

Den første kom til, lige da det hele startede, så hende fik vi frit lejde til et par uger, inden det blev til afspritningshysterisk distance og fantasifuld dikkedik på flere meters afstand. Den næste blev født ind i den allermest nedlukkede tid, hvor man næsten følte sig smitteskyldig ved overhovedet at se på ham over Facetime. Det er muligt, der fysisk er langt til KBH, men mentalt er der endnu længere til en lille fyr, man enten skal stjæle sig til at se på afstand, eller som kun eksisterer inde i pc-en. Der blev Coronastjålet nogle måneder der, og det er vilkår, som jeg aldrig håber bliver standard igen. Nummer 3 er stadig født på besøgssterilt hospital under tydelige opfordringer til begrænsninger af samme besøg efter hjemkomst, men der er dog løsnet så meget op, at det skulle være muligt at se ham, mens han stadig er rimeligt nyfødt. Om man så tør holde ham, endda uundgåeligt udånde på ham ved samme lejlighed, må så blive spørgsmålet.

Lad mig sige det sådan, at det nok ikke i min vildeste fantasi havde været det scenarie, jeg havde forestillet mig omkring at få børnebørn. At de var en slags utilgængelige små væsner, hvor der altid stod en potentiel Corona imellem. Det var ikke sådan, det skulle have været.

Men nu er de her. Alle 3. Og mentalt er jeg også ved at være der, at jeg for mit eget vedkommende egentlig ikke voldfrygter Coronaen. Samtidig handler det dog endnu mere om dem, så selvfølgelig skal der tages forholdsregler.

Om nogle år vil det blive en del af familiehistorien, både at de nærmest er trillinger, men også at de blev født ind i en tid, der ikke ligner noget som helst, nogen af os har prøvet før. Og forhåbentlig ikke vil skulle gennemleve igen. Det vil vi sikkert kunne tale meget om.

Og det er vidunderligt dejligt at gå her og være glad ved at skulle tilpasse sig den nye identitet som bedstemor til 3. Samt håbe på og glæde sig til at få et helt normalt, ikke-distanceret forhold til de 3, der indenfor 4 måneder har gjort livet til noget, det aldrig har været før. Corona eller ej.

Continue Reading

Om smagsprøver.

Det er slut med smagsprøver. Dem har Coronaen spist.

Ellers har jeg altid været ovenud begejstret for smagsprøver. Især hos bageren, hvor sådan et fad med små kagestykker nærmest har fået mig til at ønske køen endnu længere, så jeg i ventetiden kunne nå op på noget, der mindede om et helt stykke kage. Jeg har absolut ingen blufærdighedsgrænse, når det gælder smagsprøver, udover at jeg selvfølgelig ofte har gået en form for runder i supermarkeder, så det udefra tilnærmelsesvist lignede, at jeg kom tilfældigt forbi. For femte gang.

Smagsprøver har altid talt indgående og insisterende til mit udgiftssky jeg. Selvfølgelig går jeg primært efter ting, jeg ved, jeg kan lide, men det skal nu heller ikke skorte på afsmagning af nye varer. Uddeling af gratis prøver kan også få mig til at gå ud i hjørner af fødevareskalaen, hvor jeg ellers aldrig kommer, så jeg spiser faktisk kun italiensk salat, når det er gratis. Og kun fordi, det er gratis. Faktisk bør man nok kun spise den slags, hvis det ikke er forbundet med udgifter.

Jeg er også ret god til at simulere venlig interesse overfor de rare damer, der ikke bare fortæller om varernes umiddelbare kvaliteter, men sandelig også ved samme lejlighed fortæller, at jeg netop i denne uge med enorm fordel kan hjemslæbe 10 pakker af samme til ren foræringspris. Så virker jeg oprigtigt interesseret og siger smilende ( med munden fuld af mad), at jeg liiiige skal tænke over det, mens jeg indvendigt himler over, hvad i alverden jeg lige skal bruge 10 pakker knækpølser på tilbud til.

Jeg hører til dem, der sagtens kan samle en rimeligt god frokost sammen i et velassorteret smagsprøve-supermarked. Og som kendere og andre dyrkere ved, så er fredag eftermiddag ugens absolutte højdepunkt til at indtage sin puslespils-frokost. Der står jo nærmest damer på hvert hjørne i samtlige afdelinger af Salling Group og Dansk Supermarked og klatter hjørner af spiseligheder ud. Nogle gange endda slik og chokolade, og her skal lige indskydes, at det bedste gratis sliksted er ved Gate B i Kastrup, hvor man kan få nogle fede lakridser. Eller kunne…

For verden er blevet et smagsprøve-fattigt sted efter Coronaen. Ingen smuldrede studenterbrød og ihjelskårne romsnegle, mens man venter på at købe rugbrød, og slet ingen damer med pølser og italiensk salat om fredagen. Vi må ikke mufle rundt i de der småstykker og blande vores bakterier længere. Selv ikke efter behørig afspritning. Det er simpelthen blevet kedeligere og langt mindre afmættende at handle på netop smagsdamernes hitdag, så der er absolut ingen grund til at afpasse sine indkøb efter myldretid i smagsprøver. Sådan en fredag uden smagsprøver på hjørnerne minder jo påfaldende om en mandag formiddag, hvor man godt nok skal have spist hjemmefra, inden man går ud at handle, for der er intet at komme efter.

Jeg savner mine smagsprøver. De, der gør indkøbsturen lidt mere spændende og afvekslende. Også fordi der er sådan en dejlig indbygget overraskelse i, at man aldrig kan vide, hvad det lige er, man skal ud at spise. Om det er russisk salat eller medister fra Gøl. Men jeg kan samtidig udmærket forstå, at netop de der grisede sammenblandinger af vira og andet, der på ingen tid opstår, når vi kaster os over en halv stang winerbrød skåret i babytern, bare er noget så no-go for tiden.

Men når de så kommer igen…. Så vil jeg svælge i smagsprøver og indhente alt det fortabte, glemme overhovedet at tage et nummer hos bageren, så jeg kan stå der i op til flere hindbærsnitters tid og afsætte det meste af en fredag eftermiddag til at støve rundt i Bilka i cirkelbevægelser og smile overdådigt venligt til alle smagsdamerne med munden fuld af simpelthen ALT det, der er gratis!

Continue Reading

Om shoppingmønstre. Post-Corona.

Jeg har i flere uger levet i en by uden boghandel. Det vil så heldigvis gå over i løbet af kort tid. Det er ikke mig, der flytter, men i stedet den hedengangne, der bliver genoplivet i håbet om, at en by med over 25.000 indbyggere trods alt kan forsørge en boghandler. Engang havde vi to, men da var vi nok mindre netgående. Jeg tror ikke på, vi generelt læser mindre ( i alt fald ikke os, der altid har læst meget), men vi køber nok vores bøger andre steder end i de fysiske butikker. Anyway, så er det ret flovt at bo i en mellemstor provinsby uden boghandel. Man kunne nemt forledes til at tro, vi var det jyllandske skrotsted for kulturignoranter.

Personligt køber jeg ikke ret mange bøger. Det tillader min økonomiske situation mig desværre ikke, da jeg tilsyneladende ikke er berettiget til nogen form for Corona-kompensation. Hvilket vel må skyldes, at jeg altid har betalt min skat og helt glemt at sende mine penge i skattely, så jeg var sikker på at blive kompenseret. Og derfra er der så ikke langt til det, jeg egentlig vil skrive om: nemlig at jeg tror, Coronakrisen får varig betydning for fremtidens shopping. Især tror jeg, at to faktorer bliver særdeles væsentlige for os alle: nemlig etik og nærhed.

I alt fald min. Jeg har de seneste dage erfaret, at Brugsen og Føtex også har spiseligt rugbrød. Det vidste jeg ikke. Coronaen har udstyret mig, og sikkert mange andre, med en blackliste over forretninger, der netop i denne krisetid er blevet udstillet i usolidaritet og manglende samfundssind på en måde, der gør, at vi i alt fald midlertidigt, måske endda permanent, ændrer vores shoppingmønster. Det gælder ikke blot skattelyende, men sandelig også de, der specielt utaktisk nægtede at betale husleje. Det er så dem, der sidder tilbage med Corona-Sorteper, forstået på den måde, at var krisen ikke kommet, ville vi aldrig have anet, at de var nogle luskebukse. Når nu alle vi andre kniber måsen så forsvarligt sammen og udholder i uudholdelighed, så falder hammeren så meget desto hårdere. For udover at tage skammen over egen usolidaritet, får de såmænd mængden af vi andres frustrationer og manglende sted at placere en skyld oveni. Etik har fået en overordnet placering på vores shoppingbarometer. Det er noget relativt nyt. Til gengæld tror jeg, det er noget absolut blivende.

Men det er ikke den eneste ændring. De fleste vil sikkert på gåture gennem deres ulideligt hendøende byer have bemærket, at endnu flere (tænk, at det var muligt!) forretninger enten er lukkede eller holder ophørsudsalg. Her i provinsen har vi mangedoblet butiksdøden, og det er samtidig relativt nemt at analysere på, hvem det er, der denne gang har måttet lade livet. De store kæder overlever (hvis de ellers har opført sig ordentligt!) generelt, mens de mindre og små kædeforretninger er på lukningskurs. Fælles for dem er, at de ikke er lokalt forankrede, samtidig med at pengepuljen bag dem ikke er specielt stor. Heldigvis ses der tydeligt en bestandighed i mange af de små specialforretninger og mellemstore butikker, der er eneejet af lokale folk. Vi støtter vores egne, når vi går i krise. Altså nærhedsprincippet. Om det så er nok på sigt, ved jeg ikke, men man kan jo håbe. Og blive ved… I øvrigt så jeg en officiel analyse af detailhandlen, som forudser, at netop lokale specialforretninger (for de økonomisk pænt stillede) og discountforretninger (for de udgiftssky og mindrebemidlede) har størst overlevelseschancer.

En ting, der slår mig i disse tider, er også graden af velvillighed overfor den udendørs torvehandel, vi har i byen to gange om ugen. Sådan et sted, hvor meget små specialhandlende stiller op på træborde. Selvfølgelig har det en psykologisk effekt, at der er tale om udendørs handel med luft mellem potentielle vira. Men hvor man før i tiden gerne stillede op hos fiskemanden, sådan nærmest før selv fiskemænd fik træsko på om morgenen, fordi man så undgik køerne, så kan end ikke dette lille trick mere afhjælpe, at der er rigtig god tilstrømning til netop denne form for specialhandel. Selv mellem 7.30 og 8 er der livligt. Og hvor det før var pensionisterne store mødested, er det tydeligt, at også andre aldersgrupper har omlagt deres fokus for vareindkøb.

Selvfølgelig har nethandlen fået en opblomstring, som sikkert vil være af vedvarende art. Men samtidig har etikken i den grad sat en ny dagsorden. Når vi alle er i krise og føler, at solidaritet er et vægtigt våben til overlevelse, behøver de usolidariske ikke overleve med os. Derudover hytter vi vore egne. For solidaritet og samfundssind er nu engang lettere at udøve på absolut nærhedsprincipper. Og vel også udfra det lidt egoistiske krav, at vi personligt gør op med, hvad vi på ingen måde ønsker at leve uden.

For nu at vende tilbage til den boghandel, byens eneste. Så var den altså en del af en nu hedengangen kæde, som gik ned over hele landet. Og netop den kæde kan jeg godt begræde. Personligt er jeg også nødt til at kaste et sandt flor af småblomstret bonderose-sorg over en anden kæde, som også har måttet lade livet for Coronablomsten. Den eneste kædeforretning, som i mit liv har været så betydningsfuld, at den ligefrem blev brugt som omkvæd i en sang til min 50-års fødselsdag. Det er slut med engelsk havekunst i bomuld, med tekstiler i enhver form for blomstret myldretid, og 70-erne er for evigt ovre for os, der i årevis, helt frem til 10-erne, dyrkede Laura Ashley.

Håber, der så kommer noget etisk forsvarligt, lokalt baseret, der kan overtage de victorianske blomsterbed!

Continue Reading

Om ikke at tjene penge.

Så må jeg hellere, for at undgå de allerværste og ubehageligste misforståelser, lige få taget i ed, at dette altså ikke er noget offerindlæg. Jeg hverken vil, kan eller ønsker at se mig selv i en offerrolle, langt mindre at dyrke den og finder det generelt patetisk og ulideligt, når andre falder for fristelsen for at gøre netop dette. Langt mere ønsker jeg at fortælle om, hvordan det er som datter af kvindebevægelsen for første gang i ens liv IKKE at tjene penge. Samt samtidig at give et velrettet spark til de myndigheder, der vist nok lige har overset nogle grupper i deres ellers store gavmildhed overfor visse dele af samfundet.
Jeg valgte at gå tidligt på pension, så derfor andrager min pension kun noget, der minder om sulteløn. Det var helt mit eget valg, og det var funderet i, at jeg ville tjene mine penge på at være rejseleder og guide, hvilket går rigtigt godt i ucoronerede tider. Et sådant job er sæsonarbejde og helt afhængigt af gæsteantal, så jeg er ansat på en kontrakt, der giver mit selskab 14 dages opsigelsesfrist på hver rejse, og jeg aflønnes på en A-indkomst. Mit timetal på årsbasis er for lille til en arbejdsløshedskasse, da den minimale udbetaling modregnes i pensionen og derfor i givet fald ville give mig en endnu mere negativ indkomst. Jeg er altså en slags freelancer på A-indkomst uden eget firma ( der er jo tale om et ansættelsesforhold) og falder derfor ikke ind under nogen som helst kategorier af dem, som regeringen synes skal hjælpes.Det betyder, at jeg, når der ingen rejser er, ingen penge tjener. Og mister 100.000-120.000 på Coronakontoen, før skat.
Nu er det jo ikke sådan, at vi skal gå fra hus og hjem, ikke kan få det daglige brød eller må ud og sælge arvestykkerne. Det er heller ikke sådan, at mit problem er så kæmpestort, at jeg ikke udmærket ved, at der er tusindvis af mennesker i landet, der er langt, langt værre stillet. Slet ikke. Det er slet ikke der, vi er. Der, hvor jeg er, er i stedet i den ydmygelse, der egentlig ligger i ikke at tjene penge. For det har jeg jo altid gjort. Jeg har altid tjent min løn og bidraget til den samlede overlevelse samt betalt for det, jeg nu syntes, var mine områder. Hvad enten de var til fælles forbrug eller ting, der udelukkende angik mig selv. Under det sidste punkt er vi såvel ude i cafebesøg/byture med veninder, nyt tøj, plejeprodukter og egne rejser. Trukket fra min konto, for vi har, også fordi jeg altid har været bevidst om at svare enhver sit, hver sin forbrugskonto.
Nu er det jo heller ikke sådan, at manden ikke kan betale. Eller ikke vil betale. Han er ganske bevidst om min ydmygende situation og går gerne, og kommentarfrit, ind i de områder, hvor jeg før var økonomisk ansvarlig. MEN–og igen som datter af kvindebevægelsen–så køber man altså ikke nyt tøj, rejser eller svinger sig i gå-i-byen for mandens penge. I stedet opsiger man sine abonnementer på bogklubber og andet, slider sit gamle tøj, opbruger lagrene af det, man har stående og vender med omhu hver krone, for nu bare at gå ind i overflødighedsdelen. For i min optik er det ikke blot meget ubehageligt at investere i mig-ting til sig selv for andres penge. Det er nedværdigende.
Jeg er såvel opdraget til som har skolet mig selv til, at man som kvinde skal kunne klare sig selv. Ikke være afhængig af andre og frem for alt tjene sine egne penge. For ens egne penge er de eneste, man med god samvittighed har råderet over. Ligesom der ligger en stor portion identitet i at have eget arbejde, ligger der også en kæmpe identitetsdel i at tjene sine egne penge.
Jeg har, fra adskillige sider, hørt kommentarer omkring, at jeg jo må indrette mig efter situationen, da det jo ingenlunde er min egen skyld. Skudt forbi! Det her drejer sig jo meget, meget mere om selvværd end om økonomi. Det drejer sig om stolthed, om at kunne leve op til sine egne idealer og om–blot og bart!–at være en rimeligt moderne og selvstændig kvinde i 2020. At have råderet over sfærer i ens liv, hvor man altid har gjort sig umage for at have netop det og at have sin kvindelige stolthed i behold.
Jeg har aldrig på noget tidspunkt i mit liv været arbejdsløs. Før. Og først nu erkender jeg, at jeg aldrig har vidst, hvor ydmygende det egentlig er. Hvad enten man er kvinde eller mand. Det ved jeg så nu, men jeg ved samtidig også, at det netop for kvinder i min generation, som er vokset op med kvindebevægelsen, er en personlig falliterklæring og en lige højre ind i ens selvværd.
Dertil kommer, at det da heller ikke netop booster selvtilliden, at man tilhører en stor gruppe i samfundet, som i denne hjælpepakkeordning er blevet glemt, overset, tilsidesat eller bare negligeret.
Og nej, jeg går ikke rundt som det patetiske offer og græder og gemmer mig i en rus af selvmedlidenhed. Jeg konstaterer bare, at jeg aldrig før i mit liv har erkendt, hvor meget det betyder for en kvinde som mig at tjene sine egne penge!

Continue Reading

Om skødesløshed.

En af mine absolutte favoritter indenfor drama, den imposante Lady Bracknell i Oscar Wildes fantastiske Bunbury, siger på et tidspunkt, at det at miste en forælder er ulykkeligt, mens det at miste to tenderer skødesløshed.
Så jeg er skødesløs. Dog ikke forældremæssigt.
Jeg har mistet to smykker på to dage. Mistet, tabt, forlist, forlagt, men uigenkaldeligt skødesløst afhændet dem. Og jeg aner ikke hvor, hvornår eller endda hvorfor. De er bare gledet af mig. Tilligemed at samme afglidning kan være foregået over et meget stort område, bestående af såvel tidevandsstrand som uvejsomme stier gennem fyrretræskrat.
Jeg ved godt, de ikke er meget værd. Sølv er generelt ikke en prisbooster. De skulle nu heller ikke sælges og var på ingen måde investeringsobjekter. Heller ikke arvestykker. Og deres samlede indkøbspris ligger sikkert under 100 kroner pr. stk. Men for mig var de små perler, ukronede dronninger af min samling af unikke MacIntosh- smykker, som jeg har brugt årevis på at opstøve og indsamle i samtlige secondhand-butikker i hele det britiske ørige. MacIntosh hænger ikke på træerne, han skal graves frem. Og finder man endelig et suverænt stykke smykkekunst fra hans hånd, skal man både juble og være passende andægtig.
Så nu ligger mine kronjuveler derude et sted og mangler mig. Jeg har da ellers aldrig sådan gået og klattet med mine smykker før. Dertil er jeg da alt for henrykt for dem. Jeg ved også godt, de kun er døde ting. Men det er godt nok de færreste døde ting, jeg har gjort mig sådan umage samt rejst så langt, så vidt og så bredt for at anskaffe mig. Samt været så stolt af og glad ved at være ejer af. De kan jo ikke erstattes. Der er ikke noget at erstatte af. Hvem ligger lige i de med kopier af netop den MacIntosh- variant?
Så er det også, at jeg har sagt til mig selv, at jeg da i det mindste får glæden ved at påbegynde jagten igen. Det forventede håb om boost til belønningscentret, når der i genbrugsbutik nummer 314 endelig er Bingo på MacIntosh. Samt den fulde legalisering af, at jeg nu kan tilbringe timevis med at rode i gamle smykker, fordi jeg for en gangs skyld mangler nogen.
Værst er det dog, at hvis nogen finder mine skatte, så vil de givetvis ikke ane, hvad de står med. Bare tro, at her er tale om underlige sølvsmykker i besynderligt design. Det er næsten ikke til at bære. Men så kan man jo selvfølgelig håbe på, de sætter sig lidt ind i det og lærer at påskønne.
Omvendt tror jeg faktisk næppe, de smykker kommer til overfladen igen. Jeg har gået og gået, med blikket stift rettet mod jorden, stranden, lyngen, mosset og gruset uden held. De er nok skyllet ud med tidevandet. Måske er de bare ved at havoverføre sig selv hjem til Glasgow igen. Sådan at jeg igen kan købe dem…..
For hvis de dukker op et sted, hvor de kan købes, skal jeg nok finde dem.
Selv om det tenderer uhyggelig skødesløshed at tabe hele to smykker på to dage!

Continue Reading

Hvad er det, kvinder kan?

Flere store udenlandske medier har på det seneste lavet undersøgelser af, hvilke lande der lige nu har klaret sig bedst gennem Coronakrisen. Den slags kan medier nemlig godt lide! Parametrene er såvel sundhedsfaglige som økonomiske.

I top ser man 4 lande: Danmark, New Zealand, Tyskland og Taiwan. Herudover får Norge også rigtig pæn omtale. Og hvad har disse 5 lande så til fælles–altså udover en del andre ting? Jo, de har alle kvindelige statsledere.

Nævnes her skal selvfølgelig også ( fordi jeg ikke kan lade være!), at de eklatant største og mest utilgivelige svigt af befolkninger under krisen helt uden tvivl og diskussion er begået af mandlige ditto. Jeg tillader mig bare at pippe lidt om nogle herrer i USA og Storbritannien. Lidt befriende er det dog, at en del af sidstnævnte land slet, slet ikke oplever samme fatale dødstal og katastrofer. Nemlig den del, hvor den kvindelige førsteminister Nicola Sturgeon vogter sin lille flok skotter. Eneste mandlige regeringschef, der burde have positiv omtale, er Leo Varadkar, Irlands overbøsse.

Man kan selvfølgelig ikke lade være at spørge sig selv om hvorfor. Altså hvorfor det påviseligt er gået bedre indtil nu i lande med kvindelige statsledere ( og irske bøsser). Jeg har absolut ikke noget entydigt, skråsikkert svar ( et sådant findes nok slet ikke), men man har da lov at komme med gisninger.

For det første fik netop de lande lukket ned meget tidligt og ventede ikke, til Coronaen gik over af sig selv eller beskyldte politiske modstandere for at være klart skyld i den. Af himmelråbende angst for at blive kaldt sexist, vover jeg alligevel at påstå, at netop den tidlige nedlukning skyldtes, at medmenneskelighed, følelser for andre mennesker, angsten for ubærlige, undgåelige dødstal stod højere på agendaen end økonomien hos disse kvinder. Der blev kalkuleret tydeligt med sundhedsvæsnets kapacitet, især kapacitet for at redde menneskeliv, fremfor en laissez faire politik, der bare lod stå til på det humane parameter og udelukkende tog hensyn til det økonomiske. Det var som om, det var husmødrene, der med årevis erfaring for at styre familien, tog de selvfølgelig skridt, som enhver familieansvarlig ville have taget. Og det er sjældent, at vi såkaldte husmødre lader økonomien dominere over følelserne og familiens interne sammenhængskraft. Der blev sagt fra overfor de børn, man ikke bør lege med. Koste, hvad det ville.

For det andet har alle disse kvinder klart markeret, at de ikke er skråsikre i deres dispositioner. De har indrømmet at måtte fejle, som enhver jo vil gøre, når der skal asfalteres, inden der køres. Derfor har de søgt og gensøgt råd hos specialister, videnskabsfolk og eksperter på alle områder. De har ikke bare selv taget beslutninger, uden at have rådført sig med andre end sig selv. Der er ikke kommet tåbelige beslutninger, som blot og bart er udgået fra deres egne læghjerner–ulig en del andre statsledere. Nok har de tøvet, men de har altid tøvet, fordi de ville være sikre.

For det tredje har ingen af dem brugt krisen som en oplagt grund til at promovere sig selv og eget ego. Der har ikke stået genvalg eller bedre tal i meningsmålinger på nogen agendaer–kun at få deres land så godt igennem krisen som muligt. Der findes ( jeg behøver ikke nævne navne) mandlige statsledere, som har set krisen som en velkommen mulighed til at nærme sig den diktatorstatus, de i virkeligheden altid har ønsket sig og drømt om. At kvinderne netop har tilstræbt en uegennyttig sandfærdighed har samtidig betydet, at deres befolkninger har fået en større tillid. Og en større tillid har så igen betydet, at vi generelt, udfra troen om, at de vil os det bedste, har gjort, hvad de har anbefalet os.

Jeg har ledt efter andre mænd end den irske løve ( der i øvrigt arbejder som frivillig læge på et hospital 1-2 dage om ugen), som har tacklet krisen lige så godt som disse kvinder, men med skam at melde har jeg ikke fundet dem. Måske har jeg ikke ledt godt nok?

Hvis nu denne undersøgelse viser sig at holde, helt til krisen er ovre, så mener jeg da i grunden, at verden bør lære af den. Der vil da i så fald ikke være nogen som helst tvivl hos de fleste om, hvor de i fremtiden skal sætte deres valgkryds. Kønsmæssigt, altså. For der er da tilsyneladende noget, som kvinder kan!

 

Continue Reading

Om at gøre ting. For sig selv.

I går gjorde jeg hele mit hus rent. Skurede badeværelserne, støvsugede hundehår og ditto nullermænd op og vaskede samtlige gulve. For slet ikke at tale om, at overflader, lampeskærme og hvad der nu ellers på dagligbasis virker som magneter på støv, fik en våd klud. Det tog flere timer. Og jeg hader at gøre rent. Grovhader.

Derfor gør jeg normalt ( her betyder normalt: i Coronafri tider) kun rent, når torturen opfylder det ene af to formål. Enten at der er blevet så beskidt, at selv min skyhøje tolerancetærskel fornærmes, og tilstanden nærmer sig noget decideret sundhedsfarligt. Eller at der kommer gæster, som jeg gerne vil give et indtryk af basal ordentlighed. I alt fald ikke skræmme væk.

Det var ikke tilfældet i går. Hverken det første eller det sidste. Der var ikke uhørt beskidt, og her kommer jo ingen. Som i slet ingen, absolut ingen. Man kunne jo, med god samvittighed i forhold til hele den enorme omverden, bare gro noget så inderligt til. Ikke en kæft ville bemærke det. Ligesom der også er så utalligt mange andre ting, man bare kunne lade være med. Hvorfor overhovedet gå i bad på regelmæssig basis, når absolut ingen bemærker stanken, da naboen i bedste fald står flere meter væk? Hvorfor skifte tøj, når ingen, overhovedet ingen, vil se alle pletterne og salatdressingen på brystet fra i forgårs? Hvorfor rydde op, sådan til husbehov, når man nu alligevel har en rimelig ide om, hvor tingene ligger i bunkerne? Hvorfor lave varm mad hver dag, når ikke en kæft er den mindste smule interesseret i, om man i dagevis lever af leverpostejmadder og pølser fra glas? Hvorfor barbere møghår af benene og trække de der sorte djæveler ud af hagen, når der i bund og grund ikke er andre til at se en end ens eget spejlbillede? Hvorfor overhovedet opretholde et minimum af civilisation, når det lige præcis ikke er en civilisation, man lever i? En sådan kræver nemlig mellemmenneskelig kontakt, interagerende adfærd og konkret kommen hinanden ved.

Og svaret er selvfølgelig: Fordi det er det vigtigste af alt. At opretholde netop civiliseret adfærd i en krisetid. At gøre præcis, som man plejer. Ikke at opgive, ikke at gro til, ikke at ende på ligegyldighedens brakmark. Med andre ord at tage livet og sig selv alvorligt.

Det er lige før, jeg går ud som apostel for, at man skal gøre alle de der dagligdags ting ENDNU mere intensivt. Sætte sin undtagelsestilværelse i system og opretholde ro og orden. Der skal ikke være tegn på opgivelse, på sløseri, på gærder, der er for høje at springe over. Tværtimod. Jeg tror på, at hvis man indenfor sit hjem kan bibevare en aura af almindelighed, af business as usual, så har man så meget desto større chancer for at overleve på en mentalt sund måde. At opgive de små almindeligheder er, for mig, at opgive troen på, at det hele nok skal blive normalt igen. Og det er vist det psykisk mest undergangsfremmende, man kan udsætte sig selv for.

Så der skal gøres rent, og der skal skiftes tøj, og der skal brusebades. Der skal også kreeres gode middage og hyggelige mellemmåltider. Pis da være med, at Coronakrisen også i sidste ende bliver en vægtkrise. Det er da, til sammenligning, det mindste. Hellere være ren, fed, ubehåret og mentalt rask end nedfalde til selvmedlidenhed og selv-sløseri i eget skidt.

Synes jeg. Altså.

Continue Reading

Om at Corona-savne.

Ham her blev født forleden på Herlev Sygehus. For midt mellem sygdom, uhyggeligheder og et land i undtagelsestilstand er vi stadig et land med indbyggere af den biologiske race, mennesket, der både kan blive blive syge, dø–og reproducere os selv. Det sidste selvfølgelig så langt at foretrække. Som et af den slags små lys i mørket, der heldigvis også findes.

Det er OK at være i en form for undtagelses-karantæne. Vi gør det jo for samfundets skyld. Især når man er to om at dele den. Man lærer at leve med hinandens selskab som det eneste, der er. Men det gør alligevel ondt ikke at have mulighed for at være sammen med andre end lige netop den, man er karantæneret med. Besynderligt nok er det især på det fysiske plan, man oplever savnet. Hvor har man dog uendeligt meget lyst til at knuse, knuse noget så inderligt, alle de andre, man også holder af.

Coronaen gør, at jeg ikke aner, hvornår jeg får lov at være sammen med denne her lille fyr. Endsige røre ved ham. Det samme gælder det andet barnebarn på nu 2 måneder, som jeg dog var så heldig at se på flere meters afstand i går. ( Det er sådan en situation, hvor arme og ben næsten af sig selv spjætter helt enormt bare for at komme hen til ungen!) Og så er jeg jo ikke, overhovedet slet ikke, den eneste bedstemor eller bedstefar, der har det som præmis. Det gælder jo os alle sammen. Vi er i børnebørnseksil, forment adgang til de små størrelser, ude af deres liv på ubestemt tid. I alt fald fysisk.

Jeg er helt sikker på, det er en tovejsting, denne her. Vi holder os væk fra de små, fordi vi er hunderædde for, at vi ubevidst er smittebærere, og intet kunne vel være mere katastrofalt end at være netop det. Og de smås forældre holder sig sikkert også væk fra os, fordi–let`s face it–de fleste os er i en alder, hvor vi befinder os i risikogrupper. Så de vil sandelig ikke smitte os, ifald de selv var smittebærere. Det er jo denne forfærdelighed af en sygdoms mest fatale våben: Ingen ved, om de er smittet, så alle er potentielle bakterielle bomber. Vi udøver gensidige hensyn, men facit er vel det samme: Der er lukket for børnebørn, lukket på ubestemt tid.

Nu ved jeg selvfølgelig godt, at man kan Facetime, Skype og ved hjælp af utallige tjenester få billeder af hinanden. Det er jeg også sikker på, de fleste gør. Men hvem har ikke siddet der med et uforløst ønske om at række hånden gennem den forbandede skilleskærm og RØRE ved afkommet. Tage det op, sidde med det, føle fornemmelsen af det. Det kan man ikke gennem en skærm. Man kan pænt smile til hinanden, men egentlig fysisk samvær er det absolut ikke. De børnebørn, der er noget ældre og vant til en jævnlig kontakt med deres bedsteforældre, må da også føle savnet. Altså så det går begge veje. Der kan heller ikke puttes ved bedste.

Det er ens for os alle, det ved jeg godt. Det gør præcis lige så ondt på os alle, det ved jeg også godt. Ligeledes er der også den præmis, der er så væsentlig for at komme godt gennem denne krise, at dette er indiskutabelt. Men det rokker jo ikke ved, at det er svært.

Det bliver fantastisk, når vi igen–engang–kan være fysisk sammen og fornemme hinanden, røre ved hinanden. Dette er et intensivkursus i, hvad manglende fysisk kontakt kan medføre, og det har nok samtidig været en øjenåbner for mange omkring, hvor væsentlig samme kontakt er.

Så mens vi går her med savnet–og det er vi gevaldigt mange, der gør–så må vi glæde røven ud ad bukserne til, vi igen kan være sammen med vores børnebørn. Nu ved vi i alt fald, hvor meget det betyder for os at være det!

Continue Reading

Om at være The odd one out.

Jeg var på seminar i går. Sammen med alle mine såkaldte kolleger. Selv om ordet er helt og aldeles misvisende, da intet job i hele verden nok er mere privatpraktiserende end rejselederjobbet. Man er altid den eneste med sin funktion i en gruppe, og på mine rejsemål er det yderst sjældent, man lige render ind i en kollega på et tissestop eller et hotel. Vi rejser alene. For der er kun brug for en af os ad gangen.

De fleste af mine kolleger har gået på guideskole. På hold med hinanden. Jeg er en af de meget, meget få autodidakte guider. Gadebørn, om man vil. Der bare er kommet ind ad bagdøren uden hverken guideskolemæssige forudsætninger eller medstuderende. Derfor kender jeg nærmest ingen.

Hvis jeg kommer ind i et rum med en funktionskasket, der hedder “lærer” eller “rejseleder”, er det mig, der er den samlende faktor. Mig, der igangsætter og styrer slagets gang og på ethvert tidspunkt har såvel den overordnede magt som det overordnede ansvar. Det er mig, der bestemmer, om man vil, og mig, der er selve den retning, som de fleste blikke vender sig imod. Jeg har intet imod at komme ind i et rum med den kasket. Især ligger min selvtillid i, at jeg har en klar, fuldstændig klart defineret funktion.

Det er noget helt andet, når jeg skal på kursus med omkring 100, for mig ukendte mennesker. Især når de fleste af dem kender hinanden. Selvfølgelig kender alle ikke alle, men i kraft af guideskole og rejsemål, hvor guider ofte render ind i hinanden, kender en overvejende del i alt fald en fin mængde af de andre. Det er der, jeg bliver The odd one out, den ikke-tilhørende, den kasketløse. Og det har jeg det meget, meget dårligt med. Jeg er nok ikke den eneste…

For det første er jeg en ubetinget idiot til small talk, som er en genre, jeg simpelthen aldrig kommer til at mestre. For det andet overvældes jeg af en generthed af en styrke, der overvælder selv mig. Jeg anser basalt ikke mig selv for at være udpræget genert, men jeg må da nok sige, at konfrontationen med masser af folk, der allesammen i det forum har et socialt tilhørssted, er nok til at få mig til at ønske, at jeg på et splitsekund bliver usynlig eller i alt fald indgår i tapetfarven på upåfaldende måde.

Der er så to strategier, som umiddelbart synes brugelige. Enten må man kaste sig over den eller de, der ligesom en selv synes udenfor det store fællesskab. Hvis de findes. Eller også må man lokalisere den eller de grupper af mennesker, der i forvejen kender hinanden, men som ikke fysisk har lukket deres gruppe. Med det mener jeg, at grupper af bekendte sagtens kan både stille sig og tale sammen på måder, så man som udenforstående ikke et sekund er i tvivl om, at her foregår noget meget privat, og ingen nykommere er velkomne. For det meste består den slags grupper af enten meget gamle venner eller af folk, der faktisk selv er vildt usikre og derfor skal skynde sig at lukke, så de i alt fald selv er med i et eller andet. Hører til, om man vil.

For det er jo det, det hele drejer sig om. At høre til. At signalere at man hører til. Det er lige præcis derfor, det er så svært at være The odd one out, for man hører jo ikke til. Man føler sig som en, der er gået forkert og enten slet ikke er berettiget til at være til stede eller berettiget til at bryde ind i de grupper af mennesker, der har så travlt med at kende hinanden. Det er faktisk meget utrygt.

Det er så heller ikke sandt, at jeg ikke kendte nogen. Jeg kendte en. Men når man så kun kender en, og den ene kender tonsvis af de andre, så bliver man ovenud opmærksom på, at man for alt i verden ikke skal klæbe sig til den ene og stille til skue for verden, at man er ulideligt klistret og ikke kan finde ud af at få sine egne venner. Nogle gange er det næsten rarere slet ingen at kende, end kun at kende den ene, som man frygter at overbelaste med sin egen usikkerhed.

Så er det, man bliver så glad, når oplæggene begynder, og man da kan slappe af på en stol uden at skulle forventes at interagere med andre. Og indgå i gruppearbejder, hvor holdene er klart definerede af oplægsholderen. For alle dem, der kender nogen, vil jo allerhelst arbejde sammen med lige præcis dem, de kender. De kan nemlig sikkert også huske, hvordan det var ikke at kende nogen, og det skal de godt nok ikke udsætte sig selv for igen.

Faktisk er sådan en dag vildt stressende. Man er sådan helt oppe på dupperne hele tiden, Enten for at finde nogen at tale med, eller for at virke som om, man da virkelig hører til, selv om det meste tilhør går med at fordrive pausetiden med at gå på toilettet og være enormt obs på, at man både sidder ved siden af nogen, mens man spiser, men samtidig ikke bryder ind i fastlåste grupper, hvor man kunne komme til at understå sig i at tage en stol, der var tiltænkt en af dem, der kendte de andre. Det er slet ikke let.

Nogle gange overvejer jeg, om jeg skal til at arbejde mere seriøst med mine sociale kompetencer. Gå på intensivt kursus i small talk. Lære mig selv bare at køre på og være totalt ligeglad med, om jeg føler, jeg hører til. For når min rolle i en forsamling er klart, utvetydigt defineret, svømmer jeg jo som en fisk i vandet og har absolut ingen problemer med interaktionen. Men når jeg skal begå mig et en forsamling af mennesker, jeg absolut ikke kender, og som tilsyneladende alle kender nogen af de andre—så går jeg lidt socialt i baglås. Jeg VIL virkelig forfærdeligt gerne, jeg anstrenger mig helt ud af mig selv, men det hjælper ikke meget på, at jeg føler mig forkert. Ikke tilhørende. The odd one out.

–Og sådan er jeg nok ikke den eneste, der har det?

Continue Reading

Om strømpebukser og leggings.

Og så var det, at jeg skulle have udvalgt de leggings, der får lov til at komme med til Vietnam. Der var bare sket det ubehagelige, at en eller anden havde fået blandet strømpebukser og leggings inde i mit skab. Det er der tit nogen, der gør. Altså roder i mine skabe.

(Info for mænd: Det er egentlig ret enkelt: Strømpebukser har fødder. Det har legging ikke! Derudover er leggings noget, kvinder vokser til, når de er omkring overgangsalderen, får åreknuder og blegfisede ben og bilder sig selv ind, at det kan man så ikke se, hvis de tager leggings på. Leggings er maskering af bare ben. Strømpebukser bruger de, når det er for koldt til bare ben. De har en varmemæssig funktion. Det har leggings sjældent.)

Som man kan se, er det en yderst imponerende samling, jeg har. Selv jeg blev imponeret. Jeg vidste faktisk ikke, jeg kunne ben-beklæde det meste af en mellemstor provinsby på kvindebenssiden. Selv om de selvfølgelig ikke alle sammen fik fødder forneden. Det har også taget årevis at skabe et sådant udvalg. Og farvevariation. Uden at ville prale tror jeg næppe, der er ret mange kvinder i kongeriget, der kan hamle op med mig. Jeg er i alt fald mindst den ukronede strømpedronning af det sydlige Jylland. Og øerne.

Jeg må erkende, at jeg lider af en lidt panisk angst for at gå ned på benbeklædning. Eller–det MÅ jeg jo gøre. Men det har altså også noget at gøre med, at genbrugsbutikkerne flasher ubrugte leggings og strømpebukser i multibensvis til ingen penge. Og så er det, jeg lige tænker, at man jo aldrig ved, hvornår man står og skal bruge sådan nogle. Samt at liiiige den farvenuance har jeg vist ikke. Og at jeg er idiot, hvis jeg ikke springer på sådan et gedigent tilbud. Derefter kaster jeg dem ind til alle artsfællerne i skabet– og se nu, hvad alle de supertilbud er blevet til.

Med ondt helt ind i sjælen har jeg kasseret 4 par. De 2 var fra 80-erne, og de sidste havde farver, som selv jeg har et noget anstrengt forhold til. Jeg har også lagt nogle anløbne eksemplarer til side, for tynde buksestrømper smider man ikke ud. Dem gemmer man til at gemme nødder i. Nødderne er nemlig helt ligeglade med, at de er løbet.

Fordelen er så, at jeg kan finde leggings ( Vietnam er leggingmateriale vejrmæssigt) i enhver farve, til enhver kjole og til enhver klimaudfordring. Jeg kunne, uden større udfordring, også forsyne samtlige stuepiger på samtlige hoteller med et par eller to, men de vil nu nok hellere have drikkepenge-penge, for selv derude er leggings næppe hård valuta. Omvendt–hvis de var, var jeg meget, meget velhavende.

Nu er jeg selvfølgelig nok den eneste kvinde i hele verden, der har en yderst imponerende samling af ben-beklædning. Så hvis strømpehungrende læsere ligesom står og mangler, så sig endelig til. Jeg har, som billedet tydeligt viser, nok. Og jeg har, hvad billedet så nærmest prøver at modbevise, stadig kun 2 ben.

Sidst, men ikke mindst, så prøver jeg lige nu ivrigt at finde ud af, hvornår det nu lige er, jeg går i kjole? Altså, udover ferier og varme sommerdage?

Hvor man i grunden vel overhovedet ikke behøver leggings rent varmemæssigt…… Men aldrig om jeg flasher åreknuderne og blegfisene andre steder end på stranden…..

Continue Reading
1 2 3 22