Guldsøstre

Som datteren siger, så er der ikke så mange kvinder over 50, som bare rejser en lille smule, der ikke kender til det japanske tøjmærke Uniqlo. Jeg har endda selv været en smule langsom til at opdage det, men efter at være blevet introduceret til det for ikke så længe siden af en god veninde, har jeg været hooket. Jeg husker stadig, da vi endevendte Hanoi i flere timer for at finde en Uniqloforretning til hende, og syntes vist samtidigt, at det da måtte være helt unikt tøj, hvis vi skulle bruge SÅ meget krudt og sparsom rejsetid på sådan noget. Nu er jeg så fuld af forståelse! Og gør gerne selv det samme. For de er svære at finde, Uniqloforretningerne, og herhjemme kan man godt spare sit krudt. I alt fald indtil videre, for det er overhovedet ikke et spørgsmål om, om vi får Uniqlo. Det et udelukkende et spørgsmål om hvornår.

Uniqlo er japansk basistøj i rent bomuld i en letvægtskvalitet og altid klare, rene farver. De er især kendt for deres dunjakker, som nærmest vejer mindre end de (bomulds)dun, de er lavet af. Nu har en dunjakke jo aldrig gjort noget som helst positivt rent æstetisk for nogen kvinder, men disse er faktisk både supervarme og relativt klædelige. Så skal man bevæge sig den vej rent overtøjsmæssigt, så er Uniqlo da i alt fald lidt af en redning på målstregen. Sådan at forstå, at firmaet har indset, at de fleste kvinder–udover at holde sig varme–også gerne vil undgå en direkte sammenligning med Michelinmanden.

Men Uniqlo er meget mere end det. Det er T-shirts, bukser, kjoler, bluser, cardigans og nærmest enhver form for beklædning til både mænd og kvinder i den lækreste kvalitet og altid en uhyre kuffertvenlig kvalitet. Det vejer simpelthen ingenting, det tøj. Ydermere er priserne fuldtud forståelige og til at forholde sig til. De er nemlig præcis som Hø og Møgs. Og tillige får man kvalitet for pengene.

Nu har Uniqlo så indledt et samarbejde strækkende sig hele vejen fra Japan til Finland. Marimekko har designet de smukkeste T-shirt, kjoler og bukser, som så er udført i ren, lækker bomuld. Priserne ligger fra omkring 125 kr. for T-shirts til ca. 200 for en kjole. I alt fald i Spanien, men det vil selvfølgelig være dybt afhængigt af såvel kurser som moms. Det er da til at forholde sig til! Eller i alt fald forholde sig så meget til–for mit vedkommende!–at jeg ikke rigtigt kunne styre det. Når man kan betale sig til at eje så meget lækkert, smukt, let kvalitetstøj til så få penge, så har jeg en indre overtalelsesfaktor, der nærmer sig det absolutte max.!

Udover at de store byer i andre lande for længst har fået øjnene op for japanernes kvalitetsstærke modsvar på de store europæiske kæder, ( eller japanerne har fået øje på dem!) så kan mærket, hvis ens vej ikke lige falder forbi storbyerne, selvfølgelig også handles på nettet. Det kan anbefales. Mærket altså!

Forleden havde vi besøg af sovse-sønnen ( vi har også en boller-i-karry-søn og en lakse-svigersøn, blandt andet), så på vejen hjem fra en udflugt måtte vi omkring et supermarked for at supplere lageret. Jeg kan godt lave sovs (endda opbagt, hvilket ikke er mange under 50 forundt!), men oftere og oftere køber jeg med god samvittighed små brikker eller glas af eksotiske smagssammensætninger og et uhyre stort antal E-stoffer, når der skal sovs på bordet. Det kommer der nemlig ikke så forfærdeligt tit. Men det er nu slet ikke sovs, dette skal handle om. Forbindelsesleddet mellem indlæggets emne og sovs er bare ganske simpelt: At man kan købe sovs i supermarkeder!

Anyway, det var i en fremmed by, og udvalget af dagligvareforretninger var, mildest talt, en smule sparsomt. Så vi endte i Aldi, som netop i den flække tilsyneladende sad på en form for monopol. Jeg bryder mig ikke om Aldi ( det kommer vi til!), men jeg bryder mig endnu mindre om nye, for mig ukendte supermarkeder, hvor jeg skal bruge alt, alt, alt for lang tid til at scanne reol op og reol ned for overhovedet at lokalisere det, jeg gerne vil købe. Jeg synes, jeg spilder min tid. Det fik mig til at filosofere lidt over mit forhold til supermarkeder—eller rettere: supermarkedskæder.

Da jeg var barn ( det er sgu` næsten blevet et mantra her på bloggen, sorry!), havde vi købmænd og Brugsen, og det overlevede vi fint på. Man var så enten til det ene eller det andet, og det hang ved, gjorde det, for min mand, som er søn af en købmand, undgik et væsentligt stykke ind i sit voksenliv Brugsen. Han følte sig som desertør eller overløber ved blot at nærme sig det, der i alt fald dengang repræsenterede andelstanken, ihukommende de altid unfair konkurrenceforhold for en far, der var lidt for venlig til at “skrive” og lade kunderne “købe på bog”. Brugsen har overlevet. Det har købmændene ikke, så nu står vi med et antal supermarkedskæder, der vel nærmest kun giver os valget mellem at købe hos danske, norske eller tyske pengetanke–og i alt fald aldrig at købe på kredit hos en velkendt og venlig privat ejer.

Men der er jo forskel alligevel. Vi har vel alle vores favoritter–samt steder, vi nødigt kommer. Jeg er sikker på, mange parametre spiller ind ved en sådan (ubevidst?) udvælgelse af favoritsupermarked, men efter Aldioplevelsen kom jeg–nok egentlig for første gang–til overhovedet at overveje, hvorfor jeg egentlig handler der, hvor jeg handler. Umiddelbart kan jeg se fem, for mig, vigtige begrundelser. Nemlig pris, beliggenhed, vareudvalg, butiksæstetik og velkendthed (altså finde-rundt-hed).

Lad mig starte lidt rodet, midt i begrundelseslisten, med butiksæstetikken. Blandet med den med prisen. Der er ingen tvivl om, at steder som Føtex, alle former for Coop-er og Meny går ud som vindere af mest indbydende opstilling og fremvisning af varer. Man får jo lyst til at købe hele butikken, og i alt fald tonsvis af ting, man hjemmefra slet ikke anede, at man akut, dernede i supermarkedet, fik en ustyrlig lyst til at blive ejer af. Det er lige præcis derfor, jeg meget sjældent handler den slags steder. Belært at dyrekøbte erfaringer ved jeg, hvor påvirkeligt mit handlende jeg er af spiselige opstillinger, og at jeg lokkes til at købe ting, jeg slet ikke skal bruge. Ydermere viser min udgiftssky side sig ved, at jeg er fuldstændigt sikker på, at den eneste, der betaler for alle de pæne dekorationer og varer, der er taget præsentabelt ud af deres transportkasser–det er mig! At handle dagligvarer er ikke en æstetisk oplevelse for mig–det er en blot og bar nødvendighed. Men på det punkt er vi nok–det må vi jo være, siden kæderne stadig overlever–særdeles forskellige, og der er må jo findes mennesker, der dyrker at blive til grin for deres egne penge.

Butiksæstetikken ( og prisen) spiller også i den grad ind i mit forhold til tyskerne. Bare med omvendt fortegn. Jeg undgår nærmest for enhver pris Aldi og Lidl. Nok er de billige, men de er altså også sterile, grænsende til en fornemmelse af, at man går rundt i et kølehus eller på et lager. Og så virker varerne på mig, som om de er kopivarer. Jeg kan simpelthen ikke finde rundt i, hvad der er pendenten til Mariekiks på tysk+ at de fremviser tonsvis af brune indpakninger af tyske ting, jeg slet ikke ved, hvad er. Jeg er lost midt i al den germanisering og føler mig lidt som min stakkels handels-uerfarne far, der som pensionist  hjælpeløst støvede rundt flere timer langs hylderne i det daværende SuperBest, indtil han fik samlet mod nok sammen til at spørge om, hvor de mon havde det Safirmel, som stod på hans indkøbsliste!

Fakta, Rema og Netto, derimod, er OK. Varerne har en pris, jeg kan forholde mig til, og da jeg altid køber grøntsager på torvet, kød hos slagteren og brød hos bageren, er det uden betydning for mig, at de mildest talt ikke er stærke på netop de fronter. Alligevel handler jeg kun sjældent i de to førstnævnte, og det skyldes for det første beliggenhed. Der er simpelthen kortere til min Netto end til de to andre. Men allermest skyldes det, at jeg har et nærmest komme-hjem-forhold til min lokale Netto. Jeg kender den–hver eneste kvadratmeter. Det fandt jeg ud af engang, jeg skulle lave en indkøbsliste til min mand. (Er det i øvrigt ikke sjovt, at vi kvinder oftest udstyrer vores handlende mænd med indkøbslister, mens vi selv ser det som en falliterklæring og åbenlys indrømmelse af begyndende demens selv at tage sådan en med–med mindre der er en nær forestående højtid, og der skal powerindkøbes?) Der opdagede jeg, at jeg visuelt forestillede mig en tur gennem butikken og simpelthen skrev varerne ned i den rækkefølge, han ville passerer dem på den mest logiske runde gennem butikken. Jeg tænkte simpelthen mere i varernes placering på hylderne end i ” de her fem ting, skal vi bruge til frokost” eller “vi mangler både toiletpapir og agurker” ( de sidste to står milevidt fra hinanden i butikken!).

Så det er derfor, jeg–nok ubevidst, men dog så velovervejet, når jeg lige får gennemtænkt det–nærmest altid kører ned i den butik, jeg forfalder til at kalde “min” Netto. Der er ingen butiksæstetik, der forstyrrer mig med enten at give mindelser om kølerum eller lagre–eller få mig til at føle, at jeg betaler overpris for smarte opstillinger. Det er den butik, der ligger tættest på mit hjem, og–og det er vel i grunden det allermest vigtige–jeg ved lige præcis, hvor alting står, så jeg kan få handlet i en effektiv fart. Jeg skal ikke bruge tid på at lede hyldemeter efter hyldemeter efter varer, men kan bruge min tid på ting, der er væsentligere for mig end at finde Mariekiks og sovse i brik.

Det er så også derfor, jeg hader det, når jeg skal ind i en, for mig, fremmed butik. Jeg kan simpelthen ikke finde det, jeg leder efter. Og det irriterer mig faktisk. Meget, endda.

Galleri E. Jomfrustien. Haderslev.

Og så bliver man så glad, når det endelig lykkes at finde en butik, der sælger Margot, Du Milde eller Charles Design indenfor en radius af flere hundrede kilometer. Samt valfarter, næsten inden man har fået sagt ordentligt goddag til familien, op på Enghave Plads for at tjekke udvalget hos Mania.

Alt sammen fuldstændigt overflødigt, når der nu ligger en butik med design af samme kaliber nogenlunde i ens egen baghave. Nemlig den slags kjoler, der lyser af livsglæde, farver, smukke stoffer og kreativt design. Den slags, alle vi  uforbederlige kjolefreaks med 30+ af slagsen i klædeskabet og en dyb afhængighed, gerne kører langt og strabadserende efter. Det viser sig oven i købet, at den har ligget der siden november, så hvordan jeg har undgået at spotte den, er en næsten traumatisk gåde. Til gengæld har jeg nok sparet en del af samme årsag. Måske skyldes min utilgivelige ignorance af butikken, at der netop ikke på det stræk af gaden ligger nogle genbrugsbutikker….

Butikken er en blanding af skrædderi og udstilling af de hjemmeproducerede, smukke kjoler og andre beklædningsgenstande. Her er også børnetøj af den slags, der sætter en i akut, nostalgisk længsel efter ens egne børns længst overvundne barndom–eller en lige så akut bedstemorskruk. De er bare så smukke, de kjoler, og så er de lavet af den slags stof, man har lyst til at udsætte sin krop for. Her er også kjoler i det blødeste velour–af den slags man nemt kunne får lyst til at sove ved og helt uforvarende bare må eje. Det er selvfølgelig negativt at skrive, at dette er en farlig butik, men jeg tror godt, at alle lidelsesfæller udi kjolefreakisme ved lige præcis, hvad jeg mener!

Ydermere er priserne rimelige (ca. 900 for en smuk kjole), og passer den ikke til ens efterhånden egenrådige, livspåvirkede krop, rettes der gerne til og syes ind og ud. Jeg skal til at spare sammen, skal jeg. Til erhvervelse nummer nogle og sidst i tredve. Eller også skal jeg bevidst undgå det stræk af gaden. Det gik jo lige så godt, indtil jeg fandt ud af, at en lokal afdeling af kjolehimlen ligger i min baghave….

Forleden tog jeg den årti-lige oprydning i min pung. Jeg syntes nemlig, den var blevet lige lovlig tung. Samtidig var jeg også sikker på, at det nok ikke var penge, der tyngede den. Udover antikke bonner fra forlængst fortærede middage i Langtbortistan og de bukser, jeg vist kasserede sidste forår, gemte den også på en sand overflod af medlemskort. Der er ikke ret meget, jeg ikke er medlem af, og der er godt nok mange ting, jeg ikke anede, jeg var medlem af. Jeg er vist ret god til at melde mig ind. Tror jeg.

Det foregår gerne på den måde, at jeg køber en ting i en forretning. Og så spørger ekspedientmennesket mig, om jeg da ikke gerne vil være medlem af deres lille eksklusive forening af kunder. Nogle gange kan jeg endda opnå ganske få procents rabat ved at tilslutte mig den lukkede kreds, og den slags virker jo fortrinligt på mig. Så jeg bliver medlem. Nogle gange får jeg så tilsendt et fint medlemskort, mens de andre gange fejrer min optagelse med at tildænge mig med tilbud i massevis på mail. Resultatet er sådan set det samme. Kortet finder en permanent lomme i min pung og bor der i total upåagtethed, mens alle mails med tydelige firmaadresser går direkte i spammen hos mig. Under alle omstændigheder går mine indmeldelser direkte i min hjernes glemmebog, og det er så det. Faktisk så meget, at jeg temmelig ofte oplever at blive spurgt, om jeg da ikke kunne tænke mig at blive medlem af en eksklusiv kundekreds, siger ja–og får svaret, at det kan jeg ikke blive (igen!), da jeg forresten da har været medlem siden 00-erne.

Nu er det så, at jeg kommer til at spekulere på, hvad jeg egentlig tror, jeg får ud af at være så ivrig en indmelder? Hvorfor jeg render rundt med et halvt kilo medlemskort i min pung–til kundeklubber, jeg enten ikke anvender til noget som helst, eller som jeg overhovedet ikke er bevidst om, at jeg er medlem af? Umiddelbart kan jeg da ikke lige notere mig nogle væsentlige rabatter på bundlinjen. Godt nok får jeg en overflod af tilbud, som er eksklusive og KUN til mig! på mailen hver dag, men jeg har da endnu aldrig så meget som åbnet dem. Endsige købt noget som helst. Hvis en rabat ikke er her og nu, og mens jeg står i forretningen, så kan jeg simpelthen ikke forholde mig til den. Og tror de da virkelig, at fordi de udstyrer mig med et guldrandet kort, så vil jeg for fremtiden lægge al min samlede handel hos dem? No way.

Men der er mere! For når jeg nu tilsyneladende er medlem af snart sagt enhver detailhandelskæde herfra og til Galway, så virker det faktisk lidt overvældende på mig. Især mængden og tyngden af kort er en pungfaktor, jeg bør forholde mig til. Jeg kan jo nærmest få slagside og dårlig ryg af alle de medlemskort, som jeg altid bærer på mig, fordi jeg tror, jeg skal have dem på mig, hvis….(Hvis hvad?) Så er det nemlig, at jeg godt ville vide, hvordan man melder sig ud igen. Hvordan man ophører med at være trofast kunde i et stormagasin, hvor man har handlet en (1) gang, og bare blev medlem (og medlemskortholder), fordi der kunne hentes 5 procent i en her og nu handel. Skriver man til dem? Ringer man til hovedkontoret?

Eller gør man det, som jeg nu har tænkt mig at gøre? Hvilket er at sætte mig ned med en saks og klippe medlemskort i stykker. Hvorfor skal jeg være medlem af Brown Thomas, som har priser, der giver mig kvalme, og hvor jeg kun engang handlede, fordi de havde et slagtilbud? Hvor min påklædning adskiller sig så markant fra alle de andre kunder, at jeg føler mig totalt udenfor. Eller Esprit, hvor jeg handlede engang i 00-erne? Eller Magasin, som ligger i Århus og København og somme tider i Ålborg? Eller Gap, som sender mig minimum 3 mails om dagen ( er de ved at krakke?)? Jeg ved selvfølgelig godt, at alt det klipperi udelukkende giver mig en indre ro og en påkrævet mangel på tyngde, således at de alle sammen nok regner mig for trofast medlem af deres eksklusive kundekreds alligevel. Men så kan jeg for-evigt-spamme dem i mit mailfilter og love mig selv, at jeg aldrig mere melder mig ind i såvel nye klubber som alle dem, jeg har glemt, at jeg i forvejen har været/er medlem af.

Faktum er jo, sort på hvidt, at der ikke er så meget som en eneste krone at hente på alle de plastikkort. For mig, i alt fald. De er udelukkende dødvægt og tomme løfter.

Her til morgen kan jeg godt se, at jeg trænger til at få støvsuget. Også at det ville klæde mit hjem–og især mine badeværelser–hvis en våd klud tog en rute omkring det og dem. Jeg ved også instinktivt, at hvis jeg åbner mit køleskab, så vil jeg på ganske få sekunder kunne se og konstatere gabende kartoffelhuller og lav score på mælkekontoen. Det er de trænede, rutinerede øjne, der er på arbejde her, og (for nu, egentlig mod min vilje, at bruge en tyndslidt kliche) det sete afhænger nu engang af øjnene, der ser.

Hvis jeg derimod bevæger mig udenfor huset, vil jeg nok ikke notere mig de mangler og klare råb om forbedringer, der kunne falde mig i øjnene her. Det går over mine synsevner, hvis havedøren trænger til maling, ukrudtet vokser i urskove eller græsset nærmer sig uforsvarlige længder. Jeg ser det ikke. Jo, selvfølgelig ser jeg det, men forbindelsen mellem mine øjne og erkendelsen i min hjerne er så løs, at jeg ikke fatter, hvad jeg ser. Akkurat som ham den anden, der også bor her. Han er nemlig helt ajouført mht. havedørens malingsmæssige tilstand, mens han er totalt ude af stand til at gennemskue begyndende støvbjerge på toiletbrætterne og køleskabets åbenlyse mangler.

Vi ser nemlig helt forskellige ting. Det gør vi sikkert primært udfra årgamle rutiner, ansvar og arbejdsområder, men det er ikke tilstrækkelig forklaring i sig selv. Jeg tror på, at mennesker simpelthen ser forskelligt, også totalt kønsuafhængigt.

Hvor mange har ikke stået foran en vidunderlig udsigt sammen med nogle andre og været rørende enige om, at det var et pragtfuldt syn? Og derefter gået en smule i detaljer med, HVAD man egentlig så–for at finde ud af, at alle har set noget individuelt. Smukt, men forskelligt. En har fokuseret på det fantastiske træ, en anden på himlen og en tredje på husene i horisonten–eller hvad det nu måtte være. Eller gået igennem en dejlig, gammel by, hvor en var vildt betaget af gadebelægningen, mens en anden udelukkende så gesimser og krummelurer oppe på husene. Eller erindringen om ens drenges teenageværelser, hvor gardinerne altid var trukket for, og man skulle bane sig vej på en smal sti gennem ting, man egentlig ikke rigtigt gad undersøge, hvad var, for at komme bare en lille smule ind i dem. Nok var de drenge da klar over, at de rodede en smule, men jeg er stadig overbevist om, at de ikke på nogen mulig måde så det, jeg så. Det håber jeg da i det mindste ikke!

Det, jeg egentlig vil med det, er, at jeg gennem alt for mange år har ophidset mig selv og været sur over, at andre ikke så det, jeg så. At jeg nok har troet, at vi mennesker ser det samme. Eller–endnu værre!–at alle ser det samme som mig. At mit udsyn ligesom danner prototypen for, hvordan verden skal ses. Sådan forholder det sig jo ikke. Som hovedargument for netop det kan jeg vel bare bruge, hvor meget jeg IKKE ser. Det drejer sig jo bare om, at andre mennesker ser noget andet end det, jeg bider mærke i. Og det gør de ud fra de forudsætninger, interesser, rutiner og erfaringer, de har. Ligesom det samme gør sig gældende for mig.

Engang bestemte jeg mig faktisk for at lade huset gro til i skidt, møg og støv for at se, hvornår det ville fremprovokere en reaktion fra manden. Det var dengang, jeg lærte, at hans manglende rengøringsiver ikke udelukkende skyldtes dovenskab, og at han da sikkert noterede sig alle hundehårene—men forbindelsen til, at han rent faktisk SÅ tingene tog godt nok lidt længe om at blive etableret. Ligesom havedøren vel nærmest skal falde helt af, før jeg akut mangler den og måske finder ud af, at den skal have en gang maling.

Omvendt så er det vel også nogle evner, vi sagtens kunne udnytte hos hinanden. Jeg vil f.eks. gerne rejse med mennesker, der ser noget helt andet end mig. Så bliver rejsen også en udfordring og en ny oplevelse for mig. Det er vel også derfor, så mange vælger at have en guide med på ferie. Vi guider klarer mængder af praktiske ting, men vores spidskompetence er at få andre til at se. Se det, de ikke lige havde lagt mærke til, hvis vi ikke havde peget det ud.

Somme tider er det da møgirriterende, at andre ikke ser det, man selv ser. Sådan at ens hus f.eks. var rengjort, inden man selv så, at det var beskidt. Eller i alt fald samtidigt. Men det er vel til at leve med, når ens græs så heldigvis også bliver slået ind imellem……

PS. Bonusinfo af den mere spøjse slags. Googlede “støvsuger” for at finde et passende billede til illustration. Og min computer er skam ikke dum, næ nej! Dette var det eneste brugbare billede af en støvsuger, jeg fik—mellem tonsvis af flotte panoreringer over…………. Hoover Dam!!

I går fandt jeg denne ravkæde i en genbrugsbutik til en yderst overkommelig pris. Det er ikke fordi, jeg er i akut ravnød. Langtfra. Jeg har masser af rav. Store stykker, små stykker, halskæder, brocher, armringe og øreringe til de huller, jeg ikke har. Jeg kan bare ikke tåle at se rav til pæne priser uden at måtte eje det. Det også.

Jeg tror godt, jeg ved hvorfor. Hovedgrunden er, at jeg er verdens mest håbløse ravsamler. Jeg er totalt og uforbederlig ravblind. Jeg kan gå i timevis med hovedet dybt bøjet på strækninger, der generelt er kendt for en sand overflod af materialet, og finde oceaner af gule sten i alle størrelser, former og beskaffenheder. Men ingen rav. Jeg kan få vedvarende hold i ryg og tænder af at bukke mig ned og fange gule småsten samt derefter slå dem mod tænderne i håbet om, at der endelig er gevinst. Jeg kan ovenikøbet følges med ravseende, som bøjer sig ned præcis de samme steder og finder rav. Somme tider endda store klumper. Men rav vil ikke ses og ikke findes af mig. Det vil kun gule småsten.

For ikke så længe siden mødte jeg en dame på stranden lige neden for mit sommerhus. Hun samlede rav. Og havde et lille bæger fyldt med adskillige stykker af slagsen. Hun fortalte mig, at netop på det sted var der virkelig gode muligheder for ravfinding. Jeg har da aldrig fundet andet end de sædvanlige gullerter og følte mig nærmest sådan endnu mere inkompetent ved, at hun jo faktisk stjal alt det rav, der burde have været mit. Bare fordi hun kunne se det.

Jeg kan også godt lide den indbyggede frihed, der ligger i selve ravfindingens natur. Rav tilhører jo ikke nogen, før nogen rent faktisk har fundet det. Så tilhører det finderen. Det tiltaler mig, at man “bare” kan gå ud og finde sig noget smukt. Omvendt finder jeg det så også dybt uretfærdigt, at denne smukhedstilegenelse kun er forbeholdt dem med det rigtige syn. Dem, der kan finde det i spandevis, mens jeg rumsterer rundt i mine uendelige mængder af gule sten. Måske skulle man undersøge, om der findes kurser i ravfinding—eller måske bare omstilling af syn?

Så jeg (over) kompenserer ved at købe det rav, jeg nu kan komme i nærheden af. Også fordi jeg godt kan lide materialet. Der er noget fantastisk ægte, naturligt og dansk over rav. Vi har ikke forekomster af pralende diamanter og andre vildt værdifulde stene her hos os, men vi har rav. Sådan lidt som om, det passer til os. Til vores lille land og vores mentalitet. Vi vil nok hellere være naturlige end prale. Måske er det også derfor, jeg foretrækker uslebet rav. Altså rav der ser ud, præcis som naturen har efterladt det. Der er sådan en befriende ægthed i smykker af uslebet rav–som om man (i alt fald de heldige) har samlet naturen op og hængt den på sig selv for at vise, hvor forunderligt imponerende den er i al sin uforarbejdede naturlighed.

Så nu kan den fine kæde komme ind til alt det andet. Det er jo ikke fordi, jeg går forfærdeligt meget rundt med alt det rav. Men det er godt og tilfredsstillende at have for en, der er for ravblind til at finde det selv.

Så sidder man der, sammen med veninderne til hyggelig tedrikning, og må forlade selskabets en god portion gange, fordi man skal på toilettet. Te løber lige igennem mig. Det gør alle andre væsker også. Jeg er tilsyneladende født uden indvendige opbevaringslagre og blærekapacitet på over godt og vel en kvart kop. Sådan har det altid været. Det er ikke noget, der er kommet med alderen. Og det er heller ikke sygdom–med mindre jeg har været (pisse)syg hele mit liv. Det er (pisse)irriterende, men er samtidig en så integreret del af mit liv, at jeg efterhånden har opbygget en indre toiletlogistik. Og jeg er nok ikke den eneste (kvinde)!

Herhjemme er det jo ikke noget problem. Med hele to toiletter på husplan og mig alene hjemme det meste af dagen, kan jeg ret beset vælge og vrage og, hvis det var det, jeg ønskede, sidde der den ganske dag–eventuelt med toiletvagtskifter fra det ene til det andet hver time. Når alle børn er hjemme, er det selvfølgelig et lidt mere indviklet problem, men det går.

Det er straks værre, når jeg er ude. Så må jeg, indledningsvis, altid sørge for at have tisset godt og grundigt af inden afgang. Akkurat som mindre børn er mit absolut sidste tiltag, før døren låses, at gå på toilettet. Hvis jeg ikke umiddelbart skal tilstrækkeligt, forsøger jeg at aflevere det, der på familekten hedder “præventivt pis”–altså det overskud, der dog trods alt er, og som (måske) kan modvirke, at turen eller rejsen allerede skal afbrydes efter få minutter, fordi det nu er blevet alvor.

Jeg kender alle offentlige toiletter herfra og til sommerhuset. Kender dem seriøst. Der er ikke et eneste toilet på strækningen herfra og til København, som jeg ikke har besøgt et ukendt antal gange. Jeg er overpiskvinde, hvad angår standarden af motorvejstoiletter i Danmark og kunne på stedet udgive “The Best of Danish Loos” med anmeldelser af samtlige rastepladsafpisninger fra Hylkedal til Tuelsø. Af samme årsag kan jeg også, af erfaring, navnene på nærmest samtlige danske rastpladser og ved præcis, hvor deres toiletter befinder sig. I alle jyske provinsbyer, der har et rimeligt tiltrækkende forretningsliv, kan jeg på stedet udpege de førende tissesteder, og det samme gør sig gældende over det meste af Fyn og Sjælland. Gennem mange år har jeg endda også tisset mig til indgående kendskab til toiletforholdene og deres placering i de allermest gængse europæiske storbyer, således at jeg f.eks. i Dublin aldrig befinder mig et sted uden at have mindst 2-3 potentialer indenfor umiddelbar rækkevidde. Jeg kender også de fleste af de pubber i London, hvor man ubeset kan snige sig ind i ly af bardiske eller større, grønne sammenplantninger samt ved–og den slags er jo også vildt væsentligt–hvilke vederstyggeligheder, der helst skal undgås i storbyer med rengøringsstardarder, der ikke minder så forfærdeligt meget om vores egne.

Det er en ikke-ueffen kompetence at have som turistguide! Aldrig vil mine busselskaber strande et sted, hvor jeg er totalt uformående udi offentlig aftrædelse. Faktisk er jeg i nogle byer så rutineret, at jeg ikke blot kender det førende og nærmeste toilethus, men, qua selvoplevet erfaring, kan fordele mine gæster i hold mellem op til 3-4 forskellige tissesteder, så de undgår de køer, jeg selv som overtisser kender og frygter.

Hvad mange ikke lige ved, så er buskning (altså frilandstisning bag forhåndenværende træer og buske) absolut ikke den eneste mulighed, når man bevæger sig udenfor de større byer. Det er nemlig sådan, at alle danske folkekirker har et toilet tilknyttet deres kirkegårde, og disse er nærmest uden undtagelse gerne pæne og velholdte–omend lidt kolde om vinteren. Så opstår akut nød udenfor indkantsdanmark, så er det bare med at spotte den nærmeste kirke–så er problemet løst.

En af de værste udfordringer for overtissere er flyvemaskiner. Her er der som regel kun et minimum af underdimensionerede kosteskabe til en farlig masse mennesker, hvoraf der også altid er nogle mig-look-alikes. Heldigvis kan man efterhånden hos de fleste selskaber ( også uden at betale ekstra for det!) selv trykke sig ind på et toiletnært sæde ( så man kan komme forrest i køen!)–eller i alt fald sørge for, at man ikke er spærret inde på en tisse-uvenlig vinduesplads hele vejen over Atlanten. Der findes ikke noget værre end at skulle kravle over sine sovende medpassagerer en 5-7 gange mellem Grønland og Canada. Man bliver så Fandens upopulær.

Alt i alt er alderen og erfaringen her et stort gode. Jo længere, man har levet og OPlevet, desto flere toiletter kender man simpelthen. Og det er noget så dejligt at have sin toiletlogistik i orden, at vide, at der aldrig er ret langt til det næste. Ikke altid fordi, det absolut skal anvendes til en gang præventiv eller trængende pis, men fordi det giver sådan en dejlig ro i blæren.

Eneste hurdle på den vandede vej er–og her går jeg så i gentagelsesmode–DSB. På verdensplan ( og jeg mener virkelig VERDENSPLAN!) findes der ikke et eneste uhumsk toilet ( og vi er altså omkring stå-toiletter i den mindste, fluebefængte lortelandsby i Uggabuggaland!), der kan hamle op med DSB efter Valby, hvis man rejser FRA København. Og Padborg, hvis toget udgår fra Flensburg. At rejse længere strækninger med DSB er en evindelig toilet-lidelseshistorie, hvor man ( i alt fald jeg) hellere sluger de kropslige affaldsprodukter, der sidder helt oppe i munden end anvender deres spand lort. Eller sparer ned på den måde, at jeg helst undgår at drikke noget som helst adskillige timer før afrejse.

Det er en (kvindelig?) irritation altid at skulle tilrettelægge sit liv efter tispotentiale, men når man kender sine små tricks, så er det til at leve med. Sådan er det jo bare…….

I dag er det så Kvindernes Internationale KAMPdag. Tillykke med det–mig og alle I andre af samme køn! Jeg kunne nu godt have nøjes med Kvindernes Internationale DAG.

For mig giver ordet “kamp” associationer hen imod væbnet oprør, selvmordsaktivister og dødbringende aktioner, der primært retter sig mod mænd. Eller måske, på en noget mere dansk og pacifistisk skala, om min ungdoms demonstrationer, kæmpestore bannere, besættelser af ( for os) strategiske steder og i sidste ende ubarberede ben og BH-befriede bryster. Men for at man på nogen mulig måde skal have en undskyldning–eller en begrundelse–for at gå til/i kamp, kræver det, er der er en klart definerbar fjende. Samt et lige så konkret formål eller forventet resultet af/ med kampen. Det er håbløst at mobilisere uanede kræfter mod noget så upersonligt som “systemet” (hvem er det?), så derfor har denne såkaldte KAMPdag i alle de år, jeg kan erindre den, primært været den årlige udladning af (nogle) kvinders aggressioner mod mænd.

For de fleste kvinder af min generation har det i årevis nærmest ligget i vores gener, at kvindeundertrykkelse var noget, mænd gjorde med vilje. At de på forhånd havde opstillet klare formål for, hvorfor de, for egen vindings skyld, havde en magtpåliggende interesse i at fastholde os kvinder i en underordnet position. I samfundet generelt, på arbejdspladserne og i de små hjem. Som om der forelå en klart defineret masterplan for, hvordan mænd til enhver tid kunne tromle kvinder. Således at kvinder altså var nødt til at gå til/i KAMP.

Det stemmer jo i grunden meget lidt overens med den virkelighed, de fleste af os lever i. Jeg er sikker på, der findes mange dumme svin hos mændene, som klart ser en egen interesse i at få “deres” kvinder til at gøre det beskidte arbejde og at behandle dem undertrykkende. Ikke udfra en overordnet kønsplan, men fordi det er det mest behagelige for dem personligt. Og at der sidder imbecile statsoverhoveder rundt omkring (og især vest for Atlanterhavet!), der ikke har fattet en hujende fis om, hvad det betyder at behandle sine medmennesker (og her IKKE kun kvinder!) anstændigt. Men det er ikke det, jeg personligt oplever. Jeg har faktisk ingen grund til at se mænd som mine umiddelbare fjender, tværtimod. I en daglig udfordring med at gøre samfundet mere ligestillet og værd at leve i for begge køn, ser jeg da de fleste mænd som mine allierede. Som vil og arbejder for præcis det samme som jeg. Og som på besynderlig vis somme tider går rundt og føler sig lidt skyldige, fordi det nærmest er blevet en indiskutabel antagelse, at de i årevis udspekuleret har undertrykt kvinder MED VILJE. Det må være svært–akkurat som det er uretfærdigt–at få selve den overordnede skyld for historiske omstændigheder ( og nogle gange rene tilfældigheder!) skudt i skoene.

For vel er der da områder, hvor ligestillingen stadig halter bagefter. Hvor kvinder får mindre i løn end mænd, og hvor der er klare skillelinjer mellem kønnenes “værdi”.  Hvor det er nødvendigt at lave en slags #metoo kampagner, selv om jeg (jeg skal nok dukke mig for alle de sten, der nu kommer flyvende!) personligt synes, at denne, meget nødvendige, kampagne er ved at udvikle sig til en heksejagt og derfor gradvist mister den seriøsitet, der er så nødvendig for den. Hvis missiler bare affyres ud i alle verdenshjørner samtidig, bliver det lidt grinagtigt og meget lidt alvorligt, at ingen af dem rammer deres mål. Det ene udelukker ikke det andet, og #metoo er af stor væsentlighed, men samtidig skulle den netop ikke gerne skygge for, at i andre dele af verden er der kvinder, som kæmper med helt basale, ulige vilkår, som faktisk nogle gange slår ihjel. Der skal være plads til begge dele, men måske synes jeg, at Hollywood for tiden har taget vinderpokalen i, hvem der har lidt/lider mest på bekostning af de mere tavse og umælende kønsfæller andre steder.

Hele dette skyldsspørgsmål har jo desværre også andre negative konsekvenser. For det første giver det carte blanche for mange kvinder til at placere sig selv i offerrollen. Der findes ikke noget mere ulideligt end mennesker, der har valgt–og dyrker–en selvpålagt offerrolle. Generelt er resultatet en menneskelig fastfrysning og et argumentationslager, der udelukkende finder begrundelser i, hvor synd (“for mig”) det hele er. For det andet graver det ikke-reparerbare grøfter mellem kønnene indbyrdes. Hvis det ene–altid, uden undtagelse og med fuldt kynisk overlæg–har trådt på det andet, så er der ligesom ikke så forfærdeligt meget at snakke om mere. Så er vi faktisk der, hvor kun KAMP er et effektivt våben. Hvor der skal smides nogle bomber og udryddes nogle idioter, for at verden kan blive god igen.

Det er jo netop ikke det, vi har brug for. Hvis ting skal ændres–og det er er mange, der skal–er den mellemkønslige dialog da det allervigtigste “våben”. Hvis vi som udgangspunkt tager, at ingen faktisk har gjort noget mod nogen andre med vilje, så giver det mening at have en international dag for kvinder. En dag hvor områder, der har speciel interesse for verdens kvinder, drøftes i givende dialoger. Men hvor vi lader spyddene og de andre mordvåben blive hjemme. Og hvor ethvert tiltag ikke tager udgangspunkt i, at de der mænd i årtusinder har undertrykt os med vilje–og primært for egen vindings skyld.

God dag!

Så er det i morgen mellem 9-18 og lørdag mellem 9-16, at der kan erhverves boligtekstiler til under halv pris på lagersalget hos Georg Jensen Damask i Kolding.

Der er ofte en smule kø, så, vejret taget i betragtning, er det nok en god ide at iklæde sig en smule af sine egne tekstiler hjemmefra. Det kan godt blive en smule frysende…

Og stedet er supernemt at finde: Drej fra ved Kolding S, herefter til højre og fortsæt ligeud. Så kommer man direkte til fabrikken.

Og nej: Jeg får ingen procenter. Til gengæld får jeg gode ting til gode priser!