Når man, som jeg, er usædvanligt terræn-gående i denne ikke-kommen-hinanden-ved-tid, så indvies man mere mere og mere i manualen over absolut uskrevne regler over simpel hilsning. Altså den slags hilsner, der finder sted mellem mennesker, der er ude at gå dagens obligatoriske kedsomhedsdræbertur eller bare godt kan lide lidt frisk luft.

En positiv ting er der da kommet ud af Coronaen. Vi er begyndt at hilse på hinanden. Det er som om, de håndtryk og knus, vi ikke kan give til folk, vi kender, er blevet transformerede over i, at vi hilser på de fleste ukendte, der passerer vores gåvej. Men helt så nemt er det så ikke. Slet ikke. For nok hilser vi, men der er altså en ret kompliceret ting at hilse korrekt.

For det første er der det med alderen. Altså alderen på den eller de personer, der kommer imod en. Den skal man lige have aflæst for at afværge ordmæssige bommerter, selv om det selvfølgelig både kan være svært og sikkert også ind imellem fornærmende. Fra mit aldersmæssige ståsted er hovedreglen, at alle ældre end mig selv hilses med et “Dav”, mens de fleste yngre får et “Hej”. Det indebærer selvfølgelig risikoen for selv at få et Dav, men så kan man jo altid spille halvdøv eller række lidt tunge i frustration bagefter. Brud på alderdomsreglen er dog, at alle, man kender rimeligt godt, altid, nærmest enhver alder underordnet, hilses med Hej. Undtagen dem, man ikke kender så godt alligevel, altså, og som sådan virker en smule datede.

Så er er den med Hej-et. Altså Hej-et til folk, man kender i forskellige grader. De tre bogstaver kan udtales på utallige måder, med diverse tryk og med absolut varierende længde. Som hovedregel er Hej-ets længe direkte proportionelt med, hvor godt man kender folk. Dem, man kun kender lidt eller ikke sådan rigtigt har mod på at komme til at kende mere, får den korteste version, mens rimeligt tætte bekendte får et alenlangt Hej. Nogle endda 2, men så rationerer man lidt og gør dem lidt kortere. Dem, man undervejs lige skal stå og råbe lidt til på 2 meters Coronaafstand, kan man godt spise af med et lidt barberet Hej, for de får jo, om man så kan sige det, erstatning i form af nogle andre ord.

Der er også dem, der kun får mimeudgaven. Dem kan man næsten kende på 10 meters afstand. De ser nemlig enten sure ud eller kigger stift ned i jorden. Så kan man sådan mime et Dav eller Hej, fordi man både er lidt i tvivl og samtidig ikke vil trænge sig på med en hilsen, de måske slet ikke vil have. Man kan også mumle den ned i sit halstørklæde og bagefter fortælle sig selv, at man var høflig.

Undtagelse 1 fra alle disse regler er, hvis man har hund med. Hunde er for det første ligeglade med hilseregler og har helt deres egne. De hilser mest med, på og under numserne og er sande superspredere i samtlige bakterier. Men møder man andre mennesker med hund, dropper man gerne alt det fis med Hej, Dav og længden på trebogstavs-hilsner. I stedet råber man på god afstand “Gør din hund noget?”, og svaret på det er sådan en slags kode for hundeejere, der enten legaliserer, at ens dyr hilser hinanden i numsen–eller at man går i en stor bue udenom hinanden. Helt uden at bekymre sig om Hej-er, Dav-er, snoreførerens alder eller personlige bekendtskaber.

Undtagelse 2 er supermarkedszoner. Hvis man befinder sig indenfor en radius af ca. 200 meter fra et supermarked, suspenderes de fleste regler. Så hilser man kun på dem, man alligevel ville have sagt Hej til. Fremmede mennesker, især dem med poser, forbigåes i tavshed og evig suspension fra alle terræn-gåendes regler. De er ikke med. De er ikke en del af det store terræn-gå fællesskab og dets indbyrdes hils. Det er nemlig meget vigtigt at lokalisere, om fremmede har et indkøbsmæssigt formål med deres gåen, eller de bare er ude at gå en tur. For ligeså vel som man garanteret Hej-er, Dav-er eller halstørklædemumler til akkurat de samme fremmede på stier og traveveje, så ignorerer man dem fuldstændigt, når de ekviperer sig med indkøbsposer. Sådan er det bare.

Og selvfølgelig laver man fejl. Jeg gør i alt fald. I begyndelsen var jeg ret elendig til overhovedet at hilse, for det har jeg ikke sådan brugt så overvældende overfor fremmede, før jeg blev coroneret til det. Man får afkortet de forkerte Hej-er, får Dav-et nogle ikke helt så trekvartgamle, understår sig ind imellem i at hilse på teenagere med ørebøffer og påmonterede mobiler–og så kommer man sådan lidt i familie med alle dem, man næsten møder hver dag på sine ruter. Ikke, at det er forkert. Det, der er problemet, er oftest, at man bliver lidt tvivlrådig omkring, hvordan i alverden man skal hilse efter 30 ganges møde på den samme sti. Kan man virkelig blive ved med det korte Hej, eller skal vokalen forlænges direkte proportionelt med antallet af terræn-gående møder? Skal man måske ligefrem standse op og snakke?

Eller skal man, som den lille dreng, jeg mødte 2 gange på samme rundtur i går, bare konstatere “Er det nu dig igen?” Det er da også en indgangsbøn og et tiltag i en tid, hvor man da i det mindste må sige, at Coronaen, trods alt, har lært os at hilse. Selv om manualen godt nok er svær. Og stadig uskreven.

Jeg ved, jeg ikke er den eneste. Det kan jeg jo se. Jeg ved også, at mange kvinder er nydelige og ryddelige omkring deres biler. Det er jeg dybt imponeret over. Jeg er bare ikke en af dem. Når det kommer til min bil, er den på ethvert tidspunkt et levende museum over mit liv og ville snildt kunne indgå som et øjebliksbillede af verden lige nu på min kvindehøjde. Som en slags kulturarv.

For lige nu er der to ting, der dominerer. Sådan overalt, henkastet i min bil. Jeg er ret stærk på det kørende mundbindsområde. Nok er der ikke den store variation indenfor modeller (jeg er mest til den på ethvert tidspunkt billigste!), men der er et skønsomt udvalg indenfor brugthed. Lige fra dem, der kun har været med i Netto en gang til de, der sådan er lidt løse i næsebøjlen og nok har været med ude at handle et rimeligt antal gange. Desværre har jeg forlængst opgivet at kategorisere mine mundbind. Man skal virkelig studere indersiden eller vrikke lidt med næsebøjlen for helt klart at datere dem. Jeg prøver efter bedste evne at begrænse deres råderum til handskerummet, men det er ikke lykkedes mig. Mine mundbind synes at have deres eget liv, så det kommer efterhånden ikke bag på mig at finde dem under sæderne eller i bagagerummet. Med et slag på tasken ville jeg nok sådan lige p.t. være leveringsdygtig til en hel skoleklasse bare fra bildepotet. Af brugte, altså. Jeg har også en kasse med nye. De er til, når jeg enten bliver akut vildt ansvarlig, eller når næsebøjlen knækker. Opsummerende må det konkluderes, at det er ualmindeligt imponerende, hvor mange mundbind der kan være i en Aygo.

Jeg er også klar på superleverancer indenfor håndsprit fra samme mobile depot. Jeg ville kunne bespritte op til samtlige handlende over en hel dag med mine lagre af halve og trekvartfulde spritbeholdere. Jeg har sprit i alle stråletykkelser, aromaer og mærker. I begyndelsen ville jeg bare være sikker på altid at have sprit i bilen, så jeg tog lige en flaske med for en sikkerheds skyld, hver gang jeg skulle afsted. Al den sikkerhed er nu godt forankret overalt i bilen, også under sæderne. Men ikke i handskerummet, for der er ikke plads for bare mundbind. Hvis jeg løber tør for sprinklervæske på en smattet vinterdag, så er redningen umiddelbart ved rattet. Ikke nok med, at jeg sagtens kan afspritte min bil på samtlige glas-ydersider–jeg kan også tørre og eftertørre med alle de mundbind!

Det er kun nogle år siden, min bil var oplagringsplads for for sent afleverede stile. Dem, der sådan kom dryssende, efter at hunden var holdt op med at æde dem og samtlige bedsteforældre var afgået ved døden op til flere gange, og som jeg absolut ingen hast havde med at få rettet. Og sakse og kuglepenne, for lærere får kun de frynsegoder, de selv anskaffer sig. Det var også dengang, handskerummet flød med kopierede dvd-er, og det kan jeg sagtens indrømme nu, hvor ulovlighederne er strengt forældede, og jeg alligevel aldrig fik alle de film ud af samme handskerum.

Før det var det alt det, der drysser af børn, der dominerede. Fra imponerende udvalg af sutter til surt gymnastiktøj og små ting til Barbier og Lego. Halvtspiste æbler var også et hit, især under sæderne. Mens handskerummet var fyldt med alle de vanvittigt vigtige sedler, man altid fik stukket i hånden, og som gerne skulle udfyldes med det samme. Det var utroligt, hvor meget papir man sådan kunne ophobe i en minibil før intranet og digitalisme.

Det er det, jeg mener med kulturarv. Hvor bilindholdet måske førhen mest pegede på et helt personligt plan og ens aldersmæssige ståsted i livet, så står min lille Aygo lige nu og signalerer med øredøvende dyt, hvor vi alle sammen er henne. Selv de allermest pertentlige bilholdere har garanteret brugte mundbind og sprit henkastet. Selv de mest bil-rengøringsfanatiske har køretøjer, der lugter bare lidt af al den sprit, der kører rundt på vejene for tiden. Vi er blevet en nation af sprittransportører og rejsende i mundbind. Hvis nogen gad lave en opgørelse over hvor mange kilometer, sprit på daglig basis blev fragtet rundt i landet, samt hvor mange liter sprit det drejede sig om–så ville vi garanteret ved fælles indsats overgå selv de allermest optimistiske prognoser for godstransport hos landets førende logistikfirmaer. For slet ikke at tale om, hvor meget vi kører rundt med vores mundbind. Nok kan vi ikke selv rejse, men jeg skal lige da love for, at vores mundbind er på farten.

Så måske skal jeg bare lade den være, som den er–bilen altså. Således at den, når alt dette er ovre, kan indgå som væsentlig kulturarv på Nationalmuseet. Så kan kommende generationer virkelig gå i dyb undren over, hvad i alverden 20`ernes kørende kvinder dog skulle med al den sprit og alle de brugte mundbind!

Det er jo ikke fordi, jeg virkelig anstrenger mig for at finde på noget at skrive. At jeg ligefrem søger efter det og nærmest bliver stresset, hvis ingenting af væsentlighed dukker op. Tingene plejer at komme til mig. Sådan heftigt bankende på, så jeg ligesom er nødt til at forholde mig til dem og få dem ud. Det er som at føde et barn hver gang. Sådan nogle skal også nødvendigvis presses ud, når de er der. Man har ikke noget valg.

Inspiration, hedder det. Og jeg må dybtfølt erkende, at samme inspiration hos mig dannes af et samspil af, hvad jeg oplever og tænker om det, jeg har oplevet. Det er derfor, det er så svært, så tomt lige nu. Jeg oplever nemlig ikke noget. Jeg ser kun på. Jeg er blevet reduceret til en tilskuer til en verden, jeg ikke sådan for alvor deltager i. For nok sker der da ting i den. Verdenen derude, altså. (T)rumpens pøbel, summen af samtlige indestængte enfoldigheder i det store land derovre, går amok på børnehaveniveau, mens de rotter, der hidtil har mæsket sig i narrens løgne, har fået forbandet travlt med at forlade den synkende skude, og selv herhjemme slår store politiske partier revner og sprækker på niveauer, der næppe når længere op end skolestart. Der er forbavsende få voksne til stede, for tiden. For slet ikke at tale om Coronaen, som styrer vores liv. Dikterer vores adfærd.

Men alt det derude handler jo ikke om mig, om mit personlige plan, sådan på hverdagsbasis. Det er ikke det, der giver mig indhold. Måske influerer det mig, men det er på langdistance. På bølgeskvulp, med stærk forsinkelse. For selv om det er absolut no-go, usolidarisk, en uhyggelig fremvisning af storslået mangel på samfundssind, så er jeg træt, noget så øredøvende, forbandet træt af, at der ingenting sker. Det er muligt, at Coronaen, som de allermest optimistiske guruer udi selvindsigt flittigt hævder, giver os en tiltrængt pause og et frirum til at kigge ind i os selv. At stresse af. At genopfinde både os selv og vores nære forhold til naturen. Og en masse mere, jeg simpelthen ikke gider skrive.

Men jeg HAR set ind i mig selv, og desværre er der beklageligvis ikke mere at se, at få øje på. Jeg er nærmere stresset end afstresset over ikke at skulle noget, ikke at opleve noget, ikke engang at kunne finde på noget at opleve, for hvis jeg gør, er det lukket. Jeg kan hverken komme på arbejde eller nyde at være arbejdsløs, for efter 1 år på denne måde med udsigt til en fuldstændigt svævende deadline, føler jeg mig som en teenager i permanent stuearrest. Jeg er frustreret over, at livet er noget, der foregår på afstand. Af mig. Og jeg sidder faktisk nogle gange med den følelse, der opstår ved erkendelsen af, at jeg nok på ingen måde har så meget liv tilbage, som jeg allerede har brugt. Det er som om, jeg lige nu bare klatter dyrebar tid væk på ingenting. På at vente. Og på at forsøge at se virkelig dybt ind i mig selv, at nyde ikke at skulle noget, at fortælle mig selv at jeg skal stresse af. Uden held!

Selvfølgelig kan jeg ikke stille noget op mod Coronaen. Som alle andre. Jeg kan måske pippe op om, at jeg da synes, det tager vel lang tid at få os vaccineret. Og jeg vil også gerne forsvare, at det her altså ikke er min yndlingskop med livseliksir og levet liv.

Selv hunden i haven ligner en, der ikke aner, hvor han skal gå hen. Med nedslået hale og trøstesløst forsøgende at negligere resterne af den nytårsraket, der ligesom står som en derangeret skamstøtte over næsten et år, der ikke rigtigt var.

Det er langtfra en depression. Men det er utålmodighed. Utålmodighed efter at holde op med at leve livet på afstand. Og et brændende ønske om at få lov til at være med. Opleve noget. Gøre noget. Blive rigtigt overdrevent glad over en god oplevelse og leve længe på den.

I alt fald at holde op med forgæves at spejde efter flere spændende ting inde i mig selv. Hvis der stadig er nogle tilbage, er de i alt fald godt gemt og ret utilgængelige. Tro mig, jeg har prøvet. I næsten 1 år.

Jeg har lige læst, at vores forbrugsvaner har ændret sig markant i Coronaåret 2020. Selvfølgelig har de det. Både fordi, det hele blev, som det blev, men også fordi vi faktisk ikke havde mulighed for at putte vores penge derhen, hvor vi førhen med glæde kastede dem. Tænk bare på, hvor mange penge vi ufrivilligt har sparet på rejser! Og så er det såmænd bare et eksempel.

Der er samtidig brancher, der har oplevet opblomstringer, de næppe havde set komme. Det gælder især byggemarkederne, hvor mændene gik hen og så på skruer, søm og akutte husforbedringer, og hobbybrancen, med garnbutikkerne i ( den strikkede!) førertrøje, hvor kvinderne gik amok. Dette ikke skrevet med sexistiske fortegn, men mere fordi det statistisk er bevisligt, samt–hvilket ikke er uvæsentligt!–at jeg personligt hellere ville brække samtlige brækkelige lemmer på tværs end bruge så meget som et sekund på at beskue søm og skruer i et byggemarked, mens manden samtidig ville føle sig som en garnmæssigt handicappet hanelefant i en strikkebutik.

Derudover har vores tøjindkøb også ændret karakter. Vi går tilsyneladende efter jogging-stilen–herhjemme også kaldet det udvidede natbukse-sortiment. Vi hylder en klar renæssance af camping-habitten på hjemmefronten, og når vi nu alligevel nærmest aldrig skal ud, så henslænges dagene linning- og lynlåsløse og helst i bomuld, fleece og et par numre for stort. Uformelighed ( her taler jeg om tøjet) og hel ordinær slitage er ikke længere udskiftningsårsag. Det er mere en markør af hygge og komfort. I den forbindelse er modeskaberne i øvrigt meget i tvivl om den kommende, forhåbentlig Coronafri sæson, for vil vi fortsætte med at dyrke manglende taljering og posning–eller vil vi gå i den stik modsatte retning og i den grad tage revanche på høje hæle og hælde os i kropsnære, lettere ukomfortable rober? Altså når vi nu engang skal ud.

Det siger selvfølgelig sig selv, at når vi primært kaster vores penge efter søm, skruer, garn, joggingtøj og andre relativt omkostningslave fornøjelser, så ender de fleste af os med en form for overskud. Man kan ikke bruge hele sin løn/pension på surdej ( den arver man vel også?), strømpegarn og rawplugs, og i bankerne har selvsamme overskud næppe ret megen opgang på opsparingen. Enten får man ingen renter, eller også må man selv betale for, at banken sidder på ens penge. Hvordan de så ellers gør det.

Derfor er der sket en enorm opblomstring på aktiemarkedet. Hvor det førhen–i alt fald i nogle kredse!–var suspekt og überkapitalistisk så meget som at tænke i baner, der var forbeholdt de rige og udspekulerede, er aktier nu blevet hvermands eje og et absolut både acceptabelt og tillokkende alternativ til at have et akkumulerende overskud stående at glo formålsløst og dyrt i banken. En af de førende aktieportaler, Nordnet, melder om, at de får omkring 250 nye kunder om ugen. Det er faktisk en hel del, når man samtidig indregner, at adskillige mennesker bare har deres bank som aktiedepot. Det er især blandt de yngre aldersgrupper, at aktierne er yderst populære, men vi trekvartgamle er også rigtigt godt med.

For selvfølgelig er der penge i det. I alt fald sammenlignet med de negative renter i bankerne. Efter at markedet nærmest brød sammen i marts, er det kun gået opad, så de, der dengang var forudseende nok til at investere, har tjent rigtigt godt, mens vi andre mere tøvende da i det mindste har fået vores penge tilbage. Med en pæn portion renter.

Så når nu joggingtøjet er fornyet, der ligesom er søm og skruer nok til det næste årti, og det ustrikkede garn nærmest ikke længere kan være i huset for ene nydeligt og nystrikkede trøjer til ethvert formål, så var det måske en ide at prøve det der med aktierne? Personligt købte jeg min første aktie for 2 år siden, var absolut totalt uvidende og meget enfoldig, har begået enhver tænkelig fejl undervejs, har tabt penge–lad os bare sige, de er fløjet væk, for så ved de fleste, hvad jeg var uforudseende nok til at investere i!–men jeg er altså også kommet ud med et pænt overskud og en akkumuleret viden, der udelukkende er begrundet i anskuelighedsundervisning.

Så når det hele er overstået, så kan jeg faktisk godt sponsere en pæn del af alt det, der er sjovt, og som jeg ikke har været i stand til at bruge penge på et års tid. Så kan jeg jo også altid se, om garderoben skal fornyes med nye natbukser eller stramme, taljerede kjoler, mens jeg sætter søm og skruer i pæne rækker og fylder alle skabe med ustrikket garn.

Krisetider kalder altid på syndebukke. Og ingen kan finde noget som helst troværdigt sted at placere skylden for Corona. Ingen tilfældighed at BLM og metoo# blomstrer i vildt flor rundt omkring i de ellers så golde og Coronabefængte haver.

Nu er to af de ikoniske, mandlige ronkedorer fra TV2 så faldet med store brag. De kunne ikke finde ud af at opføre sig ordentligt dengang for 20 år siden, hvor de gik rundt på et tilsyneladende kønskriminelt TV2 og krænkede løs. Det vil jeg slet ikke blande mig i. Altså om det er fair, og om der var noget seriøst om det hele. Min egen hukommelse er også lettere hullet, når det gælder hændelser fra for 20 år siden.

Til gengæld er min korttidshukommelse ofte strålende, så jeg kom lige til at tænke på et interview, jeg så fornylig med en tredje af samme TV-stations ikoniske ronkedorer. Denne gang dog en kvindelig. Hun sagde ” Jeg har haft masser af seksuelle affærer med kolleger på alle de arbejdspladser, jeg har været på. Folk, jeg har rejst med, Gud og hver mand”.

Jeg tror, uden på nogen mulig måde at forklejne eller tvivle spor på berettigelsen af metoo#, at Ulla Terkelsen skal være glad for, hun er en kvinde. Ellers var hun nok hverken sluppet afsted med den udtalelse eller havde undgået en opsigtsvækkende fyring pga. samme. Damen står jo ligefrem der og praler med, hvor mange gylpe hun har fået lynet ned, samt indirekte hvor mange praktikanter ( det er sgu` altid praktikanterne!) hun har scoret. Og hun slipper afsted med det. Uden at komme alvorligt i den folkedomstol, der altid virker mest hysterisk i krisetider, hvor der ikke er så meget andet at tage sig til.

For 20 år siden ville en mand, måske endda kun til nød, kunne slippe afsted med en lignende udtalelse. Det var vel nærmest utænkeligt, at den kunne komme fra en kvinde. Hvis–så var hun en luder, et forsuttet bolche og alle de andre nedgørende klicheer for en kvinde, der åbenlyst scorede mænd. En mand, derimod, kunne stadig–i alt fald i nogle kredse–blive set som en helvedes karl og en scorekaj med positive forbogstaver. Begge dele er passe, ovre. Nu er det næsten lige før, kvinderne legalt og åbenlyst har tilkæmpet sig rettighederne til udtalelser, de selv ville lynche, hvis de kom fra en mand.

Jeg fristes til at spørge, om det er det, vi vil? Jeg fristes ikke til at tage stilling. Kønsdebatten er så kompleks og har så mange fraktioner, variationer, identifikationer og komplikationer, at jeg slet ikke kan overskue at have en stålsat og uigennemhullelig mening. Jeg gider heller ikke fornærme nogen, bare pga. køn. Men det fratager mig jo ikke retten til at påpege, at det hele udefra måske ser en smule mudret ud…

Dette er ikke en skjult reklame. Selv om det ligner det. Det er nok snarere sådan en ikke-reklame, eller en lidt bevæget afsked med noget, der var.

I juledagene tog jeg mig sammen og købte noget nyt tøj. Tog mig sammen, fordi jeg godt nok er ved at blive noget slidt, afbleget og mørnet i sømmene–her i det samme tøj siden ca. marts. Til det skal selvfølgelig lægges, at der var udsalg. Jeg får meget ondt, hvis jeg tvinges ud i større anskaffelser udenfor udsalgssæsoner. Det var så godt. Nærmest velgennemtænkt godt, uden at være det. For jeg havde faktisk slet ikke indregnet en Brexit. Altså i at købe noget nyt tøj. Og det var billigt, toldfrit og uden mærkbare forsendelsesomkostninger.

Hvis jeg havde ventet bare til i går, havde sagen stillet sig ganske anderledes. Så var der løbet såvel told som velvoksne, øgede forsendelsesomkostninger på. For Cornwall er, som resten af Storbritannien, ude af EU. Det får næsten uoverskuelige konsekvenser–ikke bare for mine årlige småkøb udi tekstiler, men absolut på så mange andre fronter og områder, som vi slet, slet ikke har anelse om endnu.

Det ville have kostet mig 3-400 fuldstændigt indholdsløse kroner mere at have handlet i januar. Derfor er det selvfølgelig slut med forsendelser af tøj fra Seasalt. Man er vel ikke idiot. Hvis jeg skal havsaltes beklædningsmæssigt, må jeg derfor pænt afvente, at–ikke Brexit, denne gang–pandemien giver mig fysisk adgang til et land, jeg næsten ikke kan huske mere. Der vil, for mit og sikkert mange andres vedkommende, ikke længere være noget som helst at vinde ( nærmere en hel del at tabe) på nethandel med Storbritannien. Og de britisk producerede varer, som forhandles i danske, såvel fysiske som netbaserede butikker, vil få et gevaldigt prismæssigt højdespring. Man kan selvfølgelig sagtens indvende, at så kan jeg (og andre) jo bare købe dansk eller EU-sk, men med en utrolig forkærlighed for det britiske, er det i alt fald noget, jeg lige skal både vænne mig til samt have seriøse samtaler med mig selv om.

Og så er det jo ikke mig, der lider mest. Der er faktisk danske virksomheder, der lever af ting, baseret på britiske varer. Eller fisker i deres hav. På slaget 12 der i torsdags gik vores sygesikring også i baglås, så vi nu må se at komme hjem i en helvedes haltende fart, hvis vi brækker benet på de glatte brosten i storbyerne. Eller købe forsikringstillæg i dyre domme. Ligesom vi ikke længere bare kan slå os ned, men pænt må ansøge om nedslåning, hvilket nok vil give en del au-pairfamilier i det nordlige London en del uventede problemer. For slet ikke at tale om hele restaurationsbranchen, som givetvis står uden ret mange medarbejdere. Men det er selvfølgelig ikke mit problem. Det har de sgu` selv været ude om at stemme sig ind i.

Det bliver underligt, at man nu kan købe toldfrit, når man bare skal til Storbritannien. Det er vel også lidt fair som en kompensation for al den told på andre varer. Med hensyn til afgifter læste jeg også, at det første tiltag internt i riget derovre efter adskillelsen fra forfærdelige EU var at fjerne momsen på hygiejneartikler for kvinder. Altså til menstruation. Jeg ser en hær af menstruerende kvinder, der nærmest aggressivt går til kamp for Brexit for mig og prøver at overbevise mig selv om, at det nok var derfor, nationen som helhed tog det besynderlige valg. Døden skal jo have mindst en årsag.

Men det er altså slut med at handle i britiske netbutikker. På den ene side set sørgeligt for ens personlige smag, på den anden rigtigt godt for en i forvejen trængt dansk detailbranche. Det vil jeg trøste mig med. Og så kan de jo sejle deres egen sø derude i Nordsøen, de briter. Flyde rundt på deres billige menstruationsbind og selv passe deres børn og vaske deres beskidte tallerkener. Ingen hån er for lille. Hvis det dog bare ikke var fordi, kærligheden til alt det derovre stadig er så uendeligt stor…..

Jeg tror, jeg skriver om det hvert år. Det må jo så være et emne, der tilsyneladende optager mig meget. Hvad der egentlig kommer ret meget bag på mig. For det er jo ikke sådan, at jeg frådende kaster mig over ethvert stykke julet glimmer på helårsbasis. Om sommeren er jeg da relativt julefri. Jeg kan sagtens holde nallerne fra nisser på tilbud i utide. Men når så højtiden nærmer sig, sker der en umærkelig transformation. En besynderlig ændring i mine allermest basale smagsantenner, en pludselig opstået, nærmest umættelig længsel efter guld og glimmer, nisser og filigran. Og en stærk, mærkværdig afvigen fra, hvad jeg ellers synes er pænt. Med hensyn til julepynt går jeg gerne på kompromis. Det er faktisk lige før, jeg indenfor netop den genre har en forkærlighed for at hylde bling-bling og grimhed.

Nu har jeg så fået det meste af stadsen op. Ikke i gang og badeværelsestætte områder, for der råder (usynlige, for det meste) håndværkerne, og jeg gider ikke have nisser med mørtel. Det er nok, at de i forvejen er handicappede ( altså nisserne) og mangler lidt hist og her. Alting hænger nu pænt, hvor det plejer at hænge, stå, sidde eller ligge, for det er selve julens natur. At glimmeret skal glimre de steder, hvor det med højtidelig nostalgi også har glimret de sidste mange år. Julepynt er traditionernes holdeplads. Her er sjældent rum for nytænkning, alternativer er af det onde, og alting skal helst være, som det altid har været. Man kan jo nærmest finde sig selv småhulkende over en gammel nisse, som i vinterens løb har mistet endnu en legemsdel og derfor, under en slags julesorg, må ekspederes til de evige nissemarker ude i skraldespanden. Med hensyn til ophæng er det kolossalt tidsbesparende, at hullerne til tegnestifterne ses tydeligt fra sidste ( og alle de andre) år.

Den ene gang om året går jeg ( som sikkert mange andre) i alt det, jeg resten af året egentlig ikke bryder mig om. Jeg er villig til forventningsfuld at stille havenisse-kloner op på mit badeværelse, mens jeg om sommeren har et noget anstrengt forhold til samme folkefærd. Jeg overbefolker en hel vitrine med samtlige beboere fra min egen Klarborg-familie, mens jeg, hvis jeg skulle komme til at tage et kig på familiemedlemmerne resten af året, nok ville forsværge, at det var en slægt, jeg ville omgås seriøst med. De fleste af mine nissepar ( ja, de strikkede!) ligner ikke nogen, jeg kender, og var de i sommertøj af samme model som deres julegarderobe, ville jeg nok have svært ved ikke at sige ( i alt fald tænke!) noget, jeg slet ikke har lyst til at skrive. Især om indehaverne af dem. Jeg går også i hjemmebroderier, som har hængt de samme steder i årevis. Resten af året går jeg ikke i broderier. Jeg går nok hellere væk.

Jeg har et enormt arsenal af handicappede, legemsbeskadigede nisser og engle. For englenes vedkommende er det mest vingerne, de ligger og smider af sig, og så kan man jo sådan set diskutere, om de overhovedet ER engle mere. Dem gemmer jeg til bedre tider. Ikke fordi, jeg naivt tror på mirakler ( det skulle da lige være for englenes vedkommende!), der i sommerens løb vil give dem upåfaldende reparationer, nye legemsdele og fejlfri genopstandelser. Men udelukkende fordi, jeg er tæt forbundet med alt det gamle glimmer og stads, som er en essentiel del af min jul. Jeg har også min gamle pakkekalender fra 50-erne. Den hænger jeg op hvert år og må desværre også hvert år konstatere, at det nok, trods alt, er en skrøne alt det der med julemanden. Her kommer han i alt fald ikke.

Det siger alt sammen en masse om, hvad julen er. For udover glimmer, bling-bling, handicappet og udseendemæssigt udfordret julepynt, så indfanger den lige præcis al den tradition og nostalgi, som vi slet ikke hverken har plads til–eller under os selv at have plads til–resten af året. Når det er jul, er nostalgien legal og frydefuld. Den smager og dufter af sne, klejner og alt det, der ikke har en chance til daglig. Men som vi nok er nødt til at give albuerum denne ene gang om året, fordi det OGSÅ er en del af os. For mig er det i alt fald nødvendigt at gå totalt amok i mine traditioner, bare om julen.

Det er jeg ret vild med. Det kan man vel også konkludere ud fra, at det tilsyneladende er nødvendigt for mig at skrive om det hvert år!

I Storbritannien har man for nylig lavet en, selvfølgelig ikke videnskabeligt begrundet, undersøgelse af, hvad kvinder egentlig ville gøre, hvis mænd forsvandt fra jordens overflade i 24 timer.

Det påfaldende er, at svarene minder utroligt meget om hinanden, således at det jævnt hen er præcis de samme ting, samtlige adspurgte kvinder ville gøre. Det skal i øvrigt også nævnes, at svaret “savne dem” ikke forekommer.

Som en klar nummer 1 på listen står det at gå en tur alene i mørket. Og i forlængelse af det ikke hele tiden at vende sig om og kigge tilbage, hvis man alligevel er nødt til at gå alene i mørket. Den ville også være nummer 1 på min liste. Lad mig sige det sådan, at jeg nødigt går uoplyste eller dårligt oplyste steder alene, når det er mørkt, og at der simpelthen er steder på mit mentale kort, der er absolut no-go i mørke. Nogle af dem endda i dagslys. Der er også steder, hvor jeg egentlig lige så godt kunne gå baglæns–så ofte vender jeg mig om ved enhver lille lyd. Og hvis man spurgte mig, om jeg turde gå stederne, hvis samtlige mænd var midlertidigt udraderede, så var svaret nok ja, for det er ikke trolde, spøgelser, onde ånder og varulve, min fantasi ser som potentielle overfaldsvæsner.

Andre svar med stor tilslutning var at kunne tale uden at blive afbrudt, at klæde sig præcis, som man selv havde lyst til og endda klæde sig i det, der udefra set (af hvem, i øvrigt?) kan blive tolket som udfordrende. Der var også mange, der ville føle sig meget mere trygge på de sociale medier samt i forlængelse af det blande sig meget mere i verserende debatter.

Mange kvinder ville også for første gang i deres liv gå alene til fest. Og når festen–eller måske bare dagen–var til ende, ville de turde sove udendørs under stjernerne uden anden beskyttelse end en sovepose. Den sidste kan jeg også sagtens genkende. Jeg sover heller ikke på terrassen i mit sommerhus, selv om det nogle gange er kvælende varmt indenfor. Der kunne jo komme nogen og tage mig. Og det er så igen ikke sagn- og eventyrvæsnerne, der står på spring for at overfalde en trekvartgammel rynkerinde.

I øvrigt var en af højdescorerne, at adskillige kvinder ikke gad bære make-up. Den er lidt pudsig, for implicit i den liger jo så, at kvinder udelukkende bærer make-up for mænds skyld. Jeg ser det nu mere som, at mange kvinder–især på min alder–primært smører det på for at foregøgle sig selv, at de ikke er blevet et år ældre, siden de var teenagere. Altså lige så meget for deres egen skyld som for mændenes. Men måske tager jeg fejl.

Alt i alt er det tankevækkende, at nærmest alle svarene går på en form for utryghed. På at man pga. sin utryghed opfører sig helt anderledes, end man egentlig gerne ville, udelukkende fordi der findes mænd. Som om mænd er omvandrende, potentielle overgrebs- og voldtægtsmænd. Alle sammen.

Det ved alle kvinder selvfølgelig godt, de ikke er. Men den lille gruppe af dårligt opdragede, mentalt forstyrrede, mindreværdsbefængte, psykopatiske mænd, som rent faktisk begår forbrydelser på netop de steder, hvor kvinder er angste for at træffe dem, kommer i undersøgelsen til fuldstændigt at tegne billedet. Det er beklageligt. Men det er samtidig sandt, at kvinder, der vandrer alene på øde steder i mørke, ene og alene tænker på dem. Derude kan man godt undertrykke enhver logisk statistik på, at langt de fleste mænd er helt anderledes.

Så hvis man spurgte mig om, hvad jeg ville, hvis jeg havde 24 timer uden mænd, så var mit svar også den med at gå trygt alene i mørket. Hvilket leder mig videre til, at det da egentlig kunne være interessant at spørge i dette forum: Hvad ville DU gøre, hvis verden var uden mænd i 24 timer?

Jeg kan forstå, at begrebet forældelsesfrist tilsyneladende for tiden er sat ud af spil. Dette samme gælder i øvrigt, efter min mening, almindelig sund fornuft.

Men: Da jeg var ung, nyuddannet lærer i midten af tyverne, blev jeg kastet ind i en 3.g-klasse som vikar. I klassen var en særdeles selvbevidst ung mand, der var såvel alle pigernes håb og drøm som særdeles bevidst om, at det forholdt sig sådan.

Samme unge mand bedømte tilsyneladende den nye engelsklærer som endnu et potentielt offer for opfyldelse af egen narcissisme. I alt fald skyede han ingen midler for at gøre særdeles opsigtsvækkende opmærksom på sig selv. Det kunne foregå på mange måder, men især holdt han umådeligt meget af at placere sig liggende på bordene foran katederet ( det havde man dengang!) med hænderne under hagen og stirre kælent på læreren. Altså mig. Utallige gange verfede jeg ham væk, men han var ualmindeligt insisterende. Og vedholdende. For havde jeg negligeret ham længe nok, kunne han såmænd finde på at tage sin stol og placere den klods op ad min, bag katederet, i timen. Utallige var de små, søde blikke, jeg fik, og lige så utallige var de gange, jeg prøvede at sætte ham på plads. At forklare, at jeg faktisk fandt ham røvirriterende og infantilt uinteressant, hjalp ikke. Det lod han sig ikke spise af med.

Faktisk var jeg ved at gå lidt op i limningen over den særdeles uønskede interesse, som jeg bare ikke kunne få ham til at forstå var særdeles uigengældt. Jeg tror, det tog flere måneder, inden den tåbelige unge holdt op med at henslænge sig på de borde. Og accepterede mig som et voksent menneske med interesser, der på ingen måde indbefattede hans juvenile tåbeligheder. Dog kom der det positive ud af det, at min bidende ironi overfor ungersvenden overbeviste i alt fald en god del af klassens piger om, hvor totalt latterlig han var.

Anyway, nu er det så, jeg spekulerer alvorligt på, om jeg i virkeligheden har gået rundt med store ubevidste traumer siden dengang i midt-firserne. Altså så store, at jeg bare må ud med dem i ly af tidens bekendelsestrend. Det her er da større end så meget af det andet, vi hører om.

For så kan jeg være med til at skygge over alle de forfærdelige krænkelser mod kvinder, som vi slet ikke har overskud til at fokusere på for tiden. Vi drukner i bagateller og ser ikke alle de mange kvinder, der virkelig ER blevet krænket. Og har så meget brug for hjælp.

Dette slog mig, altså den gamle historie, da jeg læste, at en anden af samme skoles gamle elever har følt sig nødsaget til at sende en offentlig undskyldning ud, fordi han for 20 år siden gjorde noget, der pludselig, med 20 års forsinkelse, er blevet dumt. Lad mig bare slå fast, at det altså ikke var Jesper Petersen, der lå der på bordet og spillede Fandango. Det var han alt for fornuftig til.

Og jeg vælger samtidig at grine af den tåbelige ungersvend, der der i midt-firserne opførte sig lattervækkende. Åh, Gud, lad os da komme videre og koncentrere os om det, der er vigtigt, væsentligt og som, hvis vi ignorerer det, er virkelige, ondskabsfulde krænkelser mod kvinder, der bare fortsætter!

Jeg har egentlig holdt lav profil omkring den senere tids overstrømmende mange krænkelsessager ( som de kaldes!), fordi jeg ikke har haft den rigtige mavefornemmelse omkring, hvor jeg selv står. Men, som med så mange andre ting, er der issues, der er så væsentlige, at man ligesom er nødt til i alt fald at have en form for mening. Sager, hvor man ikke bare kan være neutral og snakke udenom. Især fordi man er kvinde.

Jeg har samtidigt været meget bekymret for at lade mig rive med af sociale medier og medier generelt, fordi det netop i de aktuelle sager har været en meget betænkelig- og farlig- tendens, at såvel ofre som gerningsmænd udelukkende er blevet bedømt på, somme tider endog nærmest diagnosticeret på, hvad man kunne læse om dem i medierne. Det er hverken fair eller tilrådeligt. Vi er forbavsende hurtige på triggeren, når det gælder folkedomstole og offentlige gabestokke, og det klæder os ikke. I øvrigt har de magtmænd, som de sidste ugers sager har drejet sig om, fået den ultimative, for magtmænd nærmest altødelæggende straf: De har tabt deres magt!

Alligevel er der to ting, der slår mig omkring de aktuelle sager. Langt fra personlige omkring de involverede, men som en klar tendens. Den første er substansen af sagerne. Mængden, om man vil. Det er, fra nogle sider, let at grine af, endog afvise som hysteri, den enkelte hånd på låret. Eller det enlige slik i øret. Men når det hele pludselig eskalerer og drejer sig om utallige hænder på fremmede kvinders lår og et helt utilbørligt slikkeri, så har vi et problem. For når en enlig svale bliver en tendens, så må vi tage det alvorligt og reagere. Og det er netop, hvad vi ser lige nu. Det vrimler frem med fugle på steder, hvor de ikke hører til.

Det fører egentlig direkte videre til det næste. Nemlig at når det forholder sig sådan, at tusindvis af, hver for sig måske små, krænkelser finder sted, så må det hele have en underliggende årsag. En forklaring. Jeg tror, forklaringen i al sin enkelthed går ud på, at for mange mænd er kvinder stadig ikke ligeværdige. Man kan ikke bilde sig selv ind, at det skulle være fuldstændigt legalt at forulempe en anden, med mindre man ser samme anden som sin egen underordnede. Magtmænd lægger ikke hænder på hinandens lår. Det tør de ikke. Selve tanken er utænkelig. Men med personer, der som sådan ikke rangerer på samme niveau, er det en ganske anden sag. Jeg er ganske og aldeles overbevist om, at når den uvelkomne hånd lægges på det fremmede lår, så eksisterer der ikke en frygt for repressalier, en angst for at blive til grin og en erkendelse af at være et dumt svin. Der eksisterer udelukkende en indgroet tro på, at det er man i sin fulde ret til. For nogle endda så overmodigt, at de sikkert tror, kvinderne bliver smigrede ved ren håndspålæggelse, af opmærksomheden fra overherren samtidig.

Personligt går jeg ikke rundt og placerer mine legemsdele på fremmede mænds ditto. Jeg slikker dem heller ikke i øret eller presser dem ind mod mig på dansegulvet, ligesom jeg heller ikke stikker min hånd i deres bukseben og gnider dem på lemmet. Bare tanken gør mig flov. Samt, må jeg nok indrømme, fylder mig med en smule fysisk ubehag. Men vigtigst er vel, at jeg ikke tør. Jeg kan ikke se noget menneske for mig, i forhold til hvem jeg ville være i en så overordnet position, at jeg kunne tillade mig overhovedet at overveje tanken. Og jeg er alvorligt bange for, at det er fordi, jeg er kvinde. Godt nok er mænd uhyre stupide på adskillige områder, men jeg ser ikke mig selv som tilhørende et overordnet køn i forhold til dem. Et køn, der legalt kan tage sig friheder af den uforståelige årsag, at der i nogles hoveder eksisterer en indiskutabel norm om, at det andet køn ikke er ligeværdigt. Man kan nemlig ikke behandle kvinder som shit, hvis man ikke basalt ser dem som mindre værdige. Det ville man ikke turde!

Så for mig er det væsentlige, at substansen af alle disse sager er skræmmende, samt at netop substansen understreger, at mange mænd stadig ser sig selv som overordnede i forhold til kvinder. Derfor er det i min optik lige præcis der, vi skal ind og have fat i problemets rod. Vi skal have ændret nogle helt basale tankegange og skabt en kultur, der bygger på ligeværdighed. For så længe bare en hånd lægges på det forkerte lår, så beviser den med al tydelighed, at ligestilling mellem kønnene stadig er et issue, der skal tages seriøst og virkelig arbejdes med.