Det må lige vente til efter…..

Jeg har en dårlig vane (mere). Om jeg deler den med nogen, ved jeg ikke, men det skulle sådan set ikke undre mig.

Når jeg skal træffe ubehagelige beslutninger eller måske bare indgå aftaler, der kan få et ubehageligt udfald, eller måske bare er en smule udfordrende eller besværlige, skal det altid vente til efter…..

“Efter” betyder i denne sammenhæng ofte begivenheder, rejser, helligdage, bestemte datoer eller måske bare aflønningsdag. Det, jeg skal, er oftest ting, jeg på den ene side set er nødt til og på den anden side set enten ikke gider eller har meget lidt lyst til. Det kan også være noget, der er ganske uskyldigt, men tidrøvende og en smule besværligt. F.eks. skal aftaler med frisøren altid indgås “efter” et aller andet. Det samme gælder bank, læge og tandlæge.

Jeg er eminent til at lave fine aftaler med mig selv om, at “efter jeg har været i….”, “efter jul”, “efter det ældste barns fødselsdag”, så vil jeg virkelig hengive mig seriøst til at gøre noget ved en bestemt ting og få lavet den der aftale, som jeg har så svært ved at kvinde mig selv op til at få realiseret.

Jeg har sådan set gennemskuet mig, men det ændrer jo ikke ved, at det forholder sig sådan. For hvis jeg hele tiden har den faste, ubrydelige aftale med mig selv, at dette og hint vil blive sat på skinne EFTER noget, så kan jeg jo fuldstændigt flygte fra ansvaret. Jeg kan bilde mig selv ind, at jeg HAR taget ansvaret–jeg har bare sat en ny deadline på. Givet mig selv en smule latenstid, om man vil. Jeg kan også i stilhed fortrænge det forudventende onde, og i nogle tilfælde endda lade som om, det slet ikke eksisterer, for ofte har man da hørt om, at modbydeligheder og trælse ting bare sådan går helt og aldeles over af sig selv. Lader man tilstrækkelig lang tid passere, har de såmænd nok helt glemt ens overtræk nede i banken og vil slet, overhovedet ikke snakke med en mere. Måske.

Begrundelsen for alt dette er inde i mit hoved, at man aldrig må ødelægge en positiv begivenhed. Det skal forstås sådan, at man jo ikke laver en irriterende aftale, FØR man begiver sig ud i noget rart. Man grovnyder det rare uden tanke for den der lille, dumme ting, og så må man være en ansvarlig voksen og tage sit slæb, når man nu er godt og vellykket igennem alt det positive.

Problemet er bare, at når den ene positive begivenhed er overstået, så venter der minsandten endnu en ude i horisonten. Og hvis man er mig, så snupper man da lige den med, inden der indgås grimme aftaler, for man ødelægger vel ikke det gode, der kommer til en?

I næste uge skal jeg en tur til Rom, og der er da godt nok lige nogle ting, der har fundet blivende hængeplads på den tur. Så mange ting, der skal gøre EFTER…. Men så er der jo fortvivlende få dage til jul, og hvad så? Kan man så overhovedet NÅ det? Måske er det meget, meget bedre at vente med hele aftaleophobningen til EFTER jul? Der er også så ualmindeligt behageligt lang tid til. Faktisk lang tid nok til, at rigtigt mange af tingene sagtens kan gå over af sig selv eller i sin mor.

Og når man nu har sat en deadline til EFTER jul, så har man samtidig været noget så voksen og ansvarlig overfor sit eget liv. Det er jo ikke fordi, man ikke vil. Det må bare lige vente til efter…….

PS. Og i år må jeg faktisk sige, at min “efter”-taktik havde visse fordele. Mit skift fra vinterdæk til sommerdæk skulle i en uendelighed vente til “efter jeg havde…”. Pludselig var det så blevet oktober. Så var ondet helt og fuldstændigt på forunderlig vis gået over af sig selv. Tilligemed sparede jeg 2xdækskift!

Continue Reading

Om manglende gener.

Så er det igen en af de (heldigvis få) gange om året, hvor jeg så brændende kunne ønske mig, at jeg havde arvet nogle flere af min mors pyntegener. De har tilsyneladende droppet eller overset en generation, for datteren er da heldigvis ret godt kørende i design. (IKKE pynt, jeg ville være hovedløs, hvis hun læste dette og tolkede det, som om jeg beskyldte hende for pyntesyge.)

Anyway, min mor er ( og især var) et stort julemenneske, der elskede højtiden og især at pynte op til den. Og det var hun faktisk ualmindeligt god til. Både til selv at kreere, sy og plante skønne ting og smukke dekorationer sammen. Det skal hun have: Det var smukt og smagfuldt. At der så til tider måske var en lille smule for overvældende meget af det, det er så en anden snak.

Men når jeg skal forsøge at gøre mit hjem en smule mere julespiseligt, så går det næsten altid ufordøjeligt galt. Mine hænder er ikke til hyggekreativitet. Noget så simpelt som en adventskrans (billedet) kan jeg nærmest ikke få til at ligne andet end et falleret skib i stormvejr fra alle vindretninger på en gang. Det er årtier siden, jeg ophørte med selv at pynte en granring med sløjfer og lys. Silkebånd går i destruktionsmode, når jeg rører ved det, og nægter på samme tid at omforme sig til noget, der tilnærmelsesvis ligner en sløjfe. Samtlige lys går i adventsstrejke og ser ud, som om de i hastigt trav er på vej i hver sin retning–ydermere kraftigt hjulpet af tyngdekraften.

Denne her sag købte jeg, fordi den var simpel. Man skal bare (“bare”, min bare røv!) fylde lidt pænt nivelleret ler i bunden, putte nogle lysestager i og sætte lys på. For de meget mere avancerede kan man derudover stikke et par grangrene ned mellem lysene, men de få år, jeg prøvede det, lignede de omkuldblæste kyllingeben–og i øvrigt gik der altid ild i dem, fordi de stod en smule sikrere, hvis jeg satte dem sådan helt tæt op ad lysene. Lernivellering, må jeg konstatere, hører ikke hjemme blandt mine spidskompetencer, selv om jeg da virkelig gør mig umage. Det kan bevises, for der er ler overalt på køkkenbord, køkkengulv og mig. Og de tumpede lys har sådan nærmest deres eget kontrære liv. Selv om jeg bruger de samme år efter år (jeg købte dem vist i 00-erne) bliver de da ikke en skid bedre til stå oprejst med årtierne. Sådan noget ler er også noget forfærdeligt griseri, når man med magt skal putte det ned i sådan en fancy form. Det klæber sig jo op ad siderne, og når man vil tørre dem af, slæber man bare halve lermarker  helt ud på ydersiden af tingesten.

Det er det samme med den slags små, hyggelige tableauer, som så mange er eminente til at stille op i hjørner og kroge. Når jeg skal lave sådan et, ser det ud, som om det viser selve epicentret ganske få sekunder efter et katastrofalt jordskælv. Der er i alt fald ingen, selv de allermest fantasifulde, der kan stykke sammen, hvad den egentlige intention har været. Men i år fandt jeg nogle gamle krybbespilsfigurer og følte ligesom indeni, at her var et område, hvor jeg kunne forsøge mig uden alt for traumatiske følger. Det var vel bare at stille figurerne op. Som sagt, så gjort, og faktisk stod de alle sammen i pæn ro og orden: 3 vise mænd, 2 engle, 3 får, 1 ko og 2 Joseffer. Det sidste kan man vel godt til nød leve med ( og man kan vel altid argumentere for, at han var tvilling og havde besøg af sin bror), men det ER nu lidt tamt, må jeg indrømme, når man har totalforlist Jomfru Maria og Jesusbarnet. Det bliver ligesom ikke helt det samme.

Heldigvis har jeg det sådan, at jeg prøver at fortælle mig selv, hvad jeg i stedet er god til. Det vil jeg undlade at remse op her, for den slags er det pænest og mindst arrogant at gøre inde i sig selv. Så bliver jeg sådan lidt glad igen og kan godt leve en måneds tid med den rædsel af en adventskrans, jeg overhovedet ikke gider at reparere så meget som et sekund mere på. Forøvrigt tager min bror min mor til jul, så jeg slipper endda for de der blikke, som enhver datter vist kender–og frygter!

Og så tænker jeg også, at hvis jeg nu var super-fantastisk til alt det der hyggenyggejuleri, ville jeg så overhovedet få tid til alt det andet, jeg også gerne vil. Så kunne jeg jo binde adventskranse, lave tableauer og sy julehjerter herfra og langt over til naboen, og måske endda lokalisere et fortabt Jesusbarn et sted, men ville det gøre mig lykkeligere? På sigt?

Nej,  jeg er vist sådan en, der er rigtig god til at beundre andres kreativitet og flotte julepyntning. Takket være min gendefekt. Har jeg bestemt!

Continue Reading

Om the og rundstykker.

Jeg har lige været oppe ved en veninde for at drikke formiddagsthe og spise rundstykker. Det–i sig selv–er der såmænd ikke noget specielt ved. Det gør jeg da en hel del gange årligt, sådan fordelt over diverse veninder.

For det er vi nemlig rigtigt gode til, vi kvinder. Vi er eminente til at afsætte et par timer til dejligt nykøbt, eller hvis bølgerne går højt: nybagt, brød, hvor vi over the eller kaffe såvel får vendt verdenssituationen, opdateret hinanden på de væsentligste og nyligste små og store begivenheder samt vendt lidt godsindet sladder om fælles bekendte og andre former for relationer. Jeg vil ikke sige, vi dyrker det, men vi prøver at holde det i live, og selv for folk som mig, der må indrømme at være en smule socialt dovne ind imellem, er det en væsentlig del af at have et netværk.

Så er det, jeg kommer i tanke om, at jeg da faktisk aldrig har set manden og en ven invitere hinanden på formiddagskaffe. Ej heller har jeg nogensinde oplevet, at han har fejret sine mærkedage ved at have en flok mandlige venner til kaffe med brød. Hvis venner og bekendte impulsivt dumper forbi, får de som regel et aller andet, men jeg har endnu til gode at se og høre, at nogen på forhånd er budt til kaffe på et bestemt tidspunkt, og at der er indkøbt brød eller kage i samme anledning.

Her taler jeg så IKKE om de “fælles” kaffeborde–dem hvor begge køn er med. Sådan nogle tæller ikke med i dette. Men udelukkende om det et-kønnede theparty.

Jeg tror ikke, min mand på nogen muligt måde er særegen–eller totalt venneløs–på det felt. Faktisk kan jeg da heller ikke erindre min far og en eller flere af hans venner drikke planlagt kaffe sammen og i grunden ikke foretage sig andet end netop det. Altså have det som selv formålet. Vel drikker mænd da kaffe sammen, men som jeg oplever det, er det enten spontant eller i forbindelse med, at de bagefter, eller før, har en praktisk opgave, som de sammen skal udføre. Det er aldrig kaffe for kaffens skyld.

På netop det område mener jeg faktisk, mænd kunne lære noget af kvinder. Måske endda også forebygge diverse grader af ensomhed. Ved at prøve at se kaffe/thedrikningen som selve formålet i sig selv, men også, på et udvidet plan, en metode til at opretholde et netværk, der ikke udelukkende er opstået på baggrund af praktiske gøremål.

Faktisk tror jeg, mænd ville kunne hente en god gevinst ved at blive meget bedre til det, de fleste af dem betragter som “at sladre”. Hvilket det selvfølgelig ( indrømmet!) også er i nogle tilfælde, hvis man vælger at overse, at det også er et middel til at holde sig opdateret i andre menneskers liv, at få vedligeholdt sine egne sociale kompetencer samt at kæle lidt for det netværk, man især som ældre/ pensionist har så uendeligt godt af at bibevare. Det er svært pludselig at indlede kaffedrikningsseancer med andre mænd som pensionist, hvis man aldrig har praktiseret det før.

Så vi kvinder er heldige, at vi gennem lange liv har brugt vores tid på al den kaffe/the, al den kage og alle de rundstykker. Det har nemlig givet os nogle bånd, som det overhovedet ikke bliver svært at opretholde, selv når vi ikke længere er på arbejdsmarkedet. Tværtimod. Så får vi jo bare endnu bedre tid til det!

Hvorimod vores mænd, hvis de ellers vil forsøge på at indhente os i gode, brugbare relationer, nok snarest bør gå i gang med at få inviteret deres mandevenner til kaffe, kage og en helvedes masse sladder sådan en lørdag formiddag, hvor deres kvinder alligevel sidder et andet sted og foretager sig det samme. Måske vil en og anden blandt dem endda på sigt forsøge at bage en kage, og så kan de jo, akkurat som os, bruge noget tid på at diskutere opskriften og ovnens temperatur, før de scroller videre til naboens umulige unger…….

Continue Reading

Når støvsugeren strejker, bør det være gråvejr.

Min støvsuger er gået i vinterhi, strejke, dvalemode eller er simpelthen bare gået i god, gammeldags stykker. Jeg havde ellers bestemt mig for at støvsuge min vrede over udfaldet af gårsdagens valg ud af kroppen. Sådan virkelig tæske ubehøvlet løs på alle forhåndenværende møbler, dørkarme og genstridige gulvtæpper. Komme ind i hjørner, hvor jeg ellers sjældent er på visit og prøve at trylle mit hjem hundehårsfrit.

Det blev ved tanken.

Heldigvis er det gråvejr, og solen er fuldstændigt erstattet af tåget efterårsregn. Der er nemlig ikke noget så støvsugningsmæssigt traumatisk som en vinterdag med strålende, lav sol, der som en støvdetektiv finder vej til alle de steder, man ellers ikke ser, og belyser ens ubevidste svinskhed i al sin grusomhed. I mange, lange perioder med snusket sigtbarhed kan man foregøgle sig selv, at rengøringsstandarden da i det mindste er rimelig, og at ens hus ikke smitter af som sådan.

Men pludselig en dag kommer så den der solskinsdag. Og så kan man jo frygteligt konstatere, at man har taget noget så grueligt fejl. Det vrimler, som om nogen har tryllet dem frem i nattens mulm og mørke, frem med månedsgamle spindelvæv, gulvtæpperne, som man naivt troede bare var bløde, viser sig primært at være sammenvævet af hundehår, og i krogene holdes der  nærmest multinationale konferencer for afdøde insekter. Man forundres over, at noget dagslys overhovedet har været i stand til at trænge gennem vinduernes glas, og hvis en myndighed på noget tidspunkt skulle mangle ens håndaftryk, så kan man konstatere, at det vil være helt uproblematisk at finde det i nærmest utallige versioner på ethvert glasparti. Ydermere kan man såvel sætte sin autograf som skrive “SVIN” ( eller hvad man nu ellers har lyst til at kalde sig selv) på de fleste af vindueskarmene og andre flader.

Vintersol er fantastisk, når man ikke lige skal anvende den til at gennemgå sit hjems rengøringsstandard. Men til netop dette er den afslørende, traumatisk og decideret en fremkalder af dårlig samvittighed. Mit hjem er bedst til gråvejr, må jeg nok konstatere. Selvfølgelig kunne man også vende den om og udelukkende se det positive: I vintersol er det hverken støv, hundehår eller mumificerede insekter, jeg går ned på!

Så det er godt, det er gråvejr i dag. Så må jeg jo bare bruge fantasien til at finde frem til, hvad jeg så skal tæske løs på. Støvsugeren, måske?

Continue Reading

#metoo.

Min historie hører til i den “lette” ende af skalaen. Selv om der overhovedet ikke burde findes et parameter for den slags. Men med det mener jeg, at jeg hverken er blevet fysisk eller psykisk forulempet i en grad, der har sat sig varige men, og at jeg ikke bærer rundt på traumer fra forgangne forulempelser. Jeg kan bare stadig erindre det, og når jeg så gør det, ja, så bliver jeg sur. Vranten og stiktosset.

I begyndelsen af 80-erne gjorde jeg rent på DLG på havnen i Århus. Det var en møgbeskidt arbejdsplads, hvor store mængder af snavsede mænd væltede og slæbte rundt i grovvarer og mudder fra havnen. Det var også en arbejdsplads, der altid var i gang, så som rengøringskone var det så godt som umuligt at finde et tidspunkt at være alene dernede. Der var altid folk på arbejde, og det var faktisk en smule traumatisk at iagttage, hvad der kunne ske for et nyvasket gulv i løbet af få minutter.

Kantinen lå på 1. sal, og især den lange trappe derop var en udfordring rent trappevaskemæssigt, for alle møgbeskidte gummistøvler skulle adskillige gange dagligt den vej. Og det satte sig meget synlige spor. Derfor var det nødvendigt at vaske den på gammeldags vis, med en stor gulvklud og røven godt i vejret, mens man MØGsommeligt kravlede hele vejen op. Selve situationen blev heller ikke forbedret af, at havnearbejderne i en uendelighed skulle passere forbi mig på den relativt smalle trappe.

På en af disse opkravlinger kunne en passerende havnearbejder tilsyneladende ikke stå for at smække mig i røven. Han gav min opadvendte bagdel et ordentligt klask, og da jeg faktisk var fuldstændigt uforberedt på netop den type angreb, blev jeg på samme tid såvel forvirret som forskrækket.

Faktisk blev jeg så forskrækket–og forfærdet–at jeg rent reflektorisk fik mig rejst i en forfærdelig fart og smækket synderen en syngende lussing. På det tidspunkt i mit liv var jeg ret god til lussinger. Når man er så relativt klejn af statur, som jeg er, må man nødvendigvis øve visse fysiske gengældelser til perfektion, så jeg var faktisk rimeligt berygtet for mine lussingemæssige gengældelsesaktioner. Som man dengang sagde om perfekte lussinger, så “sad” den. Det betød, at den efterlod sig såvel en vis form for smerte, men også at den satte sig varige ( i alt fald ugevarige) fysiske spor samt at fjolset nok har haft noget af et forklaringsproblem overfor sin kone. Eller i alt fald overfor de andre havnearbejdere.

Som jeg husker det, var det faktisk ingen ordveksling. Han krøb i skjul og har sikkert siddet et mørkt sted oppe i kantinen, indtil han var fuldstændigt sikker på, at den trappevaskende furie var gået hjem til sig selv igen.

Få dage senere blev jeg så ringet op af min overordnede hos Jydsk Rengøring. Der var indkommet en klage over mig. Jeg skulle, helt umotiveret, have overfaldet en havnearbejder og fysisk forulempet ham på kinden. Heldigvis var samme overordnede en klog og forstandig kvinde, der selv havde arbejdet sig op fra og ad grovvaretrapper og nu satte en ære i at passe ordentligt på os nede på gulvene og trapperne. I øvrigt havde hun selv i tidernes morgen vasket selvsamme trappe og var helt på det rene med størrelsesforskellen mellem mig og prototypen på en havnearbejder. Så da jeg forklarede hende sagens rette sammenhæng, gik hun direkte til ledelsen på DLG ( tror jeg), for jeg hørte aldrig mere til klagen fra den side.

Til gengæld var det så her, chikanen for alvor startede. Min såkaldt forulempede havnearbejder med den røde kind led ikke i stilhed. Han satte hele mandehørmerbanden i sving for at afstive sit eget lille, minimale ego. De var jo noget så udmærkede klar over, at de ikke skulle røre ved mig fysisk–måske var de endda en smule bange for konsekvenserne? I stedet chikanerede de. Hver gang en mandlig arbejder på DLG fik øje på mig, lavede vedkommende gestikulationer, der enten efterabede et klask i røven eller en syngende lussing. De kunne såmænd stå på rad og række og synkront lave imaginære lussinger. Eller klask i bagdelen. Jeg kunne simpelthen ikke passere en mandlig havnearbejder uden at få en god portion mobbende gestik med på vejen. Det var faktisk ualmindeligt modbydeligt. Især fordi enhver form for bevægelsesmæssig chikane altid blev ledsaget af et smøret grin. Den slags grin, som både er umaskeret sjofle og en direkte, helt tydelig hån. Og da der, som før sagt, aldrig IKKE var folk på arbejde, kunne jeg såmænd sagtens få 10-20 visuelle klask og lussinger i løbet af de tre timer, der var afsat til min rengøring af deres svineri.

Det påvirkede selvfølgelig såvel min arbejdsmoral som min ( minimale!) arbejdsglæde. Derfor gik der faktisk ikke ret lang tid, inden jeg sagde op. Eller, netop fordi jeg havde en forstandig overordnet, blev overflyttet til et andet ( dog ikke mindre beskidt, men heldigvis mandetomt om aftenen) arbejdssted. Men i bagklogskabens klare lys kan jeg jo sagtens se, at jeg simpelthen blev mobbet ud af et arbejde, fordi en havnearbejder gav mig et klask i røven. Hvordan det så end hænger sammen….

Som sagt, så hører selve historien til i den “lette” ende. Jeg er ikke blevet voldtaget eller (ret meget) fysisk forulempet sammenlignet med andre. Det har heller aldrig sat sig som et traume. Til gengæld erindrer jeg det stadig og bliver sur og knotten ved tanken om, at forsmåede mænd var nødt til at afstive deres overtrampede ego på denne infantile måde. Men takket være en klog kvinde endte det som en af de historier, der bestemt skal huskes, men som også er et skoleeksempel på, hvordan forslagne mænd desværre kan finde på at reagere på deres egen tåbelige uklogsskab og manglende indsigt i, hvordan noget så simpelt som et klask i numsen påvirker en kvinde.

Mænd har absolut ingen ret til at slå kvinder i numsen–om de så vasker trapper eller ej. Kvinder bør heller ikke rende rundt og smække lussinger ud på alle forhåndenværende mænd. Men hvis de gør det af en helt påviselig årsag, som hedder seksuel chikane, så bør de i alt fald ikke mobbes yderligere af en hær af store, små havnearbejdere, der er noget så barnligt ramt på deres ego.

 

Continue Reading

Om at være bange.

I forbindelse med, at jeg skrev om min rædsel for skovture i mørke, slog det mig pludselig, at jeg egentlig godt ville vide, præcis hvad det er, jeg er bange for. Eller angst er måske et mere dækkende ord.

Det tog ikke ret lang tid at definere det. Jeg er simpelthen bange for alt det, jeg ikke selv kan gøre noget ved eller er fuldstændigt uden indflydelse på. Situationer, hvor jeg af den ene eller den anden grund er handlingslammet eller er komplet sat ud af spillet med hensyn til aktive handlinger for at forbedre, opløse eller afklare situationen. Hvor mit liv, om man så kan sige, er i andres–eller måske allermest i absolut ingens hænder. Alt efter hvad man tror på, selvfølgelig.

Jeg er bange for skoven i mørke, fordi jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad der gemmer sig i den, og hvad det vil mig. En fuldstændigt irrationel angst, for udover træer, mudder og løsthængende grene gemmer der sig nok ikke andet end produkter af min egen fantasi og levn fra en barndom befolket af børnelokkere, uhyrer og andre grimme ting. Jeg er bare komplet overbevist om, at hvilken form truslen end måtte have, så er jeg magtesløs–og sikkert også dødsens!

Jeg er bange for alvorlig og dødelig sygdom, som jeg ikke ved tankens kraft, sund levevis eller bare almindelig fornuft kan overvinde. Jeg kan gøre, hvad der står i min magt for at undgå den slags, men jeg er desværre uigenkaldeligt magtesløs overfor, hvordan mine gener er skruet sammen, samt hvordan de opfører sig.

Jeg er bange for stærke mænd med uhyggelige budskaber om menneskefjendskhed, som jeg ikke formår at tale op imod–eller bare imod–og som forfører svage og bange sjæle. Forskellen på de forførte, bange sjæle og mig ligger så bare i, at jeg er meget, meget mere angst for folkeforførerne end for det, de prædiker og lever og eksisterer på, at vi andre skal være bange for. Der er uhyggelige budskaber i denne verden, som jeg desværre også er helt magtesløs overfor.

Jeg er også bange for klimaændringer og for alt det, vi gør ved vores verden. Det er sådan en mere ekstern angst, som ikke piner mig hvert sekund i det daglige. Og hvis jeg forsøger at gøre bare en lille smule her på min egen matrikel, så kan jeg overtale mig selv til at tro, at jeg ikke sådan er helt og aldeles magtesløs overfor, hvad andre gør ved verden.

Engang var jeg hundeangst for at flyve. Indtil den dag, jeg pludselig indså min egen magtesløshed og lærte at leve med den. Hvis lortet vil mod jorden, så er det altså ikke mig, der formår at holde det tilbage! Omvendt: Alternativet til at rejse er at blive hjemme! Hvis jeg vil ud, må jeg op!

Netop dette med at lære at flyve har jeg forsøgt at bruge konstruktivt i forhold til alt det andet, jeg er bange for. Egentlig er det jo ganske simpelt: man skal bare erkende–og acceptere–sin egen magtesløshed. Når man så har det, burde det jo være piece of cake helt ubange at kaste sig ud i den mørke skov eller det, der er værre. Problemet er så bare, at alternativet til at vade rundt i skoven i mørke selvfølgelig også er at blive hjemme. Og i dette tilfælde (modsat det med flyvningen!) er det faktisk det allermest tillokkende.

Afslutningsvist tror jeg såmænd også, det er sundt at være bange for noget. Hvis angsten ikke er invaliderende i forhold til ens liv i al almindelighed, så er det vel fornuftigt at være skeptisk overfor nogle ting. I alt fald for de ting, man er fuldstændigt uden indflydelse i forhold til, og hvor man på ingen mulig måde kan bruge erkendelsen af sin egen magtesløshed til at komme videre.

Continue Reading

Om Bethlehem.

Bethlehem kan jo i og for sig være så meget….

Det mest nærliggende er vel at tænke på byen på Vestbredden, få kilometer fra Jerusalem, hvor Jesus i sin tid skulle være født. Ikke at det er nogen særligt spændende by. Bethlehem består, for turisterne, primært af en stor plads med vildt dyre restauranter, hvor alle busserne holder eller vender, når de har sat af eller læsset de millionvis af turister, der hvert år er i Bethlehem for at bruge 1 times tid på at mase sig igennem de tyktflydende kødrande for at komme ned til det sted, hvor krybben i sin tid skulle have stået. Resten af byen er primært sultne markedssælgere, der hungrer efter turister med overskud af tid og et arabisk marked, hvor bling-bling, akryl, spinlon, særdeles gult guld og halvrådne grøntsager faldbydes. Der er en ordentlig themand, et hyggeligt lille torv og en fremragende kyllingemand, julepynt hele året–og så er det vist sagt.

Ellers er der jo også den gamle traver om det barn, der blev født der. Altså den, vi støver af hver jul, fordi den er så huskevenlig kun at have to verselinjer i hver strofe. Det er noget mere barmhjertigt end al den kimen til julefest, som vi som regel enten opgiver eller går døde i undervejs. Og kun bøvler med, fordi vi pligtskyldigt mener, at vi skal tage et vist antal verselinjer i ed, før vi er fuldt berettigede til gaveudflåningen. I øvrigt er førstnævnte salme vist også den, der kan prale med det største antal børneforårsagede undersættelser. Jeg brugte i alt fald min naive barndom på at græmmes over den skæbne, der var overgået det barn, der “blev født og bidt ihjel” ( Godt, det var helt dernede i Jødeland!). Og har i øvrigt senere læst, at Dea Trier Mørch, i al sin vidunderlige solidaritet, mente, at ” en fattig jomfru steg i løn”. ( Det burde så være her!) Jeg er sikker på, potentielle læsere også kan deres–eller deres families–version af smukke, underfundige misforståelser af samme salme, så kom bare med dem!

Men så er der også Sødahls gamle tekstilserie. Oprindeligt trykt på hessian i 70-erne (70-erne var noget så inderligt hessianificeret–vi havde det det overalt, selv på væggene, og det var en slidsom kamp at få det af. Hvis overhovedet!), men heldigvis også overført til mere humant lærred senere. Jeg skriver om det, fordi Bethlehem-serien for mig er de ultimativt smukkeste juletekstiler der findes. Der er ikke meget tilbage af det, og en stor del er slidt til en ubestemmelig farvemasse, men ind imellem kan man være så heldig at støde over dem i genbrug. Mest langt ude på landet.

Sødahls Bethlehem har en indbygget naivitet, en troskyldighed, om man vil, som langt overgår alskens grimme nisser. Det er smukt, det er stilrent, og det er–som motiv betragtet–uopslideligt. Jeg elsker gengivelsen af familien med barnet og en enkelt ged med vand i hovedet, flankeret af en mismodig ko, de tre vise mænd, som i denne version virker noget ydmyge samt billedet af byen Bethlehem, som må være kopieret fra en ældre model, for sådan ser der godt nok ikke lige ud i dag. Det er romantiseret, men det er også så dejligt naivt, at det går direkte i hjertet. Måske fordi det siger noget om den troskyldighed og den barnetro, vi vist desværre har mistet. Ikke blot siden 70-erne, men i det hele taget.

Som med smykker af den skotske arkitekt/designer Charles Rennie Macintosh kan jeg ikke gå forbi Bethlehem, når den kommer i Sødahls vintage version. Jeg må bare eje det. Sjovt nok indeholder serien også tekstiler, som for længst er gået af mode. Jeg mener, hvem køber lige brødservietter, små mellemlægsservietter, runde småduge til borde og faktisk også dækkeservietter mere? Udover mig, altså!

Men smukt er det nu. I alt fald en del smukkere end den muromkransede by på Vestbredden og børn, der bliver bidt ihjel………

 

Continue Reading

Når man bare ikke KAN…

Nu har jeg så brugt det meste af formiddagen på at blive gradvist mere og mere frustreret over et skide excelark. Jeg skulle farvemarkere diverse prioriteringer, og det er der faktisk aldrig nogen, der har bedt mig om eller udsat mig for før. Jeg er excelanalfabet, og indtil nu har jeg haft det strålende med netop det. Der er, helt ærligt, ikke så forfærdeligt meget brug for excel lige i mit liv, og jeg er ikke det mindste flov over at indrømme, at jeg er meget, meget bedre til f.eks. osso buco, hæklede sengetæpper, tøjshopping, pizzasnegle og blog.

Så bliver jeg noget så fortvivlende indvendigt rasende over, at skidtet ikke virker. Men allermest tænderknusende arrig over, at det, jeg fumler mig igennem uden nogen anstændig løsning, nok er så sindsrivende simpelt, at det næsten gør ondt. For dem, der kan. Akkurat som dengang, man skulle lære at binde sine snørebånd eller at cykle. Det er jo piece of cake. Hvis man kan.

Nu er der bare det med snørebåndene eller cyklen, at det faktisk er færdigheder, man sådan kan gå ( eller cykle) og få glæde af i det daglige. Noget vedvarende, som det altså er virkelig praktisk at kunne. Den slags ting kan jeg godt engagere mig ret seriøst i. Mens jeg tværtimod har alle odds imod mig, når jeg skal ud at danse med excelark. Sådan at forstå, at jeg jo sagtens kan lære en masse ting, hvis jeg kan se en længerevarende nytte af dem, mens andre ting synes mig så inderligt ligegyldige. Tænk at bruge adskillige timer på at lave en dårlig løsning på arkene ( men den eneste, der lå indenfor min rækkevidde) og samtidig vide, at den viden–eller de mangelfulde færdigheder–vil jeg aldrig, aldrig få brug for igen. Nogensinde!

Og hvad kunne jeg dog ikke have brugt sådan en dejlig søndag formiddag til? Specielt hvis jeg lige havde vidst, hvordan man på under 2 minutter kunne gøre det, jeg så altså skulle massakrere en hel søndag formiddag med.

Indrømmet! Jeg satte mig nok heller ikke alt for grundigt ind i sagerne. Jeg sjussede mig frem, skældte ud, hev mig selv i håret og blev rigtigt, rigtigt tøsefornærmet på computeren. For i den slags situationer er det selvfølgelig den, der står med eneansvaret for, at min excelfarvelade går i eksploderet farvefabrik i stedet for i nydelige kolonner og pæne farver.

Konklusionen må være, at jeg til en vis grad sagtens kan lære det, der er anvendeligt og af en vis fornuftig og praktisk betydning for mig. Mens jeg bare bruger enormt lang tid på at blive sur over at skulle arbejde med noget, jeg ikke har den fjerneste lyst til at lære!

Continue Reading

Mulberry, igen. Og igen!

Da jeg var barn, sov jeg tit ved nye Barbiedukker. Samt engang imellem Ken, men ham havde jeg ikke så mange af, for han var lidt kedelig. Da jeg på et tidspunkt havde sparet sammen til min første, spritnye cykel, havde jeg også planer om at tilbringe vores første, fælles nat sammen i sengen, men det blev noget akavet hen omkring midnatstid. Selv om man er dybt forelsket i sin nye cykel, er det alligevel en smule søvnforstyrrende at ligge i ske med et cykelstyr.

Engang havde jeg det også sådan med nyt, fint tøj, at jeg ikke nænnede at tage det på. Det kunne jo blive beskidt og få pletter. Set i bakspejlet var det nok en god ide, at man dengang altid fik tøj, der var til ” at vokse i”, for mange gange fik jeg det rent faktisk ikke på, før jeg var fuldstændigt vokset til det. Godt og vel.

Ikke, at vi var dårligt stillede, men dengang fik man nu engang ikke så meget, og jeg kan stadig huske den jublende henrykkelse over at få noget, man sådan virkelig, virkelig havde ønsket sig. Eller selv havde sparet sammen til. Samt bevidstheden om, at altings “nyhed” var forgængelig. Og derfor var det væsentligt at holde nyhedsværdien i live. Generelt er/var den bedste måde at gøre det på simpelthen helt at afstå fra brug. For man skulle passe på sine ting. Skulle man.

Den følelse har jeg faktisk ikke oplevet i mange år. Altså at være så barnligt bange for at bruge en ting. Men med indtoget af den der længe ventede og dybt ønskede Mulberry, er barndommen pludselig kommet susende ind i mit liv igen. Nej, jeg sover ikke ved min taske, selv om man garanteret godt kan ligge i ske med en Mulberry.

Til gengæld bruger jeg den så heller ikke. For der kunne jo ske den noget. Noget rigtigt grimt, som f.eks. at den blev plettet, spættet eller fik en lille rift. For kort tid siden præsterede jeg at slæbe den med til Spanien, og hvis det ikke havde set besynderligt ud, ville jeg nok have emballeret den i både dustbag og indkøbsnet under flyveturen. Jeg turde ikke engang lægge den op i bagageboksen, for man ved jo aldrig, hvad andre folks overtøj kan afgive af misfarvning. Så jeg sad med den som en lille skødehund alle 3 timer. Frem og tilbage. Vel dernede stoppede jeg den ind i et skab i en ren plasticpose og satte straks efter ud til det lokale marked for at købe en billig taske, som jeg kunne bruge……… Og Gudhjælpemig om jeg ikke bevidst købte en taske med pletter på. Ikke blot fordi man så kan presse prisen, men nok endnu mere fordi, vi så ligesom havde overstået det indledende, og allermest hjerteskærende, pletteri, så enhver ny plet nærmest ikke kunne gøre ondt mere. Jeg VED jo, at jeg er sådan en, der helt ubevidst tiltrækker pletter ( Akkurat ligesom med myg, hvor den først ankomne bare skriger “Festmåltid!”, når den ser mig.), og hvis andre har sat de første, føler jeg, at jeg har opnået carte blanche til at fortsætte pletfesten.

Det er derfor, det er så svært med den Mulberry. Jeg tør jo næsten ikke røre ved af bare angst for, at jeg afsætter aftryk.

Så derfor har jeg det faktisk sådan, at jeg inderligt ville ønske, at en eller anden helt uforvarende ville komme til at sætte en lille plet på den. Ikke mig, for det ville jeg nok aldrig nogensinde kunne tilgive mig selv. Ikke den første plet. Men efter den er det hele jo ligesom ligemeget. Hvis min jomfruelige Mulberry havde bare en lille, bitte plet, så ville jeg bruge den. Så ville jeg turde at medbringe den udenfor og på gode dage endda måske tage den med ud at rejse. Og så var jeg fri for alle de der andre overplettede tasker, som i virkeligheden bare er substitutter for, at jeg er skingrende paranoid overfor noget så hysterisk materielt som en skide Mulberrytaske!

Omvendt: Hvem husker ikke den første plet i den nye sofa??????

Continue Reading

Om datomærkning.

Min køkkenoprydning pågår stadigvæk. Jeg vælger her bevidst at anvende polititerminologi, (altså “pågår”) da jeg gennem hele processen har følt mig som en slags ufrivillig arrestant eller en tvungen interneret i mit eget køkken. Hvis der er en mening med os, har meningen med mig aldrig været, at jeg skulle rydde op. Eller gøre rent. Mine gener er simpelthen for ustabile og degenererede, og jeg er (for nu at citere en kvinde ret tæt på mig rent genetisk) noget af en sjuske.

I dag stod den så på mad- og krydderiskabe. Jeg har altid været alt for udgiftssky til at være hysterisk omkring datomærkninger, men jeg skal da alligevel lige love for, jeg fik en god bunke chok, sådan rent datomæssigt, da jeg først kom i gang. Der boede adskillige såvel krydderier som andre former for den slags madvarer, man kun bruger en gang imellem, med fødselsattester helt tilbage til årtusindets begyndelse, samt påskrevne påbud om, at samme burde have været stedt til madhvile omkring 2013–eller før. De fleste har jeg ikke anvendt–i alt fald nok ikke siden 2012–men nogle har jeg da med stor glæde puttet i familiens aftensmad.

Jeg har godt nok undret mig en smule over, at mængden af f.eks. karry og paprika konstant skulle forøges, men har i min madmæssige visdom forklaret det med, at det nok var mig, der var ved at blive krydderiresistent–eller bare havde rejst for meget i østen. Jeg ved så nu, at det nok ikke lige er der, forklaringen skal findes. Og når jeg tænker sådan rigtigt alvorligt over det, så kan jeg da faktisk heller ikke huske at have investeret i karry, siden omkring juletid i 2015. Det var dengang, jeg opdagede, at jeg havde 17 åbne, halvbrugte breve eller pakker og så–nu kommer det udgiftssky igen!– som en selvfølgelighed aftalte med mig selv, at de skulle bruges, rub og stub, inden jeg investerede på karryfronten igen.

Men hvad der gør mig så uendeligt glad–og rigtigt sur og knotten på samme tid–er, at man jo i så fald overhovedet ikke kan stole ret meget på de datomærkninger. De er sådan ca. så vejledende, at man sagtens kan lægge ½ årti til, inden det begynder at blive direkte sundhedsskadeligt. Jeg er glad ved, at jeg, ovenikøbet i fin form og uden mavepiner eller spættede udslet, har overlevet enhver mumificeret karry og gurkemeje over kremeringsdato. Men jeg er tøseknotten over, at nogen, i rent og skært salgsøjemed, forventer, at jeg respekterer sidste anvendelsesdatoer, som udelukkende tjener til, at jeg bliver så bange for mit krydderiindtag, at jeg anskaffer nyt. Jeg er her udmærket klar over, at sidste salgsdato og sidste anvendelsesdato er to forskellige begreber, men det gør da bestemt ikke sagen bedre, at jeg går efter den sidste af de to.

Problemet med de noget misvisende datomærkninger har været diskuteret en del på det sidste, og jeg er også helt bevidst om, at diverse firmaer gerne vil have deres ryg fri. Så det, jeg egentlig vil, er helt, fuldt og for mit vedkommende uimodsagt at fastslå, at jeg er det levende bevis på, at diverse udløbsdatoer på især krydderier udelukkende influerer ( og her bestemt ikke altid!) smag. Jeg er i alt fald ikke død af det! Og det er er de, der uforvarende har fået stoppet krydderier fra årtusindskiftet ned i deres hals i mit hus, bestemt heller ikke. Så brug bare løs de næste årtier…….

Endelig, og det er jo heller ikke uvæsentligt, så er der endnu mere at glæde sig over: Hvor HAR jeg godt nok sparet mange penge på karryfronten!

Continue Reading
1 2 3 9