Om at være bange i tordenvejr.

Indrømmet! Jeg er en tordenvejrskryster. På en skala fra 1 til 10, hvor 1 står for det allermest minimale tordenvejrshysteri, runder jeg temmelig uelegant 10-eren. Og her snakker vi så om hjemlige forhold. I forbindelse med udenlandsk monsunregn, tordenbrag mellem bjerge og gedigne, østeuropæiske dagstordner, sprænger jeg alle skalaer. Jeg var ikke ment til tordenvejr. Det er en fejl. Tror jeg.

Jeg havde engang en hund, der krøb så langt ind under sengen, som den overhovedet magtede ( det var en stor hund), når det tordnede. Jeg har tit tænkt på at forsøge det samme. Så kan det jo være, at lynet og braget ikke kan finde mig. Det var endda meget værre, da børnene var små, for der havde jeg jo slet ikke den mulighed. Bevidst om min rollemodelstatus i tordenvejr måtte jeg i årevis lade som om, det ragede mig noget så dundrende. Ellers var vi jo bare alle 4 endt under sengen sammen med hunden, og det er der, sådan lavpraktisk, ikke helt plads til.

Det, jeg hader allermest ved tordenvejr, er deres uforudsigelighed. Selv om jeg altså godt kan spotte deres nærmen sig på skyer, vindforhold og lummerhed. Det er ikke så meget det. Det er meget mere, at man aldrig har en chance for at vide, hvornår de grimme lyn kommer. Og hvornår deres uvejrsægtefælle i form af skraldet lige brager igennem–samt hvor højt det er. Det ville passe mig strålende, om der var en slags regelret forudsigelighed i den slags. Så jeg ligesom kunne forberede mig. Med hensyn til skraldet mest, om jeg skal holde rigtigt meget for begge ører eller kan nøjes med lidt pjatholden for det ene.

Når et tordenvejr nærmer sig ( og det gør det lige nu!), så klæder jeg mig mentalt og fysisk på til det. Jeg lukker alle vinduer og døre og tænder lyset inde på badeværelset. Det sidste fordi, jeg så kan søge tilflugt derinde, og hvis lyset er tændt, kan man næsten ikke se lynene. Da jeg var mindre havde jeg et par tordenstøvler–et par gummistøvler, som jeg altid iførte mig, fordi nogen havde fortalt mig, at gummi ikke har jordforbindelse. I dag er jeg lidt mere sofistikeret. Så kan jeg finde på at tage gummistøvler på og sætte mig ud i bilen og tænde vildt højt for BILradioen, ( den står vel på dæk uden jordforbindelse?) så jeg kan bilde mig selv ind, at det er radioen, der buldrer–og ikke tordenbragene. Jeg slukker også hermetisk for enhver form for elektronik og TV, og ingen kan få fat på mig telefonisk, hverken fastnet eller mobil, mens det tordner. I øvrigt sidder jeg også–hvis jeg da ikke sidder ude i bilen eller inde på badeværelset–minimum 1 meter fra ethvert vindue og 2 fra alle stikkontakter, for jeg har engang læst om en familie ude i Midtlandet, der havde et kuglelyn fra en stikkontakt flyvende gennem hele huset. Og sådan et vil jeg altså ikke rammes af.

Det siger sig selv, at man ikke kan føre nogen form for seriøs samtale med mig i disse kritiske minutter. I øvrigt kan jeg heller ikke høre, hvad der siges, for jeg holder permanent hænderne for ørerne. Der er nemlig det med min tordenvejrsangst, at den primært koncentrerer sig om skraldene. Jeg er hysterisk  bange for lyn, men jeg er en million tons flere gange bange for skraldene. Det er selvfølgelig enormt irrationelt, og det har jeg også forsøgt at forklare mig selv, men vi kommer ligesom ingen vegne omkring det.

I øvrigt har jeg faktisk aldrig haft lynbrande eller andre modbydelige virkninger af tordenvejr tæt inde på livet. Der er ingen forklaringstraumer der. Men jeg svælger da en lille smule i avisernes dækning af tordenvejr, så jeg ligesom kan holde min angst ved lige. Eller overbevise mig selv om, at jeg da har alle grunde i hele verden til at være hysterisk i det lortevejr. Eller, endnu længere ude, at jeg netop er gået fri for tordenuhyrligheder, fordi jeg er så påpasselig med at udføre alle mine bizarre ritualer. Det viser sig jo på denne måde, at de rent faktisk virker!

Jeg tror, den drev nordom denne gang. Så må jeg hellere komme af de gummistøvler ( det er også lidt varmt for tæerne!), få slukket lyset på badeværelset og få ringet til frisøren om en klippetid…..

Continue Reading

Åh nej, nu igen!

Det er nu engang sådan, at visse–i mine øjne og helt for egen regning–pseudobegivenheder med urokkelig sikkerhed indtræffer hvert andet år. Nogle gange har det så E foran og er lidt mindre fint, end når det har V foran. For mig gør bogstavet absolut ingen forskel. I den henseende er jeg totalt analfabet, boldblind, straffesparksignorant, frisparksdumpet og fuldstændigt ubekendt med enhver form for regler. En yderligere opdatering ville nok også kræve, at jeg rent faktisk så kampene og involverede mig en smule. Tro mig: Jeg HAR prøvet! I alt fald en god 5 minutters tid. Det virker ikke.

Derfor hører jeg til de udenforstående, som med undren iagttager ellers fornuftige mennesker–ja, som det ser ud fra min sidelinje: en hel nation– gå amok i noget, jeg hverken forstår eller forstår betydningen af. Jeg kan endvidere se, at den periode, hvor jeg i år periodisk skal undvære min mands ellers ret stabile fornuftige mentale tilstand, er yderligere udvidet, da Putin tilsyneladende skal bruge oceaner af mere tid på at skovle penge ind på noget, andre lande plejer at klare indenfor en behageligt kortere periode. Jeg kan kun (og nu SKRIVER jeg noget meget farligt!) i min inderste sjæl tavst håber, at for min egen nations vedkommende får galskaben en snarlig afslutning, således at vi alle kan blive til normale sommermennesker igen.

Situationen kompliceres i år endnu mere af, at vi befinder os i sommerhuset. Heroppe har vi kun et TV, og hvis jeg krævede (hvad jeg som et pædagogisk menneske ikke gør!) at indstille det på mine elskede dokumentarer på DR2, mens der var landskamp, ville det sådan ca. svare til yderste grad af overtrædelse af menneskerettighederne. Eller at nægte et mindre barn at se børnefjernsyn. Det gør man jo ikke. Vel? Omvendt indebærer alt det sparkeri til ingen verdens nytte så heldigvis, at jeg får læst en masse gode bøger. Hvori ingen, mig bekendt, interesserer sig det fjerneste for fodbold, og hvor detektiven snildt opklarer mordgåde efter mordgåde uden nogen form for indblanding af en bold. Jeg ved godt, denne her er på overdrevet: Men hvor i litteraturens klassikere optræder fodbold som et væsentligt og dannende element? Vist kun i Fodboldenglen, og den kan vi vist godt betragte præcis som undtagelsen, der bekræfter reglen.

Det skal dog siges, at der i går var en vis form for hensyntagen til de (få?) folk som mig. Faktisk synes jeg, det var et ualmindeligt tiltalende træk, som kræver masser af efterfølgelse, at placere uvæsentlige ting som en fodboldkamp i eftermiddagssendetiden. Det bør gøres til en regel i sig selv. Så kan folk som jeg se deres boldfri TV-aftener i møde på en helt anden fornuftig måde.

Problemet med alle disse E og V-somre er jo i sin nøddeskal, at folk som jeg ligesom mister kontakten lidt til de mennesker, der er omkring os. Vi vedbliver at være vores gamle, pålidelige jeg-er, mens de andre gradvist bliver ukontaktbare og vildt labile, sådan rent stemningsmæssigt. Er der noget, der overgår min forstand, så er det , når verden synes at gå i sort og begrædelighed, fordi Danmark tilsyneladende ikke kan få sparket en snoldet bold ind i et net. Vorherre bevares! Jeg vil så nødigt lyde arrogant og bedrevidende, men set hernede fra mig, så er der dog større problemer (også i ens allermest umiddelbare nærhed!), der ligesom godt kunne kræve væsentlig mere opmærksomhed. Jeg synes heller ikke (men det er selvfølgelig et strengt personligt synspunkt!), det klæder voksne mænd langt, langt over deres undskyldelige teenagealder at hoppe rundt i stole og skrige højt og uhæmmet–udelukkende udløst af en bold. Sådan hopper og skriger jeg da ikke, når jeg sidder klistret til skærmen og studerer kjoler til kongelige bryllupper. Der kan jeg da godt styre mig. Eneste gang, jeg rullede lidt i stolen (men det var af grin!) var vist dengang, en daværende statsministers kone mødte op i en noget uklædelig sag, der mest af alt lignede en rullepølse.

Selvfølgelig kan jeg da godt få den tanke og den fornemmelse, at alle de andre har noget sammen, som jeg bare ikke er en del af. Noget, jeg simpelthen ikke forstår. Men så tænker jeg nu altid, at det på sin vis nok er godt, jeg ikke er med i den afgudsdyrkelse. Jeg kan simpelthen ikke, virkelig ikke, se mig selv opføre mig på den måde. Jeg har, lige så simpelthen, heller ikke forestillingsevne til at se mig selv rulle rundt i lænestolen med benene i vejret og hoppe lidt samtidig, bare fordi nogen har scoret et mål. So what??

Nej, lad os få det her overstået så hurtigt som muligt og komme tilbage til normale sommertilstande. Giv mig min mand, de inficerede af mine venner og mit liv som et socialt menneske, der interagerer med andre, tilbage. Eller send alt det sparkeri i de tidlige morgentimer, hvor jeg alligevel sover, om formiddagen, hvor jeg alligevel er ude at handle eller har andre uopsættelige gøremål, eller til nød først på eftermiddagen. Så kan jeg undgå at se manden blive forvandlet til et skrigende dyr, en slået hund–eller bare involvere sig i noget, jeg hverken forstår. Eller har den fjerneste lyst til at komme til at forstå!

Continue Reading

Om shampoo.

(Advarsel! Understående indlæg kan indeholde slet skjulte reklamer!)

Jeg har fået den fikse ide, at jeg jeg kun kan bruge en bestemt hårshampoo. Det er sådan noget, der kommer med alderen, så det kan man lige så godt acceptere og lære at leve med. For at komplicere hårsituationen yderligere, har jeg selvfølgelig valgt et absolut ugængs mærke, som ikke har verdens største forhandlerskare, hvilket gør, at jeg, når jeg er så heldig at lokalisere det, føler, at jeg da i den grad har fortjent min shampoo. Dertil kommer, at jeg, indenfor husets grænser, har monopol på og stor besiddertrang overfor det. Jeg gemmer det bagved noget andet i et skab, så det kun går i MIT hår, og vogter nidkært over, at ingen andre ved en fejl ( eller min uopmærksomhed) får tvunget et par illegale dråber ud af mit shampooskrin.

Jeg vil slet ikke komme ind på, hvor det produceres, for det hele er temmelig politisk ukorrekt. Men hvem kan ikke leve med det, når man får permanent gode hårdage, hvis man lukker sine øjne bare sådan lidt. Folk, der har rejst med mig til netop det lidt politisk problematiske land, erindrer sikkert, at sidste dag indebærer en fælles tømning af enhver form for fly-tilladelig emballage, så jeg kan hamstre shampoo i utallige små mængder.

Men ind imellem løber jeg så alligevel tør for mirakelsæben. Derfor har jeg en fast rutine med ALTID at tjekke, om mit næste rejsemål indebærer løssalg af netop MIN shampoo. Der er meget sjældent gevinst, men her for nylig stod det magiske logo pludselig tydeligt på min padde, da jeg undersøgte, om der skulle være mulighed for forlængelse af super hårdage i Budapest. I første instans opdagede jeg ikke, at adressen på min gevinstbutik udelukkende opgav gadenavn–og ikke nummer–men jeg satte dog glædestrålende og forventningsfuld ud med en jublende opstemthed over snart at score de magiske 400 ml. shampoo. Også selv om resten af holdet skulle på et museum, jeg utroligt virkelig gerne ville have set–men hvad gør man ikke for sin shampoo? Det viste sig, at den opgivne gade var en 5 km. lang boulevard, så de eneste 2 valg, jeg i virkeligheden havde, var, hvilken ende jeg skulle angribe fra. Det viste sig så, at jeg valgte den forkerte. Men efter ca. 4,5 kilometers gåtur var der shampoopræmie, og den lille sjæl fik noget så forrygende fred.

Problemet, jeg så ikke lige havde overvejet i al min euforiske shampooopstemthed, var, at jeg kun rejste med håndbagage og hjemmefra selvfølgelig ikke havde overvejet nogen form for dekanteringsemballage. 100 ml. er max., og jeg ville være gået shampookold og i sæbecoma, hvis de bare havde konfiskeret min skat i security, fordi den var for stor i volumen. Så jeg indledte stormangreb på små flasker på min hjemvej. En venlig materialistdame beklagede, at hendes forretning desværre ikke specialiserede sig i TOM emballage (nå ja, hvem gør også lige det?), og foreslog, at jeg jo bare kunne købe et utal af 50 ml. FYLDTE flasker, som jeg så kunne tømme og fylde shampooskatten i. Hun fandt endda 8 flasker til mig, som jeg nærmest havde betalt, inden det gik op for mig, at det, jeg nu skulle smide i kloakken og erstatte med shampoo–var acetone. Selvfølgelig er der da en ekstra gevinst ved BÅDE at få vasket sit hår og afbleget det i samme hug, men det var ligesom ikke lige der, jeg var, så jeg takkede hende pænt for venligheden.

Som indfødt dansker burde jeg have tænkt mig meget bedre om, da Budapest jo–som nærmest alle andre byer på verdensplan–selvfølgelig havde en Tigerbutik. Og samme flyvende tiger havde lige så selvfølgeligt et rejsesæt med dåser og flasker i plastik og enhver tænkelig størrelse. Mest små, dog. Sådan en 10 ml.–eller noget i den retning. Anyway, mig hjem på hotellet, hvor jeg om morgenen havde afleveret min kuffert, fordi det var afrejsedag, og derfor måtte benytte hotellets halvoffentlige toilet til min omfattende dekantering ud i omkring 10-15 mindre enheder.

Hvis nogen ikke har oplevet at trykke 400 ml. tyktflydende shampoo ud i et overvældende antal af minimale enheder, så kan jeg fortælle, at det er sønderknusende hårdt for fingrene og ca. omkring enhed nummer 5 giver en lettere krampetilstand omkring roden af tommelfingeren. Det tager godt en uge at få samme tommel tilbage til samarbejdsvillig normaltilstand. Ikke nok med det. Mens jeg stod derude på det halvoffentlige tisseri, omgivet af et utal af små beholdere og trykkede som en manisk gal for at få den mindste dråbe af guldet med hjem, kom en noget undrende dame forbi. Få minutter senere kom hotellets receptionist så forbi og spurgte lidt barskt ( sikkert på damens foranledning!), hvad i alverden jeg egentlig foretog mig. Set fra min side var det da umiddelbart logisk, men jeg kan godt se, at det set fra alle andres måske har set en lille smule suspekt ud. Men heldigvis troede hun da på min forklaring. Så det ud til.

Alt dette blot for at fortælle, hvor mange kilometer, hvor mange prøvelser og hvor mange mistænkeliggørelser, jeg er villig til at gennemgå for MIN shampoo, mit hårmæssige guld.

Og nu kommer så historiens clue. Selve dens pointe! I går tjekkede jeg, om der skulle være dukket en forretning med speciale i vidundershampooen op i Oxfordområdet, som jeg snart rejser til. Det var der så ikke. Til gengæld kan man på nettet–hvis man ved, hvad man skal kigge efter og ikke blot undersøger samtlige udenlandske destinationer–konstatere, at der findes fysiske butikker med det magiske stof i Horsens, Vejle og Odense. De sender også gerne, og hvis man køber for over 600 kr., er der gratis forsendelse.

Så i går købte jeg 2 liter af min hårshampoo! Og jeg har det bare SÅ godt med udsigten til et utælleligt utal af gode hårdage og fantastisk geografisk og logistisk fred i sjælen. Jeg har endda så småt overvejet, om jeg kan risikere at stille vidundermidlet frem til offentlig hårvask herhjemme.

Og PS. De andre hudprodukter fra samme firma er også fantastiske!

Continue Reading

Om at gå i uniform.

Jeg har fået mit livs første uniform. Onde tunger vil vel påstå, at jeg hele mit voksenliv alligevel har gået i uniform, således at absolut ingen alligevel har været i tvivl om, hvad jeg lavede. Lad mig så sige det sådan: Jeg har fået mit livs første officielle uniform.

Det er der selvfølgelig både positive og negative ting forbundet med. Jeg har skam været dem alle igennem. Derinde i hovedet. På positivlisten tæller først og fremmest en åbenlys synlighed og forhåbentlig en lille smule indbygget autoritet. For mennesker af min statur er synlighedsfaktoren absolut væsentlig, fordi jeg ellers alt for let drukner, eller måske ligefrem bliver rimeligt usynlig, i en større menneskemængde. Det er godt for små mennesker, der skal findes og kunne ses af andre mennesker, at kunne forlænge eller forstørre sig selv med en uniform. Jeg har ofte nok i uniformløs tilstand forsøgt mig med paraplytricket og måttet sande, at de få centimeter, jeg kan forlænge mig selv med, er en smule til den lave side + at jeg personligt er til stor fare for en masse ting og medmennesker, når jeg skal bruge paraply i store mængder uden regnvejr.

Autoriteten er en ren psykologisk sidegevinst, og jeg tvivler egentlig lidt på, om den er gennemgående for alle generationer. Den kræver vel, at man har en indbygget respekt for uniformer, og det har alle vel næppe. Omvendt betyder uniformen da i det mindste, at alle er klar over, at her kan man altså henvende sig, hvis man har problemer indenfor netop det felt, uniformen signalerer. F.eks. bliver jeg da noget så glad, når jeg endelig opdager noget uniformeret DSB-personale, jeg både trygt og lettere aggressivt kan henvende mig til omkring de notorisk ulækre toiletforhold, ligesom en politibetjent er en godbid af et fund, når jeg har problemer indenfor hans/hendes ansvarsområde.

Der er også den rent lavpraktiske (og tiltalende for alle udgiftssky!) faktor ved en uniform, at den modvirker slid på egen garderobe. Derudover sparer (nogle af) vi kvinder  alle de minutter, vi ellers anvender til seriøs analyse af, hvad dagens påklædning skal bestå af–altså den tidsbesparende effekt. Vi omgås også den stressfremkaldende udvælgningsproces–der er simpelthen valgt for os. Og vi kan holde det sidste, nyindkøbte tøj helt nystrøget nyindkøbt, for det skal vi bare slet, slet ikke have på. Vi skal i stedet slide på noget tøj, som ikke engang indgår i vores budget. Lad mig her–inden det hele bliver alt for positivt!–så indskyde, at hvis det nu HAVDE indgået i vores budget, så havde vi nu nok valgt noget andet.

For det er jo nok der, det negative ved uniformerne (eller i alt fald min) begynder at stikke sit grimme beklædningshoved frem. For vel er det da praktisk, det der tøj. Men det VAR nok ikke lige det, jeg selv havde valgt. Det er den der med ideen om den laveste fællesnævner: Nogle vil være røde, andre blå, men ingen har alt for meget imod at være grå. Ergo bliver vi alle sammen grå. Og mellem det fremsendte tøj findes der godt nok også klædningsstykker, som ligefrem provokerer mig, gør mig en smule aggressiv og hensætter mig på randen af gammeldags tøsefornærmet. Her skal–jeg kan jo lige så godt får det ud!–eksplicitet nævnes en quiltet jakke, en dynejakke om man vil. Læsere af bloggen vil, forhåbentlig, ikke være det mindste i tvivl om, hvad mit forhold ( eller mangel på forhold, for jeg har ALDRIG tilladt sådan en adgang til mit klædeskab!) til den slags beklædning er, og det eksemplar, jeg er blevet udstyret med, er ikke blot facon- og designmæssig uforsvarligt uklædelig. Den er også decideret grim. Selv sammenlignet med ANDRE dynejakker er den grim. Åh Gud!

Resten af udstyret er da neutralt acceptabelt. Det kan jeg godt være bekendt at gå i, når jeg nu skal. Eneste, dog store, problem er her, at man tilsyneladende ikke har andre ansatte end mig, der er såvel en smule allergisk som statisk elektrisk overfor kunststoffer, så det er nok kun mit problem. Jeg må så bare acceptere, at hvis jeg iklæder mig den udleverede cardigan med en akrylprocent på dobbelt jeg-skal-komme-efter-dig, så vil jeg optræde i nydelig uniform, men med ufrivilligt punkerhår+udlevere mellemstore stød til samtlige gæster ved enhver form for berøring. Den slags (altså stødene) kan man selvfølgelig anvende pædagogisk i nødsituationer, kommer jeg lige i tanke om! Det vil jeg gøre. Med omtanke, selvfølgelig. Sådan en cardigan burde jeg måske ligefrem have haft, da jeg var lærer?

Det hele leder faktisk frem til, at jeg tager et lille scan på det, jeg kan huske omkring de uniformer, der omgiver mig i min dagligdag. Og nedslået kan konstatere, at det altså ikke er indenfor denne branche, vores mange, meget dygtige designere slår deres folder. Mig bekendt er det kun flagskibe som SAS og (nogle af)landsholdene, der decideret gør brug af faglig viden omkring arbejdsbeklædning. Resten betjener sig af dertil etablerede firmaer, som måske kraftigt burde overveje at få lidt fagfolk på banen. Ikke blot omkring selve designet, men bestemt også indenfor materialevalg. Selvfølgelig skal arbejdsbeklædning være neutral, men det udelukker vel ikke, at den også er designmæssigt pæn, behagelig og udført i forsvarlige materialer?

Anyway, min uniform har da den fordel, at den kun går til taljen. Hvad der foregår under det magiske sted, er det tilsyneladende kun min egen tøjfantasi, der sætter grænser for. At de ikke udleverer bukser og nederdele betyder vel næppe, at jeg skal gå helt uden. Så der må noget kreativitet og rene materialer til, der måske kan afværge noget af effekten fra det personlige elektricitetsværk.

Men nok så mange fine nederdele og spraglede leggings kan nu nok næppe sætte den der dynejakke på neutral. Den er en designmæssig skændsel og hører i alt fald ikke hjemme på mig. Men synlig, det bliver jeg. Den jakke bliver sgu` da talk of town, hvis jeg møder nogen, jeg kender!

 

Continue Reading

Om genbrugspladser og kvinder.

Jeg ved ikke, om det kun er her i byen, det forholder sig sådan. I alt fald forholder det sig meget markant og synligt sådan her i byen. Så det gør det nok også mange andre steder. Nemlig sådan, at genbrugspladser er et maskulint domæne. Det vrimler med mænd sådan et sted. Og (i alt fald her i byen!) ikke ret mange kvinder.

Det er nu heller ikke fordi, jeg selv kommer der så ofte. Det lader jeg manden om. Han er til gengæld en ivrig og trofast gæst og bidragsyder, for her i huset har vi masser af genbrugsoverskud. Næsten hver weekend runder han lige genbrugspladsen med endnu et læs, og så kommer han gerne hjem og har snakket med en forfærdelig masse mandlige bekendte, der også hver weekend lige slår et trailersmut omkring pladsen. Hvor mænd førhen ofte mødtes ude i byen, er jeg så godt som sikker på, at det nuværende mest populære mødested må være den losseplads.

Nu har vi selvfølgelig også et lokalbestemt skraldoverskud hernede syd for Kongeåen. Vi sælger nemlig ikke vores dåser, vi smider dem ud. Altså efter følgende kommandovej: Først produceres vores dåseindhold på en (ofte) nærliggende fabrik, så kører fabrikken dåserne over grænsen. Dernæst kører vi bagefter og henter dem hjem igen, og når vi så har tømt dem, kører manden på genbrug. Men selvfølgelig har vi da også alle de andre, fællesnationale, skraldtyper, så dem tager han så også med.

Alligevel er det påfaldende med den der maskuline dominans sådan et sted. Os kvinder, der er så heldige at have en mand til den slags, kører da vist sjældent selv på genbrugspladser. Hvis vi kommer der–hvad vi nok gør med alt for lange mellemrum–er det oftest fordi, vi er MED. Og for manges vedkommende udgøres den der “væren MED” af at sidde i bilen og tålmodigt vente, mens manden læsser lort af.

Selvfølgelig kan det være hårdt fysisk arbejde at komme af med en halv skov eller den samlede omgang skvalderkål. Sådan at det altså går noget hurtigere og nemmere, hvis der er kræfter over gennemsnitligt kvindeniveau involveret. Og lige så selvfølgeligt, så er skrald meget ofte beskidt og en smule ulækker. Sådan at det altså er noget hurtigere og nemmere, at der ikke skal hvines lidt indestængt, skæres ansigter eller tørres fingre af, hvis der er rummelighedniveauer over det gennemsnitligt feminine involveret. Så måske er det derfor, vi beskedent holder os tilbage fra den ugentlige skraldtur og gavmildt forærer den til mændene.

Men det er nu alligevel lidt påfaldende, at vi her i ligestillingens tidsalder aldrig for alvor har gennemdiskuteret kønsfordelingen på landets lossepladser. Min tese er, at der er ting, der overhovedet ikke bør diskuteres. Sådan at forstå, at så længe han beredvilligt tager sin skraldtur, så lader vi det emne udgå af ligestillingsagendaen i stilhed. Det er sikkert også både godt og udviklende for ham at tage den ugentlige affaldssnak med alle de andre mænd. Det giver en vis form for solidaritet i et kvindefrit univers.

Og lad os da bare beholde det sådan……

Continue Reading

Om hattedamer. Og damer med hat.

Normalt går jeg aldrig med hat. Sådan en er varm, nogle gange dyr, og så klasker mit i forvejen noget sparsomme hår ganske forfærdeligt, når en hat har presset det ukunstnerisk sammen. Det har intet at gøre med ikke at fryse ørerne. For mig er der nemlig også noget mentalt forbundet med at gå med hat. Jeg vil nødigt nogensinde være eller blive en hattedame, og jeg vil aldrig nogensinde kunne kvalificere til kategorien “dame med hat”.

Men når jeg indtager hattehimlen A Fabrica dos Chapeus i Lissabons gamle kvarter, sker der noget med og for mig. Så belejrer hattedjævelen mig, og indtil videre er det aldrig lykkedes mig at forlade den forretning uden en hat–som jeg vel og mærke nok aldrig kommer til at gå med. Deroppe i den syvende hattehimmel syr og designer mor hattene, mens sønner og døtre sælger det bedste, de har lært. Det har de efterhånden gjort i flere generationer, så man må vel gå ud fra, at den mystiske forvandling, der sker for mig, også sker for adskillige andre. Altså af os, der hverken er hattedamer eller damer med hat.

At være hattedame er ( i mit gloseforråd og min optik) sådan et lidt forslidt udtryk for de grå eminencer, der trofast, slidsomt, frivilligt og lettere anonymt sørger for, at foreninger, klubber, frivillighedsorganisationer og andet kører gnidningsløst. Det er dem, der laver kaffen, regnskaberne, bager kagerne og altid er i stand til at springe ind, når der er forfald. De kunne ikke drømme om at kræve tak og påskønnelse, men laver i det lidt skjulte et beundringsværdigt stykke arbejde. Genbrugsbutikkerne har et godt overskud af hattedamer, og det skal de være utroligt taknemmelige for. Hattedamer er det ( ofte anonyme) bindeled, der gør, at alt frivilligt arbejde fungerer og kommer andre til gode. Hattedamer behøver, og dette er lidt ulogisk, absolut overhovedet ikke gå med hat. Det er mere deres funktion–hvor ordet nok stammer fra de anonyme kvinder, der i sin tid tog imod bedre folks hatte i garderoben, når disse skulle ud og spise fint og more sig. Sådan en bliver jeg nok aldrig. Jeg tror nok, jeg har lidt vanskeligt ved at være anonym….

Damer med hat, derimod, er absolut ikke og på ingen måder anonyme. Det er dem, der formår at komme sejlende ind i lokale, så alles blikke hjælpeløst drages mod dem–og deres hatte. Det er dem, hvor hatten blot er det eksterne symbol på en personlighed, der har umådeligt svært ved at holde sig indenfor blot og bart en krop. For dem er hatten en legemsdel–oven i købet sådan en eksklusiv en, som andre mennesker aldrig ville kunne bære eller have, uden at det så forkert og påklistret ud. Damer med hatte går til kunstneriske receptioner og mænger sig med de fineste og allermest berømte, og der er en udpræget mangel på dem i provinsen. Sådan en bliver jeg nok aldrig. For det første kan jeg ikke lige finde nogle fine at mænge mig med, og for det andet vil en hat på mig aldrig ligne en naturligt udviklet legemsdel.

Men derfor kan man vel godt gå lidt amok i hattehimlen. Købe sig en fin hat og bare eje den. Ikke fordi man har ambitioner om hverken at blive hattedame eller en dame med hat. Men fordi man ikke kan lade være……..

Continue Reading

Om Uniqlo.

Som datteren siger, så er der ikke så mange kvinder over 50, som bare rejser en lille smule, der ikke kender til det japanske tøjmærke Uniqlo. Jeg har endda selv været en smule langsom til at opdage det, men efter at være blevet introduceret til det for ikke så længe siden af en god veninde, har jeg været hooket. Jeg husker stadig, da vi endevendte Hanoi i flere timer for at finde en Uniqloforretning til hende, og syntes vist samtidigt, at det da måtte være helt unikt tøj, hvis vi skulle bruge SÅ meget krudt og sparsom rejsetid på sådan noget. Nu er jeg så fuld af forståelse! Og gør gerne selv det samme. For de er svære at finde, Uniqloforretningerne, og herhjemme kan man godt spare sit krudt. I alt fald indtil videre, for det er overhovedet ikke et spørgsmål om, om vi får Uniqlo. Det et udelukkende et spørgsmål om hvornår.

Uniqlo er japansk basistøj i rent bomuld i en letvægtskvalitet og altid klare, rene farver. De er især kendt for deres dunjakker, som nærmest vejer mindre end de (bomulds)dun, de er lavet af. Nu har en dunjakke jo aldrig gjort noget som helst positivt rent æstetisk for nogen kvinder, men disse er faktisk både supervarme og relativt klædelige. Så skal man bevæge sig den vej rent overtøjsmæssigt, så er Uniqlo da i alt fald lidt af en redning på målstregen. Sådan at forstå, at firmaet har indset, at de fleste kvinder–udover at holde sig varme–også gerne vil undgå en direkte sammenligning med Michelinmanden.

Men Uniqlo er meget mere end det. Det er T-shirts, bukser, kjoler, bluser, cardigans og nærmest enhver form for beklædning til både mænd og kvinder i den lækreste kvalitet og altid en uhyre kuffertvenlig kvalitet. Det vejer simpelthen ingenting, det tøj. Ydermere er priserne fuldtud forståelige og til at forholde sig til. De er nemlig præcis som Hø og Møgs. Og tillige får man kvalitet for pengene.

Nu har Uniqlo så indledt et samarbejde strækkende sig hele vejen fra Japan til Finland. Marimekko har designet de smukkeste T-shirt, kjoler og bukser, som så er udført i ren, lækker bomuld. Priserne ligger fra omkring 125 kr. for T-shirts til ca. 200 for en kjole. I alt fald i Spanien, men det vil selvfølgelig være dybt afhængigt af såvel kurser som moms. Det er da til at forholde sig til! Eller i alt fald forholde sig så meget til–for mit vedkommende!–at jeg ikke rigtigt kunne styre det. Når man kan betale sig til at eje så meget lækkert, smukt, let kvalitetstøj til så få penge, så har jeg en indre overtalelsesfaktor, der nærmer sig det absolutte max.!

Udover at de store byer i andre lande for længst har fået øjnene op for japanernes kvalitetsstærke modsvar på de store europæiske kæder, ( eller japanerne har fået øje på dem!) så kan mærket, hvis ens vej ikke lige falder forbi storbyerne, selvfølgelig også handles på nettet. Det kan anbefales. Mærket altså!

Continue Reading

Om skulderpuder. Og andre uhyrligheder.

Så læser jeg i modespalterne i Politiken, at skulderpuderne (oh, ve!) igen formodes at lande på uskyldige kvinders overarme, hvis de da ellers er tilstrækkeligt modebevidste. Yves Saint Laurent har allerede re-introduceret dem i årets kollektion, og andre modehuse forventes at følge efter. Efter sigende skulle dette træk være et (misforstået?) svar på #metoo-bevægelsen, en visuel markering af kvinders styrke og mod. Hvorfor kvinders mod og styrke lige skal vises ved at give dem overdrevne, maskuline træk via vatindlæg, melder historien intet om. Nok fordi hverken Saint Laurent eller skribenten i virkeligheden heller ikke har nogen anelse. Men det er efterhånden 2-3 årtier siden, vi sidst var belastede med disse forfærdelige øjebæer, som absolut intet gjorde for hverken kvinder eller mode, så ifølge modens vante cyklus er det vel ved at være tid, at de genintroduceres. Det må da absolut være i mangel af bedre…

For mit indre blik–når talen falder på skulderpuder–står altid Crystal fra TV-serien Dollars/Dynasty. Som selve indbegrebet af monstrenes skadelige virkning og æstetiske katastrofe. Hun var, in natura, en høj, flot og statelig kvinde, men blev af producenterne af serien udvalgt til at være modemæssigt ikon, med speciale i skulderpuder. Ergo lignede hun altid en dværg, der var tydeligt højdemæssigt udfordret, da hun generelt nærmest var væsentligt bredere foroven, end hun var lang i højden. Tillige må hun have kunnet fungere som model for enhver perfekt trekant, hvor den bredeste side fandtes foroven, mens en af spidserne tydeligvis sad allernederst. Jeg kan huske, at jeg personligt altid var meget opmærksom, når Crystal skulle igennem en dør, for selv om de skam havde velvoksne, brede døre i den familie, så var det altid en udfordring for hende. Ville det lykkes, ville hun sidde uhjælpeligt fast med sine skuldre, eller måtte hun gå sidelæns? Det var, på alle måder (også andre end lige den med monsterskuldrene!) synd for Chrystal. Ligesom det er synd for alle de kvinder, der nu føler, at de for at følge moden skal vedhæftes vatkugler på kravebenet.

For hvis man benytter begrundelsen, at skulderpuderne er et visuelt udtryk for kvinders styrke i kølvandet på #metoo, så holder den bare ikke så meget som en meter vat. #metoo handler om forfærdelige, utilgivelige seksuelle krænkelser af kvinder, og selv om den slags slet ikke kan sammenlignes, så vil jeg alligevel hævde, at skulderpuder handler om forfærdelige, utilgivelige, modemæssige krænkelser af samme kvinder. Selv om man selvfølgelig med rette kunne hævde, at skulderpuder dog nok trods alt har en vis form for præventiv virkning.  Sådan at forstå, at vi givetvis vil se en markant nedgang i amourøse affærer, forlovelser og bryllupper, da de færreste mænd nok vil føle sig det mindste tiltrukket af de bepudede amazoner. Og det kan måske også smitte af på antallet af overgreb? Selv om det, for mig at se, er en noget underlig, indirekte og æstetisk forfærdelig måde at dæmme op for et problem, der burde have andre løsninger.

Der er masser af modemæssige absurditeter, som hver især har haft deres tid op gennem århundrederne. Og især i dette og det forrige. Efter deres første katastrofale introduktion og udlevelse, er der absolut ingen, der siger, vi bør gentage fiaskoen. Det er da topmålet af designmæssig fantasiløshed. Som nu med skulderpuderne. Jeg mener, der er da ingen (selv modefolk) ved deres fulde fornuft, der overvejer at genintroducere kassebukserne, papirstrusserne, plateauskoene, Maverickskjorterne eller Bundesligahåret. Vel?

Nej, fri os fra skulderpuder! Dem HAR vi haft. Og de gjorde, mildest talt, ikke noget godt for os. Lad os bare sige, at vi stemmer dem ned, fordi vi så utroligt gerne vil undgå at bevæge os sidelæns gennem alle døråbninger. Og sagtens kan vise vores mod og styrke uden vatforbreddere!

Continue Reading

Om supermarkeder.

Forleden havde vi besøg af sovse-sønnen ( vi har også en boller-i-karry-søn og en lakse-svigersøn, blandt andet), så på vejen hjem fra en udflugt måtte vi omkring et supermarked for at supplere lageret. Jeg kan godt lave sovs (endda opbagt, hvilket ikke er mange under 50 forundt!), men oftere og oftere køber jeg med god samvittighed små brikker eller glas af eksotiske smagssammensætninger og et uhyre stort antal E-stoffer, når der skal sovs på bordet. Det kommer der nemlig ikke så forfærdeligt tit. Men det er nu slet ikke sovs, dette skal handle om. Forbindelsesleddet mellem indlæggets emne og sovs er bare ganske simpelt: At man kan købe sovs i supermarkeder!

Anyway, det var i en fremmed by, og udvalget af dagligvareforretninger var, mildest talt, en smule sparsomt. Så vi endte i Aldi, som netop i den flække tilsyneladende sad på en form for monopol. Jeg bryder mig ikke om Aldi ( det kommer vi til!), men jeg bryder mig endnu mindre om nye, for mig ukendte supermarkeder, hvor jeg skal bruge alt, alt, alt for lang tid til at scanne reol op og reol ned for overhovedet at lokalisere det, jeg gerne vil købe. Jeg synes, jeg spilder min tid. Det fik mig til at filosofere lidt over mit forhold til supermarkeder—eller rettere: supermarkedskæder.

Da jeg var barn ( det er sgu` næsten blevet et mantra her på bloggen, sorry!), havde vi købmænd og Brugsen, og det overlevede vi fint på. Man var så enten til det ene eller det andet, og det hang ved, gjorde det, for min mand, som er søn af en købmand, undgik et væsentligt stykke ind i sit voksenliv Brugsen. Han følte sig som desertør eller overløber ved blot at nærme sig det, der i alt fald dengang repræsenterede andelstanken, ihukommende de altid unfair konkurrenceforhold for en far, der var lidt for venlig til at “skrive” og lade kunderne “købe på bog”. Brugsen har overlevet. Det har købmændene ikke, så nu står vi med et antal supermarkedskæder, der vel nærmest kun giver os valget mellem at købe hos danske, norske eller tyske pengetanke–og i alt fald aldrig at købe på kredit hos en velkendt og venlig privat ejer.

Men der er jo forskel alligevel. Vi har vel alle vores favoritter–samt steder, vi nødigt kommer. Jeg er sikker på, mange parametre spiller ind ved en sådan (ubevidst?) udvælgelse af favoritsupermarked, men efter Aldioplevelsen kom jeg–nok egentlig for første gang–til overhovedet at overveje, hvorfor jeg egentlig handler der, hvor jeg handler. Umiddelbart kan jeg se fem, for mig, vigtige begrundelser. Nemlig pris, beliggenhed, vareudvalg, butiksæstetik og velkendthed (altså finde-rundt-hed).

Lad mig starte lidt rodet, midt i begrundelseslisten, med butiksæstetikken. Blandet med den med prisen. Der er ingen tvivl om, at steder som Føtex, alle former for Coop-er og Meny går ud som vindere af mest indbydende opstilling og fremvisning af varer. Man får jo lyst til at købe hele butikken, og i alt fald tonsvis af ting, man hjemmefra slet ikke anede, at man akut, dernede i supermarkedet, fik en ustyrlig lyst til at blive ejer af. Det er lige præcis derfor, jeg meget sjældent handler den slags steder. Belært at dyrekøbte erfaringer ved jeg, hvor påvirkeligt mit handlende jeg er af spiselige opstillinger, og at jeg lokkes til at købe ting, jeg slet ikke skal bruge. Ydermere viser min udgiftssky side sig ved, at jeg er fuldstændigt sikker på, at den eneste, der betaler for alle de pæne dekorationer og varer, der er taget præsentabelt ud af deres transportkasser–det er mig! At handle dagligvarer er ikke en æstetisk oplevelse for mig–det er en blot og bar nødvendighed. Men på det punkt er vi nok–det må vi jo være, siden kæderne stadig overlever–særdeles forskellige, og der er må jo findes mennesker, der dyrker at blive til grin for deres egne penge.

Butiksæstetikken ( og prisen) spiller også i den grad ind i mit forhold til tyskerne. Bare med omvendt fortegn. Jeg undgår nærmest for enhver pris Aldi og Lidl. Nok er de billige, men de er altså også sterile, grænsende til en fornemmelse af, at man går rundt i et kølehus eller på et lager. Og så virker varerne på mig, som om de er kopivarer. Jeg kan simpelthen ikke finde rundt i, hvad der er pendenten til Mariekiks på tysk+ at de fremviser tonsvis af brune indpakninger af tyske ting, jeg slet ikke ved, hvad er. Jeg er lost midt i al den germanisering og føler mig lidt som min stakkels handels-uerfarne far, der som pensionist  hjælpeløst støvede rundt flere timer langs hylderne i det daværende SuperBest, indtil han fik samlet mod nok sammen til at spørge om, hvor de mon havde det Safirmel, som stod på hans indkøbsliste!

Fakta, Rema og Netto, derimod, er OK. Varerne har en pris, jeg kan forholde mig til, og da jeg altid køber grøntsager på torvet, kød hos slagteren og brød hos bageren, er det uden betydning for mig, at de mildest talt ikke er stærke på netop de fronter. Alligevel handler jeg kun sjældent i de to førstnævnte, og det skyldes for det første beliggenhed. Der er simpelthen kortere til min Netto end til de to andre. Men allermest skyldes det, at jeg har et nærmest komme-hjem-forhold til min lokale Netto. Jeg kender den–hver eneste kvadratmeter. Det fandt jeg ud af engang, jeg skulle lave en indkøbsliste til min mand. (Er det i øvrigt ikke sjovt, at vi kvinder oftest udstyrer vores handlende mænd med indkøbslister, mens vi selv ser det som en falliterklæring og åbenlys indrømmelse af begyndende demens selv at tage sådan en med–med mindre der er en nær forestående højtid, og der skal powerindkøbes?) Der opdagede jeg, at jeg visuelt forestillede mig en tur gennem butikken og simpelthen skrev varerne ned i den rækkefølge, han ville passerer dem på den mest logiske runde gennem butikken. Jeg tænkte simpelthen mere i varernes placering på hylderne end i ” de her fem ting, skal vi bruge til frokost” eller “vi mangler både toiletpapir og agurker” ( de sidste to står milevidt fra hinanden i butikken!).

Så det er derfor, jeg–nok ubevidst, men dog så velovervejet, når jeg lige får gennemtænkt det–nærmest altid kører ned i den butik, jeg forfalder til at kalde “min” Netto. Der er ingen butiksæstetik, der forstyrrer mig med enten at give mindelser om kølerum eller lagre–eller få mig til at føle, at jeg betaler overpris for smarte opstillinger. Det er den butik, der ligger tættest på mit hjem, og–og det er vel i grunden det allermest vigtige–jeg ved lige præcis, hvor alting står, så jeg kan få handlet i en effektiv fart. Jeg skal ikke bruge tid på at lede hyldemeter efter hyldemeter efter varer, men kan bruge min tid på ting, der er væsentligere for mig end at finde Mariekiks og sovse i brik.

Det er så også derfor, jeg hader det, når jeg skal ind i en, for mig, fremmed butik. Jeg kan simpelthen ikke finde det, jeg leder efter. Og det irriterer mig faktisk. Meget, endda.

Continue Reading

Overraskelser i baghaven.

Galleri E. Jomfrustien. Haderslev.

Og så bliver man så glad, når det endelig lykkes at finde en butik, der sælger Margot, Du Milde eller Charles Design indenfor en radius af flere hundrede kilometer. Samt valfarter, næsten inden man har fået sagt ordentligt goddag til familien, op på Enghave Plads for at tjekke udvalget hos Mania.

Alt sammen fuldstændigt overflødigt, når der nu ligger en butik med design af samme kaliber nogenlunde i ens egen baghave. Nemlig den slags kjoler, der lyser af livsglæde, farver, smukke stoffer og kreativt design. Den slags, alle vi  uforbederlige kjolefreaks med 30+ af slagsen i klædeskabet og en dyb afhængighed, gerne kører langt og strabadserende efter. Det viser sig oven i købet, at den har ligget der siden november, så hvordan jeg har undgået at spotte den, er en næsten traumatisk gåde. Til gengæld har jeg nok sparet en del af samme årsag. Måske skyldes min utilgivelige ignorance af butikken, at der netop ikke på det stræk af gaden ligger nogle genbrugsbutikker….

Butikken er en blanding af skrædderi og udstilling af de hjemmeproducerede, smukke kjoler og andre beklædningsgenstande. Her er også børnetøj af den slags, der sætter en i akut, nostalgisk længsel efter ens egne børns længst overvundne barndom–eller en lige så akut bedstemorskruk. De er bare så smukke, de kjoler, og så er de lavet af den slags stof, man har lyst til at udsætte sin krop for. Her er også kjoler i det blødeste velour–af den slags man nemt kunne får lyst til at sove ved og helt uforvarende bare må eje. Det er selvfølgelig negativt at skrive, at dette er en farlig butik, men jeg tror godt, at alle lidelsesfæller udi kjolefreakisme ved lige præcis, hvad jeg mener!

Ydermere er priserne rimelige (ca. 900 for en smuk kjole), og passer den ikke til ens efterhånden egenrådige, livspåvirkede krop, rettes der gerne til og syes ind og ud. Jeg skal til at spare sammen, skal jeg. Til erhvervelse nummer nogle og sidst i tredve. Eller også skal jeg bevidst undgå det stræk af gaden. Det gik jo lige så godt, indtil jeg fandt ud af, at en lokal afdeling af kjolehimlen ligger i min baghave….

 

Continue Reading
1 2 3 12