Om Ny-maskulinister.

10061719156_6b571d498e_b

Der har det seneste stykke tid floreret en del billeder af såkaldte Ny-feminister i pressen og på de sociale medier. Halvt afklædte og i seksuelt udfordrende positurer lufter de deres silikonebryster for den gode sag, det er at påpege, at kvinder godt kan være både seksuelle væsner og intellektuelt udfordrende. Måske er jeg bare en håbløst forældet, antik feminist, der såmænd bare var med fra begyndelsen, men jeg bliver fortvivlende forvirret over de billeders signalværdi. Og jeg frygter, at jeg ikke er den eneste.

Nu har mændene, med vanlig sans for efterabet timing, så grebet samme sag. Dette billede er Chippendales. Ordet kommer af Chip (som i Chip og Chap), som alle jo ved er jordegern, der, som gode familiefædre, gerne samler til huse for at forsørge deres familier. Pen betyder, at disse mænd også kan læse og skrive og gerne ytrer sig intellektuelt i enhver dannet diskussion. Dales skal give os associationer til “dale”, grønne dale, landbrug og den ultimative bonde. Ham den stærke, ukuelige, der vil gå gennem vand, landbrugskriser og prærier for sin familie. Men altså, summa summarum, mænd der både forholder sig til den traditionelle manderolle på en nytænkende måde og er en intellektuel udfordring.

Hvis de giver os andre associationer, er vi enten forkerte på den, eller også har vi endnu ikke indset, at det at udstille sin seksualitet blot er en måde at promovere sit budskab. Mænd er nemlig ikke kun skaffere, men sandelig også frigjorte, senmoderne mennesker–de kan meget, meget mere (og længere!).

Så disse mænd kæmper altså en brav kamp for f.eks. farrollen, for den fraskilte fars rettigheder og for, at mænd med al tydelighed kan vise deres følelser offentligt. Det fremgår endda af flere interviews med dem, at de elsker at græde i kor. I samme samtaler siger de også, at det udelukkende er vores fejl, hvis vi ikke umiddelbart og lige med det samme fatter, at det er et intellektuelt budskab, dette billede vil give os. Et billede af dem som diskusssionslystne, progressive og forkæmpere for mænds rettigheder. Især indenfor kernefamilien–både den bestående og den opløste. De er godt klar over, at der er seksuelle undertoner, men de forbeholder sig ret til at bruge deres køn og seksualitet på at fremme en god sag. Og hvis vi ikke kan se det, er det altså klart vores fejl.

 

 

 

Continue Reading

Om ugeblade.

2007_newsstand_5396496167

Jeg har lige været til frisør. Så nu er jeg fuldstændigt, helt og totalt opdateret indenfor ugeblade. På sådan en trekvart times tid kan jeg, hvis jeg virkelig er obs på min ugebladslogistik og ikke går i unødvendige detaljer med kjolerne og de mest slibrige skilsmisser, godt nå igennem en 3-4 stykker.

Jeg er nemlig alt for udgiftssky til selv at investere i ugeblade. Men det rokker ikke ved det faktum, at jeg sagtens kan kaste mig frådende over dem, når de er gratis til rådighed. Jeg føler mig snydt ved at investere 30 kr. i ½ times underholdning og gør det kun de par gange om året, hvor jeg skal på MEGET lange flyvninger eller bare har en skoddag, der kun kan bekæmpes med Cola, Pandalakridser og Billed-Bladet.

Når jeg læser ugeblade, går jeg all in. Ikke noget med de der pjathistorier fra Ude og Hjemme eller Familiejournalen, der altid er skåret over læsten hjem-ude-hjem/Den grimme ælling (Vi havde en dejlig hamster/ der var så dejligt i andegården–den døde/men så blev jeg mobbet–nu har vi heldigvis fået en ny hamster, så alle er glade igen/ heldigvis viste det sig, jeg var en svane, så nu er mit selvværd intakt.) Nej, der skal fede affærer, gode kjoler, kongeligt glimmer og grimme skilsmisser på bordet, og det får man altså bedst i Billed-Bladet. Førhen var jeg bestemt også til Se og Hør, men de har ligesom mistet en smule attraktionsværdi på det sidste.

Hver gang jeg går fra frisøren og er fyldt med aldeles unødig viden om de kendtes privatliv, føler jeg mig strålende opdateret. Jeg kan faktisk indgå i enhver givende samtale om de små prinsers buksestil og Marys nyeste frisurer, selv om det selvfølgelig ret ofte er svært lige at finde nogen, der gider at fordybe sig i netop det emne.

Jeg spekulerer også på, hvorfor jeg overhovedet har det behov. Som så heldigvis kun dukker akut op ca. hver 6 uge, når håret alligevel skal trimmes. Hvor belejligt! Hvis nogen ville påstå, at det er pga. spejling, identifikation og genkendelse, så er de altså forkerte på den. Jeg har absolut intet til fælles med alle kendisserne, og de ville sikkert dø af udstationeret kedsomhed, hvis de skulle overleve i dette, for dem, provinshul med meget få (læs: ingen!) glamourøse fester.

Derimod tror jeg nok, der er tale om en form for misundelse. Altså den slags, der fungerer som i det gode, engelske udtryk “How the other half lives”. Det er sgu`da spændende at snage lidt i den slags liv, som man ualmindeligt udmærket ved, at man aldrig nogensinde så meget som nærmer sig at komme til at leve. Netop derfor er det også virkelig tilfredsstillende, når de dummer sig, bliver skilt eller bare iklæder sig en monstrøs, uheldig kjole. Så mindskes afstanden mellem dem og lille mig, der bare sidder der i frisørstolen og tænker, at det jo heldigvis, gudskelov heller ikke er lutter balkjole det hele. Og at mit liv da på mange måder fungerer gennemsnitligt perfekt. Også uden balkjoler!

 

 

Continue Reading

Om makeup.

makeup-brushes-824705_960_720

Jeg er læbestiftblind. Øjenskyggeanalfabet. Og har store mascaraudfordringer. På makeupområdet ER jeg selve eksklusionen. Hvis jeg forsøger mig med makeup, ligner jeg tilnærmelsesvis den underbetalte vikar for en cirkusklovn eller også tror folk, jeg er blevet akut afrikaner.

Da jeg var ung, var det et kvindepolitisk statement ikke at bruge makeup. Det er det så ikke længere, men jeg må være ærlig at sige, at det har taget sin tid for mig at erkende netop det. Da jeg var ung, var makeup vel heller ikke helt så påkrævet, som det er nu. Jeg tænker i retning af kraterfyldning, afværgning af, at nogle måske kunne formode, jeg var alvorligt syg samt velduftende kvindepolyfilla.

Mit problem er, at jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med al den forskønnelse. Jeg har ikke skygge af anelse om, hvordan ( og hvor) man påsmører sig mirakelmidlerne. De få gange, jeg har vovet mig ind i stormagasinernes ellers særdeles velassorterede områder for feminin forskønnelse, er jeg blevet vildt forskrækket over alle de ord, jeg simpelthen ikke ved, hvad betyder. Eller alle de midler, jeg næsten slet ikke har fantasi til at forestille mig, hvor jeg skal smøre på. Det er som et helt nyt, totalt uforståeligt sprog for mig.

Det er derfor, jeg føler mig ekskluderet. Alle andre kvinder ved tilsyneladende, hvad det hele betyder, og hvor det har sin rette plads. Tænk hvis jeg kom til at smøre læbestift på øjenvipperne af bare makeupuvidenhed? Eller vaske hår i balsam? (Det har jeg nu gjort, og det var først på den fjerde, vildt fedtede dag, det gik op for mig, hvad der stod på flasken.) Eller noget, der var meget, meget værre. Sæbe og hårshampoo, det kender jeg. Og for et par år siden købte jeg også min første parfume.

Nogle gange, når jeg med påtaget ignorance og målbevidste skridt haster gennem parfumeafdelingen i Magasin, kommer der sådan en 17-årig med et vidende smil og spørger, om jeg da ikke skal prøve at få lagt–og så siger hun et eller andet, som lige så godt kunne være hebræisk. Jeg siger altid nej tak, fordi jeg meget nødigt vil indrømme, at jeg faktisk ikke aner, hvad teenageren taler om. Ydermere taler hun også lige ind i mine skønhedsfortrængninger. Akkurat som alle de skopudsere, der i evig jagt forfølger mine (og KUN mine!) sko, hver gang jeg er i Istanbul. Jeg er sikker på, den der 17-årige Miss Århus med superkosmetologen i maven bare gør det for højlydt at fortælle mig,( og alle de andre kvinder, som jo ER inviede), at her har vi da ved Gud en forfærdeligt sølle stakkel, som i den grad skal hjælpes ad rette puddervej.

Så jeg har altså ikke noget imod makeup. Hverken (kvinde) politisk eller æstetisk. Mange kvinder er også fabelagtige til at lægge det, så det virkelig ser smukt ud. Det er der så også nogle, der ikke er–med katastrofale resultater. Jeg kender faktisk kvinder, der nødigt går udenfor deres egen dør uden makeup. Med mit forhold til stadset går jeg nødigt udenfor min egen dør MED.

Her i mit tresindstyvende år kunne jeg da godt trænge til lidt udsmykningsmæssig og kosmetisk assistance. Sådan allermest for at bilde mig selv ind at der faktisk er et renoveringspotentiale i månelandskabet. Jeg vil gerne være medlem af klubben for de indviede makeupbrugere. Jeg har bare ikke den fjerneste anelse om, hvor det lige er, man ansøger om medlemsskab. Den eneste lille fornemmelse, jeg har, er, at jeg da vist har forpasset min makeuptid og skulle have anmodet om assistance mange år før, det sådan nærmest er for sent.

Selvfølgelig kan jeg med lethed bilde mig selv ind, at det jo på ingen måde drejer sig om, hvordan jeg ser ud. Men om hvem jeg er, hvad jeg står for, og hvad jeg siger. At hvis jeg bare er strålende interessant, så flyttes fokus med det samme fra min fremtrædende morgengrimhed. Så er det bare nogle gange sådan, at jeg ikke orker at være særlig interessant og derfor hellere vil gemme mig bag et eller andet, som jeg ikke kan huske, hvad hedder.

Det allerværste er næsten, når jeg konfronteres med billeder af mig selv. Så griber jeg mig i at spekulere over, hvem den gamle tante mon er. Eller HVIS gamle tante, hun mon er? Nogen må jo have været barmhjertige nok til at have slæbt hende med. Jeg vil gerne stå ved min alder–jeg har vist heller ikke rigtigt noget andet alternativ–men det kunne nu være rart, om jeg lige vidste, hvordan man kunne gøre den lidt pænere at se på!

Continue Reading

TIL udsalg.

Reaskyltning utanför Magasin du Nord vid Kongens Nytorv i centrala København.
Foto: News Øresund - Johan Wessman
© News Øresund.
Bilden får fritt publiceras under förutsättning att källa anges (Foto: News Øresund + fotografnamn). Bilden får ej manipuleras.
The picture can be used freely under the prerequisite that the source is given (Photo: News Øresund + the name of the photografer. Photo manipulation is not allowed.
Originalfil tillhandahålles gratis, kontakta:
News Øresund, Malmö, Sweden.
www.newsoresund.org
News Øresund är en oberoende regional nyhetsbyrå som ingår i projektet Øresund Media Platform som drivs av Øresundsinstituttet i partnerskap med Lunds universitet och Roskilde Universitet och med delfinansiering från EU (Interreg IV A Öresund) och 14 regionala, icke kommersiella, aktörer.

Jeg har så brilliant en forestillingsevne, at jeg ubesværet kan bilde mig selv ind, at jeg kun køber tøj de 2 gange om året, der er udsalg. Alle mellem-udsalgs-anskaffelser kategoriseres enten som indiskutable nødvendigheder eller som ” det løse”.  På den måde kan jeg, helt uden ret meget dårlig samvittighed, gå vildt og vanvittigt tøj-amok på halvårsbasis. Jeg tror selv på, at jeg er ude i en yderst fornuftig fremtidsplanlægning indenfor påklædning, samt at jeg sparer en forfærdelig masse penge på det, jeg overhovedet ikke så meget som ville have overvejet at investere i, hvis det ikke var nedsat.

I går var jeg TIL udsalg. Jeg går ikke PÅ udsalg. Forholdsordet TIL svarer til den måde, man bruger det på i f.eks. at gå TIL italiensk for begyndere, TIL dans og TIL blomsterbinding. Det indikerer en enorm seriøsitet, at selve opgaven er virkelig væsentlig, og at man involverer sig dybt i den. Det svarer faktisk meget godt til mit forhold til udsalg.

I min by har vi en butik, (IKKE boutique. Sådan staver vi det ikke i provinsen.)der holder gammeldags udsalg. Sådan noget med køtilbud, kaffe på kanden og lange kolonner af kvinder, der stiller sig i række lang tid inden åbningstid for at være blandt de første på beklædnings-slagmarken. Når dørene åbnes, og det store januarslag for tøjamazoner dermed erklæres i gang, forsvinder enhver form for påstået søstersolidaritet, og det bliver alles kamp mod alle for at score Mads Nørgaard i den rigtige størrelse. Butikken er, mildest talt, ikke særlig omfangsrig, men vi, der sådan er lidt mere garvede, kender vores smutveje, samt har, hvis vi er rigtigt seriøse, luret placeringen af de allerbedste tilbud flere dage i forvejen.

Strategien for et succesfuldt udfald af slaget er først at indsamle så megen beklædning i alternative størrelser, som man overhovedet selv kan bære uden at få akutte myoser eller dåne under vægten. Det gøres mest effektivt ved bare at hive det ned af hylderne, selv om man nogle gange skal kante sig lidt og ofte uforvarende kommer til at slynge en sweater i hovedet på en medsøster. Dernæst skal man stille sig i kø et par timer for at kæmpe sig vej til de 4 (fire!) prøverum, som forefindes. Gennemsnitstiden på prøverumsophold er på denne dag omkring ½ time pr. mand, så man er selvfølgelig temmelig udmattet under vægten fra alle blusepotentialerne, når man endelig når frem.

I selve prøverummet er man også nødt til at anvende logistik for overhovedet at nå igennem resultatet af alle sine hylderydninger. Der skal sorteres ud i alt det, man bare tog for at være helt sikker, og i øvrigt ikke har den fjerneste intention om at prøve. Endsige købe. Så er der det, der så godt ud på hylden, men i ventetiden har forvandlet sig til håbløsheder, der ikke foretager sig andet end at fremhæve ens allermest uheldige sider. Det skrottes. Efter en god ½ times tid–og over-statisk-elektrisk-hår–har man så fået fundene reduceret til 1/10, som ved en hurtig hovedregning viser sig at beløbe sig til godt og vel 2 måneders løn. Brutto. Selv på udsalg.

Den sidste grovsortering er den værste. Den hvor man begrædeligvis må erkende sin økonomiske formåen og lade et utal af uhyggeligt gode tilbud gå tilbage på hylderne. Det gør ondt helt ind i sjælen at måtte vælge mellem to blå bluser, der er næsten ens, men så alligevel ikke helt!, fordi man i et øjebliks opvågnen fra udsalgs-feberrusen pludselig indser, at man jo, trods alt, kun kan have en blå bluse på ad gangen. Min inderste sjæl lider, hver gang jeg må forsage et godt tilbud!

Selvfølgelig står man så igen i kø et betragteligt stykke tid, inden man får tildelt retten til at betale. Når jeg går på udsalg, betaler jeg altid med Mastercard, fordi jeg så kan bilde mig selv ind, at jeg slet ikke har købt noget som helst før i næste måned. Jeg synes, jeg er rigtigt snu og i den grad har narret hele verden. I alt fald en måneds tid.

Og så vandrer jeg glad og tilfreds hjemad, for nu er jeg skam ekviperet til det næste halve år samt har sparet en mindre formue på ting, jeg ikke vidste, jeg manglede, før jeg så, at de var nedsat. Så nu mangler jeg da slet ikke noget. Og hvis jeg kommer forbi andre steder, hvor det der magiske skilt med “Udsalg” eller “Nedsat” nærmest drager mig som en uimodståelig magnet, så kigger jeg bare en lille, bitte, bitte smule. Og går det helt galt–og det gør det jo ind imellem–så kan jeg jo bare betale med mit Mastercard.

Jeg synes selv, jeg er en rigtig god og seriøs udsalgsgænger. Jeg er dybt fokuseret og involveret, når jeg går TIL udsalg. Jeg har også mange års erfaring, så måske kunne jeg endda begynde at blogge om det? Jeg har noteret mig, at de mest trendy og populære blogge er dem, der handler om mode og indretning. Det ved jeg så ikke så meget om, men det kan da ellers nok være, at jeg kender alle de beskidte tricks omkring at anskaffe sig alle herlighederne.

 

Continue Reading

Det store skrud.

fashion-300337_960_720

Hver gang dronningen holder store fester, er jeg med på en kigger. Jeg er totalt uinteresseret i middag, taler og evt. underholdning–men KJOLERNE! Jeg labber dem i mig. De få dage om året dyrker jeg intensivt selve kjolens væsen: stof, snit, facon, pynt, farve og alle detaljerne. Det er en nydelse at svømme lidt i denne ekstravaganza af overskud og endnu engang få bekræftet, at en god kjoledesigner efter min mening er en lige så stor kunstner som mange andre end dem, vi ellers hylder indenfor andre genrer. En smuk kjole, der tydeligvis er kreeret til netop den kvinde og netop den kvindes krop, der bærer den, kan være en stor kunstners værk. Og en stor oplevelse for beskueren.

Ligeledes glæder jeg mig da også, med slet skjult skadefryd, til alle de store kjolekiks. Hvis en sådan miskonstrueret marengs er hængt på et damemenneske, jeg politisk eller på andre måder er uenig med, er det da en beskeden, lille sejr. Og det føles vel lidt rart at vide, at hun heller ikke engang har ordentlig smag og folder sig ud på kropsmæssigt uheldige steder. Nogle “offentlige” kvinder er også berygtede for deres notorisk dårlige smag, så deres ankomst imødeser jeg da også med forventning. I flere år havde vi en statsministerfrue, som mildest talt overskred enhver form for modemæssig anstændighed med sin fjog(h)ede påklædning, men hun dansede heldigvis ned i Europa.

Min mand er totalt uforstående overfor min andægtige kjoledyrkning. Hvis man tager kreativitetsscoren på det, mænd stiller op i til den slags lejligheder, i betragtning, er det vel ganske forståeligt. Jeg har ladet mig fortælle, at det eneste tilladte spræl for det køn er knapperne og deres udformning. Det lyder godt nok kedeligt, på grænsen til det overmåde, totalt fantasiløse.

Jeg ved godt, hvorfor jeg er så dybt fascineret af de kjoler. Det er den indre, fortrængte prinsesse, der stikker kjoledrømmen op. Hvor ville jeg gerne–bare EN ENESTE gang i mit liv–have lov til at bære sådan en kjole. Ikke bare det–men prøve at eje den, røre ved den, have den i mit skab, kunne tage den på lige når det passede mig og kunne stå foran spejlet i timevis og lege Askepot fra parcelhuskvarteret. Brudekjolen er vel der, hvor de fleste kvinder udlever den ultimative kjoledrøm, men jeg har aldrig haft en brudekjole, for i 80-erne investerede vi i gode, hold- og brugbare bryllupskjoler (IKKE brudekjoler), som man altid lige kunne bruge bagefter, og som mildest talt ikke havde den store prinsesseværdi. Selv mit ovenud utålmodige jeg stod hjertensgerne model i timevis og lod sig stikke med alverdens knappenåle, hvis en barmhjertig designer ville kreere mit livs kjole. Altså mit livs eneste kjole. KJOLEN. Men jeg har altså ikke lige 20.000 til den slags kjolepjat. Og–hvilket vel er endnu mere væsentligt–hvorfor i alverden skulle dronningen pludselig få den besynderlige ide at invitere mig med til bal?

Måske ved hun, at jeg pjækkede mig gennem samtlige gymnasiets gymnastiktimer og derfor aldrig fik lært at danse Les Lanciers?  Ja, det må være derfor, jeg nok aldrig får den kjole.

Continue Reading

Mest om BH-er og lidt om natbukser.

woman-1659570_960_720

Dette er ikke BH-ens kulturhistorie i detaljer. Det er bare min personlige BH-historie. Men den har nok også adskillige elementer af samme beklædningsstykkes kulturhistorie i sig.

Da jeg i sin tid fik kvindeflapper, der var store nok til at kunne skimtes med det blotte øje, gav min mor mig såvel en BH som besked på at bære samme. Det har nok været omkring 1970, og ude i provinsen gjorde vi piger stadig, hvad vi fik besked på. Uden spørgsmål. Måske har jeg endda været en smule stolt, fordi sådan en tingest sideløbende var en klar, dog skjult, markør af, at jeg var blevet voksen og kvinde. Altså med i BH-fællesskabet. Jeg erindrer endda alle de skjulte blikke efter gymnastiktimerne, (Det var dengang, vi heller ikke stillede spørgsmål ved, om vi skulle i bad. Vi gjorde det bare.) hvor man lige skulle spotte, hvem der i tidsrummet mellem sidste gymnastiktime og nu var begyndt at bruge BH. Det hviskede og fnisede vi meget om og af.

I løbet af 70-erne blev klædningsstykket politisk. Det blev kvindebevægelsens beklædningsmæssige symbol på mandlig undertrykkelse–at man var “spærret inde”, om man vil–så det skulle af. Hoppende, dalrende bryster blev den synlige, klare demonstration af frigørelse fra alle mandspålagte undertrykkelsesmekanismer. Så selvfølgelig smed jeg BH-en. Og da jeg mildest talt aldrig har været udfordret sådan rent størrelsesmæssigt på samme legemsdel, var det faktisk en enorm befrielse. Det der med hoppen og dansen kender jeg ikke til, så jeg må nok tilstå, at brystbefrielsen for mig selvfølgelig var politisk, men da meget, meget mere en forbandet god undskyldning for, at der ikke lige var noget, der strammede og skarvede. Jeg stornød mine BH-løse år. Det er jeg så til gengæld overbevist om, at mange andre kvinder ikke gjorde. Det må have gjort noget så forbandet ondt med alt det formålsløse daskeri. For nok havde selvsamme kvindebevægelse ret i rigtigt mange ting omkring BH-en, men de glemte altså lige, at for et utal af kvinder er den en behagelig nødvendighed, som kan være ret smertefuld at undvære.

Heldigvis faldt mine børnefødsler sammen med kvindebevægelsens afdrosling af BH-ens symbolværdi. Eller deres erkendelse af, at forsagelsen af den måske ikke var det allermest radikale våben. I alt fald behøvede jeg ikke argumentere hverken med mig selv eller andre om genindførelsen af et yderst belejligt klædningsstykke for ammende kvinder. Og op gennem slutfirserne og 90-erne blev den jo norm igen. Så, egentlig uden jeg bemærkede det, blev den ligesom hængende på mig. Med tiden ikke af nødvendighed, men mere fordi den blev norm. I mine kredse blev det relativt umoderne at vise tydelige brystvorter. Ligesom en smule gennemsigtige bluser uden BH indenunder klart bør frarådes for lærere, der underviser 15-18-årige. Der sker et eller andet med koncentrationsevnen.

Når jeg er ude, har jeg altid kalorius på. De, yderst få, gange, jeg er kommet af sted uden i skyndingen, føler jeg mig upåklædt. Eller, endnu værre, at alle, simpelthen alle, bare stirrer på mine uBH-ede bryster. Jeg ved godt, at de med tiden er blevet meget lidt interessante–især rent størrelsesmæssigt–men følelsen kan jeg jo ikke bare fornægte mig fra.

Til gengæld er det allerførste, jeg gør, når jeg er kommet hjem og ved, at jeg ikke skal forlade huset mere den dag, at tage tingesten af og smide den i badekarret til alt det andet tøj. Så tager jeg en dyb indånding–og det gør flapperne såmænd nok også. BH-løshed er afslapning. Det er den helt konkrete markør på, at nu er dagens dont overstået, og der er fuld brystfrihed. For det meste kommer natbukserne også på. Så er vi frie både foroven og forneden.

Det der med BH-er er jo tilsyneladende også en videnskab i sig selv. Altså hvis man tager det for givet og ikke stiller spørgsmål ved, om man overhovedet skal bruge beklædningen. Der findes mange forretninger, der udelukkende sælger den slags ting, og ekspeditricerne er virkelig kompetente indenfor deres felt. De ved alt, hvad der skal vides om BH-er. Og det er ikke så lidt, skulle jeg hilse og sige. Og der findes et utal af modeller. Med og uden blonder, med og uden push-up og med og uden en tusindlap fra eller til. Det er desværre en videnskab, jeg endnu ikke har dyrket så meget, så jeg er utroligt inkompetent–på grænsen til, at det nærmest er kriminelt, at jeg udtaler mig. Jeg køber mine i en discountforretning, der hedder BOOM (de har altså også små størrelser!), for der kan man få hele sæt til en 50-er, og selv om man smider de ubrugelige trusser ud, er det stadig billigt. Hvorfor skulle jeg bruge millioner, når der kun er tale om overtræksudstyr til Cockerspanielører?

Det, der så slår mig, er hele cyklusbevægelsen i det hele. For lige nu er jeg nærmest tilbage ved start igen. Altså starten før min mor uden forklaring iklædte mig BH-en. Jeg er blevet BH-løs semi-pensionist. Jeg skal ikke på arbejde hver dag, så de fleste dage er BH-løse–men jeg tager dog natbukserne pænt af, inden jeg går ud. Lidt modebevidsthed–eller måske er det bare markering af, at man stadig kender forskel på nat og dag?– har man vel stadig tilbage. Men BH-løsheden er absolut ikke på nogen mulig måde politisk betinget. Der er stadig mange ting, vi kvinder ikke har opnået, men jeg tror desværre ikke, kampen hjælpes nævneværdigt på vej af, at vi svinger med brysterne. Tværtimod. Med mindre vi lige rammer en forstokket kvindefornærmer i (T)rumpen. Dette har udelukkende med mit eget personlige velvære at gøre.

Men til marts starter sæsonen igen. Så må BH-erne frem. Jeg er sikker på, at mine busfulde af 60+-ere foretrækker dem fremfor frithængende hundeører. De fleste af dem har det sikkert også på præcis samme måde som mig. Altså kvinderne. De har jo også været med gennem hele historien og har sikkert også et par elskede natbukser med i kufferten.

 

Continue Reading

Den store mæthed.

q12174_noun_5364_ccanafelix_obesity_svg

Det sker altid her omkring 5. eller 6. juledag. Hvis man da overhovedet stadigvæk tæller juledagene herude i den billige ende. Jeg bliver noget så usigeligt, uendeligt stopmæt.

Jeg er mæt af grønlangkål i fløde med medisterpølse, flæskesteg med svær, der ikke længere er sprøde, sylte med sennep og rødbeder og de sidste rester af anden. Jeg er mæt af de utallige stykker Toffifee, Quality Street, Toblerone og Pariserlinser, jeg i ekspresfart har kørt ind hele julen. Jeg er mæt af julefilm med Hugh Grant og pædagogiske serier, der altid starter i Jerusalem og varer 5 timer. Jeg er mæt af at vinde over familien i Trivial Pursuit og tabe til dem i alle andre spil. Jeg er også mæt af at se på mit eget julepynt, som på ophængningstidspunktet var utroligt både hyggeligt og pynteligt, men som nu ligner en udstilling i dårlig smag og den årlige kongres for udseendemæssigt udfordrede nisser. Jeg er, med andre ord, stopmæt af at holde jul.

Jeg har skam nydt det hele. Intenst. Ellers havde jeg vel ikke hældt så meget medisterpølse i mig selv og udsat mig selv for så mange gensyn med ham den engelske overflødebolle, som altid får den søde pige i enden, selv om man nok kan spørge sig selv, hvorfor hun ikke scorer noget lidt mindre velpoleret. Det er som om, at julen er der, hvor det er fuldt legalt at overskride sine egne æstetiske og madmæssige grænser. Dem, man pænt holder sig indenfor resten af året. Det er her, det er legalt at gå amok. Spise mad og slik til man er på revnestadiet, se en masse dårligt fjernsyn–og intenst nyde det samtidig.

Det er godt, der er en indre stopklods–eller mæthedsfornemmelse, om man vil. Alt det frådseri er jo kun sjovt et vist antal dage. Hvor man så selvfølgelig også både går all-in og grovnyder det samtidig. Men nu skal vi videre. Tilbage til de grøntsager, der måske ikke var helt så mange af i julen, og de Toffifee-fri dokumentarudsendelser. Mr. Grant går på stand-by til næste jul sammen med medisterpølsen, og Trivial står på hylden uden at booste min selvtillid overfor resten af familien.

Snart er det nemlig januar, og så skal vi alle sammen på slankekur og vænne os til Grantfrit fjernsyn. Det første iflg. ugebladenes selvsvings-kalender, hvor januar er “store-skrump-måned”. Det var nemlig selvsamme ugeblade, der for et par måneder siden instruerede os i at lave al den fede mad, så nu kan de jo passende pille den af os igen. Det er det, der hedder omstillings- og omsætningsparathed.

Men lige nu er jeg bare mæt. Jeg trænger til en julepause på ca. et år, og det er da i sig selv utroligt belejligt. Jeg er ved at få hygge galt i halsen–eller også kan hygge for mig lige nu defineres som at krybe ned i en god stol med en god bog, helt alene, og gerne med en stor skål salat. Faktisk har jeg allermest lyst til at blive siddende i samme stol, indtil det bliver forår igen. Januar er så forbandet mørk, tam og kedelig. Men det hjælper den heldigvis lidt på vej og gør den en smule mere udholdelig, at man (heldigvis) er så ualmindeligt, forbandet- og dejligt- mæt af julen!

Continue Reading

Den lille, uoverstigelige hurdle.

img_0565

Stormen tog min flagstang. Ikke at det er det store tab som sådan. For mig er en flagstang sådan noget, jeg for det meste glemmer, jeg har, men som bestemt er rigtig god at have. Her i huset flagrer vi som princip af glæde og ikke af nationalisme, men det er bare utroligt sjældent, vi overhovedet gør det. Det skyldes, som så utroligt mange andre ting, den lille, uoverstigelige hurdle.

Jeg bilder mig ind, at jeg nok er verdens ubetinget eneste offer for hurdle-syndromet, men måske forholder det sig slet ikke sådan? Lad mig starte med flagstangen: Selv om jeg har været spejder i utallige år og bestemt stammer fra et hjem med flagstang, kan jeg simpelthen ikke binde et flagknob. Jeg er en sand mester indenfor et stort udvalg af andre knob, og især trompetstikket, som bruges til at afkorte teltbarduner, er jeg virkelig god til. Jeg bruger det måske bare ikke så tit, men vil da gerne stille min ekspertise til rådighed for teltbardunforkortelsesramte. Men flagknobet! Det er sådan set den eneste hurdle mellem mig og flagning i strakt blæst og selve grunden til, at jeg ikke lige får det flag op. Når jeg engang imellem på familiens mærkedage overvejer at kaste mig ud i flaglig fejring, så bremses jeg altid på netop det punkt. Jeg visualiserer med det samme, hvilke fortrædeligheder mit flag kunne komme ud for, og er i det mindste sikker på, at jeg aldrig nogensinde vil få det ned igen, hvis jeg ikke får det forsvarligt opbundet. Derfor lader jeg være.

Og sådan er det jo med mange ting. Der er den der lille, uoverstigelige hurdle mellem mig og brugen af eller færdiggørelsen af dem. I småtingsafdelingen er der trøjen, der i 5 år har manglet en knap, som er fuldstændig uoverskuelig at sy i. Eller kjolen, der har en plet, som aldrig bliver vasket af, så hver gang den potentielt skal bruges, finder den direkte vej ind i skabet igen. Der er også strikketøjet, hvor man strikkede en pind forkert eller tabte et par masker. Det ligger stadig og griner, fordi man bare ikke KAN få sig selv snøvlet sammen til at komme over hurdlen. For mig er der også megahurdlen: Bogen Ulysses, hvor jeg aldrig er nået længere end side 55 og nok heller ikke skal påregne nogensinde at komme videre. Det er så måske til at leve med, for det er vist den mest berømte bog, som nærmest ingen har læst–til ende.

Engang imellem får jeg et hurdleflip og bestemmer mig for, at nu skal tingene ordnes. Jeg skal ofre nogle minutter af min tid på at lære at binde flagknob, sy knapper i, trevle strikketøj op eller læse 10 sider mere af Ulysses. Men det lykkes aldrig. I stedet kommer der hele tiden nye hurdler til, som jeg enten må prøve at overvinde eller lære at leve med. Selv om mini-hurdler ofte både er spild af tid og unødvendige bekymringer.

Da min yngste søn var i børnehavealderen, havde han et år et stort og brændende ønske omkring fastelavnsudklædning: Han ville være Supermand. Nu om dage er det jo i sig selv ingen hurdle–det er jævnt hen bare at gå ned i nærmeste legetøjsforretning og investere i udstyret. Men nej, hver gang jeg lige havde tid til en ekspedition ned i byen for at anskaffe udklædning, vægrede han sig med adskillige og utrolige undskyldninger. Og da fastelavn endelig var så nært forestående, at vi simpelthen måtte få fat i det kostume, brød det stakkels barn grædende sammen, mens han dybt ulykkelig forklarede mig, at han umuligt, på nogen mulig måde kunne være Supermand til fastelavn. “For mor, jeg har jo stadigvæk ikke lært at flyve!”

Jeg nævner historien, fordi det sådan ligesom er en hurdle, der både er til at tage og føle på og til at forstå. Mine flagknob er i petitesseafdelingen til sammenligning. Men den skal også nævnes, fordi den indeholder den erkendelse, vi som voksne forsøger hele tiden at omgå. Nemlig erkendelsen af, at der er små hurdler, vi simpelthen aldrig kommer over. Og som vi bare skal acceptere som livsvilkår. Små, men dog til stede. For så undgår vi ærgrelserne. Så kan vi med god samvittighed skrotte strikketøjet, den knappeløse sweater og pletkjolen samt måske anvende forsikringspengene til noget mere nødvendigt og mindre ærgrelsesfremkaldende end en flagstang uden flagknobsmester.

Ja, jeg tror faktisk, at jeg vil udråbe livet efter de 60 til hurdlefrit. I alt fald for de selvfremkaldte.

Continue Reading

Om “selvundertrykkelse”.

heart-1066536_960_720

I 70-erne kaldte vi det “selvundertrykkelse”. Dengang blev alting nemlig sat i et feministisk perspektiv. I dag er jeg langt mere tilbøjelig til at kalde det ubeskrivelig dumhed eller bare “ris til egen røv”.

Mine børn kommer hjem til jul. Det er sjældent, for ikke at sige den eneste gang om året, at de alle er hjemme samtidig, og derfor betyder det, at der skal laves en farlig masse mad. Ikke blot skal vi fejre julen–og det gør vi jo ligesom alle andre primært med at spise en forfærdelig masse mad–men vi er altså også helt konkret mange munde, der skal mættes. Jeg er selvudnævnt overlogistiker på madsiden herhjemme, og jeg vil ret kategorisk hævde, at det er de fleste kvinder nok.

Det er en rolle, jeg påtager mig med blandede følelser. For selvfølgelig er der da ingen, der har så meget tjek på leverpostej og sylte mm. som mig, men samtidig irriterer det mig grusomt, at det forholder sig sådan. Og så er scenariet kørt i stilling:

Lad os bare være helt konkrete. Der skal hakkes mandler til ris ala mande. Jeg står som sædvanlig i køkkenet og bliver mere og mere tøsefornærmet over, at enhver form for hjælp enten har indtaget diverse sofaer i liggende stilling eller bare overhovedet ikke har ænset, at der altså skal hakkes mandler til at fortynde al den piskefløde. Så jeg siger–altså ikke direkte, men der er absolut ingen, der på nogen mulig måde betvivler, at det er det, jeg mener, at det altså også er pisseuretfærdigt, at det altid er mig, der er bundet fast til køkkenet, og at der heller aldrig, virkelig ALDRIG, er nogen, der gider at hjælpe mig.

Straks rejser et skyldsramt barn sig fra sofaen (tror jeg, i virkeligheden gider vedkommende nok bare ikke høre mere vrøvl!) og fatter kniven til mandelhakningen. Da samme skyldsramte barn nok ikke har mine over 45 års erfaring indenfor mandelhakning, bliver stykkerne en smule uregelmæssigt hakket. I alt fald ikke , som JEG ville have gjort det! Efter ca. 2-3 minutters mere og mere indestængt mandelmedlidenhed og virkelig udfordring på min mandelæstetik, eksploderer jeg i noget, der kun skal forestille at være pædagogisk, men i virkeligheden er det stik modsatte. Essensen af det lyder sådan her: “Nej, hakker du mandler på den måde? Nej, hvor sjovt. Måske er du slet ikke klar over, at det er meget, meget lettere at gøre på den her måde, som jeg lige vil vise dig?” Og så flår jeg gerne kniven ud af det over 25 år gamle barns hånd og hakker mandler som en gal, mens jeg bedrevidende venter på, at barnet anerkender mine uovertrufne mandelhakningsevner og gør præcis det samme som mig. Det gør det så ikke! Det reagerer med 110% sandsynlighed med at blive sur, kaste en smule med kniven og i øvrigt konkludere “..at så er det nok meget bedre, at jeg selv gør det.”

Så står jeg igen der i køkkenet og bliver mere og mere tøsefornærmet over, at enhver hjælp er forsvundet. Jeg får faktisk som regel meget, meget ondt af mig selv. Men jeg bliver jo ikke klogere. Næste dag er det kartoflerne, som jeg tilkalder hjælp til. Historien gentager sig bare–med usvigelig sikkerhed. Og hvis bølgerne går rigtigt højt, kan jeg efter en udmarvende jul helt alene i køkkenet konkludere, ” at der heller aldrig er nogen, der gider hjælpe mig”.

Inderst inde kan jeg jo sagtens forstå, hvorfor der heller aldrig er nogen, der gider hjælpe mig. Det er helt sandt, at vi her er ude i noget, der kan tolkes som den ultimative selvundertrykkelse. Altså hvis man ser det fra et feministisk synspunkt. Men netop denne manøvre findes da i den grad også andre steder end i julekøkkenet. Jeg praktiserer den da gerne selv, bare med omvendt fortegn. Hvis nogen (og her kan man vel igen helt konkret udelukkende tale om min mand) beder mig deltage i havearbejde, så laver jeg da præcis samme manøvre. Jeg gør mig bevidst ualmindeligt umulig. Trækker ukrudt og krudt op i nærmest sanseløs havearbejdsiver, indtil han prøver at få den fuldstændigt maniske optrækning stoppet med “Nej, luger du ukrudt på den måde? Nej, hvor sjovt. Måske er du slet ikke klar over, at det er meget, meget lettere at gøre på den her måde, som jeg lige vil vise dig?” Så er jeg nemlig i min fulde ret til at blive sur og gå min vej i fornærmelse. Mens han på sin side med lige så fuld ret kan være fornærmet over, at der aldrig er nogen, der gider hjælpe ham.

Så denne lille leg får vi megen tid til at gå med. Mor går i køkkenet og er ikke sur–hun er bare meget, meget skuffet. (Nej, hun er sgu` sur, eddikesur!) Der er heller aldrig nogen, der gider hjælpe, og de, der gør, får en straks-returbillet tilbage fra køkkenet, fordi de ikke gør tingene RIGTIGT. Hvilket gør mor endnu mere sur, fordi der endnu mere heller aldrig er nogen, der gider hjælpe. Og børnene er sure, fordi de i virkeligheden overhovedet ikke ret meget gider at hjælpe, men når de så alligevel gør det, så bliver hun sgu` sur alligevel. Måske fordi de udmærket godt ved, hvordan hun gerne vil have tingene. Det er jo ligesom nødvendigt, hvis man bevidst skal gøre dem forkert. Men vi spiller alle komedien, eller tragedien. Og vi kender alle slutningen. For ingen af os har endnu, efter utallige års fatale generalprøver, lært at omdefinere vores roller eller finde et nyt manuskript.

Måske skal jeg i år prøve en ny taktik. Ja, jeg tror jeg vil rose klodsede mandeludskæringer og kartofler med helligdage nok til de næste 20 år højlydt og til skyerne og erklære, at det bare lige præcis var sådan, jeg altid havde drømt om, de skulle se ud. En fryd for julebordet og juleøjnene. Og så vil jeg kvæle mig selv langsomt, mens jeg med et påtaget smil bakker ud af køkkenet og siger. “Nej, hakker du mandler på den måde? Hvor ER det genialt! Jeg synes, alting ser meget lettere ud på den måde, du gør det, så vil du ikke lige stå for al julemaden, mens jeg går ind og lægger mig i sofaen. Er du sød at vække mig, når du er færdig?”

Continue Reading

Men man kan jo også være heldig!

dsc01343

I forlængelse af brok over et bestemt auktionshus` ufine metoder, skal det da også lige nævnes, at man sagtens kan være heldig. Det er så bare andre steder, man skal satse på at være det!

Denne, i mine øjne, meget smukke skål i massiv teak kan man nemlig også få lov at købe til en særdeles rimelig pris. Sådan er det gerne til min lokale auktion.

Og hvis der er nogle blandt jer, der ikke har været til auktion, så prøv! Det er sjovt, finurligt og meget, meget hyggeligere end at gå på cafe. Vi er jo også nogle, der godt kan lide at komme hjem med noget helt konkret for vores egne penge.

Continue Reading