Jeg var på loppemarked forleden. Børneloppemarked. Det er sådan en slags handel, jeg kan forstå rent økonomisk. Dette er, hvad man får for noget, der ligner 60 kroner.

Principielt mener jeg ikke, man som bedsteforælder skal være en omvandrende gavebod. Jeg ville nødigt, at jeg ved enhver velkomst blev bestormet for, hvad jeg lige havde med. Og ikke for, hvem jeg var. Men når der er gode tilbud i luften, tager jeg dem gerne med. Jeg har altid følt mig som en idiot, hvis jeg lod være.

Mit store problem er også, at jeg aldrig bare kan købe en ting. Hvis man nu havde børnebørn af forskelligt køn i vidt forskellige aldre og med fuldstændigt uens interesser, så gav indkøb af gode tilbud bare sig selv. Så passede de, om man så kan sige, til den, der stod i tankerne under indkøbet. Og retfærdigheden ville sikkert fordele sig jævnt over det, man nu fik slæbt hjem. Men det har jeg altså ikke. Jeg har tre fuldstændigt jævnaldrende hoveder med indtil videre totalt unisexede interesser, der lige nu primært indeholder ting, der kan køre og ting, der kan læses. Det sidste bilder jeg mig i alt fald ind. Hvis den ene skal have, skal den anden også. Helst nogenlunde det samme. Der vil sikkert komme et tidspunkt, hvor en af dem, når nogen eller noget pludselig bevidstgør hende om en hvis form for kønspecifikhed, finder ud i de lyserøde prinsessehjørner. Men indtil nu er det mest überpink af alt den lille vogn, som en af drengene ser som uundværlig babyrollator.

Jeg får det også lidt dårligt, sådan en lidt grim smag i munden, hvis jeg ved en fejltagelse bevæger mig ind i en legetøjsbutik. Det gør jeg så mest, hvis jeg skal sende en pakke, for de har også pakkeordning i min den lokale. Det er hårrejsende skræmmende, hvad kiloprisen for farvet plastik er sådan et sted. Hvis jeg i stedet havde investeret mine 60 kroner derinde, ville jeg nok skamme mig over, hvad jeg overhovedet ville være i stand til at erhverve til den pris. Jeg kender absolut intet til avancen på legetøj, men sjusser mig umiddelbart frem til, at den nærmer sig ligaen for møbler og diverse luksusvarer.

Derfor har jeg det rigtigt godt med–så længe modtagerne er fuldstændigt ligeglade–at støve loppemarkeder igennem for gode tilbud. Legetøj, der har været elsket en gang, tager ingen skade af at blive det igen. Ligesom klimaet bestemt heller ikke gør. Ydermere kan man vel med ret stor sikkerhed forudsige, at traktoralderen på et tidspunkt vil ophøre, køre ad nye veje, så det, der er fuldstændigt uundværligt lige nu, vil blive erstattet af nye interesser. Man vokser, så at sige, med opgaven med at være barn og med at lege. Og der vil sikkert også komme et tidspunkt, hvor det faktisk bliver et krav i sig selv, at traktormanden ikke er enarmet, fordi han har tabt den anden i en længst glemt operation hos et længst voksent barn, og moden dikterer ting, der endnu er for nye til at have nået loppemarkedernes klapborde.

Indtil da forsyner jeg mig gladeligt i tre nogenlunde ens eksemplarer med andres aflagte plastik og vellæste bøger. Til plastikken skal lige siges, at jeg selvfølgelig er stortilhænger af træ og bare sådan elsker følelsen af gammeldags trælegetøj. Kunne jeg Brioisere alle børneværelserne, var min lykke gjort. Men det har jeg allerede erkendt som en håbløs mission. Den tiltrækningskraft, der er mellem små børn og farvet plastik, synes lige så indiskutabel og bestandig som tyngdeloven og kø i myldretiden. Mit smuthul må i stedet være bøgerne. Og mit kompromis, at jeg nok skal gå efter alle de evigtvarende klassikere, men en Disneyficering kan accepteres for billedernes skyld og som en overgang, indtil jeg kan åbenbare fantastiske ting, som f.eks. at Barries originale Peter Pan nærmest er den bedste bog nogensinde. Og det er så ikke bare for børn. Sådan nogle voksne som mig svømmer også hen i små mesterværker. Den tid glæder jeg mig til.

Men allerførst skal loppefundene lige fordeles. I tre portioner. Så ens som muligt. I alt fald indtil videre.

Jeg må–lidt surt–konstatere, at jeg kører på to-års intervaller med hensyn til mobiltelefoner. Dette helt uden at tilhøre segmentet af afhængige mobilfreaks, der bare skal have det sidste nye. For jeg nøjes altid med det gamle, til trods for mine imponerende destruktive evner udi mobilsmadring. Til gengæld har manden så, takket være mine bidrag til mobilkatastrofer, altid en ny af slagsen. Mens jeg arver hans den gamle.

Sidste gang, altså for to år siden, var det en ualmindeligt hård asfalt, der tog livet af mobilius. Denne gang gik det vandvejen. Lige ned i kummen. Jeg må konstatere, at man ikke skal gå rundt med sin telefon i baglommen. Eller: det er OK, så længe man rent faktisk går, men når man skal sidde ned, bør man være ekstra opmærksom på farer. Så som de, der udgøres af et toilet. Faktisk var det først, da jeg skulle rejse mig, det gik galt. Svup, sagde det så. Og så lå mobilen kilet ind i toiletstammen, som om den var sidste brik i et større puslespil, der nu bare endelig passede. Altså urørlig, fuldstændigt fastklinet. Det tog minutter at vriste den fri. Så mange, at hvis det havde været i andre former for mere levende vand, var der givetvis kommet fisk på displayet. Hele akvarier.

Mobiler er overfølsomme overfor vand, og man skal derfor ikke vaske dem. Vand erobrer alt inden i sådan en kalorius, kortslutter ehver mikrobisk del og efterlader skærmen i flotte, blå vandfarver, som det kan ses på billedet. I det mindste er man da ikke det fjerneste i tvivl om, hvilket element der har frarøvet den livet. Jeg skal i øvrigt hilse og sige, at mobiler, der har tilbragt adskillige minutter fastkilet i toiletstammer, ikke kan støvsuges tørre, selv om man gør det i timevis. De kan ikke genoplives med mobil hjertemassage og er hjernedøde allerede fra opstigningen fra kummen. Der er ingen mulighed for genoptræning. Kun begrædelig, uigenkaldelig bortgang.

Jeg er en forfærdelig sjuske, hvad angår mine egne data. Jeg strør om mig med koder og har virkelig fundamentale problemer omkring at gemme mine ting. Dem strør jeg også om mig med. Det betyder for det første, at jeg hvert andet år skal starte mit liv sådan nærmest helt forfra. Det betyder heldigvis også, at jeg hvert andet år får ryddet op i minderne om samme liv og faktisk helt ærligt kan sige, at jeg aldrig har savnet noget af alt det, jeg har tabt. Samtlige skraldespandsbilleder ( dem får jeg nemlig aldrig slettet!), et ualmindeligt stort antal beskeder fra folk, jeg ikke lige husker, hvem er, samt mine kontaktlister, hvor der også figurerer mennesker, jeg aldrig ville drømme om at ringe til ( selv hvis jeg vidste, hvem de var!) kan nu ny-opstartes og fuldstændigt opdateres. Det har mit toilet sørget for. Med hensyn til koderne er det straks værre. Jeg må simpelthen presse mig selv til at få dem nedskrevet. Så jeg har dem om to år.

Så nu er jeg altså kommet til iPhone 7. Haltende pænt efter størstedelen af befolkningen. Mens manden selvfølgelig er gået i de tocifrede, og jeg har ham en smule mistænkt for at lukrere på min ødelæggelsestrang med de to-årige intervaller. Han får nyt legetøj, og jeg får en telefon.

Det værste er næsten, at jeg om to år givetvis vil starte en ufrivillig, indre bæven omkring, hvad der mon denne gang skal vederfares min mobil. Måske ryster jeg den bare væk et sted, hvor jeg ikke kan finde den igen. Til den tid har jeg nok også akkumuleret hundredevis af elendige fotos, opfundet et væld af snedige, uhuskelige koder samt indskrevet et hav af mærkværdigheder som kontakter. Og den slags skal jo renses ud. Og–ikke at forglemme–manden kan få det sidste nye nummer i iPhone!

Jeg lærte et nyt ord forleden. Sådan en som mig labber nye ord i sig. Især de gode. Og det her er ekstraordinært godt. Ikke blot lyder det vanvittigt interessant. Det er også en rammende måde at fortælle, at man er uimodtagelig for brugsanvisninger.

Men allermest er det jo en diagnose. Og vi mennesker lever efterhånden i et samfund, hvor det er fornuftigt og handy at have en diagnose, hvis noget ikke lige fungerer. Det er, for nu at skære det ud i ord igen, meget, meget mere troværdigt at sige, at man er manual-resistent—end at man bare ikke kan finde finde ud af at læse en brugsanvisning. Det er lige før, man kan få medlidenhed på den konto. Og det er jo ikke så dårligt, når man står der med Ikea-en, der simpelthen umuligt kan ende med at blive til det, der er vist på billedet.

Selvfølgelig har sagen to sider. Den første vil jeg for en gangs skyld ikke forbigå i tavshed, selv om det er ude i flov-enden. Nemlig den der med, at resistensen ikke blot går på, at man ikke kan læse manualen, men som udgangspunkt indebærer, at man ikke gider. At resistensen altså også ligger i, at man frygter åndedrætsbesvær og røde knopper bare ved at åbne de der kilotunge bøger. At man først griber til biblerne over Ikea-møblernes sammenskruning, når enhver anden metode er helt udtømt, og lortet stadig ligner pindebrænde på hovedet. Eller vaskemaskinen siger en lyd, den ikke plejer at sige, og man har dunket den ovenpå og sparket den lidt på siden. Her opstår faktisk også ofte et nyt problem. Nemlig at manualen fortaber sig i glemslen eller den skuffe, hvor man aldrig kommer. Manualer er overskudspapir, tommetykke overflødigheder, der kun gemmes til den slags nødstilfælde, hvor det vil koste store summer at påkalde en af de håndværkere, der for tiden har så meget arbejde, at de er nødt til at tage firdobbelt betaling for det.

Det andet resistensproblem ligger selvfølgelig i at læse manualer. Det er her, resistensen for alvor bliver en seriøs diagnose. Almindeligvis ser jeg mig i stand til at læse mange ting på et relativt højt plan, men at opnå forståelse af det sprog, der oftest bruges i manualer, er for det meste udenfor min rækkevidde. Utallige gange har jeg determineret sat mig for at læse mig igennem i alt fald de 20 første og mest væsentligste sider af betonklodsen på flere bind over en ny vaskemaskine, men det fungerer bare ikke for mig. Jeg bliver noget så ualmindeligt resistent, når jeg sidder der og ikke fatter en hujende fis. Så er det næsten ligesom, nogen har vaccineret mig effektivt mod at kunne forstå det mindste. At der er lukket for manual-formidling, akkurat som Pfizer skulle kunne lukke for corona. Selvfølgelig tænker jeg da også på, at man måske kunne få nogen, der kan formidle til helt almindelige mennesker, til at skrive manualerne. Men det kan man jo så tilsyneladende ikke. Ligesom det heller ikke er nogen forundt at kunne beskrive en tørretumblers lyksaligheder på under 200 sider.

Men nu, hvor jeg har lært ordet, så er det som om, min verden ligesom klarer op, bliver lettere, om man vil. For når man har en diagnose, så er det halt legalt at afvise alle tiltag omkring at kaste sig ud i det område, hvor ens sygdom afholder en fra at deltage. Når TV-et strejker (og Onslow-metoden ikke virker!), den der lille gule knap lyser insisterende i bilen, opvaskeren siger som en damptromle, vaskemaskinen nægter at lukke vand ud eller Ikeamøblet ligner en skulptur af Robert Jacobsen, så kan man trygt sætte sig ned og lade andre overtage, for “Desværre. Jeg er manual-resistent.”!

Der er en bestemt duft, der indeholder selve foråret. Det er den, der sidder i vasketøjet, når det endelig, omsider, efter en lang indespærret vinter, kan komme ud at hænge. Det plejer at være sådan hen på april, man tøjmæssigt begynder at dufte af andet end vinter.

Sådan har det ikke været i år. Godt nok står det derude, tørrestativet, og er helt parat til ophæng. Der er oveni købet nye klemmer mellem de gamle travere, men de er allesammen påfaldende arbejdsløseløse. Engang i slutningen af april var der lidt arbejde til dem. Troede jeg. En bløder at en byge gjorde mig klogere. Og hurtigere.

Selvfølgelig kan man da godt hænge sit tøj ud. Hvis man gider at hente det ind igen i ekspresfart eller starte et cross countryløb fra egen kælder til egen græsplæne. I pendulfart. Der er ikke noget, der tørrer derude. Og det er jo ligesom den indbyggede ide med at hænge vasketøj ud.

Hvor det i øvrigt, hvis det ellers hang der, sørgmodigt kunne iagttage årets optimistisk udplantede tomatplanter i drivhuset, der sagtmodigt afgår ved den skinbarlige kuldedød. Først var der en, der stivfrosset gav op. Nu er de næste ved at stå af, måske bare for at give det statement, at man altså ikke dyrker tomater i umiddelbar nærved af områder med Nordpolsklima.

Det er, med andre ord, et ualmindeligt sørgeligt forår, vi næsten er igennem. Rent vejrmæssigt. Det er som om, vejret tydeligt afspejler selve den virkelighed, vi lever i. Vi troede, ja, vi troede faktisk, selv om det var ualmindeligt naivt af os, at tiderne, vaccinationerne, pandemien og livet som sådan ville klare op med foråret. Ville begynde at nærme sig at blive sig selv–selv om vi næsten har glemt, hvad sig selv er. Men hver gang, vi liiige tror ( eller for den sags skyld dumdristigt hænger vasketøj ud!), så kommer regnen. Såvel helt bogstaveligt, men sandelig også i alverdens overførte betydninger.

Den der friske, dejlige forårsduft, som klæber til udetørret vasketøj, og som fortæller om nye tider, nye dufte og fuldstændig friskhed–den skal vi nok lede længe efter. Akkurat som med alt det andet, så har selv vejret indrettet sig efter en altomsiggribende tristhed med en usynlig deadline.

Kunne vi da ikke bare starte med, at jeg kunne få mit vasketøj ud at hænge? Hva` vejr?? Nu har du vist os, at du kan regne, og jeg vil gerne rose dig for, at du er forfærdelig dygtig til det. Der er ingen, der vil bebrejde dig for, at du ikke er i konstant tristhedskonkurrence med pandemien. Du kan garanteret heller ikke vinde alligevel. Prøv i stedet at tænke den modsatte vej. Prøv at tænke på den optimisme, du ville kunne skabe i en dybt pessimistisk tid ved bare at indstille bygerne. På den måde kunne vi alle komme til at dufte af frisktørret tøj–og verden ville helt bestemt se meget, meget lysere, forårsagtig og mindre pandemisk ud.

Det sidste halvandet år er der ikke mange dage, der har været mine. Diplomatisk sagt med tydelig underdrivelse. Men i går var. Den kan man leve længe på. Også helt og aldeles bogstaveligt.

Det startede med en fremkommelig region. Jeg er underlagt den nye 6-ugers regel, som Ministeriet for Gakkede Genåbningsregler (tak til Politiken og Monty Pythons Flying Circus!) prompte har indført for vaccinationshungrende borgere i min årgang. For mig er det ekstremt væsentligt at være færdigvaccineret mindst 14 dage før 1. juli, da der da i alt fald på fantasiplan kan være rejser udenfor landets grænser, der kræver et vaccinationspas. Eller omvendt: Hvis jeg står der 1. juli og bliver tilbudt en kærkommen og uhyre længe ventet rejse, og så ikke er færdigvaccineret + 14 dages pasmæssig latenstid, så er det altså ikke mig, der får den rejse. Og så havde de givet mig en 2. tid 19 juni!! (Her skal i øvrigt også indskydes, at den dag, nej, det sekund!, jeg fik invitationen, kunne man i sommerhusets lavloftede stue se mig i lodret loftsspring med totalt ukontrollerbare lemmer slå alle hidtidige rekorder for speedy booking. Jeg tilkommer, hvis jeg selv skal sige det, en helt åbenlys plads på Astralis i disciplinen Vaccinebooking!)

Det var så der, jeg fik fat i det venligste menneske i hele min region. Der ER altså venlige mennesker rundt omkring i regionerne! Da jeg med lidt (kun lidt!) overdrivelse havde oplistet min lange bedrøvelsesliste, fandt han mig sandelig en tid, så jeg kunne nå frem til 1. juli i afvaccineret stand. Det er fuldstændigt betydningsløst, at jeg af samme årsag skal køre til Sydfyn. Der er også pænt på Sydfyn, så jeg tror, jeg laver en lille udflugt for mig selv ud af det. Det bliver ligesom en smule mere ophidsende end mine ugentlige traveture til den obligatoriske testning, hvor ruten jævnt hen er den samme.

Og mens jeg så jublende over vaccinationsgevinsten gik rundt i en nyudsprungen bøgeskov lidt senere med en veninde, tikkede en mail fra Københavns Kommune, lokalafdelingen i Bispebjerg, ind med et ikke uvæsentligt økonomisk tilskud (her taler vi så uvæsentligt i fattigrøvsperspektiv, lidt over 10.000) til guidede ture i samme bydel. Her skal i øvrigt nævnes, at samme kommune er en af landets mest gavmilde, hvad angår tilskud til små projekter af den slags, som alle kommuner og især vores usynlige (nogle gange tænker jeg: ikke-eksisterende?) kulturminister basalt burde støtte i disse tider. Det er en ego-booster, en flidspræmie, en Lottogevinst på egen hjemmefabrikerede lodseddel at få sådan en mail. Og det er, allermest, en anderkendelse af, at det, man går og gør, og gør med glæde, også ses som et aktiv af andre. Jeg har simpelthen fået penge til at gøre lige det, jeg elsker allermest. Oven i købet således, at det, jeg elsker allermest, bliver gratis for de, der ønsker at deltage. Jeg skal dælme nok få klemt nogle gratis gåture blandt Glud og Marstrand, Tekno, Schous Sæbevarefabrikker og alle de andre vidunderligt spændende gamle industrier og alt den grøde, innovation og kreativitet, der også er i det kvarter, ud af de penge. Forhåbentlig til stor glæde for masser af andre mennesker.

Det var der andre, og nærige, kommuner, der kunne lære noget af! Også med hensyn til deres lokale klima. For det var vitterligt netop det sekund, regnvejret derude i skoven effektivt stoppede.

Så det var min dag! Dem må der gerne komme nogle flere af. Jeg mener, hvis regnskabet med gode og dårlige dage skal balancere, så står jeg altså her med noget af et underskud. Og den mail, den forjættende mail, der fortæller, at der nu er åbnet for rejser, således at der ER en konkret rejse til mig, den kan få det regnskab i balance. Så indhenter vi mindst et års skoddage på balanceregnskabet. Samtidig med, at jeg er færdigvaccineret, takket være en fremragende venlig medarbejder hos regionerne, der, hvilket jeg også kraftigt forvissede ham om, var med til at gøre i går til min dag!

Hver eneste gang jeg støvsuger, tænker jeg faktisk på det. Og tørrer hår. Sådan render man næsten dagligt ind i hverdagens mysterier.

Altså det med hastighed. Jeg begriber ikke, hvorfor min støvsuger, eller for den sags skyld min hårtørrer, har forskellige hastigheder. Jeg bruger da kun en. Max.

Det overgår mine allermest rengøringsvendte fantasier, hvem i alverden der dog er så vanvittigt fascineret af at støvsuge, at vedkommende trofast sætter sugeren på laveste hastighed og bruger 5 gange så lang tid på at fange krummerne. Man må da virkelig enten være usigeligt dum eller meget, sådan helt overvældende, glad for at støvsuge. Sådan at man presser den ultimative støvsugningsnydelse ud af seancen og i alt fald skal anvende 4-5 forsøg for at få det hele med. Det samme gælder hårtørreren. Hvem i alverden gider bruge timevis på at tørre hår ved laveste hastighed? Hvem er det lige, der står der i timevis over venstre side og frivilligt får krampe i armen for at udnytte nydelsen ved at tørre hår maksimalt?

Jeg forstår til fulde forskellige styrker på blendere, kogeplader og ovne. Her må utålmodigheden vige for tingenes natur og faren for decideret afbrænding. Men min støvsuger brænder altså hverken af eller sammen på maksimum, og min hårtørrer kan da slukkes et par sekunder ind imellem, hvis der lugter for meget som dengang, min mor selv plukkede høns. Med min hårtykkelse er der heller ingen overhængende fare for overhovedet at nå dertil.

Jeg har gået og undret mig over, hvad producenterne mon har tænkt på. At give os en masse indstillinger, der aldrig bliver indstillet? Er det sådan noget med at prale med, at det kan de? At vi skal være taknemmelige over en masse nytteløse funktioner og rigtigt glade over, at de giver os chancen for at gå i max.? Faktisk ville jeg da ønske, at både støvsugeren og hårtørreren kunne maksimere endnu mere til en grad, hvor det hele bare kunne klares på et par sekunder. Hvor støvsugeren kunne suge hele huset på ½ minut, og hårtørreren lige klare sjasket indenfor samme tidsrum. For jeg vil da hellere have mere styrke end pistne sagtmodigheder, der forlænger tidsforbrug på ting, man i virkeligheden overhovedet ikke gider bruge tid på.

I øvrigt er min støvsuger sådan nærmest groet fast på max. og kan kun flyttes derfra med vold–jeg har, for syns skyld, prøvet. Det vil nu heller aldrig overgå den at komme længere ned. Men jeg tror, at jeg, når jeg engang skal have den udskiftet, vil spørge hvidevareforhandleren om, hvad han lige synes, jeg skal bruge de sagtmodige hastigheder til. Det er jo muligt, at han, som fagmand, kan forklare mig noget, jeg bare ikke fatter.

Nu bor jeg nok i den eneste middelstore, danske provinsby, der helt har undgået DSBs opmærksomhed. Skal vi ud at rejse med tog, må vi rejse ud til toget først. Virkelig noget der ansporer til brug af offentlig transport. Anyway, i går skulle jeg så køre nogen til toget i den nærmeste middelstore, danske provinsby, som DSB har fået øje på.

Da jeg efterhånden ret sjældent sådan kommer lidt ud, bestemte jeg mig for at aflægge et besøg i en af mine yndlingsgenbrugsforretninger i samme by. Helt konkret kan det der “yndlings” defineres som steder, hvor de venlige damer stadig ikke har fået øje på, hvad tingene egentlig er værd. Forretningen ligger på en temmelig forblæst bakketop, hvor vinden rigtigt kan få fat mellem højhusene. Og i går stormede det. Især på netop den bakketop.

Problemet er, at det er man ikke sådan bevidst om, når man selv sidder i bilen, så da jeg lukkede fordøren op, tog en halv pelikan fat i den og slyngede den brutalt ind i bilen ved siden af. Og den ramte plet. Sådan en bildør kan godt slå en god og gedigen bule. Den har en beundringsværdig slagkraft. Det kunne, med andre ord, tydeligt ses, at jeg lige havde været på spil. Den Mercedes var ikke helt, hvad den Mercedes havde været for få øjeblikke siden. Omkring fordøren.

Lige den forretning ligger et sted, hvor man skal skulle noget for at komme forbi. Så der var ingen. Ingen foran, bagved, i nærheden eller i det hele taget tilsyneladende i området. Jeg kunne altså let og elegant have smækket min uvorne fordør igen og kørt min vej, uden at en levende sjæl havde opdaget min skadevoldning. Min egen bil var mirakuløst helt uskadt. Ikke så meget som en rift eller et par dråber hvid maling fra Mercedesen ville kunne afsløre min tåbelige bedrift.

MEN: For mange år siden, da jeg holdt parkeret i min egen by for at forrette nogle ærinder, stod der en dame og ventede på mig, da jeg kom tilbage til bilen. Hun havde stået der et stykke tid, fortalte hun, bare for at vente på mig. For hun havde set præcis den samme slags uheld gå ud over min bil, og synderen var bare smuttet. Heldigvis havde hun taget hans bilnummer, så jeg kunne konfrontere ham med den ret anselige bule, han decideret må have set, mærket og følt, han havde lavet. Det lykkedes mig–man har vel venner hos etaten!–at finde frem til ham, og han betalte da også, selv om han inderligt hævdede, at han intet havde lagt mærke til. Det fik mig til at tænke Bilkabuler ind i min samvittighed. For jeg var godt nok blevet ærgerlig, mopset, sur, gnaven og hele registret, hvis jeg bare havde konstateret en nyopstået bule i min bil uden at finde en gerningsmand.

Problemet der på bakketoppen var at finde frem til bilens ejer. Der var jo ikke en levende sjæl. Men da nummerpladen var tysk, gik jeg simpelthen ind i genbrugsbutikken (som er den eneste butik i miles omkreds) og spurgte de venlige damer, om de havde hørt nogen tale tysk i butikken. Det havde de nu ikke og var også temmeligt forvirrede over mit spørgsmål, indtil de fik forklaringen. Netop der oplevede jeg for første gang forundringen over det, de kaldte “min ærlighed”. Der var en klar konsensus omkring, at det da både var sjældent og samtidig virkelig dejligt, at nogen overhovedet gad erkende en Bilkabule. At det var sådan noget, som folk generelt bare rendte/kørte fra. Hurtigt og samvittighedsløst. Men i al deres velmente hjælpsomhed fandt vi da ud af at putte en seddel med mit telefonnummer i et plastikchartek ( det regnede helt vildt, udover at storme!) og sætte det under bilens vinduesviskere.

Lige da jeg stod og fumlede med chartek og viskere kom en mand forbi og undrede sig over, hvad jeg dog foretog mig med hans vens bil. Efter forklaringer hentede han hurtigt samme unge ven, som var på besøg fra Tyskland. ( Og her tilkommer det ikke mig at udrede, hvordan i alverden han var kommet over grænsen. Men det var han!) Og igen mødte jeg hos bilens ejermand samme forbavselse og glæde over, at jeg overhovedet erkendte min lakmæssige buleforbrydelse. Han nærmest takkede mig for at anmelde mig selv, for, som han sagde, det var faktisk ret usædvanligt. Selve udvekslingen af informationer foregik derfor i en særdeles venlig atmosfære. Jeg har i alt fald tidligere været impliceret i uheld, hvor anstændig og ordentlig tale godt kunne have været at foretrække. Men ikke her.

Det er så også her, altså bagefter, at jeg, ud fra alle de reaktioner jeg mødte undervejs, tilnærmelsesvis kan konkludere, at Bilkabuler eller uforudsete kastevinde, der forvolder skader på andres biler, er noget, mange mennesker overhovedet ikke tager sig af. Tilsyneladende har de sådan en off-knap, der bare ignorerer skader på andres ejendom. Det synes som om, det at lave buler i andres biler ikke er nogen særlig forbrydelse–så længe man ikke bliver opdaget. Det vigtigste er nærmest at slippe afsted med det uden at nogen, som min vakse dame der for år tilbage, lægger mærke til det. Jeg er selvfølgelig helt bevidst om, at det her kommer til at koste mig penge–sådan er det jo med forsikringer, de dækker aldrig helt. Men faktisk har jeg det bedre med lidt økonomisk afsavn end med at gå rundt med en rigtig dårlig samvittighed. Det første er nemlig til at leve med. Det sidste tager modbydelig tid at slippe af med. Om nogensinde. Jeg kan allerede nu visualisere min fobi omkring hvide, tyske Mercedeser resten af mit liv, hvis jeg havde gjort, som mange tilsyneladende gør.

Endelig–og her spiller jeg så på det allermest selviske og egoistiske–så skal man lige foreholde sin samvittighed det præcise billede af, hvordan man selv ville have reageret, hvis man var kommet uforvarende ud til sin egen bil, der stod der med en stor bule. Uden en bekendende eller synlig gerningsmand. Mit raseri ville være nået urimelige højder.

Det ville klæde os at gå ind i kampen mod ejerløse Bilkabuler. Ikke at lade være med at lave dem, for det kan vi ikke, så længe det både blæser og vores øjemål måske ikke altid er optimalt. Men at stå ved, at vi faktisk har forvoldt skade på andres ejendom.

Og mens jeg stod der med den unge mand, der var positivt overrasket over, at jeg var villig til at erkende min bulesynd, så krøb der lige et ikonisk citat fra filmhistorien ind i mit baghoved. Det var lige før jeg sagde “Face it, I am older and I have more insurance.”

Hver morgen holder manden andagt. Mellem 9 og 10. Så stopper verden på den måde, at enhver forstyrrelse er en alvorlig forbrydelse, og alt andet må skubbes til efter det hellige tidspunkt. Mig bekendt er der såvel en form for trosbekendelser ( meget sekulære, nærmest pekuniære) involveret, og jeg kan da også ligefrem mærke, at han bagefter har fået en fornyet livsgnist. Eller i alt fald en del nye ideer. Syndsforladelse er der tilsyneladende ikke tale om. Det er sådan en slags trossamfund, hvor enhver i den grad er sig selv nærmest. Sine egne penge, i alt fald.

Overguruen hedder Lau Svenssen. Han er ikke sådan prototypen på en faderskikkelse, for han er lidt gnaven. Sådan til husbehov. Han har heller ikke mange kvinder, hans bilparks størrelse er ukendt, men han har i alt fald mange aktier i rederier. Rigtigt mange. Og så ved han en forfærdelig masse om en masse ord og begreber, som jeg er noget usikker på betydningen af. Det er de indviede til gengæld ikke. De er ikke et sekund i tvivl om, hvad han snakker om.

Engang var Lau og hans trofaste følgere en slags mindretal. En sekt, nærmest. Men det har coronaen ændret. Nu vrimler det med folk, der holder andagt der om morgenen, eller når de ellers har tid til lidt podcast. Vi havde fornylig en maler i huset, som lystigt strøg badeværelsesvægge i takt til ham Svenssen. Ham skulle man godt nok ikke forstyrre i dagens hellige time. Selv alle de unge, som for tiden mestendels investerer i Lottokuponer i Amerika, er ved at slutte talstærkt op om dagens viise ord fra Svenssen og kompagni. Det er nok også klogere end de strategier, de selv siger, at de bruger. Faktisk er det efterhånden blevet sådan, at Svenssen og følgere bare ved at tale positivt om en given aktie kan få den til at stige mærkbart. Og det kan man da godt kalde væsentlig indflydelse.

Nogle gange lytter jeg lidt med i smug til morgenandagten. Kun lidt. Jeg kan nemlig godt lide at være sådan en slags individualist, som bare gør, hvad jeg selv mener og føler. Det er så ikke altid det rigtige, jeg hverken mener eller føler, men jeg har da et enkelt rederi i min portefølje. Det er nu nok desværre mere fordi, jeg engang rejse rigtigt meget med de gamle Englandsbåde og stadig savner dem sådan lidt nostalgisk.

Jeg er sikker på, manden ikke er den eneste, der ligesom sætter verden i stå der om morgenen. Den breder sig, den højst sekulære trosbekendelse. Der er mange små hjem, hvor tidspunktet mellem 9 og 10 er helligt. Og hvor håbet blomstrer frem i de små hjem, orkestreret af gnavpotten Svenssen.

Der er bare lige en ting, jeg ikke helt forstår. Når man nu (optimistisk??) kalder et program for Millionærklubben, så måtte man da ud fra al logik gå ud fra, det var for millionærer. Altså enten, at man var, eller at man da i alt fald ville blive det, hvis man bare lyttede tilstrækkeligt længe og antal gange til det. At det på en eller anden måde virkede med al den andagtering. At Svenssen kunne noget, akkurat som de der indere, der kan trylle sand op af en tom krukke.

Eller også er det bare et spørgsmål om tid og tålmodighed. At hvis man i årevis sidder der på sin pind i andagtsstimen, så kommer de engang. Millionerne.

Det har jeg simpelthen ikke tålmodighed til. Men måske har manden?

Jeg er ved at pakke. Og det har bragt mig på en ekspedition ind i næsten ukendt territorium, længst glemt land og områder, jeg det sidste år overhovedet ikke har interesseret mig for. Nemlig mit klædeskab.

For længe siden opgav jeg at lægge tøj på plads. Ud fra erkendelsen af, at jeg alligevel gik i det samme hver evig eneste dag. Det samme som i betydningen: de samme 3-4 T-shirts, de samme 3 par bukser ( som er fuldstændigt ens) og de samme 3-4 par strømper, underbukser og 3 sweatre. Ligefrem at lægge det tilbage i skabet var decideret overarbejde, når det alligevel med 2-3 dages mellemrum skulle ud igen. Så mit lille natbord har fungeret fremragende som filial af klædeskabet og til fulde opfyldt mit i sandhed meget skrabede tøjbehov. Når man intet skal og ingen steder kommer, bliver man derefter. Jeg er kontinuerligt stribet foroven, mørkeblå forneden og sådan lidt småblomstret på tæerne. Det er mit corona-mig.

Men nu er det altså blevet påske, og der venter et par begivenheder, som nok er minimale og fattige på deltagere, men som da i alt fald kræver, at jeg stadser mig en smule op fra mit noget slidte image. Første prøvelse var at finde en BH. Jeg havde faktisk helt glemt, at jeg har en yndlings, men heldigvis lå den, noget støvet, kun en smule stukket ned bag mega-stakken af alle de underbukser, jeg har købt på tilbud det sidste år, men som jeg endnu ikke har fundet nogen som helst lejlighed til at putte min bagdel i. Jeg må se, om jeg kan huske, hvordan man lukker sådan en. I alt fald er det ikke en behagelighed, der venter, men det rigtige liv med andre tilskuere til cockerspanielørerne end manden, så det kræver vel lidt ophæng. Om ikke andet kan man da takke coronaen for godt et års BH-fri bevægelsesfrihed, og det er da også noget.

Men da jeg så kom ind i selve klædeskabet, ventede der mig virkelig nogle overraskelser. For det første støvet. Mit tøj hænger derinde og samler støv. Hvem skulle have troet det. For det andet, at jeg da ret imponerende har været endda særdeles generøs overfor mig selv med hensyn til beklædning. Man kunne jo klæde en mindre hær ud som mig bare fra alle de bøjler. Efter sådan et år, hvor man ind imellem har glemt, at der findes andet tøj end det, man bor i, er det lidt overvældende at konstatere, hvor meget mere, man har. Hvor ustyrligt meget, meget mere. Det er lidt flovt. Og decideret tankevækkende.

For det tredje havde jeg glemt, at bukser også kan have linninger og lynlåse. Det er sådan lidt i BH-ligaen: et nødvendigt onde, når andre er nødt til at se på en. Men allermest undrede det mig, at der ligesom var ting derinde, jeg slet ikke kunne genkende. Som om de af sig selv havde fundet derind i støvet i mit skab, mens jeg vraltede rundt i elastikbukserne og var ret ligeglad med alt andet end komfortabilitet. Lidt som om, der var noget tøj, der bare var spadseret ind fra gaden og havde taget ophold mellem mit tøj. Pæne ting, i øvrigt, nogle af dem, men alligevel så fremmede. Så ustyrligt fremmede og vel på sin vis også så uanvendelige lige nu. For hvad skal jeg dog med ting, der ikke er praktiske, når det i grunden er totalt ligegyldigt, hvordan man ser ud, når det bare er bekvemt.

Sidst, men ikke mindst, så viste en stikprøvekontrol af nogle af alle de der fremmede genstande, at også jeg har forandret mig. Min krop, altså. Det der præ-coronatøj, som har hængt i glemslens skab i månedsvis, passer ikke helt, som det sikkert engang har gjort. Der er både spadseret gode benmuskler og spist pæne kagemuskler til hen over coronaen.

Men i det mindste behøver jeg da ikke kaste mig frådende over tøjbutikker, når jeg engang kan komme nyvaccineret ud i livet igen. Jeg har helt mit eget udvalg af ny og fremmed beklædning lige foran mig, i mit støvede skab.

Jeg har fisket et par potentialer ud af støvet og sikret mig, at kagemaven kan rummes, så det bliver det. Der er jo absolut ingen grunde til at gå amok i de støvede ukendtheder, før verden går i lave igen. I alt fald kan jeg sagtens, når jeg ikke lige skal noget som nu her i påsken, nøjes med den mini-filial, jeg har på natbordet. Det er så dejligt trygt. Min eneste frygt er, at de ret markante ansatser til huller i såvel bukser som strømper, jeg begynder at øjne, vil komme ud af sync med lige præcis den dag, hvor verden åbner igen, og jeg, symbolsk, genåbner mit klædeskab.

Jeg har lige været gennem en lille uge, hvor mit hus har undergået en effektiv tilfedtning. Samtlige overflader, underflader samt generelt bare flader under en hvis højde er med beundringsværdig arbejdsomhed blevet indgraverede med jeg ved ikke helt hvad. Eller også har jeg slet ikke lyst til at vide det. At dørhåndtag, reoler og hylder over ca. en god halv meter er sluppet nådigt, skyldes ikke hensyntagen, men det faktum, at gerningsmanden er ude af stand til at nå højere. Selv om han selvfølgelig forfærdeligt gerne havde villet, hvis han kunne.

Derudover synes små ting af enhver art at have fundet vej til steder, hvor små ting af enhver art normalt ikke af sig selv finder vej til. Der er bordskånere bag mit TV, plastikposeruller i hundens kurv, brødrester i avisholderen, agurkeskiver under de løse gulvtæpper, og så har Lego/Duplo tilsyneladende godt gang i opbygningen af en udflytterkoloni bag bøgerne i min reol. Hvilket i sig selv er imponerende, når man tager i betragtning, at samtlige bøger på samtlige hylder i nå-højde er skubbet samvittighedsfuldt helt ind til bunden af reolen. Ikke sådan pænt, ordentligt og lige, men i et kreativt rod, hvor bøgerne sådan mere ligner en tidlig skitse til et hus af Gaudi eller visse steder på Forum Romanum.

Jeg har altid syntes, at små børn og hundehvalpe er umådeligt heldige med, at de er så nuttede og ser så forfærdeligt søde ud, for ellers var det altså gået dem ilde. Tilgivelsen er noget lettere, når gerningsmændene i sig selv bare udstråler umættelig livslyst og uforfalsket nuttethed. Jeg tør i alt fald slet ikke tænke på, hvordan det ville være gået en rimeligt voksen person, hvis vedkommende havde hærget mit hus på samme indfedtede måde!

Tidens trend dikterer også, at små børn selv skal lære at spise, selv mærke maden og forsøge at dirigere den derhen, hvor mad nu engang skal hen. Tilsyneladende udelukkende med fingrene. Jeg er basalt enig i, at selvfølgelig skal børn lære at spise selv, men jeg er dog samtidig overbevist om, at man godt kan yde en smule assistance. Personligt ville jeg også have visse fundamentale vanskeligheder med at spise spaghetti med kødsovs med fingrene. Måske ville jeg, i min alder og med mine ret udviklede styremekanismer, være en del bedre til at minimere katastrofeområdet såvel på mig selv som på de såvel nære som fjerne omgivelser, men jeg ville nok ikke kunne undgå at få i alt fald en lille flået tomat mellem fingrene og måske lidt oksekød på kinden. Samt nok tabe bare et snas spaghetti på gulvet. Det ville dog, helt bogstaveligt, være en katastrofe af særdeles minimal art sammenlignet med, hvor stort et areal–inklusiv både sig selv og det meste af huset–som et mindre barn er i stand til at sprede samme måltid over. Tilligemed at det jo trods alt er relativt sjældent, at der sådan for alvor er Bingo. Altså at maden rammer lige præcis derind, hvor den rent faktisk skal. Det er så her, at det endnu engang er forfærdeligt klogt, at små børn er så søde. Ellers ville det nok være gået dem ilde.

Jeg er nu ved at have affedtet mit hus. Så vidt jeg kan se, mangler der også kun et lille antal Duploklodser, men heldigvis er Duplo af en størrelse, så selv prinsesser tydeligt mærker dem, når de ligger i sengen eller under gulvtæpperne. Men samtidig er her også så tomt, for ham den ihærdige flyttemand med de evigt fedtede fingre er jo bare så sprudlende fuld af liv og har et så ukompliceret mod på tilværelsen, som i hans øjne bare er der for at kunne bruges–og så savner jeg faktisk også at blive bidt, for når man lige har indset alle de muligheder, ens 7-8 tænder har, så er et godt bid i låret en umådelig stor kærlighedserklæring.

Så på forunderlig vis er det jo faktisk sådan, at når man lige har fået retableret overfladerne og lokaliseret besynderlighederne på de aparte steder, så længes man bare noget så usigeligt efter at få sit hus smurt ind af ham den fedtede gerningsmand med det enorme overskud af nuttethed igen….