Guldsøstre

Med hensyn til rappe replikker, kvikke svar og nogle gange tiltrængte, bidende gengældelser har jeg altid været 1-2 måneder efter mig selv. Sådan at forstå, at jeg ofte i situationer, hvor et rigtigt godt svar har været enormt tiltrængt, har stået der som et måbende får–eller i bedste fald fået rablet noget ikke videre gennemtænkt af mig–mens jeg flere måneder, dage eller måske endda år senere i bagklogskabens klare lys pludselig har indset, hvad jeg burde have svaret–samt hvad der bare havde været noget så forrygende genialt.

Jeg har altid troet, jeg var den eneste i hele verden, der led under forsinkede, geniale svar. Af midlertidig stumhed, eller i alt fald forbigående evne til overhovedet at kunne mobilisere noget, der var tankevækkende, rammende eller bare sad rimeligt i plet. At jeg havde monopol på et helt katalog af forsinkede, lettere intelligente måder at forholde mig til, hvad andre sagde. Det, har jeg så fundet ud af, ikke er tilfældet. I alt fald talte jeg med en veninde i går, som har det på akkurat samme måde. Og jeg har formodninger om, vi ikke er de eneste (kvinder?).

Det foregår ofte på den måde, at man, tit lidt uventet, står i en situation, hvor man føler sig lidt angrebet af andre eller måske bare kastes ud i at skulle tage stilling til noget, man ikke i sin fjerneste fantasi havde forestillet sig, man skulle tage stilling til. Så får man svaret noget tåbeligt. Reageret uhensigtsmæssigt. Eller måske slet ikke svaret. Nogle gange kan man endda komme til at sige noget, man slet ikke mener, fordi hele situationen bare er så surrealistisk. Det kan såmænd også være situationer, hvor man burde have sagt fra, men aldrig fik det gjort. Fælles for dem alle er dog, at man bagefter bruger oceaner af tid til for det første at spekulere over sin egen dumhed og dernæst at lave retoriske øvelser på, hvad man burde have sagt i stedet. Som regel dukker det der “i stedet” op efter et stykke tid–og så kan man jo begynde at bebrejde sig selv, at man tilsyneladende var så dum, at det ikke lige poppede op, da det skulle. For 1 måned siden, altså!

Jeg har et helt katalog over “svar, jeg missede”. Og hvert eneste af dem er genialt, velgennemtænkt, ofte spiddende ironisk og i alt fald altid lige præcis det, der skulle have været sagt. Nogle gange kan jeg dyrke dem så meget, at jeg næsten tror, at det var det, jeg i virkeligheden sagde. Det var det så, desværre, ikke.

Nogle gange er jeg såmænd også naiv nok til, at jeg tror, at mit liv havde været væsentligt anderledes, hvis jeg bare i første skud havde sagt det rigtige. Altså det, jeg efter flere måneders nøje overvejelser kom frem til, at jeg burde have sagt. Denne sande buket af velformulerethed, som bare indeholdt lige præcis det, jeg mente. Det svar, der gjorde, at det var mig, der ligesom gik ud på den anden side som sejrsdamen, ikke efterlod et øje tørt og sådan i et hug satte situationen både på plads og i perspektiv.

Men hvis jeg nu ikke er den eneste kvajpande og forsinkede svarer? Hvis der nu virkelig er andre end mig og veninden, der først får deres geniale svar og reaktioner pr. efterbevilling efter at have spekuleret sig frem til dem gennem flere måneder? Så må der jo, logisk set, være andre “tabere”. Altså nogle, der ikke lige får leveret DERES intelligente svar på MINE spørgsmål eller situationer. På den måde går det vel sådan rimeligvis lige op.

Ikke, at livet skal være en konkurrence i gode, geniale svar. Men meget, meget mere, at vi alle skal være opmærksomme på, at de andre heller ikke altid er så velgennemtænkte, velformulerede og velforberedte, som vi fejlagtigt går rundt og tror. At de nok også går hjem og spekulerer på, hvad de burde have svaret og gerne kommer frem til det efter måneder eller dage i tænkeboksen. Det er da, i min optik, en særdeles formildende, og særdeles menneskelig, omstændighed.

Den, og så den gode, gamle med, at man i store forsamlinger roligt kan sige en masse vrøvl, for der er alligevel ingen, der lytter efter andet end det, de selv siger.

Alligevel så sidder den der og nager lidt. Især når åbenbaringen kommer–lang tid efter: Alt det, man skulle have sagt!

Jeg har ikke fået skrevet noget i flere dage, fordi jeg har gået og spekuleret på, om jeg overhovedet kunne skrive om dette. Nu er jeg så kommet til den soleklare konklusion, at det kan jeg. Ikke blot kan jeg—jeg skal også. Fordi der sikkert er mange, der har prøvet præcis det samme. Og fordi det siger så meget om at være kvinde, at tvivle på sig selv, at være offer for sin egen pænhed—og at blive kørt helt, totalt og fuldstændigt over, fordi man lige præcis er den, man er. Den kvinde, man er.

I mandags kom jeg hjem efter en rædselsfuld rejse til Irland. Historien er, at jeg på forhånd havde fået at vide, at jeg skulle have et såkaldt føl med–altså en praktikant, en der skulle iagttage, hvordan jeg gjorde. Det glædede jeg mig da til. Rejselederjobbet er tit en smule ensomt, fordi man sådan er lidt udenfor kategori. Man er ikke en af gæsterne, og der er altså ikke andre i samme position som en selv. Gennem tiden har jeg haft utallige pædagogikumskandidater (“lærerspirer”) og har altid fundet det rart, berigende og udviklende at have en anden at sparre med. Det giver også et nødvendigt syn på, hvordan man selv gør tingene. Så jeg tænkte, at det blev dejligt at have en at drøfte jobbet med.

Sådan blev det så bare ikke! Mit såkaldte føl lagde ud med voldsomt at berette om alle sine strålende erfaringer og supergode kvalifikationer fra snart sagt ethvert sted på kloden–altså undtagen Irland, hvor vi jo sådan ligesom skulle til. Gæsterne blev modtaget med ligeså voldsomme hyldester, og allerede der–det er sådan noget, man ved bagefter, ikke??–skulle jeg nok have været helt præcis i, at der på en rejse kun kan være en rejseleder, og at det altså i dette tilfælde var mig. Med rejser, med undervisning, med kaptajner på et skib (og sikkert mange, mange andre steder) er det bare sådan, at der er en, der bestemmer. En, der holder tovet, har overblikket og styrer i den rigtige retning. Ikke diktatorisk, men i kraft af sine erfaringer–og allermest fordi, der opstår forvirring og til tider åbent mytteri, hvis det ikke er ganske klart for alle, hvem der ved, hvor vi skal hen og hvordan.

Jeg burde have studset, da mit føl ved aftensmaden den første aften rejste sig, slog på glasset og i alles påhør foredrog, at det jo var hendes første rejse til Irland, og at alle selvfølgelig kunne spørge om ting, men hvis hun ikke kunne svare, var hun nødt til at henvise dem videre til mig! Det er desværre sådan en kvindelig ting, at man/jeg netop i en sådan situation prøver at være pæn, at undgå konflikter og–hvilket nok en endnu mere kvindeligt!–vender den indad og tænker, at jeg da sandelig ikke skal være jaloux, fordi hun får en smule opmærksomhed. Man er da vel beskeden!

Så opmærksomhed, det fik hun da! Især, og desværre, fra de af gæsterne, der ikke umiddelbart kunne gennemskue, hvad hun havde gang i. Hun var jo hjerteligheden selv, strøg dem op og ned af armene med store smil, mens jeg som vanligt fes rundt for at få alting til at klappe og gå op i en højere enhed. Hurtigt lurede hun også, at hvis hun bare præsenterede sig selv som rejseledeREN på hotellerne, så fik hun gratis drinks–og det er jo ikke så dårligt. Jeg græmmes endnu ved episoden på et hotel, hvor jeg, ved bestillingen af min evindelige Cola Zero blev nægtet den, da jeg jo ikke var rejselederen. Jeg stod der, dybt mistænkeliggjort, som et lille barn og fik at vide, at jeg prøvede at snyde! Altså indtil jeg i boblende raseri forlangte at få manageren i tale og følte mig endnu mere latterliggjort ved overfor ham at skulle legitimere, hvem jeg var. Det føltes så inderligt overflødigt!

Så var det selvfølgelig, at jeg satte den stol på plads, som jeg slet ikke anede, man skulle sætte på plads. Jeg er tilsyneladende så uendeligt naiv, at jeg da bare tror på, at andre mennesker ved, hvordan de skal opføre sig. At de, ligesom mig, respekterer andres grænser og i alt fald bevidst lader være med at overskride dem. I dette tilfælde var der jo faktisk ingen tvivl om, hvem der var rejselederen, og hvem der var fluen på væggen. Troede jeg.

Det var samme dag, som nogle af gæsterne gjorde mig opmærksom på, at alt, hvad jeg sagde i bussen blev optaget. Hvert et ord! Jeg må indrømme, at da de sagde det, troede jeg dem ikke. Der er da ingen, der optager alt, hvad andre siger, uden i forvejen at have fået en tilladelse. Hvad hun så i dette tilfælde ikke ville have fået. Men den var god nok! Det var faktisk så grænseoverskridende, at jeg blev sådan helt målløs, nærmest hjælpeløs. For nok har jeg oplevet meget, men det er heldigvis sjældent, at jeg oplever mennesker, der decideret er udenfor enhver form for pædagogisk rækkevidde. Og udenfor det helt almindelige høflighedsbarometer.

Min pædagogiske rækkevidde, efter 32 år i skolevæsnet og adskillige rejser som rejseleder, siger mig også, at en åben konfrontation og en åben konflikt netop her er uønsket. Det vil gå ud over gæsterne og deres dyrt betalte rejse. De har krav på at opleve et–i den grad det kan opfyldes–behageligt klima, hvor det ikke er rejselederen, der bevidst går ind og skaber konfrontationer. Også selv om det nok synes nødvendigt for hende selv. Så min (kvindelige?) taktik var at trække mig, at undgå enhver form for nærkontakt med dette menneske, som var blevet mig påduttet, og som selv mente, at jeg desværre var et nødvendigt onde, som hun måtte leve med i sin store forestilling med det dejlige publikum. Der var jo nemlig det ved mig, at jeg var den eneste af os to, der vidste noget om Irland!

Det var der, det slog mig, hvor forskelligt det er, hvad mennesker ser. De–undskyld min generalisering!–nok klogeste af gæsterne så jo tydeligt, hvad hun havde gang i og vendte sig væk, mens andre elskede den fantastiske opmærksomhed og de strålende smil, de i tide og utide blev overdænget med. Opmærksomheden styrkedes også af, at fanskaren blev hevet i enrum og præsenteret for spørgsmål til det rimelige i mine beslutninger med hensyn til praktiske ting under rejsen, som f.eks. hvor bussen holdt sine pauser. Det svarer, jævnt hen, til, at matrosen sætter spørgsmål til, hvilken kurs kaptajnen sætter!

Så det var en rædselsfuld tur. Måske er det bare mig, der i mit lange liv altid har været relativt forskånet for denne type mennesker. Eller i alt fald altid tidligere har haft muligheder for at gå min vej, når jeg stødte over dem. Men det havde jeg ikke på denne tur. Mine gæster havde købt og betalt for en god oplevelse, og det er altid det, jeg gør mit ultimative for at give dem. Det var hårdt at tøjle sit kogende raseri og dukke sig, når primadonnaen med vilje kom for sent til bussen med ordene “Ja, så er jeg her.” Og hårdt at se på, at nogle mennesker simpelthen ikke formår at gennemskue et sådant tomt skuespil.

For som kvinde vender man den jo altid indad. Tænker allerførst på, at det er en selv, der er noget galt med. Om det hele skyldes, at man er så lille et menneske, at man ikke kan tåle, at nogle soler sig i andres beundring. Det tager faktisk lang tid, inden man kommer dertil, at man jo faktisk har–og hele tiden har haft–ret. At dette som grundpræmis handler om, at der på en rejse kun er en rejseleder, og at føl/praktikanter netop her bør være fluer på væggen. Ikke hovedrolleprimadonnaer i deres eget skuespil. Det er muligt, der er mennesker, der gerne vil være deres trofaste fans—der er altid mennesker, der kan købes som fans med lidt smiger og søde smil–men det må i så fald foregå andetsteds. Ikke på en rejse, hvor de deltagende faktisk har betalt for noget helt, helt andet!

Jeg vil for eftertiden ikke sige ja til at medtage føl. Så dybt sidder det i mig. Det irriterer mig lidt, for jeg har altid været enormt glad ved mine pædagogikumskandidater, men dette skal jeg simpelthen forskåne mig selv for. Passe på mig og mine grænser.

Og så skal jeg i øvrigt lige have talt med en juristven om, om man har copyright på sig selv. Tænk: Hun optog ALT, hvad jeg sagde. UDEN AT SPØRGE OM LOV!

Hvilket måske også blot skal minde mig om, hvem af os to der egentlig står med det største problem!

Dette ældgamle takstræ står i klostergården på den gamle Muckross Abbey, som blev ødelagt af Oliver Cromwell tilbage i 1600-tallet. Det er givetvis plantet endnu før og har undgået fældning, fordi takstræer indeholder den værdifulde gift taksin, som førhen blev brugt i flere lægemidler.

Så det overlevede altså Cromwells hensynsløse hærgen dengang for mange århundreder siden. Det har også overlevet at stå i den mørke, trange klostergård. Og selv om det nærmest er umuligt at få kronen med på billedet, giver det nok alligevel et indtryk af et smukt, livskraftigt og frodigt træ.

Især stammen betager mig altid. Det er så tydeligt, at dette træ nærmest har drejet og roteret sig om sig selv med det soleklare formål at finde lys til at vokse. Gro, skyde og folde sig ud. Det har kæmpet mod ulige odds og bare haft et eneste formål: At holde sig i live. Koste hvilke knuder og akrobatiske træøvelser, det nu måtte koste.

Det står her da også endnu. Så de livgivende skru var umagen værd.

Jeg bliver altid sådan lidt ydmyg, når jeg ser det træ.

Siden engang i maj har jeg levet i en kuffert. Det har jeg selv valgt, så det skal jeg på ingen måde brokke mig over. Jeg pakker ud og vasker, når jeg er i DK, og så pakker jeg jævnt hen det samme ned igen. Erfaring viser jo, hvilket tøj der fungerer, ikke krøller og ikke alt for tydeligt flasher de pletter, man nu rager til sig undervejs.

Her på det sidste er jeg så begyndt at undre mig over, at min kuffert helt af sig selv er begyndt at krympe. Jeg er så priviligeret, at mit tøj ikke på besynderlig og konstant vis krymper INDE i skabet, men min kuffert gør altså. På sidste tur var jeg endda nødt til at slæbe en større model med, og da lærte jeg, at netop den udgave kun egner sig til, når man har manden med. Model bøvl.

Så er det, jeg er kommet til at tænke over, at jeg da ind imellem og helt uforvarende er kommet til at købe sådan lidt til husbehov hist og her. Stod lige og manglede en T-shirt, et par strømper–eller kunne ikke så godt gå forbi et godt udsalg med tilbud, en kvinde med respekt for sit eget tøjvalg bare ikke kan negligere. Det hober sig jo, gør det.

Det er nemlig sådan med tøj hjemme hos mig, at det har sit eget liv. Det formerer sig, breder sig og opfører sig præcist som en imperialistisk stormagt i 1800-tallet. Det kan simpelthen ikke få nok af sig selv, besætter konstant halve metre af nyt terræn og breder sig som utæmmeligt ukrudt derinde i skabet–og udenfor. Det er løgn, hvis jeg hævder, at jeg ikke ved, hvor det kommer fra, men jeg ville forfærdeligt gerne kunne påstå, at det forholdt sig sådan.

Så i dag opdagede jeg til min store skræk, at jeg umuligt kan presse mere ind i mit ellers rimeligt rummelige klædeskab. Alt det, der har været på evig rundrejse siden maj, bliver hjemløst, når det er færdigrejst. Så er der jo kun et at gøre: Skille sig af med noget af det, der ikke sådan lige er i den allerhøjeste personlige brugskurs. Smække det på Trendsales eller DBA og i alt fald tjene 1/10 af de oprindelige udgifter til overforbruget. Med overforbrug mener jeg så her, at det er en evig kilde til undren hos mig, at man kun kan have få stykker tøj på ad gangen, og at man kun har en eneste krop. Jeg er tilbøjelig til at mene, at jeg har mange. Samtidig.

Anyway, næste problem er så udvælgelsen. Hvem (jeg har et særdeles personligt forhold til mange af mine beklædningsstykker) skal ud, og hvem må blive? Skal den kjole, jeg fik superbilligt i Harrods for 3 år siden og i øvrigt aldrig har brugt, videre, eller er det den blå, som har hængt så meget på mig, at folk tror, jeg ER blå? Den med lynlåsen, der er gået i stykker, men som virkelig vil blive så fin, hvis jeg får mig taget sammen til at få den repareret, eller den, der kradser lidt, men som er en unikamodel? Måske den, der som den eneste er krympet inde i skabet, men som i øvrigt var krympet lidt, allerede da jeg købte den, eller er det den, der er sådan lidt forkert i farverne, men virkelig ikke kostede ret meget?

Jeg kan bruge meget tid på at diskutere med mig selv, og jeg føler mig tit utroligt skyldig overfor de tøjstykker, der må forlade mit skab. Basalt er det jo ikke deres skyld, at jeg er en lille smule slem til at dyrke min spidskompetence, som, jeg kan jo lige så godt indrømme det, er shopping.

Men så sætter jeg mig ned, siger pænt undskyld til de ting, der må i eksil, og håber for dem, at de får et rigtigt godt, nyt hjem. At de kommer hen et sted, hvor nogen både vil påskønne og bruge dem, så de ikke bare skal være unødvendig tekstil i mit klædeskab. Nogle gange får jeg endda mig selv bildt ind, at jeg gør verden store tjenester: 1) Jeg smider ikke bare ting ud. Jeg lader dem indgå i en genbrugscyklus. 2) Jeg køber dem dyrt (Nå, ja, jeg har da en enkelt gang købt noget, der ikke var på tilbud!) og sælger dem virkelig billigt videre til andre. På den måde kan jeg forestille mig, at glorien kan pudses, ikke bare en, men to gange!

På en måde tror jeg så heller ikke, jeg er den absolut eneste kvinde i verden, der ind imellem føler sig helt overvældet–og overfaldet–af sit eget klædeskab. Jeg tror, der er andre, der kender det! Engang så jeg et udsalg af Elton Johns overflødige klædestykker. Og han er endda en mand–sådan da, i alt fald. Da fik jeg det bare så ualmindeligt godt. Jeg var jo ikke på nogen mulig måde i nærheden af hans skala. Mine klædeskabsproblemer er peanuts i forhold til hans.

Så nok render der en lille tøjimperialist rundt inde i mit klædeskab, men der er altså folk, der er værre end mig. De har sikkert også større kufferter.

Her til morgen var jeg inde at søge efter en bustur fra Edinburgh op i det skotske højland. Så roder man jo lidt rundt på forskellige hjemmesider og tjekker og sammenligner priser og indhold.

Ca. 3 sekunder senere var min Facebook forvandlet til et sandt overflødighedshorn af tilbud om busture fra Edinburgh op i det skotske højland. Der var, virtuelt, nærmest ingen grænser for, hvor jeg kunne komme hen og til hvilke fantastiske priser. Jeg følte mig nærmest omringet af gode højlandstilbud, og hvis jeg ville, kunne jeg såmænd nærmest forlyste mig med daglige, billige og imponerende ture op i højlandet de næste par år, uden på nogen mulig måde at anvende samme udbyder mere end en gang.

Det er der jo på sin vis intet nyt i. Søger man på nettet, overdænges man med lignende tilbud. De popper op overalt og står der og griner ubehøvlet, som om de bagklogt vil sige, at man jo bare kunne have ladet være. Somme tider føler man sig uhyggeligt forfulgt af dem. Samt skræmmes over, hvor meget den der upersonlige tingest, som nettet i virkeligheden er, ved om en. Der skal kun et klik til, før man er afsløret–og holdes som netgidsel for sin egen søgning. I månedsvis.

Så var det, jeg kom til at tænke på dengang for mange år siden, jeg i undervisningsøjemed skulle have fat i Rolling Stones gamle klassiker “I can`t get no Satisfaction”. Den gik jeg da også frisk og frejdig i gang med at søge på, og det kan da ellers nok være, der kom en sand velsignelse af hits. At de fleste umiddelbart kun havde fanget det sidste ord, lagde jeg i første omgang ikke så meget i, så jeg startede med at klikke ind på siderne. Mit førstevalg viste sig at være et billede af en enorm javert, der var virkelig, virkelig Viragoseret, eller i sit tidligere liv mindst havde tilhørt en mellemstor hest. Og satanen pegede lige på mig samt fortalte mig, at hvis jeg bare investerede i nogle specielle piller, så ville det der med “satisfaction” med et ophøre med at være et problem. Hold da lige op, hvor blev jeg forskrækket!

Men det viste sig desværre kun at være begyndelsen på min lidelseshistorie, som der Gudhjælpemig ikke var meget satisfaction i. For nu var jeg jo registreret som interesseret bruger indenfor en bestemt nicheproduktion, så det kunne da i den grad nok være, at lignende produkter i den grad skulle komme efter mig. Jeg husker endnu, hvordan javerter af ethvert format og enhver størrelse i månedsvis forfulgte mig og poppede op på de–i alt fald for den slags produkter–allermest usandsynlige steder. Midt i Politikens kronik, ovenover en madopskrift på lammekølle (kølle??), blandt fødselsdagshilsner på min Facebook og som regel under mine meddelelser på mail–med stor præference for at placere sig i nærheden af bankens, hvordan det så end hænger sammen.

Da jeg altid har brugt min pc til undervisningsbrug og projiceret siderne op på tavlelærredet, måtte jeg samtidig ud i fantasifulde forklaringer på, hvorfor min pc bare ikke, virkelig IKKE, kunne bruges. Jeg kunne se det for mig: Grammatisk forklaring på forskellen mellem “who” og “whom”, hentet på nettet, og det eneste, der dukker op, er megajavert med gode tilbud på billige penisforstørrelser til Fru. Lærer. De ville jo huske det resten af deres liv!

Det tog lidt tid, inden tissemandsterroren døde ud af sig selv. Før jeg holdt op med at se tissemænd i overstørrelse overalt på nettet. Men jeg lærte også noget. Nej, ikke at jeg skal holde nallerne væk fra gamle Stoneshits! Men at jeg i den grad skal tænke mig om, inden jeg søger–og efter jeg har søgt.

For på deres egen skæve og modsatte måde har reklamerne faktisk en præventiv virkning. Min historie er givetvis meget lig mange andres, og vi lærte jo, at der bare er ting, man ikke skal søge på. Ellers bliver man mast ned af en sand overflod af sin egen dårlige smag eller uheldige ordvalg i søgninger. I tidernes morgen, da vi her i huset havde fælles computer, var der også en teenager, der havde været inde et, i alt fald for teenagere, spændende sted, som omhandlede noget i nærheden af mine javerter, og det tror jeg i den grad nok, vedkommende lærte noget af. Vi andre var i alt fald ret gode til at påpege de besynderlige annoncer, der pludselig dukkede op.

Så det kan da være, at overfaldsannoncerne i den grad graver deres egen grav, for når vi kender risikoen, vælger vi vores søgeord med omhu. Og det er vel ikke så skidt!

Til gengæld tager jeg lige en uges tid med busture i det skotske højland. Under alle omstændigheder er det mere lødigt og anvendeligt end de uhyrligheder, der kan komme ud af “satisfaction”. Og lad være med at prøve!

Her hænger et lille udsnit af for over 6000 kr. taske.

Det, og resten af tasken, ville jeg godt eje. Hvilket jeg med al sandsynlighed aldrig kommer til.

Nu er det jo ikke fordi, det sådan er helt og uigenkaldeligt umuligt at komme til at få den på taske-CV-et. Den koster vel bare lidt mere end det, jeg tjener på at køre Irland rundt i otte dage 24/7. Efter skat. Som om det var noget. Som om jeg ikke bare kunne sætte mig i en flyver for at arbejde røven ud af bukserne og i otte dage udelukkende minde mig selv om, at ved vejs ende står der en brun Mulberry og stråler som belønning. Alene. Mere vil der ikke være det fjerneste overskud til.

Jeg ville godt nok gerne eje den lille sag. Hvad jeg sådan mere konkret skulle bruge den til, fortaber sig en smule i taskemuldet. F.eks. ville jeg jo aldrig sådan rigtigt turde gå med den og bruge den. Den kunne jo blive ridset. Og våd. Og rodet indeni. Og fuld af kiksekrummer og gammelt slikpapir. Det kan man nærmest ikke byde en Mulbery. Det er sådan en slags mangel på respekt, synes jeg.

På den anden side set er der jo ligesom ikke megen taskeballade i at eje en Mulberry uden at gøre andre og resten af verden opmærksom på, at man altså har en. Ejer en. Mulberrys egner sig ikke til et skabstaskeliv, de er født med meget stærke fremvisningsgener. Så det ville stille mig i noget af et dilemma: På den ene side set at skærme mit pragtstykke fra livets rod, ridser og griseri, og på den anden at være bevidst om, at prisen for kalorius mindst udgøres af halvdelen i pralværdi.

Nu er det jo ikke fordi, jeg sådan er ubetinget og udpræget taskeløs. Jeg klarer mig nok. Taskeparken kan, endda uden diverse stand-ins, dubletter og vikarer, pænt overkomme mit behov. Jeg kan også godt låne ud til i alt fald en gennemsnitligt befolket landsby uden at være helt ribbet for tasker.

Jeg har bare ingen Mulberry. Og på en eller anden måde bør det nok alligevel være en kvinderet. Jeg må nok tilstå, at jeg ikke helt kan præcisere hvorfor. Andet end at det godt nok ville være fedt.

Jeg er sikker på, at mange andre kvinder fuldstændig forstår mig. Også i, at det, trods alt, er lidt surt at arbejde i døgndrift i otte dage for sådan en klat skind med lynlås.

Det var derfor, jeg sendte et billede til familien og skrev, at denne her er det eneste, virkelig, virkelig, absolut eneste, jeg ønsker mig til min fødselsdag. Hvis I ellers overhovedet har tænkt jer at glæde mig på den.

Men nu tænker jeg alligevel, at sådan en fidus jo nærmest er otte dage i London med fuldpension og alt det løse, eller tre til fire måneders madpenge for mig og manden. Det er vel, ret beset, i overkanten, når den nok bare ender inde sammen med alle de andre ikke-Mulberrys.

Der er bare det ved det, at jeg simpelthen ikke kan overtale mig selv til, at jeg ikke gerne vil eje den taske……..

Sådan er vi, vi kvinder. Dybt og inderligt ulogiske på taskefronten.

Når man rejser som guide, får man altid det værelse, som er tilbage, når alle andre har fået de værelser, de nu engang har bestilt og betalt for.

For det meste er det kosteskabet ovenover køkkenet eller baren, hvor man så kan nyde friturestanken, pandekastningen, den øllede fællessang og sprutdunsten både sen nat og tidlig morgen. Er man lidt heldigere, kan man ende på handicapværelset, hvor vasken sidder i pygmæhøjde, brusekabinen udelukkende kan siddes i, og hvor man i øvrigt nærmest ikke kan komme til for alt det, man kan holde sig fast ved. Det sker også, at man trækker familieværelset. Endda somme tider storfamilieværelset. Det med de 6 senge, så man nærmest føler sig forpligtet til at stille vækkeuret til hver hele time, så man på en enkelt nat kan nå at komme dem alle igennem.

Men nogle få gange er der bingo på brudesuiten. Det er så mest udenfor bryllupssæsonen og udenfor bryllupsugedagene. Sådan en fuld plade tilfaldt mig i dag. Jeg er mildest talt bekymret for at blive væk for mig selv her på værelset, hvor jeg har to senge, skrivebordsarrangement, massiv sofagruppe, spisebord med stole– samt gudhjælpemig mit eget køkken. Jeg boltrer mig på cirka samme grundareal som mit sommerhus. Og så har jeg ikke engang min mand med!

Jeg kom hjem til mit hus igen i går efter 14 dages arbejde i udlandet og lidt flintren rundt i det Nordjyske. Og så blev jeg lidt sur. Eller også var det tøsefornærmet, jeg blev.

For der så jo mildest talt ikke ud, som jeg nu gerne ville have tingene til at se ud. Ikke at min rengøringsstandard i sig selv overstiger grænsen for human nedslidning af knofedt–jeg er sådan set meget, meget liberal, sådan skidtmæssigt og betragter f.eks. min mors guidelines som særdeles vejledende–men selv jeg har dog trods alt grænser for centimetertykkelsen af skidt i krogene. Og højden af vildtflyvende hundehår på køkkengulvet.

Så jeg stod altså der i døren med en indre forventning omkring skidtmængden i mit hjem og blev noget overrasket. Sådan overrasket på den–for mig–yderst ubehagelige måde, at jeg fik en umådelig akut trang til at støvsuge. Det skal tilføjes, at netop den tilstand er uhyre sjælden i forbindelse med mig, så der skal immervæk en hel del til at fremkalde den. Og så blev jeg altså også tøsefornærmet. For hvad ligner det at negligere sit hus i bund, når jeg nu kommer hjem? Og–endnu mere–hvad ligner det at forvente, at jeg bare kommer hjem for at gøre rent? Det sidste er så noget, jeg digter ind i hele historien, for sådan–altså lige præcis sådan–er vi kvinder jo. Det er nemlig det, der gør os tøsefornærmede og samtidig, i vores egne øjne, giver os noget så himmelråbende ret til at være det!

Dette her handler jo i virkeligheden om forventninger. Og lidt om standarder. Helt usagt forventer jeg jo, at mit hus er rent. FORDI JEG SKAL KOMME. At manden har glædet sig så meget til at se mig igen, så han da minsandten har fået hele hytten klorineret. At det er det, han gerne vil vise mig–altså et rent hus. Og så står han der på den anden side og er lidt ligeglad med skidtet i krogene, fordi han bare glæder sig til at se mig. Det er sådan set hans førsteprioritet. Så er det egentlig lidt ligemeget med det skidt, for det kan vi jo enten klare sammen, eller han kan tage det, når jeg er rejst igen, og han har god tid til den slags sysler. På sin vis tror jeg faktisk slet ikke, han er gået ind i de store overvejelse, rent skidtmæssigt–det er slet ikke der, han er. Han har slet og ret gået og glædet sig til at få konen hjem. Og lidt skidt i hjørnerne lever han da ganske udmærket med. Hvis han overhovedet ser det!

Og sådan går vi så tit–ikke bare os, men alle mennesker–så forfærdeligt galt i byen omkring vores usagte forventninger til hinanden. Jeg kunne jo bare have sagt, at når jeg kommer hjem, så forventer jeg en udsøgt afsæbning af hele hytten, udført at dig til perfektion, men den slags siger man jo ikke. Man FORVENTER det–og tillader sig at bliver godt og grundigt tøsefornærmet, når folk undlader at foretage sig det, man forresten har glemt at sige til dem, at man forventer.

En helt anden ting i, at der også i alle vores forventninger er indbygget standarder. Og disse er uden undtagelse altid vores egne. Hvis jeg forventer et rengjort hus, så forventer jeg det udelukkende rengjort på mine præmisser og efter mine skidtstandarder. På en måde er det ikke helt fair. Men allermest unfair er det dog trods alt nok, at jeg stiltiende går ud fra, at enhver er fuldstændig bekendt med mine præmisser. Til perfektion. Og at de udelukkende er det, fordi de kan gætte dem eller læse mine tanker. Jeg skal da i alt fald ikke præcisere noget som helst, for det BURDE folk da vide. Og gør de ikke, er jeg i min fulde ret til at blive meget–altså virkelig–fornærmet.

Der findes også mange ting, som jeg er en gevaldigt dårlig tankelæser på. Lad os bare nævne havearbejde. Her er jeg fuldstændig inkompetent, og af samme grund snyder og springer jeg over. Jeg kan umuligt afkode andres standarder, og jeg giver det såmænd heller ingen chancer. Så hvis det nu var mig, der havde været alene med haven i 14 dage, så er jeg sikker på, at manden havde stået der ved havelågen og oparbejdet en uimodsigelig trang til at gribe et skuffejern. Alt imens han havde været totalt opslugt af mandefornærmethed og skuffelse over, at jeg slet ikke tog ordentligt imod ham.

Mens jeg bare havde glædet mig til at se ham!

Det er ikke sådan, når manden har været alene hjemme i 3 uger her i den allermest givtige agurketid. Så gror han til i agurker!

Selvfølgelig er han da tilgivet for, at han vel–som de fleste andre mennesker–kun har en bestemt agurkekapacitet, men måske kunne han da overveje at plukke dem, inden de så småt udvikler sig til asier eller græskar.

Det har jeg så gjort. Og nu skal vi virkelig gøre os umage de næste par dage med utallige variationer over agurker. Det er lige før, jeg alvorligt overvejer noget i retning af ansigtsmasker. Eller kropsdækkende, for jeg har sådan set agurker nok. Måske hjælper de endda på hunden?

Jeg holder meget af nyplukkede agurker. Især når de er små og lækre. Så jeg kan se, at jeg står overfor lidt af en udfordring.

Med mindre venlige naboer kommer til assistance?