Guldsøstre

Politisk er jeg dybt uenig med hende. Og for mig repræsenterede hun ved sin pludselige skabsudhivning for en 3 år siden den type britiske kvinder, der som overskrift for deres dresscode har “uklædelig anonymitet” tilsat synlig “stiff upperlip” med pil mod, at samtlige britiske kvinder fra overklassen helt ned til den øverste middelklasse også tydeligvis er genetisk forbundet med heste. Hun danser som en handicappet albatros i landing, taler det der overklasseengelsk, man kun kan opnå efter livslange forkølelser og permanent nedsækning i årgangswhisky, virker udadtil som den evige, ugifte gammeljomfru, hvis fornemmelse for kødets lyster udelukkende er baseret på politiske rapporter og stuerene manualer–og så sover hun tilsyneladende aldrig. Selv ikke om natten. Hun var–indtil for ikke så længe siden–for mig, indbegrebet af alt det fra det britiske rige, som ikke selv havde erkendt, at samme rige ikke længere ( og i meget lang tid ikke har været) er en af verdens førende kolonimagter, der bare overlegent kunne bilde sig ind, at det i virkeligheden var det, der regerede verden. Når ens dronning bevisligt også er dronning af nærmest halvdelen af verden–inklusiv Australien, New Zealand, Canada og mængder af andre tidligere kolonier–så må man vel være overordnet i forhold til alle de, der ikke kan finde ud af at være andet end medlemmer af EU.

Men der er sket noget med mit forhold til Teresa May på det seneste. Der har sneget sig en smule medlidenhedsblandet beundring ind. Eller sagt på en anden måde: Der er alligevel substans udover det ovenstående i damen. For aldrig nogensinde har jeg da mødt så vedholdende et menneske! Det ligger lige til højrebenet at sammenligne med den situation, alle tidligere teenageramte mødre stadig erindrer. Teresa May er som en mor, der bestandigt, dag efter dag, vender tilbage til det bombekrater af et værelse, som kun en teenager kan præstere. Som vedvarende, tålmodigt hver eneste dag påpeger, at der bør gøres en oprydningsindsats, men udelukkende bliver mødt af endnu mere kaos. Som selv hen ad vejen begynder at rydde en smule op i lortet, for bare at blive konfronteret af nye mængder madbefængte pizzabakker og sure sokker. Som taler for døve ører, kontrære ører, rebelske ører, men aldrig ører, der gider give hende så meget som en minimal chance for at skabe den nødvendige orden i det rod, tåbelige teenagere hele tiden laver i hendes hjem. For det er jo ikke hendes gode vilje, det skorter på. Hvis bundtet af forurettede, tøsefornærmede teenagere i hendes eget underhus ellers ville lade hende rydde op, så havde hun jo længe gjort det. Det er såmænd det eneste, hun noget så hjertensgerne gør. Hun tager gerne de månedgamle pizzabakker og det halve tons sure sokker, hvis nogen ellers lod hende gøre det. Uden handsker!

Hvor mange gange har den kvinde ikke i bogstaveligste forstand krydset kanalen for at hente endnu en indrømmelse hjem til dem derhjemme, der i grunden overhovedet ikke vil have flere af hendes indrømmelser? Fordi de ikke vil have noget som helst. Eller i alt fald ikke noget som helst, som de på noget tidspunkt selv har været i stand til at formulere. Teresa May har simpelthen ikke forstået, at blandt teenagere er afstemninger om, om der skal ryddes op på værelset, dødsdømte på forhånd. Tøsefornærmede teenagere i bombekratre forstår ikke parlamentarisme. De forstår ikke engang sig selv. Her kunne man måske ( selv om det er fejt og uretfærdigt) indskyde, at May ikke selv har børn, men rent storpolitisk er det noget af en falliterklærisk begrundelse.

Jeg har faktisk ondt af den kvinde. Hun VIL det jo godt, det hele. Hun slår i dynen med dødsdømte sværdslag så store, at man kommer til at beundre hendes vedholdenhed. Gang på gang får hun sparket. Gang på gang rejser hun sig og kæmper indædt videre. Hvorefter hun tildeles endnu en grim tackling–og rejser sig og begynder forfra. Hvis jeg var hende, var jeg garanteret nået til et bristepunkt, hvor jeg nærmest ville føle mig hensat til at bruge fysisk vold, riv, rusk og måske endda rykke i andres hår i ren afmagt. ( Har overvejet, om det er derfor Boris er blevet præventivt klippet!) Man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville være gået, HVIS hun havde haft børn. Jeg mener: Her har vi da den beskyttende hunløve for fuld udblæsning, lærernes skræk, forkvinden for samtlige bestyrelser fra vuggestuen, over badmintonklubben til ungdomklubben og initiativtageren til enhver form for fællesspisning, anti-mobbedag og etablering af cykelstier.

I stedet kæmper hun for sit land. Og det har ingen endnu takket hende for. Alligevel bliver hun stædigt ved. Alt imens vi andre sidder med–nok en form for beundring–men også en stålsat tro på, at ligegyldigt hvad hun står på hovedet for, så er det forgæves. Hun får dem simpelthen ikke til at rydde op!

Så er det også, at jeg ender der, hvor vel det meste af Europa lige nu er endt. Nemlig med det fuldstændigt ubesvarede spørgsmål: Hvad ER det, de briter vil? Har nogen hørt, bare som brudstykker, hvad det ER, de vil? Ingen er vel i tvivl om, hvad de IKKE vil, men det kommer hverken resten af verden eller stakkels Teresa May ret langt med.

Men, Teresa, personligt fandt jeg heller aldrig ud af, hvordan man afskaffede undtagelsestilstande på teenageværelser. Til trods for adskillige forsøg på mæglingsforslag, personlig indgriben og positiv konstruktivisme. I mit tilfælde voksede problemet med årene–og fornuftens gradvise opdukken–ligesom over af sig selv, hvilket var en stor lettelse. Mine børn fandt ud af, hvad de ville. Mens–og hvis–dine gør, så har du min beundring og min medlidenhed! Fra kvinde til kvinde!

Hvis der var noget, jeg til enhver tid ville have forsvoret, at vi NOGENSINDE skulle tale om over aftensmaden, så var det aktiekurser. Sådan nogle har jeg altid set som alt for perifere til mit liv, som noget, mænd i kedelige jakkesæt og med slips tog sig af ( og med hensyn til slips har jeg altid syntes, at det, næst efter drinksparasoller og sugerør, er verdens mest overflødige overflødighed), og som noget, der sikkert nok påvirkede mit liv, men som jeg ikke af den grund kunne tage seriøst.

Det var før, jeg fik en Aktiesparekonto. Den konto blev begyndelsen til mit nye finansliv, min indtrædelse i aktiekurslæsernes skare. Det er såmænd meget let det hele. Basalt drejer det sig bare om at hive sparepengene ( ethvert beløb er velkomment, også de små) ud af madrassen, eller hvor de ellers måtte befinde sig og så få dem indsat på sådan en konto. Der må stå op til 50.000, og fidusen er så, at man kun betaler et minimum af skat på eventuelle fortjenester. Det er regeringens måde at få os småsparere, der ellers er så forfærdeligt gode til bare at gemme vores penge, til at investere dem i andet end madrasfyld. Og når nu bankerne alligevel har fortrængt, at der var noget, der hed renter engang, er det altså en fornuftigere måde at forvalte sin sparegris på end bare at lade dem stå urørte. Urørte, urentede penge taber i købekraft over tid. Det er muligt, aktier også gør det. Men de er sjovere at have med at gøre.

Jeg har ikke en hujende fis forstand på finanssektoren eller aktiekøb. Faktisk har jeg altid set det som et adelsmærke at holde sig fra den slags, men man har som sagt et finanspunkt, indtil man tager et nyt. Det har jeg så gjort–taget et nyt. På en måde ( og dette skal ikke tjene som nogen form for undskyldning!) er det lidt ligesom en leg med noget, der jo på sin vis ikke er rigtige penge. Som at skyde fjender ned i et computerspil eller finde de billigste rejser på markedet. Nok i mit tilfælde mest det sidste. Der kan jubles i det lille hoved, hvis uventede omstændigheder får en aktie til at stige, mens det da samtidigt gør ondt langt ind i min flyvende sjæl, at Norwegians idiotiske direktør offentligt udtaler, at hans styrttruede Boings på ingen måde skal holdes på jorden–for så dropper min værdi af hans selskab til at beløbe sig til den øverste overdel af nakkestøtten på et dårligt flysæde i en halvstyrtet flyver. Jeg kan så bare håbe på, vi ikke sammen oplever det totale styrt.

Som sagt, jeg ved så godt som intet om finanssektoren. Men måske er det så småt ved at blive til VIDSTE. Ved at kigge lidt ind i mig selv kan jeg også konstatere, at det også er derfor, jeg har holdt mig langt væk fra den. Jeg bryder mig ikke om IKKE at vide tilstrækkeligt, for jeg har altid beskæftiget mig med ting, jeg følte mig hjemme i, var tryg ved. Men her tog jeg den beslutning bare at kaste mig ud i kurserne–og så se, hvad der skete. Jeg mener: et aller andet sted skal man jo begynde, og der er vel indbygget garanti for, at man bliver klogere. I mit tilfælde–for der kan man åbenlyst ikke blive dummere. Så jeg tænkte, at hvis jeg nu købte hos firmaer, der har gode navne, rygter og en smule etisk ansvarlighed+ hos dem, jeg selv tror på, så kunne det da ikke gå helt galt. Samt spredte mine begrænsede midler over et mellemstort areal, så et enkelt firma ligesom godt kunne gå ned, uden at jeg af den grund totalt ville afspille mig selv fra at kunne betale for en plejehjemsplads.

Som det ser ud lige nu, en måneds tid inde i min nye tilværelse som børsspiller, så står jeg sådan næsten status quo med mig selv. Jeg tjener på nogle aktier og sætter voldsomt til på andre. Især i fredags, hvor jeg generelt ikke syntes, markedet tog tilstrækkeligt hensyn til mig. Det sidste kan jeg dog fortrænge, for jeg er indehaver af en ukuelig optimisme og kan sagtens lade skodpapirerne stå, indtil de finder ud af at rette sig. Men jeg kunne nu godt tænke mig, at der viste sig en smule mere afkast på de gode, for jeg brænder efter at føle lidt økonomisk anerkendelse. Det er jo, for Fanden, meningen, at jeg skal lege med dem, og jeg gider altså ikke lege med for en hundredekroneseddel i overskud. Og lige nu er man jo også nødt til at vente med at sælge, indtil nogle firmaer betaler udbytte, så man da i det mindste får det med.

Så derfor taler vi altså om aktiekurser over spaghettien. For jeg kan jo godt se, at det er LIDT interessant,og i min begyndernaivitet og mangel på erfaring er jeg jo nødt til hele tiden at opsøge ny viden. Lige nu er jeg ved at forsøge at lokalisere, hvordan i alverden man køber aktier i London. Det er nemlig en del af min personlige plan at investere i et mindre firma nede i Cornwall, som efter min mening har kolossalt potentiale, og dem vil jeg virkelig gerne støtte i deres økologiske bomuldsproduktion og flotte kollektioner. Også fordi, der da ligger en gevaldig pralværdi i, at jeg så har hjulpet dem frem, når de om ganske få år bliver et hit på det danske marked—for det kan de ikke undgå at blive. Men hvordan F… jeg får fat i de aktier er en gåde, som selv samtaler over aftensmaden ikke kan løse.

Og jeg passer mine 50.000 tønder penge. Jeg skyder dem ned, ud, op og til siden. Og jeg er SÅ glad ved, at jeg ikke bare har brugt dem på computerspil, hvor man kunne foretage sig præcis det samme, for der ville afkastet garanteret ikke blive det samme–selv om belønningsværdien måske var.

Jeg kan kun anbefale: Få de sparepenge ud af madrassen, grisen og (mest af alt) de urentede bankkonto og få lidt sjov ud af dem. Giv lidt til belønningscentret, spil med–det er altså LIDT sjovt.

Og så har man jo noget at tale om over aftensmaden……..

I går kørte jeg forbi butikken på billedet. Den ligger i en større provinsby, sådan lidt udenfor centrum på en ret befærdet vej, men absolut ikke et sted, potentielle kunder tilfældigt passerer i massevis om natten. Hvis man ikke kan se, hvad der står på skiltet, fordi jeg både er en lousy fotograf, og fordi jeg skulle passe min egen bilkørsel, så står der “Butikken er døgnåben.”

Se, det triggede jo lige min fantasi. For hvem I ALVERDEN køber blomster midt om natten? Hvem I ALVERDEN har så akut et rosebehov, at det bare MÅ opfyldes der ved 2.30-tiden? Og hvem I ALVERDEN starter bilen 4.15 for lige at vende hen og købe en afskåret med det hele til stuebordet? Pludselig fyldte et utal af scenarier min nysgerrige hjerne. Som om det var den magtpåliggende at finde, lokalisere om man vil, så stort et behov i yderkanten af en provinsby, at det rent faktisk kunne gøre det rentabelt at stå og sælge blomster midt om natten.

Selvfølgelig dør folk om natten, både hjemme hos sig selv og på sygehusene, men jeg har dog lidt svært ved at se pårørende, sosu-er og andre hjælpere styrte ud i bilen og køre afsted efter passende afskedsblomster, fordi det på det tidspunkt bliver det væsentligste overhovedet at finde en passende stilk. Jeg er sikker på, at man i de tilfælde godt kan vente med blomsterne til almindelig åbningstid. Selvfølgelig er der også mennesker, som efter en ordentlig og vildt forlænget tur i byen, føler sig nærmest presset til at købe lidt aflad, men i betragtning af butikkens placering i forhold til midtbyens vandingssteder, så ville det givetvis koste mere at tage en taxa herud, end hvad selv den største forsoningsbuket måtte stå i. Og så gal bliver han/hun vel trods alt ikke?

Der er da heller ingen, der pludselig vågner op om natten og konstaterer akut påskeliljemangel. Altså så akut, at de skyndsomst må  i tøjet og afsted til byens døgnåbne blomsterbutik for at kunne overleve belønningscentrets urimelige krav. Jeg kan forstå det med kiks og et glas vand. Altså det med det natakutte. Men blomster? Unge mennesker på vej hjem fra byen skænker i den slags situationer nok heller ikke sovende mor derhjemme så mange kærlige tanker, så de lige dropper ind og tager en lille en til vasen med hjem. Og de få bilister, der frekventerer motorvejen 5 km. længere ude, har nok så relativt travlt, at de ikke lige vender ind omkring efter nattens blomster. Med mindre de altså er kørt af samme motorvej, fordi det f.eks. er lettere at tage den (altså motorvejen) fra Århus og de 100 km. herned, fordi det er det eneste sted i Jylland, der sælger blomster ved 3-tiden. De vil så ca. kunne påberegne at være hjemme igen, når deres egne blomsterbutikker åbner op.

Der er næppe heller mange drop-ins. Altså den slags kunder, der bare tilfældigt kommer forbi og ved synet af en natåben blomsterbutik bare føler en så akut blomstermangel, at de ligefrem presses ind i butikken. Jeg tillader mig i det hele taget at tvivle på, der sådan kører ret mange mennesker rundt på må og få i det område. Om natten. Selvfølgelig er der da folk, der kører til og fra arbejde på ukristelige tidspunkter, men har de i den forbindelse også tid og lyst til lige at købe blomster?

Så er det, jeg siger til mig selv, at det jo MÅ være rentabelt at have en person stående der og blomstre (undskyld, den var for billig!) hele natten, for ellers gjorde man det nok ikke. Hvilket triggede min nysgerrighed i anden potens. Sådan at forstå, at jeg på en eller anden måde bare må se at få mig møflet derop engang en nat, hvor jeg i forvejen ikke har andet at lave end at sove.

For med egne øjne at se, hvem I ALVERDEN det dog er, der køber blomster om natten.

Engang imellem har man vel lov til at komme med lidt anvendelig brugeroplysning…. Og at gøre det, så længe man husker det selv.

Når jeg rejser i landene Portugal, Italien og Spanien, er jeg altid inde i de to kædeforretninger Tezenis og Calzedonia. Det er nemlig dem, der holder mig med gode, holdbare og lækre strømper. Både tights/buksestrømper, leggings og ganske almindelige dagligdags ankelsokker er de fremragende til. Ikke nok med, at kvaliteten altid er fantastisk god, pasformen er skabt til rigtige kvinder, farver og mønstre er gode og brugelige, og de kan altså også i den grad konkurrere på prisen.

Når jeg går rundt i sådan en forretning, går min indre strømpedjævel helt i selvsving, og det er altså ikke ret tit, det ellers sker. At købe strømper er som regel en byrde, et uønsket greb i pungen, en forbandet nødvendighed for at undgå alt for store huller i livet og i tæerne, men i de to forretninger kan jeg gribe mig selv i at nyde at gå rundt og kigge på strømper. (Den havde jeg sgu` aldrig set komme, før jeg fandt dem!!) Udover lækre strømper har de også undertøj og nattøj, men da den slags beklædningsgenstande er en smule lokalt funderede og temmelig langt fra den gængse skandinaviske smag, er der ingen grund til at bruge tid og penge på dem. Kort fortalt er Middelhavskvinder meget afhængige af flæser og blonder.

Så hvis man lige kommer forbi et af de nævnte lande, så tag endelig en tur i strømpehimlen. Det kan betale sig. Både prismæssigt, men sandelig også mht. kvalitet. Der er ligesom lidt mere swung, bomuld og behagelighed i Middelhavssokkerne end i dem til 3 for en halvtredser i Netto!

Jeg finder det beroligende og til at forholde sig til, at jeg hver mandag og tirsdag aften på præcis samme tidspunkt skal opfylde mine TV-behov. Om mandagen skal jeg se Sporløs og om tirsdagen Kender du typen?, og den slags skal overhovedet ikke diskuteres. Jeg er udmærket klar over, at jeg  ( i alt fald for det ene programs vedkommende) ser på en form for genudsendelse, der uden de store pauser og fornyelser har reproduceret sig selv på min skærm i et kvart århundrede, men faktisk er det også derfor. Altså at jeg ser det. Kender du typen? er som mormorsovs, jordbær med fløde og nedarvet julepynt. Det er fuldstændigt ufarligt, og det er trygt og 100% forudsigeligt. Det kan jeg, somme tider, godt lide, at ting er. Alligevel synes jeg nu, at der på det seneste er kommet lidt skår i glæden og sejren ved at gætte kendstes boliger, men mere om det senere.

Med hensyn til Sporløs, så kalder det program på to fundamentale ting i mig. Nemlig jagten og forløsningen. Rent sprogligt/stavemæssigt er der ikke langt fra morder til moder, og på akkurat samme måde forholder det sig i programmet. Om det er en forsvundet moder eller en forsvundet morder, der jages, er mht. selve jagten egentlig uden betydning. Det er detektivarbejde alligevel. Så for mig er programmet en hyggelig, lille hverdagskrimi, der oven i købet tager mig med på sporjagt, uden at nogen lader livet for det. Det med ihjelslåning venter jeg med til efter den sene TV-avis, hvor jeg troligt påbegynder mine krimier, men uden undtagelse fravælger at opklare dagens mord i England, Wales og Sverige, fordi jeg falder i søvn. Den anden fascination ligger i forløsningen. Akkurat som, når morderen fanges, så er det altså vildt lækkert at se hovedpersonen i sin mors arme. Så falder verden i vante rytmer igen, og man kan ligesom tro på en fremtid. Det er da ikke nogen hemmelighed, at jeg ofte fælder en lille tåre, og det, siger jeg så til mig selv, illustrerer bare, hvor ganske forfærdeligt menneskelig jeg er. Mest fordi, det altså har det med at komme bag på mig. Det med det menneskelige. Alligevel er det nu generelt sådan, at jeg hyler spandevis af Kleenex, når folk bliver fundet, gift eller begravet. Ikke bare i virkeligheden og dokumentaragtige udsendelser. Jeg græder da også, hver evig, eneste gang, de genudsender Matador, og hunden Kvik dør. Og hver eneste, evige gang håber jeg på, at de har ændret i manuskriptet og ladet den hund overleve. Det har de så ikke.

Med hensyn til typebestemmelse, så bringer det program jo også den lille detektiv på banen. Jeg sætter en stor ære i at gætte en kendis før manden, hvilket er piece of cake, fordi han sådan nærmest er BilledBladsignorant og kun kender en 5-6 stykker af slagsen. Og de har allesammen været der. Derudover er det jo rigtigt behageligt sådan legalt og i bedste sendetid at få lov til at se, hvordan andre mennesker bor. Selv om jeg overhovedet ikke tror en designerstol på, at de bor sådan. Det gør jeg ikke, fordi selv kendisser også er mennesker. Jeg nægter simpelthen at tro på, at deres hjem ser sådan ud til daglig. Er deres børn, hunde, katte, mænd, koner, nullermænd og fedtfingre da totalt afgået ved døden? Hvor er deres rod, kaffekrus, vasketøj og håbløse papirklip fra børnehaven? Er det virkelig kun hjemme hos mig, den slags har grobund og tålelige vilkår? Faktisk har jeg på det seneste indført en helt personlig detektivvinkel på netop disse programmer. Jeg spejder som en gal efter lukkede døre, skure, loftlemme eller megaskabe, hvor de bare har losset alt det, der gør dem til rigtige mennesker, ind i dagens anledning. Nogle gange forsøger jeg telepatisk at komme i kontakt med Steffensen-bjørnen under programmerne, når jeg skuer en sådan lukket dør, som jeg gerne vil have ham til at åbne, men det er aldrig lykkedes mig. Jeg konkluderer derfor, at samme Steffensen-bjørn har afbrudt al den form for kontakt under udsendelserne, fordi det netop, virkelig, virkelig netop er bag den lukkede dør, at hverdagen og menneskeligheden er opbevaret. Og den må vi så ikke se.

I øvrigt finder jeg, at udsendelserne for mig er inde i en nedadgående spiral med hensyn til identiteterne på de rodskjulende, såkaldte kendisser. Mit problem er nemlig, at jeg føler mig mere og mere chanceløs og dermed ret uretfærdigt behandlet. Hvordan skal jeg kunne gætte en person, som jeg ikke engang ved eksisterer? Det er som om, at raten af berømtheden med superorden på boligfronten er ved at være opbrugt, så man nu er nødt til at gå ud i andet led og nøjes med semi-kendte. Eller også–dette har jeg virkelig tænkt meget over–findes der en stor og menneskelig portion kendisser, der bare har så meget fundamentalt rod i deres indendørs design, at de derfor slet ikke har været på tale som emner til programmet. Måske sidder der en hel reserve af  kendte rodehoveder derude, der både har vasketøj, støvmider, børn med fingre og fødder, langhårede hunde og hamsterhjul, der bare no way kan få lov til at komme med i programmet, fordi de ikke gider rydde op. Hvis det var mig, der blev forbigået på netop de præmisser, så tror jeg da faktisk, jeg ville være lidt stolt af, at der, trods alt, var spor af menneskelig aktivitet i mit hjem.

Men jeg sidder der troligt, når muligheden er til stede. Derimod har jeg givet op, efter godt og vel et kvart århundrede, på Hammerslag. Det program giver mig mindreværdskomplekser, grimme misundelsestendenser + at jeg overhovedet ikke rammer noget som helst prismæssigt. Her er da virkelig et program, der til fulde fastslår, at ingen danskere lever i deres hjem. Eller i alt fald så flytter de først ind, for alvor, når programmet er optaget og går i gang med at anvende de investeringer i designermøbler, de garanteret kun har anskaffet fordi, deres hjem skulle i TV. Ellers forstår jeg det ikke…..

I går var jeg til møde i min bank. De ville tale om mine/vores penge. Det vil de tit, og jeg er ikke det fjerneste i tvivl om, at de udelukkende vil det, fordi de har set en ny indlysende chance, som ikke må forspildes, for at score et par småører mere på os. Sådan, fuldstændigt ukompliceret–måske en smule naivt– er mit syn på banker. Jeg har tidligere klart meldt ud, at jeg stoler mere på opsprættede madrasser end på banker, og at den eneste årsag til, at jeg ikke anvender sådanne i dagligdagen, består af rent praktiske, pladsmæssige forhold.

Når jeg går til møde i min bank, opruster jeg på akkurat samme måde, som når jeg skal på ekspedition til telefonbutikker. Jeg opsamler ugevis af vrede over andre småting, vejret og livet generelt og er beredt til pengespidserne på ikke at blive snydt. Min bankrådgiver er skam en venlig mand, som man sagtens kan snakke fornuftigt med om andre ting end lige bankforhold ( bl.a. rejser han meget), og jeg er hele tiden nødt til at forsvare ham med, at han jo også skal have brød på bordet. Eller måske bare tog et lidt uheldigt valg fra begyndelsen.

Anyway, denne gang var det så omkring alle de fordele, vi kunne opnå ved at flytte alle vores opsparinger over i netop hans bank. Derfor havde han + investeringsrådgiveren, som ligesom sad der og skulle agere tydelig back-up på midtjysk med bløje d-er ( Jeg ved ikke helt hvorfor, men desværre mister jeg altid lidt tilliden til mennesker, der overbevisende kommer fra området mellem Horsens og Randers og taler den lokale dialekt. Det er en personlig idiosynkrasi, og det er vildt uretfærdigt. Helt indrømmet!), udprintet en relativt amatøragtig Power Point præsentation omkring. Her kommer så anden hurdle (sproget som den første), for efter mere end et kvart århundrede i gymnasieskolen er jeg allergisk, får røde knopper og åndedrætsbesvær over Power Point. Husk det, hvem der lige står og skal holde et foredrag: Power Point signalerer, desværre, upålidelighed og overspring for temmelig mange mennesker. Det er en pinlig måde at omgås de sandheder (??), der langt mere troværdigt kommer ud af ens egen mund. Grafik kan ikke skjule manglende sammenhænge og uvidenhed. Til gengæld kan den miste mennesket bag.

Så sidder vi der, mens der fortælles om alle de goder, vi kan opnå. I flæng kan nævnes, at vi 10 gange om året kan grovæde med de andre priviligerede i lufthavne over hele verden. Sikkert også den på Cuba, som en led bitch for ikke så længe siden verfede mig modstrittede ud af. Og vi kan komme til store arrangementer af en art, som jeg ærligt talt ikke engang ville drømme om at deltage i af mig selv. For min indbyggede udgiftsgenerthed betyder det selvfølgelig en overvejende del, at det er gratis, men ligefrem at begynde at gå til sportsarrangementer udi sportsgrene, hvor jeg end ikke kender de basale regler–der sætter jeg nok, trods alt, grænsen. Der var en enkelt musical i Fredericia, der lød tiltalende, men jeg er samtidig sikker på, at jeg nok i sidste ende vil få den billigere ved selv at investere i de dyreste billetter.

For det er jo der, den ligger! Jeg sidder der med en eneste dagsorden. Som verdens mest besværlige, mistænksomme, sure, modstandskraftige kunde sidder jeg der med den eneste agenda, at mig skal de sgu` ikke snyde. De kan stikke alle deres tenniskampe, musicals og lumre lufthavnssandwiches noget så kraftigt op i bankboksens mørke, for jeg ved da godt, at i sidste ende går det hele ud på, at de skal have fat i endnu flere af mine surt sammentjente skillinger. De skal score på min fornægtelse. På at jeg ikke bare farer ud og kaster mine penge efter hvad som helst og derfor stadig har nogle, som de grådigt bare noget så forfærdeligt gerne vil have fat i.

Engang troede jeg virkelig på, at bankrådgivere var sådan nogle, der skulle rådgive kunder om banker og banksager. For kundernes skyld, forstås. Det er så gået over. Som tusindvis af andre danskere oplever jeg i stedet, at jeg ser bankrådgiveren som en form for fjende. En modstander. En, jeg for alt i verden skal gennemskue. En, der som udgangspunkt ikke vil mig og mine penge det godt. Helt konkret og sat på spidsen en, der meget hellere vil bygge kolossale glaspaladser på megadyre adresser, udstyre dem med kontorer i guld og med ædelstensbelagte vandhaner for min opsparing eller afskibe mine velfortjente renter til fordægtige adresser Caribien end at lade mig få del i det overskud, der bare enormt synligt tårner sig op på alle attraktive beliggenheder i kongeriget.

Hvor det for alle tilhængere af populistiske partier og bevægelser for tiden er den såkaldte intellektuelle elite, der står for skud, er det nok for alle vi, der ikke bekender os til og samtidigt tager dyb afstand fra al den slags, den økonomiske overmagt, her eksemplificeret ved bankerne og finansvæsenet, der er den store, store skurk. Den skurk, som vi ved–akkurat som populisterne ved, at det er intelligenseliten–udelukkende, bare og uigenkaldeligt er ude på at snyde os. Desværre–virkelig meget desværre–er udkommet i den sidste ende nok ca. det samme. I alt fald kommer vi ca. lige langt.

Det er selvfølgelig lidt synd for ham, min bankrådgiver, for han er jo en venlig mand. Synd, altså, fordi jeg, når jeg er i banken, absolut ikke er nogen venlig kvinde. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne få min tillid til finansverdenen tilbage, og jeg ved da også godt, at det på ingen måde er min personlige bankrådgiver, der går og bygger glaspaladser eller sejler penge til Caribien. Men det kræver altså noget af de banker. Det kræver meget mere end åndsvage håndboldkampe og lufthavnsmåltider at genopbygge den tillid, der bør være mellem banker og deres kunder. Først og fremmest kræver det også gennemskuelighed. Jeg er da så udmærket bevidst om, at banker er forretninger, der skal tjene penge. Akkurat som Netto skal på min liter Minimælk. Jeg ved ikke helt hvordan, men ved samtidig, at det er bankernes problem. Det er dem, der skal vise, at de er vederhæftige og til at stole på.

For min skyld kunne de da starte med at afskaffe bløje d-er, Power Points, håndboldkampe og lounges. I alt fald er det ikke der,  de genvinder min tillid…….

Jeg står i kø nede i Netto og foran mig, på den anden side af kassen, står en lille dreng på 8-9 år med en pakke rugbrød i den ene hånd og forsøger forgæves at få øjenkontakt med kassemanden. Han står der lidt længe og ser mere og mere fortvivlet ud, som han står der og begynder at vifte med sit rugbrød.

Endelig tager han modet til sig, bryder ind i en ekspedition og siger, nærmest med skyld i stemmen, at han altså ikke har betalt for sit rugbrød. Kassemanden tror i første omgang, at han er uvidende om, at varer skal lægges på båndet, før de sådan helt er ens ejendom, men det er ikke tilfældet. Det viser sig nemlig, at damen, som har stået i køen FORAN drengen, og i øvrigt er ved at pakke et væld af varer sammen, har betalt, fordi pinden mellem ekspeditionerne har forskubbet sig. Det er DET, den lille, ærlige fyr gerne vil forklare–og betale for.

Heldigvis roser kassemanden ham på en rigtig god måde, og damen, som er vældigt optaget af at pakke varer sammen, får pludselig stukket nogle mønter i hånden, som hun er ret forbavset over, hvor kommer fra. Hun har nemlig kun haft øje for egne megaindkøb og aner ikke helt, hvad der er foregået bag hende. Det får hun dog forklaret, mens hun uden et ord stikker de vel 7-8 kr. i sin pung, og drengen samtidig betaler for sit rugbrød.

Det er så der, jeg vender mig om mod damen i køen BAG mig og vi begge, som på et forudaftalt signal, udbryder i munden på hinanden: “Jeg kan altså ikke forstå, hun ikke gav ham de penge!  Det ville jeg have gjort. “For tænk, sikke en signalværdi der havde været i, at ærlighed i den grad betaler sig. I dette tilfælde også kontant!

Sådan en lille, ærlig fyr. Der er håb for fremtiden. Måske kunne han endda tænke sig at blive bankmand……

Ja, så er den her igen, denne Valentins Dag, som sammen med Halloween, Black Friday og andre importerede dage til fremme af salget af bestemte produkter i et bredt udvalg af forretninger, er så ganske udansk. Og her vil jeg kraftigt pointere, at min definition på udansk på ingen måde lægger sig det fjerneste i sporet af DFs, som jeg på alle måder og med alle midler tager afstand fra. Jeg mener såmænd bare, at vi da i forvejen har nok traditioner at fejre, f.eks. den snart tilstundende Fastelavn, og at denne fejringsimport desværre også tjener til at flytte fokus fra alle disse fine, gamle “dage”, som i alt fald som udgangspunkt ikke ene og alene drejede sig om at sætte omsætningen i vejret hos detailhandlen.

Valentinus var i øvrigt en romersk præst, som, til trods for et forbud imod det, viede soldater til deres udkårne, inden de skulle i krig. Ham er vi så også begyndt at hænge på i Danmark. Jeg er overbevist om, at datidens skjulte bryllupper foregik helt uden chokolade, roser, intime middage og sexet undertøj, og at disse rekvisitter er opfundet på et noget senere stadie. Jeg kan heller ikke rigtigt forstå, at der sådan skal udnævnes en dag om året til at begå romantisk overkill. Efter min mening ville det da være relativt mere fornuftigt, og rart, at sprede al den romantik ud over hele året. Decideret i mindre doser, hvilket så i den sidste ende også ville være en smule mere udholdeligt.

Jeg går i selvskabt anarki, når jeg udefra pålægges at skulle gøre noget helt bestemt en helt bestemt dag. Og jeg er sikker på, at manden også ville være enig i, at det ville være mere behageligt, at vi ligesom holdt af og respekterede hinanden hele året. I stedet for bare d. 14 februar. Ydermere tror jeg, at en stor mængde kvinder i min generation–og især dem, der har levet i samme parforhold i mere end kvarte århundreder–ville finde det en smule besynderligt, om manden, presset af reklamens store magt, pludselig indfandt sig med røde roser og fyldte chokolader. Personligt ville jeg nok akut få mistanke om en begyndende hjernedefekt eller måske endda det, der er værre. Udover at han i øvrigt burde vide, at der en tonsvis af andre, mere fornuftige, ting, jeg ville påskønne på en helt anden måde.

Omvendt kan man jo også anvende sådan en dag, hvor det synes umuligt at undslippe de røde roser i mediebilledet, til at minde sig selv på værdien af hinanden, og værdien af at være sammen. For, og her taler jeg kun for mig selv, det glemmes ind imellem. Minde sig selv om, at det–ikke med roser og chokolade, men måske bare med ord–altid er væsentligt at vise sin påskønnelse. Ikke bare en dum dag i februar, men hele året. Eller i alt fald, når det er påkrævet, og allermest når det hele egentlig går i beskidt vasketøj, og hvem der går med hunden eller pudser vinduer. I grunden burde det være totalt overflødigt at opfinde en autoriseret, romantisk dag–vi burde vel være kloge nok til selv at administrere den slags. For kan vi det, er den jo overflødig.

Endelig er der også en anden positiv ting ved Valentin. Tilsyneladende overvurderer ( og heldigvis for det! HaHa!) mange butikker den reelle efterspørgsel efter romantisk merchandise og kommer til at ligge inde med et selvforskyldt overskud. Det kan vi andre så købe til spotpriser de næste dage, hvis vi vil. Og der er ingen, absolut ingen, der siger, at man behøver dele sine lidt overgemte, fyldte chokolader til discountpris med andre end sig selv. Som alibi kan man vel huske at påskønne manden verbalt, når de er spist……..

Jeg hører til dem, der går i total risforvirring i supermarkedet, når jeg står overfor alle de typer af slagsen, som man kan vælge imellem. Nogle gange går jeg bevidst i Netto, fordi de ikke udsætter mig for overvældende tvivlrådighed med deres relativt begrænsede udvalg. Det var nu noget nemmere, da der kun var hvide ris og hvide ris at vælge imellem. Samt før sundhed, bæredygtighed, klima og madmæssig indflydelse fra hele verden gjorde ris til et punkt på korrekthedsagendaen.

Derfor bestemte jeg mig simpelthen for at tage risplanten ved rødderne og finde ud af, hvad forskellen på alle ristyperne er. Det er muligt, jeg er den eneste, der er interesseret i at gå i ris, men her kommer et kortfattet referat af min research.

BRUNE RIS er de sundeste. Her er den yderste skal nemlig bevaret, og de indeholder derfor flere proteiner og næringsmæssigt gavnlige stoffer.

RØDE RIS har derimod flest kostfibre. De ligger på 2,8 % pr. 100 g., mens de brune kommer op på 2,4. Røde ris er også direkte kolesterolsænkende, så der ligger en medicinsk gevinst i dem.

PARBOILED RIS har været igennem en inddampningsproces, hvor næringen fra de afpolerede skaller er presset ind i riskornet, således at en del af samme skals sunde egenskaber er bibevaret.

JASMIN RIS er de mest aromatiske med en blomsteragtig smag og duft. De er, modsat de ovennævnte typer, klistrede efter kogning, og er derfor meget populære i Asien og andre steder, hvor der spises med pinde eller med fingre.

BASMATI RIS er afskallede og IKKE parboiled, så de har mistet en vis mængde vitaminer, mineraler og kostfibre. Disse er også klistrede efter kogning.

HVIDE RIS har fået slebet såvel skal som kim af samt er blevet polerede. Denne type har generelt det laveste indhold af vitaminer, mineraler og kostfibre.

VILDE RIS er i virkeligheden slet ikke en risplante, men en græsart, der vokser i Nordamerika. Disse har flere kostfibre og proteiner end rigtige ris samt lavere indhold af kulhydrater.

Så blev jeg så klog! Og bliver da helt glad ved, at jeg faktisk foretrækker brune ris, vilde ris eller de parboiled. Bare denne lille amatør-undersøgelse gav mig i alt fald nogle gode retningslinjer omkring riskøb. Mest omkring, hvad jeg egentlig hverken bør investere i eller spise.

Håber, nogen kan bruge det.

Her er et billede af min ene terrasse, mens det stadig er muligt at se den. Hvis den igangsværende skyttegravskrig i det lille hjem fortsætter, vil det om ganske kort tid være en umulighed. Det er jeg helt forberedt på, og jeg rokker mig ikke så meget som en glasmeter.

Alle, der har levet i parforhold med samme person i næsten utællelige årrækker, kender givetvis til den slags interne magtkampe, der opstår ind imellem. Det kan være omkring hensmidning af tøj på badeværelser, reparation af længst ureparerbare ting, eller måske slåning af græsplæne. Akkurat som i politik på både lands- og verdensplan giver man sig ikke. Hvorfor skulle man dog det, når man har ret? Eller, som Bob Dylan så viseligt synger om, så har alle parter i enhver krig jo Gud på deres side, hvilket unægteligt lægger en hvis form for dæmper på den konstruktive dialog.

Men lige nu står slaget om vinduerne i dette lille hjem. I mange år blev den slags klaret af Martha, som dog i sit 81-sindstyvende år fortjent gik på rengøringspension fra os. Det er 3 år, mange storme, utallige forbiflyvende fugle og fedtede fingre siden. Dengang var aftalen, at jeg som en del af en fødselsdagsgave ville få besøg af en vinduespudser, som skulle give os et overslag over vedligeholdelse af udsyn over have og vej. Problemet var bare, at han aldrig kom. Af samme grund rykkede jeg i begyndelsen næsten dagligt manden for at ringe igen ( det var en, han kendte), men lige meget hjalp det. Khalil, Ahmed, Mohammed eller Ali dukkede aldrig op, og jeg tror på, at netop det, at hvad han nu end hed, havde været patient i mange år ville give en form for goodwill. Personligt kender jeg desværre ingen Jehovas Vidner, og hvis nogen tror, at jeg er fordomsfuld, så kan jeg med belæg i både statistikker og generel viden forsvare, at mange Jehovas Vidner bevidst vælger at blive vinduespudsere, fordi det er et “frit” fag, der giver plads og tid til at missionere i dagligdagen.

Anyway, da omtalte pudsemand aldrig dukkede op, blev manden enig med sig selv om, at han da bare selv kunne pudse sine vinduer. Det er sådan set også OK. Men KUN hvis han rent faktisk gør det. Og det gør han så ikke. Hans modtræk er selvfølgelig, at hvis jeg vil have mine vinduer pudset, kan jeg 1) gøre det selv eller 2) ringe til en vinduespudser. Gør-det-selv er en umulighed. Med mindre jeg vil bo bag endnu mere oversjaskede vinduer og fryse halve pegefingre af undervejs. I øvrigt er det heller ikke der, man skal spare. Der er millioner af andre ting, jeg hellere gør, end at pudse vinduer. Ringe til en vinduespudser er også out. Det var jo HAM, der i sin tid kendte Ali og skulle gøre det, og derudover ville han jo, fordi Mohammed ikke var hjemme den dag, bare gøre det selv. Endelig var det også en del af en fødselsdagsgave, og hvis han ikke får sig møflet sammen, så man han vel af med, som minimum, en diamantring i kompensation for manglende fødselsdagsopmærksomhed på baghånd.

Så nu har jeg gravet mig ned i den store vinduestavshed. Jeg taler aldrig om vinduer. Jeg undgår behændigt enhver form for omtale af glas på huse. Jeg venter bare. Venter på, at haven og vejen gradvist forsvinder i fugleklatter, almindeligt skidt og hundens gnidninger og mine egne fedtfingre. Jeg har nemlig indset, at det er mit eneste våben. Jeg må sidde den af, denne her. Jeg må sidde her så længe, at vi skidter inde. Til vi får opbygget et smudslag så eftertrykkeligt, at selv manden kan indse, at der må gribes til handling, Ahmed eller Jehovas Vidner.

Selvfølgelig er det da rædselsfuldt at sidde her en smuk solskinsfebruarmorgen, hvor solen forsøger at skinne ind, og hvor vinduerne da i den grad afslører udkommet af vores lokale skyttegravskrig. Men har man et standpunkt og ved, at man både har ret og Gud på sin side, er der ligesom ikke så meget at gøre ved det. Lige nu kan jeg f.eks. se de relativt slørede konturer af min genbo på vej et sted hen, men fugleklatten oppe i venstre hjørne afholder mig desværre for at undersøge hvor. Det er nok heller ikke så vigtigt! Og er hun så venlig at dreje en smule på retningen, kan jeg da følge hende, indtil den ubestemmelige fedtklat forneden igen destruerer udsynet.

I det store perspektiv kan man jo sådan set godt begynde at forstå storpolitiske knuder og på sigt vel verdenskrige. Synes jeg. Imens jeg venter…….