Den lille kvindes halve sejr over systemet.

Nu ser jeg så, at mange danskere planlægger at modtage den kvinde, som vi de forløbne uger bare allesammen er kommet til at kende som “Britta”, i lufthavnen, når hun lander efter sin længere rejse. Forventningen er sikkert, at hun med sig bringer en firkantet kuffert indeholdende alle millionerne. I stakke. Og talt. Samt pænt ordnet.

For her har vi jo selveste inkarnationen af den moderne Egone Olsen. Den lille, anonyme kvinde, der formåede at snyde det store system. Vel er det da forkasteligt, at Britta Egone koldblodigt stjal fra de svageste i samfundet, men det er samtidig–og relativt ambivalent–også mere end nok til en slags skadefro trækken på smilebåndet, at hun mestrede at tæve det store system indefra. Gøre det, som Egon Olsen altid drømte om. I flere af filmene drejede det sig om at tilrane sig penge fra Verdensbanken (!). Det, Britta har gjort, minder unægteligt en del om at snyde selvsamme Verdensbank.

Og det, der adskiller Britta fra alle de udenlandske milliardærer, der behændigt malker det danske system, er jo netop, at hun er “en af os”. Født uden en guldgaffel i numsehullet og trofast, ihærdigt arbejdende gennem utallige år i en stilling, der (udover bijobbet med at overføre ekstravagante summer til egen konto) nok ikke har budt på de allerstørste udfordringer. Indrømmet: Britta formåede så selv på egen kreative måde at tilføje jobbet udfordringer, der nok ikke stod nævnt i jobbeskrivelsen. Men alligevel: Det er den grå kontormus, der lige tog røven på systemet.

Sådan noget kan vi godt lide. Inderst inde og lidt fordækt. For jeg er garanteret ikke den eneste, der samtidig med at fordømme Brittas tyveri fra samfundets trængte, også følte sådan en lille sejrsrus på hendes vegne. Hun besejrede det der magtapparat, som netop på grund af sin uoverskuelighed til alle tider virker så overvældende på os. For, indrøm det nu bare!, vi dyrker også selv vores små sejre over uoverskuelige systemer. Det giver sådan lidt ekstra spjæt i belønningscentret, de ganske få gange de overordnede hundehoveder og hængerøve bliver en lille smule taget ved næsen. Når det lykkes at franarre skattevæsenet en 50-er eller andet i samme størrelsesorden.

Britta er indbegrebet af det, vi alle sammen gerne ville kunne gøre, hvis bare vi kunne. På det konkrete, pengemæssige plan. Desværre har hun dog den særdeles betydelige slagside, at hun, samtidig med at narre systemet, stjal fra de forkerte. I manges øjne ville Brittas økonomiske transaktioner ligefrem være rosværdige, hvis hun bare havde fundet andre ofre for sin overførselstrang. Man stjæler ikke fra de fattige, de trængende og de økonomisk svage. Som Egon Olsen stjæler man primært fra store, uigennemskuelige magtapparater som Verdensbanken. Det var der, det gik galt for Britta. Den slags kan vi ikke lide.

Så alle de danskere, der tilsyneladende planlægger at møde op i Kastrup, vil givetvis, akkurat som mig, være dybt splittede mellem at se Britta som en moderne inkarnation af Egon Olsen og som en grim og grisk kvinde, der stjal fra de forkerte. Men, med undtagelse af de udenlandske millonærer, som malkede vores skattesystem, så betaler det sig jo sjældent med forbrydelser. Man bliver fanget. Gør man. Se blot på Egon Olsen. Selv om vi vist allesammen, hver eneste gang den ikoniske udenfor-fængslet-modtagelse løb over skærmen, lidt fordækt håbede på, at vi i stedet skulle modtage Egon på lukssussafari i Sydafrika.

Og det er så film. Der vil nok hverken være Benny, Keld, Dannebrog eller brugtvognsmareridt udenfor, når Britta engang forlader fængslet. Så måske skal hun lige huske at nyde i dag i Kastrup–hendes livs Egonedag!

Continue Reading

Om at have håndværkere i huset.

Ti minutter over seks i morges ringede de og sagde, at de kom. Håndværkerne. Hvor betænksomt. Så var vi da helt sikre på at være oppe, inden de rent faktisk kom ved 7.30-tiden.

Der er sprunget et vandrør inde i kassen til det vægophængte toilet, og vandet fosser et eller andet sted hen. Det vil såvel vi, som de, utroligt gerne lokalisere, præcis hvor er. Og netop for at gøre det, skal hele væggen ned, og hvis vi er usandsynligt heldige, slipper vi med, at kun noget af gulvet skal op. Nu er det jo ikke mig personligt, der skal mosle vægge og gulve ned–den slags har man værktøj til. Men det er ved Gud mig, der står med svineriet. Bagefter.

Ikke nok med at al den banken og toiletforflyttelse forstyrrer mine cirkler. Man kan til nød hækle en stangmaske eller to i takt til den, men at læse bøger eller skrive noget som helst fornuftigt er no-go. Og gøre rent er lykkeligvis helt ude af rækkevidde, så længe de river mit indvendige hus ned. (Som om det er en undskyldning, der rækker længere end indtil, de er færdige!) Til gengæld ved jeg, fra mangeårig erfaring, ganske udmærket, i hvilken størrelsesorden der skal gøres rent efterfølgende. Murbrokker kan jeg forholde mig til. Men støvet! Alt det støv, der med en utrolig viljestyrke finder vej ind i alle de revner og sprækker, jeg for det meste glemmer, jeg er indehaver af. Lægger sig på mit tøj inde i skabet, dækker alle mine overflader, mosler sig ned og blander sig med melet og risene og lægger sig fint ovenpå alle hundehårene i min sofa. Og som har en selvgenererende formeringsevne. For selv om man flytter det og tror, det er slået effektivt ihjel, så overhaler det en indenom fra nowhere måneder efter, at håndværkerne har afsluttet deres demolisering.

Lige nu borer min murer med noget, der på foruroligende vis lyder som et tandlægebor til heste. Jeg priser mig lykkelig over ikke akut at have gebisproblemer, for så ville situationen være decideret traumatisk og en kende skræmmende. Hunden, som ikke er vildt god til at varetage sin basale tandhygiejne, er da også fortrukket til haven. Jeg tænker nu mere på, hvor meget støv et flisesæt kan blive til i kløerne på sådan et bor. Det lyder af meget.

På positivlisten skal dog nævnes, at der, fra VVS-eren demonterede toilettet, til mureren indsatte hesteboret, kun gik lidt over en time. Det er peanuts indenfor håndværkerlogistik og burde fremhæves som prisværdigt. Nogle gange kan man jo vente i dagevis i sit bombekrater af et hjem på, at næste hold håndværkere besinder sig til at hjælpe en ud af undtagelsestilstanden. Engang ventede vi i dagevis uden vand og toiletforhold på en stærkt forsinket VVS-er oppe i sommerhuset, mens vi følte os omringet af intet mindre end lort. Da han endelig kom og undskyldte sig med, at han havde fået en baby, var jeg så vred og forstoppet, at jeg ( det her er jeg ikke stolt af!) blot vrissede og sagde, at det kunne enhver jo påstå, og at han da i alt fald ikke skulle forvente, at jeg ville understå mig i at ønske tillykke! Jeg har også ringet sløsede murere op langt ud på aftenen for at 1) fortælle dem, at på mit (daværende) arbejde passede vi tiderne, og jeg ville anbefale dem at investere i en skoleklokke og et logistikkursus og 2) underrette dem om, at byen havde andre firmaer end deres snoldede sløsefirma. Det gav som regel et særdeles positivt, konkret resultat ved 7-tiden næste morgen! Så håber jeg bare, at indledningstakterne holdes denne gang, så vi ikke skal leve med et rædselsfuldt epicenter i badeværelset i dagevis.

Men jeg kan jo lige så godt belave mig på, at de næste dage skal tilbringes i støv, støv, støv, lyden fra veterinæriske tandlægebor og særdeles tidlige opstandelser. Jeg sætter uhyre stor pris på, at der er kvalificerede fagfolk, der kan hjælpe mig. Men kunne de ikke gøre det UDENFOR mit hus? Sådan på en halv times tid en dag, hvor jeg alligevel skulle noget andet?

 

Continue Reading

Om at lave mad. Og spise sammen.

Det er overhovedet ikke fordi, jeg har ret meget imod at lave mad. Der er bare det ved det, at når jeg har været længe væk hjemmefra og på kost hos diverse hoteller eller selvvalgte restauranter, så bliver madlavning pludselig så uoverskueligt. Det bliver næsten for stort for mig, for uoverkommeligt. Som en hurdle, der hver aften ved 6-7-tiden ligger og venter på mig, og som jeg kan bruge uanede mængder af tid i løbet af dagen på at forsøge at forlige mig med.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke har tid. Heller ikke, at jeg ikke magter at investere i og hjembringe de fornødne råvarer. Det er meget mere, at det er så uendeligt lettere at lade være. At lade andre stå for den del af tilværelsen. Jeg har, indrømmet!, altid haft det lidt med mad som med rengøring. Som noget, der skal gøres, fordi der er et akut behov, men som desværre ikke går over, bare fordi det er udført. Der flyver jo stadig nullermænd ind, samtidig med at sulten ophober sig dagen efter. Madlavning og rengøring er skruer uden ende. De har indbyggede gentagelser i sig. De bliver ved, og ved, og ved…..

Men jeg har altid gjort det. Af en eneste grund. Som basalt ikke er maden, men meget mere er vigtigheden af at spise sammen. Samspisning er, i min optik, familiens kit, hjemmets Polyfilla, diskussionernes holdeplads og samhørighedens grobund. Der, hvor man i alt fald mødes på lige vilkår og foretager sig noget rimeligt neutralt sammen, som giver plads til at finde ud af, at man er en enhed, en samhørende unit.

Da der stadig var hjemmeboende børn, krævede samspisning faktisk en del logistik, da danske sportsklubber så langt foretrækker træningstider, der kolliderer med fremskreden aftensult og de fleste familiers naturlige spisetidspunkt. Men det lod sig gøre. Mest fordi jeg/vi ville og indrettede os noget så underdaningt for fodboldklubben, spejderbevægelsen og træningstiderne i den lokale svømmehal. Og, helt ærligt, så var der da også en slags frikadelleappelsiner i turbanen for den lokale madlaver, for dengang var der virkelig noget ved at frembringe bjerge af mad. Det blev jo spist. Rub og stub.

Det er ligesom, det der med dagens faste mødepunkt måske mister en smule betydning, når arbejdsfri pensionister alligevel tilbringer det meste af dagen sammen. Vi behøver jo ikke nødvendigvis at vende verdenssituationen netop under måltiderne. Der er masser af tid udenfor selvsammes rammer. Det er også derfor, det bliver så meget desto sværere at mosle sig selv sammen til at kreere det der mad. For maden og måltiderne er overgået lidt fra at være et samlingspunkt til at være en nødvendighed for fysisk overlevelse. Men det skal gøres!

Jeg kan godt forstå enlige, der ikke gider lave kompliceret mad til sig selv. Det gad jeg heller ikke. Hvis jeg var alene, er jeg rigtigt bange for, at jeg ville benytte mig ret drastisk af sunde muligheder for take-away. Den indre narcissist ville nok i den grad savne verbal påskønnelse fra andre for et smukt kreeret måltid, og jeg gider simpelthen ikke bruge oceaner af tid på at skabe ting, som jeg selv er den eneste, der gider rose mig for. Jeg ville gå totalt i rugbrødsmadder og supermarkedernes salat pr. vægt og helt glemme, hvordan man laver frikadeller.

Desværre kan jeg både hos mine børn og utallige andre steder i samfundet se, at denne tendens omkring ikke at orke at lave mad bliver mere og mere markant. I storbyens kan man næppe bevæge sig mere end nogle få meter, uden at man overfaldes af en myriade af madudbydere, der fuldt ud dækker enhver form for såvel traditionel dansk som mere eksotisk smag. Og vi er også ved at komme godt ud af starthullerne i provinsen. Jeg mener, nogen MÅ jo købe al den mad, der florerer mellem genbrugsbutikkerne, frisørerne og alle de tomme butikker i byerne. For slet ikke at tale om supermarkederne, der i deres ringe rundt om bymidterne får større og større områder dedikeret take-away for maddovne familier.

Så måske skal jeg slet ikke se det som dovenskab og mangel på at overkomme, at jeg efter udlændighed med kost bare ikke orker at komme hjem og lave mad. Måske er jeg bare en del af tidsånden, som går på, at mad er ved at blive noget, man køber sig til i fuldt tillavet tilstand. Og noget, man ikke behøver sætte sig ned som familie og spise sammen, men noget, der udelukkende opfylder et individuelt sultbehov, som kan indtages anytime og anywhere. For når jeg ikke orker at lave mad, så indebærer det altså også, at familiesamlingerne omkring måltiderne får meget trange vilkår.

Som jeg talte med min mor om, så var det engang sådan, at når familien meldte sin ankomst på weekendbesøg, så var det første, man virkelig seriøst tænkte over, hvad de dog skulle have at spise. Hvordan man kunne lave logistik på såvel indkøb som tillavelse af fine retter, som samme familie så kunne sætte sig ned omkring, mens måltidet ligesom blev grobunden for at være sammen som familie. Sådan tror jeg næppe mine storbybørn tænker. Eller–det kan jeg jo se på deres køleskabe, at de ikke gør! For dem er måltiderne ikke samlingspunkter–de er individuelle nødvndigheder.

De har det nemlig præcis som mig, når jeg kommer hjem fra udlændighed. De gider ikke rigtigt. Og–og her kommer pointen så endelig!–det er nok derfor, jeg skal blive ved med at gide. At overkomme. For jeg vil faktisk gerne slå et slag for måltidet som samlende faktor i et fragmenteret liv, hvor mange familier ikke rigtigt får talt sammen. Jeg vil, og her gider jeg slet ikke diskutere, hævde, at ud fra min synsvinkel er der intet som et godt, hjemmelavet måltid, der virker optimalt samlende og samhøringshedsbefordrende. Hvis udviklingen fortsætter, så vil måltider som familiens Polyfilla givetvis uddø, når vi dinosaurer stiller grydeskeerne. Men så længe vi kan, er vi nødt til at orke. Om ikke andet så for at påvise, at samspiste måltider har en usædvanlig stor værdi.

 

Continue Reading

Om moderne hekseprocesser.

For præcis en måned siden var jeg i Salem, Massachusetts. Der brændte man et forholdsvist stort antal påståede hekse i 1692-93, udelukkende på grund af en flok hysteriske kvinder. Den slags gør vi skam ikke mere. Vi tager overordentligt meget og overmåde pænt afstand fra fortidens hysteri, fordømmer det nærmest. I stedet nøjes vi med symbolsk at brænde bøger, hvis indhold støder os og byder os imod. Det er så langt, som vi nu er kommet siden 1693……

Jeg har ikke læst bogen om, hvordan man får sit barn til at sove. For det er slet ikke det, det i grunden handler om. Bogens indhold, altså. Og faktisk er jeg også bedøvende uberørt omkring, hvordan andre mennesker får deres børn til at sove. For mig handler overreaktionen på en simpel bog udelukkende om, at en masse kvinders reaktion på den er så lysende, så tydeligt symptomatisk på den tid, vi lever i, hvor alting er gået i sort/hvid, hvor verden taber nuancer fra time til time, og hvor diskussion, meningsudveksling, anerkendelse af andres ret til argumenter samt–sidst men ikke mindst–tolerance og frisind anses for af det onde. Som forstyrrende, hekseopfundne ingredienser i et liv, hvor alting er gået i u-nuancering.

Det er helt i orden at være imod. Og vigtigt. Akkurat som det er ganske på sin plads at være for. Og vigtigt. Det er lige præcis det spring, der opfordrer til meningsudveksling og, igen ikke mindst, tolerance, udvikling og fremdrift. Så selvfølgelig er det enhver kvindes ret at mene, at bogen om, hvordan man får sit barn til at sove–og her ser jeg så bogen som en form for eksponent for hele samfundet–er forkert, måske endda farlig. Det giver dog, i et demokrati, ikke en ret til afbrænding og bortskafning af bogen. Helt ærligt: Hvorfor ikke bare lade være med at læse den? Er det mere kompliceret end som så?

Der er masser af ting, der byder mig imod og vedtagelser, jeg er uenig med. Der er også masser af bøger, der efter min mening godt kunne tåle en afbrænding, fordi de enten er umanerligt, amatøragtigt skrevet eller har et indhold, der i mine øjne kan være farligt for letpåvirkelige sjæle. Men jeg går altså ikke og brænder dem. Jeg beder heller ikke forlagene kalde dem tilbage. Det kommer faktisk heller ikke mig ved. Jeg har nemlig lært, at den verden, jeg lever i, er nuanceret, SKAL være nuanceret, fordi nuancerne er selve grobunden for et dynamisk samfund. På mig virker det som rablende vanvid, at et etableret, respekteret forlag som Gyldendal lægger sig fladt på maven som en lille baby–blot for at efterkomme krav fra kvinder, der er uenige i indholdets i en af dets bøger. Hvis Gyldendal virkelig trækker den bog tilbage, så kan jeg da på stedet trække 5-10 andre udgivelser fra samme hæderkronede forlag op af hatten, som jeg personligt er uenig omkring indholdet i. Det samme gælder givetvis de fleste andre mennesker. Prøv bare lige at overveje konsekvenserne af DET ½ sekund……..

Hvis man er uenig med noget, bør man indgå i en seriøs argumentation. Det er også måden at skabe nuancering. Jeg vil så forfærdeligt nødigt anvende klicheen omkring, hvad der efterfølgende er sket, hver gang andre gennem historien er begyndt at brænde bøger af, men, tro mig!, den ligger sgu` lige til højrebenet.

Det er meget muligt, bogen ikke giver et godt bud på, hvordan man får sit barn til at sove. Og hvad så? I bund og grund er det jo ikke det, det hele handler om. For mit vedkommende vil jeg med glæde påstå, at det næsten mere handler om konsekvenserne af, hvad en flok hysteriske kvinder i Salem 1693 fik ud af at anklage andre for hekseri og det forsvindende lidt, vi tilsyneladende har lært af hele den historie.

Verden er ikke sort/hvid, men der er nogle, der arbejdet meget hårdt og beslutsomt for, at den skal blive det.

Continue Reading

Om at pakke kuffert.

Jeg ved godt, at jeg har skrevet om det før. Dette med at pakke kuffert. Så enten er jeg vildt optaget af kuffertpakning, eller også rejser jeg utidigt meget. Det er nok mest det sidste.

Men det slår mig altså alligevel hver eneste gang. Dette med, at jeg lider af en indgroet forestilling om, at jeg til stadighed rejser til Uggabuggaland, hvor al moderne civilisation er ophørt, og hvor de absolut, altså virkelig absolut, ingen former for forretninger eller andre indkøbsmuligheder har. Altså på nogle fronter. Overhovedet ikke på andre. F.eks. er jeg overbevist om, at man nok kun kan købe tandpasta, hårshampoo, deodorant, hårbørster, strømper, underbukser, skosværte og en del andre oplagte daglige fornødenheder i Danmark. De fører simpelthen ikke den slags varer i udlandet. Ifølge mig. Så jeg slæber dem med i hobetal som en lille hamster, der nærmest har samlet forråd til flere måneder i håndbagagen. Tøj ved jeg så godt, at de sælger. For det har da op til en million gange lykkedes mig at købe sådan noget. Med undtagelse af strømper og underbukser, forstås, for det har de sikkert ikke.

Tænk, at man aldrig lærer det og slæber sig en pukkel til i gamle underbukser og hullede sokker….. Heldigvis, så er jeg da absolut overbevist om, at jeg er den eneste, der har det sådan. Så hvis der ER tandpasta på hylderne i andre lande, så er der såmænd nok nogle andre turister, der køber det!

PS. Og så spørger den vakse læser selvfølgelig, hvorfor i alverden jeg da bare ikke anvender hotellernes shampoo. Det gør jeg ikke. ALDRIG. Som i ALDRIG MERE. Sidste sommer efter 6 ugers guidning og tilhørende hotelovernatninger samt usigelig dumhed indenfor hårvask i hotelshampoo blev mit hår underligt, dødt, stridt og (endnu mere) grimt. Jeg konfronterede min måbende frisør med problemet, og efter lang tids udspørgning om kostvaner, klimaforandringer, sollys og diverse gik der pludselig et lys op for ham, da han kom til at tænke på mine 6 ugers hotel. Det shampoo, som er på hotellerne, fortalte han mig, er ren silikone, og simpelthen uanvendeligt til alt (måske kan det, til nød, bruges til neglelaksfjernelse)–dog mest af alt hårvask. Og ganske rigtigt–få dage senere, ved hjælp af rigtig shampoo, blev mit hår helt raskt.

Så ved jeg selvfølgelig godt, at det er noget af en bet at tænke på de 40-50 små shampooflasker, der ligger inde i skabet der på badeværelset hjemme hos jer, og som I nøjsommeligt har slæbt hjem efter hvert eneste hotelbesøg, hvor nogle af jer givetvis har ribbet det meste af det, der ikke decideret var naglet fast. (Akkurat som jeg selv plejede at gøre!) Men smid dem ud. Væk med lortet. Prøv at tænke på alternativet, mens det gør lidt ondt at stritte skattene i skralderen……..

Continue Reading

Om min store, lysende drøm.

Jeg har altid drømt om at eje en Tiffanylampe. Virkelig drømt meget om det. Faktisk synes jeg, Tiffanylamper er noget af det smukkeste, der findes. Lad mig bare diplomatisk sige, at netop det faktum er der lidt delte meninger om i det hjem, jeg bor i. Sådan i størrelsesordenen, at hvis jeg anskaffede mig sådan en, måtte vi nok sammen, lampen og mig, finde et nyt. Hjem, altså.

Og så så jeg dette vidunder hos en antikvitetshandler i Dublin. Til 200 Euro. Selvfølgelig ved jeg da godt, at den er indiskutabelt uægte og sikkert af plastik og gammelt bly. Men smuk, det ER den altså i mine øjne. Den ville passe noget så godt til mig. Klæde mig, tror jeg.

Der er så bare to uovervindelige forhindringer mellem Tiffanien og mig. Den første er de 10 kilo håndbagage med en maksbredde på 40 cm. Tiffanylamper kommer ikke i sammenklappelige letvægtsudgaver. De er simpelthen ikke rejselamper. Det er, af fuldstændigt logiske årsager, de færreste, der rejser rundt med en Tiffanylampe i deres håndbagage. Påholdenhed overfor indskrevet bagage er ikke et godt udgangspunkt i forhold til international transport af uægte, tonstunge Tiffanier.

Den anden, og noget større, udfordring, der står mellem Tiffany og mig er så selve mit hus. Enhver kan vel se, at sådan en skønhed ligesom kræver lidt større armbevægelser end et parcelhus fra 70-erne. Klassiske danske møbler tog simpelthen heller ikke som grundregel udgangspunkt i, at de skulle klæde Tiffanylamper. Den ser jo decideret malplaceret og bøvet ud  ved siden af en Svane. Eller omvendt. Og lige nu synes jeg ikke rigtigt, at jeg er i det mood, hvor stuen skal udskiftes til tunge, mørke møbler, der bare lige passer til sådan en lampe. Måske skulle jeg, hvis jeg engang skal flytte, starte med at indkøbe en Tiffanylampe og så indrette resten, så det står vildt flot til den. Det kunne man da overveje.

Gennem årene er jeg faldet i svime over et utal af Tiffanylamper hos antikvitetshandlere overalt i verden. Og det vil jeg nok blive ved med. For jeg drømmer stadig om at eje en Tiffanylampe.

Hvad det så end er, jeg lige skal bruge sådan en til……..

Continue Reading

En god, gammel hemmelighed.

Det er en god, gammel hemmelighed blandt folk, der rejser i de irske ”lande”, at Avoca er noget af det bedste, der findes. På tøjfronten og indenfor boligtekstiler. Nu deler jeg den så. Ikke som skueret, men med tilføjelse af den oplysning, at ting fra Avoca ofte kan købes på Trapholt og Louisiana, samt at de har en velfungerende webshop.

Avoca er klassisk irsk, tænkt på en innovativ måde. Fantastisk kvalitet i uld og andre naturmaterialer, med sprudlende farver og spændende designs. Egentlig startede de bare med at spinde uld og lave nogle gode tæpper, men det hele greb om sig, og nu dækker de nærmest alt indenfor boligtekstiler og en lille, men meget udsøgt, portion tøj.

Det fantastiske ved Avoca er, at successen ikke er steget dem til hovedet. De har 3-4 butikker i republikken Irland, hvoraf de to nærmest ligger udenfor lands lov og ret, og en enkelt i Belfast. Og de vil ikke være større. De vil hellere blive ved med at være kendte for deres superbe kvalitet. Så dem skal vi ikke forvente at se på Strøget mellem de andre mærker. Måske ved de godt, at i det øjeblik, man siger ja til et sådant lejemål, overgår man fra en god, gammel hemmelighed blandt insiders til en simpel strøgbutikkerne blandt alle de andre.

Men nu er hemmeligheden delt. Også selv om mange jo i forvejen kender dem. I det tilfælde nok altid for det gode.

Continue Reading

Da jeg blev årets røv.

I 2006 blev jeg årets røv i den daværende K-klasse. Det kom lidt bag på mig, men var da i og for sig i orden. Det affødte hverken stress eller følelsen af at blive mobbet, og seksuelle undertoner kunne jeg, selv ved ihærdig granskning, ikke finde det fjerneste belæg for.

Begrundelsen var såmænd bare, at min røv var den mest synlige, den mest eksponerede og den ultrauundgåelige i klassen. Ingen andre end jeg viste i den grad røv til eleverne, for med lærere er det nu engang sådan, at de bruger en god del tid på at vende netop bagdelen ud mod klassen, simpelthen fordi de skriver på tavlen. (Nej, vi TALER ikke ind i tavlen–den lille detalje døde under pædagogikum!) Og netop den klasse bestod for en overvejende dels vedkommende af piger, som måske nok har vurderet min røvs kunstneriske indtryk i forhold til deres egen, men som vel ikke ligefrem har set den som en seksualiseret del af kroppen.

Dengang var det også sådan–og her er vi altså kun 10-15 år tilbage i tiden–at den årlige revy, hvor afgangseleverne gjorde grin med skolen, primært koncentrerede sig om lærerstaben og i detaljer gjorde grin med netop dens særheder. Og der blev da gået over stregen ind imellem, selvfølgelig gjorde der da det, men jeg husker det egentlig mere som bittesmå episoder, som straks blev påtalt–og derefter undskyldt. Der var også indslag af en karakter, som tydeligvis refererede til noget seksuelt, især med bestemte mandlige lærere i centrum. Dem så jeg nu mest som en ironisk, spidsfindig hævn over tåbelige, halvgamle stødere, der bare aldrig rigtigt lærte at opføre sig sømmeligt overfor teenagere. Ikke, at de forbrød sig på nogen mulig måde. De var bare så selvfedt klamme, at de da i den grad fortjente at blive offentligt udskammet. Syntes jeg!

Måske er der en samstemmighed mellem populariteten af de sociale medier og disse revyers skift i fokuspunkt. For det er i alt fald en kendsgerning, at fra midt i 00-erne uddør lærernes grinagtighed mærkbart, og revyerne bevæger sig mod at koncentrere sig om afgangseleverne selv og alle de andre lever på skolen. Lærerne, de voksne, bliver med meget få undtagelser, totalt uinteressante. Det er ikke længere, med lærerøjne, sjovt og interessant at se, om årets revy har “en god rektor” eller “en bedre Jensen end sidste år”, for med eksponeringen af de andre elever, stiger graden af subtiliteter og ondskabsfuldheder også helt synligt. Det bliver indforstået “sjovt”, og det får et andet mål. Går fra at grinagtiggøre til at udskamme. Og det er 2 meget forskellige ting.

Offentlige udskamninger kan være særdeles pinlige. Primært, selvfølgelig, for personen eller personerne i centrum, men faktisk også for tilskuerne, som føler denne overmægtige tåkrummethed. Det er slet ikke rart, det hele. Slet ikke spor sjovt. Ligeledes er en lærerjoke, der går en smule over stregen, som regel overlevelig for den pågældende voksne person, der givetvis har hørt den før samt godt ved, at der sikkert er noget om snakken. Og at der kommer et nyt hold næste år, som meget vel kan se tingene på en helt anden måde. Men når usjove bitterheder rammer andre teenagere, så forholder det sig ganske anderledes. Det sætter sig. Og jeg er sikker på, at den søde klasse, som fandt årets røv bag på mig, faktisk havde tænkt så langt. De vidste da godt, at den eneste røv i den forsamling, der kunne godkendes til at blive årets, var min. Alle andre røve i klassen var underforstået behæftet med helt andre undertoner.

Så på bare 10-15 år er afslutningsrevyer, interne skolenomineringer og kåringer gået fra at være ironiske kommentarer, der mestendels peger mod de overordnede/lærerne til at være udskamninger og seksuelt betonede grimme bemærkninger om dem, der har så uendeligt sværere ved både at forsvare sig og at leve med det. De voksne er ikke længere interessante, men fungerer mest som et nødvendigt onde. Det er derimod langt mere interessant at ramme dem, der er så meget lettere at ramme.

Sjovt nok kan jeg, næsten uden at tænke mig ret meget om, se tydelige paralleller ude i det andet, det “virkelige” samfund. Jeg ville ønske, vi gik lidt mere op i at nominere vores voksne politikere indenfor diverse kategorier, i stedet for at hakke på alle dem, det er så usigeligt meget nemmere at ramme.

Og så er jeg da stadig stolt over at være årets røv. Selv om det er 12 år siden, så er det da sådan noget, man husker. For det gode og det kærlige i nomineringen. Netop fordi, det er sådan, det skal være.

 

Continue Reading

Om aldrig at have været på en date.

Man kan jo nærmest ikke åbne en avis, et TV eller et socialt medie uden at støde på lykkelige, grumme, spændende og horrible historier om (net)dating. Det at date er åbenbart blevet en lige så konstant og naturlig bestanddel af livet som at skifte underbukser. Noget, alle (forhåbentlig–og da især de, der skal på date!) gør. Ovenikøbet noget, alle gør så meget, at det er genstand for utallige samtaler, forfærdeligt mange avisartikler og givetvis også videnskabelig research.

Det er så her, jeg føler mig udenfor. Som et udated, trekvartgammelt oldtidslevn, der, stik mod tidsånden, fandt en mand uden overhovedet på nogen mulig måde at have udvalgt ham fra mandekataloget i cyberspace forinden. Selvfølgelig kan det da godt ærgre mig lidt i bakspejlet, at jeg ikke sådan havde adgang til alle de udbudte vareprøver, inden jeg bestemte mig, for jeg har minsandten aldrig sagt nej til en god prøvemiddag eller en anderledes oplevelse. Men sådan skulle det ikke være. Dengang. Vi havde den, med nutidens øjne, sikkert uheldige og upålidelige vane at møde hinanden tilfældigt ude i det virkelige liv, og der var da ved Gud ingen, der kunne så meget som drømme om at gå ud på en omkostningstung udespisning med Mr. Photoshop (vi anede ikke, hvad photoshop var!), før de havde kendt hinanden et godt stykke tid og var helt sikre på, at det nok ville blive til noget alvorligt, så investeringen ikke var forgæves. Dengang postede vi sgu` ikke penge i hvad som helst–og da slet ikke, hvis der var risiko for en nitte.

I min alder virker selve tanken om at date også vildt udfordrende. Hvis jeg nu ikke havde en mand (som jeg i datinghenseende lykkeligvis har!), så frastøder tanken om at skulle ud på markedet til en konfrontation med fremmede herrer i parringsmode mig ganske enormt. Ikke blot at skulle sælge mig selv på mest tiltrækkende måde (hvordan man så end gør det!), men nok endnu mere at skulle tvangsindlægges til et ubestemt antal af totalt intetsigende potentialer, inden der måske er gevinst. For slet ikke at tale om bagefter ( altså hvis der ER gevinst!), hvor man jo F… skal bruge et ukendt antal år på overhovedet at få ham skolet, afrettet og opdraget, så man også selv kan få sin retmæssige plads i forholdet.

Jeg har aldrig været på Tinder, kender ikke navn på andre datingsider og håber aldrig, jeg akut står og skal bruge den slags information. I min ungdom var det en falliterklæring, en skjult indrømmelse af, at man var et makværk i det store kønsspil at benytte sig af Billet Mrk., som datidens meget lidt Tindrende kødmarked på avisernes sidste sider hed. Og den opfattelse sidder stadig enormt dybt i mig, hvilket selvfølgelig er en både upassende og dybt forældet holdning. Men det rokker vel ikke ved, at jeg stadig ikke forstår, at folk ikke kan møde hinanden, som vi gjorde i sin tid. Sådan ude i den der u-Facebookede, af-tindrede virkelighed.

Jeg kan selvfølgelig udmærket forstå, at det da er vildt ustressende og særdeles mageligt at side derhjemme i sofaen og betragte udbuddet på næsten samme måde, som vi i min barndom kastede os over kataloget fra Daehls Varehus. Ved juletid. Men for mig ligger der samtidig en objektivering, en tingliggørelse–varegørelse, om man vil–i netop det faktum, at man ser på varerne og afgør, om der skal investeres i dem. Mødte man dem nu tilfældigt, var det selvsamme spørgsmål nok hurtigt afklaret og krævede næppe et utal af dårlige oplevelser. Selvfølgelig betyder nettets varekataloger over mulige dates et noget større udvalg end det forholdsvist lille, indre marked, der var i min provinsby, og det er sikkert fuldstændigt rigtigt, at Mr. Right sagtens kan bo flere hundrede kilometer væk, men de fleste mennesker kommer nok alligevel ud i andre sammenhænge end de allermest lokale, OG jeg tror nu mere på interessefællesskaber som grobund for Mr. Right-opstøvning end et forskønnende opslag på et socialt medie.

Men jeg kan selvfølgelig også omkostningsfrit snakke, når jeg ikke står i en akut mangelsituation. Omvendt kan jeg så også prise mig lykkelig over, at jeg overhovedet ikke behøver deltage hverken i, eller i mangfoldiggørelsen af, alle de kolossale problemer, der tilsyneladende er forbundet med al denne dating. Jeg kan dog ikke undgå at undre mig temmelig meget over, at noget, der var så relativt simpelt for min generation, da vi var unge, er blevet problematiseret og et samfundsmæssigt issue med kilometervis af spalteplads.

Så meget tid brugte vi sgu` ikke på at diskutere kataloget fra Daehls Varehus. I stedet gik vi ud i livet og mødte nogle mennesker.

 

Continue Reading

Om at det er lige nu, det boomer og bugner.

Jeg har lige høstet mine sommeræbler og derefter indgået i en seriøs diskussion med mig selv omkring fornuften i at plukke nødderne i denne weekend–eller vente til næste. Der er både lige og buet overskud på agurkekontoen og flere tomater, end selv naboens sultne børn formår at udrydde. De sidste, overmodne blommer hænger stadig på træet, og brombærrene ser også ud til gevaldigt gerne at ville plukkes. Vindruerne er tæt på at nå det stadie, hvor de overgår fra sure små fimser til spiselige nydelser, og hvis jeg var professionel vinavler, ville jeg sikkert mindes 18 som en vældig god årgang, sådan mængdemæssigt. Alt i alt boomer og bugner det derude i haven.

Og det er sandelig også rigtigt dejligt. Jeg er skam meget taknemmelig. Men måske ville min taknemmelighed være endnu mere udtalt, hvis jeg nu var sådan et sylte/henkoge-menneske. Det er jeg så bare ikke. For det første gider jeg ikke, og for det andet gider jeg heller ikke rigtigt spise forarbejdede frugter. Friskplukket og nyt er ubeskriveligt dejligt og smagfuldt, men resten lader jeg andre om. Beklageligvis.

Beklageligvis, fordi al denne overdådighed i al sin magt og vælde også giver mig enerverende dårlig samvittighed. Oven i købet på forhånd. For jeg VED jo noget så ualmindeligt godt, at af den kasse lækre sommeræbler, jeg har plukket, vil en god del udelukkende blive lagt til forrådnelse i kælderen. Blommerne, de stædige tilbageblevne, får såmænd nok lov til at rådne i fred på deres træ. Agurkerne bliver, hvis jeg er heldig, hældt i diverse naboer og bekendte samt omdannet til et utal af variationer af agurkesalat i mit eget køkken. Og tomaternes vej er jævnt hen den samme, men her må selv yderst venlige bekendte give op, så jeg fryser dem optimistisk ned, så de kan danne par med alle de poser, der allerede ligger dernede og griner fra sidste år. Vindruerne forsøger jeg ligeledes at afsætte til utrængende naboer og havde en årrække tvangsindlagt uskyldige elever til seriøs vindruespisning med engelsk grammatik, hvilket forårsagede en relativt højt fraværsprocent, hvis engelsk lå om morgenen lige efter tandbørstning. Nødderne, derimod, hænger jeg op i gamle, hullede nylonstrømper i mit viktualierum, fordi de skal tørre og blive lækre til jul. Lige nu er vi der, altså inklusiv adskillige jules nøddeoverskud, at vi er meget tæt på at kunne holde jul det meste af året. I alt fald hvad angår nøddebestanden.

Her er der så allerede en forfærdelig masse, der sidder og hopper på stolene for at fortælle mig, at der findes uanede lækre muligheder indenfor forarbejdning, forsyltning, forhenkogning af alskens frugter samt eksotiske variationer indenfor agurkesalat, som jeg bare MÅ kende til. Nej tak! Jeg befinder mig nemlig i det umulige dilemma, at jeg nok har tonsvis af modne frugter, men jeg vil aldrig komme dertil, at jeg ligefrem agter at gøre noget seriøst ved dem. Jeg gider simpelthen ikke. Så selv om det virker hyklerisk både at brokke sig over mængden og samtidig ikke gide røre en finger udi forarbejdningen, så er det lige præcis sådan, det forholder sig. Og det forholder sig også sådan, at jeg da stadigvæk slås enormt meget med en dårlig samvittighed overfor den samlede frugthave, inkl. drivhus, men at det i sig selv ikke får mig til at ændre mine syltevaner. Jeg lærer i stedet at leve med den.

Faktisk er det eneste, jeg seriøst foretager mig i forbindelse med min samvittighed, at spise så meget, jeg orker, samt at overfalde alle besøgende med tilbud om adskillige kilo frugthave til hjembæring. I år er jeg såmænd også blevet opsøgende i mit samvittighedsarbejde. Det er slet ikke uset, at jeg spottes på ringeklokkeraid i nabolaget–gerne med flere Margretheskåle under armene, for min erfaring har lært mig, at hvis varerne umiddelbart kan beskues, så er de noget lettere at komme af med. Desværre, må jeg sige, konfronteres jeg ofte med en venlig afvisning samt–og her er vi virkelig i alvorlige problemer!–forslag om bytning i stedet, for heroppe i mit kvarter er vi altså ret velforsynede mht. høst. Men selvfølgelig: hvis man bytter et par modne tomater og en agurk med naboen, kan man da godt bilde sig selv ind, at man i det mindste er kommet af med sine egne!

Og sikke et overskudsproblem! Det er nok også netop derfor, man sidder tilbage med den der nagende lille, sorte samvittighed. Uden at det, trods alt, får en til at kaste sig ud i syltningen.

Men heldigvis er jeg da sikkert den eneste, der har det sådan…….

Continue Reading
1 2 3 13