Og mere….

Jeg kan forstå, at begrebet forældelsesfrist tilsyneladende for tiden er sat ud af spil. Dette samme gælder i øvrigt, efter min mening, almindelig sund fornuft.

Men: Da jeg var ung, nyuddannet lærer i midten af tyverne, blev jeg kastet ind i en 3.g-klasse som vikar. I klassen var en særdeles selvbevidst ung mand, der var såvel alle pigernes håb og drøm som særdeles bevidst om, at det forholdt sig sådan.

Samme unge mand bedømte tilsyneladende den nye engelsklærer som endnu et potentielt offer for opfyldelse af egen narcissisme. I alt fald skyede han ingen midler for at gøre særdeles opsigtsvækkende opmærksom på sig selv. Det kunne foregå på mange måder, men især holdt han umådeligt meget af at placere sig liggende på bordene foran katederet ( det havde man dengang!) med hænderne under hagen og stirre kælent på læreren. Altså mig. Utallige gange verfede jeg ham væk, men han var ualmindeligt insisterende. Og vedholdende. For havde jeg negligeret ham længe nok, kunne han såmænd finde på at tage sin stol og placere den klods op ad min, bag katederet, i timen. Utallige var de små, søde blikke, jeg fik, og lige så utallige var de gange, jeg prøvede at sætte ham på plads. At forklare, at jeg faktisk fandt ham røvirriterende og infantilt uinteressant, hjalp ikke. Det lod han sig ikke spise af med.

Faktisk var jeg ved at gå lidt op i limningen over den særdeles uønskede interesse, som jeg bare ikke kunne få ham til at forstå var særdeles uigengældt. Jeg tror, det tog flere måneder, inden den tåbelige unge holdt op med at henslænge sig på de borde. Og accepterede mig som et voksent menneske med interesser, der på ingen måde indbefattede hans juvenile tåbeligheder. Dog kom der det positive ud af det, at min bidende ironi overfor ungersvenden overbeviste i alt fald en god del af klassens piger om, hvor totalt latterlig han var.

Anyway, nu er det så, jeg spekulerer alvorligt på, om jeg i virkeligheden har gået rundt med store ubevidste traumer siden dengang i midt-firserne. Altså så store, at jeg bare må ud med dem i ly af tidens bekendelsestrend. Det her er da større end så meget af det andet, vi hører om.

For så kan jeg være med til at skygge over alle de forfærdelige krænkelser mod kvinder, som vi slet ikke har overskud til at fokusere på for tiden. Vi drukner i bagateller og ser ikke alle de mange kvinder, der virkelig ER blevet krænket. Og har så meget brug for hjælp.

Dette slog mig, altså den gamle historie, da jeg læste, at en anden af samme skoles gamle elever har følt sig nødsaget til at sende en offentlig undskyldning ud, fordi han for 20 år siden gjorde noget, der pludselig, med 20 års forsinkelse, er blevet dumt. Lad mig bare slå fast, at det altså ikke var Jesper Petersen, der lå der på bordet og spillede Fandango. Det var han alt for fornuftig til.

Og jeg vælger samtidig at grine af den tåbelige ungersvend, der der i midt-firserne opførte sig lattervækkende. Åh, Gud, lad os da komme videre og koncentrere os om det, der er vigtigt, væsentligt og som, hvis vi ignorerer det, er virkelige, ondskabsfulde krænkelser mod kvinder, der bare fortsætter!

Continue Reading

Om Krænke-Danmark. Igen, igen.

Jeg har egentlig holdt lav profil omkring den senere tids overstrømmende mange krænkelsessager ( som de kaldes!), fordi jeg ikke har haft den rigtige mavefornemmelse omkring, hvor jeg selv står. Men, som med så mange andre ting, er der issues, der er så væsentlige, at man ligesom er nødt til i alt fald at have en form for mening. Sager, hvor man ikke bare kan være neutral og snakke udenom. Især fordi man er kvinde.

Jeg har samtidigt været meget bekymret for at lade mig rive med af sociale medier og medier generelt, fordi det netop i de aktuelle sager har været en meget betænkelig- og farlig- tendens, at såvel ofre som gerningsmænd udelukkende er blevet bedømt på, somme tider endog nærmest diagnosticeret på, hvad man kunne læse om dem i medierne. Det er hverken fair eller tilrådeligt. Vi er forbavsende hurtige på triggeren, når det gælder folkedomstole og offentlige gabestokke, og det klæder os ikke. I øvrigt har de magtmænd, som de sidste ugers sager har drejet sig om, fået den ultimative, for magtmænd nærmest altødelæggende straf: De har tabt deres magt!

Alligevel er der to ting, der slår mig omkring de aktuelle sager. Langt fra personlige omkring de involverede, men som en klar tendens. Den første er substansen af sagerne. Mængden, om man vil. Det er, fra nogle sider, let at grine af, endog afvise som hysteri, den enkelte hånd på låret. Eller det enlige slik i øret. Men når det hele pludselig eskalerer og drejer sig om utallige hænder på fremmede kvinders lår og et helt utilbørligt slikkeri, så har vi et problem. For når en enlig svale bliver en tendens, så må vi tage det alvorligt og reagere. Og det er netop, hvad vi ser lige nu. Det vrimler frem med fugle på steder, hvor de ikke hører til.

Det fører egentlig direkte videre til det næste. Nemlig at når det forholder sig sådan, at tusindvis af, hver for sig måske små, krænkelser finder sted, så må det hele have en underliggende årsag. En forklaring. Jeg tror, forklaringen i al sin enkelthed går ud på, at for mange mænd er kvinder stadig ikke ligeværdige. Man kan ikke bilde sig selv ind, at det skulle være fuldstændigt legalt at forulempe en anden, med mindre man ser samme anden som sin egen underordnede. Magtmænd lægger ikke hænder på hinandens lår. Det tør de ikke. Selve tanken er utænkelig. Men med personer, der som sådan ikke rangerer på samme niveau, er det en ganske anden sag. Jeg er ganske og aldeles overbevist om, at når den uvelkomne hånd lægges på det fremmede lår, så eksisterer der ikke en frygt for repressalier, en angst for at blive til grin og en erkendelse af at være et dumt svin. Der eksisterer udelukkende en indgroet tro på, at det er man i sin fulde ret til. For nogle endda så overmodigt, at de sikkert tror, kvinderne bliver smigrede ved ren håndspålæggelse, af opmærksomheden fra overherren samtidig.

Personligt går jeg ikke rundt og placerer mine legemsdele på fremmede mænds ditto. Jeg slikker dem heller ikke i øret eller presser dem ind mod mig på dansegulvet, ligesom jeg heller ikke stikker min hånd i deres bukseben og gnider dem på lemmet. Bare tanken gør mig flov. Samt, må jeg nok indrømme, fylder mig med en smule fysisk ubehag. Men vigtigst er vel, at jeg ikke tør. Jeg kan ikke se noget menneske for mig, i forhold til hvem jeg ville være i en så overordnet position, at jeg kunne tillade mig overhovedet at overveje tanken. Og jeg er alvorligt bange for, at det er fordi, jeg er kvinde. Godt nok er mænd uhyre stupide på adskillige områder, men jeg ser ikke mig selv som tilhørende et overordnet køn i forhold til dem. Et køn, der legalt kan tage sig friheder af den uforståelige årsag, at der i nogles hoveder eksisterer en indiskutabel norm om, at det andet køn ikke er ligeværdigt. Man kan nemlig ikke behandle kvinder som shit, hvis man ikke basalt ser dem som mindre værdige. Det ville man ikke turde!

Så for mig er det væsentlige, at substansen af alle disse sager er skræmmende, samt at netop substansen understreger, at mange mænd stadig ser sig selv som overordnede i forhold til kvinder. Derfor er det i min optik lige præcis der, vi skal ind og have fat i problemets rod. Vi skal have ændret nogle helt basale tankegange og skabt en kultur, der bygger på ligeværdighed. For så længe bare en hånd lægges på det forkerte lår, så beviser den med al tydelighed, at ligestilling mellem kønnene stadig er et issue, der skal tages seriøst og virkelig arbejdes med.

Continue Reading

Om Corona-tøj-krisen.

Siden midt i marts er det blevet til et par sko. Mest fordi det par af samme slags, jeg havde i forvejen, var ved at afgå en langsommelig, men også meget usammenhængende død. Jeg havde, med andre ord, gået dem ihjel. Og det, må man jo samtidig sige, er en rigtig nobel død for et par sko: De op- og udfyldte deres liv og formål.

Men det er slet ikke det, der er pointen. Siden midt i marts har jeg så ikke købt andet. Ingen tøj, ingen sko. ABSOLUT ingen. For folk, der kender mig og mine vaner, kan det lyde som en utroværdig påstand, men den er god nok. For mig selv, som også kender mig og mine vaner, er det en chokerende, uventet opdagelse, som pludseligt giver mig ny indsigt i mit eget inderste. Coronakrisen synes at have forvandlet mig fra superbruger til den ultimative novice. Sådan, bare!

Jeg kan godt se begrundelserne. For det første køber jeg det meste af mit (kan jeg nu se) overforbrug i udlandet. Men når ens arbejde ikke eksisterer og fører en derud i verden, så er der ikke alle disse fristelser at blive lokket af. Der har ikke været spekuleret i kursen på udenlandsk valuta og investeringer i tekstiler dette år. Selv om jeg da godt kan se i strømpeskuffen, at jeg noget så gevaldigt trænger til en tur til Belfast, hvor man køber gode strømper.

Det leder mig videre til, at jeg sagtens kan gå rundt med hullede sokker. Den rimelige nobelhed og fornuft i forhold til endog særdeles blæsende forhold, der normalt præger mine indkøb, er blevet en uvæsentlig faktor. Når man ikke skal ud og repræsentere et firma uden at fryse eller blive våd derude på stepperne, så er det jævnt hen underordnet, hvad man ifører sig. Der er jo alligevel ingen, der tager den fjerneste notits. Jeg har 3 elskede par bukser fra Uniqlo i samme farve og model, og selv om farven over sommeren er skiftet fra blå til udvandet blå på dem alle, så passer præcist 3 par med, at der altid er et, der er rent. Så kan man bare tage det samme på som dagen før og samtidig helt undgå at spekulere på, hvad man skal have på. Det er det, der ligger på skamlen. Hovedproblemet består ikke i variation, men i, om de 3 par står distancen, indtil krisen er ovre. Skal man endelig ud blandt andre, hænger der jo tonsvis af pænt tøj i skabet, som i disse tider skriger efter at blive brugt. Nogle gange griber jeg mig selv i at tænke, at en stor del af det sikkert bliver håbløst umoderne, inden det nogensinde får en troværdig renæssance. Altså, med andre ord, en Fandens god grund til, jeg overhovedet skal tage det på.

For det tredje kræver nyindkøb, at man har økonomi til at betale for dem. Man stjæler ikke bare tøjet ved at rive det ned af stativerne. Med en indtjening på 0.0, står der ikke lige tøj på budgettet. Nærmere rugbrød. Desværre har jeg heller ikke kunnet deltage i forbrugsfesten omkring feriepenge og pensionistmidler, da freelancere ikke opsparer feriepenge, og jeg ikke er gammel nok til at være pensionist. Jeg går ud fra, jeg ikke er den eneste, der faldt mellem de 2 stole, men jeg tror samtidig ikke, vi er mange.

Så er spørgsmålet så, om det par sko står som en skamstøtte over savn og store længsler, over en verden, der går mig tøjmæssigt imod, og en tilværelse med store afsavn? Ikke som sådan. For det første kan jeg jo bruge det lager, jeg har, og samtidig på stor skala medvirke til at mindske både forbrug og klimaproblemer. For det andet har dette været et intensivt anskuelighedskursus i, hvad man kan nøjes med, og hvad jeg på ingen mulig måde behøver. Historien om de sko, jeg gik ihjel er i og for sig sigende, for i bund og grund er det egentlig sådan, man skal leve sit påklædningsliv. Slide tingene op, før de skal erstattes. Gå, stå eller sidde dem til døde.

Så det, jeg savner, er ikke den bestandige hiven bøjler frem til nye anskaffelser. Men jeg savner alt det, der også følger med. Alt det uden om tøjet og skoene: At slentre ned ad en fin gade i en eksotisk by og kigge. At gå på raid i hovedstæders og andre byers små butikker og alle de steder, jeg elsker at komme. At være fri til bare at roame mine jagtmarker–uden mundbind, restriktioner og bakterieforskrækkelser. At gå ind i netop DEN butik, hvor jeg er kommet i årevis og ose seriøst. Jeg savner også at komme op på bjerget i Moll`s Gap og grovgennemgå udbuddet i Avocca, for nu at være helt konkret! Og–ikke mindst–arbejdsmæssigt at komme ud i verden og tjene penge nok til, at jeg kan forsvare overfor mig selv, at jeg også kan bruge dem.

Så mens verden stadig er fastholdt i sit Coronaspænd, så tager jeg trofast mine Uniqlo på hver morgen, blegere og blegere for hver dag. Fortæller mig selv, at jeg har sparet en helvedes masse penge, som jeg i virkeligheden aldrig har haft og siger sagtmodigt til mine nye sko, at jeg er alvorligt bange for, at de nok også skal gås ihjel, inden det her går over.

Continue Reading

Om chikane.

Så fik debatten omkring sexchikane lige endnu en ny vinkel her til aften, og det vil den sikkert blive ved med længe endnu.

Det undrer mig bare, at der, for mig at se, er en vinkel på samme debat ( og alle de nogle gange meget gamle krænkelser, den har bragt til overfalden), som aldrig er kommet frem i lyset. For nok er vi kvinder ofte blevet krænket med seksuelle undertoner, såvel verbalt som fysisk af mænd , men i nogle kredse findes der også en dominerende form for nedgøring, der i mine øjne er lige så betændt og modbydelig.

På min gamle arbejdsplads var der selvfølgelig nogle latterlige, gamle narrøve, der troede, de kunne komme afsted med at (be)røre kvinder. Lad os bare sige, at den slags anså vi egentlig for temmelig idiotisk, og det gik vist hurtigt op for dem, at det ikke blev tolereret. Det var meget værre med de–især ældre og mandlige–kolleger, som udelukkende chikanerede verbalt og gik direkte efter at angribe ens faglighed. De solede sig i at få, især yngre kvinder, til at føle sig uformående, decideret dumme og ukvalificerede indenfor deres fag. De kunne lige så godt have fortalt os, at vi var utilgiveligt stupide og slet ikke egnede til at bestride et job på samme arbejdsplads som de selv. For det var det, det handlede om. Enhver ung og nyuddannet er usikker i forhold til sit fag, men det hjalp ved Gud ikke at have den flok bedrevidende og nedgørende mænd omkring sig.

Der var især en ældre kollega i mit ene fag. Jeg var, som alle andre yngre, kvindelige kolleger, hunderæd for ham. Det var i detaljer så som at gå tilbage til en anden fløj, hvis han var på vej ned ad gangen, og at flygte ( skrigende indvendigt), hvis man blev overrasket af ham i det trange bogdepot, vi dengang havde. Man kunne være fuldstændigt sikker på at få en osende ond bemærkning, som altid i sin essens gik på at tvivle på–eller i alt fald stille kraftigt spørgsmål–ved ens faglighed. Det var en anden måde at fortælle os på, at vi ikke kunne vores fag. Ikke var gode nok.

Det var selvfølgelig også den klassiske af alle klassiske historier om mænd med magt, mænd der selv tilraner sig magt, og mænd der misbruger magt. Hvis nogen lod mig personligt vælge ( hvad jeg heldigvis ikke skal!) mellem at blive taget på låret eller få en sviner på min faglighed, så kan jeg godt fortælle, hvad der gør aller-allermest ondt. Og det er ikke låret, selv om den er slem nok. At blive angrebet på sin faglighed er at blive angrebet på selve sin identitet, sit selvværd og sin tro på, at man overhovedet har ret til at være på det arbejde, hvor man dog er ansat.

Mig bekendt bekæmpede disse ronkedorer ikke hinanden på samme måde indbyrdes, selv om bemeldte kollega ikke skulle bruge lang tid til at lokalisere svaghedstegn hos yngre, mandlige kolleger. Så sagde det smæk! Lige ind i den inderste kerne af faglighed.

I øvrigt kan jeg huske, da han gik på pension. Jeg nægtede at betale til afskedsgaven og krævede, at man på kortet noterede, at jeg ikke var med i den. Jeg kan også huske, at netop hans modbydeligheder gjorde, at jeg selv var enormt OBS på at hjælpe og være venlig overfor nye, unge kolleger. Det, håber jeg da, lykkedes.

Men jeg synes stadig, at netop denne form for ubehagelig, psykisk chikane endnu ikke er kommet tilstrækkeligt op i debatten. At magtmænd altså ikke bare render rundt og tager kvinder på låret, men at mange af dem har helt, helt andre våben overfor kvinder. Jeg tror, vi alle sammen ved, at noget af det, der gør allermest ondt, er at blive angrebet på ens faglighed. Og jeg tror bestemt også, at magtmænd ved det!

Continue Reading

Om hagesmække. Eller om at sy ender ind.

Pludselig har jeg fået adskillige familiemedlemmer i savlealderen. Der pøses spyt ud i hidtil ukendt omfang, og det er som om, det at lukke munden og holde kunstvandingen indenmunds er helt udelukket. Der vandes ikke blot eget bryst, men præsteres et overordentligt overskud, der sagtens kan dække tilsnaskning af samtlige tilstedeværende.

Det havde jeg nok lige glemt. På 30 år. Derfor er jeg gået i gang med produktion af hæklet opsamling af kaskader af overflødigt spyt. Det går ikke så godt. Sådan en hagesmæk er jo ikke bare lige ud ad savlevejen, og de fleste opskrifter er da godt nok noget over se-fjernsyn-samtidig-niveau. Der skal tages forfærdeligt meget ind og ud, og selv om jeg har udelukket samtlige opskrifter, der involverer noget som helst over fastmaske-niveau, så er det faktisk aldrig lykkedes mig at fremhækle noget, der på nogen måde minder om de imponerende eksemplarer på billederne, der ledsager samme opskrifter. Tænk, at nogen kan hækle så flot, når mit generelt ligner et mislykket forsøg på at hækle en karklud med ører.

Indrømmet! Jeg snyder også lidt. Tager sådan et gennemsnit til husbehov over al den tagen ind og ud og er helt enig med mig selv om, at hagesmække også kan blive ALT for lange. Om ikke andet kan de vel bruges til karklude. Karklude, der tilfældigvis kan bindes.

Og så er der det der med at sy ender ind. Faktisk synes jeg, det er møguretfærdigt, at når man endelig har kæmpet sig gennem sådan en gang mega-ud-og indtagning, så er man ikke engang færdig. Så skal alle de der løse tråde Gudhjælpemig også have en omgang. Derfor er jeg selvfølgelig også gået helt fra striber. Man er jo idiot, hvis man udsætter sig selv for overflødige, indsynings-udfordrende ender. Jeg har selvfølgelig en kurv i forvejen med flere kilo endesynings-modent hækletøj, der egentlig burde være færdig, hvis det ikke var for de små sataner. Jeg foregøgler mig selv, at når det nu bliver rigtig vinter, så går jeg i gang. De sidste 5 år har det på intet tidspunkt været vinter NOK.

Men så var det altså, at jeg kom forbi en genbrugsforretning. Tænk, der sælger de spritnye og hjemmehæklede smække for 10 kroner. Altså TI kroner. Og så er de hverken skæve, uindsyede, karklude-look-alikes eller ret grimme, men faktisk så pæne, at jeg da gerne vil stå på mål for, at jeg helt selv har lavet dem. Og syet enderne ind. Der sidder simpelthen en hær af velhæklende damer rundt omkring, som producerer det skønneste strik og hækling–udelukkende for at det kan blive solgt i genbrugene. Selvfølgelig er det garnrester fra dødsboer det meste (heldigvis, det er en god ide!), men jeg hørte faktisk også i dag om genbrugsforretninger, der simpelthen stiller en kurv i garnforretninger, hvor kunderne så kan aflevere alt overskudsgarn. Det er fantastisk, at hækle-imbeciler som mig bare kan gå ned og erhverve den slags fornemt håndarbejde til en pris, der nærmest ligger under den, man giver for selv at ødelægge noget garn. Det er ikke enhver beskåret at komme godt fra en hagesmæk, men med nørkledamerne i baghånden, så er der håb for samtlige savlegrise.

(I øvrigt strikker og hækler samme damer også større værker, og er man heldig, kan fine, hjemmestrikkede sweatre og andet købes for noget, man næsten er helt flov over kun at betale.)

Så nu er mit problem ikke længere mine umulige hagesmække eller at sy enderne ind. Det ligger mere over i det etiske. Simpelthen spørgsmålet om, om det er dobbeltmoralsk at tie om, hvem der i virkeligheden har hæklet smækkene? Det vil jeg tænke over, mens jeg lægger alle de hjemmegjorte umuliusser i karkludeskuffen. For hvem siger, at karklude lige behøver at have syet deres ender ind? Og at man selv behøver hækle sine savlesmække?

Continue Reading

Om mundbind.

For bare et halvt år siden ville det have været utænkeligt at skrive et indlæg om noget (dengang) så essentielt uinteressant som mundbind. Jeg mener stadig, mundbind som sådan er uinteressante. Men samtidig er de blevet essentielle. Ligesom vejret, sex og peanutbutter er de nok kommet for at blive.

Jeg vil på ingen måde indgå i en diskussion omkring mundbinds virkning. Eller mangel på. Det er jeg (som de fleste andre) slet ikke kvalificeret til. Men jeg har for nylig været i Tyskland, hvor mundbind mange steder er obligatoriske, så jeg er på en måde kvalificeret til at udtale mig om, hvordan det er at leve med mundbind som en lovpligtig påført del af en ganske almindelig dagligdag.

Enhver, der har haft underansigtet i afspærret nærkontakt med et mundbind gennem bare nogle få minutter, ved, at det svarer til at iføre sig en seriøst kondensvandsopsamlende regnfrakke foran mund og næse. Der bliver varmt og fugtigt derinde. Det er som at genbruge sin egen ånde i hysterisk grad og at lukke en tiendedel af sig selv af fra den frie verden. Mundbind er ingen nydelse. Det er derudover også som at laminere sig selv ind i en sci-fi verden, en mumificeret version af et samfund, hvor de allervigtigste ansigtstræk–dem vi genkender hinanden på–er udviskede. Man reducerer sig selv til 3-4 blå læg, ophængt på ørestellet og må vel lære at genkende bekendte på øjnene og de konturer af mund og næse, man ligesom kan sjusse sig frem til. For slet ikke at nævne, at talen bliver forvandlet til en slags mumlen i et hulrum. I alt fald er det den fornemmelse, man selv sidder tilbage med.

Mundbind kræver også tilvænning. Det er slet ikke så let at huske dem. At få dem på, altså. Når man hele sit trekvartlange liv har været inderligt ubekymret om at tildække sit halve ansigt før indgang til butikker, restauranter, cafeer, museer, ja selv offentlige toiletter, så skal man godt nok sparke et par remindere ind engang imellem. Utallige gange fanges man der på tærkslen til en interessant butik af en kolossalt dårlig samvittighed. Ofte er man faktisk også kommet derind, før man ( lidt skamfuld) får ophænget sat på hængslerne. Det er derfor nødvendigt hele tiden at have fuldt tilgængelige mundbind. Helst i lommen. For tasken skal åbnes, og rygsækken skal vel nærmest af ( i alt fald drejes til foranoplyning), og i et mundbindspåkrævende samfund skal man godt nok være vaks på tangenterne. Især når man bruger briller. Hold da lige op, hvor de da bare har det med at blande sig. Mest i aftagning. Fordi mundbind har en klar og indbygget præference for at alliere sig med brillestænger, og det kan der sådan set kun komme kludder og dårlige venskaber ud af.

I mundbindskrævende samfund er mundbind ikke bare mundbind. De er også mode. Der var en butik i Quedlinburg, hvor vi (fordi man altid tolker udfra, hvad man kender til) troede, de solgte mangefarvede sokker. Det gjorde de ikke. Det var mundbind, farvestrålende, spraglede, mønstrede mundbind. I Asien har jeg også set designerbind. Sådan at man kan iklæde sin mund Burberrytern eller et logo med Gucci eller Versace. For de absolut modebevidste er der rimelige chancer for såvel at ekvipere sig med mundbind, der passer til outfittet i stil og farve samt at fremvise lidt pral med dyre brands og logoer. Hvis man altid har ønsket sig noget i Burberrytern, er her altså en oplagt mulighed for snobbede fattigrøve. Selv om sådan et mundbind koster kassen, så er det vel trods alt billigere end en frakke!

Personligt sværger jeg til de billigste. Dem til 3 kroner i Netto. De er blå udvendigt og hvide indvendigt. Det er for, at man kan se forskel på ret og vrang. Og så skal man huske at skifte dem–faktisk mere end dagligt. Tommelfingerreglen må være, at når de ikke længere er blå og hvide, men blå og sorte, så er det på tide at erkende, at der skal hostes 3 kroner mere op i Netto. Man skal også huske, at de faktisk har en næseklemme foroven til at bøje ind over næsen. Sådan at afskærmningen retter sig efter enormiteten af ens tud. Hvis man vender dem forkert, finder man ret hurtigt ud af det. Så stikker det meget ubehageligt på hagen.

Mundbind er desværre også en kilde til øget forurening. For der synes at herske en udpræget tendens til at smide de aflagte overalt. Således kan man i tyske byer se adskillige hensmidte bind på gadehjørner og hele kongresser af afdøde mundbind ved skraldespande af den slags, som ingen sætter en ære i at ramme. Det er lidt forstemmende at se på. Og affaldsarbejdere må nok bande lidt indvendigt over en ny type skrald, som de, for bare få måneder siden, slet ikke havde fantasi til at forestille sig.

Jeg håber inderligt, at disse pseudo-regnfrakker er bakterieforskrækkere, opsamlere af alt modbydeligt og mund-prævention mod farlig smittespredning. Faktisk prøver jeg intensivt at overtale mig selv til blindt at tro på, at der er en højere, meget, meget væsentlig mening med mundbind. At de er decideret livsbeskyttende, ikke bare for en selv, men næsten endnu mere for andre, man møder på sin spredningsvej. Og at man ikke bærer dem forgæves.

For de skal nok komme her også. Mere end de allerede er. Så er vi nødt til at vedtage med os selv, at de er essentielle. Tro på dem. For ellers er det da slet ikke til at holde ud……

Continue Reading

Om at blive til et menneske.

At have 3 børnebørn på 2, 4 og 6 måneder er eksplicit anskuelighedsundervisning i, hvordan man bliver til et menneske. Hvordan man med ekspresfart fra at være ganske prisgivet andre og intet kunne selv på ganske få måneder udvikler sig til at kunne give respons, ville selv og deltage i selve livet på sin egen lille måde.

Det er utroligt, hvor meget forskel der er på, hvad man kan som absolut nyfødt–og så som halvårig. Og med hele 3 babyer som ren empiri kan jeg ikke bare se forskellene, men sandelig også gå gennem udviklingstrin flere gange, så jeg absolut intet misser undervejs. Det er jo faktisk heller ikke, fordi jeg ikke har været der før. Det er bare næsten 30 år siden. Og Gudskelov havde jeg ikke 3 babyer på samme tid. Gudskelov!

Helt ærligt så er der jo ikke meget fis og ballade ved sådan en nyfødt, der nok kalder på manges beskyttertrang og udprægede lyst til intensivt dikkeri, så jeg må tilstå, at først omkring 2-måneders alderen føler jeg sådan en begyndende lyst til at involvere mig for alvor. Det er der, de første smil ikke blot er tilfældige grimasser, men faktisk har en begrundelse. Selv om den ikke altid er åbenlys. Og faktisk er der intet, der connecter som et smil. I alt fald fra en baby.

Derefter går det forbandet stærkt, og tigerspring er absolut ikke usete. De er nærmest dagligdag. Så vil man ikke ligge ned mere, men allerhelst sidde med behørig hjælp eller forsøge at stå med endnu mere hjælp, for de der fødder er stadig ikke bøjet tilstrækkeligt stå-forsvarligt. Så får legetøj en interesse, og der går faktisk ikke længe, før der er legetøj, der er meget mere fascinerende end andet. I vores familie kører vi meget på en sommerfuglelarve, der både kan pibe, knase, spejle og bides i, og den er simpelthen slægtens store babyhit. En enkelt af babyerne har også en stor lidenskab for en såkaldt rainmaker. Et stykke legetøj opfundet af Fanden selv, der skal rystes og vendes til seneskedehindebetændelses-niveau af voksne daglejere i en uendelighed.

Og så begynder man at ville selv. Eller i alt fald have en ide om, at man vil selv. Desværre er dette ikke altid forbundet med en konkret evne. Hvis naturen havde været lidt smartere, er jeg sikker på, at den havde undgået, at enhver baby er til fare for sig selv. Man vil sidde, og vælter, man vil stå, og falder, og man vil putte alt i munden. Selv det, det er relativt livsfarligt at putte derind. I øvrigt vil man også gerne kravle der omkring de 6 måneder. Uden mål og med, og lige så gerne rundt på gulve som ned ad kældertrapper.

Jeg har egentlig aldrig før spekuleret over, at menneskets vigtigste drivkraft er noget så simpelt som nysgerrighed. Babyer er født nysgerrige. Verden skal udforskes, og den skal udforskes fra præcis det sted og det niveau, hvor man selv befinder sig. I begyndelsen er radius lig med kontrollabelt næsten nul, men uhyre hurtigt udvider verden sig. Byder på nye muligheder for opdagelser, for at prøve nye ting. Og at kaste sig ud i verden med en opdagelsesrejsendes mod og frygtløshed, der både er beundringsværdig og samtidig også kan være næsten livsfarlig. Tænk, hvis vi beholdt den ukuelige nysgerrighed gennem hele livet? Eller rettere: Måske er det netop bibeholdelsen af den, der gør det unikke menneske, der aldrig, på mange forskellige områder, holder op med at udforske selve livet og hele verden?

Birk på 2 måneder er lige nu ved at vågne op til verden og tage den ind. Han smiler til den og er begyndt at elske visse stykker legetøj, mens han ihærdigt forsøger at finde en ny position til sig selv end den vandrette. Noor på 4½ måneder er forlystelsessyg som få, og livet er en lang leg, selv om han først for nylig har lært at gribe ordentligt fat i legetøjet. Hans nysgerrighed er umådelig og består af lange, stirrende blikke på en verden, han først nu skal lære at forstå. Helst siddende. (Det var en smule flovt forleden, da han ufortrødent nedstirrede samtlige topløse kvinder på kajen i KBH–nok fordi, der endelig var noget, han kunne genkende!) Camille på 6½ kravler som en gal, synes bøh-lege er vildt morsomme ( også gang nummer 500), kan selv udvælge legetøj, gerne stående med støtte og er ret mobil, mens hun griner højlydt. Det er fantastisk, at der på bare de 4 måneder, der er mellem dem, kan ske så uendeligt meget. Så fantastisk mange skridt hen imod at blive til et rigtigt menneske. Drevet af iboende, medfødt nysgerrighed.

Og så, da vi forleden kom forbi en ret voldsom pilloteringsmaskine i fuld sving–da måtte vi standse. I øvrigt sammen med et større opbud af andre babyer af hankøn i klapvogne og barnevogne–der var nærmest kø. Det var Noor, der bare måtte se på dyret, og vi måtte nok nødtvunget erkende (også ved synet af de andre små tilskuere), at fascination af store gravemaskiner KAN være noget genetisk. Det er første gang, jeg har iagttaget det, og det er bestemt noget, jeg vil lægge mærke til. Måske skal vi prøve at tage Camille med til gravearbejde og se, om det også bliver et hit? Ellers må vi vel konstatere, at babyer ikke bare bliver til mennesker, men sandelig også til drenge og piger. Mit gamle feministiske hjerte bryder sig ikke rigtigt om selve tankegangen, men jeg er bange for, at genetik og biologi nok i sidste ende er meget, meget mere betydningsfuld end socialisering.

Det kan vel også være ret ligegyldigt. Det vigtigste er jo, at de udvikler sig, stille og roligt, hen imod at blive rigtige mennesker. Samt forhåbentlig beholder den der kolossale nysgerrighed!

Continue Reading

Om at være en succes. Så længe det varer…

Egentlig var ideen affødt af desperation over at være blevet totalt negligeret, overset og ignoreret i forbindelse med Coronakompensation og dermed udsigten til mange måneder med en indtjening på et stort rundt 0. (Som i 0,0!) Det er ydmygende, fortvivlende og direkte søvnødelæggende at blive behandlet på den måde i et såkaldt velfærdsamfund, og samtidig er det frustrerende at blive frarøvet et arbejde (som også i sig selv er en livsstil), man elsker og stortrives med.

Det var så der, jeg (igen, igen) satte mig ned og tænkte på, hvad jeg egentlig kan. Min spidskompetence er at fortælle historier om steder og mennesker og få folk til at lytte, samtidig med de selv føler, de får en oplevelse og bliver klogere. Som sagt, så gjort. Selv om skepsis fra mine omgivelser var superhøj og i alt fald ikke specielt forventningsfuld.

Men de sidste 4 uger har rigtigt mange mennesker travet rundt i klitterne sammen med mig. Jeg har måttet arrangere adskillige ekstrature, fordi der trods alt er begrænsninger på, hvor mange vi må stimle og hvor mange, der lige kan høre det hele, når vinden suser over strandengene i det, der skulle have været sommer. Det har–stik mod mine kalkulationer, som gik på turister–været de lokale og sommerhusejerne, der har udvist enorm interesse for at få nye vinkler på det kendte og opdage ting, de nok har passeret adskillige gange, men aldrig rigtigt har set. Eller ikke vidst, hvad var.

Og det allermest berigende har faktisk været, at alle disse mennesker også har stået med deres egne input, som har gjort mig klogere. Jeg har fået de mest fantastiske historier, jeg selv aldrig havde hørt, og forleden blev jeg endda inviteret til at besøge et sommerhus, jeg nok havde hørt om, men aldrig havde set. Aldrig har jeg set noget så smukt, mystisk og absolut fascinerende. Jeg har stiftet bekendtskab med en stor del af de naboer, jeg ikke kendte og føler næsten, jeg er kommet på hils med halvdelen af sommergæsterne. Sikke en berigelse bare af at sætte sig ned og finde på at trave en tur i nogle klitter!

Men på mandag er det sidste gang. Og jeg må vel desværre sige, at jeg for alvor håber, det er allersidste gang. Jeg ønsker på ingen måde, at jeg næste år igen skal ud at trave samme rute. For selv om jeg elsker det, og det er fabelagtigt berigende på mange parametre, så ville endnu en sommer som klitvandrer betyde, at Coronaen også næste sommer begrænsede såvel indtjening som livsstil og levemåde. Næste sommer står jeg forhåbentlig og fortæller mine historier på Royal Mile, Ben Nevis, Grafton Street og i Petra!!

Det er dog selvværdsstyrkende i optimal grad, at dette er blevet en succes. At folk har gidet at komme og for det meste har efterladt positive feedbacks, når de er gået igen. Så det er muligt, at jeg på en eller anden måde har beriget deres sommer, men de har bestemt også gjort min til en lille succes. Der er sådan lidt “lille tog” over det. Det tog blod, sved og hårdt arbejde at slide sig op ad klitterne, mens man troede, man kunne. Og det er fedt at suse ned at dem og råbe ud til alle, der gider høre, at de da bare lige kan se, man kunne!!

Continue Reading

Om at kede sig.

Jeg plejer at sige, at jeg aldrig keder mig. At jeg altid kan finde på noget at give mig til, og at tiden derfor nærmest er et overflødighedshorn, jeg bare kan spise løs af. Og at det både på den ene side er lidt uintelligent at kede sig, og, hvis det, stik mod alle forventninger, skulle indtræffe, så er det altså sundt at kede sig lidt. Bare lidt, altså. Ind imellem. For når jeg sådan for alvor sætter mig ned og røvkeder mig, så går der faktisk ikke ret lang tid, før det sådan bliver lidt usundt for min hjerne, der har det med at få rigtigt gode ideer til, hvad jeg lige kan give mig til.

Men dette forår og denne sommer har godt nok givet mig nogle udfordringer udi kedsomhed. At være Corona-arbejdsløs på 4. måned er yderst befordrende for kedsomhed, og det hjælper faktisk heller ikke, at mine udsigter til at komme i arbejde absolut ingen deadline har. Her kan med fordel indskydes, at jeg virkelig har fået øjnene op for betydningen af deadlines. Uendelighed og manglende stopdatoer er umulige at forholde sig til og decideret stressfremkaldende.

Selvfølgelig har jeg ryddet op. Lidt, i alt fald, indtil det blev øredøvende kedeligt. Det var hurtigt, for oprydning er kedelig bare at tænke på. Selvfølgelig har jeg gået herfra til månen og tilbage igen, og er p.t. oppe på en daglig ration på over 10 kilometer. Jeg kender hvert eneste hus, have, strandskal, tangklat og klit på mine mulige ruter og føler mig nogle gange nedstirret som potentiel husindbryder på ruter, jeg frekventerer dagligt. Især hvis jeg ikke har en alibi-hund med, for medbragte hunde giver ældre damer legal adgang til færdsel overalt. Selvfølgelig har jeg læst stakkevis af bøger. Jeg har nedsat kvalitetskravene betydeligt og har kæmpet mig gennem endog dårligt skrevet og dårligt komponeret litteratur, fordi der ikke lige var andet tilgængeligt. Selvfølgelig har jeg også hæklet mig herfra til Sydeuropa og er i stand til at bedække samtlige familiemedlemmer med tæpper til enhver lejlighed og karklude til at tække slotstage med. Selvfølgelig har jeg været yderst selskabelig og været rigtig god til både at invitere og gå i byen, og hvis nogen for fremtiden forsøger at afslå mit selskab, vil jeg være yderst forstående, for de fleste har allerede set mig. Nok. Selvfølgelig har jeg kastet mig over børn og børnebørn og været en flittig gæst, selv om der er langt. Selvfølgelig har jeg også besøgt hjemlige seværdigheder i den grad en økonomi, hvor indtjeningen er 0 (jeg har tjent 0 kroner i denne periode!!!) har tilladt det. Her skal så indskydes, at det er gratis at gå på vandrestier og veje, så dem har jeg slidt. Og selvfølgelig har jeg indædt og determineret forsøgt både at skaffe arbejde samt at opfinde mit eget arbejde, selv om begge dele har været rimeligt uproduktive foretagender. Først nu er der ved at komme lidt gang i de guidede ture, jeg kreerede, og det er da sådan lidt ironisk, at det skulle ske, når sæsonen for dem er langt over halvdelen af sin løbetid.

Men det er ligesom ikke nok. For, nok for første gang i mit liv, må jeg indrømme, at jeg ind imellem keder mig noget så tilbundsgående og grundigt. Og netop at indrømme, at man keder sig, er faktisk noget stort og ret grænseoverskridende. Det vidner nemlig om mangel på fantasi, kreativitet, sociale gener og alt det andet, vi så forfærdeligt gerne vil se i os selv. Det er lidt skamfuldt at kede sig. Lidt taberagtigt. Lidt som at påtage sig rollen som uinteressant. Og det er der vel ingen, der vil.

For problemet er jo ikke bare at udfylde tiden med noget. Eller nogen. Det er, i bund og grund, at give den indhold og gøre den meningsfuld på en måde, man selv synes er optimal. Det kan være røv-hamrende-kedeligt at rydde op, at gå selvpålagte ture, at læse åndsvage bøger, at hækle bevidstløse tæpper osv., hvis det hele bare er en afledningsmanøvre fra at gøre, det, man i virkeligheden gerne vil foretage sig. Og vi er slet ikke i størrelsesordnen, at jeg i virkeligheden meget hellere ville flyde rundt på en millionæryacht i Middelhavet. For der ville jeg nok også kede mig! Meget mere der, at fritid godt kan gå hen og blive kedeligt, hvis det ikke suppleres med arbejde. Bare lidt. Bare et lille, bitte et.

For et år siden gik jeg rundt og bandede lidt over, at jeg for 117 gang måtte gå rundt i menneskemyldret på Royal Mile i Edinburgh. Jeg burde skamme mig. Skamme mig på baghånd over at have sagt noget så grufuldt. Lige nu tog jeg gerne Royal Mile 118 gange, op og ned, gerne på samme dag. Faktisk frivilligt i valsetrin og med 119 gange tattoo som endemål. Jeg ville klappe entusiastisk af enhver sækkepibehvinende kiltklædt og måske endda selv, i bar overstadig glæde, investere i noget skotskternet.

I alt fald ville jeg da ikke kede mig!

Continue Reading

Alle gode gange tre.

Jeg tror, jeg har den officielle Danmarksrekord i børnebørnsfødsler over den kortest mulige tid. På lige godt 4 måneder er det nu blevet til tre, for sidste skud på familietræet kom til i går, og han er fin, uhyre gennemsnitlig i vægt og, ifølge faderen, lang nok.

Det er lidt mærkeligt, og også ret tankevækkende, på bare 4 måneder at gå fra at være en trekvartgammel børnebørnsfri kvinde til nu at være bedstemor gange 3. Det er ligesom en identitet, der skal arbejdes lidt med at finde ind i. Ikke mindst besværliggjort af det faktum, at alle mere eller mindre er født under en Coronastjerne, som har gjort helt almindeligt samkvem, knus, kram og simpelthen bare at holde og bære til en udfordring. Endda i lang tid en rendyrket no-go.

Den første kom til, lige da det hele startede, så hende fik vi frit lejde til et par uger, inden det blev til afspritningshysterisk distance og fantasifuld dikkedik på flere meters afstand. Den næste blev født ind i den allermest nedlukkede tid, hvor man næsten følte sig smitteskyldig ved overhovedet at se på ham over Facetime. Det er muligt, der fysisk er langt til KBH, men mentalt er der endnu længere til en lille fyr, man enten skal stjæle sig til at se på afstand, eller som kun eksisterer inde i pc-en. Der blev Coronastjålet nogle måneder der, og det er vilkår, som jeg aldrig håber bliver standard igen. Nummer 3 er stadig født på besøgssterilt hospital under tydelige opfordringer til begrænsninger af samme besøg efter hjemkomst, men der er dog løsnet så meget op, at det skulle være muligt at se ham, mens han stadig er rimeligt nyfødt. Om man så tør holde ham, endda uundgåeligt udånde på ham ved samme lejlighed, må så blive spørgsmålet.

Lad mig sige det sådan, at det nok ikke i min vildeste fantasi havde været det scenarie, jeg havde forestillet mig omkring at få børnebørn. At de var en slags utilgængelige små væsner, hvor der altid stod en potentiel Corona imellem. Det var ikke sådan, det skulle have været.

Men nu er de her. Alle 3. Og mentalt er jeg også ved at være der, at jeg for mit eget vedkommende egentlig ikke voldfrygter Coronaen. Samtidig handler det dog endnu mere om dem, så selvfølgelig skal der tages forholdsregler.

Om nogle år vil det blive en del af familiehistorien, både at de nærmest er trillinger, men også at de blev født ind i en tid, der ikke ligner noget som helst, nogen af os har prøvet før. Og forhåbentlig ikke vil skulle gennemleve igen. Det vil vi sikkert kunne tale meget om.

Og det er vidunderligt dejligt at gå her og være glad ved at skulle tilpasse sig den nye identitet som bedstemor til 3. Samt håbe på og glæde sig til at få et helt normalt, ikke-distanceret forhold til de 3, der indenfor 4 måneder har gjort livet til noget, det aldrig har været før. Corona eller ej.

Continue Reading
1 2 3 23