En beskidt fantasi?

Jeg ved ikke rigtigt, om det bare er mig, der har en ekstraordinært veludviklet beskidt fantasi, men dette skilt, som jeg stødte over i den irske by Killarney, giver mig altså nogle lidt pudsige billeder inde i hovedet.

Det er som om, Outlet Centre får en helt ny betydning. Og her er jeg altså et godt stykke over 90 F, for sådan bare at skære det hele lidt ud i pap. Samtidig kan jeg sket ikke lade være med indvendigt at visualisere, hvordan der ser ud i lokalet, hvis der sådan kommer en hel masse kvinder ad gangen til bryst outlet.

Men det er nok bare mig. Omvendt er det da fint for mig, at et simpelt skilt indebærer et gratis grin.

Continue Reading

PYH!

Står i den fuldstændigt uoverskuelige bagagesituation, at der samtidig skal pakkes til en uge i Georgien og Armenien, en uge i sommerhus, en uge i Irland og et loppemarked–uden at komme hjem ind imellem. Ikke nok med at klimazonerne driller ved uartigt at være vidt forskellige, men jeg skal jo også have alt det lort med, som andre mennesker forhåbentligt befrir mig for på loppemarkedet.

På et tidspunkt strejfede det mig bare at vælte rub og stub i traileren, men det er, trods alt, ikke helt fair overfor arvestykkerne fra moster Karen. Og min egen pengepung.

Jeg er 100% sikker på, jeg glemmer en masse. Men bare de 3 P-er er med, går det såmænd nok det hele. Og der er sjældent situationer så voldsomme, at i alt fald jeg ikke kan snakke mig ud af dem.

Til gengæld kan et af de næste billeder på bloggen så træffe at blive af det smukke, hellige bjerg Ararat, hvor Noahs Ark iflg. legenden i sin tid landede…… Hvis jeg husker kameraet!

Continue Reading

Om stinkmennesker.

Nu er vi så ovre i et af de mere kontroversielle emner, men en gang imellem skal der også være tid, plads og lejlighed til at lufte dem. I dette tilfælde: i den grad LUFTE!

Jeg har lige været nede at handle og befandt mig i dagens lange kassekø godt presset sammen mellem ½ års ufortyndet armsved og et beskidt joggingsæt marineret i godt, gammelt kattepis. Mens jeg stod der både frygtede jeg for stankens indflydelse på mine ellers jomfruelige madvarer samt ængstedes betydeligt for, om jeg ville udstå stankprøvens længdemæssige udstrækning.

Jeg overlevede. Det plejer jeg generelt også at gøre. Kun få gange har jeg med beklagelse måttet forlade en kø, fordi jeg desværre har været på besvimelsens rand over andre menneskers mangel på hygiejne. Kassekøer er også overlevelige–i alt fald sammenlignet med, hvad man KAN blive udsat for på langdistancefly. Der findes jo vitterlig mennesker, der i årevis har negligeret enhver form for kropslig odeur så betragteligt, at de kan forpeste en hel Airbus.

Jeg taler overhovedet ikke om ham, der gik amok i hvidløgen aftenen før. Eller hende, der lige har løbet halvmarathon. Det går jo over, og begrundelserne for lugtgenerne er oftest umiddelbart synlige og forklarlige. Til gengæld taler jeg om mennesker, der har et utilladeligt afslappet –eller i de fleste tilfælde ikke-eksisterende–forhold til personlig hygiejne. Mennesker, der hverken vasker sig selv eller deres tøj. Og som tilsyneladende er ligeglade–eller totalt har fortrængt deres egen lugtesans–for jeg vil vove at påstå, at i dagens Danmark findes der meget få seriøse undskyldninger for ikke at renovere sig selv eller sit tøj.

Mens jeg stadig underviste, var jeg selvfølgelig bevidst om, at mange teenagedrenge lugter mere af lort end af lagkage. Det bar de odeurmæssige gener efter en times undervisning for lukket dør tydeligt præg af. Jeg ved også, at selvsamme teenagedrenge oftest vokser fra det. Den bedste kur er en stormende forelskelse. Dog har jeg også oplevet flere gange at blive genert og blufærdigt kontaktet af teenagepiger, som har påtalt en bestemt klassekammerats uhensigtsmæssige, lugtmæssige udfordring. Det behøvede de sådan set ikke. Jeg var stinkende bevidst om det i forvejen. Omvendt er det en svær en, for hvordan forklarer man en bumset, halvbeskidt, svedstinkende, dybt usikker teenagedreng, at udover alle de andre udfordringer, så lugter han altså også? Der har jeg nok mestendels stukket hovedet i lommetørklædet og forsøgt at navigere udenom, selv om det måske, for stinkerens egen sag, ville have været en gevinst at få klarhed på, hvorfor han i fatal grad altid manglende sidekammerater.

Vi er nemlig uhyggeligt bange for at konfrontere andre mennesker med deres uheldige, uvaskede kropsdufte eller oplyse dem om den heldige brugsværdi, der ligger i en pakke Ariel Color. Indrømmet, jeg er selv på den (tørre)snor. Som tidligere nævnt forlader jeg jo hellere en lugtende kø end konfronterer lugtbæen. Jeg er jo, med andre ord, med til at legalisere at stinke. Så egentlig har jeg måske slet og ret overhovedet ikke ret til at brokke mig.

Jeg ville bare ønske, at vi–ligesom i enhver form for anden human samfærdsel–havde nogle uskrevne love, som i alt fald hovedparten af os fulgte. Simpelthen at man, hvis man på nogen mulig måde er i stand til det, tager sin egen hygiejne seriøst. Allermest for andre menneskers skyld. Men måske allermest for kassepersonernes! De stakkels mennesker skal jo sidde der i hørm, fis, prut, kattepis, sved og forfald i mange timer. Det synes jeg faktisk ikke, hørmerne kan være bekendt!

Continue Reading

Om at prutte.

Lad mig bare begynde med skuffelsen: Dette handler ikke om mit tarmsystem og dets funktioner!

Derimod om, at jeg godt kan lide at handle. At jeg tager al form for handel, der involverer enhver form for gevinst for mig selv, yderst seriøst. Og at jeg opnår utrolige højdepunkter for mit belønningscenter, når det lykkes.

Men også, at der stadig er nogle spilleregler, jeg nok erkender, men stadig ikke forstår. Nemlig omkring prutning. Basalt er jeg intet mindre end eminent til at prutte, synes jeg selv. Jeg kan få enhver sydlandsk markedssælger på grådens rand og høre hele historien om hans kone og syv uforsørgede børn, og jeg spadserer gerne flere kilometer med en tryglende mand ved min side, hvis det indebærer, at prisen nedsættes for hver 100 meter. Alligevel ved jeg selvfølgelig godt, at det i sidste ende er ham, der griner højest. Men kamp til grinets sidste streg–det får han sgu`!

Herhjemme er vi så umanerligt pæne, at vi ikke prutter. Jeg indgår aldrig i en diskussion omkring beløbets størrelse og retfærdighed, når jeg betaler ved kassen i Netto, og kassedamens familiesituation er mig totalt ukendt. Og så alligevel: Når jeg køber møbler, biler og hårde hvidevarer forventer jeg da en klækkelig rabat. Jeg kunne aldrig drømme om at betale det annoncerede beløb for en vaskemaskine, ligesom jeg da klart forventer, at en møbelsælger giver mindst et stoleben i afslag. Som sidespring må jeg lige her sige, at det længe har undret mig, at mine hårde hvidevarer opgav ævret parvis eller trevis. Indtil jeg pludselig erkendte, at de jo altid var indkøbt i samme mængdeorden og på samme tid. Simpelthen både fordi de forrige samstemmende gav op, men allermest fordi hårde hvidevarer er solidariske rent prismæssigt–jo flere, jo billigere.

Men hvorfor er det sådan? Hvorfor antages det for fuldt legalt at opnå klækkelige rabatter på biler, møbler og hvidevarer, (Jo frækkere–eller i min optik: mere insisterende!–man er, desto billigere) mens jeg ærligt talt ville føle mig flov ved at plædere for afslag  på prisen på et par cowboybukser? Selv hvis jeg samtidigt købte en bluse i samme forretning? Hvorfor diskuterer jeg ikke prisen på mine daglige indkøb med kassedamen og argumenterer seriøst for, at jeg skal have mine flåede tomater til ½ pris, når jeg nu har ryddet hendes butik for så meget andet?

Selvfølgelig er der tilbundsgående, størrelsesmæssig prisforskel mellem en ny dyt og en T-shirt. Dertil er jeg med. Men hvis jeg nu stiller regnskabet op, så det ikke blot dækker enkeltindkøb, men i stedet løber over en årrække. Så bruger jeg da helt sikkert samlet flere penge på at anskaffe mig beklædning og minimælk end på mit faktisk ikke chokerende forbrug af vaskemaskiner. Jeg lægger, med andre ord, mange flere penge i forretninger, hvor jeg ALDRIG opnår nogen form for rabat, og hvor det anses for helt utilstedeligt at prutte. Det giver ligesom heller ikke så meget mening.

Nu er det jo ikke sådan, at jeg derfor fra nu af vil tage en alvorlig diskussion med kassedamen omkring min bon. Eller kræve minimum et kort ærme i rabat hos tøjbutikken. FOR DET GØR MAN JO IKKE! Så hvis jeg skal ud og bruge mine handelsevner helt legalt, er jeg nødt til at opsøge en møbelhandler for at få afløb for dem og hente lidt ind på belønningskontoen. Sådan et sted prutter vi jo helt ublufærdigt, og ingen tager notits af det. Faktisk regnes vi for ignorante idioter, hvis vi ikke gør det.

Slutteligt ikke et ord om loppemarkeder. Det er en helt anden diskussion. Men jeg undrer mig over disse uskrevne spilleregler. Og–og det er vel konklusionen–spekulerer som en gal over, om samtlige vaskemaskiner, biler og lænestole i virkeligheden er overprisede til uforskammethedsgrænsen, så der simpelthen på forhånd er indbygget prutningsafslag i den foreslåede pris, mens beklædning og fødevarer jævnt hen koster ca. det, det skal. For så er det da Fandens ærgerligt for de overpæne mennesker, der ikke slår frækhedskontrollen fra, når de handler. De bliver jo snydt, så det brager.

Men det giver mig samtidig overhovedet ikke svar på, hvorfor i alverden det hele er skruet sådan sammen.

 

 

Continue Reading

Om mus og maddiker.

Jeg kan hverken lide mus eller maddiker. Det er lidt, men også kun lidt, som at vælge mellem (T)rumpen og Stalin–hvis I forstår, hvad jeg mener. Så i mange år har jeg derfor behændigt forbigået netop det valg, men i går stod det pludselig lysende klart for mig, at jeg for eftertiden vil satse alt på musene.

Da vi sidst kørte hjem fra sommerhuset, brugte vi tiden– som mange ægtepar, der har været gift så mange år, at de ikke længere tæller– på at diskutere, hvis skyld det var, at min mand havde glemt at tømme skraldespanden inde i huset. Det er nok verdens mest ufrugtbare diskussion. Ligegyldigt hvem der vandt, var faktum jo alligevel, at der lå tre rå fiskefilletter øverst i den, og at deres skæbne, eller rettere: tilstand, først ville blive afklaret tre uger senere, når vi igen besøgte huset.

I løbet af de tre uger lykkedes det mig da ind imellem at fortrænge fiskene eller det, de nok havde udviklet sig til, men jo nærmere påsken kom, desto mere maddikefyldt blev mine visioner. Jeg fik flere og flere deja vu til den lille, røde skoletaske, som min bror i sin tid anvendte til lystfiskeri, og som jeg engang fandt i mit barndomshjems kælder ca. 1 måned efter hans sidste fiskeekspedition. Den var, om man så kan sige, særdeles levende. Og mere hvid end rød. Faktisk havde den også flyttet sig.

Så i går, da vi kørte på motorvejen, blev min hjerne sådan helt invaderet af de rædselsfulde, små, ulækre sataner. De begyndte at kravle på mig, og omkring Randers blev de næsten så megastore, at jeg i mine visioner allerede var i gang med at rive hele hytten ned. Rub og stub. Starte helt forfra på en brakmark–bare uden maddiker.

Selvfølgelig lod jeg manden åbne døren. Og gå ind. Jeg stod sådan nærmest lidt i skjul bag ham med et tørklæde for munden. Men faktisk var det hunden, der indtog hytten først. Han stormede ind, for her var da rigtignok noget nyt og interessant. Det var helt klart virkelig svært for ham at skjule sin begejstring over det nye fænomen, vi havde beriget hans ellers lugtfattige liv med.

Og så var det bare mus! Tænk sig, en lille musefamilie–eller måske en halvstor, udvidet gnaverslægt–havde egenhændigt fortæret vores tre fisk! Ikke en maddike i syne! Til gengæld spiser mus, ved jeg så nu, over et relativt stort areal og har en enorm raidfaktor. De mundscanner simpelthen alt, sådan ned til atomstadiet, og så spiser de de atomer, der er museføde, og resten lader de simpelthen ligge. Mus spiser f.eks. ikke køkkenrulle, men samme dyr kan til gengæld findele et mindre stykke køkkenrulle i trillioner af stykker og finsprede dem over et halvstort stueareal. Tilsyneladende kan mus også godt lide at transportere uspiselige ting. Eller også bliver mus bare knotne over, at noget ikke kan spises, og så bærer de lidt rundt på det i arrigskab eller smider det ind under en seng.

Men det skal være dem tilgivet. Jeg håber, helt ærligt, de der mus havde en fed, festlig førpåske-frokost, og hvis de legede lidt med maden, så er det dem vel undt. For der var ikke en eneste maddike i syne. IKKE EN! Så sommerhuset slap for at blive revet ned i denne omgang!

Nu er det så bare, jeg ikke kan lade være med at spekulere på, HVOR de mus mon er? Jeg mener, sidder de på lur og venter på endnu en påskefrokost uden køkkenrulle–og HVOR synes de, det er strategisk godt at placere sig i forhold til forventet mad-efterbevilling? Under min seng? Inde i mine skabe? Eller lige der, hvor jeg allermindst venter det?

Pyt! Hvis de nu synes, mine skabe er et fedt sted at afvente næste overdådige fiskebord, så er det dog, trods alt, lidt mindre brækfremkaldende at finde sine skabe fulde af mus—end at finde dem fulde af maddiker! Jeg skriger over begge dele. Men jeg skriger ligesom lidt anderledes over maddiker!

Continue Reading

Katastrofale fejlkøb.

Forleden læste jeg en artikel om vores katastrofale overforbrug af tøj. Det var skræmmende læsning.

Artiklen havde fået flere midaldrende (og jeg understreger midaldrende, for det var ikke unge med enorme endnu-ikke-stiftet-familie- tøjbudgetter og mode-impulskøb) journalister til at tælle antallet af beklædningsstykker i deres skabe, og alle var nået op på adskillige hundrede.

Det ansporede mig til at tage et lignende raid på min lokale afdeling af beklædningsindustrien. Som jeg i min store naivitet troede bestod af det primære skab i soveværelset. Jeg må have fortrængt, at jeg, siden børnene er flyttet hjemmefra, har annekteret de fleste af deres gamle skabe og derved skabt filialer over det meste af huset. Det var en skræmmende optælling.

Jeg vil–af blufærdighedsårsager–ikke nævne, hvilket astronomisk tal, jeg nåede op på. Men jeg skammede mig. Meget. Og tænkte seriøst over, hvor stor en andel af verdens forgængelighed jeg personligt har ansvaret for. I 80-erne snakkede vi meget om, hvor mange gange Rusland og USA egentlig kunne sprænge hele verden i stumper og stykker med deres atomvåben. Jeg tænkte på, hvor mange gange jeg egentlig kunne klæde mig selv på fra inderst til yderst. På et tidspunkt opgav jeg at tælle.

Det, der især gav dårlig samvittighed, var alle fejlkøbene. Alle de metervis af beklædning, som hænger og griner af mig derinde bagerst i alle skabene–stadig med prisskiltene dinglende og et fuldstændigt håbløst håb om engang at blive taget til nåde af mig og min krop. Nogle af dem har hængt der i årevis. Næsten tiårsvis. For i min utrolige tøjnaivitet tror jeg stadig på, at den dag da må komme, hvor netop denne klud bare er så indlysende brugbar.

Jeg er –eller rettere, VAR, en stor impulskøber. Som semi-pensionist på en meget lille pension er der ikke rigtigt råd til den slags fjanterier længere. Jeg er også så priviligeret, at jeg ofte kan krybe i alle de størrelser, der altid hænger tilbage efter et udsalg og derfor tit er nedsat til et beløb, der fuldstændigt slår enhver form for fornuft fra. Jeg burde nok for mange år siden have indset, hvorfor netop de modeller hang tilbage, men jeg er tilsyneladende ikke blevet for 50 kr. klogere på markedsmekanismer gennem årene.

Som nu denne fine kjole. Den har i al ubemærkethed boet inderst i mit skab i 5-6 år. Men den VAR altså billig. Sat ned fra 800 til noget, der lignede en foræring, men som selvfølgelig overhovedet ikke var det i længden. Jeg har aldrig haft den på. Og jeg kan ikke få mig selv til at smide den ud. Så den er “stuck between a rock and a hard place”, som vi vist ikke har et passende udtryk for, som jeg lige kan finde dernede i ordforrådet.

Så hvis nogen kan bruge en fin Bruuns Bazar kjole i ren bomuld, str. 36, så sender jeg gerne for 35 kr. til porto. Det vil i den grad lette min samvittighed en lille bitte smule, hvis den kan finde et hjem, hvor nogen holder tilstrækkeligt af den–og bruger den.

For fejlkøbene er jo ikke bare alt det, der dingler rundt med prisskilte. Det er jo også den bluse og de bukser, der kom på en eller to gange og bare ikke lige svarede til forventningerne, skavede i skridtet eller havde den forkerte facon eller længde. Som man nu (igen i en utrolig naivitet) tror, vil forandre facon, længde eller stoftype ved at blive hængt til genopdragelse i klædeskabet. Jeg tror det næppe.

Jeg gider ikke pudse morgenglorien omkring, at NU er det altså også uigenkaldeligt slut med mit personlige ressource- og tøjspild. For det er det jo ikke. Men det er indledningen til en begrænsning og en bevidsthed samt en oprydning i alt det, der bare ikke er gangbart for mig mere. Jeg sælger en del af mit tøj videre, men jeg skal altså længere ind i de skabe. Derind hvor det gør lidt ondt at erkende sit overforbrug. Og hvor mere tøj absolut ikke bør finde vej ind.

Så hvis nogen også ligger inde med de der fejlkøb, der bare fylder i skabet og desværre ikke af sig selv går hen og bliver gangbare, så er I meget velkomne til at oploade billeder på siden Guldsøstre på Facebook. Jeg er sikker på, meget af tøjet faktisk har en fremtid på andre mennesker. Jeg vil i alt fald bruge dagen til et yderligere raid, så jeg vil tro, jeg efter lange forhandlinger med mig selv kan gå med til at slippe endnu flere klude ud til nye liv. Og måske få lidt bedre samvittighed……

 

Continue Reading

Fordi det er billigt!

Af fare for at lyde overmåde arrogant, er jeg alligevel nødt til at skrive, at jeg med jævne mellemrum kommer til USA. Og at det er seriøst farligt for sådan en som mig. Det rammer mig hårdt på økonomien–hver gang.

I USA er designertøj nemlig–i alt fald sammenlignet med europæiske forhold–til at betale for, og tilbuddene er mange og alsidige. Der findes varehuse som Century 21, som specialiserer sig i outlet af mærkevarer samt et utal af andre mindre butikker, der synes af have alle former for udsalg og tilbud mere eller mindre permanent.

Sådan noget kan min indre tøjsjæl slet ikke styre. Den kastes ud i tøjtivoli med en kraft, jeg er helt og aldeles forsvarsløs overfor. Hovedargumentet for enhver slags nyanskaffelse er udelukkende, at det er billigt, og at jeg sparer så mange penge, at jeg vitterlig er totalt idiot, hvis jeg ikke slår til her og nu. At lave en seriøs kalkulation omkring, om jeg nu overhovedet mangler varen, er en funktion, der ubevidst sættes helt ud af drift. Den ophører med at eksistere, mens jeg med vold og magt tilegner mig jeans nok til de næste 5 års (over)forbrug og en 2-3 jakker til samtlige årets sæsoner + nogle stykker til tidspunkter, der ligger lidt udenfor allerede etablerede sæsoner.

Mens jeg hoved- og forsvarsløst vælter mig rundt i forbrugsjunglen, har jeg nogle præfabrikerede mantraer, som jeg vitterligt, i alt fald sådan midlertidigt, tror på: At jeg bare “stocker op”, så jeg kan klare mig et meeeget langt stykke tid uden så meget som at komme i nærheden af en dansk tøjbutik, at jeg sparer en uendelig masse penge, fordi jeg netop er så intelligent og forudseende på tøjområdet, og at man skal lære at slå til uden betænkningstid, når århundredets tøjfund simpelthen ligger og blinker lige foran ens forbrugsøjne.

Så jeg vælter mig gennem samtlige Century 21`s tøjstativer. Og der er mange, skal jeg hilse og sige. Jeg jubler indædt lykkelig ved ethvert såkaldt fund og bliver venligt, men bestemt afvist af prøverumsvogteren, fordi man kun kan medbringe 10 stk. af gangen, og jeg lige kommer anstigende med overlæs på omkring 50. Så må jeg jo bare gå 5 gange. For tænk nu hvis netop det stykke beklædning, der var den ultimative gevinst for belønningscentret, ikke blev prøvet? Jeg bliver helt elektrisk af al den trækken af og på og ligner for det meste en trekvartgammel kone med afdanket punkerhår i Marc Jacobs. Eller en længst afdød luksushippie med henteår i Tommy Hilfiger. Men hvad gør det, hvis det er billigt?

Da hele det samlede, svinske overforbrug foregår over flere dage, mister jeg på et tidspunkt helt orienteringen omkring antal og mængde af varer. Og når jeg så skal pakke (samt klippe samtlige prisskilte af og krølle tøjet så meget, som man nu kan bære i sit tøjhjerte, fordi man faktisk kan blive bonnet for over-import), så vil det med al tydelighed gå op for mig, at det i grunden ville være helt uproblematisk, om jeg havde 8 par ben, 20 par arme, omkring en snes kroppe og 10-15 halse til tørklæder. Der ville, med en ret god margin, være nok til alle. Hver dag.

Eller jeg kan selvfølgelig vælge at skifte tøj hver time. Fra inderst til yderst.

I går brugte jeg en del tid på simpel klædeskabslogistik. Der skal jo ligesom også være plads til nyanskaffelserne. Samtidig fik jeg det også lidt dårligt. Og lovede mig selv, at det her orgie aldrig ville få en gentagelse.

MEN–og det er jeg altså nødt til at holde seriøst fast i: Det var F….  billigt! Det er VIRKELIG VILDT, hvad jeg har sparet. Nemlig!

Continue Reading

Skotip.

Den første torsdag i hver måned mellem 13 og 16 holder Green Comfort lagersalg på adressen Langelandsvej 5 i Randers. Det er lige ved motorvejen og let at finde.

Her er store besparelser på både sko, støvler og sandaler. Og for os med de der plagsomme fødder med alle besynderlighederne er mærket altså et af de absolut foretrukne. 3 par støvler koster f.eks. 1200, og står man ikke lige og har 6 fødder, der skal bestøvles, kan man jo bare alliere sig med andre kunder, der heller ikke kan leve op til 3-par reglen.

Nypris for et par Green Comfort støvler ligger vel en del over, hvad man her kan få 3 par for, så der er virkelig penge at spare. Også for mande- og børnefødder, for det har de også.

Så–alle svorne Anguluspiger: Giv lige dem her en chance! Det gjorde jeg for nogle år siden, og det har hverken jeg eller mine fødder fortrudt!

PS. Nu vi er i lagersalgene, så er det næste weekend det årlige slag om pudebetrækkene slås på Dieselvej i Kolding. Georg Jensen Damask i 2. sortering til under ½ pris. Og de er så kræsne, at kun en kender kan se forskel på 1. og 2. sortering. Glem alt om at komme først og stå i uendelige køer–det er ikke besværet værd. Vent til senere, for de har umådelige mængder varer og løber altså ikke tør undervejs.

Continue Reading

Kvindelige rollemodeller. IV.

Ulla Terkelsen.

Det var hende her, der i sin tid var hele anledningen til overhovedet at skrive om rollemodeller, så det er på tide, hun får sit eget indlæg.

Jeg kan forstå, at jeg tilsyneladende ikke er den eneste, der gerne ville have været Ulla Terkelsen, hvis jeg ikke var blevet lærer. Jeg har selvfølgelig spurgt mig selv hvorfor og er kommet frem til den indlysende konklusion, at det er, fordi hun er professionel og vidende til fingerspidserne i sit arbejde, at hun ubesværet har hele verden som sin arbejdsplads, og at hun besidder en naturlig autoritet, der både udstråler kompetence og får os til at lytte intensivt. (Tænk engang: Sikke kvaliteter for en lærer!!!)

I min øjne er hun nærmest født medlem af den lille elitegruppe af kvindelige journalister, jeg har dyb tiltro til og stor beundring for. ( Af andre medlemmer på min hitliste kan også nævnes Mette Fugl, Puk Damsgaard og Simi Jan. Derudover: Ingen nævnt, ingen glemt.) Det er dem, der kan deres stof til fingerspidserne, men det er jo ikke nok i sig selv. De kan nemlig også formidlingens svære kunst. De kan oplyse om dybt indviklede politiske forhold i Ugga-Buggaland, så selv jeg kan fatte det.

Jeg er så gammel, at jeg stadig kan erindre Fru Terkelsen stående i bomberegn ved Divis Tower i Belfast under de Nordirske “troubles”. Det var nok der, jeg først opdagede, at her var da en journalist, der kunne sit stof. Siden har hun haft hele verden som sin arbejdsplads. Hvor andre (mandlige?) journalister oftest har et område i verden som deres spidskompetence, har man på fornemmelsen, at når tingene overalt, VIRKELIG overalt, bliver lidt for komplicerede, så siger nyhedschefen bare “Send Ulla.” Nogle gange har man faktisk lidt svært ved at forstå, at hun overhovedet kan NÅ fra A til B inden næste udsendelse. Samt reasearche stoffet.

Men det kan hun. Og så står hun der i sin Yvonneternede frakke, som hun bevisligt har ejet et par årtier, et kæmpe halstørklæde og det meget karakteristiske hår, den dybe stemme og sin fabelagtige viden og informerer os om verdens brændpunkter, så vi alle kan være med. Sikke en viden, sikke et engagement og sikken en høj alder stadig at flyve verden rundt i.

Den dame må ikke gå på pension. Nogensinde. For hvor skal jeg ellers få kvalificeret nyhedsopdatering fra?

Continue Reading

Kvindelige rollemodeller. III.

Tine Bryld.

Jeg husker dem endnu, de søndag aftener i de tidlige 70-ere. Nede på mit værelse i kælderen med hovedet tæt ind imod transistorradioen, der ind imellem havde den uvane at lyde mere som en fiskekutter end en radio.

Søndag aften var der P4. Danmarks første egentlige radioprogram for unge, som tog de unge alvorligt. Og det, vi alle sammen ventede på, var samtalerne med Tine Bryld. Der i de små kælderværelser og loftskamre, som så hyppigt blev brugt til teenageropbevaring dengang, var det et højdepunkt på ugen af blive bekræftet i, at man slet ikke var så forkert, som man selv syntes, og at der var mange, mange andre, der såvel havde de samme problemer som en selv samt nogle, der var mange gange værre. (Det var dengang, det stadig hed “problemer”–ikke “udfordringer”.)

Tine Bryld tog os alvorligt. Helt ud gennem radioen fik man det indtryk, at her var et voksent menneske, der både forstod og handlede. Hun talte aldrig ned til nogen. Hun var aldrig arrogant og bedrevidende, men mødte de unge lige præcis der, hvor de stod. Det var vi altså ikke vant til dengang. Vi var opdraget i den hellige tro på, at man aldrig hængte sit beskidte vasketøj til tørre og i øvrigt bare stiltiende fandt sig i at være pæn på de voksnes betingelser.

Og i virkeligheden var det jo slet ikke en revolution på ungdomsfronten, Tine Bryld kæmpede for. Hun gjorde bare det, hun formåede, i kampen for at give ungdommen nogle bedre præmisser og en ballast i form af en forstående, accepterende voksen. Jeg vil vove at påstå, at den dame gjorde mere for generationer af Danmarks ungdom end ret mange andre, mere profilerede personer. Hun gav os nemlig troen på os selv (eller var det modet til at tro på os selv?), og den kommer man virkelig et rigtigt godt stykke med.

Udover sit virke for P4 var Tine Bryld også socialrådgiver, bl.a. for Mødrehjælpen samt forfatter til en del ungdomsromaner (ungdomsmanualer, er jeg desværre nødt til at kalde dem!). Men det er som den altid behagelige, fordomsfri, accepterende og hjælpende stemme i P4, jeg gerne vil se hende i dette galleri af rollemodeller.

Og tænk at det allerede er 6 år siden, hun døde. Og at der endnu ikke er dukket et troværdigt alternativ til hende op blandt de ellers meget emsige, selvbestaltede ungdomguruer på enhver form for sociale medier. Tine Bryld var aldrig blevet realitystar i et program om unge med problemer. Af den hjerteskærende, indlysende årsag, at hun havde noget på hjerte!

Continue Reading
1 2 3 6