Nu bor jeg nok i den eneste middelstore, danske provinsby, der helt har undgået DSBs opmærksomhed. Skal vi ud at rejse med tog, må vi rejse ud til toget først. Virkelig noget der ansporer til brug af offentlig transport. Anyway, i går skulle jeg så køre nogen til toget i den nærmeste middelstore, danske provinsby, som DSB har fået øje på.

Da jeg efterhånden ret sjældent sådan kommer lidt ud, bestemte jeg mig for at aflægge et besøg i en af mine yndlingsgenbrugsforretninger i samme by. Helt konkret kan det der “yndlings” defineres som steder, hvor de venlige damer stadig ikke har fået øje på, hvad tingene egentlig er værd. Forretningen ligger på en temmelig forblæst bakketop, hvor vinden rigtigt kan få fat mellem højhusene. Og i går stormede det. Især på netop den bakketop.

Problemet er, at det er man ikke sådan bevidst om, når man selv sidder i bilen, så da jeg lukkede fordøren op, tog en halv pelikan fat i den og slyngede den brutalt ind i bilen ved siden af. Og den ramte plet. Sådan en bildør kan godt slå en god og gedigen bule. Den har en beundringsværdig slagkraft. Det kunne, med andre ord, tydeligt ses, at jeg lige havde været på spil. Den Mercedes var ikke helt, hvad den Mercedes havde været for få øjeblikke siden. Omkring fordøren.

Lige den forretning ligger et sted, hvor man skal skulle noget for at komme forbi. Så der var ingen. Ingen foran, bagved, i nærheden eller i det hele taget tilsyneladende i området. Jeg kunne altså let og elegant have smækket min uvorne fordør igen og kørt min vej, uden at en levende sjæl havde opdaget min skadevoldning. Min egen bil var mirakuløst helt uskadt. Ikke så meget som en rift eller et par dråber hvid maling fra Mercedesen ville kunne afsløre min tåbelige bedrift.

MEN: For mange år siden, da jeg holdt parkeret i min egen by for at forrette nogle ærinder, stod der en dame og ventede på mig, da jeg kom tilbage til bilen. Hun havde stået der et stykke tid, fortalte hun, bare for at vente på mig. For hun havde set præcis den samme slags uheld gå ud over min bil, og synderen var bare smuttet. Heldigvis havde hun taget hans bilnummer, så jeg kunne konfrontere ham med den ret anselige bule, han decideret må have set, mærket og følt, han havde lavet. Det lykkedes mig–man har vel venner hos etaten!–at finde frem til ham, og han betalte da også, selv om han inderligt hævdede, at han intet havde lagt mærke til. Det fik mig til at tænke Bilkabuler ind i min samvittighed. For jeg var godt nok blevet ærgerlig, mopset, sur, gnaven og hele registret, hvis jeg bare havde konstateret en nyopstået bule i min bil uden at finde en gerningsmand.

Problemet der på bakketoppen var at finde frem til bilens ejer. Der var jo ikke en levende sjæl. Men da nummerpladen var tysk, gik jeg simpelthen ind i genbrugsbutikken (som er den eneste butik i miles omkreds) og spurgte de venlige damer, om de havde hørt nogen tale tysk i butikken. Det havde de nu ikke og var også temmeligt forvirrede over mit spørgsmål, indtil de fik forklaringen. Netop der oplevede jeg for første gang forundringen over det, de kaldte “min ærlighed”. Der var en klar konsensus omkring, at det da både var sjældent og samtidig virkelig dejligt, at nogen overhovedet gad erkende en Bilkabule. At det var sådan noget, som folk generelt bare rendte/kørte fra. Hurtigt og samvittighedsløst. Men i al deres velmente hjælpsomhed fandt vi da ud af at putte en seddel med mit telefonnummer i et plastikchartek ( det regnede helt vildt, udover at storme!) og sætte det under bilens vinduesviskere.

Lige da jeg stod og fumlede med chartek og viskere kom en mand forbi og undrede sig over, hvad jeg dog foretog mig med hans vens bil. Efter forklaringer hentede han hurtigt samme unge ven, som var på besøg fra Tyskland. ( Og her tilkommer det ikke mig at udrede, hvordan i alverden han var kommet over grænsen. Men det var han!) Og igen mødte jeg hos bilens ejermand samme forbavselse og glæde over, at jeg overhovedet erkendte min lakmæssige buleforbrydelse. Han nærmest takkede mig for at anmelde mig selv, for, som han sagde, det var faktisk ret usædvanligt. Selve udvekslingen af informationer foregik derfor i en særdeles venlig atmosfære. Jeg har i alt fald tidligere været impliceret i uheld, hvor anstændig og ordentlig tale godt kunne have været at foretrække. Men ikke her.

Det er så også her, altså bagefter, at jeg, ud fra alle de reaktioner jeg mødte undervejs, tilnærmelsesvis kan konkludere, at Bilkabuler eller uforudsete kastevinde, der forvolder skader på andres biler, er noget, mange mennesker overhovedet ikke tager sig af. Tilsyneladende har de sådan en off-knap, der bare ignorerer skader på andres ejendom. Det synes som om, det at lave buler i andres biler ikke er nogen særlig forbrydelse–så længe man ikke bliver opdaget. Det vigtigste er nærmest at slippe afsted med det uden at nogen, som min vakse dame der for år tilbage, lægger mærke til det. Jeg er selvfølgelig helt bevidst om, at det her kommer til at koste mig penge–sådan er det jo med forsikringer, de dækker aldrig helt. Men faktisk har jeg det bedre med lidt økonomisk afsavn end med at gå rundt med en rigtig dårlig samvittighed. Det første er nemlig til at leve med. Det sidste tager modbydelig tid at slippe af med. Om nogensinde. Jeg kan allerede nu visualisere min fobi omkring hvide, tyske Mercedeser resten af mit liv, hvis jeg havde gjort, som mange tilsyneladende gør.

Endelig–og her spiller jeg så på det allermest selviske og egoistiske–så skal man lige foreholde sin samvittighed det præcise billede af, hvordan man selv ville have reageret, hvis man var kommet uforvarende ud til sin egen bil, der stod der med en stor bule. Uden en bekendende eller synlig gerningsmand. Mit raseri ville være nået urimelige højder.

Det ville klæde os at gå ind i kampen mod ejerløse Bilkabuler. Ikke at lade være med at lave dem, for det kan vi ikke, så længe det både blæser og vores øjemål måske ikke altid er optimalt. Men at stå ved, at vi faktisk har forvoldt skade på andres ejendom.

Og mens jeg stod der med den unge mand, der var positivt overrasket over, at jeg var villig til at erkende min bulesynd, så krøb der lige et ikonisk citat fra filmhistorien ind i mit baghoved. Det var lige før jeg sagde “Face it, I am older and I have more insurance.”

Hver morgen holder manden andagt. Mellem 9 og 10. Så stopper verden på den måde, at enhver forstyrrelse er en alvorlig forbrydelse, og alt andet må skubbes til efter det hellige tidspunkt. Mig bekendt er der såvel en form for trosbekendelser ( meget sekulære, nærmest pekuniære) involveret, og jeg kan da også ligefrem mærke, at han bagefter har fået en fornyet livsgnist. Eller i alt fald en del nye ideer. Syndsforladelse er der tilsyneladende ikke tale om. Det er sådan en slags trossamfund, hvor enhver i den grad er sig selv nærmest. Sine egne penge, i alt fald.

Overguruen hedder Lau Svenssen. Han er ikke sådan prototypen på en faderskikkelse, for han er lidt gnaven. Sådan til husbehov. Han har heller ikke mange kvinder, hans bilparks størrelse er ukendt, men han har i alt fald mange aktier i rederier. Rigtigt mange. Og så ved han en forfærdelig masse om en masse ord og begreber, som jeg er noget usikker på betydningen af. Det er de indviede til gengæld ikke. De er ikke et sekund i tvivl om, hvad han snakker om.

Engang var Lau og hans trofaste følgere en slags mindretal. En sekt, nærmest. Men det har coronaen ændret. Nu vrimler det med folk, der holder andagt der om morgenen, eller når de ellers har tid til lidt podcast. Vi havde fornylig en maler i huset, som lystigt strøg badeværelsesvægge i takt til ham Svenssen. Ham skulle man godt nok ikke forstyrre i dagens hellige time. Selv alle de unge, som for tiden mestendels investerer i Lottokuponer i Amerika, er ved at slutte talstærkt op om dagens viise ord fra Svenssen og kompagni. Det er nok også klogere end de strategier, de selv siger, at de bruger. Faktisk er det efterhånden blevet sådan, at Svenssen og følgere bare ved at tale positivt om en given aktie kan få den til at stige mærkbart. Og det kan man da godt kalde væsentlig indflydelse.

Nogle gange lytter jeg lidt med i smug til morgenandagten. Kun lidt. Jeg kan nemlig godt lide at være sådan en slags individualist, som bare gør, hvad jeg selv mener og føler. Det er så ikke altid det rigtige, jeg hverken mener eller føler, men jeg har da et enkelt rederi i min portefølje. Det er nu nok desværre mere fordi, jeg engang rejse rigtigt meget med de gamle Englandsbåde og stadig savner dem sådan lidt nostalgisk.

Jeg er sikker på, manden ikke er den eneste, der ligesom sætter verden i stå der om morgenen. Den breder sig, den højst sekulære trosbekendelse. Der er mange små hjem, hvor tidspunktet mellem 9 og 10 er helligt. Og hvor håbet blomstrer frem i de små hjem, orkestreret af gnavpotten Svenssen.

Der er bare lige en ting, jeg ikke helt forstår. Når man nu (optimistisk??) kalder et program for Millionærklubben, så måtte man da ud fra al logik gå ud fra, det var for millionærer. Altså enten, at man var, eller at man da i alt fald ville blive det, hvis man bare lyttede tilstrækkeligt længe og antal gange til det. At det på en eller anden måde virkede med al den andagtering. At Svenssen kunne noget, akkurat som de der indere, der kan trylle sand op af en tom krukke.

Eller også er det bare et spørgsmål om tid og tålmodighed. At hvis man i årevis sidder der på sin pind i andagtsstimen, så kommer de engang. Millionerne.

Det har jeg simpelthen ikke tålmodighed til. Men måske har manden?

Jeg er ved at pakke. Og det har bragt mig på en ekspedition ind i næsten ukendt territorium, længst glemt land og områder, jeg det sidste år overhovedet ikke har interesseret mig for. Nemlig mit klædeskab.

For længe siden opgav jeg at lægge tøj på plads. Ud fra erkendelsen af, at jeg alligevel gik i det samme hver evig eneste dag. Det samme som i betydningen: de samme 3-4 T-shirts, de samme 3 par bukser ( som er fuldstændigt ens) og de samme 3-4 par strømper, underbukser og 3 sweatre. Ligefrem at lægge det tilbage i skabet var decideret overarbejde, når det alligevel med 2-3 dages mellemrum skulle ud igen. Så mit lille natbord har fungeret fremragende som filial af klædeskabet og til fulde opfyldt mit i sandhed meget skrabede tøjbehov. Når man intet skal og ingen steder kommer, bliver man derefter. Jeg er kontinuerligt stribet foroven, mørkeblå forneden og sådan lidt småblomstret på tæerne. Det er mit corona-mig.

Men nu er det altså blevet påske, og der venter et par begivenheder, som nok er minimale og fattige på deltagere, men som da i alt fald kræver, at jeg stadser mig en smule op fra mit noget slidte image. Første prøvelse var at finde en BH. Jeg havde faktisk helt glemt, at jeg har en yndlings, men heldigvis lå den, noget støvet, kun en smule stukket ned bag mega-stakken af alle de underbukser, jeg har købt på tilbud det sidste år, men som jeg endnu ikke har fundet nogen som helst lejlighed til at putte min bagdel i. Jeg må se, om jeg kan huske, hvordan man lukker sådan en. I alt fald er det ikke en behagelighed, der venter, men det rigtige liv med andre tilskuere til cockerspanielørerne end manden, så det kræver vel lidt ophæng. Om ikke andet kan man da takke coronaen for godt et års BH-fri bevægelsesfrihed, og det er da også noget.

Men da jeg så kom ind i selve klædeskabet, ventede der mig virkelig nogle overraskelser. For det første støvet. Mit tøj hænger derinde og samler støv. Hvem skulle have troet det. For det andet, at jeg da ret imponerende har været endda særdeles generøs overfor mig selv med hensyn til beklædning. Man kunne jo klæde en mindre hær ud som mig bare fra alle de bøjler. Efter sådan et år, hvor man ind imellem har glemt, at der findes andet tøj end det, man bor i, er det lidt overvældende at konstatere, hvor meget mere, man har. Hvor ustyrligt meget, meget mere. Det er lidt flovt. Og decideret tankevækkende.

For det tredje havde jeg glemt, at bukser også kan have linninger og lynlåse. Det er sådan lidt i BH-ligaen: et nødvendigt onde, når andre er nødt til at se på en. Men allermest undrede det mig, at der ligesom var ting derinde, jeg slet ikke kunne genkende. Som om de af sig selv havde fundet derind i støvet i mit skab, mens jeg vraltede rundt i elastikbukserne og var ret ligeglad med alt andet end komfortabilitet. Lidt som om, der var noget tøj, der bare var spadseret ind fra gaden og havde taget ophold mellem mit tøj. Pæne ting, i øvrigt, nogle af dem, men alligevel så fremmede. Så ustyrligt fremmede og vel på sin vis også så uanvendelige lige nu. For hvad skal jeg dog med ting, der ikke er praktiske, når det i grunden er totalt ligegyldigt, hvordan man ser ud, når det bare er bekvemt.

Sidst, men ikke mindst, så viste en stikprøvekontrol af nogle af alle de der fremmede genstande, at også jeg har forandret mig. Min krop, altså. Det der præ-coronatøj, som har hængt i glemslens skab i månedsvis, passer ikke helt, som det sikkert engang har gjort. Der er både spadseret gode benmuskler og spist pæne kagemuskler til hen over coronaen.

Men i det mindste behøver jeg da ikke kaste mig frådende over tøjbutikker, når jeg engang kan komme nyvaccineret ud i livet igen. Jeg har helt mit eget udvalg af ny og fremmed beklædning lige foran mig, i mit støvede skab.

Jeg har fisket et par potentialer ud af støvet og sikret mig, at kagemaven kan rummes, så det bliver det. Der er jo absolut ingen grunde til at gå amok i de støvede ukendtheder, før verden går i lave igen. I alt fald kan jeg sagtens, når jeg ikke lige skal noget som nu her i påsken, nøjes med den mini-filial, jeg har på natbordet. Det er så dejligt trygt. Min eneste frygt er, at de ret markante ansatser til huller i såvel bukser som strømper, jeg begynder at øjne, vil komme ud af sync med lige præcis den dag, hvor verden åbner igen, og jeg, symbolsk, genåbner mit klædeskab.

Jeg har lige været gennem en lille uge, hvor mit hus har undergået en effektiv tilfedtning. Samtlige overflader, underflader samt generelt bare flader under en hvis højde er med beundringsværdig arbejdsomhed blevet indgraverede med jeg ved ikke helt hvad. Eller også har jeg slet ikke lyst til at vide det. At dørhåndtag, reoler og hylder over ca. en god halv meter er sluppet nådigt, skyldes ikke hensyntagen, men det faktum, at gerningsmanden er ude af stand til at nå højere. Selv om han selvfølgelig forfærdeligt gerne havde villet, hvis han kunne.

Derudover synes små ting af enhver art at have fundet vej til steder, hvor små ting af enhver art normalt ikke af sig selv finder vej til. Der er bordskånere bag mit TV, plastikposeruller i hundens kurv, brødrester i avisholderen, agurkeskiver under de løse gulvtæpper, og så har Lego/Duplo tilsyneladende godt gang i opbygningen af en udflytterkoloni bag bøgerne i min reol. Hvilket i sig selv er imponerende, når man tager i betragtning, at samtlige bøger på samtlige hylder i nå-højde er skubbet samvittighedsfuldt helt ind til bunden af reolen. Ikke sådan pænt, ordentligt og lige, men i et kreativt rod, hvor bøgerne sådan mere ligner en tidlig skitse til et hus af Gaudi eller visse steder på Forum Romanum.

Jeg har altid syntes, at små børn og hundehvalpe er umådeligt heldige med, at de er så nuttede og ser så forfærdeligt søde ud, for ellers var det altså gået dem ilde. Tilgivelsen er noget lettere, når gerningsmændene i sig selv bare udstråler umættelig livslyst og uforfalsket nuttethed. Jeg tør i alt fald slet ikke tænke på, hvordan det ville være gået en rimeligt voksen person, hvis vedkommende havde hærget mit hus på samme indfedtede måde!

Tidens trend dikterer også, at små børn selv skal lære at spise, selv mærke maden og forsøge at dirigere den derhen, hvor mad nu engang skal hen. Tilsyneladende udelukkende med fingrene. Jeg er basalt enig i, at selvfølgelig skal børn lære at spise selv, men jeg er dog samtidig overbevist om, at man godt kan yde en smule assistance. Personligt ville jeg også have visse fundamentale vanskeligheder med at spise spaghetti med kødsovs med fingrene. Måske ville jeg, i min alder og med mine ret udviklede styremekanismer, være en del bedre til at minimere katastrofeområdet såvel på mig selv som på de såvel nære som fjerne omgivelser, men jeg ville nok ikke kunne undgå at få i alt fald en lille flået tomat mellem fingrene og måske lidt oksekød på kinden. Samt nok tabe bare et snas spaghetti på gulvet. Det ville dog, helt bogstaveligt, være en katastrofe af særdeles minimal art sammenlignet med, hvor stort et areal–inklusiv både sig selv og det meste af huset–som et mindre barn er i stand til at sprede samme måltid over. Tilligemed at det jo trods alt er relativt sjældent, at der sådan for alvor er Bingo. Altså at maden rammer lige præcis derind, hvor den rent faktisk skal. Det er så her, at det endnu engang er forfærdeligt klogt, at små børn er så søde. Ellers ville det nok være gået dem ilde.

Jeg er nu ved at have affedtet mit hus. Så vidt jeg kan se, mangler der også kun et lille antal Duploklodser, men heldigvis er Duplo af en størrelse, så selv prinsesser tydeligt mærker dem, når de ligger i sengen eller under gulvtæpperne. Men samtidig er her også så tomt, for ham den ihærdige flyttemand med de evigt fedtede fingre er jo bare så sprudlende fuld af liv og har et så ukompliceret mod på tilværelsen, som i hans øjne bare er der for at kunne bruges–og så savner jeg faktisk også at blive bidt, for når man lige har indset alle de muligheder, ens 7-8 tænder har, så er et godt bid i låret en umådelig stor kærlighedserklæring.

Så på forunderlig vis er det jo faktisk sådan, at når man lige har fået retableret overfladerne og lokaliseret besynderlighederne på de aparte steder, så længes man bare noget så usigeligt efter at få sit hus smurt ind af ham den fedtede gerningsmand med det enorme overskud af nuttethed igen….

Først var det metoo, nu er det så også text me when you get home. Med en feminin vinkel. Der er også BLM, som, med et udgangspunkt, der ikke er kønsspecifikt, også oplever et fantastisk spot her i coronatiden, hvor vi har så utroligt meget mere tid til at kigge indad. Til at bruge tid på at belyse de ting, vi ellers ikke altid har overskud til at sætte på dagsordenen. Det er, efter min mening, da i det mindste et positivt udkomme af en situation, der som helhed betragtet generelt er negativ.

Med hensyn til BLM sympatiserer jeg selvfølgelig, men har, qua min egen hudfarve, ikke mødt racismen personligt. Jeg har heller ikke specifikke erindringer om ulækre mandetyper, der udelukkende fornedrede mig fra en kønsmæssig vinkel, selv om jeg da decideret har mødt min tildelte portion mandlige idioter. Men jeg kan så let som ingenting identificere mig med text me when you get home. For det er lige præcis sådan, det er.

Nu skulle man jo tro, at enhver form for logik ville fortælle mig, at jeg som trekvartgammel nok ikke er det oplagte, potentielle voldtægtsoffer og decideret attraktiv for mørkets mænd. At min tid som omvandrende lokkedue der i mørket er ovre, og at jeg lider af selvforherligelse, hvis jeg virkelig tror, at jeg med mine hængepatter, kalkunhals og en krop, der så småt er ved at hengive sig totalt til tyndelovens basale regler på nogen mulig måde er i fare. Men sådan fungerer det ikke. For alder har intet at gøre med den mærkbare frygt, der altid ligger latent. Den er uden alder. Sikkert også, i alt fald i overvejende grad, uden logik. For selvfølgelig er alle fremmede mænd ikke potentielt voldelige, selvfølgelig gror grimme mænd ikke af sig selv ud af mørket, bare fordi man er alene, og selvfølgelig er jeg da selv en del af statistikken over kvinder, der ikke er blevet forsøgt noget som helst. Men sådan fungerer det desværre overhovedet ikke.

Men: I mine unge dage, da jeg var studerende i Århus, havde vi en blotter i det område, jeg boede i. Det var før dørtelefoner og aflåste opgange. Jeg mødte ham en sen nat på vej hjem, hvor han stod ude i cykelskuret (der lå inde i gården, som man så skulle gå igennem, før man kunne gå rundt om huset og ind) og kiggede fortabt på sit slatne lem, der hang noget mismodigt ud af bukserne. Han lignede en spand lort med sit hentehår og billige, brune tøj, men mandede sig da op til forsagt at spørge mig, om jeg ikke ville tage om kaloriussen. Det var det sidste, jeg drømte om der, hvor jeg nærmest kvalt i brækfornemmelser bare strøg forbi ham og løb mod hoveddøren. Han optog dog en noget trist forfølgelse rundt om huset, stadig plæderende for, at jeg skulle tage om den dinglende svækling, men jeg nåede min dør, fik den låst op, kom ind og fik sat sikkerhedskæden for, inden han var længere end de første trappetrin i den åbne opgang. Jeg husker det som, at jeg ikke var bange som sådan. Jeg var bare fuldstændigt overrumplet af noget, jeg ikke troede kunne ske. Og så–her kommer så det lidt mystiske–havde jeg bare sådan en underlig medlidenhed med den taber, der stod der i sit grimme brune tøj og hentehår, mens han meget umandigt tryglede mig om at befamle den der visne lille tingest. Jeg fik det aldrig meldt til politiet. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Men jeg kan huske, at jeg i lang tid efter var gal. Sådan rasende-gal. Fordi den vatpik ( i ordets allermest bogstavelige betydning!) havde forstyrret mine cirkler. Jeg kan også huske, at jeg de næste år havde et umanerligt stort forbrug af cykler, fordi jeg for eftertiden altid satte cyklen lige op ad huset, selv om det var forbudt, og selv om det var en åben invitation til samtlige cykeltyve i Århusområdet.

Så det er ikke den slatne blotter, der sidder i mig og gør mig bange for mørket. Det er derimod den syndflod af arvet synd, der gennem generationer er blevet hældt ned over os kvinder i form af advarsler. Vi er opvokset på dem, har spist dem forud for enhver hjemtur som unge, har nærmest set dem som en integreret del af det at være kvinde, en indiskutabel bestanddel. Og som de indviede i samtlige konspirationsteorier bliver vi jo konstant bekræftet i, at vi har ret. Kvinder BLIVER voldtaget og overfaldet. Nogle dør endda af det. Vi mødre til piger lader jo arven gå videre. Vi advarer også. Og vi frygter også, fordi vi selv sidder med hele den dyne af arvet synd, vi både selv har fået, men også lader gå videre. Mødet med den pinlige blotter har jo ikke taget frygten fra mig, bare fordi han var en sølle stakkel. I min indoktrinerede hjerne står han vel bare som en ussel generalprøve på, hvad der i virkeligheden kan komme.

Så der er mange ting, jeg ikke gør. Fordi jeg er kvinde. Og som hverken logiske, vægtige eller statistiske begrundelser kan få mig til at gøre. Der er mange steder, jeg ikke går, når det er mørkt. Skal jeg ud i mørket, vælger jeg mine sikre ruter, hvis jeg er til fods. Jeg er fuldt opdateret på såvel gadebelysning som dark spots i mit nærområde. Jeg overnatter kun alene i sommerhuset, hvis dagslængden er sommerlig. Som hovedregel skal der max. være 5-6 mørke nattetimer, og selv da vil jeg helst have hunden med. I det mindste ser han da stor ud, og jeg har altid ihærdigt bildt mig selv ind, at hvis man er idiotisk nok til at ville gøre mig noget ondt, så er man også idiotisk nok til ikke at kende en Retrievers sande natur. Jeg nedlægger enhver form for udgiftsskyhed og tager en taxa, hvis jeg skal alene hjem midt om natten. Og så er jeg altid, i mørket, så ufatteligt god til bestandigt at vende mig om, at jeg nærmest lige så godt kunne gå baglæns. Sammesteds er min hørelse så meget i alarmberedskab, at den ville kunne høre et blad falde til jorden. Det hænder også, jeg bliver bange for blade, der falder til jorden.

Jeg har levet over 60 år på denne måde og mødt en slatten blotter på Mønsgade i Århus. Og bare bidt det hele i mig, fordi det altid har været sådan. Det snakker vi jo også om, vi kvinder. Vi taler faktisk meget om det. Så meget, at man aldrig behøver at forklare til nogen som helst anden kvinde, at man er bange for mørke steder og ødehed. Det tager vi ligesom for givet. Det er derfor, det er så befriende, at det nu endelig er kommet på dagsordenen. Ikke, at jeg tror, det på magisk vis kan udslette idioter og hel- og halvslatne blottere. Men det kan sætte fokus på, at det ikke er retfærdigt, at halvdelen af verdens befolkning skal blive ved med at bære rundt på en syndflod af arvet synd og frygt. Bare fordi nogle enkelte idioter ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

Nogle gange finder jeg til min store forbløffelse ud af, at jeg nærmest i årtier har været firstmover. Helt uden selv at vide det. Det gør mig lidt stolt, at jeg sådan ubevidst og bare på mavefornemmelsen i årevis har promoveret trends, som de, der så åbenlyst gerne vil udråbe sig selv som de sande firstmovers, end ikke har set. End ikke har opdaget, at de skulle springe på. Men det har jeg!

Lige nu er det smart at rewilde. Egentlig kommer udtrykket fra natur, der er en smule mere imponerende end en parcelhushave, og betyder, at man skal genskabe den oprindelige biodiversitet i naturområder. Det gælder alt fra dyreliv til planter og træer, og fremfor alt indebærer det, at man skal lade naturen være natur, så samtlige de oprindelige arter kan finde deres egentlige hjemsted. Bare et par små eksempler, så som grøftekanter der ikke længere massakreres og gamle omblæste træer, der får lov at blive liggende, hvor de nu engang faldt.

De virkelige, selvudråbte firstmovers er selvfølgelig også i den grad ude med riven, spaden, møggreben eller hvad de nu er ude med, efter prydhaverne. Alle disse små nysselige parceller, hvor ejerne nærmest voldpasser deres blomsterflor–og i alt fald passer på overfor deres mængde af uvelkomment ukrudt med rimeligt voldelige og ofte endda giftige midler. Det er slet ikke sundt at være dyr ( i enhver tænkelig størrelse) sådan et sted, så som regel er der bare en fatal mangel på både vækstmuligheder og biodiversitet der mellem de pænt klippede roser. Det samme gælder i øvrigt den seneste trend blandt nye parcelhusejere, der nådesløst nedlægger enhver form for diversitet og mener, at en have består af græsplæne og træterrasser. Kun. Her er der heller ingen dyr, der føler sig hjemme.

Det er så her, jeg kommer ind. For jeg går, helt uden at have været særligt opmærksom på det, ind for åbenlys biodiversitet. Jeg har hverken nydelige rosenbuske eller decideret skelnen mellem ukrudt og krudt. Det sidste skyldes primært, at jeg enten ikke kan eller ikke vil kende forskel. Jeg er en fanatisk ven af alle de dyr, der elsker skvalderkål, populær hos alt, hvad der lever i mos og benovet, ikke begrædt, over alle de svampe, der dog kan finde vej ind i min græsplæne. Det er lige før, biodiversitet skal sættes i flertal–altså biodiversiteter–når man taler om min have. Den må være et paradis for et hav af ellers eksilerede arter, for når jeg sådan kigger mig omkring her på vejen, så er der ikke så mange andre steder, hvor de tydeligvis er firstmovers indenfor ukrudt på samme skala som mig. Jeg har ellers altid beroliget mig selv med, at min haves primære formål var at sætte de andres nysselighed i perspektiv, men nu viser det sig jo faktisk, at det nærmest er dem, der sætter min i perspektiv. Viser, hvad der bare er sådan no-go for tiden. Det er ret stort, synes jeg, sådan omsider at få lidt retmæssig oprejsning. Sammen med alle mine insekter. Det er slet ikke utænkeligt, at det snart bliver min have, der skal vises frem af Haveselskabet. Folk skal bare huske gummistøvler.

Det giver nu sådan en dejlig ro i sjælen at vide, at man hele tiden har gjort ( eller nærmere: ikke gjort!) det rigtige. At man er en sand ven af biller, giftige svampe, bænkebidere og den store frø, der har boet ude i drivhuset i mange år. Det giver mig virkelig mod på at blive ved med ikke at gå op i min have. Samtidig med, at det selvfølgelig gør mig lidt stolt af min umådelige forudseenhed.

Mens jeg sidder og skriver dette, hører jeg den sørgelige historie om den noget fatale rewilding på Djursland. Hvor dyrene døde af sult og manglende pasning. Jeg vil være meget opmærksom på, altså i den udstrækning man kan være opmærksom på sine biller og regnorm, at det samme ikke sker i min rewilding. Men faktisk aner jeg ikke, hvordan man fodrer den slags. Og med hvad. Jeg har nu heller ikke tænkt mig at sætte kreaturer derud, selv om min have garanteret har været en mark engang præ-parcelhus-bevægelse. Jeg vælger at nøjes med at indgå i den kontinuerlige nedbrydning af den prydhave, som i sin tid, da vi købte huset, fandtes på stedet. Og jeg må sige, at jeg er lykkedes fænomenalt godt med projektet. Som den firstmover indenfor rewilding på parcelhus-parceller, jeg jo er!

Det er ingen hemmelighed, at coronaen har taget alt det, der var mit liv. Slugt mit arbejde, spist min livsstil, røvet min identitet og en god portion af mit selvværd. Jeg er blevet usynlig i statens øjne og har da også mange gange store problemer med at få øje på mig selv.

Hvor meget, fik jeg et strålende indblik i her i weekenden. Jeg var nemlig på arbejde. Hele fire gange travede jeg min rute fra Lygten Station gennem Nordvests spændende kvarterer med en endog særdeles interesseret tilskuerskare og mærkede det, der mindede forbavsende meget om et rigtigt liv. I alt fald det, der er livet for mig.

Selvfølgelig var vi alle udstyrede med spritnye negativtests, men samtidig var vi også alle opfyldt af glæden over og forventningen til at opleve noget. At træde ud af coronaens evige trædemølle. Jeg har sjældent oplevet en sådan lydhørhed, en sådan slående interesse og en sådan positivitet, som blev afspejlet i de flokke, der, trods hujende blæst og nærmest vindtunnel på Rentemestervej, stædigt holdt fokuseringen hele vejen igennem. Og spurgte. Og kommenterede. I grunden er der ikke den mindste forskel på at fortælle om oldtidsbyen Petra fra en solbeskinnet, rødbrun klippetop i Jordan og at fortælle om Schous Sæbevarefabrikker foran en rusten smedejernsport på Rentemestervej i semi-orkan. Når bare man får lov til at gøre det.

Vi har nok alle behov for at være nogen og at kunne noget. Det har været mere end almindeligt sløjt på den front for mig under coronaen. Vi har nok også alle brug for at booste selvværdet, at caste os selv i den præcis rigtige rolle samt at få en form for respons på den samme. Det er ikke narcissisme. Det er såmænd bare et fundamentalt, alment menneskeligt behov. At være nogen. Samtidig er det også en form for selvoprettelse at få følelsen af, at man som person ikke er forgæves. At man rent faktisk kan noget, som i andres øjne har værdi. Eller, hvis man skal ophøje det til noget nærmest almengyldigt, at det betyder noget, at man i det hele taget er her.

Nu hvor vaccinekatastrofen nærmest har ædt det meste af rejsebranchens muligheder for overhovedet at gen-etablere sig selv–det meste af højsæsonen blev jo spist forleden af endnu mere lal–må jeg nok nøjes med afdankede industrier i et københavnsk kvarter og neddrosle fra forhåbninger om skotske borge og irske slotte. Hovedsagen er også, at jeg får en chance for at være lidt til, ind imellem. Ligegyldigt hvor.

For den identitet, det selvværd, som coronaen har stjålet–det genfandt jeg der på en dårligt asfalteret vej gennem baggårde og dækcentre. Det labbede jeg til mig af folks smil og gode spørgsmål. Det blev til mig, rigtige mig, der stod der og glødede i de gode historier, de skæve vinkler og udpegningen af alt det, folk ikke selv lige havde set, selv om de faktisk var lokale. Samtidig gik det også i al sin alvor op for mig, hvor meget jeg egentlig har savnet mig selv. Savnet at være den mig, jeg fuldstændigt naivt troede var noget bestandigt, før coronaen tog det hele.

Jeg er sikker på, jeg ikke er den eneste. Altså den eneste derude, som har fået stjålet sig/dem selv af en møg-pandemi. Hvor ville jeg ønske for alle de andre, at de også–bare i noget der ligner en dag eller to–lige får lov at genfinde den identitet, de nok nærmest havde glemt. For det er sikkert, at økonomien har lidt et coronaknæk, og det er forfærdeligt. Men endnu mere katastrofalt er det nok, især på længere sigt, at så fortvivlende mange af os ikke blot har mistet penge, men faktisk også er godt på vej til fuldstændigt at miste os selv.

Jeg må straks skrive en ansøgning om flere bevillinger til Rentemestervejtravninger. Sådan at jeg ind imellem kan gå derop og finde både mig selv, min identitet og mit selvværd. Og får lov til at være både nogen og noget!

Denne her har reddet en portion af min indre fred og det meste af mit ansigt fra et udspekuleret, grusomt angreb af pandehår. Jeg har aggressivt pandehår. Faktisk har jeg generelt aggressivt hår, men det ude i siden og i nakken kan jeg da i det mindste gå i defensiven omkring. Således er det uhyre velgennemtænkt, at vi også i forhold til hår er konstrueret med ører. De fungerer som bændler på røvballegardiner. For tiden.

Jeg havde egentlig glemt alt om den og troede, at husets saksebeholdning bestod af den der orange Fiskars, som må have verdensrekord i at ligge i skandinaviske køkkenskuffer. Jeg har også 7 grå discountmodeller, som hidrører fra engang, min tidligere arbejdsplads indkøbte 500 sakse. Der tales stadig om, at der, efter det var rygtedes, ved førstedagens afslutning var 10 tilbage. Hvad der blev af dem, ved jeg så ikke. Klippe kan de jo heller ikke.

Anyway, denne her købte jeg i et anfald af souvenirbetagelse i den smukke gamle karavaneby, Bukhara, som ligger på Silkevejen i Uzbekistan. Det var overhovedet ikke fordi, jeg manglede en saks. Til gengæld var jeg ved at kvæles i silketørklæder og håndsyede punge og måtte bare forsøge noget nyt indenfor genren “at købe en lille ting med hjem.” I Bukhara har man nemlig saksemagere. Ja, saksemagere. Altså folk, der lever af selv at lave sakse. Ham, der har lavet min saks, er generation 100 eller sådan noget i et lokalt saksemagerfirma og har garanteret aldrig i sit liv så meget som overvejet at bruge samme liv på andet end at lave sakse. Bukhara er også berømt for sine sakse. Hvis man, på de egne, skal have en god saks, så skal man lige en tur ( med eller uden kamel) til Bukhara.

Det her er kvindemodellen. For der er skam forskel på mande- og kvindesakse. Det nok der, vi sakseignoranter herhjemme går helt galt i byen og bare kønsløst klipper derudad med en Fiskars husholdningssaks. Det bliver så også derefter. For denne her lille sag kan klippe. Den klipper som en drøm gennem pandehårsforhæng og kan endda på sin studsevej lægge turen omkring næsen, hvor den også bare skærer igennem. Det er kram, det her. Det er hjemmespidset, håndslebet saksekram, der gennem generationer er forædlet til lige netop det, der er saksens fremmeste mål: at kunne klippe. Derudover er den jo også smuk. Ikke sådan falsk og råbende souvenirsmuk, men diskret ærbar i al sin fuglede saksethed.

Ikke bare i selve Bukhara og på Silkevejen finder man et mylder af alle disse gamle håndværk. Og folk, der stolt holder dem i live. De findes overalt derude, hvor industriproduktionen enten ikke eksisterer eller sendes direkte videre til os herovre, der bare ikke ved bedre. Lige ved siden af saksemageren var der en instrumentmager, som gjorde en dyd ud af, at han både personligt kunne spille på samt havde bygget samtlige de instrumenter, han havde til salg. Men de var truet af boderne med masseproducerede såkaldte silketørklæder.

Det går sådan lidt op for en, her i den hårmæssige katastrofesituation, hvor uendelig stor forskel der er på de industriprodukter, vi hylder til dagligt–og godt, gedigent håndværk. Personligt udført håndværk, bygget på generationers viden.

Jeg er sikker på, coronakrisen har lært os en masse. Meget mere end vi ved endnu. Og meget mere end vi egentlig gik og drømte om at lære. Mig har den i alt fald lært at bruge de ting, jeg har. Lige fra tøj til sakse– med en spændvidde, hvor næsten alt andet kan passes ind. Men den har altså også lært mig, at mellem de ting, jeg har måttet grave frem fra gemmerne, fordi nyanskaffelser var umulige eller for besværlige, da er det de gedigne, de håndværksmæssigt velforarbejdede ting, der i den grad beviste deres værdi. Som min lille saks fra Bukhara.

I al min rejsemæssige understimulans sidder jeg også her og tænker på, om jeg, når verden endelig bliver berejselig igen, skulle overveje at tage en tur til Bukhara efter flere sakse. Så er jeg da i alt fald velforberedt med godt, gedigent, holdbart håndværk til næste eventuelle lockdown. Kan modstå åbenlyse angreb fra hår på alle fronter, om man vil. Det kan man, når man har en lille håndværksmæssig, håndlavet sakseperle fra Bukhara. Nemlig!

Vi skal åbenbart have en ny bil. Når man sætter ordet “åbenbart” ind i en sætning, der sagtens kunne leve uden, betyder det forundring, kommen bag på. Ofte med en ironisk undertone.

Det var så nok det, jeg ville. Jeg mener, den, vi har, kan da sagtens køre. Den kan udmærket transportere os fra A til B, og selv om den med sine 10+ år på hjulene da er en smule underforsynet med de allermest fancy, moderne bekvemmeligheder og alt det, man ikke længere selv skal gøre personligt under kørslen, så er det da en bil.

Sådan har jeg tænkt hver gang, vi åbenbart har skullet have en ny bil. Jeg har et yderst praktisk forhold til biler og mener basalt, at hovedkravet til dem er, at de kan køre. På alle tidspunkter af døgnet, i al slags vejr og med et begrænset antal mislyde, som man ikke lige ved, hvor kommer fra. Dem, jeg ved hvor kommer fra, kan jeg sagtens leve med. Man lærer jo at indrette sig. Jeg gør. I alt fald.

Jeg mindes stadig, da jeg havde en Toyota Starlet, hvis ene fordør ( heldigvis den på modsatte side af førersædet) gik i udu. Men hvis man ville med, måtte man da finde sig i at kravle over førersædet til sin plads. Eller sno sig til bagsædet, for der var også noget med sædeindstillingerne og ingen bagdøre. Den var i øvrigt ultimativt, selvlysende skriggrøn. Men den var billig. Jeg havde også engang en Fiat, som begyndte at mørne op fra bunden. Men så lærer man jo enormt hurtigt, hvor man ikke skal træde. Og græder lidt i sit bilhjerte, når værkstedet med forfærdelse udtrykker, at der absolut ingen chance er for at få den igennem endnu et syn.

Det er så derfor, jeg skriver “åbenbart”, for det er jo slet ikke der, vi er. Jeg tror, det i mange parforhold er sådan en maskulin, kønsspecifik indstilling, at ganske fornuftigt kørende køretøjer skal udskiftes med jævne mellemrum. Det er ikke sådan noget med pral og flashing af brummende potensforlængere her i huset. Jeg tror, det er et automobilt kromosom, som mange kvinder fødes uden. Et kromosom, der skal op og blande sig sådan med jævne, årlige mellemrum.

Det er så ikke det værste. For det der med intentionerne at skulle have en ny bil er kun begynderstadiet. Det ufarlige. Jeg kan jo bare lade som om, jeg hører efter og siger ja og nej med passende forstillet interesse, når vi skal snakke om at anskaffe sådan en. Det er straks værre, når selve udvælgelsesprocessen starter. Så formodes jeg nemlig at deltage på et passende niveau i at køre rundt og se på biler. Ja, det skrev jeg: KØRE RUNDT OG SE PÅ BILER. Intet, udover lige at blive slæbt med i et byggemarked i mere end 2½ minut for at se på søm og skruer, er stærkere hos mig til lynhurtig reaktion i form af åndenød og røde knopper. Jeg forstår ikke det der med at gå rundt og kigge, mærke, banke på og se nedenunder biler. Jeg er fejlcastet til enhver prøvesidning og lider af sproglig underformåen i forhold til, hvad sælgeren siger omkring ekstraudstyr. Især de, der holder hele prædikener om et givet mærkes lyksaligheder, giver mig sådan et fåret udtryk i hovedet, der klart udtrykker, at vi slet ikke taler samme sprog. Jeg har ofte tænkt på at spørge, om den da ikke bare kan køre. Men det har jeg ladt være med.

Så al den biludvælgelse er en sand tortur. Hvor manden stråler og virkelig engagerer sig, ligner jeg en sagesløs mand, der er med sin kone ude at købe en ny kjole. (Der var den med kromosomerne igen!) Når jeg selv har skullet have en ny ( altså ny brugt, for jeg er også ultimativt udgiftssky, når det kommer til bilkøb), så sniger jeg mig, altid uden manden, op til en forhandler og siger, hvad jeg vil have, og hvad jeg kan betale. Det har virket indtil nu. De har alle sammen kunnet køre.

Men nu har jeg så lavet en yderst fordelagtig aftale i forbindelse med den nye bil, vi åbenbart skal have. Jeg har bedt ham om at finde max. 3 modeller, som er klare potentialer. Han har carte blanche til, om muligt, at køre landet rundt og se på, mærke, sidde i, snakke indforstået udstyrssnak med sælgerne og endda køre rundt i så mange biler, som han vil. Han kan tilbringe dagevis hos samtlige bilmærker og banke på alle fordøre, måle hundens længde i forhold til pladsen, pille i alle skruer og hængsler og alt det der, som hans automobilkromosom byder ham at gøre–helt uden at jeg står som indbegrebet af Tante Kedelig og tripper utålmodigt ved siden af. Jeg vil ikke engang være sur, når han kommer hjem. Jeg vil heller ikke, for den sags skyld, spørge, hvad han har lavet. I disse coronatider kan han da sagtens bruge nogle uger på at finde en bil. På sin egen mandemåde.

For når han så har kandidaterne klar, så vil jeg, om end en smule modvilligt, da godt tage en prøvetur i dem. I alt fald en. Jeg vil intensivt forsøge at lade som om, jeg er interesseret i, hvordan de lige adskiller sig fra hinanden, selv om det er svært for sådan en som mig, der jævnt hen synes, en bil er en bil. Han skulle jo gerne tro, at jeg billiger hans valg. I virkeligheden billiger jeg bare, at han tager et valg. For hvis vi på noget tidspunkt konfronteres undervejs med en af de der overemsige sælgere af ekstraudstyr, som tillader sig at spørge mig om, om jeg har særskilte ønsker, så er jeg lidt bange for, at mit svar bliver noget i retning af “Den kan vel køre?”.

Jeg er helt på det rene med, at mange kvinder selvfølgelig interesserer sig for biler. Det må deres mænd garanteret være glade ved. Det er dem, der, når de skal have en ny bil, vil undlade at skrive “åbenbart” i sætningen.

Jeg har arvet et par termobukser. Lidt slidte, alt for store, men uhyre effektive. Det er en af de bedste arver, jeg nogensinde er kommet i besiddelse af. Især lige nu. For denne kulde er da i sandhed en udfordring for os, de coronagående.

Jeg havde ellers en ide om, at jeg gerne ville have sådan en termodragt, fra top til tå og helt uden nogen form for kvindelige former. Det kan man ikke få. De er umulige at opdrive, hvis man insisterer på at få en med hætte, der også er varm nok. Jeg ved også godt hvorfor. Det er yderste, hippe mode nord for København og sikkert også på Sdr. Boulevard med sidegader. Og dem er der jo rigeligt af. Det var nu ikke derfor, jeg ville have en. For den trend er først ved så småt at finde til min provinsby. Vi er lidt langsomme i termoen herovre, og jeg ville bare holde varmen.

Så det var jo som en at arve i det store vinterlotteri at få sådan et par termobukser. Der er jo tøj nok i forvejen, når man skal ud. Altså at tage på. For det første er der det med de to par underbukser, der luner røven og balderne så behageligt. Man kan bare købe nogle stykker i store størrelser, og de er vist endda på tilbud i Føtex. Så kan man putte sin egen størrelse inderst og tage konemodellen udenpå. Så er der det gode, gamle kvindetricks, der hedder nylonstrømper, eller i alt fald buksestrømper. Ingen kold vinter uden altid et par buksestrømper indenunder. Det er også altid godt med 2 par sokker, hvoraf det ene bør være frotte. Det giver selvfølgelig det lille problem, at man optimerer sin brug af Compeed på udsatte steder. Men Matas har åbent. Og hvis man bruger skohorn, så skulle det hele være muligt.

En enkelt uldsweater er sjældent nok, men det allerbedste er faktisk en bomuldssweater under ulden. Nogle gange, altså som for eksempel i dag, så er det nok nødvendigt med lige en ekstra uldsweater ovenpå uldsweateren, men der har man sikkert også en konemodel et sted i gemmerne. Ingen, der læser bloggen, kan være det mindste i tvivl om mit anstrengte forhold til dynejakker og frakker, men jeg bøjer mig for vinteren og accepterer at ligne en kønsløs rumkone, Michelinmandens grandkusine, om man vil i denne kulde. Den tjener som alibi for at overskride sine egne grænser.

Det største problem er faktisk at komme afsted. Ikke at komme ud af døren, men at komme væk fra døren. Det er som om, ens bevægelsesapparat nedsættes kraftigt af alt det tøj. Sådan at det sandsynligvis ville være lettere at trille ned ad bakkerne.

Endelig er der også et simpelt, lille trick, der også gør vandringerne for tiden mere rare og varme. Tag et mundbind på! Det skærmer for kulden og blæsten. Det ændrer også ens forhold til mundbind rimeligt drastisk i den positive retning. Når man går med sådan et i kulden, kan man tydeligt mærke dets effekt. Ikke overfor bakterier, men hvinende kulde.

Så nu må jeg afsted med de arvede termoer. Det er mig, der er den blå kugle på stierne. Med mundbind.