Om min store, lysende drøm.

Jeg har altid drømt om at eje en Tiffanylampe. Virkelig drømt meget om det. Faktisk synes jeg, Tiffanylamper er noget af det smukkeste, der findes. Lad mig bare diplomatisk sige, at netop det faktum er der lidt delte meninger om i det hjem, jeg bor i. Sådan i størrelsesordenen, at hvis jeg anskaffede mig sådan en, måtte vi nok sammen, lampen og mig, finde et nyt. Hjem, altså.

Og så så jeg dette vidunder hos en antikvitetshandler i Dublin. Til 200 Euro. Selvfølgelig ved jeg da godt, at den er indiskutabelt uægte og sikkert af plastik og gammelt bly. Men smuk, det ER den altså i mine øjne. Den ville passe noget så godt til mig. Klæde mig, tror jeg.

Der er så bare to uovervindelige forhindringer mellem Tiffanien og mig. Den første er de 10 kilo håndbagage med en maksbredde på 40 cm. Tiffanylamper kommer ikke i sammenklappelige letvægtsudgaver. De er simpelthen ikke rejselamper. Det er, af fuldstændigt logiske årsager, de færreste, der rejser rundt med en Tiffanylampe i deres håndbagage. Påholdenhed overfor indskrevet bagage er ikke et godt udgangspunkt i forhold til international transport af uægte, tonstunge Tiffanier.

Den anden, og noget større, udfordring, der står mellem Tiffany og mig er så selve mit hus. Enhver kan vel se, at sådan en skønhed ligesom kræver lidt større armbevægelser end et parcelhus fra 70-erne. Klassiske danske møbler tog simpelthen heller ikke som grundregel udgangspunkt i, at de skulle klæde Tiffanylamper. Den ser jo decideret malplaceret og bøvet ud  ved siden af en Svane. Eller omvendt. Og lige nu synes jeg ikke rigtigt, at jeg er i det mood, hvor stuen skal udskiftes til tunge, mørke møbler, der bare lige passer til sådan en lampe. Måske skulle jeg, hvis jeg engang skal flytte, starte med at indkøbe en Tiffanylampe og så indrette resten, så det står vildt flot til den. Det kunne man da overveje.

Gennem årene er jeg faldet i svime over et utal af Tiffanylamper hos antikvitetshandlere overalt i verden. Og det vil jeg nok blive ved med. For jeg drømmer stadig om at eje en Tiffanylampe.

Hvad det så end er, jeg lige skal bruge sådan en til……..

Continue Reading

En god, gammel hemmelighed.

Det er en god, gammel hemmelighed blandt folk, der rejser i de irske ”lande”, at Avoca er noget af det bedste, der findes. På tøjfronten og indenfor boligtekstiler. Nu deler jeg den så. Ikke som skueret, men med tilføjelse af den oplysning, at ting fra Avoca ofte kan købes på Trapholt og Louisiana, samt at de har en velfungerende webshop.

Avoca er klassisk irsk, tænkt på en innovativ måde. Fantastisk kvalitet i uld og andre naturmaterialer, med sprudlende farver og spændende designs. Egentlig startede de bare med at spinde uld og lave nogle gode tæpper, men det hele greb om sig, og nu dækker de nærmest alt indenfor boligtekstiler og en lille, men meget udsøgt, portion tøj.

Det fantastiske ved Avoca er, at successen ikke er steget dem til hovedet. De har 3-4 butikker i republikken Irland, hvoraf de to nærmest ligger udenfor lands lov og ret, og en enkelt i Belfast. Og de vil ikke være større. De vil hellere blive ved med at være kendte for deres superbe kvalitet. Så dem skal vi ikke forvente at se på Strøget mellem de andre mærker. Måske ved de godt, at i det øjeblik, man siger ja til et sådant lejemål, overgår man fra en god, gammel hemmelighed blandt insiders til en simpel strøgbutikkerne blandt alle de andre.

Men nu er hemmeligheden delt. Også selv om mange jo i forvejen kender dem. I det tilfælde nok altid for det gode.

Continue Reading

Da jeg blev årets røv.

I 2006 blev jeg årets røv i den daværende K-klasse. Det kom lidt bag på mig, men var da i og for sig i orden. Det affødte hverken stress eller følelsen af at blive mobbet, og seksuelle undertoner kunne jeg, selv ved ihærdig granskning, ikke finde det fjerneste belæg for.

Begrundelsen var såmænd bare, at min røv var den mest synlige, den mest eksponerede og den ultrauundgåelige i klassen. Ingen andre end jeg viste i den grad røv til eleverne, for med lærere er det nu engang sådan, at de bruger en god del tid på at vende netop bagdelen ud mod klassen, simpelthen fordi de skriver på tavlen. (Nej, vi TALER ikke ind i tavlen–den lille detalje døde under pædagogikum!) Og netop den klasse bestod for en overvejende dels vedkommende af piger, som måske nok har vurderet min røvs kunstneriske indtryk i forhold til deres egen, men som vel ikke ligefrem har set den som en seksualiseret del af kroppen.

Dengang var det også sådan–og her er vi altså kun 10-15 år tilbage i tiden–at den årlige revy, hvor afgangseleverne gjorde grin med skolen, primært koncentrerede sig om lærerstaben og i detaljer gjorde grin med netop dens særheder. Og der blev da gået over stregen ind imellem, selvfølgelig gjorde der da det, men jeg husker det egentlig mere som bittesmå episoder, som straks blev påtalt–og derefter undskyldt. Der var også indslag af en karakter, som tydeligvis refererede til noget seksuelt, især med bestemte mandlige lærere i centrum. Dem så jeg nu mest som en ironisk, spidsfindig hævn over tåbelige, halvgamle stødere, der bare aldrig rigtigt lærte at opføre sig sømmeligt overfor teenagere. Ikke, at de forbrød sig på nogen mulig måde. De var bare så selvfedt klamme, at de da i den grad fortjente at blive offentligt udskammet. Syntes jeg!

Måske er der en samstemmighed mellem populariteten af de sociale medier og disse revyers skift i fokuspunkt. For det er i alt fald en kendsgerning, at fra midt i 00-erne uddør lærernes grinagtighed mærkbart, og revyerne bevæger sig mod at koncentrere sig om afgangseleverne selv og alle de andre lever på skolen. Lærerne, de voksne, bliver med meget få undtagelser, totalt uinteressante. Det er ikke længere, med lærerøjne, sjovt og interessant at se, om årets revy har “en god rektor” eller “en bedre Jensen end sidste år”, for med eksponeringen af de andre elever, stiger graden af subtiliteter og ondskabsfuldheder også helt synligt. Det bliver indforstået “sjovt”, og det får et andet mål. Går fra at grinagtiggøre til at udskamme. Og det er 2 meget forskellige ting.

Offentlige udskamninger kan være særdeles pinlige. Primært, selvfølgelig, for personen eller personerne i centrum, men faktisk også for tilskuerne, som føler denne overmægtige tåkrummethed. Det er slet ikke rart, det hele. Slet ikke spor sjovt. Ligeledes er en lærerjoke, der går en smule over stregen, som regel overlevelig for den pågældende voksne person, der givetvis har hørt den før samt godt ved, at der sikkert er noget om snakken. Og at der kommer et nyt hold næste år, som meget vel kan se tingene på en helt anden måde. Men når usjove bitterheder rammer andre teenagere, så forholder det sig ganske anderledes. Det sætter sig. Og jeg er sikker på, at den søde klasse, som fandt årets røv bag på mig, faktisk havde tænkt så langt. De vidste da godt, at den eneste røv i den forsamling, der kunne godkendes til at blive årets, var min. Alle andre røve i klassen var underforstået behæftet med helt andre undertoner.

Så på bare 10-15 år er afslutningsrevyer, interne skolenomineringer og kåringer gået fra at være ironiske kommentarer, der mestendels peger mod de overordnede/lærerne til at være udskamninger og seksuelt betonede grimme bemærkninger om dem, der har så uendeligt sværere ved både at forsvare sig og at leve med det. De voksne er ikke længere interessante, men fungerer mest som et nødvendigt onde. Det er derimod langt mere interessant at ramme dem, der er så meget lettere at ramme.

Sjovt nok kan jeg, næsten uden at tænke mig ret meget om, se tydelige paralleller ude i det andet, det “virkelige” samfund. Jeg ville ønske, vi gik lidt mere op i at nominere vores voksne politikere indenfor diverse kategorier, i stedet for at hakke på alle dem, det er så usigeligt meget nemmere at ramme.

Og så er jeg da stadig stolt over at være årets røv. Selv om det er 12 år siden, så er det da sådan noget, man husker. For det gode og det kærlige i nomineringen. Netop fordi, det er sådan, det skal være.

 

Continue Reading

Om aldrig at have været på en date.

Man kan jo nærmest ikke åbne en avis, et TV eller et socialt medie uden at støde på lykkelige, grumme, spændende og horrible historier om (net)dating. Det at date er åbenbart blevet en lige så konstant og naturlig bestanddel af livet som at skifte underbukser. Noget, alle (forhåbentlig–og da især de, der skal på date!) gør. Ovenikøbet noget, alle gør så meget, at det er genstand for utallige samtaler, forfærdeligt mange avisartikler og givetvis også videnskabelig research.

Det er så her, jeg føler mig udenfor. Som et udated, trekvartgammelt oldtidslevn, der, stik mod tidsånden, fandt en mand uden overhovedet på nogen mulig måde at have udvalgt ham fra mandekataloget i cyberspace forinden. Selvfølgelig kan det da godt ærgre mig lidt i bakspejlet, at jeg ikke sådan havde adgang til alle de udbudte vareprøver, inden jeg bestemte mig, for jeg har minsandten aldrig sagt nej til en god prøvemiddag eller en anderledes oplevelse. Men sådan skulle det ikke være. Dengang. Vi havde den, med nutidens øjne, sikkert uheldige og upålidelige vane at møde hinanden tilfældigt ude i det virkelige liv, og der var da ved Gud ingen, der kunne så meget som drømme om at gå ud på en omkostningstung udespisning med Mr. Photoshop (vi anede ikke, hvad photoshop var!), før de havde kendt hinanden et godt stykke tid og var helt sikre på, at det nok ville blive til noget alvorligt, så investeringen ikke var forgæves. Dengang postede vi sgu` ikke penge i hvad som helst–og da slet ikke, hvis der var risiko for en nitte.

I min alder virker selve tanken om at date også vildt udfordrende. Hvis jeg nu ikke havde en mand (som jeg i datinghenseende lykkeligvis har!), så frastøder tanken om at skulle ud på markedet til en konfrontation med fremmede herrer i parringsmode mig ganske enormt. Ikke blot at skulle sælge mig selv på mest tiltrækkende måde (hvordan man så end gør det!), men nok endnu mere at skulle tvangsindlægges til et ubestemt antal af totalt intetsigende potentialer, inden der måske er gevinst. For slet ikke at tale om bagefter ( altså hvis der ER gevinst!), hvor man jo F… skal bruge et ukendt antal år på overhovedet at få ham skolet, afrettet og opdraget, så man også selv kan få sin retmæssige plads i forholdet.

Jeg har aldrig været på Tinder, kender ikke navn på andre datingsider og håber aldrig, jeg akut står og skal bruge den slags information. I min ungdom var det en falliterklæring, en skjult indrømmelse af, at man var et makværk i det store kønsspil at benytte sig af Billet Mrk., som datidens meget lidt Tindrende kødmarked på avisernes sidste sider hed. Og den opfattelse sidder stadig enormt dybt i mig, hvilket selvfølgelig er en både upassende og dybt forældet holdning. Men det rokker vel ikke ved, at jeg stadig ikke forstår, at folk ikke kan møde hinanden, som vi gjorde i sin tid. Sådan ude i den der u-Facebookede, af-tindrede virkelighed.

Jeg kan selvfølgelig udmærket forstå, at det da er vildt ustressende og særdeles mageligt at side derhjemme i sofaen og betragte udbuddet på næsten samme måde, som vi i min barndom kastede os over kataloget fra Daehls Varehus. Ved juletid. Men for mig ligger der samtidig en objektivering, en tingliggørelse–varegørelse, om man vil–i netop det faktum, at man ser på varerne og afgør, om der skal investeres i dem. Mødte man dem nu tilfældigt, var det selvsamme spørgsmål nok hurtigt afklaret og krævede næppe et utal af dårlige oplevelser. Selvfølgelig betyder nettets varekataloger over mulige dates et noget større udvalg end det forholdsvist lille, indre marked, der var i min provinsby, og det er sikkert fuldstændigt rigtigt, at Mr. Right sagtens kan bo flere hundrede kilometer væk, men de fleste mennesker kommer nok alligevel ud i andre sammenhænge end de allermest lokale, OG jeg tror nu mere på interessefællesskaber som grobund for Mr. Right-opstøvning end et forskønnende opslag på et socialt medie.

Men jeg kan selvfølgelig også omkostningsfrit snakke, når jeg ikke står i en akut mangelsituation. Omvendt kan jeg så også prise mig lykkelig over, at jeg overhovedet ikke behøver deltage hverken i, eller i mangfoldiggørelsen af, alle de kolossale problemer, der tilsyneladende er forbundet med al denne dating. Jeg kan dog ikke undgå at undre mig temmelig meget over, at noget, der var så relativt simpelt for min generation, da vi var unge, er blevet problematiseret og et samfundsmæssigt issue med kilometervis af spalteplads.

Så meget tid brugte vi sgu` ikke på at diskutere kataloget fra Daehls Varehus. I stedet gik vi ud i livet og mødte nogle mennesker.

 

Continue Reading

Om at det er lige nu, det boomer og bugner.

Jeg har lige høstet mine sommeræbler og derefter indgået i en seriøs diskussion med mig selv omkring fornuften i at plukke nødderne i denne weekend–eller vente til næste. Der er både lige og buet overskud på agurkekontoen og flere tomater, end selv naboens sultne børn formår at udrydde. De sidste, overmodne blommer hænger stadig på træet, og brombærrene ser også ud til gevaldigt gerne at ville plukkes. Vindruerne er tæt på at nå det stadie, hvor de overgår fra sure små fimser til spiselige nydelser, og hvis jeg var professionel vinavler, ville jeg sikkert mindes 18 som en vældig god årgang, sådan mængdemæssigt. Alt i alt boomer og bugner det derude i haven.

Og det er sandelig også rigtigt dejligt. Jeg er skam meget taknemmelig. Men måske ville min taknemmelighed være endnu mere udtalt, hvis jeg nu var sådan et sylte/henkoge-menneske. Det er jeg så bare ikke. For det første gider jeg ikke, og for det andet gider jeg heller ikke rigtigt spise forarbejdede frugter. Friskplukket og nyt er ubeskriveligt dejligt og smagfuldt, men resten lader jeg andre om. Beklageligvis.

Beklageligvis, fordi al denne overdådighed i al sin magt og vælde også giver mig enerverende dårlig samvittighed. Oven i købet på forhånd. For jeg VED jo noget så ualmindeligt godt, at af den kasse lækre sommeræbler, jeg har plukket, vil en god del udelukkende blive lagt til forrådnelse i kælderen. Blommerne, de stædige tilbageblevne, får såmænd nok lov til at rådne i fred på deres træ. Agurkerne bliver, hvis jeg er heldig, hældt i diverse naboer og bekendte samt omdannet til et utal af variationer af agurkesalat i mit eget køkken. Og tomaternes vej er jævnt hen den samme, men her må selv yderst venlige bekendte give op, så jeg fryser dem optimistisk ned, så de kan danne par med alle de poser, der allerede ligger dernede og griner fra sidste år. Vindruerne forsøger jeg ligeledes at afsætte til utrængende naboer og havde en årrække tvangsindlagt uskyldige elever til seriøs vindruespisning med engelsk grammatik, hvilket forårsagede en relativt højt fraværsprocent, hvis engelsk lå om morgenen lige efter tandbørstning. Nødderne, derimod, hænger jeg op i gamle, hullede nylonstrømper i mit viktualierum, fordi de skal tørre og blive lækre til jul. Lige nu er vi der, altså inklusiv adskillige jules nøddeoverskud, at vi er meget tæt på at kunne holde jul det meste af året. I alt fald hvad angår nøddebestanden.

Her er der så allerede en forfærdelig masse, der sidder og hopper på stolene for at fortælle mig, at der findes uanede lækre muligheder indenfor forarbejdning, forsyltning, forhenkogning af alskens frugter samt eksotiske variationer indenfor agurkesalat, som jeg bare MÅ kende til. Nej tak! Jeg befinder mig nemlig i det umulige dilemma, at jeg nok har tonsvis af modne frugter, men jeg vil aldrig komme dertil, at jeg ligefrem agter at gøre noget seriøst ved dem. Jeg gider simpelthen ikke. Så selv om det virker hyklerisk både at brokke sig over mængden og samtidig ikke gide røre en finger udi forarbejdningen, så er det lige præcis sådan, det forholder sig. Og det forholder sig også sådan, at jeg da stadigvæk slås enormt meget med en dårlig samvittighed overfor den samlede frugthave, inkl. drivhus, men at det i sig selv ikke får mig til at ændre mine syltevaner. Jeg lærer i stedet at leve med den.

Faktisk er det eneste, jeg seriøst foretager mig i forbindelse med min samvittighed, at spise så meget, jeg orker, samt at overfalde alle besøgende med tilbud om adskillige kilo frugthave til hjembæring. I år er jeg såmænd også blevet opsøgende i mit samvittighedsarbejde. Det er slet ikke uset, at jeg spottes på ringeklokkeraid i nabolaget–gerne med flere Margretheskåle under armene, for min erfaring har lært mig, at hvis varerne umiddelbart kan beskues, så er de noget lettere at komme af med. Desværre, må jeg sige, konfronteres jeg ofte med en venlig afvisning samt–og her er vi virkelig i alvorlige problemer!–forslag om bytning i stedet, for heroppe i mit kvarter er vi altså ret velforsynede mht. høst. Men selvfølgelig: hvis man bytter et par modne tomater og en agurk med naboen, kan man da godt bilde sig selv ind, at man i det mindste er kommet af med sine egne!

Og sikke et overskudsproblem! Det er nok også netop derfor, man sidder tilbage med den der nagende lille, sorte samvittighed. Uden at det, trods alt, får en til at kaste sig ud i syltningen.

Men heldigvis er jeg da sikkert den eneste, der har det sådan…….

Continue Reading

Om Seasalt.

Dette hverken er–eller skal være–en modeblog. Men alligevel kan jeg vel godt give en lille hemmelighed om et supergodt tøjmærke videre…..

Det drejer sig om det britiske mærke Seasalt, som ikke har eksisteret ret mange år, og som oprindeligt slog sig op på fantastiske regnfrakker a la Blæst og andet godt regntøj. Nu kører de med all round tøj i den allerbedste kvalitet og rigtigt gode farver og designs. Her er alt rent bomuld eller hør. Umiddelbart vel sammenligneligt med Mads Nørgaard både i pris og kvalitet—samt det faktum, at de også er utroligt glade for striber.

Mærket startede i Cornwall i det sydligste England, men er nu på vej op gennem landet, uden dog helt at være nået til grænsen til Skotland endnu. Det kommer, siger de. Mig bekendt findes der ingen forretninger udenfor England, men tøjet kan sagtens købes på nettet.

Lige en lille smagsprøve på det havsalt, jeg har fået slæbt med hjem. Vel vidende, at der garanteret kommer mere.

Der er nemlig noget utroligt befriende ved lige at ramle ind i ens egen stil overalt i den samme forretning. Samtidigt med, at det også er vildt stressende, at man ikke bare kan købe alt i samme forretning!

Continue Reading

Om juice.

Jo tak, jeg har da en juicer. Sådan et stort køkkeninsekt, der fylder det meste af et køkkenbord hele tiden, for slet ikke at tale om en halv opvaskemaskine efter enhver form for brug. Og så er det ikke engang hele sandheden, altså det med opvaskeren. For der er skam et utal af dele, der slet ikke kan gå i den og derfor skal vaskes ved håndkraft. Min juicer er sådan en model, der kan finopdeles i elementer på tandhjulsstørrelse, og den er tilmed konstrueret, så det alvorligst genstridige frugtkød altid sætter sig inderst og mest seriøst i de allermest minimale komponenter. Det er simpelthen indbygget i dens sindrige konstruktion, at hvis jeg ikke respekterer alle dens kroge, hjørner og delelementer, så lugter hele køkkenet af rådden frugt. Hvilket i disse tider også indebærer oplagt mulighed for at dyrke sukkerligt samvær, eller endda kongresser, for samtlige regionens hvepse på speed.

Da jeg fik den, gik jeg juiceamok. Jeg juicede som en gal. Som begynderjuicer var jeg udpræget konservativ og holdt mig til de allermest ueksotiske frugter, så som appelsiner og æbler. Som tiden gik, blev jeg mere eksperimenterende, og overskred en betydelig grænse, da jeg hoppede på de mosede grøntsager. Der var faktisk ikke ret meget, som kunne gro, der undslap mine vildt innovative kraftanstrengelse udi at finmose–oftest kun for finmosningens egen skyld. I supermarkeder købte jeg ind af alskens eksotiske frugter og hipstergrøntsager–ofte blot for at se, om de mon kunne juices. (I den forbindelse kan jeg så oplyse, at jordskokker er en smule genstridige og primært bidrager med en udpræget smag af rådden jord!)

I al min innovation gik jeg også decideret nye smagsveje. Min udprægede allergi overfor manualer og andres afprøvede opskrifter betød, at jeg blandede som en gal, sådan udfra mit eget hoved og mine egne rester fra aftensmaden. Det var, indrømmet, temmelig sjældent en smagsmæssig oplevelse, der råbte på gentagelse. Men jeg kunne da i det mindste påberåbe migselv et overmåde talent for at undgå madspild. Her i huset juicede vi da bare resterne, som gerne smagte lige præcis sådan, at de umiddelbart blev stillet til forrådnelse i køleskabet. Det er det, der hedder “Det gemmer vi til i morgen. Eller drikker senere.”

Gennem hele min store juicenings-dannelsesrejse er der altid en bestemt ting, der har irriteret mig. Og som jeg endnu ikke har fundet en brugbar løsning på. De sataner skal jo skrælles, pilles, skæres i småstykker og i det hele taget gennemgå en timelang forarbejdningsproces, INDEN de overhovedet opnår at komme ned i mosehullet. Det er nærmest uforeneligt med mit temperament at bruge uanede mængder af tid på at pille en sæk appelsiner, findele dem–og så stolt stå tilbage med 1½ mellemstort glas moset appelsin, når hele processen er overstået. ( Og her nævner jeg ikke, overhovedet ikke, svineri på fingre, køkken, tøj, samt den der juicer, som skal demonteres og grovvaskes helt ind i maskinsjælen efter brug!) Hvis nogen har udspekulerede metoder til afmontering af frugt- og grøntsagsindpakning, så jeg jeg meget modtagelig for gode råd. Blandt andet til, hvordan man skræller en appelsin på under 1 sekund uden fysisk at røre ved den.

Men selvfølgelig var der også succesoplevelser. Det smager jo, i alt fald for det meste, godt. Selv om min erfaring nu lærte mig, at der bestemt er en grund til, at de juicer, man oftest kan købe på karton i supermarkeder, primært består af æbler og appelsiner. Det foretrækker jeg også frem for jordskokker, fennikel og broccoli. Klart.

Det skal også nævnes, at den periode, hvor jeg voldjuicede enhver uskyldig grøntsag, gav mig noget af et boost i selvtilliden. Jeg følte mig noget så gevaldigt sund indeni. Jeg kunne næsten mærke gulerødderne vokse ud af ørerne og ingefæren stikke ud mellem tæerne. Aldrig har jeg behandlet frugt og grøntsager så overmåde retfærdigt–givet dem lige præcis den ophøjede status, de da virkelig fortjener. Ydermere kunne jeg–og dette skal virkelig ikke forklejnes–da i den grad snakke med omkring hele juicescenen. Der findes skam mange scenarier og sammenhænge, hvor det sådan ligesom giver status at vide noget om juice. Og ikke mindst selv at have indtaget cocktails af usammenkørlige frugter, tilsat noget uudtaleligt, man kun kan købe i Irma. Ja, jeg vil faktisk påstå, at for nogle mennesker er juice en videnskab samt for andre en tro, en grøn religion. Jeg synes måske bare, at det er en lidt besværlig trosretning, når man nu immervæk bruger SÅ meget tid på at købe ind, skrælle, pille og findele, inden man for alvor kan tilbede sine guder. For slet ikke at tale om al den basisrengøring samme guder kræver efter seancerne. Men dem om det!

Nu er der så sket det, at monsterinsektet i mit køkken er gået på midlertidigt stand-by. LØGN! Der er sket det, at jeg F…  ikke har gidet alt det svineri, skrælleri og opvaskeri i lang, lang tid. Jeg har nemlig fundet den lette løsning! Altså på, at jeg stadig elsker juice–i alt fald hvis det smager godt!

Ovre på Fyn ligger der et mosteri, der hedder Nybo, og de laver ( læs: tager alt svineriet, skrælleriet og opvaskeriet!) den mest fantastiske juice uden tilsætningsstoffer. Det er en GUDEdrik, de producerer–især den med æbler og hyldebær, som smager akkurat som englene synger, og frugterne bare skal smage. Hvorfor i alverden skal jeg bruge oceaner af tid på at frembringe drikke, som de der folk ovre på Fyn laver, så jeg aldrig i min vildeste kreativitet kan hamle op med dem. Godt nok har jeg juicet utallige kombinationer, men jeg har ALDRIG været i nærheden af at lave noget så vidunderligt smagfuldt som dem. Nej, det er ikke billigt, men hvis jeg sammenligner med mine udgifter til eksotisk frugt og grønt samt inkluderer min arbejdstid, så falder prisen i den grad ud til deres favør.

Nybo juice bliver, her i huset, udelukkende drukket af de pæne glas med en hvis andægtighed. Det har jeg sgu` aldrig gjort med de grågrumsede væsker, jeg hidtil selv har været i stand til at producere. Og sådan en flaske vil aldrig, virkelig aldrig, blive sat i køleskabet til gem og i morgen.

Og så ved jeg da godt, at mange producerer fantastiske drikke derhjemme på hjemmemosteriet og sikkert nyder al den skrællen, pillen og opvask  noget så intenst. Men hvis der nu var en dag, hvor man blev lidt doven, så prøv Nybo. Prøv endelig, men jeg garanterer ikke for, at det ikke kan blive en ny vane…..

–Og jeg er IKKE sponseret. Men bare jeg dog var……..

Continue Reading

Om at være bange i tordenvejr.

Indrømmet! Jeg er en tordenvejrskryster. På en skala fra 1 til 10, hvor 1 står for det allermest minimale tordenvejrshysteri, runder jeg temmelig uelegant 10-eren. Og her snakker vi så om hjemlige forhold. I forbindelse med udenlandsk monsunregn, tordenbrag mellem bjerge og gedigne, østeuropæiske dagstordner, sprænger jeg alle skalaer. Jeg var ikke ment til tordenvejr. Det er en fejl. Tror jeg.

Jeg havde engang en hund, der krøb så langt ind under sengen, som den overhovedet magtede ( det var en stor hund), når det tordnede. Jeg har tit tænkt på at forsøge det samme. Så kan det jo være, at lynet og braget ikke kan finde mig. Det var endda meget værre, da børnene var små, for der havde jeg jo slet ikke den mulighed. Bevidst om min rollemodelstatus i tordenvejr måtte jeg i årevis lade som om, det ragede mig noget så dundrende. Ellers var vi jo bare alle 4 endt under sengen sammen med hunden, og det er der, sådan lavpraktisk, ikke helt plads til.

Det, jeg hader allermest ved tordenvejr, er deres uforudsigelighed. Selv om jeg altså godt kan spotte deres nærmen sig på skyer, vindforhold og lummerhed. Det er ikke så meget det. Det er meget mere, at man aldrig har en chance for at vide, hvornår de grimme lyn kommer. Og hvornår deres uvejrsægtefælle i form af skraldet lige brager igennem–samt hvor højt det er. Det ville passe mig strålende, om der var en slags regelret forudsigelighed i den slags. Så jeg ligesom kunne forberede mig. Med hensyn til skraldet mest, om jeg skal holde rigtigt meget for begge ører eller kan nøjes med lidt pjatholden for det ene.

Når et tordenvejr nærmer sig ( og det gør det lige nu!), så klæder jeg mig mentalt og fysisk på til det. Jeg lukker alle vinduer og døre og tænder lyset inde på badeværelset. Det sidste fordi, jeg så kan søge tilflugt derinde, og hvis lyset er tændt, kan man næsten ikke se lynene. Da jeg var mindre havde jeg et par tordenstøvler–et par gummistøvler, som jeg altid iførte mig, fordi nogen havde fortalt mig, at gummi ikke har jordforbindelse. I dag er jeg lidt mere sofistikeret. Så kan jeg finde på at tage gummistøvler på og sætte mig ud i bilen og tænde vildt højt for BILradioen, ( den står vel på dæk uden jordforbindelse?) så jeg kan bilde mig selv ind, at det er radioen, der buldrer–og ikke tordenbragene. Jeg slukker også hermetisk for enhver form for elektronik og TV, og ingen kan få fat på mig telefonisk, hverken fastnet eller mobil, mens det tordner. I øvrigt sidder jeg også–hvis jeg da ikke sidder ude i bilen eller inde på badeværelset–minimum 1 meter fra ethvert vindue og 2 fra alle stikkontakter, for jeg har engang læst om en familie ude i Midtlandet, der havde et kuglelyn fra en stikkontakt flyvende gennem hele huset. Og sådan et vil jeg altså ikke rammes af.

Det siger sig selv, at man ikke kan føre nogen form for seriøs samtale med mig i disse kritiske minutter. I øvrigt kan jeg heller ikke høre, hvad der siges, for jeg holder permanent hænderne for ørerne. Der er nemlig det med min tordenvejrsangst, at den primært koncentrerer sig om skraldene. Jeg er hysterisk  bange for lyn, men jeg er en million tons flere gange bange for skraldene. Det er selvfølgelig enormt irrationelt, og det har jeg også forsøgt at forklare mig selv, men vi kommer ligesom ingen vegne omkring det.

I øvrigt har jeg faktisk aldrig haft lynbrande eller andre modbydelige virkninger af tordenvejr tæt inde på livet. Der er ingen forklaringstraumer der. Men jeg svælger da en lille smule i avisernes dækning af tordenvejr, så jeg ligesom kan holde min angst ved lige. Eller overbevise mig selv om, at jeg da har alle grunde i hele verden til at være hysterisk i det lortevejr. Eller, endnu længere ude, at jeg netop er gået fri for tordenuhyrligheder, fordi jeg er så påpasselig med at udføre alle mine bizarre ritualer. Det viser sig jo på denne måde, at de rent faktisk virker!

Jeg tror, den drev nordom denne gang. Så må jeg hellere komme af de gummistøvler ( det er også lidt varmt for tæerne!), få slukket lyset på badeværelset og få ringet til frisøren om en klippetid…..

Continue Reading

Åh nej, nu igen!

Det er nu engang sådan, at visse–i mine øjne og helt for egen regning–pseudobegivenheder med urokkelig sikkerhed indtræffer hvert andet år. Nogle gange har det så E foran og er lidt mindre fint, end når det har V foran. For mig gør bogstavet absolut ingen forskel. I den henseende er jeg totalt analfabet, boldblind, straffesparksignorant, frisparksdumpet og fuldstændigt ubekendt med enhver form for regler. En yderligere opdatering ville nok også kræve, at jeg rent faktisk så kampene og involverede mig en smule. Tro mig: Jeg HAR prøvet! I alt fald en god 5 minutters tid. Det virker ikke.

Derfor hører jeg til de udenforstående, som med undren iagttager ellers fornuftige mennesker–ja, som det ser ud fra min sidelinje: en hel nation– gå amok i noget, jeg hverken forstår eller forstår betydningen af. Jeg kan endvidere se, at den periode, hvor jeg i år periodisk skal undvære min mands ellers ret stabile fornuftige mentale tilstand, er yderligere udvidet, da Putin tilsyneladende skal bruge oceaner af mere tid på at skovle penge ind på noget, andre lande plejer at klare indenfor en behageligt kortere periode. Jeg kan kun (og nu SKRIVER jeg noget meget farligt!) i min inderste sjæl tavst håber, at for min egen nations vedkommende får galskaben en snarlig afslutning, således at vi alle kan blive til normale sommermennesker igen.

Situationen kompliceres i år endnu mere af, at vi befinder os i sommerhuset. Heroppe har vi kun et TV, og hvis jeg krævede (hvad jeg som et pædagogisk menneske ikke gør!) at indstille det på mine elskede dokumentarer på DR2, mens der var landskamp, ville det sådan ca. svare til yderste grad af overtrædelse af menneskerettighederne. Eller at nægte et mindre barn at se børnefjernsyn. Det gør man jo ikke. Vel? Omvendt indebærer alt det sparkeri til ingen verdens nytte så heldigvis, at jeg får læst en masse gode bøger. Hvori ingen, mig bekendt, interesserer sig det fjerneste for fodbold, og hvor detektiven snildt opklarer mordgåde efter mordgåde uden nogen form for indblanding af en bold. Jeg ved godt, denne her er på overdrevet: Men hvor i litteraturens klassikere optræder fodbold som et væsentligt og dannende element? Vist kun i Fodboldenglen, og den kan vi vist godt betragte præcis som undtagelsen, der bekræfter reglen.

Det skal dog siges, at der i går var en vis form for hensyntagen til de (få?) folk som mig. Faktisk synes jeg, det var et ualmindeligt tiltalende træk, som kræver masser af efterfølgelse, at placere uvæsentlige ting som en fodboldkamp i eftermiddagssendetiden. Det bør gøres til en regel i sig selv. Så kan folk som jeg se deres boldfri TV-aftener i møde på en helt anden fornuftig måde.

Problemet med alle disse E og V-somre er jo i sin nøddeskal, at folk som jeg ligesom mister kontakten lidt til de mennesker, der er omkring os. Vi vedbliver at være vores gamle, pålidelige jeg-er, mens de andre gradvist bliver ukontaktbare og vildt labile, sådan rent stemningsmæssigt. Er der noget, der overgår min forstand, så er det , når verden synes at gå i sort og begrædelighed, fordi Danmark tilsyneladende ikke kan få sparket en snoldet bold ind i et net. Vorherre bevares! Jeg vil så nødigt lyde arrogant og bedrevidende, men set hernede fra mig, så er der dog større problemer (også i ens allermest umiddelbare nærhed!), der ligesom godt kunne kræve væsentlig mere opmærksomhed. Jeg synes heller ikke (men det er selvfølgelig et strengt personligt synspunkt!), det klæder voksne mænd langt, langt over deres undskyldelige teenagealder at hoppe rundt i stole og skrige højt og uhæmmet–udelukkende udløst af en bold. Sådan hopper og skriger jeg da ikke, når jeg sidder klistret til skærmen og studerer kjoler til kongelige bryllupper. Der kan jeg da godt styre mig. Eneste gang, jeg rullede lidt i stolen (men det var af grin!) var vist dengang, en daværende statsministers kone mødte op i en noget uklædelig sag, der mest af alt lignede en rullepølse.

Selvfølgelig kan jeg da godt få den tanke og den fornemmelse, at alle de andre har noget sammen, som jeg bare ikke er en del af. Noget, jeg simpelthen ikke forstår. Men så tænker jeg nu altid, at det på sin vis nok er godt, jeg ikke er med i den afgudsdyrkelse. Jeg kan simpelthen ikke, virkelig ikke, se mig selv opføre mig på den måde. Jeg har, lige så simpelthen, heller ikke forestillingsevne til at se mig selv rulle rundt i lænestolen med benene i vejret og hoppe lidt samtidig, bare fordi nogen har scoret et mål. So what??

Nej, lad os få det her overstået så hurtigt som muligt og komme tilbage til normale sommertilstande. Giv mig min mand, de inficerede af mine venner og mit liv som et socialt menneske, der interagerer med andre, tilbage. Eller send alt det sparkeri i de tidlige morgentimer, hvor jeg alligevel sover, om formiddagen, hvor jeg alligevel er ude at handle eller har andre uopsættelige gøremål, eller til nød først på eftermiddagen. Så kan jeg undgå at se manden blive forvandlet til et skrigende dyr, en slået hund–eller bare involvere sig i noget, jeg hverken forstår. Eller har den fjerneste lyst til at komme til at forstå!

Continue Reading

Om shampoo.

(Advarsel! Understående indlæg kan indeholde slet skjulte reklamer!)

Jeg har fået den fikse ide, at jeg jeg kun kan bruge en bestemt hårshampoo. Det er sådan noget, der kommer med alderen, så det kan man lige så godt acceptere og lære at leve med. For at komplicere hårsituationen yderligere, har jeg selvfølgelig valgt et absolut ugængs mærke, som ikke har verdens største forhandlerskare, hvilket gør, at jeg, når jeg er så heldig at lokalisere det, føler, at jeg da i den grad har fortjent min shampoo. Dertil kommer, at jeg, indenfor husets grænser, har monopol på og stor besiddertrang overfor det. Jeg gemmer det bagved noget andet i et skab, så det kun går i MIT hår, og vogter nidkært over, at ingen andre ved en fejl ( eller min uopmærksomhed) får tvunget et par illegale dråber ud af mit shampooskrin.

Jeg vil slet ikke komme ind på, hvor det produceres, for det hele er temmelig politisk ukorrekt. Men hvem kan ikke leve med det, når man får permanent gode hårdage, hvis man lukker sine øjne bare sådan lidt. Folk, der har rejst med mig til netop det lidt politisk problematiske land, erindrer sikkert, at sidste dag indebærer en fælles tømning af enhver form for fly-tilladelig emballage, så jeg kan hamstre shampoo i utallige små mængder.

Men ind imellem løber jeg så alligevel tør for mirakelsæben. Derfor har jeg en fast rutine med ALTID at tjekke, om mit næste rejsemål indebærer løssalg af netop MIN shampoo. Der er meget sjældent gevinst, men her for nylig stod det magiske logo pludselig tydeligt på min padde, da jeg undersøgte, om der skulle være mulighed for forlængelse af super hårdage i Budapest. I første instans opdagede jeg ikke, at adressen på min gevinstbutik udelukkende opgav gadenavn–og ikke nummer–men jeg satte dog glædestrålende og forventningsfuld ud med en jublende opstemthed over snart at score de magiske 400 ml. shampoo. Også selv om resten af holdet skulle på et museum, jeg utroligt virkelig gerne ville have set–men hvad gør man ikke for sin shampoo? Det viste sig, at den opgivne gade var en 5 km. lang boulevard, så de eneste 2 valg, jeg i virkeligheden havde, var, hvilken ende jeg skulle angribe fra. Det viste sig så, at jeg valgte den forkerte. Men efter ca. 4,5 kilometers gåtur var der shampoopræmie, og den lille sjæl fik noget så forrygende fred.

Problemet, jeg så ikke lige havde overvejet i al min euforiske shampooopstemthed, var, at jeg kun rejste med håndbagage og hjemmefra selvfølgelig ikke havde overvejet nogen form for dekanteringsemballage. 100 ml. er max., og jeg ville være gået shampookold og i sæbecoma, hvis de bare havde konfiskeret min skat i security, fordi den var for stor i volumen. Så jeg indledte stormangreb på små flasker på min hjemvej. En venlig materialistdame beklagede, at hendes forretning desværre ikke specialiserede sig i TOM emballage (nå ja, hvem gør også lige det?), og foreslog, at jeg jo bare kunne købe et utal af 50 ml. FYLDTE flasker, som jeg så kunne tømme og fylde shampooskatten i. Hun fandt endda 8 flasker til mig, som jeg nærmest havde betalt, inden det gik op for mig, at det, jeg nu skulle smide i kloakken og erstatte med shampoo–var acetone. Selvfølgelig er der da en ekstra gevinst ved BÅDE at få vasket sit hår og afbleget det i samme hug, men det var ligesom ikke lige der, jeg var, så jeg takkede hende pænt for venligheden.

Som indfødt dansker burde jeg have tænkt mig meget bedre om, da Budapest jo–som nærmest alle andre byer på verdensplan–selvfølgelig havde en Tigerbutik. Og samme flyvende tiger havde lige så selvfølgeligt et rejsesæt med dåser og flasker i plastik og enhver tænkelig størrelse. Mest små, dog. Sådan en 10 ml.–eller noget i den retning. Anyway, mig hjem på hotellet, hvor jeg om morgenen havde afleveret min kuffert, fordi det var afrejsedag, og derfor måtte benytte hotellets halvoffentlige toilet til min omfattende dekantering ud i omkring 10-15 mindre enheder.

Hvis nogen ikke har oplevet at trykke 400 ml. tyktflydende shampoo ud i et overvældende antal af minimale enheder, så kan jeg fortælle, at det er sønderknusende hårdt for fingrene og ca. omkring enhed nummer 5 giver en lettere krampetilstand omkring roden af tommelfingeren. Det tager godt en uge at få samme tommel tilbage til samarbejdsvillig normaltilstand. Ikke nok med det. Mens jeg stod derude på det halvoffentlige tisseri, omgivet af et utal af små beholdere og trykkede som en manisk gal for at få den mindste dråbe af guldet med hjem, kom en noget undrende dame forbi. Få minutter senere kom hotellets receptionist så forbi og spurgte lidt barskt ( sikkert på damens foranledning!), hvad i alverden jeg egentlig foretog mig. Set fra min side var det da umiddelbart logisk, men jeg kan godt se, at det set fra alle andres måske har set en lille smule suspekt ud. Men heldigvis troede hun da på min forklaring. Så det ud til.

Alt dette blot for at fortælle, hvor mange kilometer, hvor mange prøvelser og hvor mange mistænkeliggørelser, jeg er villig til at gennemgå for MIN shampoo, mit hårmæssige guld.

Og nu kommer så historiens clue. Selve dens pointe! I går tjekkede jeg, om der skulle være dukket en forretning med speciale i vidundershampooen op i Oxfordområdet, som jeg snart rejser til. Det var der så ikke. Til gengæld kan man på nettet–hvis man ved, hvad man skal kigge efter og ikke blot undersøger samtlige udenlandske destinationer–konstatere, at der findes fysiske butikker med det magiske stof i Horsens, Vejle og Odense. De sender også gerne, og hvis man køber for over 600 kr., er der gratis forsendelse.

Så i går købte jeg 2 liter af min hårshampoo! Og jeg har det bare SÅ godt med udsigten til et utælleligt utal af gode hårdage og fantastisk geografisk og logistisk fred i sjælen. Jeg har endda så småt overvejet, om jeg kan risikere at stille vidundermidlet frem til offentlig hårvask herhjemme.

Og PS. De andre hudprodukter fra samme firma er også fantastiske!

Continue Reading
1 2 3 13