Om at gøre ting. For sig selv.

I går gjorde jeg hele mit hus rent. Skurede badeværelserne, støvsugede hundehår og ditto nullermænd op og vaskede samtlige gulve. For slet ikke at tale om, at overflader, lampeskærme og hvad der nu ellers på dagligbasis virker som magneter på støv, fik en våd klud. Det tog flere timer. Og jeg hader at gøre rent. Grovhader.

Derfor gør jeg normalt ( her betyder normalt: i Coronafri tider) kun rent, når torturen opfylder det ene af to formål. Enten at der er blevet så beskidt, at selv min skyhøje tolerancetærskel fornærmes, og tilstanden nærmer sig noget decideret sundhedsfarligt. Eller at der kommer gæster, som jeg gerne vil give et indtryk af basal ordentlighed. I alt fald ikke skræmme væk.

Det var ikke tilfældet i går. Hverken det første eller det sidste. Der var ikke uhørt beskidt, og her kommer jo ingen. Som i slet ingen, absolut ingen. Man kunne jo, med god samvittighed i forhold til hele den enorme omverden, bare gro noget så inderligt til. Ikke en kæft ville bemærke det. Ligesom der også er så utalligt mange andre ting, man bare kunne lade være med. Hvorfor overhovedet gå i bad på regelmæssig basis, når absolut ingen bemærker stanken, da naboen i bedste fald står flere meter væk? Hvorfor skifte tøj, når ingen, overhovedet ingen, vil se alle pletterne og salatdressingen på brystet fra i forgårs? Hvorfor rydde op, sådan til husbehov, når man nu alligevel har en rimelig ide om, hvor tingene ligger i bunkerne? Hvorfor lave varm mad hver dag, når ikke en kæft er den mindste smule interesseret i, om man i dagevis lever af leverpostejmadder og pølser fra glas? Hvorfor barbere møghår af benene og trække de der sorte djæveler ud af hagen, når der i bund og grund ikke er andre til at se en end ens eget spejlbillede? Hvorfor overhovedet opretholde et minimum af civilisation, når det lige præcis ikke er en civilisation, man lever i? En sådan kræver nemlig mellemmenneskelig kontakt, interagerende adfærd og konkret kommen hinanden ved.

Og svaret er selvfølgelig: Fordi det er det vigtigste af alt. At opretholde netop civiliseret adfærd i en krisetid. At gøre præcis, som man plejer. Ikke at opgive, ikke at gro til, ikke at ende på ligegyldighedens brakmark. Med andre ord at tage livet og sig selv alvorligt.

Det er lige før, jeg går ud som apostel for, at man skal gøre alle de der dagligdags ting ENDNU mere intensivt. Sætte sin undtagelsestilværelse i system og opretholde ro og orden. Der skal ikke være tegn på opgivelse, på sløseri, på gærder, der er for høje at springe over. Tværtimod. Jeg tror på, at hvis man indenfor sit hjem kan bibevare en aura af almindelighed, af business as usual, så har man så meget desto større chancer for at overleve på en mentalt sund måde. At opgive de små almindeligheder er, for mig, at opgive troen på, at det hele nok skal blive normalt igen. Og det er vist det psykisk mest undergangsfremmende, man kan udsætte sig selv for.

Så der skal gøres rent, og der skal skiftes tøj, og der skal brusebades. Der skal også kreeres gode middage og hyggelige mellemmåltider. Pis da være med, at Coronakrisen også i sidste ende bliver en vægtkrise. Det er da, til sammenligning, det mindste. Hellere være ren, fed, ubehåret og mentalt rask end nedfalde til selvmedlidenhed og selv-sløseri i eget skidt.

Synes jeg. Altså.

Continue Reading

Om at Corona-savne.

Ham her blev født forleden på Herlev Sygehus. For midt mellem sygdom, uhyggeligheder og et land i undtagelsestilstand er vi stadig et land med indbyggere af den biologiske race, mennesket, der både kan blive blive syge, dø–og reproducere os selv. Det sidste selvfølgelig så langt at foretrække. Som et af den slags små lys i mørket, der heldigvis også findes.

Det er OK at være i en form for undtagelses-karantæne. Vi gør det jo for samfundets skyld. Især når man er to om at dele den. Man lærer at leve med hinandens selskab som det eneste, der er. Men det gør alligevel ondt ikke at have mulighed for at være sammen med andre end lige netop den, man er karantæneret med. Besynderligt nok er det især på det fysiske plan, man oplever savnet. Hvor har man dog uendeligt meget lyst til at knuse, knuse noget så inderligt, alle de andre, man også holder af.

Coronaen gør, at jeg ikke aner, hvornår jeg får lov at være sammen med denne her lille fyr. Endsige røre ved ham. Det samme gælder det andet barnebarn på nu 2 måneder, som jeg dog var så heldig at se på flere meters afstand i går. ( Det er sådan en situation, hvor arme og ben næsten af sig selv spjætter helt enormt bare for at komme hen til ungen!) Og så er jeg jo ikke, overhovedet slet ikke, den eneste bedstemor eller bedstefar, der har det som præmis. Det gælder jo os alle sammen. Vi er i børnebørnseksil, forment adgang til de små størrelser, ude af deres liv på ubestemt tid. I alt fald fysisk.

Jeg er helt sikker på, det er en tovejsting, denne her. Vi holder os væk fra de små, fordi vi er hunderædde for, at vi ubevidst er smittebærere, og intet kunne vel være mere katastrofalt end at være netop det. Og de smås forældre holder sig sikkert også væk fra os, fordi–let`s face it–de fleste os er i en alder, hvor vi befinder os i risikogrupper. Så de vil sandelig ikke smitte os, ifald de selv var smittebærere. Det er jo denne forfærdelighed af en sygdoms mest fatale våben: Ingen ved, om de er smittet, så alle er potentielle bakterielle bomber. Vi udøver gensidige hensyn, men facit er vel det samme: Der er lukket for børnebørn, lukket på ubestemt tid.

Nu ved jeg selvfølgelig godt, at man kan Facetime, Skype og ved hjælp af utallige tjenester få billeder af hinanden. Det er jeg også sikker på, de fleste gør. Men hvem har ikke siddet der med et uforløst ønske om at række hånden gennem den forbandede skilleskærm og RØRE ved afkommet. Tage det op, sidde med det, føle fornemmelsen af det. Det kan man ikke gennem en skærm. Man kan pænt smile til hinanden, men egentlig fysisk samvær er det absolut ikke. De børnebørn, der er noget ældre og vant til en jævnlig kontakt med deres bedsteforældre, må da også føle savnet. Altså så det går begge veje. Der kan heller ikke puttes ved bedste.

Det er ens for os alle, det ved jeg godt. Det gør præcis lige så ondt på os alle, det ved jeg også godt. Ligeledes er der også den præmis, der er så væsentlig for at komme godt gennem denne krise, at dette er indiskutabelt. Men det rokker jo ikke ved, at det er svært.

Det bliver fantastisk, når vi igen–engang–kan være fysisk sammen og fornemme hinanden, røre ved hinanden. Dette er et intensivkursus i, hvad manglende fysisk kontakt kan medføre, og det har nok samtidig været en øjenåbner for mange omkring, hvor væsentlig samme kontakt er.

Så mens vi går her med savnet–og det er vi gevaldigt mange, der gør–så må vi glæde røven ud ad bukserne til, vi igen kan være sammen med vores børnebørn. Nu ved vi i alt fald, hvor meget det betyder for os at være det!

Continue Reading

Om at være The odd one out.

Jeg var på seminar i går. Sammen med alle mine såkaldte kolleger. Selv om ordet er helt og aldeles misvisende, da intet job i hele verden nok er mere privatpraktiserende end rejselederjobbet. Man er altid den eneste med sin funktion i en gruppe, og på mine rejsemål er det yderst sjældent, man lige render ind i en kollega på et tissestop eller et hotel. Vi rejser alene. For der er kun brug for en af os ad gangen.

De fleste af mine kolleger har gået på guideskole. På hold med hinanden. Jeg er en af de meget, meget få autodidakte guider. Gadebørn, om man vil. Der bare er kommet ind ad bagdøren uden hverken guideskolemæssige forudsætninger eller medstuderende. Derfor kender jeg nærmest ingen.

Hvis jeg kommer ind i et rum med en funktionskasket, der hedder “lærer” eller “rejseleder”, er det mig, der er den samlende faktor. Mig, der igangsætter og styrer slagets gang og på ethvert tidspunkt har såvel den overordnede magt som det overordnede ansvar. Det er mig, der bestemmer, om man vil, og mig, der er selve den retning, som de fleste blikke vender sig imod. Jeg har intet imod at komme ind i et rum med den kasket. Især ligger min selvtillid i, at jeg har en klar, fuldstændig klart defineret funktion.

Det er noget helt andet, når jeg skal på kursus med omkring 100, for mig ukendte mennesker. Især når de fleste af dem kender hinanden. Selvfølgelig kender alle ikke alle, men i kraft af guideskole og rejsemål, hvor guider ofte render ind i hinanden, kender en overvejende del i alt fald en fin mængde af de andre. Det er der, jeg bliver The odd one out, den ikke-tilhørende, den kasketløse. Og det har jeg det meget, meget dårligt med. Jeg er nok ikke den eneste…

For det første er jeg en ubetinget idiot til small talk, som er en genre, jeg simpelthen aldrig kommer til at mestre. For det andet overvældes jeg af en generthed af en styrke, der overvælder selv mig. Jeg anser basalt ikke mig selv for at være udpræget genert, men jeg må da nok sige, at konfrontationen med masser af folk, der allesammen i det forum har et socialt tilhørssted, er nok til at få mig til at ønske, at jeg på et splitsekund bliver usynlig eller i alt fald indgår i tapetfarven på upåfaldende måde.

Der er så to strategier, som umiddelbart synes brugelige. Enten må man kaste sig over den eller de, der ligesom en selv synes udenfor det store fællesskab. Hvis de findes. Eller også må man lokalisere den eller de grupper af mennesker, der i forvejen kender hinanden, men som ikke fysisk har lukket deres gruppe. Med det mener jeg, at grupper af bekendte sagtens kan både stille sig og tale sammen på måder, så man som udenforstående ikke et sekund er i tvivl om, at her foregår noget meget privat, og ingen nykommere er velkomne. For det meste består den slags grupper af enten meget gamle venner eller af folk, der faktisk selv er vildt usikre og derfor skal skynde sig at lukke, så de i alt fald selv er med i et eller andet. Hører til, om man vil.

For det er jo det, det hele drejer sig om. At høre til. At signalere at man hører til. Det er lige præcis derfor, det er så svært at være The odd one out, for man hører jo ikke til. Man føler sig som en, der er gået forkert og enten slet ikke er berettiget til at være til stede eller berettiget til at bryde ind i de grupper af mennesker, der har så travlt med at kende hinanden. Det er faktisk meget utrygt.

Det er så heller ikke sandt, at jeg ikke kendte nogen. Jeg kendte en. Men når man så kun kender en, og den ene kender tonsvis af de andre, så bliver man ovenud opmærksom på, at man for alt i verden ikke skal klæbe sig til den ene og stille til skue for verden, at man er ulideligt klistret og ikke kan finde ud af at få sine egne venner. Nogle gange er det næsten rarere slet ingen at kende, end kun at kende den ene, som man frygter at overbelaste med sin egen usikkerhed.

Så er det, man bliver så glad, når oplæggene begynder, og man da kan slappe af på en stol uden at skulle forventes at interagere med andre. Og indgå i gruppearbejder, hvor holdene er klart definerede af oplægsholderen. For alle dem, der kender nogen, vil jo allerhelst arbejde sammen med lige præcis dem, de kender. De kan nemlig sikkert også huske, hvordan det var ikke at kende nogen, og det skal de godt nok ikke udsætte sig selv for igen.

Faktisk er sådan en dag vildt stressende. Man er sådan helt oppe på dupperne hele tiden, Enten for at finde nogen at tale med, eller for at virke som om, man da virkelig hører til, selv om det meste tilhør går med at fordrive pausetiden med at gå på toilettet og være enormt obs på, at man både sidder ved siden af nogen, mens man spiser, men samtidig ikke bryder ind i fastlåste grupper, hvor man kunne komme til at understå sig i at tage en stol, der var tiltænkt en af dem, der kendte de andre. Det er slet ikke let.

Nogle gange overvejer jeg, om jeg skal til at arbejde mere seriøst med mine sociale kompetencer. Gå på intensivt kursus i small talk. Lære mig selv bare at køre på og være totalt ligeglad med, om jeg føler, jeg hører til. For når min rolle i en forsamling er klart, utvetydigt defineret, svømmer jeg jo som en fisk i vandet og har absolut ingen problemer med interaktionen. Men når jeg skal begå mig et en forsamling af mennesker, jeg absolut ikke kender, og som tilsyneladende alle kender nogen af de andre—så går jeg lidt socialt i baglås. Jeg VIL virkelig forfærdeligt gerne, jeg anstrenger mig helt ud af mig selv, men det hjælper ikke meget på, at jeg føler mig forkert. Ikke tilhørende. The odd one out.

–Og sådan er jeg nok ikke den eneste, der har det?

Continue Reading

Om strømpebukser og leggings.

Og så var det, at jeg skulle have udvalgt de leggings, der får lov til at komme med til Vietnam. Der var bare sket det ubehagelige, at en eller anden havde fået blandet strømpebukser og leggings inde i mit skab. Det er der tit nogen, der gør. Altså roder i mine skabe.

(Info for mænd: Det er egentlig ret enkelt: Strømpebukser har fødder. Det har legging ikke! Derudover er leggings noget, kvinder vokser til, når de er omkring overgangsalderen, får åreknuder og blegfisede ben og bilder sig selv ind, at det kan man så ikke se, hvis de tager leggings på. Leggings er maskering af bare ben. Strømpebukser bruger de, når det er for koldt til bare ben. De har en varmemæssig funktion. Det har leggings sjældent.)

Som man kan se, er det en yderst imponerende samling, jeg har. Selv jeg blev imponeret. Jeg vidste faktisk ikke, jeg kunne ben-beklæde det meste af en mellemstor provinsby på kvindebenssiden. Selv om de selvfølgelig ikke alle sammen fik fødder forneden. Det har også taget årevis at skabe et sådant udvalg. Og farvevariation. Uden at ville prale tror jeg næppe, der er ret mange kvinder i kongeriget, der kan hamle op med mig. Jeg er i alt fald mindst den ukronede strømpedronning af det sydlige Jylland. Og øerne.

Jeg må erkende, at jeg lider af en lidt panisk angst for at gå ned på benbeklædning. Eller–det MÅ jeg jo gøre. Men det har altså også noget at gøre med, at genbrugsbutikkerne flasher ubrugte leggings og strømpebukser i multibensvis til ingen penge. Og så er det, jeg lige tænker, at man jo aldrig ved, hvornår man står og skal bruge sådan nogle. Samt at liiiige den farvenuance har jeg vist ikke. Og at jeg er idiot, hvis jeg ikke springer på sådan et gedigent tilbud. Derefter kaster jeg dem ind til alle artsfællerne i skabet– og se nu, hvad alle de supertilbud er blevet til.

Med ondt helt ind i sjælen har jeg kasseret 4 par. De 2 var fra 80-erne, og de sidste havde farver, som selv jeg har et noget anstrengt forhold til. Jeg har også lagt nogle anløbne eksemplarer til side, for tynde buksestrømper smider man ikke ud. Dem gemmer man til at gemme nødder i. Nødderne er nemlig helt ligeglade med, at de er løbet.

Fordelen er så, at jeg kan finde leggings ( Vietnam er leggingmateriale vejrmæssigt) i enhver farve, til enhver kjole og til enhver klimaudfordring. Jeg kunne, uden større udfordring, også forsyne samtlige stuepiger på samtlige hoteller med et par eller to, men de vil nu nok hellere have drikkepenge-penge, for selv derude er leggings næppe hård valuta. Omvendt–hvis de var, var jeg meget, meget velhavende.

Nu er jeg selvfølgelig nok den eneste kvinde i hele verden, der har en yderst imponerende samling af ben-beklædning. Så hvis strømpehungrende læsere ligesom står og mangler, så sig endelig til. Jeg har, som billedet tydeligt viser, nok. Og jeg har, hvad billedet så nærmest prøver at modbevise, stadig kun 2 ben.

Sidst, men ikke mindst, så prøver jeg lige nu ivrigt at finde ud af, hvornår det nu lige er, jeg går i kjole? Altså, udover ferier og varme sommerdage?

Hvor man i grunden vel overhovedet ikke behøver leggings rent varmemæssigt…… Men aldrig om jeg flasher åreknuderne og blegfisene andre steder end på stranden…..

Continue Reading

Om udløbsdatoer.

Jeg er altså ikke hysterisk med sidste salgsdato, anvendes før og udløbsdatoer i al almindelighed. På madvarer, altså. (Her forbigåes andre former for forældelse i tavshed. Og solidaritet.) Jeg er ekspert i at give kunstigt åndedræt til alderspåvirkede grøntsager og er egentlig ligeglad med, om krydderierne burde være anvendt sidste år. For det meste synes jeg også først, at remouladen i grunden smagte lidt anløbent, når jeg pludselig kommer til at se datomærkningen og erkender, at den lige har haft fødselsdag. Et års.

Men jeg har alligevel en umådeholdent stor og svinagtig udsmidningsprocent på visse madvarer, synes jeg. De grupperer sig primært i kategorierne lettere eksotiske ingredienser og krydderier. Som nu syltede ingefær, bare for at nævne en af samvittighedsnagerne. De smager fantastisk og er vildt brugbare i nogle retter, som faktisk ikke bliver vellykkede uden dem. Men man kan altså ikke, når man er 2 mand i den daglige husholdning, putte syltede ingefær i snart sagt alt fra bagte rodfrugter til kylling. I alt fald ikke hver dag. Syltede ingefær er ikke sådan noget, man på daglig basis bruger op, som grøntsager, mælk og evt. smør.  Og i øvrigt så har jeg den uheldige vane, at jeg gerne halvvejs inde i processen omkring fortæring af hele glas syltede ingefær på mystisk vis totalt glemmer, at jeg har dem. Det husker jeg så gerne et halvt år efter. Efter sidste anvendelsesdato, forstås. Hvor man også gerne skal have en udvidet madfantasi for at forestille sig, hvad de egentlig har været engang. Som ingefær, så kapers. Som kapers, så tahin. Som tahin, så dilddressing. Især dilddressing. For Fanden da dilddressing! Og som dilddressing, så pesto. Og som pesto, så egentlig også sennep, ketchup og remoulade, men med hensyn til de tre kan jeg fuldstændigt forsikre alle om, at man sagtens kan spise det hele år efter sidste salgsdato. Ellers var jeg nok død.

Ligeså med krydderierne. Når jeg er ude at rejse til eksotiske, krydrede steder, går den lille krydderidjævel i mig og besætter mig til at investere i alt det, der netop lige der på stedet smager så vidunderligt af ferie og varme land.  Og karry. Jeg lider af den vrangforestilling, at jeg skal holde det meste af min by samt et par omkringliggende, mindre landbyer med karry. I virkeligheden bruger jeg ikke overvældende meget karry. Til gengæld smider jeg en del ud. Ikke bare fordi, det er blegnet, nusset og klumpet, men faktisk også fordi, karry med tiden ( og her taler vi år) totalt mister sin smag. For ikke at tale om farve. Gammel karry giver enhver ret et skær af almindelig lortebrunhed.

Nogle gange har jeg tænkt på, om der i kvarteret kunne være stemning for at have krydderier, syltede ingefær og alt det andet sådan på delebasis. Så jeg var karry-chef, og de andre så stod for deres respektive krydderier. Indkøb og lagerfasciliteter, altså. Så var der måske en rimelig chance for, at vi, ved fælles hjælp, fik brugt det hele, inden det hele blev til ubestemmelige, udsmidbare klumper. For noget siger mig, at jeg ikke er den eneste ejer af halve glas syltede ingefær og karry på randen af krydderisk udslettelse.

Og når jeg så lige tager et peep i mit køleskab, så står der jo også det halve glas chutney. Som minder mig om, at jeg også skal have en form for konklusion, en form for tagen alle disse madvareske udfordringer op til løsning. For hvem er det lige, der er i stand til at fortære disse mammutglas af chutney, inden samme chutney bliver så stiv, at man overhovedet ikke kan bide den over? Får konsistens som afdøde flødeboller? For hvis nu det var muligt at udstyre alle os, der altså ikke formår at omsætte hele glas syltede ingefær og familieudgaven af chutney ( der FINDES ikke små glas med chutney!) med meget mindre portioner, var vi så ikke nået langt? For min skyld må fødevarefabrikanterne hjertens gerne sætte kiloprisen i vejret, for samtidig bevirker de jo også, at mit madspild går kraftigt ned. Måske kan jeg endda få et miniglas med chutney, som det vil lykkes mig at komme igennem, inden jeg enten afgår ved døden i chutney, eller chutneyen selv går i forrådnelse. Det samme gælder krydderier. Kan vi ikke få nogle portioner, der er til at forholde sig til? Som indebærer, at vi ikke konstant skal gå rundt med nagende skyldfølelse, bare vi åbner et køkkenskab? Endelig må jeg selvfølgelig også selv gå i anskuelighedsundervisning omkring, HVOR meget karry 2 personer formodes at spise inden udløbsdato eller begyndende forbrunelse. Glæder mig til at stå på bazaren i Amman og forlange en teskefuld….

Nogle gange er jeg faktisk også ved at gå i den modsatte grøft. Hvis en spændende opskrift påbyder mig at bruge en ingrediens, som jeg allerede inden kokkereringen ved, at jeg for fremtiden kun vil anvende yderst sparsomt, så ER det altså lige før, jeg springer den over. Af frygt for konstant at blive konfronteret med dens tilstedeværelse i mit skab og min forfærdelige uformåenhed overfor at få den brugt. Her ville det også være oplagt med mindre portioner!

Sidst, men ikke mindst, så HAR jeg faktisk løsningen på Pesto-problemet! Vestjyske Delikatesser laver frysetørret pesto i små glas, som bare skal have tilsat vand og olie, og–voila–så har man den mest velsmagende pesto. Man kan helt selv beregne volumen til måltider, det kan holde sig meget længe, og der er flere varianter–og så smager det både godt og vanedannende.

Continue Reading

Om ikke at drikke kaffe.

Jeg er ikke medlem af klubben. Kaffeklubben. Den hellige, almindelige klub for folk, der drikker kaffe. Jeg har aldrig fået det lært. Lært at drikke kaffe, altså. Selvfølgelig tog jeg da, som alle andre, de ungdommelige indvielsesritualer udi kaffedrikning, men ingen af dem bed på mig og sikrede mig overgangen ind i det allerhelligste. Jeg forblev kaffehedning. Jeg syntes, og synes, simpelthen ikke det smager godt. Godt nok er det mange år siden, jeg sidst har forsøgt at blive kaffeindviet, og netop derfor kan jeg nok også konkludere, at det aldrig vil ske.

Jeg drikker the. Akkurat som vi i min ungdom drak the allesammen, når vi tøsefnidrede eller bare samledes om almindelig hygge. Der var ingen, der drak kaffe ved sådanne lejligheder. Dengang var kaffe for gamle (altså dem over 30) mennesker, forældrekloner og folk der generelt var helt ude af drikketrit med tidens væsketendenser.

Det var også dengang, det var let. Let og ukompliceret ikke at drikke kaffe. Ethvert anstændigt hjem med beboere under 50 havde thefasciliteter, og de fleste drak faktisk lige så gerne the som kaffe. Det er så, med tiden, gået over. Nu er jeg blevet varm-drik-problembarnet, som skaber uro og uorden i den autoriserede, danske kaffedrikning.

Når jeg er ude privat, sker der gerne 1 af 2 scenarier. Enten forbløffes værter i chokgrad over min mangel på kaffetilbedelse og farer til en vis grad forvildede rundt efter at lokalisere de Medova-thebreve, de sidste brugte, da influenzaen hærgede forrige år. Jeg er så uventet et specimen, at jeg næsten kan gøre store skår på enhver værts selvfølelse. Ingen forventer jo at få en gæst, der ikke drikker kaffe. Og når jeg så lidt spagt undslår mig fra Medova-torturen og skam pænt undlader at bemærke, at Medova hverken har eller har haft nogen form for påviselig familierelation til anstændig the, så er det næsten lige før, jeg har totalspoleret den gode kaffestemning. Giv mig da bare et glas vand. Det burde være tilgængeligt overalt.

Det andet scenarie er værterne, der pludselig har mindet sig selv om, at der kommer sådan en underlig en, der er totalt-kaffe-kulturløs. Så de har været ude at handle, har de. Og købt eksotiske frugttheer i kassevis, for intet er vel for godt for underligheden. Her er det så, at man må slå knuder på sig selv for ikke at fortælle, at frugttheer er for folk, der i virkeligheden ikke kan lide the–og i øvrigt intet har med rigtig the at gøre. Vi hærdede og galvaniserede drikker altså ikke den slags amatørpjask. Vi bruger det, når vi har øjenbetændelse. Og i øvrigt er the altså ikke lyserød eller noget som helst andet farveforvirret.

I Jylland har det altid heddet noget i retning af ” Har du fået din kaffe?” Her skal man især hæfte sig ved ordet “din”, som tydeligt signalerer, at kaffe er en simpel menneskeret, som man har et ubestridt, næsten lovmæssigt krav på. Da jeg var barn, fik man formiddagskaffe, eftermiddagskaffe og aftenkaffe, og blev man inviteret eller havde en aftale om eftermiddagen, blev tidspunktet aldrig specificeret i klokkeslet, men simpelthen i før eller efter kaffetid. Kaffetid var omkring 15-tiden, men det var der nu aldrig nogen, der sagde. For det vidste vi jo. Samtidig var det skik og brug, at nærmest alle familien fik en samlet kop kaffe midt på aftenen, mens de så flow-TV på den ene kanal, der fandtes. Det er der vist ikke mange, der gør længere. Det meste kaffe i dagstiden er “to go”, og sidder man endelig ned sammen, er det nok de færreste, der vil give kaffen et fornavn med tidspunkt for dens afdrikkelse.

Men jeg er altså stadig ikke medlem af klubben. Når jeg er ude at rejse sammen med andre, undres jeg stadig over, hvor mange gange vi skal sidde ned og drikke kaffe. Som om, den hellige afdrikkelse af “sin” kaffe er et ritual, der forstærkes og indgår i meget mere nydelse, når man er på ferie og rejser. Der skal drikkes kaffe efter ethvert seværdighedsbesøg, ofte endda gerne under, på enhver bare tilnærmelseværdigt tiltalende cafe–og det gerne med et indfølt som suk som indledning til, at “nu skal det godt nok gøre godt med en kop kaffe.” Hvis der, hvilket er en absolut sjældenhed, går mere end de autoriserede, driftsikre 2 timer mellem kaffestops, opstår der på det nærmeste en nødsituation, og man kan ligefrem såvel se som høre den ultimative lettelse, når kaffen anes i den umiddelbare nærhed. Jeg, personligt, har aldrig forstået, at man overhovedet kan drikke så meget kaffe. Hælde litervis af tjæredrikken i sig og Gudhjælpemig være lige begejstret hver gang. Som om man aldrig havde smagt kaffe før. Og jeg, personligt, kan da umuligt drikke så meget the. Det ville udelukkende være billeten til at udforske samtlige offentlige toiletter på ruten, og nydelsen ville da også formindskes væsentligt omkring den 3. kop på en formiddag. Så jeg vil afholde mig fra medlemsskab af den klub, jeg slet, slet ikke fatter.

Det overgår også min fantasi, at der tilsyneladende er et triveligt marked for de utallige kaffesteder, der findes overalt. At man virkelig kan finde mennesker nok til at sælge så meget kaffe til. Derudover kan jeg også konstatere, at kaffe ikke blot er en menneskeret–det er også en videnskab, et område med utallige variationer indenfor hovedracen, som tilsyneladende også muterer på månedlig basis. Da jeg var barn, og ikke drak kaffe, var kaffe kaffe. Det er det så ikke mere. Varianter over grundformen kaffe er en trend, en livsstilsmarkør, et klart signal om, hvem du er og hvem, du gerne vil sammenlignes med. Og er du så voldsomt utrendy, at du bare drikker kaffe-kaffe, så er jeg bange for, at det både signalerer alder, beskæftigelse og bopæl på en måde, der seriøst vil udskille dig fra de, der bor langs Sdr. Boulevard!

Så jeg er ikke medlem af klubben. Og med skam at melde må jeg indrømme, at vi thedrikkere er lidt usolidariske med hinanden og ikke rigtigt har fået stablet et helligt fælleskab op, hvor vi på daglig basis forvisser os om, at vi alle har fået “vores” the. Jo, jeg sidder med, med min the, i kaffekirkerne, men undgår at sukke, himle og på anden måde udtrykke min ikke-eksisterende voldsomme glæde over at få en kop the. The er the, ikke er livsstil, en trend, en menneskeret, men en simpel drik, der kan slukke tørsten. Hvilket selvfølgelig vil få enhver passioneret kaffedrikker til at belære mig om, at jeg ikke har forstået en hujende fis omkring kaffe.

Det har jeg så heller ikke. Jeg er, som sagt, ikke medlem af klubben.

 

Continue Reading

Tanker omkring liv og livet.

Og her ligger hun så i al sin nuttede nyfødthed og er det første barnebarn af den stime på 3, der de næste måneder skal fødes og dermed sikre slægtens overlevelse. Og helt sikkert meget mere end det. Nuttet, uskyldig nyfødthed, hvor de centrale ting stadig er søvn, mad, tryghed og nærhed. Samt gradvist at lære verden at kende. Se, høre, føle og mærke den, lidt ad gangen og sikkert mest tøvende og lettere forundret.

Jeg har egentlig aldrig været et baby-menneske. Giv mig en hundehvalp og jeg falder i svime, men småkig i barnevogne og dikkedikken har aldrig rigtigt været min stil. Overbevist om, at selv babyer engang udvikler sig til rigtige mennesker har jeg trygt overladt svimefaldning og babysprog til andre. Især det sidste, og jeg skal her helt afholde mig fra at kommentere på, hvad jeg tænker på, når voksne, ellers fornuftige mennesker går i hysterisk, hjælpeløs sproglig uføre, udelukkende fordi der er en baby i rummet.

Men hende her er selvfølgelig unik. Hun er sød, hun er blød, hun er det perfekte miniaturemenneske, og samtidig havde man da i den grad glemt, HVOR små de egentlig er. Efter næsten 30 år. Samt hvor ufatteligt mange ansigtsudtryk sådan et lille væsen kan stille an med på bare få minutter. Man aner med mellemrum såvel præcis, hvordan hun vil se ud som olding, samt alle genkendelige grimasser fra raseri til salig tilfredshed. Fra hvordan hun vil se ud, når hun ikke får det, hun vil have, til hvordan hun ser ud, når hun gør det. Og fra når hun drømmer om alt det dejligste, en baby overhovedet kan forestille sig ( hvis en baby kan forestille sig), til når hun drømmer om ubehageligheder i babystørrelse. Hun er fuldstændig ubevidst om soft-ice, Barbiedukker, bløde bamser, klimakriser, terrorisme og (T)rumpen, og alligevel ser hun nogle gange så uendelig viis ud, at man skulle tro, hun på forhånd var vaccineret både med og mod det hele. Eller i alt fald kendte løsningerne.

Og når man så står der og betragter al den ultimative uskyldighed og livs-uerfaring, så vælter det frem indvendig i sådan en gammel bedstemor med alt det, hun heldigvis ikke ved endnu. Men som hun kommer til at vide. Om forhåbentlig meget lang tid for mange tings vedkommende. Om huller på knæene og andre børn, der driller. Om kærestesorger og dumme karakterer. Om sure dage og ting, der går skævt. Om klimakriser og tåbelige præsidenter. Men også en gyngestativer og vilde, sjove lege. Om forelskelser og personlige sejre. Om fantastiske dage og ting, der flasker sig. Om fornuftige tiltag og gode politikere. Om en fremtid, som ingen ved, hvad indebærer.

Hun ligger der, fuldstændigt uskyldig og uvidende om, at hun får hele pakken. Den ligger bare og venter. Hvilket i grunden lige nu er så inderligt ligegyldigt, for dagsordnen siger søvn, mad, nærhed og tryghed. Og det kunne man vel egentlig ønske for hende, at den blev ved med at gøre i meget lang tid. For hvis de ting var grundprincipperne i livet, var der ligesom en hel del af bygge på.

Continue Reading

Om shopping.

Shopping er ganske og aldeles ufarligt, hvis jeg har manden med. Så hedder det også, med en let omskrivning, bare “at gå en tur i byen”.  Han kender ikke ordet “shopping”. Hans blotte tilstedeværelse kan minimere faren ved ethvert minefelt i form af lokkende butiksruder og uimodståelige tilbud. Og hans basale, meget synlige aversion mod forretninger, der handler med tøj til kvinder, gør, at jeg på forhånd næsten ikke orker at slæbe ham med ind i en sådan. I de fleste byer, hvor vi jævnligt kommer, er jeg fuldt opdateret på, hvilke forretninger der har mandesofaer og måske endda mande-afledningskaffe, og jeg er helt på det rene med, at hvis jeg har ham med, er jeg simpelthen nødt til at vælge en af dem, hvis jeg overhovedet skal have en ærlig chance for at se bare et minimum af udvalget i fred og ro. Besynderligt nok har han i byturssituationer  komplet tjek på min garderobe. I alt fald i forbindelse med, hvad jeg mangler. Jeg mangler aldrig noget. Der er heller aldrig noget, han synes, jeg har brug for. Han kan finde på at hævde, at “sådan en har du da”, selv om enhver kvinde med det blotte øje kan se, at den (eller de), jeg har, er i en anden farve eller en totalt anderledes model.

Shopping er ganske og aldeles sprængfarligt, hvis jeg har en veninde med. Der sker en form for udledning af fælleskvindelige købshormoner, der finder nærmest ethvert butiksvindue dragende og indbydende. Som en ekspedition ind i ukendt land, der skal udforskes til Nobelprismodtagerniveau. Det er fuldstændigt ligegyldigt, om det er genbrugsbutikker eller dyrere modebutikker–alt skal systematisk gennemgås, og ingen fristes undervejs til ophold på mandesofaer eller har tid til kaffepauser af længere varighed. I alt fald først bagefter. Selvfølgelig lægges der som udgangspunkt en foreløbig slagplan, men den omstruktureres undervejs, således at såvel impulser som farlige minefelter i form af flotte udstillinger sagtens kan gøre den oprindelige plan til vejledende. Endelig er der jo også tilbuddene. Tilbud er sådan en slags magneter, der hypnotiserer kvinder og får dem til bevidstløst at trækkes mod ting, de overhovedet ikke har brug for af en simpel grund. Prisen. Her foretager jeg lige det spring, der kommer frem til konklusionen, at jeg godt forstår, tilbud næsten altid findes bagerst i forretningerne. Så skal vi gennem det hele, før vi når frem til det forjættede, nedsatte land! Så langt ned får man aldrig manden slæbt med. Uden brok.

Anyway, at være på bytur med veninde(r) er også en siksakkurs gennem omveje, bagveje og veje, man aldrig troede, man skulle gå på. For fanges bare en af en uimodståelig butik ( med tilbud!) følges der jo trop, og ikke sjældent viser det sig, at den indeholder en fantastisk ting, man overhovedet ikke anede, man manglede. Hvis manden var med, ville han ikke bestille andet end at holde foredrag om, hvor meget man ikke manglede den ting.

Der er også prøveaspektet. I vores teenageår tilbragte vi oceaner af tid med at gå på toilettet sammen. Nu har vi overført toiletsolidariteten til prøverummene. Vi prøver og bedømmer og genprøver og kommenterer. Det sidste er faktisk meget vigtigt. Forstået på den måde, at prøverummene er vores lidt lusede erstatning for catwalken, hvor vi kan vise os en smule frem. Måske endda få at vide, at noget klæder os og er pænt, og –let`s face it–det hænder jo immervæk ikke så ustyrligt ofte mere. Ikke sjældent skal samtlige beklædningsstykker bedømmes flere gange og både bagfra og fra siden. Og det havde manden altså ikke stået model til. Forfra er nok til ham, hvorefter han efterfølgende bare opgivende ville have sagt, “at det havde han sagt”.

Hvor mænd, ofte lidt modvilligt, går i forretninger, når de decideret mangler noget–eller er blevet pålagt det og sendt afsted af deres kvinder, så er shopping for mange kvinder en lystbetonet foreteelse. Det er hyggeligt, det er sjovt og det er søstersolidaritet båret af muligheden for forbrug. Ikke fordi, man nødvendigvis skal købe noget, eller gør det, men hele seancen omkring at spotte ud, røre ved, prøve og gå lidt personlig catwalk for en enkelt eller to tilskuere går lige i belønningscentret. Hos kvinder. Jeg mener, hvor mange mandegrupper på powershopping er det lige, man sådan støder over? Altså sammenlignet med antallet af kvindegrupper?

Så sidst på måneden og i svære tider bør man altid bevæbne sig med sin mand, når man skal på byture. Det er omkostningsbegrænsende og dirigerer en udenom enhver form for tekstilmæssige minefelter. Men hvis man derimod vil have lidt spræl og liste et par nyindkøb ( som er vildt gennemprøvede) med hjem, så er det med at få fat i veninderne. Det er også dyrere, selv om jeg tydeligt har iagttaget, at vi tiltrækkes mere og mere af genbrugsbutikkerne og generelt er stoltere, når vi der har fundet et megagodt køb i dem. Og så er det, hånden på hjertet, da også lidt sjovere…..

 

Continue Reading

Om (nogle) kvindelige politikere.

Selvfølgelig frygter jeg at blive ramt af krænkelseskulturens, sexismens, kønsdiskrimineringens, feminismens eller den almindelige tøsefornærmetheds lange arm. Men jeg vover alligevel, for det er faktisk noget pænt, jeg har i sinde at skrive.

Der er sket noget med Mette Frederiksen på det seneste. “Med” er måske det urette ord, “for” er nok bedre. For nu at sige det diplomatisk, så kunne samme Mette førhen nok ikke uproblematisk have skiftet branche og f.eks. blevet fotomodel. Især hendes hårstil var en smule alternativ, og modemæssigt kun bakket op af Ritt Bjerregaard. Der var noget dejskraberagtigt over den, en næsten hysterisk stræben efter absolut at få det hele med. Opmærksomme seere har givetvis bemærket, at Mette på det seneste har forkastet dejskraberen og ligesom ladt håret få noget liv, noget fylde. Det klæder hende. Personligt synes jeg heller ikke, det giver overmåde troværdighed at tale med empati om børns vilkår, mens man selv ligner præcis den skolefrøken, vi andre frygtede i 60-erne. Hun skrabede også håret.

Og så ser jeg minsandten en nydelig, yngre dame på TV i aftes. Rigtig pæn, charmerende og uskrabet. Det viste sig at være Astrid Krag, der var indeni hende. Det er jo ingen visuel hemmelighed, at Astrid hårmæssigt har lagt sig i Mettes slipstrøm og lånt dejskraberen af hende. Men sikke da en forvandling. Her må jeg også, selv om det er farligt og vildt u-søstersolidarisk!, klemme ind, at et ord som “hvalpefedt” overhovedet ikke entrede min hjerne gennem hele interviewet. Det var en nydelig, virkelig pæn kvinde, der tonede frem i aftes. Hun var meget lidt gammel-Astrid Krag-agtig.

Der må jo være en stylist, som endelig har fået lydhørhed fra de to politikere. En meget, meget dygtig stylist, i øvrigt. Som har formået at fortælle dem, at der faktisk indeni var råmateriale til at skabe nogle smukke, yngre kvinder. For det har vedkommende gjort. Som ved et trylleslag har han/hun forvandlet 2 kvinder, som i bedste fald var lidt kedelige at se på, til noget utroligt pænt og nobelt.

I nogle partier har der i årevis hersket en forfejlet ideologi omkring, at kvindelige politikere blev utroværdige, hvis de så godt ud–eller bare gjorde en smule ud af sig selv. Den har både Astrid og Mette bekendt sig til indtil nu. I min ungdom var kvinder med make-up useriøse og ufeministiske, og den gamle antagelse har i alt fald nogle steder været sejlivet. Ifølge den definition har der aldrig kunnet sidde et godt hoved med en brugbar intelligens bag mascara. Og en stylist var en latterlig udgift for kvinder, der åbenbart bare skulle score for at få deres på det sikre. Det er vi heldigvis ved at vokse fra, og, som sagt, så har en dygtig stylist fået overbevist netop disse to kvinder om, at de faktisk sagtens kan være både pæne og kloge. Samtidig.

Prøv selv at lægge mærke til, hvordan det socialdemokratiske ansigt på kvindesiden har ændret sig. Har åbnet op for, at kvinder ikke nødvendigvis skal ligne mænd så meget, at de nærmest bliver androgyne, for at være troværdige. Nu mangler vi så bare at få dem ud af de evindelige jakkesæt, som aldrig nogensinde har været klædelig for nogen som helst kvinde. Dette miskmask af en beklædningsgenstand, som er skabt med den intention at give kvinder maskulin udstråling, lave dem til så mænd-lookalikes, uden at det har resulteret i andet en patetisk  kønsforvirring. Lad os da bare se dem med uskrabet hår og i tøj til kvinder. Det vil ikke forrykke hverken autoritet eller troværdighed. Men i stedet give dem menneskelige kvaliteter, urobottede.

–Nu er det så bare, at jeg spekulerer på, om det mon er muligt at få nummeret til den dygtige stylist?

 

Continue Reading

Om køkkenitis.

Der er gået køkkenitis i mine naboer. Det mærker jeg især tidligt om morgenen, når varebilerne og håndværkerne liner op udenfor med blinklys, råben og skramlen. Enten er de ved at få nyt køkken, eller også overvejer de særdeles kraftigt det samme. Januar er køkkenmåned, den absolutte, årlige højtid for køkkenfirmaerne, hvor vi alle sammen foregøgles, at skifter vi bare vores køkkener, vil såvel vores liv som resten af vores hus på magisk vis overgå samme fornyelse som køkkenerne.

Selvfølgelig er der heller ikke så meget at tage sig til i januar. Den er ret beset bælgmørk, grå og kedelig som grundprincip. Efter en december, hvor mørket var hyggeligt, julet og stearinlysende, er januar antiklimakset, der tydeligt fortæller, at selv om året ifølge kalenderen er vendt, kræver venten på lys mere end almindelig tålmodighed. Så hvorfor ikke få sig et nyt køkken til at oplyse livet?

Jeg fik mit køkken i januar 2004. Efter almindelig dansk køkkenholdbars-standard burde jeg nok gå ind i de indledende overvejelser omkring at udskifte det. Gå i køkkenitis. 16 år er faktisk langt over middellevetid på køkkenfronten, og det er blot afslørende omkring min alder, at jeg stadig synes, mit køkken er relativt nyt. At det stadig er brugbart og pænt, og at jeg ikke dør eller går i akut mangelcoma, fordi der siden 2004 er kommet så mange fiduser, dingenoter og spændende nyheder, jeg umuligt kan leve uden. Det får mig til at tænke på, at jeg aldrig fik mit samtalekøkken, fordi jeg på det tidspunkt forpassede min besøgelsestid og først fik mig samlet sammen til nyt køkken, da den mode var absolut afdød. Underligt nok har vi alligevel altid talt sammen ude i køkkenet.

Jeg må også indrømme, at jeg aldrig har fattet fidusen ved en kogende-vands-hane. Jeg har da en elkedel. Og nu erfarer jeg, at man også kan få danskvands-hane. Den slags har vi på dåse i kælderen. Når man, givetvis indenfor de nærmeste år, opfinder kogeplader, der selv kan lave mad, vil jeg kraftigt overveje at løbe med på bølgen, for til den tid er selvkørende komfurer vel at foretrække frem for udbragt mad! Men indtil da er jeg ganske tilfreds med mit køkken.

Før i tiden var et køkken sådan noget, der var medfødt i et hus, og som man egentlig ikke stillede de store spørgsmål ved. Der var, selvfølgelig, forskel i størrelse og funktioner, men et køkken var et køkken, og man tog, hvad der nu var i ens hjem. En gang maling klarede meget, og jeg husker stadig mit blå køkken i Århus med de skramlede låger og vandhaner til både koldt og varmt. Sådan er det ikke mere. Nu er køkkener de allermest omkostningstunge forbrugsgoder, vi har og udskifter med en regelmæssighed, der nærmest svarer til de vinterfrakker, vi førhen købte i januar. Køkkenproducenter har rekord i gode jobs til opfindsomme designere, og på alle vores skærme bombarderes vi med listige informationer om, hvorfor det er bydende nødvendigt, at vi udskifter vores gamle køkkenbras ( der menneskemålt nærmest kun halvstore børn) med de nyeste dingenoter, designs og fortræffeligheder. Og at det nærmest er pinligt at have et køkken, der så småt er ved at blive teenager, for hvad vil andre mennesker dog ikke tænke såvel om vores økonomiske formåen som om vores uheldige smag.

For køkkenproducenterne har evnet at få os til at tro på, at vores køkkener er selve vores hjems ansigt udadtil. Præcis det sted i huset, der tydeligst viser, hvem vi er. Skidt være med, at det roder og er ved at falde fra hinanden på soveværelsesområdet, og stuen råber efter møbelfornyelse–bare vi er fuldt på omgangshøjde i køkkenet. Både med det kogende vand og danskvandet! Hvad ER et moderne hjem uden et spritnyt køkken?

Nu forholder det sig sådan, at jeg faktisk er glad og tilfreds med mit køkken. Men det forholder sig også sådan, at jeg heldigvis ikke rammes af den årlige køkkenitis. Jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor jeg skal udskifte noget, der fungerer, bare fordi reklamens magt fortæller mig, at det er håbløst gammeldags. Ydermere har jeg jo nok en alder, hvor et nyt køkken vil være en eklatant fejlinvestering, hvis huset på sigt skal sælges. Potentielle købere vil, helt i takt med tidsånden, finde ethvert køkken, jeg måtte indsætte, værdiløst, gammelt og fuldstændigt bevidstløst langt fra det personlige touch, de ville ønske. Rent køkkenspild. For ikke at tale om pengespild. OG det faktum, at køkkenitis ikke bare handler om nye køkkener. Det handler også om personlighed og egenart. For når vi går til de utallige køkkenproducenter, bilder de os nemlig ind, at vi får skræddersyede køkkener, udelukkende tilpasset vores egen dybt personlige behov, stil og smag, således at netop vores køkken bliver et unikt udstillingsvindue for, præcis hvem vi er.

Det er i det øjeblik, vores januar-køkkenitis fratager os evnen til både at se, at de er type-køkkenfirmaer ( for helvede!), hvor alt er lavet på skabelon, at vores 10 år gamle køkkener egentlig stadig fungerer, samt at det stadig er mørkt, gråt og kedeligt i januar. Selv i vores nye køkkener!

 

Continue Reading
1 2 3 21