Om to et halvt kilo Matadormix.

For to uger siden købte jeg to et halvt kilo Matadormix. I skrivende stund har jeg så omkring 30 stykker vingummi tilbage. Det svarer til at lande med alle lortene eller sidde tilbage med Sorteper. Plus at mit svælg minder om en motorvej for Labre Larver, asfalteret med rent lysebrunt sukker  den ganske og hele vej ned til navlen.

Det er udelukkende de u-ihjelslålige gener fra dengang, der var tre hjemmeboende børn med et solidt slikbehov og en stor ligegyldighed overfor kvaliteten af samme, der har overfaldet mig. Samt at denne über-økonomi-familiekasse var på tilbud til 99 kroner. Om ikke andet er det da billigt. Det drejer sig overhovedet ikke om, at jeg er vild med–eller for den sags skyld overhovedet kan lide–Matadormix. Det var ene og alene kvantiteten, der talte, og det er, som bekendt, et forfærdeligt dårligt udgangspunkt. Sådan på daglig basis er mit liv totalt og absolut Matadormix-frit. Matadormix er på ingen måde noget, der indgår i mine daglige spekulationer, ligesom det, så vidt vides, aldrig har figureret på min officielle indkøbsliste. Jeg er, indtil nu, aldrig blevet fanget i at købe en pose Matadormix i Netto. Og jeg kan med fuld styrke erklære, at det heller aldrig–som i ALDRIG–kommer til at ske.

Men dengang jeg blev ustyrlig på Matadormixfronten, fik jeg den forunderlige tanke, at det da var en usædvanlig god ide at have to et halvt kilo af slagsen stående til diverse gæster og forbipasserende. Så alle, der de sidste to uger er kommet forbi, har end ikke fået et valg, men bare fået smidt en velvoksen skål foran sig. I begyndelsen med en flot blanding af de forskellige udgaver af oversukker, som Matadormix nu byder på. Og den sidste uges tid da i alt fald vingummi. Personligt kan jeg egentlig kun lide lakridserne, og mest de bløde. Så hvad mine gæster heldigvis ikke ved, så har jeg sgu` gravet og gravet i den spand for at fiske dem fra. Når man sådan starter ud på to et halvt kilo Matadormix, så skal der virkelig leges den lille entrepenør med gravkofingre for at være sikker på at udskille alle lakridserne fra  de andre farvede sukkerovertrækninger. Efter lakridsfesten bliver det oven i købet endnu mere besværligt, for da er der kun de Labre Larver tilbage, der sådan er værd at asfaltere svælg med. Og de er virkelig, VIRKELIG svære at fange med fingrene nede i matadordybet. Der skal kører rundt nogle gange og stakkes vingummi ovre i hjørnet for at kunne komme til.

Det har også været sådan, at mange gæster har fået en lille pose med. Og hvis de pænt har takket nej, så har jeg ligesom listet den ind i deres bagage i skjul. Så kan de jo afskaffe den, når de finder den. Det betyder ikke, at jeg ikke selv har gjort en enorm indsats. Cirka en størrelse i bukser og en BH, der laver hudpølser omkring ribbenene, er det blevet til i lakrids og ren sukker. Samt jo altså sukkerlandevejen i svælget, som jeg vågner op til hver morgen, og som garanteret har bevirket, at jeg har taget flere kilo på på indersiden af spiserøret.

Og nu er jeg så nået til de sidste uafsættelige 30 vingummier. Samt den forbavsende konklusion, at jeg aldrig–igen som i ALDRIG–nogensinde mere forvilder mig ud i fristende tilbud på Matadormix. Jeg er simpelthen slikmæssigt fejlcastet i Matadormix, og mit liv er for kort til nogensinde at kaste mig ud i lignenede projekter. Jeg vil for eftertiden få ubehagelige minder i mit svælg og ligesom genopleve sukker-landevejen bare ved synet af 200 gram af slagsen, og selv en minipose med Labre Larver vil give mig åndedrætsbesvær og stærk insektallergi.

Nu er det så bare, at jeg spekulerer på, om man mon kan få Pandalakridser i samme storfamiliestørrelse. For egentlig kunne jeg godt trænge til en lige så effektiv afvænning på Pandaområdet. Gad vide, om pandaer også giver sukkermotorvej til navlen og skaber sliksplid mellem en selv og gæster? Eller om man bare kan nyde, virkelig grovnyde, at hælde to et halvt kilo pandaer i sig selv over en god uges tid?

Det var da forsøget værd!

Continue Reading

Om skrabede kartofler.

Jeg har fået håndskrabede kartofler. Hjemme hos mig selv. Det var nu ikke mig, der skrabede dem. Og vi havde så heller ikke fået håndskrabede kartofler, hvis det var mig, der skulle have gjort det. Jeg skraber ikke kartofler. Det er mit liv for kort til.

For mig er håndskraabede kartofler  et grøntsageligt monument over en husmodertyper, der ikke længere eksisterer. Over en livsform, vel nærmest en bondesamfundslivstil  og måske endda et kønsrollemønster, der hverken er tid eller samfundsmæssig begrundelse for længere. Over en æra med forklæder og husholdningspenge til kvinder og de håndskrabede, der ventede, når far kom hjem fra arbejde. Der er næppe mange, der har hverken tid eller lyst til at skrabe kartofler længere. Og der er lige så næppe heller mange, der intensivt nyder at spise dem så meget, at det på nogen mulig måde er proportionelt med arbejdsindsatsen på skrabesiden.

Vi fik skam håndskrabede kartofler, da jeg var barn. I min egen såkaldte husholdning har vi aldrig fået dem. Mine børn ved givetvis ikke, hvad det er, med mindre de er stødt over dem på restauranter og, måske, i andre hjem. Selv om jeg ikke helt erindrer det, er det nok en af de allerførste overflødigheder, jeg afskaffede, da jeg flyttede hjemmefra. Og den er så aldrig blevet genindført. Her afskures nye kartofler med en grydesvamp, så jordlaget mister toppen af sin knasning, og det anses for fuldt tilstrækkeligt. Hvis der ønskes skrabede kartofler i mit hus, så forholder det sig sådan, at folk selv må i gang. Med udskrabningen.

Men dengang, i barndommen, var der flokkevis af fædre ( for det har vi skam talt om!), der anså det for en måltidsret at få deres kartofler i afskrabet tilstand. Og hvor deres kvinder skam gjorde det. Et krav der nok primært opstod, fordi det i alt fald aldrig var førnævnte fædre, der blev iagttaget i færd med kartoffelskrabning–eller med andre ord, fordi de på ingen mulig måde gjorde det selv! Det var selvfølgelig også en tid med mange hjemmegående husmødre og et kønsrollemønster, der på de fleste områder er meget uligt det nuværende. Samt en tid, hvor den indbyggede angst fra det gamle bondesamfund for sygdomme og elendigheder, der måtte følge med ikke at behandle og opbevare sine madvarer i de køleanordninger, vi nu har adgang til, gjorde, at man var påpasselig med sin renlighed.

Vi var ret bange for jord i min barndom. Som jeg husker det, var det især fædrene, der led af udpræget jordforskrækkelse. Og mødrene, der så måtte skrabe kartoflerne. Ligesom champignon, den store synder udi jordpåkastelse af sig selv, som mange mænd udelukkende spiste derhjemme for at være helt sikre på, at deres egne kvinder havde skuret dem tilstrækkeligt og pålideligt. Den slags væsentlige opgaver kunne ikke overlades til fremmede! Eller til dem selv!

Men jeg har altså fået skrabede kartofler, fordi en anden skrabede dem. Det vil sikkert ikke gentage sig. Æstetisk er der da en forskel, OK, smagsmæssigt er der ingen, og tidsmæssigt er der et bagslæb af de store. Så fred være med dem. De skrabede kartofler. Må de gå over i historien som et monument over et kvindeliv, en livsstil og et kønsrollemønster, der er en saga blott….

Continue Reading

AT man gider…..

…men det gør man. Så.

Hver tirsdag, for tiden, bruger jeg hele dagen på at bortskaffe alt mit gamle lort. Til favørpris, pruttepris og rigtigt mange gange under foræringspris. Til gengæld får jeg fuld valuta i snak. SOM jeg dog får snakket med folk.

Vi starter som regel ved 7-7.30-tiden. I 2 biler og med en trailer. Det er nemlig vigtigt at komme pænt tidligt afsted for at få en af de gode pladser. En god plads er ikke bare et sted langs den gennemgående trafikåre. Den karakteriseres også af såvel god fordeling af læ samt skygge og sol. Plus at man da gerne vil stå ved siden af folk, man kender. Eller i alt fald ikke lige ved siden af dem, man decideret ikke bryder sig om.

Så bruger vi godt en time på at pakke ud. Af avispapir og andet. Her kan jeg så tilføje, at en del andre bruger meget tid på pæn, snorlige, fantasifuld og kundeappelrende opsætning af deres varer. Det gør jeg ikke. De bliver smækket op i udpakningsrækkefølge. Begrundelsen er dels dovenskab, dels at jeg stadig tror på, at mit rod får folk til at tro, de kan finde skjulte skatte, som jeg slet ikke anede, jeg havde. Selv om jeg møjsommeligt har pakket lortet ind og ud adskillige gange.

Det er så her, manden kører hjem. Han er allergisk overfor alt vedrørende loppemarkeder, der ikke indbefatter hentning, bringning, ud- og indpakning. Beder jeg ham om (når han lidt senere bringer formiddagsrundstykket) at se efter boden, mens jeg stryger på tissepause, stiller han sig gerne i den fjerneste ende og forsøger at signalere, at alt det lort har han absolut ingen relation til. Som om, det bider.

Og så venter jeg. Den første time går med opkøberne eller de frækkeste af de andre kræmmere, som tror, de kan snyde mig for mine egne varer og så sælge dem til det dobbelte i deres egen bod. Det er dødsdømt på forhånd. Først ved 10.30-tiden begynder de egentlige kunder at indfinde sig. På en god dag–og en god dag defineres ved, at det er ganske pænt, uregnede og ublæsende vejr, men ikke strandvejr– strømmer de til, men det skal man ikke tage fejl af rent omsætningsmæssigt. I virkeligheden er antallet af seriøse kunder ikke proportionelt med det samlede antal kunder, for folk i sommerhuse, der keder sig i gråvejr, betragter egentlig ikke markeder som købesteder. De ser bare på giraffer og får sig en pause fra Ludo og hinanden.

I min bod snakker folk meget. Uhyggeligt meget i forhold til, hvad de køber. For folk på min egen alder er jeg decideret nostalgifremmende. Der er meget få ting, de ikke kan kende. Hver tirsdag får jeg omkring 20-30 historier om mine strømpestoppere, som alle kan huske, fra dengang vi uden at vide det var klimavenlige og stoppede vores strømper. Det hænder, at bedstemor slæber barnebarnet med hen for at se, hvordan man stoppede strømper i urtiden. Jeg har endnu ikke fået dem solgt og forventer det faktisk heller ikke. Rester af gamle stel bringer minder fra afdøde familiemedlemmer, og især Morgenfrue og Rosenborg synes at have været allemandseje, i alt fald i dette område. Mit flotte, gamle julepynt synes usælgeligt, men der er godt nok mange, der har haft noget magen til. Eller en moster Anna, der havde. Jeg er begyndt at efterlade mine melbolleskærer hjemme, for ældre kvinder går nærmest i demonstratricemode overfor yngre familiemedlemmer, når de skal ud i en melbolleopvisningsrunde. Hos mig snakker vi virkelig meget og intenst om gamle stel og moster Annaer, men det er ikke fordi, det fremmer salget. Til gengæld fremmer det snakken.

Hele dagen står man så der og håber på københavnere, nordmænd og tyskere, for jyderne kigger jo bare og bliver vildt nostalgiske. Det, som anses for gamle minder, bliver faktisk købt af de førnævnte. Man kan sælge jævnt hen alt til yngre københavnere, gerne mildt hipsterske og helst med en egenopfattelse af at tilhøre den såkaldt kreative klasse. Jeg er sikker på, mange af mine ting i en mild strøm er drysset ud over lejligheder langs Sdr. Boulevard. Selv melbolleapparaterne. Nordmænd er så dejligt nemme. De prutter aldrig, og det skyldes nok alt den olie, de skal have fyret af i gammelt lort. Især gamle tekstiler, med præference for Sødahlske 70-er basunengle. Tyskerne er også gode. Især til brugt tøj. Det kunne vi lære noget af–dette med brugt tøj på markeder. Mange af os, jeg selv somme tider inklusiv, er så forbandet frelste, når det kommer til tøjgenbrug, men opfører os i virkeligheden som en flok teenagere, der den ene uge klimastrejker og den næste behændigt glemmer et tons affald på en græsmark udenfor Roskilde.

Og når så klokken bliver henad halv fire, så pakker vi møjsommeligt hele lortet ned igen. Det tager en god time. Altså før trailer og 2 biler er læsset med cirka 5 kilo mindre end det, vi pakkede ud om morgenen. Dagslønnen ligger nok omkring de 1000–plus/minus–så i bedste fald kan man vel berettiget kalde det en form for kald at være kræmmer. Det er ikke noget, man gør for den enorme fortjeneste, der ligger i gammelt lort. Det er i stedet noget man gør, fordi det er så fantastisk hyggeligt, og fordi man virkelig står der i et gammelt, udrangeret sommerland og forærer minder og nostalgi til jævnaldrende på dagsbasis. Samt fordi man, ind imellem og trods alt, kommer af med noget af sit gamle lort.

Jeg bliver så træt efter tirsdage. Men også så tilfreds, for nu har jeg så nogle få hundrede kroner, som jeg med absolut god samvittighed kan gå ud og fyre af på endnu mere gammelt lort til samlingerne. Indtil, altså, jeg efter et par år eller blot et stykke tid bliver enig med mig selv om, at det skal med på marked.

AT man gider…..men det gør man. Så!

 

Continue Reading

Den indre tyv?

Danskerne skal, rent statistisk, være et af de ( hvis ikke DET) mest tillidsfulde folk i verden. Det betyder i al sin enkelthed, at vi stoler på hinanden. Det er også derfor, ishuse som dette midt i ingenting nok har en forståelig omsætning og sikkert ikke det allermest fortvivlende tab. Vi betaler jo. Vi lægger jo pænt vores penge i de dertil indrettede bøtter og pengeskrin. Men gør vi det for andres skyld eller for vores egen?

Personligt har jeg nemlig et stressende forhold til den slags handelssteder. De kalder på min dårlige samvittighed. Uden at jeg på nogen mulig måde kan forklare det logisk sådan rent psykologisk. Jeg kan bedst lide bemandede boder og salgssteder. Hvor jeg personligt kan overgive min betaling til en levende person, der tydeligt kan markere, at jeg altså har betalt. Faktisk er det lige før, jeg ville elske at stå med en håndskrevet kvittering, overskrevet med BETALT med stort.

For når man sådan bare skal lægge sine penge i en gammel pengeboks med et lille hul i toppen, så går jeg i akut og uforklarlig dårlig samvittighed. På forhånd. For det første tæller og sammenlægger jeg i en uendelighed, indtil jeg er HELT sikker på det korrekte beløb. Er der nogen med mig, beder jeg gerne alle, individuelt, om at sammentælle mine 3-4 køb og samstemmer samvittighedsfuldt, at alle resultater er de samme. Så bruger jeg tid på at overveje, om jeg skal betale, FØR jeg tager varerne eller EFTER. Hvis jeg betaler FØR, kan sælgeren jo pludselig dukke op sådan helt ud af de blå skyer og så måske tro, at jeg bare tilraner mig varerne. Hvis jeg betaler EFTER, er det fandens besværligt at stå der med hænderne fulde af kartofler og rødløg op til hagen og så skulle i pungen eller lommerne efter mønter, der udgør beløbet.

Jeg handler en del hos en sælger, der i familekten blot kaldes “damen”. Hun udmærker sig ved at dyrke fremragende grøntsager. Samt ved sit lydløse snigløb. “Damen” har det med at inspicere såvel sine grøntsager, sine kunder som sin pengeboks med meget korte, helt uforudsigelige mellemrum. Til trods for, at hun både er ældre og lidt langsom, kan hun materialisere sig indenfor splitsekunder. Og hun er skam flink og rar, damen. Der er blot det ved det, at hun altid, og her er så ingen brud på hovedreglen, dukker af det blå, når jeg har valgt den løsningsmodel, der hedder at betale, før jeg tager varerne. Så står jeg der og overvejer, om jeg virkelig kan være bekendt at tage de 3 kilo kartofler, jeg rent faktisk har betalt for. For damen har jo ikke set det. Nogle gange har jeg faktisk været så øredøvende stupid, at jeg, med mange ord og indtil flere undskyldninger, har fortalt hende, at jeg skam HAR betalt og derfor helt berettiget kan hjemføre mine rodfrugter. Lidt sygt!

Akkurat ligesom jeg også finder mig selv lægge penge særdeles højlydt i pengebøsser, hvis der er andre kunder i butikken. Kigge mig omkring og afvente lige præcis det øjeblik, hvor alles øjne måtte være rettet mod mig, før jeg, med store armbevægelser, putter pengene møjsommeligt i krukken. Det er lige før, jeg opretter en æresrunde, hvor samtlige medkunder må deltage i min sammentælling ( og regne efter) samt viser dem alle mønter og sedler, jeg har planer om at lægge i skrinet, så de alle sammen er helt sikre på, at jeg da i det mindste ikke har snydt. Lidt sygt!

Og når jeg forlader sådan et sted, har jeg altid en snert at dårlig samvittighed. For tænk, hvis jeg ( trods ihærdige forsøg på det modsatte) har regnet forkert, eller nogen kun så mig tage varerne? Det har i øvrigt ikke været nogen succes rent samvittighedsmæssigt for mig, at man nu kan betale med mobilepay. Helt konkret er det, jeg mangler, at finde en, der kan se min kvittering. Jeg skulle med glæde flashe den til samtlige medhandlende og endda gå de 200 meter op til damens hus, ringe på og fremvise den, hvis det ikke var fordi, det dog, trods alt, er helt ude på det patetiske overdrev.

Selvfølgelig har jeg spurgt mig selv, hvorfor i alverden jeg går i den slags indre tyv selvsving, når jeg konfronteres med en ubemandet vejbod. For, mig bekendt, har mine tyverier indtil nu begrænset sig til min lillebrors slikandel i barndommen og en liter letmælk, der engang havde gemt sig under en indkøbspose i Netto. Samt nogle sure vindruer i en endnu surere jordmoders have og det løse indenfor æbler og pærer hos naboer. Man kan vel kalde mig sådan et gennemsnitsærligt menneske indenfor tyverier og i øvrigt henlægge samtlige til barndommen. Jeg kunne da aldrig drømme om at tilrane mig et kilo kartofler til 20 kroner uden at lægge pengene. Så hvorfor dog al den ståhej og den rene overkill på vejbodsfronten? Sidder der mon i virkeligheden en stor, hemmelig grøntsagstyv inde i mig, som drømmer om at hugge en hel vejbod, alt inklusiv, som i årevis har undertrykt netop de tilbøjeligheder?

Eller er det netop fordi, jeg–og de fleste andre danskere–har det sådan, at vi er blevet til verdens mest tillidsfulde folk? Ikke så meget fordi vi stoler blindt på hinanden, men mere fordi, vi er så utroligt angste for, at andre ikke stoler på os?

Continue Reading

Statusrapport.

Som indledning kan jeg slå fast, at jeg har fået nye interesser. Jeg er f.eks. begyndt at interessere mig for storpolitik på verdensplan og håber i disse dage på, at kineserne og amerikanerne kan begynde at nærme sig hinanden i den handelskrig, der synes at have mig som mål. Sådan at forstå, at den påvirker mine aktier. MINE, altså. Ligesom jeg også slår et blik på avisernes finanssektioner, som jeg indtil for ½ år siden nærmest ikke anede eksisterede og i øvrigt primært anså for uklimavenligt spild af godt papir.

Dermed også konstateret, at det, diplomatisk sagt, ikke går godt med mine værdipapirer. Halvdelen af skylden er (T)rumpens og ham der kineserens, resten skyldes min egen dumhed. Som den evige, ukuelige optimist har jeg fortalt mig selv, at alle mine idiotier skyldes begynderdumhed, og at de derfor er dyre, men væsentlige, lærepenge. Det forholder sig nemlig sådan, at en aktie, når jeg investerer i den, falder brat i samme sekund, jeg har skrevet under, mens den, hvis jeg afhænder den, går ud i århundredets uventede, akutte stigning. Jeg bliver ked af det i 5 minutter, når en aktie dropper over 5 % samme dag–derefter siger jeg PYT!–og jeg kan blive helt euforisk, når samme aktie næsten dag går op med 1½ %. Alle, selv jeg, kan selvfølgelig godt se, hvor vi så ender henne, men jeg klamrer mig til de små stigninger og er forfærdeligt god til at abstrahere fra det modsatte. Jeg er også så idiotisk, at jeg næsten kan blive glad, når banken taber penge på mine pensionsopsparinger. Det viser nemlig med al tydelighed, at jeg ikke er den eneste idiot. Banken er lige så dum! Og så bliver jeg sådan med et lidt klogere. Synes jeg selv.

Jeg har droppet pengesedler i bundter fra luften ned i det rene ingenting. Faktisk er det mine aktier, der personligt har betalt for SAS-piloternes uhyrlige lønstigninger. Og jeg har flere luftfartsselskaber, som end ikke er færdige med at taxie ud til startbanerne. Det vil tage år at få dem i luften, om nogensinde. Som kompensation for at have været så miljøuvenlig at sætte odds på dem, rodede jeg i lang tid med at finde klimavenlige, bæredygtige aktier. Det er muligt, dem jeg købte, står for bæredygtighed rent klimamæssigt, men investeringsmæssigt har det bristet mere end båret. Jeg er f.eks. vild med ideen om fælles elbiler i KBH og har da også selv med fordel benyttet dem. Det må jeg så være den eneste, der er. Den bil, jeg købte, er ca. et højre forhjul værd. Og bankerne! Heldigvis kom jeg af med den jyske i tide, men det bliver i alt fald ikke mig, der kommer til at vaske flere penge på de konti. Der er nemlig ikke flere at sætte i vaskemaskinen.

Til gengæld, for man skal jo altid ende på en positiv stemning, så er jeg rigtig god til æggebakker, islandske træben, solenergi fra Vejen, ind imellem vindmøller og ligeså til høreapperater. Da jeg i et moment af national fortvivlelse søgte mod fjernere horisonter–det var faktisk mens jeg kørte rundt i Speyside i Skotland og blev vildt inspireret–tilegnede jeg mig det lokale destilleri, og der er jeg sådan a`point. Jeg havde ellers troet, at mine rosende salgstaler overfor gæsterne netop den dag på samme destilleri ville forøge omsætningen markant. Ligesom jeg stadig handler helt ustyrligt i Boots og naivt tror, jeg dermed får en form for dividende rent aktiemæssigt. Selv om jeg selvfølgelig godt kan se, at 2 pakker af de billige hovedpinepiller ikke udgør en markant stigning i sig selv.

Konklusionen må være, at jeg vinder lidt og taber en del mere. Ligesom min bank, altså. Jeg anser os for at være cirka lige gode, hvilket langtfra er gode nok. Omvendt aner jeg jo ligesom heller ikke, hvad jeg egentlig skal med de penge. Andet end booste min selvtillid og rose mig. For at forøge mine muligheder for at injektere belønningscentret har jeg så også spredt mig over et kolossalt areal. Mine æg ligger ikke i den samme kurv. Langtfra. Jeg har masser af kurve. Faktisk så mange, at jeg har det præcis, som når jeg før i tiden spillede Matador. Sådan “Den har jeg allerede.” eller “Den har jeg også.”. Det vil blive svært at lande et sted, jeg ikke ejer en milliontedel af. Eller mindre.

Heldigvis synes jeg stadig, det er lidt sjovt. Sådan ind imellem altså. Og så står jeg jo også i en situation, hvor jeg, i alt fald på de uflyvende maskiner og de beskidte banker, har tabt så mange penge, at jeg ligesom er landet godt og grundigt med lortene. Man er vel endnu mere idiot, hvis man afhænder fallitboet, når man nu stadig er optimist og tror på, at de flyvere i det mindste er på vej ud på startbanen, og at selv banker med tiden erkender, hvad det vil sige at opføre sig ordentligt.

Og så mangler vi altså lige, at (T)rumpen og ham kineseren, som bankerne, OGSÅ erkender, hvad det vil sige at opføre sig ordentligt. Eller i alt fald tage hensyn til mig og mine aktier.

Continue Reading

Om forråd og lagre.

Forleden kom jeg til at snakke med en veninde om, hvad vi aldrig, som i ALDRIG, går ned på. Det viste sig at være mere eller mindre præcis de samme ting. Vi vil, selv under ugelange snestorme, atomkrige og mulige verdensomspændende sultkatastrofer, aldrig løbe tør for toiletpapir, tandpasta og de der små svampe, man både kan vaske gryder med, skure sine fliser med, nødtørftigt pille skræl af nye kartofler med samt endda kan være så heldig at få genstridige pletter af tøjet med. Og flåede tomater på dåse, men kun dem, der ikke er tilsat kunstig smag. Der vil i øvrigt også gå en rum tid under den potentielle undtagelsestilstand, inden vi ikke længere kan vaske os med sæbe samt løber uigenkaldeligt tør for maskinvaskemidler.

For vi har nemlig lagre. Store forråd, om man vil. Vi er så heldige ( eller uheldige, om man vil?), at vi har huse, der er store nok til at rumme uanede mængder af ovennævnte fornødenheder. Ikke at de sådan står pænt på synlige rækker og praler udadtil af vores uendelige rigdom indenfor massakrerede tomater og grønne svampe, men det MÅ da indrømmes, at folk i lejligheder har mere end vanskeligt ved at hamle op med vores velhavenhed udi tandpastatuber. Vi stresser ikke over akut løbemave og alt for mange beskidte gryder, for den slags har vi råd for i skabe og skuffer og endda i særlige områder på kælderniveau.

Nu ved jeg godt, at det er lidt sygt. Til gengæld kender jeg flere end bare lige nævnte veninde, der har det på præcis samme måde. Uden at det selvfølgelig retfærdiggør denne lidt besynderlige samlermani, som tilmed nærmest udelukkende markerer sig hos kvinder. Jeg er i øvrigt sikker på, at der også findes ting, som utallige mænd heller ikke går ned på. Men det er nok ikke de samme. ( Her tænker jeg sådan mere modeller indenfor skruetrækkere, ledninger, stik og andet!) Intet af det kan dog forklares med en fattig og mangelfuld barndom, for i alt fald jeg er ikke vokset op i et udpræget toiletpapirsarmt hjem, og vi fik da helt klart både børstet vores tænder samt tilstrækkeligt med flåede tomater, efter at den slags holdt sit indtog. Og før da vidste vi slet ikke, at der kunne opstå et akut flået tomatbehov.

Jeg tror mere, det er fordi, i alt fald jeg HAR oplevet ( sjældent, skal indrømmes!) den lunkne følelse af at sidde med den der sidste side toiletpapir en lørdag klokken 12 i et samfund, hvor alt var lukket indtil mandag morgen. Hvis nogen ellers kan huske det. Hvor man forgreb sig på køkkenrullen i stedet–med lange og dyre besøg af slamsugeren til følge. Eller af at stå og mangle den forløsende dåse tomater til kødsovsen på samme tidspunkt. Det er den ene side af forklaringen. Den anden er nok, at lige præcis de her ting oftest købes på tilbud, og tilbud indebærer for det meste mængderabat. Flåede tomater er billigst i overvældende store mængder, og toiletpapir købes for mit vedkommende mest fordelagtigt i Tyskland, hvor man jo lige så godt kan slæbe med hjem til noget, der ligner samtlige byens numser i myldrebæ, når man alligevel er der. Endelig betyder et vel også noget, at netop disse varer er temmelig langtidsholdbare. Man kan simpelthen, for nu at blive i terminologien, skide højt og flot på enhver form for sidste udløbsdato.

Det stresser mig faktisk, hvis jeg er ved at løbe tør for disse, for mig, så basale, livsnødvendige varer. Det er sjældent, jeg sådan tjekker mine skabe for, hvad jeg egentlig ligger inde med af andre ting–dem køber jeg, når jeg skal bruge dem!–men jeg må sige, at jeg er vildt bevidst om bestanden af vaskemiddel og grydesvampe. Det forholder sig nemlig sådan, at der altid skal være mindst nogle stykker i overskud. Ubrugte eksemplarer, om man vil. Og i øvrigt er jeg da også forfærdeligt godt med på rengøringsfronten. Det vil tage år for mig at gå helt kold indenfor flydende Ajax og toiletrens. Onde tunger vil selvfølgelig her hævde, at det har den naturlige forklaring, at det er fordi, jeg bruger det så sparsomt.

Alligevel gør det mig lidt tryg, at andre også har det sådan. Så er jeg ligesom ikke den eneste toiletpapirfreak, eller kvinden med det bugnende tandpastaskab. Forøvrigt gør det også flere af mine naboer ret medtrygge. De er, efter mange års naboskab, aldrig i tvivl om, hvor hjælpen findes i en akut lortesituation. Og skulle der opstå en undtagelsestilstand vil vores kvarter givetvis på sigt have den største overlevelsesrate, for man kan faktisk komme ret langt på flåede tomater. Og få tiden til at gå med at skure gryder……

 

Continue Reading

Om prisen på et par sko.

Ikke blot kan der være fordele ved at være medlem af EU. Der kan også være store økonomiske fordele ved at rejse rundt i det.

Som nu med dette par sko. Jeg startede med at se på dem i en Skechersforretning herhjemme. Her er prisen 649. Men det var i Edinburgh, Skotland, jeg købte dem og gav 478. Og fordi jeg elsker dem så uendeligt højt, MÅTTE jeg simpelthen have et par mere–bare i en anden farve, for gode sko kan man aldrig få nok af, når ens fødder har vokset sig besværlige. Det skete så i Brasov, Rumænien, hvor prisen var 387. Det skal også fastslås, at ingen af stederne var der udsalg eller tilbud.

Man kan næppe undgå at lege lidt med tanken om, at man nærmest kan få gratis rejser ud af forskelle på skopriser. Altså hvis man køber en forfærdelig masse sko! Det har jeg nu ikke umiddelbart tænkt mig, da jeg stadig kun har to fødder, men det er da tankevækkende, at noget så simpelt som et par sko i præcis samme mærke og størrelse kan variere med 262 kroner på EU-basis.

Jeg ved godt, at utallige andre ting, så som fødevarer og andet, har mærkbart forskellige priser i forskellige lande, men alligevel…..

Og skulle der endelig være en form for konklusion på dette, må det vel være, at man skal købe sine sko i Brasov i Rumænien. Skal man!

Continue Reading

Om enkeltværelser. Igen, igen!

Det er muligt, de fleste enkeltværelser enten ligger ud til baggårde eller i umiddelbar nærhed eller overhed af køkkener, skraldespande, barer og diskoteket. Eller at mange hoteller simpelthen ikke HAR enkeltværelser, og singler derfor må dele prisen for et dobbeltværelse med sig selv.

Det er ikke fair. Og det er især diskriminerende og hensynsløst i en tid, hvor flere og flere ER singler, og hvor mange i parforhold faktisk også rejser uden partner. Med venner, kolleger og andre konstellationer. I virkeligheden er der jo et kæmpemarked for singleværelser.

Så er det bare lige, jeg vil pippe om, at sådan kan det gøres! Her hvor jeg skal bo de næste 3 nætter i den smukke, smukke by Brasov i Transsylvanien. Her er alt, hvad jeg behøver, samt en fantastisk befriende mangel på både skraldespande, køkkener, baggårde og populære diskoteker. Her kan man føle sig hjemme til en anstændig pris!

Continue Reading

Og så blev der endelig valg….

Det har været en lang valgkamp. Både for os vælgere, men allermest for de involverede politikere. Ind imellem har jeg da, som sikkert mange andre, spekuleret på, hvornår de overhovedet har sovet. Svaret er givetvis i mange tilfælde, at det har de så heller ikke. Det må være særdeles stressfremkaldende sådan at sætte sig selv til salg for en ukendt pris til et kundeunderlag, man ikke engang helt ved, hvad foretrækker. Og som mange gange også selv vakler og ikke engang selv ved, hvad de vil have.

Flere ting har jeg dog iagttaget i denne valgkamp. Og her skal overhovedet ikke tales om mærkesager og øverste punkter på dagsordner. Den første er, at der er opstået en øget bevidsthed om at tale ordentligt. Ikke at tale i munden på hinanden, ikke at afbryde, ikke at råbe og ikke at tale overvældende grimt om hinanden og modparten. For vi, der lytter, er det en befrielse, at selv folketingskandidater pludselig har erfaret, at det ikke nødvendigvis er den, der råber højest og taler grimmest, der høres. Eller for den sags skyld har ret. Der har, målt på mit personlige parameter, ikke været samme møgbunke af indbyrdes mudderkastning, som vi tidligere har set og hørt, og det er vanvittigt befriende. Primært fordi det så er sagerne og meningerne, der kommer til at stå i fokus, og ikke de højlydte skænderier. Der er tydeligvis politikere, der af deres spindoktorer er blevet pålagt at tale roligt og sagligt–og det har været en god taktik. Et retorisk scoop, så at sige, for jeg har i alt fald hørt mere omkring egentlig politik end nogensinde før.

En anden ting er, at udvidelsen af det politiske spektrum med mindre stuerene (her er jeg så saglig og taktisk!) partier på fløjene ligesom har gjort vores partier omkring midten mere spiselige. Mere ordentlige, om man vil. Enhver kan selvfølgelig virke sagligt velfunderet, når vedkommende er oppe imod det rene, lallende idioti, men faktum er, at for mig er flere politikere, som jeg ellers er dybt uenig med, kommet til at stå som ordentlige mennesker, der klart melder deres meninger om urimeligheder ud. Jeg har, givetvis foranlediget af horrible yderfløjsudsagn, fået et noget andet syn på flere partiledere, som tydeligt og markant er trådt i karakter overfor meninger, der klart skulle fordømmes. På den måde har nogle af de nye partier på forunderlig vis bevirket, at de gamle har fået en øget troværdighed. Både i udsagn, men også på den rent menneskelige side. Der er, akkurat som omkring at tale pænt, blevet tonet rent flag omkring ordentlighed fra mange sider.

Måske kan man som konklusion komme med, at valgkampen indirekte har vist, at det er blevet væsentligt at tale pænt og være et ordentligt menneske. Blevet et retorisk og humant punkt på den sideordnede dagsorden, der ikke bare omhandler egentlig politik. Det har, som sådan, intet at gøre med, om valgløfterne så holdes. Det kan kun tiden vise. Eller, desværre, ofte afvise. Men jeg synes alligevel, det er et positivt skridt fremad. Og også et, der burde være et eksempel til efterfølgelse for alle vi andre. Vi kan nemlig også blive meget bedre til at tale pænt til hinanden og at være ordentlige mennesker.

Rigtigt godt valg! Og husk nu at sætte krydset det rigtige sted!

Continue Reading

Om politikere og deres tøj.

I går, på en gågade i en større provinsby, blev vi kontaktet af en folketingskandidat fra De Konservative, der gerne ville tilbyde os en flyer. For det første HAR vi allerede stemt, og for det andet ville hun end ikke indgå i overvejelserne. Men det, der undrede mig, var, at hun overhovedet stoppede os. Kunne hun da ikke SE, blot og bart SE på os, at her havde hun ikke en chance?

For når jeg ser partilederdebat på TV, så kan jeg som hovedregel ud fra folks påklædning med ret stor rammeevne se, hvor de hører hjemme i det politiske landskab. Der er egentlig ikke så meget tvivl. Og så alligevel. For en af de kvindelige kandidater skiller sig lidt ud, og det skal jeg nok komme tilbage til. Men i en sådan debat er det uhyggeligt tydeligt, at klæder skaber politiske signaler–eller også er det vel sådan, at politik skaber klæder. En slags uniformer, om man vil.

Egentlig vil jeg ikke bruge ret mange ord på mændene. Som de fleste mænd–og her generaliserer jeg helt vildt–er de fantasiløse og grå i deres påklædning og kunne med fordel have brugt en spindoktor til at blive en del mere farverige. Og Uffe Elbæk kunne da måske have anvendt samme doktor til at stryge sin forvaskede polo. Der er skødesløshed, og så er der skødesløs elegance….

Anyway, som udgangspunkt er der skellet mellem kjoler og bukser. Alle borgerlige kvinder har kjole på, resten er i bukser. Det er næsten for let at komme med clicheen om “at tage arbejdsbukserne på”, men nu er det så gjort. Den ene borgerlige vælger som vanligt en tætsiddende kjole i næsten empirestil, som både minder om Jane Austens romaner og den romantik, der er forbundet med dem samt undlader overtydeligt at lade nogen form for kvindelige former overgå til fantasien. Gad vide, om nogen mænd stemmer efter brystmål? Den anden er i grønt ( selvfølgelig!) og en kjole, der både signalerer ungdom og tidens akutte modetendenser. Den flagrer, den kjole, men det skal kjolerne også for tiden. Så er der de mere venstreorienterede, som klart foretrækker farven gult, hvad enten det er fordi, gul er en fængende farve, eller fordi den har sol og sommer på programmet. I øvrigt er Pia Dyhr i den samme bluse som i den indledende partilederrunde, og lur mig, om hun ikke forfærdeligt gerne vil signalere bæredygtighed og genbrug. Eller også er hun simpelthen bare glad for den bluse! Der er noget, i alt fald i forhold til de borgerlige, afslappet, lidt mere folkeligt og mere rummeligt ( se blot Pernille Skippers bukser!) over de kvinder, selv om tiderne, hvor partisantørklæder og uniformsskjorter som unisexmodel på venstrefløjen heldigvis er ovre. Her må man også godt være kvinde. I alt fald nu.

Og så er der Mette Frederiksen, som efter min mening har taget det forkerte tøj på. Det der kedeliggrå jakkesæt vil sikkert gøre sig i Nationalbanken og indenfor en lille radius af Børsen, men for en kvindelig partileder af et midterparti, der forfærdeligt gerne vil bejle til arbejderklassen, er det altså no go. Det er ikke ligefrem solidaritet med sosuerne, der udstråler af den tilknappethed og bonet-gulve-mode. Det er betydeligt mere en slags Løkke-lookalike, som hun da vist i grunden helst ikke vil vedkende sig. Her er så en spindoktor, der ligesom har strøget for meget!

Men udover Mette- forkert-tøj, så ville man, hvis man mødte disse kvinder som flyeruddelere på diverse gågader, og iklædt det samme tøj, nok ikke være overmåde i tvivl om deres politiske ståsted.

Det kan man jo også til en hvis grad se på sig selv. Sådan, til en hvis grænse. Jeg mener, jeg ville aldrig drømme om at stemme på Pernille Skipper ( selv om jeg synes, hun er dygtig!), men jeg ville nu faktisk godt vide, hvor hun har købt de der gule bukser. De er ret fede og hører da i det mindste til på den rigtige fløj!

Continue Reading
1 2 3 19