Om julegaver.

gifts-41100_960_720

Jeg elsker at give julegaver. Jeg kan, for det meste, også godt lide at købe julegaver. Men jeg hader al den forbandede logistik, jeg hvert år med usvigelig sikkerhed roder mig ud i omkring julegavegivning. Julegaver er den ultimative prøve på min indbyggede retfærdighedssans, og den er nogle gange fortvivlende hård og tidskrævende.

Det hele starter som regel med, at jeg afsætter et bestemt (og retfærdigt, ikke at forglemme!) beløb til alle dem, jeg skal give gaver. Altså sådan, at alle i hver kategori af tilknytning til mig får for samme beløb. Så langt, så godt. Dernæst sker der med årlig præcision det, at ældre familiemedlemmer beder mig “stå for” gaver til mine børn, hvilket jeg fuldstændig uden tanke for konsekvenserne og totalt ubelært af tidligere års erfaringer siger ja til.

Næste skridt er indhentning af ønskelister. Hvert barn afleverer herefter enten en 7- siders skrivelse med udførlige beskrivelser i prioriteret rækkefølge eller ingenting. Begge dele er lige problematisk. Mht. ønskelister i bogstørrelse indeholder de gerne obskure værker fra relativt ukendte sydspanske forlag, som kun kan bestilles over nettet og gerne har minimum en måneds leveringstid eller ting, der udelukkende kan erhverves hos specialforretninger i en københavnsk baggård. Men så har man da noget at gå efter. Og her mener jeg virkelig GÅ. Og ingenting-listerne er jo lige så problematiske. Her forventes man at bruge sin fantasi og gerne kravle helt ind i hovedet på det barn, der bare ikke lige gider præcisere, hvad det i virkeligheden tænker på. Det er i denne situation, jeg barsk overvejer at køber Kählervaser for hele beløbet. Så kan de lære det!

Når jeg så har brugt oceaner af tid og fantasi, og især det første, på at gætte, hvad andre tænker samt på at finde frem til obskure forlag, oversætte spanske bogtitler, så jeg er sikker på, at det er de rigtige samt rave rundt i en større samling københavnske baggårde, så er det faktisk først, at den ultimative hurdle begynder. Så skal jeg nemlig til at regne! Altså finde ud af, om alle har fået for det samme beløb, inkl. udposteringerne fra diverse ældre familiemedlemmer. Det er slet ikke let for sådan en retfærdighedssansrytter som mig. For det første er der jo det med kurserne: skal jeg bare sjusse mig frem til dem? For det endelige beløb får jeg først meget sent, og tænk nu, hvis der stadig er et lille overskud, som jeg så ikke har fået købt gaver for? Eller–og det sker jo alligevel helt sikkert hvert år–snyder jeg mig selv for et beløb, fordi jeg–for bestemt ikke at snyde andre (ældre familiemedlemmer inklusiv!)–lige køber en ekstra lille gave, så det i hvert fald passer. Og hvad med porto fra Spanien og andre eksotiske forlagsresidenser? Skal jeg betale den, eller er den inklusiv i gaven, så det barn altså får en noget mindre nettogave, fordi han/hun også lige skulle betale porto? Og skal jeg lige, sådan henkastet og helt diskret, ved julebordet, over anden, helt uden anledning højt fortælle, hvad porto til Spanien koster? Så alle ligesom er informerede?

Og hvad med alle de gaver, jeg bruger så lang tid på at finde til nedsat pris? Skal de takseres til deres egentlige pris eller den nedsatte? Og hvordan gør man lige med relativt store gaver, som overskrider ens eget grundbeløb, så man må over og låne hos mormor? Her kommer Til-og-fra-problematikken så ind i billedet. Skriver man så på kortet, at gaven er 87% fra far og mor og 13% fra mormor? Eller giver man bare op i total udmattelse efter at have brugt det meste af december på milimeterregning og skriver, at hele lortet er fra mormor, og at man overhovedet ikke selv har haft en finger med i spillet?

Sidste fase af hele dette logistiske mareridt, som hvert år forfølger mig hele december, er selvfølgelig den endelige sammentælling. Hvor det jo hvert år med 110% sikkerhed viser sig, at et barn har fået for meget. Har overskredet budgettet. På det tidspunkt er jeg gerne så julegaveudmattet, at jeg bare bevæbner mig med en stak konvolutter og putter restbeløb i dem. Og jeg har det faktisk helt godt med, at min retfærdighedssans virkelig bliver belønnet, når jeg sidder møjsommeligt og tæller 37, 50 eller 103,25 op og lægger dem i føromtalte konvolutter. Så har alle i det mindste fået det samme! Og mormor lyser af stolthed over de vanvittigt gode gaver helt fra Spanien og københavnske baggårde, hun har sponseret, samt det faktum, at man kunne få SÅ meget for pengene. Imens flyder jeg totalt udmattet ud i en stol…….

Jeg ved godt, at jeg jo bare kunne lade være. Indkøbe et parti Kählervaser og tage skraldet. Eller være med i kollektiv afsmadring af dem efter dansen omkring juletræet.

Men jeg kan jo faktisk stadig godt lide at give julegaver….

Continue Reading

Fødevaresnobben.

pheasants-683863_960_720

Jeg er fødevaresnob. Jeg nægter at spise noget, der ikke er lødig mad. I min optik køber man kød hos slagteren, brød hos bageren, ost hos ostemanden, fisk hos fiskemanden og grøntsager hos grønthandleren. Resten kan jeg godt gå på kompromis med og købe på tilbud i det nærmeste supermarked.

Jeg har utallige erfaringer indenfor frikadellefars fra supermarkeder. Det på tilbud med en fedtprocent, der ligger væsentligt over selve kødprocenten. Efter møjsommeligt at have stegt frikadellerne, som bliver sådan nogle små bleggule gnallinger og smager af plastik blandet med løg, ender de hver eneste gang direkte i skraldespanden. Jeg har også købt billige, såkaldte engelske bøffer. Det kan godt være, de var engelske, men bøffer var de i alt fald ikke. De ville have gjort sig bedre som uopslidelige såler på vandrestøvler. Så jeg kører simpelthen ud til mit lille, lokale slagteri og køber mit kød. Det tager lidt længere tid at stå derude og vente på, at farsen bliver hakket og resten skåret ud, som jeg gerne vil have det. Men det smager af noget–og så er det faktisk også billigere.

Jeg har selvfølgelig også købt grøntsager i supermarkeder, og de er da for det meste OK. Men de er altså ikke knasende sprøde og lugter af muldjord og nyopgravning. Det er sådan noget, de kan nede på mit lille ugentlige torv. Det kan godt være, jeg betaler en smule mere–men så har jeg altså også en væsentlig større smagsfornøjelse. Det er også her, jeg køber min ost ved ostemanden. Hans bod vrimler med lækre oste, og har man tid, kan man såmænd smage sig gennem dem alle, for her sælges ingen fødevarer, før de er smagsmæssigt godkendt af kunderne. Det er muligvis dyrere end vacuumpakket, smagsforladt supermarkedsost–til gengæld kan det retmæssigt kalde sig “ost”. Ved siden af ostemanden står fiskemanden. Her er der godt nok ikke smagsprøver, men til gengæld ferske fisk, der ikke skjuler sig bag fancy indpakning.

Et par enkelte gange er jeg vist i skyndingen kommet til at købe brød i supermarkeder. Jeg husker i alt fald stadig fornemmelsen af savsmuld mellem tænderne og den fuldstændigt intetsigende smag–eller mangel på samme. Mht. supermarkedsrugbrød i plastikposer er jeg nået dertil, hvor jeg foretrækker at spise pålægget alene–det er en fornærmelse mod alle, der bare har den fjerneste fornemmelse af smag at udsætte dem for dette underlødige produkt. Der er heller ikke noget så vidunderligt behageligt som duften i bageriet. Bagerier er de eneste forretninger (udover blomsterforretninger, selvfølgelig!), hvor man inderligt bør nyde at få lov til at stå i kø.

Det kan godt være, det er dyrere og mere tidkrævende at spise ordentlig mad. Til gengæld er det udelukkende et prioriteringsspørgsmål, om man vil nøjes med de ofte særdeles underlødige produkter, der findes i mange supermarkeder. De fleste på min alder lever enten to voksne alene, eller helt alene, så økonomisk er det overkommeligt. Og tiden er jo kun et spørgsmål om, nå ja, tid. Til gengæld er det ofte en oplevelse at komme rundt i specialforretningerne og smage, mærke og dufte. Det er sådan noget med, at man faktisk nyder maden, allerede inden man rent faktisk har spist den. Oplevelsen ligger lige så meget i at udvælge og købe den, som den ligger i at spise den.

Så jeg er lidt stolt af at være en fødevaresnob. Det betyder nemlig, at jeg sjældent går på kompromis med kvaliteten, men også, at jeg samtidig hjælper med til at bibevare de små specialforretninger, som er så væsentlige for vores fødevarekvalitet. Tænk, hvis vi kun havde supermarkedsvarer? Det ville godt nok blive kedeligt og smagløst i længden, selv om nogle af dem selvfølgelig er begyndt at oppe sig. Men det bliver aldrig det samme som at købe brød ved bageren og kød ved slagteren……

Continue Reading

Den lille detektiv.

dsc01147

Jeg kom vist til at gå lidt auktionsamok i aftes. Men det var en billig fornøjelse.

Den største fornøjelse er dog, når den lille detektiv rigtigt slår sig løs. Det kan jeg bruge timevis på. Og jo sværere, opgaven er, desto mere tændt bliver jeg. Jeg VIL finde ud af tingene. Jeg har præcis den samme følelse, som jeg i sin tid havde, når en elev havde afleveret en internetstil. Jeg helmede ikke, før den var fundet–om jeg så skulle over hele udvalget af søgemaskiner herfra til Rusland.

I dag står den så på smykker og lidt keramik og tin. De to sidste er nemme, for både Knabstrup og Just Andersen har relativt tydelige mærker. Det eneste med en smule udfordring er at finde ud af designeren/formgiverens navn, hvis varen ikke er masseproduceret. Sølvsmede, derimod, er nogle værre sjuskemikler. Deres initialer/stempler er ofte svære at kende fra hinanden, og slitage på gamle smykker modarbejder jo også i sig selv processen. Det, der giver kicket her, er, at man altid har en lille formodning om smedens navn. Og hvis man så har ret, er man jo rigtig dygtig og professionel. Hvis ikke, kan man så bare håbe på, at der i virkeligheden står G.J. Det gør der nu sjældent. I alt fald ikke på de ting, jeg køber.

Og nej, det er ikke sådan, at navnene er opgivet på forhånd i kataloget. Hos os køber man smykker i plasticposer, der på en prik ligner dem, man kommer sine toiletsager i i lufthavnen. Der kan være små hints og måske et par navne, men alt i alt er det som at købe en lykkepose eller fiske i andedammen. Det er det, der tiltaler mig. Så kan jeg nemlig med god samvittighed bilde mig selv ind, at jeg udelukkende køber con amore.

Det gjorde jeg også med alle disse smykker. Jeg er ret vild med nogle af dem, mens andre er totalt uinteressante. Og det sidste er så en fordel. For så kan jeg helt uden blødende hjerte sælge dem videre. Det skulle jo gerne være sådan, at det hele kunne løbe rundt, så min lille ekstravagante hobby hviler i sig selv.

Men nu skal vi altså i gang med stemplerne. Det er lidt besværligt uden lup, men fotos på ipad er absolut en god erstatning. Jeg formoder, armbånd og tilhørende halskæde kan være Siersbøl, mens rosen nok er en Skagensrose. Det ville være overmåde fedt, om margueriten hed Michelsen til efternavn, og det er forbandet, at der kun er 1 ørering. Uden at være fordomsfuld irriterer det mig, at jeg ikke lige kender en sød bøsse. Brocherne beholder jeg–jeg har stiftet mit eget selskab til brochens fremme, og det vrimler ikke med medlemmer. Så hvis der er brochefreaks, der læser dette, så er det nu, der skal gås til brocherne. (Og lad lige Art nouveaubrocherne ligge!). Jeg kunne da også her sende en opfordring: Hvis nogen kender noget til nogle af smykkerne, så skriv, skriv endelig!!!

Jeg bruger faktisk en del tid på at lokalisere og bestemme gamle ting, møbler og smykker, og i denne branche er den eneste uddannelse “learning by doing”. Jeg kunne så let som ingenting–og tidsmæssigt besparende!–køre ned til Jesper i Åbenrå eller Margit i Odense, men det ville føles som snyd for mig. Jeg skal F… selv finde ud af det.

Min mand er ikke helt enig i denne hobby. Men han bliver glad og opstemt, når jeg køber sølv, for det fylder ingenting. Og det modsatte, når det er møbelklassikere, der slæbes til huse. Han siger, at det ville være rart, om vi engang ad åre kunne få plads til til bare enkelt lille bil i vores ellers rimeligt store garage. Han skulle nu nødigt snakke, for i aftes fik han da også noget vintage med hjem. Dansk 80-er radio mm., og jeg afslører overhovedet ikke mærket ved at skrive, at det begynder med B og har to bogstaver.

Så denne formiddag er afsat til stempelbestemmelse+, forhåbentlig, nogle positive overraskelser. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang.

(Og en servicemeddelelse: Smykkerne er IKKE i mit hjem efter i dag. Og de har ingen aktuelle planer om ufrivillig grænseoverløbning!)

Continue Reading

Om boligindretning.

home-663239_960_720

Mange gange, når man besøger folk for første gang, spørger de venligt: ” Vil du ikke lige se huset?” (Her skal så i parentes indskydes, at herude i provinsen har de fleste af os faktisk råd til at bo i huse.) Og det gør man så. Man foretager en minutiøs inspektion af samtlige forhåndenværende lokaler, inkl. bryggerser og badeværelser, og forventes at udstøde et antal positive kommentarer omkring såvel kreativitet som udsøgte møbler. Nogle gange tager en sådan sejrsrunde en god times tid, men så er man altså også godt mættet af personlig kreativitet og Arne Jacobsen.

Nogle gange tænker jeg, at sådanne besøg ikke kan have været planlagt under en uge. Med deadline, forstås. For hvis det var mit hjem, der skulle inspiceres i kreativitets- og–især–oprydningsdetaljer, så ville en måneds varsel være lige i underkanten. Jeg griber altid mig selv i at undres over: Hvad i alverden gør de af deres ting? Altså rodet? Alt det grimme? Alt det, der bare flyder? Har de i virkeligheden et hemmeligt rodeskab, hvor de i ugen op til forventet besøg bare stuver grimhederne ind? Og hvad gør de med deres teenagere–hvis de har nogen? Sender de dem på tvunget ophold i Langtbortistan en måneds tid, mens de graver sig gennem bunkerne og får forårets pizzabakker og sidste juls underbukser lokaliseret og verfet ud? Og tørrer de virkelig støv af hver dag? Og endnu mere: Har sådanne mennesker intet vasketøj? Bliver de slet ikke beskidte? Hvordan bærer de sig ad med at holde edderkopperne væk? Er der et hemmeligt middel, som jeg har ignoreret? Så vil jeg da faktisk godt vide det.

Ja, det er faktisk sådan, jeg har det efter husrunderne. Jeg bliver sådan lidt overbevist om, at der findes nogle hemmeligheder, som jeg af den ene eller anden grund ikke har adgang til. Det er slet ikke fair, synes jeg. Det burde være ligeligt fordelt, det med rodet, støvet, vasketøjet, teenagerne etc.. Det kan simpelthen ikke passe, at det alt sammen bare er landet her hos mig. Måske var der bare i tidernes morgen en bestemt portion rod, der skulle fordeles? Og med vanlig sans for aldrig at blive snydt fik jeg så møvet mig allerførst i køen.

Jeg mener, når folk besøger mig, så er jeg da overOBS på, at udvalgte døre er hermetisk lukket. Og kommer nogen af vanvare til at åbne dem, så har de sådan set bare selv været ude om det. Jeg tilbyder heller ikke af mig selv guidede ture i mit rod. Faktisk prøver jeg lidt diskret at få folk listet ind i stuen så hurtigt som muligt, så de ligesom ikke får tilstrækkelig tid til at dvæle ved bunkerne. Og en stuerengøring kan man vel godt klare på ½ times tid, hvis man lige er varskoet om, at nogen kommer.

Misforstå mig ikke. Jeg vil forfærdeligt gerne se, hvordan andre mennesker bor. Og jeg er dybt, dybt imponeret (og misunderlig) over, at deres boliger slet ikke lider under det samme lort, som bliver ved med at inficere min. Jeg lover også, at jeg nok skal blive ved med at rose og stille intelligente, kreativitetsdrejede spørgsmål. Men hele tiden, virkelig HELE TIDEN, kører den jo i baghovedet: Hvordan i alverden bærer du dig dog ad?

Men når jeg så kommer hjem i mit eget rod igen, så kan det da ellers nok være, jeg bliver noget kålhøgen. “Get a life!” siger jeg–som forsvar!

Continue Reading

Om haver.

dandelions-414769_960_720

Jeg bor midt i et haveforeningskvarter. Det skal forstås på den måde, at flere af mine naboer er medlemmer af haveforeninger og derfor stolt viser deres flotte haver frem for alle interesserede flere gange om året. Samme naboer bør være rigtigt taknemmelige over, at de har sådan nogen som os iblandt sig. Vi sætter tingene i perspektiv.

Jeg elsker at dyrke ting, der kan spises. Og jeg er, når jeg selv skal sige det, virkelig god til agurker, vindruer, blommer og æbler. Tomater har jeg et lille udestående med på 15. år–uden udsigt til konfliktløsning, men så tager jeg gevaldigt revanche i agurketiden. Jeg forsyner det meste af kvarteret med agurker og går glad og gerne totalt agurk for at bestikke naboer med læssevis af agurker for at opnå andre tjenester. Og så er den sådan set ikke længere–den ultrakorte historie om mig og haver.

Jeg elsker at nyde andres beundringsværdige haver, men jeg HADER havearbejde. Jeg gør en dyd ud af at være totalt ukrudtsblind. Jeg kan simpelthen ikke kende forskel på ukrudt og krudt, og for at illustrere min pointe trækker jeg med jævne mellemrum et par dyre planter op og hævder, at jeg (Amar og halshug) var fuldstændig uskyldigt overbevist om, at det var ukrudt. Hvis jeg skal grave blomsterløg ned, går det fint nok med de første 4-5, men er der flere i posen, forestiller jeg mig, at de sagtens kan ligge oven på jorden og gro. De skal jo derop alligevel. Jeg hjælper dem bare.

Da vi for over 1/4 århundrede siden flyttede ind i huset, var her en have, der ligesom passede fortrinligt med alle de andre haver. Der var virkelig styr på tingene og så mange fine træer og blomster, at jeg faktisk investerede i Politikens Havebog for at vise lidt interesse. Det tog nogle års intensiv havedovenskab at ruinere skønheden og, især, haveplanen, men hunde, fodboldspillende børn og tusinde andre gøremål var fortrinlige hjælpere. Det var dog positivt, at alle de træer, som med tiden skulle have været tyndet ud, fik lov til at vokse vildt, så vi har faktisk i over 25 år kunnet holde os selv med brænde. Onde tunger vil måske påstå, at vi har brændt vores have af–men vi har da holdt varmen.

Selvfølgelig kan jeg godt se forskel på de vækster, der helt af sig selv stortrives i min have og så dem, der tilsyneladende skal have masser af hjælp til at gøre det i mine naboers. Heldigvis lider jeg ikke af mælkebøtteallergi eller skvalderkålsfobi, og man kan da altid trøste sig med, at når det bliver efterår, går de helt i sig selv igen. Hvorefter de så, indrømmet, ligger dernede i jorden og stifter storfamilier.

Men hvorfor så overhovedet have en have? For det første fordi det er det mest praktiske sted at stille sin drømmeseng. For det andet for at kunne lukke hunden ud, når det regner, og man ikke gider gå i skoven. For det tredje for at dyrke agurker og plukke æbler og score lidt overbærenhed hos naboerne. 3 agurker for at lukke øjnene for, at stykket ude ved fortovet snart skal slås med le. Og for det fjerde fordi det jo er her, vores hus ligger. Det kan vi vel ikke bare sådan flytte, selv om det selvfølgelig var praktisk, om det lå midt i en gammeldags skolegård–med asfalt. Og for det femte fordi vi af ren betænksomhed overfor naboerne gerne vil lade dem score lidt billige point i en havesammenligning. Vi sætter nemlig tingene i perspektiv ved tydeligt at illustrere “før”-billedet, mens naboerne selvfølgelig er noget i retning af “15 år efter”-billedet.

Misforstå mig ikke: Jeg elsker blomster: Men dem kan jeg til enhver tid købe oppe ved min blomsterhandler.

Continue Reading

Skabslureren.

Jeg kan ligeså godt indrømme det: Jeg er skabslurer. Især på denne årstid.

Den er nemlig perfekt til at dyrke min lille interesse. Det bliver tidligt mørkt, men de fleste fornægter det ved at lade være med at trække for, før det er blevet rigtigt mørkt for alvor. Netop disse udstrakte skumringstimer er et fund for os lurere. De giver os tid til at udvide vores territorier ganske betragteligt.

Jeg kan nemlig godt lide at se, hvordan folk bor. Jeg er ikke særligt interesseret i at opsnappe slibrige detaljer om deres privatliv–selv om det selvfølgelig ville være en pudsig sidegevinst–men jeg synes, det er sjovt at se, hvordan folk indretter sig. Nu er det jo ikke sådan, at jeg stiller mig timevis og permanent udenfor det samme hus og bare glor–nej, jeg allierer mig som regel med en alibihund og går i rask trav forbi så mange huse som muligt, mens jeg stjålent scanner deres boligindretning. Jeg er sikker på, jeg ikke virker suspekt som sådan. Omvendt kunne de jo også bare trække for, hvis de ikke ønskede, at jeg skulle kigge ind.

Jeg har en veninde, som travede villakvarterer tynde, da hun skulle have nyt køkken. Hun fik overvældende meget inspiration og tog endda manden med, når hun ville vise noget særligt opfindsomt indenfor køkkenindretning. Jeg går ud fra, hun endte med en blanding af Solvænget 7 og og Vestergade 39 i x-by. En anden går om sommeren hver morgen på haveinspektion. Hun lurer sommerhaver, før solen ( og ejerne) står op.

Men jeg tager altså skumringstimen. Og finder det da også påfaldende, hvor mange af dem, jeg møder, der har hovedet drejet sidelæns. Så måske er jeg og mine veninder ikke de eneste, der godt kan lide at kigge ind af folks vinduer?

Man kan, efter mange års skumringsluren, sagtens lave en masse konklusioner omkring indretning i provinsen. For det meste er den ikke specifikt fantasifuld, og for det andet må producenten af PH-lamper være en meget velholden mand. Modefænomener kommer og går, og for tiden er det mest Kählervaserne, der går. Fra at have holdt kongres i et utal af vindueskarme, er de nu lige så stille dampet af til de evige keramikmarker. Bøg er blevet til teak, og stearinlysfreaksene har afgjort dæmpet sig en smule. Men alt i alt er det jo påfaldende, hvor ens vi bor. Der er sgu` ikke meget hønsestrik oppe i mit villakvarter.

Jeg har tit tænkt på, hvorfor jeg ikke kan lade være at glo ind af folks vinduer. Altså bare gå forbi, som om det ragede mig en fjer, hvordan der så ud i deres hus. Men man går jo (jeg gør i alt fald ikke!) ikke ind til et fremmed hus, ringer på og spørger, om man lige må tjekke deres indretning. Det er så den ene del af det. Den anden, tror jeg, er den fantastiske tryghed, der ligger i at konstatere, at selv om vi så forfærdeligt gerne alle sammen vil være helt unikke, så er vi så uendeligt, påfaldende ens. Så det er både dejligt og opløftende at spotte fantasifuld indretning, men det er også på samme tid utroligt tryghedsskabende at konstatere, at alle de andre jo bare er præcis som en selv. De har, jævnt hen, samme antal PH-lamper.

Så indtil folk begynder at trække for, ja, så lurer jeg altså. Men nu er jeg da kommet ud af skabet……

Ifølge sagens natur kan dette indlæg ikke ledsages af et billede. DER sætter jeg grænsen. Jeg dokumenterer ikke mine lurerier ved at tage billeder af folks huse.

 

Continue Reading

Om (falsk?) beskedenhed.

Jeg er opdraget til at være beskeden. Jeg tilhører en generation af kvinder, hvis mødre lærte dem, at beskedenhed var en dyd (ikke den vigtigste, den sad mellem benene!). Da jeg var barn, havde vi et længere katalog af ord for at være ubeskeden. Det var næsten som grønlændernes påståede 20 (?) ord for sne. Der var nemlig forskel på, i hvor høj grad man var ubeskeden, og hvilke områder man var ubeskeden på. Man kunne f.eks. være næbbet (svare de voksne igen), man kunne være for langt fremme i skoene ( her er vi ovre i den ubeskedne seksualitet) eller man kunne være sig selv nok (det var som regel noget med antallet af kager). Man kunne også føre sig frem (man det var kun dem, vi ikke kunne lide, der gjorde det!).

Pæne piger var pr. definition beskedne. De ventede, til det blev deres tur, samt lærte ofte at det var totalt ubeskedent at være stolt af at være rigtigt god til noget som helst. Hvis man havde fået gode karakterer i skolen, var det som regel “ikke noget særligt”, eller man var “kommet op i lige det, man kunne”. (Selv om man havde slidt røven ud af bukserne!). Hvis man havde fået en ny beklædningsgenstand,som andre kunne lide, så var det “bare en man lige havde fundet”. (Selv om den F… både var flot og hundedyr!). Og var der kun 1 kage tilbage, var man “slet ikke sulten mere”. (Selv om man måtte gøre vold på sig selv, for at andre ikke skulle se det savlende mundvand).

Beskedenhed er et uddøende karaktertræk. Dengang var det modsatte af beskeden, ubeskeden. Det er det ikke mere. Det er ikke moderne at være ubeskeden, men det er altså endnu mere umoderne at være beskeden. Eller–man kommer ingen vegne med beskedenhed. Man bliver simpelthen glemt i en verden af selvpromovering.

Det ER altså svært at gøre vold på sin nedarvede beskedenhed og forsøge at gøre opmærksom på sig selv. For vi har jo lært, at det gør pæne piger altså ikke. Alternativet i verden i dag er dog fuldstændigt at blive overset. At blive den grå eminence, som ingen aner eksisterer, og ingen derfor lytter til. Den totale glemsel og meningstomhed.

Da jeg startede denne blog og i ren ubeskedenhed (der var den igen!) syntes, at det kunne være sjovt, om bare et par andre ville læse den, måtte jeg virkelig sluge enorme portioner selvkritik, angsten for at føre mig frem og hele kataloget af årsager for, hvorfor det var en formidabelt dårlig ide, inden jeg turde komme med et lille, spædt pip ude på de sociale medier. Det var ikke næbbet, det var ikke at være for langt fremme i skoene, det var heller ikke at være mig selv nok–men det var–i mit beskedenhedskatalog!–i den grad at føre mig frem.

Nu har jeg så taget det første skridt–jeg har ført mig frem. Jeg har gjort op med en lille portion beskedenhed. Og–Gudhjælpemig!–det gjorde ikke ondt, og jeg fortryder det ikke.

Måske skal jeg bare skide højt og flot på min beskedenhed? Men så let er den desværre ikke……..

Continue Reading

3 generationer af puds og stryg.

3804490

Min mor var meget dygtig til at stryge. Hun strøg sengetøj, duge–ja, faktisk alt hvad der var strygbart. Det var en æressag for hendes generation, at alt var velstrøget. Og at score så lavt som muligt på sjuskeskalaen. Jeg husker endnu det monstrum af en strygerulle, der huserede nede i vores kælder. Sådan en havde mange såkaldte husmødre, og den blev flittigt brugt. Når tøjet så var strøget–og her tales specifikt om sengetøj og duge–så var det heller ikke ligemeget, hvordan det blev foldet og lagt sammen. Der var klare, ufravigelige regler for såvel dug- som sengetøjssammenlægning. De fleste husker nok, hvordan det at lægge et lagen sammen krævede en styrke på mindst to mand, samt hvor uendeligt kedeligt det var at være dagens udkommanderede.

Ligeledes blev der pudset. Sølv, kobber, messing og alt, hvad der var pudsbart. Især i forbindelse med fejringer og store helligdage gik huset i Brassomode. Det kunne faktisk tage det meste af en dag at pudse sig igennem den rørlige formue i metal. Og der blev ikke sjusket–hver eneste lille frugtkniv fik en omgang, inden den blev genplaceret på sin vante plads i skuffen. For nypudset at afvente endnu en strålende jul. Dengang var det fede dage for Brassofabrikanter. Det er det nok ikke mere.

Jeg hader at stryge og pudse. Det kolliderer med mit temperament at bruge tid på det, og jeg keder mig. Mit sengetøj ville få et realitetschok, hvis det så en strygerulle, og rent lavpraktisk kan jeg sagtens bilde mig selv ind, at det er ovenud tåbeligt at bruge tid på at stryge noget, som jeg alligevel har genkrøllet ca. ½ time inde i søvnen. Bevares, jeg elsker nystrøget sengetøj, men det må være en af de frynsegoder, jeg betaler mig fra, når jeg sover på hotel. Ikke andet. Mit kobbertøj (har altid undret mig over, hvad relationen mellem metaller og “tøj” er. Jeg mener “kobbertøj”, “sølvtøj”, “messingtøj” etc. Der må være en forklaring.) aner ikke, hvad Brasso kunne indebære for dets udseende, og mit ikke-eksisterende arvesølv oplevede det såmænd heller ikke gennem de år, det boede hos mig, inden nogen tvangseksporterede det syd- eller østpå om natten. Jeg er simpelthen stryge/pudseignorant.

Men den er alligevel længere. Det, at jeg overhovedet tænker på det/skriver om det, beviser vel, at det har en plads i min hjerne. Det at jeg føler, jeg skal forsvare mit fravalg. Nu er det jo ikke sådan, at jeg rammes at akut stressfremkaldende traumer, når jeg konfronteres med mine ustrøgne lagner, men jeg har gennem hele min barndom lært, at graden af velstrøgethed og velpudsethed indirekte fortalte omverdenen noget om mig. Om hvor jeg befandt mig på sjuskeskalaen. Sådan noget sidder i en, og jeg ville i den grad ønske, at jeg kunne få gjort kål på den lille snert af dårlig sjuskesamvittighed, der stadig, dog sjældent, kan overfalde mig. Det sker oftest, når jeg uforvarende får et glimt af mit grønne kobber.

Og så er vi ved næste generation. Jeg vil ikke påstå, at min datter tror, kobber er grønt, og at det er løgn, at lagner kan stryges. Men jeg vil gerne påstå, at det slet ikke er en del af hendes univers overhovedet at indgå i spekulationerne. Hvad skulle hun det for? Hun er heldigvis langt fra den generation af kvinder, der målte hinandens stryge/sammenlægnings/pudsekvalifikationer på sjuskeskalaen. Det er helt andre ting, der er på dagsordnen.

I nogle sammenhænge er det svært at være mellem- eller overgangsgenerationen. Det er som regel dem, der lander med aben og den dårlige samvittighed. Fordi de både er fanget af det gamle og ikke rigtigt tør bekende sig 100% til det nye. Så det må være mit lod at boltre mig mellem mit ustrøgne sengetøj og mine upudsede andre former for “tøj”, mens den der lille abe stadig stikker sit grimme hoved frem engang imellem. “Sjuske”, siger den!

Continue Reading

The Glasgow Rose.

dsc00768

Jeg har aldrig været en smykkepige. De få smykker, jeg har haft, (noter HAR haft!) har mestendels været arvestykker fra forlængst hedengangne familiemedlemmer eller tingeltangel, der tilfældigvis har hængt på et marked–hvorefter det så har hængt på mig et meget kort stykke tid. Gerne indtil, det gik i stykker. Min mand har aldrig turdet at forære mig smykker af frygt for repressalier af blenderdimension. Det mærkelige ord skyldes, at han engang gav mig en blender (en BLENDER!!) i fødselsdagsgave, og erindringen om min reaktion kan stadig gøre ham meget tavs og forknyt. Jeg håber, det er forlænget skyldfølelse!

Anyway, over en periode på ganske få år rejste min sparsomme smykkesamling med lidt mulm-og-mørke-hjælp mod syd eller øst eller blev omsmeltet. Jeg godter mig nogle gange over, at de næste natlige gæster, der nok var igen ude efter oldemors broche, har fået en meget lang næse. For at citere en gammel vise af Oswald Helmuth “Og de tro`de det var Sterling–nej, det` plet.” Selv om jeg aldrig rigtigt bar smykkerne, havde de selvfølgelig affektionsværdi.

I mange år havde jeg derfor ingen smykker. Indtil jeg blev noget så inderligt, forfærdeligt forelsket i perioden Art Nouveau. Kært barn har mange navne, og kært barn indretter sig selvfølgelig også efter de enkelte landes nationale kendetegn og særheder, så vi er altså også ude i noget, der andre steder kan hedde Skønvirke (DK) og Jugendstil (tysktalende lande). Det er den stil, der livligt ornamenterer med motiver fra naturen, ofte blomster og blade. Og den stil, der trivedes så overvældende i byer, der var rige i sidste del af forrige århundrede og et lille stykke ind i 1900-tallet. Især Østeuropa har  talrige fantastiske huse i denne stil. Mest fordi de pga. bolignøden under kommunismen ikke blev revet ned og nu er blevet restaurerede. Mange andre lande så dem som rædsler og gjorde kort proces med al denne overvældende ornamentationsnatur. Budapest og Riga bugner–det gør Barcelona, Bruxelles og Wien også.

Og lidt Glasgow. Heroppe boede nemlig en af mine art nouveau-guruer: Charles Rennie Macintosh. Oprindeligt var han arkitekt ( og møbeldesigner) og byggede bl.a. Glasgow School of Arts, men han er nok allermest kendt for det lille motiv The Glasgow Rose. Og den elsker jeg. Jeg har næsten en hel buket af Glasgow roses i enhver form for smykker, samt en hel masse andre motiver, der bare minder en lille smule om denne smukke blomst. Jeg fik min første rosebroche på et kræmmermarked i Glasgow til en meget billig pris–og så var jeg solgt!

Det er stadig ikke fordi, jeg er smykkepige. Men er jeg ude at rejse, scanner jeg gerne marskandiserne for gode Macintosh smykker eller andet Art Nouveau. Hvis jeg skal afsløre en forretningshemmelighed, så ligger der en lille markandiser i en ret lille by i det alleryderste hjørne af Nordirland, som altså er fabelagtig til Macintosh. Når jeg, som guide, skal forbi netop denne by, hugger jeg en hæl og klipper en tå mht. busruten for at kunne nå frem inden 18, hvor hun lukker. Jeg tror også, hun er ret vild med mig, for det lyder som om, jeg er hendes eneste Macintoshist.

Mange Art Nouveausmykker er brocher. Og brocher er ligesom ikke så populære for tiden. Så de kan fås uendeligt billigt, og de fleste er i Sterling sølv. Jeg er personligt ved at genopfinde brochen–især The Glasgow Rose. Så måske bliver jeg alligevel smykkepige på min gamle dage? Ikke som investering eller pral, men fordi jeg altså synes, at denne lille blomst bare er så utroligt smuk.

Continue Reading

Min kjolefetich.

dsc00734

Nu er jeg jo nok den eneste kvinde i hele verden, der lider af en fetich. Så dette indlæg er mestendels for at forklare alle I andre, hvor belastende, berigende, dyrt og dejligt det kan være.

Allerførst: jeg “har” ikke noget med sko. Jeg har som regel 3 par: sandaler, mellemsko og støvler. Oversat til dansk klima: maj til september, september/oktober/ marts/april og endelig oktober til februar. Jeg FATTER ikke, at nogen har brug for flere. Som jeg vist tidligere har sagt, så har jeg altså kun 2 fødder. Her er jeg sikker på, der vil være en vis uenighed.

Til gengæld elsker jeg kjoler. Sidst, jeg talte, havde jeg 39, men det er jeg så holdt op med–at tælle, altså. Jeg har kjoler til alt: vinterkjoler, sommerkjoler, lette kjoler, tunge kjoler, hverdagskjoler, festkjoler, køkkenkjoler, havekjoler, strandkjoler og kjoler, der ikke er til noget som helst, men som jeg bare måtte eje.

Min kjolefetich opfører sig præcis som alle andre former for misbrug. Jeg kan ikke få nok. Og hvis jeg en sjælden gang ikke lige får den kjole, jeg i den grad har fortjent, får jeg noget, der minder om abstinenssymptomer. Omvendt har jeg mange gange oplevet at bære den sidste nyerhvervelse hjem i et sandt personligt triumftog. Det var næsten som om, jeg var ved at miste pusten af bare glæde over, at de sammensyede stofstykker var blevet mine, helt personligt. Jeg belønner mig selv med kjoler. Hvis jeg synes, jeg har været rigtigt sød, så kræver mit belønningscenter nærmest en kjole, og der er vi så enige, belønningscentret og mig.

Til daglig går jeg faktisk mest i jeans. Men i virkeligheden har det jo intet med sagen at gøre. Det er fordi, jeg skal EJE de kjoler–ligesom med fødderne sætter det vel sine naturlige begrænsninger, at jeg kun har en krop. Hvis jeg skal alle 39 igennem, tager det jo en god måneds tid, og hvem siger lige, at det danske vejr tillader alle mine kjoler indenfor den periode, rent klimatisk.

Det er også sådan, at det er erhvervelsen, der er det primære. Jeg er overvild med at købe kjoler–det er et sandt kick. Især hvis de er på tilbud! Når de først er smidt i badekaret eller hængt i skabet, mister jeg sådan lidt interessen. Men skal de sælges for at skaffe plads til flere nye kjoler, oplever jeg tit en gennemgribende sorg og dyb nostalgi. Så slår det mig pludselig, hvor meget vi to egentlig har haft sammen, og hvor mange glade stunder, jeg har oplevet inden i netop DEN kjole. Derfor får nogle af dem altså også bevilget permanent opholdtilladelse, som f.eks. den fantastiske las i hippiestil, jeg erhvervede i den butik, der hed Sun and Moon, som lå på den lille sidevej, der ligger lige bag St. Giles i Edinburgh– i 1979. Så at min fetich er belastende, betyder selvfølgelig både, at den kan være dyr, men nok mest, at afskedens stund er svær, fordi samhørigheden er så gennemgribende. Jeg vil i den forbindelse godt pointere, at jeg trods alt IKKE indgår i et symbiotisk forhold til mine kjoler–de er da for F…kun stofstykker, siger jeg til mig selv.

Afslutningsvis har jeg længe tænkt på, om det er rent kønsbestemt (nå nej, I andre kender det jo ikke!!) at have en beklædningsfetich. Det tror jeg. Til gengæld har jeg en mand, der kan tilbringe timer i det lokale byggemarked med at kigge på og købe skruer og søm. Man kan næsten se hans uovervindelighed og glæde, når han i triumf bærer en kasser 7-tommers hjem. Og ude i skuret har han kasse på kasse af søm og skruer: vinterskruer, sommerskruer, lette skruer, tunge skruer, hverdagsskruer, festskruer, køkkenskruer, haveskruer, strandskruer og skruer, der ikke kan skrue noget som helst, men som han bare måtte eje.

(Billede viser uddrag af hippielas fra Edinburgh, anno 1979.)

Continue Reading