Om rav.

I går fandt jeg denne ravkæde i en genbrugsbutik til en yderst overkommelig pris. Det er ikke fordi, jeg er i akut ravnød. Langtfra. Jeg har masser af rav. Store stykker, små stykker, halskæder, brocher, armringe og øreringe til de huller, jeg ikke har. Jeg kan bare ikke tåle at se rav til pæne priser uden at måtte eje det. Det også.

Jeg tror godt, jeg ved hvorfor. Hovedgrunden er, at jeg er verdens mest håbløse ravsamler. Jeg er totalt og uforbederlig ravblind. Jeg kan gå i timevis med hovedet dybt bøjet på strækninger, der generelt er kendt for en sand overflod af materialet, og finde oceaner af gule sten i alle størrelser, former og beskaffenheder. Men ingen rav. Jeg kan få vedvarende hold i ryg og tænder af at bukke mig ned og fange gule småsten samt derefter slå dem mod tænderne i håbet om, at der endelig er gevinst. Jeg kan ovenikøbet følges med ravseende, som bøjer sig ned præcis de samme steder og finder rav. Somme tider endda store klumper. Men rav vil ikke ses og ikke findes af mig. Det vil kun gule småsten.

For ikke så længe siden mødte jeg en dame på stranden lige neden for mit sommerhus. Hun samlede rav. Og havde et lille bæger fyldt med adskillige stykker af slagsen. Hun fortalte mig, at netop på det sted var der virkelig gode muligheder for ravfinding. Jeg har da aldrig fundet andet end de sædvanlige gullerter og følte mig nærmest sådan endnu mere inkompetent ved, at hun jo faktisk stjal alt det rav, der burde have været mit. Bare fordi hun kunne se det.

Jeg kan også godt lide den indbyggede frihed, der ligger i selve ravfindingens natur. Rav tilhører jo ikke nogen, før nogen rent faktisk har fundet det. Så tilhører det finderen. Det tiltaler mig, at man “bare” kan gå ud og finde sig noget smukt. Omvendt finder jeg det så også dybt uretfærdigt, at denne smukhedstilegenelse kun er forbeholdt dem med det rigtige syn. Dem, der kan finde det i spandevis, mens jeg rumsterer rundt i mine uendelige mængder af gule sten. Måske skulle man undersøge, om der findes kurser i ravfinding—eller måske bare omstilling af syn?

Så jeg (over) kompenserer ved at købe det rav, jeg nu kan komme i nærheden af. Også fordi jeg godt kan lide materialet. Der er noget fantastisk ægte, naturligt og dansk over rav. Vi har ikke forekomster af pralende diamanter og andre vildt værdifulde stene her hos os, men vi har rav. Sådan lidt som om, det passer til os. Til vores lille land og vores mentalitet. Vi vil nok hellere være naturlige end prale. Måske er det også derfor, jeg foretrækker uslebet rav. Altså rav der ser ud, præcis som naturen har efterladt det. Der er sådan en befriende ægthed i smykker af uslebet rav–som om man (i alt fald de heldige) har samlet naturen op og hængt den på sig selv for at vise, hvor forunderligt imponerende den er i al sin uforarbejdede naturlighed.

Så nu kan den fine kæde komme ind til alt det andet. Det er jo ikke fordi, jeg går forfærdeligt meget rundt med alt det rav. Men det er godt og tilfredsstillende at have for en, der er for ravblind til at finde det selv.

 

Continue Reading

Om at skulle tisse.

Så sidder man der, sammen med veninderne til hyggelig tedrikning, og må forlade selskabets en god portion gange, fordi man skal på toilettet. Te løber lige igennem mig. Det gør alle andre væsker også. Jeg er tilsyneladende født uden indvendige opbevaringslagre og blærekapacitet på over godt og vel en kvart kop. Sådan har det altid været. Det er ikke noget, der er kommet med alderen. Og det er heller ikke sygdom–med mindre jeg har været (pisse)syg hele mit liv. Det er (pisse)irriterende, men er samtidig en så integreret del af mit liv, at jeg efterhånden har opbygget en indre toiletlogistik. Og jeg er nok ikke den eneste (kvinde)!

Herhjemme er det jo ikke noget problem. Med hele to toiletter på husplan og mig alene hjemme det meste af dagen, kan jeg ret beset vælge og vrage og, hvis det var det, jeg ønskede, sidde der den ganske dag–eventuelt med toiletvagtskifter fra det ene til det andet hver time. Når alle børn er hjemme, er det selvfølgelig et lidt mere indviklet problem, men det går.

Det er straks værre, når jeg er ude. Så må jeg, indledningsvis, altid sørge for at have tisset godt og grundigt af inden afgang. Akkurat som mindre børn er mit absolut sidste tiltag, før døren låses, at gå på toilettet. Hvis jeg ikke umiddelbart skal tilstrækkeligt, forsøger jeg at aflevere det, der på familekten hedder “præventivt pis”–altså det overskud, der dog trods alt er, og som (måske) kan modvirke, at turen eller rejsen allerede skal afbrydes efter få minutter, fordi det nu er blevet alvor.

Jeg kender alle offentlige toiletter herfra og til sommerhuset. Kender dem seriøst. Der er ikke et eneste toilet på strækningen herfra og til København, som jeg ikke har besøgt et ukendt antal gange. Jeg er overpiskvinde, hvad angår standarden af motorvejstoiletter i Danmark og kunne på stedet udgive “The Best of Danish Loos” med anmeldelser af samtlige rastepladsafpisninger fra Hylkedal til Tuelsø. Af samme årsag kan jeg også, af erfaring, navnene på nærmest samtlige danske rastpladser og ved præcis, hvor deres toiletter befinder sig. I alle jyske provinsbyer, der har et rimeligt tiltrækkende forretningsliv, kan jeg på stedet udpege de førende tissesteder, og det samme gør sig gældende over det meste af Fyn og Sjælland. Gennem mange år har jeg endda også tisset mig til indgående kendskab til toiletforholdene og deres placering i de allermest gængse europæiske storbyer, således at jeg f.eks. i Dublin aldrig befinder mig et sted uden at have mindst 2-3 potentialer indenfor umiddelbar rækkevidde. Jeg kender også de fleste af de pubber i London, hvor man ubeset kan snige sig ind i ly af bardiske eller større, grønne sammenplantninger samt ved–og den slags er jo også vildt væsentligt–hvilke vederstyggeligheder, der helst skal undgås i storbyer med rengøringsstardarder, der ikke minder så forfærdeligt meget om vores egne.

Det er en ikke-ueffen kompetence at have som turistguide! Aldrig vil mine busselskaber strande et sted, hvor jeg er totalt uformående udi offentlig aftrædelse. Faktisk er jeg i nogle byer så rutineret, at jeg ikke blot kender det førende og nærmeste toilethus, men, qua selvoplevet erfaring, kan fordele mine gæster i hold mellem op til 3-4 forskellige tissesteder, så de undgår de køer, jeg selv som overtisser kender og frygter.

Hvad mange ikke lige ved, så er buskning (altså frilandstisning bag forhåndenværende træer og buske) absolut ikke den eneste mulighed, når man bevæger sig udenfor de større byer. Det er nemlig sådan, at alle danske folkekirker har et toilet tilknyttet deres kirkegårde, og disse er nærmest uden undtagelse gerne pæne og velholdte–omend lidt kolde om vinteren. Så opstår akut nød udenfor indkantsdanmark, så er det bare med at spotte den nærmeste kirke–så er problemet løst.

En af de værste udfordringer for overtissere er flyvemaskiner. Her er der som regel kun et minimum af underdimensionerede kosteskabe til en farlig masse mennesker, hvoraf der også altid er nogle mig-look-alikes. Heldigvis kan man efterhånden hos de fleste selskaber ( også uden at betale ekstra for det!) selv trykke sig ind på et toiletnært sæde ( så man kan komme forrest i køen!)–eller i alt fald sørge for, at man ikke er spærret inde på en tisse-uvenlig vinduesplads hele vejen over Atlanten. Der findes ikke noget værre end at skulle kravle over sine sovende medpassagerer en 5-7 gange mellem Grønland og Canada. Man bliver så Fandens upopulær.

Alt i alt er alderen og erfaringen her et stort gode. Jo længere, man har levet og OPlevet, desto flere toiletter kender man simpelthen. Og det er noget så dejligt at have sin toiletlogistik i orden, at vide, at der aldrig er ret langt til det næste. Ikke altid fordi, det absolut skal anvendes til en gang præventiv eller trængende pis, men fordi det giver sådan en dejlig ro i blæren.

Eneste hurdle på den vandede vej er–og her går jeg så i gentagelsesmode–DSB. På verdensplan ( og jeg mener virkelig VERDENSPLAN!) findes der ikke et eneste uhumsk toilet ( og vi er altså omkring stå-toiletter i den mindste, fluebefængte lortelandsby i Uggabuggaland!), der kan hamle op med DSB efter Valby, hvis man rejser FRA København. Og Padborg, hvis toget udgår fra Flensburg. At rejse længere strækninger med DSB er en evindelig toilet-lidelseshistorie, hvor man ( i alt fald jeg) hellere sluger de kropslige affaldsprodukter, der sidder helt oppe i munden end anvender deres spand lort. Eller sparer ned på den måde, at jeg helst undgår at drikke noget som helst adskillige timer før afrejse.

Det er en (kvindelig?) irritation altid at skulle tilrettelægge sit liv efter tispotentiale, men når man kender sine små tricks, så er det til at leve med. Sådan er det jo bare…….

Continue Reading

Kvindernes Internationale KAMPdag!

I dag er det så Kvindernes Internationale KAMPdag. Tillykke med det–mig og alle I andre af samme køn! Jeg kunne nu godt have nøjes med Kvindernes Internationale DAG.

For mig giver ordet “kamp” associationer hen imod væbnet oprør, selvmordsaktivister og dødbringende aktioner, der primært retter sig mod mænd. Eller måske, på en noget mere dansk og pacifistisk skala, om min ungdoms demonstrationer, kæmpestore bannere, besættelser af ( for os) strategiske steder og i sidste ende ubarberede ben og BH-befriede bryster. Men for at man på nogen mulig måde skal have en undskyldning–eller en begrundelse–for at gå til/i kamp, kræver det, er der er en klart definerbar fjende. Samt et lige så konkret formål eller forventet resultet af/ med kampen. Det er håbløst at mobilisere uanede kræfter mod noget så upersonligt som “systemet” (hvem er det?), så derfor har denne såkaldte KAMPdag i alle de år, jeg kan erindre den, primært været den årlige udladning af (nogle) kvinders aggressioner mod mænd.

For de fleste kvinder af min generation har det i årevis nærmest ligget i vores gener, at kvindeundertrykkelse var noget, mænd gjorde med vilje. At de på forhånd havde opstillet klare formål for, hvorfor de, for egen vindings skyld, havde en magtpåliggende interesse i at fastholde os kvinder i en underordnet position. I samfundet generelt, på arbejdspladserne og i de små hjem. Som om der forelå en klart defineret masterplan for, hvordan mænd til enhver tid kunne tromle kvinder. Således at kvinder altså var nødt til at gå til/i KAMP.

Det stemmer jo i grunden meget lidt overens med den virkelighed, de fleste af os lever i. Jeg er sikker på, der findes mange dumme svin hos mændene, som klart ser en egen interesse i at få “deres” kvinder til at gøre det beskidte arbejde og at behandle dem undertrykkende. Ikke udfra en overordnet kønsplan, men fordi det er det mest behagelige for dem personligt. Og at der sidder imbecile statsoverhoveder rundt omkring (og især vest for Atlanterhavet!), der ikke har fattet en hujende fis om, hvad det betyder at behandle sine medmennesker (og her IKKE kun kvinder!) anstændigt. Men det er ikke det, jeg personligt oplever. Jeg har faktisk ingen grund til at se mænd som mine umiddelbare fjender, tværtimod. I en daglig udfordring med at gøre samfundet mere ligestillet og værd at leve i for begge køn, ser jeg da de fleste mænd som mine allierede. Som vil og arbejder for præcis det samme som jeg. Og som på besynderlig vis somme tider går rundt og føler sig lidt skyldige, fordi det nærmest er blevet en indiskutabel antagelse, at de i årevis udspekuleret har undertrykt kvinder MED VILJE. Det må være svært–akkurat som det er uretfærdigt–at få selve den overordnede skyld for historiske omstændigheder ( og nogle gange rene tilfældigheder!) skudt i skoene.

For vel er der da områder, hvor ligestillingen stadig halter bagefter. Hvor kvinder får mindre i løn end mænd, og hvor der er klare skillelinjer mellem kønnenes “værdi”.  Hvor det er nødvendigt at lave en slags #metoo kampagner, selv om jeg (jeg skal nok dukke mig for alle de sten, der nu kommer flyvende!) personligt synes, at denne, meget nødvendige, kampagne er ved at udvikle sig til en heksejagt og derfor gradvist mister den seriøsitet, der er så nødvendig for den. Hvis missiler bare affyres ud i alle verdenshjørner samtidig, bliver det lidt grinagtigt og meget lidt alvorligt, at ingen af dem rammer deres mål. Det ene udelukker ikke det andet, og #metoo er af stor væsentlighed, men samtidig skulle den netop ikke gerne skygge for, at i andre dele af verden er der kvinder, som kæmper med helt basale, ulige vilkår, som faktisk nogle gange slår ihjel. Der skal være plads til begge dele, men måske synes jeg, at Hollywood for tiden har taget vinderpokalen i, hvem der har lidt/lider mest på bekostning af de mere tavse og umælende kønsfæller andre steder.

Hele dette skyldsspørgsmål har jo desværre også andre negative konsekvenser. For det første giver det carte blanche for mange kvinder til at placere sig selv i offerrollen. Der findes ikke noget mere ulideligt end mennesker, der har valgt–og dyrker–en selvpålagt offerrolle. Generelt er resultatet en menneskelig fastfrysning og et argumentationslager, der udelukkende finder begrundelser i, hvor synd (“for mig”) det hele er. For det andet graver det ikke-reparerbare grøfter mellem kønnene indbyrdes. Hvis det ene–altid, uden undtagelse og med fuldt kynisk overlæg–har trådt på det andet, så er der ligesom ikke så forfærdeligt meget at snakke om mere. Så er vi faktisk der, hvor kun KAMP er et effektivt våben. Hvor der skal smides nogle bomber og udryddes nogle idioter, for at verden kan blive god igen.

Det er jo netop ikke det, vi har brug for. Hvis ting skal ændres–og det er er mange, der skal–er den mellemkønslige dialog da det allervigtigste “våben”. Hvis vi som udgangspunkt tager, at ingen faktisk har gjort noget mod nogen andre med vilje, så giver det mening at have en international dag for kvinder. En dag hvor områder, der har speciel interesse for verdens kvinder, drøftes i givende dialoger. Men hvor vi lader spyddene og de andre mordvåben blive hjemme. Og hvor ethvert tiltag ikke tager udgangspunkt i, at de der mænd i årtusinder har undertrykt os med vilje–og primært for egen vindings skyld.

God dag!

Continue Reading

Servicemeddelelse!

Så er det i morgen mellem 9-18 og lørdag mellem 9-16, at der kan erhverves boligtekstiler til under halv pris på lagersalget hos Georg Jensen Damask i Kolding.

Der er ofte en smule kø, så, vejret taget i betragtning, er det nok en god ide at iklæde sig en smule af sine egne tekstiler hjemmefra. Det kan godt blive en smule frysende…

Og stedet er supernemt at finde: Drej fra ved Kolding S, herefter til højre og fortsæt ligeud. Så kommer man direkte til fabrikken.

Og nej: Jeg får ingen procenter. Til gengæld får jeg gode ting til gode priser!

Continue Reading

Om de dygtige–og hurtige–skræddere i Hoi An.

I den (efter vietnamesiske forhold!) lille, smukke by Hoi An vrimler det med skræddere. Der en ca. 1 på hvert gadehjørne og en 10-15 stykker ind imellem. Skrædderfaget går i arv fra generation til generation, så de fleste af forretningerne er den slags små familievirksomheder, som man som turist har rigtig god samvittighed ved at støtte.

Derudover er der også større håndarbejdscentre, som, støttet af blandt andet familien Clinton, tilbyder arbejde til handicappede. Ofte med en stor procentdel af de ansatte som de tragiske ofre for amerikanernes kemiske våben, Agent Orange, som spredte en forfærdelig gift, hvis følger (læs: misdannelser) stadig nedarves gennem generationerne. No wonder, at i alt fald nogle amerikanere stadig føler sig skyldige, selv om nationen som sådan aldrig har nedværdiget sig til at give en offentlig undskyldning til de mange uskyldige ofre.

Så i Hoi An går de fleste kvinder amok i nysyet tøj. Stofferne er pragtfulde, og syerskerne kan bikse en lille sort ( eller hvilken som helst farve, for den sags skyld!) sag sammen på under 5 timer. Man henvender sig bare fra gaden, bliver målt overalt, og når man så forlader forretningen, kan man allerede se de indkaldte forstærkninger i form af bedstemødre og adskillige tanter ankomme i stimevis pr. cykel, medbringende syæsken. 5 timer senere kan man enten selv afhente–eller endda få garderoben bragt til sit hotel af en lille cyklende syerske. Er der fejl og mangler–eller måske bare en udringning, der flanrer–udbedres det enten på stedet eller ankommer igen 1 time senere i perfekt stand. For de er stolte af deres arbejde, disse skræddere. Det skal være i orden. Det er det så i den grad også.

Faktisk bør man, hvis turen går omkring denne by, undlade at tage ret meget tøj med hjemmefra. For med de priser, de holder sig, bliver man gerne overfristet og går en smule amok. Den der med at love sig selv, at der så ikke skal anskaffes nogen form for klædningsstykker de næste–i alt fald–12 måneder. Eller måske lidt mindre, hvis man nu kom til at MANGLE. En foret uldjakke kan erhverves for 45 dollars, alt inkl., mens jeg gav 90 dollars for en tunika i ren bomuld og en kjole og en bluse i ren silke. Alle perfekt lavede.

Det allerbedste er næsten, at de fleste af os jo nok har noget yndlingstøj, som næsten er groet fast til os. De der bukser, som bare er så behagelige. Eller blusen, der gør underværker i spejlet og bare sidder perfekt. Allerbedste fordi, disse skræddere gerne låner favoritblusen og syr af. Så man pludselig har to og ikke behøver gå i tøjmæssigt coma den forfærdelige dag, yndlingen skal vaskes. Så man simpelthen kan blive en kopi af sig selv–og det er vel heller ikke det værste!

Hvis man regner lidt på det–og det bør man gøre, for den slags er virkelig godt for ens samvittighed over at have brugt en del for mange dollars–så kan det næsten betale en god del af turen, at man får syet næste sæsons garderobe derude. Det er sådan noget, jeg er fænomenalt dygtig til at få mig selv til at tro på.

Og jeg vil gerne tilbage til Hoi An. Både fordi, det er en uendeligt smuk og hyggelig by, fordi jeg kan få garderoben suppleret for få penge, men også fordi jeg kan se glæden over arbejdet og de indtjente penge i syersken og alle hendes familiemedlemmers øjne. Noget for noget. Som jeg vist har sagt før. Og mener!

 

Continue Reading

Om håndbold. Og alle de andre bolde.

Det er næsten som at indrømme, at man aldrig skifter underbukser. I alt fald i disse dage. Men jeg ser aldrig håndbold. Eller fodbold. Eller nogen som helst andre bolde, ligegyldigt hvor de kastes, sparkes, skydes eller flyver hen. Jeg er immun overfor bold–eller enhver anden form for-spils potentielle indvirkning på mit humør eller nervesystem og klarer mig ganske fremragende ude.

Derfor deltager jeg heller ikke i den kollektive, nationale sørgedag, som tilsyneladende indledtes på et tidspunkt i aftes, da jeg var optaget af en god film. Først her til morgen, da jeg tjekkede mine aviser på padden, kunne jeg se, at jeg som måske en af de eneste danskere havde mistet en anledning til at gå i selvsvingsfortvivlelse. Tak, jeg har sovet ganske fremragende i nat. Det gør man tit efter at have set en god film.

Hvis nogen nu skulle stille sig uforstående overfor min sportsfornægtelse og undre sig over, hvad der dog kan ligge til grund for ikke at deltage i det store flertals markering af tilhørssted og -farver, så er svaret indlysende klart: Sport keder mig. Keder mig noget så umådeligt gudsjammerligt. Jeg er totalt hjælpeløs overfor at anerkende værdien af at banke en bold ind i et net, eller–i dette tilfælde–banke den ind i et net flere gange end dem fra Sverige. Kan rimeligt velfungerende, voksne mænd da ligesom ikke finde noget andet og mere fornuftigt at banke? Tæpper eller søm i? (Men ikke konen!)

Nu bor jeg jo sammen med en, der tilsyneladende, og højlydt, påskønner alt det bankeri. Han er så ikke lige hjemme, så derfor misser jeg det, jeg ellers tydeligt ville have hørt. Jeg undrer mig nogle gange over, at den overdrevne begejstring–eller sorg–der tilfalder fremmede mennesker i shorts, aldrig kastes efter helt almindelige ting og gøremål. Vi jubler da ikke på samme næsten spastiske måde, når vi har fødsels- eller mærkedage eller måske køber en ny bil. Det holder vi da behørigt tæt inde på kroppen og danser ikke rundt i stolene som ukontrollerbare idioter. Men når en flok forvoksede drenge eller piger på nationens stolte vegne banker bold ind, så er det helt legalt at miste besindelsen i fællesskab. Alt imens jeg keder mig og ikke mister noget som helst. Slet ikke besindelsen og min vanlige fornuft.

Jeg ved godt, jeg står lidt alene og afsporet i denne her sag. Og at det ikke er noget, man sådan går og råber op med og omkring. Det er lige før, det næsten er mere legalt at indrømme det der med underbukserne. Omvendt så KAN jeg da ikke være den eneste? Den eneste ( i nogles øjne ignorant) i hele Danmark, der her til morgen er vågnet frisk, udhvilet, fuldstændigt sorgfri og uvidende og med styrtende mod på at påbegynde endnu en forhåbentlig sportsfri dag.

Og nu vi er ved indrømmelserne, for nu bliver det slemt. Rigtig slemt! Næsten så slemt, at jeg står til kollektiv lynching! Kan det virkelig passe, at jeg også er den eneste i hele Danmark, der i forbindelse med store sportstævner som EM og VM, og hvad al den slags nu hedder, på familiens og mit eget hjems harmonis vegne håber så inderligt, at alle boldhold respræsenterende nationen ryger ud så hurtigt som overhovedet muligt? Gerne i 1. runde, tak! Således at jeg kan få mit liv, min fred og ro, truslen mod mit hus` lydniveau samt–endnu vigtigere!–de af mine familiemedlemmer, der går i absolut uafrysteligt boldmode–tilbage som fornuftige, velfungerende mennesker igen.

 

 

Continue Reading

Den skide, rådne bil. Eller: Hvad kvinder bruger penge på.

Der er mange ting, jeg som kvinde ufortøvet, sådan nærmest henkastet og helt uden ret mange reflektioner, gerne kaster penge efter. Ting, som jeg anser som en del af basal overlevelse og nogle gange–hvis belønningscentret er i akut krise, eller jeg har været rigtig sød og rar–bare skal forkæle mig selv med.

Og så er der andre, hvor jeg nærmest må vende involdene ud på mig selv for at acceptere, at de skal have snablen ned i min pengepung. Hvor jeg får røde knopper og åndedrætsbesvær bare ved tanken og indvendigt laver lange, udførlige lister over ALT det fornuftige, glædelige, pyntelige og somme tider måske lidt frækt unødvendige, disse skrotpenge KUNNE have været anvendt til.

Som nu i går, hvor jeg omsider, efter at have trukket det sådan lidt ud over alle grænser tidsmæssigt, måtte overgive mig til det faktum, at min bil skulle synes og have et eftersyn. Min indstilling til biler er, at den enorme engangsinvestering, man laver ved køb af en sådan, ligesom bør holde adskillige år ind i fremtiden. At en bil holder fra fødsel til død uden den store udenomssnak og unødvendige konfrontationer med værksteder. Den er sgu` da dyr nok. Den bør vel være omkostningsfri, mens man har den. Ellers er det da noget værre juks, de får bikset sammen derude i Japan. Som de burde skamme sig over.

Men nej, sådan spiller karburatoren ikke. Inden man ( i dette tilfælde mig) får set sig om, står de der og vifter med en regning på omkring 10.000 kr. Jeg mener, er det ikke lidt grinagtigt at investere 10.000 i en Aygo? Der er nemlig skiftet bundpropper, bremsevæske, bremseskiver, tændrør, fuldsyntestisk olie og alt, hvad der nok var værd at skifte. Der er også en forfærdelig masse miljøafgifter, og det er helt OK med mig, men jeg spekulerer da på, om man måske bare kunne have nøjedes med at betale miljøafgifter uden alt det overflødige skifteri?

Det gør nemlig ondt, dybfølt og nagende ondt at smide 10.000 efter en skide, rådden bil. Man kunne–selv om man nok skal lade helt være med den slags pjat–sagtens forfalde til regnestykker omkring mængden ( og længden af holdbarhed) af diverse nødvendig beklædning, forlystelser, rejser, bogindkøb og kultur generelt, der kunne gå på et par tændrør. En ting, man i alt fald IKKE skal bedrive mod sig selv, er at opregne antallet af uldsweaters, der går på en bremseklods. Eller kjoler på pr. liter bremsevæske. For slet ikke at tale om madbudget for 2 voksne mennesker i flere måneder, som vel svarer rimeligt præcist til, hvad mekanikerlærlingen skal have i arbejdsløn.

Jeg kender ingen kvinder, der ikke forbander unødvendige bilpenge ad Ford til. Som ikke synes, at de bliver kraftigt berøvede af bilsyn, bremser og friskluftfiltre. Som ikke skumler over alle de tåbelige udgifter til ting, der ligesom virker så unaturligt overflødige. Når man nu kunne bruge de penge på gode, rare, dejlige ting. Eller måske bare på at overleve rent fødevaremæssigt. Jeg smider gerne relativt store beløb i mine yndlingstøjforretninger, når der er udsalg. Eller til lagersalg hos Georg Jensen. Med glæde. Og forventning. Jeg kan også juble over en billig culottesteg og sørge for at købe 5 af slagsen, hvis der er tilbud. Og bære det hele hjem i triumf. Jeg kan også ribbe en Matas og gå derfra uden den fjerneste dårlige samvittighed og føle mig fuldt berettiget til enhver, lille som stor, investering. En god frokost på en restaurant er også et must ind imellem, og jeg betaler gladeligt regningen. Ligesom jeg er storkunde hos Norwegian og andre lignende selskaber, for at flyve ud i verden  må da være en basal menneskeret.

Men at skulle betale 10.000 for en skide, rådden bil! Det er lidt ligesom, når køleskabet eller opvaskeren går i selvsving og til sidst i stå. Når den slags sker, drejer det sig aldrig kun om en slags maskine. I alt fald ikke hos mig. Her strejker hårde hvidevarer altid i bundter, som efter en fælles overenskomst om, at nu har jeg spillet hvidevare- omkostningsfri fandango alt, alt for længe. Så skal der ny vaskemaskine, opvasker og ovn til, og man græmmes helt ind i sin inderste sjæl over at skulle betale for endnu et læs forgængelige hjælpemidler. I øvrigt skyldes den fælles strejke nok primært, at de også havde fælles stå-af-tid sidste gang, så de er indkøbt samtidigt og, desværre, også gearet til samme holdbarhedsperiode. Men alligevel. Det er så overflødigt, så irriterende, så næsten grådfremkaldende at skulle bruge penge på den slags.

Faktisk burde det være sådan, at man på et tidspunkt i sit liv lavede en engangsinvestering i biler, hvidevarer og al den slags nødvendigt pjat, og så var det det. Punktum, finale. Så kunne man, med evig god samvittighed, bruge sine hårdt opsparede penge på de ting, der nødvendigvis SKAL skiftes ud gennem livet. Så som tøj, madvarer, ferierejsemål, biografture, gode middage og virkelig mange andre ting, jeg ikke lige kan komme på, men som er basale for opretholdelsen af et rigtigt god kvindeliv!

 

Continue Reading

Om det stolte moderhjerte!

Så går man lige ind på Politikens digitale forside for at tjekke, om der er noget, der er værd at læse. Og rammes med en børnepil lige ind i moderhjertet af en tegning, der sådan bare, i ens egen optik, stjæler ethvert fokus fra udenrigspolitik, forbrydelser og dagens gang. Jeg VIDSTE bare, det var datterens værk. Man kender sit afkom på stregen, gør man.

Så bider man sig selv lidt i læben og fortæller moderhjertet, at det her, det er da ikke noget, der skal flæbes over. Akkurat som alle de andre gange, man voldbed moderlæberne for at undgå at gå i storgråd offentligt. Som til forårskoncerterne i folkeskolen, hvor ens umusikalske afkom fik lov at synge næsten solo og falsktog en Kim Larsen, som når de vandt flækkemesterskaber i skoleskak eller en grim præmie for at svømme hurtigst. Som da de blev studenter eller måske endda fik et legat eller to på vej gennem uddannelserne. Og alle de andre gange. Hvor man har stået der og følt sig så moderstolt, at man næsten ikke kunne rumme det. Var ved at gå i stoltheds-krampegråd, fordi det sivede ud af alle de sprækker, man havde, og man var totalt forsvarsløs overfor at skulle fortælle omverdenen, at det altså var et af ens livs oplevelser at slæbe en megagrim pokal med hjem.

Jeg tænker tit på de stakkels forældre, hvis børn deltager i diverse talentshows. Jeg tror ikke, jeg turde. Tænk at sidde der og bare svømme over af stolthedstårer, sådan nærmest bade samtlige tilskuerpladser i syndfloden, bare fordi ens afkom er i fokus. Jeg kan ikke helt præcisere det, men måske synes jeg, det er superpinligt, hvis det drejer sig om mig, men ret sødt, når det er andre.

For den ligger der jo endnu, den tillærte beskedenhed fra barndommen. Det skulle jo nødigt være, man skulle jo nødigt tro, man var noget ( i alt fald ikke mere end andre!),man skulle jo nødigt synes, sådan noget var noget særligt—–og din barndom skal komme efter dig!

Herregud. Det er jo ikke andet end forsiden på Politiken. Tør nu de tårer væk, mor! Eller: Smid den barndom væk og indrøm, du er et menneske!

Continue Reading

Om at kende typen. Eller: Hvad er det for noget med de bølger?

Jeg er ikke flov over at indrømme, at jeg ser Kender du typen, hvis jeg har mulighed for det. Engang var jeg ret vild med Mads Steffensen. Det er sådan lidt for nedadgående, for det er ligesom, i alt fald jeg er lidt Steffensensk overmæt, lidt stopfodret med de voksnes bedste alternativ til Bamse og kylling, der på sin joviale facon hærger overalt på såvel TV som radio. Men jeg nyder stadigvæk at snage i kendte menneskers hjem. At se “how the other half lives”. Og jeg forundres hver gang over, at kendte alle synes udstyret med et fænomenalt oprydningsgen ( måske er det lige præcis derfor, jeg ikke er kendt??), og at jeg nok aldrig har set så mange renskurede køleskabe. Render deres rødbedesaft da aldrig? Og hvad gør de egentlig ved halvrådne grøntsager? Hvis jeg selv skal sige det, er jeg ret god til at gætte dem. Det er nok derfor, jeg på 117. år dyrker min egen lille private Trivial Pursuit i kategorien Kendis-geografi.

Anyway, i aftes var det Nikita Klæstrup, og hende havde jeg ikke lige gættet. Jeg er nemlig ikke ret god til pseudo-berømtheder. Reality er ikke min spidskompetence, for jeg gider ikke engagere mig i noget, der alligevel er væk og ovre, inden jeg har set mig om. Jeg var godt nok lidt puzzled over den imponerende skopark, hun havde på udstilling, og er så småt ved at overveje at ophænge en enkelt hylde til 3 par Angulus med rågummisåler, som så kan stå til pynt på min personlige stuevæg. Det er da også bare ved at være alt for gammeldags og yt med alle de bøger. Lad os da for Søren få skoene op i reolen i stedet.

Samme Nikita er selvudråbt (meget højt råbt!) ypperstepræstinde for de såkaldte Fjerdebølge-feminister. Nu var jeg da godt klar over, at jeg på stedet kunne identificere 2 bølger i kvindekampen, men jeg havde da godt nok lige misset den der tredje, som jo nødvendigvis må være kommet før Nikatas egen personlige. Altså en logisk start med de gamle suffragetter, der kæmpede for valgret og borgerrettigheder til kvinder og dernæst 60-ernes og 70-ernes kamp for ligestilling og kvinders ret såvel i samfund som familie. Men hvad var så den tredje? Ved grundig research har jeg fundet ud af, at det drejer sig om 90-ernes fokus på seksualitet og definition af kvindekønnet–eller bare kønnet som sådan. Min research gjorde mig, desværre, ikke specielt klogere, men jeg er da nået så langt, at jeg må anerkende, at  70-ernes bortdømmelse af BH-en, slaskepatter og hår på benene ligesom ikke var et væsentligt punkt på kvindeagendaen i 90-erne.

Men hvad er så Fjerdebølge-feminisme? Altså udover udstillinger af 317 par nittede stilletter på stuevæggen? Selvfølgelig har jeg da iagttaget disse teatralske, højtråbende unge kvinder, når de har tilkæmpet sig endnu en omgang 15 minutes of fame i medierne, men jeg har bare aldrig sådan rigtigt forstået, hvad det er, de gerne vil sige. Der har været for meget støj på barhudssenderen. Selv jeg, som kvinde, er blevet afledt af deres udtryk, så jeg faktisk aldrig har fået et indtryk. Det viser sig, at de–primært digitalt–kæmper for det frie valg for kvinder. At ingen skal dømmes for det, de vælger, og at køn og seksualitet er en styrke i sig selv. (Det havde jeg sgu` da lige misforstået. Jeg troede, det var en afledningsmanøvre!) Bar hud og silikonebryster er IKKE en udstilling af seksualitet og flotte former, niks, det er et statement. Et statement om, at man skal have ret til at udstille sig selv og sit køn uden at nogen, nogen overhovedet, skal kunne dømme en for det, man vælger.  Altså selv hvis du får et par velvoksne silikoner lige op i fjæset, så er fejlen udelukkende din, hvis du misforstår det som værende noget, der ikke intellektuelt har en videnskabelig og kvindepolitisk betydning.

Måske er det fordi, jeg selv er så umådelig dated, fordi jeg var med, da BH-smidningen og den manglende barbering af det, man dengang kaldte “uønsket hårvækst”, var en del af agendaen. Men jeg er ikke helt med. Jeg har tilsyneladende fuldstændigt misforstået det, som jeg personligt ser som en overdreven og nærmest usmagelig udstilling af kvindelige attributter i teatralsk indpakning. Meget sparsom indpakning. Kan det virkelig passe, at jeg er totalt lost overfor den overordnede politiske mening omkring at være halnøgen og halvbonderet? Og at jeg på en forfærdelig ronkedorisk måde bliver fuldstændigt afledt fra det talte budskab, fordi jeg bare stirrer på udstillingen? Jeg kan simpelthen ikke høre, hvad de siger, for bare maveskind og piercinger.

Men så kan jeg jo sole mig lidt i, at det nok heller ikke, overhovedet, er mig, de prøver at kommunikere med. Jeg er alt, alt for trekvartgammel. Jeg var med i 70-erne, og de ting, vi dengang kæmpede for og for det meste også opnåede, er sådan set godt nok for mig. Jeg har absolut ingen intentioner om aktivt at indgå i en fjerde bølge, hvis det indebærer en halvnøgen selvudstilling af rynket hus og mavestriber. I øvrigt er jeg også sikker på, at den klare effekt af noget sådant ville blive, at absolut, virkelig absolut, ingen ville høre, hvad jeg sagde. I øvrigt er jeg da helt enig i tesen omkring, at man ikke skal dømmes for det, man vælger. At alle har ret til det frie valg. Men man kunne måske også vælge, at netop DET budskab blev kommunikeret ud. Jeg vil nødigt stå som fortaler for at “dømme” disse pseudo-feminister på deres fremstillingsfacon, men som en, der har arbejdet med kommunikation det meste af livet, vil jeg særdeles gerne tage afstand fra den fremstillingsform, de har valgt. Den virker nemlig ikke! Der er alt for meget støj på linjen.

Og sådan lærte jeg endnu en type at kende takket være bamsefar hos ny-feministen. Nu vil jeg i gang med at raide hjemmet for Angulus med rågummisåler og finde en passende plads mellem Hemingway og Shakespeare inde i reolen. For så kan jeg måske også kalde mig up-to-date-ny-feminist, for jeg har helt selv valgt de snørestøvler, der skal udstilles. Og ve den, der dømmer mig for det!

 

Continue Reading

Om hvorfor jeg er vild med Saga Norén.

Jeg ser næsten udelukkende Broen for Saga Noréns skyld. Og er i øvrigt ret kold overfor, om det er IV eller IIII sæson. Personligt har jeg middelmådigt styr på mine romertal, men blander mig helst udenom andres kunstneriske frihed.

Saga er ufortyndet, ufiltreret menneske. Hun siger alt det højt, vi andre tænker lavt. Det er, i mine øjne, utroligt befriende. Udover altså også at være lidt pinligt ind imellem. Men alligevel sådan på kanten af det bagvendte ønske om “Bare jeg også havde en form for diagnose, så jeg kunne retfærdiggøre at sige den slags ting højt”.

For mig repræsenterer Saga et værdigt våben i kampen mod overflødige ord, eufemismer ( at  omskrive det, man ikke kan få i sin mund, f.eks “at hejse det røde flag” om menstruation) og unødvendig udenomssnak. I mit liv står jeg alt for ofte overfor mennesker, hvor jeg kan være i tvivl om, hvad de egentlig mener. Enten fordi det hele pakkes ind i alt, alt for mange ord og omveje, eller fordi jeg fortvivlet står tilbage med en følelse af, at vi ville være nået et helt andet sted hen, hvis de bare havde været ærlige og sagt deres uforbeholdne mening. Mange mennesker er sande mestre i al filtrere, nærmest krypetere, deres udtalelser. Og andre igen kan ikke sige noget som helst uden en sand overflod af ord, ord, ord.

Det er noget med at vide, hvor man “har” andre mennesker. Hvor de står, hvad de er, hvordan de tænker. Hos Saga er man aldrig i tvivl. Hun er, står og tænker lige præcis det, der kommer ud af hende. Ydermere er hele hendes tankegang præget af en stringent logik, der møver sig gennem livet uden nogen form for gen- eller omveje. I aftes bl.a. flg. logiske slutning. “Jeg er gravid. Jeg vil ikke have barnet. Du vil gerne have et barn. Derfor føder jeg det barn, så du kan få det. Færdigt arbejde!”

Problemet med Saga er blot, at omveje, eufemismer, misforstået venlighed og ordmæssig indpakning er så indgroet en del af vi andres sociale omgangstone, så kulturel en kode, at vi føler os stødte på vores egen overdådige emballering med ord af dette ukrypterede menneske. Det er, desværre, blevet pinligt, hvis nogen siger den direkte, barske sandhed eller bare afslører deres inderste tanker. Det må man ikke. Der er et kolossalt enormt, kulturelt betinget kodeapparat for, hvad man kan–eller må–sige, uden af blive stemplet som outcast eller diagnosemoden. Man er altså kun socialt acceptabel, i vores samfund, hvis man formår at dække sine meninger og sandheder med et i forvejen nærmest aftalt skjold af overflødige ord.

Det er derfor, Saga er så befriende. Hun er totalt uden skjolde og forsvar. Hun siger bare det, hun mener, tænker og føler. Det er selvfølgelig også derfor, Saga “kun” er en fiktiv karakter. Sådan et følelsesmæssigt nøgent menneske ville ikke kunne begå sig ret længe i virkeligheden. Hun ville blive mast i vi andres flomme af ord og uskrevne konventioner for, hvordan man pakker sit inderste selv ind i millioner af overflødige ord. Og ord.

 

Continue Reading