Mere om boligindretning.

Min ene søn har en (1) stol. Den er spansk og har kostet det meste af ½ års løn. Nu sparer han sammen til en mere, for kæresten vil forfærdeligt gerne også have en stol at sidde i.

Min anden søn driver en filial af det lokale lighus for stole. Der er permanenet overbelægning. Ikke ens stole, forstås, for han cykler dem op, når københavnerne smider aflagte møbler ud på gader og stræder til storskrald. For nylig fik han nogle få tusinde kroner af sin mormor, som han straks besluttede at investere i en sofa fra Ikea. Det kan man nemlig godt få en fin sofa for i Ikea.

Og sådan er vi så forskellige. Engang troede jeg, at indretningen af vores hjem primært var et økonomisk spørgsmål. Det er det selvfølgelig også, men jeg tror i meget højere grad, det er et prioriteringsspørgsmål.

Simpelthen enten: Vil jeg investere i dyre designmøbler og møbelklassikere og bo med få, men udvalgte møbler, indtil jeg har råd til et enkelt mere? Altså opbygge mit hjem over mange år og være helt indforstået med, at gæster evt. må stå op, indtil der bliver råd til den rigtige sofa? MEN også være indstillet på, at jeg hænger på dem–møblerne altså. De er en livstids-møbel-dom. De er økonomisk uudskiftelige. Der er ikke råd til impulskøbet, eller på nogen mulig måde at hoppe med på midlertidige boligtrends.

Eller: Vil jeg hele tiden være i stand til at følge den til enhver tid givne møbelmode ved at have råd til at udskifte? Altså købe møbler i en prisklasse, det ikke gør ondt at smide ud, når de er uigenkaldeligt umoderne? Eller måske slidt op, fordi de ikke var lavet af det allerbedste, mest holdbare materiale. Selvfølgelig også hele tiden have fingeren på den herskende boligtrend, fordi der er økonomisk mulighed for at skifte forældet indbo ud med nyt.

Min tese er, at den økonomiske bundlinje bliver den samme. Det vil ca., over et livsforløb, bliver præcis det samme møbel/indretningsbudget. Det er selvfølgelig en påstand, men jeg tror, den holder.

Så det er her, prioriteringen kommer ind. Hvad vil man med sit hjem? Bo med klassikere på livstid, eller hele tiden have økonomisk mulighed for at investere i den sidste nye stol? Skifte hele lortet ud hvert femte år? Her er vi heldigvis forskellige igen.

Jeg kender da også folk, der kørte i Ikea i deres forholds rosenrøde dage dengang i 70-erne og investerede i den der fyrretræsstue, som de sandelig har endnu. Sådan nogle rejser som regel vildt meget! I meget få tilfælde har det været økonomien, der satte en bremse for udskiftning. Det har i de fleste udelukkende været et prioriteringsspørgsmål. Og hvor er det dog befriende at se, at nogle mennesker bare er så revnende, bedøvende, overskudsagtigt ligeglade.

Og så er der sådan nogle som min ene søn, der i sin lejlighed som sagt har en filial af det lokale lighus for stole. Indrømmet! Jeg bidrager også intensivt ind imellem. Når jeg finder gode, billige ting på auktion og loppemarkeder, ender de ofte derovre. Den tid er desværre forbi, hvor man tilfældigt faldt over en møbelklassiker på et loppemarked, fordi sælgeren ikke var bevidst om, hvad han lige stod med. Men der er nu altså noget charmerende ved dette fuldstændigt ustrukturerede katalog over andre menneskers overskud.

Som den lille lurer, jeg er, tænker jeg også tit over andre menneskers prioritering. Man kan jo se det, når man kommer ind i deres hjem. Og jeg skal da i den grad love for, at det BESTEMT ikke er de mest velhavende mennesker, der bor med kvalitetsmøbler. Langt fra. Det er dem, der møjsommeligt har sparet op til en stol af gangen. Omvendt kender jeg også en del økonomisk særdeles velfunderede mennesker, der tydeligvis sætter en stor ære i hele tiden at have fingeren på stoleryggen rent indretningsmæssigt og derfor tydeligvis studerer Ikeakataloget ualmindeligt intensivt. Hvert år.

Som sagt igen og igen: Det er et spørgsmål om prioritering. Sagde hun og gik ind til den Wingchair, det tog omkring 1 år at få overskud til, og som nu har stået der i 20 år. Næsten på samme sted!

Continue Reading

Kvindelige rollemodeller. II.

Thit Jensen.

Jeg har aldrig rigtigt forstået, hvad verden–eller i alt fald Danmark–skal med Shades of Grey. Jeg skal nok kvæle alle tiltag til at skrive om manglende litterære kvaliteter og tilstedeværende spekulationsværdi, og blot undre mig over, hvorfor i alverden danske kvinder ikke bare læser Thit Jensen, hvis det er erotisk smæk for skillingen, de søger. Det kan godt være, især mødresegmentet forbinder Børglum Kloster med Hjorthøjske hygge-nygge-julemænd, men i gamle dage, og i Thit Jensens udgave, da var det altså væsentligt mindre børnevenlige (måske børnefremmende?) udskejelser, der foregik i gemakkerne, anført af biskop Stygge Krumpen.

Thit Jensen blev født i 1876 som en ud af 13 søskende hos dyrlægefamilien i Farsø, Himmerland. Hun var søster til Johs. V., som i denne forbindelse skal forbigås i tavshed (men læs alligevel hans Himmerlandshistorien, som også er nævnt i et indlæg). De to kunne alligevel ikke fordrage hinanden.

Det er dog som en af Danmarks første egentlige kvindesagsforkæmpere, Thit for alvor er kendt. Allerede i en ung alder kastede hun sig over det, der dengang hed “frivilligt moderskab”. Såkaldt frivilligt moderskab er slet og ret en eufemisme ( pæn omskrivning) for prævention. I dag er det selvfølgelig fuldstændigt ufatteligt, at noget så hverdagsagtigt som prævention ikke var lovligt. Men det var det altså ikke. Selvfølgelig kendte man til gamle husråd, afbrudte samlejer og–allerværst–kvaksalvere, når skaden VAR sket, men seksualitet som sådan var omgærdet af et forfærdeligt hykleri, der på den ene side set godt vidste, at kønsakten var kommet for at blive, men på den anden forsøgte at foregøgle, at den udelukkende foregik i formeringens hellige tjeneste. Husk på, at først så sent som i 60-erne får vi adskilt sex fra formering. Det sker med P-pillen, som for første gang nogensinde giver kvinden et aktivt, legalt valg i forhold til at dyrke sex UDELUKKENDE for fornøjelsen. Indtil da var det altid med rimeligt store omkostninger hængende over hovedet, og det kan vel som sådan godt have spoleret en væsentlig del af fornøjelsen!

Så Thit kastede sig altså aktivt ud i seksualoplysningen. Så aktivt at hun blev vildt upopulær. “Underligt” nok især blandt mænd og borgerskabets kvinder. Hun turede rundt i landet og holdt foredrag–en meget lille, noget rund dame, der altid røg cerut! Det var hendes hjertebarn, at kvinder skulle have et valg, og hun gik meget langt for det. Som forfatter var hun på finansloven, og talrige gange var hun på nippet på at blive frataget sin årlige ydelse, fordi hun tilsyneladende var så farlig og samfundsundergravende. Det lykkedes heldigvis ikke, så Thit kæmpede videre. Man skal i denne forbindelse også lige tænke på, at det jo ikke var P-piller, hun gik i brechen for. De eksisterede faktisk ikke. Vi er altså ude i småtingsafdelingen indenfor beskyttelse, som på det tidspunkt kunne sætte en hel nation i brand. Eller gøre ondt, fordi det altid er smertefuldt at indse sit eget hyleri!

Thit skrev også mange bøger. Og lad det være sagt med det samme: Hun var nok en bedre foredragsholder end forfatter. Storebror stod med al tydelighed forrest i familiekøen, da litterære evner blev delt ud. Men alligevel bør man unde sig selv at læse bare et par af hendes bøger. For i flere af dem forfølger hun jo netop sit oprør mod borgerskabets hykleriske normer. Som mange andre forfattere gennem tiden tyr hun ofte til det lille trick med at skrive såkaldte historiske romaner, således at handlingen da overhovedet, slet ikke har nogen relation til nutiden. Her iblandt den særdeles kulørte, noget seksuelt udfordrende skildring af livet på Børglum Kloster i middelalderen. Hun skriver også kvindepolitiske bøger, men de er efter min mening ikke nær så farverige.

Så Thit var altså en af de modige kvinder, der var med til at give den moderne kvinde et seksuelt valg. Nemlig valget mellem sex og formering. Gad vide hvor mange, der egentlig overhovedet tænker på det som et VALG i dag, hvor det anses som den allerstørste naturlighed–og rettighed!

Continue Reading

Om sødmælk og dataroaming.

Nu nærmer tiden sig, hvor den årlige storhurdle med at finde dataroaming uden at blive godt og inderligt snydt skal overstås. Jeg frygter den allerede. Omvendt er muligheden for nårsomhelst og hvorsomhelst at kunne komme på nettet en absolut nødvendighed i mit job. Man kan vel nærmest sige, at hele min troværdighed afhænger af det. Så jeg må ned og shoppe tilbud.

Jeg køber intet hos telefonsælgere (se indlæg om sådanne!), og jeg har også for nylig fundet metoDEN til at få de frembusende robotmennesker til at holde kæft. Når de ringer, siger jeg med jubelråb i stemmen, at det da er vildt fantastisk, at de lige har ringet til netop mig, for jeg stod i den grad lige og ville ringe til dem. For at høre, hvilket mejeriselskab de anvender, når de køber sødmælk. Fordi nede i min Netto er der altså tilbud på sødmælk. Man skal bare lige binde sig til 5 liter om dagen fra Arla i en måned, hvis man vil udnytte dette fantastiske giveaway… Det kan jeg snakke så længe om, at jeg for første gang nogensinde IKKE er den, der smækker røret på. (Her må gerne stjæles–det virker sgu`.)

Så jeg må fysisk ned i de der butikker, hvor jeg (lad os nu være lidt diplomatiske) måske ikke altid er så velkommen, og hvor jeg har noteret mig, at de altid tjekker, at døren er forsvarligt lukket ud til gågaden, før de (efter lidt indbyrdes parlamentering) som regel lader enten yngstemand eller størstemand ekspedere dette forfærdeligt farlige kvindemenneske på 52 kilo krop og 15 tons mund. Jeg hader skam også den slags handler, hvor man sådan nærmest er armeret til fingerspidserne med gode argumenter, sylespidse bemærkninger og hele forbrugerrådets lovsamling under armen, allerede inden man overhovedet er fysisk inde i butikken.

Jeg ville aldrig, aldrig nogensinde sætte mine ben i sådan en butik, hvis det ikke var fordi, de har noget, jeg ikke kan undvære. Jeg kan scanne tøjbutikker i timevis uden at købe noget (nå ja, uden at købe så meget!), men ligefrem frivilligt at gå ind i en telefonbutik. NEEEJ! Det ved de også godt, teleselskaberne. Altså at vi ikke kan undvære dem. Det er den eneste troværdige årsag til deres ubehøvlethed.

Som nu sidste år, hvor Hr. Flødebolle Karl Smart prakkede mig et europæisk abonnement på til nærmest ingen kroner. Det var efter, at jeg ikke blot havde sagt, men i den grad prædiket og højlydt agiteret mine krav til et sådant. Især til at det skulle kunne dække Israel (“Ja”, sagde han. “Det er jo Europa” “Nå”, sagde jeg. “Siden hvornår?”) samt at det skulle kunne vare året ud. Vi opnåede så en form for våbenhvile omkring det sidste, hvorefter jeg 3 uger senere fik en opsigelse, fordi netop det tilbud ophørte på en bestemt dato. Selve de informationer stod IKKE i min kontrakt, og Flødebollesmarten må da have været enten tunghør eller imbecil, når han solgte mig et abonnement, der løb 3 uger, når jeg nu 27 gange (+ det løse) havde forklaret ham anderswo. Eller også var han–tro det eller ej–bedøvende ligeglad!

Det blev så et mindeværdigt efterår i netop den telebutik. Jeg er sikker på, de med bævende ben husker det endnu. Jeg er absolut ikke fysisk voldelig (jeg kender mine begrænsninger samt ved, hvornår jeg er den lille), men jeg kan lukke så meget mundlort ud i spandevis, så man skulle tro, jeg var opvokset på et offentligt toilet. Herretoilet. Og jeg har en vedholdenhed, der i al sin essens går ud på at stå, og blive stående, indtil jeg får ret. Samt selvfølgelig samtidig at informere alle andre tilstedeværende og dem på gågaden (jeg lukker altid døren op!) indenfor en radius af ½ kilometer om, hvilket lorte-snyde-imbecil-møg-skide- og pisseselskab, det her er. Så får jeg som regel ret, og de får fred. Tror de. For som en ekstra sikkerhedsforanstaltning indsender jeg altid en skriftlig klage, som i stærkt ironiske vendinger informerer dem om deres egen lortestatus.

Det betyder selvfølgelig, at jeg får mine små, korte abonnementer gratis. Hver gang. De tør–eller gider–ikke andet.

Men det er jo slet ikke det, jeg i bund og grund vil. Jeg vil bare så utroligt gerne have et spiseligt, pålideligt abonnement, som hele perioden fra nu til slut oktober kan give mig fri og ubesværet dataroaming hvorsomhelst og nårsomhelst til en rimelig pris. Både i Europa og i Israel, og det sidste fuldstændigt uafhængigt af, hvor flødebollekarl nu ellers lige mener, at det land ligger.

 

 

Continue Reading

Kvindelige rollemodeller. I.

Pippi Langstrømpe.

Selvfølgelig skal dette ikke være en serie om fiktive rollemodeller, men hende her er altså ikke til at komme udenom. Især ikke for alle os, der voksede op i en efterkrigstid, der var præget af strenge normer for, hvad en kvinde kunne tillade sig, samt hvordan en såkaldt pæn pige skulle opføre sig.

Efter at være blevet afvist af det store forlag Bonniers indtil flere gange, fik Astrid Lindgren omsider bogen udgivet på et mindre forlag i 1945. I øvrigt med de ikoniske tegninger af Ingrid Vang Nyman fra Vejen. De tegninger, som vi alle nu ser som den eneste sandfærdige gengivelse af Pippi-figuren.

Omkring samme tidspunkt udgiver den amerikanske børnelæge Dr. Spock sin lige så ikoniske Bogen om barnet, der med sine skarpe regler for “ro, renlighed og regelmæssighed” bliver børneopdragelsens Bibel rundt omkring i de små hjem. Der kan man da vist tale om noget af et sammenstød!

Pippi får, mildest talt, ikke nogen begejstret modtagelse. Verden er simpelthen ikke klar til sådan et barn. Et barn, der rent ud sagt pisser på autoriteter og normer. Det eneste forældreløse barn, der hidtil har trivedes i den rolle (alle de andre græd snot hele natten), var Peter Pan, og han måtte helt ud på Ønskeøen for at gøre det, samt ansætte Wendy til at muge ud hvert forår.

Der er ingen tvivl om, at Pippi var en udfordring for sin tid. Hun satte spørgsmålstegn ved alle på forhånd fastlagte normer og praktiserede på sin ikke-voldelige måde sin egen lille revolution. Jeg elskede Pippi som barn. For mig blev hun den rollemodel, der viste mig, at tingene for en pæn pige fra provinsen ikke nødvendigvis behøvede at være fastlagt i et net af rigide regler. Nok slæbte vi ikke heste ind i husene (ikke ret tit, i alt fald), holdt aber eller gjorde præcis som det passede os, men Pippi gav os følelsen af, at det var muligt. Muligt at vi på vores egen lille måde gjorde en smule oprør.

Det, der var så befriende ved Pippi, var, at hun var så afslappende ligeglad. Det var fuldstændigt betydningsløst for hende, hvad andre mennesker tænkte. Og vi var jo faktisk opdraget med, at det vigtigste i livet var, hvad andre mennesker tænkte! Hun gjorde, hvad hun havde lyst til, og ikke hvad andre sagde, hun skulle. Jeg har før her på bloggen skrevet om karnevalisme, og her skal bestemt også nævnes, at Pippi vel holdt karneval hele året. Forstået på den måde, at alle forhåndenværende autoriteter blev gjort usigeligt grundigt til grin. Hele tiden. Tænk bare på politimændene og lærerinden!

Jeg er sikker på, at Pippi indirekte fik en stor indflydelse på vores barndom. Hun turde jo alt det, vi andre ikke havde mulighed for at turde. Og på den måde gav hun os en form for kampgejst–til at kæmpe mod al den uudholdelige “ro, renlighed og regelmæssighed”, der var normen for børneopdragelse. For hvis der var noget, der IKKE fandtes hjemme hos Pippi, så var det i alt fald ro og regelmæssighed. Renlighed har det nok også været lidt småt med, sådan med heste og aber i stuen.

Mine egne børn har også elsket Pippi. Hun er langtidsholdbar, den tøs. Fordi hun netop symboliserer utopien om, at børn kan klare sig uden de der ofte ret irriterende forældre og udfordre autoriteterne. Men når bogen er lukket, er verdens stadig den samme, for selv børn ved jo udmærket godt, at sådan kan man ikke leve i den virkelige verden. Men man kan da i det mindste prøve—lidt!

Continue Reading

Om gysere og tårepersere.

Jeg ser aldrig gyserfilm. Eller. Jeg forsøger at spare mig selv og resten af verden for de reaktioner, gyserfilm automatisk fremprovokerer hos mig. De er både meget akutte og særdeles langtidsholdbare.

Jeg havde min debut indenfor genren i midt-tresserne, hvor det franske spøgelse Belphegor lagde de danske gader øde i sort/hvid. Det var TV, der ville noget! Bevæbnet med husets forhåndenværende puder så jeg ca. halvdelen af den serie. Resten hørte jeg–under puden. Heldigvis, i denne sammenhæng, har jeg aldrig været på så god fod med fransk, men skrig og råb er vel alligevel rimeligt internationalt, sådan rent sprogligt. Jeg så den altid sammen med overboens søn og mindes endnu, hvilken forfærdelig udfordring det var at komme ned ad trappen og hjem igen. Det vrimlede med virtuelle (vi kendte ikke det ord, men alligevel!) småspøgelser på den trappe om onsdagen. Og siden har mit liv vrimlet med alle de tingester, jeg har set i gyserfilm. De forfølger mig. Mest om natten og når jeg er alene hjemme. Selv Belphegor kan jeg stadig huske. Han er nok mit eneste sort/hvid spøgelse, men spøgelser behøver overhovedet ikke være i farver for at have indflydelse på mig. Jeg er ikke partisk med design, når det gælder spøgelser.

Og så har det så været sådan siden. Da mine drenge var yngre, syntes jeg, det var dødpinligt, at jeg ikke turde se gyserfilm, når de nu elskede dem og, forstå det hvem der vil, ligefrem nogle gange grinte af dem. De grinte så også af mor, der prøvede at være gysersolidarisk og altid så forfærdelighederne bevæbnet med pude og en blære, der i en uendelighed skulle tømmes. Apropos netop det, så viste jeg i undervisningsøjemed ofte gyseren Carrie for mine klasser. I slutscenen skyder en hånd pludselig helt uventet op af jorden ude på kirkegården, mens den allermest idylliske musik spilles. Belært af erfaring vidste jeg jo, den kom, den hånd, men alligevel har jeg kun set den en eneste gang–de restende snes tusind gange har jeg skullet tisse. Akut. Og vidst lige præcis, hvornår jeg kunne gå tilbage til klassen: Når de havde skreget!

Jeg slæber gyserfilm med mig i uendeligheder. Jeg er overbevist om, at alle de lemlæstede lig, motorsavene, mumierne, zombierne, Janet Leigh i filmhistoriens mest formidable BH og alt det andet skravl bare venter på en passende lejlighed til at komme efter mig. Det her er givetvis guf for enhver amatørpsykolog, selv jeg kan sagtens se en masse tydelige sammenhænge. Omvendt kan jeg jo bare lade være med at se lortet, for så får jeg da i alt fald ikke nye spøgelsesdesigns til samlingen. Førhen skreg jeg, når uhyrlighederne indtog lærredet. Nu skriger jeg bare ved tanken om at skulle se sådan en film. Det kan jeg så heldigvis selv bestemme, om jeg vil.

Jeg har det heller ikke godt med tårepersere. For de fungerer da i den grad efter hensigten hos mig. Jeg græder i spandevis og somme tider helt alene og som den eneste. Derfor går jeg heller aldrig i biografen til den slags film. I alt fald ikke uden en veninde, som jeg på forhånd ved har det akkurat som mig, for så er vi da i det mindste to, der fuldstændig uhæmmet og højlydt går i krampegråd og snyder os igennem flere pakker Kleenex. Samt somme tider ligefrem tysses på af andre, mere føleleskolde biografgængere, der har svært ved at høre lyden for alt det snøfteri. Af årsager, jeg ikke kan forklare, er det altid værst, når det er hunde, der dør. Pludselige dødsfald hos voksne mennesker og børn over 10 kvalificerer til lidt småhulk, men når Fido stiller poterne, så grædes der igennem.

Som med gyserne har jeg heller ikke kunnet undgå denne type film i undervisningsmæssig sammehæng. Min forholdsregel har været præcis den samme–nemlig hyppige toiletbesøg. Så jeg har siddet derude og dalret i kedsomhed, mens Boxer igen døde i Animal Farm, Vanessa Redgrave igen afslørede, at det hele var løgn i Soning og Teddy igen skød Damien i Vinden der ryster kornet. Nogle gange har opvakte elever endda bemærket “Nej, hvor ærgerligt. Du er altså lige gået glip af noget.” Det har været en smule svært ikke at svare “Ja. Det var lige det, jeg ville.”

Men jeg ser skam tåreperserne, for jeg elsker dem jo. I alt fald dem, hvor det kun er mennesker over 10, der dør. Eller de rigtige ikke får hinanden i enden. Jeg er ikke nærig med mine tårer. Jeg græder også, når de rigtige FÅR hinanden. Det sker så bare herhjemme, hvor jeg af samme grund har investeret i Netflix. (Det kom jeg til at fortælle mine børn, og pludselig var jeg blevet til 4 brugere og tilsyneladende begyndt at se en helvedes masse gysere. Hold da op hvor har jeg fået mange beskeder om “Lige en film for dig. Plæneklippermassakren.”) Så kan jeg sidde i min gode stol og upåagtet hyle i vilden sky og gå rundt med sorgprægede øjne i halve dage.

Med gyserne er det sådan, at jeg simpelthen ikke har råd til så stort et forbrug af sofapuder. Og at jeg heller ikke gider være bange for imaginære spøgelser, når jeg er alene hjemme. Hvilket er det tidspunkt sådan nogle altid tror, der er besøgstid hos mig. Især under min seng, i kælderen og i uoplyste kroge og hjørner. Så jeg ser ikke flere gyserfilm. Jeg har, om man så kan sige, spøgelser nok allerede. Jeg har jo samlet på dem siden midt i tresserne.

 

Continue Reading

Om loddenskab.

Kender I det?

Her om vinteren, hvis man ikke lige regelmæssigt går i svømmehal eller til fitness, så er der altså nogle gange, hvor man sådan går hen og bliver lidt vel lodden.

Jeg opdager gerne, til min egen rædsel, min kropsmæssige dovenskab, når jeg skal i et par tyndere nylonstrømper. Så viser min loddenskab sit uldne ansigt ved at stikke ud gennem maskerne. Flere centimeter. Det er som regel det direkte startskud til en gennemgribende afpelsning.

Og det er da Fandens, som det gror, det skidt. Især om vinteren. Som om vi kvinder fra naturens side er udstyret med ekstra pelsfremmende vækst i de kolde måneder. Om sommeren er vi jo over det, skidtet. Da vogter vi nidkært over hvert eneste, uartigt hår, der stikker ud over badedragtslinjen (bikinien afgik ved døden omkring de 40) eller gemmer sig under lagene af overarmsmormødre. Der får de kamp til stregen.

Det er anderledes her om vinteren. Der er da jo ikke nogen, der kan se, om vi er blevet til pelsdyr. Jo, måske manden, men hvis han begynder på noget, så kan vi i et snuptag trække mavedæk eller hår- i-ørerne-kortet. Ingen smalle steder der! I øvrigt er det da også noget mere appetitligt at have hår under armene end at have dem i ørerne. De er da i det mindste mere umiddelbart usynlige.

I min feministiske ungdom var det et issue IKKE at fjerne det, der så smukt hedder “unødvendig hårvækst”. Vi rendte rundt med skove af loddenskab på benene og parykker under armene i den hellige kvindebevægelses navn. Det gik så over. Måske fordi det absolut ikke havde den ønskede effekt på det andet køn. Tænk, de begreb ikke, at de der hår var noget seriøst ideologisk, at loddenskaben i sig selv var en virkelig højlydt protest. De syntes bare, de var grimme, hårene. Det synes jeg faktisk også. Og jeg er holdt op med at tro på, at udbredt hårvækst på og under kropslige ekstremiteter er et værdifuldt kønspolitisk statement.

Men jeg er sur på dem alligevel. De irriterer mig. Og det gør mig knotten, at jeg overhovedet skal bruge tid på regelmæssig afhåring. For hvorfor vokser de overhovedet ud? Hvad skal jeg med dem? Kan man ikke opfinde et vækstbegrænsende middel, som man kan smøre på eller indtage i puberteten, når de første gang popper deres lodne hoveder ud? Sådan at man aldrig skal bekymre sig om graden af sin egen loddenskab? Er der i virkeligheden et eller andet skabelsesmæssigt, der er kikset? For det er udnævnt til sexet for mænd at have hår på brystet, men der er godt nok mange af slagsen, der kan tælle deres på 1 finger. I stedet er de der hår fejlagtigt blevet sat under vi kvinders arme, hvor de overhovedet, virkelig overhovedet, ikke har den fjerneste berettigelse.

Ikke?

 

 

Continue Reading

Deus ex machina. Eller: Det amerikanske kavaleri.

Deus ex machina betyder “guden fra maskinen”. Udtrykket stammer fra de græske tragedier, hvor man, når stykkets handling var gået i uløselig hårdknude, ved hjælp af en maskine hejste en gud ned på scenen, som så, ganske belejligt, lige løste det hele. Altså en form for usandsynlig, pludselig opstået løsning, der på en måde kommer fra en helt anden verden. Eller en stærk personlighed, som enhver kunne lægge sine uløste problemer i hænderne på.

I de gamle Westerns (dem, der alle sammen har John Wayne i hovedrollen) , bruges det blåklædte amerikanske kavaleri på samme måde. Se scenen: Tapper, hårdarbejdende pionerfamilien med op til flere charmerende unger er omringet af uhyggelige, blodtørstige indianere i den lille blokhytte langt, langt ude på prærien, som de selv har opført under blod, sved og tænders gnidsel. Udyrene står med økser og er lige–men altså kun LIGE–ved at få hugget hul på døren ind til de gode, og vi frygter og bævrer for den kommende nedslagtning. Men netop i det øjeblik høres fra bakkekammen over huset det velkendte “Tra, trattera, tra traaaa”, og ned af bakken vrimler disse behestede, blåklædte maskinguder, gerne med det amerikanske flag forrest. Det var vel nok godt, de lige var i nærheden!

Jeg har altid ønsket mig sådan en Deus ex machina. Den type guder burde have vidst, at mit hjem i den grad har skreget på deres tilstedeværelse. Hvis de havde kunnet stige ned fra himlen og let og elegant bringe orden i oprydningsmæssigt kaos, ville det da have været noget af en befrielse. Eller rette stile. Måske bare luge ukrudt? Eller elegant ordne alle de situationer, hvor jeg både fysisk eller menneskeligt var kørt uhjælpeligt fast. Det er jo det, der er selve deres væsen. De ordner det kaos, man selv eller andre har forårsaget, UDEN AT MAN SELV SKAL GØRE NOGET. Og de står der, når alt håb synes ude. Når de så har været der, er alt jo godt igen.

Desværre er jeg med alderen holdt op med at tro på, de nogensinde finder vej til mig og mine udgaver af kaos. Sådan nogle, må jeg jo nok indrømme, findes kun i græske tragedier og gamle Westerns (med John Wayne). Det er illusorisk at tro på, at fiktionen kan gå lige ind i ens egen hverdag. Men allermest på, at nogen eller noget kan ordne det hele, UDEN AT MAN SELV SKAL GØRE NOGET.

Jeg kan så forstå, at historien som sådan beviser, at jeg må tilhøre en eksklusiv gruppe af tvivlere. Igen og igen er der beviser for, at enkeltpersoner, folkeslag eller måske endda hele verdensdele tror på, at en Deus ex machina netop er kommet på besøg hos dem for at rydde op i det, som de selv synes, er kaotiske tilstande. Det er den tro, der skaber diktatorer og førere, der truer verdensfreden. Nemlig troen på, at nu er den gud fra maskinen endelig kommet for at rydde op, og giver man ham tilstrækkelig magt, beføjelser og frie hænder, så vil kaos på få dage være et overstået kapitel, UDEN AT MAN SELV HAR GJORT NOGET.

Uden at man selv så meget som har overvejet sine problemer, deres substans eller de mulige løsningsmuligheder. Det er da let. Så forbandet, uhyggeligt let. Læg dit liv i gudens hænder, sluk for hjernen og bibehold endelig troen på, at det hele går i den fineste orden.

For nu at vende tilbage til en mere aktuel retorik, så skal man lige huske, at der findes alternative guder. Også fra maskiner. Og måske er “Tra, trattera, tra, traaaa” ikke lyden af befrielse og frihed? Måske er verden vokset fra det amerikanske kavaleri? Måske kan verden sagtens selv ordne sit bøvl, uden at Stars and Stripes svinges i galop over bakkekammen?

Jeg har virkelig altid ønsket mig den utopiske Deus ex machina. Men jeg har også indset, at jeg nok er nødt til at tage ansvaret for mit eget kaos. Der kommer ikke nogen og rydder op. Der kommer ikke en stærk mand og river mig og mine omgivelser ud af det, vi sidder i. Og hvis  der gør, er jeg alvorligt, meget alvorligt bange for, at der vil blive skabt et nyt, altovervældende kaos, som selv nye guder fra maskinen ikke kan få styr på.

Continue Reading

Om fodbold.

Jeg forstår ikke fodbold. Jeg er (også udenfor banen) fuldstændig boldblind og regelimbecil. Jeg finder det totalt latterligt, at et antal fuldvoksne mænd med delikate lår skal bruge deres tid på at jagte en lille oppustet tingest. Samt tjene mange flere penge end jeg nogensinde har kunnet ved at gøre det.

Jeg forstår heller ikke, hvad det egentlig er, de foretager sig. Jeg ved godt, hvad en dommer er, men jeg har endnu ikke helt gennemskuet, hvad det er, han dømmer. Om der er nogen logik i det, eller det bare sådan er vejledende og forefaldende efter hans humør på dagen. Tilsyneladende retter de fleste sig efter ham, så der må jo være noget i det, han siger. Måske bruger de koder derude på græsset? Nogle gange kan man dog iagttage en eller to, der sådan bliver lidt oppustede og røde i ansigterne, når dommeren gør noget underligt med sine arme, men så gør han noget andet, som betyder, at de vist ikke må være med mere. Så skal de nok gå hjem.

Jeg kommer heller aldrig til at forstå fodbold. Simpelthen fordi det er mig så uendeligt ligegyldigt, at jeg ikke gider investere så meget som et kvart sekund på at studere fodbolisme. Helt ærlig, så er det eneste, jeg gider studere, gode lår. Det er, desværre, et problem. Sådan at forstå, at jeg bor i en familie, hvor flere hankønner tilsyneladende forstår fodbold, tilbringer meget tid med det og taler virkelig meget om det. Man kan vist godt sige, at det betyder noget for dem. Hvad har jeg så ikke helt gennemskuet.

Jeg har en svigersøn, som kan hoppe i siddende stilling fra den ene ende af en sofa til den anden, når der er mål. Ligegyldigt hvilket hold, der måler den. Det er han totalt kold overfor–det er det samlede antal mål i en kamp, der tæller. Jeg har også en søn, der er en smule mere selektiv, og gerne følger sit favorithold til kampe over hele Danmark. Og så har jeg en mand, der har så meget fritidsarbejde hos en fodboldklub, at man skulle tro, det var det, der var hans egentlige arbejde. Det tror han vist, for øvrigt, også selv.

Så er det bare, at jeg tit tænker, at det må være ganske forfærdeligt nedslående at have sådan en målslukker som mig i familien. Når de har været ude og bruge kostbar tid på at se de der mænd sparke rundt og så kommer glædestrålende hjem og med sand ild i øjnene beretter om fantastiske scoringer og udsøgte tacklinger–hvad siger hun så, hende ignoranten? Hun siger “NÅ.” Hvis bølgerne går rigtigt, rigtigt højt siger hun måske “Det var da godt.”, men ingen af delene kan vist helt dække over, at det i bund og grund er fuldstændigt uinteressant.

Til gengæld har jeg masser af ting, som jeg kan nørde rundt i. Og blive vildt og inderligt begejstret for. De mødes også sommetider med et “NÅ”. Så på den måde står vi ligesom lidt lige på NÅ-skalaen. Det er nok derfor, jeg synes, det er en utroligt god ide, at de sådan går op i den der lille bold, for det giver mig jo, trods alt, alenetid til at dyrke alt det, der VIRKELIG er væsentligt. Så hvis de tror, at fodbold er vigtigt, så dem om det. Jeg vil meget hellere læse en god bog. F.eks.  Og den skal ikke have så meget som en eneste, lårudstyret fodboldspiller i sig.

Jeg kan godt huske den der fodboldreklame om, at “der er så meget, kvinder ikke forstår.” Jeg er ikke blot stolt over alt det, jeg ikke forstår. Jeg er faktisk også meget taknemmelig. For der er da ingen tvivl om, at det er mig, der i fodboldløs tilstand har fundet det, der giver livet værdi!

Continue Reading

Om karnevalisme. Eller: At være alene hjemme.

Begrebet karnevalisme bruges en del indenfor litteraturen. Det betyder et frirum, hvor det er tilladt at gøre oprør mod normer og autoriteter, gerne på en karikeret eller grotesk måde. I gamle dage–og for den sags skyld stadig mange ANDRE steder i verden i dag–var/er karnevallet en ventil, hvor man ved at klæde sig ud skaber netop dette frirum til at udfordre og udforske det samfund, man lever i. Det er, på sin vis, omkostningsfrit, men samtidig en god måde at komme af med opsparet utilfredshed eller aggressioner. Faktisk er karneval en stor fordel for diverse myndigheder–det skaber ro. Altså bagefter. Shakespeare brugte det (undskyld nørderiet!) i både Macbeth og Hamlet, og Jeppe i baronens seng er et godt eksempel på fin, dansk karnevalisme.

Så vi har alle brug for lidt karnevalisme. Også mig. Og i morgen er et af de lokale sportshold så venlige at medbringe min mand på den årlige træningslejr, der varer en uge. Det er altså ikke fordi, jeg har noget imod hans tilstedeværelse som sådan (så havde jeg jo nok gjort noget drastisk ved netop det!), men jeg elsker altså at være alene hjemme. Med måde, forstås. Og helst ikke for længe ad gangen. Gerne præcis så længe, at jeg har fået afreageret og savner, at han er her igen.

Når jeg er alene hjemme, går jeg i karnevalisme. Jeg ophæver glad og gerne normer og udnævner mig selv til den eneste autoritet i huset. Jeg foretager mig udelukkende ting, der er gode for mig, og tidspunkter bliver noget absolut vejledende.

Da jeg var barn, spiste vi alle de ting, min far ikke kunne lide, når han ikke var hjemme. Det var et sandt orgie af boller i karry (som han påstod, han ikke kunne tåle!), pandekager og pariserbøffer. Det var festdage, især fordi vi alle sammen følte, at vi ligesom snød ham lidt. Pissede på hans overordnede madautoritet. Det var sgu` lige før, vi klædte os ud, mens vi gjorde det.

Så jeg tager lige en uge uden afbrydelser og hensyn. Hvor jeg ikke på noget tidspunkt skal gøre rede for min færden eller på nogen mulig måde forsvare den. Jeg kan danse på bordene, iklædt fjerboa og leve af Yankeebarer, hvis det er det, jeg vil. Men det er jo slet ikke det, jeg vil. Det er vel nærmest det modsatte. Nemlig fred, ro og absolut ingen forstyrrelser. At tingene tager den tid, de tager, og at tiden i sig selv bliver uvæsentlig, fordi  min tid ikke skal samstemmes med andres tid.

Ydermere er jeg sikker på, jeg ikke er den eneste, der har det sådan. En hel uge med lutter mig-tid er ønskescenariet for rigtigt mange kvinder i parforhold, tror jeg. Til gengæld sker der så også det, når ugen er ved at lakke mod enden, at al den mig-tid eller personlig karnevalisme i den grad står og råber højt og gjaldende efter en modspiller. De fleste karnevaller varer en uges tid. Det er fuldt forståeligt: Det er ca. det tidsrum, det tager at rase ud, så man med fornyet kraft kan vende tilbage til dagligdagen. Og nyde den.

Continue Reading

Om fordeling af arbejde.

Da jeg var ung, tog jeg et weekendkursus i at klare mig selv. Det var i slut 70-erne, så for, i takt med tidsånden, at booste mine færdigheder indenfor områder, som dengang primært var forbeholdt mændene, tilbragte jeg altså en hel weekend sammen med en kvindelig håndværker. (Vildt eksotisk, dengang!)  Anført af hende håndværkeren i kedeldragt lærte vi alt fra at sætte lamper op, bore huller, indsætte rawplugs, splejse ledninger sammen, skifte pakninger og sikringer til at hænge billeder op + alt det løse. Med slet skjult mangel på stolthed må jeg indrømme, at jeg aldrig siden har hængt så meget som en sengelampe op, og det der med at bore huller opgav jeg vist omkring midt-firserne. Til gengæld ved jeg, at jeg stadig kan gøre det. Jeg kan godt klare mig alene, hvis det er det, jeg skal.

Da min far døde, var min mor fuldstændig ubehjælpsom i forhold til økonomi. Hun anede knapt, hvilken bank de havde. Hvis min bror ikke havde forbarmet sig over hende og lovet at tage sig af alt indenfor den afdeling, havde hun været ilde stedt. Men hvorfor skulle hun også vide noget? Min far havde en uddannelse indenfor økonomi, og det kørte jo perfekt med ham ved roret. Der havde aldrig i hendes liv været nogen som helst anledning til, at hun skulle blande sig, og det var heller aldrig et issue, at hun som kvinde i sin generation overhovedet skulle forstå sig på økonomi. Indtil han døde, forstås. Set i et færdighedsmæssigt perspektiv var det måske meget godt, det var ham, der døde først. Han havde i alt fald på det nærmeste ikke fået noget at spise uden hende. Eller fået vasket sit tøj.

Dette bare for at skildre nogle af yderpunkterne. Fordi diskussionen om, hvem der gør hvad i de små hjem, nu igen er blusset op visse steder i medier og sociale fora. Når man, som jeg, i mange, mange år har været gift med den samme mand, ER de diskussioner ligesom taget. Vi ved, helt uden at tale om det, godt, hvem der gør hvad. Det er fuldstændigt forståeligt, at en sådan diskussion er væsentlig og virkelig nødvendig, når man er ung og indleder et parforhold. Det, man bare altid skal passe på, er millimeterdemokratiet+ (og det er faktisk i sidste ende det væsentligste!) at begge parter er i stand til at udføre de fleste af de praktiske jobs, der nu engang er i et hjem, MEN at begge parter derfor ikke nødvendigvis behøver at gøre det.

Hjemme hos mig, plejer jeg at sige, er arbejdsfordelingen bestemt ud fra, hvem der er bedst og hurtigst til hvad, samt hvem der hader det mindst. Der er helt klart også en tidsfaktor indblandet. Jeg mener, hvis min mand skulle lave mad til daglig, kunne vi påberegne at spise ved 10-tiden om aftnen, fordi han først skulle hjem fra arbejde, have købt ind og bruge ca. 3 gange så meget tid på at lave mad, som jeg gør. Han kan godt lave mad, men det er mig, der er bedst og hurtigst til det. Samt holder mest af det. Hvis jeg skulle slå græs, ville det tage flere timer, og jeg ville hade hvert eneste sekund af det. Men jeg kan godt. Jeg kan klare en toiletrengøring på under 1/3 af, hvad den tager ham, mens han er noget mere speedy til regnskaberne end talblinde mig. Det er ikke fordi, vi hver især ikke kan gøre tingene–det er bare meget, meget nemmere, at den, der er bedst og hurtigst, gør det. Lad os bare kalde det hjem-rationalisering.

Jeg ser absolut ingen grund til, at jeg i millimeterdemokratiets hellige navn skal kaste mig ud i forehavender, som min mand er meget bedre til. Samt hader væsentligt mindre end mig. Men jeg skal samtidig være meget bevidst om, at jeg skal kunne udføre de opgaver. Jeg skal på ingen måde ende som det økonomiske mæ-hæ, hvis det er mig, der på et tidspunkt bliver alene. Og jeg skal heller ikke ud og falde på knæ for andre for at få slået mit græs.

Jeg kender mange parforhold, hvor det primært er manden, der laver mad. Eller kvinden, der hænger lamper op. Det er naturligvis, fordi de også har fordelt arbejdsopgaverne præcis, som vi har. Den, der er bedst og hurtigst og hader det mindst, gør det. Uanset køn. Det var nok der, mine forældres generation gik lidt galt i byen–eller rettere–slet ikke gik i byen. Dengang var arbejdsfordeling næppe noget, man sådan overhovedet diskuterede, den var vel implicit kønsopdelt på forhånd. Vores generation har været ude i diskussionerne, men det kan da sagtens være, at mange af byrderne alligevel sådan rent kønsmæssigt er havnet det samme sted. Men hvad gør det, så længe det ene køn i et parforhold vitterlig er bedre og hurtigere til nogle ting?

Det, der bare er utroligt essentielt i hele denne diskussion, er, at ulig vores forældres generation, så må vi aldrig glemme, at vi skal KUNNE tingene. Altså dem, den anden part er bedst til.

Endelig skal det da også siges, at os, der har en mand, også skal påskønne ham. Om ikke for andet, så tænker jeg tit på alle de ualmindeligt trælse ting, som jeg slipper for, og som de tusindvis af kvinder, der er alene, nok er nødt til at gøre. Jeg skal simpelthen fryde mig over, at mit græs bliver slået og mine lamper hængt op. Ikke fordi, jeg ikke selv kan gøre det. Men jeg gør det altså kun, hvis det er absolut, pinedødt nødvendigt. Så længe jeg har folk til den slags, forstås!

Continue Reading