Om at rydde op i sine køkkenskabe.

I disse dage går der noget af mig. Noget helt usædvanligt og meget sjældent. Jeg rydder op i min køkkenskabe, og det er ikke sådan noget, jeg fristes til på mere end tiårsbasis. Sidst, jeg gjorde det, var vist i et andet århundrede. Jeg er sikker på, andre mennesker rydder meget mere op i deres køkkenskabe. Dem om det.

Udover at være slidsomt, træls og kedeligt, så er der dog lyspunkter. For det er da ligegodt utroligt, hvad nogen gennem alle de år har stoppet i mine skabe. Eller hvor mange besynderligheder der tilsyneladende er vandret ind i og har fundet en blivende residens i mine køkkenskabe.

F.eks. må jeg på et tidspunkt have haft besøg af et overvældende stort antal asiater, der alle sammen har glemt deres spisepinde. Det er årtier siden, jeg opgav enhver form for ulige kamp med spisepinde og bestemte mig for, at jeg ligeså godt kunne kapitulere og få maden til at ende i munden, men alligevel er jeg indehaver af spisepinde nok til at ekvipere en hel kinesisk nytårsfest.

De kan også sagtens få salat til, hvis de vel og mærke ikke er så nøjeregnende med, at salatbestikkene passer sammen. Jeg vil skyde på, at det forholder sig med salatbestik som med sokker. Der findes en salatbestikhimmel for skilsmisse-eller samspilsramte salatbestik, hvortil det hos mig primært er dem med huller, der er flygtet. Man KUNNE vel godt sætte den der røde Rosti sammen med det østeuropæiske blomsterrædsel, som nok i sin tid er medbragt fra en rejse, hvor den så pissegodt ud i sin hjemegn omkring Rumænien.

Hvis jeg ikke husker forkert, så tilhører den enlige pisker min allerførste elpisker, som vist afgik til til evige piskemarker omkring begyndelsen af 90-erne. Måske har jeg gemt den af nostalgiske årsager, fordi jeg simpelthen måtte bibevare et minde fra min første elpisker? Jeg tror, det skal være slut nu. Sådan en singlepisker fra en dysfunktionel piskerfamilie, hvor den anden er løbet af gårde, kan jo ikke engang sælges på et loppemarked.

Jeg bliver sådan helt blød indeni, når jeg kigger på den aller-allerbedste kødhammer, jeg nogensinde har eget. Eller resterne af den. For hvad er en kødhammer uden et tilhørende skaft? Konklusion: Der finder også en kødhammerskafthimmel. Og hvornår er det lige, jeg sådan står og mangler en kødhammer? Jeg kan da godt tænke på andre anvendelseformer for den klump træ med bid i enden, men jeg vil overhovedet ikke afsløre andet, end at de i så fald hører tæt sammen med raserianfald.

Kødkrogen, eller hvad det nu er, er derimod et mysterium. Hvis det er en kødkrog, må jeg, uden selv at ane det, have stegt hele dyr på ca. hjortestørrelse i min lille ovn. Samt fyldt dem med Gud ved hvad, så den kunne holde dem sammen i den ene ende. Jeg KAN simpelthen ikke forestille mig, at juleanden har været hæftet sammen med det torturinstrument, og i det mindste har jeg da i så fald måttet stege den i en åben ovn.

Jeg ved godt, hvordan den lille julenisse er endt blandt de andre singler. Når juletræet er plyndret og sat udenfor, og al julepynten sat på loftet i lukkede kasser, viser det sig altid, med usvigelig sikkerhed, at noget, eller nogen, har fundet et rigtigt godt gemmested mellem grenene. Mange, endda. Så bliver jeg sådan lidt personligt berørt og føler, at de alligevel skal have en ekstra chance. Derfor putter jeg dem først i en lomme, og når så bukserne skal til vask, og jeg opdager en lille nisse eller en grim basunengel i min højre bukselomme, bliver jeg sådan lidt rådvild. For at råde bod på det, stopper jeg dem gerne i den nærmeste skuffe. Sådan, at de kan ligge der, indtil det nok alligevel bliver jul igen.

Endelig er der den der mystiske metaldims. Jeg er 100 på, at jeg aldrig har brugt den, og at den sikkert er en del af det såkaldte udstyr, min mor i sin tid mente, jeg skulle grundlægge mit kommende hjem på. Hvis jeg havde brugt den, ville jeg jo vide, hvad det var. Måske en skraber til metalgryder? En ekstraordinært stor neglefil til nedgroede tånegle? (Så har hun da virkelig været fremsynet!) Så hvis nogen kan hjælpe med, hvad den er, og hvad dens misson er, så er jeg meget lydhør.

I mellemtiden vil jeg gå videre til næste skab. Hvis jeg gider. Ellers kan jeg jo da også lige se, om jeg kan støve en mellemstor asiatisk turistgruppe op og spørge dem, om de gerne vil arve?

Continue Reading

Om bankrådgivere.

Jeg tror, jeg har verdens rareste, mest kompetente bankrådgiver. At dømme efter, hvad andre mennesker fortæller om sådan nogle, har jeg vist vundet en af bonuspræmierne i bankrådgiverlotteriet. Vi har også haft hinanden i mange år. Vi er sådan næsten vokset op sammen, og nu er vi så ved at blive en smule gamle sammen.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at han kender min økonomi meget bedre, end jeg selv gør. Jeg har ham også mistænkt for, at han på kroner og ører ved, hvad jeg ugentligt forbrænder i Netto, samt hvor jeg skal hen på de næste 3 ferier. Han har i den grad tjek på min pensionsopsparing, og da jeg fyldte 50, sendte han mig en fin æske chokolade, mens jeg, da jeg fyldte 60, tilsyneladende var dalet lidt i kreditværdighed, for da ventede jeg godt nok længe på de fyldte og dem med marcipan, uden at de kom.

Engang imellem indkalder han mig til en slags serviceeftersyn. Sådan lidt ligesom bilen, der skal have skiftet olie, eller brysterne, der skal klemmes sammen i torturmaskinen. Så gennemgår vi lige alle skejserne og ser på, hvordan vi mest belejligt og legalt omgås nye skatteregler. Det foregår på den måde, at han forklarer, ganger, dividerer, powerpointer og generelt taler et for mig ukendt sprog, mens jeg drikker te, spiser chokolade, siger lejlighedsvise ja-er og ind imellem spørger, hvor jeg skal skrive under. Jeg tror, jeg må være hans nemmeste, mest medgørlige og underskrivende kunde!

Han påstår også, at jeg har orden i min økonomi, men jeg har ham nu mistænkt for, at det er sådan noget, han siger til alle dem, han lige skal have lokket ud på en ny galej. For inderst inde var jeg jo i virkeligheden allerhelst fri for ham. Stod det til mig, så var det absolut helt i orden, at overskydende penge befandt sig i diverse dertil indrettede lommer i husets madrasser. Eller i en skattekiste på loftet. Jeg er ubetinget tilhænger af madras- og kistebanking. Så havde jeg både nærområde-styr på financerne og kunne på daglig basis foretage såvel optælling som beundring af dem. I min verden er det altså stadig lidt underligt, at der står nogle tal på en konto, uden at jeg hverken kan se, føle eller tælle dem. Og når man alligevel lettere kan række tungen ud ad vinduet end tjene nogen form for renter, så ER det faktisk virkelig meget tryggere at sove på sine penge.

Jeg tror, at de fleste af mine underskrifter er sat for at få fred. Sådan at jeg kan forlade banken og chokoladen og gå ud i den virkelige verden og bruge nogle af pengene på en måde, som jeg forstår. Jeg synes heller ikke rigtigt, jeg sådan mærker alle de der krumspring, vi sammen har foretaget os over årene. Man kan sgu`ikke bruge potentielle aktiegevinster til ret meget ved mælkeskabet i Netto. Og i øvrigt er jeg da– altså til trods for, at han stadig er en venlig mand–ikke et sekund i tvivl om, at han aldrig ville sætte mine fordele over bankens. Så ville han nok blive fyret! Det er også derfor, jeg har sådan en god, gammeldags tillid til madrasser–der kan banken ligegodt ikke stjæle fra mig. I øvrigt ved de heller ikke, hvilke af husets sengeunderlag, jeg i givet fald ville bruge.

Men forleden fik jeg tilbud om noget helt nyt–nemlig et gratis VIPkort til lufthavnslounger. Der gik jeg godt nok i stå midt i chokoladen og oplevede for første gang nogensinde, at der faktisk blev sagt noget af interesse, som jeg måtte lytte efter. Jeg har selvfølgelig haft de der 4-gange-om-året betalingskort til at mænge mig med businessclass, kvinder med Guccitasker og ubehøvlede, russiske nyrige. Selv om det lyser langt ud af mig, at jeg nok boarder Ryan, Norwegian eller Easy, så er der da somme tider gode snacks, og når tjeneren vender ryggen til, kan man de fleste steder stjæle aviserne og ½ slikskål samt stoppe et par dåsecola i rygsækken, så jeg har da tit tænkt på, at et ubegrænset årskort uden betaling ville være en supergod ide for sådan en som mig, der altid, uden undtagelse, medbringer egen ( eller i alt fald loungens!) proviant på samtlige flyrejser.

Så jeg er gået sådan lidt væk fra madrasplanerne. For endelig, endelig, efter alle de år, taler min bankrådgiver et sprog, jeg umiddelbart kan forstå. Jeg skal nok, ubeset, skrive under på det hele, virkelig det hele, droppe enhver form for sengebanking og møde op til fremtidige serviceeftersyn med fornyet håb. Måske endda lytte. En lille smule, i alt fald.

Og nej, hvor skal jeg bare æde i de der lufthavnslounger. Samt lade være med lige ved den lejlighed at tænke på, hvor meget banken egentlig tjener på, at jeg mænger mig med  Pradaerne!

Continue Reading

Om ubåde. Raket-Madsen. Og døtre.

Forleden oploadede min skotske veninde en artikel fra The Guardian på Facebook. Om ubådssagen. Det viser lidt om, hvor stor opmærksomhed sagen også får i udenlandske medier, hos udenlandske læsere–samt måske en smule om, hvorfor vi alle på samme tid er så dybt fascinerede og så dybt frastødte af sagen.

Jeg følger også med. Og som med alle andre sager, der har min bevågenhed, gør jeg det ubevidst–og måske endda udelukkende–ud fra min egen lille synsvinkel. Eller synsvinkler. Nemlig der, hvor min personlige identifikation ligger.

I denne sag ligger den primært to steder: 1) Som mor til en datter på nærmest præcis samme alder. En selvstændig, karrierebevidst, frygtløs kvinde, der stadig tror på, at verden mestendels vil hende det godt, men at den også samtidig kan ændres, så dens potentiale kan udnyttes endnu bedre. Det ville overgå min yderste fantasi  og mine ultimative mareridt, at nogen ville kunne skade hende. Ikke blot fordi, det på en underligt omvendt måde falder lidt tilbage på mig, fordi jeg så bevidst har opdraget hende til selvstændighed og til at klare sig selv, men også fordi det i sig selv virker så uendeligt meningsløst. Hun hører da hjemme i denne verden, fordi hun i min optik er med til at gøre den bedre. Der er da ikke nogen mænd, der skal sejle rundt og slå vores døtre ihjel! De døtre, der både er deres egne storslåede selv, men som da sandelig også har en hel del med i bagagen, som vi mødre udstyrede dem med. Nemlig en god portion af de potentialer, vi selv, af mange årsager, aldrig fik udnyttet. Tager de vores døtre, tager de jo nærmest os selv.

Den ultimative ironi ligger vel nærmest i, at noget af det, vi ISÆR opdragede dem til, var at kæmpe mod folk ( her kan man godt læse: mænd!) som Raket-Madsen. Vi troede bare i vores store naivitet, at pennen eller andre fredeligere metoder var de våben, der skulle bruges. Netop derfor er det så chokerende, at basal, rå vold kan gøre det af med de unge kvinder, vi gav nogle helt, helt andre våben med på vejen. Så uigenkaldeligt uretfærdigt.

Mine følelser har også været hos forældrene, der først havde en forsvundet datter, dernæst en uhyggeligt lang ventetid, så dele af et lig, og så endnu flere ligdele med påhæftede mulige mordvåben. Det er som om, de stakkels forældre har fået deres datter slået ihjel i etaper. Og der mangler stadig et par arme, så der mangler stadig et par uudholdelige, sorgoprivende etaper. Som om døden ikke er noget endeligt, men foregår over flere måneder, hvor den i og for sig bare bliver mere og mere sindsoprivende forfærdelig for hver ny legemsdel eller oplysning. Her er vi ude i det ultimative forældremareridt.

Og 2) Jeg kan ikke forestille mig mere forfærdeligt sted at blive slået ihjel end i en ubåd på havets bund. Det taler lige ind i min klaustrofobi. I drømme og andre forestillinger, hvor man er udsat for korporlige, måske endda dødelige, angreb, handler det ofte om at flygte fra forfølgelse. Så løber man, springer eller forsøger i alt fald at slippe væk. Med bevidstheden om, at hvis man bare selv er snu eller hurtig nok, findes der smutveje til en form for frelse eller undslippelse. Men en ubåd på havets bund er jo det ultimative lukkede rum. Det rum, hvor hverken løb, spring eller andre undvigelsesmanøvrer er mulige. Hvor alt er forgæves, og–hvad der næsten er endnu mere forfærdeligt–hvor man jo udmærket er fuldt bevidst om, at det forholder sig sådan. I den slags situationer tror jeg, alle vil lede efter en form for håb–men i en ubåd: Forget it! Det svarer til den slags ultimative klaustrofobi, som er grundessensen i enhver form for flyskræk: De evindelige minutter eller sekunder, der går, fra flyet starter sin kurs direkte mod jorden, indtil det rent faktisk rammer. Det tidsrum, hvor alt er tabt. Og hvor man VED det.

Så jeg følger, som min skotske veninde og tusindvis af andre mennesker, også med i ubådssagen. Det er en af de sager i de senere år, der har ramt direkte ind i noget, der var umiddelbart identificerbart hos mig.

Netop fordi den har bevist, hvor skrøbelige vi i virkeligheden alle er. Både os mødre, vores selvstændige døtre—og vores ultimative fobier!

Continue Reading

Store Damaskdag.

Så er det i dag og i morgen, at hundredevis af kvinder fra hele landet (og såmænd også det nærmeste udland!) sætter ud på den årlige damaskrejse til Kolding. Masser af veninder, naboer og bekendte fylder bilerne og laver en udflugt ud af årets stock-up på håndklæder, viskestykker, sengetøj, duge og andet brugeligt og billigt linned og frotte. Jeg ved det–altså det med den enorme geografiske spredning–for de travle ekspeditricer (tillad mig et så fuldstændigt dated, nærmest sexistisk ord, men disse her kvinder VED altså noget om deres varer!) spørger om postnumre, og selv jeg lille provinstøs har en ret god fornemmelse af, hvilke der er hjemmehørende i København og omegn.

Så derude på Dieselvej i det allermest trøstesløse, industrielle Kolding står vi altså i  civiliseret kø for at købe ind med kæmpe besparelser. I alt fald, hvis vi ankommer tidligt. Senere på dagen slås slaget lidt mere humant, om end man så har misset chancen for en af juledugene, som de gerne har under 5 af.

Jeg er helt sikker på, at mange kommer til lagersalget hos Georg Jensen første gang udelukkende for snobbeeffekten. Det vil så i givet fald gå over! For de vil relativt hurtigt opdage, at det, de har investeret i, er de ultimative varer indenfor netop dette område. De holder jo farverne for evigt, kan vaskes flere tusinde gange og er nærmest uopslidelige. Hos mig lever håndklæder omkring et tiår med intensiv brug, duge halve århundreder og sengetøj så længe, at jeg somme tider bare overhovedet ikke kan holde ud at se på det mere, fordi jeg nærmest har ligget i det siden min barndom.

Så kan man selvfølgelig logisk spørge, hvorfor jeg overhovedet investerer i nyt. Det gør jeg, fordi her er et firma, der aldrig går ned på kvaliteten, men samtidig også hele tiden genopfinder sig selv. Der er altid nye farver og mønstre–altid friske pust til det, lad os bare indrømme det, måske lidt kedeligere område af boligindretning. I min ungdom var jeg ved at besvime over, at der kunne være en vis form for mode og kvalitetsbedømmelse i at købe håndklæder. Det er så gået over! Eller også er jeg med tiden bare blevet så nærig, at jeg udelukkende investerer i ting, der holder.

De fleste varer på lagersalget er 2. sortering. Og det siger så også lidt om firmaet, at man virkelig, virkelig skal være mester-linned-detektiv for at opdage fejlene. Til gengæld er besparelserne langt over 50%. Eller i alt fald nok til at betale benzin for en bilfuld håndklædehungrende “husmødre” fra Hillerød!

Endelig–og det sætter jeg pris på–er det her civiliseret lagersalg. Der er nok til alle, så vi står ikke og hiver i hver sin ende af dugene…. Vi fylder vores poser i ro og mag, og bliver vi trætte undervejs, er der altid kaffe på kanden…

–Og så tog jeg lige et billede af den dug, jeg købte for 15 år siden. Den er i nærmest daglig brug, så den tur til Kolding dengang var godt givet ud!

Continue Reading

Om forurettethed.

Besynderligt nok slår det mig netop i disse tider, at forurettetheden blomstrer som aldrig før. Anført af en permanent, kvindelig bannerfører fra min hjemby udi kunsten at være forurettet, er det gradvist blevet virkelig in, virkelig fedt, virkelig trendy–faktisk næsten sådan hipsteragtigt–at være forurettet. Synligt forurettet. Men måske endnu mere hørligt forurettet.

At være forurettet betyder at føle sig krænket, forsømt og uretfærdigt eller respektløst behandlet. At være forurettet er også en længerevarende følelse–den går ikke sådan lige over af sig selv. I bund og grund stammer enhver form for forurettelse fra selvmedlidenhed, men det skal man nok ikke sige til de forurettede, for så bliver de da garanteret bare endnu mere forurettede.

Med andre ord skal man–det er ligesom vedtaget i vores samfund–bliver forurettet, når nogen træder på en. Og at dømme efter mængden af forurettelser, bestiller vi mildest talt ikke andet end at steppe rundt på hinanden i træskostøvler. Vi er blevet noget så uendeligt sure. Og vi dyrker vores surhed. SOM vi da basker rundt i den!

Sideløbende skal man også passe sine forurettelser. Man skal huske at gribe dem, når de kommer. Det nytter ikke noget at overse en krænkelse, for så kommer man alt for let bagefter i den store forurettelseskonkurrence. Enhver personlig forurettelse skal udbasuneres, så verden får en chance for at deltage i ens lidelser. Tillige må man heller ikke glemme andres forurettelser. De er da i alt fald handy på de dage, hvor man ikke lige kan opstøve nogen selv.  Der er også påfaldende solidaritet indenfor forurettelser. Sådan noget i retning af, at “Hvis du deltager tilstrækkeligt i mine forurettelser, så skal jeg nok være vildt solidarisk med dine.” Forurettelse giver opmærksomhed. Der er ingenting, der kan ophidse de sociale medier som en god gang surhed, forurettelse og selvmedlidenhed.

Forurettelse er nemlig lig med opmærksomhed. Kan man ikke få den positive, må man jo nøjes med den negative.

Men det er, i min optik, ikke selve forurettelsens kerne. Det er meget mere det faktum, at vi er ved at blive et samfund, hvor det hele er de andres skyld. Når man er forurettet (det siger ordet vel også i sig selv), er det aldrig ens egen skyld. Krænkelsen er udefra påført, og man er selv uskyldig–eller i mindste fald neutral i forhold til de forfærdelige onder, verden har tildelt en. Og når alting er andres skyld, er det samtidig helt legalt at føle sig forurettet. Det er næsten noget, man bør! Problemet ligger så ofte i, at en forurettelse virker bedst–såvel psykisk indadtil, som udadtil overfor omverdenen–hvis skyldsspørgsmålet kan placeres helt konkret et sted udenfor en selv. Det er derfor, så mange mennesker har permanente syndebukke i form af andre mennesker eller andre grupper af mennesker. Det sværeste i hele verden er at vende enhver form for skyld indad, mod en selv. Og det er faktisk endnu sværere at være forurettet på/overfor sig selv (samtidig med at det vist ikke giver nogen som helst mening!)–så find da endelig en syndebuk, der ligesom kan legalisere den permanente forurettelse.

Jeg ville sådan ønske, vi kunne få meget mere godt, gedigent, gammeldags raseri på banen. Det der eksplosive, helt ukontrollable, som ryger som en raket ud af tangenterne, når man føler sig krænket. Som smadrer porcelænet og måske en lampeskærm i ny og næ, men som går OVER. Som når uanede højder, eksploderer og brænder ud. Som GÅR VÆK. Sådan noget, der ikke sætter sig som en permanent forurettelse, men som udleves akut i forhold til det, der antændte det. Den slags, der aldrig sætter sig som en permanent forurettelse, men har sin tid, sit sted og sin udløbsdato. Det kunne vi, som jeg ser det, blive en smule gladere og mindre forurettede af.

Engang, for ikke så forfærdeligt mange år siden, var forurettelse en infantil, barnlig følelse og tilstand. Det er det ikke mere. Nu er det nærmest et must for at blive taget alvorligt. Forurettede politikere får faktisk mange følgere, fordi en stor del af befolkningen genkender og tilstræber deres tilstand.

Hvor ville jeg dog gerne se føromtalte Danmarksmester i forurettelse slynge en af alle sine berømte, hjemmebagte kager ( eller måske en lille, hjemmekogt hamburgerryg?) efter en politisk modstander eller en gruppe uetniske danskere og FÅ DET OVERSTÅET. Som et godt eksempel for andre. Blive voksen, måske?

 

Continue Reading

Om underbukser.

Jeg er–og her taler jeg på verdensplan–den ubestridt allermest trofaste sponsor af undertøjsmærket Sloggi. Ingen over, masser under, og absolut ingen ved siden af.

Sidst, jeg talte efter, havde jeg nemlig 39 par. Sloggi, altså. På en gang. Hvem kan lige hamle op med det? Selvfølgelig af forskellig slidthedsgrad, en vis differentiering i mønstret på uafvaskelige bremsespor og en 2-3 forskellige modeller. Men jeg gad godt se den anden kvinde, der ejer 39 par Sloggi!

Jeg er nemlig en meget trofast underbuksekunde. Jeg går KUN i Sloggi. Gerne den samme model i fruestørrelse og godt med elastisk, udvidelig mavekapacitet. Gennem næsten 40 år har jeg testet og gennemprøvet markedet, men min røv ender altid i Sloggi. De er nemlig så tilpas brugervenlige og samtidig så tilpas prisvenlige, at det decideret er en vare lige efter min hoved.

Jeg går nemlig ikke i blondetrusser og fancy undertøj. For det første kradser lortet, og nogle af modellerne er så designede for undermålere, at jeg er nødt til at bruge timevis på at overveje, om jeg skal have maven over eller under trussekanten. G-streng slog ligesom aldrig igennem på mit hjemmemarked–det var nærmest som en konstant følelse af at have glemt noget mellem benene. Sådan lidt som at have skidt en strimmel.

Det er nu ikke hovedårsagen. Den er nok mere, at jeg simpelthen ikke kan få mig selv til at betale overformuer for små lapper, som ingen i virkeligheden får at se. I min optik skal undertøj være behageligt og sidde godt, men jævnt hen er det bedøvende ligegyldigt, hvordan det ser ud. Jeg går da ikke nede i byen og flasher en blonde eller to på samme måde, som jeg med stor glæde flasher en taske med morbær. I øvrigt er det vel de færreste, der gør det–i alt fald i min by. Blonder er sådan lidt forbeholdt manden, og da i alt fald min er totalt blondeblind og mere interesserer sig for, hvad der er indeni, så er det da enormt spildte penge at investere i den slags pjat.

Der er bare det med Sloggi, at de alt for tit er på tilbud. For sådan nogle som mig, som får helt ondt, hvis de skal købe noget som helst til fuld pris, er det faktisk en faldgrube. For når der er 3 stk. for 85, så hamstrer jeg. Man ved jo aldrig, hvornår man lige står og mangler 3 par Sloggi, og så er det jo bare yderst fremadskuende, at man så altid lige har sådan nogle ved hånden. Vel smider jeg da underbukser ud efter lang og røvtro tjeneste, men Føtex er lidt tilbøjelig til ikke helt at afstemme mit udsmidningsantal med deres antal af gode tilbud. Det kunne de godt arbejde lidt mere på.

Så er det, man ender med 39 par. Og en 2-3 par mere i vaskemaskinen, som ikke gik ind i den første sammentælling. Nu er det heller ikke fordi, jeg sådan tæller mine underbukser hver dag, men da jeg pakkede ud efter weekendtur i aftes, syntes jeg da ligesom, der var en smule crowded blandt hylerne. Måske skal jeg til at indføre interne underbuksekonkurrencer om, hvem der får lov at komme med, når jeg i fremtiden skal ud at rejse? Jeg har bare så virkelig svært ved at bestemme kriterierne: Er det de pæneste, de grimmeste (som så kan efterlades og give plads til nye indkøb?) eller måske bare dem, der virker mest indsmigrende?

En anden ting er: Skal man tilstræbe jævnt, solidarisk slid–eller gå efter at have en underbukseoverklasse? Altså enten altid lægge de nyligt brugte nederst i bunken, så alle får deres afmålte portion røv, eller skal man ligesom udnævne nogle stykker til lidt finere end de andre og kun anvende dem til fint brug? Men når man så har finet rundt i dem et par gange, er de jo ikke så fine mere–og hvad så? Så er man jo nødt til at investere i endnu en overklasse. På tilbud, altså. Og endelig: Hvem i alverden lægger dog i grunden mærke til, om man har hul og gamle uafvaskelige bremsestreger i sine underbukser til naboens sølvbryllup? Oppe i mit kvarter vil jeg påstå, at den slags sagtens kan gå helt og aldeles upåagtet hen!

Men jeg ville nogle gange ønske, at Sloggi kendte til mig og røvs eksistens. Vi burde sammen få en trofastheds–eller måske udholdenheds–præmie. Gennem årene har min krop nok–lavt anslået–kæmpet sig gennem omkring 1000 par stykker stof med 3 huller.

Og de næste par 39 holder forhåbentlig heller ikke til resten af min røvs afmålte tid. Heldigvis kommer de så nok snart på tilbud.

Continue Reading

Om køn. Eller arv og miljø.

Samtidig med at jeg forsøgte at læse en artikel om “kønnet” TV i avisen, fulgte jeg også med i et program om 70-erne på skærmen. Jeg er personligt overbevist om, at jeg kan multitaske, (hvad hverken jeg , eller nogen anden, faktisk kan!), så jeg havde også lige gang i ipadden og noget–ikke hønsehæklet, indrømmet!– hækletøj.

Altså indtil det slog mig! Hvad der i virkeligheden er sket sådan rent kønsmæssigt siden 70-erne. Nu handler det der TV-program , sådan groft sagt, om, at man placerer en nutidig familie i nogle ret overvældende og overfarvede 70-errammer og så dænger dem med og sovser dem ind i det, produceren har læst sig til, at vi alle sammen gjorde, tænkte, følte og lavede i 70-erne. Sådan så 70-erne altså ikke lige ud hjemme hos mig, men programmet foregik selvfølgelig i Brøndby Strand, og derovre var alting nok virkelig, virkelig anderledes i 70-erne end i en nordjysk provinsby under middelstørrelse. F.eks. kan jeg simpelthen bare ikke erindre min mor med lilla ble, iklædt en grøn Puch Maxi, på vej til udearbejde, mens min far, i mine erindringer, aldrig har syltet køkkenet ind i kartoffeltryksfarve og lavet spændende, hjemmelavede ugler i papmache sammen med os børn. Han strikkede heller ikke hønsestrik. Men vi boede selvfølgelig heller ikke i Brøndby Strand!

Generelt var programmets hovedpåstand derfor, at i de fjerne 70-ere tog man et opgør med de traditionelle kønsroller ved simpelthen (hvor svært kan det lige være?) at vende dem på hovedet. Bytte dem om. Således at intet kønsmæssigt længere afhang af noget så umådeligt kedeligt som biologi og arv–hele lortet var sgu` tillært. Og hvis ting er tillærte, så kan man jo bare lære dem om eller af. Faktisk var det kun et spørgsmål om den rette (kvinde) politiske socialisering, før man havde skabt et samfund af små, søde, bløde, enormt følsomme mænd. Der hønsestrikkede. Og udearbejdende kvinder, der virkelig savede og seriøst slog søm i i deres fritid.

Til gengæld handlede artiklen om, at TV-producenterne nu målbevidst går efter at skabe kønsspecifikt fjernsyn. Undersøgelser, som de faktisk overhovedet ikke behøvede at have lavet, for det kunne jeg godt have fortalt dem, har vist, at mænd og kvinder har helt forskellige præferencer, når det gælder TV. For nu bare at nævne et enkelt eksempel, så ser kvinder væsentligt flere romantiske serier end mænd, mens mænd har noget med fodbold. Det hele strander selvfølgelig i sidste ende på reklameindtægter. Det er jo absolut en fordel at geare indlagte reklamer efter det konkrete publikum, så menstruationsbind og dejlige cremer er temmelig risikable kort mellem første og anden halvleg i Champions League. Anyway, den underliggende hovedpåstand er tydeligvis, at mænd og kvinder er forskellige, og at miljø og socialisering ikke nævneværdigt kan ændre ved det faktum. Det prøver vi så heller ikke på mere!

Så på bare 40 år er vi altså gået fra en tyrkertro på, at kønsroller skyldes miljø og socialisering til at være overbeviste om, at her gælder kun biologi. 70-erutopien om, at køn som sådan var relativt foranderligt (undtagen i reproduktionssammenhæng, for der spiller det da en rimelig rolle!) og med lidt hjælp kunne socialiseres væk, er totalt opgivet til fordel for en erkendelse af, at køn er noget medfødt, noget nedarvet og noget relativt uforanderligt. Det er faktisk ret langt–eller meget omvendt!–at komme på så relativt få år!

Og så alligevel: Det var i 1843, at H. C. Andersen skrev om den der ælling, der umuligt kunne trodse sin biologi, mens Pontoppidan omkring 40 år senere påstod, at ørnen Klavs lige så umuligt kunne trodse sit miljø og sine opvækstbetingelser. Så måske skal vi bare vænne os til, at den evige diskussion om arv, miljø og biologi tager en drejning sådan ca. hvert fyrretyvende år?

Anyway, i 70-erne var jeg på et weekendlangt kursus, meget diktatorisk ledet af en kvindelig håndværker, i alt det, kvinder burde kunne. Vi skruede rawplugs i metervis i huller, fyldte al ledig loftsplads med selvophængte lamper, savede kilometervis af pinde i stumper, skiftede samtlige pakninger på vandhaner i Århus midtby–og kedede os bravt sammen i vores til lejligheden indkøbte overalls. Jeg har ALDRIG (virkelig ALDRIG!) været så meget som i nærheden af en orange rawplug eller en pakning på de hjemlige vandhaner siden. Det lader jeg sgu` manden om! Til gengæld nyder jeg grænseløst–og HVER gang!– gensynet med Colin Firth, når han giver den som Darcy i Pride and Prejudice. Som jeg gerne ser, mens manden hujer lidt over en tåbelig sportskamp.

Måske er det den såkaldte tidsånd, der gør, at vi umærkeligt og uden egentlig rigtigt at bemærke det, føres med fra synspunkt til synspunkt. Og kønspunkt til kønspunkt. Ændringerne i mentalitet sker jo nærmest, mens vi sover.

Til gengæld er jeg så glad ved, at jeg nok ikke får 40 år mere. Jeg vil nemlig meget, meget hellere se romantiske udstyrsserier fra BBC end skifte pakninger!

Continue Reading

En fisk uden cykel?

Det kommer altid sådan, lidt bebrejdende (Vi kender nemlig godt tonen fra vores mor, vi kvinder!): “Og hvordan klarer han sig så, når du nu er så meget ude at rejse?” Eller: “Der er godt nok meget, han selv skal passe, når du nu rejser så meget.” Eller: “Får han nu noget at spise, når du nu så sjældent er hjemme?”  Eller, men så er vi ligesom ovre i den ironiske tone: “Hvad tror du, han får tiden til at gå med, når du nu ikke er hjemme?” Samt den evige konklusion: “Hvor er det da godt, han har hunden.” Endvidere får jeg ofte skudt i skoene, at jeg “farer meget rundt”.

Vi vender den lige om og forestiller os, at jeg var sammen med en mand, der, som mange mænd faktisk er, var meget væk fra hjemmet. Så skulle jeg altså spørges om, hvordan jeg klarede mig, når manden var så meget ude at rejse, få et lille søsterligt skulderklap for, at der godt nok var meget, jeg selv skulle passe, blive udfrittet omkring, om jeg nu fik nok at spise, samt hvad jeg fik tiden til at gå med, når han nu ikke var hjemme + endelig blive trøstet med, at det da var enormt positivt, at jeg havde hunden! Endvidere ville min virtuelle mand nok ikke “fare rundt”–han ville givetvis “have travlt”!

På en eller anden måde gør mig det noget så overspændt, edderfløjtende sur. Ikke fordi jeg føler mig truffet på mine dispositioner over mit eget liv, men over at vi (altså vi kvinder!) forfærdeligvis ikke er kommet længere! Især fordi det nærmest altid er kvinder, der kommer med bemærkningerne. Det har selvfølgelig, selvfølgelig har det det, fået mig til at tænke over, hvorfor det netop er kvinder–og her især kvinder over en vis alder–der tænker (det må de jo gøre, ellers slap det vel ikke ud af spalten!) på den måde.

Er det simpel misundelse? Misundelse over, at de faktisk også gerne ville have et liv udenfor hjemmets skygge, som både var selvstændigt og til en vis grad uforpligtende? Over at der findes tillokkende alternativer til det, de selv føler sig fanget i? Over at–og så har vi den igen!–at der er andre, der tør gøre op med et traditionelt kønsrollemønster, som i bund og grund føles en smule forstokket?

Eller er det angst? På den ene side angst for selv at tage et skridt væk fra det kendte, og på den anden at erkende, at det, der er, temmelig ubesværligt kan blive bedre? Angsten for at indse og erkende, at der altså ER nogen, der finder alternativer til det, de bare troede var normen og så efterlevede, fordi “det gør man”? Eller simpelthen angsten for at kigge deres eget liv grundigt efter i sømmene. For man kunne jo risikere at komme til at se, at det basalt var noget lort?

Det skræmmer mig også, at det netop er mit eget køn, der stiller disse tåbelige spørgsmål. Fordi en konklusion på netop det må være, at det oftest er KVINDERNE, der fastholder de traditionelle, og i mange henseender uhensigtsmæssige, kønsrollemønstre. Her har vi kæmpet i adskillige årtier for en form for ligestilling, og så sidder de alligevel der og mener, at jeg “farer rundt”, mens manden (fordi hans arbejde jo, pr. definition, er af uhyre væsentlighed) “har travlt”. Enhver kan vist se forskellen mellem de to udtryk samt hvis arbejde, der ligesom har betydning og status! Jeg gør det tilsyneladende kun for min egen morskabs skyld!

Og så skulle jeg hilse og sige, at min mand skam “klarer” sig fortrinligt, får noget at spise hver dag samt er meget glad for hunden, hvadenten jeg er hjemme eller ej. Når han tager på et af sine ugelange kurser eller rejser med sportklubben på træningslejr, så forventer jeg da sandelig et sandt overfald af hylende kvinder, der ivrigt spørger ind til, hvordan jeg så klarer mig, inkl. mit forhold til fødeindtagelse og samliv med hunden…….

Continue Reading

Om overspringshandlinger.

Jeg sidder her og burde læse om normanniske borge i Sydengland. Læse grundigt om normanniske borge i Sydengland og prøve at lære det hele udenad. Min viden om normanniske borge i Sydengland er nemlig, mildt sagt, katastrofalt mangelfuld, så det er altså ikke en genopfriskning, jeg er ude i. Det er ren nybegyndelse. Det skyldes ganske enkelt, at jeg aldrig tidligere i mit liv på nogen mulig måde lige har stået og manglet essentiel viden om normanniske borge, deres placering, opbygning og struktur i Sydengland. Det gør jeg så nu!

Nu er der det med normanniske borge i Sydengland, at jeg faktisk slet ikke havde set dem komme, før jeg blev omdirigeret ind i deres kredsløb. Jeg har aldrig læst så meget som en linje om dem, og på forunderlig vis har jeg heller aldrig følt mig fristet til at gøre det. Der er virkelig rigtig mange ting, jeg ved en masse om, og som jeg begærligt læser mere om, men jeg må indrømme, at jeg nok aldrig sådan bare har sat mig ned en eftermiddag og sagt til mig selv, at nu læser jeg da i den grad en forfærdelig masse om normanniske borge i Sydengland. Lad os sige, at jeg ligesom har manglet lidt drive på netop det område.

Det er så derfor, jeg skriver det her. Jeg må jo bilde mig selv ind, at der er ting, der umiddelbart er forfærdeligt meget vigtigere end de der borge.  Jeg er udmærket klar over, at de tårner sig op i mit liv, og at jeg på et eller andet tidspunkt er akut nødt til at indtage dem, men så længe jeg kan overbevise mig selv om, at der er andre ting end normanniske borge i Sydengland i mit liv, så går de andre ting altså i den grad af med sejren.

Jeg forventer, at når jeg har skrevet dette, så vil jeg givetvis pludselig opdage beskidthedsgraden af mit gulv, støvsuge det og vaske det. Og det siger faktisk ikke så lidt! Jeg mener: Der skal en del modbydeligheder til for at de er tilstrækkelige til at få mig i gulvmode. Sådan at forstå, at det jo i virkeligheden er et valg: Vil jeg læse om normanniske borge i Sydengland, eller vil jeg hellere vaske og støvsuge gulv? Vi nærmer os pest og kolera-niveau, så hvis jeg vælger (hvad jeg sikkert gør!) gulvoptionen, så siger det mildest talt indirekte en del om borgene! Og deres tiltrækningskraft.

Jeg er nemlig så dreven en mester i overspringshandlinger, at jeg allerede på forhånd ved, hvordan mine valg falder ud. Årtiers modbydelig stileretning har givet mig enorm ballast på overspringskontoen. Der var, når jeg ser tilbage, faktisk ikke mange uhyrligheder, som truslen om 20 danske stile ikke kunne få mig til at stille op til. Aldrig var mit hus så rent som i de skriftlige censurperioder. Og lige nu har selv hunden virkelig glæde af de der normanniske borge. Han bliver jo trukket rundt i skoven på flugt fra dem. Hver time.

Der er jo nemlig det positive–hvis man så ellers kan kalde det positivt!–ved overspringshandlinger, at der i alt fald inden i mig sidder en lille stopklods, der fortæller mig, at de på ingen mulig måde må være morsomme. De skal bare være LIDT mindre fæle end det, jeg flygter fra. Så jeg må altså ikke gå i biografen eller læse en fed bog. Det er totalt out. Det skal gøre sådan lidt ondt og være halvkedeligt. Jeg skulle jo nødigt nyde det. Jeg skal, i min egen optik, straffes for, at jeg ikke gør det, jeg skal, ved at jeg skal foretage mig noget, jeg faktisk også skulle, men som på ingen mulig måde påkalder sig det store grin eller bare tilnærmelsesvist er morsomt. Men som dog, trods alt, er en lille smule mere humant end den store klods, der hober sig op foran mig.

Det er så derfor, jeg har en overenskomst med mig selv om, at overspringshandlinger bør ses i et nyt lys. Jeg vælger nemlig at se dem som positive. At se dem som en kærkommen lejlighed til at få udført de modbydeligheder, som altid kommer i anden række, når der er væsentligere og mere tiltrækkende ting at foretage sig. Normanniske borge i Sydengland er, trods leden ved dem, faktisk rigtigt gode og handlingskrævende for mig og mit hus. De afføder en pludseligt opstået rengøringsiver, som mit hus givetvis ser som umådeligt kærkommen. Akkurat ligesom stilene. Jeg vil anslå, at der i sin tid nemt kunne gå 2 badeværelser og en grundig støvsugning på 5-10 danske stile. Samt samtlige husets vinduer på et terminsprøvesæt. Det er sgu`  lige før, jeg kommer i taknemmelighedsgæld til de der forbandede borge!

Problemet er så bare, at de desværre ingen vegne render. Borgene altså. De står jo stadig truende over gulvspanden, vaskeskindet og hundens hale og griner i al deres magt og forfaldne vælde. Men jeg skal nok komme til dem! Når jeg er absolut, absolut tømt for ideer til, hvad jeg dog kan foretage mig i stedet.

Til gengæld er det, helt uden diskussion, de normanniske borge i Sydenglands skyld, at min hus er en lille smule renere!

Continue Reading

Om børnetøj.

Nu kan jeg så læse i avisen, at den landsdækkende kæde af stormagasiner i England, John Lewis, bevidst har opgivet at lave deres børnetøj kønsspecifikt. Det har tilsyneladende skabt voldsom debat i hjemlandet, og det får da også mig til lige at tænke. Især på, om det overhovedet er en god ide. Og på, om jeg i feminismens hellige navn bare skal støtte og forsvare tiltaget. Eller om det bare er en tekstilmæssig storm i et glas vand, der såmænd ender ud med, at små piger alligevel hiver det prinsesselyserøde frem, mens drengene målbevidst undgår den (i øvrigt ikke særligt flatterende!) farve.

Allerførst fik det mig dog til at erindre mine første Wrangler. I groft denim og med uhyrlig, kropsuvenlig pasform. Købt ved den lokale herretøjsforhandler, for dengang i 60-erne fandtes cowboybukser til kvinder simpelthen bare ikke. I alt fald ikke i Nordjylland. Mine første mange par jeans blev erhvervet hos Klitgaards Herremagasin, som først langt op i 70-erne indså nødvendigheden af at etablere en dameafdeling, så alle de kvindelige jeanskunder ligesom kom til at føle sig en smule mere hjemme. Dengang havde jeans stadig sin oprindelige facon, skabt som arbejdsbeklædning til mænd, så vi piger må have set en smule fordækt maskuline–eller i alt fald lettere utilpassede ud i dem. Der var sgu` ikke megen hensyntagen til hofter og talje i det snit. Jeg er, som de fleste udvoksede (der stod ikke FOR-voksede!) derfor dybt taknemmelig for, at jeg kan anskaffe min beklædning i en dametøjsforretning, hvor modellerne er designet til præcis det køn, de hofter, den talje og det snit, jeg har.

Dernæst strejfede det mig, at min datter altid har kaldt sin tidlige barndom for sin ” lilla periode”. Og hun har, at dømme efter samtlige eksisterende barndomsfotos, fuldstændigt farvemæssigt ret. Det er svært at finde billeder, hvor hun ikke er rimeligt, tilbundsgående lilla, og det forstærkes endvidere af, at vi har tonsvis af fotos af netop hende. Hun er det første barn, og da nummer to og tre kom, vidste vi ligesom godt, hvordan et barn så ud, så det forevigede vi ikke helt så seriøst og voldsomt. Faktisk gik vi gradvist over til naturscenerier. Anyway, nogen må jo have stoppet hende ind i alt det lilla halløj, så jeg kan vel lige så godt påtage mig skylden. Til gengæld ses brødrene, på det sparsomme antal billeder, der dog trods alt eksisterer af dem, aldrig i noget, der tilnærmelsesvis minder om lilla. Ved tilbageblik kan jeg konstatere, at jeg ikke som sådan foretog farvevalg udfra mine børns køn, og så alligevel….. Det må jo have ligget et eller andet sted. Dybt og ubevidst. At drengene skulle skånes for lilla, mens tøsen legalt kunne gå amok i moderens pigede yndlingsfarve.

Så tiltaget er ganske feministisk og politisk korrekt. Vi klapper i vores små hænder over, at nogen endelig bevidst prøver at fortælle os, at små drenge ikke er født lyseblå, mens små piger til gengæld heller ikke behøver ligne grisebasser rent kulørmæssigt. Så langt, så godt. Så længe, vi selv kan bestemme vores afkoms påklædning, kan vi da udmærket bytte rundt på farverne og endda udstyre drengebabyerne med pink prinsessekjoler, hvis vi sådan ligefrem ønsker at markere et statement. Jeg tror nu nok bare, det er de færreste, der vil gå til sådanne ekstremer. Men når de selv bliver så bevidste, at de kan vælge egen påklædning, så tror jeg, at de klart vælger udenom farver, der, for dem, relaterer sig til det andet køn på betonsymbolsk vis.

Men hvad der så, til gengæld, er rigtig fint, er vel bare det, som vi i virkeligheden altid har gjort. Nemlig at lade alle neutrale farver nedarve fra søskende til søskende, fuldstændigt uafhængigt af farve. Hvis tøj ikke decideret var lyserødt eller lilla her i huset, blev det da nedarvet problemløst til begge køn. Fuldstændigt uafhængigt af, om det oprindeligt var købt til små piger eller små drenge. Det er nemlig ikke billigt i tekstiler at have evigt voksende børn. Og generelt er børn rimeligt ens, sådan rent kropsmæssigt, indtil omkring teenagealderen, så kønsrelateret snit er såmænd ikke af den store betydning.

Men måske er John Lewis i virkeligheden ude i en lidt grim afsløring om sig selv. Stormagasinet er, qua sine priser, decideret målrettet mod den højere middelklasse. Måske tror de, at ingen af deres kunder hidtil har formastet sig til at lade yngre søskende arve tøj? Og nu, før det hele vælter økonomisk derovre pga. Brexit, legaliserer de ligesom arvefølgen indenfor børnebeklædning? Så de i alt fald kan beholde et par slunkne kunder!

Og så den sidste strøtanke med hensyn til  lyserød. Besynderligt nok er denne farve så decideret forbundet med små piger (samt ældre, engelske, hestelignende gammeljomfruer, der altid har haft en forkærlighed for cardigans i babylyserød, gerne i elektrisk akryl), mens den lyseblå altid har været meget mere unisex. Når man sådan ser på den, den lyserøde altså, kan man egentlig godt og inderligt forstå, at mænd og små drenge, der selv kan vælge, går i en stor bue udenom. Det burde kvinder og små piger faktisk også gøre. Den GØR ligesom ikke rigtigt noget for dem!

Men lad os se, om John Lewis opnår noget på den ene eller anden front med sit tiltag. I den sidste ende gør vi jo nok bare præcis, som vi altid har gjort. Og når vi bliver relativt udvoksede, så er det, trods alt, virkelig, virkelig rart, at vores tøj er decideret kønsspecifikt. Måske ikke lige i farver, men bestemt i snit.

Continue Reading