Om gysere og tårepersere.

Jeg ser aldrig gyserfilm. Eller. Jeg forsøger at spare mig selv og resten af verden for de reaktioner, gyserfilm automatisk fremprovokerer hos mig. De er både meget akutte og særdeles langtidsholdbare.

Jeg havde min debut indenfor genren i midt-tresserne, hvor det franske spøgelse Belphegor lagde de danske gader øde i sort/hvid. Det var TV, der ville noget! Bevæbnet med husets forhåndenværende puder så jeg ca. halvdelen af den serie. Resten hørte jeg–under puden. Heldigvis, i denne sammenhæng, har jeg aldrig været på så god fod med fransk, men skrig og råb er vel alligevel rimeligt internationalt, sådan rent sprogligt. Jeg så den altid sammen med overboens søn og mindes endnu, hvilken forfærdelig udfordring det var at komme ned ad trappen og hjem igen. Det vrimlede med virtuelle (vi kendte ikke det ord, men alligevel!) småspøgelser på den trappe om onsdagen. Og siden har mit liv vrimlet med alle de tingester, jeg har set i gyserfilm. De forfølger mig. Mest om natten og når jeg er alene hjemme. Selv Belphegor kan jeg stadig huske. Han er nok mit eneste sort/hvid spøgelse, men spøgelser behøver overhovedet ikke være i farver for at have indflydelse på mig. Jeg er ikke partisk med design, når det gælder spøgelser.

Og så har det så været sådan siden. Da mine drenge var yngre, syntes jeg, det var dødpinligt, at jeg ikke turde se gyserfilm, når de nu elskede dem og, forstå det hvem der vil, ligefrem nogle gange grinte af dem. De grinte så også af mor, der prøvede at være gysersolidarisk og altid så forfærdelighederne bevæbnet med pude og en blære, der i en uendelighed skulle tømmes. Apropos netop det, så viste jeg i undervisningsøjemed ofte gyseren Carrie for mine klasser. I slutscenen skyder en hånd pludselig helt uventet op af jorden ude på kirkegården, mens den allermest idylliske musik spilles. Belært af erfaring vidste jeg jo, den kom, den hånd, men alligevel har jeg kun set den en eneste gang–de restende snes tusind gange har jeg skullet tisse. Akut. Og vidst lige præcis, hvornår jeg kunne gå tilbage til klassen: Når de havde skreget!

Jeg slæber gyserfilm med mig i uendeligheder. Jeg er overbevist om, at alle de lemlæstede lig, motorsavene, mumierne, zombierne, Janet Leigh i filmhistoriens mest formidable BH og alt det andet skravl bare venter på en passende lejlighed til at komme efter mig. Det her er givetvis guf for enhver amatørpsykolog, selv jeg kan sagtens se en masse tydelige sammenhænge. Omvendt kan jeg jo bare lade være med at se lortet, for så får jeg da i alt fald ikke nye spøgelsesdesigns til samlingen. Førhen skreg jeg, når uhyrlighederne indtog lærredet. Nu skriger jeg bare ved tanken om at skulle se sådan en film. Det kan jeg så heldigvis selv bestemme, om jeg vil.

Jeg har det heller ikke godt med tårepersere. For de fungerer da i den grad efter hensigten hos mig. Jeg græder i spandevis og somme tider helt alene og som den eneste. Derfor går jeg heller aldrig i biografen til den slags film. I alt fald ikke uden en veninde, som jeg på forhånd ved har det akkurat som mig, for så er vi da i det mindste to, der fuldstændig uhæmmet og højlydt går i krampegråd og snyder os igennem flere pakker Kleenex. Samt somme tider ligefrem tysses på af andre, mere føleleskolde biografgængere, der har svært ved at høre lyden for alt det snøfteri. Af årsager, jeg ikke kan forklare, er det altid værst, når det er hunde, der dør. Pludselige dødsfald hos voksne mennesker og børn over 10 kvalificerer til lidt småhulk, men når Fido stiller poterne, så grædes der igennem.

Som med gyserne har jeg heller ikke kunnet undgå denne type film i undervisningsmæssig sammehæng. Min forholdsregel har været præcis den samme–nemlig hyppige toiletbesøg. Så jeg har siddet derude og dalret i kedsomhed, mens Boxer igen døde i Animal Farm, Vanessa Redgrave igen afslørede, at det hele var løgn i Soning og Teddy igen skød Damien i Vinden der ryster kornet. Nogle gange har opvakte elever endda bemærket “Nej, hvor ærgerligt. Du er altså lige gået glip af noget.” Det har været en smule svært ikke at svare “Ja. Det var lige det, jeg ville.”

Men jeg ser skam tåreperserne, for jeg elsker dem jo. I alt fald dem, hvor det kun er mennesker over 10, der dør. Eller de rigtige ikke får hinanden i enden. Jeg er ikke nærig med mine tårer. Jeg græder også, når de rigtige FÅR hinanden. Det sker så bare herhjemme, hvor jeg af samme grund har investeret i Netflix. (Det kom jeg til at fortælle mine børn, og pludselig var jeg blevet til 4 brugere og tilsyneladende begyndt at se en helvedes masse gysere. Hold da op hvor har jeg fået mange beskeder om “Lige en film for dig. Plæneklippermassakren.”) Så kan jeg sidde i min gode stol og upåagtet hyle i vilden sky og gå rundt med sorgprægede øjne i halve dage.

Med gyserne er det sådan, at jeg simpelthen ikke har råd til så stort et forbrug af sofapuder. Og at jeg heller ikke gider være bange for imaginære spøgelser, når jeg er alene hjemme. Hvilket er det tidspunkt sådan nogle altid tror, der er besøgstid hos mig. Især under min seng, i kælderen og i uoplyste kroge og hjørner. Så jeg ser ikke flere gyserfilm. Jeg har, om man så kan sige, spøgelser nok allerede. Jeg har jo samlet på dem siden midt i tresserne.

 

Continue Reading

Om loddenskab.

Kender I det?

Her om vinteren, hvis man ikke lige regelmæssigt går i svømmehal eller til fitness, så er der altså nogle gange, hvor man sådan går hen og bliver lidt vel lodden.

Jeg opdager gerne, til min egen rædsel, min kropsmæssige dovenskab, når jeg skal i et par tyndere nylonstrømper. Så viser min loddenskab sit uldne ansigt ved at stikke ud gennem maskerne. Flere centimeter. Det er som regel det direkte startskud til en gennemgribende afpelsning.

Og det er da Fandens, som det gror, det skidt. Især om vinteren. Som om vi kvinder fra naturens side er udstyret med ekstra pelsfremmende vækst i de kolde måneder. Om sommeren er vi jo over det, skidtet. Da vogter vi nidkært over hvert eneste, uartigt hår, der stikker ud over badedragtslinjen (bikinien afgik ved døden omkring de 40) eller gemmer sig under lagene af overarmsmormødre. Der får de kamp til stregen.

Det er anderledes her om vinteren. Der er da jo ikke nogen, der kan se, om vi er blevet til pelsdyr. Jo, måske manden, men hvis han begynder på noget, så kan vi i et snuptag trække mavedæk eller hår- i-ørerne-kortet. Ingen smalle steder der! I øvrigt er det da også noget mere appetitligt at have hår under armene end at have dem i ørerne. De er da i det mindste mere umiddelbart usynlige.

I min feministiske ungdom var det et issue IKKE at fjerne det, der så smukt hedder “unødvendig hårvækst”. Vi rendte rundt med skove af loddenskab på benene og parykker under armene i den hellige kvindebevægelses navn. Det gik så over. Måske fordi det absolut ikke havde den ønskede effekt på det andet køn. Tænk, de begreb ikke, at de der hår var noget seriøst ideologisk, at loddenskaben i sig selv var en virkelig højlydt protest. De syntes bare, de var grimme, hårene. Det synes jeg faktisk også. Og jeg er holdt op med at tro på, at udbredt hårvækst på og under kropslige ekstremiteter er et værdifuldt kønspolitisk statement.

Men jeg er sur på dem alligevel. De irriterer mig. Og det gør mig knotten, at jeg overhovedet skal bruge tid på regelmæssig afhåring. For hvorfor vokser de overhovedet ud? Hvad skal jeg med dem? Kan man ikke opfinde et vækstbegrænsende middel, som man kan smøre på eller indtage i puberteten, når de første gang popper deres lodne hoveder ud? Sådan at man aldrig skal bekymre sig om graden af sin egen loddenskab? Er der i virkeligheden et eller andet skabelsesmæssigt, der er kikset? For det er udnævnt til sexet for mænd at have hår på brystet, men der er godt nok mange af slagsen, der kan tælle deres på 1 finger. I stedet er de der hår fejlagtigt blevet sat under vi kvinders arme, hvor de overhovedet, virkelig overhovedet, ikke har den fjerneste berettigelse.

Ikke?

 

 

Continue Reading

Deus ex machina. Eller: Det amerikanske kavaleri.

Deus ex machina betyder “guden fra maskinen”. Udtrykket stammer fra de græske tragedier, hvor man, når stykkets handling var gået i uløselig hårdknude, ved hjælp af en maskine hejste en gud ned på scenen, som så, ganske belejligt, lige løste det hele. Altså en form for usandsynlig, pludselig opstået løsning, der på en måde kommer fra en helt anden verden. Eller en stærk personlighed, som enhver kunne lægge sine uløste problemer i hænderne på.

I de gamle Westerns (dem, der alle sammen har John Wayne i hovedrollen) , bruges det blåklædte amerikanske kavaleri på samme måde. Se scenen: Tapper, hårdarbejdende pionerfamilien med op til flere charmerende unger er omringet af uhyggelige, blodtørstige indianere i den lille blokhytte langt, langt ude på prærien, som de selv har opført under blod, sved og tænders gnidsel. Udyrene står med økser og er lige–men altså kun LIGE–ved at få hugget hul på døren ind til de gode, og vi frygter og bævrer for den kommende nedslagtning. Men netop i det øjeblik høres fra bakkekammen over huset det velkendte “Tra, trattera, tra traaaa”, og ned af bakken vrimler disse behestede, blåklædte maskinguder, gerne med det amerikanske flag forrest. Det var vel nok godt, de lige var i nærheden!

Jeg har altid ønsket mig sådan en Deus ex machina. Den type guder burde have vidst, at mit hjem i den grad har skreget på deres tilstedeværelse. Hvis de havde kunnet stige ned fra himlen og let og elegant bringe orden i oprydningsmæssigt kaos, ville det da have været noget af en befrielse. Eller rette stile. Måske bare luge ukrudt? Eller elegant ordne alle de situationer, hvor jeg både fysisk eller menneskeligt var kørt uhjælpeligt fast. Det er jo det, der er selve deres væsen. De ordner det kaos, man selv eller andre har forårsaget, UDEN AT MAN SELV SKAL GØRE NOGET. Og de står der, når alt håb synes ude. Når de så har været der, er alt jo godt igen.

Desværre er jeg med alderen holdt op med at tro på, de nogensinde finder vej til mig og mine udgaver af kaos. Sådan nogle, må jeg jo nok indrømme, findes kun i græske tragedier og gamle Westerns (med John Wayne). Det er illusorisk at tro på, at fiktionen kan gå lige ind i ens egen hverdag. Men allermest på, at nogen eller noget kan ordne det hele, UDEN AT MAN SELV SKAL GØRE NOGET.

Jeg kan så forstå, at historien som sådan beviser, at jeg må tilhøre en eksklusiv gruppe af tvivlere. Igen og igen er der beviser for, at enkeltpersoner, folkeslag eller måske endda hele verdensdele tror på, at en Deus ex machina netop er kommet på besøg hos dem for at rydde op i det, som de selv synes, er kaotiske tilstande. Det er den tro, der skaber diktatorer og førere, der truer verdensfreden. Nemlig troen på, at nu er den gud fra maskinen endelig kommet for at rydde op, og giver man ham tilstrækkelig magt, beføjelser og frie hænder, så vil kaos på få dage være et overstået kapitel, UDEN AT MAN SELV HAR GJORT NOGET.

Uden at man selv så meget som har overvejet sine problemer, deres substans eller de mulige løsningsmuligheder. Det er da let. Så forbandet, uhyggeligt let. Læg dit liv i gudens hænder, sluk for hjernen og bibehold endelig troen på, at det hele går i den fineste orden.

For nu at vende tilbage til en mere aktuel retorik, så skal man lige huske, at der findes alternative guder. Også fra maskiner. Og måske er “Tra, trattera, tra, traaaa” ikke lyden af befrielse og frihed? Måske er verden vokset fra det amerikanske kavaleri? Måske kan verden sagtens selv ordne sit bøvl, uden at Stars and Stripes svinges i galop over bakkekammen?

Jeg har virkelig altid ønsket mig den utopiske Deus ex machina. Men jeg har også indset, at jeg nok er nødt til at tage ansvaret for mit eget kaos. Der kommer ikke nogen og rydder op. Der kommer ikke en stærk mand og river mig og mine omgivelser ud af det, vi sidder i. Og hvis  der gør, er jeg alvorligt, meget alvorligt bange for, at der vil blive skabt et nyt, altovervældende kaos, som selv nye guder fra maskinen ikke kan få styr på.

Continue Reading

Om fodbold.

Jeg forstår ikke fodbold. Jeg er (også udenfor banen) fuldstændig boldblind og regelimbecil. Jeg finder det totalt latterligt, at et antal fuldvoksne mænd med delikate lår skal bruge deres tid på at jagte en lille oppustet tingest. Samt tjene mange flere penge end jeg nogensinde har kunnet ved at gøre det.

Jeg forstår heller ikke, hvad det egentlig er, de foretager sig. Jeg ved godt, hvad en dommer er, men jeg har endnu ikke helt gennemskuet, hvad det er, han dømmer. Om der er nogen logik i det, eller det bare sådan er vejledende og forefaldende efter hans humør på dagen. Tilsyneladende retter de fleste sig efter ham, så der må jo være noget i det, han siger. Måske bruger de koder derude på græsset? Nogle gange kan man dog iagttage en eller to, der sådan bliver lidt oppustede og røde i ansigterne, når dommeren gør noget underligt med sine arme, men så gør han noget andet, som betyder, at de vist ikke må være med mere. Så skal de nok gå hjem.

Jeg kommer heller aldrig til at forstå fodbold. Simpelthen fordi det er mig så uendeligt ligegyldigt, at jeg ikke gider investere så meget som et kvart sekund på at studere fodbolisme. Helt ærlig, så er det eneste, jeg gider studere, gode lår. Det er, desværre, et problem. Sådan at forstå, at jeg bor i en familie, hvor flere hankønner tilsyneladende forstår fodbold, tilbringer meget tid med det og taler virkelig meget om det. Man kan vist godt sige, at det betyder noget for dem. Hvad har jeg så ikke helt gennemskuet.

Jeg har en svigersøn, som kan hoppe i siddende stilling fra den ene ende af en sofa til den anden, når der er mål. Ligegyldigt hvilket hold, der måler den. Det er han totalt kold overfor–det er det samlede antal mål i en kamp, der tæller. Jeg har også en søn, der er en smule mere selektiv, og gerne følger sit favorithold til kampe over hele Danmark. Og så har jeg en mand, der har så meget fritidsarbejde hos en fodboldklub, at man skulle tro, det var det, der var hans egentlige arbejde. Det tror han vist, for øvrigt, også selv.

Så er det bare, at jeg tit tænker, at det må være ganske forfærdeligt nedslående at have sådan en målslukker som mig i familien. Når de har været ude og bruge kostbar tid på at se de der mænd sparke rundt og så kommer glædestrålende hjem og med sand ild i øjnene beretter om fantastiske scoringer og udsøgte tacklinger–hvad siger hun så, hende ignoranten? Hun siger “NÅ.” Hvis bølgerne går rigtigt, rigtigt højt siger hun måske “Det var da godt.”, men ingen af delene kan vist helt dække over, at det i bund og grund er fuldstændigt uinteressant.

Til gengæld har jeg masser af ting, som jeg kan nørde rundt i. Og blive vildt og inderligt begejstret for. De mødes også sommetider med et “NÅ”. Så på den måde står vi ligesom lidt lige på NÅ-skalaen. Det er nok derfor, jeg synes, det er en utroligt god ide, at de sådan går op i den der lille bold, for det giver mig jo, trods alt, alenetid til at dyrke alt det, der VIRKELIG er væsentligt. Så hvis de tror, at fodbold er vigtigt, så dem om det. Jeg vil meget hellere læse en god bog. F.eks.  Og den skal ikke have så meget som en eneste, lårudstyret fodboldspiller i sig.

Jeg kan godt huske den der fodboldreklame om, at “der er så meget, kvinder ikke forstår.” Jeg er ikke blot stolt over alt det, jeg ikke forstår. Jeg er faktisk også meget taknemmelig. For der er da ingen tvivl om, at det er mig, der i fodboldløs tilstand har fundet det, der giver livet værdi!

Continue Reading

Om karnevalisme. Eller: At være alene hjemme.

Begrebet karnevalisme bruges en del indenfor litteraturen. Det betyder et frirum, hvor det er tilladt at gøre oprør mod normer og autoriteter, gerne på en karikeret eller grotesk måde. I gamle dage–og for den sags skyld stadig mange ANDRE steder i verden i dag–var/er karnevallet en ventil, hvor man ved at klæde sig ud skaber netop dette frirum til at udfordre og udforske det samfund, man lever i. Det er, på sin vis, omkostningsfrit, men samtidig en god måde at komme af med opsparet utilfredshed eller aggressioner. Faktisk er karneval en stor fordel for diverse myndigheder–det skaber ro. Altså bagefter. Shakespeare brugte det (undskyld nørderiet!) i både Macbeth og Hamlet, og Jeppe i baronens seng er et godt eksempel på fin, dansk karnevalisme.

Så vi har alle brug for lidt karnevalisme. Også mig. Og i morgen er et af de lokale sportshold så venlige at medbringe min mand på den årlige træningslejr, der varer en uge. Det er altså ikke fordi, jeg har noget imod hans tilstedeværelse som sådan (så havde jeg jo nok gjort noget drastisk ved netop det!), men jeg elsker altså at være alene hjemme. Med måde, forstås. Og helst ikke for længe ad gangen. Gerne præcis så længe, at jeg har fået afreageret og savner, at han er her igen.

Når jeg er alene hjemme, går jeg i karnevalisme. Jeg ophæver glad og gerne normer og udnævner mig selv til den eneste autoritet i huset. Jeg foretager mig udelukkende ting, der er gode for mig, og tidspunkter bliver noget absolut vejledende.

Da jeg var barn, spiste vi alle de ting, min far ikke kunne lide, når han ikke var hjemme. Det var et sandt orgie af boller i karry (som han påstod, han ikke kunne tåle!), pandekager og pariserbøffer. Det var festdage, især fordi vi alle sammen følte, at vi ligesom snød ham lidt. Pissede på hans overordnede madautoritet. Det var sgu` lige før, vi klædte os ud, mens vi gjorde det.

Så jeg tager lige en uge uden afbrydelser og hensyn. Hvor jeg ikke på noget tidspunkt skal gøre rede for min færden eller på nogen mulig måde forsvare den. Jeg kan danse på bordene, iklædt fjerboa og leve af Yankeebarer, hvis det er det, jeg vil. Men det er jo slet ikke det, jeg vil. Det er vel nærmest det modsatte. Nemlig fred, ro og absolut ingen forstyrrelser. At tingene tager den tid, de tager, og at tiden i sig selv bliver uvæsentlig, fordi  min tid ikke skal samstemmes med andres tid.

Ydermere er jeg sikker på, jeg ikke er den eneste, der har det sådan. En hel uge med lutter mig-tid er ønskescenariet for rigtigt mange kvinder i parforhold, tror jeg. Til gengæld sker der så også det, når ugen er ved at lakke mod enden, at al den mig-tid eller personlig karnevalisme i den grad står og råber højt og gjaldende efter en modspiller. De fleste karnevaller varer en uges tid. Det er fuldt forståeligt: Det er ca. det tidsrum, det tager at rase ud, så man med fornyet kraft kan vende tilbage til dagligdagen. Og nyde den.

Continue Reading

Om fordeling af arbejde.

Da jeg var ung, tog jeg et weekendkursus i at klare mig selv. Det var i slut 70-erne, så for, i takt med tidsånden, at booste mine færdigheder indenfor områder, som dengang primært var forbeholdt mændene, tilbragte jeg altså en hel weekend sammen med en kvindelig håndværker. (Vildt eksotisk, dengang!)  Anført af hende håndværkeren i kedeldragt lærte vi alt fra at sætte lamper op, bore huller, indsætte rawplugs, splejse ledninger sammen, skifte pakninger og sikringer til at hænge billeder op + alt det løse. Med slet skjult mangel på stolthed må jeg indrømme, at jeg aldrig siden har hængt så meget som en sengelampe op, og det der med at bore huller opgav jeg vist omkring midt-firserne. Til gengæld ved jeg, at jeg stadig kan gøre det. Jeg kan godt klare mig alene, hvis det er det, jeg skal.

Da min far døde, var min mor fuldstændig ubehjælpsom i forhold til økonomi. Hun anede knapt, hvilken bank de havde. Hvis min bror ikke havde forbarmet sig over hende og lovet at tage sig af alt indenfor den afdeling, havde hun været ilde stedt. Men hvorfor skulle hun også vide noget? Min far havde en uddannelse indenfor økonomi, og det kørte jo perfekt med ham ved roret. Der havde aldrig i hendes liv været nogen som helst anledning til, at hun skulle blande sig, og det var heller aldrig et issue, at hun som kvinde i sin generation overhovedet skulle forstå sig på økonomi. Indtil han døde, forstås. Set i et færdighedsmæssigt perspektiv var det måske meget godt, det var ham, der døde først. Han havde i alt fald på det nærmeste ikke fået noget at spise uden hende. Eller fået vasket sit tøj.

Dette bare for at skildre nogle af yderpunkterne. Fordi diskussionen om, hvem der gør hvad i de små hjem, nu igen er blusset op visse steder i medier og sociale fora. Når man, som jeg, i mange, mange år har været gift med den samme mand, ER de diskussioner ligesom taget. Vi ved, helt uden at tale om det, godt, hvem der gør hvad. Det er fuldstændigt forståeligt, at en sådan diskussion er væsentlig og virkelig nødvendig, når man er ung og indleder et parforhold. Det, man bare altid skal passe på, er millimeterdemokratiet+ (og det er faktisk i sidste ende det væsentligste!) at begge parter er i stand til at udføre de fleste af de praktiske jobs, der nu engang er i et hjem, MEN at begge parter derfor ikke nødvendigvis behøver at gøre det.

Hjemme hos mig, plejer jeg at sige, er arbejdsfordelingen bestemt ud fra, hvem der er bedst og hurtigst til hvad, samt hvem der hader det mindst. Der er helt klart også en tidsfaktor indblandet. Jeg mener, hvis min mand skulle lave mad til daglig, kunne vi påberegne at spise ved 10-tiden om aftnen, fordi han først skulle hjem fra arbejde, have købt ind og bruge ca. 3 gange så meget tid på at lave mad, som jeg gør. Han kan godt lave mad, men det er mig, der er bedst og hurtigst til det. Samt holder mest af det. Hvis jeg skulle slå græs, ville det tage flere timer, og jeg ville hade hvert eneste sekund af det. Men jeg kan godt. Jeg kan klare en toiletrengøring på under 1/3 af, hvad den tager ham, mens han er noget mere speedy til regnskaberne end talblinde mig. Det er ikke fordi, vi hver især ikke kan gøre tingene–det er bare meget, meget nemmere, at den, der er bedst og hurtigst, gør det. Lad os bare kalde det hjem-rationalisering.

Jeg ser absolut ingen grund til, at jeg i millimeterdemokratiets hellige navn skal kaste mig ud i forehavender, som min mand er meget bedre til. Samt hader væsentligt mindre end mig. Men jeg skal samtidig være meget bevidst om, at jeg skal kunne udføre de opgaver. Jeg skal på ingen måde ende som det økonomiske mæ-hæ, hvis det er mig, der på et tidspunkt bliver alene. Og jeg skal heller ikke ud og falde på knæ for andre for at få slået mit græs.

Jeg kender mange parforhold, hvor det primært er manden, der laver mad. Eller kvinden, der hænger lamper op. Det er naturligvis, fordi de også har fordelt arbejdsopgaverne præcis, som vi har. Den, der er bedst og hurtigst og hader det mindst, gør det. Uanset køn. Det var nok der, mine forældres generation gik lidt galt i byen–eller rettere–slet ikke gik i byen. Dengang var arbejdsfordeling næppe noget, man sådan overhovedet diskuterede, den var vel implicit kønsopdelt på forhånd. Vores generation har været ude i diskussionerne, men det kan da sagtens være, at mange af byrderne alligevel sådan rent kønsmæssigt er havnet det samme sted. Men hvad gør det, så længe det ene køn i et parforhold vitterlig er bedre og hurtigere til nogle ting?

Det, der bare er utroligt essentielt i hele denne diskussion, er, at ulig vores forældres generation, så må vi aldrig glemme, at vi skal KUNNE tingene. Altså dem, den anden part er bedst til.

Endelig skal det da også siges, at os, der har en mand, også skal påskønne ham. Om ikke for andet, så tænker jeg tit på alle de ualmindeligt trælse ting, som jeg slipper for, og som de tusindvis af kvinder, der er alene, nok er nødt til at gøre. Jeg skal simpelthen fryde mig over, at mit græs bliver slået og mine lamper hængt op. Ikke fordi, jeg ikke selv kan gøre det. Men jeg gør det altså kun, hvis det er absolut, pinedødt nødvendigt. Så længe jeg har folk til den slags, forstås!

Continue Reading

Januarkrop.

Jeg er ikke god til krop i januar. Derfor har jeg januarkrop. Januar er, helt uden sammenligning, min dårligste kropsmåned. Mit forhold til min krop belastes af januar, så det er et umådeligt lykketræf, at denne kropsspolerer af en måned nu snart er ved at være ovre.

Januar er sådan en måned, hvor jeg er meget tilbageholdende med at bruge min krop. Jeg sparer på den. Lader den gå i vinterhi. Jeg holder igen med at give den udfoldelsesmuligheder. Og der ligger ligesom ikke de store incitamenter og vifter lokkende for at få mig på andre tanker.Helt konkret har januar for mig en stor sofaeffekt. Den udløser de magneter, der tilsyneladende er usynligt indbygget i mit møblement og binder mig til det.

Lige siden det første motionscenter (ja, sådan hed det dengang) skød op her i byen, har jeg haft uforløste ( i alt fald i min mund)  planer om at besøge sådan et. Det hjalp overhovedet ikke, at sådan nogle steder kom til at hedde fitnesscentre. Mig narrer de sgu` ikke ved at kalde det noget andet. I begyndelsen gik mine planer på at lave lidt afretning hist og her og undgå udgifter til diverse fedtsugninger, men nu kan jeg da godt se, at mine behov med tiden har ændret sig til nogle lidt mere overvældende, kropsmæssige projekter. Jeg er sikker på, enhver såkaldt personlig træner ville kaste sig frådende over mig, ja, der ville vel nærmest blive slåskamp mellem fitnessguruerne om mig, fordi enhver med det blotte øje kunne se årevis af fast og særdeles udfordrende arbejde. Det er nu ikke så meget derfor, jeg holder mig væk. Selv om jeg tror på, at jeg har en middelstor, anvendelig fantasi, kan jeg simpelthen ikke se mig selv løfte underlige vægte, løbe i timevis uden at komme nogen steder eller for den sags skyld bare være den lokale aldersklump mellem alle disse smækre kroppe. Jeg ville også kede mig noget så gudjammerligt, inderligt ihjel. Virkelig, virkelig røvkede mig. Hvis jeg løber, er jeg da nødt til at løbe et sted hen for overhovedet at få gang i stængerne, og jeg kan virkelig ikke i min vildeste fantasi finde den mindste, logiske begrundelse for at forlænge mine arme med de der små gule tingester. Og i øvrigt hader jeg at svede. Jeg er selvfølgelig fuld af beundring for alle på min alder, der deltager i den slags kropsvedligeholdelse, men må nok erkende, at min egen krop har nogle indbyggede modstandsfaktorer, som jeg ikke lige kan overtale den til at droppe. Jeg har prøvet. Den vil bare ikke. Slet ikke i januar.

Så min største kropsmodstand i januar er faktisk vejret. Jeg vil nemlig rigtig gerne ud i det der vejr, hvis det ellers opfører sig ordentligt. Jeg bliver sur og kontrær, hvis det ikke gør. Så sur, at det da bare i den grad kan undvære mig i sig, hvis det skal være på den måde. Jeg elsker at gå lange ture–især med hund–men længden af mine ture er, indrømmet, omvendt proportionel med mængden af regn og modvind. Januar indbyder ikke til gåture. Hvis den tåbelige måned bare kunne finde ud af at lave enklaver af tåleligt vejr for og over mig samt påbyde enkelte, udvalgte træer at springe ud langs min rute, så skulle jeg da nok komme afsted. Men nej, sådan leger januar ikke! Ingen snyd her. Det eneste, den kan finde ud af at snyde med, er sneen, for hvor er den lige blevet af? Ja, jeg spørger bare. Var det måske ikke meningen, at mig og hunden skulle gå lange snevejrsture, hva` januar?

Jeg er sikker på, jeg bliver meget bedre til krop i februar. Og marts. For man kan jo mærke det. Mærke inaktiviteten som bildæk omkring maven og røv til midt på skinnebenet. Det kan man altså ikke læse, strikke eller ” se filme” sig fra. Januarkrop er ikke nogen rar krop at gå rundt i. Det er en krop, der længes efter forår, formindskelse og fornyelse.

Og det er jo uendeligt smart, at det forholder sig sådan. Jeg kender nemlig mig selv godt nok til, at når januarkroppen er ved at kvæle mig i al sin ugidelige, ineffektive stilstand, så sker der noget drastisk. Måske skal det lige være februar først, men når foråret begynder at pible frem, så sker der noget med de gamle cirkusheste. De kan lugte managen, dufte savsmuldet–og så skal de nok komme ud af den sofa og få den krop forårskåd og forårsklar.

 

Continue Reading

Pussyhat?

Jeg har også spurgt i andre fora, men prøver også lige her.

Er der nogen her, der har en opskrift på dansk på en Pussyhat? Eller som måske selv kan finde ud af, hvordan man gør?

Jeg ved godt, den er grim og fjollet. Men det er altså ikke udseendet og varmekapaciteten–det er udelukkende symbolværdien!

Continue Reading

Alt det, jeg ikke siger.

Forleden var jeg på cafe med en veninde, som jeg senere på året skal til Jerusalem sammen med. Over kaffen fortalte hun mig, en passant, at hun ikke lige havde fået fortalt sin mand, at hun skulle med på turen–endnu. Jeg blev næsten helt overstrømmende glad. Jeg oplevede den der varmende søstersolidaritet, som kommer af følelsen af ikke længere at være alene…….

For måske er jeg slet ikke den eneste, der lever i en verden af fortiet fodtøj, hengemte bluser og hemmelige rejser? Altså ikke sådan “helt usynligt og aldrig dukkende op til overfladen” hemmeligt, men mere sådan midlertidigt fortiet. Fortiet i betydningen, at afsløringen af tingenes eksistens bare venter på rette tid, sted og lejlighed.

Det forholder sig sådan med mig, at jeg nogle gange gør, lad os bare kalde dem investeringer, som jeg i en kortere eller længere periode holder en smule for mig selv og ikke prompte offentliggør. Hvis jeg skal være helt ærlig, er disse investeringer altid af en art, der næsten udelukkende kommer mig selv til gode. De kan vist også nedsnævres til ofte at befinde sig inden for det bekædningsmæssige område eller dreje sig om rejser. Man kan også godt analysere sig frem til, at de i visse tilfælde af nogle ( det er så dejligt upersonligt et ord) kunne kategoriseres som en smule overflødige, omkostningsmæssigt lige i overkanten eller slet og ret unødvendige. Helt konkret–men selvfølgelig kun brugt som eksempel!–kunne man være ude i bluse nummer 8, rejse nummer 6 eller bare de dyre bukser, som var sat helt vildt meget ned.

Proceduren omkring– og især efter–disse investeringer er ofte den samme. De fortrænges gerne ind i en form for skab, hvor de så kan ligge og vente på afsløring. Omkring de rent beklædningsmæssige fortrængninger er tingene relativt enkle, selv om man gerne lige venter et stykke tid. Hvis ens mand overhovedet lægger mærke til, man er blevet lidt nyere udenpå, så har man enten “købt den for lang tid siden (gerne flere år!) og helt glemt, man havde den–men er den ikke rigtig pæn, alligevel?” eller “virkelig fundet et super tilbud på udsalg. Den var VILDT sat ned. Kostede nærmest INGENTING. Faktisk ville man være idiot, hvis man ikke havde købt den.”

Det er straks værre med rejserne. Jeg mener, det er jo immervæk lidt svært at sløre sin egen mangel på tilstedeværelse, og mange gange vil man da også gerne have et lift til Billund. Min taktik er at prøve at vente, til det rette øjeblik kommer. Hvis det altså gør. Om rette øjeblikke kan det dog siges, at de ofte er dem, hvor der er flere personer til stede. Det er altid bedst af indrømme sit lille, uskyldige overforbrug, når familie eller venner sidder med på bænken. Så ved vi jo alle, at man ligesom prøver at opføre sig en lille smule bedre. En anden rigtig god taktik er at lave gengældelsesmanøvren. Eller noget-for-noget-manøvren. Altså vente indtil ens nærmeste har begået en dum fejl eller måske endda også selv har lavet en lille, egoistisk investering. Helt konkret er det i det øjeblik, han storsmilende og pavestolt står der med den fjollede, nye motorsav, at man skal slå til og sige “Den er godt nok flot, og jeg rejser til London i næste uge.” Så står vi ligesom lige.

Jeg har også tænkt på, hvorfor i alverden jeg dog har det sådan. I bund og grund burde der ikke være noget økonomisk, i og med at jeg da tjener mine egne penge. Men det er det så alligevel. Jeg har en indgroet og sikkert tillært dårlig samvittighed over at bruge penge på mig selv, forstået som penge, der IKKE anvendes til alles bedste eller fordel. Egoistiske penge. Penge som kun jeg nyder og glædes over. Jeg er også helt sikker på, at min mands og mit “nødvendigheds-parameter” slår ud vidt forskellige steder. At det simpelthen ikke altid er de samme ting, der gør os glade, tilfredse og lykkelige. Eller de samme ting, vi finder nødvendige. Jeg kan f.eks. umiddelbart tænke på adskillige objekter nede i byggemarkedet, som overhovedet ikke gør noget som helst for mig, men som manden tilsyneladende finder usædvanligt attraktive og nødvendige.

Og i forlængelse af det, kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, om der mon i skabe og udhuse her på parcellen gemmer sig oceaner af uudpakket værktøj, som bare venter på det rette afsløringsmoment? Nu jeg tænker over det, så ER der da pludselig dukket vildt billige motorsave op, som var købt for flere år siden.

Og hvordan forholdt jeg mig egentlig til det? En blanding, tror jeg. På den ene side set sådan ret ligeglad (som grundprincip ER jeg faktisk ret ligeglad med motorsave). På den anden sådan lidt småsur i retning af, hvad i alverden vi overhovedet skal med endnu en motorsav. Men absolut til at leve med. Lad dog manden……

Så måske skal man bare springe ud i det og få svinene på bordet? Og så alligevel. Der er nu også noget lidt rart ved at gå rundt og have de der små hemmeligheder. Bare ikke helt så rart, som man jo egentlig får det, når de endelig er afsløret.

Er der mon nogen, der kan nikke genkendende til det her?

 

Continue Reading

Om Ny-maskulinister.

Der har det seneste stykke tid floreret en del billeder af såkaldte Ny-feminister i pressen og på de sociale medier. Halvt afklædte og i seksuelt udfordrende positurer lufter de deres silikonebryster for den gode sag, det er at påpege, at kvinder godt kan være både seksuelle væsner og intellektuelt udfordrende. Måske er jeg bare en håbløst forældet, antik feminist, der såmænd bare var med fra begyndelsen, men jeg bliver fortvivlende forvirret over de billeders signalværdi. Og jeg frygter, at jeg ikke er den eneste.

Nu har mændene, med vanlig sans for efterabet timing, så grebet samme sag. Dette billede er Chippendales. Ordet kommer af Chip (som i Chip og Chap), som alle jo ved er jordegern, der, som gode familiefædre, gerne samler til huse for at forsørge deres familier. Pen betyder, at disse mænd også kan læse og skrive og gerne ytrer sig intellektuelt i enhver dannet diskussion. Dales skal give os associationer til “dale”, grønne dale, landbrug og den ultimative bonde. Ham den stærke, ukuelige, der vil gå gennem vand, landbrugskriser og prærier for sin familie. Men altså, summa summarum, mænd der både forholder sig til den traditionelle manderolle på en nytænkende måde og er en intellektuel udfordring.

Hvis de giver os andre associationer, er vi enten forkerte på den, eller også har vi endnu ikke indset, at det at udstille sin seksualitet blot er en måde at promovere sit budskab. Mænd er nemlig ikke kun skaffere, men sandelig også frigjorte, senmoderne mennesker–de kan meget, meget mere (og længere!).

Så disse mænd kæmper altså en brav kamp for f.eks. farrollen, for den fraskilte fars rettigheder og for, at mænd med al tydelighed kan vise deres følelser offentligt. Det fremgår endda af flere interviews med dem, at de elsker at græde i kor. I samme samtaler siger de også, at det udelukkende er vores fejl, hvis vi ikke umiddelbart og lige med det samme fatter, at det er et intellektuelt budskab, dette billede vil give os. Et billede af dem som diskusssionslystne, progressive og forkæmpere for mænds rettigheder. Især indenfor kernefamilien–både den bestående og den opløste. De er godt klar over, at der er seksuelle undertoner, men de forbeholder sig ret til at bruge deres køn og seksualitet på at fremme en god sag. Og hvis vi ikke kan se det, er det altså klart vores fejl.

 

 

 

Continue Reading