Om de dygtige–og hurtige–skræddere i Hoi An.

I den (efter vietnamesiske forhold!) lille, smukke by Hoi An vrimler det med skræddere. Der en ca. 1 på hvert gadehjørne og en 10-15 stykker ind imellem. Skrædderfaget går i arv fra generation til generation, så de fleste af forretningerne er den slags små familievirksomheder, som man som turist har rigtig god samvittighed ved at støtte.

Derudover er der også større håndarbejdscentre, som, støttet af blandt andet familien Clinton, tilbyder arbejde til handicappede. Ofte med en stor procentdel af de ansatte som de tragiske ofre for amerikanernes kemiske våben, Agent Orange, som spredte en forfærdelig gift, hvis følger (læs: misdannelser) stadig nedarves gennem generationerne. No wonder, at i alt fald nogle amerikanere stadig føler sig skyldige, selv om nationen som sådan aldrig har nedværdiget sig til at give en offentlig undskyldning til de mange uskyldige ofre.

Så i Hoi An går de fleste kvinder amok i nysyet tøj. Stofferne er pragtfulde, og syerskerne kan bikse en lille sort ( eller hvilken som helst farve, for den sags skyld!) sag sammen på under 5 timer. Man henvender sig bare fra gaden, bliver målt overalt, og når man så forlader forretningen, kan man allerede se de indkaldte forstærkninger i form af bedstemødre og adskillige tanter ankomme i stimevis pr. cykel, medbringende syæsken. 5 timer senere kan man enten selv afhente–eller endda få garderoben bragt til sit hotel af en lille cyklende syerske. Er der fejl og mangler–eller måske bare en udringning, der flanrer–udbedres det enten på stedet eller ankommer igen 1 time senere i perfekt stand. For de er stolte af deres arbejde, disse skræddere. Det skal være i orden. Det er det så i den grad også.

Faktisk bør man, hvis turen går omkring denne by, undlade at tage ret meget tøj med hjemmefra. For med de priser, de holder sig, bliver man gerne overfristet og går en smule amok. Den der med at love sig selv, at der så ikke skal anskaffes nogen form for klædningsstykker de næste–i alt fald–12 måneder. Eller måske lidt mindre, hvis man nu kom til at MANGLE. En foret uldjakke kan erhverves for 45 dollars, alt inkl., mens jeg gav 90 dollars for en tunika i ren bomuld og en kjole og en bluse i ren silke. Alle perfekt lavede.

Det allerbedste er næsten, at de fleste af os jo nok har noget yndlingstøj, som næsten er groet fast til os. De der bukser, som bare er så behagelige. Eller blusen, der gør underværker i spejlet og bare sidder perfekt. Allerbedste fordi, disse skræddere gerne låner favoritblusen og syr af. Så man pludselig har to og ikke behøver gå i tøjmæssigt coma den forfærdelige dag, yndlingen skal vaskes. Så man simpelthen kan blive en kopi af sig selv–og det er vel heller ikke det værste!

Hvis man regner lidt på det–og det bør man gøre, for den slags er virkelig godt for ens samvittighed over at have brugt en del for mange dollars–så kan det næsten betale en god del af turen, at man får syet næste sæsons garderobe derude. Det er sådan noget, jeg er fænomenalt dygtig til at få mig selv til at tro på.

Og jeg vil gerne tilbage til Hoi An. Både fordi, det er en uendeligt smuk og hyggelig by, fordi jeg kan få garderoben suppleret for få penge, men også fordi jeg kan se glæden over arbejdet og de indtjente penge i syersken og alle hendes familiemedlemmers øjne. Noget for noget. Som jeg vist har sagt før. Og mener!

 

Continue Reading

Om håndbold. Og alle de andre bolde.

Det er næsten som at indrømme, at man aldrig skifter underbukser. I alt fald i disse dage. Men jeg ser aldrig håndbold. Eller fodbold. Eller nogen som helst andre bolde, ligegyldigt hvor de kastes, sparkes, skydes eller flyver hen. Jeg er immun overfor bold–eller enhver anden form for-spils potentielle indvirkning på mit humør eller nervesystem og klarer mig ganske fremragende ude.

Derfor deltager jeg heller ikke i den kollektive, nationale sørgedag, som tilsyneladende indledtes på et tidspunkt i aftes, da jeg var optaget af en god film. Først her til morgen, da jeg tjekkede mine aviser på padden, kunne jeg se, at jeg som måske en af de eneste danskere havde mistet en anledning til at gå i selvsvingsfortvivlelse. Tak, jeg har sovet ganske fremragende i nat. Det gør man tit efter at have set en god film.

Hvis nogen nu skulle stille sig uforstående overfor min sportsfornægtelse og undre sig over, hvad der dog kan ligge til grund for ikke at deltage i det store flertals markering af tilhørssted og -farver, så er svaret indlysende klart: Sport keder mig. Keder mig noget så umådeligt gudsjammerligt. Jeg er totalt hjælpeløs overfor at anerkende værdien af at banke en bold ind i et net, eller–i dette tilfælde–banke den ind i et net flere gange end dem fra Sverige. Kan rimeligt velfungerende, voksne mænd da ligesom ikke finde noget andet og mere fornuftigt at banke? Tæpper eller søm i? (Men ikke konen!)

Nu bor jeg jo sammen med en, der tilsyneladende, og højlydt, påskønner alt det bankeri. Han er så ikke lige hjemme, så derfor misser jeg det, jeg ellers tydeligt ville have hørt. Jeg undrer mig nogle gange over, at den overdrevne begejstring–eller sorg–der tilfalder fremmede mennesker i shorts, aldrig kastes efter helt almindelige ting og gøremål. Vi jubler da ikke på samme næsten spastiske måde, når vi har fødsels- eller mærkedage eller måske køber en ny bil. Det holder vi da behørigt tæt inde på kroppen og danser ikke rundt i stolene som ukontrollerbare idioter. Men når en flok forvoksede drenge eller piger på nationens stolte vegne banker bold ind, så er det helt legalt at miste besindelsen i fællesskab. Alt imens jeg keder mig og ikke mister noget som helst. Slet ikke besindelsen og min vanlige fornuft.

Jeg ved godt, jeg står lidt alene og afsporet i denne her sag. Og at det ikke er noget, man sådan går og råber op med og omkring. Det er lige før, det næsten er mere legalt at indrømme det der med underbukserne. Omvendt så KAN jeg da ikke være den eneste? Den eneste ( i nogles øjne ignorant) i hele Danmark, der her til morgen er vågnet frisk, udhvilet, fuldstændigt sorgfri og uvidende og med styrtende mod på at påbegynde endnu en forhåbentlig sportsfri dag.

Og nu vi er ved indrømmelserne, for nu bliver det slemt. Rigtig slemt! Næsten så slemt, at jeg står til kollektiv lynching! Kan det virkelig passe, at jeg også er den eneste i hele Danmark, der i forbindelse med store sportstævner som EM og VM, og hvad al den slags nu hedder, på familiens og mit eget hjems harmonis vegne håber så inderligt, at alle boldhold respræsenterende nationen ryger ud så hurtigt som overhovedet muligt? Gerne i 1. runde, tak! Således at jeg kan få mit liv, min fred og ro, truslen mod mit hus` lydniveau samt–endnu vigtigere!–de af mine familiemedlemmer, der går i absolut uafrysteligt boldmode–tilbage som fornuftige, velfungerende mennesker igen.

 

 

Continue Reading

Den skide, rådne bil. Eller: Hvad kvinder bruger penge på.

Der er mange ting, jeg som kvinde ufortøvet, sådan nærmest henkastet og helt uden ret mange reflektioner, gerne kaster penge efter. Ting, som jeg anser som en del af basal overlevelse og nogle gange–hvis belønningscentret er i akut krise, eller jeg har været rigtig sød og rar–bare skal forkæle mig selv med.

Og så er der andre, hvor jeg nærmest må vende involdene ud på mig selv for at acceptere, at de skal have snablen ned i min pengepung. Hvor jeg får røde knopper og åndedrætsbesvær bare ved tanken og indvendigt laver lange, udførlige lister over ALT det fornuftige, glædelige, pyntelige og somme tider måske lidt frækt unødvendige, disse skrotpenge KUNNE have været anvendt til.

Som nu i går, hvor jeg omsider, efter at have trukket det sådan lidt ud over alle grænser tidsmæssigt, måtte overgive mig til det faktum, at min bil skulle synes og have et eftersyn. Min indstilling til biler er, at den enorme engangsinvestering, man laver ved køb af en sådan, ligesom bør holde adskillige år ind i fremtiden. At en bil holder fra fødsel til død uden den store udenomssnak og unødvendige konfrontationer med værksteder. Den er sgu` da dyr nok. Den bør vel være omkostningsfri, mens man har den. Ellers er det da noget værre juks, de får bikset sammen derude i Japan. Som de burde skamme sig over.

Men nej, sådan spiller karburatoren ikke. Inden man ( i dette tilfælde mig) får set sig om, står de der og vifter med en regning på omkring 10.000 kr. Jeg mener, er det ikke lidt grinagtigt at investere 10.000 i en Aygo? Der er nemlig skiftet bundpropper, bremsevæske, bremseskiver, tændrør, fuldsyntestisk olie og alt, hvad der nok var værd at skifte. Der er også en forfærdelig masse miljøafgifter, og det er helt OK med mig, men jeg spekulerer da på, om man måske bare kunne have nøjedes med at betale miljøafgifter uden alt det overflødige skifteri?

Det gør nemlig ondt, dybfølt og nagende ondt at smide 10.000 efter en skide, rådden bil. Man kunne–selv om man nok skal lade helt være med den slags pjat–sagtens forfalde til regnestykker omkring mængden ( og længden af holdbarhed) af diverse nødvendig beklædning, forlystelser, rejser, bogindkøb og kultur generelt, der kunne gå på et par tændrør. En ting, man i alt fald IKKE skal bedrive mod sig selv, er at opregne antallet af uldsweaters, der går på en bremseklods. Eller kjoler på pr. liter bremsevæske. For slet ikke at tale om madbudget for 2 voksne mennesker i flere måneder, som vel svarer rimeligt præcist til, hvad mekanikerlærlingen skal have i arbejdsløn.

Jeg kender ingen kvinder, der ikke forbander unødvendige bilpenge ad Ford til. Som ikke synes, at de bliver kraftigt berøvede af bilsyn, bremser og friskluftfiltre. Som ikke skumler over alle de tåbelige udgifter til ting, der ligesom virker så unaturligt overflødige. Når man nu kunne bruge de penge på gode, rare, dejlige ting. Eller måske bare på at overleve rent fødevaremæssigt. Jeg smider gerne relativt store beløb i mine yndlingstøjforretninger, når der er udsalg. Eller til lagersalg hos Georg Jensen. Med glæde. Og forventning. Jeg kan også juble over en billig culottesteg og sørge for at købe 5 af slagsen, hvis der er tilbud. Og bære det hele hjem i triumf. Jeg kan også ribbe en Matas og gå derfra uden den fjerneste dårlige samvittighed og føle mig fuldt berettiget til enhver, lille som stor, investering. En god frokost på en restaurant er også et must ind imellem, og jeg betaler gladeligt regningen. Ligesom jeg er storkunde hos Norwegian og andre lignende selskaber, for at flyve ud i verden  må da være en basal menneskeret.

Men at skulle betale 10.000 for en skide, rådden bil! Det er lidt ligesom, når køleskabet eller opvaskeren går i selvsving og til sidst i stå. Når den slags sker, drejer det sig aldrig kun om en slags maskine. I alt fald ikke hos mig. Her strejker hårde hvidevarer altid i bundter, som efter en fælles overenskomst om, at nu har jeg spillet hvidevare- omkostningsfri fandango alt, alt for længe. Så skal der ny vaskemaskine, opvasker og ovn til, og man græmmes helt ind i sin inderste sjæl over at skulle betale for endnu et læs forgængelige hjælpemidler. I øvrigt skyldes den fælles strejke nok primært, at de også havde fælles stå-af-tid sidste gang, så de er indkøbt samtidigt og, desværre, også gearet til samme holdbarhedsperiode. Men alligevel. Det er så overflødigt, så irriterende, så næsten grådfremkaldende at skulle bruge penge på den slags.

Faktisk burde det være sådan, at man på et tidspunkt i sit liv lavede en engangsinvestering i biler, hvidevarer og al den slags nødvendigt pjat, og så var det det. Punktum, finale. Så kunne man, med evig god samvittighed, bruge sine hårdt opsparede penge på de ting, der nødvendigvis SKAL skiftes ud gennem livet. Så som tøj, madvarer, ferierejsemål, biografture, gode middage og virkelig mange andre ting, jeg ikke lige kan komme på, men som er basale for opretholdelsen af et rigtigt god kvindeliv!

 

Continue Reading

Om det stolte moderhjerte!

Så går man lige ind på Politikens digitale forside for at tjekke, om der er noget, der er værd at læse. Og rammes med en børnepil lige ind i moderhjertet af en tegning, der sådan bare, i ens egen optik, stjæler ethvert fokus fra udenrigspolitik, forbrydelser og dagens gang. Jeg VIDSTE bare, det var datterens værk. Man kender sit afkom på stregen, gør man.

Så bider man sig selv lidt i læben og fortæller moderhjertet, at det her, det er da ikke noget, der skal flæbes over. Akkurat som alle de andre gange, man voldbed moderlæberne for at undgå at gå i storgråd offentligt. Som til forårskoncerterne i folkeskolen, hvor ens umusikalske afkom fik lov at synge næsten solo og falsktog en Kim Larsen, som når de vandt flækkemesterskaber i skoleskak eller en grim præmie for at svømme hurtigst. Som da de blev studenter eller måske endda fik et legat eller to på vej gennem uddannelserne. Og alle de andre gange. Hvor man har stået der og følt sig så moderstolt, at man næsten ikke kunne rumme det. Var ved at gå i stoltheds-krampegråd, fordi det sivede ud af alle de sprækker, man havde, og man var totalt forsvarsløs overfor at skulle fortælle omverdenen, at det altså var et af ens livs oplevelser at slæbe en megagrim pokal med hjem.

Jeg tænker tit på de stakkels forældre, hvis børn deltager i diverse talentshows. Jeg tror ikke, jeg turde. Tænk at sidde der og bare svømme over af stolthedstårer, sådan nærmest bade samtlige tilskuerpladser i syndfloden, bare fordi ens afkom er i fokus. Jeg kan ikke helt præcisere det, men måske synes jeg, det er superpinligt, hvis det drejer sig om mig, men ret sødt, når det er andre.

For den ligger der jo endnu, den tillærte beskedenhed fra barndommen. Det skulle jo nødigt være, man skulle jo nødigt tro, man var noget ( i alt fald ikke mere end andre!),man skulle jo nødigt synes, sådan noget var noget særligt—–og din barndom skal komme efter dig!

Herregud. Det er jo ikke andet end forsiden på Politiken. Tør nu de tårer væk, mor! Eller: Smid den barndom væk og indrøm, du er et menneske!

Continue Reading

Om at kende typen. Eller: Hvad er det for noget med de bølger?

Jeg er ikke flov over at indrømme, at jeg ser Kender du typen, hvis jeg har mulighed for det. Engang var jeg ret vild med Mads Steffensen. Det er sådan lidt for nedadgående, for det er ligesom, i alt fald jeg er lidt Steffensensk overmæt, lidt stopfodret med de voksnes bedste alternativ til Bamse og kylling, der på sin joviale facon hærger overalt på såvel TV som radio. Men jeg nyder stadigvæk at snage i kendte menneskers hjem. At se “how the other half lives”. Og jeg forundres hver gang over, at kendte alle synes udstyret med et fænomenalt oprydningsgen ( måske er det lige præcis derfor, jeg ikke er kendt??), og at jeg nok aldrig har set så mange renskurede køleskabe. Render deres rødbedesaft da aldrig? Og hvad gør de egentlig ved halvrådne grøntsager? Hvis jeg selv skal sige det, er jeg ret god til at gætte dem. Det er nok derfor, jeg på 117. år dyrker min egen lille private Trivial Pursuit i kategorien Kendis-geografi.

Anyway, i aftes var det Nikita Klæstrup, og hende havde jeg ikke lige gættet. Jeg er nemlig ikke ret god til pseudo-berømtheder. Reality er ikke min spidskompetence, for jeg gider ikke engagere mig i noget, der alligevel er væk og ovre, inden jeg har set mig om. Jeg var godt nok lidt puzzled over den imponerende skopark, hun havde på udstilling, og er så småt ved at overveje at ophænge en enkelt hylde til 3 par Angulus med rågummisåler, som så kan stå til pynt på min personlige stuevæg. Det er da også bare ved at være alt for gammeldags og yt med alle de bøger. Lad os da for Søren få skoene op i reolen i stedet.

Samme Nikita er selvudråbt (meget højt råbt!) ypperstepræstinde for de såkaldte Fjerdebølge-feminister. Nu var jeg da godt klar over, at jeg på stedet kunne identificere 2 bølger i kvindekampen, men jeg havde da godt nok lige misset den der tredje, som jo nødvendigvis må være kommet før Nikatas egen personlige. Altså en logisk start med de gamle suffragetter, der kæmpede for valgret og borgerrettigheder til kvinder og dernæst 60-ernes og 70-ernes kamp for ligestilling og kvinders ret såvel i samfund som familie. Men hvad var så den tredje? Ved grundig research har jeg fundet ud af, at det drejer sig om 90-ernes fokus på seksualitet og definition af kvindekønnet–eller bare kønnet som sådan. Min research gjorde mig, desværre, ikke specielt klogere, men jeg er da nået så langt, at jeg må anerkende, at  70-ernes bortdømmelse af BH-en, slaskepatter og hår på benene ligesom ikke var et væsentligt punkt på kvindeagendaen i 90-erne.

Men hvad er så Fjerdebølge-feminisme? Altså udover udstillinger af 317 par nittede stilletter på stuevæggen? Selvfølgelig har jeg da iagttaget disse teatralske, højtråbende unge kvinder, når de har tilkæmpet sig endnu en omgang 15 minutes of fame i medierne, men jeg har bare aldrig sådan rigtigt forstået, hvad det er, de gerne vil sige. Der har været for meget støj på barhudssenderen. Selv jeg, som kvinde, er blevet afledt af deres udtryk, så jeg faktisk aldrig har fået et indtryk. Det viser sig, at de–primært digitalt–kæmper for det frie valg for kvinder. At ingen skal dømmes for det, de vælger, og at køn og seksualitet er en styrke i sig selv. (Det havde jeg sgu` da lige misforstået. Jeg troede, det var en afledningsmanøvre!) Bar hud og silikonebryster er IKKE en udstilling af seksualitet og flotte former, niks, det er et statement. Et statement om, at man skal have ret til at udstille sig selv og sit køn uden at nogen, nogen overhovedet, skal kunne dømme en for det, man vælger.  Altså selv hvis du får et par velvoksne silikoner lige op i fjæset, så er fejlen udelukkende din, hvis du misforstår det som værende noget, der ikke intellektuelt har en videnskabelig og kvindepolitisk betydning.

Måske er det fordi, jeg selv er så umådelig dated, fordi jeg var med, da BH-smidningen og den manglende barbering af det, man dengang kaldte “uønsket hårvækst”, var en del af agendaen. Men jeg er ikke helt med. Jeg har tilsyneladende fuldstændigt misforstået det, som jeg personligt ser som en overdreven og nærmest usmagelig udstilling af kvindelige attributter i teatralsk indpakning. Meget sparsom indpakning. Kan det virkelig passe, at jeg er totalt lost overfor den overordnede politiske mening omkring at være halnøgen og halvbonderet? Og at jeg på en forfærdelig ronkedorisk måde bliver fuldstændigt afledt fra det talte budskab, fordi jeg bare stirrer på udstillingen? Jeg kan simpelthen ikke høre, hvad de siger, for bare maveskind og piercinger.

Men så kan jeg jo sole mig lidt i, at det nok heller ikke, overhovedet, er mig, de prøver at kommunikere med. Jeg er alt, alt for trekvartgammel. Jeg var med i 70-erne, og de ting, vi dengang kæmpede for og for det meste også opnåede, er sådan set godt nok for mig. Jeg har absolut ingen intentioner om aktivt at indgå i en fjerde bølge, hvis det indebærer en halvnøgen selvudstilling af rynket hus og mavestriber. I øvrigt er jeg også sikker på, at den klare effekt af noget sådant ville blive, at absolut, virkelig absolut, ingen ville høre, hvad jeg sagde. I øvrigt er jeg da helt enig i tesen omkring, at man ikke skal dømmes for det, man vælger. At alle har ret til det frie valg. Men man kunne måske også vælge, at netop DET budskab blev kommunikeret ud. Jeg vil nødigt stå som fortaler for at “dømme” disse pseudo-feminister på deres fremstillingsfacon, men som en, der har arbejdet med kommunikation det meste af livet, vil jeg særdeles gerne tage afstand fra den fremstillingsform, de har valgt. Den virker nemlig ikke! Der er alt for meget støj på linjen.

Og sådan lærte jeg endnu en type at kende takket være bamsefar hos ny-feministen. Nu vil jeg i gang med at raide hjemmet for Angulus med rågummisåler og finde en passende plads mellem Hemingway og Shakespeare inde i reolen. For så kan jeg måske også kalde mig up-to-date-ny-feminist, for jeg har helt selv valgt de snørestøvler, der skal udstilles. Og ve den, der dømmer mig for det!

 

Continue Reading

Om hvorfor jeg er vild med Saga Norén.

Jeg ser næsten udelukkende Broen for Saga Noréns skyld. Og er i øvrigt ret kold overfor, om det er IV eller IIII sæson. Personligt har jeg middelmådigt styr på mine romertal, men blander mig helst udenom andres kunstneriske frihed.

Saga er ufortyndet, ufiltreret menneske. Hun siger alt det højt, vi andre tænker lavt. Det er, i mine øjne, utroligt befriende. Udover altså også at være lidt pinligt ind imellem. Men alligevel sådan på kanten af det bagvendte ønske om “Bare jeg også havde en form for diagnose, så jeg kunne retfærdiggøre at sige den slags ting højt”.

For mig repræsenterer Saga et værdigt våben i kampen mod overflødige ord, eufemismer ( at  omskrive det, man ikke kan få i sin mund, f.eks “at hejse det røde flag” om menstruation) og unødvendig udenomssnak. I mit liv står jeg alt for ofte overfor mennesker, hvor jeg kan være i tvivl om, hvad de egentlig mener. Enten fordi det hele pakkes ind i alt, alt for mange ord og omveje, eller fordi jeg fortvivlet står tilbage med en følelse af, at vi ville være nået et helt andet sted hen, hvis de bare havde været ærlige og sagt deres uforbeholdne mening. Mange mennesker er sande mestre i al filtrere, nærmest krypetere, deres udtalelser. Og andre igen kan ikke sige noget som helst uden en sand overflod af ord, ord, ord.

Det er noget med at vide, hvor man “har” andre mennesker. Hvor de står, hvad de er, hvordan de tænker. Hos Saga er man aldrig i tvivl. Hun er, står og tænker lige præcis det, der kommer ud af hende. Ydermere er hele hendes tankegang præget af en stringent logik, der møver sig gennem livet uden nogen form for gen- eller omveje. I aftes bl.a. flg. logiske slutning. “Jeg er gravid. Jeg vil ikke have barnet. Du vil gerne have et barn. Derfor føder jeg det barn, så du kan få det. Færdigt arbejde!”

Problemet med Saga er blot, at omveje, eufemismer, misforstået venlighed og ordmæssig indpakning er så indgroet en del af vi andres sociale omgangstone, så kulturel en kode, at vi føler os stødte på vores egen overdådige emballering med ord af dette ukrypterede menneske. Det er, desværre, blevet pinligt, hvis nogen siger den direkte, barske sandhed eller bare afslører deres inderste tanker. Det må man ikke. Der er et kolossalt enormt, kulturelt betinget kodeapparat for, hvad man kan–eller må–sige, uden af blive stemplet som outcast eller diagnosemoden. Man er altså kun socialt acceptabel, i vores samfund, hvis man formår at dække sine meninger og sandheder med et i forvejen nærmest aftalt skjold af overflødige ord.

Det er derfor, Saga er så befriende. Hun er totalt uden skjolde og forsvar. Hun siger bare det, hun mener, tænker og føler. Det er selvfølgelig også derfor, Saga “kun” er en fiktiv karakter. Sådan et følelsesmæssigt nøgent menneske ville ikke kunne begå sig ret længe i virkeligheden. Hun ville blive mast i vi andres flomme af ord og uskrevne konventioner for, hvordan man pakker sit inderste selv ind i millioner af overflødige ord. Og ord.

 

Continue Reading

Om kvinder og Golden Globe.

Så var det lige, at jeg, efter en hedetur i vindstyrke vand i øjnene, så, at jeg lige kunne nå at smide min forfrosne krop i den gode stol og se de sidste af Golden Globe priserne blive genuddelt til ære for ignoranter som mig, der havde misset førsteudgaven. Det er nemlig ikke en begivenhed, jeg plejer at følge, men efter den mildest talt enorme, mediemæssige fokus på Oprahs tale, var jeg faktisk nysgerrig.

Det viste sig, at der var en del andre ting, jeg også lagde mærke til. Da jeg kastede mig ind i showet, blev jeg mødt af Kirk Douglas på 101. Tænk, jeg troede, han var død og borte for mange år siden. Nu så han bare lettere afdød ud. Lignede præcis en mumie på godt og vel et århundrede, men i det mindste var man da ikke udseendemæssigt det fjerneste i tvivl om, hvor antik han var. For lige bagefter kom Barbra Streisand på 75, og hun kunne da umiddelbart godt bilde nogen ind, at hun var relativt nykonfirmeret–eller hvad det nu er, det hedder på jødisk. Det var, sådan set, det generelle billede med kvinderne. Her gik jeg og troede, at jeg var omtrent jævnaldrende med flere af dem, og at nogle endda var adskillige år ældre end mig. Det var ikke tilfældet. Hvor min alder er logisk og på daglig basis fremadskridende, er deres ligesom gået i sig selv igen. Den er stagneret et sted mellem teenager og plastik, blevet væk mellem kirurgi og fitnesscentre. Det er ikke bare deres ansigter, der lyser af urynket ungdom, men enhver hvalpet teenager ville da nærmest dø for at få en krop, som de har som 75-årige. Tidens spor er prellet af på dem, og hvis deres ihærdige indsats for at spole tiden baglæns når sit ultimative mål, vil de dø som nyfødte. Man sidder lidt og er virkelig bange for, at de krakelerer, eller at kroppen sprænger sig selv ud af de kropsnære hylstre, de er hældt ned i. Men så er det jo beroligende bare at se genudsendelsen, for var det sket, havde man jo nok hørt om det!

Sådan noget generer mit gamle feministhjerte en smule. Eller også generer det min forfængelighed, at jeg ikke på nogen mulig måde kan hensætte et publikum i den tro, at jeg stadig er i tyverne. No way!

En anden ting, der faktisk gjorde mig glad–og især gjorde mit begærlige sproghjerte lykkelig–var at opdage, at store skuespillere faktisk har et personligt sprog. Normalt går man jo bare rundt og tror, de alle sammen er amerikanere. Af den simple årsag, at de alle taler amerikansk på film, fordi det nu engang er filmens etablerede sprog. Så da Ewan Mcgregor modtog sin pris på syngende skotsk og Saoirse Ronan sin på det flotteste irsk, var det som om, de faktisk blev til rigtige, levende mennesker. Hun er i øvrigt fantastisk, hende irerpigen med det uudtalelige fornavn. Jeg har næsten tilgivet hende rollen som den modbydelige lillesøsterbitch i Soning, for selv om hun spillede den eminent, så ødelagde hun jo alt for James Mcavoys Robbie, som var så cute, at det burde have gået ham godt.

Og så var der Oprah! Ja, hun er en–på alle måder–formidabel kvinde, som også leverede en formidabel tale. En ting har altid slået mig ved Oprah: Hun forstår at gribe nuet til sin egen umiddelbare fordel. Hun er en kvinde med fingeren lige nede i tidsånden, som fornemmer den lige det der sekund før alle sine medsøstre–hvilket er både hendes store styrke og størstedelen af årsagen til hendes enorme popularitet. Måske har hun spindoktorer til den slags? I alt fald formåede hun her at bruge #metoo som en rettidig platform for en potentiel ny karriere som amerikansk præsident. Iflg. tidens bærende og politisk korrekte trends har hun jo også hele 2 (måske endda 3) nærmest medfødte, store kvalifikationer. Hun er både kvinde, sort–og så er hun, i alt fald i nogle perioder–kraftigt overvægtig. Jeg er sikker på, det sidste også skaffer stemmer–i Amerika.

Tilbage står bare, at det i alt fald bekymrer mig, at det desværre også er ved at blive en trend, at amerikanske præsidenter er forfærdeligt nødt til at spille på en showbiz-kendthedsfaktor for overhovedet at komme i betragtning til embedet. Det er ikke nok (faktisk er det fuldstændigt overflødigt!) at kunne sit politiske håndværk, men kan man stille op med en sværm af følgere og beundrere, der i virkeligheden er imponerede over noget helt, helt andet, så er vejen til Det hvide hus rimeligt brolagt med medvind. Jeg er sikker på, Oprah er en fornuftig, seriøs, overvægtig sort kvinde med ordet i sin absolutte magt, men er hun også POLITIKER? Og hvad er det lige, folk stemmer efter? Kendthedsfaktor??

Og således fik eftermiddagen alligevel en tænksomhedsfaktor light. Man skal bare sætte sig og se amerikanske prisuddelinger (der er nok af dem!), så vælter det frem med udfordringer, man både kan undre sig over, tænke over–og sætte pris på!

Continue Reading

En kolossal skolig lettelse.

At købe sko er ikke min yndlingsbeskæftigelse. Hvis det ikke var fordi, de klimatiske forhold her i landet decideret taler imod at gå barfodet (især i møgjanuar!), så tror jeg såmænd slet ikke , jeg gad investere tid i den slags unødvendigt fodpjat.

Så derfor var det en kolossal lettelse at komme på det månedlige lagersalg hos Green Comfort i Randers, som finder sted hver 1. torsdag i måneden. Jeg købte 6 (seks)–ja seks!–par. For det første fordi det altså tiltaler mit udgiftsky hjerte at kunne få hele 12 singlesko (hvis man tæller dem på den måde) for 2000 kr. Prøv bare at sammenligne med vores (også) i skomæssig henseende, uheldige statsminister, som tilsyneladende ikke engang kan få et enkelt par for den pris! For det andet er jeg noget så befriende fri for at tænke på sko til enhver årstid de næste i alt fald 2-3 år. Det letter næsten en hel vinterstøvle fra hver af mine skuldre og mangen en sommersko fra min pengepung.

Jeg ved godt, at mange kvinder ser det som det ultimative mareridtscenarie at købe 6 par sko ad gangen. Det er dem, som virkelig nyder at indkøbe samtlige de 50 par–1 par ad gangen–, de investerer i om året. Med mig er det sådan, at jeg vist aldrig nogen sinde før har været indehaver af 6 par brugbare sko på samme tid. Det prøver jeg så også nu. Eneste relevante indvending til den overflod af skoske dimensioner er vel bare, at jeg kun har 2 fødder, og at det ikke er umiddelbart sandsynligt, at der vil vokse flere ud af mig på hverken langt eller kort sigt. Dertil må det eneste fornuftige svar så være, at jeg (med årstiderne som fortegn) jo bare kan slide dem et par ad gangen, hvilket løseligt sat vil tage mig op til flere år. Inklusiv hundeluftning.

Og så lige den der med, at jeg aldrig har ejet et skoskab. Tilsammen med, at der heller ikke er plads i det walk-in-closet, jeg ikke har. Peanuts af et problem sammenlignet med, at jeg er fuldstændig, helt, totalt og lykkelig skokøbsfri i alt fald til næste årtiskifte!

Continue Reading

Om julefedt.

Nu har jeg snart 14 dages jubilæum i bevidst selvsnyderi. I al sin enkelhed går mit fantastiske illusionsnummer ud på udelukkende at anvende bukser med elastik i taljen. Når man gør det, er der næsten ubegrænsede muligheder for at stoppe halve leverpostejer, utællelige mængder af frikadeller og Pariserlinser til kvalmegrænsen ned omkring taljen samt behændigt at polstre samtlige inder- og yderlår med flæskesteg og nordjysk grønkål. Er bukserne store–eller elastiske– nok, kan man snildt klemme et par ekstra kasser Toffifee ned omkring anklerne. Det er udelukkende et spørgsmål om udvidet selvforstillelse på den måde, at man over jul og nytår med stor og indlysende selvfølgelighed kan bilde sig selv ind, at når intet (stadig?) strammer, har over-indtagelsen af julens fedtperler overhovedet ikke haft den fjerneste indflydelse på ens krop eller tøjstørrelse.

Selvfølgelig ved jeg godt, det er blår. Men det ved min krop heldigvis også. Vi to har nemlig en årlig jule-overenskomst, som gør, at den ( i alt fald næsten!) accepterer mit selvsnyderi mod at jeg, efter jul, lover at tage den seriøst og alvorligt igen.

Når man så–gerne engang umiddelbart efter nytår–vågner op inde i sit selvspiste fedthi, fordi der ligesom skal en anden tøjstil til, når verden udenfor kalder igen, så kommer chokket. Eller påmindelsen om, at man (heldigvis!) fik lavet en kropsmæssig aftale. Så viser det sig, at de elastikbukser, man har boet godt (og lunere og lunere!) i over julen, faktisk også er ens eneste alternativ. Der er intet andet, der kan klemmes op over den leverpostej, der har fundet sin blivende plads på ens hofter.

Jeg er ikke overvægtig eller hysterisk med min vægt. Faktisk er jeg, i manges øjne, uhyre priviligeret, fordi jeg umiddelbart passer ind i de gængse damestørrelser og oftest kan krybe direkte ind i stangtøjet. Jeg har en vægt på mit badeværelse. Den bruger jeg flittigt hver gang, jeg skal ud at rejse, for at tjekke om min kuffert overholder flyselskabets regler. Ellers ikke. Jeg kan nemlig overhovedet ikke måle, om jeg har spist for meget ved hjælp af en simpel vægt.

Selv relativt slanke mennesker har faktisk en idealstørrelse. Det betyder i al sin simpelhed lige præcis den størrelse, hvor man har det godt med sig selv og sin krop. Hvor tøjet sidder præcis, som man synes,  det skal, og hvor kroppen ikke blot er et hylster, der skal slæbes med, men en fremragende samarbejdspartner rent fysisk og mentalt. Jeg kan ikke se på min vægt ( fordi jeg aldrig bestiger den!), at jeg har taget på, men jeg kan da i den grad mærke det såvel på mig selv og på mit tøj. Når BH-en laver de der små buler under armhulerne, når bukseknapperne springer for et godt ord og når man virkelig skal indgå i seriøse diskussioner med sig selv om ikke igen at hælde sig i sækkekjolen—men allermest når man ikke har det godt med sin krop. Når den er doven og ugidelig, når den overhovedet ikke synes, kældertrappen er umiddelbart indtagelig, og når man for alvor mærker, at den er der til overflod.

Det er ikke kropshad, men det er ubehag ved noget af det vigtigste, man er indehaver af. Selv bukser med elastik i taljen kan desværre ikke–i alt fald ikke på sigt–genvinde den selvtillid og det selvværd, der ligger i at have det godt med sin krop.

Det er derfor, for mig, helt og fuldstændigt OK at gå amok i julefedt og løse bukser de 14 dage, det så varer. Jeg spiser mig gennem alt fedtet, alle E-stofferne og al chokoladen med stor glæde og nyder de udskejelser, jeg ellers ikke har den store lyst til resten af året. Det er som om, julen indirekte påkalder sig ens fortrængte og glemte ustyrlige lyst til usundheder. Det er da i og for sig ganske genialt. Så kan man gå akut og 2-ugers amok og blive så forbandet, ulækkert stopfodret med den slags, at man opnår en form for kropsmæssigt brækstadium.

For når de 14 dage så er omme, så kan det da ellers nok være, at kroppen højlydt og høj-mærkeligt fortæller en, at nu er årets fedtorgie ovre. Den vil simpelthen ikke finde sig i en mere. Den slår ud i deller, fedtpuder stategisk vigtige steder og en enorm lad ugidelighed. Som om den ikke gider samarbejde mere med en, der har behandlet den så usympatisk i flere uger. Det er faktisk overmåde super! Så kan man nemlig lige lære det! Lære at alle fede ting har sin tid, og det er helt OK, men der kommer altså også en hverdag, hvor et samarbejde skal fungere på en noget anderledes måde.

Nej, jeg stryger ikke ned og investerer i årskort til fitness eller kaster mig frådende ud i svømmehallens kolde vand og padler en tur, der svarer til afstanden mellem her og Skagen, blot for at dulme min dårlige samvittighed. Jeg gør såmænd bare, hvad jeg plejer at gøre for at samkvemmet mellem mig og min krop bliver perfekt igen. Den er helt på det rene med, at disse 14 dage ikke er specielt gode for den, og at vi derfor sammen har indgået et kompromis om løse bukser—MEN med forventet efterbevilling om ordentlig behandling og bukser, der kan knappes.

Så det er godt, at kvalmestadiet med genial og klar sikkerhed ankommer her først i januar. For det betyder endnu et samarbejdsår sammen for kroppen og mig, indtil jeg om knapt et år igen bevæger mig ud på 14 dages bevidst selvsnyderi i løse bukser og putten sylte op under armene.

Continue Reading

Om langsom udfasning af grimme nisser.

Da disse to hjemmestrikkede moster Karen nisser indtog deres hædersplads i vinduet omkring 1. søndag i advent, blev deres uundgåelige årlige ankomst mødt med glæde og forventning. Det er som om, det slet ikke kan blive jul i det lille hjem, før de sidder der og troner i al deres stormønstrede nissetøj, uglede hår og skæve briller. De er en væsentlig del af husets julepynt, og julepynt skal man altid tage dybt seriøst. Den skal behandles med ærefrygt og gerne opstilles og sættes på præcis samme plads, som den stod sidste år. Og forrige…..

De første uger, parret sad der, behandlede jeg dem med ærbødig respekt og så ligesom ikke, hvordan de sådan rent æstetisk gør sig i mit hjem. Det var nok mere signalværdien. Den med: Endelig jul igen! Omkring 1. juledag sker der så altid et eller andet for mig. Jeg ved ikke, om jeg genvinder min sunde fornuft eller bare tillader mig selv en smule kunstnerisk bedømmelse af mine nisseomgivelser. I alt fald bliver alle mine nisser grimme fra 2. juledag og fremad mod nytår. Det er sådan en gradvis proces, der bare vokser sig større og større, så jeg næsten ikke kan have den inden i mig selv til sidst.

Når jeg sætter mine nisser og andre former for julepynt op, er der ingen ende på, hvor dødcharmerende og superhyggeligt det hele er. Deres skæve grin og flåede ærmegab går lige i hjertet, og jo mere udseendemæssigt udfordrede de er, des mere elsker jeg dem. Jeg er parat til at tilgive enhver form for deformitet, slitage og andre problemer, de måtte have, og synes næsten, at deres grimhed er en julestyrke i sig selv. Sådan går det meste af december….

Men når vi så kommer herhen, hvor julen så småt rinder ud, og juledagene har mistet deres nummer, så angriber de mig i baghold fra alle hjørner og vindueskarme med de grin, der nu er gået fra at være charmerende til at være smøret hånende. Som om de vil give mig et vink med en nissehue om, at jeg da lige skal få tjekket min personlige smag en ekstra gang og komme lidt til januarfornuft.

Så er det, jeg lidt aggressivt påbegynder den langsomme udfasning af grimme nisser. Egentlig tager jeg jo ikke julepynten ned før 1. januar, men der må dog være kunstneriske undtagelser. Der er vel, trods alt, grænser for, hvad man behøver at tvinge sig selv til at bo sammen med. Jeg ved i øvrigt altid, hvornår det tidspunkt kommer. Det er, når jeg helt uden egentlig at ville det, automatisk og helt uintenderet kommer til at række tunge af dem, hver gang jeg går forbi! Min udvælgelse går helt konkret efter grimhed. De grimmeste først… Det er er utroligt pålidelig måde, for i løbet af ganske få dage bliver al min julepynt faktisk gradvist grimt. Det forvandler sig fra hygge til stads. Det mister totalt sin indbyggede nostalgi og signalværdi og ligner bare noget, en eller anden lusket kat med håbløs smag har slæbt ind over min dørtærskel og dumpet på strategiske steder, så jeg bare må rende rundt i en permanent tilstand af tungerækning for overhovedet at kunne overleve i mit eget hjem.

Sådan en udfasning foregår over flere dage, og jeg kan mærke, at jeg bare får det SÅ godt, når de charmetrolde, der på en måned har udviklet sig til overrædsler er væk, borte og pakket i kasser, der næsten ikke kan komme på loftet hurtigt nok.

Så kan de stå deroppe, kan de, de grimme nogen og bruge hele foråret, sommeren og efteråret på at forvandle sig til søde, sjove og charmerende nisser, der i den grad er klar til at indtage mit liv med hygge og julestemningsspedning den første søndag i advent næste år!

Continue Reading