Et par stille nytårsaftensønsker.

Hvoraf det ene er umiddelbart muligt, mens det andet nok skal have en smule kvalificeret hjælp for at blive opfyldt.

Nytårsaften er nærmest den eneste aften, hvor det i vores lille land er fuldt legalt at lade en flok tåbeligt berusede mennesker bevæbne sig med farlige sprængstoffer. I en lille uge omkring denne affyringsrampe af en aften samt på selve aftenen, hvor mængden af krudt og promiller ofte er ligefremt proportionale, kan enhver lovligt færdes og lege med sprængstoffer. Selv børn. Det eneste, minimale krav til dem er, at de bruger beskyttelsesbriller. Voksnes øjne, derimod, er helt på eget ( eller i denne forbindelse oftest: andres!) ansvar. Mange voksne forsvarer endda deres lemfældige omgang med samme sprængstoffer med, at “det er for børnenes skyld”! I mine øjne virker det absurd på grænsen til det allermest begrædeligt, tåbelige, infantile, uforståelige idioti. Det synes de også i vores nabolande. Der må berusere heller ikke forlyste sig offentligt og fuldt legalt med sprængstoffer, som de tilsyneladende gerne må herhjemme.

Og jeg har da vist statistikkerne på min side uden så meget som måtte gribe til fake news eller alternative sandheder.

Jeg holder også meget af fyrværkeri ( med visse modifikationer, men det kommer jeg til!) og synes, det er smukt, festligt og en god måde at markere overgangen til et nyt år. Så det er ikke selve fyrværkeriet, jeg er ude med den våde klud efter. Meget mere affyrerne og det efterfølgende, uundgåelige svineri. Vi har i landet faktisk uddannede fyrværkerimestre, som ved, hvad de har med at gøre rent risikomæssigt samt også er trænede i at affyre, så lysmønstrene får den optimale effekt. Hvorfor i alverden bruger vi så ikke dem? (Altså som vi bruger den autoriserede, uddannede blikkenslager, når vores vandrør lækker?) Det ville være en smal sag at samle vores fyrværkeri på lokale pladser, grønne områder og deslige og så lave en samlet, kanonflot affyring med en professionel i spidsen. Ligeledes ville det være umådeligt let blot at indbetale et individuelt beløb til en konto for netop den plads, man gerne ville frekventere klokken 12, hvorefter fyrværkerimesteren kunne indkøbe skyts for de indbetalte beløb. Sikke et show, der ville kunne stables på benene! I stedet for de hjemlige, krøllede raketter, der altid vælter og de alt for mange øjenskader, ville et helt område kunne nyde de store mængder, der så ville blive råd til—i sikkerhed og med en fagperson i spidsen. Endelig ville oprydningen blive meget lokal og koncentreret og ikke strække sig over hele byers gader og stræder, hvor man nu vader er udvandede raketpinde og sorte batteribokse de første to uger af januar.

Hvor svært kan det lige være?

Mit andet stille nytårsønske er derimod helt personligt for hunden og mig. Jeg kan desværre ikke helt verificere, om hunden ( som mig) er glad for synet af fyrværkeri, men til fælles har vi dog, at vi HADER lyden af det. Jeg ( men ikke hunden) er udmærket klar over, at det kræver krudt at få stjernerne til at eksplodere, men det ville nu bare være så umanerligt dejligt, om det ikke var tilfældet. Jeg er aldrig vokset fra at være bange for høje drøn og pludselige lyde, og faktisk fratager det faktum, at fyrværkeri skal eksplodere, før det kan gå i stjerner, mig enhver glæde ved det. Jeg opholder mig helst indendøre nytårsaften og gerne med begge hænder i alarmberedskab, så de til enhver tid kan flyve op til ørerne i rekordfart. Ligefrem at bruge høreværn har været under overvejelse, men det fratager mig desværre lyden af alt andet, der også foregår. Så kan man ikke gen-modificere raketter? Altså på en, for mig ukendt, måde tage enhver form for lyd ud af dem? Gøre dem stille og smukke som de stjerneskud, de vel oprindeligt er tænkt at skulle ligne?

For hvis raketter blev lydløse og samlet på store fælles arealer og pladser, hvor de blev affyret på forsvarlig og smuk måde af uddannede fyrværkerister–TÆNK ENGANG!–så ville der virkelig være noget ved at holde nytårsaften. For både mig, hunden og alle de tåbelige, undgåelige skaber, der venter lige om hjørnet!

 

Continue Reading

Om at huske at nyde det “nok”.

Det er et evigt tilbagevendende, indre spørgsmål hvert år, når julegæsterne er draget af mod de større byer, hunden forsøger at indhente flere dages manglende dagsøvn i sin kurv og huset bare synes så rungende tomt og forladt. Huskede jeg nu at nyde det “nok”? Mens det stod på?

Da jeg var yngre, bestemte jeg hvert eneste år, at jeg med sikkerhed næste år ville påbegynde julerierne ultimo september. Eller i alt fald midt i oktober. Senest. For at få endnu mere tid til at nyde det hele. Måske også fordi jeg så kunne tillade mig helt at glemme at nyde enkelte dage, fordi der jo sådan set var overskudsdage på kontoen til at nyde i. Det lykkedes mig aldrig. Der var altid noget andet end den fjernt forestående jul, der lige fik førsteprioritet der i oktober.

Det sker også ind imellem på fantastiske og usædvanlige ferier. Vel hjemkommet banker den indre meningsmåler på og minder mig om, at jeg er nødt til at spørge mig selv, om jeg nu huskede at nyde det hele “nok”. Var jeg ca. hvert 5. minut i julen eller under ferien bevidst om, at jeg skulle score topkarakter på nydelsesskalaen og minde mig selv om, hvor ualmindeligt strålende det hele var? Sådan at hverdagen enten kunne blegne betragteligt, eller erindringerne om alt det gode måske var nok til at overleve hvert års deja vu af januarblues?

Efter års selvpålagt nydelsestortur har jeg besluttet mig til at droppe spørgsmålet. For det første kan jeg jo overhovedet ikke svare på, hvordan man måler “nok”. Er det i glæde, mængder af mad, beundringsværdige udsigter, samvær med familie og venner eller bare en generel følelse? Og findes der overhovedet et parameter, som eksakt kan måle graden af nydelse samt klart slå ud, hvis den rammer indenfor området af “nok”?

For det andet–og væsentligste–ville jeg givetvis fuldstændigt glemme at leve i det nu, jeg befandt mig i, hvis jeg hele tiden skulle spørge mig selv, om min nydelse var optimal. Måske ville jeg også blive utroligt skuffet, for hvad hvis nu jeg sådan ikke lige nød tingene til bristepunktet? Skulle jeg så arbejde meget mere seriøst med min nydelse? Noget, der helt sikkert ville være på bekostning af bare at være og være til stede.

Så jeg må lære ikke at spørge, om jeg nu nød det  hele “nok”. Og i stedet forvisse mig selv om, at jeg nød det så godt, jeg kunne, netop fordi jeg ikke hele tiden skulle have nydelsesparametret i baghovedet. Jeg VAR.

Og i øvrigt giver selve spørgsmålet jo overhovedet ingen mening. For det første kan en overstået jul ikke gøres om, for det andet er tanken om en nydelsesskala jo absurd i sig selv, og for det tredje ligger selve den ultimative nydelse vel i at være tilstede i nuet uden overhovedet at skænke det en tanke, om man 3 dage senere har formået at leve op til sine egne nydelseskrav.

Det tager altid lige et par dage at få absurditeterne ud af hovedet. Gerne indtil hverdagen igen er i fuld gang. I øvrigt en hverdag, hvor i alt fald jeg aldrig spørger mig selv, om jeg nu huskede at nyde tingene “nok”. Måske skulle man begynde at udfritte sig selv om, om indkøbsturen i Netto blev tilstrækkeligt påskønnet, eller om madlavningen blev nydt sådan helt ultimativt. Det ville cirka give samme mening som at spørge sig selv om, om julen blev nydt “nok”!

 

Continue Reading

You LOOK Perfect Tonight.

Det giver et lille, nagende stik i det gamle, feministiske hjerte hver gang ellers dejlige Ed Sheeran synger linjen i sin i øvrigt smukke ballade. Ham kan jeg også tilgive ovenud meget, både fordi han på en prik ligner indbegrebet af en vaskeægte, irsk leprechaun, og fordi han også har givet mig og verden den fine sang Galway Girl, der bare altid foreviser den overirske, stemningsfulde gågade i en af mine yndlingsbyer for mit indre blik, når jeg hører den.

Jeg er nok bare ved at blive gammel. For alvor. Altså blive gammel på den uheldige måde, at jeg hænger fast i fortiden uden at kunne slippe den. Men faktum er, at jeg, hver gang jeg hører sangen (og det er godt nok tit!) rammes af en nagende tvivl, en ubehagelig fornemmelse, et påtrængende spørgsmål om kønsmæssig retfærdighed. For KAN man det? Kan man virkelig, helt upåagtet og uden nogen reaktion synge den slags i 2017? Er der slet ingen–som i: overhovedet slet ingen!–kvinder i hele den vide verden, undtagen mig, der studser og tænker, om det her nu er helt OK?

For dengang Clapton sang “…she puts on her make-up, and dresses her long, blonde hair. And then she asks me: “Do I look allright?” I say “My darling, you look wonderful tonight” eller Swarbrick/Denny/Fairport Convention stemte i med “Kiss me, and I might, put on the white dress, if you take me dancing tonight” tilbage i 70-erne, da kan det da ellers nok være, at verdens øvrige kvindestemmer kunne høres råbe op om diskrimination og tingsliggørelse.

Det, der nager mig, er helt uden tvivl, netop tingslinggørelsen. At kvinden er “perfekt” udelukkende pga. sit udseende. Ikke sine indre tanker, sit intellekt, sine øvrige gøremål, men blot og bart, at hun ser godt ud. Og at det at se godt ud/være perfekt bliver det ultimative mål i sig selv. Eller, sagt på en anden måde, at det er, fordi hun ser godt ud, at manden kan lige hende. Udelukkende.

Den hoppede vi sgu` ikke på dengang i 70-erne! Når Sandy Denny truede med at iføre sig de ultimative jomfrugevandter, syntes vi, hun var et usigeligt stort fjols, og Claptons anerkendelse og objektivering af den lille, kvindelige narcissist tilgav vi først årtier senere, fordi han trods alt var en fremragende guitarist. Og mistede et barn,  for den slags giver point i kvindebanken, hvis man tackler det med feminine fortoner.

Men tilbage står stadig, at det var denne tingsliggørelse, vi reagerede imod. Kvinden som objekt for mandens ønsker og drifter. Den ultimative jomfru i balladeham hos Sheeran. Eller: Reaktionen imod, at det var sådan, vi blev udlagt i diverse sange, for ærligt talt syntes vi selv, vi var så afsindigt meget mere end bare nogle, der så “perfekte” ud. Vi ville gerne bedømmes på alt det andet, vi også var, og det var faktisk ting, det tog os årtier at manifestere. Tilsyneladende til ikke så forfærdeligt megen nytte.

Sjovt nok har Sheeran allieret sig med en af popmusikkens noget højtråbende ( også i feministisk henseende) kvinder, Beyonce, til at synge duet på samme melodi. Jeg kan, og undskyld!, ikke lade være med at have en lille, bitte mistanke om, at det også skal tjene som en retfærdiggørelse, en blåstempling af nummeret. En tagen brodden af et ikke så heldigt ordvalg?

Omvendt er der gået millioner af år, sådan rent kvindepolitisk, siden dengang. Og tilsyneladende er de fleste af dem gået i den forkerte retning. Nemlig tilbage. Unge, såkaldte feminister, påberåber sig i dag retten til at maje sig ud eller i værste fald nærmest afklæde sig ud i den sande feminismes tjeneste–hvad det så end skal tjene til, udover savlende blikke– og jeg er da inderligt overbevist om, at de vilde juble henrykt, hvis den halvirske trold forvissede dem om, at de, trods kostumerne, så “perfekte” ud. Måske ville de også henrykte love at iføre sig det hvide uskyldsbrudeudstyr, hvis han spurgte dem, om de gad med ud at danse.

Egentlig gider jeg slet ikke blive oprørt over sådan noget. Men nogle gange bestemmer man ligesom ikke selv over sine følelser og reaktioner. Så når jeg sidder i bilen og skråler med på balladen, så holder jeg brat og tavst inde, når netop den linje kommer. Jeg KAN ikke med den. Men det er nok bare mig, der er ved at blive en sur, gammel, uperfekt , misunderlig kælling!

Continue Reading

Om unødvendige diskussioner.

Forleden var jeg ude at købe en tablet til min mor og en telefon og en computer til mig selv. Det tog ca. 15 minutter. Jeg allierede mig med den ekspedient, der i mine øjne så mest venlig, erfaren og no-nonsense ud, specificerede mine krav meget tydeligt, og på den måde kan man faktisk gøre en lang elektronikhistorie spiseligt kort. I øvrigt var det mit livs første nykøbte telefon, for jeg har helt bevidst altid været sidste led i telefonfødekæden herhjemme og på ingen måde haft problemer med at vente på, at en eller anden helt unødvendigt har haft behov for at udskifte et ellers velfungerende stykke teknik med mange års mig-brug foran sig.

Men det er i øvrigt ikke min telefonarv, dette skal handle om. I stedet handler det om, at jeg har besluttet mig for at gøre en kraftig indsats for at minimere mit livs unødvendige diskussioner. Alle dem, som andre af misforstået godhed–eller måske nogle gange forståelse omkring min indlysende stupiditet på visse områder–har foretaget på mine vegne. Det er muligt, de synes, de gør mig en tjeneste. Det gør jeg så ikke.

Hvis jeg havde allieret mig med et af familiens mandlige medlemmer, ville det have været en umulighed at indkøbe et stykke elektronik på under et par timer. Og jeg tør slet ikke forestille mig, hvad hele tre elektroniske tingester ville have kostet os i tid. Noget nær en halv juleferie. Først skulle vi nemlig liste rundt i butikken og bese varerne, gerne med hænderne. Læse samtlige produktbeskrivelser og indgående opregne fordele og ulemper mellem de enkelte produkters kunnen samt meget seriøst læse alt det med småt. Jeg er da noget så flintrende ligeglad. Halvdelen af funktionerne har jeg ikke brug for, og den næste fjerdedel aner jeg ikke, hvad er. Dernæst skulle jeg igennem en  alvorlig omgang hos elektronikinkvisitationen, et udvidet terrorforhør, der med ord og spørgsmål ville gennembanke mig så meget, at jeg i al min håbløshed decideret ville ønske, at jeg aldrig havde begivet mig ud på denne, i mine øjne, ellers så uskyldige mission. Og når det så endelig var blevet tid til at påkalde sig en ekspedient og starte alt det, vi egentlig oprindeligt kom for, ville showet indebære et sandt nytårsfyrværkeri af sammenlignende, udvidede og “Men kan man så….”, “Men kan man ikke også….” , “Men hvis man nu….” og ” Jamen, er det så en god ide, at….”-spørgsmål.

Det ville så nok være på det tidspunkt, at jeg enten var udvandret i utålmodigt raseri fra butikken eller–mere sandssynligt!–havde listet mig bag om ryggen på de medfølgende og i panik grebet den første, den bedste telefon, computer og tablet og marcheret op til kassen, betalt og håbet, at jeg var den, der havde bilnøglen, så jeg kunne køre hjem, foretage mig noget fornuftigt og dernæst afhente manden et par dage senere.

Jeg er imbecilt ude af stand til at forstå, at tilsyneladende simple ting skal gennemdiskuteres så grundigt. Jeg er da voksen og intelligent nok til at vide præcis hvilke krav, jeg stiller til et stykke elektronik. Og hvis jeg er det, kan jeg nemlig snildt få overstået en sådan handel på under et kvarter. Samt lykkeligt komme hjem med ting, der kan de få funktioner, jeg har brug for og kan finde ud af. Hvor svært kan det lige være?

Desværre er det så ikke blot på dette område, jeg skal have luget ud i de unødvendige diskussioner. Jeg ved ikke, hvad det er med (nogle?) mænd, men de synes at have et indbygget gen for, at alt skal diskuteres. For at der oftest skal bruges meget mere tid på de indledende logistiske, praktiske diskussioner end på det egentlige gøremål. (Nogle?) mænd finder det af absolut nødvendighed seriøst at åbne en langvarig debat om, hvordan man laver en bestemt madret, hvordan vinduer skal pudses samt det betimelige i, at lige nu er et velvalgt tidpunkt at tage ned at handle på. Indkøbet af et nyt møbel rangerer tidsmæssigt omkring samme skala som en ny finanslov, mens bestemmelse af årets feriemål er sammenligneligt med at lægge strategi for samtlige slag i Anden Verdenskrig. For “Man kunne jo også…” og “Men hvis nu…” Og så den allerværste: “Er du nu sikker på, at….” Nej, jeg er ikke en hujende fis sikker, men jeg GIDER ikke diskutere peanuts længere! Vi skal videre–eller–vi skal i det mindste i gang.

Derfor er jeg, til meget lidt begejstring fra manden i huset, på det seneste ofte begyndt at komme med udtalelser som “Vi skal have slået græs, og jeg gider ikke diskutere det.” eller ” Jeg tager ud og køber en ny ????, og det er ikke til diskussion.”  Alligevel må jeg ofte stå i skudlinjen for “Men er du så sikker på….”. Her kan så også, belejligt, indskydes, at jeg ALDRIG ledsager manden i byggemarkeder. Jeg får røde knopper og åndedrætsbesvær af at være tvunget til at diskutere, hvilken skrue der tilsyneladende er mest egnet til vores formål.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, der er en udpræget, lidt utålmodig, no-nonsense person. Eller om det virkelig holder stik, at (nogle?) mænd synes, at intet er for småt til at blive seriøst endevendt i en langvarig debat med seriøse argumenter for f.eks. det fornuftige i at spise bøf til aftensmad. I alt fald kan jeg da konstatere, at mænd desværre er overrepræsenterede i de fleste folkevalgte forsamlinger, og at der vist ikke findes andre steder, hvor ting bliver så grundigt gennemdiskuterede og så uhyrligt langvarigt behandlet. Hvis diverse finanslovsforhandlinger foregår på samme måde som de indledende manøvrer omkring vinduespudsning ude i mange af de små hjem, så har i alt fald jeg et særdeles vægtigt argument for aldrig at indgå i den slags ting. Jeg ville få spat!

Og så var det i øvrigt meget, meget tydeligt, at den venlige, professionelle ekspedient, der solgte mig den nye, velfungerende elektronik, der opfyldte netop de krav, jeg havde, var fuldstændigt bevidst om, hvad han stod overfor deroppe i forretningen. Han var ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg skulle have og dristede sig ikke en eneste gang til at knibe ud med “Men er du nu sikker på…..” eller ” Du kunne jo også….” Sikke dog en inderligt heldig kone, han må have!!!!!!

Continue Reading

Om intuition.

Hvis man nu afholdt en konkurrence, hvor det på en mystisk og for mig uigennemskuelig måde var måleligt at finde verdens mest pragmatiske menneske, så ville jeg måske ikke vinde. Men det er særdeles muligt, at jeg ville ryge i Top Ti. Jeg er opdraget med, at ting er målelige, gennemskuelige og at saglige, videnskabelige velbegrundede argumenter er verdens bedste skyts. Hjemme hos os smiler vi lidt overbærende over fantasifulde, ikke-bevislige måder at anskue verden på, og vi ville nok i sidste ende hellere dø end f.eks. at opsøge alternative helbredere fremfor den etablerede lægeverden. I øvrigt ville vi heller aldrig komme så langt, da argumentationsrunden for overhovedet at begive sig ud i den slags i sig selv ville være så opslidende, at man nok for længst var afgået ved døden længe forinden. Der er ingen blomstermedicin på mine hylder, Folkekirken er god nok til mig, hvis jeg endelig skulle komme i akut nød for åndelighed, og jeg sætter en ære i at finde en logisk, forståelig årsag til enhver hændelse, der måtte overgå mig.

MEN jeg må alligevel erkende, at jeg, trods alt, er i besiddelse af en særdeles velfungerende og med årene også utroligt pålidelig intuition. Især omkring de mennesker, der på ethvert givet tidspunkt omgiver mig. Det ville, i saglighedens glade lys, være meget mere udholdeligt for sådan en som som mig at kalde det “menneskekundskab”, men det er som om, ordet ikke helt dækker. Menneskekundskab dækker nemlig ikke det faktum, at jeg næsten i selvsamme øjeblik, jeg står overfor et nyt, ubekendt menneske, er fuldstændigt og soleklart er bevidst om, hvad det er, jeg har overfor mig. Og at den der første, umiskendeligt klare fornemmelse altid viser sig at holde stik.

Det har taget mig år at lære at stole på den, og det volder mig stadig besværligheder, indre diskussioner og et væld af spildte, interne argumenter at lære mig selv, at sådan forholder det sig. Der er jo ligesom ikke så meget som anstrøg af videnskabelighed over den slags. Problemet er også ofte, at man som menneske alt for ofte lader sig mislede af andres (forkerte?) bedømmelser. Det er den der med at stå helt alene med en helt uigennemtrængelig mur af, at et givet menneske er en charlatan, en bedrager, en løgnhals med munden fuld af falsk selvtillid på et ikke-eksisterende grundlag, mens alle ens omgivelser, og allermest ens omgivende mennesker, synes at mene det stik modsatte. Så føler man sig meget alene ( og ofte også som en skruebrækker, der bare er ude på at være modbydelig og nedgørende) helt frem til, at det faktisk ( og det gør det jo altid) viser sig, at man havde ret. I den slags situationer er det så, at man helt skal undlade at hovere og være bedrevidende, men forsøge at nøjes med at være glad for, man havde en velfungerende intuition.

Det kan også være det stik modsatte. Fornemmelsen af, at her er et utroligt dejligt, rart og givende menneske, som man brænder efter at dyrke, mens andre klart viser, at de tager mærkbar afstand. Igen oplever jeg utallige gange, at andre, efter noget tid, vender tilbage og tydeligt påpeger, at de i netop denne sag tog noget så grueligt fejl.

I mange, mange år lå jeg faktisk umådeligt meget under for andres bedømmelser. Udfra den meget uvidenskabelige devise om, at flertallet tilsyneladende måtte vide bedst. Det er nok det allerdummeste parameter, der findes, men som mennesker er vi desværre virkeligt-og nærmest umærkeligt– påvirkede af det. (Se blot på, hvordan folk i det sydlige Jylland stemmer–det beviser da i al sin strålende klarhed, at flertallet på ingen måde har ret!).

Derfor troede jeg ikke på min egen intuition omkring nye mennesker. Jeg stod jo ofte så alene med den. Jeg forkastede den som usaglig ( hvad den da også i den grad er, for hvordan måler man lige intuition?) og ubrugelig og noget, jeg ikke sådan skulle tage mig seriøst af. Når jeg bedømte et menneske stik modsat af, hvad rigtigt mange andre mente om vedkommende, måtte den der intuition være et spøgelse, en fantasifuld, ikke-eksisterende indbildning fra min side. Også selv om den nagende, var insisterende og blev ved.

Erfaringen har heldigvis vist mig, at jeg skal lære at elske min dybt usaglige, uvidenskabelige intuition, for den virker! Den er nærmest ufejlbarlig i sine bedømmelser, og jeg skal være noget så evig taknemmelig for den, hvis jeg ellers kan forlige mig med at stole på den. Den er guld værd i mødet med nye mennesker, og dem er der faktisk mange af i mit job. Det er en lykke at kunne fornemme de ansvarlige ( og da bestemt også de uansvarlige!) i en rejsegruppe, når man er guide. Det er en gave at vide, hvem det er værd at samle på, og hvem der hurtigt kan overses. Og allermest er det lige til at blive ydmyg over, at man, hvis man giver sig selv lov, bliver fantastisk fri for at skulle gennem ubehagelige episoder og grimme oplevelser for at finde frem til, at en givet person slet ikke er, hvad vedkommende giver sig ud for. Eller: Er præcis det, som ens intuition klart meldte ud helt tilbage ved det allerførste møde.

Jeg er HELT sikker på, at rigtigt mange kan genkende dette. Måske især kvinder. Det er vel ikke for ingenting, man ofte taler om “kvindelig intuition”. Jeg er lige så sikker på, at nærmest lige så mange har brugt år til at forlige sig med, at de skulle stole på deres intuition. Skulle forkaste andres meninger og trygt vedkende sig, at den der besynderlige “tingest” inde i dem helt selvstændigt bare havde noget så gevaldigt tjek på tingene. En ting er nemlig at HAVE intuition–en helt anden er at komme dertil, hvor man tør erkende, at den har ret! Det er noget af en proces for de fleste, og for mig har det taget årtier at indse, at der altså er noget inden i mig, som er totalt og uigenkaldeligt umåleligt, uvidenskabeligt, upragmatisk og vildt alternativt. MEN SOM VIRKER!

Continue Reading

Om julegaver.

De seneste år har jeg været sat på pause hvad angår julegaver. Det skyldes udelukkende, at familien for tiden udelukkende består af voksne, rimeligt u-krævende og ukompliceret forventningsløse mennesker. Jeg går ud fra, det går over. Eller rettere: Det håber jeg da, men i netop den sag er jeg totalt uden indflydelse.

Men mens denne julegave-latensperiode varer, nyder jeg den. Fordi voksne mennesker oftest fuldt ud forstår–og også for det meste fuldt ud sætter uhyre stor pris på–at få en gave, der enten består af et gavekort, som de så selv kan indløse, eller lovning på en oplevelse eller lignende, der venter langt ud i fremtiden.

Jeg kan sagtens erindre fortidens julegaveræs. Hvor ønskesedlerne oftest består af afkrydsede kataloger fra samtlige legetøjsudbydere i landet. + et par fra udlandet, for sådan ligesom at få det mere eksotiske ind. Så kunne man  bruge timevis på at lave logistik og dyrke laveste prisfinding, hvorefter det kun var et spørgsmål om at fyre benzin i litervis af, før et bredt udbud af Legos nyeste modeller var indsamlet til billigste tilbudspriser over det meste af landsdelen. Senere gentog hele seancen sig med elektronik, indtil det heldigvis gik over til at blive fortrinsvist netindkøbte varer, som man så kunne lave indsamlingsrunder på i diverse supermarkeder og de posthuse, der engang eksisterede. På et tidspunkt var de mest brændende ønsker eksotiske udgivelser fra små forlag over det meste af jordkloden, som ofte var så minimale, at selve vareinformationen udelukkende fandtes på originalsproget. Kors for en opgave at slæbe sig gennem relativt sikkert netindkøb på spansk, italiensk eller endda israelsk! Som dyb og indædt modstander af Google Translate, må jeg nu alligevel give møgtjenesten en hvis credit i netop disse tilfælde.

Det var også noget med, at samtlige ældre familiemedlemmer–sikkert fordi de virkelig bekymrede sig om, at afkommet fik de korrekte gaver–overlod enhver form for indkøb til mig. Og så stod man der med 200 fra moster Anna, 500 fra mormor, 300 fra familien i Nordjylland–og jeg skal komme efter dig. Nogle gange kunne beløbene med fordel lægges sammen, så den ønskede mastodont fra Lego kunne anskaffes–og Til og Fra kortet så mere eller mindre møjsommeligt udspecificerede, hvor mange procent der var fra et givet familiemedlem. De fleste gange gik det nu bare overhovedet ikke op. Der var altid den lille margin på omkring 100 kroner, som man af bare julegaveindkøbstræthed valgte at betale selv. Uden at sætte egne procentdele af gaven på kortet! Selvfølgelig var det da også en stor fornøjelse at se moster Anna udelte glæde, når hun så, hvor virkelig meget hun havde fået for sine penge!

Der var også det store, og for mig endnu uløste, spørgsmål om den højere retfærdighed. Økonomisk, altså. Hvis jeg bare dengang havde tænkt på, at hvert barn, INDEN det satte ud på det store afkrydsningseventyr i julekatalogerne, skulle have været adviseret om et præcist beløb at ønske for, så ville mange kvaler og unødigheder være undgået. For der var jo altid en, der liiiiige havde fået for lidt mere end de andre. 20 kroner, eller sådan noget. Og så måtte man på den igen, så de andre også fik den fulde retfærdighed opfyldt. Gerne sådan, at det så pludselig var de to andre, der var i overskud, således at man juleaftensdag måtte endevende en Tigerbutik for at skaffe fuld valuta til det første barn!

Kors, hvor jeg dog regnede i de år. Hvert barn sin kolonne med beløb og gavegiver(e). Jeg kunne have drevet en mindre sparekasse i provinsen på gammeldags facon på akkurat den samme medgåede tid. Eller mindre. Eller også var det sådan, at når jeg ikke fræsede til Bilka, Toys`r Us eller Elgiganten ( som ikke forefindes i min lille by!), så regnede jeg procentregning og manglende indeståender på diverse konti for julegaver til børn.

I år vil jeg finde nogle store papkasser, lave nogle gavekort og køre ned i min bank og hæve nogle penge og pakke hele lortet ind. Det vil tage mig ca. ½ time. Med bånd. Eneste synlige og mærkbare forskel mellem hvert barn vil være papkassens størrelse, og det er jeg sikker på, jeg kan leve særdeles udmærket med. Sikken julegavemæssig svir!

Men, selvfølgelig, det rykker da også bare en lille, bitte smule efter at komme en tur i BR. Der har jeg faktisk ikke været i 10-20 år. Det er nu engang sådan med specialforretninger, at de ligesom har en glansperiode i ens liv, og efter den bliver de en smule betydningsløse og uinteressante. Det kunne da måske være en lille smule sjovt at have et ærinde derinde igen–engang. Eller: Blive et af de der ældre familiemedlemmer, der bare overlader en stak pengesedler i de rette hænder, sætter sig tilbage og nyder julefreden i ro og mag, mens de har folk til at ræse rundt i Bilka, BR, Elgiganten samt selvstændigt drive et mindre pengeinstitut med julegaver som speciale hjemme fra skrivebordet.

Continue Reading

Det må lige vente til efter…..

Jeg har en dårlig vane (mere). Om jeg deler den med nogen, ved jeg ikke, men det skulle sådan set ikke undre mig.

Når jeg skal træffe ubehagelige beslutninger eller måske bare indgå aftaler, der kan få et ubehageligt udfald, eller måske bare er en smule udfordrende eller besværlige, skal det altid vente til efter…..

“Efter” betyder i denne sammenhæng ofte begivenheder, rejser, helligdage, bestemte datoer eller måske bare aflønningsdag. Det, jeg skal, er oftest ting, jeg på den ene side set er nødt til og på den anden side set enten ikke gider eller har meget lidt lyst til. Det kan også være noget, der er ganske uskyldigt, men tidrøvende og en smule besværligt. F.eks. skal aftaler med frisøren altid indgås “efter” et aller andet. Det samme gælder bank, læge og tandlæge.

Jeg er eminent til at lave fine aftaler med mig selv om, at “efter jeg har været i….”, “efter jul”, “efter det ældste barns fødselsdag”, så vil jeg virkelig hengive mig seriøst til at gøre noget ved en bestemt ting og få lavet den der aftale, som jeg har så svært ved at kvinde mig selv op til at få realiseret.

Jeg har sådan set gennemskuet mig, men det ændrer jo ikke ved, at det forholder sig sådan. For hvis jeg hele tiden har den faste, ubrydelige aftale med mig selv, at dette og hint vil blive sat på skinne EFTER noget, så kan jeg jo fuldstændigt flygte fra ansvaret. Jeg kan bilde mig selv ind, at jeg HAR taget ansvaret–jeg har bare sat en ny deadline på. Givet mig selv en smule latenstid, om man vil. Jeg kan også i stilhed fortrænge det forudventende onde, og i nogle tilfælde endda lade som om, det slet ikke eksisterer, for ofte har man da hørt om, at modbydeligheder og trælse ting bare sådan går helt og aldeles over af sig selv. Lader man tilstrækkelig lang tid passere, har de såmænd nok helt glemt ens overtræk nede i banken og vil slet, overhovedet ikke snakke med en mere. Måske.

Begrundelsen for alt dette er inde i mit hoved, at man aldrig må ødelægge en positiv begivenhed. Det skal forstås sådan, at man jo ikke laver en irriterende aftale, FØR man begiver sig ud i noget rart. Man grovnyder det rare uden tanke for den der lille, dumme ting, og så må man være en ansvarlig voksen og tage sit slæb, når man nu er godt og vellykket igennem alt det positive.

Problemet er bare, at når den ene positive begivenhed er overstået, så venter der minsandten endnu en ude i horisonten. Og hvis man er mig, så snupper man da lige den med, inden der indgås grimme aftaler, for man ødelægger vel ikke det gode, der kommer til en?

I næste uge skal jeg en tur til Rom, og der er da godt nok lige nogle ting, der har fundet blivende hængeplads på den tur. Så mange ting, der skal gøre EFTER…. Men så er der jo fortvivlende få dage til jul, og hvad så? Kan man så overhovedet NÅ det? Måske er det meget, meget bedre at vente med hele aftaleophobningen til EFTER jul? Der er også så ualmindeligt behageligt lang tid til. Faktisk lang tid nok til, at rigtigt mange af tingene sagtens kan gå over af sig selv eller i sin mor.

Og når man nu har sat en deadline til EFTER jul, så har man samtidig været noget så voksen og ansvarlig overfor sit eget liv. Det er jo ikke fordi, man ikke vil. Det må bare lige vente til efter…….

PS. Og i år må jeg faktisk sige, at min “efter”-taktik havde visse fordele. Mit skift fra vinterdæk til sommerdæk skulle i en uendelighed vente til “efter jeg havde…”. Pludselig var det så blevet oktober. Så var ondet helt og fuldstændigt på forunderlig vis gået over af sig selv. Tilligemed sparede jeg 2xdækskift!

Continue Reading

Om manglende gener.

Så er det igen en af de (heldigvis få) gange om året, hvor jeg så brændende kunne ønske mig, at jeg havde arvet nogle flere af min mors pyntegener. De har tilsyneladende droppet eller overset en generation, for datteren er da heldigvis ret godt kørende i design. (IKKE pynt, jeg ville være hovedløs, hvis hun læste dette og tolkede det, som om jeg beskyldte hende for pyntesyge.)

Anyway, min mor er ( og især var) et stort julemenneske, der elskede højtiden og især at pynte op til den. Og det var hun faktisk ualmindeligt god til. Både til selv at kreere, sy og plante skønne ting og smukke dekorationer sammen. Det skal hun have: Det var smukt og smagfuldt. At der så til tider måske var en lille smule for overvældende meget af det, det er så en anden snak.

Men når jeg skal forsøge at gøre mit hjem en smule mere julespiseligt, så går det næsten altid ufordøjeligt galt. Mine hænder er ikke til hyggekreativitet. Noget så simpelt som en adventskrans (billedet) kan jeg nærmest ikke få til at ligne andet end et falleret skib i stormvejr fra alle vindretninger på en gang. Det er årtier siden, jeg ophørte med selv at pynte en granring med sløjfer og lys. Silkebånd går i destruktionsmode, når jeg rører ved det, og nægter på samme tid at omforme sig til noget, der tilnærmelsesvis ligner en sløjfe. Samtlige lys går i adventsstrejke og ser ud, som om de i hastigt trav er på vej i hver sin retning–ydermere kraftigt hjulpet af tyngdekraften.

Denne her sag købte jeg, fordi den var simpel. Man skal bare (“bare”, min bare røv!) fylde lidt pænt nivelleret ler i bunden, putte nogle lysestager i og sætte lys på. For de meget mere avancerede kan man derudover stikke et par grangrene ned mellem lysene, men de få år, jeg prøvede det, lignede de omkuldblæste kyllingeben–og i øvrigt gik der altid ild i dem, fordi de stod en smule sikrere, hvis jeg satte dem sådan helt tæt op ad lysene. Lernivellering, må jeg konstatere, hører ikke hjemme blandt mine spidskompetencer, selv om jeg da virkelig gør mig umage. Det kan bevises, for der er ler overalt på køkkenbord, køkkengulv og mig. Og de tumpede lys har sådan nærmest deres eget kontrære liv. Selv om jeg bruger de samme år efter år (jeg købte dem vist i 00-erne) bliver de da ikke en skid bedre til stå oprejst med årtierne. Sådan noget ler er også noget forfærdeligt griseri, når man med magt skal putte det ned i sådan en fancy form. Det klæber sig jo op ad siderne, og når man vil tørre dem af, slæber man bare halve lermarker  helt ud på ydersiden af tingesten.

Det er det samme med den slags små, hyggelige tableauer, som så mange er eminente til at stille op i hjørner og kroge. Når jeg skal lave sådan et, ser det ud, som om det viser selve epicentret ganske få sekunder efter et katastrofalt jordskælv. Der er i alt fald ingen, selv de allermest fantasifulde, der kan stykke sammen, hvad den egentlige intention har været. Men i år fandt jeg nogle gamle krybbespilsfigurer og følte ligesom indeni, at her var et område, hvor jeg kunne forsøge mig uden alt for traumatiske følger. Det var vel bare at stille figurerne op. Som sagt, så gjort, og faktisk stod de alle sammen i pæn ro og orden: 3 vise mænd, 2 engle, 3 får, 1 ko og 2 Joseffer. Det sidste kan man vel godt til nød leve med ( og man kan vel altid argumentere for, at han var tvilling og havde besøg af sin bror), men det ER nu lidt tamt, må jeg indrømme, når man har totalforlist Jomfru Maria og Jesusbarnet. Det bliver ligesom ikke helt det samme.

Heldigvis har jeg det sådan, at jeg prøver at fortælle mig selv, hvad jeg i stedet er god til. Det vil jeg undlade at remse op her, for den slags er det pænest og mindst arrogant at gøre inde i sig selv. Så bliver jeg sådan lidt glad igen og kan godt leve en måneds tid med den rædsel af en adventskrans, jeg overhovedet ikke gider at reparere så meget som et sekund mere på. Forøvrigt tager min bror min mor til jul, så jeg slipper endda for de der blikke, som enhver datter vist kender–og frygter!

Og så tænker jeg også, at hvis jeg nu var super-fantastisk til alt det der hyggenyggejuleri, ville jeg så overhovedet få tid til alt det andet, jeg også gerne vil. Så kunne jeg jo binde adventskranse, lave tableauer og sy julehjerter herfra og langt over til naboen, og måske endda lokalisere et fortabt Jesusbarn et sted, men ville det gøre mig lykkeligere? På sigt?

Nej,  jeg er vist sådan en, der er rigtig god til at beundre andres kreativitet og flotte julepyntning. Takket være min gendefekt. Har jeg bestemt!

Continue Reading

Om the og rundstykker.

Jeg har lige været oppe ved en veninde for at drikke formiddagsthe og spise rundstykker. Det–i sig selv–er der såmænd ikke noget specielt ved. Det gør jeg da en hel del gange årligt, sådan fordelt over diverse veninder.

For det er vi nemlig rigtigt gode til, vi kvinder. Vi er eminente til at afsætte et par timer til dejligt nykøbt, eller hvis bølgerne går højt: nybagt, brød, hvor vi over the eller kaffe såvel får vendt verdenssituationen, opdateret hinanden på de væsentligste og nyligste små og store begivenheder samt vendt lidt godsindet sladder om fælles bekendte og andre former for relationer. Jeg vil ikke sige, vi dyrker det, men vi prøver at holde det i live, og selv for folk som mig, der må indrømme at være en smule socialt dovne ind imellem, er det en væsentlig del af at have et netværk.

Så er det, jeg kommer i tanke om, at jeg da faktisk aldrig har set manden og en ven invitere hinanden på formiddagskaffe. Ej heller har jeg nogensinde oplevet, at han har fejret sine mærkedage ved at have en flok mandlige venner til kaffe med brød. Hvis venner og bekendte impulsivt dumper forbi, får de som regel et aller andet, men jeg har endnu til gode at se og høre, at nogen på forhånd er budt til kaffe på et bestemt tidspunkt, og at der er indkøbt brød eller kage i samme anledning.

Her taler jeg så IKKE om de “fælles” kaffeborde–dem hvor begge køn er med. Sådan nogle tæller ikke med i dette. Men udelukkende om det et-kønnede theparty.

Jeg tror ikke, min mand på nogen muligt måde er særegen–eller totalt venneløs–på det felt. Faktisk kan jeg da heller ikke erindre min far og en eller flere af hans venner drikke planlagt kaffe sammen og i grunden ikke foretage sig andet end netop det. Altså have det som selv formålet. Vel drikker mænd da kaffe sammen, men som jeg oplever det, er det enten spontant eller i forbindelse med, at de bagefter, eller før, har en praktisk opgave, som de sammen skal udføre. Det er aldrig kaffe for kaffens skyld.

På netop det område mener jeg faktisk, mænd kunne lære noget af kvinder. Måske endda også forebygge diverse grader af ensomhed. Ved at prøve at se kaffe/thedrikningen som selve formålet i sig selv, men også, på et udvidet plan, en metode til at opretholde et netværk, der ikke udelukkende er opstået på baggrund af praktiske gøremål.

Faktisk tror jeg, mænd ville kunne hente en god gevinst ved at blive meget bedre til det, de fleste af dem betragter som “at sladre”. Hvilket det selvfølgelig ( indrømmet!) også er i nogle tilfælde, hvis man vælger at overse, at det også er et middel til at holde sig opdateret i andre menneskers liv, at få vedligeholdt sine egne sociale kompetencer samt at kæle lidt for det netværk, man især som ældre/ pensionist har så uendeligt godt af at bibevare. Det er svært pludselig at indlede kaffedrikningsseancer med andre mænd som pensionist, hvis man aldrig har praktiseret det før.

Så vi kvinder er heldige, at vi gennem lange liv har brugt vores tid på al den kaffe/the, al den kage og alle de rundstykker. Det har nemlig givet os nogle bånd, som det overhovedet ikke bliver svært at opretholde, selv når vi ikke længere er på arbejdsmarkedet. Tværtimod. Så får vi jo bare endnu bedre tid til det!

Hvorimod vores mænd, hvis de ellers vil forsøge på at indhente os i gode, brugbare relationer, nok snarest bør gå i gang med at få inviteret deres mandevenner til kaffe, kage og en helvedes masse sladder sådan en lørdag formiddag, hvor deres kvinder alligevel sidder et andet sted og foretager sig det samme. Måske vil en og anden blandt dem endda på sigt forsøge at bage en kage, og så kan de jo, akkurat som os, bruge noget tid på at diskutere opskriften og ovnens temperatur, før de scroller videre til naboens umulige unger…….

Continue Reading

Når støvsugeren strejker, bør det være gråvejr.

Min støvsuger er gået i vinterhi, strejke, dvalemode eller er simpelthen bare gået i god, gammeldags stykker. Jeg havde ellers bestemt mig for at støvsuge min vrede over udfaldet af gårsdagens valg ud af kroppen. Sådan virkelig tæske ubehøvlet løs på alle forhåndenværende møbler, dørkarme og genstridige gulvtæpper. Komme ind i hjørner, hvor jeg ellers sjældent er på visit og prøve at trylle mit hjem hundehårsfrit.

Det blev ved tanken.

Heldigvis er det gråvejr, og solen er fuldstændigt erstattet af tåget efterårsregn. Der er nemlig ikke noget så støvsugningsmæssigt traumatisk som en vinterdag med strålende, lav sol, der som en støvdetektiv finder vej til alle de steder, man ellers ikke ser, og belyser ens ubevidste svinskhed i al sin grusomhed. I mange, lange perioder med snusket sigtbarhed kan man foregøgle sig selv, at rengøringsstandarden da i det mindste er rimelig, og at ens hus ikke smitter af som sådan.

Men pludselig en dag kommer så den der solskinsdag. Og så kan man jo frygteligt konstatere, at man har taget noget så grueligt fejl. Det vrimler, som om nogen har tryllet dem frem i nattens mulm og mørke, frem med månedsgamle spindelvæv, gulvtæpperne, som man naivt troede bare var bløde, viser sig primært at være sammenvævet af hundehår, og i krogene holdes der  nærmest multinationale konferencer for afdøde insekter. Man forundres over, at noget dagslys overhovedet har været i stand til at trænge gennem vinduernes glas, og hvis en myndighed på noget tidspunkt skulle mangle ens håndaftryk, så kan man konstatere, at det vil være helt uproblematisk at finde det i nærmest utallige versioner på ethvert glasparti. Ydermere kan man såvel sætte sin autograf som skrive “SVIN” ( eller hvad man nu ellers har lyst til at kalde sig selv) på de fleste af vindueskarmene og andre flader.

Vintersol er fantastisk, når man ikke lige skal anvende den til at gennemgå sit hjems rengøringsstandard. Men til netop dette er den afslørende, traumatisk og decideret en fremkalder af dårlig samvittighed. Mit hjem er bedst til gråvejr, må jeg nok konstatere. Selvfølgelig kunne man også vende den om og udelukkende se det positive: I vintersol er det hverken støv, hundehår eller mumificerede insekter, jeg går ned på!

Så det er godt, det er gråvejr i dag. Så må jeg jo bare bruge fantasien til at finde frem til, hvad jeg så skal tæske løs på. Støvsugeren, måske?

Continue Reading