#metoo.

Min historie hører til i den “lette” ende af skalaen. Selv om der overhovedet ikke burde findes et parameter for den slags. Men med det mener jeg, at jeg hverken er blevet fysisk eller psykisk forulempet i en grad, der har sat sig varige men, og at jeg ikke bærer rundt på traumer fra forgangne forulempelser. Jeg kan bare stadig erindre det, og når jeg så gør det, ja, så bliver jeg sur. Vranten og stiktosset.

I begyndelsen af 80-erne gjorde jeg rent på DLG på havnen i Århus. Det var en møgbeskidt arbejdsplads, hvor store mængder af snavsede mænd væltede og slæbte rundt i grovvarer og mudder fra havnen. Det var også en arbejdsplads, der altid var i gang, så som rengøringskone var det så godt som umuligt at finde et tidspunkt at være alene dernede. Der var altid folk på arbejde, og det var faktisk en smule traumatisk at iagttage, hvad der kunne ske for et nyvasket gulv i løbet af få minutter.

Kantinen lå på 1. sal, og især den lange trappe derop var en udfordring rent trappevaskemæssigt, for alle møgbeskidte gummistøvler skulle adskillige gange dagligt den vej. Og det satte sig meget synlige spor. Derfor var det nødvendigt at vaske den på gammeldags vis, med en stor gulvklud og røven godt i vejret, mens man MØGsommeligt kravlede hele vejen op. Selve situationen blev heller ikke forbedret af, at havnearbejderne i en uendelighed skulle passere forbi mig på den relativt smalle trappe.

På en af disse opkravlinger kunne en passerende havnearbejder tilsyneladende ikke stå for at smække mig i røven. Han gav min opadvendte bagdel et ordentligt klask, og da jeg faktisk var fuldstændigt uforberedt på netop den type angreb, blev jeg på samme tid såvel forvirret som forskrækket.

Faktisk blev jeg så forskrækket–og forfærdet–at jeg rent reflektorisk fik mig rejst i en forfærdelig fart og smækket synderen en syngende lussing. På det tidspunkt i mit liv var jeg ret god til lussinger. Når man er så relativt klejn af statur, som jeg er, må man nødvendigvis øve visse fysiske gengældelser til perfektion, så jeg var faktisk rimeligt berygtet for mine lussingemæssige gengældelsesaktioner. Som man dengang sagde om perfekte lussinger, så “sad” den. Det betød, at den efterlod sig såvel en vis form for smerte, men også at den satte sig varige ( i alt fald ugevarige) fysiske spor samt at fjolset nok har haft noget af et forklaringsproblem overfor sin kone. Eller i alt fald overfor de andre havnearbejdere.

Som jeg husker det, var det faktisk ingen ordveksling. Han krøb i skjul og har sikkert siddet et mørkt sted oppe i kantinen, indtil han var fuldstændigt sikker på, at den trappevaskende furie var gået hjem til sig selv igen.

Få dage senere blev jeg så ringet op af min overordnede hos Jydsk Rengøring. Der var indkommet en klage over mig. Jeg skulle, helt umotiveret, have overfaldet en havnearbejder og fysisk forulempet ham på kinden. Heldigvis var samme overordnede en klog og forstandig kvinde, der selv havde arbejdet sig op fra og ad grovvaretrapper og nu satte en ære i at passe ordentligt på os nede på gulvene og trapperne. I øvrigt havde hun selv i tidernes morgen vasket selvsamme trappe og var helt på det rene med størrelsesforskellen mellem mig og prototypen på en havnearbejder. Så da jeg forklarede hende sagens rette sammenhæng, gik hun direkte til ledelsen på DLG ( tror jeg), for jeg hørte aldrig mere til klagen fra den side.

Til gengæld var det så her, chikanen for alvor startede. Min såkaldt forulempede havnearbejder med den røde kind led ikke i stilhed. Han satte hele mandehørmerbanden i sving for at afstive sit eget lille, minimale ego. De var jo noget så udmærkede klar over, at de ikke skulle røre ved mig fysisk–måske var de endda en smule bange for konsekvenserne? I stedet chikanerede de. Hver gang en mandlig arbejder på DLG fik øje på mig, lavede vedkommende gestikulationer, der enten efterabede et klask i røven eller en syngende lussing. De kunne såmænd stå på rad og række og synkront lave imaginære lussinger. Eller klask i bagdelen. Jeg kunne simpelthen ikke passere en mandlig havnearbejder uden at få en god portion mobbende gestik med på vejen. Det var faktisk ualmindeligt modbydeligt. Især fordi enhver form for bevægelsesmæssig chikane altid blev ledsaget af et smøret grin. Den slags grin, som både er umaskeret sjofle og en direkte, helt tydelig hån. Og da der, som før sagt, aldrig IKKE var folk på arbejde, kunne jeg såmænd sagtens få 10-20 visuelle klask og lussinger i løbet af de tre timer, der var afsat til min rengøring af deres svineri.

Det påvirkede selvfølgelig såvel min arbejdsmoral som min ( minimale!) arbejdsglæde. Derfor gik der faktisk ikke ret lang tid, inden jeg sagde op. Eller, netop fordi jeg havde en forstandig overordnet, blev overflyttet til et andet ( dog ikke mindre beskidt, men heldigvis mandetomt om aftenen) arbejdssted. Men i bagklogskabens klare lys kan jeg jo sagtens se, at jeg simpelthen blev mobbet ud af et arbejde, fordi en havnearbejder gav mig et klask i røven. Hvordan det så end hænger sammen….

Som sagt, så hører selve historien til i den “lette” ende. Jeg er ikke blevet voldtaget eller (ret meget) fysisk forulempet sammenlignet med andre. Det har heller aldrig sat sig som et traume. Til gengæld erindrer jeg det stadig og bliver sur og knotten ved tanken om, at forsmåede mænd var nødt til at afstive deres overtrampede ego på denne infantile måde. Men takket være en klog kvinde endte det som en af de historier, der bestemt skal huskes, men som også er et skoleeksempel på, hvordan forslagne mænd desværre kan finde på at reagere på deres egen tåbelige uklogsskab og manglende indsigt i, hvordan noget så simpelt som et klask i numsen påvirker en kvinde.

Mænd har absolut ingen ret til at slå kvinder i numsen–om de så vasker trapper eller ej. Kvinder bør heller ikke rende rundt og smække lussinger ud på alle forhåndenværende mænd. Men hvis de gør det af en helt påviselig årsag, som hedder seksuel chikane, så bør de i alt fald ikke mobbes yderligere af en hær af store, små havnearbejdere, der er noget så barnligt ramt på deres ego.

 

Continue Reading

Om at være bange.

I forbindelse med, at jeg skrev om min rædsel for skovture i mørke, slog det mig pludselig, at jeg egentlig godt ville vide, præcis hvad det er, jeg er bange for. Eller angst er måske et mere dækkende ord.

Det tog ikke ret lang tid at definere det. Jeg er simpelthen bange for alt det, jeg ikke selv kan gøre noget ved eller er fuldstændigt uden indflydelse på. Situationer, hvor jeg af den ene eller den anden grund er handlingslammet eller er komplet sat ud af spillet med hensyn til aktive handlinger for at forbedre, opløse eller afklare situationen. Hvor mit liv, om man så kan sige, er i andres–eller måske allermest i absolut ingens hænder. Alt efter hvad man tror på, selvfølgelig.

Jeg er bange for skoven i mørke, fordi jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad der gemmer sig i den, og hvad det vil mig. En fuldstændigt irrationel angst, for udover træer, mudder og løsthængende grene gemmer der sig nok ikke andet end produkter af min egen fantasi og levn fra en barndom befolket af børnelokkere, uhyrer og andre grimme ting. Jeg er bare komplet overbevist om, at hvilken form truslen end måtte have, så er jeg magtesløs–og sikkert også dødsens!

Jeg er bange for alvorlig og dødelig sygdom, som jeg ikke ved tankens kraft, sund levevis eller bare almindelig fornuft kan overvinde. Jeg kan gøre, hvad der står i min magt for at undgå den slags, men jeg er desværre uigenkaldeligt magtesløs overfor, hvordan mine gener er skruet sammen, samt hvordan de opfører sig.

Jeg er bange for stærke mænd med uhyggelige budskaber om menneskefjendskhed, som jeg ikke formår at tale op imod–eller bare imod–og som forfører svage og bange sjæle. Forskellen på de forførte, bange sjæle og mig ligger så bare i, at jeg er meget, meget mere angst for folkeforførerne end for det, de prædiker og lever og eksisterer på, at vi andre skal være bange for. Der er uhyggelige budskaber i denne verden, som jeg desværre også er helt magtesløs overfor.

Jeg er også bange for klimaændringer og for alt det, vi gør ved vores verden. Det er sådan en mere ekstern angst, som ikke piner mig hvert sekund i det daglige. Og hvis jeg forsøger at gøre bare en lille smule her på min egen matrikel, så kan jeg overtale mig selv til at tro, at jeg ikke sådan er helt og aldeles magtesløs overfor, hvad andre gør ved verden.

Engang var jeg hundeangst for at flyve. Indtil den dag, jeg pludselig indså min egen magtesløshed og lærte at leve med den. Hvis lortet vil mod jorden, så er det altså ikke mig, der formår at holde det tilbage! Omvendt: Alternativet til at rejse er at blive hjemme! Hvis jeg vil ud, må jeg op!

Netop dette med at lære at flyve har jeg forsøgt at bruge konstruktivt i forhold til alt det andet, jeg er bange for. Egentlig er det jo ganske simpelt: man skal bare erkende–og acceptere–sin egen magtesløshed. Når man så har det, burde det jo være piece of cake helt ubange at kaste sig ud i den mørke skov eller det, der er værre. Problemet er så bare, at alternativet til at vade rundt i skoven i mørke selvfølgelig også er at blive hjemme. Og i dette tilfælde (modsat det med flyvningen!) er det faktisk det allermest tillokkende.

Afslutningsvist tror jeg såmænd også, det er sundt at være bange for noget. Hvis angsten ikke er invaliderende i forhold til ens liv i al almindelighed, så er det vel fornuftigt at være skeptisk overfor nogle ting. I alt fald for de ting, man er fuldstændigt uden indflydelse i forhold til, og hvor man på ingen mulig måde kan bruge erkendelsen af sin egen magtesløshed til at komme videre.

Continue Reading

Om Bethlehem.

Bethlehem kan jo i og for sig være så meget….

Det mest nærliggende er vel at tænke på byen på Vestbredden, få kilometer fra Jerusalem, hvor Jesus i sin tid skulle være født. Ikke at det er nogen særligt spændende by. Bethlehem består, for turisterne, primært af en stor plads med vildt dyre restauranter, hvor alle busserne holder eller vender, når de har sat af eller læsset de millionvis af turister, der hvert år er i Bethlehem for at bruge 1 times tid på at mase sig igennem de tyktflydende kødrande for at komme ned til det sted, hvor krybben i sin tid skulle have stået. Resten af byen er primært sultne markedssælgere, der hungrer efter turister med overskud af tid og et arabisk marked, hvor bling-bling, akryl, spinlon, særdeles gult guld og halvrådne grøntsager faldbydes. Der er en ordentlig themand, et hyggeligt lille torv og en fremragende kyllingemand, julepynt hele året–og så er det vist sagt.

Ellers er der jo også den gamle traver om det barn, der blev født der. Altså den, vi støver af hver jul, fordi den er så huskevenlig kun at have to verselinjer i hver strofe. Det er noget mere barmhjertigt end al den kimen til julefest, som vi som regel enten opgiver eller går døde i undervejs. Og kun bøvler med, fordi vi pligtskyldigt mener, at vi skal tage et vist antal verselinjer i ed, før vi er fuldt berettigede til gaveudflåningen. I øvrigt er førstnævnte salme vist også den, der kan prale med det største antal børneforårsagede undersættelser. Jeg brugte i alt fald min naive barndom på at græmmes over den skæbne, der var overgået det barn, der “blev født og bidt ihjel” ( Godt, det var helt dernede i Jødeland!). Og har i øvrigt senere læst, at Dea Trier Mørch, i al sin vidunderlige solidaritet, mente, at ” en fattig jomfru steg i løn”. ( Det burde så være her!) Jeg er sikker på, potentielle læsere også kan deres–eller deres families–version af smukke, underfundige misforståelser af samme salme, så kom bare med dem!

Men så er der også Sødahls gamle tekstilserie. Oprindeligt trykt på hessian i 70-erne (70-erne var noget så inderligt hessianificeret–vi havde det det overalt, selv på væggene, og det var en slidsom kamp at få det af. Hvis overhovedet!), men heldigvis også overført til mere humant lærred senere. Jeg skriver om det, fordi Bethlehem-serien for mig er de ultimativt smukkeste juletekstiler der findes. Der er ikke meget tilbage af det, og en stor del er slidt til en ubestemmelig farvemasse, men ind imellem kan man være så heldig at støde over dem i genbrug. Mest langt ude på landet.

Sødahls Bethlehem har en indbygget naivitet, en troskyldighed, om man vil, som langt overgår alskens grimme nisser. Det er smukt, det er stilrent, og det er–som motiv betragtet–uopslideligt. Jeg elsker gengivelsen af familien med barnet og en enkelt ged med vand i hovedet, flankeret af en mismodig ko, de tre vise mænd, som i denne version virker noget ydmyge samt billedet af byen Bethlehem, som må være kopieret fra en ældre model, for sådan ser der godt nok ikke lige ud i dag. Det er romantiseret, men det er også så dejligt naivt, at det går direkte i hjertet. Måske fordi det siger noget om den troskyldighed og den barnetro, vi vist desværre har mistet. Ikke blot siden 70-erne, men i det hele taget.

Som med smykker af den skotske arkitekt/designer Charles Rennie Macintosh kan jeg ikke gå forbi Bethlehem, når den kommer i Sødahls vintage version. Jeg må bare eje det. Sjovt nok indeholder serien også tekstiler, som for længst er gået af mode. Jeg mener, hvem køber lige brødservietter, små mellemlægsservietter, runde småduge til borde og faktisk også dækkeservietter mere? Udover mig, altså!

Men smukt er det nu. I alt fald en del smukkere end den muromkransede by på Vestbredden og børn, der bliver bidt ihjel………

 

Continue Reading

Når man bare ikke KAN…

Nu har jeg så brugt det meste af formiddagen på at blive gradvist mere og mere frustreret over et skide excelark. Jeg skulle farvemarkere diverse prioriteringer, og det er der faktisk aldrig nogen, der har bedt mig om eller udsat mig for før. Jeg er excelanalfabet, og indtil nu har jeg haft det strålende med netop det. Der er, helt ærligt, ikke så forfærdeligt meget brug for excel lige i mit liv, og jeg er ikke det mindste flov over at indrømme, at jeg er meget, meget bedre til f.eks. osso buco, hæklede sengetæpper, tøjshopping, pizzasnegle og blog.

Så bliver jeg noget så fortvivlende indvendigt rasende over, at skidtet ikke virker. Men allermest tænderknusende arrig over, at det, jeg fumler mig igennem uden nogen anstændig løsning, nok er så sindsrivende simpelt, at det næsten gør ondt. For dem, der kan. Akkurat som dengang, man skulle lære at binde sine snørebånd eller at cykle. Det er jo piece of cake. Hvis man kan.

Nu er der bare det med snørebåndene eller cyklen, at det faktisk er færdigheder, man sådan kan gå ( eller cykle) og få glæde af i det daglige. Noget vedvarende, som det altså er virkelig praktisk at kunne. Den slags ting kan jeg godt engagere mig ret seriøst i. Mens jeg tværtimod har alle odds imod mig, når jeg skal ud at danse med excelark. Sådan at forstå, at jeg jo sagtens kan lære en masse ting, hvis jeg kan se en længerevarende nytte af dem, mens andre ting synes mig så inderligt ligegyldige. Tænk at bruge adskillige timer på at lave en dårlig løsning på arkene ( men den eneste, der lå indenfor min rækkevidde) og samtidig vide, at den viden–eller de mangelfulde færdigheder–vil jeg aldrig, aldrig få brug for igen. Nogensinde!

Og hvad kunne jeg dog ikke have brugt sådan en dejlig søndag formiddag til? Specielt hvis jeg lige havde vidst, hvordan man på under 2 minutter kunne gøre det, jeg så altså skulle massakrere en hel søndag formiddag med.

Indrømmet! Jeg satte mig nok heller ikke alt for grundigt ind i sagerne. Jeg sjussede mig frem, skældte ud, hev mig selv i håret og blev rigtigt, rigtigt tøsefornærmet på computeren. For i den slags situationer er det selvfølgelig den, der står med eneansvaret for, at min excelfarvelade går i eksploderet farvefabrik i stedet for i nydelige kolonner og pæne farver.

Konklusionen må være, at jeg til en vis grad sagtens kan lære det, der er anvendeligt og af en vis fornuftig og praktisk betydning for mig. Mens jeg bare bruger enormt lang tid på at blive sur over at skulle arbejde med noget, jeg ikke har den fjerneste lyst til at lære!

Continue Reading

Mulberry, igen. Og igen!

Da jeg var barn, sov jeg tit ved nye Barbiedukker. Samt engang imellem Ken, men ham havde jeg ikke så mange af, for han var lidt kedelig. Da jeg på et tidspunkt havde sparet sammen til min første, spritnye cykel, havde jeg også planer om at tilbringe vores første, fælles nat sammen i sengen, men det blev noget akavet hen omkring midnatstid. Selv om man er dybt forelsket i sin nye cykel, er det alligevel en smule søvnforstyrrende at ligge i ske med et cykelstyr.

Engang havde jeg det også sådan med nyt, fint tøj, at jeg ikke nænnede at tage det på. Det kunne jo blive beskidt og få pletter. Set i bakspejlet var det nok en god ide, at man dengang altid fik tøj, der var til ” at vokse i”, for mange gange fik jeg det rent faktisk ikke på, før jeg var fuldstændigt vokset til det. Godt og vel.

Ikke, at vi var dårligt stillede, men dengang fik man nu engang ikke så meget, og jeg kan stadig huske den jublende henrykkelse over at få noget, man sådan virkelig, virkelig havde ønsket sig. Eller selv havde sparet sammen til. Samt bevidstheden om, at altings “nyhed” var forgængelig. Og derfor var det væsentligt at holde nyhedsværdien i live. Generelt er/var den bedste måde at gøre det på simpelthen helt at afstå fra brug. For man skulle passe på sine ting. Skulle man.

Den følelse har jeg faktisk ikke oplevet i mange år. Altså at være så barnligt bange for at bruge en ting. Men med indtoget af den der længe ventede og dybt ønskede Mulberry, er barndommen pludselig kommet susende ind i mit liv igen. Nej, jeg sover ikke ved min taske, selv om man garanteret godt kan ligge i ske med en Mulberry.

Til gengæld bruger jeg den så heller ikke. For der kunne jo ske den noget. Noget rigtigt grimt, som f.eks. at den blev plettet, spættet eller fik en lille rift. For kort tid siden præsterede jeg at slæbe den med til Spanien, og hvis det ikke havde set besynderligt ud, ville jeg nok have emballeret den i både dustbag og indkøbsnet under flyveturen. Jeg turde ikke engang lægge den op i bagageboksen, for man ved jo aldrig, hvad andre folks overtøj kan afgive af misfarvning. Så jeg sad med den som en lille skødehund alle 3 timer. Frem og tilbage. Vel dernede stoppede jeg den ind i et skab i en ren plasticpose og satte straks efter ud til det lokale marked for at købe en billig taske, som jeg kunne bruge……… Og Gudhjælpemig om jeg ikke bevidst købte en taske med pletter på. Ikke blot fordi man så kan presse prisen, men nok endnu mere fordi, vi så ligesom havde overstået det indledende, og allermest hjerteskærende, pletteri, så enhver ny plet nærmest ikke kunne gøre ondt mere. Jeg VED jo, at jeg er sådan en, der helt ubevidst tiltrækker pletter ( Akkurat ligesom med myg, hvor den først ankomne bare skriger “Festmåltid!”, når den ser mig.), og hvis andre har sat de første, føler jeg, at jeg har opnået carte blanche til at fortsætte pletfesten.

Det er derfor, det er så svært med den Mulberry. Jeg tør jo næsten ikke røre ved af bare angst for, at jeg afsætter aftryk.

Så derfor har jeg det faktisk sådan, at jeg inderligt ville ønske, at en eller anden helt uforvarende ville komme til at sætte en lille plet på den. Ikke mig, for det ville jeg nok aldrig nogensinde kunne tilgive mig selv. Ikke den første plet. Men efter den er det hele jo ligesom ligemeget. Hvis min jomfruelige Mulberry havde bare en lille, bitte plet, så ville jeg bruge den. Så ville jeg turde at medbringe den udenfor og på gode dage endda måske tage den med ud at rejse. Og så var jeg fri for alle de der andre overplettede tasker, som i virkeligheden bare er substitutter for, at jeg er skingrende paranoid overfor noget så hysterisk materielt som en skide Mulberrytaske!

Omvendt: Hvem husker ikke den første plet i den nye sofa??????

Continue Reading

Om datomærkning.

Min køkkenoprydning pågår stadigvæk. Jeg vælger her bevidst at anvende polititerminologi, (altså “pågår”) da jeg gennem hele processen har følt mig som en slags ufrivillig arrestant eller en tvungen interneret i mit eget køkken. Hvis der er en mening med os, har meningen med mig aldrig været, at jeg skulle rydde op. Eller gøre rent. Mine gener er simpelthen for ustabile og degenererede, og jeg er (for nu at citere en kvinde ret tæt på mig rent genetisk) noget af en sjuske.

I dag stod den så på mad- og krydderiskabe. Jeg har altid været alt for udgiftssky til at være hysterisk omkring datomærkninger, men jeg skal da alligevel lige love for, jeg fik en god bunke chok, sådan rent datomæssigt, da jeg først kom i gang. Der boede adskillige såvel krydderier som andre former for den slags madvarer, man kun bruger en gang imellem, med fødselsattester helt tilbage til årtusindets begyndelse, samt påskrevne påbud om, at samme burde have været stedt til madhvile omkring 2013–eller før. De fleste har jeg ikke anvendt–i alt fald nok ikke siden 2012–men nogle har jeg da med stor glæde puttet i familiens aftensmad.

Jeg har godt nok undret mig en smule over, at mængden af f.eks. karry og paprika konstant skulle forøges, men har i min madmæssige visdom forklaret det med, at det nok var mig, der var ved at blive krydderiresistent–eller bare havde rejst for meget i østen. Jeg ved så nu, at det nok ikke lige er der, forklaringen skal findes. Og når jeg tænker sådan rigtigt alvorligt over det, så kan jeg da faktisk heller ikke huske at have investeret i karry, siden omkring juletid i 2015. Det var dengang, jeg opdagede, at jeg havde 17 åbne, halvbrugte breve eller pakker og så–nu kommer det udgiftssky igen!– som en selvfølgelighed aftalte med mig selv, at de skulle bruges, rub og stub, inden jeg investerede på karryfronten igen.

Men hvad der gør mig så uendeligt glad–og rigtigt sur og knotten på samme tid–er, at man jo i så fald overhovedet ikke kan stole ret meget på de datomærkninger. De er sådan ca. så vejledende, at man sagtens kan lægge ½ årti til, inden det begynder at blive direkte sundhedsskadeligt. Jeg er glad ved, at jeg, ovenikøbet i fin form og uden mavepiner eller spættede udslet, har overlevet enhver mumificeret karry og gurkemeje over kremeringsdato. Men jeg er tøseknotten over, at nogen, i rent og skært salgsøjemed, forventer, at jeg respekterer sidste anvendelsesdatoer, som udelukkende tjener til, at jeg bliver så bange for mit krydderiindtag, at jeg anskaffer nyt. Jeg er her udmærket klar over, at sidste salgsdato og sidste anvendelsesdato er to forskellige begreber, men det gør da bestemt ikke sagen bedre, at jeg går efter den sidste af de to.

Problemet med de noget misvisende datomærkninger har været diskuteret en del på det sidste, og jeg er også helt bevidst om, at diverse firmaer gerne vil have deres ryg fri. Så det, jeg egentlig vil, er helt, fuldt og for mit vedkommende uimodsagt at fastslå, at jeg er det levende bevis på, at diverse udløbsdatoer på især krydderier udelukkende influerer ( og her bestemt ikke altid!) smag. Jeg er i alt fald ikke død af det! Og det er er de, der uforvarende har fået stoppet krydderier fra årtusindskiftet ned i deres hals i mit hus, bestemt heller ikke. Så brug bare løs de næste årtier…….

Endelig, og det er jo heller ikke uvæsentligt, så er der endnu mere at glæde sig over: Hvor HAR jeg godt nok sparet mange penge på karryfronten!

Continue Reading

Om at rydde op i sine køkkenskabe.

I disse dage går der noget af mig. Noget helt usædvanligt og meget sjældent. Jeg rydder op i min køkkenskabe, og det er ikke sådan noget, jeg fristes til på mere end tiårsbasis. Sidst, jeg gjorde det, var vist i et andet århundrede. Jeg er sikker på, andre mennesker rydder meget mere op i deres køkkenskabe. Dem om det.

Udover at være slidsomt, træls og kedeligt, så er der dog lyspunkter. For det er da ligegodt utroligt, hvad nogen gennem alle de år har stoppet i mine skabe. Eller hvor mange besynderligheder der tilsyneladende er vandret ind i og har fundet en blivende residens i mine køkkenskabe.

F.eks. må jeg på et tidspunkt have haft besøg af et overvældende stort antal asiater, der alle sammen har glemt deres spisepinde. Det er årtier siden, jeg opgav enhver form for ulige kamp med spisepinde og bestemte mig for, at jeg ligeså godt kunne kapitulere og få maden til at ende i munden, men alligevel er jeg indehaver af spisepinde nok til at ekvipere en hel kinesisk nytårsfest.

De kan også sagtens få salat til, hvis de vel og mærke ikke er så nøjeregnende med, at salatbestikkene passer sammen. Jeg vil skyde på, at det forholder sig med salatbestik som med sokker. Der findes en salatbestikhimmel for skilsmisse-eller samspilsramte salatbestik, hvortil det hos mig primært er dem med huller, der er flygtet. Man KUNNE vel godt sætte den der røde Rosti sammen med det østeuropæiske blomsterrædsel, som nok i sin tid er medbragt fra en rejse, hvor den så pissegodt ud i sin hjemegn omkring Rumænien.

Hvis jeg ikke husker forkert, så tilhører den enlige pisker min allerførste elpisker, som vist afgik til til evige piskemarker omkring begyndelsen af 90-erne. Måske har jeg gemt den af nostalgiske årsager, fordi jeg simpelthen måtte bibevare et minde fra min første elpisker? Jeg tror, det skal være slut nu. Sådan en singlepisker fra en dysfunktionel piskerfamilie, hvor den anden er løbet af gårde, kan jo ikke engang sælges på et loppemarked.

Jeg bliver sådan helt blød indeni, når jeg kigger på den aller-allerbedste kødhammer, jeg nogensinde har eget. Eller resterne af den. For hvad er en kødhammer uden et tilhørende skaft? Konklusion: Der finder også en kødhammerskafthimmel. Og hvornår er det lige, jeg sådan står og mangler en kødhammer? Jeg kan da godt tænke på andre anvendelseformer for den klump træ med bid i enden, men jeg vil overhovedet ikke afsløre andet, end at de i så fald hører tæt sammen med raserianfald.

Kødkrogen, eller hvad det nu er, er derimod et mysterium. Hvis det er en kødkrog, må jeg, uden selv at ane det, have stegt hele dyr på ca. hjortestørrelse i min lille ovn. Samt fyldt dem med Gud ved hvad, så den kunne holde dem sammen i den ene ende. Jeg KAN simpelthen ikke forestille mig, at juleanden har været hæftet sammen med det torturinstrument, og i det mindste har jeg da i så fald måttet stege den i en åben ovn.

Jeg ved godt, hvordan den lille julenisse er endt blandt de andre singler. Når juletræet er plyndret og sat udenfor, og al julepynten sat på loftet i lukkede kasser, viser det sig altid, med usvigelig sikkerhed, at noget, eller nogen, har fundet et rigtigt godt gemmested mellem grenene. Mange, endda. Så bliver jeg sådan lidt personligt berørt og føler, at de alligevel skal have en ekstra chance. Derfor putter jeg dem først i en lomme, og når så bukserne skal til vask, og jeg opdager en lille nisse eller en grim basunengel i min højre bukselomme, bliver jeg sådan lidt rådvild. For at råde bod på det, stopper jeg dem gerne i den nærmeste skuffe. Sådan, at de kan ligge der, indtil det nok alligevel bliver jul igen.

Endelig er der den der mystiske metaldims. Jeg er 100 på, at jeg aldrig har brugt den, og at den sikkert er en del af det såkaldte udstyr, min mor i sin tid mente, jeg skulle grundlægge mit kommende hjem på. Hvis jeg havde brugt den, ville jeg jo vide, hvad det var. Måske en skraber til metalgryder? En ekstraordinært stor neglefil til nedgroede tånegle? (Så har hun da virkelig været fremsynet!) Så hvis nogen kan hjælpe med, hvad den er, og hvad dens misson er, så er jeg meget lydhør.

I mellemtiden vil jeg gå videre til næste skab. Hvis jeg gider. Ellers kan jeg jo da også lige se, om jeg kan støve en mellemstor asiatisk turistgruppe op og spørge dem, om de gerne vil arve?

Continue Reading

Om bankrådgivere.

Jeg tror, jeg har verdens rareste, mest kompetente bankrådgiver. At dømme efter, hvad andre mennesker fortæller om sådan nogle, har jeg vist vundet en af bonuspræmierne i bankrådgiverlotteriet. Vi har også haft hinanden i mange år. Vi er sådan næsten vokset op sammen, og nu er vi så ved at blive en smule gamle sammen.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at han kender min økonomi meget bedre, end jeg selv gør. Jeg har ham også mistænkt for, at han på kroner og ører ved, hvad jeg ugentligt forbrænder i Netto, samt hvor jeg skal hen på de næste 3 ferier. Han har i den grad tjek på min pensionsopsparing, og da jeg fyldte 50, sendte han mig en fin æske chokolade, mens jeg, da jeg fyldte 60, tilsyneladende var dalet lidt i kreditværdighed, for da ventede jeg godt nok længe på de fyldte og dem med marcipan, uden at de kom.

Engang imellem indkalder han mig til en slags serviceeftersyn. Sådan lidt ligesom bilen, der skal have skiftet olie, eller brysterne, der skal klemmes sammen i torturmaskinen. Så gennemgår vi lige alle skejserne og ser på, hvordan vi mest belejligt og legalt omgås nye skatteregler. Det foregår på den måde, at han forklarer, ganger, dividerer, powerpointer og generelt taler et for mig ukendt sprog, mens jeg drikker te, spiser chokolade, siger lejlighedsvise ja-er og ind imellem spørger, hvor jeg skal skrive under. Jeg tror, jeg må være hans nemmeste, mest medgørlige og underskrivende kunde!

Han påstår også, at jeg har orden i min økonomi, men jeg har ham nu mistænkt for, at det er sådan noget, han siger til alle dem, han lige skal have lokket ud på en ny galej. For inderst inde var jeg jo i virkeligheden allerhelst fri for ham. Stod det til mig, så var det absolut helt i orden, at overskydende penge befandt sig i diverse dertil indrettede lommer i husets madrasser. Eller i en skattekiste på loftet. Jeg er ubetinget tilhænger af madras- og kistebanking. Så havde jeg både nærområde-styr på financerne og kunne på daglig basis foretage såvel optælling som beundring af dem. I min verden er det altså stadig lidt underligt, at der står nogle tal på en konto, uden at jeg hverken kan se, føle eller tælle dem. Og når man alligevel lettere kan række tungen ud ad vinduet end tjene nogen form for renter, så ER det faktisk virkelig meget tryggere at sove på sine penge.

Jeg tror, at de fleste af mine underskrifter er sat for at få fred. Sådan at jeg kan forlade banken og chokoladen og gå ud i den virkelige verden og bruge nogle af pengene på en måde, som jeg forstår. Jeg synes heller ikke rigtigt, jeg sådan mærker alle de der krumspring, vi sammen har foretaget os over årene. Man kan sgu`ikke bruge potentielle aktiegevinster til ret meget ved mælkeskabet i Netto. Og i øvrigt er jeg da– altså til trods for, at han stadig er en venlig mand–ikke et sekund i tvivl om, at han aldrig ville sætte mine fordele over bankens. Så ville han nok blive fyret! Det er også derfor, jeg har sådan en god, gammeldags tillid til madrasser–der kan banken ligegodt ikke stjæle fra mig. I øvrigt ved de heller ikke, hvilke af husets sengeunderlag, jeg i givet fald ville bruge.

Men forleden fik jeg tilbud om noget helt nyt–nemlig et gratis VIPkort til lufthavnslounger. Der gik jeg godt nok i stå midt i chokoladen og oplevede for første gang nogensinde, at der faktisk blev sagt noget af interesse, som jeg måtte lytte efter. Jeg har selvfølgelig haft de der 4-gange-om-året betalingskort til at mænge mig med businessclass, kvinder med Guccitasker og ubehøvlede, russiske nyrige. Selv om det lyser langt ud af mig, at jeg nok boarder Ryan, Norwegian eller Easy, så er der da somme tider gode snacks, og når tjeneren vender ryggen til, kan man de fleste steder stjæle aviserne og ½ slikskål samt stoppe et par dåsecola i rygsækken, så jeg har da tit tænkt på, at et ubegrænset årskort uden betaling ville være en supergod ide for sådan en som mig, der altid, uden undtagelse, medbringer egen ( eller i alt fald loungens!) proviant på samtlige flyrejser.

Så jeg er gået sådan lidt væk fra madrasplanerne. For endelig, endelig, efter alle de år, taler min bankrådgiver et sprog, jeg umiddelbart kan forstå. Jeg skal nok, ubeset, skrive under på det hele, virkelig det hele, droppe enhver form for sengebanking og møde op til fremtidige serviceeftersyn med fornyet håb. Måske endda lytte. En lille smule, i alt fald.

Og nej, hvor skal jeg bare æde i de der lufthavnslounger. Samt lade være med lige ved den lejlighed at tænke på, hvor meget banken egentlig tjener på, at jeg mænger mig med  Pradaerne!

Continue Reading

Om ubåde. Raket-Madsen. Og døtre.

Forleden oploadede min skotske veninde en artikel fra The Guardian på Facebook. Om ubådssagen. Det viser lidt om, hvor stor opmærksomhed sagen også får i udenlandske medier, hos udenlandske læsere–samt måske en smule om, hvorfor vi alle på samme tid er så dybt fascinerede og så dybt frastødte af sagen.

Jeg følger også med. Og som med alle andre sager, der har min bevågenhed, gør jeg det ubevidst–og måske endda udelukkende–ud fra min egen lille synsvinkel. Eller synsvinkler. Nemlig der, hvor min personlige identifikation ligger.

I denne sag ligger den primært to steder: 1) Som mor til en datter på nærmest præcis samme alder. En selvstændig, karrierebevidst, frygtløs kvinde, der stadig tror på, at verden mestendels vil hende det godt, men at den også samtidig kan ændres, så dens potentiale kan udnyttes endnu bedre. Det ville overgå min yderste fantasi  og mine ultimative mareridt, at nogen ville kunne skade hende. Ikke blot fordi, det på en underligt omvendt måde falder lidt tilbage på mig, fordi jeg så bevidst har opdraget hende til selvstændighed og til at klare sig selv, men også fordi det i sig selv virker så uendeligt meningsløst. Hun hører da hjemme i denne verden, fordi hun i min optik er med til at gøre den bedre. Der er da ikke nogen mænd, der skal sejle rundt og slå vores døtre ihjel! De døtre, der både er deres egne storslåede selv, men som da sandelig også har en hel del med i bagagen, som vi mødre udstyrede dem med. Nemlig en god portion af de potentialer, vi selv, af mange årsager, aldrig fik udnyttet. Tager de vores døtre, tager de jo nærmest os selv.

Den ultimative ironi ligger vel nærmest i, at noget af det, vi ISÆR opdragede dem til, var at kæmpe mod folk ( her kan man godt læse: mænd!) som Raket-Madsen. Vi troede bare i vores store naivitet, at pennen eller andre fredeligere metoder var de våben, der skulle bruges. Netop derfor er det så chokerende, at basal, rå vold kan gøre det af med de unge kvinder, vi gav nogle helt, helt andre våben med på vejen. Så uigenkaldeligt uretfærdigt.

Mine følelser har også været hos forældrene, der først havde en forsvundet datter, dernæst en uhyggeligt lang ventetid, så dele af et lig, og så endnu flere ligdele med påhæftede mulige mordvåben. Det er som om, de stakkels forældre har fået deres datter slået ihjel i etaper. Og der mangler stadig et par arme, så der mangler stadig et par uudholdelige, sorgoprivende etaper. Som om døden ikke er noget endeligt, men foregår over flere måneder, hvor den i og for sig bare bliver mere og mere sindsoprivende forfærdelig for hver ny legemsdel eller oplysning. Her er vi ude i det ultimative forældremareridt.

Og 2) Jeg kan ikke forestille mig mere forfærdeligt sted at blive slået ihjel end i en ubåd på havets bund. Det taler lige ind i min klaustrofobi. I drømme og andre forestillinger, hvor man er udsat for korporlige, måske endda dødelige, angreb, handler det ofte om at flygte fra forfølgelse. Så løber man, springer eller forsøger i alt fald at slippe væk. Med bevidstheden om, at hvis man bare selv er snu eller hurtig nok, findes der smutveje til en form for frelse eller undslippelse. Men en ubåd på havets bund er jo det ultimative lukkede rum. Det rum, hvor hverken løb, spring eller andre undvigelsesmanøvrer er mulige. Hvor alt er forgæves, og–hvad der næsten er endnu mere forfærdeligt–hvor man jo udmærket er fuldt bevidst om, at det forholder sig sådan. I den slags situationer tror jeg, alle vil lede efter en form for håb–men i en ubåd: Forget it! Det svarer til den slags ultimative klaustrofobi, som er grundessensen i enhver form for flyskræk: De evindelige minutter eller sekunder, der går, fra flyet starter sin kurs direkte mod jorden, indtil det rent faktisk rammer. Det tidsrum, hvor alt er tabt. Og hvor man VED det.

Så jeg følger, som min skotske veninde og tusindvis af andre mennesker, også med i ubådssagen. Det er en af de sager i de senere år, der har ramt direkte ind i noget, der var umiddelbart identificerbart hos mig.

Netop fordi den har bevist, hvor skrøbelige vi i virkeligheden alle er. Både os mødre, vores selvstændige døtre—og vores ultimative fobier!

Continue Reading

Store Damaskdag.

Så er det i dag og i morgen, at hundredevis af kvinder fra hele landet (og såmænd også det nærmeste udland!) sætter ud på den årlige damaskrejse til Kolding. Masser af veninder, naboer og bekendte fylder bilerne og laver en udflugt ud af årets stock-up på håndklæder, viskestykker, sengetøj, duge og andet brugeligt og billigt linned og frotte. Jeg ved det–altså det med den enorme geografiske spredning–for de travle ekspeditricer (tillad mig et så fuldstændigt dated, nærmest sexistisk ord, men disse her kvinder VED altså noget om deres varer!) spørger om postnumre, og selv jeg lille provinstøs har en ret god fornemmelse af, hvilke der er hjemmehørende i København og omegn.

Så derude på Dieselvej i det allermest trøstesløse, industrielle Kolding står vi altså i  civiliseret kø for at købe ind med kæmpe besparelser. I alt fald, hvis vi ankommer tidligt. Senere på dagen slås slaget lidt mere humant, om end man så har misset chancen for en af juledugene, som de gerne har under 5 af.

Jeg er helt sikker på, at mange kommer til lagersalget hos Georg Jensen første gang udelukkende for snobbeeffekten. Det vil så i givet fald gå over! For de vil relativt hurtigt opdage, at det, de har investeret i, er de ultimative varer indenfor netop dette område. De holder jo farverne for evigt, kan vaskes flere tusinde gange og er nærmest uopslidelige. Hos mig lever håndklæder omkring et tiår med intensiv brug, duge halve århundreder og sengetøj så længe, at jeg somme tider bare overhovedet ikke kan holde ud at se på det mere, fordi jeg nærmest har ligget i det siden min barndom.

Så kan man selvfølgelig logisk spørge, hvorfor jeg overhovedet investerer i nyt. Det gør jeg, fordi her er et firma, der aldrig går ned på kvaliteten, men samtidig også hele tiden genopfinder sig selv. Der er altid nye farver og mønstre–altid friske pust til det, lad os bare indrømme det, måske lidt kedeligere område af boligindretning. I min ungdom var jeg ved at besvime over, at der kunne være en vis form for mode og kvalitetsbedømmelse i at købe håndklæder. Det er så gået over! Eller også er jeg med tiden bare blevet så nærig, at jeg udelukkende investerer i ting, der holder.

De fleste varer på lagersalget er 2. sortering. Og det siger så også lidt om firmaet, at man virkelig, virkelig skal være mester-linned-detektiv for at opdage fejlene. Til gengæld er besparelserne langt over 50%. Eller i alt fald nok til at betale benzin for en bilfuld håndklædehungrende “husmødre” fra Hillerød!

Endelig–og det sætter jeg pris på–er det her civiliseret lagersalg. Der er nok til alle, så vi står ikke og hiver i hver sin ende af dugene…. Vi fylder vores poser i ro og mag, og bliver vi trætte undervejs, er der altid kaffe på kanden…

–Og så tog jeg lige et billede af den dug, jeg købte for 15 år siden. Den er i nærmest daglig brug, så den tur til Kolding dengang var godt givet ud!

Continue Reading