TIL udsalg.

Jeg har så brilliant en forestillingsevne, at jeg ubesværet kan bilde mig selv ind, at jeg kun køber tøj de 2 gange om året, der er udsalg. Alle mellem-udsalgs-anskaffelser kategoriseres enten som indiskutable nødvendigheder eller som ” det løse”.  På den måde kan jeg, helt uden ret meget dårlig samvittighed, gå vildt og vanvittigt tøj-amok på halvårsbasis. Jeg tror selv på, at jeg er ude i en yderst fornuftig fremtidsplanlægning indenfor påklædning, samt at jeg sparer en forfærdelig masse penge på det, jeg overhovedet ikke så meget som ville have overvejet at investere i, hvis det ikke var nedsat.

I går var jeg TIL udsalg. Jeg går ikke PÅ udsalg. Forholdsordet TIL svarer til den måde, man bruger det på i f.eks. at gå TIL italiensk for begyndere, TIL dans og TIL blomsterbinding. Det indikerer en enorm seriøsitet, at selve opgaven er virkelig væsentlig, og at man involverer sig dybt i den. Det svarer faktisk meget godt til mit forhold til udsalg.

I min by har vi en butik, (IKKE boutique. Sådan staver vi det ikke i provinsen.)der holder gammeldags udsalg. Sådan noget med køtilbud, kaffe på kanden og lange kolonner af kvinder, der stiller sig i række lang tid inden åbningstid for at være blandt de første på beklædnings-slagmarken. Når dørene åbnes, og det store januarslag for tøjamazoner dermed erklæres i gang, forsvinder enhver form for påstået søstersolidaritet, og det bliver alles kamp mod alle for at score Mads Nørgaard i den rigtige størrelse. Butikken er, mildest talt, ikke særlig omfangsrig, men vi, der sådan er lidt mere garvede, kender vores smutveje, samt har, hvis vi er rigtigt seriøse, luret placeringen af de allerbedste tilbud flere dage i forvejen.

Strategien for et succesfuldt udfald af slaget er først at indsamle så megen beklædning i alternative størrelser, som man overhovedet selv kan bære uden at få akutte myoser eller dåne under vægten. Det gøres mest effektivt ved bare at hive det ned af hylderne, selv om man nogle gange skal kante sig lidt og ofte uforvarende kommer til at slynge en sweater i hovedet på en medsøster. Dernæst skal man stille sig i kø et par timer for at kæmpe sig vej til de 4 (fire!) prøverum, som forefindes. Gennemsnitstiden på prøverumsophold er på denne dag omkring ½ time pr. mand, så man er selvfølgelig temmelig udmattet under vægten fra alle blusepotentialerne, når man endelig når frem.

I selve prøverummet er man også nødt til at anvende logistik for overhovedet at nå igennem resultatet af alle sine hylderydninger. Der skal sorteres ud i alt det, man bare tog for at være helt sikker, og i øvrigt ikke har den fjerneste intention om at prøve. Endsige købe. Så er der det, der så godt ud på hylden, men i ventetiden har forvandlet sig til håbløsheder, der ikke foretager sig andet end at fremhæve ens allermest uheldige sider. Det skrottes. Efter en god ½ times tid–og over-statisk-elektrisk-hår–har man så fået fundene reduceret til 1/10, som ved en hurtig hovedregning viser sig at beløbe sig til godt og vel 2 måneders løn. Brutto. Selv på udsalg.

Den sidste grovsortering er den værste. Den hvor man begrædeligvis må erkende sin økonomiske formåen og lade et utal af uhyggeligt gode tilbud gå tilbage på hylderne. Det gør ondt helt ind i sjælen at måtte vælge mellem to blå bluser, der er næsten ens, men så alligevel ikke helt!, fordi man i et øjebliks opvågnen fra udsalgs-feberrusen pludselig indser, at man jo, trods alt, kun kan have en blå bluse på ad gangen. Min inderste sjæl lider, hver gang jeg må forsage et godt tilbud!

Selvfølgelig står man så igen i kø et betragteligt stykke tid, inden man får tildelt retten til at betale. Når jeg går på udsalg, betaler jeg altid med Mastercard, fordi jeg så kan bilde mig selv ind, at jeg slet ikke har købt noget som helst før i næste måned. Jeg synes, jeg er rigtigt snu og i den grad har narret hele verden. I alt fald en måneds tid.

Og så vandrer jeg glad og tilfreds hjemad, for nu er jeg skam ekviperet til det næste halve år samt har sparet en mindre formue på ting, jeg ikke vidste, jeg manglede, før jeg så, at de var nedsat. Så nu mangler jeg da slet ikke noget. Og hvis jeg kommer forbi andre steder, hvor det der magiske skilt med “Udsalg” eller “Nedsat” nærmest drager mig som en uimodståelig magnet, så kigger jeg bare en lille, bitte, bitte smule. Og går det helt galt–og det gør det jo ind imellem–så kan jeg jo bare betale med mit Mastercard.

Jeg synes selv, jeg er en rigtig god og seriøs udsalgsgænger. Jeg er dybt fokuseret og involveret, når jeg går TIL udsalg. Jeg har også mange års erfaring, så måske kunne jeg endda begynde at blogge om det? Jeg har noteret mig, at de mest trendy og populære blogge er dem, der handler om mode og indretning. Det ved jeg så ikke så meget om, men det kan da ellers nok være, at jeg kender alle de beskidte tricks omkring at anskaffe sig alle herlighederne.

 

Continue Reading

Det store skrud.

Hver gang dronningen holder store fester, er jeg med på en kigger. Jeg er totalt uinteresseret i middag, taler og evt. underholdning–men KJOLERNE! Jeg labber dem i mig. De få dage om året dyrker jeg intensivt selve kjolens væsen: stof, snit, facon, pynt, farve og alle detaljerne. Det er en nydelse at svømme lidt i denne ekstravaganza af overskud og endnu engang få bekræftet, at en god kjoledesigner efter min mening er en lige så stor kunstner som mange andre end dem, vi ellers hylder indenfor andre genrer. En smuk kjole, der tydeligvis er kreeret til netop den kvinde og netop den kvindes krop, der bærer den, kan være en stor kunstners værk. Og en stor oplevelse for beskueren.

Ligeledes glæder jeg mig da også, med slet skjult skadefryd, til alle de store kjolekiks. Hvis en sådan miskonstrueret marengs er hængt på et damemenneske, jeg politisk eller på andre måder er uenig med, er det da en beskeden, lille sejr. Og det føles vel lidt rart at vide, at hun heller ikke engang har ordentlig smag og folder sig ud på kropsmæssigt uheldige steder. Nogle “offentlige” kvinder er også berygtede for deres notorisk dårlige smag, så deres ankomst imødeser jeg da også med forventning. I flere år havde vi en statsministerfrue, som mildest talt overskred enhver form for modemæssig anstændighed med sin fjog(h)ede påklædning, men hun dansede heldigvis ned i Europa.

Min mand er totalt uforstående overfor min andægtige kjoledyrkning. Hvis man tager kreativitetsscoren på det, mænd stiller op i til den slags lejligheder, i betragtning, er det vel ganske forståeligt. Jeg har ladet mig fortælle, at det eneste tilladte spræl for det køn er knapperne og deres udformning. Det lyder godt nok kedeligt, på grænsen til det overmåde, totalt fantasiløse.

Jeg ved godt, hvorfor jeg er så dybt fascineret af de kjoler. Det er den indre, fortrængte prinsesse, der stikker kjoledrømmen op. Hvor ville jeg gerne–bare EN ENESTE gang i mit liv–have lov til at bære sådan en kjole. Ikke bare det–men prøve at eje den, røre ved den, have den i mit skab, kunne tage den på lige når det passede mig og kunne stå foran spejlet i timevis og lege Askepot fra parcelhuskvarteret. Brudekjolen er vel der, hvor de fleste kvinder udlever den ultimative kjoledrøm, men jeg har aldrig haft en brudekjole, for i 80-erne investerede vi i gode, hold- og brugbare bryllupskjoler (IKKE brudekjoler), som man altid lige kunne bruge bagefter, og som mildest talt ikke havde den store prinsesseværdi. Selv mit ovenud utålmodige jeg stod hjertensgerne model i timevis og lod sig stikke med alverdens knappenåle, hvis en barmhjertig designer ville kreere mit livs kjole. Altså mit livs eneste kjole. KJOLEN. Men jeg har altså ikke lige 20.000 til den slags kjolepjat. Og–hvilket vel er endnu mere væsentligt–hvorfor i alverden skulle dronningen pludselig få den besynderlige ide at invitere mig med til bal?

Måske ved hun, at jeg pjækkede mig gennem samtlige gymnasiets gymnastiktimer og derfor aldrig fik lært at danse Les Lanciers?  Ja, det må være derfor, jeg nok aldrig får den kjole.

Continue Reading

Mest om BH-er og lidt om natbukser.

Dette er ikke BH-ens kulturhistorie i detaljer. Det er bare min personlige BH-historie. Men den har nok også adskillige elementer af samme beklædningsstykkes kulturhistorie i sig.

Da jeg i sin tid fik kvindeflapper, der var store nok til at kunne skimtes med det blotte øje, gav min mor mig såvel en BH som besked på at bære samme. Det har nok været omkring 1970, og ude i provinsen gjorde vi piger stadig, hvad vi fik besked på. Uden spørgsmål. Måske har jeg endda været en smule stolt, fordi sådan en tingest sideløbende var en klar, dog skjult, markør af, at jeg var blevet voksen og kvinde. Altså med i BH-fællesskabet. Jeg erindrer endda alle de skjulte blikke efter gymnastiktimerne, (Det var dengang, vi heller ikke stillede spørgsmål ved, om vi skulle i bad. Vi gjorde det bare.) hvor man lige skulle spotte, hvem der i tidsrummet mellem sidste gymnastiktime og nu var begyndt at bruge BH. Det hviskede og fnisede vi meget om og af.

I løbet af 70-erne blev klædningsstykket politisk. Det blev kvindebevægelsens beklædningsmæssige symbol på mandlig undertrykkelse–at man var “spærret inde”, om man vil–så det skulle af. Hoppende, dalrende bryster blev den synlige, klare demonstration af frigørelse fra alle mandspålagte undertrykkelsesmekanismer. Så selvfølgelig smed jeg BH-en. Og da jeg mildest talt aldrig har været udfordret sådan rent størrelsesmæssigt på samme legemsdel, var det faktisk en enorm befrielse. Det der med hoppen og dansen kender jeg ikke til, så jeg må nok tilstå, at brystbefrielsen for mig selvfølgelig var politisk, men da meget, meget mere en forbandet god undskyldning for, at der ikke lige var noget, der strammede og skarvede. Jeg stornød mine BH-løse år. Det er jeg så til gengæld overbevist om, at mange andre kvinder ikke gjorde. Det må have gjort noget så forbandet ondt med alt det formålsløse daskeri. For nok havde selvsamme kvindebevægelse ret i rigtigt mange ting omkring BH-en, men de glemte altså lige, at for et utal af kvinder er den en behagelig nødvendighed, som kan være ret smertefuld at undvære.

Heldigvis faldt mine børnefødsler sammen med kvindebevægelsens afdrosling af BH-ens symbolværdi. Eller deres erkendelse af, at forsagelsen af den måske ikke var det allermest radikale våben. I alt fald behøvede jeg ikke argumentere hverken med mig selv eller andre om genindførelsen af et yderst belejligt klædningsstykke for ammende kvinder. Og op gennem slutfirserne og 90-erne blev den jo norm igen. Så, egentlig uden jeg bemærkede det, blev den ligesom hængende på mig. Med tiden ikke af nødvendighed, men mere fordi den blev norm. I mine kredse blev det relativt umoderne at vise tydelige brystvorter. Ligesom en smule gennemsigtige bluser uden BH indenunder klart bør frarådes for lærere, der underviser 15-18-årige. Der sker et eller andet med koncentrationsevnen.

Når jeg er ude, har jeg altid kalorius på. De, yderst få, gange, jeg er kommet af sted uden i skyndingen, føler jeg mig upåklædt. Eller, endnu værre, at alle, simpelthen alle, bare stirrer på mine uBH-ede bryster. Jeg ved godt, at de med tiden er blevet meget lidt interessante–især rent størrelsesmæssigt–men følelsen kan jeg jo ikke bare fornægte mig fra.

Til gengæld er det allerførste, jeg gør, når jeg er kommet hjem og ved, at jeg ikke skal forlade huset mere den dag, at tage tingesten af og smide den i badekarret til alt det andet tøj. Så tager jeg en dyb indånding–og det gør flapperne såmænd nok også. BH-løshed er afslapning. Det er den helt konkrete markør på, at nu er dagens dont overstået, og der er fuld brystfrihed. For det meste kommer natbukserne også på. Så er vi frie både foroven og forneden.

Det der med BH-er er jo tilsyneladende også en videnskab i sig selv. Altså hvis man tager det for givet og ikke stiller spørgsmål ved, om man overhovedet skal bruge beklædningen. Der findes mange forretninger, der udelukkende sælger den slags ting, og ekspeditricerne er virkelig kompetente indenfor deres felt. De ved alt, hvad der skal vides om BH-er. Og det er ikke så lidt, skulle jeg hilse og sige. Og der findes et utal af modeller. Med og uden blonder, med og uden push-up og med og uden en tusindlap fra eller til. Det er desværre en videnskab, jeg endnu ikke har dyrket så meget, så jeg er utroligt inkompetent–på grænsen til, at det nærmest er kriminelt, at jeg udtaler mig. Jeg køber mine i en discountforretning, der hedder BOOM (de har altså også små størrelser!), for der kan man få hele sæt til en 50-er, og selv om man smider de ubrugelige trusser ud, er det stadig billigt. Hvorfor skulle jeg bruge millioner, når der kun er tale om overtræksudstyr til Cockerspanielører?

Det, der så slår mig, er hele cyklusbevægelsen i det hele. For lige nu er jeg nærmest tilbage ved start igen. Altså starten før min mor uden forklaring iklædte mig BH-en. Jeg er blevet BH-løs semi-pensionist. Jeg skal ikke på arbejde hver dag, så de fleste dage er BH-løse–men jeg tager dog natbukserne pænt af, inden jeg går ud. Lidt modebevidsthed–eller måske er det bare markering af, at man stadig kender forskel på nat og dag?– har man vel stadig tilbage. Men BH-løsheden er absolut ikke på nogen mulig måde politisk betinget. Der er stadig mange ting, vi kvinder ikke har opnået, men jeg tror desværre ikke, kampen hjælpes nævneværdigt på vej af, at vi svinger med brysterne. Tværtimod. Med mindre vi lige rammer en forstokket kvindefornærmer i (T)rumpen. Dette har udelukkende med mit eget personlige velvære at gøre.

Men til marts starter sæsonen igen. Så må BH-erne frem. Jeg er sikker på, at mine busfulde af 60+-ere foretrækker dem fremfor frithængende hundeører. De fleste af dem har det sikkert også på præcis samme måde som mig. Altså kvinderne. De har jo også været med gennem hele historien og har sikkert også et par elskede natbukser med i kufferten.

 

Continue Reading

Den store mæthed.

Det sker altid her omkring 5. eller 6. juledag. Hvis man da overhovedet stadigvæk tæller juledagene herude i den billige ende. Jeg bliver noget så usigeligt, uendeligt stopmæt.

Jeg er mæt af grønlangkål i fløde med medisterpølse, flæskesteg med svær, der ikke længere er sprøde, sylte med sennep og rødbeder og de sidste rester af anden. Jeg er mæt af de utallige stykker Toffifee, Quality Street, Toblerone og Pariserlinser, jeg i ekspresfart har kørt ind hele julen. Jeg er mæt af julefilm med Hugh Grant og pædagogiske serier, der altid starter i Jerusalem og varer 5 timer. Jeg er mæt af at vinde over familien i Trivial Pursuit og tabe til dem i alle andre spil. Jeg er også mæt af at se på mit eget julepynt, som på ophængningstidspunktet var utroligt både hyggeligt og pynteligt, men som nu ligner en udstilling i dårlig smag og den årlige kongres for udseendemæssigt udfordrede nisser. Jeg er, med andre ord, stopmæt af at holde jul.

Jeg har skam nydt det hele. Intenst. Ellers havde jeg vel ikke hældt så meget medisterpølse i mig selv og udsat mig selv for så mange gensyn med ham den engelske overflødebolle, som altid får den søde pige i enden, selv om man nok kan spørge sig selv, hvorfor hun ikke scorer noget lidt mindre velpoleret. Det er som om, at julen er der, hvor det er fuldt legalt at overskride sine egne æstetiske og madmæssige grænser. Dem, man pænt holder sig indenfor resten af året. Det er her, det er legalt at gå amok. Spise mad og slik til man er på revnestadiet, se en masse dårligt fjernsyn–og intenst nyde det samtidig.

Det er godt, der er en indre stopklods–eller mæthedsfornemmelse, om man vil. Alt det frådseri er jo kun sjovt et vist antal dage. Hvor man så selvfølgelig også både går all-in og grovnyder det samtidig. Men nu skal vi videre. Tilbage til de grøntsager, der måske ikke var helt så mange af i julen, og de Toffifee-fri dokumentarudsendelser. Mr. Grant går på stand-by til næste jul sammen med medisterpølsen, og Trivial står på hylden uden at booste min selvtillid overfor resten af familien.

Snart er det nemlig januar, og så skal vi alle sammen på slankekur og vænne os til Grantfrit fjernsyn. Det første iflg. ugebladenes selvsvings-kalender, hvor januar er “store-skrump-måned”. Det var nemlig selvsamme ugeblade, der for et par måneder siden instruerede os i at lave al den fede mad, så nu kan de jo passende pille den af os igen. Det er det, der hedder omstillings- og omsætningsparathed.

Men lige nu er jeg bare mæt. Jeg trænger til en julepause på ca. et år, og det er da i sig selv utroligt belejligt. Jeg er ved at få hygge galt i halsen–eller også kan hygge for mig lige nu defineres som at krybe ned i en god stol med en god bog, helt alene, og gerne med en stor skål salat. Faktisk har jeg allermest lyst til at blive siddende i samme stol, indtil det bliver forår igen. Januar er så forbandet mørk, tam og kedelig. Men det hjælper den heldigvis lidt på vej og gør den en smule mere udholdelig, at man (heldigvis) er så ualmindeligt, forbandet- og dejligt- mæt af julen!

Continue Reading

Den lille, uoverstigelige hurdle.

Stormen tog min flagstang. Ikke at det er det store tab som sådan. For mig er en flagstang sådan noget, jeg for det meste glemmer, jeg har, men som bestemt er rigtig god at have. Her i huset flagrer vi som princip af glæde og ikke af nationalisme, men det er bare utroligt sjældent, vi overhovedet gør det. Det skyldes, som så utroligt mange andre ting, den lille, uoverstigelige hurdle.

Jeg bilder mig ind, at jeg nok er verdens ubetinget eneste offer for hurdle-syndromet, men måske forholder det sig slet ikke sådan? Lad mig starte med flagstangen: Selv om jeg har været spejder i utallige år og bestemt stammer fra et hjem med flagstang, kan jeg simpelthen ikke binde et flagknob. Jeg er en sand mester indenfor et stort udvalg af andre knob, og især trompetstikket, som bruges til at afkorte teltbarduner, er jeg virkelig god til. Jeg bruger det måske bare ikke så tit, men vil da gerne stille min ekspertise til rådighed for teltbardunforkortelsesramte. Men flagknobet! Det er sådan set den eneste hurdle mellem mig og flagning i strakt blæst og selve grunden til, at jeg ikke lige får det flag op. Når jeg engang imellem på familiens mærkedage overvejer at kaste mig ud i flaglig fejring, så bremses jeg altid på netop det punkt. Jeg visualiserer med det samme, hvilke fortrædeligheder mit flag kunne komme ud for, og er i det mindste sikker på, at jeg aldrig nogensinde vil få det ned igen, hvis jeg ikke får det forsvarligt opbundet. Derfor lader jeg være.

Og sådan er det jo med mange ting. Der er den der lille, uoverstigelige hurdle mellem mig og brugen af eller færdiggørelsen af dem. I småtingsafdelingen er der trøjen, der i 5 år har manglet en knap, som er fuldstændig uoverskuelig at sy i. Eller kjolen, der har en plet, som aldrig bliver vasket af, så hver gang den potentielt skal bruges, finder den direkte vej ind i skabet igen. Der er også strikketøjet, hvor man strikkede en pind forkert eller tabte et par masker. Det ligger stadig og griner, fordi man bare ikke KAN få sig selv snøvlet sammen til at komme over hurdlen. For mig er der også megahurdlen: Bogen Ulysses, hvor jeg aldrig er nået længere end side 55 og nok heller ikke skal påregne nogensinde at komme videre. Det er så måske til at leve med, for det er vist den mest berømte bog, som nærmest ingen har læst–til ende.

Engang imellem får jeg et hurdleflip og bestemmer mig for, at nu skal tingene ordnes. Jeg skal ofre nogle minutter af min tid på at lære at binde flagknob, sy knapper i, trevle strikketøj op eller læse 10 sider mere af Ulysses. Men det lykkes aldrig. I stedet kommer der hele tiden nye hurdler til, som jeg enten må prøve at overvinde eller lære at leve med. Selv om mini-hurdler ofte både er spild af tid og unødvendige bekymringer.

Da min yngste søn var i børnehavealderen, havde han et år et stort og brændende ønske omkring fastelavnsudklædning: Han ville være Supermand. Nu om dage er det jo i sig selv ingen hurdle–det er jævnt hen bare at gå ned i nærmeste legetøjsforretning og investere i udstyret. Men nej, hver gang jeg lige havde tid til en ekspedition ned i byen for at anskaffe udklædning, vægrede han sig med adskillige og utrolige undskyldninger. Og da fastelavn endelig var så nært forestående, at vi simpelthen måtte få fat i det kostume, brød det stakkels barn grædende sammen, mens han dybt ulykkelig forklarede mig, at han umuligt, på nogen mulig måde kunne være Supermand til fastelavn. “For mor, jeg har jo stadigvæk ikke lært at flyve!”

Jeg nævner historien, fordi det sådan ligesom er en hurdle, der både er til at tage og føle på og til at forstå. Mine flagknob er i petitesseafdelingen til sammenligning. Men den skal også nævnes, fordi den indeholder den erkendelse, vi som voksne forsøger hele tiden at omgå. Nemlig erkendelsen af, at der er små hurdler, vi simpelthen aldrig kommer over. Og som vi bare skal acceptere som livsvilkår. Små, men dog til stede. For så undgår vi ærgrelserne. Så kan vi med god samvittighed skrotte strikketøjet, den knappeløse sweater og pletkjolen samt måske anvende forsikringspengene til noget mere nødvendigt og mindre ærgrelsesfremkaldende end en flagstang uden flagknobsmester.

Ja, jeg tror faktisk, at jeg vil udråbe livet efter de 60 til hurdlefrit. I alt fald for de selvfremkaldte.

Continue Reading

Om “selvundertrykkelse”.

I 70-erne kaldte vi det “selvundertrykkelse”. Dengang blev alting nemlig sat i et feministisk perspektiv. I dag er jeg langt mere tilbøjelig til at kalde det ubeskrivelig dumhed eller bare “ris til egen røv”.

Mine børn kommer hjem til jul. Det er sjældent, for ikke at sige den eneste gang om året, at de alle er hjemme samtidig, og derfor betyder det, at der skal laves en farlig masse mad. Ikke blot skal vi fejre julen–og det gør vi jo ligesom alle andre primært med at spise en forfærdelig masse mad–men vi er altså også helt konkret mange munde, der skal mættes. Jeg er selvudnævnt overlogistiker på madsiden herhjemme, og jeg vil ret kategorisk hævde, at det er de fleste kvinder nok.

Det er en rolle, jeg påtager mig med blandede følelser. For selvfølgelig er der da ingen, der har så meget tjek på leverpostej og sylte mm. som mig, men samtidig irriterer det mig grusomt, at det forholder sig sådan. Og så er scenariet kørt i stilling:

Lad os bare være helt konkrete. Der skal hakkes mandler til ris ala mande. Jeg står som sædvanlig i køkkenet og bliver mere og mere tøsefornærmet over, at enhver form for hjælp enten har indtaget diverse sofaer i liggende stilling eller bare overhovedet ikke har ænset, at der altså skal hakkes mandler til at fortynde al den piskefløde. Så jeg siger–altså ikke direkte, men der er absolut ingen, der på nogen mulig måde betvivler, at det er det, jeg mener, at det altså også er pisseuretfærdigt, at det altid er mig, der er bundet fast til køkkenet, og at der heller aldrig, virkelig ALDRIG, er nogen, der gider at hjælpe mig.

Straks rejser et skyldsramt barn sig fra sofaen (tror jeg, i virkeligheden gider vedkommende nok bare ikke høre mere vrøvl!) og fatter kniven til mandelhakningen. Da samme skyldsramte barn nok ikke har mine over 45 års erfaring indenfor mandelhakning, bliver stykkerne en smule uregelmæssigt hakket. I alt fald ikke , som JEG ville have gjort det! Efter ca. 2-3 minutters mere og mere indestængt mandelmedlidenhed og virkelig udfordring på min mandelæstetik, eksploderer jeg i noget, der kun skal forestille at være pædagogisk, men i virkeligheden er det stik modsatte. Essensen af det lyder sådan her: “Nej, hakker du mandler på den måde? Nej, hvor sjovt. Måske er du slet ikke klar over, at det er meget, meget lettere at gøre på den her måde, som jeg lige vil vise dig?” Og så flår jeg gerne kniven ud af det over 25 år gamle barns hånd og hakker mandler som en gal, mens jeg bedrevidende venter på, at barnet anerkender mine uovertrufne mandelhakningsevner og gør præcis det samme som mig. Det gør det så ikke! Det reagerer med 110% sandsynlighed med at blive sur, kaste en smule med kniven og i øvrigt konkludere “..at så er det nok meget bedre, at jeg selv gør det.”

Så står jeg igen der i køkkenet og bliver mere og mere tøsefornærmet over, at enhver hjælp er forsvundet. Jeg får faktisk som regel meget, meget ondt af mig selv. Men jeg bliver jo ikke klogere. Næste dag er det kartoflerne, som jeg tilkalder hjælp til. Historien gentager sig bare–med usvigelig sikkerhed. Og hvis bølgerne går rigtigt højt, kan jeg efter en udmarvende jul helt alene i køkkenet konkludere, ” at der heller aldrig er nogen, der gider hjælpe mig”.

Inderst inde kan jeg jo sagtens forstå, hvorfor der heller aldrig er nogen, der gider hjælpe mig. Det er helt sandt, at vi her er ude i noget, der kan tolkes som den ultimative selvundertrykkelse. Altså hvis man ser det fra et feministisk synspunkt. Men netop denne manøvre findes da i den grad også andre steder end i julekøkkenet. Jeg praktiserer den da gerne selv, bare med omvendt fortegn. Hvis nogen (og her kan man vel igen helt konkret udelukkende tale om min mand) beder mig deltage i havearbejde, så laver jeg da præcis samme manøvre. Jeg gør mig bevidst ualmindeligt umulig. Trækker ukrudt og krudt op i nærmest sanseløs havearbejdsiver, indtil han prøver at få den fuldstændigt maniske optrækning stoppet med “Nej, luger du ukrudt på den måde? Nej, hvor sjovt. Måske er du slet ikke klar over, at det er meget, meget lettere at gøre på den her måde, som jeg lige vil vise dig?” Så er jeg nemlig i min fulde ret til at blive sur og gå min vej i fornærmelse. Mens han på sin side med lige så fuld ret kan være fornærmet over, at der aldrig er nogen, der gider hjælpe ham.

Så denne lille leg får vi megen tid til at gå med. Mor går i køkkenet og er ikke sur–hun er bare meget, meget skuffet. (Nej, hun er sgu` sur, eddikesur!) Der er heller aldrig nogen, der gider hjælpe, og de, der gør, får en straks-returbillet tilbage fra køkkenet, fordi de ikke gør tingene RIGTIGT. Hvilket gør mor endnu mere sur, fordi der endnu mere heller aldrig er nogen, der gider hjælpe. Og børnene er sure, fordi de i virkeligheden overhovedet ikke ret meget gider at hjælpe, men når de så alligevel gør det, så bliver hun sgu` sur alligevel. Måske fordi de udmærket godt ved, hvordan hun gerne vil have tingene. Det er jo ligesom nødvendigt, hvis man bevidst skal gøre dem forkert. Men vi spiller alle komedien, eller tragedien. Og vi kender alle slutningen. For ingen af os har endnu, efter utallige års fatale generalprøver, lært at omdefinere vores roller eller finde et nyt manuskript.

Måske skal jeg i år prøve en ny taktik. Ja, jeg tror jeg vil rose klodsede mandeludskæringer og kartofler med helligdage nok til de næste 20 år højlydt og til skyerne og erklære, at det bare lige præcis var sådan, jeg altid havde drømt om, de skulle se ud. En fryd for julebordet og juleøjnene. Og så vil jeg kvæle mig selv langsomt, mens jeg med et påtaget smil bakker ud af køkkenet og siger. “Nej, hakker du mandler på den måde? Hvor ER det genialt! Jeg synes, alting ser meget lettere ud på den måde, du gør det, så vil du ikke lige stå for al julemaden, mens jeg går ind og lægger mig i sofaen. Er du sød at vække mig, når du er færdig?”

Continue Reading

Men man kan jo også være heldig!

I forlængelse af brok over et bestemt auktionshus` ufine metoder, skal det da også lige nævnes, at man sagtens kan være heldig. Det er så bare andre steder, man skal satse på at være det!

Denne, i mine øjne, meget smukke skål i massiv teak kan man nemlig også få lov at købe til en særdeles rimelig pris. Sådan er det gerne til min lokale auktion.

Og hvis der er nogle blandt jer, der ikke har været til auktion, så prøv! Det er sjovt, finurligt og meget, meget hyggeligere end at gå på cafe. Vi er jo også nogle, der godt kan lide at komme hjem med noget helt konkret for vores egne penge.

Continue Reading

Om julegaver.

Jeg elsker at give julegaver. Jeg kan, for det meste, også godt lide at købe julegaver. Men jeg hader al den forbandede logistik, jeg hvert år med usvigelig sikkerhed roder mig ud i omkring julegavegivning. Julegaver er den ultimative prøve på min indbyggede retfærdighedssans, og den er nogle gange fortvivlende hård og tidskrævende.

Det hele starter som regel med, at jeg afsætter et bestemt (og retfærdigt, ikke at forglemme!) beløb til alle dem, jeg skal give gaver. Altså sådan, at alle i hver kategori af tilknytning til mig får for samme beløb. Så langt, så godt. Dernæst sker der med årlig præcision det, at ældre familiemedlemmer beder mig “stå for” gaver til mine børn, hvilket jeg fuldstændig uden tanke for konsekvenserne og totalt ubelært af tidligere års erfaringer siger ja til.

Næste skridt er indhentning af ønskelister. Hvert barn afleverer herefter enten en 7- siders skrivelse med udførlige beskrivelser i prioriteret rækkefølge eller ingenting. Begge dele er lige problematisk. Mht. ønskelister i bogstørrelse indeholder de gerne obskure værker fra relativt ukendte sydspanske forlag, som kun kan bestilles over nettet og gerne har minimum en måneds leveringstid eller ting, der udelukkende kan erhverves hos specialforretninger i en københavnsk baggård. Men så har man da noget at gå efter. Og her mener jeg virkelig GÅ. Og ingenting-listerne er jo lige så problematiske. Her forventes man at bruge sin fantasi og gerne kravle helt ind i hovedet på det barn, der bare ikke lige gider præcisere, hvad det i virkeligheden tænker på. Det er i denne situation, jeg barsk overvejer at køber Kählervaser for hele beløbet. Så kan de lære det!

Når jeg så har brugt oceaner af tid og fantasi, og især det første, på at gætte, hvad andre tænker samt på at finde frem til obskure forlag, oversætte spanske bogtitler, så jeg er sikker på, at det er de rigtige samt rave rundt i en større samling københavnske baggårde, så er det faktisk først, at den ultimative hurdle begynder. Så skal jeg nemlig til at regne! Altså finde ud af, om alle har fået for det samme beløb, inkl. udposteringerne fra diverse ældre familiemedlemmer. Det er slet ikke let for sådan en retfærdighedssansrytter som mig. For det første er der jo det med kurserne: skal jeg bare sjusse mig frem til dem? For det endelige beløb får jeg først meget sent, og tænk nu, hvis der stadig er et lille overskud, som jeg så ikke har fået købt gaver for? Eller–og det sker jo alligevel helt sikkert hvert år–snyder jeg mig selv for et beløb, fordi jeg–for bestemt ikke at snyde andre (ældre familiemedlemmer inklusiv!)–lige køber en ekstra lille gave, så det i hvert fald passer. Og hvad med porto fra Spanien og andre eksotiske forlagsresidenser? Skal jeg betale den, eller er den inklusiv i gaven, så det barn altså får en noget mindre nettogave, fordi han/hun også lige skulle betale porto? Og skal jeg lige, sådan henkastet og helt diskret, ved julebordet, over anden, helt uden anledning højt fortælle, hvad porto til Spanien koster? Så alle ligesom er informerede?

Og hvad med alle de gaver, jeg bruger så lang tid på at finde til nedsat pris? Skal de takseres til deres egentlige pris eller den nedsatte? Og hvordan gør man lige med relativt store gaver, som overskrider ens eget grundbeløb, så man må over og låne hos mormor? Her kommer Til-og-fra-problematikken så ind i billedet. Skriver man så på kortet, at gaven er 87% fra far og mor og 13% fra mormor? Eller giver man bare op i total udmattelse efter at have brugt det meste af december på milimeterregning og skriver, at hele lortet er fra mormor, og at man overhovedet ikke selv har haft en finger med i spillet?

Sidste fase af hele dette logistiske mareridt, som hvert år forfølger mig hele december, er selvfølgelig den endelige sammentælling. Hvor det jo hvert år med 110% sikkerhed viser sig, at et barn har fået for meget. Har overskredet budgettet. På det tidspunkt er jeg gerne så julegaveudmattet, at jeg bare bevæbner mig med en stak konvolutter og putter restbeløb i dem. Og jeg har det faktisk helt godt med, at min retfærdighedssans virkelig bliver belønnet, når jeg sidder møjsommeligt og tæller 37, 50 eller 103,25 op og lægger dem i føromtalte konvolutter. Så har alle i det mindste fået det samme! Og mormor lyser af stolthed over de vanvittigt gode gaver helt fra Spanien og københavnske baggårde, hun har sponseret, samt det faktum, at man kunne få SÅ meget for pengene. Imens flyder jeg totalt udmattet ud i en stol…….

Jeg ved godt, at jeg jo bare kunne lade være. Indkøbe et parti Kählervaser og tage skraldet. Eller være med i kollektiv afsmadring af dem efter dansen omkring juletræet.

Men jeg kan jo faktisk stadig godt lide at give julegaver….

Continue Reading

Fødevaresnobben.

Jeg er fødevaresnob. Jeg nægter at spise noget, der ikke er lødig mad. I min optik køber man kød hos slagteren, brød hos bageren, ost hos ostemanden, fisk hos fiskemanden og grøntsager hos grønthandleren. Resten kan jeg godt gå på kompromis med og købe på tilbud i det nærmeste supermarked.

Jeg har utallige erfaringer indenfor frikadellefars fra supermarkeder. Det på tilbud med en fedtprocent, der ligger væsentligt over selve kødprocenten. Efter møjsommeligt at have stegt frikadellerne, som bliver sådan nogle små bleggule gnallinger og smager af plastik blandet med løg, ender de hver eneste gang direkte i skraldespanden. Jeg har også købt billige, såkaldte engelske bøffer. Det kan godt være, de var engelske, men bøffer var de i alt fald ikke. De ville have gjort sig bedre som uopslidelige såler på vandrestøvler. Så jeg kører simpelthen ud til mit lille, lokale slagteri og køber mit kød. Det tager lidt længere tid at stå derude og vente på, at farsen bliver hakket og resten skåret ud, som jeg gerne vil have det. Men det smager af noget–og så er det faktisk også billigere.

Jeg har selvfølgelig også købt grøntsager i supermarkeder, og de er da for det meste OK. Men de er altså ikke knasende sprøde og lugter af muldjord og nyopgravning. Det er sådan noget, de kan nede på mit lille ugentlige torv. Det kan godt være, jeg betaler en smule mere–men så har jeg altså også en væsentlig større smagsfornøjelse. Det er også her, jeg køber min ost ved ostemanden. Hans bod vrimler med lækre oste, og har man tid, kan man såmænd smage sig gennem dem alle, for her sælges ingen fødevarer, før de er smagsmæssigt godkendt af kunderne. Det er muligvis dyrere end vacuumpakket, smagsforladt supermarkedsost–til gengæld kan det retmæssigt kalde sig “ost”. Ved siden af ostemanden står fiskemanden. Her er der godt nok ikke smagsprøver, men til gengæld ferske fisk, der ikke skjuler sig bag fancy indpakning.

Et par enkelte gange er jeg vist i skyndingen kommet til at købe brød i supermarkeder. Jeg husker i alt fald stadig fornemmelsen af savsmuld mellem tænderne og den fuldstændigt intetsigende smag–eller mangel på samme. Mht. supermarkedsrugbrød i plastikposer er jeg nået dertil, hvor jeg foretrækker at spise pålægget alene–det er en fornærmelse mod alle, der bare har den fjerneste fornemmelse af smag at udsætte dem for dette underlødige produkt. Der er heller ikke noget så vidunderligt behageligt som duften i bageriet. Bagerier er de eneste forretninger (udover blomsterforretninger, selvfølgelig!), hvor man inderligt bør nyde at få lov til at stå i kø.

Det kan godt være, det er dyrere og mere tidkrævende at spise ordentlig mad. Til gengæld er det udelukkende et prioriteringsspørgsmål, om man vil nøjes med de ofte særdeles underlødige produkter, der findes i mange supermarkeder. De fleste på min alder lever enten to voksne alene, eller helt alene, så økonomisk er det overkommeligt. Og tiden er jo kun et spørgsmål om, nå ja, tid. Til gengæld er det ofte en oplevelse at komme rundt i specialforretningerne og smage, mærke og dufte. Det er sådan noget med, at man faktisk nyder maden, allerede inden man rent faktisk har spist den. Oplevelsen ligger lige så meget i at udvælge og købe den, som den ligger i at spise den.

Så jeg er lidt stolt af at være en fødevaresnob. Det betyder nemlig, at jeg sjældent går på kompromis med kvaliteten, men også, at jeg samtidig hjælper med til at bibevare de små specialforretninger, som er så væsentlige for vores fødevarekvalitet. Tænk, hvis vi kun havde supermarkedsvarer? Det ville godt nok blive kedeligt og smagløst i længden, selv om nogle af dem selvfølgelig er begyndt at oppe sig. Men det bliver aldrig det samme som at købe brød ved bageren og kød ved slagteren……

Continue Reading

Den lille detektiv.

Jeg kom vist til at gå lidt auktionsamok i aftes. Men det var en billig fornøjelse.

Den største fornøjelse er dog, når den lille detektiv rigtigt slår sig løs. Det kan jeg bruge timevis på. Og jo sværere, opgaven er, desto mere tændt bliver jeg. Jeg VIL finde ud af tingene. Jeg har præcis den samme følelse, som jeg i sin tid havde, når en elev havde afleveret en internetstil. Jeg helmede ikke, før den var fundet–om jeg så skulle over hele udvalget af søgemaskiner herfra til Rusland.

I dag står den så på smykker og lidt keramik og tin. De to sidste er nemme, for både Knabstrup og Just Andersen har relativt tydelige mærker. Det eneste med en smule udfordring er at finde ud af designeren/formgiverens navn, hvis varen ikke er masseproduceret. Sølvsmede, derimod, er nogle værre sjuskemikler. Deres initialer/stempler er ofte svære at kende fra hinanden, og slitage på gamle smykker modarbejder jo også i sig selv processen. Det, der giver kicket her, er, at man altid har en lille formodning om smedens navn. Og hvis man så har ret, er man jo rigtig dygtig og professionel. Hvis ikke, kan man så bare håbe på, at der i virkeligheden står G.J. Det gør der nu sjældent. I alt fald ikke på de ting, jeg køber.

Og nej, det er ikke sådan, at navnene er opgivet på forhånd i kataloget. Hos os køber man smykker i plasticposer, der på en prik ligner dem, man kommer sine toiletsager i i lufthavnen. Der kan være små hints og måske et par navne, men alt i alt er det som at købe en lykkepose eller fiske i andedammen. Det er det, der tiltaler mig. Så kan jeg nemlig med god samvittighed bilde mig selv ind, at jeg udelukkende køber con amore.

Det gjorde jeg også med alle disse smykker. Jeg er ret vild med nogle af dem, mens andre er totalt uinteressante. Og det sidste er så en fordel. For så kan jeg helt uden blødende hjerte sælge dem videre. Det skulle jo gerne være sådan, at det hele kunne løbe rundt, så min lille ekstravagante hobby hviler i sig selv.

Men nu skal vi altså i gang med stemplerne. Det er lidt besværligt uden lup, men fotos på ipad er absolut en god erstatning. Jeg formoder, armbånd og tilhørende halskæde kan være Siersbøl, mens rosen nok er en Skagensrose. Det ville være overmåde fedt, om margueriten hed Michelsen til efternavn, og det er forbandet, at der kun er 1 ørering. Uden at være fordomsfuld irriterer det mig, at jeg ikke lige kender en sød bøsse. Brocherne beholder jeg–jeg har stiftet mit eget selskab til brochens fremme, og det vrimler ikke med medlemmer. Så hvis der er brochefreaks, der læser dette, så er det nu, der skal gås til brocherne. (Og lad lige Art nouveaubrocherne ligge!). Jeg kunne da også her sende en opfordring: Hvis nogen kender noget til nogle af smykkerne, så skriv, skriv endelig!!!

Jeg bruger faktisk en del tid på at lokalisere og bestemme gamle ting, møbler og smykker, og i denne branche er den eneste uddannelse “learning by doing”. Jeg kunne så let som ingenting–og tidsmæssigt besparende!–køre ned til Jesper i Åbenrå eller Margit i Odense, men det ville føles som snyd for mig. Jeg skal F… selv finde ud af det.

Min mand er ikke helt enig i denne hobby. Men han bliver glad og opstemt, når jeg køber sølv, for det fylder ingenting. Og det modsatte, når det er møbelklassikere, der slæbes til huse. Han siger, at det ville være rart, om vi engang ad åre kunne få plads til til bare enkelt lille bil i vores ellers rimeligt store garage. Han skulle nu nødigt snakke, for i aftes fik han da også noget vintage med hjem. Dansk 80-er radio mm., og jeg afslører overhovedet ikke mærket ved at skrive, at det begynder med B og har to bogstaver.

Så denne formiddag er afsat til stempelbestemmelse+, forhåbentlig, nogle positive overraskelser. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang.

(Og en servicemeddelelse: Smykkerne er IKKE i mit hjem efter i dag. Og de har ingen aktuelle planer om ufrivillig grænseoverløbning!)

Continue Reading