Om kvinder og Golden Globe.

Så var det lige, at jeg, efter en hedetur i vindstyrke vand i øjnene, så, at jeg lige kunne nå at smide min forfrosne krop i den gode stol og se de sidste af Golden Globe priserne blive genuddelt til ære for ignoranter som mig, der havde misset førsteudgaven. Det er nemlig ikke en begivenhed, jeg plejer at følge, men efter den mildest talt enorme, mediemæssige fokus på Oprahs tale, var jeg faktisk nysgerrig.

Det viste sig, at der var en del andre ting, jeg også lagde mærke til. Da jeg kastede mig ind i showet, blev jeg mødt af Kirk Douglas på 101. Tænk, jeg troede, han var død og borte for mange år siden. Nu så han bare lettere afdød ud. Lignede præcis en mumie på godt og vel et århundrede, men i det mindste var man da ikke udseendemæssigt det fjerneste i tvivl om, hvor antik han var. For lige bagefter kom Barbra Streisand på 75, og hun kunne da umiddelbart godt bilde nogen ind, at hun var relativt nykonfirmeret–eller hvad det nu er, det hedder på jødisk. Det var, sådan set, det generelle billede med kvinderne. Her gik jeg og troede, at jeg var omtrent jævnaldrende med flere af dem, og at nogle endda var adskillige år ældre end mig. Det var ikke tilfældet. Hvor min alder er logisk og på daglig basis fremadskridende, er deres ligesom gået i sig selv igen. Den er stagneret et sted mellem teenager og plastik, blevet væk mellem kirurgi og fitnesscentre. Det er ikke bare deres ansigter, der lyser af urynket ungdom, men enhver hvalpet teenager ville da nærmest dø for at få en krop, som de har som 75-årige. Tidens spor er prellet af på dem, og hvis deres ihærdige indsats for at spole tiden baglæns når sit ultimative mål, vil de dø som nyfødte. Man sidder lidt og er virkelig bange for, at de krakelerer, eller at kroppen sprænger sig selv ud af de kropsnære hylstre, de er hældt ned i. Men så er det jo beroligende bare at se genudsendelsen, for var det sket, havde man jo nok hørt om det!

Sådan noget generer mit gamle feministhjerte en smule. Eller også generer det min forfængelighed, at jeg ikke på nogen mulig måde kan hensætte et publikum i den tro, at jeg stadig er i tyverne. No way!

En anden ting, der faktisk gjorde mig glad–og især gjorde mit begærlige sproghjerte lykkelig–var at opdage, at store skuespillere faktisk har et personligt sprog. Normalt går man jo bare rundt og tror, de alle sammen er amerikanere. Af den simple årsag, at de alle taler amerikansk på film, fordi det nu engang er filmens etablerede sprog. Så da Ewan Mcgregor modtog sin pris på syngende skotsk og Saoirse Ronan sin på det flotteste irsk, var det som om, de faktisk blev til rigtige, levende mennesker. Hun er i øvrigt fantastisk, hende irerpigen med det uudtalelige fornavn. Jeg har næsten tilgivet hende rollen som den modbydelige lillesøsterbitch i Soning, for selv om hun spillede den eminent, så ødelagde hun jo alt for James Mcavoys Robbie, som var så cute, at det burde have gået ham godt.

Og så var der Oprah! Ja, hun er en–på alle måder–formidabel kvinde, som også leverede en formidabel tale. En ting har altid slået mig ved Oprah: Hun forstår at gribe nuet til sin egen umiddelbare fordel. Hun er en kvinde med fingeren lige nede i tidsånden, som fornemmer den lige det der sekund før alle sine medsøstre–hvilket er både hendes store styrke og størstedelen af årsagen til hendes enorme popularitet. Måske har hun spindoktorer til den slags? I alt fald formåede hun her at bruge #metoo som en rettidig platform for en potentiel ny karriere som amerikansk præsident. Iflg. tidens bærende og politisk korrekte trends har hun jo også hele 2 (måske endda 3) nærmest medfødte, store kvalifikationer. Hun er både kvinde, sort–og så er hun, i alt fald i nogle perioder–kraftigt overvægtig. Jeg er sikker på, det sidste også skaffer stemmer–i Amerika.

Tilbage står bare, at det i alt fald bekymrer mig, at det desværre også er ved at blive en trend, at amerikanske præsidenter er forfærdeligt nødt til at spille på en showbiz-kendthedsfaktor for overhovedet at komme i betragtning til embedet. Det er ikke nok (faktisk er det fuldstændigt overflødigt!) at kunne sit politiske håndværk, men kan man stille op med en sværm af følgere og beundrere, der i virkeligheden er imponerede over noget helt, helt andet, så er vejen til Det hvide hus rimeligt brolagt med medvind. Jeg er sikker på, Oprah er en fornuftig, seriøs, overvægtig sort kvinde med ordet i sin absolutte magt, men er hun også POLITIKER? Og hvad er det lige, folk stemmer efter? Kendthedsfaktor??

Og således fik eftermiddagen alligevel en tænksomhedsfaktor light. Man skal bare sætte sig og se amerikanske prisuddelinger (der er nok af dem!), så vælter det frem med udfordringer, man både kan undre sig over, tænke over–og sætte pris på!

Continue Reading

En kolossal skolig lettelse.

At købe sko er ikke min yndlingsbeskæftigelse. Hvis det ikke var fordi, de klimatiske forhold her i landet decideret taler imod at gå barfodet (især i møgjanuar!), så tror jeg såmænd slet ikke , jeg gad investere tid i den slags unødvendigt fodpjat.

Så derfor var det en kolossal lettelse at komme på det månedlige lagersalg hos Green Comfort i Randers, som finder sted hver 1. torsdag i måneden. Jeg købte 6 (seks)–ja seks!–par. For det første fordi det altså tiltaler mit udgiftsky hjerte at kunne få hele 12 singlesko (hvis man tæller dem på den måde) for 2000 kr. Prøv bare at sammenligne med vores (også) i skomæssig henseende, uheldige statsminister, som tilsyneladende ikke engang kan få et enkelt par for den pris! For det andet er jeg noget så befriende fri for at tænke på sko til enhver årstid de næste i alt fald 2-3 år. Det letter næsten en hel vinterstøvle fra hver af mine skuldre og mangen en sommersko fra min pengepung.

Jeg ved godt, at mange kvinder ser det som det ultimative mareridtscenarie at købe 6 par sko ad gangen. Det er dem, som virkelig nyder at indkøbe samtlige de 50 par–1 par ad gangen–, de investerer i om året. Med mig er det sådan, at jeg vist aldrig nogen sinde før har været indehaver af 6 par brugbare sko på samme tid. Det prøver jeg så også nu. Eneste relevante indvending til den overflod af skoske dimensioner er vel bare, at jeg kun har 2 fødder, og at det ikke er umiddelbart sandsynligt, at der vil vokse flere ud af mig på hverken langt eller kort sigt. Dertil må det eneste fornuftige svar så være, at jeg (med årstiderne som fortegn) jo bare kan slide dem et par ad gangen, hvilket løseligt sat vil tage mig op til flere år. Inklusiv hundeluftning.

Og så lige den der med, at jeg aldrig har ejet et skoskab. Tilsammen med, at der heller ikke er plads i det walk-in-closet, jeg ikke har. Peanuts af et problem sammenlignet med, at jeg er fuldstændig, helt, totalt og lykkelig skokøbsfri i alt fald til næste årtiskifte!

Continue Reading

Om julefedt.

Nu har jeg snart 14 dages jubilæum i bevidst selvsnyderi. I al sin enkelhed går mit fantastiske illusionsnummer ud på udelukkende at anvende bukser med elastik i taljen. Når man gør det, er der næsten ubegrænsede muligheder for at stoppe halve leverpostejer, utællelige mængder af frikadeller og Pariserlinser til kvalmegrænsen ned omkring taljen samt behændigt at polstre samtlige inder- og yderlår med flæskesteg og nordjysk grønkål. Er bukserne store–eller elastiske– nok, kan man snildt klemme et par ekstra kasser Toffifee ned omkring anklerne. Det er udelukkende et spørgsmål om udvidet selvforstillelse på den måde, at man over jul og nytår med stor og indlysende selvfølgelighed kan bilde sig selv ind, at når intet (stadig?) strammer, har over-indtagelsen af julens fedtperler overhovedet ikke haft den fjerneste indflydelse på ens krop eller tøjstørrelse.

Selvfølgelig ved jeg godt, det er blår. Men det ved min krop heldigvis også. Vi to har nemlig en årlig jule-overenskomst, som gør, at den ( i alt fald næsten!) accepterer mit selvsnyderi mod at jeg, efter jul, lover at tage den seriøst og alvorligt igen.

Når man så–gerne engang umiddelbart efter nytår–vågner op inde i sit selvspiste fedthi, fordi der ligesom skal en anden tøjstil til, når verden udenfor kalder igen, så kommer chokket. Eller påmindelsen om, at man (heldigvis!) fik lavet en kropsmæssig aftale. Så viser det sig, at de elastikbukser, man har boet godt (og lunere og lunere!) i over julen, faktisk også er ens eneste alternativ. Der er intet andet, der kan klemmes op over den leverpostej, der har fundet sin blivende plads på ens hofter.

Jeg er ikke overvægtig eller hysterisk med min vægt. Faktisk er jeg, i manges øjne, uhyre priviligeret, fordi jeg umiddelbart passer ind i de gængse damestørrelser og oftest kan krybe direkte ind i stangtøjet. Jeg har en vægt på mit badeværelse. Den bruger jeg flittigt hver gang, jeg skal ud at rejse, for at tjekke om min kuffert overholder flyselskabets regler. Ellers ikke. Jeg kan nemlig overhovedet ikke måle, om jeg har spist for meget ved hjælp af en simpel vægt.

Selv relativt slanke mennesker har faktisk en idealstørrelse. Det betyder i al sin simpelhed lige præcis den størrelse, hvor man har det godt med sig selv og sin krop. Hvor tøjet sidder præcis, som man synes,  det skal, og hvor kroppen ikke blot er et hylster, der skal slæbes med, men en fremragende samarbejdspartner rent fysisk og mentalt. Jeg kan ikke se på min vægt ( fordi jeg aldrig bestiger den!), at jeg har taget på, men jeg kan da i den grad mærke det såvel på mig selv og på mit tøj. Når BH-en laver de der små buler under armhulerne, når bukseknapperne springer for et godt ord og når man virkelig skal indgå i seriøse diskussioner med sig selv om ikke igen at hælde sig i sækkekjolen—men allermest når man ikke har det godt med sin krop. Når den er doven og ugidelig, når den overhovedet ikke synes, kældertrappen er umiddelbart indtagelig, og når man for alvor mærker, at den er der til overflod.

Det er ikke kropshad, men det er ubehag ved noget af det vigtigste, man er indehaver af. Selv bukser med elastik i taljen kan desværre ikke–i alt fald ikke på sigt–genvinde den selvtillid og det selvværd, der ligger i at have det godt med sin krop.

Det er derfor, for mig, helt og fuldstændigt OK at gå amok i julefedt og løse bukser de 14 dage, det så varer. Jeg spiser mig gennem alt fedtet, alle E-stofferne og al chokoladen med stor glæde og nyder de udskejelser, jeg ellers ikke har den store lyst til resten af året. Det er som om, julen indirekte påkalder sig ens fortrængte og glemte ustyrlige lyst til usundheder. Det er da i og for sig ganske genialt. Så kan man gå akut og 2-ugers amok og blive så forbandet, ulækkert stopfodret med den slags, at man opnår en form for kropsmæssigt brækstadium.

For når de 14 dage så er omme, så kan det da ellers nok være, at kroppen højlydt og høj-mærkeligt fortæller en, at nu er årets fedtorgie ovre. Den vil simpelthen ikke finde sig i en mere. Den slår ud i deller, fedtpuder stategisk vigtige steder og en enorm lad ugidelighed. Som om den ikke gider samarbejde mere med en, der har behandlet den så usympatisk i flere uger. Det er faktisk overmåde super! Så kan man nemlig lige lære det! Lære at alle fede ting har sin tid, og det er helt OK, men der kommer altså også en hverdag, hvor et samarbejde skal fungere på en noget anderledes måde.

Nej, jeg stryger ikke ned og investerer i årskort til fitness eller kaster mig frådende ud i svømmehallens kolde vand og padler en tur, der svarer til afstanden mellem her og Skagen, blot for at dulme min dårlige samvittighed. Jeg gør såmænd bare, hvad jeg plejer at gøre for at samkvemmet mellem mig og min krop bliver perfekt igen. Den er helt på det rene med, at disse 14 dage ikke er specielt gode for den, og at vi derfor sammen har indgået et kompromis om løse bukser—MEN med forventet efterbevilling om ordentlig behandling og bukser, der kan knappes.

Så det er godt, at kvalmestadiet med genial og klar sikkerhed ankommer her først i januar. For det betyder endnu et samarbejdsår sammen for kroppen og mig, indtil jeg om knapt et år igen bevæger mig ud på 14 dages bevidst selvsnyderi i løse bukser og putten sylte op under armene.

Continue Reading

Om langsom udfasning af grimme nisser.

Da disse to hjemmestrikkede moster Karen nisser indtog deres hædersplads i vinduet omkring 1. søndag i advent, blev deres uundgåelige årlige ankomst mødt med glæde og forventning. Det er som om, det slet ikke kan blive jul i det lille hjem, før de sidder der og troner i al deres stormønstrede nissetøj, uglede hår og skæve briller. De er en væsentlig del af husets julepynt, og julepynt skal man altid tage dybt seriøst. Den skal behandles med ærefrygt og gerne opstilles og sættes på præcis samme plads, som den stod sidste år. Og forrige…..

De første uger, parret sad der, behandlede jeg dem med ærbødig respekt og så ligesom ikke, hvordan de sådan rent æstetisk gør sig i mit hjem. Det var nok mere signalværdien. Den med: Endelig jul igen! Omkring 1. juledag sker der så altid et eller andet for mig. Jeg ved ikke, om jeg genvinder min sunde fornuft eller bare tillader mig selv en smule kunstnerisk bedømmelse af mine nisseomgivelser. I alt fald bliver alle mine nisser grimme fra 2. juledag og fremad mod nytår. Det er sådan en gradvis proces, der bare vokser sig større og større, så jeg næsten ikke kan have den inden i mig selv til sidst.

Når jeg sætter mine nisser og andre former for julepynt op, er der ingen ende på, hvor dødcharmerende og superhyggeligt det hele er. Deres skæve grin og flåede ærmegab går lige i hjertet, og jo mere udseendemæssigt udfordrede de er, des mere elsker jeg dem. Jeg er parat til at tilgive enhver form for deformitet, slitage og andre problemer, de måtte have, og synes næsten, at deres grimhed er en julestyrke i sig selv. Sådan går det meste af december….

Men når vi så kommer herhen, hvor julen så småt rinder ud, og juledagene har mistet deres nummer, så angriber de mig i baghold fra alle hjørner og vindueskarme med de grin, der nu er gået fra at være charmerende til at være smøret hånende. Som om de vil give mig et vink med en nissehue om, at jeg da lige skal få tjekket min personlige smag en ekstra gang og komme lidt til januarfornuft.

Så er det, jeg lidt aggressivt påbegynder den langsomme udfasning af grimme nisser. Egentlig tager jeg jo ikke julepynten ned før 1. januar, men der må dog være kunstneriske undtagelser. Der er vel, trods alt, grænser for, hvad man behøver at tvinge sig selv til at bo sammen med. Jeg ved i øvrigt altid, hvornår det tidspunkt kommer. Det er, når jeg helt uden egentlig at ville det, automatisk og helt uintenderet kommer til at række tunge af dem, hver gang jeg går forbi! Min udvælgelse går helt konkret efter grimhed. De grimmeste først… Det er er utroligt pålidelig måde, for i løbet af ganske få dage bliver al min julepynt faktisk gradvist grimt. Det forvandler sig fra hygge til stads. Det mister totalt sin indbyggede nostalgi og signalværdi og ligner bare noget, en eller anden lusket kat med håbløs smag har slæbt ind over min dørtærskel og dumpet på strategiske steder, så jeg bare må rende rundt i en permanent tilstand af tungerækning for overhovedet at kunne overleve i mit eget hjem.

Sådan en udfasning foregår over flere dage, og jeg kan mærke, at jeg bare får det SÅ godt, når de charmetrolde, der på en måned har udviklet sig til overrædsler er væk, borte og pakket i kasser, der næsten ikke kan komme på loftet hurtigt nok.

Så kan de stå deroppe, kan de, de grimme nogen og bruge hele foråret, sommeren og efteråret på at forvandle sig til søde, sjove og charmerende nisser, der i den grad er klar til at indtage mit liv med hygge og julestemningsspedning den første søndag i advent næste år!

Continue Reading

Et par stille nytårsaftensønsker.

Hvoraf det ene er umiddelbart muligt, mens det andet nok skal have en smule kvalificeret hjælp for at blive opfyldt.

Nytårsaften er nærmest den eneste aften, hvor det i vores lille land er fuldt legalt at lade en flok tåbeligt berusede mennesker bevæbne sig med farlige sprængstoffer. I en lille uge omkring denne affyringsrampe af en aften samt på selve aftenen, hvor mængden af krudt og promiller ofte er ligefremt proportionale, kan enhver lovligt færdes og lege med sprængstoffer. Selv børn. Det eneste, minimale krav til dem er, at de bruger beskyttelsesbriller. Voksnes øjne, derimod, er helt på eget ( eller i denne forbindelse oftest: andres!) ansvar. Mange voksne forsvarer endda deres lemfældige omgang med samme sprængstoffer med, at “det er for børnenes skyld”! I mine øjne virker det absurd på grænsen til det allermest begrædeligt, tåbelige, infantile, uforståelige idioti. Det synes de også i vores nabolande. Der må berusere heller ikke forlyste sig offentligt og fuldt legalt med sprængstoffer, som de tilsyneladende gerne må herhjemme.

Og jeg har da vist statistikkerne på min side uden så meget som måtte gribe til fake news eller alternative sandheder.

Jeg holder også meget af fyrværkeri ( med visse modifikationer, men det kommer jeg til!) og synes, det er smukt, festligt og en god måde at markere overgangen til et nyt år. Så det er ikke selve fyrværkeriet, jeg er ude med den våde klud efter. Meget mere affyrerne og det efterfølgende, uundgåelige svineri. Vi har i landet faktisk uddannede fyrværkerimestre, som ved, hvad de har med at gøre rent risikomæssigt samt også er trænede i at affyre, så lysmønstrene får den optimale effekt. Hvorfor i alverden bruger vi så ikke dem? (Altså som vi bruger den autoriserede, uddannede blikkenslager, når vores vandrør lækker?) Det ville være en smal sag at samle vores fyrværkeri på lokale pladser, grønne områder og deslige og så lave en samlet, kanonflot affyring med en professionel i spidsen. Ligeledes ville det være umådeligt let blot at indbetale et individuelt beløb til en konto for netop den plads, man gerne ville frekventere klokken 12, hvorefter fyrværkerimesteren kunne indkøbe skyts for de indbetalte beløb. Sikke et show, der ville kunne stables på benene! I stedet for de hjemlige, krøllede raketter, der altid vælter og de alt for mange øjenskader, ville et helt område kunne nyde de store mængder, der så ville blive råd til—i sikkerhed og med en fagperson i spidsen. Endelig ville oprydningen blive meget lokal og koncentreret og ikke strække sig over hele byers gader og stræder, hvor man nu vader er udvandede raketpinde og sorte batteribokse de første to uger af januar.

Hvor svært kan det lige være?

Mit andet stille nytårsønske er derimod helt personligt for hunden og mig. Jeg kan desværre ikke helt verificere, om hunden ( som mig) er glad for synet af fyrværkeri, men til fælles har vi dog, at vi HADER lyden af det. Jeg ( men ikke hunden) er udmærket klar over, at det kræver krudt at få stjernerne til at eksplodere, men det ville nu bare være så umanerligt dejligt, om det ikke var tilfældet. Jeg er aldrig vokset fra at være bange for høje drøn og pludselige lyde, og faktisk fratager det faktum, at fyrværkeri skal eksplodere, før det kan gå i stjerner, mig enhver glæde ved det. Jeg opholder mig helst indendøre nytårsaften og gerne med begge hænder i alarmberedskab, så de til enhver tid kan flyve op til ørerne i rekordfart. Ligefrem at bruge høreværn har været under overvejelse, men det fratager mig desværre lyden af alt andet, der også foregår. Så kan man ikke gen-modificere raketter? Altså på en, for mig ukendt, måde tage enhver form for lyd ud af dem? Gøre dem stille og smukke som de stjerneskud, de vel oprindeligt er tænkt at skulle ligne?

For hvis raketter blev lydløse og samlet på store fælles arealer og pladser, hvor de blev affyret på forsvarlig og smuk måde af uddannede fyrværkerister–TÆNK ENGANG!–så ville der virkelig være noget ved at holde nytårsaften. For både mig, hunden og alle de tåbelige, undgåelige skaber, der venter lige om hjørnet!

 

Continue Reading

Om at huske at nyde det “nok”.

Det er et evigt tilbagevendende, indre spørgsmål hvert år, når julegæsterne er draget af mod de større byer, hunden forsøger at indhente flere dages manglende dagsøvn i sin kurv og huset bare synes så rungende tomt og forladt. Huskede jeg nu at nyde det “nok”? Mens det stod på?

Da jeg var yngre, bestemte jeg hvert eneste år, at jeg med sikkerhed næste år ville påbegynde julerierne ultimo september. Eller i alt fald midt i oktober. Senest. For at få endnu mere tid til at nyde det hele. Måske også fordi jeg så kunne tillade mig helt at glemme at nyde enkelte dage, fordi der jo sådan set var overskudsdage på kontoen til at nyde i. Det lykkedes mig aldrig. Der var altid noget andet end den fjernt forestående jul, der lige fik førsteprioritet der i oktober.

Det sker også ind imellem på fantastiske og usædvanlige ferier. Vel hjemkommet banker den indre meningsmåler på og minder mig om, at jeg er nødt til at spørge mig selv, om jeg nu huskede at nyde det hele “nok”. Var jeg ca. hvert 5. minut i julen eller under ferien bevidst om, at jeg skulle score topkarakter på nydelsesskalaen og minde mig selv om, hvor ualmindeligt strålende det hele var? Sådan at hverdagen enten kunne blegne betragteligt, eller erindringerne om alt det gode måske var nok til at overleve hvert års deja vu af januarblues?

Efter års selvpålagt nydelsestortur har jeg besluttet mig til at droppe spørgsmålet. For det første kan jeg jo overhovedet ikke svare på, hvordan man måler “nok”. Er det i glæde, mængder af mad, beundringsværdige udsigter, samvær med familie og venner eller bare en generel følelse? Og findes der overhovedet et parameter, som eksakt kan måle graden af nydelse samt klart slå ud, hvis den rammer indenfor området af “nok”?

For det andet–og væsentligste–ville jeg givetvis fuldstændigt glemme at leve i det nu, jeg befandt mig i, hvis jeg hele tiden skulle spørge mig selv, om min nydelse var optimal. Måske ville jeg også blive utroligt skuffet, for hvad hvis nu jeg sådan ikke lige nød tingene til bristepunktet? Skulle jeg så arbejde meget mere seriøst med min nydelse? Noget, der helt sikkert ville være på bekostning af bare at være og være til stede.

Så jeg må lære ikke at spørge, om jeg nu nød det  hele “nok”. Og i stedet forvisse mig selv om, at jeg nød det så godt, jeg kunne, netop fordi jeg ikke hele tiden skulle have nydelsesparametret i baghovedet. Jeg VAR.

Og i øvrigt giver selve spørgsmålet jo overhovedet ingen mening. For det første kan en overstået jul ikke gøres om, for det andet er tanken om en nydelsesskala jo absurd i sig selv, og for det tredje ligger selve den ultimative nydelse vel i at være tilstede i nuet uden overhovedet at skænke det en tanke, om man 3 dage senere har formået at leve op til sine egne nydelseskrav.

Det tager altid lige et par dage at få absurditeterne ud af hovedet. Gerne indtil hverdagen igen er i fuld gang. I øvrigt en hverdag, hvor i alt fald jeg aldrig spørger mig selv, om jeg nu huskede at nyde tingene “nok”. Måske skulle man begynde at udfritte sig selv om, om indkøbsturen i Netto blev tilstrækkeligt påskønnet, eller om madlavningen blev nydt sådan helt ultimativt. Det ville cirka give samme mening som at spørge sig selv om, om julen blev nydt “nok”!

 

Continue Reading

You LOOK Perfect Tonight.

Det giver et lille, nagende stik i det gamle, feministiske hjerte hver gang ellers dejlige Ed Sheeran synger linjen i sin i øvrigt smukke ballade. Ham kan jeg også tilgive ovenud meget, både fordi han på en prik ligner indbegrebet af en vaskeægte, irsk leprechaun, og fordi han også har givet mig og verden den fine sang Galway Girl, der bare altid foreviser den overirske, stemningsfulde gågade i en af mine yndlingsbyer for mit indre blik, når jeg hører den.

Jeg er nok bare ved at blive gammel. For alvor. Altså blive gammel på den uheldige måde, at jeg hænger fast i fortiden uden at kunne slippe den. Men faktum er, at jeg, hver gang jeg hører sangen (og det er godt nok tit!) rammes af en nagende tvivl, en ubehagelig fornemmelse, et påtrængende spørgsmål om kønsmæssig retfærdighed. For KAN man det? Kan man virkelig, helt upåagtet og uden nogen reaktion synge den slags i 2017? Er der slet ingen–som i: overhovedet slet ingen!–kvinder i hele den vide verden, undtagen mig, der studser og tænker, om det her nu er helt OK?

For dengang Clapton sang “…she puts on her make-up, and dresses her long, blonde hair. And then she asks me: “Do I look allright?” I say “My darling, you look wonderful tonight” eller Swarbrick/Denny/Fairport Convention stemte i med “Kiss me, and I might, put on the white dress, if you take me dancing tonight” tilbage i 70-erne, da kan det da ellers nok være, at verdens øvrige kvindestemmer kunne høres råbe op om diskrimination og tingsliggørelse.

Det, der nager mig, er helt uden tvivl, netop tingslinggørelsen. At kvinden er “perfekt” udelukkende pga. sit udseende. Ikke sine indre tanker, sit intellekt, sine øvrige gøremål, men blot og bart, at hun ser godt ud. Og at det at se godt ud/være perfekt bliver det ultimative mål i sig selv. Eller, sagt på en anden måde, at det er, fordi hun ser godt ud, at manden kan lige hende. Udelukkende.

Den hoppede vi sgu` ikke på dengang i 70-erne! Når Sandy Denny truede med at iføre sig de ultimative jomfrugevandter, syntes vi, hun var et usigeligt stort fjols, og Claptons anerkendelse og objektivering af den lille, kvindelige narcissist tilgav vi først årtier senere, fordi han trods alt var en fremragende guitarist. Og mistede et barn,  for den slags giver point i kvindebanken, hvis man tackler det med feminine fortoner.

Men tilbage står stadig, at det var denne tingsliggørelse, vi reagerede imod. Kvinden som objekt for mandens ønsker og drifter. Den ultimative jomfru i balladeham hos Sheeran. Eller: Reaktionen imod, at det var sådan, vi blev udlagt i diverse sange, for ærligt talt syntes vi selv, vi var så afsindigt meget mere end bare nogle, der så “perfekte” ud. Vi ville gerne bedømmes på alt det andet, vi også var, og det var faktisk ting, det tog os årtier at manifestere. Tilsyneladende til ikke så forfærdeligt megen nytte.

Sjovt nok har Sheeran allieret sig med en af popmusikkens noget højtråbende ( også i feministisk henseende) kvinder, Beyonce, til at synge duet på samme melodi. Jeg kan, og undskyld!, ikke lade være med at have en lille, bitte mistanke om, at det også skal tjene som en retfærdiggørelse, en blåstempling af nummeret. En tagen brodden af et ikke så heldigt ordvalg?

Omvendt er der gået millioner af år, sådan rent kvindepolitisk, siden dengang. Og tilsyneladende er de fleste af dem gået i den forkerte retning. Nemlig tilbage. Unge, såkaldte feminister, påberåber sig i dag retten til at maje sig ud eller i værste fald nærmest afklæde sig ud i den sande feminismes tjeneste–hvad det så end skal tjene til, udover savlende blikke– og jeg er da inderligt overbevist om, at de vilde juble henrykt, hvis den halvirske trold forvissede dem om, at de, trods kostumerne, så “perfekte” ud. Måske ville de også henrykte love at iføre sig det hvide uskyldsbrudeudstyr, hvis han spurgte dem, om de gad med ud at danse.

Egentlig gider jeg slet ikke blive oprørt over sådan noget. Men nogle gange bestemmer man ligesom ikke selv over sine følelser og reaktioner. Så når jeg sidder i bilen og skråler med på balladen, så holder jeg brat og tavst inde, når netop den linje kommer. Jeg KAN ikke med den. Men det er nok bare mig, der er ved at blive en sur, gammel, uperfekt , misunderlig kælling!

Continue Reading

Om unødvendige diskussioner.

Forleden var jeg ude at købe en tablet til min mor og en telefon og en computer til mig selv. Det tog ca. 15 minutter. Jeg allierede mig med den ekspedient, der i mine øjne så mest venlig, erfaren og no-nonsense ud, specificerede mine krav meget tydeligt, og på den måde kan man faktisk gøre en lang elektronikhistorie spiseligt kort. I øvrigt var det mit livs første nykøbte telefon, for jeg har helt bevidst altid været sidste led i telefonfødekæden herhjemme og på ingen måde haft problemer med at vente på, at en eller anden helt unødvendigt har haft behov for at udskifte et ellers velfungerende stykke teknik med mange års mig-brug foran sig.

Men det er i øvrigt ikke min telefonarv, dette skal handle om. I stedet handler det om, at jeg har besluttet mig for at gøre en kraftig indsats for at minimere mit livs unødvendige diskussioner. Alle dem, som andre af misforstået godhed–eller måske nogle gange forståelse omkring min indlysende stupiditet på visse områder–har foretaget på mine vegne. Det er muligt, de synes, de gør mig en tjeneste. Det gør jeg så ikke.

Hvis jeg havde allieret mig med et af familiens mandlige medlemmer, ville det have været en umulighed at indkøbe et stykke elektronik på under et par timer. Og jeg tør slet ikke forestille mig, hvad hele tre elektroniske tingester ville have kostet os i tid. Noget nær en halv juleferie. Først skulle vi nemlig liste rundt i butikken og bese varerne, gerne med hænderne. Læse samtlige produktbeskrivelser og indgående opregne fordele og ulemper mellem de enkelte produkters kunnen samt meget seriøst læse alt det med småt. Jeg er da noget så flintrende ligeglad. Halvdelen af funktionerne har jeg ikke brug for, og den næste fjerdedel aner jeg ikke, hvad er. Dernæst skulle jeg igennem en  alvorlig omgang hos elektronikinkvisitationen, et udvidet terrorforhør, der med ord og spørgsmål ville gennembanke mig så meget, at jeg i al min håbløshed decideret ville ønske, at jeg aldrig havde begivet mig ud på denne, i mine øjne, ellers så uskyldige mission. Og når det så endelig var blevet tid til at påkalde sig en ekspedient og starte alt det, vi egentlig oprindeligt kom for, ville showet indebære et sandt nytårsfyrværkeri af sammenlignende, udvidede og “Men kan man så….”, “Men kan man ikke også….” , “Men hvis man nu….” og ” Jamen, er det så en god ide, at….”-spørgsmål.

Det ville så nok være på det tidspunkt, at jeg enten var udvandret i utålmodigt raseri fra butikken eller–mere sandssynligt!–havde listet mig bag om ryggen på de medfølgende og i panik grebet den første, den bedste telefon, computer og tablet og marcheret op til kassen, betalt og håbet, at jeg var den, der havde bilnøglen, så jeg kunne køre hjem, foretage mig noget fornuftigt og dernæst afhente manden et par dage senere.

Jeg er imbecilt ude af stand til at forstå, at tilsyneladende simple ting skal gennemdiskuteres så grundigt. Jeg er da voksen og intelligent nok til at vide præcis hvilke krav, jeg stiller til et stykke elektronik. Og hvis jeg er det, kan jeg nemlig snildt få overstået en sådan handel på under et kvarter. Samt lykkeligt komme hjem med ting, der kan de få funktioner, jeg har brug for og kan finde ud af. Hvor svært kan det lige være?

Desværre er det så ikke blot på dette område, jeg skal have luget ud i de unødvendige diskussioner. Jeg ved ikke, hvad det er med (nogle?) mænd, men de synes at have et indbygget gen for, at alt skal diskuteres. For at der oftest skal bruges meget mere tid på de indledende logistiske, praktiske diskussioner end på det egentlige gøremål. (Nogle?) mænd finder det af absolut nødvendighed seriøst at åbne en langvarig debat om, hvordan man laver en bestemt madret, hvordan vinduer skal pudses samt det betimelige i, at lige nu er et velvalgt tidpunkt at tage ned at handle på. Indkøbet af et nyt møbel rangerer tidsmæssigt omkring samme skala som en ny finanslov, mens bestemmelse af årets feriemål er sammenligneligt med at lægge strategi for samtlige slag i Anden Verdenskrig. For “Man kunne jo også…” og “Men hvis nu…” Og så den allerværste: “Er du nu sikker på, at….” Nej, jeg er ikke en hujende fis sikker, men jeg GIDER ikke diskutere peanuts længere! Vi skal videre–eller–vi skal i det mindste i gang.

Derfor er jeg, til meget lidt begejstring fra manden i huset, på det seneste ofte begyndt at komme med udtalelser som “Vi skal have slået græs, og jeg gider ikke diskutere det.” eller ” Jeg tager ud og køber en ny ????, og det er ikke til diskussion.”  Alligevel må jeg ofte stå i skudlinjen for “Men er du så sikker på….”. Her kan så også, belejligt, indskydes, at jeg ALDRIG ledsager manden i byggemarkeder. Jeg får røde knopper og åndedrætsbesvær af at være tvunget til at diskutere, hvilken skrue der tilsyneladende er mest egnet til vores formål.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, der er en udpræget, lidt utålmodig, no-nonsense person. Eller om det virkelig holder stik, at (nogle?) mænd synes, at intet er for småt til at blive seriøst endevendt i en langvarig debat med seriøse argumenter for f.eks. det fornuftige i at spise bøf til aftensmad. I alt fald kan jeg da konstatere, at mænd desværre er overrepræsenterede i de fleste folkevalgte forsamlinger, og at der vist ikke findes andre steder, hvor ting bliver så grundigt gennemdiskuterede og så uhyrligt langvarigt behandlet. Hvis diverse finanslovsforhandlinger foregår på samme måde som de indledende manøvrer omkring vinduespudsning ude i mange af de små hjem, så har i alt fald jeg et særdeles vægtigt argument for aldrig at indgå i den slags ting. Jeg ville få spat!

Og så var det i øvrigt meget, meget tydeligt, at den venlige, professionelle ekspedient, der solgte mig den nye, velfungerende elektronik, der opfyldte netop de krav, jeg havde, var fuldstændigt bevidst om, hvad han stod overfor deroppe i forretningen. Han var ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg skulle have og dristede sig ikke en eneste gang til at knibe ud med “Men er du nu sikker på…..” eller ” Du kunne jo også….” Sikke dog en inderligt heldig kone, han må have!!!!!!

Continue Reading

Om intuition.

Hvis man nu afholdt en konkurrence, hvor det på en mystisk og for mig uigennemskuelig måde var måleligt at finde verdens mest pragmatiske menneske, så ville jeg måske ikke vinde. Men det er særdeles muligt, at jeg ville ryge i Top Ti. Jeg er opdraget med, at ting er målelige, gennemskuelige og at saglige, videnskabelige velbegrundede argumenter er verdens bedste skyts. Hjemme hos os smiler vi lidt overbærende over fantasifulde, ikke-bevislige måder at anskue verden på, og vi ville nok i sidste ende hellere dø end f.eks. at opsøge alternative helbredere fremfor den etablerede lægeverden. I øvrigt ville vi heller aldrig komme så langt, da argumentationsrunden for overhovedet at begive sig ud i den slags i sig selv ville være så opslidende, at man nok for længst var afgået ved døden længe forinden. Der er ingen blomstermedicin på mine hylder, Folkekirken er god nok til mig, hvis jeg endelig skulle komme i akut nød for åndelighed, og jeg sætter en ære i at finde en logisk, forståelig årsag til enhver hændelse, der måtte overgå mig.

MEN jeg må alligevel erkende, at jeg, trods alt, er i besiddelse af en særdeles velfungerende og med årene også utroligt pålidelig intuition. Især omkring de mennesker, der på ethvert givet tidspunkt omgiver mig. Det ville, i saglighedens glade lys, være meget mere udholdeligt for sådan en som som mig at kalde det “menneskekundskab”, men det er som om, ordet ikke helt dækker. Menneskekundskab dækker nemlig ikke det faktum, at jeg næsten i selvsamme øjeblik, jeg står overfor et nyt, ubekendt menneske, er fuldstændigt og soleklart er bevidst om, hvad det er, jeg har overfor mig. Og at den der første, umiskendeligt klare fornemmelse altid viser sig at holde stik.

Det har taget mig år at lære at stole på den, og det volder mig stadig besværligheder, indre diskussioner og et væld af spildte, interne argumenter at lære mig selv, at sådan forholder det sig. Der er jo ligesom ikke så meget som anstrøg af videnskabelighed over den slags. Problemet er også ofte, at man som menneske alt for ofte lader sig mislede af andres (forkerte?) bedømmelser. Det er den der med at stå helt alene med en helt uigennemtrængelig mur af, at et givet menneske er en charlatan, en bedrager, en løgnhals med munden fuld af falsk selvtillid på et ikke-eksisterende grundlag, mens alle ens omgivelser, og allermest ens omgivende mennesker, synes at mene det stik modsatte. Så føler man sig meget alene ( og ofte også som en skruebrækker, der bare er ude på at være modbydelig og nedgørende) helt frem til, at det faktisk ( og det gør det jo altid) viser sig, at man havde ret. I den slags situationer er det så, at man helt skal undlade at hovere og være bedrevidende, men forsøge at nøjes med at være glad for, man havde en velfungerende intuition.

Det kan også være det stik modsatte. Fornemmelsen af, at her er et utroligt dejligt, rart og givende menneske, som man brænder efter at dyrke, mens andre klart viser, at de tager mærkbar afstand. Igen oplever jeg utallige gange, at andre, efter noget tid, vender tilbage og tydeligt påpeger, at de i netop denne sag tog noget så grueligt fejl.

I mange, mange år lå jeg faktisk umådeligt meget under for andres bedømmelser. Udfra den meget uvidenskabelige devise om, at flertallet tilsyneladende måtte vide bedst. Det er nok det allerdummeste parameter, der findes, men som mennesker er vi desværre virkeligt-og nærmest umærkeligt– påvirkede af det. (Se blot på, hvordan folk i det sydlige Jylland stemmer–det beviser da i al sin strålende klarhed, at flertallet på ingen måde har ret!).

Derfor troede jeg ikke på min egen intuition omkring nye mennesker. Jeg stod jo ofte så alene med den. Jeg forkastede den som usaglig ( hvad den da også i den grad er, for hvordan måler man lige intuition?) og ubrugelig og noget, jeg ikke sådan skulle tage mig seriøst af. Når jeg bedømte et menneske stik modsat af, hvad rigtigt mange andre mente om vedkommende, måtte den der intuition være et spøgelse, en fantasifuld, ikke-eksisterende indbildning fra min side. Også selv om den nagende, var insisterende og blev ved.

Erfaringen har heldigvis vist mig, at jeg skal lære at elske min dybt usaglige, uvidenskabelige intuition, for den virker! Den er nærmest ufejlbarlig i sine bedømmelser, og jeg skal være noget så evig taknemmelig for den, hvis jeg ellers kan forlige mig med at stole på den. Den er guld værd i mødet med nye mennesker, og dem er der faktisk mange af i mit job. Det er en lykke at kunne fornemme de ansvarlige ( og da bestemt også de uansvarlige!) i en rejsegruppe, når man er guide. Det er en gave at vide, hvem det er værd at samle på, og hvem der hurtigt kan overses. Og allermest er det lige til at blive ydmyg over, at man, hvis man giver sig selv lov, bliver fantastisk fri for at skulle gennem ubehagelige episoder og grimme oplevelser for at finde frem til, at en givet person slet ikke er, hvad vedkommende giver sig ud for. Eller: Er præcis det, som ens intuition klart meldte ud helt tilbage ved det allerførste møde.

Jeg er HELT sikker på, at rigtigt mange kan genkende dette. Måske især kvinder. Det er vel ikke for ingenting, man ofte taler om “kvindelig intuition”. Jeg er lige så sikker på, at nærmest lige så mange har brugt år til at forlige sig med, at de skulle stole på deres intuition. Skulle forkaste andres meninger og trygt vedkende sig, at den der besynderlige “tingest” inde i dem helt selvstændigt bare havde noget så gevaldigt tjek på tingene. En ting er nemlig at HAVE intuition–en helt anden er at komme dertil, hvor man tør erkende, at den har ret! Det er noget af en proces for de fleste, og for mig har det taget årtier at indse, at der altså er noget inden i mig, som er totalt og uigenkaldeligt umåleligt, uvidenskabeligt, upragmatisk og vildt alternativt. MEN SOM VIRKER!

Continue Reading

Om julegaver.

De seneste år har jeg været sat på pause hvad angår julegaver. Det skyldes udelukkende, at familien for tiden udelukkende består af voksne, rimeligt u-krævende og ukompliceret forventningsløse mennesker. Jeg går ud fra, det går over. Eller rettere: Det håber jeg da, men i netop den sag er jeg totalt uden indflydelse.

Men mens denne julegave-latensperiode varer, nyder jeg den. Fordi voksne mennesker oftest fuldt ud forstår–og også for det meste fuldt ud sætter uhyre stor pris på–at få en gave, der enten består af et gavekort, som de så selv kan indløse, eller lovning på en oplevelse eller lignende, der venter langt ud i fremtiden.

Jeg kan sagtens erindre fortidens julegaveræs. Hvor ønskesedlerne oftest består af afkrydsede kataloger fra samtlige legetøjsudbydere i landet. + et par fra udlandet, for sådan ligesom at få det mere eksotiske ind. Så kunne man  bruge timevis på at lave logistik og dyrke laveste prisfinding, hvorefter det kun var et spørgsmål om at fyre benzin i litervis af, før et bredt udbud af Legos nyeste modeller var indsamlet til billigste tilbudspriser over det meste af landsdelen. Senere gentog hele seancen sig med elektronik, indtil det heldigvis gik over til at blive fortrinsvist netindkøbte varer, som man så kunne lave indsamlingsrunder på i diverse supermarkeder og de posthuse, der engang eksisterede. På et tidspunkt var de mest brændende ønsker eksotiske udgivelser fra små forlag over det meste af jordkloden, som ofte var så minimale, at selve vareinformationen udelukkende fandtes på originalsproget. Kors for en opgave at slæbe sig gennem relativt sikkert netindkøb på spansk, italiensk eller endda israelsk! Som dyb og indædt modstander af Google Translate, må jeg nu alligevel give møgtjenesten en hvis credit i netop disse tilfælde.

Det var også noget med, at samtlige ældre familiemedlemmer–sikkert fordi de virkelig bekymrede sig om, at afkommet fik de korrekte gaver–overlod enhver form for indkøb til mig. Og så stod man der med 200 fra moster Anna, 500 fra mormor, 300 fra familien i Nordjylland–og jeg skal komme efter dig. Nogle gange kunne beløbene med fordel lægges sammen, så den ønskede mastodont fra Lego kunne anskaffes–og Til og Fra kortet så mere eller mindre møjsommeligt udspecificerede, hvor mange procent der var fra et givet familiemedlem. De fleste gange gik det nu bare overhovedet ikke op. Der var altid den lille margin på omkring 100 kroner, som man af bare julegaveindkøbstræthed valgte at betale selv. Uden at sætte egne procentdele af gaven på kortet! Selvfølgelig var det da også en stor fornøjelse at se moster Anna udelte glæde, når hun så, hvor virkelig meget hun havde fået for sine penge!

Der var også det store, og for mig endnu uløste, spørgsmål om den højere retfærdighed. Økonomisk, altså. Hvis jeg bare dengang havde tænkt på, at hvert barn, INDEN det satte ud på det store afkrydsningseventyr i julekatalogerne, skulle have været adviseret om et præcist beløb at ønske for, så ville mange kvaler og unødigheder være undgået. For der var jo altid en, der liiiiige havde fået for lidt mere end de andre. 20 kroner, eller sådan noget. Og så måtte man på den igen, så de andre også fik den fulde retfærdighed opfyldt. Gerne sådan, at det så pludselig var de to andre, der var i overskud, således at man juleaftensdag måtte endevende en Tigerbutik for at skaffe fuld valuta til det første barn!

Kors, hvor jeg dog regnede i de år. Hvert barn sin kolonne med beløb og gavegiver(e). Jeg kunne have drevet en mindre sparekasse i provinsen på gammeldags facon på akkurat den samme medgåede tid. Eller mindre. Eller også var det sådan, at når jeg ikke fræsede til Bilka, Toys`r Us eller Elgiganten ( som ikke forefindes i min lille by!), så regnede jeg procentregning og manglende indeståender på diverse konti for julegaver til børn.

I år vil jeg finde nogle store papkasser, lave nogle gavekort og køre ned i min bank og hæve nogle penge og pakke hele lortet ind. Det vil tage mig ca. ½ time. Med bånd. Eneste synlige og mærkbare forskel mellem hvert barn vil være papkassens størrelse, og det er jeg sikker på, jeg kan leve særdeles udmærket med. Sikken julegavemæssig svir!

Men, selvfølgelig, det rykker da også bare en lille, bitte smule efter at komme en tur i BR. Der har jeg faktisk ikke været i 10-20 år. Det er nu engang sådan med specialforretninger, at de ligesom har en glansperiode i ens liv, og efter den bliver de en smule betydningsløse og uinteressante. Det kunne da måske være en lille smule sjovt at have et ærinde derinde igen–engang. Eller: Blive et af de der ældre familiemedlemmer, der bare overlader en stak pengesedler i de rette hænder, sætter sig tilbage og nyder julefreden i ro og mag, mens de har folk til at ræse rundt i Bilka, BR, Elgiganten samt selvstændigt drive et mindre pengeinstitut med julegaver som speciale hjemme fra skrivebordet.

Continue Reading