Om karnevalisme. Eller: At være alene hjemme.

Begrebet karnevalisme bruges en del indenfor litteraturen. Det betyder et frirum, hvor det er tilladt at gøre oprør mod normer og autoriteter, gerne på en karikeret eller grotesk måde. I gamle dage–og for den sags skyld stadig mange ANDRE steder i verden i dag–var/er karnevallet en ventil, hvor man ved at klæde sig ud skaber netop dette frirum til at udfordre og udforske det samfund, man lever i. Det er, på sin vis, omkostningsfrit, men samtidig en god måde at komme af med opsparet utilfredshed eller aggressioner. Faktisk er karneval en stor fordel for diverse myndigheder–det skaber ro. Altså bagefter. Shakespeare brugte det (undskyld nørderiet!) i både Macbeth og Hamlet, og Jeppe i baronens seng er et godt eksempel på fin, dansk karnevalisme.

Så vi har alle brug for lidt karnevalisme. Også mig. Og i morgen er et af de lokale sportshold så venlige at medbringe min mand på den årlige træningslejr, der varer en uge. Det er altså ikke fordi, jeg har noget imod hans tilstedeværelse som sådan (så havde jeg jo nok gjort noget drastisk ved netop det!), men jeg elsker altså at være alene hjemme. Med måde, forstås. Og helst ikke for længe ad gangen. Gerne præcis så længe, at jeg har fået afreageret og savner, at han er her igen.

Når jeg er alene hjemme, går jeg i karnevalisme. Jeg ophæver glad og gerne normer og udnævner mig selv til den eneste autoritet i huset. Jeg foretager mig udelukkende ting, der er gode for mig, og tidspunkter bliver noget absolut vejledende.

Da jeg var barn, spiste vi alle de ting, min far ikke kunne lide, når han ikke var hjemme. Det var et sandt orgie af boller i karry (som han påstod, han ikke kunne tåle!), pandekager og pariserbøffer. Det var festdage, især fordi vi alle sammen følte, at vi ligesom snød ham lidt. Pissede på hans overordnede madautoritet. Det var sgu` lige før, vi klædte os ud, mens vi gjorde det.

Så jeg tager lige en uge uden afbrydelser og hensyn. Hvor jeg ikke på noget tidspunkt skal gøre rede for min færden eller på nogen mulig måde forsvare den. Jeg kan danse på bordene, iklædt fjerboa og leve af Yankeebarer, hvis det er det, jeg vil. Men det er jo slet ikke det, jeg vil. Det er vel nærmest det modsatte. Nemlig fred, ro og absolut ingen forstyrrelser. At tingene tager den tid, de tager, og at tiden i sig selv bliver uvæsentlig, fordi  min tid ikke skal samstemmes med andres tid.

Ydermere er jeg sikker på, jeg ikke er den eneste, der har det sådan. En hel uge med lutter mig-tid er ønskescenariet for rigtigt mange kvinder i parforhold, tror jeg. Til gengæld sker der så også det, når ugen er ved at lakke mod enden, at al den mig-tid eller personlig karnevalisme i den grad står og råber højt og gjaldende efter en modspiller. De fleste karnevaller varer en uges tid. Det er fuldt forståeligt: Det er ca. det tidsrum, det tager at rase ud, så man med fornyet kraft kan vende tilbage til dagligdagen. Og nyde den.

Continue Reading

Om fordeling af arbejde.

Da jeg var ung, tog jeg et weekendkursus i at klare mig selv. Det var i slut 70-erne, så for, i takt med tidsånden, at booste mine færdigheder indenfor områder, som dengang primært var forbeholdt mændene, tilbragte jeg altså en hel weekend sammen med en kvindelig håndværker. (Vildt eksotisk, dengang!)  Anført af hende håndværkeren i kedeldragt lærte vi alt fra at sætte lamper op, bore huller, indsætte rawplugs, splejse ledninger sammen, skifte pakninger og sikringer til at hænge billeder op + alt det løse. Med slet skjult mangel på stolthed må jeg indrømme, at jeg aldrig siden har hængt så meget som en sengelampe op, og det der med at bore huller opgav jeg vist omkring midt-firserne. Til gengæld ved jeg, at jeg stadig kan gøre det. Jeg kan godt klare mig alene, hvis det er det, jeg skal.

Da min far døde, var min mor fuldstændig ubehjælpsom i forhold til økonomi. Hun anede knapt, hvilken bank de havde. Hvis min bror ikke havde forbarmet sig over hende og lovet at tage sig af alt indenfor den afdeling, havde hun været ilde stedt. Men hvorfor skulle hun også vide noget? Min far havde en uddannelse indenfor økonomi, og det kørte jo perfekt med ham ved roret. Der havde aldrig i hendes liv været nogen som helst anledning til, at hun skulle blande sig, og det var heller aldrig et issue, at hun som kvinde i sin generation overhovedet skulle forstå sig på økonomi. Indtil han døde, forstås. Set i et færdighedsmæssigt perspektiv var det måske meget godt, det var ham, der døde først. Han havde i alt fald på det nærmeste ikke fået noget at spise uden hende. Eller fået vasket sit tøj.

Dette bare for at skildre nogle af yderpunkterne. Fordi diskussionen om, hvem der gør hvad i de små hjem, nu igen er blusset op visse steder i medier og sociale fora. Når man, som jeg, i mange, mange år har været gift med den samme mand, ER de diskussioner ligesom taget. Vi ved, helt uden at tale om det, godt, hvem der gør hvad. Det er fuldstændigt forståeligt, at en sådan diskussion er væsentlig og virkelig nødvendig, når man er ung og indleder et parforhold. Det, man bare altid skal passe på, er millimeterdemokratiet+ (og det er faktisk i sidste ende det væsentligste!) at begge parter er i stand til at udføre de fleste af de praktiske jobs, der nu engang er i et hjem, MEN at begge parter derfor ikke nødvendigvis behøver at gøre det.

Hjemme hos mig, plejer jeg at sige, er arbejdsfordelingen bestemt ud fra, hvem der er bedst og hurtigst til hvad, samt hvem der hader det mindst. Der er helt klart også en tidsfaktor indblandet. Jeg mener, hvis min mand skulle lave mad til daglig, kunne vi påberegne at spise ved 10-tiden om aftnen, fordi han først skulle hjem fra arbejde, have købt ind og bruge ca. 3 gange så meget tid på at lave mad, som jeg gør. Han kan godt lave mad, men det er mig, der er bedst og hurtigst til det. Samt holder mest af det. Hvis jeg skulle slå græs, ville det tage flere timer, og jeg ville hade hvert eneste sekund af det. Men jeg kan godt. Jeg kan klare en toiletrengøring på under 1/3 af, hvad den tager ham, mens han er noget mere speedy til regnskaberne end talblinde mig. Det er ikke fordi, vi hver især ikke kan gøre tingene–det er bare meget, meget nemmere, at den, der er bedst og hurtigst, gør det. Lad os bare kalde det hjem-rationalisering.

Jeg ser absolut ingen grund til, at jeg i millimeterdemokratiets hellige navn skal kaste mig ud i forehavender, som min mand er meget bedre til. Samt hader væsentligt mindre end mig. Men jeg skal samtidig være meget bevidst om, at jeg skal kunne udføre de opgaver. Jeg skal på ingen måde ende som det økonomiske mæ-hæ, hvis det er mig, der på et tidspunkt bliver alene. Og jeg skal heller ikke ud og falde på knæ for andre for at få slået mit græs.

Jeg kender mange parforhold, hvor det primært er manden, der laver mad. Eller kvinden, der hænger lamper op. Det er naturligvis, fordi de også har fordelt arbejdsopgaverne præcis, som vi har. Den, der er bedst og hurtigst og hader det mindst, gør det. Uanset køn. Det var nok der, mine forældres generation gik lidt galt i byen–eller rettere–slet ikke gik i byen. Dengang var arbejdsfordeling næppe noget, man sådan overhovedet diskuterede, den var vel implicit kønsopdelt på forhånd. Vores generation har været ude i diskussionerne, men det kan da sagtens være, at mange af byrderne alligevel sådan rent kønsmæssigt er havnet det samme sted. Men hvad gør det, så længe det ene køn i et parforhold vitterlig er bedre og hurtigere til nogle ting?

Det, der bare er utroligt essentielt i hele denne diskussion, er, at ulig vores forældres generation, så må vi aldrig glemme, at vi skal KUNNE tingene. Altså dem, den anden part er bedst til.

Endelig skal det da også siges, at os, der har en mand, også skal påskønne ham. Om ikke for andet, så tænker jeg tit på alle de ualmindeligt trælse ting, som jeg slipper for, og som de tusindvis af kvinder, der er alene, nok er nødt til at gøre. Jeg skal simpelthen fryde mig over, at mit græs bliver slået og mine lamper hængt op. Ikke fordi, jeg ikke selv kan gøre det. Men jeg gør det altså kun, hvis det er absolut, pinedødt nødvendigt. Så længe jeg har folk til den slags, forstås!

Continue Reading

Januarkrop.

Jeg er ikke god til krop i januar. Derfor har jeg januarkrop. Januar er, helt uden sammenligning, min dårligste kropsmåned. Mit forhold til min krop belastes af januar, så det er et umådeligt lykketræf, at denne kropsspolerer af en måned nu snart er ved at være ovre.

Januar er sådan en måned, hvor jeg er meget tilbageholdende med at bruge min krop. Jeg sparer på den. Lader den gå i vinterhi. Jeg holder igen med at give den udfoldelsesmuligheder. Og der ligger ligesom ikke de store incitamenter og vifter lokkende for at få mig på andre tanker.Helt konkret har januar for mig en stor sofaeffekt. Den udløser de magneter, der tilsyneladende er usynligt indbygget i mit møblement og binder mig til det.

Lige siden det første motionscenter (ja, sådan hed det dengang) skød op her i byen, har jeg haft uforløste ( i alt fald i min mund)  planer om at besøge sådan et. Det hjalp overhovedet ikke, at sådan nogle steder kom til at hedde fitnesscentre. Mig narrer de sgu` ikke ved at kalde det noget andet. I begyndelsen gik mine planer på at lave lidt afretning hist og her og undgå udgifter til diverse fedtsugninger, men nu kan jeg da godt se, at mine behov med tiden har ændret sig til nogle lidt mere overvældende, kropsmæssige projekter. Jeg er sikker på, enhver såkaldt personlig træner ville kaste sig frådende over mig, ja, der ville vel nærmest blive slåskamp mellem fitnessguruerne om mig, fordi enhver med det blotte øje kunne se årevis af fast og særdeles udfordrende arbejde. Det er nu ikke så meget derfor, jeg holder mig væk. Selv om jeg tror på, at jeg har en middelstor, anvendelig fantasi, kan jeg simpelthen ikke se mig selv løfte underlige vægte, løbe i timevis uden at komme nogen steder eller for den sags skyld bare være den lokale aldersklump mellem alle disse smækre kroppe. Jeg ville også kede mig noget så gudjammerligt, inderligt ihjel. Virkelig, virkelig røvkede mig. Hvis jeg løber, er jeg da nødt til at løbe et sted hen for overhovedet at få gang i stængerne, og jeg kan virkelig ikke i min vildeste fantasi finde den mindste, logiske begrundelse for at forlænge mine arme med de der små gule tingester. Og i øvrigt hader jeg at svede. Jeg er selvfølgelig fuld af beundring for alle på min alder, der deltager i den slags kropsvedligeholdelse, men må nok erkende, at min egen krop har nogle indbyggede modstandsfaktorer, som jeg ikke lige kan overtale den til at droppe. Jeg har prøvet. Den vil bare ikke. Slet ikke i januar.

Så min største kropsmodstand i januar er faktisk vejret. Jeg vil nemlig rigtig gerne ud i det der vejr, hvis det ellers opfører sig ordentligt. Jeg bliver sur og kontrær, hvis det ikke gør. Så sur, at det da bare i den grad kan undvære mig i sig, hvis det skal være på den måde. Jeg elsker at gå lange ture–især med hund–men længden af mine ture er, indrømmet, omvendt proportionel med mængden af regn og modvind. Januar indbyder ikke til gåture. Hvis den tåbelige måned bare kunne finde ud af at lave enklaver af tåleligt vejr for og over mig samt påbyde enkelte, udvalgte træer at springe ud langs min rute, så skulle jeg da nok komme afsted. Men nej, sådan leger januar ikke! Ingen snyd her. Det eneste, den kan finde ud af at snyde med, er sneen, for hvor er den lige blevet af? Ja, jeg spørger bare. Var det måske ikke meningen, at mig og hunden skulle gå lange snevejrsture, hva` januar?

Jeg er sikker på, jeg bliver meget bedre til krop i februar. Og marts. For man kan jo mærke det. Mærke inaktiviteten som bildæk omkring maven og røv til midt på skinnebenet. Det kan man altså ikke læse, strikke eller ” se filme” sig fra. Januarkrop er ikke nogen rar krop at gå rundt i. Det er en krop, der længes efter forår, formindskelse og fornyelse.

Og det er jo uendeligt smart, at det forholder sig sådan. Jeg kender nemlig mig selv godt nok til, at når januarkroppen er ved at kvæle mig i al sin ugidelige, ineffektive stilstand, så sker der noget drastisk. Måske skal det lige være februar først, men når foråret begynder at pible frem, så sker der noget med de gamle cirkusheste. De kan lugte managen, dufte savsmuldet–og så skal de nok komme ud af den sofa og få den krop forårskåd og forårsklar.

 

Continue Reading

Pussyhat?

Jeg har også spurgt i andre fora, men prøver også lige her.

Er der nogen her, der har en opskrift på dansk på en Pussyhat? Eller som måske selv kan finde ud af, hvordan man gør?

Jeg ved godt, den er grim og fjollet. Men det er altså ikke udseendet og varmekapaciteten–det er udelukkende symbolværdien!

Continue Reading

Alt det, jeg ikke siger.

Forleden var jeg på cafe med en veninde, som jeg senere på året skal til Jerusalem sammen med. Over kaffen fortalte hun mig, en passant, at hun ikke lige havde fået fortalt sin mand, at hun skulle med på turen–endnu. Jeg blev næsten helt overstrømmende glad. Jeg oplevede den der varmende søstersolidaritet, som kommer af følelsen af ikke længere at være alene…….

For måske er jeg slet ikke den eneste, der lever i en verden af fortiet fodtøj, hengemte bluser og hemmelige rejser? Altså ikke sådan “helt usynligt og aldrig dukkende op til overfladen” hemmeligt, men mere sådan midlertidigt fortiet. Fortiet i betydningen, at afsløringen af tingenes eksistens bare venter på rette tid, sted og lejlighed.

Det forholder sig sådan med mig, at jeg nogle gange gør, lad os bare kalde dem investeringer, som jeg i en kortere eller længere periode holder en smule for mig selv og ikke prompte offentliggør. Hvis jeg skal være helt ærlig, er disse investeringer altid af en art, der næsten udelukkende kommer mig selv til gode. De kan vist også nedsnævres til ofte at befinde sig inden for det bekædningsmæssige område eller dreje sig om rejser. Man kan også godt analysere sig frem til, at de i visse tilfælde af nogle ( det er så dejligt upersonligt et ord) kunne kategoriseres som en smule overflødige, omkostningsmæssigt lige i overkanten eller slet og ret unødvendige. Helt konkret–men selvfølgelig kun brugt som eksempel!–kunne man være ude i bluse nummer 8, rejse nummer 6 eller bare de dyre bukser, som var sat helt vildt meget ned.

Proceduren omkring– og især efter–disse investeringer er ofte den samme. De fortrænges gerne ind i en form for skab, hvor de så kan ligge og vente på afsløring. Omkring de rent beklædningsmæssige fortrængninger er tingene relativt enkle, selv om man gerne lige venter et stykke tid. Hvis ens mand overhovedet lægger mærke til, man er blevet lidt nyere udenpå, så har man enten “købt den for lang tid siden (gerne flere år!) og helt glemt, man havde den–men er den ikke rigtig pæn, alligevel?” eller “virkelig fundet et super tilbud på udsalg. Den var VILDT sat ned. Kostede nærmest INGENTING. Faktisk ville man være idiot, hvis man ikke havde købt den.”

Det er straks værre med rejserne. Jeg mener, det er jo immervæk lidt svært at sløre sin egen mangel på tilstedeværelse, og mange gange vil man da også gerne have et lift til Billund. Min taktik er at prøve at vente, til det rette øjeblik kommer. Hvis det altså gør. Om rette øjeblikke kan det dog siges, at de ofte er dem, hvor der er flere personer til stede. Det er altid bedst af indrømme sit lille, uskyldige overforbrug, når familie eller venner sidder med på bænken. Så ved vi jo alle, at man ligesom prøver at opføre sig en lille smule bedre. En anden rigtig god taktik er at lave gengældelsesmanøvren. Eller noget-for-noget-manøvren. Altså vente indtil ens nærmeste har begået en dum fejl eller måske endda også selv har lavet en lille, egoistisk investering. Helt konkret er det i det øjeblik, han storsmilende og pavestolt står der med den fjollede, nye motorsav, at man skal slå til og sige “Den er godt nok flot, og jeg rejser til London i næste uge.” Så står vi ligesom lige.

Jeg har også tænkt på, hvorfor i alverden jeg dog har det sådan. I bund og grund burde der ikke være noget økonomisk, i og med at jeg da tjener mine egne penge. Men det er det så alligevel. Jeg har en indgroet og sikkert tillært dårlig samvittighed over at bruge penge på mig selv, forstået som penge, der IKKE anvendes til alles bedste eller fordel. Egoistiske penge. Penge som kun jeg nyder og glædes over. Jeg er også helt sikker på, at min mands og mit “nødvendigheds-parameter” slår ud vidt forskellige steder. At det simpelthen ikke altid er de samme ting, der gør os glade, tilfredse og lykkelige. Eller de samme ting, vi finder nødvendige. Jeg kan f.eks. umiddelbart tænke på adskillige objekter nede i byggemarkedet, som overhovedet ikke gør noget som helst for mig, men som manden tilsyneladende finder usædvanligt attraktive og nødvendige.

Og i forlængelse af det, kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, om der mon i skabe og udhuse her på parcellen gemmer sig oceaner af uudpakket værktøj, som bare venter på det rette afsløringsmoment? Nu jeg tænker over det, så ER der da pludselig dukket vildt billige motorsave op, som var købt for flere år siden.

Og hvordan forholdt jeg mig egentlig til det? En blanding, tror jeg. På den ene side set sådan ret ligeglad (som grundprincip ER jeg faktisk ret ligeglad med motorsave). På den anden sådan lidt småsur i retning af, hvad i alverden vi overhovedet skal med endnu en motorsav. Men absolut til at leve med. Lad dog manden……

Så måske skal man bare springe ud i det og få svinene på bordet? Og så alligevel. Der er nu også noget lidt rart ved at gå rundt og have de der små hemmeligheder. Bare ikke helt så rart, som man jo egentlig får det, når de endelig er afsløret.

Er der mon nogen, der kan nikke genkendende til det her?

 

Continue Reading

Om Ny-maskulinister.

Der har det seneste stykke tid floreret en del billeder af såkaldte Ny-feminister i pressen og på de sociale medier. Halvt afklædte og i seksuelt udfordrende positurer lufter de deres silikonebryster for den gode sag, det er at påpege, at kvinder godt kan være både seksuelle væsner og intellektuelt udfordrende. Måske er jeg bare en håbløst forældet, antik feminist, der såmænd bare var med fra begyndelsen, men jeg bliver fortvivlende forvirret over de billeders signalværdi. Og jeg frygter, at jeg ikke er den eneste.

Nu har mændene, med vanlig sans for efterabet timing, så grebet samme sag. Dette billede er Chippendales. Ordet kommer af Chip (som i Chip og Chap), som alle jo ved er jordegern, der, som gode familiefædre, gerne samler til huse for at forsørge deres familier. Pen betyder, at disse mænd også kan læse og skrive og gerne ytrer sig intellektuelt i enhver dannet diskussion. Dales skal give os associationer til “dale”, grønne dale, landbrug og den ultimative bonde. Ham den stærke, ukuelige, der vil gå gennem vand, landbrugskriser og prærier for sin familie. Men altså, summa summarum, mænd der både forholder sig til den traditionelle manderolle på en nytænkende måde og er en intellektuel udfordring.

Hvis de giver os andre associationer, er vi enten forkerte på den, eller også har vi endnu ikke indset, at det at udstille sin seksualitet blot er en måde at promovere sit budskab. Mænd er nemlig ikke kun skaffere, men sandelig også frigjorte, senmoderne mennesker–de kan meget, meget mere (og længere!).

Så disse mænd kæmper altså en brav kamp for f.eks. farrollen, for den fraskilte fars rettigheder og for, at mænd med al tydelighed kan vise deres følelser offentligt. Det fremgår endda af flere interviews med dem, at de elsker at græde i kor. I samme samtaler siger de også, at det udelukkende er vores fejl, hvis vi ikke umiddelbart og lige med det samme fatter, at det er et intellektuelt budskab, dette billede vil give os. Et billede af dem som diskusssionslystne, progressive og forkæmpere for mænds rettigheder. Især indenfor kernefamilien–både den bestående og den opløste. De er godt klar over, at der er seksuelle undertoner, men de forbeholder sig ret til at bruge deres køn og seksualitet på at fremme en god sag. Og hvis vi ikke kan se det, er det altså klart vores fejl.

 

 

 

Continue Reading

Om ugeblade.

Jeg har lige været til frisør. Så nu er jeg fuldstændigt, helt og totalt opdateret indenfor ugeblade. På sådan en trekvart times tid kan jeg, hvis jeg virkelig er obs på min ugebladslogistik og ikke går i unødvendige detaljer med kjolerne og de mest slibrige skilsmisser, godt nå igennem en 3-4 stykker.

Jeg er nemlig alt for udgiftssky til selv at investere i ugeblade. Men det rokker ikke ved det faktum, at jeg sagtens kan kaste mig frådende over dem, når de er gratis til rådighed. Jeg føler mig snydt ved at investere 30 kr. i ½ times underholdning og gør det kun de par gange om året, hvor jeg skal på MEGET lange flyvninger eller bare har en skoddag, der kun kan bekæmpes med Cola, Pandalakridser og Billed-Bladet.

Når jeg læser ugeblade, går jeg all in. Ikke noget med de der pjathistorier fra Ude og Hjemme eller Familiejournalen, der altid er skåret over læsten hjem-ude-hjem/Den grimme ælling (Vi havde en dejlig hamster/ der var så dejligt i andegården–den døde/men så blev jeg mobbet–nu har vi heldigvis fået en ny hamster, så alle er glade igen/ heldigvis viste det sig, jeg var en svane, så nu er mit selvværd intakt.) Nej, der skal fede affærer, gode kjoler, kongeligt glimmer og grimme skilsmisser på bordet, og det får man altså bedst i Billed-Bladet. Førhen var jeg bestemt også til Se og Hør, men de har ligesom mistet en smule attraktionsværdi på det sidste.

Hver gang jeg går fra frisøren og er fyldt med aldeles unødig viden om de kendtes privatliv, føler jeg mig strålende opdateret. Jeg kan faktisk indgå i enhver givende samtale om de små prinsers buksestil og Marys nyeste frisurer, selv om det selvfølgelig ret ofte er svært lige at finde nogen, der gider at fordybe sig i netop det emne.

Jeg spekulerer også på, hvorfor jeg overhovedet har det behov. Som så heldigvis kun dukker akut op ca. hver 6 uge, når håret alligevel skal trimmes. Hvor belejligt! Hvis nogen ville påstå, at det er pga. spejling, identifikation og genkendelse, så er de altså forkerte på den. Jeg har absolut intet til fælles med alle kendisserne, og de ville sikkert dø af udstationeret kedsomhed, hvis de skulle overleve i dette, for dem, provinshul med meget få (læs: ingen!) glamourøse fester.

Derimod tror jeg nok, der er tale om en form for misundelse. Altså den slags, der fungerer som i det gode, engelske udtryk “How the other half lives”. Det er sgu`da spændende at snage lidt i den slags liv, som man ualmindeligt udmærket ved, at man aldrig nogensinde så meget som nærmer sig at komme til at leve. Netop derfor er det også virkelig tilfredsstillende, når de dummer sig, bliver skilt eller bare iklæder sig en monstrøs, uheldig kjole. Så mindskes afstanden mellem dem og lille mig, der bare sidder der i frisørstolen og tænker, at det jo heldigvis, gudskelov heller ikke er lutter balkjole det hele. Og at mit liv da på mange måder fungerer gennemsnitligt perfekt. Også uden balkjoler!

 

 

Continue Reading

Om makeup.

Jeg er læbestiftblind. Øjenskyggeanalfabet. Og har store mascaraudfordringer. På makeupområdet ER jeg selve eksklusionen. Hvis jeg forsøger mig med makeup, ligner jeg tilnærmelsesvis den underbetalte vikar for en cirkusklovn eller også tror folk, jeg er blevet akut afrikaner.

Da jeg var ung, var det et kvindepolitisk statement ikke at bruge makeup. Det er det så ikke længere, men jeg må være ærlig at sige, at det har taget sin tid for mig at erkende netop det. Da jeg var ung, var makeup vel heller ikke helt så påkrævet, som det er nu. Jeg tænker i retning af kraterfyldning, afværgning af, at nogle måske kunne formode, jeg var alvorligt syg samt velduftende kvindepolyfilla.

Mit problem er, at jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med al den forskønnelse. Jeg har ikke skygge af anelse om, hvordan ( og hvor) man påsmører sig mirakelmidlerne. De få gange, jeg har vovet mig ind i stormagasinernes ellers særdeles velassorterede områder for feminin forskønnelse, er jeg blevet vildt forskrækket over alle de ord, jeg simpelthen ikke ved, hvad betyder. Eller alle de midler, jeg næsten slet ikke har fantasi til at forestille mig, hvor jeg skal smøre på. Det er som et helt nyt, totalt uforståeligt sprog for mig.

Det er derfor, jeg føler mig ekskluderet. Alle andre kvinder ved tilsyneladende, hvad det hele betyder, og hvor det har sin rette plads. Tænk hvis jeg kom til at smøre læbestift på øjenvipperne af bare makeupuvidenhed? Eller vaske hår i balsam? (Det har jeg nu gjort, og det var først på den fjerde, vildt fedtede dag, det gik op for mig, hvad der stod på flasken.) Eller noget, der var meget, meget værre. Sæbe og hårshampoo, det kender jeg. Og for et par år siden købte jeg også min første parfume.

Nogle gange, når jeg med påtaget ignorance og målbevidste skridt haster gennem parfumeafdelingen i Magasin, kommer der sådan en 17-årig med et vidende smil og spørger, om jeg da ikke skal prøve at få lagt–og så siger hun et eller andet, som lige så godt kunne være hebræisk. Jeg siger altid nej tak, fordi jeg meget nødigt vil indrømme, at jeg faktisk ikke aner, hvad teenageren taler om. Ydermere taler hun også lige ind i mine skønhedsfortrængninger. Akkurat som alle de skopudsere, der i evig jagt forfølger mine (og KUN mine!) sko, hver gang jeg er i Istanbul. Jeg er sikker på, den der 17-årige Miss Århus med superkosmetologen i maven bare gør det for højlydt at fortælle mig,( og alle de andre kvinder, som jo ER inviede), at her har vi da ved Gud en forfærdeligt sølle stakkel, som i den grad skal hjælpes ad rette puddervej.

Så jeg har altså ikke noget imod makeup. Hverken (kvinde) politisk eller æstetisk. Mange kvinder er også fabelagtige til at lægge det, så det virkelig ser smukt ud. Det er der så også nogle, der ikke er–med katastrofale resultater. Jeg kender faktisk kvinder, der nødigt går udenfor deres egen dør uden makeup. Med mit forhold til stadset går jeg nødigt udenfor min egen dør MED.

Her i mit tresindstyvende år kunne jeg da godt trænge til lidt udsmykningsmæssig og kosmetisk assistance. Sådan allermest for at bilde mig selv ind at der faktisk er et renoveringspotentiale i månelandskabet. Jeg vil gerne være medlem af klubben for de indviede makeupbrugere. Jeg har bare ikke den fjerneste anelse om, hvor det lige er, man ansøger om medlemsskab. Den eneste lille fornemmelse, jeg har, er, at jeg da vist har forpasset min makeuptid og skulle have anmodet om assistance mange år før, det sådan nærmest er for sent.

Selvfølgelig kan jeg med lethed bilde mig selv ind, at det jo på ingen måde drejer sig om, hvordan jeg ser ud. Men om hvem jeg er, hvad jeg står for, og hvad jeg siger. At hvis jeg bare er strålende interessant, så flyttes fokus med det samme fra min fremtrædende morgengrimhed. Så er det bare nogle gange sådan, at jeg ikke orker at være særlig interessant og derfor hellere vil gemme mig bag et eller andet, som jeg ikke kan huske, hvad hedder.

Det allerværste er næsten, når jeg konfronteres med billeder af mig selv. Så griber jeg mig i at spekulere over, hvem den gamle tante mon er. Eller HVIS gamle tante, hun mon er? Nogen må jo have været barmhjertige nok til at have slæbt hende med. Jeg vil gerne stå ved min alder–jeg har vist heller ikke rigtigt noget andet alternativ–men det kunne nu være rart, om jeg lige vidste, hvordan man kunne gøre den lidt pænere at se på!

Continue Reading

TIL udsalg.

Jeg har så brilliant en forestillingsevne, at jeg ubesværet kan bilde mig selv ind, at jeg kun køber tøj de 2 gange om året, der er udsalg. Alle mellem-udsalgs-anskaffelser kategoriseres enten som indiskutable nødvendigheder eller som ” det løse”.  På den måde kan jeg, helt uden ret meget dårlig samvittighed, gå vildt og vanvittigt tøj-amok på halvårsbasis. Jeg tror selv på, at jeg er ude i en yderst fornuftig fremtidsplanlægning indenfor påklædning, samt at jeg sparer en forfærdelig masse penge på det, jeg overhovedet ikke så meget som ville have overvejet at investere i, hvis det ikke var nedsat.

I går var jeg TIL udsalg. Jeg går ikke PÅ udsalg. Forholdsordet TIL svarer til den måde, man bruger det på i f.eks. at gå TIL italiensk for begyndere, TIL dans og TIL blomsterbinding. Det indikerer en enorm seriøsitet, at selve opgaven er virkelig væsentlig, og at man involverer sig dybt i den. Det svarer faktisk meget godt til mit forhold til udsalg.

I min by har vi en butik, (IKKE boutique. Sådan staver vi det ikke i provinsen.)der holder gammeldags udsalg. Sådan noget med køtilbud, kaffe på kanden og lange kolonner af kvinder, der stiller sig i række lang tid inden åbningstid for at være blandt de første på beklædnings-slagmarken. Når dørene åbnes, og det store januarslag for tøjamazoner dermed erklæres i gang, forsvinder enhver form for påstået søstersolidaritet, og det bliver alles kamp mod alle for at score Mads Nørgaard i den rigtige størrelse. Butikken er, mildest talt, ikke særlig omfangsrig, men vi, der sådan er lidt mere garvede, kender vores smutveje, samt har, hvis vi er rigtigt seriøse, luret placeringen af de allerbedste tilbud flere dage i forvejen.

Strategien for et succesfuldt udfald af slaget er først at indsamle så megen beklædning i alternative størrelser, som man overhovedet selv kan bære uden at få akutte myoser eller dåne under vægten. Det gøres mest effektivt ved bare at hive det ned af hylderne, selv om man nogle gange skal kante sig lidt og ofte uforvarende kommer til at slynge en sweater i hovedet på en medsøster. Dernæst skal man stille sig i kø et par timer for at kæmpe sig vej til de 4 (fire!) prøverum, som forefindes. Gennemsnitstiden på prøverumsophold er på denne dag omkring ½ time pr. mand, så man er selvfølgelig temmelig udmattet under vægten fra alle blusepotentialerne, når man endelig når frem.

I selve prøverummet er man også nødt til at anvende logistik for overhovedet at nå igennem resultatet af alle sine hylderydninger. Der skal sorteres ud i alt det, man bare tog for at være helt sikker, og i øvrigt ikke har den fjerneste intention om at prøve. Endsige købe. Så er der det, der så godt ud på hylden, men i ventetiden har forvandlet sig til håbløsheder, der ikke foretager sig andet end at fremhæve ens allermest uheldige sider. Det skrottes. Efter en god ½ times tid–og over-statisk-elektrisk-hår–har man så fået fundene reduceret til 1/10, som ved en hurtig hovedregning viser sig at beløbe sig til godt og vel 2 måneders løn. Brutto. Selv på udsalg.

Den sidste grovsortering er den værste. Den hvor man begrædeligvis må erkende sin økonomiske formåen og lade et utal af uhyggeligt gode tilbud gå tilbage på hylderne. Det gør ondt helt ind i sjælen at måtte vælge mellem to blå bluser, der er næsten ens, men så alligevel ikke helt!, fordi man i et øjebliks opvågnen fra udsalgs-feberrusen pludselig indser, at man jo, trods alt, kun kan have en blå bluse på ad gangen. Min inderste sjæl lider, hver gang jeg må forsage et godt tilbud!

Selvfølgelig står man så igen i kø et betragteligt stykke tid, inden man får tildelt retten til at betale. Når jeg går på udsalg, betaler jeg altid med Mastercard, fordi jeg så kan bilde mig selv ind, at jeg slet ikke har købt noget som helst før i næste måned. Jeg synes, jeg er rigtigt snu og i den grad har narret hele verden. I alt fald en måneds tid.

Og så vandrer jeg glad og tilfreds hjemad, for nu er jeg skam ekviperet til det næste halve år samt har sparet en mindre formue på ting, jeg ikke vidste, jeg manglede, før jeg så, at de var nedsat. Så nu mangler jeg da slet ikke noget. Og hvis jeg kommer forbi andre steder, hvor det der magiske skilt med “Udsalg” eller “Nedsat” nærmest drager mig som en uimodståelig magnet, så kigger jeg bare en lille, bitte, bitte smule. Og går det helt galt–og det gør det jo ind imellem–så kan jeg jo bare betale med mit Mastercard.

Jeg synes selv, jeg er en rigtig god og seriøs udsalgsgænger. Jeg er dybt fokuseret og involveret, når jeg går TIL udsalg. Jeg har også mange års erfaring, så måske kunne jeg endda begynde at blogge om det? Jeg har noteret mig, at de mest trendy og populære blogge er dem, der handler om mode og indretning. Det ved jeg så ikke så meget om, men det kan da ellers nok være, at jeg kender alle de beskidte tricks omkring at anskaffe sig alle herlighederne.

 

Continue Reading

Det store skrud.

Hver gang dronningen holder store fester, er jeg med på en kigger. Jeg er totalt uinteresseret i middag, taler og evt. underholdning–men KJOLERNE! Jeg labber dem i mig. De få dage om året dyrker jeg intensivt selve kjolens væsen: stof, snit, facon, pynt, farve og alle detaljerne. Det er en nydelse at svømme lidt i denne ekstravaganza af overskud og endnu engang få bekræftet, at en god kjoledesigner efter min mening er en lige så stor kunstner som mange andre end dem, vi ellers hylder indenfor andre genrer. En smuk kjole, der tydeligvis er kreeret til netop den kvinde og netop den kvindes krop, der bærer den, kan være en stor kunstners værk. Og en stor oplevelse for beskueren.

Ligeledes glæder jeg mig da også, med slet skjult skadefryd, til alle de store kjolekiks. Hvis en sådan miskonstrueret marengs er hængt på et damemenneske, jeg politisk eller på andre måder er uenig med, er det da en beskeden, lille sejr. Og det føles vel lidt rart at vide, at hun heller ikke engang har ordentlig smag og folder sig ud på kropsmæssigt uheldige steder. Nogle “offentlige” kvinder er også berygtede for deres notorisk dårlige smag, så deres ankomst imødeser jeg da også med forventning. I flere år havde vi en statsministerfrue, som mildest talt overskred enhver form for modemæssig anstændighed med sin fjog(h)ede påklædning, men hun dansede heldigvis ned i Europa.

Min mand er totalt uforstående overfor min andægtige kjoledyrkning. Hvis man tager kreativitetsscoren på det, mænd stiller op i til den slags lejligheder, i betragtning, er det vel ganske forståeligt. Jeg har ladet mig fortælle, at det eneste tilladte spræl for det køn er knapperne og deres udformning. Det lyder godt nok kedeligt, på grænsen til det overmåde, totalt fantasiløse.

Jeg ved godt, hvorfor jeg er så dybt fascineret af de kjoler. Det er den indre, fortrængte prinsesse, der stikker kjoledrømmen op. Hvor ville jeg gerne–bare EN ENESTE gang i mit liv–have lov til at bære sådan en kjole. Ikke bare det–men prøve at eje den, røre ved den, have den i mit skab, kunne tage den på lige når det passede mig og kunne stå foran spejlet i timevis og lege Askepot fra parcelhuskvarteret. Brudekjolen er vel der, hvor de fleste kvinder udlever den ultimative kjoledrøm, men jeg har aldrig haft en brudekjole, for i 80-erne investerede vi i gode, hold- og brugbare bryllupskjoler (IKKE brudekjoler), som man altid lige kunne bruge bagefter, og som mildest talt ikke havde den store prinsesseværdi. Selv mit ovenud utålmodige jeg stod hjertensgerne model i timevis og lod sig stikke med alverdens knappenåle, hvis en barmhjertig designer ville kreere mit livs kjole. Altså mit livs eneste kjole. KJOLEN. Men jeg har altså ikke lige 20.000 til den slags kjolepjat. Og–hvilket vel er endnu mere væsentligt–hvorfor i alverden skulle dronningen pludselig få den besynderlige ide at invitere mig med til bal?

Måske ved hun, at jeg pjækkede mig gennem samtlige gymnasiets gymnastiktimer og derfor aldrig fik lært at danse Les Lanciers?  Ja, det må være derfor, jeg nok aldrig får den kjole.

Continue Reading