Min præventive Pindstrup.

img_0477

Jeg var på auktion i aftes og købte mig en Pindstrup stol ( jeg ved altså godt, det er en Farstrup pindestol, men det er alt for langt at sige–og i øvrigt går jeg heller ikke og kalder på mine stole).

Ikke fordi, jeg har ønsket mig netop den stol (men sød er den da), men fordi jeg skylder alle dem, der også bruger badeværelset i mit hus, at jeg har en præventiv aflægningsstol. Historien er, at jeg gradvist og fuldstændigt ubevidst har flyttet min garderobe fra skabet i soveværelset ud i mit badekar. Ikke sådan på en gang, det er noget, der har stået på over mange måneder. Nogle gang spekulerer jeg på, om jeg er begyndt at lide af bøjleallergi. At jeg måske ubevidst ved, at jeg vil få en kraftig allergisk reaktion, hvis jeg istedet for at kaste brugt tøj i badekaret, fik det ind i skabet på en bøjle.

Anyway, faktum er, at ingen har kunnet bruge det badekar i månedsvis ( rent statistisk set har det nu også kun været brugt 5-10 gange i de 7 år, vi har haft det. Og ingen kommentarer til, hvem det var, der insisterede.), og at radiatoren i badeværelset også, hvis den blev tændt, primært ville fungere som tørklædevarmer. Et andet faktum er, at det faktisk besværliggør processen med at finde tøj om morgenen. Der skal sommetider graves dybt i bunken. Og stryges. Et tredje faktum er også, at det ser en lille smule rodet ud. Mit badeværelse signalerer jo tydeligt, at jeg hverken har styr på badekar, beklædningsgenstande eller de enkelte rums primære funktion. Nogle kunne vel sagtens forledes til at tro, at jeg heller ikke helt har styr på mig selv.

Nu er det jo ikke sådan, at flertallet af mine gæster tager karbad, når de besøger mig. Men hvis de sidder på toilettet, kan de da ikke undgå at notere, at jeg basalt har misforstået konceptet “badekar”. Så det skal der nu laves om på.

Derfor har jeg købt lille Pindstrup. Den skal nemlig tjene som mellemstation. Den skal stå inde i mit soveværelse, lige ved siden af mit skab. Og så er det meningen, at jeg skal smide tøjet på den, indtil jeg tager mig sammen til at konfrontere min bøjleallergi. Det gode ved Pindstrup er, at den er lille. Sådan kvantummæssigt–i alt fald sammenlignet med rummålet på mit badekar. Jeg har beregnet, at der ca. er plads til 1 uges henkastning, inden det tipper, og jeg må i skabet. Det er jo peanuts i sammenligning med, hvor mange beklædningsgenstande man kan stoppe i et badekar.

Endelig–og her har jeg så også været snu: potentielle gæster har absolut intet at gøre i mit soveværelse. Jeg kan ikke nægte dem at anvende mit toilet, men jeg kan sagtens få mig selv til at sige, at de ikke må gå ind på mit soveværelse. Hvis de nu skulle spørge.

Så der står Pindstrup nu og er den præventive mellemstation mellem mig og skabet. Jeg kan mærke, det bliver godt, det her. Og nu vil jeg i karbad.

Continue Reading

At vælge mellem æg og Myanmar.

dsc00085

Jeg er fuld af beundring for folk, der har forstand på boligindretning og bor pænt. Sådan med de personligt udvalgte møbler, som står perfekt i forhold til hinanden, og med små, finurlige påfund, der får det hele til at virke personligt og velgennemtænkt.

Det er ingen hemmelighed, at jeg, som så mange andre kvinder, har været igennem traumerne omkring, at det bare ikke kan lade sig gøre. En del skyldes økonomi, men i virkeligheden er det vel det mindste, for det behøver jo ikke være dyrt at bo pænt. For mit vedkommende skyldes det, at det på alle måder er umuligt. Jeg mangler rumsans, indretningssans, finurlige ideer, oprydningssans og, indrømmet, tid og lyst. Hvis jeg halvhjertet kaster mig ud i at ommøblere, ender det bare med, at jeg ikke kan finde min stol igen. Mange af mine ting har ligesom også helt deres egen vilje. de VIL ikke stå pænt og passe sammen. Og hvordan skal jeg forholde mig til, at der altid og i en uendelighed er nogen i mit hjem, der smider læste aviser, åbne bøger, halvfærdigt strikketøj og alskens andre forstyrrende elementer overalt? Det er en unfair kamp, MEN:

For et stykke tid siden fik jeg udbetalt en middelstor sum penge, fordi jeg havde haft alt for meget overarbejde. Så fik jeg den ide, at hvis jeg omsatte pengene til det æg, jeg vel nærmest har ønsket mig siden konfirmationsalderen ( det gør man vel i vores generation?), så ville mit hjem med et aspirere til en 3-siders i Bo Bedre. Den stol er ligesom indbegrebet af, at man bor pænt. Så mig op til møbelforretningen, hvor jeg kunne få mit æg for lige præcis det beløb, jeg havde—i cognacfarvet læder, uha, uha! Der var bare lige det ved det, at jeg også gerne ville en tur til Myanmar–og det kostede altså også et æg. Begge dele kunne der på ingen måde være tale om.

Så gik jeg, pragmatiker som jeg er, ind i en særdeles alvorlig cost/benefit stoleanalyse med mig selv. Hvad skulle jeg egentlig med det æg? Det er jo ingen hemmelighed, at man sidder forfærdeligt dårligt i det, og at det mere er en skulptur end en stol. Turde jeg overhovedet bruge det? Jeg mener, ville det ikke på en måde være forfærdeligt, at jeg hele tiden skulle kvindsopdække det æg for at passe på, at det ikke fik patina på den ufede måde eller på andre måder kom til skade? Og var jeg klar til at forsvare pralværdien overfor alle dem, der måske ikke lige forstod mine ægdispositioner? Eller–helt konkret–hvor i alverden skulle jeg stille det? Så det både undgik at klistre sig op af en ældgammel bogreol, men samtidig kunne ses helt tydeligt af alle, der besøgte mig. Der er INGEN, der køber et æg, for at gemme det af vejen. Den påstand vil jeg godt forsvare!

Så jeg lod ægget fare. Det var alligevel alt for besværligt at blive æggeejer. Jeg havde en fantastisk tur til Myanmar med hele min familie. Og jeg tænker tit på, at hvis jeg nu havde gået for ægget i stedet, så kunne jeg have siddet midt i min stue i en stor, ubekvem stol og læst tonsvis af turistbrochurer om Myanmar. Det havde på ingen måde gjort mig gladere.

Continue Reading

Om hår.

4541378-hrtot

Nej, dette er ikke en håropskrift eller en gennemgang af de sidste nye klædelige frisurer for ældre kvinder.

Istedet handler det om, at de fleste kvinder desværre har været gennem en traumatisk hårforbytning allerede i fosterstadiet. Jeg kender ikke ret mange kvinder, der har det hår, de retmæssigt burde have haft–eller bare det hår, de gerne vil identificere sig med. Jeg har aldrig hørt så meget som en eneste kvinde, der i jublende vendinger roste sit eget hår eller bare tillod sig at være glad for det.

Jeg kan selvfølgelig ikke udtale mig på andres vegne, men for mig gælder det, at mit hår på livslang basis har været en løbende kilde til utilfredshed, skuffelse og undren. Gennem mange år forestillede mit indre selvbillede et hunkøn med krøller og kraftigt, smuk faldende hår, og spejlet løj konstant ved at vise mig et helt andet med tyndt, leverpostejet, kedelighår, der primært stak (ikke faldt!) ud til siderne. Gennem lige så mange år ofrede jeg enorme summer (sådan i størrelsesordenen, at jeg vel brødfødte et par frisørfamilier) på at erhverve de krøller, jeg så inderligt længtes efter og følte mig dybt fornærmet over at være blevet forbyttet fra. Det var også dengang, jeg måbende hørte om krøllede veninder, der gudhjælpemig ofrede lige så store summer på at udglatte de for mig så eftertragtede krøller. Forsynet, eller hvem det nu er, der står for hårdistributionen, burde da virkelig gå ind i en sådan sag. Umiddelbart kan jeg se en superlet løsningsmodel.

Det er også sådan med os kvinder, at vores hårlængde er omvendt proportionel med vores alder. Som unge har mange af os langt hår, og derefter går det ellers bare opad. Omkring 60-års alderen har de fleste kort hår. Det er fordi, vi har givet op overfor drømmen om det smuk faldende, kraftige hår. Pagefrisuren er også enormt populær–det er sådan en måde at markere, at nok har vi erkendt vores klare hårmangler, men vi prøver alligevel at udskille os en smule fra alle de andre. Eller måske er pagen bare et mellemstadie på vej til korthåret?

For mange indtræder farveproblemet også undervejs. Nu bliver det pludselig ikke et spørgsmål om krøller eller ej, men gråt eller ej. For selvfølgelig er det sådan, at de, der tidligt bliver gråhårede, i årevis går rundt med selvbilleder i kastanierødt–og omvendt. Nogle gange tænker jeg på, at adskillige frisørsaloner måtte lukke og slukke, hvis deres indehavere bare skulle klippe. Det er jo sjældent bare for klipningen, vi kvinder går til frisør. Nej, vi skal farves, permanentes, løftes, have lavet striber–sådan at vi stadig kan have det hår, der passer til vores selvbilleder, og det, vi retmæssigt burde have haft helt fra starten af.

Min frisør (altså MIN, for ligesom mange andre kvinder er jeg særdeles frisørtrofast og har haft den samme i næsten 30 år) regner ikke længere mig for den store indtægtskilde, jeg var gennem en årrække. Jeg har opgivet at leve op til mit selvbillede–det blev sgu` for dyrt. Jeg nøjes med page og leverpostej. Men jeg brokker mig stadig over mit hår, og det vil jeg nok fortsætte med at gøre. Det gør jeg mest sammen med andre kvinder, for hårbrokkeri er en yndet venindesyssel, for ingen af os undgik den der uretfærdige forbytning i fosterstadiet.

Og så er jeg somme tider ret misundelig på mænd på min egen alder. Mange af dem har jo–lad os sige af ret naturlige årsager–overhovedet ikke hårproblemer. De behøver ikke engang gå til frisør–det vil være en smule overflødigt. Og selv om jeg har en god fantasi kan jeg simpelthen ikke forestille mig, at de sidder i små mandesammenhænge og begræder deres afdøde hårpragt.

Continue Reading

Om mad og madopskrifter.

dsc00648

Denne blog handler ikke om mad og madopskrifter. Jeg er så gammeldags, stolt og ærekær, at jeg kun skriver om ting, jeg har en lille smule forstand på. Den behøver heller ikke handle om mad og madopskrifter. Det er der tilstrækkeligt med andre blogge, der allerede gør. At det så kan undre mig og gøre mig lidt harm på mit køns vegne, at de fleste “modne” kvindeblogge handler om mad, mode, boligindretning og have, er en helt anden sag, som jeg nok senere vil kommentere.

Dette indlæg handler om mit forhold til mad og madopskrifter. Det er, for nu at sige det pænt, en smule anstrengt. Ikke sådan at forstå, at vi ikke får noget at spise her i huset, eller at vi primært lever af take away og rugbrødsmadder. Vi lever nok mest af relativt ukomplicerede retter og masser af ligeså relativt ukompliceret salat. Den slags, der består af en blanding af Nettos tilbud og de forhåndenværende søm.

På et utal af tidspunkter i mit liv har jeg haft højhusstore ambitioner om at blive en eksotisk madlaver. Jeg har nærstuderet opskrifter, tilbragt timevis med at indkøbe ingredienser, jeg knapt nok kunne udtale og stået halve eftermiddage for at skrabe de der små sataner ud af granatæbler. Udelukkende fordi jeg var overbevist om, at det gjorde de fleste nok. Jeg mener, når man inviteres til spisning i andre familier, er det da helt utroligt, hvad visse kvinder tilsyneladende kan banke sammen på under 10 minutter. Og endnu mere utroligt, hvad de sådan bare på daglig basis ligger inde med af fantastiske krydderier og eksotiske grøntsager–der skulle jeg da bruge det meste af en uge og adskillige ture til mellemstore byer bare for at indkøbe dem. Og–hvis jeg endelig gjorde det–så endte det altid med, at bunker af samme eksotiske grøntsager blev lagt til forrådnelse i mit køleskab, og de fantastiske krydderier først flyttede sig igen, når de havde overskredet sidste salgsdato.

Jeg er fuld af beundring for de kvinder, der laver denne lækre mad og også mange gange deler deres opskrifter med andre. Og jeg er IKKE ironisk, når jeg skriver det.  Jeg elsker og nyder at spise deres mad, men jeg er gradvist–og det tog tid–holdt op med at prøve at være copycat indenfor madbranchen. Så længe min mad består af gode, lødige råvarer, så kan vi altså sagtens nyde ugens frikadelle. Jeg har erkendt, at mit liv har for få timer til den slags, og at jeg forøvrigt meget hellere vil bruge det på noget andet. I bund og grund keder det mig en smule at lave mad–der er så meget andet, jeg skal.

Selvfølgelig er det arven fra vores mødre, der oplevede velstandsstigningen og den begyndende internationalisering, der slår igennem. Min mor jagtede nye opskrifter, og da vi første gang fik retter som paella og pizza, oplevede hun et sandt identitetsboost. Jeg har også veninder, der er helt vanvittigt gode til at lave interessant mad ( og til at skrabe diverse pyntelige sataner ud af uudtalelige frugter), og vil de have en gang frikadeller, er de meget velkomne her i huset.

Alligevel–og stadig–oplever jeg det der anstrengte madopskriftsforhold, når ugebladene (altså dem, jeg selvfølgelig læser ved frisøren) igen og igen slynger vidunderlige kreationer i hovedet på mig. Så tænker jeg på, hvor usigeligt lille og forfærdeligt usmuk min danske bøf med løg og gammeldags agurkesalat ser ud ved siden af. Først lidt senere bliver jeg sådan lidt taknemmelig over, at der jo rent faktisk ikke er andre end mig selv, der kan tvinge mig ud i eksotismerne, inkl. lange provianteringsture og ugevis med oplagring af madvarer, jeg ikke aner, hvad jeg ellers skal bruge til. Og så går jeg hjem og laver karbonader.

 

Continue Reading

Om at gå på auktion.

auktion-hammerslag-653

Jeg glæder mig til på torsdag. Da skal jeg nemlig på auktion. Det er sådan en ting, jeg har vokset/ældret mig til, og det er faktisk kun det sidste års tid, jeg har været passioneret auktionsgænger. Det er vist sådan med auktioner, at enten bliver man bidt–eller også synes man, det er noget skidt!

I min by er der auktion ca. 1-2 gange om måneden, og vi er en broget flok, der trofast møder op. Selvfølgelig er der også løse fugle, men det er som regel kun, hvis der er et virkeligt slagnummer, eller hvis TV for 117-ende gang for nylig har genudsendt auktionsprogrammer. Den sidste kategori går som regel efter få numre–vi andre bliver jo hængende og får det hele med. Og sjovt nok er der sjældent ret meget tvivl om, hvad vi går efter: arbejdstøjerne har stor forkærlighed for værktøj og usynede biler, pelsene er mest til gammelt porcelæn, sølv og smykker, under 40-erne er til baby/børneudstyr og legetøj, Låsby-Svendsen look-alike-erne er til alskens gammelt ragelse, og sjællænderne kommer efter alt det teak og marmor, som vi jyder omsider er holdt op med at køre direkte på lossepladsen.

Jeg er lidt til det hele, men allermest til en god handel. Hjemmefra kigger jeg kataloget igennem og finder de ting, jeg absolut må eje eller dem, det ikke gør noget, at jeg kommer til at eje. Så sætter jeg mig selv en maksimumpris for hammerslag, og jeg vil gerne prale af, at jeg kun yderst sjældent har overskredet den i kampens hede. Det gik lidt galt med radiohuspendlerne sidste år–men da jeg så, hvad der ellers forlanges for dem på markedet, var det faktisk meget lidt galt–vel nærmest det modsatte.

På min auktion sælges revl og krat i en skønsom blanding mellem hinanden. Det er mest dødsboer og måske ting fra politiet. De fleste hammerslagspriser ligger mellem 200 og 500 kroner, selv om der ind imellem kan være enkelte møbelklassikere, som sælges for væsentligt mere. Det er sådan nogen, som vi–altså os der kommer hver gang–ikke byder på. Hvis vi kigger rundt i lokalet, kan vi jo med det samme se, hvem der alligevel render med dem til sidst, så hvis vi byder, er det udelukkende for at småchikanere sjællænderne eller den lokale Svendsen.

En stor sidegevinst ved at gå på auktion er, at man får en helt klar fornemmelse for, hvad der er in i tiden, samt hvad tingene er værd. Hvad der var nærmest usælgeligt for 1 år siden, sælges pludseligt for ret overraskende beløb–og det modsatte. F.eks. er det ikke mange år siden, man kunne få Wiinblad til foræringspriser. Det har ændret sig, men på det seneste er der tendenser til, at man nok snart skal til at dukke sig for ikke at få det kastet i hovedet igen.

En anden sidegevinst er atmosfæren. Det summer af liv, af spænding og forventning, af glæde ved gode handler–og så har vi en pølsevogn, hvor vi både kan købe hottere og prale lidt.

Og selvfølgelig sker det, at jeg kommer hjem med det vidunder, der på køreturen hjem har forvandlet sig til intet mindre end en øjebæ af en umulius. Så trøster jeg mig med, at den da i det mindste var billig–inden den ender sit midlertidige ophold hos mig med at gå i Den blå avis.

Continue Reading

Min nye kamel. Eller kvinder og tasker.

img_0470

Jeg havde forsvoret, at det nogen sinde, på nogen mulig måde skulle overgå mig at komme i taskealderen. Men det, eller de, har sgu` sneget sig ind på mig. Jeg er fanget. Caught between a Mulberry and a camel.

Indtil for få år siden var et uvægerligt krav til nye vinterfrakker, at de havde store, dybe lommer. Så kunne mit sparsomme habengut med fordel fordeles i dem–pung til højre, nøgler til venstre. Mere havde jeg jo sådan set ikke brug for.

Det gik desværre over. Hvordan aner jeg ikke–det gør de til gengæld nok hos Mulberry! Pludselig en dag fik jeg en taske, og taskefamilien ynglede og ynglede i en uendelighed. Helt bag min ryg. Eller hvis det var crossbodyslægten–så foran.

Jeg køber aldrig tasker i Danmark. Negligerer faktisk enhver form for taskesælgende forretning på enhver gågade. Men når jeg er i udlandet, så tager taskefanden ved mig. Jeg aner ikke, hvad det lige er, der sker, men pludselig bliver det en traumatisk umulighed at passere selv det mest minimale taskeudvalg uden lige at skulle kigge, og–især–mærke. Jeg boltrer mig i taskeforretninger og må givetvis være de fleste destinationers yndlingsoffer. Taskeomsætningen falder sikkert mærkbart, når jeg tager hjem. Måske sidder der endda hackere, betalt af diverse gadehandlersammenslutninger, der simpelthen følger med i mine bestillinger af flybilletter. I alt fald står de altid klar med deres svimlende udvalg, når jeg ankommer.

Denne gang blev det ½ kamel, der blev investeret i. Ikke fordi jeg sådan set lige stod og skulle bruge ½ kamel, men den var billig, og sådan en rygsæk kan man da altid bruge (altså hvis man skal bruge en anden end den, jeg købte i Thailand for få måneder siden!). Problemet er bare, at–ulig utallige andre tasker, jeg har slæbt med hjem fra eksotiske destinationer–så er denne faktisk helt og aldeles ægte.Der er absolut ikke den fjerneste tvivl om, at den er lavet af kamel. Ægte kamel, landkamel, kamel med lort op ad begge ben og sikkert også i plamager på puklen. Uvasket kamel. Kamel med kamel på.

Siden min halve kamel er flyttet ind, har jeg for mig selv lavet ordet “kamelimperialisme”. Denne her kamel breder sig, og den indtager mit hjem. Jeg havde den i kufferten hjem, og da brugte den hele flyveturen på at erobre mit tøj. Selv mine beskidte underbukser lugter nu meget mere af kamel end af mig. Først hængte jeg den i gangen, og hvis nogen kommer til min dør, vil de nok antage, at jeg skjuler en mindre kamelflok eller simpelthen er lige på nippet til at springe ud som kamelhyrde. Nu står den udenfor. Både fordi det gør kameler som regel, men også fordi den friske, danske luft måske kan få den til at holde op med at være så utroligt overvældende kamel.

Jeg har også overvejet, om jeg bare skal gå tilbage til lomme-taske-udgaven. I bund og grund roder tingene jo bare i tasker, der overskrider lommemål. Men måske er det netop denne halve kamel, der skal til, for at sætte en stopper for min maniske tasketrang. Føj for F….

 

Continue Reading

Om at have flow i sin garderobe.

Jeg kan godt lide at være velklædt, men det skal være på et budget, der er til at leve med. Jeg kan også godt at lide at gå i lækkert, velsiddende tøj i god kvalitet fra gode mærker, men det skal stadig være på et budget, hvor jeg kan være med.

Det KAN faktisk lade sig gøre–for mig har løsningen simpelthen været at få flow i min garderobe. Det meste af mit tøj har jeg, sådan formulerer jeg det i alt fald for mig selv, kun til låns, og når det af den ene eller anden grund ikke længere skal bo hos mig, skal det videre. Selvfølgelig er der ting, der bliver så elskede eller får så stor affektionsværdi, at de får permanent opholdtilladelse i mit skab, men der er ikke mange af dem.

Jeg vil slet ikke gå i detaljer med det gamle trick med kun at købe tøj på udsalg. Det er velkendt for alle. Samt overkedeligt, for hvad er der lige tilbage i januar, når de købestærke har svælget sig i udvalget hele efteråret? Eller–rent lavpraktisk–det kunne da også være, at man lige manglede et beklædningsstykke i november.

For mig hedder løsningen genbrug. Især på nettet. Derude ligger en sand slikbutik af godt (og tit dyrt) tøj, som folk tilsyneladende er blevet trætte af efter få timers brug. Det er rigtigt, at man oftest ikke kan prøve det, men kender man sine mål, kan man altid få sælger til at måle varen og se, om det nu passer. Og skulle man endelig–hvilket ikke er sket ret ofte for mig–lave et fejlkøb, kan man jo bare sælge det videre. Det meste af min garderobe er erhvervet hos www.trendsales.dk, hvor tusindvis af sælgere averterer deres “aflagte” (meget ofte meget lidt “lagte”) tøj til ca. 1/4 af den oprindelige købspris. Og myten om, at Trendsales er for unge kvinder–og altså ikke vores aldersgruppe–holder overhovedet ikke stik. Der er masser af 60+-ere derude!

Den anden ende af budgettet er selvfølgelig, at der også skal være råd til at købe tøjet. Det opnås selvfølgelig ved at sælge alt det, man enten er blevet træt af, vokset fra eller bare ikke har brugt i lang tid. Det skal ud. Som hovedregel bruger jeg, at har jeg ikke brugt et stykke tøj i ½ år, og er det affektionsværdiløst, så skal det videre. Her gælder også reglen om, at ikke alt kan sælges. Noget kan simpelthen være for slidt, for håbløst umoderne eller endnu mere håbløst ude af facon–men så må det jo til genbrug, som enten kan sælge det videre eller ophugge det til klude.

Jeg kan godt lide tanken om, at tingene ikke bare skal smides ud eller hænge i mit skab til ingen verdens nytte. Eller rettere–at andre kan få nytte og glæde af noget, der er blevet nytteløst for mig. De fleste af os slider faktisk ikke ret meget på vores tøj–der er stadig masser af brug i det, når vi mentalt er vokset fra det. Dette er til 2-sidet fordel for mig: jeg kan købe andres letbrugte, fine tøj–men jeg kan også financiere købet med mit eget ditto.

Endelig er der jo også genbrugsbutikkerne. Der er blevet langt mellem fundene, men det kan lade sig gøre at gøre små kup. Det helt igennem logiske trick er her at opsøge genbrugsbutikker i velhavende områder. Der er virkelig noget at komme efter i Hellerup og–hvis man tilfældigvis er der alligevel–Hampstead og Kensington i London. Det var her, jeg fandt en Burberry til 500 kr. og samtidig sagtens for mit indre øje kunne se hende, der havde ejet den og brugt den ca. ½ time…..

Så ind og ryd op i skabet–sammen med en mentalitetsændring omkring, at en garderobe ikke er noget statisk og permanent. Der skal være flow i tøjet. Der er penge og nyt tøj i de der gode mærker i en ordentlig kvalitet, der bare hænger og samler støv på 5. år–og i øvrigt har hængt og krympet derinde i skabet!

Continue Reading

Om at pakke kuffert.

o-packing-suitcase-facebook1-e1406066904726

Det kan godt være, det ikke er min absolutte hader nummer et. Men det aspirerer kraftigt til det: At pakke kuffert. Det er en af de slags ting, der gør mig halvmopset på forhånd, selv om jeg gerne har brugt det meste af den foregående uge på at vaske en halv garderobe af potentielt ferietøj. Normalt er jeg ret effektiv til ferielogistik–jeg er bare håbløst ineffektiv og pakkehandicappet til kuffertlogistik.

Og i dag bliver en af de mopsedage. Ikke nok med at jeg skal til København nogle få dage i ruskregn og dansk efterår (inkl. indbygget fest med pænt tøj), men jeg skal også direkte videre til Jerusalem i 30 grader og høj ørkensol. Så jeg skal altså pakke til hele 2 klimazoner, og på den sidste rejse har jeg kun mine 10 kg. håndbagage at forlyste mig med.

Det sidste kræver lige en kommentar. Jeg rejser altid kun med håndbagage. Af 4 helt logiske årsager: 1) jeg nægter at betale flyselskabernes uhyrlige gebyrer for at medtage gods, jeg erfaringsmæssigt ved, jeg overhovedet ikke får brug for, 2) jeg er ude af lufthavnen med det samme og bruger ikke unødig spildtid på at vente på bagage, 3) hvis man gav mig ubegrænset bagagevægt, tør jeg slet ikke tænke på, hvad jeg kunne finde på at slæbe med—dette er en indbygget, selvpædagogisk  reduktionsmetode samt 4) hvis jeg rejser ud med 10 kg. og så selvfølgelig kun må have 10 med hjem, har jeg et ualmindeligt godt argument for ikke at blive fristet til unødvendig shopping eller de der rædselsfulde souvenirs, der er så charmerende ude på feriestedet. Hvem gider lige betale overvægt for Eiffeltårnet i plastic?

Min pakning starter altid med, at jeg læsser ca. ½ tons potentielt ferietøj ud på gulvet. Så begynder reduceringsrunderne–gerne efter følgende kriterier: Er det nødvendigt at slæbe vintertøj med til Jerusalem? Er det nødvendigt med 5 par sko, når man kun har 1 par fødder? Er det nødvendigt at have 7 af samme type bluse med? Hvor mange forskellige kjoler har jeg rent erfaringsmæssigt behov for at skifte mellem på 1 døgn? Hvis der kun er en nederdel tilbage efter 6. runde–er det så nødvendigt at have 5 bluser med til den? Hvor stort er behovet lige for frottesokker i Jerusalem? Etc., etc..

På et tidspunkt NÅR jeg faktisk ned på målet–hvis ikke bilder jeg bare mig selv ind, at jeg kan iføre mig 4-5 bluser og en enkelt kjole inden i et par bukser under flyturen. Det ved luftfartselskaberne sikkert udmærket–jeg har dem mistænkt for, at det er med fuldt overlæg, der altid er så varmt i flyverne.

Når ½ ton således er reduceret til lidt over (give and take a little) 10 kg., er jeg helt lettet. På mere end en måde er en tung byrde faldet fra mine skuldre.

Det sidste, jeg gør (og her kommer en rigtig god ide!), er at lægge alt tøj i skraldespandsposer, inddelt efter kategori: altså underbukser for sig, strømper for sig etc.. Jeg er et notorisk rodehoved, men netop dette lille trick gør, at jeg altid hurtigt og nemt kan finde enhver type beklædning i dens egen lille plasticpose. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan klimaet i min kuffert ville være, hvis jeg ikke holdt tingene adskilt.

Jeg må hellere komme i gang:  Mopse, mopse. Halvt ton tøj ud af skabet……

Continue Reading