Om kvinder og tasker.

Her hænger et lille udsnit af for over 6000 kr. taske.

Det, og resten af tasken, ville jeg godt eje. Hvilket jeg med al sandsynlighed aldrig kommer til.

Nu er det jo ikke fordi, det sådan er helt og uigenkaldeligt umuligt at komme til at få den på taske-CV-et. Den koster vel bare lidt mere end det, jeg tjener på at køre Irland rundt i otte dage 24/7. Efter skat. Som om det var noget. Som om jeg ikke bare kunne sætte mig i en flyver for at arbejde røven ud af bukserne og i otte dage udelukkende minde mig selv om, at ved vejs ende står der en brun Mulberry og stråler som belønning. Alene. Mere vil der ikke være det fjerneste overskud til.

Jeg ville godt nok gerne eje den lille sag. Hvad jeg sådan mere konkret skulle bruge den til, fortaber sig en smule i taskemuldet. F.eks. ville jeg jo aldrig sådan rigtigt turde gå med den og bruge den. Den kunne jo blive ridset. Og våd. Og rodet indeni. Og fuld af kiksekrummer og gammelt slikpapir. Det kan man nærmest ikke byde en Mulbery. Det er sådan en slags mangel på respekt, synes jeg.

På den anden side set er der jo ligesom ikke megen taskeballade i at eje en Mulberry uden at gøre andre og resten af verden opmærksom på, at man altså har en. Ejer en. Mulberrys egner sig ikke til et skabstaskeliv, de er født med meget stærke fremvisningsgener. Så det ville stille mig i noget af et dilemma: På den ene side set at skærme mit pragtstykke fra livets rod, ridser og griseri, og på den anden at være bevidst om, at prisen for kalorius mindst udgøres af halvdelen i pralværdi.

Nu er det jo ikke fordi, jeg sådan er ubetinget og udpræget taskeløs. Jeg klarer mig nok. Taskeparken kan, endda uden diverse stand-ins, dubletter og vikarer, pænt overkomme mit behov. Jeg kan også godt låne ud til i alt fald en gennemsnitligt befolket landsby uden at være helt ribbet for tasker.

Jeg har bare ingen Mulberry. Og på en eller anden måde bør det nok alligevel være en kvinderet. Jeg må nok tilstå, at jeg ikke helt kan præcisere hvorfor. Andet end at det godt nok ville være fedt.

Jeg er sikker på, at mange andre kvinder fuldstændig forstår mig. Også i, at det, trods alt, er lidt surt at arbejde i døgndrift i otte dage for sådan en klat skind med lynlås.

Det var derfor, jeg sendte et billede til familien og skrev, at denne her er det eneste, virkelig, virkelig, absolut eneste, jeg ønsker mig til min fødselsdag. Hvis I ellers overhovedet har tænkt jer at glæde mig på den.

Men nu tænker jeg alligevel, at sådan en fidus jo nærmest er otte dage i London med fuldpension og alt det løse, eller tre til fire måneders madpenge for mig og manden. Det er vel, ret beset, i overkanten, når den nok bare ender inde sammen med alle de andre ikke-Mulberrys.

Der er bare det ved det, at jeg simpelthen ikke kan overtale mig selv til, at jeg ikke gerne vil eje den taske……..

Sådan er vi, vi kvinder. Dybt og inderligt ulogiske på taskefronten.

 

Continue Reading

Om hotelværelser.

Når man rejser som guide, får man altid det værelse, som er tilbage, når alle andre har fået de værelser, de nu engang har bestilt og betalt for.

For det meste er det kosteskabet ovenover køkkenet eller baren, hvor man så kan nyde friturestanken, pandekastningen, den øllede fællessang og sprutdunsten både sen nat og tidlig morgen. Er man lidt heldigere, kan man ende på handicapværelset, hvor vasken sidder i pygmæhøjde, brusekabinen udelukkende kan siddes i, og hvor man i øvrigt nærmest ikke kan komme til for alt det, man kan holde sig fast ved. Det sker også, at man trækker familieværelset. Endda somme tider storfamilieværelset. Det med de 6 senge, så man nærmest føler sig forpligtet til at stille vækkeuret til hver hele time, så man på en enkelt nat kan nå at komme dem alle igennem.

Men nogle få gange er der bingo på brudesuiten. Det er så mest udenfor bryllupssæsonen og udenfor bryllupsugedagene. Sådan en fuld plade tilfaldt mig i dag. Jeg er mildest talt bekymret for at blive væk for mig selv her på værelset, hvor jeg har to senge, skrivebordsarrangement, massiv sofagruppe, spisebord med stole– samt gudhjælpemig mit eget køkken. Jeg boltrer mig på cirka samme grundareal som mit sommerhus. Og så har jeg ikke engang min mand med!

Continue Reading

Om forventninger. Og standarder.

Jeg kom hjem til mit hus igen i går efter 14 dages arbejde i udlandet og lidt flintren rundt i det Nordjyske. Og så blev jeg lidt sur. Eller også var det tøsefornærmet, jeg blev.

For der så jo mildest talt ikke ud, som jeg nu gerne ville have tingene til at se ud. Ikke at min rengøringsstandard i sig selv overstiger grænsen for human nedslidning af knofedt–jeg er sådan set meget, meget liberal, sådan skidtmæssigt og betragter f.eks. min mors guidelines som særdeles vejledende–men selv jeg har dog trods alt grænser for centimetertykkelsen af skidt i krogene. Og højden af vildtflyvende hundehår på køkkengulvet.

Så jeg stod altså der i døren med en indre forventning omkring skidtmængden i mit hjem og blev noget overrasket. Sådan overrasket på den–for mig–yderst ubehagelige måde, at jeg fik en umådelig akut trang til at støvsuge. Det skal tilføjes, at netop den tilstand er uhyre sjælden i forbindelse med mig, så der skal immervæk en hel del til at fremkalde den. Og så blev jeg altså også tøsefornærmet. For hvad ligner det at negligere sit hus i bund, når jeg nu kommer hjem? Og–endnu mere–hvad ligner det at forvente, at jeg bare kommer hjem for at gøre rent? Det sidste er så noget, jeg digter ind i hele historien, for sådan–altså lige præcis sådan–er vi kvinder jo. Det er nemlig det, der gør os tøsefornærmede og samtidig, i vores egne øjne, giver os noget så himmelråbende ret til at være det!

Dette her handler jo i virkeligheden om forventninger. Og lidt om standarder. Helt usagt forventer jeg jo, at mit hus er rent. FORDI JEG SKAL KOMME. At manden har glædet sig så meget til at se mig igen, så han da minsandten har fået hele hytten klorineret. At det er det, han gerne vil vise mig–altså et rent hus. Og så står han der på den anden side og er lidt ligeglad med skidtet i krogene, fordi han bare glæder sig til at se mig. Det er sådan set hans førsteprioritet. Så er det egentlig lidt ligemeget med det skidt, for det kan vi jo enten klare sammen, eller han kan tage det, når jeg er rejst igen, og han har god tid til den slags sysler. På sin vis tror jeg faktisk slet ikke, han er gået ind i de store overvejelse, rent skidtmæssigt–det er slet ikke der, han er. Han har slet og ret gået og glædet sig til at få konen hjem. Og lidt skidt i hjørnerne lever han da ganske udmærket med. Hvis han overhovedet ser det!

Og sådan går vi så tit–ikke bare os, men alle mennesker–så forfærdeligt galt i byen omkring vores usagte forventninger til hinanden. Jeg kunne jo bare have sagt, at når jeg kommer hjem, så forventer jeg en udsøgt afsæbning af hele hytten, udført at dig til perfektion, men den slags siger man jo ikke. Man FORVENTER det–og tillader sig at bliver godt og grundigt tøsefornærmet, når folk undlader at foretage sig det, man forresten har glemt at sige til dem, at man forventer.

En helt anden ting i, at der også i alle vores forventninger er indbygget standarder. Og disse er uden undtagelse altid vores egne. Hvis jeg forventer et rengjort hus, så forventer jeg det udelukkende rengjort på mine præmisser og efter mine skidtstandarder. På en måde er det ikke helt fair. Men allermest unfair er det dog trods alt nok, at jeg stiltiende går ud fra, at enhver er fuldstændig bekendt med mine præmisser. Til perfektion. Og at de udelukkende er det, fordi de kan gætte dem eller læse mine tanker. Jeg skal da i alt fald ikke præcisere noget som helst, for det BURDE folk da vide. Og gør de ikke, er jeg i min fulde ret til at blive meget–altså virkelig–fornærmet.

Der findes også mange ting, som jeg er en gevaldigt dårlig tankelæser på. Lad os bare nævne havearbejde. Her er jeg fuldstændig inkompetent, og af samme grund snyder og springer jeg over. Jeg kan umuligt afkode andres standarder, og jeg giver det såmænd heller ingen chancer. Så hvis det nu var mig, der havde været alene med haven i 14 dage, så er jeg sikker på, at manden havde stået der ved havelågen og oparbejdet en uimodsigelig trang til at gribe et skuffejern. Alt imens han havde været totalt opslugt af mandefornærmethed og skuffelse over, at jeg slet ikke tog ordentligt imod ham.

Mens jeg bare havde glædet mig til at se ham!

 

 

 

Continue Reading

Om at få ros.

Jeg synes selv, der er mange ting, jeg er rimeligt god til. Og så er der andre, jeg aldrig lærer.

Jeg er, og bliver aldrig, god til at få ros.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke gerne vil have det. Tværtimod. Der er vel ingen, der ikke gerne vil have anerkendelse for det stykke arbejde–af enhver art–de har udført og gjort sig umage med. Det er mere fordi, jeg ikke aner, hvordan jeg skal tage imod rosen. Jeg ved, med andre ord, overhovedet ikke, hvad jeg skal sige, eller hvordan jeg skal reagere.

For hvis jeg nu siger mange tak og noget i retning af, at det kunne da bare lige passe andet, end at jeg skulle roses for det her virkeligt fine arbejde, og jeg har gjort mig enormt umage, og ydermere faktisk selv er ovenud tilfreds med min præstation, så er jeg jo ubeskeden, lettere selvhævdende og arrogant. Og fortjener måske overhovedet ikke rosen, når jeg nu i forvejen er så fuld af egne præstationer.

Og hvis jeg ydmygt bøjer mig i støvet og beskedent ytrer, at det var da sandelig ikke noget. At jeg jo bare gjorde, hvad der forventedes af mig, og det i sig selv er da ikke på nogen muligt måde noget at tale om, så har jeg snydt mig selv og udstillet en ydmyghed, som er helt ude af trit. Altså sat mig selv i den situation, hvor jeg på forunderlig vis nærmest er flov over rosen. Hvor jeg besynderligt nok helst var den foruden, fordi den fremprovokerer en ydmyghed, jeg hverken kan lide eller rent faktisk behøver i situationen.

Så nogle gange står jeg der med den ambivalente følelse, at jeg helst ikke vil have ros, fordi det betyder, at jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg skal gøre af mig selv. Og på den anden side set bliver jeg lidt tøsefornærmet, hvis jeg ikke får det. Fordi jeg nu nok alligevel synes, jeg fortjener det.

Det er altså ikke helt fair overfor dem, der gerne vil rose!

Jeg ved godt, at det ligger dybt i min 60-er-opdragelse, at piger skal være ydmyge. At det er en dødssynd at være selvhævdende, og at arrogance og ubeskedenhed er roden til alt ondt. At selvpromovering er pinligt og utilstedeligt, og at vi helst skal være sådan lidt undselige og gemme vores præstationer pænt hen i hjørnerne. Som når vi scorede de gode karakterer og uhyggeligt nydeligt sagde, at “det var da ikke noget særligt, fordi vi heldigvis kom op i det, vi lige kunne.”. Gud gjorde vi da ej, vi havde terpet hele natten!! Vi kunne da være kommet op i hvad som helst, og resultatet havde været det samme.

Jeg ville ønske, jeg i sin tid havde lært, hvad man stiller op med ros. Simpelthen et værktøj til at tage imod rosen uden alle disse krumspring. Sådan at jeg kunne nyde den. Men allermest så jeg kunne svare på den på en måde, som jeg selv kunne leve med. Så jeg hverken bagatelliserede mine præstationer eller udviste tydelig arrogance. Så ros blev en god oplevelse, i stedet for egentlig at sætte mig i et dilemma.

På en måde tror jeg ikke, vores børn oplever det samme. Heldigvis har vi ikke opdraget dem til denne form for ydmyghed. Ikke at ydmyghed i sig selv er negativt–langtfra–men ydmyghedsparametret peger i mange retninger, og denne er så en af de mere uhåndterlige.

Som da en jævnaldrende veninde præsenterede et pragtfuldt, vidunderligt stykke håndarbejde, som alle roste i høje toner og kort replicerede, at hun var sikker på, der var en fejl et aller andet sted, som vi nok før eller siden skulle finde!

Continue Reading

Agurketid.

Det er ikke sådan, når manden har været alene hjemme i 3 uger her i den allermest givtige agurketid. Så gror han til i agurker!

Selvfølgelig er han da tilgivet for, at han vel–som de fleste andre mennesker–kun har en bestemt agurkekapacitet, men måske kunne han da overveje at plukke dem, inden de så småt udvikler sig til asier eller græskar.

Det har jeg så gjort. Og nu skal vi virkelig gøre os umage de næste par dage med utallige variationer over agurker. Det er lige før, jeg alvorligt overvejer noget i retning af ansigtsmasker. Eller kropsdækkende, for jeg har sådan set agurker nok. Måske hjælper de endda på hunden?

Jeg holder meget af nyplukkede agurker. Især når de er små og lækre. Så jeg kan se, at jeg står overfor lidt af en udfordring.

Med mindre venlige naboer kommer til assistance?

Continue Reading

En beskidt fantasi?

Jeg ved ikke rigtigt, om det bare er mig, der har en ekstraordinært veludviklet beskidt fantasi, men dette skilt, som jeg stødte over i den irske by Killarney, giver mig altså nogle lidt pudsige billeder inde i hovedet.

Det er som om, Outlet Centre får en helt ny betydning. Og her er jeg altså et godt stykke over 90 F, for sådan bare at skære det hele lidt ud i pap. Samtidig kan jeg sket ikke lade være med indvendigt at visualisere, hvordan der ser ud i lokalet, hvis der sådan kommer en hel masse kvinder ad gangen til bryst outlet.

Men det er nok bare mig. Omvendt er det da fint for mig, at et simpelt skilt indebærer et gratis grin.

Continue Reading

PYH!

Står i den fuldstændigt uoverskuelige bagagesituation, at der samtidig skal pakkes til en uge i Georgien og Armenien, en uge i sommerhus, en uge i Irland og et loppemarked–uden at komme hjem ind imellem. Ikke nok med at klimazonerne driller ved uartigt at være vidt forskellige, men jeg skal jo også have alt det lort med, som andre mennesker forhåbentligt befrir mig for på loppemarkedet.

På et tidspunkt strejfede det mig bare at vælte rub og stub i traileren, men det er, trods alt, ikke helt fair overfor arvestykkerne fra moster Karen. Og min egen pengepung.

Jeg er 100% sikker på, jeg glemmer en masse. Men bare de 3 P-er er med, går det såmænd nok det hele. Og der er sjældent situationer så voldsomme, at i alt fald jeg ikke kan snakke mig ud af dem.

Til gengæld kan et af de næste billeder på bloggen så træffe at blive af det smukke, hellige bjerg Ararat, hvor Noahs Ark iflg. legenden i sin tid landede…… Hvis jeg husker kameraet!

Continue Reading

Om stinkmennesker.

Nu er vi så ovre i et af de mere kontroversielle emner, men en gang imellem skal der også være tid, plads og lejlighed til at lufte dem. I dette tilfælde: i den grad LUFTE!

Jeg har lige været nede at handle og befandt mig i dagens lange kassekø godt presset sammen mellem ½ års ufortyndet armsved og et beskidt joggingsæt marineret i godt, gammelt kattepis. Mens jeg stod der både frygtede jeg for stankens indflydelse på mine ellers jomfruelige madvarer samt ængstedes betydeligt for, om jeg ville udstå stankprøvens længdemæssige udstrækning.

Jeg overlevede. Det plejer jeg generelt også at gøre. Kun få gange har jeg med beklagelse måttet forlade en kø, fordi jeg desværre har været på besvimelsens rand over andre menneskers mangel på hygiejne. Kassekøer er også overlevelige–i alt fald sammenlignet med, hvad man KAN blive udsat for på langdistancefly. Der findes jo vitterlig mennesker, der i årevis har negligeret enhver form for kropslig odeur så betragteligt, at de kan forpeste en hel Airbus.

Jeg taler overhovedet ikke om ham, der gik amok i hvidløgen aftenen før. Eller hende, der lige har løbet halvmarathon. Det går jo over, og begrundelserne for lugtgenerne er oftest umiddelbart synlige og forklarlige. Til gengæld taler jeg om mennesker, der har et utilladeligt afslappet –eller i de fleste tilfælde ikke-eksisterende–forhold til personlig hygiejne. Mennesker, der hverken vasker sig selv eller deres tøj. Og som tilsyneladende er ligeglade–eller totalt har fortrængt deres egen lugtesans–for jeg vil vove at påstå, at i dagens Danmark findes der meget få seriøse undskyldninger for ikke at renovere sig selv eller sit tøj.

Mens jeg stadig underviste, var jeg selvfølgelig bevidst om, at mange teenagedrenge lugter mere af lort end af lagkage. Det bar de odeurmæssige gener efter en times undervisning for lukket dør tydeligt præg af. Jeg ved også, at selvsamme teenagedrenge oftest vokser fra det. Den bedste kur er en stormende forelskelse. Dog har jeg også oplevet flere gange at blive genert og blufærdigt kontaktet af teenagepiger, som har påtalt en bestemt klassekammerats uhensigtsmæssige, lugtmæssige udfordring. Det behøvede de sådan set ikke. Jeg var stinkende bevidst om det i forvejen. Omvendt er det en svær en, for hvordan forklarer man en bumset, halvbeskidt, svedstinkende, dybt usikker teenagedreng, at udover alle de andre udfordringer, så lugter han altså også? Der har jeg nok mestendels stukket hovedet i lommetørklædet og forsøgt at navigere udenom, selv om det måske, for stinkerens egen sag, ville have været en gevinst at få klarhed på, hvorfor han i fatal grad altid manglende sidekammerater.

Vi er nemlig uhyggeligt bange for at konfrontere andre mennesker med deres uheldige, uvaskede kropsdufte eller oplyse dem om den heldige brugsværdi, der ligger i en pakke Ariel Color. Indrømmet, jeg er selv på den (tørre)snor. Som tidligere nævnt forlader jeg jo hellere en lugtende kø end konfronterer lugtbæen. Jeg er jo, med andre ord, med til at legalisere at stinke. Så egentlig har jeg måske slet og ret overhovedet ikke ret til at brokke mig.

Jeg ville bare ønske, at vi–ligesom i enhver form for anden human samfærdsel–havde nogle uskrevne love, som i alt fald hovedparten af os fulgte. Simpelthen at man, hvis man på nogen mulig måde er i stand til det, tager sin egen hygiejne seriøst. Allermest for andre menneskers skyld. Men måske allermest for kassepersonernes! De stakkels mennesker skal jo sidde der i hørm, fis, prut, kattepis, sved og forfald i mange timer. Det synes jeg faktisk ikke, hørmerne kan være bekendt!

Continue Reading

Om at prutte.

Lad mig bare begynde med skuffelsen: Dette handler ikke om mit tarmsystem og dets funktioner!

Derimod om, at jeg godt kan lide at handle. At jeg tager al form for handel, der involverer enhver form for gevinst for mig selv, yderst seriøst. Og at jeg opnår utrolige højdepunkter for mit belønningscenter, når det lykkes.

Men også, at der stadig er nogle spilleregler, jeg nok erkender, men stadig ikke forstår. Nemlig omkring prutning. Basalt er jeg intet mindre end eminent til at prutte, synes jeg selv. Jeg kan få enhver sydlandsk markedssælger på grådens rand og høre hele historien om hans kone og syv uforsørgede børn, og jeg spadserer gerne flere kilometer med en tryglende mand ved min side, hvis det indebærer, at prisen nedsættes for hver 100 meter. Alligevel ved jeg selvfølgelig godt, at det i sidste ende er ham, der griner højest. Men kamp til grinets sidste streg–det får han sgu`!

Herhjemme er vi så umanerligt pæne, at vi ikke prutter. Jeg indgår aldrig i en diskussion omkring beløbets størrelse og retfærdighed, når jeg betaler ved kassen i Netto, og kassedamens familiesituation er mig totalt ukendt. Og så alligevel: Når jeg køber møbler, biler og hårde hvidevarer forventer jeg da en klækkelig rabat. Jeg kunne aldrig drømme om at betale det annoncerede beløb for en vaskemaskine, ligesom jeg da klart forventer, at en møbelsælger giver mindst et stoleben i afslag. Som sidespring må jeg lige her sige, at det længe har undret mig, at mine hårde hvidevarer opgav ævret parvis eller trevis. Indtil jeg pludselig erkendte, at de jo altid var indkøbt i samme mængdeorden og på samme tid. Simpelthen både fordi de forrige samstemmende gav op, men allermest fordi hårde hvidevarer er solidariske rent prismæssigt–jo flere, jo billigere.

Men hvorfor er det sådan? Hvorfor antages det for fuldt legalt at opnå klækkelige rabatter på biler, møbler og hvidevarer, (Jo frækkere–eller i min optik: mere insisterende!–man er, desto billigere) mens jeg ærligt talt ville føle mig flov ved at plædere for afslag  på prisen på et par cowboybukser? Selv hvis jeg samtidigt købte en bluse i samme forretning? Hvorfor diskuterer jeg ikke prisen på mine daglige indkøb med kassedamen og argumenterer seriøst for, at jeg skal have mine flåede tomater til ½ pris, når jeg nu har ryddet hendes butik for så meget andet?

Selvfølgelig er der tilbundsgående, størrelsesmæssig prisforskel mellem en ny dyt og en T-shirt. Dertil er jeg med. Men hvis jeg nu stiller regnskabet op, så det ikke blot dækker enkeltindkøb, men i stedet løber over en årrække. Så bruger jeg da helt sikkert samlet flere penge på at anskaffe mig beklædning og minimælk end på mit faktisk ikke chokerende forbrug af vaskemaskiner. Jeg lægger, med andre ord, mange flere penge i forretninger, hvor jeg ALDRIG opnår nogen form for rabat, og hvor det anses for helt utilstedeligt at prutte. Det giver ligesom heller ikke så meget mening.

Nu er det jo ikke sådan, at jeg derfor fra nu af vil tage en alvorlig diskussion med kassedamen omkring min bon. Eller kræve minimum et kort ærme i rabat hos tøjbutikken. FOR DET GØR MAN JO IKKE! Så hvis jeg skal ud og bruge mine handelsevner helt legalt, er jeg nødt til at opsøge en møbelhandler for at få afløb for dem og hente lidt ind på belønningskontoen. Sådan et sted prutter vi jo helt ublufærdigt, og ingen tager notits af det. Faktisk regnes vi for ignorante idioter, hvis vi ikke gør det.

Slutteligt ikke et ord om loppemarkeder. Det er en helt anden diskussion. Men jeg undrer mig over disse uskrevne spilleregler. Og–og det er vel konklusionen–spekulerer som en gal over, om samtlige vaskemaskiner, biler og lænestole i virkeligheden er overprisede til uforskammethedsgrænsen, så der simpelthen på forhånd er indbygget prutningsafslag i den foreslåede pris, mens beklædning og fødevarer jævnt hen koster ca. det, det skal. For så er det da Fandens ærgerligt for de overpæne mennesker, der ikke slår frækhedskontrollen fra, når de handler. De bliver jo snydt, så det brager.

Men det giver mig samtidig overhovedet ikke svar på, hvorfor i alverden det hele er skruet sådan sammen.

 

 

Continue Reading

Om mus og maddiker.

Jeg kan hverken lide mus eller maddiker. Det er lidt, men også kun lidt, som at vælge mellem (T)rumpen og Stalin–hvis I forstår, hvad jeg mener. Så i mange år har jeg derfor behændigt forbigået netop det valg, men i går stod det pludselig lysende klart for mig, at jeg for eftertiden vil satse alt på musene.

Da vi sidst kørte hjem fra sommerhuset, brugte vi tiden– som mange ægtepar, der har været gift så mange år, at de ikke længere tæller– på at diskutere, hvis skyld det var, at min mand havde glemt at tømme skraldespanden inde i huset. Det er nok verdens mest ufrugtbare diskussion. Ligegyldigt hvem der vandt, var faktum jo alligevel, at der lå tre rå fiskefilletter øverst i den, og at deres skæbne, eller rettere: tilstand, først ville blive afklaret tre uger senere, når vi igen besøgte huset.

I løbet af de tre uger lykkedes det mig da ind imellem at fortrænge fiskene eller det, de nok havde udviklet sig til, men jo nærmere påsken kom, desto mere maddikefyldt blev mine visioner. Jeg fik flere og flere deja vu til den lille, røde skoletaske, som min bror i sin tid anvendte til lystfiskeri, og som jeg engang fandt i mit barndomshjems kælder ca. 1 måned efter hans sidste fiskeekspedition. Den var, om man så kan sige, særdeles levende. Og mere hvid end rød. Faktisk havde den også flyttet sig.

Så i går, da vi kørte på motorvejen, blev min hjerne sådan helt invaderet af de rædselsfulde, små, ulækre sataner. De begyndte at kravle på mig, og omkring Randers blev de næsten så megastore, at jeg i mine visioner allerede var i gang med at rive hele hytten ned. Rub og stub. Starte helt forfra på en brakmark–bare uden maddiker.

Selvfølgelig lod jeg manden åbne døren. Og gå ind. Jeg stod sådan nærmest lidt i skjul bag ham med et tørklæde for munden. Men faktisk var det hunden, der indtog hytten først. Han stormede ind, for her var da rigtignok noget nyt og interessant. Det var helt klart virkelig svært for ham at skjule sin begejstring over det nye fænomen, vi havde beriget hans ellers lugtfattige liv med.

Og så var det bare mus! Tænk sig, en lille musefamilie–eller måske en halvstor, udvidet gnaverslægt–havde egenhændigt fortæret vores tre fisk! Ikke en maddike i syne! Til gengæld spiser mus, ved jeg så nu, over et relativt stort areal og har en enorm raidfaktor. De mundscanner simpelthen alt, sådan ned til atomstadiet, og så spiser de de atomer, der er museføde, og resten lader de simpelthen ligge. Mus spiser f.eks. ikke køkkenrulle, men samme dyr kan til gengæld findele et mindre stykke køkkenrulle i trillioner af stykker og finsprede dem over et halvstort stueareal. Tilsyneladende kan mus også godt lide at transportere uspiselige ting. Eller også bliver mus bare knotne over, at noget ikke kan spises, og så bærer de lidt rundt på det i arrigskab eller smider det ind under en seng.

Men det skal være dem tilgivet. Jeg håber, helt ærligt, de der mus havde en fed, festlig førpåske-frokost, og hvis de legede lidt med maden, så er det dem vel undt. For der var ikke en eneste maddike i syne. IKKE EN! Så sommerhuset slap for at blive revet ned i denne omgang!

Nu er det så bare, jeg ikke kan lade være med at spekulere på, HVOR de mus mon er? Jeg mener, sidder de på lur og venter på endnu en påskefrokost uden køkkenrulle–og HVOR synes de, det er strategisk godt at placere sig i forhold til forventet mad-efterbevilling? Under min seng? Inde i mine skabe? Eller lige der, hvor jeg allermindst venter det?

Pyt! Hvis de nu synes, mine skabe er et fedt sted at afvente næste overdådige fiskebord, så er det dog, trods alt, lidt mindre brækfremkaldende at finde sine skabe fulde af mus—end at finde dem fulde af maddiker! Jeg skriger over begge dele. Men jeg skriger ligesom lidt anderledes over maddiker!

Continue Reading