Mit København.

IMG_0275

I dag skal jeg til København, og jeg glæder mig. Jeg overvejede lidt, om det var en smule overkill at rubricere en tur til København under “Rejser”, en lidt for tydelig understregning af min egen provinsionalisme, men kom frem til, at det jo ER en rejse. Forstået på den måde, at det både tager længere tid for mig at komme derover, end det gør at flyve til London, og at jeg for det meste opfører mig, præcis som jeg gør, når jeg er på ferie. Altså når jeg er i København. Jeg går. Og går. Og går.

Mit København er Vesterbro. Området omkring Sdr. Boulevard og Istedgade ca. fra Hovedbanen til Enghave Plads. Det er her, jeg udfører mine nyopdagelses- og genkendelsesekspeditioner. Det er her, jeg traver byen ind under mine fodsåler og mentalt spiser og fordøjer det hele. Alt det, jeg skal se igen og alt det, der har ændret sig siden, jeg sidst var her.

Det gode ved en by er jo netop koncentrationen. Altså koncentrationen af “by”. Herude i provinsen skal man gå et uanet antal kilometer for bare at træffe over et par enkelte, harmløse se-værdigheder (noter stavemåde!), mens man i storbyer får det hele serveret på ganske få skridt. Det er den intensitet, jeg holder af. Men samtidig også den, der trætter og mætter mig, så jeg efter nogle dage længes usigeligt efter de store, relativt tomme, horisontale vidder.

Jeg skal over og spise de fleste af mine måltider i Absalon. Dette geniale og hyggelige folke-forsamlingshus, hvor hipsters, pensionister, studerende, børnefamilier og alle vi andre mødes til sunde, veltillavede måltider til 50 kr., mens vi sidder ved lange borde og ikke kan undgå at falde i hyggelig snak. Og hvis der er booket ud, er der jo både Københavns bedste pizzasnask Izzi Pizzi og Bagelman med de lækre salater i nærheden. Om sommeren nydes de to sidste allerbedst på en bænk eller fortovskant på Sdr. Boulevard, mens man iagttager folkelivet og, især, hundelivet.

Jeg skal tage turen op ad Saxogade med alle de fede små forretninger, kaffebarer og marskandisere og meget gerne ende hos Københavns bedste tøjforretning, Donn Ya Doll oppe på Istedgade. Desværre er byens sjoveste skoforretning, Polkadotten, lukket for nylig, men den yderste del af Istedgade er alligevel, efter min mening, det allermest spændende forretningskvarter i denne del af byen. (Det skal forstås sådan, at området omkring Sct. Hans Torv på Nørrebro nok, trods alt, er byens bedste!) Her på Istedgade trives det private initiativ på en yderst inspirerende måde. Her er forretninger i nærmest alle kategorier, fra de eksotisk spændende, etniske købmænd, over fiske- og vildtbutikker, mini-cafeer, second hand til masser af små designershops, hvor den beklædningsmæssige fantasi absolut trives i allerbedste velgående. Og så kan man jo passende ende hos Mania med det farvestrålende, Disneyinspirerede tøj oppe på Enghave Plads. Jeg brugte engang 3 timer sammen med en veninde på denne tur, som vel afstandsmæssigt er under ½ kilometer!

Der skal også slås et slag ind gennem Skydebanehaven, et rigtigt godt åndehul for børn og voksne i denne del af byen. Men svært at finde, fordi man som udenforstående bare tror, det er en fornem port ind i ingenting. Det er det så ikke. Og Kødbyen. Hvor man, trods navnet, nok skal undlade at spise, med mindre man for nylig har vundet i Lotto eller gerne vil være til grin på egen regning. Men jeg holder meget af den spøjse blanding af de gamle kødgrossisthuse med fliser på gulvet og mænd i plastikforklæder, alle hipsterrestauranterne og de små, gammeldags smørrebrødsudsalg. Ved siden af ligger Skelbækgade, som nok primært er attraktiv for mænd med overspændte penisser, mens vi andre skammer os dybt over den skæbne, vores land tildeler fremmede, unge piger.

Associationerne bringer mig selvfølgelig fra denne skamplet direkte til den øverste del af Istedgade. Men kun i tankerne, for jeg kommer her helst ikke. Jeg er ikke bange eller utryg, men jeg får det mentalt dårligt af at se den skrotbunke af menneskeligt affald, vores samfund har efterladt her. Jeg føler mig handlingsmæssigt lammet i erkendelsen af, at jeg faktisk intet kan gøre. Så jeg stikker kujonagtigt hovedet mellem benene og vælger altid at gå på Sdr. Boulevard, når jeg skal fra Hovedbanen. Jeg holder meget af Sdr. Boulevard, og især når Ritas Blå Lopper forvandler hele gaden til et stort, farvestrålende loppemarked, hvor vi provinsboere kan komme af med alt vores gamle lort til overpriser. Her kan jeg nyde det smukke Halmtorv, og når jeg er et godt stykke nede, kan jeg nyde en varm drik på de altid fyldte bænke udenfor Kihosk, hvor alle de lokale sidder og ser på hinanden, og hvor man altid møder flere ret kendte scenekunstnere. Ingen nævnt, ingen glemt–men prøv det selv og se, hvem der er der!

Sidst, men ikke mindst, skal jeg have tid til at sidde på altanen og kigge ud over den pragtfulde gård, jeg holder til ved i København. Her leves livet i den indre by mellem flotte træer, legepladser, forboldbaner, grillarrangementer, tørrefasciliteter og alt det, vi i provinsen bruger adskillige kvadratkilometer til at opfylde. Når man har sådan en “have”, behøver man faktisk ikke ret meget mere. Det er samtidig også tankevækkende at fundere over, at Københavns underskønne baggårde er opstået på tomterne af 1.,2. og 3. baghus uden ret meget dagslys og udendørs, fælles retirader. Fru Ditlevsen, som stammer fra netop dette område, ville næppe have troet sine egne øjne.

Så nu er det pakketid. Udover det sædvanlige menageri omkring pakning, medbringes også et anseligt udvalg af mors frikadeller. Der er meget, de er gode til i København, men de kan tilsyneladende ikke det der med sønderjyske frikadeller!

 

 

Continue Reading

Dublin.

dublin-1049403_960_720

I min barndom sang vi alle sammen med på Bjørn Tidmands “Nu ta`r jeg til Dublin med det første fly….”. Jeg tvivler på, at Tidmand nogen sinde overhovedet havde været om bord på omtalte fly, og vi andre vidste vel knapt, hvad Dublin var. Bortset fra at ordet smagte godt og lidt eksotisk. Det har så, for mit vedkommende, ændret sig fra jeg første gang i 1984 besøgte den by, som, for nu at citere Tidmand, blev “..den by, jeg kalder min.”

Som med alle andre byer gør man sig selv og sine personlige rejsekompetencer en meget stor tjeneste, hvis man forbereder sig lidt inden afrejse. Dublin, og Irland som sådan, har en lang, kompliceret historie ( i en bus tager den mig fra Dublin til Belfast!), og hvis man ikke har den fjerneste ide om den, taber man en forfærdelig masse på oplevelseskontoen. Jeg plejer at sige, at det allerbedste og mest behagelige at gøre, er at se 4 film. Michael Collins, Vinden der ryster kornet (se omtale i andet indlæg), The Commitments og Once. De giver (hug en hæl og klip en tå!) Irlands historie gennem det 20. århundrede og lidt ind i det næste, over den engelske besættelse, borgerkrigen, recessionen (finanskrisen) og frem til det (sen)moderne Dublin.

Dublin er, meget kategorisk sagt, delt i syd og nord, adskilt af floden The Liffey. I syd bor de rige, og i nord bor de knapt så rige og de meget fattige. Byen har derfor hele 2 hovedgader, en på hver side. Der er den dyre, fancy, handelsgade Grafton Street på nordsiden og den monumentalt grimme O`Connell Street på nordsiden. Mht. den sidste skal man ikke bevæge sig ret meget til nord for den–især nord mod højre–inden det bliver lidt ubehageligt. (Forestil jer at give den oplysning til en flok elever. Man ser 30 teenagerrøve i strakt trav mod samme destination, inden man nærmest er færdig!)

Anyway, ethvert besøg i Dublin bør startes på Kilmainham Gaol/Jail. Helt uden diskussion. Her i det gamle fængsel med afdelinger fra lige så mange tidsperioder har de verdens bedste guider, som formår at gøre det meste af Irlands historie sprællevende. Det var her, oprørerne fra 1916 (ja, der skulle man lige have set en film, ikke???) blev brutalt henrettet, og hvor mange af Irlands store frihedhelte sad fængslet under både horrible og knap så horrible omstændigheder. Man kan simpelthen ikke undgå at blive berørt og belært af denne utroligt interessante seværdighed.

Dublin har mange museer, men de er desværre ikke alle lige interessante. Hvis man er til gammelt vikingeguld (ja, det var os, der anlagde Dublin i sin tid. Vi er meget velkomne tilbage, hvis vi lige prøver at beherske os udi plyndring og voldtægter.), så er det arkæologiske nationalmuseum sagen. De har MEGET guld, men desværre har de endnu ikke haft råd til en museumsdesigner. Det har de til gengæld på National Gallery, som efter min mening er et af verdens mest pædagogiske og handy kunstmuseer. Her har man samlet alle museets highlights i det samme lokale–og der er mange. Forfatteren George Bernard Shaw (ham med Pygmalion/My Fair Lady) pjækkede røven ud af bukserne som dreng, og da der ligesom ikke var andre forlystelser end det lokale museum at pjække den på, fik han sin basale uddannelse her og testamenterede derefter sin anseelige formue til stedet. Det gør, at museet faktisk er særdeles velforsynet. Især skal nævnes deres fantastiske Caravaggio, deres Vermeer, deres gode samling af den irske kunstner Jack Yeats ( bror til Nobelpristageren William Yeats) og de enkelte Prærafaelitter, de har neglet i England.

Lige midt i byen ligger det fantastiske (og fantastisk store) Trinity College. Grundlagt af Elizabeth I tilbage i 1592 for at holde en smule lokal intelligens i Irland (ellers rejste de jo til England) og nu et af verdens førende universiteter med ca. 14.000 studerende. Der er ingen af de oprindelige bygninger tilbage, men de fleste af de særdeles smukke huse er fra opgangsperioden i 1700-tallet. Trinity fylder næsten mere end en mellemstor provinsby, og enhver kan gå ind på det smukke område. Det er også her, The Book og Kells, den gamle bog, håndkoloreret af munke i 800-tallet, har helt sit eget museum, og er man ikke lige til gamle bøger, så er det smukke, storslåede gamle bibliotek, The Long Room, en del af billetten. Man kan også bo på Trinity, når de studerende er på ferie samt spise billigt i de mange studenterkantiner på området.

Dublin har 3 kirker, der er værd at se. Ret sigende for byen (og især dens turbulente historie) er de 2 “protestantiske” i denne by, hvor 95% af befolkningen er katolikker. St. Patrick er Irlands nationalkatedral, hvor Sir Jonathan Swift (Gullivers rejser) i sin tid var “deakon” og ligger begravet sammen med Stella, hans vist-nok-kæreste. Især Ladies` Chapel i kirken er smukt og værd at se–det er flot vedligeholdt af franske huegenotter, som for mange år siden flygtede til Irland. Resten af kirken er desværre domineret af stilen “Viktoriansk pral”, betalt af en megarig bryggerfamilie, der holder til i Dublin, og som f.eks. valgte bibelcitatet “I was thirsty. Ye gave me drink” til en dominerende mosaik, financieret af deres sorte øl. Christ Church er Dublins katedral og en meget smuk kirke. Især er den interessant for os vikingeyngel. Der er masser af efterladenskaber såvel i som udenfor kirken, og selve vikingemuseet Dublinia ligger da også side om side med kirken. I begge disse kirker SKAL (og det kan ikke diskuteres!) man på et eller andet tidspunkt deltage i Evensong (se andet indlæg)–de har begge verdensberømte kor. Og det er fuldt forståeligt, når man lytter til dem og grovnyder deres sang. Den 3. kirke er St. Mary`s Pro Cathedral ( “pro” betyder her “i stedet for”), som er den katolske ikke-katedral. Den er ikke som sådan synderligt interessant, det interessante ligger i, at dette er en katolsk “i stedet for en katedral” i et katolsk lands hovedstad.

Andre bygnings- og bygværker, der bør ses, er Four Courts (retbygningen, og se så de film!), Custom House og GPO. Især GPO, som er den daglige betegnelse for General Post Office. Det var her, oprørerne forskansede sig i 1916, og man kan stadig se de utallige skudhuller. Udover at være en flot, majestætisk bygning, som stadig fungerer som posthus ( posthuse er sådan noget, man har i de fleste andre lande), er her også en virkelig god udstilling om Påskeoprøret i 1916. Gå også over Ha`penny Bridge–den smukke lille gangbro, der har sit navn efter brotolden på half a penny. Og slå en tur omkring Dublin Castle, hvor englænderne i sin tid havde base og internerede genstridige irere. Slottet bruges nu til officielle begivenheder, og har vist verdens smukke helikopterlandingsplads i baghaven.

Dublin er fuld af flotte statue og mindre flot, såkaldt kunst. Og alle har de øgenavne. Den 321 meter høje pind, der rager mod himlen midt på O`Connell Street kaldes “The Stiletto in the Ghetto”, statuen af nationaldigteren James Joyce ved siden af “The prick with the stick”, byens absolutte vartegn Molly Malone hedder “The tart with the cart”. Og det kan man godt forstå, for den dame ligner mindst af alt en, der skal ud og sælge FISK. 2 damer på en bænk kaldes “The hags with their bags”, og det over-monumentale mindesmærke for Wolf Tone er “Tonehenge”. Det siger en del om det irske folkevid….

Dublin er er pragtfuld shoppeby, og hvis jeg skulle gå i detaljer, ville det fylde en mammutroman. Grafton Street med omkringliggende sidegader på sydsiden. Især det fantastiske “shoppingcenter” Powerscourt, som er så unikt, at der nok ikke findes et magen til noget sted i verden. Se det! Gaden Nassau Street er kendt for alle sine “irske” forretninger. Her vrimler det med uldtrøjer, tern og Yankees, men hold ud og find Kilkenny Shop med det allerbedste indenfor irsk design. Eller Avoca, lige ved siden af byens bedste madsted, O`Neills med portioner, der kunne mætte en elefant. På nordsiden er ting billigere ( og dårligere kvalitetsmæssigt), men Henry Street er nu helt OK. Meget mere interessant er gaderne Moore Street, som er markedsgaden i Dublin–og lad være med at købe billige cigaretter, politiet er altid i nærheden!–Talbot Street, hvor irerne selv handler og Capel Street, hvor det vrimler med second hand tøj, møbler og skrammel.

Og nu er der så mange, som er ved at miste tålmodigheden, for hvorfor har hun endnu ikke nævnt Temple Bar? Helt basalt fordi dette enorme forlystelsesområde ovenpå de gamle busremiser faktisk ikke er så synderligt interessant for andre end de allermest Guinnessfreakede turister. Her er liv og glade dage nærmest dagen lang, her er masser af pubber og restauranter, her er verdens højeste koncentration af berusede mennesker (move over, Danmark!), og her er pissedyrt. Jo, gå igennem Temple Bar og nyd atmosfæren, men lad være med at tro, at det er her, det sker i Dublin for rimeligt ædru mennesker over 30. Det er da ikke her, byens bedste pubber og restauranter ligger, og her, de lokale går ud. Spørg dem–de ved, hvor det sner. Så vil de sikkert nævne navne som Stag`s Head, The Copplestone, O`Neills og Peter´s Bar og mange, mange andre.

Og når man så er træt af denne “lille” storby (Dublin er en meget “lav” by/ her er ikke mange høje huse), så er det tid at tage bussen til Howth Summit og gå den forrygende tur langs klipperne ned til fiskerbyen Howth. Her er udsigt over Den irske kanal og i godt vejr til Isle of Man, og der er masser af Golfstrømspalmer hele vejen ned. Og når man er nået helt ned, har Beechoffs overdådig fish and chips, og DART-en (Dublin Area Rapid Transport) går lige hjem igen.

Der er SÅ meget mere at se i Dublin, men pladsen er ikke lige til det, og jeg er faktisk ved at blive sulten. (Nok associationer forbundet med de fish and chips!) Det er også meget bedre at stoppe nu, for så er evt. læsere nemlig selv nødt til at tage derover for at se alt det, jeg har udeladt!

Continue Reading

Om “At vende tilbage til”.

New_York_NYC

I går var jeg til hyggeligt “Se-girafferne-møde” med den rejsegruppe, jeg om ikke så længe skal til New York sammen med. En af deltagerne spurgte mig om, hvorfor jeg rejste “tilbage” til New York, når jeg allerede havde været der en del gange. Det har jeg tænkt lidt over siden. Og jeg er kommet frem til, at det handler om noget så simpelt som, på den ene side, tryghed og genkendelse og, på den anden, nye oplevelser og udfordringer. Altså præcis ligesom livet sådan helt generelt.

Mens jeg stadig underviste, kunne jeg glæde mig som et lille barn til igen at skulle gennemgå Bangs Ved vejen, Blichers Sindig opvågnen, Shakespeares Macbeth og Hemingways Frances Macomber og mange andre supertekster. Næsten hvert år, fordi de var uslippelige. Det var et festfyrværkeri af gode oplevelser, fantastiske gensyn og nyopdagelser hele vejen igennem, og jeg er sikker på, at de tekster gjorde mig til en bedre lærer. Men det, der altid var det mest fantastiske, var, at ikke to læsninger af samme tekst på noget tidspunkt var ens. Hver klasse, sin individuelle læsning. Det var på den ene side trygheden i at være fuldstændig hjemme i sit stof, men samtidig også de givende oplevelser, der kom ud af nye vinkler, der ligesom bare opstod af sig selv. At se gammelt stof på en NY måde. Det er jo det, god litteratur kan: det giver mulighed for ny, berigende læsning hver gang.

Det er nogle af grundene til, jeg rejser tilbage. Der er steder i verden, jeg ikke kan slippe. Og som ikke kan slippe mig. Der er steder i verden, som er så “gode”, at de giver mig mulighed for såvel tryghed som nye, berigende oplevelser hver gang. At vende tilbage er nemlig et to-leddet projekt. Den ene del er tryghedsbaseret og somme tider helt lavpraktisk. Jeg kan finde rundt, og jeg elsker at konstatere, at Empire State og Tower Bridge stadig står der og præcist ligner sig selv. Jeg ved, hvordan man bestiller på restauranter, kender undergrundsnettet, ved hvilke seværdigheder, der er SEværdige og hvilke ikke og har et indre kort over de mindst ulækre offentlige toiletter. Jeg har også yndlings-gåture, som byder på lykkelige bygningsgensyn og favoritforretninger, hvor jeg ved, at der er et udvalg efter min smag.

Den anden del er oplevelsesgenet, der kræver sit. Jeg elsker at komme tilbage og se, hvordan en by har udviklet sig, mens den ikke har haft mig i sig. Hvordan der er skudt nye, spændende bygværker frem, anlagt nye parker, indrettet nye forretninger og restauranter og bygget nye museer og andre seværdigheder. Det er et hit hos mig at vandre gennem gammelkendte kvarterer og se på, hvordan de enten nedslides, eller (og det er heldigvis for det meste tilfældet!) gentrificeres, bliver rigere, mere spændende og mere menneskevenlige. Jeg kan huske, da East End i London var et absolut umust for turister, hvor ikke ret mange andre end mig lige tog lange dagsture gennem det. Og se det så nu, hvor gode, gamle Hoxton Square næsten allerede er ved at gå af trendy, hipstersk storbymode igen. Jeg kan også huske Isle of Dogs, før det blev til Docklands. Og Times Square da det primært var pornoindustrien, der dominerede. Det er da berigende at følge med i, hvordan det hele bevæger sig. Forhåbentlig ligesom man selv bevæger sig.

For netop denne bevægelse er jo en del af det hele. At jeg, ved at vende tilbage, får en fornemmelse af tid, af bevægelse, af at verden og jeg selv, trods alt, kommer videre. Men–og det er forfærdeligt vigtigt!–så nyder jeg også grænseløst at sidde på netop den fortovscafe, hvor jeg sidder hver gang, og iagttage netop det liv i netop den by, der også giver mig tryghed, fordi jeg kender den så godt. Jeg er sikker på, at præcis denne blanding gør mig til en meget bedre turist!

NB. TIL LÆSERE: Fortæl gerne om de steder, I vender tilbage til–og hvorfor.

 

Continue Reading

Irlands vilde vestkyst. VII.

untitled-chaplin

Waterville.

Det var slet ikke meningen, at denne lille, forblæste flække skulle have helt sit eget indlæg. Men nogle gange sker der rent verdenspolitisk uhyrligheder, som gør det nødvendigt at gribe til alternative våben.

Waterville er som sagt et udsted. En lille hengemt, lukningstruet for længst afdød flække på halvøen Iveragh lige ud til Atlanterhavet. Det blæser meget i Waterville, og man kan både lugte, fornemme og direkte mærke det frådende Atlanterhav. Stranden er ikke noget at skrive hjem om, og turisterne består primært af de buslæs, der holder her ½ time for at spise frokost i de halvtomme restauranter.

Men engang, i fordums tid, holdt Charlie Chaplin ferie her hvert år 11 år i træk. Derfor er byens hovedattraktion en statue af samme herre midt på strandpromenaden. Chaplin blev desværre et af ofrene for Mccartyismen i 50-ernes USA, hvor senatoren Joseph Mccarthy retsforfulgte påståede ventreorienterede kunstnere for såkaldt anti-amerikansk virksomhed. Chaplin valgte at flytte sig selv og hele sin omfangsrige familie til Europa og satte aldrig sine ben i USA igen. Og i dag ser de fleste vel Chaplin som selve indbegrebet af en partitro kommunist? Ikke?

Derfor tror jeg, at Waterville ser en lys fremtid i møde. Med Meryl Streep som anfører vil byen givetvis blive et populært tilholdssted for adskillige landflygtige, såkaldt venstreorienterede Hollywoodstjerner de næste 4 år. Den vil opleve en blomstring som aldrig før, og den halvtomme strandpromenade vil vrimle med statuer af alle de kommunistiske kendisser fra Beverly Hills og omegn. Jeg er sikker på, de allerede glæder sig helt enormt i Waterville. Sikke et scoop. Måske er borgmesteren derovre allerede begyndt at indflette takketaler til (T)rumpen i sin aftenbøn?

I nærheden af Waterville ligger Doonbeg Golf Course, som tidligere er omtalt her på siden. Den skal nok ikke forvente det store besøg af de forventede stjerner. De kan nok heller ikke komme derind overhovedet, da ejeren har det med at bygge store mure omkring alt, hvad han tror, han ejer.

Continue Reading

Irlands vilde vestkyst. VI.

img_0306

Kylemore Abbey.

(Den gamle cirkushest er begyndt at længes efter forårets manege, så lidt mere om Irland, som heldigvis snart vinker forude.)

Kylemore Abbey ligger i det vestlige Irland, dog ikke specielt kystnært. For at komme dertil skal man krydse typisk irsk moseland, hvor man stadig i dag graver tørv–mange steder ved håndkraft. Øen har, groft sagt, form som en dyb tallerken, hvor yderranden er bjergrigt, og hullet i midten består af “bogland”/moseland. Kylemore Abbey står nærmest på skillelinjen mellem de to landskabsformer, men er især præget af moselandets jordbundsforhold, for her vokser rododendronen vildt i anselige mængder. Samme plante anser i Irland for en invasiv art, og der gøres store foranstaltninger for at bekæmpe dens udbredelse.

Kylemore Abbey blev i sin tid bygget af Manchesterlægen Mitchell Henry som en gave til hans elskede kone. (Det var der mange mænd, der kunne lære lidt af!). Det gik dog ikke familien specielt godt (lang historie!), så lige efter 1. verdenskrig blev stedet overtager af belgiske benedektinernonner, der omdannede det til pigeskole for borgerskabets (uvorne) døtre. De ejer stadig stedet, men skolen blev lukket for 10-15 år siden efter en brand. Nu er stedet udelukkende turistattraktion og en af Irlands mest velbesøgte.

Det skyldes primært den fantastiske have, som Henry i sin tid skabte til sin kone. Haven er enormt stor og har en overdådig og varieret blomsterpragt nærmest året rundt. Den ligger et stykke fra selve hovedbygningen (som bestemt også er et besøg værd), hvor man kører/går gennem den mest fantastiske alle af vilde rododendron og ældgamle, krogede træer. Det mest fantastiske ved haven er næsten, at det overhovedet er muligt at skabe en sådan storblomstrende viktoriansk have herude i det allermest forblæste hjørne af Irland. Men det er det, og selv haveanalfabeter som mig nyder den intenst.

For at få det optimale ud af stedet, skal det nok besøges i juni, hvor alle de vilde rododendrons står i fuld blomst. De er alle lyserøde/lilla og er, mildest talt, overalt på bjergskråningerne. Men resten af året er der bestemt også grund til at krydse hederne og ende i Kylemore. Ikke mindst fordi de, fuldstændig indiskutabelt og fra en sand kenders mund, uden sammenligning har samtlige de britiske øers bedste cheesecake!

(Der er flere indlæg om Irland på bloggen. Se under kategorien Rejser.)

Continue Reading

Julefred.

o-banksy-west-bank-facebook

Ca. en gang om året besøger jeg Fødselskirken i Bethlehem. Kirken er angiveligt der, hvor den stald, Jesus blev født i, ligger. Kirken er ældgammel, vrimler med turister og lokale plattenslagere, og så ligger den på Vestbredden.

Der er ikke ret langt fra Jerusalem til Bethlehem. Vel bare en 15-20 kilometer gennem et ørkenlandskab fyldt med bosættelser, hovedsageligt israelske, men faktisk også enkelte palæstinensiske. Turen foregår gerne med taxa, og af årsager, der ikke behøver fylde noget lige her, er nærmest alle taxachauffører palæstinensiske. Jeg har stadig til gode at møde en israelsk. Hvis de findes.

For at komme til Vestbredden skal man passere muren. Muren er bygget af israelerne, er af beton og vel en 4-5 meter høj, og tager man offentlige transportmidler, skal man gennem check-points undervejs. Tager man derimod en israelsk taxa derover, slipper man. Det er dog sådan, at man FRA Bethlehem kun kan tage palæstinensiske taxaer, og da de ikke må køre ind i israelsk territorium (ulig de israelske, som gerne må køre over på Vestbredden), undgår man altså ikke check-points. Sådan en omgang med tjek på begge sider, ingenmandsland i midten og relativt arrogante israelske soldater med maskingevær og stenansigter, gerne i 18-års alderen, kan tage op til et par timer. Så er man selvfølgelig heldig, for hvis man var lokal palæstinenser på vej hjem fra arbejde ovre på den anden side (det er der, arbejdet er!) tager det, kan jeg lige love for, væsentligt længere. Og hvis man er palæstinensisk olivenavler, bosat i Bethlehem med marker på strækningen mellem de to byer, kan man godt beregne et par timer i hver ende af dagen for at nå frem til sine egne marker og afgrøder.

Det er ikke den eneste mur mellem mennesker, der findes i verden. Der findes nok en del, jeg ikke kender til, men da jeg ofte i løbet af året er i Belfast, står deres mur mellem protestanter og katolikker selvfølgelig også i klar erindring. Her er check-points noget nemmere at passere–i alt fald i løbet af dagen. Om natten er de derimod hermetisk lukkede. Her er heller ikke den samme problematik omkring en arbejdsstyrke, som hele tiden må passere gennem menneskeskabte mure. Man bliver simpelthen på sin egen side. For nogens vedkommende fordi de gerne vil beholde hovedet. Alligevel tjener den såkaldte “Fredsmur” i Belfast udelukkende til at adskille mennesker.

Men i Bethlehem skal man altså passere en mur mellem mennesker for at nå frem til det sted, hvor forkynderen af fred og medmenneskelighed blev født. Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der finder det en smule barokt. Det burde jeg ikke være. I alt fald har den fremragende britiske grafittikunstner Banksy også givet sin kommentar til situationen med kunstværket foroven, som går under navnet “Joseph and Mary won`t make it to Bethlehem this year”.

Det er nok derfor, jeg, måske særdeles naivt, synes, at julefred ville være noget med at rive mure mellem mennesker ned. Såvel bogstaveligt som i overført betydning. Det er da uværdigt, at man for at nå frem til det sted, hvor Jesus angiveligt blev født, skal passere en MUR. En mur, der udelukkende tjener til at adskille og chikanere mennesker. Og som de stadig forlænger og forhøjer.

Desværre synes jeg også, at netop den mur er en uhyggelig, sørgelig, forfærdelig aktuel metafor for hele verdenssituationen. Hvor har vi dog travlt med at bygge mure. Lad dog i stedet Josef og Maria nå uhindret frem til Bethlehem! I (jule)fred.

Continue Reading

Hoteller med sjæl VIII.

img_0530

Hotel Medici. Rom.

Selv om hotellet tilsyneladende er opkaldt efter en særdeles indflydelsesrig adelsfamilie i Firenze, ligger det altså i Rom. Ikke lige spot on i centrum, men i et stille, roligt kvarter i pæn gåafstand fra metrostationen Republicca.

Det er ikke et af den slags hoteller, der gør det store væsen ud af sig selv, men her er stille, roligt, rent og en meget behagelig, afslappet atmosfære. Værelserne er pæne–ikke specielt store, men fuldt udstyrede med alt det, man som turist lige har brug for. Personalet er ganske hjælpsomme, om end deres sprogkundskaber godt kunne trænge til en lille brush up. Hovedsagen er dog, at de utroligt gerne vil hjælpe. Morgensmaden er, som morgenmad generelt er i Rom: absolut ikke specielt mindeværdig, men dog mættende nok til at vare til dagens første cafestop.

På selve gaden, Via Flavia, ligger en del rigtigt gode restauranter, og personalet på hotellet er særdeles behjælpelige med bookninger på disse. Måske er der tale om familiemedlemmer? Ydermere er gaden for det meste stille og rolig og meget “italiensk”.

Enkeltværelser med morgenmad koster omkring 500 pr. nat, dobbeltværelser ca. 750, så hotellets største force er absolut de gode priser, beliggenheden og den rare atmosfære. Jeg bor her gerne, når jeg er i Rom. Jeg har også boet en del andre steder, og ud fra erfaring kan jeg vist roligt konkludere, at det er nemt at blive snydt i Rom. Det bliver man ikke på dette sted.

Continue Reading

Om at flyve med fattigrøvsfly.

easyjet_a319_g-ezez_ams_2016-09-04

Jeg flyver en del og gerne så billigt som muligt. Jeg har det på samme måde med at bestille flybilletter, som mange spilnørder har det med at skyde diverse genstande ned i computerspil. Den får en ordentlig en på belønningscentret, når det er lykkedes mig at få skudt billetter til ingen penge ned. Ganske logisk betyder billigere billetter, at jeg har råd til at flyve endnu mere. Og komme endnu flere steder hen.

Sådan er vi mange, der har det. Jeg mener, flyverne er jo tydeligvis fulde hver gang. Og det er da også et yndet samtale-prale-emne i enhver sammenhæng, hvor lidt man har betalt for returbilletten til Malaga eller andre destinationer. Det er sjældent, vi praler med hotelpriser. De er så heller ikke billige. Og hvis nogen tror, at noget som helst flyselskab taber penge på ultrabillige billetter, så er det bare tegn på overmåde stor naivitet. De scorer sgu` da kassen på os–hver gang.

Alligevel kan de ind imellem være en prøvelse at flyve med lavprisfly, så her kommer nogle gode råd, der udelukkende er baseret på erfaring. Masser af erfaring.

Sørg for at stå nogenlunde forrest i køen til boarding, hvis der kun rejses med håndbagage. (Og er der overhovedet nogen tilbage, der ikke bare gør det? 10 kg. er jo efterhånden blevet, om man så kan sige, en relativt vejledende vægtenhed!) Af uransagelige grunde går det med usvigelig sikkerhed pludselig op for personalet midtvejs i boardingen, at flyet kun kan rumme en vis portion kufferter, så resten henvises med hård hånd til bagagerummet. Så skal man til at pakke om, have diverse ting lokaliseret i kufferten og med ind i flyet osv.–og det er bøvlet. Eller–og her kommer den radikale: Der er ingen, der tjekker, om man diskret berøver sin kuffert den forbandede lille forvisningsseddel og ladende som ingenting alligevel tager sine ejendele med ind i flyet.

Sørg for at have provianteret og aftisset inden boarding. Der sælges uspiseligt mad og udrikkelig kaffe om bord til skyhøje (undskyld!) priser. Nok er maden dyr i lufthavnen, men den er dog for det meste både sundhedsmæssigt ansvarlig og spiselig. Dette er ikke tilfældet i flyene. Ydermere mangler kioskvognene altid byttepenge, så man kan sagtens risikere at få penge tilbage i en totalt ukendt møntfod fra et land, man ikke havde den fjerneste intention om nogensinde at besøge. I øvrigt er valutakurserne ombord også tit en smule hjemmestrikkede. Det er som om, de bare vedtager, hvad en møntfod lige er værd den dag. Husk også at tisse af. Især før aftenflyvninger. Ellers får man et tydeligt indtryk af, at intet rengøringspersonale har lagt vejen omkring toilettet efter kl. 8–om morgenen!

Glem alt om at forstå, hvad personalet siger. De fleste af dem flyver til så mange destinationer, at de har oprettet et personligt, fælleseuropæisk sprog. Som regel har de selv en ide om, at det er engelsk, de taler. Desværre tager de fejl. Eller også mener de, at særdeles moderne engelsk har stærk serbokroatisk accent, polske bøjninger af udsagnsord og bulgarsk sætningsopbygning. I grunden er det også ligemeget. Hvem lytter til sikkerhedsgennemgangen overhovedet? Og hvis der sker noget drastisk, er jeg sikker på, de fleste alligevel vil opdage det undervejs (nedad!).

Der er meget lidt plads mellem sæderne, for selve konceptet går jo på at få så mange af os som muligt stuvet ind i den flyvende bus. En del uprofessionelle (altså uprofessionelle mht. lavprisflyvinger–de tror stadig, de er på et charterfly. Det er også dem, der klapper, når vi er landet!) glemmer helt hensynet til de andre sild i tønden. De starter simpelthen flyveturen med at lægge sædet tilbage–gerne ind over den stakkels, uforberedte bagsidder, der sådan nærmest bliver indespærret i sit eget sæde pga. manøvren. Dette kan afhjælpes ved at stemme begge knæ hårdt mod sædet foran, lave en del tilsyneladende ufrivillige og halvhårde spark mod ryglænet samt tale højt om uforskammethed om bord på fly. Hvis det ikke hjælper, kan man i nødstilfælde rejse sig (hvis der er plads) og indlede en nedstirringsmanøvre, eller vente til de sover trygt, før man starter en slags siddende jogging mod sædet foran.

Desværre er der ting, man er totalt magtesløs overfor, og som jeg endnu ikke har fundet effektive løsninger på. Det drejer sig primært om skrigende babyer og uforskammede unger med tilbedende forældre samt folk, der har en lemfældig omgang med hygiejne og egen volumen. Da det jo er meget uhøfligt at slå andre folks børn, og man ikke sådan lige kan smide dem ud i 10.000 meters højde, må der andre, mere diskrete midler til. Hvis man rejser alene, er det altid klogt lige at scanne flyet for ledige sæder, så man altid har en lydfri retrætepost, hvor naboens fedt ikke lige flyder ud over armlænet og ind over ens egen mave. Jeg kender også en, der altid lige har en sut i lommen, som hun gerne placerer i skrigende babyers lydhul. Det er dog ikke ret populært. Hvis man er så heldig at flyve med et personale, der blot forstår et minimum af engelsk, kan man også trække “Svag gammel dame med dårlige nerver”-kortet. Så er de som regel ret hurtige til at lokalisere en anden plads. Det kræver dog, at man indretter sin gang og rygstilling allerede ved boarding, og at man husker at virke forvirret, tabe noget og have uanede problemer med at få bagagen op i bagagelockeren.

Men billigt er det sgu`–og når man først er fremme, kan man i den grad nyde alle de penge, man har sparet. Indtil man skal stoppes ind i den overskyiske sardindåse igen.

 

Continue Reading

Julestemning i Rom.

dsc01252

Rom er et usædvanligt godt rejsemål i december. Det er der nemlig ikke så mange andre, der synes. Byen vrimler ikke med Nordeuropæiske kultur-og varmehungrende, og selv kamerabehængte kinesere og japanere i kilometermål blokerer tilsyneladende i stedet for udsigter andre steder på kloden.

Set med danske øjne starter julen sent i Rom. Julepynten er sjældent fremme før inde i selve december, og så bliver den hængt op lidt efter lidt. Rom bliver tilsyneladende ikke julepyntet på en dag. Det tager den tid, det tager, og det vigtigste er da også, at alt står klar til selve julen. I Rom er gaveudflåningen nemlig ikke julens klimaks og endelige punktum. Det er i stedet juledagene og tiden helt frem til Hellig tre konger. Det kunne vi måske overveje at lære lidt af?

Julepynt i Rom har normalt fire farver: grøn, rød, blå og guld. Selve kreativiteten er ikke overvældende og beundringsværdig, og mangen en mandlig rensdyrsentusiast herhjemme ville nok blive rimeligt misundelig på antallet af blinkende lygter. Til gengæld er udbuddet af gaveartikler enormt. Det er virkelig svært ikke at købe mindst 8-10 til sig selv.

Som sagt er december den tyndest befolkede måned, sådan rent turistmæssigt, i Rom. Det er pragtfuldt at kunne gå gennem de små, snoede gader helt uden konstant at støde ind i lommetyve eller andre turister. Af samme grund er hoteller også pænt rimelige i deres priser i december. Man kan sagtens få overnatning på gode turisthoteller for ca. 750 pr. dobbeltværelse pr. nat. Og det er altså ellers lidt af et fund i Rom. Der er også plads på restauranter og seværdigheder, og personalet har endda overskud til somme tider at sende et smil. Hvilket ellers er en yderst sjælden foreteelse i Rom. Vejret er køligt, men også gerne solrigt, så bevæbnet med en god sweater og vinterjakke kan det sagtens være en fornøjelse at sidde udendørs på cafe.

De fleste af Roms store seværdigheder har en indre, indbygget, magisk kvalitet, som går ud på, at man aldrig bliver træt af dem. De kan ligesom ses igen og igen og i en uendelighed. Og jeg glæder mig hver gang til gensynet. Rom er nemlig sådan en by, hvor man ikke nødvendigvis hver gang skal se nye ting. Det er ofte fuldt tilstrækkeligt at gense alle de gamle. Netop i december er der så god lejlighed til det, for de fleste af dem har man næsten for sig selv.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er vildt fascineret af barokken–med alt hvad den indebærer af basunengle og overdådige overdådigheder. Jeg er næsten ukritisk begejstret, når jeg kaster mig rundt i forfængeligheds- og forgængelighedssymboler og synsbedrag. Jeg vil faktisk utroligt gerne bedrages af falske kirkekupler, som bare er malet på, illusioner om vægge, der virker dobbelt så lange, som de i virkeligheden er og hære af basunengle, der næsten springer ud af væggene. Og får man nok af ekstravagance, er der de præ-perspektivistiske billeder i kirkerne, hvor malerne næppe var udfordrede på deres naivitet, men bare endnu ikke kendte til hemmelighederne bag perspektiv. De er ofte rørende sjove, disse billeder, med mennesker frit hængende på borde og stole og total mangel på forgrund og baggrund. Men de kunne nu noget, de gamle mestre…

3 dage i Rom er næsten en fornærmelse overfor byen. Men alligevel en rigtig fin, særdeles intens oplevelse. Man er i den grad nødt til at prioritere og planlægge. Heldigvis kan enhver logistik forstyrres af uventede, positive oplevelser, som da paven tilsyneladende hørte om vores tilstedeværelse på Peterspladsen og bestemte sig til at velsigne såvel os som 50.000 andre fra sit lille vindue. Det er stort, sådan noget. Især når det er fuldstændigt uventet. Man behøver ikke engang være skabskatolik for at få lidt kuldegysninger omkring rygraden.

For hvert besøg i Rom fatter jeg mere og mere udtrykket “den evige stad”. Selvfølgelig har det noget med byens alder og det åbenlyst høje antal af historiske minder at gøre. Det, at den nærmest altid har været der og altid vil være det. Men Rom er også en af mine personlige, evige stæder. Jeg kan vende tilbage gang på gang på gang–og blive ved med at bibeholde min evige, boblende begejstring.

 

Continue Reading

Midlertidigt leverancestop.

rome-1066035_960_720

Næste uge bliver ramt af et midlertidigt leverancestop her på bloggen. Jeg skal til Rom. Jeg gider ikke slæbe min computer med, og da jeg absolut nægter at skrive længere indlæg på min ipad, må det altså vente. At skrive på ipad er for mig som de første, spæde enfingersforsøg, da jeg i sin sin tid blev presset ind i et totalt overflødigt maskinskrivningskursus på aftenskole. Mine børn har da ikke “gået til” maskinskrivning, og det går da helt fint alligevel.

Men jeg glæder mig til Rom, som altid er et glædeligt gensyn værd. Jeg har det lidt uldent med oldtidsminderne dernede, men måske er det bare, fordi man fantasi ikke helt rækker til at forestille sig, hvad de 3 sten engang har været. Jeg undgår helst Forum Romanum, men kigger da pligtskyldigt derned, når jeg står på Capitol og nyder den fantastiske plads efter at have prøvet at finde, præcis hvor Eckersberg stod, da han malede sit dejlige billede.

Men barokken! Ja, barokken! Jeg kan gå lige så totalt amok i barok (barok-amok), som barokken selv i sin tid gjorde. Når jeg ankommer til Rom, er det første, jeg som regel gør, at gå op og se til og klappe Berninis lille elefant og derefter direkte til Trevifontænen. Det sidste sted laver jeg et præventivt kast med en mønt–så skulle chancen for at se Rom igen ligesom være taget i ed. Trevifontænen er noget af det allermest smagløse, jeg kender. Den er uhyrlig barokket–som om den gør sig vanvittige anstrengelse for at være en parodi på sig selv. Det er nok det, jeg elsker. Jeg mener: Skal der være barokfest, så lad der dog være barokfest! Heldigvis skulle der være rigtigt gode chancer for, at jeg får mit barokbehov tilstrækkeligt dækket for en periode. Der er vel også grænser for antal af basunengle–også selv om det næsten er jul.

Og så skal jeg ud på den protestantiske kirkegård. Jeg elsker det sted, dets ro og atmosfære. Og jeg kan næsten fortrænge lugten af kattepis, da den jo også er Roms officielle katteinternat. (Så meget for religiøs tolerance!). Her ligger et utal af romantiske digtere begravet, og især er det jo fantastisk, at både Keats og Shelley i en meget ung alder fandt–om ikke fred–så dog en form for evig hvile her. Herude skal jeg bare sidde og VÆRE (og holde mig for næsen).

Når jeg så har genset mine 3 yndlingssteder, åbner Rom sig endnu engang. Det er sådan en af den slags byer, hvor man ikke bliver træt af at gense det hele et utal af gange. Eller bare sidde på en fortovscafe og se livet blive levet.

Der skal pakkes. det tager sgu` nærmest længere tid end at flyve derned……

Continue Reading