Om at rejse.

Verden er blevet kaotisk påny, og det ser lige nu ud til, at den er ved at lukke.

Det er selvfølgelig og til alle tider mest forfærdeligt for alle de, der rammes sundhedsmæssigt af Coronaen. Og de, der ude i verden rammes så økonomisk hårdt, at det bliver svært at opretholde et leveværdigt liv. Eller bare at overleve.

Men midt i al den begrædelighed og dystre fremtidsudsigter begynder der også at tegne sig en særdeles nedslående prognose for de kommende måneder. Endda måske det kommende år.

Det er indiskutabelt, at rejsebranchen er den hårdest ramte af alle brancher. At vi vil se mange konkurser og store, velrenommerede firmaer, der må lukke og slukke. I mit firma har man allerede afskediget alle “overflødige” medarbejdere, og jeg spår, at bunden ikke er nået endnu. Personligt må jeg til at affinde mig med, at jeg kommer til at tabe 2 hele sæsoner. Rub og stub. Det er ufatteligt, og det gør så ondt, at det næsten ikke er til at bære.

Ude i verden er der millioner af mennesker, der lever af, at vi tager på ferie. Lægger vores penge hos dem og deres små familiedrevne virksomheder. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det går dem og vil komme til at gå dem. Blot erindre de små hoteller i afsides egne, hvor jeg har boet, og hvor overskuddet fra mit måltid senere blev uddelt til landsbyens fattige. Lige nu er der ingen måltider at dele ud af. Og det gør endnu mere ondt at tænke på.

Helt ned i detaljerne vil vores liv blive anderledes. Selv om det i det store perspektiv er lidt latterligt, så er det nok slut med juleindkøbsturen til Fleggaard. Skal der Toffifee og Quality Street på julebordene, så må der betales overpris i danske forretninger. Alle de mennesker, der prøver at bøde på deres vinterdepressioner med ture til varmere lande i vintermånederne, må stå depressionen igennem uden solens hjælp. Der er dømt Danmark for alle, og solskin og pålidelige klimaer er faktorer, vi bare må vente på. Jeg tror, det bliver en meget lang vinter for alle. Som i MEGET lang.

Nu kan man selvfølgelig indvende, at det er et luksusproblem, at vi ikke kan rejse. Det er det måske nok for os. Men det er absolut ikke noget luksusproblem for alle de mennesker derude, at vi ikke kommer og holder dem i live med vores penge. Det er en katastrofe, at vi bliver væk. For selv om jeg allerede har skrevet det en gang, så er mine tanker bare så meget hos dem.

Vi har nok i mange år set det som en fundamental menneskeret at kunne rejse. Frit at kunne bevæge os i verden og selv vælge, hvor vi ville hen. Det er som om, dette er en form for beslaglæggelse af vores rejsemæssige ytringsfrihed, som vi slet ikke er gearede til at forstå. En spændetrøje af venten uden deadline.

For havde vi dog bare sådan en. Deadline, altså. Så var det hele ligesom til at overskue. Det stresser mig enormt, at jeg ikke aner, hvornår jeg kan komme tilbage på mit elskede og savnede arbejde. Ligesom det stresser mig akkurat lige så enormt, at jeg ikke har mulighed for at komme ud til alle de mennesker derude i verden og se, at alt er OK hos dem.

Det bliver en lang vinter. En lang vinter med konkurser og vinterdepressioner i en verden af lukket land.

Det er så her, vi må ty til clicheen, at vi da heldigvis har hinanden. Den må vi prøve at få os selv til at tro på.

Det var så dagens optimistiske glædesbudskab…….

Continue Reading

Lidt mere Hamburg.

Hamburg har ca. 2500 broer. Godt nok er man lidt stor i broslaget og tæller også jernbanebroer med. Men alligevel! Og godt nok er der mange jernbaner i Hamburg, der både er Nordeuropas skinnede knudepunkt samt har både S og U bahn. Den sidste i øvrigt udelukkende som highline! Men igen alligevel!
Venedig har ca. 600 og Amsterdam omkring 1200. Sådan til sammenligning.

Det betyder, at der er vand og broer overalt. På kryds og tværs, nedenunder, ovenpå og til siden. Ikke alle lige pittoreske og af Instagrammable kaliber, men en by med så meget vand og så mange overgange over vand har alligevel noget særligt. Der er store ingeniørbedrifter over Elben, og der er små ydmyge trinbrættet over forstørrede vandpytter, men faktum er, at man overalt er i nærheden af vand. Vel og mærke vand, man med lethed kan komme over.

Selvfølgelig skyldes meget af dette byens fortid som nærmest en søfartsnation i sig selv med utallige kajer og kanaler mellem et utal af pakhuse samt alle de hanseatiske forbindelser, men det er nu alligevel som om, man bevidst dyrker vandet og det at kunne komme over det. Nok er Hamburg en af de grønneste byer i Europa med sine mange parker og store respekt for træerne, men det er ved kajkanterne og broerne, at livet virkelig leves. Og nydes. Det er dybt imponerende, at en by, der i bund og grund ligger milevidt fra et anstændigt hav, har så meget vand. Basalt er det hele jo bare Elben, en flod.

Så er man brofreak, så kan man samle dusinvis af bro-afskygninger her. Der skulle være ca. 2500. Egentlig kunne det være lidt sjovt personligt at opklare, om tallet stemmer. Senere (altså post-Corona) kunne man så afprøve, om de også kan tælle i Amsterdam og Venedig!

Continue Reading

Om Hamburg.

Det forbavser sikkert mange, at Hamburg er mere end kilometerlange køer ved Elbtunnel, et utal af kønsløse containere og gennem de seneste år et enormt vejarbejde, der i bestræbelserne på at grave en hel motorvej ned, har generet og påvirket det meste af trafikken i det nordlige Tyskland.

Hamburg er faktisk også et sted, en by med levende mennesker og et centrum for kultur og fremdrift. Faktisk Tysklands næststørste by. Og så tæt på den danske grænse, at det nærmest er pinligt, at vi med vanlig sans for misforstået nationalisme gerne overser den. Det er synd. For bare sådan en 3-4 dage i Hamburg i en strålende, solskinsrig september er et gevaldigt boost, et kulturelt input–og fremfor alt et rart og behageligt afbræk fra en tid, hvor en grim pandemi styrer vores liv på mange parametre, og hvor det at rejse langt og fremmed er forbundet med angst, utryghed og formodede skjulte epidemiske farer.

Man kommer lettest, billigst (DB har vist Europas bedste rabatordninger) og mest bekvemt til Hamburg med tog. Stil bilen ved stationen i Flensburg, hvor det er trygt og gratis at parkere. Så er der bare 2 timer derned, hvilket jo for mange er langt mindre, end der er til vores egen hovedstad. Ydermere havner man lige midt i byen, på Hauptbahnhof, hvorfra man enten kan gå eller tage offentlig transport videre. Mange hoteller ligger i øvrigt i området omkring banegården, og for tiden er der klækkelige rabatter på overnatning, grundet Coronasituationen.

Hamburg er ikke nogen gammel by, hvad angår huse, kvarterer og arkitektur. Ingen bindingsværk og skæve gavle her. Den store brand i forrige århundrede samt de allieredes tæppebombning under krigen har medvirket til, at de fleste kvarterer er post-verdenskrig—eller helt nye. For i Hamburg bygger man. Hele tiden. Især det nye Hafencity og området omkring Speicherstadt er oplagte slentre-udflugtsmål for de arkitekturinteresserede. Og så er det faktisk af en kaliber, så man, efter min mening, ikke behøver rejse skamstøtter til offentlig bespytning over umulige arkitekter. Flottest er selvfølgelig Elbphilharmonie. Og dyrest. Allerdyrest. Men nok også pengene værd, selv om vi nærmer os Coronakompensation-størrelse for samtlige de danskere, hvis arbejde efter regeringens mening er værdifuldt nok til at blive kompenseret. Eller halvdelen af alle dem, de overså og ignorerede.

Alligevel er der masser af historie i Hamburg. Tydeligvis sporene efter storhedstiden som hansestadt–måske endda den mest betydningsfulde af dem alle–som går igen i den rigdom, der stadig præger mange områder. Og i den kolossale havn, som altid fortjener en havnerundfart–ikke mindst for benovet at betragte, hvordan man effektivt losser og laster de mange skibe, har en sandstrand ( med forsvarlig badning!) midt i byen og hylder selve skibsfartens historie med masser af maritime museer, besøgsskibe og museumshavne. Der er også en form for ikke-skamfuld, matter-of-fact fokus på byens krigshistorie, som kan opleves meget intensivt i det lille museum under St. Michaelskirken, der som en anden Gedächtniskirche står med sit enorme, forbrændte tårn–og ikke ret meget andet. I øvrigt er en tur gennem den gamle Elbtunnel også et must. Her hvor bilerne blev sænket ned i asfaltbelagte elevatorer, og man havde tid, penge og overskud til at dekorere selve tunnelen med art nouveauperiodens flotte udsmykninger. Der er ligesom ikke det samme swung over den nye Elbtunnel, selv om man selvfølgelig oftest kører igennem den i samme tempo, som man kan GÅ gennem den gamle i. Og er man der, er den gamle landingsbro over tunnelen et livligt, dog noget turistet, marked af alt fra fiskerestauranter, Bratwurst i alle udgaver, souvenirs Made in China og liv. Masser af liv.

Der er masser af kunst og kultur i Hamburg. Utallige kunstmuseer, gallerier og en undergrundsscene, der bare blomstrer, vildt og uforfærdet. For de malerkunstmæssigt konservative er Kunsthalle et must. Ikke nok med at adskillige verdensnavne ( nævner lige i flæng Munch, Picasso, Rubens, Rembrandt, Chagall og Renoir) er repræsenteret med GODE værker–her er også mesterværker af hjemlige kunstnere som Caspar David Friedrich ( det billede, som enhver gymnasielærer i dansk har skamridt for at banke forståelse for romantikken ind i de små hoveder, se oploadet version på FB!) samt endog Jens Juel, Abildgaard og Hammerhøi, hvis billeder her dog ikke ligefrem er det, man udelukkende bør rejse efter!

Og så er der så smukt i rigmandskvarterne omkring Alsteren, så dejligt bare at slentre eller sidde på en af de utallige fortovscafeer eller Cafe Paris, der bare er så unik, så fascinerende at betragte det stormægtige rådhus i al sin overdådige pragt, og for de, der tjener penge eller har fået kompensation, er der utallige shoppingmuligheder. Ikke mindst fordi den tyske moms er Coronanedsat, så der er ligefrem økonomisk gevinst ved at gå forsvarligt amok.

Der er dejligt i Hamburg. Og der er også tilstrækkeligt anderledes end herhjemme til, at man føler, man er ude, væk og fri af det allermest genkendelige. Det er som et pip af en svingen med rejseørerne at komme derned nogle få dage. Når nu verden er så ufremkommelig, som den er for tiden, så er det en oplagt mulighed. Og–hvilket ikke skal forglemmes–forleden var antallet af nye smittede i Hamburgområdet (som er på ca. 1,8 millioner) 21 i alt. Det lyder som om, København måske kunne lære lidt der? Og så skal vi vel tage derned, inden tyskerne lukker for OS.

Så husk, at der ved det evindelige smertensbarn for kørende udlandsfarere faktisk ligger en fantastisk by med umådeligt mange tilbud. Og at der ikke er længere end 2 timer med tog fra Flensburg!

Continue Reading

Om Pfifferlinger.

Hvis Pfifferling var et stednavn, var det sådan et sted, jeg ville rejse hen. Det er et pragtfuldt ord og smager forfærdeligt godt på tungen og i hele munden. Faktisk helt ned til hjertet, som bliver lidt varmt. Pfifferlingevarmt.

Men Pfifferling er ikke et sted. Det er bare noget, der smager godt. Nemlig kantareller på tysk. Tænk at kalde dem noget så dejligt. Der er ligesom mere stil, schwung, Sturm und Drang og ligefrem velsmag over Pfifferling. Pfifferling, Pfifferling, Pfifferling.

Når noget er i sæson i Tyskland, omfattes det af en stor, næsten helt udmattende dyrkelse og ophøjet kultstatus. Tænk bare på de uger i forsommeren, hvor hele det store land går i benovelse og tilbedelse af hvide asparges. Det er der, en aflang, hvid grøntsag bliver halvgud, og enhver med respekt for sine egne, naboens eller købmandens asparges går i aspargesmode og tilsætter ethvert måltid ( eller laver dem til et måltid i sig selv) en god portion opgravede stangafgrøder. Hvis der findes nogen i hele Tyskland, der bare ikke er på aspargesholdet, så holder de kæft. Det er at sammenligne med skruebrækkeri.

Men jeg vidste faktisk ikke, at Pfifferlinger ( gider ikke skrive kantareller, det er for usmukt et ord) har samme status. Og at det er lige nu, Pfifferlinger pfiffer op og er modne og plukbare. Derfor har alle restauranter utallige variationer af Pfifs. Sovse giver vel sig selv, supper til dels også, men der pfiffes også i pastatilbehør, salater og i enhver form for tilbehør til den obligatoriske schnitzel. De smager godt, virkelig godt. Så kan man lide Pfifferlinger, så er det med at komme til Tyskland nu. De har nok af dem. Alle steder.

Personligt er jeg ikke svampefinder. Jeg lider af en udpræget angst for røde fluesvampe, euforiserende paddehatte og lort, jeg ikke kan kende fra lagkage. Jeg er overbevist om, at mine evner udi svampefund sikkert begrænser sig til at give enten mig selv eller mine nærmeste en ubehagelig død. Eller i alt fald adskillige ditto toiletbesøg. Derfor synes jeg, det er så rart, at nogen har taget teten og plukket de uskyldige for mig, således at jeg kan nyde mine Pfifferlinger i store mængder og variationer.

Så vil man dyrke og tilbede Pfifferlinger, så er det syd for grænsen. Selv om det ville have været rart, om Pfifferling også var et sted. Rent sprogligt rangerer det jo nærmest på fod med Mandalay og Samarkand i lydmæssig flothed.

Continue Reading

Om at komme over. På den anden side, altså.

Jeg har altid lidt af udvidet højdeskræk. Enhver udsigt direkte ned drager mig og prøver ordløst at overtale mig til at springe ud. Jeg er nok den, der gennem tiderne allermest speedy kom ned fra første etage i Eiffeltårnet (stak lige hovedet ud af elevatoren, hvorefter jeg trykkede på NED), og jeg har kravlet på knæ langs kanter og stejle fald, klamret mig til forblæste buske på klippestier samt forklaret mine gæster om Beachy Heads lyksaligheder, mens jeg stod 10 meter BAG deres rygge.

Jeg er ikke til hængebroer. Carrick-a-rede i Nordirland, som mine gæster ellers gerne nyder, er ikke for mig. Jeg får sgu` ondt i nerveenderne bare ved at SE på den. Clifton Suspension Bridge i Bristol er godt nok ikke en tovbro, men den er slem nok alligevel. Jeg skal sådan gå og kigge ned på og lettere kommanderende tale med mine egne fødder hele vejen og hele tiden kvinde mig op til at komme videre. Enhver form for udsigt og panoramaer er totalt spildt på mig. Jeg er dem helst foruden. Hvis jeg kigger for meget på dem, drages jeg jo bare mod den der underverden af tom luft og klipper og tager det endelige hop. Nedad. Jeg har dog været over Clifton Suspension. 2 gange. Det er en bedrift.

Men forleden var jeg altså over Rappbodetalsperre i Harzen. En hængebro. Af metal dog, men ret hænget alligevel. På enhver hængebro findes der idioter, der udelukkende er kommet ud på sådan en for at gynge pæne og nervøse folk. Det gør de så. Hele vejen over. Men jeg KOM over.

Underligt nok er det sådan, at tanken om umuligheden i et sådant foretagende er tusind gange større og mere traumatiserende end det, faktisk at gøre det. At gå over. Jeg gik med oprejst ( lidt, i alt fald) pande hele vejen, smugkiggede en ganske lille smule ned ( og der var langt) og bandede mere end blev bange for idioternes hængebrosgyngeri. Jeg er stolt, meget stolt, over at have haft overskud til et lille smil derude på stålwirerne og husker da også, at jeg bestandigt udsendte remindere til mig selv om tysk grundighed og Ordnung muss sein. Jeg havde nok aldrig gjort det syd for Alperne. No way.

Nu er det så sådan, at jeg med stor overbevisning kan anbefale turen på hængebroen over Rappbodetalsperre i Harzen. Det er ret fantastisk. Det er smukt, det er unikt, og det holder. Og den eneste grund til det er, at jeg kom over. Jeg gjorde det. Så kan man sagtens blive megastor i kæften og virke som semi-professionel udi hængebrosovergange. Faktisk er jeg lidt skuffet over, at man ikke dernede kan erhverve sig en badge til tøjet, hvor der står noget i retning af “I did it.” For sådan en gad jeg godt gå med.

Og måske er det også sådan, at jeg nok, hvis verden engang igen åbner sig, er nødt til at overtale mig selv til få det der Eiffeltårn helt ind under huden og i alt fald da komme ud af elevatoren. At tale FORAN mine gæster og faretruende nær kanten på Beachy Head, at tage i alt fald et par skridt ud på Carrick-a-rede ( det er en tovbro, så der gælder særlige regler for mig) og måske gå over Suspension med blikket rettet fremad og periodisk endda nedad.

Nu får vi se. Jeg kom over. Måske kommer jeg også på den anden side af alt det drageri?

Continue Reading

Om Harzen.

Da jeg var ung, kendte jeg nogen på min egen alder, der vandt en bustur til Harzen. Det tog tid for dem at indrømme den pinlige gevinst, og jeg tror faktisk aldrig, den blev indløst.

For man tog ikke til Harzen. Dengang. Harzen var indbegrebet af sværme af turistbusser med geriatrisk fyld og ubehjæpsomme, uberejste pensionister af den slags, der umiddelbart mente, at forstod tjeneren i udlandet beklageligvis ikke dansk, råbte man bare højere og udpræget tydeligere. Harzen var et pinligt rejsemål, dybt underlagt rejsesnobberi af en art, stedet på ingen mulig måde fortjente.

Nu er jeg så blevet trekvartgammel. Jeg er også blevet indfanget af en pandemi, som begrænser mine rejsemuligheder fysisk og mentalt afholder mig fra mange kroge af verden. Så jeg har været i Harzen. Og der er vidunderligt dejligt. Jeg gad faktisk godt vinde en bustur dertil…

Siden jeg var ung, er Harzen blevet udvidet. Med den østlige del, som dengang kun fandtes bag jerntæppet, og som faktisk er den mest interessante. Her er både vidunderligt smukke, gamle byer med bindingsværkshuse i et overvældende antal, men også natur, der både er smukt at se på og fantastisk at trave i. Nok er her ind imellem en smule über-tysk, men wienerschnitzler, bratwurster og utallige pyntegenstande overalt har vel også sin charme. Sådan midlertidigt. Selv de blonderede gardisetter, der tilsyneladende har meget høj gardinstatus, er til at leve med og giver en hvis form for lokalkolorit. Så længe man ikke skal have dem med hjem!

Harzen kan nås på 5-7 timers køretur ( inkl. pauser) fra de fleste steder i Danmark, og har man akutte udlængselsabstinenser, er det absolut anbefalelsesværdigt. Der er noget for enhver smag. Der kan traves, slentres, fås store naturoplevelser og gås gennem ældgamle byer med utrolig charme. De lokale er selv utroligt opmærksomme på at give tilbud til nærmest alle former for turister, så mulighederne er mangfoldige.

Man behøver ikke længere være pensionist for at påskønne en tur til Harzen. Det bør egentlig råbes ud, for det er uendeligt synd, at et så fantastisk sted stadig hænger lidt ved den gamle myte om buspensionisternes paradis. Men det er vel egentlig bare et spørgsmål om at tage afsted—og blive noget så fantastisk positivt overrasket!

Continue Reading

Om Quedlinburg.

Quedlinburg ligger i den østlige del af Harzen og har ca. 22.000 indbyggere. Byen er på Unescos verdensarvsliste og er i den grad et besøg værd. Ikke bare sådan et smutte-forbi-besøg, for den fortjener mere end det. Meget mere.

Det siges, at der er over 1500 bindingsværkshuse i Quedlinburg. Personligt tror jeg, der er flere, for det er uhyre vanskeligt at finde et hus, der ikke har stolperne. Man er indrammet og omringet af bindingsværk. Og så har byen tilsyneladende ligget i dyb kommunistisk dvale gennem alle de år, DDR eksisterede, for til trods for dens 1000-årige historie og moderne restaurering er her et helt umiskendeligt præg af det gamle Østeuropa. Der er særdeles toppede brosten, forretninger med små, længst umoderne udstillinger (hvem erindrer stadig, da alt tøj hang på bøjler i vinduet?) og de obligatoriske 2 vinduer på hver side af en dør og en atmosfære af sejlivet uforgængelighed. Det er lige før, man stadig kan lugte brunkullene og brunkålene. I alt fald kan man sagtens forestille sig de evindelige køer foran forretningerne.

Så Quedlinburg er ikke bare smuk og charmerende. Den er også et stykke historie i sig selv. Fra de ældgamle huse og det store slot fra middelalderen til de utallige reminiscensser af de gamle Østeuropa i ufortyndet form. Det er sådan en slentreby, hvor alt bare er seværdigt. Et lille museum i sig selv uden at være opstillet og dødt, for her leves livet og dagligdagen hele tiden af indbyggerne, som kræser om de gamle huse og den helt specielle atmosfære.

Selvfølgelig er der hoteller i Quedlinburg. Men de fleste turister bor på byens utallige pensioner, som er indrettet i de fordums herskabshuse, som under kommunismen blev til kollektive håndværkerfirmaer og nu er overtaget af entreprenante mennesker. Så man kan sagtens bo midt i al herligheden til særdeles venlige priser. Og i gåafstand fra alt det herlige. For er man først i Quedlinburg, er det hele faktisk ret herligt…..

Continue Reading

Og det er altid den nærmeste. Den på hjørnet.

Der ligger altid den der lille undseelige restaurant på hjørnet, lige ved ens feriebolig. Sådan særdeles uprætentiøst, lidt selvudslettende og selvfølgelig aldrig mere end nogle få skridt væk.

Der skal man selvfølgelig ikke spise. For hvorfor i alverden skulle byens bedste restaurant ligge lige for ens fødder og i bekvem gåafstand? Nej, man skal i stedet trave byerne seriøst igennem, for alvor lokalisere turistfælderne med de skyhøje priser og den shitty mad, hvis eneste umiddelbare fordel er, at de ligger på overrendte pladser og har ubehøvlede tjenere.

Men så er det, med sikkerhed, sådan, at den sidste aften er man træt. Benene vil ikke ret meget mere, det begynder somme tider at regne, og i grunden er den personlige GPS allerede indstillet på hjem. Så hvorfor ikke gøre det let? Gå hen på hjørnet og bide al madskam og eventyrlyst i sig?

Og så er det, med lige så stor sikkerhed, sådan, at den der lille undselighed pludselig viser sig at være et fund, et madtempel af høj karat og en lokal perle. Det ved man jo i grunden godt. For sådan er det hver gang. Hver eneste.

Her er billeder fra snitzlernes ubestridte himmel. Lige på hjørnet, altså. Paradis for enhver elsker af udbanket, paneret kød, som vor mor skal lave det og har gennembanket det, før man stikker gaflen i det smørstegte vidunder på en halv kalv. Og ikke nok med det: Lokalstemningen, komplet turistfri, er helt intakt med nabolagets familier og stamkunderne, og alle de pyntelige uhyrligheder i vinduerne udstillet uden nogen form for fisefornem skam.

Og næste gang man så indtager sin feriebolig, og den der lille undselighed igen stikker sit hoved frem på hjørnet—så overser man den. For der skal man ikke spise. Indtil den sidste aften, forstås. Det er så der, man lokaliserer byens bedste restaurant. Altid! Og aldrig bliver klogere…..

Continue Reading

Luneburg. En lidt overset perle.

Det er selvfølgelig beklageligt, at jeg ikke engang kan finde ud af at skrive umlaut på min padde. Da jeg aldrig undervurderer mine læseres intelligens, er jeg dog sikker på, at samtlige alligevel godt selv kan finde ud af at sætte de to prikker over u-et.

Så: Luneburg ligger faktisk ikke ret langt fra den dansk/tyske grænse. Man skal bare lidt til venstre omkring Hamburg. Og så er man der, hvor saltet gror. Eller groede. For man graver faktisk ikke længere efter salt i Luneburg. Det har nemlig vist sig, at det ret omfattende minearbejde fik byen til at vride sig, blive skæv og falde sammen. Og den slags er jo uheldigt. Men smukt. Luneburger-salt er ellers det kvalitetsmæssigt bedste salt, der findes. Og også det, der i fordums tider gjorde byen rig og blomstrende samt forsynede den med alle de smukke gamle handels- og pakhuse, der stadig står og er så vidunderligt velholdte. Og skæve.

Der bor omkring 75.000 i Luneburg, så byen er af ( med danske øjne) betragtelig størrelse. Oprindeligt er den faktisk ikke en hansestad, men fik sig i begyndelsen af dette århundrede kæmpet til den status med absolut gigantisk tilbagevirkende kraft ved at hævde, at netop saltet var stærkt medvirkende til, at nabo- Hamburg blev en af de mest magtfulde hansestæder. Der for adskillige århundreder siden, altså. Den er dog fyldt med fantastisk flotte gavlhuse ( der skulle betales skat af gadeareal, så derfor byggede man indad) i en helt særlig stil, jeg kun har set på denne egn. Det er sådan en by, man skal kigge op i. Det er nemlig der, alle de smukke oplevelser sidder. På gavlene, på takkerne på samme gavle og i alle de fantasifulde ornamenteringer og vejrhaner.

Luneburg er en rigtig slentreby, hvor hele bymidten faktisk består af mere eller mindre trafikfri gader. Der flyder den obligatoriske flod igennem ( en biflod til Elben), og hvor der før var travlt havnemiljø med losning og lastning, er der nu skønne caféer ved flodbredden. Og overalt i byen løber små, sjove, spændende gyder, som kun venter på at blive udforsket.

Det kan såmænd sagtens lade sig gøremål en endagstur. Men det ville være synd. Luneburg skal ligesom have lidt mere. Der er ikke langt hjem, men der er anderledes, spændende og smukt.
Og så må vi stadig godt rejse til Tyskland…….

Continue Reading

Om Panoramaruten.

Jeg ved ikke, om det ( som mange hævder) er Danmarks smukkeste vandrerute, men det er i alt fald uden sammenligning den smukkeste, jeg har været på. Jeg mangler selvfølgelig også en del endnu…

Man kan tage Panoramaruten, Mariagerfjord, både fra P-pladsen ved Bramslev Bakker og fra Sejlklubben i Hobro, da det hele er så snildt indrettet, at man går i et stort loop de ca. 11 km, ruten er lang, og derfor ender præcis, hvor man er begyndt.

Og da Mariager Fjord helt indiskutabelt er Danmarks smukkeste fjord, og ruten går gennem netop de områder, hvor samme fjord er allersmukkest, er det et sandt festfyrværkeri af en vandrerute. Langs fjorden, gennem enge fyldt med græssende køer og får, gennem skov af enhver art, langs små, rislende bække og gennem hedelandskaber med lyng og lettere forkrøblede buske. Hele vejen går ruten gennem stærkt kuperet terræn, og som bevis på præcis dette, kan jeg fortælle, at min telefon talte ikke færre end 40 etager undervejs. Det føles nu ikke specifikt hårdt og udmattende, selv om aftenen nok vil bringe små hilsner fra muskler i benene, jeg helt havde glemt, jeg havde.

Det er ikke sidste gang, jeg har været ude på den rute. Den må være næsten endnu smukkere i efteråret, hvor de utroligt mange kig fra højderne ned til fjorden også omringes af efterårsløv i alle farver.

Og her i en sommer, hvor alt det, der ellers plejer at gøre årstiden sjov–såsom solskin og samvær–ligesom er på relativt stand-by, har rigtigt mange af os fået kridtet vandreskoene og går på opdagelse på gåben i det fri. Jeg kan kun anbefale, at de gåsomme og traveivrige prøver denne perle af en rute!

Continue Reading
1 2 3 35