Stilhed på den hvide kyst.

Der er en smule tyst på bloggen for tiden. Det skyldes, jeg er på ferie.

Hele sommeren har jeg ikke foretaget mig andet end at være på ferie. ANDRES ferie.

Det er nu engang guidens lod, at ferier primært afholdes af andre, mens det er hende, der sørger for, at det så overhovedet kan lade sig gøre. Løber forrest til alle seværdigheder og går bagest til enhver form for fødeindtagelse og overnatning. Ingen afslapning, før alle er på plads. Og i det hele taget kun fri, når de andre sover.

Derfor er ferie er helt usædvanlig luksus. Basalt den luksus, der indebærer helt selv at bestemme og nogle gange helt bevidst at lade være at bestemme noget som helst. At undgå at tage et valg er faktisk også at være ansvarlig. For sit liv og sin ferie.

Der dyppes tæer i Middelhavet og indtages adskillige kolde og varme drikkevarer på diverse strandpromenadebarer. Altsammen i 27 grader og et område, hvor danske turister decideret er et sjældent syn. Der spankuleres i gamle byer og købes tasker i hobetal. Og så holdes der ferie her på Costa Blanca, for det trænger jeg godt nok til.

Så meget, at jeg sagtens kunne vænne mig til et guidejob UDEN gæster. Sådan i retning af et lærerjob uden elever……

Continue Reading

Britiske byer. XI.

Eastbourne.

Det er absolut ikke noget ufravigeligt krav, at man skal være pensionist, men man falder usandsynligt godt ind i gadebilledet, hvis man er.

Ikke at Eastbourne er en antikveret, støvet by, der forlængst er gået i koma i sin egen tornerosesøvn, men den er stadig en uhyre populær by for 60+ ere såvel at feriere som at bosætte sig i. Det giver den sådan et laid-back, langsomt, “vi når det nok i morgen”-image. Og det er vel netop derfor, det er rart at være i Eastbourne. Tingene tager den tid, de tager. F.eks. tager det især rigtig meget tid at sidde i liggestole på strandpromenaden og iagttage det liv, der går så stille og afslappet forbi.

Eastbourne har omkring 90.000 indbyggere, og de senere år har byen gjort virkelig meget for også at tiltrække andre aldersklasser ved f.eks. at oprette afdelinger af de lokale universiteter. Den havde sin deciderede storhedstid i forrige århundrede, hvor først overklassen begyndte at feriere ved den blide sydkyst med det milde klima. Derefter gik det, som det jævnt hen går med fashionable badesteder. Hvis de ikke værner om og beskytter deres image, nedarves de gradvist til middelklassen og til sidst til den allestedsnærværende, fish and chips-spisende, arbejderklasse. Faktisk forsøgte man også længe at modstå sidste befolkningsgruppes tarvelige indtrængen–man blokerede for, at pøbelen (som det hed dengang!) fik lov at købe togbilletter til stedet. Elementært: Bare lad være med at indsætte andet end 1. klasses vogne i togene!

Overklassefortiden er stadig meget tydelig i Eastbourne. Især langs den lange, smukke strandpromenade, hvor gamle, kridhvide kurhoteller vidner om et andet publikum end de middelklassepensionister, der nu frekventerer byen med den speed, som rollatoren nu tillader. Sidegaderne vrimler med smukke upstairs/downstairs viktorianske huse, og de gamle forlystelsesteder (så som den lokale mole og flotte varieteteatre) står også og fortæller historie. Langs promenaden finder man også en fantastisk bandstand, et Martellotårn fra Napoleonskrigene og et særdeles velbevaret, gammelt fort fra samme periode. I det hele taget vidner hele den engelske sydkyst om en nærmest panisk angst for franskmændene gennem adskillige århundreder–at dømme efter forsvarsværker decideret vendt mod arvefjenden derovre.

Lige udenfor byen, mod vest, findes den nok største seværdighed. Og den er faktisk meget lidt pensionistvenlig! Beachy Head er den højeste (175 meter) af de smukke kalkklipper, som omgiver byen og også kan ses langs med hele kyststrækningen op til Dover i øst. Det er et betagende syn at stå på toppen og kigge ned i dybet og på det fyrtårn, som er plantet dernede. Det ligner et sømærke for mindre dukker, men er faktisk af helt ordinær størrelse. Beachy Head er et fantastisk flot naturfænomen, men desværre også relativt berygtet. Her er nemlig absolut garanti for velgennemført selvmord, så stedet er kendt for at have rekord i tragisk mistede menneskeliv, hvilket også fremgår af de utallige buketter, der ligger langs den stejle afgrund. Udover det siger onde tunger også, at det er et optimalt sted at skaffe sig af med et ubelejligt kæledyr!

Og til sidst en advarsel: Undgå denne fine, rolige, laid-back by om sommeren. Den er nemlig særdeles populær blandt sprogrejser, og–for nu at sige det diplomatisk–100 italienske teenagere pynter ikke ligefrem. De kan også virke meget, meget massive, når de, som den slags nu engang gør, altid færdes i murtykke, højlydte grupper. Hellere 30 rollatorer end…….  De kan heldigvis undgås i maj, juni og september, hvor vejret også ofte er mildt og solrigt.

–Endelig kan man jo altid lige smutte en foryngelsestur til nærliggende Brighton, hvor der bare er kul på hele tiden. Så virker Eastbourne så ualmindeligt fredelig, rar, stille og rolig, når man kommer tilbage!

Continue Reading

Nyt tiltag! Hvad med en læserrejse?

Jeg har længe stået i den situation, at jeg har vaklet mellem at arrangere mine egne rejser eller at arbejde for etablerede rejsebureauer. Så derfor gør jeg begge dele! Af egne arrangerede rejser løber det nok op i 10-15 på årlig basis og for rejsebureauerne omkring 10. På et tidspunkt er jeg selvfølgelig nødt til at tage beslutningen om, om jeg skal satse på det ene eller det andet–men jeg er også nødt til at stikke fingeren i jorden og se, om tingene kan bære.

Derfor prøver jeg at se, om en rejse i dette regi kan lade sig gøre! Altså om det er muligt at samle tilstrækkeligt mange læsere af bloggen til en fælles rejse.

Derfor er det, lige så selvfølgeligt, et must, at en sådan “prøverejse” skal gå til et sted, som jeg holder umådeligt meget af, hvor jeg har været mange gange, kan finde rundt, kender forholdene og ved, hvordan man gebærder sig. Samt et sted, hvor mange nok ikke lige har været. Nemlig Jerusalem.

Det er muligt at lave en rejse fra 18-22 februar 2018 for 4500 kr. inkl. direkte fly fra København, hotel og transport fra lufthavn til Jerusalem, retur. Prisen er baseret på overnatning i dobbeltværelse, så enkeltværelse bliver nogle hundrede kroner dyrere. 5 dage lyder måske ikke af meget, men da alle dage udnyttes fuldt ved, at der flyves ud tidlig morgen og hjem hen ad aftenen, bliver det til 5 hele dage.

Så der kan nås enormt meget–især fordi afstandene ikke er store. F.eks. besøg i Jaffa/Tel Aviv første dag efter landing, byrundtur i den gamle by med Gravkirken og andre verdensseværdigheder, halvdagstur til Bethlehem/Vestbredden, gåtur ned ad oliebjerget med Fader Vor kirken, Getsemane Have og den store kirkegård, heldagstur til Masada/Jeriko med bad i det Døde hav–og meget, meget andet.

Al transport foregår med lokale minibusser, og da disse kun har 10 sæder, er det altså max. deltagerantal. Betaling for disse kommer oveni, men det er på ingen mulig måde dyrt.

Jeg tjener ikke på turen, men får min rejse og mit ophold betalt. Ellers havde jeg jo ikke råd til at lave rejsen…..

Så lad os se, om der er interesse? Det hele er først til mølle, og jeg er spændt på, om ideen kan bære.

Continue Reading

St. Mary`s House and Gardens. En oplevelse. Af de store.

Lige udenfor den sydengelske badeby, Brighton, i den lille, idylliske landsby, Bramber, ligger St. Mary`s House. Og er man på de kanter, må man ikke snyde sig selv for et besøg på dette vidunderlige sted, der bare ligger som en forunderlig, stille tidslomme midt i et ellers  særdeles turistpræget område.

Huset er fra 1500-tallet, oprindeligt et overnatningssted for pilgrimme på vej til og fra Canterbury, og ejes af to charmerende, ekcentriske, ugifte fætre på henholdvis 77 og 90. Det har været i deres families eje i 130 år, og de bor faktisk stadig i det og passer det–og de 2,5 hektar viktoriansk have, der hører til!–med hjælp af ganske få frivillige.

I selve huset findes ting, sager og minder fra adskillige århundreder. Her er udskårne døre lavet af kahytsvægge fra den spanske armada, som jo strandede noget så eftertrykkeligt på den irske vestkyst. Her er samlinger af hjemmelavede dukker, teddybjørne fra nærmest samtlige familiemedlemmer adskillige generationer tilbage og alskens modellegetøj, inklusiv Buckingham Palace på størrelse med en mindre spisestue. En komplet samling af satirebladet Punch fra den første udgivelse til den absolut sidste fylder adskillige vægge, og såvel drenge-som pigemagasiner fra 1800-tallet står pænt indbundet overalt. Og så er her et utal af hemmelige kroge, løngange og gemte rum. Bl.a. et musikværelse med plads til 90, som kun har adgang gennem et lille forrum, hvor man skal finde 1960-udgaven af Punch, hvori åbningsmekanismen sidder! Det er sådan et sted, hvor man fra ethvert gammelt klædeskab forventer fri og uhindret passage til Narnia. Samt hvor “De 5” givetvis ville komme på endnu et eventyr–hvis de ellers et kort øjeblik holdt en pause fra det evindelige spiseri.

Den ene fætter, Peter, har dedikeret sit liv til den engelske, viktorianske satiriker Thomas Hood (som jeg må indrømme, at jeg desværre ikke kendte) og anses for den førende ekspert på feltet. Der er hoodske tegninger, bøger og andre former for kuriøsiteter overalt, og det er faktisk både værd og morsomt at kaste et blik på. Udover det komponerer samme herre (stadig!) musik og har i sin ungdom skrevet et stykke inspireret af Drømte mig en drøm i nat. Som han i øvrigt ikke kendte teksten til, så den må jeg lige have oversat til ham!

Jeg elsker sådanne charmerende excentrikere. Folk med en mission–eller i dette tilfælde måske flere. Da historien om Thomas Hood kom til, at han desværre ikke blev hofpoet, men blev vraget til fordel for Wordsworth, som fik den fine titel, men angiveligt ikke lavede en dyt, lød spørgsmålet, hvad sidstnævnte dog havde, der kunne retfærdiggøre valget. Og da det så fløj ud af min mund, at han vel havde påskeliljer (Wordsworths berømteste digt), trykkede jeg helt uforvarende på en ubremselig knap. SÅ kom jeg godt nok ind i varmen, og den 90-årige fortæller kunne være blevet ved i adskillige flere tiår!

Udenfor huset er der 2,5 hektar viktoriansk have. Som i huset vrimler det med små, romantiske kroge og skjulesteder, høje hække, der indhegner bestemte haveafsnit, et gammel drivhus til ananas (ja, ananas!) samt et væld af disse engelske roser, som bare er så smukke, duftende og flotte. Ydermere er alle buske selvfølgelig klippet i facon–eller rettere, faconER–for ingen er ens.

Jeg kan kun anbefale dette sted på det allermest kraftige. Men det er en god ide at anmelde sin ankomst, for så vanker der engelsk tebord med bisquits og den mest rørende, venlige betjening og rundvisning.

Det er en perle. Men desværre nok en af dem, man ligesom skal skynde sig at se. Fætrene har prøvet at få National Trust til at overtage hus og have, men de ville i givet fald kun overtage, hvis de fik 1,5 millioner pund med i købet. Og de findes ikke. For udover at vise folk rundt i det, der står deres hjerter så uendeligt nært, tjenes der jo ikke de store penge. Og der skal være tid til at nørde rundt i gamle ting og satire fra viktoriatiden!

Continue Reading

Den engelske pier.

Pier betyder vel, direkte oversat, mole. Men en engelsk pier er mere end en ordinær mole. Den er et kulturfænomen, et forlystelsessted, en evig stank af candyfloss og fish and chips og så uendeligt ærkebritisk.

Det begyndte alt sammen i forrige århundrede, da man for alvor fik øjnene op for havbade, rekreation, ferie, kurophold og, for de mindre bemidlede, forlystelsesmæssige afvekslinger fra hverdagen. Så byggede man piers. Altså moler med alskens huse til forlystelser, sådan en 3-400 meter ud i havet. De første skød op på den engelske sydkyst, men snart fulgte enhver badeby med respekt for sig selv efter. Pieren i Eastbourne er fra 1870 og er faktisk en af de flotteste, mest velbevarede og velholdte af dem alle. Den er vist også den mindst tarvelige, målt i friturestank, omfang af candyfloss og tåbelige butikker af den slags, der sælger alt det, man ikke anede, at man ikke manglede.

Nogle gange tænker jeg på, hvordan en sådan fidus ville klæde Skagen, eller måske Hornbæk? Næppe ret flatterende. Og i Øster Hurup ville den da være decideret malplaceret, men vi jyder er nu også sådan lidt tilbageholdende.

Under alle omstændigheder er en pier sådan en ting, som mange elsker at hade, og endnu flere tager snobbemæssig afstand fra. Jeg synes, de er lidt sjove og charmerende. Sådan på en vildt britisk måde. Fish and chips-måden, altså.

For med fish and chips har jeg det præcis som med tarteletter. Den første smager himmelsk, men sådan henad midten på nummer to begynder det lige så stille at gå lidt tilbage med nydelsen, indtil nummer tre, hvis man kvæler den, bringer en til et decideret kvalmeniveau.

Continue Reading

Om hoteller.

Ved en løselig sammentælling har jeg fundet ud af, at jeg siden 1. april har sovet på hotel over 70 nætter. Det er, talt på en anden måde, over to måneder. Derfor føler jeg mig næsten overkvalificeret til at udtale mig om hoteller og hotelstandard.

Når jeg rejser professionelt, bor vi altid på 4 eller 5-stjernede hoteller. Som det på billedet. I øvrigt min hotel-hader nummer absolut 1! (Og det hotel, der efter en smagløs renovering tildelte sig selv 4 stjerner!) Når man når op i den overbestjernede kategori af hoteller, mister stederne enhver form for personlig charme, atmosfære og nationalt særpræg og bliver i stedet køns- og smagløst, såkaldt- og misforstået- luksuriøse. Det er, på mange hotelkæder, umuligt at lokalisere, om man befinder sig i Dublin eller Dubai, når man først er indenfor dørene.

Og jo, der kan være tonsvis af afsætningsplads omkring sengene–som der så i øvrigt også ofte er tonsvis af! Men hvad SKAL jeg egentlig med pladsen? Selv for et notorisk rodehoved som mig er det dog indlagte begrænsninger for, hvor meget tøj jeg trods alt har at sprede. Tilligemed finder jeg det relativt umuligt at sove i mere end en seng ad gangen og nægter kategorisk, af nattesøvnsfremmende årsager, at skifte seng flere gange på en nat–blot for at afprøve dem alle. I disse bal-soverum har jeg som regel også såvel buksepresse som strygejern, hvilket jeg absolut ikke bryder mig om, for det fratager mig enhver undskyldning for at være kuffertkrøllet. Endvidere synes 4- og 5-stjernede hoteller i mellemstore provinsbyer ofte at være udstillingsplads for håbløse indretningsarkitekter, der på stedet burde fratages deres bestilling af (gæste) humane årsager.

Når jeg rejser med mig selv, familie eller min lille rejseklub bor vi på små, halvbillige hoteller. De, der i brochurerne, hedder “familiehoteller” eller et eller andet med økonomi. Dem holder jeg meget af. For det første giver de sig ikke ud for mere, end de er. For det andet er de ofte alt andet end kønsløse. De har nemlig atmosfære og personlighed. Det med personlighed kan ofte skyldes, at møblementet består af loppefund, moster Annas aflagte dagligstue og hvad der nu blev råd til at hente ude i Ikeafabrikken. Tit og ofte hjælper hele familien med, og man kommer på hils med selv de fjerneste grandfætre. Det kan udmærket være, at der ikke er specifikt rent i alle hjørner–samt at man deler værelse med flere levende væsner end sig selv–men blot det, at man ikke føler sig som et nummer på en overnatningsinstitution med 300 totalt ens værelser, er så forbandet befriende. På et bestemt ( og blandt os professionelle rejsende, berygtet) hotel oppe i en nordirsk storby præsterede receptionisten at sige Godmorgen til mig 4 gange indenfor ½ time uden på nogen mulig måde at afsløre, at han havde set mig før. Det ville ikke ske på de små hoteller!

Når jeg selv skal betale mine rejser og overnatninger, kunne jeg ikke drømme om at investere i stjernehotellerne. Jeg ville føle mig noget så uendeligt snydt. For mine egne penge, for atmosfære, for kolorit og for at have en fornemmelse af, hvor i verden jeg i grunden befinder mig. Jeg er udmærket klar over, at mange vælger at betale for hotelfabrikkerne, fordi de så ved, hvad de får og på den måde kan føle sig “trygge”. Men det er, baseret på min erfaring, en uendelig falsk og helt overflødig tryghed. Man er da vel for F… kommet for at se det sted, man er rejst til–og ikke Radisson, som på en prik ligner det, der står ude på Amager!

Så jeg glæder mig altid til de få, charmerende, små hoteller, der kan falde af på en professionel tur–som regel når de store institutioner er overbookede. For når man tilbringer så mange måneder af sit liv på hoteller, finder man virkelig ud af, at sengeantal, strygejern, overplads og rædselsfuld indretning er så umådelig overflødigt i forhold til noget så simpelt som atmosfære!

Continue Reading

Den lille and.

I går gik jeg rundt i Edinburghs Old Town, den gamle bydel fra middelalderen. Undervejs kom jeg både forbi åbningen af Tour of Britain, hvor absolut ikke-dopede cykelstjerner stod i kø på cykel for at starte løbet, den gamle borg, tonsvis af turistbutikker med samme udvalg af ternede uhyrligheder produceret i Kina samt denne lille and. Det var den, der gjorde det største indtryk.

For hvorfor står der en ulykkelig, lille, forladt badeand midt på en befærdet gade i Edinburgh? Hvem har lige glemt den der? Sådan noget trigger virkelig min fantasi. Har noget foretaget en badeandsafsætning sådan helt med vilje for derefter at bevæbne sig med tålmodighed og godt udsyn for at aflure forbipasserendes reaktioner ( folk har jo så mange sære ideer!), eller er den tabt af et nu ulykkeligt barn, som bare ikke kommer i bad de næste mange dage? Indtil et nyt, passende andefamiliemedlem er anskaffet?

Under alle omstændigheder taler den lige ind i mit omsorgsfulde moderhjerte. Den er ikke bare sød, den er decideret nuttet. Og så ser den så uendeligt forladt ud. Sådan helt ude af sit oprindelige badekarselement og totalt prisgivet turiststrømmens fødder. Man kan faktisk let komme til at fladmase den i lettere grad. Jeg mener, de færreste forventer vel, at de på turen op til Edinburgh Castle ligefrem får et badeandsliv på samvittigheden. Det er vel næppe sådan, at man som turist i Edinburgh udviser højeste agtpågivenhed overfor muligheden for at træde på de lokale badeænder?

Omvendt slår man jo heller ikke lige sin overbeskyttelse ud i al dens moderlige flor. For tænk nu, hvis det barn, der lige har mistet sin badeand, er i umiddelbar nærhed og i hast på vej tilbage for at redde sin badeven? For så at opdage, at en tumpet turist har udført en unødvendig redningsaktion?

Og hvad skal jeg lige med en reddet badeand? For selv om den er vildt nuttet, så ER det en del år siden, jeg sidst holdt ænder i mit badekar. Jeg kan selvfølgelig genoptage fjerkræholdningen i mine vådrum og grundlægge en ny slægt med denne lille fætter. Så kan jeg opsamle enhver forladt badeand, der måtte krydse min vej og lave en form for internationalt asyl for forladte badeænder på mit badeværelse.

Under alle omstændigheder håber jeg, den overlevede masseturismens fodslag. Eller kom hjem til sit eget badekar. Men jeg gad stadig virkelig, virkelig godt vide, hvorfor der stod en lille, nuttet badeand midt på en befærdet gade i Edinburgh.

Continue Reading

Om uretfærdige antal af katedraler.

I Dublin er over 90 procent af befolkningen katolikker. Byen har 2 store katedraler og en såkaldt “pro-katedral”, hvor pro betyder ” i stedet for”. De 2 store katedraler er protestantiske, og vikarkatedralen katolsk.

De store katedraler er gamle, prangende, (selv)højtidelige og meget hellige. Det er derfor, jeg mest kommer i den katolske. Den er så befriende uformel og giver sig ikke ud af mere, end den er. For overkøn er den jo ikke. Den er sådan bare under gennemsnitskatolsk almindelig.

Herinde er der en befriende, helt uopstyltet fred. For alle. Uanset hvordan man tror eller ikke tror.

Men der må da være lidt tomt i de 2 store kolosser, når nu hovedparten af befolkningen aldrig kommer der. Og når der sikkert også er flere andre, såkaldte protestanter som mig, der egentlig synes, at den katolske pjatkirke er meget mere tilgængelig.

Det ville svare til, at vi i København havde 2 kolossale katolske domkirker og ingen protestantiske. På en måde lidt besynderligt utænkeligt.

Men sådan er det altså i Dublin.

 

Continue Reading

Det der med sommeren.

Hermed et billede fra en af de eneste dage i år, hvor vejret har været acceptabelt, og regnen kun har væltet ned hveranden time. Det er fra Giant’s Causeway i Nordirland, og man kan tydeligt se, at solen er i venligt humør.

Sidst jeg var her, stod det ned i stænger. Folk var så våde, at hele bussen stank af jordslået regntøj flere timer efter. Forrige gang var det cirka det samme. Og gangen før.

Ikke for at sige noget som helst tarveligt om den danske sommer i år. Mere noget positivt på en underlig, bagvendt måde. For i det mindste har det da i den grad hverken regnet, blæst, haglet og hvad det nu ellers gør i et omfang, der på nogen mulig måde er sammenligneligt med sommeren herovre.

Og sjovt nok synes irerne faktisk, de har en OK sommer. Men sådan er der jo så meget, og jeg bor helt fint i min store sweater….

 

Continue Reading

Om stedsans.

Engang var jeg så naiv, at jeg troede, at alle bare ved fødslen var blevet tildelt deres andel af verdens samlede stedsans. At der var en portion til deling, som vi så solidarisk og millimeterisk  fordelte imellem os. Sådan at vi alle fik lige meget, og sådan at  umuliusser på finde-rundt-området helt enkelt bare skulle tage sig sammen, eller i alt fald tage det alvorligt.

Jeg er blevet klogere. Samtidig har jeg også fundet ud af, at jeg selv er dybt priviligeret, fordi jeg kan det der med at finde rundt. Til gengæld scorer jeg absolutte bundpoint, når det kommer til anvendelse af kort. Jeg er kortlæsningsanalfabet samt verdensmester i at få skidtet vendt den forkerte vej. Så den hurdle undgår jeg gerne ved at bruge helt, helt andre metoder. Jeg navigerer på vikingemaner–udelukkende ved hjælp af pejlemærker.

Jeg har lagt mærke til, hvad der med 100% sikkerhed sker, når jeg sender andre mennesker på selvstændige ekspeditioner i, for dem, ukendt terræn. Det starter gerne med, at jeg indgående forklarer vejen ved hjælp af pejlemærker og endda optegner ruten på et kort. 75% vil nå godt og sikkert frem, mens de sidste 25, med stor og usvigelig sikkerhed, vil fare noget så grusomt vildt og til sidst hverken finde stedet eller sig selv. I begyndelsen troede jeg, det var mine forklaringer, der var for usle, men det giver jo ligesom ikke svaret på, hvorfor hovedparten trods alt fandt frem. Så begyndte jeg at spørge folk om, hvordan de havde fundet frem/var faret vild, og sjovt nok viste det sig, at de, der var kommet frem, nærmest alle tydeligt havde fundet pejlemærkerne, mens resten overhovedet ikke havde bekymret sig om dem, men udelukkende holdt næsen i kortet.

Så selv om vi ikke alle er priviligerede med den samme portion stedsans, så tror jeg, at en ting vil hjælpe folk, der altid farer vild. Og sjovt nok er vildfarere altid ekstremt kortafhængige–hvilket vel også, på sin vis, er forståeligt. Men prøv at kigge OP og tage bestik af, hvor I rent faktisk befinder jeg i levende live, ved rigtige bygninger, parker, mindesmærker og deslige. Memorer dem. Plot dem ind på den indre billedsamling af pejlemærker, I skal prøve at lave. Hav en masse billeder derinde, som I kan genkende.  Læg mærke til, at hotellet ligger på den vej, hvor den lille kirke ligger, bare lidt længere oppe. Husk, at når I går til højre ved synagogen, kommer I til parken, mens I altid ender ved den grimme skulptur, hvis I går til venstre ved stationen. Prøv at undgå at kigge alt for meget NED–altså ned på kortet. Et kort er en upersonlig, død ting, som aldrig nogensinde kan vise jer det sjove hus med gavlmaleriet eller den finurlige, lille bagerforretning. For det er dem, I kan og skal huske.

Jeg husker også tydeligt, at jeg ofte er blevet spurgt om, hvor diverse ting ligger, og undrende må sige, at netop posthuset har vi da lige passeret. Vi gik da LIGE forbi, vi VAR der. Selv om det også var mit første besøg og min første vandring i byen, lagde jeg da mærke til, at der var et posthus. Jeg vadede da ikke rundt med snuden nede i kortet, for det kan jeg simpelthen ikke bruge til noget som helst. Overdreven kortafhængighed skaber desværre det modsatte af, hvad folk tror. Det skaber usikkerhed, og det skaber en by af topografisk karakter–ikke en rigtig, levende by med oplagte pejlemærker.

Endelig oplever jeg også, at kortafhængigheden er ekstremt begrænsende for nogle. De tør ikke gå ud af/væk fra kortet. Det er uhyre væsentligt for dem hele tiden at vide, hvor de er–altså på kortet. Prøv at lade fuldstændigt være med at være bange for at fare vild. Lad kortet blive hjemme og bare GÅ. Der findes faktisk ikke ret mange steder i verden og nærmest ingen i Europa, hvor man uforvarende kommer til at bevæge sig ind i grimme kvarterer, og gør man, er jeg 100% sikker på, at man med det samme opdager det og går tilbage! Og der findes INGEN steder i Europa, hvor man ikke altid kan finde en taxa hjem!

For det er jo den, der altid nager: AT KUNNE FINDE TILBAGE eller IKKE AT VIDE, HVOR MAN ER. Jamen, er det da så væsentlig? Hvad sker der, sådan helt konkret, hvis man ikke kan finde tilbage eller ikke ved, hvor man er? Gør det ondt? Piner det at tage den taxa? I så fald er jeg overbevist om, at det i ALLE tilfælde har været en MEGET større oplevelse at bevæge sig frit gennem byens mylder og huske at kigge OP og se alle de fantastiske ting, der jo vitterligt er at se, og som sjældent alle er afmærket på kortet–end det er et nederlag at måtte erkende, at man er faret vild og har behov for kørselshjælp for at komme tilbage til udgangspunktet.

I min familie kalder vi fri leg i verdens storbyer for at “finde” vild. Vi elsker det, og det er lige præcis det, der giver os feriernes ultimative oplevelser. Og ja, vi “farer” også ofte vild, fuldstændigt ude af stand til at præcisere, hvor i alverden vi befinder os–men det er altid her, de største oplevelser ligger.

Så selv om den der stedsans er noget ulige fordelt, så kan der arbejdes på den. Fase 1 er simpelthen at give slip. Pak det kort ned i inderlommen, GÅ og KIG OP! Husk de ting, de er sjove og usædvanlige ( vi har jo alle forskellige pejlemærker) og tag en taxa hjem, når hjemvejen er fuldstændig labyrintisk. Det gør ikke ondt. Snarere tværtimod: Det skaber selvtillid! Og stedsans!

Continue Reading
1 2 3 12