9 dage i Coronaskygge. Eller: den sidste turist i Amerika.

Tvivlen var der allerede, inden vi tog afsted. Om det var sikkert, om der ville ske noget herhjemme med alle dem, jeg holder af, om hvad i alverden der ville ske, hvis jeg blev syg undervejs og om, om det overhovedet ville være muligt at komme hjem igen. Men lysten, eventyrlysten og forpligtigelserne overfor de andre, der skulle med, vandt. Tilligemed at alle dem herhjemme forsikrede, at der intet ville ske med dem, mens jeg var afsted.

Den dag, vi tog mod USA, var der få, spredte tilfælde herhjemme, og ingen af de nuværende restriktioner var indført. Nok slet ikke overvejet, i grunden. Så selv om det var en træls rejse derover, hvor vi, udelukkende pga. håbløs, himmelråbende ineffektivitet i Washington, Dulles Lufthavn ikke nåede et fly og måtte lade os indlogere på Hilton natten over ( heldigvis på Lufthansas regning!), så var humøret højt og forventningsfyldt, da vi startede ud i den lejede bil med kurs mod New Orleans. Der var langt til New Orleans, men disse amerikanske highways går i blodet. Får det til at suse lidt af forventning.

Sådan en lejet Dogde i amerikanerstørrelse er en slags boble, der skærmer en mod verden udenfor. Rent mentalt. Så længe man sidder der og bare ruller ud af disse uendelige, amerikanske landeveje, er verden udenfor lige netop ens eget synsfeldt ret irrelevant. Det er som at tage solbriller på på en solskinnende dag. Man skærmer for solen, men den går desværre ikke i sig selv af den grund. Og sådan var det generelt helt indtil den dødelige alvor til sidst indhentede os: Så længe vi kunne abstrahere i vores egen boble, gøre spændende ting, opleve og fordøje, så var Coronaen noget, der nok eksisterede, men som ikke rigtigt kom os ved. Ret meget. Især så længe alle dem derhjemme havde det godt.

Der var selvfølgelig nætter med lange vågenperioder. Af den slags, hvor worst case scenario bliver ultimativt skræmmende, fordi man altid går til yderligheder i sine fremtidsdystopier der midt om natten. Der var også en morgen, hvor jeg gerne ville hjem, men blev rart beroliget af, at ingen andre end mig var på panikkens rand.

Og der er jo dejligt i New Orleans. Der er smukt, virkelig smukt, og så lugter der så dejligt rart af det gamle syden, Cajunfood, James Lee Burkes krimier og samtlige scener fra Borte med blæsten, selv om den slet ikke foregår der. Bourbon Street er fuldstændigt Corona-upåvirket, eller også lader den bare som om og er på vej ind i en slags dødedans i sprut, damer og glad jazz for sidste gang. Alligatorerne ude i sumpene er bedøvende ligeglade og sover bare videre, mens de en gang i timen løfter det ene øjenbryn for at konstatere, at intet er forandret på alligatorfronten, og New Orleans summer af liv og er The Big Easy som altid. Og dog. Det, der ved første øjekast lignede en by relativt fuld af turister, viste sig ved andet hørekast udelukkende at bestå af amerikanere på udflugt. Der var ingen andre europæere end os. Og der var i det hele taget væsentligt færre turister end vanligt.

Derfor var det et chok at høre Fru Frederiksens udmeldinger om tiltag hjemme i Danmark. Det var så kun det første den dag. For (T)rumpen fulgte straks efter og fortalte os med uvelvalgte ord, at vi var uønskede. Når man altid og til enhver tid skal skyde skylden for alle sit lands selvforskyldte genvordigheder på andre, er europæerne selvfølgelig et godt mål. Face it: Vi har generelt mere styr på alt det, manden selv har mistet grebet om, så hvorfor ikke udnævne os til epicenter for en sygdom, han givetvis selv allerede har fået, men ikke vil indrømme overfor sine enfoldige fans. Det var så der, vi indså, at vi måttet ud, hjem, væk. Alle husker vist billederne fra plyndringerne efter Katrina, og ingen er vist i tvivl om, at våben er legale i USA, hvor de især anvendes, når den enkelte føler sig presset og forurettet. Så med rettidig omhu fik vi bestilt billetter hjem til lørdag aften–over London, for (T)rumpen turde ikke helt aflyse Boris, da man vel næppe forråder sin eneste ven og halvtvilling i ånden. London blev også valgt, fordi det helt ærligt nok er det næstbedste sted at syge inde. Man taler vel sproget og er rimeligt velkendt med, hvordan det hele fungerer. Hvis det skal være i udlandet.

Der var bare lige det med Dodgen. Hvis man afleverer en udlejningsbil i en anden stat end den, hvori den er lejet, kunne man sådan set lige så godt købe hele bilen. For det, den slags koster. Så 2 af os måtte de ca. 1000 km. retur til Orlando med bilen, mens resten så kunne vælge at flyve mellem de to byer og nå frem til afgang fra Orlando på den måde. Hvad der lignede en prøvelse og en smuk udvisning af samfundssind og gruppesamvittighed blev dog en rigtig god oplevelse på de amerikanske veje, for tiden var rimeligt i overskud til også at lave små udflugter væk fra de lange, lige veje og se det noget mere rigtige Amerika. Det med de små byer, med de gamle huse fra før borgerkrigen, med alle de smukke sydstatsegetræer, behængte med Spanish Moss og de uendelige, kridhvide strande langs den Mexikanske Golf. For mig står stadig overnatningen i Biloxi, hvor hotellet nærmest lå på stranden, og vi spiste seafood på surferbaren med udsigt til den uendelige Golf som noget helt særligt. Den var slet ikke ringe, den lange tur, for selv om den var lang, smagte den også noget så dejligt af alt det roadtrip, vi ellers fuldstændigt gik glip af.

Og mens vi forsøgte at gå under radaren med vores britiske accenter, lukkede Amerika. Der blev erklæret undtagelsestilstand, og fredag aften i en Walmart i Tallahassee beviste, at danskerne ikke er de eneste, der hamstrer toiletpapir. Dog er der indlysende forskel på, hvad der anses for livsnødvendige varer i de to lande, men selvfølgelig kan man da også overleve på chips og Cola. Hvis man er amerikaner. Ikke, at det egentlig påvirkede færdslen langs motorvejene synderligt, og det var da også tydeligt, at den overvejende del af amerikanerne anså enhver form for fast food restaurant som uangribelig af selv den mindste Coronabakterie. Især segmentet over 100 kg. I det hele taget fiser dommedagsbudskaberne kun langsomt ind derovre, for det virker som om, det kun er steder, der direkte påbydes at holde lukket, der rent faktisk gør det. Hvilket måske er fuldt forståeligt for fundamentalistiske følgere af en præsident, der mener, det hele går over og i sig selv, når det bliver varmere. Og at det i øvrigt er demokraternes skyld.

Egentlig havde vi forventet, at der ville blive lagt spærringer og bomme af enhver art ud for os på hjemturen. Noget med, at flyet blev aflyst, at vi ville blive internerede i London og på enhver tænkelig måde blive afholdt fra at nå Kastrup. Men i et halvfyldt fly fra Norwigian nåede vi London og en slap paskontrol samt en lufthavn, hvor alle mængede sig med alle og Gatwick i den grad levede op til, hvorfor det er den lufthavn i hele verden, jeg hader allermest. I øvrigt, som en slags, kuriosum, så er det ikke toiletpapir, briterne kaster sig over. Det er hovedpinepiller–ALT var ryddet hos Boots!

I Kastrup var der nok kontrol, især af udlændinge, men noget egentligt forhør måtte vi slet ikke igennem, så enhver dansker, hjemkommet fra udlandet, kunne vandre frit lige ud i en relativt tom ankomsthal og sprede alt det, vedkommende ufrivilligt måtte sprede. Men jeg må indrømme, at jeg for nok eneste gang i mit liv havde lyst til at gøre det, jeg næsten synes er noget af det mest proletariske og pinlige i hele verden: Klappe, da flyet landede!

Og så sidder jeg her ved mit køkkenvindue og ser ud over et afdødt kvarter, hvor kun skraldebilen og et enkelt par pensionister har været forbi. Hele formiddagen har jeg brugt på forsikringsselskabet, som selvfølgelig er både genstridigt og i disse tider forsøger at redde, hvad reddes kan. Måske ikke bare i disse tider! Anyway, så er det eneste, der kan tilbagebetales, den ekstra flybillet hjem. Hvilket selvfølgelig får mig til at ønske, jeg havde rejst på business, med overvægt ( og ikke smidt en del væk for at få det hele ned på 10 kg!) og bestilt mad hos et flyselskab, hvor Atlanterhavsmad skam er en ekstra udgift.

Men hvad betyder egentlig alt det? Lige nu er det vigtigste at være hjemme i hel tilstand efter 9 dage i Coronaskygge. Og at alle dem herhjemme både har det godt nu–og har haft det godt, imens jeg har været væk! Den evigt bankende rejselyst er i den grad banket ned, og måske, måske bliver verden igen sådan, at det bliver sikkert at rejse. Så vil jeg tænke på, at man jo ikke nødvendigvis behøver at være den første turist i Europa!

 

 

 

Continue Reading

Tanker før rejsens begyndelse.

Selvfølgelig glæder jeg mig til at gense en af verdens største og mest spøjse ikke-seværdigheder, Graceland i Memphis. Hvor man kan studere samtlige Elvis` personlige udgaver af sparkedragt for voksne, hans lyserøde Cadillac og hans uhørt forfærdelige smag indenfor boligindretning. Til at gå parade under the moon over Bourbon Street tonight, mens man hører en masse jazz og bruger dagen på at spise Cajun Food, sejle med hjuldamper på Mississippi (bare fyld så mange s-er og p-er ind som overhovedet muligt, så er det stavet korrekt!) og flyde rundt i alligatorfyldte sumpe. Jeg skal også sidde nærmest oven på Forest Gump på den bænk i Savannah, hvor livet er en stor æske chokolade og måske finde et sted, hvor de serverer stegte, grønne tomater og mindes min allerstørste, fiktive heltinde, Idgie Threadgood. Og det bliver alt sammen fedt. Virkelig fedt. Roadtrip syden rundt. Jazz, Cajun Food, alligatorer, plantations og Spanish moss. Ned og se, om arrene efter Katrina omsider er ved at være lægt, for det var de ikke, da jeg sidst var der i 07. New Orleans er en af mine absolutte yndlingsbyer. Hvis ikke det er byEN.

Men der er kommet en skygge ind over glæden og forventningerne. Den hedder Corona.  Sådan en lille, nagende orm, der sidder i baghovedet og pipper op om sygdom, spredning og det nærmeste, den moderne verden nogensinde har været på middelalderens verdensomspændende pest. Det er blevet så ambivalent, det hele. For på den ene side set glæder jeg mig vildt og inderligt. På den anden er ormen derinde ikke lige til at fortrænge.

I første omgang har det selvfølgelig noget at gøre med angsten for selv at rende ind i smitten undervejs. At blive fanget i T(rumpens) sundhedssystem, der udelukkende tilgodeser de rige og de, der har de nødvendige forsikringer. At strande i et umenneskeligt system, langt fra hjem og familie i det, der må være det ultimative horrorscenarie. Heldigvis, i en sådan situation, kommer jeg såvel fra et velfærdssamfund samt har en ordentlig forsikringsdækning. For, let`s face it, jeg er jo, trods alt, godt på vej ind i risikogruppen. Godt nok hører jeg til de meget få undtagelser, der aldrig i sit voksenliv har haft influenza, men det lader til, at netop denne bacille absolut ingen respekt har for en så imponerende rekord. Omvendt er jeg vel ikke mere eksponeret derovre end herhjemme. Vil den ramme mig, skurken, så kan det vel lige så vel lade sig gøre nede i min Netto som på Memphis Station. Og i øvrigt er det sidste vel at foretrække, sådan at forstå, at så har jeg da i det mindste også fået DEN med!

I anden, og nok meget mere væsentligere omgang, har det selvfølgelig meget mere at gøre med dem, jeg rejser fra. Familien, fra yngste barnebarn til generationen over mig. Hvordan de klarer sig, hvordan de forhåbentlig formår at styre udenom alle helbredstrusler og forblive raske, når jeg nu sidder adskillige tusind kilometer væk og absolut intet kan foretage mig. Ikke kan være til stede og hele tiden står med såvel et Atlanterhav og adskillige flyvemaskiner imellem os. Det er som at slås med en irrationel skyldfølelse over noget, der ikke engang er sket endnu. At føle skyld på forhånd. Akkurat som at tage alle sorger på forhånd med det eneste, uomgængelige resultat, at så er man da i den grad helt sikker på at få dem. Omvendt kan jeg vel gøre præcis det samme, ligegyldigt hvor jeg er. Eller ikke gøre. Jeg kan hverken fjern- eller nærkurere, og som tingene ser ud lige nu, er der absolut ingen, der ved, hvad der vil ske. Forhåbentligt ingenting. Men det lader ormen sig desværre ikke vifte væk med. Som alle skrækorm er den fuldstændigt løsrevet fra enhver form for rationel tænkning og sund fornuft og lader sig udelukkende styre af følelser.

Så er der så alle de praktiske omstændigheder. Rejsen er, med undtagelser af nogle moteller undervejs, betalt. Der er, med andre ord, en del penge ude at svømme på oplevelsekontoen. Udenrigsministeriet, som jo er vore dages orakel for rejsebrancehen, har ikke på nogen mulig måde stemplet områderne som no-go, hvilket betyder, at der ingen forsikringspenge er at hente. Som i INGEN! I øvrigt er der oftest ingen forsikring, når rejser er arrangeret individuelt, ligegyldigt hvad udenrigsministeriet måtte sige og gøre. Egentlig er dette ikke af væsentlig betydning som sådan for netop denne rejse, men det er samtidig en form for besynderligt incitament for den udgiftssky her. Man smider ikke penge ud på ingenting uden en troværdig ( for en selv, altså) begrundelse.

Det, jeg så skal arbejde med, er den lille gnavende orm. For den skal ikke få lov at gnave igennem og bygge rede, eller hvad orm nu ellers gør. Den skal reduceres til en lille plet i en glæde over at skulle over til dette dybe Syden, som jeg elsker så inderligt. Forventningen om sol, jazz og lækker mad og gensynet med alle de afdøde og fiktive venner. Fra førnævnte Idgie, Elvis og Forest til Rosa, Scarlett, Rhett, Melanie, Ashley, Martin, Louis, Robicheaux, Agent Anderson og ikke mindst Blanche, som jeg regner med at møde i lige præcis den sporvogn, der hedder  Desire sammen med en genopstået Marlon Brando i sin ungdoms sexede udgave.

Jeg er nødt til at bekæmpe ormen, og hvad er næsten bedre end den ikoniske replik fra Evelyn i et af mine yndlingsfilm: “Face it! I am older and have better insurance.” Håber jeg. Eller rettere: Håber jeg ikke at skulle komme i nærheden af at måtte anvende!

For en gangs skyld inhalerer jeg også (T)rumpens uvise ord: Det skal nok gå over det hele, når først solen begynder at skinne. Og det gør den jo, dernede.

 

 

Continue Reading

Om gråhed. Og jetlag.

Det er koldt og mørkt og gråt derude. Ikke så meget som en halv million vietnamesere er stået tidligt op ude i min forhave og startet med at flytte ting ( vietnameserne flytter mange ting, rigtigt mange ting) på cykel eller scooter, og stilheden er til at tage og føle på. Ikke en eneste scootermotor eller cykelklokke, ikke engang en kaskade af bilhorn og ivrige gadesælgeres lovprisninger. Der er heller ingen, der laver mad på gadekøkken på hver ledig plads i min indkørsel. Det ville ellers have været rart i et hus, hvor alle maddepoter er gabende tomme, og man så inderligt savner alle hotellers omeletkok. For omelet om morgenen er godt og rart og bliver pludselig en meget synlig mangelvare, når man hverken har æg, andre ingredienser–eller altså en omeletkok.

Det er i det hele taget meget gråt at komme tilbage til Danmark. Til et land med 5,5 millioner med umådelig god plads til sig selv og hinanden, efter ferie i et land hvor samme antal blot udgør en tredjedel af de største byer. Selvfølgelig er det indledningsvist fascinerende, at der altid er mennesker overalt (rigtigt mange mennesker overalt), men i grunden ligger der også en god afstressningsfaktor i simpelthen at kunne være sig selv. Det skal vi nok sætte pris på, at vi kan herhjemme. Det vil jeg fortælle mig selv, at jeg skal bruge dagen på at være glad ved.

Efter 12 timers søvn i bevidstløshed streg, er jeg ved at have forjaget jetlaggen. Den er altid værst mod øst, hvor man får stjålet sine timer, mens man mod vest får foræret timer til at indhente såvel søvn som sit eget liv. Og det værste ved at komme hjem er altid vasketøjet, der gennem feriedagene har fået en mere og mere dominerende plads i ens kuffert. Det er vildt rart at udpakke alle de ting, man har købt, (inklusiv de par stykker, hvor man akut undrer sig over, hvorfor man dog har lavet investeringen!), men der er sgu` ingen morskab i konfrontationen med adskillige par beskidte underbukser.

Og så er der altid den underlige følelse af, om det virkelig kan være sandt, at man igen skal til at gøre alle de dagligdags ting, som andre til dels har gjort for en et stykke tid. Ikke bare at vaske tøj, men også at købe ind og endda lave sin egen mad. Og huset, som har stået tomt, har på besynderlig vis støvet sig selv til uden ens indblanding, hvilket man overhovedet ikke orker at tage alvorligt.

Allermest er det dog et antiklimaks at vende hjem fra solen, fra lyset, fra varmen og fra de fjorten dages ligegyldighed overfor at tage dagliglivet seriøst. Her er gråt, meget gråt. Solen mangler.

Heldigvis er det så ikke vasketøj, jeg lige går ned på. Der er nok til at holde mig beskæftiget et par dage, og går jeg seriøst i vasketøj, kan jeg vel abstrahere for manglen på lokal omeletkok og selv støje så meget, at jeg kan lyde som i alt fald 2-3 vietnamesere. Uden scooter.

Continue Reading

Når man ikke helt har tjek på, hvad man egentlig har bestilt.

Sidst jeg var i Vietnam, var jeg 1 dag i Mekongdeltaet. Der er vidunderligt smukt, meget spændende og meget stort. Der bor 22 millioner, og området er kolossalt. Derfor syntes jeg, vi skulle have 2 dage dernede.

Intensiv søgning på nettet ledte mig til en tur, der godt nok var billig ( 1100 for 2, alt inklusiv), men bestemt ikke lød afskrækkende. Måske fik jeg ikke helt læst igennem, hvad det egentlig var, vi skulle, men jeg havde en ide om, at vi først skulle den obligatoriske runde til kokosnøddeplantagerne, spise elefantfisk og sejle rundt i enhver form for både i det enorme vandområde, hvorefter endages-turisterne tog hjem, og vi blev indlogeret på et lille hotel ved plantagerne med fritid indtil næste dag, når den dags dagshold skulle hjem.

Og sådan gik det da også. Et stykke vej. Om morgenen blev adskillige nationaliteter afhentet og fragtet rundt til alle seværdighederne i det nordligste Mekongdelta. Det var fint og spændende. Men da alle de andre udlændinge så skulle hjem, blev vi læsset over i en yderst faldefærdig bus sammen med 8-10 vietnamesere. Og en stum mand fra Ohio, men ham kommer vi lige tilbage til. Ingen af dem talte engelsk, men vi kunne sådan lidt gætte os til, at de nok var hjemme fra udlandet på besøg i det gamle land, hvorfra de nok engang var bådflygtet. Anyway, så bestod gruppen af en større familie og en amerikansk gift, vietnamesisk kvinde og hendes far. Det var hendes mand, der var stum. Tror vi, for vi hørte ham ikke indføre et eneste ord. Han betalte bare. Samme vietnamesiske kvinde var tilsyneladende også på triumftogt til hjemlandet for at fremvise sin 200 kilo tunge (stumme) Ohiobonde og missede ikke så meget som en eneste chance for at føre sig særdeles højrøstet frem. Hun ikke bare GIK prinsessegang, hun også nærmest svansede gennem enhver folkemængde med de 200 kilo stumme bonde på slæb. Når ingen så det, sendte hun ham himmelvendte blikke, rettede konstant på ham, og i øvrigt var det langt under hendes værdighed at sidde sammen med ham i bussen.Han svedte også lidt vel meget….

Alle disse vietnamesiske ex- pats var tilsyneladende på en nostalgisk tur til det gamle land og havde som fælles hovedformål at spise sig gennem det, samt at opkøbe lagre med hjem. Aldrig har jeg før set turister købe så mange madvarer. Samt nå at spise så mange af dem undervejs. Det var dybt imponerende, hvad de mennesker fik fortæret. Undtagen Ohiobonden, for han blev ikke altid budt. Han betalte bare.

Men da alle de andre vestlige turister var kørt, blev vi slet ikke kørt til et hotel. Istedet kørte rumlebussen os på en 3 timer lang tur gennem deltaet, helt ned til byen Can Tho. Den havde jeg ikke lige set komme. Vietnameserne må have vidst det, for de havde da i alt fald mad nok med. Og her blev vi så, altså os to danskere, indlogeret på et hotel, der vel nærmest kan karakteriseres som 50-ernes Jernbanehotellet i den kommunistiske version. Her var meget højt til loftet, et relativt udgået farvevalg, møblement fra før førnævnte 50-ere af yderst Stalinistisk tilsnit, skidt i krogene, og kød, der bare var sejt og sikkert vildt solidarisk. Vi var de eneste ikke-vietnamesere, og de kunne lige så godt have puttet os i bur og fremvist os mod betaling. At dømme efter stirrefaktoren. Jeg ved ikke, hvor vietnameserne sov. Men jeg ved, at de umuligt kan være gået sultne i seng.

Da vietnamesere generelt har en anden dagsrytme end os ( de står forfærdeligt tidligt op og er også ret tidligt i seng) traskede vi allerede klokken syv næste morgen af til marked. Og så spiste vietnameserne igen. Der var ikke den ting på det helt fantastiske, flydende marked i Can Tho, de ikke skulle smage. Nogle gange gav prinsessen også sin Ohiotumling lidt. Men det var mest i smug. Jeg havde på forhånd læst om det flydende marked og ville vildt gerne se det, men det var da noget af en overraskelse, at den tur, jeg havde booket, rent faktisk gik dertil. Og vi så slangefarm, fabrikation af nudler ( vietnameserne provianterede til mellemstore provinsbyer), spiste tørrede frølår og slanger ( vietnameserne spiste MANGE) og cyklede den mest vidunderlige tur gennem landsbyer til et af verdens største træer på 300 kvadratmeter. Med guiden og prinsessen i front. Ohio svedte og trak ret tit. Han nød det vist ikke så meget, men prinsessen nød meget at cykle ham gennem landsbyerne.

Så mine 1100 kroner ( for to, altså) gav en hel del måltider, der ikke alle var seje som Jernbanehotellet, fantastiske oplevelser, vidende guide og altså en tur ned til et sted, jeg forfærdeligt gerne ville til, men ikke anede, jeg ville ende. Det gav også et strålende indblik i, hvad der er væsentligt at komme tilbage til for vietnamesiske ex-pats. Disse spiste sig bogstaveligt talt gennem den gamle kultur, mens Ohio så ud, som om han ikke fattede en hujende fis af det hele. Hvilket vel også var ligegyldigt, så længe han betalte.

Det var en spøjs oplevelse. Jeg tager den gerne igen!

Continue Reading

Endnu et væsentligt museum.

Min personlige liste over verdens væsentlige historiske museer talte indtil i dag kun 2. Der er Holocaustmuseet i Jerusalem, og der er museet omkring det armenske folkedrab i Yerevan. Nu er der så også museet for Vietnamkrigen i Saigon. Så er der 3.

Det er et modbydeligt, men væsentligt, museum. Det er også et uhyre gammeldags, støvet og moderne museumsdesign-frit et af slagsen, men budskabet, som det indeholder, er så eviggyldigt, at man sagtens kan se stort på at føle sig hensat til Østblokken før murens fald.

Museet dokumenterer Vietnamkrigen, mest gennem fotos og plancher. Der er selvfølgelig forklaringer til hvert billede, men egentlig er de ikke så væsentlige for forståelsen. Disse billeder taler for sig selv. De taler om en lidelse, større end noget der næsten er menneskeligt fatteligt. Selvfølgelig hænger de ikoniske fotos af Napalmpigen og bonden, der skal henrettes, her, men der er faktisk også en hel afdeling om Agent Orange og de forfærdeligheder, denne modbydelige sprøjtegift stadig påfører folket herude. Sådan at forstå, at man ser billeder af ofre, og det gør ondt. Meget ondt. I øvrigt sælger flere af samme ofre små kunstværker ved udgangen. Hvis nogen skulle have glemt, hvor ondt det stadig gør indeni.

Til museets absolutte ros skal siges, at man har valgt også at medtage billeder af de amerikanske soldaters lidelser, og det, synes jeg, umiddelbart giver såvel objektivitet og en form for tilgivelse. Til trods for, at den massakre i My Lai, som vi nok alle husker i vores generation, skildres på en yderst brutal måde. Men hvis nogen har set den gamle dokumentar om massakren, ved de vel også, at der ingen tvivl var om, hvem der var synderne. I øvrigt—sådan lidt af sporet— ligger landsbyen i nærheden af Hoi An og er man på de kanter, er det muligt at komme på guidede endagsture dertil.

Det er ikke fordi, jeg specifikt elsker at svælge i historisk død og lidelse. Faktisk bliver jeg meget påvirket af den slags museer. Det er i stedet fordi, det er så væsentligt, at vi ikke glemmer. Aldrig glemmer, at det virkelig er sket. At mennesket kan behandle sine medmennesker på en så ussel måde, udelukkende fordi alle parter tilsyneladende i en krig har enten Gud eller en bestemt styreform på deres side.

Jeg tror på, den slags museer har en præventiv virkning, fordi de minder os om det, vi aldrig må glemme. At al gruen forhåbentlig kan dæmme op for, at det sker igen. OG, i dette museums tilfælde, vise os, at selv om vietnameserne var udsat for fortvivlende behandling, så har de tilgivet. Selvfølgelig var der fejl på alle sider i den krig, som i alle krige, men, helt ærligt, så synes jeg, det er stort, kæmpestort, at livet hernede går videre, fremad og leves uden at nogen på nogen måde dyrker sig selv som ofre.

(Jeg har flere billeder fra museet. Nogle af dem er ret modbydelige. Og vigtige! Sig til, hvis de har interesse.)

 

Continue Reading

Endnu en VIP- tur for de royale.

Det koster godt 400 danske kroner for to. Men så er der altså både cykel, guide og den bedste frokost, jeg nok nogensinde har fået, inkluderet i de 5 timers oplevelser, både royale, men også helt almindelige os-er kan få i Hoi An.

Hoi An er cykelterræn. Der er fladt som en vietnamesisk pandekage og bevæger man sig bare en lille smule ud af byen, består transportruterne af små biveje og mindre stier, der kun befolkes af scootere, cykler og dovne hunde, der tager helt uaffekterede solbade midt på kørebanen. Vi mødte to- tre biler på vores vej. For stisystemerne er slet ikke bygget til dem.

Når man, kyndigt guidet af en lokal, cykler rundt den slags steder, er det et helt andet Vietnam, man får at se. Det er det autentiske, det dagligt levede. Vi var gennem utallige små, særdeles levende landsbyer, over adskillige floder på knirkende, smalle metalbroer og endda sådan næsten på vej over en ældgammel bambusbro, indtil vi måtte konstatere, den nok ikke holdt til os. Over dæmninger på rismarker gik det også, og da vi kun var os to, var der tid til at stoppe ved alle interessante steder.

Så som et lokalt tempel for Lady Buddha, hende Buddhinen som gør den vietnamesiske version af Buddhismen så særligt spiselig for mig. Som den store, mistrøstige kirkegård for krigens ofre, hvor 19-årige i hobetal ligger med en amerikansk dødsstødskugle. Som den lokale bådfletter på over 80, der først fletter sine bambus, før han smører kolort og tjære på sin runde båd, så den ikke lækker. Og alle træskærerne, som eminent forvandler træ til flotte dyr og udgør en påtrængende fare for folk som mig, der ikke kan se et dyr i træ uden at måtte eje det. For slet ikke at tale om de evigt madrasflettende bedstemødre, der både fletter og fletter og passer en hoben af børnebørn samtidig. Det er sådan en skæbne, der gør, at jeg er lykkelig over ikke at være vietnameser. Jeg ville aldrig blive nogen god madrasfletter!

Men allermest giver de to hjul en fantastisk lejlighed til at se, hvordan livet i de små landsbyer leves i dagligdagen. Nok mødte vi andre turister ( i alt fald 3-4 stykker!), men det er nu engang fantastisk at have helt sin egen, private guide, som man kan slynge alle sine mange spørgsmål efter og få svar med det samme. Ydermere var det også rart, at vores cyklede mageligt. Der var fuld overensstemmelse mellem hans og mit tempo.

Og så var der lige den der frokost midt i køkkenhaven, ned til floden in the middle of nowhere, sådan et sted, hvor Robert de Niros kammeraters sad og vansmægtede i floden, før de skulle russisk rouletteres. Alt, hvad vi fik var hjemmedyrket eller hjemmefanget, og det var godt nok både dyrket og fanget superbt.

Hvis man er herude for første gang, vil jeg selvfølgelig stærkt anbefale, at man rejser med et rejsebureau og får dem til at ordne tingene i det fremmede. Men har man været her før og ved, hvad man vil og skal, er der faktisk, mig bekendt, ingen andre lande, der er så lette at rejse som individuel turist i. Her ligger jo praktisk taget et lokalt rejsebureau på hvert gadehjørne- og nogle stykker mellem hjørnerne- så vil man gerne på VIP- tur og være en smule royal med egen guide nogle timer, er der gode muligheder for det.

Også på cykel!

Continue Reading

Om marmor og sultne sælgere.

Det lyder skrækkeligt arrogant at skrive, at det, for mig, er en dejlig begivenhed at komme til et sted, jeg ikke har været før, fordi det ikke sker så tit. Som undskyldning skal dog påpeges, at selve kerneydelsen i mit arbejde netop er at rejse til de samme steder igen og igen. Og så igen. Sidste sommer var jeg så mange gange i Edinburgh, at jeg simpelthen var ved at blive kvalt i skotske tern og sækkepiber, selv om jeg for evigt elsker den by.

Anyway, i dag var jeg ved og på Marble Mountain. Bjerget af det fineste marmor ligger ved Danang, som Vietnamfarere nok kender som midtlandets hovedstad og største badeby. Her bryder man marmor og har altså et helt marmorbjerg — altså så længe, man ikke bryder alting i Buddhaer og overdimensionerede gravmæler. Der er vidunderligt smukt oppe på bjerget med pagoder, templer og overvældende huler, og det anvendes tydeligvis til fred, ro og rekreation. God oplevelse.

Men under bjerget ligger så en halvstor landsby, som udelukkende lever af marmor. Er gået i marmor. I overkill marmor. Der er praktisk taget ikke det, man ikke kan få i marmoreret udgave, og alle 50 forretninger sælger præcis det samme. De påstår, samtlige Buddhaer og Buddhiner er hjemmehuggede, men jeg lader ikke tvivlen komme dem til gode, for i så fald står det godt nok slemt til med den kunstneriske frihed og det personlige udtryk. Og helt ærligt: Det er meget muligt, Buddha på 2×2 meter og et halvt ton er sød, charmerende, god, smilende og sund for harmonien, men hvordan i alverden får man ham lige klemt ned i et flysæde?

Det er nu ikke hovedproblemet, som sådan. Meget mere, som billedet tydeligt viser, at det ikke ligefrem vrimler med købere. Coronaen har taget en stor del af turismen, så vietnameserne er sultne. Meget sultne. Efter turister. Ikke blot kan man nærmest få smidt hele familien Buddha efter sig til special Price for you, men at gå ind i en af marmorforretningerne indebærer også at blive nærmest kvindsopdækket af en emsig sælger, der som hovedformål har at få en til at købe. Det er som at rende rundt med en hundehvalp, der har bidt sig fast og er totalt umulig at ryste af. Og bliver vi lige i hundemetaforerne, så længes man bare efter selv at ryste sig som en våd hund og dermed skille sig af med iglen, der sidder i opvaskevandet. Det er lige præcis det, der overdøver enhver form for medlidenhed og købetrang og gør i alt fald mig så kontrær, at jeg på stedet bestemmer mig for absolut intet at købe. Fanden tage klæbeiglen!

Lidt af det samme gør sig gældende her i Hoian, hvor turistsulten også præger de mange handlende. Der er kamp om os, og der trækkes noget mere i ærmer end vanligt. Til gengæld kan der pruttes, og i min optik skal det selvfølgelig udnyttes. Skal de trække mig hen til noget, jeg selvfølgelig på forhånd godt vidste, jeg ville købe, så bliver ærmetræk også inkluderet i mit bud på en god pris. Selv om Buddha i enhver udgave, selv under et ton, aldrig vil få plads på min prioriteringsliste.

Så der er meget, meget smukt oppe på Marmorbjerget, og det var forfriskende at se et dejligt sted for første gang. Men fri mig for selvklæbende sælgere, der både er sultne og har en vedhængskraft som Gaffatape.

 

Continue Reading

På VIPtur i Hue.

Indrømmet! Jeg hører til dem, der sagtens kan bruge timer på at gå rundt til alle de lokale turagenter for at være helt sikker på, at jeg har fundet den absolut bedste pris. Ikke nødvendigvis den billigste, men den med den største valuta for mine egne penge.

Det gad jeg ikke i går. Det regnede. Jeg nåede kun to af utallige, før det blev alt for vådt og surt. Så vi blev enige om at tage imod hotellets dyre, men også dejlige, tilbud. Og således endte vi to udgiftsskyheder med at komme på VIPtur i Hue.

For det første havde vi privat guide. En(altså 1) guide til 2 personer. Det var et sandt himmerige for Spørge-Jørgine her, der i den grad uforstyrret kunne skyde fra hoften med spørgsmål og få alt personligt besvaret. Hue er jo ikke blot Vietnams tidligere hovedstad, det er også en gammel kejserby med en enorm “ Forbudt by” og med adskillige royale gravmæler udenfor byen. I øvrigt hævdede vores lille, lokale guide med en vietnamesisk ræv bag øret, “ at der forresten også var en kopi af Hues forbudte by ovre i Beijing”.

Privat bil, hotellets store SUV, blev det også til. Med fremragende privatchauffør, der sådan kunne mase sig ind lige foran alle indgange og droppe herskabet i den i øvrigt kontinuerlige regn. Samt afhente dem sammesteds.Der var forresten også lædersæder! Og en evig lukken døre op og i samt sammenfoldning af uhyrlige mængder regntøj og paraplyer.

Foran mange indgange var der ret lange køer af busselskaber. Dem sprang vi over og kom ind ad vietnameserindgangene, hvor ingen måtte vente. Ligeledes kørte vi da bare tilbage til hotellet til frokost, hvor chauffør og guide pænt ventede, mens vi indtog en særdeles lækker og omfattende frokost på tagetagen. Og da vi på hjemvejen bad om at blive kørt forbi en bank, stod den lille guidemand og foretog alle de store forhandlinger. Og de var store! Manden måtte skrive under seks( 6) gange, før den omfattende sum af 250 Euro havde passeret gennem tre bankansatte, et stort udvalg diskussioner og bogføring via blyant og lineal. Det er åbenbart en alvorlig sag, der kræver lokal assistance at veksle så formidabelt et beløb. Godt, vi havde vores guide!

Alt i alt var det en rigtig god oplevelse og virkelig valuta for pengene at gå i VIP for en dag. Det bliver nok ikke sidste gang, selv om det selvfølgelig gør lidt ondt i udgiftssjælen. Det VAR også lige før, jeg begyndte at dyrke dronningevinket, men man skal være ydmyg. Skal man. Selv med privatchauffør og egen guide!

Continue Reading

Om Buddha og Agent Orange.

Når man kører fra Hanoi til Halong Bay, en tur på 3-4 timer hver vej, bliver der altid stoppet for tis, drikkevarer og almindelig shopping ca. halvvejs. Samme sted, hver gang, for der er kun det ene. Offentlige toiletter langs ruten er en mangelvare og de, der er, er af uzbetisk standard.

Så derfor har man opført et kolossalt visitors’ centre, hvor alle busser holder ind. Selvfølgelig primært for at score turisternes penge ( to gange), men centret er også et af mange, spredt rundt omkring i landet, hvor man beskæftiger de utallige handicappede ofre for Agent Orange.

Agent Orange er en sprøjtegift, hvis egentlige formål var at dræbe vegetationen i de områder, hvor Viet Cong guerillaerne holdt til og gemte sig i junglen under den grusomme krig. Men Agent Orange kunne mere end dræbe flora og fauna. Den krøb ind i de lokale og resulterede i utallige kræftdødsfald blandt de, der var i umiddelbar kontakt. Og den kan forplante sig, nedarves om man vil. Har ens forfædre været blandt de udsatte, risikerer man selv at have arvet de beskadigede gener og få stærkt handicappede børn. Den kan springe generationer over, og ingen ved, hvornår den slipper sit tag i den vietnamesiske befolkning. Det kan kun tiden vise. På sin allermest ubarmhjertige måde.

Derfor har Vietnam stadig en meget stor gruppe mennesker i alle aldre, der er ofre for Agent Orange. Som regel mangler de eller har dysfunktionelle lemmer, og de hårdest belastede fødes hjerneskadede, med meget store hoveder og en ubrugelig krop. Den sidstnævnte gruppe har kun korte liv, men resten tilbydes arbejde i en del af disse centre, hvor de oftest laver kunsthåndværk, så som broderi, syning, vævning og stenhuggeri.

Adskillige velhavende amerikanere, heriblandt The Clintons, har bidraget med økonomiske midler til centrene. Men overhovedet ikke i en målestok, der svarer til skadernes omfang og de lidelser, samme amerikanere har påført dette folk. Lidelser, der rammer gennem generationer og ikke på nogen mulig måde synes at ophøre. I bedste fald kan man vel kalde disse støtteprojekter økonomisk syndsforladelse. I bedste, altså.

Udenfor centret midtvejs mellem Halong og Hanoi står så denne Buddha, som man kan købe, selv om jeg slet ikke kan gennemskue, hvordan i alverden man skulle kunne få ham med hjem. Udhugget af handicappede skulptører, der på tredje generation står model til amerikansk sprøjtegift fra en krig, der nok sluttede i 1975, men stadig slår ihjel.

Jeg synes, han på en måde er indbegrebet af det vietnamesiske folk. For selv om lidelserne er store, så smiles der til verden. Venlighed er en dyd, taknemmelighed også. Og amerikanerne fik dem jo hverken dengang eller nu. Verden er, pr. definition, god, omend den nogle gange udsætter den enkelte for svære prøvelser. Så Buddha smiler. Samtidig med, at han har det allermest dyrebare i livet kravlende på sig. Sine børnebørn. Selve symbolet på både slægtens overlevelse, og at der er nogen, der på sigt vil tage sig af en.

Tænk at stå der med sin ene vanskabte arm eller på sit ene haltende ben og udhugge en Buddha, der er så glad. Så fortrøstningsfuld og så harmonisk. Det er Fandeme stort. Synes jeg. Det er, på alle måder, et udtryk for, at selv om Agent Orange stadig dræber og lemlæster på over halvtredsindstyvende år, så smiler Buddha. Til verden, og til vietnameserne.

 

Continue Reading

Fra regnvejrets hovedstad.

Her i Hue regner det. Det regner stort (som en tyrkisk kioskejer på Vesterbro engang sagde til mig, og som jeg synes er så godt et udtryk, at jeg har tyvstjålet det).

Det er anden gang, jeg er i Hue, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det bare har regnet, siden jeg sidst var her for to år siden. Dengang regnede det også stort. Meget stort. At dømme efter de lokales påklædning må der også komme en velvoksen skylle ind imellem. Ligesom scooteren er også regnslaget her nærmest en ekstra legemsdel. En forlænget arm, eller bare noget, man aldrig kunne glemme altid at huske. I øvrigt har de lokale regnslagsmodeller det, vi sidste gang døbte “ blottervindue”, fordi vi ikke lige forstod, hvorfor alle regnslag havde et gennemsigt, firkantet stykke lige under navlen. Altså indtil vi indså det geniale i at putte slaget oven på scooterens lys, som så kan skinne frit gennem vinduet.

I det hele taget er Hue bygget til regn. Som nu her i en af byens mest populære restauranter, der ligger i noget, der ligner et gammelt autoværksted for kørende trafik, der er nummeret over scootere. Her kan man på det nærmeste køre sine egne hjul ind til bordet, eller i alt fald tæt på. Således at påstigningen efter den på alle måder fremragende middag kan ske i tørvejr og på en tør scooter. Det er da lidt velgennemtænkt.

Heldigvis har nærigrøven her oppet sig lidt ( vel vidende at regn i Hue mere er normen end undtagelsen) og booket hotel med pool og wellness, hvor man selv kan bestemme på hvilke måder, man ønsker at blive våd. Og fra hvilken retning. Det er en rar ting og noget at give sig til, når bare det at gå hjem fra frokost nærmest svarer til at bevæge sig ud i DMIs katastrofevarsel.

Jeg glæder mig til at se alle kongegravene og de kongelige bygningsværker i morgen. Og hvis det vil Hue-regne, Så må det godt regne småt. Mega, mega meget småt!

Continue Reading
1 2 3 33