Den forlængede dagligstue.

Pubben er ikke et værtshus, en bodega eller bare et sted, man får en drink. Den er et begreb, en naturlig forlængelse af ens eget hjem og der, hvor man mødes. Der er ingen, der IKKE går på pub, uanset alder, holdninger og civilstand, for hvor skulle man ellers møde alle dem, man kender? Herovre inviterer man jo ikke folk HJEM. Man inviterer dem UD. Altså på pub.

Derfor er langt de fleste britiske pubber så langt fra begrebet dansk værtshus som overhovedet muligt. Det er muligt, at hipsterkulturen omkring visse cafeer i vores allerstørste byer har en lille snært af pubbens sociale værdi, men ude i provinsen går vi altså ikke bare sådan lige på værtshus eller cafe, så snart vi er socialt udsultede og trænger til at se andre mennesker.

Her er en rigtig hyggelig pub. Den er ikke alene. Der har tonsvis af makkere over hele Storbrittanien og Irland. Så man altid lige kan smutte ind og få lidt på den sociale konto.

Continue Reading

Mere Jersey.

En af de utallige milevide sandstrand på Jersey. Man skulle næsten tro, jeg blev betalt for at reklamere for øen….

I grunden ville det, med permanent bosætning for øje, desværre være helt forgæves. For her på øen, med en topskat på 27 procent, skal man, hvis man ikke er født her, have været fast bosiddende i 10 år uden pauser, inden man kan opnå retten til at købe fast ejendom.

En et-værelses lejlighed kan så erhverves for et minimum af 2,5 millioner.

Reglerne er en smule mere elastiske for milli- billi- og trillionærer. De, eller deres penge, indgår generelt ikke under samme restriktioner som almindelige mennesker. De køber nok heller ikke et-værelses!

Continue Reading

Jersey.

På kanaløen Jersey er tidevandsforskellene op til 12 meter. Højest, selvfølgelig, når det er fuldmåne, og det er det på fredag.

Ebbevejen ud til borgen Elizabeth Castle er kun åben få timer dagligt, men det er en stor oplevelse tilfældigt at time sit besøg, så man rent faktisk kan gå tørskoet derud. Når der er højvande, sejles der med amfibiebåde.

Ved lavvande ligner det hele et goldt månelandskab, ved højvande bare et helt almindeligt hav.

Det er faktisk vildt fascinerende.

Continue Reading

Om souvenirs.

Inde i mit køleskab står et stykke gorgonzola og ½ humplet stykke parmesanost. Det er souvenirs fra min seneste rejse til Milano. Det eneste, jeg havde med hjem fra Oxford, var en pakke Pamol. Ikke fordi jeg decideret manglede dem, men omvendt er de nu altid gode lige at have. Sådan at forstå, at man aldrig, virkelig aldrig, har en hovedpinepille i huset den sjældne gang, man har hovedpine. Og så var de på tilbud. Ja, på tilbud!! Til 8 kroner.

Anyway, morgensynet af gorgonzolaen fik mig til at tænke på mit livslange forhold til souvenirs–samt hvordan det har ændret sig med tiden. At omstruktureringerne i souvenirbeholdningen decideret er direkte proportionelt med antallet af rejsen er vel logisk i sig selv. På et tidspunkt holder man simpelthen op med at slæbe lort med hjem. Mest fordi man i forvejen ejer andre afskygninger af samme typer lort.

Som begynderrejsende faldt jeg vel også nogle gange for “Hilsen-fra- Himmelbjerget” look-alikes. Der startede vi vel alle. Min første lidt sofistikerede souvenir var på studierejsen til Rumænien i 3.g., hvor jeg anskaffede mig 2 kg. rød peber–samt fik en kammerat til at fragte dem hjem, fordi jeg anså risikoen for at få dem smadret ud over diverse beklædning for ret overhængende. Han havde alligevel solgt det meste af sit tøj dernede. Og rød peber var lige blevet opfundet i Danmark–i alt fald i Nordjylland, så det var vildt eksotisk.

Jeg har også slæbt et alligatorkranie (det er 20 år siden, så nu er et nok blevet lovligt!), et stykke af Berlinmuren, lava fra Etna, et tonstungt, umanerligt dyrt, ægte uægte tæppe, der nærmest var trevlet op, inden det nåede endemålet, charmerende lokal pottemagerkunst (som totalt mistede sin charme under flyveturen) og fine, franske hvidvine, der var så vildt fine, at de fik lov til at vente på deres drikkelejlighed, indtil de var fuldstændigt udrikkelige, med hjem. Jeg kunne blive ved….

På et tidspunkt bestemte jeg mig for, at souvenirs fra nu af udelukkende måtte bestå af køleskabsmagneter og julepynt. Jeg anser nemlig ikke tøj for souvenirs–det er en nødvendighed! Efter få år var køleskabet plastret til med magneter i alle afskygninger–også selv om jeg havde lavet en regel om, at et sted ikke måtte være repræsenteret af mere end en lokal udgave. Kønt så det vel næppe ud. Det var dog værre med juletræet. Det lignede efterhånden noget, der var jule-løgn. Man kan få meget smagfuld julepynt rundt omkring i verden, men man kan få endnu mere, der ikke er det. Og nogle steder havde jeg vitterlig ikke noget valg. Ville jeg have julepynt med hjem, måtte jeg indordne mig under de lokale smagsskikke, som især i USA er, lad os bare kalde dem outrerede og med effektiv bling-bling-faktor. I muslimske lande repræsenterer indkøb af julepynt også et lidt akavet problem, men så må man gå ned i den laveste fællesnævners princip og acceptere alt, hvad der på en eller anden måde kan hænges op. En grøn kamel eller et par snabelsko, f.eks..

De sidste år har jeg ladt min magnet/julepyntsperiode bag mig. Det er jo begrænset, hvor mange køleskabslåger jeg har, og mit juletræ behøver ikke ligne en parodi på noget fra en amerikansk B-julefilm. (I ved, en af dem, hvor man hver jul glemmer en lille dreng et sted, og når han så bliver fundet, bliver det alligevel jul.)

Så nu er jeg altså gået i fødevarer. Eller slet ikke gået i noget som helst, for at indkøbe en pakke Pamol er vel et eller andet sted en turistmæssig falliterklæring. Indrømmet, garderoben bliver da altid en lille smule udvidet på udlandsture, men det anser jeg altså for en basal nødvendighed. Jeg skal vel have tøj på kroppen.

Og på den måde er jeg rimeligvis en strålende eksponent for, hvordan vores forhold til det at rejse har ændret sig gennem bare de tider, som mit liv udgør. Engang var der status i at komme hjem fra Himmelbjerget eller Mallorca med et konkret, indgraveret bevis på, at man havde været der. Et bevis, der i al sin grusomme, æstetiske afskyelighed gerne skulle pryde en central plads i hjemmet og være selve indikatoren på, at man var berejst og havde besejret verden udenfor den nærmeste landsby. Nu smiler vi jo af de mennesker, der anser den slags unødvendigt praleri som en nødvendighed. Enten skal vores souvenirs være vildt eksotiske–eller også skal de bare overhovedet ikke være. Men hvis man læser ugebladene (som jeg i den grad gør hos frisøren), så er der tilsyneladende stadig megastatus i at vise sin seneste kjole frem, “som man fandt i en lille designerboutique i Soho i New York”.

Eller også er selfies simpelthen blevet de nye “Hilsner fra Himmelbjerget”. Tænk, jeg tror det! Men da jeg ikke tager selfies overhovedet ( det er alt for traumatisk!), er jeg så nødt til at finde en lille designerboutique….. For tøj skal man vel have.

Og italiensk gorgonzola smager nu altså en del bedre og langt mere autentisk end den, der koster 15 kroner i Netto!

 

Continue Reading

Milano. Den perfekte by til en forlænget weekend.

EasyJet flyver nærmest dagligt de knap 2 timer til Milano fra Kastrup. Billetterne koster–på en god dag–omkring 5-600 retur, der er masser af gode og billige Airbnb, hoteller og andre overnatningsmuligheder, og Milano kan snildt “gøres” på 2-3 dage. Så hvad er der lige at betænke sig på?

Milano er sådan en by, man nemt overser, når der skal planlægges forlængede weekender, kæresteture eller bare tiltrængt, almindelig ferie i få dage. Og det er synd. For den norditalienske by med ca. 1,3 millioner indbyggere har virkelig noget at byde på. Ikke bare mode- og designmæssigt, for nok er Milano det nærmeste, man kommer til modens næststørste og mest betydningsfulde hovedstad, men her er altså også et væld af andre muligheder.

Byen er på mange måder en italiensk nordeuropæisk by. Den ligner ikke Rom. Ikke ret meget, i alt fald. Her er brede boulevarder, og byggestilen er decideret mere i stil med nordeuropæiske hovedstæder–dog med en snert af umiskendeligt italiensk. Vegetationen er ikke stedsegrøn eller pinjer og cypresser, men består primært af alle de træer og buske, som vi kender i forvejen, men som her springer ud sidst i marts/begyndelsen af april i alle de flotte, utroligt velholdte parker, som byen har. I mit hoved forbinder jeg ofte italiensk vegetation med afsvedethed. Nok fordi jeg oftest har besøgt landet i den allervarmeste sommerperiode. I Milano om foråret er der grønt, grønt, grønt og alle de andre pragtfulde forårsblomstfarver–så langt øjet rækker. Generelt rækker øjet til de ofte sneklædte alper, som står som en mur mod nord, der hvor Schweitz begynder ca. 50 kilomter fra byen.

Hovedseværdigheden i Milano er selvfølgelig domkirken, som er fantastisk og har en megastor wauw-effekt. Det tog 400 år at bygge den, og det kan man umiddelbart godt forstå, for det vrimler med underfundige tårne og spir, gargoyler (til spildevand) og grotesker (til pynt) overalt på den. Selvfølgelig kan man komme ind i den, men man kan faktisk også købe billet til at vandre rundt på taget mellem alle de utrolige tårne og skabninger.

Lige ved siden af, ved den enorme domkirkeplads, ligger den flotte, overdækkede butiksarkade, opkaldt efter den tidligere konge Vittorio Emanuelle II. Det er et overvældende og overdådigt bygningsværk, som dog næsten overgås af luksuriøsiteten hos forretningerne i den. Her ligger de fleste af de store modehuse–og det er selvfølgelig gratis bare at kigge. I det hele taget er Milanos centrum hjem for alle de mærker, almindelige mennesker er nødt til kun at vinduesshoppe–men det er da altid sjovt at få et indblik i “how the other half lives”!

Byen har en del gode museer for nærmest enhver alder og smag. På det tekniske museum er der en helt forunderlig Leonardo da Vinci-udstilling, hvor de fleste af hans maskiner og andre konstruktioner er opbygget i træ. Virkelig beundringsværdigt at konstatere, at de fleste af hans opfindelser indeholder grundprincipper, som vi til stadighed bruger i dag. Her findes også oceaner af skibe, flyvemaskiner, tog–samt 5-10 meter høje legetøjs-Transformers opbygget af skrald. De sidste er vist fotograferet adskillige gange med små drenge som forgrund. Samme små drenge vil givetvis også kunne falde lidt i svime over det enorme fæstningskompleks,  Castello Sforzesco, som nærmest fylder en hel bydel og indeholder alt, hvad sådan en rigtig fæstning skal indeholde.

Milanos kunstmuseer er et kapitel for sig. Dem burde man nok bruge en uge på, hvis de skulle efterses grundigt. Her er overvældende megen barok- og renæssancekunst fra de yppigste mestre, så lad mig bare nævne, at Den sidste nadver i originalversion hænger i Milano, og at der, udover knapt så interessante billeder efter min smag, hænger en vildt fantastisk Caravaggio og Marias bryllup af Rafael.( Jeg skal nok oploade de to på Guldsøstre på Facebook.) Modehuset Prada har også sin egen samling af moderne (MEGET moderne!) kunst i et nyopført guldhus lidt udenfor byen. Her udstiller de illuminerede sandbunker, og umiddelbart ser det ud til, at man mindst skal være indehaver af en god portion Pradatasker for at passe ind samt med kendermine lade som om, man virkelig forstår!

Da byen, i alt fald gennem de senere år, har været Italiens finanscentrum, har der også været råd til god, bevidst og bæredygtig arkitektur. Der er rigtigt mange interessante, moderne bygværker i Milano, og ny, spændende arkitektur skyder op i helt nye bydele samt blander sig med gamle bygninger på en fantasifuld måde.

På en del restauranter i Milano udbydes op til 100 forskellige pizzaer på menukort på op til 10 sider i pizzaafdelingen. Jeg nåede ikke dem alle, men en del variationer indenfor italiensk skinke, som er min klare favorit. Jeg kan derfor konstatere, at de i den grad kan deres pizza dernede! Især i den vildt charmerende bydel Navigli langs de gamle kanaler, som nu blomstrer af liv, loppemarkeder og skønne cafeer og restauranter 24/7. Utroligt hyggeligt! Derudover kan de altså også det der med kager og konditorier–til overflod.

I begyndelsen af april holdes design- og møbelmesse i Milano. Hver eneste baggård i alle de gamle kvarterer i midtbyen bugner af værker fra unge, håbefulde designere, som viser deres allerbedste kreationer her. Og det er helt gratis at komme ind. Skal man derimod på den store 22-hal store møbelmesse, koster det 30 Euro, men så kan man altså også godt modregne både i indtryk og i alle de snacks og alt det slik, man kan erhverve sig undervejs. Hvis netop det ikke er af den store interesse, så find et andet tidspunkt, for prisen for overnatning går selvfølgelig op i perioden.

Endelig er der kun 20-30 kilometer fra Milano til de store søer som Como og Maggiore. Og alperne!

Prøv det! Det kan godt være, at forlængede weekender ikke varer så længe. Det gør indtrykket af Milano derimod!

 

 

 

Continue Reading

Sådan kan man også bo.

Huset her ligger i Milano, og man kan næsten ikke se huset for bare træer.

Efter dansk målestok ville indvendingen nok være, at så store træer overalt på altanerne vel tager alt for meget lys. Efter sydlandsk sandsynligvis, at træer er noget mere organiske og livgivende end de obligatoriske skodder, der tjener til at holde solen ude i de varme måneder.

I alt fald er det et smukt, usædvanligt og arkitektonisk nytænkende syn.

Continue Reading

Airbnb i Milano.

Så føler man sig da lige som en rigtig italiensk mama i rette omgivelser. Her i det allermest charmerende hus på en stille sidegade i en af Milanos forstæder vrimler det med grønne planter og nips i hobetal. Man kan med rette sige, at Airbnbs formål med at overnatte i andre folks hjem bliver opfyldt. Sådan BOR italienerne simpelthen!

Her er adskillige værelser i flere planer, en udsmykning, der ville have gjort et mindre provinsmuseum dødmisundeligt og en stemning, der bare er…nå, ja.. italiensk.

Når Airbnb fungerer efter hensigten, er det en fornøjelse og dybt anbefalelsesværdigt. Så jeg må ned og tænde for gassen til morgenmadskaffen, hen til bageren efter nybagt brød og i bad i badekarret med de lyserøde fliser og slyngplanterne.

Så er der nemlig ladt op til endnu en dag til designugen hernede.

Continue Reading

At rejse hjem.

Det underlige ved at rejse hjem er, at det på mange måder er forbundet med næsten samme glæde som at rejse ud. Når først hjemrejsen er indledt, kan det næsten ikke gå stærkt nok.

Men det er vel også lige præcis sådan, det skal være. Ellers var der næppe noget som helst point i overhovedet at flytte sig. På alle måder.

Continue Reading

Grand Cafe.

Som sagt er Oxford–udover de 38 smukke, gamle colleges–en by præget af Arts and Crafts ( se tidligere indlæg om William Morris), så her et billede fra den ikoniske Grand Cafe.

Ikke nok med at omgivelserne er usædvanligt smukke, men kagerne….. Det er næsten lige før, man helt glemmer at indånde den fantastiske atmosfære, fordi beslutningen om, hvilken af de overdådige kager, der skal nydes og fortæres, er så kompleks og anstrengende.

Grand Cafe er et must i Oxford. Hver dag.

Continue Reading

Historiens vingesus.

Når man sidder og spiser morgenmad i den fantastiske spisesal på Keble College i Oxford, føler man sig lidt som et minimalt led i en historie, der allerede har varet over 150 år og stadig og forhåbentlig vil blive ved mange år endnu.

Det er påskeferie, så de studerende, som sidder her til daglig, er så meget ude af deres værelser, at folk som mig kan leje dem billigt. Det gør jeg næsten hver påskeferie.

Og så sidder jeg der med mine bjerge af røræg og bacon (og endelig ingen baked beans, for baked beans ligner noget, en anden allerede har spist før mig!!) og kigger op på galleriet af tusindvis af forlængst hedengangne rektorer og føler mig som en lille del af en stor tradition. Nemlig traditionen for lærdom, for at blive klogere og for at fordybe sig i tingene. For at gøre verden til et bedre sted gennem altid at søge efter ny viden, nye territorier og nye refleksioner.

For alt det kan man nemlig ikke gøre uden et forsvarligt morgenmåltid i selskab med gode ånder at starte dagen på.

Continue Reading
1 2 3 8