Om en velbevaret, rumænsk hemmelighed.

Som en velbevaret hemmelighed, i alt fald for de fleste danskere, ligger den pragtfulde by Brasov oppe i de rumænske Carpaterbjerge og er bare noget så indbydende.

Området er oprindeligt tysk, så germansk sprog og germanske skikke udi i alt fra arkitektur over mad til kultur er dominerende. Og så alligevel ikke, for her er så ærkerumænsk med alle de håndbroderede kunstværker og den smukke, hjemmelavede keramik. Brasov er omkranset af høje, træklædte bjerge, og ligegyldigt hvor man kigger hen, er de i syne.

Seværdighederne heroppe, langt fra alfarvej og 3 timers togkørsel fra Bukarest, er primært den smukke by med dens farvestrålende huse og forretninger. Samt den smukke, gamle sorte katedral, hvor man hver aften kan opleve det enorme orgel megabruse til koncerter. Og lige i nærheden ligger et sandt overflødighedshorn af gamle slotte, smukke søer, saltminer og perfekte trekkingstier.

Brasov er sådan et sted, man skal vide eksisterer. Ellers kommer man der nok ikke. Og det er virkelig synd, for her er vidunderligt. Også fordi alting er i en prisklasse for sig. En bedre middag for 8 kan f.eks. erhverves for under 400 kroner, og mellem vi 8, der rejser sammen, er der allerede indkøbt adskillige par sko til vildt billige priser. Og vi er slet ikke færdige med skoene endnu…..

Continue Reading

Om parlamentet i Bukarest.

I 1980-erne besluttede Rumæniens på det tidspunkt mere og mere vanvittige diktator Ceausescu sig for at bygge Europas mest prestigeøse palads til sig selv og sin regering, der nok også hovedsageligt bestod af ham selv. Forinden havde han i adskillige år sultet befolkningen for at tilbagebetale en billiardgæld, men endnu et arkitektonisk rædsel var der tilsyneladende altid råd til.

Der blev skam afholdt en arkitektkonkurrence, før byggeriet satte i gang. Med diktatoren som dommer. En helt ung, nyuddannet arkitekt vandt overraskende konkurrencen, for hun havde medbragt den største model, og netop det tiltalte samme diktators storhedsvanvid.

Adskillige år senere, faktisk så mange, at diktatoren både var afsat, skudt og begravet inden, stod kolossen færdig. Den er nu verdens tungeste bygning, den næststørste officielle (efter Pentagon) og den, uden sammenligning, dyreste. Det er nok også den grimmeste. Antallet af værelser er stadig ukendt, men det siges at være over 2000. Hvert år bruges adskillige millioner blot på vedligehold, men det er tydeligt, at bygningen er i så dårlig stand, at den smuldrer, falder fra sig selv og i det hele taget er i betænkelig tilstand. Den bruges nu til parlament, ingenting og skamstøtte over en forhadt diktator.

Hvis man vil gå rundt om bygningen, er der ca. 2 kilometer, og en boulevard pløjet skånselsløst gennem 10 kilometer af byens gamle, historiske kerne fører op til den. Heldigvis nåede man at flytte enkelte bevaringsværdige bygninger på skinner inden den store demolisition, men det er en helt anden historie.

For sådan er der jo så meget……..

Continue Reading

Om tyske motorveje. Og tyske tog.

Tyskerne er ved at grave de Schlesvig-Holstenske motorveje godt og grundigt op denne sommer. Det var de i øvrigt også sidste sommer, men de er tilsyneladende ikke blevet færdige med alt det graveri. Det er vist meningen, at motorvejene nu skal løbe mere eller mindre under jorden omkring Hamburg, og det siger vel sig selv, at der så skal graves. Meget. Man siger så ofte, at tyskerne på ethvert felt er ultimativt grundige. Det er bestemt også mit indtryk, at det gælder deres motorvejsgraveri. Her lades ingen Ausfahrt urørt.

Under alle omstændigheder betyder det, at rejsetiden i bil ned til næste hurdle i form af Elbtunnelen, er væsentligt forøget, og at man ikke kan regne med noget som helst rent logistisk. Så skal man nå noget til en bestemt tid, må man enten regne med det meste af en dag fra grænsen til Hamburg–eller tage toget. Det skal jeg–altså nå noget, så det bliver toget.

Det lyder umiddelbart let, det sidste. Men det er slet, slet ikke let for begyndere at rejse med tog i Tyskland. Det koster nemlig uhyggeligt mange penge at være novice indenfor Deutsche Bahn. Der er nemlig det ved det, at DB har et imponerende udvalg af Sparpreiser, Weekendpreiser, Gruppepreiser, Kleingruppepreiser, Scönes Tagepreiser, og jeg skal i det hele taget komme efter dig-preiser. Samtidig er de altså ikke vildt OBS på at reklamere med alle disse discounttiltag, så enten skal man dedikere en uges tid til at lære at finde rundt i alle tilbuddene, alliere sig med en, der allerede HAR tilbragt en uge på den måde—eller simpelthen stable sig i sin bil og køre ad Flensburg Bahnhof til, hvis man er så heldig at bo i relativ nærhed. For sidst, jeg spurgte i billetsalget dernede, hvad 6 mand til Hamburg rendte op i, kostede det halvdelen af, hvad jeg selv kan stykke sammen af rabatpriser på nettet. Jeg må så også tilføje, at det tog den sure billetmand (de er altså lidt sure på Flensburg Station, men det skyldes nok, at de også stamper rundt i utallige uigennemskuelige rabatter hele dagen!) en god halv time at komme frem til den pris.

Men er man så heldig at støde ind i den rigtige rabat i Tyskland, så er tog faktisk meget prismæssigt overkommeligt dernede. Bedst er selvfølgelig Ländertickets, hvor 5 mand rejser ultrabilligt sammen–men de gælder altså først efter 9 om morgenen, og det er så for mig et valg, om jeg vil nå mit fly eller rejse billigt. Ydermere har tyskerne rigtig god tjek på deres rengøringsstandard, selv på toiletterne. Man kan roligt benytte dem hele vejen fra Flensburg til Hamburg, og bør ikke, som på en rejse med DSB fra Hovedbanen til Jylland, sørge for at komme derud inden Dybbølsbro eller til nød Valby. Det skal også lige nævnes, at man på togrejsen mellem Flensburg og Hamburg oplever væsentligt mere rent æstetisk end på samme rute motorvejsmæssigt, da denne kun overgås af landevejen mellem Randers og Hadsund i kedsommelighed. Og det siger en del! Tillige er der gratis, sikker parkering ved stationen i Flensburg, hvilket jo ligesom henter omkring en tusse ind på motorvejsbenzin og lufthavnsparkering.

Så jeg må ned og snakke med de halvsure billetfolk i Flensburg. Og når jeg så alligevel er der, er der givetvis pludselig en masse andre nødvendige unødvendige ting, der skal slæbes over grænsen. Jeg nævner bare hundemad i denne forbindelse…..

Og rigtig god tur til alle de, der skal ud på det stykke motorvej. I vil nok få brug for et par gode tanker. Eller måske overveje at gå ombord i DBs billetjungle? Det kan svare sig, men det kræver tålmodighed…..

Continue Reading

Så fik jeg fanget den ørred!

I årevis har jeg haft en drøm om at se Morse-pubben The Trout, hvor Morse ( altså ham den rigtige, den gamle, før han blev ung), ofte alene, men også sammen med Lewis, drak særdeles mangen en pint.

Det er bare aldrig lykkedes mig. The Trout ligger 6-7 km. udenfor Oxford. Der går ingen offentlig transport derud. Bedste måde er at gå distancen langs med Themsen, ud over engarealerne og så bare blive ved, indtil man enten får uhyggeligt våde fødder— eller er fremme.

Så vel har jeg da sat ud derinde fra midtbyen, retning Summertown, og drejet af et stykke ude i Jericho. Jeg er også nået ned til Themsen, har gået langs med den, men jeg har altid givet op. Oftest efter en 4-5 kilometer, våde sko og tiltagende tvivl om forehavendets succes.

I går stod jeg så med en busfuld gæster, der bare gerne ville på pub ude på landet. Og så blev to og to lagt behændigt sammen i den lille hjerne, som så sit snit til at opfylde en gammel drøm. Godt nok satte jeg min chauffør på noget af en udfordring med alt for smalle veje og mangel på forsvarlig aflæsning, men vi gjorde det sgu’.

Og det var hele turen værd. The Trout, som ligger lige ned til Themsen, og som i går lå der i strålende sol, er ubetinget en af de mest charmerende pubber, jeg nogensinde har været på. Alting indendørs er skævt, og udendørs sidder man direkte ned til en stille flydende Thems med udsigt udover de vidtstrakte engarealer og alle spirene fra Oxford i baggrunden. Det er bare SÅ unikt og så engelsk på samme tid.

—- Så for fremtiden vil der ikke være nogle besøg i Oxford uden lige at fange den ørred! Hvordan jeg så end kommer derud!

Continue Reading

En oplevelse i vilden sky.

Jeg var til Evensong i katedralen i Oxford i aftes. Det var en fantastisk koroplevelse samt den sædvanlige store fornøjelse at sidde i et storladent rum med perfekt akustik. Ydermere sad jeg netop i aftes lige nedenfor Burne-Jones vidunderlige mosaikker. Dem, der blandt andet afbilleder et toilet.

Hvad jeg ikke havde set var, at den sidste salme var Blakes Jerusalem. Så da vi, stående, for det gør man i engelske kirker, begyndte på en af de smukkeste salmer, der overhovedet findes, løb der et gys gennem mig. Og som havde nogen trykket på en længst mistet knap i mig, så strømmede mig egen lyd, til min egen forbavselse, så eftertrykkeligt og fuldstyrket ud af mig. Jeg sang, som var jeg betalt enorme summer for det.

Jeg var ikke den eneste. For vi var mange i kirken i aftes. Vi sang alle af vores lungers fulde kraft. Som vi dog sang. Det var næsten, så taget løftede sig, og fuglene udenfor følte sig nødsaget til at deltage. Vi sang helt ind i vores egne hjerter og helt ud til alle de andre i kirken. Vi sang, så vi næsten havde en konkurrence om, hvem der kunne synge højest og mest med. Og hver gang, vi i stroferne kom til det forjættede ord “Jerusalem”, så sang vi næsten mere, end vi troede, vi overhovedet kunne synge.

Det var ikke bare en oplevelse af fællesskab. Det var også en unik personlig indadgående ting. Dette at blive grebet så eftertrykkeligt af sin egen glæde, at man bare måtte synge den ud. Hold da op en stemning, man så kommer ud fra kirken i. Det bliver en anderledes, men alligevel helt fantastisk, åndelig, og fællesskabsmæssig, oplevelse.

Jeg er bare SÅ glad over, at jeg netop ramte den aftens Evensong. Og Jerusalem!

Continue Reading

Penshurst Place and Gardens.

Spredt som en halvmåne rundt om London ligger talrige slotte og herregårde, som økonomien har tvunget til at åbne huse og haver for betalende gæster. Et af dem er Penshurst Place and Gardens.

Det er nok et af de mindst kendte, som ofte drukner i steder som Leeds Castle, Hever Castle og Great Dixter ( hvis det ellers siger nogen noget!), men det er absolut ufortjent. Ikke blot er det gamle slot fra 1300-tallet både spændende, historisk og virkelig seværdigt, men haverne omkring er vildt fascinerende. Slottet har, udover at have været flittigt besøgt af såvel Henry VIII som Elisabeth I, været i samme families eje siden 1500- tallet, så der er nok af gode, gamle skrøner tilknyttet. Det må der ligesom også være, når familiens våbenskjold består af et hukepindsvin og en Bjørn med knortet stav!

Helt ærligt forbavser det mig, at jeg overhovedet skriver den slags. At jeg nok for første gang nogensinde omtaler haver som fascinerende. Men det VAR de. Alle 22. Så forskellige som nat og dag og for de flestes vedkommende så store som flere fodboldbaner. Der var rosenhaver, nøddehaver, springvandshaver, en have formet som det britiske flag, frugthaver og i det hele taget haver af enhver form, farve og opbygning. Selvfølgelig hjælper det lidt på forståelsen, når selve chefgartneren viser rundt— og i øvrigt klart demonstrerer den humor og selvironi, der er så typisk og så underdrevet britisk.

Selvfølgelig vil besøget ikke udmunde i, at jeg kaster mig over haver og havearbejde. Der skal nok større mirakler til. Men det får mig i alt fald til at foreslå alle have-, historie- og slotsinteresserede at besøge dette imponerende sted. Og gerne at få en gartner med på en guidet rundtur.

Continue Reading

En lille perle i Kent.

I den lille og absolut ydmyge kirke All Saint i den minimale landsby Tudeley, lige udenfor Tunbridge Wells i grevskabet Kent i England, venter en kæmpestor og meget lidt ydmyg overraskelse. Nemlig 11 fantastiske mosaikker af Marc Chagall.

Forhistorien er, at den eneste datter af et velhavende engelsk- jødisk ægteskab kommer ulykkeligt af dage i en bådulykke kun 22 år gammel. Da hun allerede forinden har udtrykt sin store beundring for maleren Chagall, spørger moderen derfor, om han ikke kunne have lyst til at dekorere den lille, lokale kirke til datterens ære. Det har han. I første omgang kun med en mosaik over alteret, men tingene griber om sig, så Chagall tilbringer faktisk 25 år on and off med at skabe 11 fantastiske mosaikker over citater fra Bibelen til den lille, bitte kirke.

Dem kan man så bare køre forbi og se. Og de er ganske enkelt fantastiske. Især på en solbeskinnet dag som i dag, hvor lyset giver optimal stråleeffekt gennem mosaikkerne. Det er noget af det smukkeste, jeg har set. Og samtidig mest uventede.

Så er man på de egne, f.eks. i forbindelse med et besøg på Winston Churchills hus Chartwell, må man ikke snyde sig selv for et besøg i denne kirke. Den er lidt svær at finde, og skiltningen er lidt mangelfuld, men det er hele besværet værd. Mange gange, faktisk.

Continue Reading

Budapest.

Det tager kun omkring halvanden time og koster et overkommeligt beløb at flyve til Budapest, priserne dernede er langt under de danske, seværdighederne er i top, akkurat som vejret generelt også er det, selve byen er ualmindeligt charmerende og venlig—så der er faktisk ikke så mange undskyldninger for ikke at lade en forlænget weekendtur gå den vej.

Her i Kristi Himmerfartsferien er utallige danskere tilsyneladende fuldstændigt enige med mig i den betragtning. Måske var det bare mine ører, men umiddelbart var min fornemmelse torsdag på gader og stræder, at dansk uden sammenligning var det mest talte sprog i Ungarns hovedstad.

Og det er ganske forståeligt. For Budapest er et godt og, især, kompakt rejsemål. Man har utallige seværdigheder og tilbud indenfor kort rækkevidde, og med et af de storbykort, som jeg tidligere så kraftigt har anbefalet, er de derudover (sammen med enhver form for offentlig transport) for det meste gratis. Den skønne blå ( eller i alt fald blålige!) flod Donau deler byen i bydelene Buda og Pest, hvor Budasiden primært domnineres af det tidligere, meget højtliggende kongeslotsområde, som nu er en betragtelig samling nationale museer, fantastiske udsigtspunkter, gamle gader, kirker og den flotte fiskerbastion. Det kan selvfølgelig indvendes, at denne side er så decideret turistvenlig og forsøger at tækkes samme klientel så meget, at det hele bliver lidt oversødt og kulisseagtigt, men det er nok den slags, det må overlades til den enkelte at forholde sig til.

Pestsiden, derimod, har smarte handelsgader i alle prisniveauer–fra Hø og Møg til Gucci–og store, brede, trækransede boulevarder. Her er både lys, luft og masser af små, sjove gader med spøjse forretninger, hvis man da ellers vover sig tilstrækkeligt langt ud fra de allermest gængse gå- og shoppinggader. Også her er der et utal af museer–dog skal kun nævnes det fantastiske kunstindustrimuseum med en udsøgt samling af Art Nouveaudesign, i en bygning der vist ikke finder sin lige noget sted i verden. Det er dog desværre lukket for restaurering for tiden, men mon ikke det åbner ENDNU mere flot og uforglemmeligt? I øvrigt vrimler boulevarderne med pragtfulde huse fra sidste århundreskifte, så ret beset er det en mindre dødssynd at spilde tiden med at kigge vinduer langs dem. Her skal kigges OP! Det er jo netop det (i bagklogskabens klare lys) fine ved de fleste tidligere kommunistiske hovestæder. Her er intet revet ned, så de imponerende bygninger i Jugend/Art Nouveaustil har blot fået lov til at stå og forfalde, indtil der igen er blevet råd til at genistandsætte dem. Det er noget lettere og billigere end i alle de vesteuropæiske byer, hvor man brutalt har bulldozet dem ned og dermed ikke har den store chance eller mulighed for genskabelse eller – opførelse.

Sporene efter den kommunistiske periode er, i bymidten, langsomt ved at blive udvisket til fordel for et mere internationalt præg. Men søger man bare en lille smule ud fra denne, er der rige muligheder for at gense Stalinarkitektur og grå betonblokke. Og har man en udpræget interesse i Ungarns kommunistiske fortid, kan det absolut anbefales at tage på udflugt til yderkvartererne og specielt til den kitchede “losseplads” for aflagte kommunistiske gigantstatuer og tvivlsom kunst, Memento Park. Den kan jeg i alt fald ikke undvære, når jeg er i byen!

Som tidligere skrevet, er Budapest genial til en forlænget weekend. Hvor man både kan være kulturel på de mange museer, drysse rundt på gader og stræder samt nyde det ungarske køkken, som nok er noget bastant og pølserigt–men som også har en særdeles sympatisk tilgang til brug af krydderier. Nemlig lige tilpas. Især af paprika!

Budapest er i øvrigt et af verdens 15 mest populære turistmål. Jeg tror, den ligger meget højt på en danskerliste. I alt fald i Kristi Himmelfartsferien!

 

Continue Reading

Memento Park. Budapest.

Istedet for at smide Lenin, Marx, diverse arbejdets helte og nationale martyrer direkte i skrotbunken efter jerntæppets fald, har man i Budapest været fremsynede nok til at lave en form for mindelund over kommunismens statuer. Her, ca. 10 km. fra Budapest og lidt ude på landet, findes en kirkegård for dårlig socialistisk smag, kæmpestatuer på permanent aftægt og Lenin og Marx i diverse udgaver. Både størrelsesmæssigt og kunstnerisk.

Det er kitchet, det hele. Og så alligevel. Det er samtidig også et vidnesbyrd om en historisk periode, som ikke bør glemmes, og en udtryksform, som nok bør glemmes rent udføringsmæssigt i fremtiden, men som samtidig siger en forfærdelig masse om sin egen tid.

Når man ankommer til Memento Park, mødes man af Stalins støvler ( resten af megastatuen gik både tabt og i stykker!) og dundrende, sovjetisk propagandamusik. Og så kan man gå rundt på den store græsmark og bese overdimensionerede levn fra kommunismen. De var godt nok brave, uselviske, fædrelandselskende, ideologisk rettænkende og hårdtarbejdende dengang. Se blot på den adskillige meter høje figur på billedet og oplev hans smittende entusiasme. Han vil da noget med sin kommunisme!

Et besøg i Memento Park er en direkte reminder om, hvordan det var engang. På en pudsig, kitchet, dybt alvorlig og noget overdimensioneret måde.

Continue Reading

Om sporvogne.

Siden min tidligste barndom har jeg lidt såvel af en brændende fascination som en udpræget mangel på sporvogne. Det lykkedes mig aldrig at komme til at bo i en sporvognsbenådet by. Så jeg må nøjes med at dyrke min transportable lidenskab, når jeg er andre steder. Det gør jeg så også. Som her i Budapest, som er en ovenud sporvognspriviligeret by.

I min barndom var den nærmeste sporvognsby Flensburg, og jeg husker stadig min vilde benovelse over køretøjet. Hvor jeg kom fra, havde vi jo knapt nok bybusser.Min germanske sporvognsforelskelse holdt dog kun meget kort tid. Ca. til min mor fortalte mig, at sporvognene i Flensburg udelukkende var forbeholdt tyskere, og jeg derfor godt kunne glemme alt om en forjættende rulletur. Den troede jeg på i en del år. Jeg flyttede til Århus, lige da byen havde opgivet sine sporvogne, og København var ikke sådan et sted, vi kom, da jeg var barn. Så det stod temmelig halvsløjt til med de sporvogne i mine transportmæssige dannelsesår.

Siden da har jeg dyrket sporvognene, hvor jeg er kommet frem. Jeg kører gerne med sporvogn udelukkende for at køre med sporvogn. Jeg elsker deres raslen, skramlen og totale anarki. Det sidste forstået sådan, at der i trafikken gælder andre regler for sporvogne, som tit har egne baner, og som de fleste biler jo bør vige for. Jo ældre modeller, jo bedre. Og hvis hvinen, raslen og skramlen er direkte proportionel med alder, tager jeg gerne hele pakken.

Nogle gange er man så ydermere så heldig, at ens yndlingstransportmiddel endog går hen og bliver trendy, økologisk og bæredygtig. Det er sket for mine elskede sporvogne de senere år, hvilket har forårsaget et gevaldigt boom på verdensplan omkring genindførelse af sporvogne i ellers sporvognsløse byer. Så nu kan jeg så både nyde dem utallige steder samt have vildt god transportsamvittighed, mens jeg gør det. Det er ren win/win—- eller i dette tilfælde vel nærmere run/run.

Endelig skal fastslås, at det her altså drejer sig om rigtige sporvogne. Sådan at forstå, at jeg beklageligvis ikke er nær så fascineret af diverse letbaner og andre tiltag. Ikke før de lærer at hvine og skramle lidt mere……..

Continue Reading
1 2 3 19