Om at vælge.

Det her er ligesom, da man var lille, og kataloget fra Daells Varehus kom. Især julekataloget. Eller da ens børn var små og kunne bruge timer på at sætte krydser i legetøjskatalogerne op til jul. I begge tilfælde satte såvel jeg som de for en sikkerheds skyld krydser ved det meste. Det ville, set i bagklogskabens klare lys, have været væsentligt mindre besværligt at have sat kryds ved det, vi ikke ønskede os. For når man sidder med sådan et udstyrsstykke over herligheder, der er– i alt fald for en vis pris–tilgængelige, så kan man jo lige så godt få det hele med. Tænk, hvis man GLEMTE eller overså at ønske sig noget, som man måske ville have fået, hvis man bare havde husket at ønske det?

Lige nu sidder jeg med en overdådig smørrebrødsseddel, hvor alt på papiret er tilgængeligt, og intet skorter på overlækker pynt og gemyse. Jeg skal bare krydse af. Men som det så også forholdt sig med Daells Varehus og legetøjskatalogerne, så er et simpelt kryds på ingen måde garanti for, at varen bliver min. Dengang var det økonomi, der udgjorde udfaldet. Denne gang er det vacciner, rejselyst, efterspørgsel og indbyrdes konkurrence med alle de andre, der også sætter krydser som gale. Samt Coronaen. Først og fremmest Coronaen.

Aldrig har et rejsekatalog dog i mine øjne set mere tillokkende ud. En trekvartgammel i stuearrest fra verden er fuldt ud lige så afkrydsningsparat som en 5-årig med et julekatalog. Indenfor rammerne, altså. For ligesom de færreste små drenge sådan for alvor ønsker sig Barbies ( og her er jeg ikke old-school sexistisk, det er såmænd statistisk beviseligt!), så er der selvfølgelig varer i kataloget, jeg helst vil være fri for. Jeg er mest til de Brexit-befængte områder og det, der ligger vest for samme. Men i mine øjne er der skam også et orgie af tilbud netop i de geografiske områder.

Men det bliver meget underligt at sidde og ønske sig snart sagt enhver mulighed for rejser på de britiske øer. At begynde at drømme om virkelig at stå der–sådan for real– for det kan man jo ikke lade være med, fra det øjeblik man har plottet sine forsinkede julegaver ind i skemaet. For ingen ved, om så meget som en eneste af alle de rejser og ens højeste ønsker kan blive opfyldt. En ting er at udfylde alle krydserne–en anden er, om bare et eneste kryds udmønter sig i realiteter. Akkurat som de 5 år i træk, man ønskede sig det samme i Dalle-Valle kataloget og aldrig fik det.

For kommer man afsted? Er der den fjerneste sandsynlighed for, at nogen som helst af de glitrende, lokkende rejser i det katalog overhovedet bliver til noget?

For det første skal det jo være muligt at komme længere ud i Nordsøen end dertil, hvor man selv kan gå og bunde. Det nytter heller ikke noget at stå og banke på et sted omkring White Cliffs of Dover, hvis ingen vil lukke en ind. Verden skal simpelthen åbnes igen, og der er talrige parametre for forsvarlig genåbning, der alle skal spille sammen. Vigtigste præmis er vel basalt et nødvendigt vaccinationsniveau i alle lande, og spørgsmålet er, om det nås datomæssigt, før samtlige rejser i kataloget for længst har overskredet sidste salgsdato. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der synes, det tager enerverende lang tid at få os givet sprøjten. De er tilsyneladende heller ikke specifikt mere lynstikkende i andre lande. Med mindre vi allesammen henligger vores ferier til Israel, for der er de da ret rappe på nålen.

En uforudsigelig faktor er også, om gæsterne ( sådan hedder det!) overhovedet VIL rejse. Om de, trods stik og kun useriøs smitte i få hjørner og kroge, tør tage afsted. Spørgsmålet er simpelthen, hvor længe det vil tage, inden alle trofaste gæster er oppe i fulde rejseomdrejninger. Nogle vil sikkert næppe kunne vente af bare indestængt mod på en midlertidig forbudt verden, men man kan godt være i tvivl om, om Coronaen ikke også bevirker en tøven, en tilbageholdenhed og en forsigtig seen verden an. Under alle omstændigheder vil vi nok se en bevidst søgen mod kendte, såkaldt sikre rejsemål–de lande, der i medie-lingo hedder ” lande, vi normalt sammenligner os selv med”. Ugga-buggaland bliver nok relativt chanceløs overfor især Europa.

Men, bevæbnet med al min mobiliserede optimisme, vil jeg sætte mig og plotte mine krydser ind. Og samtidig, for det kan jeg jo ikke lade være med, drømme, helt ned i storetåen, om at jeg kommer afsted. Jeg vil forsøge, udelukkende ved tankens magt, at tro så meget på gennemførelsen af de rejser, at de BLIVER gennemført. Der ligger så også det i det, at hvis mine rejser bliver til noget, så indebærer det jo samtidig, at Coronaen er væk, død og borte.

Måske skal jeg bare plotte ind, at jeg gerne vil have den rejse i april? Og hvis det virkelig virker, så må jeg vel hellere, på god gammeldags Dalle-Valle maner, sætte kryds vel det hele. Rub og stub! Bye, Corona!

Continue Reading

En oplevelsesrig jul.

Heldigvis læser mine børn sjældent bloggen. Men hvis de gør, kan de jo sådan set bare begynde at glæde sig!

For denne jul bliver gavemæssigt noget anderledes end mange af de tidligere. Udelukkende på grund af Corona.

Der vil ikke være mange pakker under træet i år. I alt fald ikke de mere omfangsrige. Hvilket, for sikkert manges vedkommende, måske endda vil være en stor lettelse, da man så ikke for 30. gang skal flå papiret af de fantasiløse sokker eller den tåbelige dims, der nogle gange ender med at blive nødløsningen til alle os, der egentlig ikke ønsker os noget, Fordi vi enten ikke mangler noget. Eller fordi vi som regel godt kan finde ud af selv at gå ud og købe det, vi mangler.

I stedet vil det nok bugne med oplevelser på efterkrav. Med ubestemte udløbsdatoer, engang derude i en Coronafri verden. Store og små. Fra den gode middag, det spændende museum og turen til løveparken eller Legoland til flere dage med overnatning på gode og spændende steder. Masser af oplevelser i en fremtid, der forhåbentlig kommer til at erstatte en periode, hvor det med oplevelserne diplomatisk sagt har været en smule nedprioriteret. Noget at glæde sig til. Noget at leve på og se umådeligt meget frem til. Især, måske, fordi det ligesom er indbygget i det hele, at de positive ting kommer, lige præcis når de negative er ovre.

Vi trænger til at opleve. Vi trænger til at opleve frit. At spadsere mellem flere tusinde andre mennesker, umundbindede, i Legoland, at slentre skødesløst ned ad hovedstrøget i en fremmed by eller på en fremmed strand. At genfinde glæden. Ikke blot ved at opleve, men også ved at være sammen. Glæde os sammen. Frit og utvungent.

Udover det ligger der også den overvejelse i alle disse fremtidige oplevelser, at man på den måde er i stand til at være med til at holde live i industrier, der har umådeligt strenge vilkår og endnu elendigere kompensationsordninger ( his nogen overhovedet!) i disse tider. Der er ikke mange, der har oplevet ret meget de sidste mange måneder, og derfor er en kolossal masse mennesker, der netop lever af at give andre oplevelser, virkelig i krise.

Rigtigt mange voksne mennesker mangler intet materielt. Men der er nok ingen af de samme voksne mennesker, der ikke kunne bruge en rigtig god oplevelse. Samt noget at se frem til. Så sokkerne har fået dødsstødet, og kors hvor skal vi opleve!!

Continue Reading

Om grænsen.

Som forklaring er jeg nok nødt til at tage udgangspunkt i foromtalen til et program med Peter Lund Madsen. Programmet ville, sagde han, handle om vores hjerner, som ifølge ham er håbløst gammeldags og ret beset ikke har ændret sig siden stenalderen. Vi er, helt konkret, overhovedet ikke hjernemæssigt fulgt med tiden, så inde i låget fungerer vi altså stadig som lidt avancerede neanderthalere.

Det gør jeg så også. Især på den front, eller lap eller hvad det nu er, der handler om forråd. Min hjerne er umådeligt stenalderfokuseret på at overleve såvel vintre, indesne- og blæsninger, almindelig dovenskab og akutte nødsituationer indenfor karry, minimælk og flåede tomater generelt. Jeg har det bedst, når jeg bor med toiletpapir nok til et antal røve, der så langt og uforsvarligt overskrider enhver form for forsamlingsforbud, tandpasta nok til flere år og mange munde, slik nok til de fleste fredage i et skudår og hundemad nok til en mindre kennel. Med pensionærer.

Og så var der altså sket det, at jeg havde nået bunden. Altså virkelig tæt på at komme i traumatiserende mangel på fryseposer, opvaskebriketter, Ajax, Colaer og Panda lakridser. Så går stenalderen deroppe på toppen i selvsving og drages uimodståeligt mod syd. For alt det der, synes samme stenalder, kan man udelukkende anskaffe sig på de sydlige jagtmarker. Her kommer en snert af en mere moderne hjerne så ind over. Den, der tænker i ren pengeøkonomi, og hvad der er billigst.

Så jeg satte mig altså ned og undersøgte, hvordan man akut kommer over grænsen, når man nu ikke skal pendle, fordi man har et arbejde, der skal passes, men udelukkende fordi man har en stenalderhjerne, der er blevet upassende. Det er slet ikke let, kan jeg fortælle. Først skal man finde frem til en tysk hjemmeside, hvor man skal ansøge om indrejse. Den er, når man endelig lokaliserer den, stærkt præget af både tysk grundighed og tysk sprog. Altså på et niveau, hvor selvsamme stenalderhjerne godt nok kan blive lidt i tvivl og ligesom må gå tilbage i forsøget på registrering så mange gange, at jeg nærmest kan føle den tyske computer tage sig selv til hovedet. Eller hvad tyske computere nu tager sig til.

Men det lykkes, og jeg får endda manden med. Som appendix til mig. Bagefter bliver jeg lidt utryg ved det faktum, for hvad hvis han nu ikke vil med på turen overhovedet? Så står jeg der på den anden side af grænsen og bliver afkrævet forklaring på, hvad jeg har gjort af ham? De lukker mig garanteret ikke ud igen, hvis jeg ikke har styr på samtlige medregistrerede familiemedlemmer, for dem har de allerede understreget i ansøgningen, at de under ingen omstændigheder vil have rendende dernede.

Bagefter printer jeg i lange baner. Eksemplarer til både toldere, politi og alle de løse. For slet ikke at tale om, at jeg har det hele i elektronisk format også. Og bare tanken om at skulle krydse den grænse minder faktisk sådan lidt om dengang, man helt konkret kunne forvente at få skilt sin bil ad ved indkørsel i samtlige lande bag jerntæppet. Og selv skulle samle den igen.

Ved Kruså grænse er der påfaldende stille. Nogle få biler krydser over den danske del, men jeg forventer selvfølgelig, at selve det store slag skal slås, når vi når den tyske. Underligt nok er vi 2 minutter senere ved Fleggard. Vi må have overset den tyske grundighedskontrol, men hvordan de har overset os er er gåde, for der er sådan set ikke andre end os i området.

Særdeles oplivede af at have overlevet selve den farlige indrejse til Tyskland går vi i seriøs shopping. Det er som om, at det, at vi virkelig–uden at være kommet i 14 dages karantæne eller lagt i håndjern–er sluppet fuldstændigt umærkbart over den grænse, giver os fornyet handleblod på tænderne. Faktisk har vi 2 vogne. For når en stenalderhjerne går i forrådsindsamling, vel at mærke uden at vide, om der overhovedet BLIVER mere forråd at indsamle i månedsvis, så går den sådan en smule amok. Uden at overdrive kan jeg vist godt konkludere, at det ikke bliver vaskepulver og slik, vi går ned på det næste halve år. Eller andet.

I øvrigt er det forunderligt at gå rundt og handle i en grænsebutik på den måde i november. Hvor november i ucoronerede år er den absolut travleste, mest skubbende, mest masende, mest hysteriske, mest modbydelige og allermest stressende måned at handle i, så går det da ret pænt med de der 2 vogne i et Fleggaard, som vi deler med ca. 10 andre danske stenalderhjerner. Man kan jo ligefrem finde det, man skal have. Samt komme ind til det.

Selvfølgelig er vi ret nervøse, da vi skal mod hjemlandet igen. Det er jo der, de nok skal se alle mine udprintede papirer og kontrollere os i Colaer og røv. Hvor de måske endda tilbageholder os, fordi jeg snød med postnummeret, der skulle være længere end mine sølle 4 cifre. Så satte jeg bare to nuller mere på, og så accepterede den grundige tyske maskine. Så det er altså med tonstung bil og lidt maveondt, vi kører ned ad bakken mod grænsen. Vi spejder samtidig lidt nervøse efter, hvor det mon er, vi sådan skal i justitsforhør og forsvare vores rengøringsmidler.

Det sker så heller ikke. Der er ikke engang et skur, hvor de tjekker fæle danske hjemrejsende. Eneste levende person på den grænse er en dansk grænsebetjent, der venligt vinker os over en ellers totalttom grænse. Jeg kan næsten ikke undgå at blive lidt skuffet. At føle mig lidt snydt. At have fornemmelsen af, at det da gik alt for let. Men på en time har vi altså krydset en fuldstændigt tom grænse, tømt det meste af en Fleggaard og returneret igen, uden at en kæft, udover en smilende grænsebetjent, tog sig af det. Alle mine udprintninger kan jeg bare skrotte. Og jeg kunne faktisk også have ladet manden blive i Tyskland. Hvem ved, hvornår de lige havde fundet ham igen?

Så nu er min stenalderhjerne i hopla igen. Mine skabe er fyldt, mit forråd indsamlet, min jul reddet. Ikke, at dette skal være et eksempel til efterfølgelse, men det kan da være et til oplysning.

Og husk det med postnummeret! Bare skriv et par ekstra cifre på, så sluger maskinen det!

Continue Reading

Om at gå i NordVest.

Og det er så mig, der er gået i NordVest. Ikke vinden.

Forhistorien er, at Københavns Kommune relativt velvilligt ( og sikkert også ud fra en latent dårlig samvittighed overfor alle de kunstnere og freelancere, vores samfund lige nu er ved at slå ihjel såvel økonomisk som kunstnerisk) har stillet et beløb til rådighed for et lille Pop-up Museum om bydelen NordVest. Altså et midlertidigt sted med historier fra en bydel, der ellers normalt ikke befinder sig i historiens orkanøje. Et sted, hvor stort og småt kan udstilles og fortælle nogle gode historier om fortid, nutid, udvikling og de mennesker, der har haft bydelen som deres hjem og arbejdsplads. En bydel, der i øvrigt først blev indlemmet i Københavns Kommune i 1901. Før det var det rent Klondyke. Det er der nok nogle, der mener, det stadig er.

I forbindelse med Pop-uppen skal der også være guidede ture i området, så man ligesom kan opleve de udstillede tings ophavssted. Det er dem, jeg er gået i. Virtuelt, lige nu. Men jeg må ud og trave, trave, trave, for at få det hele op under fødderne. Det er der, det sidder bedst fast.

Lige nu befinder jeg mig midt i kaos og forundring. Kaos fordi der bare er så meget materiale, som skal sorteres, ordnes, gennemlæses og bringes i system. Forundring fordi jeg nærmest er målløs–og bliver mere og mere målløs–over hvad den samling af blokke, som før bare bare var en mark ved Utterslev Mose, dog indeholder. Akkurat som i Londons East End har man i sidste århundrede placeret industri på industri i området og, uden tanke for trivsel, forurening eller andre menneskelige påvirkninger, opført lejekaserner til arbejdsstyrken lige ved siden af, så det da i det mindste var relativt hurtigt at komme på arbejde.

Det er som at foretage en indre vandring gennem selve ens barndoms landskab–samt at opleve udpræget nostalgi– at kigge på de fabrikker, der dengang var koncentrerede på et meget lille område ved Rentemestervej og Frederikssundvej. Her lå Tekno–drengedrømmen om ingeniørsæt og metalbiler– og nu genstand for nok det mest omfattende legetøjssamleri i landet. De var i øvrigt ikke helt fine i kanten, dengang, med en udpræget forkærlighed for karteldannelse. Helt i stil med næsten-naboen, Schous Sæbefabrikker, som i deres over 800 udsalg over hele landet (Matas har omkring 200) udelukkende solgte egne varer, for så kunne man spare mellemled og mange afgifter. Hvis man ikke kan huske Schous, kan man sikkert huske Tatol, som byggede på præcis samme koncept. Lidt derfra fandt man i øvrigt Glud og Marstrand, som var min barndoms blå indslæt. Især med Madammen, som vel var standardudstyr i ethvert lille hjem, og hvis produkter i øvrigt også nu er genstand for ivrige samlere. Der var også lige Ipsens Enke (Ipsen døde relativt ung, og hun var en foretagsom dame), som de fleste nok kan huske fra svulstige askebægre i grønne og brune kulører og en ret folkelig Skønvirkestil. De stod i alt fald mange steder, hvor jeg kom, og pralede med deres udgaver af adskillige dyrearter. At de også producerede Salto vidste jeg ikke. Men det skal ikke bebrejdes dem! Endelig var der lidt nede ad vejen den første begyndelse fra Harald og Thorvald Pedersen, der var kommet til byen helt fra Øster Hurup og med penge fra søster Thora fik gang i en insulinproduktion, som de senere døbte Novo. De fantastiske bygninger fra deres dengang unge og ukendte arkitekt, som hed Arne Jakobsen, kan stadig ses. Og så har jeg ikke engang været omkring Mejeriet Enigheden ( fagbevægelsens eget mejeri) og adskillige andre væsentlige virksomheder. Samlet lige der–på under 1 kvadratkilometer!

Sådan helt uden egentlig at have haft det på fornemmelsen er jeg altså vandret lige ind i et stykke unikt dansk industrihistorie. Men også, desværre, et kapitel, der for manges vedkommende endte relativt sørgeligt. Nogle af virksomhederne eksisterer endnu, som afdelinger af internationale koncerner under andet navn, mens andre er totalt væk, borte og har haft deres tid. Netop det faktum–altså at de fleste virksomheder måtte ophøre, omlægge eller sælge sig selv i 70-erne–er jo lige præcis det faktum, der i mange år har tegnet billedet af bydelen. Fra et travlt hotspot med industri og masser af arbejdere–til en bydel med industriel massedød, arbejdsløshed og økonomisk depression. Til et sted, hvor boligerne både var nedslidte og billige og derfor tiltrak et helt bestemt klientel. Herunder også et udpræget antal af andre etniciteter, der netop var i stand til at betale for husning i de nedslidte, tidligere arbejderboliger.

Men det er jo ikke der, historien ender. For i løbet af de sidste 10-20 år er der kommet grøde igen, optimisme og især kreativitet. Ude i dette Klondyke er en ny generation af iværksættere dukket op og har taget stedet til sig. I første omgang med en klar tendens mod et parallelsamfund af initiativrige indvandrere. Her er skabt Københavns svar på Mellemøstens bazarer med utallige små og store butikker, hvor udvalget sagtens kan hamle op med hjemlandenes tilbud. Der er områder, hvor man lige skal minde sig selv på, at man faktisk står i et københavnsk kvarter, selv om slagteren sælger halal, moskeens minareter troner over en, og der konkurreres på bling-bling og søde kager. Og i de senere år også en klar tilflytning af den kunstneriske undergrund ( nogle endda meget tæt på at blive overgrund og etablerede), som pibler frem i alle gamle industrikvarterer og omdanner trøstesløse områder til spræl og nytænkning.

Så der er nok at tage fat på og skabe orden i. Over 100 års omvæltninger og store historiske vingesus. Og på en eller anden måde er det vel også selve historien om vores samfunds udvikling, der er rummet indenfor disse få blokke. Netop fordi området er så relativt lille, bliver det så markant, så tydeligt. Helt konkret sådan noget med, at man næppe kan gå ind i en af de utallige baggårde, området stadig er så fuldt af, uden at finde konkrete mindelser om fortidens store og små industrier, blandet med etniske foretagender eller knopskydninger på den alternative scene. Samtidig er det også, på forunderlig vis, en nostalgisk påmindelse om ens egen barndom. Om alt det, der var, og ikke længere er. Og om, at der så er kommet noget andet i stedet.

Så lige nu blæser min personlige vind mod NordVest. Det er ret spændende!

Continue Reading

Dengang verden var en anden.

Af og til popper der mindefotos op på ens Facebook. Så kan man jo så mindes med glæde. Eller længes med sorg. For tiden er det mest det sidste. Det er nemlig sådan, at med hensyn til rejser kommer der ikke nye minder. Ingen nye fotos. Hvor i alverden skulle de lige komme fra? Så kan man så, hvis man klynger sig til de positive tangenter, gå en fremtid i møde uden at blive konfronteret med alt det forgangne rejsepjat. Der vil ikke komme nye minder på ens Facebook næste år….

Men i dag, sidste år, stod jeg altså i den enorme Food Hall i stormagasinet (horrible) Harrods. Det sted, de fleste elsker at hade og selve symbolet på den overdådige livsstil, som mange dengang havde mulighed for at flashe, hvis de bare havde penge nok. Der var hverken mundbind eller tvungne afstande, og der var kager nok. Der var heller ingen, der talte om pandemier og lockdowns, og der var stadig kager nok.

Jeg har ikke været i Storbritannien siden. Det gør ondt at tænke på. Allermest fordi det er en direkte sviende højre ind i, at jeg ikke har været på arbejde i over et år og stadig ikke har nogen form for troværdig deadline på, hvornår jeg nogensinde kommer det. Jeg kan også tydeligt mærke, at mit sprog er ved så småt at forsvinde–jeg har jo ligesom ikke så mange, jeg går rundt og taler engelsk med ( Eller, som vi plejede at sige i lærerkredse: Det ender med, vi begynder at tale som eleverne!), og min viden om ting og steder kan ikke lige mobiliseres, hvis jeg vækkes klokken 3 om natten og skal foredrage om Edinburgh Castle. Jeg kan mærke mine evner og min viden blive kvalt i inaktivitet. Sådan går det gamle cirkuselefanter.

Til gengæld er der en ting, jeg lysende klart husker fra besøget i (horrible) Harrods den dag. Vi var i julepyntsafdelingen, og den er stor, glitrende, helt uforskammet dyr og huser et utal af ting, i alt fald jeg ikke anede, man kunne får brug for. Det meste af pynten, altså kugler og andet, kostede omkring 500-1000 DKr. Stykket.

Og så var der den her dame, som iført pels og stilletter var ude at købe julepynt. Personligt tror jeg ikke, det var fordi, hun ikke ejede et eneste stykke julepynt i forvejen. Jeg formoder, hun bare købte nyt, altså udskiftede samtlige pyntegenstande, hvert år, selv om man vel med god ret kan konkludere, at moden indenfor julepynt dog trods alt er ret stabil.

Hun havde engageret en lille ekspeditrice, der som en anden hund fulgte hende med en kurv, som damen så kunne lægge sine indkøb ned i. Det gjorde hun så. Hele tiden. Hun bogstavelig talt rev ned af hylderne, foretog stormraids på kugler og nisser og landede adskillige af de Bambier, som briterne af uvisse årsager forbinder med jul, i kurven hos ekspeditricehunden. Allerede halvt inde i sessionen, som jeg nok har iagttaget med åben mund, var der nok til et af den slags juletræer, som flashes i haller på størrelse med den, de har i Downton Abbey. Altså meget.

Men det, der slog mig allermest, var, at damen på intet (som i INTET OVERHOVEDET!) tidpunkt kiggede på priser. Hun hev bare ned. Hun kiggede heller ikke ret meget på æstetik og pænhed. Hun hev bare ned. Jeg mener, hun raidede en butik for julepynt til mellem 500 og 1000 kr. stykket uden overhovedet at skænke prisen en tanke. At hun heller ikke skænkede pænheden en, taler også for sig selv. Med et slag på tasken købte hun nok julepynt for op mod 50.000. Ukritisk og totalt uhæmmet. Jeg har aldrig set noget lignende.

Egentlig er jeg ikke så meget forarget. Folk må for min skyld gerne selv sørge for at blive til grin for deres penge. Det var mere mekanikken i det hele, der forstummede mig lidt. Denne næsten robottiske hiven ned uden nogen tanke for, at man måske kunne have brugt sine penge anderledes. Måske endda på andre. I dag står det i alt fald for mig som sådan lidt et symbol på verden præ-Corona. Dengang vi bare kunne hive ned fra hylderne, uden konsekvenser. Ikke bare julestads, men hele verden.

Jeg har også tænkt på, om damen igen i år skal ud på sin julepynt-ekspedition, for sidste års stads er jo nok i hendes øjne dybt affældigt. På en måde tror jeg det ikke. For hvem i alverden skal hun dog dupere med sine julekugler til 1000, påmalet logo fra (horrible) Harrods, når hendes land er i endnu mere lockdown end vores? Nordjylland inklusiv.

Alligevel ville jeg give–ikke min højre arm–men i alt fald en god sæk gammelt julepynt for at kunne stå der igen i år. For hvis jeg kunne, ville det i al sin enkelthed symbolisere, at verden var gået i lave igen, at grænserne var åbne, at glæden og alt det, der er sjovt, var tilladt og returneret, og at jeg kunne komme på arbejde. Jeg ville måske endda investere i en af de der millionærkugler ( en lille, i alt fald) sådan bare for både at fejre julen, men meget mere endnu mere, at det der med (horrible) Harrods ikke bare skal være et minde, men et altid aktuelt tilbud, som man til enhver tid kan benytte sig af.

Continue Reading

Når verden må komme til en.

Egentlig, i tankerne og på papiret, er det en supergod ide, ham der inderen med det uhyggeligt lange og meget indiske navn har fået. Altså at verden, når den nu er utilgængelig at bevæge sig ud i, i stedet må komme til en. Derhjemme. I sofaen, eller hvor man nu ellers er.

Det lyder kryptisk. Men det er det i grunden ikke. For samme langnavnede inder, som til daglig driver et rejsebureau på en særdeles mondæn adresse i London ( det må være et kontorhotel!) har nemlig tænkt den tanke, at det må være muligt at sende en god del af verdens arbejdsløse og ukompenserede guider ud på gader og stræder med en mobiltelefon og deres, som vanligt, store, interessante viden og gode formidlingsevner. Ikke sådan Simon Reeve-agtigt ( for ham kan ingen af os slå!) med kæmpemæssigt kamerahold og lydmænd en masse, men med en åben videoforbindelse, så folk kan stille spørgsmål, mens deres udsendte fungerer som øjne i den verden, de ikke selv kan komme ud i. Altså simpelthen gå rundt, som man plejer, men med en mobiltelefon som erstatning for den kødrand på op til 50 levende sjæle, der normalt er med.

Så kan man så sidde derhjemme og se verden. Se alt det, man ikke kan komme til fysisk. Samt få en god forklaring på, hvad man ser og stille spørgsmål undervejs. Samt hjælpe nødstedte, arbejdsløse, ukompenserede guider over hele verden, der drager ud i deres eget lokalområde.

Det er det, jeg mener med en god ide. Som ide. Men om den også holder rent forretningsmæssigt er så et andet spørgsmål. Gider folk virkelig gå igennem Taj Mahal ( eller det af Taj Mahal, som er tilgængeligt?) på en lidt rystet mobiltelefon? Og kan man acceptere, at verden nok er der live, men for en selv er reduceret til en slags virtual reality. Dog uden briller.

Anyway, jeg har talt med den langnavnede inder. Før det satte jeg selvfølgelig samtlige familiens it-vagthunde ( og de er mange, og dygtige) på at undergrave enhver tænkelig scam efter at være blevet kontaktet på LinkedIn. Men da der ikke er penge involveret ( kun hvis nogen gider se en vandre gennem interessante steder, og da kun mod en selv), og da hans rejsebureau får fremragende anmeldelser ( som han nok ikke har skrevet alle 567 selv!), ser det ud til, at man for en gang skyld skal sluge al sin forfærdelige mistænksomhed og egentlig bare være lidt glad ved, at der måske er arbejde. Hvis nogen altså gider se mig mosle rundt med mobilen i det sydlige Danmark.

For det første problem er jo at finde steder, der er interessante. Nok. Målgruppen er englændere, altså alle de stakler, der lige nu er blevet låst af Boris fra på torsdag til nærmest jul. Så det skal ligesom være steder, der tiltaler rejselystne briter med klaustrofobisk udlængsel. Noget Taj Mahal kan jeg ikke stille op med ( det har de også folk til i forvejen!), og når jeg kigger i mit nærområde, så skal jeg godt nok kigge langt. Heldigvis svarede samme inder, da jeg spurgte ham om, hvad han tænkte på, når der blev sagt Danmark–og han tøvede overhovedet ikke!–vikinger! Dernæst talte han om hygge!

Så det var altså med at finde et sted i mit nærområde, som både er hyggeligt, har et par vikinger eller i alt fald nok til husbehov, og som er spændende nok til at udfylde den time, som sådan en session skal vare. Jeg tillod mig at tilsætte lidt hekse, noget stormflod og en spændende domkirke. Bare sådan for at få nok.

Nu er det så, at den opmærksomme læser selvfølgelig allerede har gættet, hvor jeg tilbragte min lørdag med at researche. Folk, der ikke arbejder indenfor branchen, har nok ikke rigtigt tjek på, hvordan en forberedende guide arbejder, og at det aller-allervigtigste simpelthen er at kunne finde rundt og at lægge en passende rute. Resten kan man sidde hjemme i sin sofa eller ved sin computer og læse sig til. Læse sig rigtigt meget til, for det er jo de gode historier, der skal graves frem af dyndet af al for megen information. Der skal destilleres og grovdestilleres.

Men nu har jeg så ruten og de væsentligste punkter. Den hurdle er, med undtagelse af at få læst, læst og læst, overstået. Det næste er straks meget mere kritisk i forbindelse med denne lidt usædvanlige guidemetode. At påstå, at jeg er nogen teknisk vidundervoksen, er mere end en overdrivelse. Det er også løgn. Jeg er faktisk meget mere bange for at skævvride kameravinkler, ikke at kunne komme på og opnå ordentlig forbindelse samt at sende timevis af dogmefilm med mine egne fødder end for, om mine oplysninger er interessante. Hvis jeg i forvejen lige har genopfrisket, hvad gevirer, bindingsværk, stormflodssøjler, tagrender, kor og apsis hedder på engelsk, skal det jo nok gå. Meget kan man sige om gymnasieskolens engelskundervisning, men der ER områder, vi sjældent dækker rent glosemæssigt. Men overfor, om skidtet virker, er jeg relativt magtesløs.

Jeg vil da ønske, at den langnavnede inder har fat i noget brugbart. At englænderne ( og skotterne, og irerne, og waliserne) gider se på mig fortælle om alle vikingerne fra alverdens skæve kameravinkler.

Vi får se. For som grundpræmis er det en fin ide. Spørgsmålet er bare, om nogen overhovedet gider se den verden, som jeg og tusindvis af andre guider i hele verden står klar til at bringe ind i deres stuer.

Continue Reading

Om at rejse.

Verden er blevet kaotisk påny, og det ser lige nu ud til, at den er ved at lukke.

Det er selvfølgelig og til alle tider mest forfærdeligt for alle de, der rammes sundhedsmæssigt af Coronaen. Og de, der ude i verden rammes så økonomisk hårdt, at det bliver svært at opretholde et leveværdigt liv. Eller bare at overleve.

Men midt i al den begrædelighed og dystre fremtidsudsigter begynder der også at tegne sig en særdeles nedslående prognose for de kommende måneder. Endda måske det kommende år.

Det er indiskutabelt, at rejsebranchen er den hårdest ramte af alle brancher. At vi vil se mange konkurser og store, velrenommerede firmaer, der må lukke og slukke. I mit firma har man allerede afskediget alle “overflødige” medarbejdere, og jeg spår, at bunden ikke er nået endnu. Personligt må jeg til at affinde mig med, at jeg kommer til at tabe 2 hele sæsoner. Rub og stub. Det er ufatteligt, og det gør så ondt, at det næsten ikke er til at bære.

Ude i verden er der millioner af mennesker, der lever af, at vi tager på ferie. Lægger vores penge hos dem og deres små familiedrevne virksomheder. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det går dem og vil komme til at gå dem. Blot erindre de små hoteller i afsides egne, hvor jeg har boet, og hvor overskuddet fra mit måltid senere blev uddelt til landsbyens fattige. Lige nu er der ingen måltider at dele ud af. Og det gør endnu mere ondt at tænke på.

Helt ned i detaljerne vil vores liv blive anderledes. Selv om det i det store perspektiv er lidt latterligt, så er det nok slut med juleindkøbsturen til Fleggaard. Skal der Toffifee og Quality Street på julebordene, så må der betales overpris i danske forretninger. Alle de mennesker, der prøver at bøde på deres vinterdepressioner med ture til varmere lande i vintermånederne, må stå depressionen igennem uden solens hjælp. Der er dømt Danmark for alle, og solskin og pålidelige klimaer er faktorer, vi bare må vente på. Jeg tror, det bliver en meget lang vinter for alle. Som i MEGET lang.

Nu kan man selvfølgelig indvende, at det er et luksusproblem, at vi ikke kan rejse. Det er det måske nok for os. Men det er absolut ikke noget luksusproblem for alle de mennesker derude, at vi ikke kommer og holder dem i live med vores penge. Det er en katastrofe, at vi bliver væk. For selv om jeg allerede har skrevet det en gang, så er mine tanker bare så meget hos dem.

Vi har nok i mange år set det som en fundamental menneskeret at kunne rejse. Frit at kunne bevæge os i verden og selv vælge, hvor vi ville hen. Det er som om, dette er en form for beslaglæggelse af vores rejsemæssige ytringsfrihed, som vi slet ikke er gearede til at forstå. En spændetrøje af venten uden deadline.

For havde vi dog bare sådan en. Deadline, altså. Så var det hele ligesom til at overskue. Det stresser mig enormt, at jeg ikke aner, hvornår jeg kan komme tilbage på mit elskede og savnede arbejde. Ligesom det stresser mig akkurat lige så enormt, at jeg ikke har mulighed for at komme ud til alle de mennesker derude i verden og se, at alt er OK hos dem.

Det bliver en lang vinter. En lang vinter med konkurser og vinterdepressioner i en verden af lukket land.

Det er så her, vi må ty til clicheen, at vi da heldigvis har hinanden. Den må vi prøve at få os selv til at tro på.

Det var så dagens optimistiske glædesbudskab…….

Continue Reading

Lidt mere Hamburg.

Hamburg har ca. 2500 broer. Godt nok er man lidt stor i broslaget og tæller også jernbanebroer med. Men alligevel! Og godt nok er der mange jernbaner i Hamburg, der både er Nordeuropas skinnede knudepunkt samt har både S og U bahn. Den sidste i øvrigt udelukkende som highline! Men igen alligevel!
Venedig har ca. 600 og Amsterdam omkring 1200. Sådan til sammenligning.

Det betyder, at der er vand og broer overalt. På kryds og tværs, nedenunder, ovenpå og til siden. Ikke alle lige pittoreske og af Instagrammable kaliber, men en by med så meget vand og så mange overgange over vand har alligevel noget særligt. Der er store ingeniørbedrifter over Elben, og der er små ydmyge trinbrættet over forstørrede vandpytter, men faktum er, at man overalt er i nærheden af vand. Vel og mærke vand, man med lethed kan komme over.

Selvfølgelig skyldes meget af dette byens fortid som nærmest en søfartsnation i sig selv med utallige kajer og kanaler mellem et utal af pakhuse samt alle de hanseatiske forbindelser, men det er nu alligevel som om, man bevidst dyrker vandet og det at kunne komme over det. Nok er Hamburg en af de grønneste byer i Europa med sine mange parker og store respekt for træerne, men det er ved kajkanterne og broerne, at livet virkelig leves. Og nydes. Det er dybt imponerende, at en by, der i bund og grund ligger milevidt fra et anstændigt hav, har så meget vand. Basalt er det hele jo bare Elben, en flod.

Så er man brofreak, så kan man samle dusinvis af bro-afskygninger her. Der skulle være ca. 2500. Egentlig kunne det være lidt sjovt personligt at opklare, om tallet stemmer. Senere (altså post-Corona) kunne man så afprøve, om de også kan tælle i Amsterdam og Venedig!

Continue Reading

Om Hamburg.

Det forbavser sikkert mange, at Hamburg er mere end kilometerlange køer ved Elbtunnel, et utal af kønsløse containere og gennem de seneste år et enormt vejarbejde, der i bestræbelserne på at grave en hel motorvej ned, har generet og påvirket det meste af trafikken i det nordlige Tyskland.

Hamburg er faktisk også et sted, en by med levende mennesker og et centrum for kultur og fremdrift. Faktisk Tysklands næststørste by. Og så tæt på den danske grænse, at det nærmest er pinligt, at vi med vanlig sans for misforstået nationalisme gerne overser den. Det er synd. For bare sådan en 3-4 dage i Hamburg i en strålende, solskinsrig september er et gevaldigt boost, et kulturelt input–og fremfor alt et rart og behageligt afbræk fra en tid, hvor en grim pandemi styrer vores liv på mange parametre, og hvor det at rejse langt og fremmed er forbundet med angst, utryghed og formodede skjulte epidemiske farer.

Man kommer lettest, billigst (DB har vist Europas bedste rabatordninger) og mest bekvemt til Hamburg med tog. Stil bilen ved stationen i Flensburg, hvor det er trygt og gratis at parkere. Så er der bare 2 timer derned, hvilket jo for mange er langt mindre, end der er til vores egen hovedstad. Ydermere havner man lige midt i byen, på Hauptbahnhof, hvorfra man enten kan gå eller tage offentlig transport videre. Mange hoteller ligger i øvrigt i området omkring banegården, og for tiden er der klækkelige rabatter på overnatning, grundet Coronasituationen.

Hamburg er ikke nogen gammel by, hvad angår huse, kvarterer og arkitektur. Ingen bindingsværk og skæve gavle her. Den store brand i forrige århundrede samt de allieredes tæppebombning under krigen har medvirket til, at de fleste kvarterer er post-verdenskrig—eller helt nye. For i Hamburg bygger man. Hele tiden. Især det nye Hafencity og området omkring Speicherstadt er oplagte slentre-udflugtsmål for de arkitekturinteresserede. Og så er det faktisk af en kaliber, så man, efter min mening, ikke behøver rejse skamstøtter til offentlig bespytning over umulige arkitekter. Flottest er selvfølgelig Elbphilharmonie. Og dyrest. Allerdyrest. Men nok også pengene værd, selv om vi nærmer os Coronakompensation-størrelse for samtlige de danskere, hvis arbejde efter regeringens mening er værdifuldt nok til at blive kompenseret. Eller halvdelen af alle dem, de overså og ignorerede.

Alligevel er der masser af historie i Hamburg. Tydeligvis sporene efter storhedstiden som hansestadt–måske endda den mest betydningsfulde af dem alle–som går igen i den rigdom, der stadig præger mange områder. Og i den kolossale havn, som altid fortjener en havnerundfart–ikke mindst for benovet at betragte, hvordan man effektivt losser og laster de mange skibe, har en sandstrand ( med forsvarlig badning!) midt i byen og hylder selve skibsfartens historie med masser af maritime museer, besøgsskibe og museumshavne. Der er også en form for ikke-skamfuld, matter-of-fact fokus på byens krigshistorie, som kan opleves meget intensivt i det lille museum under St. Michaelskirken, der som en anden Gedächtniskirche står med sit enorme, forbrændte tårn–og ikke ret meget andet. I øvrigt er en tur gennem den gamle Elbtunnel også et must. Her hvor bilerne blev sænket ned i asfaltbelagte elevatorer, og man havde tid, penge og overskud til at dekorere selve tunnelen med art nouveauperiodens flotte udsmykninger. Der er ligesom ikke det samme swung over den nye Elbtunnel, selv om man selvfølgelig oftest kører igennem den i samme tempo, som man kan GÅ gennem den gamle i. Og er man der, er den gamle landingsbro over tunnelen et livligt, dog noget turistet, marked af alt fra fiskerestauranter, Bratwurst i alle udgaver, souvenirs Made in China og liv. Masser af liv.

Der er masser af kunst og kultur i Hamburg. Utallige kunstmuseer, gallerier og en undergrundsscene, der bare blomstrer, vildt og uforfærdet. For de malerkunstmæssigt konservative er Kunsthalle et must. Ikke nok med at adskillige verdensnavne ( nævner lige i flæng Munch, Picasso, Rubens, Rembrandt, Chagall og Renoir) er repræsenteret med GODE værker–her er også mesterværker af hjemlige kunstnere som Caspar David Friedrich ( det billede, som enhver gymnasielærer i dansk har skamridt for at banke forståelse for romantikken ind i de små hoveder, se oploadet version på FB!) samt endog Jens Juel, Abildgaard og Hammerhøi, hvis billeder her dog ikke ligefrem er det, man udelukkende bør rejse efter!

Og så er der så smukt i rigmandskvarterne omkring Alsteren, så dejligt bare at slentre eller sidde på en af de utallige fortovscafeer eller Cafe Paris, der bare er så unik, så fascinerende at betragte det stormægtige rådhus i al sin overdådige pragt, og for de, der tjener penge eller har fået kompensation, er der utallige shoppingmuligheder. Ikke mindst fordi den tyske moms er Coronanedsat, så der er ligefrem økonomisk gevinst ved at gå forsvarligt amok.

Der er dejligt i Hamburg. Og der er også tilstrækkeligt anderledes end herhjemme til, at man føler, man er ude, væk og fri af det allermest genkendelige. Det er som et pip af en svingen med rejseørerne at komme derned nogle få dage. Når nu verden er så ufremkommelig, som den er for tiden, så er det en oplagt mulighed. Og–hvilket ikke skal forglemmes–forleden var antallet af nye smittede i Hamburgområdet (som er på ca. 1,8 millioner) 21 i alt. Det lyder som om, København måske kunne lære lidt der? Og så skal vi vel tage derned, inden tyskerne lukker for OS.

Så husk, at der ved det evindelige smertensbarn for kørende udlandsfarere faktisk ligger en fantastisk by med umådeligt mange tilbud. Og at der ikke er længere end 2 timer med tog fra Flensburg!

Continue Reading

Om Pfifferlinger.

Hvis Pfifferling var et stednavn, var det sådan et sted, jeg ville rejse hen. Det er et pragtfuldt ord og smager forfærdeligt godt på tungen og i hele munden. Faktisk helt ned til hjertet, som bliver lidt varmt. Pfifferlingevarmt.

Men Pfifferling er ikke et sted. Det er bare noget, der smager godt. Nemlig kantareller på tysk. Tænk at kalde dem noget så dejligt. Der er ligesom mere stil, schwung, Sturm und Drang og ligefrem velsmag over Pfifferling. Pfifferling, Pfifferling, Pfifferling.

Når noget er i sæson i Tyskland, omfattes det af en stor, næsten helt udmattende dyrkelse og ophøjet kultstatus. Tænk bare på de uger i forsommeren, hvor hele det store land går i benovelse og tilbedelse af hvide asparges. Det er der, en aflang, hvid grøntsag bliver halvgud, og enhver med respekt for sine egne, naboens eller købmandens asparges går i aspargesmode og tilsætter ethvert måltid ( eller laver dem til et måltid i sig selv) en god portion opgravede stangafgrøder. Hvis der findes nogen i hele Tyskland, der bare ikke er på aspargesholdet, så holder de kæft. Det er at sammenligne med skruebrækkeri.

Men jeg vidste faktisk ikke, at Pfifferlinger ( gider ikke skrive kantareller, det er for usmukt et ord) har samme status. Og at det er lige nu, Pfifferlinger pfiffer op og er modne og plukbare. Derfor har alle restauranter utallige variationer af Pfifs. Sovse giver vel sig selv, supper til dels også, men der pfiffes også i pastatilbehør, salater og i enhver form for tilbehør til den obligatoriske schnitzel. De smager godt, virkelig godt. Så kan man lide Pfifferlinger, så er det med at komme til Tyskland nu. De har nok af dem. Alle steder.

Personligt er jeg ikke svampefinder. Jeg lider af en udpræget angst for røde fluesvampe, euforiserende paddehatte og lort, jeg ikke kan kende fra lagkage. Jeg er overbevist om, at mine evner udi svampefund sikkert begrænser sig til at give enten mig selv eller mine nærmeste en ubehagelig død. Eller i alt fald adskillige ditto toiletbesøg. Derfor synes jeg, det er så rart, at nogen har taget teten og plukket de uskyldige for mig, således at jeg kan nyde mine Pfifferlinger i store mængder og variationer.

Så vil man dyrke og tilbede Pfifferlinger, så er det syd for grænsen. Selv om det ville have været rart, om Pfifferling også var et sted. Rent sprogligt rangerer det jo nærmest på fod med Mandalay og Samarkand i lydmæssig flothed.

Continue Reading
1 2 3 36