Om ferie og forventningsafstemninger.

Efter næsten to år og temmelig mange rejser med min lille rejseklub, tror jeg endelig, jeg omsider har fundet ud af, at ferie og forventninger til ferie ikke er de samme for alle mennesker. Det har jeg nok, på et eller andet plan, gået og troet, og talrige ferier med min familie har da heller ikke rokket ved den formodning. Vi vil jo, jævnt hen, det samme. Og vi er forbandet gode til at gå.

Når jeg planlægger en rejse til et sted, jeg kender og elsker ( og dem er der efterhånden rigtigt mange af!), så er det helt indiskutabelt for mig, at de medrejsende på de få dage, de har til rådighed, skal nå at se så meget som overhovedet muligt. Faktisk føler jeg nogle gange, jeg snyder dem, hvis jeg ligesom ikke får alt det vigtige med. Som om der går et skår af deres ferie–eller måske i virkeligheden af mig!–hvis jeg ikke er ansvarlig for, at det givne sted er set seriøst, inderligt og i alle kroge og hjørner. Dette skyldes såvel den gode, gamle glæde ved at dele noget, som står ens eget hjerte så ualmindeligt nært, men også at ferie for mig er oplevelser. Både gentagelser af forgangne ferier, men også nye. Hvis en by har fået en ny park, bygning, vej–eller måske bare forretning, så MÅ jeg da se det. Måske skal der her også tilføjes: Ferie for mig er nysgerrighed.

Så når jeg laver programmer, er de tætpakkede med oplevelser. Folk skal jo for S… have noget for deres penge og føle, at de har set feriestedet grundigt efter i sømmene samt ikke snydes for et eneste af de steder, der står mit hjerte så nært, og som jeg bare brænder så vildt meget for at dele. Sådan ER ferie for mig, og jeg har faktisk først for ganske nyligt måttet erkende, at det er det så ikke for alle.

For jeg oplever tit, at nok har et givet steds hovedseværdigheder en hvis form for prioritet, men det er mindst lige så vigtigt at slappe af, drikke kaffe og slentre rundt. Det overgik længe min fatteevne, at det tilsyneladende var vigtigere at drikke meget lang kaffe end at se den vildt spændende ting, der var lige om hjørnet. På det reagerede jeg med først at blive ret ked af det, for jeg VILLE jo så gerne vise det frem, dernæst at få lidt ondt af de, der bare gik glip af en sådan herlighed, og til sidst ved at blive lidt tøsefornærmet over denne, i mine øjne, totale mangel på påskønnelse af verdens vidunderligheder.

Jeg kan, belært af erfaring, sagtens se, hvad der går galt her. Det er jo mig, der står med nogle forventninger og andre, der har nogle helt andre. Hvis man skal nå alt det, jeg elsker og gerne vil vise frem, skal man have det lange ben forrest, og der er ikke så meget tid til at drikke kaffe. Hvis man derimod gerne vil slappe af, drikke kaffe og gå i slentretempo, så må jeg lære at affinde mig med, at det måske ikke er alt det, der er så væsentligt for mig, der har fuldstændigt samme prioritet for andre.

Jeg må simpelthen indse, at min definition på ferie ikke er totalitær. At det bare ikke er sådan for alle. Og allermest: At der kan være andre og fuldtud lige så gyldige, gode og seriøse bud på, hvordan man holder ferie. Når jeg bliver utålmodig, skyldes det jo, at jeg synes, vi bruger tid på ting, som ikke er essentielle for at se netop det sted og for min glæde ved at vise frem. Når andre synes, vi ræser afsted, skyldes det jo, at at der er andre ting, de prioriterer højere. Andre værdier, der for dem er indbegrebet af ferie. Så selv om jeg synes, at man SKAL have set XXX for at have været i XXX by, så behøver det jo overhovedet ikke at forholde sig sådan. For andre end mig!

Desværre kan jeg ikke “bare” geare ned. Det ville gøre alt for ondt på mig og jeg ville føle, at jeg anvendte god tid på ting, der burde have været erstattet med andre. Men jeg må tage en alvorlig snak med mig selv om, at ferie er et begreb med utallige definitioner, hvoraf min absolut ikke er den eneste sande og endegyldige. Jeg må lægge kaffepauser strategisk på steder, hvor jeg ( og andre) så i mellemtiden kan rende hen på en god seværdighed, slutte dagsprogrammerne så tidligt, at der er tid til de, der gerne vil se endnu mere på egen hånd samt, aller-aller-allermest lære at holde op med at blive ked af og tøsefornærmet over, at ikke alle brænder lige så meget som jeg selv for at vise, se og gense alle de steder, jeg elsker.

Det er akkurat som at være lærer. Sådan en, der glæder sig som et lille barn, hver gang der står Shakespeare eller Herman Bang på programmet i timerne. Der må man også lære, at det ikke er alle, der synes, det er genialt. Og at det er der så absolut ikke det fjerneste i vejen med at synes!

Men når tingene så går op i en højere enhed, som de netop på den mest afslappende, dejlige og givende måde gjorde, da jeg var i Rom med et fantastisk hold i sidste uge, ja, så er der noget ved at holde ferie. Og man får mindst lige så meget tilbage, som man har investeret, for glæden ved, at andre tydeligt både påskønner og forundres over de samme ting, som man selv elsker, er næsten den allerstørste, der findes. Det er lige præcis det, der får en til at blive ved……

Continue Reading

En makaber seværdighed i Rom.

Det er nok relativt overflødigt at skrive om Roms store seværdigheder. Been there, done that, for de fleste. Men hvis det nu skulle være undgået nogens opmærksomhed, at der lige ved Piazza Barbarini og for foden af Via Veneto ligger en lille makaber, lad os bare kalde det kunstudstilling, i krypten under kirken Santa Maria della Concezione, så får den lige et par ord med på vejen og en anbefaling til de, der går efter det underfulde, skæve, besynderlige og decideret anderledes.

Her har cappucinermunkene nemlig lavet helt deres eget kunstgalleri, hvor de møjsommeligt har dekoreret adskillige rum med dele af over 3000 skeletter. Der er toppoint til det kunstneriske indtryk samt til den enorme kreativitet, der må ligge som baggrund for, at man, om man så kan sige, har tænkt helt ud af boksen med hensyn til anvendelsen af løsrevne skeletdele. Hofteskåle er uforlignelige rosetter, mens lårbensknogler er eminente til opbygning af forunderlige tableauer. Rygknogler kan altid puttes ind som manglende afstivning, og kranier har deres egen skønhed og udtryk, når de stables i fantasifulde formationer. Nogle knogler er virkelig gode til delelementer i lamper, mens andre udstråler et kunstnerisk udtryk, som man slet ikke vidste, man gik og bar rundt på.

Når man går rundt og betragter de tidskrævende opstillinger, kan man ikke lade være med at forestille sig munkene i dybt seriøst arbejde omkring at anvende de forhåndenværende materialer. Og selvfølgelig spekulerer man da også lidt over, hvem i alverden der dog overhovedet kom på ideen! Og hvorfor! Men det er let at se billedet af den dybt seriøst arbejdende munk, der vender sig væk fra arbejdet og siger “Stik mig lige en hofteskål.” eller måske “Er der en, der lige har en lårbensknogle på omkring 20 cm.?”  Det må have taget en forfærdelig masse tid. Men selvfølgelig: Hvis man nu alligevel står med en 3-4000 skelletter i overskud, så er det vel bare med at finde en nogenlunde fornuftig anvendelse for dem. Og hvis den så ydermere er smuk, så er det basalt bare at gå i gang.

Nogle føler sig decideret frastødt af kunstværkerne og ser dem som en form for vanhelligelse eller blasfemi. Det er helt i orden, for der er mindst lige så mange, der trækker på smilebåndet og tænker lidt over, hvad forgængelighed egentlig er. Eller om dette er cappucinernes helt egen version af det evige liv?

Continue Reading

Storbykort.

Når jeg skal have en gruppe mennesker med til en storby, undersøger jeg altid, om det kan betale sig at købe et “card”. Et “card” ( som altid har storbyens navn foran sit efternavn “card”, f.eks Copenhagencard, Romecard osv.), og som også nogle gange hedder “pass”, giver som regel gratis adgang til et forudbestemt antal attraktioner/museer over et lige så forudbestemt antal dage. Prisen er selvfølgelig afhængig af dagenes antal.

Udbuddet af disse rabatkort er meget varieret, og i nogle storbyer er der virkelig mange penge at spare. Især den type byer, hvor man på forhånd ved, at man brænder efter at se en masse seværdigheder, der koster penge. Et rigtigt godt eksempel er New York, hvor ugekortet til ca. 2000 er et decideret must. Ikke blot fordi det giver adgang til alt det, man i forvejen utroligt gerne vil se, men også fordi det, blandt meget andet,  har et utal af spændende guidede gåture inkluderet. Sidst, jeg var der, var vi på spadseretur gennem Harlem og til gospelgudstjeneste deroppe samt på fin ( men kold!) gåtur på den nyoprettede High Line med fantastiske guider. Alt sammen inklusiv i kortet.

Men det kræver et stykke detektivarbejde at finde ud af, om det overhovedet er værd at investere i disse kort. Man er næsten på forhånd nødt til at gøre sig klart, hvad det er, man vil se, og så nøje udregne, om kortet overhovedet giver besparelser. 2-dages kort er generelt ikke nogen synderligt god ide. Det er meget muligt, de giver adgang til 50 museer og et utal af andre tilbud, men hvem i alverden kan dog nå–for ikke at snakke om overkomme?–alt det på 2 sølle dage? Hvis man kun har interesse i ganske få seværdigheder, kan det også nemt blive et tab i sidste ende, for nogle byer mener, man skal have lejlighed til at se ALT, hvad de udbyder, og da alle, især fuldstændigt perifere, museer skal have del i den store, økonomiske kage, betaler man altså for tonsvis af alternative seværdigheder, man ikke kunne drømme om at begive sig ind ( eller ud) i.

Man skal også gøre sig klart, hvilken type by, man er ved at bevæge sig til. Er det en slentreby eller en decideret seværdighedsby? Vil man i grunden meget hellere gå mageligt rundt i gaderne og betragte folkelivet end stresse en smule for at nå alle de museer, hvoraf kun få har ens egentlige interesse, mens man fiser rundt til alle de andre–udelukkende fordi de er gratis. Som nu Rom, som jeg lige har givet et tjek. Vel vidende at de fleste, jeg skal afsted med, nok vil have interesse i de allerstørste seværdigheder, men faktisk ikke har noget behov for at betale en del penge for MULIGHEDEN for at se et utal af museer, jeg faktisk overhovedet ikke anede eksisterede. Her er det decideret billigere at betale for det, man gerne vil se–uden kort. Det viste sig også, at kortet dernede er så viseligt indrettet, ( eller at man har glemt at tage ham paven med på råd!) så Vatikanmuseet glimrer med sit fravær på det. Så skal man jo alligevel have pengene op for at komme ind på nok det eneste museum, alle kan have en fælles interesse i.

Så disse kort er lidt af en jungle–men også i mange tilfælde en rigtig god, spændende jungle. Jeg kunne ikke drømme om at tage til New York uden, det til København er fyldt med gode jydebesparelser og i adskillige andre storbyer er det også værd at investere i. MEN IKKE ALLE! Så tjek nøje, hvad kortene byder på.

Info om alle disse kort kan tjekkes på nettet, hvor de også kan købes, hvis man er i god tid. Sidste-øjebliks-købere behøver ikke fortvivle–der er altid lokale steder, de kan anskaffes efter ankomst: lufthavne, kiosker, museer mm.

Continue Reading

Karls minde.

Og her har vi så gamle Karl, som flere år efter sin død blev flyttet fra sin oprindelige grav til nedenunder dette en smule pralbefængte gravsted.

Han var ellers i første omgang blevet placeret oven på sin særdeles afdøde søster ( altså i samme grav) i anderledes ydmyge omgivelser. Af den simple grund, at han var dybt forarmet, fordrukken, og ingen rigtigt gad bekoste mere end en søsterlig overdækning på ham. Først nogle år senere havde rettroende marxister fået sparet nok sammen til, at Karl kunne flyttes til nyt logi. Uden søster, men med betonkommunistisk udsmykning.

Sædvanligvis skal man betale entre for at bese Karls sidste bolig, hvilket i sig selv, i alt fald for mig, virker en smule ironisk og i direkte strid med de principper, han primært prædikede, og måske også ind imellem efterlevede. Men i dag slap vi, af den sørgelige grund, at 2000 kurdere var til tårevædet begravelse, både i det fri og på storskærm, af en ung filminstruktør, der var blevet offer for en IS-bombe. Han skulle selvfølgelig ligge tæt på Karl, og da vi jo påfaldende ligner kurdere, slap vi gratis ind mod at blende nydeligt ind i mængden.

Karl ligger ude på Highgate kirkegården i det nordlige London. Eller måske troner han nærmest. Det er et fantastisk sted, hvor mange andre berømtheder også kan støves op mellem de overgroede gange og vilde planter, der slynger sig overalt. Highgate er historien vingesus og et monument over forgængelighed.

Måske lige med undtagelse af Karl. Den kolos af en sten over ham, der mest af alle prædikede lighed og solidaritet, synes ikke at være berørt af tidens tand og skiftende politiske trends. Og de færreste kan vel undgå at se ironien i, at netop han og hans tanker skal mindes med et pragtstykke af nærmest Stalinistisk pral. Der er sgu´ ikke megen synlig solidaritet med de andre frønnede, forarmede og forsømte kors derude…….

Continue Reading

Når lysene tændes….

Julebelysningen på Oxford Street blev tændt i tirsdags, d. 7. november. Den vil så stå i al sin strålenhed indtil 7. januar.

De klatter ikke med julen herovre i England. Eller, med et måske mere moderne udtryk, så går de all-in. Det er ikke juleudsmykning, de går ned på. Eller elregninger.

Hvis man regner lidt på det, så er det altså jul i to måneder herovre. Plus det løse. Det må da kunne give enhver juleentusiast strålekrans om hovedet. Give så uendeligt meget plads til virkelig at dyrke, gerne helt ned i detaljerne, julen. Sådan at det da faktisk bliver noget tomt de ti måneder, der ikke er officiel jul i London. Heldigvis er det så også kun ti måneder. Ti juleløse måneder….

Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er supergodt for såvel turismen som omsætningen. Så måske kan man snarligt forvente, at når sommerudsalget har smidt sine sidste dårlige tilbud efter turiststrømmen hen omkring september—så er det da nok så småt ved at være tid at få gang i julelysene.

Continue Reading

Borough Market.

Bare et lille rejsetip:

Når man går ad den dejlige Jubilee Walk langs sydsiden af Themsen og både har stoppet sig med moderne kunst på Tate Modern og god, gedigen kultur på Shakespeares Globe, så begynder sulten så småt at melde sig omkring Southwark Cathedral. Denne fantastiske katedral, som ligger godt gemt— men heldigvis ikke glemt—midt mellem glasimperier og gamle varehuse.

Men så er der heldigvis Borough Market. For bare få år siden var her et antal boder, der kunne tælles på to hænder. Nu vrimler det! Med små indiske, kinesiske, vegetariske og i den grad eksotiske Take-aways, som bare alle sammen dufter himmelske. Og et utal af specialbutikker indenfor enhver form for fødevarer. Mange har smagsprøver, så er man tålmodig- og udgiftsky-nok, kan man selvfølgelig godt opnå en form for mæthed på DEN måde.

Men ellers er det allersværeste på markedet at vælge. Man kan næsten blive dobbelt så sulten, inden man får sig bestemt…….

Continue Reading

Christmas hampers.

I det eksklusive stormagasin Fortnum and Mason på Piccadilly i London er der allerede pyntet noget så gammeldags, tutte-nutte-bedstemorhyggeligt op til jul.

Og her kan man sandelig også lige finde gaven til moster Anna, den bestikkelige chef—eller måske bare sig selv. Christmas hampers ( kan vel nærmest oversættes som julekurve) i enhver tænkelig størrelse og ethvert tænkeligt indhold står allerede fint linet op. Lige parat til at blive julekspederet.

I sådan en hamper er der chokolade, marmelade, eksotisk slik og nødder, fine vine og mærkevaredelikatesser. Der er nærmest ingen grænser. Udover at alt kan puttes eller hældes den samme vej ind.

De billigste koster omkring 1500 kroner, men så er det så også med kurv. De dyreste løber op omkring 5000, og så skal man da vist også sætte uhyre stor pris på moster Anna, chefen…. eller sig selv!

Continue Reading

Om feriebilleder.

Jeg er ret vild med dette billede. Både fordi det viser en ualmindeligt smuk udsigt ned over Jerusalem fra et godt stykke oppe på Oliebjerget (som i Jerusalem hedder Olivenbjerget), men allermest fordi det er sådan lidt kikset.

Vi prøver alle på at se så perfekte som muligt ud på alle billederne af vores ligeså perfekte ferier. Vi brander os selv i forhold til både feriemål, opstillinger og signalværdier. Vi vil så forfærdeligt gerne klæde de ufatteligt smukke og eksotiske steder, vi nu har råd til at rejse hen (igen!). Derfor er der altid fuldt blus på smilemusklen, og for det meste ser det nu en smule opstillet ud.

Det er ikke ret tit, feriebilleder tages fra ryggen. I vores alder er en god røv en relativt stor mangelvare, og de fleste er nu engang noget pænere forfra og fra siden. Røvbilleder får ligesom aldrig et ben til jorden efter de 30 eller det første barn.

Men på dette billede er altså 10 såvel alternative som små og store røve foran en flot udsigt. For det er jo det, man gør: Beundrer udsigten! Også selv om de fleste vender sig om på billeder, så de faktisk står med ryggen mod udsigterne. Så billederne er opstillede, u-autentiske. Man kan faktisk ikke se en udsigt med røven, hvadenten den er alternativ eller ej!

Dette billede blev taget i hast, fordi en venlig dame spurgte, om hun skulle hjælpe. Så meget hast, at det ene ben på den slags bukser, der hjemme hos os hedder “kirkebukser” (med bukseben der kan lynes af eller på alt efter besøg i kirker og andre tækkelighedskrævende institutioner), aldrig nåede at komme helt af. Det bidrager også til dets såvel autenticitet som kiksethed.

Samtidig ville det have været et helt, helt andet billede med en fuldstændig forskellig signalværdi, hvis alle havde vendt den anden vej og været iklædt samme antal bukseben!

Continue Reading

Om at overleve et shitty hotel.

Jeg vil vove at påstå, at jeg den sidste uges tid har boet på Jerusalems mest shitty hotel. Måske endda Israels og Palestinas tilsammen. Faktisk nok Mellemøstens.

Ved første øjekast, når man ankommer til gulvtæpper, hvor den oprindelige farve er i decideret undertal i forhold til pletfarver af enhver variationer—og sikkert mange spændende begrundelser—får man et nærmest paralyserende chok og kan simpelthen ikke gennemskue at skulle så meget som bo her en halv time. Man pakker i alt fald ikke sit tøj ud af kufferten, for tænk hvis hotellet smittede af.

Men når der så rent faktisk ikke er alternativer, hverken ledighedsmæssigt eller økonomisk, så går man på ren overlevelsesmode. Det går jo nok, og det meste virker da sådan på et vejlededende niveau. Og i øvrigt har flere medrejsende værelser, der på indtil flere områder repræsenterer en væsentlig større udfordring end mit. Jeg har kun et møgbeskidt køleskab, en brusekabine til pygmæer, hvor bruseren mangler en del fundamentalt armatur, 4 cm. Støvlag i skabe, under 3 farlige elinstallationer og intet koldt vand.

Det er peanuts i forhold til pletmængder andre steder, manglende gardiner, eller gardiner der er klippet huller i, store fodspor på vægge og loft, elinstallationer, der helt umotiveret stikker ud af vægge, upudsede huller i vægge, vandhanerne, som rager ud over deres minivask og derfor kun kan dryppe på gulvet, badeværelser man skal iklæde sig og underlige, forliste ting under senge, som man bare lader ligge, fordi man faktisk helst ikke vil vide, hvad de har været, inden deres, tilsyneladende, evige under-sengen-hvile.

Så er det godt, man kan afholde en konkurrence med 8 forskellige kategorier af værelsesuhyrligheder og efter en fælles Tour de chambres kan uddele fine, arabiske præmier, som F. eks. en nydelig kamelnøglering af rent gult. Og at hotellet har et fint lille rum til samling, at det ikke er overdyrt, selv om den gamle jøde, der ejer det, næsten synes at ville leve op til en karrikatur ved at prøve at snyde med prisen, at de ansatte er ret søde, og at beliggenheden ikke kunne være bedre.

Og sidst, men allermest, at af alle ens livs hoteller vil dette stå lysende i erindringen i mange, mange år. Det her, det er sgu´ sådan et sted, man ikke lige glemmer!

Continue Reading

At huske at huske.

Dette her sted gør noget ved mig. Hver gang. Jeg kan gå fra Jesus´ påståede fødested til samme herres påståede døds- og begravelsessted ( af hvilke der i øvrigt er intet mindre end tre!) uden at blive synderligt påvirket. Måske fordi jeg er og bliver et pragmatisk menneske, der hylder enhver form for facts.

Men når jeg står foran indgangen til den lille klippehule, som rummer nedgangen til mindesmærket over de 1,5 millioner jødiske børn, der døde i Holocaust, sker der noget med mig. For en sikkerheds skyld hiver jeg lige lidt præventiv Kleenex frem før nedgangen, og jeg har endnu ikke oplevet, at det ikke var en rimeligt god ide.

Nede i hulen er der bælgravende mørkt. Der er en slags messende musik og en kuppelformet stjernehimmel, hvorpå 1,5 lysende stjerner—store som små—funkler og glimter. En monoton stemme oplæser uden pauser samtlige navne og alder.

Det får mig til at huske at huske. Og til, helt spontant og ukontrollabelt, at fælde nogle tårer.

Mindesmærket er en del af Holocaustmuseet i Jerusalem. Sammen med museet om det armenske folkemord i Yerevan et af verdens mest vigtige og sobre museer om ting, vi hverken bør glemme eller gentage.

Ting, vi skal huske at huske!

Continue Reading
1 2 3 14