Guldsøstre

Jeg kan godt regne ud, at jeg ikke får tid nok til at se resten af verden, inden der ikke er mere tid til mig. At jeg er nået dertil, hvor jeg må til at vælge. Udvælge, vel nærmest. Altså lave en prioriteringsliste, hvor den sværeste erkendelse nok er at sige farvel til alt det, jeg med sikkerhed ved, jeg ikke når. Eller det, der trods alt har den laveste prioritering. Det næstsværeste er så rækkefølgen af det, der skal stå øverst. Mærket med, at dette her SKAL nås. For hvad i alverden skal man gå efter? Efter hvor vinden nu engang blæser en hen, hvor man altid har drømt om at komme hen, hvor der er billige billetter til, og hotellerne er på tilbud, hvor der er nogle, der gider at tage med en–eller, som jeg har bestemt mig for: Hvor stederne har så eksotisk en klang, at jeg bare MÅ se dem.

Det er sådan noget, der stammer helt tilbage fra barndommen. Forelskelsen i ordene. Der findes, for mig, ord, der har så magisk en klang, at jeg slet ikke kan forestille mig andet, end at selve stederne, de dækker over, er fulde af magi, overraskelser og fantastiske oplevelser. Selvfølgelig har det vist sig, at steder med magiske navne til tider har haft lidt vanskeligt ved at leve op til deres egen indbyggede eksotisme, men det har altid været en sejr, enden på en slags sproglig odysse at komme frem til dem, at se dem neden under deres flotte navn.

Nogle af dem har jeg allerede nået. Jeg har været i Mandaley, som i øvrigt ligger langt inde i landet og gjorde sig bemærket ved en total mangel på flyvefisk i leg. For mig stod det sted i årevis som toppen af alt, hvad der er eksotisk. Mandaley er ikke noget udpræget pænt sted, og eksotisk kan man vel næppe kalde det, men det giver en egen indre styrke at gå rundt i en by med så fantastisk et navn. Udover den overdimensionerede Buddha på billedet, er mit klareste minde fra Mandaley, at det styrtregnede så meget, at vi nærmest blev spærret inde på en lille, ret primitiv fortovsrestaurant en kilomter fra vores hotel. Altså indtil den venlige ejer ( Burmeserne er venlige ud over alle grænser) via tegnsprog fik os op på sin noget faldefærdige pick-up og skovlede den gennem vejfloderne mod hotellet, hvor vi undervejs også fik samlet en del strandede, halvdruknede englændere op, så der blev relativ trængsel der på laddet. Dem kørte han også hjem–og blev nærmest dødeligt fornærmet, da vi tilbød ham betaling.

Og jeg har været i Marrakech, hvor selve byen fuldt lever op til sit navn, der smager af dadler, palmer, kameler, krydderier og bazarer. Istanbul–selv om jeg nu synes, Konstantinopel havde mere potentiale sådan rent navnemæssigt–er altid en drøm, der præcist dækker sit flotte navn, og Jerusalem giver hver gang meget mere, end hvad navnet i sig selv lover. Tbilisi ( som udtales Bilisi!) har også enormt potentiale med sin usædvanlige sammenstilling af konsonanter og smager også af noget fremmed, noget uvant, noget spændende. Nok lidt mere end den kan holde, men det er en dejlig by, hvis man lige ser bort fra de åbenlyse huller i fortovene, skraldet og alle de steder, der ikke er så heldige efter mørkets frembrud. De samme forbehold gælder Havana, som ligger så ualmindeligt godt i munden, men som også er allersmukkest i dagslys på udvalgte steder. Engang syntes jeg også, Edinburgh var et dragende navn, men den by er sådan gået lidt i hverdagsmode for mig, selv om den da bestemt gerne må stå meget langt oppe på listen over steder, der skal genbesøges.

Men jeg har aldrig været i Samarkand. Og det bliver jeg nødt til. Faktisk måtte jeg forleden have et kort frem for overhovedet at finde frem til, hvor Samarkand præcist befinder sig. Det er jo ligesom en klar forudsætning for at komme dertil. Jeg er NØDT til at se Samarkand, for det er da–sammen med Mandaley–den absolutte topscorer på min personlige liste over fantastiske stednavne. Og når jeg nu alligevel måske, engang, er i den retning, så ligger både Irkutsk og Ulan Bator jo ( hvis alt er relativt!) svimlende nær, og de kalder nærmest også på mig med magi i navnene. Næsten oppe ved de byer (altså ikke geografisk) kan jeg finde Limpopofloden, som har et navn, man bare kan blive ved med at gentage indvendigt–også uden at kunne huske, hvordan elefanten fik sin snabel. Den lyder bare så lang, den flod. Og så langt væk, så den bliver sådan et reserverejsemål. Det samme gælder Happaranda, som har et af de flotteste navne, nogen by kan smykke sig med. Det lyder som om, de, der har opfundet det, slet ikke kunne få navn nok, eller som om det i virkeligheden er en forkortet del af en trylleremse. Måske kunne man lige vende forbi på vej til Svalbard, som lyder langt væk af isbjørne og det yderste yderste. Og så er der Bagdad og Damaskus, som lige for tiden nok har indbygget meget mere forventning, end de lige kan opfylde, så det må blive i et andet liv. Eller hvad med Angkor Wat, der dufter lidt af Petra, men samtidig ikke er helt så eksotisk som Taj Mahal, der bare har et navn så smukt, at det næsten gør helt ondt at sige det.

Endelig ER der nu også noget over Døllefjellemusse, som både lyder vildt amatøragtigt og smager af dansktop fra 70-erne. Det vil vel også være en overkommelig rejse, som måske kan benyttes som de indledende øvelser til at nå frem til Samarkand. Det er da den rigtige retning, i det mindste.

Jeg må se at få lavet lidt logistik på mine eksotiske stednavne. For jeg tror, det er det, jeg vil gå efter. Det er da en præmis, man kan forholde sig til, og den kan vel være lige så god som alle mulige andre. Når jeg nu alligevel ikke kan nå det hele……

Det er godt at være hjemme igen. Efter en måned på farten mellem meget forskellige destinationer er det godt at sove i sin egen seng igen.

Især efter at have været seng- og hjemløs i Jerusalem. Den slags skal man ikke spøge med.

Det er en ufravigelig regel, samt en nødvendig foranstaltning, at man har et sted at sove, når man er på tur. Allerhelst i enkeltværelse, for den slags vokser man ligesom med alderen mere og mere ind i, så man i sin alenetid kan foretage sig alt det, man ikke nødvendigvis behøver at involvere andre mennesker i. Samt holde en pause fra dem.

For første gang nogensinde havde jeg booket værelser gennem Norwegian. Det så så simpelt ud. Det var det så bare ikke. For da gruppen på 8 nåede frem til hotellet, var opstandelsen stor, og manglen på værelser endnu mere højtråbende. Bookingen gennem de der nordmænd og deres underleverandør, expedia.com, var ikke gået igennem til hotellet, som, da det jo er højsæson i Jerusalem, var fuldstændigt booket ud. Overbelagt, fyldt, komplet uden tomme værelser.

Det skal siges, at den palæstinensiske familie, som ejede hotellet, gjorde alt, hvad der var i deres magt. Men trylle værelser ud af den varme Jerusalemluft  kunne de jo ikke. Jeg skal her ikke gå nærmere ind i lokale Jerusalemfortællinger om vand til vin og reagere på, at vi måske havde stået os bedre ved at bo på den jødiske side, fordi der engang var en derovre, der kunne det der med at skabe små mirakler.

Så vi tilbragte 6 dage som ufrivillige hotelnomader, der om aftenen stakkedes i flok i små rum, der ligesom var blevet tilovers fra de andre turister, der tilsyneladende havde booket gennem pålidelige bureauer. Nogle morgener skiftede vi hotel. Godt nok ikke mere end højst en kuffertvandring på ½ kilometer, men alligevel. Generelt må konkluderes, at vi har fået et indgående kendskab til hotelkvaliteten omkring Damaskusporten i Jerusalem og tydeligt kan rådgive potentielle hotelgæster i det område omkring alt fra sammenlignende analyser af håndklædekvalitet og morgenbordenes indhold (og mangel på).

De fleste morgener pakkede vi i alt fald sammen, for dagene tilbragte vi i evig uvished om den kommende nats seng samt med bagagen opmagasineret på hotellet. Den der med at tage et middagshvil eller lige vende omkring hotellet med vægtbelastende nyindkøb var ikke en mulighed. Det kan man ikke, når man ikke har et værelse. Så er man hjemløs på dagsbasis.

De fleste aftener havde den hjælpsomme familie formået at skaffe lige præcis for få rum. Så der måtte deles. Lad mig, lidt diplomatisk, sige, at jeg har fået indgående kendskab til adskillige af mine medrejsendes sovevaner, nattedecibel, grader af morgenstilhed og natteritualer. Det havde jeg gerne været foruden. Ligesom jeg er noget så overbevist om, at de føler nogenlunde det samme omkring min snorken og morgenfriskhed. Det er heller ikke en ønskesituation at dele badeværelse med andre, der ligesom en selv er en smule påvirkede af, at madens substans, kvalitet og ingredienser er en anelse fremmede for fordøjelsen. Man tager hensyn, men når man skal, så skal man!

Så den tur var en oplevelse på sovefronten. En, jeg godt kunne have været foruden. Det er nemlig utroligt så meget, det påvirker en mentalt, at man ikke har kendskab til sin sengeplads. Der ligger faktisk en uhyre væsentlig tryghed i at vide præcis, hvor man kan sove. Det kan godt have stor indflydelse på hele dagens tolerancetærskel overfor alle andre ting. Meget stor.

Efterfølgende har de involverede selskaber selvfølgelig nydt overmåde godt af min vrede og mit (synes jeg selv) imponerende arsenal af bandeord på engelsk. I sådan en klagesituation bliver man sendt fra den ene instans til den anden, da alle jo, med vanlig behændighed og ikke-eksisterende telefonnumre, fralægger sig ansvar og kaster det videre til partnere. Men de får ikke lov at dø i synden. Her skal penge og erstatninger på bordet. Og her skal skrives ( så er vi ved bandeordene igen) mangt og meget på både Trustpilot og Tripadvisor. Heldigvis består en del af indsigelserne blot og bart af trusler om særdeles negative anmeldelser på de førnævnte sider, for dem har de respekt for!

Så det har været godt med et par nætter i sin egen seng. Til restitution efter en uge som hjemløs i Jerusalem.

Der var smukt dernede omkring min bænk i Princes Street Gardens i Edinburgh i dag. Beklageligvis fik jeg også den lokale skraldespand, i økonomistørrelse, med på billedet, men det får være. Faktum er jo, at den stod der.

Lige nu er efteråret i Skotland på det allersidste af at være smukt. Om ikke ret mange dage er de sidste blade af træerne, og så bliver landet gråt i gråt. Det, der giver farverne ekstra power, er den store forskellighed i trætyper, man møder overralt herovre. Ulig derhjemme vokser samme træsorter ikke nødvendigvis sammen, hvilket giver et utroligt spil i de falmefarver, hvert enkelt træ udstiller.

Og når man primært er vant til at komme her i sommermånederne, er forskellen til efteråret slående. Der er simpelthen færre turister, mindre stress, flere smil, mere TID, og på Princes Street, Edinburghs hovedgade, høres slet ikke samme mangfoldighed af sprog som om sommeren. Selv amerikanerne er synligt på krymp, rent talmæssigt.

Tydeligvis har de store forretninger indset, at sæsonen er ved at være omme, så inden den store julehandel bryder ud, fejrer de lige den længst forgangne sommer med nogle gode tilbud på de ting, turisterne glemte at investere i, og som ingen kunne drømme om at forbinde med jul. De mest forudseende stormagasiner har allerede pyntet til jul, og hos Marks and Spencer dominerer et helt juleland med alskens glimtende uhyrligheder allerede det meste af en etage. Hos Jenners, Edinburghs hæderkronede stormagasin, hænger guirlanderne de vanlige 5 etager ned, men på en eller anden måde synes man ligesom, at de gerne må vente lidt med lyset i dem. Lige lade de sidste blade falde af.

Hvis man er allergisk overfor store mængder af andre turister ( og det er de fleste turister!), elsker alle efterårets farver, ønsker at se et Skotland rimeligvis udstyret med ægte skotter og opleve den skotske gæstfrihed, så er denne tid på året at foretrække.

Vejret er alligevel brunt og kedeligt det meste af året, så på den front kan man såmænd næppe mærke den store forskel.

Det er nemt at tabe sit hjerte til Chicago. Også selv om blæsten piber en del her i TheWindy City, temperaturen nærmer sig nul, inklusiv chillfaktor, og der ikke er noget, der er ret billigt.

Men Chicago har charme, og den har sin egen storbyagtige, laid-back livsstil. Her er slet ikke stressende travlt, her er ikke forjagede Yellow Cabs som i New York, her er plads til smil og hjælpsomhed overfor turister, og så er her smukt. Virkelig smukt. Og trygt. Virkelig trygt. De dage, da spritsmuglere og Capones håndlangere residerede her, er længst omme.

Selvfølgelig er arkitekturen Chicagos væsentligste seværdighed. Byen var så ualmindelig “heldig” at brænde ned i 1871 på et tidspunkt, hvor de nye stålkonstruktioner og penge, mange penge, kom til at dominere alt byggeri. Derfor er Chicago en relativt ny by, hvor man i den grad har eksperimenteret og stadig på fuldt drøn eksperimenterer med arkitekturen. Dog altid med mennesket i centrum, for det er vel arkitekturens fremmeste formål: at skabe optimale levevilkår for mennesket.  Netop i denne weekend har byen sin årlige Åbent Hus weekend, hvor ellers lukkede huse gratis åbner dørene. Fra gamle, smukke Art Deco skyskrabere, til 60- ernes nytænkende glaskonstruktioner og til nutidens eksperimenterende boligformer i højderne. Det er virkelig værd at se. Derudover har byens arkitekturinstitut utallige såvel gående som sejlende ture med vidende guider, og jeg glæder mig utroligt til den om skyskrabernes historie, som vi skal på mandag.

Og er man ikke lige til bogstavelig højtravende arkitektur, så har de altså et kunstmuseum, der er så stort og omfattende, at man enten må holde utallige pauser eller hjemmefra have planlagt, præcis hvad man vil se. Det er sådan et “ Nå, den har de også- museum”, især med vægt på de franske impressionister ( aldrig har jeg set så mange åkander!) og amerikanske klassikere. Desværre var Hopper på tur i Europa, men American Gothic var heldigvis hjemme. (Se oploadet billede).

Ulig New York, hvor man sjældent slentrer, men altid er tvunget til at følge byens hamrende puls, så er Chicago en rigtig slentreby. Langs floden, langs søen, langs og i parkerne og langs The Magnificent Mile, hvor alle de forretninger, man lige kan tænke på, har en afdeling. Inklusiv de store stormagasiner fra New York, så her er ingen mangel på hverken, Macy’ s, Saks eller Bloomingdale. Eneste problem er, at netop denne forekomst kan blive dyr….

Hvis det ikke lige var fordi, Chicago ligger en smule ubelejligt langt fra Sønderjylland, så blev det nok min yndlingsdestination for forlængede weekender. Det kunne byen måske prøve seriøst at gøre noget ved?

Det er simpelthen noget af det, amerikanerne tager allermest seriøst. Halloween. Mindst lige så seriøst, som vi tager julen. Og jeg kender rigtigt mange, der tager julen virkelig seriøst. Det er ikke bare pjat.

Allerede i slutningen af september pyntes der op til Halloween. Så er de da også sikre på at få vidtstrakt glæde af det. For langt de fleste består udsmykningen af smagfulde, ofte hjemmegjorte kranse, sammenplantninger og små opstillinger, altid med et græskar som  centerpiece, i flotte efterårsfarver. Det virker som regel rigtigt hyggeligt, og langs vejene i landbrugsområderne bugner det med græskar til salg—eller pile mod kolossale pluk- selv græskarmarker.

Men så er der dem, der går i total Halloweenselvsving. Og der er faktisk en del af dem. Gud bedre det! Deres første uskrevne lov synes at være, at intet, altså absolut intet, må være af naturlige materialer. Dernæst udviser de en umådelig forelskelse i plastik, ting der blinker ( gerne i forskellige farver, samtidig!) og den slags ting, man selv i Tigerforretninger kan købe for under en krone. På tilbud. Skeletterne, i plastik altså, er i den grad kommet ud af skabene og hænger, dingler, roterer eller blinker i hobetal. Gamle lagner har fundet fornyet dødt liv, og hekse er på særlige steder ret populære. Det virker faktisk som om, der lige nu er en begyndende, men markant trend indenfor heksepynt i bestemte geografiske områder. Nogle steder fremvises også en klar fascination af oppusteligt plastik. Oftest udfra devisen om, at jo større det er, desto uhyggeligt bedre.  Små spøgelser er udholdelige, men store, der ovenikøbet ofte er ved at tabe luften og derfor virker uovertruffent vringlende og halvberusede, er et noget aparte syn. Sådan i folks forhaver på en stille villavej.

Billedet er, af læserhensyn, af et af de mere afdæmpede bepyntninger. For udover nogle skeletter i hjørnerne er det da egentlig et kønt syn. Den form for efterårspyntning kunne vi godt arve over Atlanten, for det udfylder den mørketid mellem efterår og legal julepynt, hvor vi ligesom mangler lidt naturlig glæde. Men sæt told, moms, oms eller direkte importforbud på resten. Lad bare amerikanerne om plastikken og de halvfulde spøgelset i forhaven.

I 2013 erklærede Detroit sig konkurs. Der var ikke andet at gøre. Byen, som med opland engang var  en af Amerikas rigeste byer på 7 millioner indbyggere, var færdig, forladt og på røven. Som flagskib for især bilindustrien—her bor både Ford, GM og Chrysler— var Detroit et fantastisk sted at bo og arbejde i den amerikanske bilindustris storhedstid, men da bilerne af energinæssige årsager blev mindre i størrelse og større i europæisk eksport, forsvandt jobbene. Tilsat en god portion effektivisering og rationalisering, som også kostede såvel arbejdere og—som det jo altid er tilfældet—alle de underleverandører, handlende og andre, der indirekte levede af de store industrier.

Detroit er en spøgelsesby. En by, der ser ud som om, nogen har været på et vildt hærværkstogt gennem den og hensynsløst har smadret alt forefaldende på deres vej. En by, hvor selv hovedboulevarden og de omkringliggende hovedstrøg har områder, hvor man ikke bevæger sig ud efter mørkets frembrud. Hvor der intet liv er, udover fuldstændigt opgivende mennesker, der blot stirrer tomt ud i intetheden. Kirkernes små forhaver og hovedtrapper er fyldt op med hjemløse, og det er både synligt og mærkbart, at ingen har repareret hverken veje eller fortove i mange, mange år. Det er, i mange områder, trøstesløshedens ansigt, der stikker frem, og som udlænding føler man sig hensat til de armeste områder af det fattigste Østeuropa. Gange to.

Men heldigvis er der små enklaver af håb. Små steder, hvor livslysten, håbet, troen på fremtiden og initiativet blomstrer. De er dog få. Faktisk påberegnes det, at en tredjedel af byen skal jævnes totalt med jorden for overhovedet at få en form for liv i den igen. Det ville også hjælpe gevaldigt, hvis alle de smadrede fabrikker, huse med løsthængende pap for vinduerne og nedfaldet tag samt decideret vandaliserede bygninger kom væk. Det hjælper ikke på optimismen at se dem overalt.

Heldigvis, igen, er det som om, byen har en ukuelig livsvilje, og de beboere, jeg har talt med, tror på deres by. Tror på, at den kan komme til sig selv igen og blive et rart og trygt sted. Ydermere vokser der også mælkebøtter i slummen, for netop disse forfaldne Klondykesteder appellerer til unge kunstnere, iværksættere og kreative sjæle. Det er vist dem, der skal have den største tiltro med sig. Samtidig med, at det bliver et kolossalt arbejde at få dette sted til at blive en velfungerende millionby igen.

Den gamle nybyggerånd kunne i den grad klare en renæssance i Detroit. Det tror jeg også på, den får. Ad åre. I mellemtiden er det så vigtigt, at vi andre lægger lidt penge i byen. For der er stadigvæk ting her, der er værd at se. Mellem forfaldet.

Helt indiskutabelt et stop på en lang rute rundt i en næsten afdød by: Motown Studios i Detroit. Der, hvor endnu et soundtrack til ens ungdom blev produceret tilbage i 60-erne og 70-erne. For de kunne nu noget, de Motown-artister. Mest af alt at få en til at danse.

For nogle år siden var jeg censor på den mest fremragende opgave, jeg nogensinde har læst. Om Motown. Så udover min umiddelbare glæde ved musikken, var jeg også ret godt inde i selskabets historie og betydning. Bl.a., at der inden Motown eksisterede 2 officielle hitlister i USA, en for hvide kunstnere og en for sorte. Det fik Motown lavet om på, hvilket på det tidspunkt var en utrolig bedrift. MEN, og det var så bagsiden af medaljen, Motown blev også selskabet, der gjorde sort musik hvid og stueren. Både i tekster, udførelse og optræden. Hører man f.eks. Marvin Gaye, FØR han kom til Motown, skulle man ikke tro, det var den samme mand, der kunne forandre sig fra rebel til nærmest crooner.

At Motown virkelig seriøst kæmpede for den hvide stuerenhed, fik vi også slået fast på rundturen gennem de to helt almindelige beboelseshuse, der indtil 1972 var Motown. ( I øvrigt forkortet motor+ town). Vores fantastiske, sprudlende og farverige guide fortalte om, hvorledes ambitionen var at forvandle helt almindelige purunge mennesker med fine stemmer til velopdragne stjerner. Det gjorde man bl.a. ved at ansætte folk både til at lære dem gode manerer, datidens dresscodes og ordentligt sprog. Derudover var negervrid og overdrevne bevægelser ( især med underlivet) bandlyst. Bare se på The Supremes og bestem, om det lykkedes!

Alting hos Motown dengang synes at have været som en stor familie, der mest af alt benyttede de forhåndenværende søm til at lave hits. De velkendte ekkoer, som dengang var en nyskabelse, skyldtes optagelser i badeværelset- enhver ved jo, at man aldrig synger bedre, end når man synger i badet! Optagelser foregik både nat og dag, for man ved jo aldrig, hvornår genierne er mest geniale, og skærmen, man kan se på billedet, var flytbar, således at man kunne skærme trommeslagerens lyd fra at overdøve andet.

Der var masser af gamle anekdoter, og det var fantastisk at trave rundt i de omgivelser, og allermest i det helt originale studie, der ikke er ændret siden 72. Klaveret, en Steinway, har stået der siden, og er netop restaureret,  fordi Paul fra Liverpool kom forbi og smed et par millioner efter det. Chokoladeautomaten i den minimale mellemgang står også som i 60-erne, hvor alle chokoladebarer havde deres helt faste pladser, fordi man i studiet havde en 11-årig, blind dreng, der skulle kunne finde sit yndlingsslik. Og hvem var det så lige?????

Så skulle nogen komme forbi Detroit, så er dette virkelig et besøg værd. Der er også fuld valuta for pengene rent auditivt mange, mange timer efter. Inde i mit hovede er der skarp kamp mellem My Girl og føromtalte STOP lige for tiden………

Dette er en af Cleveland utroligt smukke arkader. Bygget tæt på forrige århundredeskifte og et klart udtryk for den velstand, der dengang prægede de store industribyer langs søerne i USA. Her er hverken sparet på guld eller pral, og fint og hyggeligt er her da også.

Men tomt. Så usigeligt tomt. Det, der før var upmarket restauranter og små, dyre boutiques er nu omdannet til et spøgelsesagtigt øde, hvor eneste fungerende shop synes at være US Postal Service. Der er hverken mennesker eller handel i dette fine galleri, og faktisk er det et utroligt godt billede af, hvordan der også er udenfor.

De store industribyer bløder. De bløder ikke bare mennesker, som hastigt flygter fra arbejdsløshed, fabrikslukninger og ubetalte terminer, de bløder også menneskeblod. Heroppe er forfaldet nemlig også psykisk med millioner af lægeordinerede narkomaner og endnu flere millioner, der henter deres stoffer på gaden.

Kommer man bare få kilometer udenfor bycentrum, er forfaldet særdeles synligt. Her er ubeboelige huse, smadrede fordøre og højhuse uden et eneste helt vindue. Og desto mere arkitektonisk forfald, man ser, desto større er det menneskelige også. Her er kun de tilbage, som absolut ikke har muligheder for at tage andre steder hen.

Krisen i 2008, som amerikanerne jo mærkede væsentligt mere seriøst end os, har selvfølgelig en god part af skylden, men faktisk startede det hele meget før med rationaliseringer, effektiviseringer og nedlæggelse af urentable virksomheder. Og det var de ufaglærte industriarbejdere, som i første omgang mærkede de nye, ugunstige tider. Det er så deres børn og børnebørn, der næsten bevidstløse hænger på gaden og er arbejdsløse på tredje generation. Samt i ren fortvivlelse får antallet af forbrydelser til at nå et hidtil grænseoverskridende tal.

Det er trist. Så usigeligt trist.

Jeg var lidt skeptisk til at begynde med. Bange for en hel dag med typisk amerikansk tivolisering, selvros, selvsving og forherligelse af såvel egen som nationens fortjeneste. Men jeg tog fejl. Meget fejl. For dette er et af de bedste, mest alsidige oplevelsescentre, jeg nogensinde har været på, som på en (generelt) seriøs måde formidler sit stof og tager det alvorligt.

Henry Ford Museum er mange ting, og man må vælge. Det gjorde vi så og startede med at se det kæmpestore museum over bilens, togets, flyets, hjemmets, landbrugets og centrale amerikanske borgerrettigheders historie. Det var stort at se den bil, Kennedy sad i, da han blev skudt, men også mange andre tidligere præsidenters biler findes på museet, inklusiv Teddy Roosevelt hestevogn, for han var ikke til biler. Den første model af Ford T og et utal af andre ikoniske modeller, kan også beses, og man får indtrykket af, at når museet lukker, så myldrer det med en sværm af arbejdere, der bruger hele natten på at pudse biler. Her er også den stol, Lincoln sad i, da han blev skudt samt bussen, hvor Rosa Parks sad, da hun nægtede at flytte sig tilbage i 1955. Her er flyvere fra de første pionerer til store jetfly, enorme lokomotiver, der kunne trække togstammer på op til to kilometer i længden, de første campingvogne, hjemmets indretning gennem 1900-tallet og landbrugsmaskiner af enhver form og udførsel. Der er nok til flere dage. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad entusiaster kunne bruge af tid, men de ville nok skulle ind i et pænt antal overnatninger.

Og så kan man komme på besøg på Fordfabrikken. Eller rettere, Fordbyen, for Rouge- fabrikken måler over en mil på begge ledder. Først ser man en ( lettere rosende, indrømmet!) præsentation af fabrikkens historie, dernæst en vildt high techet film om fabrikkens nutid, og det er virkelig flot lavet. Det har kostet kassen til de visuelle designere. Størst er det dog at komme ind i samlehallerne, hvor der produceres 1200 biler om dagen. Fra en slags svalegang over de store haller kan man iagttage bilens fra dens spæde fødsel, til den ruller fiks og færdig af samlebåndet et par kilometer senere. Det er indbegrebet af samlebåndsarbejde, dette her, for hver arbejder laver kun (dog på skift, med talrige byt) det samme lille stykke bil. Det er sikkert ikke specifikt fantasifuldt og varierende arbejde, men der var godt humør dernede, og det slog mig, hvor individuelt alt var tilpasset den enkelte arbejde i højde, længde og bredde. Samt hvor ustresset det hele så ud til at være. Ydermere skal man vist være mere end overlykkelig for overhovedet at have et arbejde i denne by, hvor arbejsløsheden er den højeste i USA, og selve byen, helt uhørt, måtte erklære sig konkurs og rabundus for få år siden. Mere om det på et andet tidspunkt. Anyway, nu ved jeg da bare lige, hvordan man bygger en bil! Piece of cake!

Sidst, men ikke mindst, er der så Greenfield. Fords egen mønsterlandsby, hvor han opførte en tro kopi af netop det hedengangne USA, som han vel egentlig var en af de ypperligste til at smadre, alene med sin opfindelse af bilen. Her er huse, forretninger, forlystelser, (altså på karousselniveau!) og arbejdende værksteder fra dengang, en mand var en mand, og en prærie var en prærie. Netop her havde jeg frygtet en forherligelse og en nostalgisk, smagløs, Disneyficeret dyrkelse af en tid, der måske i virkeligheden aldrig var. Det er ikke tilfældet. Alle de huse og værksteder (f.eks. Thomas Edisons værksted og den allerførste Fordgarage), som Ford opkøbte rundt i landet, rev ned og genopførte i sin fiktive landsby, er små arbejdende enheder, hvor en hær af pensionister ( mit bedste gæt er pensionerede lærere! ) står parat til at fortælle, forklare, fremvise og svare på alle ens umulige spørgsmål. Nogle af dem er små, omvandrende leksika og guld værd for enhver form for anskueliggjort historieundervisning. Vi var f.eks. inde i Fords eget barndomshjem, hvor en vildt interessant dame klart reviderede vores syn på nybyggerne og desuden slog fast, at hvis nogen lider af den overbevisning, at Henry Ford er indbegrebet af den tolkning af Den Amerikanske Drøm, der handler om “ from rags to riches”/ Joachim von And, så tager de fejl. Der var både penge, velstand, kvadratmeter og udsyn i DET barndomshjem. Jeg kunne have tilbragt flere dage med konkret at vade rundt i amerikansk historie. Det var som at komme til Den Gamle By, bare med amerikansk fortegn.

Så— selvom meningerne om Henry Ford personligt nok er overvejende divergerende, så er dette kæmpestore museum en guldgrube af oplevelser og vidensudvidelse. Det var alle 50 dollars, og meget mere, værd, og en ualmindeligt berigende måde at bruge det meste af en hel dag.

Når man læser diverse rejseguides om USA, er Cleveland sjældent nævnt. Det er ikke lige det oplagte mål på rejseruten, og faktisk tror jeg, min mand er den eneste, jeg kender udover mig selv, der har været i Cleveland.

Vi er her nok også primært, fordi vores rute gik forbi og krævede et stop omkring Cleveland. Og så fordi, vi gerne ville se Rock and Roll, Hall of Fame. Et ungt par, vi mødte til fælles morgenmad undervejs på ruten, talte i store, rosende vendinger om stedet, og så ER man jo inderst inde et gammelt rockvrag, der stadig kan gå i halvtwistende hoftevrid, når den rigtige melodi tvinger en op af sofaen.

Det kan så kun anbefales, stedet. Det er sjældent, jeg bruger over tre timer på et museum. Selv Louvre kan jeg personligt godt nå på langt under den tid. Men her fangede og fængede det mig, og museet er så righoldigt i sit udvalg og sine interessante udstillinger, at de fleste vil kunne finde præcis deres niche og musiksmag. Samt få en gevaldig brush up på, hvordan det lige var at være ung med alle de grupper, der dengang var at være unge med.

Her er historien om rockens rødder, sobert fortalt med især vægt på bluesmusikken, jazzmusikken og folkemusikken, hvor man i de første to tilfælde virkelig ikke kan undgå at bemærke, at hovedparten af “the founding fathers and mothers” var farvede. Godt nok er netop denne afdeling stærkt national, således at man som europæer noterer sig, at specifikt europæiske musikgenrer ligesom ikke tæller som rockens ophav i amerikanerøjne. Det skal man så bare vænne sig til. At perspektivet herovre er anderledes end derfra, hvor man er vant til at se det med sine europæiske øjne. Og det er sikkert vildt sundt.

Her er oceaner af rocksouvenirs, førsteudgivelser, musikinstrumenter(især guitarer), der har tilhørt berømte musikere, hele garderobeskabe fulde af scenetøj, doneret til museet og masser af andre finurligheder. Jeg nævner bare i flæng Elvis håndbyggede motorcykel, tonsvis af hans guitarer, ustyrlige kostumer fra Lady Gaga, Madonna og Freddy Mercury, begravelseshæftet fra Marvin Gaye, Tina Turnes hår og tre etager mere…..

Her er også enorme mængder af gamle koncertklip og en del interaktive ting. Man kan f.eks se, hvem der har inspireret diverse kunstnere—samt hvem de selv har inspireret. Og det er sjovt at klikke sig igennem One Hit Wonders og her, som den eneste dansker udover ham fra Metallica, finde Jørgen Ingmann med en Apache. I øvrigt glimrer vi lidt med vores fravær. I broderlandene har de da sendt ABBA og A-ha afsted.

Selve Hall of Fame -etagen består af plaketter over de solister og grupper, der siden 1986 er blevet optaget i det fine berømthedsselskab, og igen føler man sig ind imellem en smule for europæisk, når der optræder amerikanere, man aldrig i sit liv har hørt om. Eller hørt. Samt bliver lidt muggen og tøsefornærmet over, at det skulle tage helt til 2001 at få Mercury, May med flere op på stjernevæggen. I øvrigt samme år som Michael Jackson—helt uden at sammenligne!

Der er nok at gå ombord i på dette rocktempel af et museum. Det eneste autoriserede af sin art i verden og det eneste med så righoldig en samling. Det er selvfølgelig noget langt at rejse for. Men kører man alligevel forbi, er det, efter min mening, et must.