Næste afsnit af den evindelige føljeton om DSB. Nu med sammenligningsgrundlag.

Det er altså ikke fordi, jeg nødvendigvis SKAL skrive om DSB, hver gang jeg er ude at rejse med dem. Det er udelukkende fordi, at hver gang (nej, hver ENESTE gang!) jeg rejser med dem, er der endnu engang himmelråbende meget at skrige op om. Og når jeg nu hverken pendler på daglig basis eller i gennemsnit rejser mere end et par gange om måneden, så skulle det da være procentvist mærkeligt, om antallet af idiotiske ting kun forekom på mine rejsedage. Jeg nægter at tro, det er sådan, det hele hænger sammen.

Som nu i dag, hvor jeg efter 24 timers uafbrudt rejse bare har brug for at komme hjem så hurtigt som muligt. Den slags er faktisk ikke  piece of cake for DSBs stedbørn i den sydlige del af landet. Vi har kun fået tog til vores eksotiske udkants- udsteder hver anden time, for hvorfor i alverden skal et offentligt foretagende dog bekymre sig om samfærdsel i provinsens udkant? Nope. Med mindre det hele i virkeligheden er en konkurrence i, hvor meget de statslige baner kan genere udkantsdanskere.

Anyway, opdager til min strålende lykke, at jeg både kan  nå tog fra Kastrup og på Hovedbanen og komme direkte hjem. Næste tog er først 2 timer senere. Der er bare det ved det, at toget overhovedet ikke har den fjerneste lyst til at indfinde sig i Kastrup. Først bliver det, uden begrundelse, forsinket 2 minutter, og det fortsætter det med at blive den næste  halve time. 2 minutter ad gangen. Ren chikane og stressfremkaldelse. Sådan at alle os, der har rejst hele natten, koger over af DSB- raseri og stresser vildt, fordi samme selskab da garanteret ikke venter på os på Hovedbanen, selv om det jo faktisk er dem selv, der er forsinkede. Endelig— og dette er, i min optik, faktisk MEGET alvorligt— så oplever udenlandske turister, der lander i Kastrup, en infrastruktur, der minder om en bananrepublik på overdoser af bestikkelse og idiotisk ledelse, samt en flok ophidsede lokale, der bander, sværger og taler meget stueurent om deres statslige baner. Sikke et førstehåndsindtryk at give vores turister!

Til sammenligning har jeg lige rejst 14 dage rundt i U-landet Vietnam. Da jeg ikke kunne drømme om at betale de uhyre overprissummer, som nogle hælder i diverse rejseselskaber, fik vi et lille, lokalt, vietnamesisk firma til at ordne al logistik, kørsler og alle bookinger. På INTET tidspunkt kom nogen for sent, glemte aftaler, sløsede med deres arbejde eller sprang over, hvor gærdet var lavest. Tværtimod. Der blev sat en ære i at være næsten overpræcise, at holde sine ting rene og i pæn orden, at behandle andre mennesker med respekt og generelt at være servicemindede til fingerspidserne. Her var ingen sure konduktører, ulækre, overskidte toiletter og uforklarlige forsinkelser. Det hele kørte bare let, elegant og respektfuld derudaf. Den ene gang, hvor en guide blev 10 minutter forsinket pga. en, for ham uventet, ulykke på vejen, blev der omgående ringet og givet såvel besked som undskyldning.

Er der måske nogensinde nogen, der har hørt DSB give en undskyldning? Eller behandle sine betalende passagerer med respekt?

Jeg lader lige spørgsmålene stå……….

Continue Reading

Saigon vågner.

Hvilken forunderlig stilhed og ro. Her klokken 6.30 om morgenen. I alt fald til sammenligning.

Om dagen og til langt ud på aftenen er Saigon en myretue af arbejdende mennesker, der hele tiden, uendeligt, transporterer ting fra det ene sted til det andet. Af trafiklarm og trafikkaos, skabt af de utallige motorcykler, scootere og alle bilerne, der ligger i permanent indbyrdes konkurrence om at komme først. Endnu er det aldrig lykkedes mig at løse det store spørgsmål: Først hvorhen? Og af forurening, som ligger som en klam dyne over byen. Solen er aldrig tydelig i Saigon, den er besmogget og næsten lidt tilbagetrukket sky, som om den i grunden helst ikke vil være her for alvor.

Selv de Saigonske morgener er på grænsen af min storbytolerancetærskel. Måske skyldes det, at her bare er for meget af det hele. Alt for meget. Man griber jo sig selv i akut længsel efter et dansk guldbryllupskvarter i absolut afdød tilstand en grå lørdag eftermiddag i januar. Eller et dansk lyskryds i provinsen, hvor lovlydige danskere venter på grønt, selv om der umiddelbart ikke er et eneste motoriseret køretøj i sigte.

I Saigon ville den slags aldrig forekomme. Selv om morgenen. Trafiklys er vejledende, præcis som kørselsretning og scooterbane. Fortove er for tiloversblevne scootere, mens fodgængere må klamre sig til husfacader og håbe på det bedste. Guldbryllupskvarterer i januar er nok udelukkende noget, man kan opleve på TV i eksotiske film om nordboere.

Med alt det mener jeg vist bare, at nu vil jeg hjem. Hjem til freden, stilheden, de dybmørke aftener og min gode stol. Jeg er ikke god til overdoser af asiatiske storbyer. De skal helst udstykkes i mindre portioner for at jeg kan nyde dem intenst.

Heldigvis for det evigt spøgende belønningscenter er status på hjemkuffert nu også, at der er 250 g. fri bagage tilbage, og at kufferten kun kan tvinges ind i en lukning, hvis jeg ud af Saigon ifører mig vinterstøvler, uldsweater, frottesokker, minimum  to jakker og en elefant i træ.

Det gør jeg så! Mens Saigon vågner.

Continue Reading

Om det underjordiske liv i Cu Chi.

Ikke så langt nord for Saigon kan man få anskuelighedsundervisning i Vietnamkrig. I landsbyen Cu Chi, hvor Viet Cong guerilliaerne holdt til under krigen, findes et interessant og anderledes museum, hvor hovedattraktionen ( for nogle, men det kommer jeg til!) er de utallige tunneller, som vietnameserne fik gravet, uddybet og anvendt under krigen.

Selve området var på det tidspunkt tæt jungle, og man skal lige minde sig selv om, at selv om det ligger i det daværende Sydvietnam, var der trods alt tyve procent af befolkningen hernede, der støttede Ho Chi Minh og hans kommunister, så hvad er vel mere effektivt rent camouflagemæssigt end både at holde til i junglen OG leve under jorden.

Her er kilometervis af tunneler i 3 etager, holdt oppe med bambus som stivelse og med samme træs rørstammer anvendt til ventilation. Selve vejen ned i dem er smal og trang, og faktisk er det kun udvalgte turister på under 60 kilo, der har en chance for at opleve, hvad det vil sige at møve sig ned i den slags klaustrofobiske gemmer. For turisternes skyld er der også adgang til nogle få meters kravlen gennem tunneler på guerillavis. Hvis man er under 70, ikke lider af klaustrofobi og ellers ikke har væsentlige sygdomme. Selv om der er trangt dernede, har man faktisk udvidet disse turistunneler, men turen gennem dem er stadig åndedrætsudfordrende og en belastning for ryggen, for man kravler helt sammenbøjet i noget, der minder om hugstilling. Og det er så bare for sjov. Dengang BOEDE man dernede. I måneds- og årevis.

Tunnelerne er et imponerende, velgennemtænkt ingeniørarbejde, udført af de lokale bønder. Man gravede udelukkende om natten, i øvrigt med bambusskovle, hvor amerikanerne oftest sov, og al den overskydende jord blev enten fyldt i bombekratere eller møjsommeligt transporteret til floden 1 km. væk. Enhver form for røg fra madlavning og andet blev på snildeste vis ledt op af jorden gennem snedige rørsystemer, der udmundede langt fra de faktiske tunneler. Alle større bygningsværker, så som hospitaler ( hvor man i øvrigt ikke havde nogen form for bedøvelsesmidler), skoler, fælleshuset og lignende var gravet ned i jorden, så deres tage kunne camoufleres som blot og bart et stykke jungle. Og de var lange og omfattende, de tunneler. En af dem gik til og under amerikanernes nærliggende base, en anden til Saigon 50 km. væk.

Så samtidig med at der fandtes en nærmest parallel, underjordisk dagligdag, var stedet også et træningscenter for Viet Cong. Og derfor selvfølgelig et højt prioriteret som mål for amerikanerne. Dog ikke med den store succes, for smed man grimme ting ned i tunnelerne, havde vietnameserne effektive remedier mod nærmest alt ( utroligt, hvad urin kan anvendes til), og deres tilpasning til de trange forhold er dybt fascinerende. For i den sidste ende var det vel også den, der var en del af årsagen til, at amerikanerne måtte forlade Vietnam med uforrettet sag og millioner af unødvendige liv på samvittigheden.

For drengerøve, der brænder efter at skyde deres penge lige direkte ud i den blå luft, er her også mulighed for ( mod klækkelig betaling) at afprøve datidens krigsvåben i form af rifler og maskinpistoler. Det er tilsyneladende meget populært, for skoven genlyder af skudsalver fra alle de, der betaler for at (gen)opleve en krig, de aldrig har deltaget i. Og i øvrigt nok er taknemmelige for, at de ikke gjorde.

Museet i Cu Chi er en oplevelse. En form for anskuelighedsundervisning, en nødvendig påmindelse om en skamplet i verdenshistorien og et lidt heroisk mindesmærke for al den tragedie og lidelse, der knytter sig til krig. Men det er også en hyldest til livskraften, til påfindsomheden, til overlevelsesstrategierne og til hvordan, musen med snilde kan overmande den store, lidt stupide kat.

Hvor MÅ det have været forfærdeligt at leve dernede. Og hvor Må de have været stolte af, at de gjorde det.

Continue Reading

Om kommunistpoliti.

I Vietnam skal man have 32 ud af 30 mulige uddannelsespoint for at studere 4 år til politibetjent. Til sammenligning kræver det 12 point at blive lærer. Ikke nok med det. Man skal også være udstyret med samme statslige tjenestemænd i op til flere generationer bagud, for ellers går den ikke, med mindre man er fra landet eller bjergene. Nepotismen er en nærmest ubrydelig mur, og det svarer vel lidt til et medfødt adelsskab at kunne indgå som såkaldt beskytter af lov og orden i dette kommunistiske land.

De overskydende point, dem, der falder udenfor skalaen og pointsystemet, kan man så hente sig enten ved økonomisk at udfylde lidt huller hos værdigt trængende andre embedsmænd, eller ved at komme fra landet eller bjergene. At stamme fra udkantsvietnam er, som i Maos Kina, et fremragende udgangspunkt for en højere statslig position. Så er partiet nemlig sikre på, at man enten har en mangelfuld skolegang eller stammer fra en lang række af ignorante bønder. Det er selvfølgelig en fordel at holde underordnede politimænd en smule stupide. Så makker de ret og gør, hvad de bliver bedt om.

I går, da vi kørte hjem fra Mekongdeltaet, blev vi af det lokale politi bedt om at køre på landevejen og ikke på motortrafikvejen. Der var nemlig mange biler og trafikkaos, og hvis politiet kunne bibeholde samme kaos, kunne de indkassere millioner i bøder for stressbetingede forseelser. Det kunne de jo ikke på motortrafikvejen, hvor der gælder andre regler, og hvor der ikke er samme indbyggede muligheder for uforvarende at begå forseelser.

Det hele skyldes, at det snart er nytår. Og politiets børn skal jo også have gaver. Store, altså. Så lige nu regner det med trafikbøder for såvel reelle som imaginære, påståede forseelser. Vel at mærke bøder, der går direkte i politiets lommer ( og de er store). At være overordnet politiofficer er en sand guldgrube, for på pyramidespilsagtig måde har man jo “optegnet” en hær af lydige underordnede, der skovler penge ind fra befolkningen. Penge, der aldrig kommer i nærheden af statskassen, men som gør det til det mest lukrative arbejde i landet at være i politiet.

Faktisk tjener en vietnamesisk politibetjent med flair for opfundne trafikbøder på 3 måneder det samme som en dansk gennemsnitsindtægt. Og sammenlign så lige leveomkostningerne! No wonder, der er nogle meget statelige privatboliger flere steder.

Så i det kommunistiske Vietnam skal man bare score sine 32 point og få lidt gang i indtjeningen. Så er ens lykke gjort, og man kan leve som en lille greve i dette såkaldte kommunistiske land, hvor politiet er lidt mere lige end alle de andre.

Continue Reading

Om at forestille sig, hvordan noget ser ud.

Når jeg rejser til et sted, jeg aldrig har været, har jeg altid en form for forestilling, nogle indre billeder af, hvordan jeg forventer, det ser ud. Jeg har tit prøvet at spørge mig selv, hvor i alverden jeg har mine før-fotos fra, og indtil nu har jeg ikke fundet et svar, jeg sådan lige kunne bruge.

Der er sikkert også talrige kilder til den slags. Men i tilfældet Vietnam er jeg ikke et sekund i tvivl om længere, at samtlige mine billeder af, hvordan her ser ud, stammer fra den uhyre store mængde amerikanske krigsfilm, der i de sene 70-ere og langt op i 90-erne blev kastet ud over verden for ligesom at bøde på amerikanernes dårlige samvittighed. Der var Coming Home, og der var Deer Hunter, der var den forfærdelige Born On the 4th of July og tonsvis af andre afladsfilm, og så var der Apocalypse Now, som vist er den primære hovedkilde til mine Vietnambilleder.

Da jeg så et landskab som det, filmen præsenterer, følte jeg, at Vietnam så fuldstændigt rigtigt ud. Som om virkeligheden kun blev sand, hvis den lignede filmen. Noget af en omvendt rækkefølge, og ret tankevækkende. Men Vietnam SER sådan ud. Præcis sådan som jeg forventede udfra mine filmskabeloner. Når man kører eller sejler gennem junglen, kan man næsten høre lyden af en amerikansk chopper  for sit indre øre. For sådan lød det jo i filmen. Faktisk tror jeg næsten, jeg ville være blevet skuffet, hvis Vietnam havde tilladt sig at afvige fra min filmmodel. Det blev jeg så ikke.

Ydermere fortæller alle disse indre billeder også, hvor stor en påvirkning den krig, der kørte som et evigt Sound- og billedtrack til min ungdom, har haft på hele min generation. Mens jeg var teenager, var der altid Vietnamkrig. Tillige var det den krig, der for alvor begyndte at gøre mig og adskillige andre fra samme generation politisk bevidste. Faktisk var det nok også sammme krig, der gjorde, at jeg nåede at fylde 40, før jeg overhovedet nogensinde satte mine venstredrejede fødder på amerikansk grund. Ikke fordi jeg ikke havde råd. Men fordi jeg ikke ville. Selv med engelsk som hovedfag var selve landet Amerika no-og, forfærdeligt politisk ukorrekt og en skamplet på verden. Endnu mere faktisk findes der en hel generation af engelsklærere i Danmark, som alle er vildt anglofile og dyrker den britiske accent til sidste tone. Fordi der F….  ikke er nogen, der skal komme og beskylde dem for at tale amerikansk!

Anyway, og tilbage til selve emnet: Vietnam ligner Vietnam. Vietnam er som taget ud af en amerikansk krigsfilm, så det lever til fulde op til de billedlige forventninger.

Det er på sin vis ganske rart og befriende. Og hvor er her dog smukt!!

Continue Reading

Om Lady Buddha.

I byen Dan Ang ca. midt i Vietnam står en 67 Meyer høj statue af en kvindelig Buddha. Lady Buddha. Dette billede er taget på meget lang afstand, så selve statuens blide og milde ansigtstræk kan næppe skimtes. Til gengæld kan man vist tydeligt se, hvordan den dominerer landskabet på meget lang afstand. Magtfuld og blid.

Lady Buddha er heldets og harmoniens gudinde. Hun kan noget, som Buddha ikke kan. Eller i alt fald har hun på nogle områder meget større magt, visdom og erfaring. Især de dele af livet, der knytter sig til nytåret ( harmoni i familien og held og lykke i det nye år), er hun et godt supplement til, eller måske endda endnu mere pålidelig end Buddha. Derfor har hun især sin højsæson denne tid på året, hvor rigtigt mange valfarter til Dan Ang for at ære og bede til hende.

At have en kvindelig Buddha er ikke udelukkende en vietnamesisk skik. I Buddhaismen over hele Asien findes kvindelige gudinder, som tilbedes for netop deres værdier. Ingen er selvfølgelig i tvivl om, at det primært er det, vi sådan lidt gammeldags kalder kvindelige værdier, Lady Buddha står for. Familien, harmonien— men faktisk ikke frugtbarheden, som jo ofte i Europæisk mytologi er knyttet til en kvindelig helligdom. Hernede handler det meget mere om balance. Yin og Yan, for nu at skære det ud. Hvis der er noget på den ene side, skal der være noget på den anden til at veje det op. Man kan, i asiatisk visdom, ikke have en mandlig Buddha uden at have Lady Buddha. Elementært. For dem!

Det ville svare til, at vi dyrkede en kvindelig Jesus. Eller i alt fald et kvindeligt modstykke til Jesus med samme enevældige status indenfor specifikke områder. At vi i kirkerne opsatte statuer af hende og bad til hende. Ja, jeg ved det godt!  Nemlig at mange nu tænker, at det gør katolikkerne skam også i deres dyrkelse af Jomfru Maria. Men hvor er hun, eller nogen som helst anden kvindelig skikkelse, henne i protestantismen? OG så er det vist ikke lige sådan, at Maria dyrkes for ret meget andet end for at være Jesus’ mor? Ikke i kraft af sig selv og sine egne evner. No Way.

Jeg kan rigtigt godt lide ideen om Lady Buddha. Hun er sgu` da det tydelige, markante udtryk for, at verden ikke blot er beboet af maskuline gudebilleder. Som hun står der og troner over bugten i Dan Ang. 67 meter høj og fuld og lykke og harmoni.

Continue Reading

Endelig et stykke ordentligt arkitektur!

Asiatiske storbyer er som regel et besynderligt miskmask af små huse af nærmest skuragtig kvalitet og store, upersonlige, meget lidt arkitekttegnede glassiloer, hvis fremmeste opgave kan udtrykkes med noget som simpelt som blær. Gerne i skønsom blanding, aldrig med nogen form for byplanlægning i ryggen og altid med penge som eneste magtfaktor. Har man dem, bygger man. Fuldstændigt uden mål og med. Bare der er pralværdi i lortet.

Heldigvis har mange af de gamle bygninger fra kolonitiden fået lov at blive stående rundt omkring. Jeg skal på ingen måde forherlige imperialismen. Blot konstatere, at de bygningsmæssige værdier, der også kom ud af den, trods alt ofte har arkitektonisk værdi og langt overstiger enhver form for nærmest Trump Toweriske, moderne skodopsmækninger i glas.

Således også det smukke, gamle posthus i Saigon. Tegnet af Eiffel ( altså Eiffel som i Eiffeltårnet!) og opført i en slags afdæmpet Art Nouveau. Nu er det jo ingen hemmelighed, at netop den periode står mit hjerte usigeligt nær og ofte giver mig superoplevelser, når den overskrider enhver grænse for smagløshed. Men her er altså en bygning, som i al sin naturinspirerede enkelthed bare er SÅ smuk. Også så uventet smuk, for Saigon er ikke nogen smuk by. Den ligner såmænd bare Bangkok og Hanoi i al sin forvirrethed omkring egen identitet.

Men se det smukke indre, som i sin overordnede ide minder om en gammel, parisisk banegård. Hvilket selvfølgelig ikke er tilfældigt. Her er smukke hvælvinger og ornamenter, der bare falder lige i øjet. Det er en befrielse at se et sådant mesterværk, når der ellers primært er makværk på programmet.

Selvfølgelig troner landsfaderen Ho Chi Minh som et andet sofastykke på endevæggen, men når landet engang erkender, at den form for kommunisme, det udadtil stadig opretholder, kun er et dårligt camoufleret skalkeskjul for noget nær det uofficielle verdensmesterskab i korruption og løbsk kapitalisme, så tager de ham vel ned igen. Der er i alt fald ingen under 30, der ser ham som andet end et levn fra en længst forgangen scooter- og iPhonefri fortid, som intet har med den nuværende dagligdag at gøre. På en eller anden besynderlig måde hænger han såmænd også meget pænt lige der. Det er næsten som om, han klæder endevæggen og mere er blevet til et stykke velvalgt kunst. Abstrakt, næsten.

Det var rart at se et stykke ordentligt og gennemtænkt arkitektur. For selv om kolonitiden kun kan fordømmes, så kan rigtigt mange af de arkitektoniske levn kun roses.

Continue Reading

Om at være turist.

Jeg ved da godt, at de lokale fiskere får penge for at sejle rundt med sådan nogle som os. Og at de nærmest har som job at kaste net ud på deres farverige måde lige foran os. Samt at det ikke er lutter gæstfrihed, der gør, at vi får adgang til deres hjem, hvor de steger alskens skaldyr og fisk til os og beværter os på den allermest venlige, hjertelige måde.

Men der er vel tale om en byttehandel, der er til stor glæde for begge parter. Vores penge hjælper de lokale familier, og vi får en suverænt god oplevelse.

Det er nemlig en uforglemmelig oplevelse for livet at sejle gennem  mangroveskoven ( som ikke er mangrove, men kokospalmer og bambus, der står i saltvand) med bedstemor ved åren gennem de smalle kanaler. I en fuldstændigt rund båd lavet af bambus. Og som går på grund konstant i det lave vand, så bedste må ud i mudderet og skubbe. Vi må i alt fald ikke, for det er vi for dumme og uvidende til.

Det er også fantastisk at spise grillede tigerrejer, muslinger og fisk hjemme hos samme bedstes store, forgrenede familie. At sidde på deres lille bambusveranda, der er bygget ud over sejlrenderne i junglen, og hvor bordet har form som et skib. Aldrig har skaldyr smagt så vidunderligt godt.

Endelig er det rart og dejligt at se alle de smil, som ikke blot er professionelle, men også affødt af, at både de og vi ved, at vi hjælper hinanden. Vi får oplevelsen, som nærmest er ubetalelig, og de får glæden ved også at få en form for økonomi i det, de kan og også gerne vil. Man føler sig faktisk ikke som direkte efterkommere af tidligere tiders imperialister, når man hele tiden er i dialog med værterne omkring deres dagligdag og ved, at det her er lige så simpelt som alle de andre gange i ens liv, hvor det er noget for noget med fuld fortjeneste for begge parter.

Jeg har sagt det før og mener stadig, at vi turister med vores penge, sagtens kan, hvis vi tænker os om, hjælpe de små lokale, familiebaserede virksomheder i de knapt så økonomisk velfunderede lande. Til glæde fir os alle.

Continue Reading

Om at tage sig en lur.

I Vietnam er scooteren en legemsdel. Men den er mere end det. Den er det til enhver tid vigtigste redskab for indtjening af penge til familiens forsørgelse, og den er et mordvåben, specifikt rettet mod langsomme gående og scooterignorante turister, der slet ikke hjemmefra er udstyret med den fornødne respekt for scootere. Den er et statussymbol, og et legetøj for unge, der med velvoksen livsforagt bogstaveligt talt kører med hovedet under armen.

Endelig er den også et transportmiddel. For alt fra levende høns, grøntsager fra godt og vel en halv tønde land til bedstemor og samtlige hendes efterkommere i op til to generationer. Samtidig. Man kan få kørekort til den som 18-årig, men det er vist udelukkende vejledende. På samme måde som færdselsregler og trafikafmærkninger, og—fristes man til at sige—andre menneskers liv.

Men som sagt er scooteren også en uundværlig legemsdel. Den er en forlængelse af selve kroppen, og for rigtigt mange er der sket en mutation, så scooteren er fuldstændigt vokset sammen med resten af kroppen. Som nu denne unge mand, der lige trængte til en middagslur. Han behøvede bare at slå scooterbenet ud, og så var liggepladsen serveret. Ingen grund til at finde andet leje. Man har jo alligevel altid sin scooter på og med sig.

Måske ligger løsningen på de store boligproblemer i visse lande (og i Kbh, men her taler vi priser!) så svimlende nær, at vi praktisk taget ikke kan se den for bare scootere. Hvis føromtalte mutation begynder at gøre sig gældende i udbredt grad, bliver vi såmænd ad åre og generationer bare udstyret med en scooter som den optimale, ekstra legemsdel.

Den kan nemlig lidt og hvert, sådan en. Og herude i Asien er de som vanligt langt foran os i innovativ tankegang. Vi skal nok med tiden blive overhalet indenom af scootere. Ydermere kan scooteren også løse en stor del af verdens overbefolkningsproblem. For den vil, sammen med alt det andet, den også kan, også score højt på listen over effektive mordvåben!

Continue Reading

Om naturperler.

Vietnam har en meget stor produktion af havvandsperler. Der er østersfarme i mange laguner, og mange steder dyrker de lokale fiskere også perler som en slags bibeskæftigelse.

På de store, professionelle østersfarme fokuseres der på de runde, glatte perler, som kan sættes på en snor uden at genere eller komme i vejen for hinanden. Alle umotiveret urunde, eller bare en smule naturlige perler, bliver anvendt til cremer. Eller i alt fald gemt af vejen som uønskede børn. Her tages der også gevaldigt ved prismæssigt, og for det meste vil man givetvis kunne anskaffe sig perlerne til en væsentlig mere favorabel pris hos sin lokale guldsmed derhjemme.

Men de lokale fiskere i de små landsbyer har ikke råd til kun at gå efter naturens velskabte, veltrimmede vidundere med målbar rundhed. For det er jo immervæk kun 20 procent af de dumme, tricky østers, der lige gider producere den slags. De fleste perler er faktisk lidt deforme og i alt fald meget lidt runde, velafrettede og artige.

Her er sådan en handicappet perle. Og jeg synes bare, den er SÅ smuk, så naturlig, så uforstillet perlet. Jeg skal nok bide den kvalmende lommefilosofi, der ligger lige på tungen, i mig og undlade patetiske sammenligninger med menneskeheden. Den slags er der masser af andre mennesker, der sætter en kunst i at vrøvle sig igennem.

Men denne perle er bare så smuk. Fordi den er så gennemført, perlet naturlig.

Continue Reading
1 2 3 16