Det er som at komme til en anden, en roligere, mere adstadig , verden, når man ankommer fra Berlins hektiske metropol til Dresdens århundredegamle tilbagelænethed. Her, i et orgie af barok, er tiden både gået i stå–og så alligevel så levende, så nutidig. For godt nok er mange af murstenene nye, og det meste genopbygget over adskillige årtier efter 2. Verdenskrigs ildstorm, men autenticiteten virker så upåfaldende ægte. Man kan faktisk levende forestille sig, hvordan alle disse barokmennesker (dem, med penge!) legede sig gennem tilværelsen og samlede på kunst. Masser af kunst.

Dresden ligner ikke noget andet sted. Ingen andre har så majestætisk en bykerne af overvældende udsmykninger og pral fra 16-1700-tallet. Der er altid en forvitret basunengel omkring næste hjørne. Eller et palads, som man ikke lige byggede, fordi man skulle bo i det, men mere fordi det så godt ud og ligesom klart fortalte, at det havde man så råd til. Det er fantastisk at gå mellem de gamle bygninger, at indsnuse dem og lade sig imponere.

Men endnu mere er det fantastisk er det faktisk at komme ud af selve byen. Og man behøver på ingen måde komme ret langt, før såvel de store borgerhuse (ofte i bindingsværk) som den smukke natur tager vejret fra en. Noget af det allermest positive, man heldigvis kan sige om datidens lande bag jerntæppet er, at de klart prioriterede tung industri og på ingen måde byfornyelse med nedrivninger af gammelt lort som hovedmål. Derfor har man i de områder et kæmpe katalog af gamle bygninger, der nok havde måttet lade livet for det såkaldte arkitektoniske fremskridt andre steder, men som her har fået lov at forfalde–men ikke mere, end at man–med kolossale tilskud–stadig kan renovere dem til deres oprindelige udseende. Det er ret imponerende. Så Dresdens omgivelser er hygge på tysk, og især Elben. Den, der flyder helt ud til Hamburg og videre til Nordsøen, og som slanger sig gennem det kuperede landsskab. En livsnerve, men også et æstetisk højdepunkt.

Det vidste de i øvrigt også godt, de romantiske malere. Især Caspar David Friedrich, som ingen gymnasieelev nogensinde er sluppet for, fordi hans ikoniske malerier fra Basteiklipperne bare er selve indbegrebet af den romantik, generationer af dansklærere har forsøgt at få moderne unge til at begribe. De er vilde, de klipper. Sådan lidt i familie med Giant` s Causeway, som i den forbindelse godt kan vise lidt ydmyghed. Det er meget stort, det her–og virkelig et besøg værd.

Tre dage i Dresden er sådan set nok, hvis man bare skal se byen. Man får, sikkert, altså, på et tidspunkt akut barokforstoppelse og kan kun kæmpe sig ud af den ved at besøge et af de fremragende konditorier. Det helårlige julemarked, som i øvrigt tilpasser sig ved at omdefinere sin titel: Høstmarked, Sommermarked etc.,–uden dog at ændre væsentligt på varesortimentet, er absolut ikke vanedannende, og har man set det, er det sådan set det! Det er dog, for mig, en kilde til undren, at et af de helt store slagnumre er panerede blomkål. Og tyskerne om det! MEN skal man virkelig fordybe sig i byens vidunderlige omgivelser, så skal der mere tid til. Så skal der gåben, cykler og lokale busser og færger til. Så skal man rulle sig i gåture langs Elbens vinmarker, plantet på de gamle terrasser, tage de små færger og turbådene ud til de imponerende slotte og den fantastiske natur, samt ud af svinge med de små bjergbaner og lifter, som ikke bare er der for turisternes skyld, men faktisk også er transportmiddel for de lokale, inklusiv skolebørnene.

I alt fald sidder jeg nu kraftigt og overvejer endnu en tur derned engang. For at få hele det smukke, smukke område helt ind under huden. Min fascination er i alt fald stor, og jeg føler mig lidt snydt. Ikke af barokken–den har jeg til fulde indåndet til det stadie, hvor jeg har basunengle flyvende på hjernen–men de omgivelser. Der er SÅ smukt!

Det har længe undret mig, at ret få danskere er bevidste om, hvor billigt det er at køre med tog i Tyskland. Vi er jo ligesom opflasket med, at offentlig transport er dyr, dårlig og–i alt fald i Jylland–for det meste utilgængelig. Herovre hvor selv mellemstore provinsbyer er ikke-eksisterende i DSBs univers, og de fleste beboere i mindre landsbyer formodes at blive lige der, hvor de nu er. Det eneste, den slags arrogance fører til, er surhed og privatbilisme. Og statsskabte hurdler for en grøn omstilling.

Der kunne vi lære noget af naboen mod syd. Mest, nok, med billetpriser. Selv om det ikke er let. Det tager immervæk et stykke tid og et stykke seriøst arbejde at uddanne sig selv indenfor DBs sindrige rabatsystem. Til gengæld er det alle (de sparede) penge værd. Bare som eksempel kan jeg nævne, at det ofte er billigere at bestille en billet gennem DB til Flensburg fra hovedbanegården–selv om man kun skal til Vestfyn eller Sydjylland.

Så jeg skal ud og bruge mine rabatter en uges tid. Hvis man rejser 6 sammen, er det nemlig endnu billigere–så det gør vi. Først til Berlin og dernæst videre til Dresden. En af den slags rejser, som coronaen har sat på agendaen, da naboen der mod syd pludselig har fået fornyet aktualitet. Også fordi det faktisk er umådeligt lang tid siden, jeg har været begge steder. Berlin er altid dejlig. Så vidunderligt levende, så grænseoverskridende innovativ, nærmest fra sekund til sekund. Og samtidig altid så meget sig selv. Så inderligt berlinsk. Og Dresden har jeg ikke været i i 20 år. Det kan kun blive et glædeligt og meget genopbyggeligt gensyn. For folk, som mig, med udpræget hang til svulmende, overdådig barok, bliver det fantastisk at se de genopbyggede vidundere dernede helt færdigtbyggede og ikke kun som nummererede mursten. Og lige tænke en lille tanke om en forfærdelig krig og dens grusomme fejltagelser, hvor en ildstorm, der oprindeligt var tiltænkt Prag (ikke, at det gør det hele bedre!) destruerede en by og dens indbyggere. I samme åndedræt vil jeg selvfølgelig ikke glemme Coventry!

Men allermest står DBs favorable billetsystem lige nu for livskvalitet. Efter næsten 2 (to, altså!) arbejdsløse år og total negligering fra statens side er det en lise, en kraftig forbedring af alt fra liv til humør igen at kunne komme på skinnerne. Ud at se–med DB!

Om ikke andet så har coronaen i alt fald betydet en opgradering af Tyskland som rejseland for os danskere. Der er heller ikke ret langt. Og der er masser at se på. Ikke mindst historisk, for man forundres gang på gang over, hvor tæt sammenknyttet vores egen, nationale historie er med områderne syd for grænsen. Nok er det naboens baghave, der ligger lige der syd for den konstruerede grænseføring, men vi deler en god del af selve historien om det, der vel nærmest kan betegnes som en slags fællesareal. Og her skal jeg betænksomt undlade en udlægning af hertugdømmerne og deres historie. Mest fordi, jeg nok er stærkere i Henrik VIII, alle hans koner og Jakobitterne i det skotske højland end i–nå ja–mit eget baghavebed.

Jeg er vild med marsken–især i september, hvor himlen bliver så uendeligt Nolde-høj, og fuglene bruger den som transit-lufthavn. Så en tur nedover marsken er et must i september. Og i år blev den forlænget helt til Bremen.

Der kan man selvfølgelig komme ned ad den bevidstløse motorvej med Elbtunnel som nærmest det eneste sted, hvor alting ikke bare ligner det, man allerede har kørt gennem i timevis. Men man kan også tage vestover, over marsken og Ditmarsken. Krydse floderne og se, hvad vi missede, fordi der aldrig blev et Danmark til Ejderen. Fordi vi i årevis har besøgt alt nord for Husum og omkring Tönning i detaljer, blev det skippet, så byen ( landsbyen vel nærmest) Meldorf blev første stop. Her ligger, helt umotiveret, en fantastisk domkirke, en vældig basilika, som bare er SÅ smuk og rummer resterne af Carsten Niebuhr, der som den eneste overlevede den store Asiensekspedition i 1760-erne. Jeg har altid troet, han var dansk. Det var han også, men han var også slesvig-holstensk og et godt eksempel på en anderledes grænseløs tid uden fasttømrede nationalstater.

Man kan faktisk (igen!) krydse Elben ude i deltaet fra Brunsbüttel til Cuxhaven–en behagelig sejltur på en time, som sparer utallige kilometer og en Elbtunnel. Og så kan man finde Bremerhaven, oprindeligt Bremens neben-havn, som nu er en selvstændig by med over 100.000 indbyggere. Pga. sin strategiske beliggenhed og den tyske Nordsøflåde blev byen tæppebombet under krigen, så går man efter nostalgisk bindingsværk og andet end efterkrigstids-firkantede huse i tyskrøde mursten, ofte forede med gardisette og brunhed–så er man gået forkert! Til gengæld er byen i fuld gang med at genopfinde sig selv med nærmest Belfast-agtig vedholdenhed, så den genopbyggede havn rummer en del museer af international klasse. Især er Klimahaus populært. Her følger man den 8. længdegrad rundt om jorden inde i en gigantisk kuppel. Ikke bare hvordan folk lever i vidt forskellige klimazoner, men endnu mere, hvordan samme klima og dets udfordringer påvirker dagliglivet for mennesker overalt fra Antarktis til Nordpolen. Det er et vigtigt museum, til at blive klogere, mere bevidst og, endda, forskrækket af. Men det trænger til en gevaldig brush-up rent indretningsmæssigt. Og en opdatering, for–dette er virkelig skræmmende!!–der er sket uendeligt meget på de 8-9 år, der er gået, siden det blev åbnet. Uhyggeligt meget!

Bremen undslap ikke bomberne–langtfra–men det essentielle af den gamle hansestad står stadig tilbage i byens Altstadt. Her flashes en fortidig rigdom, der har udmøntet sig i storstilede udsmykninger, rig kirkekunst, pralende, officielle bygninger og alt, hvad der kan imponere. Det ER flot! Men allerflottest, og samtidig mest imponerende i mine øjne, er den lille snas Bøttcherstrasse, der blev ombygget til et paradis af ekspressionisme i 20-erne. Her har fantasien haft frit spil rent arkitektonisk, og Gaudi ville have snappet efter vejret. Ligesom jeg gjorde. Det er simpelthen unikt. Ligesom man føler sig så behageligt hjemme, og alligevel lidt eksotisk ude, i kvarteret Viertel, der vel nærmest kan sammenlignes med en forunderlig krydsning mellem Nørrebro, Camden Town, Prenzlauer Berg og Tribeca. DER ville jeg godt bo!

Det er selvfølgelig en fordel at besøge Bremen i godt vejr. For så fornemmer man tydeligt, hvor meget udelivet, restauranterne og cafeerne betyder for selve byens sjæl. Der er millionvis af dem. Overalt og i enhver form, prisklasse og indretning. Men især er der en overalt, hvor man lige kan klemme et par borde ind på torve og gadehjørner. Og Bremerne bruger intensivt deres cafeer. Det er, set med danske øjne, ret ufatteligt, at SÅ mange mennesker har tid til at sidde og betragte livet fra en cafestol på en ganske almindelig onsdag eftermiddag. Før fyraften. At en del af det spiselige, der så serveres, er umiskendeligt tysk og ofte inkluderer kartofler–gerne i store mængder og også til frokost–kan man så overskue at se gennem fingre med. Den cheesecake, jeg investerede i, mindede også mere om en tysk mursten end det, jeg normalt forbinder med min yndlingskage. Men det skaber liv, og det skaber hygge.

Så mens verden langsomt åbner op ( det håber jeg da, den gør!) efter coronaen, er det altså stadig muligt at opnå duften af det store udland–endda blandet med en god del af vores egen historie–blot ved at køre få hundrede kilometer mod syd. Helst ikke af motorvejen, for oplevelserne ligger ikke der. Med mindre man anser en god stau som en del af ferien! Prøv det nære Tyskland. Det er jo fuldstændigt som at være i udlandet alligevel!

Det er altid dem, der bliver hængende: de små steder. Som lagrer sig i hukommelsen og indgår i kataloget over gode rejseminder. Dem, hvor man for en kort tid kunne foregøgle sig selv, at man var de(n) eneste turist(er) i miles omkreds, og at man virkelig havde fundet det unikke og uopdagede. Eller i alt fald det sted, hvor ingen andre lige på det tidspunkt havde fundet hen.

For selv om vi alle generelt rejser til de samme steder–hvis vi da overhovedet rejser i denne rejse-uvenlige verden–så ligger det så dybt i os alle, at vi gerne vil vise vores egen form for unikhed ved lige præcis at finde det sted, alle de andre ikke har fundet. Det er den moderne form for opdagelsesrejser. Nok det eneste, der er tilbage af gamle dages jagt efter nye verdensdele og kontinenter. Nu må vi nøjes med en lille, godt gemt bar.

Det her lille sted med to borde, balancerende ude på en bjergvæg ned mod Atlanterhavet, vil komme til at indgå i kataloget over de fantastiske steder, vi selv fandt. Og var selv om at benytte. Vi måtte også gå godt og vel 10 kilometer for at komme frem. Til den lille bar i den nærmest mennesketomme landsby der på bjergsiden, hvor det tydeligvis var stamklientellet, der, som alle formiddage, var i fuld gang med at drikke forskellige former for kaffe og ret højlydt diskutere verdenssituationen. I grunden tror jeg, de var lige så fascinerede af os, som vi var af dem. Det var nok ikke sådan hver dag, der lige kom nye ansigter forbi. Og købte espresso, vand og Cola formedelst 2 Euro og 10.

Efter hjemkomst kan jeg føle helt ned i maven, at ikke blot denne lille bar, men selve det at have været ude i noget, der minder ganske fortrinligt om verden, som den engang var, har været uendeligt godt for mig. Det har ligesom givet mig troen på og håbet om, at verden igen vil åbne op og–ikke blive coronafri, for det bliver den nok aldrig–men så dog nagiverbar og til at færdes i.

Jeg kan næsten ikke vente på at finde mange flere af de der små steder, som til gengæld også garanteret står og venter på mig. De er jo derude. Endnu.

Sådan en uge går hurtigt. Men ikke hurtigere end at man mentalt allerede den sidste dag er forberedt på at skulle hjem. Måske er der stadig noget, man egentlig havde planlagt og ikke har nået, men så er det bare ærgerligt. Og til at leve med. For hjernen er allerede et sted omkring Biscayen.

Normalt er jeg sjældent en hel ferieuge det samme sted. Jeg foretrækker at flytte mig og holder intensivt oplevelsesferie. Det er den slags, vi priviligerede med sommerhus som regel gør. Vores afslapning, strand- og vandgange klares fint fra fritidshuset. Ferier, derimod, har en noget anden karakter af masser af oplevelser.

Og sådan nogle er Azorerne fulde af. Azorerne henvender sig decideret til et modent publikum, der ikke udelukkende er kommet for strand, varme, billige drinks, natteliv og udpræget mange tilbud på turistede rædsler. Her er naturen, afslappetheden, venligheden og den gode mad i centrum. Naturen er fantastisk, især i og omkring øens mange frodige vulkankratre, hvor man både kan bade og vade samt vælte sig i frodighed. Der er mange gode vandrestier, og er man til den slags kombi af motion og naturoplevelser, er Azorerne helt i top. Også på havet er der fyldt med store oplevelser, igen med natur i centrum. Det meste af øen her er storbakket landbrugsland med en rand af klippefyldte kystområder samt utallige såvel store som små vulkaner med de flotteste søer drysset overalt. Der er nok at køre og gå til, hvis det er naturferie, der står på agendaen.

Og maden er god. Portugisisk god og en smule landlig uden den store brug af krydderier og med, hvilket vel er ganske indlysende, fisk i centrum. Der er virkelig mange fiskeretter herude. Også fiskearter, jeg aldrig har hørt om, men som smager ganske fortrinligt alligevel.

Når klokken nærmer sig midnat, går byen i seng. Her er, så vidt jeg ved, ingen diskoteker eller natklubber. Ligesom barer og restauranter hverken spiller høj musik eller på nogen mulig måde frekventeres af berusede mennesker. Det være sig både lokale som turister. Det mest højlydte er lirekassemanden med den ret anstrengende rytmeboks på havnekajen overfor vores terrasse. Men han skal vel også leve. Og så længe han er den eneste, der tilnærmelsesvist minder om en gadesælger, kan jeg godt abstrahere ham under radaren.

For alt gøglet mangler herude. Selv om mangler er det forkerte ord, for hvis man tager herud, er det netop for at blive fri for al den slags. Det er hverken Mallorca, Madeira eller Ibiza langt ude i havet og med en hoben af forlystelsesglade turister, hvoraf en stor del nok aldrig finder ud af overhovedet, at øerne også har fantastisk natur. Det er derimod Eldorado for modne livs- og naturnydere, der helst er fuldstændigt fri for det, mange fejlagtigt tror hører med til en ferie.

Så er man til fest, farver, natteliv, fyldte strande og høje temperaturer, så skal man nok frarådes at tage denne vej. Man vil givetvis kede sig ihjel, komme hjem uden nogen form for shopping samt være en smule træt af gode udsigter.

Jeg har aldrig før set traditionen med at lave et bomærke, en slags signatur over sin båd. En påmindelse om, at “ vi var her”, “vi klarede det” eller “ vi håber, vi klarer det”. Det sidste kommer vel an på, hvilken vej man lægger ind til Sao Miguel. Om man først skal til at begynde på de sidste og farligste mange gyngende sømil, eller man så småt kan slappe lidt af, fordi der nu kun er sølle 1500 km. tilbage til det europæiske kontinent.

I alt fald er kajkanten her fyldt med tegninger, udført af mandskabet på de både, der passerer forbi på vej over Atlanten. Sao Miguel fungerer lidt ligesom Anholt. Sidste stop inden Sverige—- eller Amerika.

Der er utallige af de små tegninger, fra både hjemmehørende overalt på kloden. Selvfølgelig spejder man efter danske, og gerne kendte både, men Nordkaperen er nok taget af vejr og vind og gået ned med sin navnkundige skipper.

Samtidig håber man, at alle de aftryk har haft vind i sejlene. Er nået godt frem, hjem eller dertil, hvor rejsen videre er gået til. Også Johanne Louise, som da heldigvis allerede har forvisset os om, at den første sejlads er gået godt.

Allerførst er der selvfølgelig det med trafikken. Jeg vil vove at påstå, at man uden ret megen fare for liv og lemmer kunne spadsere gennem hele Ponta Delgada uden på noget tidspunkt at kigge sig for. Krydse enhver befærdet vej i dybe tanker og med hovedet under armen. Uden fare eller risiko.

Bilisterne hernede har en sjette sans for, hvornår en fodgænger skal krydse en vej. De holder simpelthen på vildt meget forhånd. Og der er ingen biler, der ikke har dyb respekt for alle gående. Det er sådan nærmest grænsende til det belastende. I alt fald bør man ikke være i vildrede omkring sin rute i nærheden af et vejkryds, for så forårsager man trafikalt sammenbrud og fælles motorstop. Faktisk er det sådan, at man nogle gange føler sig nødsaget til at krydse en vej af bare venlighed overfor alle de der holdende biler. Selv om man slet ikke skulle over. Så må man jo bare vente lidt på nye holdende venligheder, inden man går tilbage igen. Jeg er nødt til at klemme ud mellem sidebenene, at visse asiatiske lande burde sende samtlige scooterførere på intensivkursus i ordentlig trafikstil her på øen. Så vi andre, når det engang om en tyve års tid igen bliver muligt at færdes i Asien, kan undgå at kaste os ud i trafikken med sand dødsforagt mellem scooterhjulene.

Og så er her befriende gadesælgertomt. Der er ingen, som i overhovedet ingen, der sælger tåbelige ting i pink plastik. Ingen forhandlere af såkaldte mærkevaresolbriller eller grimme tasker i imiteret skind. Ikke et eneste tørklæde af uægte pashmina eller de der indiske bukser, der sidst var moderne omkring min 20-års fødselsdag. Og selv dengang var temmelig uskønne. Der er ingen, der forhandler special price for you på gadeplan, og, kors, hvor er det dog befriende. Måske også fordi de lokale souvenirs mestendels består af broderede duge, hele hønsegårde af de der afskyelige, portugisiske haner og børnetøj med flæser. Overordentligt mange flæser. Alt det holder de indeni forretningerne, og der kan man jo bare lade være at gå ind. Umiddelbart kan jeg tænke på mindst 7 Middelhavslande og temmelig mange andre steder i verden, der kunne lære en del af det.

Der er også det med friturelugten. Den er her ikke. Ikke så meget som en eneste snask med ubestemmelig take away i kvalitet minus 5 indenfor spiselighed. Her er restauranter. Og de er lødige, stolte og sætter en ære i at servere ordentlig mad. I øvrigt er selv priserne spiselige. Overordentligt meget. Det kunne de fleste feriebyer derhjemme med et ret godt resultat lære en masse af, selv om halvdelen af næringslivet i samtlige vores feriebyer selvfølgelig ville få visse besværligheder.

Endelig er der venligheden. Som er så påfaldende, uden at være påtaget. Her behøver man vel næppe nævne specifikke steder i verden, men blot påpege, at det mange steder ville være klædeligt st vise lidt basal venlighed, som ikke bare udsprang af ønsket om mere profit, men som faktisk var naturlig og ment.

Der er sådan øjeblikke i ens rejseliv, der bliver stående. Der, hvor man næsten må knibe sig selv i armen for at tro på, det hele ikke bare er en drøm og der, hvor livsfilmen går i screenshot og går ind som et evigt minde på den personlige harddisk. Det var dengang på den kinesiske mur, sejladsen under Golden Gate, udsigten over Registan Square i Samarkand, gåturen bagom og ind i Petra og mange, mange andre steder.

Og i dag var det så hvaler. Mit hvalliv har indtil nu bestået af udstoppede eksemplarer og de afarter, man nogle steder usmageligt anvender som optrædende fiskeklovne. I dag var den ægte vare. En kæmpe flok, faktisk. På vej over Atlanten, eller hvor de nu skulle hen, hele familier i samlet flok i en slags selvbestaltet hvalformation. Måske var der over 20. Hvaler snyder nemlig, når de dykker, for man ved aldrig, om det nu er den samme, der kommer op. Eller dens fætter.

Det var næsten som om, de havde ventet på os. Og da vi så kom, var de bare inderligt hvalede for alle pengene. De gjorde det der med halen, som hvaler gør, hoppede og sprang og virkede som om, det eneste, de havde ventet på, var et publikum. Der kommer nok heller ikke så mange forbi derude på 1500 meters dybde.

Det, der er så forunderligt, så utroligt fascinerende ved hvaler, er, at de næsten er større, end man regner med. For de ER store. Sådan næsten u-bådsstore. Og samtidig virker de så godmodige, så legesyge og så fast forankrede i deres gruppe. Som om livet bare er rart. Selv om det jo desværre nok er lidt mere udfordrende at være hval, end det har været.

I øvrigt var det også en oplevelse at være ude med et rigtigt gammelt træskib. Jeg er dybt fascineret af gamle træskibe. Og når hvalfinderen oven i købet hedder Moby Dick, så får jeg en dejlig, indre ro.

Og når så indlægget ikke er ledsaget af et billede af en hval, så skyldes det, at hvaler er enormt ufotogene. De kan simpelthen ikke styre sig og ligge stille, så jeg har uanede mængder af billeder af blåt ocean.

Til min personlige harddisk. Hvor der endelig, efter forfærdelige coronaår, er kommet et nyt screenshot.

Umiddelbart vil der være en ovenud stor statistisk usikkerhed omkring det, jeg nu siger. Mit bedømmelsesgrundlag er alt for spinkelt, uvidenskabeligt og tilfældigt til at kunne udlede ret meget. Og så alligevel. For lidt har vel også ret.

I alt fald kan jeg gøre mig nogle klare iagttagelser omkring de sprog, jeg hører her i Ponta Delgada. Høre, hvilke nationaliteter, der er på banen herude midt i Atlanten. At nogle ikke er her, kan selvfølgelig skyldes, at flere nationer bare overhovedet ikke gider rejse herud. Men jeg tror personligt, det har andre årsager. Coronarelaterede. Akkurat som sidste sommer, da det eneste sprog, man af samme årsag hørte på Strøget i København, var jysk. I år vrimler det igen med fremmedsprog samme sted.

Men herude er der masser af franskmænd. Og amerikanere. De sidste undrer mig en smule— også selv de jo sådan set ikke har længere herud end mig. Jeg håber inderligt, de kommer fra fornuftige, demokratiske stater, uinficerede af Trumpisme, fake news og vaccinationshysteri. Ellers er deres personlige ferietrips noget menneskefjendske. Selvfølgelig er tyskerne her også. Ikke i samme målestok som i Blåvand præ- Corona, men tyskerne har med den berømte grundighed fordelt sig pænt over byen. Der er også selskaber af italienske kvinder. Af den slags som ser det som en æressag at bryde coronaregler, mase sig et halvt hundrede ind i elevatorer samtidig, og som bare taler så højt, som kun italienske kvinder over en anselig midalder kan tale. Og spaniere, hvilket vel er afstandsmæssigt logisk. Samt en del danskere. En hel del, faktisk.

Til gengæld hører man intet norsk eller svensk. Intet, overhovedet. Eller britisk engelsk. Det sidste er så til at leve med, for lige så højt som jeg påskønner briter, når de holder sig hjemme i Storbritannien, lige så lidt gider jeg omgås dem, når de er på ferie. Så forvandler de sig. Oftest via den trylledrik, der hedder øl. I øvrigt savnede vi også de andre skandinaver i Hurup over sommeren. Især nordmændene. Det lokale bruttolandsby-produkt faldt overbevisende, og ingen overhovedet gad købe ting på markedet uden at prutte. Nordmænd prutter nemlig aldrig. Det kan godt være kilde til uforskammethed fra visse sjæle. Men heldigvis blev vi da fri for det moralske valg denne sommer.

Så selv om turismen er ved at gå i blomst herude i Atlanten, hvor man f.eks. umuligt kan opdrive en lejebil, fordi efterspørgslen er gået vildt i vejret, og man ikke bare sådan lige får en dyt fra Lissabon, der ligger 1500 km. væk, over på en halv time, så er der nationer, der slet ikke er med til at lege de første turister i Europa. At det lige er de nationer, der mangler, er vel heller ikke forbavsende.

Det er så bare træls, at sagen har en slags tosidethed. Især de der briter. Når man nu, helt ærligt, ville have givet flere kongeriger for at have byttet en ø i Atlanterhavet ud med en ude i Nordsøen!

Og her sidder jeg så godt og vel trekvart i Amerika og så langt ude midt i det der enorme Atlanterhav, at det ikke nytter noget at begynde at svømme nogen som helst vegne. Man drukner bare undervejs.

Her ligger sådan nogle klatter af øer, sådan nærmest tabt af en fugl på Atlanterhavscrossing, men der bor skam masser af mennesker helt herude. Og her er forbandet rart. En ualmindeligt afslappende stemning af, at vi når nok det hele. Tydeligvis et feriested for folk, der ikke længere er så unge, at natteliv og diskoteker er et must og gamle nok til, at den vidunderlige natur også er tillokkende. Her er ikke Madeirask med utæmmede blomstervæld. Til gengæld er her heller ikke overfyldt med britiske geriatriske afdelinger. Lige nu oplever øerne et enormt boom i turisme, sikkert begrundet i, at de ligger så forbandet langt væk, at naive sjæle tvivler på, at Coronaen overhovedet gider ulejlige sig. Men vel også, at her er nok at se på. Både naturen, men da sandelig også de spændende bygninger i kolonistil, som jeg personligt bare ikke kan stå for. Især hvis jeg fortrænger den historie, der hører med til dem!

Jeg glæder mig til at gå på opdagelse herude. Det lover godt, afslappet og spændende. Og så er temperaturen sådan lige omkring de 25, hvilket jo er perfekt. For mig.