Guldsøstre

Det koster godt 400 danske kroner for to. Men så er der altså både cykel, guide og den bedste frokost, jeg nok nogensinde har fået, inkluderet i de 5 timers oplevelser, både royale, men også helt almindelige os-er kan få i Hoi An.

Hoi An er cykelterræn. Der er fladt som en vietnamesisk pandekage og bevæger man sig bare en lille smule ud af byen, består transportruterne af små biveje og mindre stier, der kun befolkes af scootere, cykler og dovne hunde, der tager helt uaffekterede solbade midt på kørebanen. Vi mødte to- tre biler på vores vej. For stisystemerne er slet ikke bygget til dem.

Når man, kyndigt guidet af en lokal, cykler rundt den slags steder, er det et helt andet Vietnam, man får at se. Det er det autentiske, det dagligt levede. Vi var gennem utallige små, særdeles levende landsbyer, over adskillige floder på knirkende, smalle metalbroer og endda sådan næsten på vej over en ældgammel bambusbro, indtil vi måtte konstatere, den nok ikke holdt til os. Over dæmninger på rismarker gik det også, og da vi kun var os to, var der tid til at stoppe ved alle interessante steder.

Så som et lokalt tempel for Lady Buddha, hende Buddhinen som gør den vietnamesiske version af Buddhismen så særligt spiselig for mig. Som den store, mistrøstige kirkegård for krigens ofre, hvor 19-årige i hobetal ligger med en amerikansk dødsstødskugle. Som den lokale bådfletter på over 80, der først fletter sine bambus, før han smører kolort og tjære på sin runde båd, så den ikke lækker. Og alle træskærerne, som eminent forvandler træ til flotte dyr og udgør en påtrængende fare for folk som mig, der ikke kan se et dyr i træ uden at måtte eje det. For slet ikke at tale om de evigt madrasflettende bedstemødre, der både fletter og fletter og passer en hoben af børnebørn samtidig. Det er sådan en skæbne, der gør, at jeg er lykkelig over ikke at være vietnameser. Jeg ville aldrig blive nogen god madrasfletter!

Men allermest giver de to hjul en fantastisk lejlighed til at se, hvordan livet i de små landsbyer leves i dagligdagen. Nok mødte vi andre turister ( i alt fald 3-4 stykker!), men det er nu engang fantastisk at have helt sin egen, private guide, som man kan slynge alle sine mange spørgsmål efter og få svar med det samme. Ydermere var det også rart, at vores cyklede mageligt. Der var fuld overensstemmelse mellem hans og mit tempo.

Og så var der lige den der frokost midt i køkkenhaven, ned til floden in the middle of nowhere, sådan et sted, hvor Robert de Niros kammeraters sad og vansmægtede i floden, før de skulle russisk rouletteres. Alt, hvad vi fik var hjemmedyrket eller hjemmefanget, og det var godt nok både dyrket og fanget superbt.

Hvis man er herude for første gang, vil jeg selvfølgelig stærkt anbefale, at man rejser med et rejsebureau og får dem til at ordne tingene i det fremmede. Men har man været her før og ved, hvad man vil og skal, er der faktisk, mig bekendt, ingen andre lande, der er så lette at rejse som individuel turist i. Her ligger jo praktisk taget et lokalt rejsebureau på hvert gadehjørne- og nogle stykker mellem hjørnerne- så vil man gerne på VIP- tur og være en smule royal med egen guide nogle timer, er der gode muligheder for det.

Også på cykel!

Det lyder skrækkeligt arrogant at skrive, at det, for mig, er en dejlig begivenhed at komme til et sted, jeg ikke har været før, fordi det ikke sker så tit. Som undskyldning skal dog påpeges, at selve kerneydelsen i mit arbejde netop er at rejse til de samme steder igen og igen. Og så igen. Sidste sommer var jeg så mange gange i Edinburgh, at jeg simpelthen var ved at blive kvalt i skotske tern og sækkepiber, selv om jeg for evigt elsker den by.

Anyway, i dag var jeg ved og på Marble Mountain. Bjerget af det fineste marmor ligger ved Danang, som Vietnamfarere nok kender som midtlandets hovedstad og største badeby. Her bryder man marmor og har altså et helt marmorbjerg — altså så længe, man ikke bryder alting i Buddhaer og overdimensionerede gravmæler. Der er vidunderligt smukt oppe på bjerget med pagoder, templer og overvældende huler, og det anvendes tydeligvis til fred, ro og rekreation. God oplevelse.

Men under bjerget ligger så en halvstor landsby, som udelukkende lever af marmor. Er gået i marmor. I overkill marmor. Der er praktisk taget ikke det, man ikke kan få i marmoreret udgave, og alle 50 forretninger sælger præcis det samme. De påstår, samtlige Buddhaer og Buddhiner er hjemmehuggede, men jeg lader ikke tvivlen komme dem til gode, for i så fald står det godt nok slemt til med den kunstneriske frihed og det personlige udtryk. Og helt ærligt: Det er meget muligt, Buddha på 2×2 meter og et halvt ton er sød, charmerende, god, smilende og sund for harmonien, men hvordan i alverden får man ham lige klemt ned i et flysæde?

Det er nu ikke hovedproblemet, som sådan. Meget mere, som billedet tydeligt viser, at det ikke ligefrem vrimler med købere. Coronaen har taget en stor del af turismen, så vietnameserne er sultne. Meget sultne. Efter turister. Ikke blot kan man nærmest få smidt hele familien Buddha efter sig til special Price for you, men at gå ind i en af marmorforretningerne indebærer også at blive nærmest kvindsopdækket af en emsig sælger, der som hovedformål har at få en til at købe. Det er som at rende rundt med en hundehvalp, der har bidt sig fast og er totalt umulig at ryste af. Og bliver vi lige i hundemetaforerne, så længes man bare efter selv at ryste sig som en våd hund og dermed skille sig af med iglen, der sidder i opvaskevandet. Det er lige præcis det, der overdøver enhver form for medlidenhed og købetrang og gør i alt fald mig så kontrær, at jeg på stedet bestemmer mig for absolut intet at købe. Fanden tage klæbeiglen!

Lidt af det samme gør sig gældende her i Hoian, hvor turistsulten også præger de mange handlende. Der er kamp om os, og der trækkes noget mere i ærmer end vanligt. Til gengæld kan der pruttes, og i min optik skal det selvfølgelig udnyttes. Skal de trække mig hen til noget, jeg selvfølgelig på forhånd godt vidste, jeg ville købe, så bliver ærmetræk også inkluderet i mit bud på en god pris. Selv om Buddha i enhver udgave, selv under et ton, aldrig vil få plads på min prioriteringsliste.

Så der er meget, meget smukt oppe på Marmorbjerget, og det var forfriskende at se et dejligt sted for første gang. Men fri mig for selvklæbende sælgere, der både er sultne og har en vedhængskraft som Gaffatape.

Indrømmet! Jeg hører til dem, der sagtens kan bruge timer på at gå rundt til alle de lokale turagenter for at være helt sikker på, at jeg har fundet den absolut bedste pris. Ikke nødvendigvis den billigste, men den med den største valuta for mine egne penge.

Det gad jeg ikke i går. Det regnede. Jeg nåede kun to af utallige, før det blev alt for vådt og surt. Så vi blev enige om at tage imod hotellets dyre, men også dejlige, tilbud. Og således endte vi to udgiftsskyheder med at komme på VIPtur i Hue.

For det første havde vi privat guide. En(altså 1) guide til 2 personer. Det var et sandt himmerige for Spørge-Jørgine her, der i den grad uforstyrret kunne skyde fra hoften med spørgsmål og få alt personligt besvaret. Hue er jo ikke blot Vietnams tidligere hovedstad, det er også en gammel kejserby med en enorm “ Forbudt by” og med adskillige royale gravmæler udenfor byen. I øvrigt hævdede vores lille, lokale guide med en vietnamesisk ræv bag øret, “ at der forresten også var en kopi af Hues forbudte by ovre i Beijing”.

Privat bil, hotellets store SUV, blev det også til. Med fremragende privatchauffør, der sådan kunne mase sig ind lige foran alle indgange og droppe herskabet i den i øvrigt kontinuerlige regn. Samt afhente dem sammesteds.Der var forresten også lædersæder! Og en evig lukken døre op og i samt sammenfoldning af uhyrlige mængder regntøj og paraplyer.

Foran mange indgange var der ret lange køer af busselskaber. Dem sprang vi over og kom ind ad vietnameserindgangene, hvor ingen måtte vente. Ligeledes kørte vi da bare tilbage til hotellet til frokost, hvor chauffør og guide pænt ventede, mens vi indtog en særdeles lækker og omfattende frokost på tagetagen. Og da vi på hjemvejen bad om at blive kørt forbi en bank, stod den lille guidemand og foretog alle de store forhandlinger. Og de var store! Manden måtte skrive under seks( 6) gange, før den omfattende sum af 250 Euro havde passeret gennem tre bankansatte, et stort udvalg diskussioner og bogføring via blyant og lineal. Det er åbenbart en alvorlig sag, der kræver lokal assistance at veksle så formidabelt et beløb. Godt, vi havde vores guide!

Alt i alt var det en rigtig god oplevelse og virkelig valuta for pengene at gå i VIP for en dag. Det bliver nok ikke sidste gang, selv om det selvfølgelig gør lidt ondt i udgiftssjælen. Det VAR også lige før, jeg begyndte at dyrke dronningevinket, men man skal være ydmyg. Skal man. Selv med privatchauffør og egen guide!

Når man kører fra Hanoi til Halong Bay, en tur på 3-4 timer hver vej, bliver der altid stoppet for tis, drikkevarer og almindelig shopping ca. halvvejs. Samme sted, hver gang, for der er kun det ene. Offentlige toiletter langs ruten er en mangelvare og de, der er, er af uzbetisk standard.

Så derfor har man opført et kolossalt visitors’ centre, hvor alle busser holder ind. Selvfølgelig primært for at score turisternes penge ( to gange), men centret er også et af mange, spredt rundt omkring i landet, hvor man beskæftiger de utallige handicappede ofre for Agent Orange.

Agent Orange er en sprøjtegift, hvis egentlige formål var at dræbe vegetationen i de områder, hvor Viet Cong guerillaerne holdt til og gemte sig i junglen under den grusomme krig. Men Agent Orange kunne mere end dræbe flora og fauna. Den krøb ind i de lokale og resulterede i utallige kræftdødsfald blandt de, der var i umiddelbar kontakt. Og den kan forplante sig, nedarves om man vil. Har ens forfædre været blandt de udsatte, risikerer man selv at have arvet de beskadigede gener og få stærkt handicappede børn. Den kan springe generationer over, og ingen ved, hvornår den slipper sit tag i den vietnamesiske befolkning. Det kan kun tiden vise. På sin allermest ubarmhjertige måde.

Derfor har Vietnam stadig en meget stor gruppe mennesker i alle aldre, der er ofre for Agent Orange. Som regel mangler de eller har dysfunktionelle lemmer, og de hårdest belastede fødes hjerneskadede, med meget store hoveder og en ubrugelig krop. Den sidstnævnte gruppe har kun korte liv, men resten tilbydes arbejde i en del af disse centre, hvor de oftest laver kunsthåndværk, så som broderi, syning, vævning og stenhuggeri.

Adskillige velhavende amerikanere, heriblandt The Clintons, har bidraget med økonomiske midler til centrene. Men overhovedet ikke i en målestok, der svarer til skadernes omfang og de lidelser, samme amerikanere har påført dette folk. Lidelser, der rammer gennem generationer og ikke på nogen mulig måde synes at ophøre. I bedste fald kan man vel kalde disse støtteprojekter økonomisk syndsforladelse. I bedste, altså.

Udenfor centret midtvejs mellem Halong og Hanoi står så denne Buddha, som man kan købe, selv om jeg slet ikke kan gennemskue, hvordan i alverden man skulle kunne få ham med hjem. Udhugget af handicappede skulptører, der på tredje generation står model til amerikansk sprøjtegift fra en krig, der nok sluttede i 1975, men stadig slår ihjel.

Jeg synes, han på en måde er indbegrebet af det vietnamesiske folk. For selv om lidelserne er store, så smiles der til verden. Venlighed er en dyd, taknemmelighed også. Og amerikanerne fik dem jo hverken dengang eller nu. Verden er, pr. definition, god, omend den nogle gange udsætter den enkelte for svære prøvelser. Så Buddha smiler. Samtidig med, at han har det allermest dyrebare i livet kravlende på sig. Sine børnebørn. Selve symbolet på både slægtens overlevelse, og at der er nogen, der på sigt vil tage sig af en.

Tænk at stå der med sin ene vanskabte arm eller på sit ene haltende ben og udhugge en Buddha, der er så glad. Så fortrøstningsfuld og så harmonisk. Det er Fandeme stort. Synes jeg. Det er, på alle måder, et udtryk for, at selv om Agent Orange stadig dræber og lemlæster på over halvtredsindstyvende år, så smiler Buddha. Til verden, og til vietnameserne.

Her i Hue regner det. Det regner stort (som en tyrkisk kioskejer på Vesterbro engang sagde til mig, og som jeg synes er så godt et udtryk, at jeg har tyvstjålet det).

Det er anden gang, jeg er i Hue, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det bare har regnet, siden jeg sidst var her for to år siden. Dengang regnede det også stort. Meget stort. At dømme efter de lokales påklædning må der også komme en velvoksen skylle ind imellem. Ligesom scooteren er også regnslaget her nærmest en ekstra legemsdel. En forlænget arm, eller bare noget, man aldrig kunne glemme altid at huske. I øvrigt har de lokale regnslagsmodeller det, vi sidste gang døbte “ blottervindue”, fordi vi ikke lige forstod, hvorfor alle regnslag havde et gennemsigt, firkantet stykke lige under navlen. Altså indtil vi indså det geniale i at putte slaget oven på scooterens lys, som så kan skinne frit gennem vinduet.

I det hele taget er Hue bygget til regn. Som nu her i en af byens mest populære restauranter, der ligger i noget, der ligner et gammelt autoværksted for kørende trafik, der er nummeret over scootere. Her kan man på det nærmeste køre sine egne hjul ind til bordet, eller i alt fald tæt på. Således at påstigningen efter den på alle måder fremragende middag kan ske i tørvejr og på en tør scooter. Det er da lidt velgennemtænkt.

Heldigvis har nærigrøven her oppet sig lidt ( vel vidende at regn i Hue mere er normen end undtagelsen) og booket hotel med pool og wellness, hvor man selv kan bestemme på hvilke måder, man ønsker at blive våd. Og fra hvilken retning. Det er en rar ting og noget at give sig til, når bare det at gå hjem fra frokost nærmest svarer til at bevæge sig ud i DMIs katastrofevarsel.

Jeg glæder mig til at se alle kongegravene og de kongelige bygningsværker i morgen. Og hvis det vil Hue-regne, Så må det godt regne småt. Mega, mega meget småt!

Vietnameserne elsker bling-bling. Jo mere det blinger i højst opsigtsvækkende farver, desto bedre. Herovre er gul ikke bare gul. Det er skriggul. Orange er heller ikke bare orange. Alle appelsiner kan godt gå hjem og lægge sig, for de er farvemæssigt uden en eneste chance. Blegfiser.

Så vietnameserne, som fortrinsvis er buddhister og katolikker, elsker julepynt. Ikke den skandinaviske, afdæmpede og kulturelle af slagsen. Her gåes all in på amerikansk overkill. Jo mere blinkende, farvestrålende, stort, overdådigt og ( lad mig nu bare sige det!) smagløst, desto meget, meget bedre. Sne og rensdyr, som i bedste fald i levende live er en permanent mangelvare i landet, er i vildt høj kurs, og guirlander i fake gran med kulørte lamper er et kæmpehit.

Selv nu. Den 15 februar. Hvor vi nordboere stadig får begyndende brækfornemmelser ved blot at tænke på, at det nok bliver jul igen engang. Men her er man altså så betaget og imponeret af stadsen, at man i ramme alvor lader den hænge, fordi det ser så pænt ud og pynter så nysseligt.

Omkring 8% af vietnameserne holder jul. Resten aner ikke, hvad det handler om, for Buddha blev ikke sådan født til gaveregn og grantræer, og mig bekendt vrimler det ikke ligefrem med nisser og julemænd i den buddhistiske tro. Alligevel er de tilsyneladende dødmisunderlige på den amerikaniserede udgave af Jesus’ fødsel. De nøjes ikke med december til dyrkelse. Her tages hele året i brug.

Billedet er fra et af de små krydstogtskibe, der i hundredevis sejler rundt på Halong Bay. Ved forespørgsel forlød det, at Ingen havde aktuelle planer for nedtagning af julepynt der på båden. Så man skal absolut ikke tro, det er for at lefle for vesterlændinge, at vietnameserne vælter sig i amerikansk julepynt.

Det er udelukkende fordi, de synes, det er rigtigt flot!

Lige nu befinder vi os ca. 1400 km. fra Wuhan, Kina. Et sted, som nærmest ingen havde hørt om for en måned siden, men som nu næsten kun kan nævnes med sygdomsfrygtende bævren. Indtil da troede jeg også, Corona var en øl. Det gør jeg så ikke mere.

Af hele Vietnams befolkning på næsten 100 millioner er 15 døde. Og frygten herovre er til at tage og føle på. Det bliver taget alvorligt, det her. På de fleste store, offentlige steder er mundbind påbudt. Man kommer ikke ind og tager sin 1 minuts lange tur rundt om Uncle Hos ( Ho Chi Minh) højst afsjælede krop uden mundbind. De festlige weekendaftner med dans, musik og gøgl langs den store sø i Hanoi er suspenderede indtil videre, og det store aftenmarked er helt lukket. Bare som eksempler.

Nu har mundbind jo aldrig været noget fremmed for asiater, der i mine øjne nærmest har brugt dem hysterisk. Selvfølgelig også, skal det da nævnes, fordi trafikken er vildt forurenende, og scooterkørsel giver en halve tons  CO2 og benzinos på bare få kilometer. Jeg ville måske også bruge mundbind, hvis jeg skulle køre i den luft. Eller mangel på.

Men lige nu forholder det sig sådan, at mundbind er udsolgt i Hanoi og omegn. De sidste gik for 10 amerikanske dollars stykket, og nogen er gået grinende i banken. De fleste asiater, og især de, der arbejder i tæt daglig kontakt med andre, bærer dem, mens det blandt udenlandske turister tages noget mere afslappet. Personligt har vi tre med, og dem passer vi så godt på, for suppleres kan de vel ikke.

Turistindustrien lider også. Det siges, at 50% turister er blevet væk, men samtidig er der jo ingen der ved, om netop de 50% var kinesere. De kan nemlig ikke komme ind i Vietnam. Grænserne er lukket. Til gengæld tager europæere og amerikanere situationen med ophøjet ro og manglende mundbind. Måske har vi stadig en god portion gamle koloniherrer i vores DNA og tror, at den slags kun rammer de indfødte?

Anyway, så er jeg ufatteligt lettet over, at jeg i sin tid ikke besluttede mig for at blive kirurg eller andet mundbindskrævende, rent arbejdsmæssigt. Det er som at klaske en regnfrakke for næsen og har man briller, går kondensvandet kun den vej. Ens tale bliver en gurglede mumlen, ørerne får hængesår, og ens livskvalitet daler tilsvarende. Så jeg tager chancen og lever mundbindsfrit. Lad mig bare håbe, Nemesis for mundbindsafdelingen ikke finder mig og Coronerer mig. Heldigvis rejser jeg med kyndig viden om smitsomt sygdomme ved min side, og så længe han ikke er bekymret, er jeg det altså heller ikke. Det er ikke arrogance. Det er nok mere matematik.

Og skulle nogen ligge inde med halvstore lagre af mundbind, så er her et trængende marked. Hvorefter jeg gerne vil afslutte med at ønske for de stakkels mennesker i Wuhan, at virussen snart går i nedgang, så deres verden kan blive normal igen. Det meste af Asien er også influeret af sygdommen, og de trænger også til normalitet. Og liv uden mundbind!…

 Jeg holder meget af buddhisternes særdeles kontante forhold til livet og, især, hvordan man lever det. Der er forståelige retningslinjer og religiøse færdselsregler omkring snart sagt alle hændelser, former for opførsel og almindelig gebærden på jord. Samtidig med, at alle kommende straffe også er ret udspecificerede. Som hos os kristne falder hammeren ikke lige med det samme— vi skal lige dø først og stilles for den store ret—så det er umådeligt væsentlig hele tiden at have i baghovedet, hvad selv små forsyndelser dog kan blive til. Det kan blive en rigtig grim omgang, hvis man ikke er et på alle måder ordentligt menneske. Det bør enhver huske på.

Således kan man udenfor flere templer se disse anskuelighedstavler, der ikke blot viser en syndflod af synder, men sandelig også, yderst konkret, hvad hver enkelt synd vil udmunde i. Således vil man, hvis man brænder dyr levende(!), selv få voldsomme brandsår som straf, og elsker og ærer man ikke sine forældre tilstrækkeligt, vil man ende som forældreløs i sit næste liv. Snart sagt alle tænkelige menneskelige forfærdeligheder er oplistet på disse tavler, så der er ingen undskyldning for at være et dumt svin. Og i øvrigt vil man godt nok også komme til at betale. Dyrt.

Templet, jeg besøgte, ligger i Hanoi, som er lummer, lidt regnfulde, Fog-tåget og vanvittigt fuld af liv. Hele døgnet. Her bor 8 millioner, så statistisk set er der godt nok potentiale for mange synder. Selv på daglig basis. Så er det jo godt, at man, i optakten til sin synd lige kan konsultere sådan en tavle og konstatere, om det hele nu også alligevel er det værd. Måske har man også glemt eller fortrængt, præcis hvad det nu lige var, det næste liv vil byde på af uhyrligheder, fordi man var lidt dum. Alligevel er det sådan, at hvis man nøje gennemgår samtlige utallige tavler, så er der faktisk ingen af de tåbeligheder, man kan begå, der ikke er strengt egoistiske og i bund og  grund kun gavner en selv. Udefra set.

Jeg tænkte også på, at kristendommen vel på sin vis mangler netop denne pædagogiske vinkel. Vi får bare at vide, at hvis vi synder, skal vi sandelig nok blive straffet. Men ingen fortæller os hvordan. Det er nok derfor, vi vader i synderi, for omkostningerne synes at svare til afdragsfrie renter. Men hvis vi nu kunne konkretisere såvel synderne og deres konsekvenser, så det var tydeligt for enhver, så er det da særdeles tænkeligt, at vi generelt set kunne blive bedre mennesker. Hvem gider lige at se frem til et næste liv med brandsår? Eller som forældreløs? Eller med en af de andre grimme straffe hængende over hovedet?

Ikke mig. Men nu læste jeg så også næsten alle tavler, og jeg kan grædefærdig konstatere, at det der næste liv, det bliver Faneme en grim en. Puha da! Havde jeg da bare vidst det på forhånd!

For kun ganske kort tid siden anede jeg ikke, at jeg ville komme til at skrive om denne by. Nok fordi jeg heller ikke anede, den eksisterede. Lige på den front er jeg nok ikke den eneste. Jeg kender faktisk ikke nogen, der kender Irvine, Californien. Tror jeg.

Men der er åbenbart nogen i Irvine, Californien, der kender mig. For en sjælden gang imellem tager jeg et tjek på statistikken over læsere af min blog ( en, i øvrigt, fuldstændig regelmæssig kurve uden nogen form for udsving) og ser i den forbindelse, hvor de bor. Jeg kan ikke se, hvem de er, men jeg kan se den nærmeste større by omkring deres bopæl. Og så viser det sig, at jeg faktisk har en del trofaste læsere i Irvine, Californien. Hele 49. Eller også er det den samme (endnu mere) trofaste læser, der har været inde 49 gange på det seneste. Vedkommende, eller vedkommender, er oven i købet så trofaste, at de hver gang læser 1 side. Hverken mere eller mindre. Det er da forunderligt.

For et stykke tid siden var jeg umådeligt populær i Coffeyville, som altså ikke ligger i Californien, men i Kansas, og det er jo immervæk ikke helt det samme. Det er jeg så ikke mere. Så måske er mine dedikerede fans derfra i samlet trop flyttet til Irvine. Jeg tror også, der er varmere. Hvilket i denne forbindelse er underordnet, for de læser stadig, trods heden. Eller også har jeg fået en flok nye læsere.

Generelt bruger jeg ikke megen tid på mine læseres geografiske placering overhovedet. ( Udover at det da altid, stadig og sikkert også i fremtiden undrer mig, at hovedskaren af dem bor i København!) Men denne gang vaktes min nysgerrighed. Nok fordi jeg altså, som sagt, er lidt i underskud på Irvine, Californien-kontoen. Det viser sig, at Irvine ligger i Orange County ( hvem har ikke hørt om netop DERES sheriffer?), at det er en by med 277.453 indbyggere (så er det egentlig ikke vildt pralende, at kun 49 læser min blog!), og at det er en næsten ny og komplet byplanlagt by, der blev indviet 28. december 1971 (hvem indvier lige byer, herovre i Europa?). Der er ikke mindre end 14 universitetsafdelinger i byer, så det er da noget af en cadeau, at nogen overhovedet har tid til at læse min blog, og samme by ligger 17 meter over havets overflade, hvilket måske er af betydning, for det gør min også, hvis man altså bliver neden for bakken. Går man op, overhaler man Irvine på højdestregen.

Jeg har også set en masse billeder fra Irvine, Californien. Der ser lidt californisk ud, og det undrer mig da ikke, at de har helt deres eget Pariserhjul, som altså er ret dominerende på en hel del af fotografierne. Der er også overskud på swimmingpoolkontoen, og de fleste bygninger ligner MacDonalds eller Burger King, rent uarkitektonisk–og det er de såmænd nok også. Der er nogle flotte hoteller i Irvine, Californien, sådan lidt i Hawaii-stil med palmer og blåt vand, men så vidt jeg kan se, er det ikke af egen avl, det vand, for Irvine har vist ingen strand.

Alligevel har jeg kraftigt overvejet at sætte Irvine, Californien på min to-travel-to-liste. Godt nok har den ikke et flot navn som Samarkand, Odessa og Mandalay. Man kan vel nærmest sige, det er lidt kedeligt og plain, og at det bedste er, at der findes en fremragende, amerikansk forfatter, der hedder det samme. Altså hvis man udelukkende går efter udtale og negligerer stavning. Men det kunne da være sjovt at møde alle de der 49 personer–eller den ene, der tæller som 49. Især det sidste, for det kan man da, i alt fald på min blog, kalde en særdeles trofast og dedikeret læser. Det kunne da være morsomt at høre, hvad i alverden der får en person så langt væk i en by, hvor man ikke behøver anvende sin tid på andet end at gå på uni i en uendelighed og ind imellem spise en plastikburger og tage et par runder i Pariserhjulet, til at læse en dansk blog for trekvartgamle kvinder. Jeg siger tit til mig selv, at profeter sjældent er populære i deres moderland, og at Irvine, Californien da i det mindste er en begyndelse…

Eller også. Eller også–virkelig eller også står der en server der nede mellem alle universitetsbøgerne i 17 meters højde, midt mellem lige gader, utallige Burger Kings og et enkelt dominerende Pariserhjul og spytter mig ud til hackere i Nigeria. Måske er det lige netop det, jeg skal til Irvine, Californien for at konstatere.

Hvis stormagasinerne skal nævnes på listen over oplagte julemål i London, skal Borough Market også. Dette helt fantastiske fødevaremarked, som fra at have være et ret upåagtet, nærmest lokalt marked, bag den absolut lige så ufortjent upåagtede Southwark Cathedral ved Themsen i det sydøstlige London, er de senere år gået hen og blevet et af byens mest trendy steder at shoppe sine spiseligheder.

Man finder Borough Market ved at gå langs Themsen ad den flotte, sydlige gangsti. Begynd gerne helt oppe ved Westminster Bridge for at få det hele med, for så kan såvel National Theatre Complex, Tate Modern, Shakespeare`s Globe og masser af andre hyggeligheder indtages, inden man givetvis er blevet sulten nok til markedet. Det ligger, som sagt, bag den noget hengemte Southwark Cathedral, som i sig selv også er et besøg værd.

Der er masser af madboder med streetfood af enhver nationalitet på Borough. Her spiser områdets store mængder af kontorfolk gerne deres stående lunch. Men der er også et utal af små delikatesseboder med mad fra ethvert hjørne af Storbritannien og masser af andre lande. Jeg så mit livs største østers ( fra Lindisfarne oppe nordpå, hvor jeg egentlig troede, man havde mere travlt med at være hellige end med at grave østers!) og så mange eksotiske fisk derude, at mundvandet virkelig fik store problemer med at holde på sig selv. De er også ret velforsynede med blæksprutter og oste fra snart sagt ethvert lille hjemmeosteri i Nordeuropa. Her er pølser fra anywhere og masser af delikatesser indenfor den mere sødlige afdeling. Ovenikøbet er der smagsprøver, så er man lidt vaks på madaftrækkeren, kan det sagtens lade sig gøre at spise en varieret og gratis frokost.

Borough Market er ikke billigt, men det oser langt væk af kvalitet og autenticitet. Det er nærmest fiskeren selv, der iført obligatorisk fiskerkostume langer sine østers over bordet. Efter, han har åbnet dem. Og den franske ostedame snakker faktisk med en accent, der ikke kan tillæres. Jeg forstår til fulde, hvis man køber sine madvarer her. Det er friskt, det er autentisk, det er velsmagende og kælet for. Og når det er det, bliver det selvfølgelig også en smule dyrt.

Borough Market er heldigvis stadig et marked, med alt hvad det indebærer. Den forfærdeligt snobbede stemning, der i alt fald holder mig væk fra Torvehallerne i KBH, er erstattet af hyggelighed og autenticitet. Og selv om det er udendørs og rimeligt koldt, så er her bare så dejligt varmt og rart på den absolut gode måde.