Om gensynsglæde.

Jeg har ikke været i Dublin i over et år. Det lyder sikkert overmåde arrogant, men med mit job kommer det ligesom til at betyde noget andet, idet det jo netop går ud på at besøge og fremvise  steder og byer i den engelsktalende del af Europa. Skæbnen har villet, at årets job har ligget i England, Skotland og Wales, og det er sandelig også ualmindeligt fint, men…….

Jeg kan jo mærke det indeni mig selv. Denne forunderlige, boblende glæde ved at være et sted, der står mit hjerte så utroligt nært. Den kommer såmænd bare ved indkørslen til byen, som, det skal indrømmes, bestemt ikke scorer på skønhedskortet. Det er selve følelsen af at være her, duften af byen, den overstrømmende genkendelsesglæde, og en helt konkret proces med ens skuldre, der bare falder ned, ned. Og på plads.

Og så skal der gåes i timevis og gadevis, og alt det, der stadig ligger derude, skal gen-ses og gen-elskes. Jeg tror, de fleste kan nikke genkendende til følelsen. Denne, at komme tilbage til sin barndomsegn eller et andet elsket sted, hvor selve stedet nærmest omslutter en med sine kærlige arme, og man bare føler sig så meget mere sig selv end så mange andre steder.

Så nu skal den gåes ind igen, denne vidunderlige, møgbeskidte, charmerende og vildt støjende by. Så jeg kan tage et lille stykke af den med hjem i hjertelommen og gemme rigtigt godt til næste gang, jeg skal herover.

Continue Reading

Morgenudsigt til bomber.

Fra mit hotelvindue her på 7. sal i Belfast kan jeg se direkte over på Hotel Europa. Kønt er det ikke, men det er vel heller ikke derfor, det har indskrevet sig i verdenshistorien. Det er mere det faktum, at hotellet har været bombet hele 32 gange i forbindelse med urolighederne i Nordirland.

Fantastisk, at det står der endnu. Sejlivet dame!

Op gennem 70-erne og 80-erne, da problemerne i Nordirland eskalerede og udviklede sig til rå vold, boede den udenlandske presses repræsentanter altid på Europa. Så selvfølgelig var det der, man bombede. Der er ingen, absolut ingen, grund til at bombe på steder, hvor man ikke har pressens umiddelbare bevågenhed. Også fordi bomber er dyre. Tænk bare på IS, som omkostningsfrit kræver at være ejer af ethvert løsgående missil. Og selvfølgelig vidste bombemændene da noget så udmærket, i hvilke værelser journalisterne boede. Dem bombede man udenom, for journalister er vigtige redskaber i alle krige.

Det fortælles, at hotelmanageren engang, da den lokale tæppehandel endnu engang kom med nyt, sammenrullet tæppe efter endnu en bombning, bad ham pænt om at tage det med hjem igen, for der var sikkert en bombe rullet ind i det. Det var der så også.

De senere år, i dette årtusind, har Europa undgået bomber. Efter fredsforhandlingerne i 90- erne praler stedet mest med sin præsidentsuite, hvor selveste Clinton boede under samme fredsforhandlinger. Det er i øvrigt også blevet et hotel i luksusklassen, hvor jeg ikke sådan lige bor.

Men det er også fint nok bare at have udsigt til det. Og mærke historiens vingesus.

Continue Reading

Om det “andet” Tyskland.

For de fleste indebærer en endagstur over grænsen seriøs spiselig eller drikkelig luksusvareshopping og måske en strøgtur i Flensburg. Det er bestemt også attraktivt–jeg nyder det selv meget. Også den uges tid bagefter, hvor jeg vælter mig i Pandaer og engelsk vingummi, indtil mine E-stofdepoter er ved at briste.

Men der er altså også en anden vej derned. Nemlig den vestlige. (Og–jeg kan lige så godt få det overstået: Derovre har de faktisk også grænsekiosker. Der er tale om Fleggaardiseret land.)Altså vejen ud over marsken i dette fantastiske landskab, hvor det myldrer med dyreliv af enhver art, og hvor himlen er så stor, at den fylder det meste af horisonten. Det er vigtigt, for at få alt dette med, at man ikke blot tager den lige landevej på ca. 50 km. hver vej fra Tønder til Husum, men i stedet drejer ud gennem marsken med alle dens kog og små, finurlige, streglige veje, hvor det også på lange vejstrækninger er muligt at køre langs digerne. De sidste kan man hyppigt komme op på—–og er man modig nok til at tage turen på cykel i stedet, kan man såmænd ofte køre oppe på dem.

Det er fårenes, digernes, fuglenes, Emil Noldes og alle afvandingskanalernes land. Det er også et af tyskernes foretrukne ferielande, hvor der er små pensionater, glimrende cykelruter og listige forretninger, der sælger alt det, man ikke anede, man manglede. Mest i plastik. Og så vrimler det med gode fiskerestauranter, hvor der sættes en ære i at diske op den mangfoldighed, der er blevet båret op af havet samme morgen.

Jeg er vild med marskegnene, dybt og forfærdeligt inderligt fascineret. Helt ærligt, så er der jo ikke den store forskel fra Danmark på hverken land eller by, når man krydser grænsen på Flensburgsiden, men herovre er så markant en fremmedhed, at man slet ikke er tvivl om, at man er kommet til ud-landet, til landet derude, ud på landet. Her er fugle i flokke- og tusindvis, og som absolut analfabet (eller hvad det nu hedder!) indenfor ornitologien må jeg personligt nøjes med at beundre deres massive antal og store forskellighed. Men en skestork kan jeg da til nød kende, og dem er der altså en pæn befolkning af. Det er også nok i sig selv. Her er enorme fåreflokke, som bare går og bliver opfedede og opsaltede, så de kan få præcis den smag, der er så kendetegnende for lammekød, der er natursaltet på digerne. Og så er her så uendeligt få mennesker. Det er som om, mennesket nærmest bliver lidt væk under denne store, overvældende himmel.

Ud for kysten ligger øerne og hallingerne (små, ubeboede øer) som perler på en snor, og enhver, der har prøvet at flyve den vej til London i godt vejr, ved, at de nærmest ligger på lige rækker. Der er små færgelejer inde på land langs kysten, hvorfra man kan sejle ud til dem, og det gør tyskerne da også i den grad. Ved Dagebüll er der nærmest færge-trafik-myldretid hele sommeren, og her kan man (som et godt tip) spise en fremragende fiskefrokost på Janssens Hotel med terasseudsigt til det hele. Overse i den forbindelse brune vægge og gardisettegardiner og erkend, at den slags er standardudstyr indenfor tysk boligindretning.

Udover de dejlige byer Friedrichstadt og Tönning, som jeg i øvrigt slet ikke vil komme ind på her, er Husum virkelig også et besøg værd. Det er en umådeligt hyggelig by, med tydelige danske aner og helt sit eget flotte slot. Gaderne er overnuttede, og den charmerende havn, hvor man virkelig kan fornemme tidevandsforskellene, er en turistmagnet på en temmelig meget mere autentisk måde end Nyhavn. Det er sådan et sted, man kan side i timevis og bare betragte livet.

Endelig er der så Nolde, hvis museum for–i alt fald i naziterminologi–entartete, ungemahlte billeder skyder op midt i selve den store intethed, tæt omsluttet af en ganske vidunderlig have. Nolde formåede at male selve marsklandets sjæl ind i sine billeder, og det er en stor oplevelse at se disse netop midt i den store himmels hjemland. Han var en stor og grænseoverskridende ekspressionist, og selve det, at han ansås for farlig og undergravende i Hitlertiden, borger vel i sig selv for kvalitet.

Så det er bare at dreje til højre et sted på vej ned til Rutineflensborg og Rutinefleggaard. Det betaler sig på oplevelseskontoen.

Continue Reading

Om en mand med en drøm….

Har man en drøm, må man selvfølgelig “go for it”–også selv om drømmen i sig selv nogle gange er både besynderlig og aparte.

Nede i Friesland, omkring 30-40 kilometer fra den danske grænse, mellem Dagebüll og Husum, og langt ude i marsklandet ligger Sønke Nissens kog. Et kog er et inddæmmet område, som man med store såvel fysiske som økonomiske omkostninger har drænet for vand og omdannet til frodigt landsbrugsland. Meget frodigt, endda.

Sønke Nissen, som netop dette kog (blandt mange andre) er opkaldt efter, var søn af egnen og drog som ung til det nuværende Namibia, hvor han var involveret i såvel diamantminer som jernbanedrift. Han skovlede penge ind, og onde tunger påstår, at hans indskovling på et tidspunkt medførte, at han måtte ud af Afrika ustyrligt hurtigt. Vel hjemme–og sikkert med en ubærlig længsel efter Afrika i bagagen–besluttede han sig for at investere alle bloddiamanterne i helt sit eget kog.

Og ikke et hvilket som helst kog. Der var skam klausuler. For alle, der fik tilladelse til at bygge på Nissen nye kog (eller betalte for det, helt præcis!) måtte udelukkende bygge huse i afrikansk kolonistil og med grønne tage. Ydermere skulle alle de opførte huse opkaldes efter stationerne langs den jernbane, samme Nissen også havde været med til at bygge dernede i Afrika.

Så den dag i dag, omkring hundrede år efter salig Nissen inddæmmede sit eget lille frisiske Afrika, ligger de der stadig, disse majestætiske og fuldstændigt malplacerede afrikanske huse i kolonistil. Der er nok en 20-30 af dem, og de virker mildest talt noget eksotiske derude, hvor alt ellers er i røde sten, og himlen er så uendeligt høj, at de alle kan genkendes på deres irgrønne tage på mange kilometers afstand. Det er, både på afstand og tæt på, noget af et syn. Et meget excentrisk syn.

Sønke Nissens hustru var i øvrigt, efter hans død, også involveret i den store historiskrivning, da hun lagde sit frisiske vadehavs-afrikanerhus til, da Göring i sin tid forgæves prøvede at afværge verdenskrigen ved at mødes med diverse englændere derude, hvor der tilsyneladende også dengang var en form for sort sol, i overført betydning.

At køre gennem Sønke Nissens kog på en vidunderlig sensommerdag med højt til himlen, utallige gæs, ænder, får og vadefugle er en særegen oplevelse. Som at lande midt i Afrika midt i al den fantastiske vadehavsnatur. Man bliver så glad, på sådan en lidt smilende, ironisk måde, over, at selv de allermest aparte og besynderlige drømme KAN lade sig gøre. Bare man vil dem nok. Og har nogle diamanter i baglommen!

 

 

Continue Reading

Om The Edinburgh Royal Military Tattoo.

Jeg er ikke udpræget fan af militær marchmusik. Selvom jeg selvfølgelig alligevel er meget glad for SMUK, når de marcherer gennem min by hver fredag. Til trods for at de standser trafikken.

Så det var derfor med lidt blandede følelser og en udpræget mangel på forventning, at jeg besteg de klippehøje tilskuerpladser og satte mig mellem de 6000, der er plads til på den forsvarligt store plads foran The Castle.

Men det tog såmænd kun et enkelt nummer, før jeg var solgt til militærmusik. Hold da lige op! Deroppe fra højderne over Edinburgh gør marchformationer sig bare, og man må beundre den sindrigt udtænkte logistik blandt alle ud- og indfletningerne. Jeg er sikker på, ingeniører bag større vejprojekter kunne lære en hel del. Og så er der musikken. Som jo bare tordner deropad, når flere hundrede musikanter giver den gas samtidig. Sådan en paradeplads kræver en del medvirkende. Ellers ser det let lidt for ydmygt og afpillet ud. Ydermere er alle også iklædt festlige uniformer, og det gør sig altså på min pluskonto at iføre sig fuldt skotsk ornat, inklusiv sækkepibe.

Der var bands fra hele verden og i alle afskygninger af uniformer. Fra stammefolkenes i Mali til de Aztekerinspirerede mexicanere. Og dansere. Hvilket jeg overhovedet ikke lige havde forventet blandt alle de folk i uniformer. Og så var der fyrværkeri, flot indpasset i musikkens takter, mens det blev afskudt fra toppen af den ældgamle borg.

Selvfølgelig er det stort, når flere hundrede mennesker spiller og marcherer til Scotland the Brave, mens solen går ned, og fyrværkeriet lyser himlen op. Men det er altså næsten større, når The Lone Piper spiller godnat fra den allerøverste gesims, mens kun han er oplyst i mærket. Det er kuldegysningssmukt.

Så hermed en stor anbefaling til tattooet i Edinburgh. Man behøver overhovedet ikke være fan af militær marchmusik for at blive grebet. Men jeg er da sikker på, det hjælper.

Continue Reading

Om at blive smedet i (Hymens) lænker.

Jeg ved godt, at det noget gammeldags og forældede udtryk refererer til den antikke bryllupsgud Hymen, men når det så er sagt, så er det altså også utroligt passende at hente ind i forbindelse med den lille by Gretna Green i det allersydligste Skotland.

Hernede ( eller oppe, alt afhængigt af, hvor man kommer fra) startede den lokale smed nemlig en yderst lukrativ bryllupsforretning i 1754. Dengang kunne man omgås de særdeles skrappe regler for giftermål nede i England ved blot at bevæge sig over grænsen, hvor samme regler var en del mere liberale. Ofte var det alderen på de unge elskende, der ikke var tilstrækkelig høj, men endnu mere ofte var det genstridige forældre, der garanteret talte mere end tilstrækkeligt højt. Så stedet er kendt som der, hvor runaway brides over ambolten kunne smedes sammen med deres livs ( eller i alt fald øjeblikkets) kærlighed.

Således også i dag, hvor bryllupper i Gretna Green er blevet en ualmindeligt lukrativ business. Man kan, som i Las Vegas, komme mere eller mindre direkte ind fra gaden og lige få klaret de par formaliteter i den gamle smedje, som stadig ligger der. Og det er vældigt populært. På bare den times tid, jeg var der, gik der 2-3 par gennem samlebåndssmedjen, og det er da en noget bedre kadence, end en præst i folkekirken kan klare.

Og det er ikke bare en skør, impulsiv ide hos de to hovedrolleindehavere. Det bliver skam taget seriøst med flotte bryllupsskrud og skotske gomme i kilt. Hvilket jeg så også selv til fulde bifalder, for sådan et skørt gør altså noget for en velformet manderøv. Især bagfra. For slet ikke at tale om alle asiaterne, som flokkes hertil på deres livs rejse, fordi det at blive gift i Gretna Green bare er et af de allerstørste statussymboler bryllupsmæssigt i Kina, Japan og Korea.

En stor smule smagløst er det også. For selv om man, som i Vegas, ikke kan blive viet af den ægte Elvis, så er der opstået en hel turistindustri omkring den gamle smedje, med både megaholdeplads til langtursbusser og utallige forretninger med lyserødt bryllupsstads og skotske småkager. Det er vel det, der sker, når romantikken kommercialiseres, og der skal scores penge på andre menneskers lykke.

Ham smeden, fra 1754, havde nok aldrig i sit liv forestillet sig, hvad hans små tjenester til bortløbne elskende er blevet til. Gudskelov, tror jeg.

Continue Reading

Om disse viktorianske badebyer.

Jeg har en særlig forkærlighed for dem, alle disse victorianske badebyer, som ligger drysset langs kysterne på de britiske øer. De lyser op med alle deres hvide huse, lidt brugte badehoteller og den obligatoriske pier. For slet ikke at tale om alle de små, specielle butikker, der alle specialiserer sig i at sælge noget, absolut ingen har brug for.

De skød op i rivende fart fra midten af forrige århundrede, da overklassen pludselig opdagede, at havbade var fuldt lige så velgørende for sjæl og legeme som de kurbade, de hidtil havde dyrket. Det er så bare ikke lige overklassen, der dominerer længere. For som med alt andet, trækker de rige sig gerne frivilligt, når pøbelen efteraber og bliver en smule for påtrængende.

Nu er de så, altså badebyerne, gået i permanent candyfloss, dryppet med lidt Bingo og en klat andenrangscrooner fra 70-erne. Vi er i Wales på billedet, så områdets overflødebolle, Tom Jones, er ikke gået forbi i stilhed. I alt fald har han efterladt sig en arv af et halvt hundrede look-alikes. Bare her i byen. Vi har et sandt eldorado af liggestole til leje, og ingen bør afstå fra at blive fotograferede iklædt Victoriatidens højeste mode.

På mit hotel, hvor man skam stadig kan fornemme fortidens glans, kaldes der til Bingo 19.30 hver aften. Så har vi danskere spisesalen for os selv, helt uden alle disse blege, lillahårede damer med lyserøde cardigans, der alle tydeligt dokumenterer, at hovedparten af kvindelige englændere nedstammer direkte fra heste. Vi spiser også kippers og nyrer til morgenmad og custard over vores desserter. Og hvis nogen ikke ved, hvad custard er, så lev endelig videre i lykkelig uvidenhed. Og i aftes fik vi steak and kidney pie, hvilket var en stor nostalgisk oplevelse, for det tror jeg, helt ærligt, ikke jeg har smagt siden 1976.

Måske er det bare mig, der er ved at blive over trekvartgammel. Altså har nået den alder, hvor nostalgien synes mere aktuel end selve virkeligheden foran min næse, men jeg HAR altså en særlig forkærlighed for dem. Disse victorianske badebyer.

Continue Reading

Om spøgelser—eller manglen på samme.

Jeg har haft en skuffende rolig nat. Faktisk har jeg ikke lavet andet end at sove.

Nu er det sådan, at jeg i nat har sovet på The Holt Inn, en gammel, charmerende landevejskro lige udenfor Oxford. Og der har de et residerende spøgelse, som især dyrker natligt samvær med enlige damer i en passende alder. Altså sådan nogle som mig. Nu er det selvfølgelig også sådan, at busture i det britiske appellerer en del til enlige damer generelt, så måske har han bare haft alt for travlt til at nå mig også. Måske også fordi jeg har det sidste værelse på gangen. Det bliver da spændende at høre, om de, der har boet i de mere nærmereliggende værelser, har haft en anderledes udfordrende nat.

Det lokale spøgelse er en fransk landevejsrøver, som, udover at være ret god til at tømme lommer, også var en kvindebedårer af rang. Det siges, at mens han ordnede mændenes bukselommer, magtede han at ordne deres koner sideløbende. Selvfølgelig ikke helt på samme måde. Og da denne lokale udgave af Dick Turpin/ Robin Hood, denne noble røver, til sidst blev fanget og dømt til skafottet, lød der højlydte kvindelige protester, efterfulgt af mange tårebade ved hans grav. Det er så derfor, hans udødelige sjæl stadig —altså for de kærlighedshungrende kvinders skyld— opsøger kroen i krydset her, hvor så mange af hans bedste oplevelser fandt sted. Man skulle efter sigende kunne høre hovslag, når han nærmer sig. Men da jeg mente at kunne høre noget tilsvarende sent i aftes, viste det sig, at det bare var en sentankommet gæst, der var ude at trille med sin kuffert. Ak ja, man kan så uendeligt let blive snydt.

Bortset fra det elsker jeg alle disse gamle historier. Eller, DENNE gamle historie. For i bund og grund er det jo den samme, ( hvadenten vi taler om Dick, Robin eller Rob Roy deroppe i Skotland) bare med stor geografisk spredning. Vi kvinder har gennem århundreder dyrket myten om den noble røver, adelsmanden med pistolen ( det er tilladt at forestille sig en pistol i meget overført betydning!), der kunne snyde de rige og, selv om de måske ikke alle var så forfærdeligt flinke til at give til de fattige, altid kunne give en elskovssyg kvinde, hvad hun lige stod og manglede. Hvem ville ikke hellere ride ud på eventyr mod solnedgangen sammen med en ædel landevejsrøver end nøjes med ham i sofaen derhjemme?

Så jeg ER altså lidt skuffet. Til gengæld har jeg så fået min nattesøvn. Og det er nok også meget mere fornuftigt for en kvinde i min alder! Jeg har heller aldrig lært at ride på en hest……

 

Continue Reading

Om Rumænien som rejseland.

Det er nu engang sådan, at snævertsynetheden og fordommenes mest arge fjende er det at rejse. Kun ved fysisk at flytte sig og opsøge nye steder, mennesker og kulturer bliver man i stand til at bedømme, om man overhovedet havde ret i sine forudindtagelser omkring dem. For mit eget vedkommende har netop det at rejse flyttet mange sådanne grænser–og altid i den positive retning.

Selvfølgelig vidste jeg da godt, at Rumænien ikke var en tyverede, befolket af upålidelige sigøjnere og bønder på noget nær middelalderstadiet–for nu at sætte tingene på spidsen og overdrive en pæn smule. Men jeg blev alligevel forunderligt positivt overrasket over dette pragtfulde land, hvor infrastrukturen fungerer, menneskene nærmer sig noget af det allermest hjælpsomme, jeg har mødt, uddannelsesniveauet virker højt, og de aller-allerfleste taler et absolut anvendeligt engelsk. (Det sidste kunne italienerne lære noget af–nu vi er ved fordommene!)

Rumænien er, naturmæssigt, et meget smukt land. Især Carpaterne og Transsylvanien er oplagte turistmål. Her er grønne, skovklædte bjerge, masser af vandre- og trekkingstier til flotte vandfald og andre naturseværdigheder, flere godt udbyggede skiområder for vinterturisterne og de smukkeste, maleriske landsbyer og byer. Netop her er Brasov et velvalgt sted at tilbringe en ferie ved skov, bjerge og en del gamle, spændende slotte og fæstninger i umiddelbar nærhed. Hotellerne i byen har virkelig venlige priser, og så er de bare så utroligt hyggelige på den der tyske, lidt alpemæssige måde. Brasov selv er også en af den slags byer, der indbyder til slentring mellem gode forretninger og smukke huse–samt et utal af hyggelige restauranter.

Hovedstaden Bukarest er også værd at se. Absolut ikke i ugevis–her er et par dage, efter min mening, fuldt tilstrækkeligt. Selv om de fleste (Det ved de godt selv dernede. De finder det endda ret morsomt!) ofte forveksler byen med næsten-navnesøsteren Budapest, så er det altså en helt, helt anden by. Af pudsige historier om netop den navneforvirring kan nævnes, at Michael Jackson fra scenen dernede hævdede at være så glad ved at være i Budapest, og at 400 engelske fodboldfans med kurs mod en kamp dernede personligt havde booket sig ind på et fly til Budapest. (Surt show!) Budapest lider stadig under efterveerne af mange års kommunisme og efterfølgende fattigdom og neglegt, så her er mange grå betonkvarterer og uhyrlige mastodonter fra den tid, men de arbejder virkelig seriøst på at gøre byen meget mere attraktiv for tilrejsende. Samtidig med, at netop det vel også er en balance, for for mange vesterlændinge ER levnene fra kommunismen vel i sig selv en seværdighed. Både nu og dengang var/er byen fyldt med dejlige parker med kunstige søer og små, hyggelige restauranter, og det, der endnu er tilbage efter Ceaucescus massakre af den gamle bykerne, er forvandlet til et hyggeligt område med masser af udendørs liv både dag og aften. Egentlige verdensseværdigheder er her ikke, men et besøg i det kolossale parlament og en museumsrundtur er absolut anbefalelsesværdig. Også selv om museumsdesignerne har haft lidt trange kår rundt omkring i de støvede montrer—men det er der nu også en særlig gammeldags charme ved.

Maden i Rumænien er kraftig bondekost med en udpræget glæde ved kål, pølser og polenta. Nogle restauranter specialiserer sig også i mere eksotiske retter af indvolde og andet, således at man, om man så kan sige, kan gensamle sit eget dyr, hvis man er tilstrækkeligt mange. Især polentaen ledsager de fleste retter, og skal jeg absolut sige noget positivt om polenta, så må det være, at den mætter rigtigt godt, kraftigt og længe. Der skyder dog hele tiden nye, mere moderne restauranter op overalt, så mad af enhver etnicitet er repræsenteret–og pizza forefindes på snart ethvert gadehjørne.

Det er ikke specielt udfordrende at komme rundt i Rumænien–hvis man holder sig til de større byer. De rumænske statsbaner og adskillige private baner har regelmæssig togdrift med tog, der langt overstiger vores hjemlige DSB i komfort og rengøringstandard. Inklusiv toiletterne. Der kører også langtursbusser, og fælles for både bus og tog er, at priserne er absolut spiselige, og at billetter kan købes ombord. Det sidste kan man godt sætte pris på efter at være blevet sendt fra sted til sted på den lokale banegård uden nogensinde at lokalisere det korrekte billethul mellem adskillige muligheder.

Rumænerne er, som sagt, utroligt venlige og hjælpsomme, og man står ikke længe og vifter med sit bykort, inden hjælpen tilbydes. Rigtigt mange er også virkelig interesserede i at tale med turister og fortælle om deres land. Det er som om, rumænerne ganske udmærket ved, hvilket rygte de har nogle steder i Europa og derfor gerne vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at ændre det. En ting, som mange nævner, er misforholdet mellem det faktiske antal rumænske Romaer og det antal, der tilsyneladende oversvømmer Europa generelt–og supermarkedsparkeringspladserne i særdeleshed. Under kommunismen havde staten nemlig fuldstændig tjek på antallet af borgere i landet (Ja, det havde de–de havde også fuldstændigt tjek på enhver turist–kan jeg personligt garantere!), så derfor ved man præcist, hvor mange Romaer, der var i 1989. Det antal skulle så tilsyneladende være vokset med 8-9 millioner siden da, og selv om Romaerne får mange børn, giver det jo ingen mening. Derfor er det yderst muligt, at mange af de “rumænere” og Romaer, vi ser, overhovedet ikke er det. Rumænerne peger selv på en massiv indvandring fra Indien og andre Romaområder–en indvandring, der er blevet populær i takt med landets optagelse i EU og de frie grænser, samt fortæller, at de selv i andre lande har henvendt sig til påståede landsmænd, som overhovedet ikke talte rumænsk!

Under vores tur rundt i landet benyttede vi ofte offentlige transportmidler på længere strækninger, og da vi altid kom en smule sent ombord, måtte de fleste af os sidde ved siden af en rumæner. Det var ganske utroligt, hvad vi fik af information på disse ture, for aldrig så snart havde vi sat os, før vi løb ind i et sandt overflødighedshorn af gode råd, info om landet og bare at snakke menneske til menneske. For eksempel troede vi i al vores naivitet, at der ville herske en altoverskyggende fordømmelse af Ceaucescu og al den mands gøren og laden. Som i, at det meste var shitty før 89 og godt efter. Det er ikke tilfældet. En egentlig udbredt og kategorisk afstandtagen til diktatoren eksisterer ikke som sådan–der er i dag mange flere nuancer på. Det anerkendes, at han i mange af sine år ved magten regerede landet på en betryggende måde for mange borgere, og at den nuværende arbejdsløshed, hjemløshed og mangel på økonomisk sikkerhed for de svageste borgere ikke eksisterede dengang. Som min sidekammerat på en 3½ times bustur forklarede det, så var man dengang altid garanteret et sted at bo og et arbejde, og efter hans mening var det vel bare et spørgsmål, om man lagde sit liv i statens hænder–eller i bankernes! Helt så enkelt er tingene nok ikke, men, på den anden side set, er de nok heller ikke helt så simple, som jeg har haft tendens til at betragte dem som.

I alt fald understregede denne tur, at selve rejsen netop blev snævertsynethedens og fordommenes værste fjende. Samtidig med, at den også klart understregede, at dette land er et soleklart, vidunderligt mål for spændende rejser og i den grad ikke kan promoveres positivt nok!

Continue Reading

Når man nu gerne vil have sig en sø……

I 80-erne fik diktatoren Ceaucescu den ide, at borgerne i Bukarest skulle have sig en sø. Ikke en pjatpyt, men sådan en rigtig, gedigen sø. Forinden havde han, i forbindelse med vanvidsprojektet omkring den nye parlamentsklods, omledt og overdækket den lokale flod, så han har vel bare basalt manglet noget nyt vand i stedet for det, han personligt havde skaffet sig af med.

Så gravearbejdet omkring at danne en kolossal kunstig sø tog sin begyndelse. Utallige huse blev demoliseret, oceaner af mennesker blev tvangsforflyttet til nye betonsiloer med de afmålte 10 kvadratmeter pr. person, og tonsvis af beton blev støbt som bund for endnu et tankeløst prestigeprojekt. Det viste sig dog bare, at der var en del uforudsete hindringer for søen. Så som revner og sprækker i betonen, manglen på gennemtænkt ingeniørarbejde og noget så simpelt som mangel på vand, for ingen havde for alvor sådan overvejet, hvor DET lige skulle komme fra. Derudover kolliderede søprojektet også med, at diktatoren blev afsat og skudt, og landet gik i både henrykkelse, revolution og betalingsstandsninger.

Så midt i Bukarest ligger nu ruinerne af en aldrig færdiggjort kunstig sø. De første mange år stod den som en skamstøtte af dårlig beton til minde om en ide uden hold i virkeligheden. Men så tog naturen over….

På billedet kan man se, at Ceaucescu med tiden alligevel fik sin sø. Med naturens hjælp. For i dag henligger det enorme område som natur på naturens præmisser. Eller natur på betonens præmisser. I alt fald har vildtvoksende vækster, uden nogens indblanding, totalt overtaget området, og, tro det eller ej, her lever blomster- og dyrearter, som ikke findes andre steder i Rumænien. Blandt andet særdeles sjældne slanger. Og her er såmænd også kommet vand og små, intime søer.

På en særlig, spidsfindig og omvendt måde fik diktatoren altså alligevel sin sø. For nu fungerer hele det kuldslagne projekt som et enormt rekreativt område, og det vrimler med hundeluftere, kondiløber og familier på skovtur. Eneste streg i idyllen er de enorme betonvægge/ flodbredden, som stadig skæmmer. Men mon ikke naturen også klarer dem, som årene går?

Sådan kan det gå, når man gerne vil have sig en sø……

Continue Reading
1 2 3 20