Britiske byer. VII.

St. Helier.

Det ER en britisk by, selv om indbyggerne taler en underlig dialekt, der lyder som fransk tilsat lidt snøvlet, engelsk intonation. Mobiltelefonerne har da også svært ved at bestemme sig for, hvilket land de befinder sig i og hopper mellem England og Frankrig nærmest mellem hvert skridt, man tager. Man overfaldes af en evig strøm af små duttende velkomster konstant her, hvor den franske kyst kan skimtes 15 kilometer borte. England, derimod, ligger et godt stykke længere nordpå.

Og man skal ikke blive for længe. Turister er hjerteligt velkomne og modtages med åbne arme, men skal man bo permanent her på Jersey, skal man enten være ualmindeligt velbeslået eller indehaver af et fag eller en profession, de lige står og mangler. Ellers er det ud.

Det gør lidt ondt, at man sådan økonomisk er afskåret fra at bosætte sig i dette lille paradis. For det er det. Uden sammenligning det smukkeste sted, jeg nogensinde har holdt forår. Kameliaer og gardeniaer på størrelse med mindre fodbolde vokser nærmest vildt og overgår hinanden i farveskønhed, påskeliljer skyder helt ubegrundet ud fra enhver klippespalte og alt det, vi herhjemme regner for buske, er herovre blevet til noget, der ligner velvoksne træer. Den kan noget, den golfstrøm.

Ellers er det somme tider lidt sparsomt med vandet herovre. Tidevandsforskellen kan være op til 6-10 meter, og ved lavvande må man tænke sig til bølger ud over de uendelige strande. Samme strande bliver til gengæld meget indskrænkede ved højvande. Den lokale borg, Elizabeth Castle, kan nås til fods ad ebbevejen ved lavvande, mens den under højvandet kræver et amfibie”køretøj”, der er passende selvironisk til at afspille temaet fra James Bond under den 5 minutter lange tur derud.

Som det eneste sted i Storbritannien var Jersey faktisk besat af tyskerne under 2. verdenskrig. Det var også her, de allersidste krampetrækninger af krigen foregik. Hele den historie kan man se på den interessante museum i de gamle krigstunneler, som er gravet ind i bakkerne og førhen fungerede som hospital. Især den gode historie om, hvorledes de lokale pressefolk sikrede sig, at alle på Jersey vidste, hvornår det var tyskerne, der stod bag en historie i avisen. De lod simpelthen være med at rette sproglige og grammatiske fejl.

St. Helier har også et virkelig fint søfartmuseum og et fint lille byhistorisk museum. Men det er for naturens skyld, man skal herover. Den er uovertruffent vidunderlig–især om foråret. Øen er bakket med flotte og vilde klippekyster, og den frodige natur har helt sit eget liv de fleste steder. Besynderligt nok er der faktisk ikke så mange af den kotype, som de fleste forventer at finde, men til gengæld er der gang i fødevareproduktionen på øen. Og det smager godt. Det hele. Det er ikke udelukkende millionærerne, der spiser godt herovre. Det kan pøbelen også for rimelige penge.

Byen og øen har et utal af hoteller i alle prisklasser. Men lige her har jeg min ubetingede favorit. Hotel de Normandie lige udenfor St. Helier. Hotellet har sit eget indlæg her på bloggen, men den yder det desværre ikke tilstrækkelig retfærdighed. Man er næsten nødt til at tage derover og opleve det!

Continue Reading

Britiske byer. VI.

Chester.

Mange vil sikkert spørge: Hvad er Chester, og hvor ligger det? Det er lidt synd, at Chester ikke er mere velkendt og velbesøgt blandt og af danske turister. Det fortjener den.

Chester ligger på grænsen til det nordlige Wales, omkring en times kørsel med tog fra Manchester. Byen har omkring 80.000 indbyggere og en meget lang og spændende historie. Som navnet Chester antyder, (Chester–også som endelse på bynavn–betyder romersk markedsby) var der godt gang i romerne i byen, som stadig har en del minder fra den tid og især et flot amfiteater.

Det er dog især middelalderen, der har sat sine blivende spor i Chester. Her ser stadig ud præcis som i en film, der foregår i samme periode, og ingen ville studse over at se Robin Hood reinkarneret spadsere gennem gaderne. De største gader i byen har forretninger i to etager i de bindingsværksbyggede huse, og anden etage er som regel så decideret turist- og engelsk klimavenlig, at den er overdækket. Det er lidt spøjst og skal nærmest opleves for at forstå konceptet. Selvfølgelig vrimler det også med små, skæve cafeer og den slags forretninger, der sælger finurlige ting, man absolut ikke har akut brug for.

Chester har også en af Englands mest intakte bymure, og man kan faktisk spadsere hele vejen rundt om byen og få gode kig ned over de ældgamle, charmerende huse. Allermest fremtrædende er dog den ualmindeligt store og smukke katedral. Den er dunkel og lidt skræmmende, men også storslået på en meget majestætisk måde. Koret er selvfølgelig virkelig en oplevelse, men man skal (siger hun, belært af erfaring) nok overveje, om det er fornuftigt at sidde på pub umiddelbart før en evensong. Selv om det er svært at modstå, for Chester vrimler med ældgamle, skæve, hyggelige pubber og andre mad- og vandingssteder.

Englænderne ved godt selv, at dette sted er en lille perle. De kommer hyppigt hertil, og det burde danskerne også. Man kan sagtens få en rigtig hyggelig dag til at gå i Chester. Prøv det!

Continue Reading

Da jeg var på forsiden af New York Times.

Jeg sidder lige og skal have fat i pasoplysninger på de, der skal med min lille rejseklub til New York om ikke så lang tid. Så kommer jeg næsten automatisk til at tænke på den første, sidste og forhåbentlig eneste gang, jeg nogensinde har været på forsiden af New York Times. Som jeg, i modsætning til visse andre, anser for en af verdens mest seriøse, lødige og troværdige aviser.

Det var med en jumbojet fra Lufthansa, og vi var vel omkring 20 engelsklærere fra hele Danmark. Vi var helt uproblematisk nået til luftrummet over New York, da piloten informerede os om, at vi desværre ikke kunne gå ned i JFK med det samme, da lufthavnen kun havde en landingsbane åben pga. “a strong, easterly wind”. Det var da en smule træls, men ingen tog det særligt seriøst, om end det var ulideligt kedeligt at cirkle rundt om byen i over 3 timer. I de der store maskiner kan man jo følge med i, hvor man er, så hver gang piloten påbegyndte endnu en cirkel, kunne man høre et lydeligt suk fra kabinen, og de evindelige babyer blev da også med tiden en smule højlydte.

Da han endelig informerede os om, at NU gik vi ned+ at vi nok gjorde klogest i at spænde os fast, kunne man spore en tydelig stemning af lettelse og udfriet utålmodighed. Det må have været, fordi vi ikke vidste, hvad der ventede os. Under indflyvningen forvandlede den to-etagers jumbojet sig til en form for snefnug, der bare uvilkårligt blev kastet hid og did, op og ned, ud og ind, og nogle gange føltes som en rutsjebane, der udelukkende bestod af halsbrækkende loops. Nogle skreg højlydt, andre kastede vildt op, og samtlige stewardesser sad med hovederne bøjet nedad og hænderne foldet i bøn.

Det er det nærmeste, jeg nogensinde har været på en nær-død-oplevelse. Jeg oplevede mig selv siddende fuldstændigt forstenet, stirrende tomt og lydløst ud i luften med den ene hånd tæt knuget i en god venindes. Jeg satte ikke spørgsmål ved, om det ville gå godt. Det vidste jeg bare, at det ikke ville. Det tog mig ca. 3 sekunder at acceptere netop det faktum. I stedet passerede hele mit liv revy–så den cliche er altså god nok! Ikke på nogen måde i kronologisk rækkefølge, men udvalgte episoder, som (kan jeg se ved efterrationalisering) næsten alle havde mine børn som hovedpersoner. Det var mildest talt utroligt, så meget af mit liv jeg lige fik som stumfilm i de minutter. For jeg husker tydeligt, at lydsporet helt manglede. Jeg husker også lige så tydeligt, at jeg var fuldstændigt absorberet i min egen verden, og at det, der skulle ske, var OK med mig. En form for fatalisme, som vel betød noget i retning af: Når det nu ikke kan være anderledes…..

Men vi kom ned. Godt nok en smule skævt på landingsbanen og godt nok sådan nærmest på den ene vinge. Så det var da forudseende, at vi lige havde hældt en god portion brændstof ud over Atlanten. Jeg har altid syntes, at det er for amatører at klappe af piloten, når et fly er landet, men denne gang klappede jeg sgu`! Det gjorde hele maskinen–øredøvende! Endnu mere, da en af stewardesserne rejste sig op, og ligefrem bad os om at klappe af den pilot, der “had saved our lives.” Hun sagde også, husker jeg, “We were lucky that Lufhansa`s most experienced pilot was on this plane today.”

Det viste sig selvfølgelig, at denne “strong easterly wind”  var en orkan. Det viste sig også, at vi blev det sidste fly, der landede i JFK den dag. Den lukkede simpelthen, efter at vi danset ned fra himlen. Og da vi kom ind i ankomsthallen, klappede personalet, tolderne og pasbetjentene af os, fordi vi havde været med “that plane”. En modtagelse, som jeg i grunden godt kunne have undværet, hvis jeg bare havde fået en noget anderledes landing.

Da vi nåede frem til hotellet, var vi selvfølgelig omgående på nettet. Det var så der, vi fyldte hele forsiden på New York Times: “A Lufthansa plane was in severe trouble, but managed to land safely.” Der var også et billede af vores fly på landingsbanen. Sådan med den ene vinge hængende ned på jorden som en skamskudt fugl.

Når jeg flyver til JFK igen om få uger, behøver jeg overhovedet ikke komme på forsiden af New York Times.

 

 

Continue Reading

Britiske byer. V.

Brighton.

Brighton har normalt omkring 300.000 indbyggere, men om sommeren stiger tallet så overvældende, at byen også har tilnavnet “South London.” Den er, uden sammenligning, den mest populære og også på sin måde mest eksklusive badeby i England, placeret på sydkysten 80 km. fra London.

Brighton vrimler med gamle, flotte, majestætiske badehoteller samt hotelslum af enhver art. Her er noget for enhver pengepung. Og ligegyldig hvor man så overnatter, så mødes man med alle de andre turister på den fine gamle “pier”. At have en mole er et must for enhver britisk badeby med respekt for sig selv, men Brightons er en af de allermest berømte. Her findes et utal af forskelligartede forlystelser samt en permanent duft af friture, tilsat candyfloss. The pier er sådan et sted, hvor man både kan trække armen af led i spilleautomater, blive foreviget af diverse kanonfotografer samt nyde en gang velfortjent fish and chips. Den er en del, en vigtig del, af konceptet Brighton.

Længere oppe på land domineres byen af de berømte “lanes”, små, hyggelige gader med masser af sjove butikker, der sælger alt det, man ikke anede, man manglede. Det er sådan et rigtigt slentrekvarter. Og slentrer man forbi et bøssepar med hinanden i hånden og et mindre barn i klapvogn foran, så er det fordi, byen huser Englands største koncentration af bøsser og lesbiske. Her er også masser af små, farverige, bøssedrevne cafeer, hvor alle, uanset seksuel observans, er velkomne. Tillige holdes landets største parade i Brighton hvert år i august. Den er, mildest talt, også meget farverig.

Byens største seværdighed ( i alt fald officielt) er Royal Pavillion. Nærmest en slags slot, bygget i indisk stil i 1787 som bolig for den senere Kong George IV. Det er en fantastisk bygning, som nu er offentligt museum og kan lejes til store begivenheder som bryllupper og anden festivitas. Der er store samlinger af snart sagt alt, og man kan sagtens bruge flere timer på at gå gennem alle herlighederne.

Men Brighton er allermest stranden og livet omkring den. I danske øjne er det nok ikke den allermest tillokkende strand (småsten), men skal man “bare” til stranden, kan man jo gøre det herhjemme. Det, der gør Brighton så anderledes, er måden, disse skøre briter indtager en strand på. Gerne forsvarligt påklædte, gerne iklædt liggestol nedenunder og gerne spisende et eller andet. Englændere bliver ikke brune af solen, de bliver rødblå. Og englændere er generelt bange for vand, de holder sig i alt fald så langt væk fra bølgerne som muligt. Det er slet ikke det, det går ud på. En dag på stranden svarer, jævnt hen, til en dag i Tivoli eller, måske mere nøjagtigt, en dag i et omrejsende tivoli. Vandet er bare et alibi for at tage afsted.

En del spændende kunstnere holder også til i og omkring Brighton. Der er en del ateliers langs stranden, men skal man finde nogle måske lidt mere lødige og innovative kunstnere, er det bedst at forlade menageriet langs vandkanten og gå op i den smukke by.

I øvrigt er Brighton et af de steder i verden, som har de største problemer med måger. Sidst jeg var der, var der ståltrådshegn omkring alle altaner og udendørs verandaer. Jeg ved, de arbejder seriøst med problemet dernede, så måske er det løst?

Under alle omstændigheder er det en by, der er et besøg værd. Om ikke andet så for at beskue briternes lidt anderledes og, i danske øjne, noget aparte strandtraditioner.

Continue Reading

Nordirland.

Da jeg ikke lige har intentioner om at skrive en længere roman, vil jeg forbigå de politiske/religiøse stridigheder i Nordirland i rimelig tavshed i dette indlæg. Det skal nemlig i stedet handle om nogle af de pragtfulde steder, som endnu er ukendte for mange danskere. Nordirland er heldigvis ved at erobre turistterræn. Det kunne bare lige passe andet!

Kystruten fra hovedstaden Belfast (har sit eget indlæg på bloggen) til naturfænomenet Giant`s Causeway er af Lonely Planet udnævnt til en af de fem smukkeste kyststrækninger i verden. Så må de andre fire VIRKELIG være smukke. Vejen bugter sig gennem, over og rundt om “The Seven Glens of Antrim” (Glen:dal, Ben:top), og hele vejen kører man langs med Det irske hav, hvor Skotland og de skotske øer sagtens kan spottes på en god dag. Og dem er der mange af på denne rute. Altså gode dage. Det vrimler med vildtvoksende fuchsia og forsythia, svimlende udsigter og hyggelige landsbyer.

Næsten helt oppe ved The Causeway bør man gøre holdt ved The Rope Bridge, som er i sin tid blev bygget af lokale fiskere for at fragte fangsten sikkert i land. Broen er, som navnet selvfølgelig antyder, bygget af reb, er 20 meter lang og har et direkte, virkelig gyngende kig til havet 30 meter nedenunder. De, der formår at komme over–og tilbage–får et flot certifikat. Jeg har ikke noget!

Giant`s Causeway er et fantastisk naturfænomen af basaltsøjler, som nærmest skyder op af kystlinjen. Der er hundredevis af dem, og i godt vejr findes ikke bedre sted at indtage sin madpakke end netop her i den allermest storslåede natur. Det siges, at “vejen” til Skotland blev bygget af to kæmper, som var lidt i indbyrdes krig, samt ødelagt igen, da den irske kæmpe selvfølgelig var snu nok til at få skotten til at stikke halen mellem kæmpebenene og spæne hjem igen. Men se selv historien, som vises på storskærm i det virkelig flotte besøgscenter (med det virkelig lousy cafeteria), hvor man også kan få millioner af den slags geologiske oplysninger, som min hjerne bare ikke kan absorbere. Ikke langt fra the causeway findes Irlands ældste destilleri, Bushmill, som også meget gerne tager imod tørstige og nysgerrige turister.

Ikke langt herfra ligger Derry (NEJ! DET HEDDER IKKE LONDONDERRY!!!!) med en af verdens mest intakte bymure. Derry har en lang, broget historie med religiøst betingede opstande og er også hjemby for det berygtede kvarter Bogside, hvor Bloody Sunday kostede adskillige menneskeliv i 70-erne. Det er selvfølgelig problematisk for en by at have to navne, som ætsende kategorisk afslører, hvem man holder med i de nordirske problemer. Derfor har byen taget konsekvensen og erkendt, at hvis noget så simpelt som sprog kan være årsag til konflikter, ja, så må sproget genopfindes. Således hedder alle nye tiltag i byen noget med Foyle, som er den lokale flod, og jeg tror, at byen med tiden måske bliver til Foyletown/city.

En tur på bymuren er et must. Især fordi den ligger så højt, at man ovenfra kan beskue beboelseskvarterer af både protestantisk og katolsk observans og masser af gavlmalerier. Samt passere en überprotestanstisk enklave, hvor beboerne på  deres gavlmalerier solidariserer sig med palæstinenserne på Vestbredden i Israel. Jeg er sikker på, de er dybt taknemmelige dernede. Her findes også katedralen med den lille høj, bygget af (af betyder her materiale!) ofre for belejringen af Derry i 1689. Her var det for en gangs skyld katolikkerne, der belejrede protestanterne, men i det hele taget er byen ret præget af presbyterianere, som blev sendt over fra Skotland for at kolonisere det vilde Irland. De taler stadig denne gamle skotske dialekt deroppe. Der må jo være nogen, der forstår den.

Som et lille kuriosum er her et museum med kanoner fra skibe fra den spanske armada. Det gik jo mildest talt ikke så forfærdeligt godt for samme armada (lad os glemme årsagerne her), for de skibe, der skulle have erobret England, endte for manges vedkommende som skrotbunker langs den irske vest- og nordkyst. Det kan man da kalde at komme ud af kurs! Det siges også, at der netop på de egne er mange mørkhårede, brunøjede familier, men det er vist en skrøne. For hvis de strandede spaniere valgte at spadsere hjem til sig selv på det tidspunkt i historien, har de min fulde forståelse.

De snakker lidt sjovt deroppe i Nordirland. De er også meget udadreagerende med hensyn til, hvor de rent politisk hører til. De maler kantstene og gavle og flager som gale. Men de er vidunderligt underfundige, selvironiske mennesker og bestemt værd at lære at kende. Det er deres smukke land også.

PS. Mange nordirere er nu ikke længere “bare” nordirere. Adskillige tusinder ansøgte (det har man nemlig lov til, altså at have dobbelt statsborgerskab) om irsk statsborgerskab 24 juni 2016.

Continue Reading

Irlands vilde vestkyst. VIII.

Ring of Kerry.

Ring of Kerry rundt om halvøen Iveragh er ikke nogen bjergkæde eller naturligt skabt “ring”. Navnet hentyder til et system af veje, som simpelthen fører en den smukke rute rundt om dette utroligt flotte stykke Irland. Det er en dagstur at komme hele vejen rundt, for vejene er små og krogede, ruten er også populær blandt cyklister, som man skal tage hensyn til, og der er så mange betagende smukke udsigter, som man bare MÅ stoppe op ved undervejs. Billedet viser Ladies` View lige udenfor Killarney.

Langs ruten kører man det meste af tiden langs det blå og ofte ret vilde Atlanterhav. Klippekysten er ofte forreven og smuk på sin egen lidt faretruende måde. Talrige små byer passeres, og de er alle virkelig charmerende med huse i alskens farver og masser af spøjse forretninger. På de mange rastepladser/fotostops sælges turistuhyrligheder af enhver art, og især skal man være en smule påpasselig med at investere i den type Holy Water, som tilbydes i dette katolske land. Det er hjemmebrændt og næppe under 80%, men beskattes ikke, fordi det jo–som navnet tydeligt siger–er helligt! En af de allermest benyttede raste/tissepladser er Avoca, som ligger i det, der med et godt udtryk hedder “the middle of nowhere”. Udover toiletter har de hele Avocas vareudvalg af fremragende irsk design, som ellers kun kan købes på Louisiana og Trapholt herhjemme.

Det fleste af byerne i dette område har en festival, som kan trække yderligere turister til i løbet af sommeren. Her skal kun nævnes Komediefilmfestivalen i Waterville, hvor Charlie Chaplin ferierede( tidligere beskrevet på bloggen) samt Puckfestivalen i Killorglin. Den sidste er efter sigende den sidste hedenske festival i landet, opkaldt efter vædderen Puck, som hvert år indfanges hos en lokal farmer og hyldes som konge i 3 dage. Festivalen er en øjenåbner indenfor avantgarde kunst på enhver måde og har et virkelig godt ry.

Hovedbyen på halvøen er Killarney. Killarney er turister, irske sweatre, pubber, irsk musik, hoteller og irsk whiskey. Samt turister. Og turister! Byen ligger smukt midt i nationalparken, som er opstået ud af det gamle Muckross gods, og her er alle muligheder for de skønneste vandre-cykel- og hesteture gennem det fantastiske landskab. Det er her, irerne selv holder ferie, og irerne er et folkefærd, der gør den slags meget seriøst.

Ring of Kerry er nok det tætteste, man kommer på masseturisme i Irland. Det er ikke usædvanligt, at busserne nærmest kører i korteger rundt om halvøen. På den anden side set er det ganske forståeligt. Her er så vidunderligt smukt, at man ikke sådan rigtigt har været i Irland uden at have besejret Ring of Kerry.

Continue Reading

Lidt sprognørderi.

Det er sikkert ikke gået nogens næse forbi, at jeg ind imellem kan nørde lidt vel meget i sprog. Især sproglige besynderligheder og sjove former for anvendelser.

Som nu det danske ord “fart”, der på engelsk betyder “prut”. Vi kan jo starte med skiltet på billedet og forestille os, at en brite på ferie pludselig spotter det ude på motorvejen. Han vil selvfølgelig undre sig over, hvad i alverden det er for et besynderligt land, han er kommet til, og måske også over, hvad formålet med den slags kontrol overhovedet er. Er det et diktatur, hvor selv borgernes tarmsystem er underlagt styring ovenfra? Men allermest må han da kaste sig i næsegrus beundring for et land, der har en befolkning, der kan opretholde den lydlige ydelse fra tarmsystemet over en strækning på 16 kilometer. Det kan man da kalde en ordentlig fis! Man må håbe, det er en motorvejsstrækning, for med 130 i timen skal man vel anstrenge sig en smule mindre end gennem bymæssig bebyggelse, hvor en 16 kilometers prut immervæk kræver noget af ejermanden, når man kun må køre 50.

Og hvis han kører videre (efter at have sundet sig grundigt!), kan han såmænd risikere at nå til Middelfart. Så vil forvirringen sikkert igen opstå, for her er jo endnu et klart signal om, at dette land har en form for offentlig måling af prutters volumen. Således at de, der kun har en gennemsnitlig lyd eller længde på udluftningen, netop er bosat på dette sted. Han vil sikkert også skynde sig at finde kortet frem for at konstatere, hvor storprutterene bor. Så han kan køre udenom. Men måske kan han bare lugte det på forhånd.

Når han så skal indlogere sig for natten, kan han meget nemt komme til et hotel med en ældre elevator, som ved hjælp af et skilt tilkendegiver “I fart”. Det vil givetvis få ham til altid at anvende trapperne. Omvendt er det da venligt af samme elevator at advare opstigende turister på forhånd. Nogle vil dog måske være så tirret af nysgerrighed, at de bare MÅ finde ud af, hvordan elevatorer prutter. Samt hvordan en dansk elevatorprut egentlig lugter.

I det hele taget vil helt forsvarsløse engelsktalende mennesker få et lidt besynderligt indtryk af vores land. De må tro, at prutning har en overvældende stor betydning i vores liv, eller at det måske er en lidt sjov form for nationalsport? Nå ja, oppe i Skotland kaster de med træstammer, så hvorfor ikke også tage udledning af overskydende tarmluft virkelig seriøst?

Heldigvis forstår disse udlændinge nok ikke skilte som “Sæt farten ned”. Men hvis de gjorde, må de da undre sig over den utrolige kontrol, vi tilsyneladende har over styrken på vores udladninger.

 

Continue Reading

Britiske byer. IV.

Bristol.

Første gang, jeg var i Bristol, var i 1975. Først omkring 40 år efter kom jeg tilbage. Besynderligt nok stod byen endnu. Det var nu ikke min eneste konklusion. Den væsentligste var nok, at det var forbandet ærgerligt, at jeg havde misset out på så mange år i denne dejlige by. Som i de mellemliggende 40 år virkelig har oppet sig, og ligesom så mange andre britiske byer har taget sin egen måde at modernisere sig på virkelig seriøst.

Den lille lærer indeni, som er så svær at slå ordentligt ihjel, ved selvfølgelig godt, at det er vildt upædagogisk at starte med en advarsel. Så måske er det anarkisten, der i dag tager teten og vil ud med, hvor man nok ikke skal overnatte i Bristol. Der findes en ældre dame derovre (pæn omskrivning: hun er mindst 200–og mumificeret), som driver et pensionat fuldt af frøer. Det vrimler med frøer i alle størrelser og udformninger. Af porcelæn, forstås. Nu ved jeg så ikke lige, hvordan frøer lugter. Til gengæld er jeg ikke et sekund i tvivl om, hvordan kattepis gør. Men selvfølgelig, hvis netop denne lugt er på favoritlisten, så er det da lige stedet at slå sig ned…..

Nærmest i samme åndedrag som man siger Bristol, må man nødvendigvis sige Isambard Brunel. (Gad vide, hvad de førældre lige tænkte på, da de forelskede sig i det fornavn?) Brunel var ingeniør og en sand multikunstner indenfor sit felt. Selv om han faktisk kun blev 53, formåede han at sætte sig utallige spor, sådan–bogstaveligt talt–til lands, til vands og i luften. Brunel var pioneren indenfor jernbanedrift og skabte Great Western Railway med tilhørende stationer, her mest synligt Temple Meads i Bristol. Han byggede også et utal af broer–og især Clifton Suspension Bridge i Bristol. (Se billede) Det er sådan en bro, der giver langvarige men for de højdeskrække. Der er godt nok højt ned! Hvis man krydser broen til fods, kan man købe sig en lille badge ovre på den anden side som bevis. Det gjorde jeg, for det er en af mine største bedrifter nogensinde overhovedet at komme tilbage over den bro. I tordenvejr, lynild og øsregn (nå ja, visse alternative fakta er jo heldigvis normen i dag) krydsede jeg monstret med øjnene stift rettet mod mine egne fødder, der skulle kommenderes til at foretage sig hvert eneste skridt. Men jeg er da kommet hjem igen. Det siges, udsigten er fænomenal, men jeg kan ikke verificere det. Jeg kan dog sige, at den lille landsby i byen, Clifton, som ligger ved broen, lige er, hvad man har brug for, når man har krydset sin egen megafrygt. Her er vildt hyggeligt.

Brunel byggede også SS Great Britain, skibet som er en af Englands største turistattraktioner. Det ligger i dok nærmest midt i Bristol og er en stor oplevelse. Her kan man se, hvordan det var at krydse Atlanten i 1800-tallet. Det må have været et langt, fornemt bal at rejse på første klasse, mens det ved Gud har været noget nær det modsatte ikke at gøre det. Her får man, udover et kig ind i det imponerende skib, virkelig fornemmelse for klasseopdelingen i samfundet dengang. Brug minimum ½ dag her.

Bristol er hjemby for endnu en multikunstner, som bestemt skal nævnes. Nemlig grafittimaleren Banksy. Jeg har nævnt ham før i andre indlæg (se disse), og han er med sin bidende ironi og kolossale sans for lige at give tingene det nødvendige tvist selve forsvaret for, at grafitti har en berettigelse. Ingen ved, hvem han er, men han er poppet op på husgavle flere steder i byen og mest synligt lige overfor den store, flotte katedral, hvor hans mest kendte værk–det med manden, der kommer hjem og elskeren, der hænger ud af vinduet–optræder på en husmur. Det siges, at ejeren af huset er blevet tilbudt flere millioner for den mur, men hvordan sælger man lige en mur fra sit hus? (Jeg oploader lige billedet i Guldsøstre-gruppen på Facebook.)

Bristol har selvfølgelig et bycentrum med masser af forretninger. Desværre mest af den kædemæssige art, og hvem gider lige stå i kø i Hø og Møg, når man er på ferie? Til gengæld vrimler latinerkvarteret omkring katedralen og universitetet (virkelig flot!) med små, spøjse forretninger. Gaden hedder Park Road og indbyder til, at man simpelthen starter i den ene ende og nyder sig gennem hyggelige shops, små cafeer, designerbutikker og gode boghandler helt op til universitetet på toppen. Det er en rigtig fin gåtur.

Bristol har også en virkelig fin havnefront, og der er små rundfarter eller havnebusser, som hele tiden sejler, så man også kan se byen for vandsiden. Der er meget vand i Bristol, meget kuperet og mange flotte, multifarvede huse, der også gør vandfronten til en visuel oplevelse.

Så jeg burde have været tilbage noget før. Det indebærer vel bare, at jeg må afsted noget oftere.

 

Continue Reading

Britiske byer. III.

Til dem, der kender mig: HER KOMMER DEN!

Bath.

Det er ingen hemmelighed, at jeg efterhånden har haft et næsten 45 år langt kærlighedsforhold til denne vidunderlige by. I mine øjne kan Bath nærmest ikke gøre noget forkert (undtaget det forfærdelige bygningsværk, de har opført foran stationen). Jeg elsker den by–ubetinget! Jeg elsker at være i den by–altid. Og jeg kommer tilbage, igen og igen. Nogle gange påstår jeg overfor mig selv, at jeg skal til nærliggende Bristol, men jeg ender på mystisk vis alligevel i Bath. Jeg kan simpelthen ikke holde mig væk.

Bath er nok den mest majestætiske by i England. Hvis Skotland tæller med, er den i meget skarp konkurrence med Edinburgh (som jeg også elsker lidenskabeligt). Bath er et sammensurium af byens 2 store opgangsperioder. Den første helt tilbage til Romerriget, hvor romerne fandt varme kilder netop her i byen. Det resulterede i storslåede badeanlæg med fantastiske udsmykninger og store, beundringsværdige pumpeanlæg. Bath var trendy i romertiden, og folk flokkedes hertil. Her har sikkert vrimlet med romerhipsters og legionærer i badehåndklæder. Da romerne opgav videre imperialisme, fik badene lov at forfalde og sande til, og først i den periode, som nu kender som Regency, blev de genopdaget og endnu engang udsat for masseturisme–denne gang primært den britiske overklasse.

Regency er perioden 1811-1820, hvor den kommende George IV formelt regerede for sin sindssyge far George III. Da han jo kun var formel regent, var han, mildest talt, lidt rundhåndet med ødsle bygninger og gode baller. Folk begyndte at strømme til Bath for at “take the waters”, altså drikke det helende kurvand, som, efter min mening, smager som en lunken fis med olieessens. Sidegevinsten var at få afsat afkommet til passende bejlere, der sjovt nok også var i Bath af samme årsag. Så de dansede–og dansede–og blev gift. Der var “sæson” i Bath. Resten af året boede man selvfølgelig i Mayfair eller på familiegodset i Yorkshire.

Ind imellem byggede de storslåede huse, og især Baths “crescents” er umådeligt smukke. En crescent er et halvmåneformet bygningsværk, sammensat af mange mindre enheder. Royal Crescent er den smukkeste, og her kan man også komme ind i et af husene og se “how the other half lived”. Samme crescent har også en “Ha-ha”, som er et abrupt stop for enden af haven. Det er så tilsyneladende meningen, man skal grine, når folk,helt uventet for dem selv, falder 3 meter ned!

Hele denne regencyperiode er nøje, morsomt og fornøjeligt beskrevet i Jane Austens romaner. Hun skrev faktisk flere af dem netop i Bath, hvor den fattige præstedatter indlogerede sig i perioder hos barmhjertige slægtninge eller selv med familien, når de havde råd til en lille lejlighed. Det lykkedes dem dog ikke at få hende gift, og det skal vi vel som eftertid være taknemmelige for. Byen har bygget et museum for hende, og det er bestemt værd at besøge.

Men det, man allermest skal i Bath, er på byvandring med en af deres fabelagtige guider, som tager en med til alle de arkitektoniske regencyvidundere og romertidens Bath. Undervejs besøges gamle, overdrevent dekorerede balsale, som i al deres glans giver et fortrinligt billede af, hvordan det var, dengang en kvindes primære mission var at hapse en velhavende ægtemand. Ikke noget let job for alle! Eller bare selv slentre rundt. Bath er den ultimative slentreby med alle sine gamle gader og finurlige butikker. Og husk at slentre forbi Sally Lunn, som har overmumsede sandwiches, samt katedralen, som har et vidunderligt kor til Evensong.

I nærheden af Bath ligger Stonehenge. Hvis man er New Age freak, amatørarkæolog eller besat af gamle mysterier, skal det da i den grad besøges. Jeg hører til dem, der HAR været der. Det var i 75.

Så, det var den. MIN by!

 

Continue Reading

Om guider.

ADVARSEL! Dette indlæg kan nemt komme til at virke som en reklame. Det er fuldstændig utilsigtet, men uundgåeligt.

Når jeg mindes mig selv, siddende der på lærerværelset første dag efter sommerferien, får jeg sådan nogle grimme associationer til (T)rumpen på indsættelsesdagen. Med meget få ydre afvigelser (håret, omfanget) har vi garanteret set lige eddikesure ud. De sidste år af mit lærerliv hadede jeg disse dage–ja, jeg hadede dem så meget, at jeg begyndte nedtællingen allerede samme dag, vi fik sommerferie, og det er da ret sigende! Det var godt, jeg indså, at skolens og mit parløb skulle opløses–i tide.

I går var jeg til guidemøde med 50 mennesker, der bare ventede på sæsonens (det hedder det nu engang i guidesprog) komme. Det var som at stå og iagttage en flok cirkusheste, der nærmest ikke kunne styre sig selv af bare glæde og vinteropsamlet forventning. Hovene kradsede næsten febrilsk i sandet for at komme ind i manegens savsmuld igen. Eller ud på landevejene, ned i Europa, over til de Britiske øer, eller meget længere ud i verden–ud og vise en flok ferieglade danskere alt det, der står vores hjerter så uendeligt nær, og som vi gang på gang prøver at videregive vores begejstring over.

Det slog mig, hvor megen viden, erfaring, entusiasme og netop begejstring, der var samlet i det rum. Det slog mig også, både hvor forskellige og hvor ens, vi er. Der er f.eks ikke mange guider mellem ca, 35 og 55. Forklaringen er nok bl.a. børn, ikke særlig god løn og faste udgifter. Derimod er der et hav af pensionerede og semi-pensionerede lærere og journalister. Her ligger forklaringen selvfølgelig i kunsten/lysten til at lære fra sig, nysgerrigheden og glæden ved hele tiden at opsøge ny viden og nye steder. Tilfredsstillelsen ved at sætte ting i system, så de bliver logiske og hænger sammen. Der var også en del udlændinge, som bare brændte for at vise netop deres hjemland frem, og som havde lært sig rigtigt godt dansk for at kunne gøre det. Sådan en guide må da være et scoop for enhver tur. Endelig var der de unge, som er nyuddannede fra diverse turiststudier ved universiteterne. Lad os håbe, de bliver i faget–også når de evt. får børn og faste udgifter. Men alle var de multikunstnere med deres liv. Der var godt nok gang i meget–her var ingen stilstand.

Der var ikke en eneste guide til stede, som jeg ikke på stående fod havde lyst til at overlade min egen rejseskæbne. Jeg har skrevet det før, og jeg skriver det gerne igen: At det er flot og beundringsværdigt, at så mange mennesker sparer så mange penge på at rejse på Momondosk, men de skal samtidig huske, at al den rejsemæssige professionalisme, der var samlet i netop det rum–det går de glip af. Ikke kun på det praktiske område omkring hoteller og køreruter, men i den grad også rent vidensmæssigt. Det er–ikke for at prale–os, der kan de gode historier! Jeg spiste frokost overfor en Ukrainespecialist. Jeg ville meget nødigt til Ukraine uden sådan en som ham!

Og alle vi gamle lærere klapper i vores halvgamle hænder af begejstring over, at når først gæsterne er inde i kørende busser, så kan de simpelthen ikke komme ud. Sådan var det ligesom ikke, da vi underviste. Lad os kalde det nødvendig lydhørhed.

Jeg fik mig lige et lille ekstrajob, så nu er det mig, der tager grænsevagten ved den gamle Kongeågrænse. Jeg skal lige læres op af den eminente, pensionerede lærer, der nu overdrager vagten, og det glæder jeg mig til. Som bastardsønderjyde (jeg er 1. generation) er det en problematik, der ligger lige til højrebenet, og jeg ved da også, hvor den hvide hest er begravet. Under inskriptionen “Jeg kongen bar over grænsen hen, da Sønderjylland blev dansk igen”. Beundringsværdig poetisk hest, der formår lidt lurvede versefødder selv efter døden! Så bare sig til, hvis grænsen skal udforskes.

I det hele taget er jeg nødt til (også fordi jeg allerede har udsendt en advarsel) lige at fastslå, at Guideservicedanmark altså har nogle helt fabelagtigt gode guider!

 

Continue Reading
1 2 3 5