Der er ikke mange turistbusser på de danske veje i denne tid, som ellers er den absolutte højsæson. Man kan såmænd–hvis man ellers går op i den slags–blive helt salig og højstemt ved synet af sådan en, fordi den dog, trods alt, fortæller, at nogle hjul holdes i gang i en ellers megatrængt branche.

Jeg mødte en, der var på vej til Skagen, i går. Og her i vores lille by, hvor samtlige turister i møgvejret er gået i hi i deres sommerhuse, fylder sådan en altså ret godt. Efter forhåndsaftale med chaufføren fik jeg også lov til at fortælle gæsterne om bord den fascinerende historie om Thorvald og Harald fra lillebyen, der ved egen og søster Thoras hjælp lige fik stablet et firma på benene, de kaldte Novo. Det var den der følelse af gammel cirkushest, der endelig, omsider får lov at komme i manegen og opvise i alt fald en lille smule af sine kunster. I stedet for lugten af savsmuld synes jeg næsten, duften af bus (indvendig, altså) pludselig blev selve livets mening. Det var lige før, jeg stod et par minutter i salig andagt mellem sæderne, blot for at opleve illusionen af, at jeg selv var på tur.

Samtidig understregede hele oplevelsen også, hvor ualmindeligt dybt og inderligt jeg savner mit arbejde. Hvor bare synet af en bus med logoet fra et rejseselskab fra Sydfyn hensætter mig i længsel efter at komme ud på de veje, ud i alt det blå, ud og fortælle alle de historier, der denne sommer står ufortalte og ensomme. Og samtidig er ved at give mig forstoppelse af bare ufortalthed.

Misundelse er næppe nogen ønskværdig følelse, men jeg skal klart indrømme, at jeg da i den grad var grøn i hovedet af netop den følelse, da jeg så chaufføren dreje af mod Skagen igen. Hvem der bare kunne sidde der i duften af indvendig bus, kaffe og gamle madpakker og styre mod alle de fantastiske bjerge og søer deroppe i det skotske, som garanteret også lige nu sukker af ensomhed efter nogen til at fortælle om sig.

Der er selvfølgelig dejligt i Ålborgs gamle gader. Men der er godt nok noget mere kreativt og spændende ude i Fjordbyen, den lille skurby ved Limfjorden i den allervestligste del af Ålborg.

Jeg er vild med sådanne steder. Steder, hvor det private initiativ blomstrer ikke bare naturmæssigt, men også i opbygning og udsmykning af huse. Lad os bare kalde det alternativ arkitektur–og i så fald på en måde, så enhver har sin personlige stil og periode. Herude er der ingen grænser for smag–heller ikke den dårlige. Det er havenissernes paradis og et orgie i frivillige museer over alle de ting, man på ingen måde hverken vil eller må have i parcelhushaverne. Nærmest hvert eneste hus udtrykker ejerens personlighed og stil, og det er fuldt legalt at lide af udbredt stilforvirring.

Oprindeligt er der tale om et kolonihaveområde, og gennem årene har stedet da også på tidspunkter været hjemsted for knapt så heldige tendenser og elementer, men i dag fremstår det som en oase af påhitsomhed, hvor man kæler for det hus, man har været så umådelig heldig at komme i besiddelse af. Jeg ville elske at bo sådan et sted, men er samtidig bange for, at mine kreative evner og forståelse for alternativ arkitektur slet ikke rækker. Der er heller ingen tvivl om, at der ligger en dyb forelskelse i stedet bag al den opfindsomhed, og at det er med med slet skjult stolthed og enorme mængder humor og selvironi , man fremviser sine knopskydninger og loppemarkedsfund. Her er blandt andet skuret, som praler af at være Amalienborg, mens tilbygningen selvfølgelig hedder Gråsten, Musikkens hus med alskens instrumenter på ydervæggene og huset, der bare er malet som et palæ mod vejen, fordi man hylder sit privatliv ad bagdøren samt Arveprins Knud, der som en anden hedengangen Storebæltsfærge på 2×1 meter ligger til kaj i Limfjorden.

Er man i tvivl om, om det private initiativ og den store personlige kreativitet stadig eksisterer, så må man en tur i Fjordbyen. Og selv om det regnede, blæste og var dansk sommervejr til overmål i går, så blev man bare så glad ved at gå rundt derude, at det næsten tog flere timer at få det store smil tørret af igen.

Mig bekendt åbnede de danske grænser for sommerhushungrende tyskere ved 7-tiden i morges. I alt fald flyttede en tysk SUV med medfølgende passagerer ind i huset foran mig lige godt 10.00. Det tager ca. 3 timer fra grænsen, så det passer jo meget godt. Lige nu er der helt stille dernede. Man skal vel også hen at hvile lidt, når man sådan har været helt fremme på hjulene på komme-over-grænsen parameteret.

Og indtil de, og sikkert passagererne i utallige andre små og store tysk indregistrerede biler, lige får udsovet efter alle de strabadser, det nu engang indebærer at komme først over grænsen, så er stranden min og hundens. Og fuglenes.
Det nyder vi meget. For alting er så jomfrueligt og smukt og forladt. Vi går ikke og falder over hele millionbyer i sand, bygget af kreative, tyske ingeniører i alle aldre, og ingen opfindsomme sluseanlæg til opdæmning af havvand ændrer vores kystlinje. Vi undgår at falde over barduner til campingpladser af læsejl, og selv en hær af ustyrlige drageførere render os ikke over ende. Selv dårligt strandgående mountainbikes kan vi gå i fred for, så de eneste, der faktisk lige nu skal passe på, er fuglene. Og så alligevel ikke. Indtil nu er det ikke lykkedes hunden så meget som at komme i nærheden af en fugl, til trods for store, sprintende anstrengelser. Han undrer sig stadig over, hvor de går hen, når de letter, men er til gengæld begyndt at fange vandmænd med munden, fordi den slags gopler nærmest selv beder om det og vel føles lidt som vingummibamser, der smager af absolut ingenting.

Men nu er det så ovre de næste to måneder. Det der med at have stranden for sig selv, hunden og fuglene. Tyskerne er kommet. Og om få uger kommer danskerne. De er mindre sandarkitektoniske i deres fremfærd og lader sig hellere voldriste end at bruge læsejl. Til gengæld drikker de strand- dåseøl, som de har været nede at hente hos tyskerne, selv om det da var meget mere genialt at have bedt alle de grænseventende tyskere om at handle lidt, mens de alligevel sad og kedede sig i en kø.

Sådan ser min strand ud før sæsonen. Samme sæson starter i dag, når tyskerne har fået sovet ud.

Her er et billede af en europæisk by. Ikke bare en, men dem alle. Klip en katedral, hak en cafe eller to og udskift den obligatoriske flod med en fjord–så er vi skandinaver også med. Ikke?

Så har jeg nemlig oploadet mit daglige feriefoto. For feriefotos er blevet et dagligt oploadningsobjekt, og jeg går ikke helt galt i (ferie)verdenen, hvis jeg ydmygt påstår, at aldrig har feriefotos været i så høj kurs, som de er lige nu. Det vrimler med Peterskirker, Big Bens og Versailles-er, og der er god plads til det lidt mere eksotiske fra Empire Stater til thailandske strande på de sociale medier. Selv har jeg på ingen måde holdt mig tilbage. Jeg bliver i akkurat samme grad som alle andre opslugt af tidens trends. Nogle gange roser jeg endda mig selv for at have antennerne ude og opfange dem på begynderstadiet.

Mon nogen erindrer dengang, hvor det var en decideret ulidelig straf at blive inviteret til naboens lysbilleder fra påskeferien i Harzen? Hvilket i grunden gjorde, at min generation i mange år har været særdeles beskedne omkring feriefotoformidling. Vi husker nemlig godt, hvor lang sådan en Harzentur kunne være. Inklusiv tekniske problemer. Med Facebook blev det selvfølgelig såvel legalt som nemt at indbyde hele verden ( eller i alt fald ens venner) til et kig i feriealbummet. Men det var, som hovedregel, mens det stod på. Altså mens ferien rent faktisk blev holdt.

Det er ikke det, vi gør nu. For det første er ingen af os på ferie, med mindre ufrivilligt lange ophold i baghaven tæller med. Nej, vi oploader billeder fra forgangne ferier. Helst nyligt forgangne. På denne konto er det et decideret scoop at have været afsted i februar eller marts. Eller i alt fald så tæt på nedlukningen af hele ferieverdenen som overhovedet muligt. Det er blevet sådan en slags før-og-nu opgave at oploade billeder fra dengang, verden var i lave, fungerede og var rejsemulig. Sådan for at få kontrasten til dagens rejseumulighed tydeligt illustreret. Det er den der med: Se, hvordan verden så ud for få uger siden! I kontrast til hvordan den ser ud lige nu—illustreret gennem et billede, hvor man rent faktisk opholder sig et andet sted end sin egen baghave.

Og hvorfor gør vi så det? I grunden er det vel ganske forståeligt og forklarligt. Vi vil i virkeligheden give os selv og andre troen på, at verden igen vil blive berejselig–som en slags symbol på, at alting vil vende tilbage til en normaltilstand–tilbage. Feriebillederne er nok billeder af eksotiske destinationer, men de er allermest indbegrebet af troen på, eller håbet om, at der vil ske en normalisering på alle områder. Ikke blot, så vi igen kan rejse ud i verden, men også rent lavpraktisk så vi kan gå i supermarkedet uden at frygte køfællers nys, eller at de overskrider ens intimssfære på godt og vel 2 kvadratmeter. Feriebilleder er billeder af alle de drømme, vi lige nu må sluge. Billeder af forhåbninger om at komme ud af de (selv)pålagte parcelhus- og lejlighedsfængsler, vi lige nu sidder i. Og billeder af, at det hele vil gå godt, så godt at både vi og alle andre igen vil komme steder hen, hvor det er dejligt at være. Hvor Coronatruslen ikke lurer i palmetræernes kroner og i sandet på den kridhvide sandstrand. Hvor man kan eskapere i ro og sygdomsfri fred.

Det slår mig nemlig også, at såvel jeg selv og de fleste andre gerne ledsager feriefotoet med ord i retning af, Se! Her er jeg for få uger siden, og der var ingen Corona. Ialt fald ikke synlig. Hvis det ikke både illustrerer længslen efter en virusfri verden og håbet om, at den vil returnere–så ved jeg ikke, hvad der lige gør det!

Jeg tror, vi har brug for alle de Big Ben-er lige nu. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg i alt fald har. Selvfølgelig giver mine egne personlige fotos MIG håb og tro, men jeg føler også en form for solidaritet, når jeg ser, at andre har det på præcis samme måde. De viser jo også deres billeder–sikkert ud fra indre psykologiske mekanismer, der er fuldstændigt lig mine.

Og så længe vi ikke kan rejse ud i den der verden (som her konkret symboliserer, at faren er ovre, verden er i lave), så er visning af feriefotos da en ualmindeligt behagelig og piktoresk måde at opretholde troen på en fremtid på. Bare bliv ved med at vise dem….. Og tro på det!

Egentlig burde jeg jo have oploadet dette billede i går for at markere månedsdagen på det. Som en anden form for skellinje mellem, da verden var almindelig og nu. Det er kun en måned siden. Og 1 dag.

Billedet er fra den lidt hazarderede og hovedkulds tur, vi var 2, der blev kastet ud i, fordi det ville koste mere end gearkassen ikke at aflevere en udlejningsbil samme sted, som den var lejet. Der var 2½ dag til de knap 1000 kilometer og ikke ret megen tid til svinkeærinder.

Men ind imellem var det nødvendigt at skulke fra de lange, lige, amerikanske highways. Mobile, Alabama blev en af fraskulkningerne. Og skulle nogen ellers nogensinde få lejlighed til at komme forbi samt have tid til lidt generel slentring, så findes det mest pragtfulde antebellum (før-borgerkrigs) kvarter i udkanten af Mobile. Her er husene som taget ud af endnu en remake af Borte med blæsten, og de gamle træer står smukt og tronende imellem dem. Det er som at gå ind i et andet århundrede–og en film.

Den dag var kvarteret ret tomt, for amerikanerne var på arbejde, da deres præsident stadig var af den overbevisning, at virussen enten ville forsvinde med foråret eller var skabt af demokratisk chikane, personligt mod ham. Jeg husker dog, at vi traf over en farvet teenagecyklist, der decideret ikke var hjemmehørende i kvarteret på sin rustne cykel, med sine ørebøffer og den obligatoriske, omvendte kasket. Her taler vi ikke racisme, men klare facts om, at huse i det kvarter koster mere end kassen, og at lokale teenagere i hans alder derfor både er helt anderledes klædt, samt om dagen opholder sig på hundedyre privatskoler.

Vi kom også i snak med en ældre herre, der i første instans var særdeles forbavset over vores blotte tilstedeværelse. Men da vi først fik ham den forklaret, var der nærmest ingen ende på, hvad han havde at fortælle om det kvarter, han tydeligvis både elskede og var stolt af. Både at det var det laveste punkt i staten Alabama og derfor et hyppigt offer for alskens vejrlig ( især orkaner!), samt at træerne i området var flere hundrede år gamle, selv om de ikke var den allermest oprindelige vegetation. Det var også det område i samme stat med det største antal fredede huse, og det store hus for enden af vejen havde haft en betydelig historisk betydning.

Faktisk talte vi meget lidt om virus. Vi talte mest som 3 mennesker, der tilfældigt mødes, hvoraf den ene brænder efter at videregive sin lokalviden til de to fremmede. Det er nok derfor, jeg udover at mindes dette vidunderlige kvarter, også mindes en samtale med en ukendt amerikaner, der lige som kommer til at stå som en skillelinje mellem, hvornår den slags var muligt –og hvornår den slags bare er hørt op.

Jeg vil gerne til Mobile, Alabama igen. Og måske kan jeg finde ham den venlige mand og fortælle ham, at han faktisk gjorde et indtryk på os. Sådan en af de sidste dage, hvor fremmede overhovedet havde mulighed for at gøre indtryk på en. I Mobile, Alabama. 13 marts 2020.

Hvis nu verden havde været helt almindelig, havde jeg nok siddet i et tog på vej til København. På vej til årets første job i Armenien og Georgien. 10 dage.

Men verden er langtfra almindelig. Så jeg sidder ved min computer. Herhjemme. Og sikkert også de næste 10 dage.

Det er med meget ambivalente følelser, jeg tænker på det job, der kunne have været. For selvfølgelig ville jeg umådeligt gerne have været til Yerevan, en af mine yndlingsbyer, og vist en masse turister rundt i dens dejlige atmosfære. Bare tanken om det spændende marked, revolutionspladsen med musikspringvandet, operakvarteret med de mange cafeer, hvor man får verdens bedste is, de brede, trækransede boulevarder, det fantastiske og hjerteskærende folkedrabsmuseum og–måske mest af alt–det imponerende bjerg Ararat, som hele tiden vogter over byen, er næsten mere, end man umiddelbart kan klare at gå glip af.

Omvendt er verden ikke til rejser lige nu. Ikke nok med, at man rent faktisk ikke KAN bevæge sig ud af fædrelandet, så er verden udenfor jo også afspærret, næsten nedlagt, lukket og fuld af farer, som man ikke på nogen mulig måde har intentioner om at opsøge. Bare tanken om selv at blive syg derude, eller stå med syge gæster, er jo næsten ubærlig. For slet ikke at tale om, at intet er som vanligt. Som almindeligt.

Men den lille udlængselsorm gnaver jo alligevel. Især lige der, hvor tidsperspektivet kommer ind i det hele. For selv om ingen i deres vildeste fantasi kunne drømme om at rejse ret meget længere end deres egen baghave for tiden, så er den der med, at intet p.t. har en fast udløbsdato alligevel svær at leve med. Lige præcis problemstillingen omkring, hvornår det overhovedet bliver muligt at se Ararat, her som symbol for hele verden, igen?

Jobmæssigt i en Coronatid har jeg nok valgt en af de allermest belastede brancher. Absolut ingen ved, hvornår det for det første bliver muligt at rejse igen samt, hvilket er akkurat lige så essentielt, hvornår nogen overhovedet har lyst til at rejse nogen som helst steder hen igen. Jeg ser to scenarier for mig, hvor det ene indebærer, at mange mennesker efter denne ufrivillige rejsekarantæne vil stryge ud i verden som små raketter for at indhente det forsømte–og så et andet, hvor rejselysten i årevis er indkapslet i angst for fremmede, fremmede steder og uvisheden omkring, hvilke farer der lurer. Nogle gange tror jeg optimistisk på det første, men oftest ser jeg det sidste som mest sandssynligt.

For mig er det ikke bare et spørgsmål om en manglende indtjening i en ret stor scala. Jeg havde faktisk på papiret den bedste sæson nogensinde med en supergod blanding af spændende rejsemål, fordelt over en lang periode med passende intervaller mellem alle rejser. Pengene vil komme til at mangle, men jeg går ikke sulten i seng. Det er langt værre med de oplevelser, jeg spændt havde set frem til. Samt, og ikke mindst, den store, ubeskrivelige glæde, der altid ligger i at vise andre mennesker mine yndlingssteder og forhåbentlig overbevise dem om, at samme steder ER noget helt særligt. Det er sådan en form for personlig sejr!

Så hvis nu verden havde været helt almindelig, ville jeg i morgen være gået ned med flyveren over Ararat. Så lad bare det fantastiske bjerg stå som symbol på en drøm om, at verden på et eller andet tidspunkt vil blive en anden. Åben og berejselig. Smittefri og ufarlig. Det er, i den forbindelse, helt forståeligt, at Noah i sin tid valgte netop det bjerg til sin personlige redning af verden. Til en ny begyndelse, om man vil. Der var godt nok tale om en noget mere håndgribelig og synlig syndflod. Men alligevel!

Tvivlen var der allerede, inden vi tog afsted. Om det var sikkert, om der ville ske noget herhjemme med alle dem, jeg holder af, om hvad i alverden der ville ske, hvis jeg blev syg undervejs og om, om det overhovedet ville være muligt at komme hjem igen. Men lysten, eventyrlysten og forpligtigelserne overfor de andre, der skulle med, vandt. Tilligemed at alle dem herhjemme forsikrede, at der intet ville ske med dem, mens jeg var afsted.

Den dag, vi tog mod USA, var der få, spredte tilfælde herhjemme, og ingen af de nuværende restriktioner var indført. Nok slet ikke overvejet, i grunden. Så selv om det var en træls rejse derover, hvor vi, udelukkende pga. håbløs, himmelråbende ineffektivitet i Washington, Dulles Lufthavn ikke nåede et fly og måtte lade os indlogere på Hilton natten over ( heldigvis på Lufthansas regning!), så var humøret højt og forventningsfyldt, da vi startede ud i den lejede bil med kurs mod New Orleans. Der var langt til New Orleans, men disse amerikanske highways går i blodet. Får det til at suse lidt af forventning.

Sådan en lejet Dogde i amerikanerstørrelse er en slags boble, der skærmer en mod verden udenfor. Rent mentalt. Så længe man sidder der og bare ruller ud af disse uendelige, amerikanske landeveje, er verden udenfor lige netop ens eget synsfeldt ret irrelevant. Det er som at tage solbriller på på en solskinnende dag. Man skærmer for solen, men den går desværre ikke i sig selv af den grund. Og sådan var det generelt helt indtil den dødelige alvor til sidst indhentede os: Så længe vi kunne abstrahere i vores egen boble, gøre spændende ting, opleve og fordøje, så var Coronaen noget, der nok eksisterede, men som ikke rigtigt kom os ved. Ret meget. Især så længe alle dem derhjemme havde det godt.

Der var selvfølgelig nætter med lange vågenperioder. Af den slags, hvor worst case scenario bliver ultimativt skræmmende, fordi man altid går til yderligheder i sine fremtidsdystopier der midt om natten. Der var også en morgen, hvor jeg gerne ville hjem, men blev rart beroliget af, at ingen andre end mig var på panikkens rand.

Og der er jo dejligt i New Orleans. Der er smukt, virkelig smukt, og så lugter der så dejligt rart af det gamle syden, Cajunfood, James Lee Burkes krimier og samtlige scener fra Borte med blæsten, selv om den slet ikke foregår der. Bourbon Street er fuldstændigt Corona-upåvirket, eller også lader den bare som om og er på vej ind i en slags dødedans i sprut, damer og glad jazz for sidste gang. Alligatorerne ude i sumpene er bedøvende ligeglade og sover bare videre, mens de en gang i timen løfter det ene øjenbryn for at konstatere, at intet er forandret på alligatorfronten, og New Orleans summer af liv og er The Big Easy som altid. Og dog. Det, der ved første øjekast lignede en by relativt fuld af turister, viste sig ved andet hørekast udelukkende at bestå af amerikanere på udflugt. Der var ingen andre europæere end os. Og der var i det hele taget væsentligt færre turister end vanligt.

Derfor var det et chok at høre Fru Frederiksens udmeldinger om tiltag hjemme i Danmark. Det var så kun det første den dag. For (T)rumpen fulgte straks efter og fortalte os med uvelvalgte ord, at vi var uønskede. Når man altid og til enhver tid skal skyde skylden for alle sit lands selvforskyldte genvordigheder på andre, er europæerne selvfølgelig et godt mål. Face it: Vi har generelt mere styr på alt det, manden selv har mistet grebet om, så hvorfor ikke udnævne os til epicenter for en sygdom, han givetvis selv allerede har fået, men ikke vil indrømme overfor sine enfoldige fans. Det var så der, vi indså, at vi måttet ud, hjem, væk. Alle husker vist billederne fra plyndringerne efter Katrina, og ingen er vist i tvivl om, at våben er legale i USA, hvor de især anvendes, når den enkelte føler sig presset og forurettet. Så med rettidig omhu fik vi bestilt billetter hjem til lørdag aften–over London, for (T)rumpen turde ikke helt aflyse Boris, da man vel næppe forråder sin eneste ven og halvtvilling i ånden. London blev også valgt, fordi det helt ærligt nok er det næstbedste sted at syge inde. Man taler vel sproget og er rimeligt velkendt med, hvordan det hele fungerer. Hvis det skal være i udlandet.

Der var bare lige det med Dodgen. Hvis man afleverer en udlejningsbil i en anden stat end den, hvori den er lejet, kunne man sådan set lige så godt købe hele bilen. For det, den slags koster. Så 2 af os måtte de ca. 1000 km. retur til Orlando med bilen, mens resten så kunne vælge at flyve mellem de to byer og nå frem til afgang fra Orlando på den måde. Hvad der lignede en prøvelse og en smuk udvisning af samfundssind og gruppesamvittighed blev dog en rigtig god oplevelse på de amerikanske veje, for tiden var rimeligt i overskud til også at lave små udflugter væk fra de lange, lige veje og se det noget mere rigtige Amerika. Det med de små byer, med de gamle huse fra før borgerkrigen, med alle de smukke sydstatsegetræer, behængte med Spanish Moss og de uendelige, kridhvide strande langs den Mexikanske Golf. For mig står stadig overnatningen i Biloxi, hvor hotellet nærmest lå på stranden, og vi spiste seafood på surferbaren med udsigt til den uendelige Golf som noget helt særligt. Den var slet ikke ringe, den lange tur, for selv om den var lang, smagte den også noget så dejligt af alt det roadtrip, vi ellers fuldstændigt gik glip af.

Og mens vi forsøgte at gå under radaren med vores britiske accenter, lukkede Amerika. Der blev erklæret undtagelsestilstand, og fredag aften i en Walmart i Tallahassee beviste, at danskerne ikke er de eneste, der hamstrer toiletpapir. Dog er der indlysende forskel på, hvad der anses for livsnødvendige varer i de to lande, men selvfølgelig kan man da også overleve på chips og Cola. Hvis man er amerikaner. Ikke, at det egentlig påvirkede færdslen langs motorvejene synderligt, og det var da også tydeligt, at den overvejende del af amerikanerne anså enhver form for fast food restaurant som uangribelig af selv den mindste Coronabakterie. Især segmentet over 100 kg. I det hele taget fiser dommedagsbudskaberne kun langsomt ind derovre, for det virker som om, det kun er steder, der direkte påbydes at holde lukket, der rent faktisk gør det. Hvilket måske er fuldt forståeligt for fundamentalistiske følgere af en præsident, der mener, det hele går over og i sig selv, når det bliver varmere. Og at det i øvrigt er demokraternes skyld.

Egentlig havde vi forventet, at der ville blive lagt spærringer og bomme af enhver art ud for os på hjemturen. Noget med, at flyet blev aflyst, at vi ville blive internerede i London og på enhver tænkelig måde blive afholdt fra at nå Kastrup. Men i et halvfyldt fly fra Norwigian nåede vi London og en slap paskontrol samt en lufthavn, hvor alle mængede sig med alle og Gatwick i den grad levede op til, hvorfor det er den lufthavn i hele verden, jeg hader allermest. I øvrigt, som en slags, kuriosum, så er det ikke toiletpapir, briterne kaster sig over. Det er hovedpinepiller–ALT var ryddet hos Boots!

I Kastrup var der nok kontrol, især af udlændinge, men noget egentligt forhør måtte vi slet ikke igennem, så enhver dansker, hjemkommet fra udlandet, kunne vandre frit lige ud i en relativt tom ankomsthal og sprede alt det, vedkommende ufrivilligt måtte sprede. Men jeg må indrømme, at jeg for nok eneste gang i mit liv havde lyst til at gøre det, jeg næsten synes er noget af det mest proletariske og pinlige i hele verden: Klappe, da flyet landede!

Og så sidder jeg her ved mit køkkenvindue og ser ud over et afdødt kvarter, hvor kun skraldebilen og et enkelt par pensionister har været forbi. Hele formiddagen har jeg brugt på forsikringsselskabet, som selvfølgelig er både genstridigt og i disse tider forsøger at redde, hvad reddes kan. Måske ikke bare i disse tider! Anyway, så er det eneste, der kan tilbagebetales, den ekstra flybillet hjem. Hvilket selvfølgelig får mig til at ønske, jeg havde rejst på business, med overvægt ( og ikke smidt en del væk for at få det hele ned på 10 kg!) og bestilt mad hos et flyselskab, hvor Atlanterhavsmad skam er en ekstra udgift.

Men hvad betyder egentlig alt det? Lige nu er det vigtigste at være hjemme i hel tilstand efter 9 dage i Coronaskygge. Og at alle dem herhjemme både har det godt nu–og har haft det godt, imens jeg har været væk! Den evigt bankende rejselyst er i den grad banket ned, og måske, måske bliver verden igen sådan, at det bliver sikkert at rejse. Så vil jeg tænke på, at man jo ikke nødvendigvis behøver at være den første turist i Europa!

Selvfølgelig glæder jeg mig til at gense en af verdens største og mest spøjse ikke-seværdigheder, Graceland i Memphis. Hvor man kan studere samtlige Elvis` personlige udgaver af sparkedragt for voksne, hans lyserøde Cadillac og hans uhørt forfærdelige smag indenfor boligindretning. Til at gå parade under the moon over Bourbon Street tonight, mens man hører en masse jazz og bruger dagen på at spise Cajun Food, sejle med hjuldamper på Mississippi (bare fyld så mange s-er og p-er ind som overhovedet muligt, så er det stavet korrekt!) og flyde rundt i alligatorfyldte sumpe. Jeg skal også sidde nærmest oven på Forest Gump på den bænk i Savannah, hvor livet er en stor æske chokolade og måske finde et sted, hvor de serverer stegte, grønne tomater og mindes min allerstørste, fiktive heltinde, Idgie Threadgood. Og det bliver alt sammen fedt. Virkelig fedt. Roadtrip syden rundt. Jazz, Cajun Food, alligatorer, plantations og Spanish moss. Ned og se, om arrene efter Katrina omsider er ved at være lægt, for det var de ikke, da jeg sidst var der i 07. New Orleans er en af mine absolutte yndlingsbyer. Hvis ikke det er byEN.

Men der er kommet en skygge ind over glæden og forventningerne. Den hedder Corona.  Sådan en lille, nagende orm, der sidder i baghovedet og pipper op om sygdom, spredning og det nærmeste, den moderne verden nogensinde har været på middelalderens verdensomspændende pest. Det er blevet så ambivalent, det hele. For på den ene side set glæder jeg mig vildt og inderligt. På den anden er ormen derinde ikke lige til at fortrænge.

I første omgang har det selvfølgelig noget at gøre med angsten for selv at rende ind i smitten undervejs. At blive fanget i T(rumpens) sundhedssystem, der udelukkende tilgodeser de rige og de, der har de nødvendige forsikringer. At strande i et umenneskeligt system, langt fra hjem og familie i det, der må være det ultimative horrorscenarie. Heldigvis, i en sådan situation, kommer jeg såvel fra et velfærdssamfund samt har en ordentlig forsikringsdækning. For, let`s face it, jeg er jo, trods alt, godt på vej ind i risikogruppen. Godt nok hører jeg til de meget få undtagelser, der aldrig i sit voksenliv har haft influenza, men det lader til, at netop denne bacille absolut ingen respekt har for en så imponerende rekord. Omvendt er jeg vel ikke mere eksponeret derovre end herhjemme. Vil den ramme mig, skurken, så kan det vel lige så vel lade sig gøre nede i min Netto som på Memphis Station. Og i øvrigt er det sidste vel at foretrække, sådan at forstå, at så har jeg da i det mindste også fået DEN med!

I anden, og nok meget mere væsentligere omgang, har det selvfølgelig meget mere at gøre med dem, jeg rejser fra. Familien, fra yngste barnebarn til generationen over mig. Hvordan de klarer sig, hvordan de forhåbentlig formår at styre udenom alle helbredstrusler og forblive raske, når jeg nu sidder adskillige tusind kilometer væk og absolut intet kan foretage mig. Ikke kan være til stede og hele tiden står med såvel et Atlanterhav og adskillige flyvemaskiner imellem os. Det er som at slås med en irrationel skyldfølelse over noget, der ikke engang er sket endnu. At føle skyld på forhånd. Akkurat som at tage alle sorger på forhånd med det eneste, uomgængelige resultat, at så er man da i den grad helt sikker på at få dem. Omvendt kan jeg vel gøre præcis det samme, ligegyldigt hvor jeg er. Eller ikke gøre. Jeg kan hverken fjern- eller nærkurere, og som tingene ser ud lige nu, er der absolut ingen, der ved, hvad der vil ske. Forhåbentligt ingenting. Men det lader ormen sig desværre ikke vifte væk med. Som alle skrækorm er den fuldstændigt løsrevet fra enhver form for rationel tænkning og sund fornuft og lader sig udelukkende styre af følelser.

Så er der så alle de praktiske omstændigheder. Rejsen er, med undtagelser af nogle moteller undervejs, betalt. Der er, med andre ord, en del penge ude at svømme på oplevelsekontoen. Udenrigsministeriet, som jo er vore dages orakel for rejsebrancehen, har ikke på nogen mulig måde stemplet områderne som no-go, hvilket betyder, at der ingen forsikringspenge er at hente. Som i INGEN! I øvrigt er der oftest ingen forsikring, når rejser er arrangeret individuelt, ligegyldigt hvad udenrigsministeriet måtte sige og gøre. Egentlig er dette ikke af væsentlig betydning som sådan for netop denne rejse, men det er samtidig en form for besynderligt incitament for den udgiftssky her. Man smider ikke penge ud på ingenting uden en troværdig ( for en selv, altså) begrundelse.

Det, jeg så skal arbejde med, er den lille gnavende orm. For den skal ikke få lov at gnave igennem og bygge rede, eller hvad orm nu ellers gør. Den skal reduceres til en lille plet i en glæde over at skulle over til dette dybe Syden, som jeg elsker så inderligt. Forventningen om sol, jazz og lækker mad og gensynet med alle de afdøde og fiktive venner. Fra førnævnte Idgie, Elvis og Forest til Rosa, Scarlett, Rhett, Melanie, Ashley, Martin, Louis, Robicheaux, Agent Anderson og ikke mindst Blanche, som jeg regner med at møde i lige præcis den sporvogn, der hedder  Desire sammen med en genopstået Marlon Brando i sin ungdoms sexede udgave.

Jeg er nødt til at bekæmpe ormen, og hvad er næsten bedre end den ikoniske replik fra Evelyn i et af mine yndlingsfilm: “Face it! I am older and have better insurance.” Håber jeg. Eller rettere: Håber jeg ikke at skulle komme i nærheden af at måtte anvende!

For en gangs skyld inhalerer jeg også (T)rumpens uvise ord: Det skal nok gå over det hele, når først solen begynder at skinne. Og det gør den jo, dernede.

Det er koldt og mørkt og gråt derude. Ikke så meget som en halv million vietnamesere er stået tidligt op ude i min forhave og startet med at flytte ting ( vietnameserne flytter mange ting, rigtigt mange ting) på cykel eller scooter, og stilheden er til at tage og føle på. Ikke en eneste scootermotor eller cykelklokke, ikke engang en kaskade af bilhorn og ivrige gadesælgeres lovprisninger. Der er heller ingen, der laver mad på gadekøkken på hver ledig plads i min indkørsel. Det ville ellers have været rart i et hus, hvor alle maddepoter er gabende tomme, og man så inderligt savner alle hotellers omeletkok. For omelet om morgenen er godt og rart og bliver pludselig en meget synlig mangelvare, når man hverken har æg, andre ingredienser–eller altså en omeletkok.

Det er i det hele taget meget gråt at komme tilbage til Danmark. Til et land med 5,5 millioner med umådelig god plads til sig selv og hinanden, efter ferie i et land hvor samme antal blot udgør en tredjedel af de største byer. Selvfølgelig er det indledningsvist fascinerende, at der altid er mennesker overalt (rigtigt mange mennesker overalt), men i grunden ligger der også en god afstressningsfaktor i simpelthen at kunne være sig selv. Det skal vi nok sætte pris på, at vi kan herhjemme. Det vil jeg fortælle mig selv, at jeg skal bruge dagen på at være glad ved.

Efter 12 timers søvn i bevidstløshed streg, er jeg ved at have forjaget jetlaggen. Den er altid værst mod øst, hvor man får stjålet sine timer, mens man mod vest får foræret timer til at indhente såvel søvn som sit eget liv. Og det værste ved at komme hjem er altid vasketøjet, der gennem feriedagene har fået en mere og mere dominerende plads i ens kuffert. Det er vildt rart at udpakke alle de ting, man har købt, (inklusiv de par stykker, hvor man akut undrer sig over, hvorfor man dog har lavet investeringen!), men der er sgu` ingen morskab i konfrontationen med adskillige par beskidte underbukser.

Og så er der altid den underlige følelse af, om det virkelig kan være sandt, at man igen skal til at gøre alle de dagligdags ting, som andre til dels har gjort for en et stykke tid. Ikke bare at vaske tøj, men også at købe ind og endda lave sin egen mad. Og huset, som har stået tomt, har på besynderlig vis støvet sig selv til uden ens indblanding, hvilket man overhovedet ikke orker at tage alvorligt.

Allermest er det dog et antiklimaks at vende hjem fra solen, fra lyset, fra varmen og fra de fjorten dages ligegyldighed overfor at tage dagliglivet seriøst. Her er gråt, meget gråt. Solen mangler.

Heldigvis er det så ikke vasketøj, jeg lige går ned på. Der er nok til at holde mig beskæftiget et par dage, og går jeg seriøst i vasketøj, kan jeg vel abstrahere for manglen på lokal omeletkok og selv støje så meget, at jeg kan lyde som i alt fald 2-3 vietnamesere. Uden scooter.

Sidst jeg var i Vietnam, var jeg 1 dag i Mekongdeltaet. Der er vidunderligt smukt, meget spændende og meget stort. Der bor 22 millioner, og området er kolossalt. Derfor syntes jeg, vi skulle have 2 dage dernede.

Intensiv søgning på nettet ledte mig til en tur, der godt nok var billig ( 1100 for 2, alt inklusiv), men bestemt ikke lød afskrækkende. Måske fik jeg ikke helt læst igennem, hvad det egentlig var, vi skulle, men jeg havde en ide om, at vi først skulle den obligatoriske runde til kokosnøddeplantagerne, spise elefantfisk og sejle rundt i enhver form for både i det enorme vandområde, hvorefter endages-turisterne tog hjem, og vi blev indlogeret på et lille hotel ved plantagerne med fritid indtil næste dag, når den dags dagshold skulle hjem.

Og sådan gik det da også. Et stykke vej. Om morgenen blev adskillige nationaliteter afhentet og fragtet rundt til alle seværdighederne i det nordligste Mekongdelta. Det var fint og spændende. Men da alle de andre udlændinge så skulle hjem, blev vi læsset over i en yderst faldefærdig bus sammen med 8-10 vietnamesere. Og en stum mand fra Ohio, men ham kommer vi lige tilbage til. Ingen af dem talte engelsk, men vi kunne sådan lidt gætte os til, at de nok var hjemme fra udlandet på besøg i det gamle land, hvorfra de nok engang var bådflygtet. Anyway, så bestod gruppen af en større familie og en amerikansk gift, vietnamesisk kvinde og hendes far. Det var hendes mand, der var stum. Tror vi, for vi hørte ham ikke indføre et eneste ord. Han betalte bare. Samme vietnamesiske kvinde var tilsyneladende også på triumftogt til hjemlandet for at fremvise sin 200 kilo tunge (stumme) Ohiobonde og missede ikke så meget som en eneste chance for at føre sig særdeles højrøstet frem. Hun ikke bare GIK prinsessegang, hun også nærmest svansede gennem enhver folkemængde med de 200 kilo stumme bonde på slæb. Når ingen så det, sendte hun ham himmelvendte blikke, rettede konstant på ham, og i øvrigt var det langt under hendes værdighed at sidde sammen med ham i bussen.Han svedte også lidt vel meget….

Alle disse vietnamesiske ex- pats var tilsyneladende på en nostalgisk tur til det gamle land og havde som fælles hovedformål at spise sig gennem det, samt at opkøbe lagre med hjem. Aldrig har jeg før set turister købe så mange madvarer. Samt nå at spise så mange af dem undervejs. Det var dybt imponerende, hvad de mennesker fik fortæret. Undtagen Ohiobonden, for han blev ikke altid budt. Han betalte bare.

Men da alle de andre vestlige turister var kørt, blev vi slet ikke kørt til et hotel. Istedet kørte rumlebussen os på en 3 timer lang tur gennem deltaet, helt ned til byen Can Tho. Den havde jeg ikke lige set komme. Vietnameserne må have vidst det, for de havde da i alt fald mad nok med. Og her blev vi så, altså os to danskere, indlogeret på et hotel, der vel nærmest kan karakteriseres som 50-ernes Jernbanehotellet i den kommunistiske version. Her var meget højt til loftet, et relativt udgået farvevalg, møblement fra før førnævnte 50-ere af yderst Stalinistisk tilsnit, skidt i krogene, og kød, der bare var sejt og sikkert vildt solidarisk. Vi var de eneste ikke-vietnamesere, og de kunne lige så godt have puttet os i bur og fremvist os mod betaling. At dømme efter stirrefaktoren. Jeg ved ikke, hvor vietnameserne sov. Men jeg ved, at de umuligt kan være gået sultne i seng.

Da vietnamesere generelt har en anden dagsrytme end os ( de står forfærdeligt tidligt op og er også ret tidligt i seng) traskede vi allerede klokken syv næste morgen af til marked. Og så spiste vietnameserne igen. Der var ikke den ting på det helt fantastiske, flydende marked i Can Tho, de ikke skulle smage. Nogle gange gav prinsessen også sin Ohiotumling lidt. Men det var mest i smug. Jeg havde på forhånd læst om det flydende marked og ville vildt gerne se det, men det var da noget af en overraskelse, at den tur, jeg havde booket, rent faktisk gik dertil. Og vi så slangefarm, fabrikation af nudler ( vietnameserne provianterede til mellemstore provinsbyer), spiste tørrede frølår og slanger ( vietnameserne spiste MANGE) og cyklede den mest vidunderlige tur gennem landsbyer til et af verdens største træer på 300 kvadratmeter. Med guiden og prinsessen i front. Ohio svedte og trak ret tit. Han nød det vist ikke så meget, men prinsessen nød meget at cykle ham gennem landsbyerne.

Så mine 1100 kroner ( for to, altså) gav en hel del måltider, der ikke alle var seje som Jernbanehotellet, fantastiske oplevelser, vidende guide og altså en tur ned til et sted, jeg forfærdeligt gerne ville til, men ikke anede, jeg ville ende. Det gav også et strålende indblik i, hvad der er væsentligt at komme tilbage til for vietnamesiske ex-pats. Disse spiste sig bogstaveligt talt gennem den gamle kultur, mens Ohio så ud, som om han ikke fattede en hujende fis af det hele. Hvilket vel også var ligegyldigt, så længe han betalte.

Det var en spøjs oplevelse. Jeg tager den gerne igen!