Guldsøstre

Vel hjemme fra dejlige Madeira har jeg bestemt med mig selv, at jeg ikke behøver komme tilbage til øen, før jeg bliver rigtigt gammel. Så vil jeg, til gengæld, tilbage i en uendelighed. Det er rart at tænke på, at der findes et sted, som man ved, er perfekt til gammelferie. Betryggende, endda.

Det, jeg mener med det, er, at Madeira appellerer noget så befriende til den form for ferie, hvor man bare slapper af i det gode vejr og ikke sådan foretager sig ret meget andet. Hvor det er nok at slentre i sit eget tempo mellem fortovscafeer og ind imellem det bare sætte sig på en bænk og nyde de fantastiske udsigter, der er overalt. Og hvor–og dette er faktisk væsentligt–klientellet primært udgøres af andre akkurat ligesom en selv. Der er ingen (jeg så i alt fald ingen) højrøstede Polterabends, ubeskriveligt tumbede britiske fodboldfans, nyrige russere, helfede, midaldrende mænd med guldkæder om halsen, unge på deres første drukture uden forældreovervågning eller i det hele taget tilløb til forhøjet, højlydt og imbecilt party-party. Alt går sin stille gang i adstadigt seniortempo, og det er rigtigt rart.

At jeg så måske netop ikke kommer tilbage før da, skyldes nok primært, at jeg føler, jeg har set det meste af øen. Den er jo ikke beundringsværdig stor, så det er ingen bedrift at komme gennem den. Et par–eller flere– dagsudflugter tager en omkring de væsentligste seværdigheder, og selv om udsigten er fantastisk omkring hvert eneste hjørne, og vegetationen blomster, som blev den aflønnet for det, så når man ligesom et mætningspunkt, hvor der begynder at melde sig en lille mangel på udfordringer. Men hvis disse seværdighedsmæssige udfordringer ikke skal opfyldes, hvis selve målet er afslapning, så findes der nok ikke mere perfekte omgivelser.

På nuværende tidspunkt i mit liv er denne ø fantastisk til de 6 dage, den tog at erobre. Jeg kan holde daseferie i mit sommerhus, så derfor tager jeg aldrig ud i verden for at ikke at lave andet end at slappe af. Det kan jeg mageligt, og med mine egne ting indenfor rækkevidde, gøre i sommerhuset. Når jeg er ude, skal der ses, opleves og indhentes nye indtryk af enhver art. Lige nu, altså. Men der er jo ingen, der siger, at det vil forblive uforandret. Jeg kan da tydeligt forestille mig, at der kommer en tid, hvor mine krav til udenlandsferier bliver nogle helt andre, der absolut ikke involverer sightseeing på den altoverskyggende og drastiske måde. En tid, hvor det drejer sig om at slappe af og nyde bare det at være til i stedet.

Når den tid kommer, så vil jeg til Madeira igen. Men så nok heller ikke før…..

Lufthavne er ingenmandslande, ikke-steder mellem check-in og afrejse, hvor man bare er, uden egentlig helt at være der. For enten er man jo mentalt på vej ud eller hjem, og dette underlige mellemsted tæller overhovedet ikke.

Der var noget ved det, dengang man kunne gå amok i toldfri varer og købe forråd af ren luksus til de næste flere år. I alt fald var det da muligt at slå tiden ihjel med binge- shopping af den slags varer, man udelukkende købte, fordi de var billige. Den tid er forbi— i alt fald for flyvninger indenfor EU, og det er de fleste flyvninger vel oftest.

Jeg sidder her ved et ucharmerende bord og keder mig, fordi jeg stadig lider af den vildfarelse, at jeg skal være i lufthavnen i god tid. Bagefter spørger jeg altid mig selv, hvad i alverden det dog var, jeg skulle have så uendelig god tid til. Til at få tisset af måske? Eller investere i højst afdøde sandwiches til overpriser? Her hvor jeg sidder koster 2 Toblerone 125 kroner, så chokoladespisning bliver det i akt fald ikke til, før jeg runder den næste Netto.

Den kunne de godt arbejde lidt med, den forhøjede underholdningsværdi i lufthavne. Så det hele ikke bare var så kedeligt. Det er da kedeligt nok i sig selv at skulle hjem fra ferie…..

Personligt synes jeg, de fleste fisk er grimme. De har øjne, der signalerer et stadie af nærmest permanent hjernedød, de bruger ikke hud, men skæl, og så ser nogle af dem bare så uendeligt ubegavede ud. Udefra kan man ikke se på dem, at de lider af akut benoverskud, men selv i afdød tilstand skal de da ellers nok komme efter en, hvis man glemmer deres umådelige mængder af ben.

Heldigvis vinder de fleste fisk på smagskontoen. Ikke sild, synes jeg, for dem kan man jo overhovedet ikke komme til at smage for bare ben, men de der lidt større, hvor det er muligt at udvinde noget kød eller måske endda fillettere er da bestemt værd at gå i spisekontakt med.

Således også denne kleppert, som, hvis man skal være venlig og sige det halvmildt, har sit udseende temmelig meget imod sig. Den ligner jo noget fra en dårlig gyserfilm og ville aldrig nogensinde få en rolle hos Disney. Den ser ud som en elektrisk ål, der allerede er blevet svedet af af sig selv, eller et uønsket familimedlem, som ikke engang en mor kan forsvare udseendemæssigt.

Så er det jo godt, at sådan en fætter kan afskindes, aføjes og afskælles, filletteres og gøres til fine stykker hvidt fiskekød. Der var jo alligevel ingen, der ville turde spise den, som den ser ud her— af frygt for, at overvældende grimhed smitter. Og gør man det ved den, smager den himmelsk.

Faktisk er sådan en Blackfish en stor delikatesse her på Madeira. Den skæres i filletter, paneres og overhældes med mangosovs og stegte bananer. Kødet er nærmest lidt torskeagtigt og særdeles velsmagende, men netop bananerne og mangoen supplerer såvel hinanden som selve fisken. Det er virkelig en god og attraktiv ret.

Og hvem skulle lige have troet det, når man ser sådan en forfærdelig grim fætter på fiskemarkedet? Måske skal man bare holde sig fra fiskemarkeder. De ligner, som før sagt, mere trailere til gyserfilm end egentlige optakter til delikate middage.

Hvis man nu altid har gået med en karnevalsgænger i Rio i maven og bare aldrig har fået sig snøvlet sammen til at komme afsted, så er her et absolut farvestrålende alternativ. Billigere, sikrere, sikkert næsten lige så flot og ikke helt omme på den anden side jorden. Nemlig det storslåede karneval i Funchal.

Der findes ikke noget så overraskende dejligt som at rejse til et sted, hvor man slet ikke hjemmefra var klar over, at man lige præcis dumpede ned på datoer, der var helt specille for stedet. Jeg anede ikke, der var karneval i Funchal, selv om jeg selvfølgelig godt var bevidst om, at det er Fastelavn. Ikke, at den gamle skik er noget, vi gør noget særligt ud af mere. Dens indbyggede udkædningsfaktor har detailhandlen og kulturimperialismen styret om til Halloween.

Men i mange andre lande holder man altså fast i sine egne gamle og lokale skikke. Karnevalstanken som sådan er verdensomspændende, for gennem alle tider har der jo hersket en bevidsthed om, at mennesket har brug for at klæde sig ud, være en anden sådan midlertidigt, drive gæk med autoriteterne og vel bare skeje legalt ud for overhovedet at kunne affinde sig med ( eller finde tilbage til) sin egen, ofte trælse og arbejdsfyldte, hverdag. Og så passer den slags løjer jo f.eks utroligt godt efter fasten, hvor man da i den grad har behov for morskab for at komme af med indestængte å agressioner og lave en Jeppe i baronens seng.

Anyway, karnevallet i Funchal topper lørdag aften, hvor paraden med snesevis af pyntede flåder og hundredvis af smukt udklædte dansere sambaer ned ad den 2-3 kilometer lange havnefront. Fra den første flåde sætter ud til alle er igangsat, går der vel 2-3 timer, hvor tusindvis af publikummer kan nyde det fantastiske skue. Her er ikke sparet på udklædning, på dans og sang og på minimale kostumer med et utal af fjer til de smukkeste, mest rytmiske dansere. Det er helt magisk at være tilskuer til.

Og så virker det som om, der er en uskreven regel om, at alle kan være med. Jeg så bedstemødre i tangaer! og fantastiske strutkjoler, handicappede i kørestole, der dansede med, særdeles overvægtige piger i bikinier og strudsefjer, bedstefædre, der havde en fest som klovne og ældre herrer, der lignede nogle, der havde været med, siden de som børn lærte trinene. Det var en folkefest for alle, og det var fantastisk at se. Godt nok har jeg aldrig været i Rio, men min fornemmelse er, at det nok ikke lige er alle, der danser med der.

Det var et bombardement af lyd, lys, tango og livsglæde. Og tænk at dumpe lige ned i sådan et, uden at man overhovedet vidste, det skulle finde sted.

Jeg er sikker på, de får nogle rolige uger herovre, for alting er vist danset og forklædt ud. Personligt mangler jeg også den slags fester derhjemme. Vi kunne sgu’ godt bruge noget mere fastelavn. Meget mere karneval!

For mange år siden anlagde vi nye terrasser. Det var tiltrængt, og det blev pænt. I alt fald for pænt til de visne pinde i krukker, jeg indtil da havde spist mine terasser af med. Alle tre. Pinde, altså.

Så var det, jeg i et anfald af blomsterovermod bestemte mig for at investere i lidt mere end bare Nettos shitblomster på tilbud. Faktisk kørte jeg ( da jeg havde fundet frem til adressen på en sådan) hen på en planteskole og gik relativt amok. Blandt mine akutte amokindkøb var en stor, flot Camelia i blomst. Med stor og ditto flot krukke løb den vist op i tusindkroneseddel, og jeg blev helt forfærdet over mig selv og lovede både mig og manden en bod på havregrød i flere måneder. Som kunne spises, mens vi sad og nedstirrede vores Camelia og dens krukke.

Men hold da op, hvor var den flot. Ca. en meter høj og vel det samme i omkreds og med masser af røde blomster. Det vil sige, det var den de første 14 dage. Siden gik det noget så grusomt ned ad bakke med den Camelia, og da jeg derefter havde glemt den ude i drivhuset en hel snevinter, gav den ligesom bare helt op. Jeg synes ellers, jeg gjorde en del for den til at starte med: vandede den, smilede til den, hev rådne knopper af og klippede alle de visne grene af, men lige meget hjalp det.

Det var og bliver tusind kroner lige ned i muldjorden, og ikke engang den dyre krukke har jeg nogensinde siden fundet noget, der var stort nok til. Den slags har de ikke i Netto.

Men så i går, her på Madeira, kom jeg forbi denne Camelia. Den er jo ret vild. Min første tanke var, at der skal mere end mig til sådan lige at tage livet af den. I alt fald vil jeg tro, jeg skal gøre mig umage. Min næste tanke var, at det bare er død- unfair, at der findes steder, hvor sådan en bavian af en Camelia kan vokse sig så stor, voksen og moden, når min egen ikke engang overlevede sin spædestes ungdom. Og det ser da ikke engang ud til, at nogen sådan for alvor går og smiler til den.

I mit næste liv tror jeg, jeg vil være Cameliapasser på Madeira. Eller hvad det nu hedder hernede. Jeg tror, det er et taknemmeligt job, og da man jo forventes at sone sine synder, må jeg vel kunne gøre det hele lidt godt på baghånd for den Camelia, hvis liv jeg i sin tid tog på brutal vis. Selvfølgelig har jeg også stadig masser af uforløst vrede over den tusindkroneseddel, jeg bare spildte på den slags pjat og pyntesyge, men jeg har alligevel vedtaget, at jeg vil prøve at opføre mig ordentligt og fair overfor min kommende besætning af Cameliaer.

Selv om det er unfair! Sgu’ !

De sidste dage er arbejdsplanen for det meste af sommer og–især–eftersommer kommet på plads. Jeg vil, i denne sæson, ikke løbe tør for, komme til at længes efter eller på nogen måde gå i akut nød for Skotland. Jeg vil stå med uanede muligheder for at besøge mit præstebillede af Raeburn på National Gallery i Edinburgh–og det gør jeg faktisk hver gang, jeg er der, for jeg holder så umådeligt meget af det. Og jeg skal til Tattoo, hvilket jeg heller aldrig bliver træt af. Men allermest skal jeg give en masse gæster en bid af MIT Edinburgh med de krogede, gamle gader oppe i Old Town, hvor spøgelseshistorierne florerer, af de fantastiske huse i New Town og det pragtfulde højland med alle borgene, slottene, destillerierne og, ikke mindst, naturen og selve skotterne. Det bliver fedt. Fordi det, for mig, er den fedeste følelse af alle at kunne vise andre ting, som jeg elsker og holder meget af. I håbet om, at de også smittes med min begejstring og får en super oplevelse ud af det. Det var bl.a. også derfor, jeg i sin tid blev lærer. Og var gennem Shakespeares Macbeth og Bangs Ved vejen 37 gange med aldrig aftagende entusiasme.

Men alligevel sidder der en lille, bitte flig af noget uforløst tilbage inde i mig. Nemlig den lille flig, som alle mennesker kender, og som går ud på ikke helt at blive stoppet ind der, hvor man selv så udmærket ved, at ens spidskompetence sidder. Ikke, at jeg ikke kan min Skotland. Det er ikke det. Det er meget mere, at jeg i min egen bedømmelse er temmelig tæt på at være Danmarksmester i Irland og Oxfordområdet. Det er der, jeg ved mere end de fleste, hvor jeg på stående fod kan lede folk gennem labyrinter af såvel gode historier som spændende oplevelser, og hvor jeg, qua mine årelange kontakter med lokale, som har givet mig arsenaler af viden, er som en fisk i Themsen (som i øvrigt hedder Isis i Oxford, men det er en anden historie!), Shannon og The Liffey. Faktisk har jeg det ind imellem sådan, at jeg synes, det er lidt synd for rejsebureauet, at de ikke sender gæster med mig den slags steder. Ligesom det da er synd for de gæster, der ikke får den oplevelse! For nu at sætte det hele på spidsen.

Jeg tror, de fleste kender følelsen af at blive sat lidt ved siden af den stol, man allerhelst vil sidde på, fordi man er så Fandens god til at sidde på netop den. Sandheden er jo, at vi alle gerne vil gøre vores bedste og vise verden det, vi er allerbedst til. Som i mit tilfælde er Irland. Fordi der ikke findes mere tilfredsstillende følelse end den, der kommer af at gøre sit ypperste. At slå mere end til. Måske endda at præstere ud over det forventede, det sædvanlige, det velkendte. Over-leve folks forventninger. Det er den, jeg længes efter at opleve. Igen!

Misforstå mig ikke–jeg kan skam godt mit Skotland. Og jeg holder usigeligt meget af det land og nyder intenst at vise det frem. Men Irland er MIT. Mit hjerteblod, for nu at blive rygende sentimental. Og selvfølgelig har de deres grunde til ikke at sende mig derover. Givetvis at der findes en anden, der måske er endnu bedre end mig på det område. Selv om jeg selvfølgelig, både usagt og uforskammet, har mine tvivl. Hvis de bare ville give mig en eneste dag på Ring of Kerry, gennem Conamara eller i Dublin, så skulle jeg sgu` nok vise dem……

Anyway, jeg må op på det skotske får. Og som får betragtet er det da også et af de bedste. Edinburgh har været en blændende og bestandig kærlighed, siden jeg var der for første gang i 1978 og samtlige, utallige gange, jeg har været der siden. Glasgow er en fantastisk, sprudlende, livlig by og udmærker sig ikke mindst ved at være hjemsted for min store, måske allerstørste helt, designikonet Charles Rennie Macintosh, hvis fodspor kan ses næsten overalt. Og højlandet er, udover at være det nostalgiske sted for min ungdoms jagtmarker ( jeg tilbragte hver eneste sommer i højlandet fra 78- 81) så smukt, at man næsten er nødt til at have gæster med for at have nogen at lade sin overvældende begejstring gå ud over. Der er så betagende vidunderligt oppe ved Queen`s View, at det næsten ( næsten, kun) kan sammenlignes med Ladies` View nær Killarney!

Udover det bliver det også til gode gensyn med York, Yorkshire og Wales. Og York er absolut i Top 5 over britiske byer. Ikke mindst fordi, vi selv grundlagde den i sin tid, hvilket ( nu kommer den igen!) jeg så ikke kan undgå at bemærke, at vi også gjorde med Dublin…..

Det skal nok blive en fed sæson. Selv uden Irland.

Jeg troede, det var almindelig, gammel og velkendt viden, men nu ser jeg alligevel en artikel i en avis, der påpeger faren ved at flyve med forskellige flyselskaber, når man skal mellemlande eller skifte fly. Det kan derfor ikke understreges nok, at der er en enorm fare for bagudflyvning, tab af nyt fly og andre grimme ting forbundet med at blande flyselskaber. Og hvis man hører til de, der altid booker enhver form for ferierejse gennem et rejsebureau, så er der absolut ingen grund til at læse videre…..Så er det nemlig deres problem.

Men det er vi jo nogle, der ikke kunne drømme om. Som i alt fald på velkendte destinationer har så stor respekt for vores egne penge, at vi nødigt vil være til grin for dem. Derfor skal man altid være opmærksom på, om der er skift i selskaber undervejs på flyvninger.

Det er faktisk så enkelt, at hvis man holder sig til samme selskab, så er rejsen helt og holdent selskabets ansvar. Det er dem, der er ansvarlige for forsinkelser og andet, der måtte opstå. På vej til Cuba for en måneds tid siden, var vejret i Zürich så snefuldt, at flyveren ud af Hamburg var vildt forsinket, da man havde store problemer med at holde landingsbanen snefri. Vi landede derfor ca. ½ time efter, at vores næste fly planmæssigt skulle være afgået. I netop denne situation ventede Atlanterhavsflyveren på os, da de jo vidste, vi skulle med. Ligesom alle andre fra andre “feeding” fly, som også var stærkt forsinkede. Hvis vi derimod havde været med et andet flyselskab til Zürich, havde ingen jo haft den fjerneste anelse om, at vi skulle videre med det næste fly. Og hvis vi omvendt ikke havde nået det, var Swiss ansvarlige for vores ombookning og eventuelle hotelophold, mens vi ventede.

Der er selvfølgelig destinationer, hvor det er umuligt at holde sig til samme flyselskab hele vejen. Hvor der simpelthen ingen direkte fly går fra Danmark, og hvor flyene herfra kun kan bringe en et stykke af vejen. I sådanne situationer beregner jeg altid mindst 4 timer til skift–og gerne mere, selv om der ikke findes mere håbløse steder at vente end i lufthavne.

Mange booker også deres fly ved hjælp af de billetselskaber, der dukker op f.eks. ved søgning på Momondo. Momondo er som hovedregel en super side, HVIS man skal bruge den til at lokalisere de billigste afgange. Så kan man nemlig se, hvem der er billigst og gå direkte til det bestemte selskabs hjemmeside. Hvis man derimod går direkte videre inde i Momondo og ender hos et billetselskab ( som selvfølgelig tager sig betalt for sine tjenester), kan man uforvarende risikere at booke flyrejser med selskabsskift. Og ingen er ansvarlige for det. I alt fald ikke billetselskabet. Og det er der faktisk ingen, der gør en opmærksom på, hvilket er ualmindeligt uheldigt.

Kommer man for sent til et fly, er det udelukkende ens eget ansvar. Så er første fly på en rejse med blandede selskaber forsinket så meget, at næste fly ikke nås, er man på lufthavnens mark. Man kan selvfølgelig håbe på, at første fly er over 3 timer forsinket, for så vanker der en kompensation på 3000 kroner ved flyvninger over 1500 kilometer, men det er ligesom ikke det store plaster på såret, når man står i Langtbortistan og ikke kan komme videre. I øvrigt tager det også op til et år at få sin kompensation fra genstridige selskaber, som må slæbes i retten, og det er vel lidt lang tid at tilbringe i en lufthavn.

Jeg troede, det var old news, men det er det så tilsyneladende ikke. I alt fald er det så sagt igen, igen……

Sådan et stykke hen på aftenen i aftes finder min genbo pludselig ud af, at hun er pund-løs og må sende junior af sted mod det britiske tidligt her til morgen uden en penny på lommen. Det er ikke fordi, hun ikke har været i banken. Det har hun skam, men er der noget, banker umuligt kan hjælpe med nu om dage, så er det akutte penge. Der er nemlig ingen banker, der ligger inde med penge. Altså de rede og hvide og gå ind i banken og sige “Jeg vil gerne have 500-penge.” Lidt selvmodsigende, men sådan er det.

Skal man ud at rejse, skal man være i forbandet god tid, hvis man ikke bor i en af landets få byer, der anses for rejselystne nok til at ligge inde med akut rejsevaluta. Ellers skal det bestilles uger i forvejen og fragtes fra nærmeste valutabeholdning til ens egen bank i en mellemstor provinsby, der ikke skønnes at have kundeunderlag til hverken dollars eller pund. Euro kan vi trække i automaten, og alle de andre valutaer kender de kun i Kolding.

Så er det jo godt, hun har et nær-nær pengeinstitut på sin villavej. For herovre har vi skam–ikke decideret penge nok–men da i alt fald et pænt udvalg i valutaer. Der findes en permanent pundpung, en europung og en dollarpung, og så er der alt det løse, der danser omkring i et syndigt rod nede i kommodeskuffen. Jeg tror, vi kan klare de fleste valutaer indenfor Europa i størrelse “2 metrobilletter og en flaske vand”, og manden har da også lige meddelt fra sit eksil i Tyrkiet, at han er på vanvittig god hilsefod med stuepigen, grundet den pose tyrkiske Lira, jeg lige fik gravet frem fra samme skuffe.

Der er jo altid rester, og vel husker jeg da at putte mange af dem i bøtterne til de fattige børn i lufthavnene. Men altså ikke altid. Faktisk allermest i den slags lande, hvor man ikke kan omveksle valutaer udenfor egne grænser og derfor forevigt hænger på uduelige Dong, CUC eller andet småkravl. Der ryger næsten altid noget med hjem, og det har jeg det ret godt med. Jeg kan godt lide følelsen af at rejse til et land med i alt fald en lille smule af deres valuta i håndbagagen. Det er ligesom, jeg så er lidt mere end bare en turist. Jeg kommer et skridt nærmere som en slags begyndende kender af landet.

Desværre er det også sådan, at alle de mønter har det med at slå sig sammen til total mønt-u-overskuelighed i skuffen. Jeg kan tilbringe timevis med at sortere dem i respektive lande, og faktisk er den slags slet ikke specielt nemt. Alle ved, hvor besværligt det nogle gange kan være at lære et nyt lands mønter at kende ( det er sådan noget, guider rent faktisk bruger tid på at lære gæsterne på busture), men en del lande understår sig i at præge deres mønter med bogstaver og alfabeter, man er fuldstændigt ude af stand til at læse. Jeg er lost, når det kommer til forskellen på Georgien og Armenien, der selvfølgelig har 2 forskellige alfabeter, og Israel kan jeg kun kende på den evige lysestage.

Selvfølgelig kan man i de fleste lande ( men det er faktisk ikke alle) trække sig noget valuta på gadeautomater. Det har jeg ofte været for nærig til, for det gør ondt helt ind i sjælen at skulle betale 30-50 unyttige penge for den slags. Man kan også, hvilket er en genial måde at få kontanter på, betale middage for grupper og medrejsende på sit kort og derefter indkassere de skyldige beløb i kontanter. Men det rokker ikke ved, at rejsevaluta hjemmefra både er planlægsningskrævende og besværligt nu om dage. Hvilket er en smule besynderligt, når nu folk generelt rejser meget, meget mere end dengang, man bare gik ned og forlangte sine pund ved den søde dame bag bankens skranke. Bankens skranke, skrev hun. Hvis nogen ellers kan huske den…..

Så min genbo skal være rigtigt glad ved sin reservebank på den anden side vejen. Godt nok når sønnen givetvis ikke langt på de pund, der lå i pundpungen, men han kommer hverken til at sulte eller vansmægte lige med det samme. Og så har hun måske lært, at hvis man skal ud at rejse og kun bor i mellemstore provinsbyer, så skal man være i allerhelvedes god tid med sine valutahandler, for her i byen har bankerne skam ikke penge. Det er kun genboerne, der har.

Jeg har endnu engang måttet konstatere, at jeg har en europæisk mave. Sådan en, der i virkeligheden er en smule selektiv omkring, hvor den befinder sig i verden. En slags hjemmefødning på mavefronten, der er vildt racistisk hvad angår ikke-europæiske bakterier. Dem kan den ikke lide, og netop på det punkt er den helt enig ( som på det eneste punkt, altså) med T(rumpen). Der burde bygges en forsvarlig mur for at holde bakterier af enhver anden etnicitet end europæisk(e) ude fra min mave.

Så er det jo godt, man har vidundermidlet Imodium. Imodium er en slagsbror, en forsvarer, en indhenter af alle mavesubstanser, der er ved at løbe løbsk. Man skal bare proppe sig med de små piller, og så har man faktisk bygget sin egen lille befæstede maveborg. Alle ved vel, at der ikke findes modbydeligere form for ferie end den, hvor dagsordenen udelukkende drejer sig om at finde det næste toilet. Og alle ved vist også, at udvalget af offentlige toiletter andre steder kan være endog særdeles begrænset–for slet ikke at tale om alternativt, set med danske, priviligerede øjne. Selvfølgelig har jeg da lært altid at have en pakke papirsservietter på mig, men somme tider er flere pakker langt fra tilstrækkeligt til indledningsvis at få opbygget bare en nogenlunde acceptabel rengøringsstandard. Og hvis man bruger dem alle på at gøre rent, så sidder man jo alligevel i bogstaveligste forstand tilbage med lorten alligevel.

Jeg har svineædt Imodium på Cuba. Uhæmmet hældt dem i mig og lyksaligvis undgået konfrontation med et skønsomt udvalg af lortede aftrædelsesteder. Så langt, så godt.

Jeg kan kun bekræfte, at de virker. SOM de virker. Faktisk virker de endnu. Og det er overhovedet ikke morsomt, det her. Jeg mener, her sidder jeg med et flot, velrengjort, indbydende, europæisk toilet, hvor man hverken skal stå op, sidde på hug, huske at smide papiret i særskilt bøtte eller abstrahere fra, hvad der lever på gulvet og i tønden—og så har jeg intet at bruge det til!

Lort! Siger jeg bare!

Der er en–og kun en–grund til at tage til Varadero: Stranden. Alt andet fås meget bedre, mere autentisk, mærkbart billigere og muligvis en hel del venligere andre steder på øen. Til gengæld har Varadero indiskutabelt den bedste strand. Og den er fantastisk. Sådan alenlang med kridhvidt sand og krystalklart vand af den slags, der ikke engang behøver at blive photoshoppet for at gøre sig i en reklame.

Indtil for få år siden var Varadero forbeholdt alle andre end cubanere. Altså de cubanere, der ikke arbejdede i servicefag på stedet. Tro mod enhver form for socialistisk tankegang var det almindelige folk nemlig udelukket fra stedets velsignelser ved hjælp af en emsig grænseovergang, der kontrollerede, at alle cubanske statsborgere kun fik adgang for at tjene udenlandske kapitalister på badeferie. En god portion af landets allerbedst uddannede læger, jurister og andre akademikere krydsede derfor grænsen hver dag, da man selvfølgelig tjente betydeligt mere i drikkepenge heroppe end som f.eks. almindelig overlæge.

De tider er ovre. Men de store all inclusive luksushoteller ligger her stadig. På rad og række ( gerne i første række) er de kastet ud som små aflukkede feriebyer langs den 20 km. lange landtange, og det siges, at adskillige turister, der vælger Varadero som feriemål, aldrig sådan rigtigt har været uden for deres eget hotel, når de efterfølgende kommer hjem og påstår, de har været på Cuba. Jeg kan understøtte påstanden med, at en god del af de purunge canadiere på deres alkoholiske jomfrutur og de nyrige, ubehøvlede russere, der boede på vores hotel, simpelthen op ad dagen ikke var i stand til at gå ret mange skridt udenfor hotellet.

Det var første (og såmænd nok også sidste) gang i mit liv, jeg oplevede en all inclusive mastodont. Godt nok var vores hotel langtfra i luksusklassen, en rimelig mellemvare i god, kommunistisk, afskallet beton med indbyggede husdyr og flot poolområde, men jeg fik ligesom ret godt fat i den generelle ide omkring denne ferieform. Den første dag var det en oplevelse at konstatere hvor meget, der var gratis, og som man bare kunne svinespise og -drikke. Udmattet fandt jeg faktisk mig selv i færd med at lave logistik på madretterne i det næsten kilometerlange tag-selv-bord-, så jeg nåede dem alle igennem, men allerede på dag 2 når man et decideret mætningspunkt og gennemskuer, at mindst 200 meter bare er variationer over pastaskruer og resten i øvrigt relativt uinteressant. Dog kunne de noget med desserter, om end min mave stadig lider af eftervirkningerne af forhøjet, faretruende intensiv indtagelse af gammeldags guf. Det værste ved den slags madorgier er dog det enorme madspild, man nærmest ubevidst efterlader sig. Når valgmulighederne er så kolossale, og maven stadig har sin vanlige kapacitet, fristes man over evne og bliver noget så grimt grådig. Det er forkert at lade selvvalgt, selvhentet mad stå, fordi man grådigt har overvurderet sine spiseevner. Og det er forkasteligt i et land, hvor mange af indbyggerne kun lige har til dagen og vejen.

Der findes skam en slags by i Varadero. Den er aflang, afskallet, grim og ikke det fjerneste pastelfarvet. Her er en del restauranter, barer og souvenirmarkeder, et afdanket anlæg og et hus med ufrivilligt karikerede statuer af nogle underlige mænd, der siges at skulle være The Beatles. Der er så meget, der er anderledes på Cuba, så hvorfor ikke også en vejledende version af Beatles? Måske den socialistiske udgave?

Og så er der stranden! Den er vidunderlig, smuk, ren, fantastisk. Så når man har sådan en, er det næsten muligt at undgå at kede sig, hvis man vel og mærke begrænser sit ophold til 2 hele dage. Ikke mere.

Jeg vil gerne til Cuba igen. Men jeg behøver ikke komme til Varadero igen.