Guldsøstre

I min barndom var det et lille, travlt fiskerleje, hvor man kunne fisk hos skipperne, og hvor der absolut ingen herlighedsværdi var forbundet med at bo i Stinesminde. Nu er det en idyllisk beliggende, lille havn på Nordsiden af Mariager Fjord, hvor nærmest samtlige af de gamle fiskerhuse er forvandlet til velholdte liebhavervillaer. Og nu er der herlighedsværdi i udpræget grad forbundet med at bo her.

Det er ikke bare selve det gamle fiskerleje, der gør rart helt ind i sjælen, når man besøger det. Det er også selve turen dertil gennem skove og bakker og et helt fantastisk kuperet landskab. Samt, hvis man bevæger sig ad den gamle grusvej langs fjorden, turen tilbage igen, som udover vildtvoksende skov, mange fjordkig, flot restaurerede gårde og endda et imponerende udbud af gravhøje også lige inkluderer en smuk sø oven i seværdighedskøbet.

Der er så uendeligt smukt i Danmark på netop denne årstid. Og Stinesminde er et af de allersmukkeste steder. I alt fald i mine øjne.

Jeg hører til dem, der helst indtager hovedstaden med tog. Det er lettere, billigere ( og her tænker jeg primært på P-afgifter) og sætter en af lige midt i det, man oftest har rejst for.

Det er dog nok de færreste, der undervejs den sidste kilometer ind til Hovedbanen overhovedet ved, hvilket fantastisk område de kører igennem. Man kan nemlig ikke lige se det for bare skinner, aflagte tog og generelt rod, hvilket nok giver en følelse af, at det her område bare skal overstås for at komme ind til noget lidt mere forståeligt.

Så det kæmpestore DSB-område der mellem Ingerslevsgade, Hovedbanen og Enghavevej eksisterer nok slet ikke på mange indre landkort. Og det er synd. For det er simpelthen fantastisk. Det kræver godt nok lidt logistik at komme ind i det, men kan man finde tunnelen, der udgår fra Enghavevej, er man, på den anden side af den, lige midt i alt det spændende.

Det første, man møder, er Den gule by–en lille, idyllisk landsby her under 1 kilometer fra Rådhuspladsen. Førhen var den forbeholdt ansatte ved DSBs store remiser og andre anlæg på arealet, så de kunne komme hurtigt på arbejde på ethvert tidspunkt af døgnet. Nu ligner den mere en attraktiv oase med flotte huse og gamle haver for de mere alternative børnefamilier midt i det allermest trendy København. Her er ingen støj, men masser af udenomsplads–og så er vi altså lige spot on i storbyen! Man føler sig hensat til en fjerntbeliggende, urørt ø, hvor livet i alt fald ikke har hovedstadstempo. Her er nu heller ikke ret mange andre end de lokale fastboende–ikke mange har fået øjnene op for områdets klare skønhed.

Omkring denne skønne oase ligger masser af gamle industribygninger, som tidligere har været ( og nogle stadig er) i brug af DSB. Alle med en fabeltagtig flot, industriel arkitektur, røde mursten og masser af efeu. Der er gamle tårne, remiser og kæmpehaller, hvoraf nogle de senere år er begyndt at blive brugt til udstillinger og markeder. Enkelte fremadskuende firmaer er også flyttet ind, hvor der nu lige har været plads. Men alt i alt bærer området præg af industrialiseringen i forrige århundrede, og hvis man, som jeg, er vildt fascineret af gamle industribygninger, er her virkelig noget at kigge på.

I bunden af området findes også et imponerende stort antal trælader i nærmest østeuropæisk byggestil. Virkelig flot og meget, meget uventet her midt i København, og jeg har stadig til gode at finde ud af, hvad i alverden de i sin tid har været brugt til. Hernede er der i øvrigt også blevet plads til en hel udflyttet byskole, som lige nu bor i barakker, mens renovationsarbejde foregår. Det må da være et eventyr for børnene at få lov at flytte ind på dette areal, hvor asfaltskolegårde er erstattet af træklatring og gemmelege i de utallige små budskadser og ældgamle, flotte træer.

Man skal have rigtigt god tid, når man bevæger sig ind i området. Og udelukkende gøre det til fods eller på en cykel. Men det er det hele værd at se denne fantastiske kombination af gammel industri og et af de mest idylliske boligområder i Danmark. Der er, fra kommunens side, planer om at omdanne dele af området til park. Min holdning er en smule ambivalent. For selvfølgelig er parker dejlige, men det bliver her på bekostning af et stykke spændende industrihistorie og sikkert også freden, roen og idyllen i Den gule by.

Endnu engang har jeg fået en på fordommene. På de der generaliserende, uigennemtænkte forenklinger, der udelukkende, kun og bare kommer af simpel uvidenhed og mangel på at sætte sig ordentligt ind i tingene.

Egentlig vidste jeg det jo godt. Altså at Rumænien er et de allerrareste lande at rejse i, og at rumænerne er et folk, der ser venlighed og hjælpsomhed som ganske naturlige og fundamentale karaktertræk. Faktisk vidste jeg også godt, at rumænerne udmærket ved, hvad vi andre europæeres uvidenhed betyder. Nemlig at vi på forhånd har fordomme, som enhver rumæner ser det som sin største pligt at modbevise. De ved godt, at deres rygte kan være en smule blakket i den almindelige, enfoldige folkedom fra ignoranter, der end ikke har besøgt deres land. Derfor gør de noget ved det. Meget. For hvis man som hovedpræmis er et venligt og hjælpsomt folk, så må det da være ganske forfærdeligt at have et helt andet image på uvidenhedens verdensmarked.

Som nu med noget så enkelt som at give penge tilbage. Det tager tid at få penge tilbage i Rumænien, for der skal tælles meget nøjagtigt og væres helt sikker på, at den betalende har set, at der ikke er snydt. Som nu med regninger på restauranter. Hvor man, selv om det er indikeret, at et vist overskud er drikkepenge, alligevel betales tilbage nøjagtigt på, hvad der svarer til kroner og ører. Som nu med hotelregninger, hvor man indgående får forklaret, hvad der er betalt for–og i øvrigt som regel bliver positivt overrasket over, at det bliver mindre forventet. Som nu med taxakørsel, hvor priserne pr. kilometer står UDEN PÅ taxaerne, og man opfordres til at tjekke distancen selv. Som nu på de store, professionelle markeder, som markedet i Obor, hvor der skam står priser på alt, og begrebet turistpriser er ukendt, således at alle betaler det samme–og prutning derfor er nyttesløst. Og det sidste hænger vel også uløseligt sammen med, at INGEN, absolut INGEN råber en ad på hverken markeder eller udenfor restauranter. Her er ingen “special price for you”-snyderikker, eller for den sags skyld nogen form for aggressiv, usmagelig markedsføring. Tag den Rom!!!

Og står man med et kort og et fortvivlet udtryk, så hjælpes man videre uden skjulte bagtanker. Ligesom antallet af engelsktalende er imponerende højt, hvilket måske kan skyldes, at ingen, nærmest absolut INGEN taler russisk, for hvad i alverden skulle man dog det for? Det er i Europa, man hører til, og det er man stolte af! Hvilket fører direkte videre til, at jeg personligt også er meget stolt, når jeg ser, hvad vi i det “gamle” Europa sammen har formået at gøre for Rumænien. Fra at være et nærmest udbombet og udsultet folkefærd, ofre for en vanvittig diktator, er dette land, primært for EU-midler, ved at komme rigtigt meget på fode. Det er synligt overalt, 0g det er præcis lige så synligt, at det primært er sket, fordi viljen og evnen til at arbejde hårdt for sagen er umådelig høj. Det gør mig oprigtigt glad, at man hernede til fulde kan se, at EU-midler er vildt væsentlige, og at vi alle kan være med til gensidigt at hjælpe hinanden. Så giver jeg gerne til EU. Også vel vidende, at en forøget levestandard i lande som dette direkte er vejen til øget eksport og import og dermed bedre økonomi for alle parter.

Som nu også, når man har købt billetter til en bus, som man er lidt usikker på, hvor afgår fra. No problem! Rejseagentens mor er alligevel tilfældigt på besøg, og hun kan da lige gå med de 5-10 minutter, det tager at vise vejen ned til stoppestedet. Og regner det, som det gjorde, har hun selvfølgelig sin paraply med, som hun venligt deler, så de besøgende ikke bliver våde! Det kunne vi faktisk lære en smule af i Danmark. Ikke nødvendigvis at tage mor med på arbejde!–men den venlige selvfølgelighed, som omfatter alle turister.

Der er stadig lang vej igen for rumænerne, for det tager tid at genopbygge et nærmest ødelagt land. Men kors, hvor viljen til at gøre netop dette er eksisterende! Tilligemed at uddannelseniveauet, selvfølgelig især i byerne, er imponerende højt. Og så er det slet ikke sagt, at landet mange steder er usigeligt smukt naturmæssigt. Dette, kombineret med venlighed og hjælpsomhed, skal nok i fremtiden trække en del turister til, som også kan være med til at lægge penge. Vi danskere synes at være nogle af de sidste til at have opdaget dette, og jeg håber oprigtigt ikke, at det skyldes, at vi, af uvidenhed, har flere fordomme end alle de andre europæere, der allerede har opdaget landet. Omvendt kan man desværre næsten også sige, at vores uvidenhed på ironisk vis er med til at bibeholde det smukke land smukt og stadig uberørt. For når masseturismen invaderer, hvad der absolut har potentiale til at blive invaderet af netop masseturisme, så er det måske lige præcis der, at både skønheden, venligheden og hjælpsomheden kommer i udsatte positioner.

Så–det er nu, det skal ses, dette dejlige land! Det er nu, man kan få en ordentlig en på fordommene. Og det er utroligt sundt!

Så kan man simpelthen bare lære at bruge et ordentligt flyselskab!

Der var kaos i luftrummet over Europa i aftes. Det tordnede. Faktisk tordnede det i stride strømme og store udladninger over det meste af Midteuropa og især lige ovenpå lufthavnen i Frankfurt, som er en af Europas største og travleste. Flyene kunne hverken lande eller lette, og når et sådant trafikknudepunkt går i lyn, spreder det sig som torden i luften og forsinker afgange og ankomster i snart sagt enhver europæisk lufthavn.

Så vi sad og sad i Bukarest. Med hyppige opdateringer fra en enormt venlig og pålidelig kaptajn, som forfærdeligt gerne ville have sit fly i luften. Det kom det da også, med flere timers forsinkelse. Faktisk så forsinket, at det fly, vi skulle skifte til i netop Frankfurt, burde være affløjet lang tid før, vi forlod Bukarest.

Det er så her, de ordentlige flyselskaber kommer ind i billedet. Jeg mener, den irske harpe og diverse andre, måske knapt så ubehøvlede lavprisselskaber, ville have blæst os en lang slipstrøm og i øvrigt have fralagt sig ethvert ansvar. Men ikke disse gennemordentlige tyskere. De ventede! For til trods for, at Frankfurt lufthavn byder på kilometervis af gange, gater og gåture, så sendte de da bare folk ud for at lede efter os. Fulgte os nærmest i hånden de sidste 500 meter til det fly, der bare VILLE have os med. Ikke mindst, i øvrigt, takket være en supersød, ung dansker, som pacede i forvejen i sprinterfart for at oplyse om, at de allersidste passagerer var på vej der næsten 1½ time efter planmæssig afgang på et fly, som selvfølgelig var stærk forsinket i forvejen. Og som lukkede dørene og startede med at taxie nærmest det sekund, vi sad ned.

Jeg ved godt, at det er billigere at lade nattens sidste fly vente på forsinkede passagerer fremfor at skulle i gang med logistik på og betaling for hoteller. Men alt dette ville end ikke strejfe et lavprisselskab. Ordentlige flyselskaber tager et ansvar for deres passagerer og passer på dem. Det er også derfor, de er dyrere. Men ingen, selv ikke den irske harpe, er herrer over luftrummet over Europa og dets nuværende tendens til kraftige udladninger. ( Og her ikke et ord om, hvad dette nærmest dommedagsagtige vejr dog kan skyldes!)

Vi kom hjem, godt hjem. Og en stor, stor, inderlig tak til disse ordentlige tyskere. Og ikke mindst den hurtige unge mand, der som en joker i spillet pludselig egenhændigt sørgede for, at der var gevinst!

Sådan ser gården på vores hotel ud her til aften. Sidst på eftermiddagen, ved hjælp af det lokale politi, rullede omkring 20 motorcykler fra en del forskellige lande i Europa ind i den. Sammen med en flok ikke helt unge herrer.

Det er et flot, men også ret ufremkommeligt syn. De borde og stole, der plejer at stå i gården, er blevet forvist til sammenklap og hjørner, og disse kolossale dyr af nogle maskiner har helt overtaget dagsordnen i gården. Selv jeg kan godt se, at samme dyr koster en del friværdi og sikkert også skænderier med konen omkring det rent økonomiske aspekt.

Jeg kan også godt se, at de er flotte. Og store. Meget store. Men jeg tror desværre aldrig, jeg helt kommer til af fatte, hvor store de egentlig er i de i hovederne på de mænd, der ejer dem. For stoltheden over at besidde et sådant metaldyr lyser jo ud af dem. Og der var i alt fald ingen, der fik mig til at køre på sådan en helt fra Østrig, Italien, Grækenland og hvor de ellers kommer fra og hertil.

Ifølge en gammel reklame er der så meget, kvinder ikke forstår. Denne her kvinde forstår i alt fald ikke helt glæden ved sådan et dyr, når man i stedet sagtens kunne have brugt pengene på noget fornuftigt. Det er nok et fåtal af kvinder, der sådan til bunds og helt ned til tændrørene forstår det med mænd og madkiner.

Til gengæld har mange mænd også en udpræget mangel på forståelse fra Mulberrytasker og nyt tøj……..

Det er sikkert udelukkende, fordi det er besværligt at komme hertil, at her ikke vrimler med danske turister. Og sikkert også, fordi alt for få danskere ved, at denne lille, billige perle af en ferieby overhovedet eksisterer. Det er synd. Og hvis charterbranchen ellers kendte deres besøgstid, ville de nok gøre noget alvorligt ved at få sendt feriefolket til Brasov i Rumænien.

Heldigvis har vi, der kender hemmeligheden heroppe i de transsylvanske bjerge, så stedet for os selv på danskerfronten. De fleste andre nordeuropæere HAR nemlig allerede fundet det. Således deler vi hotel med en flok søde pensionister fra Danske Bank i Oslo, og de rare mennesker kan jo sådan set ikke stå til ansvar for, hvor de førhen har arbejdet….

Her er skovklædte bjerge, til vandring, trekking eller bare pensionistvenlige gåture på velanlagte stier. Her er smukt forfald og nænsom restaurering i en flot middelalderby med charme og atmosfære. Samt en lang, spændende historie. Her er en skønsom blanding af tysk og rumænsk kultur og et venligt, smilende folk. I omegnen findes Rumæniens smukkeste og mest frygtindgydende slotte, som alle kan nås på en dagtur, og de er det værd. Dette er Draculas hjemegn, og det dyrker man selvfølgelig. Priserne i Brasov er sådan nærmest lidt latterlige, så ingen bør holde sig væk på grund af prisniveauet. Tværtimod. Og så vrimler byen med fine forretninger— ikke mindst hvor man kan købe sko! Hvorfor det lige er sko, de lokale forretningsdrivende har kastet sig over, er en gåde, men faktum er, at cirka hver anden butik heroppe sælger sko!

Der er rart i Brasov. Sådan ferie-afslappet- rart. Det kan kun anbefales at finde hertil!

Den senere tid har Københavns Kommune haft en del bænkproblemer. Det ser ud som om, de har alvorlige udfordringer omkring at passe på de bænke, som i alt fald kræver en gravko, 3 vægtløftere og en lokal Rambo for at forlade de steder, hvor de oven i købet er boltet fast. Alligevel har kommunen et vanvittigt højt tabstal på bænkkontoen.

Men selv om københavnerbænke er smukke, tunge og charmerende, så er de faktisk overhovedet ikke er nærheden af de overdådigheder, der præsenteres for parkgængere i Bukarest. Sådan en rumænsk parkbænk er ikke bare smedejernsgods fra før dengang den lokale verden gik i kommunist-ulave, men den har også ornamenteringer til overflod og et noget, lad os bare kalde det markant, design. Her er vi også oppe i kranniveau med hensyn til hugning af parkbænke. At dømme efter det nuværende antal har det så været en tak for meget. Eller også har man simpelthen haft en gren af det hemmelige politi, kun til varetagning af påpasning af parkbænke.

Anyway, så slår det mig altid, når jeg er rundt i verden, hvor utroligt forskelligt noget så ret simpelt som en parkbænk kan udføres. Og lad mig sige det sådan, at udfra alle de smukke modeller, jeg har set, så ville jeg nok vælge at hugge mine parkbænke en del andre steder end i København. Denne—altså den på billedet— har da noget mere stil, swung ( og smedejern) end de relativt pjaltede fætre, der står i København.

En bænk er ikke bare en bænk. Den er et stykke håndværk, og rigtigt mange gange et statement oveni. Sådan en kalorius som denne oser jo langt væk af rigdom, overskud, gamle slægter og fin heraldik. Hvilket egentlig, at dømme efter alle mit livs og min verdens bænke, let leder mig frem til den konklusion, at jo fattigere, et land er, desto mere pralværdi ligger der indbygget i dets parkbænke. Godt nok er landet hernede lidt på røven og gennemsnitsindkomsten lav, men prale lidt rent bænk mæssigt—det kan man!

Så det er måske meget godt, at de københavnske er lidt mere simple, for det signalerer vel på samme tid både ordentligt land og mådehold. Måske er det derfor, så utroligt mange risikerer liv og lemmer for at få sådan en i egen have?

Så kan jeg lige nå at skrive dette, inden klokken bliver 20.00, og jeg igen skal ud i verden med den allerbedste rejsefører, jeg kender. Denne gang på DR2, hvor Simon Reeve tager mig med til Myanmar. Derfor billedet, i øvrigt.

Jeg blev først opmærksom på denne vidende, berejste og underholdende unge mand, da han rejste fra den ene ende af Rusland til den anden. Det var nok den mest interessante, personlige rejseskildring, jeg nogensinde har set. Jeg greb såmænd mig selv i at se genudsendelser af programmerne, fordi jeg bare ikke kunne få nok af hverken Reeve eller hans skildring af Rusland. Ikke blot er han et åbent leksikon over stederne, deres historie og befolkninger, men han tager også på alle lokaliteter et personligt standpunkt i forhold til, hvad han ser og oplever. Det er journalistik på højde med 80- ernes uovertrufne rejseskrivent, afdøde Bruce Chatwin. Og det er en fornøjelse.

Efter Ruslandsrejsen har jeg været med Reeve utallige steder i verden. Sidst rundt om Middelhavet, hvilket var vildt interessant. Hvis jeg i programoversigten spotter en udsendelse med ham, tilsidesættes alt andet, selv Morse som både gammel og ung, før han blev gammel.

I aften skal vi så til Myanmar, Simon og jeg. Derfor er det så, at jeg bare lige vil pippe op om, at der sagtens kan blive plads til mange flere på den rejse…. Med ham ved rejserorstangen kan det kun blive interessant!

Sidste weekend boede jeg et par nætter lige overfor dette ikke specielt moderne autoværksted. Der findes ikke mange af dem tilbage, og de, der er, er som regel forladte og usælgelige. Men dette fungerede skam. På sit lille hjørne der, hvor 3 veje skar hinanden, og hotellet og kirken lå lige overfor.

Det, der egentlig tiltrak mig mest, var skiltet i vinduet, der hævder, at her sælges kul, brænde og tørv. Kul og brænde, OK. Men TØRV? Godt nok er det skotske højland gennemsyret af mosejord, der sagtens kan producere en ordentlig tørv, men hvem i alverden gider grave dem op? Stable dem i stakke i 6 uger eller længere til tørring? For slet ikke at tale om faktisk at brænde dem? Ikke mange–i Skotland. For selv om den skotske regering har ofret millioner på at udskifte vejskiltene, så alle stednavne nu står både på gælisk og engelsk i erkendelse af, at 7% af indbyggerne i områder som dette KAN tale gælisk ( betyder ikke, at de GØR det!), så er vi altså i Skotland umådeligt langt fra den keltiske romantik, der for tiden får folk i Irland i massevis til at fatte skovlene, tørre tørvene, sende deres børn i gæliske skoler og til irsk dans hver onsdag. Det er Dublin-hipsterne, der dyrker den slags nationalromantik–ikke folk langt ude på landet i en minimal flække i det skotske højland. Heroppe nøjes de gerne med fjernvarme og Nordsøolie. På engelsk, TAK!

Men det er alligevel som om, den skotske nationalisme har fået ekstra tør i tørvene efter Brexit. Heroppe hvor 62% stemte for at forblive i EU, mens kun 38% var for Brexit, er reaktionerne på blot at skulle følge med som den tynde whisky markante. Det er klart, at der kommer en reaktion på ufrivilligt at blive frataget noget, som man ser som helt naturlige goder, som man har ret til. Det er lidt som om, fortiden, historien og dyrkelse af det af det at være skotsk får en mere fremtrædende position. Så måske vil der gradvist også komme en pendant til den irske, nostalgiske romantik, så ejeren af autoværkstedet virkelig får gang i sit tørvesalg?

Så er det da godt, man har beholdt skiltet. Jeg var lige ved at gå ind og forlange en portion tørv–blot for at tjekke, om de overhovedet havde nogen på lager. Omvendt–hvad i alverden skulle jeg have stillet op med dem?