Guldsøstre

For mig er et af højdepunkterne på enhver rejse et besøg på et loppemarked. Altså et rigtigt et. Ikke disse totalt turistgearede fælder af plastiktasker, afskyelige rædsler med hilsen fra og det lokale såkaldte kunsthåndværk sat i masseproduktion. Men et sted, hvor man sælger sit overskud, resterne fra den hjemlige eller andres oprydning eller måske den lille husflid, man går og nørkler med derhjemme om vinteren.

Det siger enormt meget om et land, hvad det, eller dets indbyggere, har i overskud. Nogle gange selvfølgelig også, hvad der pludselig er blevet i overskud, fordi det er blevet populært og derfor kan sælges til en fordelagtig pris. F.eks. er det jo særdeles påfaldende hjemme i Danmark, hvor utroligt meget gammelt keramik, alle har fået i læssefulde af overskud.

Hernede i Portugal har de også store mængder af keramisk og porcelænisk overskud. Dog må man sige, at smag og behag er en smule forskellig fra land til land, og, udover Flora Danica, har vi vist aldrig sådan dyrket de katastrofeblomstrede kaffestel på vores breddegrader. Det gør de så her. De er også mere end blot til husbehov glade for messing, og i det hele taget er der en påfaldende fascination af ting, der skinner. Måske er de bare bedre til at pudse end gennemsnitsdanskeren.

Jeg leder altid efter gamle sølvsmykker, da de ofte kan købes både billigt og favorabelt på den slags markeder. Så selv om jeg kun har ti fingre, kunne jeg med lethed udsmykke over det dobbelte antal med alle mine udenlandske loppefund. Den går lige i belønningscentret, hver gang det lykkes mig at prutte en god ring ned i en rimelig pris, så den kan komme hjem i skuffen til alle de andre.

Men husk disse lokale loppemarkeder som en del af ferieoplevelser. Og undgå alle de professionelle kræmmere med deres “special Price for you” taktikker og elendige plastikkopivarer. Det er på de små ydmyge steder, selve folkesjælen og landets særegenhed sælges ud.

Her er så det sidste eksemplar indenfor mit livs omfattende udvalg af baggårde. Denne er blevet mig tildelt i Lissabon, hvor jeg skal leve med og omkring den de næste fem dage.

Jeg holder faktisk ikke specielt meget af baggårde. Alligevel bebyrdes jeg i storslået grad med skånsomme udvalg af lokale baggårde, hvor jeg end rejser hen. Forstået sådan, at en udsigt til gaden— eller i alt fald en opgradering til kun halvvejs eller kvart baggård— i min optik regnes som at vinde i det ellers altid uretfærdige værelseslotteri.

Der er kun 1 ( en) årsag til, at mit hotelliv forfølges af baggårde. Nemlig den, at jeg på de allerfleste af mine rejser bor på enkeltværelse. Singlerejsende forventes tilsyneladende at have en umættelig appetit på baggårde, køkkenregioner, snuskede gyder og faldefærdige bagtrapper. Singlerejsende stoppes sådan lidt ind, hvor der nu er en ledig seng, og det er der selvfølgelig ofte der, hvor hotellet ligesom synes, det hele bliver alt for overvældende baggård.

Heldigvis rejser jeg da også ind imellem med manden. Så bliver jeg  ofte kraftigt belønnet med udsigt til forgård og gader. Måske burde man simpelthen anskaffe sig en alibi-mand, som man sådan kunne tage med på rejser— udelukkende med det selviske ønske at undgå de allerværste baggårde? Det er sgu’ lige før, det her nærmer sig sexisme med dobbeltkønnet fortegn. For singlerejsende mænd tager vel også deres andel af baggårdene?

Der findes stadig mennesker, der tror, at sydeuropæiske baggårde er romantiske, maleriske og et kig ind i den virkelige middelhavscentrerede folkesjæl. De tror fejl. For baggårde, hvor de end bor i verden, ER baggårde. Hverken mere eller mindre. Det er her, man stuver lortet, de bristede ambitioner og alt det, ingen gider se på.

Undtagen singlerejsende. De tvinges til det!

Forleden sad jeg en halv dag på en politistation. Det er der såmænd, for mit vedkommende, ikke noget nyt i. Jeg har brugt rigtigt mange timer af mit liv på politistationer. Jeg er, når jeg selv skal sige det, ret god til politistationer og ved præcis, hvad der kræves for at sidde på sådan en. Man kan næsten sige, at det er en af mine spidskompetencer. Og detentioner. Dem kan jeg også. I øvrigt er jeg også sådan middelgod til skadestuer og lægehuse på landet. Øvelse gør vel mester.

Da jeg sad på den politistation tænkte jeg faktisk på, at det nok var meget godt for mig at sidde lidt på en igen og lige få genopfrisket, hvordan man sidder på sådan en, for det var næsten alt for længe siden sidst. I tre år har jeg ikke rejst med elever, så min erindring om at sidde hos ordensmagten i diverse europæiske lande var en smule nedslidt. Jeg kunne så, og det da er beroligende, konstatere, at under mit fravær er der absolut ikke sket nogen nævneværdige ændringer indenfor politistationssidning.

Lokalerne er præcis ( eller endnu mere, for der er jo gået tre år) lige så nedslidte som vanligt, vagthavende er stadig ikke kommet på engelskkursus, og ventetiden er da i alt fald ikke gået nævneværdigt ned. A prospos ventetid, så kan man som hovedregel regne med, at jo længere man er fra Danmark, desto længere er den. Det samme gælder antallet af stempler, som man skal have på sin anmeldelse. Deres antal er direkte proportionelt med afstanden i kilometer herfra og til den station, man sidder på. Dog må jeg sige, at netop mit sidste skud på politistationsstammen i den grad udmærkede sig frem for så mange andre. Der blev både indkaldt en tolk, og damen, der tog mod anmeldelsen, smilede hele to gange. Men måske var hun bare i godt humør den dag.

Det gode ved at være så erfaren en stationssidder er, at man ikke blot kender sidderumlen, men at man faktisk også i mange europæiske byer ved præcis, hvor stationerne ligger. Så man ikke også skal bruge tid til at gå rundt og lede efter dem. Ydermere lærer man jo også med tiden, hvor de mest eftertragtede stationers toiletter befinder sig, for somme tider er ventetiden lidt længere, end en blære kan klare. Til forskel fra politistationer er detentionerne noget nemmere at have med at gøre. De vil jo i bund og grund primært af med det skidt, de har slæbt døddrukne op ad rendestene og andre ulækre omgivelser. Her skal man bare betale og så tage sit affald med sig. Efter års rutine i opsamling af elevmæssigt drukaffald i f.eks. Dublin, er jeg fuldt på det rene med, hvor samtlige byens detentioner befinder sig. Og var, må jeg nok indrømme, en overgang ligefrem på fornavn med vagthavende. Så såvel politistationer og detentioner har været en naturlig del af mit liv. Hvis den slags ellers kan kaldes naturligt.

Da jeg rejste hjem med flyveren forleden, kunne jeg selvfølgelig ikke undgå at bemærke, at der også var minimum en skoleklasse med. Det gjorde mig både lettet og lettere nostalgisk på samme tid. Jeg kan jo godt komme til at savne de pragtfulde, unge mennesker, men må så lige minde sig selv på, at de repræsenterer en decideret risiko over middel for politistationsbesøg. Og detentionsditto.

Jeg er nemlig kommet frem til, at jeg meget hellere vil være sådan en slags erfaren rådgiver omkring politi over det meste af Europa. Sådan en, der både har helt tjek på, hvor alle stationer og detentioner er placerede–samt kan give nyttige råd om, hvordan man sidder på dem. Det ville da være ærgerligt, om al min opsamlede rutine ikke, på en eller anden måde, kunne bruges til noget fornuftigt.

Barcelona er et bombardement af alle sanser. Allermest synssansen. Eller også føles det bare sådan, fordi man overalt får kastet flere århundreders fantasifulde arkitektur og klare, flotte farver lige ind i sine Nordeuropæiske, betonvante øjne. Det har været en umådeligt rig by dengang omkring forrige århundredeskifte, hvor Nordspanierne nok sad på en god del af verdenshavenes handel, og der har skullet prales, rent beboelsesmæssigt. Praleriet har så også været forholdvist let, når man samtidig har kunnet lade nogle af historiens mest finurlige arkitekter tage sig af tegning og opførelse af standsmæssige boliger.

Barcelona er synonymt med arkitekten Gaudi, som synes at have huse(ret) alle vegne og overalt. Ikke blot på privatboligfronten, men også i parker, kirker og mindesmærker. Hans svungne linjer ( omvendte kæder), millioner af former fra naturen og fantastiske farver præger bybilledet, selv om der sandelig også er andre arkitekter fra Modernistaperioden, som har sat deres smukke præg på byen. Allermest dominerende er selvfølgelig den ufuldendte kirke La Sangrada Familia, som der stadig bygges på–næsten 100 år efter Gaudis død. Det meste af hans konstruktion foregik indenfor hans eget hoved, så efter hans pludselige død var man temmelig lost mht. det videre byggeforløb.

Men Barcelona er også gamle, krogede, snævre gader, hvor solen sjældent kommer helt ned til bunden. I det gotiske kvarter, lige ved byens livsnerve, den brede gade Ramblaen, slynger gaderne sig ud og ind i hinanden og åbner ofte pludseligt op i de smukkeste små torve–eller den vidunderlige plads, Place Real, som (med rette) er blevet sammenlignet med Markuspladsen i Venedig. Det gotiske kvarter er et godt sted at finde gedigent vildt– bare at gå frem i lige præcis den retning, man har lyst til. Der er altid små perler at opleve–og et pulserende folkeliv. Her ligger også Havets Katedral–eller Barcelonas smukke, gamle domkirke, som mange givetvis har læst om i romanen om dens tilblivelse.

De senere år har byen også bevidst arbejdet med byfornyelse, så der gemmer sig også mange moderne og eksperimenterende pladser rundt omkring, hvilket vel bare fastslår, at Barcelona er en gå-by. En slentreby, der allerbedst opleves til fods. Eller måske til svævebansk–for ingen må snyde sig selv for turen op på Montjuic, hvor udsigten ned over byen, Middelhavet og baglandet næsten tager luften fra en. Det er også her, det olympiske stadion fra 1992, Nationalmuseet, det fantastiske springvand, der springer i farver og former udvalgte aftener og det gamle fort kan ses og nydes. Resten af den tidligere olympiske by–altså atleternes indkvartering–befinder sig omkring den gamle “fiskerlandsby” Barceloneta ud mod havet, og i Barcelona har man på fineste måde undgået, at olympiske rester er blevet til olympisk slum efter legenes afslutning, så her er nu masser af tidssvarende boliger for almindelige mennesker samt et levende restaurant- og forlystelseskvarter lige ned til Middelhavets overblå bølger. For Barcelona har også en rigtig fin og særdeles badevenlig, lang sandstrand nærmest midt i byen.

Og så er der duftene. Barcelona dufter af nyfangede fisk, af Middelhav, af tapas og af stærk kaffe. Krydret med aromaen fra alle de uimodståelige grøntsager og frugter på byens velassorterede markeder–især på og ved Ramblaen. Maden er god, kaffen og de utallige kaffe- og tapasbarer er lokkende, og ingen kan ligesom opholde sig i Barcelona uden at fornemme såvel madkulturen som byens (på alle områder) tætte forhold til det Middelhav, der næsten ligger for enden af enhver bred boulevard.

Udover museer for og med adskillige verdenskendte kunstnere med tilknytning til byen ( Miro og Picasso kan da lige nævnes!), bør også siges, at byen er et sandt eldorado for folk med spidskompetence udi shopping. Det er en dyr by, hvis man ikke er så god til at styre sig, for lækre tilbud og smukke ting taler overalt lige ind i belønningscentret på en uhyre insisterende måde. Priserne er ikke væsentligt forskellige fra de danske. Men det er udbuddet så til gengæld!!

De senere år har Barcelona, ganske forståeligt, oplevet et sandt boom af millionvis af turister fra hele verden. Faktisk så overvældende, at det er blevet et problem på mange fronter, hvor simpel nedslidning selvfølgelig topper. Man må kante sig mellem kompakte grupper af paraplyførte, ældre koreanere og japanere samt forsøge at lade være med at blive ført med strømmen af de utallige gymnasieklasser fra Stuttgart og Struer, som hver eneste uge skiftes ud med nye fra Gladsaxe og Girona. Der er trængsel, megen trængsel, i Barcelonas gader. For at begrænse turiststrømmen har det lokale styre indført turistskatter samt begrænsninger på antal daglige turister på de allermest populære seværdigheder. Det er, selvfølgelig, en fremragende ide til begrænsning, men det betyder så også, at man skal være usædvanligt OBS på at få bestilt sine billetter i forvejen og gerne hjemmefra, for ellers er der simpelthen lukket for indgang mange steder. Er der noget, som alle turister hader som pesten, så er det jo andre turister, som tager den plads og de entreer til berømte ting og steder, som de selv mener sig berettigede til at stå først i køen til……. Så vel er det da irriterende, at der er så mange om buddet. Men man blev jo altså heller ikke lige selv hjemme…..

Nogle få dage i Barcelona er et friskt pust til sanserne. Og det er absolut anbefalelsesværdigt. Det er der, tilsyneladende, også mange andre over hele verden, der synes!

Jeg ved, at jeg tidligere har skrevet om, at seværdighedspas til mange storbyer er en fortræffelig, besparende og genial ide. Ved at købe passet køber man samtidig ret til at besøge et stort antal attraktioner gratis samt til at få rabat på andre.

De sidste par dage har jeg så opdaget endnu en (for mig hidtil ukendt) side af disse pas. Ikke nok med at jeg faktisk får set alt det, jeg har rejst halvdelen af Europa igennem med intentionen om at se. Jeg får også set ting, jeg aldrig har haft den fjerneste intention om at se. Endvidere kendte til eksistensen af.

Det foregår på denne måde: Man betaler et fast beløb for kortet, og så kan man anvende det fuldtid så tosset, som man vil og har tid til. Så det gør man så. Altså anvender det. For der går ligesom sport i minimum at nå op på at have “sparet” det beløb, kortet kostede. Altså ligefrem at føle langt og dybt ind i belønningscentret, at man faktisk har tjent penge på sit kort.

Så jeg har været i Barcelona Zoo og i det lokale akvarium. Det indgik ikke specifikt i mine planer, men jeg sparede da en hulens masse penge bare ved at gå derind. Jeg har også været i en blanding af Den gamle by og Den fynske landsby— på spansk altså. Og der var jeg da vist næppe kommet, hvis det ikke var fordi, jeg kunne bilde mig selv ind, at jeg tjente en del Euro på det. Snød kortet, om man vil.

Ikke nok med at jeg ligefrem sidder her og føler, at jeg skovler imaginære penge ind. Jeg får faktisk også set ting og steder, der afskiller sig væsentligt fra mange af dem, jeg ellers dyrker, og den slags kan da vist kun give et større udsyn og nogle helt anderledes oplevelser!

Hvis man nu havde ejet noget, der absolut ikke var mindre end et mellemstort palæ, så kunne det da overvejes at anskaffe sig et sådant møbel. Ellers ikke. Man skal jo også selv kunne være der.

I Barcelona ligger et lille museum for den slags store perler. Her er enhver form for møbler i de allermest fantastiske, håndudskårne udgaver. Gerne med dekorerede indlæg af andre træsorter og smukke mosaikker. Det må have taget årevis at lave dem, dengang omkring forrige århundredeskifte.

På museet findes også de smukkeste mosaikker og en del billeder, men det var de nu ikke så gode til, Art Nouveaukunstnerne. De var, efter min mening, i stedet helt uovertrufne indenfor design af møbler, brugskunst af enhver art og arkitektur. Selv om de givetvis selv drømte om, at det, de lavede, var oplysende, livsforbedrende kunst for masserne og gerne til det offentlige rum, så krævede det dog nok, trods alt, såvel en god position indenfor borgerskabet, et anseligt hus og tilstrækkelige midler at anskaffe.Det er samtidig også derfor, at perioden er så nært koblet til borgerskabets glansperiode før 1. Verdenskrig.

Heldigvis kan vi andre så nu beskue datidens dekadence på museer. Når vi nu ikke selv lige har plads til at eje sådan et pragtstykke og sætte det i spisestuen.

Han er ikke til at komme udenom i Barcelona. Arkitekten Antonio Gaudí. Han er her, der og allevegne, og det er en fornøjelse hver gang.

Selv om han blev relativt gammel, er det alligevel forbløffende, hvad denne finurlige hjerne har gennemtænkt og udført rent volumenmæssigt. Fra imponerende palæer til de smukkeste parker. Og det, der tiltaler allermest, er hans nærmest barnlige, altid runde, vildtvoksende og fabulerende formsprog. Der var, og bliver vel heller ikke, nogen som ham. Selv om han indskriver sig i Art Nouveaperioden omkring forrige århundrede og til overflod dyrker naturens (svulmende) former, er stilen helt og aldeles hans egen. Sådan lidt som et yderst kreativt barn, der er gået skabelsesmæssigt amok i modellervoks. Blot er modellervoksen her udskiftet med rigtige huse, som virkelige mennesker har boet og færdedes i.

Jeg tror, jeg ville have trivedes i et af hans hobbitboer. Fordi selve det ukonventionelle i at gøre oprør mod, at vægge nødvendigvis skal være kvadratiske og døre firkantede, tiltaler mig umådeligt. Det er jo ikke blot et æstetisk og arkitektonisk statement at konstruere på den måde. Det er jo også et rent humant og menneskeligt. Mon ikke vi mentalt bliver lidt rundere og rummeligere af at bo i runde boliger og se på smukke og former og farver, hvor vi end færdes i vores boliger. Det tror jeg!

Før i tiden, når man skulle ud at rejse, eller måske bare være hjemmefra et par dage, var der to–ret kønsspecifikke–ting, som de fleste medbragte. For kvindernes var det en hårtørrer, for mændene en barbermaskine. Alt for kategorisk, men lad os bare sige, at hvis det var badeferie, lånte kvinderne sig vel frem hos de medbragte mænd, når og hvis loddenskaben blev for overvældende.

Nu føler jeg somme tider, at majoriteten af min bagage består af stik, opladere og adaptere af enhver tænkelig nationalitet. Jeg kan blive helt hys, hvis jeg undervejs fornemmer, at jeg vist nok har glemt min oplader til telefonen, mens jeg tager det helt og aldeles roligt, hvis jeg samtidigt fornemmer, at jeg måske har overset at pakke samtlige mine underbukser. Jeg kan tjekke min stiksamling adskillige gange inden afrejse og føler næsten, at den står mit rejsehjerte nærmere end det der pas, som jeg maksimum tjekker halvdelen af de gange, der holdes opladermandtal. Helt hysterisk kan jeg nogle gange sidde i en flyver med den klare fornemmelse, at en af de mange opladere stadig sidder i hotellets stik, mens jeg som det første efter landing står på hovedet og endevender al bagage for at genvinde den der fornemmelse af, at når jeg bare har mine stik, så er verden da ikke helt af lave.

Ok ja, jeg har også kørt mange kilometer tilbage for at hente en glemt oplader. Og været på randen af at myrde mig selv, fordi jeg kunne glemme eller forlise noget så vigtigt. I min håndbagagekuffert har jeg et specielt rum til opladere, og jeg medbringer altid mindst 3 adaptere på rejser til Storbritanien. Hvis den ene nu ikke virker, og så jeg altid kan oplade både telefon og padde samtidig. Til gengæld tæller jeg nøje dagene, jeg er væk, så der ikke medbringes mere end det fuldstændigt aftalte antal af T-shirts, strømper og underbukser.

Det sidste, jeg gør om aftenen, er at tjekke strømniveau på mine ting, således at jeg kan oplade dem om natten, hvis de er ved at være i bund. Og hvis jeg–en meget sjælden gang–glemmer det, kan jeg forbande mig selv helt ud i cyberspace over, at jeg skal bruge dagtimer på den slags. Der er sådan en streg på min telefon, som jeg har bestemt, at den ikke må komme under, mens min padde gør mig stresset, når den går under 20%. Så meget desto mere, når jeg ikke lige kan komme i nærheden af et forløsende stik. Jeg har brugt stik i lufthavne, på færger, hos DSB ( hvis de altså virkede!), i bilen og sågar hos folk, jeg flygtigt har været på besøg hos. Alt sammen for ikke at miste min strøm!

Det er sgu` da hysterisk! At det nu er sådan–i alt fald for mig–at udover de 3 P-er (penge, pas og plastik(kort)), så er stik og opladere det, der både pakkes først og tjekkes sidst. Selve min livsnerve. Gad vide, hvad der ville ske for og med mig, hvis jeg glemte en oplader på en tur? Udover at blive fuldstændigt kulret ville jeg såmænd nok bruge væsentlig og uerstattelig ferietid på at rende rundt i Langtbortistan for at lokalisere en opladerforretning–helt uden næse for, hvilke seværdigheder og oplevelser, jeg gik glip af undervejs.

Måske skulle jeg bare pakke min håndtørrer og undertrykke mit kontrolfreakede forhold til alle de stik, opladere og adaptere. Gad vide, om jeg ustresset kunne overleve et så voldeligt og dominerende indgreb i mit eget liv? For jeg er da sikkert den eneste, der har så komplet altdominerende og hysterisk forhold til mine stik og opladere, ikke????

PS. Og ja, jeg har(stadig) en fastnettelefon, hvis nogen undrer sig over billedet eller ved og husker, hvad det er for noget. En måned endnu, og udelukkende fordi det er en firmaordning. Til gengæld skal den aldrig oplades!!

I katedralen i Oxford finder man de smukkeste mosaikker, udført af den fantastiske, britiske kunstner Burne-Jones. Han var en del af Art and Crafts-bevægelsen ( at gøre håndværket til smukt design) og tilknyttet de såkaldte præ- rafaelittiske malere, som mente, at malerkunsten aldrig rigtigt blev den samme efter Rafael. De dyrkede i stedet den kunstneriske naivitet og fordømte enhver form for manerer.

Samtidigt var de børn af industrialiseringen og så på fremskridtene med venlige øjne og var nogle gange dybt imponerede over dem. Således også Burne-Jones, som i sin fantastiske skildring af scener fra Biblen ikke har kunnet nære sig for at indsnige en slet skjult hyldest til det moderne liv, selve indbegrebet af fremskridtet. Nemlig et toilet! Bag døren på nederste billede til højre skimtes tydeligt konturerne af et moderne toilet, og det er altså ikke mine øjne, der digter eller tilpasser virkeligheden til mit eventuelt latrinære udgangspunkt. Jeg tillader mig at tvivle på selve mosaikkens (bibel)historiske korrekthed, men er samtidig en stor beundrer af denne form for ultimativ kunstnerisk frihed.

Jeg ved ikke, om andre katedraler også hylder toilettet i storslåede mosaikker, men i Oxford gør de i alt fald!

Jeg ved ikke, hvem det er, der har placeret denne lille fyr udenfor de hellige, lærde, akademiske haller på Brasenose College. På et centralt sted, hvor enhver, fra professoren i oldgræsk til den yngste, håbefulde studerende, skal passere ham. Nemlig udenfor spisesalen.

Men mon ikke han står der for at minde os om, at livet er andet og mere end bøger, lærdom og forskning? At det også kan være lidt sjovt og skødesløst uforpligtende ind imellem?

Lige præcis fordi ingen forventer at se en havenisse i et blomsterbed midt i et College i Oxford, synes jeg, det er fed humor at stille ham der!