Om bagage.

Jeg rejser normalt kun med håndbagage. Normalt er jeg også ekstremt struktureret i min pakning og grovsorterer et ukendt antal gange for at nå ned på de ca. 8 kilo, der levner plads til diverse impulsive ferieindkøb. Indrømmet, nogle gange løber impulserne lidt fra mig, så jeg på hjemvejen ender på den ulovlige side af tilladt vægt, men så trøster jeg altid mig selv med, at jeg i nødstilfælde ( Det betyder: hvis de opdager det!) kan iføre mig vintergarderobe x5 og sidde der på flyet og storsvede som den kvindelige reinkarnation af Michelinmanden.

Men når jeg flyver i embeds medfør, så må jeg have 20 kilo med. Det trykker på nogle knapper i mig, som går helt i selvsving og bagageamok. Det er som om, at når jeg endelig ikke behøver begrænse lortet, så er der ligesom frit slag, og så skal jeg fuldstændigt ukritisk bare have det hele med. Jeg stakker op på snart sagt alt og kunne uden væsentlige snavsetøjsproblemer overleve på reneste vis i flere måneder. Hver morgen, når jeg pakker min kuffert til dagens rejse, får jeg små chok og sjove overraskelser over, hvad der egentlig gemmer sig i min kuffert. Hvad jeg har anset for nødvendigt, når nu de obligatoriske begrænsninger må overskrides. Jeg kan, kan jeg konstatere, skifte undertøj flere gange om dagen, og skal jeg nå gennem stakken af bluser, må jeg helt ned på skift pr. timebasis for at kunne holde trit med mig selv og opnå at få alt brugt.

Selv om det er sommer, er jeg også forberedt til enhver form for årstid (hvilket selvfølgelig er fornuftigt nok i Irland!), men måske bør jeg næste gang overveje at lade støvlerne blive hjemme. Vel vidende, at jeg i så fald bare finder andre mærkværdigheder at slæbe med i stedet.

Al den der ekstra vægt er ikke godt for folk som mig. Den gør mig bagagegrådig, og den slags er ris til egen røv, for hvem er det lige, der i sidste ende skal slæbe det rullende garderobeskab?

Ingen tvivl om, at jeg er håndbagagemenneske. Det er bedst for mig. Jeg kan slet ikke styre 10 kilo ekstra……

Continue Reading

Store bolledag.

Nogle gange er de små ting de allersjoveste. Som når mine gæster, efter seriøs sightseeing på og ved alle Irlands store og overvældende seværdigheder, bliver sat til at bage boller.

Det har vi meget morskab ud af. Og endnu mere fællesskab omkring mel- sukker- og ægdeling.

Måske skulle man simpelthen bage nogle flere fælles boller?

Continue Reading

I transit.

På en eller anden måde synes lufthavne at have deres egen, alternative tid. Af den slags, der stryger alt for hurtigt af sted, hvis man er sent på den og bare snegler sig af sted, når man skal vente længe.

Jeg skal vente længe, for logistikken omkring morgenflyveren fra Ålborg og middagsflyveren til Dublin er mildest talt en katastrofe. Der er tilsyneladende ikke et overvældende passagerantal, der benytter netop den rute. I alt fald kan jeg ikke spotte ansigter fra fly 1, som jeg kan kede mig sammen med.

Og handle kan man jo ikke, trods et overvældende udbud af mærkevarebutikker. Jeg hverken gider eller har råd til at være til grin for mine egne penge, og lufthavnspriser er ualmindeligt frastødende. Mon de tror, vi alle er berusede, trætte eller bare så meget på ferie, at vi er øredøvende ligeglade med at blive snydt? Eller satser de på, at transitmennesker som mig keder sig så meget, at vi simpelthen må trøsteshoppe?

At være i transit er virkelig at være i transit. Et ingenkvindeland mellem hjemme og ude. Et limbo i total stilstand.

Måske skulle man lige repetere de vigtigste årstal i Irlands historie, for en sikkerheds skyld, eller finde et godt billede af den hingst nede på det nationale stutteri i Irland, som skal have 1.000.000 for at bedække en hoppe. Uden garanti, altså. Den skal jeg ned og vise frem senere i eftermiddag, hvilket selvfølgelig samtidig siger en masse om alsidigheden ved mit job. Heste er, om man så kan sige, ikke præcis min spidskompetence, men jeg bliver da trods alt bedre….

Under alle omstændigheder er der stadig 2 forbandede transittimer….

 

 

Continue Reading

Valuta for pengene.

Jeg har lige sendt yngstesønnen afsted med bus fra en mindre nordjysk provinsby til KBH (eller rettere:Valby, men det ligner da lidt!) for under 200 kr. Kun fordi det er fredag, ellers var det såmænd endnu billigere.

Han kan så se frem til en længere rejse på 5½ time med stop i de fleste halv- og helstore jyske, fynske og sjællandske provinsbyer på ruten. Men det var en nydelig, appetitlig bus, der på ingen måder mindede om dem, jeg selv kører rundt i med turister i Irland.

Hvis han i stedet havde taget toget, skulle han først privattransporteres 1 time eller mere til nærmeste station samt erlægge over 3 gange så meget i transportpenge–altså en fordyrelse på over 6-700 kr. inkl. benzin til egen bil.

Det er da forrygende galimatias. Nok foretrækker jeg selv til enhver tid at rejse med tog, men med en sådan besparelse–og i en luksusbus–tror jeg nu nok, jeg med glæde ville kunne overleve busturen. Jeg ville faktisk nok for hver eneste kilometer lave en lille opgørelse over, hvor meget jeg havde sparet.

Selv sammenlignet med en Orange billet er der penge at hente. Og selv om Orange kan være billigt, så er der altså ikke overvældende mange af dem. Med mindre man er ligeglad med, hvornår man rejser, bestiller halve år i forvejen–eller indstiller sig på, at man udelukkende kan rejse, når der er billige billetter.

Gad vide, om DSB ikke på et tidspunkt får øjnene lidt åbnet? Disse busruter er absolut ingen nyhed–de har eksisteret masser af år–men bare ved at se på de flotte busser kan man da konstatere, at de må være en succes med mange betalende kunder.

Jeg kan heller ikke lige lade være med at inddrage IC-togene. For nu at sige det yderst diplomatisk, så er de altså ikke hverken nye, flotte eller (og det er mit hovedklagepunkt) på nogen mulig måde appetitlige!

Continue Reading

Souvenirs.

Når man kun rejser med håndbagage og AirBaltic mener, at den bør indskrænke sig til 8 kg., så skal man ligesom være meget selektiv i sine indkøb af souvenirs. Det går ikke efter favoritter, men udelukkende efter vægt!

Så rejsens 3 souvenirs blev gamle russiske sølvringe, som for det første ikke vejer ret meget, og som man for det andet vel bare kan sætte på en forhåndenværende finger. I øvrigt er de meget smukke, usædvanlige og et godt køb. Jeg stod jo heller ikke lige og manglede en masseproduceret taske med Hilsen fra Yerevan i perlebroderi.

Continue Reading

Hotelhave, Yerevan.

Byen Yerevan vrimler med udendørs cafeer. Og nærmest hvert hotel har også en. Her den hyggelige have til vores hotel.

Jeg er jo nødt til at gøre lidt reklame for denne skønne by, som ikke ret mange danskere finder til. Det er synd for både dem og for byen. Vestlige turister glimrer ved deres fravær, og det kan man selvfølgelig have lidt modsatrettede følelser overfor. På den ene side set er det befriende at have sådan en lille perle nærmest for sig selv. På den anden skal det ikke være nogen hemmelighed, at armenerne godt kunne bruge vores penge. Det er et fattigt land, og især infrastruktur og boligforhold råber efter forbedringer.

Så hvis ferieplanerne endnu ikke er lagt, så kunne denne dejlige hotelhave vel overvejes.

Continue Reading

Smukke Armenien.

Dette billede er virkelig unfair overfor Armenien. Det skulle egentlig illustrere, hvor ufatteligt smukt der er hernede, men som det er med de fleste feriebilleder taget af uprofessionelle fotografer, så lignede stedet altså sig selv en del bedre, inden det kom ind i kameraet.

Det er nok fordi, sådan et steds skønhed næsten ikke er til at rumme. Mit kamera kan i alt fald ikke!

Continue Reading

Sådan ser her også ud.

Selv om Yerevan er en vidunderlig by med store, brede, skyggefulde boulevarder og så mange udendørs cafeer, at man hele tiden spekulerer på, hvor i alverden det massive kundegrundlag kommer fra (de er altid stopfyldte), så er alt ikke lutter idyl.

Her er stadig umiskendelige tegn på en ikke så fjern fortid i kommunismens skygge og et mangeårigt forfald, som det vil tage lang tid at rette op på. Nogle gange et lidt malerisk forfald, andre gange absolut ikke. Kommunismens ide om at stoppe mennesker ind i totalt fantasiforladte, fuldstændigt ens boliger har stadig sin tydelige slagside, og Armenien er nok ikke det mest spændende land at være fattig i.

Armenierne vil meget gerne i kontakt med de (meget få!) vesterlændinge, der besøger deres smukke hovedstad. De vil meget gerne fortælle om og er stolte af deres land, som fik sin såkaldte selvstændighed i 1991. Såkaldt, fordi der jo stadigvæk sidder en storebror et sted og vogter over dette land, der også stadig er i krig med nabolande om landområder, der på papiret tilhører nogen, men i manges bevidsthed tilhører nogle helt, helt andre. Således er det yderst vejledende, hvad der egentlig er Armenien, og hvad der er Aserbajdsjan. Jævnt hen tegner man bare kortet, som man nu synes, det skal se ud og slåsser om resten…

Men alligevel er det utroligt synd, at så få har fået øjnene op for denne lille perle af et land med en hovedstad, der er en af de dejligste byer, jeg kender.

Continue Reading

Transfer.

Turen fra Tbilisi til Yerevan tager som regel 6-7 timer ad nogle af verdens dårligste veje over dusinvis af stejle bjergpas. Men når chaufføren ved grænsen pludselig opdager, at han minsandten har glemt sit pas og derfor må tilbage til Tbilisi efter det, så bliver det sådan noget af en meget lang heldagstur.

Derfor er det sådan næsten en åbenbaring, når man endelig ud af forruden kan skimte Armeniernes hellige bjerg Arafat  og derfor ved, at Yerevan er meget nær.

Sådan er det derfor på mange små, store og spidsfindige måder et helligt bjerg.

Continue Reading
1 2 3 11