Om at holde ferie.

Jeg har lagt mærke til, at mennesker holder ferie på umådeligt mange måder. Og at vi samtidig mange gange har svært ved at forholde os til og forstå, hvordan andre mennesker vælger at tilbringe deres ferier. Egentlig var det først ved at spekulere lidt over det, at jeg overhovedet kunne præcisere, hvordan jeg selv ferierer.

Mine ferievaner opdeler sig klart i to kategorier: sommerhusferie og udenlandsferie. Hvis jeg er i sommerhus, laver jeg absolut INTET. Jeg har en enorm kapacitet for at lave ingenting og kan med yderste lethed få dagevis til at gå med det. Jo, jeg læser stakkevis af bøger, går kilometervis af ture, slider hunden 5 cm. ned i højden, griller bunden ud af gasgrillen og stirrer ud over havet. Ind imellem spiser jeg is, og når jeg så skal hjem, gør jeg en smule rent. Det er vist det.

Til gengæld får jeg valuta på opleveren, når jeg er i udlandet. Jeg har nemlig aldrig begrebet det der med at rejse halvdelen af verden rundt for at slå sig ned på en strand–og blive der. Det overgår simpelthen min fantasi at betale for at gøre noget, man lige så godt kunne gøre herhjemme–og der er vi så allerede, hvor ferievanerne støder sammen i et brag.

Når jeg er ude i verden, skal den indtages. Never a dull moment–den skal ses, smages, fornemmes, traves igennem, opleves og lagres på den indre ferieharddesk, så jeg altid kan tage den frem og mindes. Jeg er en idiot til at læse kort, men jeg er ganske ferm til at finde vej. For jeg traver fremmede byer ind i mit system, så alle gaderne bliver mine, og alle pejlepunkterne står lysende klart for mig. Jeg er nødt til at have de steder i mine fødder, og for at få dem derind må jeg til stadighed finde vild og opleve nye hjørner. Når jeg skal til et nyt sted, sætter jeg mig altid grundigt ind i, hvad jeg gerne vil se, men det sker oftere og oftere, at det faktisk slet ikke er det, jeg ender med at se. For fødderne har tit deres eget liv, som i stedet fører mig helt uplanlagte, spændende steder hen. Heldigvis har jeg et par klare medgængere i familien, så vi traver til stadighed nye byer ind i systemet.

Jeg har sådan et personligt parameter, som fortæller mig, om en by er “min”. Det er, når jeg ubesværet kan finde vej i den. Så ejer jeg på min egen lille mærkelige måde en bid af den.

Af samme grund er jeg oftest rimelig ligeglad med hotelstandard. Altså til en vis grænse, for livlige loppecirkus og forvoksede kakerlakker har jeg svært ved at dele seng med. Men som udgangspunkt er hotellet bare et sted, jeg sover. Jeg er der sjældent mellem formiddag og aften, for i min optik er timer på hotelværelser spild af god oplevelsestid. Hvad kunne man ikke have set i stedet?

Og sådan er vi så forskellige. Jeg kender mennesker, der år efter år kører gennem hele Europa for at smide sig på en strand i 3 uger. Og andre, der dyrker bungeejump i Australien eller kigger på orkideer på Sumatra. For ikke at tale om dem, der lige napper et mellemstort bjerg på Himalayakanten, og de, der tager samtlige kalkmalerier i jyske kirker.

Det skal dog siges, at det altid er dejligt at komme hjem til sommerhuset, hvis der er mere ferie tilovers efter en udlandsekspedition. Så kan jeg jo slappe af efter strabadserne…

Billedet viser en scene fra et marked i Myanmar. Det fik jeg også lige travet igennem….

Continue Reading

Istanbul.

Nogle gange bliver rejsemål politisk ukorrekte. Det er Istanbul nok for tiden. Der sidder et, set med vores øjne, korrupt regime, som jævnt hen pisser på enhver form for menneskerettigheder, og det vil vi så gerne straffe ved at holde os helt væk.

I min optik er det desværre ikke den rigtige løsning. For bag et korrupt regime lever et folk, som på mange måder er udsultet, og som bestemt ikke hverken får mere magt eller bedre økonomiske vilkår af, at vores penge bliver væk. Tværtimod. Jeg rejser tit bevidst til lande, hvor befolkningen konkret har brug for mine penge, og jeg er lige så bevidst om, hvordan jeg bruger mine penge, så de ikke falder i de forkerte hænder. Små, familiebaserede virksomheder er gode at støtte, hvad enten de laver mad eller sælger ting.

Og nej, jeg er slet ikke ude i at pudse selvforherligelsens glorie. Mere i at forklare, hvorfor Istanbul er sådan en vidunderlig by, så nogle måske kunne få lyst til at rejse til den. Også nu.

For Istanbul ER vidunderlig. Et forrygende miskmask af vestlig og muslimsk kultur, der bare er helt sit eget. Teenagepiger med stumpede bluser og ring i navlen følges gerne med deres tørklædeklædte mødre uden at det giver anledning til turbulens, imamerne fra de talrige moskeer bræger på klokkeslet, mens de rige drikker engelsk 5 o´clock tea på byens mange luksushoteller fra dengang, Orientekspressen regelmæssigt bragte vesterlændinge til topmålet af eksotisme. Seværdighederne er i verdensklasse. Især Hagia Sofia, denne oldgamle kirke/moske, som nærmest tager vejret fra en, og den blå moske lige overfor, hvor lyset spiller med farverne på den allermest forunderlige måde. Det enorme palads Topkapi rummer både de gamle haremslokaler, som er ret spændende at besøge samt en besynderlig samling af religiøse relikvier, fra Moses turban til Josefs skæg og adskillige andre spidsfindigheder. Her skal ikke grines–det er dødsens, helligt alvorligt!

Byen vrimler med smukke moskeer og kristne kirker, som alle er tilgængelige, hvadenten man tror på det ene eller det andet navn for en gud. Og så er der bazarerne. Den store med alle plattenslagerne, hvor man både kan finde seriøst vildt samt gøre en rigtig god handel, og den ægyptiske, hvor der sælges krydderier og lokum, som er det tyrkiske ord for en bestemt slags slik. Alt i alt virker det som om, alle i Istanbul lever af at sælge et eller andet til hinanden–og til turister til overpris. Her er virkelig mange af den slags mærkevarer, som tolderne i lufthavnen er ret skeptiske overfor.

Istanbul består af en europæisk del og en asiatisk, forbundet med den store bro over Bosperusstrædet og de utallige busbåde, som, sammen med et velfungerede sporvognsnet, er den foretrukne transportform. Jeg vil vove at påstå, at man sejler mere rent transportmæssigt, end man gør i Venedig. Der er en larm, en kommen til rette og en møven og masen derude ved Det gyldne horn af såvel ganske almindelige busbåde som de utallige turbåde, der sejler gennem Bosperusstrædet op til Sortehavet. Det sidste er en uforglemmelig tur langs rigmandsvillaer og royale paladser, som er et must for enhver Istanbulturist.

Der er stor forskel på de forskellige kvarterer i byen. Omkring Taksimpladsen ligner det hele en helt ordinær vestlig storby med kædeforretninger, nærmest som på Strøget. Til trods for, at tøjstilen måske er en smule anderledes. På den anden side af vandet, i Sultanehmet, føler man sig pludselig hensat til et meget mere muslimsk land–nogle gange endda et land, der prøver at være så eksotisk som muligt bare for turisternes skyld. Her kan man se de dansende dervisher, der kan dreje rundt om sig selv stående og købe tonsvis af mangefarvet, masseproduceret keramik. Det er også her, Orientekspressen har sin endestation i den fine, gamle banegård, hvor restauranten er ret interessant–og hvorfra de allerfineste gæster blev transporteret i bærestol op til Hotel Pera Palace flere kilometer op ad bakken. Agatha Christie boede her på hotellet, mens hun skrev Mordet i Orientekspressen.

Istanbul er sådan en by, der går i blodet. Den er i alt fald gået i mit blod, så jeg bliver ved med at komme tilbage. Jeg har også en mellemstor høne at plukke med den smykkesælger, der fik mig prakket en fuldstændig værdiløs såkaldt sølvkæde på sidste gang inde i bazaren. Kender jeg den tyrkiske mentalitet ret, griner han bare inderligt af mig, mens han giver mig et venskabeligt klem. For konen og de 6 børn har længe brugt pengene, og det er dem såmænd vel undt.

Continue Reading

Lidt irsk har man vel altid lov til at være!

Et stort stykke af min inderste sjæl banker for det dejlige, grønne land derovre på den anden side af England. Og i dag er det St. Patrick`s Day, hvor en stor del af verden går i irskgrøn til fingerspidserne og alkohol til tåspidserne.

St. Patrick er Irlands skytshelgen. Han kristnede irerne, før han døde 17. marts 461. Han ordnede også lige det der med slangerne på irsk jord, så ikke engang en hugorm er tilbage. Siges der. Utallige katedraler er opkaldt efter ham–mest kendte er vel St. Patrick`s i Dublin, som i øvrigt IKKE er katolsk, men tilhører Church of Ireland, der er anglikansk/”Church of England samt den fantastiske St. Patrick`s midt på 5th Avenue i New York, lige ved siden af Trump Tower. (Jeg nævner det bare!)

St. Patrick fejres over hele verden i dag. Selvfølgelig mest i de byer, der har en stærk forbindelse til Irland. Med stærk forbindelse menes, at de utallige irere, som gennem tiden er emigreret, har bosat sig der. De største festligheder udenfor Irland finder derfor sted i New York, Chicago og Liverpool–den sidste som indskibningshavn for irere til Storbritannien. Fælles for de fleste festligheder er store, flotte parader med fantastisk fantasifuldt pyntede vogne i kilometervis samt et publikum, der primært ser ud som et stort, massivt grønt hav. ALLE er i grønt i dag–for i dag er vi alle irere. I Chicago går man lige et skridt videre mht. grønhed–selv floden farves grøn.

Udover at betragte de forbløffende parader, der for hvert år bliver længere og flottere er St. Patrick`s Day også et carte blanche til at drikke sig en ordentlig pind i øret. Det er en fridag de fleste steder, og især skolebørn fejrer den gerne med en velvoksen alkoholdebut. Eller dacapo.

Jeg har oplevet dagen både i Dublin og i New York, og konceptet var generelt det samme. Tusindvis af grønne mennesker på gaden helt fra morgenstunden og vild glæde og broder/søsterskabsfølelse samt benovelse over årets parade. Efter middag bliver festen en smule brugt og en smule tarvelig. Efter at have rejst med elever i mange år, ved jeg godt, hvor detentionerne ligger i Dublin, og det er, om man så kan sige, en fortrinlig viden at have på netop denne dag. Jeg har gået en del mindreårige branderter hen til behørig hjælp sådanne steder. Især i Dublin.

Men det, at mange ikke kan styre sig, tager jo ikke al glæden fra dette festlige, grønne show, hvor vi alle ligner lysegrønne leprechauns med påklistrede shamrocks. Hvis man befinder sig i en af de nævnte byer d. 17. marts, så kan man næppe undgå at blive smittet af stemningen, glæden og samhørighedsfølelsen. Men hvis minderne skal være udelukkende grønne og positive, bør man nok gå hjem inden aften………

Continue Reading

Og hvad så med Trump?

Fotoet viser Trump Tower på 5th. Avenue. Placeret på en af de allermest mondæne adresser på den allermest mondæne avenue. Der er marmor og hængende haver indvendigt, og udenfor står bevæbnede vagter.

Nok om det. Jeg satte mig det mål at spørge forskellige mennesker i New York om, hvad de egentlig mente om deres nye præsident.

Svarene var påfaldende ens. Også uanset etnicitet, social placering og (hvad jeg jo ikke kan vide sikkert) geografisk samme. Grundholdningen var, at manden var kommet uærligt til posten, og der var mange fantasifulde bud på hans valgsvindelmæssige kreativitet. Næste trin var, at alle var fuldstændigt overbeviste om, at han ikke holdt perioden ud. At han bare var et tragikomisk mellemspil i en ellers fornuftig samling stater, som nok skulle få verden til at genvinde troen på dem. De fleste troede på en rigsretssag, mens et relativt stort antal var overbeviste om, at han–før eller siden–blev skudt. Her var hovedholdningen, at det nok ville blive en af de tosser, der havde stemt på ham, som i frustration over manglende opfyldelse af valgløfter ville trykke på aftrækkeren.

Så mange menige amerikanere er faktisk ikke så frustrerede, som vi ellers tror. De er fanatisk overbeviste om, at retfærdigheden sker fyldest inden længe. De bor i Guds eget land, hvor den amerikanske drøm stadig kan gå i opfyldelse. Trump er deres ultimative amerikanske mareridt, og det vil der blive sat en stopper for. Det er ikke–i deres optik–sådan Amerika fungerer. For de tror på det gode, det ærlige og det reelle. Det er det, (og ikke Trump) der er deres Amerika.

Lad os håbe, de får ret.

Continue Reading

Provinstøsen.

Der er vidunderligt dejligt i verdens store, pulserende byer. Der er drive, der er larm, der er liv, og der er ikke megen forskel på nat og dag.  Livet leves efter et helt andet parameter sådan rent kadencemæssigt. Det går fremad hele tiden–i susende fart.

Det er fantastisk at opleve nogle dage. Jeg kan også sagtens følge med, men der kommer et tidpunkt, hvor jeg spørger mig selv, om jeg egentlig gider at blive ved med at følge med. Det opstår som regel efter ca. en uge. Så skal jeg hjem til livet i et andet tempo og livet set fra en anden vinkel.

I New York ser man automatisk lodret. Man kigger opad først og så nedad. Herhjemme ser jeg vandret. Simpelthen fordi der ikke er det fjerneste at se lodret efter. Jeg kan mærke, at det er den semåde, der passer bedst til mig. Det er sådan, øjnene helt erfaringsmæssigt er indstillet på en provinstøs.

Og så er det jo fantastisk befriende, at jeg netop er havnet her, hvor øjnene er optimalt indstillet, og livet leves i den rigtige kadence. Men det betyder ikke, at netop de indgroede vaner ikke skal udfordres ind imellem. For kun ved at se og leve forskelligt kan jeg personligt genopleve og genforelske mig i de fordele, mit lille provinsliv har.

Continue Reading

Katz’s.

Katz’s Deli er en institution i New York. Ikke blot fingerede Meg Ryan en orgasme ved bordet på billedet, men maden er også ret overskudsagtig. En pastramisandwich ville med lethed kunne fungere som god middag til hele min familie. Uden at nogen af den grund skulle sulte.

Continue Reading

Ro og fred.

Til den daglige messe i den pragtfulde St. Patrick’s Cathedral er der fred og ro midt i en travl rejse. Det er den slags små åndehuller, der er absolut nødvendige på en summende storbyferie. Bare at søge lidt ind i sig selv i fantastiske omgivelser en times tid. Det eneste, man skal huske, er at rejse sig på de rigtige tidspunkter. Det er overskueligt.

Continue Reading

Gospel gudstjeneste i Harlem.

En åndelig og musikalsk oplevelse, som gør et stort indtryk.

Især pastorindens i den blå, tætsiddende kjole. Hun swingede på mere end en måde, men selvfølgelig primært med sin store stemme.

Det er sådan nogle øjeblikke, man forstår, at forholdet mellem mennesker og deres Gud ikke blot behøver at være tamt, stille og ydmygt.

Continue Reading

Waldorf-Astoria.

Det er så her, “the other half lives”. Godt beskyttet af en hær af dørmænd og generel luksus.

Det kunne jeg også godt få råd til. En enkelt nat. Så jeg vælger at prioritere lidt anderledes og tage nogle andre oplevelser i væsentligt længere tid i stedet.

Men sådan er vi jo så ferieforskellige…….

Continue Reading
1 2 3 7