Guldsøstre

Hvis stormagasinerne skal nævnes på listen over oplagte julemål i London, skal Borough Market også. Dette helt fantastiske fødevaremarked, som fra at have være et ret upåagtet, nærmest lokalt marked, bag den absolut lige så ufortjent upåagtede Southwark Cathedral ved Themsen i det sydøstlige London, er de senere år gået hen og blevet et af byens mest trendy steder at shoppe sine spiseligheder.

Man finder Borough Market ved at gå langs Themsen ad den flotte, sydlige gangsti. Begynd gerne helt oppe ved Westminster Bridge for at få det hele med, for så kan såvel National Theatre Complex, Tate Modern, Shakespeare`s Globe og masser af andre hyggeligheder indtages, inden man givetvis er blevet sulten nok til markedet. Det ligger, som sagt, bag den noget hengemte Southwark Cathedral, som i sig selv også er et besøg værd.

Der er masser af madboder med streetfood af enhver nationalitet på Borough. Her spiser områdets store mængder af kontorfolk gerne deres stående lunch. Men der er også et utal af små delikatesseboder med mad fra ethvert hjørne af Storbritannien og masser af andre lande. Jeg så mit livs største østers ( fra Lindisfarne oppe nordpå, hvor jeg egentlig troede, man havde mere travlt med at være hellige end med at grave østers!) og så mange eksotiske fisk derude, at mundvandet virkelig fik store problemer med at holde på sig selv. De er også ret velforsynede med blæksprutter og oste fra snart sagt ethvert lille hjemmeosteri i Nordeuropa. Her er pølser fra anywhere og masser af delikatesser indenfor den mere sødlige afdeling. Ovenikøbet er der smagsprøver, så er man lidt vaks på madaftrækkeren, kan det sagtens lade sig gøre at spise en varieret og gratis frokost.

Borough Market er ikke billigt, men det oser langt væk af kvalitet og autenticitet. Det er nærmest fiskeren selv, der iført obligatorisk fiskerkostume langer sine østers over bordet. Efter, han har åbnet dem. Og den franske ostedame snakker faktisk med en accent, der ikke kan tillæres. Jeg forstår til fulde, hvis man køber sine madvarer her. Det er friskt, det er autentisk, det er velsmagende og kælet for. Og når det er det, bliver det selvfølgelig også en smule dyrt.

Borough Market er heldigvis stadig et marked, med alt hvad det indebærer. Den forfærdeligt snobbede stemning, der i alt fald holder mig væk fra Torvehallerne i KBH, er erstattet af hyggelighed og autenticitet. Og selv om det er udendørs og rimeligt koldt, så er her bare så dejligt varmt og rart på den absolut gode måde.

Af uforståelige grunde er det gamle, hyggelige stormagasin, Fortnum and Mason, oppe på Piccadilly ikke specielt kendt blandt danskere. Det er en forfærdelig skam. Det burde vi som nation forsøge at indhente og gøre noget mere ved.

Jeg er vild med jul hos Fortnum and Mason. Jeg kunne ikke drømme om at købe noget derinde, dertil er priserne langt over min kvalmegrænse, men jeg elsker stemningen. Den af rigtig god, gammeldags, engelsk jul. Man behøver ikke andet end bevæge sig rundt i stueetagen. Det er der, det hele sker. Der hvor det bugner med alle den slags ting, som hører den engelske jul til. Altså de spiselige.

Her er nemlig alt indenfor spiselighedens grænser. Og sikkert også noget udover. Mest fascineret er jeg altid af hele den enorme endevæg, der huser marmelader. Den minder mig om, at det er lidt fattigt kun at tro, at marmelader kun kommer fra de allermest gængse og velkendte bærtyper. Det gør de så ikke. Og de store stande med kaffer og theer, som bare dufter så…. Her er jeg så nødt til at bruge ordet “lifligt”, selv om det efterhånden er håbløst dated, men heldigvis stadig forstås af folk på min alder. Det er sådan et ord, der stadig dufter… Der er enorme udvalg af småkager, chokolader og den engelske Christmas pudding, som ikke-englændere og anglofiler bare aldrig har lært at forstå og påskønne. Personligt er jeg dybt begejstret, men finder det altid svært at finde nogen at dele sådan en klump velvoksen plumkage med.

Jul i Fortnum and Mason er rart. Det er hyggeligt og velduftende og fyldt med spændende dåser. Det oser af en tid, der var, og hvor i alt fald de mere velhavende holdt jul som hovedpersonerne hos Jane Austen og i de fleste af BBCs udstyrsdramaer. Og det er vel også lige præcis de minder om noget, der måske ikke engang nogensinde har været for real, som man går i Fortnum and Mason for at dyrke. Det kan anbefales. Man får i alt fald en ordentlig omgang på juleren.

Inde i Harrods var der en dame, der var ude at købe julepynt. Og inde i Harrods koster en julekugle eller anden form for ophæng i bling-bling, glaseret udgave mellem 500 og 800 kroner. Stykket.

Damen havde lidt travlt. Så hun hev bare ned fra hylderne. På et tidspunkt havde hun faktisk hevet så meget, at hun var nødt til at have en ekspeditrice til hjælp. Sådan for at bære stadset. Det ved jeg, helt sikkert. For jeg var så fascineret af et menneske, der bare, nærmest ukritisk, langede glaskugler og anden julepynt i 800-kroners-klassen til sig, at mit blik sådan ufrivilligt blev låst fast. Jeg har sikkert stirret med åben mund og på den måde klart afsløret, at jeg ALDRIG ( som i NEVER) ville investere i så meget som en eneste julekugle til den hambre pris af 800. Men samtidig ville jeg da godt prøve at have så enorme økonomiske rammer, at det overhovedet var en mulighed. Jeg ville nok bare ikke lige bruge mine penge på julekugler.

For sådan handler man i Harrods, når man er stamkunde. Der findes mennesker, for hvem et par hundrede julekugler a`800 er peanuts. Som bare hiver ned fra hylderne, og hvem jeg har mistænkt for at gøre præcis det samme hver eneste jul. De bruger sikkert ikke sådan en julekugle mere end en jul. Den bliver garanteret umoderne. Mister sin oplagte juletrend over sommeren.

Heldigvis for damen havde Harrods allerede pyntet adskillige træer, således at de tvivlende rige tydeligt kunne se, hvilke pyntdesigns der trender i år. I år skal de ( ikke vi!) have lyserøde fugle i brokadestoffer ( de koster i øvrigt omkring 1600) og kugler, der ( hvis jeg nu skal være rigtigt uartig!) minder temmelig meget om nogle, jeg har set på arabiske markeder. Til en lidt anden pris, og klart til et andet formål. Heldigvis er det så sådan, at Harrods sætter et stort mærke på sine varer, så man altid kan forsvare, at tingene er købt i Harrods –og ikke på arabiske markeder–og at det derfor er underforstået, at de har de priser, de har. Jeg vil–slag på tasken– gå ud fra, at træet på billedet ikke fås under 100.000. Men så er det så også med pynt. Fra Harrods.

Der er ikke nogen form for naturjul hos Harrods. Der er embargo mod enhver form for naturlige materialer og alt, hvad der kan fås gratis. Naturen har tilsyneladende alt for ussel bling-bling-effekt og skal i stedet omskabes i brokade og blinkende glas. Jeg så en lyseblå elefant til 2200 kroner, men så var den da også i noget pænt stof, som man godt kunne have overvejet til et tørklæde. Nu er det bare sådan, at hjemme hos mig hænger vi noget så forbandet sjældent elefanter på vores træ. Selv dem til 2200.

Vi foretrækker nemlig det gamle pynt. Det, der har en historie og skal hænge præcis det samme sted, som det hang sidste år. Og de ting, som man ganske gratis kan hente ind fra den natur, der faktisk er lige udenfor døren. Bling-bling er absolut ikke et krav, og der behøver altså heller ikke stå Harrods hen over brokaden på de overdimensionerede julefugle.

Så på en måde er fascinationen af den shoppende dame også blandet med en smule vemod og haven ondt af. Har den dame da ikke noget julepynt allerede, som betyder noget for hende, og som hun hænger op hvert år på præcis samme sted, så det igen kan blive rigtig jul i det store hjem? Har hun ingen gran, mos og grankogler i haven? Er hun virkelig så historieløs på juleområdet, så hun ukritisk bare går ud og voldshopper julepynt til adskillige tusind kroner og pakker sine store sale ind i bling-bling og lyseblå elefanter? I år. Indtil hun næste år igen voldtager Harrods juleafdeling for nye trends. Hun skulle kende glæden ved at pakke sin gamle nisse ud hvert år og næsten græde ved gensynet af den. Det tror jeg ikke, hun gør.

Og så må jeg, afslutningsvis, sige, at hvis nogen kom og gratis ville forære mig det juletræ, som Harrods helt selv har designet, inklusiv pynt, så ville jeg nok pænt afslå. For hvor skulle alt det RIGTIGE pynt, det med sjæl, patina og historie så være? Så samme Harrods må selvfølgelig være jublende glade for folk som damen, der slynger bling-bling-kugler i megaspandevis til sig. Og som sikkert gør det hvert år. Nok stod jeg på en måde som den lille pige med svovlstikkerne og iagttog denne blinkende fest udefra. Men ulig samme svovlstikkepige priser jeg mig lykkelig over, at jeg ikke skal deltage i den!

Aqaba er sidste station på rundrejsen i Jordan, inden vi i morgen returnerer til hovedstaden Amman. Det er 7 år siden, jeg sidst var i Aqaba. Det kan man ikke umiddelbart se. Hvis der er forandringer, er de ret umærkbare.

Aqaba er den ukendte tvilling til israelske Eilat. De to byer har tilsammen over 200.000 indbyggere og ligger side ved side, på hver sin side, dog, af grænsen mellem Jordan og Israel. Hvor Eilat nok er kendt af de fleste, lever Aqaba et langt mere anonymt liv. Det er da også en meget arabisk by, hvor turismen slet ikke har fodfæste som ovre på den anden side, selv om vandet, stranden og koralrevene er de samme. Det er lidt synd. Aqaba er faktisk langt mere spændende end europæisk-klonede Eilat.

Netop dette stykke Røde Hav udmærker ( eller hvordan man nu ser på det!) sig også ved at være et landemæssigt brændpunkt i Mellemøsten. Ikke nok med, at Israel og Jordan støder sammen, men man skal faktisk ikke mere end 10-15 kilometer længere ned ad havet, før det hele bliver til Saudi- Arabien på den ene side og Egypten på den anden. Så der er godt gang i observationerne af hinanden derude på havet.

Aqaba er sådan en by, der lugter af krydderier, vandpibetobak og hav. Her går livet i bazaren støt og roligt videre som vanligt, selv om de store resorts længst har overtaget vandfronten og spyer en del turister ud af portene, når temperaturen ellers er til andet end vanddyp. Her er masser af guldsmede. Faktisk flere end masser. Guld er nemlig relativt billigt i Aqaba, og er man til arabisk bling er her en del blinkende besparelser. Indtil for nogle få år siden troede jeg faktisk, at arabisk gult-guld var voldsomt uægte, men det forholder sig jo faktisk stik modsat. I Danmark er vi ikke vant til de helt høje karater på guld, så vi tror fejlagtigt, at guld skal være lidt sløvt i betrækket for ægthedens skyld, hvorimod araberne godt ved, at 18 karat og derover lægger en god portion gul farve på. Det kan man så design- og smagsmæssigt mene om, hvad man vil.

Jeg kan godt lide Aqaba. Det er en rar by. I alt fald, hvis man ikke lige går alene kvinde. Og så er den så forskellig fra alt det ovre på den anden side, i Israel. Som om den grænse nærmest er grænsen mellem Europa og Mellemøsten,

I mit personlige ørkenkatalog er der ørkener, og så er der Wadi Rum. Ikke, at jeg er specielt ørkenbevandret, men nogle stykker har jeg da været i. Fra Sahara, over Negev til en del af dem med Cum som efternavn i Centralasien.

Men der er ingen over eller ved siden af Wadi Rum. Det er, uden sammenligning, et af de allersmukkeste stykker natur, jeg kender. Her er fantastiske klippeformationer, som er eroderet til fantasifulde former, rødt sand, store klitter, huler og kløfter, og så er her en sol, som hele tiden gør, at landskabets farver ændres med et øjebliks varsel. Her er uendelige vidder, rene månelandskaber og følelsen af at være både et overjordisk sted samt ikke at ville blive alt for forbavset, hvis man skulle møde en alien. Der er ikke noget at sige til, at nærmest samtlige film, der foregår i en ørken, er optaget her. Samt at dem, der foregår på månen, også er det.

Der bor en del mennesker ude i Wadi Rum. Udelukkende beduiner. Primært i de to landsbyer, men som årstiderne skifter tager de også somme tider ophold i små lejre, for dyrenes skyld. Dyr, som her primært er kameler. Heldigvis tager de sig selv noget mere seriøst end beduinerne i Petra, hvor teenagedrengene primært ligner efterkommere af Jack Sparrow eller Freddie Mercury, fordi kohl omkring øjnene formodes at tiltrække turistkvinder. Personligt synes jeg nu— det må være alderen!— de mestendels ligner nogle, der trænger til en forbandet god nattesøvn. I øvrigt, lige som en kuriositet, hedder adskillige drenge i Wadi Rum det meget ujordanske Lawrence til fornavn. Efter Lawrence of Arabia, som stadig er en stor helt på de kanter, 100 år efter sin død.

Beduinerne i Wadi Rum lever af turisterne som hovederhverv. Man må nemlig også kun drive business derude, hvis man oprindeligt stammer fra stedet. Hovedindtægtskilden er ørkenlejre, hvortil turisterne flokkes for at spise mad, der er tillavet under jorden samt sove i den lokale version af yurter. Og netop denne lokale version bør  decideret have et par rosende ord med på vejen fra en, der i løbet af de sidste tre uger hele to gange har været udsat for yurter. Generelt synes jeg, de er modbydelige, men i Wadi Rum har de rigtige senge med rigtige dyner, rigtige badeværelser, rigtigt elektrisk lys i hvert telt og lugter overhovedet ikke det fjerneste af hverken gammel kamel eller sure æsler. Spar mig for primitiviteten— jeg var spejder i 60-erne! Been there!

Så hvis man nu kun kan nå en enkelt ørken i resten af sit liv, så får Wadi Rum min allervarmeste anbefaling. Jeg kender ingen andre ørkener, der overhovedet kan måle sig med den.

Det her er en relativt upåfaldende gade i badebyen Aqaba ved Det Røde Hav. Det mest påfaldende ved den er nok, at diverse luksushoteller er strøet ud langs den, og at det derfor langt fra er byens mindst bemidlede, der primært færdes her.

Jeg anser også mig selv for at være relativt upåfaldende af min alder. Jeg går ikke i udfordrende tøj, jeg  har ikke langt lyst hår og faste former, og jeg er fremfor alt nærmere bedstemorsegmentet end det, der forfærdeligt gerne vil finde en mand og have en flok unger.

Men jeg er kvinde. Og jeg er alene afsted på denne tur. Forstået på den måde, at hverken min mand eller andre mandlige familiemedlemmer er med. Derfor kan en uskyldig gåtur på en upåfaldende gade være et absolut mareridt at komme igennem. Og jeg taler af erfaring, for jeg har sandelig i løbet af de sidste mange dage gået på mange upåfaldende gader. Alene.

Opfindsomheden indenfor nysgerrig chikane er tilsyneladende forsvindende lille. Som regel går det hele ud på, at mænd i biler kører så tæt på fortovet som muligt, sætter hastigheden ned— og dytter. De lidt mere foretagsomme og modige kan endda finde på at vinke og sådan nærmest få bevæget hele forkroppen ud gennem vinduet. Mens de stadig kører. Hvilket hernede er en hel del mindre besværligt end derhjemme, i og med at sikkerhedsselebrug udelukkende er vejledende.

Gående eller siddende mænd langs ruten kan være endnu mere ubehøvlede. Også fordi, de ligesom ikke er fanget i en kørende bil. De kan enten sende en et absolut langstrakt elevatorblik, sådan helt op til 5. sal med lange stop på hver etage eller råbe, på deres værste skoleengelsk “ Where is your husband? “ Principielt svarer jeg dem ikke, for for det første kommer det ikke dem ved, og personligt er jeg fløjtende ligeglad med, hvor de selv har gjort af deres koner. Selv om jeg selvfølgelig nok godt ved det!

Det er umådeligt frastødende, at så mange arabiske mænd har et så nedladende og sexistisk forhold til kvinder, der ikke foretager sig andet end at gå alene på gaden. Man ser ALDRIG arabiske kvinder alene, de er enten sammen i kvindeflokke eller i selskab med en mand, og det kan jeg da egentligt godt forstå. Gad vide, om disse kvinder også ved, hvordan deres bøvede, mandlige familiemedlemmer opfører sig overfor andre kvinder, når de ikke selv er med? Som mor ville jeg da godt nok være dybt flov, fortvivlet og frustreret, hvis mine sønner gik til sådanne infantile yderligheder.

Jeg vil overhovedet ikke, ikke her i alt fald, diskutere arabiske kønsroller. Men spørgsmålet er, om dette ikke også, udover hele den lange snak om kønsroller, kan tilskrives noget så simpelt som dårlig opførsel. Mangel på almindelig høflighed. Jeg kan personligt have min mening om det lokale kønsrollemønster, men jeg kan nok næppe ændre det. Til gengæld kan jeg klart melde ud, hvad jeg synes om almindelig dårlig og ubehøvlet opførsel. Det burde nemlig ikke have det mindste med køn at gøre.

Så jeg er lidt træt af bøvede, uopdragne imbeciler i biler. For selv om jeg nok kan forsikre mig selv, at mig skal de sgu’  ikke få hornet under, så føler jeg mig jo alligevel, inderst inde,  intimideret, generet og noget så hamrende rasende. For de får mig jo til sidst. Jeg gider ikke vandre rundt som levende dytteobjekt og sikkert genstand for sjofle bemærkninger, så det lægger altså i sidste ende en dæmper på mine udfoldelser.

Til gengæld kan jeg jo bare rejse hjem til et land med gensidig respekt. Og have så inderligt ondt af alle disse forkvaklede typer, der ikke blot tilsyneladende ser alle kvinder som en form for sexobjekter, men samtidigt aldrig nogen sinde har lært at opføre sig ordentligt!

Jeg anede ikke, der var en bagvej ind til Petra. Men det er der. Billedet viser i øvrigt forvejen ind gennem den 1,2 km. lange slugt. Det er den nemme vej. For tøsedrengene.

Hvis man derimod vil ind ad bagvejen til denne oldtidsby, som måske er den berømteste i verden, skal man berede sig på at gå 2-3 timer, før man er fremme ved det højtbeliggende kloster i den alleryderste ende af Petra.Det må på det kraftigste frarådes selv at begive sig ud på denne rute uden lokalkendt guide, forr risikoen for enten at fare vild, falde og skride, støde over en slange eller andre knapt så spændende ting er overvældende. Derudover skal man lige bevæbne sig med en del vand, et par solide vandresko og en masse muskler, der bare venter på for en gangs skyld at blive brugt.

Det er en lang rute, omkring 10 kilometer. Den går ad forvredne trapper, gamle beduinstier, det rene ingenting og en natur, der er mere end åndeløshedsfremkaldende. Man hænger ud over smalle klippeplateauer, skal bøje sig for udhængende stensider, har afgrunde på adskillige meters dybde lige ved siden af sig og bevæger sig op og ned af stier, som løber præcis i takt med naturens egne former. Vilde former, utrolige former, for sandsten eroderer, slides, vindblæses og bliver til omrids, som man tror er løgn. For slet ikke at nævne ubeskriveligt smukke.

Hvis nogen havde fortalt mig, hvad den tur gik ud på på forhånd, var jeg løbet skrigende bort. Det var der så heldigvis ingen, der gjorde.  For sikke en oplevelse. Ikke blot naturmæssigt, men også lige præcis at overgå sig selv. Ikke, at jeg sådan set burde være den allerstolteste, for i vores lille gruppe på 10 var 4 midt i halvfjerdserne og klarede turen både med bravour og uden nogen form for klynk eller ynk.

Efter sådan en omgang er det næsten som om, selve Petra bliver antiklimakset. Målet, der nåes, men som blot og bare er et mål. Og det er forfærdeligt synd, for Petra er en rosarød juvel der midt i ørkenen. En glemt oldtidsby, som nu heldigvis er genfundet, og giver oplevelser til såvel almindelige mennesker som Indiana Jones. Selv om den er ejet af den jordanske stat, er den stadig, mere eller mindre, beboet og stærkt be-handlet af de lokale beduiner. De opdrætter ikke så mange dyr mere, men lever nu primært af at sælge tingeltangel og rideture på heste, kameler og æsler til de tusindvis af turister fra hele verden.

Der er steder i verden, der har knibeeffekt. Altså knibe sig i armen- effekt. Petra er et dem, og selv om jeg har været her før, er det stadig ret stort. Men det er endnu større, for mig, at have været bagvejen ind til Petra. I made it!

Nej, det er ikke en lerklinet beduinlandsby. Det er Møvenpick, Dead Sea, og jeg har kun boet der, fordi jeg er på arbejde. Engang, for nogle år siden, boede jeg der faktisk to nætter ud af egen lomme, og det gjorde sgu’ helt ondt langt ind i den udgiftssky sjæl flere måneder efter.

Der er sådan ret flot og ret fyldt med hotelstjerner på Møvenpick. De har værelser, man kan forstå, og alting virker. Morgen- og aftensmaden i hovedrestauranten består af alenlange buffetter, som jeg næsten slet ikke kan overskue, og hvor jeg, hvis jeg er der flere dage, simpelthen er nødt til at lave en plan over mit fødeindtag for at nå så meget forskelligt som muligt. Der er et utal af swimmingpools, og nogle af dem har ligefrem et tema. Ligesom de utallige restauranter, der sådan kulinarisk når næsten verden rundt. Der er et kæmpe wellnesscenter, eller også er der vist to. Man kan i alt fald blive wellnesset i både hoved og andre steder på et utal af spændende, og sikkert også udfordrende måder. Der er også gedigne shoppingmuligheder samt underholdning rangerende fra mavedans til disco hver aften.

Endelig er der privat strand med Dødehavsadgang. Hvilket gør, at de gerne må have alt det andet for mig. Bare jeg kan komme ud og flyde i det der dybt fascinerende vand. Jeg er vild med Det Døde Hav, ved ikke ret meget bedre end bare at ligge på ryggen i vandsaltet og lade min krop gå i dødehavsmode. Som skeptiker overfor det meste alternative må jeg her klart indrømme, at dette vand gør noget ved mig, ved min krop, som er godt for mig. Selv sjælen er tydeligvis en del mere munter efter en tur i saltopløsningen.

Så de rige, altså dem, der har råd til for alvor at bo på Møvenpick, har godt nok mange glæder. Vi andre må nøjes med at stjæle os til lidt saltlage og overdådig buffetering, mens vi selvfølgelig gratis kan iagttage how the other half lives.

Jeg er i grunden overhovedet ikke til bungeejumps, vilde hikes og nogen form for ekstremsport og ting, der er mere end bare en lille smule anstrengende. Så derfor så jeg mildest talt ikke frem til en lille hike i bunden af  kløften Wadi Ibn Hamad. Især ikke, fordi forudmeldingen var, at man skulle gå i vand til knæene.

Man kommer ned til slugten ad smalle, ovenud smalle, bjergveje, der bugter og snor sig tæt på faretruende bratte fald ned i intetheden omkring 7-800 meter nede. Man skal bare lade være med at kigge på ret meget andet end sine egne fødder den time, det tager hver vej. I bil, altså. Men når man så er dernede og fortrænger, at man nok alligevel er nødt til at skulle op igen, så gør det hele ligesom ikke så meget, når man først er begyndt at vandre gennem slugten.

Det er ujævnt, det er over stok og sten, og det er glat, smattet og uegnet til trekvartgamle fødder. Der skal kravles over sten og gåes i vand næsten til knæene, og man skal passe forbandet på, man ikke skrider eller træder forkert.

Til gengæld er det det hele værd! Der er vidunderligt smukt dernede i den frodige oase, vandet i floden er mere end lunkent og superblødt,og modsat mine forventninger så er det ret sjovt at lege Sørøverleg udenfor barndommens sure gymnastiksale. Faktisk stornød jeg gåturen, og selv om jeg faldt lidt, vringlende meget og generelt var en smule uenig med benene, så var det rigtigt rart at få rørt sig på den måde.

Således ophæver jeg i alt fald noget af min hikemodstand, og hvis jeg ellers får denne tur igen, så er jeg noget så klar til at spille eksplorer og få mig såvel nogle nye, blå mærker som en af de mest storslåede oplevelser, jeg længe har haft.

I min barndom hed de fleste missionshuse Tabor eller Nebo, hvis jeg ellers husker korrekt. Det var jo ikke fordi, jeg kom der og skulle gå ind under det sted, hvor navnet stod. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var nogle underlige, fremmedklingende, halvgrimme navne. Især når alle jo godt vidste, at det slet og ret var et missionshus.

Men Nebo er altså et virkeligt bjerg. Sådan omkring 800 meter højt, 1200 hvis man tager med i betragtning, at det omkringliggende land er 400 meter under havoverfladen, og det var der, Moses skuede ud over Det hellige land, som han i øvrigt aldrig kom til. Det gjorde dem i missionshusene nok heller ikke, men det er en anden historie. Moses ligger i øvrigt, siges det, begravet på en af bjergets skråninger, og på toppen holder franciskanermunkene til i et flot kirke- og klosterkompleks. Her er også utallige hellige steder, som pilgrimme fra hele verden flokkes til. Jeg var nu mest betaget af udsigten ud over Jordandalen, med Jericho og næsten Jerusalem og forstår godt, at Moses ligesom godt ville ud på den rute.

Lige i nærheden ligger det sted, hvor Johannes Døberen i sin tid døbte Jesus. Det vil sige, det oprindelige sted har, som så uendeligt mange andre steder i Jordan, mistet sit vand, for Jordanfloden er nærmest reduceret til en mellemstor å, så nu har man så flyttet stedet hen, hvor der rent faktisk er vand. Det er en stor fordel, for på den israelske side kan man stadig blive voksendøbt og sendt til få sekunders dykning, og det er der faktisk en hel del mennesker, der gerne gør. At stederne er helt autentiske er bekræftet af selve paven i begyndelsen af årtusindet, så det er der jo ingen grund overhovedet til at tvivle på.

Omkring selve dette hellige sted på Jordansiden har nærmest alle kristne trossamfund en kirke. Der er faktisk ikke andet end kirker, strøet med rund hånd ud over det golde, stenede landskab. Hver gang jeg kommer ned i dette overstrømmende bibelbælte, bliver jeg altid dybt forundret over, hvor mange kristne trossamfund, der egentlig er. Samt over, at de nødvendigvis skal have hver sin kirke, når de nu alligevel dyrker den samme Gud.

Der er også en lille, ret ny lutheransk kirke. Opført i den beskedne, relativt skandinaviske stil, som nu engang hører nyere kirker til. Selve interiøret er sparsomt, stilrent og beskedent, orglet er dansk, men altertavlen og kirkens malerier er absolut  seværdige. Her er faktisk tale om rigtig spændende, nytænkende kirkekunst. Og så er det da lidt sjovt at finde noget så velkendt som en nordlig, lutheransk kirke på netop disse ørkenbreddegrader.

Hver gang jeg har været på disse egne, ærgrer det mig lidt, at min bibelkundskab i bedste fald er mangelfuld. Jeg kan vist kun huske de bedste historier. Så måske skulle jeg alligevel dengang, i barndommen, have hængt lidt mere ud på stederne med de besynderlige navne som Tabor og Nebo!