Om uretfærdige antal af katedraler.

I Dublin er over 90 procent af befolkningen katolikker. Byen har 2 store katedraler og en såkaldt “pro-katedral”, hvor pro betyder ” i stedet for”. De 2 store katedraler er protestantiske, og vikarkatedralen katolsk.

De store katedraler er gamle, prangende, (selv)højtidelige og meget hellige. Det er derfor, jeg mest kommer i den katolske. Den er så befriende uformel og giver sig ikke ud af mere, end den er. For overkøn er den jo ikke. Den er sådan bare under gennemsnitskatolsk almindelig.

Herinde er der en befriende, helt uopstyltet fred. For alle. Uanset hvordan man tror eller ikke tror.

Men der må da være lidt tomt i de 2 store kolosser, når nu hovedparten af befolkningen aldrig kommer der. Og når der sikkert også er flere andre, såkaldte protestanter som mig, der egentlig synes, at den katolske pjatkirke er meget mere tilgængelig.

Det ville svare til, at vi i København havde 2 kolossale katolske domkirker og ingen protestantiske. På en måde lidt besynderligt utænkeligt.

Men sådan er det altså i Dublin.

 

Continue Reading

Det der med sommeren.

Hermed et billede fra en af de eneste dage i år, hvor vejret har været acceptabelt, og regnen kun har væltet ned hveranden time. Det er fra Giant’s Causeway i Nordirland, og man kan tydeligt se, at solen er i venligt humør.

Sidst jeg var her, stod det ned i stænger. Folk var så våde, at hele bussen stank af jordslået regntøj flere timer efter. Forrige gang var det cirka det samme. Og gangen før.

Ikke for at sige noget som helst tarveligt om den danske sommer i år. Mere noget positivt på en underlig, bagvendt måde. For i det mindste har det da i den grad hverken regnet, blæst, haglet og hvad det nu ellers gør i et omfang, der på nogen mulig måde er sammenligneligt med sommeren herovre.

Og sjovt nok synes irerne faktisk, de har en OK sommer. Men sådan er der jo så meget, og jeg bor helt fint i min store sweater….

 

Continue Reading

Om stedsans.

Engang var jeg så naiv, at jeg troede, at alle bare ved fødslen var blevet tildelt deres andel af verdens samlede stedsans. At der var en portion til deling, som vi så solidarisk og millimeterisk  fordelte imellem os. Sådan at vi alle fik lige meget, og sådan at  umuliusser på finde-rundt-området helt enkelt bare skulle tage sig sammen, eller i alt fald tage det alvorligt.

Jeg er blevet klogere. Samtidig har jeg også fundet ud af, at jeg selv er dybt priviligeret, fordi jeg kan det der med at finde rundt. Til gengæld scorer jeg absolutte bundpoint, når det kommer til anvendelse af kort. Jeg er kortlæsningsanalfabet samt verdensmester i at få skidtet vendt den forkerte vej. Så den hurdle undgår jeg gerne ved at bruge helt, helt andre metoder. Jeg navigerer på vikingemaner–udelukkende ved hjælp af pejlemærker.

Jeg har lagt mærke til, hvad der med 100% sikkerhed sker, når jeg sender andre mennesker på selvstændige ekspeditioner i, for dem, ukendt terræn. Det starter gerne med, at jeg indgående forklarer vejen ved hjælp af pejlemærker og endda optegner ruten på et kort. 75% vil nå godt og sikkert frem, mens de sidste 25, med stor og usvigelig sikkerhed, vil fare noget så grusomt vildt og til sidst hverken finde stedet eller sig selv. I begyndelsen troede jeg, det var mine forklaringer, der var for usle, men det giver jo ligesom ikke svaret på, hvorfor hovedparten trods alt fandt frem. Så begyndte jeg at spørge folk om, hvordan de havde fundet frem/var faret vild, og sjovt nok viste det sig, at de, der var kommet frem, nærmest alle tydeligt havde fundet pejlemærkerne, mens resten overhovedet ikke havde bekymret sig om dem, men udelukkende holdt næsen i kortet.

Så selv om vi ikke alle er priviligerede med den samme portion stedsans, så tror jeg, at en ting vil hjælpe folk, der altid farer vild. Og sjovt nok er vildfarere altid ekstremt kortafhængige–hvilket vel også, på sin vis, er forståeligt. Men prøv at kigge OP og tage bestik af, hvor I rent faktisk befinder jeg i levende live, ved rigtige bygninger, parker, mindesmærker og deslige. Memorer dem. Plot dem ind på den indre billedsamling af pejlemærker, I skal prøve at lave. Hav en masse billeder derinde, som I kan genkende.  Læg mærke til, at hotellet ligger på den vej, hvor den lille kirke ligger, bare lidt længere oppe. Husk, at når I går til højre ved synagogen, kommer I til parken, mens I altid ender ved den grimme skulptur, hvis I går til venstre ved stationen. Prøv at undgå at kigge alt for meget NED–altså ned på kortet. Et kort er en upersonlig, død ting, som aldrig nogensinde kan vise jer det sjove hus med gavlmaleriet eller den finurlige, lille bagerforretning. For det er dem, I kan og skal huske.

Jeg husker også tydeligt, at jeg ofte er blevet spurgt om, hvor diverse ting ligger, og undrende må sige, at netop posthuset har vi da lige passeret. Vi gik da LIGE forbi, vi VAR der. Selv om det også var mit første besøg og min første vandring i byen, lagde jeg da mærke til, at der var et posthus. Jeg vadede da ikke rundt med snuden nede i kortet, for det kan jeg simpelthen ikke bruge til noget som helst. Overdreven kortafhængighed skaber desværre det modsatte af, hvad folk tror. Det skaber usikkerhed, og det skaber en by af topografisk karakter–ikke en rigtig, levende by med oplagte pejlemærker.

Endelig oplever jeg også, at kortafhængigheden er ekstremt begrænsende for nogle. De tør ikke gå ud af/væk fra kortet. Det er uhyre væsentligt for dem hele tiden at vide, hvor de er–altså på kortet. Prøv at lade fuldstændigt være med at være bange for at fare vild. Lad kortet blive hjemme og bare GÅ. Der findes faktisk ikke ret mange steder i verden og nærmest ingen i Europa, hvor man uforvarende kommer til at bevæge sig ind i grimme kvarterer, og gør man, er jeg 100% sikker på, at man med det samme opdager det og går tilbage! Og der findes INGEN steder i Europa, hvor man ikke altid kan finde en taxa hjem!

For det er jo den, der altid nager: AT KUNNE FINDE TILBAGE eller IKKE AT VIDE, HVOR MAN ER. Jamen, er det da så væsentlig? Hvad sker der, sådan helt konkret, hvis man ikke kan finde tilbage eller ikke ved, hvor man er? Gør det ondt? Piner det at tage den taxa? I så fald er jeg overbevist om, at det i ALLE tilfælde har været en MEGET større oplevelse at bevæge sig frit gennem byens mylder og huske at kigge OP og se alle de fantastiske ting, der jo vitterligt er at se, og som sjældent alle er afmærket på kortet–end det er et nederlag at måtte erkende, at man er faret vild og har behov for kørselshjælp for at komme tilbage til udgangspunktet.

I min familie kalder vi fri leg i verdens storbyer for at “finde” vild. Vi elsker det, og det er lige præcis det, der giver os feriernes ultimative oplevelser. Og ja, vi “farer” også ofte vild, fuldstændigt ude af stand til at præcisere, hvor i alverden vi befinder os–men det er altid her, de største oplevelser ligger.

Så selv om den der stedsans er noget ulige fordelt, så kan der arbejdes på den. Fase 1 er simpelthen at give slip. Pak det kort ned i inderlommen, GÅ og KIG OP! Husk de ting, de er sjove og usædvanlige ( vi har jo alle forskellige pejlemærker) og tag en taxa hjem, når hjemvejen er fuldstændig labyrintisk. Det gør ikke ondt. Snarere tværtimod: Det skaber selvtillid! Og stedsans!

Continue Reading

Om flyskræk.

Engang var jeg indehaver af det uofficielle verdensmesterskab i flyskræk. Godt nok har jeg aldrig sådan officielt fået bekræftelse på min status, og godt nok er vi sikkert mange om titelindehaverskabet, men det står absolut ikke til diskussion, at jeg var en særdeles (u)værdig kombattant. Spørg bare folk, der har haft den tvivlsomme fornøjelse at flyve med mig. De bliver trekantede i hovederne af dårlige minder.

Jeg har kæmpet mod alle mine imaginære flystyrt, iboende klaustrofobi og (for mig) helt uacceptable tab af kontrol med alle forhåndenværende midler. Mest alkohol i så uhyrlige mængder, så i alt fald den første feriedag var totalt ødelagt, men så sandelig også diverse andre såkaldt beroligende stoffer. Stesolid var en overgang inde i billedet, og det har diverse håndkøbspræparater som plastre, baldrian, melatonin (håndkøb andre steder end DK) og sågar hovedpinepiller såmænd også været. Jeg har siddet der med svedige håndflader og koldsveden sejlende med ad maven, fuldstændigt ude af stand til at indgå i nogen form for fornuftigt samtale, holdt i snart Gud og hvermands hænder (inklusiv fulstændigt fremmede mennesker), talt til 30 ca. 27 gange under start og landing (min egen ide) og sat ørerne på spidskompentence rent fly-lyde-mæssigt for at fange den mindste mislyd. Jeg er, selvfølgelig i skarp konkurrence med uddannede piloter, nok et af de mennesker, der hurtigst sporer en mislyd ved et fly. Jeg kender samtlige lyde, kender tidspunktet hvorpå de skal indfinde sig, og jeg har gevaldigt godt tjek på mit lydunivers i 10.000 meters højde.

Nogle gange har jeg også ladt være. Med at flyve, altså. Når det hele blev så uoverskueligt, at jeg bare ikke kunne. Det er ikke hændt mig mange gange, men det ER sket. Derudover kunne jeg før i tiden ALDRIG glæde mig til en ferie, FØR jeg var fremme. Egentlig planlægning af indhold af feriedage blev sådan lidt psudo. Jeg havde jo altid i baghovedet, at planlægningen med stor sandssynlighed var forgæves, for vi faldt vel alligevel nok ned undervejs.

Og jeg var en belastning for mine omgivelser. Som altid skulle ud at rejse med det her umælende zombievæsen, som dalrede rundt i sin egen, påvirkede verden og alligevel svedte, så hele flyveren nærmest blev oversvømmet. Og i hvis nærhed man aldrig måtte tale, fordi zombien skulle have tjek på den mindste mislyd ved flyet. Ja, nærmest lyttede intensivt efter mislyde.

Grunden til, at jeg alligevel, trods alt, kom afsted, var det motto, jeg dog fik hamret ind i mit forkvaklede hoved. Nemlig at alternativet til at flyve er at blive hjemme. Så enkelt er det jo! At hvis jeg ville de steder hen, hvor jeg jo enormt gerne ville hen, så måtte jeg flyve. Der er ingen, der kører til Amerika, og skal man sejle, vil det tage noget længere, end jeg sådan lige havde tid–og råd–til. Jeg valgte, med andre ord, bevidst ikke at lade mig begrænse rent destinationsmæssigt af min flyskræk. Men det var F…. ikke for tøsepiger!

Undervejs burde jeg have investeret i et af de kurser, der afholdes for sådan nogle som mig. Jeg har talt med flere, som har afskaffet koldsved, alkohol og tvivlsomme stoffer på den konto, og som nu flyver ganske fornuftigt. De er dyre, de kurser, men folk siger, at de virker. Og det er jo sådan set det vigtigste, når man lader dem indgå som en del af et helt livs flyvninger. De sparer i alt fald mere angst, end de koster, hvis man så ellers kan måle den slags.

Som gammel lærer angreb jeg–vanen tro–i stedet sagen ud fra en rent pædagogisk vinkel. Faktisk som at skrive engelsk stil. Her har jeg jo i årevis prædiket, at der kun er en helt sikker og afprøvet metode: Man lærer at skrive engelsk stil ved at skrive engelsk stil! Nogle kalder det også, at øvelse gør mester, men ordene er faktisk ikke så væsentlige. Det er virkningen. Jo længere, der gik mellem mine flyvninger, desto mere angst kunne jeg oparbejde, så det blev, for mig, simpelthen noget så enkelt som at holde mig flyvende. At flyve så meget som muligt. At komme dertil, hvor det at flyve var en naturlig ting og ikke en angstfremkaldende, storsvedende anti-begivenhed. Endelig lå der også den ting i det, at det var en sejr hver gang, det “gik godt”–og jo flere velgennemførte flyvninger jeg fik på mit luft-cv, desto mindre angst.

I forbindelse med det sidste viste en veninde med co-skræk mig engang en hjemmeside, hvor man faktisk kan se alle de flyvere, der er i luften på samme tid. Det er overvældende mange!  Der er rent faktisk ret sort af dem, selv over Danmark! Og for sådan nogle som os er det jo faktisk en gevaldig sejr, at ud af så mange omflyvende flyvere er der ingen, absolut ingen, på tabslisten. De overlever alle sammen.

Jeg flyver meget nu. Gerne 2-4 flyvninger om ugen i højsæsonen. Det skridt fra trappen ind i flyet, som førhen nærmest var utageligt, er nu forvandlet til det samme skridt, som man tager, når man skal ind i en bus, der skal fragte en et sted hen. Jeg er fuldstændigt over min flyskræk. Flyvning er for mig helt og totalt afmystificeret og indgår på lige fod med alle andre transportformer. Jeg har nemlig lært at flyve ved at flyve. Og jeg agter at holde min nyvundne flyfrihed i pæn orden ved at flyve så meget som muligt. For jeg ved noget så udmærket godt, at hvis jeg har lange perioder på mange måneder uden at være i luften, så smækker fælden sikkert igen. Så skal jeg lige lære at genflyve.

Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg skal ræse rundt i luftrummet over Europa som en uhæmmet gal. Der skal jo være mening med galskaben. Flyvningen skal have et formål–også med diverse udledninger af grimme ting i tankerne. Heldigvis er det så også sådan, at denne transportform med årene er blevet for os, der ikke har så strålende mange penge. Det er ofte ikke dyrere end at tage bussen.

Selvfølgelig virker det ikke for alle–tror jeg da ikke, men det kan da prøves. Dette med at gøre, som jeg gjorde: At lære at flyve ved at flyve.

 

 

Continue Reading

Den dag solen skinnende.

Som regel må jeg erkende, at Murphy’s Lov, som er loven om, at alt, hvad der kan gå galt, vil gå galt, er relativt skudsikker, sådan rent vejrmæssigt, herovre i Irland. Vejret er, med få undtagelser, noget lort.

På en besynderlig, omvendt måde er det en god ting i forhold til de gæster, jeg rejser rundt med. Alle forventer nemlig en stående brandstorm med tilhørende syndflod. Så der er sjældent højlydte klager over vejret. Til gengæld er der spontane glædesudbrud og store smil ved uventede gensyn med solen. Så vejret er faktisk en taknemmelig, overkommelig opgave. Det forholder sig nok noget anderledes andre steder i verden! Dog fortalte en af mine chauffører mig om et hold–ikke-danske–gæster, som efter en uge med mirakuløs høj sol faktisk var lidt misfornøjede med, at de ikke havde set og oplevet rigtigt irsk vejr!

Men i lørdags skinnende solen. Den tog nok fejl og troede, den var et helt andet sted. Den buldrede ned over de nordirske klipper, og så blev det rigtigt, rigtigt flot det hele.

Engang kunne jeg bruge væsentlige dele af min sommer på at gå rundt og surmule over dårligt vejr. Den tid er heldigvis ovre. Det irske vejr har lært mig, at jeg i stedet skal være glad, når solen skinner. Og når den ikke gør, skal jeg forstå, at vejret bare holder sig til normen og på ingen, mulig måde er usædvanligt. Eller ude efter mig personligt.

Jeg er glad for, jeg fik nogle billeder. Det er godt at have beviserne i orden…. Samt at kunne minde sig selv om, hvordan det hele også kan se ud. Når jeg sådan går rundt og egentlig har det OK med gråvejret.

Continue Reading

Orangemen’s Day.

Billedet er noget utydeligt, for jeg har fotograferet gennem vinduet, da det nok ikke lige her er så velset, at jeg går tæt på.

Det forestiller de lokale bøller i Belfast, som i den hellige protestantismes navn er ved at opstille deres bål af gamle paller til 12. juli, hvor afpisning af territorium bliver legaliseret af, at William af Oranien lammetævede de irske katolikker i 1690.

Det går de meget op i heroppe i Belfast. Så brænder de bål af enhver art, på enhver form for afbrændningsplads. Og så marcherer de. Meget højlydt og gerne gennem fjendens territorium.

Der må være mange meget små mennesker inde i et stort antal af dem.

Måske skulle vi prøve at lære dem, at man såmænd kan nøjes med at brænde hekse af. På en civiliseret måde. Og sammen.

Continue Reading

Et billede fra Irland.

Jeg kunne bare ikke stå for de her to farmere, som stod og diskuterede deres får. Tror jeg da nok. For når irske farmere diskuterer får, er jeg sådan lidt lost rent sprogmæssigt. Jeg forstår generelt hovedtendensen, men de enkelte ord, udtalt på bred dialekt, har jeg ikke sådan fuldstændigt styr på.

I og for sig er det også relativt ligegyldigt. For min fårekundskab er minimal.

Til gengæld er det bare så vidunderligt irsk. Helt ind i sjælen.

Continue Reading

Shoppingcentre.

Umiddelbart fremgår det overhovedet ikke på nogen muligt måde tydeligt, hvor i verden billedet er fra. Flagene og bjergene i baggrunden giver måske et peg, men parkeringspladsen og butiksfacaderne kunne lige så godt være Madrid, Manchester eller Middelfart.

Det er Tralee, Irland, og det er præcis lige så kønsløst, charmeforladt og intetsigende som alle de andre steder. Især udenfor åbningstider. Så forvandler store shoppingcentre sig til spøgelsesbyer, der sådan næsten virker uhyggeligt truende i al deres tomhed og lukketidsbestemte mangel på forbrug.

Jeg forstår ikke, at shoppingcentre nærmest pr. definition skal se sådan ud. At ingen på noget tidspunkt har overvejet at lade en arkitekt komme ind i billedet. At ingen har gjort sig den overvejelse, at æstetik måske kunne være et shoppingfremmende element. Måske endda skabe lidt glæde og lidt oplevelser, der ikke udelukkende bestod af kortvarige sus i belønningscentret.

Jeg ved godt, det er et simpelt spørgsmål om økonomi, men måske overser man, at andre kvaliteter også kunne skabe mere omsætning.

I alt fald er shoppingcentre oftest store øjebæer, som gør mig i dårligt humør på forhånd. De inspirerer langt fra til seriøst pengeforbrug hos mig. Det er nok derfor, jeg holder mig væk.

Og faktisk tror jeg ikke, jeg er den eneste.

Continue Reading

Frynsegoder.

Det kan godt være, at mange mennesker har gratis bil, benzin, måltider og andre former for frynsegoder i forbindelse med deres jobs. Jeg er sikker på, de føler sig priviligerede.

Det gør jeg også. For findes der ret meget større frynsegode end at slå sine gardiner til side en tidlig morgen og se denne udsigt. Vel og mærke, når man er på arbejde. Det er da bare lige til at blive glad i låget af.

Selv om det regner. Og selv om jeg ikke engang gad åbne vinduet, så der er glas mellem mig og de skydækkede bjerge.

Det er da et frynsegode, der er til at forholde sig til. Her på mit yndlingshotel, Aherlow House Hotel ved Tipperary, Irland.

Continue Reading

En tiltalende ide.

På alle britiske og irske hoteller optræder dette lille arrangement på den ene eller anden måde altid på værelserne. Det er en rigtig god og tiltalende ide.

Den kunne danske, og for den sags skyld alle andre, hoteller med fordel tage til sig, uden at det sikkert betød de helt store udgifter til tebreve og kaffe.

Det er sådan en dejlig varm og betryggende følelse altid at vide, at man lige kan lave sig en kop et eller andet, og i min optik giver det stor goodwill overfor hotellet. Jeg undværer gerne andre ting, hvis jeg bare har mit lille tearrangement.

Først på listen over decideret undværlige ting står barskabet og dets nærmest ubetalelige indhold. Over årene har samspillet mellem min egen udgiftsskyhed og genanskaffelsen af alt det, jeg somme tider raider om natten, givet mig en del logistiske problemer. For hvor køber man lige Marsbarer i den ukurante størrelse og sodavand i miniflasker? Når man nu er for nærig til at betale ved kasse 1 og fik sig selv overbevist om, at det da er vildt let at genanskaffe ting til barskabet nede i supermarkedet, så de slet ikke kan se, man har forgrebet sig.

Nej, må jeg bede om nydelige kaffe- og tebakker. Så får jeg energi til selv at hente mit snolder ved købmanden!

Continue Reading
1 2 3 12