Jeg har aldrig i mit liv set så mange mennesker herude i min lille ferieby. Det vrimler. Der er biler ved snart sagt hvert eneste hus, stranden minder lidt om højsæsonstrængsel på de varme sommerdage, og i Brugsen har de tre kasser åbne for at klare køerne. Det har de ellers kun i juli. Der er også pænt gang i afsætning af overskudsvarer, så loppemarkederne hænger på snart sagt hvert eneste gadehjørne. Selv damen, som sælger æg og friske grøntsager, er så populær, at hun i går måtte tage en kunde i akut kolesterolunderskud med ind i selve hønsegården for, om muligt, at lokalisere nylagte æg under hønsene. Der var ikke flere i vejboden, og det plejer der nu altid at være frem til sidst i juni, hvor vi mangeårige gæster godt ved, at man ellers skal komme før 8, hvis man vil have æg.
Det er heller ikke kun nordjysk, som plejer at være påskelingoen, der dominerer. Man kan endda møde mennesker med tydelig københavnsk udtale på stranden, og en enkelt fynbo eller to har også forvildet sig hertil. Det er absolut ikke normen. Men selvfølgelig fungerer de i år som en erstatning for det der sprog fra syd for grænsen, som i påsken og meget af sommeren plejer at være den mest dominerende sprogstamme. I år er der ingen, der taler tysk. Selv om jeg godt nok i går fandt et fæstningsværk med tydelige tyske rødder på stranden–altså en af de gigamodeller, som tyskerne er så overvældende begejstrede for at konstruere i dansk sand–så må man nok gå ud fra, at vi her har at gøre med en dansk copycat. En, der har været i fæstnings-konstruktionslære syd for grænsen.
Der holdes påske til max. i det danske påskeland. Det er udlejernes drømmepåske, og i næste uge vil man sikkert se dem gå grinende i banken i en lang, lang kø. De huse, der ikke er beboede, fordi de er til salg, rives sikkert væk hen over påsken, så har man et shitskur på en ussel grund, er det da bare lige nu, man skal afsætte sit såkaldte håndværkertilbud. I løbet af vinteren er mange af de gamle kæmper–altså dem, der sikkert i årevis har været holdt sammen af gaffatape og gode minder– faldet for bulldozernes hærgende kløer, så overalt bygges der. Både fra grunden og til og i højden. Der er grøde i det danske påskeland. Der bliver i den grad indad vundet, hvad udad lige nu er tabt ved samtlige landegrænser.
Men man kan da også godt se, at mange forældre er kommet lidt på arbejde omkring at vaccinere deres unger med det danske påskelands lyksaligheder. Det er vel også begrænset, hvor længe man kan frydes over en halvkold badebro og et fiskenet i isnende vand. Jeg spekulerer på, om de unger ikke, trods alt, ville have haft en varm swimmingpool i 30 grader i stedet for vildtvoksende lyng og tang. Meget tang. Men de er tapre, de små, i deres flyverdragter, selv om jeg nok tvivler lidt på, om vi virkelig har fået dem til at tro fuldt og fast på Danmark dejligst. Især i påsken!
Det er selvfølgelig godt, at et stort antal mennesker bliver presset ud i at erkende, at deres eget land også har store værdier. Selv Jylland. Men det erstatter jo altså desværre ikke, at der kommer til en mangle gigaindtægter fra udenlandske turister, hvis dette bliver ved. Danskerne selv kan ikke alene opveje de indtægter bare ved at blive hjemme. Så snildt fungerer det desværre ikke.
Men sikke da et påskeland. Det er jo lige før, man ikke kan sparke sig frem i vrimlen herude…