Om dialekter.

De fleste medier har i denne uge været ret fokuserede på vores dialekter og desværre også det faktum, at mange af dem lige så stille er ved at uddø. Man kan frygte, at vores dialekter gradvist bliver til sociolekter–dialekt er geografisk betinget, sociolekt er socialt/økonomisk–således at vi, som man desværre ser i flere andre lande, ikke kan høre, HVOR folk kommer fra, men–for nu at skære det ud i pap!–HVAD de tjener, og hvilket uddannelsesniveau de har. Det er en tendens, der er lidt uhyggelig. For dialekterne kan jo noget ganske særligt. Ikke nok med at de har specielle ord og udtryk, de binder også folk sammen. Jeg elsker at høre jysk på Strøget i København–selv århusiansk giver mig en ganske særlig tryghed og følelsen af, at her kæmper jeg ikke alene mod Gammel Holte!

I mit efterhånden trekvartlange liv har jeg boet mange steder i Danmark, og da jeg (indrømmet) ind imellem nørder lidt rundt i sprog, har jeg været meget bevidst om at tage de allerbedste udtryk med mig. Da mine børn var små, var de tit fjale overfor nye mennesker. Det var en udsøgt fornærmelse at give dem nye pusser i julegave–og det modsatte at købe bom, især hvis de skulle være selv hjemme. Vi var lidt skeptiske overfor krejlere, også selv om det kun var en ny kridtbør, der skulle erhverves. Da jeg boede i Nordjylland, kom den sidste i dåsegemme tit springendes ud af buskerne, og i Sønderjylland skal vi i en uendelighed langs. Mine vindruer i drivhuset har det med at blive blandemodne, og vejret er lige nu for det meste vandkoldt. Og min hund Fozzie ( undskyldningen for navnet er, at han både var brugt og døbt, da vi fik ham!) lystrer med stor sandsynlighed ikke sit navn, men råber jeg “hundebom”, så….

Nye ord opstår hele tiden–sprog er jo en levende mekanisme–men problemet er, at de enten er arvet eller fordansket fra et andet sprog, eller udelukkende bruges indenfor relativt afgrænsede grupper. De er ikke dialektale. Og faktisk er de indirekte med til at forårsage dialekternes endeligt.

Det er som om, at det at tale TYDELIG dialekt er ved at blive noget, som kun ældre og mennesker, der aldrig rigtigt har været udenfor deres egen lille by, gør. “Vi andre” taler jysk, fynsk eller sjællandsk–eller det hele på en gang! Det bliver mere og mere sjældent, at jeg geografisk kan bestemme, HVOR folk under 40 kommer fra indenfor de 3 hovedområder.

Og vores børn–hvad er det lige, de taler? Vores forældre talte tydelig dialekt, vi selv lærte såvel dialekten som at tale “fint”, (ofte fordi vi har været langt mere geografisk mobile end tidligere generationer)og de fleste af vores børn, vil jeg vove at påstå, kan kun tale det, der førhen hed “fint”.

Jeg argumenterer ikke for, at vi alle skal til at tale dialekter igen. Det er en umulighed. En dialekt lærer man-hvis nogen ellers taler den!- automatisk i barndommen, præcis som man lærer at tale. At lære en ny dialekt som voksen bliver noget forfærdeligt, påstået pølsesnak, akkurat som når københavnske skuespillere skal forestille at være jyder. Det er jo som oftest dybt pinligt og decideret utroværdigt. Men det mindste, vi kan gøre, er da at huske, bruge og værdsætte vores dialektord.

Så jeg dyrker mine dialektord. Det kan godt være, jeg ikke er så stiv i selve dialekterne, men jeg kan i alt fald gøre mit for at blive ved med at nurse om alle disse seje ord!

 

Continue Reading

Om “at miste sin identitet”.

Jeg hører ret ofte, at når man går på pension, mister man sin identitet. Det er selvfølgelig korrekt, når det kommer til den rent arbejdsmæssige identitet, men, helt ærligt!, så meget personlig status var der nu heller ikke i den. Gennem hele mit lange arbejdsliv som lærer har jeg da været så meget andet i en sand multitaskning af identiteter, og jeg savner overhovedet ikke at være se mig selv som “lærer”.

Men jeg har et problem med at aflære mig selv at være lærer. Jeg tænker “lærerligt”, og jeg har ikke en pind at bruge det til. Det burde jo være ren afslapning at lægge den identitet fra sig, men den vil altså ikke bare lige forsvinde. Den er dybt og inderligt indarbejdet på selv rygmarven gennem utallige år.

Når jeg læser en bog, sidder der et lille pædagogisk spøgelse og hvisker, om den nu kan bruges til noget? Jeg prøver ihærdigt at overdøve det og samtidig forklare, at jeg rent faktisk læser for min fornøjelses skyld. Så siger det, at jeg i det mindste bør have skyldfølelse over at læse noget, der er totalt ubrugeligt (ubrugeligt–til hvad??), og at jeg nok hurtigst muligt bør indse, at det er spild af tid. (Spild af hvilken tid??) Gradvist er jeg ved at få det overbevist om, at krimier undervisningsmæssigt set oftest er totalt ubrugelige, men derfor vil jeg F… have fred til at nyde dem alligevel.

I mange år bar jeg personligt ansvaret for det engelske sprogs retmæssige udtale og korrekte grammatik på mine skuldre. Jeg anså det for min indiskuterbare pligt at rette, vejlede og i det mindste gøre min lille indsats for at mindske sprogets forfald. Jeg burde jo juble af glæde over, at det selvpålagte ansvar slet ikke er mit længere–men nej! Den der lille rettepen flyver helt automatisk frem i hænderne, når skrubtudserne lukkes ud. Jeg prøver ihærdigt at fralægge mig ANSVARET, og forleden var jeg lige ved at lukke mig selv ud i haven med det klare formål højt at fremsige mindst 25 utilgivelige fejl–bare for at vænne mig til dem og opnå min egen accept.

Jeg er sikker på, at jeg–med tiden–giver mere og mere slip på den der forbandet insisterende indre lærer/pædagogiske spøgelse, men det en en tung og fuldstændig unødvendig kalorius at slæbe rundt på. Det er jo IKKE min identitet. Nu er jeg jo seniorblogger……

Continue Reading

Hoteller med sjæl. I.

Pera Palace Hotel, Istanbul.

Indrømmet! Det er ikke lige for tiden, man brænder efter at komme til Istanbul. Men når længsel efter denne vidunderlige by igen melder sig, og forholdene dernede er blevet synligt roligere, så er Pera Palace Hotel STEDET!

Det syntes Agatha Christie også. Hun opholdt sig tit på Pera Palace, når hun rejste med sin arkæologmand, og det siges, at Mordet i Orientexpressen er skrevet netop her. Atatürk boede her også, og hans værelse står endnu, som da han boede her. Hotellet blev da også i sin tid bygget som overnatningsmulighed for de rejsende med den legendariske Orientexpres, så det oser af kolonitid, orientalsk mystik og vild luksus.

Det er sådan et hotel, hvor man får “tæppet af” før sengetid og finder små, lækre chokolader i sin seng. Badekåber så tykke som bjørne er til fri rådighed, og selv en prinsesse ville ikke kunne finde en ært i de superbehagelige, kæmpestore senge. Her er Afternoon Tea med 50 slags kager og indbygget hyggepianist, og muligheden for at se en forbipasserende rockstar eller anden kendis er absolut til stede.

Prisen er ca. 1100-1200 for et dobbeltværelse pr. nat, beliggenheden perfekt og charmen uovertruffen. Og man behøver jo ikke tilbringe hele sin ferie her. På en enkelt nat kan man sagtens opnå lidt prinsessestøv….

Continue Reading

Hvordan får man billige rejser med fly?

Jeg rejser en del, og det kan kun lade sig gøre, hvis jeg hele tiden er meget bevidst om prisen på rejsen.

Så her kommer nogle tips til, hvordan man kan rejse billigt.

  1. Vær opmærksom på tidspunkt. Altså hvornår destinationen har højsæson, og forsøg at undgå denne. Alt er meget billigere i begyndelsen og slutningen af en destinations sæson.
  2. Find ud af, hvilke lufthavn der kan flyves fra. Husk at medregne lufthavne i det nærmeste udland. For syd-og sønderjyder kan det meget ofte betale sig at flyve fra Hamburg. Også fordi en såkaldt Länderticket hos Deutche Bahn kun koster omkring 40 Euro for 5 personer fra Flensburg til Hamburg Lufthavn–og der er gratis parkering i Flensburg, så lufthavnsparkering spares også.
  3. Søg efter flybilletter på www.momondo.com. Den vil altid give de billigste muligheder samt en statistik over, hvilke datoer der er billigst (hvis datoer ikke er så væsentlige.) Søg altid på alle potentielle afgangslufthavne.
  4. Check på momondo, hvilke flyselskaber der er billigst og gå derefter til deres egne hjemmesider. De rejsebureauer, der udbyder billetter på momondo, er ikke altid de billigste. Mange af dem har rimeligt store gebyrer, der kommer oveni.
  5. En anden god ide er at tilmelde sig flyselskabernes mailingliste for gode tilbud!
  6. Hvis rejsen går til et engelsktalende land, er det altid er god, hyggelig og billig ide at bo på universiteterne, når de studerende ikke er der. Her kan man anvende www.universityrooms.com. Universiteterne har som regel både enkelt-og dobbeltværelser.
  7. Andre kæder med billige tilbud er f.eks. Travelodge og Days Inn. Generelt er hotelkæder billigere (og langt mere upersonlige!) end selvstændige hoteller.
  8. Ellers kan man bruge de store søgemaskiner som www.booking.com eller www.hotels.com–de har begge funktioner, der gør, at man kan finde de billigste løsninger.
  9. Og book i god tid!! Ingen fingerregler for HVORNÅR, men følg evt. priserne på momondo og slå til, når de har et acceptabelt leje.
Continue Reading

Magiske Myanmar I.

Indtil for for år siden var Myanmar (Burma) et lukket land, som turister kun i ganske få tilfælde, og i så fald kun under 24/7 overvågning, kunne komme ind i. Landet var styret af en militærjunta, som sad umådeligt tungt på sine egne rettigheder–uden skelnen til menneskerettigheder.

Gennem de sidste 6-7 år har landet gradvist åbnet op for turister, militæret sidder ikke længere suverænt på magten, og landet er gradvist, vaklende, ofte snublende på vej ind i det 21. århundrede. Netop den proces går stærkt, så derfor er det NU, man skal til Myanmar.

Jeg har ikke været overalt, men sammenlignet med alle andre lande, jeg har været i, er det suverænt det smukkeste rent naturmæssigt. Her er så utroligt grønt og frodigt, så uspoleret og så ægte.

Det allersmukkeste er dog menneskene derude. Ikke blot er de fysisk smukke, men rent menneskeligt er de også helt i en kategori for sig. Altid åbne, smilende, imødekommende, hjælpsomme–og så har de tid. Man beder aldrig forgæves om hjælp–til gengæld får man den ofte tilbudt helt uden at have bedt om den. Myanmarerne er stærkt troende Buddhister, og det influerer hele deres livsopfattelse. Det er ikke, hvad man kan rage til sig, der tæller, men i stedet de gode gerninger, man kan gøre for andre–såvel økonomiske som menneskelige. Jeg anser ikke mig selv som naiv–derfor gør det mig uhyre ondt, at netop disse mennesker lidt hovedkuls er kastet ind i en vestlig tankegang, som mange af dem slet ikke forstår–og få af dem tjener styrtende på!

Myanmar er de mange templers land. De har et utælleligt utal af Buddhaer. Myanmar er også en af de sidste rester af Østens mystik. Og der er en befolkning, der har brug for vores turistpenge. Hvis vi som bevidste turister bruger vores penge på alle de små foretagender, de lokale er ved at få op at stå, hjælper vi også til med at få dette land på fode på en etisk forsvarlig måde.

Continue Reading

Efterår.

Da jeg gik i folkeskolen, fik vi hver dag et salmevers for, som vi så skulle kunne udenad til næste dag. Jeg var faktisk ret god til salmevers, eller rettere, jeg var ret god til at lære ting udenad. Dengang glemte man lidt at gennemgå, hvad ordene egentlig BETØD, så hver morgen stod vi som regel en flok plaprende papegøjer og aflirede alle disse gamle ord uden den fjerneste anelse om, hvad de egentlig betød.

Det tog mange år, inden jeg overhovedet skænkede salmernes/ordenes indhold nogen betydning. Og det kommer til mig lidt efter lidt, men jeg kan dem stadig–alle salmerne. De sidder lige så fast inde i mit hoved, som samtlige gammeldags cykellåse, mit liv har budt mig på, sidder fast i mine fingre.

Så hver gang jeg går gennem en efterårsskov som denne, sidder gamle Grundtvig inde i mit baghoved og synger lige så sagte “Nu falmer skoven trindt om land”. Jeg er sikkert på, at jeg–måske med lidt kvalificeret hjælp–ville kunne komme gennem ordene til samtlige 10 strofer. Dog nok ikke stående og i kor!

Det er ingen hemmelighed, at salmevers var en stor og for de fleste uforståelig byrde, der bare skulle læres, så den kunne afplapres. Og tænk at man skulle blive trekvartgammel, inden man indså, at det–helt uintenderet fra undervisningssystemets side!–faktisk var en lille gave, man fik dengang.

Continue Reading

Soning/Atonement.

Den ultimative tøse-tåreperserfilm! Og meget, meget mere end det!

Et fantastisk valg, hvis man som jeg er anglofil og elsker den der stemning af gamle herregårde, viktorianske haver, overklasseliv, stiff upperlips–og bedrag!

Her er den gamle historie fra Romeo og Julie, West Side Story, Grease, Pretty Woman og alle de andre film, der handler om “dreng møder pige, og de kan ikke få hinanden pga sociale skel eller gamle familiestridigheder”–men denne gang tilsat 2. verdenskrig, uretfærdighed, James Mcavoy, Keira Knightly ( det her er den ene film, hvor hun viser, at hun faktisk kan spille teater!), en bitch af en lillesøster, en fandens til chokoladefabrikant og en Vanessa Redgrave, der trækker tæppet væk under det hele til slut, når vi lige, som publikum, følte os helt sikre på den happy end, vi håbede på.

Filmen er underskøn i sine billeder. Især scenen fra den forfejlede invasion i Normandiet er i mine øjne et mesterværk i filmhistorien.

Det er sådan en film, hvor man ikke altid helt kan føle sig sikker på det, man ser. For som i virkeligheden afhænger det sete jo af øjnene, der ser. Derfor får vi nogle gange scenerne fra to synsvinkler. Og nej, det er ikke uforståeligt og overkunstnerisk. Det er tværtimod en hel fantastisk film. Jeg har set den mere end 10 gange–og den bliver bare bedre og bedre!

Continue Reading

Irlands vilde vestkyst II.

Matches Made in Heaven?

Langt ude på landet, midt på det barske, golde karstklippelandskab kaldet The Burren, ligger den lille by Lisdoonvarna. I gamle dage kom borgerskabets afkom hertil i september for dels at drikke det helsegivende vand, og dels–og mest!–at finde passende, giftemodne partnere. Det gør de ikke mere.

I stedet forvandles denne lille by i hele september til verdens største farmerdatingcentral. Man regner med, at byen hvert år besøges af ca. 40.000 gifte(over)modne mennesker, primært i gummistøvler. Netop september er valgt af den yderst logiske årsag, at høsten er overstået, og der nu er god tid til at bese udvalget af kommende (eks?)koner/mænd.

Byen har endda sin egen matchmaker, Willie Daly, som i årevis har ført sine små notesbøger over håbefulde giftelystne af begge køn. Han holder til på sit eget hotel og har efter sigende en ret travl september.

Lisdoonvarna i september er et besøg værd. Man kan bilde sig selv ind, at man overhovedet ikke er der for–om man så kan sige–kigge på udvalget, men man kan ikke lade være! Samme udvalg er utroligt synligt i gadebilledet, og det tager ikke længe at konstatere, at for de fleste er det biologiske reproduktionsur en hedengangen faktor, og varerne nærmer sig hastigt sidste salgsdato. Der er tragikomiske indslag i dette store kærlighed-til-salg-teater, men i det store hele er det en stor, sjov folkefest, der varer en hel måned. Og vinder man i partnerlotteriet (man skal dog nok være forberedt på i så fald at skulle bo på landet!), er det jo bare super. De fleste trækker dog en nitte. Men så har de helt sikkert haft det sjovt, mens de gjorde det!

Continue Reading

Hunt for the Wilderpeople.

Noget så usædvanligt som en New Zealandsk roadmovie–til fods!

Utilpasset, forsømt, horisontalt udfordret (læs: overvægtig!) dreng møder sur, gammel knark, og omstændighederne tvinger dem ud på ½ års flugt/woodtrip i den New Zealandske bush med myndighederne og de sædvanlige småforbrydere i hælene.

Den øretæveindbydende ungdomsbølle viser sig selvfølgelig både at skrive Haikudigte og læse Shakespeare, mens den tavse mand gradvist viser sit hjerte af guld og alle sine opsparede traumer. Opskriften er ligesom afprøvet før, men i denne film vendes de sædvanlige clicheer på hovedet og bruges med nye, uventede detaljer og afslutninger. Det er ikke altid lige vellykket–så som den store, sædvanlige forfølgelsesscene, som faktisk bare mangler en forhåndenværende kløft for at ende præcis som Thelma og Louise- men det er sjovt, det er rørende, det er ærligt, og så er det helt utroligt velspillet.

En rigtig Feel Good film. Samspillet tavs mand/utilpasset barn er en klassiker, men jeg har aldrig set det så ægte som her. Og det helt fantastiske landskab ( hvor man ofte forventer, at Aragorn kigger forbi ) fungerer nærmest som en tredje hovedperson. Man får lyst til selv at komme “on the road” dernede.

 

Continue Reading

Om sokker.

Det store single-sokke-mysterium.

Så skete det igen! Mit yndlingspar lyserøde, bløde frottesokker har valgt at gå fra hinanden. Jeg havde overhovedet ikke set det komme, men den part, jeg kalder højre, er nu ikke længere blandt os. Selvfølgelig har jeg ransaget ærmegab, dynebetræk, hjørner og hundens kurv, men tabet er desværre en realitet.

Faktisk føler jeg mig alt for ofte involveret i diverse sokkepars dysfunktionelle parforhold. For hvad er det lige, man skal stille op med 1 stk. fraskilt sok? Når man nu har 2 fødder? På et tidspunkt overvejede jeg løsningen med at købe 20 par ens hvide tennissokker, men opgav den fluks en sommerdag, da jeg lagde mærke til, hvordan et uforskammet utal af midaldrende, danske mænd spankulerede rundt med samme standardmodel–i sandaler!!

Og hvor går de hen, når de går ud–singlesokkerne? Måske findes der en anden, for os ukendt, dimension, hvor en hær af Long John Silver look-alikes sidder og mæsker sig i et kæmpeudvalg af fraskilte sokker?
Jeg kan ikke løse de altoverskyggende problemer, verden står overfor, men jeg ville inderligt ønske, jeg kunne skabe en varig husfred blandt mine sokkepar.

RIP lyserøde, yndlingsfrottesok–wherever you are!

Continue Reading