Irlands vilde vestkyst. VII.

Waterville.

Det var slet ikke meningen, at denne lille, forblæste flække skulle have helt sit eget indlæg. Men nogle gange sker der rent verdenspolitisk uhyrligheder, som gør det nødvendigt at gribe til alternative våben.

Waterville er som sagt et udsted. En lille hengemt, lukningstruet for længst afdød flække på halvøen Iveragh lige ud til Atlanterhavet. Det blæser meget i Waterville, og man kan både lugte, fornemme og direkte mærke det frådende Atlanterhav. Stranden er ikke noget at skrive hjem om, og turisterne består primært af de buslæs, der holder her ½ time for at spise frokost i de halvtomme restauranter.

Men engang, i fordums tid, holdt Charlie Chaplin ferie her hvert år 11 år i træk. Derfor er byens hovedattraktion en statue af samme herre midt på strandpromenaden. Chaplin blev desværre et af ofrene for Mccartyismen i 50-ernes USA, hvor senatoren Joseph Mccarthy retsforfulgte påståede ventreorienterede kunstnere for såkaldt anti-amerikansk virksomhed. Chaplin valgte at flytte sig selv og hele sin omfangsrige familie til Europa og satte aldrig sine ben i USA igen. Og i dag ser de fleste vel Chaplin som selve indbegrebet af en partitro kommunist? Ikke?

Derfor tror jeg, at Waterville ser en lys fremtid i møde. Med Meryl Streep som anfører vil byen givetvis blive et populært tilholdssted for adskillige landflygtige, såkaldt venstreorienterede Hollywoodstjerner de næste 4 år. Den vil opleve en blomstring som aldrig før, og den halvtomme strandpromenade vil vrimle med statuer af alle de kommunistiske kendisser fra Beverly Hills og omegn. Jeg er sikker på, de allerede glæder sig helt enormt i Waterville. Sikke et scoop. Måske er borgmesteren derovre allerede begyndt at indflette takketaler til (T)rumpen i sin aftenbøn?

I nærheden af Waterville ligger Doonbeg Golf Course, som tidligere er omtalt her på siden. Den skal nok ikke forvente det store besøg af de forventede stjerner. De kan nok heller ikke komme derind overhovedet, da ejeren har det med at bygge store mure omkring alt, hvad han tror, han ejer.

Continue Reading

Om hoarding.

At hoarde betyder at “oversamle”. Eller at være fuldstændigt ude af stand til at smide noget som helst ud. Sådan at tingene gradvist overtager al ens plads og desværre også hele ens liv. Der bor en amatørhoarder inden i mig.

I mange år havde jeg et udklip fra en tegneserie hængende på min opslagstavle. Det var dengang, alle havde opslagstavler i hessian, mens kun sådan nogen som mig har dem endnu. Billedet forestiller Jern-Henrik, der kommer slæbende med en kolossalt stor sten. Så stor, så det stakkels barn nærmest er ved at drukne i sten, og man kan tydeligt se, at han har utroligt svært ved at løfte rundt på blokken. Idet han passerer sin måbende mor, siger han de vise ord (Gad vide, hvor han får luften fra?) “Ja, man ved jo aldrig, hvornår man får brug for sådan en.” Jeg har altid fundet netop de ord utroligt illustrative for mit liv.

Jeg er forfærdeligt dårlig til at smide ting ud. Udfra devisen om, at man jo aldrig ved, hvornår man får brug for netop sådan en, gemmer jeg, totalt uorganiseret, alt, hvad der bare har en minimal chance for at kunne anvendes igen. Jeg har nemlig prøvet, at lige præcis det, jeg smed ud 2 timer forinden, er det, jeg i den grad pludselig mangler. Det var så traumatisk, at det vil jeg altså nødigt komme ud for igen. Jeg går ikke til yderligheder som min mand, der under en flytning præsterede at insistere på at med-flytte en pose med afklippede bukseben–altså resterne af de bukser, der i mellemtiden var blevet til shorts. Men det er tæt på.

Da børnene flyttede hjemmefra, fik vi 3 tomme værelser foræret. Jeg så frem til at indrette dem som biblioteker og gæsteværelser, men inden jeg overhovedet kom i gang, havde de på rekordtid indrettet sig selv. Nærmest helt uden min medvirken var tingene myldret ind på den ledige plads, og da samme ting bestod af effekter, man vel aldrig lige ved, om man står og mangler, var det jo nærmest umuligt at værelsesforvise dem.

Og hvor kommer alle de ting så fra? De kommer selvfølgelig fra et langt liv uden ret megen udsmidning. Fra det, set udfra et anti-hoardingsynspunkt, katastrofale i, at vi har boet i samme hus i næsten 30 år. Sådan nogle som mig (og min mand) burde flytte noget oftere. Ja, vi burde faktisk indgå i en skematisk flytteplan, som kunne rykke os op og smide overskudslortet ud ca. hvert andet år. Ydermere er det et stort hus. Vi kan, hvis vi virkelig stuver seriøst, få en forfærdelig masse stuvet ind i det. Vi har også en stor garage, som ikke har set en bil i mange år. Hvor i alverden skulle den kunne være? Det hjælper så heller ikke, at jeg er kommet i arvealderen. Det strømmer jo til med efterladenskaber, som man med garanti helt sikkert vil få brug for engang i fremtiden. Indtil da kan de vel finde en plads i garagen. Sidst, men ikke mindst, kan jeg jo heller ikke lade være med at investere i besynderlige ting, når de er enten sjove, usædvanlige eller billige. Det er decideret pladsformindskende!

Jeg ved godt, der findes relativt simple metoder til rodbekæmpelse. Sådan noget med at spørge sig selv, om man nu virkelig, virkelig, Ama`r og halshug har brug for en ting. Nixen, det virker ikke. Det kan da godt være, jeg ikke HAR brug for det, men det FÅR jeg. Garanteret. Bare vent og se. For hvis jeg med blødende hjerte smider det ud, vil jeg stormangle det, inden det overhovedet er ude af indkørslen.

Som nu i går, da datteren stod og manglede et utal af rekvisitter til en filmoptagelse. Så er redningen fars og mors forhoardede hus. Har vi en fiskestang med hjul og med fluer? Ja, selvfølgelig har vi da det. Godt nok har ingen her så meget som overvejet at tage på fisketur de sidste 20 år, men hvis vi nu lige skulle komme ud i en akut opstået lyst til at tage ud at fiske, så ville vi da i den grad begræde, at vi havde smidt den ud. Det kunne faktisk udvikle sig ret traumatisk. Har vi også et joggingsæt fra 80-erne med tilhørende pandebånd? Ja, da. Vi har faktisk op til flere. Vi har et bredt sortiment af campingblomstrede joggingsæt i 80-er stil, og jeg ved lige, hvor de er. De ligger nemlig ved siden af alle stearinlysstumperne, hvoraf de mest antikke daterer sig tilbage til 70-erne. Hvem i alverden står ikke med jævne mellemrum og mangler en lysestump?

Somme tider overvejer vi at flytte til noget mindre. Vi har overbevist os selv om, at det er dårlig timing pga. huspriserne. Parcelhuse i provinsen er, groft sagt, ikke overpopulære. Den egentlige årsag er nok, at vi slet ikke kan overskue arbejdet med at få ryddet op i lortet. Heldigvis sker der ind imellem det, at et udvalg af samlingen helt af sig selv går hen og bliver trendy. Som nu hjortegeviret og teaktræshylderne, der havde boet i garagen i flere årtier. Med mellemrum skipper vi den slags ting af til Vesterbro og Nørrebro, og så synes de derovre, at de har gjort en F….  god handel med nogle uvidende bondejyder. Og det hænder da også–nu vi er ved hjortegeviret–at der vitterlig ER ting, jeg ALDRIG sådan lige står og kommer til at mangle.

Så hvis nogen mangler besynderligheder, så er jeg givetvis leveringsdygtig. Hvis man kan overtale mig til at slippe effekten, for man ved jo altså aldrig lige, hvornår man står og mangler sådan en!

 

 

Continue Reading

En god bog.

Fredric Backman: En mand der hedder Ove.

En uges tid gik jeg hver aften i seng med En mand der hedder Ove. Det var ualmindeligt fornøjeligt, og vi hyggede os gevaldigt sammen, Ove og jeg.

Dette er en af de allermest morsomme bøger, jeg nogensinde har læst. Det er sjældent, jeg griner så dybfølt, at tårerne helt ufrivilligt sprøjter ud af øjnene og næsen går i snøftemode. Men det skete, da jeg læste om Ove. Især i begyndelsen af bogen, for desværre knækker den lidt mod slutningen og går over i lidt for meget feel-good.

Ove er en af de mest gnavne, mavesure, øretæveindbydende hovedpersoner, jeg overhovedet nogensinde er stødt på i litteraturen. Man griber sig selv i at ville pande ham en gennem bogens omslag. Ikke nogen god ide–Ove ville have slået igen. Alligevel elsker man ham jo–dette konglomerat af alt, hvad der i dagliglivet byder en imod. Men selvfølgelig med et hjerte af guld, der bare lige skal graves frem af alle de, mildest talt, besynderlige typer, der befolker hans verden. Det her er det moderne Sverige på godt og ondt, og der er såmænd ikke ret langt over på den anden side Sundet, sådan rent mentalitetsmæssigt.

Det er en feel-good bog, og i den grad en af de bedre i genren. Og så er den hylende morsom! Den er også filmatiseret med Wallander i hovedrollen, men jeg har desværre ikke set den.

Continue Reading

Om begravelser.

Forleden var jeg til begravelse. Vækstraten på begravelser er støt stigende med alderen. Der bliver flere og flere af dem. Og for hver begravelse, man går til, rykker ens egen jo et skridt nærmere.

Det var en meget smuk, kirkelig ceremoni i byens flotte, gamle domkirke. Der var også rigtigt mange mennesker. Og der sad vi så, 3 gamle veninder, hvis venskab strækker sig helt tilbage til 80-erne. Besynderligt nok tænkte vi på præcis det samme: nemlig det utroligt flotte fremmøde. Det var der, vi højtideligt lovede hinanden, at om ikke andet, så ville vi i alt fald møde op til hinandens begravelser. Jeg satser på at blive den, der holder det løfte.

I det hele taget har jeg et noget ambivalent forhold til begravelser. På den ene side set skræmmer de mig, fordi de sætter gang i nogle helt ukontrollable følelser. Sådan nogle jeg slet ikke kan styre. Og det kan vi jo ikke have! Jeg hører til den slags mennesker, som kunne gå ind i en vildtfremmed kirke, til en vildtfremmeds begravelse, og så alligevel opleve mig selv i nærmest krampegråd over en god prædiken eller–og her er der grådgaranti–når kisten bæres ud. Jeg mestrer “kunsten at græde i kor”. Helt ufrivilligt.

På den anden side set synes jeg, begravelser er meget, meget smukke. Her tænker jeg selvfølgelig ikke på selve omstændighederne omkring dem–de er jo ofte særdeles sørgelige–men begravelsen set som afslutning. Som det endelige, højtidelige punktum for et liv. Jeg ønsker mig en smuk begravelse. Som det endelige, højtidelige punktum for mit liv.

For det er jo netop, når man sidder der i kirken, at tankerne om ens egen afsendelse myldrer frem. Mere og mere, jo ældre man bliver. Man sidder der med sine underlige parametre omkring, at når der er så mange mennesker tilstede, må det være, fordi det har været et godt liv, og at afdøde har været meget vellidt og afholdt. Og hvordan vil det lige se ud, når det er en selv, der indtager hovedrollen deroppe foran altret? Vil der overhovedet være andre end den tvangsudskrevne familie, præsten og bedemanden? Eneste store trøst er vel, at man i den situation er den absolut, uigenkaldeligt eneste, der ikke har mulighed for at tælle deltagerne.

Begravelser får på en underlig måde gang i tanker omkring værdien af ens eget liv. Især den værdi, det/man har/har haft for andre. Og man griber sig i at opregne graden af værdi direkte proportionelt med antallet af deltagere. I de allermest paranoide øjeblikke går man helt i lavpraktik og overvejer om ” den og den” kommer med navns nævnelse. Og hvem der ikke kan være bekendt andet! Selv om det optimale scenarie selvfølgelig ville være, om hele byen mødte op, fordi man efterlader et stort gabende, blødende hul. Fordi man, helt fejlagtigt og desværre, er tåbelig nok til at forestille sig, at værdien af ens eget liv for andre mennesker, kan måles i noget så perifert som antallet af deltagende ved ens begravelse.

Da min far døde, havde min mor helt tjek på, hvem der var til stede. Og især hvem der ikke var. Hun var endda ude i spekulationer omkring, hvilke mere eller mindre plausible undskyldninger, de udeblevne nu måtte have. Det siger lidt om, hvor stor vægt vi tillægger det at blive sendt talstærkt herfra. Forleden så jeg også en dame i TV, som havde doneret sit legeme til anatomisk institut, fordi hun på den måde kunne omgås spekulationer omkring, om der overhovedet mødte nogen op til begravelsen. Det bestyrker samme tendens.

Selvfølgelig skal vi leve, mens vi er her, og ikke bare sidde tålmodigt og vente på vores glansfulde, massivt opbakkede afgang. Men den sidder vist i os alle, den der med, at en “stor” begravelse er lig med et stort, værdifuldt liv.Og egentlig kan vi jo være så revnende, bedøvende ligeglade, i og med at vi på det tidspunkt er fuldstændig ude af stand til at tælle. Alligevel skal jeg måske ikke satse på at blive den af veninderne, der holder vores indbyrdes løfte. For hvis jeg nu er den første af os, så kommer der da i alt fald 2 til min begravelse! Så har jeg da haft en smule, målelig værdi….

 

 

 

 

Continue Reading

En god bog.

Bret Easton Ellis: American Psycho.

Nu er det altså ikke fordi, jeg elsker at svælge rundt i blod, afskårne lemmer og seksuelle perversioner. Jeg er normalt heller ikke til orgier af mord på personer af begge køn samt et udvalg af højerestående dyr. Altså i detaljer. Mikrodetaljer. Der drypper blod ud af denne bog.

Til gengæld er jeg bestemt til de store romaner om New York, eminente beskrivelser af det samfund, vi lever i, og personer, der er så tidstypiske, at det næsten gør ondt. Samt til de store dystopier. Og dette er 90-ernes, som desværre stadig er blodig aktuel her over 25 år senere.

Hovedpersonen Patrick Bateman (Prøv at lege lidt med navnet!) er børsmægler i New York, og i sin fritid har han den ekstravagante lille hobby, at han slår nærmest alt levende og livsdygtigt ihjel. Han er “murdaholic” og dyrker intenst sit belønningscenter. Han er også megarig, meganarcissist og i det hele taget bare for meget. Livet centrerer omkring dyre middage, dyrt tøj (han går garanteret ikke til udsalg!), dyre kvinder og alt, hvad der egentlig burde være totalt betydningsløst. For Patrick er alt lige gyldigt–ergo er det meste også ligegyldigt.

Patricks mordscore er, lavt sat, et stykke over gennemsnittet i Columbia, eller hvor det nu er, de har den slags som nationalsport. Og hans teknikker bliver mere og mere finpudsede og perfekte. Besynderligt nok bliver han aldrig opdaget–og det er selvfølgelig også en af bogens allervæsentligste pointer.

Bogen er en forfærdelig allegori over slutningen af sidste århundrede. Over forbrugersamfundets ultimative slutning. Altså der, hvor mennesker forbruger mennesker. Den er i al sin gru en advarsel om, hvor det er, vi er ved at bevæge os hen, og at vi måske lige bør stoppe op og overveje, om det også er der, vi vil hen. Det er jo i virkeligheden ikke de gruopvækkende mord, der er bogens tema. Det er derimod selve det samfund, der er i stand til at fremdyrke koldblodige mordmaskiner som Patrick Bateman.

Læs den og få kvalme. Men lad være med at se filmen af samme navn. Instruktøren har desværre misforstået bogen.

Continue Reading

En god bog.

Karen Blixen: Vintereventyr.

Da jeg startede på denne serie om pragtbøger, var et af mine kriterier for omtale særdeles ulitterært. Jeg kiggede simpelthen på graden af slitage på selve bøgerne. Denne bog er, uden ret megen konkurrence, min mest slidte bog. Jeg har godt nok også været i den mange gange.

Vintereventyr er, som titlen vel beskriver, en samling på 11 Blixenske eventyr. Så man behøver altså ikke læse samtlige historier, men kan frit vælge efter egne kriterier. Eller læse et ad gangen. Og da det nu alligevel er vinter lige nu, så er det da bare med at komme i gang.

Det er mesterlige fortællinger om det at være menneske. Og især om at lære at elske sin egen skæbne. At erkende at livet har en plan, som er så velgennemtænkt, at det nok er en rigtigt god ide at komme til den erkendelse, at den skal efterleves. Det er fortællinger, der på overfladen er dybt handlingsmættede, men som med en smule abstraktion stiller alle livets store spørgsmål. De får os til at tænke, at reflektere–og meget mere kan man vel næppe forlange af superb litteratur.

Mine klare favoritter er Sorg-Agre og Peter og Rosa. I Sorg-Agre får vi hele sammenstødet mellem tankegangene i det gamle og det nye samfund, men allermest den hjerteskærende fortælling om en moders opofrelse for sin søn. Hun er villig til at ofre alt, vitterlig alt, for ham–og med hendes offer får vi, som læsere, også en forfærdende indsigt i, hvad (gengældende) retfærdighed egentlig er, eller kan være. Det er barsk læsning, der maner til uendelig eftertænksomhed.

Peter og Rosa er på overfladen en forfærdeligt sørgelig kærlighedshistorie. Men den er meget mere end det. Som alle de andre fortællinger stiller den også markant spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig er lykken? Og livet? Og skæbnen? For har den i virkeligheden ikke er ualmindeligt lykkelig slutning?

Blixen kan være tidkrævende at læse, men det er hele sliddet værd. Hun er en eminent fortæller. Akkurat som hos H C Andersen er der en relativt simpel, temmelig handlingsmættet grundhistorie, men samtidig så ufatteligt store dybder…

I mange år brugte jeg altid denne bog som studentergave. Udfra den betragtning, at det er en bog, som man hele sit liv kan have glæde af og vende tilbage til. Gang efter gang.

Continue Reading

TIL udsalg.

Jeg har så brilliant en forestillingsevne, at jeg ubesværet kan bilde mig selv ind, at jeg kun køber tøj de 2 gange om året, der er udsalg. Alle mellem-udsalgs-anskaffelser kategoriseres enten som indiskutable nødvendigheder eller som ” det løse”.  På den måde kan jeg, helt uden ret meget dårlig samvittighed, gå vildt og vanvittigt tøj-amok på halvårsbasis. Jeg tror selv på, at jeg er ude i en yderst fornuftig fremtidsplanlægning indenfor påklædning, samt at jeg sparer en forfærdelig masse penge på det, jeg overhovedet ikke så meget som ville have overvejet at investere i, hvis det ikke var nedsat.

I går var jeg TIL udsalg. Jeg går ikke PÅ udsalg. Forholdsordet TIL svarer til den måde, man bruger det på i f.eks. at gå TIL italiensk for begyndere, TIL dans og TIL blomsterbinding. Det indikerer en enorm seriøsitet, at selve opgaven er virkelig væsentlig, og at man involverer sig dybt i den. Det svarer faktisk meget godt til mit forhold til udsalg.

I min by har vi en butik, (IKKE boutique. Sådan staver vi det ikke i provinsen.)der holder gammeldags udsalg. Sådan noget med køtilbud, kaffe på kanden og lange kolonner af kvinder, der stiller sig i række lang tid inden åbningstid for at være blandt de første på beklædnings-slagmarken. Når dørene åbnes, og det store januarslag for tøjamazoner dermed erklæres i gang, forsvinder enhver form for påstået søstersolidaritet, og det bliver alles kamp mod alle for at score Mads Nørgaard i den rigtige størrelse. Butikken er, mildest talt, ikke særlig omfangsrig, men vi, der sådan er lidt mere garvede, kender vores smutveje, samt har, hvis vi er rigtigt seriøse, luret placeringen af de allerbedste tilbud flere dage i forvejen.

Strategien for et succesfuldt udfald af slaget er først at indsamle så megen beklædning i alternative størrelser, som man overhovedet selv kan bære uden at få akutte myoser eller dåne under vægten. Det gøres mest effektivt ved bare at hive det ned af hylderne, selv om man nogle gange skal kante sig lidt og ofte uforvarende kommer til at slynge en sweater i hovedet på en medsøster. Dernæst skal man stille sig i kø et par timer for at kæmpe sig vej til de 4 (fire!) prøverum, som forefindes. Gennemsnitstiden på prøverumsophold er på denne dag omkring ½ time pr. mand, så man er selvfølgelig temmelig udmattet under vægten fra alle blusepotentialerne, når man endelig når frem.

I selve prøverummet er man også nødt til at anvende logistik for overhovedet at nå igennem resultatet af alle sine hylderydninger. Der skal sorteres ud i alt det, man bare tog for at være helt sikker, og i øvrigt ikke har den fjerneste intention om at prøve. Endsige købe. Så er der det, der så godt ud på hylden, men i ventetiden har forvandlet sig til håbløsheder, der ikke foretager sig andet end at fremhæve ens allermest uheldige sider. Det skrottes. Efter en god ½ times tid–og over-statisk-elektrisk-hår–har man så fået fundene reduceret til 1/10, som ved en hurtig hovedregning viser sig at beløbe sig til godt og vel 2 måneders løn. Brutto. Selv på udsalg.

Den sidste grovsortering er den værste. Den hvor man begrædeligvis må erkende sin økonomiske formåen og lade et utal af uhyggeligt gode tilbud gå tilbage på hylderne. Det gør ondt helt ind i sjælen at måtte vælge mellem to blå bluser, der er næsten ens, men så alligevel ikke helt!, fordi man i et øjebliks opvågnen fra udsalgs-feberrusen pludselig indser, at man jo, trods alt, kun kan have en blå bluse på ad gangen. Min inderste sjæl lider, hver gang jeg må forsage et godt tilbud!

Selvfølgelig står man så igen i kø et betragteligt stykke tid, inden man får tildelt retten til at betale. Når jeg går på udsalg, betaler jeg altid med Mastercard, fordi jeg så kan bilde mig selv ind, at jeg slet ikke har købt noget som helst før i næste måned. Jeg synes, jeg er rigtigt snu og i den grad har narret hele verden. I alt fald en måneds tid.

Og så vandrer jeg glad og tilfreds hjemad, for nu er jeg skam ekviperet til det næste halve år samt har sparet en mindre formue på ting, jeg ikke vidste, jeg manglede, før jeg så, at de var nedsat. Så nu mangler jeg da slet ikke noget. Og hvis jeg kommer forbi andre steder, hvor det der magiske skilt med “Udsalg” eller “Nedsat” nærmest drager mig som en uimodståelig magnet, så kigger jeg bare en lille, bitte, bitte smule. Og går det helt galt–og det gør det jo ind imellem–så kan jeg jo bare betale med mit Mastercard.

Jeg synes selv, jeg er en rigtig god og seriøs udsalgsgænger. Jeg er dybt fokuseret og involveret, når jeg går TIL udsalg. Jeg har også mange års erfaring, så måske kunne jeg endda begynde at blogge om det? Jeg har noteret mig, at de mest trendy og populære blogge er dem, der handler om mode og indretning. Det ved jeg så ikke så meget om, men det kan da ellers nok være, at jeg kender alle de beskidte tricks omkring at anskaffe sig alle herlighederne.

 

Continue Reading

En god bog.

F. Scott Fitzgerald: Den store Gatsby.

Hvis man kun skal læse en bog om den amerikanske drøm, så skal det være denne.

Men den kan også så utroligt meget andet, denne amerikanske klassiker fra 20-erne. Den handler om storhed, ambitioner, død og destruktion. Men den handler også om en rørende, på forhånd umulig, kærlighedshistorie.

I centrum står Jay Gatsby, opkomlingen fra Midtvesten, som for at kvalificere sig til drømmeprinsessen Daisy, har brugt alskens såvel fine som ufine metoder til at opnå den rigdom og pragt, han mener, hun fortjener. Daisy er, uheldigvis, allerede gift med oversvinet Tom, men det er i begyndelsen en absolut overskuelig hurdle. Og så tror vi jo på, at de gode vinder og får hinanden i enden.

Desværre går det ikke sådan, og Daisy viser sig da også at være relativt langt fra prinsessen på piedestalen. Hun er ikke et hak bedre end sin mand. Her skal lige indskydes, ikke for at virke arrogant, men mere fordi jeg vitterlig har læst denne pragtbog så mange gange, at jeg næsten kan den udenad: “They were careless people, Tom and Daisy- they smashed up things and creatures and then returned back into their money…”

Jay Gatsby, derimod, er, trods en noget lemfældig omgang med sandheden, bare en rigtig fin fyr. Han bevarer troen på det gode, troen på at kærligheden overvinder alt, og netop pga. hans umådelige naivitet elsker man ham som læser. Samtidig sidder man der med sin bedrevidenhed og er hele tiden på nippet til at fortælle ham, at hele hans livsgrundlag og alle hans drømme i virkeligheden er en stor illusion.

Bogen en også et portrær at Jazztiden i Amerika. Og af Forbudstiden i al sin skønhed og uskønhed. Ydermere er den vanvittigt godt skrevet. Den ligefrem myldrer af mundrette, sigende citater, som f.eks. dette om den falske overklassepige, Daisy: “Her voice is full of money.”

Hver generation har sin filmatisering af bogen. Min generations var den med Redford og Farrow. Derfor synes jeg stadig, det er den bedste. Move over Leonardo!

Continue Reading

Irlands vilde vestkyst. VI.

Kylemore Abbey.

(Den gamle cirkushest er begyndt at længes efter forårets manege, så lidt mere om Irland, som heldigvis snart vinker forude.)

Kylemore Abbey ligger i det vestlige Irland, dog ikke specielt kystnært. For at komme dertil skal man krydse typisk irsk moseland, hvor man stadig i dag graver tørv–mange steder ved håndkraft. Øen har, groft sagt, form som en dyb tallerken, hvor yderranden er bjergrigt, og hullet i midten består af “bogland”/moseland. Kylemore Abbey står nærmest på skillelinjen mellem de to landskabsformer, men er især præget af moselandets jordbundsforhold, for her vokser rododendronen vildt i anselige mængder. Samme plante anser i Irland for en invasiv art, og der gøres store foranstaltninger for at bekæmpe dens udbredelse.

Kylemore Abbey blev i sin tid bygget af Manchesterlægen Mitchell Henry som en gave til hans elskede kone. (Det var der mange mænd, der kunne lære lidt af!). Det gik dog ikke familien specielt godt (lang historie!), så lige efter 1. verdenskrig blev stedet overtager af belgiske benedektinernonner, der omdannede det til pigeskole for borgerskabets (uvorne) døtre. De ejer stadig stedet, men skolen blev lukket for 10-15 år siden efter en brand. Nu er stedet udelukkende turistattraktion og en af Irlands mest velbesøgte.

Det skyldes primært den fantastiske have, som Henry i sin tid skabte til sin kone. Haven er enormt stor og har en overdådig og varieret blomsterpragt nærmest året rundt. Den ligger et stykke fra selve hovedbygningen (som bestemt også er et besøg værd), hvor man kører/går gennem den mest fantastiske alle af vilde rododendron og ældgamle, krogede træer. Det mest fantastiske ved haven er næsten, at det overhovedet er muligt at skabe en sådan storblomstrende viktoriansk have herude i det allermest forblæste hjørne af Irland. Men det er det, og selv haveanalfabeter som mig nyder den intenst.

For at få det optimale ud af stedet, skal det nok besøges i juni, hvor alle de vilde rododendrons står i fuld blomst. De er alle lyserøde/lilla og er, mildest talt, overalt på bjergskråningerne. Men resten af året er der bestemt også grund til at krydse hederne og ende i Kylemore. Ikke mindst fordi de, fuldstændig indiskutabelt og fra en sand kenders mund, uden sammenligning har samtlige de britiske øers bedste cheesecake!

(Der er flere indlæg om Irland på bloggen. Se under kategorien Rejser.)

Continue Reading

Om alderdomshjem og plejehjem.

På et tidspunkt i 60-erne boede jeg ved siden af et alderdomshjem. Jeg husker det som en god tid, hvor vi børn ofte gik på besøg hos de gamle, og hvor slikscoren var ualmindeligt høj. Jeg kan også stadig huske lugten, som bedst kan beskrives som en hybrid bestående af desinfektionsmidler, urin og uvaskede kroppe. Men i tilbageblikkets romantiserende skær husker jeg de gamle som rimeligt mentalt velfungerende, altid gode for en sjov historie og meget langt fra grøntsagsstadiet. Deres værelser var små og forkrampede, men som jeg husker det, brugte de dem ikke nævneværdigt. Det var på gangene og i opholdsrummene, at man fandt de gamle. Der hyggede de sig sammen med røverhistorier, strikketøj og–ikke mindst–os børn.

Selvfølgelig har det været en slags nederlag at komme på alderdomshjem i 60-erne. En slags ubrugeligt overskud, skabt af sammenstødet af det gamle bondesamfund, hvor normen var at passe på de gamle i hjemmene, og det opkommende industrisamfund, hvor tiden og den ændrede familiestruktur ikke levnede plads til ældre, belastende og tidskrævende familiemedlemmer. Men alligevel: Dengang kom man på alderdomshjem, fordi man var blevet gammel i år. Ikke nødvendigvis fordi man var blevet alt det, som nu er de nødvendige kvalifikationer for at ende på et plejehjem: Nemlig fuldstændig ude af stand til at tage vare på sig selv på enhver måde. Derfor er benævnelsen for de 2 steder helt og aldeles og fuldstændig korrekte. Man kom på alderdomshjem, fordi man var gammel, og nu kommer man på plejehjem, fordi man skal plejes.

Jeg kommer ofte på et plejehjem, fordi min mor var gennem en længere sygdomperiode, hvor vi troede, at hun var decideret plejehjemsmoden. Hun kom sig dog langsomt, men er nu så synsmæssigt og bevægelsesmæssigt handicappet, at hun er plejekrævende, mens hun kognitivt og mentalt er yderst velfungerende. Hun har, med andre ord, sin forstand i behold. Det er der så omkring 3-4 andre på hendes plejehjem, der også har. Resten er mentalt gået andre steder hen eller er sengeliggende og derfor bundet til deres værelser.

Jeg bryder mig ikke om at komme på plejehjemmet. Hybridlugten hænger stadig i alt, og det kan jeg leve med, men jeg har usigeligt svært ved at kapere atmosfæren. Når man kommer ind på stedet, er der tomt, uendeligt tomt. De eneste, der færdes på gangene og i opholdsrummene, er det altid fortravlede personale. Det virker ved første øjekast som om, der overhovedet ikke bor andre end bekitlede personer, der stormer rundt med diverse ting til og fra hermetisk lukkede døre. Som om det er et sted, hvor de egentlige beboere holdes hemmeligt.

Det giver næsten sig selv, at min mor ikke trives. Hun er decideret fejlplaceret, men–og det er så væsentligt–hvad i alverden er alternativet? Hun kan ikke klare sig i en såkaldt beskyttet bolig, og vi børn bor flere timers kørsel fra hendes hjemby og kan ikke lige træde til i hverdagen. Hun overlades for det meste til sig selv, for underbemandingen er så graverende, at personalet selvfølgelig er nødt til at prioritere alle de stærk plejekrævende beboere. Hun fravælger også selv bevidst de fleste fælles måltider, for selv om hun er meget svagtseende, er det nok ikke specifikt appetitvækkende at deltage i fællesspisning, hvor majoriteten af de deltagende skal mades. Der er selvfølgelig aktiviteter for såvel beboere som udefrakommende i dagcentret, men mange af disse består af tilbud, som hun aldrig tidligere i sit liv ville så meget som have overvejet at deltage i. Der er bl.a. banko (min mor har da aldrig gået til banko!!), hvor man kan vinde kikspakker og papirslommetørklæder…. Heldigvis har de også et motionscenter, og selv om min mor nok aldrig så meget som havde påtænkt at gå i motionscenter førhen, tror jeg, hun nyder stilheden, når hun har det helt for sig selv. Og det med seniortræf på gangene og i fællesrummene–forget it. Hvem er det lige, der overhovedet kan formulere ønsket om at træffe andre–eller for den sags skyld selv finde derud?

Det er blevet utroligt svært at blive gammel og plejekrævende med forstanden i behold i vores samfund. Der er ikke nogen form for attråværdig mellemstation mellem eget hjem og plejehjem. Vel har vi beskyttede boliger, men mange gange er de altså bare holdepladser for uendelig ensomhed. Og de “hjem”, som førhen var en mulighed for mentalt velfungerende gamle, er nu reduceret til ren opbevaring for mennesker, der desværre ofte ikke engang er bevidste om, at de befinder sig der. Min mor hører ikke hjemme i en beskyttet bolig, men hun hører bestemt heller ikke hjemme på et af nutidens plejehjem. Hun ville have stortrivedes på min barndoms alderdomshjem. Og her mener jeg udelukkende socialt. Jeg skal på ingen måde romantisere de små, forkrampede stuer og andre materielle mangler.

Og for at vende tilbage til mig selv, så vil jeg da så inderligt ønske, at jeg, når tiden om ikke så forfærdeligt mange år kommer, enten kan gå hurtigt herfra med forstanden i behold—eller, og det er det uspiselige alternativ, være så forkulret ubevidst om alt, at jeg ikke overhovedet ænser, når jeg kommer på plejehjem. Det er i alt fald ikke et mentalt fængsel, man skal ønske for sig selv, hvis hjernen stadig er i rimelige omdrejninger.

 

Continue Reading