Alenetid.

Manden og hunden har vendt snuderne mod syd, fordi i alt fald en af dem skal på arbejde dernede i morgen. Jeg skal derimod mod vest og må derfor blive her, til mit fly (forhåbentligt!–Norwegian er slemme til at aflyse for tiden) afgår fra Ålborg i morgen tidlig.

Det passer mig strålende!

Det burde næsten være en grundlovssikret ret, at alle havde krav på alenetid. Gerne direkte proportionelt med alder, for mit behov for netop den slags tid i eget selskab er decideret steget med alderen.

Det lyder arrogant at skrive, at jeg sætter uhyre meget pris på mit eget selskab. Det er jo heller ikke udelukkende det, det drejer sig om. Det omhandler jo netop også, at der KUN er en selv og ingen andre tilstede. At man er alene med sig selv. Og nyder det.

Alenetid er ikke ensomtid, for man har selv valgt det. Alenetid er derimod i høj grad mig-tid og indadvendttid. Tid til at være, at reflektere–og til ikke at skulle noget. I alt fald ikke noget på andres præmisser. Selvfølgelig kan alenetid godt indebære praktiske gøremål eller måske at falde dybt ned i en bog, men for at den skal blive optimal, tiden, skal det hele foregå i helt ens eget tempo. Faktisk indebærer alenetid ofte for mig at ophæve tidsbegrebet, fordi det netop ikke har nogen relevant betydning. Der er jo ikke noget, jeg SKAL–udover at være, og så det, jeg VIL.

Alenetid er lade-op-tid. For mig ikke meditation i ordets gængse betydning, men en slags–nogle gange overfladisk og andre gange dybere–refleksion over, hvad det hele egentlig er, og hvad jeg vil med det. Tit kan det også være at tænke på absolut intet. Intet som helst! Fordi det er det, jeg har behov for.

Jeg tror godt, jeg ved, hvorfor jeg førhen ikke havde så stort behov for alenetiden. Helt ærligt var jeg vist lidt bange for at være alene med mig selv. Jeg var ikke helt sikker på, om jeg kunne lide mig og mit eget selskab. Det har jeg, med alderen og af mange forskelligartede andre grunde, fundet ud af, at jeg kan. For det meste, i alt fald. Og hvis vi endelig er lidt oppe at toppes–mig og migselv–så er alenetiden en fantastisk chance for at få talt tingene igennem og komme videre.

Når jeg er på arbejde, stjæler jeg mig til lidt alenetid. Primært til refleksion og opladning. Så sætter jeg mig altid ind i en kirke eller, hvis jeg ikke lige kan finde sådan en, på en bænk i en park. Jeg er ikke noget religiøst menneske, men kirkerummene giver mig en meningsfyldt ro, som er livgivende for resten af dagen. Hvis der ydermere er en form for afdæmpet orgelmusik i rummet, er forholdene optimale. Så sidder jeg der bare–og er helt, helt alene. For alle de andre i rummet er jo ikke sammen med mig. Mange er der på præcis samme præmisser som mig, mens andre får opladningen ved at være alene med deres gud. Sådan gør vi det på hver sin måde, men udfaldet er nok rimeligvis det samme.

Når jeg taler med andre kvinder på min alder, fornemmer jeg, at rigtigt mange har det på samme måde. Behovet for ro og refleksion samt trygheden og behaget ved at være i helt eget selskab er muligvis noget, der er aldersbetinget. Egentlig er det jo i sig selv ligegyldigt, så længe der er plads til, at jeg–og andre–kan få lov at være alene engang imellem. Det er nemlig derfor, vi får overskuddet til at sætte pris på at være sammen med andre mennesker!

Continue Reading

Minimælk-malisme.

Det slog mig, da jeg fik serveret friske jordbær med minimælk. Som jeg husker det, var det fløde i min barndom. Derefter blev det gradvist til sødmælk, hvorefter vi tog nogle år med letmælk, inden det så nu tilsyneladende er blevet til minimælk.

Ligesom bearnaisesovsen kommer ud af fedtfattige poser, julerisengrøden også udsættes for minimælken, og rødspætten på ingen måde svømmer rundt i smør. Nærmere oliemargarine, hvad det så end er.

Jeg er rørende enig med de såkaldte firstmovers, som går ind for ting i deres koncentrerede, oprindelige form eller tilstand. Til gengæld kun lidt ad gangen. De drikker sødmælk, spiser meget lidt, velhængt kød og bruger anstændigt smør i små portioner. De udvander ikke tingene i den hellige sundheds navn, blot for at finde en god undskyldning for i virkeligheden at spise alt for meget. Og alt for meget, der bare er “i stedet for”.

I mit hoved får man sødmælk til jordbær, steger sin rødspætte i smør og koger sin risengrød i en ordentlig mælk. For bare at nævne nogle ganske, ganske få eksempler. Det giver mig den største smagsoplevelse, og jeg spiser meget gerne mindre, hvis det samtidigt indebærer, at jeg spiser bedre og lødigere. Jeg er så forbandet, uendeligt træt af i det, der påberåbes som at være i den hellige sundheds navn–men som for mange i virkeligheden er en forbandet dårlig undskyldning for at spise mere: at spise fedtfattige, andenklasses, smagsforladte varer. Lad mig få det rigtige, det smagfulde, det ægte–og så bare i koncentreret form, så jeg spiser mindre.

Det kan også undre mig, at mange af de, der nu kaster minien på jordbærbordet, er opvoksede på landet, hvor jordbær i sin tid altid blev serveret med den tykkeste fløde. Har de helt glemt smagen? Har de, over årene, tilegnet sig et nyt sæt smagsløg, der udelukkende bedømmer smagsoplevelser udfra antal af kalorier?

For mig ender det altid der, at “lidt, men godt” er det optimale. Så MINE jordbær får deres sødmælk, og MIN rødspætte svømmer rundt i sit smør. Og hvis jeg er bevidst om ikke at overspise, behøver jeg ikke hysterisk at erstatte det, der smager godt og er lødige madvarer, med masser af kaloriefattigheder, som oftest mangler en del på smagsparametret.

Prøv lige en gang jordbær med fløde eller sødmælk. Eller allerbedst: en blanding af de to mælkeprodukter.

Continue Reading

Tak i lige måde!

Forleden sad jeg på en bænk ved en øde strand og røg. Jeg er generelt en hensynsfuld ryger, og da jeg samtidig nok er en lille smule flov over ikke at kunne skaffe mig af med den uheldige vane, går jeg meget gerne i enrum og dyrker min last. Mens jeg sad der, kom strandens eneste anden gæst uventet vraltende forbi, mens hun højlydt tilkendegav på amerikansk, at jeg var “disgusting”, før hun bar sine godt 200 kilo videre. Som automatisk reaktion fløj det ud af munden på mig ” And so are you.” Nu er hun nok allerede ved at lægge sag an imod mig for politisk ukorrekthed, diskrimination af vægtmæssigt udfordrede samt, selvfølgelig, luftforurening, som hun vel er sikker på, hun snart skal dø af. Jeg tror, dødsårsagen bliver en anden!

Og sådan blev hun bare endnu en røgfrelst amerikaner, som vraltede gennem mit liv. Der har været mange andre undervejs. Fælles for dem alle har været en kolossal overvægt, et grimt, nedladende sprog og en helt hysterisk frygt for tobaksrøg i det fri. Det er nemlig i Amerika–og også gradvist herhjemme–ved at blive helt legalt at tage dyb afstand fra de skrækkelige rygere, som bare ikke kan finde ud af at passe deres helbred ordentligt. Det er da i og for sig OK–så kan vi jo lære det!–men det er, i min optik, IKKE OK at kaste med ukvemssten, når man selv bor i et 200 kilos tungt glashus.

Faktisk har hun og jeg jo i virkeligheden en masse tilfælles. Vi er begge ude i et mildest talt uheldigt misbrug, som vi kæmper med. I grunden burde vi stå sammen i stedet for at nedgøre hinanden. For psykologisk kan jeg da godt forstå hende. Jeg ville bestemt også nødigt gå rundt og se ud som hende, for slet ikke at tale om at SLÆBE rundt på hende, så det må da være uendeligt befriende endelig at finde en synder, som i hendes øjne har en afhængighed, der er meget værre end den, hun selv slås med. Og her taler jeg UDELUKKENDE om den form for fedme, som på amerikansk hedder “obesity”–altså sygelig overvægt, fremkaldt af overspisning. Personligt kender jeg ikke til nogen sygdomme, der kan gøre folk SÅ fede, men det er måske bare min uvidenhed. Nogle kilo for meget på sidebenene har de fleste vel, men det er ikke på nogen mulig måde dem, det handler om.

Rygning står nemlig til  absolut bundplacering, hvis disse to uheldigheder sammenlignes. Det er legalt at væmmes ved rygere, sige grimme ting om dem og flygte fra deres selskab–ikke MENS de ryger, for det gør de gerne på afstand!–men EFTER de har røget. Rygere er tabere, og det er for rigtigt mange mennesker utroligt vigtigt at holde fast i. Så kan de ligesom placere sig selv i hierarkiet.

Sådan rent illustrativt modtager jeg dagligt–og gerne flere gange–kommentaren “Skal du ikke snart holde op med at ryge?”, mens jeg ALDRIG selv har sagt, eller har hørt andre sige “Skal du ikke snart holde op med at overspise?” Det er åbenbart for sensitivt at berøre.

I USA findes der en fedmeepidemi, som landet nærmest uden diskussion har accepteret. I alle store forlystelsesparker findes der gratis udlåning af kørestole til folk, der ikke længere magter at bære rundt på deres egen vægt. Ligegyldigt hvor gamle de er, for også et meget stort antal teenagere er ved at opgive at bære sig selv. Mange flyselskaber har specielle sæder for mennesker, der umuligt kan klemmes ned i standardsæder. Der findes love mod diskrimination af snart sagt enhver art, inkl. vægtmæssigt udfordrede, men dog ikke rygere. Trods alt. Så når man ser et massivt fedtbjerg nærme sig, bør man forholde sig smilende og lade som absolut ingenting. Ligesom det overhovedet ikke forventes, eller nærmest anses som uhøfligt og sårende, at man kommenterer folks vægt. Altså på samme måde som de fleste kommenterer, at jeg burde holde op med at ryge!

Jeg ved godt, jeg har en usund vane. Jeg ved også godt, at jeg generer andre mennesker, hvis jeg dyrker den i deres umiddelbare nærhed. Det er derfor, jeg ikke gør netop det. Jeg har også vænnet mig til at tage imod enhver form for nedsættende, spydige og bedrevidende kommentarer, for det er en del af rygerpakken. MEN jeg vænner mig nok aldrig til, at der er afhængigheder, som jeg altså ikke må omtale, fordi de tilsyneladende er meget mere stuerene end min egen. Sådan at det nogle gange bare er synd for fedtbjerge, at de spiser for meget, mens jeg da i den grad bør tage mig sammen med den røg.

Dette er IKKE et forsvar for rygning, hvad der forhåbentligt med al tydelighed fremgår af indlægget. Det er derimod både et forsøg på at råbe lidt op om andre sygelige afhængigheder samt måske prøve at finde sammen i vores dårlige vaner. Sådan at vi ikke hver især finder hinanden “disgusting”, men måske med en forøget forståelse også kunne hjælpes ad mod normaliteten. Ikke ved, at det bliver legalt at råbe skældsord efter overvægtige, men ved, at vi erkender, at vi nok alle har nogle dumme ting, vi skal arbejde med. Med omverdenens forståelse.

Og det er helt bevidst, at jeg ind imellem i dette indlæg har brugt grimme ord. Jeg trængte til det!

Continue Reading

Om curlingbørn.

Og ikke ret mange ord om curlingforældre! Den slags har vi masser af folk til rundt omkring i den mere eller mindre kulørte presse.

For mens de fleste af os nok aldersmæssigt forhåbentlig er langt forbi at være curlingforældre for mere eller mindre nødstedte unge mennesker, så er vi faktisk potentielle curlingbørn–som jeg definerer det. Mange af os har gamle forældre siddende i egen bolig, beskyttet bolig eller på plejehjem, hvor de–fordi naturens gang er, som den er–ofte får vanskeligere og vanskeligere ved at klare sig selv.

Men hører man nogen sinde om denne definition af curlingbørn? Voksne, oftest særdeles midaldrende børn, der indædt kæmper for deres gamle forældres rettigheder og curler den mest behagelige vej for dem? Selvfølgelig dukker der fra tid til anden grusomme historier op fra landets plejehjem, hvor ældre mennesker sidder i deres egen afføring i timevis, men sammenlignet med den fokus, der til stadighed er på at hjælpe afkommet så lempeligt gennem tilværelsen som muligt, er vi altså ude i et absolut minimum. Især set ud fra den betragtning, at det jo faktisk er de samme mennesker, der slås som små drager for deres børn som temmelig tit med god samvittighed sender bedste til opbevaring på plejehjemmet.

Det undrer mig lidt. At der kan indsættes så mange kræfter, ressourcer og kampgejst for unge mennesker, der jo egentlig bare står og skal lære at tage ansvaret for sig selv og deres liv. Mens ældre mennesker, på den anden side set, gradvist taber præcis samme ansvar for sig selv og deres liv og derfor netop har brug for andres kræfter, ressourcer og kampgejst.

Måske har det i virkeligheden noget at gøre med vores egne ambitioner. Om at få opfyldt alle dem, vi missede undervejs, og som afkommet nu bare har at klare for os. Så vi kan være stolte og synes, at vi er lykkedes, fordi afkommet, med vores hjælp, er nået lige præcis dertil, hvor vi altid selv har ønsket at være. Der er ikke meget prestige i at bryste sig over en vellykket dement. Snarere tværtimod, fordi vellykkede demente, i modsætning til vellykkede børn, desværre ikke findes.

Men hvis vi er så opsatte på at voldkæmpe for vores børn, så kunne vi måske kanalisere lidt af alle de kræfter ind på områder, hvor der faktisk er brug for dem. Råbe op, når vores ældre ikke behandles ordentligt. Være opmærksomme på, hvordan de trives og helt konkret gribe ind, når noget er, som det ikke skal være. Det er fuldt legalt at skrive deres ansøgninger om mere hjælp og at sørge for, de har tøj og andre fornødenheder. Ligeledes må vi gerne deltage i deres “jobsamtaler”, som vel i den del af livet kaldes visiteringer. Ligesom vi bør skubbe dem frem i første række, når der er arrangementer, de glædes ved at deltage i. Herunder også arrangementer, vi selv står for.

Med andre ord er al den unødvendige omsorg, som curlingforældre udsætter deres børn for, i den grad IKKE unødvendig og latterlig, når det gælder vores ældre. Den er derimod en naturlig del af det at være et ordentligt menneske.

Så kan vi lige omdirigere og få beskyttelsen derhen, hvor den i den grad bør lande? Fra dem, der såmænd nok skal lære at tage ansvar til dem, der gradvist ophører med at være i stand til at tage det. Og stik prestigen og ambitionerne skråt op. Der er intet mere latterligt end forældre, der ikke har andet at prale af end deres børns landvindinger. Det burde blive meget mere in at kunne prale af at være et ordentligt menneske! At være et curlingbarn!

Continue Reading

Om regionale forskelle.

Jeg var til marked i går og solgte nærmest intet. Der var med andre ord ingen nordjyder, der sådan lige stod og gerne ville overtage mine aflagte ting. Til gengæld synes jeg da nok, de var flittige til at investere i andre ting, som jeg personligt ikke ville bo sammen med.

De ting, jeg havde taget med, ville for de flestes vedkommende være blevet afsat temmelig hurtigt i København. Ved jeg af erfaring. Derovre er marmor, teak, gammelt keramik og vintagetøj i meget høj kurs. Ydermere til en noget anden pris end den, der kan opnås herovre vestpå. Hvis der ikke lige var den forbandede bro med pillehøje afgifter hver vej, kunne det på sigt være en ganske udmærket ide at transportere sit overskud i en flydende strøm over bæltet.

Men det undrer mig alligevel, at der i et lille land som vores kan være så store regionale forskelle på, hvad der er både in og sælgeligt. At moden kan variere så meget. For i min optik er det jo ikke et spørgsmål om, hvornår københavnermoden kommer vestpå, for det tror jeg simpelthen ikke, at den gør. Der bliver aldrig salg i f.eks. marmoret eller vintagetøjet herovre. I alt fald kun, når københavnerne holder ferie i vores, for dem, eksotiske landsdel og tror, at de gør et fandens godt kup og snyder nogle dumme jyder, når vi forlanger overpris for vores gamle lort.

Måske skal jeg prøve at komme af med varerne på Fyn? Logisk og geografisk set skulle de jo derovre være til begge dele–altså både det, der kan sælges i Jylland og det, der kan i København. Måske er de lidt til marmor derovre?

 

 

Continue Reading

Agurketid.

Det er ikke sådan, når manden har været alene hjemme i 3 uger her i den allermest givtige agurketid. Så gror han til i agurker!

Selvfølgelig er han da tilgivet for, at han vel–som de fleste andre mennesker–kun har en bestemt agurkekapacitet, men måske kunne han da overveje at plukke dem, inden de så småt udvikler sig til asier eller græskar.

Det har jeg så gjort. Og nu skal vi virkelig gøre os umage de næste par dage med utallige variationer over agurker. Det er lige før, jeg alvorligt overvejer noget i retning af ansigtsmasker. Eller kropsdækkende, for jeg har sådan set agurker nok. Måske hjælper de endda på hunden?

Jeg holder meget af nyplukkede agurker. Især når de er små og lækre. Så jeg kan se, at jeg står overfor lidt af en udfordring.

Med mindre venlige naboer kommer til assistance?

Continue Reading

Om hjulbolte.

Somme tider forundres jeg selv over, hvad jeg skriver om. Dette er en af gangene. Jeg ville ønske, emnet overhovedet aldrig blev aktuelt, men det er det.

Min bil har stået parkeret i Ålborg lufthavn en god uges tid siden sidste mandag. I de mellemliggende dage har der været en del skriverier om løsnede hjulbolte i netop Ålborg lufthavn, og familien derhjemme har da også advaret mig om, at jeg…eller rettere bilen…lige skal tjekkes, inden jeg kører.

Min første reaktion er selvfølgelig, at jeg bliver bange for at glemme det. Helt ærligt, så går jeg da ikke sådan lige og tjekker mine hjulbolte på daglig basis. Min næste er, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal konstatere, om jeg har påmonterede hjul, der varer mere end få meter. Næste igen, at jeg ikke har den fjerneste ide om, hvad jeg overhovedet skal stille op, HVIS jeg husker at tjekke OG finder ud af at konstatere, at jeg er løs i boltene. Hvad gør man så klokken lort om aftenen i Ålborg lufthavn?

Videre til, at jeg finder det forkasteligt, at hjulbolte overhovedet skal influere mit liv. Hvorfor i alverden skal jeg bekymre mig om dem?

Det skal jeg tilsyneladende, fordi en flok overidioter har fået den tåbelige ide at skrue på andre folks hjul. Som et rationelt tænkende menneske er jeg faktisk ret nysgerrig hvorfor. Altså hvorfor de skruer hjulkapsler. Umiddelbart kan jeg ikke genkende, at det at skrue går direkte i belønningscentret, men det virker måske bedre, når man skruer på andres ting og sager? Lige så umiddelbart er det da også min fornemmelse, at idiotskruerne er over alle bjerge, når jeg og andre sætter os ind i vores biler. De kan da umuligt spå om, hvornår vi agter at påbegynde en køretur. Så de ser altså ikke engang følgerne af den skade, de har forvoldt. De står ikke og griner ovre i en hæk, mens folks biler falder fra hinanden, og folk kommer voldsomt til skade. Den oplevelse får de sket ikke med. På et eller andet parameter ville man måske ikke kunne forstå det, men da i det mindste bruge det som en form for forklaringsmodel.

Hvad bliver det næste mon? Skal jeg forvente, at mørtlen på mit hus møjsommeligt er pillet ud, så det kun er et spørgsmål om tid, inden hele hytten falder sammen omkring mig? Fordi nogen har fundet ud af, at de KAN.

Jeg er hjulkapselskruetignorant. Jeg forstår ikke ting, der har forsinket virkning. For hvem i alverden får noget ud af det her? Udover autoværkstederne. Og så måske, desværre, ekstra arbejde på hospitalerne.

Jeg beder til, at jeg husker at tjekke.For første gang i mit liv. Og at jeg så får en åbenbaring om, hvad jeg skal gøre, hvis idioterne har lavet noget, der bare overhovedet ikke giver mening.

Det siges, at det farligste ved at flyve er turen til lufthavnen. Tilsyneladende er det nu turen FRA lufthavnen!

Continue Reading

En tiltalende ide.

På alle britiske og irske hoteller optræder dette lille arrangement på den ene eller anden måde altid på værelserne. Det er en rigtig god og tiltalende ide.

Den kunne danske, og for den sags skyld alle andre, hoteller med fordel tage til sig, uden at det sikkert betød de helt store udgifter til tebreve og kaffe.

Det er sådan en dejlig varm og betryggende følelse altid at vide, at man lige kan lave sig en kop et eller andet, og i min optik giver det stor goodwill overfor hotellet. Jeg undværer gerne andre ting, hvis jeg bare har mit lille tearrangement.

Først på listen over decideret undværlige ting står barskabet og dets nærmest ubetalelige indhold. Over årene har samspillet mellem min egen udgiftsskyhed og genanskaffelsen af alt det, jeg somme tider raider om natten, givet mig en del logistiske problemer. For hvor køber man lige Marsbarer i den ukurante størrelse og sodavand i miniflasker? Når man nu er for nærig til at betale ved kasse 1 og fik sig selv overbevist om, at det da er vildt let at genanskaffe ting til barskabet nede i supermarkedet, så de slet ikke kan se, man har forgrebet sig.

Nej, må jeg bede om nydelige kaffe- og tebakker. Så får jeg energi til selv at hente mit snolder ved købmanden!

Continue Reading

Hvad i alverden gør de af det?

Nu er dette næppe et af verdens mest presserende problemer. Og så alligevel!

For hvor i alverden gør de lige af alle vores halvt brugte sæber, shampoos og diverse andre tubeting rundt omkring på hotellerne?

Den tid er ovre, hvor jeg med arme og ben stjal alle sådanne ting, der ikke var naglet fast rundt omkring på hotelværelserne. Jeg har nok, skal jeg hilse at sige. Skabe og plastikposer fyldt til bristepunktet, der bare venter på dårligere tider, som heldigvis aldrig kommer. Jeg kan holde mig selv med minishampoo til godt og vel 2075.

Men jeg gider altså heller ikke rejse rundt med sæbe og shampoo, så jeg bruger faktisk hotellernes. Da jeg oftest kun er en nat på hvert hotel, er det således et minimum af slid på væsken, som jeg sådan lige anretter. Det bekymrer mig lidt, og jeg har da også overvejet at få sat navn på og tingene sat til side til næste gang, jeg kommer. Så kan jeg jo bruge resten.

Stadigvæk: Hvad gør de ved resten? Har de folk ansat til at hælde shampoorester sammen? Hælder de det bare ud? Eller scorer stuepigerne menneskelige rengøringsrester nok til at holde hele kvarterer i acceptabel hygiejnetilstand?

Jeg spørger bare, for jeg ved det ikke. Men jeg ville sådan set gerne vide det, for hvis svaret er, at de bare hælder det ud, så vil jeg fra i dag og for altid medbringe egen afvaskning.

Continue Reading

Om bagage.

Jeg rejser normalt kun med håndbagage. Normalt er jeg også ekstremt struktureret i min pakning og grovsorterer et ukendt antal gange for at nå ned på de ca. 8 kilo, der levner plads til diverse impulsive ferieindkøb. Indrømmet, nogle gange løber impulserne lidt fra mig, så jeg på hjemvejen ender på den ulovlige side af tilladt vægt, men så trøster jeg altid mig selv med, at jeg i nødstilfælde ( Det betyder: hvis de opdager det!) kan iføre mig vintergarderobe x5 og sidde der på flyet og storsvede som den kvindelige reinkarnation af Michelinmanden.

Men når jeg flyver i embeds medfør, så må jeg have 20 kilo med. Det trykker på nogle knapper i mig, som går helt i selvsving og bagageamok. Det er som om, at når jeg endelig ikke behøver begrænse lortet, så er der ligesom frit slag, og så skal jeg fuldstændigt ukritisk bare have det hele med. Jeg stakker op på snart sagt alt og kunne uden væsentlige snavsetøjsproblemer overleve på reneste vis i flere måneder. Hver morgen, når jeg pakker min kuffert til dagens rejse, får jeg små chok og sjove overraskelser over, hvad der egentlig gemmer sig i min kuffert. Hvad jeg har anset for nødvendigt, når nu de obligatoriske begrænsninger må overskrides. Jeg kan, kan jeg konstatere, skifte undertøj flere gange om dagen, og skal jeg nå gennem stakken af bluser, må jeg helt ned på skift pr. timebasis for at kunne holde trit med mig selv og opnå at få alt brugt.

Selv om det er sommer, er jeg også forberedt til enhver form for årstid (hvilket selvfølgelig er fornuftigt nok i Irland!), men måske bør jeg næste gang overveje at lade støvlerne blive hjemme. Vel vidende, at jeg i så fald bare finder andre mærkværdigheder at slæbe med i stedet.

Al den der ekstra vægt er ikke godt for folk som mig. Den gør mig bagagegrådig, og den slags er ris til egen røv, for hvem er det lige, der i sidste ende skal slæbe det rullende garderobeskab?

Ingen tvivl om, at jeg er håndbagagemenneske. Det er bedst for mig. Jeg kan slet ikke styre 10 kilo ekstra……

Continue Reading