Om busrejser.

Da jeg første gang skulle være guide på en busrejse, var jeg på forhånd næsten ved at blive kvalt i mine egne fordomme omkring mennesker, der tager på busrejser. Så det var godt, jeg kom af sted. Nærmest intet er så sundt som fordomstestning–det skulle da lige være intensiv modbevisning af alle negativt ladede fordomme.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg havde forestillet mig–men nok noget i retning af det ældre, halvt affældige segment af pensionistklubben fra Lars Tyndskids Mark, iklædt hækletøj, tennissokker i sandaler og den obligatoriske “Hjulene på bussen…” i usynkront kor–på vej til 3 dages rundtur i Harzen. Altså folk, der, såvel fysisk som rejsemæssigt, skulle holdes i hånden nærmest fra start til slut, fordi de ikke–som alle vi andre bustursfornægtere, der selvfølgelig selv booker ALT vedrørende vores eksotiske ferier, der i øvrigt altid går en omvej omkring Harzen!–kunne finde ud af noget så simpelt som selv at rejse på ferie.

Jeg blev, som sagt, klogere. Og måtte meget hurtigt indse, at det i virkeligheden er mig, der er usigeligt stupid og slet ikke har fattet de soleklare, indlysende fordele, der er ved busrejser. En busrejse er i virkeligheden en mobil luksus all inclusive. Rute, hoteller, seværdigheder og, nå ja, guide er nøje udvalgt, tilrettelagt og afpasset, så man lige præcis kører den smukke rute, der er værd at nyde, bor på de allerbedste, mest charmerende hoteller, har alle entreer og guider betalt på de mest udsøgte seværdigheder og hele tiden har en lokalkendt, lokalttalende guide til rådighed. Man kan blande sig med resten af selskabet–mange nye venskaber er indgået i mine busser–eller man kan lade være, for man kan snildt have sin egen lille individualistferie inde i gruppen.

Jeg sad der og tænkte på, at alle disse særdeles rejsevante, velforberedte (vi havde vel ca. 1 Politikens Turen går til…pr. par), interesserede og sociale mennesker jo helt bevidst undgår alle de stressende faktorer, som mine über-individualistferier i en uendelighed byder mig på: De skal ikke skændes om vej og ligge i åben strid med partneren om, hvis skyld det nu var, at der blev kørt en kolossal omvej. Faktisk behøver de slet ikke medbringe et kort (selv om kort et vildt populære i bussen, hvor især den mandlige del studerer dem nøje og gerne har medbragt et mindre lager). De skal overhovedet ikke tage stilling til, hvor de skal spise eller sove–det er indiskuterbart. Hvilket, set i bagklogskabens uhyggelige lys, ville have afværget et antal hotelvalgsforårsagede, forestående skilsmisser hjemme hos mig. De skal ikke på forhånd læse tonstunge guidebøger om destinationen ( selv om jeg nu har de fleste mistænkt for, at de gør det alligevel!) for helt selv at udvælge de bedste seværdigheder. De kan, med andre ord, bruge forventningstiden og de lange, mørke vinteraftener på alt andet end at planlægge næste års ferie samt holdes helt skadesfri, når den planlagte seværdighed viser sig at være ca. lige så klejn som hende havfruen.

Og affældige? Busture appellerer til 60+ gruppen, eller dem der ved, hvad de vil have, og har så lange rejsemæssige erfaringer, at de for længst har luret busrejsens indlysende fordele. Da jeg gik den lange, stenede vej ned til Giant`s Causeway i Nordirland, havde jeg svært ved at følge trit med min 86-årige gæst og hans stok. Det var der, vi talte om det at rejse og det at blive ældre. Det er jo egentlig så uhyre enkelt: “Alternativet til at rejse er at blive hjemme”. Inden man vælger det sidste, dødkedelige alternativ, bør man nok lige prøve bare en enkelt busrejse……

Continue Reading

McDonald`s Revisited.

Her er ikke noget billede. Enhver ved, hvordan sådan en ser ud.

Efter 10-15 års helt frivillig pause og total mangel på uforløst savn har jeg været på McDonald`s i dag. Vi var i tidsnød og sultne. (Læg mærke til, at undskyldningen nok mest er til mig selv!) Umiddelbart må jeg konkludere, at den næste Mcdonaldfri pause nok bliver mindst blive lige så lang og kun får en ende, hvis man til den tid har ubegrænset rollatoradgang.

Det var meget trygt, at menuen jævnt hen var fuldstændig enslydende med for 10 år siden, og at personalet tilsyneladende heller ikke var blevet ældre i mellemtiden. Maden smagte også præcis som i 00-erne, ja faktisk kunne man godt få den tanke, at den endda var produceret på det tidspunkt. Der var rent og pænt, lidt sterilt, måske. Men det er nok fordi, konceptet er, at omgivelserne skal passe helt til maden. Meget kan man beskylde en Big Mac for, men at være super sexet er nok lige en kende overdrevet.

Jeg fik kyllingenuggets, og det glæder mig enormt, at restauranten går så meget op i fjerkrævelfærd, at ingen uskyldige kyllinger har måttet lade livet for mine nuggets skyld. Jeg er også glad for deres strimlede pommes frites–det er simpelthen det eneste sted, jeg kender, hvor man kan tage ca. 35 i munden samtidig, uden at det ser hverken grådigt eller ulækkert ud. Samt holde munden lukket!

Endelig skal de også roses for, at de helt bevidst tager afstand fra slogans som f.eks. Faktas (altså: “Vi vil så gerne have, du bliver lidt længere.”) Når man er i tidsnød, er det dejligt behageligt, at absolut intet inspirerer en til at blive der længere end højst nødvendigt.

Men det var billigt……

Continue Reading

Hoteller med sjæl. III.

dsc_0112d2

Wynn`s Hotel, Dublin.

Wynn`s hotel er en tidslomme. Et levn fra dengang de relativt velhavende kvinder fra den irske provins kom til Dublin med nypermanentet hår, nydelige, pastelfarvede cardigans og Thatcher-modellen i håndtasker. Hotellet er også hang-out i hovedstaden for katolske gejstlige af enhver art–mest midaldrende præster fra den vestlige del, som tydeligvis kan undslippe menighedens selvjustits netop her. En del katolske præster bliver meget glade–og endda somme tider lidt ukristeligt morsomme–i den utroligt hyggelige bar ud på de sene aftenstimer.

På Wynn`s er tiden i baren gået i stå omkring 1960 på den allermest charmerende måde. Værelserne, derimod, er helt up-to-date–mange endda med jacuzzi. Beliggenheden er perfekt, lige ved byens hovedgade O`Connell Street og få hundrede meter fra floden Liffey og Temple Bar kvarteret.

Wynn`s har skruet priserne noget op, da det pludselig gik fra at være gammeldags og dated til at være trendy og dated. Men man kan stadig gå direkte fra gaden og ind i tidslommebaren (altså uden at bo på hotellet) og få sin afternoon tea med agurkesandwich og scones–eller en gang traditionel fish and chips til frokost. Og man kan stadig nyde begge dele med garanteret selskab af en præst fra Galway-egnen og advokatens kone fra Cork.

Continue Reading

Erling Jepsen: Den sønderjyske farm.

den_soenderjyske_farm_0

Lige siden jeg var på Heartland Festival (kan i den grad anbefales og vil blive det senere!) på Egeskov slot i juni, har jeg haft en plan om at genlæse minimum en af Erling Jepsens bøger. Han er en fremragende entertainer på sin tørre, lune, meget sønderjyske måde, og på festivalen afslørede han, hvorfor han skriver romaner. Han er ikke til lyrik og har faktisk kun skrevet et digt i hele sit liv. Det lyder sådan:

“Mit hjerte er gået itu,

for hende, jeg elsker, er allerede i brug.”

Lige præcis den type humor gennemsyrer denne roman, som, meget kort fortalt, handler om intensiv kaninavl i Gram! Erling Jepsen havde i sin barndom ” en farm for foden af Gram Bakke”, og det var ikke altid uproblematisk at være juniorkaninavler i det midtsønderjyske. Udover gnaverproduktion handler bogen også (igen, og som en slags fortsættelse af Kunsten at græde i kor) om fortællerens yderst dysfunktionelle familie og alle disse skæve eksistenser, som dengang beboede Gram og omegn.

Det er en roman om at vokse op, at begynde at forstå voksenlivet og de voksnes skjulte traumer, men det er også en hylende morsom roman om en drengs utrættelige kamp for at overleve–oftest helt på sine egne præmisser. Og har man en svaghed for “hjemstavnsromaner”, så går denne her altså også lige ind.

Jeg var meget spændt på, om jeg ville grine lige så højlydt og inderligt anden gang—det gjorde jeg!

Continue Reading

Om at have flow i sin garderobe.

Jeg kan godt lide at være velklædt, men det skal være på et budget, der er til at leve med. Jeg kan også godt at lide at gå i lækkert, velsiddende tøj i god kvalitet fra gode mærker, men det skal stadig være på et budget, hvor jeg kan være med.

Det KAN faktisk lade sig gøre–for mig har løsningen simpelthen været at få flow i min garderobe. Det meste af mit tøj har jeg, sådan formulerer jeg det i alt fald for mig selv, kun til låns, og når det af den ene eller anden grund ikke længere skal bo hos mig, skal det videre. Selvfølgelig er der ting, der bliver så elskede eller får så stor affektionsværdi, at de får permanent opholdtilladelse i mit skab, men der er ikke mange af dem.

Jeg vil slet ikke gå i detaljer med det gamle trick med kun at købe tøj på udsalg. Det er velkendt for alle. Samt overkedeligt, for hvad er der lige tilbage i januar, når de købestærke har svælget sig i udvalget hele efteråret? Eller–rent lavpraktisk–det kunne da også være, at man lige manglede et beklædningsstykke i november.

For mig hedder løsningen genbrug. Især på nettet. Derude ligger en sand slikbutik af godt (og tit dyrt) tøj, som folk tilsyneladende er blevet trætte af efter få timers brug. Det er rigtigt, at man oftest ikke kan prøve det, men kender man sine mål, kan man altid få sælger til at måle varen og se, om det nu passer. Og skulle man endelig–hvilket ikke er sket ret ofte for mig–lave et fejlkøb, kan man jo bare sælge det videre. Det meste af min garderobe er erhvervet hos www.trendsales.dk, hvor tusindvis af sælgere averterer deres “aflagte” (meget ofte meget lidt “lagte”) tøj til ca. 1/4 af den oprindelige købspris. Og myten om, at Trendsales er for unge kvinder–og altså ikke vores aldersgruppe–holder overhovedet ikke stik. Der er masser af 60+-ere derude!

Den anden ende af budgettet er selvfølgelig, at der også skal være råd til at købe tøjet. Det opnås selvfølgelig ved at sælge alt det, man enten er blevet træt af, vokset fra eller bare ikke har brugt i lang tid. Det skal ud. Som hovedregel bruger jeg, at har jeg ikke brugt et stykke tøj i ½ år, og er det affektionsværdiløst, så skal det videre. Her gælder også reglen om, at ikke alt kan sælges. Noget kan simpelthen være for slidt, for håbløst umoderne eller endnu mere håbløst ude af facon–men så må det jo til genbrug, som enten kan sælge det videre eller ophugge det til klude.

Jeg kan godt lide tanken om, at tingene ikke bare skal smides ud eller hænge i mit skab til ingen verdens nytte. Eller rettere–at andre kan få nytte og glæde af noget, der er blevet nytteløst for mig. De fleste af os slider faktisk ikke ret meget på vores tøj–der er stadig masser af brug i det, når vi mentalt er vokset fra det. Dette er til 2-sidet fordel for mig: jeg kan købe andres letbrugte, fine tøj–men jeg kan også financiere købet med mit eget ditto.

Endelig er der jo også genbrugsbutikkerne. Der er blevet langt mellem fundene, men det kan lade sig gøre at gøre små kup. Det helt igennem logiske trick er her at opsøge genbrugsbutikker i velhavende områder. Der er virkelig noget at komme efter i Hellerup og–hvis man tilfældigvis er der alligevel–Hampstead og Kensington i London. Det var her, jeg fandt en Burberry til 500 kr. og samtidig sagtens for mit indre øje kunne se hende, der havde ejet den og brugt den ca. ½ time…..

Så ind og ryd op i skabet–sammen med en mentalitetsændring omkring, at en garderobe ikke er noget statisk og permanent. Der skal være flow i tøjet. Der er penge og nyt tøj i de der gode mærker i en ordentlig kvalitet, der bare hænger og samler støv på 5. år–og i øvrigt har hængt og krympet derinde i skabet!

Continue Reading

Om at pakke kuffert.

o-packing-suitcase-facebook1-e1406066904726

Det kan godt være, det ikke er min absolutte hader nummer et. Men det aspirerer kraftigt til det: At pakke kuffert. Det er en af de slags ting, der gør mig halvmopset på forhånd, selv om jeg gerne har brugt det meste af den foregående uge på at vaske en halv garderobe af potentielt ferietøj. Normalt er jeg ret effektiv til ferielogistik–jeg er bare håbløst ineffektiv og pakkehandicappet til kuffertlogistik.

Og i dag bliver en af de mopsedage. Ikke nok med at jeg skal til København nogle få dage i ruskregn og dansk efterår (inkl. indbygget fest med pænt tøj), men jeg skal også direkte videre til Jerusalem i 30 grader og høj ørkensol. Så jeg skal altså pakke til hele 2 klimazoner, og på den sidste rejse har jeg kun mine 10 kg. håndbagage at forlyste mig med.

Det sidste kræver lige en kommentar. Jeg rejser altid kun med håndbagage. Af 4 helt logiske årsager: 1) jeg nægter at betale flyselskabernes uhyrlige gebyrer for at medtage gods, jeg erfaringsmæssigt ved, jeg overhovedet ikke får brug for, 2) jeg er ude af lufthavnen med det samme og bruger ikke unødig spildtid på at vente på bagage, 3) hvis man gav mig ubegrænset bagagevægt, tør jeg slet ikke tænke på, hvad jeg kunne finde på at slæbe med—dette er en indbygget, selvpædagogisk  reduktionsmetode samt 4) hvis jeg rejser ud med 10 kg. og så selvfølgelig kun må have 10 med hjem, har jeg et ualmindeligt godt argument for ikke at blive fristet til unødvendig shopping eller de der rædselsfulde souvenirs, der er så charmerende ude på feriestedet. Hvem gider lige betale overvægt for Eiffeltårnet i plastic?

Min pakning starter altid med, at jeg læsser ca. ½ tons potentielt ferietøj ud på gulvet. Så begynder reduceringsrunderne–gerne efter følgende kriterier: Er det nødvendigt at slæbe vintertøj med til Jerusalem? Er det nødvendigt med 5 par sko, når man kun har 1 par fødder? Er det nødvendigt at have 7 af samme type bluse med? Hvor mange forskellige kjoler har jeg rent erfaringsmæssigt behov for at skifte mellem på 1 døgn? Hvis der kun er en nederdel tilbage efter 6. runde–er det så nødvendigt at have 5 bluser med til den? Hvor stort er behovet lige for frottesokker i Jerusalem? Etc., etc..

På et tidspunkt NÅR jeg faktisk ned på målet–hvis ikke bilder jeg bare mig selv ind, at jeg kan iføre mig 4-5 bluser og en enkelt kjole inden i et par bukser under flyturen. Det ved luftfartselskaberne sikkert udmærket–jeg har dem mistænkt for, at det er med fuldt overlæg, der altid er så varmt i flyverne.

Når ½ ton således er reduceret til lidt over (give and take a little) 10 kg., er jeg helt lettet. På mere end en måde er en tung byrde faldet fra mine skuldre.

Det sidste, jeg gør (og her kommer en rigtig god ide!), er at lægge alt tøj i skraldespandsposer, inddelt efter kategori: altså underbukser for sig, strømper for sig etc.. Jeg er et notorisk rodehoved, men netop dette lille trick gør, at jeg altid hurtigt og nemt kan finde enhver type beklædning i dens egen lille plasticpose. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan klimaet i min kuffert ville være, hvis jeg ikke holdt tingene adskilt.

Jeg må hellere komme i gang:  Mopse, mopse. Halvt ton tøj ud af skabet……

Continue Reading

Min patchworkvest.

dsc00578

Sidst i 70-erne patchworkede min mor denne vest til mig. Jeg har haft den siden, men jeg har ikke brugt den siden. Jeg bilder mig selv ind, at det er fordi, jeg ikke længere har de kassebukser, der passer så fint til den, og kassebukser er desværre lidt af en mangelvare–selv i de allermest velforsynede genbrugsbutikker.

Den får mig til at tænke på 2 ting. Det første selvfølgelig, at det var imponerende, hvad min mor–og rigtigt mange i hendes generation–kunne på håndarbejdsfronten. Selvfølgelig var det en nødvendighed for dem ( stangtøj var jo ligesom ikke en overflodsvare ret mange steder i provinsen), men samtidig satte de også en enorm ære i at kunne brillere med et stykke veludført håndarbejde. De syede og broderede “udstyr”, og i stedet for ipadmærker har de sikkert sammenlignet stingtyper de lange, mørke vinteraftner. Jeg tror ikke, de læste ret mange selvhjælpsmanualer–de broderede sig såmænd nok ud af de fleste kriser. For min mor var det en kilde til evig sorg at fostre en sådan håndarbejdskatastrofe som mig. Jeg lagde ud med at strikke vanter uden tommelfingre og i det hele taget have et meget afslappet forhold til antallet af masker. I øvrigt ville jeg hellere læse en bog! Jeg erindrer også folkeskolens traumatiske håndarbejdsudstillinger (kun for piger, drenge have sløjd), hvor hele byen sammen kunne nedstirre mine håbløse stramajpuder og fejlfyldte klokkestrenge, hvor stingene ligesom havde helt deres eget, ukontrollerbare liv.

Det andet, jeg kommer til at tænke på, er alle disse fantastiske håndarbejders skæbne. Genbrugsbutikkerne flyder med meterlange, fejlfri, perfekt broderede klokkestrenge til omkring en tyver. Det må have taget det meste af en vinter at lave sådan en, og man må da håbe, at den blev beundret dengang, for i dag er den nærmest værdiløs for de fleste. Man kan tapetsere sit hus med stramajbroderier af såkaldt landlige scener, hvor menneskene besynderligt nok altid er iklædt folkedragter, selv om broderierne nok er fra 30-50-erne, for et par hundrede.

Det eneste, der trøster mig lidt, er, at selve brodøserne forhåbentlig ikke ser den sørgelige skæbne, deres landlige mesterværker har fået. Jeg vil jo heller ikke selv eje dem, men lad os håbe, der kommer en generation, der vil. Sådan på samme måde som dem, der nu står i kø for at få de teaktræsmøbler, vi selv kørte på lossepladsen i læssevis for nogle år siden.

Jeg gemmer min fine vest. Den er perfekt lavet—men den er også meget tidstypisk for 70-erne. Men det er en helt anden historie.

Continue Reading

Hoteller med sjæl. II.

th_1bff74efafdca50cff65656f946109fa_denormandie163

Hotel de Normandie, St. Helier, Jersey.

Det bader sig ikke i hotelstjerner, og det scorer heller ikke på bynær location. Til gengæld er det på sin egen helt anarkistiske måde fuldstændig sit eget hyggelige selv.

Jeg forestiller mig, at her engang har ligget et mindre hus, som så gradvist og i takt med ejernes økonomi og selvbyggermæssige formåen har knopskudt i en uendelighed. Grundplanen er dybt ulogisk, og når man skal lokalisere sit værelse, skal man afsætte tid til at gå på jagt efter det. Det er ikke et et-planshotel, sådan at forstå et hver etage har mange planer–og blindgyder!

Hotellet ligger faktisk et stenkast fra vandet (og her regner vi også i tøsekast!), og mange værelser har havudsigt. Nogle endda altan. Der er ½ time på gåben ind til centrum af St. Helier, som er Jerseys lille hovedstad, men da man kan gå langs strandpromenaden hele vejen, er det næsten en naturmæssig gevinst.

Ydermere har de en helt fantastisk engelsk morgenmad–hele svineriet inkl. baked beans, som heldigvis er valgfri! Og så koster det hele IKKE en bondegård. For at blive i den terminologi, så er vi tættere på et mindre husmandssted.

Det er sådan et af de hoteller, i alt fald jeg vender tilbage til igen og igen. Også fordi Jersey er en perle. Ikke bare for Bergerac og multimillionærer–der er også plads til vi andre. Og millionærerne bor heller ikke lige på dette hotel….

 

Continue Reading

Sådan noget lort!

dsc04967

 

Fozzie og jeg har lige været ude på vores sædvanlige rute, hvor han med høj benføring og stor omhu har genafpisset territoriet. Som alle andre ansvarlige hundeejere går vi hjemmefra med en lille, slunken, brun pose og vender hjem med en stor, svulmende, osende ditto. Den lægger vi pænt i skraldespanden, for så er der ryddet op–og ingen kommer ud for den slags ubehageligheder, der stinker i huset i ugevis eller gør helt nye sko ubrugelige.
Men tilsyneladende er der noget, mange hundeejere har misforstået–nemlig det med skraldespanden! For mange hundeejere er lige så tilsyneladende helt uvidende om, at der er 2 trin i opsamlingen: 1) poseemballering og 2) hjemBÆring. På vores vej støder vi i en uendelighed på de der små brune lorteposer, som belejligt er droppet i grøftekanter, på marker eller endda halvvejs gravet ned bag træer.
Det er da DYBT ulogisk og (for mig!) et stort mysterium at medbringe pose, samle lorten op, emballere den og binde en nydelig knude–hvorefter den smides i nærmeste buskads! Faktisk var det da for det meste bedre at lade den ligge, for lort forgår mig bekendt væsentligt hurtigere end plastik.
Så gider I lige at tage jeres lort med hjem?

Continue Reading

Om dialekter.

De fleste medier har i denne uge været ret fokuserede på vores dialekter og desværre også det faktum, at mange af dem lige så stille er ved at uddø. Man kan frygte, at vores dialekter gradvist bliver til sociolekter–dialekt er geografisk betinget, sociolekt er socialt/økonomisk–således at vi, som man desværre ser i flere andre lande, ikke kan høre, HVOR folk kommer fra, men–for nu at skære det ud i pap!–HVAD de tjener, og hvilket uddannelsesniveau de har. Det er en tendens, der er lidt uhyggelig. For dialekterne kan jo noget ganske særligt. Ikke nok med at de har specielle ord og udtryk, de binder også folk sammen. Jeg elsker at høre jysk på Strøget i København–selv århusiansk giver mig en ganske særlig tryghed og følelsen af, at her kæmper jeg ikke alene mod Gammel Holte!

I mit efterhånden trekvartlange liv har jeg boet mange steder i Danmark, og da jeg (indrømmet) ind imellem nørder lidt rundt i sprog, har jeg været meget bevidst om at tage de allerbedste udtryk med mig. Da mine børn var små, var de tit fjale overfor nye mennesker. Det var en udsøgt fornærmelse at give dem nye pusser i julegave–og det modsatte at købe bom, især hvis de skulle være selv hjemme. Vi var lidt skeptiske overfor krejlere, også selv om det kun var en ny kridtbør, der skulle erhverves. Da jeg boede i Nordjylland, kom den sidste i dåsegemme tit springendes ud af buskerne, og i Sønderjylland skal vi i en uendelighed langs. Mine vindruer i drivhuset har det med at blive blandemodne, og vejret er lige nu for det meste vandkoldt. Og min hund Fozzie ( undskyldningen for navnet er, at han både var brugt og døbt, da vi fik ham!) lystrer med stor sandsynlighed ikke sit navn, men råber jeg “hundebom”, så….

Nye ord opstår hele tiden–sprog er jo en levende mekanisme–men problemet er, at de enten er arvet eller fordansket fra et andet sprog, eller udelukkende bruges indenfor relativt afgrænsede grupper. De er ikke dialektale. Og faktisk er de indirekte med til at forårsage dialekternes endeligt.

Det er som om, at det at tale TYDELIG dialekt er ved at blive noget, som kun ældre og mennesker, der aldrig rigtigt har været udenfor deres egen lille by, gør. “Vi andre” taler jysk, fynsk eller sjællandsk–eller det hele på en gang! Det bliver mere og mere sjældent, at jeg geografisk kan bestemme, HVOR folk under 40 kommer fra indenfor de 3 hovedområder.

Og vores børn–hvad er det lige, de taler? Vores forældre talte tydelig dialekt, vi selv lærte såvel dialekten som at tale “fint”, (ofte fordi vi har været langt mere geografisk mobile end tidligere generationer)og de fleste af vores børn, vil jeg vove at påstå, kan kun tale det, der førhen hed “fint”.

Jeg argumenterer ikke for, at vi alle skal til at tale dialekter igen. Det er en umulighed. En dialekt lærer man-hvis nogen ellers taler den!- automatisk i barndommen, præcis som man lærer at tale. At lære en ny dialekt som voksen bliver noget forfærdeligt, påstået pølsesnak, akkurat som når københavnske skuespillere skal forestille at være jyder. Det er jo som oftest dybt pinligt og decideret utroværdigt. Men det mindste, vi kan gøre, er da at huske, bruge og værdsætte vores dialektord.

Så jeg dyrker mine dialektord. Det kan godt være, jeg ikke er så stiv i selve dialekterne, men jeg kan i alt fald gøre mit for at blive ved med at nurse om alle disse seje ord!

 

Continue Reading