Tanker om morgenen.

Her står jeg så, helt alene i den morgentomme by og kigger lidt på Krakow jødiske ghetto og denne synagoge. Der er så stille, at det nærmest er ufatteligt, at tusindvis af mennesker var indespærrede og levede under forfærdelige vilkår lige præcis her under 2. Verdenskrig.

På en eller anden mærkelig måde bliver historiens vingesus næsten mere larmende af, at her er så stille. At her er plads til eftertænksomhed og gåen lidt ind i sig selv.

Det er det, morgentimerne kan. Sådan, i stilhed, sætte tingene i perspektiv.

Continue Reading

Spamming.

Jeg bliver for tiden udsat for enormt heftig spamming på kommentarsporet til bloggen. Op til 3-400 om dagen. Derfor har jeg midlertidigt lukket sporet. Der er ABSOLUT INGEN fare ved at læse bloggen, ingen virus eller infektioner, det er udelukkende af irritationsmæssige årsager, jeg har gjort det. Og sporet vil genåbne, når stormen har lagt sig. Så læs roligt videre…..

Hvis I har kommentarer, kan I i stedet gå ind i gruppen Guldsøstre på Facebook, som alle kan blive medlemmer af, og skrive dem der.

Håber på forståelse!

Continue Reading

Om mandage.

Mandage er ikke, hvad mandage har været. De er blevet mildere, mere brodløse og har helt mistet deres enorme indflydelse på søndage. Faktisk betyder en semi-pensionisttilværelse, at mandage er blevet steriliserede, kastrerede og totalt afvæbnede.

Før i tiden var mandage så kolossalt, uhyggeligt indflydelsesrige, at de med magt overtog det meste af søndage. Når klokken gik over middag på en almindelig før-mandagsarbejde-søndag, gik alt i mandagens dagsorden. Den lille skid af en dag kunne med sin blotte trussel om at dukke frem næste morgen ødelægge enhver form for nydelse af søndagsfriheden. Der var jo altid noget, der skulle gøres, netop fordi det var mandag næste dag. Ræsen hjem fra sommerhus til stakkevis af urettede stile eller bare tøjvask, så alle havde en klud at hoppe i for at henslæbe ugestarten igen, igen. Jeg vil hævde, at mandag bare ved at være der fik spoleret enhver form for illusion om søndag som hviledag. Det var jo netop og udelukkende, fordi mandag overhovedet eksisterede, at søndag aldrig kunne bruges til at hvile ud.

Nu er mandag bare en dag. Den ligger ikke der og truer, fordi: Hvad skal den true med? Dens faretruende rolle er udspillet. Den er så tam, at den lige så godt kunne være onsdag. Eller torsdag. Det har den rigtigt godt af. Efter alle disse år i mandagens vold, er den fuldstændigt neutraliseret. Got you!

Når man ikke skal op og på arbejde på regelmæssig basis, mister mange af ugedagene deres oprindelige, arbejdsrelaterede betydning. Selvfølgelig er der stadig forskel på weekender og almindelige, menige dage, men weekendens slutning markerer ikke en ende på friheden. Nok er det i weekenderne, at mange ting foregår, men på en omvendt måde betyder det faktisk, at det nu er de mere menige hverdage, der er den egentlige frihed. Nemlig dagene, hvor man IKKE skal noget. Hvor man pludseligt selv og egenrådigt kan bestemme over sin mandag.

Det kan jeg godt lide. At det er blevet mig og ikke et arbejdsskema, der dikterer, hvordan mine dage skal se ud. At ingen dage mere irriterer eller ødelægger andre dage på forhånd. At der ikke er dage, der både pr. definition og pr. erfaring er meget mere skoddede end andre. At det for det meste er fløjtende ligegyldigt, om det er mandag eller torsdag. Sikke en overdådig frihed fra ugedagenes indbyggede tyranni. Sikke en semi-pensionistgave!

Selvfølgelig skal der også være plads til lidt brok. For lige så selvfølgeligt er der faktisk også noget, jeg savner, i denne neutraliserede form for ugedage. Nemlig fredag eftermiddag. Den der følelse af, at nu er det weekend, og at i alt fald lørdag er legaliseret som store-flyde-ud-dag. Den der følelse af, at man har FORTJENT weekend efter en hård arbejdsuge. Basalt har jeg jo ikke fortjent en hujende fis. Jeg har på ingen måde slidt mig gennem mandag og overlevet de resterende ugedage. Fredag eftermiddag har mildest talt den samme euforiserende betydning for mig som tirsdag over middag. Altså absolut ingen.

Men det er så også OK, når jeg nu har opnået en absolut forståelig våbenhvile med mandag.  En ustresset søndag og en aggressionsfri mandag kan umuligt sammenlignes med de 5 minutters huj i bilen hjem fra arbejde fredag eftermiddag. Der er overhovedet ingen proportioner i den sammenligning, og jeg er i den sidste ende den eneste vinder i det store ugedagslotteri.

Continue Reading

En rigtig fin ide.

Lige hjemkommet fra en rigtig fin rund fødselsdag. Men det aller-allerfineste var fødselarens utroligt gode, velgennemtænkte gaveønske.

Når man når en vis alder, er der ikke så forfærdeligt meget, man lige står og mangler. Og i givet fald går man tit bare selv ud og køber det.

Så i stedet for ofte meget lidt opfindsomme gaver, endnu et par rædsler til skabet i gæsteværelset eller ½ meter gavekort af den slags, der alt for ofte har det med at udløbe, inden man får dem brugt, så var det eneste gaveønske en overførsel til et af julemærkehjemmene.

Hatten af for en god ide. Samt en erkendelse af, hvor pengene virkelig kommer til at gøre gavn og give glæde.

Næste gang, jeg fylder rundt, vil jeg gøre præcis det samme. Og det vil rigtigt mange af gæsterne til samme fødselsdag også.

Continue Reading

Mine gode gæster.

Når jeg er rejseleder på busrejser, er det absolut ikke sjældent, jeg har gæster med, der er langt oppe i 80-erne. Selvfølgelig er der også rigtigt mange, der er et godt stykke oppe i halvfjerdserne–men det er altså absolut ikke en selvfølge, at netop disse gæster i 70-erne og 80-erne som regel er de allermest venlige, behagelige, taknemmelige og uproblematiske at have med.

Jeg er fuld af beundring for de fleste af dem. For de VIL. Og netop derfor KAN de også. De tilhører generationer, hvor det at rejse ikke var en så dagligdags ting, som det siden er blevet, og mange af dem har sikkert først fået lejlighed til at bese og opleve verden i en relativt høj alder. Det er de så ualmindeligt godt klar over, så selv om dåbsattesten er lidt mørnet, så skal de ud. Og når det at rejse ikke er en hverdagsbegivenhed, er der også en utroligt stor taknemmelighed indblandet. Taknemmelighed over, at det overhovedet er muligt for dem at komme af sted, taknemmelighed over at se alt det, verden byder på og taknemmelighed over, at nogen gider vise dem det.

Derfor er det ikke i denne gruppe, brokken stortrives. I stedet er det her, pacemakere, kunstige hofter og knæ, leddegigt og andre skavanker gerne kappes med hinanden om at komme hurtigst op og ned ad givne forhindringer. Når jeg personligt advarer om, at en gåtur kan være en smule strabadserende, så kan man næsten se, at der hankes op i kadaveret, så det skal vise, at det kan. Helst forrest! Og spørger man undervejs til de deltagendes velbefindende, kommer samtlige negative svar (hvis nogen) med stor sandsynlighed fra folk under 60.

Men det er jo ikke en flok nikkedukker, der tålmodigt finder sig i hvad som helst. Det er derimod mennesker, som gennem et langt liv har lært sig selv rummelighed og ikke at gå op i detaljer og bagateller. De er, med stor sandsynlighed, kommet til de konklusion, at det af livet, der stadig er tilbage, skal være så positivt og veludnyttet som muligt.

Hver gang jeg har haft sådanne pragteksemplarer i min flok, må jeg bøje mig næsegrus i beundring. Samt hver gang også overveje, om det mon netop er deres positive, optimistiske tilgang til livet og deres fantastiske rummelighed, der har været medvirkende til, på det mentale plan, at de overhovedet er blevet så gamle.

Når jeg bliver 90, vil jeg også gerne kunne rejse rundt på busrejser i Europa. Jeg arbejder intensivt med at nedbringe min personlige brokrate, så det måske bliver en mulighed……

Continue Reading

Morgenhav i maj.

Et lidt blegt morgenhav på en relativt farveløs majdag.

Men så er det, at man bare skal være så utroligt glad ved overhovedet at have denne udsigt. Bleg eller ej. Der kommer jo dage, hvor den stråler i alle regnbuens farver.

Det er den slags ting, der får større og større betydning og scorer på glædesparametret med alderen. I alt fald hos mig.

Continue Reading

Britiske byer X.

Derry.

Det piner mig lidt at måtte kalde dette en britisk by, men det er jo tilfældet. Den ligger i Nordirland.

Derry er også kendt som The Stroke City. Altså skråstregsbyen. Fordi dens oprindelige, katolske navn var Derry, men de koloniserende protestanter fik senere lov til at sætte “London” foran. Det er altså en by, hvor udtalen af noget så simpelt som dens navn klart indikerer, hvor man hører hjemme rent trosmæssigt. For at prøve at afhjælpe det, har man forsøgt at skrive bynavnet London/Derry, men nærmer man sig den fra republikkens side, er London altid streget ud med kraftig spraymaling, men skråstregen er forsøgt fjernet, når man indtager den fra den anden side.

Sådan kan sprog betyde så meget. Derfor er et andet tiltag i byen også, at alle nybygninger af en vis størrelse og betydningsfuldhed hedder noget med Foyle, som er navnet på den flod, der løber gennem byen. Og som alle, uanset religionsmæssigt ståsted, kalder det samme. Heldigvis da.

Derry har ca. 80.000 indbyggere og er Nordirlands næststørste by. Som en af de eneste byer i Europa er den omkranset af en helt intakt, bred bymur, som man sagtens kan bevæge sig rundt på. Faktisk er det den allerbedste måde at se byen på, for man ser det meste sådan lidt fra oven. F.eks. det katolske kvarter Bogside, hvor “Battle of the Bogside” fandt sted i 1969 og for alvor antændte lunten til de blodige problemer mellem trosretningerne. Og når jeg skriver det, ved jeg selvfølgelig godt, at der er tale om en grim forenkling, for det drejer sig jo om meget, meget mere end blot og bart religion. Nede i Bogside har de mange gavlmalerier–akkurat som i de protestantiske kvarterer, der ligger længere fremme på ruten. Her findes endda et område, som klart melder ud, at de solidariserer sig med palæstinenserne på Vestbredden i Israel, og det er jeg da helt sikker på, at samme palæstinensere er vildt begejstrede for. Hvis de tilfældigvis ved det. Er man i tvivl, om de underliggende kvarterer er det ene eller det andet, er en virkelig god markør kantstenene. De er som regel malet i farverne på det flag, man støtter.

Oppe på bymuren findes også gode kig til kanoner og andre efterladenskaber fra den spanske armada, som jo gik en grusom død i møde på de irske klipper efter at være blevet slået så voldsomt ud af kurs, at de måtte sejle hjem NORD om Irland. Det var der så også kun 20 ud af 300 skibe, der opnåede–resten havde kraftige kollisioner med irske klipper. Og overlevede de det, blev besætningerne gerne brutalt myrdet af de lokale. Ikke just en ønskværdig skæbne.

Derry er også berømt for sin Guildhall–den prægtige håndværkerlavsbygning med alle de flotte mosaikker. Men tag ikke fejl–det er kunstigt det hele! Sådan en godte af en flot bygning ligefrem beder om at få sin egen personlige IRA-bombe, så den bygning, der nu står, er fra 70-erne. I det hele taget er der vægtige spor efter alle konfrontationerne mellem trosretningerne her i Derry, hvor også Bloody Sunday i 1972 forårsagede 13 dødsfald blandt civile protestanter. De blev, tilsyneladende ved en fejl, dræbt af britiske soldater. Men det kan man jo altid komme og sige….

I 1679 blev Derry også besat af den katolske James I, som udsultede beboerne indenfor murene, så flere tusinde døde. Herfra stammer kampråbet No Surrender, og de “faldne” er begravet i en stor gravhøj lige udenfor den smukke, protestantiske katedral.

For at sætte fokus på at omdefinere et sted med en blakket historie, har man i forbindelse med, at Derry var europæisk kulturby, bygget den flotte, moderne Peace Bridge over floden Foyle. Her brænder den evige fredsflamme, og skolebørn fra alle byens skoler har lavet små fliser over temaet fred. Tilsyneladende har det virket, for i dag er Derry en fredelig, hyggelig by, hvor det mest militante, man ser, er de noget krigeriske, gamle gavlmalerier.

Der ligger også en Iceland i Derry, som sælger mine yndlingskiks for 3 for 1 pund. Så hvis det ikke i sig selv er nok til at besøge byen, så er det altså også en by, der emmer af Nordirlands såvel gamle som nyere historie.

 

Continue Reading

Om uønsket mail.

Jeg synes da ellers nok, jeg er pansret inde bag firewalls, beskyttelsesprogrammer og virtuelle maskingeværsalver. Men alligevel finder de jo vej til mig. Alle disse uønskede mails, som dog trods alt indeholder et ret fantasifuldt spektrum af tilbud, jeg overhovedet ikke har nogen som helst brug for.

Ikke så meget, fordi lortet skal sendes videre ud på de evige cybermarker, men meget mere fordi, jeg, trods alt, stadig er så u-cyberspacet, at jeg somme tider tror, der har siddet sådan virkelige mennesker og trykket på en knap og sendt mig mail, som de personligt syntes, lige bestemt jeg skulle have. Derfor har jeg for det meste en smule svært ved at forstå deres præcision mht. mig som målgruppe.

Jeg har f.eks. ikke det store forbrug af Viagra. Faktisk har jeg stadig til gode at stå med et uforløst, akut behov for at få min penis i aktion, og jeg påtænker ikke en nært forestående kønsskifteoperation. Og hvis jeg virkelig gjorde, fandt jeg nok andre firmaer at involvere i den. Jeg er heller ikke til 3000 gratis spins på en virtuel roulette, selv om det selvfølgelig lyder besnærende at kunne bruge sin formiddag på at spinde rundt i stedet for at støvsuge og vaske gulv. Jeg vil da forfærdeligt gerne vinde et gavekort til Bilka. Hver eneste uge bliver jeg også udtrukket som en ud af fem potentielle vindere af sådan en fidus. Men jeg finder det en smule overflødigt at svare på de 3577 spørgsmål, jeg skal igennem, for overhovedet at komme i betragtning til de 200 kr., jeg så MÅSKE kan vinde.

Og hvis jeg nu ville, så kunne jeg rejse enormt billigt i en uendelighed. Samtlige restrejser bliver tilsyneladende skovlet min vej. Jeg skal bare rejse på helt bestemte datoer, og jeg må aldrig tage nogen med. De her tilbud er singlerejser i ordets allermest oprindelige betydning. For hvis jeg nu alligevel gerne ville have en rejsefælle, så koster det selvfølgelig et mindre jetfly at få sådan en med. Men rejser jeg helt selv og alene, så kan jeg svømme i luksus og all inklusivere mig selv til bristepunktet. Nogle gange kan jeg endda komme til Tyrkiet for 1 kr., men så skal jeg selvfølgelig også lige beskue landets tæppeproduktion på relativt intensiv måde og deltage i utallige fremvisninger af dette og hint–sikkert udført af guidens 350 fætre fra første til fjerde led.

Udover gavekort til Bilka er der heller ingen smalle steder omkring, hvad jeg kan vinde. Tit kan jeg faktisk vinde ting, jeg slet ikke vidste eksisterede. Engang kunne jeg f.eks. vinde et rigtigt rart fodbad i lækre materialer, og det var, efter min mening, en virkelig god og pædagogisk gave. Hvem står ikke lige og skriger efter et akut, rigtigt rart fodbad efter at have svaret på 4567 spørgsmål? Som regel kan jeg også vinde porcelæn. Altså 1 dyb og 1 flad tallerken. Men dem kan jeg så selvfølgelig tage med mig, når jeg nu alligevel altid skal rejse alene.

Endelig sidder der somme tider venlige mennesker nede i Afrika, som har problemer med deres store, uforløste arv. Tænk! Så skriver de til mig. Altså forestil jer, at de lige finder lille mig midt i alle verdens andre mennesker og tilbyder mig deres enormt store arv? Det er da på sin vis utroligt rørende. Sikke en tillid! Jeg har det nu sådan, at jeg OGSÅ er et pænt menneske, så jeg vil ikke under nogen omstændigheder berøve dødssyge, afrikanske pensionister deres arv bare ved at gøre den lille indsats, der går ud på at give dem mit kontonummer. Så ville jeg synes, at jeg var kommet alt, alt for nemt til deres hårdt opsparede formue.

Som konklusion kan jeg kun sige, at alle disse mail, som helt klart er udvalgt specifikt til at blive sendt til mig, desværre alt for ofte bliver negligeret og mødt med den visse død. Lad mig sige det sådan: Der har desværre endnu ikke lige vist sig et tilbud, der lød tillokkende nok. Helt konkret har jeg endnu til gode at blive bestormet med noget, jeg bare har den mindste, perifere smule brug for!

Hvorfor i alverden finder de ikke ud af det? Så min mailbox får fred?

Continue Reading

En skræmmende oplevelse.

Det var egentlig ikke fordi, det var noget særligt. Men det voksede sig stort i sine perspektiver. Fik mig til at spekulere over, hvad årgammelt had kan forårsage, og hvorfor vi mennesker har så ualmindeligt svært ved at tilgive samt at fravige den lille smule ret, som vi dybfølt mener, vi til overmål er indehavere af.

Min store turistbus var uforvarende kommet på afveje i Nordirland. Et dårligt afmærket motorcykelrace for områdets protestantiske bikere havde spærret en smal gennemkørselsvej for enden, så vi simpelthen pludseligt holdt  foran barriererne uden mulighed for at komme videre. Der var tilsyneladende masser af tid, inden de deltagende motorcykler skulle passere, så de temmelig mange tilskuere hang bare i små grupper og snakkede sammen. Og der holdt vi så!

I første instans lod de fleste, som om de i den grad kunne abstrahere fra, at en megastor turistbus med nummerplader fra Republikken Irland sad uigenkaldeligt fast midt på vejen, mens andre havde uendeligt svært ved at skjule deres skadefryd. Da jeg stod ud af bussen for at spørge om hjælp, blev jeg først mødt af en mur af tavshed, som om jeg virkelig (sammen med bussen!) med et var blevet totalt usynlig, og da jeg insisterende gentog spørgsmålene, var det mest tydelige træk en noget  heftig trækken på skuldrene, ledsaget af tavs, sammenbidt, kollektiv storrullen med øjnene. Det var nok der, jeg for alvor mærkede gennem marv og ben, at jeg aldrig før i mit liv var blevet udsat for en sådan mur af tavst, dybfølt had.

Det var sin sag at bakke med bussen. Men med hjælp fra flere gæster og en behændig chauffør lykkedes det. Ingen af de lokale tilstedeværende rokkede sig en millimeter, hjalp eller anviste vej. De mest anstændige prøvede ihærdigt at negligere episoden, andre grinte åbentlyst, mens endnu en gruppe lod deres skadefryd udmynte sig i spydige, indbyrdes kommentarer. Men under hele seancen lå hadet der. Nej, hvor den gruppe mennesker hadede og foragtede mig og min bus med de “forkerte” nummerplader. Og nej, hvor jeg lige løb ind i noget af et forklaringsproblem overfor de noget chokerede danske gæster, der overværede hele episoden inde fra bussen.

Det allermest barokke er selvfølgelig, at jeg jo faktisk selv er protestant. Jeg må indrømme, at jeg aldrig havde skænket det en tanke, at det kunne give mig så traumatiske problemer at køre rundt i en bus med “katolske” nummerplader i et protestantisk kvarter. Men mere skulle der altså ikke til for at gammelt, uforløst had kunne udstilles og virke som en uigennemtrængelig mur på en gennemkørselsvej i Nordirland.

Så er det, at tingene ligesom går lidt i perspektiv. For hvis en så relativt uskyldig episode kan fremprovokere følelser som dem, jeg så, så bliver verdens borgerkrige pludselig en smule mere forståelige. Så mærker man, at gnister kan antænde meget store bål på lejer af urgammelt had og ubegrundede fordomme.

Det er også her, man lige tænker på, hvad der mon ville være sket med den potentielle (dog ikke-eksisterende!) tolerante sjæl i gruppen, som havde tilbudt sin hjælp, fordi der, ret beset, ikke var tale om andet end en bus med rigtige mennesker som ham selv, der var kørt fast. Var han blevet lynchet for mangel på solidaritet og hans familie i flere generationer udstødt som overløbere? For så er det da klart, at ingen ville hjælpe, og at konflikter, ligesom busser, bare kører mere og mere ubehjælpeligt fast.

Så det skræmmende ligger ikke i, at bussen sad fast. Men i, at episoden i al sin enkelhed illustrerede en forfærdelig masse om os mennesker og vores fordomme. Og også i, at jeg jo faktisk også blev taget som gidsel i en konflikt, der slet ikke er min. Sådan at jeg ufrivilligt blev inddraget og selvfølgelig havde en mening om de forbandet uhøflige protestanter. Jeg oplevede halt klart, at jeg også udviklede et lille, grimt had til alle de tilskuere, der bare, tavse som en mur, så på. Lur mig om jeg ikke også syntes, de var grimme. Altså så utiltalende og utiltrækkende ud! Og hvis en af dem havde siddet fast i en bus i mit kvarter dagen efter, så var det da godt nok ikke mig, der smilende havde tilbudt hjælp til “sådan nogen.” Hvilket vel på fortrinlig vis illustrerer den evigt onde cirkel!

Måske skulle jeg bare have flashet et hvidt flag og indgående forklaret, at jeg altså selv er protestant. Så kunne vi jo sammen have lynchet buschaufføren. Jeg mener, dem og alle os protestantiske danskere i bussen. Hold da op, hvor vi kunne have vist vores tilfredsstillende overmagt overfor den grimme, katolske buschauffør. Så kunne han da lære det!

Continue Reading

Om kirkegårde.

Jeg har et eller andet med kirkegårde. Især de gamle. Dem med de frønnede sten, store, blærede familiegrave, engle i enhver udformning og stilart og gerne lige resterne af et par berømtheder nogle meter under overfladen.

Jeg kan trave dem tynde på jagt efter besynderlige gravsteder. Dem er der mange af. Som dem med pudsige inskriptioner (moderen, der er død fra “5 uopdragne børn”, Edith, der er “født Grum, gift Glad” osv.) og alle dem med ukontroversielle tiltag, som f.eks. kunstneren på Nordre i Århus, der har besynderlige fantasidyr spadserende ovenpå sig og  Michael Strunge på Assistens i København, der tilsyneladende stadig drikker sin whisky.

Mine klare favoritter er førnævnte gamle begravelsespladser som Nordre i Århus, Vestre og Assistens i København og så den nærmest glemte og gemte Frederiksberg Gamle Kirkegård lige ved Frederiksberg Have. De steder fortæller mere historie, end man næsten kan rumme. Ikke nok med, at de klart signalerer tidens kunstneriske tendenser og perioder, men de vidner også om opgang og nedgang, såvel nationalt som for de enkelte familier. Ydermere afspejler kirkegårde altid de begravedes personlige selvbilleder. Hvordan de gerne vil huskes–og hvordan de selv syntes, de scorede på tidens successparameter.

De fleste tider har også deres faste rammer for intensiteten af pral. Hvor et stort gravsted med prangende, beenglet sten førhen var ganske normalt, skal vi for tiden alle i urnegrave eller bo hos de ukendte. Og det er der altså ikke ret megen spas ved–sådan gravstensmæssigt. Moden vil dog givetvis skifte igen. Det gør den jo.

Sådan en vildt bevokset, dårligt vedligeholdt kirkegård med skæve sten og masser af gravstenshistorie er rent guf. Allermest når der også findes kendtes efterladenskaber i rodet. Jeg har trodset stikkende tornebuske for at komme frem til Karl Marx på Highgate i London, hvor ikonet faktisk ikke blev begravet i det afskyelige, særdeles u-socialistiske mausolæum, man senere flyttede ham til. For på selve dødstidspunktet var han så forarmet, at han måttet ned i jorden ovenpå en søster, som dog, trods alt, havde et betalt lejemål. Og jeg kan sagtens abstrahere fra kattepis på den protestantiske kirkegård i Rom (som også er byens katteinternat!) for at læne mig lidt op ad de store engelske digtere Keats og Shelley og gøre stenene endnu mere skæve.

Og så forleden var der bid igen. Langt ude på landet på en af disse overbegroede, charmerende steder, fandt jeg denne grav. Hvis digteren er totalt ukendt, så fortvivl ikke. Jeg kan så fortælle, at han er Irlands nationaldigter og en af mine egne klare favoritter. Og inskriptionen tog mig lidt. Sådan på den rørende måde. Der kom en mellemstor halsklump, og dagen var reddet, sådan kirkegårdsmæssigt.

Nogle gange glemmer vi, hvor stor en kulturskat der egentlig befinder sig på disse steder. Eller: jeg tror, mange gør. I alt fald møder jeg ikke det store opbud af andre gravfanatikere, når jeg er på mine raids gennem buskene!

Continue Reading