Om fordeling af arbejde.

Da jeg var ung, tog jeg et weekendkursus i at klare mig selv. Det var i slut 70-erne, så for, i takt med tidsånden, at booste mine færdigheder indenfor områder, som dengang primært var forbeholdt mændene, tilbragte jeg altså en hel weekend sammen med en kvindelig håndværker. (Vildt eksotisk, dengang!)  Anført af hende håndværkeren i kedeldragt lærte vi alt fra at sætte lamper op, bore huller, indsætte rawplugs, splejse ledninger sammen, skifte pakninger og sikringer til at hænge billeder op + alt det løse. Med slet skjult mangel på stolthed må jeg indrømme, at jeg aldrig siden har hængt så meget som en sengelampe op, og det der med at bore huller opgav jeg vist omkring midt-firserne. Til gengæld ved jeg, at jeg stadig kan gøre det. Jeg kan godt klare mig alene, hvis det er det, jeg skal.

Da min far døde, var min mor fuldstændig ubehjælpsom i forhold til økonomi. Hun anede knapt, hvilken bank de havde. Hvis min bror ikke havde forbarmet sig over hende og lovet at tage sig af alt indenfor den afdeling, havde hun været ilde stedt. Men hvorfor skulle hun også vide noget? Min far havde en uddannelse indenfor økonomi, og det kørte jo perfekt med ham ved roret. Der havde aldrig i hendes liv været nogen som helst anledning til, at hun skulle blande sig, og det var heller aldrig et issue, at hun som kvinde i sin generation overhovedet skulle forstå sig på økonomi. Indtil han døde, forstås. Set i et færdighedsmæssigt perspektiv var det måske meget godt, det var ham, der døde først. Han havde i alt fald på det nærmeste ikke fået noget at spise uden hende. Eller fået vasket sit tøj.

Dette bare for at skildre nogle af yderpunkterne. Fordi diskussionen om, hvem der gør hvad i de små hjem, nu igen er blusset op visse steder i medier og sociale fora. Når man, som jeg, i mange, mange år har været gift med den samme mand, ER de diskussioner ligesom taget. Vi ved, helt uden at tale om det, godt, hvem der gør hvad. Det er fuldstændigt forståeligt, at en sådan diskussion er væsentlig og virkelig nødvendig, når man er ung og indleder et parforhold. Det, man bare altid skal passe på, er millimeterdemokratiet+ (og det er faktisk i sidste ende det væsentligste!) at begge parter er i stand til at udføre de fleste af de praktiske jobs, der nu engang er i et hjem, MEN at begge parter derfor ikke nødvendigvis behøver at gøre det.

Hjemme hos mig, plejer jeg at sige, er arbejdsfordelingen bestemt ud fra, hvem der er bedst og hurtigst til hvad, samt hvem der hader det mindst. Der er helt klart også en tidsfaktor indblandet. Jeg mener, hvis min mand skulle lave mad til daglig, kunne vi påberegne at spise ved 10-tiden om aftnen, fordi han først skulle hjem fra arbejde, have købt ind og bruge ca. 3 gange så meget tid på at lave mad, som jeg gør. Han kan godt lave mad, men det er mig, der er bedst og hurtigst til det. Samt holder mest af det. Hvis jeg skulle slå græs, ville det tage flere timer, og jeg ville hade hvert eneste sekund af det. Men jeg kan godt. Jeg kan klare en toiletrengøring på under 1/3 af, hvad den tager ham, mens han er noget mere speedy til regnskaberne end talblinde mig. Det er ikke fordi, vi hver især ikke kan gøre tingene–det er bare meget, meget nemmere, at den, der er bedst og hurtigst, gør det. Lad os bare kalde det hjem-rationalisering.

Jeg ser absolut ingen grund til, at jeg i millimeterdemokratiets hellige navn skal kaste mig ud i forehavender, som min mand er meget bedre til. Samt hader væsentligt mindre end mig. Men jeg skal samtidig være meget bevidst om, at jeg skal kunne udføre de opgaver. Jeg skal på ingen måde ende som det økonomiske mæ-hæ, hvis det er mig, der på et tidspunkt bliver alene. Og jeg skal heller ikke ud og falde på knæ for andre for at få slået mit græs.

Jeg kender mange parforhold, hvor det primært er manden, der laver mad. Eller kvinden, der hænger lamper op. Det er naturligvis, fordi de også har fordelt arbejdsopgaverne præcis, som vi har. Den, der er bedst og hurtigst og hader det mindst, gør det. Uanset køn. Det var nok der, mine forældres generation gik lidt galt i byen–eller rettere–slet ikke gik i byen. Dengang var arbejdsfordeling næppe noget, man sådan overhovedet diskuterede, den var vel implicit kønsopdelt på forhånd. Vores generation har været ude i diskussionerne, men det kan da sagtens være, at mange af byrderne alligevel sådan rent kønsmæssigt er havnet det samme sted. Men hvad gør det, så længe det ene køn i et parforhold vitterlig er bedre og hurtigere til nogle ting?

Det, der bare er utroligt essentielt i hele denne diskussion, er, at ulig vores forældres generation, så må vi aldrig glemme, at vi skal KUNNE tingene. Altså dem, den anden part er bedst til.

Endelig skal det da også siges, at os, der har en mand, også skal påskønne ham. Om ikke for andet, så tænker jeg tit på alle de ualmindeligt trælse ting, som jeg slipper for, og som de tusindvis af kvinder, der er alene, nok er nødt til at gøre. Jeg skal simpelthen fryde mig over, at mit græs bliver slået og mine lamper hængt op. Ikke fordi, jeg ikke selv kan gøre det. Men jeg gør det altså kun, hvis det er absolut, pinedødt nødvendigt. Så længe jeg har folk til den slags, forstås!

Continue Reading

Britiske byer. III.

Til dem, der kender mig: HER KOMMER DEN!

Bath.

Det er ingen hemmelighed, at jeg efterhånden har haft et næsten 45 år langt kærlighedsforhold til denne vidunderlige by. I mine øjne kan Bath nærmest ikke gøre noget forkert (undtaget det forfærdelige bygningsværk, de har opført foran stationen). Jeg elsker den by–ubetinget! Jeg elsker at være i den by–altid. Og jeg kommer tilbage, igen og igen. Nogle gange påstår jeg overfor mig selv, at jeg skal til nærliggende Bristol, men jeg ender på mystisk vis alligevel i Bath. Jeg kan simpelthen ikke holde mig væk.

Bath er nok den mest majestætiske by i England. Hvis Skotland tæller med, er den i meget skarp konkurrence med Edinburgh (som jeg også elsker lidenskabeligt). Bath er et sammensurium af byens 2 store opgangsperioder. Den første helt tilbage til Romerriget, hvor romerne fandt varme kilder netop her i byen. Det resulterede i storslåede badeanlæg med fantastiske udsmykninger og store, beundringsværdige pumpeanlæg. Bath var trendy i romertiden, og folk flokkedes hertil. Her har sikkert vrimlet med romerhipsters og legionærer i badehåndklæder. Da romerne opgav videre imperialisme, fik badene lov at forfalde og sande til, og først i den periode, som nu kender som Regency, blev de genopdaget og endnu engang udsat for masseturisme–denne gang primært den britiske overklasse.

Regency er perioden 1811-1820, hvor den kommende George IV formelt regerede for sin sindssyge far George III. Da han jo kun var formel regent, var han, mildest talt, lidt rundhåndet med ødsle bygninger og gode baller. Folk begyndte at strømme til Bath for at “take the waters”, altså drikke det helende kurvand, som, efter min mening, smager som en lunken fis med olieessens. Sidegevinsten var at få afsat afkommet til passende bejlere, der sjovt nok også var i Bath af samme årsag. Så de dansede–og dansede–og blev gift. Der var “sæson” i Bath. Resten af året boede man selvfølgelig i Mayfair eller på familiegodset i Yorkshire.

Ind imellem byggede de storslåede huse, og især Baths “crescents” er umådeligt smukke. En crescent er et halvmåneformet bygningsværk, sammensat af mange mindre enheder. Royal Crescent er den smukkeste, og her kan man også komme ind i et af husene og se “how the other half lived”. Samme crescent har også en “Ha-ha”, som er et abrupt stop for enden af haven. Det er så tilsyneladende meningen, man skal grine, når folk,helt uventet for dem selv, falder 3 meter ned!

Hele denne regencyperiode er nøje, morsomt og fornøjeligt beskrevet i Jane Austens romaner. Hun skrev faktisk flere af dem netop i Bath, hvor den fattige præstedatter indlogerede sig i perioder hos barmhjertige slægtninge eller selv med familien, når de havde råd til en lille lejlighed. Det lykkedes dem dog ikke at få hende gift, og det skal vi vel som eftertid være taknemmelige for. Byen har bygget et museum for hende, og det er bestemt værd at besøge.

Men det, man allermest skal i Bath, er på byvandring med en af deres fabelagtige guider, som tager en med til alle de arkitektoniske regencyvidundere og romertidens Bath. Undervejs besøges gamle, overdrevent dekorerede balsale, som i al deres glans giver et fortrinligt billede af, hvordan det var, dengang en kvindes primære mission var at hapse en velhavende ægtemand. Ikke noget let job for alle! Eller bare selv slentre rundt. Bath er den ultimative slentreby med alle sine gamle gader og finurlige butikker. Og husk at slentre forbi Sally Lunn, som har overmumsede sandwiches, samt katedralen, som har et vidunderligt kor til Evensong.

I nærheden af Bath ligger Stonehenge. Hvis man er New Age freak, amatørarkæolog eller besat af gamle mysterier, skal det da i den grad besøges. Jeg hører til dem, der HAR været der. Det var i 75.

Så, det var den. MIN by!

 

Continue Reading

Om guider.

ADVARSEL! Dette indlæg kan nemt komme til at virke som en reklame. Det er fuldstændig utilsigtet, men uundgåeligt.

Når jeg mindes mig selv, siddende der på lærerværelset første dag efter sommerferien, får jeg sådan nogle grimme associationer til (T)rumpen på indsættelsesdagen. Med meget få ydre afvigelser (håret, omfanget) har vi garanteret set lige eddikesure ud. De sidste år af mit lærerliv hadede jeg disse dage–ja, jeg hadede dem så meget, at jeg begyndte nedtællingen allerede samme dag, vi fik sommerferie, og det er da ret sigende! Det var godt, jeg indså, at skolens og mit parløb skulle opløses–i tide.

I går var jeg til guidemøde med 50 mennesker, der bare ventede på sæsonens (det hedder det nu engang i guidesprog) komme. Det var som at stå og iagttage en flok cirkusheste, der nærmest ikke kunne styre sig selv af bare glæde og vinteropsamlet forventning. Hovene kradsede næsten febrilsk i sandet for at komme ind i manegens savsmuld igen. Eller ud på landevejene, ned i Europa, over til de Britiske øer, eller meget længere ud i verden–ud og vise en flok ferieglade danskere alt det, der står vores hjerter så uendeligt nær, og som vi gang på gang prøver at videregive vores begejstring over.

Det slog mig, hvor megen viden, erfaring, entusiasme og netop begejstring, der var samlet i det rum. Det slog mig også, både hvor forskellige og hvor ens, vi er. Der er f.eks ikke mange guider mellem ca, 35 og 55. Forklaringen er nok bl.a. børn, ikke særlig god løn og faste udgifter. Derimod er der et hav af pensionerede og semi-pensionerede lærere og journalister. Her ligger forklaringen selvfølgelig i kunsten/lysten til at lære fra sig, nysgerrigheden og glæden ved hele tiden at opsøge ny viden og nye steder. Tilfredsstillelsen ved at sætte ting i system, så de bliver logiske og hænger sammen. Der var også en del udlændinge, som bare brændte for at vise netop deres hjemland frem, og som havde lært sig rigtigt godt dansk for at kunne gøre det. Sådan en guide må da være et scoop for enhver tur. Endelig var der de unge, som er nyuddannede fra diverse turiststudier ved universiteterne. Lad os håbe, de bliver i faget–også når de evt. får børn og faste udgifter. Men alle var de multikunstnere med deres liv. Der var godt nok gang i meget–her var ingen stilstand.

Der var ikke en eneste guide til stede, som jeg ikke på stående fod havde lyst til at overlade min egen rejseskæbne. Jeg har skrevet det før, og jeg skriver det gerne igen: At det er flot og beundringsværdigt, at så mange mennesker sparer så mange penge på at rejse på Momondosk, men de skal samtidig huske, at al den rejsemæssige professionalisme, der var samlet i netop det rum–det går de glip af. Ikke kun på det praktiske område omkring hoteller og køreruter, men i den grad også rent vidensmæssigt. Det er–ikke for at prale–os, der kan de gode historier! Jeg spiste frokost overfor en Ukrainespecialist. Jeg ville meget nødigt til Ukraine uden sådan en som ham!

Og alle vi gamle lærere klapper i vores halvgamle hænder af begejstring over, at når først gæsterne er inde i kørende busser, så kan de simpelthen ikke komme ud. Sådan var det ligesom ikke, da vi underviste. Lad os kalde det nødvendig lydhørhed.

Jeg fik mig lige et lille ekstrajob, så nu er det mig, der tager grænsevagten ved den gamle Kongeågrænse. Jeg skal lige læres op af den eminente, pensionerede lærer, der nu overdrager vagten, og det glæder jeg mig til. Som bastardsønderjyde (jeg er 1. generation) er det en problematik, der ligger lige til højrebenet, og jeg ved da også, hvor den hvide hest er begravet. Under inskriptionen “Jeg kongen bar over grænsen hen, da Sønderjylland blev dansk igen”. Beundringsværdig poetisk hest, der formår lidt lurvede versefødder selv efter døden! Så bare sig til, hvis grænsen skal udforskes.

I det hele taget er jeg nødt til (også fordi jeg allerede har udsendt en advarsel) lige at fastslå, at Guideservicedanmark altså har nogle helt fabelagtigt gode guider!

 

Continue Reading

Britisk byer. II.

Oxford.

Nærmest hvert år er jeg i Oxford nogle dage i april. Årsagen varierer mellem kurser og helt almindelige ferierejser med venner. Jeg vil nemlig så utroligt gerne vise denne fantastiske by frem.

Oxford ligner ikke noget andet sted, jeg kender. Det skulle da lige være Cambridge, men den kan få sin egen side senere. Lige nu drejer det sig om Oxford, som ligger ca. 1 time med tog nordvest for London, har ca. 150.000 indbyggere, hvoraf omkring 25.000 er studerende og en stor part af resten tilknyttet universitetet. Her er så meget at se, at man i alt fald skal bruge 3-4 dage for at få bare en rimelig portion med. Men pas på tiden i Oxford! Den er 5 minutter EFTER GMT de fleste steder, for da man i sin tid indførte fælles tid dernede i Greenwich, nægtede de vise professorer i Oxford at anerkende udregningerne, så de bibeholdt stædigt helt deres egen (og i deres opfattelse meget mere korrekte) tid.

Oxford besøges bedst, når de studerende er på ferie, og det akademiske år i England overdriver ikke studieugerne, for det består af 3×8 uger. Så der er rigeligt med tid til at indlogere sig på et af de smukke, gamle colleges, som udlejer de studerendes værelser, når de ikke går til timer. Det er en forunderlig oplevelse at bo i de gamle bygninger, spise i de store, atmosfærefyldte spisesale samt bare gå rundt på arealerne, som også består af velholdte haver og gårde, hvor en stab af gartnere tilsyneladende klipper græs med neglesaks. Hver dag.

Oxford består af over 30 forskellige colleges. De blev i sin tid bygget som kirkelige lærdomscentre og ofte sponseret af adelige eller på andre måder pengestærke rigmænd. Derfor har ethvert college sin egen, smukke kirke, og derfor har samme colleges ofte deres helt specifikke egenart. Et college er et sted, de studerende bor–ikke der, hvor de studerer. Og på de enkelte colleges bor der studerende fra alle fakulteter, som er nøje udvalgt fra bemeldte colleges side. Det er selvfølgelig også derfor, at nogle colleges er noget mere prestigefyldte end andre.

Det er muligt (mod entre) at komme ind i de fleste af dem. Kun et skal anbefales her–simpelthen fordi det er det største og har det hele. Christ Church College kommer man ikke udenom, på mange måder. Det er vidunderligt smukt og huser også katedralen i Oxford. Altså byens domkirke, som også er dette colleges private kirke. Man stod lige og manglede “so ein Ding”, og da man jo i forvejen havde en del kirker, valgte man selvfølgelig den smukkeste. Det var her, Lewis Carroll (Alice i eventyrland) huserede, men det er de nu ikke så ovenud stolte af, for der var vist en del snavs omkring hende den lille, søde Alice og den voksne Carroll. I den overdådige sal er der dog et fantastisk mosaikvindue dedikeret til Alice samt den kamin, der gav inspiration til de lange halse i bogen. Samme spisesal har opnået utrolig popularitet som spisesalen på Hogwarths, men det er så bare ikke helt korrekt alligevel. Det ER den, men filmholdet fandt kameravinklerne for trange, så de affotografere den lige ned i mindste detalje og genopførte den minutiøst i filmstudiet. Så man skal altså ikke forvente at få John Cleese i hovedet, når han flyver gennem lokalet. Der går altid en lille, omfangsrig, selvbestaltet guide rundt med bowlerhat derinde–find ham!–han elsker at fortælle.

Og så skal man gå til Evensong i katedralen. Tidspunkter står på tavler udenfor. Her har de et af verdens bedste og mest berømte kor, og det hele er både gratis og uhyre stemningsfuldt. Tag også lidt tid til at beundre de smukke mosaikker af prærafaelitten Burne-Jones–især det hvor kunstneren prøver at vise fremskridtets ansigt i kirkeligt regi. Han har simpelthen afbilledet sidste skrig—midt på billedet finder man: et toilet!!

Fra turistbureauet er der hver dag guidede ture rundt til og ind i nærmest alle colleges, og den tur er et MUST. Den er overvældende, og er der noget, Oxford kan, så er det guider. Tro mig, det kommer fra en sand kender –og udøver. Et af de colleges, der ikke er med på ruten, er St. Catherines, så det må man selv opsøge. Tegnet og indretter af Arne Jacobsen. Man kan nogle gange snyde sig indenfor–altså upåfaldende se ud som om man har et vigtigt ærinde–og hvis man er æg/svane/Oxfordstolsfreak, så får den på alle tangenter her. Move over, Århus Rådhus!

Oxford er selvfølgelig også en uhyre litterær by. På pubben Eagle and Child (i daglig tale Bird and Baby) sad gruppen The Inklings og nørdede fantasy. Så man kan stadig se, og spise ved, bordet, hvor CS Lewis, Tolkien og andre lige fik skrevet en smule om Narnia og nogle hobitter. De rettede og inspirerede hianden, og det siges, at da Tolkien havde tumlet med den der ring i årevis (Der sker jo ikke en dyt de første 100 sider af Ringenes herre. Jævnt hen vader de bare rundt i en kornmark.), så var det faktisk Lewis, der fik ideen til, hvad den tåbelige bog egentlig skulle handle om. Bare for at få stakkels Tolkien ud af den forbandende kormark. Det fik han så, mener jeg.

Og så er der jo Morse og hans sidekick, Lewis, som nu er blevet voksen nok til egen serie. Da serierne alle er filmet i og omkring Oxford, kan man genkende utallige locations. Især pubberne. Blandt dem skal nævnes The Turf Tavern, som man nærmest skal have lokalkendt guide på for at finde, men findelønnen er superb og Head of the River (ned til floden Isis, som i virkeligheden er Themsen, men i Oxford hedder den noget andet), hvor man i øvrigt også uden sammenligning får de bedste fish and chips i England. De kan så nydes, mens man iagttager ottere, der træner til den traditionsrige regatta mod Cambridge, husbåde, svaner og japanske turister, der prøver at ro alternativt.

Lige lidt mere om mad. Cafeen Grand Cafe på High Street er en institution. Mellem udsmykning i den allermest grandiøse Art Nouveaustil kan man få kager, der ville gøre Fru Blomsterberg flov over egen kunnen. Og i øvrigt vrimler det med små hyggelige cafeer med den der særlige atmosfære, som kun Oxford har.

Som udpræget seriøs shopper kan jeg også kun anbefale byens udvalg af forretninger. Især en tur ud af midtbyen til den såkaldte Garden Town, hvor smukke huse og haver skød op omkring forrige århundredskifte for at huse professorer og andre akademikere, er shoppemæssigt lidt af et scoop. Her er et overdådigt udvalg af finurlige ting, man ikke anede, man manglede.

Der er også museer af nærmest enhver art, for mens Storbritannien holdt kolonier, fandt de det selvfølgelig helt Ok at hjembringe stakkevis af eksotiske ting fra disse. På Pitt Rivers kan man se et stort udvalg af etnografiske fund, og jeg er vildt begejstret for dette museum–sådan på samme måde, som jeg er begejstret for gammeldags æblekage og hjemmestrikkede sutsko. Det er vildt hyggeligt, og hvadenten det er intenderet eller ej, så har de vist aldrig haft en museumsdesigner indenfor dørene. Alting er i montrer. Lidt spøjst. Ashmolean er også godt og noget mere opdateret. Især deres kunstsamling er værd at gå efter. Der er også Oxford Museum om byens historie samt en del mindre, specialiserede samlinger.

Endelig, nu vi er ved kunst, så er Oxford jo et af hjemstederne for Prærafaelitterne, så man støder over dem overalt. Med dem er det vist som med så mange andre ting: Enten elsker man dem, eller også kan man ikke tåle synet af dem. Jeg er heldigvis dybt og inderligt forelsket.

Det er ikke svært at komme til denne vidunderlige, atmosfærefyldte by. Hop på et fly til London, find Paddington Station og kør en times tid, så nås “The city of spires.”

Continue Reading

Store Tjek-bagkatalog-dag.

I dag er store Tjek-bagkatalog-dag!

Denne blog har efterhånden et omfattende bagkatalog, og det er min fornemmelse, at det kun er meget få, der færdes der. Jeg vil da håbe, jeg tager fejl, men hvis jeg ikke gør, så er der altså en hel del at komme efter. PRØV!

For at finde illustration til dette googlede jeg “katalog”, og dette pragtfulde billede var blandt de brugsretsløse. Jeg har forgæves forsøgt at finde kunstneren, men hælder en del mod Klimt. I alt fald er det da Art Nouveau, der vil noget. Det kan Opel være stolte af. Det er derfor, jeg i mit forsøg på at lokalisere kunstneren i alt fald kan starte med at udelukke William Morris!

Jeg siger bare: God rejse ned i bagkataloget. Og kommenter endelig undervejs!

Continue Reading

Vejen Kunstmuseum.

Da jeg var lille, boede mit ene hold bedsteforældre i umiddelbar nærhed af kunstmuseet i Vejen. Det var et problem. For udenfor museet stod trolden, som jeg var panisk angst for. Jeg nægtede simpelthen enhver form såvel visuel som anden mulig kontakt med det fæle udyr, så at tage mig med ned i byen må have krævet en god portion logistik af min farmor. Det siges, jeg vrælede meget højt og meget inderligt, og at de stadig taler om det forfærdelige barn i Vejen.

Anyway, i dag var jeg tilbage for sådan lige at tjekke, om den grimme trold nu stadig kunne skræmme mig til vanvid. Det kunne den ikke. Et eller andet må der være sket med min kunstforståelse undervejs, for den trold er da virkelig, virkelig flot. Hold da helt op et mesterværk, de har stående der midt på pladsen i den lille provinsby. Kors, hvor er jeg pludselig flov over alt det fordums vræleri. Det var godt, jeg overvandt min troldeskræk og kom tilbage!

Vejen kunstmuseum er sådan en lille perle, man skal tage sig tid til at køre omkring, når man er på de kanter. Især pga. billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen, som var fra Vejen, og hvis værker museet har en stor, permanent udstilling af. Jeg er overhovedet slet ikke til billedhugning, ialt fald ikke sådan “large scale”, som man vel nok må sige, at Jacobsen praktiserede. Jeg hører til dem, der kan gabe mig hele vejen gennem Glyptoteket og bagefter være fuldstændigt mættet og ødelagt af bare røve. ( Og hvis en bestemt, gammel veninde læser dette, husker hun nok også dengang, vi 2 sad samfulde 2 timer i træk og frøs på samme samlings iskolde trappe og voldlæste “Danmark Rundt”, fordi vi 1) ikke gad/orkede gå ind og 2) skulle skrive en stil om det.) Men her skete der noget, som jeg bare måtte overgive mig fuldstændigt til.

Disse skulpturer emmer af liv, af farligt, opslidende, levet liv. Det er som at se Munchs “Skriget” udført som skulpturer. Jacobsen lavede sine skulpturer mellem ca. 1890 og helt op til nær sin død i 1941. Derfor er han selvfølgelig influeret af de mange kunsthistoriske perioder, han levede under. Hans første og ret naturalistiske skulpturer er, efter min mening, jævnt kedelige og mainstream, men lige så snart symbolismen og Skønvirke/Art Nouveau kommer ind i billedet, sker der noget. Allerbedst–og her menes faktisk fænomenal–er han som symbolist. Wauw! Skulpturerne “Trold, der vejrer kristenblod” og “Skyggen” går lige ind i hjertekulen–i alt fald på mig. Det er kunst, der vil noget–vil noget for mig! Så bliver jeg sådan helt paralyseret.

Udover denne fremragende samling har museet faktisk også en anselig keramiksamling med alle de kendte danske keramikere/fabrikker. Den er bestemt også værd at bruge tid på.

Skægt nok var særudstillingen Ingrid Vang Nyman, og hvis nogen (som mig!) er i tvivl om, hvem den dame lige er, så er det altså Pippis reservemor. Altså hende der tegnede Pippi. Hun var en sprudlende, finurlig tegner, som kunne meget andet end tegne alternativt artige, svenske børn. Oprindeligt var hun fra Vejen, ud af Alfa-dynastiet, hvis nogen ellers er stive i deres barndoms margarinemærker.

Så hvis vejen går omkring eller i nærheden af Vejen, så afsæt tid til denne perle. Bagefter kan man som belønning, hvis det nu kræves, spise på den rimeligt nærliggende og vildt hyggelige Hovborg kro. Jeg siger bare “Fiskefilet. Smørstegt. Hjemmebagt rugbrød. Hjemmelavet remoulade.” Get the picture?

Continue Reading

Budding og alle de andre.

I forbindelse med lovsangen om landevejskroerne slog det mig, hvor mange af min barndoms retter, der lige så stille er afgået ved døden ( i alt fald i mit hjem) over årene. Mange af dem har jeg selv slået ihjel, for her i huset er det primært mig, der laver mad. Det kan man så mene om, hvad man vil, men jeg har altid hævdet, at en af de soleklare fordele ved at være madlaveren er, at man aldrig nogensinde laver noget, man ikke selv kan lide. Det er det faktum, der har aflivet stegt lever indenfor mine døre.

Da jeg var barn, fik vi som regel 2 retter til dagens varme måltid. Som vi i øvrigt tit spiste midt på dagen, da både min udearbejdende far og vi skolebørn cyklede hjem og spiste i middagspausen, eller “det lange frikvarter”, som det hed på skolesprog. Udover en varm kødret, fik vi “efterret”, som gerne var årstidens grød. Et levn fra det gamle bondesamfund, hvor fysisk arbejde krævede sin madmæssige benzin. Det var altid en frugtgrød, gryngrød var til morgenmad. Jeg tror aldrig, jeg selvstændigt har fabrikeret en frugtgrød i mit voksenliv. For det første kunne, og kan jeg stadig ikke lide det (der er et eller andet ved alt det blævr, der taler mig imod), og for det andet skal bølgerne virkelig gå højt eller helligdagene være meget hellige, for at vi spiser 2 retter. Så begrebet “efterret” er relativt dødt i det senmoderne samfund. Og får vi det, hedder det dessert.  Men jeg er da sikker på, at hvis jeg kommer i akut grødmangel, så er der mange steder på Nørrebro, der til enhver tid vil hævde, at de selvstændigt og for nyligt har opfundet begrebet “grød”.

Udover det er det vel tid, velstand og globalisering, der har slået mange af de gamle retter mere eller mindre permanent ihjel. Især de to første begreber hænger nøje sammen. I takt med 60-ernes velstandsøgning og kvindernes vej ud på arbejdsmarkedet, blev der simpelthen råd til at spise bedre. Sagosuppen, vandgrøden, kærnemælkssuppen og alle de andre spareretter, som før havde været en simpel nødvendighed, gik til de evige grød- og suppemarker, og–helt ærligt!–er der nogen af jer, der mindes dem med GLÆDE? Eller ligefrem savner dem? Jeg lever udmærket med at have dem i mørkelagt glemsel. Og når kvinderne nu både skulle stå for madlavningen og arbejde ude, så forsvandt meget vel også på den tidskonto. Jeg kender f.eks ikke mange, der laver deres egen suppe, for skal jeg spise suppe, så hedder min lille køkkenhjælper altid Mou. Det indebar nok også en stærkt formindsket brug af husblas (yngre læsere, der heller ikke ser Bagedysten, kan google fænomenet), dette hjælpemiddel, som får tingene, om man så kan sige, op at stå. Og bruger en fandens masse tid på det. Det tog nok livet af et utal af “rande”, så som f.eks. karamelrand. Som sådan havde jeg intet imod denne type blævr, men jeg foretrak da klart sovsen, hvis jeg kunne snige mig til at spise den randløs. Og budding! Som man dengang kunne få i op til flere  farver, men jeg kan hilse og sige, at farverne var totalt betydningsløse for omfanget af blævr. Det der blævr var farveresistent–og dybt seriøst.

Globaliseringen har selvfølgelig også haft en enorm indflydelse på vores madvaner. Da jeg var barn, var det samtaleemne i hele byen, hvis nogen virkelig havde været på ferie helt til Harzen. I øvrigt tvivler jeg også på, at tysk madkultur var noget, folk ligefrem tog med hjem. Det har så ændret sig, faktisk så meget, at mange af vores retter nu er en lidt sjov blanding af udenlandske ingredienser tilsat god, gammeldags dansk madkultur. Jeg kender f.eks. flere, der laver chili con carne som millionbøf med hestebønner. Det lyder selvfølgelig lidt finere. Det slår mig også nogle gange, at hvor nærmest ingen gider tage sig tid til at koge suppe, så er der en vis stolthed at spore hos alle dem, der laver simremad. Altså koger en ko ½ dag på italiensk. Og vi langtidssteger som aldrig før. Men måske er det bare selve konceptet dansk suppe, vi er vokset, eller rejst, fra. Mine børn synes faktisk, at melboller er ulækre….

Hvilket så kan lede mig frem til den konklusion, at rigtigt mange unge ikke kunne drømme om at spise blævret mad. Det har vi skånet dem for i deres barndom, så hvorfor skulle de så genoptage blævret som voksne? Personligt kan jeg klart sige, at mine børn ikke har været udsat for blævret mad, fordi jeg simpelthen ikke selv kan lide den slags.

Så budding, fløderand, sagosuppe, vandgrød, kærnemælkssuppe og mange andre–kan I have det så godt. Dette er min lille nekrolog til jer, og der kommer ikke flere. Men måske–og kun måske–er der et par hipsters ude på Nørrebro, der genopfinder jer om nogle år. Så bliver I trendy. Promise!

Continue Reading

Lastmoveren.

Når der findes firstmovers, må der nødvendigvis også findes lastmovers. Ellers giver ordet i sig selv ingen mening. Jeg spekulerer somme tider på, om der er andre end mig? Men i det mindste er der da mig.

Jeg er absolut lastmover på ud-at- spise-området. Jeg har ikke rokket mig en flad tallerken siden min barndom. Jeg spiser nemlig helst, glad, tilfreds og gerne præcis de samme steder. Nemlig på landevejskroerne. Det var der, vi i min barndom, når noget skulle fejres, drog ud til 2 retter mad (med gemyse og brun sovs) klokken 12 om middagen-om søndagen. Min hukommelse siger også noget om fløderand og citronfromage…..

Jeg elsker disse gamle, atmosfærefyldte steder, hvor man stadig kan stege en snitzel på størrelse med ½ kalv, diske op med det der lidt sjove konglomerat, der hedder Stjerneskud og lave en æggekage (NEJ, ikke quiche eller tærte!), der både indvendigt og i munden løfter sig til skyerne. Hvor tilhørende bacon har en skivestørrelse, der er til at forholde sig til, og hvor der meget nemt kan være gammeldags æblekage, altså den med udkogte æbler, makroner og bjerge af flødeskum, til dessert.  Og jeg nyder skam ikke bare maden, jeg nyder hele det vidunderligt autentiske miljø og atmosfæren.

Indrømmet, mange af kroerne er lidt smagsmæssigt udfordrede på interiøret, men jeg er utroligt tilgivende overfor udstoppede dyr, gammelt kobber og blomstrede tapeter. Bare det ikke kommer for tæt på min mad. For det er jo netop det, der er hele den sjæl, jeg savner så usigeligt i de der moderne glasaffodringssteder.

Jeg samler på landevejskroer, og jeg kører gerne langt for at besøge endnu en. Eller gense og genspise på en af mine favoritter. Besynderligt nok er det faktisk også for det meste søndag middag, jeg/vi foretager den slags ekspeditioner ud i det danske land. Gerne kombineret med en eller anden anden spændende attraktion.

Ikke at jeg har noget imod moderne restauranter. Jeg spiser da også gerne på dem, men det bliver aldrig helt det samme. Hver ting til sin tid, selvfølgelig, men er det mig, der bestemmer, så står der landevejskro på frokostmenuen. Jeg gør mit yderste for, at så mange som muligt af dem får en chance for at overleve, og at jeg kan falde i madsvime over en velgennemført æggekage.

Så i denne henseende har jeg absolut ingen mindreværdskomplekser over at være lastmover. Tværtimod, jeg er stolt og taknemmelig. Især fordi de første nok slet ikke ved, hvad de går glip af.

Billedet viser en af mine absolutte favoritter, hvor wienerschnitzlen fylder et mindre fad, og ophobningen af sjælfuldt skrammel er uovertruffen. Og hvis nogen læser dette og har rigtigt gode lastmovertip til gode, gamle kroer, så vil jeg MEGET gerne vide det!

Continue Reading

Britiske byer. I.

Manchester.

Dette er en by, der fortjener en langt bedre turistskæbne. Folk burde flokkes hertil, for udover London er det uden sammenligning Englands mest spændende by. Det er en by, der i den grad har formået at genopfinde sig selv, så fortidens aura af beskidte fabrikker, usle leveforhold og tyk, sort røg er helt forsvundet. Samtidig med at man bestemt ikke har glemt det kapitel i byens historie. Man er både stolte, taknemmelige og bevarende. Samt i den grad fornyende.

Ja, det var her, selve industrialismen havde sin vugge. Marx og Engels huserede i byens gader, når de da ikke lige nørklede med diverse manifester, og Engels far ejede endda en af byens mest berygtede fabrikker. Den fortid kan man kigge nærmere på i det fremragende frilandsmuseum Quarry Bank Mill lige ved lufthavnen, hvor en hel by med spinderier, arbejderhuse, lærlingehuse og direktørboliger hver dag går i arbejde og bemandes med mennesker. Det er de bedste historietimer, jeg har deltaget i, der foregår her. Men afsæt en hel dag.

Manchester selv er en statelig by med masser af museums- og kulturtilbud, seriøse shoppingmuligheder (Arndale Center er Englands største) samt en byfornyelse, der vil noget. I midtbyen ligger det ret imposante rådhus, som enhver kan besøge og se de flotte sale, der alle bærer præg af byens fortid som industriby. Selvfølgelig set fra de, der har financieret salenes, side! Manchesters byvåben inkluderer da også “the busy bee”. Her findes også adskillige, gode teatre, og især skal nævnes Stock Exchange Theatre i den gamle børsbygning. Fantastisk bygning, fantastisk ide. Katedralen gør ikke det store ud af sig selv, men er smuk på sin egen lille måde, og koret til Evensong er decideret en oplevelse–især fordi det her ofte er et børnekor, hvor de allermindste må klodses op på forhåndenværende Bibler for at kunne nå op. Her er en del levn fra romertiden, et helt fantastisk teknisk museum (afsæt mindst ½ dag!) og et forunderligt, mindre kunstmuseum med en del Prærafaelitter, flotte Lowrybilleder og gode Jack Yeats.

Allermest spændende er dog North Side, Latinerkvarteret, hvor alt nyt og spændende foregår. Her vrimler med gode restauranter, små cafeer og skønne designerbutikker. Og midt i det hele ligger den gamle pub The Millstone, hvor man både kan bo og møde den mere underholdende del af lokalbefolkningen. Især om lørdagen. Det er sådan et rigtigt slentrekvarter, fuld af finurlige overraskelser.

Den indre by har også sin egen Chinatown med restauranter mm. Den er ikke så stor, men bestemt værd at besøge. Lidt eksotisk på en meget britisk måde. Ligeledes støder man også konstant på de gamle kanaler, der blev brugt til transport af alskens varer samt de utallige jernbanelinjer, hvis formål var det samme. Et bestemt sted kan man faktisk stå under fem jernbanelinjer/broer, der krydser hinanden. Spooky.

Manchester har en gratis bus, der nærmest i døgndrift kører i en cirkel rundt om den indre by. Men her er også en letbane, som hurtigt fører ud til Salford Quays, hvor det nye Manchester skyder op med raketfart. Her er bl.a. bygningen The Lowry, som er opkaldt efter den fantastiske Manchesterkunstner Lowry, særlingen, der bare malede de mest underfulde billeder–og som selvfølgelig først blev anerkendt efter sin død. Bygningen huser hans museum, gode udstillinger og et flot teater. Lige ved siden af ligger BBC`s hovedkvarter, som også kan beses indefra på guidede ture, og er man ikke tilmeldt, kan enhver da gå ind og se Dr. Who`s rumskib/tidsmaskine Tardis, som står i forhallen.

Lidt længere ude af kajerne findes en seværdighed i verdensklasse (Nej, ikke Old Trafford. Denne blog er for KVINDER. Men OK, det ligger her jo også, og der ER guidede ture. Nok om det.) Daniel Libeskinds fantastiske bygning, der huser Imperial War Museum North. Før jeg besøgte det museum, forbød alle mine fordomme mig at gå ind på et museum dedikeret til krig. Godt, jeg fik dem modbevist. Altså fordommene! Det er et museum dedikeret til, hvad krig gør ved os, hvordan mennesker påvirkes af krig, lider under krig og genopbygger efter krig. Og er det uinteressant, må bygningen og den måde, den anvendes på, vist være øjenåbnende og interessant for enhver. Her kan man bruge det meste af en dag.

I det hele taget burde byplanlæggere fra mange danske byer lige slå et slag omkring Manchester for at tjekke, hvordan man på fornemste vis kan forandre gamle, nedslidte havneområder til åbne, venlige byer, der er skabt til rigtige mennesker. For tiden er det jo danske provinsbyers hovedsport at forvandle de afdankede, afskibede havneområder til beboelse, og jeg underdriver vist ikke ved at sige, at man ikke alle steder er kommet lige godt fra det.

Det er også muligt at tage bybussen ud til det enorme universitetet, nærmest en hel by, hvor der også er adskillige små specialistmuseer, men fortsætter man med bussen, kommer man til bydelen Rusholme–også kendt som “The Curry Mile”. Altså 2 km. med Indien og Pakistan midt i Manchester. Det er som pludseligt at stå i et andet land, både beklædnings- duft- og smagsmæssigt. Her er vel flere hundrede etniske restauranter, et stort antal butikker med meget gult guld og søde kager en masse. Spis her–det gør alle de andre i Manchester også!

Der er ikke langt fra Manchester til Yorkshire Dales, hvor søstrene Bronte i sin tid skrev deres romantiske drømme ind i fabelagtige bøger, så deres landsby Haworth er bestemt også et turistmål. Der er heller ikke langt TIL Manchester som sådan. Flyveturen er omkring 1½ time, og der flyves fra de fleste større lufthavne i såvel Danmark som Nordtyskland.

Men pas på–Manchester er yderst vanedannende!

Continue Reading

En god film.

East is East.

Jeg ved godt, at denne film er ca. 15 år gammel og en klassiker indenfor genren “dysfunktionel indvandrerfamilie”, og at mange sikkert allerede har set den og grinet deres bagdel i laser over den, men hvis nu ikke? Så er det ikke for sent at nyde denne lille perle, som i øvrigt sagtens kan ses igen–og igen–og igen.

Vi er i Manchester i 70-erne, kvarter med en del udfordringer og familie med ditto. Engelsk mega-arbejderklassemor, pakistansk muslim-i-munden far og et hav af afkom. Dog kun 1 pige, rapkæftede, fodboldspillede Meena. Drengene fordeler sig over bøssestorebror, kunststuderende, der bilder far ind, at han læser til ingeniør, den relativt rettroende muslim, happy-go-lucky-bror og lillebror i evig parkacoat, som desværre i skyndingen har misset sin omskæring. Det er noget af et menageri, der både forsøger at efterleve kravene i det britiske samfund, men samtidigt hele tiden må forsøge at tilfredsstille ( og narre) überpakistanske far.

For at få alle de britiserede knægte (altså dem, der stadig er tilbage, for bøssestorebror er for længst afskrevet) ind i folden igen, arrangerer far lige et par tvangsægteskaber med, vel nok, Storbritanniens grimmeste brude. Nej, grim er ligesom for svagt her. Se selv! Og se også hvordan det går.

Filmen er fuld af ustyrligt morsomme scener. Som da far uventet kommer hjem, mens børnene forlyster sig med det store bacongilde. Eller da bøssebror hentes ind som assistance til udkommanderede brudgomme, da lillebror omsider skal omskæres og det helt store afslutningscrescendo, da de mildest talt uskønne brude på forbilledlig måde afvises.

Der er også dybe, dyb alvor. For inde bag det hele er der jo også en dybt dysfunktionel familie med vold og andre overgreb. Og så spiller de bare røven ud af bukserne, allesammen. En stor nydelse er Mrs. Patmore fra Downtown, som her er den gode, kæderygende veninde, der fungerer som fornuftens rapkæftede talerør, vel nærmest som et stort græsk tragediekor.

NB. Kan man lide genren, er der i samme genre den superbe film Ae Fond Kiss–endnu en film af mesteren Ken Loach, som jeg vist har nævnt før.

Continue Reading