Om at se TV.

Da jeg var barn, ansås det for upassende og arrogant at sætte sig ned og læse en bog midt på dagen. Når man er rundet af det gamle bondesamfunds normer, hører det med, at der altid er brug for ens praktiske arbejdskraft, og at man derfor viser utilbørlig opførsel ved at adoptere vaner, som kun de højere-og mere arbejdsfri– klasser havde tid, råd og lejlighed til at dyrke. At se TV om dagen var en fysisk umulighed og derfor overhovedet ikke en kilde til yderligere arrogance og spildtid. Det fandtes ikke. Fjernsynet havde hver aften premiere med TV-avisen ved 19.30-tiden ( med mindre der var børne-TV inden) og lukkede pædagogisk ned til sengetid ved 22.30-tiden. Og der var 1 kanal med totalmonopol.

I dag anser min generation det for proletarisk og fuldstændigt utjekket at sætte sig ned og se TV midt på dagen. Altså således at kun de, der er håbløst kørt af sidesporet i forhold til arbejdsmarkedet, og i øvrigt ikke engang selv kan finde på fornuftigere ting at lave, fornedrer sig til at åbne for kassen på tidspunkter, hvor seriøse mennesker foretager sig u-TViserede, væsentlige ting. Denne uskrevne regel kan med lige så stor selvfølgelighed henføres til industrisamfundet. Der er dog enkelte undtagelser for denne uskrevne regel: I julen må man godt gå lidt heldagsamok. Og så må man da også bare i den grad lære at kende forskel på status på flow-TV og streaming/andre tjenester.

Flow-TV er for folk over 40, tabere og digitalimbeciler. For tåber, der demonstrerer deres håbløse tilpasning til det evigt foranderlige samfund ved at se TV, når programmerne sendes eller måske endda drister sig til at se eftermiddagsfjernsyn. Der er absolut ingen status for folk under 40 i at se TV-avisen, når den udgives, men venter man bare til et par minutter efter programsat sendetid, har man ligesom klart signaleret, at det ikke er TV, der bestemmer over ens vildt travle, vigtige liv og gøremål, men at det forholder sig decideret omvendt. TV midt på dagen er også det ultimative tab af social status, men heldigvis er der en smutvej, hvis man nu skulle komme til at kede sig så meget, at man må slå knuder på sig selv og alligevel tænde for kassen.

Nå, nej. Ikke kassen, sådan i fysisk forstand. Her skal man nemlig være utroligt bevidst om, at der er kilometervis af statusforskel på, om man ser sine billeder på et konkret TV eller andre elektroniske hjælpemidler. Der er flere længdegrader af digital klasseforskel mellem computer, mobil og så det gamle stuealter. Hvis man vælger de første til billedbeskuning, signalerer man, at man selv er i bevægelse, med i livets generelle flow og vildt omstillingsparat, mens det stationære kiggeri blot indikerer, at man er gået seriøst i stå i sin egen stue og dermed selvfølgelig sit eget liv.

Men tilbage til smutvejen! Flow-TV er altså dybt u-hipstersk, og vil man sikre sig at være med i inderkredsen af kultureliten under 40, skal man se–sorry: man skal DYRKE–serier. Ikke de der alt for let tilgængelige, der bare sendes for almindeligt dødelige på diverse TV-kanaler, men alle dem, som kræver både indsats og betaling at hente ned fra cyberspace. Der er jo ingen, der skal komme og sige, at det er skal være let at se TV!

Hvis man har fattet tidens trend og sagt farvel til det utjekkede, forældede, proletariske flow-TV, er det helt i orden at dyrke sine serier nårsomhelst og hvorsomhelst. Selv om eftermiddagen! (Dog helst ikke på forældede, konkrete TV-apparater!) Der er nemlig status i at kunne tale med om så mange af de mest populære som muligt. Og kan man få dem downloaded allerede INDEN, de sådan rent faktisk har premiere, sidder man med utrumfbare kort. Det er vildt tjekket at være på afsnit 47 i House of Cards (Sorry, glemte lige, at den serie for nyligt gik hen og blev lidt politisk ukorrekt på #metoo med mandligt fortegn-måden) eller at vide, hvad Elizabeth og Philip har gang i i The Crown.  Kan man dupere vennerne med at være på forkant med afsnit 33 i en, for dem, indtil nu ukendt serie, har man i den grad bolden på egen banehalvdel. At følge med i Game of Thrones er tåkrummende forældet–det kan alle jo gøre, og når alle, selv på kassen derhjemme, kan gøre den slags, er der absolut ingen status i det.

Er man under 40 og har et indre selvbillede af at skulle være på forkant med det allermest tjekkede, skal man aldrig spørge nye bekendtskaber om andet end hvilke serier, de streamer. Dit serievalg skaber dig. Det fortæller alt om lige præcis, hvor du er, og hvor integreret du overhovedet er i den digitale verden og dens evige foranderlighed. Har du for nyligt opdaget ( og afspillet på din computer!) en El Salvadoransk vildt fantastisk serie i 22 afsnit, som ingen andre hidtil hverken har set eller for den sags skyld hørt om, så er du da i den grad på flere serieomganges forkant med den verden, som kommer. Status, siger jeg!

Tilbage er så bare, at jeg personligt har det sådan, at det for mig er fuldt legalt og ikke den mindste smule arrogant at putte mig dybt ned i en behagelig stol med en god bog midt på dagen. Jeg er vokset fra mit bondesamfund og hylder den læselige oplysning totalt uafhængigt af, hvad klokken er. Derimod tilhører jeg en generation, der ser skævt til mennesker, der ser TV om dagen. Jeg er stadig præget af–og vel fastholdt i–at det betyder, at de ikke har væsentligere ting at give sig til. Mine børn ser gladeligt og i deres egne øjne helt legalt TV på tidspunkter, der udover julen er no-go TV-mæssigt for mig. Men de ville hellere dø end se flow-TV. For hvis de ser TV-serier, og helst ikke på noget stationært, er deres kiggeri helt legalt.

Og så kommer pointen ENDELIG: Jeg tror, at serier på fineste vis svarer fuldstændigt til mine romaner på nutidens digitale sprog. For det er vel i grunden ikke andet end at læse romaner i billeder. Det er ikke arrogant (som i bondesamfundet) eller proletarisk ( som i industrisamfundet) at kigge på midt på dagen, for for netop den generation er TV-serierne tidens substitut for læsning. Charles Dickens (og Shakespeare, for den sags skyld!) skrev også sine/deres blændende mammutværker i føljetoner, som blev udgivet på dags-eller ugebasis…….

Men jeg kommer nu aldrig til at sidde med min computer og se tidens trendy tidsrøvere midt på dagen. Der skal jeg jo læse mine romaner!

 

 

Continue Reading

En lille, fin film.

Når man så er kommet dertil, hvor Die Hard 1-27, Frøken Nitouche, Sound of Music, Ringenes Herre 1-13 og Alene hjemme 1-33 smager som gammel, harsk julekonfekt i den glade filmappetit, så er her en lille, svensk filmperle, som i den grad er seværdig.

Med dejlige Michael Nyquist, som desværre døde alt for ung for nylig, og som i denne film har helt anderledes kvindelige rollemodeller at boltre sig mellem end Lisbeth Salander. Vi er i den allernordligste Sverige, og det centrale omdrejningspunkt er såmænd bare det lokale kirkekor. Her er dybt vand og bratte grunde og en hjemvendt flødebolle af en internationalt (engang) kendt dirigent, der selvfølgelig viser sig også at kunne noget med Nordsvenske kirkestemmer i almindelighed og ditto kvindefigurer i særdeleshed.

Det er feel-good på den fede måde, som svenskerne i den grad også mestrer, og så er det DR2 klokken 20. Og den hedder Som i himlen.

Continue Reading

Om binge-watching.

Så fik man da lige tilføjet et ord til den personlige erfaringsordbog. Altså alle de ord, man ikke blot kender og anvender, men faktisk til fulde har udlevet i praksis.

Hvor det meste af landet i netop disse dage er gået i binge-drinking eller binge-eating, har vi hjemme hos mig formået et fælles maraton af søvnløse nætters binge-watching. Desværre findes der ikke en spiselig oversættelse af ordet, og jeg skal venligst undlade at forsøge mig–eller, hvad der burde skabe endnu mere taknemmelighed!– overgive aben til min evige sprogfjende Google Translate. Men når man gør noget “binge”, gør man det ekstremt. Man bliver ved, ustoppelig og umættelig. Selvfølgelig er der tale om en form for afhængighed, mens denne uhæmmede dyrkelse af en aktivitet finder sted, men lad mig sige det så enkelt som, at når alle 26 afsnit er set–eller de 3 liter is puttet i maven–så har sjælen altså også fået fred.

Sidste gang, jeg bingede på en TV-serie, var for mange år siden, hvor jeg intetanende startede en nyindkøbt Stolthed og fordom en grå eftermiddag for lige at tjekke, om de havde behandlet Fru Austen ordentligt derinde på BBC. Det havde de så. Især Colin Firth. I søen. Ca. 8 timer senere arriverede jeg tilbage i en virkelighed, der var skuffende forskellig fra Fru Austens, var midt om natten, og hvor livets største og eneste spørgsmål overhovedet ikke var en finde en passende partner. Ok, der har da også været en par episoder af manglende løsrivelse fra Downtown Abbey hen ad vejen, men sådan ligefrem decideret, momental afhængighed har næppe varet over 2-3 afsnit. Eller 2-3 timer. Tror jeg.

Her i julen blev det så den nye serie Dark, som på trods af, at den ikke hedder Dunkel, hvad den burde gøre, for den er faktisk tysk, overhovedet ikke virker sådan overgermansk på den ufede måde. Den er faktisk god. Og lang. Og går lige ind i bingen. Den kan faktisk i overmåde stor grad anbefales, hvis man i forvejen er lidt pjattet med en blanding af Twin Peaks, It og slægtssagaer, hvor tingene absolut ikke kører ud af Korsbækken, som i Matador. Og der er 10 afsnit, skal jeg lige huske samt hilse at sige.

Jeg troede ellers ikke, min ellers afhængighedsvenlige sjæl faldt for den slags. Altså at være næsten aggressivt ustoppelig i forhold til næste afsnit og mere, mere, mere. I det hele taget er jeg i bund og grund alt, alt for basalt utålmodig til TV-serier af en hvis længde. Spillefilm af almindelig, human, tissevenlig længde er som regel perfekte for mig. Jeg gider ikke vente 13 afsnit og omkørsler med sidehistorier ud i det blå for noget så enkelt som at få konstateret, hvem morderen er. I min inderste sjæl kunne jeg såmænd sagtens nøjes med en ca. 10-minutters introduktion til et mord, dets begåelse på under 3 ( for jeg hader, når det er alt for blodigt og foretrækker pæne, ordentlige og æstetisk appetitlige aflivelser), en smule spændende miljøbeskrivelse, som ikke behøver inkludere ydre led af den berørte familie, samt ca. 5-minutters forståelig opklaring.

De fleste TV-serier har, i min seerooptik, alt for mange blindspor. Alt for megen fylden tiden ud med blår, nissehuer og uvæsentligt pjat, der udelukkende tjener at gøre dem længere, så seere kan fastholdes på bestemte kanaler i overvældende alt for lang tid. Jeg slæbte mig gennem Forbrydelserne ( I- jeg skal komme efter dig!) og ser mest Broen sådan ind imellem, fordi jeg altså er ret fascineret af hende Saga. For det meste taber jeg tråden af bare ustabilitet–jeg er nok verdens mest ustabile seriekigger–men jeg plejer da at prøve på at være på min seriepind, når hele lortet viser sig at være begået af naboen, eller ham, jeg allerede i afsnit 3 godt vidste var en dum slyngel. Jeg er langtfra streamingtjenesternes optimale seer, men ind imellem fanger de mig sgu` ! Altså, alligevel.

Nu var det nok ikke sådan, at min seriestabilitet i forhold til resten af familiens var imponerende gennem hele 10 afsnit af Dark over 3 dage. Nogle skulle vel også lave lidt mad og lufte dyret samt foretage sig ting, der ikke decideret handlede om tidslommer i en tysk skov. Men det bekymrer mig alligevel lidt, at jeg, trods min serieavarsion, kan blive så fanget.

For tænk lige på, hvor mange usete serier der ligger derude! Som mine børn siger, så “mangler” jeg stadig både decideret musts som The Crown, Stranger Things og er håbløst bagud på Game of Thrones, som jeg læste engang i 00-erne og derfor selv påstår, at jeg er fuldstændigt up-to-date i.

Måske ligger der en oplagt mulighed for diverse kanaler og tjenester i at lave Pixie-versioner af samme serier. Sådan en som mig ville da med glæde se en halv times tid af hver, hvis det kunne give mig hele historien. Sådan i store træk. Og uden unødvendige sideveje.

Lige så meget måske er der så noget basalt omkring seriernes natur, jeg nok simpelthen ikke har forstået. Når jeg så har det–eller hvis!–vil jeg sikkert med såvel god samvittighed, fortrinlig tålmodighed og masser af slik kaste mig ud i at binge til den store julemedalje. Jeg har da i alt fald øvet mig noget så gevaldigt i denne jul, og faktisk var jeg da absolut rimeligt god til det! At seriebinge, altså!

Continue Reading

Notits om, hvad man kan tage sig til, hvis man keder sig Lillejuleaftensdag!

Så kan man nemlig, som jeg og samtlige andre tilstedeværende i mit hus, gå i krig med en 32 forbandede lys og en trilliard knuder, omviklinger og gale veje lang juletræskæde.

Optimismen fejlede absolut ikke noget, da projektet blev startet, og det var et usigeligt held, at indtil flere af de involverede var gamle nok til have leget “Kluddermutter” som børn dengang i forrige århundrede. Sådan en lyskæde er klart lang nok til, at man både kan gå over og under og endda behændigt smyge sig gennem knuder og løkker med hele sit legeme og den ene ende, der sådan ligesom altid bare hænger fast i den anden.

Desværre forvandlede samme optimisme sig gradvist til en spirende pessimisme efter et par timer og adskillige akrobatiske kravl gennem lyskæden. Det var som om, intentionen blev kraftigt modarbejdet af samme kæde, således at det, der burde være resulteret i opløsning, nærmere blev til knudeoptimering og nedsmeltning.

På et tidspunkt var det bare noget så nok. Det var efter tre timer. Så nu hænger den der, på træet, inklusiv en halv million knuder og lys i forvredne stillinger. Men den virker. Og heldigvis er træet virkelig tæt. Så tæt, at man sagtens kan stoppe uløselige knuder og andre æstetiske udfordringer langt ind i granens gemmer. I alt fald så længe, det er mørkt.

Hvis den kæde, i løbet af den uge, den får lov til at hænge på træet, så meget som overvejer at stå af rent lysmæssigt, så skriger jeg.

Og overvejelser om igen at gå over til levende lys er bestemt ved at vinde indpas på min juledagsorden. Det er vel begrænset, hvor mange knuder de sådan kan slå på sig selv!

Continue Reading

Om pakkekalendere.

Min datter var en (meget) kort overgang ansat som lay-outer hos Tiger og fik derfor vareprøver på mangt og meget med hjem, efter at have udspekuleret anvendelige måder at forsøge på at gøre rariteterne ønskværdige for et købedygtigt publikum.

Det er fuldt ud forståeligt, at hendes hjem nok ikke æstetisk passer til så forfærdeligt mange af dem, og at de måske oftest vil virke malplacerede, så derfor valgte hun den løsning at begave resten af familien med en overvældende pakkekalender. 24 stk. pr. familiemedlem. Klogt træk. Hun kom af med lortet, vi andre håber stadig (her d. 22!), at der dukker noget anvendeligt og måske ligefrem ugrimt op, og under alle omstændigheder er det vel os, der sidder med juleaben.

På billedet ses derfor blot et spinkelt udvalg af de fantastiske køb, der tilsyneladende kan gøres hos Tiger i december. Især er jeg dybt begejstret for det en smule  (indendørs) vindpåvirkelige juletræ, som næsten kan indgå i en konkurrence omkring kunstnerisk indtryk med en vis nordjysk provinsby, der har tre bogstaver.Hvis man regner bolle-å for et bogstav, altså! Den grønne, plydsklædte slangelignende tingest har jeg endnu ikke helt fantaseret mig frem til et overordnet formål med, mens jeg er helt sikker på, der VIL komme tidspunkter i mit liv, hvor jeg står i dyb, akut nød for grydesvampe og magre garnnøgler i usælgelige farver. Men det er vel tanken, der tæller!

Anyway, det minder mig i al sin gru om dengang, mine egen børn var små, og jeg pålagde mig selv at skaffe 24 pakker til hver indenfor et rimeligt budget. Altså 72 i alt. Det var årtier før Tiger, og De Grønne Søstre var nærmest ikke flyttet ud af hovedstadsområdet, så der var hurdler på. Hold da op, hvor jeg investerede i en overvældende mængde opslideligt, nærmest født defekt, bras og besynderligheder. Jeg slæbte posevis af optrækkelige, grønne frøer hjem fra skrammelbutikker, antog, at hvert barn havde mindst 5-6 hoveder, så de ca. hver 5. dag kunne spises af med en nissehue i forskelligt ( men altid uhyrligt!) design samt overskred enhver rimelig grænse for, hvilke slikmængder et rimeligt sundt barn forventes at konsumere indenfor en 3-ugers periode.

Det var først, da afkommet blev store, seriøse og fornuftige nok til at påskønne mere lødige gaver i form af de lidt mere morspiselige adventsgaver hver søndag i advent, at områdets skrammelbutikker mistede en yderst profitabel kunde. Med tiden kunne man jo også liste noget ind, de rent faktisk manglede!

Og sådan går livet på besynderlig vis i ring. Nu har jeg åbenbart vokset mig gammel nok til en pakkekalender med udfordringer af samme art som dem, jeg selv udsatte mine uskyldige små for.

Heldigvis er ansættelsesforholdet hos Tiger for længst ovre–jeg tillader mig at udtrykke min inderste, gedigne taknemmelighed! Og skulle der på nogen mulig måde opstå en lignende ansættelse hos et kopifirma i fremtiden, vil jeg ydmygt tillade mig at fremføre, at jeg efterhånden er blevet gammel nok til kun at modtage adventsgaver.

Så kan jeg nemlig sagtens nøjes med grydesvampen, tandrenserne, det røde garn og de der besynderlige stikker, som man skal putte ned i vand for at få det til at smage som jordbær. De sidste udelukkende fordi, jeg aldrig har set sådan nogle før. Nok fordi, der ligesom ikke er det store kundegrundlag til den slags?

Men det er tanken, der tæller! Sagde hun!

Continue Reading

Om julefrokoster.

Dengang jeg var ung, sprød og nyansat var en af de største hurdler ved årets julefrokost på arbejdspladsen behændigt (hvordan man så end gør det) IKKE at trække den nitte, der betød, at jeg havde vundet en af pensionisterne som bordherre. Det kunne spolere hele min flæskestegsindtagelse at skulle granske min hjerne for, hvad jeg dog skulle konversere med en ronkedor fra en helt anden tidsregning og et helt andet skolesystem om.

Med tiden blev det faktisk mere og mere spiseligt at vinde en i alt fald nyligt afgået. Det var jo ligesom dem, der gradvist forvandlede sig til mine rigtige kolleger fremfor de tåbelige, unge lømler, der kun havde en 5-10 år på bagen og tydeligvis havde helt andre julefrokostinteresser end jeg selv. Så kunne jeg så granske min hjerne for, hvad jeg skulle konversere med DEM ( altså årsungerne) om–udover det evigt oplagte emne, der i lærersammenhæng hedder  “fælles klasser” eller generel brok over ledelsen.

På et tidspunkt, sikkert fordi der blev flere og flere af dem, valgte man i julefrokostsammenhænge at placere pensionisterne ved deres eget bord. Jeg er sikker på, det var en kolossal lettelse, sådan konversationsmæssigt, for såvel dem som for 30 minus- folkene, der så overhovedet ikke behøvede at blive mindet om noget så kedeligt, som at de selv garanteret også blev ældre, i en så festlig sammenhæng.

Det var de år, hvor jeg gerne pligtskyldigt indtog mine diverse kilo blandet fedt blandt de “unge”, men mere og mere fandt mig selv senere finde vej over til bordet med de mennesker, der i årevis havde været mit reelle liv på arbejdspladsen, Hvor jeg med et kolossalt og tydeligt flæstegsstegssvær blev vinket i de gamles retning, for det var der, jeg ligesom kunne se og genkende mig selv. Så de sidste 5-10 år af mit arbejdsliv var jeg i julefrokostmæssig sammenhæng pensionist efter maden!

Og nu sidder jeg der–eller sad der i alt fald i går–midt i “festen i festen”. Jeg har ikke den fjerneste interesse i at gå udenfor det lille, lukkede område, der på denne dag er afmærket som “forbeholdt folk over 60”. Som årene går, kender jeg færre og færre af de nyansatte, mens jeg har tilbragt over 30 år på arbejdspladsen sammen med de, jeg får lov til at sidde sammen med.  Hvor er det dog befriende, at jeg slet ikke skal bruge min hjerne på at finde konversationsemner til et forårsføl, der kommer fra en helt anden tidsregning og et helt andet skolesystem.

Og hvis jeg så ser tilbage på 35 år i julefrokostens glade stemning i præcis samme lokale, så er den eneste–men ualmindeligt store og påfaldende–forandring den transformation, samtlige pensionister har gennemgået. Da jeg var ung, sprød og nyansat var de jo tussegamle, stokkonservative, i udpræget grad plejehjemsmodne og totalt ude af stand til at føre en fornuftigt samtale med et ungt menneske, der lige havde overstået sin eksamen og derfor vidste alt om sit fag i særdeleshed og verden generelt. Sådan er det jo heldigvis, overhovedet ikke mere! Tværtimod er vi  interessante, velholdte, politisk og synspunktsmæssigt langt fra konservative, i udpræget grad rejsevante- og modne samt tonsvis af mere vidende om vores fag og verden generelt end visse andre i lokalet.

Set fra mit hjørne, altså!

Continue Reading

You LOOK Perfect Tonight.

Det giver et lille, nagende stik i det gamle, feministiske hjerte hver gang ellers dejlige Ed Sheeran synger linjen i sin i øvrigt smukke ballade. Ham kan jeg også tilgive ovenud meget, både fordi han på en prik ligner indbegrebet af en vaskeægte, irsk leprechaun, og fordi han også har givet mig og verden den fine sang Galway Girl, der bare altid foreviser den overirske, stemningsfulde gågade i en af mine yndlingsbyer for mit indre blik, når jeg hører den.

Jeg er nok bare ved at blive gammel. For alvor. Altså blive gammel på den uheldige måde, at jeg hænger fast i fortiden uden at kunne slippe den. Men faktum er, at jeg, hver gang jeg hører sangen (og det er godt nok tit!) rammes af en nagende tvivl, en ubehagelig fornemmelse, et påtrængende spørgsmål om kønsmæssig retfærdighed. For KAN man det? Kan man virkelig, helt upåagtet og uden nogen reaktion synge den slags i 2017? Er der slet ingen–som i: overhovedet slet ingen!–kvinder i hele den vide verden, undtagen mig, der studser og tænker, om det her nu er helt OK?

For dengang Clapton sang “…she puts on her make-up, and dresses her long, blonde hair. And then she asks me: “Do I look allright?” I say “My darling, you look wonderful tonight” eller Swarbrick/Denny/Fairport Convention stemte i med “Kiss me, and I might, put on the white dress, if you take me dancing tonight” tilbage i 70-erne, da kan det da ellers nok være, at verdens øvrige kvindestemmer kunne høres råbe op om diskrimination og tingsliggørelse.

Det, der nager mig, er helt uden tvivl, netop tingslinggørelsen. At kvinden er “perfekt” udelukkende pga. sit udseende. Ikke sine indre tanker, sit intellekt, sine øvrige gøremål, men blot og bart, at hun ser godt ud. Og at det at se godt ud/være perfekt bliver det ultimative mål i sig selv. Eller, sagt på en anden måde, at det er, fordi hun ser godt ud, at manden kan lige hende. Udelukkende.

Den hoppede vi sgu` ikke på dengang i 70-erne! Når Sandy Denny truede med at iføre sig de ultimative jomfrugevandter, syntes vi, hun var et usigeligt stort fjols, og Claptons anerkendelse og objektivering af den lille, kvindelige narcissist tilgav vi først årtier senere, fordi han trods alt var en fremragende guitarist. Og mistede et barn,  for den slags giver point i kvindebanken, hvis man tackler det med feminine fortoner.

Men tilbage står stadig, at det var denne tingsliggørelse, vi reagerede imod. Kvinden som objekt for mandens ønsker og drifter. Den ultimative jomfru i balladeham hos Sheeran. Eller: Reaktionen imod, at det var sådan, vi blev udlagt i diverse sange, for ærligt talt syntes vi selv, vi var så afsindigt meget mere end bare nogle, der så “perfekte” ud. Vi ville gerne bedømmes på alt det andet, vi også var, og det var faktisk ting, det tog os årtier at manifestere. Tilsyneladende til ikke så forfærdeligt megen nytte.

Sjovt nok har Sheeran allieret sig med en af popmusikkens noget højtråbende ( også i feministisk henseende) kvinder, Beyonce, til at synge duet på samme melodi. Jeg kan, og undskyld!, ikke lade være med at have en lille, bitte mistanke om, at det også skal tjene som en retfærdiggørelse, en blåstempling af nummeret. En tagen brodden af et ikke så heldigt ordvalg?

Omvendt er der gået millioner af år, sådan rent kvindepolitisk, siden dengang. Og tilsyneladende er de fleste af dem gået i den forkerte retning. Nemlig tilbage. Unge, såkaldte feminister, påberåber sig i dag retten til at maje sig ud eller i værste fald nærmest afklæde sig ud i den sande feminismes tjeneste–hvad det så end skal tjene til, udover savlende blikke– og jeg er da inderligt overbevist om, at de vilde juble henrykt, hvis den halvirske trold forvissede dem om, at de, trods kostumerne, så “perfekte” ud. Måske ville de også henrykte love at iføre sig det hvide uskyldsbrudeudstyr, hvis han spurgte dem, om de gad med ud at danse.

Egentlig gider jeg slet ikke blive oprørt over sådan noget. Men nogle gange bestemmer man ligesom ikke selv over sine følelser og reaktioner. Så når jeg sidder i bilen og skråler med på balladen, så holder jeg brat og tavst inde, når netop den linje kommer. Jeg KAN ikke med den. Men det er nok bare mig, der er ved at blive en sur, gammel, uperfekt , misunderlig kælling!

Continue Reading

Om unødvendige diskussioner.

Forleden var jeg ude at købe en tablet til min mor og en telefon og en computer til mig selv. Det tog ca. 15 minutter. Jeg allierede mig med den ekspedient, der i mine øjne så mest venlig, erfaren og no-nonsense ud, specificerede mine krav meget tydeligt, og på den måde kan man faktisk gøre en lang elektronikhistorie spiseligt kort. I øvrigt var det mit livs første nykøbte telefon, for jeg har helt bevidst altid været sidste led i telefonfødekæden herhjemme og på ingen måde haft problemer med at vente på, at en eller anden helt unødvendigt har haft behov for at udskifte et ellers velfungerende stykke teknik med mange års mig-brug foran sig.

Men det er i øvrigt ikke min telefonarv, dette skal handle om. I stedet handler det om, at jeg har besluttet mig for at gøre en kraftig indsats for at minimere mit livs unødvendige diskussioner. Alle dem, som andre af misforstået godhed–eller måske nogle gange forståelse omkring min indlysende stupiditet på visse områder–har foretaget på mine vegne. Det er muligt, de synes, de gør mig en tjeneste. Det gør jeg så ikke.

Hvis jeg havde allieret mig med et af familiens mandlige medlemmer, ville det have været en umulighed at indkøbe et stykke elektronik på under et par timer. Og jeg tør slet ikke forestille mig, hvad hele tre elektroniske tingester ville have kostet os i tid. Noget nær en halv juleferie. Først skulle vi nemlig liste rundt i butikken og bese varerne, gerne med hænderne. Læse samtlige produktbeskrivelser og indgående opregne fordele og ulemper mellem de enkelte produkters kunnen samt meget seriøst læse alt det med småt. Jeg er da noget så flintrende ligeglad. Halvdelen af funktionerne har jeg ikke brug for, og den næste fjerdedel aner jeg ikke, hvad er. Dernæst skulle jeg igennem en  alvorlig omgang hos elektronikinkvisitationen, et udvidet terrorforhør, der med ord og spørgsmål ville gennembanke mig så meget, at jeg i al min håbløshed decideret ville ønske, at jeg aldrig havde begivet mig ud på denne, i mine øjne, ellers så uskyldige mission. Og når det så endelig var blevet tid til at påkalde sig en ekspedient og starte alt det, vi egentlig oprindeligt kom for, ville showet indebære et sandt nytårsfyrværkeri af sammenlignende, udvidede og “Men kan man så….”, “Men kan man ikke også….” , “Men hvis man nu….” og ” Jamen, er det så en god ide, at….”-spørgsmål.

Det ville så nok være på det tidspunkt, at jeg enten var udvandret i utålmodigt raseri fra butikken eller–mere sandssynligt!–havde listet mig bag om ryggen på de medfølgende og i panik grebet den første, den bedste telefon, computer og tablet og marcheret op til kassen, betalt og håbet, at jeg var den, der havde bilnøglen, så jeg kunne køre hjem, foretage mig noget fornuftigt og dernæst afhente manden et par dage senere.

Jeg er imbecilt ude af stand til at forstå, at tilsyneladende simple ting skal gennemdiskuteres så grundigt. Jeg er da voksen og intelligent nok til at vide præcis hvilke krav, jeg stiller til et stykke elektronik. Og hvis jeg er det, kan jeg nemlig snildt få overstået en sådan handel på under et kvarter. Samt lykkeligt komme hjem med ting, der kan de få funktioner, jeg har brug for og kan finde ud af. Hvor svært kan det lige være?

Desværre er det så ikke blot på dette område, jeg skal have luget ud i de unødvendige diskussioner. Jeg ved ikke, hvad det er med (nogle?) mænd, men de synes at have et indbygget gen for, at alt skal diskuteres. For at der oftest skal bruges meget mere tid på de indledende logistiske, praktiske diskussioner end på det egentlige gøremål. (Nogle?) mænd finder det af absolut nødvendighed seriøst at åbne en langvarig debat om, hvordan man laver en bestemt madret, hvordan vinduer skal pudses samt det betimelige i, at lige nu er et velvalgt tidpunkt at tage ned at handle på. Indkøbet af et nyt møbel rangerer tidsmæssigt omkring samme skala som en ny finanslov, mens bestemmelse af årets feriemål er sammenligneligt med at lægge strategi for samtlige slag i Anden Verdenskrig. For “Man kunne jo også…” og “Men hvis nu…” Og så den allerværste: “Er du nu sikker på, at….” Nej, jeg er ikke en hujende fis sikker, men jeg GIDER ikke diskutere peanuts længere! Vi skal videre–eller–vi skal i det mindste i gang.

Derfor er jeg, til meget lidt begejstring fra manden i huset, på det seneste ofte begyndt at komme med udtalelser som “Vi skal have slået græs, og jeg gider ikke diskutere det.” eller ” Jeg tager ud og køber en ny ????, og det er ikke til diskussion.”  Alligevel må jeg ofte stå i skudlinjen for “Men er du så sikker på….”. Her kan så også, belejligt, indskydes, at jeg ALDRIG ledsager manden i byggemarkeder. Jeg får røde knopper og åndedrætsbesvær af at være tvunget til at diskutere, hvilken skrue der tilsyneladende er mest egnet til vores formål.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, der er en udpræget, lidt utålmodig, no-nonsense person. Eller om det virkelig holder stik, at (nogle?) mænd synes, at intet er for småt til at blive seriøst endevendt i en langvarig debat med seriøse argumenter for f.eks. det fornuftige i at spise bøf til aftensmad. I alt fald kan jeg da konstatere, at mænd desværre er overrepræsenterede i de fleste folkevalgte forsamlinger, og at der vist ikke findes andre steder, hvor ting bliver så grundigt gennemdiskuterede og så uhyrligt langvarigt behandlet. Hvis diverse finanslovsforhandlinger foregår på samme måde som de indledende manøvrer omkring vinduespudsning ude i mange af de små hjem, så har i alt fald jeg et særdeles vægtigt argument for aldrig at indgå i den slags ting. Jeg ville få spat!

Og så var det i øvrigt meget, meget tydeligt, at den venlige, professionelle ekspedient, der solgte mig den nye, velfungerende elektronik, der opfyldte netop de krav, jeg havde, var fuldstændigt bevidst om, hvad han stod overfor deroppe i forretningen. Han var ikke et sekund i tvivl om, hvad jeg skulle have og dristede sig ikke en eneste gang til at knibe ud med “Men er du nu sikker på…..” eller ” Du kunne jo også….” Sikke dog en inderligt heldig kone, han må have!!!!!!

Continue Reading

Om intuition.

Hvis man nu afholdt en konkurrence, hvor det på en mystisk og for mig uigennemskuelig måde var måleligt at finde verdens mest pragmatiske menneske, så ville jeg måske ikke vinde. Men det er særdeles muligt, at jeg ville ryge i Top Ti. Jeg er opdraget med, at ting er målelige, gennemskuelige og at saglige, videnskabelige velbegrundede argumenter er verdens bedste skyts. Hjemme hos os smiler vi lidt overbærende over fantasifulde, ikke-bevislige måder at anskue verden på, og vi ville nok i sidste ende hellere dø end f.eks. at opsøge alternative helbredere fremfor den etablerede lægeverden. I øvrigt ville vi heller aldrig komme så langt, da argumentationsrunden for overhovedet at begive sig ud i den slags i sig selv ville være så opslidende, at man nok for længst var afgået ved døden længe forinden. Der er ingen blomstermedicin på mine hylder, Folkekirken er god nok til mig, hvis jeg endelig skulle komme i akut nød for åndelighed, og jeg sætter en ære i at finde en logisk, forståelig årsag til enhver hændelse, der måtte overgå mig.

MEN jeg må alligevel erkende, at jeg, trods alt, er i besiddelse af en særdeles velfungerende og med årene også utroligt pålidelig intuition. Især omkring de mennesker, der på ethvert givet tidspunkt omgiver mig. Det ville, i saglighedens glade lys, være meget mere udholdeligt for sådan en som som mig at kalde det “menneskekundskab”, men det er som om, ordet ikke helt dækker. Menneskekundskab dækker nemlig ikke det faktum, at jeg næsten i selvsamme øjeblik, jeg står overfor et nyt, ubekendt menneske, er fuldstændigt og soleklart er bevidst om, hvad det er, jeg har overfor mig. Og at den der første, umiskendeligt klare fornemmelse altid viser sig at holde stik.

Det har taget mig år at lære at stole på den, og det volder mig stadig besværligheder, indre diskussioner og et væld af spildte, interne argumenter at lære mig selv, at sådan forholder det sig. Der er jo ligesom ikke så meget som anstrøg af videnskabelighed over den slags. Problemet er også ofte, at man som menneske alt for ofte lader sig mislede af andres (forkerte?) bedømmelser. Det er den der med at stå helt alene med en helt uigennemtrængelig mur af, at et givet menneske er en charlatan, en bedrager, en løgnhals med munden fuld af falsk selvtillid på et ikke-eksisterende grundlag, mens alle ens omgivelser, og allermest ens omgivende mennesker, synes at mene det stik modsatte. Så føler man sig meget alene ( og ofte også som en skruebrækker, der bare er ude på at være modbydelig og nedgørende) helt frem til, at det faktisk ( og det gør det jo altid) viser sig, at man havde ret. I den slags situationer er det så, at man helt skal undlade at hovere og være bedrevidende, men forsøge at nøjes med at være glad for, man havde en velfungerende intuition.

Det kan også være det stik modsatte. Fornemmelsen af, at her er et utroligt dejligt, rart og givende menneske, som man brænder efter at dyrke, mens andre klart viser, at de tager mærkbar afstand. Igen oplever jeg utallige gange, at andre, efter noget tid, vender tilbage og tydeligt påpeger, at de i netop denne sag tog noget så grueligt fejl.

I mange, mange år lå jeg faktisk umådeligt meget under for andres bedømmelser. Udfra den meget uvidenskabelige devise om, at flertallet tilsyneladende måtte vide bedst. Det er nok det allerdummeste parameter, der findes, men som mennesker er vi desværre virkeligt-og nærmest umærkeligt– påvirkede af det. (Se blot på, hvordan folk i det sydlige Jylland stemmer–det beviser da i al sin strålende klarhed, at flertallet på ingen måde har ret!).

Derfor troede jeg ikke på min egen intuition omkring nye mennesker. Jeg stod jo ofte så alene med den. Jeg forkastede den som usaglig ( hvad den da også i den grad er, for hvordan måler man lige intuition?) og ubrugelig og noget, jeg ikke sådan skulle tage mig seriøst af. Når jeg bedømte et menneske stik modsat af, hvad rigtigt mange andre mente om vedkommende, måtte den der intuition være et spøgelse, en fantasifuld, ikke-eksisterende indbildning fra min side. Også selv om den nagende, var insisterende og blev ved.

Erfaringen har heldigvis vist mig, at jeg skal lære at elske min dybt usaglige, uvidenskabelige intuition, for den virker! Den er nærmest ufejlbarlig i sine bedømmelser, og jeg skal være noget så evig taknemmelig for den, hvis jeg ellers kan forlige mig med at stole på den. Den er guld værd i mødet med nye mennesker, og dem er der faktisk mange af i mit job. Det er en lykke at kunne fornemme de ansvarlige ( og da bestemt også de uansvarlige!) i en rejsegruppe, når man er guide. Det er en gave at vide, hvem det er værd at samle på, og hvem der hurtigt kan overses. Og allermest er det lige til at blive ydmyg over, at man, hvis man giver sig selv lov, bliver fantastisk fri for at skulle gennem ubehagelige episoder og grimme oplevelser for at finde frem til, at en givet person slet ikke er, hvad vedkommende giver sig ud for. Eller: Er præcis det, som ens intuition klart meldte ud helt tilbage ved det allerførste møde.

Jeg er HELT sikker på, at rigtigt mange kan genkende dette. Måske især kvinder. Det er vel ikke for ingenting, man ofte taler om “kvindelig intuition”. Jeg er lige så sikker på, at nærmest lige så mange har brugt år til at forlige sig med, at de skulle stole på deres intuition. Skulle forkaste andres meninger og trygt vedkende sig, at den der besynderlige “tingest” inde i dem helt selvstændigt bare havde noget så gevaldigt tjek på tingene. En ting er nemlig at HAVE intuition–en helt anden er at komme dertil, hvor man tør erkende, at den har ret! Det er noget af en proces for de fleste, og for mig har det taget årtier at indse, at der altså er noget inden i mig, som er totalt og uigenkaldeligt umåleligt, uvidenskabeligt, upragmatisk og vildt alternativt. MEN SOM VIRKER!

Continue Reading