Og mere om mad.

Vi (altså manden og mig!) har aldrig levet bedre, end vi gør nu–sådan madmæssigt. Vi har heller aldrig levet sundere. Og sidst, men ikke mindst, har vi aldrig levet billigere.

Der er mange, virkelig mange, uhyrligheder, som vi hverken spiser eller investerer i. Som vi gjorde engang, da der var afsætning for den slags. Nutella, Coco Pops, pålægschokolade, kiks, afskåret pålæg og utallige andre ting har forladt vores liv. De rejste sammen med børneflokken. Vi anskaffer heller ikke 7 liter mælk ad gangen eller køber kartofler i økonomipakninger.

Men frem for alt er vi blevet meget mere bevidste om at bruge det, vi har. Simpelthen at spise op. Jeg ved ikke, om jeg ubevidst synes, at det er OK at hælde halvgamle grøntsager i mig selv, mens jeg bare ikke var Ok med at øse dem på børnene.  Men jeg tror det faktisk. Det er jo ikke gnieri, men meget mere bevidsthed. Bevidsthed om at anvende det, der kan anvendes, og samtidig smide så lidt ud som overhovedet muligt.

Faktisk appellerer det også meget mere til min madlavningsmæssige kreativitet at forsøge at undgå spild. Opskriften på den daglige salat hedder normalt ” de forhåndenværende søm” med tryk på de ældste af slagsen, og er der rester, bliver de simpelthen anvendt. Jeg må indrømme, at sådan var det altså ikke, da jeg var teenageramt, og teenagerne truede med at spise mig ud af huset. Der var skraldespanden da meget mere modtagelig for køleskabsrester. Underligt nok. For logisk set burde man da have mindre rester, når man er flere. Men sådan spiller klaveret ikke.

Vi spiser altid lødig, ansvarlig mad. Men måske spiser vi også en smule anderledes. Kød er blevet væsentligt mindre essentielt–vi skal jo sådan set heller ikke vokse længere. Det er, som slutfacit, rigtigt dejligt. Maden er blevet mere kreativ, mere bæredygtig, sundere, billigere–og frem for alt ender de aller-allerfleste madvarer i vores munde, og ikke i vores skraldespand!

Og det allerbedste er, at når jeg taler med veninderne på samme alder–så er det præcis de samme iagttagelser, de har gjort sig omkring deres egne madvaner. Altså madoprør fra mimresiden! Firstmovers, der er nærmere firs end fyrre!

Continue Reading

Om plejehjemsmad.

Det er selvfølgelig, hvis man kan udtrykke det på den måde, uhyre væsentligt at få “spist af”, inden man eventuelt ender på et plejehjem. Ikke at jeg på nuværende tidspunkt har nogen som helst intentioner om at skifte bolig–eller opfylder essentielle krav i forhold til at få lov til det–men når jeg hører min mors beretninger om, hvad der stoppes i beboerne sådanne steder, så er det altså vigtigt at få noget ordentligt inden. Bare for at være lidt på forkant med madforsvarligheden. Og evt. leve på minderne.

Og jeg som troede, at maden netop skulle være en begivenhed, en opløftende faktor i et liv, hvor det måske ikke vrimler med selvsamme faktorer. Jeg tog fejl. Min mors beretninger om købeboller i karry, med sovsen (hvid og uden karry) serveret separat og med kartofler til, benløse fugle lavet af grisekød uden nogen form for fyld og flæskesteg med gummisvær, ledsaget af den samme sovs, som de generelt får til alle retter, samt det store, gabende hul, som manglen på nogen form for salat giver til hvert måltid, får mig virkelig til seriøst at være bevidst om, at hvis jeg ender på plejehjem, så må jeg have uigenkaldeligt spist af inden. Sådan at jeg kan abstrahere fra begrædelighederne og forvandle forfærdelighederne i munden bare ved hjælp af minderne.

Det er svinsk, uværdigt og utaknemmeligt, at vi behandler vores gamle på den måde. For det er jo ikke dyrere at lave ordentlig mad. Eller, i de fleste tilfælde, mere tidkrævende. Tænkt eksempel kunne være de der formastelige købeboller. (Og jeg er sikker på, at alle nu sidder med lige præcis den samme plasticsmag i munden, som jeg i alt fald gør!). Jeg vil vove at påstå, at jeg egenhændigt kunne røre fars samt koge boller til 10 personer på ca. ½ time. Sidegevinsten ville så tilmed være, at jeg rent faktisk havde en god, hjemmelavet bouillon til sovsen. Det ville også tage mig mindre tid at koge de–i alt fald i min optik–obligatoriske ris til retten, end det ville tage at skrælle og koge kartofler.

Så jo mere jeg spekulerer på, hvorfor min mor skal på plastikkur, så mangler jeg svar. Det er ikke dyrere, det er ikke mere tidkrævende–men hvorfor så? Fordi madlaverne ikke kan lave mad, sådan helt basalt? Fordi de tror, de ved, at gamle mennesker enten foretrækker plastikboller –eller bare ikke kan smage forskel? Fordi de ikke gider? Fordi de bruger mere tid på at lave logistisk omkring madlavning og skrive alt møjsommeligt ned i de rigtige kolonner, end de gør på konkret at tænde for komfuret? Fordi man har en så undervurderende holdning i forhold til de gamle, at konsensus er, at det er bedøvende ligegyldigt, hvad der stoppes i dem?

Det er da skrigende selvmodsigende, når samme plejehjem bruger umådelige kræfter på at holde folk i live på andre kunstige–men måske mindre krævende?–måder. Jeg vil til enhver tid stå på mål for, at maden er det allermest essentielle i en tilværelse, hvor andre ting på mange måder har mistet deres betydning. Ikke bare fordi, den netop for ældre mennesker bør være sund, varieret og nærende. Men endnu mere fordi, at i en tilværelse hvor nutidens svar på peddigrørsfletning– eller bankospil, hvor man hver uge kan vinde en pakke kiks– er hovedomdrejningspunkter, bliver maden, spisningen af den, nydelsen af den, trods alt en form for begivenhed. Noget at se frem til.

Og min mor som var fænomenal til at lave mad, da hun endnu både kunne se og kunne svinge gryderne! Hun ved godt, hvordan mad skal tilberedes! Det fortæller hun også ofte og helt uopfordret personalet. Alligevel sidder hun hver dag der med sin utålelige parodi på et ordentligt måltid og må tvinge lortet i sig bare for at overleve.

Hvis det ikke er nedværdigende–ja, så ved jeg ikke, hvad der er!

Continue Reading

Om gyllespredere og andet møg.

Jeg kan stadig huske logistikken omkring at være mundlig censor i Sønderborg–altså før de fik sig anskaffet en motorvej. Dernede må jordfordelingen være så ualmindeligt aparte, at de fleste landmænd er nødt til at transportere enhver form for køretøjer–og gyllespredere i særdeleshed–over store, langstrakte, kilometerlange landevejsruter. Gerne om morgenen, mellem 6 og 8. Derfor skulle man altid beregne ca. 2 timer til de 65 km. til Sønderborg, for en ting er, at masseopbuddet af gyllespredere dernede stinker–en anden er, at førerne af samme møgkørsler ikke kunne drømme om at fravige deres 15-20 km. lange rute med så meget som ½ rastepladsmeter.

Nu har jeg lige været ude på 50 km. landevejskørsel igen, og jeg må sige, at sådan en påskedag da virkelig er populær til luftning af enhver form for landbrugsmaskiner. I kilometervis. Med 20 km. i timen. Og selvfølgelig skal der være plads i trafikken til, at man kan køre den behjulede besætning rundt mellem parcellerne. Men ER der virkelig ikke bakspejl i en traktor? ER det virkelig helt og aldeles umuligt at konstatere, at man efter få kilometer har dannet sig en hale på længde med distancen mellem to landsbyer? Og ER alle, ellers rigtigt pædagogisk afmærkede raste- og holdepladser langs landevejen, totalt usynlige for traktorførere? Altså steder, hvor de venligt kunne holde ind og lade bagslæbet på 50 biler passere?

Der er meget trafik derude på landevejene i dag. Og vi vil alle gerne sikkert hjem. Det kommer vi allerbedst, hvis vi alle tager hensyn til hinanden. Det kan godt være, at kortegen med traktor og gyllespreder til enhver tid både er større, tungere, kraftigere og mere stinkende end mig, men det berettiger ikke til  totalt hensynsløst at ignorere bilslangen på 3 kilometer over en distance på 10 kilometer. I alt fald ikke, hvis der samtidig er 5-6 rastepladser. Måske er det et statement—jeg ville så bare gerne vide præcis, hvad det lige gik ud på. Personbiler væk fra landevejene? Al magt til gyllesprederne?

Personligt har jeg intet imod gyllespredere og andre landbrugsmaskiner. De skal bare vise hensyn. Præcis som jeg selv gør i trafikken!

Continue Reading

Reklamens (u)magt.

Livet er for kort til dårlige reklamer. Eller også er livet bare generelt for kort til reklamer.

Det bedste, der kan siges om reklamer, er, at de dog trods alt giver rum til en tiltrængt tissepause og derfor nok mere reklamerer for toiletophold end den egentlige fremviste vare. Men nogle reklamer er virkelig så øredøvende dårlige, at de på det nærmeste giver mig galopperende åndedrætsbesvær, storkløende, røde knopper og livslang vaccination mod de involverede produkter. F.eks. gjorde det i mange år nærmest ondt på mig at købe de Kinderæg, som mine da relativt uskyldige, mindreårige børn ønskede at stoppe i sig selv, fordi alle vist godt kan huske de mildest talt katastrofesynkroniserede tyske reklamer. Man skulle da ellers nok mene, at salget af “hele tre ting” kunne financiere en lidt mere elegant samstemning af de nærmest spastiske mundbevægelser–ellers kunne de da have undertekstet det relativt simple budskab!

På min nuværende reklamehaderliste figurerer Spangsberg flødeboller som en uhyggeligt sikker nummer et. Mage til salgsmæssigt makværk uden den mindste form for innovativ tænkning, udstyret med syvenderangsskuespillere skal man virkelig lede længe efter. Begriber ikke, at noget reklamebureau med respekt for sig selv har villet sende den forfærdelighed ud i verden. Og hvis intentionen var, at det hele skulle være en parodi (på hvad?), så må man nok konkludere, at hensigten er dybt forfejlet. Det er jo tåkrummende umorsomt og decideret undervurderende i forhold til publikums intelligens.

Så indtil i går gik jeg faktisk i ufrivillige spasmer ved synet af mærket. Sådan lidt ligesom når man gnider flamingo mod et vindue–hvis nogen ellers kan huske DEN lyd!  Min indre reklameæstetiske sans var så ukontrolleret udfordret, at jeg bare ved tanken om produktet gik i flødebollefornægtelse. Jeg mener: hvis producenten virkelig ønsker at udstille sin egen øredøvende stupiditet samtidig med at undervurdere min intelligenskvotient, så lad mig være helt og aldeles fri.

Nu HAR jeg så smagt dem! Og minsandten om de overhovedet hverken smager af dumhed, dårlig humor eller dillettantreklame. De smager faktisk ret godt!

Nej, hvor ER det synd for de ret gode flødeboller, at de skal trækkes rundt med den reklame! For selv om de smager godt, er jeg sikker på, at hvis den lige bliver serveret for mig på TV2 i en pause, så står jeg altså af igen. Og det MÅ de da helt sikkert omgående kunne mærke på omsætningen!

I øvrigt mener jeg stadig, at livet er for kort til dårlige reklamer. I alt fald er livet for kort til, at reklamen ikke tager sig publikum alvorligt og decideret taler ned til dem og anser dem som åndspygmæer. Som Spangsberg gør!

Continue Reading

At nyde livet–lige her!

Der er sket noget med feriedage, siden jeg blev semi-pensionist. Jeg er simpelthen begyndt at kunne nyde dem. Fuldt, helt og 100%. Samtidig er det i bagklogskabens klare lys med stor gru gået op for mig, at det har jeg nok aldrig gjort før. I alt fald ikke helhjertet.

Som lærer har man et antal helt klart fastsatte og tidsbestemte/begrænsede ferier. Man ved, med andre ord, altid, hvad man har. Gennem mange år var jeg helt up-to-date på længden af samtlige ferier i dage. Påske: 11, god juleferie: 16, efterårsferie: 10 og så alle de løse… Jeg var altid enormt bevidst om, hvor langt jeg var i en ferie. Eller: hvor mange dage, der præcis var tilbage. Ofte betød det, at når en ferie var halvt “opbrugt”, så var den mentalt også nærmest helt afsluttet inde i mit hoved. De resterende dage blev jo bare en begrædelig nedtælling til feriens slutning. Faktisk var det vildt stressende sådan at skulle holde så nøje regnskab med feriedagene og deres placering i forhold til slutdatoen–en stress, der også gav sig udslag i, at jeg var flere dage foran mig selv og fuldstændigt glemte at være i det nu, jeg rent konkret var i. Mentalt rendte jeg rundt med et besynderligt parameter, der på en unødvendig skala fortalte mig, om en feriedag nu var brugt “godt nok”, om jeg nu havde fået nok værdi ud af den–simpelthen fordi den første halvdel af en ferie altid skulle bruges optimalt, mens resten bare var afslutning og nedtælling.

Jeg har endda flere gange prøvet at være fuldstændigt udmattet af stress og i en nærmest depressiv tilstand, fordi jeg ikke har magtet at holde ferie godt nok. Ikke brugt feriedagene optimalt. Bare sløset dem væk og slet ikke været nok opmærksom på virkelig, altså virkelig, virkelig at få en forfærdelig masse ud af min ferie. Hvad det så end var!

I alt fald kan jeg nu se, at jeg nok til en vis grad HAR sløset mine ferier væk, eller måske bare været forfærdelig uprofessionel til at holde ferie. Jeg har jo aldrig været I ferien–nærmere OMKRING eller FORAN den. Det har med al tydelighed været det faktum, at ferien nødvendigvis gik over igen, der sad allerforrest i min bevidsthed.

Selvfølgelig siger det en masse om min tidligere arbejdssituation, men det er ikke det emne, der skal fylde eller diskuteres her. Det skal det derimod, at jeg nu er blevet noget så hulens god til at holde ferie. Jeg ER i mine ferier, jeg lever i dem, og jeg nyder dem. Men fremfor alt: Jeg ved godt, de ender, men det hverken rager eller bekymrer mig, for det er altså lige her, lige nu, jeg helt konkret er. Og skal nyde det. Hvert sekund.

En indvending vil selvfølgelig være, at det jo i sig selv er utroligt let at konstatere ovenstående, når der ikke lige står et krævende arbejdsliv og venter på tirsdag klokken 8. Nej, jeg skal ikke på “arbejde” før næste mandag, og de talrige rejser, jeg udfører både for min egen lille rejseklub samt for de etablerede rejseselskaber hen over sommeren, er faktisk ikke på nogen måde sammenlignelige med mit hidtidige arbejde. De er jo en fornøjelse hver gang, og det er vel det ultimative privilegium for et arbejdende menneske hver evig eneste gang at glæde sig til at komme på arbejde.

Men det, jeg gerne vil konkludere, er så, at der skulle en så drastisk ændring af mit liv til, før jeg overhovedet forstod begrebet ferie. Eller før jeg lærte at holde ferie. Jeg kan jo mærke det på min krop, for Søren. At ferie er godt for den, og at ferie ikke betyder optrapning af stress, fordi det altså er møgbesværligt både at skulle gå og holde øje med, at man både ferierer optimalt, samt at man samtidigt begræder hver eneste feriedag, der er gået, fordi den bringer en nærmere på den uigenkaldelige ende.

Så til de af jer, der endnu har et fast job: Nyd jeres ferier–og glæd jer til at komme til at nyde dem meget, meget mere!

 

Continue Reading

Om hundejere på stranden.

Fozzie og jeg har lige været nede på stranden med hinanden i snor. Det er hans yndlingssted, for det vrimler med gode lugte, halvråddent tang, ilandskyllede gopler et godt stykke over sidste salgsdato–og så det der magiske, forunderlige vand.

Sådan en Langfredag er vi ikke de eneste dernede. Det er næsten som om, alle områdets hundejere har sat hinanden stævne netop på vores strand. Det i sig selv er ustyrligt festligt set fra Fozzies synspunkt, for enhver fremmed hund er en både en ny, interessant numse og en potentiel legekammerat. Fozzie elsker andre hunde, og da jeg stadig har til gode at finde ud af, om min hund overhovedet KAN knurre, får han som regel lov at lege, hvis fremmede hundes mennesker kan forsikre mig, at deres hunde er af samme kaliber.

Det er alle hunde desværre bare ikke. Og lige så desværre synes det næsten at være en hovedregel, at de mennesker, der mildest talt ikke har den fjerneste kontrol over deres lige så mildest talt aggressive hunde, er dem, der har deres hunde løse. Vores strand har mange stikveje til sommerhusområder, så mange gange oplever jeg, at store, uvenlige hunde helt alene pludselig befinder sig på stranden–hvorefter et halsende menneske dukker op adskillige minutter efter og forgæves forsøger at kalde bastarden til sig. Det er ikke i orden!

Nu ved jeg jo ikke, om det er de samme hundeejere, der også frækt og helt uden dårlig samvittighed lader stakkevis af pøl ligge på stranden, men inderst inde tror jeg det da en lille smule. Det er heller ikke i orden! Det er en fæl fornemmelse at træde i sådan en stinker. Endnu mere når en anelse af dårlig samvittighed trods alt strejfer pølsynderne, og de så i misforstået undskyldning dækker svineriet med sand. Hvis min offentlige strand skal være dækket af lorteminer, så vil jeg da foretrække, at jeg på forhånd har en chance for at undgå dem–istedet for uforvarende at opdage, at det, jeg troede var en sandbunke, er resterne af Fido Møgschæfers aftensmad.

For sådan en påskedag, hvor fire-fem dyr af mange forskellige racer og størrelser finder ud af at lege “hente pinde i vandet” sammen–og sammen med deres mennesker–og hvor de udelukkende løber frit ude i vandet under skarpt opsyn og kontrol–DET er da næsten det nærmeste, min Fozzie kan komme på en hundehimmel. Desværre kommer der næsten altid sådan en stor, grim, mega-strandskidende kalorius med sit hensynsløse menneske og ødelægger det hele. ØV!

Men så er det, indrømmet!, at jeg fisker mit dyr op ad vandet, giver det snor på og går så tæt på Trofasts far, som jeg nu tør. I flere dage har Fozzie og jeg indøvet kommandoen “Ryst!”, så den hvisker jeg til ham, når vi er passende tæt på.  Jeg skal hilse og sige, at den virker bedst, hvis jeg lige har givet ham lov til at rulle sig et par omgange i sandet, inden han ryster……..

Continue Reading

Om mus og maddiker.

Jeg kan hverken lide mus eller maddiker. Det er lidt, men også kun lidt, som at vælge mellem (T)rumpen og Stalin–hvis I forstår, hvad jeg mener. Så i mange år har jeg derfor behændigt forbigået netop det valg, men i går stod det pludselig lysende klart for mig, at jeg for eftertiden vil satse alt på musene.

Da vi sidst kørte hjem fra sommerhuset, brugte vi tiden– som mange ægtepar, der har været gift så mange år, at de ikke længere tæller– på at diskutere, hvis skyld det var, at min mand havde glemt at tømme skraldespanden inde i huset. Det er nok verdens mest ufrugtbare diskussion. Ligegyldigt hvem der vandt, var faktum jo alligevel, at der lå tre rå fiskefilletter øverst i den, og at deres skæbne, eller rettere: tilstand, først ville blive afklaret tre uger senere, når vi igen besøgte huset.

I løbet af de tre uger lykkedes det mig da ind imellem at fortrænge fiskene eller det, de nok havde udviklet sig til, men jo nærmere påsken kom, desto mere maddikefyldt blev mine visioner. Jeg fik flere og flere deja vu til den lille, røde skoletaske, som min bror i sin tid anvendte til lystfiskeri, og som jeg engang fandt i mit barndomshjems kælder ca. 1 måned efter hans sidste fiskeekspedition. Den var, om man så kan sige, særdeles levende. Og mere hvid end rød. Faktisk havde den også flyttet sig.

Så i går, da vi kørte på motorvejen, blev min hjerne sådan helt invaderet af de rædselsfulde, små, ulækre sataner. De begyndte at kravle på mig, og omkring Randers blev de næsten så megastore, at jeg i mine visioner allerede var i gang med at rive hele hytten ned. Rub og stub. Starte helt forfra på en brakmark–bare uden maddiker.

Selvfølgelig lod jeg manden åbne døren. Og gå ind. Jeg stod sådan nærmest lidt i skjul bag ham med et tørklæde for munden. Men faktisk var det hunden, der indtog hytten først. Han stormede ind, for her var da rigtignok noget nyt og interessant. Det var helt klart virkelig svært for ham at skjule sin begejstring over det nye fænomen, vi havde beriget hans ellers lugtfattige liv med.

Og så var det bare mus! Tænk sig, en lille musefamilie–eller måske en halvstor, udvidet gnaverslægt–havde egenhændigt fortæret vores tre fisk! Ikke en maddike i syne! Til gengæld spiser mus, ved jeg så nu, over et relativt stort areal og har en enorm raidfaktor. De mundscanner simpelthen alt, sådan ned til atomstadiet, og så spiser de de atomer, der er museføde, og resten lader de simpelthen ligge. Mus spiser f.eks. ikke køkkenrulle, men samme dyr kan til gengæld findele et mindre stykke køkkenrulle i trillioner af stykker og finsprede dem over et halvstort stueareal. Tilsyneladende kan mus også godt lide at transportere uspiselige ting. Eller også bliver mus bare knotne over, at noget ikke kan spises, og så bærer de lidt rundt på det i arrigskab eller smider det ind under en seng.

Men det skal være dem tilgivet. Jeg håber, helt ærligt, de der mus havde en fed, festlig førpåske-frokost, og hvis de legede lidt med maden, så er det dem vel undt. For der var ikke en eneste maddike i syne. IKKE EN! Så sommerhuset slap for at blive revet ned i denne omgang!

Nu er det så bare, jeg ikke kan lade være med at spekulere på, HVOR de mus mon er? Jeg mener, sidder de på lur og venter på endnu en påskefrokost uden køkkenrulle–og HVOR synes de, det er strategisk godt at placere sig i forhold til forventet mad-efterbevilling? Under min seng? Inde i mine skabe? Eller lige der, hvor jeg allermindst venter det?

Pyt! Hvis de nu synes, mine skabe er et fedt sted at afvente næste overdådige fiskebord, så er det dog, trods alt, lidt mindre brækfremkaldende at finde sine skabe fulde af mus—end at finde dem fulde af maddiker! Jeg skriger over begge dele. Men jeg skriger ligesom lidt anderledes over maddiker!

Continue Reading

Hvad påsken er for mig.

Det er nok de færreste, der i første instans forbinder påsken med noget religiøst. I alt fald kun på det plan, at det er det religiøse, der overhovedet er grunden til, vi holder påske. I min barndom var Langfredag årets helligste dag, hvor alt, virkelig ALT, var hermetisk lukket, og man ofte følte sig henvist til at slå dagen ihjel med alenlange, kedelige, uudholdeligt moralsk opbyggelige TV-serier om religiøse emner. For derefter, da jeg blev lidt ældre, at slå al den påskekedsomhed fuldstændigt ihjel på Påskelørdag, som for mig var årets allermest vanhellige gå-i-byen-aften.

Sådan er det ikke mere. Kun de mest tåbelige forretningsdrivende holder lukket i påsken, for det er jo her, det hele begynder. Den gode årstid, de varmere dage, de lyse aftner og udendørslivet. Jeg tror, påsken for mange er blevet det konkrete symbol på, at nu er foråret kommet. Uanset vejret. Når det er påske, skal sommerhuset åbnes, campingvognen skal sommerindtages, og vi skal ud.

For mig er påsken begyndelsen på og selve åbningen af sommersæsonen. Vi SKAL i sommerhus–ligegyldigt om vi så skal fryse røven i laser og ofre flere tusinde på elvarme. Der skal gøres åbningsrent og luftes ud efter vinteren. De utallige tusinder af små, grønne, bevingede dyr, der har overvintret i huset og for det meste også er døde af det, skal til de evige insektmarker, og rørsystemerne skal skrues sammen efter vinteren. Huset skal genindtages–gerne sammen med gæster, eller i alt fald familie. For vi skal spise påskelam efter den opskrift, som vi nu har brugt i 30 år, og som ingen rigtigt tør tage udfordringerne op med. Og gemme slik udenfor, så de børn, der nu alle har rundet de 25, kan bruge en times tid på at opstøve snoldet, der jævnt hen ligger de samme steder, som det altid har gjort.

Og vi skal gå lange ture på stranden og lade som om, vi overhovedet ikke har den fjerneste anelse om, at hunde ikke må være løse dernede efter 1. april. Fozzie ved det i alt fald ikke, for vi har ikke fortalt det til ham. Og spise is fra Vaffelhuset, og regner det, så lad det regne, for det er sådan set mere fornemmelsen af, at det nu er istid, der er vigtig.

Efter 4-5 dage på 65 kvadratmeter er vi sådan set påsket af. Vi har slåsset om de 20 liter varmt vand, der med stor præcision altid bliver koldt, når man står med shampoo i håret, hørt hinandens nattelyde, fordi der ikke er noget alternativ, og individuelt forsøgt at snyde fra opvasken med de samme beskidte tricks, vi hver især altid har brugt. Vi har spist kilometervis af chokolade og flæskesvær fra Brugsen, fordi Brugsen deroppe bare kan noget med flæskesvær. Og så har vi raidet alle tilgængelige loppemarkeder samt set en hulens masse fjernsyn.

Så er vi nemlig helt fyldt op med hinanden, med påskefridage, med lam, slik og chokolade og med vores 65 kvadratmeter. Eller med alt det, som påsken er for os. Så er vi klar til livet igen. For vi har sat et symbolsk punktum for den lange vinter, og nu er det forår. Koste hvad det vil og regne hvad det vil.

God påske!

Continue Reading

En god film. Reminder.

Jeg har tidligere skrevet om den søde, spøjse og sjove britiske film The Best Exotic Marigold Hotel her på siden.

Så hvis man ikke har set den–eller bare trænger noget så gevaldigt til et gensyn med nærmest alle de store britiske skuespillere over 60 + et par af yngre dato–så er chancen der i aften 22.00 på DR1.

Den er værd at holde sig vågen for!

Continue Reading

Om symbolværdi.

I går skrev en gammel kollega med slet skjult ironi, at hun havde set den hellige gral, som stod i katedralen i Valencia. Hun kunne oven i købet dokumentere synet med et foto. Oppe i mit hoved skabte det yderligere gralistisk forvirring, for jeg mener da, at selvsamme gral (af hvilken der vil næppe kan være et helt uoverskueligt antal!) bestemt både findes i Rosslyn, Jerusalem, Glastonbury og minsandten vist også inde i Fort Knox.

På mine rejser har jeg da også set en ret omfattende samling af splinter fra Jesus` kors, et betragteligt antal ligklæder, så meget hår fra Moses`, Josefs og andre religiøse VIP-ers skæg, at de må have lidt af ovenud velvoksende–vel nærmest bekymrende sygelig–behåring i levende live. Og hvad Moses angår, må han decideret have haft en fetich omkring stave. I alt fald var hans samling stor nok til, efter hans død, at blive spredt enkeltvis over det meste af verden.

I Jerusalem findes der mindst to steder, hvor Jesus blev begravet i klippehulen. Der findes faktisk ligefrem “skoler” omkring hans begravelsessted. Også hans himmelfærd har flere navngivne lokaliteter for den endelige take-off. Og den der berømmelige kalk vandrede derfra ud i nærmest ethvert kendt verdenshjørne. Dog har jeg indtil nu aldrig hørt om kalkfund i Oceanien, men det er nok bare et spørgsmål om tid–eller også er der noget, jeg har misset.

Jo, det ER da morsomt. For en pragmatiker er det vel nærmest latterligt. Dette: At nogle ignorante tumper et eller andet sted i verden virkelig–trods enhver form for logiske, videnskabelige beviser–tror på, at en gammel splint træ eller en ridset kop af ubestemt art for mange år siden nærmest på egen hånd er rejst den lange, farlige vej gennem et utal af lande for at ende i netop deres lokale kirke. Det trodser jo enhver form for videnskabelig baseret logik.

Men i grunden er det vel overhovedet ikke det, det hele drejer sig om. Det drejer sig jo bare–i sin allerinderste substans–om præcis det samme som, at jeg ALDRIG rejser nogle steder uden to helt bestemte mønter i min lomme, at jeg i sin tid ALDRIG gik til eksamen uden forinden at høre Creedence Clearwater Revivals “Long as I Can See the Light” for fuld udblæsning–og at de fleste sportshold hylder en eller anden form for maskot forud for enhver kamp.

Nemlig symbolværdien. Og personlige symboler kan–fordi det netop er det personlige symbols indre natur–aldrig diskuteres. Mine, i andres øjne, tåbelige mønter vil givetvis aldrig kunne afværge et flystyrt sådan helt konkret, men de giver mig en symbolsk sikkerhed for, at det hele altså også går godt denne gang. Ligeledes tror jeg faktisk, at folk i Valencia er bedøvende ligeglade med, om deres kalk har troværdige runners-up over det meste af verden. Måske er de endda glade for, at andre, i andre lande, også får glæde af den symbolværdi, der ligger i at have sådan en kalk. Jeg har set den beundring, Moses` stav har affødt på Topkapi i Istanbul. Den beundring, der ligger i at have noget helt konkret og synligt at holde fast i. For selvfølgelig ved de allerfleste da så ganske udmærket, at her er nok tale om en lille smule fake news, men hvad betyder det–sådan i det store perspektiv? For i bund og grund handler det jo udelukkende om symbolværdien. Dette at her er et konkret symbol på noget positivt, noget godt, noget man kan tro på. Noget som gør, at livet ikke blot er et uforståeligt miskmask af tilfældige hændelser, men som i stedet kan skabe en smule mening, en smule holdepunkt.

Så jeg vil givetvis stadig trække på smilebåndet over den imponerende samling af nærmest ens relikvier, som verden kan fremvise. Med min logiske sans og al min pragmatisme vil jeg også på stedet kunne afvise, at der er noget om snakken. Josef led vel ikke af ekstrem behåring, Jesus` kors fyldte næppe en mindre hangar, man omsvøbte givetvis ikke Jesus i nyt ligklæde hvert 3. sekund, Moses brugte ikke sit liv på at opbygge en storslået samling af træstave, og kvinderne ved korset stod ikke klar med et omfattende spisestel til 100 personer for at opsamle Jesus` blod for derefter at skippe servicet af i alle retninger. Det er også fuldstændigt ligegyldigt. For mig har hver kalk, hver stav og hver træsplint sin egen berettigelse. Nemlig sin symbolske berettigelse. Akkurat som når jeg lægger mine to mønter på det bestemte sted i tasken, hvor de med 100 procents sikkerhed er selve garantien for, at jeg kommer helskindet hjem igen!

Continue Reading