Wauw! For en kirke.

Jeg tror, det er noget, der kommer med alderen. For mig i alt fald. Umiddelbart kan jeg ikke erindre et eneste sekund i min ungdom, hvor jeg kunne lade mig begejstre ovenud højlydt og inderligt af en barokkirke.

Men det kan jeg heldigvis nu. Heldigvis, fordi det beriger mit liv, og den slags ting, der beriger ens liv, må man aldrig, aldrig gå udenom. På mine tvekvartgamle dage har jeg udviklet en stor begejstring for barok, Art Nouveau, Art Deco, Jugendstil og Arts and Crafts, og nogle gange har jeg på fornemmelsen, at min øredøvende forelskelse simpelthen skyldes, at samtlige stilarter bare er FOR meget. Der er givet så meget gas, at ikke et øje er tørt og en følelse urørt. Det tiltaler mig…… Sådan at svømme fuldstændigt hen i at gå totalt amok!

San Nicolaskirken ligger i Valencia, og skal man finde den, kommer man på en noget udfordrende opgave, for indgangen til al denne pragt er så ydmyg og selvudslettende, at man ikke behøver gøre sig de store anstrengelser for at gå direkte forbi. Men når man så kommer ind, åbenbarer der sig et skue, der, efter min mening, bør give Capella Sixtina i Rom kolossale mindreværdskomplekser. Diverse kunstnere er gået fuldgyldigt penselamok, basunengle ( og andre engle, for alle kategorier og ordner indenfor engle er repræsenterede), farverige tableauer, scener fra såvel Biblen og den græske mytologi og hyldester til helgener og andre navnkundige springer ud af væggene. Det er altså ret vildt! Betragtet som et stykke modreformation fra den romersk/katolske kirkes side, kan jeg såmænd sagtens forstå, hvis en flok pietistiske protestanter følte sig draget mod at diskvalificere Luther, når de så denne pragt og storhed. Enhver protestantisk domkirke ville stå med fuldgyldige selværdsproblemer–eller måske et godt argument for, at SÅ meget bør kirkerummet i sig selv ikke stråle.

San Nicolas ( ja, det er ham–altså julemanden!) kirken er et must, hvis man er i Valencia. Også selv om, man måske ikke lige har overvejet, om man er til barok. Netop fordi, at man, hvis man ikke er, nok skal komme til at være det her! Wauw!!

 

Continue Reading

Om telefoner.

Det er sket noget med min brug af telefon. Jeg TALER ikke så meget i den mere. Og jeg er nok ikke den eneste.

Jeg tilhører en generation, der var aften-telefontalere. Stærkt presset af barndomshjemmets telefonbudget og senere ens eget ditto, foregik enhver form for hyggesamtaler efter 20 om aftenen, for da var det–i sin, forgangne, MEGET forgangne!–tid, billigere at tale i telefon. Jeg tilhører også en generation, hvis forældre ofte havde ( mine havde i alt fald) kontroverser over telefonregningens størrelse. Min far fattede ikke min mors minut-og beløbsstørrelser, og selv havde han faktisk det forhold til telefoner, at de udelukkende skulle bruges til kortfattede, letforståelige beskeder. At tale i telefon med ham var som at modtage et telegram. Hvis nogen ellers kan huske, hvad sådan et er…….

Hvis man derimod skulle kommunikere skriftligt, foregik det pr. brev. Godt nok havde vi dengang et relativt velfungerende postvæsen, således at man faktisk kunne tage det for rimeligt givet, at ens breve nåede frem indenfor afsendelsesårtiet, men mange mennesker skrev særdeles sjældent. Den skriftlige dimension, som nu dominerer vores liv, var særdeles sparsom, og skrev man et brev, var der kælet for såvel sprog, stavning, skrift og detaljer.

Så telefonen, det talte ord, var den fremtrædende kommunikationsform. Det er den ikke for mig længere. Også selv om jeg heldigvis ikke er forvist til, af sparehensyn, kun at måtte tale uforsvarligt længe efter 20 om aftenen. Der er jo hundredevis af uforskammede telefonsælgere, der i den grad ønsker at pådutte mig såkaldt billige abonnementer for at få mig til at tale det meste af døgnet.

Jeg fatter ikke lige “knoglen”, som man sagde. Jo, det gør jeg, hvis jeg virkelig–og her mener jeg virkelig–ønsker at TALE med nogen. At høre deres stemme, at indgå i en længerevarende snak om fast, og mest løst–og allermest, hvis jeg ønsker at engagere mig i den person, der er i den anden ende af linjen. (IKKE røret–hvor sidder det lige på en telefon?) Efterhånden er det næsten blevet sådan, at man skal kende folk rigtigt godt for at ringe til dem. Som om man nærmest invaderer deres privatliv, hvis de tvinges til at høre ens stemme. Eller som om fjernere bekendte nærmest overskrider grænserne for ens intimssfære ved at konfrontere en med deres konkrete stemme og tilstedeværelse. TelefonSAMTALER er, qua alle de andre digitale muligheder, blevet noget meget privat.

I stedet skriver jeg. Eller vi. SMS, emails og Messenger. Det er sådan en dejlig uforpligtende måde at henvende sig til andre mennesker. Der er nemlig aldrig på noget tidspunkt en egentlig personlig konfrontation. Det gode ved disse kommunikationsformer er selvfølgelig, at den person, man henvender sig til, ikke behøver at være til stede i samme moment. Beskeder kan vente, og de forsvinder ikke–ligsom det ubesvarede telefonopkald, der bare suser ud i den digitale intethed.

Når jeg tænker over det, er der faktisk mange såkaldt bekendte, jeg aldrig ville drømme om at ringe til. Men jeg ville uden blusel gerne sende dem enhver form for skriftlige beskeder. Nogle, fordi jeg ville føle, jeg overskred grænserne for vores egentlige bekendtskab ved at konfrontere dem med mig i egen, lydlige person. Andre, fordi jeg overhovedet ikke havde den fjerneste lyst til at tale med dem. Af flere grunde, men nok mest fordi jeg ikke anede, hvad vi skulle tale om. Eller fordi, jeg ville blive en imitation af min fars telefoniske telegramstil. At skrive beskeder er, blandt meget andet, en form for at holde folk på afstand. At undgå en nærkontakt, som man faktisk ikke lige har nogen form for lyst til.

Så fra at være et meget mundtligt samfund (efter 20!), er vi ved at blive et særdeles skriftligt. For mig indebærer det i alt fald, at cirklerne for, hvem jeg overhovedet TALER i telefon med, bliver mindre og mindre. Alle andre får en besked. Og jeg hverken invaderer deres privatliv eller ser mig nødstedt til at holde en fuldstændigt overflødig samtale gående.

Men det er nu lidt tamt. Samtidig med, at jo mere vi kommunikerer med hinanden ( og DET gør vi!), jo mere afstand lægger vi faktisk på samme tid til hinanden. Vi skriver beskeder som aldrig før, men vi undgår mere og mere den egentlige, hørlige snak med hinanden. Vi murer os mere og mere inde i vores eget, pansrede, digitale univers, hvor vi selv synes, vi er i kontakt med en helvedes masse—uden egentlig konkret at være det.

Det kan så passende sammenlignes med, at jeg nok ikke er den eneste, hvis mor stod og trippede foran telefonen og ventede på, at klokken slog 20, for SÅ skulle der snakkes. Hun skrev ikke så meget, men hun havde så heller ikke valget……

Continue Reading

Stilhed på den hvide kyst.

Der er en smule tyst på bloggen for tiden. Det skyldes, jeg er på ferie.

Hele sommeren har jeg ikke foretaget mig andet end at være på ferie. ANDRES ferie.

Det er nu engang guidens lod, at ferier primært afholdes af andre, mens det er hende, der sørger for, at det så overhovedet kan lade sig gøre. Løber forrest til alle seværdigheder og går bagest til enhver form for fødeindtagelse og overnatning. Ingen afslapning, før alle er på plads. Og i det hele taget kun fri, når de andre sover.

Derfor er ferie er helt usædvanlig luksus. Basalt den luksus, der indebærer helt selv at bestemme og nogle gange helt bevidst at lade være at bestemme noget som helst. At undgå at tage et valg er faktisk også at være ansvarlig. For sit liv og sin ferie.

Der dyppes tæer i Middelhavet og indtages adskillige kolde og varme drikkevarer på diverse strandpromenadebarer. Altsammen i 27 grader og et område, hvor danske turister decideret er et sjældent syn. Der spankuleres i gamle byer og købes tasker i hobetal. Og så holdes der ferie her på Costa Blanca, for det trænger jeg godt nok til.

Så meget, at jeg sagtens kunne vænne mig til et guidejob UDEN gæster. Sådan i retning af et lærerjob uden elever……

Continue Reading

Store Damaskdag.

Så er det i dag og i morgen, at hundredevis af kvinder fra hele landet (og såmænd også det nærmeste udland!) sætter ud på den årlige damaskrejse til Kolding. Masser af veninder, naboer og bekendte fylder bilerne og laver en udflugt ud af årets stock-up på håndklæder, viskestykker, sengetøj, duge og andet brugeligt og billigt linned og frotte. Jeg ved det–altså det med den enorme geografiske spredning–for de travle ekspeditricer (tillad mig et så fuldstændigt dated, nærmest sexistisk ord, men disse her kvinder VED altså noget om deres varer!) spørger om postnumre, og selv jeg lille provinstøs har en ret god fornemmelse af, hvilke der er hjemmehørende i København og omegn.

Så derude på Dieselvej i det allermest trøstesløse, industrielle Kolding står vi altså i  civiliseret kø for at købe ind med kæmpe besparelser. I alt fald, hvis vi ankommer tidligt. Senere på dagen slås slaget lidt mere humant, om end man så har misset chancen for en af juledugene, som de gerne har under 5 af.

Jeg er helt sikker på, at mange kommer til lagersalget hos Georg Jensen første gang udelukkende for snobbeeffekten. Det vil så i givet fald gå over! For de vil relativt hurtigt opdage, at det, de har investeret i, er de ultimative varer indenfor netop dette område. De holder jo farverne for evigt, kan vaskes flere tusinde gange og er nærmest uopslidelige. Hos mig lever håndklæder omkring et tiår med intensiv brug, duge halve århundreder og sengetøj så længe, at jeg somme tider bare overhovedet ikke kan holde ud at se på det mere, fordi jeg nærmest har ligget i det siden min barndom.

Så kan man selvfølgelig logisk spørge, hvorfor jeg overhovedet investerer i nyt. Det gør jeg, fordi her er et firma, der aldrig går ned på kvaliteten, men samtidig også hele tiden genopfinder sig selv. Der er altid nye farver og mønstre–altid friske pust til det, lad os bare indrømme det, måske lidt kedeligere område af boligindretning. I min ungdom var jeg ved at besvime over, at der kunne være en vis form for mode og kvalitetsbedømmelse i at købe håndklæder. Det er så gået over! Eller også er jeg med tiden bare blevet så nærig, at jeg udelukkende investerer i ting, der holder.

De fleste varer på lagersalget er 2. sortering. Og det siger så også lidt om firmaet, at man virkelig, virkelig skal være mester-linned-detektiv for at opdage fejlene. Til gengæld er besparelserne langt over 50%. Eller i alt fald nok til at betale benzin for en bilfuld håndklædehungrende “husmødre” fra Hillerød!

Endelig–og det sætter jeg pris på–er det her civiliseret lagersalg. Der er nok til alle, så vi står ikke og hiver i hver sin ende af dugene…. Vi fylder vores poser i ro og mag, og bliver vi trætte undervejs, er der altid kaffe på kanden…

–Og så tog jeg lige et billede af den dug, jeg købte for 15 år siden. Den er i nærmest daglig brug, så den tur til Kolding dengang var godt givet ud!

Continue Reading

Om forurettethed.

Besynderligt nok slår det mig netop i disse tider, at forurettetheden blomstrer som aldrig før. Anført af en permanent, kvindelig bannerfører fra min hjemby udi kunsten at være forurettet, er det gradvist blevet virkelig in, virkelig fedt, virkelig trendy–faktisk næsten sådan hipsteragtigt–at være forurettet. Synligt forurettet. Men måske endnu mere hørligt forurettet.

At være forurettet betyder at føle sig krænket, forsømt og uretfærdigt eller respektløst behandlet. At være forurettet er også en længerevarende følelse–den går ikke sådan lige over af sig selv. I bund og grund stammer enhver form for forurettelse fra selvmedlidenhed, men det skal man nok ikke sige til de forurettede, for så bliver de da garanteret bare endnu mere forurettede.

Med andre ord skal man–det er ligesom vedtaget i vores samfund–bliver forurettet, når nogen træder på en. Og at dømme efter mængden af forurettelser, bestiller vi mildest talt ikke andet end at steppe rundt på hinanden i træskostøvler. Vi er blevet noget så uendeligt sure. Og vi dyrker vores surhed. SOM vi da basker rundt i den!

Sideløbende skal man også passe sine forurettelser. Man skal huske at gribe dem, når de kommer. Det nytter ikke noget at overse en krænkelse, for så kommer man alt for let bagefter i den store forurettelseskonkurrence. Enhver personlig forurettelse skal udbasuneres, så verden får en chance for at deltage i ens lidelser. Tillige må man heller ikke glemme andres forurettelser. De er da i alt fald handy på de dage, hvor man ikke lige kan opstøve nogen selv.  Der er også påfaldende solidaritet indenfor forurettelser. Sådan noget i retning af, at “Hvis du deltager tilstrækkeligt i mine forurettelser, så skal jeg nok være vildt solidarisk med dine.” Forurettelse giver opmærksomhed. Der er ingenting, der kan ophidse de sociale medier som en god gang surhed, forurettelse og selvmedlidenhed.

Forurettelse er nemlig lig med opmærksomhed. Kan man ikke få den positive, må man jo nøjes med den negative.

Men det er, i min optik, ikke selve forurettelsens kerne. Det er meget mere det faktum, at vi er ved at blive et samfund, hvor det hele er de andres skyld. Når man er forurettet (det siger ordet vel også i sig selv), er det aldrig ens egen skyld. Krænkelsen er udefra påført, og man er selv uskyldig–eller i mindste fald neutral i forhold til de forfærdelige onder, verden har tildelt en. Og når alting er andres skyld, er det samtidig helt legalt at føle sig forurettet. Det er næsten noget, man bør! Problemet ligger så ofte i, at en forurettelse virker bedst–såvel psykisk indadtil, som udadtil overfor omverdenen–hvis skyldsspørgsmålet kan placeres helt konkret et sted udenfor en selv. Det er derfor, så mange mennesker har permanente syndebukke i form af andre mennesker eller andre grupper af mennesker. Det sværeste i hele verden er at vende enhver form for skyld indad, mod en selv. Og det er faktisk endnu sværere at være forurettet på/overfor sig selv (samtidig med at det vist ikke giver nogen som helst mening!)–så find da endelig en syndebuk, der ligesom kan legalisere den permanente forurettelse.

Jeg ville sådan ønske, vi kunne få meget mere godt, gedigent, gammeldags raseri på banen. Det der eksplosive, helt ukontrollable, som ryger som en raket ud af tangenterne, når man føler sig krænket. Som smadrer porcelænet og måske en lampeskærm i ny og næ, men som går OVER. Som når uanede højder, eksploderer og brænder ud. Som GÅR VÆK. Sådan noget, der ikke sætter sig som en permanent forurettelse, men som udleves akut i forhold til det, der antændte det. Den slags, der aldrig sætter sig som en permanent forurettelse, men har sin tid, sit sted og sin udløbsdato. Det kunne vi, som jeg ser det, blive en smule gladere og mindre forurettede af.

Engang, for ikke så forfærdeligt mange år siden, var forurettelse en infantil, barnlig følelse og tilstand. Det er det ikke mere. Nu er det nærmest et must for at blive taget alvorligt. Forurettede politikere får faktisk mange følgere, fordi en stor del af befolkningen genkender og tilstræber deres tilstand.

Hvor ville jeg dog gerne se føromtalte Danmarksmester i forurettelse slynge en af alle sine berømte, hjemmebagte kager ( eller måske en lille, hjemmekogt hamburgerryg?) efter en politisk modstander eller en gruppe uetniske danskere og FÅ DET OVERSTÅET. Som et godt eksempel for andre. Blive voksen, måske?

 

Continue Reading

Om ikke at “skulle” noget.

I morges blev jeg vækket ved, at 39 kilo Retriever dansede på min mave. Han “skulle” åbenbart noget. I alt fald var der en, for ham, væsentlig besked, der skulle kommunikeres til mig på den allermest betonfysiske måde.

Teoretisk set burde jeg ikke danse på nogens maveskind i dag. Jeg “skal” nemlig ikke noget. Jeg har absolut ingen aftaler, mødetidspunkter, folk, der venter på min tilstedeværelse eller aftaler med mig selv. Så–og igen teoretisk set–har jeg en dag, hvor jeg bare kan gøre lige præcis hvad jeg vil, uden at skulle stå til ansvar for mine handlinger og gøremål–så længe de holder sig indenfor lovens og anstændighedens rammer.

Men sådan fungerer det jo desværre ikke. For når man ikke “skal” noget, og “skal” forsvinder–ja, så kommer “burde” på banen i al sin overvældende kraft. Forskellen mellem “skal” og “burde” er–i al sin enkelhed–at “skal” består af nogle udefra dikterede omstændigheder, som man ofte ikke har den store indflydelse på: et stykke lønarbejde, der skal udføres, en invitation, en aftale, en tid ved frisør, læge eller bank, you name it, mens “burde” består af indefra, personligt pålagte pligter. Gerne af den slags, der er overgået til burdekategorien, fordi de har været gennemsyltede i måneds-eller årevis.

“Burde” består altså af alle den slags uhyrligheder, som de fleste dage kan negligeres pga. “skal”. Enhver kan jo med det blotte øje (og enhver er så her primært en selv!) se, at man umuligt kan få tid til dem, fordi man “skal” så meget. Skidtet i krogene og sorteringen af feriebillederne tilbage fra 80-erne er så dejligt nemme at ignorere, fordi man jo hele tiden “skal” noget. Noget andet, forstås. Noget, der er legitimeret ved, at andre har bestemt, man “skal”.

Men på sådan en dag, hvor “skal” er ude af funktion, tårner ugjorte gerninger sig op i horisonten. Der er køkkenskabe, og der er kælderrum. Der er ukrudt, og der er skriveborde. Der er ufremkommelige skuffer på badeværelset, og der er de 5 kasser, hvert barn lod stå, da det flyttede for over 10 år siden, som man så stadigt naivt bilder sig selv ind, at det en skønne dag meget akut mangler og afhenter. Der er bilen, som er ved at gro til i Yankeeemballage ( der tror jeg faktisk, jeg starter!), og der er sorteringen af alle sommerens guideanvisninger. Jeg kunne blive ved. Men det gør jeg ikke, for der er absolut ingen læsere af denne blog, der ikke ved, hvad jeg taler om. For at undgå at give dem dårlig samvittighed og ødelægge deres dag, stopper jeg her….

Der er faktisk så meget, at jeg bliver sådan en smule træt bare ved at tænke på alt det, jeg “burde”. Bare en af tingene i sig selv synes så overvældende i såvel tidsforbrug som involvering, at jeg næsten ikke magter den her fra morgenstunden. Og hvis man ikke får begyndt tidligt, bliver man jo nok ikke færdig. Så spørgsmålet er vel i sidste ende, om det overhovedet kan betale sig at begynde? For i morgen er der da heldigvis en del ting, man “skal”.

Jeg kan bedst lide de dage, hvor der er indiskutable ting, jeg “skal”. Jeg er virkelig, virkelig dårlig til “burde”.

Jeg tror, jeg er nødt til at ringe til min frisør. Ikke at jeg sådan decideret får hår i øjnene, men man kunne jo lige nappe et præventivt klip. Mens man leger, at alle de der “burde-forbandelser” ordner sig selv, mens man da i den grad har travlt med alle de væsentlige ting, man “skal”.

Eller måske–altså virkelig måske–skulle man bare holde fri og tage en slapper. Besynderligt nok er netop DET nok det aller-allermest komplicerede overhovedet for os moderne mennesker. Det er jo komplet umuligt sådan rigtigt at slappe af, når man hele tiden tænker på, hvad man “skal” i morgen, og hvad man “burde” i dag. I alt fald er det, for mig, en tilstand, der virkelig skal arbejdes på.

Omvendt: Der VAR den vel! Altså løsningen på det, jeg “burde”. Jeg har bestemt, at jeg vil arbejde på at overtale mig selv til, at jeg “burde” slappe af!

 

Continue Reading

Om snyd.

Jeg sad og så første afsnit af Herrens veje forleden aften. Udover at være spændende dramatik mindede den mig også om snyd. Om hvor stor en bestandel af mit liv snyd egentlig var–helt fra internettets spæde start i 90-erne og op til sidste år, da jeg blev snydefri. Og om hvor meget, så virkelig uendeligt meget, tid, jeg brugte på snyd. Det er jo nærmest flere timer om dagen, jeg har fået igen. Til at anvende på noget mere fornuftigt end andre menneskers snyd.

Selvfølgelig var der snyd før internettet. Man lånte opgaver af venner, naboer og familie og udgav dem for at være egen produktion. Det var bare ikke helt så nemt og krævede ofte en personlig konfrontation. Man skulle SPØRGE, om man måtte låne, have selve opgaverne fysisk udleveret og kunne vel ofte få et afslag. Ydermere var de fleste opgaver dengang håndskrevne, og da vi lærere generelt var stormestre i håndskriftstydning, kendte vi, om man så kan sige, vores lus på kloen. Det var derfor, den slags dengang hed afskrift.

Men med internettet ankom det fuldstændigt upersonlige tyveri. Som endda meget hurtigt blev sat i system af fikse forretningsfolk, der oprettede portaler, hvor man enten kunne købe allerede skrevne opgaver eller bytte, sådan at der var fri adgang til andres opgaver, hvis man selv afleverede en. Det hed sig, at man “kunne hente inspiration”. Det var der mange, der gjorde. Hele stile ad gangen. Ubesete! De første, spæde snyderier opdagede vi ved, at et påfaldende stort antal stile i en aflevering var enslydende–eller i bedste fald havde adskillige enslydende passager.

Selvfølgelig kunne man blive “medlem” af disse fordækte snydeportaler.  Altså hvis man var elev på en ungdomsuddannelse. Så vi lærere blev evigheds -1.g-ere og kørte i 10-15 år på samme password og niveau uden nogen sinde at bestå vores påståede, kommende eksamen. Jeg personligt må have været en af Studienets bedste og mest trofaste kunder, for der var næppe et stilesæt, hvor ikke en ret god andel skulle ses efter i sømmene. Jeg kan stadig ikke helt præcisere, hvad der gjorde mig mistænksom. Det var mere en følelse, en fornemmelse af en forkert tone, et forkert ordvalg, en akut opstået mærkbar forbedring af den pågældende elevs intelligens–eller at 11 andre elever i klassen havde brugt præcis samme formulering.

Og det var lige præcis der, det store detektivarbejde begyndte. Jeg hader, og HAR altid hadet og VIL altid hade, når nogen understår sig i at undervurdere min intelligens. Så klapper fælden. Og den klapper hårdt. For så gik det store maskineri i gang, og fruen her helmede ikke, før den oprindelige kilde var fundet. Heldigvis er de fleste små syndere meget lidt fantasifulde og finder gerne stil nummer 2 eller 3 ( aldrig nummer 1!) på Studieportalen eller Studienet, som de så fuldstændigt skrupelløst oploader som deres egen. Men der findes altså også lidt mere kreative snydere, som faktisk bruger mere tid, end det ville have taget selv at producere en stil, på at sammenstykke passager fra talrige stile, hentet overalt på nettet. Sådan en snydeoptrevling tager tid. Meget tid. Men terrierlærere bider sig fast! De bliver ved til den sidste ende, eller det sidste ord er fundet!

For man kan nemlig ikke PÅSTÅ snyd. Man kan udelukkende BEVISE det. Der findes relativt seriøse søgemaskiner, som svenske Urkund, der kan scanne opgaver og påvise sammenfald, men desværre ligger alle allerede skrevne opgaver ikke i den, desværre tager den dagevis om tilbagemelding, og desværre angiver den også citater som værende afskrift, så den er noget tung at arbejde med. Der er vel også en vis form for tilfredsstillelse i selv at lokalisere hovedkilden–og så går det, trods alt, noget hurtigere.

Straffen for afskrift var i min tid en skriftlig advarsel, når man var førstegangssynder. Hvem tager lige den slags alvorligt? Samt alvorligere tiltag, når synden gentog sig selv. Jeg mindes ikke, at der blev slået hårdere ned på folk, der snød. Og det var bestemt ikke fordi, det ikke, for nogles vedkommende, skete gentagne gange. Men det er selvfølgelig også rigtigt dyrt at smide folk ud uden eksamen, og de har sikkert også haft virkelig alvorlige sociale problemer samt mindst en syg moster i Gråsten og et nyligt afdødt kæledyr. Så kommer man jo ligesom til at låne lidt ude på nettet, når man står i så seriøs en livskrise.

Så det var helt mærkeligt pludselig at huske, hvor meget spildtid jeg nu er helt og aldeles fritaget for. Det var så det rent personlige! Samfundsmæssigt er snyderi er kolossalt problem, og jeg tror næppe, det bliver mindre. Med den frie adgang til informationer og manges, desværre, manglende viden om, hvad man egentlig må negle derude, vil det blot eskalere. Også fordi de, der ualmindeligt udmærket ved, hvad man ikke må negle, finder flere og flere snedige måder alligevel at gøre det på. De begyndertider, hvor idioterne altid nuppede stil 2 eller 3 på Studienet, er længe, længe ovre………

Jeg vil vove at påstå, at vi kun fanger en ganske lille brøkdel af den snyd, der i virkeligheden foregår. Men sidste år mistede “vi” selvfølgelig også en af de allermest ihærdige snydterriere……..

Continue Reading

Om underbukser.

Jeg er–og her taler jeg på verdensplan–den ubestridt allermest trofaste sponsor af undertøjsmærket Sloggi. Ingen over, masser under, og absolut ingen ved siden af.

Sidst, jeg talte efter, havde jeg nemlig 39 par. Sloggi, altså. På en gang. Hvem kan lige hamle op med det? Selvfølgelig af forskellig slidthedsgrad, en vis differentiering i mønstret på uafvaskelige bremsespor og en 2-3 forskellige modeller. Men jeg gad godt se den anden kvinde, der ejer 39 par Sloggi!

Jeg er nemlig en meget trofast underbuksekunde. Jeg går KUN i Sloggi. Gerne den samme model i fruestørrelse og godt med elastisk, udvidelig mavekapacitet. Gennem næsten 40 år har jeg testet og gennemprøvet markedet, men min røv ender altid i Sloggi. De er nemlig så tilpas brugervenlige og samtidig så tilpas prisvenlige, at det decideret er en vare lige efter min hoved.

Jeg går nemlig ikke i blondetrusser og fancy undertøj. For det første kradser lortet, og nogle af modellerne er så designede for undermålere, at jeg er nødt til at bruge timevis på at overveje, om jeg skal have maven over eller under trussekanten. G-streng slog ligesom aldrig igennem på mit hjemmemarked–det var nærmest som en konstant følelse af at have glemt noget mellem benene. Sådan lidt som at have skidt en strimmel.

Det er nu ikke hovedårsagen. Den er nok mere, at jeg simpelthen ikke kan få mig selv til at betale overformuer for små lapper, som ingen i virkeligheden får at se. I min optik skal undertøj være behageligt og sidde godt, men jævnt hen er det bedøvende ligegyldigt, hvordan det ser ud. Jeg går da ikke nede i byen og flasher en blonde eller to på samme måde, som jeg med stor glæde flasher en taske med morbær. I øvrigt er det vel de færreste, der gør det–i alt fald i min by. Blonder er sådan lidt forbeholdt manden, og da i alt fald min er totalt blondeblind og mere interesserer sig for, hvad der er indeni, så er det da enormt spildte penge at investere i den slags pjat.

Der er bare det med Sloggi, at de alt for tit er på tilbud. For sådan nogle som mig, som får helt ondt, hvis de skal købe noget som helst til fuld pris, er det faktisk en faldgrube. For når der er 3 stk. for 85, så hamstrer jeg. Man ved jo aldrig, hvornår man lige står og mangler 3 par Sloggi, og så er det jo bare yderst fremadskuende, at man så altid lige har sådan nogle ved hånden. Vel smider jeg da underbukser ud efter lang og røvtro tjeneste, men Føtex er lidt tilbøjelig til ikke helt at afstemme mit udsmidningsantal med deres antal af gode tilbud. Det kunne de godt arbejde lidt mere på.

Så er det, man ender med 39 par. Og en 2-3 par mere i vaskemaskinen, som ikke gik ind i den første sammentælling. Nu er det heller ikke fordi, jeg sådan tæller mine underbukser hver dag, men da jeg pakkede ud efter weekendtur i aftes, syntes jeg da ligesom, der var en smule crowded blandt hylerne. Måske skal jeg til at indføre interne underbuksekonkurrencer om, hvem der får lov at komme med, når jeg i fremtiden skal ud at rejse? Jeg har bare så virkelig svært ved at bestemme kriterierne: Er det de pæneste, de grimmeste (som så kan efterlades og give plads til nye indkøb?) eller måske bare dem, der virker mest indsmigrende?

En anden ting er: Skal man tilstræbe jævnt, solidarisk slid–eller gå efter at have en underbukseoverklasse? Altså enten altid lægge de nyligt brugte nederst i bunken, så alle får deres afmålte portion røv, eller skal man ligesom udnævne nogle stykker til lidt finere end de andre og kun anvende dem til fint brug? Men når man så har finet rundt i dem et par gange, er de jo ikke så fine mere–og hvad så? Så er man jo nødt til at investere i endnu en overklasse. På tilbud, altså. Og endelig: Hvem i alverden lægger dog i grunden mærke til, om man har hul og gamle uafvaskelige bremsestreger i sine underbukser til naboens sølvbryllup? Oppe i mit kvarter vil jeg påstå, at den slags sagtens kan gå helt og aldeles upåagtet hen!

Men jeg ville nogle gange ønske, at Sloggi kendte til mig og røvs eksistens. Vi burde sammen få en trofastheds–eller måske udholdenheds–præmie. Gennem årene har min krop nok–lavt anslået–kæmpet sig gennem omkring 1000 par stykker stof med 3 huller.

Og de næste par 39 holder forhåbentlig heller ikke til resten af min røvs afmålte tid. Heldigvis kommer de så nok snart på tilbud.

Continue Reading

Om at spille spil.

Jeg går ud fra, de fleste familier har en form for yndlings-være-sammen-måde. En form for tidsfordriv, som gennem årene–og især i julen og under halvlange ferier–bliver nærmest ikonisk og helt af sig selv optræder på programmet for, hvordan ens familie nu engang er sammen. Jeg går også ud fra, at disse være-sammen-sysler er særdeles forskellige fra familie til familie.

I min familie er vi ikke specielt sporty. De fleste af os ville hellere spise sure citroner end at divertere den sammenbragte med fysiske udfoldelser eller en fælles Ironman efter frokosten. Vi er heller ikke specielt praktiske. Vi kaster os ikke ud i fælles garagebyggeri eller omlægning af forhaven, når vi er sammen. Og det kunstneriske holder vi sådan lidt på det individuelle plan. I alt fald skaber vi ikke store værker sammen eller afholder konkurrencer i servietfoldning efter familiemiddagen.

I stedet spiller vi spil. Gerne–og faktisk kun–vidensspil. De fleste af os går nemlig til daglig rundt og er ret så imponerede over vores egen, kolossale viden indenfor sådan lidt afgrænsede nicher, og det er jo, desværre, ikke den slags ting, man uopfordret praler med rundt omkring på arbejdspladser og i nabolag. Det holder man gerne indenfor familien. Til gengæld kan man så glæde sig til grundigt at kanøfle afkommet og vise dem, hvem der til stadighed er den klogeste! Det afkom, som givetvis har det på samme måde. Bare med omvendt fortegn.

Vi kan godt lide spil, der giver point for paratviden. Det er nemlig noget så dejligt konkret at kunne blære sig af et korrekt svar på noget, der bare ikke kan diskuteres. Derfor er det af uhyre væsentlighed, hvem man kommer på hold med. F.eks. synes jeg jo nok, at sport er sådan en opreklameret og i virkeligheden temmelig overflødig kategori, men når den nu skal med, er jeg ligesom nødt til at lure på, hvem der er af en anden mening. Ligesom al den naturvidenskab. Den slags er jeg nødt til at have folk til, men så er jeg altså også ret stærk og leveringsdygtig indenfor kunst, litteratur, historie og geografi i de nærmestliggende nærområder.

Når vi spiller spil, er det organiseret kaos. Det gælder ikke så meget om at vinde, som det gælder om at slå de andre oven i hovedet med deres manglende viden–eller ens eget storslåede videnskatalog. F.eks. skal man gerne oplæse spørgsmål, som man selvfølgelig selv kender svarene på, på en særdeles ironisk, nærmest hånlig måde, når man er absolut sikker på, at det gør det svarende hold ikke. Gerne ledsaget af kommentarer om, at her kommer dagens babyspørgsmål. Og får et konkurrerende hold et fuldstændigt forrykt let spørgsmål, som enhver vel kender svaret på, må man prøve at nedgøre det så meget, at de næsten bliver flove over at svare rigtigt. Derudover er det selvfølgelig et stort højdepunkt og en personlig sejr, når et hold ikke kan svare på et VIRKELIG svært spørgsmål, som selvfølgelig er noget i retning af piece of cake for en selv. Så skal man hviske halvhøjt og bedrevidende til sit eget hold og pege lidt af imbecilerne.

Det meste af tiden, når vi spiller, diskuterer vi regler. For vi har nemlig lige så mange sæt regler som antallet af spillere. Regler er absolut til for at kunne bøjes, og den slags sker udelukkende til egen fordel. Hvis man ved, at modparten kan svare på spørgsmålet, kan man jo altid hævde, at det har været stillet før, ligesom man kan gå vildt op i, at svarkortets ordlyd følges til punkt og prikke. Nogle gange er det også legalt at flytte i begge retninger i Trivial, mens der kan opstå akutte situationer, hvor det er nødvendigt at nedlægge personligt veto mod det samme. Hvor mange gange en Bezzerwizzerbrik kan kastes, er et personligt skøn, og hvis ingen andre opdager ens måske en smule overdrevne brug af en sådan, kan man jo bare blive ved. Det sidste sker dog sjældent, for vi vogter virkelig, virkelig nidkært på alle hinandens manøvrer. Ydermere kan svartid forkortes og forlænges–især når det svarende hold formodes kun at have nogle få omveje tilbage, før de når til det, man selvfølgelig selv udmærket har vidst hele tiden. Og når et hold er lige ved at vinde endeligt, kan man jo også påstå, at selve svaret på kortet er helt hen i vejret og totalt forkert. Spilkonstuktører er vel også bare mennesker og tager fejl som alle andre.

Så vi diskuterer mere, end vi spiller. Hvis udenforstående iagttog vores vidensslag, ville vedkommende nok anslå, at et ultimativt familieopgør, som nok kun kunne klinkes igen af hende psykologen inde i TV efter et tiår eller mere, var i gang. Det er så heldigvis ikke tilfældet. Som regel bærer vi kun nag ½ times tid eller indtil næste spil….. Men nogle gange kan vi da godt lige vende tilbage til dengang “du virkelig ikke kunne svare på det der babyspørgsmål”. Gerne, når vi selv er lidt trængt.

Underligt nok kan vi, de få gange om året, vi alle er sammen, næste ikke vente på at gå i gang med at rive hovederne af hinanden på brættet. Jeg er sikker på, en psykolog kunne få overordentligt meget ud af såvel samspil som konstellationer og det ikke altid lige høviske ordvalg. Og jeg tænker nogle gange på, om familier, der omarrangerer forhaver, indgår i lige så mange højrøstede diskussioner. Det gør de såmænd nok.

For det er jo en fantastisk måde at være sammen på. Det er en gen-etablering og meget ofte ny-definering af de altid foranderlige roller i en familie, en masse fælles grin, legalt råberi af hinanden—samt en fantastisk understregning af, at man er SAMMEN om noget. Man er simpelthen en familie….

Og så er der jo spørgsmål og svar, der går over i familiehistorien. Nogle gange de, der var så idiotiske og helt hen i vejret, at de bare MÅ mindes. Andre gange fordi de nærmest var skræddersyede til den/de, der fik dem. Som nu i lørdags, hvor min gruppe måtte svare på: “Hvad hedder den britiske taskeproducent, der har et morbærtræ som logo?”

Det vidste jeg godt!

 

Continue Reading