Den skide, rådne bil. Eller: Hvad kvinder bruger penge på.

Der er mange ting, jeg som kvinde ufortøvet, sådan nærmest henkastet og helt uden ret mange reflektioner, gerne kaster penge efter. Ting, som jeg anser som en del af basal overlevelse og nogle gange–hvis belønningscentret er i akut krise, eller jeg har været rigtig sød og rar–bare skal forkæle mig selv med.

Og så er der andre, hvor jeg nærmest må vende involdene ud på mig selv for at acceptere, at de skal have snablen ned i min pengepung. Hvor jeg får røde knopper og åndedrætsbesvær bare ved tanken og indvendigt laver lange, udførlige lister over ALT det fornuftige, glædelige, pyntelige og somme tider måske lidt frækt unødvendige, disse skrotpenge KUNNE have været anvendt til.

Som nu i går, hvor jeg omsider, efter at have trukket det sådan lidt ud over alle grænser tidsmæssigt, måtte overgive mig til det faktum, at min bil skulle synes og have et eftersyn. Min indstilling til biler er, at den enorme engangsinvestering, man laver ved køb af en sådan, ligesom bør holde adskillige år ind i fremtiden. At en bil holder fra fødsel til død uden den store udenomssnak og unødvendige konfrontationer med værksteder. Den er sgu` da dyr nok. Den bør vel være omkostningsfri, mens man har den. Ellers er det da noget værre juks, de får bikset sammen derude i Japan. Som de burde skamme sig over.

Men nej, sådan spiller karburatoren ikke. Inden man ( i dette tilfælde mig) får set sig om, står de der og vifter med en regning på omkring 10.000 kr. Jeg mener, er det ikke lidt grinagtigt at investere 10.000 i en Aygo? Der er nemlig skiftet bundpropper, bremsevæske, bremseskiver, tændrør, fuldsyntestisk olie og alt, hvad der nok var værd at skifte. Der er også en forfærdelig masse miljøafgifter, og det er helt OK med mig, men jeg spekulerer da på, om man måske bare kunne have nøjedes med at betale miljøafgifter uden alt det overflødige skifteri?

Det gør nemlig ondt, dybfølt og nagende ondt at smide 10.000 efter en skide, rådden bil. Man kunne–selv om man nok skal lade helt være med den slags pjat–sagtens forfalde til regnestykker omkring mængden ( og længden af holdbarhed) af diverse nødvendig beklædning, forlystelser, rejser, bogindkøb og kultur generelt, der kunne gå på et par tændrør. En ting, man i alt fald IKKE skal bedrive mod sig selv, er at opregne antallet af uldsweaters, der går på en bremseklods. Eller kjoler på pr. liter bremsevæske. For slet ikke at tale om madbudget for 2 voksne mennesker i flere måneder, som vel svarer rimeligt præcist til, hvad mekanikerlærlingen skal have i arbejdsløn.

Jeg kender ingen kvinder, der ikke forbander unødvendige bilpenge ad Ford til. Som ikke synes, at de bliver kraftigt berøvede af bilsyn, bremser og friskluftfiltre. Som ikke skumler over alle de tåbelige udgifter til ting, der ligesom virker så unaturligt overflødige. Når man nu kunne bruge de penge på gode, rare, dejlige ting. Eller måske bare på at overleve rent fødevaremæssigt. Jeg smider gerne relativt store beløb i mine yndlingstøjforretninger, når der er udsalg. Eller til lagersalg hos Georg Jensen. Med glæde. Og forventning. Jeg kan også juble over en billig culottesteg og sørge for at købe 5 af slagsen, hvis der er tilbud. Og bære det hele hjem i triumf. Jeg kan også ribbe en Matas og gå derfra uden den fjerneste dårlige samvittighed og føle mig fuldt berettiget til enhver, lille som stor, investering. En god frokost på en restaurant er også et must ind imellem, og jeg betaler gladeligt regningen. Ligesom jeg er storkunde hos Norwegian og andre lignende selskaber, for at flyve ud i verden  må da være en basal menneskeret.

Men at skulle betale 10.000 for en skide, rådden bil! Det er lidt ligesom, når køleskabet eller opvaskeren går i selvsving og til sidst i stå. Når den slags sker, drejer det sig aldrig kun om en slags maskine. I alt fald ikke hos mig. Her strejker hårde hvidevarer altid i bundter, som efter en fælles overenskomst om, at nu har jeg spillet hvidevare- omkostningsfri fandango alt, alt for længe. Så skal der ny vaskemaskine, opvasker og ovn til, og man græmmes helt ind i sin inderste sjæl over at skulle betale for endnu et læs forgængelige hjælpemidler. I øvrigt skyldes den fælles strejke nok primært, at de også havde fælles stå-af-tid sidste gang, så de er indkøbt samtidigt og, desværre, også gearet til samme holdbarhedsperiode. Men alligevel. Det er så overflødigt, så irriterende, så næsten grådfremkaldende at skulle bruge penge på den slags.

Faktisk burde det være sådan, at man på et tidspunkt i sit liv lavede en engangsinvestering i biler, hvidevarer og al den slags nødvendigt pjat, og så var det det. Punktum, finale. Så kunne man, med evig god samvittighed, bruge sine hårdt opsparede penge på de ting, der nødvendigvis SKAL skiftes ud gennem livet. Så som tøj, madvarer, ferierejsemål, biografture, gode middage og virkelig mange andre ting, jeg ikke lige kan komme på, men som er basale for opretholdelsen af et rigtigt god kvindeliv!

 

Continue Reading

En god bog.

Gennem alle de mange år med minimalisme, hvor en såkaldt roman nærmest kunne skrives på 3 sider, skulle findissekeres i op til 37 dansktimer OG tilmed udråbes som stor, stor kunst, sukkede jeg bare sådan efter den gode gamle slægtsroman, den STORE historie, et fremadskridende handlingsforløb og ja, vel også en tilbagevending til selve læseglæden. Nu er perioder i dansk litteratur heldigvis ikke mit kateder eller mit ansvar længere. Jeg kan læse udelukkende for min egen fornøjelses skyld, helt uden tanke for, om det kan “bruges”.

Her er så en af de gamle minimalister, der har skrevet en slægtsroman på 297 sider, en STOR historie med et fremadskridende handlingsforløb, hvor man da er velkommen til (og sikkert også kan fremgrave mange spændende detaljer) at findissekere, men det er absolut ikke nødvendigt. Det er helt fint udelukkende at læse den for sin egen skyld, for det er en god bog.

Vi er i Svendborg–i alt fald til at starte med– i endnu en hippie/økologisk freakramt, dysfunktionel familie i minefeltet 80-erne, hvor det gradvist blev lidt umoderne kun at make love, not war og lidt mere in at tjene rigtige penge. Forældrene Jytte og Holger er, desværre, nogle gange stereotype prototyper på levninger fra 70-erne, mens børnene, især Frederik og Lene, da i den grad dyrker en noget anden tidsånd. Der er lidt proletarisk Grønnegaard over det hele–uden Jesper Christensen som comic relief–men Grønnegaarden lå da vist også lige i nærheden? Af Svendborg, altså. Er der noget, Jytte og Holger i den grad nærmest indædt og medfødt tager afstand fra, så er det penge (undskyld: kapitalisme!) og etableret folkekirkereligion (boliviansk åndemaneri er helt OK), så det giver selvfølgelig en del familiære problemer, at Frederik bliver indbegrebet af en 80-er Yuppie (Young Urban Professional) som børsmægler-gulddreng hos Goldman Sachs ( mindre kan ikke gøre det!) i New York og Lene, selvfølgelig, bliver præst–i Svendborg!

Bogen følger primært Frederik, som efter min bedste overbevisning lige så godt kunne have heddet Hamlet, hvis navne ellers går efter karaktertræk. Scenen hvor han låser den utro (nå, nej, vi ejer jo ikke hinanden!) mor inde sammen med elskeren, kunne Hamlet såmænd også have orkestreret, for idioten låser jo op igen. Han er dog generelt en ubeslutsom, handlingslammet type, der aldrig rigtigt finder sig selv og aldrig rigtigt får taget sig sammen til ret meget andet end at tjene penge. Forholdet til familien er mildest talt elendigt, og den stakkels mand kan ikke engang formulere (end ikke for sig selv) hvorfor. Da han endelig finder sig en grim ( men rig!) kone, håber man som læser på forbedringer, men bogens slutning peger i alt fald for mig frem mod, at hans miserable liv bare tager endnu en rundtur om sig selv. Søsteren Lene er ikke meget bedre. Med en storonanerende, notorisk utro mand (som hun elsker, vist nok) bliver det såmænd heller ikke til så meget….

Men det er morsomt, tankevækkende og meget, meget velskrevet. Jeg kunne dog godt have undværet den fortællerstemme, der ind imellem popper op og foregriber begivenhedernes gang ” Han vidste endnu ikke, at…”, men det er småting. Hovedsagen er jo, at man bare genkender SÅ meget af sin egen historie, sine egne, personlige aktører i samme historie og–ikke mindst–den handlingslammelse, som alle vist på tidspunkter i deres liv har bandet langt væk. Især når det drejer sig om familie.

Den er værd et læs…….. Og lur mig om den ikke ender på filmlærredet. Nogle gange er det næsten som at læse en drejebog, så filmisk er skrivestilen.

Continue Reading

Om melatonin.

De tider er heldigvis forbi, hvor lægerne med rund hånd udskrev benzodiazepiner eller andre afhængighedsskabende stoffer mod søvnløshed og gjorde masser af mennesker til lægeordinerede misbrugere. Eller, det håber jeg da, selv om det nogle gange forlyder, at der stadig findes enkelte læger, der kan overtales til yderligere receptudskrivning på medicin, der UDELUKKENDE er ment til anvendelse i kortvarige, afgrænsede, gerne kriseskabte forløb. Det er jo selvfølgelig heller ikke deres personlige problem, at sovepillerne generelt ved udtrapning giver 1 måneds abstinenser for hvert år, de har været anvendt. Den abe sidder et andet sted.

Men det er jo stadig et faktum, at mange mennesker har svært ved at falde i søvn og at sove generelt. Og at ens nattesøvn er noget af det kostbareste, man har. Det er så her, melatonin kommer ind. Så dette indlæg er en skjult reklame for et produkt, jeg selv anvender, og som indtil nu ikke er påvist som skabende bivirkninger eller afhængighed. Tværtimod. For de fleste virker det bare!

Melatonin er et naturligt stof i mennesket, men med alderen bliver vi desværre dårligere og dårligere til at producere det. Se blot på sovemønstret og antallet af sovende timer hos teenagere og sammenlign med ældre mennesker. Melatonin kan fremstilles syntetisk og fungere som supplement eller optopning til det naturlige. Således at man simpelthen sover bedre og længere ved indtagelse af det. Det bruges også som (fremragende, baseret på egne talrige erfaringer!) middel mod jetlag. Især på lange flyvninger østpå, hvor man jo nærmest skal have døgnrytmen til at sove på forskud for at passe ind.

I Danmark fremstiller man melatonin, men det er stadig receptpligtigt. Dette skyldes tilsyneladende, at der ikke er tilstrækkelige beviser for dets virkningsfuldhed–IKKE at det skaber bivirkninger og afhængighed. I mange andre lande kan det frit købes på alle apoteker, og i Spanien og USA står det sågar på hylderne i supermarkederne side om side med andre naturmedicin- og helseprodukter. Til en pris på omkring 6 Euro for 30 tabletter i Spanien. Tilsyneladende er det så påvist, at det virker på amerikanere, spaniere, italienere, polakker og alle de andre nationaliteter, der godt må. Der må være noget med danske gener……

Anyway, det virker på mig! Jeg sover som en sten og vågner dejligt udsovet de aller-allerfleste morgener. Nu er det jo ikke et stof, der bør indtages hver dag/aften, men et stof der skal bruges til optopning af de slunkne reserver. Oftest tager man pillerne i 5-7 dage og holder så en pause, indtil man kan mærke, at der lige skal fyldes på igen. Jeg hører nogle gange, at ofre for søvnløshed begynder med stoffet og så giver op efter kort tid. For det virker jo ikke! Logisk nok, hvis reserverne i kroppen er så langt nede, at man umuligt kan sove, så skal der vel en relativt lang opfyldning til, inden der overhovedet er en virkning.

Når jeg er ude at rejse eller på arbejde i udlandet, hvor det er uhyre vigtigt, at jeg er frisk og udsovet, er melatonin min lille ven. Jeg starter nogle dage før rejsen, og kan næsten mærke, hvor mere og mere forbandet godt jeg sover. Og til forskel fra de meget få gange i mit liv, jeg har taget sovemedicin, er jeg fuldt udsovet, frisk, ugroggy og fuldstændig sove-tømmermandsfri næste morgen.

Selvfølgelig er det sikkert individuelt, hvordan det virker på den enkelte. Dette er en strengt subjektiv udlægning af melatonins velsignelser, som udelukkende tager udgangspunkt i mig selv. Der er givetvis andre, der har helt andre erfaringer. Men det er da forsøget værd–i det mindste. Især hvis alternativet er afhængighedsskabende benzoer–eller aldrig at få sovet ordentligt!

Continue Reading

Om det stolte moderhjerte!

Så går man lige ind på Politikens digitale forside for at tjekke, om der er noget, der er værd at læse. Og rammes med en børnepil lige ind i moderhjertet af en tegning, der sådan bare, i ens egen optik, stjæler ethvert fokus fra udenrigspolitik, forbrydelser og dagens gang. Jeg VIDSTE bare, det var datterens værk. Man kender sit afkom på stregen, gør man.

Så bider man sig selv lidt i læben og fortæller moderhjertet, at det her, det er da ikke noget, der skal flæbes over. Akkurat som alle de andre gange, man voldbed moderlæberne for at undgå at gå i storgråd offentligt. Som til forårskoncerterne i folkeskolen, hvor ens umusikalske afkom fik lov at synge næsten solo og falsktog en Kim Larsen, som når de vandt flækkemesterskaber i skoleskak eller en grim præmie for at svømme hurtigst. Som da de blev studenter eller måske endda fik et legat eller to på vej gennem uddannelserne. Og alle de andre gange. Hvor man har stået der og følt sig så moderstolt, at man næsten ikke kunne rumme det. Var ved at gå i stoltheds-krampegråd, fordi det sivede ud af alle de sprækker, man havde, og man var totalt forsvarsløs overfor at skulle fortælle omverdenen, at det altså var et af ens livs oplevelser at slæbe en megagrim pokal med hjem.

Jeg tænker tit på de stakkels forældre, hvis børn deltager i diverse talentshows. Jeg tror ikke, jeg turde. Tænk at sidde der og bare svømme over af stolthedstårer, sådan nærmest bade samtlige tilskuerpladser i syndfloden, bare fordi ens afkom er i fokus. Jeg kan ikke helt præcisere det, men måske synes jeg, det er superpinligt, hvis det drejer sig om mig, men ret sødt, når det er andre.

For den ligger der jo endnu, den tillærte beskedenhed fra barndommen. Det skulle jo nødigt være, man skulle jo nødigt tro, man var noget ( i alt fald ikke mere end andre!),man skulle jo nødigt synes, sådan noget var noget særligt—–og din barndom skal komme efter dig!

Herregud. Det er jo ikke andet end forsiden på Politiken. Tør nu de tårer væk, mor! Eller: Smid den barndom væk og indrøm, du er et menneske!

Continue Reading

Om at kende typen. Eller: Hvad er det for noget med de bølger?

Jeg er ikke flov over at indrømme, at jeg ser Kender du typen, hvis jeg har mulighed for det. Engang var jeg ret vild med Mads Steffensen. Det er sådan lidt for nedadgående, for det er ligesom, i alt fald jeg er lidt Steffensensk overmæt, lidt stopfodret med de voksnes bedste alternativ til Bamse og kylling, der på sin joviale facon hærger overalt på såvel TV som radio. Men jeg nyder stadigvæk at snage i kendte menneskers hjem. At se “how the other half lives”. Og jeg forundres hver gang over, at kendte alle synes udstyret med et fænomenalt oprydningsgen ( måske er det lige præcis derfor, jeg ikke er kendt??), og at jeg nok aldrig har set så mange renskurede køleskabe. Render deres rødbedesaft da aldrig? Og hvad gør de egentlig ved halvrådne grøntsager? Hvis jeg selv skal sige det, er jeg ret god til at gætte dem. Det er nok derfor, jeg på 117. år dyrker min egen lille private Trivial Pursuit i kategorien Kendis-geografi.

Anyway, i aftes var det Nikita Klæstrup, og hende havde jeg ikke lige gættet. Jeg er nemlig ikke ret god til pseudo-berømtheder. Reality er ikke min spidskompetence, for jeg gider ikke engagere mig i noget, der alligevel er væk og ovre, inden jeg har set mig om. Jeg var godt nok lidt puzzled over den imponerende skopark, hun havde på udstilling, og er så småt ved at overveje at ophænge en enkelt hylde til 3 par Angulus med rågummisåler, som så kan stå til pynt på min personlige stuevæg. Det er da også bare ved at være alt for gammeldags og yt med alle de bøger. Lad os da for Søren få skoene op i reolen i stedet.

Samme Nikita er selvudråbt (meget højt råbt!) ypperstepræstinde for de såkaldte Fjerdebølge-feminister. Nu var jeg da godt klar over, at jeg på stedet kunne identificere 2 bølger i kvindekampen, men jeg havde da godt nok lige misset den der tredje, som jo nødvendigvis må være kommet før Nikatas egen personlige. Altså en logisk start med de gamle suffragetter, der kæmpede for valgret og borgerrettigheder til kvinder og dernæst 60-ernes og 70-ernes kamp for ligestilling og kvinders ret såvel i samfund som familie. Men hvad var så den tredje? Ved grundig research har jeg fundet ud af, at det drejer sig om 90-ernes fokus på seksualitet og definition af kvindekønnet–eller bare kønnet som sådan. Min research gjorde mig, desværre, ikke specielt klogere, men jeg er da nået så langt, at jeg må anerkende, at  70-ernes bortdømmelse af BH-en, slaskepatter og hår på benene ligesom ikke var et væsentligt punkt på kvindeagendaen i 90-erne.

Men hvad er så Fjerdebølge-feminisme? Altså udover udstillinger af 317 par nittede stilletter på stuevæggen? Selvfølgelig har jeg da iagttaget disse teatralske, højtråbende unge kvinder, når de har tilkæmpet sig endnu en omgang 15 minutes of fame i medierne, men jeg har bare aldrig sådan rigtigt forstået, hvad det er, de gerne vil sige. Der har været for meget støj på barhudssenderen. Selv jeg, som kvinde, er blevet afledt af deres udtryk, så jeg faktisk aldrig har fået et indtryk. Det viser sig, at de–primært digitalt–kæmper for det frie valg for kvinder. At ingen skal dømmes for det, de vælger, og at køn og seksualitet er en styrke i sig selv. (Det havde jeg sgu` da lige misforstået. Jeg troede, det var en afledningsmanøvre!) Bar hud og silikonebryster er IKKE en udstilling af seksualitet og flotte former, niks, det er et statement. Et statement om, at man skal have ret til at udstille sig selv og sit køn uden at nogen, nogen overhovedet, skal kunne dømme en for det, man vælger.  Altså selv hvis du får et par velvoksne silikoner lige op i fjæset, så er fejlen udelukkende din, hvis du misforstår det som værende noget, der ikke intellektuelt har en videnskabelig og kvindepolitisk betydning.

Måske er det fordi, jeg selv er så umådelig dated, fordi jeg var med, da BH-smidningen og den manglende barbering af det, man dengang kaldte “uønsket hårvækst”, var en del af agendaen. Men jeg er ikke helt med. Jeg har tilsyneladende fuldstændigt misforstået det, som jeg personligt ser som en overdreven og nærmest usmagelig udstilling af kvindelige attributter i teatralsk indpakning. Meget sparsom indpakning. Kan det virkelig passe, at jeg er totalt lost overfor den overordnede politiske mening omkring at være halnøgen og halvbonderet? Og at jeg på en forfærdelig ronkedorisk måde bliver fuldstændigt afledt fra det talte budskab, fordi jeg bare stirrer på udstillingen? Jeg kan simpelthen ikke høre, hvad de siger, for bare maveskind og piercinger.

Men så kan jeg jo sole mig lidt i, at det nok heller ikke, overhovedet, er mig, de prøver at kommunikere med. Jeg er alt, alt for trekvartgammel. Jeg var med i 70-erne, og de ting, vi dengang kæmpede for og for det meste også opnåede, er sådan set godt nok for mig. Jeg har absolut ingen intentioner om aktivt at indgå i en fjerde bølge, hvis det indebærer en halvnøgen selvudstilling af rynket hus og mavestriber. I øvrigt er jeg også sikker på, at den klare effekt af noget sådant ville blive, at absolut, virkelig absolut, ingen ville høre, hvad jeg sagde. I øvrigt er jeg da helt enig i tesen omkring, at man ikke skal dømmes for det, man vælger. At alle har ret til det frie valg. Men man kunne måske også vælge, at netop DET budskab blev kommunikeret ud. Jeg vil nødigt stå som fortaler for at “dømme” disse pseudo-feminister på deres fremstillingsfacon, men som en, der har arbejdet med kommunikation det meste af livet, vil jeg særdeles gerne tage afstand fra den fremstillingsform, de har valgt. Den virker nemlig ikke! Der er alt for meget støj på linjen.

Og sådan lærte jeg endnu en type at kende takket være bamsefar hos ny-feministen. Nu vil jeg i gang med at raide hjemmet for Angulus med rågummisåler og finde en passende plads mellem Hemingway og Shakespeare inde i reolen. For så kan jeg måske også kalde mig up-to-date-ny-feminist, for jeg har helt selv valgt de snørestøvler, der skal udstilles. Og ve den, der dømmer mig for det!

 

Continue Reading

Om at være en ublødbar kvinde.

Selv om tiden tilsyneladende læger mange sår, også de blødende, så kan jeg godt huske det endnu. De månedlige minusdage, som Tampax påstod at kunne gøre til plusser, og alt det besvær, alle de udgifter og al den beskyttelsesmæssige logistik, der hørte med. Mine minder om menstruation er ikke traumatiske. De er bare reduceret til en erindring om et bump på vejen, jeg heldigvis for længst er kørt over.

Og al den snak om en skrækindjagende, hedeturende, hormonbefængt, såkaldt “overgangsalder” blev for mit vedkommende kun ved snakken. Den var i alt fald–hvis den var der–betydeligt  mere smertefri end alle de blodige år. Som selvfølgelig, biologisk set, var nødvendige, (og jeg er sandelig meget taknemmelig for de æg, der udviklede sig til børn i mig), men ved Gud også var dødbesværlige.

Så man skal faktisk glæde sig til at gå i blødningsfri tilværelse. Det giver en kvindekrop langt færre ubehageligheder. For det første kan man have al den  graviditets-præventionsmæssigt ubeskyttede sex, man overhovedet har lyst til. Der kommer alligevel ikke uønskede graviditeter ud af den. Det løb er kørt ud af ens krop. Og så er vi endda heldige, os i min generation. Vi tilhører den allerførste af samme, der helt legalt kunne adskille formering og sex. Alle tidligere generationer måtte enten ty til illegale midler, eller måske endda, når der var tydelige konsekvenser, opsøge endnu mere illegale kvaksalvere. Vi havde p-pillen, som vi uhindret kunne stoppe i os. Jeg vil nødigt stå som fortaler for pillen, medicinsk betragtet, for den har sikkert stadig mange uønskede bivirkninger, men faktum er dog, at sex og graviditeter absolut ikke var så uløseligt forbundne som i samtlige tidligere generationer. Måske er det i sig selv også en af de største igangsættere for selve kvindebevægelsen og kvinders oprør mod gamle kønsroller. I alt fald falder legaliseringen af pillen historisk præcis sammen med kvindebevægelsens markante begyndelse.

For det andet er man netop fri af den pille. Og fri af alt det andet præventionslort, rent økonomisk. Og logistisk. Man skal ikke tilrettelægge sine toilettasker, så alt er husket, forny sine recepter og huske at gå på apoteket. For det var jo det, vi gjorde. Vi kvinder. På besynderligste vis faldt risikoen for enhver form for uønsket graviditet, uden egentlig diskussion, lige ned i vores livmoder. Vi påtog os–eller de fleste gjorde i alt fald–fuldstændigt diskussionsløst ansvaret for alle de uønskede sædceller. Uden at kategorisere nærmest amazoneagtigt tror jeg, at de fleste mænd bare regnede med, at det var vores afdeling. Og det var det jo også, på allermest bogstavelige facon. Det var i alt fald VORES krop, der blev gravid, hvis VI havde glemt præventionen.

For det tredje var alt det blod faktisk en  månedlig økonomisk udgift i ikke helt lille omfang. Ikke blot til pillerne, men også til al den beskyttelse mod det uregerlige blod. Der skulle på ethvert tidspunkt være et lager af bind og tamponer i huset, og det var ikke billigt. Man slæbte, i tilfælde af gode tilbud, kassevis af blodsbeskyttelse med hjem og købte sig arm i udvalg af bind til alle blødningstyrker. Da jeg var ung, var det faktisk også sådan, at man altid fik en æske tamponer eller en pakke bind pakket ind i en brun pose ved købmanden. Så var der da ingen, der var i tvivl om, hvad man havde købt. Men verden ( og mænd) kunne selvfølgelig foregøgle sig selv, at kvinder ikke blødte. Ikke ret meget, og meget sjældent, og kun i forbindelse med de der børn, altså. Ikke at forglemme udgiften til det tøj, man fik ødelagt i bare disrespekt for møgblodet. Især da man var ung og ikke helt professionel bløder endnu.

For det fjerde krævede al det blod en god, feminin logistisk.  Ingen dametaske uden det der lille nødlager af efterhånden mere og mere grågrumsede tamponer, HVIS….Sådan til nødstilfælde. I højrisikoperioder havde jeg også ekstra underbukser i et specielt rum i min skoletaske. Det var heller ikke altid specifikt morsomt at skulle til noget, der vi virkeligheden VAR morsomt den der første menstruationsdag. Man var sur og uoplagt og i virkeligheden meget mere optaget af sit eget underliv end af verden udenfor det. Ville i grunden meget hellere blive hjemme og dyrke sit blod og sin søllehed.

Så det er en befrielse–på utallige områder–at det blod er ophørt med at rende. Det er nok så viseligt indrettet, at det er den belønning, vi kvinder får for at have levet med det i så mange år. Vi skal bare bruge vores ungdom på at bløde igennem, og når den så er overstået, og vi sådan er blomstret lidt af, så kan vi boltre os i al den sex, vi lyster og alle de mange penge, der ikke længere skal smides efter tamponer, bind og p-piller. Vi får også ekstra plads i vores tasker og slipper for uforvarende at hive en nusset Tampax, der både er ude af sin indpakning og halvvejs ude af sit hylster med op af tasken, fordi den har viklet sig om vores børste. Jeg er overbevist om, jeg ikke er den eneste, der uforvarende har villet rede mig med en børste, der ligesom havde en grumset, aflang vatklump med snor i hængende mellem tænderne.

Endelig skal det fastslås, at jeg i alt fald ikke kender nogen kvinder, der føler sig mindre feminime af at være sat ud af blød. Tværtimod. Det er en lettelse, og nu har vi fået overskuddet ( både fysisk, psykisk og økonomisk!) til at tænke på andet end at undgå at bløde igennem og få utallige uønskede børn!

 

Continue Reading

Om hvorfor jeg er vild med Saga Norén.

Jeg ser næsten udelukkende Broen for Saga Noréns skyld. Og er i øvrigt ret kold overfor, om det er IV eller IIII sæson. Personligt har jeg middelmådigt styr på mine romertal, men blander mig helst udenom andres kunstneriske frihed.

Saga er ufortyndet, ufiltreret menneske. Hun siger alt det højt, vi andre tænker lavt. Det er, i mine øjne, utroligt befriende. Udover altså også at være lidt pinligt ind imellem. Men alligevel sådan på kanten af det bagvendte ønske om “Bare jeg også havde en form for diagnose, så jeg kunne retfærdiggøre at sige den slags ting højt”.

For mig repræsenterer Saga et værdigt våben i kampen mod overflødige ord, eufemismer ( at  omskrive det, man ikke kan få i sin mund, f.eks “at hejse det røde flag” om menstruation) og unødvendig udenomssnak. I mit liv står jeg alt for ofte overfor mennesker, hvor jeg kan være i tvivl om, hvad de egentlig mener. Enten fordi det hele pakkes ind i alt, alt for mange ord og omveje, eller fordi jeg fortvivlet står tilbage med en følelse af, at vi ville være nået et helt andet sted hen, hvis de bare havde været ærlige og sagt deres uforbeholdne mening. Mange mennesker er sande mestre i al filtrere, nærmest krypetere, deres udtalelser. Og andre igen kan ikke sige noget som helst uden en sand overflod af ord, ord, ord.

Det er noget med at vide, hvor man “har” andre mennesker. Hvor de står, hvad de er, hvordan de tænker. Hos Saga er man aldrig i tvivl. Hun er, står og tænker lige præcis det, der kommer ud af hende. Ydermere er hele hendes tankegang præget af en stringent logik, der møver sig gennem livet uden nogen form for gen- eller omveje. I aftes bl.a. flg. logiske slutning. “Jeg er gravid. Jeg vil ikke have barnet. Du vil gerne have et barn. Derfor føder jeg det barn, så du kan få det. Færdigt arbejde!”

Problemet med Saga er blot, at omveje, eufemismer, misforstået venlighed og ordmæssig indpakning er så indgroet en del af vi andres sociale omgangstone, så kulturel en kode, at vi føler os stødte på vores egen overdådige emballering med ord af dette ukrypterede menneske. Det er, desværre, blevet pinligt, hvis nogen siger den direkte, barske sandhed eller bare afslører deres inderste tanker. Det må man ikke. Der er et kolossalt enormt, kulturelt betinget kodeapparat for, hvad man kan–eller må–sige, uden af blive stemplet som outcast eller diagnosemoden. Man er altså kun socialt acceptabel, i vores samfund, hvis man formår at dække sine meninger og sandheder med et i forvejen nærmest aftalt skjold af overflødige ord.

Det er derfor, Saga er så befriende. Hun er totalt uden skjolde og forsvar. Hun siger bare det, hun mener, tænker og føler. Det er selvfølgelig også derfor, Saga “kun” er en fiktiv karakter. Sådan et følelsesmæssigt nøgent menneske ville ikke kunne begå sig ret længe i virkeligheden. Hun ville blive mast i vi andres flomme af ord og uskrevne konventioner for, hvordan man pakker sit inderste selv ind i millioner af overflødige ord. Og ord.

 

Continue Reading

En god serie.

The Crown. Netflix.

Altså, hvis man nu er anglofil sådan bare til husbehov ( og det er jeg, i skyskaberhøjde), synes, at halvhistoriske udstyrsstykker med masser af pomp, pragt og flotte kulisser er en æstetisk nydelse ( og det gør jeg), er fuldstændig forblændet af britiske skuespillere og synes, de er de bedste og mest veluddannede i hele filmverdenen (og det gør jeg) samt har en grå januareftermiddag at forholde sig til, så er redningen her: The Crown.

Det er jo langtfra nogen ny serie, så jeg er helt på det rene med, at min serienyhed er ca. lige så dated som mig selv. Men det kunne jo være, at der var andre, der heller ikke var hoppet på endnu. Det kan selvfølgelig altid nås, men hvorfor vente? Januar er jo lang endnu.

Det er, især, en nydelse at se fantastisk vellykket personinstruktion og særdeles autentiske-lignende kulisser i denne serie om det britiske kongehus. Kors, hvor må de have bygget mange indendørs slotsinterørs! Og så er selve det historiske råmateriale jo også sprængfyldt med celebre skandaler og interessante personer. Kun en nævnt her: John Lithgow ( som i øvrigt ikke engang er brite) er intet mindre end fænomenal i rollen som Winston Churchill. Han overtager simpelthen både serie, scene og seernes følelser, når han er på. Sikke en præstation!

Det, der også er så tiltalende, er, at nok følger man primært Elizabeth og hendes nærmeste familie–sådan også nede og rode i lidt snavs ind imellem, men kun på Billedbladsniveau– men serien giver faktisk også et interessant billede af et England, der var og den politiske situation i samme.

Indtil videre er jeg kun nået til først i 50-erne. Så jeg ved da heldigvis, at der er masser af skandaler i farvandet. Dem vil jeg glæde mig til. For når det hele er så smukt, begavet og professionalt udført, kan man vel godt tage et par skilsmisser og elskerinder i dacapo!

En rigtig januarserie. Kan anbefales til at gøre en grå måned lidt mere farverig!

Continue Reading

Januarlørdag.

Findes der overhovedet noget mere afdødt, trist og direkte depressionsfremkaldende end et dansk parcelhuskvarter fra 70-erne en lørdag i januar? Uden ret meget liv, for hvad skal vi gå ud efter? Uden nogen sol, for den har været gået sin vej nogle måneder, og har ikke sådan lige intentioner om snarlig returbillet. Uden nogen troværdig sne, for den, der faldt, har vi brugt, eller også er den gået samme vej som solen. Uden nogen form for blomstrende, optimismeskabende vegetation, for hvis man selv var en blomst, var man sikkert også bare stået af og blevet i jorden.

Januarlørdage i parcelhuskvarterer fra 70-erne ( og sikkert også dem fra alle de andre parcelhusårtier!) er en fejl i årsplanen, et unødvendigt og totalt overflødigt hul i kalenderen, som bare skal overleves. Umiddelbart ser jeg 3 muligheder, samt en 4., som jeg absolut ikke har den fjerneste lyst til.

Man kan jo have været så heldig, at nogen har inviteret en til noget opløftende, noget ujanuarligt. Som nu i morgen, hvor jeg skal til brunch hos en fødselar, der tydeligvis også har set det store potentiale for glædesskabelse ved at slå en januarsøndag ihjel for en masse udvalgte mennesker. Ellers må man jo selv være påhittelig. Kaste sig over museer, udstillinger og alskens kulturtilbud. Jeg er sikker på, januar er årets boommåned for de fleste indendørs museer, uanset udstillingernes karakter. Vi kommer der såmænd ikke primært for den (altså udstillingen), vi skal bare ind i et andet hus end vores eget og se andre ting end vores egne. Endelig kan man gå i stolehi med en god bog eller en alenlang tv-serie. Tænde op i pejsen, spise en forfærdelig masse slik og lade som om, januar udenfor er gået væk midlertidigt. Det er oftest den løsning, der ligger lige til mit højreben. Nok fordi den absolut intet kræver af mig. Udover at holde ilden vedlige og stoppe E-stoffer i hovedet. Den fjerde mulighed er, –selvfølgelig, og jeg ved det godt– at gå i krig med alle de projekter, der har været på stand-by i årevis. Rydde op, primært. Det afholder jeg mig dog fuldstændigt fra. Af den simple grund at man ikke unødvendigt behøver at lave en dobbeltjanuar, en januar i anden potens. BÅDE shitty, lysforladt måned OG gøremål, der i forvejen dræber den mindste solstråle.

Nej, januar er en killer. Den burde afskaffes. Især nord for Alperne og i parcelhuskvarterer fra ethvert årti.

 

Continue Reading