Gospel gudstjeneste i Harlem.

En åndelig og musikalsk oplevelse, som gør et stort indtryk.

Især pastorindens i den blå, tætsiddende kjole. Hun swingede på mere end en måde, men selvfølgelig primært med sin store stemme.

Det er sådan nogle øjeblikke, man forstår, at forholdet mellem mennesker og deres Gud ikke blot behøver at være tamt, stille og ydmygt.

Continue Reading

Waldorf-Astoria.

Det er så her, “the other half lives”. Godt beskyttet af en hær af dørmænd og generel luksus.

Det kunne jeg også godt få råd til. En enkelt nat. Så jeg vælger at prioritere lidt anderledes og tage nogle andre oplevelser i væsentligt længere tid i stedet.

Men sådan er vi jo så ferieforskellige…….

Continue Reading

Rockefeller Center.

Så stås der på skøjter midt i New York foran det ikoniske Rockefeller Center. Det er her, det store juletræ også står. Det, der er med i enhver amerikansk julefilm med respekt for sig selv.

I dag skal vi også have sne og et betragteligt antal minusgrader. Det behøver vi overhovedet ikke, men vejret herovre er tilsyneladende lige så omskifteligt som antallet af tilskuere til præsidentindsættelser.

 

Continue Reading

Tårnet.

Trump Tower ligger i den fine ende af den lige så fine 5th Avenue. Indeni ser der sådan ud. Udenfor står stærkt bevæbnede vagter og sorterer nidkært, hvem der kan få indgang til paladset.

Man skal så lige huske, at det ikke er præsidenten selv, de bevogter. Det er udelukkende hans ejendom og penge.

Continue Reading

Lidt tekniske problemer.

Internetforbindelsen på mit New York hotel i den absolut mest økonomiske ende af turistklassen, er mildest talt shitty. Men her (forhåbentligt) et billede af, hvor smukt der kan være i den ældste del af Harlem. Det er nemlig altid både rart, sundt og tankevækkende at få udfordret sine fordomme.

Continue Reading

Sæsonen starter. Eller: Rejsen til Amerika.

Det er tidlig, tyst morgen, og verden er slet ikke vågnet endnu. Jeg bor ikke i “the city that never sleeps”–her hos mig passer vi seriøst vores nattesøvn.

Men jeg kan ikke sove længere, for i dag starter sæsonen. Disse dejlige måneder, hvor verden berejses og besejres, og hvor der skal opleves nok til at overleve en lang, mørk vinter på. Cirkushesten her er helt klar og i den grad beredt til at indtage den globale manege. Det har den såmænd været alt for længe, så der er blevet rodet godt op i savsmuldet. Den kan næsten flyve på sine egne forventninger hele vejen over Atlanten til New York, men har booket et sæde for at kunne sidde lidt ned samt se en masse gode film– og det sidste er absolut ikke det mindst væsentlige.

Alt det hullede og lettere afdankede indertøj er pakket, for når man fattigrøvsrejser med håndbagage til det ultimative indkøbsmekka, må en del beklædning afgå en stille død i en hotelskraldespand til fordel for nyindkøb, der kan fylde kufferten hjemad. Så længe man er pæn udenpå, går det vel også, og med min indkøbs-selverkendelse ved jeg også godt, at det ikke tager mange dage, inden jeg er ny fra inderst til yderst i adskillige lag.

Og hvis jeg spørger mig selv om, hvad det lige er, jeg glæder mig så forbandet storslået til, så er det nok at vise 13 andre mennesker den fantastiske by derovre. At få den hamrende puls ind under deres hud også. At bruge timevis på at støve fund op i Century 21, at høre kuldegysende gospel i Harlem, at slentre ad The High Line og se ind af folks vinduer, at spise megasandwich sammen med alle politimændene på Katz, at sejle rundt om Manhattan og håbe på at få den guide, der hedder John, at gå over Brooklyn Bridge for at sidde på en bænk ved den danske kirke og bare indtage skyline i metervis, at være ved at revne af stolthed over, at mit lille land er så rigt repræsenteret på MOMA, at gå i mindetrance foran Dakota Building og tænke på både John Lennon og Rosemary`s forbandede baby, at spise Michelinmad til spiselige priser på Babbo samt at finde Burger Joint og BIGs skyskaber, hvor jeg aldrig har været før. Og alt det andet.

Så nu tager jeg den første bid af de 15 rejser, der ligger i min sæsonplan. De fleste går til Irland som guide for et rejsebureau, og det passer mig strålende. Tænk at være så ualmindeligt priviligeret, at man er ved at sprænges af glæde over at skulle på arbejde. Det burde være mange flere mennesker forundt. Jeg er–og prøver at lade være med at blive alt for højtideligt, patetisk overstemt–dybt taknemmelig.

 

 

Continue Reading

Min lejlighed. 1979.

Der var fest i min lejlighed i Århus, der i 79. Jeg kan endda huske hvorfor. Vi havde været oppe i fonetik ( lydlære), og de fleste var meget fortrøstningsfulde omkring at bestå. Undtagen mig. Jeg vidste godt, at min minimale indsats og min totale mangel på engagement i netop det fag ikke lige var bestågrundlag. Og jeg fik ret.

Men det er en anden historie. Billederne her er sjove, fordi de viser så mange detaljer om den tid. Personerne (som jeg vist stadig kan huske navnene på–ellers kan jeg bare tjekke en liste over pensionerede engelsklærere) er generelt klædt i overalls, striber og tern. Det var vi jo. Og håret var enten langt eller kort. Det var all-in på den ene eller den anden front. Det meste af tøjet var sikkert indkøbt hos den navnkundige butik Sophie nede på Pustervig. Den ligger der endnu, men specialiserer sig nu primært i festtøj og har altså ikke sådan helt den samme status som dengang, da man sparede flere måneder af sin SU for at kunne erhverve sig en af de der stribede T-shirts og komme til at ligne alle de andre.

Og vi drikker øl af flasken. Ingen dåser her. Heller ingen vin eller spiritus. Det brugte vi ikke. Til gengæld er der cigaretter og askebægre på bordet, for vi pulsede løs indendørs, og der var ikke en eneste fanatiker, der så meget som satte spørgsmålstegn ved det. Det eneste hensyn, vi vrangvilligt tog, var at lade være med at ryge, mens andre spiste. Som regel. Det ser ud som om, maden har været den sædvanlige sammenkogte ruskumsnusk, og så har vi fået salat til. Sikkert med overvældende mængder af kinakål. Det smagte af luft og halvsure tæer, men KORS, hvor det rakte!

Farverne er så tidstypiske, så det næsten gør ondt. Basalt har alt en farve. Altså ALT. Orange, gult og brunt er, om man så kan sige, relativt dominerende, og kun reolen fra Trævarefabrikkernes Udsalg og det lille sofabord har undgået den store tiltvætning. Den reol var i øvrigt genial, for den kunne i en uendelighed udbygges og kombineres. Jeg har den endnu. Den står nede i kælderen med alle de bøger, der også blev født samtidig og hedder noget med sen- eller monopolkapitalisme, er orange i håbløs indbinding fra Fagtryk eller bare agiterer for sidegrene af kvindebevægelsen. Jeg kan ikke smide bøger ud–det er en karakterbrist, men overkommeligt, så længe jeg har en gildesal!

Den lille keramiklampe over sofabordet har jeg selv lavet som et af mine eneste færdiggjorte kunstværker i formning, som det hed dengang. Lampen over bordet er indkøbt i Gloucester og slæbt hjem det meste af vejen oven på mit hoved, fordi jeg havde så meget andet, der skulle med hjem. Plakaterne ligner Breughel og Seurat, og det er de sikkert også, for de var ret moderne dengang. Ellers kan jeg se, at min vægudsmykning primært består af hjembragte souvenirs, og her mest dominerende et tæppe (?) flankeret af en tallerken fra studieturen til Rumænien i 3g. Dengang hang vi nemlig vores souvenirskatte op på væggene. Det var vores måde at signalere en spirende globalisme–eller i alt fald, at vi havde været en tur udenfor Århus. Men ikke mange.

Bøgerne siger mig også en smule. Der er engelske fagbøger, som jeg selvfølgelig har endnu, men også den obligatoriske samling af Hvem, Hvad, Hvor, som min far begavede mig med hver jul. Dem har jeg så til gengæld mistet undervejs, men jeg tror godt, jeg ved, hvor jeg sidst så dem. Jeg ved også, at jeg med lethed vil kunne erstatte dem i enhver genbrugsbutik. Sjældne er de vel næppe.

Bordet og Ruska har jeg også endnu. De er nogle af de ting, der er blevet nedfremmet til sommerhuset. Så der er da i grunden temmelig mange ting, der har været en del af mit liv i 40 år. Det er måske en mulig tilgang til en forklaring på den hoarding, der præger mit hus?

PS. Og hvis du finder dig selv på billederne, så skriv lige, ikke?

Continue Reading

En god film.

Simon og egetræerne. DRK. 20.00.

Svenskerne kan bestemt også lave andet end de evindelige krimier, vi nærmest får serveret som godnatmord hver aften. Så hvis der er tid til overs i aften, så er her et noget andet bud på en svensk film. Her nedbringer de ikke befolkningstallet i Sverige med samme hastighed som i hverdagskrimierne.

Vi er under og efter 2. verdenskrig, og spørgsmålet om etnicitet (selvfølgelig jødisk) er ret dominerende i filmen. Filmes hovedpersoner er de 2 drenge, Simon og Isak, hvis liv vi følger et antal år under og efter krigen. De kommer fra særdeles forskellige familier og økonomiske kår, men viser sig at have en del mere til fælles, end de umiddelbart troede. Deres drømme og håb for fremtiden er også forskelligartede, men heldigvis viser det sig, at når familierne står sammen, så er der (næsten) uanede muligheder i livet.

Det er en flot og velspillet film. Den er lang–måske også for lang, og ind imellem lidt ujævn. Men man kan tydeligt se, at det er en af svensk films store satsninger, og at den langt hen ad vejen også går rigtigt fint og følsomt hjem.

I alt fald er den bestemt værd at se!

Continue Reading

Om musicals.

På bordet foran mig ligger 2 musicalbilletter. En til Cats på Broadway på næste lørdag og en til Grease i Oxford 1. april. Det er mine små skatte. Min ultimative glæde og begejstring.

Nu er det ikke første gang, jeg ser de to musicals. Langtfra. Jeg ser dem igen og igen, og det vil jeg sikkert blive ved med, til jeg når en alder, hvor det at se musicals er uden for rækkevidde. Jeg ser også andre end dem, og jeg er lige glad hver gang.

Desværre er jeg født uden operagenet, og selv om jeg utallige gange har afprøvet, om det nu (stadig) var rigtigt, så må jeg konkludere, at opera bare ikke ringer hos mig. Jeg er vildt misundelig på de, er forstår at nyde og værdsætte den kunstart, men den preller altså bare af på mig.

Men musicals! Ikke bare sangene (som jeg vel efterhånden kan udenad!), men også alt glimmeret, dansene og hele halløjet. Jeg sidder med åben mund og indtager store stemmer og flotte benspjæt. Det risler mig behageligt ned ad ryggen, når udførelsen er perfekt, og jeg får store anfald af gåsehud, når bestemte numre synges. Især Memory. Eller Don`t Cry for me, Argentina. Så går jeg i indre musicalselvsving.

Det kan godt være, at de fleste musicals har en handling, der kan nedskrives på 3-4 linjer, og at livets store spørgsmål sjældent bliver sat til debat. Men det er jo slet ikke det, det drejer sig om. Det her er udelukkende ultimativ underholdning for min sangsjæl og visuel fordybelse for mine øjne. Jeg har helt og aldeles fri fra livet i 3 timer og nyder bare at være tilskuer til et spektakulært show, som jeg ikke engang behøver at deltage i. DET er stort.

Og ja, det koster noget. Men der er, helt ærligt, så mange andre konti, jeg med glæde spinker og sparer på for at få disse oplevelser med. Akkurat som dem, der samler på så meget andet–så samler jeg på musicals.

Continue Reading