Om telefonpli.

Det er snart mange år siden, at det at træde ind i et klasselokale fyldt med elever indebar at træde ind til infernalsk larm, højlydt tøsekaglen og et rimeligt højt antal drenge hængende i gardinerne. De sidste år har det at træde ind i et klasselokale indebåret nærmest total stilhed, forudsat at man ikke lige medregner den evigt underliggende elektroniske summen. I stedet for at træde ind til livsbekræftende, kollektiv larm, træder man nu ind til individuel stilhed. I stedet for at skue ud over en flok glade ansigter ser man nu bare en mellemstor, metalgrå æbleplantage, hvor ansigterne altid er skjult bag de skærme, der fremviser det evindelige halvspiste æble. Og neden under bordene kan man tydeligt se mobilerne. Det er nemlig overhovedet ikke noget problem for den generation at multitaske elektronisk.

Det er kun få år siden, at det at træde ind i et rum fyldt med mennesker på min alder indebar at træde ind i en næsten lige så infernalsk larm, højlydt damekaglen, men nok ikke så forfærdeligt mange ældre herrer hængende i gardinerne. Den tendens er tydeligt på retur, og vi begynder mere og mere at opføre os som de unge. I en sen alder er vi ved at gro en ekstra ekstremitet ud: vi er simpelthen ved at udvikle en ny mobilarm.

Indbyrdes samtale og mobilbrug er omvendt proportionelle. Jo mere, man samtaler, desto mindre bruger man mobilen. Og omvendt. I vores alder findes der flere “skoler” omkring mobilbrug. Deres udstrækning og ideologi strækker sig helt fra åbenlys boykot af enhver form for elektronik til de, der nærmest kun kan kommunikere med andre via tingesten. Det er dem, der hvert 5. minut gladeligt oplyser helt uskyldige familiemedlemmer om “at nu står de altså i Netto” og (senere) “har købt en liter mælk”. Efter min mening burde de straffes hårdt for den helt basale misforståelse af, hvad man egentlig bruger en telefon til.

Anyway, hvad folk bruger deres mobil til, er sådan set overhovedet ikke mit problem. Jeg kan bare håbe for fanatikerne, at de har et fornuftigt abonnement. Derimod ER det mit problem, HVOR og HVORNÅR de bruger den. Som alle ved, gør afsendelse og læsning af tekstmeddelelser et eller andet mentalt uheldigt ved folk. De bliver fraværende og ænser næppe andre menneskers tilstedeværelse i det rum, hvor de ( vil jeg lige påpege) faktisk fysisk befinder sig-med kroppen, altså! Som tilskuer får man sådan en fornemmelse af, at nu er al kontakt til det menneske, der rent faktisk sidder klinet til ens lår totalt og uigenkaldeligt afbrudt, mens det lige tager sig en tur ud i cyberspace sammen med et andet menneske, der hverken er tilstede eller har nogen form for fysisk kontakt. Jeg får altid den der fornemmelse af, at ligegyldigt hvor vigtigt en person jeg er i enhver givet sammenhæng, så er den person, der er “inde” i telefonen, ALTID OG UDEN DISKUSSION vigtigere end mig. Hvis jeg er midt en seriøs samtale med telefonindehaveren, så er den aldrig så vigtig som den SMS, der prompte skal besvares.

Det samme gælder til fester. Utroligt som der tjekkes beskeder og andet under gommens bryllupstale. Gad vide, hvad det er, der er så vigtigt? Jeg mener, måske skulle man i virkeligheden have sagt nej tak til invitationen, når der nu er så meget andet, der har førsteprioritet. Så kunne man jo have siddet derhjemme i ro og mag og haft oceaner af tid til at skrive beskeder uden at lade sig forstyrre af hurraråb og bryllupsvals?

Jeg ved ikke, om det er, fordi mange mennesker fuldstændig har glemt sondringen mellem, hvad der er af betydning, og hvad der ikke er. Eller måske bare fordi det ligesom er blevet fuldt legalt, at når man keder sig bare den mindste lille minimale smule, så skal telefonen frem? Never a dull moment?

Med telefonpli mener jeg derfor, at mange mennesker bør tage deres brug af mobiltelefon op til kraftig revision. De må prøve at lære sig selv, at der er steder og situationer, hvor man faktisk overhovedet ikke anvender mobiler. Hvor det er ualmindeligt ubehøvlet, grænsende til det menneskeforagtlige at tage sin mobil frem. Hvor hovedformålet netop er at være til stede og sammen med de mennesker, der fysisk er til stede, og hvor den interessante besked om, at moster Anne har købt en liter mælk i Netto burde være bandlyst. Jeg vil vove at påstå, at der for majoriteten overhovedet ikke er en eneste besked, der ikke kan vente, til man er hjemme i fred og ro igen.

At tage sin telefon frem har i mange sammenhænge en utroligt stor signalværdi. For mig betyder det, at jeg er uinteressant i sammenhængen, og at der er mindre have af andre ting, der prioriteres før mig. Det er, i mine øjne, en helt klar nedgøring af min betydning. Den virker også modsat. Jeg kan i de fleste sammenhænge overhovedet ikke forbinde nogen som helst form for seriøsitet med et menneske, der under en samtale sidder med sin mobil. Jeg kommer i overmåde stor tvivl om, om det er en, jeg kan stole på. Hvis der er krise, er det så en, der som det første lige skal have sendt SMS til moster Anne nede i Netto?

Så brug endelig mobilen. Men vær enormt kritisk med HVOR og HVORNÅR. Mobilbrug siger en forfærdelig masse om dig som menneske–og sender måske lidt for ofte signaler, der ikke lige var intenderede.

Continue Reading

Om julegaver.

Jeg elsker at give julegaver. Jeg kan, for det meste, også godt lide at købe julegaver. Men jeg hader al den forbandede logistik, jeg hvert år med usvigelig sikkerhed roder mig ud i omkring julegavegivning. Julegaver er den ultimative prøve på min indbyggede retfærdighedssans, og den er nogle gange fortvivlende hård og tidskrævende.

Det hele starter som regel med, at jeg afsætter et bestemt (og retfærdigt, ikke at forglemme!) beløb til alle dem, jeg skal give gaver. Altså sådan, at alle i hver kategori af tilknytning til mig får for samme beløb. Så langt, så godt. Dernæst sker der med årlig præcision det, at ældre familiemedlemmer beder mig “stå for” gaver til mine børn, hvilket jeg fuldstændig uden tanke for konsekvenserne og totalt ubelært af tidligere års erfaringer siger ja til.

Næste skridt er indhentning af ønskelister. Hvert barn afleverer herefter enten en 7- siders skrivelse med udførlige beskrivelser i prioriteret rækkefølge eller ingenting. Begge dele er lige problematisk. Mht. ønskelister i bogstørrelse indeholder de gerne obskure værker fra relativt ukendte sydspanske forlag, som kun kan bestilles over nettet og gerne har minimum en måneds leveringstid eller ting, der udelukkende kan erhverves hos specialforretninger i en københavnsk baggård. Men så har man da noget at gå efter. Og her mener jeg virkelig GÅ. Og ingenting-listerne er jo lige så problematiske. Her forventes man at bruge sin fantasi og gerne kravle helt ind i hovedet på det barn, der bare ikke lige gider præcisere, hvad det i virkeligheden tænker på. Det er i denne situation, jeg barsk overvejer at køber Kählervaser for hele beløbet. Så kan de lære det!

Når jeg så har brugt oceaner af tid og fantasi, og især det første, på at gætte, hvad andre tænker samt på at finde frem til obskure forlag, oversætte spanske bogtitler, så jeg er sikker på, at det er de rigtige samt rave rundt i en større samling københavnske baggårde, så er det faktisk først, at den ultimative hurdle begynder. Så skal jeg nemlig til at regne! Altså finde ud af, om alle har fået for det samme beløb, inkl. udposteringerne fra diverse ældre familiemedlemmer. Det er slet ikke let for sådan en retfærdighedssansrytter som mig. For det første er der jo det med kurserne: skal jeg bare sjusse mig frem til dem? For det endelige beløb får jeg først meget sent, og tænk nu, hvis der stadig er et lille overskud, som jeg så ikke har fået købt gaver for? Eller–og det sker jo alligevel helt sikkert hvert år–snyder jeg mig selv for et beløb, fordi jeg–for bestemt ikke at snyde andre (ældre familiemedlemmer inklusiv!)–lige køber en ekstra lille gave, så det i hvert fald passer. Og hvad med porto fra Spanien og andre eksotiske forlagsresidenser? Skal jeg betale den, eller er den inklusiv i gaven, så det barn altså får en noget mindre nettogave, fordi han/hun også lige skulle betale porto? Og skal jeg lige, sådan henkastet og helt diskret, ved julebordet, over anden, helt uden anledning højt fortælle, hvad porto til Spanien koster? Så alle ligesom er informerede?

Og hvad med alle de gaver, jeg bruger så lang tid på at finde til nedsat pris? Skal de takseres til deres egentlige pris eller den nedsatte? Og hvordan gør man lige med relativt store gaver, som overskrider ens eget grundbeløb, så man må over og låne hos mormor? Her kommer Til-og-fra-problematikken så ind i billedet. Skriver man så på kortet, at gaven er 87% fra far og mor og 13% fra mormor? Eller giver man bare op i total udmattelse efter at have brugt det meste af december på milimeterregning og skriver, at hele lortet er fra mormor, og at man overhovedet ikke selv har haft en finger med i spillet?

Sidste fase af hele dette logistiske mareridt, som hvert år forfølger mig hele december, er selvfølgelig den endelige sammentælling. Hvor det jo hvert år med 110% sikkerhed viser sig, at et barn har fået for meget. Har overskredet budgettet. På det tidspunkt er jeg gerne så julegaveudmattet, at jeg bare bevæbner mig med en stak konvolutter og putter restbeløb i dem. Og jeg har det faktisk helt godt med, at min retfærdighedssans virkelig bliver belønnet, når jeg sidder møjsommeligt og tæller 37, 50 eller 103,25 op og lægger dem i føromtalte konvolutter. Så har alle i det mindste fået det samme! Og mormor lyser af stolthed over de vanvittigt gode gaver helt fra Spanien og københavnske baggårde, hun har sponseret, samt det faktum, at man kunne få SÅ meget for pengene. Imens flyder jeg totalt udmattet ud i en stol…….

Jeg ved godt, at jeg jo bare kunne lade være. Indkøbe et parti Kählervaser og tage skraldet. Eller være med i kollektiv afsmadring af dem efter dansen omkring juletræet.

Men jeg kan jo faktisk stadig godt lide at give julegaver….

Continue Reading

Fødevaresnobben.

Jeg er fødevaresnob. Jeg nægter at spise noget, der ikke er lødig mad. I min optik køber man kød hos slagteren, brød hos bageren, ost hos ostemanden, fisk hos fiskemanden og grøntsager hos grønthandleren. Resten kan jeg godt gå på kompromis med og købe på tilbud i det nærmeste supermarked.

Jeg har utallige erfaringer indenfor frikadellefars fra supermarkeder. Det på tilbud med en fedtprocent, der ligger væsentligt over selve kødprocenten. Efter møjsommeligt at have stegt frikadellerne, som bliver sådan nogle små bleggule gnallinger og smager af plastik blandet med løg, ender de hver eneste gang direkte i skraldespanden. Jeg har også købt billige, såkaldte engelske bøffer. Det kan godt være, de var engelske, men bøffer var de i alt fald ikke. De ville have gjort sig bedre som uopslidelige såler på vandrestøvler. Så jeg kører simpelthen ud til mit lille, lokale slagteri og køber mit kød. Det tager lidt længere tid at stå derude og vente på, at farsen bliver hakket og resten skåret ud, som jeg gerne vil have det. Men det smager af noget–og så er det faktisk også billigere.

Jeg har selvfølgelig også købt grøntsager i supermarkeder, og de er da for det meste OK. Men de er altså ikke knasende sprøde og lugter af muldjord og nyopgravning. Det er sådan noget, de kan nede på mit lille ugentlige torv. Det kan godt være, jeg betaler en smule mere–men så har jeg altså også en væsentlig større smagsfornøjelse. Det er også her, jeg køber min ost ved ostemanden. Hans bod vrimler med lækre oste, og har man tid, kan man såmænd smage sig gennem dem alle, for her sælges ingen fødevarer, før de er smagsmæssigt godkendt af kunderne. Det er muligvis dyrere end vacuumpakket, smagsforladt supermarkedsost–til gengæld kan det retmæssigt kalde sig “ost”. Ved siden af ostemanden står fiskemanden. Her er der godt nok ikke smagsprøver, men til gengæld ferske fisk, der ikke skjuler sig bag fancy indpakning.

Et par enkelte gange er jeg vist i skyndingen kommet til at købe brød i supermarkeder. Jeg husker i alt fald stadig fornemmelsen af savsmuld mellem tænderne og den fuldstændigt intetsigende smag–eller mangel på samme. Mht. supermarkedsrugbrød i plastikposer er jeg nået dertil, hvor jeg foretrækker at spise pålægget alene–det er en fornærmelse mod alle, der bare har den fjerneste fornemmelse af smag at udsætte dem for dette underlødige produkt. Der er heller ikke noget så vidunderligt behageligt som duften i bageriet. Bagerier er de eneste forretninger (udover blomsterforretninger, selvfølgelig!), hvor man inderligt bør nyde at få lov til at stå i kø.

Det kan godt være, det er dyrere og mere tidkrævende at spise ordentlig mad. Til gengæld er det udelukkende et prioriteringsspørgsmål, om man vil nøjes med de ofte særdeles underlødige produkter, der findes i mange supermarkeder. De fleste på min alder lever enten to voksne alene, eller helt alene, så økonomisk er det overkommeligt. Og tiden er jo kun et spørgsmål om, nå ja, tid. Til gengæld er det ofte en oplevelse at komme rundt i specialforretningerne og smage, mærke og dufte. Det er sådan noget med, at man faktisk nyder maden, allerede inden man rent faktisk har spist den. Oplevelsen ligger lige så meget i at udvælge og købe den, som den ligger i at spise den.

Så jeg er lidt stolt af at være en fødevaresnob. Det betyder nemlig, at jeg sjældent går på kompromis med kvaliteten, men også, at jeg samtidig hjælper med til at bibevare de små specialforretninger, som er så væsentlige for vores fødevarekvalitet. Tænk, hvis vi kun havde supermarkedsvarer? Det ville godt nok blive kedeligt og smagløst i længden, selv om nogle af dem selvfølgelig er begyndt at oppe sig. Men det bliver aldrig det samme som at købe brød ved bageren og kød ved slagteren……

Continue Reading

Om at flyve med fattigrøvsfly.

Jeg flyver en del og gerne så billigt som muligt. Jeg har det på samme måde med at bestille flybilletter, som mange spilnørder har det med at skyde diverse genstande ned i computerspil. Den får en ordentlig en på belønningscentret, når det er lykkedes mig at få skudt billetter til ingen penge ned. Ganske logisk betyder billigere billetter, at jeg har råd til at flyve endnu mere. Og komme endnu flere steder hen.

Sådan er vi mange, der har det. Jeg mener, flyverne er jo tydeligvis fulde hver gang. Og det er da også et yndet samtale-prale-emne i enhver sammenhæng, hvor lidt man har betalt for returbilletten til Malaga eller andre destinationer. Det er sjældent, vi praler med hotelpriser. De er så heller ikke billige. Og hvis nogen tror, at noget som helst flyselskab taber penge på ultrabillige billetter, så er det bare tegn på overmåde stor naivitet. De scorer sgu` da kassen på os–hver gang.

Alligevel kan de ind imellem være en prøvelse at flyve med lavprisfly, så her kommer nogle gode råd, der udelukkende er baseret på erfaring. Masser af erfaring.

Sørg for at stå nogenlunde forrest i køen til boarding, hvis der kun rejses med håndbagage. (Og er der overhovedet nogen tilbage, der ikke bare gør det? 10 kg. er jo efterhånden blevet, om man så kan sige, en relativt vejledende vægtenhed!) Af uransagelige grunde går det med usvigelig sikkerhed pludselig op for personalet midtvejs i boardingen, at flyet kun kan rumme en vis portion kufferter, så resten henvises med hård hånd til bagagerummet. Så skal man til at pakke om, have diverse ting lokaliseret i kufferten og med ind i flyet osv.–og det er bøvlet. Eller–og her kommer den radikale: Der er ingen, der tjekker, om man diskret berøver sin kuffert den forbandede lille forvisningsseddel og ladende som ingenting alligevel tager sine ejendele med ind i flyet.

Sørg for at have provianteret og aftisset inden boarding. Der sælges uspiseligt mad og udrikkelig kaffe om bord til skyhøje (undskyld!) priser. Nok er maden dyr i lufthavnen, men den er dog for det meste både sundhedsmæssigt ansvarlig og spiselig. Dette er ikke tilfældet i flyene. Ydermere mangler kioskvognene altid byttepenge, så man kan sagtens risikere at få penge tilbage i en totalt ukendt møntfod fra et land, man ikke havde den fjerneste intention om nogensinde at besøge. I øvrigt er valutakurserne ombord også tit en smule hjemmestrikkede. Det er som om, de bare vedtager, hvad en møntfod lige er værd den dag. Husk også at tisse af. Især før aftenflyvninger. Ellers får man et tydeligt indtryk af, at intet rengøringspersonale har lagt vejen omkring toilettet efter kl. 8–om morgenen!

Glem alt om at forstå, hvad personalet siger. De fleste af dem flyver til så mange destinationer, at de har oprettet et personligt, fælleseuropæisk sprog. Som regel har de selv en ide om, at det er engelsk, de taler. Desværre tager de fejl. Eller også mener de, at særdeles moderne engelsk har stærk serbokroatisk accent, polske bøjninger af udsagnsord og bulgarsk sætningsopbygning. I grunden er det også ligemeget. Hvem lytter til sikkerhedsgennemgangen overhovedet? Og hvis der sker noget drastisk, er jeg sikker på, de fleste alligevel vil opdage det undervejs (nedad!).

Der er meget lidt plads mellem sæderne, for selve konceptet går jo på at få så mange af os som muligt stuvet ind i den flyvende bus. En del uprofessionelle (altså uprofessionelle mht. lavprisflyvinger–de tror stadig, de er på et charterfly. Det er også dem, der klapper, når vi er landet!) glemmer helt hensynet til de andre sild i tønden. De starter simpelthen flyveturen med at lægge sædet tilbage–gerne ind over den stakkels, uforberedte bagsidder, der sådan nærmest bliver indespærret i sit eget sæde pga. manøvren. Dette kan afhjælpes ved at stemme begge knæ hårdt mod sædet foran, lave en del tilsyneladende ufrivillige og halvhårde spark mod ryglænet samt tale højt om uforskammethed om bord på fly. Hvis det ikke hjælper, kan man i nødstilfælde rejse sig (hvis der er plads) og indlede en nedstirringsmanøvre, eller vente til de sover trygt, før man starter en slags siddende jogging mod sædet foran.

Desværre er der ting, man er totalt magtesløs overfor, og som jeg endnu ikke har fundet effektive løsninger på. Det drejer sig primært om skrigende babyer og uforskammede unger med tilbedende forældre samt folk, der har en lemfældig omgang med hygiejne og egen volumen. Da det jo er meget uhøfligt at slå andre folks børn, og man ikke sådan lige kan smide dem ud i 10.000 meters højde, må der andre, mere diskrete midler til. Hvis man rejser alene, er det altid klogt lige at scanne flyet for ledige sæder, så man altid har en lydfri retrætepost, hvor naboens fedt ikke lige flyder ud over armlænet og ind over ens egen mave. Jeg kender også en, der altid lige har en sut i lommen, som hun gerne placerer i skrigende babyers lydhul. Det er dog ikke ret populært. Hvis man er så heldig at flyve med et personale, der blot forstår et minimum af engelsk, kan man også trække “Svag gammel dame med dårlige nerver”-kortet. Så er de som regel ret hurtige til at lokalisere en anden plads. Det kræver dog, at man indretter sin gang og rygstilling allerede ved boarding, og at man husker at virke forvirret, tabe noget og have uanede problemer med at få bagagen op i bagagelockeren.

Men billigt er det sgu`–og når man først er fremme, kan man i den grad nyde alle de penge, man har sparet. Indtil man skal stoppes ind i den overskyiske sardindåse igen.

 

Continue Reading

Julestemning i Rom.

Rom er et usædvanligt godt rejsemål i december. Det er der nemlig ikke så mange andre, der synes. Byen vrimler ikke med Nordeuropæiske kultur-og varmehungrende, og selv kamerabehængte kinesere og japanere i kilometermål blokerer tilsyneladende i stedet for udsigter andre steder på kloden.

Set med danske øjne starter julen sent i Rom. Julepynten er sjældent fremme før inde i selve december, og så bliver den hængt op lidt efter lidt. Rom bliver tilsyneladende ikke julepyntet på en dag. Det tager den tid, det tager, og det vigtigste er da også, at alt står klar til selve julen. I Rom er gaveudflåningen nemlig ikke julens klimaks og endelige punktum. Det er i stedet juledagene og tiden helt frem til Hellig tre konger. Det kunne vi måske overveje at lære lidt af?

Julepynt i Rom har normalt fire farver: grøn, rød, blå og guld. Selve kreativiteten er ikke overvældende og beundringsværdig, og mangen en mandlig rensdyrsentusiast herhjemme ville nok blive rimeligt misundelig på antallet af blinkende lygter. Til gengæld er udbuddet af gaveartikler enormt. Det er virkelig svært ikke at købe mindst 8-10 til sig selv.

Som sagt er december den tyndest befolkede måned, sådan rent turistmæssigt, i Rom. Det er pragtfuldt at kunne gå gennem de små, snoede gader helt uden konstant at støde ind i lommetyve eller andre turister. Af samme grund er hoteller også pænt rimelige i deres priser i december. Man kan sagtens få overnatning på gode turisthoteller for ca. 750 pr. dobbeltværelse pr. nat. Og det er altså ellers lidt af et fund i Rom. Der er også plads på restauranter og seværdigheder, og personalet har endda overskud til somme tider at sende et smil. Hvilket ellers er en yderst sjælden foreteelse i Rom. Vejret er køligt, men også gerne solrigt, så bevæbnet med en god sweater og vinterjakke kan det sagtens være en fornøjelse at sidde udendørs på cafe.

De fleste af Roms store seværdigheder har en indre, indbygget, magisk kvalitet, som går ud på, at man aldrig bliver træt af dem. De kan ligesom ses igen og igen og i en uendelighed. Og jeg glæder mig hver gang til gensynet. Rom er nemlig sådan en by, hvor man ikke nødvendigvis hver gang skal se nye ting. Det er ofte fuldt tilstrækkeligt at gense alle de gamle. Netop i december er der så god lejlighed til det, for de fleste af dem har man næsten for sig selv.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er vildt fascineret af barokken–med alt hvad den indebærer af basunengle og overdådige overdådigheder. Jeg er næsten ukritisk begejstret, når jeg kaster mig rundt i forfængeligheds- og forgængelighedssymboler og synsbedrag. Jeg vil faktisk utroligt gerne bedrages af falske kirkekupler, som bare er malet på, illusioner om vægge, der virker dobbelt så lange, som de i virkeligheden er og hære af basunengle, der næsten springer ud af væggene. Og får man nok af ekstravagance, er der de præ-perspektivistiske billeder i kirkerne, hvor malerne næppe var udfordrede på deres naivitet, men bare endnu ikke kendte til hemmelighederne bag perspektiv. De er ofte rørende sjove, disse billeder, med mennesker frit hængende på borde og stole og total mangel på forgrund og baggrund. Men de kunne nu noget, de gamle mestre…

3 dage i Rom er næsten en fornærmelse overfor byen. Men alligevel en rigtig fin, særdeles intens oplevelse. Man er i den grad nødt til at prioritere og planlægge. Heldigvis kan enhver logistik forstyrres af uventede, positive oplevelser, som da paven tilsyneladende hørte om vores tilstedeværelse på Peterspladsen og bestemte sig til at velsigne såvel os som 50.000 andre fra sit lille vindue. Det er stort, sådan noget. Især når det er fuldstændigt uventet. Man behøver ikke engang være skabskatolik for at få lidt kuldegysninger omkring rygraden.

For hvert besøg i Rom fatter jeg mere og mere udtrykket “den evige stad”. Selvfølgelig har det noget med byens alder og det åbenlyst høje antal af historiske minder at gøre. Det, at den nærmest altid har været der og altid vil være det. Men Rom er også en af mine personlige, evige stæder. Jeg kan vende tilbage gang på gang på gang–og blive ved med at bibeholde min evige, boblende begejstring.

 

Continue Reading

Midlertidigt leverancestop.

Næste uge bliver ramt af et midlertidigt leverancestop her på bloggen. Jeg skal til Rom. Jeg gider ikke slæbe min computer med, og da jeg absolut nægter at skrive længere indlæg på min ipad, må det altså vente. At skrive på ipad er for mig som de første, spæde enfingersforsøg, da jeg i sin sin tid blev presset ind i et totalt overflødigt maskinskrivningskursus på aftenskole. Mine børn har da ikke “gået til” maskinskrivning, og det går da helt fint alligevel.

Men jeg glæder mig til Rom, som altid er et glædeligt gensyn værd. Jeg har det lidt uldent med oldtidsminderne dernede, men måske er det bare, fordi man fantasi ikke helt rækker til at forestille sig, hvad de 3 sten engang har været. Jeg undgår helst Forum Romanum, men kigger da pligtskyldigt derned, når jeg står på Capitol og nyder den fantastiske plads efter at have prøvet at finde, præcis hvor Eckersberg stod, da han malede sit dejlige billede.

Men barokken! Ja, barokken! Jeg kan gå lige så totalt amok i barok (barok-amok), som barokken selv i sin tid gjorde. Når jeg ankommer til Rom, er det første, jeg som regel gør, at gå op og se til og klappe Berninis lille elefant og derefter direkte til Trevifontænen. Det sidste sted laver jeg et præventivt kast med en mønt–så skulle chancen for at se Rom igen ligesom være taget i ed. Trevifontænen er noget af det allermest smagløse, jeg kender. Den er uhyrlig barokket–som om den gør sig vanvittige anstrengelse for at være en parodi på sig selv. Det er nok det, jeg elsker. Jeg mener: Skal der være barokfest, så lad der dog være barokfest! Heldigvis skulle der være rigtigt gode chancer for, at jeg får mit barokbehov tilstrækkeligt dækket for en periode. Der er vel også grænser for antal af basunengle–også selv om det næsten er jul.

Og så skal jeg ud på den protestantiske kirkegård. Jeg elsker det sted, dets ro og atmosfære. Og jeg kan næsten fortrænge lugten af kattepis, da den jo også er Roms officielle katteinternat. (Så meget for religiøs tolerance!). Her ligger et utal af romantiske digtere begravet, og især er det jo fantastisk, at både Keats og Shelley i en meget ung alder fandt–om ikke fred–så dog en form for evig hvile her. Herude skal jeg bare sidde og VÆRE (og holde mig for næsen).

Når jeg så har genset mine 3 yndlingssteder, åbner Rom sig endnu engang. Det er sådan en af den slags byer, hvor man ikke bliver træt af at gense det hele et utal af gange. Eller bare sidde på en fortovscafe og se livet blive levet.

Der skal pakkes. det tager sgu` nærmest længere tid end at flyve derned……

Continue Reading

Før internettet.

Jeg har overvejet at forvise Gyldendals Leksikon fra min stue til en form for eksil i kælderen. Ikke Lademanns, som på billedet, det har jeg nu alligevel aldrig ejet! Der kan det komme ned sammen med Gyldendals ordbøger over de mest talte europæiske sprog og måske, kun måske, overbiblen over alle overbibler: Vinterberg og Bodelsens Ordbog over det engelske sprog i murstensudgaven med mindst 4 supplerende tillæg.

For hvornår er det lige, jeg sidst har brugt dem? Vi skal vist, med en slidt cliche, helt tilbage til sidste århundrede. Hvad skal jeg bruge dem til, når jeg har internettet, og det hele bare ligger der til fri afbenyttelse. (Her skal så i parentes indskydes, at biblerne IKKE er erstattet af Google Translate–Gud fri mig vel!)

Men så kom jeg til at tænke på, hvordan enhver form for videnssøgning foregik før internettet. F.eks. da jeg tog min uddannelse og skrev lange, lærde opgaver om alt fra landevejsrøvere i middelalderens Midtengland til Shakespeares kvinder. Da skulle enhver form for information findes i en bog–altså sådan en af papir, som man ikke kan scrolle i. Man skal, til oplysning, bladre. Det foregik gerne på den måde, at man i en anden bog eller artikel fandt henvisninger til noget, man MÅSKE kunne bruge. Derefter cyklede man den lange vej til Statsbiblioteket, hvor en sur, emsig skrankedame tog imod ens møjsommeligt udfyldte sedler med samtlige oplysninger på de bøger, man MÅSKE kunne finde oplysninger i. Især en af skrankedamerne deroppe var meget OBS på kommaer. Hvis en seddel var udfyldt ukorrekt, sådan rent kommamæssigt, så var det bare en ommer. (Jeg mæler ikke et eneste ord om, hvem der måske kunne lære lidt af det!!) Derefter kunne man sætte sig ned og vente i 2-3 timer på, at bibliotekaren tog turen op i bogtårnet og vendte tilbage med ens potentielle skatte. Rent statistisk vil jeg gætte på, at man kunne bruge ca. 1/4 af, hvad den stakkels mand klatrede rundt i højderne efter. Der var bare den lille hurdle, at man jo var nødt til at tyre alle værkerne igennem for at finde ud af, at man IKKE kunne bruge dem til noget som helst. Men så kunne man selvfølgelig cykle op på Statsbibben igen….

Jeg er sikker på, denne proces var yderst gavnlig for vores kondition. Men den var en smule krævende i forhold til vores tid. Måske var det derfor, vi brugte meget længere tid på vores uddannelser dengang? Det var al den cykling, ventetid på Statsbibben og de tons fuldstændig nyttteløs viden, vi brugte tid på at stoppe ind i vore hoveder. Og så nævner jeg i denne sammenhæng ikke et ord om skrivemaskiner og retteblæk. Jeg nøjes med at have deja vu på mine fingre af det klistrede stads….

Dengang kunne vi også bruge et helt party på at diskutere ting. Eller samlet finde frem til ting, vi ikke kunne huske eller var usikre på. Det var faktisk ret hyggeligt. Nu fungerer internettet som ren samtalekiller, for er man uenige omkring fakta, googler man det bare, og VUPTI, så er der et svar. Og hvad i alverden skal man så tale om? Selvfølgelig brugte vi vore leksika som videnskilde, men desværre kan man ikke lige lave en interaktiv googling i et leksikon. Det er er dødt. Det svarer ikke. Man skal selv slå op og selv bladre.

Desværre er internettet også hos mig blevet en kilde til oceaner af unyttig viden. Dengang fandt jeg ud af det, jeg havde brug for at finde ud af, og så var den ligesom ikke længere. Det tog så lang tid, så der simpelthen ikke var overskud til tillægsviden. I dag kan jeg google hvad som helst. Jeg tror ikke, jeg bliver klogere, jeg har bare adgang til flere informationer.

Så når mine børn brokker sig over tidskrævende studier, så sætter jeg hele Statsbibmaskineriet i gang. De tror ikke helt på mig, men det er nok fordi, de har svært ved at forestille sig langsomheden i alting.

Så måske skal jeg lade mit leksikon stå. Som alibi for, at der faktisk var liv før internettet. Og at vi klarede os, trods lange cykleture og lige så lange ventetider. Til gengæld ville jeg nu nødigt undvære det–altså nettet.

Continue Reading

“At danse for”.

Forleden kom vi til at tale om udtrykket “at danse for”–altså med tryk på “for”–og straks dukkede godt nedstuvede minder om barndommens danseskoler op.

Da jeg var barn, gik pæne piger og drenge til dans. Eller rettere: pæne børn blev slæbt til dans. Det foregik gerne i forsamlingshuset eller festsalen på det lokale hotel under ledelse af en som regel stærkt sminket, uhørt kommanderende kvinde, der gennem årtier prøvede at fornægte sin alder ved altid at vælge en garderobe, der måske kunne have været passende til en lettere udsvævende teenager.

Da jeg som 6-årig blev båret til dans med grådstribet ansigt og tårepletter på den fine dansekjole, fik jeg besked på, at jeg skulle danse med Ebbe. (Det var der faktisk nogen, der hed dengang.) Tilsyneladende kendte min mor Ebbes mor, og måske var de allerede i gang med at sy udstyr til os. Anyway, Ebbe var, lad os bare være pæne, en smule buttet, meget valsemæssigt udfordret, en tangokatastrofe og overbegavet med ekstra lemmer. I alt fald havde han mindst 7 par fødder. Så det første halve år af min dansekarrierre skreg jeg som en stukket gris, hver gang jeg skulle slæbes med til endnu en omgang tortur under Ebbes allestedsnærværende, utallige fodpar. Heldigvis tog jeg herefter sagen i egen hånd og iværksatte et snedigt fysisk modangreb, hver gang Ebbe var på vej over dansegulvet for at inklinere for mig. Midtvejs blev han mødt af mig i turbofart med hovedet først. Hvis jeg modererede hovedvinklen kunne jeg ramme lige præcis der, hvor Ebbes fedtdepoter tog af for kollisionen, men alligevel tilkendegive mit statement, sådan rent fysisk.

Så mit liv blev Ebbefrit, og jeg fik en ny partner. Denne gang en pige, for af uransaglige grunde var der altid mange flere piger end drenge. Jeg vil vove at påstå, at der ikke findes en eneste pige på min alder, der ikke kan danse herre. Det var vi jo for F…  nødt til. Det var ikke fordi, drengene ikke gik til dans. De gik bare et andet sted–omme i hotellets gård eller nede på hovedgaden. De var supergode til at overtale deres mødre til at efterlade dem foran døren ind til torturkammeret, hvorefter de lige lavede et hurtigt retrætedrej i døren. Og hvis de ikke pjækkede, så gled de på gulvene. I en uendelighed. Hvis man spørger den generations drenge om, hvad de lærte på danseskolen, så vil de sikkert med julelys i øjnene berette, at de blev enormt gode til at glide.

Senere blev jeg opgraderet til en rigtig dreng. Jeg kan ikke huske, hvad han hed, men han var faktisk ret god til at danse. Så det blev jeg også. På et tidspunkt i mit liv blev jeg Fynsmester i standarddanse, og jeg kan faktisk stadig huske alle trinnene–sådan på samme måde som man stadig kan huske alle sit livs gammeldags cykellåse i fingrene.

Og så er vi så endelig kommet til det der med at “danse for”. Det var nemlig sådan, at de dygtigste (og mindst rebelske–det var i 60-erne!) som flidspræmie blev sat til at danse for–altså vise de andre trinnene. Så mens hende kommandanten i sminke og tylskjole brølede “en chasse, to chasse, drej”, så prøvede de andre at tage det alvorligt, at vi dydsmønstre demonstrerede, hvordan det i virkeligheden skulle gøres. Dog ikke mere alvorligt, end at drengene gled, og pigerne fniste. Lad mig bare indrømme, at det var en tvivlsom ære.

Som teenager tog jeg afstand fra danseskolerne. Det var jo en tid, hvor ethvert dansetrin med djævelens vold og magt skulle være personligt, anarkistisk og helst også politisk. Man dansede ikke pardans, for det var uhyggeligt asocialt, politisk ukorrekt og überborgerligt. Man dansede sådan mest med sig selv og helst i rundkreds.

Jeg har–ikke tit, men et par gange–tænkt på, hvad der mon blev af Ebbe. Jeg tror ikke, han er blevet noget ved musikken eller noget, der kræver et bestemt antal fødder. Jeg har også tit tænkt på, hvordan modefænomener hele tiden går i ring og bider sig selv i halen. Mange danskere sidder jo fredag efter fredag og ser på folk, der danser for. Jeg tror endda, nogen finder det spændende. Ellers så de det vel ikke–for 13. sæson i træk. Flere af dem må yderligere være af den generation, der engang fandt pardans personligt anstødelig og politisk ukorrekt. Samt måske ikke har de allermest glædelige minder fra deres barndoms danseskole.

Nu er jeg glad ved, jeg lærte at danse. Men jeg behøver ikke dyrke min glæde ved fredag efter fredag at betragte semi-kendisser lave koks i trinene. Hvis der skal danses hjemme hos mig, skal jeg nok selv danse for. Og jeg kan, hvis det er påkrævet, sagtens danse herre.

Continue Reading

Den lille detektiv.

Jeg kom vist til at gå lidt auktionsamok i aftes. Men det var en billig fornøjelse.

Den største fornøjelse er dog, når den lille detektiv rigtigt slår sig løs. Det kan jeg bruge timevis på. Og jo sværere, opgaven er, desto mere tændt bliver jeg. Jeg VIL finde ud af tingene. Jeg har præcis den samme følelse, som jeg i sin tid havde, når en elev havde afleveret en internetstil. Jeg helmede ikke, før den var fundet–om jeg så skulle over hele udvalget af søgemaskiner herfra til Rusland.

I dag står den så på smykker og lidt keramik og tin. De to sidste er nemme, for både Knabstrup og Just Andersen har relativt tydelige mærker. Det eneste med en smule udfordring er at finde ud af designeren/formgiverens navn, hvis varen ikke er masseproduceret. Sølvsmede, derimod, er nogle værre sjuskemikler. Deres initialer/stempler er ofte svære at kende fra hinanden, og slitage på gamle smykker modarbejder jo også i sig selv processen. Det, der giver kicket her, er, at man altid har en lille formodning om smedens navn. Og hvis man så har ret, er man jo rigtig dygtig og professionel. Hvis ikke, kan man så bare håbe på, at der i virkeligheden står G.J. Det gør der nu sjældent. I alt fald ikke på de ting, jeg køber.

Og nej, det er ikke sådan, at navnene er opgivet på forhånd i kataloget. Hos os køber man smykker i plasticposer, der på en prik ligner dem, man kommer sine toiletsager i i lufthavnen. Der kan være små hints og måske et par navne, men alt i alt er det som at købe en lykkepose eller fiske i andedammen. Det er det, der tiltaler mig. Så kan jeg nemlig med god samvittighed bilde mig selv ind, at jeg udelukkende køber con amore.

Det gjorde jeg også med alle disse smykker. Jeg er ret vild med nogle af dem, mens andre er totalt uinteressante. Og det sidste er så en fordel. For så kan jeg helt uden blødende hjerte sælge dem videre. Det skulle jo gerne være sådan, at det hele kunne løbe rundt, så min lille ekstravagante hobby hviler i sig selv.

Men nu skal vi altså i gang med stemplerne. Det er lidt besværligt uden lup, men fotos på ipad er absolut en god erstatning. Jeg formoder, armbånd og tilhørende halskæde kan være Siersbøl, mens rosen nok er en Skagensrose. Det ville være overmåde fedt, om margueriten hed Michelsen til efternavn, og det er forbandet, at der kun er 1 ørering. Uden at være fordomsfuld irriterer det mig, at jeg ikke lige kender en sød bøsse. Brocherne beholder jeg–jeg har stiftet mit eget selskab til brochens fremme, og det vrimler ikke med medlemmer. Så hvis der er brochefreaks, der læser dette, så er det nu, der skal gås til brocherne. (Og lad lige Art nouveaubrocherne ligge!). Jeg kunne da også her sende en opfordring: Hvis nogen kender noget til nogle af smykkerne, så skriv, skriv endelig!!!

Jeg bruger faktisk en del tid på at lokalisere og bestemme gamle ting, møbler og smykker, og i denne branche er den eneste uddannelse “learning by doing”. Jeg kunne så let som ingenting–og tidsmæssigt besparende!–køre ned til Jesper i Åbenrå eller Margit i Odense, men det ville føles som snyd for mig. Jeg skal F… selv finde ud af det.

Min mand er ikke helt enig i denne hobby. Men han bliver glad og opstemt, når jeg køber sølv, for det fylder ingenting. Og det modsatte, når det er møbelklassikere, der slæbes til huse. Han siger, at det ville være rart, om vi engang ad åre kunne få plads til til bare enkelt lille bil i vores ellers rimeligt store garage. Han skulle nu nødigt snakke, for i aftes fik han da også noget vintage med hjem. Dansk 80-er radio mm., og jeg afslører overhovedet ikke mærket ved at skrive, at det begynder med B og har to bogstaver.

Så denne formiddag er afsat til stempelbestemmelse+, forhåbentlig, nogle positive overraskelser. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang.

(Og en servicemeddelelse: Smykkerne er IKKE i mit hjem efter i dag. Og de har ingen aktuelle planer om ufrivillig grænseoverløbning!)

Continue Reading