Om telefonsælgere.

Jeg har besluttet mig for, at jeg vil til at have ondt af telefonsælgere! Men først EFTER at jeg enten har været ulideligt uforskammet eller simpelthen bare højlydt har afbrudt samtalen. Jeg er sikker på, de instinktivt kan høre mit imaginære mobilrør blive smækket på.

Telefonsælgere har en særlig evne til at dykke dybt ned i alle mine fortrængninger, opsparede vrede og uforløste frustrationer og på få sekunder kalde en hel hær af tvivlsomme følelser frem. Man skal helst ikke ramme mit nummer på en dag, hvor noget i forvejen er gået i fisk. Så vanker der!

Det er derfor, jeg har besluttet mig til, at jeg, når samtalen på sædvanligvis ubehagelig måde er afsluttet, vil sætte mig hen i fred og have lidt ondt af den stakkels sælger, der uforvarende kom til at trykke på “the number from hell”, direkte til den lokale overfurie.

Det må jo, i bund og grund, være et ganske forfærdeligt arbejde. At skulle forsøge at sælge noget, ingen har bedt om at få tilbudt. Jeg mener, hvis jeg mangler 1 kg. kartofler, går jeg sædvanligvis i den lokale Netto og erhverver mig dem. Oven i købet uden ret mange overvejelser. Jeg sætter mig da ikke hen i en stol og venter tålmodigt på at blive kontaktet af diverse kartoffelsælgere, der i floromvundne vendinger informerer mig om netop deres kartoffelprodukts lyksaligheder–samt alle fejlene ved de andres. Ligeledes går jeg ned i min telefonbutik eller kontakter mine aviser, hvis jeg ønsker at ændre mine abonnementer. Det må da være MIT udspil, hvis jeg ønsker at købe noget.

Arbejdsglæde må vel bestå af en vis portion glæde over det, man har udrettet, samt en vis portion tilfredshed over, at man har gjort en lille forskel i verden: forandret noget, gjort andre glade, beriget dem eller fået dem videre i deres liv. Jeg tror ikke, telefonsælgere har det sådan ret tit.

De får sikkert også en ussel løn for at gøre andre mennesker uglade. Så jeg har besluttet, at jeg vil have ondt af dem. Jeg vil under ingen omstændigheder holde op med at skælde dem ud og være uforskammet, men jeg vil sone mine grimme ord ved at tage et par minutters “Det-er-synd-for-telefonsælgerne” i stilhed i min stol bagefter.

Det ved de selvfølgelig ikke. På den anden side set kunne de jo bare undgå alt dette ved simpelthen at lade være med at ringe mig op!

 

Continue Reading

Irlands vilde vestkyst I.

Helt derude hvor søpapegøjerne vender, og delfinerne kan ses helt gratis, ligger Cliffs of Moher. Det er nogle fantastiske klipper, der rejser sig bratte, forrevne og med en underlig, egen stolthed ud mod Atlanterhavet. De er et besøg værd.

Det er en smule besværligt, men absolut hele turen værd, at komme derud. Især besøgscentret, som er bygget ind i klipperne, og som faktisk gør en dyd ud af at lade som om, det slet ikke er der, er en oplevelse. Ikke bare arkitektonisk, men også pga den utroligt pædagogiske udstilling om noget så decideret afdødt som områdets stenarter.

Det er en svimlende, besynderligt lokkende fornemmelse at stå på kanten af de op til 220 meter høje klipper, som falder direkte ned i det, oftest ret frådende, Atlantenhav. Samtidig er den også blæsende–på den der “marv-og ben/jeg skal komme efter dig”-måde. Den der endnu engang får en til at føle sig som noget minimalt ude i den maksimale natur.

 

Continue Reading

Et rigtigt hyggeligt og billigt spisested.

Før var Absalon en kirke på Sdr. Boulevard på Vesterbro. Nu er den et af byens hyggeligste spisesteder. Hver aften klokken 18 (men vær der i god tid, for det er populært!) serveres dagens middag for 50 kr. pr. person. Vand er gratis, andre drikkevarer koster lidt–dog ikke de beløb, der i provinsterminologi går under “Københavnerpriser.”

Aftensmad i Absalon er ikke bare at spise: det er også at spise SAMMEN. Her deler man bord, mad og historier med hipsterne, pensionisterne, jyderne på Københavnertur, småbørnsfamilierne og alle de andre, der har fundet ud af, at dette ikke bare er billigt og hyggeligt–det er som regel også væsentlig mere spændende mad, end man ville have lavet derhjemme.

Jeg kommer der tit. Faktisk er det mit yndlingsspisested i København.

Continue Reading

Hvad vil denne blog?

Denne blog handler om alt det, som netop vi kvinder på 60+ har i livet, og alt det, der tilsammen giver det gode liv.

Vi rejser meget—derfor en del om rejser. Til hele verden og på alle måder.

Vi læser meget—derfor en del om bøger. Ikke altid de nyeste, men også dem, der sagtens kan tåle en genlæsning.

Vi ser mange film—derfor en del om film. Heller ikke altid de nyeste, men også gerne dem, der kan ses igen og igen.

Vi går en del i teatret—derfor ind imellem noget om seværdige stykker.

Vi er ret interesserede i kultur generelt—derfor en del om kultur generelt.

Vi er, til trods for at det absolut ikke føles sådan, ved at blive ”ældre”—derfor en del om at blive ”ældre”.

Og så er vi alle kvinder—derfor en del om at være kvinde på godt og ondt.

Til gengæld lover jeg, at der i denne blog IKKE vil optræde indslag om mode, mad-og strikkeopskrifter, boligindretning, slankekure, kendisser, sex, navlepilleri eller personlige vendettaer!

Continue Reading