Om at blive gammel. Og om at være gammel.

Lad mig for en gang skyld begynde med en cliche. Selv om clicheer er noget af det værste, jeg ved, og basalt udelukkende dækker over sproglig og fantasimæssig uformåenhed og inkompetence. Tjek f.eks. Facebook for at konstatere, at jeg nu nok har ret…

MEN: Denne cliche slog mig alligevel ved, at der gemmer sig en del sandheder i den. Selv om det selvfølgelig er sagt til opkastningsfremkaldende stadier, at vi alle gerne vil blive gamle, men ingen af os vil være gamle.

På mange måder er det noget, vi selv bestemmer. Her tænker jeg selvfølgelig ikke på invaliderende sygdom af både mental og fysisk art–det bestemmer vi trods alt ikke over. Men som jeg ser det, involverer det at blive gammel til stadighed at bevare sit udsyn, at kigge udad og fremad og at deltage aktivt, mens det at være gammel betyder, at der kun kigges tilbage og leves på længst forgangne minder. Man kan jo næsten se det på verberne/udsagnsordene: “at blive” er aktivt og peger fremad, mens “at være” er passivt og signalerer total stilstand.

Desværre kan jeg allerede i min trekvartgamle alder konstatere, at mennesker på min egen alder omkring mig begynder at være gamle. De mister interessen for verden omkring sig, og cirklerne omkring dem bliver mindre og mindre. De mister deres fremsyn og fremdrift. De passer deres have–sådan i overført betydning–og enhver samtale skal gerne involvere nogen eller noget, der HAR været. Det er som om, der er en latent angst for fremtiden, eller i alt fald en tilbundsgående skepsis overfor alt det, der skal komme, og som det synes uhyggeligt svært, ja nærmest umuligt, at tage del i. Gerne fordi man på forhånd har som præmis, at det forstår man sandelig ikke. Det må andre tage sig af.

Selvfølgelig er der ting, jeg med glæde og stor taknemmelighed lader andre tage sig af. Flere og flere, endda. Men jeg anser det som min ufravigelige pligt–samt interesse–at prøve at forstå det samfund, jeg lever i, inklusiv dets udvikling. For at stå af er at være gammel. Den slår jo også dobbelt. Jo mere, man står af, desto mere marginaliseret bliver man. Og det leder vel i sidste ende til den helt korrekte følelse af, at man ikke længere helt forstår–for det gør man jo ikke. At forstå kræver nemlig aktiv deltagelse.

Jeg kender også–og heldigvis–mange mennesker, der sådan i åremål ER gamle, men som på ingen mulig måde har opgivet deres nærværelse og udsyn. De er vildt optagede af den verden, de lever i, og ser hele tiden fremad. De har planer og lever livet med stadig fokus på alt det, der skal komme. Selvfølgelig kan de også se tilbage, men det tilbagerettede blik tjener oftest som en baggrund for at forstå nuet og fremtiden. For de, der ER gamle, er fortiden det eneste, der har betydning. Nutiden og fremtiden er ren chikane og blot noget, der skal overstås.

Så jeg vil gerne blive gammel. Jeg vil gerne være sådan en klog, gammel dame, der pga. alle mine år og al min erfaring kan sætte tingene i perspektiv, og som til den allersidste dag har klare planer for fremtiden. Så tror jeg nemlig, folk gider lytte til mig, være sammen med mig og vil respektere mig. Til gengæld vil jeg på ingen måde ønske at være gammel. Jeg behøver ikke deltage i rækkerne af somme tider ikke så forfærdeligt gamle mennesker, for hvem livet udelukkende leves på det, der var, og hvor fremtiden og selve omverdenen har mistet sin betydning. Så tror jeg heller ikke, der er ret mange, der gider tale med mig eller tage mig alvorligt.

For det kan jeg jo så ualmindeligt tydeligt se på mig selv. Jeg gider jo heller ikke de mennesker på min egen alder, der tydeligt er gamle. De er jo tåbeligt uinteressante, og jeg må nærmest lægge bånd på mig selv for ikke at ruske dem frem til den virkelighed, de rent faktisk lever i. Nej, giv mig alle de pragtfulde mennesker på min egen alder og helt op til sidst i 80-erne, som ser ud, ser frem og BLIVER gamle på den fine, værdige måde!

Continue Reading

Valuta for pengene.

Jeg har lige sendt yngstesønnen afsted med bus fra en mindre nordjysk provinsby til KBH (eller rettere:Valby, men det ligner da lidt!) for under 200 kr. Kun fordi det er fredag, ellers var det såmænd endnu billigere.

Han kan så se frem til en længere rejse på 5½ time med stop i de fleste halv- og helstore jyske, fynske og sjællandske provinsbyer på ruten. Men det var en nydelig, appetitlig bus, der på ingen måder mindede om dem, jeg selv kører rundt i med turister i Irland.

Hvis han i stedet havde taget toget, skulle han først privattransporteres 1 time eller mere til nærmeste station samt erlægge over 3 gange så meget i transportpenge–altså en fordyrelse på over 6-700 kr. inkl. benzin til egen bil.

Det er da forrygende galimatias. Nok foretrækker jeg selv til enhver tid at rejse med tog, men med en sådan besparelse–og i en luksusbus–tror jeg nu nok, jeg med glæde ville kunne overleve busturen. Jeg ville faktisk nok for hver eneste kilometer lave en lille opgørelse over, hvor meget jeg havde sparet.

Selv sammenlignet med en Orange billet er der penge at hente. Og selv om Orange kan være billigt, så er der altså ikke overvældende mange af dem. Med mindre man er ligeglad med, hvornår man rejser, bestiller halve år i forvejen–eller indstiller sig på, at man udelukkende kan rejse, når der er billige billetter.

Gad vide, om DSB ikke på et tidspunkt får øjnene lidt åbnet? Disse busruter er absolut ingen nyhed–de har eksisteret masser af år–men bare ved at se på de flotte busser kan man da konstatere, at de må være en succes med mange betalende kunder.

Jeg kan heller ikke lige lade være med at inddrage IC-togene. For nu at sige det yderst diplomatisk, så er de altså ikke hverken nye, flotte eller (og det er mit hovedklagepunkt) på nogen mulig måde appetitlige!

Continue Reading

Mit hav.

Med alderen skrumper de basale krav til nydelsesparametret sådan lidt i størrelse. De bliver også for det meste ikke-materielle. Som jeg vist har sagt utallige gange, så samler jeg ikke længere på ting, men udelukkende på oplevelser.

Og det er da et privilegium at vågne op til denne udsigt. Så stort, at jeg sagtens kan sidde i lang, lang tid bare og betragte den.

Det derude er mit hav, og hvis der sidder en ligesom mig ovre på den anden side i Sverige og rånyder på samme måde, så er der såmænd hav nok til os begge to. Og alle andre.

Continue Reading

Om at male havemøbler.

Det er det samme show hvert år. Man KUNNE jo også bare have sat dem ind eller dækket dem forsvarligt til, så vejr og vestenvind da i det mindste skulle anstrenge sig lidt i deres angreb.

Men selvfølgelig var det nemmere bare at lade stå til. For hvert efterår er der så langt til næste forår, at det lige så godt kan være løgn, for det overgår ens umiddelbare fantasi, at det overhovedet KAN blive forår igen.

Havemøbler på vestvendte terrasser er et udsat møblement. Disse har nået stadiet, hvor der virkelig alvorligt skal overvejes, om de måske har aftjent deres sommerhuspligt og skal til de evige genbrugsmarker. På den anden side set, så vil ethvert nyt møblement til udendørs brug lide samme kranke skæbne. Nemlig en vinter i vejrets vold. Så de får lige årets overhaling, og går de en langsom terrassedød i møde næste vinter, så er det dem vel undt.

Selvfølgelig KUNNE man også bare have dækket dem til. Men det kan man så bare ikke, når man er mig. Der er rigtigt mange ting, jeg lærer med årene, men jeg må nok erkende, at denne nok ikke bliver en af dem.

Derfor har jeg også altid gamle havemøbler. For det meste arvede eller genbrug. Det er mit alibi for at lade dem klare vinteren på egen, ubeskyttede hånd. Samt min evige sommerhader, for males skal de jo. Igen!

 

Continue Reading

Udenfor sæsonen.

Når man bliver pensionist eller bare semi-pensionist, går man ud af sæson. Efter at have levet et helt liv på det danske skolevæsens autoriserede ferieplans præmisser, finder man pludselig ud af, at der faktisk findes andre tidspunkter på året, hvor det både er muligt–samt helt legalt–at holde ferie. Samt at det i de fleste tilfælde er meget mere behageligt og billigere.

Som nu. Hvor jeg har min lille nordjyske ferieby næsten for mig selv. Vi plejer jo at være en 5-6000, når jeg er her om sommeren, men her midt i juni er vi altså kun de lokale og nogle få af os pensionister. Jeg vil tro, at vi hver især kan boltre os på 1 km. strand uden at komme hinanden ret meget ved, man kan rent faktisk løbe personale op i Brugsen, og de har kun en kasse åben, og alle de tøjforretninger, der med stor præcision kun varer et år og sælger beklædning, som kun turister kunne overveje at købe, er ikke kørt i stilling endnu. Om morgenen har man hele stranden for sig selv, og det er jo pragtfuld for dyret, der ellers i den såkaldte sæson må i snor og tage hensyn til tyskerne.

I det hele taget går man jo ud af sæson som pensionist. På alle områder. Dagene er ikke på forhånd afmærkede som arbejds- eller feriedage, og man skal Gudskelov ikke længere slås med alle de andre om pladsen de 6 uger om året, hvor det nu engang er vedtaget, at det er allerbedst for danskerne at holde ferie. Skolernes ferieplan influerer jo ikke blot de, der arbejder indenfor netop det væsen–men også alle, der har børn, der benytter det. Så kan vi nemlig slås om pladserne både på de hjemlige strande og på charterflyene.

Og hvor er det dog befriende, at man er ude over det ræs. At sæsonen er noget, der udelukkende bestemmes af en selv. At man kan tage på ferie og i sommerhus, når det passer en–og ikke ferieplanen.

For der er nemlig noget helt særligt ved en mennesketom morgenstrand. Ved ikke at skulle stå i kø i Brugsen og ved at fornemme, at man sådan har det hele lidt for sig selv. Ved stilheden og ejerskabet af en hel, dejlig verden.

Selvfølgelig holder de fleste ferie–også skolevæsnet–når vejret formodes at være godt. Og selvfølgelig er det dejligt, når vejret er godt. Men belært af mange års erfaring, så ER vejret altså ofte bedre udenfor sæsonen. Eller også er det bare, fordi man har så meget mere tid og plads til at nyde det!

Continue Reading

To hjem-fra-ferie-hadere.

Der findes to ting, der altid er svære at vænne sig til, når man kommer hjem fra ferie.

Den første er at få sit tøj vasket. På ferien har man jo garderet sig med ekstra af alt det allermest nødvendige samt med dagene accepteret, at det er i orden at være en lille smule ferienusset. Ikke beskidt, men bare sådan lidt minimalplettet. Ved hjemkomst bliver man så nærmest overfaldet af overvældende bunker af godt brugte underbukser og en hel uges pletter. Om ikke andet kan man i det mindste repetere feriens menukort. Bare ved at studere tøjet.

Den anden er, at man selv skal til at lave sin mad. Nogle gange synes jeg næsten, at jeg lidt har glemt at være tilstrækkeligt taknemmelig undervejs over, at andre har gjort det for mig. Mod betaling, selvfølgelig. Hvor er det dig bare let at sætte sig ned, bestille noget spiseligt, indtage det, betale og gå sin vej. Ikke at jeg som sådan har noget imod madlavning, men jeg kunne altså sagtens og særdeles nemt vænne mig til at have folk til den slags.

Heldigvis blæser det lige en god vind i dag, så tøjet tørrer hurtigt. Bare der så var nogen, der gad at stryge det….

 

Continue Reading

Souvenirs.

Når man kun rejser med håndbagage og AirBaltic mener, at den bør indskrænke sig til 8 kg., så skal man ligesom være meget selektiv i sine indkøb af souvenirs. Det går ikke efter favoritter, men udelukkende efter vægt!

Så rejsens 3 souvenirs blev gamle russiske sølvringe, som for det første ikke vejer ret meget, og som man for det andet vel bare kan sætte på en forhåndenværende finger. I øvrigt er de meget smukke, usædvanlige og et godt køb. Jeg stod jo heller ikke lige og manglede en masseproduceret taske med Hilsen fra Yerevan i perlebroderi.

Continue Reading

Hotelhave, Yerevan.

Byen Yerevan vrimler med udendørs cafeer. Og nærmest hvert hotel har også en. Her den hyggelige have til vores hotel.

Jeg er jo nødt til at gøre lidt reklame for denne skønne by, som ikke ret mange danskere finder til. Det er synd for både dem og for byen. Vestlige turister glimrer ved deres fravær, og det kan man selvfølgelig have lidt modsatrettede følelser overfor. På den ene side set er det befriende at have sådan en lille perle nærmest for sig selv. På den anden skal det ikke være nogen hemmelighed, at armenerne godt kunne bruge vores penge. Det er et fattigt land, og især infrastruktur og boligforhold råber efter forbedringer.

Så hvis ferieplanerne endnu ikke er lagt, så kunne denne dejlige hotelhave vel overvejes.

Continue Reading

At have en smule ondt af sig selv.

Jeg har sjældent brug for, at andre har ondt af mig. Den slags klarer jeg noget så udmærket selv. Hvis jeg selv skal sige det, er jeg over middel god til det.

Som nu i dag, hvor min mave pludselig, men meget insisterende, har fået sit eget liv. Totalt ukontrollerbart. Jeg har spist piller og vælger at tro på, de vil have en vis effekt.

Hvis det så bare havde været sådan en helt almindelig dag, sådan lidt leverpostej uden faste aftaler. Men jeg skal altså 6-7 timer i raslebil op over bjerpassene på de rædselsfulde veje, flyve 4 timer klokken lort i nat, vente 5 timer på næste fly i Riga og lige sidde 2 timer i det hjem til DK, hvorefter der så skal køres et par timer i egen bil.

Jeg kan ikke erindre, at jeg har generet min mave sådan udover det allermest generelle, men det kan da ellers nok være, den har timet sin hævn til den allermest ubelejlige dag.

Shit! I øvrigt et ualmindeligt velvalgt ord!

Continue Reading