Om ikke andet så har coronaen i alt fald betydet en opgradering af Tyskland som rejseland for os danskere. Der er heller ikke ret langt. Og der er masser at se på. Ikke mindst historisk, for man forundres gang på gang over, hvor tæt sammenknyttet vores egen, nationale historie er med områderne syd for grænsen. Nok er det naboens baghave, der ligger lige der syd for den konstruerede grænseføring, men vi deler en god del af selve historien om det, der vel nærmest kan betegnes som en slags fællesareal. Og her skal jeg betænksomt undlade en udlægning af hertugdømmerne og deres historie. Mest fordi, jeg nok er stærkere i Henrik VIII, alle hans koner og Jakobitterne i det skotske højland end i–nå ja–mit eget baghavebed.

Jeg er vild med marsken–især i september, hvor himlen bliver så uendeligt Nolde-høj, og fuglene bruger den som transit-lufthavn. Så en tur nedover marsken er et must i september. Og i år blev den forlænget helt til Bremen.

Der kan man selvfølgelig komme ned ad den bevidstløse motorvej med Elbtunnel som nærmest det eneste sted, hvor alting ikke bare ligner det, man allerede har kørt gennem i timevis. Men man kan også tage vestover, over marsken og Ditmarsken. Krydse floderne og se, hvad vi missede, fordi der aldrig blev et Danmark til Ejderen. Fordi vi i årevis har besøgt alt nord for Husum og omkring Tönning i detaljer, blev det skippet, så byen ( landsbyen vel nærmest) Meldorf blev første stop. Her ligger, helt umotiveret, en fantastisk domkirke, en vældig basilika, som bare er SÅ smuk og rummer resterne af Carsten Niebuhr, der som den eneste overlevede den store Asiensekspedition i 1760-erne. Jeg har altid troet, han var dansk. Det var han også, men han var også slesvig-holstensk og et godt eksempel på en anderledes grænseløs tid uden fasttømrede nationalstater.

Man kan faktisk (igen!) krydse Elben ude i deltaet fra Brunsbüttel til Cuxhaven–en behagelig sejltur på en time, som sparer utallige kilometer og en Elbtunnel. Og så kan man finde Bremerhaven, oprindeligt Bremens neben-havn, som nu er en selvstændig by med over 100.000 indbyggere. Pga. sin strategiske beliggenhed og den tyske Nordsøflåde blev byen tæppebombet under krigen, så går man efter nostalgisk bindingsværk og andet end efterkrigstids-firkantede huse i tyskrøde mursten, ofte forede med gardisette og brunhed–så er man gået forkert! Til gengæld er byen i fuld gang med at genopfinde sig selv med nærmest Belfast-agtig vedholdenhed, så den genopbyggede havn rummer en del museer af international klasse. Især er Klimahaus populært. Her følger man den 8. længdegrad rundt om jorden inde i en gigantisk kuppel. Ikke bare hvordan folk lever i vidt forskellige klimazoner, men endnu mere, hvordan samme klima og dets udfordringer påvirker dagliglivet for mennesker overalt fra Antarktis til Nordpolen. Det er et vigtigt museum, til at blive klogere, mere bevidst og, endda, forskrækket af. Men det trænger til en gevaldig brush-up rent indretningsmæssigt. Og en opdatering, for–dette er virkelig skræmmende!!–der er sket uendeligt meget på de 8-9 år, der er gået, siden det blev åbnet. Uhyggeligt meget!

Bremen undslap ikke bomberne–langtfra–men det essentielle af den gamle hansestad står stadig tilbage i byens Altstadt. Her flashes en fortidig rigdom, der har udmøntet sig i storstilede udsmykninger, rig kirkekunst, pralende, officielle bygninger og alt, hvad der kan imponere. Det ER flot! Men allerflottest, og samtidig mest imponerende i mine øjne, er den lille snas Bøttcherstrasse, der blev ombygget til et paradis af ekspressionisme i 20-erne. Her har fantasien haft frit spil rent arkitektonisk, og Gaudi ville have snappet efter vejret. Ligesom jeg gjorde. Det er simpelthen unikt. Ligesom man føler sig så behageligt hjemme, og alligevel lidt eksotisk ude, i kvarteret Viertel, der vel nærmest kan sammenlignes med en forunderlig krydsning mellem Nørrebro, Camden Town, Prenzlauer Berg og Tribeca. DER ville jeg godt bo!

Det er selvfølgelig en fordel at besøge Bremen i godt vejr. For så fornemmer man tydeligt, hvor meget udelivet, restauranterne og cafeerne betyder for selve byens sjæl. Der er millionvis af dem. Overalt og i enhver form, prisklasse og indretning. Men især er der en overalt, hvor man lige kan klemme et par borde ind på torve og gadehjørner. Og Bremerne bruger intensivt deres cafeer. Det er, set med danske øjne, ret ufatteligt, at SÅ mange mennesker har tid til at sidde og betragte livet fra en cafestol på en ganske almindelig onsdag eftermiddag. Før fyraften. At en del af det spiselige, der så serveres, er umiskendeligt tysk og ofte inkluderer kartofler–gerne i store mængder og også til frokost–kan man så overskue at se gennem fingre med. Den cheesecake, jeg investerede i, mindede også mere om en tysk mursten end det, jeg normalt forbinder med min yndlingskage. Men det skaber liv, og det skaber hygge.

Så mens verden langsomt åbner op ( det håber jeg da, den gør!) efter coronaen, er det altså stadig muligt at opnå duften af det store udland–endda blandet med en god del af vores egen historie–blot ved at køre få hundrede kilometer mod syd. Helst ikke af motorvejen, for oplevelserne ligger ikke der. Med mindre man anser en god stau som en del af ferien! Prøv det nære Tyskland. Det er jo fuldstændigt som at være i udlandet alligevel!

Det er altid dem, der bliver hængende: de små steder. Som lagrer sig i hukommelsen og indgår i kataloget over gode rejseminder. Dem, hvor man for en kort tid kunne foregøgle sig selv, at man var de(n) eneste turist(er) i miles omkreds, og at man virkelig havde fundet det unikke og uopdagede. Eller i alt fald det sted, hvor ingen andre lige på det tidspunkt havde fundet hen.

For selv om vi alle generelt rejser til de samme steder–hvis vi da overhovedet rejser i denne rejse-uvenlige verden–så ligger det så dybt i os alle, at vi gerne vil vise vores egen form for unikhed ved lige præcis at finde det sted, alle de andre ikke har fundet. Det er den moderne form for opdagelsesrejser. Nok det eneste, der er tilbage af gamle dages jagt efter nye verdensdele og kontinenter. Nu må vi nøjes med en lille, godt gemt bar.

Det her lille sted med to borde, balancerende ude på en bjergvæg ned mod Atlanterhavet, vil komme til at indgå i kataloget over de fantastiske steder, vi selv fandt. Og var selv om at benytte. Vi måtte også gå godt og vel 10 kilometer for at komme frem. Til den lille bar i den nærmest mennesketomme landsby der på bjergsiden, hvor det tydeligvis var stamklientellet, der, som alle formiddage, var i fuld gang med at drikke forskellige former for kaffe og ret højlydt diskutere verdenssituationen. I grunden tror jeg, de var lige så fascinerede af os, som vi var af dem. Det var nok ikke sådan hver dag, der lige kom nye ansigter forbi. Og købte espresso, vand og Cola formedelst 2 Euro og 10.

Efter hjemkomst kan jeg føle helt ned i maven, at ikke blot denne lille bar, men selve det at have været ude i noget, der minder ganske fortrinligt om verden, som den engang var, har været uendeligt godt for mig. Det har ligesom givet mig troen på og håbet om, at verden igen vil åbne op og–ikke blive coronafri, for det bliver den nok aldrig–men så dog nagiverbar og til at færdes i.

Jeg kan næsten ikke vente på at finde mange flere af de der små steder, som til gengæld også garanteret står og venter på mig. De er jo derude. Endnu.

Sådan en uge går hurtigt. Men ikke hurtigere end at man mentalt allerede den sidste dag er forberedt på at skulle hjem. Måske er der stadig noget, man egentlig havde planlagt og ikke har nået, men så er det bare ærgerligt. Og til at leve med. For hjernen er allerede et sted omkring Biscayen.

Normalt er jeg sjældent en hel ferieuge det samme sted. Jeg foretrækker at flytte mig og holder intensivt oplevelsesferie. Det er den slags, vi priviligerede med sommerhus som regel gør. Vores afslapning, strand- og vandgange klares fint fra fritidshuset. Ferier, derimod, har en noget anden karakter af masser af oplevelser.

Og sådan nogle er Azorerne fulde af. Azorerne henvender sig decideret til et modent publikum, der ikke udelukkende er kommet for strand, varme, billige drinks, natteliv og udpræget mange tilbud på turistede rædsler. Her er naturen, afslappetheden, venligheden og den gode mad i centrum. Naturen er fantastisk, især i og omkring øens mange frodige vulkankratre, hvor man både kan bade og vade samt vælte sig i frodighed. Der er mange gode vandrestier, og er man til den slags kombi af motion og naturoplevelser, er Azorerne helt i top. Også på havet er der fyldt med store oplevelser, igen med natur i centrum. Det meste af øen her er storbakket landbrugsland med en rand af klippefyldte kystområder samt utallige såvel store som små vulkaner med de flotteste søer drysset overalt. Der er nok at køre og gå til, hvis det er naturferie, der står på agendaen.

Og maden er god. Portugisisk god og en smule landlig uden den store brug af krydderier og med, hvilket vel er ganske indlysende, fisk i centrum. Der er virkelig mange fiskeretter herude. Også fiskearter, jeg aldrig har hørt om, men som smager ganske fortrinligt alligevel.

Når klokken nærmer sig midnat, går byen i seng. Her er, så vidt jeg ved, ingen diskoteker eller natklubber. Ligesom barer og restauranter hverken spiller høj musik eller på nogen mulig måde frekventeres af berusede mennesker. Det være sig både lokale som turister. Det mest højlydte er lirekassemanden med den ret anstrengende rytmeboks på havnekajen overfor vores terrasse. Men han skal vel også leve. Og så længe han er den eneste, der tilnærmelsesvist minder om en gadesælger, kan jeg godt abstrahere ham under radaren.

For alt gøglet mangler herude. Selv om mangler er det forkerte ord, for hvis man tager herud, er det netop for at blive fri for al den slags. Det er hverken Mallorca, Madeira eller Ibiza langt ude i havet og med en hoben af forlystelsesglade turister, hvoraf en stor del nok aldrig finder ud af overhovedet, at øerne også har fantastisk natur. Det er derimod Eldorado for modne livs- og naturnydere, der helst er fuldstændigt fri for det, mange fejlagtigt tror hører med til en ferie.

Så er man til fest, farver, natteliv, fyldte strande og høje temperaturer, så skal man nok frarådes at tage denne vej. Man vil givetvis kede sig ihjel, komme hjem uden nogen form for shopping samt være en smule træt af gode udsigter.

Jeg har aldrig før set traditionen med at lave et bomærke, en slags signatur over sin båd. En påmindelse om, at “ vi var her”, “vi klarede det” eller “ vi håber, vi klarer det”. Det sidste kommer vel an på, hvilken vej man lægger ind til Sao Miguel. Om man først skal til at begynde på de sidste og farligste mange gyngende sømil, eller man så småt kan slappe lidt af, fordi der nu kun er sølle 1500 km. tilbage til det europæiske kontinent.

I alt fald er kajkanten her fyldt med tegninger, udført af mandskabet på de både, der passerer forbi på vej over Atlanten. Sao Miguel fungerer lidt ligesom Anholt. Sidste stop inden Sverige—- eller Amerika.

Der er utallige af de små tegninger, fra både hjemmehørende overalt på kloden. Selvfølgelig spejder man efter danske, og gerne kendte både, men Nordkaperen er nok taget af vejr og vind og gået ned med sin navnkundige skipper.

Samtidig håber man, at alle de aftryk har haft vind i sejlene. Er nået godt frem, hjem eller dertil, hvor rejsen videre er gået til. Også Johanne Louise, som da heldigvis allerede har forvisset os om, at den første sejlads er gået godt.