Det her er ligesom, da man var lille, og kataloget fra Daells Varehus kom. Især julekataloget. Eller da ens børn var små og kunne bruge timer på at sætte krydser i legetøjskatalogerne op til jul. I begge tilfælde satte såvel jeg som de for en sikkerheds skyld krydser ved det meste. Det ville, set i bagklogskabens klare lys, have været væsentligt mindre besværligt at have sat kryds ved det, vi ikke ønskede os. For når man sidder med sådan et udstyrsstykke over herligheder, der er– i alt fald for en vis pris–tilgængelige, så kan man jo lige så godt få det hele med. Tænk, hvis man GLEMTE eller overså at ønske sig noget, som man måske ville have fået, hvis man bare havde husket at ønske det?
Lige nu sidder jeg med en overdådig smørrebrødsseddel, hvor alt på papiret er tilgængeligt, og intet skorter på overlækker pynt og gemyse. Jeg skal bare krydse af. Men som det så også forholdt sig med Daells Varehus og legetøjskatalogerne, så er et simpelt kryds på ingen måde garanti for, at varen bliver min. Dengang var det økonomi, der udgjorde udfaldet. Denne gang er det vacciner, rejselyst, efterspørgsel og indbyrdes konkurrence med alle de andre, der også sætter krydser som gale. Samt Coronaen. Først og fremmest Coronaen.
Aldrig har et rejsekatalog dog i mine øjne set mere tillokkende ud. En trekvartgammel i stuearrest fra verden er fuldt ud lige så afkrydsningsparat som en 5-årig med et julekatalog. Indenfor rammerne, altså. For ligesom de færreste små drenge sådan for alvor ønsker sig Barbies ( og her er jeg ikke old-school sexistisk, det er såmænd statistisk beviseligt!), så er der selvfølgelig varer i kataloget, jeg helst vil være fri for. Jeg er mest til de Brexit-befængte områder og det, der ligger vest for samme. Men i mine øjne er der skam også et orgie af tilbud netop i de geografiske områder.
Men det bliver meget underligt at sidde og ønske sig snart sagt enhver mulighed for rejser på de britiske øer. At begynde at drømme om virkelig at stå der–sådan for real– for det kan man jo ikke lade være med, fra det øjeblik man har plottet sine forsinkede julegaver ind i skemaet. For ingen ved, om så meget som en eneste af alle de rejser og ens højeste ønsker kan blive opfyldt. En ting er at udfylde alle krydserne–en anden er, om bare et eneste kryds udmønter sig i realiteter. Akkurat som de 5 år i træk, man ønskede sig det samme i Dalle-Valle kataloget og aldrig fik det.
For kommer man afsted? Er der den fjerneste sandsynlighed for, at nogen som helst af de glitrende, lokkende rejser i det katalog overhovedet bliver til noget?
For det første skal det jo være muligt at komme længere ud i Nordsøen end dertil, hvor man selv kan gå og bunde. Det nytter heller ikke noget at stå og banke på et sted omkring White Cliffs of Dover, hvis ingen vil lukke en ind. Verden skal simpelthen åbnes igen, og der er talrige parametre for forsvarlig genåbning, der alle skal spille sammen. Vigtigste præmis er vel basalt et nødvendigt vaccinationsniveau i alle lande, og spørgsmålet er, om det nås datomæssigt, før samtlige rejser i kataloget for længst har overskredet sidste salgsdato. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der synes, det tager enerverende lang tid at få os givet sprøjten. De er tilsyneladende heller ikke specifikt mere lynstikkende i andre lande. Med mindre vi allesammen henligger vores ferier til Israel, for der er de da ret rappe på nålen.
En uforudsigelig faktor er også, om gæsterne ( sådan hedder det!) overhovedet VIL rejse. Om de, trods stik og kun useriøs smitte i få hjørner og kroge, tør tage afsted. Spørgsmålet er simpelthen, hvor længe det vil tage, inden alle trofaste gæster er oppe i fulde rejseomdrejninger. Nogle vil sikkert næppe kunne vente af bare indestængt mod på en midlertidig forbudt verden, men man kan godt være i tvivl om, om Coronaen ikke også bevirker en tøven, en tilbageholdenhed og en forsigtig seen verden an. Under alle omstændigheder vil vi nok se en bevidst søgen mod kendte, såkaldt sikre rejsemål–de lande, der i medie-lingo hedder ” lande, vi normalt sammenligner os selv med”. Ugga-buggaland bliver nok relativt chanceløs overfor især Europa.
Men, bevæbnet med al min mobiliserede optimisme, vil jeg sætte mig og plotte mine krydser ind. Og samtidig, for det kan jeg jo ikke lade være med, drømme, helt ned i storetåen, om at jeg kommer afsted. Jeg vil forsøge, udelukkende ved tankens magt, at tro så meget på gennemførelsen af de rejser, at de BLIVER gennemført. Der ligger så også det i det, at hvis mine rejser bliver til noget, så indebærer det jo samtidig, at Coronaen er væk, død og borte.
Måske skal jeg bare plotte ind, at jeg gerne vil have den rejse i april? Og hvis det virkelig virker, så må jeg vel hellere, på god gammeldags Dalle-Valle maner, sætte kryds vel det hele. Rub og stub! Bye, Corona!