Om hvad sprog kan gøre.

DET her havde jeg ikke troet om jer, Politiken! Jeg må sige, at jeg har mistet en meget stor del af min respekt for den danske avis, som jeg dog, trods alt, ( selv om konkurrencen er vanvittigt minimal!), har holdt i over 40 år og for det meste har haft relativt høj tillid til.

Jeg ville forfærdeligt gerne udbede mig en forklaring på anvendelsen af paranteser omkring navnet på den by i Nordirland, som I, ganske utilgiveligt og endnu mere politisk ukorrekt, kalder Londonderry. Hvad tænker I dog på? Eller er denne noget uheldige billedtitel til interviewet med Gerry Adams i virkeligheden blot et udslag af simpel uvidenhed og total mangel på research? Af den slags som vi Irlandsnørder spotter med det samme og faktisk føler os temmelig provokerede af? I det mindste kunne I da have skrevet det helt acceptable og pt. politisk korrekte London/Derry.

Hele miseren omkring det navn stammer fra, at der jo i adskillige århundreder har ligget en irsk, katolsk by på stedet ved navn Derry. I forbindelse med englændernes kolonisering af Nordirland ( jo, englænderne koloniserede Irland på præcis samme måde som de koloniserede Amerika), blev de protestantiske ( eller i alt fald halvprotestantiske/ Church of England) kolonister sendt til Derry med en stor pose penge fra et Londonselskab i ryggen. Her byggede de en imponerende bymur ( som stadig står i al sin magt og vælde) for at holde de lokale katolikker ude, således at disse enten sultede ihjel eller i alt fald henslæbte en noget miserabel tilværelse, berøvet land og ære. Netop fordi denne kolonisering, set fra London, altså, var så overmåde succesfuld, fik de oprindelige kolonister/imperialister som påskønnelse lov til at sætte London foran det lidt tarvelige, irske bynavn. Vupti: Londonderry!

Meget forenklet kan man sige, at Derry er byens oprindelige, katolske navn. Det, den altid har heddet. Og at Londonderry derfor er det protestantiske, som for alle katolikker smager af undertrykkelse, imperialisme og ufrivillig kolonisering. På den måde siger Politiken ( hvadenten det er ufrivilligt eller blot et udtryk for himmelråbende uvidenhed) altså, hvem de holder med. Byen ligger i øvrigt lige på grænsen mellem Irland og Nordirland, og alt efter fra hvilken side, man nærmer sig, siger vejskiltene hhv. Derry eller Londonderry. Eller har med spraymaling fået tilskrevet et London/ udraderet samme forstavelse af lokale fanatikere.

Personligt kunne jeg aldrig drømme om at sige Londonderry. I min mund smager det af uretfærdighed, at overvældende magtmisbrug og af mangel på anerkendelse af historiske omstændigheder. Men hvis Politiken gerne vil sættes i bås med navnkundige og ( heldigvis!) hedengangne Ian Paisley, så bliver det nok uden mig som abonnent i fremtiden.

Særdeles mange af de berygtede slag og opstande i Nordirlands blodige, moderne historie siden delingen i 1920 har fundet sted i London/Derry. Nævnes skal blot Battle of the Bogside ( et fattigt katolsk boligkvarter) og Bloody Sunday, hvor den britiske hær kom til at overtræde enhver form for retfærdig og anstændig opførsel. Det sidste er ikke min egen påstand–efterfølgende retssager har til fulde bevist det.

MEN–og her kommer så det positive, som Politiken tilsyneladende heller ikke ved: Man kan jo ikke gå rundt og skændes om, hvad ens by  i grunden hedder. Sådan at forstå, at bare dens navn giver anledning til stridigheder, slåskampe og sætter skår mellem de to befolkningsgrupper. Så magtfuldt er sproget nemlig i sig selv. Det kan skabe dybe kløfter ved bare at blive sagt, blive udtalt. Du kan kende din ven eller fjende  ( eller for den sags skyld bare din nabo!) på, hvad han/hun mener og siger, at byen hedder. Derfor er det totalt frugtesløst overhovedet at fortsætte den diskussion. Den fører ikke til andet end sproglige barrierer, udmundende i fysiske episoder. Hos mange irere, som ikke lige bor i Derry, benævnes byen diplomatisk “the stroke city” (skråstregsbyen). Forstået: London/Derry. Man den holder jo heller ikke en meter, hverken sprogligt eller barierremæssigt.

I London/Derry har man derfor besluttet at gå en helt anden vej. Hvis ingen kan bliver enige om, hvad byen hedder, må den simpelthen have et nyt navn, som ikke indeholder nogen form for politiske og/eller religiøse referencer. Sådan noget gøres ikke fra den ene dag til den anden, men håbet er, at sproget i sig selv kan omdanne den bevidsthed, der følger med selve de sproglige udtryk. Gennem byen flyder floden Foyle, og den har man så tildelt æren af at være samlende faktor. Alle nye tiltag, fra shoppingcentre over taxaselskaber til navneændringer på alle former for offentlige trafikselskaber hedder nu noget med Foyle. Med tiden vil byen givetvis og gradvist kommer til at hedde “mere” Foyle end London/Derry. Og det er da sikkert en tydelig intention, at det er sådan, det skal gå. Således at den sproglige magt og skellet mellem, hvem der siger hvad, forsvinder. Om det så kan løse de mange og alvorlige interne konflikter, er et spørgsmål. Men i min optik er det en god begyndelse på en brugbar løsning.

Hvis altså udenlandske medier også fatter den. Inklusive jer på Politiken.

Continue Reading

Om at rejse sig op i bussen. Igen, igen.

Jeg har tidligere, for oceaner af personlige busture siden, skrevet om mit noget ambivalente forhold til, at folk (læs: unge mennesker!) rejser sig for mig i bussen. På den ene side set er det da forfærdeligt rart, behageligt og afstressende at arve en siddeplads efter en yngre numse. På den anden indebærer det en direkte konfrontation med ens egen alder og udseende, en form for erkendelse af, at man altså ser så gammel ud, at andre mener, man har behov for at hvile sit trætte legeme. Den sidste gør lidt ondt i aldersforfængeligheden–i alt fald indtil man vælger at gå med det klare frynsegode, der er forbundet med at se gammel og sædetrængende ud. Nemlig at sidde ned.

Men nu har jeg lagt mærke til–fordi jeg rejser så forholdvist meget, som jeg gør–at mine aldersbestemte rettigheder til en siddeplads i overfyldte busser og metroer, er særdeles flydende og sådan nærmest geografisk bestemte. Herhjemme er der sjældent et ungt menneske, der i offentlige transportmidler formår at løsrive sig fra den medbragte elektronik og tilbyde mig lidt støtte til numsen. Hvorimod jeg, faktisk jo mere jeg rejser mod syd i Europa, nærmest kan vælge mellem ledige sæder, som smilende unge mennesker kaster i grams for mig. At rejse sig for ældre medborgere er i nogle lande en uskreven regel, et tydeligt tegn på høflighed og respekt og almindelig god opdragelse. Sådan næsten en form for indbygget automatik.

Jeg har tænkt på, hvorfor det forholder sig sådan. For det er vel næppe fordi, jeg akut ser århundreder ældre ud, når jeg kører i udenlandske transportmidler. I alt fald håber jeg det da ikke. Jeg tror derimod meget mere, det er synet på det at blive ældre, der varierer kraftigt fra land til land. I årtier har vi herhjemme insisteret på, at vi sandelig ikke bliver gamle–vi bliver ældre, vi bliver grå guld, vi bliver aktive, rejselystne, arbejdsfri mennesker i en såkaldt tredje alder, som primært giver os rettigheden til at nyde livet efter et langt arbejdsliv. Vi insisterer på, at vi skam er fuldt ud kapable til det samme som ungdommen, og at det nærmest er en gevinst for os at være blevet ældre, så vi fuldt ud kan hellige os det, vi ikke havde tid til som unge. Endelig bliver vi jo faktisk også ældre end førhen, og statistisk set er ældre set som gruppe i meget bedre helbredsmæssig tilstand end for blot få år siden. Os skal de sgu` ikke fucke med, de unge! Vi kan og vil udmærket selv. Det har vi nok, såvel direkte som indirekte fortalt de unge så mange gange, at de sandelig (snarere tværtimod!) ikke har mistet respekten for os. Men de har mistet respekten for, at vi er blevet ældre/gamle.

Endvidere er der nok også nogle klare forskelle til lande, hvor industri- og teknologisamfundet ikke haft så gennemgribende gennemslagskraft som herhjemme. Vi er simpelthen–i alt fald de fleste af os–ikke så tydeligt fysisk nedslidte, som bjergbonden, der har hakket i den stenede jord hele sit liv–for nu at tage et overklart eksempel. Endelig må man nok heller ikke glemme selve den nationale selvforståelse, eller mentalitet. Der er steder, hvor der pr. tradition har stået respekt og “rejse sig i bussen som en form for æresbevisning” på programmet i århundreder ( eller i alt fald siden de første busser blev indført!) overfor ældre.

Så jeg må ligesom lære at forliges med mine særdeles varierende rettigheder som buspassager i Europa. Herhjemme må jeg affinde mig med at stå op. Og det er sådan set også OK, for hvis et dansk ungt menneske rejser sig for mig, er den da for alvor gal med både udseende og fysisk. Så står det slemt til, for danske unge mennesker har lært, at ældre skam klarer sig fint selv. Og så må jeg nyde, at jo længere sydpå, jeg bevæger mig i Europa, desto mere kan jeg klart forvente at blive tilbudt siddeplads til min gamle røv. Begge dele er fint med mig. Jeg har selv været med til (indirekte) at fortælle mine lokale unge mennesker, at jeg stadig står fuldt forsvarligt i en bus, og jeg labber da gerne den lige så lokale respekt for alderdommen i mig, når jeg er på gennemrejse.

Continue Reading

Barcelona. Pragtfuld, populær–og overrendt!

Barcelona er et bombardement af alle sanser. Allermest synssansen. Eller også føles det bare sådan, fordi man overalt får kastet flere århundreders fantasifulde arkitektur og klare, flotte farver lige ind i sine Nordeuropæiske, betonvante øjne. Det har været en umådeligt rig by dengang omkring forrige århundredeskifte, hvor Nordspanierne nok sad på en god del af verdenshavenes handel, og der har skullet prales, rent beboelsesmæssigt. Praleriet har så også været forholdvist let, når man samtidig har kunnet lade nogle af historiens mest finurlige arkitekter tage sig af tegning og opførelse af standsmæssige boliger.

Barcelona er synonymt med arkitekten Gaudi, som synes at have huse(ret) alle vegne og overalt. Ikke blot på privatboligfronten, men også i parker, kirker og mindesmærker. Hans svungne linjer ( omvendte kæder), millioner af former fra naturen og fantastiske farver præger bybilledet, selv om der sandelig også er andre arkitekter fra Modernistaperioden, som har sat deres smukke præg på byen. Allermest dominerende er selvfølgelig den ufuldendte kirke La Sangrada Familia, som der stadig bygges på–næsten 100 år efter Gaudis død. Det meste af hans konstruktion foregik indenfor hans eget hoved, så efter hans pludselige død var man temmelig lost mht. det videre byggeforløb.

Men Barcelona er også gamle, krogede, snævre gader, hvor solen sjældent kommer helt ned til bunden. I det gotiske kvarter, lige ved byens livsnerve, den brede gade Ramblaen, slynger gaderne sig ud og ind i hinanden og åbner ofte pludseligt op i de smukkeste små torve–eller den vidunderlige plads, Place Real, som (med rette) er blevet sammenlignet med Markuspladsen i Venedig. Det gotiske kvarter er et godt sted at finde gedigent vildt– bare at gå frem i lige præcis den retning, man har lyst til. Der er altid små perler at opleve–og et pulserende folkeliv. Her ligger også Havets Katedral–eller Barcelonas smukke, gamle domkirke, som mange givetvis har læst om i romanen om dens tilblivelse.

De senere år har byen også bevidst arbejdet med byfornyelse, så der gemmer sig også mange moderne og eksperimenterende pladser rundt omkring, hvilket vel bare fastslår, at Barcelona er en gå-by. En slentreby, der allerbedst opleves til fods. Eller måske til svævebansk–for ingen må snyde sig selv for turen op på Montjuic, hvor udsigten ned over byen, Middelhavet og baglandet næsten tager luften fra en. Det er også her, det olympiske stadion fra 1992, Nationalmuseet, det fantastiske springvand, der springer i farver og former udvalgte aftener og det gamle fort kan ses og nydes. Resten af den tidligere olympiske by–altså atleternes indkvartering–befinder sig omkring den gamle “fiskerlandsby” Barceloneta ud mod havet, og i Barcelona har man på fineste måde undgået, at olympiske rester er blevet til olympisk slum efter legenes afslutning, så her er nu masser af tidssvarende boliger for almindelige mennesker samt et levende restaurant- og forlystelseskvarter lige ned til Middelhavets overblå bølger. For Barcelona har også en rigtig fin og særdeles badevenlig, lang sandstrand nærmest midt i byen.

Og så er der duftene. Barcelona dufter af nyfangede fisk, af Middelhav, af tapas og af stærk kaffe. Krydret med aromaen fra alle de uimodståelige grøntsager og frugter på byens velassorterede markeder–især på og ved Ramblaen. Maden er god, kaffen og de utallige kaffe- og tapasbarer er lokkende, og ingen kan ligesom opholde sig i Barcelona uden at fornemme såvel madkulturen som byens (på alle områder) tætte forhold til det Middelhav, der næsten ligger for enden af enhver bred boulevard.

Udover museer for og med adskillige verdenskendte kunstnere med tilknytning til byen ( Miro og Picasso kan da lige nævnes!), bør også siges, at byen er et sandt eldorado for folk med spidskompetence udi shopping. Det er en dyr by, hvis man ikke er så god til at styre sig, for lækre tilbud og smukke ting taler overalt lige ind i belønningscentret på en uhyre insisterende måde. Priserne er ikke væsentligt forskellige fra de danske. Men det er udbuddet så til gengæld!!

De senere år har Barcelona, ganske forståeligt, oplevet et sandt boom af millionvis af turister fra hele verden. Faktisk så overvældende, at det er blevet et problem på mange fronter, hvor simpel nedslidning selvfølgelig topper. Man må kante sig mellem kompakte grupper af paraplyførte, ældre koreanere og japanere samt forsøge at lade være med at blive ført med strømmen af de utallige gymnasieklasser fra Stuttgart og Struer, som hver eneste uge skiftes ud med nye fra Gladsaxe og Girona. Der er trængsel, megen trængsel, i Barcelonas gader. For at begrænse turiststrømmen har det lokale styre indført turistskatter samt begrænsninger på antal daglige turister på de allermest populære seværdigheder. Det er, selvfølgelig, en fremragende ide til begrænsning, men det betyder så også, at man skal være usædvanligt OBS på at få bestilt sine billetter i forvejen og gerne hjemmefra, for ellers er der simpelthen lukket for indgang mange steder. Er der noget, som alle turister hader som pesten, så er det jo andre turister, som tager den plads og de entreer til berømte ting og steder, som de selv mener sig berettigede til at stå først i køen til……. Så vel er det da irriterende, at der er så mange om buddet. Men man blev jo altså heller ikke lige selv hjemme…..

Nogle få dage i Barcelona er et friskt pust til sanserne. Og det er absolut anbefalelsesværdigt. Det er der, tilsyneladende, også mange andre over hele verden, der synes!

 

Continue Reading

Om Uniqlo.

Som datteren siger, så er der ikke så mange kvinder over 50, som bare rejser en lille smule, der ikke kender til det japanske tøjmærke Uniqlo. Jeg har endda selv været en smule langsom til at opdage det, men efter at være blevet introduceret til det for ikke så længe siden af en god veninde, har jeg været hooket. Jeg husker stadig, da vi endevendte Hanoi i flere timer for at finde en Uniqloforretning til hende, og syntes vist samtidigt, at det da måtte være helt unikt tøj, hvis vi skulle bruge SÅ meget krudt og sparsom rejsetid på sådan noget. Nu er jeg så fuld af forståelse! Og gør gerne selv det samme. For de er svære at finde, Uniqloforretningerne, og herhjemme kan man godt spare sit krudt. I alt fald indtil videre, for det er overhovedet ikke et spørgsmål om, om vi får Uniqlo. Det et udelukkende et spørgsmål om hvornår.

Uniqlo er japansk basistøj i rent bomuld i en letvægtskvalitet og altid klare, rene farver. De er især kendt for deres dunjakker, som nærmest vejer mindre end de (bomulds)dun, de er lavet af. Nu har en dunjakke jo aldrig gjort noget som helst positivt rent æstetisk for nogen kvinder, men disse er faktisk både supervarme og relativt klædelige. Så skal man bevæge sig den vej rent overtøjsmæssigt, så er Uniqlo da i alt fald lidt af en redning på målstregen. Sådan at forstå, at firmaet har indset, at de fleste kvinder–udover at holde sig varme–også gerne vil undgå en direkte sammenligning med Michelinmanden.

Men Uniqlo er meget mere end det. Det er T-shirts, bukser, kjoler, bluser, cardigans og nærmest enhver form for beklædning til både mænd og kvinder i den lækreste kvalitet og altid en uhyre kuffertvenlig kvalitet. Det vejer simpelthen ingenting, det tøj. Ydermere er priserne fuldtud forståelige og til at forholde sig til. De er nemlig præcis som Hø og Møgs. Og tillige får man kvalitet for pengene.

Nu har Uniqlo så indledt et samarbejde strækkende sig hele vejen fra Japan til Finland. Marimekko har designet de smukkeste T-shirt, kjoler og bukser, som så er udført i ren, lækker bomuld. Priserne ligger fra omkring 125 kr. for T-shirts til ca. 200 for en kjole. I alt fald i Spanien, men det vil selvfølgelig være dybt afhængigt af såvel kurser som moms. Det er da til at forholde sig til! Eller i alt fald forholde sig så meget til–for mit vedkommende!–at jeg ikke rigtigt kunne styre det. Når man kan betale sig til at eje så meget lækkert, smukt, let kvalitetstøj til så få penge, så har jeg en indre overtalelsesfaktor, der nærmer sig det absolutte max.!

Udover at de store byer i andre lande for længst har fået øjnene op for japanernes kvalitetsstærke modsvar på de store europæiske kæder, ( eller japanerne har fået øje på dem!) så kan mærket, hvis ens vej ikke lige falder forbi storbyerne, selvfølgelig også handles på nettet. Det kan anbefales. Mærket altså!

Continue Reading

Storbypas.

Jeg ved, at jeg tidligere har skrevet om, at seværdighedspas til mange storbyer er en fortræffelig, besparende og genial ide. Ved at købe passet køber man samtidig ret til at besøge et stort antal attraktioner gratis samt til at få rabat på andre.

De sidste par dage har jeg så opdaget endnu en (for mig hidtil ukendt) side af disse pas. Ikke nok med at jeg faktisk får set alt det, jeg har rejst halvdelen af Europa igennem med intentionen om at se. Jeg får også set ting, jeg aldrig har haft den fjerneste intention om at se. Endvidere kendte til eksistensen af.

Det foregår på denne måde: Man betaler et fast beløb for kortet, og så kan man anvende det fuldtid så tosset, som man vil og har tid til. Så det gør man så. Altså anvender det. For der går ligesom sport i minimum at nå op på at have “sparet” det beløb, kortet kostede. Altså ligefrem at føle langt og dybt ind i belønningscentret, at man faktisk har tjent penge på sit kort.

Så jeg har været i Barcelona Zoo og i det lokale akvarium. Det indgik ikke specifikt i mine planer, men jeg sparede da en hulens masse penge bare ved at gå derind. Jeg har også været i en blanding af Den gamle by og Den fynske landsby— på spansk altså. Og der var jeg da vist næppe kommet, hvis det ikke var fordi, jeg kunne bilde mig selv ind, at jeg tjente en del Euro på det. Snød kortet, om man vil.

Ikke nok med at jeg ligefrem sidder her og føler, at jeg skovler imaginære penge ind. Jeg får faktisk også set ting og steder, der afskiller sig væsentligt fra mange af dem, jeg ellers dyrker, og den slags kan da vist kun give et større udsyn og nogle helt anderledes oplevelser!

Continue Reading

Modernistmuseet. Barcelona.

Hvis man nu havde ejet noget, der absolut ikke var mindre end et mellemstort palæ, så kunne det da overvejes at anskaffe sig et sådant møbel. Ellers ikke. Man skal jo også selv kunne være der.

I Barcelona ligger et lille museum for den slags store perler. Her er enhver form for møbler i de allermest fantastiske, håndudskårne udgaver. Gerne med dekorerede indlæg af andre træsorter og smukke mosaikker. Det må have taget årevis at lave dem, dengang omkring forrige århundredeskifte.

På museet findes også de smukkeste mosaikker og en del billeder, men det var de nu ikke så gode til, Art Nouveaukunstnerne. De var, efter min mening, i stedet helt uovertrufne indenfor design af møbler, brugskunst af enhver art og arkitektur. Selv om de givetvis selv drømte om, at det, de lavede, var oplysende, livsforbedrende kunst for masserne og gerne til det offentlige rum, så krævede det dog nok, trods alt, såvel en god position indenfor borgerskabet, et anseligt hus og tilstrækkelige midler at anskaffe.Det er samtidig også derfor, at perioden er så nært koblet til borgerskabets glansperiode før 1. Verdenskrig.

Heldigvis kan vi andre så nu beskue datidens dekadence på museer. Når vi nu ikke selv lige har plads til at eje sådan et pragtstykke og sætte det i spisestuen.

Continue Reading

Gaudisk Barcelona.

Han er ikke til at komme udenom i Barcelona. Arkitekten Antonio Gaudí. Han er her, der og allevegne, og det er en fornøjelse hver gang.

Selv om han blev relativt gammel, er det alligevel forbløffende, hvad denne finurlige hjerne har gennemtænkt og udført rent volumenmæssigt. Fra imponerende palæer til de smukkeste parker. Og det, der tiltaler allermest, er hans nærmest barnlige, altid runde, vildtvoksende og fabulerende formsprog. Der var, og bliver vel heller ikke, nogen som ham. Selv om han indskriver sig i Art Nouveaperioden omkring forrige århundrede og til overflod dyrker naturens (svulmende) former, er stilen helt og aldeles hans egen. Sådan lidt som et yderst kreativt barn, der er gået skabelsesmæssigt amok i modellervoks. Blot er modellervoksen her udskiftet med rigtige huse, som virkelige mennesker har boet og færdedes i.

Jeg tror, jeg ville have trivedes i et af hans hobbitboer. Fordi selve det ukonventionelle i at gøre oprør mod, at vægge nødvendigvis skal være kvadratiske og døre firkantede, tiltaler mig umådeligt. Det er jo ikke blot et æstetisk og arkitektonisk statement at konstruere på den måde. Det er jo også et rent humant og menneskeligt. Mon ikke vi mentalt bliver lidt rundere og rummeligere af at bo i runde boliger og se på smukke og former og farver, hvor vi end færdes i vores boliger. Det tror jeg!

Continue Reading

Om skulderpuder. Og andre uhyrligheder.

Så læser jeg i modespalterne i Politiken, at skulderpuderne (oh, ve!) igen formodes at lande på uskyldige kvinders overarme, hvis de da ellers er tilstrækkeligt modebevidste. Yves Saint Laurent har allerede re-introduceret dem i årets kollektion, og andre modehuse forventes at følge efter. Efter sigende skulle dette træk være et (misforstået?) svar på #metoo-bevægelsen, en visuel markering af kvinders styrke og mod. Hvorfor kvinders mod og styrke lige skal vises ved at give dem overdrevne, maskuline træk via vatindlæg, melder historien intet om. Nok fordi hverken Saint Laurent eller skribenten i virkeligheden heller ikke har nogen anelse. Men det er efterhånden 2-3 årtier siden, vi sidst var belastede med disse forfærdelige øjebæer, som absolut intet gjorde for hverken kvinder eller mode, så ifølge modens vante cyklus er det vel ved at være tid, at de genintroduceres. Det må da absolut være i mangel af bedre…

For mit indre blik–når talen falder på skulderpuder–står altid Crystal fra TV-serien Dollars/Dynasty. Som selve indbegrebet af monstrenes skadelige virkning og æstetiske katastrofe. Hun var, in natura, en høj, flot og statelig kvinde, men blev af producenterne af serien udvalgt til at være modemæssigt ikon, med speciale i skulderpuder. Ergo lignede hun altid en dværg, der var tydeligt højdemæssigt udfordret, da hun generelt nærmest var væsentligt bredere foroven, end hun var lang i højden. Tillige må hun have kunnet fungere som model for enhver perfekt trekant, hvor den bredeste side fandtes foroven, mens en af spidserne tydeligvis sad allernederst. Jeg kan huske, at jeg personligt altid var meget opmærksom, når Crystal skulle igennem en dør, for selv om de skam havde velvoksne, brede døre i den familie, så var det altid en udfordring for hende. Ville det lykkes, ville hun sidde uhjælpeligt fast med sine skuldre, eller måtte hun gå sidelæns? Det var, på alle måder (også andre end lige den med monsterskuldrene!) synd for Chrystal. Ligesom det er synd for alle de kvinder, der nu føler, at de for at følge moden skal vedhæftes vatkugler på kravebenet.

For hvis man benytter begrundelsen, at skulderpuderne er et visuelt udtryk for kvinders styrke i kølvandet på #metoo, så holder den bare ikke så meget som en meter vat. #metoo handler om forfærdelige, utilgivelige seksuelle krænkelser af kvinder, og selv om den slags slet ikke kan sammenlignes, så vil jeg alligevel hævde, at skulderpuder handler om forfærdelige, utilgivelige, modemæssige krænkelser af samme kvinder. Selv om man selvfølgelig med rette kunne hævde, at skulderpuder dog nok trods alt har en vis form for præventiv virkning.  Sådan at forstå, at vi givetvis vil se en markant nedgang i amourøse affærer, forlovelser og bryllupper, da de færreste mænd nok vil føle sig det mindste tiltrukket af de bepudede amazoner. Og det kan måske også smitte af på antallet af overgreb? Selv om det, for mig at se, er en noget underlig, indirekte og æstetisk forfærdelig måde at dæmme op for et problem, der burde have andre løsninger.

Der er masser af modemæssige absurditeter, som hver især har haft deres tid op gennem århundrederne. Og især i dette og det forrige. Efter deres første katastrofale introduktion og udlevelse, er der absolut ingen, der siger, vi bør gentage fiaskoen. Det er da topmålet af designmæssig fantasiløshed. Som nu med skulderpuderne. Jeg mener, der er da ingen (selv modefolk) ved deres fulde fornuft, der overvejer at genintroducere kassebukserne, papirstrusserne, plateauskoene, Maverickskjorterne eller Bundesligahåret. Vel?

Nej, fri os fra skulderpuder! Dem HAR vi haft. Og de gjorde, mildest talt, ikke noget godt for os. Lad os bare sige, at vi stemmer dem ned, fordi vi så utroligt gerne vil undgå at bevæge os sidelæns gennem alle døråbninger. Og sagtens kan vise vores mod og styrke uden vatforbreddere!

Continue Reading

Om supermarkeder.

Forleden havde vi besøg af sovse-sønnen ( vi har også en boller-i-karry-søn og en lakse-svigersøn, blandt andet), så på vejen hjem fra en udflugt måtte vi omkring et supermarked for at supplere lageret. Jeg kan godt lave sovs (endda opbagt, hvilket ikke er mange under 50 forundt!), men oftere og oftere køber jeg med god samvittighed små brikker eller glas af eksotiske smagssammensætninger og et uhyre stort antal E-stoffer, når der skal sovs på bordet. Det kommer der nemlig ikke så forfærdeligt tit. Men det er nu slet ikke sovs, dette skal handle om. Forbindelsesleddet mellem indlæggets emne og sovs er bare ganske simpelt: At man kan købe sovs i supermarkeder!

Anyway, det var i en fremmed by, og udvalget af dagligvareforretninger var, mildest talt, en smule sparsomt. Så vi endte i Aldi, som netop i den flække tilsyneladende sad på en form for monopol. Jeg bryder mig ikke om Aldi ( det kommer vi til!), men jeg bryder mig endnu mindre om nye, for mig ukendte supermarkeder, hvor jeg skal bruge alt, alt, alt for lang tid til at scanne reol op og reol ned for overhovedet at lokalisere det, jeg gerne vil købe. Jeg synes, jeg spilder min tid. Det fik mig til at filosofere lidt over mit forhold til supermarkeder—eller rettere: supermarkedskæder.

Da jeg var barn ( det er sgu` næsten blevet et mantra her på bloggen, sorry!), havde vi købmænd og Brugsen, og det overlevede vi fint på. Man var så enten til det ene eller det andet, og det hang ved, gjorde det, for min mand, som er søn af en købmand, undgik et væsentligt stykke ind i sit voksenliv Brugsen. Han følte sig som desertør eller overløber ved blot at nærme sig det, der i alt fald dengang repræsenterede andelstanken, ihukommende de altid unfair konkurrenceforhold for en far, der var lidt for venlig til at “skrive” og lade kunderne “købe på bog”. Brugsen har overlevet. Det har købmændene ikke, så nu står vi med et antal supermarkedskæder, der vel nærmest kun giver os valget mellem at købe hos danske, norske eller tyske pengetanke–og i alt fald aldrig at købe på kredit hos en velkendt og venlig privat ejer.

Men der er jo forskel alligevel. Vi har vel alle vores favoritter–samt steder, vi nødigt kommer. Jeg er sikker på, mange parametre spiller ind ved en sådan (ubevidst?) udvælgelse af favoritsupermarked, men efter Aldioplevelsen kom jeg–nok egentlig for første gang–til overhovedet at overveje, hvorfor jeg egentlig handler der, hvor jeg handler. Umiddelbart kan jeg se fem, for mig, vigtige begrundelser. Nemlig pris, beliggenhed, vareudvalg, butiksæstetik og velkendthed (altså finde-rundt-hed).

Lad mig starte lidt rodet, midt i begrundelseslisten, med butiksæstetikken. Blandet med den med prisen. Der er ingen tvivl om, at steder som Føtex, alle former for Coop-er og Meny går ud som vindere af mest indbydende opstilling og fremvisning af varer. Man får jo lyst til at købe hele butikken, og i alt fald tonsvis af ting, man hjemmefra slet ikke anede, at man akut, dernede i supermarkedet, fik en ustyrlig lyst til at blive ejer af. Det er lige præcis derfor, jeg meget sjældent handler den slags steder. Belært at dyrekøbte erfaringer ved jeg, hvor påvirkeligt mit handlende jeg er af spiselige opstillinger, og at jeg lokkes til at købe ting, jeg slet ikke skal bruge. Ydermere viser min udgiftssky side sig ved, at jeg er fuldstændigt sikker på, at den eneste, der betaler for alle de pæne dekorationer og varer, der er taget præsentabelt ud af deres transportkasser–det er mig! At handle dagligvarer er ikke en æstetisk oplevelse for mig–det er en blot og bar nødvendighed. Men på det punkt er vi nok–det må vi jo være, siden kæderne stadig overlever–særdeles forskellige, og der er må jo findes mennesker, der dyrker at blive til grin for deres egne penge.

Butiksæstetikken ( og prisen) spiller også i den grad ind i mit forhold til tyskerne. Bare med omvendt fortegn. Jeg undgår nærmest for enhver pris Aldi og Lidl. Nok er de billige, men de er altså også sterile, grænsende til en fornemmelse af, at man går rundt i et kølehus eller på et lager. Og så virker varerne på mig, som om de er kopivarer. Jeg kan simpelthen ikke finde rundt i, hvad der er pendenten til Mariekiks på tysk+ at de fremviser tonsvis af brune indpakninger af tyske ting, jeg slet ikke ved, hvad er. Jeg er lost midt i al den germanisering og føler mig lidt som min stakkels handels-uerfarne far, der som pensionist  hjælpeløst støvede rundt flere timer langs hylderne i det daværende SuperBest, indtil han fik samlet mod nok sammen til at spørge om, hvor de mon havde det Safirmel, som stod på hans indkøbsliste!

Fakta, Rema og Netto, derimod, er OK. Varerne har en pris, jeg kan forholde mig til, og da jeg altid køber grøntsager på torvet, kød hos slagteren og brød hos bageren, er det uden betydning for mig, at de mildest talt ikke er stærke på netop de fronter. Alligevel handler jeg kun sjældent i de to førstnævnte, og det skyldes for det første beliggenhed. Der er simpelthen kortere til min Netto end til de to andre. Men allermest skyldes det, at jeg har et nærmest komme-hjem-forhold til min lokale Netto. Jeg kender den–hver eneste kvadratmeter. Det fandt jeg ud af engang, jeg skulle lave en indkøbsliste til min mand. (Er det i øvrigt ikke sjovt, at vi kvinder oftest udstyrer vores handlende mænd med indkøbslister, mens vi selv ser det som en falliterklæring og åbenlys indrømmelse af begyndende demens selv at tage sådan en med–med mindre der er en nær forestående højtid, og der skal powerindkøbes?) Der opdagede jeg, at jeg visuelt forestillede mig en tur gennem butikken og simpelthen skrev varerne ned i den rækkefølge, han ville passerer dem på den mest logiske runde gennem butikken. Jeg tænkte simpelthen mere i varernes placering på hylderne end i ” de her fem ting, skal vi bruge til frokost” eller “vi mangler både toiletpapir og agurker” ( de sidste to står milevidt fra hinanden i butikken!).

Så det er derfor, jeg–nok ubevidst, men dog så velovervejet, når jeg lige får gennemtænkt det–nærmest altid kører ned i den butik, jeg forfalder til at kalde “min” Netto. Der er ingen butiksæstetik, der forstyrrer mig med enten at give mindelser om kølerum eller lagre–eller få mig til at føle, at jeg betaler overpris for smarte opstillinger. Det er den butik, der ligger tættest på mit hjem, og–og det er vel i grunden det allermest vigtige–jeg ved lige præcis, hvor alting står, så jeg kan få handlet i en effektiv fart. Jeg skal ikke bruge tid på at lede hyldemeter efter hyldemeter efter varer, men kan bruge min tid på ting, der er væsentligere for mig end at finde Mariekiks og sovse i brik.

Det er så også derfor, jeg hader det, når jeg skal ind i en, for mig, fremmed butik. Jeg kan simpelthen ikke finde det, jeg leder efter. Og det irriterer mig faktisk. Meget, endda.

Continue Reading

Advarsel mod angribende ris.

Jeg synes selv, jeg er ret påpasselig med at få mine rester fra aftensmaden ind i køleskabet i, hvis ikke rekordfart, så dog magelig hurtigspeed. Tilmed er jeg også ret OBS på madspild, så her i huset gemmer vi rester. For det meste–eller i alt fald nogle gange–får vi dem også spist. Andre står de til spot og spe og forrådnelse i køleskabet. Sådan cirka akkurat som i de fleste andre hjem, som jeg ind imellem pudser resteglorie sammen med.

Men det er helt forkert, når det drejer sig om ris. Fandt jeg for nyligt ud af, for efter at have spist kolde ris adskillige gange samt opvarmet gårsdagens rester lige så adskillige gange uden nogen form for helbredsskadende effekt, så kan det da ellers nok være, at en flok opvarmede ris forleden slog fra sig på den allermest ubehagelige måde. Der er mange ord for den slags tæt toiletbundne resultater, og jeg vil helt udelade dem alle. Blot konstatere, at det tager et par dage at skille sig af med sine bakterieinficerede ris, og der er intet, absolut INTET, der er morsomt, så længe de er i grovkornet, aggressiv offensiv.

Det hele skyldes, har jeg læst mig til, bakteriesporer fra bakterien Cereus, som findes i ris, og som elsker opvarmning, for så kan den rigtigt trives og mæske sig. Og som det jo er med den slags små fandener, så kan man altså ikke se dem med det blotte øje. Tilligemed at i alt fald jeg ikke gider at afprøve, om de har indvaderet lige netop mine ris. Opvarmede ris er absolut no-go fra nu af. Her i huset. Og jeg skal hilse og sige, at det nok for mavefredens skyld bør være præcis på samme måde i alle andre huse.

Ja, og de fleste har opvarmet deres ris på et utal af fantasifulde måder. Og ja, de er aldrig blevet syge. Sådan var det skam også her i huset. Jeg skal heller ikke blande mig i andre menneskers potentielle maveonder, blot sige, at hvis man opvarmer ris, så er man da noget så gevaldigt selv ude om at underdreje sig selv i flere dage, hvis man er uheldig.

Så lad hellere være at eksperimentere med denne angrebslystne grøntsag!

Continue Reading