Guldsøstre

Jeg er sikkert ikke den eneste, der har lagt mærke til det. At vi de seneste par uger er begyndt at sige farvel til hinanden på en anden måde. Med andre ord, i alt fald.

Nu er der jo selvfølgelig ingen, der kan give hinanden det obligatoriske farvelknus længere. Derfor er vores farveller, både i telefoner og over andre sociale medier samt de få, der faktisk udveksles over fysiske afstande mellem mennesker, naturligt forandrede.Umærkeligt, men helt sikkert. I alt fald som jeg iagttager det.

Jeg er nemlig ikke den eneste, der som farvel altid, nærmest som en indre magtpålæggelse siger “Og pas nu godt på dig/jer selv.” Det har jeg da aldrig sagt før. I alt fald ikke til alle. Sikkert til teenagere på vej til abefester eller andre på vej mod potentielle farligheder, men bestemt ikke som et evigt mantra til alle og enhver.

Det gør jeg så nu. Ligesom det også er måden, andre siger farvel til mig. Og jeg mener det. Ligesom alle andre også mener det, når de siger det til mig. Oversættelsen på denne eufemisme er i al sin enkelhed noget i retning af “Jeg håber ikke, du bliver syg.” eller “Prøv at lade være med at udsætte dig selv for smittefarlige situationer.”

Lige netop denne tilføjelse til alle traditionelle farvelhilsner siger vel indirekte noget om det fællesskab, vi for tiden er nødt til at dyrke alene. Vi bekymrer os faktisk om hinanden, om hinandens helbred, om hinandens liv–og i det store perspektiv vel om landets velvære som helhed. Det er rart at tænke på.

Så prøv at lægge mærke til det. Både fra jer selv og fra andre.

Og pas nu rigtigt godt på jer selv!

I Storbritanien har et krisetruet bryggeri fået en rigtig god ide. Her kan man nemlig købe gavekort til en kasse med specialøl til sundhedsarbejdere. Når der, fra mange forskellige mennesker, er indbetalt tilstrækkeligt, bliver en sundhedsarbejder, som er indstillet af de betalende, begavet med kassen, som bringes til vedkommendes bopæl. Selvfølgelig kan der være mange indstillinger, men det må så blive bryggeriets sag at finde en måde at vælge.

Da jeg læste det, slog det mig, at 1) man sagtens kunne lave noget lignende herhjemme. Der er masser af muligheder, som ud over øl kan være take-away måltider, blomster, bøger og andet. Kun fantasien sætter grænser.

2) at det ville være en fremragende måde at holde liv i kriseramte forretninger.

og 3) ( ikke mindst!) at vi på den måde kan få sagt tak til alle de sosuer, sygeplejersker, læger og andre former for sundhedspersonale, der slider for vores samfund nat og dag, og i denne tid er ekstremt pressede.

–Så kan jeg jo bare håbe, at nogen har overskud til at gribe ideen!

Fra mange sider–statsministeren, psykologer, museumsinspektører og måske også os selv–opfordres vi til at skrive dagbøger over vores liv under Coronakrisen. Her kommer min fra i går:

24. marts.

Vågner tidligt. Som sædvanligt, fordi jeg nok også går i seng ret tidligt som en følge af det ugelange jetlag, der gerne forfølger mig efter lange flyvninger. Og måske det chok over den forhastede tur hjem fra USA, der stadig sidder i mig. Hver morgen bliver jeg så glad, så taknemmelig i selve vågningsøjeblikket, fordi jeg er rask, frisk og symptomfri. Det har jeg aldrig prøvet før. I alt fald ikke så mærkbart. Det er en smuk morgen, og hver eneste morgen overvældes jeg af, at verden er så overvældende normal at kigge på. Stille, men urokkelig. Det siges endda, at bøgen er ved at springe ud.

Skriver lidt på min blog–gerne i nattøj, fordi blogskrivning er bedst i nattøj, og mens tankerne endnu ikke er forstyrrede af selve dagen og alt det, den bringer med sig. Jeg skal være færdig inden 9.05, fordi morgensangen på DR1 er blevet en slags ritual for mig. Det hjælper med at holde dagen sammen, giver en form for struktur. Må også indrømme, at jeg er lidt ukoncentreret og griber mig selv i at tjekke aviserne for nyheder ind imellem. Jeg starter altid med BT og Ekstrabladet, selv om jeg egentlig slet ikke kan lide de aviser, og som gammel lærer i medieundervisning lige nu ser dem som skoleeksempler på alle de forfærdeligheder, man kan udtrykke og manipulere med via sprog. Men de er så tilgængelige, så let læselige. Og vil man i dybden med specifikke ting, kan der jo bare svinges over på lødige aviser. Jeg har heldigvis et netabonnement på Kristeligt Dagblad, men den avis skal læses i fred og ikke i smugkiggeri, mens man faktisk laver noget andet.

Hele tiden kredser tankerne om datteren, der har en tid på Herlev, fordi hun nu er gået mange dage over sin termin. Det er fortvivlende og stressende ikke at kunne være i nærheden og at vide, at der vil gå lang tid, før det er tilrådeligt at se den lille fyr, som forhåbentlig snart kommer til verden. Det var ikke den måde, jeg forestillede mig at blive bedstemor på. Heller ikke den måde, hun selv gerne ville føde. En fødsel er i sig selv en belastende ting ( og glædelig!). Man behøver ikke angsten for at blive smittet på hospitalet og stressede sundhedspersoner oveni. Ved 10-tiden oplyser hun dog, at de er sendt hjem igen med piller, og heldigvis har jeg en kyndig i nærheden, som kan forklare mig, hvad det indebærer. F.eks. at der stadig kan gå lang tid, inden hun føder.

Dagen er lidt usædvanlig ved, at der bliver hentet morgenbrød midt på formiddagen. Fordi vi mangler rugbrød. Ikke af mig, for jeg går helst ikke i forretninger, inden min selvvalgte karantæne er ovre på søndag. I søndags var jeg dog i Netto, men det var en grim oplevelse. Der var alt for mange mennesker og alt for trangt. Jeg vil ikke handle mere i den Netto, før dette er ovre. Der er andre forretninger, der har meget mere plads og virker tryggere. Tænk, at den slags skal influere ens liv!

Inden middag ringes rundt til de, der lige skal have en opringning den dag. Først og fremmest min gamle mor, der er isoleret på sin stue på plejehjemmet og ikke ser andre mennesker end de, der rækker maden ind til hende. Hun er ved rimeligt mod og kan da også grine af, at det eneste, hun mangler, er rødvin. Hun har aldrig drukket noget særligt, men synes, det er rart at få lidt afslapning, og det er da en fabelagtig ide, når man er snart 91 og sidder helt alene. Vi har haft on and off planer om at køre de 2 timer derop, men må nok indse, at skal vi se hende, må vi liste os bag om plejehjemmet og danse lidt i god afstand fra hendes altandør. Hvis vi altså overhovedet kan komme ind på plejehjemmets areal. Og inden den fødsel bliver vi altså herhjemme. Især i kraft af et internet, der ikke rigtigt fungerer i sommerhuset, og at maven skal have en fornemmelse af mission complete, før det overhovedet giver mening at tage afsted. Der er jo også den med, at det faktisk er usolidarisk at rejse, bevæge sig fra landsdel til landsdel. Måske, hvis man nu tager alle sine fornødenheder med, kun bevæger sig ad de allermest mennesketomme stier langs strandkanten og generelt ellers bare bliver på sin egen grund?

Over middag går vi en lang tur. Hver dag. De fleste dage er det som om, det kun er os, der gør den slags. Vi møder ingen mennesker, kun et par biler. Vi har et katalog af ture, og i dag er det industrikvarteret, der står for tur. Hunden får et gevaldigt boost af gode lugte på schæferhundeklubbens tomme areal, og teknisk skole ligner noget, nogen har forladt for årtier siden. Der er ingen salg hos de utallige indvandrerbikse med brugte biler, og selv der, hvor der til daglig er lastbiler, der skændes om pladsen, er der helt tomt. Men buskene blomstrer, og køerne på marken er fuldstændigt uvidende om, at de ikke må stimle sammen og være mere end 10.

Imens vi er væk har en dame fra Århus hentet to stole, hun har købt af mig. Hun har betalt med mobilepay på forhånd og bedt mig stille stolene ud i indkørslen. Hun vil ikke mødes med mig og har en datter med, som vist har et eller andet med immunsystemet. Jeg er sikkert på, stolene kommer i 14 dages karantæne, når de er kommet til Århus.

Vi når lige hjem til dagens pressemøde. Jeg er blevet en hund efter pressemøder. Jeg sluger dem og føler, jeg går glip af noget, hvis jeg ikke er på. I begyndelsen nærede jeg ultimativ tillid til alle myndighedspersonerne og de fleste politikere, men det er for nedadgående. Jeg er begyndt at tvivle på vores sundhedsminister, mens Brostrøm stadig står som indbegrebet af saglighed og villen-os-det-godt. Det er vel også ham, der ved bedst. Men intet er så stålfast og urokkeligt, som det var, da det hele startede. Og det vil nok ikke vende sig i positiv retning.

I den forbindelse kommer jeg også til at tænke på, hvordan det egentlig forholder sig med de modeller, de forskellige lande arbejder efter. For–strengt taget–så kan de vel snævres ind til en dybt socialdarwinistisk med tryk på, at økonomierne skal overleve så godt som muligt og de svage må tabes– og en velfærdsstatsmodel, hvor man sætter det enkelte menneskeliv i centrum. Hvis man bare lader smitten få lov at husere, så dør de svageste, de uarbejdsdygtige og de, der koster penge, mens produktionen til en hvis grad bliver opretholdt, mens man, hvis man tager forholdsregler og indfører forbud, netop slækker på produktionen og holder så mange som muligt i live, så længe som muligt. Vel vidende, at det selvfølgelig også er et spørgsmål om vores sundhedssystems kapacitet, så er jeg stolt af, at vi her i landet bekender os til den humane model. Og forgræmmet over, at det i lande som USA og Storbritannien er den anden model, der indtil for et par dage siden har været den dominerende. Men selvfølgelig–i USA er det hele jo ovre til påske. Det siger præsidenten selv.

Så er det tid til at jeg må se mine serier. Jeg er nemlig ikke så god til at læse i disse tider. Kan faktisk ikke ret godt koncentere mig. Lige nu er jeg halvt igennem The English Game, som bare er noget så Downton-ish og rigtigt hyggelig på den der BBC-måde. Jeg aner ikke en hujende fis om fodbold, men jeg kan godt lide de personer, serien byder på, selv om jeg selvfølgelig mangler Maggie Smith. Hun er ikke med.

Til aften er der lasagne med coleslaw. Fordi det er vigtigt at spise ordentligt og at få en behagelig fornemmelse af at spise noget, der smager godt. Vi har snakket om at bestille take-away—primært for at holde de lokale forretninger i live–men det er ikke rigtigt blevet til noget. Endnu. Vi er jo heller ikke dedikerede take-away-folk til daglig, men måske er vi nødt til at være lidt mere opmærksomme på at støtte, hvor vi kan. I den forbindelse snakker vi, som som ofte før, om støtten til erhvervslivet, som indiskutabelt er god. De har bare lige glemt alle os freelancere. Vi er blevet efterladt på jeg-ved-ikke-hvis mark, og kommer de ikke på andre tanker, vil det kunstneriske miljø–og mange andre væsentlige miljøer–være udhviskede, når vi er ude på den anden side.

Så er det, jeg gør noget, jeg ikke har gjort i 3 uger. Jeg tjekker mine værdipapirer. Igennem de sidste 3 uger har jeg fået mig selv bildt ind, at min beholdning er gået i 0, at jeg er gået teknisk konkurs, og at den må jeg så bare sluge sammen med de forventede 90.000, jeg ikke tjener, fordi jeg er freelancer. Så jeg bliver så umådeligt glad, da jeg ser, at jeg har en aktie ( ud af utallige, for jeg investerer kun små beløb!), der er i overskud på 3,82 kroner. Resten er lort og tab så store, at selv jeg, der havde forventet en katastrofe, må hive lidt efter vejret. Det er så der, jeg snakker med mig selv om, at jeg stadig–til trods for at have været gennem lufthavne i epicentre for smitten, så som Orlando og London–er rask og frisk. Og selv om mine pensionsmidler nu næppe kan holde mig i live ret længe, så skal det da nok gå op igen. Det vigtigste er, at verden kommer gennem denne krise på det menneskelige område. At så få liv som muligt mistes. Resten er jo bare penge.

I vores familie har vi en gruppe på Messenger, så der skrives flittigt hver dag. Det er en god ( mellem andre, selvfølgelig) måde at forvisse hinanden om, at man har det godt. Her udveksler vi også gode tips om film og serier. Så efter aftenens telefonsamtaler med andre familiemedlemmer, ser vi den libanesiske film Kapernium ( Filmstriben), som er anbefalet af datteren, der dog ind imellem har en noget alternativ filmsmag. Denne gang rammes der dog plet hos os to gamle. Det er en virkelig fantastisk film. Rørende, sød, tankevækkende, væsentlig og en stor fornøjelse at se. Især børneskuespillerne er uimodståelige. Det er nok også derfor, den har vundet Guldpalmerne i Cannes.

Så er der såmænd ikke så meget mere den dag end at tage det sidste tjek på nyhedsstrømmen og falde i søvn til TV2 News. Lidt uvanligt, for det plejer at foregå til aftenens krimi på 1-eren, men den har vi set. Ligesom vi har set de fleste af de andre af de utallige genudsendelser, der er for tiden.

Og når man sådan ser på dagbogen over en Coronadag, så er det imponerende, hvor ufatteligt lidt produktivt, man har foretaget sig. Hvor koncentreret om næsten ingenting, ens liv har været. Hvor meget det hele egentlig påvirker.

Og sikkert vil blive ved med at gøre det i lang, lang tid endnu…..

PS. Det kunne være sjovt at se andre dagbøger. Bare opload her på siden!

Jeg skriver det udelukkende, fordi det er lidt tankevækkende.

Jeg har en mand, der for tiden kører mange lægevagter og ligeledes passer telefon for at visitere patienter til samme. Af den gode, gammeldags slags altså. De Coronafrie, hvor det er mellemørebetændelser, maveonder, kroniske sygdomme og geriatriske problemer, ( for bare at nævne nogle få, der kan give en pejling om, hvor vi er henne!) der til dagligt dominerer. Alle, der tilnærmelsesvist er i nærheden af Corona, skal gennem andre kanaler.

Og jeg har ganske klart i min erindring disse, især weekenddage, hvor han styrter det sydlige Jylland rundt og har et utal af besøg fra grænsen til Koldingegnen. Hvor en lægevagt er travl, meget travl. Hvor mange er syge, og mange ringer.

Sådan en vagt løber fra 16 til 23. Normalt er han hjemme igen omkring midnat, for der skal ryddes op til natten. Sådan er det ikke mere. For det første er han noget langsom omkring overhovedet at komme afsted, og de sidste 2 aftener har klokken næppe været mere end 22, før det bal var ovre. Slukket og lukket.

Der er nemlig ikke mange syge. Antallet af det, man med lidt godt vilje kunne kalde almindelige, forventede sygdomstilfælde blandt den danske befolkning, er svundet ind, gået i sig selv og blevet til et minimum af det absolut allermest nødvendige og strengt behandlingskrævende. Nu er det jo nok ikke, fordi Coronaen har afskaffet de fleste andre sygdomme, behandlet dem, om man vil. Eller fordi alle med almindelige sygdomme har fået Corona oveni, så de skal gennem andre kanaler. Så noget andet må jo tilsyneladende være tilfældet.

Jeg tillader mig at tolke det, som at Coronaen har givet os andre perspektiver på vores helbred og vores kriterier for at være syge. Altså med andre ord en uventet, men dog også på sin vis positiv holdningsændring blandt befolkningen. En omsiggribende forståelse af, at den situation, vi lige nu er i, er så alvorlig, at man vist godt kan tøjle barnets snotnæse selv. Vente på, at myldrebæen går over samt huske på, at forkølelser, der behandles, tager 8 dage, mens de ubehandlede varer 1 uge. Det er som om, der er kommet en bevidsthed om, at småtingsafdelingen må vige, så de, der virkelig mangler hjælp og er behandlingskrævende, til enhver tid skal stå forrest. Der er opstået en form for tilbageholdenhed i forhold til ens egne, måske knapt så akutte, symptomer. Det, der førhen absolut ikke kunne vente bare en time, gives nu en chance for helt at gå i sig selv igen!

Hvis min tolkning er korrekt, så viser den med al tydelighed, at der ikke ( for nu at bruge en gammel cliche) er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Hvis epidemien kan afholde en masse mennesker fra ar bruge ressourcer, der kunne være anvendt mere fornuftigt, så er det jo bare ekstremt positivt. På samme tid afspejler netop denne tendens vel også, at vi forstår at vise en form for samfundssind, at stå sammen og tage det yderste hensyn til de, der lige nu er de svageste. Nemlig de, der ulykkeligvis har fået Coronaen. At consensus er blevet, at hvis noget ikke er meget nødvendigt, så lader man kræfterne blive brugt på de ting, der er.

Det er da oplagt at lege lidt med, om dette kunne blive et varigt resultat af den krise, vi befinder os i. I givet fald, så ville en sådan holdningsændring jo være uhyre besparende for hele vores sundhedssystem. Tænk på, hvilke økonomiske midler, der derved kunne frigives. F.eks. til de kronisk, alvorligt syge.

Jeg skrev det altså udelukkende, fordi det er lidt tankevækkende……

Prøv lige at søge på nicola sturgeon on twitter og se/hør den opsang på forrygende, syngende skotsk, som samme dame ( der i parantes er Skotlands førsteminister) kommer med!

Det er højst usandssynligt, at danske ører vil kunne forstå hvert enkelt ord og det imponerende arsenal af slang og bandeord, men jeg er dybt, dybt imponeret over, at hun gør det. Det lægger kilometre til den beundring, jeg allerede har for hende.

Og forestil jeg Mette Frederiksen, på syngende Niels Hausgaardsk, godt krydret med eder og forbandelser, gøre det samme…….

I øvrigt er der klart forspring på Coronapoint til verdens kvindelige ledere ( så som vores egen, Skotlands, New Zealands og Tysklands), som har vist sig som sande statsmennesker, mens adskillige af de mandlige ditto har løjet og foregøglet en styring, de ikke har haft. Jeg siger bare USA og Storbritannien som en begyndelse….

–Og forstår I ikke ret mange ord, så er jeg samtidig sikker på, I forstår meningen!

NB! Det er pt. indslag nummer 3 fra oven på hendes konto!

Det er som om, dagene er ved at finde deres egen rytme. Er begyndt at ligne hinanden. Som om den ellers meget væsentlige skelnen mellem hverdage, weekender og måske endda ferie- og helligdage er suspenderet, så hver eneste dage har fået en umiskendelig lighed med den forrige. Der er begyndt at optræde et mønster. Et mønster af bittesmå dagligdagsheder. Måske den slags genkendeligheder, som også er nødvendige for at overleve.

Rammen om det meste er, at der skal gåes en lang tur midt på dagen. Helst en time eller mere. Med den geografiske begrænsning på 4 retninger, kræver det ind imellem lidt opfindsomhed, men samtidig lære man da sit nærområde at kende. Ud i hjørnerne. Og faktisk er det en stor gave, at det netop er lige nu, man er i den situation, for der kan hver eneste dag iagttages nye tiltag fra naturens side. Det springer ud fra dag til dag, bliver grønnere, gulere og andet-farvere. Det er som om, naturen har bestemt sig for at modbevise, at dagligdagen, som vi kender den, er i krise. For det er naturen ikke. Den skider højt og flot på anderledeshed og gør, præcis som den altid har gjort.

Der bliver set meget TV. Nyhedsopdateringer virker som magneter i denne tid, og i alt fald jeg er ved at blive lidt for afhængig af hele tiden at være up to date med udviklingen. Der ville i virkeligheden nok ikke ske så meget ved at misse et par tal fra Sundhedsstyrelsen, men samtidig føler jeg, at hvis jeg ikke følger med, vil udviklingen rende fra mig. Falde mig i ryggen. Det, jeg selvfølgelig er bange for at misse, er forbedringer. Gode, nedadgående tal for smittede, syge, indlagte og døde. Den grundlæggende forklaring er, at jeg, som alle andre, klamrer mig til håbet om håb. Hvis der er et lille lys i mørket, grumsetheden og ulykken, så vil jeg vide det. For min egen sjælefreds skyld.

Jeg har erkendt, at mine læsevaner er ude i en omlægning. Jeg har decideret svært ved at koncentrere mig om andet end aviser og præsentationer af facts. Skønlitteraturen har svære kår. Det er som om, jeg ikke rigtigt kan nå ind til den. Eller at den ikke kan nå ind til mig. Derfor har jeg givet mig selv carte blanche til at få fiktionen ind på billeder. Hen ad eftermiddagen må jeg gerne se serier og film. Og det gør jeg så, i vid udstrækning. Mine abonnenter på diverse streamingtjenester, som ellers nogle gange er vinduesudsmidning, er kommet til deres ret i overvældende grad. Lige nu manøvrerer jeg faktisk rundt i ikke mindre end 3 gode serier, af vidt forskellig kaliber, og forskellen til min ucoronerede dagligdag er, at jeg har ophævet enhver form for restriktioner overfor mig selv. Jeg binger løs. Hvis den selvvalgte karantæne ender med at vare til hen i juni, vil jeg, med lidt let hovedregning, være fuldstændigt opdateret på de fleste serier, der kommer mig ved. Og sikkert også nogen, der ikke gør. Hovedsagen er, at jeg totalt har suspenderet mine forbehold overfor mig selv og blankt indrømmet, at i disse tider må jeg gå amok. Vel vidende, at jeg, når amoktilladelsen render ud, er så forstoppet af billeder, at det slet ikke bliver nødvendigt med en kold tyrker for at holde op. Allerede nu kan jeg jo godt mærke, at 2-4 afsnit om dagen sådan lige er i overkanten af, hvad jeg egentlig gider.

Det er også vigtigt at holde skidtet fra dørene. Med al den tid kunne man jo tilnærmelsesvis gennemgå forårsrengøring fra kælder til ikke-eksisterende kvist hver dag, men helt så gennemgribende går det jo ikke. Det er vel, de fleste steder, blevet sådan, at hvis man bare kan overholde sit eget overlevelses- og standardniveau, så er det såmænd godt nok. Der kommer jo ikke nogen. Ingen gæster og fremmede, der dog kræver at vist mål af rengjorthed og fravær af rod og opsamlede skrotbunker. Der er ingen, der skal se, hvordan vi bor. Ingen, vi skal vise os frem, som vi gerne vil se, til. Hvilket ikke betyder, at man tilladeligt kan gro til i skidt, men toptunede udstillinger af pæne hjem har ligesom svære vilkår.

I sidste uge, kunne jeg forstå, gik mange i gang med projekter, der ellers havde ligget i årevis og ventet på god tid og forhøjet dårlig samvittighed. Den tog ikke mig. Jeg ved med mig selv, at jeg simpelthen ikke har overskud til at begive mig ud i husforbedringer, omlægning af havearealer eller dybdegående oprydninger. Det er ikke nu, stresstærkslen skal udfordres med den slags. Eller med projekter, der bliver halvt færdige og står og griner ad ens dårlige samvittighed. Jeg siger til mig selv, at det ikke er en velkommen, uventet ferie, jeg har fået. Men en ufrivillig pause i mit liv, hvis årsager er så alvorlige, at jeg basalt bare skal respektere, at livet er gået på stand by. Men det er selvfølgelig en individuel vurdering..

Endelig–og dette er vigtigt samt uhyre vigtigt hele tiden både at være taknemmelig og ydmyg overfor–så er jeg og mine nærmeste ikke direkte berørte af sygdommen. 7-9-13, bank under bordet, Nemesis bliv væk og alle de andre besværgelser, som man uvægerligt er nødt til at tage i ed, fordi man hele tiden frygter sin egen arrogance, held eller manglende respekt. For konstant sidder tanken om at blive ramt, personligt eller gennem pårørende, venner og bekendte jo i baghovedet. Man skal tage sit liv forbandet seriøst, mens det går godt. Dyrke de små opmuntringer, forsøge at give det indhold, men samtidig være bevidst om, at nogle kæmper og har det rigtigt svært.

Håber, alle derude er ved godt mod, raske og har fået en form for struktur på deres udaglige dagligdag. Vi skal nok komme igennem!

Forleden slog jeg en minimal flis af en tand. Af den slags, der nok bare skal slibes lidt, men som min tunge alligevel er overmåde fascineret af. Hele tiden. Jeg er næsten helt skæv i ansigtet af at have tungen boende oppe i den tand. Men komme til tandlæge kan jeg jo ikke. Ikke nok med, at tandlægerne har lukket for småtingsafdelingen. Min tandlæge bor også på den anden side grænsen, og den er lukket. Jeg priser mig samtidig lykkelig over, at jeg blev klippet for et par uger siden. Min klipperate ligger ca. på 6-7 uger, hvorpå det hele bliver træls, en smule klistret, uklædeligt, falder ned i øjnene og mister enhver lighed med nogen kendt frisure. Undtagen Old English Sheepdog. Jeg har snart heller ikke mere kød i fryseren, for mit slagteri er lukket. Og selv om det var åbent, ville jeg nok ikke tage derud.

Sådan er der så meget. Mere og mere meget. Hver dag og hele tiden. Det vil udelukkende blive værre de næste uger. Hår vil vokse, dårligdomme skrige efter fysioterapeuter, tænder gå i gnidsel, fryserforsyninger svinde ind,  mangel på fodbehandlinger ( jeg kender mange, der nærmest opfatter den slags som en menneskeret) give ømme fødder + alt det, jeg slet ikke evner at forestille mig. Endnu. Hvad der hidtil har været en form for indiskutable borgerrettigheder er gået ud af stil, og ingen ved, hvornår de bliver benytbare igen. Den sundhedsperson, jeg deler min egen tilbagetrækning fra livet, og i alt fald 14 dages fuldstændig karantæne indtil næste søndag, med, mener i et kvalificeret gæt, at vi skal frem til engang i juni, før vi forhåbentlig kan begynde at normalisere nogle af vores undtagelsestilstande. Så indtil da kan man godt pakke sammen med sit brok, sine hårmængder, flisede tænder og alt det andet, der nok skal blive irritationsmomenter.

Og det skal man lige præcis, fordi det kan man godt! Det er jo, i grunden, peanuts. Ubetydeligheder. Det er ting, der kan leves med. Ulig Coronaen er det ting, man hverken bliver syg eller dør af. Bare en slags personlige irritationer, som i den store, verdensomspændende pandemi er totalt betydningsløse, totalt irrelevante. Faktisk bør man beskedent overveje helt at lade være med at omtale dem. For andre end sig selv og læsere af ens blog!

Det er bl.a. derfor, jeg ikke forstår mange danskeres opførsel i disse dage. Det er som om, netop deres små, personlige problemer og afsavn på egoistisk vis dyrkes på en måde, så de direkte bliver samfundsskadelige og farlige. Det er som om, der er et budskab, der ikke siver ind bag mig-kulturens fortæppe. Jeg bliver dybt forarget, når jeg ser, at utallige skider højt og flot på påbud om ikke at forsamle sig, at holde afstand og ikke indgå i fysiske, sociale kontakter med mennesker, de ikke bor sammen med. Ved de mennesker da slet ikke, at deres uansvarlige opførsel ikke blot skader dem selv ( så fristes man næsten til at sige, at det har de i så fald rigtigt godt af, men det er selvfølgelig dybt kynisk!), men endnu mere andre, som kan være i risikogrupper, syge og modtagelige for den bakterie, vi skal hjælpes ad med at skille os selv og andre fra? Faktisk var jeg forbløffet over rigspolitimandens saglige fremførsel af sin utilfredshed på TV. Jeg ville godt nok have skældt meget mere ud. MEGET! Samtidig sad jeg og tænkte på, hvad der mon sker, når de samme mennesker om få uger trænger til en klipning? En tandrensning? En fodterapeut? Hvor flokkes de så hen?

Jeg er udmærket klar over, at det i denne situation er en enorm fordel at bo i provinsen. Herude har de fleste af os haver og går vi en tur, er vi så få i områderne, at vi let kan passere hinanden på forsvarlig afstand. Vi behøver ikke alle flokkes ved 3 søer og et gammelt kaserneareal, men kan nøjes med at flokke os selv i ensomhed i vores rummelige haver. Jeg kan levende forestille mig, hvor ubetinget modbydeligt det må være at være spærret inde i en lejlighed uden altan—men må samtidig sige, at det dog selv i storbyerne er tilladt at bruge sin fantasi omkring at opsøge mindre befærdede udendørs arealer. Samt at undgå nærkontakt med andre.

Her i mit hus har vi droppet enhver form for fysisk, social kontakt med andre. Eneste berøringsflade er den ugentlige tur til supermarkedet på et tidspunkt, hvor vi formoder, der er relativt tomt. Vi tillader ikke besøg eller andre former for berøring, og skal der tales med andre mennesker i andet end cyberspace, skal det foregå udendørs med stor og behørig afstand. Der kan råbes over nabohække eller tværs over veje. Ikke andet. Hverken vi eller andre kan vide, om vi/de er inficerede, og det er direkte hensynsløst ikke at tage dette med i alle betragtninger omkring samvær. Det gør ondt ikke at kunne besøge gamle og ensomme, som man jo lige nu har al tid i hele verden til at være der fysisk for, men det kan komme til at gøre meget, meget mere ondt i længden, hvis man uforvarende kommer til at være smittespreder. Personligt gør det også uhyre ondt ikke fysisk at kunne se barnebarnet på 2 måneder samt ham, der skal fødes ind i denne kaotiske verden om ganske få dage samt at tænke på, at man på ingen måde aner, hvornår man overhovedet vil få lejlighed til at være sammen med dem igen. Men hellere DEN smerte–end den utilgivelighed der ligger i at have taget chancer, der senere viser sig at have været fatale. Isolering og afsondrethed er til at leve med, mens livsvarig dårlig samvittighed ikke er det!

Så tænder, hår, fødder og hvad der nu end måtte være er til at leve med. Til at acceptere. Til at forstå, at man må afgive sine krav på. Fordi der er så meget, der er så seriøst livsvigtigt væsentligere. Hvor ville jeg ønske, folk ville begynde at forstå og gøre, hvad der bliver sagt.

Forstå at der er så meget, man ikke kan. Men at man kan lære at leve uden.

Jeg læste en tankevækkende artikel her til morgen. Primært omkring, hvordan udlændinge bosat i Danmark så på os. Specielt i denne krisetid.

Det, der gik igen, var danskernes tillid. Ikke bare til hinanden, men også til systemet, autoriteterne og til rigtigheden af, hvad der bliver sagt. Personligt tror jeg, at netop denne tillid vil vise sig at få en seriøs indflydelse på, hvordan vi kommer igennem Coronakrisen. Vi er nemlig et land, hvor vi som hovedregel stoler på, hvad vores autoriteter anbefaler os at gøre. Fordi vi forventer, at de siger netop de ting af den simple grund, at de vil os det godt. Vil passe på os. Aldrig for at vildlede os, men for at lede os.

Sådan er det ikke i mange andre lande. I England blæser de pubcrawlende Boris en lang fadølsmarch, mens unge amerikanere stålsatte mener, at de har krav på øllet og tæt påskeferie på Floridas strande. Bare for at nævne et par horrible eksempler. Man kan jo udelukkende opføre sig sådan, hvis man tvivler på sandheden i myndighedernes budskab og tror, at de i virkeligheden er ens fjender. At det, de siger, som hovedregel er løgn.

For de fleste danskere gør jo lige netop, hvad der bliver sagt. Vi bliver hjemme, holder afstand, vasker og spritter. Fordi vi har en tyrkertro på, at når autoriteterne siger det, så er det sandt og for vores eget bedste. Med andre ord tillid. Nok har Brittas bedragerier og andre store sager svækket den ultimative tillid, men som hovedregel er vi overbeviste om, at vores myndigheder er på vores side og vil os det bedste med det, de beder os om.

Selvfølgelig er der idioter, der gør præcis, som de selv vil. Det skyldes nok snarere egoisme og ubeskrivelig dumhed, end det skyldes manglende tillid til autoriteterne. Folk, der stimler sammen, holder fester, eller bliver på deres ferie i udlandet, til de selv gider at komme hjem, fordi det nu engang er deres selvcentrerede ret. Men hovedparten af vi danskere lytter og gør, som vi anmodes om.

Sådan en tillid, tror jeg, kan bringe os langt. Og bringe os forbi de skrækscenarier, der kunne være kommet, hvis vi ikke i stor tillid lyttede til de myndigheder, der lige nu bare vil det allerbedste for os!

Det er ikke stilheden før stormen. Det er bare almindelig stilhed. Før ikke ret meget.

Der er ingen biler på vejen, med folk på vej til arbejde. Ingen tidlige skolebørn, for når man bor langs hovedtransportruten for de allerfleste skolebørn i kvarteret, plejer vrimlen allerede at starte omkring 7-tiden. Og larmen og latteren. Der er heller ingen fly på himlen, som ellers i dag er så relativt skyfri, at man under normale forhold sagtens kunne spotte en hel del striber i horisonten En enkelt bybus er kørt forbi, og så vidt jeg kunne se, var den noget nær mennesketom. Bortset fra chaufføren.

Der er heller ikke oprullede gardiner og tegn på liv hos naboerne, som da ellers gerne er ret tidligt oppe. Nabobørnene sover, tror jeg. Hvilket man vel næppe kan fortænke dem i.

Det er i det hele taget en helt anden verden. En verden af stilhed og ro, af en udefra pålagt dvaletilstand. Det er muligt, vi alle lider under en indre uro, men sådan en tidlig morgen er udelukkende præget af en stor, ydre ro.

Så er det, at jeg tænker på, om vi i sidste ende kan lære noget af denne krise. Om vi måske, på en eller anden måde, når til nye erkendelser af, hvad der i virkeligheden er vigtigt. Lærer at prioritere på en anden måde. Selvfølgelig er det en uopfyldelig utopi, at samfundshjulene for evigt kan gå i stå, og vi allesammen hensætter os selv i denne form for dvale. Men måske vil vi, hen ad vejen, lære at prioritere anderledes. Erkende, at det, vi troede var yderst nødvendigt, måske slet ikke er så væsentligt. At verden såmænd nok går uden. Men også, at ting, vi indtil nu har taget for givet, og som med Coronaen er taget fra os, er så væsentlige, at vi får et helt andet syn på dem.

Det er jo f.eks. et ubestrideligt faktum, at Coronaen har en fabelagtig positiv indvirkning på klimakrisen, at der sker meget mindre fatale ødelæggelser på naturen, og at der simpelthen bliver færre mennesker, der dør af forurening. Måske bliver det også et faktum, at erhvervslivet erkender, at lufttransport af mennesker bliver mindre relevant, fordi man får lært, at der er andre måder at mødes og holde multinationale firmaer produktive. Det er også muligt, at forældre og børn, som for tiden er i tvunget selskab med hinanden, finder ud af, at netop dette selskab og disse tider sammen, skal opprioriteres. Måske vil vi se, at børnefamilier går ind i en helt, helt anden form for hverdag med andre præferencer. Det er også muligt, at vi pensionister indser, at vi ikke nødvendigvis behøver bevæge os verden rundt for at finde, eller i alt fald lede efter, paradis. At de oplevelser, vi søger efter, også kan findes lige for næsen af os. Jeg er også sikker på, at vi alle, nærmest allerede nu, har mærket længsel efter alle dem, vi ikke fysisk kan se. Hvis hverdag, vi ikke kan dele. Det være sig venner, familie, børn og børnebørn. Jeg kunne forestille mig, at vi indser, hvor meget de betyder for os, og at vi derfor vil opprioritere hinanden og hinandens selskab på måder, vi hidtil ikke har gjort. Indtil nu har vi jo bare vidst, at hinanden var der, og at muligheden for at ses var fuldt legal. Sådan er det ikke mere. Længslen vil givetvis give os helt andre forhold til hinanden og lære os at påskønne hinanden på en helt anden måde.

Det er stadigvæk rimelig tidlig morgen. Der er gået noget vejarbejde i gang et sted i nærheden. Men der er ingen mennesker på gaden, og skoletrækket, som nu ville være på sit højeste, er fuldstændigt aflyst. Bortset fra vejarbejdet er der helt stille.

Sådan vil det nok blive ved. Hele dagen. Og i denne sammenhæng og under disse vilkår er stilheden god. Måske endda lærerig?