Om kræmmermarkeder. Og kræmmere.

Inderst inde har vi vel alle en lille kræmmer. Sådan en, der boltrer sig lidt i belønningscentret, når noget er solgt med en smule fortjeneste. Eller i alt fald med minimalt tab.

Hver tirsdag, når min tid tillader mig det, er jeg kræmmer på vores lokale marked oppe blandt sommerhusene. Det lyder mere lokalt, end det er. Vi er skam mange kræmmere, faktisk næsten så mange, at vi på turisttomme og regnfulde dage næsten er flere kræmmere end kunder. Og vi repræsenterer en relativt stor geografisk spredning, for netop dette marked er hyggeligt og billigt i standpris, så der rejses gerne et stykke vej for–om ikke andet–så at få en god snak med alle de andre indehavere af kundetomme boder. Det er der så også tid til! Det skal dog siges, at når turisterne for alvor kommer til stedet, og vejret ikke er alt for godt (stranden er en virkelig unfair konkurrent!), så kan der godt være ret travlt.

Vi er relativt large, når det drejer sig om faste pladser. Det er der kun få, der har. Men vi er samtidig rimeligt skrappe i vores selvjustits og uskrevne regler omkring andre væsentlige ting. F.eks. står man ikke og råber og faldbyder sine varer eller generer andre med høj musik–det har vi fået de omrejsende, som her mest er udlændinge med dårligt syede kopitasker og grimme bluser, til at forstå, at vi ikke vil have. Faktisk er der nu kun en tilbage (og ham kommer jeg lige tilbage til), som gør den slags vulgære ting, men det synes vi så, for hans vedkommende, er så integreret en del af hans identitet, at det næsten er lidt morsomt og hører sig til. Han sælger jo heller ikke noget alligevel.

Mens markedet er i sin absolutte udpakningsfase klokken kvart i kvalme om morgenen, er der nogle (havde nær skrevet det ubehagelige “visse”!) kræmmere, som går rundt og scanner vi andres ting. Især hos de nye på markedet, hvis disse umiddelbart virker en smule uprofessionelle. Så tror snydepelsene, at de kan stikke af med vi andres showpieces til spotpris og senere ( altså senere på samme dag og samme sted) sælge dem videre til tyskerne til overpris. Hvis den slags bliver opdaget–og det gør det jo!–så er en akut blacklisting resultatet. Det går som en løbeild gennem rækkerne, at nu har “han” igen tusket sig til en yderst salgbar ting, og så kan vi blive både meget fornærmede og aldrig tale med den slemme dreng i klassen igen. I det hele taget står man sig rigtigt godt med at være gode venner med de mere erfarne fuldtidskræmmere og lade være med at begå grænseoverskridende salgstricks, der udelukkende tjener egen interesse. Hvis nogle har samme varer (de sidste år har vi svømmet i Wiinbladplatter!), så er det absolut comme il faut lige at tjekke, hvad andre tager for dem, så man ikke skam-underbyder.

Til gengæld er alle disse gamle og erfarne kræmmere nærmest i sig selv en grund til at stille sine aflagtheder op i det fri en dag om ugen. Jeg er vild med deres historier, deres lune og alle de ræve, der sidder bag deres ører. Nok skal de sælge, men de skal da ved Gud også snakke. For de flestes vedkommende er der ikke tale om et egentligt job–de er for længst over den jobpligtige alder. Det er sådan mere et kald–måske primært et kald fra den uforløste kræmmersjæl, der nu endelig har fået pensionisttid til at folde sig ud. Det er, for de flestes vedkommende, da ualmindeligt dejligt at tjene lidt penge på noget gammelt skrammel, men det er væsentligt mere ualmindeligt dejligt at komme ud og få snakket noget så gevaldigt med en masse andre mennesker.

Og så er vi vel fremme ved min specielle ven, Låsby-Svendsen. Ham står jeg tit ved siden af, selv om han, i sit livs kræmmerefterår, for det meste glemmer, hvem jeg er, fra gang til gang. Lige nu er det dyner, har excellerer i–for et par år siden var det gamle symaskiner. Ikke at jeg tror, han sælger nogen af sine dyner, men det er nok sådan set heller ikke meningen. For Svendsen, der nu har en nydelig dame til at køre sig til marked, råber og snakker meget mere, end han sælger. Han er jævnt hen i familie–i alt fald langt ude–med os alle sammen, og det dyrker vi skam indgående ud i adskillige slægtsled samt taler seriøst og udredende omkring hvem, han kender i en given by. Han kender en hel del, skal jeg hilse og sige. Og så har han carte blanche til at råbe, for ellers er han jo slet ikke Svendsen, hvis kræmmeridentitet lige præcis ligger i alt det råberi. De gange, jeg har været så relativt uheldig at stå med ham som nabo, har det nogle gange været sådan lige i overkanten. Men på den anden side, så trækker han jo kunder til….. Meget kan man sige om ham–og især om hans handelsmetoder!–men en venlig mand, det er han. Dermed ikke sagt, at jeg overhovedet kunne drømme om at købe det mindste af ham!

I går var ikke nogen god dag, sådan salgsmæssigt. Det var vi allerede enige om omkring middagstid. Vi mangler stadig invasionen nordfra samt nogle gode tyskere. Danskere er, som kunder betragtet, ikke specielt populære. Mange af dem har desværre den ide, at man på markeder på det nærmeste skal have tingene kastet gratis efter sig–eller i alt fald ihærdigt prøve at snyde kræmmeren. En dame, jeg engang stod ved siden af, blev på et tidspunkt så fornærmet på en ubehøvlet kunde, der prøvede at presse prisen til langt under det acceptable, at hun fortvivlet udbrød “Jamen tror du da, jeg har stjålet det?”. Det er den fornemmelse, man oftere og oftere får: at folk tror, man er kommet gratis til varerne. Nordmændene, derimod, betaler med et smil gerne prisen, og mellem os kan det vel godt siges, at man så skal passe på med, at den, bare i kraft af alle de penge og al den olie, ikke blive ublufærdig.

Der er 2 ting, jeg hader ved ethvert marked. At pakke ud. Men allermest at pakke ned. Det sidste fordi, det giver en en utroligt synlig erkendelse af, hvor minimalt mindre ens store varelager i grunden er blevet i løbet af en lang dag. Mine ting går sjældent på skrump, desværre. Der er bestemt også ting, jeg efterhånden er nærmest allergisk overfor at pakke ned endnu engang, og hvor det udelukkende er min store naivitet og ukuelige optimisme, der lokker mig til at give dem endnu en chance uge efter uge. Men jeg tror fuldt og fast på, at der virkelig, virkelig en skønne dag vil dukke en kunde op, som bare MÅ eje et granittungt askebæger med lettere ukunstnerisk stempel og motiv fra en lokal kro, udført af et ret kendt keramikfirma derovre på Bornholm. Det må da kunne pynte et eller andet sted…..

I mellemtiden nyder jeg mine dage på markedet. Og når sådan en markedsdag er ovre, er jeg træt og mæt langt, langt ind i både min kræmmersjæl og mit belønningscenter. Samtidig med, at jeg glæder mig til et gensyn med alle vennerne om en uges tid—både de menneskelige, men da sandelig også dem med stempler fra Bornholm.

Continue Reading

Om arvestykkerne. Og moden.

Her står en lille, fin skammel med flotte, udskårne ben i massivt egetræ og med fejlfrit, håndbroderet sæde. Den er usælgelig. Eller i alt fald vil den næppe kunne opnå mere end en pris, der kunne dække brodøsens i forvejen minimale løn i en time. Skamler, eller for den sags skyld alt med broderi, er  ildesete og håbløst umoderne for tiden. Det var de så ikke, da denne lille sag kom til verden omkring midten af sidste århundrede. Dengang iklædte man heftigt enhver broderbar overflade et stykke håndbroderet klæde, og rigtige kendere kunne skam med det blotte øje vurdere broderiets kvalitet–eller antal af fejl. Det er der næppe mange, der kan mere. Hvorfor skulle de også det?

Her burde have stået et lille bord i teak uden broderi og udskårne ben. Det ville have været sælgeligt. Nærmest akut sælgeligt, for den slags ting bliver jo revet væk, mens broderikusinerne får lov til at stå og samle støv i deres nydelige hæftninger.

Nu er modens veje jo relativt uransagelige, og havde man enten kendt til deres snirkler eller måske haft en clairvoyant åre omkring møbler, så er det selvfølgelig klart, at alt teaken ikke hånligt var kørt ad lossepladsen til. En god økonomisk fremtidssikring ville nok have været at have overlæsset traileren med broderede møbler i stedet.Hvis det altså er det, man vil. Fremtidssikre og satse på, at ens gamle ting ad åre får en renæssance, så man kan sælge dem og mere eller mindre have haft dem til låns, mens man brugte dem.

Jeg står lige nu med en del ældre møbler i egetræ og andet–flere med broderier–som, af pladsmæssige grunde, skal sælges. Der er virkelig fine ting imellem, blandt andet et håndlavet hjørneskab i massiv eg med fyldninger. Altså ikke Biva-modellen. Så langtfra. De priser, jeg har sat på tingene, nærmer sig spottende foræring–nærmest afhentning, men der er alligevel ingen interesse. Som i absolut nul feedback. Der er tilsyneladende ingen holdere og læsere af Den Blå Avis, der lige står og mangler–eller bare MÅ eje– en flok broderede siddepladser, et hjørneskab og en rigtig god reol. Tydeligvis har de alle deres broderier, træsorter og design imod sig, selv om det godt nok er kram og sikkert kostede en mindre formue i anskaffelse. Stille tænker jeg, at det er barmhjertigt, at alle brodøserne og de pertentlige snedkere nok forlængst er så hedengangne, at de ikke oplever vores omgang med det håndværk, de givetvis var så stolte af.

Men i grunden er det jo også en form fordobbeltmoral fra min side at beklage mig over mangel på andres interesse. For jeg vil jo heller ikke selv have dem. De passer ikke til mit hjem. De ville bare stå og føle sig som overbroderede stedsøskende mellem alle de rene linjer og farver. Som håbløst alt for store og klodsede og helt ude af trit med sig selv og omverdenen.

Så er det selvfølgelig, at jeg ikke kan lade være at tænke på, hvordan mine egne møbler–og allermest vel mine favoritmøbler–vil klare sig i konkurrencen, når de engang givetvis skal sælges uden min tilstedeværelse. Når nogen ikke har plads til dem, eller ser dem som en uoverstigelig design- og indretningsmæssig udfordring. Når de også står der med 50 år på bagen og tydeligt sladrer om en helt anden tid med andre normer for, hvad der var pænt og tiltrækkende. Når deres tur kommer…

Omkring den slags ting er det så, at man skal lære at leve i nuet. At påskønne det, man har lige nu. For da man–sikkert i dyre domme, og for mit vedkommende garanteret på udsalg!–anskaffede dem, var man jo jublende henrykt, grænsende til det selvstolte. Og næsten hver dag går man rundt og er glad for sine ting og nyder, at de findes. Det må da, i sig selv, være det hele værd. Det er muligt, ens ting er absolut intet værd og direkte skraldespandsmodne til sin tid, men man har i alt fald haft mange års glæde af dem inden. Det er da, ved Gud, også noget så gevaldigt værd at betale for. Det er muligt, det udskårne hjørneskab kostede en formue, da snedkeren nørklede det sammen, og fred være med det på den måde, at det givetvis har bragt glæde og stolthed i alle de år, det har stået fremme. Det, i sig selv, er bestemt også værd at betale for. Det er lige før, jeg, når jeg skuer ud over samlingen af udskæringer og endehæftninger tænker i simple clicheer: At alting har sin tid, og jeg må sande og erkende, at netop disse ting bare ikke har deres længere. Samtidig med, at de nok har haft den. Deres tid, altså. Deres lange, lange tid, hvor de nød popularitet og glæde.

Jeg er derfor ved at nå dertil, at møblerne ikke så meget er et økonomisk problem. De er gået hen og blevet et logistisk. For hvor skal de hen, når de nu tilsyneladende ikke skal hjem og bo hos nogle andre, der vil påskønne dem? Jeg må nok erkende, at tiden bare ikke er barmhjertig overfor udskæringer, og at cirklerne med folk, der virkelig påskønner dem, er skrumpet til det bare ingenting. Nada, faktisk.

Sluttelig vil jeg lige nævne, at oplevelsen har sat sig det spor, at jeg nærmest oplever en genforelskelse i mine egne møbler. Det synes jeg ligesom, jeg skylder dem. For hvis ingen gider dem, når jeg ikke selv magter at gide dem, så er det da så meget desto vigtigere, at de påskønnes nu. Jeg må ligesom sende dem lidt varme, beundring og medfølelse, inden de skal skippes af til losseren til sin tid, fordi absolut ingen har den fjerneste interesse i dem. Gud var nogle af dem da dyre—men jeg fik altså også et utal af gode år i deres selskab.

PS: Og står nogen lige og mangler et udskåret hjørneskab, lidt broderede ting eller en god, gedigen reol, så tjek lige den der blå avis……….

Continue Reading

Om Danmark, den danske sommer og at være dansk.

For første gang i flere år har jeg fået tilkæmpet mig en længere periode hjemme i Danmark her midt i det, der ellers er min arbejdsmæssige højsæson. Og jeg nyder det grænseløst. Selvfølgelig er jeg ualmindeligt heldig med vejret, men jeg er altså også mere end ualmindeligt heldig med, hvor ofte jeg lader mig positivt overraske over, hvor fantastisk dejligt der dog er herhjemme i Danmark om sommeren.

Lidt mere uheldig er jeg med at formidle min glæde. Altså min umiddelbare glæde over mit skønne, smukke land. Min glæde over, at det er MIT land. Her hvor jeg heldigvis hører hjemme. Og hvor jeg bliver glad og næsten lidt rørt, når jeg ser mit rød/hvide flad vaje over det. For så føler jeg, at jeg er ude i en balancegang på en knivskarp æg, hvor jeg bare i mit ordvalg skal foretage mig meget få uhensigtsmæssige valg for, at jeg bliver slået i hartkorn med noget og nogen, jeg slet ikke, på nogen mulig måde, vil hverken sammenlignes med eller tilhøre.

Nogle gange føler jeg, at der er nogen, der har stjålet glæden ved Danmark fra mig. Nogen, der vil bruge den på en højst ekskluderende måde. Nogen, som nærmest har taget patent på mit land, mit flag og min danskhed for at bruge netop den til at holde alle andre ude. Altså dem, der, i deres øjne, ikke må deltage i landet, flaget og danskheden. Bare så glædelig en ting som at hejse eller skilte med Dannebrog kan godt give mig tanker, jeg for bare få år siden overhovedet ikke havde. Jeg er begyndt at spare på mit flag. At overveje, om det nu i en given anledning er nødvendigt. For tænk, hvis nogen troede om mig, at jeg tilhørte det segment, der (mis)bruger netop det, det tidligere var vores alles positive nationalsymbol, til at påberåbe sig en “danskhed”, der udelukkende tjener til at stemple andre som “udanske”?

Det kan krible i mine fingre for at skrive lange, måske endda til tider drivende sentimentale beretninger om, hvor smukt jeg synes Danmark er her om sommeren. Hvor stolt og henrykt jeg er over, at selve MIT land er så betagende forunderligt. Men hver gang jeg er på vej ud i endnu en lovprisning, er det som om, den lille grimme abe stikker hovedet frem og fortæller mig, at jeg skal passe på ikke at blive alt for jublende rørstrømsk, for så nærmer jeg mig dem, der bruger præcis de samme skyts i en kamp, jeg ikke vil deltage i. I alt fald ikke på DEN og DERES side.

Det er det, jeg mener med, at nogen er ved, med stormskridt, at tage patent på Danmark og danskhed. Som om de ejer noget, som vel i virkeligheden er uejeligt. Men også på en måde, således at hvis vi ” andre” påberåber os en glæde ved fædrelandet, så må vi nødvendigvis være med på deres side. Eller, og endnu værre: hvis vi er uenige med dem, så er det givetvis fordi, vi ikke elsker, ærer og agter vores eget fædreland. Hvilket jo er noget forfærdeligt vrøvl, for ingen kan vel tage patent på et land. Eller i alt fald følelser for et land. Men der er nogen, der kæmper hårdt for at gøre det. Lige nu.

Helt ærligt har jeg det sådan, at jeg klart føler, der er et politisk parti, som har stjålet mit flag. Som har annekteret det som symbol for en form for ekskluderende nationalisme, hvor Dannebrog nærmest står som en beskyttende mur mellem os “rigtige danskere” og de andre. De udanske. Hvor samme flag er ved, bare i kraft af at blive hejst, at signalere, at “her i huset” mener vi noget ganske bestemt rent politisk. Således at alle vi, der er vokset op med flaget som et symbol på positiv, inkluderende danskhed uden den grimme form for nationalisme, gradvis hører op med at sætte det i spil på mærke- og flagdage, hvor vi førhen nød at se det vaje. Af frygt for at blive set som medløbere på noget, vi slet ikke hverken følelsesmæssigt, humant eller anstændighedmæssigt kan lægge ryg til.

Ligeledes har jeg altid elsket de gamle, danske fædrelandssange. Vel vidende at de fleste er skrevet i en tid, hvor nationalismen også blomstrende, og hvor mange af dem faktisk også, i den tids konsensus, var ekskluderende. Dengang var det dog de grimme tyskere, der stod for døren og ville tage vores land. Det lykkedes, som historien har vist, så ikke! Det er så ikke pointen her. Den er meget mere, at jeg desværre også føler, at aben banker på, når jeg synger om bøgelyse øer, moderlige have og blundende lyse nætter. Som om at det må jeg nok holde mig lidt skeptisk overfor af frygt for, at det så også bliver tolket som noget, det på ingen mulig måde er.

Jeg er, med andre ord, ved at blive bundet på hænder, tastatur, flagknob og bare simple ord, når jeg skal formidle min umiddelbare glæde ved mit land. Jeg skal overveje mine ord, mine flagdage og mit brug af Dannebrog meget mere, end jeg nogensinde troede, jeg ville komme til. For gør jeg ikke det, bliver jeg straks genkendt som et medlem af alt det, jeg foragter så usigeligt, og som gør mig så trist. Trist fordi det er ved fuldstændigt at stjæle min ellers sprudlende glæde over at være dansk. Og fordi det, for mig, på en bizar, tragisk måde, repræsenterer præcis alt det, der er så uendeligt lidt dansk: Småligheden, indskrænketheden, manglen på rummelighed og empati, frygten for det ukendte og det at være sig selv nok.

Så jeg nyder mine sommerdage i Danmark. Med grønne marker og (trods alt!) vajende flag. Men jeg skriver slet, slet ikke så meget om dem, som jeg kunne have lyst til. Jeg kan så bare håbe på, at denne kedelige tendens vil vende, så dette land igen kan blive os alles. Uden at nogen vil lykkes med at tage patent på det!

 

 

 

Continue Reading

Om luksussommerhuse, firstmovers og det simple liv

Min sommerhusnabo er ved at opføre et luksuspalads i min baghave. Helt i overensstemmelse med tidens trend for hans generation, for han er over 70. Der bliver ikke sparet på ret meget dernede–desværre heller ikke min havudsigt, som ædes ind med forbløffende stor hastighed af aggressive, sortmalede elementer. Så vidt jeg kan se, vil der blive plads til en større vognpark indendørs i kælderen (selvfølgelig har man da kælder i sit sommerhus!), tilligemed at en relativt stor familie sagtens vil kunne undgå at se ret meget til hinanden på førstesalen. I alt fald vil de snildt kunne få hvert sit værelse. Med walk-in closet. Tror jeg. Og glemte jeg at sige, at han faktisk har et hus i forvejen? Nej, det er forkert udtrykt. Han har allerede et slot på den anden side af mig. Om ganske kort tid er jeg så omringet af hans paladsmæssige sommerhusudskejelser.

Måske, har jeg tænkt på, bygger han det i virkeligheden for at få ordentligt plads til sin stadig voksende maskinpark. Min nabo er nemlig sådan en, som aldrig, virkelig, virkelig aldrig, vil gå ned på det seneste nye indenfor husholdnings-, have- og hobbymaskiner. Han er vildt leveringsdygtig i havetraktorer til ethvert formål, kant-, hække- og græsmaskiner, og alt omkring fliser er han også ret veludrustet indenfor. Endvidere er man (og det er jo sådan set på sin vis lidt betryggende!) aldrig i tvivl om, om han rent faktisk er i sin sommerhus. Det kan man ligesom høre. Nu her til morgen var han så oppe ved 6-tiden for at bruge sin nye fliselægningsmaskine. Altså fordi han lige har gravet ud til nye kloakker med sin spritnye gravko. Det har han gjort de sidste mange morgener, og af uransaglige grunde kører han også på til langt ud på aftenerne. Det kan vi nemlig også ligesom høre…….

Jeg vil så nødigt lyde lidt skadefro, men ind imellem trænger jeg måske bare til at larme en lille, bitte smule. For der er jo noget, han trods alt har misforstået. Det er muligt, han bygger helt i takt med sin egen generation, som kræver luksus, og at sommerhuse mindst er udstyrsmæssigt på højde med ( eller faktisk over!) det, man har derhjemme. Spørgsmålet er så bare, om han (eller i dette tilfælde hans arvinger) med tiden kan komme af med strandgodserne. For det er nemlig slet, slet ikke i den retning, firstmoverne bevæger sig for tiden på sommerhusområdet.

Det skal i stedet være simpelt. Nærmest primitivt. Nu taler jeg ikke om mangel på rindende vand og udendørs skrumpehovedbrusere, et enkelt gasblus, råd i træværk og utæt tag. Men meget mere det simple liv, hvor der ikke er noget overflødigt–gerne med medfølgende naturgrund. Luksus og spabadeværelser kan man udstyre sig selv med derhjemme, men i nutidens sommerhuse skal livet være uden overflødigheder. De skal give indtryk af, at man dyrker det elementære, det naturlige–alt det, der IKKE er som derhjemme. Helst inde midt i en ufremkommelig skov eller på sin helt egen strand. Hvilket nok, i de allerfleste tilfælde, er en umulighed og at skyde langt over målet. Ifølge alle målinger er luksussommerhusenes tid forbi–så dem må vi nøjes med at leje ud til tyskerne, som sådan ikke altid lige har tjek på tidernes trende og fuldstændigt ignorante tillader sig selv at dyrke indendørs swimmingpools. Fy da!

Og det gør mig da bare så glad. For endnu engang kan jeg konstatere, at hvis man bare venter længe nok, bliver man selv på forunderlig vis til firstmover. Nærmest hvad enten man vil det eller ej, for her arbejder tiden da bare noget så gevaldigt for en. For mellem alle naboens udstyrstykker og husholdningsmaskinpark sidder jeg jo lige i det, der udefra mest af alt minder om hans tilhørende haveskur og firstmover, så det brager. Næsten så højt, at det overdøver den maskine, han lige nu er i gang med at bruge. Her hos hos har vi nemlig hverken jacuzzi, kanttrimmere, gravkøer eller plads til udvidede familier i flere generationer, men vi er i alt fald vildt trendy i al vores simpelhed. Vi er sauna-, opvaskemaskine- og brændeovnsfri og skulle vi tillægge os en indendørs pool, ville det være på bekostning af den naturgrund, som vi faktisk holder så meget af, at det i alt fald aldrig bliver noget issue. Vi har en decideret max.grænse for antallet af indendørs gæster, og vi er rigtigt gode til at stable os om natten i gammeldags køjesenge og nedarvede drømmesenge med katastrofeblomstret betræk. (Som i øvrigt også er blevet relativt trendy med tiden!) Engang købte vi en sofa på udsalg, men ellers består møblementet af nedfremmede elementer fra vores og andres hjemlige hjem. Vi har dog ikke udendørs bruser, men opererer med et system af vandvarmere, som måske er en smule nærige med deres kapacitet. I alt fald skal man være rimeligt bevidst om lige at få shampooen ud af håret, inden der definitivt lukkes for det varme vand. Walk-in closets har vi end ikke overvejet, for vi HAR faktisk en vaskemaskine, så vi bare kan vaske vores tøj. Måske har de slet ikke lige tænkt over det hos naboen?

Jeg tænker også på–selvfølgelig gør jeg det, for det sidder vel i mine kvindegener–at det da må være ekstremt tidkrævende og meget lidt ferievenligt at skulle holde alle de der 200-og-nogle nabokvadratmeter. Man kan da nærmest ikke foretage sig ret meget andet end at gå og gøre rent på alle de utallige overflader og soverum. Men det har de sgu`nok også en eller anden støjkraftig maskine til? Anyway, netop det aspekt er sikkert også en betydningsfuld del af firstmovertrenden. Når hjemme- og bylivet er så stressende og i højhastighedstempo, så må ferielivet jo netop skære alle hverdagens nødvendige skodgøremål fra. Så som rengøring, havepasning og alt det andet. Således at livet bliver reduceret til bare at nyde og være. Jeg er fuldt i trit med de unges ønsker. Og det har jeg–ikke for at prale, men alligevel–været de sidste 30 år.

Lige nu kan jeg høre, at der er en ny maskine, der er gået i gang. Måske en trimmer til trætoppe eller en udvidet negleklipper i mammutformat til beskæring af vildfarne græsstrå omkring den terrasse, der sikkert alligevel snart skal graves op med en ny gravko? Alt imens de så også banker et par hundrede kvadratmeter mere op ovenpå kælderen til den anden side.

Så vil jeg lave mig en kop the og sætte mig ud på min egen terrasse med en god bog. Ikke i fred, men med en god udsigt til vildtvoksende fyrretræer og hybenbuske og en sikker forvisning om, at det sgu`nok alligevel er maskin- og kvadratmeterløse mig, der bare i stilhed mover noget så gevaldigt!

Continue Reading

Om at sejle.

På de Irlandsture, jeg kørte adskillige gange som guide sidste år, indgik der en sejltur med en lille færge over floden Shannon. Fra den irske agents–og somme tiders endda buschaufførens–side blev dette indslag præsenteret som en både stor og usædvanlig oplevelse. Det er ikke hverdagskost at sejle i Irland. Af den simple grund, at det ikke hverken er en nødvendighed eller en tids- og kilometerbesparende genvej. Men ligefrem at hylde denne 20 minutters overfart som en af turens store oplevelser–det fandt såvel jeg som de danske gæster nok en smule overdrevet. Herregud! Det var jo bare en overfart!

Det svarer i grunden lidt til dengang, jeg var på udvekslingsophold med en klasse i Skotland, og værterne kørte os adskillige kilometer gennem relativt uvejsomt terræn for, med utrolig stolthed og nærmest andægtighed, at vise os deres klit. Deres helt egen klit! Jeg siger stadig intet om dens beskaffenhed og størrelse, men kan da godt afsløre, at det krævede en del akut pædagogik at få en flok 17-årige danske gymnasieelever til at sige bare et par beundrende gloser.

For det ligger jo i blodet, i generne, i selve ens dannelse som menneske, om man vil. Både klitterne og det at sejle. Det er en del af at være vokset op lige her, i dette land. Det er en ganske simpel naturlighed, nærmest noget der bare er givet. Men samtidig også–fordi det ligger så dybt og indgroet–noget, man holder så usigeligt meget af. Hvis man forestiller sig, at alle færgerne blev taget fra os danskere, så ville det ikke blot smadre vores infrastruktur. Det ville også give et ramskrig af begrædelighed over tabet af de små flydende ting, som hører til som en fast bestanddel af vores land. Akkurat som alle andre steder også har deres givne ting, der bare er en naturlig og elsket del af dagligdagen.

Jeg har selv et utroligt kærlighedsforhold til alle vores små færger. Hvis jeg på nogen mulig måde kan lægge en fornøjelsesrute–eller måske bare en genvej–så en af dem indgår i min vejlogistik, så bliver det gjort. Disse—måske bare 5 minutters lange–sejlture er en oplevelse hver gang. Ikke bare er færgerne forskellige. Fra de enmandsdrevne små hakkebrætter med plads til en enkelt eller to biler, der kun efter aftale bringer en ud til minimale øer, over de lidt mere sofistikerede med både en styrmand og en billetmand, der trofast ligger og sejler de 500 meter fra A til B et utælleligt antal gange hver dag, til de største, hvor man måske endda kan finde såvel forplejning og mulighed for at sidde ned. Alle har de deres charme som færger betragtet. Men også det, de bringer en til og fra, er så utroligt forskelligt. Fra smutture over fjorde, hvor endemålet klart er i syne allerede inden afgang, til sejlads over åbent hav ud til øer, man ikke sådan lige kan se ved afsejlingen og derfor ivrigt spejder efter hele vejen.

Endelig har færgerne, hos mig, en stor funktion som pause- eller stand-byknapper. Jeg er tvunget til at tage et åndehul, mens jeg sejler. Gerne et, jeg bruger til bare at kigge og være på samme tid. Måske er jeg den eneste, men jeg tror det nu ikke, som i sin tid var noget skeptisk over Storebæltsbroen. Af den simple grund, at den berøvede mig min færge. Og ikke blot den. Også en rar pause på en lang tur til hovedstaden. Selvfølgelig har jeg indset det fornuftige og tidsbesparende ved broen hen ad vejen, men de kunne nu noget, de gamle Storebæltsfærger ( altså ud over at sælge dårlig kaffe og skabe kilometerlande køer!) Heldigvis kan jeg så konstatere, at et væsentligt antal af mine andre færger aldrig vil blive erstattet af broer. Så dem kan jeg, af økonomiske grunde, trygt se frem til at bibeholde.

Hvis man vil hurtigt–og smukt!–frem i Danmark, så må man sejle. Det er ikke blot (for mange) en livsnødvendighed, men det er også for de fleste af vi andre et aktivt valg, vi tager. I alt fald for mig, som altid undersøger, om der ikke skulle være en lille færge, jeg kan prøve. Eller genbesøge. Ikke fordi det er den store og usædvanlige rejseoplevelse, som agenten i Irland så tydeligt lagde op til, men fordi det er rart, hyggeligt–og for mig så uendeligt meget indbegrebet af den danske sommer. Den, hvor solen skinner, og kombinationen af sol, hav, en smule vind og alt det grønne ligesom genopfrisker, hvorfor jeg holder så meget af sommeren i Danmark. Det er da, i alt fald i mine øjne, noget af et privilegium at bo i et land, hvor der findes SÅ meget vand og SÅ mange små, dejlige færger. Også selv om vi jyder i forhold til så mange andre er en smule understimulerede omkring færgefart….

Continue Reading

Nok en pause værd.

Cafe Kajkanten, Bønnerup Strand, Djursland.

Det er sådan et sted, der gør sig i høj sol, sommervejr og dansk ugennemsnitssommer. Som den vi har lige nu. Jeg tvivler på stedets appel en grå-sort, regnvåd gennemsnitssommer. Men i dag var det fortrinligt at sidde der på kajkanten og spise fisk, mens såvel fiskerbåde og lystsejlere strøg forbi på vej ud på det hav, der bare bliver blåere og blåere, når solen skinner på det.

Man kan kun få fisk herude på den yderste mole i det, der ligner en tidligere landings- eller auktionshal. Og det primært i de allermest gængse varianter, fra frikadellerne til filetterne. Men det er også godt nok. For det er jo netop lige det, der er med til at skabe stemningen, når man kan sidde ude og nyde det hele sådan en fantastisk dag. Ydermere er priserne absolut til at forstå, så 3 personer kan få en god gang fisk and chips, inkl. drikkevarer for lige godt 300 kroner. Oven i købet uden at det hele minder det mindste om en ordinær grillbar.

Lige ved siden af cafeen ligger i øvrigt en virkelig fin fiskeforretning i samme bygning, og den venlige ekspedient er både klar med isposer og gode opskriftsråd til langtursfarere. Og kører man bare få kilometer fra stedet, er der alle muligheder for at prøvesejle en af Danmarks mindste færger over Randers Fjord. Hvis man da ellers skal den vej…..

Continue Reading

Om min–og alle I andres–kreative evne(r).

Det er næsten mere normen end undtagelsen, at jeg hører og læser om venner, veninder og bekendte, der i deres pensionistår pludselig springer ud som aktive dyrkere af en kreativ åre. Der er virkelig run på male-skrive-blomsterbindings- og enhver form for andre kreative kurser. Udover alt det, der bare foregår rundt omkring i de små hjem på egen hånd og uden en egentlig underviser. Vi er ved at blive den hidtil mest kreative generation af pensionister. Og jeg tror, det er ufatteligt godt for os.

Mens vi var erhvervsaktive, var der aldrig ordentligt tid til den slags. Måske skriblede man lidt ned i skrivebordsskuffen eller havde et halvfærdigt lærred stående i årevis ude i bryggerset, men nogen egentlig tid til fordybelse var der kun sporadisk plads til. Det var såmænd ikke, fordi åren derinde (eller hvad vi nu skal kalde den?) ikke eksisterede, men dens vækstbetingelser var så sølle og decideret på lånt tid, at det nærmede sig det stadie, hvor det kunne være relativt ligemeget. Og–let`s face it!–hovedparten af os var jo på ingen måde gode nok til en professionel karriere eller til overhovedet at kunne leve af det. Det vidste vi også godt, for heldigvis anså vi ikke os selv for fortabte genier. Derfor lod vi være og tjente vores, dengang livsnødvendige, penge på andre måder. Det var også godt nok. I alt fald indtil nu.

For den har jo hele tiden ligget derinde og ulmet, den der åre, og endelig er der blevet både tid, råderum og økonomisk mulighed for dens udfoldelse. Og som vi da folder ud. Men vi maler, skriver og blomsterbinder (eller hvad vi nu gør) jo ikke bare, fordi vi nu kan, rent lavpraktisk. De fleste af os gør det også, fordi vi simpelthen ikke kan lade være. Er ustoppelige i vores kildevæld af indegemt, årelangt indestængt kreativitet. Men allermest fordi vi har så uendeligt meget at skrive, male og binde på og om. Nemlig et helt, levet liv.

For alt det, der nu kommer ud, er selve høsten af et helt livs erfaringer og oplevelser på godt og ondt. Det er ikke den unge “kunstners” betagelse af selve skønheden ( eller grimhedens, for den sags skyld!) udseende. Eller blomsternes, eller træernes, eller havets ved fuldmåne. Det er i stedet mange års indlevelse i selve naturens og begrebernes væsen, krydret med en uendelig række af personlige oplevelser. Jeg hævder ikke, at unge kunstnere ikke har forstand på selve livet, men jeg vil godt stå på mål for, at ældre til gengæld ved en del mere om det, i alle dets utroligt mange facetter. De fleste af os er næppe skolede teknikere og miskendte genier, men jeg tror til gengæld, vi ved, hvad vi formidler omkring. På godt og ondt.

Selvfølgelig gør al den kreativitet os ikke til egentlige kunstnere. Det er nok heller ikke nogens ambition. Sådan at blive opdaget som nogle og tresårig med en glorværdig karriere ventende i ens halvfjerdsere. Ellers tak! Det er sgu` alt for besværligt og vil bare gribe alt for forstyrrende ind i de cirkler, man lige trives så overmåde godt i og med. Udover det kan jeg da også med et halvt øje se, at hovedparten af det, der frembringes på den kreative konto, ikke har en chance sådan hverken lokalt, nationalt eller internationalt.

Det er så heller ikke meningen. For denne gang–måske for første gang nogensinde i vores liv–producerer vi glade og gerne helt og udelukkende for vores egen skyld. Vi maler vores levede liv op på lærreder og sider. Vi lukker vores erfaringer ud i storblomstrende buketter og små, stramme digte. Vi opsluges af alt det, vi så gerne vil fortælle,  og har tid til at fortælle det på netop den måde, vi altid har drømt om at have tid til. Det skal ud, det liv. Ud, så vi selv kan se på det. Betragte det, indtage det og måske endda begynde at forstå det. Netop i det sidste ligger jo også en vanvittigt stor gevinst. Netop at vi ved at få vores levede liv ud af selv kroppen kan begynde at forstå sammenhænge i det, som vi hidtil måske aldrig har været bevidste om. Jeg ved i alt fald, at for mig kommer sammenhænge og bevidsthed, MENS jeg skriver. Mens jeg skriver mig ind i tingene, hvor selve skriveprocessen tillige er en bevidsthedsproces. Jeg er sikker på, det også gør sig gældende for mennesker, der maler. Eller er kreative på andre måder.

Og jo. Det er da virkelig dejligt, hvis andre mennesker gider læse det, man skriver eller nyder og måske endda forstår det, man maler. Men det er kun en sidegevinst. Det har aldrig været meningen, at det skulle skabes for deres skyld. Udelukkende for ens egen. Og det netop fordi, den der langtidsgemte og glemte kreative åre nu endelig har fået vækstbetingelser, der er til at have med at gøre.

Så dyrk det! Det er noget af det sundeste og allermest livsbekræftende, der findes. Og så er det jo heller ikke nogen dårlig erfaring at se lidt på sit eget malede eller nedskrevne liv. Alt det, der er kommet UD!

Continue Reading

Åh nej, nu igen!

Det er nu engang sådan, at visse–i mine øjne og helt for egen regning–pseudobegivenheder med urokkelig sikkerhed indtræffer hvert andet år. Nogle gange har det så E foran og er lidt mindre fint, end når det har V foran. For mig gør bogstavet absolut ingen forskel. I den henseende er jeg totalt analfabet, boldblind, straffesparksignorant, frisparksdumpet og fuldstændigt ubekendt med enhver form for regler. En yderligere opdatering ville nok også kræve, at jeg rent faktisk så kampene og involverede mig en smule. Tro mig: Jeg HAR prøvet! I alt fald en god 5 minutters tid. Det virker ikke.

Derfor hører jeg til de udenforstående, som med undren iagttager ellers fornuftige mennesker–ja, som det ser ud fra min sidelinje: en hel nation– gå amok i noget, jeg hverken forstår eller forstår betydningen af. Jeg kan endvidere se, at den periode, hvor jeg i år periodisk skal undvære min mands ellers ret stabile fornuftige mentale tilstand, er yderligere udvidet, da Putin tilsyneladende skal bruge oceaner af mere tid på at skovle penge ind på noget, andre lande plejer at klare indenfor en behageligt kortere periode. Jeg kan kun (og nu SKRIVER jeg noget meget farligt!) i min inderste sjæl tavst håber, at for min egen nations vedkommende får galskaben en snarlig afslutning, således at vi alle kan blive til normale sommermennesker igen.

Situationen kompliceres i år endnu mere af, at vi befinder os i sommerhuset. Heroppe har vi kun et TV, og hvis jeg krævede (hvad jeg som et pædagogisk menneske ikke gør!) at indstille det på mine elskede dokumentarer på DR2, mens der var landskamp, ville det sådan ca. svare til yderste grad af overtrædelse af menneskerettighederne. Eller at nægte et mindre barn at se børnefjernsyn. Det gør man jo ikke. Vel? Omvendt indebærer alt det sparkeri til ingen verdens nytte så heldigvis, at jeg får læst en masse gode bøger. Hvori ingen, mig bekendt, interesserer sig det fjerneste for fodbold, og hvor detektiven snildt opklarer mordgåde efter mordgåde uden nogen form for indblanding af en bold. Jeg ved godt, denne her er på overdrevet: Men hvor i litteraturens klassikere optræder fodbold som et væsentligt og dannende element? Vist kun i Fodboldenglen, og den kan vi vist godt betragte præcis som undtagelsen, der bekræfter reglen.

Det skal dog siges, at der i går var en vis form for hensyntagen til de (få?) folk som mig. Faktisk synes jeg, det var et ualmindeligt tiltalende træk, som kræver masser af efterfølgelse, at placere uvæsentlige ting som en fodboldkamp i eftermiddagssendetiden. Det bør gøres til en regel i sig selv. Så kan folk som jeg se deres boldfri TV-aftener i møde på en helt anden fornuftig måde.

Problemet med alle disse E og V-somre er jo i sin nøddeskal, at folk som jeg ligesom mister kontakten lidt til de mennesker, der er omkring os. Vi vedbliver at være vores gamle, pålidelige jeg-er, mens de andre gradvist bliver ukontaktbare og vildt labile, sådan rent stemningsmæssigt. Er der noget, der overgår min forstand, så er det , når verden synes at gå i sort og begrædelighed, fordi Danmark tilsyneladende ikke kan få sparket en snoldet bold ind i et net. Vorherre bevares! Jeg vil så nødigt lyde arrogant og bedrevidende, men set hernede fra mig, så er der dog større problemer (også i ens allermest umiddelbare nærhed!), der ligesom godt kunne kræve væsentlig mere opmærksomhed. Jeg synes heller ikke (men det er selvfølgelig et strengt personligt synspunkt!), det klæder voksne mænd langt, langt over deres undskyldelige teenagealder at hoppe rundt i stole og skrige højt og uhæmmet–udelukkende udløst af en bold. Sådan hopper og skriger jeg da ikke, når jeg sidder klistret til skærmen og studerer kjoler til kongelige bryllupper. Der kan jeg da godt styre mig. Eneste gang, jeg rullede lidt i stolen (men det var af grin!) var vist dengang, en daværende statsministers kone mødte op i en noget uklædelig sag, der mest af alt lignede en rullepølse.

Selvfølgelig kan jeg da godt få den tanke og den fornemmelse, at alle de andre har noget sammen, som jeg bare ikke er en del af. Noget, jeg simpelthen ikke forstår. Men så tænker jeg nu altid, at det på sin vis nok er godt, jeg ikke er med i den afgudsdyrkelse. Jeg kan simpelthen ikke, virkelig ikke, se mig selv opføre mig på den måde. Jeg har, lige så simpelthen, heller ikke forestillingsevne til at se mig selv rulle rundt i lænestolen med benene i vejret og hoppe lidt samtidig, bare fordi nogen har scoret et mål. So what??

Nej, lad os få det her overstået så hurtigt som muligt og komme tilbage til normale sommertilstande. Giv mig min mand, de inficerede af mine venner og mit liv som et socialt menneske, der interagerer med andre, tilbage. Eller send alt det sparkeri i de tidlige morgentimer, hvor jeg alligevel sover, om formiddagen, hvor jeg alligevel er ude at handle eller har andre uopsættelige gøremål, eller til nød først på eftermiddagen. Så kan jeg undgå at se manden blive forvandlet til et skrigende dyr, en slået hund–eller bare involvere sig i noget, jeg hverken forstår. Eller har den fjerneste lyst til at komme til at forstå!

Continue Reading

En underholdende serie.

Robert Galbraith: Gøgens kalden, Silkeorm og Ondskabens høst.

Det er næppe nogen stor afsløring at fortælle, at det er forfatteren J.K. Rowling, der står bag bøgerne om den etbende privatdetektiv Cormoran Strike. Det kræver lige så næppe nogen stor tankevirksomhed at gætte, hvorfor Rowling, der elsker spøjse og betydningsfulde navne, har udstyret ham med en hjælper og sidekick, der hedder Robin! Location er dog henlagt til et særdeles nutidigt London, der minder yderst sparsomt om Gotham City.

Rowling var, i sine første bøger om Harry Potter, en rimeligt disciplineret forfatter, der formåede at holde sin noget fabulerende stil med tonsvis af om- og sideveje ( nogle gange ret blinde!) i ave, men som serien skred frem (og redaktørerne blev lidt for angste for at rette og begrænse en megasælgende forfatter), blev sidetallet og bøgerne tungere og tungere. Det gjorde ikke altid noget godt for dem! Det samme gør sig lidt gældende i denne serie. Ind imellem kunne en god redaktør godt have begrænset forfatterens særdeles lange spyt og sat “Indkørsel forbudt” definitivt ned foran de allermest unødvendige og meget lange omveje. Desværre er det en tendens, man ofte noterer sig hos bestsælgende skribenter. Det virker som om, der er en fælles og meget uheldig  tilbageholdenhed overfor simpel redigering hos deres forlag. Som om de, fordi de er, hvem de er, har carte blanche til at skrive løs derudaf….

Anyway, serien er underholdende, såvel i personvalg og skildringer som i plots. Man kan ikke undgå at komme til at holde af det etbenede rodehoved af en detektiv og hans lidt bondesnu hjælper. Han er krigsveteranen, Londondrengen, slagsbroderen med den absolut dysfunktionelle familiebaggrund af hippier, crackvrag og supergroupies. Robin, derimod, kommer fra det adstadige Yorkshire med en bagage af kernefamilie, Labradors, ponyer–og en absolut røvkedelig og utiltalende revisorkæreste, der (efter min mening!) burde være skrevet ud allerede halvt inde i første bog. Der skal ikke så forfærdeligt mange intelligensbrikker til at gennemskue, at de to, tilsyneladende direkte modsætninger, nok ville have ret godt af hinanden i det lange løb. Hvilket Rowlings så gør til et MEGET langt løb…..

Persongallerierne i bøgerne er farverige og kommer rundt i alle Londons, og Englands, miljøer. Man kan næsten fornemme, at det ind imellem har været en irritationsfaktor for hende, at hun ikke har kunnet drysse lidt tryllestøv ud over dem, eller blot indlægge en enkelt Dumbledore for kulørens og magiens skyld i disse strengt “realistiske” bøger, hvor London faktisk ligner præcis det London, man kender. Omvendt er netop beskrivelserne af stederne i bøgerne en af deres allerstørste styrker. Jeg nød at blive taget med til et London, hvor jeg i mine indvendige billeder kunne gå direkte i detektivens fodspor og et Edinburgh, hvor jeg næsten kunne følge mine egne. Næsten som at være der selv.

Gennem Potterbøgerne viste Rowlings jo også, at hun er en mester i krimi-plots, for Harry Potter er vel, når man stripper ham for al staffagen af kostskoleromantik, fantastiske skabninger og magi, blot en lille barnedetektiv, der sagtens kunne have været det sjette medlem af min barndoms berømte “De fem”. Han opklarede forbrydelser (endda over syv mere og mere omfattende bøger!) på præcis samme måde, som Cormoran Strike gør det i nutidens London. Måske var det mistede ben den pant, Harry måtte af med for at komme ud i den virkelige verden og trylle sig selv til Cormoran?

Så har man god tid (eller en periode, der fokuserer på at lave ingenting?), så kan bøgerne om Londondetektiven og hans landlige sidekick anbefales. Det er god underholdning, og der er masser af sider af den.

 

Continue Reading

Om at lave ingenting.

Som regel er der altid noget, man skal. Og her mener jeg ikke bare arbejdsmæssigt, selv om det da i sig selv er nok. Især synes jeg, mit arbejde med sin 24/7-natur er fuldt tilstrækkeligt til at dække, at der altid er noget, jeg skal. Men også derhjemme er der mere eller mindre altid ting, der råber på at blive gjort, aftaler, der gerne vil overholdes og nødvendigheder, der må overståes. Det er, med andre ord, ufatteligt svært at få lov til at lave ingenting. Og det er faktisk, i alt fald for mig, utroligt væsentligt i perioder at gå i ingentinglavning, at geare ned og foretage mig så lidt, som det overhovedet er menneskeligt muligt. Jeg er nok heller ikke den eneste…. Sådan at forstå, at vi, efter min mening, i den grad mangler fokus på at lave ingenting. Eller i alt fald at se det at lave ingenting som en positiv, rekreativ og gavnlig ting. Ikke altid og for evigt. Men ind imellem–og med fuld styrke.

Det har altid været mig en kilde til en smule undren, at mens vi ræser afsted på arbejdsmarkedet, føder og sender børn videre ud i verden, så sukker vi samtidig efter ingentingperioder. Når vi så endelig når frem til alderdommen og de uendelige muligheder for at dyrke ingenting, så står den offentlige sektor på hovedet for at finde på ( lidt for opfindsomme!) ting, vi kan give os til at lave. Når man nu endelig er nået dertil, hvor man ikke nødvendigvis behøver lave noget? Men det er en helt anden diskussion!

At lave ingenting er vel heller ikke at foretage sig det absolutte intet. I mine øjne betyder det i stedet at gøre præcis det, man selv har lyst til. Og hvis det så tilfældigvis er at sidde uvirksom og stirre ud i luften nogle timer, så er det sikkert fordi, man i den grad har et behov for at stirre ud i luften. I alt fald i nogle timer. For måske er det ikke på længere sigt den allermest hensigtsmæssige måde at anvende sin tid, da man jo i stedet kan ingentinglave, der er usigeligt meget bedre for en selv på sigt. At lave ingenting er, udover udelukkende at gøre det, man har lyst til, også at gøre såkaldt unyttige ting–set med det store samfundsmaskineris øjne. At gå i jeg-selvsving og læse en masse bøger, at bingewatche TV-serier, at drysse rundt i skov og strand og at få en pludselig, uopsættelig ide om at rydde op i sit klædeskab, NETOP fordi det hverken er planlagt eller særligt påkrævet.

Når jeg er i sommerhuset i længere perioder ( som nu!), må jeg altid erkende, at det er en smule besværligt at geare ned til at lave ingenting. De første dage går det faktisk ikke ret godt for mig. Der styrter jeg rundt for at finde ud af, hvordan jeg nu lige skal planlægge min ingentinglavning, og det er da selvmodsigende i yderste potens. Jeg er så meget i vane med krav til mig udefra, at jeg slet ikke kan finde ud af at lade være med selv at stille nye. Men efter nogle dage begynder det decideret at gå meget bedre. Så falder jeg ned, falder i bøgerne, falder i livsnydelsen og falder i mig selv. Jeg kan næsten mærke pulsen for kraftigt nedadgående og roen, der bliver en del af selve dagcyklussen.

At lave ingenting er både godt og væsentligt for mig. For alle, vel. For på forunderlig måde giver selve ingentingen kræfter og fornyet styrke. Der bliver sat pause på livet, og det er nok den knap, de aller-allerfleste glemmer at få trykket på ind imellem. Det kan også være svært, for med de krav, der stilles til mange mennesker, går selve eksistensen af en pauseknap nok alt for ofte helt i glemsel.

Så hvis nogen spørger mig, hvad jeg har lavet denne uge, vil jeg med stolthed sige “Ingenting.” Måske endda: “Det et lykkedes mig til fulde at lave ingenting.” Vel vidende, at sådan et svar nok ikke er helt til godkendelse rigtigt mange steder. Men det burde det være. Det burde være pris- og beundringsværdigt at kunne, ville og nyde at lave ingenting. For vi har så godt af det. Allesammen. I perioder.

 

 

Continue Reading