En god–aktuel–film.

DR2. 20.00: Ondskab.

I forbindelse med den særdeles aktuelle debat omkring de såkaldte “puttemiddage” på især Nordsjællandske gymnasier, er der her filmisk indspark om, hvordan den svenske overklasse behandler sig selv og hinanden på samme alderstrin.

Her er ikke mange repræsentanter for kvindekønnet, men det lader til, at drengene i filmen udmærket indbyrdes selv klarer enhver form for seksuelt betinget fornedrelse og rå kynisme. Det er en brutal, men også meget smuk film om en drengs oplevelse af miljøet på en svensk kostskole. Samt hvorledes  samme miljø og de grusomme oplevelser bliver medvirkende for dannelsen af selve voksenidentiteten.

Absolut en god og meget anbefalelsesværdig film. Som alle de infantile tåbelighoveder på visse gymnasier burde bruge deres fredag aften på at se i stedet for at prøve at stive ikke-eksisterende egoer af i uskyldige pigers lapdance. Tænker–nu vi er ved det–at når nu pigerne skal møde op uden hår på kussen, så er det sikkert fordi, de ville udgøre en umiddelbar hårmæssig trussel overfor bumsede pubertetsdrenge, der endnu ikke selv er begyndt at gro den slags. Nogen steder.

 

Continue Reading

Om hvor lille verden er….

Jeg skriver den bare, fordi det simpelthen er en god historie…

I turistbussen på motorvejen omkring Manchester falder snakken fra guidestolen på Manchester United. Først selvfølgelig på Peter Schmeichel, men hurtigt over til George Best, som, hvis nogen ellers kan huske det, havde en dansk kæreste nogle måneder i 1969.

Hun hed Eva Haraldsted, var kæreste med den lokale slagters søn, men mødte så Best, droppede slagterens søn og blev forsideudstillet kæreste med fodboldikonet. Det forhold varede vist et halvt års tid og en masse opstillinger og henslængninger på køleren af diverse luksuskøretøjer.

Her burde historien så ende, men det gør den ikke. For nysgerrigheden i bussen var enorm omkring, hvad der dog var blevet af den skønne Haraldsted–men bestemt også slagterens søn. Enden på en tredje aktør kender vi jo alle, og den var ikke allerbe(d)st.

Det er så her, det fra bagsædet i bussen lyder: “Jeg købte et hus af Eva for et par år siden. Hun bor i Skæring–og er i øvrigt gift med (gæt så lige engang!!!)–slagterens søn!”

Det er lige præcis det, jeg mener med, at verden somme tider er lille. Og fyldt med gode historier.

Continue Reading

Om min barndoms tegner.

Jeg har lige sagt farvel til mine seks platter med motiver af Kurt Ard, som nu omsider er rejst mod et nyt hjem, efter at have været til salg hos mig i over tre år. Det er både vemodigt og en lettelse.

Lad os starte bagfra med lettelsen: Jeg har egentlig aldrig vidst, hvad jeg skulle stille op med de platter–og fylde, det gjorde de jo også. Hjembragt som et kup fra en genbrugsforretning, fordi de bare talte lige ind i mig med deres løfter om evig barndom, verden uden at være gået i ulave og raske drenge, der bliver store og stærke udelukkende på en diæt af Solgryn. Men hvad skal man lige BRUGE dem til? Det gør jo ondt helt ind i nostalgihjertet at spise af den oversøde æblepige og måske endda uforvarende at ridse hende mellem Ingrid Marierne (hos Kurt Ard er der ikke oplagte andre steder at ridse!). Og hænge dem op på væggene GØR man jo ligesom bare ikke. Der sidder en kolossal psykologisk barriere mod vægophængte tallerkener og spanske souvenirs hos en overvejende del af min generation, som er flasket op mellem årgangsjuleplatter på enhver ledig endevæg. Mange af os kan stadig føle klaustrofobien bare ved synet af en uskyldig Royal Copenhagen fra 1975, så vi forviser strengt vores spisestel til skuffer og skabe. Gør vi!

Vemodet ligger så netop i dette uigenkaldelige farvel til en tid, der var engang. Eller aldrig var, fordi den primært VAR på endevæggene, i Familie-Journalen og på Solgrynpakkerne. Kurt Ard var overalt i min barndom. Han var tidens mest elskede tegner og derfor selvfølgelig den mest brugte. Hans lettere idylliserende, men sandelig også mildt ironiske og humoristiske kommentarer til dagliglivet i Danmark i 50-erne og 60-erne kom ud i alle de små hjem, fordi de netop fandtes i den type af datidens medier, der FANDT ud i alle de små hjem. Vi læste ugeblade, mange endda, og især Familie-Journalen var en konstant i vores tilværelser. Meget af vores viden var rent faktisk baseret på artikler, vi selv havde læst deri. Deri og i Samvirke, og så var det jo sandt. Platterne var en serie om “Livets realiteter” (store ord, men også med et stort gran af den Ardiske humor), hvor f.eks. “Den første kærlighed” og “Hjemme bedst” figurerede, og jeg er næsten overbevist om, at den generelle mening dengang var, at det da bare var lige præcis sådan, det hele var. Livet var faktisk ikke ret meget mere besværligt, end man selv gjorde det til. Og det gjorde Kurt Ard så ikke.

Vemodet ligger også i, at de platter har været min showcase i samtlige tre år, når jeg har været på marked. Dem, der trak folk til, og dem, der var indledningen til en rigtig god snak. Hvor har jeg dog ført lange samtaler med vildt fremmede mennesker om Familie-Journaler og Solgryn. Og om barndomme. Men allermest husker jeg den unge pige, som lidt genert spurgte mig, om hun måtte tage et billede af platterne. Selvfølgelig måtte hun det–især fordi min umiddelbare tanke var, at hun lige skulle hjem og overveje, om de skulle indlogeres i  og passede ind i hendes hus. Det var dog ikke sådan, det hang sammen. Det viste sig, at pigen var Kurt Ards barnebarn. Og billederne skulle sendes ned til tegneren, som stadig lever og bor i Sydfrankrig. Hun fortalte mig, at Ard er en lidt bitter, gammel mand, for han føler sig gemt, glemt og overset i sit fødeland–helt skruet ud af tidsånden og billedlig eksponent for en tid, vi ikke regner for noget. En tid, hvor vi–helt ulig i dag–gik efter det pæne, det ufarlige og ( i alt fald i manges øjne) det overfladiske. Og en tid, hvor man (prøv bare lige at tænke på det!) så på Familie-Journalen med HELT andre øjne, end vi gør i dag, hvor det da kræver mod for de fleste åbent at indrømme, at de læser den andre steder end hos frisøren. Og da kun i mangel af andet! Det, hun ville give sin morfar, var en visuel bekræftelse på, at nogen stadig påskønnede ham i hans hjemland!

For det gør vi jo. Godt nok med en anelse kitchnostalgi. Og på den måde, at det da er rigtigt dejligt at eje de platter, men at man (i alt fald jeg) altså ikke lige ved, hvad man skal stille op med dem. De stammer fra en tid, hvor man flashede sin påståede idyl på væggene,men det gør vi altså ikke mere. Og i skufferne har jeg desværre allerede nok overflødigheder, så mon ikke det alligevel mest er en lettelse at sende de platter til Ikast, hvor de forhåbentlig får et rigtigt spændende liv. Måske endda på en endevæg?

Continue Reading

Om det “andet” Tyskland.

For de fleste indebærer en endagstur over grænsen seriøs spiselig eller drikkelig luksusvareshopping og måske en strøgtur i Flensburg. Det er bestemt også attraktivt–jeg nyder det selv meget. Også den uges tid bagefter, hvor jeg vælter mig i Pandaer og engelsk vingummi, indtil mine E-stofdepoter er ved at briste.

Men der er altså også en anden vej derned. Nemlig den vestlige. (Og–jeg kan lige så godt få det overstået: Derovre har de faktisk også grænsekiosker. Der er tale om Fleggaardiseret land.)Altså vejen ud over marsken i dette fantastiske landskab, hvor det myldrer med dyreliv af enhver art, og hvor himlen er så stor, at den fylder det meste af horisonten. Det er vigtigt, for at få alt dette med, at man ikke blot tager den lige landevej på ca. 50 km. hver vej fra Tønder til Husum, men i stedet drejer ud gennem marsken med alle dens kog og små, finurlige, streglige veje, hvor det også på lange vejstrækninger er muligt at køre langs digerne. De sidste kan man hyppigt komme op på—–og er man modig nok til at tage turen på cykel i stedet, kan man såmænd ofte køre oppe på dem.

Det er fårenes, digernes, fuglenes, Emil Noldes og alle afvandingskanalernes land. Det er også et af tyskernes foretrukne ferielande, hvor der er små pensionater, glimrende cykelruter og listige forretninger, der sælger alt det, man ikke anede, man manglede. Mest i plastik. Og så vrimler det med gode fiskerestauranter, hvor der sættes en ære i at diske op den mangfoldighed, der er blevet båret op af havet samme morgen.

Jeg er vild med marskegnene, dybt og forfærdeligt inderligt fascineret. Helt ærligt, så er der jo ikke den store forskel fra Danmark på hverken land eller by, når man krydser grænsen på Flensburgsiden, men herovre er så markant en fremmedhed, at man slet ikke er tvivl om, at man er kommet til ud-landet, til landet derude, ud på landet. Her er fugle i flokke- og tusindvis, og som absolut analfabet (eller hvad det nu hedder!) indenfor ornitologien må jeg personligt nøjes med at beundre deres massive antal og store forskellighed. Men en skestork kan jeg da til nød kende, og dem er der altså en pæn befolkning af. Det er også nok i sig selv. Her er enorme fåreflokke, som bare går og bliver opfedede og opsaltede, så de kan få præcis den smag, der er så kendetegnende for lammekød, der er natursaltet på digerne. Og så er her så uendeligt få mennesker. Det er som om, mennesket nærmest bliver lidt væk under denne store, overvældende himmel.

Ud for kysten ligger øerne og hallingerne (små, ubeboede øer) som perler på en snor, og enhver, der har prøvet at flyve den vej til London i godt vejr, ved, at de nærmest ligger på lige rækker. Der er små færgelejer inde på land langs kysten, hvorfra man kan sejle ud til dem, og det gør tyskerne da også i den grad. Ved Dagebüll er der nærmest færge-trafik-myldretid hele sommeren, og her kan man (som et godt tip) spise en fremragende fiskefrokost på Janssens Hotel med terasseudsigt til det hele. Overse i den forbindelse brune vægge og gardisettegardiner og erkend, at den slags er standardudstyr indenfor tysk boligindretning.

Udover de dejlige byer Friedrichstadt og Tönning, som jeg i øvrigt slet ikke vil komme ind på her, er Husum virkelig også et besøg værd. Det er en umådeligt hyggelig by, med tydelige danske aner og helt sit eget flotte slot. Gaderne er overnuttede, og den charmerende havn, hvor man virkelig kan fornemme tidevandsforskellene, er en turistmagnet på en temmelig meget mere autentisk måde end Nyhavn. Det er sådan et sted, man kan side i timevis og bare betragte livet.

Endelig er der så Nolde, hvis museum for–i alt fald i naziterminologi–entartete, ungemahlte billeder skyder op midt i selve den store intethed, tæt omsluttet af en ganske vidunderlig have. Nolde formåede at male selve marsklandets sjæl ind i sine billeder, og det er en stor oplevelse at se disse netop midt i den store himmels hjemland. Han var en stor og grænseoverskridende ekspressionist, og selve det, at han ansås for farlig og undergravende i Hitlertiden, borger vel i sig selv for kvalitet.

Så det er bare at dreje til højre et sted på vej ned til Rutineflensborg og Rutinefleggaard. Det betaler sig på oplevelseskontoen.

Continue Reading

Om gårsdagens nyheder.

Hvis det nu var mig, der var hende Trishy/Bitchy-damen på Fox News, så ville jeg slå til nu. I det store Danmarksangreb. I disse dage kan hun nemlig med lethed udstille nationen som et tegneserieland, HELT uden selv at medvirke til at opfinde fake news. Hun skal bare kommentere på de aktuelle nyheder.

I Danmark kan man nemlig ikke blive statsborger uden at give sin personlige borgmester hånden. Det er, udover en masse seriøse ting, udelukkende det, der er udslagsgivende. Sådan. Ens kvalifikationer omkring alvorligt ment nationalt tilhørsforhold sidder tilsyneladende i fingrene. Som allerede indfødt skaber det da lidt problemer og seriøse overvejelser hos mig omkring mulig fratagelse af samme statsborgerskab. Der er nemlig mange borgmestre (i særdeleshed inklusiv ham i min egen by), som jeg selv meget nødigt ville blåstemple via et håndtryk, og som jeg helt sikkert ville undgå som tilsmudser af mine hænder. For slet ikke at tale om, at jeg ville rende højtskrigende bort, hvis nogen bad mig hilse på folketingets formand eller den minister, der bor i Hadsund. Det kunne Trishy/Bitchy da godt få en god-og sand- historie ud af.

I Danmark må man ikke gå ind på en politistation–eller færdes udenfor–hvis man har niqab på. Så får man en bøde, og bliver man ligefrem vaneforbryder og gentager al denne formumning, så vanker der kraftige indhug på bankkontoen. Vi har nemlig mange politimænd ansat til at holde øje med den slags grimme ting. Det er, altså politimændene, alle dem, der ikke lige står nede ved grænsen og tjekker, at der heller ikke kommer hovedbeklædninger ind den vej. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kommer altid til at tænke på den lysegrønne, elektriske plydstingest  af en hovedbeklædning med hale og takker på cirka ½ meters længde, jeg engang købte i Inverness. Den skulle forestille Nessie, søuhyret, men den var, indrømmet, mere komisk end egentlig vellignende, og hvis nogen ellers kender Nessies udseende, så er jeg sikker på, det ligger langt fra den tingests. Pointen er her, at jeg bare noget så udmærket forstår, hvis jeg havde fået en bøde for at vise mig offentligt med den. I den dårlige smags tjeneste. Men på nogle områder er vi tilsyneladende vildt liberale med regler for hovedbeklædning, så den havde jeg såmænd nok fået lov til at gå rundt med i fred og fordragelighed. Mon ikke Trishy/Bitchy kunne lave et lille spin på det?

Og når vi nu er ved beklædningen, så er det blevet forbudt ved lov i Danmark at bære rygmærker og andre tilkendegivelser af synlige tilhørsforhold til banden Loyal to Familia. Enhver kan selvfølgelig sige sig selv, at det er den direkte og sikre vej til på stedet at afskaffe alt det bandeuvæsen. De melder sig jo ud og bliver illoyale overfor familien i hobetal, når sådan en spidsfindig lov får skovlen under dem. Hvorfor i alverden har ingen dog tænkt på en så intelligent løsning på bandeproblemer før nu? Måske kan man så i samme åndedrag lovgive for ( eller mod?) flashing af Gucci, Versace og andre farlige mærker blandt de nordkøbenhavnske elitebander og på den måde afskaffe klassesamfundet? Her kunne Trishy/Bitchy måske endda blive inspireret til et nemt lille tiltag mod både storbykriminalitet og en gang elitebashing i området omkring Martha`s Vinyard?

Endelig er der så den med tegneserielandets tegneserielandshold. Eller mangel på samme. Eller hvordan det nu hænger sammen det hele. Her er jeg på fuldstændig usikker grund, for jeg er absolut ude at stand til at gennemskue, hvordan det hele hænger sammen, og mine meninger stritter i alle retninger og modsiger samtidigt hinanden. Men heldigvis, og det er da en lettelse, gør den slags overhovedet ikke spor indenfor Trishy/Bitchys form for logik. Men jeg forstår ikke det der med tøsefornærmethed over manglende sponsorindtægter. Personligt flasher jeg da gerne 4-5 mærker samtidigt, hvis jeg scorer kassen, for enhver ved da godt, at det da på ingen måde er fordi, man selv anvender og billiger et mærke, at man reklamerer for det. Ligeledes forstår jeg heller ikke, at nogen agerer skruebrækkere–altså samtidig med, at jeg da så udmærket forstår, at det er med at gribe chancen for at komme på landsholdet, når man normalt spiller i Tarup/Paarup. Eller Østvendsyssel. Og så forstår jeg i den grad de stakkels tjekker, der føler sig snydt, bedraget og gjort til grin, når vi ikke regner dem for mere, end vi gør, ved at komme anstigende med et tegneseriehold. Her er jeg yderst overbevist om, at Trishy/Bitchy kunne finde op til flere indgange på at lave en overfladisk analyse af socialismens fordærvelige indflydelse på landsholdsfodbold.

Gårsdagens topnyheder i Danmark! Nogle gange skal vi passe noget så inderligt på, at vi ikke larmer så meget over tegneserieproblemer, at vi totalt overhører de støvletramp, der lyder højere og højere……..

Og du må frit kopiere, Trishy/Bitchy. This is, unfortunately, not fake news!

 

Continue Reading

Om en mand med en drøm….

Har man en drøm, må man selvfølgelig “go for it”–også selv om drømmen i sig selv nogle gange er både besynderlig og aparte.

Nede i Friesland, omkring 30-40 kilometer fra den danske grænse, mellem Dagebüll og Husum, og langt ude i marsklandet ligger Sønke Nissens kog. Et kog er et inddæmmet område, som man med store såvel fysiske som økonomiske omkostninger har drænet for vand og omdannet til frodigt landsbrugsland. Meget frodigt, endda.

Sønke Nissen, som netop dette kog (blandt mange andre) er opkaldt efter, var søn af egnen og drog som ung til det nuværende Namibia, hvor han var involveret i såvel diamantminer som jernbanedrift. Han skovlede penge ind, og onde tunger påstår, at hans indskovling på et tidspunkt medførte, at han måtte ud af Afrika ustyrligt hurtigt. Vel hjemme–og sikkert med en ubærlig længsel efter Afrika i bagagen–besluttede han sig for at investere alle bloddiamanterne i helt sit eget kog.

Og ikke et hvilket som helst kog. Der var skam klausuler. For alle, der fik tilladelse til at bygge på Nissen nye kog (eller betalte for det, helt præcis!) måtte udelukkende bygge huse i afrikansk kolonistil og med grønne tage. Ydermere skulle alle de opførte huse opkaldes efter stationerne langs den jernbane, samme Nissen også havde været med til at bygge dernede i Afrika.

Så den dag i dag, omkring hundrede år efter salig Nissen inddæmmede sit eget lille frisiske Afrika, ligger de der stadig, disse majestætiske og fuldstændigt malplacerede afrikanske huse i kolonistil. Der er nok en 20-30 af dem, og de virker mildest talt noget eksotiske derude, hvor alt ellers er i røde sten, og himlen er så uendeligt høj, at de alle kan genkendes på deres irgrønne tage på mange kilometers afstand. Det er, både på afstand og tæt på, noget af et syn. Et meget excentrisk syn.

Sønke Nissens hustru var i øvrigt, efter hans død, også involveret i den store historiskrivning, da hun lagde sit frisiske vadehavs-afrikanerhus til, da Göring i sin tid forgæves prøvede at afværge verdenskrigen ved at mødes med diverse englændere derude, hvor der tilsyneladende også dengang var en form for sort sol, i overført betydning.

At køre gennem Sønke Nissens kog på en vidunderlig sensommerdag med højt til himlen, utallige gæs, ænder, får og vadefugle er en særegen oplevelse. Som at lande midt i Afrika midt i al den fantastiske vadehavsnatur. Man bliver så glad, på sådan en lidt smilende, ironisk måde, over, at selv de allermest aparte og besynderlige drømme KAN lade sig gøre. Bare man vil dem nok. Og har nogle diamanter i baglommen!

 

 

Continue Reading

Endnu en omgang forbyttede børn.

Eve Chase: Tilbage til Black Rabbit Hall.

Move over–Kate Morton, Leonora Christina Skov, samtlige kvindelige medlemmer af slægten Bronte, Poe og alle I andre, der også excellerer i forbyttede børn, knirkende, ældgamle slotte og uhygge ved midnat. Endnu en fremragende nygotiker er oversat til dansk, og hun er faktisk i særdeleshed værd at læse. Mest for underholdningsværdien og for plottets uventede drejninger, men som sidegevinst kan hun faktisk også godt skrive.

Vi er ude i kombinationen af den STORE familiefortælling, tilsat en god portion uhygge og et faldefærdigt slot i Cornwall–sådan på randen af de store klipper, hvor man næsten hører ekkoet af Rebecca i mørkningen. Her vokser (eller nærmere vildtvokser) de fire Altonbørn op i indbegrebet af den harmoniske familie. Men i den slags bøger varer lykken ikke ved: de gode må bortskaffes, og de onde må på banen, mens de forkerte forelsker sig i hinanden, og arven bliver et stridspunkt tilsat den obligatoriske stedmor, som tydeligvis er i nær familie med Snehvides. Der fødes børn i dølgsmål, og den slags forbyttes jo til stadighed–men det skal vi heldigvis rigtigt langt og rigtigt vildledt hen i bogen for at finde ud af.

På et nutidsplan kolliderer hele denne viktorianske fortælling med lærer- Lorna, der skal giftes med sin jordbundne tømrer, John, hvilket på overfladen jo skulle være så indlysende romantisk. Men Lorna har også lig i lasten, og de graves allerbedst og allermest spændende op på det yderst forfaldne gods Black Rabbit Hall, hvor det–uden at røbe for meget–skal siges, at det ikke kun er kaninerne, der er sorte.

En rigtig god og underholdende “feriebog” til alle de, der elsker en god historie, den store fortælling og den murrende uhygge i tårnkamrene. Jeg kan se, forfatteren har skrevet endnu to bøger. De vil blive fundet. Og læst.

 

Continue Reading

Om at være kunde i Danmarks værste bank.

Nu ser jeg så lige, at min bank er kåret til Danmarks værste. Det kommer ikke bag på mig. Egentlig tror jeg bare, jeg er enig. Eller i alt fald enig så langt, at det da er meget muligt, den er en smule værre end alle de andre slemme banker, men i det mindste ved jeg da, hvad jeg har i “værrelse”.

Det er nemlig sådan med mig, at der er to ting, der er konstanter i mit liv. Den første er, at jeg er nærmest trofast til døden–eller pensionsalderen– os skiller overfor banker, frisører, læger, tandlæger og skomagere (de sidste dog aftagende trofast, efter at børnene for længst er flyttet hjemmefra). Jeg kan simpelthen godt lide at vide præcis, hvad jeg går ind til af hårlængde, overskridelse af smertetærskel, forsålinger og placering af kontantautomater. Ydermere er jeg alt for doven til at være innovativ på netop de punkter–og især med frisurer.

Den anden er, at jeg ikke stoler på banker over en dørtærskel. Jeg lider af en udbredt, stålfast tro på, at deres fornemste formål er at stjæle mine penge på de allermest spidsfindige måder. Til møder med min ( i øvrigt udadtil ganske sympatiske) bankrådgiver sidder jeg gerne anspændt som en anden lille valutadetektiv og vogter udelukkende på, hvornår han blotlægger, på hvilken måde han denne gang vil snyde mig til at poste endnu flere penge i foretagendet. De tider er forlængst ovre, hvor en bankrådgiver formodedes at varetage kundens interesser–i min optik er det udelukkende bankens ditto, der tilgodeses, og jeg ser desværre mere og mere rådgiveren som en modstander, en listig fjende. Jeg er overbevist om, at jeg på en eller anden snedig måde såmænd nok betaler for, at banken opbevarer mine surt sammensparede skillinger, og hvis det stod til mig–og forsikringen ellers dækkede i forbindelse med tyveri fra hjemmet–så puttede jeg dem da hjertensgerne i madrasser eller andre former for ubankede skjulesteder. Det der med indlånsrenter er jo alligevel afskaffet for år tilbage, så dynebetræk giver vel præcis samme saldo i det lange løb.

Selvfølgelig er det yderst beklageligt, at det forholder sig på den måde. At banker er så overvældende magtfulde, at de qua deres magt totalt har mistet enhver form for troværdighed og kundetække. Og at banker af mange almindelige mennesker ses som fjender, som en form for legale  og uundgåelige tyveknægte, hvis eneste formål er at tilrane sig så meget som muligt. Det må ikke være rart at være bankansat. Ens ry og rygte nærmer sig jo i faretruende grad samme niveau som ansatte hos skattevæsnet.

Så derfor kan det såmænd være hip som hap, om min bank placerer sig øverst eller nederst på skalaen. Det svarer nærmest til at vælge mellem pest og kolera. Men hvor er det dog ærgerligt, at det forholder sig sådan!

Continue Reading

Om at det er lige nu, det boomer og bugner.

Jeg har lige høstet mine sommeræbler og derefter indgået i en seriøs diskussion med mig selv omkring fornuften i at plukke nødderne i denne weekend–eller vente til næste. Der er både lige og buet overskud på agurkekontoen og flere tomater, end selv naboens sultne børn formår at udrydde. De sidste, overmodne blommer hænger stadig på træet, og brombærrene ser også ud til gevaldigt gerne at ville plukkes. Vindruerne er tæt på at nå det stadie, hvor de overgår fra sure små fimser til spiselige nydelser, og hvis jeg var professionel vinavler, ville jeg sikkert mindes 18 som en vældig god årgang, sådan mængdemæssigt. Alt i alt boomer og bugner det derude i haven.

Og det er sandelig også rigtigt dejligt. Jeg er skam meget taknemmelig. Men måske ville min taknemmelighed være endnu mere udtalt, hvis jeg nu var sådan et sylte/henkoge-menneske. Det er jeg så bare ikke. For det første gider jeg ikke, og for det andet gider jeg heller ikke rigtigt spise forarbejdede frugter. Friskplukket og nyt er ubeskriveligt dejligt og smagfuldt, men resten lader jeg andre om. Beklageligvis.

Beklageligvis, fordi al denne overdådighed i al sin magt og vælde også giver mig enerverende dårlig samvittighed. Oven i købet på forhånd. For jeg VED jo noget så ualmindeligt godt, at af den kasse lækre sommeræbler, jeg har plukket, vil en god del udelukkende blive lagt til forrådnelse i kælderen. Blommerne, de stædige tilbageblevne, får såmænd nok lov til at rådne i fred på deres træ. Agurkerne bliver, hvis jeg er heldig, hældt i diverse naboer og bekendte samt omdannet til et utal af variationer af agurkesalat i mit eget køkken. Og tomaternes vej er jævnt hen den samme, men her må selv yderst venlige bekendte give op, så jeg fryser dem optimistisk ned, så de kan danne par med alle de poser, der allerede ligger dernede og griner fra sidste år. Vindruerne forsøger jeg ligeledes at afsætte til utrængende naboer og havde en årrække tvangsindlagt uskyldige elever til seriøs vindruespisning med engelsk grammatik, hvilket forårsagede en relativt højt fraværsprocent, hvis engelsk lå om morgenen lige efter tandbørstning. Nødderne, derimod, hænger jeg op i gamle, hullede nylonstrømper i mit viktualierum, fordi de skal tørre og blive lækre til jul. Lige nu er vi der, altså inklusiv adskillige jules nøddeoverskud, at vi er meget tæt på at kunne holde jul det meste af året. I alt fald hvad angår nøddebestanden.

Her er der så allerede en forfærdelig masse, der sidder og hopper på stolene for at fortælle mig, at der findes uanede lækre muligheder indenfor forarbejdning, forsyltning, forhenkogning af alskens frugter samt eksotiske variationer indenfor agurkesalat, som jeg bare MÅ kende til. Nej tak! Jeg befinder mig nemlig i det umulige dilemma, at jeg nok har tonsvis af modne frugter, men jeg vil aldrig komme dertil, at jeg ligefrem agter at gøre noget seriøst ved dem. Jeg gider simpelthen ikke. Så selv om det virker hyklerisk både at brokke sig over mængden og samtidig ikke gide røre en finger udi forarbejdningen, så er det lige præcis sådan, det forholder sig. Og det forholder sig også sådan, at jeg da stadigvæk slås enormt meget med en dårlig samvittighed overfor den samlede frugthave, inkl. drivhus, men at det i sig selv ikke får mig til at ændre mine syltevaner. Jeg lærer i stedet at leve med den.

Faktisk er det eneste, jeg seriøst foretager mig i forbindelse med min samvittighed, at spise så meget, jeg orker, samt at overfalde alle besøgende med tilbud om adskillige kilo frugthave til hjembæring. I år er jeg såmænd også blevet opsøgende i mit samvittighedsarbejde. Det er slet ikke uset, at jeg spottes på ringeklokkeraid i nabolaget–gerne med flere Margretheskåle under armene, for min erfaring har lært mig, at hvis varerne umiddelbart kan beskues, så er de noget lettere at komme af med. Desværre, må jeg sige, konfronteres jeg ofte med en venlig afvisning samt–og her er vi virkelig i alvorlige problemer!–forslag om bytning i stedet, for heroppe i mit kvarter er vi altså ret velforsynede mht. høst. Men selvfølgelig: hvis man bytter et par modne tomater og en agurk med naboen, kan man da godt bilde sig selv ind, at man i det mindste er kommet af med sine egne!

Og sikke et overskudsproblem! Det er nok også netop derfor, man sidder tilbage med den der nagende lille, sorte samvittighed. Uden at det, trods alt, får en til at kaste sig ud i syltningen.

Men heldigvis er jeg da sikkert den eneste, der har det sådan…….

Continue Reading

Om Seasalt.

Dette hverken er–eller skal være–en modeblog. Men alligevel kan jeg vel godt give en lille hemmelighed om et supergodt tøjmærke videre…..

Det drejer sig om det britiske mærke Seasalt, som ikke har eksisteret ret mange år, og som oprindeligt slog sig op på fantastiske regnfrakker a la Blæst og andet godt regntøj. Nu kører de med all round tøj i den allerbedste kvalitet og rigtigt gode farver og designs. Her er alt rent bomuld eller hør. Umiddelbart vel sammenligneligt med Mads Nørgaard både i pris og kvalitet—samt det faktum, at de også er utroligt glade for striber.

Mærket startede i Cornwall i det sydligste England, men er nu på vej op gennem landet, uden dog helt at være nået til grænsen til Skotland endnu. Det kommer, siger de. Mig bekendt findes der ingen forretninger udenfor England, men tøjet kan sagtens købes på nettet.

Lige en lille smagsprøve på det havsalt, jeg har fået slæbt med hjem. Vel vidende, at der garanteret kommer mere.

Der er nemlig noget utroligt befriende ved lige at ramle ind i ens egen stil overalt i den samme forretning. Samtidigt med, at det også er vildt stressende, at man ikke bare kan købe alt i samme forretning!

Continue Reading