En fremragende udsendelsesrække.

Da Danmark blev flettet sammen. DR2 og dr.dk (streaming).

Det skal ikke være Netflix og HBO det hele. Når nu gode, gamle DR i den grad også kan. Altså lave en serie af udsendelser, der i den grad fænger, fascinerer og oplyser. Samt trykker på nostalgiknapperne på alle os, der både kan huske og har fået en alder, hvor det er lidt rart, trygt og vedkommende at genopfriske.

De nye udsendelser–altså de, der startede sidste onsdag–i serien Da Danmark blev flettet sammen er et helt stykke unikt industrihistorie, og interesserer man sig for den slags, er det rent guf at gå om bord i afsnittene om dengang, vi producerede alt fra biler, over busser til enhver form for beklædning og alskens møbler herhjemme. Fra før, det blev væsentligt mere rentabelt at outsource, og hvor man i stedet omkring Ikast og Herning altid byggede husene med høje kældre, hvor hver mand ( eller hver mands kone!) så kunne sidde og sy lidt tekstiler sammen og kalde det en fabrik.

Det er mildest sagt imponerende, hvad vi førhen kunne producere herhjemme. Busser i Silkeborg, biler (eller i alt fald gen-sammensætte samlesættene) i Sydhavnen og Nordvest, møbler på Salling, mejetærskere i Randers og tøj i lange baner i Midtjylland–for nu bare at nævne nogle få eksempler. Udsendelserne kommer eminent rundt om Danmarks imponerende industrihistorie. Og samtidig kan vi jo alle huske dem, firmaerne. Hvem gik ikke i BHI-underbukser–eller havde brødre, der gjorde? Eller husker de laksefarvede mejetærskere fra Dronningborg? Eller kørte i firkantede busser fra Silkeborg?

For nok er det industrihistorie, men det er samtidig også vores personlige historie. Det, vi voksede op med. I et samfund, der var opbygget på en helt anderledes måde, og hvor globalisering ikke var et ord, vi sådan lige vidste, hvad betød. Det var vores skolekammeraters mødre, der syede i de høje kældre og deres fædre, der arbejdede på fabrikkerne.

Ydermere er selve denne spændende historie om et datidigt samfund bygget på en form for selvforsyning (ikke mindst tvunget af rigide toldregler, der f.eks. betød, at biler først blev bygget i udlandet, derefter skilt ad og transporteret til Danmark, hvor de så blev samlet igen!) fremragende formidlet. Det er underholdende, det er tankevækkende og det er til at blive klogere af. Af familiemæssige grunde er jeg også nødt til at nævne udsendelsernes imponerende grafik–flot William!

Man kan se afsnit hver onsdag på DR3, men har man tendens til binge-watching, fordi det næsten ikke er til at lade være, så kan samtlige udsendelser streames på dr.dk.

Continue Reading

Om Outlet Neumünster.

Min kuffert er gået i stykker. Mellemkufferten. Eller rettere, dens lynlås er. Den kan godt lukkes, men den kan kun lukkes halvt op. Jeg kan ud fra erfaring meddele, at det er forbandet besværligt altid at skulle grave sig ind i det nederste hjørne. Hvor alt det, man lige skal bruge, altid befinder sig. Og hvor man med al sandsynlighed altid får fat i det forkerte ved blindudtagning i kuffertmørke. Det er ikke til at holde ud.

Det var så derfor, jeg fik ideen om at køre omkring outlet-landsbyen i Neumünster. Bygget på stor erfaring med amerikanske outlet-villages, hvor i alt fald jeg altid finder enorme mængder til en vanvittig god pris. Både need to haves og nice to haves. Mest de sidste. Der måtte man da kunne få en ordentlig kuffert til en sympatisk pris.

Der er såmænd pænt nok dernede. Vi forledes allesammen til at tro, at vi går rundt i en lille landsby af ubestemmelig national herkomst, og at det kun er tilfældigt, eller for hyggens skyld, at de fleste af verdens mærkevarer minsandten har sat hinanden stævne på en mark udenfor Neumünster. Jeg er nok mere til kønsløst industribyggeri, hvor ingen gør en hemmelighed ud af, at alle udelukkende er der for at handle–og forretningerne ligeså udelukkende for at sælge. Det er da i det mindste ærligt.

For det der sted er nok noget af det allermest uærlige, jeg nogensinde har mødt. Der er IKKE tale om outlet, som jeg definerer ordet. I stedet er det en samling af dyre mærkevarer i falsk landsby-kulisse, hvor tingene koster præcis det samme (eller mere!!) end i almindelige butikker, og hvor man så, som alibi, har et lille hjørne med en slags pseudo-udsalg i bunden af butikkerne. Som nu den kuffert, jeg gerne ville have haft–og som viste sig at koste 100 Euro (Ja, vi taler Euro!) mere, end jeg havde set den til på gaden i Bremen. Sådan noget gør mig rasende. Forvandler mig til en anarkistisk Rasmus-modsat, der med forbandet dårlig smag i munden går i total outlet-baglås og nægter at købe noget som helst. I alt fald ikke en kuffert til 2500 kroner!

Og hvis der endelig er fordækte hjørner, der kunne minde en smule om rigtigt outlet, så er der oftest tale om varer, hvis udløbstid rent modemæssigt må have ligget før årtusindskiftet. Tilligemed at samtlige Skecherssko efter min bedste overbevisning ( og jeg har ret godt tjek på priser) sælges som outlet til priser, der langt overstiger, hvad hjemlige Føtex og Bilka har dem på tilbud til. Nærmest permanent. Det forholder sig jo sådan, at tøjkøb i Tyskland generelt kan betale sig, da den tyske moms er noget lavere end den danske–men det er man endnu ikke blevet oplyst om derude på den Neumünsterske mark. Der kører man sine egne fake landsby-priser.

Så der blev ingen kuffert. Jeg snupper i vrede –ikke gerne, men nødvendigt–endnu en rejse i kuffertmørke med ubestemmeligheder i gravehjørnet. Men i alt fald har jeg da fået lidt ud af det. Nemlig at jeg er overvaccineret mod det skrækkelige, og megadyre, sted. Samt at jeg her kan give min erfaring videre til alle landsmænd, der måtte overveje et besøg på stedet. BLIV VÆK!!

Continue Reading

På tur i naboens baghave.

Om ikke andet så har coronaen i alt fald betydet en opgradering af Tyskland som rejseland for os danskere. Der er heller ikke ret langt. Og der er masser at se på. Ikke mindst historisk, for man forundres gang på gang over, hvor tæt sammenknyttet vores egen, nationale historie er med områderne syd for grænsen. Nok er det naboens baghave, der ligger lige der syd for den konstruerede grænseføring, men vi deler en god del af selve historien om det, der vel nærmest kan betegnes som en slags fællesareal. Og her skal jeg betænksomt undlade en udlægning af hertugdømmerne og deres historie. Mest fordi, jeg nok er stærkere i Henrik VIII, alle hans koner og Jakobitterne i det skotske højland end i–nå ja–mit eget baghavebed.

Jeg er vild med marsken–især i september, hvor himlen bliver så uendeligt Nolde-høj, og fuglene bruger den som transit-lufthavn. Så en tur nedover marsken er et must i september. Og i år blev den forlænget helt til Bremen.

Der kan man selvfølgelig komme ned ad den bevidstløse motorvej med Elbtunnel som nærmest det eneste sted, hvor alting ikke bare ligner det, man allerede har kørt gennem i timevis. Men man kan også tage vestover, over marsken og Ditmarsken. Krydse floderne og se, hvad vi missede, fordi der aldrig blev et Danmark til Ejderen. Fordi vi i årevis har besøgt alt nord for Husum og omkring Tönning i detaljer, blev det skippet, så byen ( landsbyen vel nærmest) Meldorf blev første stop. Her ligger, helt umotiveret, en fantastisk domkirke, en vældig basilika, som bare er SÅ smuk og rummer resterne af Carsten Niebuhr, der som den eneste overlevede den store Asiensekspedition i 1760-erne. Jeg har altid troet, han var dansk. Det var han også, men han var også slesvig-holstensk og et godt eksempel på en anderledes grænseløs tid uden fasttømrede nationalstater.

Man kan faktisk (igen!) krydse Elben ude i deltaet fra Brunsbüttel til Cuxhaven–en behagelig sejltur på en time, som sparer utallige kilometer og en Elbtunnel. Og så kan man finde Bremerhaven, oprindeligt Bremens neben-havn, som nu er en selvstændig by med over 100.000 indbyggere. Pga. sin strategiske beliggenhed og den tyske Nordsøflåde blev byen tæppebombet under krigen, så går man efter nostalgisk bindingsværk og andet end efterkrigstids-firkantede huse i tyskrøde mursten, ofte forede med gardisette og brunhed–så er man gået forkert! Til gengæld er byen i fuld gang med at genopfinde sig selv med nærmest Belfast-agtig vedholdenhed, så den genopbyggede havn rummer en del museer af international klasse. Især er Klimahaus populært. Her følger man den 8. længdegrad rundt om jorden inde i en gigantisk kuppel. Ikke bare hvordan folk lever i vidt forskellige klimazoner, men endnu mere, hvordan samme klima og dets udfordringer påvirker dagliglivet for mennesker overalt fra Antarktis til Nordpolen. Det er et vigtigt museum, til at blive klogere, mere bevidst og, endda, forskrækket af. Men det trænger til en gevaldig brush-up rent indretningsmæssigt. Og en opdatering, for–dette er virkelig skræmmende!!–der er sket uendeligt meget på de 8-9 år, der er gået, siden det blev åbnet. Uhyggeligt meget!

Bremen undslap ikke bomberne–langtfra–men det essentielle af den gamle hansestad står stadig tilbage i byens Altstadt. Her flashes en fortidig rigdom, der har udmøntet sig i storstilede udsmykninger, rig kirkekunst, pralende, officielle bygninger og alt, hvad der kan imponere. Det ER flot! Men allerflottest, og samtidig mest imponerende i mine øjne, er den lille snas Bøttcherstrasse, der blev ombygget til et paradis af ekspressionisme i 20-erne. Her har fantasien haft frit spil rent arkitektonisk, og Gaudi ville have snappet efter vejret. Ligesom jeg gjorde. Det er simpelthen unikt. Ligesom man føler sig så behageligt hjemme, og alligevel lidt eksotisk ude, i kvarteret Viertel, der vel nærmest kan sammenlignes med en forunderlig krydsning mellem Nørrebro, Camden Town, Prenzlauer Berg og Tribeca. DER ville jeg godt bo!

Det er selvfølgelig en fordel at besøge Bremen i godt vejr. For så fornemmer man tydeligt, hvor meget udelivet, restauranterne og cafeerne betyder for selve byens sjæl. Der er millionvis af dem. Overalt og i enhver form, prisklasse og indretning. Men især er der en overalt, hvor man lige kan klemme et par borde ind på torve og gadehjørner. Og Bremerne bruger intensivt deres cafeer. Det er, set med danske øjne, ret ufatteligt, at SÅ mange mennesker har tid til at sidde og betragte livet fra en cafestol på en ganske almindelig onsdag eftermiddag. Før fyraften. At en del af det spiselige, der så serveres, er umiskendeligt tysk og ofte inkluderer kartofler–gerne i store mængder og også til frokost–kan man så overskue at se gennem fingre med. Den cheesecake, jeg investerede i, mindede også mere om en tysk mursten end det, jeg normalt forbinder med min yndlingskage. Men det skaber liv, og det skaber hygge.

Så mens verden langsomt åbner op ( det håber jeg da, den gør!) efter coronaen, er det altså stadig muligt at opnå duften af det store udland–endda blandet med en god del af vores egen historie–blot ved at køre få hundrede kilometer mod syd. Helst ikke af motorvejen, for oplevelserne ligger ikke der. Med mindre man anser en god stau som en del af ferien! Prøv det nære Tyskland. Det er jo fuldstændigt som at være i udlandet alligevel!

Continue Reading

Om Abbastinenser.

Jo, jeg har selvfølgelig hørt dem. De nye Abbasange. De lyder grangiveligt som Abba. Som det Abba, der ligesom tilhører min generation, min ungdom. Med en umiskendelig lyd af nogle andres ungdom. De, der forventes at blive introduceret til Abba nu. 40-50 år efter.

Ikke fordi vi tog dem til os. Dengang i Århus i slut-70-erne hørte vi ikke Abba. Det var generelt under vores musikalske værdighed. Abba var for diskosegmentet, selv om vi hverken talte om segmenter dengang eller endnu havde opfundet ord som poptøseri. Abba og hele genren var så umust og pinlig oppe på bjerget i Danmarks største provinsby, at jeg og en veninde 2 år i træk sneg os ind og så Saturday Night Fever og Grease i en uhumsk biograf i Aberdeen–for så var vi relativt sikre på ikke at blive genkendt. Der var umådeligt langt fra Dylan til disko–og Abba. Storsælgeren LP-en Arrival blev med slet skjult foragt udtalt med europæiske vokaler (altså danske) og absolut tryk på første stavelse (prøv selv!), og sådan noget kunne man jo ikke vedkende sig.

Der var bare det ved det, at Abba-undsigelsen aldrig holdt længere end til der, hvor timerne blev små, sprutten sank ind og danselysten gik i selvsving. For det ER nu engang (indrømmet!) lettere at indtage dansegulvet som dancing queen end just like a woman. Det swinger mere. Og er helt åbenlyst en del mindre sentimentalt. Det var den samme historie hver gang. En lang aften med Dylan og co. og dyb selvindsigt, indtil en formastelig sneg sig til at putte Abba på grammofonen, når vi havde set tilstrækkeligt ind i vores egen udybe sjæl. Og så fik fødderne deres eget liv. Underligt nok kunne vi også synge med. Lidt stille, måske. I begyndelsen.

Og så gik de i glemmebogen et stykke tid. Godt nok har jeg altid været ret vild med One Night in Bangkok, og det var vel legalt, fordi det ikke sådan var rigtigt Abba. I alt fald kun lidt. Men så kom Mamma Mia. Det var som at få sin ungdom på hovedet påny at sidde der i teatret i London og bare huje derudad til alle de melodier, man for årtier siden ville have forsvoret, at man overhovedet kendte. På en eller anden måde havde de dog lagret sig. Med tekster.

Det var den musical, der i alt fald hjemme hos os, affødte ordet Abbastinenser. Yngstesønnen faldt i svime den aften i det teater i London og oplevede en musikalsk åbenbaring, der langt før streamingtjenesterne efterlod ham med dybe Abbastinenser. Heldigvis var man så småt begyndt at brænde CD-er, så en kammerats mor reddede den nødstedte ungersvend på 11 med en kopi, som han sled op. Det var i øvrigt også ved den lejlighed, at jeg selv opdagede ( den kørte jo non-stop fra værelset), eller i alt fald for alvor noterede mig sangen Slipping Through my Fingers–og faldt pladask. Da var jeg i øvrigt blevet så voksen og ligeglad, flyttet til provinsen og turde vedkende mig åbenlyst at kunne lide en Abba-sang. Sådan en sang der, efter min mening, seriøst viste en melodisk side af et band, der nok kunne mere end at få småfulde Dylanfans på dansegulvet, når de bare var tilstrækkeligt danselystne.

Og nu er de der så igen, Abba. I den geriatriske udgave af sig selv, som skal ud og turnere verden rundt som Abbatarer, fordi de ikke lige selv orker det der ræs, som Charlie Watts for nyligt endelig blev udfriet fra, men som Mick Jagger stadig dyrker. Det er sikkert, for ham, et brugbart alternativ til plejehjemmet, og det er jeg da helt enig i. Heldigvis er det ikke endt i latterlighed. Abba kan stadig noget. De to sange, jeg har hørt, er både Abba dengang og Abba nu, og det er vel sådan, det skal være, når man ikke bare latterligt skal fremture med gamle laurbær ( vi glemmer lige Jagger!), men faktisk også fremvise, at man på 40 år både er blevet ældre og har udviklet sig til endnu mere sig selv.

Endelig skal siges, at det gør mig så inderligt glad, at folk i min–og over min–alder tør det her. Tør tage chancen, tør vise at de stadig kan–og stadig kan det, de skal kunne. Det er sgu` da fedt, at det sidste nye hit ikke sådan kan shuttes down fra hitlisterne, og at en ny generation kan afprøve deres Abba. Sammen med os, der var skjult og uvilligt med dengang og de, der stadig har Abbastinenser efter mammaen og tilhører en helt anden generation.

Det er sådan en ny Arrival. Måske skal jeg endda prøve, om jeg kan udtale det rigtigt, så det ikke bare lyder som en dyb afstandtagen fra nogle popikoner, der stadig kan ankomme med noget nyt.

Continue Reading

Om den store dag.

Det er altså ikke for at minde om opmærksomhed, at jeg skriver dette. Men i næste uge fylder jeg halvrundt. 65. Det er en svimlende masse år, og for at sætte det i relief, går jeg nu UD af det år, som McCartney i sin pure ungdom så som den ultimative alderdom, sidste stop før den store afblomstringsproces, hvor man henslæbte tiden med “knitting sweaters at the fireplace” og “doing the garden, digging the weeds”. I parentes bemærket har jeg ikke mestret så meget som en ribkant til en sweater eller været i haven en eneste gang med ukrudtsbekæmpelse for øje i løbet af året. Men det ER gammel. En milepæl i gammelhed.

Selvfølgelig kan jeg ikke få folkepension. Jeg mangler et par måneders berettigelse. Sådan er det med mig. Jeg har det med at komme for sent til mit eget liv, og i alt fald det, der er økonomisk rentabelt. Så som kompensationer.

Men alligevel glæder jeg mig til, at mit liv bliver sådan mere ærligt, mere reelt og meget, meget mindre tynget af den dårlige samvittighed, der ind imellem (indrømmet, KUN lejlighedsvis) kan overfalde mig et par sekunder. F.eks. kan jeg nu med skinnende ren samvittighed drøne rundt i metroen på mandens rejsekort. Svinge mig i håndholderne, hvis hofterne tillader det og for alvor vække opmærksomhed, og helt undgå det der lille blik ud af sidekrogene efter kontrolpersonale. Jeg har ellers en 20-30 dårlige undskyldninger på lager, hvoraf ingen er rimeligt troværdige, og kun et lille opslag vil fortælle, at jeg altså ikke kan komme til ved en fejl at tage mandens rejsekort med, når jeg ikke selv har noget. Kors, hvor skal jeg køre Metro. Cityringen i flere timer. I almindelige tog er man jo idiot, hvis man rejser på rejsekort. Der er altid en Orange til 99 til KBH.

Jeg er også fri for at kigge ned og flashe rynkerne, når jeg skal ind til og på seværdigheder. Især i udlandet, hvor mit bedste kneb er desværre at have glemt mit pas, når der skal beviser til. Jeg har været 65 i udlandet i mange år. Med et slag på tasken står jeg umiddelbart foran min 90-årsdag, hvis alt tæller med. Jeg rejser som regel med folk, der er ældre end mig selv, og det er decideret en økonomisk gevinst. Og hvis de ikke spørger, er de jo selv ude om det. Så må man bide i sig, at det udseendemæssigt er lidet flatterende. Men der kan komme kultur på damen. Helt legalt. Jeg kan vælte mig i museer og kulturbegivenheder til spotpris og endda nærmest føle mig tvunget til at deltage, fordi det er så billigt. Samt smile til alt officielt personale med en inderlig ren samvittighed.

Nu vil jeg så også få tilbudt et sandt springvand af vaccinationer for alt det, som forventes at flyve på en fra den time, man fylder 65. Jeg behøver overhovedet ikke at skabe mig, overtale Gud og hvermand eller køre til Svendborg, fordi jeg ikke kan vente. Jeg er dobbeltopdækket mod lungebetændelse, influenza og alskens skidt. Selv om jeg aldrig i mit liv har oplevet hverken det ene eller det andet. Men det starter ved 65. Ifølge staten.

I det hele taget ryger jeg ind i et orgie af klækkelige rabatter. Jeg kan dyrke blomsterbinding til halv pris med de andre 65+-ere samt røre mig på enhver tænkelig måde med rabat. Selv rejseselskaber synes, det er så synd for mig, at jeg er blevet så gammel, at de lige nedslår prisen, så jeg, her på falderebet, kan få et lille billigt glimt af verden. Nogle har endda rejser skræddersyede til mig. Det er dem, hvor jeg forventes at opholde mig en måneds tid i en lejlighed med altan på en spansk ø i januar, fordi de ved at udnævne mig til speciel kan kompensere for alle de andre kunder, der F… ikke gider rejse derned om vinteren.

Det føles næsten som at blive 15 eller 18. Det med 15-årsdagen handlede primært om retten til legalt at føre en grøn Puch Maxi og ikke skulle forbandet lange omveje for at undgå politistationen, fordi man havde fået dyret lidt for tidligt. Og 18, hvor man endelig kunne køre bil. Ikke, at jeg gjorde det på forhånd. Jeg var enormt køreimbecil og overskred dagen med flere måneder, inden det kørekort var i hus. Men det var en stor dag.

Nu er det så en hel masse andre ting, der bliver økonomisk og sundhedsmæssigt legale. I årevis har jeg i øvrigt heller ikke opretholdt min aldersmæssigt hævdvundne ret til at føre Puch Maxi, men det kunne jeg da overveje, da der sikkert også er klækkelige rabatter på brændstof for folk på min kommende alder. Det bliver i alt fald en betragtelig lettelse at leve mere sanddrueligt. At samstemme betalings-erlæggelsen med den aldersmæssige virkelighed. At kunne tage det lidt mere ustresset ved kontroller og betalingsanlæg.

Men trods alle de bekvemmeligheder, der venter omkring næste fødselsdagshjørne, så synes jeg, det er gammel. Det er lige før, jeg godt ville strikke et par sweatre i retstrik med raglanærmer til McCartney og tage et enkelt eller to skvalderkål i haven, hvis jeg bare kunne blive ved med at være 64 mange år endnu. Sådan i udseende, sjæl, sind og livslyst. Det går jo nok med metroen og på museerne alligevel.

Continue Reading

Om septembers himmel.

Septembers himmel er så blå. Og det er den. I alt fald i dag.

September har altid været MIN måned. Ikke bare fordi, jeg har fødselsdag i den, hvilket jo da er en form for personlig kvalifikation, men fordi september bare er en god, en dejlig måned. Den kan det hele. Både være et forsinket pust af sommer og en, som måneden skrider frem, kraftig bebuder af efterår. Og så denne høje himmel. På intet tidspunkt af året er himlen så uendelig og så blå. Og så uendelig blå.

September er årets bedste rejsemåned. Højsommerens travle turistsummen er ophørt, og kun de, der af den ene eller anden grund er relativt arbejdsfri, rejser. Det gør de så til gengæld også. Man kan sparke sig frem overalt uden at sparke andre, stressniveauet er, sammenlignet med sommeren, absurd lavt, og betjeningen og pladsforholdene er venlige og indbydende. Ligesom priserne. Og så er der det begyndende efterårsløv. I september begynder træerne at tage farve uden at blive afskallede, brune og afdøde. Og så himlen. Det allerbedste sted at se septemberhimmel for fuld udblæsning er langs Vadehavet. Derude er himlen større end noget andet sted, næsten alt for stor til sig selv. Det er fantastisk.

Og det underlige er jo, at jeg selv efterhånden er ved årstids- og aldersmæssigt at komme på omgangshøjde med september. September passer til der, hvor jeg er. Det er vel ingen hemmelighed, at sommeren er overstået og efteråret helt klart indenfor en slags rækkevidde. Men himlen er stadig blå. Noget så utroligt blå som en slags symbol på, at der stadig er ufalmet liv og kræfter til en masse mere, inden det for alvor går mod blegnende efterår.

Det SKAL der være. Selv om jeg sådan lidt har bestemt med mig selv, at jeg nægter at anderkende de sidste 1½ år som et aktivt led i min alder. Eller at blive ældre. Jeg har besluttet at udradere dem af min indre kalender og totalt negligere, at de har fundet sted. De var jo totalt nytteløse, en opslidende ørkenvandring af og i ingenting. Bloody waste of time.

Så er det jo godt, at septembers himmel er så blå. Det er da i det mindste en lovende start på liv. Selv om det umærkeligt går mod efterår.

Continue Reading

Om at få mail fra Rigspolitiet.

Forleden fik jeg en mail fra Rigspolitiet. Det er sådan en, man er en smule tøvende overfor at åbne. I alt fald er man da helt sikker på, at det nok ikke drejer sig om, at man har vundet i lotterier, man aldrig har deltaget i, pludselig har 7000 millioner i bitcoins på en konto, man ikke anede, man havde eller har arvet fra sin ukendte stammehøvdingeonkel i UggaBuggaland.

Det var det heller ikke. Det var fra et kamera på motorvejen ved Vissenbjerg. Og det var mig. Mig, der iklædt Aygo pludselig nu må erkende, at det kan blive uhyre dyrt at hente sin bil hjem fra København, hvor den om sommeren ofte er på ferie.

Når man laver sådan noget, er det mentalt en nødvendighed at opstampe tilstrækkeligt gode undskyldninger. For sin egen skyld. Den første er heldigvis, at manden stadig er foran med 1 point på fartbødekontoen, så han kan bare knappe i. Kan han.

Den næste er, at det faktisk slet ikke var min skyld for alvor. Det var PostNords. Nu ved jeg godt, at samme røvslæbende post-uudbringsningsfirma må lægge navn til retfærdig og øredøvende kritik, og at man let forfalder til selvsving overfor deres lammende ineffektivitet, men denne gang er der virkelig noget om sagen. For da jeg, den dag, skulle ud af København, KUNNE man nærmest ikke komme ud af storbyen. Det startede ellers så fint og flydende langs Nordre Fasan, så længe man blev i Nordvest, for der sender PostNord ingen cykelryttere ind. Men ellers havde jeg desværre overset finalen i PostNord Danmark rundt, som den dag primært gik ud på at genere trafikken overalt i Københavnsområdet ved at lave en rute, der både skulle gennemkøres et utal af bevidstløse gange, men som også skar over samtlige hovedtrafikårer ud ad byen. På tværs.

Så da jeg nåede Frederiksberg, startede balladen. Det var der, de havde posteret politi ved samtlige afkørsler i min retning. De var skam flinke nok, politimændene. De gav virkelig gode anvisninger på de 16-17 veje, man skulle tage i stedet for at nå til Valby. I speedtempo. Og som på et fremmed sprog, for når ens basale kundskab omkring at komme fra Nordvest til Valby primært går på at starte ud på den Fasan og så holde tungen lige i munden, indtil man når Valbyhallen ( næsten, altså), så kan de såmænd opliste samtlige hoved-og bifærdselsårer i Storkøbenhavn, uden at man den fjerneste anelse om, hvad de taler om. Og GPS? Det har man ikke i en Aigo. Og Google Maps? Det kan jeg ikke finde ud af at bruge, mens jeg kører. Jeg kan godt både spise slik og drikke Cola, men der standser mine evner.

Anyway, så fik jeg set en del af Frederiksberg den dag. Der er faktisk ganske smukt på villavejene derude. Det kunne jeg med mindre og mindre entusiasme konstatere, da jeg tog en god del af dem adskillige gange. Somme tider dog fra forskellige indfaldsvinkler.

Heldigvis praler jeg nogen gange ( i alt fald overfor mig selv) af, at jeg har en steds- og retningssans, der langt overstiger den, PostNord ellers lægger for dagen. Men hvad hjælper det, når vejene er spærrede? Til sidst drog jeg simpelthen ud på en form for quest, en pilgrimskørsel med det eneste formål på en eller anden måde at ramme Roskildevej. Det lykkedes mig omkring Brøndby. Efter 1½ times Frederiksbergsske villakvarterer, velholdte haver og overstrømmende mange vejspærringer.

Så man kan vel næppe bebrejde MIG, at jeg speedede. Jeg mener, på det tidspunkt, jeg endelig nåede til Brøndby, burde jeg jo have været omkring Nyborg. Udelukkende pga. PostNord. Der var INGEN andre skyldnere den dag. Kun det skide, forbandede post-u-væsen, som i øvrigt godt kunne lære en forfærdelig masse af de cykelryttere, der godt kan køre med en fart, nogen kunne lære noget af. Også uden at tabe andet end vandflasker undervejs.

Endvidere må man også give mig point på imponeringskontoen. For i grunden ER det da imponerende, at min lille Aygo faktisk kan suse så hurtigt på motorvejen, at den faktisk er i stand til at overskride fartgrænser. Hvem skulle lige have troet det?

Og endelig så står jeg så nu overfor et nok længere udredningsforløb med ikke bare Rigspolitiet, men også med andre offentlige instanser indblandet. Måske endda PostNord. Det er jo sådan, at staten skylder mig en hel del penge, som den har ignoreret at udbetale mig i kompensation. Jeg tilhører stadig den oversete gruppe, som nu efter næsten 2 års corona-arbejdsløshed endnu ikke har set skyggen af en ellers rimelig kompensation. Det løber op i flere hundrede tusind kroner. Så der må vel kunne skabes en forbindelse mellem de to kasser, således at staten får en strålende chance for at nedskrive sin gæld til mig med hele 1000 kr.! Jeg skal nok notere det, for jeg fører virkelig et pedantisk regnskab på den front.

Det ville, efter min mening, være særdeles genialt, om f.eks. PostNord kunne overføre pengene til Rigspolitiet. Fra skyldner til skyld. Jeg vil bare, hvis jeg skal blande mig, nok fraråde, at de sender dem med sig selv, for så bliver ventetiden givetvis længere, end jeg selv har ventet på mine berettigede penge. Måske var det en ide at sende en cykelrytter? Bare ikke lige, når jeg skal hjem fra Nordvest en anden gang, for jeg har F…. set samtlige villaveje på Frederiksberg. Og hvis de spærrer så meget som en eneste hovedtrafikåre igen, er de fuldstændigt selv ude om, at jeg kommer til at rase og speede igennem omkring Vissenbjerg!

Continue Reading

Om de der små steder.

Det er altid dem, der bliver hængende: de små steder. Som lagrer sig i hukommelsen og indgår i kataloget over gode rejseminder. Dem, hvor man for en kort tid kunne foregøgle sig selv, at man var de(n) eneste turist(er) i miles omkreds, og at man virkelig havde fundet det unikke og uopdagede. Eller i alt fald det sted, hvor ingen andre lige på det tidspunkt havde fundet hen.

For selv om vi alle generelt rejser til de samme steder–hvis vi da overhovedet rejser i denne rejse-uvenlige verden–så ligger det så dybt i os alle, at vi gerne vil vise vores egen form for unikhed ved lige præcis at finde det sted, alle de andre ikke har fundet. Det er den moderne form for opdagelsesrejser. Nok det eneste, der er tilbage af gamle dages jagt efter nye verdensdele og kontinenter. Nu må vi nøjes med en lille, godt gemt bar.

Det her lille sted med to borde, balancerende ude på en bjergvæg ned mod Atlanterhavet, vil komme til at indgå i kataloget over de fantastiske steder, vi selv fandt. Og var selv om at benytte. Vi måtte også gå godt og vel 10 kilometer for at komme frem. Til den lille bar i den nærmest mennesketomme landsby der på bjergsiden, hvor det tydeligvis var stamklientellet, der, som alle formiddage, var i fuld gang med at drikke forskellige former for kaffe og ret højlydt diskutere verdenssituationen. I grunden tror jeg, de var lige så fascinerede af os, som vi var af dem. Det var nok ikke sådan hver dag, der lige kom nye ansigter forbi. Og købte espresso, vand og Cola formedelst 2 Euro og 10.

Efter hjemkomst kan jeg føle helt ned i maven, at ikke blot denne lille bar, men selve det at have været ude i noget, der minder ganske fortrinligt om verden, som den engang var, har været uendeligt godt for mig. Det har ligesom givet mig troen på og håbet om, at verden igen vil åbne op og–ikke blive coronafri, for det bliver den nok aldrig–men så dog nagiverbar og til at færdes i.

Jeg kan næsten ikke vente på at finde mange flere af de der små steder, som til gengæld også garanteret står og venter på mig. De er jo derude. Endnu.

Continue Reading

Om at holde ferie på Azorerne.

Sådan en uge går hurtigt. Men ikke hurtigere end at man mentalt allerede den sidste dag er forberedt på at skulle hjem. Måske er der stadig noget, man egentlig havde planlagt og ikke har nået, men så er det bare ærgerligt. Og til at leve med. For hjernen er allerede et sted omkring Biscayen.

Normalt er jeg sjældent en hel ferieuge det samme sted. Jeg foretrækker at flytte mig og holder intensivt oplevelsesferie. Det er den slags, vi priviligerede med sommerhus som regel gør. Vores afslapning, strand- og vandgange klares fint fra fritidshuset. Ferier, derimod, har en noget anden karakter af masser af oplevelser.

Og sådan nogle er Azorerne fulde af. Azorerne henvender sig decideret til et modent publikum, der ikke udelukkende er kommet for strand, varme, billige drinks, natteliv og udpræget mange tilbud på turistede rædsler. Her er naturen, afslappetheden, venligheden og den gode mad i centrum. Naturen er fantastisk, især i og omkring øens mange frodige vulkankratre, hvor man både kan bade og vade samt vælte sig i frodighed. Der er mange gode vandrestier, og er man til den slags kombi af motion og naturoplevelser, er Azorerne helt i top. Også på havet er der fyldt med store oplevelser, igen med natur i centrum. Det meste af øen her er storbakket landbrugsland med en rand af klippefyldte kystområder samt utallige såvel store som små vulkaner med de flotteste søer drysset overalt. Der er nok at køre og gå til, hvis det er naturferie, der står på agendaen.

Og maden er god. Portugisisk god og en smule landlig uden den store brug af krydderier og med, hvilket vel er ganske indlysende, fisk i centrum. Der er virkelig mange fiskeretter herude. Også fiskearter, jeg aldrig har hørt om, men som smager ganske fortrinligt alligevel.

Når klokken nærmer sig midnat, går byen i seng. Her er, så vidt jeg ved, ingen diskoteker eller natklubber. Ligesom barer og restauranter hverken spiller høj musik eller på nogen mulig måde frekventeres af berusede mennesker. Det være sig både lokale som turister. Det mest højlydte er lirekassemanden med den ret anstrengende rytmeboks på havnekajen overfor vores terrasse. Men han skal vel også leve. Og så længe han er den eneste, der tilnærmelsesvist minder om en gadesælger, kan jeg godt abstrahere ham under radaren.

For alt gøglet mangler herude. Selv om mangler er det forkerte ord, for hvis man tager herud, er det netop for at blive fri for al den slags. Det er hverken Mallorca, Madeira eller Ibiza langt ude i havet og med en hoben af forlystelsesglade turister, hvoraf en stor del nok aldrig finder ud af overhovedet, at øerne også har fantastisk natur. Det er derimod Eldorado for modne livs- og naturnydere, der helst er fuldstændigt fri for det, mange fejlagtigt tror hører med til en ferie.

Så er man til fest, farver, natteliv, fyldte strande og høje temperaturer, så skal man nok frarådes at tage denne vej. Man vil givetvis kede sig ihjel, komme hjem uden nogen form for shopping samt være en smule træt af gode udsigter.

Continue Reading

En sjov tradition.

Jeg har aldrig før set traditionen med at lave et bomærke, en slags signatur over sin båd. En påmindelse om, at “ vi var her”, “vi klarede det” eller “ vi håber, vi klarer det”. Det sidste kommer vel an på, hvilken vej man lægger ind til Sao Miguel. Om man først skal til at begynde på de sidste og farligste mange gyngende sømil, eller man så småt kan slappe lidt af, fordi der nu kun er sølle 1500 km. tilbage til det europæiske kontinent.

I alt fald er kajkanten her fyldt med tegninger, udført af mandskabet på de både, der passerer forbi på vej over Atlanten. Sao Miguel fungerer lidt ligesom Anholt. Sidste stop inden Sverige—- eller Amerika.

Der er utallige af de små tegninger, fra både hjemmehørende overalt på kloden. Selvfølgelig spejder man efter danske, og gerne kendte både, men Nordkaperen er nok taget af vejr og vind og gået ned med sin navnkundige skipper.

Samtidig håber man, at alle de aftryk har haft vind i sejlene. Er nået godt frem, hjem eller dertil, hvor rejsen videre er gået til. Også Johanne Louise, som da heldigvis allerede har forvisset os om, at den første sejlads er gået godt.

Continue Reading