En FANtastisk serie.

Alias Grace. Netflix.

Måske er jeg håbløst for sent ude, og ALLE andre (kvinder!) har allerede set denne FANtastiske serie, som på den ene side set overhovedet ikke er spritny, men på den anden fuldstændig eviggyldig og nærmest et MUST. Men hvis der nu alligevel sidder nogen derude, der ligesom mig har misset ud på den og reelt ikke har overskyggende væsentlige planer for en søndag i marts ( eller ethvert andet tidspunkt, for den sags skyld), så er der altså kun 6 afsnit. Med indbygget garanti for, at man ikke sådan lige stopper, før man er til vejs ende.

Nok læste jeg Margaret Atwoods fremragende bog tilbage i 1996 og var benovet over og betaget af den, men med mit litteraturindtag hænder det, at ting bliver glemt undervejs. Møflet ned under alle de andre indtag. Således også at Grace var ankommet i serieversion.

Vi er i Canada i midten af 1800-tallet, hvor den unge tjenestepige Grace Marks er blevet dømt for 2 brutale mord. Historien er bygget på virkelige begivenheder, men den stræber mere efter at forsøge at beskrive Graces liv end egentlig at finde frem til sandheden eller skildre den, præcis som den var. Det, der i sin tid var Atwoods og nu seriens mål, er at fortælle historien om, hvordan det var at være fattig, irsk immigrant i et samfund domineret af uretfærdighed, gamle penge, stive klasseforskelle–og mænd. Hvordan en ung pige uden andre at værge for sig end sig selv hele tiden bliver misbrugt, i alle facetter af det ord, og udnyttet. For selv om Grace er gammeldags snusfornuftig, stadig har sin barnetro i overvældende behold og derudover besidder en spændende blanding af snuhed og naivitet, så er verden bare generelt på kollisionskurs med fattige, forældreløse immigranter som hende. Og det hjælper heller ikke overvældende, at Grace både er køn og sød. Nærmere tværtimod.

Genialt er progressionen i serien bygget op omkring Grace, der fortæller sin historie til en ung, amerikansk psykiater, så vi får hele handlingsforløbet i fortløbende tilbageblik/flashbacks og med Graces egne ord. Ældgammel, godt brugt fortælleteknik, men den virker. Og Grace er umiddelbart en troværdig fortæller, for hun undlader fuldstændigt at tolke på, hvad hun oplever. Hendes fortælling er udelukkende styret af, hvad hun rent faktisk ser og oplever og indeholder den ind imellem tilløb til bedømmelser og tolkninger, er disse primært baseret på hendes dybe religiøsitet, og hvad Gud iflg. hende ville have ment. Det er derfor totalt op til seeren at tolke på, hvad Grace egentlig indeholder, og hvorfor hun (måske?) blev morder. Lidt forenklet: Er hun et forfærdeligt, kynisk menneske–eller levede hun bare i et forfærdeligt, kynisk samfund?

Umiddelbart skulle man tro, BBC stod bag denne pragtserie, for mellem alle genvordighederne lyser elementer af deres fantastiske evne for kostumedramaer igennem. Men den her har Canada selv klaret, og det har de med billeder, der er så smukke, at man decideret er på nippet til at bestille en rejse derover–samt får klare deja vus til hedengangne filmatiseringer af samtlige romaner af Jane Austen i smukke Bath og omegn. Dickens har også klart leveret en skygge, for når det er shitty for Grace i fængsler og sindssygeanstalter ( ikke mit ord, men seriens!), så går der gamle billeder af Londons gældsfængsler og Oliver Twist uden happy end i sagerne.

Måske er det en pigeserie, fordi den så klart vil det at skildre et kvindeliv på et tidspunkt i historien, hvor der ikke var den store gevinst i at have sådan et. I alt fald ikke, hvis man var fattig, irsk immigrant i Canada. Omvendt bør mændene også se med, for måske er der noget, de (akkurat som kvinderne!) godt lige kunne trænge til at blive mindet om. Og endelig er det en fantastisk flot, velfortalt,vedkommende og spændende fortælling.

 

Continue Reading

Om til-stedeværelse og til-tideværelse.

I går lærte jeg et nyt ord. Til-tideværelse.

Det lader sig egentlig bedst forklare ved først at definere til-stedeværelse, som betyder at være i samspil med det sted, man rent fysisk befinder sig. Med andre ord at indgå i konkrete sammenhænge, samtaler og andre gøremål med de mennesker, man befinder sig på samme sted som. Til-tideværelse betyder så, omvendt, at indgå i sammenhænge og samtaler med mennesker, man befinder sig sammen med i tid, men ikke i sted. Som eksempel kan nævnes at fordybe sig i en telefonsamtale med moster Anna i Åbenrå, skrive SMS-er med bedsteveninden på den anden villavej eller være på enhver form for sociale medier–gerne hvor der i den anden ende/ andre steder befinder sig personer, der umiddelbart svarer på ens henvendelser eller chat, fordi de også er tidsmæssigt på. Man er, med andre ord, PÅ samtidig.

Til-tideværelse kræver også, uligt til-stedeværelse, at der mellem de mennesker, man kommunikerer med og en selv, befinder sig et stykke elektronisk udstyr, så som en computer eller en telefon. Det er fuldstændigt unødvendigt i forhold til de mennesker, man er til-stedeværende sammen med.

Problemet her er så, at vi gradvist–meget hurtigt gradvist–er ved at udvikle os til et samfund, hvor til-tideværelse med andre opfattes som fuldt lige så legalt som at være til-stede med de, der befinder sig i samme rum som en selv. Se bare på den berømte 2. klasse, der de sidste dage har huseret i samtlige medier, fordi poderne, helt rigtigt og retmæssigt, kunne konstatere, at deres forældre i mange situationer prioriterede at være til-tide fremfor at være til-stede. De besvarede i en uendelighed beskeder og surfede på nettet på tidspunkter, hvor de burde have kommunikeret med de selvproducerede børn, der bare var noget så synligt til-stede i rummet.

Og det er vel lige præcis der, det store problem ligger. At vi har legaliseret, helt uden at notere det for alvor, at til-tideværelse er helt OK, selv når vores til-stedeværelse er noget så påkrævet og nødvendig. Jeg tror, de allefleste har oplevet, at de midt i en god snak med en anden pludselig oplever et mentalt udfald fra samtalepartnerens side, fordi “Denne her besked er jeg altså nødt til at svare på.” Samt har accepteret, at det nu engang forholder sig sådan. Fordi det næsten er blevet reglen mere end undtagelsen, at alt, hvad der formidles via elektroniske medier, er meget mere væsentligt end at være til-stede det sted, man nu engang befinder sig. Og med de mennesker, der nu engang befinder sig der. Det kan jeg noget så uendeligt godt forstå, at 2. klassen reagerer på. Elektronikken har slugt deres forældre, der klart prioriterer at være sammen med andre i tid–end i sted.

Og hvorfor gør vi det så? Sidder der og tjekker alle de andre ude i verden, mens vi i virkeligheden er sammen med vores egen familie? Vel primært, fordi vi kan. Og sekundært, fordi det er blevet normen. Noget, det er legalt at gøre. Noget, alle de andre også gør. Og, ærligt talt, hvem har ikke som cyberanalfabet siddet i en flok, hvor man har kedet sig noget så gevaldigt og følt sig helt udenfor, fordi man var den eneste, der ikke lige var PÅ i tid med andre, andre steder hele tiden? Følt, at de mennesker, man var sammen med, faktisk meget hellere ville være sammen med nogle helt andre, helt andre steder?

Det kunne være så rart, så befriende, så absolut givende i forhold til menneskelige relationer, om vi i stedet så det som legalt at være til-stede. Dermed, at til-tideværelse blev ugleset og illegalt, når vi er i selskab med andre. At vi rent faktisk er sammen med dem, vi er sammen med, uden at der nødvendigvis skal være et stykke elektronik indblandet i den samværsform. At vi taler til og med hinanden–istedet for at tale i telefon eller skrive til hinanden. Vende tilbage til den gang, vi ikke kunne være til-tide, fordi det ikke var muligt.

Nu er jeg nok ikke den eneste, der hos mig selv har konstateret en klar forskubbelse fra telefonsamtaler til samtaler, der foregår på skrift. Efterhånden taler jeg faktisk kun i telefon med de allernærmeste samt folk, jeg skal give konkrete beskeder til eller har lige så konkrete, mere eller mindre professionelle, spørgsmål til. Det er kun få veninder, jeg ringer til. Resten af min kommunikation foregår på skrift. Jeg føler, helt ærligt, at folk kommer for tæt på, hvis jeg skal tale med dem. Og det chokerer mig. Meget. Men det forklarer jo også vores store forkærlighed for at være til-tide, fremfor at være til-stede. Hvis vi er ved at blive noget så angste for egentlig menneskelig kontakt og at interagere med andre på stedet, så er det jo straks mere behageligt at være sammen i tid. Der kommer ingen for tæt på. Vi kan slukke, afslutte samtaler, logge af præcis, når vi selv ønsker det. Og samtidig kan vi, fordi vi er i cyberspace, undgå nærkontakt med de, der rent konkret er i rummet. På en måde undgår vi alle, der kommer for tæt på. Og bliver mere og mere ensomme……

Egentlig skriver jeg bare dette for at opfordre til et lille eftersyn af livet. Til et lille tjek på, om man selv er mere til-tide end til-stede. Og hvis det er tilfældet, så er det nok noget, man skal være opmærksom på. Måske endda gøre noget ved. For pludselig går børnene jo ( i overført betydning) ikke længere i 2. klasse, men er blevet til voksne, fremmede mennesker, som man glemte at se vokse op, fordi man havde så forbandet travlt med at være til-tide med alle de andre derude, der også var PÅ.

 

Continue Reading

Om natblomster.

I går kørte jeg forbi butikken på billedet. Den ligger i en større provinsby, sådan lidt udenfor centrum på en ret befærdet vej, men absolut ikke et sted, potentielle kunder tilfældigt passerer i massevis om natten. Hvis man ikke kan se, hvad der står på skiltet, fordi jeg både er en lousy fotograf, og fordi jeg skulle passe min egen bilkørsel, så står der “Butikken er døgnåben.”

Se, det triggede jo lige min fantasi. For hvem I ALVERDEN køber blomster midt om natten? Hvem I ALVERDEN har så akut et rosebehov, at det bare MÅ opfyldes der ved 2.30-tiden? Og hvem I ALVERDEN starter bilen 4.15 for lige at vende hen og købe en afskåret med det hele til stuebordet? Pludselig fyldte et utal af scenarier min nysgerrige hjerne. Som om det var den magtpåliggende at finde, lokalisere om man vil, så stort et behov i yderkanten af en provinsby, at det rent faktisk kunne gøre det rentabelt at stå og sælge blomster midt om natten.

Selvfølgelig dør folk om natten, både hjemme hos sig selv og på sygehusene, men jeg har dog lidt svært ved at se pårørende, sosu-er og andre hjælpere styrte ud i bilen og køre afsted efter passende afskedsblomster, fordi det på det tidspunkt bliver det væsentligste overhovedet at finde en passende stilk. Jeg er sikker på, at man i de tilfælde godt kan vente med blomsterne til almindelig åbningstid. Selvfølgelig er der også mennesker, som efter en ordentlig og vildt forlænget tur i byen, føler sig nærmest presset til at købe lidt aflad, men i betragtning af butikkens placering i forhold til midtbyens vandingssteder, så ville det givetvis koste mere at tage en taxa herud, end hvad selv den største forsoningsbuket måtte stå i. Og så gal bliver han/hun vel trods alt ikke?

Der er da heller ingen, der pludselig vågner op om natten og konstaterer akut påskeliljemangel. Altså så akut, at de skyndsomst må  i tøjet og afsted til byens døgnåbne blomsterbutik for at kunne overleve belønningscentrets urimelige krav. Jeg kan forstå det med kiks og et glas vand. Altså det med det natakutte. Men blomster? Unge mennesker på vej hjem fra byen skænker i den slags situationer nok heller ikke sovende mor derhjemme så mange kærlige tanker, så de lige dropper ind og tager en lille en til vasen med hjem. Og de få bilister, der frekventerer motorvejen 5 km. længere ude, har nok så relativt travlt, at de ikke lige vender ind omkring efter nattens blomster. Med mindre de altså er kørt af samme motorvej, fordi det f.eks. er lettere at tage den (altså motorvejen) fra Århus og de 100 km. herned, fordi det er det eneste sted i Jylland, der sælger blomster ved 3-tiden. De vil så ca. kunne påberegne at være hjemme igen, når deres egne blomsterbutikker åbner op.

Der er næppe heller mange drop-ins. Altså den slags kunder, der bare tilfældigt kommer forbi og ved synet af en natåben blomsterbutik bare føler en så akut blomstermangel, at de ligefrem presses ind i butikken. Jeg tillader mig i det hele taget at tvivle på, der sådan kører ret mange mennesker rundt på må og få i det område. Om natten. Selvfølgelig er der da folk, der kører til og fra arbejde på ukristelige tidspunkter, men har de i den forbindelse også tid og lyst til lige at købe blomster?

Så er det, jeg siger til mig selv, at det jo MÅ være rentabelt at have en person stående der og blomstre (undskyld, den var for billig!) hele natten, for ellers gjorde man det nok ikke. Hvilket triggede min nysgerrighed i anden potens. Sådan at forstå, at jeg på en eller anden måde bare må se at få mig møflet derop engang en nat, hvor jeg i forvejen ikke har andet at lave end at sove.

For med egne øjne at se, hvem I ALVERDEN det dog er, der køber blomster om natten.

Continue Reading

En god historie.

Mit guidehjerte flyder over af åbenlys begejstring, når den gode historie helt uventet falder lige ned over det. Således også forleden, hvor det eneste, jeg egentlig foretog mig, var at stige ind i min bil og tænde for dens radio.

Det var der, jeg dumpede ind i et ældgammelt interview med Sylvia Beach, som fra 1919-1941 ejede og drev den legendariske, engelsksprogede boghandel Shakespeare and Company i Paris. I 1922 var samme Sylvia en relativt uerfaren boghandler, men hun havde det med et tiltrække håbefulde, sultende, eksilerede, unge forfattere til sin butik–af den slags, som nærmest var flygtet grædende og uopdagede fra de hjemlande, der tilsyneladende ikke forstod deres åbenlyse, geniale talent. Her er det lige før, vi ser billedet af den unge digterspire på loftsværelset med stearinlyset og den tørre brødskorpe–og jeg kan personligt stå inde for, at loftsværelser i Paris er shitty, for jeg har selv som ung studerende frekventeret dem i min egen armod.

Anyway, til boghandlen kommer denne pjaltede, unge, forsultede irer, som har brugt syv år af sit hidtil miserable liv på at skrive en bog, som ingen, absolut ingen, vil udgive i det katolske, bornerte hjemland. De siger den er pornografisk og dårligt skrevet, gør de, de bondske irere, så derfor er den unge mand draget til Paris for at komme væk fra det kulturløse samfund. Uden en krone på lommen, men selvfølgelig med en stor, stor digter i maven. Sylvia Beach får, for hun er tilsyneladende et godt menneske, ondt af skrotbunken, feder ham lidt op, lader ham nærmest bo i boghandlen og bliver enig med sig selv om, at selv om hun aldrig nogensinde har udgivet en bog og ikke aner, hvordan hun gør den slags, kan hun da gøre forsøget med det der syv-årsprojekt, han render rundt med under armen. Når nu absolut ingen andre vil.

Hvilket hun så gør. Og hvorfor man fristes til at skrive, at resten herfra så er historie……

For Sylvia Beach får i 1922 på egen hånd og på et lille, mikroskopisk forlag udgivet Ulysses for sin ven James Joyce. Selv om Ulysses til dags dato nok er den mest omtalte bog, de fleste mennesker IKKE har læst, så er den nok alligevel en af verdenslitteraturens allermest berømte ( og berygtede) bøger. En legende. Personligt er jeg gået i stå i Ulysses (i øvrigt præcis samme sted) et utal af gange. Faktisk så mange, at den bog næsten er blevet traumatisk for mig i bogform. Men jeg har hørt den som radiospil–hvilket den egner sig fortrinligt til–så jeg er helt ajour med min Ulysses!

I interviewet fortalte Sylvia Beach  videre, at den unge Joyce havde en del venner, som også begyndte at komme i boghandlen. Også forsmåede forfatterspirer, selvfølgelig. Blandt dem en “Ernest” ( som hun ret intimt bare kaldte ham), som minsandten heller ikke kunne få sine skriblerier udgivet, sikkert sultede, så herrens ud i tøjet og givetvis boede på et loftsværelse, så ham forbarmede hun sig også over og udgav hans første bog. Det var ham, der hed Hemingway til efternavn. Og hvor jeg igen må skrive, at resten er så historie…..

Personligt kan jeg næsten ikke vente med at fortælle den historie, når jeg står foran statuen af “The Prick with the Stick”, den indtørrede version af Joyce i sten på Talbot Street i Dublin, eller foran Finn`s Hotel for enden af Nassau Street sammesteds, hvor Joyce mødte sin kone, stuepigen Nora. (Og ikke et ord om det ægteskab i denne anledning!) Jeg elsker den slags historier om miskendte genier, eller, som amerikanerne nok ville sige, om “from rags to riches”.

Anledningen til genudsendelsen af det antikke interview var i øvrigt, at Ulysses igen, igen, igen ( og mangfoldigt flere igen-er) var blevet genoversat til dansk. Det er sådan en besættelse hos nogle oversættere: at oversætte netop den bog til dansk. Igen. Den legendariske ( og i øvrigt en af vores gennem alle tider mest fortræffelige) oversætter Mogens Boysen arbejdede med den bog som overordnet livsprojekt gennem hele sit liv, og hans sidste, af mange, version af Ulysses blev da også først udsendt efter hans død som et værdigt eftermæle. Jeg kan godt forstå, den er svær. Som bare indledende vanskelighed er det f.eks. forbundet med en vis form for udfordring, at bogen er et eksperiment udi “stream of consciousness”/bevidsthedsstrøm, og derfor har en særdeles mangelfuld, nærmest ikke-eksisterende, tegnsætning. Man kunne jo, som anskuelighedsundervisning, forestille sig, at dette indlæg var uden kommaer og punktummer og så prøve at fornemme, hvordan det så ville være at læse….

Men, som skrevet, så bliver jeg så glad, når den slags historier falder lige ned i min videbegærlige turban. Og jeg har så svært ved at vente på at få et publikum at fortælle dem videre til, så jeg griber chancen og får lige den her fyret af første gang her.

Continue Reading

Om Narcisser i haven–og andre steder.

Så gik de i blomst, mine små påskeliljer–eller blomster fra Narcissusfamilien. Det er tidligt, men hvordan i alverden skulle de kunne vide, at det er sen påske i år? Jeg kan godt lide det forhold, blomster har til det at blomstre. De gør det simpelthen, når de har lyst. Der er sådan lidt pensionistmood over dem–vi gør også rigtigt mange ting af den simple grund, at vi har lyst.

Det, der er så fascinerende ved den slags blomster, er, at de er så styrede af lyset. Når lyset skinner på dem, folder de sig ud, blomstrer, kigger mod himlen og labber enhver anerkendelse fra solen i sig. Akkurat som Narcissus, der blev så forelsket i sit eget spejlbillede, at han helt glemte alt andet end fortabelsen i sin egen skønhed. End ikke kæresten Ekko kunne råbe ham op, selv om man da nok må sige, at damen havde et relativt symbolladet navn. Hun døde af ugengældt kærlighed, den stakkel–og kun hendes stemme er tilbage! Til gengæld var det lidt svært for Narcissus med al den selvglæde, så også han måtte undgælde med at gå til grunde–dog med en form for genopstandelse som–selvfølgelig–en Narcisse.

Den gamle myte har selvfølgelig givet navn til det psykologiske udtryk narcissisme. Mig-kulturen, hvor man som menneske kun blomster, eller har en egentlig identitet, hvis solen skinner på en. I overført betydning, hvis andre ser en, og man bliver beundret, anerkendt og sat i fokus.

Jeg holder meget af mine påskeliljer, men jeg holder ikke på nogen mulig måde af den narcissismekultur, der ikke engang ser pæn ud eller har en nydelig duft. Jo ældre, jeg bliver, jo mere synes jeg at kunne iagttage, at mig-kulturen dominerer mere og mere omkring mig. Jeg synes, billedligt talt, der bliver flere og flere mennesker, der primært bruger deres tid på at studere og beundre deres eget spejlbillede. Nok bliver man aldrig for gammel til en god portion ros, og nok blomster vi alle ved at modtage den, men det er som om, det gradvist bliver mere og mere populært at sætte sig selv i permanent fokus. Som om man ikke er nogen overhovedet, hvis man ikke konstant kan spejle sig i andres ikke-ophørende beundring.

Det er som om, Andy Warhols berømte “15 minutes of fame” har mistet deres værdi, for nok vil vi sikkert allesammen gerne opnå den ene, eneste gang, hvor vi er hovedpersoner i 15 minutter, men for utallige moderne mennesker er det slet ikke tilstrækkeligt. De 15 minutter skal vare hele livet, man skal være på konstant. Svarende til en påskelilje, der afmægtigt stod og blomstrede hele natten til ingen verdens nytte.

Faktisk er det derfor, jeg godt kan lide mine påskeliljer. De forstår helt instinktivt at moderere sig. De står jo ikke og stritter med alle deres talenter, når solen er gået ned. Så lukker de sig og venter på, den lige tager en tur og vender tilbage. Jeg tror heller ikke, påskeliljerne går i stress og frustrationer over ikke at blive set om natten. Føler, de nu er helt og aldeles identitetsløse. Der hviler de sikkert ud efter en god blomstringsdag.

Derfor tror jeg, at mange ville kunne lære en hele del af deres påskeliljer. Nemlig at modtage den ros og den anerkendelse, der er dem til gode, når de virkelig har fortjent den. Blomstre, når der er noget at blomstre for. Men inde i dem selv må der vel også være så meget selvværd, at de sagtens kan sove trygt og ublomstrende om natten, udenfor rampelyset og alligevel føle sig som fulde og hele mennesker. Selvværd kommer jo ikke fra solens stråler ( i alt fald kun i minimale doser)–det kommer indefra. Og hvis det er der, behøver man jo ikke være på hele tiden. Så kan man lukke sin blomst og lytte lidt til hende Ekko, som jo faktisk står der og råber om den uforbeholdne kærlighed. Den, man ikke kunne høre, fordi der var så forbandet travlt med at være blomstrende på.

Omvendt–så plukker jeg ikke mine påskeliljer og sætter dem i en vase indendørs. De skal sgu`nyde deres “15 minutes of fame”, som bliver en del længere, hvis de bare får lov til at være–påskeliljer.

Continue Reading

Om Tezenis og Calzedonia.

Engang imellem har man vel lov til at komme med lidt anvendelig brugeroplysning…. Og at gøre det, så længe man husker det selv.

Når jeg rejser i landene Portugal, Italien og Spanien, er jeg altid inde i de to kædeforretninger Tezenis og Calzedonia. Det er nemlig dem, der holder mig med gode, holdbare og lækre strømper. Både tights/buksestrømper, leggings og ganske almindelige dagligdags ankelsokker er de fremragende til. Ikke nok med, at kvaliteten altid er fantastisk god, pasformen er skabt til rigtige kvinder, farver og mønstre er gode og brugelige, og de kan altså også i den grad konkurrere på prisen.

Når jeg går rundt i sådan en forretning, går min indre strømpedjævel helt i selvsving, og det er altså ikke ret tit, det ellers sker. At købe strømper er som regel en byrde, et uønsket greb i pungen, en forbandet nødvendighed for at undgå alt for store huller i livet og i tæerne, men i de to forretninger kan jeg gribe mig selv i at nyde at gå rundt og kigge på strømper. (Den havde jeg sgu` aldrig set komme, før jeg fandt dem!!) Udover lækre strømper har de også undertøj og nattøj, men da den slags beklædningsgenstande er en smule lokalt funderede og temmelig langt fra den gængse skandinaviske smag, er der ingen grund til at bruge tid og penge på dem. Kort fortalt er Middelhavskvinder meget afhængige af flæser og blonder.

Så hvis man lige kommer forbi et af de nævnte lande, så tag endelig en tur i strømpehimlen. Det kan betale sig. Både prismæssigt, men sandelig også mht. kvalitet. Der er ligesom lidt mere swung, bomuld og behagelighed i Middelhavssokkerne end i dem til 3 for en halvtredser i Netto!

Continue Reading

Madeira–her vil jeg holde ferie, når jeg bliver gammel!

Vel hjemme fra dejlige Madeira har jeg bestemt med mig selv, at jeg ikke behøver komme tilbage til øen, før jeg bliver rigtigt gammel. Så vil jeg, til gengæld, tilbage i en uendelighed. Det er rart at tænke på, at der findes et sted, som man ved, er perfekt til gammelferie. Betryggende, endda.

Det, jeg mener med det, er, at Madeira appellerer noget så befriende til den form for ferie, hvor man bare slapper af i det gode vejr og ikke sådan foretager sig ret meget andet. Hvor det er nok at slentre i sit eget tempo mellem fortovscafeer og ind imellem det bare sætte sig på en bænk og nyde de fantastiske udsigter, der er overalt. Og hvor–og dette er faktisk væsentligt–klientellet primært udgøres af andre akkurat ligesom en selv. Der er ingen (jeg så i alt fald ingen) højrøstede Polterabends, ubeskriveligt tumbede britiske fodboldfans, nyrige russere, helfede, midaldrende mænd med guldkæder om halsen, unge på deres første drukture uden forældreovervågning eller i det hele taget tilløb til forhøjet, højlydt og imbecilt party-party. Alt går sin stille gang i adstadigt seniortempo, og det er rigtigt rart.

At jeg så måske netop ikke kommer tilbage før da, skyldes nok primært, at jeg føler, jeg har set det meste af øen. Den er jo ikke beundringsværdig stor, så det er ingen bedrift at komme gennem den. Et par–eller flere– dagsudflugter tager en omkring de væsentligste seværdigheder, og selv om udsigten er fantastisk omkring hvert eneste hjørne, og vegetationen blomster, som blev den aflønnet for det, så når man ligesom et mætningspunkt, hvor der begynder at melde sig en lille mangel på udfordringer. Men hvis disse seværdighedsmæssige udfordringer ikke skal opfyldes, hvis selve målet er afslapning, så findes der nok ikke mere perfekte omgivelser.

På nuværende tidspunkt i mit liv er denne ø fantastisk til de 6 dage, den tog at erobre. Jeg kan holde daseferie i mit sommerhus, så derfor tager jeg aldrig ud i verden for at ikke at lave andet end at slappe af. Det kan jeg mageligt, og med mine egne ting indenfor rækkevidde, gøre i sommerhuset. Når jeg er ude, skal der ses, opleves og indhentes nye indtryk af enhver art. Lige nu, altså. Men der er jo ingen, der siger, at det vil forblive uforandret. Jeg kan da tydeligt forestille mig, at der kommer en tid, hvor mine krav til udenlandsferier bliver nogle helt andre, der absolut ikke involverer sightseeing på den altoverskyggende og drastiske måde. En tid, hvor det drejer sig om at slappe af og nyde bare det at være til i stedet.

Når den tid kommer, så vil jeg til Madeira igen. Men så nok heller ikke før…..

Continue Reading

Om at vente i en lufthavn.

Lufthavne er ingenmandslande, ikke-steder mellem check-in og afrejse, hvor man bare er, uden egentlig helt at være der. For enten er man jo mentalt på vej ud eller hjem, og dette underlige mellemsted tæller overhovedet ikke.

Der var noget ved det, dengang man kunne gå amok i toldfri varer og købe forråd af ren luksus til de næste flere år. I alt fald var det da muligt at slå tiden ihjel med binge- shopping af den slags varer, man udelukkende købte, fordi de var billige. Den tid er forbi— i alt fald for flyvninger indenfor EU, og det er de fleste flyvninger vel oftest.

Jeg sidder her ved et ucharmerende bord og keder mig, fordi jeg stadig lider af den vildfarelse, at jeg skal være i lufthavnen i god tid. Bagefter spørger jeg altid mig selv, hvad i alverden det dog var, jeg skulle have så uendelig god tid til. Til at få tisset af måske? Eller investere i højst afdøde sandwiches til overpriser? Her hvor jeg sidder koster 2 Toblerone 125 kroner, så chokoladespisning bliver det i akt fald ikke til, før jeg runder den næste Netto.

Den kunne de godt arbejde lidt med, den forhøjede underholdningsværdi i lufthavne. Så det hele ikke bare var så kedeligt. Det er da kedeligt nok i sig selv at skulle hjem fra ferie…..

Continue Reading

En forfærdeligt grim og velsmagende fætter.

Personligt synes jeg, de fleste fisk er grimme. De har øjne, der signalerer et stadie af nærmest permanent hjernedød, de bruger ikke hud, men skæl, og så ser nogle af dem bare så uendeligt ubegavede ud. Udefra kan man ikke se på dem, at de lider af akut benoverskud, men selv i afdød tilstand skal de da ellers nok komme efter en, hvis man glemmer deres umådelige mængder af ben.

Heldigvis vinder de fleste fisk på smagskontoen. Ikke sild, synes jeg, for dem kan man jo overhovedet ikke komme til at smage for bare ben, men de der lidt større, hvor det er muligt at udvinde noget kød eller måske endda fillettere er da bestemt værd at gå i spisekontakt med.

Således også denne kleppert, som, hvis man skal være venlig og sige det halvmildt, har sit udseende temmelig meget imod sig. Den ligner jo noget fra en dårlig gyserfilm og ville aldrig nogensinde få en rolle hos Disney. Den ser ud som en elektrisk ål, der allerede er blevet svedet af af sig selv, eller et uønsket familimedlem, som ikke engang en mor kan forsvare udseendemæssigt.

Så er det jo godt, at sådan en fætter kan afskindes, aføjes og afskælles, filletteres og gøres til fine stykker hvidt fiskekød. Der var jo alligevel ingen, der ville turde spise den, som den ser ud her— af frygt for, at overvældende grimhed smitter. Og gør man det ved den, smager den himmelsk.

Faktisk er sådan en Blackfish en stor delikatesse her på Madeira. Den skæres i filletter, paneres og overhældes med mangosovs og stegte bananer. Kødet er nærmest lidt torskeagtigt og særdeles velsmagende, men netop bananerne og mangoen supplerer såvel hinanden som selve fisken. Det er virkelig en god og attraktiv ret.

Og hvem skulle lige have troet det, når man ser sådan en forfærdelig grim fætter på fiskemarkedet? Måske skal man bare holde sig fra fiskemarkeder. De ligner, som før sagt, mere trailere til gyserfilm end egentlige optakter til delikate middage.

Continue Reading

Om karneval.

Hvis man nu altid har gået med en karnevalsgænger i Rio i maven og bare aldrig har fået sig snøvlet sammen til at komme afsted, så er her et absolut farvestrålende alternativ. Billigere, sikrere, sikkert næsten lige så flot og ikke helt omme på den anden side jorden. Nemlig det storslåede karneval i Funchal.

Der findes ikke noget så overraskende dejligt som at rejse til et sted, hvor man slet ikke hjemmefra var klar over, at man lige præcis dumpede ned på datoer, der var helt specille for stedet. Jeg anede ikke, der var karneval i Funchal, selv om jeg selvfølgelig godt var bevidst om, at det er Fastelavn. Ikke, at den gamle skik er noget, vi gør noget særligt ud af mere. Dens indbyggede udkædningsfaktor har detailhandlen og kulturimperialismen styret om til Halloween.

Men i mange andre lande holder man altså fast i sine egne gamle og lokale skikke. Karnevalstanken som sådan er verdensomspændende, for gennem alle tider har der jo hersket en bevidsthed om, at mennesket har brug for at klæde sig ud, være en anden sådan midlertidigt, drive gæk med autoriteterne og vel bare skeje legalt ud for overhovedet at kunne affinde sig med ( eller finde tilbage til) sin egen, ofte trælse og arbejdsfyldte, hverdag. Og så passer den slags løjer jo f.eks utroligt godt efter fasten, hvor man da i den grad har behov for morskab for at komme af med indestængte å agressioner og lave en Jeppe i baronens seng.

Anyway, karnevallet i Funchal topper lørdag aften, hvor paraden med snesevis af pyntede flåder og hundredvis af smukt udklædte dansere sambaer ned ad den 2-3 kilometer lange havnefront. Fra den første flåde sætter ud til alle er igangsat, går der vel 2-3 timer, hvor tusindvis af publikummer kan nyde det fantastiske skue. Her er ikke sparet på udklædning, på dans og sang og på minimale kostumer med et utal af fjer til de smukkeste, mest rytmiske dansere. Det er helt magisk at være tilskuer til.

Og så virker det som om, der er en uskreven regel om, at alle kan være med. Jeg så bedstemødre i tangaer! og fantastiske strutkjoler, handicappede i kørestole, der dansede med, særdeles overvægtige piger i bikinier og strudsefjer, bedstefædre, der havde en fest som klovne og ældre herrer, der lignede nogle, der havde været med, siden de som børn lærte trinene. Det var en folkefest for alle, og det var fantastisk at se. Godt nok har jeg aldrig været i Rio, men min fornemmelse er, at det nok ikke lige er alle, der danser med der.

Det var et bombardement af lyd, lys, tango og livsglæde. Og tænk at dumpe lige ned i sådan et, uden at man overhovedet vidste, det skulle finde sted.

Jeg er sikker på, de får nogle rolige uger herovre, for alting er vist danset og forklædt ud. Personligt mangler jeg også den slags fester derhjemme. Vi kunne sgu’ godt bruge noget mere fastelavn. Meget mere karneval!

Continue Reading