Guldsøstre

Min familie ved det godt. Det samme gælder vel alle, der har været med mig ude at rejse. Og min auktionsveninde. Samt alle, der har daglig eller udaglig gang her i huset.

Jeg har “noget” med dyr i træ. Det noget består i al sin enkelthed af, at hvis jeg ser et nogenlunde pænt eksemplar af et dyr i træ, så hopper det op i hånden på mig og vil med hjem. Hjem til min i forvejen anselige samling af andre dyr i træ. Ordet “samling” er i øvrigt også helt forkert og misvisende: jeg “samler” ikke på dyr i træ. Det er et tilfælde, at jeg efterhånden har fået opbygget en træet filial af Zoo i mine vindueskarme og primært dyrenes eget værk. Det er dem, der hopper på mig. Ikke omvendt.

Når jeg sådan sidder og kigger ud over alle mine trædyr, så bliver jeg også lidt stolt over, at det netop er sådan nogle som dem, der angriber mig. Tænk, hvis det istedet var havenisser, perlebroderier, hilsner fra Himmelbjerget i fakefajance eller billeder af grædende børn med store øjne? Jeg er da, trods alt, heldig, at den slags lader mig gå forbi. Altså indtil jeg passerer ( eller netop ikke passerer) et trædyr.

Det sjove ved det er, at mine påhoppede trædyr også er mine souvenirs. Ikke blot fra rejser, men også en form for livsrejse-souvenirs. Den store elefant har været med fra min konfirmation, så den beviser til fulde, at elefanter kan blive MEGET gamle. De andre elefanter ( ja, jeg har en svaghed for elefanter, og der ligger ingen racisme omkring andre dyrearter i det) er hoppet på på Cuba, hvor det var umuligt at finde nogen som helst andre ting, der overhovedet var værd at overveje at tage med hjem!, i Amman, i Myanmar, i Vietnam og på et gademarked i Dublin, hvor de allesammen stod og bare var noget så rejseklare. Flodhesten og det lille, artsmæssigt ubestemmelige dyr er fra Prag, og hunden er en gave, der også fortæller, at selv hunde har meget lang levetid. Fuglene, derimod, var på tilbud en dag, jeg var i dyremæssigt underskud.

Og disse er så bare en lille del af den lokale bestand. Der er en del flere. Også flere, end min mand kender til. For det er et stykke tid siden, han diplomatisk fortalte mig, at omfanget og artsrigheden på stueplan var tilstrækkelig. Men hvad stiller en stakkels kvinde op, når hun står overfor dyr i træ, der hopper på hende?

For trædyr er skam levende på deres egen måde. Træ er et fantastisk materiale, som med sin struktur og sine årer og knaster giver liv til udskårne figurer. Derudover findes der bare så mange flotte, eksotiske træsorter ( nej, ikke dem, der er forbudte!), som også i sig selv puster liv i dyrene. Endelig er det jo tydeligt, at de dyr, der er skabt af vidende, kreative designere, KAN noget. De har udtryk, følelsesliv og er en historie i sig selv. På sin vis skaber det et andet plan af liv, som sagtens kan foregå hjemme i  min vindueskarm.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at mit vinduesreservat vil forøges. Blive større og mere omfangsrigt. Der er jo stadig masser af usolgte, fine dyr derude, som nok skal finde en måde at hoppe på mig, når jeg passerer…….

Forleden havde jeg 16 mennesker til ostebord og vin. For mig betyder det, at jeg de næste par uger skal have mig selv til tvunget ostebord. Hver dag. Og hvert måltid.

Selvfølgelig rådførte jeg mig med min megen erfarne ostemand, som jeg har kendt og handlet med hele mit voksenliv. Han er en mester i understatements og mente, at jeg omkring ostevariation nummer 6 eller 7 havde rigeligt. Men hvad ved han egentlig om det? Han har vel kun solgt ost og osteborde i godt og vel 35 år? I alt fald ved jeg da garanteret bedre og overtrumfede ham prompte med 3 oste mere.

For sådan er det med mig. Jeg er så bange for ikke at have nok. At komme til at mangle noget. Hele sidste uge har jeg levet af en blanding af bolchebeder og lillarødder med lakserester, bare på grund af besøg af midtjydefamilien. Det var så her, jeg overtrumfede fiskemanden med godt og vel 20 centimeter laks og gartneren med 1 kilo rodfrugter ( mere!), som jeg nu må æde i mit eget madoverhovmod, fordi jeg er så Satans hunderæd for ikke at have nok.

Nogle gange spørger jeg mig selv om, hvad det dog er, jeg er så angst for. For hvis det blot og bart er, at jeg løber tør for en bestemt ostevariation, mens gæsterne er der, så er det store spørgsmål vel bare, hvad der i grunden sker ved det? Det er vel næppe begyndelsen på en hungersnødssituation mellem mine gæster eller et decideret ansigtstab? Eller er det? Altså det sidste?

Der var ikke knaphed i mit barndomshjem, så rent psykologisk kan mine overindkøb næppe spores tilbage til specifikke mangeloplevelser. Omvendt forholder det sig sådan, at hvis man har råd til ikke at skabe mangeloplevelser, så er man nærig, hvis man gør det. Og det er nok der, den allermest ligger. At der skal være nok ( mere end nok!), for ellers er man nærig. Og nærighed er en måde at undervurdere gæster, en måde madmæssigt at fortælle dem, at man sgu` egentlig ikke regner dem for ret meget og i øvrigt da er lidt flintrende ligeglad med dem.

Nu er det snart jul, og hele familien kommer hjem. Jeg er allerede så småt begyndt på alle mine små (nej store, sgu`!) lister med rødkål, grødris, mandler og alt det andet, som jeg personligt mener er absolut uundværligt juleforråd. Faktisk har jeg hele to gange krydset grænsen i slik- og sodavandsøjemed, for hvis jeg ikke har “nok” stående i kælderen, får jeg det lidt mangelfuldt. Det har jeg så. Nok altså. Rent slikmæssigt kan vi leve af Bridgeblanding med Toffifee uden nogen form for tilskud af lødig mad i over en uge uden at gå ned på hverken det ene eller det andet, og når jeg har fået slæbt alt det, der står på mine små rødkålssedler sammen, så kan det sagtens blive snestorm med dagevis i undtagelsestilstand til langt ind i januar, uden at det forsyningsmæssigt vil have den mindste indflydelse på min husholdning. Omvendt ved jeg også godt (selv om jeg forsøger at fortrænge det!), at vi nødvendigvis må leve af grønkålsrester, halve medisterpølser, kålpølser på 3 opfindsomme måder ( er der flere, så er jeg åben for forslag??) og rødkål, rødkål og rødkål til midt februar. Det gør vi jo hvert år.

Men der mangler ikke noget! Og det er vel det vigtigste. At den lille samlersjæl får fred og kan holde gæstebud og jul med den mest tilfredsstillede samvittighed, som, hvis der skulle opstå en akut mangelsituation, bare kan hente endnu en dåse/pose/and/ Toffifee/ skimmelost der, hvor den slags nu gemmer sig i huset.

For der må sandelig ikke mangle noget!

Jeg har fået en ny fryser. Det er fantastisk, behageligt, energibesparende og rodmindskende. I alt fald lige nu. Så det vil jeg slet ikke kommentere mere på. Jeg vil meget hellere skrive lidt om den gamle. Det er trods alt et tiår eller mere, vi to har haft sammen.

Umiddelbart mere. Sådan at dømme efter det indhold, der åbenbarede sig, da jeg kom længere ned end det umiddelbart synlige. Lad det være sagt med det samme, at jeg ikke står forrest i køen til at modtage priser for forbilledlig fryserafrimning og generel fryserorden.

Men alligevel er det en smule traumatisk og helt sikkert regulært flovt at erkende, hvad man har samlet på, når den gamle fryser skal endegyldigt tømmes. Helt klart flyttes alt brugbart og synligt spiseligt over i det nye dyr. Det er den nemme del. Værre bliver det, når grågrumsede, udefinerlige ting skal bedømmes og nærmest arkæologisk klassificeres. For tilhører de kødriget, grøntsagsriget–eller måske brødriget? Helt ærligt bliver man da lidt nysgerrig omkring, hvad de mon har været i deres optøede liv? Og nogle gange kan man da også lige spørge sig selv om, hvorfor man mon har ment, de skulle nedfryses. Jeg mener i alt fald at have udgravet ben fra sidste års juleand, pølseender til hundens endnu ikke afholdte festmiddag, afskårne pålægsrester ( men hvilke?) og noget, der på en god dag godt kunne passere for en arkæologisk sensation af et neandertalsk rundstykke.

Der var også et yderst velassorteret udvalg af diverse løstgående eksgrøntsager, som modigt havde prøvet at skaffe sig et selvstændigt liv udenfor deres oprindelige poser. Det eneste, de så havde fået ud af det, var at blive til små, grå, ucharmerende klumper. Og et virkelig, virkelig stort udvalg af sidste sommers havehøst. For jeg tror stadig på–stadig som i: år efter år!–at jeg på et eller andet tidspunkt pludselig bliver overmandet af en forrygende, ustoppelig lyst til at sylte, fermentere, hælde på glas og henkoge. Nogle gange sidder jeg bare, helt forgæves, og venter på, at den slags skal indfinde sig. Det er så ikke sket. Endnu altså. Omvendt, så giver det mig dog trods alt en smule bedre samvittighed at plukke alle de satans til ribs, solbær, hindbær og stikkelsbær og sende dem til opbevaring på ubestemt tid i fryseren, når alternativet er at lade dem hænge og rådne på en måde, der bare er alt for synlig. I fryseren kan jeg da få dem ud af mit synsfelt, ud af min have. DER var jeg så konsekvent: Ingen af dem fik lov at flytte med over i det nye dyr.

Allermest ondt gør det at lokalisere halve flæskestege, kalvemørbrader og gode bøffer fra den tidlige stenalder. Man kan jo ikke lade være med at tænke på, at de garanteret på et tidspunkt i deres kunstigt forlængede liv må have smagt ret godt. Eller at de da kostede penge, dengang de var unge og endnu ikke udsatte for min fryser. Men gammelt svinekød går gråt i gråt, og oksekød går i sig selv, og selv hunden betakker sig for den slags kunstige fester. Det gør sgu` ondt i højre arm at bære en oksemørbrad til skraldespandsoptøning og -forrådnelse.

Det er også i den slags situationer, at jeg højhelligt lover mig selv, at jeg 1) enten skal udskifte min fryser med regelmæssige, halvårlige mellemrum eller 2) skal prøve at holde en smule bedre orden i den og ligesom se den mere som et spisekammer end som en–på sigt– interessant udgravning. Her ville det hjælpe tilbudsofre som mig rimeligt gevaldigt, om supermarkederne simpelthen lod være at annoncere med nedsættelser på spiselige varer. Især den type, hvor man får 2 for 3s pris. For hvis jeg konkret laver en optælling på mine besparelser, så er det jo næsten altid den der nummer 3, der ligger og bliver grå, uspiselig og med tiden et arkæologisk fund.

Så nu lover jeg altså mig selv at holde orden. Ama`r og halshug! Alternativet er, som jeg prøver at få mig til at indse, at fremtidens arkæologer vil kaste sig over min efterladte fryser for at lave interessante studier af 10-ernes køkkenmøddinger. Fuldstændigt ubevidste om, at det slet ikke var intenderet som affald, men som familiens aftensmad.

Jeg imødeser en lykkelig og ordentlig fryserfremtid for mig selv. Lige nu. Altså.

Det er lidt synd for bolchebeder. Deres smag og deres skønhed står slet ikke mål med deres kendthed og deres udbredelse. Det samme gælder på sin vis lillarødder. Og mange andre gode, gamle, danske rodfrugter og grøntsager. De er alle for ukendte, for ubrugte.

De sidste mange år har jeg med lethed kunnet opstøve diverse mangofrugter, papayaer, kokosnødder ( bare for at nævne nogle) og diverse andre former for såvel eksotiske frugter og grøntsager som de, der i  alt fald har været totalt udenfor deres danske sæson. Men det har knebet gevaldigt og begrædeligt med traditionelle danske–endda når de har været i sæson. Det er blevet markant bedre de senere år, men i min provinsby mangler vi tydeligt bolchebedens endegyldige renæssance–eller i alt fald dens synlige sejr over mangoen i Netto.

Det er forfærdeligt synd. Og garanteret også forfærdeligt synd for klimaet, hvis jeg nu skal tale lidt til den dårlige klimasamvittighed. Allermest synd synes jeg dog, det er, fordi de fleste af disse gamle danske grøntsager og frugter bare smager noget så vidunderligt godt. Især bolchebeder. Og lillarødder. Jordskokker har jeg et lidt anstrengt forhold til, der primært begrunder sig i, at det er for mine smagsløg er enormt tydeligt, hvorfor de knolde skal hedde noget med jord til fornavn. Persillerødder og selleri ( i begge versioner) er rimeligvis mere anvendte og kendte, hvilket er fint, men jeg kan da lige slå et slag for fennikel ved samme lejlighed. Den smager af lakrids, så for de, der ligesom mig er ved at få åndedrætsnød af al den lakrids, det er vildt moderne at putte i enhver form for mad, er den et virkelig godt alternativ.

Ret beset følger udbud jo efterspørgsel. Så hvis vi forbrugere nu efterspurgte nogle flere af disse enormt velsmagende grøntsager, ville de nok optræde noget mere seriøst i forretningerne. Det er i alt fald en måde at tænke klimavenligt–samtidig med at det er en måde at spise det, der rent faktisk er i sæson.

Bolchebeder og lillarødder egner sig fortrinligt til at blive bagt sammen med andre rodfrugter. Beden har en særegen såvel smag som konsistens–og så er den fantastisk flot at se på med sit bolchelignende ydre efter skrælning. Nærmest som en stor, sund Bismarcksklump. Endvidere kan beden sagtens optræde rå i salater. Og lillaroden smager som en gulerod, der bare har et endnu større overskud af smag.

Prøv dem!