En god film.

Laksefiskeri i Yemen.

Det er vel ikke længere nogen hemmelighed, at jeg er dybt fascineret af lidt langsomme, underfundige, britiske film. Så her er endnu en af slagsen.

Den handler om noget så uhyre opfindsomt som anlæggelsen af en dam til laksefiskeri i Yemens ørken. Ikke just det allermest overrendte emne. Til trods for det er historien nu genkendelig nok–altså på den hyggelige måde. Kedelig, vindtør akademiker med ditto kone møder ung, energistruttende pige med navn så langt som transport af laks fra England til Yemen. (I GB er der vildt meget status i at have et navn med bindestreg “to be hyphernated”). De to skal sammen med en uhyre sympatisk, human sheik lige oprette et laksebrug i Yemen. Og det kræver altså løsning på en hel række uventede, logistiske problemer–samt endnu flere følelsesmæssige.

Spilforstyrreren er den ublu emsige regeringsmedarbejder, spillet af altid fantastiske Kristin Scott Thomas, som dog i denne film viser, at hun trods alt er bedre til IKKE at være morsom. Ewan Mcgregor giver den hele armen som skotsk dødbider med varmt hjerte, og faktisk synes jeg ikke, han er set bedre siden Trainspotting. Måske fordi jeg bare sidder med åben mund og polypper og indhalerer det der smukke, smukke skotsk. Emily Blunt er, nå ja, Emily Blunt, men i denne film viser hun da potentiale til at overtage Scott Thomas roller, når hun bliver stor.

Det er sådan en rigtig hyggefilm. Den er en smule politisk korrekt, men ikke mere, end at man aldrig når kvalmestadiet. Altså sådan en bland-selv-slik-jeg-sover-sødt- og-godt-bagefter-film.

Continue Reading

Om at prutte.

Lad mig bare begynde med skuffelsen: Dette handler ikke om mit tarmsystem og dets funktioner!

Derimod om, at jeg godt kan lide at handle. At jeg tager al form for handel, der involverer enhver form for gevinst for mig selv, yderst seriøst. Og at jeg opnår utrolige højdepunkter for mit belønningscenter, når det lykkes.

Men også, at der stadig er nogle spilleregler, jeg nok erkender, men stadig ikke forstår. Nemlig omkring prutning. Basalt er jeg intet mindre end eminent til at prutte, synes jeg selv. Jeg kan få enhver sydlandsk markedssælger på grådens rand og høre hele historien om hans kone og syv uforsørgede børn, og jeg spadserer gerne flere kilometer med en tryglende mand ved min side, hvis det indebærer, at prisen nedsættes for hver 100 meter. Alligevel ved jeg selvfølgelig godt, at det i sidste ende er ham, der griner højest. Men kamp til grinets sidste streg–det får han sgu`!

Herhjemme er vi så umanerligt pæne, at vi ikke prutter. Jeg indgår aldrig i en diskussion omkring beløbets størrelse og retfærdighed, når jeg betaler ved kassen i Netto, og kassedamens familiesituation er mig totalt ukendt. Og så alligevel: Når jeg køber møbler, biler og hårde hvidevarer forventer jeg da en klækkelig rabat. Jeg kunne aldrig drømme om at betale det annoncerede beløb for en vaskemaskine, ligesom jeg da klart forventer, at en møbelsælger giver mindst et stoleben i afslag. Som sidespring må jeg lige her sige, at det længe har undret mig, at mine hårde hvidevarer opgav ævret parvis eller trevis. Indtil jeg pludselig erkendte, at de jo altid var indkøbt i samme mængdeorden og på samme tid. Simpelthen både fordi de forrige samstemmende gav op, men allermest fordi hårde hvidevarer er solidariske rent prismæssigt–jo flere, jo billigere.

Men hvorfor er det sådan? Hvorfor antages det for fuldt legalt at opnå klækkelige rabatter på biler, møbler og hvidevarer, (Jo frækkere–eller i min optik: mere insisterende!–man er, desto billigere) mens jeg ærligt talt ville føle mig flov ved at plædere for afslag  på prisen på et par cowboybukser? Selv hvis jeg samtidigt købte en bluse i samme forretning? Hvorfor diskuterer jeg ikke prisen på mine daglige indkøb med kassedamen og argumenterer seriøst for, at jeg skal have mine flåede tomater til ½ pris, når jeg nu har ryddet hendes butik for så meget andet?

Selvfølgelig er der tilbundsgående, størrelsesmæssig prisforskel mellem en ny dyt og en T-shirt. Dertil er jeg med. Men hvis jeg nu stiller regnskabet op, så det ikke blot dækker enkeltindkøb, men i stedet løber over en årrække. Så bruger jeg da helt sikkert samlet flere penge på at anskaffe mig beklædning og minimælk end på mit faktisk ikke chokerende forbrug af vaskemaskiner. Jeg lægger, med andre ord, mange flere penge i forretninger, hvor jeg ALDRIG opnår nogen form for rabat, og hvor det anses for helt utilstedeligt at prutte. Det giver ligesom heller ikke så meget mening.

Nu er det jo ikke sådan, at jeg derfor fra nu af vil tage en alvorlig diskussion med kassedamen omkring min bon. Eller kræve minimum et kort ærme i rabat hos tøjbutikken. FOR DET GØR MAN JO IKKE! Så hvis jeg skal ud og bruge mine handelsevner helt legalt, er jeg nødt til at opsøge en møbelhandler for at få afløb for dem og hente lidt ind på belønningskontoen. Sådan et sted prutter vi jo helt ublufærdigt, og ingen tager notits af det. Faktisk regnes vi for ignorante idioter, hvis vi ikke gør det.

Slutteligt ikke et ord om loppemarkeder. Det er en helt anden diskussion. Men jeg undrer mig over disse uskrevne spilleregler. Og–og det er vel konklusionen–spekulerer som en gal over, om samtlige vaskemaskiner, biler og lænestole i virkeligheden er overprisede til uforskammethedsgrænsen, så der simpelthen på forhånd er indbygget prutningsafslag i den foreslåede pris, mens beklædning og fødevarer jævnt hen koster ca. det, det skal. For så er det da Fandens ærgerligt for de overpæne mennesker, der ikke slår frækhedskontrollen fra, når de handler. De bliver jo snydt, så det brager.

Men det giver mig samtidig overhovedet ikke svar på, hvorfor i alverden det hele er skruet sådan sammen.

 

 

Continue Reading

Om souvenirs.

Inde i mit køleskab står et stykke gorgonzola og ½ humplet stykke parmesanost. Det er souvenirs fra min seneste rejse til Milano. Det eneste, jeg havde med hjem fra Oxford, var en pakke Pamol. Ikke fordi jeg decideret manglede dem, men omvendt er de nu altid gode lige at have. Sådan at forstå, at man aldrig, virkelig aldrig, har en hovedpinepille i huset den sjældne gang, man har hovedpine. Og så var de på tilbud. Ja, på tilbud!! Til 8 kroner.

Anyway, morgensynet af gorgonzolaen fik mig til at tænke på mit livslange forhold til souvenirs–samt hvordan det har ændret sig med tiden. At omstruktureringerne i souvenirbeholdningen decideret er direkte proportionelt med antallet af rejsen er vel logisk i sig selv. På et tidspunkt holder man simpelthen op med at slæbe lort med hjem. Mest fordi man i forvejen ejer andre afskygninger af samme typer lort.

Som begynderrejsende faldt jeg vel også nogle gange for “Hilsen-fra- Himmelbjerget” look-alikes. Der startede vi vel alle. Min første lidt sofistikerede souvenir var på studierejsen til Rumænien i 3.g., hvor jeg anskaffede mig 2 kg. rød peber–samt fik en kammerat til at fragte dem hjem, fordi jeg anså risikoen for at få dem smadret ud over diverse beklædning for ret overhængende. Han havde alligevel solgt det meste af sit tøj dernede. Og rød peber var lige blevet opfundet i Danmark–i alt fald i Nordjylland, så det var vildt eksotisk.

Jeg har også slæbt et alligatorkranie (det er 20 år siden, så nu er et nok blevet lovligt!), et stykke af Berlinmuren, lava fra Etna, et tonstungt, umanerligt dyrt, ægte uægte tæppe, der nærmest var trevlet op, inden det nåede endemålet, charmerende lokal pottemagerkunst (som totalt mistede sin charme under flyveturen) og fine, franske hvidvine, der var så vildt fine, at de fik lov til at vente på deres drikkelejlighed, indtil de var fuldstændigt udrikkelige, med hjem. Jeg kunne blive ved….

På et tidspunkt bestemte jeg mig for, at souvenirs fra nu af udelukkende måtte bestå af køleskabsmagneter og julepynt. Jeg anser nemlig ikke tøj for souvenirs–det er en nødvendighed! Efter få år var køleskabet plastret til med magneter i alle afskygninger–også selv om jeg havde lavet en regel om, at et sted ikke måtte være repræsenteret af mere end en lokal udgave. Kønt så det vel næppe ud. Det var dog værre med juletræet. Det lignede efterhånden noget, der var jule-løgn. Man kan få meget smagfuld julepynt rundt omkring i verden, men man kan få endnu mere, der ikke er det. Og nogle steder havde jeg vitterlig ikke noget valg. Ville jeg have julepynt med hjem, måtte jeg indordne mig under de lokale smagsskikke, som især i USA er, lad os bare kalde dem outrerede og med effektiv bling-bling-faktor. I muslimske lande repræsenterer indkøb af julepynt også et lidt akavet problem, men så må man gå ned i den laveste fællesnævners princip og acceptere alt, hvad der på en eller anden måde kan hænges op. En grøn kamel eller et par snabelsko, f.eks..

De sidste år har jeg ladt min magnet/julepyntsperiode bag mig. Det er jo begrænset, hvor mange køleskabslåger jeg har, og mit juletræ behøver ikke ligne en parodi på noget fra en amerikansk B-julefilm. (I ved, en af dem, hvor man hver jul glemmer en lille dreng et sted, og når han så bliver fundet, bliver det alligevel jul.)

Så nu er jeg altså gået i fødevarer. Eller slet ikke gået i noget som helst, for at indkøbe en pakke Pamol er vel et eller andet sted en turistmæssig falliterklæring. Indrømmet, garderoben bliver da altid en lille smule udvidet på udlandsture, men det anser jeg altså for en basal nødvendighed. Jeg skal vel have tøj på kroppen.

Og på den måde er jeg rimeligvis en strålende eksponent for, hvordan vores forhold til det at rejse har ændret sig gennem bare de tider, som mit liv udgør. Engang var der status i at komme hjem fra Himmelbjerget eller Mallorca med et konkret, indgraveret bevis på, at man havde været der. Et bevis, der i al sin grusomme, æstetiske afskyelighed gerne skulle pryde en central plads i hjemmet og være selve indikatoren på, at man var berejst og havde besejret verden udenfor den nærmeste landsby. Nu smiler vi jo af de mennesker, der anser den slags unødvendigt praleri som en nødvendighed. Enten skal vores souvenirs være vildt eksotiske–eller også skal de bare overhovedet ikke være. Men hvis man læser ugebladene (som jeg i den grad gør hos frisøren), så er der tilsyneladende stadig megastatus i at vise sin seneste kjole frem, “som man fandt i en lille designerboutique i Soho i New York”.

Eller også er selfies simpelthen blevet de nye “Hilsner fra Himmelbjerget”. Tænk, jeg tror det! Men da jeg ikke tager selfies overhovedet ( det er alt for traumatisk!), er jeg så nødt til at finde en lille designerboutique….. For tøj skal man vel have.

Og italiensk gorgonzola smager nu altså en del bedre og langt mere autentisk end den, der koster 15 kroner i Netto!

 

Continue Reading

Og mere om mad.

Vi (altså manden og mig!) har aldrig levet bedre, end vi gør nu–sådan madmæssigt. Vi har heller aldrig levet sundere. Og sidst, men ikke mindst, har vi aldrig levet billigere.

Der er mange, virkelig mange, uhyrligheder, som vi hverken spiser eller investerer i. Som vi gjorde engang, da der var afsætning for den slags. Nutella, Coco Pops, pålægschokolade, kiks, afskåret pålæg og utallige andre ting har forladt vores liv. De rejste sammen med børneflokken. Vi anskaffer heller ikke 7 liter mælk ad gangen eller køber kartofler i økonomipakninger.

Men frem for alt er vi blevet meget mere bevidste om at bruge det, vi har. Simpelthen at spise op. Jeg ved ikke, om jeg ubevidst synes, at det er OK at hælde halvgamle grøntsager i mig selv, mens jeg bare ikke var Ok med at øse dem på børnene.  Men jeg tror det faktisk. Det er jo ikke gnieri, men meget mere bevidsthed. Bevidsthed om at anvende det, der kan anvendes, og samtidig smide så lidt ud som overhovedet muligt.

Faktisk appellerer det også meget mere til min madlavningsmæssige kreativitet at forsøge at undgå spild. Opskriften på den daglige salat hedder normalt ” de forhåndenværende søm” med tryk på de ældste af slagsen, og er der rester, bliver de simpelthen anvendt. Jeg må indrømme, at sådan var det altså ikke, da jeg var teenageramt, og teenagerne truede med at spise mig ud af huset. Der var skraldespanden da meget mere modtagelig for køleskabsrester. Underligt nok. For logisk set burde man da have mindre rester, når man er flere. Men sådan spiller klaveret ikke.

Vi spiser altid lødig, ansvarlig mad. Men måske spiser vi også en smule anderledes. Kød er blevet væsentligt mindre essentielt–vi skal jo sådan set heller ikke vokse længere. Det er, som slutfacit, rigtigt dejligt. Maden er blevet mere kreativ, mere bæredygtig, sundere, billigere–og frem for alt ender de aller-allerfleste madvarer i vores munde, og ikke i vores skraldespand!

Og det allerbedste er, at når jeg taler med veninderne på samme alder–så er det præcis de samme iagttagelser, de har gjort sig omkring deres egne madvaner. Altså madoprør fra mimresiden! Firstmovers, der er nærmere firs end fyrre!

Continue Reading

Om plejehjemsmad.

Det er selvfølgelig, hvis man kan udtrykke det på den måde, uhyre væsentligt at få “spist af”, inden man eventuelt ender på et plejehjem. Ikke at jeg på nuværende tidspunkt har nogen som helst intentioner om at skifte bolig–eller opfylder essentielle krav i forhold til at få lov til det–men når jeg hører min mors beretninger om, hvad der stoppes i beboerne sådanne steder, så er det altså vigtigt at få noget ordentligt inden. Bare for at være lidt på forkant med madforsvarligheden. Og evt. leve på minderne.

Og jeg som troede, at maden netop skulle være en begivenhed, en opløftende faktor i et liv, hvor det måske ikke vrimler med selvsamme faktorer. Jeg tog fejl. Min mors beretninger om købeboller i karry, med sovsen (hvid og uden karry) serveret separat og med kartofler til, benløse fugle lavet af grisekød uden nogen form for fyld og flæskesteg med gummisvær, ledsaget af den samme sovs, som de generelt får til alle retter, samt det store, gabende hul, som manglen på nogen form for salat giver til hvert måltid, får mig virkelig til seriøst at være bevidst om, at hvis jeg ender på plejehjem, så må jeg have uigenkaldeligt spist af inden. Sådan at jeg kan abstrahere fra begrædelighederne og forvandle forfærdelighederne i munden bare ved hjælp af minderne.

Det er svinsk, uværdigt og utaknemmeligt, at vi behandler vores gamle på den måde. For det er jo ikke dyrere at lave ordentlig mad. Eller, i de fleste tilfælde, mere tidkrævende. Tænkt eksempel kunne være de der formastelige købeboller. (Og jeg er sikker på, at alle nu sidder med lige præcis den samme plasticsmag i munden, som jeg i alt fald gør!). Jeg vil vove at påstå, at jeg egenhændigt kunne røre fars samt koge boller til 10 personer på ca. ½ time. Sidegevinsten ville så tilmed være, at jeg rent faktisk havde en god, hjemmelavet bouillon til sovsen. Det ville også tage mig mindre tid at koge de–i alt fald i min optik–obligatoriske ris til retten, end det ville tage at skrælle og koge kartofler.

Så jo mere jeg spekulerer på, hvorfor min mor skal på plastikkur, så mangler jeg svar. Det er ikke dyrere, det er ikke mere tidkrævende–men hvorfor så? Fordi madlaverne ikke kan lave mad, sådan helt basalt? Fordi de tror, de ved, at gamle mennesker enten foretrækker plastikboller –eller bare ikke kan smage forskel? Fordi de ikke gider? Fordi de bruger mere tid på at lave logistisk omkring madlavning og skrive alt møjsommeligt ned i de rigtige kolonner, end de gør på konkret at tænde for komfuret? Fordi man har en så undervurderende holdning i forhold til de gamle, at konsensus er, at det er bedøvende ligegyldigt, hvad der stoppes i dem?

Det er da skrigende selvmodsigende, når samme plejehjem bruger umådelige kræfter på at holde folk i live på andre kunstige–men måske mindre krævende?–måder. Jeg vil til enhver tid stå på mål for, at maden er det allermest essentielle i en tilværelse, hvor andre ting på mange måder har mistet deres betydning. Ikke bare fordi, den netop for ældre mennesker bør være sund, varieret og nærende. Men endnu mere fordi, at i en tilværelse hvor nutidens svar på peddigrørsfletning– eller bankospil, hvor man hver uge kan vinde en pakke kiks– er hovedomdrejningspunkter, bliver maden, spisningen af den, nydelsen af den, trods alt en form for begivenhed. Noget at se frem til.

Og min mor som var fænomenal til at lave mad, da hun endnu både kunne se og kunne svinge gryderne! Hun ved godt, hvordan mad skal tilberedes! Det fortæller hun også ofte og helt uopfordret personalet. Alligevel sidder hun hver dag der med sin utålelige parodi på et ordentligt måltid og må tvinge lortet i sig bare for at overleve.

Hvis det ikke er nedværdigende–ja, så ved jeg ikke, hvad der er!

Continue Reading

Om gyllespredere og andet møg.

Jeg kan stadig huske logistikken omkring at være mundlig censor i Sønderborg–altså før de fik sig anskaffet en motorvej. Dernede må jordfordelingen være så ualmindeligt aparte, at de fleste landmænd er nødt til at transportere enhver form for køretøjer–og gyllespredere i særdeleshed–over store, langstrakte, kilometerlange landevejsruter. Gerne om morgenen, mellem 6 og 8. Derfor skulle man altid beregne ca. 2 timer til de 65 km. til Sønderborg, for en ting er, at masseopbuddet af gyllespredere dernede stinker–en anden er, at førerne af samme møgkørsler ikke kunne drømme om at fravige deres 15-20 km. lange rute med så meget som ½ rastepladsmeter.

Nu har jeg lige været ude på 50 km. landevejskørsel igen, og jeg må sige, at sådan en påskedag da virkelig er populær til luftning af enhver form for landbrugsmaskiner. I kilometervis. Med 20 km. i timen. Og selvfølgelig skal der være plads i trafikken til, at man kan køre den behjulede besætning rundt mellem parcellerne. Men ER der virkelig ikke bakspejl i en traktor? ER det virkelig helt og aldeles umuligt at konstatere, at man efter få kilometer har dannet sig en hale på længde med distancen mellem to landsbyer? Og ER alle, ellers rigtigt pædagogisk afmærkede raste- og holdepladser langs landevejen, totalt usynlige for traktorførere? Altså steder, hvor de venligt kunne holde ind og lade bagslæbet på 50 biler passere?

Der er meget trafik derude på landevejene i dag. Og vi vil alle gerne sikkert hjem. Det kommer vi allerbedst, hvis vi alle tager hensyn til hinanden. Det kan godt være, at kortegen med traktor og gyllespreder til enhver tid både er større, tungere, kraftigere og mere stinkende end mig, men det berettiger ikke til  totalt hensynsløst at ignorere bilslangen på 3 kilometer over en distance på 10 kilometer. I alt fald ikke, hvis der samtidig er 5-6 rastepladser. Måske er det et statement—jeg ville så bare gerne vide præcis, hvad det lige gik ud på. Personbiler væk fra landevejene? Al magt til gyllesprederne?

Personligt har jeg intet imod gyllespredere og andre landbrugsmaskiner. De skal bare vise hensyn. Præcis som jeg selv gør i trafikken!

Continue Reading

Reklamens (u)magt.

Livet er for kort til dårlige reklamer. Eller også er livet bare generelt for kort til reklamer.

Det bedste, der kan siges om reklamer, er, at de dog trods alt giver rum til en tiltrængt tissepause og derfor nok mere reklamerer for toiletophold end den egentlige fremviste vare. Men nogle reklamer er virkelig så øredøvende dårlige, at de på det nærmeste giver mig galopperende åndedrætsbesvær, storkløende, røde knopper og livslang vaccination mod de involverede produkter. F.eks. gjorde det i mange år nærmest ondt på mig at købe de Kinderæg, som mine da relativt uskyldige, mindreårige børn ønskede at stoppe i sig selv, fordi alle vist godt kan huske de mildest talt katastrofesynkroniserede tyske reklamer. Man skulle da ellers nok mene, at salget af “hele tre ting” kunne financiere en lidt mere elegant samstemning af de nærmest spastiske mundbevægelser–ellers kunne de da have undertekstet det relativt simple budskab!

På min nuværende reklamehaderliste figurerer Spangsberg flødeboller som en uhyggeligt sikker nummer et. Mage til salgsmæssigt makværk uden den mindste form for innovativ tænkning, udstyret med syvenderangsskuespillere skal man virkelig lede længe efter. Begriber ikke, at noget reklamebureau med respekt for sig selv har villet sende den forfærdelighed ud i verden. Og hvis intentionen var, at det hele skulle være en parodi (på hvad?), så må man nok konkludere, at hensigten er dybt forfejlet. Det er jo tåkrummende umorsomt og decideret undervurderende i forhold til publikums intelligens.

Så indtil i går gik jeg faktisk i ufrivillige spasmer ved synet af mærket. Sådan lidt ligesom når man gnider flamingo mod et vindue–hvis nogen ellers kan huske DEN lyd!  Min indre reklameæstetiske sans var så ukontrolleret udfordret, at jeg bare ved tanken om produktet gik i flødebollefornægtelse. Jeg mener: hvis producenten virkelig ønsker at udstille sin egen øredøvende stupiditet samtidig med at undervurdere min intelligenskvotient, så lad mig være helt og aldeles fri.

Nu HAR jeg så smagt dem! Og minsandten om de overhovedet hverken smager af dumhed, dårlig humor eller dillettantreklame. De smager faktisk ret godt!

Nej, hvor ER det synd for de ret gode flødeboller, at de skal trækkes rundt med den reklame! For selv om de smager godt, er jeg sikker på, at hvis den lige bliver serveret for mig på TV2 i en pause, så står jeg altså af igen. Og det MÅ de da helt sikkert omgående kunne mærke på omsætningen!

I øvrigt mener jeg stadig, at livet er for kort til dårlige reklamer. I alt fald er livet for kort til, at reklamen ikke tager sig publikum alvorligt og decideret taler ned til dem og anser dem som åndspygmæer. Som Spangsberg gør!

Continue Reading

At nyde livet–lige her!

Der er sket noget med feriedage, siden jeg blev semi-pensionist. Jeg er simpelthen begyndt at kunne nyde dem. Fuldt, helt og 100%. Samtidig er det i bagklogskabens klare lys med stor gru gået op for mig, at det har jeg nok aldrig gjort før. I alt fald ikke helhjertet.

Som lærer har man et antal helt klart fastsatte og tidsbestemte/begrænsede ferier. Man ved, med andre ord, altid, hvad man har. Gennem mange år var jeg helt up-to-date på længden af samtlige ferier i dage. Påske: 11, god juleferie: 16, efterårsferie: 10 og så alle de løse… Jeg var altid enormt bevidst om, hvor langt jeg var i en ferie. Eller: hvor mange dage, der præcis var tilbage. Ofte betød det, at når en ferie var halvt “opbrugt”, så var den mentalt også nærmest helt afsluttet inde i mit hoved. De resterende dage blev jo bare en begrædelig nedtælling til feriens slutning. Faktisk var det vildt stressende sådan at skulle holde så nøje regnskab med feriedagene og deres placering i forhold til slutdatoen–en stress, der også gav sig udslag i, at jeg var flere dage foran mig selv og fuldstændigt glemte at være i det nu, jeg rent konkret var i. Mentalt rendte jeg rundt med et besynderligt parameter, der på en unødvendig skala fortalte mig, om en feriedag nu var brugt “godt nok”, om jeg nu havde fået nok værdi ud af den–simpelthen fordi den første halvdel af en ferie altid skulle bruges optimalt, mens resten bare var afslutning og nedtælling.

Jeg har endda flere gange prøvet at være fuldstændigt udmattet af stress og i en nærmest depressiv tilstand, fordi jeg ikke har magtet at holde ferie godt nok. Ikke brugt feriedagene optimalt. Bare sløset dem væk og slet ikke været nok opmærksom på virkelig, altså virkelig, virkelig at få en forfærdelig masse ud af min ferie. Hvad det så end var!

I alt fald kan jeg nu se, at jeg nok til en vis grad HAR sløset mine ferier væk, eller måske bare været forfærdelig uprofessionel til at holde ferie. Jeg har jo aldrig været I ferien–nærmere OMKRING eller FORAN den. Det har med al tydelighed været det faktum, at ferien nødvendigvis gik over igen, der sad allerforrest i min bevidsthed.

Selvfølgelig siger det en masse om min tidligere arbejdssituation, men det er ikke det emne, der skal fylde eller diskuteres her. Det skal det derimod, at jeg nu er blevet noget så hulens god til at holde ferie. Jeg ER i mine ferier, jeg lever i dem, og jeg nyder dem. Men fremfor alt: Jeg ved godt, de ender, men det hverken rager eller bekymrer mig, for det er altså lige her, lige nu, jeg helt konkret er. Og skal nyde det. Hvert sekund.

En indvending vil selvfølgelig være, at det jo i sig selv er utroligt let at konstatere ovenstående, når der ikke lige står et krævende arbejdsliv og venter på tirsdag klokken 8. Nej, jeg skal ikke på “arbejde” før næste mandag, og de talrige rejser, jeg udfører både for min egen lille rejseklub samt for de etablerede rejseselskaber hen over sommeren, er faktisk ikke på nogen måde sammenlignelige med mit hidtidige arbejde. De er jo en fornøjelse hver gang, og det er vel det ultimative privilegium for et arbejdende menneske hver evig eneste gang at glæde sig til at komme på arbejde.

Men det, jeg gerne vil konkludere, er så, at der skulle en så drastisk ændring af mit liv til, før jeg overhovedet forstod begrebet ferie. Eller før jeg lærte at holde ferie. Jeg kan jo mærke det på min krop, for Søren. At ferie er godt for den, og at ferie ikke betyder optrapning af stress, fordi det altså er møgbesværligt både at skulle gå og holde øje med, at man både ferierer optimalt, samt at man samtidigt begræder hver eneste feriedag, der er gået, fordi den bringer en nærmere på den uigenkaldelige ende.

Så til de af jer, der endnu har et fast job: Nyd jeres ferier–og glæd jer til at komme til at nyde dem meget, meget mere!

 

Continue Reading

Om hundejere på stranden.

Fozzie og jeg har lige været nede på stranden med hinanden i snor. Det er hans yndlingssted, for det vrimler med gode lugte, halvråddent tang, ilandskyllede gopler et godt stykke over sidste salgsdato–og så det der magiske, forunderlige vand.

Sådan en Langfredag er vi ikke de eneste dernede. Det er næsten som om, alle områdets hundejere har sat hinanden stævne netop på vores strand. Det i sig selv er ustyrligt festligt set fra Fozzies synspunkt, for enhver fremmed hund er en både en ny, interessant numse og en potentiel legekammerat. Fozzie elsker andre hunde, og da jeg stadig har til gode at finde ud af, om min hund overhovedet KAN knurre, får han som regel lov at lege, hvis fremmede hundes mennesker kan forsikre mig, at deres hunde er af samme kaliber.

Det er alle hunde desværre bare ikke. Og lige så desværre synes det næsten at være en hovedregel, at de mennesker, der mildest talt ikke har den fjerneste kontrol over deres lige så mildest talt aggressive hunde, er dem, der har deres hunde løse. Vores strand har mange stikveje til sommerhusområder, så mange gange oplever jeg, at store, uvenlige hunde helt alene pludselig befinder sig på stranden–hvorefter et halsende menneske dukker op adskillige minutter efter og forgæves forsøger at kalde bastarden til sig. Det er ikke i orden!

Nu ved jeg jo ikke, om det er de samme hundeejere, der også frækt og helt uden dårlig samvittighed lader stakkevis af pøl ligge på stranden, men inderst inde tror jeg det da en lille smule. Det er heller ikke i orden! Det er en fæl fornemmelse at træde i sådan en stinker. Endnu mere når en anelse af dårlig samvittighed trods alt strejfer pølsynderne, og de så i misforstået undskyldning dækker svineriet med sand. Hvis min offentlige strand skal være dækket af lorteminer, så vil jeg da foretrække, at jeg på forhånd har en chance for at undgå dem–istedet for uforvarende at opdage, at det, jeg troede var en sandbunke, er resterne af Fido Møgschæfers aftensmad.

For sådan en påskedag, hvor fire-fem dyr af mange forskellige racer og størrelser finder ud af at lege “hente pinde i vandet” sammen–og sammen med deres mennesker–og hvor de udelukkende løber frit ude i vandet under skarpt opsyn og kontrol–DET er da næsten det nærmeste, min Fozzie kan komme på en hundehimmel. Desværre kommer der næsten altid sådan en stor, grim, mega-strandskidende kalorius med sit hensynsløse menneske og ødelægger det hele. ØV!

Men så er det, indrømmet!, at jeg fisker mit dyr op ad vandet, giver det snor på og går så tæt på Trofasts far, som jeg nu tør. I flere dage har Fozzie og jeg indøvet kommandoen “Ryst!”, så den hvisker jeg til ham, når vi er passende tæt på.  Jeg skal hilse og sige, at den virker bedst, hvis jeg lige har givet ham lov til at rulle sig et par omgange i sandet, inden han ryster……..

Continue Reading

Om mus og maddiker.

Jeg kan hverken lide mus eller maddiker. Det er lidt, men også kun lidt, som at vælge mellem (T)rumpen og Stalin–hvis I forstår, hvad jeg mener. Så i mange år har jeg derfor behændigt forbigået netop det valg, men i går stod det pludselig lysende klart for mig, at jeg for eftertiden vil satse alt på musene.

Da vi sidst kørte hjem fra sommerhuset, brugte vi tiden– som mange ægtepar, der har været gift så mange år, at de ikke længere tæller– på at diskutere, hvis skyld det var, at min mand havde glemt at tømme skraldespanden inde i huset. Det er nok verdens mest ufrugtbare diskussion. Ligegyldigt hvem der vandt, var faktum jo alligevel, at der lå tre rå fiskefilletter øverst i den, og at deres skæbne, eller rettere: tilstand, først ville blive afklaret tre uger senere, når vi igen besøgte huset.

I løbet af de tre uger lykkedes det mig da ind imellem at fortrænge fiskene eller det, de nok havde udviklet sig til, men jo nærmere påsken kom, desto mere maddikefyldt blev mine visioner. Jeg fik flere og flere deja vu til den lille, røde skoletaske, som min bror i sin tid anvendte til lystfiskeri, og som jeg engang fandt i mit barndomshjems kælder ca. 1 måned efter hans sidste fiskeekspedition. Den var, om man så kan sige, særdeles levende. Og mere hvid end rød. Faktisk havde den også flyttet sig.

Så i går, da vi kørte på motorvejen, blev min hjerne sådan helt invaderet af de rædselsfulde, små, ulækre sataner. De begyndte at kravle på mig, og omkring Randers blev de næsten så megastore, at jeg i mine visioner allerede var i gang med at rive hele hytten ned. Rub og stub. Starte helt forfra på en brakmark–bare uden maddiker.

Selvfølgelig lod jeg manden åbne døren. Og gå ind. Jeg stod sådan nærmest lidt i skjul bag ham med et tørklæde for munden. Men faktisk var det hunden, der indtog hytten først. Han stormede ind, for her var da rigtignok noget nyt og interessant. Det var helt klart virkelig svært for ham at skjule sin begejstring over det nye fænomen, vi havde beriget hans ellers lugtfattige liv med.

Og så var det bare mus! Tænk sig, en lille musefamilie–eller måske en halvstor, udvidet gnaverslægt–havde egenhændigt fortæret vores tre fisk! Ikke en maddike i syne! Til gengæld spiser mus, ved jeg så nu, over et relativt stort areal og har en enorm raidfaktor. De mundscanner simpelthen alt, sådan ned til atomstadiet, og så spiser de de atomer, der er museføde, og resten lader de simpelthen ligge. Mus spiser f.eks. ikke køkkenrulle, men samme dyr kan til gengæld findele et mindre stykke køkkenrulle i trillioner af stykker og finsprede dem over et halvstort stueareal. Tilsyneladende kan mus også godt lide at transportere uspiselige ting. Eller også bliver mus bare knotne over, at noget ikke kan spises, og så bærer de lidt rundt på det i arrigskab eller smider det ind under en seng.

Men det skal være dem tilgivet. Jeg håber, helt ærligt, de der mus havde en fed, festlig førpåske-frokost, og hvis de legede lidt med maden, så er det dem vel undt. For der var ikke en eneste maddike i syne. IKKE EN! Så sommerhuset slap for at blive revet ned i denne omgang!

Nu er det så bare, jeg ikke kan lade være med at spekulere på, HVOR de mus mon er? Jeg mener, sidder de på lur og venter på endnu en påskefrokost uden køkkenrulle–og HVOR synes de, det er strategisk godt at placere sig i forhold til forventet mad-efterbevilling? Under min seng? Inde i mine skabe? Eller lige der, hvor jeg allermindst venter det?

Pyt! Hvis de nu synes, mine skabe er et fedt sted at afvente næste overdådige fiskebord, så er det dog, trods alt, lidt mindre brækfremkaldende at finde sine skabe fulde af mus—end at finde dem fulde af maddiker! Jeg skriger over begge dele. Men jeg skriger ligesom lidt anderledes over maddiker!

Continue Reading