Jeg ved, jeg ikke er den eneste. Det kan jeg jo se. Jeg ved også, at mange kvinder er nydelige og ryddelige omkring deres biler. Det er jeg dybt imponeret over. Jeg er bare ikke en af dem. Når det kommer til min bil, er den på ethvert tidspunkt et levende museum over mit liv og ville snildt kunne indgå som et øjebliksbillede af verden lige nu på min kvindehøjde. Som en slags kulturarv.

For lige nu er der to ting, der dominerer. Sådan overalt, henkastet i min bil. Jeg er ret stærk på det kørende mundbindsområde. Nok er der ikke den store variation indenfor modeller (jeg er mest til den på ethvert tidspunkt billigste!), men der er et skønsomt udvalg indenfor brugthed. Lige fra dem, der kun har været med i Netto en gang til de, der sådan er lidt løse i næsebøjlen og nok har været med ude at handle et rimeligt antal gange. Desværre har jeg forlængst opgivet at kategorisere mine mundbind. Man skal virkelig studere indersiden eller vrikke lidt med næsebøjlen for helt klart at datere dem. Jeg prøver efter bedste evne at begrænse deres råderum til handskerummet, men det er ikke lykkedes mig. Mine mundbind synes at have deres eget liv, så det kommer efterhånden ikke bag på mig at finde dem under sæderne eller i bagagerummet. Med et slag på tasken ville jeg nok sådan lige p.t. være leveringsdygtig til en hel skoleklasse bare fra bildepotet. Af brugte, altså. Jeg har også en kasse med nye. De er til, når jeg enten bliver akut vildt ansvarlig, eller når næsebøjlen knækker. Opsummerende må det konkluderes, at det er ualmindeligt imponerende, hvor mange mundbind der kan være i en Aygo.

Jeg er også klar på superleverancer indenfor håndsprit fra samme mobile depot. Jeg ville kunne bespritte op til samtlige handlende over en hel dag med mine lagre af halve og trekvartfulde spritbeholdere. Jeg har sprit i alle stråletykkelser, aromaer og mærker. I begyndelsen ville jeg bare være sikker på altid at have sprit i bilen, så jeg tog lige en flaske med for en sikkerheds skyld, hver gang jeg skulle afsted. Al den sikkerhed er nu godt forankret overalt i bilen, også under sæderne. Men ikke i handskerummet, for der er ikke plads for bare mundbind. Hvis jeg løber tør for sprinklervæske på en smattet vinterdag, så er redningen umiddelbart ved rattet. Ikke nok med, at jeg sagtens kan afspritte min bil på samtlige glas-ydersider–jeg kan også tørre og eftertørre med alle de mundbind!

Det er kun nogle år siden, min bil var oplagringsplads for for sent afleverede stile. Dem, der sådan kom dryssende, efter at hunden var holdt op med at æde dem og samtlige bedsteforældre var afgået ved døden op til flere gange, og som jeg absolut ingen hast havde med at få rettet. Og sakse og kuglepenne, for lærere får kun de frynsegoder, de selv anskaffer sig. Det var også dengang, handskerummet flød med kopierede dvd-er, og det kan jeg sagtens indrømme nu, hvor ulovlighederne er strengt forældede, og jeg alligevel aldrig fik alle de film ud af samme handskerum.

Før det var det alt det, der drysser af børn, der dominerede. Fra imponerende udvalg af sutter til surt gymnastiktøj og små ting til Barbier og Lego. Halvtspiste æbler var også et hit, især under sæderne. Mens handskerummet var fyldt med alle de vanvittigt vigtige sedler, man altid fik stukket i hånden, og som gerne skulle udfyldes med det samme. Det var utroligt, hvor meget papir man sådan kunne ophobe i en minibil før intranet og digitalisme.

Det er det, jeg mener med kulturarv. Hvor bilindholdet måske førhen mest pegede på et helt personligt plan og ens aldersmæssige ståsted i livet, så står min lille Aygo lige nu og signalerer med øredøvende dyt, hvor vi alle sammen er henne. Selv de allermest pertentlige bilholdere har garanteret brugte mundbind og sprit henkastet. Selv de mest bil-rengøringsfanatiske har køretøjer, der lugter bare lidt af al den sprit, der kører rundt på vejene for tiden. Vi er blevet en nation af sprittransportører og rejsende i mundbind. Hvis nogen gad lave en opgørelse over hvor mange kilometer, sprit på daglig basis blev fragtet rundt i landet, samt hvor mange liter sprit det drejede sig om–så ville vi garanteret ved fælles indsats overgå selv de allermest optimistiske prognoser for godstransport hos landets førende logistikfirmaer. For slet ikke at tale om, hvor meget vi kører rundt med vores mundbind. Nok kan vi ikke selv rejse, men jeg skal lige da love for, at vores mundbind er på farten.

Så måske skal jeg bare lade den være, som den er–bilen altså. Således at den, når alt dette er ovre, kan indgå som væsentlig kulturarv på Nationalmuseet. Så kan kommende generationer virkelig gå i dyb undren over, hvad i alverden 20`ernes kørende kvinder dog skulle med al den sprit og alle de brugte mundbind!

Det er jo ikke fordi, jeg virkelig anstrenger mig for at finde på noget at skrive. At jeg ligefrem søger efter det og nærmest bliver stresset, hvis ingenting af væsentlighed dukker op. Tingene plejer at komme til mig. Sådan heftigt bankende på, så jeg ligesom er nødt til at forholde mig til dem og få dem ud. Det er som at føde et barn hver gang. Sådan nogle skal også nødvendigvis presses ud, når de er der. Man har ikke noget valg.

Inspiration, hedder det. Og jeg må dybtfølt erkende, at samme inspiration hos mig dannes af et samspil af, hvad jeg oplever og tænker om det, jeg har oplevet. Det er derfor, det er så svært, så tomt lige nu. Jeg oplever nemlig ikke noget. Jeg ser kun på. Jeg er blevet reduceret til en tilskuer til en verden, jeg ikke sådan for alvor deltager i. For nok sker der da ting i den. Verdenen derude, altså. (T)rumpens pøbel, summen af samtlige indestængte enfoldigheder i det store land derovre, går amok på børnehaveniveau, mens de rotter, der hidtil har mæsket sig i narrens løgne, har fået forbandet travlt med at forlade den synkende skude, og selv herhjemme slår store politiske partier revner og sprækker på niveauer, der næppe når længere op end skolestart. Der er forbavsende få voksne til stede, for tiden. For slet ikke at tale om Coronaen, som styrer vores liv. Dikterer vores adfærd.

Men alt det derude handler jo ikke om mig, om mit personlige plan, sådan på hverdagsbasis. Det er ikke det, der giver mig indhold. Måske influerer det mig, men det er på langdistance. På bølgeskvulp, med stærk forsinkelse. For selv om det er absolut no-go, usolidarisk, en uhyggelig fremvisning af storslået mangel på samfundssind, så er jeg træt, noget så øredøvende, forbandet træt af, at der ingenting sker. Det er muligt, at Coronaen, som de allermest optimistiske guruer udi selvindsigt flittigt hævder, giver os en tiltrængt pause og et frirum til at kigge ind i os selv. At stresse af. At genopfinde både os selv og vores nære forhold til naturen. Og en masse mere, jeg simpelthen ikke gider skrive.

Men jeg HAR set ind i mig selv, og desværre er der beklageligvis ikke mere at se, at få øje på. Jeg er nærmere stresset end afstresset over ikke at skulle noget, ikke at opleve noget, ikke engang at kunne finde på noget at opleve, for hvis jeg gør, er det lukket. Jeg kan hverken komme på arbejde eller nyde at være arbejdsløs, for efter 1 år på denne måde med udsigt til en fuldstændigt svævende deadline, føler jeg mig som en teenager i permanent stuearrest. Jeg er frustreret over, at livet er noget, der foregår på afstand. Af mig. Og jeg sidder faktisk nogle gange med den følelse, der opstår ved erkendelsen af, at jeg nok på ingen måde har så meget liv tilbage, som jeg allerede har brugt. Det er som om, jeg lige nu bare klatter dyrebar tid væk på ingenting. På at vente. Og på at forsøge at se virkelig dybt ind i mig selv, at nyde ikke at skulle noget, at fortælle mig selv at jeg skal stresse af. Uden held!

Selvfølgelig kan jeg ikke stille noget op mod Coronaen. Som alle andre. Jeg kan måske pippe op om, at jeg da synes, det tager vel lang tid at få os vaccineret. Og jeg vil også gerne forsvare, at det her altså ikke er min yndlingskop med livseliksir og levet liv.

Selv hunden i haven ligner en, der ikke aner, hvor han skal gå hen. Med nedslået hale og trøstesløst forsøgende at negligere resterne af den nytårsraket, der ligesom står som en derangeret skamstøtte over næsten et år, der ikke rigtigt var.

Det er langtfra en depression. Men det er utålmodighed. Utålmodighed efter at holde op med at leve livet på afstand. Og et brændende ønske om at få lov til at være med. Opleve noget. Gøre noget. Blive rigtigt overdrevent glad over en god oplevelse og leve længe på den.

I alt fald at holde op med forgæves at spejde efter flere spændende ting inde i mig selv. Hvis der stadig er nogle tilbage, er de i alt fald godt gemt og ret utilgængelige. Tro mig, jeg har prøvet. I næsten 1 år.

Jeg har lige læst, at vores forbrugsvaner har ændret sig markant i Coronaåret 2020. Selvfølgelig har de det. Både fordi, det hele blev, som det blev, men også fordi vi faktisk ikke havde mulighed for at putte vores penge derhen, hvor vi førhen med glæde kastede dem. Tænk bare på, hvor mange penge vi ufrivilligt har sparet på rejser! Og så er det såmænd bare et eksempel.

Der er samtidig brancher, der har oplevet opblomstringer, de næppe havde set komme. Det gælder især byggemarkederne, hvor mændene gik hen og så på skruer, søm og akutte husforbedringer, og hobbybrancen, med garnbutikkerne i ( den strikkede!) førertrøje, hvor kvinderne gik amok. Dette ikke skrevet med sexistiske fortegn, men mere fordi det statistisk er bevisligt, samt–hvilket ikke er uvæsentligt!–at jeg personligt hellere ville brække samtlige brækkelige lemmer på tværs end bruge så meget som et sekund på at beskue søm og skruer i et byggemarked, mens manden samtidig ville føle sig som en garnmæssigt handicappet hanelefant i en strikkebutik.

Derudover har vores tøjindkøb også ændret karakter. Vi går tilsyneladende efter jogging-stilen–herhjemme også kaldet det udvidede natbukse-sortiment. Vi hylder en klar renæssance af camping-habitten på hjemmefronten, og når vi nu alligevel nærmest aldrig skal ud, så henslænges dagene linning- og lynlåsløse og helst i bomuld, fleece og et par numre for stort. Uformelighed ( her taler jeg om tøjet) og hel ordinær slitage er ikke længere udskiftningsårsag. Det er mere en markør af hygge og komfort. I den forbindelse er modeskaberne i øvrigt meget i tvivl om den kommende, forhåbentlig Coronafri sæson, for vil vi fortsætte med at dyrke manglende taljering og posning–eller vil vi gå i den stik modsatte retning og i den grad tage revanche på høje hæle og hælde os i kropsnære, lettere ukomfortable rober? Altså når vi nu engang skal ud.

Det siger selvfølgelig sig selv, at når vi primært kaster vores penge efter søm, skruer, garn, joggingtøj og andre relativt omkostningslave fornøjelser, så ender de fleste af os med en form for overskud. Man kan ikke bruge hele sin løn/pension på surdej ( den arver man vel også?), strømpegarn og rawplugs, og i bankerne har selvsamme overskud næppe ret megen opgang på opsparingen. Enten får man ingen renter, eller også må man selv betale for, at banken sidder på ens penge. Hvordan de så ellers gør det.

Derfor er der sket en enorm opblomstring på aktiemarkedet. Hvor det førhen–i alt fald i nogle kredse!–var suspekt og überkapitalistisk så meget som at tænke i baner, der var forbeholdt de rige og udspekulerede, er aktier nu blevet hvermands eje og et absolut både acceptabelt og tillokkende alternativ til at have et akkumulerende overskud stående at glo formålsløst og dyrt i banken. En af de førende aktieportaler, Nordnet, melder om, at de får omkring 250 nye kunder om ugen. Det er faktisk en hel del, når man samtidig indregner, at adskillige mennesker bare har deres bank som aktiedepot. Det er især blandt de yngre aldersgrupper, at aktierne er yderst populære, men vi trekvartgamle er også rigtigt godt med.

For selvfølgelig er der penge i det. I alt fald sammenlignet med de negative renter i bankerne. Efter at markedet nærmest brød sammen i marts, er det kun gået opad, så de, der dengang var forudseende nok til at investere, har tjent rigtigt godt, mens vi andre mere tøvende da i det mindste har fået vores penge tilbage. Med en pæn portion renter.

Så når nu joggingtøjet er fornyet, der ligesom er søm og skruer nok til det næste årti, og det ustrikkede garn nærmest ikke længere kan være i huset for ene nydeligt og nystrikkede trøjer til ethvert formål, så var det måske en ide at prøve det der med aktierne? Personligt købte jeg min første aktie for 2 år siden, var absolut totalt uvidende og meget enfoldig, har begået enhver tænkelig fejl undervejs, har tabt penge–lad os bare sige, de er fløjet væk, for så ved de fleste, hvad jeg var uforudseende nok til at investere i!–men jeg er altså også kommet ud med et pænt overskud og en akkumuleret viden, der udelukkende er begrundet i anskuelighedsundervisning.

Så når det hele er overstået, så kan jeg faktisk godt sponsere en pæn del af alt det, der er sjovt, og som jeg ikke har været i stand til at bruge penge på et års tid. Så kan jeg jo også altid se, om garderoben skal fornyes med nye natbukser eller stramme, taljerede kjoler, mens jeg sætter søm og skruer i pæne rækker og fylder alle skabe med ustrikket garn.

Krisetider kalder altid på syndebukke. Og ingen kan finde noget som helst troværdigt sted at placere skylden for Corona. Ingen tilfældighed at BLM og metoo# blomstrer i vildt flor rundt omkring i de ellers så golde og Coronabefængte haver.

Nu er to af de ikoniske, mandlige ronkedorer fra TV2 så faldet med store brag. De kunne ikke finde ud af at opføre sig ordentligt dengang for 20 år siden, hvor de gik rundt på et tilsyneladende kønskriminelt TV2 og krænkede løs. Det vil jeg slet ikke blande mig i. Altså om det er fair, og om der var noget seriøst om det hele. Min egen hukommelse er også lettere hullet, når det gælder hændelser fra for 20 år siden.

Til gengæld er min korttidshukommelse ofte strålende, så jeg kom lige til at tænke på et interview, jeg så fornylig med en tredje af samme TV-stations ikoniske ronkedorer. Denne gang dog en kvindelig. Hun sagde ” Jeg har haft masser af seksuelle affærer med kolleger på alle de arbejdspladser, jeg har været på. Folk, jeg har rejst med, Gud og hver mand”.

Jeg tror, uden på nogen mulig måde at forklejne eller tvivle spor på berettigelsen af metoo#, at Ulla Terkelsen skal være glad for, hun er en kvinde. Ellers var hun nok hverken sluppet afsted med den udtalelse eller havde undgået en opsigtsvækkende fyring pga. samme. Damen står jo ligefrem der og praler med, hvor mange gylpe hun har fået lynet ned, samt indirekte hvor mange praktikanter ( det er sgu` altid praktikanterne!) hun har scoret. Og hun slipper afsted med det. Uden at komme alvorligt i den folkedomstol, der altid virker mest hysterisk i krisetider, hvor der ikke er så meget andet at tage sig til.

For 20 år siden ville en mand, måske endda kun til nød, kunne slippe afsted med en lignende udtalelse. Det var vel nærmest utænkeligt, at den kunne komme fra en kvinde. Hvis–så var hun en luder, et forsuttet bolche og alle de andre nedgørende klicheer for en kvinde, der åbenlyst scorede mænd. En mand, derimod, kunne stadig–i alt fald i nogle kredse–blive set som en helvedes karl og en scorekaj med positive forbogstaver. Begge dele er passe, ovre. Nu er det næsten lige før, kvinderne legalt og åbenlyst har tilkæmpet sig rettighederne til udtalelser, de selv ville lynche, hvis de kom fra en mand.

Jeg fristes til at spørge, om det er det, vi vil? Jeg fristes ikke til at tage stilling. Kønsdebatten er så kompleks og har så mange fraktioner, variationer, identifikationer og komplikationer, at jeg slet ikke kan overskue at have en stålsat og uigennemhullelig mening. Jeg gider heller ikke fornærme nogen, bare pga. køn. Men det fratager mig jo ikke retten til at påpege, at det hele udefra måske ser en smule mudret ud…