Storbykort.

Når jeg skal have en gruppe mennesker med til en storby, undersøger jeg altid, om det kan betale sig at købe et “card”. Et “card” ( som altid har storbyens navn foran sit efternavn “card”, f.eks Copenhagencard, Romecard osv.), og som også nogle gange hedder “pass”, giver som regel gratis adgang til et forudbestemt antal attraktioner/museer over et lige så forudbestemt antal dage. Prisen er selvfølgelig afhængig af dagenes antal.

Udbuddet af disse rabatkort er meget varieret, og i nogle storbyer er der virkelig mange penge at spare. Især den type byer, hvor man på forhånd ved, at man brænder efter at se en masse seværdigheder, der koster penge. Et rigtigt godt eksempel er New York, hvor ugekortet til ca. 2000 er et decideret must. Ikke blot fordi det giver adgang til alt det, man i forvejen utroligt gerne vil se, men også fordi det, blandt meget andet,  har et utal af spændende guidede gåture inkluderet. Sidst, jeg var der, var vi på spadseretur gennem Harlem og til gospelgudstjeneste deroppe samt på fin ( men kold!) gåtur på den nyoprettede High Line med fantastiske guider. Alt sammen inklusiv i kortet.

Men det kræver et stykke detektivarbejde at finde ud af, om det overhovedet er værd at investere i disse kort. Man er næsten på forhånd nødt til at gøre sig klart, hvad det er, man vil se, og så nøje udregne, om kortet overhovedet giver besparelser. 2-dages kort er generelt ikke nogen synderligt god ide. Det er meget muligt, de giver adgang til 50 museer og et utal af andre tilbud, men hvem i alverden kan dog nå–for ikke at snakke om overkomme?–alt det på 2 sølle dage? Hvis man kun har interesse i ganske få seværdigheder, kan det også nemt blive et tab i sidste ende, for nogle byer mener, man skal have lejlighed til at se ALT, hvad de udbyder, og da alle, især fuldstændigt perifere, museer skal have del i den store, økonomiske kage, betaler man altså for tonsvis af alternative seværdigheder, man ikke kunne drømme om at begive sig ind ( eller ud) i.

Man skal også gøre sig klart, hvilken type by, man er ved at bevæge sig til. Er det en slentreby eller en decideret seværdighedsby? Vil man i grunden meget hellere gå mageligt rundt i gaderne og betragte folkelivet end stresse en smule for at nå alle de museer, hvoraf kun få har ens egentlige interesse, mens man fiser rundt til alle de andre–udelukkende fordi de er gratis. Som nu Rom, som jeg lige har givet et tjek. Vel vidende at de fleste, jeg skal afsted med, nok vil have interesse i de allerstørste seværdigheder, men faktisk ikke har noget behov for at betale en del penge for MULIGHEDEN for at se et utal af museer, jeg faktisk overhovedet ikke anede eksisterede. Her er det decideret billigere at betale for det, man gerne vil se–uden kort. Det viste sig også, at kortet dernede er så viseligt indrettet, ( eller at man har glemt at tage ham paven med på råd!) så Vatikanmuseet glimrer med sit fravær på det. Så skal man jo alligevel have pengene op for at komme ind på nok det eneste museum, alle kan have en fælles interesse i.

Så disse kort er lidt af en jungle–men også i mange tilfælde en rigtig god, spændende jungle. Jeg kunne ikke drømme om at tage til New York uden, det til København er fyldt med gode jydebesparelser og i adskillige andre storbyer er det også værd at investere i. MEN IKKE ALLE! Så tjek nøje, hvad kortene byder på.

Info om alle disse kort kan tjekkes på nettet, hvor de også kan købes, hvis man er i god tid. Sidste-øjebliks-købere behøver ikke fortvivle–der er altid lokale steder, de kan anskaffes efter ankomst: lufthavne, kiosker, museer mm.

Continue Reading

Det må lige vente til efter…..

Jeg har en dårlig vane (mere). Om jeg deler den med nogen, ved jeg ikke, men det skulle sådan set ikke undre mig.

Når jeg skal træffe ubehagelige beslutninger eller måske bare indgå aftaler, der kan få et ubehageligt udfald, eller måske bare er en smule udfordrende eller besværlige, skal det altid vente til efter…..

“Efter” betyder i denne sammenhæng ofte begivenheder, rejser, helligdage, bestemte datoer eller måske bare aflønningsdag. Det, jeg skal, er oftest ting, jeg på den ene side set er nødt til og på den anden side set enten ikke gider eller har meget lidt lyst til. Det kan også være noget, der er ganske uskyldigt, men tidrøvende og en smule besværligt. F.eks. skal aftaler med frisøren altid indgås “efter” et aller andet. Det samme gælder bank, læge og tandlæge.

Jeg er eminent til at lave fine aftaler med mig selv om, at “efter jeg har været i….”, “efter jul”, “efter det ældste barns fødselsdag”, så vil jeg virkelig hengive mig seriøst til at gøre noget ved en bestemt ting og få lavet den der aftale, som jeg har så svært ved at kvinde mig selv op til at få realiseret.

Jeg har sådan set gennemskuet mig, men det ændrer jo ikke ved, at det forholder sig sådan. For hvis jeg hele tiden har den faste, ubrydelige aftale med mig selv, at dette og hint vil blive sat på skinne EFTER noget, så kan jeg jo fuldstændigt flygte fra ansvaret. Jeg kan bilde mig selv ind, at jeg HAR taget ansvaret–jeg har bare sat en ny deadline på. Givet mig selv en smule latenstid, om man vil. Jeg kan også i stilhed fortrænge det forudventende onde, og i nogle tilfælde endda lade som om, det slet ikke eksisterer, for ofte har man da hørt om, at modbydeligheder og trælse ting bare sådan går helt og aldeles over af sig selv. Lader man tilstrækkelig lang tid passere, har de såmænd nok helt glemt ens overtræk nede i banken og vil slet, overhovedet ikke snakke med en mere. Måske.

Begrundelsen for alt dette er inde i mit hoved, at man aldrig må ødelægge en positiv begivenhed. Det skal forstås sådan, at man jo ikke laver en irriterende aftale, FØR man begiver sig ud i noget rart. Man grovnyder det rare uden tanke for den der lille, dumme ting, og så må man være en ansvarlig voksen og tage sit slæb, når man nu er godt og vellykket igennem alt det positive.

Problemet er bare, at når den ene positive begivenhed er overstået, så venter der minsandten endnu en ude i horisonten. Og hvis man er mig, så snupper man da lige den med, inden der indgås grimme aftaler, for man ødelægger vel ikke det gode, der kommer til en?

I næste uge skal jeg en tur til Rom, og der er da godt nok lige nogle ting, der har fundet blivende hængeplads på den tur. Så mange ting, der skal gøre EFTER…. Men så er der jo fortvivlende få dage til jul, og hvad så? Kan man så overhovedet NÅ det? Måske er det meget, meget bedre at vente med hele aftaleophobningen til EFTER jul? Der er også så ualmindeligt behageligt lang tid til. Faktisk lang tid nok til, at rigtigt mange af tingene sagtens kan gå over af sig selv eller i sin mor.

Og når man nu har sat en deadline til EFTER jul, så har man samtidig været noget så voksen og ansvarlig overfor sit eget liv. Det er jo ikke fordi, man ikke vil. Det må bare lige vente til efter…….

PS. Og i år må jeg faktisk sige, at min “efter”-taktik havde visse fordele. Mit skift fra vinterdæk til sommerdæk skulle i en uendelighed vente til “efter jeg havde…”. Pludselig var det så blevet oktober. Så var ondet helt og fuldstændigt på forunderlig vis gået over af sig selv. Tilligemed sparede jeg 2xdækskift!

Continue Reading

Lys over land.

Jeg synes, det er smukt, når folk sætter lys i deres træer her ved juletid. Det er hyggeligt og giver en form for liv i en ellers mørk tid.

Jeg elsker at gå gennem mit kvarter, eller måske endda midtbyen, efter mørkets frembrud og bare nyde alle de flotte lys. Jeg bliver glad, når jeg ser dem, og for mig river de ligesom mørket itu. Får mig til at glemme, hvor mørkt det hele i virkeligheden er.

Da mine børn var mindre, var det primært noget, vi gjorde for at glæde børnene. Sagde vi i alt fald. Jeg tror nu fuldt og fast på, det glæder de voksne mindst lige så meget. Der er  sket et skift siden den tid, så lys i træer og buske nu nærmest er et must for alle, og man ude på villavejene undrer sig lidt, hvis nogen ikke lige har fået oplyst et stykke vegetation.

Heldigvis er de fleste lyskæder smagfulde og slynger sig veldesignet omkring deres respektive træer. Samt lader være med at blinke! Jeg husker endnu en december, hvor min far af vanvare var kommet til at købe en lyskæde med indlagt blink. Den stakkels mand blev på det nærmeste lynchet af resten af familien, og selv om han havde brugt ret lang tid på at sætte lysmonstret fast i træet, måtte han med det samme bruge akkurat lige så lang tid på at demontere det. Ellers var det aldrig blevet jul i det lille hjem det år.

For når vi nu har så stort et udbud i diskrete og pæne lyskæder, hvorfor skal nogle så gå amok i farveorgier, blink, håbløst designede rensdyr og nissemænd fra helvede? Forstå det dog: Det er IKKE pænt, det er lysforurening, dårlig smag og en visuel katastrofe. Det er en forstyrrelse af den generelle julefred og sikkert også en sikker måde på at blive upopulær i det meste af kvarteret.

Netop på lyskædeparametret er less lig med more. Når man stiller sin udendørs julepynt til tvungen anskuelse for hele kvarterer, så er man simpelthen nødt til at tage hensyn. Ikke til sin egen blinkende, overdådige smag, men til alle de andre, der også færdes på gader og veje, og som nyder det stille, fine, ublinkende lys på et smukt træ.

Hvis man endelig har en ustyrlig og akut trang til at omgive sig med blinkende lygter, usmagelige, nordskandinaviske efterligningsdyr og overvægtige nissemænd i katastrofedesign, så bør man, af hensyn til alle naboer og forbipasserende, holde sin mareridtsopstilling indendøre og venligst huske at trække alle gardiner forsvarligt for.

Så kan vi andre nemlig nyde alle de smukke lys, som slynger sig om træer og buske og lyser de mørke dage op på en dejlig måde.

Continue Reading

Om manglende gener.

Så er det igen en af de (heldigvis få) gange om året, hvor jeg så brændende kunne ønske mig, at jeg havde arvet nogle flere af min mors pyntegener. De har tilsyneladende droppet eller overset en generation, for datteren er da heldigvis ret godt kørende i design. (IKKE pynt, jeg ville være hovedløs, hvis hun læste dette og tolkede det, som om jeg beskyldte hende for pyntesyge.)

Anyway, min mor er ( og især var) et stort julemenneske, der elskede højtiden og især at pynte op til den. Og det var hun faktisk ualmindeligt god til. Både til selv at kreere, sy og plante skønne ting og smukke dekorationer sammen. Det skal hun have: Det var smukt og smagfuldt. At der så til tider måske var en lille smule for overvældende meget af det, det er så en anden snak.

Men når jeg skal forsøge at gøre mit hjem en smule mere julespiseligt, så går det næsten altid ufordøjeligt galt. Mine hænder er ikke til hyggekreativitet. Noget så simpelt som en adventskrans (billedet) kan jeg nærmest ikke få til at ligne andet end et falleret skib i stormvejr fra alle vindretninger på en gang. Det er årtier siden, jeg ophørte med selv at pynte en granring med sløjfer og lys. Silkebånd går i destruktionsmode, når jeg rører ved det, og nægter på samme tid at omforme sig til noget, der tilnærmelsesvis ligner en sløjfe. Samtlige lys går i adventsstrejke og ser ud, som om de i hastigt trav er på vej i hver sin retning–ydermere kraftigt hjulpet af tyngdekraften.

Denne her sag købte jeg, fordi den var simpel. Man skal bare (“bare”, min bare røv!) fylde lidt pænt nivelleret ler i bunden, putte nogle lysestager i og sætte lys på. For de meget mere avancerede kan man derudover stikke et par grangrene ned mellem lysene, men de få år, jeg prøvede det, lignede de omkuldblæste kyllingeben–og i øvrigt gik der altid ild i dem, fordi de stod en smule sikrere, hvis jeg satte dem sådan helt tæt op ad lysene. Lernivellering, må jeg konstatere, hører ikke hjemme blandt mine spidskompetencer, selv om jeg da virkelig gør mig umage. Det kan bevises, for der er ler overalt på køkkenbord, køkkengulv og mig. Og de tumpede lys har sådan nærmest deres eget kontrære liv. Selv om jeg bruger de samme år efter år (jeg købte dem vist i 00-erne) bliver de da ikke en skid bedre til stå oprejst med årtierne. Sådan noget ler er også noget forfærdeligt griseri, når man med magt skal putte det ned i sådan en fancy form. Det klæber sig jo op ad siderne, og når man vil tørre dem af, slæber man bare halve lermarker  helt ud på ydersiden af tingesten.

Det er det samme med den slags små, hyggelige tableauer, som så mange er eminente til at stille op i hjørner og kroge. Når jeg skal lave sådan et, ser det ud, som om det viser selve epicentret ganske få sekunder efter et katastrofalt jordskælv. Der er i alt fald ingen, selv de allermest fantasifulde, der kan stykke sammen, hvad den egentlige intention har været. Men i år fandt jeg nogle gamle krybbespilsfigurer og følte ligesom indeni, at her var et område, hvor jeg kunne forsøge mig uden alt for traumatiske følger. Det var vel bare at stille figurerne op. Som sagt, så gjort, og faktisk stod de alle sammen i pæn ro og orden: 3 vise mænd, 2 engle, 3 får, 1 ko og 2 Joseffer. Det sidste kan man vel godt til nød leve med ( og man kan vel altid argumentere for, at han var tvilling og havde besøg af sin bror), men det ER nu lidt tamt, må jeg indrømme, når man har totalforlist Jomfru Maria og Jesusbarnet. Det bliver ligesom ikke helt det samme.

Heldigvis har jeg det sådan, at jeg prøver at fortælle mig selv, hvad jeg i stedet er god til. Det vil jeg undlade at remse op her, for den slags er det pænest og mindst arrogant at gøre inde i sig selv. Så bliver jeg sådan lidt glad igen og kan godt leve en måneds tid med den rædsel af en adventskrans, jeg overhovedet ikke gider at reparere så meget som et sekund mere på. Forøvrigt tager min bror min mor til jul, så jeg slipper endda for de der blikke, som enhver datter vist kender–og frygter!

Og så tænker jeg også, at hvis jeg nu var super-fantastisk til alt det der hyggenyggejuleri, ville jeg så overhovedet få tid til alt det andet, jeg også gerne vil. Så kunne jeg jo binde adventskranse, lave tableauer og sy julehjerter herfra og langt over til naboen, og måske endda lokalisere et fortabt Jesusbarn et sted, men ville det gøre mig lykkeligere? På sigt?

Nej,  jeg er vist sådan en, der er rigtig god til at beundre andres kreativitet og flotte julepyntning. Takket være min gendefekt. Har jeg bestemt!

Continue Reading

Om the og rundstykker.

Jeg har lige været oppe ved en veninde for at drikke formiddagsthe og spise rundstykker. Det–i sig selv–er der såmænd ikke noget specielt ved. Det gør jeg da en hel del gange årligt, sådan fordelt over diverse veninder.

For det er vi nemlig rigtigt gode til, vi kvinder. Vi er eminente til at afsætte et par timer til dejligt nykøbt, eller hvis bølgerne går højt: nybagt, brød, hvor vi over the eller kaffe såvel får vendt verdenssituationen, opdateret hinanden på de væsentligste og nyligste små og store begivenheder samt vendt lidt godsindet sladder om fælles bekendte og andre former for relationer. Jeg vil ikke sige, vi dyrker det, men vi prøver at holde det i live, og selv for folk som mig, der må indrømme at være en smule socialt dovne ind imellem, er det en væsentlig del af at have et netværk.

Så er det, jeg kommer i tanke om, at jeg da faktisk aldrig har set manden og en ven invitere hinanden på formiddagskaffe. Ej heller har jeg nogensinde oplevet, at han har fejret sine mærkedage ved at have en flok mandlige venner til kaffe med brød. Hvis venner og bekendte impulsivt dumper forbi, får de som regel et aller andet, men jeg har endnu til gode at se og høre, at nogen på forhånd er budt til kaffe på et bestemt tidspunkt, og at der er indkøbt brød eller kage i samme anledning.

Her taler jeg så IKKE om de “fælles” kaffeborde–dem hvor begge køn er med. Sådan nogle tæller ikke med i dette. Men udelukkende om det et-kønnede theparty.

Jeg tror ikke, min mand på nogen muligt måde er særegen–eller totalt venneløs–på det felt. Faktisk kan jeg da heller ikke erindre min far og en eller flere af hans venner drikke planlagt kaffe sammen og i grunden ikke foretage sig andet end netop det. Altså have det som selv formålet. Vel drikker mænd da kaffe sammen, men som jeg oplever det, er det enten spontant eller i forbindelse med, at de bagefter, eller før, har en praktisk opgave, som de sammen skal udføre. Det er aldrig kaffe for kaffens skyld.

På netop det område mener jeg faktisk, mænd kunne lære noget af kvinder. Måske endda også forebygge diverse grader af ensomhed. Ved at prøve at se kaffe/thedrikningen som selve formålet i sig selv, men også, på et udvidet plan, en metode til at opretholde et netværk, der ikke udelukkende er opstået på baggrund af praktiske gøremål.

Faktisk tror jeg, mænd ville kunne hente en god gevinst ved at blive meget bedre til det, de fleste af dem betragter som “at sladre”. Hvilket det selvfølgelig ( indrømmet!) også er i nogle tilfælde, hvis man vælger at overse, at det også er et middel til at holde sig opdateret i andre menneskers liv, at få vedligeholdt sine egne sociale kompetencer samt at kæle lidt for det netværk, man især som ældre/ pensionist har så uendeligt godt af at bibevare. Det er svært pludselig at indlede kaffedrikningsseancer med andre mænd som pensionist, hvis man aldrig har praktiseret det før.

Så vi kvinder er heldige, at vi gennem lange liv har brugt vores tid på al den kaffe/the, al den kage og alle de rundstykker. Det har nemlig givet os nogle bånd, som det overhovedet ikke bliver svært at opretholde, selv når vi ikke længere er på arbejdsmarkedet. Tværtimod. Så får vi jo bare endnu bedre tid til det!

Hvorimod vores mænd, hvis de ellers vil forsøge på at indhente os i gode, brugbare relationer, nok snarest bør gå i gang med at få inviteret deres mandevenner til kaffe, kage og en helvedes masse sladder sådan en lørdag formiddag, hvor deres kvinder alligevel sidder et andet sted og foretager sig det samme. Måske vil en og anden blandt dem endda på sigt forsøge at bage en kage, og så kan de jo, akkurat som os, bruge noget tid på at diskutere opskriften og ovnens temperatur, før de scroller videre til naboens umulige unger…….

Continue Reading

Om sort fredag, Allerhelgensaften og Valentins dag.

Jeg er på ingen måde nationalist i ordets allermest ekstreme og danskhedsdyrkende forstand. Min nationalisme er ikke politisk og ekskluderende i forhold til andre nationaliteter. Men jeg er glad ved og stolt af mit land, og især synes jeg, vores gamle skikke, som vist kun vi ( nogle gange fordi de er lidt særprægede) dyrker, er værd at bibeholde. Så kan man jo kaste sig ud i dem, alt efter hvad man selv orker. Der er såmænd nok af dem. Vi behøver ikke flere.

Jeg har derfor også tidligere tordnet mod de nye tiltag, der vælter ind over os. Især fra USA. Fælles for dem alle er, at de 1) på ingen mulig måde har rod i en dansk og mangeårig tradition og 2) udelukkende tjener kommercielle interesser og derfor decideret dyrkes af firmaer, der ønsker at øge deres omsætning.

Black Friday er i USA navnet på fredag i Thanksgiving weekenden, som traditionalt er en fridag, store kæder hen ad vejen har omdefineret til, at de skal få folk til at gå amok i før-julegaver til sig selv.  MEN Thanksgiving fejres som en tradition fra de oprindelige indvandrere til USA ( The Pilgrim Fathers), som på det tidspunkt af året var færdige med høsten og derfor takkede for udkommet ved at spise et overdådigt måltid. Jeg er fuldstændigt uforstående overfor, hvorfor den amerikanske tradition formodes at få mig til at gå shop-amok i Bilka og Elgiganten.

Hvorfor kan vi ikke bare nøjes med de gode, gamle udsalg? Altså dem, der engang fandt sted sommer og vinter, men som nu er blevet så udvandede, at de nærmest er på dagsordenen hele året, og ingen anstændig jyde nogensinde betaler fuld pris for noget som helst, for der er altid et sted, der er udsalg. Det er da (også) derfor, det er nødvendigt at lancere tåbelige, amerikanske markedsmekanismer, som de fleste overhovedet ikke har nogen anelse om, hvor stammer fra. Ydermere burde mennesker, der nidkært stemmer for en etnisk renholdning af Danmark, decideret afholde sig fra sådanne tiltag!!

Halloween er ligeledes en amerikansk ( og keltisk) skik, som langt tilbage stammer fra, at 31. oktober er den dag, hvor sommeren ophører, og vinteren for alvor begynder. Hvor alting dør, om man så kan sige. Det er hen ad vejen blevet omdefineret til, at man såvel skal fejre de døde, men også lave en form for karneval ud af det, således at man klæder sig ud i død og uhygge. Allerhelgensaften er også en kristen tradition til fejring af de døde, og den vil jeg ikke angribe, da den rigtigt mange steder i landet markeres med stemningsfulde gudstjenester, hvor man på fineste vis mindes årets døde sammen.

Men hvorfor kan vi ikke bare fejre vores karneval, som vi engang gjorde? For ganske få år siden var Fastelavn i februar vores udklædningstidspunkt. Fastelavn, som jo markerer enden på den kristne faste, hvor man har så usigeligt meget grund til at gå amok efter al den forsagen. ( Akkurat som Eid efter Ramadan.) Jeg investerede da i udklædning i februar måned til mine børn, da de var mindre, men det er der da vist ingen, der gør mere. Det er ikke mange år siden, der legalt blev tigget slik Fastelavnsmandag. I dag er gaderne tomme, mens de 31. oktober vrimler med skeletter og andre grusomheder. Der må tilsyneladende være stærkere markedsmekanismer til støtte for den amerikanske skik, for hvorfor kan vi ikke bare dyrke vores egen? Og er det måske, hvis vi stadig husker at slå katten af tønden, ikke bare et genialt scoop fra de, der griner hele vejen hen til banken, at de nu får os til at investere i udklædning hele to gange årligt?

Oprindelsen på Valentins dag er en smule tåget, idet der temmelig mange steder i verden ( dog ikke lokalt i Norden) har eksisteret Valentiner, men en af dem var i alt fald den romerske helgen Skt. Valentin, som blev fængslet og dræbt, fordi han, stik mod ordrer, foretog vielser af romerske soldater, der ellers ikke måtte gifte sig, når de var i tjeneste. Af den grund formodes vi så at overdænge hinanden d. 14. februar med usmagelige, lyserøde hjertekort, chokolader fremstillet til lejligheden og endda diverse intim beklædning med hjerter, som vist mere tjener som markering af dagen end egentlig, fornuftig påklædning.

Hvorfor har vi pludselig, i løbet af de sidste 10-20 år, fået en akut længsel efter en specifik dag at vise vores kærlighed? Svaret er ganske enkelt, at det har reklamens magt bildt os ind, at vi stod med et uforløst behov for. Førhen kunne vi sagtens nøjes med personlige bryllups- og andre mærkedage, men det er tilsyneladende ikke nok. Det højner jo ikke omsætningen helt så synligt på en bestemt dag.

Jeg undlader bevidst at kommentere på opfindelser som mors og fars dage, som efterhånden er så indgroede i vores system, at vi tror, de er medfødt danske. Det er de ikke–de stammer fra USA.

Det er muligt, vi er ved at udvikle os til en nation af fejrere, som intet middel skyr for at finde en lejlighed til at falde i markedsspekulanternes kløer. Men vi skal lige være bevidste om, at 1) de “nye” fejringsdage er UDELUKKENDE introducerede på det danske marked for at tjene penge og 2) vi har i grunden traditionelle fejringsdage nok i forvejen. Nogle har bare bevidst arbejdet på at få os til at glemme dem, for der er tilsyneladende mere profit i de andre.

For det er det eneste, soleklare formål: PROFIT!

 

Continue Reading

Når støvsugeren strejker, bør det være gråvejr.

Min støvsuger er gået i vinterhi, strejke, dvalemode eller er simpelthen bare gået i god, gammeldags stykker. Jeg havde ellers bestemt mig for at støvsuge min vrede over udfaldet af gårsdagens valg ud af kroppen. Sådan virkelig tæske ubehøvlet løs på alle forhåndenværende møbler, dørkarme og genstridige gulvtæpper. Komme ind i hjørner, hvor jeg ellers sjældent er på visit og prøve at trylle mit hjem hundehårsfrit.

Det blev ved tanken.

Heldigvis er det gråvejr, og solen er fuldstændigt erstattet af tåget efterårsregn. Der er nemlig ikke noget så støvsugningsmæssigt traumatisk som en vinterdag med strålende, lav sol, der som en støvdetektiv finder vej til alle de steder, man ellers ikke ser, og belyser ens ubevidste svinskhed i al sin grusomhed. I mange, lange perioder med snusket sigtbarhed kan man foregøgle sig selv, at rengøringsstandarden da i det mindste er rimelig, og at ens hus ikke smitter af som sådan.

Men pludselig en dag kommer så den der solskinsdag. Og så kan man jo frygteligt konstatere, at man har taget noget så grueligt fejl. Det vrimler, som om nogen har tryllet dem frem i nattens mulm og mørke, frem med månedsgamle spindelvæv, gulvtæpperne, som man naivt troede bare var bløde, viser sig primært at være sammenvævet af hundehår, og i krogene holdes der  nærmest multinationale konferencer for afdøde insekter. Man forundres over, at noget dagslys overhovedet har været i stand til at trænge gennem vinduernes glas, og hvis en myndighed på noget tidspunkt skulle mangle ens håndaftryk, så kan man konstatere, at det vil være helt uproblematisk at finde det i nærmest utallige versioner på ethvert glasparti. Ydermere kan man såvel sætte sin autograf som skrive “SVIN” ( eller hvad man nu ellers har lyst til at kalde sig selv) på de fleste af vindueskarmene og andre flader.

Vintersol er fantastisk, når man ikke lige skal anvende den til at gennemgå sit hjems rengøringsstandard. Men til netop dette er den afslørende, traumatisk og decideret en fremkalder af dårlig samvittighed. Mit hjem er bedst til gråvejr, må jeg nok konstatere. Selvfølgelig kunne man også vende den om og udelukkende se det positive: I vintersol er det hverken støv, hundehår eller mumificerede insekter, jeg går ned på!

Så det er godt, det er gråvejr i dag. Så må jeg jo bare bruge fantasien til at finde frem til, hvad jeg så skal tæske løs på. Støvsugeren, måske?

Continue Reading

Om kommunalvalg.

Kommunalvalg er en af de mest sæsonbetonede tingester, jeg kender. F.eks. meget mere end jul, som jo dog trods alt med usvigelig sikkerhed kommer tilbage hvert år, og som på det seneste er ved at erobre mere og mere territorium fra november, og nogle gange selv oktober. Eller sommerbrok, som gerne har højsæson fra midt i  juni til engang i august, hvor det fader ud, når vi giver op og erkender, at den heller ikke gik hele vejen hjem dette år.

Kommunalvalg har sæson ca. 1 uge hvert 4. år. I 3 år, 11 måneder og 3 uger og sikkert nogle løse timer er de fleste af os relativt ligeglade og ville næppe, sådan halvvejs inde i en valgperiode, være i stand til at nævne mere end godt halvdelen af navnene på siddende byrådsmedlemmer. Men i den ene uge tager vi så hamrende revanche. I alt fald majoriteten af os. Her skal selvfølgelig nævnes undtagelser som mærkesager, der ofte kan få os op af stolene. Men de fleste mærkesager er og bliver personlige, og de vedrører ofte ikke kommunalpolitik som helhed, men udelukkende den lille flig, der netop angår os selv.

Op til valget forsøger vi primært at gøre os klart, hvem vi skal stemme på. Den uæstetiske skilteskov på alt forhåndenværende elforsyningsmateriale gør os næppe klogere, og jeg vil vove at påstå, at denne usmagelige femvisning af fejlsprøjtet Botex, iblandet photoshopping næppe har nogen målelig effekt på valgenes udfald. Og når vi så har sat vores kryds, går vi selvfølgelig hjem og hepper på netop vores parti eller kandidat, samt håber på at resten af kommunens indbyggere undlader at være lige så ignorante, imbecile og bare generelt uintelligente, som de plejer. (Læs: Stemmer på dem, vi ikke stemmer på!)

Valgaftener er de eneste aftener, hvor jeg i mange stive timer ser “politisk” TV. Selvfølgelig interesserer politik mig til husbehov, men jeg kan, i de fleste omgange, sagtens nøjes med væsentligt kortere doser. Jeg ved også godt hvorfor. På valgaftener er jeg nemlig en del af en supporterklub, der akkurat som fodboldsupporters holder med “mit” hold/ “min” kandidat og ivrigt såvel glædes over sejre som bander over nederlag. Det er næsten en “os” mod “dem” situation, og jeg jubler højlydt, når mit hold får straffe eller sender den direkte i målet. Tilligemed at jeg råber lidt indvendigt, når modstanderne får, selvfølgelig helt uretfærdige og ufortjente, point.

Faktisk gik det jævnt godt for mit hold i går, men desværre på en måde, så modstanderne alligevel snød sig til sejren. Her i byen må vi endnu engang trækkes med en borgmester, som til et nys overstået, væsentligt jubilæum holdt en tale, der ( nærmest som vanligt) var så øredøvende pinlig, at halvdelen af salen undlod at klappe. Det er sådan noget, der kan hidse mig op i dag.

For om 2-3 dage begynder jeg jo alligevel bare at blive sådan lidt ligeglad hen ad vejen. Så starter min 3 års, 11 måneders og 3 ugers latenstid i forhold til kommunalpolitik, og om ca. en måned kan jeg givetvis ikke huske navnene på mere end halvdelen af byrådsmedlemmerne.

Så har jeg ligesom forliget mig selv med, at de forkerte endnu engang skal bestemme over mit liv på en (for mig) fejlslagen måde, således at jeg, når det igen bliver sæson for kommuner, kan bruge en uges tid på at kvinde mig op, stemme og forhåbentlig denne næste gang blive rigtigt glad, fordi mit hold vinder.

Endelig skal der da–mens jeg endnu er i kommunalmode–lyde mine dybeste kondolencer til venner og bekendte over hele landet, som, efter hvad jeg kan se på resultaterne, er minimum lige så meget på det ufortjente nedrykningshold, som jeg er. Nogle decideret mere!

PS. Min vrede er for nedadgående, så jeg har bevidst slettet et par udfald under bæltestedet fra skrift. Men jeg mener dem nok stadig!

Continue Reading

#metoo.

Min historie hører til i den “lette” ende af skalaen. Selv om der overhovedet ikke burde findes et parameter for den slags. Men med det mener jeg, at jeg hverken er blevet fysisk eller psykisk forulempet i en grad, der har sat sig varige men, og at jeg ikke bærer rundt på traumer fra forgangne forulempelser. Jeg kan bare stadig erindre det, og når jeg så gør det, ja, så bliver jeg sur. Vranten og stiktosset.

I begyndelsen af 80-erne gjorde jeg rent på DLG på havnen i Århus. Det var en møgbeskidt arbejdsplads, hvor store mængder af snavsede mænd væltede og slæbte rundt i grovvarer og mudder fra havnen. Det var også en arbejdsplads, der altid var i gang, så som rengøringskone var det så godt som umuligt at finde et tidspunkt at være alene dernede. Der var altid folk på arbejde, og det var faktisk en smule traumatisk at iagttage, hvad der kunne ske for et nyvasket gulv i løbet af få minutter.

Kantinen lå på 1. sal, og især den lange trappe derop var en udfordring rent trappevaskemæssigt, for alle møgbeskidte gummistøvler skulle adskillige gange dagligt den vej. Og det satte sig meget synlige spor. Derfor var det nødvendigt at vaske den på gammeldags vis, med en stor gulvklud og røven godt i vejret, mens man MØGsommeligt kravlede hele vejen op. Selve situationen blev heller ikke forbedret af, at havnearbejderne i en uendelighed skulle passere forbi mig på den relativt smalle trappe.

På en af disse opkravlinger kunne en passerende havnearbejder tilsyneladende ikke stå for at smække mig i røven. Han gav min opadvendte bagdel et ordentligt klask, og da jeg faktisk var fuldstændigt uforberedt på netop den type angreb, blev jeg på samme tid såvel forvirret som forskrækket.

Faktisk blev jeg så forskrækket–og forfærdet–at jeg rent reflektorisk fik mig rejst i en forfærdelig fart og smækket synderen en syngende lussing. På det tidspunkt i mit liv var jeg ret god til lussinger. Når man er så relativt klejn af statur, som jeg er, må man nødvendigvis øve visse fysiske gengældelser til perfektion, så jeg var faktisk rimeligt berygtet for mine lussingemæssige gengældelsesaktioner. Som man dengang sagde om perfekte lussinger, så “sad” den. Det betød, at den efterlod sig såvel en vis form for smerte, men også at den satte sig varige ( i alt fald ugevarige) fysiske spor samt at fjolset nok har haft noget af et forklaringsproblem overfor sin kone. Eller i alt fald overfor de andre havnearbejdere.

Som jeg husker det, var det faktisk ingen ordveksling. Han krøb i skjul og har sikkert siddet et mørkt sted oppe i kantinen, indtil han var fuldstændigt sikker på, at den trappevaskende furie var gået hjem til sig selv igen.

Få dage senere blev jeg så ringet op af min overordnede hos Jydsk Rengøring. Der var indkommet en klage over mig. Jeg skulle, helt umotiveret, have overfaldet en havnearbejder og fysisk forulempet ham på kinden. Heldigvis var samme overordnede en klog og forstandig kvinde, der selv havde arbejdet sig op fra og ad grovvaretrapper og nu satte en ære i at passe ordentligt på os nede på gulvene og trapperne. I øvrigt havde hun selv i tidernes morgen vasket selvsamme trappe og var helt på det rene med størrelsesforskellen mellem mig og prototypen på en havnearbejder. Så da jeg forklarede hende sagens rette sammenhæng, gik hun direkte til ledelsen på DLG ( tror jeg), for jeg hørte aldrig mere til klagen fra den side.

Til gengæld var det så her, chikanen for alvor startede. Min såkaldt forulempede havnearbejder med den røde kind led ikke i stilhed. Han satte hele mandehørmerbanden i sving for at afstive sit eget lille, minimale ego. De var jo noget så udmærkede klar over, at de ikke skulle røre ved mig fysisk–måske var de endda en smule bange for konsekvenserne? I stedet chikanerede de. Hver gang en mandlig arbejder på DLG fik øje på mig, lavede vedkommende gestikulationer, der enten efterabede et klask i røven eller en syngende lussing. De kunne såmænd stå på rad og række og synkront lave imaginære lussinger. Eller klask i bagdelen. Jeg kunne simpelthen ikke passere en mandlig havnearbejder uden at få en god portion mobbende gestik med på vejen. Det var faktisk ualmindeligt modbydeligt. Især fordi enhver form for bevægelsesmæssig chikane altid blev ledsaget af et smøret grin. Den slags grin, som både er umaskeret sjofle og en direkte, helt tydelig hån. Og da der, som før sagt, aldrig IKKE var folk på arbejde, kunne jeg såmænd sagtens få 10-20 visuelle klask og lussinger i løbet af de tre timer, der var afsat til min rengøring af deres svineri.

Det påvirkede selvfølgelig såvel min arbejdsmoral som min ( minimale!) arbejdsglæde. Derfor gik der faktisk ikke ret lang tid, inden jeg sagde op. Eller, netop fordi jeg havde en forstandig overordnet, blev overflyttet til et andet ( dog ikke mindre beskidt, men heldigvis mandetomt om aftenen) arbejdssted. Men i bagklogskabens klare lys kan jeg jo sagtens se, at jeg simpelthen blev mobbet ud af et arbejde, fordi en havnearbejder gav mig et klask i røven. Hvordan det så end hænger sammen….

Som sagt, så hører selve historien til i den “lette” ende. Jeg er ikke blevet voldtaget eller (ret meget) fysisk forulempet sammenlignet med andre. Det har heller aldrig sat sig som et traume. Til gengæld erindrer jeg det stadig og bliver sur og knotten ved tanken om, at forsmåede mænd var nødt til at afstive deres overtrampede ego på denne infantile måde. Men takket være en klog kvinde endte det som en af de historier, der bestemt skal huskes, men som også er et skoleeksempel på, hvordan forslagne mænd desværre kan finde på at reagere på deres egen tåbelige uklogsskab og manglende indsigt i, hvordan noget så simpelt som et klask i numsen påvirker en kvinde.

Mænd har absolut ingen ret til at slå kvinder i numsen–om de så vasker trapper eller ej. Kvinder bør heller ikke rende rundt og smække lussinger ud på alle forhåndenværende mænd. Men hvis de gør det af en helt påviselig årsag, som hedder seksuel chikane, så bør de i alt fald ikke mobbes yderligere af en hær af store, små havnearbejdere, der er noget så barnligt ramt på deres ego.

 

Continue Reading

Novembermode.

Det er ikke meget, jeg har fået udrettet i dag. Der er gået november i mig.

November er ugidelighed, mørke, mangel på ordentligt lys, mudder og falsk jul, for det er endnu ikke sådan helt legalt at give sig 100% hen til alt juleriet. Inde i mit hoved skal man prøve at vente til mindst den første søndag i advent, for det der med jul bør man tage dybt seriøst og ikke tyvstarte alt for tidligt. Ikke at jeg ved, hvorfor det forholder sig sådan. Men det svarer vel lidt til at gå i sommermode i midten af maj. Det er sådan lidt amatøragtigt og barnligt, som om man som voksent menneske overhovedet slet ikke kan vente.

I dag har jeg fået handlet, støvsuget flere tons hundehår op, vasket alle mine gulve, gjort brændeovn rent og hentet ny brændeforsyning. Samt læst lidt i en bog. Det er, hvad det er blevet til. Bestemt ikke meget. På mit aktivitetsparameter svarer det til en mellemting mellem at blive i sengen hele dagen og arbejde seriøst et par timer.

Jeg ved godt, hvor det kommer fra. Alt dette med at lave en indvendig fortegnelse over dagens udførte gøremål og så sammentælle, om det nu har været en dag, man sådan aktivitetsmæssigt kan være bekendt. En dag, der er blevet brugt til godkendelsesstadie.

Det stammer fra min barndom, hvor det “at lave ingenting” grænsede til en personlig forbrydelse mod menneskeheden–eller i alt fald familien–og hvor jeg stadig erindrer replikken “Sidder du BARE og læser?” som noget af det allermest bebrejdende, jeg kunne høre. Fordi den i al sin enkelthed betød, at man var usolidarisk overfor alt det, der skulle laves. Selvfølgelig var mine forældre opdraget i en form for bondekultur, hvor enhver måtte bidrage til familiens overlevelse på den ene eller anden arbejdsmæssige måde, men det ligger stadig dybt i mig, at man da på ingen mulig måde laver “ingenting”. At der skal være en form for synligt resultat af det, man har brugt sin dag på. Det var så meget lettere at postulere en brugt dag, da man stadig var på arbejdsmarkedet, for blot det “at have været på arbejde” talte jo som det modsatte af at lave ingenting.

Jeg tror, det er fordi, ingenting betyder at lave sig selv. At omgås de uskrevne–og gerne ens egne uskrevne–regler for, hvad der er anstændigt i forhold til andre mennesker. At ligge under for, at når man nu har en hel dag herhjemme, så bør man også gøre noget, foretage sig noget, gå i gang med noget–og hvad det nu alt sammen betyder. I stedet for faktisk bare somme tider at sætte sig en stol og stirre ud i luften, mens november og det sidste lys falder forbi. Så gør man godt nok ikke rent eller rydder op i gammelt, overgemt lort, men går ind i sig selv, laver sig selv. Falder ned, falder til ro–og lader op.

Jeg må se, om jeg kan lære mig selv, at min barndoms strenge arbejdsmoral ikke nødvendigvis behøver at influere mit liv længere. Jeg har da vist i grunden arbejdet det, jeg skulle. Men det er svært. Svært at leve med en “migselv”, der faktisk ikke helt kan gøre rede for, hvad dagen er brugt til. Hvis nogen nu skulle spørge! Besynderligt nok er det nok primært MIG, der spørger!

Jeg må prøve at se, om jeg kan forliges med, at der går november i mig. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg vil lade mine omgivelser forfalde i Retrieverhår, mudder fra skoven og generel mangel på hygiejne og oprydning, men at jeg lærer at lade helt være med at have dårlig samvittighed, når jeg i flere timer har lavet “ingenting”. Jeg tror nemlig, at det er rigtigt positivt for mig engang imellem at lave absolut intet. Men at det negative ligger i, at jeg samtidig bebrejder mig selv for det.

Det må jeg arbejde på. Især fordi året jo iflg. digteren Henrik Norbrandt har 16 måneder, hvoraf ikke færre end 5 er november…….

 

 

Continue Reading