Om at være kvinde

Om bankrådgivere.

Ingen kommentarer

Jeg tror, jeg har verdens rareste, mest kompetente bankrådgiver. At dømme efter, hvad andre mennesker fortæller om sådan nogle, har jeg vist vundet en af bonuspræmierne i bankrådgiverlotteriet. Vi har også haft hinanden i mange år. Vi er sådan næsten vokset op sammen, og nu er vi så ved at blive en smule gamle sammen.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at han kender min økonomi meget bedre, end jeg selv gør. Jeg har ham også mistænkt for, at han på kroner og ører ved, hvad jeg ugentligt forbrænder i Netto, samt hvor jeg skal hen på de næste 3 ferier. Han har i den grad tjek på min pensionsopsparing, og da jeg fyldte 50, sendte han mig en fin æske chokolade, mens jeg, da jeg fyldte 60, tilsyneladende var dalet lidt i kreditværdighed, for da ventede jeg godt nok længe på de fyldte og dem med marcipan, uden at de kom.

Engang imellem indkalder han mig til en slags serviceeftersyn. Sådan lidt ligesom bilen, der skal have skiftet olie, eller brysterne, der skal klemmes sammen i torturmaskinen. Så gennemgår vi lige alle skejserne og ser på, hvordan vi mest belejligt og legalt omgås nye skatteregler. Det foregår på den måde, at han forklarer, ganger, dividerer, powerpointer og generelt taler et for mig ukendt sprog, mens jeg drikker te, spiser chokolade, siger lejlighedsvise ja-er og ind imellem spørger, hvor jeg skal skrive under. Jeg tror, jeg må være hans nemmeste, mest medgørlige og underskrivende kunde!

Han påstår også, at jeg har orden i min økonomi, men jeg har ham nu mistænkt for, at det er sådan noget, han siger til alle dem, han lige skal have lokket ud på en ny galej. For inderst inde var jeg jo i virkeligheden allerhelst fri for ham. Stod det til mig, så var det absolut helt i orden, at overskydende penge befandt sig i diverse dertil indrettede lommer i husets madrasser. Eller i en skattekiste på loftet. Jeg er ubetinget tilhænger af madras- og kistebanking. Så havde jeg både nærområde-styr på financerne og kunne på daglig basis foretage såvel optælling som beundring af dem. I min verden er det altså stadig lidt underligt, at der står nogle tal på en konto, uden at jeg hverken kan se, føle eller tælle dem. Og når man alligevel lettere kan række tungen ud ad vinduet end tjene nogen form for renter, så ER det faktisk virkelig meget tryggere at sove på sine penge.

Jeg tror, at de fleste af mine underskrifter er sat for at få fred. Sådan at jeg kan forlade banken og chokoladen og gå ud i den virkelige verden og bruge nogle af pengene på en måde, som jeg forstår. Jeg synes heller ikke rigtigt, jeg sådan mærker alle de der krumspring, vi sammen har foretaget os over årene. Man kan sgu`ikke bruge potentielle aktiegevinster til ret meget ved mælkeskabet i Netto. Og i øvrigt er jeg da– altså til trods for, at han stadig er en venlig mand–ikke et sekund i tvivl om, at han aldrig ville sætte mine fordele over bankens. Så ville han nok blive fyret! Det er også derfor, jeg har sådan en god, gammeldags tillid til madrasser–der kan banken ligegodt ikke stjæle fra mig. I øvrigt ved de heller ikke, hvilke af husets sengeunderlag, jeg i givet fald ville bruge.

Men forleden fik jeg tilbud om noget helt nyt–nemlig et gratis VIPkort til lufthavnslounger. Der gik jeg godt nok i stå midt i chokoladen og oplevede for første gang nogensinde, at der faktisk blev sagt noget af interesse, som jeg måtte lytte efter. Jeg har selvfølgelig haft de der 4-gange-om-året betalingskort til at mænge mig med businessclass, kvinder med Guccitasker og ubehøvlede, russiske nyrige. Selv om det lyser langt ud af mig, at jeg nok boarder Ryan, Norwegian eller Easy, så er der da somme tider gode snacks, og når tjeneren vender ryggen til, kan man de fleste steder stjæle aviserne og ½ slikskål samt stoppe et par dåsecola i rygsækken, så jeg har da tit tænkt på, at et ubegrænset årskort uden betaling ville være en supergod ide for sådan en som mig, der altid, uden undtagelse, medbringer egen ( eller i alt fald loungens!) proviant på samtlige flyrejser.

Så jeg er gået sådan lidt væk fra madrasplanerne. For endelig, endelig, efter alle de år, taler min bankrådgiver et sprog, jeg umiddelbart kan forstå. Jeg skal nok, ubeset, skrive under på det hele, virkelig det hele, droppe enhver form for sengebanking og møde op til fremtidige serviceeftersyn med fornyet håb. Måske endda lytte. En lille smule, i alt fald.

Og nej, hvor skal jeg bare æde i de der lufthavnslounger. Samt lade være med lige ved den lejlighed at tænke på, hvor meget banken egentlig tjener på, at jeg mænger mig med  Pradaerne!

Continue Reading

Om at blive "ældre"

De brugbare listetyve.

Ingen kommentarer

Det slår mig hver gang, jeg er på besøg hos et af mine børn.

Det er da ligegodt påfaldende, så mange bogtitler, vi har til fælles. Hyldemeter efter hyldemeter optages af indbundne værker, som jeg også i sin tid investerede i. Så bliver jeg sådan lidt varm og stolt indeni over, at mit afkom da i det mindste har fået det ud af deres barndomsår hos mig, at de har fået en spiselig litterær smag og gerne flasher et par klassikere. Ligeledes er det ligegodt også påfaldende, at jeg ligesom pludselig opdager, at det godt nok er lang tid siden, jeg sidst har set mine egne udgaver. Hvor i alverden mon de egentlig opholder sig?

Der er også klare sammenfald i porcelæn og andre småting. Ikke sådan totale spisestel til 12 med hele svineriet, men en kop hist, et par glas her og den nøddeknækker, jeg brugte samtlige julemåneder fra 2013-15 på at lede huller i jorden efter. Den har en af dem gudhjælpemig også en klon af. De håndklæder, jeg fik superbilligt og faktisk aldrig nåede at vaske til brugbarhed, hænger pludselig i kopier på et badeværelse i KBH, og rundt omkring på borde og reoler står arvestykker, præcis mage til dem, jeg i sin tid arvede fra moster Karen. Eller sakselampen, der hænger et sted i Århus Midtby. Sådan en har jeg da i en kasse i kælderen. Tror jeg. Hvis jeg ellers kan lokalisere mit eget originaleksemplarer, for besynderligt nok synes der at være en stærk sammenhæng mellem, at jeg finder kloner af mine ting i landets store byer, samtidig med at mine egne er forsvundet ud i den blå luft.

De første gange, disse opsigtsvækkende sammenfald fangede mine øjne, påtalte jeg det i kraftige vendinger. For jeg var nok ikke et sekund i tvivl om, at det i sidste ende var mig, der både havde kvittering (hvis jeg ellers gemte den slags) og primær brugsrettighed. I en del tilfælde blev jeg belært om, at jeg faktisk enten havde glemt eller måske ligefrem foræret tingene væk uden selv at kunne erindre det. Jeg er sikker på, det er fuldstændigt sandt i 99% af klontilfældene. Men jeg er samtidig fuldstændig sikker på, at det ikke gælder samtlige eksemplarer af ting, jeg tidligere har set i mit eget hus. Der ER ting, som helt ved egen kraft, hypnose eller tankeoverførsel har fundet en portal eller tidslomme til at stå for egen transport til KBH eller Århus.

Altså akkurat lige som der i min bogreol findes et ikke nærmere bestemt antal udgaver af danske klassikere, der tydeligvis er mærket med min fars signatur. Og lidt andre småting hist og her, som i virkeligheden har adresse et andet sted. I sin tid hos mine forældre.

Der er jo på ingen måde tale om værdifulde ting. Det er ikke Børge Mogensen lædersofaen, der har skiftet adresse. (Ikke, at den så nogensinde har haft bopæl her!) Men engang–og det må jeg med skam indrømme–irriterede det mig da lidt, at mine ting sådan havde en ubændig trang til storbyliv i andres hjem. Det var nok dengang, jeg stadig besad en uforklarlig ejerfornemmelse overfor dem.

De senere år er alt det ligesom vendt. Nu bliver jeg nærmest overstadigt lykkelig, når jeg ser, at nogle af mine overvældende mange ting har fundet sig nye, gode hjem. Hvor de bliver brugt og påskønnet. Hvor de har forladt skabenes og kælderens buldermørke og rent faktisk er i omløb på daglig basis. Jeg fristes næsten til højlydt at proklamere, at jeg da har et helt hjem fuldt af gammelt lort, som afkom på ethvert tidspunkt er så hjerteligt velkomment til at liste afsted med i fuldt dagslys. Bare fat nogle sække og kom i gang. Jeg betaler gladeligt både sække, benzin og broafgift. Start dog gerne med de grimmeste eksemplarer og vent med de lidt pænere til de enten bliver behørligt overdraget–eller jeg ikke længere kan overdrage dem i levende eller ved mine fulde fem version.

For i virkeligheden har jeg jo så forsvindende lidt brug for de kloner, der befinder sig andre steder. Jeg har, indrømmet, meget mere, end jeg umiddelbart kan overskue. Og føler jeg endelig trang til at kaste mig frådende over XXX samlede værker, så kender jeg jo præcis deres nuværende adresse. Så disse brugbare listetyve–dem skal man ikke forklejne. De skiller en af med alt det overflodslort, man i den grad overhovedet ikke har den fjerneste anvendelse for.

Det eneste, jeg dog lige vil påpege, er misforholdet mellem alt det, der lister væk, og så de fem kasser pr. barn, der stadig står i kælderen fra dengang, hvert barn forlod barndomshjemmet. Det ville dog være en usigelig lettelse, om netop DE kasser også kunne se deres snit til at liste afsted til landets større byer. I deres tilfælde vil jeg næsten være så large, at jeg måske endda vil betale en fragtmand!

 

Continue Reading

Litteratur

Bill Bryson. ALT!

Ingen kommentarer

Åh, jeg bliver så glad, når jeg i andre menneskers bogreoler pludselig lokaliserer en bog af Bill Bryson, som jeg IKKE har læst. Desværre er jeg nok snart ved at have opbrugt min kvote, for det er både begrænset, hvad han har skrevet+ det bliver mere og mere begrænset, hvad jeg ikke har læst endnu. Men, selvfølgelig, han er så god, velskrivende og underholdende, at man sagtens kan læse ham om igen, forfra og nærmest fra siden. Og klukle på den der formidable, umiddelbare måde, mens man gør det.

Bill Bryson er oprindeligt amerikaner, men har det meste af sit voksenliv boet i England. Det land, han primært skriver om, og som han spidder på sin satiriske pen på den allermest humoristiske og intelligente måde. Egentlig er han vel en slags essayskrivende rejsejournalist ( så man kan sagtens læse ham i små bidder, hvis man ellers kan styre sin lyst til at læse videre!), men hans finurlige iagttagelser, morsomme forundringer og skæve indfaldsvinkler gør, at samtidig med at man egentlig foretager en ydre rejse sammen med ham, foregår rejsen i næsten højere grad på det indre plan. Han er hylende, nærmest mavepineskabende morsom–og så har han en sjælden evne til at ramme ned lige midt i det, man ofte også selv har tænkt på som yderst besynderligt.

Ikke blot England står for Brysons satiriske skud. Mange andre lande over hele verden får også en endevending på typisk Brysonsk maner, så kan man lide rejseessays som genre og en eminent velskrivende, hylesjov skribent, så er det bare med at få fat i Brysons bøger. Ligemeget hvilken, faktisk! Der vil nemlig uvægerligt ske det, at når man pludselig opdager, at man da bare lige har læst begynderbogen på et par timer, så sidder man der med vildt store abstinenser efter at drage meget mere ud i verden sammen med ham.

Det fleste af hans bøger er oversat til dansk. Og bare det var mig, der stadig havde dem alle til gode!

Continue Reading

I byen

Fantastisk vietnamesisk mad.

Ingen kommentarer

La Lua, Frederikssundsvej, København NV.

Inde bag ved dette uhyre beskedne ydre gemmer der sig en lille, kulinarisk perle. Af den slags, man virkelig nemt overser, fordi bygningen rent ud sagt er røvtrist og uspiselig, og restauranten i sit ydre look er overvældende beskeden.

Her råder en hel storfamilie med yngste generation som serveringspersonale og den ældre i køkkenet. Og det virker umiddelbart som en fortrinlig fordeling, for sjældent har jeg fået så venlig, smilende ( læs: i modsætning til slesk!) og velkvalificeret betjening og så ny- og veltillavet mad. Det er hjemlandets køkken, der specialiseres i, og det gøres der altså adskillige niveauer over grillbarnormen. Selvfølgelig mest ris-, nudel- og supperetter–men hvilke retter!

På asisatiske restauranter synes jeg næsten altid, der sker uhyrligheder overfor krydderierne. Enten er maden så stærk, at man lige så godt kunne have slugt en mindre ildebrand, eller også har kokken, af misforstået hensyntagen til sarte, europæiske ganer, totalt udeladt enhver form for smagsingredienser over saltniveau. Det er ikke tilfældet her. Her SMAGER maden af noget, og de utallige grøntsager og frugter, som også blandes i den, smager i den grad alle af sig selv. Det er en fornøjelse.

Prisniveauet er udsøgt lavt. Omkring 100 kr. for en hovedret, som gerne er så omfangsrig, at selv særdeles sultne kan blive mere end mætte.

Og så er det jo altid en god ide, når man er på asiatiske restauranter, hvor alting serveres i små skåle med ris til, at bestille et antal retter, som alle kan dele og smage. Den allerbedste ide er at lade tjeneren råde, for han/hun ved så udmærket, hvor restaurantens styrker og svagheder ligger, samt hvordan et passende varieret måltid skal sammensættes. Det gør asiaterne selv, og jeg er fuldstændigt enig i deres åbenlyse forbavselse over mange danskeres ejermentalitet i forhold til “min mad, som jeg selv vælger og ikke vil dele”.

I denne restaurant bør man i alt fald smage så meget som muligt. Eller komme igen. Det vil jeg helt sikkert gøre.

Continue Reading

Om at være kvinde

Om ubåde. Raket-Madsen. Og døtre.

Ingen kommentarer

Forleden oploadede min skotske veninde en artikel fra The Guardian på Facebook. Om ubådssagen. Det viser lidt om, hvor stor opmærksomhed sagen også får i udenlandske medier, hos udenlandske læsere–samt måske en smule om, hvorfor vi alle på samme tid er så dybt fascinerede og så dybt frastødte af sagen.

Jeg følger også med. Og som med alle andre sager, der har min bevågenhed, gør jeg det ubevidst–og måske endda udelukkende–ud fra min egen lille synsvinkel. Eller synsvinkler. Nemlig der, hvor min personlige identifikation ligger.

I denne sag ligger den primært to steder: 1) Som mor til en datter på nærmest præcis samme alder. En selvstændig, karrierebevidst, frygtløs kvinde, der stadig tror på, at verden mestendels vil hende det godt, men at den også samtidig kan ændres, så dens potentiale kan udnyttes endnu bedre. Det ville overgå min yderste fantasi  og mine ultimative mareridt, at nogen ville kunne skade hende. Ikke blot fordi, det på en underligt omvendt måde falder lidt tilbage på mig, fordi jeg så bevidst har opdraget hende til selvstændighed og til at klare sig selv, men også fordi det i sig selv virker så uendeligt meningsløst. Hun hører da hjemme i denne verden, fordi hun i min optik er med til at gøre den bedre. Der er da ikke nogen mænd, der skal sejle rundt og slå vores døtre ihjel! De døtre, der både er deres egne storslåede selv, men som da sandelig også har en hel del med i bagagen, som vi mødre udstyrede dem med. Nemlig en god portion af de potentialer, vi selv, af mange årsager, aldrig fik udnyttet. Tager de vores døtre, tager de jo nærmest os selv.

Den ultimative ironi ligger vel nærmest i, at noget af det, vi ISÆR opdragede dem til, var at kæmpe mod folk ( her kan man godt læse: mænd!) som Raket-Madsen. Vi troede bare i vores store naivitet, at pennen eller andre fredeligere metoder var de våben, der skulle bruges. Netop derfor er det så chokerende, at basal, rå vold kan gøre det af med de unge kvinder, vi gav nogle helt, helt andre våben med på vejen. Så uigenkaldeligt uretfærdigt.

Mine følelser har også været hos forældrene, der først havde en forsvundet datter, dernæst en uhyggeligt lang ventetid, så dele af et lig, og så endnu flere ligdele med påhæftede mulige mordvåben. Det er som om, de stakkels forældre har fået deres datter slået ihjel i etaper. Og der mangler stadig et par arme, så der mangler stadig et par uudholdelige, sorgoprivende etaper. Som om døden ikke er noget endeligt, men foregår over flere måneder, hvor den i og for sig bare bliver mere og mere sindsoprivende forfærdelig for hver ny legemsdel eller oplysning. Her er vi ude i det ultimative forældremareridt.

Og 2) Jeg kan ikke forestille mig mere forfærdeligt sted at blive slået ihjel end i en ubåd på havets bund. Det taler lige ind i min klaustrofobi. I drømme og andre forestillinger, hvor man er udsat for korporlige, måske endda dødelige, angreb, handler det ofte om at flygte fra forfølgelse. Så løber man, springer eller forsøger i alt fald at slippe væk. Med bevidstheden om, at hvis man bare selv er snu eller hurtig nok, findes der smutveje til en form for frelse eller undslippelse. Men en ubåd på havets bund er jo det ultimative lukkede rum. Det rum, hvor hverken løb, spring eller andre undvigelsesmanøvrer er mulige. Hvor alt er forgæves, og–hvad der næsten er endnu mere forfærdeligt–hvor man jo udmærket er fuldt bevidst om, at det forholder sig sådan. I den slags situationer tror jeg, alle vil lede efter en form for håb–men i en ubåd: Forget it! Det svarer til den slags ultimative klaustrofobi, som er grundessensen i enhver form for flyskræk: De evindelige minutter eller sekunder, der går, fra flyet starter sin kurs direkte mod jorden, indtil det rent faktisk rammer. Det tidsrum, hvor alt er tabt. Og hvor man VED det.

Så jeg følger, som min skotske veninde og tusindvis af andre mennesker, også med i ubådssagen. Det er en af de sager i de senere år, der har ramt direkte ind i noget, der var umiddelbart identificerbart hos mig.

Netop fordi den har bevist, hvor skrøbelige vi i virkeligheden alle er. Både os mødre, vores selvstændige døtre—og vores ultimative fobier!

Continue Reading

I byen

København. NV.

Ingen kommentarer

Hvis man er på brækstadiet over Strøget og diverse, fuldstændigt ens udseende, tilstødende gader, hvis man gerne vil føle sig sådan en lille smule i “udlandet”, hvis man elsker det frie, kreative, anarkistiske initiativ og inderst inde længes lidt efter en stemning af ren Klondyke—–så er det bare med at tage S-toget til Nørrebro og bevæge sig nordpå fra Nørrebro Station.

Her begynder NV nemlig. Et udskældt, lavstatus, økonomisk trængt, anarkistisk, etnisk meget udansk kvarter–men også her, hvor den såkaldt kreative klasse er ved at flytte hen. Altså dem, nogle også kalder Firstmovers, og som såmænd nok er flyttet igen, når resten af befolkningen endelig får øjnene op for denne vildt charmerende bydel.

Her er små etniske butikker, med alt fra KBHs største udvalg i tørklæder, eksotiske frugter, skrammel på snart sagt ethvert sprog, en overrepræsentation af slikforretninger og masser af billige restauranter fra hjemlande, man oftest udelukkende har hørt om. Her er små værksteder i charmerende baggårde og kunstnere, der bare på stedet har taget initiativ til det, de nu havde lyst til. Det sidste udmønter sig i områder som Containerbyen (billedet), hvor kreative sjæle arbejder med alt fra filmproduktion til små cafeer i containerne. Eller måske en blomstrende storbyhave midt i ingenting. Kunstnergruppen Superflex har lavet den spændende korridor/plads Den Røde Plads, hvor der er opstillet ting fra hele verden, bl. a. palmer, kinesiske skakspil og arabiske mosaikker. I øvrigt lige ved siden af Nørrebrohallen, hvor der garanteret er enten loppemarked eller lagersalg af mærkevarer hver eneste weekend.

Det vrimler med aldeles ufancy cafeer. Af den slags, hvor man bare har flyttet de forhåndenværende søm ind i en tom butik og så serverer det bedste, man har eller kan. F.eks. i nedlagte blomsterforretninger og ismejerier–gerne til en pris, hvor absolut alle kan være med, mens de drikker af umage kopper, placerede på lige så umage møbler.

Fik man bind for øjnene og propper for ørene, før man blev sat af i dette kvarter, ville man nok umiddelbart gætte på, at man befandt sig i Londons East End. Før East End blev alt for fancy, forstås. Der er ikke så forfærdeligt mange af rent, lysblondt, nordisk udseende, og dansk er måske heller ikke det allermest udbredte, lokale sprog, men hvor ER her dog livligt, mangfoldigt, kreativt og tolerant.

Så se at komme derud i en fart. For den nye metro er godt på vej, lejlighedspriserne stiger, hipsterne er i den grad flyttet ind, så det er desværre kun et spørgsmål om tid, inden den lille Klondykelomme bare ligner alt det andet. Mange siger, at det er som Vesterbro for 25 år siden, og hvis det er sandt, kan man jo fuldstændig konkret regne på, hvor mange år den jublende skaberglæde får lov at trives, inden det hele bare ligner Sønder Boulevard. (Ikke, at der er noget i vejen med den, men ligefrem anarkistisk kan man vel næppe kalde den mere!)

Jeg skal i alt fald ud og trave NV tyndt og igennem. Dybt forelsket.

Continue Reading

Kunst

Wauw! For en kirke.

Ingen kommentarer

Jeg tror, det er noget, der kommer med alderen. For mig i alt fald. Umiddelbart kan jeg ikke erindre et eneste sekund i min ungdom, hvor jeg kunne lade mig begejstre ovenud højlydt og inderligt af en barokkirke.

Men det kan jeg heldigvis nu. Heldigvis, fordi det beriger mit liv, og den slags ting, der beriger ens liv, må man aldrig, aldrig gå udenom. På mine tvekvartgamle dage har jeg udviklet en stor begejstring for barok, Art Nouveau, Art Deco, Jugendstil og Arts and Crafts, og nogle gange har jeg på fornemmelsen, at min øredøvende forelskelse simpelthen skyldes, at samtlige stilarter bare er FOR meget. Der er givet så meget gas, at ikke et øje er tørt og en følelse urørt. Det tiltaler mig…… Sådan at svømme fuldstændigt hen i at gå totalt amok!

San Nicolaskirken ligger i Valencia, og skal man finde den, kommer man på en noget udfordrende opgave, for indgangen til al denne pragt er så ydmyg og selvudslettende, at man ikke behøver gøre sig de store anstrengelser for at gå direkte forbi. Men når man så kommer ind, åbenbarer der sig et skue, der, efter min mening, bør give Capella Sixtina i Rom kolossale mindreværdskomplekser. Diverse kunstnere er gået fuldgyldigt penselamok, basunengle ( og andre engle, for alle kategorier og ordner indenfor engle er repræsenterede), farverige tableauer, scener fra såvel Biblen og den græske mytologi og hyldester til helgener og andre navnkundige springer ud af væggene. Det er altså ret vildt! Betragtet som et stykke modreformation fra den romersk/katolske kirkes side, kan jeg såmænd sagtens forstå, hvis en flok pietistiske protestanter følte sig draget mod at diskvalificere Luther, når de så denne pragt og storhed. Enhver protestantisk domkirke ville stå med fuldgyldige selværdsproblemer–eller måske et godt argument for, at SÅ meget bør kirkerummet i sig selv ikke stråle.

San Nicolas ( ja, det er ham–altså julemanden!) kirken er et must, hvis man er i Valencia. Også selv om, man måske ikke lige har overvejet, om man er til barok. Netop fordi, at man, hvis man ikke er, nok skal komme til at være det her! Wauw!!

 

Continue Reading

Om at blive "ældre"

Om telefoner.

Ingen kommentarer

Det er sket noget med min brug af telefon. Jeg TALER ikke så meget i den mere. Og jeg er nok ikke den eneste.

Jeg tilhører en generation, der var aften-telefontalere. Stærkt presset af barndomshjemmets telefonbudget og senere ens eget ditto, foregik enhver form for hyggesamtaler efter 20 om aftenen, for da var det–i sin, forgangne, MEGET forgangne!–tid, billigere at tale i telefon. Jeg tilhører også en generation, hvis forældre ofte havde ( mine havde i alt fald) kontroverser over telefonregningens størrelse. Min far fattede ikke min mors minut-og beløbsstørrelser, og selv havde han faktisk det forhold til telefoner, at de udelukkende skulle bruges til kortfattede, letforståelige beskeder. At tale i telefon med ham var som at modtage et telegram. Hvis nogen ellers kan huske, hvad sådan et er…….

Hvis man derimod skulle kommunikere skriftligt, foregik det pr. brev. Godt nok havde vi dengang et relativt velfungerende postvæsen, således at man faktisk kunne tage det for rimeligt givet, at ens breve nåede frem indenfor afsendelsesårtiet, men mange mennesker skrev særdeles sjældent. Den skriftlige dimension, som nu dominerer vores liv, var særdeles sparsom, og skrev man et brev, var der kælet for såvel sprog, stavning, skrift og detaljer.

Så telefonen, det talte ord, var den fremtrædende kommunikationsform. Det er den ikke for mig længere. Også selv om jeg heldigvis ikke er forvist til, af sparehensyn, kun at måtte tale uforsvarligt længe efter 20 om aftenen. Der er jo hundredevis af uforskammede telefonsælgere, der i den grad ønsker at pådutte mig såkaldt billige abonnementer for at få mig til at tale det meste af døgnet.

Jeg fatter ikke lige “knoglen”, som man sagde. Jo, det gør jeg, hvis jeg virkelig–og her mener jeg virkelig–ønsker at TALE med nogen. At høre deres stemme, at indgå i en længerevarende snak om fast, og mest løst–og allermest, hvis jeg ønsker at engagere mig i den person, der er i den anden ende af linjen. (IKKE røret–hvor sidder det lige på en telefon?) Efterhånden er det næsten blevet sådan, at man skal kende folk rigtigt godt for at ringe til dem. Som om man nærmest invaderer deres privatliv, hvis de tvinges til at høre ens stemme. Eller som om fjernere bekendte nærmest overskrider grænserne for ens intimssfære ved at konfrontere en med deres konkrete stemme og tilstedeværelse. TelefonSAMTALER er, qua alle de andre digitale muligheder, blevet noget meget privat.

I stedet skriver jeg. Eller vi. SMS, emails og Messenger. Det er sådan en dejlig uforpligtende måde at henvende sig til andre mennesker. Der er nemlig aldrig på noget tidspunkt en egentlig personlig konfrontation. Det gode ved disse kommunikationsformer er selvfølgelig, at den person, man henvender sig til, ikke behøver at være til stede i samme moment. Beskeder kan vente, og de forsvinder ikke–ligsom det ubesvarede telefonopkald, der bare suser ud i den digitale intethed.

Når jeg tænker over det, er der faktisk mange såkaldt bekendte, jeg aldrig ville drømme om at ringe til. Men jeg ville uden blusel gerne sende dem enhver form for skriftlige beskeder. Nogle, fordi jeg ville føle, jeg overskred grænserne for vores egentlige bekendtskab ved at konfrontere dem med mig i egen, lydlige person. Andre, fordi jeg overhovedet ikke havde den fjerneste lyst til at tale med dem. Af flere grunde, men nok mest fordi jeg ikke anede, hvad vi skulle tale om. Eller fordi, jeg ville blive en imitation af min fars telefoniske telegramstil. At skrive beskeder er, blandt meget andet, en form for at holde folk på afstand. At undgå en nærkontakt, som man faktisk ikke lige har nogen form for lyst til.

Så fra at være et meget mundtligt samfund (efter 20!), er vi ved at blive et særdeles skriftligt. For mig indebærer det i alt fald, at cirklerne for, hvem jeg overhovedet TALER i telefon med, bliver mindre og mindre. Alle andre får en besked. Og jeg hverken invaderer deres privatliv eller ser mig nødstedt til at holde en fuldstændigt overflødig samtale gående.

Men det er nu lidt tamt. Samtidig med, at jo mere vi kommunikerer med hinanden ( og DET gør vi!), jo mere afstand lægger vi faktisk på samme tid til hinanden. Vi skriver beskeder som aldrig før, men vi undgår mere og mere den egentlige, hørlige snak med hinanden. Vi murer os mere og mere inde i vores eget, pansrede, digitale univers, hvor vi selv synes, vi er i kontakt med en helvedes masse—uden egentlig konkret at være det.

Det kan så passende sammenlignes med, at jeg nok ikke er den eneste, hvis mor stod og trippede foran telefonen og ventede på, at klokken slog 20, for SÅ skulle der snakkes. Hun skrev ikke så meget, men hun havde så heller ikke valget……

Continue Reading

Rejser

Stilhed på den hvide kyst.

Ingen kommentarer

Der er en smule tyst på bloggen for tiden. Det skyldes, jeg er på ferie.

Hele sommeren har jeg ikke foretaget mig andet end at være på ferie. ANDRES ferie.

Det er nu engang guidens lod, at ferier primært afholdes af andre, mens det er hende, der sørger for, at det så overhovedet kan lade sig gøre. Løber forrest til alle seværdigheder og går bagest til enhver form for fødeindtagelse og overnatning. Ingen afslapning, før alle er på plads. Og i det hele taget kun fri, når de andre sover.

Derfor er ferie er helt usædvanlig luksus. Basalt den luksus, der indebærer helt selv at bestemme og nogle gange helt bevidst at lade være at bestemme noget som helst. At undgå at tage et valg er faktisk også at være ansvarlig. For sit liv og sin ferie.

Der dyppes tæer i Middelhavet og indtages adskillige kolde og varme drikkevarer på diverse strandpromenadebarer. Altsammen i 27 grader og et område, hvor danske turister decideret er et sjældent syn. Der spankuleres i gamle byer og købes tasker i hobetal. Og så holdes der ferie her på Costa Blanca, for det trænger jeg godt nok til.

Så meget, at jeg sagtens kunne vænne mig til et guidejob UDEN gæster. Sådan i retning af et lærerjob uden elever……

Continue Reading