Kvindelige rollemodeller. IV.

Ulla Terkelsen.

Det var hende her, der i sin tid var hele anledningen til overhovedet at skrive om rollemodeller, så det er på tide, hun får sit eget indlæg.

Jeg kan forstå, at jeg tilsyneladende ikke er den eneste, der gerne ville have været Ulla Terkelsen, hvis jeg ikke var blevet lærer. Jeg har selvfølgelig spurgt mig selv hvorfor og er kommet frem til den indlysende konklusion, at det er, fordi hun er professionel og vidende til fingerspidserne i sit arbejde, at hun ubesværet har hele verden som sin arbejdsplads, og at hun besidder en naturlig autoritet, der både udstråler kompetence og får os til at lytte intensivt. (Tænk engang: Sikke kvaliteter for en lærer!!!)

I min øjne er hun nærmest født medlem af den lille elitegruppe af kvindelige journalister, jeg har dyb tiltro til og stor beundring for. ( Af andre medlemmer på min hitliste kan også nævnes Mette Fugl, Puk Damsgaard og Simi Jan. Derudover: Ingen nævnt, ingen glemt.) Det er dem, der kan deres stof til fingerspidserne, men det er jo ikke nok i sig selv. De kan nemlig også formidlingens svære kunst. De kan oplyse om dybt indviklede politiske forhold i Ugga-Buggaland, så selv jeg kan fatte det.

Jeg er så gammel, at jeg stadig kan erindre Fru Terkelsen stående i bomberegn ved Divis Tower i Belfast under de Nordirske “troubles”. Det var nok der, jeg først opdagede, at her var da en journalist, der kunne sit stof. Siden har hun haft hele verden som sin arbejdsplads. Hvor andre (mandlige?) journalister oftest har et område i verden som deres spidskompetence, har man på fornemmelsen, at når tingene overalt, VIRKELIG overalt, bliver lidt for komplicerede, så siger nyhedschefen bare “Send Ulla.” Nogle gange har man faktisk lidt svært ved at forstå, at hun overhovedet kan NÅ fra A til B inden næste udsendelse. Samt reasearche stoffet.

Men det kan hun. Og så står hun der i sin Yvonneternede frakke, som hun bevisligt har ejet et par årtier, et kæmpe halstørklæde og det meget karakteristiske hår, den dybe stemme og sin fabelagtige viden og informerer os om verdens brændpunkter, så vi alle kan være med. Sikke en viden, sikke et engagement og sikken en høj alder stadig at flyve verden rundt i.

Den dame må ikke gå på pension. Nogensinde. For hvor skal jeg ellers få kvalificeret nyhedsopdatering fra?

Continue Reading

Kvindelige rollemodeller. III.

Tine Bryld.

Jeg husker dem endnu, de søndag aftener i de tidlige 70-ere. Nede på mit værelse i kælderen med hovedet tæt ind imod transistorradioen, der ind imellem havde den uvane at lyde mere som en fiskekutter end en radio.

Søndag aften var der P4. Danmarks første egentlige radioprogram for unge, som tog de unge alvorligt. Og det, vi alle sammen ventede på, var samtalerne med Tine Bryld. Der i de små kælderværelser og loftskamre, som så hyppigt blev brugt til teenageropbevaring dengang, var det et højdepunkt på ugen af blive bekræftet i, at man slet ikke var så forkert, som man selv syntes, og at der var mange, mange andre, der såvel havde de samme problemer som en selv samt nogle, der var mange gange værre. (Det var dengang, det stadig hed “problemer”–ikke “udfordringer”.)

Tine Bryld tog os alvorligt. Helt ud gennem radioen fik man det indtryk, at her var et voksent menneske, der både forstod og handlede. Hun talte aldrig ned til nogen. Hun var aldrig arrogant og bedrevidende, men mødte de unge lige præcis der, hvor de stod. Det var vi altså ikke vant til dengang. Vi var opdraget i den hellige tro på, at man aldrig hængte sit beskidte vasketøj til tørre og i øvrigt bare stiltiende fandt sig i at være pæn på de voksnes betingelser.

Og i virkeligheden var det jo slet ikke en revolution på ungdomsfronten, Tine Bryld kæmpede for. Hun gjorde bare det, hun formåede, i kampen for at give ungdommen nogle bedre præmisser og en ballast i form af en forstående, accepterende voksen. Jeg vil vove at påstå, at den dame gjorde mere for generationer af Danmarks ungdom end ret mange andre, mere profilerede personer. Hun gav os nemlig troen på os selv (eller var det modet til at tro på os selv?), og den kommer man virkelig et rigtigt godt stykke med.

Udover sit virke for P4 var Tine Bryld også socialrådgiver, bl.a. for Mødrehjælpen samt forfatter til en del ungdomsromaner (ungdomsmanualer, er jeg desværre nødt til at kalde dem!). Men det er som den altid behagelige, fordomsfri, accepterende og hjælpende stemme i P4, jeg gerne vil se hende i dette galleri af rollemodeller.

Og tænk at det allerede er 6 år siden, hun døde. Og at der endnu ikke er dukket et troværdigt alternativ til hende op blandt de ellers meget emsige, selvbestaltede ungdomguruer på enhver form for sociale medier. Tine Bryld var aldrig blevet realitystar i et program om unge med problemer. Af den hjerteskærende, indlysende årsag, at hun havde noget på hjerte!

Continue Reading

Om hængepartier og hængepartidage.

Den står der endnu og glor. Den blomst, der er ved at vokse ud af sin barndoms potte, og hvis lettere foldede blade nærmest trygler om at få en ny parcel. Og kommodeskuffen. Hvor man forgæves leder efter alt det, der burde være der, men umuligt kan få sig gravet ned under flere års antikke kvitteringer og alle de andre henslængninger. Fordi netop den skuffe står så dejligt i forhold til alt det, man ellers ikke aner, hvad man skal stille op med. Og alt det tøj inde i skabet, som enten skal gå til nye liv hos nye mennesker eller, i mange tilfælde, brat ende et langt tøjliv som optrevlede klude.

Og telefonsamtalerne. Alle dem, man burde have ringet til for længst og lige hørt, hvordan det nu går. Samt knapperne. I de bukser, som egentlig sad så godt der for 1½ år siden, da man forliste en knap, og som nu har utålmodigt har ventet på knapisyning lige siden. For ikke at tale om den evigt ekspanderende bunke på skrivebordet, der sådan volumenmæssigt syntes at have helt sit eget liv. Og bilen. Der ligner noget, nogen har trukket sidelæns gennem en mudderpøl i november. Hvilket så er løgn, for det var i april, den sidst så en klud.

Og alle de andre ting. Alle hængepartierne. Alle de der forbandede små ting, som i sig selv er så uendeligt små i gøren, men som er så uendeligt store i tankerne. Der er jo det ved hængepartier, at jo længere de hænger, desto længere bliver de. Den der knap i de der bukser er vel vokset til et større designprojekt, mens potteplanten nærmest er blevet til en gennemgribende omstrukturering af baghaven. I tankerne, inde i hovedet. For hver dag, der går, desto mere uhyggeligt umuligt bliver det at kvinde sig selv op til at få de, i grunden ubetydelige, ting gjort.

Det er jo slet ikke fordi, jeg ikke vil. Måske er det en lille, bitte, bitte smule, fordi jeg ikke gider. Men det er altså allermest fordi, at hver gang jeg virkelig, virkelig har bestemt mig for at få det lort af vejen, så er der noget andet, jeg bare rigtigt meget skal i stedet for. Sådan helt uopsætteligt bare skal. På den måde, at der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved, at det altid er vigtigere for mig at gå en tur end at sy knapper i.

Derfor har jeg vedtaget med mig selv, potteplanten, kommodeskuffen, bukserne og alt det andet løse, at vi tager en  hængepartidag. Vi får de der tåbeligheder ud af verden. De skal ned fra skuldrene, så de ikke længere påvirker åndedrættet og det generelle, personlige velvære. Det skal gøres nu. Det skal væk. Vi skal videre.

Jeg har så bare ikke helt bestemt mig til, hvornår det skal være. Da jeg vel er den, der kender mig selv allerbedst, må jeg desværre også indrømme, at den der hængepartidag måske bliver–et hængeparti.

 

 

Continue Reading

En god bog.

Merete Pryds Helle: Folkets skønhed.

Jeg vil ikke kalde den “den store, danske slægtsroman”, men mindre kan også gøre det. Det er en god, læseværdig bog, som på fineste måde giver os et tilbageblik i den mere folkelige del af vores fælles historie. Folkets historie, om man vil. Den, der nok trods alt ligger bag de fleste af os.

Vi følger hovedpersonen, Marie fra Lolland, fra ca. 1930 til omkring 70-erne. Det geniale er, at den personbundne fortællerstemme hele tiden vokser med Marie, således at vi gennem barndommen får barnets (ufuldstændige og subjektive) version af begivenhederne, mens den mere modne Marie langsomt begynder at skimte nuancer og sammenhænge. Marie vokser op under fattige kår i det, man nok i dag ville kalde en særdeles dysfunktionel familie. Men hun klarer sig trods sult, tæsk, snavs, sygdom, incest, død og det evindelige hårde arbejde. Der er en god portion Ditte Menneskebarn i den pige, om end hun ikke lige vinder på at være verdens mest tiltalende menneske som sådan.

Bogen skildrer overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund, for selvfølgelig ender Marie fra Lolland på fabrik i hovedstadsområdet og senere i en af de utallige, såkaldte sovebyer, der skyder op omkring samme hovedstad i 60-erne. Den skildrer også overgangen fra en familieform, hvor familien primært var et arbejdsfællesskab til en, hvor familien forventes at eksistere på baggrund af et følelsesfællesskab. Det sidste har Marie meget svært ved at forstå. Hun er opdraget til, at man kan arbejde sig ud af alt, så rollen som frustreret, hjemmegående husmor i forstaden er ligesom udenfor hendes begrebsverden. Så der bliver nørklet nogle gardiner og gjort temmelig meget rent!

Bogen er en form for pseudo-biografisk bog over forfatterens egen slægt, og mange scenarier bygger på historier (eller hendes version af historier), hun har opsnappet gennem tiden. For mig var der en umiddelbar genkendelighed over mange af scenerne. Jeg har hørt lignende fortællinger fra min egen mor. Så netop denne identifikation, som er så behagelig, når man læser, vil ganske givet optræde for mange 50+ ere, der, som det meste af Danmarks befolkning, er rundet af forældre fra trange kår i datidens landbrugssamfund. Det er os, der er vokset op i parcelhusene med forældre fra landet.

Bogen skriver sig ind i en lang række af lignende fortællinger om overgangen fra landbrugs- til industrisamfund. Så i denne forbindelse er jeg absolut nødt til at nævne de to FREMragende romaner i denne genre (hvis man da kan kalde det en genre?) med nogle år på bagen, som altid kan læses igen og igen. Eller måske for første gang? Nemlig: Anne Marie Løn: Prinsesserne og Jens Smærup Sørensen: Mærkedage.

Continue Reading

Om virkelighedsopfattelse.

To scenarier.

Den virkelige: Medlem af det britiske Labourparti Paul Flynn udtaler i en debat i underhuset om Trump: “Han er et gnavent barn med en amøbes intellektuelle kapacitet.”

Min reaktion: Smil. “Yes”. “Godt sagt, makker.”

Den tænkte: Trump udtaler om det britiske parlamentmedlem Paul Flynn: “Han er et gnavent barn med en amøbes intellektuelle kapacitet.”

Min reaktion: Hovedrysten. “Idiot”. “Hvad F…. bilder han sig ind.”

Således afhænger alt af ørerne, der hører. Og hvis man kræver, at den part, man er uenig med, skal debattere på en seriøs, saglig måde, må man nok begynde på sin egen banehalvdel.

Så det vil jeg prøve.

Continue Reading

Valuta for mine penge.

Det er så lang tid siden, jeg sidst var ude at rejse, at jeg helt har glemt min banks temmelig lemfældige omgang med mine penge. Måske er det kun min bank, der behandler sine kunder på denne måde, men jeg synes, det er uforskammet. Det ved de også godt dernede. Jeg har fortalt dem det. Mange gange. Jeg mener ligefrem at kunne iagttage, at de to banklotterivindere, der stadig både har arbejde samt må bemande den tomandsbank på størrelse med en telefonboks (hvis nogen ellers kan erindre sådan en!), der skal servicere en mellemstor provinsby, skyndsomst fortrækker ud i diverse baglokaler, når jeg nærmer mig.

Det, der sker, er: Jeg bestiller min rejsevaluta på nettet og får en bestemt dato, hvor den vil ligge klar til mig. Så langt, så godt. Denne gang var den “bestemte dato” så 23. februar. Nu har jeg så lige været inde på min Netbank, som jeg jævnligt tjekker efter det identitetstyveri, jeg tidligere var ude for. Og her d. 20. februar optræder der så en post ved navn “Fremmed valuta”. 5000 dask lige ned i bankforet. Hvis jeg nu troppede op dernede ved åbningstid i dag for at afhente de penge, jeg tilsyneladende allerede har købt og betalt, ville jeg få at vide, at de først er bestilt til d. 23. og derfor ikke forefindes indenfor telefonboksområdet. De skal nemlig transporteres hertil fra en endnu mere mellemstor provinsby, og det tager–lige så tilsyneladende–3 dage at få dem afsendt og transporteret de 24 kilometer hertil. (Det er lige–men også kun LIIIIIGE– før, post-u-væsenet kunne slå den rekord!)

Men det er jo slet ikke bankens interne logistikproblemer, jeg er sur over. Jeg er simpelthen knotten over at betale for en vare, inden jeg på nogen mulig måde har erhvervet den. Det ville svare til, at jeg tog en tur i Netto og samlede en masse varer i min kurv, pænt betalte for dem og derefter fik at vide, at de først kunne afhentes om 3 dage. Slut med at købe letfordærvelige varer! Eller investerede i et nyt stykke beklædning og så blev anmodet om at afhente ved ugens udløb. Tænk lige på konsekvenserne indenfor restaurationsbranchen: Man bestiller og betaler en frokost/middag, og må så sulte 2-3 dage, inden den overhovedet kan indtages. Måske ville det her mere svare til at betale for maden i det øjeblik, man bestilte bord? Jeg tror, metoden ville indebære en relativt udpræget butiksdød, og omsætningen ville nok gå i styrtdyk.

Flere gange i mit liv har jeg da været ude for at skulle vente på en vare. Prøvet et stykke tøj, som de ikke lige havde i min størrelse, men som butikken så ville bestille hjem til mig. Jeg har ALDRIG været ude for, at nogen butikker har været nederdrægtige nok til at afkræve mig betaling, før min efterspurgte vare var fremme. Eller at det overhovedet kom på tale. Eller at butikken bare sådan lige gjorde det–ligesom banken gør.

Det forbandede ved banker er jo netop, at de har fri adgang til ens penge. De kan fuldt legalt mase sig ind på ens konto og skrabe det, der for dem er håndører i miniformat, ud af den. Også 3 dage før den bestilte vare er fremme.

Det er altså bare ikke i orden. I min optik betaler man for en vare eller tjenesteydelse i det øjeblik, man erhverver den. Det betyder helt konkret i det øjeblik, man står med den i hånden.

Vi handler ikke valuta på forventet efterbevilling, bank! George Washington på bordet, og pengene falder. Ikke før! Ellers vil jeg alvorligt overveje at gå i madrasmode, og så må I vinke farvel til alle de penge, som nu udelukkende kan forefindes inde i en skibsbriks fra 70-erne. Det må da være en trussel, I kan forstå!

Continue Reading

Mit værelse. 70.

Under oprydning fandt jeg disse billeder af mit værelse anno 1970. Jeg har på det tidspunkt været 13-14 år gammel og burde have været fornuftig nok til at indse, at jeg skulle have beholdt de fleste af tingene. Det har jeg så begrædeligvis ikke.

Desværre er billederne i sort/hvid, så man kan desværre ikke se den orangerøde farve, som er øredøvende dominerende på såvel sovebriks, arkitektlampe som gardiner. Samme gardiner endte i øvrigt deres liv som puder, for dengang havde de fleste ting mange liv. Det er et underligt miskmask mellem stilarter fra en del broderede mormorstykker, fotografier af konfirmandholdet og relativt stilrene møbler. Der er også godt med nips, og jeg kan se, at billederne er taget, før der gik popidoler i den på væggene. Her er i stedet små klokkestrenge, visdomsord i hjerteform, lidt pseudopsykedeliske plakater og den evindelige opslagstavle i gråt hessian.

Jeg har tilsyneladende også haft mulighed for at “nette” mig i private omgivelser med det lille arrangement omkring spejlet, og den lille skammel ville jeg da give en del for at have haft i dag. Det er også tydeligt, at jeg har haft en rimelig svaghed for lysestager, og hvis jeg ser rigtig, må familien for nylig have været på Bornholm (det var cirka så langt, vi rejste, når vi rejste langt), for der står vist en Krølle-Bølle et sted. Hatten på knagen købte jeg på Blå mandag. Det var vildt eksotisk og i Ålborg.

Men det er slående, synes jeg, at værelset tydeligvis er et konglomerat af en gammel kultur, der er ved at støde sammen med en ny. Det har ikke varet mange år, inden fødselsmindet på væggen og klokkestrengene har fået lossepladsdommen. Alt sammen til fordel for en ungdomskultur, der havde helt andre værdier. Så på mange måder viser billederne både en overgang fra barn til teenager/voksen og en hel klar tidstendens. Det er da lidt sjovt.

Endelig viser vinduet, at jeg boede i kælderen. Det var før, den slags børneopbevaring blev ulovligt.

Men hvem ville ikke gerne eje det spejlsæt, den arkitektlampe, skammelen og briksen? Rispapirlampen er jo bare en ud af de utallige, jeg gennem tiden har slidt op.

Og hvor er min pc, min telefon og mit fjernsyn? Jeg kan faktisk ikke engang se et stereoanlæg. Gad vide, om mine børn tror på disse billeder?

Hvis andre ligger inde med den slags sjove, gamle teenagefotos, så opload dem bare på siden, please! Skriv også gerne lidt om den.

 

Continue Reading

Om betjening.

Når det at gå ud at spise ikke er en del af livsstilsdesignet og heller ikke en decideret nødvendighed, skal det gerne være en oplevelse. Ikke nødvendigvis en begivenhed eller en fejring, men altid et brud på en hjemmekokkereret dagligdag. Det skal med andre ord være et stykke over medisterpølseniveau.

Dette handler ikke så meget om maden, men meget mere om betjeningen. Og den kan der skrives en del om. For som den dog varierer, og som den dog også ofte irriterer. Da jeg anser betjening som en del af min betaling for at få serveret et måltid, føler jeg mig også fuldt berettiget til at kommentere på den. Der findes mange kategorier af udførelse indenfor netop det fag, men lad mig bare tage fat i nogle stykker af dem.

Bønnelederen: Bønnelederen ypperste formål er at lære ignorante gæster ærefrygt og næsegrus beundring. I virkeligheden er der slet ingen mennesker, der madmæssigt er tilstrækkeligt oplyste til overhovedet at indtage føde i hans restaurant, men han kæmper sin egen brave kamp i madoplysningens hellige navn. Han læser ikke menukortet for gæsterne, han messer det. Og under afmesningen dvæler han længe og inderligt ved retter og ingredienser, som han er fuldstændig overbevist om, at han er den eneste i hele Danmark, der nogensinde har plukket klokken 4 om morgenen i morgendis på en brakmark i det nordlige Vestjylland. Når maden endelig kommer på bordet missionerer han så længe om dens fortrinligheder, dens aroma, dens smagsoplevelser, dens visuelle indtryk og dens usædvanlige ingredienser, at den nærmest er kold, inden man allernådigst får lov at spise den. Gerne–hvis det var muligt–med foldede hænder og i højstemt taknemmelighed. Han forventer den ultimative ærefrygt og næsegruse beundring fra dagens ignoranter. Det er absolut underordnet, om de bliver mætte. Bare de betaler en mindre formue for oplevelsen.

Vimseren: Vimseren er over en, allerede før man har fået hele skosålen solidt over dørtærsklen. Han må ikke forveksles med den sydeuropæiske udendørs-vimser, som agiterer såvel højlydt som fysisk for sit spisested. Denne afart mister nemlig enhver form for interesse i kunden, så snart denne har fået samme skosål ind over restaurantens dørtærskel. Vimseren kalder alle Hr. og Frue (ikke Fru, husk det!), og han er i stand til at være alle steder på en gang. Han er ekspert i at flå overtøj af gæsterne og har gerne trukket samtlige stole omkring et bord ud, inden man overhovedet har overvejet, om det er der, man ønsker at sidde. Han anser sig selv som den yderste ekspertise omkring menukortslæsning og spørger da også gentagne gange, om man nu har forstået. Pedant-vimseren formår endda at få ens serviet placeret hen over lårene i udfoldet stand, og det er her, man sådan lidt føler, at ens privatzone er bare en lille smule udfordret. Når man har vimseren som tjener, skal man være meget opmærksom på ikke at tabe noget. For han er der! Indenfor ca. ½ sekund. Ligesom han ca. hvert andet spørger, om der er noget herren og fruen mangler, eller om maden nu smager. Omkring midt i måltidet begynder man så småt at forstå Stasis påvirkning og indflydelse i det gamle DDR. Man er nærmest udsat for et privatlivsovergreb af samme størrelsesorden.

Den hurtige: Den hurtige er ham, der i virkeligheden er et overset multitalent og udelukkende går og venter på at blive spottet til X-Factor eller en hovedrolle i en TV-serie. Imens må han lide den uretfærdighed at være nødt til at tjene sine penge på at servere for alle de små mennesker, der nok engang skal komme til at se, hvor stor han i virkeligheden er. Så det her kan han virkelig ikke tage alvorligt. Han er ligesom for stor til det. Derfor skal det bare overstås. Altså serveringen. Ordrer tages i kanonfart, maden serveres ikke–den kastes. Man gør klogt i ikke at tage sit allerpæneste tøj på, eller i det mindste iføre sig en form for beskyttelsesdragt, da løsgående supper og sovse ofte forvildes de mest mystiske steder hen på ens krop under et kast. Det værste er pommes frites. Dem kan han sprede over mindre parceller.

Den dovne: Den dovne er egentlig en undergruppe til ham den hurtige. Hans begrundelser for elendig service er de samme. Hos ham udmønter storhedsvanviddet sig bare i, at gæsterne som sådan er en evig kilde til forstyrrelse. Den slags forstyrrende elementer, der Gudhjælpemig understår sig i at anmode om et menukort samt helt ovenud uforskammet forventer, at han (JA HAM!) også har tid til at servere. Når han nu lige har så travlt med at finde nye auditions på nettet, tale i telefon med potentielle agenter, diskutere verdensituationen med kollegaen, der har det akkurat som ham selv, eller måske bare kigge ud af vinduet i sin helt uoverskuelige tristesse. Omvendt er det så på hans domæne, man tidsmæssigt får noget for pengene. Sådan en frokost kan jo tage ½ dag.

Men så er der også ham, jeg blev mødte i går. Han er tjener på et større restaurant/kongres/kursus-kompleks, hvor jeg kommer rimeligt ofte. (De har også et casino, hvis det gør dem lettere at placere!). Han var en stor, glad dreng, der tog sit job yderst alvorligt. Det der smil var ægte, og de der høflige spørgsmål til os gæster om, hvor vi kom fra, og hvorfor vi var sammen netop på hans sted blev diskret stillet, fordi han simpelthen var nysgerrig. Han kunne kunsten med at spørge “Er der noget, I skal have hjælp til?”, istedet for nærmest at begå overgreb på gæsterne eller totalt at ignorere dem. Han skabte, med andre ord, en rigtig god stemning. Det gør hans kolleger på samme sted i øvrigt også altid.

Og det sidste er jo lige netop den slags, der får os gæster til at komme igen!

 

 

Continue Reading

En lille perle langs landevejen.

Når man ofte kommer til Himmerland, er man yderst forvænt med gode oste og velsmagende flødeis af den gode, gammeldags slags, for de har Vebbestrup Mejeri deroppe. Men hernede i det sydlige findes der faktisk også et lille supermejeri. Det gemmer sig bare ualmindeligt godt, og man skal kende det–eller kende nogen, der gør–for overhovedet at få ideen at tage turen ud på Lars Tyndskids mark og prøve at lokalisere det. Her anbefales GPS!

Det hedder Jernved Mejeri og ligger i trekanten Ribe, Bramming, Gørding. Og derude kan de lave oste. Både dem, der smager af rigtigt meget og dem, der forsvarligt og uden at virke decideret lugtstødende kan medbringes i en madpakke. Det er sådan et lidt gammeldags sted, hvor ostene bare ligger på hylden, og man kan så enten pege eller smage sig frem. Hvis man, som jeg, har det meget lidt godt med supermarkeds-vacuum-oste, er det sådan et sted, osteindkøb skal foretages.

Det er vist heller ingen overdrivelse at påstå, at de er uhyre large med priserne. Selv om jeg altså bor adskillige kilometer fra denne ostehimmel, kan det nærmest svare sig at køre dertil for at proviantere mejerivarer, for de har skam også is mm. Det har jeg ikke smagt endnu, men det er i sig selv ganske belejligt, for så har jeg en rigtig god undskyldning for at komme tilbage.

Continue Reading

Vadehavscentret. Ribe.

Da det spritnye Vadehavscenter for nylig blev indviet, fik det strålende anmeldelser og omtaler. Det kan jeg godt forstå.

Selve centerbygningerne, tegnet af Dorte Mandrup, falder genialt ind i landskabet og er indvendigt lette, lyse og gennemtænkte. Alt udvendigt er stråtækket/beklædt–også væggene–og det er virkelig flot og usædvanligt. Men som jeg ser det, er det vigtigste i arkitekturen, at man hele tiden har været bevidst om lys og lysindfald gennem de store vinduer, som hele tiden minder en om, hvilket fantastisk landskab–og lys–man befinder sig midt i. Det er lidt ligesom at gå rundt og kigge ind i et maleri af Nolde.

Det var selvfølgelig lidt idiotisk at tage derover en dag i vinterferien. I alt fald hvis man gerne ville have plads til at nærstudere alt. Omvendt var det en fornøjelse at se, hvor engagerede og optagede alle de ferierende børn var. Det var virkelig noget, der fængede. Især fordi de fleste moderne museer er meget bevidste om, at ting ikke blot skal ses og læses. De skal også røres ved og føles. Her kan man dissekere fuglevinger, røre ved fisk, krabber og andre former for bunddyr samt hele tiden finde en vidende medarbejder at stille spørgsmål til. Det var derfor også meget tydeligt, at vi var nogle af de eneste i bedsteforældrealderen uden børnebørn!

Centret er bygget op omkring temaer som vand, natur og dyreliv, og alt forklares så selv fugleignoranter som mig såvel lærer noget som faktisk får tændt en interesse. Hvis man er amatørornitolog eller bare en smule fugleinteresseret, er dette sted et absolut must. Ligeledes er der en rigtig flot film om stormfloder gennem tiderne, som både er lidt skræmmende omkring naturens vilde kræfter, men også meget informerende omkring, hvordan vi mennesker prøver at leve med såvel naturen som dens kræfter. Jeg lærte i øvrigt også en masse om tidevand, og det er i sig selv faktisk også meget interessant.

Centret har et kæmpeområde forbeholdt madpakkespisning, og det tiltaler mig virkelig meget, at man ikke bare banker et megadyrt cafeteria med grillos og hele svineriet op. Man kan købe sine drikkevarer (eller lade være) og så ellers nyde sin mad i gratis fred med en rigtig god udsigt ud over marksengene og Vadehavet i det lidt fjerne. I øvrigt kører ebbebussen/traktoren til Mandø også lige udenfor centret.

Så bare afsted til Ribeområdet. Udover dette fine sted er der masser af andre attraktioner, så som f.eks. Vikingemuseet og det lokale kunstmuseum, som p.t. har en udstilling med bysbarnet Jacob A. Riis` billeder fra slummen i New York.

Da der desværre kun er plads til et billede her på bloggen, oploader jeg lige nogle flere i gruppen Guldsøstre på Facebook.

 

Continue Reading