Om at være kvinde

Om at vokse. På trods.

Ingen kommentarer

Dette ældgamle takstræ står i klostergården på den gamle Muckross Abbey, som blev ødelagt af Oliver Cromwell tilbage i 1600-tallet. Det er givetvis plantet endnu før og har undgået fældning, fordi takstræer indeholder den værdifulde gift taksin, som førhen blev brugt i flere lægemidler.

Så det overlevede altså Cromwells hensynsløse hærgen dengang for mange århundreder siden. Det har også overlevet at stå i den mørke, trange klostergård. Og selv om det nærmest er umuligt at få kronen med på billedet, giver det nok alligevel et indtryk af et smukt, livskraftigt og frodigt træ.

Især stammen betager mig altid. Det er så tydeligt, at dette træ nærmest har drejet og roteret sig om sig selv med det soleklare formål at finde lys til at vokse. Gro, skyde og folde sig ud. Det har kæmpet mod ulige odds og bare haft et eneste formål: At holde sig i live. Koste hvilke knuder og akrobatiske træøvelser, det nu måtte koste.

Det står her da også endnu. Så de livgivende skru var umagen værd.

Jeg bliver altid sådan lidt ydmyg, når jeg ser det træ.

Continue Reading

Om at blive "ældre"

Om flokmentalitet.

Ingen kommentarer

Der er en ting, der altid undrer mig. Altså hver gang jeg støder over den, og det gør jeg med ganske korte mellemrum, når jeg arbejder som guide.

Nemlig at når mennesker færdes i flok, mister en stor del af dem deres selvstændighed og basale evne til at klare sig selv. De bliver flokdyr og indlemmer sig selv i den store organisme, som nærmest handler og bevæger sig pr. automatik.

Hvis en flok på en tilfældig, given mekanisme begynder at bevæge sig i en uhensigtsmæssigt, eller måske endda direkte forkert retning, følger hele styrken med. Uden spørgsmål. Det er som om, flokken har et indre fælles formål, som ikke er at nå frem, men meget mere at følge med. At være en del af helet.

Mennesker, som i deres daglige arbejde er vant til at lede andre og tage store beslutninger på andres vegne, følger bare trop, uden spørsmål. Og alle overgiver de deres skæbne i blind tro på, at der er en ANDEN, der nok skal få styrken frem til målet. For når denne udefinerbare ANDEN begynder at bevæge sig, er det eneste formål for den enkelte at følge med.

Som guide er det faktisk svært at få vendt en flok, hvis en eller anden detalje har drejet den i en forkert retning. Til gengæld oplever jeg så ofte, at der hos rigtigt mange er en iboende skræk for at blive væk, for ikke at følge med, for at blive glemt eller for at tabe guiden af syne. Også selv om jeg indgående har forklaret den simple vej fra A til B. Når man færdes i flok, fralægger man sig nemlig ansvar. Man lader andre tage over, giver slip og følger med. Blæser på selvstændighed og individualitet og går tilbage til 5-års alderen. Jeg nægter simpelthen at tro på, at selvsamme mennesker opfører sig på samme måde derhjemme!

Altså undtagen lærere! De holder altid ferie med livrem og seler og iboende plan B til Z. De skal altid vide, præcis hvor de er– tilligemed, at det også gerne er dem, der leder flokken i den forkerte retning…..

Om dem plejer jeg altid at fortælle historien om dengang, vi var 4 lærere på vej til en engelsk togstation. Under gåturen dertil var vi blevet splittet op i 2×2 med ca. 100 meter imellem os. På stationen standser hold 1 op, tjekker det store skilt over togafgange indgående og bevæger sig derefter, synlige for alle, henover en lang gangbro mod den rigtige perron. De vinker endda til hold 2, som vinker tilbage. Og hvad gør hold 2? Følger efter? Nej, de standser da op, tjekker det store skilt over togafgange indgående, INDEN de bevæger sig op ad gangbroen mod den rigtige perron. Hvor de i øvrigt klart kan se, at hold 1 allerede står!

Det er nok derfor, jeg selv har så svært ved at forstå flokmentaliteten. Men måske er det bare en måde at holde ferie på. For dem, der kan lade være at tjekke, gentjekke og med stort velbehag lader sig indlemme i flokkens mekanismer, så de kan fralægge sig enhver form for ansvar.

Continue Reading

Om at blive "ældre"

Godmorgen!

Ingen kommentarer

Klokken er 6, og jeg har lige trukket mine gardiner fra. Solen er ved at stå op over Glen of Aherlow, og bedre start på morgenen kan man vel næppe få. Man bliver jo bare så skringrende glad i låget ved noget så simpelt som at kigge ud af sit vindue.

Jeg ved ikke, om det decideret hører sammen med at blive ældre. Men jeg ved i alt fald, at jeg for ikke så forfærdeligt mange år siden næppe ville have jublet så meget indvendigt over at trække mine gardiner fra og bare intensivt indhalere denne udsigt.

Jeg er (endnu?) ikke kommet dertil, hvor jeg hver morgen går i selvsving over at vågne op og være i live. Men jeg bliver nu noget ydmyg over, at det lige er mig, der får lov til at vågne op her, nu og med disse bjerge.

Det kan da vist kun blive en god dag. Og tænk! Sikke et privilegium at vågne op på en dag, der allerede inden brusebad, morgenmad og almindelig kommen op i omdrejninger bare er så perfekt. Helt ærligt, så husker jeg sgu’ ikke et ubetinget stort antal af den slags fra min tid i det danske skolevæsen. Dengang var “bjergene” af en noget anden støbning og natur.

Continue Reading

Om at blive "ældre"

Om at spise fisk. Og lam.

Ingen kommentarer

Jeg er holdt op med at tænke på det, hver gang jeg spiser dem med stort velbehag. Fiskene, altså. Men jeg gjorde det meget, da jeg i min voksendom pludselig–og til stor forbavselse for mig selv–erkendte, at jeg både kunne spise fisk og nyde at gøre det.

Da jeg var barn, havde vi en ugentlig fiskedag. Den var praktisk foranlediget af, at der simpelthen den dag kørte en fiskehandler rundt i byen og solgte fisk. Forløberen for Hjem-is. Jeg hadede den dag, og jeg kunne lugte den helt fra morgenstunden. Det gjorde de fleste af de andre børn også, så vi kunne i den grad mødes omkring en fælles beslutning og dyrkelse af, at vi hadede fisk. Der var ben i, de var slatne, og de lugtede ikke godt, hvilket vel til en hvis grad var en fornuftig iagttagelse, for fødevarehygiejnen var i præ-smiley-stadiet, og ikke alle fisk var lige hevet op af der, hvor man nu hiver fisk op. Alligevel husker jeg det mere som en form for trend. Det var ikke in at kunne lide fisk, børn skulle sådan nærmest pr. definition ikke kunne lide fisk og til enhver tid sige en masse grimme ting i fællesskab om dem. I grunden var det synd og ærgerligt for børn.

Så derfor spiste jeg ikke fisk. Det gjorde de andre heller ikke, og jeg vidste jo fra alle andres erfaringer, at fisk smagte grimt. Så det var noget af en omvæltning reelt at smage de der flydende tingester og finde ud af, at de slet ikke smagte grimt. Det tog virkelig tid at indrømme. Nu kan jeg så kun beklage, at fisk er så forfærdeligt dyrt, så jeg ikke altid har råd til at spise så meget af det, som jeg virkelig gerne ville. Og at det, besynderligt nok når vi nu er omgivet af vand på alle sider, somme tider kan være svært at skaffe ordentlig fisk.

For tiden oplever jeg så en renæssance af min barndoms fiskeforagt. Med lam. Som jeg jo heller ikke spiste, indtil jeg reelt smagte det og oplevede, at det simpelthen var det bedste, jeg kunne putte ind i min personlige mund. Det var nu ikke de andre børns skyld. Det var, helt uden nogen konkurrenter, min mor, som var opvokset på landet og mente, at alle lam uundgåeligt smagte af uld og gamle får, som de jo vitterlig nok gjorde i hendes barndom. Så det fik vi aldrig.

Når der er lam–uden andre valg–på menuen på mine rejser, afstår et antal gæster fra at spise det. De spiser ikke lam, for det kan de ikke lide, for det smager af uld. Det er altid folk på 60+, og det er altid folk, der “bare ikke spiser det”. Selvfølgelig er der da nogle imellem, som bare ikke kan lide det–på samme måde, som jeg ikke kan fordrage kokos og sukat (spørger altid mig selv, til hvilken nytte denne uhyrlighed (altså sukat) overhovedet er blevet opfundet, og hvem der lige syntes, at det skulle være morsomt), men jeg tror ofte, at det forholder sig på akkurat samme måde som med fisk. Der er engang taget en fælles beslutning om, at lam spiser man altså ikke, for der er nogen, der siger, at det smager af uld og udtjente får. Og så skal man da i den grad vare sig for at udsætte sig selv for at smage sådan noget.

Det er lidt synd. Omvendt kan man så konkludere, at der så heldigvis bliver meget mere lam til vi andre, der kan svælge i det!

Men det er da lidt synd! At en form for laveste fødevare-fællesnævner har sat sig så livsvarige spor. At der stadig findes fordomme om visse fødevarer–med rod i en tid, som nu uigenkaldeligt er ovre–og som bevirker, at delikatesser for nogle mennesker pr. gammel definition er no-go. Alle lammeelskere vil da vist give mig ret i, at de i den grad går glip af noget.

Jeg kan vist også godt konkludere, at min egen fiskehadende generation nu, på nær nogle få hårdnakkede benægtere, er konverteret til fiskespisere. Men lammene, de hænger lidt. Kan jeg jo iagttage.

Somme tider tænker jeg også på, hvad det mon er, mine børns generation sådan i samdrægtighed har besluttet som værende no-go. Et eller andet må der vel være. En eller anden madvare skal vel udsættes for fælles mobberi. Indtil videre har jeg kun fundet frem til medisterpølse, og det er vel sådan set også helt og aldeles fair, hvis samme pølse kommer fra en supermarkedsdisk. Så afstår jeg også!

Continue Reading

I byen

Når man bliver glemt.

Ingen kommentarer

Yngstesønnen er hjemme på kort visit, så der skulle ske en lille smule. Hernede falder valget tit på det store udland dernede syd for grænsen, hvor man så samtidig har en forfærdelig god undskyldning for at gå akut amok i E-stoffer.

Og så skulle vi ud at spise lidt frokost. Fandt restaurant, fik bestilt. Så vidt, så godt. Få sekunder efter stod drikkevarerne på bordet. Og så begyndte den lange venten ellers. Først er man tålmodig og undskylder med den smule travlhed, der vitterlig var. Så bliver man utålmodig og finder sig selv med øjnene fast klæbet til køkkenregionerne. Så bliver man både sur og utålmodig og begynder at vrantne lidt. Også fordi man både er sulten og ligesom har vendt alt det, man nu vender sammen, når man venter på mad.

Efter tre kvarter går sulten over optugtelsen, og man tager lidt tilløb til at spørge servitricen på tysk, om den mad ikke snart kommer. Det, viser det sig, gør den ikke, for hun har fuldstændigt glemt ens bestilling, som hun ellers møjsommeligt skrev ned. Der er ingen mad på vej. Skal vi have noget at spise, er vi slået helt tilbage til start. OG har drukket vores sodavand.

Vi laver alle fejl, og det er tilgiveligt, omend irriterende. Men da jeg i min ungdom arbejdede mig gennem adskillige restauranter, pubber og andre severingssteder, var reglen, at lavede man fejl og glemte bestillinger, var drikkevarer med den allerstørste naturlighed, og med et undskyldende smil, på huset. Jeg har også senere været ude for selvsamme naturlige, uskrevne regel på de (få) steder, hvor en sådan fejl med min bestilling er sket.

Men ikke her! Hun beklagede halvhjertet og spurgte så, om vi ville bestille igen. Vi påpegede, at vi i så fald forventede, at vi fik nye sodavand til maden, hvilket hun særdeles kategorisk afslog. Det var så der, vi betalte ( uden så meget som en cent i drikkepenge!) og gik!

Måske er det mig, der stadig lever på forældede restaurationsnormer indenfor høflighed og kundepleje? I alt fald mistede hun to potentielle, fremtidige kunder, og jeg hvæsede også olmt Tripadvisor, da vi gik. Men det hørte hun nok ikke!

 

Continue Reading

Rejser

Om stedsans.

Ingen kommentarer

Engang var jeg så naiv, at jeg troede, at alle bare ved fødslen var blevet tildelt deres andel af verdens samlede stedsans. At der var en portion til deling, som vi så solidarisk og millimeterisk  fordelte imellem os. Sådan at vi alle fik lige meget, og sådan at  umuliusser på finde-rundt-området helt enkelt bare skulle tage sig sammen, eller i alt fald tage det alvorligt.

Jeg er blevet klogere. Samtidig har jeg også fundet ud af, at jeg selv er dybt priviligeret, fordi jeg kan det der med at finde rundt. Til gengæld scorer jeg absolutte bundpoint, når det kommer til anvendelse af kort. Jeg er kortlæsningsanalfabet samt verdensmester i at få skidtet vendt den forkerte vej. Så den hurdle undgår jeg gerne ved at bruge helt, helt andre metoder. Jeg navigerer på vikingemaner–udelukkende ved hjælp af pejlemærker.

Jeg har lagt mærke til, hvad der med 100% sikkerhed sker, når jeg sender andre mennesker på selvstændige ekspeditioner i, for dem, ukendt terræn. Det starter gerne med, at jeg indgående forklarer vejen ved hjælp af pejlemærker og endda optegner ruten på et kort. 75% vil nå godt og sikkert frem, mens de sidste 25, med stor og usvigelig sikkerhed, vil fare noget så grusomt vildt og til sidst hverken finde stedet eller sig selv. I begyndelsen troede jeg, det var mine forklaringer, der var for usle, men det giver jo ligesom ikke svaret på, hvorfor hovedparten trods alt fandt frem. Så begyndte jeg at spørge folk om, hvordan de havde fundet frem/var faret vild, og sjovt nok viste det sig, at de, der var kommet frem, nærmest alle tydeligt havde fundet pejlemærkerne, mens resten overhovedet ikke havde bekymret sig om dem, men udelukkende holdt næsen i kortet.

Så selv om vi ikke alle er priviligerede med den samme portion stedsans, så tror jeg, at en ting vil hjælpe folk, der altid farer vild. Og sjovt nok er vildfarere altid ekstremt kortafhængige–hvilket vel også, på sin vis, er forståeligt. Men prøv at kigge OP og tage bestik af, hvor I rent faktisk befinder jeg i levende live, ved rigtige bygninger, parker, mindesmærker og deslige. Memorer dem. Plot dem ind på den indre billedsamling af pejlemærker, I skal prøve at lave. Hav en masse billeder derinde, som I kan genkende.  Læg mærke til, at hotellet ligger på den vej, hvor den lille kirke ligger, bare lidt længere oppe. Husk, at når I går til højre ved synagogen, kommer I til parken, mens I altid ender ved den grimme skulptur, hvis I går til venstre ved stationen. Prøv at undgå at kigge alt for meget NED–altså ned på kortet. Et kort er en upersonlig, død ting, som aldrig nogensinde kan vise jer det sjove hus med gavlmaleriet eller den finurlige, lille bagerforretning. For det er dem, I kan og skal huske.

Jeg husker også tydeligt, at jeg ofte er blevet spurgt om, hvor diverse ting ligger, og undrende må sige, at netop posthuset har vi da lige passeret. Vi gik da LIGE forbi, vi VAR der. Selv om det også var mit første besøg og min første vandring i byen, lagde jeg da mærke til, at der var et posthus. Jeg vadede da ikke rundt med snuden nede i kortet, for det kan jeg simpelthen ikke bruge til noget som helst. Overdreven kortafhængighed skaber desværre det modsatte af, hvad folk tror. Det skaber usikkerhed, og det skaber en by af topografisk karakter–ikke en rigtig, levende by med oplagte pejlemærker.

Endelig oplever jeg også, at kortafhængigheden er ekstremt begrænsende for nogle. De tør ikke gå ud af/væk fra kortet. Det er uhyre væsentligt for dem hele tiden at vide, hvor de er–altså på kortet. Prøv at lade fuldstændigt være med at være bange for at fare vild. Lad kortet blive hjemme og bare GÅ. Der findes faktisk ikke ret mange steder i verden og nærmest ingen i Europa, hvor man uforvarende kommer til at bevæge sig ind i grimme kvarterer, og gør man, er jeg 100% sikker på, at man med det samme opdager det og går tilbage! Og der findes INGEN steder i Europa, hvor man ikke altid kan finde en taxa hjem!

For det er jo den, der altid nager: AT KUNNE FINDE TILBAGE eller IKKE AT VIDE, HVOR MAN ER. Jamen, er det da så væsentlig? Hvad sker der, sådan helt konkret, hvis man ikke kan finde tilbage eller ikke ved, hvor man er? Gør det ondt? Piner det at tage den taxa? I så fald er jeg overbevist om, at det i ALLE tilfælde har været en MEGET større oplevelse at bevæge sig frit gennem byens mylder og huske at kigge OP og se alle de fantastiske ting, der jo vitterligt er at se, og som sjældent alle er afmærket på kortet–end det er et nederlag at måtte erkende, at man er faret vild og har behov for kørselshjælp for at komme tilbage til udgangspunktet.

I min familie kalder vi fri leg i verdens storbyer for at “finde” vild. Vi elsker det, og det er lige præcis det, der giver os feriernes ultimative oplevelser. Og ja, vi “farer” også ofte vild, fuldstændigt ude af stand til at præcisere, hvor i alverden vi befinder os–men det er altid her, de største oplevelser ligger.

Så selv om den der stedsans er noget ulige fordelt, så kan der arbejdes på den. Fase 1 er simpelthen at give slip. Pak det kort ned i inderlommen, GÅ og KIG OP! Husk de ting, de er sjove og usædvanlige ( vi har jo alle forskellige pejlemærker) og tag en taxa hjem, når hjemvejen er fuldstændig labyrintisk. Det gør ikke ondt. Snarere tværtimod: Det skaber selvtillid! Og stedsans!

Continue Reading

Ikke kategoriseret

Om fordomme. Igen.

Ingen kommentarer

På min sidste rejse havde jeg en magtfuld politiker fra en stor (MEGET stor) dansk provinsby med. Hun tilhørte ikke et parti, jeg ville stemme på. Jeg ville vist nærmere dyppes i tjære og rulles i fjer!

Jeg havde også en helt ung, dansk muslimsk pige med tørklæde med, som, ligesom politikeren, rejste alene.

Det var ikke sådan, at der var kold luft imellem dem. De talte bare ikke sammen, undgik måske behændigt hinanden og passede hvert sit. Så vidt, så godt.

Men det, der gjorde mig så glad, var, at adskillige af de andre medrejsende på det nærmeste adopterede Julie, som vores unge muslim hed. De tog sig af hende, tog hende med ud at spise og var i det hele taget utroligt opmærksomme på, hvordan Julie havde det. Nu var det ikke fordi, hun på nogen mulig måde ikke kunne klare sig selv–hun var en stærk, men meget ung, selvstændig pige, der læste engelsk og derfor ville se et af de lande, hun blev undervist i.

Det var ikke beskyttelse som sådan, men alligevel fornemmede jeg en alternativ form for trods i den måde, Julie blev behandlet på. Som om alle de mennesker, der var sammen med hende og nød hendes selskab, havde en skjult dagsorden, de på en, for mig, særdeles underfundig, men samtidig klar måde ville formidle. Der var et helt utvetydigt budskab, et standpunkt. Også selv om det blev formidlet på en uhyre venlig, stille måde. Det var jo netop ikke menneskeligt overfald og fremvisning af alibinegre (sorry, det hedder det!), men helt almindelig mellemmenneskelig venlighed og accept, som her blev demonstreret på allerfineste vis.

Det gjorde mig glad! Og fortrøstningsfuld!

Continue Reading

Om at være kvinde

Tøjimperialisme.

Ingen kommentarer

Siden engang i maj har jeg levet i en kuffert. Det har jeg selv valgt, så det skal jeg på ingen måde brokke mig over. Jeg pakker ud og vasker, når jeg er i DK, og så pakker jeg jævnt hen det samme ned igen. Erfaring viser jo, hvilket tøj der fungerer, ikke krøller og ikke alt for tydeligt flasher de pletter, man nu rager til sig undervejs.

Her på det sidste er jeg så begyndt at undre mig over, at min kuffert helt af sig selv er begyndt at krympe. Jeg er så priviligeret, at mit tøj ikke på besynderlig og konstant vis krymper INDE i skabet, men min kuffert gør altså. På sidste tur var jeg endda nødt til at slæbe en større model med, og da lærte jeg, at netop den udgave kun egner sig til, når man har manden med. Model bøvl.

Så er det, jeg er kommet til at tænke over, at jeg da ind imellem og helt uforvarende er kommet til at købe sådan lidt til husbehov hist og her. Stod lige og manglede en T-shirt, et par strømper–eller kunne ikke så godt gå forbi et godt udsalg med tilbud, en kvinde med respekt for sit eget tøjvalg bare ikke kan negligere. Det hober sig jo, gør det.

Det er nemlig sådan med tøj hjemme hos mig, at det har sit eget liv. Det formerer sig, breder sig og opfører sig præcist som en imperialistisk stormagt i 1800-tallet. Det kan simpelthen ikke få nok af sig selv, besætter konstant halve metre af nyt terræn og breder sig som utæmmeligt ukrudt derinde i skabet–og udenfor. Det er løgn, hvis jeg hævder, at jeg ikke ved, hvor det kommer fra, men jeg ville forfærdeligt gerne kunne påstå, at det forholdt sig sådan.

Så i dag opdagede jeg til min store skræk, at jeg umuligt kan presse mere ind i mit ellers rimeligt rummelige klædeskab. Alt det, der har været på evig rundrejse siden maj, bliver hjemløst, når det er færdigrejst. Så er der jo kun et at gøre: Skille sig af med noget af det, der ikke sådan lige er i den allerhøjeste personlige brugskurs. Smække det på Trendsales eller DBA og i alt fald tjene 1/10 af de oprindelige udgifter til overforbruget. Med overforbrug mener jeg så her, at det er en evig kilde til undren hos mig, at man kun kan have få stykker tøj på ad gangen, og at man kun har en eneste krop. Jeg er tilbøjelig til at mene, at jeg har mange. Samtidig.

Anyway, næste problem er så udvælgelsen. Hvem (jeg har et særdeles personligt forhold til mange af mine beklædningsstykker) skal ud, og hvem må blive? Skal den kjole, jeg fik superbilligt i Harrods for 3 år siden og i øvrigt aldrig har brugt, videre, eller er det den blå, som har hængt så meget på mig, at folk tror, jeg ER blå? Den med lynlåsen, der er gået i stykker, men som virkelig vil blive så fin, hvis jeg får mig taget sammen til at få den repareret, eller den, der kradser lidt, men som er en unikamodel? Måske den, der som den eneste er krympet inde i skabet, men som i øvrigt var krympet lidt, allerede da jeg købte den, eller er det den, der er sådan lidt forkert i farverne, men virkelig ikke kostede ret meget?

Jeg kan bruge meget tid på at diskutere med mig selv, og jeg føler mig tit utroligt skyldig overfor de tøjstykker, der må forlade mit skab. Basalt er det jo ikke deres skyld, at jeg er en lille smule slem til at dyrke min spidskompetence, som, jeg kan jo lige så godt indrømme det, er shopping.

Men så sætter jeg mig ned, siger pænt undskyld til de ting, der må i eksil, og håber for dem, at de får et rigtigt godt, nyt hjem. At de kommer hen et sted, hvor nogen både vil påskønne og bruge dem, så de ikke bare skal være unødvendig tekstil i mit klædeskab. Nogle gange får jeg endda mig selv bildt ind, at jeg gør verden store tjenester: 1) Jeg smider ikke bare ting ud. Jeg lader dem indgå i en genbrugscyklus. 2) Jeg køber dem dyrt (Nå, ja, jeg har da en enkelt gang købt noget, der ikke var på tilbud!) og sælger dem virkelig billigt videre til andre. På den måde kan jeg forestille mig, at glorien kan pudses, ikke bare en, men to gange!

På en måde tror jeg så heller ikke, jeg er den absolut eneste kvinde i verden, der ind imellem føler sig helt overvældet–og overfaldet–af sit eget klædeskab. Jeg tror, der er andre, der kender det! Engang så jeg et udsalg af Elton Johns overflødige klædestykker. Og han er endda en mand–sådan da, i alt fald. Da fik jeg det bare så ualmindeligt godt. Jeg var jo ikke på nogen mulig måde i nærheden af hans skala. Mine klædeskabsproblemer er peanuts i forhold til hans.

Så nok render der en lille tøjimperialist rundt inde i mit klædeskab, men der er altså folk, der er værre end mig. De har sikkert også større kufferter.

 

Continue Reading

Om at blive "ældre"

Mit drivhus.

Ingen kommentarer

Hermed et billede af det eneste sted i min have, hvor der i denne sommer er tørvejr og anstændige temperaturer. Her når vi, på DMIs skala for sommerdage, altid op i nærheden af en sådan.

Jeg elsker mit drivhus. Og jeg har et meget anstrengt forhold til resten af min have. Den er, for det meste, overflødig. Jeg kan jo ikke spise den. Samtidig med, at den i sådan en regnvejrssommer synes at have helt sit eget liv, i alt fald på ukrudtsfronten.

Men inde i drivhuset er der tørvejr. Og de ting, som JEG har bestemt, skal vokse derinde, gror helt af sig selv. De skal faktisk kun vandes lidt ind imellem. Det drejer sig om tomater og agurker og en ældgammel vin, der hvert år giver så mange druer, at diverse elever flere gange har set sig nødsaget til at pjække fra engelsk, fordi de var for høflige til at afslå endnu en obligatorisk drueklase midt i grammatikken. Bilder jeg da mig selv ind.

Jeg har også eksperimenteret med andre afgrøder. Peberen fandt aldrig hen, hvor peberen gror. Den var voksevranten og nåede aldrig ud over babyårene. Squashen, derimod, satte ud med imperialistiske tendenser helt fra starten og overmandede alt andet groende, så hele kvarteret måtte leve af squashkage i flere måneder.

Men tomater og agurker–DET kan jeg. Selvfølgelig mere end til husbehov (jeg har beredvillige naboer), men der ER faktisk ikke ret mange grænser for, hvad jeg kan stoppe de 2 ting i af madretter. Allermest elsker jeg en rigtig god, gammel, dansk agurkesalat. Den, som vist er gået i glemmebogen i mange hjem, men som i al sin enkelthed består af eddike, salt, sukker og peber og agurker høvlet på en ostehøvl. Især når den er sådan rigtig hvinende sur og bider. I det hele taget er der nærmest ikke grænser for, hvad man kan lave af spændende agurkesalater. Tomater kan man jo nærmest putte i alt, men de bliver, efter min mening, aldrig bedre end sammen med rødløg, olie og feta. Eller bare som sig selv—en nyplukket tomat smager helt, helt anderledes end de paptingester, man kalder tomater i detailhandlen.

Der bor også en stor, grøn frø i mit drivhus. Det har den gjort i flere år, og vi har sådan en stiltiende aftale om, at vi prøver på ikke at forskrække hinanden. Tror jeg. For jeg vil jo gerne sidde derude, ganske uforstyrret, mens regner siler ned udenfor, og tomaterne og agurkerne bare gror.

Continue Reading

Nostalgi

Ardeonaig Hotel.

Ingen kommentarer

Det er tilsyneladende 38 år siden, vi sidst har haft så shitty en sommer. Det fik mig til at tænke på, hvad jeg egentlig lavede for 38 somre siden. Ikke på vejret, for det har sikkert været fuldstændigt lige så shitty. Det var nemlig i Skotland.

I 1979 arbejdede jeg sammen med en veninde 3 måneder på Ardeonaig Hotel, som ingen sikkert har hørt om, men som ligger relativt isoleret ved søen Loch Tay. Den oprindelige plan var, at vi skulle arbejde på hotel i Edinburgh, men der var arbejdsforholdene så ultimativt elendige, at det kun blev til en uges forfærdeligheder, inden vi fandt andet arbejde dybt oppe i højlandet.

Man må sige, at arbejdsforholdene var OK på Ardeonaig. Sikkert affødt af, at der mildest talt ikke vrimlede med gæster.

Hotellet var ejet af en særdeles excentrisk, adelig dame, som i sit livs absolutte efterår pludselig havde fået lyst til at lege lidt med hoteldrift. Eller også var det fordi, den pigeskole, som hun sagdes at eje i London, ikke gav helt så åbenlyst adgang til en konstant strøm af Bloody Marys fra morgenstunden og til hun gik kold henad aftenen. Hun havde også en mand–som dog ikke var adelig–men han foretrak at drikke sine egne Marys nede i deres privatkvarter og sås kun på hotellet, når han skulle erhverve en ny flaske. Så kørte han de 300 meter op til hotellet i Bentleyen.

Vi var en forfærdelig masse ansatte. Der var en fuldstændig uduelig, såkaldt manager på 21, som så det som sin overordnede pligt at gøre livet surt for vi andre–samt at holde ferie i en uendelighed. Hun blev heldigvis fyret. Der var 2 piger fra Glasgow, som kun måtte være stuepiger og skulle holde kæft, for ifølge fruens sarte ører var deres Glasgowigian accent alt for bondsk for alle de højadelige gæster, hun altid ventede og talte om, men som aldrig materialiserede sig. Der var Auntie, det lokale faktotum, som egentlig holdt stedet gående. Samt engelske Penny og Rachel, som skulle lave mad til alle de virtuelle gæster og derfor eksperimenterede vildt med eksotiske retter, som vi ansatte så skulle spise. Der var jo ingen andre til det! Som jeg husker det, var der også yderligere 2 piger, som skulle passe baren, men det havde de sjældent tid til, da de 3-4 lokale ungkarle, der dog trods alt frekventerede stedet i gummistøvler og fårelugt, i den grad også skulle passes.

Så veninden og jeg blev altså barmaids. Vi fik overdraget det eneste lokale på denne skotske version af Fawlty Towers, hvor der rent faktisk kom mennesker. Ind imellem blev vi også sat til at male i flere uger–vinduer, stakitter og lignende–og det kan sikkert stadig spores i jordbunden deroppe midt i ingenting.

Adelsdamen, som i øvrigt blev særdeles sød og omgængelig efter de første 3-4 morgenmaryer, må have haft masser af overskud på kistebunden. For jeg tror ærlig talt ikke, hun lavede andet end at sætte penge til. Der kom jo aldrig andre end de lokale fårehyrder, og skete det endelig, at der droppede fremmede ind, endte det uvægerligt med klagesager. Over værelset, over maden, over serveringen–eller bare sådan generelt over helhedsindtrykket.

Ardeonaig var sådan et sted, hvor der ikke var andre steder at gå hen. For der VAR ikke andet. I alt fald ikke andet end den røde telefonboks. I miles omkreds. Så når vi havde fri, cyklede vi de 15 kilometer frem og tilbage til pubben i Kenmore, hvor der dog var rigtige mennesker og uadeligt selskab. På vejen hjem tilbagelagde vi tonsvis af bakketoppe i slagsmål med natlige flagermus, der forskrækket konstaterede, at de ikke havde verden helt for sig selv. Vejen var i øvrigt 1-sporet, så når vi kørte i hotellets bil, dyttede vi foran hvert af de mange sving. Lidt forgæves–der kom jo alligevel aldrig nogen. En ganske lille strækning på 50 meter havde 2 spor, så den hed altid motorvejen.

Vandet fik vi fra den lokale bæk, og det var for det meste relativt brunligt. Efter lange, vedvarende regnskyl–samt køer og får, der marcherede rundt i det–blev det gerne fyldt med uheldige bakterier. Jeg erindrer et uhyggeligt maveonde, men også, hvad fruens medicin bestod af. Hun var af den overbevisning, at intet andet end årgangsportvin kunne kurere den slags pjat. Så hun udstyrede mig med et litermål i plastic og opfordrede mig til konstant at fylde på fra årgangsflaskerne, have det hos mig hele tiden samt sørge for at drikke rigtigt godt, fornuftigt og helende. Meget dårligt kan man sige om det maveonde, men det HAVDE nu også sine momenter!

I det hele taget festede vi en del. Altså os personale. Vi arrangerede danseaftner for gæsterne, og da der jo aldrig kom nogen, dansede vi ivrigt med os selv. Udover fruens mand, som jo var gået i hi med Bentley og Mary, var der ingen mænd på hotellet, så det var den sommer, jeg ivrigt praktiserede min barndoms danseskolelærdom omkring at danse herre. Hold da op, hvor vi svingede fruen, som elskede at danse, men som altid lige skulle have den ene hånd fri til Mary med sugerør.

Faktisk ved jeg ikke helt præcis, hvordan det siden gik hotellet. Eller fruen. Jeg har flere gange været forbi, men tydeligvis er der nu andre ejere, for der holdt rent faktisk biler udenfor, og hotelgæster sporedes inde i hotellet.

Og jeg husker ikke vejret den sommer. For det var jo Skotland. Her forventer man regn og blæst, og hvis solen skinner, bliver man både overrasket og glad.

Til gengæld glemmer jeg nok aldrig Ardeonaig Hotel. Og fruen.

Continue Reading