Om at vælge.

Det her er ligesom, da man var lille, og kataloget fra Daells Varehus kom. Især julekataloget. Eller da ens børn var små og kunne bruge timer på at sætte krydser i legetøjskatalogerne op til jul. I begge tilfælde satte såvel jeg som de for en sikkerheds skyld krydser ved det meste. Det ville, set i bagklogskabens klare lys, have været væsentligt mindre besværligt at have sat kryds ved det, vi ikke ønskede os. For når man sidder med sådan et udstyrsstykke over herligheder, der er– i alt fald for en vis pris–tilgængelige, så kan man jo lige så godt få det hele med. Tænk, hvis man GLEMTE eller overså at ønske sig noget, som man måske ville have fået, hvis man bare havde husket at ønske det?

Lige nu sidder jeg med en overdådig smørrebrødsseddel, hvor alt på papiret er tilgængeligt, og intet skorter på overlækker pynt og gemyse. Jeg skal bare krydse af. Men som det så også forholdt sig med Daells Varehus og legetøjskatalogerne, så er et simpelt kryds på ingen måde garanti for, at varen bliver min. Dengang var det økonomi, der udgjorde udfaldet. Denne gang er det vacciner, rejselyst, efterspørgsel og indbyrdes konkurrence med alle de andre, der også sætter krydser som gale. Samt Coronaen. Først og fremmest Coronaen.

Aldrig har et rejsekatalog dog i mine øjne set mere tillokkende ud. En trekvartgammel i stuearrest fra verden er fuldt ud lige så afkrydsningsparat som en 5-årig med et julekatalog. Indenfor rammerne, altså. For ligesom de færreste små drenge sådan for alvor ønsker sig Barbies ( og her er jeg ikke old-school sexistisk, det er såmænd statistisk beviseligt!), så er der selvfølgelig varer i kataloget, jeg helst vil være fri for. Jeg er mest til de Brexit-befængte områder og det, der ligger vest for samme. Men i mine øjne er der skam også et orgie af tilbud netop i de geografiske områder.

Men det bliver meget underligt at sidde og ønske sig snart sagt enhver mulighed for rejser på de britiske øer. At begynde at drømme om virkelig at stå der–sådan for real– for det kan man jo ikke lade være med, fra det øjeblik man har plottet sine forsinkede julegaver ind i skemaet. For ingen ved, om så meget som en eneste af alle de rejser og ens højeste ønsker kan blive opfyldt. En ting er at udfylde alle krydserne–en anden er, om bare et eneste kryds udmønter sig i realiteter. Akkurat som de 5 år i træk, man ønskede sig det samme i Dalle-Valle kataloget og aldrig fik det.

For kommer man afsted? Er der den fjerneste sandsynlighed for, at nogen som helst af de glitrende, lokkende rejser i det katalog overhovedet bliver til noget?

For det første skal det jo være muligt at komme længere ud i Nordsøen end dertil, hvor man selv kan gå og bunde. Det nytter heller ikke noget at stå og banke på et sted omkring White Cliffs of Dover, hvis ingen vil lukke en ind. Verden skal simpelthen åbnes igen, og der er talrige parametre for forsvarlig genåbning, der alle skal spille sammen. Vigtigste præmis er vel basalt et nødvendigt vaccinationsniveau i alle lande, og spørgsmålet er, om det nås datomæssigt, før samtlige rejser i kataloget for længst har overskredet sidste salgsdato. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der synes, det tager enerverende lang tid at få os givet sprøjten. De er tilsyneladende heller ikke specifikt mere lynstikkende i andre lande. Med mindre vi allesammen henligger vores ferier til Israel, for der er de da ret rappe på nålen.

En uforudsigelig faktor er også, om gæsterne ( sådan hedder det!) overhovedet VIL rejse. Om de, trods stik og kun useriøs smitte i få hjørner og kroge, tør tage afsted. Spørgsmålet er simpelthen, hvor længe det vil tage, inden alle trofaste gæster er oppe i fulde rejseomdrejninger. Nogle vil sikkert næppe kunne vente af bare indestængt mod på en midlertidig forbudt verden, men man kan godt være i tvivl om, om Coronaen ikke også bevirker en tøven, en tilbageholdenhed og en forsigtig seen verden an. Under alle omstændigheder vil vi nok se en bevidst søgen mod kendte, såkaldt sikre rejsemål–de lande, der i medie-lingo hedder ” lande, vi normalt sammenligner os selv med”. Ugga-buggaland bliver nok relativt chanceløs overfor især Europa.

Men, bevæbnet med al min mobiliserede optimisme, vil jeg sætte mig og plotte mine krydser ind. Og samtidig, for det kan jeg jo ikke lade være med, drømme, helt ned i storetåen, om at jeg kommer afsted. Jeg vil forsøge, udelukkende ved tankens magt, at tro så meget på gennemførelsen af de rejser, at de BLIVER gennemført. Der ligger så også det i det, at hvis mine rejser bliver til noget, så indebærer det jo samtidig, at Coronaen er væk, død og borte.

Måske skal jeg bare plotte ind, at jeg gerne vil have den rejse i april? Og hvis det virkelig virker, så må jeg vel hellere, på god gammeldags Dalle-Valle maner, sætte kryds vel det hele. Rub og stub! Bye, Corona!

Continue Reading

I had a dream.

Jeg havde den mest fantastiske drøm i nat. Det var forår. Sådan forår med storblomstrende kirsebærtræer, nyudsprungne bøgetræer og små cardigans udenpå lette sommerkjoler. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre, men drømme har heldigvis deres egen, indre indiskutable logik. Her er alt muligt.

Der var sådan en stor, meget grøn græsplæne, der skrånede ned til en lille sø. Og i udkanten af græsplænen var alt det der lyserøde og lysegrønne, og man kunne sådan føle spædheden og sprødheden i de der få dage gamle bøgeblade. Det var på den overgrønne græsplæne, vi sad.

Vi var på skovtur, hele familien. Alle børnebørn havde på magisk vis lært at gå, stavre vel nærmest på den der usikre måde, hvor voksne hele tiden frygter katastrofer, mens børnene ret beset er ligeglade. Og de voksne havde madkurve og tæpper med. Så vi sad tæt, meget tæt, på de få tæpper og delte den mad, vi havde med. Børnene legede med alle de andre børn, nærmest i store klumper, hvor de hele tiden rendte efter hinanden eller faldt over og imellem hinanden i store stakke, mens de hvinede og grinte højt.

Henne i det ene hjørne af plænen var der et hyggeligt udskænkningssted med borde og bænke, hvor folk stod i kø for at købe kolde drikkevarer eller maste sig sammen på bænkene, uanset om de tilhørte samme selskab. Der var sådan en stemning af, at alle var velkomne, og der kunne med lethed skaffes plads til de, der gerne ville komme hinanden ved. Det ville de allesammen.

Og der var også en stemning af lethed, inderlig ro i mavefornemmelsen og ren, uforfalsket glæde. Den glæde, der spontant opstår af bare det at være sammen. Vi havde også nogle simple plænespil med, husker jeg, så ind imellem spillede vi dem og grinte og småskændtes lidt over det. Der var også tilskuere, som ivrigt blandede sig i regler og afspilning og endda nogle af dem, der spontant deltog i spillene.

På et tidspunkt blev jeg opmærksom på, at alle de andre mennesker på plænen og i den lille cafe var folk, jeg kendte. Det var simpelthen alle dem, jeg kender, der var på den plæne den dag. Ikke bare lige dem, jeg kender godt og regner for venner og bekendte, men alle dem, der på noget tidspunkt har krydset mit liv og stadig er genkendelige. Drømmens logik tillod endda længst afdøde at møde op, købe kaffe, spille Boule eller bare sidde på den græsplæne. Det var hele mit liv i et menneskeligt panorama, der var ude i de nyudsprungne bøge og kirsebær den dag.

Det mærkelige var også, at de tilsyneladende også alle kendte hinanden, selv om de i real life aldrig ville have haft en chance for at gøre det. Så efterhånden begyndte der sådan en slags folkevandring der på den grønne plæne, omkranset af bøge og kirsebær, hvor alle simpelthen bare måtte gå rundt og hilse på alle med store kram, smil og omfavnelser. Samt henrykte genkendelsessamtaler om alt det, de var gået glip af i hinandens liv.

Jeg kan huske, at selve tanken om alle de mennesker, jeg forfærdeligt gerne ville hilse på, nærmest naglede mig til tæppet af bare angst for at misse nogen, gå forbi dem, opleve at de lige var gået, når jeg nåede frem. Men det var intet problem, for folk kom til mig. Kom til mig og min familie—som vi sad der klistret sammen på tæpperne med skovtursmad og børn i stakke. Jeg kan også huske, at det var underligt, at alle knuste alle. Også folk, jeg aldrig ville drømme om at knuse, fordi jeg slet ikke kender dem godt nok. Men det var bare befriende rart, underligt sådan lettende rart og slet ikke spor akavet alligevel.

Og da vi gik hjemad, blev det pludselig vedtaget, at alle børn skulle med hjem til os at sove, fordi deres forældre bare ville nyde forårsaftenen med at gå på cafe eller slentre på må og få i gader og parker og til sidst måske finde ind i en biograf og se en sen, sen film. Der var sådan noget lys forårsaften over det hele, med det lys, der kun er om foråret, og som varer ved til langt, langt ud på aftenen.

Jeg ville gerne have vidst mere. For netop der i skumringens hjemslentring stoppede filmen, stoppede drømmen, og jeg vågnede op til januar.

Som regel er drømme surrealistiske, genspejlinger af alle vores ikke altid særligt stuerene og ofte ubehagelige fortrængninger. De kan efterlade os med blandende, mærkelige følelser, når vi langsomt prøver at overvinde nattens sjælelige begivenheder. Ødelægge dagens første timer, fordi det både er skræmmende, hvad man sådan selv går og indeholder, samt hvad der sker af uhyrligheder der bag øjenlågenes biograf. Sådan var det ikke denne gang. Det var som at vågne himmelstormende glad, beriget og med mod, håb og glæde.

Altså indtil januar gradvist bankede på med en telefonpæl. Så var det så også, at jeg selvfølgelig tænkte på, hvorfor i alverden jeg lige drømte det? Men ved nærmere eftertanke tror jeg såmænd nok, jeg har svaret.

Continue Reading

En farverig og kulørt serie.

A Discovery of Witches. HBO.

Det er i disse dage tilladt, hvis man vel at mærke også husker både at spise sundt og gå sine mindst 10000 skridt hver dag, at gå amok i farverigt TV. Det har jeg lovet mig selv!

Så her er Oxford, igen, igen, igen! For enhver fantasyserie med respekt for sig selv udgår af og fra dette lærdommens ældgamle og fascinerende tempel, hvor alle hobitter, orker, garderobeskabe med løs bagbeklædning, alethiometre, Alicer og alle de andre kommer fra. Nogle gange undrer det mig, at ikke også Morse ( både som ung og gammel), Lewis og Hathaway jagter fantasifigurer, for dem må der da næsten være flere tilbage af end myrdelige mennesker.

Denne gang er det hekse, vampyrer og dæmoner, der udgør det eksklusive selskab, og hvis nogen troede, at sådan nogle ikke kunne være lærde professorer, sexede ungkarle på godt og vel 1500 år og naboens-datter-søde graduates–ja, så tager de fejl! For dybt inde i Bodlian Library ( det er den der runde, som Lewis og Hathaway altid går rundt om) findes der en magisk bog, som alle disse væsner kappes om at få fat i. Det sker selvfølgelig ikke uden spændende forviklinger og masser af umulig kærlighed, som først bliver mulig, når hekse og vampyrer erkender, at de slet ikke behøver at hade hinanden, selv om de altså altid har troet, at det var sådan, verden hænger sammen. Så det er den gode gamle historie om Romeo og Julie, Sandy og Danny, Maria og Tony og Richard Gere og hans pretty woman–NU med vampyrer og hekse!

Det lyder som en parafrase over en dårlig teenageroman, men det er det faktisk overhovedet ikke. Det er en absolut fin serie med alt det, flertallet af kvinder har brug for lige i disse dage, hvor dagdrømmeri også er en slags overlevelsesmekanisme. Der er garanteret ikke mange, der ikke gad sætte tænderne i seriens ualmindeligt spiselige vampyr, ligesom hende naboens-datter heksen da godt nok også er sød. Og så er selve plottet faktisk intelligent og velkonstrueret. På sidelinjen har man endda, igen, igen, pragtfulde Oxford med nogle vildt gode billeder fra alle de smukkeste steder, og det er da også en måde at gå ind i eskapismen på. Om ikke andet kan man da højlydt kommentere på, at i netop den cafe har de gode kager, i netop den pub plejer Morse og Lewis at hænge over bardisken, og i netop den butik har de nogle af de fedeste lædertasker, der findes.

Forfatteren til bøgerne, det hele er baseret på, Deborah Harkness, er i øvrigt selv professor. Akkurat ligesom Tolkien, C. S. Lewis og Lewis Carroll. De må have et sprudlende indre liv, de professorer!

Men er man til fantasy, så er her et godt bud. Også selv om hverken Morse, Lewis eller Hathaway på noget tidspunkt viser sig!

Continue Reading

Om kvinder og biler. Eller kulturarv.

Jeg ved, jeg ikke er den eneste. Det kan jeg jo se. Jeg ved også, at mange kvinder er nydelige og ryddelige omkring deres biler. Det er jeg dybt imponeret over. Jeg er bare ikke en af dem. Når det kommer til min bil, er den på ethvert tidspunkt et levende museum over mit liv og ville snildt kunne indgå som et øjebliksbillede af verden lige nu på min kvindehøjde. Som en slags kulturarv.

For lige nu er der to ting, der dominerer. Sådan overalt, henkastet i min bil. Jeg er ret stærk på det kørende mundbindsområde. Nok er der ikke den store variation indenfor modeller (jeg er mest til den på ethvert tidspunkt billigste!), men der er et skønsomt udvalg indenfor brugthed. Lige fra dem, der kun har været med i Netto en gang til de, der sådan er lidt løse i næsebøjlen og nok har været med ude at handle et rimeligt antal gange. Desværre har jeg forlængst opgivet at kategorisere mine mundbind. Man skal virkelig studere indersiden eller vrikke lidt med næsebøjlen for helt klart at datere dem. Jeg prøver efter bedste evne at begrænse deres råderum til handskerummet, men det er ikke lykkedes mig. Mine mundbind synes at have deres eget liv, så det kommer efterhånden ikke bag på mig at finde dem under sæderne eller i bagagerummet. Med et slag på tasken ville jeg nok sådan lige p.t. være leveringsdygtig til en hel skoleklasse bare fra bildepotet. Af brugte, altså. Jeg har også en kasse med nye. De er til, når jeg enten bliver akut vildt ansvarlig, eller når næsebøjlen knækker. Opsummerende må det konkluderes, at det er ualmindeligt imponerende, hvor mange mundbind der kan være i en Aygo.

Jeg er også klar på superleverancer indenfor håndsprit fra samme mobile depot. Jeg ville kunne bespritte op til samtlige handlende over en hel dag med mine lagre af halve og trekvartfulde spritbeholdere. Jeg har sprit i alle stråletykkelser, aromaer og mærker. I begyndelsen ville jeg bare være sikker på altid at have sprit i bilen, så jeg tog lige en flaske med for en sikkerheds skyld, hver gang jeg skulle afsted. Al den sikkerhed er nu godt forankret overalt i bilen, også under sæderne. Men ikke i handskerummet, for der er ikke plads for bare mundbind. Hvis jeg løber tør for sprinklervæske på en smattet vinterdag, så er redningen umiddelbart ved rattet. Ikke nok med, at jeg sagtens kan afspritte min bil på samtlige glas-ydersider–jeg kan også tørre og eftertørre med alle de mundbind!

Det er kun nogle år siden, min bil var oplagringsplads for for sent afleverede stile. Dem, der sådan kom dryssende, efter at hunden var holdt op med at æde dem og samtlige bedsteforældre var afgået ved døden op til flere gange, og som jeg absolut ingen hast havde med at få rettet. Og sakse og kuglepenne, for lærere får kun de frynsegoder, de selv anskaffer sig. Det var også dengang, handskerummet flød med kopierede dvd-er, og det kan jeg sagtens indrømme nu, hvor ulovlighederne er strengt forældede, og jeg alligevel aldrig fik alle de film ud af samme handskerum.

Før det var det alt det, der drysser af børn, der dominerede. Fra imponerende udvalg af sutter til surt gymnastiktøj og små ting til Barbier og Lego. Halvtspiste æbler var også et hit, især under sæderne. Mens handskerummet var fyldt med alle de vanvittigt vigtige sedler, man altid fik stukket i hånden, og som gerne skulle udfyldes med det samme. Det var utroligt, hvor meget papir man sådan kunne ophobe i en minibil før intranet og digitalisme.

Det er det, jeg mener med kulturarv. Hvor bilindholdet måske førhen mest pegede på et helt personligt plan og ens aldersmæssige ståsted i livet, så står min lille Aygo lige nu og signalerer med øredøvende dyt, hvor vi alle sammen er henne. Selv de allermest pertentlige bilholdere har garanteret brugte mundbind og sprit henkastet. Selv de mest bil-rengøringsfanatiske har køretøjer, der lugter bare lidt af al den sprit, der kører rundt på vejene for tiden. Vi er blevet en nation af sprittransportører og rejsende i mundbind. Hvis nogen gad lave en opgørelse over hvor mange kilometer, sprit på daglig basis blev fragtet rundt i landet, samt hvor mange liter sprit det drejede sig om–så ville vi garanteret ved fælles indsats overgå selv de allermest optimistiske prognoser for godstransport hos landets førende logistikfirmaer. For slet ikke at tale om, hvor meget vi kører rundt med vores mundbind. Nok kan vi ikke selv rejse, men jeg skal lige da love for, at vores mundbind er på farten.

Så måske skal jeg bare lade den være, som den er–bilen altså. Således at den, når alt dette er ovre, kan indgå som væsentlig kulturarv på Nationalmuseet. Så kan kommende generationer virkelig gå i dyb undren over, hvad i alverden 20`ernes kørende kvinder dog skulle med al den sprit og alle de brugte mundbind!

Continue Reading

Om livet. På afstand.

Det er jo ikke fordi, jeg virkelig anstrenger mig for at finde på noget at skrive. At jeg ligefrem søger efter det og nærmest bliver stresset, hvis ingenting af væsentlighed dukker op. Tingene plejer at komme til mig. Sådan heftigt bankende på, så jeg ligesom er nødt til at forholde mig til dem og få dem ud. Det er som at føde et barn hver gang. Sådan nogle skal også nødvendigvis presses ud, når de er der. Man har ikke noget valg.

Inspiration, hedder det. Og jeg må dybtfølt erkende, at samme inspiration hos mig dannes af et samspil af, hvad jeg oplever og tænker om det, jeg har oplevet. Det er derfor, det er så svært, så tomt lige nu. Jeg oplever nemlig ikke noget. Jeg ser kun på. Jeg er blevet reduceret til en tilskuer til en verden, jeg ikke sådan for alvor deltager i. For nok sker der da ting i den. Verdenen derude, altså. (T)rumpens pøbel, summen af samtlige indestængte enfoldigheder i det store land derovre, går amok på børnehaveniveau, mens de rotter, der hidtil har mæsket sig i narrens løgne, har fået forbandet travlt med at forlade den synkende skude, og selv herhjemme slår store politiske partier revner og sprækker på niveauer, der næppe når længere op end skolestart. Der er forbavsende få voksne til stede, for tiden. For slet ikke at tale om Coronaen, som styrer vores liv. Dikterer vores adfærd.

Men alt det derude handler jo ikke om mig, om mit personlige plan, sådan på hverdagsbasis. Det er ikke det, der giver mig indhold. Måske influerer det mig, men det er på langdistance. På bølgeskvulp, med stærk forsinkelse. For selv om det er absolut no-go, usolidarisk, en uhyggelig fremvisning af storslået mangel på samfundssind, så er jeg træt, noget så øredøvende, forbandet træt af, at der ingenting sker. Det er muligt, at Coronaen, som de allermest optimistiske guruer udi selvindsigt flittigt hævder, giver os en tiltrængt pause og et frirum til at kigge ind i os selv. At stresse af. At genopfinde både os selv og vores nære forhold til naturen. Og en masse mere, jeg simpelthen ikke gider skrive.

Men jeg HAR set ind i mig selv, og desværre er der beklageligvis ikke mere at se, at få øje på. Jeg er nærmere stresset end afstresset over ikke at skulle noget, ikke at opleve noget, ikke engang at kunne finde på noget at opleve, for hvis jeg gør, er det lukket. Jeg kan hverken komme på arbejde eller nyde at være arbejdsløs, for efter 1 år på denne måde med udsigt til en fuldstændigt svævende deadline, føler jeg mig som en teenager i permanent stuearrest. Jeg er frustreret over, at livet er noget, der foregår på afstand. Af mig. Og jeg sidder faktisk nogle gange med den følelse, der opstår ved erkendelsen af, at jeg nok på ingen måde har så meget liv tilbage, som jeg allerede har brugt. Det er som om, jeg lige nu bare klatter dyrebar tid væk på ingenting. På at vente. Og på at forsøge at se virkelig dybt ind i mig selv, at nyde ikke at skulle noget, at fortælle mig selv at jeg skal stresse af. Uden held!

Selvfølgelig kan jeg ikke stille noget op mod Coronaen. Som alle andre. Jeg kan måske pippe op om, at jeg da synes, det tager vel lang tid at få os vaccineret. Og jeg vil også gerne forsvare, at det her altså ikke er min yndlingskop med livseliksir og levet liv.

Selv hunden i haven ligner en, der ikke aner, hvor han skal gå hen. Med nedslået hale og trøstesløst forsøgende at negligere resterne af den nytårsraket, der ligesom står som en derangeret skamstøtte over næsten et år, der ikke rigtigt var.

Det er langtfra en depression. Men det er utålmodighed. Utålmodighed efter at holde op med at leve livet på afstand. Og et brændende ønske om at få lov til at være med. Opleve noget. Gøre noget. Blive rigtigt overdrevent glad over en god oplevelse og leve længe på den.

I alt fald at holde op med forgæves at spejde efter flere spændende ting inde i mig selv. Hvis der stadig er nogle tilbage, er de i alt fald godt gemt og ret utilgængelige. Tro mig, jeg har prøvet. I næsten 1 år.

Continue Reading

Om forbrug. Og om aktier.

Jeg har lige læst, at vores forbrugsvaner har ændret sig markant i Coronaåret 2020. Selvfølgelig har de det. Både fordi, det hele blev, som det blev, men også fordi vi faktisk ikke havde mulighed for at putte vores penge derhen, hvor vi førhen med glæde kastede dem. Tænk bare på, hvor mange penge vi ufrivilligt har sparet på rejser! Og så er det såmænd bare et eksempel.

Der er samtidig brancher, der har oplevet opblomstringer, de næppe havde set komme. Det gælder især byggemarkederne, hvor mændene gik hen og så på skruer, søm og akutte husforbedringer, og hobbybrancen, med garnbutikkerne i ( den strikkede!) førertrøje, hvor kvinderne gik amok. Dette ikke skrevet med sexistiske fortegn, men mere fordi det statistisk er bevisligt, samt–hvilket ikke er uvæsentligt!–at jeg personligt hellere ville brække samtlige brækkelige lemmer på tværs end bruge så meget som et sekund på at beskue søm og skruer i et byggemarked, mens manden samtidig ville føle sig som en garnmæssigt handicappet hanelefant i en strikkebutik.

Derudover har vores tøjindkøb også ændret karakter. Vi går tilsyneladende efter jogging-stilen–herhjemme også kaldet det udvidede natbukse-sortiment. Vi hylder en klar renæssance af camping-habitten på hjemmefronten, og når vi nu alligevel nærmest aldrig skal ud, så henslænges dagene linning- og lynlåsløse og helst i bomuld, fleece og et par numre for stort. Uformelighed ( her taler jeg om tøjet) og hel ordinær slitage er ikke længere udskiftningsårsag. Det er mere en markør af hygge og komfort. I den forbindelse er modeskaberne i øvrigt meget i tvivl om den kommende, forhåbentlig Coronafri sæson, for vil vi fortsætte med at dyrke manglende taljering og posning–eller vil vi gå i den stik modsatte retning og i den grad tage revanche på høje hæle og hælde os i kropsnære, lettere ukomfortable rober? Altså når vi nu engang skal ud.

Det siger selvfølgelig sig selv, at når vi primært kaster vores penge efter søm, skruer, garn, joggingtøj og andre relativt omkostningslave fornøjelser, så ender de fleste af os med en form for overskud. Man kan ikke bruge hele sin løn/pension på surdej ( den arver man vel også?), strømpegarn og rawplugs, og i bankerne har selvsamme overskud næppe ret megen opgang på opsparingen. Enten får man ingen renter, eller også må man selv betale for, at banken sidder på ens penge. Hvordan de så ellers gør det.

Derfor er der sket en enorm opblomstring på aktiemarkedet. Hvor det førhen–i alt fald i nogle kredse!–var suspekt og überkapitalistisk så meget som at tænke i baner, der var forbeholdt de rige og udspekulerede, er aktier nu blevet hvermands eje og et absolut både acceptabelt og tillokkende alternativ til at have et akkumulerende overskud stående at glo formålsløst og dyrt i banken. En af de førende aktieportaler, Nordnet, melder om, at de får omkring 250 nye kunder om ugen. Det er faktisk en hel del, når man samtidig indregner, at adskillige mennesker bare har deres bank som aktiedepot. Det er især blandt de yngre aldersgrupper, at aktierne er yderst populære, men vi trekvartgamle er også rigtigt godt med.

For selvfølgelig er der penge i det. I alt fald sammenlignet med de negative renter i bankerne. Efter at markedet nærmest brød sammen i marts, er det kun gået opad, så de, der dengang var forudseende nok til at investere, har tjent rigtigt godt, mens vi andre mere tøvende da i det mindste har fået vores penge tilbage. Med en pæn portion renter.

Så når nu joggingtøjet er fornyet, der ligesom er søm og skruer nok til det næste årti, og det ustrikkede garn nærmest ikke længere kan være i huset for ene nydeligt og nystrikkede trøjer til ethvert formål, så var det måske en ide at prøve det der med aktierne? Personligt købte jeg min første aktie for 2 år siden, var absolut totalt uvidende og meget enfoldig, har begået enhver tænkelig fejl undervejs, har tabt penge–lad os bare sige, de er fløjet væk, for så ved de fleste, hvad jeg var uforudseende nok til at investere i!–men jeg er altså også kommet ud med et pænt overskud og en akkumuleret viden, der udelukkende er begrundet i anskuelighedsundervisning.

Så når det hele er overstået, så kan jeg faktisk godt sponsere en pæn del af alt det, der er sjovt, og som jeg ikke har været i stand til at bruge penge på et års tid. Så kan jeg jo også altid se, om garderoben skal fornyes med nye natbukser eller stramme, taljerede kjoler, mens jeg sætter søm og skruer i pæne rækker og fylder alle skabe med ustrikket garn.

Continue Reading

Om pakker og pakkefirmaer.

Jeg sender en del pakker. Også ting, der kan gå i stykker. Det sker også af og til, at mine pakker–trods virkelig ihærdig emballering–kommer frem i en tilstand, der både ligner løgn, og som vil have krævet en decideret helhjertet indsats ud i ren destruktion.

Og så har jeg lige været nede og aflevere en pakke. Efter at jeg havde overgivet den til butiksassistenten, lavede han sådan nærmest et kraftigt overhåndskast, en sand styrkeprøve i kylning og ramte målet ( nemlig pakkebeholderen) med en speed og kraftighed, der ville have fået enhver ishockeyspiller til at føle sig underlegen. Da det efterfølgende røg ud af mig, at han egentlig godt måtte behandle min pakke ordentligt, fik jeg svaret: “Bare rolig. Det her er ingenting imod, hvordan pakkefirmaerne behandler dem!”

Jeg forstår ikke det der “Bare rolig.”. Betyder det, at jeg skal være helt rolig for, at selv om det desværre ikke lykkedes ham ( tror jeg) at molestrere mit indhold, så kan jeg roligt gå ud fra, at det i sidste ende nok vil lykkes pakkefirmaet at få kål på alt istykkergåeligt indhold? At jeg kan være noget så rolig omkring, at min pakke nok skal blive behandlet som shit, kastebold eller ishockeypuck? At det i virkeligheden er kundernes højeste ønske ( mit inklusive), at alle transportører sætter en ære i at destruere, hvad destrueres kan? At vi netop sender pakker for enten at opfordre til en lille munter køkkenleg, eller at det ultimative formål med enhver pakke er at få den til at gå i stykker?

Jeg er ret forvirret. Her gik jeg og troede, at pakkefirmaerne tog deres transport af andres ejendele alvorligt, men i virkeligheden er alle afsendte pakker blot en god anledning til lidt bold-pakkespil i denne tid, hvor man jo desværre må finde andre måder at dyrke boldsport. Det var jo sådan set det, han fortalte mig.

I en tid, hvor pakkefirmaerne qua den øgede nethandel får mere og mere at lave, flere og flere pakker at transportere, er det da uhyggeligt, at vi som kunder er reduceret til blot og bart leverandører af pakker til omkastning. Det har længe været min mistanke, at det forholdt sig sådan. I alt fald at dømme efter, hvor mange gange nogle af mine ellers godt emballerede pakker har set ud, når modtageren skuffet har sendt mig billeder af den ultimative destruktion.

Det er i øvrigt også besværligt. For så skal man i gang med erstatningskrav og udfyldelse af flere tons anmeldelser. Faktisk erstatter de mest lødige pakkefirmaer, hvis man er en led kælling og bider sig fast, meget fast, efter lange tidsrum og al for megen unødig parlamentering. Det er nok derfor, jeg heller ikke rigtigt forstår, hvorfor samme firmaer ikke kraftigt påtaler, måske endda fyrer, de omkastere, der anser andres pakker for firkantede pucks og fodbolde til almindelig sparkning. Det ville da gøre livet nemmere for alle parter.

Men selvfølgelig: Når sådan en enfoldighed, som jeg lige traf over i dag, hver dag står og beundrer og griner af den daglige pakkekastning og endda åbent fortæller kunderne, at de sagtens kan være rolige omkring, at deres pakker nok skal blive seriøst omkastet, så er der vel ingen grund til, at pakkebudene bare et øjeblik skal standse op og overveje, om det, de foretager sig, nu også er OK. Der synes at være en konsensus omkring, at pakker SKAL kastes, SKAL forsøges ødelagt, SKAL tages dybt useriøst.

Det kan vi, som kunder, være helt rolige omkring! Det siger de i alt fald i Brugsen!

Continue Reading

En anderledes–og sød–film.

Ekstremt højt og utrolig tæt på. Netflix.

Langt inde i Netflix` enorme bagkatalog fandt jeg i går denne lille perle. Glemte, nok. Det er så derfor, jeg lige gør opmærksom på den igen her i en tid, hvor der på mange måder er så mørkt, at det fuldt ud legaliserer at se et væld af film. Og så kan man jo lige så godt se de gode!

Jeg læste romanen af Jonathan Safran Foer i sin tid–dette pragtværk om efterveerne af 9/11, men allermest om noget så rørende som en lille dreng, der savner sin far. Men havde egentlig lidt glemt den. Måske var det lige opblusningen af fokus på terror derovre på den anden side af Atlanten, der fik den til at poppe op. Hvem ved?

I alt fald er det er sød, rørende og anderledes film om Thomas, der som hovedpunkt i sin Aspergerske logik har, at der går 8 minutter, fra solen går ned, til det er helt mørkt. De 8 minutter med sin far, der befandt sig i det ene tårn d. 11. september og siden (måske?) kun er set som et faldende objekt, må han kunne genskabe, genvinde, klemme det sidste ud af. Nøglen til dette er–en nøgle, der måske tilhører en person ved navn Brown. Så Thomas sætter ud på sit helt eget roadtrip ( først til fods, senere, hjulpet af en solidt spillende svensker, med subwayen) gennem New York for at finde det, der i sidste ende bliver såvel en coming-of-age-tur som en selvovervindende hyldest til livet, til kærligheden og til familien. Sådan, på en måde, der næsten gør helt ondt langt ind i sjælen.

Og så er det altså ikke hvem som helst, der er med Thomas på vejen. Ikoniske skuespillere ses i ret små roller, mens Thomas og hans logiske tilgang til livet står i absolut centrum. Det er sådan en finurlig feel-good film, et glad pust på en tragisk baggrund–og en film, der i den grad fortjener at blive hentet frem af det enorme bagkatalog på Netflix.

Continue Reading

Om sne.

Det er lidt vådt, klamt og midlertidigt, men det er, trods alt, sne. Sne i en mængde, som i alt fald jeg ikke har set i flere år. Så længe den varer. Man bliver så glad af sne. Ikke nok med, at der lyser op i en mørk januar, men den indbyder også til at finde ens mere barnlige og infantile sider frem. Jeg kan stadig ikke se sne uden at gå ud i den.

Det har jeg så lige været. Ude i den. Og er nu stærkt forundret over, at vi faktisk var nogle af de eneste. Helt konkret manglede jeg børnene, for selv om de er i skolefri lockdown, så må de da godt gå ud i sneen. Faktisk: bør gå ud i sneen.

For da jeg var barn, lod vi nu aldrig nogen sne gå og falde i fred. Vi var som forårskåde køer på græs fra det første snefnug faldt og indtil, vi havde slidt det sidste op. Der var så mange ting, man kunne med og i sneen, og hvis jeg husker rigtigt, så var snelegetøj altid på vores jule-ønskelister. Dengang fik man slæder, skøjter og ski–sikkert desværre også begrundet i andre klimaforhold, men i alt fald fordi man helt konkret kunne bruge dem. Der var sne om vinteren.

Noget af det, jeg altid tænker på, når sneen falder, er forskellen på vores udendørstøj og det, man kan putte sig selv ind i i dag. Jeg erindrer datidens vintre som uhyre kolde og våde–simpelthen fordi vi havde så dårligt og meget lidt vintervenligt tøj. Dengang var thermo noget, man havde sin kaffe i, og udover halvkolde vinterjakker var det meste af vores udstyr strikket. Oftest hjemmestrikket. Sådan at der var garanti for, at det indenfor den første halve time kunne vrides. Vi gik ud at kælke i gummistøvler og cowboybukser, og overtrækstøj blev den opfindelse, der senere hen revolutionerede vores børns vinterliv. Især skøjtning var en decideret kilde til helhjertet frys. Man måtte nødvendigvis finde et stykke isbelagt vand, og nogle gange var der langt til et sådant, selv om vi nu taknemmeligt tog imod oversvømmede marker med græstuer som klare faldgruber. Vi, der havde kunstskøjter, var heldige, fordi de sjældent faldt af som den model, der skulle spændes på. Til gengæld var de hundekolde og altid for små, fordi den slags ting var noget, man arvede, og når man så havde skøjtet i timevis og skulle til at påbegynde den lange vej hjem, var man både drivvåd samt oplevede en påfaldende mangel på følelse i adskillige legemsdele. Især fingre og tæer. Det eneste, man så ikke skulle, var at hoppe i varmt vand i badekarret ( det havde de fleste, dengang) ved hjemkomst. SÅ gjorde det nas!

Men det var tider. Når vi med vores arvede ski, skøjter eller med hjemmeflækkede kælke drog afsted ud i sneen. Det var festdage. Også for gulerødderne og kartoflerne, som vi ivrigt huggede til udstående legemsdele på alle vores snemænd. Eneste skår i glæden var den absolut mandligt dominerede leg, der hed at “vaske” hinanden. Det var som regel de drenge, der til dagligt nok oplevede flest nederlag, der ivrigst gik i lag med denne storvask af pigerne. Eller de, der ikke kunne finde ud af at vise deres spirende forelskelse på anden måde end at tvære sne ud i ansigtet på den forhåbentligt kommende kæreste. Personligt hadede jeg alt dette vaskeri, og samtidig var jeg håbløs til både at konstruere og afsende snebolde. Jeg var decideret mere til kælk end storvask, mere til skøjter end boldkamp.

Så derfor undrer det mig lidt, at børn, der er så heldige at leve i thermotiden, og som aldrig er udsatte for potentielle forfrysninger i ekstremiteter eller klamvåde vanter, ikke er ude i den sne. Jeg HAR været forbi kvarterets bedste kælkebakke, og der var de i alt fald ikke. Måske har de bare intet vinterlegetøj? Det er jo noget af en satsning klimamæssigt at give sine børn kælke og skøjter i julegave, fremfor pc-ere og spil.

Men det er da også forbandet ærgerligt, at de samme børn ikke kommer ud i den sne. Hvis de bare vidste, hvad vi andre måtte igennem, fordi vi bare overhovedet ikke kunne lade være……

Continue Reading

Om mænd og kvinder.

Krisetider kalder altid på syndebukke. Og ingen kan finde noget som helst troværdigt sted at placere skylden for Corona. Ingen tilfældighed at BLM og metoo# blomstrer i vildt flor rundt omkring i de ellers så golde og Coronabefængte haver.

Nu er to af de ikoniske, mandlige ronkedorer fra TV2 så faldet med store brag. De kunne ikke finde ud af at opføre sig ordentligt dengang for 20 år siden, hvor de gik rundt på et tilsyneladende kønskriminelt TV2 og krænkede løs. Det vil jeg slet ikke blande mig i. Altså om det er fair, og om der var noget seriøst om det hele. Min egen hukommelse er også lettere hullet, når det gælder hændelser fra for 20 år siden.

Til gengæld er min korttidshukommelse ofte strålende, så jeg kom lige til at tænke på et interview, jeg så fornylig med en tredje af samme TV-stations ikoniske ronkedorer. Denne gang dog en kvindelig. Hun sagde ” Jeg har haft masser af seksuelle affærer med kolleger på alle de arbejdspladser, jeg har været på. Folk, jeg har rejst med, Gud og hver mand”.

Jeg tror, uden på nogen mulig måde at forklejne eller tvivle spor på berettigelsen af metoo#, at Ulla Terkelsen skal være glad for, hun er en kvinde. Ellers var hun nok hverken sluppet afsted med den udtalelse eller havde undgået en opsigtsvækkende fyring pga. samme. Damen står jo ligefrem der og praler med, hvor mange gylpe hun har fået lynet ned, samt indirekte hvor mange praktikanter ( det er sgu` altid praktikanterne!) hun har scoret. Og hun slipper afsted med det. Uden at komme alvorligt i den folkedomstol, der altid virker mest hysterisk i krisetider, hvor der ikke er så meget andet at tage sig til.

For 20 år siden ville en mand, måske endda kun til nød, kunne slippe afsted med en lignende udtalelse. Det var vel nærmest utænkeligt, at den kunne komme fra en kvinde. Hvis–så var hun en luder, et forsuttet bolche og alle de andre nedgørende klicheer for en kvinde, der åbenlyst scorede mænd. En mand, derimod, kunne stadig–i alt fald i nogle kredse–blive set som en helvedes karl og en scorekaj med positive forbogstaver. Begge dele er passe, ovre. Nu er det næsten lige før, kvinderne legalt og åbenlyst har tilkæmpet sig rettighederne til udtalelser, de selv ville lynche, hvis de kom fra en mand.

Jeg fristes til at spørge, om det er det, vi vil? Jeg fristes ikke til at tage stilling. Kønsdebatten er så kompleks og har så mange fraktioner, variationer, identifikationer og komplikationer, at jeg slet ikke kan overskue at have en stålsat og uigennemhullelig mening. Jeg gider heller ikke fornærme nogen, bare pga. køn. Men det fratager mig jo ikke retten til at påpege, at det hele udefra måske ser en smule mudret ud…

Continue Reading