Vores helt egne celebrities.

Og hvem i alverden er så de to mænd? Forklaring følger.

Min mand sad i mange år i samme bestyrelse som grevinde Alexandra, og min bror har engang tisset overkors med Kim Larsen og fløjet hjem fra Polen med Rod Steward. Min far spiste, i embeds medfør, flere gange frokost med dronningen, og jeg kender en, der engang spiste middag ved bordet ved siden af Bonos selskab. Forleden optrådte en del venner på Facebookbilleder i selskab med Jacob Haugaard, og min ene søn så engang Steffen Brandt på et museum i udlandet.

Personligt var jeg engang ved at cykle dronningen ned på fortovet foran uni i Århus, fordi hun og hendes følge ikke forstod, hvor travlt jeg havde. Det var udelukkende derfor, jeg nødvendigvis måtte cykle på fortovet i den forkerte side af vejen.

Og sådan har vi alle vores små historier. Vores celebrityhistorier. Om hvordan vi mødte XX i en, i alt fald for os, usædvanlig situation, hvor vi så nogenlunde var de eneste, der i nogle små øjeblikke fik lidt af stjernestøvet og beholdt det til evig arv og eje. For historien kan ingen jo ikke tage fra os. Underligt nok giver sådanne oplevelser os en besynderlig ejerfornemmelse, som om netop den celebrity er lidt mere vores end alle andres. Hvis nogen ellers kan eje andre mennesker og deres stardust. Jeg kender folk, der nærmest føler, de har en særlig intimitet med såkaldte VIPs, de tilfældigt har mødt. Og det er vel også derfor, at der findes utallige konkurrencer om at møde “the stars” backstage, udveksle virkelige ord med dem og endda få taget et foto, der allerede på forhånd har fået en æresplads i hjemmet.

Så er vi tilbage ved de to mænd! For nogle år siden var jeg på besøg i det Nordirske parlament, Stormont. Det kan alle i øvrigt komme–bare skriv til dem. Under en (fælles) rygepause på deres fantastiske udendørs trappeopgang med udsigt ud over hele Belfast kom jeg i snak med herren til højre på billedet, og vi fik vendt både udsigt, dårlige rygevaner og mit besøg i Belfast. Han var særdeles venlig, og jeg anede ikke, hvem har var, til trods for at jeg faktisk er rimeligt inde i de politiske forhold i Nordirland. Det var først, da sessionen i parlamentet blev genoptaget, og Mr. Martin Mcguinness blev kaldt til talerstolen, at jeg genkendte min skodbror som lederen af Sinn Fein i Nordirland. Nu ved jeg så ikke, hvor stor viden om netop det parti er i Danmark, men lad mig diplomatisk sige, at det er stort og indflydelsesrigt blandt katolikker i Nordirland, og det har utallige gange måttet benægte, at det havde nogen som helst (jeg understreger igen NOGEN SOM HELST) forbindelse til terroraktioner udført af IRA, eller til IRA som sådan. (Så kan man jo spørge sig selv om, hvor i alverden nogen dog skulle få den besynderlige tanke fra?)

Jeg synes altså, det er lidt kinky, at jeg har smalltalket venligt med en mand af den kaliber. Det giver mig som regel også en del fede celebritypoint på de kanter. Hvis jeg ellers kan blive ved med at ride på min Mcguinnessbølge. For Martin Mcguinness døde forleden. Kun 66 år gammel og helt uden at nogen kunstigt hjalp ham på vej, som det ellers ofte var tilfældet deroppe.

Manden ved siden af er Ian Paisley. Mangeårig leder af protestanterne i Nordirland og med en retorik, der ville få folk som Erhard Jakobsen, (T)rumpen og Mogens Glistrup til at blegne af misundelse. Billedet er fra fredsforhandlingerne i 90-erne, og man kan da i den grad se, hvor ualmindeligt fornøjede de begge er med resultatet!

Så nu har jeg altså mistet min egen celebrity. Ham, der var ikonisk for mig, fordi vi havde røget en smøg sammen. Heldigvis gik jeg også engang nærmest ind i Yoko Ono foran Dakotabygningen i New York, så det må jeg så nøjes med. Selv om det nok ikke giver helt så mange celebritypoint lige i Nordirland. Og herhjemme kan jeg jo altid hive Dronning Margrethekortet.

Continue Reading

En (fantastisk) god bog.

Chimamanda Ngozi Adichie: Americanah.

Hvis det er sådan rigtig, virkelig længe siden, man sidst har læst en god bog, så er hjælpen nær. LÆS DENNE!

Sjældent har jeg læst noget så tankevækkende, så velskrevet, så meget set fra en anden vinkel end den traditionelt europæiske/amerikanske og så rørende i selve sin historie. Dette er stor litteratur, verdenslitteratur, og det er samtidig et kolossalt opgør med fordomme og normer, som jeg mange gange slet ikke vidste, at jeg havde. Talrige gange greb jeg mig selv i at ville understrege passager, fordi de var så utroligt sigende, provokerende og velformulerede. (Her skal også rettes en tak til en fænomenal oversættelse v/ Susanne Staun. Tydeligvis selv forfatter.)

Forfatteren er nigerianer, men bosat i USA. Og det er så det, bogen handler om. Afrika møder USA og England. Bogen har to hovedpersoner, barndomskæresterne Ifemelu og Obinze, hvis veje ind i de såkaldt forjættede lande byder på såvel konfrontationer, bizarre oplevelser og tankevækkende møder. De to er veluddannede afrikanere, men henvises til lavstatusjobs (i alt fald Obinze) bare pga. race, nationalitet og fordomme. Især Ifemelus betragtninger omkring normer i USA er ret morsomme, og det er faktisk befriende at se alt det, man selv tager for givet, med helt andre øjne. Meget af bogen handler om hår (ja hår!), og hvis man ikke lige troede, at hår var af betydning, så må man tro om. Samt opleve, at Michelle Obama også satte en vis hårstatus–som i alt fald gik min næse forbi.

Bogen er også en kærlighedshistorie om to unge mennesker, der inderst inde så inderligt gerne vil hinanden, men som hele tiden modarbejdes af ydre (etniske?) omstændigheder. Læs den derfor også for at se, om de nu får hinanden til sidst….

For nogle år siden læste jeg hendes første bog Lilla Hibiscus, som tydeligvis var en debutbog fra en stor forfatter in spe, så den kan i den grad også anbefales. Og jeg stryger ned på bibleren efter En halv gul sol. Hvor er det dog forfriskende med sådan en helt anderledes stemme, som hverken er kryptisk eller etnisk betinget uforståelig. Lur mig, om ikke hun bliver hentet til Norge om nogle år for at modtage en rimeligt stor litteraturpris.

Continue Reading

Om bogklubber. Og om at købe bøger.

Principielt er medlemsskab af bogklubber en supergod ide, hvis man kan styre det. Det synes bogklubberne også. Især fordi der er så mange lallehoveder som mig, der bare ikke kan styre det. Hver måned er det en uovervindelig tærskel at få afmeldt det nogle gange ret perifere stykke litteratur, man ellers med 100% sikkerhed får kastet i postkassen. Inkl. girokort. Den enkelte bog er billigere, men sammentalt med al overkskudslitteraturen, som bare samler støv på hylderne–eller i bedste fald ender som gave til en ikke helt så nær veninde–er det faktisk en dyr fornøjelse. Det ville svare til at købe 5 liter mælk, hver gang man faktisk kun har konkret behov for en.

Bevares, somme tider dukker der da perler op mellem det uafmeldte litteratur, som man dog trods alt finder en vis forpligtelse til at læse. Men det er desværre ikke normen.

Så jeg har taget konsekvensen. Jeg har meldt mig ud af alle bogklubber. Rub og stub. Det har både givet mig økonomisk fred, men også litterær fred for alle de bind, der bare stod og gloede olmt ulæst på mig.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke har bøger nok. Jeg ville med lethed kunne tapetsere adskillige middelstore parcelhuse med såvel læste som ulæste værker. Og da jeg nu engang ikke anvender bøger, som et familiemedlem engang gjorde, er den æstetiske værdi af selve bindene heller ikke et problem: Hun arrangerede dem som pyntegenstande efter størrelse, og så farverne passede og åbnede aldrig en bog, fordi det ville betyde uheldig slitage på prydværkerne!

Derfor har jeg lagt en helt ny strategi omkring bøger. Jeg køber udelukkende bøger, jeg HAR læst. Bibliotekerne er faktisk så velassorterede, at man altid kan få fat i lige det, man gerne vil læse. Der kan være en minimal ventetid på hjemskafning, men i min by går det forbavsende hurtigt. Læser jeg så noget virkelig godt, får jeg lyst til at eje det, så det kan lånes ud og genlæses. Samtidig er jeg befriende fri for at opbevare dårlig litteratur, jeg aldrig når længere end til side 20 i og i øvrigt aldrig kunne drømme om hverken at låne ud, anbefale eller have stående. I løbet af det sidste års tid har jeg nok købt 4-5 bøger. Holdt op mod nærmest samtlige udgivelser i diverse bogklubber i de foregående år. Det kan ses på bundlinjen!

Den taktik fungerer strålende og er enormt økonomisk ubelastende. Faktisk er det kun biblioteksbøderne, der koster lidt håndører i længden. Men størrelsesmæssigt er de for intet at regne mod alle de metervis af ulæst litteratur, jeg gennem tiden har investeret i, udelukkende fordi jeg glemte at afmelde dets ankomst. Inkl. girokort.

Continue Reading

Om rankeklubber.

Der findes et provinsielt, sikkert meget jysk fænomen, der hedder en rankeklub. En rankeklub er en mere eller mindre afgrænset gruppe af naboer, der sammen sætter ranker op rundt om hovedøre og andre væsentlige indgangspartier, når noget skal fejres. Ranken består gerne af en lænke af gran, der pyntes med årstidens blomster og et stort skilt i midten, der proklamerer selve dens anledning. Og anledningerne er oftest bryllupsdage og konfirmationer.

Vi har en rankeklub i mit nabolag. Og vi er 9-10 par/familier, der er “medlemmer” af den. Aldersmæssigt spænder vi fra 30-erne til langt op i 80-erne. Når man flytter til vores lille hjørne, hvor flere veje støder sammen, får man automatisk tilbudt at være med, og de, der ikke lige har interesse, må så fejre deres mærkedage uden vores flotte, og for det meste hjemmebundne, ranker. Os, der har været med i adskillige årtier, har været gennem et utal af ægteskabelige fejringer og et betragteligt antal konfirmationer, og nu er vi faktisk der, hvor det hele er ved at starte forfra igen på såvel bryllups- som konfirmationsfronten.

Og ranken er det mindste. Den er smuk, men den er også en anledning. Nemlig en vigtig anledning til at se hinanden, følge med i hinandens liv og passe på hinanden. Vi overrender ikke naboerne her i vores kvarter. Vi lever i yderst fredelig sameksistens uden de store hække- eller matrikelstridigheder. Vi holder øje med hinandens huse, når hinanden er ude at rejse, og vi låner alt det af hinanden, som vi ikke lige selv har, eller som er gået til de evige græsslåmaskinemarker. Men vi render ikke ud og ind hos hinanden i tide og utide. Til gengæld ved vi med sikkerhed, at der altid er nogen, der kan træde til i nødstilfælde.

Der er jo det med naboer, at man ikke selv vælger dem. Man vælger sit hus, og må så sluge de kameler, der også har valgt huse i nærheden. På den front har vi været heldige, for der er ingen genstridige kameler indenfor en overskuelig radius. Til gengæld kunne jeg godt frygte, at hvis vi ikke havde rankeklubben som påskud, så ville naboskabet være et andet. Vi ville simpelthen ikke få os taget sammen til at mødes uden en egentlig anledning. Heldigvis har samme rankeklub også foranlediget, at vi her i kvarteret alle inviterer hinanden med til store fejringer af netop de begivenheder, som rankerne er sat op for. Det er vist, har jeg hørt, ret usædvanligt nu om dage.

Når vi sætter ranker op, foregår det i hemmelighedsfuld stilhed. Ejerne af den forestående begivenhed forventes at være helt uvidende om angrebet på deres fordør samt fuldstændigt at negligere enhver form for bankelyde og støjen fra en snes mennesker inklusiv medbragte børn. Når det hele er pænt, nydeligt og fastmonteret, får overrankemesteren den ærefulde tjans at ringe på døren, og beboerne må så lade, som om de er dybt forbavsede over deres fordørs granmæssige forandring. ½ times beundring er cirka normen, men så er der også drikkevarer, chips og alskens godter til opsætterne. Hvilket jo sådan set er en smule forunderligt, når begivenhedsejerne overhovedet ikke på nogen mulig måde vidste, at der kom nogen.

Så er det, at vi vender nabolagssituationen og lige får verden sat på plads. Nogle gange får vi os også ekstraordinært taget sammen til at planlægge en lille sommerfest ved samme lejlighed. Hvis det hele foregår om vinteren, kan vi faktisk have gået rundt i hver vores vinterboble i flere måneder uden at have set hinanden. Men vi har hele tiden vidst, at hinanden var der, og at behørig hjælp til alskens formål kun var få huse væk.

Der er naboer, og der er venner. Kun de sidste vælger man selv. Så man er ualmindeligt heldig, når man gnidningsløst fungerer sammen med de første. Og en rankeklub–hvor ualmindeligt provinsielt, jysk, gammeldags og ude af trit med tidens puls den end lyder–er en rigtig god måde at finde ud af at fungere sammen på.

 

Continue Reading

Om hvordan vi klæder os.

Jeg var på auktion forleden og kom til at investere en lille sum i vintagetøj fra 60-erne. Ikke retro. Retro betyder tro mod noget, der var engang. Altså kopi, og mit tøj er skam ganske ægte.

Denne spadseredragt er i uld og terylene. Og hvem går lige i spadseredragt? Og i terylene? Mere altså? Den har givetvis tilhørt en dame fra borgerskabet, som har iklædt sig den, når hun skulle ud af huset til mellemfine lejligheder. Arbejde var nok næppe en lejlighed. Sådan en gik man, som min mor siger, aldrig fejl af. Hun ville, med andre ord, nok have lignet alle de andre damer, der skulle ud af huset til mere eller mindre samme ærinde.

Det fik mig til at tænke på, hvor uendeligt ens vi i virkeligheden er i vores påklædning. Selv om vi selvfølgelig er dybt, personligt overbeviste om, at vi er vildt unikke. Hvis folk er iklædt deres arbejdstøj–og her tænker jeg ikke i uniformer–kan man nærmest på stedet regne ud, ca. hvad de laver. Jeans, stribet strik eller T-shirt fra Mads Nørgaard, tørklæde, flade Angulus/Green Comfort sko eller støvler og Aigle eller lignende jakke/frakke signaler undervisningsverden, mens jakkesæt fra et rimeligt dyrt mærke, skjortebluse, sko med hæl og Burberry/Tommy Hilfiger trenchcoat signalerer noget med finans, forsikring eller ejendomshandel. Overflod af farver og sjove sammensætninger af nyt og vintage signalerer kreativ klasse, mens halvbillige mærker for det meste fortæller, at netop det job ikke har en egentlig dresscode.

Vi kan jo godt lide at ligne hinanden. Ikke at falde udenfor. Helt ærligt ville mine elever da have måbet på tværs, hvis jeg var mødt op i skole i ejendomsmæglerstilletter. Jeg ville, i bedste fald, have mistet enhver form for troværdighed og mulighed for at indlære dem det mindste, fordi enhver form for fokus ville være på mine sko og ikke på gradbøjning af engelske tillægsord.

Og når vi så er hjemme og uden for dresscodens rækkevidde, så ligner vi vel alle mere eller mindre hinanden rent beklædningsmæssigt. Der er næppe den store forskel på de bukser med det vidunderligt afslappende elastik i taljen, som både bankdamen og læreren kaster sig over og i. Akkurat ligesom spadseredragten nok næppe rendte rundt i 60-ernes stuer. Den kom kun på for sin signalværdi. For at signalere præcis det samme som alle de andre af borgerskabets damer, der spadserede rundt i sådan en.

Måske skulle man gøre lidt oprør mod alle fordommene? Men så er det lige, at derude på de irske stepper, hvor jeg arbejder om sommeren, der er det altså ualmindeligt upraktisk med stilethæle. Angulus er en del mere terrænvenlige og -gående. Og så kan alle jo også til enhver tid se, hvem jeg er!

Continue Reading

En film.

Manchester by the Sea.

Det fremgår forhåbentlig med al tydelighed, at der mangler et af de sædvanlige ord i overskriften. Jeg har ikke glemt det.

Man tillader sig selv at have visse forventninger til en film, der er løbet med flere Oscars, heriblandt bedste mandlige hovedrolle. For mit vedkommende skuffedes de, og jeg sad hele tiden med den der følelse af, at havde det dog bare været en europæisk film, så ville den i grunden ganske rørende historie være gået fint hjem i et helt andet, langsomt tempo.

Det er en film om traumer, tab og dysfunktionelle familier. Her er, desværre også på et meget konkret plan, en del brændte børn. Michelle Williams med dukkeansigtet har endnu engang mistet sine børn (som hun også gjorde i Shutter Island (se den, den er genial!)–i Brokeback Mountain mistede hun bare sin mand, men hun så jævnt hen ud på præcis samme måde!) Den fortabte nevø har mistet sin far, og Casey Affleck har som onklen mistet sig selv, sin kone og sine børn. Og alle de traumer skal gennemleves om vinteren i samme øde, amerikanske lilleby, som Stephen King normalt drysser monstre ud over. Det er lige før, man føler, at det ville have været nemmere at forholde sig til et par løstgående klovne.

Jeg synes, den var kedelig. Hvis amerikanerne synes, at dette er topmålet af familietragedie i provinsen, så burde de tvangsindlægges til samtlige film af Ken Loach. Som i øvrigt også ville have gjort denne–i øvrigt basalt gode historie–vedkommende.  Nu synes man bare, det er lidt synd for dem alle, inkl. skuespillerne. Især for Michelle Williams, fordi hun igen, igen skal hive “Jeg har mistet mine børn”-udtrykket frem. Hun må da kunne andet.

På samme transatlantiske tur så jeg i øvrigt også La La land. Den vil jeg i stilhed undgå at kommentere.

Continue Reading

Gode bøger.

Elizabeth George: Bøgerne om Inspector Lynley.

Endnu en krimiserie, som fortjener opmærksomhed. Og som jeg kom til at tænke på, da jeg, fordi mine fredag aftener TV-mæssigt primært går ud på at undgå at blive forstyrret og ødelagt af det der skrækkelige Factor 0-program, fandt et afsnit af serien i aftes på pensionistkanalen.

Elizabeth George er amerikaner, men hvem skulle lige have troet det? Hun er nærmest mere ærkebritisk end briterne selv og skriver sig ind i fodsporene af ikoner som Agatha Christie, Dorothy L. Sayers og talrige andre klassiske krimiforfattere. Hun bevæger sig excellent rundt på de bonede gulve hos de allerfineste familier, men formår så sandelig også at rave rundt helt nede i den engelske under-underklasse. Detektivparret er en strålende match og identifikationsmodel med den forfinede, adelige og mildt arrogante Lynley og hans sidekick, den lettere traumatiserede underklassepige Barbara Havers. De to går op i en højere enhed.

Ved at vælge to så miljømæssigt forskellige hovedpersoner formår George også at skifte troværdigt mellem adskillige “settings”. Mange gange også med et komisk islæt, for der er jo altid en, der ikke lige passer ind. Hendes plots er ikke komplicerede, men dog en smule over Who Dunnit, og da hun faktisk skriver rigtigt godt + er en fantastisk miljø- og menneskeskildrer, er bøgerne virkelig værd at læse.

Og der er nok af dem. Serien er lang–og bliver stadig længere……..

Continue Reading

Lidt irsk har man vel altid lov til at være!

Et stort stykke af min inderste sjæl banker for det dejlige, grønne land derovre på den anden side af England. Og i dag er det St. Patrick`s Day, hvor en stor del af verden går i irskgrøn til fingerspidserne og alkohol til tåspidserne.

St. Patrick er Irlands skytshelgen. Han kristnede irerne, før han døde 17. marts 461. Han ordnede også lige det der med slangerne på irsk jord, så ikke engang en hugorm er tilbage. Siges der. Utallige katedraler er opkaldt efter ham–mest kendte er vel St. Patrick`s i Dublin, som i øvrigt IKKE er katolsk, men tilhører Church of Ireland, der er anglikansk/”Church of England samt den fantastiske St. Patrick`s midt på 5th Avenue i New York, lige ved siden af Trump Tower. (Jeg nævner det bare!)

St. Patrick fejres over hele verden i dag. Selvfølgelig mest i de byer, der har en stærk forbindelse til Irland. Med stærk forbindelse menes, at de utallige irere, som gennem tiden er emigreret, har bosat sig der. De største festligheder udenfor Irland finder derfor sted i New York, Chicago og Liverpool–den sidste som indskibningshavn for irere til Storbritannien. Fælles for de fleste festligheder er store, flotte parader med fantastisk fantasifuldt pyntede vogne i kilometervis samt et publikum, der primært ser ud som et stort, massivt grønt hav. ALLE er i grønt i dag–for i dag er vi alle irere. I Chicago går man lige et skridt videre mht. grønhed–selv floden farves grøn.

Udover at betragte de forbløffende parader, der for hvert år bliver længere og flottere er St. Patrick`s Day også et carte blanche til at drikke sig en ordentlig pind i øret. Det er en fridag de fleste steder, og især skolebørn fejrer den gerne med en velvoksen alkoholdebut. Eller dacapo.

Jeg har oplevet dagen både i Dublin og i New York, og konceptet var generelt det samme. Tusindvis af grønne mennesker på gaden helt fra morgenstunden og vild glæde og broder/søsterskabsfølelse samt benovelse over årets parade. Efter middag bliver festen en smule brugt og en smule tarvelig. Efter at have rejst med elever i mange år, ved jeg godt, hvor detentionerne ligger i Dublin, og det er, om man så kan sige, en fortrinlig viden at have på netop denne dag. Jeg har gået en del mindreårige branderter hen til behørig hjælp sådanne steder. Især i Dublin.

Men det, at mange ikke kan styre sig, tager jo ikke al glæden fra dette festlige, grønne show, hvor vi alle ligner lysegrønne leprechauns med påklistrede shamrocks. Hvis man befinder sig i en af de nævnte byer d. 17. marts, så kan man næppe undgå at blive smittet af stemningen, glæden og samhørighedsfølelsen. Men hvis minderne skal være udelukkende grønne og positive, bør man nok gå hjem inden aften………

Continue Reading

Om global hukommelse.

Der er øjeblikke, der skaber fælles, global hukommelse. Med det mener jeg, at de fleste, uanset hvor de befandt sig på kloden, kan erindre d. 11. september 2001. Størsteparten vil givetvis også kunne huske, præcis hvad de lavede. Personligt var jeg kørt fra arbejde 14.30 direkte til banken for at hæve dollars til en New York tur ugen efter. Jeg må have været i banken og have fået udleveret mine penge ca. 14.45, da det første fly ramte. Da jeg kom hjem, gik jeg på nettet for at undersøge åbningstider i Empire State. Siden var lukket ned, men i venstre hjørne af skærmen viste de en dårligt filmet B-film om et brændende tårn. Jeg anede ikke, hvad det lige gik ud på. Det kom jeg så til. Og jeg kom ikke til New York i den omgang.

Ligeledes var jeg i London 7. juli 2005. Bare et par dage for at tjekke en designskole sammen med min datter–hvilket den ikke overlevede (skolen altså.) Vi rejste ud af byen tidligt morgen og opdagede ved landing i Esbjerg, at vores indbakker på telefonerne var ved at sprænges af venlige mennesker, der gerne ville vide, om vi var OK. Vi havde ingen ide om, hvorfor vi IKKE skulle være det. Indtil vi åbnede bilradioen og hørte, at vores toglinje var sprængt til ukendelighed 2 timer efter, vi havde kørt på den.

For mig at se er den vigtig, den fælles, globale hukommelse. Der er ting, vi ikke må glemme. Og der er ting, der er så uhyggeligt menneskeforagtende, at de SKAL gøre indtryk på os. Det er jo ikke fordi, vi som sådan kan gøre noget. Det kan vi ikke. Men vi kan ydmygt ære alle dem, det gik ud over, ved aldrig at glemme de dage. Erindringen ligger nok også i, at der er ting, der er så store, at de er ubegribelige. Det skal de, for ofrenes skyld, have lov til at blive ved med at være.

Jeg har været på Ground Zero, som det hed i mange år, en del gange siden 2001. Det hedder det ikke længere. Som om man kan slette associationer ved at gendøbe steder. (Folk bliver da ikke mindre syge af at være på psykiatrisk hospital end af at være på sindssygehospital.) Anyway, det tager mig hver gang. Jeg står der med min lille andel af den fælles, globale hukommelse og føler mig helt underlagt dens uendelige magt. Den trykker på nogle kanaler, der er fuldstændigt ukontrollerbare. Mest tårekanaler.

Og så er der den blomst. En lille, forkrøblet påskelilje, som har set bedre dage. Den går rent–og gult–dybt ind i min sjæl. For nogen har jo lagt den der. Og nogen har lagt den lige præcis der af en årsag. Det er ikke et stats- eller kommunalt støttet blomsterhav til minde om alle ofre. Det er en lille blomst, der ligger ved et bestemt navn. Den river i sjælen, den blomst.

Sidste gang jeg oplevede effekten af min del af den globale hukommelse, stod jeg i mindesmærket for de 1,5 millioner børn, der gik til under Holocaust. Det består af en blinkende stjernehimmel inde i en slags mørk, huleformet bygning, hvor alle navne og aldre monotont bliver læst op uden afbrydelse.

Jeg dyrker ikke min globale hukommelse, men jeg er glad ved, jeg har den. Den er en del af det, der gør mig til et menneske. Jeg påtager mig ikke “skylden”, men min globale hukommelse er lige præcis det, der hele tiden minder mig om mit ansvar.

 

Continue Reading

En blandet forårsfornøjelse.

Jeg har før skrevet om mit en smule anstrengte forhold til haver–og især til havearbejde. Hele den lange vinter kom jeg faktisk til at glemme min have lidt. Den var jo alligevel bare kold, mørk og passede sig selv på den måde, jeg lige kan lide den for: Den lod være med at gro.

Lige nu er den tid på året, hvor jeg mærker mit særdeles ambivalente forhold til haven. Det er jo usigeligt smukt, når forårsblomsterne skyder op. Alle farverne er så dejligt rene, og det gør en glad, at sådan nogle små planter gider gøre sig den umage at kravle helt op til overfladen, bare for at bringe forårsglæde. Mørk, tom, lortebrun jord ER altså kedeligere end gule krokus.

Men så er der jo bare det yderst ubehagelige skår i glæden, at når blomsterne skyder op, så ledsages de af alt det lort, der burde blive i jorden. Alt det, der absolut aldrig har indset sin besøgstid (eller mangel på samme) og bare plastrer haven til med sig selv- ganske egoistisk uforskammet og fuldstændig uden tanke for krokusmæssige konsekvenser. Altså ukrudtet. I min have har det et evigt tilbagevendende væddeløb med alle de pæne planter. Og desværre har det det ofte med at vinde samme race.

Så jeg nyder forårsblomsterne, mens jeg stadig kan se dem. Altså inden møgarterne begynder at brede sig vildt og uhæmmet. For det gør de snart, det ved jeg.

Jeg kan så vælge imellem at aflive lorteplanterne manuelt eller at se mine fine blomster langsomt blive kvalt af møgbevoksning. Eller–det kan jeg vel i grunden ikke. De skal F… ikke tro, de får mig, de grimme sataner. Eller i alt fald får mig til at nedværdige mig til overhovedet at bekymre mig om deres liv og levned. Jeg nyder mine krokus, mens de stadig er synlige, og hvis havelortet synes, det vil overtage domænet, så overgiver jeg mig frivilligt uden kamp. Der er godt nok ikke noget ukrudt, der skal bestemme over mig og mine havevaner. Hvis det vil gro, så lader jeg bare som om, jeg ikke ser det, for mig får det ikke ned med nakken. Eller til at luge.

For jeg tror naivt på, at hvis jeg lader ukrudt være ukrudt og vender det blinde øje til, så kommer der en dag, hvor lortet simpelthen ikke gider gøre sig umage med at gro i min have mere. Akkurat som man negligerer et uartigt barn. Så kan det lære det. Kan det.

Continue Reading