Guldsøstre

Hvis det nu var mig, der var hende Trishy/Bitchy-damen på Fox News, så ville jeg slå til nu. I det store Danmarksangreb. I disse dage kan hun nemlig med lethed udstille nationen som et tegneserieland, HELT uden selv at medvirke til at opfinde fake news. Hun skal bare kommentere på de aktuelle nyheder.

I Danmark kan man nemlig ikke blive statsborger uden at give sin personlige borgmester hånden. Det er, udover en masse seriøse ting, udelukkende det, der er udslagsgivende. Sådan. Ens kvalifikationer omkring alvorligt ment nationalt tilhørsforhold sidder tilsyneladende i fingrene. Som allerede indfødt skaber det da lidt problemer og seriøse overvejelser hos mig omkring mulig fratagelse af samme statsborgerskab. Der er nemlig mange borgmestre (i særdeleshed inklusiv ham i min egen by), som jeg selv meget nødigt ville blåstemple via et håndtryk, og som jeg helt sikkert ville undgå som tilsmudser af mine hænder. For slet ikke at tale om, at jeg ville rende højtskrigende bort, hvis nogen bad mig hilse på folketingets formand eller den minister, der bor i Hadsund. Det kunne Trishy/Bitchy da godt få en god-og sand- historie ud af.

I Danmark må man ikke gå ind på en politistation–eller færdes udenfor–hvis man har niqab på. Så får man en bøde, og bliver man ligefrem vaneforbryder og gentager al denne formumning, så vanker der kraftige indhug på bankkontoen. Vi har nemlig mange politimænd ansat til at holde øje med den slags grimme ting. Det er, altså politimændene, alle dem, der ikke lige står nede ved grænsen og tjekker, at der heller ikke kommer hovedbeklædninger ind den vej. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kommer altid til at tænke på den lysegrønne, elektriske plydstingest  af en hovedbeklædning med hale og takker på cirka ½ meters længde, jeg engang købte i Inverness. Den skulle forestille Nessie, søuhyret, men den var, indrømmet, mere komisk end egentlig vellignende, og hvis nogen ellers kender Nessies udseende, så er jeg sikker på, det ligger langt fra den tingests. Pointen er her, at jeg bare noget så udmærket forstår, hvis jeg havde fået en bøde for at vise mig offentligt med den. I den dårlige smags tjeneste. Men på nogle områder er vi tilsyneladende vildt liberale med regler for hovedbeklædning, så den havde jeg såmænd nok fået lov til at gå rundt med i fred og fordragelighed. Mon ikke Trishy/Bitchy kunne lave et lille spin på det?

Og når vi nu er ved beklædningen, så er det blevet forbudt ved lov i Danmark at bære rygmærker og andre tilkendegivelser af synlige tilhørsforhold til banden Loyal to Familia. Enhver kan selvfølgelig sige sig selv, at det er den direkte og sikre vej til på stedet at afskaffe alt det bandeuvæsen. De melder sig jo ud og bliver illoyale overfor familien i hobetal, når sådan en spidsfindig lov får skovlen under dem. Hvorfor i alverden har ingen dog tænkt på en så intelligent løsning på bandeproblemer før nu? Måske kan man så i samme åndedrag lovgive for ( eller mod?) flashing af Gucci, Versace og andre farlige mærker blandt de nordkøbenhavnske elitebander og på den måde afskaffe klassesamfundet? Her kunne Trishy/Bitchy måske endda blive inspireret til et nemt lille tiltag mod både storbykriminalitet og en gang elitebashing i området omkring Martha`s Vinyard?

Endelig er der så den med tegneserielandets tegneserielandshold. Eller mangel på samme. Eller hvordan det nu hænger sammen det hele. Her er jeg på fuldstændig usikker grund, for jeg er absolut ude at stand til at gennemskue, hvordan det hele hænger sammen, og mine meninger stritter i alle retninger og modsiger samtidigt hinanden. Men heldigvis, og det er da en lettelse, gør den slags overhovedet ikke spor indenfor Trishy/Bitchys form for logik. Men jeg forstår ikke det der med tøsefornærmethed over manglende sponsorindtægter. Personligt flasher jeg da gerne 4-5 mærker samtidigt, hvis jeg scorer kassen, for enhver ved da godt, at det da på ingen måde er fordi, man selv anvender og billiger et mærke, at man reklamerer for det. Ligeledes forstår jeg heller ikke, at nogen agerer skruebrækkere–altså samtidig med, at jeg da så udmærket forstår, at det er med at gribe chancen for at komme på landsholdet, når man normalt spiller i Tarup/Paarup. Eller Østvendsyssel. Og så forstår jeg i den grad de stakkels tjekker, der føler sig snydt, bedraget og gjort til grin, når vi ikke regner dem for mere, end vi gør, ved at komme anstigende med et tegneseriehold. Her er jeg yderst overbevist om, at Trishy/Bitchy kunne finde op til flere indgange på at lave en overfladisk analyse af socialismens fordærvelige indflydelse på landsholdsfodbold.

Gårsdagens topnyheder i Danmark! Nogle gange skal vi passe noget så inderligt på, at vi ikke larmer så meget over tegneserieproblemer, at vi totalt overhører de støvletramp, der lyder højere og højere……..

Og du må frit kopiere, Trishy/Bitchy. This is, unfortunately, not fake news!

Nu ser jeg så lige, at min bank er kåret til Danmarks værste. Det kommer ikke bag på mig. Egentlig tror jeg bare, jeg er enig. Eller i alt fald enig så langt, at det da er meget muligt, den er en smule værre end alle de andre slemme banker, men i det mindste ved jeg da, hvad jeg har i “værrelse”.

Det er nemlig sådan med mig, at der er to ting, der er konstanter i mit liv. Den første er, at jeg er nærmest trofast til døden–eller pensionsalderen– os skiller overfor banker, frisører, læger, tandlæger og skomagere (de sidste dog aftagende trofast, efter at børnene for længst er flyttet hjemmefra). Jeg kan simpelthen godt lide at vide præcis, hvad jeg går ind til af hårlængde, overskridelse af smertetærskel, forsålinger og placering af kontantautomater. Ydermere er jeg alt for doven til at være innovativ på netop de punkter–og især med frisurer.

Den anden er, at jeg ikke stoler på banker over en dørtærskel. Jeg lider af en udbredt, stålfast tro på, at deres fornemste formål er at stjæle mine penge på de allermest spidsfindige måder. Til møder med min ( i øvrigt udadtil ganske sympatiske) bankrådgiver sidder jeg gerne anspændt som en anden lille valutadetektiv og vogter udelukkende på, hvornår han blotlægger, på hvilken måde han denne gang vil snyde mig til at poste endnu flere penge i foretagendet. De tider er forlængst ovre, hvor en bankrådgiver formodedes at varetage kundens interesser–i min optik er det udelukkende bankens ditto, der tilgodeses, og jeg ser desværre mere og mere rådgiveren som en modstander, en listig fjende. Jeg er overbevist om, at jeg på en eller anden snedig måde såmænd nok betaler for, at banken opbevarer mine surt sammensparede skillinger, og hvis det stod til mig–og forsikringen ellers dækkede i forbindelse med tyveri fra hjemmet–så puttede jeg dem da hjertensgerne i madrasser eller andre former for ubankede skjulesteder. Det der med indlånsrenter er jo alligevel afskaffet for år tilbage, så dynebetræk giver vel præcis samme saldo i det lange løb.

Selvfølgelig er det yderst beklageligt, at det forholder sig på den måde. At banker er så overvældende magtfulde, at de qua deres magt totalt har mistet enhver form for troværdighed og kundetække. Og at banker af mange almindelige mennesker ses som fjender, som en form for legale  og uundgåelige tyveknægte, hvis eneste formål er at tilrane sig så meget som muligt. Det må ikke være rart at være bankansat. Ens ry og rygte nærmer sig jo i faretruende grad samme niveau som ansatte hos skattevæsnet.

Så derfor kan det såmænd være hip som hap, om min bank placerer sig øverst eller nederst på skalaen. Det svarer nærmest til at vælge mellem pest og kolera. Men hvor er det dog ærgerligt, at det forholder sig sådan!