Om at holde ferie på Azorerne.

Sådan en uge går hurtigt. Men ikke hurtigere end at man mentalt allerede den sidste dag er forberedt på at skulle hjem. Måske er der stadig noget, man egentlig havde planlagt og ikke har nået, men så er det bare ærgerligt. Og til at leve med. For hjernen er allerede et sted omkring Biscayen.

Normalt er jeg sjældent en hel ferieuge det samme sted. Jeg foretrækker at flytte mig og holder intensivt oplevelsesferie. Det er den slags, vi priviligerede med sommerhus som regel gør. Vores afslapning, strand- og vandgange klares fint fra fritidshuset. Ferier, derimod, har en noget anden karakter af masser af oplevelser.

Og sådan nogle er Azorerne fulde af. Azorerne henvender sig decideret til et modent publikum, der ikke udelukkende er kommet for strand, varme, billige drinks, natteliv og udpræget mange tilbud på turistede rædsler. Her er naturen, afslappetheden, venligheden og den gode mad i centrum. Naturen er fantastisk, især i og omkring øens mange frodige vulkankratre, hvor man både kan bade og vade samt vælte sig i frodighed. Der er mange gode vandrestier, og er man til den slags kombi af motion og naturoplevelser, er Azorerne helt i top. Også på havet er der fyldt med store oplevelser, igen med natur i centrum. Det meste af øen her er storbakket landbrugsland med en rand af klippefyldte kystområder samt utallige såvel store som små vulkaner med de flotteste søer drysset overalt. Der er nok at køre og gå til, hvis det er naturferie, der står på agendaen.

Og maden er god. Portugisisk god og en smule landlig uden den store brug af krydderier og med, hvilket vel er ganske indlysende, fisk i centrum. Der er virkelig mange fiskeretter herude. Også fiskearter, jeg aldrig har hørt om, men som smager ganske fortrinligt alligevel.

Når klokken nærmer sig midnat, går byen i seng. Her er, så vidt jeg ved, ingen diskoteker eller natklubber. Ligesom barer og restauranter hverken spiller høj musik eller på nogen mulig måde frekventeres af berusede mennesker. Det være sig både lokale som turister. Det mest højlydte er lirekassemanden med den ret anstrengende rytmeboks på havnekajen overfor vores terrasse. Men han skal vel også leve. Og så længe han er den eneste, der tilnærmelsesvist minder om en gadesælger, kan jeg godt abstrahere ham under radaren.

For alt gøglet mangler herude. Selv om mangler er det forkerte ord, for hvis man tager herud, er det netop for at blive fri for al den slags. Det er hverken Mallorca, Madeira eller Ibiza langt ude i havet og med en hoben af forlystelsesglade turister, hvoraf en stor del nok aldrig finder ud af overhovedet, at øerne også har fantastisk natur. Det er derimod Eldorado for modne livs- og naturnydere, der helst er fuldstændigt fri for det, mange fejlagtigt tror hører med til en ferie.

Så er man til fest, farver, natteliv, fyldte strande og høje temperaturer, så skal man nok frarådes at tage denne vej. Man vil givetvis kede sig ihjel, komme hjem uden nogen form for shopping samt være en smule træt af gode udsigter.

Continue Reading

En sjov tradition.

Jeg har aldrig før set traditionen med at lave et bomærke, en slags signatur over sin båd. En påmindelse om, at “ vi var her”, “vi klarede det” eller “ vi håber, vi klarer det”. Det sidste kommer vel an på, hvilken vej man lægger ind til Sao Miguel. Om man først skal til at begynde på de sidste og farligste mange gyngende sømil, eller man så småt kan slappe lidt af, fordi der nu kun er sølle 1500 km. tilbage til det europæiske kontinent.

I alt fald er kajkanten her fyldt med tegninger, udført af mandskabet på de både, der passerer forbi på vej over Atlanten. Sao Miguel fungerer lidt ligesom Anholt. Sidste stop inden Sverige—- eller Amerika.

Der er utallige af de små tegninger, fra både hjemmehørende overalt på kloden. Selvfølgelig spejder man efter danske, og gerne kendte både, men Nordkaperen er nok taget af vejr og vind og gået ned med sin navnkundige skipper.

Samtidig håber man, at alle de aftryk har haft vind i sejlene. Er nået godt frem, hjem eller dertil, hvor rejsen videre er gået til. Også Johanne Louise, som da heldigvis allerede har forvisset os om, at den første sejlads er gået godt.

Continue Reading

Om det, vi kunne lære noget af.

Allerførst er der selvfølgelig det med trafikken. Jeg vil vove at påstå, at man uden ret megen fare for liv og lemmer kunne spadsere gennem hele Ponta Delgada uden på noget tidspunkt at kigge sig for. Krydse enhver befærdet vej i dybe tanker og med hovedet under armen. Uden fare eller risiko.

Bilisterne hernede har en sjette sans for, hvornår en fodgænger skal krydse en vej. De holder simpelthen på vildt meget forhånd. Og der er ingen biler, der ikke har dyb respekt for alle gående. Det er sådan nærmest grænsende til det belastende. I alt fald bør man ikke være i vildrede omkring sin rute i nærheden af et vejkryds, for så forårsager man trafikalt sammenbrud og fælles motorstop. Faktisk er det sådan, at man nogle gange føler sig nødsaget til at krydse en vej af bare venlighed overfor alle de der holdende biler. Selv om man slet ikke skulle over. Så må man jo bare vente lidt på nye holdende venligheder, inden man går tilbage igen. Jeg er nødt til at klemme ud mellem sidebenene, at visse asiatiske lande burde sende samtlige scooterførere på intensivkursus i ordentlig trafikstil her på øen. Så vi andre, når det engang om en tyve års tid igen bliver muligt at færdes i Asien, kan undgå at kaste os ud i trafikken med sand dødsforagt mellem scooterhjulene.

Og så er her befriende gadesælgertomt. Der er ingen, som i overhovedet ingen, der sælger tåbelige ting i pink plastik. Ingen forhandlere af såkaldte mærkevaresolbriller eller grimme tasker i imiteret skind. Ikke et eneste tørklæde af uægte pashmina eller de der indiske bukser, der sidst var moderne omkring min 20-års fødselsdag. Og selv dengang var temmelig uskønne. Der er ingen, der forhandler special price for you på gadeplan, og, kors, hvor er det dog befriende. Måske også fordi de lokale souvenirs mestendels består af broderede duge, hele hønsegårde af de der afskyelige, portugisiske haner og børnetøj med flæser. Overordentligt mange flæser. Alt det holder de indeni forretningerne, og der kan man jo bare lade være at gå ind. Umiddelbart kan jeg tænke på mindst 7 Middelhavslande og temmelig mange andre steder i verden, der kunne lære en del af det.

Der er også det med friturelugten. Den er her ikke. Ikke så meget som en eneste snask med ubestemmelig take away i kvalitet minus 5 indenfor spiselighed. Her er restauranter. Og de er lødige, stolte og sætter en ære i at servere ordentlig mad. I øvrigt er selv priserne spiselige. Overordentligt meget. Det kunne de fleste feriebyer derhjemme med et ret godt resultat lære en masse af, selv om halvdelen af næringslivet i samtlige vores feriebyer selvfølgelig ville få visse besværligheder.

Endelig er der venligheden. Som er så påfaldende, uden at være påtaget. Her behøver man vel næppe nævne specifikke steder i verden, men blot påpege, at det mange steder ville være klædeligt st vise lidt basal venlighed, som ikke bare udsprang af ønsket om mere profit, men som faktisk var naturlig og ment.

Continue Reading

Om hvaler.

Der er sådan øjeblikke i ens rejseliv, der bliver stående. Der, hvor man næsten må knibe sig selv i armen for at tro på, det hele ikke bare er en drøm og der, hvor livsfilmen går i screenshot og går ind som et evigt minde på den personlige harddisk. Det var dengang på den kinesiske mur, sejladsen under Golden Gate, udsigten over Registan Square i Samarkand, gåturen bagom og ind i Petra og mange, mange andre steder.

Og i dag var det så hvaler. Mit hvalliv har indtil nu bestået af udstoppede eksemplarer og de afarter, man nogle steder usmageligt anvender som optrædende fiskeklovne. I dag var den ægte vare. En kæmpe flok, faktisk. På vej over Atlanten, eller hvor de nu skulle hen, hele familier i samlet flok i en slags selvbestaltet hvalformation. Måske var der over 20. Hvaler snyder nemlig, når de dykker, for man ved aldrig, om det nu er den samme, der kommer op. Eller dens fætter.

Det var næsten som om, de havde ventet på os. Og da vi så kom, var de bare inderligt hvalede for alle pengene. De gjorde det der med halen, som hvaler gør, hoppede og sprang og virkede som om, det eneste, de havde ventet på, var et publikum. Der kommer nok heller ikke så mange forbi derude på 1500 meters dybde.

Det, der er så forunderligt, så utroligt fascinerende ved hvaler, er, at de næsten er større, end man regner med. For de ER store. Sådan næsten u-bådsstore. Og samtidig virker de så godmodige, så legesyge og så fast forankrede i deres gruppe. Som om livet bare er rart. Selv om det jo desværre nok er lidt mere udfordrende at være hval, end det har været.

I øvrigt var det også en oplevelse at være ude med et rigtigt gammelt træskib. Jeg er dybt fascineret af gamle træskibe. Og når hvalfinderen oven i købet hedder Moby Dick, så får jeg en dejlig, indre ro.

Og når så indlægget ikke er ledsaget af et billede af en hval, så skyldes det, at hvaler er enormt ufotogene. De kan simpelthen ikke styre sig og ligge stille, så jeg har uanede mængder af billeder af blåt ocean.

Til min personlige harddisk. Hvor der endelig, efter forfærdelige coronaår, er kommet et nyt screenshot.

Continue Reading

Om hvem det er, der rejser.

Umiddelbart vil der være en ovenud stor statistisk usikkerhed omkring det, jeg nu siger. Mit bedømmelsesgrundlag er alt for spinkelt, uvidenskabeligt og tilfældigt til at kunne udlede ret meget. Og så alligevel. For lidt har vel også ret.

I alt fald kan jeg gøre mig nogle klare iagttagelser omkring de sprog, jeg hører her i Ponta Delgada. Høre, hvilke nationaliteter, der er på banen herude midt i Atlanten. At nogle ikke er her, kan selvfølgelig skyldes, at flere nationer bare overhovedet ikke gider rejse herud. Men jeg tror personligt, det har andre årsager. Coronarelaterede. Akkurat som sidste sommer, da det eneste sprog, man af samme årsag hørte på Strøget i København, var jysk. I år vrimler det igen med fremmedsprog samme sted.

Men herude er der masser af franskmænd. Og amerikanere. De sidste undrer mig en smule— også selv de jo sådan set ikke har længere herud end mig. Jeg håber inderligt, de kommer fra fornuftige, demokratiske stater, uinficerede af Trumpisme, fake news og vaccinationshysteri. Ellers er deres personlige ferietrips noget menneskefjendske. Selvfølgelig er tyskerne her også. Ikke i samme målestok som i Blåvand præ- Corona, men tyskerne har med den berømte grundighed fordelt sig pænt over byen. Der er også selskaber af italienske kvinder. Af den slags som ser det som en æressag at bryde coronaregler, mase sig et halvt hundrede ind i elevatorer samtidig, og som bare taler så højt, som kun italienske kvinder over en anselig midalder kan tale. Og spaniere, hvilket vel er afstandsmæssigt logisk. Samt en del danskere. En hel del, faktisk.

Til gengæld hører man intet norsk eller svensk. Intet, overhovedet. Eller britisk engelsk. Det sidste er så til at leve med, for lige så højt som jeg påskønner briter, når de holder sig hjemme i Storbritannien, lige så lidt gider jeg omgås dem, når de er på ferie. Så forvandler de sig. Oftest via den trylledrik, der hedder øl. I øvrigt savnede vi også de andre skandinaver i Hurup over sommeren. Især nordmændene. Det lokale bruttolandsby-produkt faldt overbevisende, og ingen overhovedet gad købe ting på markedet uden at prutte. Nordmænd prutter nemlig aldrig. Det kan godt være kilde til uforskammethed fra visse sjæle. Men heldigvis blev vi da fri for det moralske valg denne sommer.

Så selv om turismen er ved at gå i blomst herude i Atlanten, hvor man f.eks. umuligt kan opdrive en lejebil, fordi efterspørgslen er gået vildt i vejret, og man ikke bare sådan lige får en dyt fra Lissabon, der ligger 1500 km. væk, over på en halv time, så er der nationer, der slet ikke er med til at lege de første turister i Europa. At det lige er de nationer, der mangler, er vel heller ikke forbavsende.

Det er så bare træls, at sagen har en slags tosidethed. Især de der briter. Når man nu, helt ærligt, ville have givet flere kongeriger for at have byttet en ø i Atlanterhavet ud med en ude i Nordsøen!

Continue Reading

Et lille paradis, langt fra alt.

Og her sidder jeg så godt og vel trekvart i Amerika og så langt ude midt i det der enorme Atlanterhav, at det ikke nytter noget at begynde at svømme nogen som helst vegne. Man drukner bare undervejs.

Her ligger sådan nogle klatter af øer, sådan nærmest tabt af en fugl på Atlanterhavscrossing, men der bor skam masser af mennesker helt herude. Og her er forbandet rart. En ualmindeligt afslappende stemning af, at vi når nok det hele. Tydeligvis et feriested for folk, der ikke længere er så unge, at natteliv og diskoteker er et must og gamle nok til, at den vidunderlige natur også er tillokkende. Her er ikke Madeirask med utæmmede blomstervæld. Til gengæld er her heller ikke overfyldt med britiske geriatriske afdelinger. Lige nu oplever øerne et enormt boom i turisme, sikkert begrundet i, at de ligger så forbandet langt væk, at naive sjæle tvivler på, at Coronaen overhovedet gider ulejlige sig. Men vel også, at her er nok at se på. Både naturen, men da sandelig også de spændende bygninger i kolonistil, som jeg personligt bare ikke kan stå for. Især hvis jeg fortrænger den historie, der hører med til dem!

Jeg glæder mig til at gå på opdagelse herude. Det lover godt, afslappet og spændende. Og så er temperaturen sådan lige omkring de 25, hvilket jo er perfekt. For mig.

Continue Reading

Om at møde op.

Måske skulle jeg bare have kategoriseret denne under “Om at blive ældre”, for jeg tror bestemt også, alder er en væsentlig faktor i problemstillingen. Det vælger jeg så ikke at gøre, for det væsentligste er vel egentlig at få brokportionen ud.

Hele sommeren har jeg to dage om ugen arrangeret guidede ture på en strand i Nordjylland. Der har for det meste været tilmeldingspligt, og folk har, uden undtagelse, mødt op, når de har tilmeldt sig. Også selv om de har skullet betale.

De sidste dage har jeg afholdt tre guidede ture i Københavns Nordvestkvarter, hvor man altid har skullet tilmelde sig for at kunne deltage. Jeg kan nemlig, logistisk set, kun have et mindre antal til at stå på befærdede gadehjørner, hvor der både er trafikstøj og begrænset plads. Min erfaring er, at når jeg slår disse ture op–de er gratis, sponseret af særdeles guidevenlige Bispebjerg Lokalråd–så vrimler folk til. Altså i den størrelsesorden, at jeg hurtigt går i venteliste. Men folk møder ikke op! Jo, selvfølgelig møder der altid interesserede sjæle op, men som hovedregel har jeg efterhånden lært, at ca. en fjerdedel af de tilmeldte blot bliver væk. Uden afbud, uden noget som helst. Tillige er det også klart, at forholdet til tidspunkter er en del mere vejledende i hovedstadsområdet end i Nordjylland, hvor et tidspunkt er et tidspunkt!

Måske er det elementet af gratisme, der spiller ind i Nordvest. Altså at der er væsentlig mindre forpligtelse overfor det gratis. Men det er ikke forklaring nok. Desværre. Der skal mere til for at forsvare decideret uforskammet opførsel, end at alt gratis tilsyneladende er mindre forpligtende.

For det ER uforskammet. Dårlig opførsel, simpelthen. Især når det på tilmeldingen klart har fremgået, at der er folk på venteliste. Så melder anstændige mennesker med blot en lille portion samfundssind afbud, hvis de ikke kan komme alligevel. Så ventelisten kan træde i effekt. I går hørte jeg endda, at en veninde til en af de fremmødte “bare ikke kunne overskue det” og en anden “kom ikke, fordi det kunne begynde at regne”.

Den slags er såvel foragt for medmennesker, tankeløshed som navlepilleri. Jeg vil opfordre alle, der lige nu står og skal give afkommet anvisninger på anstændig opførsel til at berige dem med, at når man har tilmeldt sig noget, møder man op. Og bliver man forhindret, melder man afbud. Længere er den sådan set ikke.

I øvrigt kan jeg jo være bedøvende ligeglad, om nogen møder op på turene i Nordvest. Jeg får mine penge alligevel. Om jeg så spadserer turene i eget selskab og holder lange foredrag for mig selv. Men jeg er gammel nok til ikke at kunne tolerere dårlig opførsel, samt erfaren nok til at kunne se, at der tydeligvis afspejler sig en markant regional forskel på, hvornår en aftale er en aftale.

Når man præsentere et problem, bør man også komme med konstruktive løsningsmodeller. Beklager, det kan jeg ikke her. Udelukkende understrege, at det faktisk er vigtigt at få etableret en konsensus i hele samfundet, inkl. øerne, omkring, at man møder op, når man har sagt, man gør det.

Continue Reading

Om hvordan man bliver cykeltyv.

Det har været småt med cykeltyverierne fra min side. Jeg er for stor en kujon. Evindeligt optaget af at blive opdaget, og hjemmefra opdraget med en tung arv af respekt for såvel andres ejendom som politiets ublinde øje. Til gengæld har jeg da lagt en god stak cykler til andres manglende sans for ejendomsforhold. Jeg kan stadig huske den hvide klap-sammen (konfirmationsgaven), der forlod mig under spegepølseindkøb i Brugsen på Vesterbro Torv i Århus, Raleighen der kørte sin vej efter en koncert i Øster Hurup, hvor jeg stadig har en mistanke om, at Lars Lilholts deltagelse har affødt, at nogen bare måtte væk i en forfærdelig fart samt de hele to ret pæne cykler, datteren formøblede i løbet af en uge fra vores egen indkørsel.

Helt køretøjs-uskyldig er jeg da heller ikke cyklet gennem det hele. Med til familiehistorierne ( dem, man altid skal fortælle, når man er et bestemt sted. Ikke fordi, ingen kender dem, man fordi det ligesom gør ondt indvendigt at lade være med at indfri familiens forventninger omkring, at NU kommer den historie!) hører efterhånden den cykel, jeg sammen med en klassekammerat stjal foran A`Porta i Mariager i midten af 70-erne. Over årene er det blevet lidt uklart, hvilken af mine mandlige klassekammerater, der egentlig var cykelfører, men faktum er, at jeg fik ideen, han kørte, og jeg sad bagpå–de 200 meter, der var ned til det sted, vi holdt klassefest. Jeg husker dog, at den var punkteret på baghjulet. I øvrigt cyklede han ( hvem det så end var) cyklen tilbage efter endt transport af mig, så jeg går ud fra, hele den grimme historie er tilgivet og glemt af alle andre end mig.

Men nu har jeg så stjålet en cykel igen. Efter 50 års latenstid er jeg pludselig gået i cykeltyveri. Det hele begyndte med, at denne uhyre gule cykel i dagevis stod og dansede foran et hus på nabovejen. Selvfølgelig konkluderer man den første dag, at beboerne nok har besøg af en gæst med stor forkærlighed for meget gule cykler, men som dagene går, og gæsten vel og mærke ikke går ( eller cykler), er en ny konklusion ret oplagt. Jeg har sådan en lille allergi for andre menneskers stjålne cykler. Sådan at forstå, at mine storbybørn i årevis har lagt et utal af mere eller mindre brugbare cykler til det store cykelforsvindingsnummer, der permanent foregår i vores storbyer. Jeg har foretaget mange grådkvalte samtaler med berøvede børn–og da også en enkelt eller to jublende lykkelige, når kalorius pludselig er dukket op på helt fremmed matrikel. Derfor synes jeg næsten, det er min borgerpligt at forsøge at forene bortkomne cykler af enhver farvekombination med den rette ejer.

Først forhørte jeg mig selvfølgelig om, hvad beboerne i huset vidste. De havde ringet til politiet, som er så inderligt overbelastede, at cykeltyverier henlægges til, at man skal lade den stå et stykke tid, og så? Det betyder på almindeligt sprog, at de sikkert bare håber på, den bliver stjålet videre og dermed forlader deres problemkatalog. Så jeg tog et billede af den, akkurat som jeg plejer, og lagde den i en gruppe for min bys beboere. For det meste skaffer det lige præcis ejeren frem. Lykkelig og glad.

Men ikke her. I stedet blev opslaget tæppebombarderet med, at netop denne cykel havde stået adskillige steder i byen. Der er jo det ved den, at den sådan er en smule let-genkendelig. Og ikke nok med det. Mange mente, at den lige præcis havde stået foran huse, hvor der for nyligt var begået indbrud, således at den i al sin skingerhed var en markør for, at her var tyvevenligt. Selvfølgelig er jeg skeptisk overfor en sådan oppisket folkestemning–det er utroligt, hvordan folk kan ophidse hinanden, især på nettet–men alligevel tog jeg en rask beslutning, som i al sin enkelhed gik ud på at få den cykel væk, så den da i alt fald ikke lokkede potentielle tyveknægte. Især ikke dem, som lige på nettet havde kunnet læse, at sådan et gult uhyre havde en bestemt betydning.

Så da det blev lidt mørkere, stjal jeg simpelthen cyklen hjem i min garage. Den kan lukkes og er dermed præventiv i forhold til såvel skrøner og potentielle røvere, der går efter huse med gule cykler. Ikke et eneste gram dårlig samvittighed tyngede mig, da jeg spadserede på villavejene med en stjålet cykel. Selv om det da var en lettelse at nå min egen garage.

Nu er næste plan i mit store cykeltyveri at spænde en cykelholder på bilen og få den ned til politiet. De bliver sikkert meget taknemmelige for sådan et gult monster. I alt fald er det da, for byfredens skyld og neddæmpningen af historier i omløb, væsentligt, at den kommer ud af cirkulation.

Ærgerligt, bare, at der ikke kom en ejer. Det må da være surt sådan at have brugt flere kilo spraymaling på at forgule sin cykel ud i alle hjørner og kanter og så bare miste den totalt. Heldigvis behøver jeg vel ikke at komme med hele denne lange indrømmelse til ordensmagten. Jeg tror ikke engang, det vil lette min samvittighed sådan for alvor at tilstå den der gamle sag fra A`Porta i Mariager ved samme lejlighed.

Continue Reading

Om legetøj.

Jeg var på loppemarked forleden. Børneloppemarked. Det er sådan en slags handel, jeg kan forstå rent økonomisk. Dette er, hvad man får for noget, der ligner 60 kroner.

Principielt mener jeg ikke, man som bedsteforælder skal være en omvandrende gavebod. Jeg ville nødigt, at jeg ved enhver velkomst blev bestormet for, hvad jeg lige havde med. Og ikke for, hvem jeg var. Men når der er gode tilbud i luften, tager jeg dem gerne med. Jeg har altid følt mig som en idiot, hvis jeg lod være.

Mit store problem er også, at jeg aldrig bare kan købe en ting. Hvis man nu havde børnebørn af forskelligt køn i vidt forskellige aldre og med fuldstændigt uens interesser, så gav indkøb af gode tilbud bare sig selv. Så passede de, om man så kan sige, til den, der stod i tankerne under indkøbet. Og retfærdigheden ville sikkert fordele sig jævnt over det, man nu fik slæbt hjem. Men det har jeg altså ikke. Jeg har tre fuldstændigt jævnaldrende hoveder med indtil videre totalt unisexede interesser, der lige nu primært indeholder ting, der kan køre og ting, der kan læses. Det sidste bilder jeg mig i alt fald ind. Hvis den ene skal have, skal den anden også. Helst nogenlunde det samme. Der vil sikkert komme et tidspunkt, hvor en af dem, når nogen eller noget pludselig bevidstgør hende om en hvis form for kønspecifikhed, finder ud i de lyserøde prinsessehjørner. Men indtil nu er det mest überpink af alt den lille vogn, som en af drengene ser som uundværlig babyrollator.

Jeg får det også lidt dårligt, sådan en lidt grim smag i munden, hvis jeg ved en fejltagelse bevæger mig ind i en legetøjsbutik. Det gør jeg så mest, hvis jeg skal sende en pakke, for de har også pakkeordning i min den lokale. Det er hårrejsende skræmmende, hvad kiloprisen for farvet plastik er sådan et sted. Hvis jeg i stedet havde investeret mine 60 kroner derinde, ville jeg nok skamme mig over, hvad jeg overhovedet ville være i stand til at erhverve til den pris. Jeg kender absolut intet til avancen på legetøj, men sjusser mig umiddelbart frem til, at den nærmer sig ligaen for møbler og diverse luksusvarer.

Derfor har jeg det rigtigt godt med–så længe modtagerne er fuldstændigt ligeglade–at støve loppemarkeder igennem for gode tilbud. Legetøj, der har været elsket en gang, tager ingen skade af at blive det igen. Ligesom klimaet bestemt heller ikke gør. Ydermere kan man vel med ret stor sikkerhed forudsige, at traktoralderen på et tidspunkt vil ophøre, køre ad nye veje, så det, der er fuldstændigt uundværligt lige nu, vil blive erstattet af nye interesser. Man vokser, så at sige, med opgaven med at være barn og med at lege. Og der vil sikkert også komme et tidspunkt, hvor det faktisk bliver et krav i sig selv, at traktormanden ikke er enarmet, fordi han har tabt den anden i en længst glemt operation hos et længst voksent barn, og moden dikterer ting, der endnu er for nye til at have nået loppemarkedernes klapborde.

Indtil da forsyner jeg mig gladeligt i tre nogenlunde ens eksemplarer med andres aflagte plastik og vellæste bøger. Til plastikken skal lige siges, at jeg selvfølgelig er stortilhænger af træ og bare sådan elsker følelsen af gammeldags trælegetøj. Kunne jeg Brioisere alle børneværelserne, var min lykke gjort. Men det har jeg allerede erkendt som en håbløs mission. Den tiltrækningskraft, der er mellem små børn og farvet plastik, synes lige så indiskutabel og bestandig som tyngdeloven og kø i myldretiden. Mit smuthul må i stedet være bøgerne. Og mit kompromis, at jeg nok skal gå efter alle de evigtvarende klassikere, men en Disneyficering kan accepteres for billedernes skyld og som en overgang, indtil jeg kan åbenbare fantastiske ting, som f.eks. at Barries originale Peter Pan nærmest er den bedste bog nogensinde. Og det er så ikke bare for børn. Sådan nogle voksne som mig svømmer også hen i små mesterværker. Den tid glæder jeg mig til.

Men allerførst skal loppefundene lige fordeles. I tre portioner. Så ens som muligt. I alt fald indtil videre.

Continue Reading

Sommerens superromantiske Kleenexbog.

Natasha Lester: Den franske fotograf.

Den har altså det hele, den her. En pageturner fra side 1, en fantastisk forviklet, uforudsigelig, superromantisk historie om krig, tab, ulykkelig kærlighed, forbyttede børn og gamle hemmeligheder. Der er også franske slotte, flotte fyre, dygtige kvinder–og så er Hemingway endda med som statist. Hvilket han måske nok ikke selv havde valgt…

Faktisk er den også velskrevet og særdeles nøjagtig i sine historiske rammer. Tilligemed at samtlige kvinder såvel har mange ben i næsen som kæmper deres egen kamp for ligestilling. Og mod krigens mudder og mandschauvinisme.

For det hele starter på en mudret mark i Italien i 1942 og fører læseren over de fleste kontinenter for at ende i Australien i begyndelsen af dette århundrede. Centralt står den ultimative kærlighedshistorie, som strækker sig over adskillige årtier. Den slags, hvor de aldrig (?) får hinanden. Det er fotografen Jessica May, som er hovedpersonen–en ilter heltinde, som moderne kvinder sagtens kan identificere sig med.

Det er sådan en bog, der næsten råber på en hængekøje i skyggen. På udmeldelse af verden, indtil den endelige forløsning på side 473. Gerne med en pakke Kleenex indenfor rækkevidde, for der grædes. Jeg gjorde i alt fald.

Skal man læse en romantisk bog, der ikke bare sådan lige bliver borte med blæsten, er her et godt bud. Det er tøselitteratur fra bedste skuffe. Og den bliver på intet tidspunkt så dyb, at man behøver at tænke længe over tingene. Hvilket er lige præcis de kvaliteter, der kendetegner en sommers superromantiske Kleenexbog.

Continue Reading