DBA er fuld af gode historier.

Jeg har lige solgt disse engle på DBA. De 3 rejste til en dame, der ikke kunne finde de 3, hun havde i forvejen. Men da det umuligt kunne blive jul i hendes lille hjem uden lige præcis denne slags engle, var hun simpelthen nødt til at anskaffe en reserveflok. Den sidste tog afsted til en anden dame, som havde 4 i forvejen. For sine 4 levende sønner, en for hver. Men da hun opdagede, at der også var en trompetengel (hvad hun ikke vidste), måtte hun have en engel for den søn, der døde ung, og som spillede trompet.

Og sådan er DBA så uendelig fuld af gode historier. Det er (også) derfor, jeg sælger alt overskydende den vej. Nogle gange overstiger historierne så overmåde betalingen. De er rørende, sjove, forunderlige, mystiske og bare menneskeligt forståelige.

Der var min vintage Burberry trenchcoat, som blev afhentet af skuespilchefen på Århus Teater, fordi den skulle medvirke i en forestilling. (Nej, betalingen inkluderede ikke billet til samme!) Og den gamle påskepynt, som gik til den scenograf, som laver reklamer for Danske Spil. Så jeg er på gensyn med samme pynt, når jeg støder ind i reklamen for påskeskrab, hvor den gamle dame sidder midt mellem sin hønseflok i filt. I dag skal jeg ned på det lokale bibliotek og aflevere en kagedåse, der skal indgå i en udstilling om Kamma Svensson, og flere andre kagedåser har fået nye hjem hos folk, hvis mødre eller mormødre havde haft en magen til.

Der er masser af samlere derude, og man forundres utallige gange over, hvad folk dog render rundt og samler på. Samt oplever den overstrømmende lykke, de viser, når netop den ting, de har ledt huller i luften efter, dukker op. Kvinder i min alder kan gå i lykkespagat over Sødahls Bethlehemsserie og gamle juleløbere fra Preben Jangaard, og det hænder ikke så sjældent, at de nærmest foreslår at betale overpris–af ren glæde. Mænd, derimod, kan komme helt op at køre over gammelt tin fra Just Andersen og nærmest alt keramik med fiskene fra Bornholm på–men de passer nu helt anderledes godt på deres penge! Samme mænd kører også gerne langt efter gamle skrivemaskiner–jeg har solgt en aflagt til Luxembourg, hvor køberen vel og mærke selv afhentede, da han ellers ikke kunne opstøve de rigtige farvebånd.

Og når vi er ved porcelænet, så er der nogle rigtigt gode sønner derude, som opkøber dele til deres demente mødres gamle stel–blot for at lade samme mødre opleve genkendelsens glæde. Der var også hende, der som ung havde boet i Finland, og derfor støvsugede DBA for alt Arabia af ældre dato. Ligegyldigt hvad. Og moderen, hvis søn og svigerdatter samlede på noget, efter hendes mening, grimt, billigt stads, så hun derfor egenhændigt var ved at opkøbe et spisestel til 12 til dem. Af ordentlig kvalitet. Og del for del.

Så var der hende, nordmand i øvrigt, der 10 minutterefter, at annoncen var sat i, ophidset ringede omkring den gamle køjeseng fra sommerhuset. Hun havde nemlig lige købt et sommerhus i nærheden, som ikke indeholdt senge, og var ufatteligt lettet over nu at have fundet et sted at sove for natten. Hun brækkede den ovenikøbet selv ned, for sådan en seng sælger ligesom lidt bedre, når den står samlet på billeder. Og i møbelafdelingen også den unge mand, som havde mobiliseret far og farfar til at køre fra Ålborg, fordi han bare MÅTTE eje vores gamle skrivebord. Hvorfor vidste han ikke rigtigt, men det måtte han ligesom bare.

Man må heller ikke lade sig personligt gå på af, at ens gamle tøj i fremtiden skal anvendes til formål, man ikke lige havde set komme. Jeg har solgt en del gamle kjoler til udklædning og temaparties. En yderst flot og dyr kjole blev endda givet fra veninde til veninde i hadegave, og der blev jeg da lidt slukøret over selv at have brugt den, når jeg syntes, jeg skulle være rigtig fin! En anden favorit skulle tilsyneladende klippes op til dukketøj, så der må være nogle meget velklædte dukker derude.

Men jeg elsker folks små historier. Der er så mange af dem derude, og de er nærmest en slags overbetaling for at få lov til at komme af med ens eget gamle overskud.

Continue Reading

Om dyr i træ.

Min familie ved det godt. Det samme gælder vel alle, der har været med mig ude at rejse. Og min auktionsveninde. Samt alle, der har daglig eller udaglig gang her i huset.

Jeg har “noget” med dyr i træ. Det noget består i al sin enkelthed af, at hvis jeg ser et nogenlunde pænt eksemplar af et dyr i træ, så hopper det op i hånden på mig og vil med hjem. Hjem til min i forvejen anselige samling af andre dyr i træ. Ordet “samling” er i øvrigt også helt forkert og misvisende: jeg “samler” ikke på dyr i træ. Det er et tilfælde, at jeg efterhånden har fået opbygget en træet filial af Zoo i mine vindueskarme og primært dyrenes eget værk. Det er dem, der hopper på mig. Ikke omvendt.

Når jeg sådan sidder og kigger ud over alle mine trædyr, så bliver jeg også lidt stolt over, at det netop er sådan nogle som dem, der angriber mig. Tænk, hvis det istedet var havenisser, perlebroderier, hilsner fra Himmelbjerget i fakefajance eller billeder af grædende børn med store øjne? Jeg er da, trods alt, heldig, at den slags lader mig gå forbi. Altså indtil jeg passerer ( eller netop ikke passerer) et trædyr.

Det sjove ved det er, at mine påhoppede trædyr også er mine souvenirs. Ikke blot fra rejser, men også en form for livsrejse-souvenirs. Den store elefant har været med fra min konfirmation, så den beviser til fulde, at elefanter kan blive MEGET gamle. De andre elefanter ( ja, jeg har en svaghed for elefanter, og der ligger ingen racisme omkring andre dyrearter i det) er hoppet på på Cuba, hvor det var umuligt at finde nogen som helst andre ting, der overhovedet var værd at overveje at tage med hjem!, i Amman, i Myanmar, i Vietnam og på et gademarked i Dublin, hvor de allesammen stod og bare var noget så rejseklare. Flodhesten og det lille, artsmæssigt ubestemmelige dyr er fra Prag, og hunden er en gave, der også fortæller, at selv hunde har meget lang levetid. Fuglene, derimod, var på tilbud en dag, jeg var i dyremæssigt underskud.

Og disse er så bare en lille del af den lokale bestand. Der er en del flere. Også flere, end min mand kender til. For det er et stykke tid siden, han diplomatisk fortalte mig, at omfanget og artsrigheden på stueplan var tilstrækkelig. Men hvad stiller en stakkels kvinde op, når hun står overfor dyr i træ, der hopper på hende?

For trædyr er skam levende på deres egen måde. Træ er et fantastisk materiale, som med sin struktur og sine årer og knaster giver liv til udskårne figurer. Derudover findes der bare så mange flotte, eksotiske træsorter ( nej, ikke dem, der er forbudte!), som også i sig selv puster liv i dyrene. Endelig er det jo tydeligt, at de dyr, der er skabt af vidende, kreative designere, KAN noget. De har udtryk, følelsesliv og er en historie i sig selv. På sin vis skaber det et andet plan af liv, som sagtens kan foregå hjemme i  min vindueskarm.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at mit vinduesreservat vil forøges. Blive større og mere omfangsrigt. Der er jo stadig masser af usolgte, fine dyr derude, som nok skal finde en måde at hoppe på mig, når jeg passerer…….

 

Continue Reading

Om at der sandelig ikke må mangle noget!

Forleden havde jeg 16 mennesker til ostebord og vin. For mig betyder det, at jeg de næste par uger skal have mig selv til tvunget ostebord. Hver dag. Og hvert måltid.

Selvfølgelig rådførte jeg mig med min megen erfarne ostemand, som jeg har kendt og handlet med hele mit voksenliv. Han er en mester i understatements og mente, at jeg omkring ostevariation nummer 6 eller 7 havde rigeligt. Men hvad ved han egentlig om det? Han har vel kun solgt ost og osteborde i godt og vel 35 år? I alt fald ved jeg da garanteret bedre og overtrumfede ham prompte med 3 oste mere.

For sådan er det med mig. Jeg er så bange for ikke at have nok. At komme til at mangle noget. Hele sidste uge har jeg levet af en blanding af bolchebeder og lillarødder med lakserester, bare på grund af besøg af midtjydefamilien. Det var så her, jeg overtrumfede fiskemanden med godt og vel 20 centimeter laks og gartneren med 1 kilo rodfrugter ( mere!), som jeg nu må æde i mit eget madoverhovmod, fordi jeg er så Satans hunderæd for ikke at have nok.

Nogle gange spørger jeg mig selv om, hvad det dog er, jeg er så angst for. For hvis det blot og bart er, at jeg løber tør for en bestemt ostevariation, mens gæsterne er der, så er det store spørgsmål vel bare, hvad der i grunden sker ved det? Det er vel næppe begyndelsen på en hungersnødssituation mellem mine gæster eller et decideret ansigtstab? Eller er det? Altså det sidste?

Der var ikke knaphed i mit barndomshjem, så rent psykologisk kan mine overindkøb næppe spores tilbage til specifikke mangeloplevelser. Omvendt forholder det sig sådan, at hvis man har råd til ikke at skabe mangeloplevelser, så er man nærig, hvis man gør det. Og det er nok der, den allermest ligger. At der skal være nok ( mere end nok!), for ellers er man nærig. Og nærighed er en måde at undervurdere gæster, en måde madmæssigt at fortælle dem, at man sgu` egentlig ikke regner dem for ret meget og i øvrigt da er lidt flintrende ligeglad med dem.

Nu er det snart jul, og hele familien kommer hjem. Jeg er allerede så småt begyndt på alle mine små (nej store, sgu`!) lister med rødkål, grødris, mandler og alt det andet, som jeg personligt mener er absolut uundværligt juleforråd. Faktisk har jeg hele to gange krydset grænsen i slik- og sodavandsøjemed, for hvis jeg ikke har “nok” stående i kælderen, får jeg det lidt mangelfuldt. Det har jeg så. Nok altså. Rent slikmæssigt kan vi leve af Bridgeblanding med Toffifee uden nogen form for tilskud af lødig mad i over en uge uden at gå ned på hverken det ene eller det andet, og når jeg har fået slæbt alt det, der står på mine små rødkålssedler sammen, så kan det sagtens blive snestorm med dagevis i undtagelsestilstand til langt ind i januar, uden at det forsyningsmæssigt vil have den mindste indflydelse på min husholdning. Omvendt ved jeg også godt (selv om jeg forsøger at fortrænge det!), at vi nødvendigvis må leve af grønkålsrester, halve medisterpølser, kålpølser på 3 opfindsomme måder ( er der flere, så er jeg åben for forslag??) og rødkål, rødkål og rødkål til midt februar. Det gør vi jo hvert år.

Men der mangler ikke noget! Og det er vel det vigtigste. At den lille samlersjæl får fred og kan holde gæstebud og jul med den mest tilfredsstillede samvittighed, som, hvis der skulle opstå en akut mangelsituation, bare kan hente endnu en dåse/pose/and/ Toffifee/ skimmelost der, hvor den slags nu gemmer sig i huset.

For der må sandelig ikke mangle noget!

Continue Reading

Tak fordi I også tager på ferie, fylder år og har besøg af jeres børnebørn.

For tiden består min Facebookforside primært af julekonkurrencer. Der er ingen ende på, hvad man kan vinde. Og der er heller ingen ende på, hvor mange, jeg kender, som deltager. Jeg tillader mig at tvivle på, at nogen, jeg kender, vinder noget som helst. Og skulle det ske, er det en ussel betaling for alt det utålelige konkurrencespam, der massakrerer min forside. Tænker ingen på, at når de tilmelder sig en konkurrence, får samtlige deres venner ufrivilligt tordnet annoncer for alt fra blomsterbuketter til nye højhælede ind på deres forsider? Udelukkende til gavn for konkurrenceudbyderen–virkelig effektiv markedsføring.

Udover det er der daglige, clicheprægede, såkaldte visdomsord. Gerne dårligt stavet og med et yderst vejledende forhold til dansk grammatik. Her tillader jeg mig at tvivle på, at nogen, nogen overhovedet, har overvejet at læse korrektur. Samt at nogen måtte finde den slags bare en lille smule viist!  Endelig er der en mystisk samling af tilfældigt udvalgte kunstværker fra diverse kunsthistoriske perioder, som da nok æstetisk kan være en nydelse, men jeg er stadig ikke helt klar over, hvad jeg skal med dem. Og hvorfor jeg skal med dem. For de, der lægger dem op, glemmer ligesom at fortælle mig ( og andre), hvorfor de synes, jeg skal se dem.

Kors, hvor jeg dog savner Facebooks oprindelige formål og selve grunden til, jeg overhovedet fik en profil. Nemlig at holde kontakt med venner og følge en smule med i deres liv. Det er begyndt at gøre mig så inderligt glad, når jeg mellem clicheerne, Monets åkander og de 5 kilo julechokolade til vindning endelig lokaliserer en ferie. Med rigtige mennesker, som jeg kender, på. Med flotte billeder ( i alt fald NOGLE flotte billeder!) af ting, som folk personligt har oplevet og synes, jeg skal tage del i. Og med glæde over livet–uden at livsglæden skal hentes fra præfabrikerede, intetsigende netsider. Jeg kan gå helt i spagat af glæde over at grave mig frem til en fødselsdag for 50 på den lokale landevejskro, hvor moster Anna dominerer halvdelen af billederne, men hvor jeg dog, trods alt, er med til noget, der har en betydning for folk, jeg kender. Og jeg er gradvist blevet mere positivt stemt overfor andre menneskers utallige ( eller også er det bare utallige vinkler på) børnebørn, og bliver sådan nærmest opstemt, når jeg mellem Van Gogh-erne finder et rigtigt barn, som har rigtige, virkelige bedsteforældre, som jeg kender. Jeg vil hellere være livsvidne til mine levende venners liv, med alle dets facetter, end fanget som gidsel mellem markedsføring og clicheer.

Så mange tusind tak fordi I stadig tager på ferier og er søde til at lægge billeder op fra dem. Fordi I endnu finder plads til at oploade jeres mærkedage og alle jeres børnebørn. Og fordi I også ind imellem bare lægger et godt billede af jeres hverdage op. Det er DET, der har min interesse. Ikke alt det andet spam.

Og hvis der er andre, der har det som mig, så ville det måske være en begyndelse at tage sig selv i nakken omkring alt det, vi ikke gider se. Sådan at der bliver plads til det, vi gider se og det, der var selve grunden til, vi fik en profil. Prøv at skippe konkurrencerne ( ALLE dine venner får din tilmelding!!), prøv at holde visdomsordene for dig selv (ALLE dine venner får dem, hvis du lægger dem ud!!) og prøv at nyde dine kunstbilleder i stilhed (ALLE dine venner deltager i det, du smider ud!!) Prøv istedet at oploade nogle billeder fra DIT liv. Og–nu bliver jeg så lidt krævende: Prøv at læse ( bare en lille smule!) korrektur!

Continue Reading

Om en vred kvinde.

Det hele–og det er ikke ret meget!–handler om en vred kvinde, der ufrivilligt må forsøge at overleve en snestorm (lidt letkøbt: både ydre og indre) i Sverige og undervejs møder en brun bjørn.

Men hvor er hun dog genkendelig, hende den sure overklimakteriemokke med det hjemmefraflyttede afkom og den rare, rummelige mand. Verden, vejret og virkeligheden er hende så usigeligt imod, for allerinderst er hun så øredøvende sur på sig selv og sit eget liv, at hun aldrig ville kunne overleve andet end at vende vreden udad. Der skal tilsyneladende såvel indre som ydre svenske snestorme, iblandet brune bjørne og strømafbrydelser til, for at mokken begynder at tage ansvar for sig selv og erkende, at overlevelse på alle måder udelukkende beror på hendes eget initiativ og indstilling.

Det lyder ufatteligt træls og trist, men det er faktisk en morsom bog. Allermest morsom, fordi de fleste kvinder i min alder kender hende og bor indeni hende. Vi trænger sgu` også til en brun bjørn og en gang strømafbrydelse engang imellem. Især hvis vi er så priviligerede at have en mand eller andre omkring os som hendes Bent, som faktisk i virkeligheden hedder Lars, men kaldes Bent. Af hende. Som straf. Han er selve indbegrebet af den forudseende rummelighed, som symboliserer alt det praktiske, hun i sin overvældende vrede anser for unødvendigt. Men skal man overleve en snestorm i ødemarken, skal man, på alle planer, lære at tænke ud af boksen og overvinde sin egen overvældende livsvrede.

Guldagers minimalisme fornægter sig aldrig, så det er en 2-timers bog, hvor hovedbudskabet og de bedste jokes står mellem linjerne. Jeg elsker den måde, hun formår at skildre hele liv–eller i denne bog: hele vrede liv–på få linjer. Det er topklasse rent skrivemæssigt og en nydelse at læse. Man bliver også klogere, synes jeg. At møde denne bog var, for mig, også en slags møde med den store, vrede, brune bjørn inden i mig selv. Og bogens fine pointe omkring, at samme brune bjørn var aldeles ufarlig og overlevelig, er da værd at tage med…..

Continue Reading

Om julekugler. Og om at gemme.

Jeg har lige foræret afkommet i Århus 3 gamle, relativt skrammede julekugler. Ikke som den på billedet. Overhovedet ikke. Halve citroner forærer jeg ikke væk. Dem beholder jeg. Nu, altså.

De blev nu meget glade alligevel over de der 3 godt brugte stykker julepynt. Og det var da et umådeligt held, at jeg ikke havde smidt dem ud sammen med alt det andet handicappede og tilskadekomne julepynt. Her hos mig har det i årevis været sådan, at kugler uden snor og skader på den der underlige dims foroven, der holder snoren, ryger ud. Det samme har gået for kugler med skrammer, fugle uden ben, fladmaste trommer, filtrede Dannebrogsflag og skæve lyseholdere med løbestearin. I-D-I-O-T, siger jeg bare til mig selv.

Idiot sådan i størrelsesordenen, der svarer til at køre læssevis af teaktræsmøbler på losseren. Og smide keramik med skår ud, selv om der står mærker under, der er penge værd. Jeg så engang et program i TV, hvor en dame havde fundet en kæmpe Saltovase på en losseplads. Det strejfede mig, om det var min? Om jeg måske havde brugt den til at komme af med alt det handicappede julepynt?

Anyway, er man ung og relativt trendy, skal julen være gammel. Ikke blot forloren hyggelig med kopier af hedengangen julestads–den skal være ægte gammel, og det gør intet, at den også er velskrammet gammel. Eller også er det her, skrammer kommer til at hedde patina! ( Det hedder det altid, hvis man skal sælge en lædertaske med en plet!) For julen er, pr. definition, hovedområdet eller hovedperioden for dyrkelse af ekstrem nostalgi. I alt fald for tiden. For det underlige er jo lidt, at jeg vist nok aldrig selv har haft omtalte kugler på mit eget træ, for de var simpelthen for gamle til mig–i sin tid.

Det, der altid slår mig, og som udfordrer mig enormt meget, rent pladsmæssigt, er, at jeg noget så inderligt gerne ville vide på forhånd, hvad det kan betale sig at gemme. Helt konkret: Hvad der bliver noget værd. Jeg ville aldrig have forudset genkomsten og opblomstringen af de der 3 velpatinerede kugler, og det er da virkelig, virkelig tydeligt, at teaktræets renæssance gik min næse forbi i sin tid, for ellers havde jeg da aldrig bøvlet rundt med at køre det på losseren. Selvfølgelig kunne man teoretisk bare gemme det hele, i håb om at noget da i det mindste oplever en økonomisk eller designmæssig opblomstring, men det er godt nok i det lange løb ubegribeligt pladskrævende. Og hvad gør man lige med alt det, der, til trods for at man gemmer det i årtier, aldrig oplever andet end at blive endnu ældre og endnu grimmere og endnu mere bevægelseshæmmet?

Jeg kan se, at julekugler som mine 3 sælges for svimlende summer i storbyerne. Og for ligefrem ubehøvlede beløb langs Sdr. Boulevard, hvor alting altid koster en hel jul for 8, fordi der tilsynladende er nogen, der godt vil betale det.

Og halve citroner, som den på billedet, er endnu mere værd. Fugle–selv lettere handicappede med åbenlyse protesebehov–flyver til himlen rent prismæssigt, og man skal slet ikke tage sig ret meget af, at den der underlige dims, der holder snoren, er i stykker. Hovedsagen er, at stadsen er gammel. En dame fortalte mig endda, at selve de ruminddelte kasser, som huser ramponeringerne, kan sælges for relativt høje priser. Det er så nok kun på Sdr. Boulevard, for det er vi godt nok for kloge til i Jylland.

Jeg tror, jeg gemmer mine 20 tønder stads…… Eller: de 5 ting, jeg ikke har smidt ud undervejs!

 

Continue Reading

Om mit nye fryserdyr. Men mest om mit gamle.

Jeg har fået en ny fryser. Det er fantastisk, behageligt, energibesparende og rodmindskende. I alt fald lige nu. Så det vil jeg slet ikke kommentere mere på. Jeg vil meget hellere skrive lidt om den gamle. Det er trods alt et tiår eller mere, vi to har haft sammen.

Umiddelbart mere. Sådan at dømme efter det indhold, der åbenbarede sig, da jeg kom længere ned end det umiddelbart synlige. Lad det være sagt med det samme, at jeg ikke står forrest i køen til at modtage priser for forbilledlig fryserafrimning og generel fryserorden.

Men alligevel er det en smule traumatisk og helt sikkert regulært flovt at erkende, hvad man har samlet på, når den gamle fryser skal endegyldigt tømmes. Helt klart flyttes alt brugbart og synligt spiseligt over i det nye dyr. Det er den nemme del. Værre bliver det, når grågrumsede, udefinerlige ting skal bedømmes og nærmest arkæologisk klassificeres. For tilhører de kødriget, grøntsagsriget–eller måske brødriget? Helt ærligt bliver man da lidt nysgerrig omkring, hvad de mon har været i deres optøede liv? Og nogle gange kan man da også lige spørge sig selv om, hvorfor man mon har ment, de skulle nedfryses. Jeg mener i alt fald at have udgravet ben fra sidste års juleand, pølseender til hundens endnu ikke afholdte festmiddag, afskårne pålægsrester ( men hvilke?) og noget, der på en god dag godt kunne passere for en arkæologisk sensation af et neandertalsk rundstykke.

Der var også et yderst velassorteret udvalg af diverse løstgående eksgrøntsager, som modigt havde prøvet at skaffe sig et selvstændigt liv udenfor deres oprindelige poser. Det eneste, de så havde fået ud af det, var at blive til små, grå, ucharmerende klumper. Og et virkelig, virkelig stort udvalg af sidste sommers havehøst. For jeg tror stadig på–stadig som i: år efter år!–at jeg på et eller andet tidspunkt pludselig bliver overmandet af en forrygende, ustoppelig lyst til at sylte, fermentere, hælde på glas og henkoge. Nogle gange sidder jeg bare, helt forgæves, og venter på, at den slags skal indfinde sig. Det er så ikke sket. Endnu altså. Omvendt, så giver det mig dog trods alt en smule bedre samvittighed at plukke alle de satans til ribs, solbær, hindbær og stikkelsbær og sende dem til opbevaring på ubestemt tid i fryseren, når alternativet er at lade dem hænge og rådne på en måde, der bare er alt for synlig. I fryseren kan jeg da få dem ud af mit synsfelt, ud af min have. DER var jeg så konsekvent: Ingen af dem fik lov at flytte med over i det nye dyr.

Allermest ondt gør det at lokalisere halve flæskestege, kalvemørbrader og gode bøffer fra den tidlige stenalder. Man kan jo ikke lade være med at tænke på, at de garanteret på et tidspunkt i deres kunstigt forlængede liv må have smagt ret godt. Eller at de da kostede penge, dengang de var unge og endnu ikke udsatte for min fryser. Men gammelt svinekød går gråt i gråt, og oksekød går i sig selv, og selv hunden betakker sig for den slags kunstige fester. Det gør sgu` ondt i højre arm at bære en oksemørbrad til skraldespandsoptøning og -forrådnelse.

Det er også i den slags situationer, at jeg højhelligt lover mig selv, at jeg 1) enten skal udskifte min fryser med regelmæssige, halvårlige mellemrum eller 2) skal prøve at holde en smule bedre orden i den og ligesom se den mere som et spisekammer end som en–på sigt– interessant udgravning. Her ville det hjælpe tilbudsofre som mig rimeligt gevaldigt, om supermarkederne simpelthen lod være at annoncere med nedsættelser på spiselige varer. Især den type, hvor man får 2 for 3s pris. For hvis jeg konkret laver en optælling på mine besparelser, så er det jo næsten altid den der nummer 3, der ligger og bliver grå, uspiselig og med tiden et arkæologisk fund.

Så nu lover jeg altså mig selv at holde orden. Ama`r og halshug! Alternativet er, som jeg prøver at få mig til at indse, at fremtidens arkæologer vil kaste sig over min efterladte fryser for at lave interessante studier af 10-ernes køkkenmøddinger. Fuldstændigt ubevidste om, at det slet ikke var intenderet som affald, men som familiens aftensmad.

Jeg imødeser en lykkelig og ordentlig fryserfremtid for mig selv. Lige nu. Altså.

Continue Reading

Om ønskelister.

Jeg kan stadigvæk huske, hvor gal jeg blev! Når min far HVERT ENESTE år på forespørgsel om en ønskeliste erklærede, at det eneste, han ønskede sig, var et artigt barn. For hvor i alverden købte eller bare fandt man sådan et? Og hvad i alverden skulle han overhovedet med sådan et? Artige børn (som det hed dengang!) formodedes selvfølgelig at være hans egne, der på mystisk vis på selve natten til d. 24 undergik en transformation til noget, der højst kunne vare julen over. I øvrigt tror jeg også selv, han ville have syntes, det var røvkedeligt, hvis det havde varet længere. Og i bund og grund handlede det hele om, at han ikke anede, hvad han ønskede sig. Det var dengang, julen var svær.

Jeg kan også stadigvæk huske, da mine børn var små, og årets bugnende julekataloger fra legetøjskæderne ankom primo november til stor jubel og masser af tidsfordriv. Så skulle der nemlig sættes krydser. Udstyret med blyanter gik flokken i krig med at afmærke, hvad de ønskede sig. Og det var mildest talt imponerende, for ved nærmere eftersyn ville det nok have været mere brugervenligt, om de havde afmærket de få ting, de IKKE ønskede sig. Ligeledes tror jeg, de fik næsten lige så megen glæde ud af at udforske uanede potentialer indenfor plastiklegetøj, som af rent faktisk at komme til at eje tingene. Det var den periode i mit liv, hvor ønskelisterne som Dødehavsruller måtte rulles ud og grovsorteres adskillige gange for at finde frem til noget, man overhovedet kunne være sig selv bekendt med at give til sine børn. Men de anede da i det mindste, hvad de ønskede sig. Det var dengang, julen var let.

Nu er vi så slået tilbage til START, rent ønskelistemæssigt. Eller tilbage til at ønske os en artig far/mor/datter/søn/bror/søster. I en familie bestående udelukkende af voksne mennesker med en rimelig økonomi, er der ingen, der ønsker sig noget. For hvis nogen af os ønsker os noget–og vi ØNSKER ikke, vi MANGLER–så går vi ud og køber det. Nogle gange, i et anfald af totalt afmagt overfor gavekøb, ser jeg for mit indre øje, at alle familiemedlemmer lænkes til et bord med samtlige årets julekataloger foran sig–og ikke får lov at blive aflænket, før de har været alle glitrende farveladeudgivelser igennem og sat deres krydser. Samtidig med, at det giver mig den mest ubehagelige overforbrugssmag, jeg næsten kan forestille mig.

Men al dette ønskelisteri sætter mig hvert eneste år i samme dilemma. For vi kunne jo bare lade være. Lade være med at give hinanden noget overhovedet. Springe enhver form for julegaveræs over og bare nyde samværet med hinanden i al vores artighed. Men for mig ville det ikke blive det samme. Jeg kan faktisk godt lide at give gaver, som modtagerne bliver glade for. Jeg elsker de stunder omkring juletræet, hvor gaverne pakkes op enkeltvis, og der er tid til at være glade sammen over en velvalgt eller rigtig god gave. Jeg er også sikker på, jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Der findes faktisk også mennesker i min nærhed, som gerne vil glæde mig med en god gave. Det hører julen til. Ikke overforbrugsbetinget, men fordi det er hyggeligt og i det regi rigtigt. HVIS jeg bare vidste, hvad folk ønskede sig….

Og det sidste står det så meget katastrofalt til med. Allerede i oktober startede jeg årets ønskelisterykkeri, og utallige opfordringer har ikke mildnet sagen væsentligt. Der er ingen, der rigtigt ønsker sig noget. Eller også præsterer børnene en hidtil uset selvindsigt og skriver en ønskeliste–som den jeg modtog i år!–med en kort besked om, at ” alt det, jeg ønsker mig, koster flere tusinde kroner”. Det er selvfølgelig venligt i forhold til min økonomi, men det bringer mig ikke umiddelbart ret meget videre. Omvendt er jeg jo ikke et julehak bedre selv. Ved virkelig seriøs eftertanke kan jeg kun komme på at ønske mig noget nyt nattøj, og det vil jeg vel i grunden nødigt have 4, eller flere, udgaver af. For akkurat som mine børn, så køber jeg det, jeg mangler. For nu er julen blevet svær igen.

Måske skulle jeg bare pakke mig selv virkelig smukt ind med sløjfer, bånd og nydeligt gavepapir. Og når jeg så, til alles måben, åbenbares efter al papirflåningen og står der som mit nye selv, til enhvers forbavselse erklære, at årets gave til alle er en artig mor! Mon jeg så ikke får lidt mere udførlige ønskelister næste år?

Continue Reading

Om bolchebeder, lillarødder og alle de andre.

Det er lidt synd for bolchebeder. Deres smag og deres skønhed står slet ikke mål med deres kendthed og deres udbredelse. Det samme gælder på sin vis lillarødder. Og mange andre gode, gamle, danske rodfrugter og grøntsager. De er alle for ukendte, for ubrugte.

De sidste mange år har jeg med lethed kunnet opstøve diverse mangofrugter, papayaer, kokosnødder ( bare for at nævne nogle) og diverse andre former for såvel eksotiske frugter og grøntsager som de, der i  alt fald har været totalt udenfor deres danske sæson. Men det har knebet gevaldigt og begrædeligt med traditionelle danske–endda når de har været i sæson. Det er blevet markant bedre de senere år, men i min provinsby mangler vi tydeligt bolchebedens endegyldige renæssance–eller i alt fald dens synlige sejr over mangoen i Netto.

Det er forfærdeligt synd. Og garanteret også forfærdeligt synd for klimaet, hvis jeg nu skal tale lidt til den dårlige klimasamvittighed. Allermest synd synes jeg dog, det er, fordi de fleste af disse gamle danske grøntsager og frugter bare smager noget så vidunderligt godt. Især bolchebeder. Og lillarødder. Jordskokker har jeg et lidt anstrengt forhold til, der primært begrunder sig i, at det er for mine smagsløg er enormt tydeligt, hvorfor de knolde skal hedde noget med jord til fornavn. Persillerødder og selleri ( i begge versioner) er rimeligvis mere anvendte og kendte, hvilket er fint, men jeg kan da lige slå et slag for fennikel ved samme lejlighed. Den smager af lakrids, så for de, der ligesom mig er ved at få åndedrætsnød af al den lakrids, det er vildt moderne at putte i enhver form for mad, er den et virkelig godt alternativ.

Ret beset følger udbud jo efterspørgsel. Så hvis vi forbrugere nu efterspurgte nogle flere af disse enormt velsmagende grøntsager, ville de nok optræde noget mere seriøst i forretningerne. Det er i alt fald en måde at tænke klimavenligt–samtidig med at det er en måde at spise det, der rent faktisk er i sæson.

Bolchebeder og lillarødder egner sig fortrinligt til at blive bagt sammen med andre rodfrugter. Beden har en særegen såvel smag som konsistens–og så er den fantastisk flot at se på med sit bolchelignende ydre efter skrælning. Nærmest som en stor, sund Bismarcksklump. Endvidere kan beden sagtens optræde rå i salater. Og lillaroden smager som en gulerod, der bare har et endnu større overskud af smag.

Prøv dem!

 

Continue Reading

Det store navlepilleri.

Nu bruger jeg lige det samme billede igen. Men jeg kunne have fundet massevis andre i samme stil, for tidens trend er at udgive bøger ( mange bøger, masser af bøger, utallige bøger) om sig selv. Hvad enten man så selv har skrevet dem, eller hyret en af de talløse, såkaldte journalister, der specialiserer sig i at nedskrive hvermands og hverkvindes historie for eftertiden.

Det slår mig, at man for tiden knapt kan slå en prut uden at skulle skrive en bog om det. Ikke blot kendte indenfor enhver genre diverterer med deres livshistorier, men meningmand er også kommet forfærdeligt godt med. Mange kendte mennesker lader sig endda rive så meget ( og så økonomisk?) med af trenden, at de ikke blot publicerer en erindringsbog. Få år efter den er de Gudhjælpemig på banen med en ny–altså om det samme liv. Eller også vælger de at forfatte et tibindsværk om sig selv.

Der går jo ikke bøger gennem trykkerierne, uden at nogen gider købe og læse dem. Forlagsvirksomhed er ikke filantropi, drevet at kærligheden til den gode litteratur. Så nogen må altså læse skuespiller XXs erindringer i 3. version og Fru Hansens beretning om dengang, hun ikke kunne få børn eller prøvede en ny metode til at fordrive sin interessante sygdom.

Jeg har tænkt over, hvorfor vi lige nu står i et boom af autofiktion, bekendelser og livsberetninger. Det kan vel næppe være et tilfælde, at andre menneskers historier i den grad overvælder og befamler os. På den ene side set er jeg overbevist om, at de sociale medier har en del af skylden. Vi er, via dem, rykket ind i hinandens liv. Det hedder så smukt “at dele”, men denne altruistiske delagtighed kommer nu nok mere af delerens forsøg på at skabe lidt narcissistisk interesse for eget liv og tjene nogle håndører, end af en oprigtig interesse for at hjælpe og vejlede andre mennesker. Jeg nægter at tro på, at nogen (nogen overhovedet!) skriver en biografi om sig selv uden at tænke på, at der kan tjenes penge på det.

Derudover tillader jeg mig at se mangen en kendt persons livshistorie som en direkte forlængelse af Se og Hør. Ingen får vist bedre økonomi af at stille op til fotos i det blad, men fornemmer man andres interesse for ens liv, kan man vel lige så godt–uden om Se og Hør–få lidt ekstra julegaver ud af det.

Jeg–og her er jeg nok i mindretal–forstår heller ikke manges altovervældende interesse for andres liv. Personligt har jeg nok i mit eget. Men nogle mennesker følger andre på Facebook. Nogle mennesker er dybt optagede af, hvad andre tænker, føler og skriver. Hver dag. Det ville nok være for let at spørge, om disse mennesker da ikke selv har et liv? Eller om de er nødt til at se på andre for at kunne finde ud af at have et? Eller–og her tror jeg så ikke, jeg er i mindretal!–om de, nok desværre helt forkert, synes, at andre har så meget mere liv end de selv, at deres eget liv må træde i baggrunden til fordel for de, der da i den grad kan finde ud af at leve. Der findes teenage-Youtubere, der har op til 50.000 følgere. Hver dag. Det er skræmmende, synes jeg personligt.

Allermest skræmmer (auto)biografigenrens umådelige popularitet mig ved, at den indebærer risikoen for, at vi glemmer vores egne liv. På godt og ondt. Men dens enorme udbredelse betyder også, at den “rigtige” litteratur, fiktionen, de store, opdigtede historier med alle facetterne, det flotte, nuancerede sprog og selve den mangfoldige livsklogskab træder i baggrunden og mister den gennemslagskraft, den burde have. Jeg har mødt adskillige langt mere fascinerende og interessante skæbner og personer i fiktionen end i biografierne. Og når jeg, vel som så mange andre, læser biografier, så er min drivkraft simpel, utilsløret nysgerrighed. Når jeg læser fiktion, er den derimod nydelsen, oplevelsen og håbet om den gode historie og det flotte sprog.

På et eller andet tidspunkt må alle de, der finder sig selv så F…  interessante vel også have skrevet al om deres egen interessanthed. Og alle de, der bare måtte dele, må have delt færdig. Omvendt–så længe der er et marked for snagen i andres liv, så er der masser, der særdeles velvilligt stiller op til at blive snaget i. Og folk, der lige så velvilligt snager.

Continue Reading