Drengen i den stribede pyjamas.

Sachsenhausen_clothes

Det er sådan en af de film, der gør ondt. Virkelig ondt! Især fordi synsvinklen nærmest hele vejen igennem er drengens (altså ikke ham i den stribede pyjamas–og så måske alligevel???), og dette gamle trick med den umodne barnefortæller, der ikke rigtigt forstår den virkelighed, han lever i, er med til at give denne film en ekstra, genial dimension.

Men den begynder jo faktisk så ualmindeligt godt og idyllisk. Tilsyneladende velfungerende familie med sød mor og venlig far forflyttes fra storby til land under 2. verdenskrig, fordi faderen har fået nyt arbejde. Drengen Bruno keder sig derude og savner i den grad legekammerater, men finder efter nogen tid ud af, at der faktisk bor mennesker i nærheden, om end de alle sammen er spærret inde bag pigtrådshegn og går i underlige, stribede pyjamasser hele dagen.

Gennem hegnet finder han sig en ven, den jødiske dreng Shmuel, og filmens skildring af de 2 drengens venskab er hjerteskærende i al sin naivitet. Her har vi barnefortælleren, der stadig har til gode at opdage verdens ondskab, om end Shmuel har en begyndende fornemmelse af, at samme verden ikke vil ham det bedste. Det er i netop denne skildring af det rene, fordomsfri venskab, at filmen er umådelig stærk.

Selvfølgelig varer idyllen ikke ved. Og selvfølgelig er faderen lejrkommandant, ligesom der er en forfærdelig, skjult dagsorden, som Bruno overhovedet ikke har opdaget. Dog må man siger, at det stærke venskab mellem de 2 drenge varer helt til…………

Det er en Kleenexfilm. Man mister lidt troen på menneskeheden som sådan, men undervejs har man til gengæld fået troen på barnets uskyldige fordomsfrihed. Den, der beviser det, som vi altid og for evigt skal huske: Nemlig at fordomme ikke er medfødte. De er noget, vi lærer.

Continue Reading

En god bog.

3978217-rum

Emma Donoghue: Rum.

I kølvandet på alle sagerne med indespærrede, misbrugte børn og voksne kommer så denne lille perle. Netop et sådant emne kunne nemt munde ud i følelsesporno af værste slags, eller for den sags skyld svælgen i slibrige detaljer.

Alt det undgår Donoghue behændigt. Eller rettere: Det er ikke det, hun vil. Hun vil i stedet fortælle historien om, hvordan det er for en mor og hendes søn at komme ud i “friheden” igen efter mange års indespærring og misbrug. Og “friheden” er i den grad i anførselstegen, for verden er en sand jungle for en lille dreng, der aldrig har oplevet den. Især sprog er en kolossal udfordring, for hvorfor skulle man dog have ord for andet end de få ting, der under indespærringen var til stede i “RUM”? Når man kommer ud, er sproget jo overvældende med alle de ord, man for det første aldrig har haft brug for, og for det andet skal anvende om ting og følelser man aldrig tidligere har kendt. Når man altid udelukkende har tænkt konkret, er det en hurdle at komme ud i verden, hvor man også forventes at være i stand til at tænke abstrakt.

Det er en yderst velskrevet bog med uhyre stor indfølingsevne omkring hovedpersonerne. Man forstår dem og lider med dem. Og man forstår også, at det at være indespærret kun er en lille del af deres lidelser–gensynet med verden udenfor er også fyldt med knubs og udfordringer.

Bogen er filmatiseret, men jeg har stadig til gode at se den.

 

Continue Reading

Om “At vende tilbage til”.

New_York_NYC

I går var jeg til hyggeligt “Se-girafferne-møde” med den rejsegruppe, jeg om ikke så længe skal til New York sammen med. En af deltagerne spurgte mig om, hvorfor jeg rejste “tilbage” til New York, når jeg allerede havde været der en del gange. Det har jeg tænkt lidt over siden. Og jeg er kommet frem til, at det handler om noget så simpelt som, på den ene side, tryghed og genkendelse og, på den anden, nye oplevelser og udfordringer. Altså præcis ligesom livet sådan helt generelt.

Mens jeg stadig underviste, kunne jeg glæde mig som et lille barn til igen at skulle gennemgå Bangs Ved vejen, Blichers Sindig opvågnen, Shakespeares Macbeth og Hemingways Frances Macomber og mange andre supertekster. Næsten hvert år, fordi de var uslippelige. Det var et festfyrværkeri af gode oplevelser, fantastiske gensyn og nyopdagelser hele vejen igennem, og jeg er sikker på, at de tekster gjorde mig til en bedre lærer. Men det, der altid var det mest fantastiske, var, at ikke to læsninger af samme tekst på noget tidspunkt var ens. Hver klasse, sin individuelle læsning. Det var på den ene side trygheden i at være fuldstændig hjemme i sit stof, men samtidig også de givende oplevelser, der kom ud af nye vinkler, der ligesom bare opstod af sig selv. At se gammelt stof på en NY måde. Det er jo det, god litteratur kan: det giver mulighed for ny, berigende læsning hver gang.

Det er nogle af grundene til, jeg rejser tilbage. Der er steder i verden, jeg ikke kan slippe. Og som ikke kan slippe mig. Der er steder i verden, som er så “gode”, at de giver mig mulighed for såvel tryghed som nye, berigende oplevelser hver gang. At vende tilbage er nemlig et to-leddet projekt. Den ene del er tryghedsbaseret og somme tider helt lavpraktisk. Jeg kan finde rundt, og jeg elsker at konstatere, at Empire State og Tower Bridge stadig står der og præcist ligner sig selv. Jeg ved, hvordan man bestiller på restauranter, kender undergrundsnettet, ved hvilke seværdigheder, der er SEværdige og hvilke ikke og har et indre kort over de mindst ulækre offentlige toiletter. Jeg har også yndlings-gåture, som byder på lykkelige bygningsgensyn og favoritforretninger, hvor jeg ved, at der er et udvalg efter min smag.

Den anden del er oplevelsesgenet, der kræver sit. Jeg elsker at komme tilbage og se, hvordan en by har udviklet sig, mens den ikke har haft mig i sig. Hvordan der er skudt nye, spændende bygværker frem, anlagt nye parker, indrettet nye forretninger og restauranter og bygget nye museer og andre seværdigheder. Det er et hit hos mig at vandre gennem gammelkendte kvarterer og se på, hvordan de enten nedslides, eller (og det er heldigvis for det meste tilfældet!) gentrificeres, bliver rigere, mere spændende og mere menneskevenlige. Jeg kan huske, da East End i London var et absolut umust for turister, hvor ikke ret mange andre end mig lige tog lange dagsture gennem det. Og se det så nu, hvor gode, gamle Hoxton Square næsten allerede er ved at gå af trendy, hipstersk storbymode igen. Jeg kan også huske Isle of Dogs, før det blev til Docklands. Og Times Square da det primært var pornoindustrien, der dominerede. Det er da berigende at følge med i, hvordan det hele bevæger sig. Forhåbentlig ligesom man selv bevæger sig.

For netop denne bevægelse er jo en del af det hele. At jeg, ved at vende tilbage, får en fornemmelse af tid, af bevægelse, af at verden og jeg selv, trods alt, kommer videre. Men–og det er forfærdeligt vigtigt!–så nyder jeg også grænseløst at sidde på netop den fortovscafe, hvor jeg sidder hver gang, og iagttage netop det liv i netop den by, der også giver mig tryghed, fordi jeg kender den så godt. Jeg er sikker på, at præcis denne blanding gør mig til en meget bedre turist!

NB. TIL LÆSERE: Fortæl gerne om de steder, I vender tilbage til–og hvorfor.

 

Continue Reading

Om makeup.

makeup-brushes-824705_960_720

Jeg er læbestiftblind. Øjenskyggeanalfabet. Og har store mascaraudfordringer. På makeupområdet ER jeg selve eksklusionen. Hvis jeg forsøger mig med makeup, ligner jeg tilnærmelsesvis den underbetalte vikar for en cirkusklovn eller også tror folk, jeg er blevet akut afrikaner.

Da jeg var ung, var det et kvindepolitisk statement ikke at bruge makeup. Det er det så ikke længere, men jeg må være ærlig at sige, at det har taget sin tid for mig at erkende netop det. Da jeg var ung, var makeup vel heller ikke helt så påkrævet, som det er nu. Jeg tænker i retning af kraterfyldning, afværgning af, at nogle måske kunne formode, jeg var alvorligt syg samt velduftende kvindepolyfilla.

Mit problem er, at jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med al den forskønnelse. Jeg har ikke skygge af anelse om, hvordan ( og hvor) man påsmører sig mirakelmidlerne. De få gange, jeg har vovet mig ind i stormagasinernes ellers særdeles velassorterede områder for feminin forskønnelse, er jeg blevet vildt forskrækket over alle de ord, jeg simpelthen ikke ved, hvad betyder. Eller alle de midler, jeg næsten slet ikke har fantasi til at forestille mig, hvor jeg skal smøre på. Det er som et helt nyt, totalt uforståeligt sprog for mig.

Det er derfor, jeg føler mig ekskluderet. Alle andre kvinder ved tilsyneladende, hvad det hele betyder, og hvor det har sin rette plads. Tænk hvis jeg kom til at smøre læbestift på øjenvipperne af bare makeupuvidenhed? Eller vaske hår i balsam? (Det har jeg nu gjort, og det var først på den fjerde, vildt fedtede dag, det gik op for mig, hvad der stod på flasken.) Eller noget, der var meget, meget værre. Sæbe og hårshampoo, det kender jeg. Og for et par år siden købte jeg også min første parfume.

Nogle gange, når jeg med påtaget ignorance og målbevidste skridt haster gennem parfumeafdelingen i Magasin, kommer der sådan en 17-årig med et vidende smil og spørger, om jeg da ikke skal prøve at få lagt–og så siger hun et eller andet, som lige så godt kunne være hebræisk. Jeg siger altid nej tak, fordi jeg meget nødigt vil indrømme, at jeg faktisk ikke aner, hvad teenageren taler om. Ydermere taler hun også lige ind i mine skønhedsfortrængninger. Akkurat som alle de skopudsere, der i evig jagt forfølger mine (og KUN mine!) sko, hver gang jeg er i Istanbul. Jeg er sikker på, den der 17-årige Miss Århus med superkosmetologen i maven bare gør det for højlydt at fortælle mig,( og alle de andre kvinder, som jo ER inviede), at her har vi da ved Gud en forfærdeligt sølle stakkel, som i den grad skal hjælpes ad rette puddervej.

Så jeg har altså ikke noget imod makeup. Hverken (kvinde) politisk eller æstetisk. Mange kvinder er også fabelagtige til at lægge det, så det virkelig ser smukt ud. Det er der så også nogle, der ikke er–med katastrofale resultater. Jeg kender faktisk kvinder, der nødigt går udenfor deres egen dør uden makeup. Med mit forhold til stadset går jeg nødigt udenfor min egen dør MED.

Her i mit tresindstyvende år kunne jeg da godt trænge til lidt udsmykningsmæssig og kosmetisk assistance. Sådan allermest for at bilde mig selv ind at der faktisk er et renoveringspotentiale i månelandskabet. Jeg vil gerne være medlem af klubben for de indviede makeupbrugere. Jeg har bare ikke den fjerneste anelse om, hvor det lige er, man ansøger om medlemsskab. Den eneste lille fornemmelse, jeg har, er, at jeg da vist har forpasset min makeuptid og skulle have anmodet om assistance mange år før, det sådan nærmest er for sent.

Selvfølgelig kan jeg med lethed bilde mig selv ind, at det jo på ingen måde drejer sig om, hvordan jeg ser ud. Men om hvem jeg er, hvad jeg står for, og hvad jeg siger. At hvis jeg bare er strålende interessant, så flyttes fokus med det samme fra min fremtrædende morgengrimhed. Så er det bare nogle gange sådan, at jeg ikke orker at være særlig interessant og derfor hellere vil gemme mig bag et eller andet, som jeg ikke kan huske, hvad hedder.

Det allerværste er næsten, når jeg konfronteres med billeder af mig selv. Så griber jeg mig i at spekulere over, hvem den gamle tante mon er. Eller HVIS gamle tante, hun mon er? Nogen må jo have været barmhjertige nok til at have slæbt hende med. Jeg vil gerne stå ved min alder–jeg har vist heller ikke rigtigt noget andet alternativ–men det kunne nu være rart, om jeg lige vidste, hvordan man kunne gøre den lidt pænere at se på!

Continue Reading

En god film.

galleri4-vinden-som-ryster-kornet

Vinden der ryster kornet.

Hvis man alligevel skal sofa`e den i aften og allerede har set filmen Jernladyen og derfor er ved at fortvivle over de tilbud, der er på TV, så er denne måske en mulighed?

Efter min mening et mesterværk af “The Grand old Man” i britisk film, Ken Loach, og jeg er nok ikke helt alene i den bedømmelse, for filmen vandt Guldpalmerne i Cannes i 2006.

Vi er i Irland før og under den irske borgerkrig i 1920-21. Brødrene Damien og Teddy kæmper i begyndelsen en indædt, fælles kamp mod de engelske besættelsestropper (personlig udlægning af historiske begivenheder, som jeg gerne står på mål for!), men i forbindelse med Michael Collins` accept af hjemmestyre i Irland, bliver befolkningen skarpt delt mellem de, der er for, og de, der udelukkende ønsker et fuldstændigt uafhængigt Irland. Damien og Teddy kommer desværre til at stå på hver sin side i denne nådesløse kamp, hvor meningsforskelle og hyppige kampe foregår tværs ned gennem familier.

Damien er den lidt intellektuelle helt, som opgiver sin medicinske karriere for at kæmpe for fædrelandet, mens Teddy er praktikeren, der desværre fanges i sin egen stolthed og dens katastrofale følger til sidst. De optræder side om side med det (næsten lidt for) brave irske folk, og ikke mindst pigen Sinead, som er Damiens store kærlighed. Det er, alt i alt, en forfærdelig god, velfortalt og virkelig tankevækkende historie.

Og så spiller det irske landskab nærmest endnu en hovedrolle. Denne film kunne nærmest bruges som turistbrochure, så smuk er den. Ydermere er filmen enormt oplysende, hvis man er interesseret i irsk historie eller måske påtænker en rejse derover?

Continue Reading

Om præcision.

time-27593_960_720

Jeg er et meget præcist menneske. Nærmest overpræcis. Jeg kommer næsten altid for tidligt og har det simpelthen nærmest fysisk dårligt, hvis jeg af uventede årsager er ved at kommer for sent til en aftale. Derfor har jeg det svært med mennesker, der kommer for sent.

Jeg har fuld forståelse for, at man nogle gange kan komme for sent. Der kan opstå uventede hindringer og forsinkelser, og trafikken i både storbyer og på landevejene kan ind imellem være en tids- og aftalemæssig udfordring. Men jeg har absolut ingen forståelse for de mennesker, der hver eneste gang notorisk og nærmest med fuldt overlæg kommer for sent. Gerne uden at ringe.

I mine øjne er det at komme for sent uden gyldig årsag direkte disrespekt for andre menneskers tid. Og dermed i et lidt videre perspektiv disrespekt for andre mennesker. Jeg er dødtræt af alle “Jeg skulle lig-erne”, for hvad er det lige, der er så meget mere værdifuldt og vigtigt end den aftale på et bestemt tidspunkt, vi begge har været med til at indgå. Er det opvasken, der er vigtigere end mig? Eller en snak med naboen? Eller bare almindeligt lal, fordi jeg jo nok alligevel venter?

Folk, der notorisk kommer for sent, har tilsyneladende en indgroet tro på, at deres tid er meget, meget mere dyrebar end andre menneskers. Det er desværre ikke tilfældet. Ydermere er det også lige en tak for arrogant efter min smag. Især hos de, der tilsyneladende mener, at hele grupper af andre mennesker bør vente på, de får sig snøvlet færdige. Arrogance og disrespekt tilsammen virker som en rød klud på de fleste mennesker, så blandingen er altså heller ikke det allerbedste udgangspunkt for et godt møde eller en god aftale.

Hvis jeg prøver at regne sammen på, hvor megen tid jeg egentlig i det hele har spildt på at vente på upræcise mennesker, så er vi oppe på flere dage. Eller mere. Det er faktisk lidt skræmmende at tænke på. Her har vi da virkelig selve definitionen af ordet “spildtid”.

Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke vil ligge under for andres disrespekt for min tid. Hvis de ikke kan finde ud af, eller bare er fløjtende ligeglade med at møde op på et aftalt tidspunkt, så er jeg den, der er gået. For så kan de nemlig stå der og blomstre og noget så inderligt føle, at de i den grad spilder deres tid. Sikkert en helt ny følelse, men jeg er sikker på, den er sund!

 

Continue Reading

Philomena.

Actress Dame Judi Dench arrives at The Orange British Academy Film Awards at the Royal Opera House on February 11

Hvis man kun ser få film om året, så lad, for Guds skyld, denne være en af dem!

Den har nu ellers, udfra standardopskriften på en blockbuster, de fleste odds imod sig: Hovedrollen spilles af en 80-årig kvinde (men hvilken!!), der er en påfaldende mangel på Botoxede Hollowoodstjerner, biljagter og dampende sexscener, den foregår for det meste langt ude på landet, og slutningen er ikke påfaldende lykkelig. Eller?

Philomena leder efter sin søn, som for mange år siden blev fjernet fra hende af nonner fra den katolske kirke. (NB. Irland er på 20 år inde i et  filmisk opgør med samme kirke. Det vrimler med irske filmopgør, og mange af dem er ret gode.) Som hjælp på denne moderlige quest har hun den vrantne journalist med ondt i livet. I begyndelsen er de et besynderligt par, men hen ad vejen–samtidig med at de nærmer sig sandheden–får de et tæt, ubrydeligt venskab.

Selve historien om sønnen afdækkes bid efter bid–og den er god og spændende med de små tvists, der også gør den usædvanlig. Philomena får, på mange måder, sin søn hjem. Og det på en befriende, usentimental måde.

Judi Dench stråler som vanligt. Hun er uovertruffen, den dame. Hun bærer ikke filmen som sådan, men hendes fænomenale nærvær på film er umuligt at overse.

Og selv om slutningen måske ikke lige er, som man havde håbet, er det alligevel en feel-good film. Man får ikke fornyet optimisme–men man får fred.

Continue Reading

En god bog.

9788791654732

Siri Hustvedt: Det jeg elskede.

I mange år sad jeg som lærer som vejleder omkring den store, skriftlige opgave i 3g. Eleverne var som regel relativt diffuse omkring, hvad de gerne ville skrive om. Sådan i retning af “Noget, der handler om…..” Så det var altid godt at sidde inde med et arsenal af anbefalelsesværdig og brugbar litteratur, samtidig med at man selvfølgelig skulle overveje, om netop lige den elev ville have noget ud af læsning og analyse af netop lige den bog.

En af de bøger, jeg ofte har anbefalet, er denne. Den har så mange strenge at spille på. Den kan være den store, amerikanske roman om den evigt uladsiggørlige amerikanske drøm, den kan være en “coming of age” roman om det at blive voksen, den kan være en fortælling om kunstens betydning for livet, den kan være en dyrkelse af mytemotiver ( det er MEGET populært i disse år), fordi den både har myten om Narcissus, Ikaros, syndefaldet og et par andre ret tydeligt i sig, og endelig kan den være en bittersød fortælling om endelig at indse, at evigt ejes kun det tabte.

Igen er vi ude i en familiesaga. Om 2 familier, hvis liv og skæbner er uløseligt forbundne. Der er tragiske dødsfald, store føleser og store skænderier. Ind imellem er der også elementer fra krimigenren, som også er medvirkende til, at man ivrigt læser videre for at finde løsninger og forstå. Samtidig er bogen også en rigtig god samtidsbeskrivelse–især via sine personer, som alle på den ene eller anden måde bare er så uendeligt tidstypiske.

Siri Hustvedt er af svensk afstamning (deraf navnet), men hun er også gift med the grand old man i amerikansk litteratur, Paul Auster. Det sidste må i sig selv være direkte kilde til mindreværdskomplekser, men hun klarer det nu godt, Siri, for efter denne bog har hun med stor succes udgivet en del flere. Hun er ikke let at læse, hun kræver noget af sine læsere. Men det er det hele værd i den sidste ende.

Continue Reading

Om at lære af sine børn.

IMG_0262

I mange, mange år var det mig, der var familiens skolemester og førerhund. Mig, der lærte afkommet alt fra de allermest simple nødvendigheder for overlevelse, over en vis portion pli, takt, tone og god opdragelse til de større udsyn mod kunst, kultur og verden som helhed. Det var mig, der (godt hjulpet af min mand) læste bøger højt, introducerede kirker og slæbte modvilligt yngel med på kunstmuseer.Mig der financierede teater- og biografbilletter og mig, der forklarede, hvordan jeg nu lige syntes, at verden og alting i den hang sammen.

Det er det ikke mere. I takt med, at mine børn er blevet til voksne, selvstændige mennesker, er det ikke mig, der altid står med for- eller opklaringsjobbet. Der er så uendeligt mange ting, de ved meget, meget mere om end mig.

Det har været lidt svært at nå dertil. At afgive–eller overgive–førerrollen i det lokale kobbel til opkomlinge, som man med al tydelighed husker iført ble. At erkende, at nok har ens viden værdi, men den kan på nogle områder være forældet eller helt utilstrækkelig. Selvfølgelig ikke på alle områder: Det er da stadig mig, der er husets verdensmester i frikadeller, taler det pæneste engelsk og ved mest om litteratur. Men jeg får kamp til stregen. Og hvis jeg bare accepterer det som såvel et livs- som aldersvilkår, så er der faktisk fantastisk megen viden og virkelig gode oplevelser at hente.

Jeg skal overgive mig, acceptere at de ved såvel mere som bedre–og så skal jeg nyde at få ny, spændende viden. Det tog så også en god portion skænderier og visse perioder med intern (altså i mig) kamp med selvværdet at komme dertil! Men jeg har overgivet mig–helt–tror jeg.

Jeg vil forsøge at undgå at snakke ret meget om teknologi. Jeg tror, de fleste ved hvorfor. Jeg behøver overhovedet ikke gå i pinlige detaljer omkring min himmelråbende uvidenhed og uforståelige hjælpeløshed. Lad mig bare fastslå, at jeg skylder mine børn en stor tak. Også på vegne af software og hardware, fordi alle mine ufrivillige destruktionsforsøg blev afværget.

Men jeg er dybt taknemmelig for, at jeg nu ved en del om moderne arkitektur. Jeg er blevet introduceret til de mest fantastiske bygningsværker og nogle gange modvilligt slæbt op på diverse parkeringshustage for at beundre finurlige detaljer. Min personlige viden stoppede sådan ca. omkring modernismen, men nu er jeg næsten fuldt opdateret på de nyeste trends. Jeg er nok, trods alt, lidt mere professionel udi barokken end min unge læremester, men det har jeg jo så også ligesom haft en hel del års forspring til at blive. Hvis jeg ville, kunne jeg namedroppe omkring de førende arkitekter, men det er sgu` for arrogant.

Jeg har også, i alt fald til en vis grad, lært at forstå en lille smule installationskunst. Altså fra at være fuldstændigt lammet i afvisning til dog at give det en lille chance. Det bliver aldrig et hit hos mig, men jeg får en anden oplevelse ud af at gå på kunstmuseum, fordi jeg får nogle forklaringer, jeg ikke lige selv kunne hoste op med. Faktisk er det en oplevelse de steder, hvor både kunst og arkitektur får nye dimensioner, fordi der er nogen med, der ved noget om tingene. Noget, jeg ikke vidste, og som jeg kan lære noget af.

Helt forgæves er jeg også blevet introduceret til en verden af computerspil. Jeg er helt sikker på, jeg kunne lære en forfærdelig masse, hvis jeg bare havde interessen og kunne FORSTÅ.

Endelig har mit, nok relativt konservative, maduniversers oplevet en massiv udvidelse. Jeg er blevet introduceret for fødevarer, jeg knapt kan udtale, og som jeg skal have førstehjælp for at kunne anvende, finde ind i eller simpelthen bare spise korrekt. Indrømmet!: Der er nogle af dem, der aldrig bliver en fast bestanddel af mit middagsbord, men der har sandelig også været spændende smagsmæssige oplevelser imellem.

Det handler om at overgive magten som familiens førerhund. At lære at åbne op for alle de spændende, nye ting og viden, som ens børn virkelig kan berige ens tilværelse med. Jeg elsker f.eks. at rejse med mine børn. Nej, hvor ser jeg mange nye ting. Og nej, hvor ser jeg mange gamle ting anderledes!

Continue Reading

En god bog.

f090-039e-458d-83ea-7e72031418ec merrill

Stefan Merrill Block: En fortælling om at glemme.

Jeg har faktisk læst denne bog hele tre gange. Ikke fordi det skulle være sådan, men sådan blev det så alligevel. Nærmest alle bøger (undtagen trash, der sker det modsatte) vinder ved flere gennemlæsninger. Også denne.

Første gang var, fordi den landede i min postkasse. Jeg er enhver bogklubejers ultimative drøm, for jeg har en indre allergi overfor afmeldinger. Jeg kan ikke helt klart præcisere, hvad det lige er, der sker, men det er som regel noget med, at når jeg endelig får mig taget sammen til at aflyse Månedens bog ( og i nogle bogklubber varer 1 måned gerne ca. 10 dage!), så er det 1-2 dage over sidste aflysningsdato. Og så føler jeg mig jo–især økonomisk–forpligtet til at give den ankomne bog en chance. Men den var god.

Anden gang var fordi, jeg fik chancen for at høre selve forfatteren til et ualmindeligt hyggeligt og intimt lille foredrag nede i kælderen under en helt fantastisk boghandel  i Brooklyn. Det der med at høre pennens mund gør altså noget ved en. Skaber en intimitet, et sammenhold, en fælleskabsfølelse. Og så var han sådan en genert, charmerende ung mand med beundringsværdige talegaver. Jeg husker endnu, hvordan han fortalte om sin hjemegn i Texas, og hvordan det havde været at flytte til New York. Før han kom til NY troede han f.eks. ikke, at byen var sand, altså at den eksisterede andet end på film. Sådan havde jeg det også. Han måtte også ændre måden at se på. I Texas ser man horisontalt, i NY vertikalt. Den havde jeg aldrig tænkt på før da, men han har jo ret. Herovre i provinsen ser vi nu også mest vandret. Det gjorde bogen endnu bedre.

Tredje gang var selvfølgelig fordi, han ligesom havde forblændet mig. Alt det, han havde fortalt om sig selv og sin opvækst, kan man nærmest læse ind i bogen, og det skulle jeg da lige prøve. Så blev den allerbedst.

Det er en bog, der skriver sig ind i den række af bøger, der gennem de senere år er skrevet om Alzheimer og andre hjernelidelser (startende, vel, med Irvings Æblemostreglementet, over Genovas Stadig Alice, Baylays Elegi for Iris (tror ikke, den er oversat) og vores egen Jungersen med Du forsvinder. Og der er garanteret mange flere.) Denne er dog også en familiesaga fra det allerdybeste Texas med et snert af spændingsroman, fordi man hele tiden drives frem af alle de uløste spørgsmål. Samtidig foregår bogen også på andet andet plan, i et andet “land”, nærmest et fantasyunivers, hvor det at kunne huske ikke er så væsentligt, som det er for os. Bogen er ind imellem lidt ujævn, men da det er forfatterens første, og han ydermere har et sødt smil, er han tilgivet. Familikrøniken er god og solid, og efter at have læst bogen føler man sig en smule mere vidende om denne forfærdelige sygdom (altså Alzheimer), set fra de impliceredes side.

Jeg kan kun anbefale den, selv om man altså ikke lige behøver læse den tre gange. Men hvis forfatteren kommer forbi, så se at komme afsted. Han er både cute og spændende.

Continue Reading