Endelig et stykke ordentligt arkitektur!

Asiatiske storbyer er som regel et besynderligt miskmask af små huse af nærmest skuragtig kvalitet og store, upersonlige, meget lidt arkitekttegnede glassiloer, hvis fremmeste opgave kan udtrykkes med noget som simpelt som blær. Gerne i skønsom blanding, aldrig med nogen form for byplanlægning i ryggen og altid med penge som eneste magtfaktor. Har man dem, bygger man. Fuldstændigt uden mål og med. Bare der er pralværdi i lortet.

Heldigvis har mange af de gamle bygninger fra kolonitiden fået lov at blive stående rundt omkring. Jeg skal på ingen måde forherlige imperialismen. Blot konstatere, at de bygningsmæssige værdier, der også kom ud af den, trods alt ofte har arkitektonisk værdi og langt overstiger enhver form for nærmest Trump Toweriske, moderne skodopsmækninger i glas.

Således også det smukke, gamle posthus i Saigon. Tegnet af Eiffel ( altså Eiffel som i Eiffeltårnet!) og opført i en slags afdæmpet Art Nouveau. Nu er det jo ingen hemmelighed, at netop den periode står mit hjerte usigeligt nær og ofte giver mig superoplevelser, når den overskrider enhver grænse for smagløshed. Men her er altså en bygning, som i al sin naturinspirerede enkelthed bare er SÅ smuk. Også så uventet smuk, for Saigon er ikke nogen smuk by. Den ligner såmænd bare Bangkok og Hanoi i al sin forvirrethed omkring egen identitet.

Men se det smukke indre, som i sin overordnede ide minder om en gammel, parisisk banegård. Hvilket selvfølgelig ikke er tilfældigt. Her er smukke hvælvinger og ornamenter, der bare falder lige i øjet. Det er en befrielse at se et sådant mesterværk, når der ellers primært er makværk på programmet.

Selvfølgelig troner landsfaderen Ho Chi Minh som et andet sofastykke på endevæggen, men når landet engang erkender, at den form for kommunisme, det udadtil stadig opretholder, kun er et dårligt camoufleret skalkeskjul for noget nær det uofficielle verdensmesterskab i korruption og løbsk kapitalisme, så tager de ham vel ned igen. Der er i alt fald ingen under 30, der ser ham som andet end et levn fra en længst forgangen scooter- og iPhonefri fortid, som intet har med den nuværende dagligdag at gøre. På en eller anden besynderlig måde hænger han såmænd også meget pænt lige der. Det er næsten som om, han klæder endevæggen og mere er blevet til et stykke velvalgt kunst. Abstrakt, næsten.

Det var rart at se et stykke ordentligt og gennemtænkt arkitektur. For selv om kolonitiden kun kan fordømmes, så kan rigtigt mange af de arkitektoniske levn kun roses.

Continue Reading

Om at være turist.

Jeg ved da godt, at de lokale fiskere får penge for at sejle rundt med sådan nogle som os. Og at de nærmest har som job at kaste net ud på deres farverige måde lige foran os. Samt at det ikke er lutter gæstfrihed, der gør, at vi får adgang til deres hjem, hvor de steger alskens skaldyr og fisk til os og beværter os på den allermest venlige, hjertelige måde.

Men der er vel tale om en byttehandel, der er til stor glæde for begge parter. Vores penge hjælper de lokale familier, og vi får en suverænt god oplevelse.

Det er nemlig en uforglemmelig oplevelse for livet at sejle gennem  mangroveskoven ( som ikke er mangrove, men kokospalmer og bambus, der står i saltvand) med bedstemor ved åren gennem de smalle kanaler. I en fuldstændigt rund båd lavet af bambus. Og som går på grund konstant i det lave vand, så bedste må ud i mudderet og skubbe. Vi må i alt fald ikke, for det er vi for dumme og uvidende til.

Det er også fantastisk at spise grillede tigerrejer, muslinger og fisk hjemme hos samme bedstes store, forgrenede familie. At sidde på deres lille bambusveranda, der er bygget ud over sejlrenderne i junglen, og hvor bordet har form som et skib. Aldrig har skaldyr smagt så vidunderligt godt.

Endelig er det rart og dejligt at se alle de smil, som ikke blot er professionelle, men også affødt af, at både de og vi ved, at vi hjælper hinanden. Vi får oplevelsen, som nærmest er ubetalelig, og de får glæden ved også at få en form for økonomi i det, de kan og også gerne vil. Man føler sig faktisk ikke som direkte efterkommere af tidligere tiders imperialister, når man hele tiden er i dialog med værterne omkring deres dagligdag og ved, at det her er lige så simpelt som alle de andre gange i ens liv, hvor det er noget for noget med fuld fortjeneste for begge parter.

Jeg har sagt det før og mener stadig, at vi turister med vores penge, sagtens kan, hvis vi tænker os om, hjælpe de små lokale, familiebaserede virksomheder i de knapt så økonomisk velfunderede lande. Til glæde fir os alle.

Continue Reading

Om at tage sig en lur.

I Vietnam er scooteren en legemsdel. Men den er mere end det. Den er det til enhver tid vigtigste redskab for indtjening af penge til familiens forsørgelse, og den er et mordvåben, specifikt rettet mod langsomme gående og scooterignorante turister, der slet ikke hjemmefra er udstyret med den fornødne respekt for scootere. Den er et statussymbol, og et legetøj for unge, der med velvoksen livsforagt bogstaveligt talt kører med hovedet under armen.

Endelig er den også et transportmiddel. For alt fra levende høns, grøntsager fra godt og vel en halv tønde land til bedstemor og samtlige hendes efterkommere i op til to generationer. Samtidig. Man kan få kørekort til den som 18-årig, men det er vist udelukkende vejledende. På samme måde som færdselsregler og trafikafmærkninger, og—fristes man til at sige—andre menneskers liv.

Men som sagt er scooteren også en uundværlig legemsdel. Den er en forlængelse af selve kroppen, og for rigtigt mange er der sket en mutation, så scooteren er fuldstændigt vokset sammen med resten af kroppen. Som nu denne unge mand, der lige trængte til en middagslur. Han behøvede bare at slå scooterbenet ud, og så var liggepladsen serveret. Ingen grund til at finde andet leje. Man har jo alligevel altid sin scooter på og med sig.

Måske ligger løsningen på de store boligproblemer i visse lande (og i Kbh, men her taler vi priser!) så svimlende nær, at vi praktisk taget ikke kan se den for bare scootere. Hvis føromtalte mutation begynder at gøre sig gældende i udbredt grad, bliver vi såmænd ad åre og generationer bare udstyret med en scooter som den optimale, ekstra legemsdel.

Den kan nemlig lidt og hvert, sådan en. Og herude i Asien er de som vanligt langt foran os i innovativ tankegang. Vi skal nok med tiden blive overhalet indenom af scootere. Ydermere kan scooteren også løse en stor del af verdens overbefolkningsproblem. For den vil, sammen med alt det andet, den også kan, også score højt på listen over effektive mordvåben!

Continue Reading

Om naturperler.

Vietnam har en meget stor produktion af havvandsperler. Der er østersfarme i mange laguner, og mange steder dyrker de lokale fiskere også perler som en slags bibeskæftigelse.

På de store, professionelle østersfarme fokuseres der på de runde, glatte perler, som kan sættes på en snor uden at genere eller komme i vejen for hinanden. Alle umotiveret urunde, eller bare en smule naturlige perler, bliver anvendt til cremer. Eller i alt fald gemt af vejen som uønskede børn. Her tages der også gevaldigt ved prismæssigt, og for det meste vil man givetvis kunne anskaffe sig perlerne til en væsentlig mere favorabel pris hos sin lokale guldsmed derhjemme.

Men de lokale fiskere i de små landsbyer har ikke råd til kun at gå efter naturens velskabte, veltrimmede vidundere med målbar rundhed. For det er jo immervæk kun 20 procent af de dumme, tricky østers, der lige gider producere den slags. De fleste perler er faktisk lidt deforme og i alt fald meget lidt runde, velafrettede og artige.

Her er sådan en handicappet perle. Og jeg synes bare, den er SÅ smuk, så naturlig, så uforstillet perlet. Jeg skal nok bide den kvalmende lommefilosofi, der ligger lige på tungen, i mig og undlade patetiske sammenligninger med menneskeheden. Den slags er der masser af andre mennesker, der sætter en kunst i at vrøvle sig igennem.

Men denne perle er bare så smuk. Fordi den er så gennemført, perlet naturlig.

Continue Reading

Om arbejdsfordeling. Og nytår.

Her sidder en hel vietnamesisk familie og prøver at tjene penge i en styrtende fart. Der skal nemlig bruges rigtigt mange penge om godt en uge, d. 15 februar, når det er vietnamesisk nytår.

Måden, indkomsten skal optimeres på, er ved at forsøge at finde perler i østerserne samt ved at sælge den resterende, spiselige del af samme. Og måden, østerserne er fanget på, er ved at smide brugte scooterdæk i vandet, således at muslingerne sætter sig i dem. Scooterdæk er her nok af. I alt fald må scootertætheden være verdens ubetinget højeste. Og farligste. Og mest fodgængeruvenlige.

Lunar New Year, som altså afstemmes efter månens faser, er en kolossal begivenhed, folkefest og familiehelligdag hernede. Det er årets clou, den absolutte fest over alle fester. Det siges, at forberedelserne oftest strækker sig over i alt fald en uge, så man har tid, lejlighed og mad nok til at slappe af i familiens skød i 5 dage. Hvor alt er lukket, og det er værre end en død østers for turister at være i landet. På den femte dag siges de fleste unge at befri sig fra familiens madskød og gå ud og drikke sig seriøst fri igen.

Allerede nu er der pyntet op med festlige farver de fleste steder, og julepynten hænger her såmænd endnu, for hvorfor dog anstrenge sig med at hive den ned, når der alligevel skal festes om en uge med pangfarver, plastik og kunstige træer?

Denne familie er tydeligvis et arbejdsfællesskab, som gør en fælles indsats frem mod den højtid, der langt overstiger vores jul både i fejring og længde.

Man må håbe, de finder en masse perler og får solgt så el dem som østerserne. For der er i alt fald store forventninger på banen overalt hernede. Det lyder til at blive ret stort, det nytår.

 

Continue Reading

Om at komme derhen, hvor peberet gror.

Alt det, jeg køber i poser, dåser, pakninger og løs vægt i supermarkederne, gror lige her, hvor jeg er. Og meget mere til. Endda tusindvis af ting, jeg slet ikke kan købe i supermarkederne, fordi de ikke findes, ikke eksisterer overhovedet i min, og mange andre danskeres, bevidsthed.

Der gror bananer overalt, og hernede er bananer ikke noget, man køber. Man plukker dem. Kaneltræer står mange steder, og de smagfuldeste frugter skyder frem på træer og buske overalt. De fleste vietnamesere har også en indbygget foragt for tiggere. Ikke blot er det uværdigt, men hvorfor stikker de ikke bare noget i jorden og får det til at gro? Det gør det jo alligevel, praktisk taget af sig selv.

Dette land er så frodigt, at selv peberet gror. Og risen. Vietnam er verdens tredjestørste producent på området. Med hensyn til kaffe er de nummer to.

Og omkring Bondaiarkitektur må de også være i den absolutte top. Ikke at den slags træer kan spises, men de ser fantastisk smukke ud. Der er Bonsaitræer overalt. Små, tæmmede vækster, som både er symmetriske og alligevel fulde af fantasi. I parkerne står de side om side med velvoksne træer og formår alligevel at bryde igennem på ens synsfelt, at fange ens fulde opmærksomhed. Det er vildt fascinerende, at nogen bevidst har gidet gøre så meget, så ofte og så seriøst for et TRÆ. Kælet for det, minutiøst beskåret den og måske ligefrem haft en plan med det. Det er små træarkitekter, der her lever deres drømme ud, så måske er Bonsai i virkeligheden den indre arkitekts legeplads?

Tænk at bo i et land, hvor alting bare gror. Sådan næsten Pr. automatik. Selv peberet.

Continue Reading

Om konger og telefonbokse.

Jeg samler på de små, finurlige historier. Alle dem, man ikke lige havde set komme og dem, der giver livet kulør og variation. Årstal er for mig kun vejledende, sådan at forstå at det er historien omkring dem, der er det vigtigste. Det der skal samles på.

Således også baggrunden for den noget specielle i emballering af dette royale fabeldyr i kongepaladset i byen Hue. Man studser lidt og tænker, at det da påfaldende ligner en britisk telefonboks. En af de forlængst udtjente, der i min ungdom altid stank af pis, var demonteret på fantasifulde måder samt ofte tilbød spændende udfordringer indenfor massage.

Og det er det så også. For kongen af Vietnam besøgte nemlig London og så med stor forbløffelse folk stå og tale inde i disse røde kasser. I hans hjemland var hverken telefoner eller andre former for effektiv langdistancekommunikation endnu tilgængeligt. Derfor var han fuldstændigt paralyseret af dette fantastiske røde hus på gadehjørnerne. Selvfølgelig kunne han ikke sporenstregs anskaffe telefon i hjemlandet, men en efterligning af disse vidunderlige bokse kunne han da lade opføre. Så det gjorde han.

Ovenikøbet som beskyttelse af selve det kongelige over-fabeldyr, som nok er en vietnamesisk enhjørning, men som ikke lige ligner de artsfæller, vi har på vores himmelstrøg.

Sådan en konge var nok det ypperste indenfor datidens firstmovers på Hue-egnen. Man kan også sige, at han indførte telefonsystemet i Vietnam uden overhovedet at eje en telefon. Men det er da også fedt bare at have boksen. I alt fald hvis man er den eneste af de lokale.

Jeg vil sende ham et lille smil, hver gang jeg er så heldig at støde på en af de få bokse, der stadig eksisterer. Som tak for den gode historie.

Continue Reading

Når vejret bare ikke lige vil…..

Forskellen mellem den danske kedeligvinter og så den, de har i det tropiske land, Vietnam, er ikke overvældende stor. Selv om vi nu har bevæget os over 500 km. sydpå til den gamle kongeby, Hue, har vi stadigvæk ikke oplevet flere grader end 13. Oveni er vi blevet beregnet med den slags regnvejr, der varer hele dage og bare gennembløder alt og efterlader de i forvejen overhullede gader som et sølende ælte.

Heldigvis er man her i byen overvældende forberedt på solskuffede besøgende. Der er ikke mange steder, man ikke også lige sælger regnslag. Der må være formuer gemt i regnslagssalg her i byen. I alt fald er alle mennesker på sådan en dag plastikblå, gule eller grønne. Kun en lille minoritet er fantasifulde nok til at være en lille smule blomstrede, men det er så også dyrere. I plastik.

Vietnamesiske regnslag er faktisk ret geniale og røvirriterende på samme tid. Ikke nok med, at de har påmonteret en lille kasketflap, som tager af for det værste vand på brillerne. Den gør også, at man for at kunne se noget som helst må holde hovedet permanent i en vinkel, så kronisk hold i halsen opnås på mindre end et kvarter. Ydermere har de dyreste modeller det, som vi i al vores naivitet tolkede som et blottervindue. Altså en firkant af gennemsigtigt plastik lige under bæltestedet. Forklaringen er dog den, at man på den måde kan slynge slaget over forlygten på scooteren og således undgå at køre uden synligt lys på. (Som om det skulle hjælpe noget!!!)

Anyway, her ser jo noget anderledes ud end hjemme i Danmark, men man skal altså ikke tage til Nord- og Mellemvietnam for vejrets skyld her om vinteren. Mindre kan dog også gøre det. 13 grader er da i og for sig helt OK, når man bare har et regnslag med blottervindue.

Continue Reading

Om et fantastisk mini-krydstogt.

Vi anede ikke andet, end at vi skulle ud at sejle i en smuk bugt.

Altså ikke, at Halong Bay er noget af det forunderligst smukkeste med sine over 2000 småøer spredt over bugten med det perlemorsgrønne vand. Heller ikke, at vi fik vores eget helt private, gamle træskib med al den indbyggede charme, man næsten kan forestille sig. Og at mandskabet ( som vist i antal oversteg vores) absolut ikke havde andet for end at varte os op og kokkerere/ servere de mest fantastiske små retter af alt godt fra havet og mængder af andre delikatesser. Ret beset spiste vi det meste af tiden, fra vi gik ombord, indtil vi igen var på land.

Det er en oplevelse at glide langsomt forbi de bevoksede øde øer af eroderet kalksten i de mest fantasifulde formationer. At sejle ud i bådens lille challup og slynge sig gennem smalle passager og forbi bebyggelser på pæle, hvor livet stadig leves som for mange år siden. Ydermere er området fyldt med smukke huler, hvor de prægtigste, overvældende drypstensfigurer overgår alt, hvad jeg tidligere har set. Her er så smukt, at det næsten gør ondt.

Desværre er selve bugten en turistmagnet, så der er livlig trafik af såvel endages som flerdages krydstogter. Det er sådan et sted, hvor alle verdens sprog mødes. Forhåbentlig formår det desværre noget korrupte regime at sætte visse begrænsninger på denne lille naturjuvel, inden slitagen og omkostningerne bliver for voldsomme. Det kan man da håbe.

Fordi vi ikke helt anede, præcis hvad vi gik ind til, blev turen til og i Halong Bay en oplevelse for livet. De fleste vinterturister i Vietnam holder sig til sydligere himmelstrøg og styrer udenom/nedenom dette imponerende sted, fordi her faktisk er ret køligt her i februar.

De aner så ikke, hvad de går glip af!

Continue Reading

Om vietnamesisk kunsthåndværk.

Hvis man går på en speciel udskærerlinje på kokkeskolerne i Vietnam, kan man lære at producere flotte buketter af de forhåndenværende grøntsager eller alt godt fra køkkenhaven. Således en suveræn buket af agurker, tomater og kinaradiser. Som tilbehør et æble, der er forvandlet til en svane. På den måde har man også altid lige en værtindegave ved hånden. Eller i haven.

Det er virkelig imponerende at se en kunsthåndværker producere disse små mesterværker. Han er udstyret med en uovertruffen præcision. Ikke mange kirurger, tror jeg, ville kunne udføre et så professionelt arbejde, så måske går man bare til den nærmeste kok herude, hvis der er lidt vrøvl med blindtarmen.

Selvfølgelig kan man ikke undgå at tænke lidt I-landsdansk i samme ombæring. For hvor mange danske kokke har lige tid til at producere den slags mesterværker? Hvor mange af dem ville i grunden ikke opfatte den slags som et utroligt spild af god stegetid? Mange, tror jeg. For vi er jo slet ikke vant til denne overdådighed af skønne syn for øjnene, som samtidigt synes totalt overflødige. Undtagen æstetisk.

Det tog ham ca. 20 minutter at udskære dette lille spiselige mesterværk. Og hvor er det yndigt. Jeg ved godt, det er råddent i morgen. Og tænker man tilstrækkeligt, vestligt rationelt kan man jo så bare spise det med det samme. For det smager også godt!

Continue Reading