Om at blive "ældre"

Om udsigt til toiletvogn.

Ingen kommentarer

Det er ingen hemmelighed, at alder forøger mængden af tis, der skal ud om natten. At man efterhånden er ved at gå direkte tilbage til babystadiet, hvor det næsten synes som en personlig sejr at sove igennem. Ikke, at det sker så ofte. Samtidig er man heldigvis også ved at opnå rimelige kompetencer i at rage sig gennem mørket og med lukkede øjne og der på brættet foregøgle sig selv, at man bare har et lille break i søvnen og sagtens kan finde tilbage til den bagefter. Det er så løgn.

Faktum er, at jo ældre i alt fald jeg bliver, jo mere bliver antallet af toiletbesøg om natten næsten proportionelt med antallet af år. Jeg er også begyndt at erkende dem som en faktor i mit liv: Sover jeg på hotel ( der var engang, man gjorde den slags!) lægger jeg flugtruten, inden lyset slukkes, og jeg kunne aldrig drømme om at booke noget som helst uden eget toilet. Ingen stavren rundt på fremmede gange her, tak! Det er også mig, der som en naturlig selvfølge tager pladsen med den mest toiletnære vej i dobbeltsengen, ligegyldigt hvor vi måtte overnatte.

Nu er der så sket det, at nogle gamle vandrør i huset har bestemt sig for at revne og lække. Helt præcist sidder samme rør i væggen mellem og i gulvet under badeværelserne. Det betyder, at samme vægge og gulve skal op, og at alt, der hænger eller på anden måde er monteret på dem, skal væk. Her taler vi så alt fra fliser, over brusere, over vaske, over toiletmøbler til toiletter. Med andre ord skal mine badeværelser reduceres til gabende tomme rum i en periode.

Der er selvfølgelig en forsikring, der dækker noget af det, men som alle jo ved, så dækker forsikringer kun det, der står med stort. Det er en bagatel i forhold til, hvad der står med småt. Man må så også sige, at det vel er sådan en lille slags held i uheld, at et 25 år gammelt badeværelse da i det mindste får nye fliser for de millioner, vi indtil nu har foræret vores forsikringsselskab. Jeg er også sikker på, at det primært skyldes, at fliserne er så gamle, at de er umulige at opdrive på ny. En opgradering af de lokale forhold på badeværelserne må vi selv betale for, og, endnu engang som alle jo ved!, så er vådrumsoptimeringer aldrig billige.

Det er så også til at leve med. Det hele er til at leve med. Hvis det bare ikke var for den toiletvogn! Den, som taksatoren i al sin overvældende gavmildhed og smilende forsikrede mig om, at de sandelig nok skulle stationere i min indkørsel. Endda lige så længe det hele stod på! Man bliver i øvrigt altid skeptisk, når folk bruger “lige så længe” om huslige reparationer. Jeg skal sgu` nok sidde derude julen over.

Anyway, så bliver det da dejligt at få vandet ud af væggene. At få lugten af jordslåethed ud af huset. Så sandelig også at få noget, der minder om nye badeværelser, selv om hovedudgiften peger lige direkte på os. Men tanken om den toiletvogn er ved at gøre store indhug i min livsværdi allerede på forhånd. Bare tanken om den!

Om dagen kan det nok gå an. Selv om man vel skal have et par toiletsko stående ved hoveddøren, for det bliver sikkert nødvendigt at have sko på ved samtlige toiletbesøg. Man skal jo vade over forfløjne blade og efterårets hyppige regn for at nå sit sæde. Måske skal man endda, længere hen på vinteren, have kraftigt overtøj på på toilettet. Godt nok lovede han mig varme i vognen, men den slags har det nu med at fordufte ud til fuglene. Nej, det værste bliver nætterne. Bare tanken om dem er altså styg. At skulle bevæge sig derud i nattens mulm og mørke, kulde, regn og blæst og alt det andet ganske vederstyggelige, der også som regel foregår om natten. For slet ikke at tale om, at det er koldt.

Det foruroliger mig også, om sådan en tingest kan låses af. Jeg mener, hvad hvis den nu ikke kan? Så kan man træffe at komme søvndrukkent ragende der midt om natten og finde tilfældigt tissetrængende forbipasserende i ens egen toiletvogn. De kan endda komme og hive i døren, mens man sidder derude i den mørkeste nat. Og ingen ved, hvem det er, der sådan går rundt på villavejene og bruger toiletvognene om natten. Det er da i alt fald helt sikkert ikke folk, der samvittighedsfuldt og ordentligt passer deres nattesøvn! Derudover ved man jo heller ikke, om der sådan er forståeligt lys i sådan en vogn. Og, hvis der er, om det, at man tænder lyset der om natten, vil virke dragende på omstrejfende og områdets vilde dyr.

Det er bestemt ikke lyse (Nå nej, det foregår jo også i mørke) toilet-fremtidsudsigter. Personligt synes jeg, at toiletvogne hører hjemme på festivaller ( hvis nogen kan huske sådan nogle) og til store udendørs fester. Ikke i min indkørsel. I alt fald ikke om natten. Og jeg vil gå i skarp træning for at minimere mit natlige udtag. I årevis har jeg intet drukket efter aftensmaden for at opdæmme de natlige toiletbesøg. Måske skal jeg bare indstille al væske efter frokosten? For at være forberedt på al den forfærdelighed tanken om en toiletvogn allerede nu visualiserer særdeles klart i mit hoved.

Continue Reading

Om at være kvinde

Om chikane.

Ingen kommentarer

Så fik debatten omkring sexchikane lige endnu en ny vinkel her til aften, og det vil den sikkert blive ved med længe endnu.

Det undrer mig bare, at der, for mig at se, er en vinkel på samme debat ( og alle de nogle gange meget gamle krænkelser, den har bragt til overfalden), som aldrig er kommet frem i lyset. For nok er vi kvinder ofte blevet krænket med seksuelle undertoner, såvel verbalt som fysisk af mænd , men i nogle kredse findes der også en dominerende form for nedgøring, der i mine øjne er lige så betændt og modbydelig.

På min gamle arbejdsplads var der selvfølgelig nogle latterlige, gamle narrøve, der troede, de kunne komme afsted med at (be)røre kvinder. Lad os bare sige, at den slags anså vi egentlig for temmelig idiotisk, og det gik vist hurtigt op for dem, at det ikke blev tolereret. Det var meget værre med de–især ældre og mandlige–kolleger, som udelukkende chikanerede verbalt og gik direkte efter at angribe ens faglighed. De solede sig i at få, især yngre kvinder, til at føle sig uformående, decideret dumme og ukvalificerede indenfor deres fag. De kunne lige så godt have fortalt os, at vi var utilgiveligt stupide og slet ikke egnede til at bestride et job på samme arbejdsplads som de selv. For det var det, det handlede om. Enhver ung og nyuddannet er usikker i forhold til sit fag, men det hjalp ved Gud ikke at have den flok bedrevidende og nedgørende mænd omkring sig.

Der var især en ældre kollega i mit ene fag. Jeg var, som alle andre yngre, kvindelige kolleger, hunderæd for ham. Det var i detaljer så som at gå tilbage til en anden fløj, hvis han var på vej ned ad gangen, og at flygte ( skrigende indvendigt), hvis man blev overrasket af ham i det trange bogdepot, vi dengang havde. Man kunne være fuldstændigt sikker på at få en osende ond bemærkning, som altid i sin essens gik på at tvivle på–eller i alt fald stille kraftigt spørgsmål–ved ens faglighed. Det var en anden måde at fortælle os på, at vi ikke kunne vores fag. Ikke var gode nok.

Det var selvfølgelig også den klassiske af alle klassiske historier om mænd med magt, mænd der selv tilraner sig magt, og mænd der misbruger magt. Hvis nogen lod mig personligt vælge ( hvad jeg heldigvis ikke skal!) mellem at blive taget på låret eller få en sviner på min faglighed, så kan jeg godt fortælle, hvad der gør aller-allermest ondt. Og det er ikke låret, selv om den er slem nok. At blive angrebet på sin faglighed er at blive angrebet på selve sin identitet, sit selvværd og sin tro på, at man overhovedet har ret til at være på det arbejde, hvor man dog er ansat.

Mig bekendt bekæmpede disse ronkedorer ikke hinanden på samme måde indbyrdes, selv om bemeldte kollega ikke skulle bruge lang tid til at lokalisere svaghedstegn hos yngre, mandlige kolleger. Så sagde det smæk! Lige ind i den inderste kerne af faglighed.

I øvrigt kan jeg huske, da han gik på pension. Jeg nægtede at betale til afskedsgaven og krævede, at man på kortet noterede, at jeg ikke var med i den. Jeg kan også huske, at netop hans modbydeligheder gjorde, at jeg selv var enormt OBS på at hjælpe og være venlig overfor nye, unge kolleger. Det, håber jeg da, lykkedes.

Men jeg synes stadig, at netop denne form for ubehagelig, psykisk chikane endnu ikke er kommet tilstrækkeligt op i debatten. At magtmænd altså ikke bare render rundt og tager kvinder på låret, men at mange af dem har helt, helt andre våben overfor kvinder. Jeg tror, vi alle sammen ved, at noget af det, der gør allermest ondt, er at blive angrebet på ens faglighed. Og jeg tror bestemt også, at magtmænd ved det!

Continue Reading

Ikke kategoriseret

Om at dukke op igen.

Ingen kommentarer

Der har været tavshed på bloggen alt, alt for længe. Jeg skal nok spare på detaljer fra min lidelseshistorie, blot konstatere, at talrige afslag på lige så talrige ansøgninger på ingen måde booster ens selvværd. Tæppet blev eftertrykkeligt rykket væk af Coronaen, min branche er totalt og midlertidigt afdød uden deadline, og trods en villighed til næsten enhver form for beskæftigelse var jeg tilsyneladende blevet fuldstændigt overflødig.

—Men så var det altså, at jeg–igen, igen–satte mig ned i min gode stol og tænkte, hvad i alverden jeg dog kan bruges til. Det har jeg så fundet ud af! Og heldigvis er der også andre, der synes, at jeg har fundet ud af det. Nemlig dem, der betaler mig.

Jeg tror, jeg har fundet et “job”, jeg kan lide. Og det er ikke at stikke en pind ned i halsen på mennesker, der skal Coronatestes! Det er sådan noget, man kan gøre, når man lige har lyst, hjemme ved sig selv og på ethvert tidspunkt af døgnet. Forudsat at man altså gider. Det er ganske velbetalt, men indebærer desværre også, at man sagtens kan komme til at lave et masse arbejde, som ingen kan bruge til noget som helst og ikke får en øre for. Det er betingelserne.

Grunden til, at jeg er så hemmelighedsfuld, er, at det egentlig kunne være sjovt, om nogen kan gætte, hvad det er. Jeg kan sige så meget som, at jeg vil være derude, hvor I også er. Selv de af jer, der måske helst ikke vil indrømme, at I er der. Jeg modtager ingen gætterier, hverken bekræfter eller afviser, inden I er helt sikre. Men når I træffer over mig, så tror jeg ikke, I vil være i tvivl. Så hvis nogen allerede har gæt, de forfærdeligt gerne vil af med, så hold dem tilbage, indtil I har et bevis. Det vil I nemlig have, altså et bevis, når I har fundet sandheden.

Det er ubeskriveligt at genvinde følelsen af, at man kan bruges til noget. Pengene er, i den forbindelse, ret ligegyldige. Det er meget mere det, at man føler sig set, synlig og anvendelig. Jeg har aldrig før været decideret arbejdsløs, men jeg må nok sige, at jeg har fået en indgående forståelse af, hvad det indebærer. Ikke blot økonomisk, for det er den lille del, men i overvejende grad for ens selvværd og identitet.

Men kig nu rigtigt godt efter! Nok først om nogle uger, men så vil jeg være der…….

Continue Reading

Kultur generelt

(Endnu) en Coronadød. Og perspektiverne i den.

Ingen kommentarer

For 3 år siden, mens jeg stadig arbejde freelance, blev jeg pludselig omdirigeret fra Irland til en busrejse til Sydengland med et mindre selskab fra Midtjylland.

Det var et meget lokalt firma. De fleste af gæsterne, som man vist uden at lægge noget som helst negativt i det kunne kalde mindre rejsevante, var fra selskabets nærområde. Ja, faktisk var majoriteten fra samme by og var endda særdeles meget bekendte med hinanden og tit og ofte ligefrem naboer eller i langt ude i familie. I alt fald brugte vi det meste af turen til Hamburg ( der var jo ikke rigtigt nogen opsamling af folk andre steder fra!) på for alvor at drøfte indgiftelser, fælles bekendte og grandfætre og nøjagtige placeringer af de rejsendes huse i forhold til hinanden.

Jeg havde en pragtfuld chauffør, som de fleste gæster i øvrigt kendte. Ikke nok med, at han også boede på en sidevej i nærheden af nogen, halvdelen af bussen var i familie med. Han havde selvfølgelig også kørt med størstedelen af gæsterne før, for der–som så utroligt mange andre steder–rejste man simpelthen med lige det selskab, når man skulle ud. Normen var mere, at man tog ud, hvor dette selskab nu engang havde rejser til, end at man selv valgte rejsemål og derefter en udbyder. Det var byfest på hjul, og det var trygt og sikkert, for der var altid nogle, man kendte–eller var i familie med langt ude.

I øvrigt var det faktisk første gang, det selskab dristede sig til noget så eksotisk som England. Chaufføren havde aldrig været der før, så jeg passede ikke blot mit eget arbejde, men fungerede som observant over-trafikkontrollør, der med mange sidespark fik rettet bussen op de utallige gange, den endte i den forkerte vejbane. Det, syntes gæsterne, var utroligt morsomt, for de vidste jo af erfaring, at han var en super chauffør, og den slags tilgiver man prompte, når man kender hinanden.

Nu læser jeg så, at selskabet er gået konkurs. Slugt, spist, ædt op af Coronaens betingelser for rejsebranchen. Et lille, lokalt firma, som utallige mennesker fra netop det nærområde har kendt, elsket og rejst med i en lang årrække. Det er, i første omgang, dybt begrædeligt for ejer og ansatte. Det er også katastrofalt for den hærskare af turismens daglejere, der, som jeg, lejes ind til en rejse. Der bliver nemlig endnu færre rejser til dette subproletariat af løst ansatte på håbløse kontrakter.

Men det er, i et større perspektiv, egentlig ikke det mest begrædelige. For det, der hurtigere og hurtigere er ved at markere sig som en fællesnævner for alle udsatte brancher, er, at de små dør. De små, de lokalt forankrede, de, der lever af selve deres nærområde–de afgår støt, men sikkert ved døden. Deres økonomi kan slet ikke bære disse gigantiske udfordringer, de sidder ikke ( som visse andre) med Allers pengetank eller store investorer i ryggen, men har kun deres trofaste kunder at basere økonomien på. Og dette gælder ikke blot rejsebranchen, selv om den lige nu er den hårdest ramte. Der sker dagligt dybt begrædelige dødsfald indenfor nærmest alle brancher, selvfølgelig med alt, hvad der har sin hovedindkomst i turisme og oplevelser ( herunder især kulinariske) som epicenter.

Når de små, lokalt forankrede dør, så må det logisk implicere, at det er de store, der overlever–eller i alt fald overlever længst. Coronaen rammer hensynsløst alle disse små firmaer, som i årevis har siddet på netop deres del af et særdeles lokalt marked. Det vil, i sidste ende, ikke blot give en ensartethed og nærmest kønsløshed over de tilbageblevne udbud, hvor man også kunne frygte en prisstigning, fordi konkurrenter er eliminerede, men det fratager også alle udbud nærhed og vi-kender-da-hinanden-hjemmefra-faktoren. Den, der faktisk gør, at rigtigt mange mennesker overhovedet vover sig ud i selve oplevelsen. Tør få den. Halvdelen af de gæster, der var med min bus dengang for 3 år siden, var aldrig kommet afsted, hvis det ikke lige havde været med netop det selskab.

Så jeg tror, at hvis oplevelsesfirmaerne overhovedet overlever, så vil vi se en polarisering omkring de store, de pengestærke og de, hvor det lokale og nærheden er totalt betydningsløst. Hvor udbyderne udgør en håndfuld, og hvor de fleste produkter jævnt hen er ens. Og hvor det ikke er værdierne i og kvaliteten af den vare, man sælger, der berettiger overlevelse, men udelukkende, om man har haft tilstrækkelige overlevelsesmidler i ryggen. Den lille slider, ham der byggede firmaet op fra grunden og ingenting og fik et godt ry i lokalsamfundet, han dør. Noget så eftertrykkeligt!

Det er selvfølgelig altid sådan, at man, når man har præsenteret et problem eller en udfordring, skal slutte med en konklusion, der opregner og foreslår brugbare løsningsmodeller. Det er desværre ikke tilfældet her. Jeg er totalt ude af stand til at komme med bare et eneste konstruktivt forslag til, hvad en handlingsplan kunne være. Ingen kan bruge, at jeg har ondt af og medfølelse med det lille midtjyske firma, til noget som helst fornuftigt. Og ingen gider vel høre mere på, at det, at endnu et hedengangent firma i en nærmest afdød branche, yderligere forværrer min og utallige andre arbejdsløses situation.

Men det er katastrofalt. Og det er sikkert kun begyndelsen. I det mindste kan man vel altid og for evigt komme med Spies til Mallorca og få sig en slatten burger på Macdonalds.

Continue Reading

Brok

Om at være jobsøgende.

Ingen kommentarer

Dengang i foråret, hvor tæppet blev trukket væk under mit elskede job, og verden blev til lukkede lande, troede jeg (som vist de fleste andre), at der var tale om en overgang. En kort periode. Noget, der ville gå over. Et modbydeligt stop, der snart ville få en deadline. Jeg troede faktisk oprigtigt, at mine rejser i juni–så juli–så august–så september–så oktober–så november ville blive til noget. Det var så, set i bakspejlet, topmålet af Coronanaivitet.

For, som det aller-allermest basale, så vil jeg forfærdeligt gerne arbejde. Jeg er, som alle andre, nødt til at tjene penge. Og jeg er også nødt til at finde såvel selvværd, som identitet, som ganske almindelig brugelighed i at have et arbejde. Jeg klapper ikke i mine små uanvendte hænder af at gå ledig. Der er jo stadig enorme mængder arbejde i mig. Hvis jeg bare kunne få lov.

Sommeren fik jeg en smule oprejsning på ved at opfinde mit eget job, og det var pragtfuldt. Jeg blomstrede de timer, jeg fik lov til at vandre med stadig flere og flere mennesker på en strand i Nordjylland og fortælle dem gode historier.

Men nu er jeg så jobsøgende. Det går, mildest talt, ikke så godt. Og for sådan en, igen set i bakspejlet, forkælet en som mig, der generelt førhen er blevet ringet op få timer efter, at jeg havde sendt en uopfordret ansøgning, er det noget af en barsk opvågning. Min branche er død, midlertidigt og meget længe på stand-by, glemt af politikere og ministre og med garanti den sidste af alle brancher, der vil genopstå af asken igen. Det tog en sommer at sluge lige DEN pille, erkende, at ens højtelskede fag var afgået ved døden.

Så jeg søger jobs. SOM jeg gør. Jeg føler mig som en blæksprutte, der spytter papirer i alle retninger, for sådan en som mig må se stort på enhver form for kræsenhed. Samtlige museums- , turisme- og kulturinstitutioner indenfor endda meget lang rækkevidde har fået en mail, og for ikke at være smålig har jeg også taget alle store firmaer med. Fra Lego til Danfoss, over Arkil til Abena. For slet ikke at tale om bankerne og alle de løse. Kun et fåtal har svaret, så Museum Sønderjylland og Clay har fået en stor stjerne hos mig. Ikke, at de lige stod og manglede mig, men i det mindste var de da venlige og SÅ, at jeg lige var der. Konklusion må i alt fald være, at ingen firmaer eller institutioner i det sydlige Jylland og på Vestfyn har brug for en, der både kan tekstforfatte, oversætte, omvise, undervise, skrive, organisere, lave logistik på alt fra rejser til undervisningsforløb og tale flydende engelsk. Og har 35 års erfaring. No way!

Så er der selvfølgelig også alle de stillinger, der officielt er slået op. Der spyr jeg også ud. Nogle svarer, andre gør ikke. Forleden var jeg endda ude for, at jeg ringede til et firma, som havde forlist min ansøgning. Forlist, overset den i mailen. Det tog lidt tid at komme over.

For jeg har jo aldrig været arbejdsløs før. Jeg har, med skam at melde, aldrig vidst, hvordan det er at være placeret på sidelinjen hos de usynlige i samfundet. Aldrig anet, hvor enerverende, frustrerende, selvværdsbekæmpende det er ikke at kunne få noget så simpelt som et arbejde. Især når man, akkurat som alle de andre i samme situation, faktisk synes, man har noget at tilbyde. Nogle kvalifikationer, der må kunne bruges. Faktisk nogle gange så gode, at man griber sig selv i at have lidt ondt af de firmaer, der overser dem!

Det har været en øjenåbner af rang. Anskuelighedsundervisning i, at det er hårdt arbejde at være arbejdsløs og jobsøgende. For det påvirker både ens livskvalitet og ens identitet og selvværd. Det har jeg nok aldrig forstået før, men det gør jeg nu. Det er et privilegium, jeg ikke har indset før nu, at jeg har levet det meste af mit liv uden at ane noget om denne jungle. Og jeg vil forfærdeligt gerne give min solidaritet pr. efterkrav til alle de, der har stået eller står i samme situation.

Så nu har jeg faktisk søgt job som Coronatester. Det ligger nok en smule udenfor mine spidskompetencer, men det må da i høj grad være “Det ene jobs død, det andets brød.” Sådan at forstå, at testjobbet er uløseligt knyttet til, at mit egentlige job er dødt, og hvis det genopstår, vil testjobbet selv dø. Jeg er faktisk også der, hvor jeg seriøst kigger på avisruter i mit nærområde. Det eneste, der gør mig lidt tøvende, er, at jeg faktisk godt kan blive lidt bange for selv at gå rundt på mørke villaveje på vintermorgner, og det er vel næppe hensigtsmæssigt at have hund med. Rengøring har kortvarigt været inde og vende, men jeg ved bare, at jeg er så umådelig elendig til at gøre rent, at ingen kan være tjent med at have mig ansat. Det ville ikke være fair.

Og jeg søger videre…. Der MÅ da være nogen derude, der kan bruge bare en enkelt af mine kompetencer. Eller også er det sådan, det er at være arbejdsløs og jobsøgende: At sidde der med nogle kompetencer, som man egentlig selv synes må kunne bruges. Men det er så bare noget, man helt har misforstået!

Continue Reading

Film og teater

En noget anderledes serie.

Ingen kommentarer

Ratched. Netflix.

Man bliver på samme tid både kildrende fascineret og ubehageligt frastødt af denne serie, der som udgangspunkt har at forklare, hvorfor monster-sygeplejersken Ratched fra Keseys Gøgereden egentlig blev så ond og gemen. Det var hende, der gjorde sit ypperste for at forpeste Jack Nicholsons liv–hvis nogen ellers kan huske det….

Vi er i USA i slutningen af fyrrerne. Og SOM vi er. Æstetikken i serien er som taget ud af datidens reklamer, blandet med Edward Hoppers malerier og lysende pastelfarver, der umiddelbart også giver associationer til samme datids superhelte. Det er FLOT. Det er farvestrålende. Og der må have været ansat en hær af syersker for at klæde seriens kvindelige hovedpersoner på, for mage til opvisning af amerikansk haute couture fra efterkrigsperioden har jeg faktisk aldrig set. Ingen kulisse er overladt til tilfældigheder, og ingen farver er ikke afstemt efter samtlige de andre. Det er et fantastisk syn.

Og så foregår det hele faktisk på et psykiatrisk hospital. Godt nok for de velhavende og godt nok i Californien og lige så godt nok milevidt fra Keseys lurvede anstalt, men alligevel! Hertil kommer sygeplejersken Ratched umiddelbart efter, at en ung morder har forlystet sig med at skære 4 katolske præster i småstykker. Netop disse mord giver i øvrigt et generelt clou til den billedlige beskrivelse af samtlige seriens forbrydelser ( og der er mange!), for absolut ingen (som i ABSOLUT ingen) detaljer overlades til fantasien. Selvfølgelig er der en forbindelse mellem Ratched og den brutale morder— det skal vi bruge adskillige afsnit på. Ligeledes spærres den unge mand inde i hospitalets kælder, der ligner en blanding mellem den føderale pengetank i Chicago, verdens dyreste vinkælder og lige præcis det sted, hvor Hannibal Lechter ( en fiktiv forfader udi mord) også huserede.

Primært følger vi så det ualmindeligt begivenhedsrige liv på hospitalet. Stedets chef, Dr. Hanover, er nemlig så fremsynet, at han afprøver alle de behandlingsmetoder, der nærmest gennem hele psykiatriens historie er gået fortvivlende galt. Så det GÅR galt. Vi er gennem hydro-terapi ( så koger vi lige en patient eller to), bevidsthedsudvidende stoffer ( så skærer vi lige vores lemmer af under rusen), lobotomi ( så paralyserer vi lige et antal patienter) og sikkert adskillige andre, som rædselsvækkende dukker op i de afsnit, jeg endnu ikke har set. Heldigvis er såvel overlægen som hospitalets ansatte ret cool omkring sindssyge fejltagelser. Man har en fortrinlig brændeovn!

Tilligemed centrerer serien sig om de såkaldte lidelser, som datiden så med meget alvorlige øjne på. Specielt homoseksualitet ansås som en psykisk skavank af kolossale dimensioner som krævede særdeles alternative behandlingsformer! Men der mangler på samme tid ingen form for seksuelle lyster i serien. SLET ikke!

Det er som at træde ind i et tegneserie-sci-fi-univers, hvor selve æstetikken fascinerer så meget, at man nærmest fikseres til sin stol. Samtidig med at man føler sig ubehageligt frastødt af selve plottet, personerne og deres handlinger. Faktisk er der ikke en eneste likeable karakter. Kun en spirende, evigt latent ondskab, garneret med flotte kostumer og fantastiske farver.

–Jeg kan godt forstå, Jack Nicholson ikke brød sig om hende!

Continue Reading

Om at være kvinde

Om hagesmække. Eller om at sy ender ind.

Ingen kommentarer

Pludselig har jeg fået adskillige familiemedlemmer i savlealderen. Der pøses spyt ud i hidtil ukendt omfang, og det er som om, det at lukke munden og holde kunstvandingen indenmunds er helt udelukket. Der vandes ikke blot eget bryst, men præsteres et overordentligt overskud, der sagtens kan dække tilsnaskning af samtlige tilstedeværende.

Det havde jeg nok lige glemt. På 30 år. Derfor er jeg gået i gang med produktion af hæklet opsamling af kaskader af overflødigt spyt. Det går ikke så godt. Sådan en hagesmæk er jo ikke bare lige ud ad savlevejen, og de fleste opskrifter er da godt nok noget over se-fjernsyn-samtidig-niveau. Der skal tages forfærdeligt meget ind og ud, og selv om jeg har udelukket samtlige opskrifter, der involverer noget som helst over fastmaske-niveau, så er det faktisk aldrig lykkedes mig at fremhækle noget, der på nogen måde minder om de imponerende eksemplarer på billederne, der ledsager samme opskrifter. Tænk, at nogen kan hækle så flot, når mit generelt ligner et mislykket forsøg på at hækle en karklud med ører.

Indrømmet! Jeg snyder også lidt. Tager sådan et gennemsnit til husbehov over al den tagen ind og ud og er helt enig med mig selv om, at hagesmække også kan blive ALT for lange. Om ikke andet kan de vel bruges til karklude. Karklude, der tilfældigvis kan bindes.

Og så er der det der med at sy ender ind. Faktisk synes jeg, det er møguretfærdigt, at når man endelig har kæmpet sig gennem sådan en gang mega-ud-og indtagning, så er man ikke engang færdig. Så skal alle de der løse tråde Gudhjælpemig også have en omgang. Derfor er jeg selvfølgelig også gået helt fra striber. Man er jo idiot, hvis man udsætter sig selv for overflødige, indsynings-udfordrende ender. Jeg har selvfølgelig en kurv i forvejen med flere kilo endesynings-modent hækletøj, der egentlig burde være færdig, hvis det ikke var for de små sataner. Jeg foregøgler mig selv, at når det nu bliver rigtig vinter, så går jeg i gang. De sidste 5 år har det på intet tidspunkt været vinter NOK.

Men så var det altså, at jeg kom forbi en genbrugsforretning. Tænk, der sælger de spritnye og hjemmehæklede smække for 10 kroner. Altså TI kroner. Og så er de hverken skæve, uindsyede, karklude-look-alikes eller ret grimme, men faktisk så pæne, at jeg da gerne vil stå på mål for, at jeg helt selv har lavet dem. Og syet enderne ind. Der sidder simpelthen en hær af velhæklende damer rundt omkring, som producerer det skønneste strik og hækling–udelukkende for at det kan blive solgt i genbrugene. Selvfølgelig er det garnrester fra dødsboer det meste (heldigvis, det er en god ide!), men jeg hørte faktisk også i dag om genbrugsforretninger, der simpelthen stiller en kurv i garnforretninger, hvor kunderne så kan aflevere alt overskudsgarn. Det er fantastisk, at hækle-imbeciler som mig bare kan gå ned og erhverve den slags fornemt håndarbejde til en pris, der nærmest ligger under den, man giver for selv at ødelægge noget garn. Det er ikke enhver beskåret at komme godt fra en hagesmæk, men med nørkledamerne i baghånden, så er der håb for samtlige savlegrise.

(I øvrigt strikker og hækler samme damer også større værker, og er man heldig, kan fine, hjemmestrikkede sweatre og andet købes for noget, man næsten er helt flov over kun at betale.)

Så nu er mit problem ikke længere mine umulige hagesmække eller at sy enderne ind. Det ligger mere over i det etiske. Simpelthen spørgsmålet om, om det er dobbeltmoralsk at tie om, hvem der i virkeligheden har hæklet smækkene? Det vil jeg tænke over, mens jeg lægger alle de hjemmegjorte umuliusser i karkludeskuffen. For hvem siger, at karklude lige behøver at have syet deres ender ind? Og at man selv behøver hækle sine savlesmække?

Continue Reading

Rejser

Lidt mere Hamburg.

Ingen kommentarer

Hamburg har ca. 2500 broer. Godt nok er man lidt stor i broslaget og tæller også jernbanebroer med. Men alligevel! Og godt nok er der mange jernbaner i Hamburg, der både er Nordeuropas skinnede knudepunkt samt har både S og U bahn. Den sidste i øvrigt udelukkende som highline! Men igen alligevel!
Venedig har ca. 600 og Amsterdam omkring 1200. Sådan til sammenligning.

Det betyder, at der er vand og broer overalt. På kryds og tværs, nedenunder, ovenpå og til siden. Ikke alle lige pittoreske og af Instagrammable kaliber, men en by med så meget vand og så mange overgange over vand har alligevel noget særligt. Der er store ingeniørbedrifter over Elben, og der er små ydmyge trinbrættet over forstørrede vandpytter, men faktum er, at man overalt er i nærheden af vand. Vel og mærke vand, man med lethed kan komme over.

Selvfølgelig skyldes meget af dette byens fortid som nærmest en søfartsnation i sig selv med utallige kajer og kanaler mellem et utal af pakhuse samt alle de hanseatiske forbindelser, men det er nu alligevel som om, man bevidst dyrker vandet og det at kunne komme over det. Nok er Hamburg en af de grønneste byer i Europa med sine mange parker og store respekt for træerne, men det er ved kajkanterne og broerne, at livet virkelig leves. Og nydes. Det er dybt imponerende, at en by, der i bund og grund ligger milevidt fra et anstændigt hav, har så meget vand. Basalt er det hele jo bare Elben, en flod.

Så er man brofreak, så kan man samle dusinvis af bro-afskygninger her. Der skulle være ca. 2500. Egentlig kunne det være lidt sjovt personligt at opklare, om tallet stemmer. Senere (altså post-Corona) kunne man så afprøve, om de også kan tælle i Amsterdam og Venedig!

Continue Reading

Rejser

Om Hamburg.

Ingen kommentarer

Det forbavser sikkert mange, at Hamburg er mere end kilometerlange køer ved Elbtunnel, et utal af kønsløse containere og gennem de seneste år et enormt vejarbejde, der i bestræbelserne på at grave en hel motorvej ned, har generet og påvirket det meste af trafikken i det nordlige Tyskland.

Hamburg er faktisk også et sted, en by med levende mennesker og et centrum for kultur og fremdrift. Faktisk Tysklands næststørste by. Og så tæt på den danske grænse, at det nærmest er pinligt, at vi med vanlig sans for misforstået nationalisme gerne overser den. Det er synd. For bare sådan en 3-4 dage i Hamburg i en strålende, solskinsrig september er et gevaldigt boost, et kulturelt input–og fremfor alt et rart og behageligt afbræk fra en tid, hvor en grim pandemi styrer vores liv på mange parametre, og hvor det at rejse langt og fremmed er forbundet med angst, utryghed og formodede skjulte epidemiske farer.

Man kommer lettest, billigst (DB har vist Europas bedste rabatordninger) og mest bekvemt til Hamburg med tog. Stil bilen ved stationen i Flensburg, hvor det er trygt og gratis at parkere. Så er der bare 2 timer derned, hvilket jo for mange er langt mindre, end der er til vores egen hovedstad. Ydermere havner man lige midt i byen, på Hauptbahnhof, hvorfra man enten kan gå eller tage offentlig transport videre. Mange hoteller ligger i øvrigt i området omkring banegården, og for tiden er der klækkelige rabatter på overnatning, grundet Coronasituationen.

Hamburg er ikke nogen gammel by, hvad angår huse, kvarterer og arkitektur. Ingen bindingsværk og skæve gavle her. Den store brand i forrige århundrede samt de allieredes tæppebombning under krigen har medvirket til, at de fleste kvarterer er post-verdenskrig—eller helt nye. For i Hamburg bygger man. Hele tiden. Især det nye Hafencity og området omkring Speicherstadt er oplagte slentre-udflugtsmål for de arkitekturinteresserede. Og så er det faktisk af en kaliber, så man, efter min mening, ikke behøver rejse skamstøtter til offentlig bespytning over umulige arkitekter. Flottest er selvfølgelig Elbphilharmonie. Og dyrest. Allerdyrest. Men nok også pengene værd, selv om vi nærmer os Coronakompensation-størrelse for samtlige de danskere, hvis arbejde efter regeringens mening er værdifuldt nok til at blive kompenseret. Eller halvdelen af alle dem, de overså og ignorerede.

Alligevel er der masser af historie i Hamburg. Tydeligvis sporene efter storhedstiden som hansestadt–måske endda den mest betydningsfulde af dem alle–som går igen i den rigdom, der stadig præger mange områder. Og i den kolossale havn, som altid fortjener en havnerundfart–ikke mindst for benovet at betragte, hvordan man effektivt losser og laster de mange skibe, har en sandstrand ( med forsvarlig badning!) midt i byen og hylder selve skibsfartens historie med masser af maritime museer, besøgsskibe og museumshavne. Der er også en form for ikke-skamfuld, matter-of-fact fokus på byens krigshistorie, som kan opleves meget intensivt i det lille museum under St. Michaelskirken, der som en anden Gedächtniskirche står med sit enorme, forbrændte tårn–og ikke ret meget andet. I øvrigt er en tur gennem den gamle Elbtunnel også et must. Her hvor bilerne blev sænket ned i asfaltbelagte elevatorer, og man havde tid, penge og overskud til at dekorere selve tunnelen med art nouveauperiodens flotte udsmykninger. Der er ligesom ikke det samme swung over den nye Elbtunnel, selv om man selvfølgelig oftest kører igennem den i samme tempo, som man kan GÅ gennem den gamle i. Og er man der, er den gamle landingsbro over tunnelen et livligt, dog noget turistet, marked af alt fra fiskerestauranter, Bratwurst i alle udgaver, souvenirs Made in China og liv. Masser af liv.

Der er masser af kunst og kultur i Hamburg. Utallige kunstmuseer, gallerier og en undergrundsscene, der bare blomstrer, vildt og uforfærdet. For de malerkunstmæssigt konservative er Kunsthalle et must. Ikke nok med at adskillige verdensnavne ( nævner lige i flæng Munch, Picasso, Rubens, Rembrandt, Chagall og Renoir) er repræsenteret med GODE værker–her er også mesterværker af hjemlige kunstnere som Caspar David Friedrich ( det billede, som enhver gymnasielærer i dansk har skamridt for at banke forståelse for romantikken ind i de små hoveder, se oploadet version på FB!) samt endog Jens Juel, Abildgaard og Hammerhøi, hvis billeder her dog ikke ligefrem er det, man udelukkende bør rejse efter!

Og så er der så smukt i rigmandskvarterne omkring Alsteren, så dejligt bare at slentre eller sidde på en af de utallige fortovscafeer eller Cafe Paris, der bare er så unik, så fascinerende at betragte det stormægtige rådhus i al sin overdådige pragt, og for de, der tjener penge eller har fået kompensation, er der utallige shoppingmuligheder. Ikke mindst fordi den tyske moms er Coronanedsat, så der er ligefrem økonomisk gevinst ved at gå forsvarligt amok.

Der er dejligt i Hamburg. Og der er også tilstrækkeligt anderledes end herhjemme til, at man føler, man er ude, væk og fri af det allermest genkendelige. Det er som et pip af en svingen med rejseørerne at komme derned nogle få dage. Når nu verden er så ufremkommelig, som den er for tiden, så er det en oplagt mulighed. Og–hvilket ikke skal forglemmes–forleden var antallet af nye smittede i Hamburgområdet (som er på ca. 1,8 millioner) 21 i alt. Det lyder som om, København måske kunne lære lidt der? Og så skal vi vel tage derned, inden tyskerne lukker for OS.

Så husk, at der ved det evindelige smertensbarn for kørende udlandsfarere faktisk ligger en fantastisk by med umådeligt mange tilbud. Og at der ikke er længere end 2 timer med tog fra Flensburg!

Continue Reading