Om alle mine uopklarede mord.

Personligt har jeg omkring 365 uopklarede mord på samvittigheden på årlig basis. Der er, selvfølgelig, tale om en pæn international spredning, for jeg er ikke kræsen med hensyn til ofrenes hverken nationalitet, sprog, køn, etnicitet eller andre menneskelige forskelligheder. Jeg har nemlig kun et ufravigeligt krav til alle de mord, jeg efterlader hængende derude i himmelråbende uopklarethed. Nemlig at de skal foregå mellem 22 og 23 hver aften.

Nu er det jo ikke fordi, det sådan er noget, jeg dyrker, fordi jeg til dagligt undertrykker en fuldstændigt uforløst trang til at slå andre mennesker ihjel. Jeg er nærmest bare sådan lidt afhængig af det på præcis samme måde, som andre mennesker er afhængige af andre ritualer på samme tidspunkt. Jeg har hørt om både varm chokolade, snaps, ja sågar gåture brugt på fuldstændigt samme måde. Nemlig til at falde i søvn på.

Det er heller ikke, fordi jeg dyrker uopklaretheden som et mål i sig selv. Jeg har skam alle de skønneste intentioner om at efterlade mine mord i den allerpæneste, opryddede og velopklarede tilstand. Det er faktisk endda et kæmpestort ønske fra min side at afslutte al den halsoverskæring og slåen med stumpe våben på en harmonisk måde hver dag, så vi sådan kan begynde forfra i et andet land og på et andet sprog uden hængepartier dagen efter. Når jeg er krøbet i nattøjet og har arrangeret alle puderne på den allermest bekvemme måde derinde i sengen, tror jeg da stadig naivt på, at jeg vil følge mine blodsudgydelser til deres retfærdige slutpunkt.

Men det er så der, tråden–eller måske øjnene–knækker. For hver eneste aften bliver et tydeligt deja vu af den umiddelbart forudgående. Jeg ser et mord, og jeg er skam også rimeligt på omkring den første, indledende opklaring. Jeg er endda på fornavn med samtlige detektiver fra Stockholm til Yorkshire, og fra 40-erne til fremtiden, og er vildt godt inde i både deres personlige liv og forhold til samtlige sidekicks, gamle kærester og dysfunktionelle børn og familier. Jeg kan endda komme ind i deres universer lidt forsinket ( man skal vel have sine tænder børstet!) og på bare et stillbillede konstatere, hvor i verden befolkningstallet lige skal reduceres pågældende aften.

Men det er altså endnu aldrig lykkedes mig at overvære opklaringen af så meget som et eneste af alle de 365 mord om året. Der er simpelthen en personlig dysfunktion mellem min øjne og mine intentioner. Efter ca. en halv time vil mine øjne tydeligvis noget helt andet end mine intentioner. De er bedøvende ligeglade med opklaringer, de øjne. Og når de umærkeligt lukker sig, kan jeg desværre (endnu ikke?) læse på indersiden af øjenlågene, hvem der lige gjorde det. På det tidspunkt er det såmænd også ligegyldigt, og mærkeligt nok drømmer jeg faktisk aldrig videre i detektivernes menneskereducerende univers.

Men det fratager mig jo ikke det faktum, at jeg stadig akkumulerer uopklarede mord med en speed på 365 om året. Til gengæld sover man bare så ualmindeligt godt ovenpå et godt, uopklaret mord. Jeg gør i alt fald. Og så er det jo heldigvis så dejligt betryggende, at der findes folk til at udrede den slags. Mens jeg sover…….

Continue Reading

En ny stjerne på krimihimlen!

Elly Griffiths.

Der er ikke mange mord rundt om kogeøen, eller i samtalekøkkenet, hos Elly Griffiths. For selv om hun både selv er kvinde og har den kvindelige retsmedicinske arkæolog Ruth Galloway som detektiv, er hun Gudskelov vokset fra –eller har aldrig beundret–den nordiske femi-krimi. Godt nok har den rapkæftede, overvægtige, midaldrende, livsforkludrede detektiv rod på nærmest alle personlige fronter, men det ser hun nok primært som et livsvilkår, som man bare må få det bedste ud af.

Persongalleriet er alternativt og sprudlende. Fra politimanden, der godt nok er far til Ruths lille datter, men er lykkeligt gift med en anden, til den irske, bøssede arkæolog og til alle de andre i den lille landsby i Norfolk, der også har deres besynderligheder at leve med. Og gør det. Elly Griffiths skildrer dem alle vidunderligt og med tydelig respekt, og hun skriver som en drøm. Det er en nydelse at læse hendes forholdvist små, korte sætninger, der formår at formulere store ting i livet nærmest som en punchline. Elly Griffith er faktisk umådelig morsom, hvilket desværre ofte er en raritet indenfor genren. Det er sjældent ( og endnu sjældnere i Skandinavien, hvor vi ofte lader os nøje med gebrækkeligt formulerede bøger og nærmest ser det som et a(d)lersmærke!) at møde en så velskrivende krimiforfatter. Nærmeste konkurrent er, og dette er en ros helt ude af proportioner!, nok Mr. Rankin oppe i Edinburgh. Og bedre skudsmål kan man vel næppe få!

Så vi roder rundt i gamle ben i Udkantsengland sammen med Ruth, der som en anden Scarpetta (dog uden de medfølgende maddiker) lugter fæle lunter og skeletters grimme hemmeligheder. Der er 10 bøger i serien, som allerede havde premiere i 2009, men først nu er ved at finde fodfæste på det danske marked. Det er på tide. Altså at vi holder op med at lade os nøje og ligesom (akkurat som retsarkæologen) får tingene sat i perspektiv.

Jeg kan ikke rigtigt se, hvor mange af bøgerne der er oversat, men nogle er. Hvis man kan læse på engelsk, er det selvfølgelig altid en fordel at læse på originalsprog, da meget kan gå tabt i en oversættelse. Men en god, erfaren oversætter burde kunne få Griffiths til at fremstå lige så velskrevet, morsom og spændende, som hun er i originalversionen. Min bog er slæbt hjem fra Oxfam–derfor de underlige mærkater på forsiden.

Prøv hende! Og fornem forskellen til det nordiske samtalekøkken!

Continue Reading

Overraskelser i baghaven.

Galleri E. Jomfrustien. Haderslev.

Og så bliver man så glad, når det endelig lykkes at finde en butik, der sælger Margot, Du Milde eller Charles Design indenfor en radius af flere hundrede kilometer. Samt valfarter, næsten inden man har fået sagt ordentligt goddag til familien, op på Enghave Plads for at tjekke udvalget hos Mania.

Alt sammen fuldstændigt overflødigt, når der nu ligger en butik med design af samme kaliber nogenlunde i ens egen baghave. Nemlig den slags kjoler, der lyser af livsglæde, farver, smukke stoffer og kreativt design. Den slags, alle vi  uforbederlige kjolefreaks med 30+ af slagsen i klædeskabet og en dyb afhængighed, gerne kører langt og strabadserende efter. Det viser sig oven i købet, at den har ligget der siden november, så hvordan jeg har undgået at spotte den, er en næsten traumatisk gåde. Til gengæld har jeg nok sparet en del af samme årsag. Måske skyldes min utilgivelige ignorance af butikken, at der netop ikke på det stræk af gaden ligger nogle genbrugsbutikker….

Butikken er en blanding af skrædderi og udstilling af de hjemmeproducerede, smukke kjoler og andre beklædningsgenstande. Her er også børnetøj af den slags, der sætter en i akut, nostalgisk længsel efter ens egne børns længst overvundne barndom–eller en lige så akut bedstemorskruk. De er bare så smukke, de kjoler, og så er de lavet af den slags stof, man har lyst til at udsætte sin krop for. Her er også kjoler i det blødeste velour–af den slags man nemt kunne får lyst til at sove ved og helt uforvarende bare må eje. Det er selvfølgelig negativt at skrive, at dette er en farlig butik, men jeg tror godt, at alle lidelsesfæller udi kjolefreakisme ved lige præcis, hvad jeg mener!

Ydermere er priserne rimelige (ca. 900 for en smuk kjole), og passer den ikke til ens efterhånden egenrådige, livspåvirkede krop, rettes der gerne til og syes ind og ud. Jeg skal til at spare sammen, skal jeg. Til erhvervelse nummer nogle og sidst i tredve. Eller også skal jeg bevidst undgå det stræk af gaden. Det gik jo lige så godt, indtil jeg fandt ud af, at en lokal afdeling af kjolehimlen ligger i min baghave….

 

Continue Reading

Om (alle de forbandede) stik.

Før i tiden, når man skulle ud at rejse, eller måske bare være hjemmefra et par dage, var der to–ret kønsspecifikke–ting, som de fleste medbragte. For kvindernes var det en hårtørrer, for mændene en barbermaskine. Alt for kategorisk, men lad os bare sige, at hvis det var badeferie, lånte kvinderne sig vel frem hos de medbragte mænd, når og hvis loddenskaben blev for overvældende.

Nu føler jeg somme tider, at majoriteten af min bagage består af stik, opladere og adaptere af enhver tænkelig nationalitet. Jeg kan blive helt hys, hvis jeg undervejs fornemmer, at jeg vist nok har glemt min oplader til telefonen, mens jeg tager det helt og aldeles roligt, hvis jeg samtidigt fornemmer, at jeg måske har overset at pakke samtlige mine underbukser. Jeg kan tjekke min stiksamling adskillige gange inden afrejse og føler næsten, at den står mit rejsehjerte nærmere end det der pas, som jeg maksimum tjekker halvdelen af de gange, der holdes opladermandtal. Helt hysterisk kan jeg nogle gange sidde i en flyver med den klare fornemmelse, at en af de mange opladere stadig sidder i hotellets stik, mens jeg som det første efter landing står på hovedet og endevender al bagage for at genvinde den der fornemmelse af, at når jeg bare har mine stik, så er verden da ikke helt af lave.

Ok ja, jeg har også kørt mange kilometer tilbage for at hente en glemt oplader. Og været på randen af at myrde mig selv, fordi jeg kunne glemme eller forlise noget så vigtigt. I min håndbagagekuffert har jeg et specielt rum til opladere, og jeg medbringer altid mindst 3 adaptere på rejser til Storbritanien. Hvis den ene nu ikke virker, og så jeg altid kan oplade både telefon og padde samtidig. Til gengæld tæller jeg nøje dagene, jeg er væk, så der ikke medbringes mere end det fuldstændigt aftalte antal af T-shirts, strømper og underbukser.

Det sidste, jeg gør om aftenen, er at tjekke strømniveau på mine ting, således at jeg kan oplade dem om natten, hvis de er ved at være i bund. Og hvis jeg–en meget sjælden gang–glemmer det, kan jeg forbande mig selv helt ud i cyberspace over, at jeg skal bruge dagtimer på den slags. Der er sådan en streg på min telefon, som jeg har bestemt, at den ikke må komme under, mens min padde gør mig stresset, når den går under 20%. Så meget desto mere, når jeg ikke lige kan komme i nærheden af et forløsende stik. Jeg har brugt stik i lufthavne, på færger, hos DSB ( hvis de altså virkede!), i bilen og sågar hos folk, jeg flygtigt har været på besøg hos. Alt sammen for ikke at miste min strøm!

Det er sgu` da hysterisk! At det nu er sådan–i alt fald for mig–at udover de 3 P-er (penge, pas og plastik(kort)), så er stik og opladere det, der både pakkes først og tjekkes sidst. Selve min livsnerve. Gad vide, hvad der ville ske for og med mig, hvis jeg glemte en oplader på en tur? Udover at blive fuldstændigt kulret ville jeg såmænd nok bruge væsentlig og uerstattelig ferietid på at rende rundt i Langtbortistan for at lokalisere en opladerforretning–helt uden næse for, hvilke seværdigheder og oplevelser, jeg gik glip af undervejs.

Måske skulle jeg bare pakke min håndtørrer og undertrykke mit kontrolfreakede forhold til alle de stik, opladere og adaptere. Gad vide, om jeg ustresset kunne overleve et så voldeligt og dominerende indgreb i mit eget liv? For jeg er da sikkert den eneste, der har så komplet altdominerende og hysterisk forhold til mine stik og opladere, ikke????

PS. Og ja, jeg har(stadig) en fastnettelefon, hvis nogen undrer sig over billedet eller ved og husker, hvad det er for noget. En måned endnu, og udelukkende fordi det er en firmaordning. Til gengæld skal den aldrig oplades!!

Continue Reading

Om surstråling. Og surstrålere.

Det er altså desværre ikke mig, der har fundet på det pragtfulde ord. Men det ville jeg selvfølgelig ønske, at det var. Jeg har lært det af en klog kvinde, som jeg af og til rejser med. Og holder så meget af det, fordi  det både siger så meget, men samtidigt også næsten visuelt, for ens indre blik, spiller en lille film om, hvordan nogle mennesker, ved deres blotte tilstedeværelse, kan udsende negative, smittende stråler af ufortyndet surhed ud over alle andre. Og inficere dem med denne sejlivede, højrisikosmittende bacille.

For, som ordet så flot siger, så smitter surhed. Man kender det jo udmærket fra sig selv. Der er simpelthen ikke ret meget ved, eller ret meget gevinst ved, at gå rundt at være sur alene. Det bedste er at få andre med på ens surhed. Få dem til at indse, at ens personlige korstog udi surhedens navn også kan være eller blive deres mærkesag, så man, sammen med dem, kan være solidarisk sure. Nogle mennesker dyrker denne solidariske surhed. Det får dem til at tro på, at de har ret. Både ret i den sag, der gjorde dem sure, men allermest nok ret til at VÆRE sure.

Jeg tror, vi alle kender dem. Surstrålerne. Dem, der kan ødelægge enhver god stemning med/ved at være sure. Dem, for hvem nedadvendte mundvige nærmest er blevet et varemærke, et personligt logo. Plant dem midt i en ellers glad, gemytlig gruppe, og det varer ikke længe, før de første sejlivede surstråler har ormet sig vej ind i de mest modtagelige medlemmer af gruppen. For vi har jo alle et eller andet, der nager os, og det ved surstrålerne godt. Det er det, de trives på. Ganske umærkeligt kan en ellers positiv gruppe forvandles til en ubrydelig mur af fælles, solidarisk surhed, og de allermest professionelle surstrålere kan såmænd klare det på meget kort tid. De skal bare dosere surstrålingen efter formålet.

Jeg er helt sikker på, at vi alle er surstrålere ind imellem. Personligt kan jeg i alt fald ikke sige mig fri. Nogle gange helt bevidst, andre gange uden at jeg egentlig selv tænker over det. Men der findes altså også permanente og professionelle af racen, og det er dem, der er de farlige. Dem, hvis stråler har den største magt over andre mennesker. Når jeg surstråler, er det næsten altid, fordi jeg føler mig forurettet eller uretfærdigt behandlet. Eller fordi jeg føler mig mindreværdig, ude af stand til rigtigt at magte en situation. Det er altid lettere–og barnligere–at blive sur og stråle lidt surhed ud i verden end at tage fat på ondets rod, indrømme sin magtesløshed og så tage det derfra, for det er vel menneskets natur at vende alt negativt udad mod andre mennesker end indad mod sig selv. Store surstrålere er netop dem, der har sat sig selv i den permanente offerrolle, som altid føler sig forurettede, uretfærdigt behandlede eller mindreværdige i forhold til andre mennesker og situationer. Dem, der ikke har fantasi eller klogskab nok til at prøve at vende tingene indad mod sig selv og arbejde med dem, men som i stedet udelukkende magter at give verden og andre skylden for det, de føler er en permanent uretfærdig behandling af deres misforståede jeg.

Det er også derfor, det er så forfærdeligt, at surstråling er så effektiv. For det, vi i virkeligheden lader os styre af, er stråler fra små, handlingslammede mennesker, der end ikke magter at klare deres egne liv på andre måder end at udstråle surhed. Og smitte vi andre med deres egoistiske bacille.

Heldigvis finder der også rigtigt mange mennesker, der gladstråler. Ikke som permanente, lallende, grinende fjolser, men som de personer, der lyser op ved deres positivitet og smittende humør og glæde ved livet. Det er dem, vi skal prøve at lade os smitte af. Synes jeg. For akkurat ligesom en surstråler kan inficere en hel gruppe, kan en gladstråler jo gøre det samme.Og hvis man lige tænker over det, så er det da mentalt sundere og rarere at lade sig smitte med glæde end med forurettethed. Det koster også væsentligt færre kræfter.

Måske skal man bare være meget mere opmærksom på disse surstrålere. Være i stand til at pege dem ud hurtigst muligt og derefter forsøge at dæmme op for deres ødelæggende virkning. Sige til sig selv, at man er immun overfor deres katastrofale smitte. Samt søge hen mod dem, der tydeligt gladstråler, så man kan låne lidt af deres glæde som en slags skjold mod surheden. Eller simpelthen være kategorisk og aftale med sig selv, at man ikke gider have dem i sit liv. At de tapper en for så megen energi, at det ikke er det hele værd. For hvis vi alle prøver at bekæmpe surstrålingen, må den vel på et tidspunkt miste sin magt over os. Og så kan vi jo selv holde os lidt for os selv eller forholde os konstruktivt til det på de dage, hvor vi godt kan mærke, at det i alt fald ikke er de allermest positive stråler, vi sådan lige bombarderer vores omverden med.

Og så synes jeg stadig, det er et gevaldigt godt ord!

 

Continue Reading

Brunch—den perfekte, alternative påskefrokost.

Før i tiden var det påskefrokosterne. De store, de våde og de næsten uoverkommelige, rent madmæssigt. De kunne vare godt og vel halve dage at indtage og sikkert adskillige flere dage for dem, der skulle forberede dem. Det vrimlede med kødretter, iklædt det autoriserede tilbehør, og hvis leverpostejen ikke var hjemmebagt, og frikadellerne hjemmestegte, var det sådan en slags interfamiliær falliterklæring, der ligesom signalerede, at værterne ikke tog den slags alvorligt nok. Der var også snaps nok. Mere end. Og værterne ( især, desværre, værtinden!) stod så med såvel forberedelser som oprydning, og, som jeg husker det, også temmelig meget tid i køkkenet under indtagelsen af selve det store madorgie. Måske priste hun sig ligefrem lykkelig over, at den slags i de fleste familier gerne gik på omgang, så det i alt fald ( og alt efter slægtens størrelse) varede nogle år, inden hendes hjem igen blev påskefrokost-indtaget som en megaspiselig markering af højtiden.

Der er sikkert mange, der stadig holder påskefrokostflaget højt. Der er sikkert også mange, der har indset det retfærdige og fornuftige i, at fællesspisningen sagtens kan uddelegeres på madfronten, så ingen står med monopol på ansvaret, og alle medbringer en ret eller to. Og tidens trend bevæger sig samtidig nok ad andre veje end frikadellernes og snapsens. For det er da stadig hyggeligt, og nogle gange årets eneste chance for at ses med den familie, der ofte er spredt over både ind- og udland.

Men hvis man nu bare ikke gider alle de forberedelser mere. Og da slet ikke gider rydde op. Fordi det egentlig formål er at være sammen. Uden at nogen er mere sammen end andre, fordi nogen har køkkentjansen. Ja, så kan man jo gå ud og spise brunch. Rent økonomisk er der nok ikke den store forskel, da en hjemmelavet påskefrokost måske endda vil overstige det beløb, en udespist brunch koster. Og med hensyn til antal og udvalg af retter, er der nok, trods alt, større og måske endda mere varieret udvalg hos den professionelle udbyder. Og man betaler sig fra enhver form for oprydning. Inklusiv gryderne…

Brunch er sådan et behageligt måltid med så mange tillokkende karaktertræk. For det første er det (hvis man altså kan vente!) dagens første måltid, som ligger så sent, at man kan nå at blive rigtigt godt sulten. Det tiltaler vist alle de udgiftssky, som så i den grad føler, der gives valuta på madfronten. For det andet er der denne geniale sammensmeltning af morgenmadens ost og mælkeprodukter samt frokostens lune og mere kød- og salatprægede produkter. Leverpostejen og de lune deller synes også, i alt fald i jylland, at være en fast bestanddel, så ingen går i akut levernød. Også på andre områder–altså det med leveren–for brunch er et spisemåltid, ikke et camoufleret snapsegilde. For mig personligt er bestanddelene i en ordentlig brunch også så fristende, at det med lethed er dagens hovedmåltid, der kun efterlader sult efter lidt rugbrød et godt stykke ud på aftenen. Og når det holdes ude, er ingen ansvarlige for hverken indledende forårsrengøring, frikadellernes hjemmelavethed, tallerkenskift og grydeskrubning undervejs eller den afsluttende oprydning. Den slags betaler man for at have folk til, således at det eneste, man sådan set er ansvarlig for, er sit eget madindtag og den hyggelige, uafbrudte samtale med de andre deltagere.

På det seneste har jeg også været til en del runde fødselsdagsfester, som blev fejret med en god brunch på kro eller restaurant. Jeg har hver gang lovet mig selv, at hvis/når jeg står i bekneb for en god fejring af mig selv, så er dette den eneste fremgangsmåde, jeg kunne tænke mig. Gæsterne kommer relativt tidligt på dagen–og går hjem på et, for folk i min alder, humant tidspunkt. Der er rigeligt med madmæssige valgmuligheder. Eller: Fri mig dog for suppe, steg og is–også i de mere moderne og innovative variationer. Alle er i stand til at køre pænt hjem efter fejring, og ingen bliver dumme eller ulidelige at høre på. Til gengæld går snakken ualmindeligt godt over denne udvidede kop kaffe med tilbehør. Og gaverne er, i alt fald de steder, jeg har været, fuldt ud på højde med de, der plejer at udløses af et væsentlig større og vådere arrangement. Det skal man da heller ikke forklejne som festholder, selv om de fleste nok går lidt stille med sådanne kyniske udregninger.

Jeg tror, brunch er kommet for at påske- og fødselsdagsblive. Tiden er ikke længere til disse overdrevne æde-og drikkegilder med ganske få ansvarlige, som hænger på det hele. De fleste er allerede kommet, eller kommer sikkert, dertil, at det intense, pligtfri samvær er værd at betale sig fra udenfor ens eget hjem. Sådan–og det er jo det vigtigste–at alle nyder det!

Så før i tiden var der påskefrokosterne. Nu har de fået voldsom konkurrence af påskebruncherne. Tror jeg.

 

Continue Reading

Et finurligt lille slot i Nordjylland.

Voergaard Slot. Ved Dronninglund.

Jeg var der sidst i 1975, så på sådan en Langfredag uden vand, meget lidt varme og, trods alt, tålelige udendørstemperaturer, blev det pludselig en god ide at besøge dette finurlige, lille slot. Samt få en is i Sæby.

Voergaard har en lang og særdeles brudt historie, sådan arvefølgemæssigt. Som Danmarks nok eneste slot er det aldrig gået i arv fra generation til generation. Til gengæld har det været i mange slægters eje. Helt fra opførslen i 1510 som fæstningsborg af den navnkundige biskop Stygge Krumpen, som drak, horede og levede det verdslige liv her, mens han passede sine religiøse, cølibatiske og biskoppelige pligter, når han var på Børglum. Over den lige så berygtede Ingeborg Skeel, som stadig huserer på stedet, da et lykkeligt efterliv nok er rimeligt betinget af, at man opfører sig rimeligt medmenneskeligt. Hun gjorde det modsatte. Til den såkaldte greve, Oberbech- Claussen, som giftede sig til en helvedes masse penge, besiddelser og antikviteter i La Belle Epoke Frankrig og efter hustruens død fragtede 18 fyldte togvogne af det hjem til nykøbte Voergaard, hvor vi andre så kan beundre både det og den prægtige renæssancefacade på den ene fløj af slottet.

Man kan kun komme rundt med en rundviser, og det er en fornøjelse, for her, oppe i det nordligste Jylland, har de forstået grundprincipperne i underholdende, oplysende, spændende guidning. Fem stjerner til rundviseren. Måske også fem stjerner til Oberbech-Clausen, som bestemt ikke fyldte sine togvogne udfra kunsthistoriske, intellektuelle principper. Han tog det, han kunne lide. Revl og krat, stort og småt, kostbare antikviteter og det rene lort— alt tilsyneladende udvalgt con amore til det nykøbte slot, som han desværre kun nåede at bebo otte år frem til 1963, hvor det overgik til en fond. Her er malerier tilskrevet Goya, Rafael og Rubens, Marie Antoinettes sidste brev og Napoleons sidste spisestel— og i det hele taget et bredt udvalg af effekter, som tilskrives de sidste to, lettere anløbne, historiske personer. Her er kunst fra snart sagt alle perioder ( ingen smalle steder her!), masser af gamle møbler og gobeliner og finurligheder af enhver art. Som f.eks. den franske kongerække broderet med menneskehår. Ydermere var den franske enkegrevindes ( altså hende, der oprindeligt havde pengene) far den berømte kirurg Pean, som i sin tid opfandt Peantangen ( bare google!), så en større samling kirurgiske værktøjer fra datiden er her da også blevet plads til.

Det er et finurligt lille slot, det her. Så helt sit eget. Med sin helt egen rodede, charmerende samling, atmosfære fra adskillige hundrede år— og rigtigt gode rundvisere. Illustreret ved, at der på vores rundtur var 2 børn på 8-10 med, og de var dybt optagede og imponerede. Selvfølgelig mest af de lokale spøgelser og den uhyggelige fangekælder, men alligevel. Prøv det! Og de har gode is i Sæby!

 

Continue Reading

L.S. Lowry.

Forleden så jeg et billede af L. S. Lowry til salg i en kunstbutik i Oxford. Det kostede “ kun” 100.000 kr. Det er billigt for en Lowry, men det var så absolut heller ikke et af hans bedste værker. Alligevel. Jeg ville gå meget langt for at eje en Lowry, men det er endnu aldrig overgået mig at stå med 100.000,som jeg ikke lige vidste, hvad jeg skulle bruge på. Det kommer det nok heller ikke til. I øvrigt rejste jeg også kun med håndbagage.

Så jeg må nøjes med mine 2 tryk i rædselsfulde rammer, som jeg fandt hos en marskandiser ude på Jersey til 5 pund og slæbte hjem i håndbagagen. Bare for at have en lille smule duft af en af mine yndlingsmalere, som nu hænger så fint i sommerhuset. Lidt Lowry har også ret.

Historien om Lowry er nærmest Van Goghsk i al sin klicheprægede enkelhed. Alligevel blev han Manchesters største og mest berømmede maler, og man skal vist være heldig, hvis man træffer over ham til under halve millioner. Født i 1887 og direkte ind i industrialismen i dens hovedstad, og selvfølgelig i en fattig familie. Eller rettere, en ( det hjælper jo, tilsyneladende!) dysfunktionel med en hypokondrisk mor og en far, der ikke var der. Hele sit liv boede Lowry hjemme hos moderen, der var kun lidt og meget uforløst kærlighed— også på kvindefronten, og sådan ER det jo så ofte, når man må gå og vente indtil efter sin død med at blive verdensberømt.

Lowry tegnede og malede og ansås for lidt af en særling. Især fordi den generelle opfattelse var, at han slet ikke kunne finde ud af det. Specielt ikke det med mennesker, for i de fleste af Lowry billeder er menneskene reduceret til tændstiklignende streger. Men male industrialismen, det kunne han. Lowry er selve det visuelle vidne til de osende fabrikker, de anonyme, forslidte arbejdere, den travle, producerende by, de nedslidte boligkvarterer og de få, men velkomne, festdage. Han kunne også godt det med mennesker— især skildre deres forslidthed, indbyrdes stridsmål og, igen, festlige lag, men det er som skildrer af det arbejdende Manchester, han mest er kendt.

Dog  næsten udelukkende efter sin død i 1976. For efter den tid er Lowry blevet stor. Ikke blot i Manchester, men i hele verden. Deroppe i industrialiseringens vugge har de bygget et helt kulturcenter i hans navn, hvor øverste etage er en pragtfuld udstilling af alle hans største værker. Og på det lokale museum er han ligeledes rigt repræsenteret— hvilket han da også er overalt i England. Efter sin død, altså. Han solgte vist nærmest intet, før han døde……

Så når jeg nu ikke lige greb i bukselommen og hostede op med de 100.000 for Lowryen i Oxford, så må jeg nøjes med at nyde mine to små sommerhusbilleder. Eller fortælle mig selv, at når jeg altid udelukkende rejser med håndbagage, så er det, hvad der er plads til. Jeg havde jo alligevel aldrig fået det store lærred helskindet hjem i min minikuffert!

Continue Reading

I påskehi.

Det er jo ikke fordi, de ikke er her. Sommerhusgæsterne. De er bare ikke umiddelbart synlige. De har trukket alt deres tøj og deres huse på, og så sidder de der indendørs og leger, at de nyder påsken noget så helhjertet og forårskådt.

I går havde bageren akut udsolgt af alle rugbrødstyper. Samt franskbrød, for hvidt brød er stadig i nogenlunde spisekurs heroppe. Så nogen må vel spise det. Eller også er det fordi, påskefantasien ikke rækker længere end til at spise, spise og foræde, fordi de fleste andre muligheder er kuldestoppede no- go. Vi spiser meget, og tit, her i påskesommerhusene. Vi kompenserer med mad.

Stranden er gabende mennesketom. Hvor der plejer at vrimle med mennesker, især dem, der ejer en hund, er der nu bare flyvende sand, skumsprøjt og langt til Sverige. Hundene er såmænd egentlig ligeglade med kulden og forstår nok ikke helt, at deres mennesker slet ikke gider bruge hele dagen på at kaste en pind 317 gange ud i vandet og blive jublende glade, hver gang den igen, igen bliver bjærget i land. På den måde ligner mennesker og deres hunde så ikke helt hinanden. I påsken.

For en gangs skyld får alle fuld valuta for deres licenskroner. Der er gang i TV-serier, utallige genudsendelser og indslag om vejret. Især det sidste. Familierne rykker ligesom sammen om kassen, fordi det også er en måde at holde den fælles varme på. Altså mens de spiser til….

Her i huset har vi et vandrør, der er sprunget. Så ikke nok med, at vi virkelig rykker tæt sammen, nu er vi også så småt begyndt at kunne lugte forskel på hinanden. Det kan man efter et par dage uden brusebad. Vi har skam opfyldt vores kvote af opfindsomme løsninger på problemet, men faktum er, at vi kun i meget korte perioder— i alt fald langt under generel brusebadsnormering—kan åbne for vandet. Og da kun, hvis vi polstrer det affældige rør med husets samlede håndklædebeholdning.

Så hvor er det dog hyggeligt at være i påskesommerhus. Eller i alt fald udfordrende. Jeg vil slet ikke spørge mig selv, om jeg hellere ville have været på overlevelsesekspedition til Indre Mongoliet. Det ville jeg da ikke. Her har vi da, trods alt, et fungerende TV, og så har vi da stadig mad nok. Og slik. Det kan man da også hygge sig gevaldigt med. Med hele garderoben på og sådan lidt halvnusset allerinderst inde.

Fantastisk påske!

Continue Reading

Den ubrydelige påske-sommerhusregel.

Enhver, der er den (lykkelige?) ejer af et sommerhus, kender det sikkert. At efter en lang, mørk vinter SKAL sommerhuset, uden nogen form for diskussion, indtages, nydes og bebos i påsken. Dette totalt uafhængigt af, hvordan klimaet ellers arter sig, påskens tidspunkt og om påskeliljerne overhovedet har vovet at springe ud. At tage i sommerhus i påsken er sådan en form for statement: Hvis man gør—og overlever— det, er det blevet rigtigt forår. Personligt tror jeg faktisk på, at hvis jeg tager i sommerhus i påsken, kan jeg sådan nærmest selv fremtvinge eller fremprovokere foråret. Som om det ikke tør andet end komme, når jeg er gået i sommerhusmode og optimistisk har pakket i alt fald en kortærmet bluse samt overvejet at medbringe et par langbenede shorts.

Jeg kan så, rystende af frys, konstatere, at mine tiltag ikke har haft den forventede virkning. Ikke nok med, at et antik træhus kun meget adstadigt og nødigt lader sig varme op og er fuldstændigt overvældende ligeglad med, at det er påske. Og bedagede elradiatorer springer også gerne en sikring eller to, hvis man overbelaster dem, fordi de heller ikke har den fornødne respekt for den forårsmarkerende højtid. Med perfekt timing til fem minutter efter, at alt er hermetisk lukket indenfor en afstand af herfra og til den nærmeste ( i dette tilfælde vel fjerneste!) større by. Eneste løsning synes at være at opvarme den lille del af huset, som den eneste overlevende sikring giver mulighed for og så ellers bevæbne sig med alt forhåndenværende sengetøj og lejre sig på en måde, så man har alle chancer for at konstatere, om man er en rigtig prinsesse.

Bedste varmekilde er— og den er helårlig og komplet påskeuafhængig— hunden, så den har vi slåsset om hele natten og frem til Brugsens forløsende åbning. Sikringerne er nu i hus, men klimaet har faktisk udelukkende ændret sig til det værre. Der er aggressive tænder på Kattegat og en gåtur langs stranden er et helvede af kulde og forsvarsløshed overfor de tårer, der helt af sig selv sprøjter ud gennem de talrige halstørklæder. Det er godt, der både findes TV og bogreoler i huset…..

Så i år må jeg nok bøje mig for, at mine forårsintentioner bliver ved det. Altså intentioner. Jeg er oppe mod en vejrmæssigt magt, der er så meget større end mig selv, så selv en kortærmet bluse næppe fremprovokerer andet end en gedigen forkølelse. Det bliver ikke i påsken, at foråret skal kickstartes.

Forhåbentlig bliver det så heller ikke i påsken, at den næste forkølelse grundlægges. Eller Brugsen løber tør for sikringer!

Continue Reading