En god film.

Stegte grønne tomater.

Tænk, at denne klassiker allerede er 25 år gammel! Så forstår jeg da bedre, at jeg gennem årene har haft tid til at se den så utroligt mange gange. Og intenst nyde den. Hver gang.

Hvis man ikke har set den (endnu), så er det bare med at komme igang, og hvis man har, så se den lige igen, igen, for den vinder ved hvert eneste nyt gennemsyn. Den har jo det hele: fantastiske skuespillere, fængende historie, smukke billeder, suveræn humor og et galleri af hovedpersoner, der alle på hver deres måde er fabelagtige rollemodeller for enhver kvinde. Det er også en film om kvinders svaghed, men allermest om deres styrke.

Personligt har jeg også en svaghed for osende sydstatsdramaer, som blev grundlagt, da jeg i min barndom savlede over Rhette Butler i Borte med blæsten, og her er vi da også i det dybeste syd. Faktisk i nærheden af Savannah, hvor man stadig kan få stegte, grønne tomater på jernbanecafeen, og hvorfra der kun er få meter over til den bænk, hvor en anden af filmhistoriens ikoner sad og delte fyldte chokolader ud.

Historien er opbygget som en kinesisk æske med gamle Ninny som den bærende fortæller. Historien, hun fortæller, handler om venskabet mellem den vilde, ustyrlige Idgie og den pæne, lidt selvudslettende Ruth. De fleste kan nok huske, at der kommer en fæl ægtemand mellem de to, og at Idgie på sin egen spiselige, appetitlige måde får skaffet kalorius af vejen. Samtidig fortælles historien til overvægtige Evelyn, der hjulpet af Ninnys beretning kæmper sig frem til et bedre liv og en uafhængighed af sin, mildest talt, ikke særligt charmerende mand. Så vi har altså både vildkatten, madonnaen, den undertrykte kvinde og alderens visdom–så der skulle være identifikationsmuligheder nok.

For mig er Idgie Threadgood Pippi Langstrømpes forlængede sok. Det er derfor, jeg elsker den karakter så umådeligt meget. Ikke nok med at hun pisser stort og flot på enhver form for konventioner og autoriteter, men hun er samtidig sine venners trofaste støtte og ven. Hun går gennem (grill)ild og statsfængsler for dem. Og skildringen af venskabet mellem hende og Ruth–og især de sidste scener–er smukkere end smukt, og sørgeligere end sørgeligt.

Hver gang jeg ser filmen spørger jeg altid mig selv om, om der er mere end venskab mellem Idgie og Ruth, og om Ninny i virkeligheden er Idgie som gammel? Jeg har aldrig fundet svaret, så derfor er det vidunderligt dejligt rart, at netop de uopklarede spørgsmål giver mig endnu et påskud for at gense filmen. Igen og igen.

Continue Reading

Gammelt kød.

Så er vi igen ude i et af den slags problemer, som jeg jo nok er den eneste i hele verden–eller i alt fald min del af landet–der har. Så jeg skriver primært dette for at indvi I andre i, hvor belastende og traumatiserende det er.

Det drejer sig om min fryser. Min fryser er nemlig vokset fra mig. Spørgsmålet er faktisk, om jeg nogensinde overhovedet har haft en fryser, der passer til mig. Måske var dens mål og volumen en smule mere hensigtsmæssige, da vi var fem i huset, men nu er det velvoksne dyr dernede i kælderen ved at blive en rumlig belastning. Dens appetit er jo glubende, og jeg kan tilsyneladende fylde uanede mængder fødevarer i den. Sådan at de kan ligge dernede i kulden og gennemgå en langsom forrådnelse.

Jeg er ret kvik til det der med tilbud. Og hvis det er tilbud, der på nogen mulig måde kan nedfryses, så skal de da være så velkomne hjemme hos mig. Jeg køber svinekamme i metervis, hakket kød i kilovis og is i litervis, så jeg er helt sikker på, at vi kan overleve både isvintre, verdenskrige og hungersnød på lokalplan. Jeg er også rigtig god til at pakke det i små tomands-pakker og møjsommeligt skrive indfrysningsdato på. Jeg er tværtimod ikke så god til den interne fryserorden, for generelt bliver nyindkøb bare stuvet ind, hvor der er plads. Gerne i lettere krumbøjet form på en hjørneplads. Jeg er selvbestaltet verdensmester i udrulning af medisterpølse, så den sådan nærmest snor sig rundt, hvor der er ledig plads.

Så sker der bombesikkert det, at dyret en dag er fuldt. Så er det, at jeg –sådan hvert andet år–får den geniale ide, at nu begynder vi fra en ende af, og så spiser vi op. Helt op. Tømmer kalorius. Rub og stub. Så kan jeg også afrime, når spisekammeret er tomt. Det går sådan set meget godt de første 10 cm. af en skuffe, men så begynder spændingen ligesom at eskalere. For hvad i alverden ER det lige, jeg forventes at indtage til aftensmad? Hvad indeholder den der krystalliserede, musegrå, snoede tingest, hvor både dato og indhold forlængst er udvisket? Hvad var den i sit kødliv? Og hvor længe har den egentlig henslæbt sit fryseliv nede i min kælder?

Allermest besynderligt bliver det, når bunden af en skuffe nås. Man undrer sig over, om de små, blågrønne tingester engang har været ærter, eller om nogle dyrearter simpelthen krymper under nedkølet forrådnelse. Ligeledes er det virkelig traumatisk at finde indtørrede dyrerygge, culottestege og kalvemørbader fra 2014 i skuffens dyb. Når man nu faktisk kunne have nydt dem for en 2-3 år siden, da de stadig var relativt nyfrosne og spiselige.

Sådan en oprydning og deraf følgende udsmidning er for det meste ligefrem proportionel med mængden af hjemslæbte supertilbud. Med andre ord pukler jeg med at fragte alle mine halve svin hjem til tilbudspris, mens jeg i den anden ende pukler fuldt ud lige så meget med at skaffe mig af med dem igen. Selvfølgelig spiser vi da noget af det undervejs, og alt ligger altså ikke bare til forrådnelse 2-3 år i min fryser, men jeg tror, at hvis jeg virkelig regnede ud på tingene, så har jeg nok i sidste ende tabt mere, end jeg har tjent på alle mine supertilbud.

Jeg går ud fra, at ingen andre end mig kan nikke genkendende til dette madspild. I har jo orden i jeres frysere, har I! Men hvis I aldrig har set de der musegrå ubestemmeligheder og de indtørrede blågrønne tingester fra en frysers mørkeste hjerte, skal I da være så velkomne. Men vent lige et par år, så er jeg klar med endnu et læs uspiselige, frosne, indtørrede supertilbud.

 

Continue Reading

Mere om boligindretning.

Min ene søn har en (1) stol. Den er spansk og har kostet det meste af ½ års løn. Nu sparer han sammen til en mere, for kæresten vil forfærdeligt gerne også have en stol at sidde i.

Min anden søn driver en filial af det lokale lighus for stole. Der er permanenet overbelægning. Ikke ens stole, forstås, for han cykler dem op, når københavnerne smider aflagte møbler ud på gader og stræder til storskrald. For nylig fik han nogle få tusinde kroner af sin mormor, som han straks besluttede at investere i en sofa fra Ikea. Det kan man nemlig godt få en fin sofa for i Ikea.

Og sådan er vi så forskellige. Engang troede jeg, at indretningen af vores hjem primært var et økonomisk spørgsmål. Det er det selvfølgelig også, men jeg tror i meget højere grad, det er et prioriteringsspørgsmål.

Simpelthen enten: Vil jeg investere i dyre designmøbler og møbelklassikere og bo med få, men udvalgte møbler, indtil jeg har råd til et enkelt mere? Altså opbygge mit hjem over mange år og være helt indforstået med, at gæster evt. må stå op, indtil der bliver råd til den rigtige sofa? MEN også være indstillet på, at jeg hænger på dem–møblerne altså. De er en livstids-møbel-dom. De er økonomisk uudskiftelige. Der er ikke råd til impulskøbet, eller på nogen mulig måde at hoppe med på midlertidige boligtrends.

Eller: Vil jeg hele tiden være i stand til at følge den til enhver tid givne møbelmode ved at have råd til at udskifte? Altså købe møbler i en prisklasse, det ikke gør ondt at smide ud, når de er uigenkaldeligt umoderne? Eller måske slidt op, fordi de ikke var lavet af det allerbedste, mest holdbare materiale. Selvfølgelig også hele tiden have fingeren på den herskende boligtrend, fordi der er økonomisk mulighed for at skifte forældet indbo ud med nyt.

Min tese er, at den økonomiske bundlinje bliver den samme. Det vil ca., over et livsforløb, bliver præcis det samme møbel/indretningsbudget. Det er selvfølgelig en påstand, men jeg tror, den holder.

Så det er her, prioriteringen kommer ind. Hvad vil man med sit hjem? Bo med klassikere på livstid, eller hele tiden have økonomisk mulighed for at investere i den sidste nye stol? Skifte hele lortet ud hvert femte år? Her er vi heldigvis forskellige igen.

Jeg kender da også folk, der kørte i Ikea i deres forholds rosenrøde dage dengang i 70-erne og investerede i den der fyrretræsstue, som de sandelig har endnu. Sådan nogle rejser som regel vildt meget! I meget få tilfælde har det været økonomien, der satte en bremse for udskiftning. Det har i de fleste udelukkende været et prioriteringsspørgsmål. Og hvor er det dog befriende at se, at nogle mennesker bare er så revnende, bedøvende, overskudsagtigt ligeglade.

Og så er der sådan nogle som min ene søn, der i sin lejlighed som sagt har en filial af det lokale lighus for stole. Indrømmet! Jeg bidrager også intensivt ind imellem. Når jeg finder gode, billige ting på auktion og loppemarkeder, ender de ofte derovre. Den tid er desværre forbi, hvor man tilfældigt faldt over en møbelklassiker på et loppemarked, fordi sælgeren ikke var bevidst om, hvad han lige stod med. Men der er nu altså noget charmerende ved dette fuldstændigt ustrukturerede katalog over andre menneskers overskud.

Som den lille lurer, jeg er, tænker jeg også tit over andre menneskers prioritering. Man kan jo se det, når man kommer ind i deres hjem. Og jeg skal da i den grad love for, at det BESTEMT ikke er de mest velhavende mennesker, der bor med kvalitetsmøbler. Langt fra. Det er dem, der møjsommeligt har sparet op til en stol af gangen. Omvendt kender jeg også en del økonomisk særdeles velfunderede mennesker, der tydeligvis sætter en stor ære i hele tiden at have fingeren på stoleryggen rent indretningsmæssigt og derfor tydeligvis studerer Ikeakataloget ualmindeligt intensivt. Hvert år.

Som sagt igen og igen: Det er et spørgsmål om prioritering. Sagde hun og gik ind til den Wingchair, det tog omkring 1 år at få overskud til, og som nu har stået der i 20 år. Næsten på samme sted!

Continue Reading

Da jeg var på forsiden af New York Times.

Jeg sidder lige og skal have fat i pasoplysninger på de, der skal med min lille rejseklub til New York om ikke så lang tid. Så kommer jeg næsten automatisk til at tænke på den første, sidste og forhåbentlig eneste gang, jeg nogensinde har været på forsiden af New York Times. Som jeg, i modsætning til visse andre, anser for en af verdens mest seriøse, lødige og troværdige aviser.

Det var med en jumbojet fra Lufthansa, og vi var vel omkring 20 engelsklærere fra hele Danmark. Vi var helt uproblematisk nået til luftrummet over New York, da piloten informerede os om, at vi desværre ikke kunne gå ned i JFK med det samme, da lufthavnen kun havde en landingsbane åben pga. “a strong, easterly wind”. Det var da en smule træls, men ingen tog det særligt seriøst, om end det var ulideligt kedeligt at cirkle rundt om byen i over 3 timer. I de der store maskiner kan man jo følge med i, hvor man er, så hver gang piloten påbegyndte endnu en cirkel, kunne man høre et lydeligt suk fra kabinen, og de evindelige babyer blev da også med tiden en smule højlydte.

Da han endelig informerede os om, at NU gik vi ned+ at vi nok gjorde klogest i at spænde os fast, kunne man spore en tydelig stemning af lettelse og udfriet utålmodighed. Det må have været, fordi vi ikke vidste, hvad der ventede os. Under indflyvningen forvandlede den to-etagers jumbojet sig til en form for snefnug, der bare uvilkårligt blev kastet hid og did, op og ned, ud og ind, og nogle gange føltes som en rutsjebane, der udelukkende bestod af halsbrækkende loops. Nogle skreg højlydt, andre kastede vildt op, og samtlige stewardesser sad med hovederne bøjet nedad og hænderne foldet i bøn.

Det er det nærmeste, jeg nogensinde har været på en nær-død-oplevelse. Jeg oplevede mig selv siddende fuldstændigt forstenet, stirrende tomt og lydløst ud i luften med den ene hånd tæt knuget i en god venindes. Jeg satte ikke spørgsmål ved, om det ville gå godt. Det vidste jeg bare, at det ikke ville. Det tog mig ca. 3 sekunder at acceptere netop det faktum. I stedet passerede hele mit liv revy–så den cliche er altså god nok! Ikke på nogen måde i kronologisk rækkefølge, men udvalgte episoder, som (kan jeg se ved efterrationalisering) næsten alle havde mine børn som hovedpersoner. Det var mildest talt utroligt, så meget af mit liv jeg lige fik som stumfilm i de minutter. For jeg husker tydeligt, at lydsporet helt manglede. Jeg husker også lige så tydeligt, at jeg var fuldstændigt absorberet i min egen verden, og at det, der skulle ske, var OK med mig. En form for fatalisme, som vel betød noget i retning af: Når det nu ikke kan være anderledes…..

Men vi kom ned. Godt nok en smule skævt på landingsbanen og godt nok sådan nærmest på den ene vinge. Så det var da forudseende, at vi lige havde hældt en god portion brændstof ud over Atlanten. Jeg har altid syntes, at det er for amatører at klappe af piloten, når et fly er landet, men denne gang klappede jeg sgu`! Det gjorde hele maskinen–øredøvende! Endnu mere, da en af stewardesserne rejste sig op, og ligefrem bad os om at klappe af den pilot, der “had saved our lives.” Hun sagde også, husker jeg, “We were lucky that Lufhansa`s most experienced pilot was on this plane today.”

Det viste sig selvfølgelig, at denne “strong easterly wind”  var en orkan. Det viste sig også, at vi blev det sidste fly, der landede i JFK den dag. Den lukkede simpelthen, efter at vi danset ned fra himlen. Og da vi kom ind i ankomsthallen, klappede personalet, tolderne og pasbetjentene af os, fordi vi havde været med “that plane”. En modtagelse, som jeg i grunden godt kunne have undværet, hvis jeg bare havde fået en noget anderledes landing.

Da vi nåede frem til hotellet, var vi selvfølgelig omgående på nettet. Det var så der, vi fyldte hele forsiden på New York Times: “A Lufthansa plane was in severe trouble, but managed to land safely.” Der var også et billede af vores fly på landingsbanen. Sådan med den ene vinge hængende ned på jorden som en skamskudt fugl.

Når jeg flyver til JFK igen om få uger, behøver jeg overhovedet ikke komme på forsiden af New York Times.

 

 

Continue Reading

Kvindelige rollemodeller. II.

Thit Jensen.

Jeg har aldrig rigtigt forstået, hvad verden–eller i alt fald Danmark–skal med Shades of Grey. Jeg skal nok kvæle alle tiltag til at skrive om manglende litterære kvaliteter og tilstedeværende spekulationsværdi, og blot undre mig over, hvorfor i alverden danske kvinder ikke bare læser Thit Jensen, hvis det er erotisk smæk for skillingen, de søger. Det kan godt være, især mødresegmentet forbinder Børglum Kloster med Hjorthøjske hygge-nygge-julemænd, men i gamle dage, og i Thit Jensens udgave, da var det altså væsentligt mindre børnevenlige (måske børnefremmende?) udskejelser, der foregik i gemakkerne, anført af biskop Stygge Krumpen.

Thit Jensen blev født i 1876 som en ud af 13 søskende hos dyrlægefamilien i Farsø, Himmerland. Hun var søster til Johs. V., som i denne forbindelse skal forbigås i tavshed (men læs alligevel hans Himmerlandshistorien, som også er nævnt i et indlæg). De to kunne alligevel ikke fordrage hinanden.

Det er dog som en af Danmarks første egentlige kvindesagsforkæmpere, Thit for alvor er kendt. Allerede i en ung alder kastede hun sig over det, der dengang hed “frivilligt moderskab”. Såkaldt frivilligt moderskab er slet og ret en eufemisme ( pæn omskrivning) for prævention. I dag er det selvfølgelig fuldstændigt ufatteligt, at noget så hverdagsagtigt som prævention ikke var lovligt. Men det var det altså ikke. Selvfølgelig kendte man til gamle husråd, afbrudte samlejer og–allerværst–kvaksalvere, når skaden VAR sket, men seksualitet som sådan var omgærdet af et forfærdeligt hykleri, der på den ene side set godt vidste, at kønsakten var kommet for at blive, men på den anden forsøgte at foregøgle, at den udelukkende foregik i formeringens hellige tjeneste. Husk på, at først så sent som i 60-erne får vi adskilt sex fra formering. Det sker med P-pillen, som for første gang nogensinde giver kvinden et aktivt, legalt valg i forhold til at dyrke sex UDELUKKENDE for fornøjelsen. Indtil da var det altid med rimeligt store omkostninger hængende over hovedet, og det kan vel som sådan godt have spoleret en væsentlig del af fornøjelsen!

Så Thit kastede sig altså aktivt ud i seksualoplysningen. Så aktivt at hun blev vildt upopulær. “Underligt” nok især blandt mænd og borgerskabets kvinder. Hun turede rundt i landet og holdt foredrag–en meget lille, noget rund dame, der altid røg cerut! Det var hendes hjertebarn, at kvinder skulle have et valg, og hun gik meget langt for det. Som forfatter var hun på finansloven, og talrige gange var hun på nippet på at blive frataget sin årlige ydelse, fordi hun tilsyneladende var så farlig og samfundsundergravende. Det lykkedes heldigvis ikke, så Thit kæmpede videre. Man skal i denne forbindelse også lige tænke på, at det jo ikke var P-piller, hun gik i brechen for. De eksisterede faktisk ikke. Vi er altså ude i småtingsafdelingen indenfor beskyttelse, som på det tidspunkt kunne sætte en hel nation i brand. Eller gøre ondt, fordi det altid er smertefuldt at indse sit eget hyleri!

Thit skrev også mange bøger. Og lad det være sagt med det samme: Hun var nok en bedre foredragsholder end forfatter. Storebror stod med al tydelighed forrest i familiekøen, da litterære evner blev delt ud. Men alligevel bør man unde sig selv at læse bare et par af hendes bøger. For i flere af dem forfølger hun jo netop sit oprør mod borgerskabets hykleriske normer. Som mange andre forfattere gennem tiden tyr hun ofte til det lille trick med at skrive såkaldte historiske romaner, således at handlingen da overhovedet, slet ikke har nogen relation til nutiden. Her iblandt den særdeles kulørte, noget seksuelt udfordrende skildring af livet på Børglum Kloster i middelalderen. Hun skriver også kvindepolitiske bøger, men de er efter min mening ikke nær så farverige.

Så Thit var altså en af de modige kvinder, der var med til at give den moderne kvinde et seksuelt valg. Nemlig valget mellem sex og formering. Gad vide hvor mange, der egentlig overhovedet tænker på det som et VALG i dag, hvor det anses som den allerstørste naturlighed–og rettighed!

Continue Reading

(Un)happy Valentine`s Day!

Her har jeg omhyggeligt siddet og udvalgt det absolut mest lyserøde, smagløse, afskyelige billede, jeg overhovedet kunne finde. Og som kunne downloades uden brugsrettigheder.

Jeg er gået i Valentinesstrejke. Akkurat ligesom jeg går i Halloweenstrejke og kun giver min mor en blomst på Mors dag, fordi hun ellers ville blive fornærmet. Længe leve det kunstige mærkedagsanarki!

Der er F… ingen kunstigt skabte markedsmekanismer, der skal diktere, at jeg netop i dag skal fortælle min mand, at jeg elsker ham ved at forære ham et eller andet lyserødt eller lave en bedre middag. Det bør jeg da i grunden bare gøre hele tiden. Jeg behøver ikke denne besynderlige, importerede skik, som udelukkende tjener til at få mig til at give en masse penge ud på lyserøde rædsler. På mig virker den som en pink klud, hvis eneste udkomme er, at jeg bliver knotten, og da i alt fald slet ikke vil gøre noget som helst af det, jeg som forbruger forventes at gøre.

Og hvis min mand skal have at vide, at jeg elsker ham, så er i dag den absolut eneste dag hele året, hvor jeg med den allerstørste omhyggelighed vil undgå at fortælle ham det! Mig får de sgu` ikke så let! Jeg vil meget hellere råbe min kærlighedserklæring ud til hele byen fra domkirkens top på en travl sommerdag end at foretage mig noget som helst i dag.

Eneste trøst er, at der vist er temmelig mange som mig, der med omhu undgår at investere i enhver form for lyserøde overflødigheder. Jeg har noteret mig, at uhyrlighederne gerne er på tilbud i kassevis fra i morgen. Så hvis jeg endelig vil fornedre mig selv til at investere i lyserøditeter, så kan jeg da i det mindste få dem til halv pris!

 

Continue Reading

Da jeg blev udsat for identitetstyveri.

Det er vel en 4-5 år siden nu, og det hele startede med, at jeg blev ringet op af min bank. Kunne det passe, at jeg, samtidig med at jeg tilsyneladende passede mit arbejde herhjemme, spurtede rundt fra stat til stat i USA og ivrigt brugte mit Visakort?

Det kunne det så ikke. Så nogen var tydeligvis i gang med at assistere mig på den front. De havde noget af en fest på min regning derovre, og de var helt klart ikke amatører. De var startet med at bruge små, uskyldige beløb på 2-3 dollars, for derefter tålmodigt at afvente, om nogen opdagede det. Da det beklageligvis ikke blev noteret af hverken mig eller banken, eskalerede beløbsstørrelserne hurtigt, uden at de dog blev sådan helt vanvittige. Jeg tror, det største beløb var i omegnen af 5000 kroner. Men samlet løb det jo alligevel op til adskillige tusind kroner.

Nysgerrig som jeg var, satte jeg mig også for at finde ud af, hvad det egentlig var, jeg havde investeret i derovre på den anden side Atlanten. Det lykkedes mig i de fleste tilfælde, og lad mig bare sige, at 1) jeg kan godt forstå, de brugte en andens kort, for jeg ville også have anvendt mulige dæknavne, hvis jeg skulle handle i den type forretninger (de fleste hed noget med “pussy” eller”horny”), og 2) det er yderst forbavsende, hvad den slags legetøj sådan samlet kan løbe op i, samt 3) de må VIRKELIG have haft noget af en fest.

Jeg spekulerende selvfølgelig også som en gal over, hvordan en flok sexhungrende amerikanere var blevet til mig og mit Visa. Jeg aner det stadigvæk ikke, men har en lille formodning om, at det måske har en sammenhæng med, at jeg på det tidspunkt var fagboss i engelskgruppen og derfor ofte købte bøger i diverse internetbaserede boghandler i såvel England som USA. I alt fald var det flere år siden, jeg sidst havde været i USA. Samt aldrig i netop de områder, mit Visa selvstændigt nu rejste i.

Banken var hele vejen igennem meget behjælpelig, men at blive udsat for den type tyveri er alligevel særdeles besværligt og tidskrævende rent praktisk. Man skal udfylde et ret omfattende registreringsark samt minutiøst redegøre for hver eneste forfalsket udtræk, inden banken kan erstatte det. Det gør de faktisk, men selvfølgelig erstatter de ikke al den tid, man bruger på det. I det øjeblik, tyveriet bliver opdaget, lukkes kortet selvfølgelig, men man må vente et godt stykke tid, før det kan anmeldes, for man skal jo være HELT sikker på, at der ikke er hævet mere. Og når det sker i udlandet, kan der jo godt gå en rum tid, før beløbene bliver registreret i Danmark.

Jeg kan huske, at jeg på det tidpunkt skulle en uge på kursus i Oxford, samt at der ikke stod så meget som en krone på min konto. Alt det, der burde have været der, var lige så stille blevet støvsuget over Atlanten. Selvfølgelig fik jeg et nyt kort, men hver gang jeg brugte det, ville jeg overtrække og trække renter, og netop det, at jeg skulle anvende det i udlandet, gav mig koldsved. Stod der også nogle liderbukke i Midtengland og bare ventede på at aflure min kode, så de kunne styrtspurte hen på det nærmeste bordel i mit navn?

Jeg har bevidst skrevet om alle de praktiske følger først. For selvfølgelig var de “de værste”, og selvfølgelig kan de ordnes med tiden. Så langt, så godt. Men der er altså også andre følger. Allermest en basal følelse af usikkerhed, utryghed er måske endda et bedre ord. Især ved at anvende sit kort i udlandet. Det er selvfølgelig en god undskyldning for at lade andre anvende deres i stedet, men den går jo desværre ikke i længden. For hvem var det, der gik og spillede fandango som mig? Ville de gøre det igen? Og hvis ikke engang ens Visa var sikkert, hvad var så? Samt allerværst: Var mit Visa det eneste, de havde luret sig tilgang til? Hvad VIDSTE de om mig? Hvad ville de BRUGE?

Heldigvis sluttede sagen efter et par måneder med, at jeg fik alle mine penge retur. Samt at jeg overtalte banken til at betale renter for overtræk på tomme konti, der jo faktisk slet ikke var så tomme endda. Deres indhold var bare midlertidigt udlånt til liderkarl i Amerika.

Men jeg tjekker mine konti med meget regelmæssige mellemrum. Og jeg er meget påpasselig med, hvad jeg køber på nettet, samt hvordan jeg bruger mit kort i udlandet. Så indtil nu er der heldigvis ingen, der har haft held til at investere i mere sexlegetøj på min regning igen.

 

Continue Reading

Britiske byer. V.

Brighton.

Brighton har normalt omkring 300.000 indbyggere, men om sommeren stiger tallet så overvældende, at byen også har tilnavnet “South London.” Den er, uden sammenligning, den mest populære og også på sin måde mest eksklusive badeby i England, placeret på sydkysten 80 km. fra London.

Brighton vrimler med gamle, flotte, majestætiske badehoteller samt hotelslum af enhver art. Her er noget for enhver pengepung. Og ligegyldig hvor man så overnatter, så mødes man med alle de andre turister på den fine gamle “pier”. At have en mole er et must for enhver britisk badeby med respekt for sig selv, men Brightons er en af de allermest berømte. Her findes et utal af forskelligartede forlystelser samt en permanent duft af friture, tilsat candyfloss. The pier er sådan et sted, hvor man både kan trække armen af led i spilleautomater, blive foreviget af diverse kanonfotografer samt nyde en gang velfortjent fish and chips. Den er en del, en vigtig del, af konceptet Brighton.

Længere oppe på land domineres byen af de berømte “lanes”, små, hyggelige gader med masser af sjove butikker, der sælger alt det, man ikke anede, man manglede. Det er sådan et rigtigt slentrekvarter. Og slentrer man forbi et bøssepar med hinanden i hånden og et mindre barn i klapvogn foran, så er det fordi, byen huser Englands største koncentration af bøsser og lesbiske. Her er også masser af små, farverige, bøssedrevne cafeer, hvor alle, uanset seksuel observans, er velkomne. Tillige holdes landets største parade i Brighton hvert år i august. Den er, mildest talt, også meget farverig.

Byens største seværdighed ( i alt fald officielt) er Royal Pavillion. Nærmest en slags slot, bygget i indisk stil i 1787 som bolig for den senere Kong George IV. Det er en fantastisk bygning, som nu er offentligt museum og kan lejes til store begivenheder som bryllupper og anden festivitas. Der er store samlinger af snart sagt alt, og man kan sagtens bruge flere timer på at gå gennem alle herlighederne.

Men Brighton er allermest stranden og livet omkring den. I danske øjne er det nok ikke den allermest tillokkende strand (småsten), men skal man “bare” til stranden, kan man jo gøre det herhjemme. Det, der gør Brighton så anderledes, er måden, disse skøre briter indtager en strand på. Gerne forsvarligt påklædte, gerne iklædt liggestol nedenunder og gerne spisende et eller andet. Englændere bliver ikke brune af solen, de bliver rødblå. Og englændere er generelt bange for vand, de holder sig i alt fald så langt væk fra bølgerne som muligt. Det er slet ikke det, det går ud på. En dag på stranden svarer, jævnt hen, til en dag i Tivoli eller, måske mere nøjagtigt, en dag i et omrejsende tivoli. Vandet er bare et alibi for at tage afsted.

En del spændende kunstnere holder også til i og omkring Brighton. Der er en del ateliers langs stranden, men skal man finde nogle måske lidt mere lødige og innovative kunstnere, er det bedst at forlade menageriet langs vandkanten og gå op i den smukke by.

I øvrigt er Brighton et af de steder i verden, som har de største problemer med måger. Sidst jeg var der, var der ståltrådshegn omkring alle altaner og udendørs verandaer. Jeg ved, de arbejder seriøst med problemet dernede, så måske er det løst?

Under alle omstændigheder er det en by, der er et besøg værd. Om ikke andet så for at beskue briternes lidt anderledes og, i danske øjne, noget aparte strandtraditioner.

Continue Reading

Om sødmælk og dataroaming.

Nu nærmer tiden sig, hvor den årlige storhurdle med at finde dataroaming uden at blive godt og inderligt snydt skal overstås. Jeg frygter den allerede. Omvendt er muligheden for nårsomhelst og hvorsomhelst at kunne komme på nettet en absolut nødvendighed i mit job. Man kan vel nærmest sige, at hele min troværdighed afhænger af det. Så jeg må ned og shoppe tilbud.

Jeg køber intet hos telefonsælgere (se indlæg om sådanne!), og jeg har også for nylig fundet metoDEN til at få de frembusende robotmennesker til at holde kæft. Når de ringer, siger jeg med jubelråb i stemmen, at det da er vildt fantastisk, at de lige har ringet til netop mig, for jeg stod i den grad lige og ville ringe til dem. For at høre, hvilket mejeriselskab de anvender, når de køber sødmælk. Fordi nede i min Netto er der altså tilbud på sødmælk. Man skal bare lige binde sig til 5 liter om dagen fra Arla i en måned, hvis man vil udnytte dette fantastiske giveaway… Det kan jeg snakke så længe om, at jeg for første gang nogensinde IKKE er den, der smækker røret på. (Her må gerne stjæles–det virker sgu`.)

Så jeg må fysisk ned i de der butikker, hvor jeg (lad os nu være lidt diplomatiske) måske ikke altid er så velkommen, og hvor jeg har noteret mig, at de altid tjekker, at døren er forsvarligt lukket ud til gågaden, før de (efter lidt indbyrdes parlamentering) som regel lader enten yngstemand eller størstemand ekspedere dette forfærdeligt farlige kvindemenneske på 52 kilo krop og 15 tons mund. Jeg hader skam også den slags handler, hvor man sådan nærmest er armeret til fingerspidserne med gode argumenter, sylespidse bemærkninger og hele forbrugerrådets lovsamling under armen, allerede inden man overhovedet er fysisk inde i butikken.

Jeg ville aldrig, aldrig nogensinde sætte mine ben i sådan en butik, hvis det ikke var fordi, de har noget, jeg ikke kan undvære. Jeg kan scanne tøjbutikker i timevis uden at købe noget (nå ja, uden at købe så meget!), men ligefrem frivilligt at gå ind i en telefonbutik. NEEEJ! Det ved de også godt, teleselskaberne. Altså at vi ikke kan undvære dem. Det er den eneste troværdige årsag til deres ubehøvlethed.

Som nu sidste år, hvor Hr. Flødebolle Karl Smart prakkede mig et europæisk abonnement på til nærmest ingen kroner. Det var efter, at jeg ikke blot havde sagt, men i den grad prædiket og højlydt agiteret mine krav til et sådant. Især til at det skulle kunne dække Israel (“Ja”, sagde han. “Det er jo Europa” “Nå”, sagde jeg. “Siden hvornår?”) samt at det skulle kunne vare året ud. Vi opnåede så en form for våbenhvile omkring det sidste, hvorefter jeg 3 uger senere fik en opsigelse, fordi netop det tilbud ophørte på en bestemt dato. Selve de informationer stod IKKE i min kontrakt, og Flødebollesmarten må da have været enten tunghør eller imbecil, når han solgte mig et abonnement, der løb 3 uger, når jeg nu 27 gange (+ det løse) havde forklaret ham anderswo. Eller også var han–tro det eller ej–bedøvende ligeglad!

Det blev så et mindeværdigt efterår i netop den telebutik. Jeg er sikker på, de med bævende ben husker det endnu. Jeg er absolut ikke fysisk voldelig (jeg kender mine begrænsninger samt ved, hvornår jeg er den lille), men jeg kan lukke så meget mundlort ud i spandevis, så man skulle tro, jeg var opvokset på et offentligt toilet. Herretoilet. Og jeg har en vedholdenhed, der i al sin essens går ud på at stå, og blive stående, indtil jeg får ret. Samt selvfølgelig samtidig at informere alle andre tilstedeværende og dem på gågaden (jeg lukker altid døren op!) indenfor en radius af ½ kilometer om, hvilket lorte-snyde-imbecil-møg-skide- og pisseselskab, det her er. Så får jeg som regel ret, og de får fred. Tror de. For som en ekstra sikkerhedsforanstaltning indsender jeg altid en skriftlig klage, som i stærkt ironiske vendinger informerer dem om deres egen lortestatus.

Det betyder selvfølgelig, at jeg får mine små, korte abonnementer gratis. Hver gang. De tør–eller gider–ikke andet.

Men det er jo slet ikke det, jeg i bund og grund vil. Jeg vil bare så utroligt gerne have et spiseligt, pålideligt abonnement, som hele perioden fra nu til slut oktober kan give mig fri og ubesværet dataroaming hvorsomhelst og nårsomhelst til en rimelig pris. Både i Europa og i Israel, og det sidste fuldstændigt uafhængigt af, hvor flødebollekarl nu ellers lige mener, at det land ligger.

 

 

Continue Reading