Feriernes ubetydelighed.

Nej, vildledende overskrift. Der burde have stået skoleferiernes. Og så, måske, alligevel ikke.

Da jeg kørte hjem fra Midtjylland fredag sådan ret sent på eftermiddagen, blev jeg ærligt talt lidt chokeret over mængden af trafik. Indtil det pludselig gik op for mig, at det var starten på vinterferien i en stor del af landet. Det kommer nemlig ikke rigtigt mig ved mere.

Efter at have levet i næsten 35 år med de autoriserede skoleferier som pejlesnor for næsten selve livets tilrettelæggelse, er det en fantastisk gave at være sluppet ud af den spændetrøje, at have kastet det åg fra sig. For ikke nok med, at enhver ferie skulle udnyttes til bristepunktet. Man stod også med et selvpålagt ansvar for at udnytte den nok. Ferier var ikke sådan noget, der kunne klattes med. Det var en alvorlig sag at skulle leve op til sine egne ferieforventninger. Samt at få ferieret noget så kraftigt af, inden de sparsomme dage var ovre. Det sidste lærte jeg aldrig.

Nu er det jo ikke fordi, der er ferie hele tiden. Der er bare ferie, når jeg synes, der skal være ferie. Og det er en berigelse, en fantastisk følelse, selv at bestemme, hvornår der er ferie. Det er som at få en glemt del af sit liv tilbage, som man mistede engang i 6-års alderen. I alt fald hvis man, som jeg, aldrig har foretaget sig andet end at gå i skole hele livet.

Det er også billigere. For alle ved vel godt, at i enhver skoleferie skruer rejsebranchen ubehøvlet op for priserne. Det kan jeg i øvrigt også se på mine egne kommende rejselederrejser. De ligger primært udenfor skoleferierne, for det er der, vores kunder rejser. De falder klart indenfor segmentet 60+ og foretrækker maj, juni og september som afgangsmåneder. Det forstår jeg så inderligt godt. Både fordi de upresset kan tilbringe og nyde de danske somre i Danmark, men også fordi de både rejser billigere og tillige forlænger deres personlige sommer ind i det, der førhen var arbejdsperiode.

Det passer mig strålende, at jeg ikke skal tælle ned med 7 dage tilbage af den igangværende vinterferie. At jeg ikke skal nå noget og blive stresset over, at jeg ikke lige når det, jeg synes, jeg skal nå. Det er næsten den allerstørste gave ved semipensionisttilværelsen. Den at de autoriserede, danske skoleferier er blevet til en ubetydelighed. Et forlængst overstået kapitel og en lige så overstået stressfremkalder.

Continue Reading

Brug testen: Ville du selv købe det?

For nogle dage siden talte jeg med en venlig dame i en genbrugsforretning, som fortalte mig, at i “hendes” forretning var man begyndt at bruge plastikhandsker, når man sorterede de indleverede ting til genbrug. Simpelthen fordi man aldrig vidste, hvad man i givet fald stak fingrene ned i.

Endvidere fortalte hun også om en beslutning om prompte at afvise såkaldt glade givere, der mødte op med foræringer, som man med det blotte øje kunne se, at ingen kunne drømme om at købe.

Det er tilsyneladende blevet kutyme at anvende genbrugsforretningerne som en form for udvidede lossepladser, hvor man ubeskedent kører sit usorterede lort hen. Der fortælles om antikke pizzabakker–med indhold– og sure, uvaskede strømper og hullede, præcis lige så urene, underbukser. Om ting, der mangler det allermest essentielle for at kunne fungere og porcelæn, der ville kræve en ekspert i at klinke skår for overhovedet at kunne blive halv-helt igen. Mest bizart er det, at samme porcelæn kan ankomme med resterne af julens brune sovs og ris a la mande–i juni. Haveaffald og visne blomster kan også finde vej ned i poserne, ligesom samme dame også kunne berette om en død, meget død, overvældende død, slange. Måske er plastikhandsker i grunden alt, alt for lidt?

Men, som samme kloge dame også sagde, så er der vel kun en retningssnor for, hvad man kan køre til genbrugsforretningerne. Den er ganske simpel og hedder i al sin enkelthed: Ville du selv købe det? Ville du virkelig selv købe de uvaskede, skårede tallerkener, de beskidte underhylere og en illegal python på opløsningsstadiet?

For hvis du nu ikke ville, så er der lossepladser, der tager imod den slags. Jeg ved godt, at der somme tider er længere til dem end ned til Røde Kors. Men de er gearede til det, og det er damerne (selv med plastikhandsker!) i genbrugsforretningerne ikke. Vi kan faktisk ikke være os selv bekendt, hvis vi samvittighedsløst og af ren og skær dovenskab kaster vores affald den vej.

For vi kunne jo ikke drømme om at købe det! Vel?

Continue Reading

(Måske) verdens mest overflødige ting?

Forleden kom vi til at tale om, hvor ufatteligt mange overflødige ting, der er i verden. Ting, der hverken har brugsværdi, æstetisk værdi–eller for den sags skyld kan spises. Men også ting, der, trods alt, bliver til affald og på den ene eller anden måde skal destrueres eller i alt fald bortskaffes. Hvilket nok i sidste ende er det allerstørste problem med dem.

Vi var langt omkring, men endte på et tidspunkt i omegnen af sugerør, som umiddelbart ikke har nogen synderlig brugsværdi. Andet end at man kan suge drikkelige væsker op med dem–men hvorfor skal man overhovedet det, når det faktisk er rimeligt mere bekvemmeligt at lade være og så bare drikke sin drikkelse. Det er muligt, at børn under en hvis alder finder dem tillokkende, men det er absolut lige så muligt at børn under en hvis alder sagtens kan leve vældigt fornøjeligt foruden.

Fra sugerør er der ikke langt til drinksparaplyen. Denne tåbelige, lille, mangefarvede tingest, som tilsyneladende har tilkæmpet sig en plads i enhver lidt mere fancy drink. Som bare sidder der og troner i al sin ubehjælpelige mangel på enhver form for brugsværdi. Den kan hverken spises eller drikkes og ser samtidig utroligt fjollet ud. Den har ingen umiddelbar indflydelse på nydelsen af drinken, og for de flestes vedkommende er den et uønsket vedhæng, som ved først givne lejlighed verfes i nærmeste skraldespand. Faktisk sidder den oftest i vejen og spærrer for direkte adgang til det sugerør, som er næsten lige så unødvendigt.

Jeg har aldrig, virkelig aldrig, hørt nogen prise drinksparaplyens egenskaber. Man diskuterer, mig bekendt, heller aldrig kvaliteten af og den æstetiske udførelse eller kunstneriske værdi. Helt ærligt har jeg aldrig nogensinde hørt nogen bemærke om deres drinksparaply, at de syntes, den var pæn, charmerende eller værd at gemme eller samle på. Den er, som konklusion, bare en totalt overflødig ting, som er der, og som ingen kan opstøve en logisk forklaring på.

Og ikke nok med det. For før en drinksparaply bliver til en tåbelighed i en drink, skal der vel skaffes materialer til anvendelse til produktion af uhyrligheden. Jeg vil overhovedet ikke gå ind i regnestykket her, men jeg kan da godt forestille mig, at ikke helt minimale arealer af regnskoven årligt omdannes til drinksparaplyer. Og efter brug–eller hvad man nu skal kalde den der bevægelse, som primært går ud på at flytte den så hurtigt som muligt–skal den vel smides ud. Jeg ved ikke, hvor drinksparaplyer går hen, når de går ud, men faktum er vel, at de også bliver til skrald, som skal bortskaffes. Og lige så meget faktum er, at jeg aldrig, vitterlig aldrig, har hørt om den store genanvendelse af drinksparaplyer. De er næppe i høj kurs hos skattejægere på loppemarkederne.

Jeg vil gerne slå et slag for nedlæggelse af enhver form for drinksparaplyproduktion. Et eller andet sted skal vi vel begynde for at komme af med tåbeligheder, som en verden i klimakrise sagtens kan undvære.

Samtidig kunne jeg selvfølgelig godt tænke mig kommentarer i samme spor. Hvad er, efter DIN mening, måske verdens mest overflødige ting?

Continue Reading

Og så lige en god burger…

Cafe Extrablatt. Galerie Flensburg, Flensburg.

Jeg har en god veninde, som jeg årligt er på juletur med til Flensburg. Vi spiser det samme sted hver gang. Ikke blot er vi efterhånden blevet noget traditionsbundne, vi er også blevet noget dovne, for når man nu ved, at maden dette sted er absolut spiselig–hvorfor så i alverden gå andre steder hen?

Nu var jeg her så lige forleden, altså ganske ujulet. Deres burgere er stadig spiseværdige, og det med pommes frites forstår de også. Her lugter helt anderledes end på de forfærdelige pølsehuse og grillbeværdinger, som de fleste grænsekiosker forsøger at lokke bratwursthungrige danskere med, og maden ligger decideret klasser over. Personligt giver jeg også gerne 5 Euro mere for at slippe for friturestanken og fedtklumpen, der hedder “brat” til fornavn.

Extrablatt først i centret Gallerie Flensburg er bestemt ikke noget gourmetsted, men det er handy og også en smule kitch med sit forlorne bindingsværk midt i et moderne shoppingcenter. Det er sådan et sted, som flensburgerne selv mødes på, læser dagens avis på og får sig en kop kaffe på, mens de kigger på livet og die dumme Dänen, der har i grunden bare burde sætte sig ned og få en af de yderst spiselige burgere til omkring 10 Euro.

Så længe jeg kender sådan et rart sted i Flensburg, behøver jeg overhovedet ikke anvende nogen form for grillbarer, hvor almindelige de tyskere i området aldrig kunne drømme om at sætte deres ben.

Continue Reading

Et supergodt spisested.

Je t`aime. Dybbølsgade. Lige overfor Dybbølsbro Station/Fisketorvet.

Min datter havde fået stedet anbefalet af en kokkeven. Hvis jeg var kok, ville jeg nok også anbefale sådan et sted. Hyggeligt, intimt, solid og venligt betjening samt fantastisk mad.

Og min ene svigerdatter var adskillige gange gået forbi stedet og havde undret sig over, at de mennesker, der boede derinde, konstant, hver aften og til relativt sent havde spisende gæster i en uendelighed. Det er forståeligt. For restauranten bærer tydeligt præg af at være et par gamle Vesterbrolejligheder, der er slået sammen, uden at man af den grund har ophævet rumfordelingen. Det giver en forfærdelig masse rum, men også mulighed for at være privat på uprivat grund samt at undgå andre eventuelt støjende gæster. Det er næsten som at være inviteret til en bedre middag hos dem, der ejer lejlighederne.

Og en bedre middag får man her. Klart efter fransk inspiration, men bestemt med lokale råvarer i centrum. Menukortet er ikke stort, nok 6 forskellige hovedretter, men det gør så, at der er kælet i detaljerne for hver eneste af dem. Man kan også vælge en 4 retters menu med det hele, og så spise en del mere varieret. Under alle omstændigheder er alle retter superlækre og tilbehøret, som man køber særskilt, passer bare fantastisk til de enkelte retter. Grundpriser er omkring 225-250 pr. ret og 40-50 for tilbehør, hvilket ikke er vildt dyrt i København, mens vi jyder nok synes, det er på den absolut pæne side. Omvendt er det sjældent at få så velkomponeret mad i lige præcis den størrelse portion, der giver en dejlig mæthed uden at provokere overspisningsfornemmelser.

Det er ikke sidste gang, jeg spiser her. Det kunne bestemt godt gå hen og blive en (god) vane.

Continue Reading

Om titler.

Det er med stor beklagelse, at billedet til indlægget er af en mand. Det burde være af hans kone for at give mening. Og så alligevel ikke, men det fremgår nok af indlægget. Men som alle Matadorkyndige ved, så findes Oberstinde Hackel ikke. Hun er død, borte, skrevet ud af serien, inden den overhovedet fik begyndt, men sin titel–den har hun. Eller rettere–en omskrivning af sin mands. Akkurat ligesom tusindvis af kvinder før i tiden gik rundt og kaldte sig enten deres mands erhverv eller en omskrivning af det–gerne med -inde tilføjet–som en slags forlænget fornavn. Hvor er det dog godt, at vi kvinder, bare i løbet af de sidste 50 år, har fået ret til vores eget fornavn. Og vores egne titler. Hvis vi da overhovedet føler trang til at bruge sådanne.

For i min barndom brugte masser af kvinder deres mands. Dengang hovedparten af priviligerede kvinder gik hjemme og tog sig af hus og børn, mens manden tog sig af alt det andet. Jeg har før skrevet, at der selvfølgelig, grundet mangel på alle de huslige hjælpemidler, børnepasningsordninger og ældrepleje,  som vi har i dag samt noget så simpelt som uddannelse til kvinder, var væsentligt mere brug for kvinderne til at opretholde hjemmefronten, og lad os så bare lade den ligge, for det er slet ikke det, dette skal handle om.

Det skal meget mere handle om dengang, man ringede sine varer ind til købmanden og sagde “at det var fru Snedkermester Hansen”, der ringede. Dengang kvinderne tog deres mands titel. Altså nogle af dem. Jeg kom nemlig til at spekulere på, hvad logikken i al denne titelforvirring egentlig var. Og har desværre ikke fundet den.

Men lad os bare blive ved snedkeren til en begyndelse. For med ham er det sådan, at hans kone først får en tilgiftet titel, hvis han bliver mester. Altså snedkermester. Hvis han derimod forbliver svend, er der ingen titel til fruen. Hun ringer ikke til købmanden og kalder sig “Fru Snedker Hansen.” Til gengæld bliver hun ikke -inde. Det bliver man nærmest kun ved giftermål med militærpersoner, så som oberster, majorer og admiraler–samt en enkelt konsul hist og pist. Hvilket fuldstændigt modsiger, at lærerens kone kun bliver lærerinde, hvis hun selv har gjort noget for det. Det samme gælder skuespillerens. Hvilket derudover bringer yderligere forvirring, da hverken lærerinden eller skuespillerinden overhovedet behøver at have en mand eller være gift for at blive -inde. De kan godt selv!

Alligevel er det jo tankevækkende, at generationer af kvinder følte, de var nødt til at indoperere deres mands stilling som en slags fornavn. Hvis den altså var betydningsfuld nok. Bare tanken om, at en kvinde i dag ville anvende sin mands stilling i en form for præsentation, ville nok give de fleste af os myrekryb–eller i alt fald tage skarpt afstand fra den arrogante bitch, der garanteret ikke selv havde så meget som en smule at have sig selv i. Ydermere er der også sket et skred med hensyn til alle -inderne. Heldigvis er oberstinderne gået i deres grav forlængst, men det er nu ikke længe siden, at femininumendelsen på en lærer–altså lærerinden–faldt død om. Og jeg vil vædde min gamle skolebog på, at der stadig hos særdeles ældre mennesker eksisterer lærerinder. Skuespillerinden er stadig i fuldt vigør–men hun er også ret unik og den eneste -inde, jeg lige kan tænke på, som i alt fald det ældre segment stadig kender.

Selvfølgelig beviser netop lærerinden, at det erhverv i mange år  tilbage var tilgængeligt for kvinder. Beviset ligger jo også i modbeviset, da vi aldrig har haft brug for lægeinder, ingeniørinder eller juristinder, fordi disse fag først fik seriøs kvindelig tilgang i mere køns- og diskriminationsbevidste tider.

Vi skal være glade for, at vi aldrig har heddet vores mands stilling. Eller været- inder. At vi, selv om vi næppe bestiller varer hos købmanden længere (hvilken købmand??), ikke føler det nødvendigt at kalde os selv vores mands erhverv til en slags fornavn som præsentation. At vi både har fået et fornavn og er sluppet af med -inde. Selv om de fleste kvinder dengang givetvis har været stolte af deres mænds titler, så er det nu en del mere selvværdsboostende at have en selv. Også selv om vi ikke lige bruger den. Men det fratager os ikke, at vi personligt har slidt os til den og ikke blot lånt den fra ægtemanden.

Det må nu også have været en smule frustrerende at have været oberstinde. Jeg mener, hvad er man så–udover sin mands kone? Der findes næppe nogen kompetencegivende uddannelse til den slags, og indholdet har vel næppe strukket sig udover visitter hos ligesindede, repræsentation på mandens vegne, velgørenhed som alibi for simpel lediggang–og en masse ringen rundt med præsentation af titel. Så da langt hellere være lærer. Også uden -inde!

 

 

Continue Reading

Om verdens bedste ret.

Nu er det jo ikke nogen madblog, dette her. Men forleden, da jeg var ude ved min gode slagter og skulle have en god kalveskank skåret i stykker (min slagter en sådan et sted, hvor farsen hakkes, bøfferne skæres ud og sværen på stegen ridses, mens man er der), kom vi til at tale om, at hun bestemt ikke har den store afsætning på kalveskanke i skiver. Faktisk sagde hun, at kun et fåtal af mennesker ved, hvad man kan bruge sådan en til.

Hvor er det dog synd for alle de mennesker! For i mine øjne går de glip af verdens bedste og nemmeste ret. Og samtidig en af de aller-allermest klimavenlige. Nemlig Osso Buco.

Her er det ikke smørret, men kogningen, der gør`et. Timevis, helst, og så bare dyngevis af grøntsager i den sidste time. Jeg bruger bladselleri, hvidløg, skalotteløg, gulerødder, tomater og citron, men det kan man jo gøre, som man vil. Samt laurbærblade, som måske har lidt svært ved at blive klassificeret som grøntsag, hvilket i øvrigt er ligegyldigt, da ingen vel ligefrem spiser dem. Hovedformålet er  i grunden den fantastiske smag, der koges ud af benene, og som gør, at det er grøntsagerne, vel nærmest grøntsagssuppen, der er selve hovedmåltidet. Mange gange er det jo et absolut minimum af kød, der spises, fordi det andet bare smager så overvældende godt. Hos mig altid ovenpå friskslagtet fuldkornspaghetti.

Det er sådan en ret, der bare bliver bedre af at stå natten over og så spises på andendagen, selv om vi her i huset har den grimme vane, at vi kommer til at spise op af ren nydelseslykke. En ret, der nemt inkluderer flexitaren, som man så ikke behøver lave særskilt måltid til, for der kan sagtens spises udenom kødet. Og en ret, som hunden elsker, for benene kan indgå i legetøjssamlingen, begraves i haven og kastes rundt med i dagevis. Samt en ret, der passer fortrinligt til måltider, hvor man ikke lige ved, hvornår folk er fremme eller hjemme. Den kan jo bare koge videre eller stå og trække….

Så jeg vil hermed slå et skriftligt slag for de opsavede kalveskanke. De smager himmelsk, de er klimavenlige i al deres minimale kødforbrug, og de er vildt sunde tilsat alle de forfærdeligt velsmagende grøntsager.

 

Continue Reading

En klog bog.

Ida Jessen: Telefon.

Gennem de næsten 3 år, der er gået, siden jeg sidst har undervist, har jeg kun momentvist savnet mit tidligere arbejde. Og momenterne har i antal kunnet tælles på mindre end en hånd.

Men efter at have læst denne fremragende, lille bog, får jeg noget så brændende lyst til at gennemgå den med en moden, god 3.g-klasse. En af den slags klasser, i hvis selskab man næsten føler, man selv er den, der får mest ud af at analysere og fortolke et stykke litteratur. Og denne bog råber efter at blive snakket om, at blive gravet i, og at være kilde til gode snakke om livet og dets mening. Ikke blot er den, i øvrigt ikke særligt vidtrækkende, handling på sin vis overvældende i al sin kompleksitet, men bogen er samtidig så godt skrevet ( som alle Jessens bøger), at utallige sentenser og afsnit næsten beder om at blive nærlæst, dissekeret og forstået. Nok skriver forfatteren sig ind i en minimalistisk tradition, men alt det, der står mellem linjerne, er i jo i virkeligheden selve den store fortælling i alt sit væsen.

Lisa, som læsere af tidligere bøger af Jessen jo kender, er efter at have endt sin præstegerning og flyttet til KBH, blevet frivillig “telefondame” hos en telefontjeneste for mennesker, der af vidt forskellige grunde har behov for at tale med et andet, lyttende menneske. Det gør hun så også, og bogens første halvdel er et lavmælt indblik i, hvad det på godt og ondt vil sige at være menneske, for her midt om natten mødes alle facetter af netop det på Lisas telefonlinje. Men på et tidspunkt drejer bogen ind på den lange samtale med den tidligere barnepige fra Hvium, Manne, der først ikke giver sig til kende, men senere gradvist afslører ukendte sandheder om flugtbilisten, der dræbte Lisas 7-årige søn.

Så det er historien om Manne, men det er samtidig lige så meget historien om Lisa. Og selv om den er lavmælt og aldrig egentlig dybdeborende, så indeholder samtalen så ufatteligt mange af selve hovedspørgsmålene omkring selve det at være menneske. Om skyld, skam, kærlighed og tilgivelse–og om at kunne leve med sig selv.

Alt imens samtalen foregår i et København, der hele tiden skildres som en sindsstemning, en slags virkelighed, der bliver mindre og mindre virkelig end den telefonsamtale, som indeholder det meste af essensen af selve livet.

Så hvis nogen læsere er i læse- eller litteraturgrupper, så er her den oplagte bog. Her er masser at tale om. Også for en pensioneret lærer, der vist for første gang efter undervisningsfriheden savner en rigtig god danskklasse.

Continue Reading

Om The Girl Shop.

Jeg må sige, at jeg er ret begejstret for de såkaldte annoncer for The Girl Shop, der popper op mange steder på nettet i forbindelse med Danmarksindsamlingen. Her er f.eks. et sminkesæt til den unge prostituerede, men de forhandler skam også brudekjoler til barnebruden og hjelme til den unge soldat. Alt sammen i en påstået ånd af ren saglighed. Altså indtil man lige går bag de ret provokerende billeder og finder ud af, hvad det hele drejer sig om.

Desværre viser det sig, at temmelig mange mennesker bliver forargede over reklamekampagnen. Det skyldes udelukkende dumhed og mangel på at sætte sig ind i tingene. Og det beviser med fuld styrke, hvor stort et antal almindelige mennesker, der umiddelbart vil lade sig narre af enhver form for fake news. Nemlig lige præcis det antal, der aldrig sætter sig ind i nyheder ved at gøre noget så simpelt som at læse mere end overskriften. Det finder jeg på den ene side vildt skræmmende, men på den anden side også vildt forklarende i forhold til, hvorfor så mange, og i alt fald næsten halvdelen af USAs befolkning, tror på den slags. Der er frygteligt mange, der aldrig læser bag om en overskrift. Det er også denne kampagnes skjulte dagsorden, og det, synes jeg, formidler den på en fremragende, subtil måde.

Men faktum er jo desværre stadig, at den unge prostituerede i mange lande HAR brug for sit sminkesæt. Det slår mig i alt fald hver gang, jeg er i lande med stor fattigdom, hvor kvinder i alle aldre sælger sig selv til vestlige mænd, der tilsyneladende er hundeangste for kvinder, de ikke skal betale for. Sådanne steder kigger jeg altid på deres øjne, kvinderne, når de traver afsted med den ølmavede, tyndhårede undermåler med guldkæden. De afslører nemlig alt, øjnene. Der er ingen kvinder, der prostituerer sig for sjov skyld og narrestreger, og hvis ølmaverne prøver at bilde sig selv det ind, så er det den ultimative form for fake news med omkostninger på størrelse med dem, den nuværende præsident på sigt vil skabe for USA. Uden at den slags i øvrigt hverken kan eller bør sammenlignes.

Ydermere understreger annoncekampagnen også det stadigt eksisterende udbytter/slave forhold. Det gør altid ondt at se den farvede, lokale pige dødt trave afsted med den hvide undermåler, fordi det næsten er som at se et dacapo af kolonitiden udspille sig for øjnene af en selv. Slavejeren, der skal ud at udnytte sin slave. Man forstår godt, at samme slave kan få brug for et sminkesæt. Der er mange ridser og skår, der skal klinkes og sminkes efter en sådan omgang.

Så i forbindelse med denne fremragende annoncekampagne er der faktisk mere end et punkt på dagsordenen. Selvfølgelig at vi skal hjælpe økonomisk med at udslette enhver form for udbytning af børn og kvinder. Men også at vi skal lære at læse bag om overskrifter og gennemskue fake news. Og endelig bør mænd med lavt selvværd bringes til at forstå, at de skal lade være med at misbruge såvel unge som fattige kvinder i udviklingslande til at booste deres skrøbelige jeg på denne ualmindeligt utiltalende måde.

 

Continue Reading

Om rejsevaluta.

Sådan et stykke hen på aftenen i aftes finder min genbo pludselig ud af, at hun er pund-løs og må sende junior af sted mod det britiske tidligt her til morgen uden en penny på lommen. Det er ikke fordi, hun ikke har været i banken. Det har hun skam, men er der noget, banker umuligt kan hjælpe med nu om dage, så er det akutte penge. Der er nemlig ingen banker, der ligger inde med penge. Altså de rede og hvide og gå ind i banken og sige “Jeg vil gerne have 500-penge.” Lidt selvmodsigende, men sådan er det.

Skal man ud at rejse, skal man være i forbandet god tid, hvis man ikke bor i en af landets få byer, der anses for rejselystne nok til at ligge inde med akut rejsevaluta. Ellers skal det bestilles uger i forvejen og fragtes fra nærmeste valutabeholdning til ens egen bank i en mellemstor provinsby, der ikke skønnes at have kundeunderlag til hverken dollars eller pund. Euro kan vi trække i automaten, og alle de andre valutaer kender de kun i Kolding.

Så er det jo godt, hun har et nær-nær pengeinstitut på sin villavej. For herovre har vi skam–ikke decideret penge nok–men da i alt fald et pænt udvalg i valutaer. Der findes en permanent pundpung, en europung og en dollarpung, og så er der alt det løse, der danser omkring i et syndigt rod nede i kommodeskuffen. Jeg tror, vi kan klare de fleste valutaer indenfor Europa i størrelse “2 metrobilletter og en flaske vand”, og manden har da også lige meddelt fra sit eksil i Tyrkiet, at han er på vanvittig god hilsefod med stuepigen, grundet den pose tyrkiske Lira, jeg lige fik gravet frem fra samme skuffe.

Der er jo altid rester, og vel husker jeg da at putte mange af dem i bøtterne til de fattige børn i lufthavnene. Men altså ikke altid. Faktisk allermest i den slags lande, hvor man ikke kan omveksle valutaer udenfor egne grænser og derfor forevigt hænger på uduelige Dong, CUC eller andet småkravl. Der ryger næsten altid noget med hjem, og det har jeg det ret godt med. Jeg kan godt lide følelsen af at rejse til et land med i alt fald en lille smule af deres valuta i håndbagagen. Det er ligesom, jeg så er lidt mere end bare en turist. Jeg kommer et skridt nærmere som en slags begyndende kender af landet.

Desværre er det også sådan, at alle de mønter har det med at slå sig sammen til total mønt-u-overskuelighed i skuffen. Jeg kan tilbringe timevis med at sortere dem i respektive lande, og faktisk er den slags slet ikke specielt nemt. Alle ved, hvor besværligt det nogle gange kan være at lære et nyt lands mønter at kende ( det er sådan noget, guider rent faktisk bruger tid på at lære gæsterne på busture), men en del lande understår sig i at præge deres mønter med bogstaver og alfabeter, man er fuldstændigt ude af stand til at læse. Jeg er lost, når det kommer til forskellen på Georgien og Armenien, der selvfølgelig har 2 forskellige alfabeter, og Israel kan jeg kun kende på den evige lysestage.

Selvfølgelig kan man i de fleste lande ( men det er faktisk ikke alle) trække sig noget valuta på gadeautomater. Det har jeg ofte været for nærig til, for det gør ondt helt ind i sjælen at skulle betale 30-50 unyttige penge for den slags. Man kan også, hvilket er en genial måde at få kontanter på, betale middage for grupper og medrejsende på sit kort og derefter indkassere de skyldige beløb i kontanter. Men det rokker ikke ved, at rejsevaluta hjemmefra både er planlægsningskrævende og besværligt nu om dage. Hvilket er en smule besynderligt, når nu folk generelt rejser meget, meget mere end dengang, man bare gik ned og forlangte sine pund ved den søde dame bag bankens skranke. Bankens skranke, skrev hun. Hvis nogen ellers kan huske den…..

Så min genbo skal være rigtigt glad ved sin reservebank på den anden side vejen. Godt nok når sønnen givetvis ikke langt på de pund, der lå i pundpungen, men han kommer hverken til at sulte eller vansmægte lige med det samme. Og så har hun måske lært, at hvis man skal ud at rejse og kun bor i mellemstore provinsbyer, så skal man være i allerhelvedes god tid med sine valutahandler, for her i byen har bankerne skam ikke penge. Det er kun genboerne, der har.

 

Continue Reading