De store søer.

Lake Erie er på over 25.000 kvadratkilometer. Det er mere end halvdelen af Danmark. Og så er den overhovedet ikke den største sø, kun sådan en pæn middelstørrelse.

For mig er der noget ukendt og mystisk ved ikke at kunne se (til) den anden bred af en sø, når man står på den ene. Ikke at kunne forholde sig til, hvor søen ender og begynder. Og ikke at kunne se forskel på en sø og et hav. Det er faktisk et af mine kriterier for sådan i en håndevending at kunne se forskel: at det nok er et hav, når jeg ikke kan se til enderne.

En hel dag har vi kørt langs Lake Erie, og den er slet ikke slut endnu. Det er da vildt. Det får mig til at tænke på, om nybyggerne i sin tid ikke troede, at de var stødt på den ultimative ende på Amerika, når de stod der ved prærievognene og skuede ud i uendeligheden i blåt. At nu var det slut med at drage mod vest, eller i alt fald nord, for der var ligesom ikke mere at drage efter.

Selvfølgelig har de kløgtigste af dem smagt på søens vand og derefter konkluderet, at der nok alligevel var ende på søgangen. Alligevel er det utroligt at tænke på, at over 20% af jordens ferskvand findes i disse søer. Og at søbåret fragt har været enormt dominerende i den tidlige industrialisering, før jernbanerne for alvor slog igennem som mest betydningsfulde transportform i dette store land. Man kan faktisk læse og høre om adskillige skibsforlis blandt datidens fragtskibe på Lake Erie, som regel forårsaget af storme og dårligt vejr. Det er sjældent, man hører om forlis af store fragtskibe på de danske søer. Både dengang og nu.

Og så ER det altså en smule vanskeligt at opnå tilstrækkeligt mange såvel kig som gåture ned til de søer. Herovre planter man jo bare sit hus på den yderste pynt, sætter en halv million skilte med Adgang Forbudt op og ansætter en Pit Bull til at klare resten. Der findes meget få offentlige strandarealer, meget få ledige pladser langs søerne, og der er tilsyneladende ingen, der blander sig i, hvor og hvordan man lige bygger. Den var sgu’ aldrig gået i Danmark, hvor vi pænt deles om den slags arealer og ligesom ikke tilbeder det private initiativ helt så hyklerisk. Det byder mig imod. Og irriterer mig, at jeg ikke bare lige kan gå en søtur.

Også selvom Lake Erie med sit areal må have en omkreds på noget, der kunne blive til en del lange gåture. For slet ikke at tale om resten af søerne, lagt sammen.

Continue Reading

Et orgie i smagløshed.

Jeg har altid betragtet Canada som et fornuftigt, frittænkende land, som på mange områder ligner Danmark. Eller i alt fald ligner os mere end deres store nabo mod syd. Og så giver deres husly til Vietnamnægtere i sin tid, asylsøgere i nutiden + det ikke uvæsentlige faktum, at de stilsikkert har valgt en lang række dishy premierministre jo også en slags plus i landekarakterbogen.

Det må jeg lige genoverveje. For når man har krydset Regnbuebroen over fra de smukke nationalparker i USA, så mødes man af dette tarvelige syn. Niagara Falls, Canada er en ussel, larmende, candyflossstinkende sump af dårlige, underlødige, såkaldte forlystelser og fjerderangs souvenirbutikker. Her kaldes ud til Dracularidt, Frankensteinburgere, spilleautomater af enhver afskygning, størrelse og støjniveau, og så akkompagneres det hele af kaloriebugnende mad. Det er usmageligt, det er tarveligt, og det er, efter min mening, langt under Canadas værdighed.

Det er som om, man har  villet skabe et mini Las Vegas på kanten af vandfaldene, men allermest minder det hele mig om samme slags omrejsende Tivoli, som man finder ved den mexicanske grænse. Eneste positive forskel er bare, at jeg ikke blev tilbudt drugs på hvert hjørne, som det skete for såvel mig som min dengang særdeles mindreårige datter i Mexico.

Det er under vandfaldenes værdighed, synes jeg. Og det bør de ellers fornuftige canadiere få gjort noget ved. Vise lidt respekt for naturen og ikke blot se den som det billige skidt, der tilfældigvis også betyder en indkomstkilde. Hvis han virkelig er lige så dishy indeni som udenpå, ham den canadiske førstemand, så bør han gå i aktion.

For F…… Man skulle jo tro (T)rumpen personligt havde opført det og havde sin smagløse hovedindkomst på dårlige rides og underlødige burgere. Jeg er sikker på, han bare ville passe noget så godt ind i dette vanvidscircus.

Continue Reading

En kolossal oplevelse.

Der er nogle steder i verden, som næsten har ikonisk status. Endda for rigtigt mange mennesker. Det er den slags steder, hvor man, hvis man er så heldig at opleve dem, kniber sig selv i armen. Bare for at være sikkert på, at det faktum, at man virkelig, reelt ER der, ikke bare er en drøm.

Sådan et sted er Niagara Falls. Bare det at være der er så stort, at der må lidt armkniberi til. De fleste kender sikkert også godt den fornemmelse, man får, når noget, man havde forestillet sig som megastort og ultimativt fantastisk, bare viser sig at være skuffende trivielt og utilgiveligt småt og hverdagsagtigt. Eller sådan som udenlandske turister givetvis føler, når de præsenteres for Den lille havfrue. Live.

Sådan er Niagara Falls ikke. De er større, smukkere, vildere, mere betagende, brusende og forventningsoverskridende end noget andet, jeg har set. Og jeg HAR da set vandfald før. Eller rettere, det troede jeg, jeg havde, men nu er jeg kommet ret meget i tvivl, om de vandfald, jeg har set, overhovedet fortjener at blive kaldt sådan.

Niagara består af hele to vandfald, henholdvis Bridal Veil på den amerikanske side og Horseshoe på den canadiske. Og ingen tvivl om, at det hesteskoformede ovre hos canadierne er det flotteste og mest vildt brusende. Til forskel fra alle andre vandfald, jeg har set, vælter vandet LIGE ned adskillige meter, fra der, hvor jordforbindelsen giver slip, til der, hvor bunden af slugten igen nås. Der er ikke glidende overgange, klipper eller andre forstyrrende elementer her. Det er direkte derudad, eller nedad.

Allerbedste måde at se(og fornemme) hele herligheden på er at stige ombord på en af de legendariske Maid of the Mist-både, som på en relativt kort sejltur, og iført de obligatoriske lyserøde regnslag, bringer en tæt forbi det amerikanske fald og på det nærmeste sejler helt ind i det canadiske. Sådan føles det i alt fald, når man står derude ( eller derinde!) på den vippende båd i skumsprøjt til knæene, tilsprøjtede brilleglas og nærmest ingen sigtbarhed. Det er altså ret stort.

Næstbedste er at bevæge sig over Regnbuebroen over slugten til Canada og se herlighederne derovre fra udlandet. Med hensyn til vandfaldsudsigt er det i alt fald canadierne, der er sejlet afsted med det bedste kort.

På den amerikanske side er der også virkeligt pæne, nationale  parkanlæg, man kan bevæge sig rundt i. De er gratis og har fremragende stier, der fører til alle væsentlige udsigtsposter. Kun de tågede pigebåde koster nogle dollars, men det er faktisk længe siden, jeg har givet penge så godt ud. Alt i alt er det hele holdt på et sobert og solidarisk plan, hvor alle er velkomne, har mulighed for at se alle herlighederne, og hvor gøglet er holdt langt fra døren til fordel for naturen.

Det samme gør sig desværre ikke gældende på den canadiske side. Her måtte jeg nærmest knibe mig selv i armene for at være sikker på, at den smagløshed, jeg så, ikke blot var en drøm!

Continue Reading

På Bed and Breakfast.

Så tager vi lige en motelpause efter at have tjekket de fleste af kæderne ud. Nu står den på Bed and Breakfast i to nætter, og det sted, vi har valgt, er i alt fald—til sammenligning med motellernes stereotype indretning—et orgie i personlig indretning. Faktisk mange personlige indretninger, indenfor samme værelse.

For værtinden her på Butler’s Guest House i Niagara Falls er fra Hviderusland, og hun har tydeligvis taget sit lands smag med sig. Hun og hendes mand har fundet de allermest oplagte og lukrative jobs her ved vandfaldskanten. Hun huser og bespiser gæsterne, og han vier dem, for bryllupsindustrien er stor her i byen. Det kan man da kalde en fornuftig arbejdsdeling. Men udover det er her altså rigtigt rart, charmerende, rent og så lige fyldt med en overflod af nips i tydelig Østeuropæisk udformning. Alt i alt sådan et sted, der ikke er til at stå for, og som jeg samler på.

I øvrigt er jeg lidt forskrækket over byen Niagara Falls her på den amerikanske side. Den virker lettere afdød, mørk og en smule forladt med mange tomme butikker og en atmosfære af “har været et stort sted engang, men det er F….  længe siden”. Omvendt kan vi tydeligt se den canadiske side, hvor det vrimler med glimmerhoteller, pariserhjul, casinoer og sikkert også candyfloss og T-shirts i dårlig kvalitet. Tilsyneladende er de canadiske vandfald også de flotteste, så vi har dedikeret hele dagen i morgen til at se alle faldene og spadsere en tur over broen til Canada. Det bliver så den dag, hvor vi “lige gik en tur til Canada”.

Faktisk  har faldene været på min To-see-liste i rigtigt mange år. Helt siden jeg første gang hørte om dem i folkeskolens geografiundervisning, hvor alle på min alder vist stadig erindrer, hvordan geografilæreren udtalte dem. Og hvis han ikke gjorde, ( altså udtale dem korrekt!) så anede vi relativt TV-løse og totalt googleløse provinsbørn overhovedet ikke, hvad han talte om. Prøv selv at sige det! Ikke?

Jeg er meget spændt på, hvad Fru Hviderusland serverer til morgenmad i morgen, men under alle omstændigheder kan det kun være bedre end motellernes underlødige papmad. Først nu har jeg f.eks. opdaget, at man kan lave røræg af pulver, der blandes op med vand. Vel og mærke pulver, der aldrig har været i nærheden af et æg. Og da slet ikke en høne!

Så nu står natten i himmelsengens tegn her mellem de østeuropæiske herligheder. Vi mangler lige præcis en måned i at have kendt hinanden i fyrre år, mig og manden, men man kan vel godt tillade sig at fejre lidt på for-sengekant, når en Askepot-på-Hviderussisk MED gardisette himmelseng pludselig falder ned i ens uforberedte turban på et Bed og Breakfast i Nordamerika.

Continue Reading

The American Diner.

Det er som regel som at blive hentet tilbage til 50-erne eller som at gå direkte ind i et af Hoppers billeder og selv være med. Den Amerikanske Diner. Her er jukeboksen standardudstyr, burgeren standardspise, og vi drikker alle Cola eller milkshakes. Med sugerør.

De er her, den ludfattige, men bundhæderlige, hjertevarme og kønne servitrice skænker spandevis af kaffe for buttede fyre, der gerne hedder Ed eller Ned, inden hun bliver opdaget af agenten eller slider sig til en ordentlig plads i den amerikanske drøms sol. På film. Eller her, truckerne mødes, når de er på vej gennem dette enorme land med deres dyr af transportmaskiner. Og der er her, familien Amerika går ud og spiser deres aftensmåltid. På Dineren, nede på hjørnet eller ude ved hovedvejen.

Jeg elsker Dineren. Elsker hele dens uberamerikanske sjæl og dens vedholdende uforanderlighed. Elsker den som det mest autentiske udtryk for et Amerika, der var, og nu desværre mest er på film. Der er stadigvæk diners tilbage, men de er slet ikke så massive i antal, som de var engang.

Udover det er maden altid god og særdeles rigelig. Der er no frills, men altid et sødt smil og adskillige “hons” fra de omsorgsfulde servitricer. Det er som at komme ind i en slags amerikansk dagligstue med møbler, familiemedlemmer og atmosfære, der er gået uforstyrret i arv gennem generationer.

Og ved siden af dineren blomstrer de frem: MacDonalds, Burger King, KFC, Taco, Taco, Wendy, Dunkin  Donut, eller hvad de nu ellers hedder alle de kønsløse kæderestauranter med mad, der smager af pap og E-stoffer. Men dineren består. Det skal jeg personligt gøre mit alleryderste for…….

Billedet er fra i aftes, hvor det lykkedes at finde en præmiediner. Glæden inde i sjæl og mave kan føles endnu.

Continue Reading

Den store forskel.

Der var så dejligt derovre i New England. Ikke nok med at naturen er så smuk, at det næsten gør ondt, farverne lige nu så varme og specielle, at man ikke kan undgå at blive glad og husene generelt så charmerende og velholdte, at man nærmest selv får dårlig samvittighed.

Især Vermont tog mig med storm. Fantastiske naturscenerier og smukke bjergkæder, men også en stat af anarkistiske hippier. SOM de dog presser ahornsirup, dyrker græskar og sælger gammelt, charmerende lort derovre. Jeg er overbevist om, at hovedparten af dem selv karter deres uld (fra deres egne hjemmedyrkede får), bruger hele vinteren foran pejseilden på at strikke mønsterfulde sweatere (og sokker!) af samme, garanteret hjemmeskoler deres børn, har en ostepresse og en til æblemost, og i øvrigt hellere ville dø end stemme på den nuværende, såkaldte præsident.

Sådan er der ikke herovre i staten New York, hvor vi er langt fra byen af samme navn. Her hersker en gammel nybyggerånd, en indgroet amerikansk stolthed over at have været med til at bygge en hel nation op. Vel og mærke en, man ikke umiddelbart tager afstand fra. Herude i small-town Amerika, hvor forfædrene  tog den store tur med de vilde indianere, er der andre burgere på grillen end hippielivet derovre i bjergene. Jeg tør slet ikke tænke på, hvem de har stemt på, men jeg er sikker på, at en af dagsordnerne er at make America great again.

I øvrigt er det sjovt at følge i nybyggernes fodspor her mod vest. Coopertown, hvor James F. Cooper begræd den sidste mohikaner og Cherry Valley, hvor den berygtede massakre fandt sted og kostede 30 nybyggere livet, er passeret i dag. Så det er en anden slags land med en anden slags forgangne udfordringer end puritanerens ovre i New England, hvis problemer primært var af religiøs art eller et oprør med gamle England.

Vi har skam undervejs med smil mindedes, da vi som børn legede cowbojder og indianere. Fuldstændigt uvidende om, hvor decideret politisk ukorrekte, vi var. Samt erindrende, at det ikke altid var så fedt at være indianerne, for deres ordforråd begrænsede sig oftest til Ugh, og det blev lidt unuanceret i længden…..

Continue Reading

Et tilfældigt møde.

Bedst som man kommer kørende ad de små biveje langt ude på landet i staten New York mødes man af dette skilt. Faktisk op til en del af dem. Og samtidigt et sympatisk skilt, der understreger, at der skal være plads til os alle, ligegyldigt hvad vi anvender til at komme frem på vejene.

Umiddelbart efter skiltet viste det sig da også, at det blev taget alvorligt. Først kom 3 ungersvende i fuldt Amishornat svingende ind på vejen på cykel. Jeg troede faktisk ikke, de havde cykler, men det har de så. Derefter kom en hel kortege af hestevogne, som jeg heldigvis nåede at få nogle få med på en lille video. Ikke fordi, det skal være en menneskeforestilling, men jeg har altså aldrig set Amish før. Og jeg synes samtidigt, de er vildt fascinerende og på sin vis beundringsværdige. Der skal mod, stolthed, stædighed, vedholdenhed og en stor tro på såvel Gud som hans veje til at leve på den måde i 2018.

Samtidig med beundringen er der måske også en lille snert af misundelse. Tænk at kunne melde sig ud  af vores overteknologiserede, digitale samfund. Problemet er så bare, at det desværre er umuligt at være Amish på deltid. Det er en heltidsoverbevisning og involvering, som måske ikke altid er lige sjov. Især nok ikke for kvinder. Til trods for det viser det sig alligevel, at langt hovedparten af de unge Amisher efter det obligatoriske fjumreår vælger at blive hos trossamfundet. Det kan der selvfølgelig være mange grunde til, men verden udenfor må da virke ekstremt overvældende for hestevognsbrugere.

Jeg oploader videoen umiddelbart efter at have oploadet dette, hvis nogen vil have et miniglimt…..

Continue Reading

Et nuttet lille museum.

I den lille by Arlington( nej, ikke den, der er masser af Arlingtonner i USA) lige ved grænsen mellem staterne Vermont og New York ligger et lille museum (eller hvad man nu skal kaldet det!) for den kendte og elskede maler, Norman Rockwell.

Rockwell blev selv født her i 1894, i huset ved den overdækkede bro ved siden af kirken, og hans senere produktion tog ofte udgangspunkt i mennesker fra Arlington, han havde kendt og var vokset op med. Rockwell er kendt for, på sin humoristiske, og ofte tenderende til det sødt ironiske, måde at spidde den amerikanske folkesjæl. Han malede amerikanerne, som han så dem, og fangede ofte de små detaljer af hykleri og selvmodsigelser. Han kunne dog også sagtens være overvældende nationalistisk, hvilket især ses i produktionen omkring 2. Verdenskrig. Ydermere passede hans streg fortrinligt til reklamebranchen, så de fleste har nok set Rockwells streg, som bare er indbegrebet af mellemkrigstidsamerika.

Her i Arlington har private opført et lille skur, hvor de helt på eget ansvar fremviser plakater og tilhørende livshistorier fra de lokale modeller. Det er sjovt, det er nuttet, det er vildt uprofessionelt på den søde måde— og så er det bare så meget i Rockwells ånd. Det er som om, museet i selve sin udformning fanger selve indholdet af og essensen i small-town- America, som jo netop  var det, Rockwell så eminent indfangede.

Der er ingen tvivl om, at vores egen Kurt Ard har set og beundret Rockwell, og jeg skal pænt frastå fra at fortælle, hvor jeg synes, han nåede ham til. Også Manchester-kunstneren Lowry er tydeligt i familie med Rockwell, og her er det vist Rockwell, der ikke når så langt op.

Men det hele er omvejen over Arlington værd. Og så kan man jo også lige få et par indbegrebet af amerikansk small town med hjem til væggen, for de har et rigtigt godt udvalg af plakater og andet der på på det der lille hjemmegjorte museum, hvor kærligheden til bysbarnet lyser ud af hver sprække i skuret.

Continue Reading

Om overdækkede broer, Meryl og Clinten!

Lige siden Meryl og Clinten ikke fik hinanden (i alt fald ikke ret meget, og slet ikke i enden) mellem broerne i Madison County, har jeg drømt om at se en overdækket bro. I min optik er sådan en simpelthen noget af det allermest romantiske, man kan forestille sig. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske netop fordi føromtalte Meryl aldrig fik Clinten i enden. Men den holder jo ligesom ikke vand, for jeg vil da ved Gud heller ikke have ham.

Anyway, New England kan også mønstre et antal overdækkede broer, som selvfølgelig alle er store turistattraktioner. Bare i dag har jeg nået tre styks,  så jeg må sige, at mit behov for overdækkede broer lige nu er på midlertidigt nul. Men jeg har nydt hver eneste planke af dem, disse utroligt flotte trækonstruktioner.

De fleste af de overdækkede broer er fra 1800- tallet, og så alligevel ikke. Mange oprindelige broer er nemlig, gennem tiden og heldigvis, genopbyggede, fordi de enten er brændt, har været udsatte for destruktivt hærværk eller simpelthen er rådnet og tæret op. Broen på billedet er dog den oprindelige, så den er et klenodie i sig selv. Den står lige udenfor den ualmindeligt charmerende lille by, Woodstock ( Nej, ikke den. Der er mindst 20 af slagsen i USA!) og den er faktisk, selv om jeg ikke troede det muligt, endnu hyggeligere end sin oprindelige opkaldeby  lige udenfor Oxford.

En af de gamle, oprindelige broer er også gået over i historien takket være maleren og tegneren Norman Rockwell, hvis yndlingsmotiv var broen og kirken umiddelbart udenfor hans barndomshjem. Så gennem tiderne har broerne både været populære samt også genstande for en hvis form for dyrkelse.

Og så vil spørgsmålet om, hvorfor i alverden de overhovedet er overdækkede, selvfølgelig melde sig. Faktum er, at ingen ved det med sikkerhed, men den mest plausible teori er, at man overdækkede broerne for, at hestene ikke skulle blive skræmte af det fossende under vand dem. Kunne de helt konkret ikke se vandet, undgik man den slags grimme ulykker, som angste heste kan forårsage. Om den holder stik, ved jeg ikke, men hvis alle de flotte træværket virkelig bare er hestenes skyld, så siger jeg tak til samme heste.

Akkurat som Harry Potter-filmene har mere end fordoblet besøgstallet på Christ College i Oxford, og alle rejste i Frodos fodspor til New Zealand en overgang, så har Meryl og Clinten betydet en fantastisk genopblomstret interesse for de gamle overdækkede broer. Jeg er også sikker på, jeg ikke er den eneste, der efter at have stortudet mig gennem brofilmen, bare noget så inderligt var nødt til at se sådan en bro.

Og de er værd at se. Virkelig, virkelig værd at se. Uden Clinten!

Continue Reading

Om ahornsirup.

Jeg vil vove at påstå, at har man “kun” smagt det ahornsirup, som Netto med jævne mellemrum sætter på tilbud—så har man simpelthen ikke smagt ahornsirup. Rigtig ahornsirup er en gudespise, en udsøgt forkælelse for smagssansen og en oplevelse, der bare gør en så glad. Det smager himmelsk, og selvfølgelig må man godt snyde. Altså man BEHØVER jo ikke spise pandekager til.

Staten Vermont er Amerikas ahornsirupstat. Umiddelbart får man det indtryk, at alle producerer det, for skilte med ahornsirup til salg langs landevejene kan nærmest ikke komme til for hinanden. På de talrige Farmers Markets overalt i staten, hvor der sælges alt indenfor imponerende lækre, hjemmeavlede frugter og grøntsager ( og græskar, masser af græskar, tusindvis af græskar), vrimler det med ahornsirupproducenter. Og ahornsirup er, hvis nogen skulle være i tvivl, skam en videnskab i sig selv. Der findes adskillige former, tykkelser, farver, smagsvarianter og ligefrem årgange. Det er ikke bare en uforpligtende, sød spise. Det er dybt seriøst, sådan lidt vindyrker/ kender-agtigt.

Denne stolte Vermontbonde stod med sin hjemmelavede sirup ved broen over den fantastiske Quecheeslugt (gå hjem, Clifton Suspension Bridge!) og solgte den sirup, han og hustruen havde produceret gennem næsten 50 år. Det var han noget så forbandet stolt af, så da jeg pænt spurgte, om jeg måtte tage et billede, fik han travlt med at finde en dunk, der kunne poseres med. Jeg HAR smagt hans sirup, og han bør være stolt.

Selvfølgelig er ahornsirup på verdensplan vel noget af en nicheproduktion. Men det lader altså til, at en hel stat alligevel mere eller mindre lever af det. Jeg vil gøre mit allerbedste for, at det vil blive ved med at forholde sig sådan mange, mange år endnu.

Continue Reading