Gourmetpizzaer.

Gorm`s Pizza i Magstræde, KBH.

Tv-kokken Gorm ( Fortvivl ikke, hvis han synes ukendt. Jeg kendte ham heller ikke!) har et lille pizza-spisehus inde i Magstræde, lige klods op ad det legendariske “Huset” og midt i det ældste København, hvor både huse og gader krummer–nogle gange lidt faretruende.

Her er rigtigt hyggeligt, og pizzaerne er virkelig gode. Som sådan er det ikke pizzaer på gængs take-away-alt-andet-end-italiensk-personale-overdænget-med-falsk-ost-måde. Der er tale om gourmetpizzaer med den dejligste, sprødeste bund, jeg nogensinde har fået. Jeg hører til dem, der meget selektivt spiser indmaden i en pizza og gerne lader enhver form for kanter ligge–eller fodrer hunden med dem. Men her var det en fornøjelse.

Derudover er selve fyldet også noget mere fantasifuldt end de gængse dåseananas og revne bov, forklædt som skinke. Der er virkelig kælet for ingredienserne, og smagen er så også derefter. Den der trykkende fornemmelse, man ofte får efter at have spist alt for megen fed vikarost, er overhovedet ikke en risiko herinde. Det hele mætter på en fin, velafbalanceret måde.

Hvis man er vant til discountpizzapriser, så er det selvfølgelig en smule dyrt, for en pizza koster mellem 130 og 160 kroner. Men det er absolut det hele værd! Og derudover sidder man i et enormt hyggeligt lokale i et lidt skævt hus midt i et af Københavns gamle kvarterer.

Continue Reading

Om radioteater. Og om Ulkegade.

Radioteater er sådan noget, de fleste ved eksisterer, men som ikke mange lytter til. I min generation fungerer radio primært som baggrundsstøj i form af musik, nyheder og måske sportkampe, hvis man ikke lige har mulighed for at se dem på TV. Jeg vil påstå, at kun de færreste virkelig fordyber sig i radio og lytter intenst. Eller måske endda ikke foretager sig andet end at lytte på et givet tidspunkt. Samtidig er vi nok ikke så gode til podcasts–som er vildt populære hos andre generationer, der næppe kan cykle ret langt uden at stoppe en af dem i ørerne.

Det er synd, for radioteater kan noget. Noget, jeg nok lige havde glemt, og som jeg havde rigtigt godt af at få genopfrisket. For det er jo ikke fordi, radioteater er et nyt og uopdyrket land for mig–jeg er nærmest født og opvokset med Carlsens kvarter og diverse Panduroske krimier i æteren. Det, radioteater kan, er at pirre min fantasi, genåbne min indre forestillingsevne og lade mig skabe figurerne helt i mit eget billede. Jeg har ikke andet end deres stemmer–resten er det helt op til mig og min fantasi at udstyre dem med. Radioteater er faktisk enormt anarkistisk–enhver er fuldstændigt legalt berettiget til sin helt egen version, og enhver diskussion omkring, hvem der har mest ret, er totalt overflødig og tåbelig.

Jeg var til forpremiere på stykket Ulkegade–altså intens lyttepremiere. Stykket er uhyre velreasearchet og handler om det gamle København, hvor Ulkegade var en berygtet gade, der husede datidens prostituerede og andre former for marginaliserede eksistenser.  Samt selvfølgelig, og skjult, borgerskabets herrer! Tiden er ca. 1870, så udover en spændende handling er stykket også et tidsbillede på Det moderne gennembrud, ligesom Sædelighedsfejden spiller en fremtrædende rolle. Hovedpersonerne er tvillingerne William og Esther på 16, børn af borgerskabet, hvis spirende seksualitet og forståelse for verden omkring dem er stykkets omdrejningspunkt. Det vrimler med kendte mennesker fra tidens København i stykket, som fuldstændigt uden blusel smider enhver kendis ind i små scener. Det fungerer, stik mod hvad man skulle forvente ( altså “namedropping”), fremragende og hjælper med at få en gennemgribende forståelse af den tid, der både er så oprørsk spændende, men samtidigt også er begyndelse på hele den ideologiske grobund for det samfund, vi har i dag.

Rollerne i stykket spilles af nogle af vores allermest kendte skuespillere, hvoraf en enkelt faktisk har fået til opgave at spille sin egen oldefar, nemlig Henrik Ibsen. Og de gør det godt. De skaber et univers af medrivende, historisk tilbageskuende og for os 2017-mennesker forståeligt teater. Lader man stykket komme til sin ret og sive helt ind, er det næsten som at være der selv.

Selvfølgelig er dette en lækkerbisken af de allerstørste for enhver dansklærer, der sidder midt i Det moderne gennembrud. Virkelig! Men alle andre kan også nyde den flotte måde at formidle datidens København på. Man kan finde stykket på DRs radio-app, DR.DK og iTunes–og jeg vil kraftigt anbefale, at man gør det!

Continue Reading

Hofteatret på Christiansborg. En perle!

Det er sådan et sted, man skal vide findes. Og en stor oplevelse at komme ind i, når man så ved, det findes.

Inde på Christiansborg, over staldene ved ridebanen, ligger der faktisk et gammelt træteater fra 1767. Det er nu teatermuseum, men har været anvendt til teater helt op til 1881, hvor det efter en storbrand i et træteater i Wien sammen med samtlige træteatre i Europa blev lukket. Siden 1922 har her været teatermuseum.

Historiens vingesus hviler i den grad over stedet, hvor både Struense og Grevinde Danner sammen med den til enhver tid siddende monark ( og vedkommendes kone!) har været hyppige gæster. Selve teatersalen er i barokstil og vrimler derudover med morsomme, mange gange hånddrevne vindmaskiner og rekvisitter. Det er som at komme ind i en forgangen tid, hvor man egentlig mere gik i teatret for at BLIVE set end for selv at se, og det er utroligt nemt at forestille sig teatret i fuldt vigør med skuespillere og alskens guder fra maskinerne.

Der er en særlig stemning herinde. En stemning af ældgammel teaterromantik og selve scenens magi. Man kan simpelthen ikke undgå at blive fascineret. Og har man været på det pragtfulde gamle teater på Drottningholm Slot ved Stockholm, forundres man over, at vi i Danmark faktisk har et lige så flot og fantastisk af slagsen.

Jeg har slet ikke tjek på åbningstider, men det vil givetvis fremgå af nettet. Der er også ind imellem arrangementer af scenemæssig karakter derinde, og det kan man jo lige være obs på, for så får man ikke blot det vidunderlige gamle teater, men også en forestilling med i købet.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at andre mennesker, der har deres arbejdsgang på Christiansborg, måske ville have rigtigt godt af at forlyste sjæl og legeme i dette forunderlige lokale. For nogle sådan bare for at komme på andre tanker…….

Continue Reading

Om DSB. Igen, igen—og så lige igen!

Sidder i et tog omkring Kolding. Har i dagens anledning taget noget gammelt tøj på, som sagtens kan tåle pletter. Der er vel ingen, der med vilje udsætter pænt og rent tøj for DSB-afsmitning. Eller, sagt på en anden måde, man ved aldrig rigtigt, hvad der venter en, eller hvad man kan komme ud for. Udover at det næsten altid er værre end sidste gang.

Nogle gange synes jeg, at vi tenderer mod at være næsten hysteriske omkring vores Smileymærkning af nærmest alt. Der skal ikke meget til, før en sur en af slagsen er hevet i land. Det er fint, at diverse brancher holdes lidt nidkært i ørerne, men jeg er fuldstændigt uforstående overfor, at andre overhovedet ikke indbefattes af samme kontrol. Og her tænker jeg primært på vores offentlige transportmidler, med DSB i spidsen.

Hvis DSB var en restaurant eller et plejehjem ( det er det så også, men det er for fejlfylde, italienske tog!), var foretagendet omgående blevet lukket med sundhedsskadelige begrundelser  og sikkert tilkendt en bøde på størrelse med det beløb, en italiensk togfabrikant grinende har danset i banken med. Togvogne, som den på billedet, var blevet skrottet og erklæret uegnede som menneskesæder. Iagttag nøje antallet af pletter på gulvet og opnå givetvis samme resultat som mig— nemlig at de er utællelige. Hvis dette gulvtæppe, for slet ikke at tale om disse æstetisk modbydelige, pletbefængte sæder var blevet fundet i en restaurant, ja, faktisk blot en grillbar i den yderste provins, ville det have indebåret øjeblikkelig lukning samt obligatorisk tilkaldelse af såvel skadedyrsbekæmpelse som overtræksdragter.

Og så er jeg ikke engang gået i gang med toiletterne, som generelt er så ulækre, at man nærmest hellere tisser i bukserne vej under Storebælt end nødsager sig til at anvende dem. Så er man da i det mindste sikker på, at det udelukkende er ens eget tis, man står i!

Jeg forstår simpelthen ikke, at et halvstatsligt foretagende, som mere eller mindre har en form for monopol på den kollektive togtrafik, får lov til dette. At ingen griber ind. At vi rejsende skal sidde her i denne grisseribule med toiletter, der nærmest overgår ethvert latrinært skrækscenarie. Og at dette foregår i et land, hvor vi virkelig, virkelig vogter over vores renlighed og fødevarestandard. Hvorfor sætter ingen standarder for DSB? Hvorfor skal de overhovedet ikke leve op til noget som helst? Inklusiv køreplanen, som de, akkurat som med renlighedsniveauet, også udelukkende betragter som vejledende?

Afslutningsvis så er jeg faktisk heldig. Jeg er med morgentoget. Nogle gange må jeg tage aftentoget. Der tisser jeg noget så grundigt af inden afgang, tager mit allerældste tøj på, sætter mig helst ikke ned på sæderne samt anvender udelukkende den kollektive trafik ( som jeg i den grad ellers principielt går ind for), fordi jeg ikke har nogen alternativer. Måske er det lige præcis derfor, DSB kan oppebære sit uanstændige niveau af svineri!

Continue Reading

Om at være bange.

I forbindelse med, at jeg skrev om min rædsel for skovture i mørke, slog det mig pludselig, at jeg egentlig godt ville vide, præcis hvad det er, jeg er bange for. Eller angst er måske et mere dækkende ord.

Det tog ikke ret lang tid at definere det. Jeg er simpelthen bange for alt det, jeg ikke selv kan gøre noget ved eller er fuldstændigt uden indflydelse på. Situationer, hvor jeg af den ene eller den anden grund er handlingslammet eller er komplet sat ud af spillet med hensyn til aktive handlinger for at forbedre, opløse eller afklare situationen. Hvor mit liv, om man så kan sige, er i andres–eller måske allermest i absolut ingens hænder. Alt efter hvad man tror på, selvfølgelig.

Jeg er bange for skoven i mørke, fordi jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvad der gemmer sig i den, og hvad det vil mig. En fuldstændigt irrationel angst, for udover træer, mudder og løsthængende grene gemmer der sig nok ikke andet end produkter af min egen fantasi og levn fra en barndom befolket af børnelokkere, uhyrer og andre grimme ting. Jeg er bare komplet overbevist om, at hvilken form truslen end måtte have, så er jeg magtesløs–og sikkert også dødsens!

Jeg er bange for alvorlig og dødelig sygdom, som jeg ikke ved tankens kraft, sund levevis eller bare almindelig fornuft kan overvinde. Jeg kan gøre, hvad der står i min magt for at undgå den slags, men jeg er desværre uigenkaldeligt magtesløs overfor, hvordan mine gener er skruet sammen, samt hvordan de opfører sig.

Jeg er bange for stærke mænd med uhyggelige budskaber om menneskefjendskhed, som jeg ikke formår at tale op imod–eller bare imod–og som forfører svage og bange sjæle. Forskellen på de forførte, bange sjæle og mig ligger så bare i, at jeg er meget, meget mere angst for folkeforførerne end for det, de prædiker og lever og eksisterer på, at vi andre skal være bange for. Der er uhyggelige budskaber i denne verden, som jeg desværre også er helt magtesløs overfor.

Jeg er også bange for klimaændringer og for alt det, vi gør ved vores verden. Det er sådan en mere ekstern angst, som ikke piner mig hvert sekund i det daglige. Og hvis jeg forsøger at gøre bare en lille smule her på min egen matrikel, så kan jeg overtale mig selv til at tro, at jeg ikke sådan er helt og aldeles magtesløs overfor, hvad andre gør ved verden.

Engang var jeg hundeangst for at flyve. Indtil den dag, jeg pludselig indså min egen magtesløshed og lærte at leve med den. Hvis lortet vil mod jorden, så er det altså ikke mig, der formår at holde det tilbage! Omvendt: Alternativet til at rejse er at blive hjemme! Hvis jeg vil ud, må jeg op!

Netop dette med at lære at flyve har jeg forsøgt at bruge konstruktivt i forhold til alt det andet, jeg er bange for. Egentlig er det jo ganske simpelt: man skal bare erkende–og acceptere–sin egen magtesløshed. Når man så har det, burde det jo være piece of cake helt ubange at kaste sig ud i den mørke skov eller det, der er værre. Problemet er så bare, at alternativet til at vade rundt i skoven i mørke selvfølgelig også er at blive hjemme. Og i dette tilfælde (modsat det med flyvningen!) er det faktisk det allermest tillokkende.

Afslutningsvist tror jeg såmænd også, det er sundt at være bange for noget. Hvis angsten ikke er invaliderende i forhold til ens liv i al almindelighed, så er det vel fornuftigt at være skeptisk overfor nogle ting. I alt fald for de ting, man er fuldstændigt uden indflydelse i forhold til, og hvor man på ingen mulig måde kan bruge erkendelsen af sin egen magtesløshed til at komme videre.

Continue Reading

De mørke morgener.

Generelt kan jeg sagtens komme op om morgenen. For det meste nyder jeg det også. Især hvis det er lyst.

Men når mine morgener her hen omkring slut oktober/november forvandler sig til en grød af ubestemmelige konturer og en verden, jeg visuelt har svært ved at orientere mig i, så sker der noget psykologisk med min morgenbetagelse. Den viger en smule og går klart ind i en unfair konkurrence med dynerne.

Da jeg stadig gik på arbejde, var første dag efter juleferien den største no-go overhovedet. Årets ultimative mørke-nedtur. Den dag af alle, hvor selvmedlidenheden nærmest skreg ud til verden, og hvor turen til arbejde meget nemt kunne have kostet en agressivitetsbule i en andens bil. For den eneste grund til, at jeg ( og sikkert mange andre) undlader at lave materiel skade på andres rullende ejendom sådan en morgen er helt enkelt, at det nærmest er uundgåeligt at ridse andres blik uden at påføre sit eget skade ved samme lejlighed. Og så har man da lige dobbeltspoleret en shitdag.

De mørke morgener har den psykologiske indflydelse på mig, at min lysbetingede lyst til opstandelse fader en smule. Og her skal så sandelig indskydes, at jeg også i den grad er taknemmelig for, at jeg faktisk kan forholde mig lystmæssigt til netop det faktum. Det er pensionistens og semi-pensionistens privilegium. Vi kan, i alt fald for det meste, nemlig helt selv bestemme, hvornår vi står op! Fat lige den, alle I stadig-arbejdende: Frihed fra arbejdslivet betyder (også!) frihed til selv at afgøre, hvornår man sådan gider at stå op. Det er altså ret stort. Somme tider, og for nogle, er det faktisk så stort, at det er et ansvar, man (eller de) i den grad skal forsøge at forvalte fornuftigt og undlade at misbruge. Så ingen første-skoledag-efter-juleferien-traumer her—nogensinde, igen!

Problemet med de mørke morgener er så bare, at jeg er forfærdelig dårlig til at anvende dem. Selvfølgelig kan jeg skrive blog, lægge vasketøj sammen eller gøre en masse praktiske ting. Det er bare ikke lige den slags, der får mig til at springe ud af sengen i en forfærdelig fart. Den obligatoriske tur gennem skoven med vovsen er absolut ikke en valgmulighed, for jeg er simpelthen bange for skoven og alle dens mørkeindbyggere, når jeg ikke kan se dem. Jeg er stadig, som 60+-er, underlagt ungdommens angst for at blive voldtaget, knivdræbt, bortført til hvid slavehandel–selv om sandsynligheden for, at jeg snubler over en vildfaren gren nok er overvældende større. Kvinder ser altid sig selv som potentielle ofre (sic!), og det gør alderen desværre ikke bedre. Man kan så også indvende, at når det er så mørkt, har gerningsMANDEN jo heller ikke en chance for at opdage sin aldersbetingede fejl, før det sådan ligesom er for sent!

Så de mørke morgener er for mig en evig kamp mellem at stå op til et tidsrum, som jeg ikke sådan helt har tjek på, hvad jeg skal bruge til. Hvis det derimod var lyst, ville jeg end ikke overveje problemet–eller i det hele taget se det som en udfordring. Det er da OK at blive lidt længere i sengen, men jeg er altså ikke ret god til det der snueværk. Jeg kommer alt for hurtigt til at kede mig dernede under dynen….

Det var så der, jeg kom til at tænke på, at jeg jo bare kan stå op og sætte mig på min vinduesplads og betragte silhuetterne. Og hvis nogen spørger ( hvad ingen sikkert gør) om, hvad jeg i alverden jeg dog foretager mig med blikket stift rettet mod en uigennemskuelig, mørk verden, så vil jeg sige, at jeg bare lige så stille sidder der i mørket og afventer, at det bliver forår. For så skal jeg nemlig i gang med at bruge min morgenverden igen. Engang. Og alt det gør jeg så, mens jeg indvendig er noget så taknemmelig for det pensionistprivilegium, at det er mig–og kun mig–der bestemmer, hvornår jeg skal op!

Continue Reading

Om Bethlehem.

Bethlehem kan jo i og for sig være så meget….

Det mest nærliggende er vel at tænke på byen på Vestbredden, få kilometer fra Jerusalem, hvor Jesus i sin tid skulle være født. Ikke at det er nogen særligt spændende by. Bethlehem består, for turisterne, primært af en stor plads med vildt dyre restauranter, hvor alle busserne holder eller vender, når de har sat af eller læsset de millionvis af turister, der hvert år er i Bethlehem for at bruge 1 times tid på at mase sig igennem de tyktflydende kødrande for at komme ned til det sted, hvor krybben i sin tid skulle have stået. Resten af byen er primært sultne markedssælgere, der hungrer efter turister med overskud af tid og et arabisk marked, hvor bling-bling, akryl, spinlon, særdeles gult guld og halvrådne grøntsager faldbydes. Der er en ordentlig themand, et hyggeligt lille torv og en fremragende kyllingemand, julepynt hele året–og så er det vist sagt.

Ellers er der jo også den gamle traver om det barn, der blev født der. Altså den, vi støver af hver jul, fordi den er så huskevenlig kun at have to verselinjer i hver strofe. Det er noget mere barmhjertigt end al den kimen til julefest, som vi som regel enten opgiver eller går døde i undervejs. Og kun bøvler med, fordi vi pligtskyldigt mener, at vi skal tage et vist antal verselinjer i ed, før vi er fuldt berettigede til gaveudflåningen. I øvrigt er førstnævnte salme vist også den, der kan prale med det største antal børneforårsagede undersættelser. Jeg brugte i alt fald min naive barndom på at græmmes over den skæbne, der var overgået det barn, der “blev født og bidt ihjel” ( Godt, det var helt dernede i Jødeland!). Og har i øvrigt senere læst, at Dea Trier Mørch, i al sin vidunderlige solidaritet, mente, at ” en fattig jomfru steg i løn”. ( Det burde så være her!) Jeg er sikker på, potentielle læsere også kan deres–eller deres families–version af smukke, underfundige misforståelser af samme salme, så kom bare med dem!

Men så er der også Sødahls gamle tekstilserie. Oprindeligt trykt på hessian i 70-erne (70-erne var noget så inderligt hessianificeret–vi havde det det overalt, selv på væggene, og det var en slidsom kamp at få det af. Hvis overhovedet!), men heldigvis også overført til mere humant lærred senere. Jeg skriver om det, fordi Bethlehem-serien for mig er de ultimativt smukkeste juletekstiler der findes. Der er ikke meget tilbage af det, og en stor del er slidt til en ubestemmelig farvemasse, men ind imellem kan man være så heldig at støde over dem i genbrug. Mest langt ude på landet.

Sødahls Bethlehem har en indbygget naivitet, en troskyldighed, om man vil, som langt overgår alskens grimme nisser. Det er smukt, det er stilrent, og det er–som motiv betragtet–uopslideligt. Jeg elsker gengivelsen af familien med barnet og en enkelt ged med vand i hovedet, flankeret af en mismodig ko, de tre vise mænd, som i denne version virker noget ydmyge samt billedet af byen Bethlehem, som må være kopieret fra en ældre model, for sådan ser der godt nok ikke lige ud i dag. Det er romantiseret, men det er også så dejligt naivt, at det går direkte i hjertet. Måske fordi det siger noget om den troskyldighed og den barnetro, vi vist desværre har mistet. Ikke blot siden 70-erne, men i det hele taget.

Som med smykker af den skotske arkitekt/designer Charles Rennie Macintosh kan jeg ikke gå forbi Bethlehem, når den kommer i Sødahls vintage version. Jeg må bare eje det. Sjovt nok indeholder serien også tekstiler, som for længst er gået af mode. Jeg mener, hvem køber lige brødservietter, små mellemlægsservietter, runde småduge til borde og faktisk også dækkeservietter mere? Udover mig, altså!

Men smukt er det nu. I alt fald en del smukkere end den muromkransede by på Vestbredden og børn, der bliver bidt ihjel………

 

Continue Reading

Om seniorråd.

Det er pludselig gået op for mig, at jeg til dette kommunal- og regionsrådsvalg for første gang i mit liv også skal stemme på en repræsentant til kommunens seniorråd. Den rettighed vinder man, når man er fyldt tres.

Det chokerer mig lidt. Af rigtigt mange grunde. For det første, og nok væsentligste, er jeg jo ikke sådan rigtigt senior. I alt fald ikke i min egen selvopfattelse. På en måde er jeg næsten slet ikke berettiget til at deltage i det valg, for det er vel primært til gavn for de de rigtige gamle. Sådan støtter deres sager, kæmper for dem og indgår i dialoger på deres vegne. Sådan en som mig bør nærmest ikke blande sig i den slags, føler jeg. Jeg kunne jo uforvarligt komme til at gøre noget slemt, der var mere til skade end til gavn. Jeg kan simpelthen ikke forlige mig med at være senior og derfor vedkende mig, at jeg skulle have noget som helst interessefællesskab med folk på min mors alder. Og ældre.

For det andet HAR jeg faktisk set på kandidaterne, og–jeg er virkelig ked af at sige det–de ser en smule bedagede ud. Ikke at jeg kender en eneste af dem, for det gør jeg ikke, men vi har da i alt fald ikke gået i skole på samme tid og sammen, kan jeg se. Principielt er jeg faktisk også enig i de fleste af de mærkesager, de fleste af dem påberåber sig, men det fratager mig ikke den følelse, at samtlige sager, mere eller mindre, ikke har så forfærdeligt meget med mig at gøre. Jeg er helt enig i forbedret ældrepleje og øgede tilbud–men samtidig kan jeg slet ikke få det til at passe sammen, at netop disse tilbud også skulle være til MIG.

For det tredje har jeg den helt tåbelige og hysteriske indstilling, at hvis jeg sætter et kryds på den stemmeseddel, så har jeg åbent indrømmet, at jeg er senior og påfaldende stærkt pludselig ved at blive gammel. Altså at krydset markerer min direkte vej mod alderdommen samt den erkendelse, jeg nok ikke helt er nået til, fordi jeg prøver at løbe vildt stærkt fra den. (Så længe, jeg kan!)

Men for det fjerde så er jeg opdraget til, at man har en stemmeret for at være ansvarlig overfor den ved at påtage sig den pligt det er at stemme. At det at stemme er så grundlæggende en ret i demokratiet, at det på ingen måde er noget, man kan forsvare at løbe fra. Og at man absolut ingen begrundelse har for at brokke sig over noget som helst politisk, hvis man ikke engang har gidet at sætte sit kryds.

Så jeg må sluge mit nye seniormærkat og erkende, at jeg nu tilhører den eksklusive gruppe af hel- og trekvartgamle, der har opnået endnu en krydsmulighed. Og jeg må prøve at researche lidt omkring de lokale kandidater, så jeg da i alt fald ikke stemmer helt vildt egoistisk eller decideret forkert i forhold til at forbedre forholdene for dem, der er RIGTIGT gamle!

Continue Reading

Når man bare ikke KAN…

Nu har jeg så brugt det meste af formiddagen på at blive gradvist mere og mere frustreret over et skide excelark. Jeg skulle farvemarkere diverse prioriteringer, og det er der faktisk aldrig nogen, der har bedt mig om eller udsat mig for før. Jeg er excelanalfabet, og indtil nu har jeg haft det strålende med netop det. Der er, helt ærligt, ikke så forfærdeligt meget brug for excel lige i mit liv, og jeg er ikke det mindste flov over at indrømme, at jeg er meget, meget bedre til f.eks. osso buco, hæklede sengetæpper, tøjshopping, pizzasnegle og blog.

Så bliver jeg noget så fortvivlende indvendigt rasende over, at skidtet ikke virker. Men allermest tænderknusende arrig over, at det, jeg fumler mig igennem uden nogen anstændig løsning, nok er så sindsrivende simpelt, at det næsten gør ondt. For dem, der kan. Akkurat som dengang, man skulle lære at binde sine snørebånd eller at cykle. Det er jo piece of cake. Hvis man kan.

Nu er der bare det med snørebåndene eller cyklen, at det faktisk er færdigheder, man sådan kan gå ( eller cykle) og få glæde af i det daglige. Noget vedvarende, som det altså er virkelig praktisk at kunne. Den slags ting kan jeg godt engagere mig ret seriøst i. Mens jeg tværtimod har alle odds imod mig, når jeg skal ud at danse med excelark. Sådan at forstå, at jeg jo sagtens kan lære en masse ting, hvis jeg kan se en længerevarende nytte af dem, mens andre ting synes mig så inderligt ligegyldige. Tænk at bruge adskillige timer på at lave en dårlig løsning på arkene ( men den eneste, der lå indenfor min rækkevidde) og samtidig vide, at den viden–eller de mangelfulde færdigheder–vil jeg aldrig, aldrig få brug for igen. Nogensinde!

Og hvad kunne jeg dog ikke have brugt sådan en dejlig søndag formiddag til? Specielt hvis jeg lige havde vidst, hvordan man på under 2 minutter kunne gøre det, jeg så altså skulle massakrere en hel søndag formiddag med.

Indrømmet! Jeg satte mig nok heller ikke alt for grundigt ind i sagerne. Jeg sjussede mig frem, skældte ud, hev mig selv i håret og blev rigtigt, rigtigt tøsefornærmet på computeren. For i den slags situationer er det selvfølgelig den, der står med eneansvaret for, at min excelfarvelade går i eksploderet farvefabrik i stedet for i nydelige kolonner og pæne farver.

Konklusionen må være, at jeg til en vis grad sagtens kan lære det, der er anvendeligt og af en vis fornuftig og praktisk betydning for mig. Mens jeg bare bruger enormt lang tid på at blive sur over at skulle arbejde med noget, jeg ikke har den fjerneste lyst til at lære!

Continue Reading

Karls minde.

Og her har vi så gamle Karl, som flere år efter sin død blev flyttet fra sin oprindelige grav til nedenunder dette en smule pralbefængte gravsted.

Han var ellers i første omgang blevet placeret oven på sin særdeles afdøde søster ( altså i samme grav) i anderledes ydmyge omgivelser. Af den simple grund, at han var dybt forarmet, fordrukken, og ingen rigtigt gad bekoste mere end en søsterlig overdækning på ham. Først nogle år senere havde rettroende marxister fået sparet nok sammen til, at Karl kunne flyttes til nyt logi. Uden søster, men med betonkommunistisk udsmykning.

Sædvanligvis skal man betale entre for at bese Karls sidste bolig, hvilket i sig selv, i alt fald for mig, virker en smule ironisk og i direkte strid med de principper, han primært prædikede, og måske også ind imellem efterlevede. Men i dag slap vi, af den sørgelige grund, at 2000 kurdere var til tårevædet begravelse, både i det fri og på storskærm, af en ung filminstruktør, der var blevet offer for en IS-bombe. Han skulle selvfølgelig ligge tæt på Karl, og da vi jo påfaldende ligner kurdere, slap vi gratis ind mod at blende nydeligt ind i mængden.

Karl ligger ude på Highgate kirkegården i det nordlige London. Eller måske troner han nærmest. Det er et fantastisk sted, hvor mange andre berømtheder også kan støves op mellem de overgroede gange og vilde planter, der slynger sig overalt. Highgate er historien vingesus og et monument over forgængelighed.

Måske lige med undtagelse af Karl. Den kolos af en sten over ham, der mest af alle prædikede lighed og solidaritet, synes ikke at være berørt af tidens tand og skiftende politiske trends. Og de færreste kan vel undgå at se ironien i, at netop han og hans tanker skal mindes med et pragtstykke af nærmest Stalinistisk pral. Der er sgu´ ikke megen synlig solidaritet med de andre frønnede, forarmede og forsømte kors derude…….

Continue Reading