Om Pfifferlinger.

Hvis Pfifferling var et stednavn, var det sådan et sted, jeg ville rejse hen. Det er et pragtfuldt ord og smager forfærdeligt godt på tungen og i hele munden. Faktisk helt ned til hjertet, som bliver lidt varmt. Pfifferlingevarmt.

Men Pfifferling er ikke et sted. Det er bare noget, der smager godt. Nemlig kantareller på tysk. Tænk at kalde dem noget så dejligt. Der er ligesom mere stil, schwung, Sturm und Drang og ligefrem velsmag over Pfifferling. Pfifferling, Pfifferling, Pfifferling.

Når noget er i sæson i Tyskland, omfattes det af en stor, næsten helt udmattende dyrkelse og ophøjet kultstatus. Tænk bare på de uger i forsommeren, hvor hele det store land går i benovelse og tilbedelse af hvide asparges. Det er der, en aflang, hvid grøntsag bliver halvgud, og enhver med respekt for sine egne, naboens eller købmandens asparges går i aspargesmode og tilsætter ethvert måltid ( eller laver dem til et måltid i sig selv) en god portion opgravede stangafgrøder. Hvis der findes nogen i hele Tyskland, der bare ikke er på aspargesholdet, så holder de kæft. Det er at sammenligne med skruebrækkeri.

Men jeg vidste faktisk ikke, at Pfifferlinger ( gider ikke skrive kantareller, det er for usmukt et ord) har samme status. Og at det er lige nu, Pfifferlinger pfiffer op og er modne og plukbare. Derfor har alle restauranter utallige variationer af Pfifs. Sovse giver vel sig selv, supper til dels også, men der pfiffes også i pastatilbehør, salater og i enhver form for tilbehør til den obligatoriske schnitzel. De smager godt, virkelig godt. Så kan man lide Pfifferlinger, så er det med at komme til Tyskland nu. De har nok af dem. Alle steder.

Personligt er jeg ikke svampefinder. Jeg lider af en udpræget angst for røde fluesvampe, euforiserende paddehatte og lort, jeg ikke kan kende fra lagkage. Jeg er overbevist om, at mine evner udi svampefund sikkert begrænser sig til at give enten mig selv eller mine nærmeste en ubehagelig død. Eller i alt fald adskillige ditto toiletbesøg. Derfor synes jeg, det er så rart, at nogen har taget teten og plukket de uskyldige for mig, således at jeg kan nyde mine Pfifferlinger i store mængder og variationer.

Så vil man dyrke og tilbede Pfifferlinger, så er det syd for grænsen. Selv om det ville have været rart, om Pfifferling også var et sted. Rent sprogligt rangerer det jo nærmest på fod med Mandalay og Samarkand i lydmæssig flothed.

Continue Reading

Om mundbind.

For bare et halvt år siden ville det have været utænkeligt at skrive et indlæg om noget (dengang) så essentielt uinteressant som mundbind. Jeg mener stadig, mundbind som sådan er uinteressante. Men samtidig er de blevet essentielle. Ligesom vejret, sex og peanutbutter er de nok kommet for at blive.

Jeg vil på ingen måde indgå i en diskussion omkring mundbinds virkning. Eller mangel på. Det er jeg (som de fleste andre) slet ikke kvalificeret til. Men jeg har for nylig været i Tyskland, hvor mundbind mange steder er obligatoriske, så jeg er på en måde kvalificeret til at udtale mig om, hvordan det er at leve med mundbind som en lovpligtig påført del af en ganske almindelig dagligdag.

Enhver, der har haft underansigtet i afspærret nærkontakt med et mundbind gennem bare nogle få minutter, ved, at det svarer til at iføre sig en seriøst kondensvandsopsamlende regnfrakke foran mund og næse. Der bliver varmt og fugtigt derinde. Det er som at genbruge sin egen ånde i hysterisk grad og at lukke en tiendedel af sig selv af fra den frie verden. Mundbind er ingen nydelse. Det er derudover også som at laminere sig selv ind i en sci-fi verden, en mumificeret version af et samfund, hvor de allervigtigste ansigtstræk–dem vi genkender hinanden på–er udviskede. Man reducerer sig selv til 3-4 blå læg, ophængt på ørestellet og må vel lære at genkende bekendte på øjnene og de konturer af mund og næse, man ligesom kan sjusse sig frem til. For slet ikke at nævne, at talen bliver forvandlet til en slags mumlen i et hulrum. I alt fald er det den fornemmelse, man selv sidder tilbage med.

Mundbind kræver også tilvænning. Det er slet ikke så let at huske dem. At få dem på, altså. Når man hele sit trekvartlange liv har været inderligt ubekymret om at tildække sit halve ansigt før indgang til butikker, restauranter, cafeer, museer, ja selv offentlige toiletter, så skal man godt nok sparke et par remindere ind engang imellem. Utallige gange fanges man der på tærkslen til en interessant butik af en kolossalt dårlig samvittighed. Ofte er man faktisk også kommet derind, før man ( lidt skamfuld) får ophænget sat på hængslerne. Det er derfor nødvendigt hele tiden at have fuldt tilgængelige mundbind. Helst i lommen. For tasken skal åbnes, og rygsækken skal vel nærmest af ( i alt fald drejes til foranoplyning), og i et mundbindspåkrævende samfund skal man godt nok være vaks på tangenterne. Især når man bruger briller. Hold da lige op, hvor de da bare har det med at blande sig. Mest i aftagning. Fordi mundbind har en klar og indbygget præference for at alliere sig med brillestænger, og det kan der sådan set kun komme kludder og dårlige venskaber ud af.

I mundbindskrævende samfund er mundbind ikke bare mundbind. De er også mode. Der var en butik i Quedlinburg, hvor vi (fordi man altid tolker udfra, hvad man kender til) troede, de solgte mangefarvede sokker. Det gjorde de ikke. Det var mundbind, farvestrålende, spraglede, mønstrede mundbind. I Asien har jeg også set designerbind. Sådan at man kan iklæde sin mund Burberrytern eller et logo med Gucci eller Versace. For de absolut modebevidste er der rimelige chancer for såvel at ekvipere sig med mundbind, der passer til outfittet i stil og farve samt at fremvise lidt pral med dyre brands og logoer. Hvis man altid har ønsket sig noget i Burberrytern, er her altså en oplagt mulighed for snobbede fattigrøve. Selv om sådan et mundbind koster kassen, så er det vel trods alt billigere end en frakke!

Personligt sværger jeg til de billigste. Dem til 3 kroner i Netto. De er blå udvendigt og hvide indvendigt. Det er for, at man kan se forskel på ret og vrang. Og så skal man huske at skifte dem–faktisk mere end dagligt. Tommelfingerreglen må være, at når de ikke længere er blå og hvide, men blå og sorte, så er det på tide at erkende, at der skal hostes 3 kroner mere op i Netto. Man skal også huske, at de faktisk har en næseklemme foroven til at bøje ind over næsen. Sådan at afskærmningen retter sig efter enormiteten af ens tud. Hvis man vender dem forkert, finder man ret hurtigt ud af det. Så stikker det meget ubehageligt på hagen.

Mundbind er desværre også en kilde til øget forurening. For der synes at herske en udpræget tendens til at smide de aflagte overalt. Således kan man i tyske byer se adskillige hensmidte bind på gadehjørner og hele kongresser af afdøde mundbind ved skraldespande af den slags, som ingen sætter en ære i at ramme. Det er lidt forstemmende at se på. Og affaldsarbejdere må nok bande lidt indvendigt over en ny type skrald, som de, for bare få måneder siden, slet ikke havde fantasi til at forestille sig.

Jeg håber inderligt, at disse pseudo-regnfrakker er bakterieforskrækkere, opsamlere af alt modbydeligt og mund-prævention mod farlig smittespredning. Faktisk prøver jeg intensivt at overtale mig selv til blindt at tro på, at der er en højere, meget, meget væsentlig mening med mundbind. At de er decideret livsbeskyttende, ikke bare for en selv, men næsten endnu mere for andre, man møder på sin spredningsvej. Og at man ikke bærer dem forgæves.

For de skal nok komme her også. Mere end de allerede er. Så er vi nødt til at vedtage med os selv, at de er essentielle. Tro på dem. For ellers er det da slet ikke til at holde ud……

Continue Reading

Om at komme over. På den anden side, altså.

Jeg har altid lidt af udvidet højdeskræk. Enhver udsigt direkte ned drager mig og prøver ordløst at overtale mig til at springe ud. Jeg er nok den, der gennem tiderne allermest speedy kom ned fra første etage i Eiffeltårnet (stak lige hovedet ud af elevatoren, hvorefter jeg trykkede på NED), og jeg har kravlet på knæ langs kanter og stejle fald, klamret mig til forblæste buske på klippestier samt forklaret mine gæster om Beachy Heads lyksaligheder, mens jeg stod 10 meter BAG deres rygge.

Jeg er ikke til hængebroer. Carrick-a-rede i Nordirland, som mine gæster ellers gerne nyder, er ikke for mig. Jeg får sgu` ondt i nerveenderne bare ved at SE på den. Clifton Suspension Bridge i Bristol er godt nok ikke en tovbro, men den er slem nok alligevel. Jeg skal sådan gå og kigge ned på og lettere kommanderende tale med mine egne fødder hele vejen og hele tiden kvinde mig op til at komme videre. Enhver form for udsigt og panoramaer er totalt spildt på mig. Jeg er dem helst foruden. Hvis jeg kigger for meget på dem, drages jeg jo bare mod den der underverden af tom luft og klipper og tager det endelige hop. Nedad. Jeg har dog været over Clifton Suspension. 2 gange. Det er en bedrift.

Men forleden var jeg altså over Rappbodetalsperre i Harzen. En hængebro. Af metal dog, men ret hænget alligevel. På enhver hængebro findes der idioter, der udelukkende er kommet ud på sådan en for at gynge pæne og nervøse folk. Det gør de så. Hele vejen over. Men jeg KOM over.

Underligt nok er det sådan, at tanken om umuligheden i et sådant foretagende er tusind gange større og mere traumatiserende end det, faktisk at gøre det. At gå over. Jeg gik med oprejst ( lidt, i alt fald) pande hele vejen, smugkiggede en ganske lille smule ned ( og der var langt) og bandede mere end blev bange for idioternes hængebrosgyngeri. Jeg er stolt, meget stolt, over at have haft overskud til et lille smil derude på stålwirerne og husker da også, at jeg bestandigt udsendte remindere til mig selv om tysk grundighed og Ordnung muss sein. Jeg havde nok aldrig gjort det syd for Alperne. No way.

Nu er det så sådan, at jeg med stor overbevisning kan anbefale turen på hængebroen over Rappbodetalsperre i Harzen. Det er ret fantastisk. Det er smukt, det er unikt, og det holder. Og den eneste grund til det er, at jeg kom over. Jeg gjorde det. Så kan man sagtens blive megastor i kæften og virke som semi-professionel udi hængebrosovergange. Faktisk er jeg lidt skuffet over, at man ikke dernede kan erhverve sig en badge til tøjet, hvor der står noget i retning af “I did it.” For sådan en gad jeg godt gå med.

Og måske er det også sådan, at jeg nok, hvis verden engang igen åbner sig, er nødt til at overtale mig selv til få det der Eiffeltårn helt ind under huden og i alt fald da komme ud af elevatoren. At tale FORAN mine gæster og faretruende nær kanten på Beachy Head, at tage i alt fald et par skridt ud på Carrick-a-rede ( det er en tovbro, så der gælder særlige regler for mig) og måske gå over Suspension med blikket rettet fremad og periodisk endda nedad.

Nu får vi se. Jeg kom over. Måske kommer jeg også på den anden side af alt det drageri?

Continue Reading

Om Harzen.

Da jeg var ung, kendte jeg nogen på min egen alder, der vandt en bustur til Harzen. Det tog tid for dem at indrømme den pinlige gevinst, og jeg tror faktisk aldrig, den blev indløst.

For man tog ikke til Harzen. Dengang. Harzen var indbegrebet af sværme af turistbusser med geriatrisk fyld og ubehjæpsomme, uberejste pensionister af den slags, der umiddelbart mente, at forstod tjeneren i udlandet beklageligvis ikke dansk, råbte man bare højere og udpræget tydeligere. Harzen var et pinligt rejsemål, dybt underlagt rejsesnobberi af en art, stedet på ingen mulig måde fortjente.

Nu er jeg så blevet trekvartgammel. Jeg er også blevet indfanget af en pandemi, som begrænser mine rejsemuligheder fysisk og mentalt afholder mig fra mange kroge af verden. Så jeg har været i Harzen. Og der er vidunderligt dejligt. Jeg gad faktisk godt vinde en bustur dertil…

Siden jeg var ung, er Harzen blevet udvidet. Med den østlige del, som dengang kun fandtes bag jerntæppet, og som faktisk er den mest interessante. Her er både vidunderligt smukke, gamle byer med bindingsværkshuse i et overvældende antal, men også natur, der både er smukt at se på og fantastisk at trave i. Nok er her ind imellem en smule über-tysk, men wienerschnitzler, bratwurster og utallige pyntegenstande overalt har vel også sin charme. Sådan midlertidigt. Selv de blonderede gardisetter, der tilsyneladende har meget høj gardinstatus, er til at leve med og giver en hvis form for lokalkolorit. Så længe man ikke skal have dem med hjem!

Harzen kan nås på 5-7 timers køretur ( inkl. pauser) fra de fleste steder i Danmark, og har man akutte udlængselsabstinenser, er det absolut anbefalelsesværdigt. Der er noget for enhver smag. Der kan traves, slentres, fås store naturoplevelser og gås gennem ældgamle byer med utrolig charme. De lokale er selv utroligt opmærksomme på at give tilbud til nærmest alle former for turister, så mulighederne er mangfoldige.

Man behøver ikke længere være pensionist for at påskønne en tur til Harzen. Det bør egentlig råbes ud, for det er uendeligt synd, at et så fantastisk sted stadig hænger lidt ved den gamle myte om buspensionisternes paradis. Men det er vel egentlig bare et spørgsmål om at tage afsted—og blive noget så fantastisk positivt overrasket!

Continue Reading

Om Quedlinburg.

Quedlinburg ligger i den østlige del af Harzen og har ca. 22.000 indbyggere. Byen er på Unescos verdensarvsliste og er i den grad et besøg værd. Ikke bare sådan et smutte-forbi-besøg, for den fortjener mere end det. Meget mere.

Det siges, at der er over 1500 bindingsværkshuse i Quedlinburg. Personligt tror jeg, der er flere, for det er uhyre vanskeligt at finde et hus, der ikke har stolperne. Man er indrammet og omringet af bindingsværk. Og så har byen tilsyneladende ligget i dyb kommunistisk dvale gennem alle de år, DDR eksisterede, for til trods for dens 1000-årige historie og moderne restaurering er her et helt umiskendeligt præg af det gamle Østeuropa. Der er særdeles toppede brosten, forretninger med små, længst umoderne udstillinger (hvem erindrer stadig, da alt tøj hang på bøjler i vinduet?) og de obligatoriske 2 vinduer på hver side af en dør og en atmosfære af sejlivet uforgængelighed. Det er lige før, man stadig kan lugte brunkullene og brunkålene. I alt fald kan man sagtens forestille sig de evindelige køer foran forretningerne.

Så Quedlinburg er ikke bare smuk og charmerende. Den er også et stykke historie i sig selv. Fra de ældgamle huse og det store slot fra middelalderen til de utallige reminiscensser af de gamle Østeuropa i ufortyndet form. Det er sådan en slentreby, hvor alt bare er seværdigt. Et lille museum i sig selv uden at være opstillet og dødt, for her leves livet og dagligdagen hele tiden af indbyggerne, som kræser om de gamle huse og den helt specielle atmosfære.

Selvfølgelig er der hoteller i Quedlinburg. Men de fleste turister bor på byens utallige pensioner, som er indrettet i de fordums herskabshuse, som under kommunismen blev til kollektive håndværkerfirmaer og nu er overtaget af entreprenante mennesker. Så man kan sagtens bo midt i al herligheden til særdeles venlige priser. Og i gåafstand fra alt det herlige. For er man først i Quedlinburg, er det hele faktisk ret herligt…..

Continue Reading

Og det er altid den nærmeste. Den på hjørnet.

Der ligger altid den der lille undseelige restaurant på hjørnet, lige ved ens feriebolig. Sådan særdeles uprætentiøst, lidt selvudslettende og selvfølgelig aldrig mere end nogle få skridt væk.

Der skal man selvfølgelig ikke spise. For hvorfor i alverden skulle byens bedste restaurant ligge lige for ens fødder og i bekvem gåafstand? Nej, man skal i stedet trave byerne seriøst igennem, for alvor lokalisere turistfælderne med de skyhøje priser og den shitty mad, hvis eneste umiddelbare fordel er, at de ligger på overrendte pladser og har ubehøvlede tjenere.

Men så er det, med sikkerhed, sådan, at den sidste aften er man træt. Benene vil ikke ret meget mere, det begynder somme tider at regne, og i grunden er den personlige GPS allerede indstillet på hjem. Så hvorfor ikke gøre det let? Gå hen på hjørnet og bide al madskam og eventyrlyst i sig?

Og så er det, med lige så stor sikkerhed, sådan, at den der lille undselighed pludselig viser sig at være et fund, et madtempel af høj karat og en lokal perle. Det ved man jo i grunden godt. For sådan er det hver gang. Hver eneste.

Her er billeder fra snitzlernes ubestridte himmel. Lige på hjørnet, altså. Paradis for enhver elsker af udbanket, paneret kød, som vor mor skal lave det og har gennembanket det, før man stikker gaflen i det smørstegte vidunder på en halv kalv. Og ikke nok med det: Lokalstemningen, komplet turistfri, er helt intakt med nabolagets familier og stamkunderne, og alle de pyntelige uhyrligheder i vinduerne udstillet uden nogen form for fisefornem skam.

Og næste gang man så indtager sin feriebolig, og den der lille undselighed igen stikker sit hoved frem på hjørnet—så overser man den. For der skal man ikke spise. Indtil den sidste aften, forstås. Det er så der, man lokaliserer byens bedste restaurant. Altid! Og aldrig bliver klogere…..

Continue Reading

Luneburg. En lidt overset perle.

Det er selvfølgelig beklageligt, at jeg ikke engang kan finde ud af at skrive umlaut på min padde. Da jeg aldrig undervurderer mine læseres intelligens, er jeg dog sikker på, at samtlige alligevel godt selv kan finde ud af at sætte de to prikker over u-et.

Så: Luneburg ligger faktisk ikke ret langt fra den dansk/tyske grænse. Man skal bare lidt til venstre omkring Hamburg. Og så er man der, hvor saltet gror. Eller groede. For man graver faktisk ikke længere efter salt i Luneburg. Det har nemlig vist sig, at det ret omfattende minearbejde fik byen til at vride sig, blive skæv og falde sammen. Og den slags er jo uheldigt. Men smukt. Luneburger-salt er ellers det kvalitetsmæssigt bedste salt, der findes. Og også det, der i fordums tider gjorde byen rig og blomstrende samt forsynede den med alle de smukke gamle handels- og pakhuse, der stadig står og er så vidunderligt velholdte. Og skæve.

Der bor omkring 75.000 i Luneburg, så byen er af ( med danske øjne) betragtelig størrelse. Oprindeligt er den faktisk ikke en hansestad, men fik sig i begyndelsen af dette århundrede kæmpet til den status med absolut gigantisk tilbagevirkende kraft ved at hævde, at netop saltet var stærkt medvirkende til, at nabo- Hamburg blev en af de mest magtfulde hansestæder. Der for adskillige århundreder siden, altså. Den er dog fyldt med fantastisk flotte gavlhuse ( der skulle betales skat af gadeareal, så derfor byggede man indad) i en helt særlig stil, jeg kun har set på denne egn. Det er sådan en by, man skal kigge op i. Det er nemlig der, alle de smukke oplevelser sidder. På gavlene, på takkerne på samme gavle og i alle de fantasifulde ornamenteringer og vejrhaner.

Luneburg er en rigtig slentreby, hvor hele bymidten faktisk består af mere eller mindre trafikfri gader. Der flyder den obligatoriske flod igennem ( en biflod til Elben), og hvor der før var travlt havnemiljø med losning og lastning, er der nu skønne caféer ved flodbredden. Og overalt i byen løber små, sjove, spændende gyder, som kun venter på at blive udforsket.

Det kan såmænd sagtens lade sig gøremål en endagstur. Men det ville være synd. Luneburg skal ligesom have lidt mere. Der er ikke langt hjem, men der er anderledes, spændende og smukt.
Og så må vi stadig godt rejse til Tyskland…….

Continue Reading

Om at (gen)opdage Nordpolen.

Først på sommeren havde jeg klare intentioner om at besøge steder i Danmark, der havde fremmede navne. Som Nordpolen, Rom, Paris, Sibirien og Berlin og andet. Det var, hvad min stadig større og stadig mere akutte udlængsel så som eneste mulighed for at bringe lidt eksotisk ind i mit liv.

Det er ikke gået imponerende godt. Overhovedet ikke. Men forleden nåede jeg Nordpolen. I det mindste nåede jeg Nordpolen.

Nordpolen var i min barndom et hedeområde langs Mariager Fjord, som man sådan skulle vide var der. Navnet er på ingen måde officielt, figurerer ikke på nogen kort og bruges vist kun af de lokale. Så overhovedet at finde frem til det var noget af en hurdle. På niveau med, “at vi gik vist til højre et sted omkring den store gård” og “man kunne vist også gå ind fra landevejen, men så skulle man igennem en gård”. Det er næppe turistgodkendte vejledninger.

Men vi satte ud i den retning, vi mente, var den næsten rigtige. Iført travesko og madpakke, for madpakker er kommet ind i vores liv igen i denne Coronasommer, og egentlig smager de jo ganske fremragende tilsat dansk vejr, vand og blæst på en (forhåbentlig) solbeskinnet markvej eller havskrænt. Det viste sig i første omgang, at den manual, der var inde i mit hoved, blev begrænset af flere Adgang Forbudt-skilte, men den slags slår mig nu sjældent ud. Jeg har en udpræget ide om, at jeg kan tale mig ud af alt —som forleden, hvor jeg medbragte cykel i myldretidsmetro ( det må man ikke!) og på forhånd bestemte, at jeg den dag ikke talte dansk. Overhovedet. Manden er mere lovlydig–han tror, skilte står steder af en grund, og forleden vandt hans tøsedrengsgener altså. Han mente, de havde schæfere i skoven! Så vi vadede troskyldigt gennem mudder og højt græs i stedet. I cirkler. Men da det så var overstået, fik vi den mest forunderlige tur gennem et naturskovslandskab, man vist skal lede længe efter at finde magen til i Danmark. Helt uberørt. (Og ikke et ord om skilte!)

Og så var det, som det jo altid er i eventyrene og de opbyggelige historier om at erkende både dit og dat, netop som vi havde opgivet nogensinde at nå frem til den Nordpol, at vi var der. Lige midt på den. Eller i alt fald midt på ved siden af, for de har minsandten hegnet verdens top i fjordversionen inde.

Det var så også der, jeg pludselig måtte erkende, at det vist er næsten 50 år siden, jeg sidst var på den Nordpol. Og at Nordpoler altså ikke går i stagnation, bare fordi jeg ikke besøger dem. For det første syntes jeg, der var ENORMT langt derud i min barndom. Heldags-madpakke-ondt i benene dagen efter–langt. Det var der sådan set også for vi amatøridioter, der gik de forkerte veje, men havde vi gået den direkte, var der godt nok ikke langt! For det andet erindrer jeg et enormt hedeområde med små, forkrøblede buske og en fantastisk udsigt fra vældige bakker skrånende ned mod fjorden. De der buske var ikke ret små mere. Faktisk var de så store, at man næsten ikke kunne skimte fjorden, og i øvrigt havde de hegnet hele området ind, så man end ikke kunne komme ind og plante sit nye erobringsflag på toppen. Det var dog kun pga. hegnets elektriske natur, jeg ikke klatrede derind alligevel, for jeg er sikker på, i alt fald noget af det længere nede og mere ufremkommeligt lignede det, der engang var min Nordpol.

Men nu har jeg været på/ved Nordpolen igen. Jeg har opdaget, at selv barndomme har det med at blive voksne og helt på eget initiativ rejse fra ens hukommelse og minder. Men sådan er det jo. Under alle omstændigheder ligger der jo en væsentlig sejr i overhovedet at have fundet det der sted. Gen-fundet, altså.

–Og turen derud, i cirkelformede bevægelser, var vidunderligt smuk. Selv om jeg tror, vi var på privat grund, så undgik vi fermt alle schæfere, men fik rislende bække og flotte, storladne, tyste skove til overflod. Så selv om målet var lidt anderledes end forventet, så var turen dertil en oplvelse.

Og det er vel også sådan, det skal være…..

Continue Reading

Septembers himmel er så blå.

–Selv om det kun er august. Sen august. Men næsten september.

Men september har den der himmel, som ingen andre måneder kan stille op med. Det blåeste blå og højheden, storheden, vidtstraktheden. Som om himlen på gode vejrdage var malet af Nolde selv, for til trods for, at han på de seneste er kommet lidt i miskredit for at være noget af en vendekåbe under krigen, så er der, efter min mening, ingen, der kan male en god himmel som Nolde. Himmelmesteren.

Og der er ikke ret meget, der er så smukt som min strand under sådan en himmel. Især om morgenen og om aftenen. Her til morgen sådan et stykke land og hav, som næsten er mit alene. Midt i blåheden. Og i aftes, lige der i den blå time, lige før solen går ned. Hvor lyset falder på den måde, som lyset kun kan falde på netop denne årstid.

Der er også kommet dette snif af efterår i luften. Det der lille piv af forventet vinter, modne æbler og fugtighed. Det snif, der konkret indvarsler, at sommeren er ovre, men som også dufter af høst og dengang, vi børn i store flokke drog hærgende gennem kvarterets haver og stjal, hvad der nu kunne stjæles af spiseligt. Ikke fordi, vi som sådan manglede noget, men fordi det var spændende og et afbræk fra den sædvanlige dåse-gemme.

Herude i det, der for bare 3 uger siden var sommerlandet, er der pludseligt blevet langt mellem menneskene. Der er kun os tilbage, der (i mit tilfælde dog ufrivilligt!) er arbejdsfri og aldrig har en egentlig deadline på at skulle hjem. Vi kan så gå under den der overvældende blå himmel og have det hele for os selv.

Og har en hel september endnu til at gøre det i…..

Continue Reading

Åh nej….

Den ene gang om året går jeg amok! Så forsvinder jeg ind i min egen højlydte anglofili, skruer op til dødsmetal-niveau for fjernsynet, danser lidt med mig selv, gør sådan lidt bøvlet honnør, synger så højt, at jeg har ondt i halsen flere dage efter og fælder også gerne en tåre over den ubestridte storslåethed.

Det er, når The Last Night of the Proms går over skærmen, og vi ENDELIG er nået gennem alt intetsigende fyld, lange takketaler og en forfærdelig masse hoppen op og ned, iklædt farverne fra Union Jack–og er nået til det eneste, der VIRKELIG betyder noget. Afsyngelsen af Rule Britannia og Land of Hope and Glory.

Det er mit glansmoment, min ultimative dyrkelse af såvel anglofilien som musik, der er så smukt, at jeg græder storspande over det. De to melodier er bare så flotte, så medrivende, så fantastiske, så storslåede–og så imponerende. Og vel har jeg da læst teksten–man synger vel med–og vel har jeg da også undertrykt kvalmen over, hvad man for flere århundreder siden syntes, var i orden, fordi jeg altså godt kan se, at alt kun giver mening, hvis det indsættes i den rette historiske kontekt. Men jeg har egentlig ikke tillagt det den store værdi. Jeg har sgu` da bare skrålet med!

Men nu er det så sådan, at netop den to melodier i krænkelsesparathedens hellige navn i år er blevet bandlyst fra The Last Prom. Altså de to melodier, som ER The Last Prom. Der skal ikke synges om britisk overherredømme og slavehære, og der er ikke længere noget land af håb og ære. Der er kun plads til politisk korrekt musik med ufarlige tekster, og netop Rule Britannia og Land of Hope and Glory er jo, som vi alle ved, decideret samfundsundergravende, krænkende og fordomsfulde helt ud i sidste verselinie. Den slags skal vi ikke synge. Nej!

Jeg gider ikke se The Last Prom i år. Hvorfor i alverden skulle jeg dog det? For jeg føler mig nemlig krænket over, at jeg ikke må skråle til himlen, græde springtårer og forstyrre alle naboers fred en 2-sanges tid. Hvad i alverden skal jeg se det program for? For at skråle med på Beethovens 9? Samtlige satser? Det KAN jeg ikke engang.

Jeg er fuldt fortrolig med, at nogle kan føle sig krænket over teksterne i sangene, og det respekterer jeg også fuldt ud. Men jeg er samtidig nok en lille smule bange for, at BBC for første gang nogensinde vil få store problemer med at få solgt billetterne til promenadekoncerterne i fremtiden. Indtil nu har man skullet købe samtlige koncerter for at få adgang til den sidste–altså sidde den af gennem adskillige andre, for mange uinteressante, koncerter, og billetterne til den sidste har været handlet til vild overpris på det sorte marked. Nu kan man forudse, at BBC ligesom brænder lidt inde med tingene, for folk kommer, selvfølgelig, af mange årsager. Men de allerfleste kommer for at grovskråle og overhoppe med på Rule Britannia og Land of Hope and Glory.

Godt, jeg har dem på en gammel LP! Så kan jeg hoppe til den, når de bliver forbudt på streamingtjenesterne!

Continue Reading