Statusrapport.

Som indledning kan jeg slå fast, at jeg har fået nye interesser. Jeg er f.eks. begyndt at interessere mig for storpolitik på verdensplan og håber i disse dage på, at kineserne og amerikanerne kan begynde at nærme sig hinanden i den handelskrig, der synes at have mig som mål. Sådan at forstå, at den påvirker mine aktier. MINE, altså. Ligesom jeg også slår et blik på avisernes finanssektioner, som jeg indtil for ½ år siden nærmest ikke anede eksisterede og i øvrigt primært anså for uklimavenligt spild af godt papir.

Dermed også konstateret, at det, diplomatisk sagt, ikke går godt med mine værdipapirer. Halvdelen af skylden er (T)rumpens og ham der kineserens, resten skyldes min egen dumhed. Som den evige, ukuelige optimist har jeg fortalt mig selv, at alle mine idiotier skyldes begynderdumhed, og at de derfor er dyre, men væsentlige, lærepenge. Det forholder sig nemlig sådan, at en aktie, når jeg investerer i den, falder brat i samme sekund, jeg har skrevet under, mens den, hvis jeg afhænder den, går ud i århundredets uventede, akutte stigning. Jeg bliver ked af det i 5 minutter, når en aktie dropper over 5 % samme dag–derefter siger jeg PYT!–og jeg kan blive helt euforisk, når samme aktie næsten dag går op med 1½ %. Alle, selv jeg, kan selvfølgelig godt se, hvor vi så ender henne, men jeg klamrer mig til de små stigninger og er forfærdeligt god til at abstrahere fra det modsatte. Jeg er også så idiotisk, at jeg næsten kan blive glad, når banken taber penge på mine pensionsopsparinger. Det viser nemlig med al tydelighed, at jeg ikke er den eneste idiot. Banken er lige så dum! Og så bliver jeg sådan med et lidt klogere. Synes jeg selv.

Jeg har droppet pengesedler i bundter fra luften ned i det rene ingenting. Faktisk er det mine aktier, der personligt har betalt for SAS-piloternes uhyrlige lønstigninger. Og jeg har flere luftfartsselskaber, som end ikke er færdige med at taxie ud til startbanerne. Det vil tage år at få dem i luften, om nogensinde. Som kompensation for at have været så miljøuvenlig at sætte odds på dem, rodede jeg i lang tid med at finde klimavenlige, bæredygtige aktier. Det er muligt, dem jeg købte, står for bæredygtighed rent klimamæssigt, men investeringsmæssigt har det bristet mere end båret. Jeg er f.eks. vild med ideen om fælles elbiler i KBH og har da også selv med fordel benyttet dem. Det må jeg så være den eneste, der er. Den bil, jeg købte, er ca. et højre forhjul værd. Og bankerne! Heldigvis kom jeg af med den jyske i tide, men det bliver i alt fald ikke mig, der kommer til at vaske flere penge på de konti. Der er nemlig ikke flere at sætte i vaskemaskinen.

Til gengæld, for man skal jo altid ende på en positiv stemning, så er jeg rigtig god til æggebakker, islandske træben, solenergi fra Vejen, ind imellem vindmøller og ligeså til høreapperater. Da jeg i et moment af national fortvivlelse søgte mod fjernere horisonter–det var faktisk mens jeg kørte rundt i Speyside i Skotland og blev vildt inspireret–tilegnede jeg mig det lokale destilleri, og der er jeg sådan a`point. Jeg havde ellers troet, at mine rosende salgstaler overfor gæsterne netop den dag på samme destilleri ville forøge omsætningen markant. Ligesom jeg stadig handler helt ustyrligt i Boots og naivt tror, jeg dermed får en form for dividende rent aktiemæssigt. Selv om jeg selvfølgelig godt kan se, at 2 pakker af de billige hovedpinepiller ikke udgør en markant stigning i sig selv.

Konklusionen må være, at jeg vinder lidt og taber en del mere. Ligesom min bank, altså. Jeg anser os for at være cirka lige gode, hvilket langtfra er gode nok. Omvendt aner jeg jo ligesom heller ikke, hvad jeg egentlig skal med de penge. Andet end booste min selvtillid og rose mig. For at forøge mine muligheder for at injektere belønningscentret har jeg så også spredt mig over et kolossalt areal. Mine æg ligger ikke i den samme kurv. Langtfra. Jeg har masser af kurve. Faktisk så mange, at jeg har det præcis, som når jeg før i tiden spillede Matador. Sådan “Den har jeg allerede.” eller “Den har jeg også.”. Det vil blive svært at lande et sted, jeg ikke ejer en milliontedel af. Eller mindre.

Heldigvis synes jeg stadig, det er lidt sjovt. Sådan ind imellem altså. Og så står jeg jo også i en situation, hvor jeg, i alt fald på de uflyvende maskiner og de beskidte banker, har tabt så mange penge, at jeg ligesom er landet godt og grundigt med lortene. Man er vel endnu mere idiot, hvis man afhænder fallitboet, når man nu stadig er optimist og tror på, at de flyvere i det mindste er på vej ud på startbanen, og at selv banker med tiden erkender, hvad det vil sige at opføre sig ordentligt.

Og så mangler vi altså lige, at (T)rumpen og ham kineseren, som bankerne, OGSÅ erkender, hvad det vil sige at opføre sig ordentligt. Eller i alt fald tage hensyn til mig og mine aktier.

Continue Reading

Til technofest.

Jeg har været til technofest. Hele natten. Eller i alt fald så meget af natten, at der næsten intet var tilbage af den til at sove i, da festen omsider sluttede. Desværre, må jeg sige, var min deltagelse sådan en smule høre-lureragtigt. For jeg dansede slet ikke med. Det gjorde min seng til gengæld. Konstant.

Rytmerne har banket ned over mig i uophørlige basgange i timevis. For ignoranter som mig har det lydt som om, det var den samme melodi ( eller mangel på samme), der blev spillet non-stop fra 21-05. I alt fald kom jeg allerede ved 23-tiden frem til den konklusion, at al techomusik har den samme basgang. Om og om og om igen. Og så kommer der altså noget her, som jeg slet ikke tror, jeg kan få mig selv til at skrive: Nemlig at når valget står mellem techno og tyske schlagere, så er det altså liiiige før, jeg vælger de sidste. Om natten. De har da for F…, i Helved og sgu´  ikke den samme forpulede basgang…

Omvendt har hunden tilsyneladende nydt det. Han er, hvad jeg overhovedet ikke anede, techofreak. I alt fald har han sunget med på hundsk på samtlige melodier samt travet ( måske endda danset?) frem og tilbage, frem og tilbage OG frem og tilbage mellem soveværelset og den roterende seng og yderdøren. Hele natten. Engang imellem, når han ligesom var en smule utilfreds med valget af basgange, har han croonet sig igennem et par numre på rent piv, og når han så måske har danset lidt for ivrigt, er hans hundsk blevet sådan lidt pustende. Som en blæsebælg, nærmest. Jeg har været oppe og give ham–nej, været kastet ud af den roterende seng–vand et par gange, for det kræver væske for et techofreakdyr at komme igennem sådan en nat.

Til gengæld sover han trygt nu. Virkelig trygt. Det, altså sove trygt, er jeg også sikker på, at jeg gør den kommende nat.  I min alder er nætter fulde af basgange, roterende senge og crooning på hundsk absolut ikke et must. Jeg vil meget hellere sove.

Continue Reading

Medlidenhed ønskes, please!

Det er ikke fordi, her ikke er smukt. Det er her. Og vejret er fantastisk. Solen skinner, vandet er blåt, og der er kølige drikke i køleskabet. På synssiden er alting optimalt. Fuldtud.

Men lydsiden! Her taler vi ren og uforfalsket tortur. Faktisk i en grad, så jeg er godt på vej til at forvandle mit ellers relativt lydtolerante jeg til en sur, gammel, brokkælling, der virkelig kraftigt har overvejet at kontakte samtlige myndigheder udi lydbilleder. Hvis jeg bare vidste, hvem de var.

Sagen er, at der i kort fugleflugtsafstand fra min lille idyl afholdes et stort (både i deltagerantal og i lydstyrke) stævne for folk, der er vilde med at ombygge deres biler og derefter køre ud og prale lidt med deres egen minimale opfindsomhed denne weekend. Og så er det ikke engang hjulspind, lydpotteprutten og penisforlængende accelerationer, vi taler om. Det, tror jeg næsten, jeg ville være rimeligt tolerant overfor. Herregud, den slags patetiske ting kan man jo nærmest ikke andet end at få lidt ondt af.

Nej, det drejer sig om musikken. Eller hvad vi nu skal kalde den. For det første må de have nogle gevaldige højtalere, der primært er gearet til højeste lydstyrke og basgange derovre. Det er så, hvad det er. Men værst er deres musiksmag–eller i grunden er det vel mangel på samme. Folk med bilmæssig ombygningsiver er tilsyneladende superfans ( hvis der da er andre fans nord for Kongeåen) af tysk Schlagermusik. Altså sådan virkelig dedikerede fans. De er også virkelig, virkelig glade for Pas på den knaldrøde gummibåd, tror jeg, for indtil nu har de da hørt den omkring en 20-30 gange. Personligt har jeg intet at udsætte for alvor på den gummibåd, men jeg tror faktisk, de allerfleste mennesker godt kan nøjes med en dagsration på under 5 af den. 27 nærmer sig overkill på gummibådsfronten. Ydermere har de en underlig vane med, at ingen numre sådan rigtigt høres til ende. Enten blander deres lettere enfoldige ( jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg har lyttet til ham 10 timer i træk nu!) konferencier sig og taler ind over musikken, eller også standser den brat og går direkte over i endnu en gummibåd eller en tysk schlager.

Man burde selvfølgelig være lidt lettet over, at dagen også har budt på diverse konkurrencer og andre påfund, der ikke nødvendigvis inkluderer tyskere. Men faktisk er samme konkurrencer og de lettere infantile interviews, jeg ufrivilligt får banket ind på terrassen, af en art, så det altså er lige før, jeg næsten foretrækker tyske schlagere. Det, i sig selv, siger ikke så lidt.

Det allerværste er selvfølgelig, at torturen er fuldstændig umulig at undslippe. Jeg HAR prøvet at lukke samtlige vinduer og døre samt at putte mig under dynen med en form for ørepropper stoppet fast i, men Hansi Hinterseer finder sgu` vej til mig alligevel. Jeg HAR været på lange gåture med hunden på strand og i omkringliggende kvarterer, men her kan jeg også godt regne med, at Hansi eller Helene klistrer med. For slet ikke at tale om endnu en gummibåd, som jeg egentlig længselsfuldt ville håbe, at jeg selv var indehaver af, så jeg kunne sejle halvvejs til Sverige og sidde derude med hunden, indtil dette lydhelvede går i sin karburator igen.

Det undrer mig faktisk, at den slags er legalt. At man må lydforpeste en hel by med alternativ musiksmag og uprofessionelle konferenciers en hel lørdag. Som vel at mærke er lang endnu. Det er altså ikke, fordi jeg er exceptionel mavesur. Jeg plejer da f.eks. stiltiende at finde mig i Lars Lilholt, som også kommer forbi en gang om året. Jeg synes måske bare ikke, jeg nødvendigvis skal være tvangsindlagt til disse forfærdeligheder her på min egen grund, hvor solen skinner, vandet er blåt–og jeg bander!

Medlidenhed, please!

Continue Reading

Om forråd og lagre.

Forleden kom jeg til at snakke med en veninde om, hvad vi aldrig, som i ALDRIG, går ned på. Det viste sig at være mere eller mindre præcis de samme ting. Vi vil, selv under ugelange snestorme, atomkrige og mulige verdensomspændende sultkatastrofer, aldrig løbe tør for toiletpapir, tandpasta og de der små svampe, man både kan vaske gryder med, skure sine fliser med, nødtørftigt pille skræl af nye kartofler med samt endda kan være så heldig at få genstridige pletter af tøjet med. Og flåede tomater på dåse, men kun dem, der ikke er tilsat kunstig smag. Der vil i øvrigt også gå en rum tid under den potentielle undtagelsestilstand, inden vi ikke længere kan vaske os med sæbe samt løber uigenkaldeligt tør for maskinvaskemidler.

For vi har nemlig lagre. Store forråd, om man vil. Vi er så heldige ( eller uheldige, om man vil?), at vi har huse, der er store nok til at rumme uanede mængder af ovennævnte fornødenheder. Ikke at de sådan står pænt på synlige rækker og praler udadtil af vores uendelige rigdom indenfor massakrerede tomater og grønne svampe, men det MÅ da indrømmes, at folk i lejligheder har mere end vanskeligt ved at hamle op med vores velhavenhed udi tandpastatuber. Vi stresser ikke over akut løbemave og alt for mange beskidte gryder, for den slags har vi råd for i skabe og skuffer og endda i særlige områder på kælderniveau.

Nu ved jeg godt, at det er lidt sygt. Til gengæld kender jeg flere end bare lige nævnte veninde, der har det på præcis samme måde. Uden at det selvfølgelig retfærdiggør denne lidt besynderlige samlermani, som tilmed nærmest udelukkende markerer sig hos kvinder. Jeg er i øvrigt sikker på, at der også findes ting, som utallige mænd heller ikke går ned på. Men det er nok ikke de samme. ( Her tænker jeg sådan mere modeller indenfor skruetrækkere, ledninger, stik og andet!) Intet af det kan dog forklares med en fattig og mangelfuld barndom, for i alt fald jeg er ikke vokset op i et udpræget toiletpapirsarmt hjem, og vi fik da helt klart både børstet vores tænder samt tilstrækkeligt med flåede tomater, efter at den slags holdt sit indtog. Og før da vidste vi slet ikke, at der kunne opstå et akut flået tomatbehov.

Jeg tror mere, det er fordi, i alt fald jeg HAR oplevet ( sjældent, skal indrømmes!) den lunkne følelse af at sidde med den der sidste side toiletpapir en lørdag klokken 12 i et samfund, hvor alt var lukket indtil mandag morgen. Hvis nogen ellers kan huske det. Hvor man forgreb sig på køkkenrullen i stedet–med lange og dyre besøg af slamsugeren til følge. Eller af at stå og mangle den forløsende dåse tomater til kødsovsen på samme tidspunkt. Det er den ene side af forklaringen. Den anden er nok, at lige præcis de her ting oftest købes på tilbud, og tilbud indebærer for det meste mængderabat. Flåede tomater er billigst i overvældende store mængder, og toiletpapir købes for mit vedkommende mest fordelagtigt i Tyskland, hvor man jo lige så godt kan slæbe med hjem til noget, der ligner samtlige byens numser i myldrebæ, når man alligevel er der. Endelig betyder et vel også noget, at netop disse varer er temmelig langtidsholdbare. Man kan simpelthen, for nu at blive i terminologien, skide højt og flot på enhver form for sidste udløbsdato.

Det stresser mig faktisk, hvis jeg er ved at løbe tør for disse, for mig, så basale, livsnødvendige varer. Det er sjældent, jeg sådan tjekker mine skabe for, hvad jeg egentlig ligger inde med af andre ting–dem køber jeg, når jeg skal bruge dem!–men jeg må sige, at jeg er vildt bevidst om bestanden af vaskemiddel og grydesvampe. Det forholder sig nemlig sådan, at der altid skal være mindst nogle stykker i overskud. Ubrugte eksemplarer, om man vil. Og i øvrigt er jeg da også forfærdeligt godt med på rengøringsfronten. Det vil tage år for mig at gå helt kold indenfor flydende Ajax og toiletrens. Onde tunger vil selvfølgelig her hævde, at det har den naturlige forklaring, at det er fordi, jeg bruger det så sparsomt.

Alligevel gør det mig lidt tryg, at andre også har det sådan. Så er jeg ligesom ikke den eneste toiletpapirfreak, eller kvinden med det bugnende tandpastaskab. Forøvrigt gør det også flere af mine naboer ret medtrygge. De er, efter mange års naboskab, aldrig i tvivl om, hvor hjælpen findes i en akut lortesituation. Og skulle der opstå en undtagelsestilstand vil vores kvarter givetvis på sigt have den største overlevelsesrate, for man kan faktisk komme ret langt på flåede tomater. Og få tiden til at gå med at skure gryder……

 

Continue Reading

Om alder og tillid.

Nu har vi så fået en ny regering med en gennemsnitsalder på 41,4 år. Det er ungt, meget ungt. Især når man som jeg stadig erindrer sin ungdoms regeringer som grå masser i støvede jakkesæt, med vigende hårgrænser, datede synspunkter og en udpræget sans for at klæde sig ufikst på kvindesiden. Dengang fik ministre ikke børn, og børnebørn var noget, de  forvejen havde, når de nåede ministeralderen.

Det var også dengang, der var et udpræget tillidstomrum mellem ministrene og mig. Med pil opad på alderssiden. Nu er det lige før, det modsatte er tilfældet. Jeg er helt sikker på, at ministre midt i trediverne kan være utroligt dygtige. Jeg er samtidig også helt sikker på, at det ikke er erfaring som sådan, de har mest af. Og jeg undgår behændigt at sætte ord foran erfaring, selv om der sagtens kunne have stået livs-, arbejds-, forhandlings- og masser af andre velvalgte ord.

For jeg mærker dagligt på mig selv, at alder indgår i min bedømmelse af andre mennesker. Især på tillidsparameteret. Generelt er jeg alders-racist på den måde, at jeg primært stoler på folk på min egen alder. Dem ved jeg ligesom, hvor jeg har. Af den simple grund, at jeg for det meste ved, hvor jeg har mig selv, samt hvilke årsager og erfaringer der har gjort mig til den, jeg er. Jeg har en udpræget forståelse for de fleste mennesker på min egen alder. En forståelse, jeg sagtens kan mangle i forbindelse med mennesker, der er væsentligt yngre eller ældre end mig selv.

Som ung nærede jeg en udpræget mistillid til mennesker, der var meget ældre end mig selv. Det lå ligesom også i tidsånden, dengang i 70-erne, hvor verden skulle revolutioneres, og alt, der blot var en smule forældet, skulle smides ud. Sådan omkring den midte i livet, jeg længst har passeret, vendte det til, at mistilliden pludselig gik hen og ramte mennesker, der var yngre end mig selv. Pludselig opfattede jeg værdien af den erfaring, jeg hidtil havde fordømt som en form for stivnakket groen fast i gamle normer. Der kommer ligesom et tidspunkt, hvor glæden ved hele tiden at kaste sig over nye projekter vendes til at evaluere og drage erfaringer af alle dem, man allerede har sat i søen. Ikke stå i stampe, men faktisk vende det blik, der hidtil kun har set fremad, bagud ind imellem.

Jeg kan da godt blive lidt nervøs ved en ældreminister på 44. Jeg mener: Hvad i alverden kender han egentlig til os, udover hvad han kan læse i papirerne? Kan han ikke godt komme til at overse, at vi også er mennesker? Og så ved jeg udmærket, at mine spekulationer med et brag falder til jorden, når der lige så vel kunne argumenteres for, at undervisningsministeren optimalt selv skulle være skolesøgende, kirkeministeren præst og sundhedsministeren som minimum have været gennem samtlige kendte børnesygdomme og et par stykker med mellemlange indlæggelser til følge. Omvendt HAR vi tilsyneladende haft en ældreminister på ældrealder, og lad os bare være venlige og sige, at her trak hverken alders- eller vægtfylde op i det samlede regnskab.

Men det irriterer mig ind imellem, at mine indgroede alderfordomme stikker så dybt. Et menneske, der aldersmæssigt ligger langt fra mig, skal ofte bevise sit værd meget mere intenst end folk på min egen alder. Jeg nærer en unaturlig skepsis overfor meninger, der kommer fra folk under 30. De skal i alt fald argumentere noget mere overbevisende for dem. Ligeledes skal mennesker, der er over 15 år ældre end mig selv klart bevise, at de ikke er gået i stok og forstokkelse. Hvorimod jævnaldrende har det noget mere tilforladeligt og nærmest skal modbevise, at de ikke, som på forhånd antaget, er ganske fornuftige og vederhæftige.

Derfor er jeg spændt på, hvorledes denne ungdommelige regering kommer til at fungere. Allermest på, hvordan det vil indvirke på beslutninger og vedtagelser, at erfaringsniveauet er så relativt ringe og kort. Som hovedregel kunne jeg da også godt ønske, at flere af dem lige gad færdiggøre deres uddannelser, inden de sådan skulle til at bestemme over vi andre, som både har gjort DET samt været ude i det der virkelige liv og bruge dem. Men det er sådan en gammel, mavesur holdning, der næsten får mig til at ligne min ungdoms støvede jakkesætsoldinge ved regeringsmagten. Det ville jo også være en katastrofe, hvis landet udelukkende skulle regeres af folk på min alder—se blot hvilke såvel latterlige som katastrofale resultater sådan noget har derovre i det land, hvor de har en såkaldt præsident, der ikke engang tør indrømme sin vigende hårgrænse.

Jeg kan så bare håbe på, at det vil gå præcis, som det altid gik gennem mine 35 år i selskab med unge mennesker i den danske gymnasieskole. Man modtog en flok børn, men med tiden gik de faktisk hen og blev til rigtige, fornuftige, voksne mennesker. Og i øvrigt var deres syn på os, lærerne, præcis det samme, med modsat fortegn. De blev modtaget af en flok halvdemente oldinge, som med tiden gik hen og blev til rigtige, fornuftige mennesker. For når man ligesom lærer hinanden lidt at kende, sker der der noget med aldersbegrebet og synet på hinandens alder.

Selv om jeg nu mest har tillid til folk på min egen alder. Ligesom da jeg var 25, 35, 45, 55…….

Continue Reading

Når alting går i fisk….

Jacobs Fiskerestaurant, Havnen i Sæby.

Under navnet Jensens Fiskerestaurant var den vist nærmest landskendt i Jylland. Men så var der en anden Jensen-restaurant, der mente at have patent på et af Danmarks allermest almindelige efternavne, og så blev den pludselig til et fornavn og flyttede nogle hundrede meter hen ad kajen.

Men det er stadig den samme megabuffet, og det er stadig de samme ret uforståelige priser. Uforståelige forstået på den måde, at 150 kroner for at torskespise sig overmæt ( når man nu ikke kan styre den slags og derfor ikke bør komme der alt for ofte!) i enhver form for lækker, og lækkert tilberedt, fisk, bestemt på ingen måde er vanvittigt. Det er i stedet ret uforståeligt billigt.

Her er simpelthen alt, hvad det grådige fiskehjerte kan begære. Man svømmer, bogstaveligt talt, i fisk. Fra den gængse rødspættefilet med hjemmelavet remoulade over et orgie af sild i alle afskygninger og i enhver tænkelig lage, til rejesalater en masse og store krabber og jomfruhummere, som man sagtens kan bruge særdeles megen tid til at demontere. Ikke altid med kød som resultat! Her er også de mere utraditionelle fisk ( for vi danskere er meget traditionelle, når det kommer til vores fisk), og faktisk smager kulmule med mango og en torskefisk i citronsovs yderst delikat. Derudover er her lækre salater, så salatfreaken i den grad skal passe på ikke at spise sig mæt i coleslawen her blandt alle fiskene.

Eneste klagepunkt er det ledsagende brød, som er en smule kedeligt og sagtens kunne optimeres. Omvendt når i alt fald jeg altid til et punkt undervejs i en buffet, hvor jeg simpelthen må gå brødflov for overhovedet at nå igennem så meget som muligt af alt det andet. Det gjorde bestemt ikke ondt denne gang! Det kan gøres meget, meget bedre.

Selv om der selvfølgelig skal opbygges en forfærdelig masse koncentration omkring at nå gennem alle delikatesserne samt udøves indre logistik omkring mavekapacitet for at nå så meget som muligt, så er der faktisk også ydre omstændigheder, der klart tæller opad. Udsigten over Sæby Havn er fortrinlig–her sker en masse, både på land og til vands.

–Og er man på endnu mere fattigrøvstur, eller bare mindre sulten, så har samme sted ( dog lidt længere henne ad gaden) et godt hul i husmuren, der langer mere grillbaragtig fisk ud i stride strømme. Her kan jeg give min fulde anbefaling til både fiskefiletter og scampi/indbagte rejser. For her i huset byder sommeren altid på en tur i fisk i Sæby, og det er en tradition, der er værd at bibeholde. Jeg glæder mig allerede til næste år!

Continue Reading

Billede af sommer, juni 2019.

Det er det, der er sommer og det, der er juni. At købe jordbær ved en jordbærsælger på en rasteplads ude midt i en skov. Og for at tilføje tidens trend, så kan der selvfølgelig betales med mobilepay herude midt i skoven.

I øvrigt havde han også ærter. For ærter, jordbær og kartofler køber vi helst langs vejene i juni, når de er friske, nyplukkede og ligesom bliver så meget mere autentiske og velsmagende, når vi køber dem i det fri. Personligt køber jeg kun jordbær i forretninger af nød, og rent mentalt foregøgler jeg mig selv, at de er betydeligt dårligere i smag end dem, jeg køber langs vejen. Resten af året køber vi bare i supermarkederne, for da har det hele mistet sin delikatesseværdi. Forresten er vi også, til mange udlændinges forundring, et af de eneste lande, hvor ærter i bælg spises rå som slik. Hvor en simpel grøntsag nogle uger om året ophøjes til næsten kultstatus, inden vi resten af året bare nøjes med at fryse den ned eller putte den på dåse, som de andre gør.

At købe nyplukkede ting langs vejen er så sommerdansk som noget. Det er næsten en fysisk markering af, at nu er det endelig sommer. Og heldigvis kan vi så betale med telefonen, når vi tilfældigt og kontantløse kommer forbi og bare MÅ dyrke sommeren på smaglig vis.

Continue Reading

Om gardiner.

I forbindelse med renovering af stue og køkken blev alle gardiner taget ned, fordi de skulle vaskes. Det blev de så ikke. Før nu. I øvrigt foregik det i et omvendt havebord, foret med afdækningsplastik, udendørs, fordi hverken badekar eller andre steder havde kapacitet til vask af megastore foldegardiner.

Det er slet ikke den, noget komplicerede, proces, dette skal handle om. Heller ikke om, at køkken- og stuegardiner (mest de første!) er tavse vidner til ens kostplan og klart fortæller, hvor meget fedt og stegeos, man sådan over årene har ladet sive ud i rummet–og ind i gardinerne! Mere, at vi i over 3 måneder har været gardinfri, gardinløse om man vil. Og at vi næppe har ændset det. For gardiner er altså ikke, hvad gardiner har været. Og  at det må være en smule udfordrende at være gardinsælger i disse år, hvor de fleste af os på det nærmeste klarer os uden.

Selvfølgelig skal man kunne trække for i soverum. Ikke blot for at mørklægge gennem de lange, lyse nætter, men også for at spare andre mennesker for at kunne iagttage såvel ens nattøjsstrip, som hvad man ellers måtte foretage sig i sådanne rum. Men de andre rum? Jeg kan i alt fald, med henvisning til de klare solstriber på mine nu ophængte foldegardiner, melde ud, at det har været yderst sparsomt med nedtrækningen, hvis den overhovedet har fundet sted. Gardiner er mere pynt end egentlig sat op med klare praktiske, mørklægningsrelaterede formål i opholdsrum. De er der kun til det “hvis”, der vist aldrig kommer.

Ikke som i min barndom, hvor vi skam trak for. Trak disse enorme stofstykker hen foran ethvert vindue. Og brugte formuer på at udvælge, få syet og ophængt samme stofstykker. Det var dengang, der var klar prestige i gardiner. Hvor gardinbusser susede rundt og hjalp folk med at udstille deres økonomiske ståsted gennem tunge stykker stof. Og hvor gardiner skam ikke blot sladrede om plads i hierarkiet, men også var ubarmhjertige sladrehanke omkring smag–eller måske mangel på samme. Jeg kan stadig huske, hvordan vi sådan følte (og smålo), når vi blev konfronterede med den model, vi kaldte “røvballe”, som, til trods for sit enorme stofforbrug, aldrig opnåede at komme i nærheden af elegant. Samt hvordan vi efter 70-erne gik i selvsving, når den stod på gardisette–og vel stadig gør det, når vi rejser sydpå og er vidner til tyskernes enorme kærlighed til gardisettemodellen, der da også helt klart støtter de brune farver, de ynder at smøre på deres vægge.

Det slår mig i den forbindelse, hvor meget vi har åbnet os mod verden. Eller hvor lidt vi egentlig gider at lukke den ude. Måske er det i virkeligheden omvendt: at vi gerne vil vise verden, hvem vi er? Eller også, som endnu en mulighed: at vi med årene har opbygget en stille overenskomst omkring, at vi bare ikke kigger ind hos hinanden? Hvilket vi selvfølgelig så gør alligevel. I alt fald kan jeg iagttage, at jeg, når jeg sover i den kæmpestore gård i KBH, kan kigge ind ad samtlige vinduer, der ikke er soverum. Der opføres et skuespil af dimensioner foran mig, som handler om danskernes dagligdags levevis, vaner, uvaner og gøremål. Ingen synes at lade sig påvirke af, at adskillige hundrede andre mennesker tydeligvis kan tage en kigger ind i deres liv. Og ingen kunne drømme om at trække for. For gardiner er blevet pyntegenstande uden egentligt praktisk formål–og faktisk kan jeg også klart konstatere, at mange lejligheder faktisk ikke HAR gardiner, udover i soverum. Ja, afsløret!!

En ting har jeg dog opdaget omkring mine nyophængte, gamle gardiner. De har et mærkbart akustisk formål. Lyden er simpelthen blevet anderledes i stuen efter ophængningen. Anderledes på en rarere måde, mindre skarp.

Men jeg tror, der er smalle tider for gardinbusser. Ikke nok med, at vi gradvist er blevet ligeglade (eller måske endda glade?) ved at sætte vores liv til skue samt til at abstrahere fra, at de andres liv bliver smækket lige i næsen på os. Vi er også gået over til at se gardiner, eller rettere oftest persiennetyper, som blot og bart pynt og akustiske foranstaltninger i opholdsrum. Der er ikke megen prestige tilbage i tunge, syede stores, og hvis nogen opsætter røvballer eller gardisette vil vi nok umiddelbart tro, der er tale om forfærdeligt dårlige gardinvittigheder.

Nu er de så oppe igen, gardinerne. Men trukket ned, de bliver de næppe.

Continue Reading

Sikke en thriller!

C J Tudor: Dengang Annie Thorne forsvandt.

Hvis man har fantasi til at forestille sig en fabelagtig blanding af Stephen Kings horror, Pat Conroys dysfunktionelle, morderiske familier( The Prince of Tides/Savannah), Kate Mortons neogotik og Joe Nesbøs hang til blod og afrevne legemsdele, så er man godt på sporet af, hvad denne fremragende thriller indeholder.

Ja, her er et utal af dysfunktionelle familier oppe i den lille, forblæste mineby i Nordengland, her er mobning i særklasse og her er gamle mineskakter, der gemmer på hemmeligheder i størrelsesordenen klovnen fra It/Det. Det er sådan nogle steder, man både skal holde sig fra og samtidigt drages noget så uhyggeligt mod.

Joe Thorne vender, efter at have været væk fra barndommens mareridt i mange år, tilbage til den forkrøblede by og finder, at hemmelighederne og uhyggen ikke er blevet mindre med årene. Med en skjult dagsorden bag i lærerlommen forsøger han, på sin egen måde, at gøre op med fortiden. Men fortiden har også en del opgør med ham, skulle jeg hilse og sige. Hemmelighederne står i kø, og man overraskes og overvældes hele tiden, alt imens uhyggen sniger sig ind på en som manglende lys i skakterne der langt under jorden. Der er, bogstaveligt talt, mange lig i minerne.

Det slog mig, at jeg de sidste 100 sider glemte alt om tid og sted og bare racede derudad med hjertet siddende helt oppe i halsen. Det er lige præcis det, en god thriller kan og skal. Tillige med at den får den virkelige verden omkring en til at føles både så underligt tom, spøgelsesløs og så befriende uuhyggelig, når man slipper ud af bogens fascinerende greb.

Læs den ikke i mørke og helt alene hjemme. Den forfører, akkurat som, og på samme måde som, klovnen i It.

Continue Reading

Om prisen på et par sko.

Ikke blot kan der være fordele ved at være medlem af EU. Der kan også være store økonomiske fordele ved at rejse rundt i det.

Som nu med dette par sko. Jeg startede med at se på dem i en Skechersforretning herhjemme. Her er prisen 649. Men det var i Edinburgh, Skotland, jeg købte dem og gav 478. Og fordi jeg elsker dem så uendeligt højt, MÅTTE jeg simpelthen have et par mere–bare i en anden farve, for gode sko kan man aldrig få nok af, når ens fødder har vokset sig besværlige. Det skete så i Brasov, Rumænien, hvor prisen var 387. Det skal også fastslås, at ingen af stederne var der udsalg eller tilbud.

Man kan næppe undgå at lege lidt med tanken om, at man nærmest kan få gratis rejser ud af forskelle på skopriser. Altså hvis man køber en forfærdelig masse sko! Det har jeg nu ikke umiddelbart tænkt mig, da jeg stadig kun har to fødder, men det er da tankevækkende, at noget så simpelt som et par sko i præcis samme mærke og størrelse kan variere med 262 kroner på EU-basis.

Jeg ved godt, at utallige andre ting, så som fødevarer og andet, har mærkbart forskellige priser i forskellige lande, men alligevel…..

Og skulle der endelig være en form for konklusion på dette, må det vel være, at man skal købe sine sko i Brasov i Rumænien. Skal man!

Continue Reading