Om The Edinburgh Royal Military Tattoo.

Jeg er ikke udpræget fan af militær marchmusik. Selvom jeg selvfølgelig alligevel er meget glad for SMUK, når de marcherer gennem min by hver fredag. Til trods for at de standser trafikken.

Så det var derfor med lidt blandede følelser og en udpræget mangel på forventning, at jeg besteg de klippehøje tilskuerpladser og satte mig mellem de 6000, der er plads til på den forsvarligt store plads foran The Castle.

Men det tog såmænd kun et enkelt nummer, før jeg var solgt til militærmusik. Hold da lige op! Deroppe fra højderne over Edinburgh gør marchformationer sig bare, og man må beundre den sindrigt udtænkte logistik blandt alle ud- og indfletningerne. Jeg er sikker på, ingeniører bag større vejprojekter kunne lære en hel del. Og så er der musikken. Som jo bare tordner deropad, når flere hundrede musikanter giver den gas samtidig. Sådan en paradeplads kræver en del medvirkende. Ellers ser det let lidt for ydmygt og afpillet ud. Ydermere er alle også iklædt festlige uniformer, og det gør sig altså på min pluskonto at iføre sig fuldt skotsk ornat, inklusiv sækkepibe.

Der var bands fra hele verden og i alle afskygninger af uniformer. Fra stammefolkenes i Mali til de Aztekerinspirerede mexicanere. Og dansere. Hvilket jeg overhovedet ikke lige havde forventet blandt alle de folk i uniformer. Og så var der fyrværkeri, flot indpasset i musikkens takter, mens det blev afskudt fra toppen af den ældgamle borg.

Selvfølgelig er det stort, når flere hundrede mennesker spiller og marcherer til Scotland the Brave, mens solen går ned, og fyrværkeriet lyser himlen op. Men det er altså næsten større, når The Lone Piper spiller godnat fra den allerøverste gesims, mens kun han er oplyst i mærket. Det er kuldegysningssmukt.

Så hermed en stor anbefaling til tattooet i Edinburgh. Man behøver overhovedet ikke være fan af militær marchmusik for at blive grebet. Men jeg er da sikker på, det hjælper.

Continue Reading

Om at blive smedet i (Hymens) lænker.

Jeg ved godt, at det noget gammeldags og forældede udtryk refererer til den antikke bryllupsgud Hymen, men når det så er sagt, så er det altså også utroligt passende at hente ind i forbindelse med den lille by Gretna Green i det allersydligste Skotland.

Hernede ( eller oppe, alt afhængigt af, hvor man kommer fra) startede den lokale smed nemlig en yderst lukrativ bryllupsforretning i 1754. Dengang kunne man omgås de særdeles skrappe regler for giftermål nede i England ved blot at bevæge sig over grænsen, hvor samme regler var en del mere liberale. Ofte var det alderen på de unge elskende, der ikke var tilstrækkelig høj, men endnu mere ofte var det genstridige forældre, der garanteret talte mere end tilstrækkeligt højt. Så stedet er kendt som der, hvor runaway brides over ambolten kunne smedes sammen med deres livs ( eller i alt fald øjeblikkets) kærlighed.

Således også i dag, hvor bryllupper i Gretna Green er blevet en ualmindeligt lukrativ business. Man kan, som i Las Vegas, komme mere eller mindre direkte ind fra gaden og lige få klaret de par formaliteter i den gamle smedje, som stadig ligger der. Og det er vældigt populært. På bare den times tid, jeg var der, gik der 2-3 par gennem samlebåndssmedjen, og det er da en noget bedre kadence, end en præst i folkekirken kan klare.

Og det er ikke bare en skør, impulsiv ide hos de to hovedrolleindehavere. Det bliver skam taget seriøst med flotte bryllupsskrud og skotske gomme i kilt. Hvilket jeg så også selv til fulde bifalder, for sådan et skørt gør altså noget for en velformet manderøv. Især bagfra. For slet ikke at tale om alle asiaterne, som flokkes hertil på deres livs rejse, fordi det at blive gift i Gretna Green bare er et af de allerstørste statussymboler bryllupsmæssigt i Kina, Japan og Korea.

En stor smule smagløst er det også. For selv om man, som i Vegas, ikke kan blive viet af den ægte Elvis, så er der opstået en hel turistindustri omkring den gamle smedje, med både megaholdeplads til langtursbusser og utallige forretninger med lyserødt bryllupsstads og skotske småkager. Det er vel det, der sker, når romantikken kommercialiseres, og der skal scores penge på andre menneskers lykke.

Ham smeden, fra 1754, havde nok aldrig i sit liv forestillet sig, hvad hans små tjenester til bortløbne elskende er blevet til. Gudskelov, tror jeg.

Continue Reading

Om disse viktorianske badebyer.

Jeg har en særlig forkærlighed for dem, alle disse victorianske badebyer, som ligger drysset langs kysterne på de britiske øer. De lyser op med alle deres hvide huse, lidt brugte badehoteller og den obligatoriske pier. For slet ikke at tale om alle de små, specielle butikker, der alle specialiserer sig i at sælge noget, absolut ingen har brug for.

De skød op i rivende fart fra midten af forrige århundrede, da overklassen pludselig opdagede, at havbade var fuldt lige så velgørende for sjæl og legeme som de kurbade, de hidtil havde dyrket. Det er så bare ikke lige overklassen, der dominerer længere. For som med alt andet, trækker de rige sig gerne frivilligt, når pøbelen efteraber og bliver en smule for påtrængende.

Nu er de så, altså badebyerne, gået i permanent candyfloss, dryppet med lidt Bingo og en klat andenrangscrooner fra 70-erne. Vi er i Wales på billedet, så områdets overflødebolle, Tom Jones, er ikke gået forbi i stilhed. I alt fald har han efterladt sig en arv af et halvt hundrede look-alikes. Bare her i byen. Vi har et sandt eldorado af liggestole til leje, og ingen bør afstå fra at blive fotograferede iklædt Victoriatidens højeste mode.

På mit hotel, hvor man skam stadig kan fornemme fortidens glans, kaldes der til Bingo 19.30 hver aften. Så har vi danskere spisesalen for os selv, helt uden alle disse blege, lillahårede damer med lyserøde cardigans, der alle tydeligt dokumenterer, at hovedparten af kvindelige englændere nedstammer direkte fra heste. Vi spiser også kippers og nyrer til morgenmad og custard over vores desserter. Og hvis nogen ikke ved, hvad custard er, så lev endelig videre i lykkelig uvidenhed. Og i aftes fik vi steak and kidney pie, hvilket var en stor nostalgisk oplevelse, for det tror jeg, helt ærligt, ikke jeg har smagt siden 1976.

Måske er det bare mig, der er ved at blive over trekvartgammel. Altså har nået den alder, hvor nostalgien synes mere aktuel end selve virkeligheden foran min næse, men jeg HAR altså en særlig forkærlighed for dem. Disse victorianske badebyer.

Continue Reading

Om spøgelser—eller manglen på samme.

Jeg har haft en skuffende rolig nat. Faktisk har jeg ikke lavet andet end at sove.

Nu er det sådan, at jeg i nat har sovet på The Holt Inn, en gammel, charmerende landevejskro lige udenfor Oxford. Og der har de et residerende spøgelse, som især dyrker natligt samvær med enlige damer i en passende alder. Altså sådan nogle som mig. Nu er det selvfølgelig også sådan, at busture i det britiske appellerer en del til enlige damer generelt, så måske har han bare haft alt for travlt til at nå mig også. Måske også fordi jeg har det sidste værelse på gangen. Det bliver da spændende at høre, om de, der har boet i de mere nærmereliggende værelser, har haft en anderledes udfordrende nat.

Det lokale spøgelse er en fransk landevejsrøver, som, udover at være ret god til at tømme lommer, også var en kvindebedårer af rang. Det siges, at mens han ordnede mændenes bukselommer, magtede han at ordne deres koner sideløbende. Selvfølgelig ikke helt på samme måde. Og da denne lokale udgave af Dick Turpin/ Robin Hood, denne noble røver, til sidst blev fanget og dømt til skafottet, lød der højlydte kvindelige protester, efterfulgt af mange tårebade ved hans grav. Det er så derfor, hans udødelige sjæl stadig —altså for de kærlighedshungrende kvinders skyld— opsøger kroen i krydset her, hvor så mange af hans bedste oplevelser fandt sted. Man skulle efter sigende kunne høre hovslag, når han nærmer sig. Men da jeg mente at kunne høre noget tilsvarende sent i aftes, viste det sig, at det bare var en sentankommet gæst, der var ude at trille med sin kuffert. Ak ja, man kan så uendeligt let blive snydt.

Bortset fra det elsker jeg alle disse gamle historier. Eller, DENNE gamle historie. For i bund og grund er det jo den samme, ( hvadenten vi taler om Dick, Robin eller Rob Roy deroppe i Skotland) bare med stor geografisk spredning. Vi kvinder har gennem århundreder dyrket myten om den noble røver, adelsmanden med pistolen ( det er tilladt at forestille sig en pistol i meget overført betydning!), der kunne snyde de rige og, selv om de måske ikke alle var så forfærdeligt flinke til at give til de fattige, altid kunne give en elskovssyg kvinde, hvad hun lige stod og manglede. Hvem ville ikke hellere ride ud på eventyr mod solnedgangen sammen med en ædel landevejsrøver end nøjes med ham i sofaen derhjemme?

Så jeg ER altså lidt skuffet. Til gengæld har jeg så fået min nattesøvn. Og det er nok også meget mere fornuftigt for en kvinde i min alder! Jeg har heller aldrig lært at ride på en hest……

 

Continue Reading

Om Fox News.

Der har været røre i andedammen de seneste dage. Så meget, at sludderet fra en amerikansk TV-kanal nærmest har overdøvet væsentlige og vedkommende nyheder. For mig ligner det en proportionsforvrængning uden sidestykke. Især fordi så overvældende mange lader sig påvirke af en amerikansk tegneseriekanal, der med troldsplinten for det blinde øje bringer en yderst subjektiv tolkning af ting, de–fordi det simpelthen er uvederhæftig journalistik, de bedriver–burde have ladet ligge. Fox News er at sammenligne–både i kvalitet og journalistisk troværdighed–med vores hjemlige Den Korte Avis. Så, når alt kommer til alt, er det faktisk ikke Danmark, de i sidste ende kommer til at udstille og sætte i et negativt lys. Det er dem selv, deres umådelige uvidenhed og mangel på basale faglige kvalifikationer.

Og så kommenterer jeg så alligevel! Det har jeg valgt at gøre, fordi der trods alt er nogle grundsubstanser i deres fremlægning, der er fuldstændigt korrekte. Problemet er bare, at disse er tolket forkert. For alt, hvad tegneserieformidleren derovre ser som negativt, ser jeg da egentlig som positivt. Akkurat som masser af andre danskere.

Ja, vi har nok verdens højeste skattetryk. Det har vi, fordi så uendeligt mange af de de ting, som mennesker i andre lande individuelt betaler for ( og ofte får ødelagt deres liv, fordi de ikke KAN betale for) er indeholdt i de beløb, vi automatisk betaler til staten. Vi lever i et land med et relativt finmasket socialt sikkerhedsnet, hvor det at blive syg eller miste sit arbejde ikke er en katastrofe på liv og død niveau. Vores børn får en gratis skolegang og gratis videre uddannelse. Vi har ubetalt adgang til sundhedsvæsnet, farbare og gode veje osv., osv., og den slags koster altså penge. Jeg er overbevist om, at jeg sagtens kunne skrive adskillige sider om de fordele, vores høje skatter giver os frem for indbyggere i andre lande, der selv må betale. Samt de negative konsekvenser for de, der ikke kan. Jeg vil blot, som et meget lille eksempel, nævne, at mine chauffører i Irland altid lægger båndlægger de drikkepenge, de får af gæsterne ( ikke danskerne–danskere tror fejlagtigt, drikkepenge er en almisse, mens alle andre folkeslag godt ved, de er en anerkendelse. Den kunne bitchen da have taget fat i!!!) til en spærret bankkonto, der udelukkende skal bruges til deres børns uddannelse. Ellers får de nemlig ingen, fordi der ikke er råd. Så jeg betaler generelt min skat med glæde. Netop fordi jeg, når jeg rejser i andre lande, kan se, hvor umanerligt meget, jeg får for den!

Ja, vores unge mennesker tager i gennemsnit længere tid om deres uddannnelse end unge i andre lande. Det er et sundhedstegn og en stor fordel for samfundet. Vi får nemlig særdeles kvalificerede og veluddannede, reflekterende mennesker ud i den anden ende. Der er, qua SU og det faktum, at ens uddannelse på ingen måde er afhængig af ens forældres økonomi ( som i næsten alle andre lande!) tid til fordybelse, til at blive moden og til at få et indgående kendskab til det, der ofte vil blive ens fag på livstid. Jeg har selv gået på højere uddannelser i andre lande og mener stadig, at al den tid, der blev brugt til bevidstløse tests og drønen gennem lærdommen, manglede plads til simpel fordybelse. I faget og i ens egen udviklingsproces frem til at blive et voksent menneske. Og ja, der er givetvis flere unge herhjemme end i mange andre lande, der opgiver et studie eller skifter til et andet. I mine øjne også et klart sundhedstegn og markør af det positive i, at vores unge tager deres liv alvorligt på den måde, at de godt ved, at ens livsbane ikke altid udgøres af det første valg. Måske ved tegneseriedamen slet ikke, at det i sidste ende er meget sværere og meget mere modent at vælge fra end bevidstløst at følge en vej, man udmærket er klar over er den forkerte. Og selvfølgelig kan alt dette udelukkende lade sig gøre, fordi vi netop har det skattetryk, vi har. Eller–sådan kunne man måske også sige det–fordi vi tager vores borgere alvorligt og ser dem som mennesker.

Ja, vi har arbejdsløshed og mennesker, der lever på overførselsindkomster. Med hensyn til det første nok ikke udpræget mere end i andre lande. Med hensyn til det næste, så må det da indgyde stolthed i et lands indbyggere, at deres sociale netværk er så velfungerende, at det er i stand til at fange borgere, der af den ene eller anden grund ikke er i stand til at klare sig selv. Vores fattige, syge og uarbejdsdygtige henvises ikke til at sørge for sig selv. Vi sørger for dem. Og det er vel i grunden noget af det, vi bør være allermest stolte af. Jeg er personligt ikke udpræget bange for at blive gammel i mit land. Tro mig, jeg kender mange i andre lande, der er lammede af angst for at blive det i deres. Det ville jeg også være.

Så damen må siges at have ret, hvad angår de overordnede fakta. Problemet er bare, som med enhver form for statistik, at tingene kan tolkes på mange måder. Også politisk. For hvis man vil bruge statistikkerne til at udlede konklusioner, der peger på de negative sider ved et velfærdsamfund som vores (ulig det amerikanske), så er det da i den grad muligt. Især hvis man udelukker så basale journalistiske grundprincipper som at konstatere, hvordan tingene reelt ser ud. I virkeligheden. I Danmark.

Desværre er højrepopulismens akilleshæl netop manglen på vederhæftige argumenter og deraf følgende diskussion. Dens styrke er, for de, der bekender sig til den, netop denne mangel på argumentation. Eller dens argumentationsresistens, om man vil. Den er desværre henvendt til mennesker, der ikke godtager argumentets magt og de diskussioner, der følger af det, men fungerer i stedet som en fundamentalistisk religionsopfattelse, hvor alting er fint ordnet i små, indiskutable kasser. Så man ved, hvad man har at holde sig til–og ikke behøver at præstere nogen form for selvstændig tankegang.

Men lad da bare damen putte os i en sådan kasse. Det, at hun gør det, siger mere om hende og hendes kanal, end det siger om os. Og så skal vi da være så ovenud henrykte over, at vi ikke lever i hendes land. Tænk, hvis vores velfærd ikke var betalt af den kollektive kasse, at ALLE vores børn ikke fik mulighed for at fordybe sig i deres uddannelse, eller at vi selv hele vejen gennem livet skulle gå med en latent frygt for arbejdsløshed, sygdom eller alderdom. PUHA DA!

Og så fik hun mig sgu` alligevel til at kommentere…….

Continue Reading

Den store ordekvilibrist.

Man kan godt hedde Benny og alligevel kunne noget med ord.

Det kunne Benny Andersen, og mens jeg skriver udsagnsordet i datid, kan jeg ligefrem mærke, hvordan det påvirker mig. Han var den største. Den allerstørste til at bruge ord. Min ultimative helt indenfor kreativt brug af det danske sprog. Jeg ville ønske, jeg havde en ordmæssig fantasi, der bare nåede ham til klaverpedalerne. For dem kunne han jo også bruge.

Jeg kan stadig huske, da jeg første gang blev konfronteret med Benny Andersen. Det var i 70-erne, hvor jeg opdagede Den indre bowlerhat 10 år for sent. Uden nogen form for sammenligning kan jeg klart melde ud, at det var den hat, jeg fra da af brugte som udgangspunkt for selve glæden ved god poesi og formidabel anvendelse af sproget. Den åbnede mine øjne–og det var ikke for hovedbeklædning. Dengang var det med Benny Andersen og Klaus Rifbjerg præcis på samme måde som med Beatles og Stones og Elvis og Cliff. Man var enten til den ene eller den anden. I alt fald ikke til begge. For mig var valget åbenlyst. Det bestod i at vælge mellem en arrogant, uforståelig, dybt seriøs, elitær egopoet og en folkelig ordekvilibrist, der som en anden cirkusartist jonglerede med sproget. Og oven i købet var fuldt forståelig og morsom samtidig.

Jo, jeg var skudt i reservesvenskeren Svante og enig i, at livet ikke er det værste, man har. Også selv om, Svante ligesom kom til at fylde lidt for meget i forhold til alt det andet, Benny Andersen også kunne. Jeg var vild med at GÅ (altså konkret bevæge sig) fra Snøvsen og købe den mjavende missekat, der var stoppet ned i en sæk. Faktisk KØBTE jeg dengang Andersenske digtsamlinger, og de står der endnu. Godt brugte, med fedtpletter som vidner om, hvor meget jeg elskede dem. Det er ikke mange digtsamlinger, der er røget på mine hylder siden. Indrømmet!

Nu er alle ordene så stoppet med at komme ud. Men heldigvis har vi da umådelige mængder af eksempler på denne kreative sprogfornyer. Den største af dem alle.

Så lad mig bare selv stoppe dette lille minde på en sørgelig dag, hvor vores sprog har mistet et verbalt fyrtårn med et af hans allermest simple, men også mest sigende digte:

Her går vi ved siden af hinanden.

Imellem os er der tovltusind mil.

For stædige til at skyde den lille

genvej på godt og vel et smil.

(Personlige papirer, 1977)

Continue Reading

Drømmen om den store gevinst.

Det er sådan en slags urkraft inden i os. I alt fald i mig: Denne drøm om at score den store gevinst. Helst totalt uforberedt, uden nogen form for medfølgende arbejde eller anstrengelse. Nærmest bare noget, der dumper højtråbende ned fra himlen, lander noget så eftertrykkeligt lige foran mig, således at den eneste møjsommelighed jeg må ud i, er den minimale anstrengelse ved at samle det op.

Allerbedst er det, hvis det i virkeligheden drejer sig om noget, jeg i forvejen har. Noget, jeg har overset, at jeg havde–men som derfor føles så enormt meget mere berettiget. Fordi det da bare noget så gevaldigt er mit.

Det ved de godt hos TV-selskaberne. Altså det med den store kollektive drøm om den enorme individuelle gevinst. Det kan jeg se hver aften. I 90-erne og 00-erne var det, jeg gerne skulle have uden selv at have opdaget det, en ekstra portion viden, en lille gemt skat af ellers unyttig paratviden, der kunne score mig anselige beløb på Lykkehjul, i Jeopardy og ved at svare ja til, at det var mig, der gerne ville være millionær. Jeg stillede nu–som så mange andre–aldrig op. Min ultimative skræk var at få det indlysende babyspørgsmål ( som i mit tilfælde ville være noget i retning af, hvem der mon skrev Romeo og Julie) og så være totalt handlingslammet ude at stand til at svare. Det ville jeg stolthedsmæssigt ikke have overlevet. Så hellere blive væk.

Det er i grunden ikke så forskelligt fra nutidens version af drømmen om den store gevinst. Her gælder det, aften efter aften, ikke om at dyrke den hengemte vidensreserve, men om at finde de glemte, konkrete skatte blandt alt det andet gamle lort. At lokalisere Saltovasen i kælderens rod (enhver der, som mig, er kommet i arvealderen, ved godt, hvor uanede mængder det kan beløbe sig til!)–eller i det mindste at erkende, at der overhovedet ER en Saltovase i arvedyngen. Det vrimler med brugt-lorts-programmer, der primært har til hensigt at finde frem til folks værdifulde ikke-lort og på den måde lade dem score den store gevinst. Der er tilsyneladende hengemt guld i alle købstæder (som folk, der bor på landet, så må køre til for at få ekspertanerkendelsen på deres gemte skatte), vurderingseksperter, der rejser land og rige rundt som små gevinstdetektiver, loppemarkeder og auktioner der bugner med muligheder for at score–samt en daglig TV-påmindelse om, at drømmen om den store gevinst skal dyrkes, for den kan komme til os alle. Når vi mindst venter det, nede fra kælderens dyb og takket være moster Anna, hvis gamle lorteSaltoer vi da lige må begynde at påskønne lidt mere.

Faktisk holder alle disse antik/loppe/brugtmarkeds/auktionsprogrammer meget mere liv i drømmen om at score den ultimative gevinst end datidens paratvidensbaserede, quizzede drømmeprogrammer. Selv om man ikke lige er et omvandrende leksikon, kan man jo stadig have Saltoer i krybekælderen. Det er i alt fald forbavsende lidt, man selv skal foretage sig for at have det—det kommer gerne med moster Anna, eller i alt fald hendes efterladenskaber. Og det er, tror jeg, netop det vi elsker allermest ved alle disse enormt mange programmer. De vedligeholder drømmene om den arbejdsfri gevinst. Den, der bare dumper ned.

For faktum er jo også, at netop disse utallige programmer har givet stof til, at nærmest alle går rundt med en indre drøm om at score antikvitetskassen. Folk går umådeligt meget op i, hvad deres gamle ting er værd. De nærstuderer brugttingsprogrammerne i detaljer for at se, OM der mon ikke er en lille ting, der ligner en, de selv er indehavere af, bare en lille smule. Således at drømmen kan få ny næring. Og agerer man lyseslukker ved at oplyse, at priserne i programmerne ofte er dybt overskruede eller netop går på en bestemt ting ( og ikke en, der ligner!), så kan man såmænd sagtens miste bekendtskaber på den regning. Det er slet ikke så let. Det er arbejdsfri drømme som regel aldrig.

Men selvfølgelig er det da rart og befriende, at alle vores TV-selskaber arbejder så intenst på at få os til at glemme en ofte bevidstløs hverdag ved at opretholde håbet om, at vi såmænd nok allesammen har en gemt og glemt gevinst i kælderen. Eller på loftet. Jeg kan da tydeligt mærke på mig selv, at den indre glæde bobler på andre menneskers vegne, når en hidtil upåagtet ting viser sig at tjene adskillige tusinde hjem. Det får mig da i den grad overbevist om, at Saltoen også kan komme til mig. Af bagdøren og totalt omkostningsfrit. Det er vel lige præcis derfor, vi dvæler ved alle disse enormt mange programmer. Det SKER jo for almindelige mennesker–så hvorfor ikke for os??

Her er det så, at jeg både bliver meget realistisk og igen lægger under for min egen blufærdighed. For hvor i alverden skulle præmieantikviteten være kommet fra–i min familie? Jeg kan da rode i skuffer og gemmer så meget, jeg overhovedet lyster, men der er nok desværre ikke en milliongevinst at finde. Ydermere er min ultimative skræk da også at profilere mig selv på TV med en af disse ting, som i familiens historie altid har fået tillagt en vildt høj værdi, men som så viser sig at være noget i retning af en værdiløs souvenir. Det ville svare til at glemme Shakespeare! I øvrigt kører jeg altid til Lauritz, når jeg er i tvivl om noget, og må med skam melde, at jeg lige nu er ude i en lille latensperiode i forhold til dem, hvor jeg håber på, at der kommer en udskiftning af medarbejderstaben. Således at alle de, der talrige gange har afvist mit lort netop som værdiløst, har fundet andre græsgange. Så jeg kan starte på en frisk med nye medarbejdere, der igen kan dømme moster Annes skatte over i souvenirgenren. Den slags bliver så pinligt ved gentagelser.

Men urkraften ligger der jo stadig. Drømmen om den store gevinst. Det ved de godt på TV. Jeg spekulerer bare på, hvor det mon bliver, vi skal finde gevinsterne i 20-erne. For nu har vi da snart ryddet alle vores loftsrum, kældre og andre gemmesteder. Men lur mig: De skal nok finde metoder til at vedligeholde vores drøm. For de ved så udmærket, at vi har den.

Continue Reading

Om juice.

Jo tak, jeg har da en juicer. Sådan et stort køkkeninsekt, der fylder det meste af et køkkenbord hele tiden, for slet ikke at tale om en halv opvaskemaskine efter enhver form for brug. Og så er det ikke engang hele sandheden, altså det med opvaskeren. For der er skam et utal af dele, der slet ikke kan gå i den og derfor skal vaskes ved håndkraft. Min juicer er sådan en model, der kan finopdeles i elementer på tandhjulsstørrelse, og den er tilmed konstrueret, så det alvorligst genstridige frugtkød altid sætter sig inderst og mest seriøst i de allermest minimale komponenter. Det er simpelthen indbygget i dens sindrige konstruktion, at hvis jeg ikke respekterer alle dens kroge, hjørner og delelementer, så lugter hele køkkenet af rådden frugt. Hvilket i disse tider også indebærer oplagt mulighed for at dyrke sukkerligt samvær, eller endda kongresser, for samtlige regionens hvepse på speed.

Da jeg fik den, gik jeg juiceamok. Jeg juicede som en gal. Som begynderjuicer var jeg udpræget konservativ og holdt mig til de allermest ueksotiske frugter, så som appelsiner og æbler. Som tiden gik, blev jeg mere eksperimenterende, og overskred en betydelig grænse, da jeg hoppede på de mosede grøntsager. Der var faktisk ikke ret meget, som kunne gro, der undslap mine vildt innovative kraftanstrengelse udi at finmose–oftest kun for finmosningens egen skyld. I supermarkeder købte jeg ind af alskens eksotiske frugter og hipstergrøntsager–ofte blot for at se, om de mon kunne juices. (I den forbindelse kan jeg så oplyse, at jordskokker er en smule genstridige og primært bidrager med en udpræget smag af rådden jord!)

I al min innovation gik jeg også decideret nye smagsveje. Min udprægede allergi overfor manualer og andres afprøvede opskrifter betød, at jeg blandede som en gal, sådan udfra mit eget hoved og mine egne rester fra aftensmaden. Det var, indrømmet, temmelig sjældent en smagsmæssig oplevelse, der råbte på gentagelse. Men jeg kunne da i det mindste påberåbe migselv et overmåde talent for at undgå madspild. Her i huset juicede vi da bare resterne, som gerne smagte lige præcis sådan, at de umiddelbart blev stillet til forrådnelse i køleskabet. Det er det, der hedder “Det gemmer vi til i morgen. Eller drikker senere.”

Gennem hele min store juicenings-dannelsesrejse er der altid en bestemt ting, der har irriteret mig. Og som jeg endnu ikke har fundet en brugbar løsning på. De sataner skal jo skrælles, pilles, skæres i småstykker og i det hele taget gennemgå en timelang forarbejdningsproces, INDEN de overhovedet opnår at komme ned i mosehullet. Det er nærmest uforeneligt med mit temperament at bruge uanede mængder af tid på at pille en sæk appelsiner, findele dem–og så stolt stå tilbage med 1½ mellemstort glas moset appelsin, når hele processen er overstået. ( Og her nævner jeg ikke, overhovedet ikke, svineri på fingre, køkken, tøj, samt den der juicer, som skal demonteres og grovvaskes helt ind i maskinsjælen efter brug!) Hvis nogen har udspekulerede metoder til afmontering af frugt- og grøntsagsindpakning, så jeg jeg meget modtagelig for gode råd. Blandt andet til, hvordan man skræller en appelsin på under 1 sekund uden fysisk at røre ved den.

Men selvfølgelig var der også succesoplevelser. Det smager jo, i alt fald for det meste, godt. Selv om min erfaring nu lærte mig, at der bestemt er en grund til, at de juicer, man oftest kan købe på karton i supermarkeder, primært består af æbler og appelsiner. Det foretrækker jeg også frem for jordskokker, fennikel og broccoli. Klart.

Det skal også nævnes, at den periode, hvor jeg voldjuicede enhver uskyldig grøntsag, gav mig noget af et boost i selvtilliden. Jeg følte mig noget så gevaldigt sund indeni. Jeg kunne næsten mærke gulerødderne vokse ud af ørerne og ingefæren stikke ud mellem tæerne. Aldrig har jeg behandlet frugt og grøntsager så overmåde retfærdigt–givet dem lige præcis den ophøjede status, de da virkelig fortjener. Ydermere kunne jeg–og dette skal virkelig ikke forklejnes–da i den grad snakke med omkring hele juicescenen. Der findes skam mange scenarier og sammenhænge, hvor det sådan ligesom giver status at vide noget om juice. Og ikke mindst selv at have indtaget cocktails af usammenkørlige frugter, tilsat noget uudtaleligt, man kun kan købe i Irma. Ja, jeg vil faktisk påstå, at for nogle mennesker er juice en videnskab samt for andre en tro, en grøn religion. Jeg synes måske bare, at det er en lidt besværlig trosretning, når man nu immervæk bruger SÅ meget tid på at købe ind, skrælle, pille og findele, inden man for alvor kan tilbede sine guder. For slet ikke at tale om al den basisrengøring samme guder kræver efter seancerne. Men dem om det!

Nu er der så sket det, at monsterinsektet i mit køkken er gået på midlertidigt stand-by. LØGN! Der er sket det, at jeg F…  ikke har gidet alt det svineri, skrælleri og opvaskeri i lang, lang tid. Jeg har nemlig fundet den lette løsning! Altså på, at jeg stadig elsker juice–i alt fald hvis det smager godt!

Ovre på Fyn ligger der et mosteri, der hedder Nybo, og de laver ( læs: tager alt svineriet, skrælleriet og opvaskeriet!) den mest fantastiske juice uden tilsætningsstoffer. Det er en GUDEdrik, de producerer–især den med æbler og hyldebær, som smager akkurat som englene synger, og frugterne bare skal smage. Hvorfor i alverden skal jeg bruge oceaner af tid på at frembringe drikke, som de der folk ovre på Fyn laver, så jeg aldrig i min vildeste kreativitet kan hamle op med dem. Godt nok har jeg juicet utallige kombinationer, men jeg har ALDRIG været i nærheden af at lave noget så vidunderligt smagfuldt som dem. Nej, det er ikke billigt, men hvis jeg sammenligner med mine udgifter til eksotisk frugt og grønt samt inkluderer min arbejdstid, så falder prisen i den grad ud til deres favør.

Nybo juice bliver, her i huset, udelukkende drukket af de pæne glas med en hvis andægtighed. Det har jeg sgu` aldrig gjort med de grågrumsede væsker, jeg hidtil selv har været i stand til at producere. Og sådan en flaske vil aldrig, virkelig aldrig, blive sat i køleskabet til gem og i morgen.

Og så ved jeg da godt, at mange producerer fantastiske drikke derhjemme på hjemmemosteriet og sikkert nyder al den skrællen, pillen og opvask  noget så intenst. Men hvis der nu var en dag, hvor man blev lidt doven, så prøv Nybo. Prøv endelig, men jeg garanterer ikke for, at det ikke kan blive en ny vane…..

–Og jeg er IKKE sponseret. Men bare jeg dog var……..

Continue Reading

Om apotekernes biindtægt.

Vi tilhører en generation, hvor mange af os (ulig tidligere generationer) stadig har begge, eller den ene, af vores forældre. Rigtigt mange af os har dem også på plejehjem og i beskyttede boliger, hvor ansatte tager sig af de nødvendigheder, vi ikke, pga. arbejde, afstand mm., kan tage os af i hverdagen. Og som mange af vores forældre simpelthen er for gamle til selv at involvere sig i. Jeg ved ikke, om der bevidst spekuleres i den slags rent økonomisk, men med hensyn til apotekerne kunne jeg godt få en lille, fæl mistanke.

Når man er ældre og svagelig, får man gerne sin medicin bragt ud fra apotekerne. Det koster selvfølgelig et gebyr, hvilket er fuldt forståeligt og acceptabelt. Der er bare det ved det, at i et alt fald et apotek, jeg selv har kendskab til, tager udbringelsesgebyr PR. VARE. Altså således, at forskellige former for medicin, der både er bestilt samtidigt og leveres i samme ombæring, får pålagt udbringelse separat pr. vare. Skal man have blot 2-3 forskellige præparater, må man altså betale for udbringelse af samtlige 2-3—til trods for, at de ankommer med samme bud på samme tidspunkt.

Foreholdt denne besynderlighed begrundede det givne apotek ekstraomkostningerne med, at det var fordi den ene vare var fra en løbende recept, mens den anden var fra en akut, men da personnummeret jo i begge tilfælde er det samme, giver det absolut ingen mening og er den hidtil dårligste undskyldning, jeg nogensinde har hørt. Det skal hertil også siges, at denne praksis har stået på gennem enormt lang tid, uden at den, trods påtale, er blevet rettet.

Det er muligt, at 12,50 ( som en udbringning koster) ikke virker som det store, konkursskabende beløb, men da mange ældre faktisk får ret meget medicin, kan det hurtigt løbe op i flere hundrede kroner på månedsbasis. For slet ikke at tale om hvad det kan blive til på et år!

Min personlige tese er, at kun de færreste pårørende overhovedet tjekker disse beløb. Faktisk er de kun lettede over, at medicineringen forløber gnidningsløst. Og det er da slet ikke de plejehjemsansattes område–de har bestemt nok andre ting at tage sig til omkring de ældre. Jeg vil så nødigt sende ubegrundede beskyldninger ud i cyberspace, men hvem ved, om apotekerne udmærket kender til, at denne praksis foregår. (Jeg siger INTET om at gå grinende i banken–jeg ser det bare for mig!)

For hvis et givet apotek har måske 1-200 ældre medborgere, der får udbragt diverse medicintyper med samme bud flere gange om ugen, og der hver gang går 12.50 x hvert præparat ind for masser af ingenting, så kan det altså godt blive til en pæn lille slat til rødvinen. Hvem det så end er, der scorer overskuddet, men man må vel gå ud fra, at det i sidste ende er apotekeren? Skattefrit er det vel også.

Dette blot for, at alle I, der har forældre, der får medicin udbragt, lige tager et tjek på de regninger for udbringning. Og selv måske undersøger, om der betales for hver vare separat.

For hvis der bevidst snydes med den slags, så er det bare så ualmindeligt, usmageligt uetisk. Tænk at score skattefri penge på ældre, svagelige medborgere–bare fordi man kan. Det er sgu` næsten ikke til at bære at tænke på.

 

Continue Reading

Om indestængt surhed.

Det er meget muligt, min tilgivelses- og tolerancetærskel er påvirket af, at det regner, og sommeren gør sit allerbedste for at blæse sig selv væk. Det er som om, jeg er meget mere tilgivelsesparat, når solen skinner. Så kan jeg ligesom meget bedre aflede min opmærksomhed fra det, jeg sådan kan pille i stykker, dissekere og atomisere i surhedens tjeneste, når det regner.

Men jeg er på fortvivlelsens hørerand, når de gælder de håndværkere, der arbejder i min baghave og meget mod min vilje er ved at opføre et fritidspalads et godt stykke inde i mit køkken. Det gør mig selvfølgelig også sur, men selv jeg er nok i sidste ende nødt til at forlige mig med den lokale fordeling af matrikelnumre.

Det er sådan set OK (i alt fald sådan næsten), at de hamrer, borer, sømmer og bruger en masse støjstærke maskiner, jeg ikke ved, hvad er. Udover at jeg ved, de larmer. Selv jeg har til nød forstået, at det nok er et af grundprincipperne omkring opførsler af paladser i andre folks baghaver, at det laver lyd.

Men hvorfor er det dog nødvendigt at have en radio gående på fuld styrke, indstillet på et bevidstløst program, der primært består af tåbelige annoncespots og en musiksmag, der ligger meget langt fra min? Når jeg opholder mig udenfor, får jeg fuld valuta for muzakpengene, og går jeg ind og lukker dørene, må jeg nøjes med basrytmerne. Faktisk ved jeg ikke rigtigt, hvad der er det værste af de onder. Det er mildest talt ulideligt sådan at være tvangsindlagt til en evigt kværnende bevidstløshed, og det kan indestænge umådelige mængder surhed inden i mig. Jeg føler det som om, jeg er fanget i et lydhelvede, hvor alverdens andenrangsrappere bare vil tage mig, Rasmus Seebach ligger på permanent lur udenfor min dør og alverdens kælne reklamestemmer hvert tiende minut forsøger at pådutte mig billige vinterdæk fra den lokale autoforhandler. Hvis jeg da ikke vinder dem i stedet, for mellem utålelighederne er der også vildt spændende konkurrencer, hvor man, blandt usandsynligt kreative præmier, kan vinde en klipning hos frisøren på Torvet og 5 kilo kaffe i Spar.

Gad vide, om de folk derude ved min bagdør slet ikke overvejer, at der måske findes mennesker, der helst er Seebachfri, lige er blevet klippet og i øvrigt ikke drikker kaffe? Eller— meget mere seriøst betragtet— overhovedet ikke påskønner auditiv forurening, der bare kører uden tanke for andres intimssfære, sådan lydmæssigt. Jeg føler det akkurat, som jeg gør, når et andet menneske fysisk kommer alt for tæt på mig og invaderer det rum, der kun er mit. Jeg føler mig kvalt, trådt på, fuldstændigt grænseovertrådt og negligeret. Samt meget, meget indestængt sur. Altså virkelig sur.

Jeg vil så nødigt fremstå som en trekvatgammel furie, der er ved at kvæles i sin egen surhed. Men nu går jeg altså over til dem og beder dem holde deres lydmæssige forurening indenfor deres egen matrikel.

Og det er overhovedet ikke mit problem, hvordan de har tænkt sig at gøre det. Bare denne tortur standser. Så min indestængte surhed går over, inden den bliver fysisk…..

Continue Reading