Smukke Armenien.

Dette billede er virkelig unfair overfor Armenien. Det skulle egentlig illustrere, hvor ufatteligt smukt der er hernede, men som det er med de fleste feriebilleder taget af uprofessionelle fotografer, så lignede stedet altså sig selv en del bedre, inden det kom ind i kameraet.

Det er nok fordi, sådan et steds skønhed næsten ikke er til at rumme. Mit kamera kan i alt fald ikke!

Continue Reading

Sådan ser her også ud.

Selv om Yerevan er en vidunderlig by med store, brede, skyggefulde boulevarder og så mange udendørs cafeer, at man hele tiden spekulerer på, hvor i alverden det massive kundegrundlag kommer fra (de er altid stopfyldte), så er alt ikke lutter idyl.

Her er stadig umiskendelige tegn på en ikke så fjern fortid i kommunismens skygge og et mangeårigt forfald, som det vil tage lang tid at rette op på. Nogle gange et lidt malerisk forfald, andre gange absolut ikke. Kommunismens ide om at stoppe mennesker ind i totalt fantasiforladte, fuldstændigt ens boliger har stadig sin tydelige slagside, og Armenien er nok ikke det mest spændende land at være fattig i.

Armenierne vil meget gerne i kontakt med de (meget få!) vesterlændinge, der besøger deres smukke hovedstad. De vil meget gerne fortælle om og er stolte af deres land, som fik sin såkaldte selvstændighed i 1991. Såkaldt, fordi der jo stadigvæk sidder en storebror et sted og vogter over dette land, der også stadig er i krig med nabolande om landområder, der på papiret tilhører nogen, men i manges bevidsthed tilhører nogle helt, helt andre. Således er det yderst vejledende, hvad der egentlig er Armenien, og hvad der er Aserbajdsjan. Jævnt hen tegner man bare kortet, som man nu synes, det skal se ud og slåsser om resten…

Men alligevel er det utroligt synd, at så få har fået øjnene op for denne lille perle af et land med en hovedstad, der er en af de dejligste byer, jeg kender.

Continue Reading

Transfer.

Turen fra Tbilisi til Yerevan tager som regel 6-7 timer ad nogle af verdens dårligste veje over dusinvis af stejle bjergpas. Men når chaufføren ved grænsen pludselig opdager, at han minsandten har glemt sit pas og derfor må tilbage til Tbilisi efter det, så bliver det sådan noget af en meget lang heldagstur.

Derfor er det sådan næsten en åbenbaring, når man endelig ud af forruden kan skimte Armeniernes hellige bjerg Arafat  og derfor ved, at Yerevan er meget nær.

Sådan er det derfor på mange små, store og spidsfindige måder et helligt bjerg.

Continue Reading

Synsbedrag?

For en pragmatiker som mig er det uhyggeligt svært at indrømme på skrift, at ikonen øverst i billedet altså havde ændret sig en smule fra første til anden gang, jeg kiggede på den.

Den hænger i Georgiens svar på Roskilde Domkirke, hvor tidligere majestæter er begravet og flere af landets nationalklenodier også fremvises. Her er selvfølgelig også et stykke af Jesus’ ligklæde, men i denne version er det begravet og kan ikke frit beskues, så det kan enhver jo sådan ligesom komme og påstå.

Under alle omstændigheder er førnævnte ikon kendt for på egen hånd at kunne åbne og lukke øjnene. Og jeg er altså sikker på, at øjnene var betydeligt mere åbne anden gang, jeg så på den. Eller i alt fald lidt…

Og hvad stiller jeg så lige op med det? Ingenting nok. Eller også må der da for Søren findes beviser for, hvorfor det forholder sig sådan!

Continue Reading

Et kinky museum.

Et af verdens, efter min mening, mest kinky museer er museet over Stalins liv, levned og bedrifter i Gori i Georgien. Det er sådan lidt i kategori med Graceland, selv om man selvfølgelig sagtens kan være Elvisfan. Det samme gør sig nok ikke gældende med Stalin.

Under alle omstændigheder dyrkes enhver prut, stor som lille, der er kommet ud af den store mand, om end glorificeringen decideret er blevet neutraliseret, siden jeg sidst har været her. Men her er en raritetssamling af spøjse ting, og især samlingen af fødselsdagsgaver på herrens 70-årsdag er ret imponerende. Der er nærmest intet uden fødselarens kontrafej.

Så det kan man måske overveje som fødselsdagsønske? Altså udelukkende at ønske sig ting med billeder af en selv på?

Continue Reading

Noget af en rodebutik.

Man kan næsten ikke lade være med at holde af Tbilisi. Denne besynderlige blanding af fornyelse og forfald og et trafikkaos, hvor enhver form for færdselsregler højst er vejledende.

Som nu kirkerne på billedet. Hvor den i forgrunden er i stærk forfald og adskillige hundrede år gammel, mens katedralen i baggrunden er fra 2004 og skinner som en nypudset mønt. At bygge en katedral med så udpræget pralværdi må nok også primært tilskrives, at nogle andre i temmelig mange år havde undertrykt religion i dette land. Så er territoriet da også ligesom pisset af.

Tbilisi er lidt som en Østeuropæisk sang til Melodi Grand Prix. Lidt for meget af den (smagløse) underholdning og en del pudsede fjer og gamle lån, men egentlig ret nuttet, hvis den bare nøjedes med at udgive sig for sig selv.

Continue Reading

PYH!

Står i den fuldstændigt uoverskuelige bagagesituation, at der samtidig skal pakkes til en uge i Georgien og Armenien, en uge i sommerhus, en uge i Irland og et loppemarked–uden at komme hjem ind imellem. Ikke nok med at klimazonerne driller ved uartigt at være vidt forskellige, men jeg skal jo også have alt det lort med, som andre mennesker forhåbentligt befrir mig for på loppemarkedet.

På et tidspunkt strejfede det mig bare at vælte rub og stub i traileren, men det er, trods alt, ikke helt fair overfor arvestykkerne fra moster Karen. Og min egen pengepung.

Jeg er 100% sikker på, jeg glemmer en masse. Men bare de 3 P-er er med, går det såmænd nok det hele. Og der er sjældent situationer så voldsomme, at i alt fald jeg ikke kan snakke mig ud af dem.

Til gengæld kan et af de næste billeder på bloggen så træffe at blive af det smukke, hellige bjerg Ararat, hvor Noahs Ark iflg. legenden i sin tid landede…… Hvis jeg husker kameraet!

Continue Reading

Hvem i alverden er “alle”?

Vi har vel alle vores små ritualer. Især om morgenen for overhovedet at komme i gang med dagen, mens vi langsomt erkender, at den altså er der. Et af mine er avislæsning. Som så foregår på præcis samme måde hver dag. Først tjekker jeg overskrifterne i den såkaldte “frokostpresse”–som overhovedet intet har at gøre med frokost mere, sådan tidsmæssigt–og hvis der er store nyheder eller bare ting, der interesserer mig, som kræver yderlige uddybning, går jeg videre til de mere seriøse aviser.

Derfor studser jeg hver dag over et sprogbrug, som jeg udelukkende finder i Ekstra Bladet og BT. Nemlig et utal af overskrifter, hvori ordet “alle” indgår: Alle taler om…., alle undrer sig over….,alle diskuterer…., og sådan kunne jeg blive ved. For det meste drejer det sig om indlæg fra nettet, der tilsyneladende har skabt enorm debat. På nettet altså.

Selvfølgelig åbner jeg da op til disse såkaldte nyheder, især fordi jeg jo er nødt til at kunne snakke med om det, som alle andre er så ualmindeligt optagede af. For det meste drejer det sig om farven på en kjole, baggrunden på et foto eller, hvis bølgerne går højt, en ekstra, uplacerbar legemsdel, som ingen på et foto sådan lige synes at eje eller mangle.

Så er det, jeg virkelig gerne vil vide, hvem “alle” er. For selv om jeg vel i løbet af en dag taler med en del mennesker, så er det da påfaldende, at ikke en eneste af dem har påtalt den verdensomspændende diskussion omkring farven på en kjole, når nu alle taler om det. Omgås jeg i realiteten kun imbiciler og ignoranter, der ikke har den fjerneste fornemmelse for, hvilke skelsættende begivenheder der foregår ude i verden?

For at sige det, som det er, så føler jeg mig faktisk lidt udenfor. Selv hvis jeg opsøger bekendte og insisterer på, at vi, fordi vi ellers vil være helt ude af omgangshøjde med verden, indgående taler om alt det, alle de andre taler om, så vinder det ligesom ikke gehør. Måske fordi “alle” af en eller anden grund ikke lige bor i min by? De må så selvfølgelig bo et andet sted, og der må jeg så rejse hen, hvis jeg vil være med i inderkredsen med tjek på de hotteste diskussionsemner.

Det er så den ene side af sagen. Den anden er, at flere aviser er ved at bevæge sig over i en hybridtilstand, hvor de ikke helt kan bestemme sig for, om de vil være aviser–defineret på den konventionelle måde–eller sociale medier. Udover ting, der kan defineres som nyhedsstof, er de nu også begyndt at trykke indlæg, som decideret IKKE er nyhedsstof, men meget mere hører hjemme på Facebook eller andre sociale medier. Ydermere omdefiner de simple indlæg fra disse sider og påstår, at de pludselig er nyheder på lige fod med (T)rumpens seneste svinestreg.

Og det gør de vel pga. “alle”. Fordi de tror, det er det, “alle” gerne vil læse. De tager fejl. På mange parametre.

Folk i min generation er skolede til at læse nyheder i aviserne. Både fordi der i vores ungdom ikke var så forfærdeligt mange medier at vælge imellem, men–vil jeg påstå–også fordi, vi dengang lærte at fordybe os, at læse seriøst og tage os tid til det. Vi er bare på kraftig tilbagegang og ved langsomt at uddø og derfor altså ikke rigtigt værd at satse på for frokostpressen.

Desværre tror frokostpressen så, at generationerne efter os gradvist har tabt meget af den evne–simpelthen fordi det ikke i deres liv har været en nødvendighed. Når ens primære nyhedsmedie er Facebook, så forventer man, at alle nyheder serveres, som de serveres på Facebook. Det er sådan, man er skolet til at læse nyheder. Tror frokostpressen! Jeg tror derimod ikke, at den holder stik i rigtigt mange tilfælde, og kan da også som bevisførelse hive på bordet, at en radiokanal som 24-7 og dusinvis af podcasts trives i bedste velgående, og at den dybdeborende avis Zetland har rigtigt mange yngre abonnenter. Men det ved Ekstra Bladet og BT nok bare ikke.

For de appellerer til et segment, der måske i virkeligheden overhovedet slet ikke findes. I alt fald ikke i noget overvældende antal. Så hvis jeg skal komme med et bud på, hvem de mystiske “alle” er, som altså taler om og diskuterer en hulens masse vildt epokegørende begivenheder, så tror jeg faktisk, de primært befinder sig på førnævnte avisers redaktioner. Vi andre har ligesom andet at gå op i.

Så det er skidt markedsføring. Det lokker ikke kunder til. Nærmere tværtimod, for det taler ned til potentielle kunder. Og så ville det måske også være en god ide en gang for alle ligesom at skelne mellem aviser og sociale medier. Hybrider kan være givtige, men i dette tilfælde er de det ikke. Det tror jeg nok, vi “alle” mener!

 

Continue Reading