Hvad påsken er for mig.

Det er nok de færreste, der i første instans forbinder påsken med noget religiøst. I alt fald kun på det plan, at det er det religiøse, der overhovedet er grunden til, vi holder påske. I min barndom var Langfredag årets helligste dag, hvor alt, virkelig ALT, var hermetisk lukket, og man ofte følte sig henvist til at slå dagen ihjel med alenlange, kedelige, uudholdeligt moralsk opbyggelige TV-serier om religiøse emner. For derefter, da jeg blev lidt ældre, at slå al den påskekedsomhed fuldstændigt ihjel på Påskelørdag, som for mig var årets allermest vanhellige gå-i-byen-aften.

Sådan er det ikke mere. Kun de mest tåbelige forretningsdrivende holder lukket i påsken, for det er jo her, det hele begynder. Den gode årstid, de varmere dage, de lyse aftner og udendørslivet. Jeg tror, påsken for mange er blevet det konkrete symbol på, at nu er foråret kommet. Uanset vejret. Når det er påske, skal sommerhuset åbnes, campingvognen skal sommerindtages, og vi skal ud.

For mig er påsken begyndelsen på og selve åbningen af sommersæsonen. Vi SKAL i sommerhus–ligegyldigt om vi så skal fryse røven i laser og ofre flere tusinde på elvarme. Der skal gøres åbningsrent og luftes ud efter vinteren. De utallige tusinder af små, grønne, bevingede dyr, der har overvintret i huset og for det meste også er døde af det, skal til de evige insektmarker, og rørsystemerne skal skrues sammen efter vinteren. Huset skal genindtages–gerne sammen med gæster, eller i alt fald familie. For vi skal spise påskelam efter den opskrift, som vi nu har brugt i 30 år, og som ingen rigtigt tør tage udfordringerne op med. Og gemme slik udenfor, så de børn, der nu alle har rundet de 25, kan bruge en times tid på at opstøve snoldet, der jævnt hen ligger de samme steder, som det altid har gjort.

Og vi skal gå lange ture på stranden og lade som om, vi overhovedet ikke har den fjerneste anelse om, at hunde ikke må være løse dernede efter 1. april. Fozzie ved det i alt fald ikke, for vi har ikke fortalt det til ham. Og spise is fra Vaffelhuset, og regner det, så lad det regne, for det er sådan set mere fornemmelsen af, at det nu er istid, der er vigtig.

Efter 4-5 dage på 65 kvadratmeter er vi sådan set påsket af. Vi har slåsset om de 20 liter varmt vand, der med stor præcision altid bliver koldt, når man står med shampoo i håret, hørt hinandens nattelyde, fordi der ikke er noget alternativ, og individuelt forsøgt at snyde fra opvasken med de samme beskidte tricks, vi hver især altid har brugt. Vi har spist kilometervis af chokolade og flæskesvær fra Brugsen, fordi Brugsen deroppe bare kan noget med flæskesvær. Og så har vi raidet alle tilgængelige loppemarkeder samt set en hulens masse fjernsyn.

Så er vi nemlig helt fyldt op med hinanden, med påskefridage, med lam, slik og chokolade og med vores 65 kvadratmeter. Eller med alt det, som påsken er for os. Så er vi klar til livet igen. For vi har sat et symbolsk punktum for den lange vinter, og nu er det forår. Koste hvad det vil og regne hvad det vil.

God påske!

Continue Reading

En god film. Reminder.

Jeg har tidligere skrevet om den søde, spøjse og sjove britiske film The Best Exotic Marigold Hotel her på siden.

Så hvis man ikke har set den–eller bare trænger noget så gevaldigt til et gensyn med nærmest alle de store britiske skuespillere over 60 + et par af yngre dato–så er chancen der i aften 22.00 på DR1.

Den er værd at holde sig vågen for!

Continue Reading

Om symbolværdi.

I går skrev en gammel kollega med slet skjult ironi, at hun havde set den hellige gral, som stod i katedralen i Valencia. Hun kunne oven i købet dokumentere synet med et foto. Oppe i mit hoved skabte det yderligere gralistisk forvirring, for jeg mener da, at selvsamme gral (af hvilken der vil næppe kan være et helt uoverskueligt antal!) bestemt både findes i Rosslyn, Jerusalem, Glastonbury og minsandten vist også inde i Fort Knox.

På mine rejser har jeg da også set en ret omfattende samling af splinter fra Jesus` kors, et betragteligt antal ligklæder, så meget hår fra Moses`, Josefs og andre religiøse VIP-ers skæg, at de må have lidt af ovenud velvoksende–vel nærmest bekymrende sygelig–behåring i levende live. Og hvad Moses angår, må han decideret have haft en fetich omkring stave. I alt fald var hans samling stor nok til, efter hans død, at blive spredt enkeltvis over det meste af verden.

I Jerusalem findes der mindst to steder, hvor Jesus blev begravet i klippehulen. Der findes faktisk ligefrem “skoler” omkring hans begravelsessted. Også hans himmelfærd har flere navngivne lokaliteter for den endelige take-off. Og den der berømmelige kalk vandrede derfra ud i nærmest ethvert kendt verdenshjørne. Dog har jeg indtil nu aldrig hørt om kalkfund i Oceanien, men det er nok bare et spørgsmål om tid–eller også er der noget, jeg har misset.

Jo, det ER da morsomt. For en pragmatiker er det vel nærmest latterligt. Dette: At nogle ignorante tumper et eller andet sted i verden virkelig–trods enhver form for logiske, videnskabelige beviser–tror på, at en gammel splint træ eller en ridset kop af ubestemt art for mange år siden nærmest på egen hånd er rejst den lange, farlige vej gennem et utal af lande for at ende i netop deres lokale kirke. Det trodser jo enhver form for videnskabelig baseret logik.

Men i grunden er det vel overhovedet ikke det, det hele drejer sig om. Det drejer sig jo bare–i sin allerinderste substans–om præcis det samme som, at jeg ALDRIG rejser nogle steder uden to helt bestemte mønter i min lomme, at jeg i sin tid ALDRIG gik til eksamen uden forinden at høre Creedence Clearwater Revivals “Long as I Can See the Light” for fuld udblæsning–og at de fleste sportshold hylder en eller anden form for maskot forud for enhver kamp.

Nemlig symbolværdien. Og personlige symboler kan–fordi det netop er det personlige symbols indre natur–aldrig diskuteres. Mine, i andres øjne, tåbelige mønter vil givetvis aldrig kunne afværge et flystyrt sådan helt konkret, men de giver mig en symbolsk sikkerhed for, at det hele altså også går godt denne gang. Ligeledes tror jeg faktisk, at folk i Valencia er bedøvende ligeglade med, om deres kalk har troværdige runners-up over det meste af verden. Måske er de endda glade for, at andre, i andre lande, også får glæde af den symbolværdi, der ligger i at have sådan en kalk. Jeg har set den beundring, Moses` stav har affødt på Topkapi i Istanbul. Den beundring, der ligger i at have noget helt konkret og synligt at holde fast i. For selvfølgelig ved de allerfleste da så ganske udmærket, at her er nok tale om en lille smule fake news, men hvad betyder det–sådan i det store perspektiv? For i bund og grund handler det jo udelukkende om symbolværdien. Dette at her er et konkret symbol på noget positivt, noget godt, noget man kan tro på. Noget som gør, at livet ikke blot er et uforståeligt miskmask af tilfældige hændelser, men som i stedet kan skabe en smule mening, en smule holdepunkt.

Så jeg vil givetvis stadig trække på smilebåndet over den imponerende samling af nærmest ens relikvier, som verden kan fremvise. Med min logiske sans og al min pragmatisme vil jeg også på stedet kunne afvise, at der er noget om snakken. Josef led vel ikke af ekstrem behåring, Jesus` kors fyldte næppe en mindre hangar, man omsvøbte givetvis ikke Jesus i nyt ligklæde hvert 3. sekund, Moses brugte ikke sit liv på at opbygge en storslået samling af træstave, og kvinderne ved korset stod ikke klar med et omfattende spisestel til 100 personer for at opsamle Jesus` blod for derefter at skippe servicet af i alle retninger. Det er også fuldstændigt ligegyldigt. For mig har hver kalk, hver stav og hver træsplint sin egen berettigelse. Nemlig sin symbolske berettigelse. Akkurat som når jeg lægger mine to mønter på det bestemte sted i tasken, hvor de med 100 procents sikkerhed er selve garantien for, at jeg kommer helskindet hjem igen!

Continue Reading

Milano. Den perfekte by til en forlænget weekend.

EasyJet flyver nærmest dagligt de knap 2 timer til Milano fra Kastrup. Billetterne koster–på en god dag–omkring 5-600 retur, der er masser af gode og billige Airbnb, hoteller og andre overnatningsmuligheder, og Milano kan snildt “gøres” på 2-3 dage. Så hvad er der lige at betænke sig på?

Milano er sådan en by, man nemt overser, når der skal planlægges forlængede weekender, kæresteture eller bare tiltrængt, almindelig ferie i få dage. Og det er synd. For den norditalienske by med ca. 1,3 millioner indbyggere har virkelig noget at byde på. Ikke bare mode- og designmæssigt, for nok er Milano det nærmeste, man kommer til modens næststørste og mest betydningsfulde hovedstad, men her er altså også et væld af andre muligheder.

Byen er på mange måder en italiensk nordeuropæisk by. Den ligner ikke Rom. Ikke ret meget, i alt fald. Her er brede boulevarder, og byggestilen er decideret mere i stil med nordeuropæiske hovedstæder–dog med en snert af umiskendeligt italiensk. Vegetationen er ikke stedsegrøn eller pinjer og cypresser, men består primært af alle de træer og buske, som vi kender i forvejen, men som her springer ud sidst i marts/begyndelsen af april i alle de flotte, utroligt velholdte parker, som byen har. I mit hoved forbinder jeg ofte italiensk vegetation med afsvedethed. Nok fordi jeg oftest har besøgt landet i den allervarmeste sommerperiode. I Milano om foråret er der grønt, grønt, grønt og alle de andre pragtfulde forårsblomstfarver–så langt øjet rækker. Generelt rækker øjet til de ofte sneklædte alper, som står som en mur mod nord, der hvor Schweitz begynder ca. 50 kilomter fra byen.

Hovedseværdigheden i Milano er selvfølgelig domkirken, som er fantastisk og har en megastor wauw-effekt. Det tog 400 år at bygge den, og det kan man umiddelbart godt forstå, for det vrimler med underfundige tårne og spir, gargoyler (til spildevand) og grotesker (til pynt) overalt på den. Selvfølgelig kan man komme ind i den, men man kan faktisk også købe billet til at vandre rundt på taget mellem alle de utrolige tårne og skabninger.

Lige ved siden af, ved den enorme domkirkeplads, ligger den flotte, overdækkede butiksarkade, opkaldt efter den tidligere konge Vittorio Emanuelle II. Det er et overvældende og overdådigt bygningsværk, som dog næsten overgås af luksuriøsiteten hos forretningerne i den. Her ligger de fleste af de store modehuse–og det er selvfølgelig gratis bare at kigge. I det hele taget er Milanos centrum hjem for alle de mærker, almindelige mennesker er nødt til kun at vinduesshoppe–men det er da altid sjovt at få et indblik i “how the other half lives”!

Byen har en del gode museer for nærmest enhver alder og smag. På det tekniske museum er der en helt forunderlig Leonardo da Vinci-udstilling, hvor de fleste af hans maskiner og andre konstruktioner er opbygget i træ. Virkelig beundringsværdigt at konstatere, at de fleste af hans opfindelser indeholder grundprincipper, som vi til stadighed bruger i dag. Her findes også oceaner af skibe, flyvemaskiner, tog–samt 5-10 meter høje legetøjs-Transformers opbygget af skrald. De sidste er vist fotograferet adskillige gange med små drenge som forgrund. Samme små drenge vil givetvis også kunne falde lidt i svime over det enorme fæstningskompleks,  Castello Sforzesco, som nærmest fylder en hel bydel og indeholder alt, hvad sådan en rigtig fæstning skal indeholde.

Milanos kunstmuseer er et kapitel for sig. Dem burde man nok bruge en uge på, hvis de skulle efterses grundigt. Her er overvældende megen barok- og renæssancekunst fra de yppigste mestre, så lad mig bare nævne, at Den sidste nadver i originalversion hænger i Milano, og at der, udover knapt så interessante billeder efter min smag, hænger en vildt fantastisk Caravaggio og Marias bryllup af Rafael.( Jeg skal nok oploade de to på Guldsøstre på Facebook.) Modehuset Prada har også sin egen samling af moderne (MEGET moderne!) kunst i et nyopført guldhus lidt udenfor byen. Her udstiller de illuminerede sandbunker, og umiddelbart ser det ud til, at man mindst skal være indehaver af en god portion Pradatasker for at passe ind samt med kendermine lade som om, man virkelig forstår!

Da byen, i alt fald gennem de senere år, har været Italiens finanscentrum, har der også været råd til god, bevidst og bæredygtig arkitektur. Der er rigtigt mange interessante, moderne bygværker i Milano, og ny, spændende arkitektur skyder op i helt nye bydele samt blander sig med gamle bygninger på en fantasifuld måde.

På en del restauranter i Milano udbydes op til 100 forskellige pizzaer på menukort på op til 10 sider i pizzaafdelingen. Jeg nåede ikke dem alle, men en del variationer indenfor italiensk skinke, som er min klare favorit. Jeg kan derfor konstatere, at de i den grad kan deres pizza dernede! Især i den vildt charmerende bydel Navigli langs de gamle kanaler, som nu blomstrer af liv, loppemarkeder og skønne cafeer og restauranter 24/7. Utroligt hyggeligt! Derudover kan de altså også det der med kager og konditorier–til overflod.

I begyndelsen af april holdes design- og møbelmesse i Milano. Hver eneste baggård i alle de gamle kvarterer i midtbyen bugner af værker fra unge, håbefulde designere, som viser deres allerbedste kreationer her. Og det er helt gratis at komme ind. Skal man derimod på den store 22-hal store møbelmesse, koster det 30 Euro, men så kan man altså også godt modregne både i indtryk og i alle de snacks og alt det slik, man kan erhverve sig undervejs. Hvis netop det ikke er af den store interesse, så find et andet tidspunkt, for prisen for overnatning går selvfølgelig op i perioden.

Endelig er der kun 20-30 kilometer fra Milano til de store søer som Como og Maggiore. Og alperne!

Prøv det! Det kan godt være, at forlængede weekender ikke varer så længe. Det gør indtrykket af Milano derimod!

 

 

 

Continue Reading

Hvor ligger diskretionen?

Jeg kører en del i tog mellem landsdelene, og hver eneste gang bliver jeg udsat for et helt uintenderet bombardement af andre menneskers privatliv. Hvadenten jeg vil det eller ej, kommer jeg ustandseligt med på en lytter, når der skal ringes. Og det skal der, skal jeg lige hilse og sige. Jeg vil vove at påstå, at intet sted tales der så meget i mobiltelefon som i DSBs Intercity eller lyntog. Min teori omkring det er den fuldstændigt ud af landevejen logiske, at der ret beset ikke er så meget andet at tage sig til!

Men det generede mig–altså indtil jeg fandt ud af, at jeg i grunden bare fik gratis, live podcast hele vejen hjem. Det generende var ikke lyden, ikke larmen, ikke forstyrrelserne. Men det faktum, at jeg personligt helt var sat ude af spillet omkring at vælge, om jeg ville lytte. Jeg kunne på det nærmeste IKKE vælge IKKE at lytte–med mindre jeg konstant rejste rundt med tonstunge, hermetisk lukkede ørebøffer eller anskaffede mig et sæt ørepropper. Selvfølgelig kunne jeg også sætte mig i en stillekupe, men der er ofte udsolgt–eller også glemmer jeg det.

Det, jeg allermindst forstår, er, at alle disse mennesker så modigt hænger enhver flig af deres, somme tider meget private, privatliv til tørre en mandag eftermiddag omkring Sorø. Eller Middelfart. Det virker som om, de alle totalt fortrænger tilstedeværelsen af en kupefuld af andre rejsende, der ofte keder sig lige så forrygende. De går simpelthen ind i deres egen lille telefonverden og diverterer samtlige medrejsende med alt fra de sidste nye utroskabshistorier i vennekredsen, til hvem der er et stort svin omkring Ringsted. Og hvorfor. Selvfølgelig er der også et utal af rejseberetninger mellem Hovedbanen og Slagelse, men de er for det meste en del mere diskrete. Samt alle aftalesamtalerne, men de er heldigvis oftest taknemmeligt korte.

Men tror folk virkelig, at vi ikke lytter? Alle os, der bare helt tilfældigt sidder i samme togvogn og faktisk nærmest ikke har noget valg? For så tror de fejl!

I lang tid gjorde jeg faktisk en del for ikke at lytte. Prøvede at distrahere mig selv, fordi jeg ligesom syntes, at alt det tilhørte en privatssfære, som ikke kom mig ved. Men det kan man jo ikke. Det er fysisk umuligt. Så hvis folk vil udstille deres snavsede vasketøj og andre pikante detaljer på vej over Fyn, er jeg da gerne med på en beskidt lytter. På det tidspunkt er jeg også ret træt af togkørsel, så enhver disktraktion er velkommen.

Med tiden må jeg rose mig selv for, at jeg er blevet relativt eminent til omgående at spotte, om et stykke privatliv er lytteværdigt. Jeg kan på få sekunder slå enhver form for aftalesamtale, der sendes i udbud i vogn 61, fra og  stille ind på et stykke snavs i samme vogn. Og jeg kan lytte ekstremt intensivt, hvis jeg vil. Man kan jo lige så godt få det hele med, når det nu alligevel er gratis. Som dengang en mand ved siden af mig ringede til konen og sagde, at han ville skilles. Inden jeg overhovedet havde set mig om, var vi i Kolding, så spændende var det!

Så jeg er–også med tiden–begyndt at skrabe til mig af alle de mange gratis lydbøger i serien “Fra det virkelige liv”, der konstant er i udbud hos DSB. De gør rejsen en del mere underholdende.

Og hvis folk ikke vil have, at jeg lytter, så må de Gudhjælpemig finde et andet sted end en DSBvogn med 50 passagerer til at podcaste deres privatliv!

Continue Reading

Om national stolthed.

Der findes en del variationer af national stolthed, og ikke alle er lige frugtbare. Det er dog en helt anden diskussion. Hvor uenigheden givetvis vil blomstre.

Men heldigvis er der også den form, der direkte affødes af at se, hvad vores lille land egentlig kan i udlandet. Af at føle en stor, rig, indre stolthed over, at vi i den grad kan noget med møbler og design, som både er unikt og samtidig særdeles populært i udlandet. Som nu Fredericia Møbelfabrik, som i årevis har produceret danske møbelklassikere, og som bare har så fin og tiltalende en udstilling på verdens største møbelmesse. Vel at mærke en møbelmesse, der fylder 22 velvoksne udstillingshaller og et areal på størrelse med en mindre provinsby.

Så får man sådan en lyst til at stille sig op med et lille skilt, der tilkendegiver, at man altså (også) er dansker. Ikke for decideret at stjæle af opmærksomheden, men fordi det er rigtigt meget værd for en selv at være dansker, når vores land repræsenteres så smukt.

 

 

Continue Reading

Når man får lov at komme med.

I flere årtier har jeg slæbt mine børn det meste af de allermest nærliggende verdensdele rundt. Det har været en stor personlig fornøjelse og oplevelse at få lov til at vise dem min lille del af verden. Og at udvide kendskabet til samme verden sammen.

Nu er det blevet payback-time. Nu er det mig, der bliver slæbt med til steder, de gerne vil vise mig. Hvor er det dog fantastisk og på sin egen måde utroligt fair.

Jeg er til møbelmesse i Milano, og selv om jeg da synes, jeg er rimeligt fantasifuld med hensyn til rejsemål, så var jeg nok ikke lige endt her, hvis ikke nogen havde slæbt mig med.

Faktisk gør det oplevelsen større. Altså det absolut intet at forvente og så finde en forårsudsprungen by med fantastiske, kreative og innovative udstillinger i alle hjørner og baggårde, som afkommet jubler af glæde over og ivrigt forklarer til os gamle.

Akkurat ligesom da jeg første gang viste dem Peterskirken!

 

Continue Reading

Sådan kan man også bo.

Huset her ligger i Milano, og man kan næsten ikke se huset for bare træer.

Efter dansk målestok ville indvendingen nok være, at så store træer overalt på altanerne vel tager alt for meget lys. Efter sydlandsk sandsynligvis, at træer er noget mere organiske og livgivende end de obligatoriske skodder, der tjener til at holde solen ude i de varme måneder.

I alt fald er det et smukt, usædvanligt og arkitektonisk nytænkende syn.

Continue Reading

Airbnb i Milano.

Så føler man sig da lige som en rigtig italiensk mama i rette omgivelser. Her i det allermest charmerende hus på en stille sidegade i en af Milanos forstæder vrimler det med grønne planter og nips i hobetal. Man kan med rette sige, at Airbnbs formål med at overnatte i andre folks hjem bliver opfyldt. Sådan BOR italienerne simpelthen!

Her er adskillige værelser i flere planer, en udsmykning, der ville have gjort et mindre provinsmuseum dødmisundeligt og en stemning, der bare er…nå, ja.. italiensk.

Når Airbnb fungerer efter hensigten, er det en fornøjelse og dybt anbefalelsesværdigt. Så jeg må ned og tænde for gassen til morgenmadskaffen, hen til bageren efter nybagt brød og i bad i badekarret med de lyserøde fliser og slyngplanterne.

Så er der nemlig ladt op til endnu en dag til designugen hernede.

Continue Reading