Som om, det er løgn!

Jeg har seriøst overvejet, om jeg skal oprette en ny kategori. Men jeg har bestemt mig for, at det skal jeg ikke. Så længe, jeg kan abstrahere fra Coronaen på en eller anden måde, i alt fald i små, afmålte doser, så skal jeg det. Omvendt er der jo ikke den mindste tvivl om, at samtlige indlæg det næste stykke tid enten vil handle om Corona–eller i alt fald være berørt af det. Det er den skygge, der ligger over alle vores liv, hvad enten vi er syge eller ej. Den skygge, vi hverken kan eller må fortrænge. Men vi må godt forsøge at leve med den på en måde, så det ikke bliver angsten for at vi selv og dem, vi elsker, bliver syge, der rent faktisk GØR os syge.

I går oprettede jeg en gruppe for de, der gerne ville give, dele og få gode råd til, hvordan man kan afstresse og af-angstificere (mit ord!) sig selv og finde en form for ro i dette kaos. Jeg må da nok sige, det er blevet en succes. Det er jeg glad for! Og I, der er medlemmer–bliv ved med at være så aktive, givende og positive!

Men det, der slår mig, er, at verden på Coronasiden er blevet en anden, mens verden på synssiden er helt sig selv. Se nu bare min have her til morgen. Træer og buske er ved at gå i blomst, solen skinner på den måde, som kun martssol kan skinne, og alt ånder fred og nærmest idyl. Det er som om, lige netop min have er fuldstændigt uberørt af, at “verden er blevet kaotisk påny”–for nu at citere Tom Kristensen, der om nogen vidste, hvad kaos var. Og som i øvrigt tolkede det som noget positivt, noget innovativt, noget der gav verden nye muligheder. Uden at det lige skal diskuteres.

Det er som om, naturen, omgivelserne slet ikke har fattet, at verden er i krise. Det er alt sammen bare sig selv, styret af helt, helt andre regler end de, der drejer sig om prognoser for smittede og spredning af bakterier. Faktisk af gammelkendte regler, der gentager sig selv med usvigelig sikkerhed år efter år. Det gør mig, på en underlig måde, så dejligt tryg. At der dog er noget, der er ved det gamle. At noget er bestandigt. At noget, om man så kan sige, er ganske og aldeles upåvirkeligt. Det er muligt, verden er i krise, men mit mirabelletræ blomstrer!

Så det er fuldstændigt rigtigt, som nogen skriver i den nye gruppe. Nemlig at der er ufattelige kræfter at hente i naturen. I første omgang bestandighed. Forsikringen om, at noget er præcis, som det altid har været. Fuldstændigt og aldeles upåvirket. En slags forsikring om, at selv om pandemien er her, så er naturen ret ligeglad. Den står over enhver form for menneskelige forfærdeligheder. Dernæst skønhed. Helt konkret er sådan et mirabelletræ i blomst da ualmindeligt smukt. Akkurat som alt det andet, der pibler frem for tiden. Det kan man godt få styrke og glæde af. Simpelthen bare ved at bruge sine sanser og glo, indsnuse og dvæle. Og også tro. Altså den tro på, at det hele nok skal gå, for det gør det i naturen. Som på forunderlig vis kommer til at være symbolet på, at der trods alt er bestandighed og evne til at komme videre.

Det er som om, det er løgn, at dette træ overhovedet orker at blomstre i disse tider. Næsten sådan lidt blasfemisk. Men på samme tid så vidunderligt velgørende. Jeg vil så nødigt henfalde til rørstrømske clicheer, men sådan et træ, der næsten er løgn, er sådan lidt både tro, håb og kærlighed.

–Og det kan man faktisk mentalt komme ret langt med!

Continue Reading

Læs, strik, hækl og se TV.

Jeg laver lige om lidt en gruppe på Facebook, som man kan melde sig ind i. Den vil få samme navn som overskriften på dette indlæg. Det er tanken, at den skal fungere som en slags værktøjskasse til alle os, der er i en form for karantæne og gerne vil have gode ideer til bøger, serier, film, strik, hækling og andre former for håndarbejde. Og er der andre gode ideer til ting, der er rare at gøre og lave, så er de meget, meget velkomne. Bare frem med dem!

Og jeg vil gerne kraftigt understrege, at dette ikke er en måde at fortrænge den epidemi, der omgiver os. Det er meget mere en måde at forsøge at gøre os stærkere, mindre stressede og opretholde en form for social kontakt.

Så altså–meld jer ind, hvis det har interesse! Og få også gerne andre med. Kom med gode anbefalinger på fede serier, gode film, fantastiske bøger, strikkeprojekter og andet håndarbejde. Skriv lidt om det, I anbefaler, og husk altid at fortælle, hvor man, helt præcis, kan finde det.

Der er selvfølgelig også mulighed for at stille spørgsmål. Om bøger, serier og film i en bestemt genre, om opskrifter på dette og hint og i det hele taget, hvad der måtte falde en ind. Sidder man helt alene, kan dette forum forhåbentlig også give en en form for kontakt og fællesskab med andre.

Lad os lave et virtuelt fællesskab og få nogle rigtigt gode ideer af hinanden! Vi kan nok ikke hjælpe så meget ude i samfundet ved andet end at holde os væk fra det, men vi kan hjælpe hinanden med at finde ro, stresse af og gøre rare ting.

Continue Reading

Om karantæne fra samfundet.

Jeg bliver selvfølgelig hjemme. Har sat mig selv i frivillig karantæne, siden jeg kom hjem fra USA. Men ikke blot derfor. Situationen er nu sådan, at hvad enten man er kommet hjem fra udlandet eller bare har opfyldt sine helt almindelige gøremål på daglig basis herhjemme, så har man en dobbeltsidig pligt. Nemlig både at beskytte andre mod en selv. Men også at beskytte sig selv mod andre. Det er det, man kan være bekendt. For nu at gentage dronningens ordvalg med en lettere omskrivning.

Der er ingen legale begrundelser for at drive uforpligtende social omgang med andre mennesker. Ethvert mellemmenneskeligt socialt tiltag er at spille hazard med både andres og ens eget helbred. At vise sønderlemmende disrespekt for sine medmennesker. For ingen af os ved jo, om vi i virkeligheden er syge og dermed latente smittespredere.

Så angsten og magtesløsheden præger de små hjem for tiden. Angsten for, om vi er smittede og bare befinder os i en boble, der snarest brister og giver os en sygdom, vi ikke aner, hvordan vil forløbe. Var det bare en almindelig influenza, var det til at forholde sig til, men angsten går jo netop lige præcis på, om vi selv er blandt de, der ikke er så heldige bare at få en overkommelig influenza. Som skal indlægges, og som er i farezonen. Sådan en lille, nagende angstorm giver stress. Man bliver urolig og får svært ved at samle sig om noget som helst fornuftigt. Dertil kommer magtesløsheden. Erkendelsen af, at der på nuværende tidspunkt intet, som i absolut intet, er, man selv kan gøre. Udover at holde sig hjemme og håbe det bedste. Magtesløshed kan være en fortvivlende følelse, men omvendt kan den også på en besynderlig måde give ro på. Jeg plejer at arbejde med min egen magtesløshed på den måde, at jeg forsøger at acceptere den. For hvis jeg gør det, er tingene ude af mine hænder. Overladt til noget udenfor mig, hvad det så end måtte være. En underlig form for fatalisme, men samtidig en erkendelse af at acceptere, at der er ting, jeg umuligt kan influere. Det er ligesom at sætte sig ind i en flyver. Hvis den styrter ned, har jeg ingen, absolut ingen indflydelse. For sådan må det være.

En anden ting, som er angst-stress- og magtesløshedsfremkaldende for tiden, er selvfølgelig, at vi alle er afskårede fra vores familie og alle, vi ellers har kære. Der er gamle forældre, børn og børnebørn, som vi overhovedet ingen chancer har for at besøge, hjælpe eller være i nærheden af. Måske er det vigtigt at fortælle sig selv, at man nemt risikerer at gøre ondt værre ved at opsøge dem. Og at være så inderligt taknemmelige for, at vi lever i en tid med oplagte elektroniske muligheder for dog trods alt at kunne være i cyberspace-kontakt med hinanden. For bare 20 år siden ville vores kontaktmuligheder være ekstremt begrænsede.

Og den leder vel direkte til et par ord omkring samfundet. Velfærdssamfundet, for det har det vist sig at være i disse krisetider. Det er så beroligende, at det hele indtil videre fungerer omkring alle de, vi ikke selv kan fungere omkring. At plejepersonale tager sig af vores gamle forældre, at de syge er i gode hænder på hospitalerne, og at lægehjælpen til os derude stadig kører næsten som vanligt. Selvfølgelig ville jeg da gerne være der. Hos min mor på over 90, hos datteren der skal føde netop i disse dag, hos det 2 måneder gamle barnebarn. Men jeg skal både erkende min magtesløshed samtidig med, at jeg for alt i verden må holde mig for øje, at jeg risikerer at ødelægge langt, langt mere med med min tilstedeværelse end ved at blive helt væk.

Så de fleste af os sidder rundt omkring i vores lejligheder og huse, afskåret fra omverdenen og med en fysisk, social kontakt, der udelukkende er begrænset til de, vi bor sammen med. Hvis nogen. Mens vi både er stressede, bange og magtesløse og har fået en forfærdelig masse tid foræret. (Eller hvad man nu skal kalde det!). Personligt har jeg bestemt, at al den tid skal bruges på ting, der som hovedprincip er rare. Der skal ikke ordnes have, ryddes op i antikke bunker af rod, males vægge, døre eller vinduer eller for den sags skyld haves dårlig samvittighed over ikke at gøre den slags ting. Personligt tror jeg på, at når stressfaktoren er høj, skal man forsøge at gøre ting, der er rare og behagelige for en selv. Som giver ro og får en til at slappe af.

Hvad det så måtte være, er selvfølgelig individuelt. Men for mig er det helt og aldeles simpelt. Der skal læses bøger. Jeg har lige tilmeldt mig Mofibo (bibliotekerne er jo lukkede, og hvem ved også, hvor mange baciller de bøger har opsamlet!), hvilket er gratis de første 14 dage. Og så må vi se… Der skal hækles og strikkes. Der ligger stakkevis af garnrester i kælderen og andre mystiske steder, og bliver slutresultatet katastrofalt, så er det absolut til at leve med. Der skal ses TV. Ikke blot de daglige, opskræmmende pressemøder, men i den grad film og gode serier. Binge-watching har i min optik aldrig nogensinde været mere legalt. Og det er nu, der er chance for totalt at opdatere backlisten med alle de film, man missede undervejs. Og så skal der laves god mad. For der er tid til at gøre sig umage på madfronten….

(Så det er nu, det er absolut undskyldeligt overfor en selv at investere i både Mofibo, HBO, Netflix og hvad der ellers måtte være af tjenester, som man indtil nu ikke har kunnet unde sig selv. Face it: Der er alligevel ingen lokkende forretninger åbne, som man i stedet kan bruge sine penge på!)

Det er skræmmende, stressende, ensomme, magtesløse tider, vi lever i lige nu. Og det vigtigste er at gøre præcis, hvad myndighederne og dronningen har bedt os om. Så kan man være sig selv bekendt!

Continue Reading

9 dage i Coronaskygge. Eller: den sidste turist i Amerika.

Tvivlen var der allerede, inden vi tog afsted. Om det var sikkert, om der ville ske noget herhjemme med alle dem, jeg holder af, om hvad i alverden der ville ske, hvis jeg blev syg undervejs og om, om det overhovedet ville være muligt at komme hjem igen. Men lysten, eventyrlysten og forpligtigelserne overfor de andre, der skulle med, vandt. Tilligemed at alle dem herhjemme forsikrede, at der intet ville ske med dem, mens jeg var afsted.

Den dag, vi tog mod USA, var der få, spredte tilfælde herhjemme, og ingen af de nuværende restriktioner var indført. Nok slet ikke overvejet, i grunden. Så selv om det var en træls rejse derover, hvor vi, udelukkende pga. håbløs, himmelråbende ineffektivitet i Washington, Dulles Lufthavn ikke nåede et fly og måtte lade os indlogere på Hilton natten over ( heldigvis på Lufthansas regning!), så var humøret højt og forventningsfyldt, da vi startede ud i den lejede bil med kurs mod New Orleans. Der var langt til New Orleans, men disse amerikanske highways går i blodet. Får det til at suse lidt af forventning.

Sådan en lejet Dogde i amerikanerstørrelse er en slags boble, der skærmer en mod verden udenfor. Rent mentalt. Så længe man sidder der og bare ruller ud af disse uendelige, amerikanske landeveje, er verden udenfor lige netop ens eget synsfeldt ret irrelevant. Det er som at tage solbriller på på en solskinnende dag. Man skærmer for solen, men den går desværre ikke i sig selv af den grund. Og sådan var det generelt helt indtil den dødelige alvor til sidst indhentede os: Så længe vi kunne abstrahere i vores egen boble, gøre spændende ting, opleve og fordøje, så var Coronaen noget, der nok eksisterede, men som ikke rigtigt kom os ved. Ret meget. Især så længe alle dem derhjemme havde det godt.

Der var selvfølgelig nætter med lange vågenperioder. Af den slags, hvor worst case scenario bliver ultimativt skræmmende, fordi man altid går til yderligheder i sine fremtidsdystopier der midt om natten. Der var også en morgen, hvor jeg gerne ville hjem, men blev rart beroliget af, at ingen andre end mig var på panikkens rand.

Og der er jo dejligt i New Orleans. Der er smukt, virkelig smukt, og så lugter der så dejligt rart af det gamle syden, Cajunfood, James Lee Burkes krimier og samtlige scener fra Borte med blæsten, selv om den slet ikke foregår der. Bourbon Street er fuldstændigt Corona-upåvirket, eller også lader den bare som om og er på vej ind i en slags dødedans i sprut, damer og glad jazz for sidste gang. Alligatorerne ude i sumpene er bedøvende ligeglade og sover bare videre, mens de en gang i timen løfter det ene øjenbryn for at konstatere, at intet er forandret på alligatorfronten, og New Orleans summer af liv og er The Big Easy som altid. Og dog. Det, der ved første øjekast lignede en by relativt fuld af turister, viste sig ved andet hørekast udelukkende at bestå af amerikanere på udflugt. Der var ingen andre europæere end os. Og der var i det hele taget væsentligt færre turister end vanligt.

Derfor var det et chok at høre Fru Frederiksens udmeldinger om tiltag hjemme i Danmark. Det var så kun det første den dag. For (T)rumpen fulgte straks efter og fortalte os med uvelvalgte ord, at vi var uønskede. Når man altid og til enhver tid skal skyde skylden for alle sit lands selvforskyldte genvordigheder på andre, er europæerne selvfølgelig et godt mål. Face it: Vi har generelt mere styr på alt det, manden selv har mistet grebet om, så hvorfor ikke udnævne os til epicenter for en sygdom, han givetvis selv allerede har fået, men ikke vil indrømme overfor sine enfoldige fans. Det var så der, vi indså, at vi måttet ud, hjem, væk. Alle husker vist billederne fra plyndringerne efter Katrina, og ingen er vist i tvivl om, at våben er legale i USA, hvor de især anvendes, når den enkelte føler sig presset og forurettet. Så med rettidig omhu fik vi bestilt billetter hjem til lørdag aften–over London, for (T)rumpen turde ikke helt aflyse Boris, da man vel næppe forråder sin eneste ven og halvtvilling i ånden. London blev også valgt, fordi det helt ærligt nok er det næstbedste sted at syge inde. Man taler vel sproget og er rimeligt velkendt med, hvordan det hele fungerer. Hvis det skal være i udlandet.

Der var bare lige det med Dodgen. Hvis man afleverer en udlejningsbil i en anden stat end den, hvori den er lejet, kunne man sådan set lige så godt købe hele bilen. For det, den slags koster. Så 2 af os måtte de ca. 1000 km. retur til Orlando med bilen, mens resten så kunne vælge at flyve mellem de to byer og nå frem til afgang fra Orlando på den måde. Hvad der lignede en prøvelse og en smuk udvisning af samfundssind og gruppesamvittighed blev dog en rigtig god oplevelse på de amerikanske veje, for tiden var rimeligt i overskud til også at lave små udflugter væk fra de lange, lige veje og se det noget mere rigtige Amerika. Det med de små byer, med de gamle huse fra før borgerkrigen, med alle de smukke sydstatsegetræer, behængte med Spanish Moss og de uendelige, kridhvide strande langs den Mexikanske Golf. For mig står stadig overnatningen i Biloxi, hvor hotellet nærmest lå på stranden, og vi spiste seafood på surferbaren med udsigt til den uendelige Golf som noget helt særligt. Den var slet ikke ringe, den lange tur, for selv om den var lang, smagte den også noget så dejligt af alt det roadtrip, vi ellers fuldstændigt gik glip af.

Og mens vi forsøgte at gå under radaren med vores britiske accenter, lukkede Amerika. Der blev erklæret undtagelsestilstand, og fredag aften i en Walmart i Tallahassee beviste, at danskerne ikke er de eneste, der hamstrer toiletpapir. Dog er der indlysende forskel på, hvad der anses for livsnødvendige varer i de to lande, men selvfølgelig kan man da også overleve på chips og Cola. Hvis man er amerikaner. Ikke, at det egentlig påvirkede færdslen langs motorvejene synderligt, og det var da også tydeligt, at den overvejende del af amerikanerne anså enhver form for fast food restaurant som uangribelig af selv den mindste Coronabakterie. Især segmentet over 100 kg. I det hele taget fiser dommedagsbudskaberne kun langsomt ind derovre, for det virker som om, det kun er steder, der direkte påbydes at holde lukket, der rent faktisk gør det. Hvilket måske er fuldt forståeligt for fundamentalistiske følgere af en præsident, der mener, det hele går over og i sig selv, når det bliver varmere. Og at det i øvrigt er demokraternes skyld.

Egentlig havde vi forventet, at der ville blive lagt spærringer og bomme af enhver art ud for os på hjemturen. Noget med, at flyet blev aflyst, at vi ville blive internerede i London og på enhver tænkelig måde blive afholdt fra at nå Kastrup. Men i et halvfyldt fly fra Norwigian nåede vi London og en slap paskontrol samt en lufthavn, hvor alle mængede sig med alle og Gatwick i den grad levede op til, hvorfor det er den lufthavn i hele verden, jeg hader allermest. I øvrigt, som en slags, kuriosum, så er det ikke toiletpapir, briterne kaster sig over. Det er hovedpinepiller–ALT var ryddet hos Boots!

I Kastrup var der nok kontrol, især af udlændinge, men noget egentligt forhør måtte vi slet ikke igennem, så enhver dansker, hjemkommet fra udlandet, kunne vandre frit lige ud i en relativt tom ankomsthal og sprede alt det, vedkommende ufrivilligt måtte sprede. Men jeg må indrømme, at jeg for nok eneste gang i mit liv havde lyst til at gøre det, jeg næsten synes er noget af det mest proletariske og pinlige i hele verden: Klappe, da flyet landede!

Og så sidder jeg her ved mit køkkenvindue og ser ud over et afdødt kvarter, hvor kun skraldebilen og et enkelt par pensionister har været forbi. Hele formiddagen har jeg brugt på forsikringsselskabet, som selvfølgelig er både genstridigt og i disse tider forsøger at redde, hvad reddes kan. Måske ikke bare i disse tider! Anyway, så er det eneste, der kan tilbagebetales, den ekstra flybillet hjem. Hvilket selvfølgelig får mig til at ønske, jeg havde rejst på business, med overvægt ( og ikke smidt en del væk for at få det hele ned på 10 kg!) og bestilt mad hos et flyselskab, hvor Atlanterhavsmad skam er en ekstra udgift.

Men hvad betyder egentlig alt det? Lige nu er det vigtigste at være hjemme i hel tilstand efter 9 dage i Coronaskygge. Og at alle dem herhjemme både har det godt nu–og har haft det godt, imens jeg har været væk! Den evigt bankende rejselyst er i den grad banket ned, og måske, måske bliver verden igen sådan, at det bliver sikkert at rejse. Så vil jeg tænke på, at man jo ikke nødvendigvis behøver at være den første turist i Europa!

 

 

 

Continue Reading

Tanker før rejsens begyndelse.

Selvfølgelig glæder jeg mig til at gense en af verdens største og mest spøjse ikke-seværdigheder, Graceland i Memphis. Hvor man kan studere samtlige Elvis` personlige udgaver af sparkedragt for voksne, hans lyserøde Cadillac og hans uhørt forfærdelige smag indenfor boligindretning. Til at gå parade under the moon over Bourbon Street tonight, mens man hører en masse jazz og bruger dagen på at spise Cajun Food, sejle med hjuldamper på Mississippi (bare fyld så mange s-er og p-er ind som overhovedet muligt, så er det stavet korrekt!) og flyde rundt i alligatorfyldte sumpe. Jeg skal også sidde nærmest oven på Forest Gump på den bænk i Savannah, hvor livet er en stor æske chokolade og måske finde et sted, hvor de serverer stegte, grønne tomater og mindes min allerstørste, fiktive heltinde, Idgie Threadgood. Og det bliver alt sammen fedt. Virkelig fedt. Roadtrip syden rundt. Jazz, Cajun Food, alligatorer, plantations og Spanish moss. Ned og se, om arrene efter Katrina omsider er ved at være lægt, for det var de ikke, da jeg sidst var der i 07. New Orleans er en af mine absolutte yndlingsbyer. Hvis ikke det er byEN.

Men der er kommet en skygge ind over glæden og forventningerne. Den hedder Corona.  Sådan en lille, nagende orm, der sidder i baghovedet og pipper op om sygdom, spredning og det nærmeste, den moderne verden nogensinde har været på middelalderens verdensomspændende pest. Det er blevet så ambivalent, det hele. For på den ene side set glæder jeg mig vildt og inderligt. På den anden er ormen derinde ikke lige til at fortrænge.

I første omgang har det selvfølgelig noget at gøre med angsten for selv at rende ind i smitten undervejs. At blive fanget i T(rumpens) sundhedssystem, der udelukkende tilgodeser de rige og de, der har de nødvendige forsikringer. At strande i et umenneskeligt system, langt fra hjem og familie i det, der må være det ultimative horrorscenarie. Heldigvis, i en sådan situation, kommer jeg såvel fra et velfærdssamfund samt har en ordentlig forsikringsdækning. For, let`s face it, jeg er jo, trods alt, godt på vej ind i risikogruppen. Godt nok hører jeg til de meget få undtagelser, der aldrig i sit voksenliv har haft influenza, men det lader til, at netop denne bacille absolut ingen respekt har for en så imponerende rekord. Omvendt er jeg vel ikke mere eksponeret derovre end herhjemme. Vil den ramme mig, skurken, så kan det vel lige så vel lade sig gøre nede i min Netto som på Memphis Station. Og i øvrigt er det sidste vel at foretrække, sådan at forstå, at så har jeg da i det mindste også fået DEN med!

I anden, og nok meget mere væsentligere omgang, har det selvfølgelig meget mere at gøre med dem, jeg rejser fra. Familien, fra yngste barnebarn til generationen over mig. Hvordan de klarer sig, hvordan de forhåbentlig formår at styre udenom alle helbredstrusler og forblive raske, når jeg nu sidder adskillige tusind kilometer væk og absolut intet kan foretage mig. Ikke kan være til stede og hele tiden står med såvel et Atlanterhav og adskillige flyvemaskiner imellem os. Det er som at slås med en irrationel skyldfølelse over noget, der ikke engang er sket endnu. At føle skyld på forhånd. Akkurat som at tage alle sorger på forhånd med det eneste, uomgængelige resultat, at så er man da i den grad helt sikker på at få dem. Omvendt kan jeg vel gøre præcis det samme, ligegyldigt hvor jeg er. Eller ikke gøre. Jeg kan hverken fjern- eller nærkurere, og som tingene ser ud lige nu, er der absolut ingen, der ved, hvad der vil ske. Forhåbentligt ingenting. Men det lader ormen sig desværre ikke vifte væk med. Som alle skrækorm er den fuldstændigt løsrevet fra enhver form for rationel tænkning og sund fornuft og lader sig udelukkende styre af følelser.

Så er der så alle de praktiske omstændigheder. Rejsen er, med undtagelser af nogle moteller undervejs, betalt. Der er, med andre ord, en del penge ude at svømme på oplevelsekontoen. Udenrigsministeriet, som jo er vore dages orakel for rejsebrancehen, har ikke på nogen mulig måde stemplet områderne som no-go, hvilket betyder, at der ingen forsikringspenge er at hente. Som i INGEN! I øvrigt er der oftest ingen forsikring, når rejser er arrangeret individuelt, ligegyldigt hvad udenrigsministeriet måtte sige og gøre. Egentlig er dette ikke af væsentlig betydning som sådan for netop denne rejse, men det er samtidig en form for besynderligt incitament for den udgiftssky her. Man smider ikke penge ud på ingenting uden en troværdig ( for en selv, altså) begrundelse.

Det, jeg så skal arbejde med, er den lille gnavende orm. For den skal ikke få lov at gnave igennem og bygge rede, eller hvad orm nu ellers gør. Den skal reduceres til en lille plet i en glæde over at skulle over til dette dybe Syden, som jeg elsker så inderligt. Forventningen om sol, jazz og lækker mad og gensynet med alle de afdøde og fiktive venner. Fra førnævnte Idgie, Elvis og Forest til Rosa, Scarlett, Rhett, Melanie, Ashley, Martin, Louis, Robicheaux, Agent Anderson og ikke mindst Blanche, som jeg regner med at møde i lige præcis den sporvogn, der hedder  Desire sammen med en genopstået Marlon Brando i sin ungdoms sexede udgave.

Jeg er nødt til at bekæmpe ormen, og hvad er næsten bedre end den ikoniske replik fra Evelyn i et af mine yndlingsfilm: “Face it! I am older and have better insurance.” Håber jeg. Eller rettere: Håber jeg ikke at skulle komme i nærheden af at måtte anvende!

For en gangs skyld inhalerer jeg også (T)rumpens uvise ord: Det skal nok gå over det hele, når først solen begynder at skinne. Og det gør den jo, dernede.

 

 

Continue Reading

Et godt sted.

Under sejlet. Åbenrå havn.

På årets første tilnærmelsesvist forårsagtige dag er der rart ved stranden i Åbenrå. Koldt, lidt blæsende, men himlen er høj, hundene lufter deres mennesker i hobetal og udsigten er flot ud over fjorden, hvis man ellers kan abstrahere fra Enstedværket. Og det bliver man jo nødt til.

Under et helt bogstaveligt sejl ligger så restauranten Under sejlet. Det har den gjort længe. Jeg har bare aldrig været der før, og det kan jeg da kun fortryde med tilbagevirkende kraft. Ikke at menukortet byder på de store overraskelser, for her er de obligatoriske burgere, Pariserbøffen og stjerneskuddet, men her kommer de alle i deres mest ærlige udgaver. Med ordentligt brød, kød uden tilsæt af underligheder, friske grøntsager, friske fisk og en yderst behagelig mangel på tilsyltning af alt i Thousand Islands. Sidstnævnte burde aldrig have været klassificeret som fødevare, og opfinderen burde skamme sig for evigt.

Og så kan man sidde her med den mest vidunderlige udsigt og blive betjent af en af de sødeste servitricer, jeg er stødt på længe. Jeg har altid været lidt misunderlig på folk dernede, der sådan har en fin strand lige midt i byen, og når man så sidder her, får man pludselig sådan nærmest en aktie i al den strandoverflod. Ydermere er priserne særdeles spiselige–for nu at blive i terminologien. Hvilket da også gjorde, at der sådan en helt almindelig hverdag var temmelig mange mennesker, der nød foråret, udsigten, den venlige betjening og den gode mad.

Det er ikke sidste gang, der bliver pitstop lige netop under DET sejl.

Continue Reading

Om påskeliljer i februar.

Jeg ved godt, det er marts. Begyndelsen af, altså. Men disse her små fyre har stået på denne måde i min have siden februar. Måske er det det faktum, at februar i år er forlænget med en dag, der lige, på et hængende hår, fik dem til at nå en vinterudspringning. Hvis det da bare var det.

Jeg har absolut intet imod påskeliljer. De er smukke, kønne forårsbebudere og for mig noget af det mest påskede, der findes.Men de bør samtidig kende deres besøgelsestid. For ikke ret mange år siden var det faktisk ofte tilfældet, at påskeliljer slet ikke nåede at springe ud til påske ( ved godt, at påsken er flyttelig!), men at de ligefrem stiller sig an i vigteposition her 1½ måned før påske… det er forkert. Det er ikke blot forkert, det er skræmmende forkert. Påskeliljer skal forsøge at indpasse deres blomstring med påske. BASTA! Ikke rende rundt i februar og sige BØH og Her er jeg da bare.

Hvis det så bare var påskeliljerne, der havde et så afslappet og vejledende forhold til kalenderen. Men det er det jo ikke. De er bare tydelige eksempler i en natur, der er ved at gå ud af trit, ud af årstider og ud af årevis af vedtagne normer for, hvornår det er berettiget at blomstre. Påskeliljer i februar er selve beviset, selve det håndgribelige eksempel på, at der er noget galt. Meget galt.

Jeg vil ikke kommentere på, at februar samtidig har været kaskader af ødelæggende regn. Blot nævne, at jeg forleden kørte med tog langs med Kolding Å, der i den anledning var forvandlet til Kolding Flod. Det var betryggende, at banelegemet her var bygget op på en forhøjning, for ellers havde vi måttet padle os frem gennem de småkrat og småskove, der nu enten var øer eller forvandlet til imitationer af mangrover.

Det skræmmer mig, at klimaet så hurtigt, drastisk og dramatisk er ude i et skift. Især fordi jeg efterhånden husker mere end tres år, hvor det hele jævnt hen var det samme, man kunne stole på årstiderne, og påskeliljer var påskeliljer, når de nu engang skulle være påskeliljede, mens denne gåen totalt ud af sync er foregået med forfærdende hast over meget, meget få år. Som om der er bagslag i luften. Store, øredøvende bagslag i naturen. Gengældelser i vand og blomstring ude af trit.

Man føler sig så magtesløs, når man sidder der og stirrer på sine påskeliljer. For nok er de kønne, men det, de repræsenterer, er absolut ikke kønt. Og magtesløsheden kommer sådan helt indefra, fordi man ikke aner, hvad man dog skal foretage sig for at undgå påskeliljer i februar. Jeg ved det i alt fald ikke–udover at grave dem op og glemme alt om dem. Men det er jo bare som at pisse for at holde varmen, og den slags tiltag har vi allerede alt for mange af.

Continue Reading

Om små potter og medierne.

Forleden fløj jeg fra Doha i Emiraterne til København. Det var en af disse monsterstore sardindåser til menneskelig transport, og blandt alle disse sædemuligheder var en dansk familie med 4 børn blevet strøet ud over et mindre areal. Ved at bytte med manden og jeg kunne de imidlertid komme til at sidde nogenlunde sammen–dog med 2 små charmerende, rødhårede drenge på 7-8 alene på rækken i forlængelse af vores.

De to havde en fest det meste af vejen. De fik afprøvet samtlige trykkemuligheder på den indbyggede skærm, flyttede nærmest ind på både gulv og gang, brugte lang tid på seriøs konversation omkring, hvad de skulle bestille hos stewardessen, samt hvordan man udtalte det på engelsk og var i det hele taget præcis så livskloge, som man nu er som 7-8-årig. Men da vi landede i København, drog den ene af dem et meget dybfølt suk, vendte sig mod den anden og sagde med julelys i øjnene og lidt forbavselse “Og så blev vi slet ikke skudt ned over Iran!”

Af gode grunde kan jeg jo ikke vide, om hans forventninger til flyveturen indebar en form for ufrivillig katapultering over Iran, eller om han hele vejen bare frygtede for det øjeblik, missilet ramte. Men jeg kan til gengæld udmærket vide, hvor han overhovedet har fået ideen fra. For små potter har også øjne, og samme små potter bevæger sig i et medielandskab, hvor man knapt behøver at kunne læse for hele tiden at blive bombarderet med verdens fortrædeligheder og, især, verdens utallige mængder af farer. Dødsfarer. Hvis vi ikke får missiler i hovedet, når vi overflyver Iran, så er vi da i alt fald i overhængende risiko for at få Corona. Overalt. Og det dør man af.

Jeg skal ikke forklejne, at der er tale om en alvorlig sygdom, der spreder sig hurtigt, og som man skal have respekt for og tage seriøst. Men jeg har i de seneste dage oplevet, at jeg personligt er blevet mere og mere indebrændt og aggressiv i forhold til den måde, medierne behandler den på og decideret anvender den til at forøge oplagstal, clicks og indtjening. Alt omkring Coronaen er i formiddagsaviserne gået i Breaking News med stor, sort skrift på gul baggrund (vi er opdraget til, at netop de farver signalerer farlighed! Eller udsalg!), og ingen ny overskrift udelader værdiladede tillægsord. Enhver kan vel se forskellen mellem ” Endnu en person smittet med Corona.” til “Endnu en person smittet med den frygtelige Corona.”, og mediernes lingo har faktisk indenfor de sidste uger ændret sig til ALTID at anvende negativt ladede tillægsord i forbindelse med sygdommen. Ekstra Bladet og BT kører endda såkaldte Corona-tråde, hvor læserne kan stille spørgsmål af enhver art ( og det må man da nok sige, de gør!), samt hvor enhver ny udvikling går i Breaking News. Selv f.eks. hvor mange der testes for smitten, allerede INDEN nogen af dem er testet positive.

Så hvis små potter er hundeangste for Coronaen, så er det yderst forståeligt. De er omringet af en syndflod af dårligdomme på skrift, lyd og billede, som konstant smækkes lige i hovedet på dem. Det er muligt, læseevnerne endnu ikke er store, men en kæmpeoverskrift med kolossale bogstaver i sort på gult, kræver nok ikke meget mere end 1. klasse. Selvfølgelig sidder de fleste børn ikke og læser de omtalte aviser, men det gør de voksne, som de til enhver tid kan kigge over skuldrene–meget af tiden. Og de voksne snakker også om, hvad de ser. Samtidig med, at rigtigt mange voksne faktisk ikke har andre informationer end mediernes fuldstændigt overskruede billede, som mestendels går ud på at skabe sensation. For sensation er selve mediernes grobund, indtjening og selvbestaltede eksistensberettigelse. Vi ledes til fejlagtigt at tro, at medierne (i alt fald mange af dem) står for objektiv videns- og nyhedsformidling. Det er bestemt ikke altid tilfældet. Og hvordan skal man dog som 7-årig kunne kende forskel på, om der virkelig er tale om en sensation eller ej, når rigtigt mange voksne heller ikke engang kan?

Episoden med den 7-årige, der heldigvis ikke blev skudt ned over Iran, fik mig til at tænke på, at vi i den Coronasituation, vi står i, i den grad skal være bevidste om at beskytte børnene. Ikke bare lade dem indgå i den frygt, vi måske selv føler, fordi medielandskabet har oppisket en stemning af forfærdelighed og nærmest uundgåelig dommedag. Til trods for Breaking News om den snarlige afslutning er det umådeligt væsentligt, at vi forsøger at forklare, hvad der sker, uden på nogen mulig måde selv at anvende gule overskrifter. Sagt med andre ord, så mener jeg faktisk, at man som forældre har pligt til at sætte sig ind i de faktiske omstændigheder, så det–ulig hvad vi ser i pressen–kan afdramatiseres, at 2-3 danskere er smittet. Og fortælle at, ulig ganske almindelig influenza, rammer Coronaen umådeligt sjældent børn. Det kan man f.eks. orientere sig om hos Sundhedsstyrelsen, som har en noget anden terminologi end formiddagspressen. Samt en væsentligt mere velbegrundet, saglig viden.

Som gammel dansklærer kan jeg jo udmærket se, hvilke såkaldte appelformer den mere kulørte del af pressen anvender for tiden. Det er i sig selv usmageligt, ligesom det er usmageligt at anvende en alvorlig sygdom til at skabe sensation og håbe på at forøge sit oplagstal. Men allermest usmageligt er det, at vi udsætter alle de små potter for en form for fake news, som de på ingen måde har kvalifikationer til selv at bearbejde og udlede den egentlige sandhedsværdi fra.

 

 

Continue Reading

Om at være The odd one out.

Jeg var på seminar i går. Sammen med alle mine såkaldte kolleger. Selv om ordet er helt og aldeles misvisende, da intet job i hele verden nok er mere privatpraktiserende end rejselederjobbet. Man er altid den eneste med sin funktion i en gruppe, og på mine rejsemål er det yderst sjældent, man lige render ind i en kollega på et tissestop eller et hotel. Vi rejser alene. For der er kun brug for en af os ad gangen.

De fleste af mine kolleger har gået på guideskole. På hold med hinanden. Jeg er en af de meget, meget få autodidakte guider. Gadebørn, om man vil. Der bare er kommet ind ad bagdøren uden hverken guideskolemæssige forudsætninger eller medstuderende. Derfor kender jeg nærmest ingen.

Hvis jeg kommer ind i et rum med en funktionskasket, der hedder “lærer” eller “rejseleder”, er det mig, der er den samlende faktor. Mig, der igangsætter og styrer slagets gang og på ethvert tidspunkt har såvel den overordnede magt som det overordnede ansvar. Det er mig, der bestemmer, om man vil, og mig, der er selve den retning, som de fleste blikke vender sig imod. Jeg har intet imod at komme ind i et rum med den kasket. Især ligger min selvtillid i, at jeg har en klar, fuldstændig klart defineret funktion.

Det er noget helt andet, når jeg skal på kursus med omkring 100, for mig ukendte mennesker. Især når de fleste af dem kender hinanden. Selvfølgelig kender alle ikke alle, men i kraft af guideskole og rejsemål, hvor guider ofte render ind i hinanden, kender en overvejende del i alt fald en fin mængde af de andre. Det er der, jeg bliver The odd one out, den ikke-tilhørende, den kasketløse. Og det har jeg det meget, meget dårligt med. Jeg er nok ikke den eneste…

For det første er jeg en ubetinget idiot til small talk, som er en genre, jeg simpelthen aldrig kommer til at mestre. For det andet overvældes jeg af en generthed af en styrke, der overvælder selv mig. Jeg anser basalt ikke mig selv for at være udpræget genert, men jeg må da nok sige, at konfrontationen med masser af folk, der allesammen i det forum har et socialt tilhørssted, er nok til at få mig til at ønske, at jeg på et splitsekund bliver usynlig eller i alt fald indgår i tapetfarven på upåfaldende måde.

Der er så to strategier, som umiddelbart synes brugelige. Enten må man kaste sig over den eller de, der ligesom en selv synes udenfor det store fællesskab. Hvis de findes. Eller også må man lokalisere den eller de grupper af mennesker, der i forvejen kender hinanden, men som ikke fysisk har lukket deres gruppe. Med det mener jeg, at grupper af bekendte sagtens kan både stille sig og tale sammen på måder, så man som udenforstående ikke et sekund er i tvivl om, at her foregår noget meget privat, og ingen nykommere er velkomne. For det meste består den slags grupper af enten meget gamle venner eller af folk, der faktisk selv er vildt usikre og derfor skal skynde sig at lukke, så de i alt fald selv er med i et eller andet. Hører til, om man vil.

For det er jo det, det hele drejer sig om. At høre til. At signalere at man hører til. Det er lige præcis derfor, det er så svært at være The odd one out, for man hører jo ikke til. Man føler sig som en, der er gået forkert og enten slet ikke er berettiget til at være til stede eller berettiget til at bryde ind i de grupper af mennesker, der har så travlt med at kende hinanden. Det er faktisk meget utrygt.

Det er så heller ikke sandt, at jeg ikke kendte nogen. Jeg kendte en. Men når man så kun kender en, og den ene kender tonsvis af de andre, så bliver man ovenud opmærksom på, at man for alt i verden ikke skal klæbe sig til den ene og stille til skue for verden, at man er ulideligt klistret og ikke kan finde ud af at få sine egne venner. Nogle gange er det næsten rarere slet ingen at kende, end kun at kende den ene, som man frygter at overbelaste med sin egen usikkerhed.

Så er det, man bliver så glad, når oplæggene begynder, og man da kan slappe af på en stol uden at skulle forventes at interagere med andre. Og indgå i gruppearbejder, hvor holdene er klart definerede af oplægsholderen. For alle dem, der kender nogen, vil jo allerhelst arbejde sammen med lige præcis dem, de kender. De kan nemlig sikkert også huske, hvordan det var ikke at kende nogen, og det skal de godt nok ikke udsætte sig selv for igen.

Faktisk er sådan en dag vildt stressende. Man er sådan helt oppe på dupperne hele tiden, Enten for at finde nogen at tale med, eller for at virke som om, man da virkelig hører til, selv om det meste tilhør går med at fordrive pausetiden med at gå på toilettet og være enormt obs på, at man både sidder ved siden af nogen, mens man spiser, men samtidig ikke bryder ind i fastlåste grupper, hvor man kunne komme til at understå sig i at tage en stol, der var tiltænkt en af dem, der kendte de andre. Det er slet ikke let.

Nogle gange overvejer jeg, om jeg skal til at arbejde mere seriøst med mine sociale kompetencer. Gå på intensivt kursus i small talk. Lære mig selv bare at køre på og være totalt ligeglad med, om jeg føler, jeg hører til. For når min rolle i en forsamling er klart, utvetydigt defineret, svømmer jeg jo som en fisk i vandet og har absolut ingen problemer med interaktionen. Men når jeg skal begå mig et en forsamling af mennesker, jeg absolut ikke kender, og som tilsyneladende alle kender nogen af de andre—så går jeg lidt socialt i baglås. Jeg VIL virkelig forfærdeligt gerne, jeg anstrenger mig helt ud af mig selv, men det hjælper ikke meget på, at jeg føler mig forkert. Ikke tilhørende. The odd one out.

–Og sådan er jeg nok ikke den eneste, der har det?

Continue Reading

En grufuld film.

Apocalypse Now. Final cut. Viaplay.

Vi så den vel alle, da vi var unge. I 1979. Men måske SÅ vi den ikke, sådan rigtigt. For de 40 år, der er gået siden, har modnet os og givet os en helt anden kapacitet for at forstå og analysere de billeder, filmen er skabt af. Filmen er nok, i sig selv, ikke blevet grusommere, men måske har livet lært os at forstå grusomheder på en meget mere intensiv måde.

Apocalypse Now er den ultimative Vietnamfilm. Og ja, det hjælper at have Vietnam siddende present i sit baghoved, når man sætter sig for at se den 2,5 timers odysse ind i den ondskab, dehumanisering, galskab og mareridt, der var Vietnamkrigen. Filmen er bygget op omkring den traumatiserede Oberst Willards, der sendes på en quest, hvor han som en anden Frodo skal finde mørkets hjerte i form af Kurtz og tilintetgøre det. Han skal, bogstaveligt talt, rejse ind i den dybeste jungle, som ikke bare naturmæssigt bliver tættere og tættere, men som også menneskeligt er en rejse ind i selve ondskabens og galskabens væsen. Således er filmen, akkurat som nærmest enhver moderne fantasy fortælling, bygget op omkring et antal episoder “på vejen”, hvor vores hovedperson ulig fantasyhelte ikke skal vise sit mod og sin styrke, men istedet være vidne til en konstant eskalerende galskab.

Det er rejsen ind i selve The Heart of Darkness, i galskabens væsen, i dystopiens inderste kammer. Fordi det er fortælling om, hvad krig gør ved mennesker. Hvordan krig dehumaniserer os og fremmedgør os overfor alt, hvad der er ordentlig, anstændigt, elskeligt og solidarisk menneskeligt.

Og mens vi rejser med flodbåden op ad Vietnams Styx, står billedsiden bare som uendeligt smuk. Så smuk, at det næsten gør ondt, og samtidig visende naturens skønhed som kontrast til menneskets grusomhed. Det er de billeder, fra den film om verdens menneskelige undergang, der dominerer vores generations billedside af Vietnam. Det er sådan, Vietnam ser ud i vores fotoalbums over landet, når det er “rigtigt”. Og selve scenen med den idylliske landsby med den vidundersmukke jungle, der bombes om morgenen ( fordi “I love the smell of napalm in the morning.”), så alt, mennesker og jungle, brænder, er lige præcis billedet på den krig, hvor alt smukt blev destrueret. Hvadenten det var natur eller mennesker.

Det er en grusom film. Men det er også en nødvendig film. Ingen er selvfølgelig på noget tidspunkt i tvivl om Coppolas holdning til krigen. Og den skildrer han så godt, at alle disse billeder af menneskelig fornedrelse i underskønne omgivelser, bogstaveligt talt brænder sig som napalm om morgenen direkte ind på en blivende plads på nethinden.

NU forstår jeg filmen. Helt anderledes end dengang i 1979, hvor mit ungdommelige jeg nok var imod krigen, men hvor jeg ikke havde livserfaring nok til at fortære og forstå, hvad jeg så. Hvis man har været i Vietnam fornylig eller bare engang, så se den. Og genkend. Og har man ikke det, så er det en vanvittigt vigtig og vildt fascinerende film at se alligevel. Selv om den er fra 1979.

Continue Reading