Om sprog, sprogfornyelse og sprogtab.

Der er utallige negative ting, coronaen efter min mening har på sin efterhånden muterede samvittighed. Jeg skal undlade at lave en liste. Enhver har nok også sin i forvejen. Men en af de ting, vi sikkert har til fælles, er et enormt sprogtab.

Nu er sprog, som jeg sikkert har skrevet et utal af gange, jo en levende mekanisme, der konstant er i bevægelse og udelukkende trives og fornyes ved hjælp af kommunikation mellem mennesker. Og når man ikke sådan kommunikerer i en målestok som præ-corona, eller i alt fald er meget tilbøjelig til udelukkende at kommunikere med de samme mennesker–dem, der er i ens “boble”–så er fornyelse ligesom dømt en smule til coronadøden. Personligt oplever jeg også, efter mange år i daglig kontakt med teenagere ( som jo er vores ypperste sprogfornyere), at mit nuværende liv hensætter mig til sprogligt at halse langt bagefter. Først at opdage nye ord, når de for majoriteten er blevet rimeligt gamle. Og først at lære at føle mig tryg ved at anvende dem hinsides deres forældelsesdato, fordi man ikke bare lige inkorporerer et nyt ord i sit sprog, men skal have smagt på det en del gange, for man sådan “ejer” det og helt naturligt kan bruge det.

Det værste er næsten at stå overfor et sprogtog, der er kørt med ord, man end ikke aner, hvad betyder. Og her tænker jeg slet ikke på alle de coronarelaterede ord, som nærmest er vokset direkte proportionelt med pandemien. De fleste giver ligesom sig selv. Jeg mener f.eks.: værnemidler, testcenter og samfundssind, selv om det sidste selvfølgelig oftest viser sig at være indholdsløst.

Lige nu er det f.eks. enormt væsentligt at være “woke”. Jeg troede, det var noget, der automatisk skete, når man slog øjnene op om morgenen. Men de skal tilsyneladende være endog meget mere opslåede. At være “woke” betyder at være bevidst og stillingtagende omkring væsentlige samfundsmæssige problemstillinger, primært racisme og feminisme. Gerne med den lille hurdle, at man er vågnet op, har set nye perspektiver eller endda har ændret mening. Woke er sådan noget, (T)rumpen hader, og det kan man jo sådan set godt forstå. Bevidsthed og stillingtagen gavner ikke hans politik. Ordet er selvfølgelig opstået i kølvandet på #metoo-bevægelsen og de racistiske episoder, især i USA, men efter min diskrete mening også som en udløber af, at vi under nedlukningerne har haft enormt meget tid til at søge indad i os selv og især erindre alle de negative episoder, fordi det er noget lettere end at tage kampen op mod corona. Den var lidt billig, men samtidig tror jeg ikke, der har været noget andet tidspunkt i vores liv, hvor vi har haft så uendelig god tid til at vende tankerne indad.

Jeg måtte også til google-opslag for at finde ud af, hvad prekariat betyder. Og det til trods for, at jeg selv, desværre, er medlem af gruppen. Mennesker, der tilhører prekariatet, er karakteriseret af løse og usikre ansættelsesforhold uden ansættelseskontrakt, fast timetal og med tidsbegrænsning. Jeg troede, det hed subproletariat ( altså UNDER proletariatet/arbejderklassen), men det gør det så ikke mere. Jeg troede også, selve måden at arbejde og blive aflønnet på, hed “gig-økonomi” ( altså løn for hver begivenhed, man deltager i), men det er også håbløst gammeldags. Det viser sig faktisk–eller rettere, coronaen har afsløret–at en stor mængde mennesker lever på denne måde, og selv et så flot ord som prekariat ændrer desværre ikke på, at det er en shitty måde at tjene sine penge på under en pandemi. I gruppen finder man hele spektret fra kunstnere, over stressede Woltbude til rejseledere–og en fandens masse ind imellem. Men det lyder da flot!

Faktisk oplever jeg mere og mere at skulle til tasterne for at finde betydningen af ord. Det irriterer mig nemlig grænseløst ikke at kende den. I månedsvis sloges jeg med forkortelser for nogle år siden. Jeg mener LOL, ASAP, MILF og tusindvis af andre. Fra at være udelukkende skriftlige forkortelser er mange af dem jo indgået i det mundtlige sprog, og i alt fald jeg føler mig utilgiveligt dum og uvidende, hvis jeg ikke aner, hvad folk siger. Selv om jeg selvfølgelig hellere ville dø end omtale nogen som MILF–men det er nok, fordi jeg, trods alt, er en smule woke på nogle områder.

Man kan læse sig til meget. Men man kan desværre ikke læse sig til at være fortrolig med nye ord, at kunne anvende dem ubesværet. Derfor synes jeg, at såvel coronaen som min alder, min ualmindeligt løse kontakt til et egentligt arbejdsmarked og sidst, men ikke mindst manglen på kommunikation med andre, nye og anderledes mennesker fratager mig nogle muligheder for naturligt at følge med i den der superlevende mekanisme, der hedder sprog.

Jeg behøver jo ikke gå rundt og slænge om mig med teenage-prægede ord og udtryk, men jeg vil altså forfærdeligt gerne vide, hvad de betyder…..

Continue Reading

Historien om en sekt.

The Vow. HBO.

Det, der altid tiltrækker, forbløffer og fascinerer mig ved sekter, er spørgsmålet om, hvordan tilsyneladende fornuftige, intelligente mennesker lader sig lokke ind i et spind af løgne, taber enhver form for kritisk stillingtagen og i de fleste tilfælde også sig selv. Tilligemed at jeg ofte irriteres til bristepunkter over, at selvsamme mennesker da ikke bare havde en lille smule mistanke om, hvad der i virkeligheden foregik og efterfølgende greb ind. Selvfølgelig er enhver sekts hovedformål udadtil og som en form for målsætning, at medlemmerne skal få det bedre med sig selv, lære at forstå sig selv og verden og optimere det selv, de nu engang er mødt op med, til noget, som de uden sektens strålende hjælp ellers aldrig ville være i stand til at komme i nærheden af. Det får man til dels svar på her.

Selv om det stadig er en lille gåde for pragmatiske mig, der er opdraget i en verden af synlige beviser, skolet i kritisk, analytisk stillingtagen og aldrig har været til fals for selvbestaltede guruer og mystiske metoder til akut selvhjælp. Men dokumentaristen Mike bringer mig da et stykke af vejen, om end han i sin iver for at retfærdiggøre sig selv og det faktum, at han nok ikke helt kendte sin besøgelsestid, bliver alt, alt for lang i forklaringernes lange spyt. Det her kunne være gjort på halvdelen af skærmtiden. Men så måtte Mike selvfølgelig have droppet at starte med Adam og Eva.

Det handler om den for tiden meget omtalte sekt NXIVM, som huserer i medierne pga. en stribe af retssager. Nogle allerede med domsfældelse, bl. a. til sektens leder, Keith Raniere, som for nyligt har fået 120 års fængsel–hvilket vel er en smule overkill at idømme en mand på 60. Mike, dokumentarens ophavsmand, har været med hele vejen fra den spæde start og til den dag, han omsider, hjulpet af sin en smule mere skarpe kone, fik et klarsyn omkring, hvad det hele egentlig gik ud på. Hele vejen har han, som den dokumentarist, han er, optaget alt fra møder, interviews, dagligliv til telefonsamtaler, så der er materiale nok at vælge fra. Blot kunne man ønske, at Mike havde været en smule selektiv.

Med en slags subjektiv kameraføring og fortælleteknik ledes vi, seerne, ind i samme spind som Mike, der fascineres dybt af, at man kan blive såvel lykkeligere, overvinde sin angst, vrede og andre negative følelser blot ved at følge anvisningerne fra Raniere. Samme anvisninger antager selvfølgelig form af milliondyre kurser. Som man også skal have taget et nærmest astronomisk antal af for selv at kvalificere sig til at undervise. Det lyder som scientology, og det er det vel også på dette punkt. At Mike ikke undrer sig over, hvor alle de penge bliver af, står helt uden svar. Jeg kan nu også godt selv gætte det!

Men der er mere. For med påberåbelsen af en særdeles selektiv form for feminisme oprettes nærmest en sekt i sekten, DOS. Som adgangspant til denne inderkreds skal man for det første aflevere et stykke af sig selv ( det kan være samtlige koder til alt på nettet og i banken, nøgenbilleder eller andet kompromitterende) samt glæde sig til at blive brændemærket, så man kan blive en rigtig slave med en hersker, der befaler over en. Generelt også seksuelt–med, jo sørme, Raniere som overhersker og fuld adgang til alt og alle(s). Det er så her, man undres over, hvad det lige har at gøre med at blive et gladere, bedre menneske.

Egentlig er der jo ikke sønderlig langt fra Manson eller Jonestown eller Waco eller alle de andre skræmmebilleder til dette. Forskellen er nok bare, at dette er så forbandet og grundigt veldokumenteret. I begyndelsen af en dybt troende, senere af en skræmt og angrende skeptiker. Alligevel skræmmes jeg også som seer af et genialt trick i dokumentaren: Nemlig at jeg selv heller ikke i begyndelsen ænser, at der er noget galt. For når jeg ser med Mikes begejstrede, subjektive øjne, ånder alt fred, idyl og forbandet effektiv optimering af menneskesjælen. Det kommer ligesom lidt tættere på, at vi alle kan lade os narre. Hvis vi loves tilstrækkeligt meget guld og personligt grønnere skove.

Alligevel får jeg nok ikke helt svar på mine spørgsmål, selv om jeg da bliver en anelse klogere. Til gengæld fascineres jeg, endnu engang, af, hvor let vi lader os mislede, hvor uendeligt naive og blinde vi er parate til at være, hvis belønningen blot er tilstrækkelig. Og af, at en mand kan holde så mange i sin absolut hule og brændemærkende hånd.

Så er man fascineret af sekters magt, deres indbyrdes struktur–eller bare af storhed og fald, så er The Vow en god dokumentarserie. Den er for lang, for irriterende grundig og for selvretfærdig ind imellem–men den kommer altså også med både fascinationsmomenter og tilløb til brugelige svar.

—Der kommer snart en opfølger til serien, hvor retssagen bliver gennemgået. Den er på trapperne–i alt fald arbejdes der med det grafiske i et hjem i KBH…

Continue Reading

Om charterferier.

Sidste gang var vist i midt/slut 90-erne. Dengang børnene var mindre, og det pludseligt virkede enormt tillokkende bare at sætte sig op i et fly med nærmest alt inklusiv som alternativ til dødsruten gennem alenlange Tyskland. Selv med fritterede Wienerschnitzler. Altså at jeg var på charterferie. Det skete to gange, faktisk. Den ene gang til Mallorca og den anden til Algarvekysten. Det er stadig nogle ferier, børnene husker og taler om. De to charterferier med Spies.

Jeg er på ingen mulig måde modstander af konceptet charterferie. Jeg har måske bare lidt svært ved selv at deltage. For det første er min individualisme så fremtrædende, at jeg har det svært med at være i flok med en masse mennesker, jeg ikke selv har valgt. Jeg får røde knopper og åndedrætsbesvær ved tanken om fordums grisefester og hader fornemmelsen af at blive gennet. Og mest af alt føler jeg mig, på forhånd, til grin for mine egne penge, når jeg sagtens selv kan arrangere rejser til præcis de samme rejsemål som bureauerne for en brøkdel af den pris, de forlanger. For mig er det en udfordring selv at finde frem til såvel hoteller og seværdigheder samt at føre en indbyrdes konkurrence med mig selv om de laveste flypriser. Det gider jeg godt. Det er min form for computerspil, hvor der skydes små mænd i form af gode tilbud ned fra hylderne direkte ind i en fornemmelse af at havde vundet over nogen eller noget.

Besynderligt nok elsker jeg at arbejde med charterferier. Jeg er ved at dø af længsel efter at komme afsted på en med mig selv som guide. I den situation har jeg absolut ingen hæmninger omkring at deltage. Tværtimod soler jeg mig i selskabet med tonsvis af mennesker, jeg på ingen måde selv har valgt og genner dem gerne med stor autoritet derhen, hvor jeg synes, de skal. Selvfølgelig er der store forskelle på indholdet af en uges pool med gris på Mallorca og en rundrejse på de britiske øer, men basalt er grundkonceptet vel det samme. Når jeg er på arbejde, kan jeg med yderste lethed abstrahere fra det.

Men nu er det så sådan, at jeg denne sommer er blevet yderst stækket i at skyde billige fly og hoteller ned fra computerhylderne. Nok er de der, i alt fald på hjemmesiderne, men belært af alle de forfærdelige coronahistorier om tabte ferier og dyre lærepenge, er det sikreste alternativ ( udover, selvfølgelig, at blive hjemme!) at tage på en charterferie, der har Rejsegarantifonden hæftet i røven. I alt fald hvis man vil længere end de nærmeste nærområder, der vel lige nu begrænser sig til Tyskland og en lille del af Skandinavien.

Så jeg har bestilt en charterferie. Sådan en grupperejse med fly, arrangeret af et rigtigt garanteret rejsebureau, hvor jeg ikke skal foretage mig andet end bare at være med. En pakke. Det skal dog siges, at de forfærdeligt dårlige manerer, som den irske harpe for snart mange år siden belejligt for sig selv introducerede, nu er gået i grim arv til charterselskaberne. Det ser så billigt ud ved første kig, men de dårlige irske manerer viser sig ved næste klik, for nu skal man skam separat betale for både kuffert, transport til hotel, siddeplads og mad på flyet og diverse andre helt åbenlyst obligatoriske ting, ingen havde tænkt på, før harpen gjorde det for dem. Jeg mener, hvem rejser lige uden nogen form for bagage, og er der virkelig nogen, der må stå op i et fly? Hele vejen?

Anyway, om godt en uges tid genoptager jeg så min charterturisme efter godt 25 års dvale. Nu er valget mellem destinationer jo, diplomatisk sagt, ikke imponerende, så udfaldet blev Azorerne. Der er alt, alt for varmt i det sydlige Europa, og jeg orker ikke at blive fængslet i evig skygge ved en pool. Det ville være en straf, en rimeligt bekostelig straf, efter bare ½ time. Så selv om folk siger, det blæser vildt derude på såvel høj- som lavtrykkenes holdeplads, så ligner naturen og mulighederne for at vandre nogle gode ture oplagte og spiselige tilbud. Det må komme an på en prøve. Under alle omstændigheder så ville jeg aldrig selv binde an med at arrangere en rejse lige netop derud. Samtidigt med, at jeg faktisk gerne vil se det der forblæste sted ude i Atlanterhavet, som min barndoms vejrudsigter gjorde til en magtfuld faktor i forhold til det hjemlige vejr. Det skal nok blive spændende.

Men jeg kender da mig selv godt nok til, at jeg givetvis skal støve samtlige lokale turistsnasker igennem for at finde ø-rundture, der kan konkurrere med rejsebureauets tilbud i såvel udstrækning som pris. At jeg skal finkæmme terrænet for billige lejebiler, som kan give mig oplevelsen af at have skudt et godt tilbud ned. At jeg skal forsøge at finde nogle helt unikke oplevelser, som samme rejsebureau absolut ikke har på tilbudssedlen. Og at jeg givetvis lige vil tjekke, hvor meget jeg kunne have sparet, hvis jeg selv havde stået for lufthavstransport. Samt at jeg er vildt opmærksom på fylde den der kuffert, som jeg måtte betale ekstra for, til sidste gram, når vi nu er ude i ubehøvlet irskhed.

I alt fald har jeg ikke betalt for mad i flyet. Jeg er ekspert i at overleve på Yankee Bars og hjemmesmurte madder i de 5 timer, det tager. For selv om det denne sommer er en nødvendighed at overskride såvel sine principper som forholdet til at blive en smule til grin for sine egne penge, så vil jeg da sidde der i flyet med min slatne leverpostej og hovere lidt over, at selv om jeg er på charterrejse, så fik de mig sgu` ikke. Helt.

Continue Reading

En ualmindeligt spændende slægtskrønike.

Mors afskedsbrev. P1 Podcast.

Mit forsvar for omsider at skrive noget om denne fremragende podcast, der vel for de fleste er old news, er, at jeg faktisk hørte den for et stykke tid siden. Jeg fik bare aldrig skrevet om den. Til gengæld kan alle de, der stadig ikke har hørt den, få en lille reminder om, at det bør de gøre. Det er vanvittigt underholdende. I alt fald binge-lyttede jeg. Tog dem alle på en dag. Kun afbrudt af en enkelt gæst, som jeg nok burde have inviteret på et andet tidspunkt. Hvis jeg bare havde vidst, hvor opslugt jeg blev.

Vi har vel alle en fascination af, “how the other half lives”. Dem med penge, de rigtige forbindelser, de store huse og liv i overdådig luksus. Ligesom vi, om end det er svært at indrømme, godt kan nyde en smule skadefryd, når det går dem ilde. Her får vi opfyldt begge dele. Til fulde.

Adrian Hughes, hvis familie det handler om, er en gudsbenådet fortæller. En dirigent, der på fremragende vis holder spændingskurven på rette kurs gennem denne tour de force gennem borgerskabets særdeles udiskrete mangel på charme. Det hele starter med hans mors særdeles utraditionelle afskedsbrev, der er selve anledningen til at dykke ned i familiehistorien i et forsøg på at finde en forklaring på moderens betændte forhold til såvel sit afkom som sine forældre.

Og det er mildest talt ikke småting, der dukker op. Der er en sand overflod af lig i lasten hos arkitekt Dreyer og hans lidt voldsomme forbrug af koner og børn. Oprindeligt er han tilsyneladende en flink mand fra Fyn, men det går over, for så snart den første kone er afgået ved den ensomme død, starter fortællingen om hensynsløshed, løgn og bedrag. I flere generationer.

Hvis dette var fiktion, ville man givetvis klandre det for at være en smule utroværdigt. Det er det så ikke. Man må indstille sig på at måtte rumme såvel falske graviditeter, mulige mord på uønskede koner, adopterede trofæbørn, glædespiger, der scorer millionærerne, korrupte politikere og bedrag med det ene formål at få penge og magt. Samt en masse børn, der lider og en familie, der splittes indefra af sine egne dæmoner.

Det er ikke bare et billede af en særdeles dysfunktionel familie. For samtidig tegner Adrian Hughes også et fremragende tidsbillede og et portræt af et københavnsk borgerskab, der udelukkende følger sine egne spilleregler. Der er ingen moralske tabuer her–udover, selvfølgelig, at behandle hinanden ordentligt. Det er muligt, der var mange penge. Men der var i alt fald ingen kærlighed.

Udover det er det et scoop at lade Ghita Nørby lægge stemme til moderens breve. Hun personificerer på samme tid både en tid, der var, og en borgerlig arrogance, som nærmest her bor inde i selve hendes stemme. Man lytter fuldstændigt paralyseret af interesse både til hende og den modbydelige krønike om en slægt, der på sin vis slog sig selv ihjel indefra.

Endelig–og det er så noget helt, helt andet–så er podcasts geniale, fordi de også rent praktisk tillader, at man multitasker, mens man fascineret lytter til dem. Hvis man vil, kan opvasken, støvsugningen, vasketøjssammenlægningen, glæsslåningen eller en anden af de der ting, der i sig selv er forbandet kedelige og intetsigende, men som skal gøres, formildes og næsten ignoreres af at slå en god lytte-historie til.

Som f.eks. denne, som er fuldstændigt overvældende fortrinlig.

Continue Reading

Om lange sommerferier.

I mange år har jeg drømt om at bo i mit sommerhus hele sommeren. Eller i alt fald en god del af den. Sådan uafbrudt. I år er det for første gang lykkedes mig. Næsten halvanden måned i streg. På positivsiden en ualmindeligt lang og nedstressende dvale, på negativsiden udelukkende betinget af, at der stadig ikke er arbejde. Eller arbejde i syne.

Det har været en sommer med masser af bøger. Ikke mange at skrive hjem, eller i det hele taget noget som helst fornuftigt om, men jeg har da følt mig underholdt. En sommer med masser af gæster, fordi sommerhusfremmede må tage til takke med, hvad huset formår. Hvilket i sidste ende gør enhver sammenkomst så meget mere hyggelig og uformel. En sommer med masser af travede kilometer, især aftenkilometre, hvor lyset har strålet på den der måde, som lys kun stråler over vand, når det er højsommer. En sommer, hvor adskillige kilo brugte, aflagte pre-loved rariteter er blevet langet over plastikbordene hver tirsdag til en tier pr. stk., og jeg har følt mig befriet for tyngden af min årelange akkumulerede oplagring af ting. Der er kun 4 kasser tilbage i skuret nu. Optimistisk tror jeg på, de vil forlade mig næste sommer. Og en sommer med guidede ture for de få udvalgte, der af en eller anden årsag enten ikke skulle i Djurs Sommerland eller Aalborg Zoo og endda formåede at undslippe turistbureauets udlagte labyrintiske spærring, der hver uge annoncerede mine ture med forkert mødested samt obligatorisk tilmelding på et telefonnummer, hvor de havde byttet rundt på adskillige cifre. Samt en sommer med besøg af de der små hoveder, der nu er blevet til selvtransporterende, små mennesker, hvis første ord alle beskriver store ting, der enten kan larme eller køre, således at livet nogle dage forvandles til en evig jagt på traktorer, gravkøer, helikoptere, busser babu-er, og Bingo, hovedgevinsten, er at se sådan en. Det gør mig så glad, at genetikken i den generation tilsyneladende ikke har gjort den slags interesser kønsspecifikke. Og sidst, men ikke mindst, en sommer, hvor min dvaletilstand helt har afholdt mig fra at skrive. Jeg har slet ikke kunnet tage mig sammen. Har haft så forbandet utravlt med bare at være.

Nu er hjemmelivet så tilbage med regnvejr udenfor køkkenvinduet og naboens hus indenfor synsvidde. Fra natur til parcel. Efter 1½ måneds intensivt liv på de 70 kvadratmeter og op til 8 overnattende ad gangen virker mit hus uendeligt stort. Lidt tomt, også. At gå fra soveværelset til stuen herhjemme svarer til hele turen ned til stranden deroppe, og man falder på intet tidspunkt over møbler eller legetøj. Man kan helt abstrahere fra mandens tilstedeværelse og næsten ikke høre ham, når han er på sit kontor, hvilket er en stor omvæltning fra at kollidere konstant i smalle gange og i alt fald være helt bevidst om såvel hinandens opholdssted som væsentlige tarmfunktioner. Faktisk har jeg brugt den sidste halve dag på alvorligt at overveje, hvad jeg dog skal med al den plads, når det går ganske fremragende med de der 70 kvadratmeter. Ikke mindst, når der skal gøres rent. I det hele taget gøres der jo ikke så meget rent i et sommerhus. Sand på gulvet bliver sådan lidt legaliseret af en nærtliggende strand. Det skaber en logisk sammenhæng.

Så nu må jeg i gang med at lære at være hjemme. Nyde de goder, der også er forbundet med det. Svømme i plads. Tumble mine badehåndklæder, så jeg ikke længere får rifter og tørremærker efter stå-selv-lufttørrede monstre, der kan stå oprejst ved egen kraft og er fyldt med salt, vind og Kattegat. Se Netflix og HBO. Gå mine ture uden hensyn til tidevand og en forvirret hund, der hver eneste lørdag går i selvsving over millioner af nye dufte, fordi den endnu ikke har indset, at sommerhusferie er hundeferie for alle, og lørdag er skiftedag. Lære at man ikke behøver spise is hver dag. Nyde at have to toiletter, så kø eller toiletlogistik helt kan undgås. Samt være i stand til at rumme samtlige madvarer i et rimeligt omfangsrigt køleskab, hvor intet behøver stables i tre lag på hver hylde, og man ikke nødvendigvis skal have alt ud, hver gang man skal frem til det inderste. Som altid er det, man skal bruge. Og indse, at livet nok også går uden havudsigt.

Sluttelig må jeg konstatere, at det var en god sommer. Ud over det sædvanlige. Forstået på den måde, at selv om vejrudsigten ikke altid var optimal, så var det faktisk generelt godt vejr. Vejrmæssigt kan jeg godt nøjes. Over 25 grader er en smule arrogant og unødvendigt, synes jeg som udgangspunkt. Men det ultimative pejlemærke for sommerens kvalitet er min vandgang. I år kom jeg under! Det er ikke sket på hjemlige strande i en del år, men underet fandt sted i juli 2021. Godt nok var det ikke længerevarende–lidt har vel også ret–men hvis en sommers godhed skal måles i, om jeg frivilligt kaster mig i bølgerne, så VAR det en fin sommer.

Som stadig ikke er ovre. Der må være mere i den. Selv herhjemme.

Continue Reading

Om guidede ture.

Forbrugsvaner er som bekendt uløseligt forbundet med den tidsånd, de økonomiske muligheder, de trends og de faktisk foreliggende omstændigheder, der er på et givet tidspunkt. Sidste år kom jeg som sendt fra Kattegat, eller hvor man ellers sender folk som mig fra, og dumpede lige ned i et behov, som coronaen havde skabt. Jeg var, med andre ord, vildt populær og udfyldte et tomrum, en længsel efter noget, der bare mindede en smule om oplevelsesferie. Folk flokkedes til mine guidede ture. Mange gange måtte jeg lave ekstrature, fordi behovet var så enormt, at jeg umuligt kunne råbe kæmpestore forsamlinger op der midt i den blæst fra Kattegat, som sidste sommer var så rig på.

I år ser tingene helt anderledes ud. Jeg kan gå mine ture alene. Kan jeg. Det behov, der eksisterede sidste år, er så øredøvende blevet overtrumfet af andre muligheder. Mere tillokkende muligheder, tilsyneladende.

I begyndelsen undres man. Og som ekspert i at tænke på traditionel kvindevis, vender man selvfølgelig i første instans den slags ting indad. Er man ikke god nok, interessant nok? Har man fornærmet nogen? Synes folk, at de bliver til grin for deres egne penge? Er man fuldstændigt, totalt, umuligt og sikkert også pinligt inkompetent og en skandale? Jeg tror, de fleste kender det! For hvorfor er noget, der var en bragende succes sidste år, nu pludselig en uskøn fiasko? Hvordan kan det f.eks. være, at de utroligt utallige, som sidste år inderligt bad mig om at lave en tur nordpå i vores lille by, så pludselig har mistet enhver interesse for en tur, de selv foreslog?

Det har faktisk ikke skortet på medieomtale og reklame. Samtlige lokalaviser har skrevet endog meget pæne stykker–hvem der så end har bedt dem om det, for jeg har hverken talt med dem eller henvendt mig. Man skal være mere end almindelig medieblind for at have overset det, vil jeg mene.

Så tidsånden må have forandret sig. Behovet vendt sig selv på hovedet. Interessen blevet overgået af noget, der er væsentligt mere interessant. For selvfølgelig må jeg jo nok erkende, at jeg sidste år ikke var specifikt oppe mod de giganter, der nu er kommet på banen. Det være sig såvel udlandet i al sin ucoronerede magt og vælde som danske nu åbne forlystelser. Ungerne vil hellere i forlystelsesparker eller til Gardasøen fremfor at vade rundt på en dansk strand og høre gamle skrøner. Og 60+-erne har vel enten været der eller afventer at komme sydpå. Endelig må jeg vel også erkende, at det danske sommervejr ( eller hvad vi nu skal kalde det?) sidste år var en fortrinlig sparringspartner i al sin magtfulde usolethed, mens det i år faktisk forholder sig sådan, at solen er min klare forretningsmæssige konkurrent. Og den er fabelagtig til at stjæle mine kunder!

Selvfølgelig er det træls. Rigtig træls. Især når mine udenlandske destinationer stadig er hermetisk lukkede og på ingen måde giver indtryk af, at der vil forekomme en snarlig åbning. Man skulle have været Sydeuropaguide. Begyndt at læse italiensk i tide, om man så kan sige.

I alt fald må jeg, endnu engang, erkende, at mine kompetencer falder udenfor den for tiden herskende trend og de mest populære behov. Underligt nok vænner man sig aldrig rigtigt til den slags. Men det er vel bare menneskeligt….

Continue Reading

En ualmindeligt rædselsfuld oplevelse.

Hvalpsund Færgekro.

Formedelst lidt over 500 kr. fik vi i går sommerens hidtil mest rædselsfulde oplevelse. I særklasse af den art, så man næsten føler sig forpligtet til at advare andre om at begive sig ud i at få en lignende.

Beliggenheden smukt og lige ned til vandet ved travl havn og færgested fejler ellers ikke noget. Enhver med bare en lille smule forstand på og tæft for hotel- og restaurationsdrift burde kunne få banket et endog særdeles rentabelt sted op lige der. Det er så tilsyneladende ikke den slags enhver, der har stedet. Men der er rent. Utroligt rent. Måske, tør man måske gætte på?, fordi der ikke er så forfærdeligt meget at andet at tage sig til end netop at gøre rent. Der var nærmest ingen kunder. Det forstår jeg godt.

Menukortet er kort og en fantasiløs variation over samme tema. Selv var vi også fantasiløse nok til at tro, at det netop signalerede, at man derfor kælede for hver ret. Vi tog fejl. Burgeren var kønsløs og kedelig, men dog spiselig. Hvilket man desværre ikke kunne sige om kyllingesandwichen. Det ualmindeligt kedelige hvide plasticbrød var ikke toastet. Det var kremeret. Man havde end ikke (som vi gamle rotter udi brødristningens kunst da sommetider må ty til i stilhed) skrabet de kulsorte forbrændinger af–kun behændigt vendt dem nedad i en åbenlys foragt for frokostgæsternes såvel intelligens som smagsløg. Da vi påpegede det, fik vi svaret, at det var brødets beskaffenhed, der gjorde det letantændeligt. Det var sådan set det nærmeste, vi kom på en undskyldning! Eller en ellers særdeles velkommen beklagelse.

Dog må man sige, at kroen nok, som sikkert den eneste i landet, udmærker sig ved at servere sandwiches helt uden det mindste islæt af grønt. Indeni var en kogt, hel kyllingefilet, begravet ( for nu at blive i den terminologi, den er også passende!) i noget tomat-et-eller-andet. Tørt, i alt fald. Her må man sige, at et enkelt, krøllet salatblad ville have gjort en verden til forskel. Smagsmæssigt er vi på niveau med brændt snogbrød med plastic.

Så vi spiste det simpelthen ikke. Havde hunden været med, var selv han nok stået af. Alligevel kom regningen uden nedslag eller forståelige undskyldninger. Jeg tror også kun, vi betalte, fordi vi havde lidt ondt af dem. Gæster var der jo nærmest ingen af–til trods for godt vejr, brillant udsigt og ferieperiode. Og nogen skal vel betale de mennesker, der i den grad har tid til at gøre rent på stedet.

Jeg kan, selv om jeg da har en god del ikke så specielt imponerende spiseoplevelser med i bagagen, ikke erindre at have fået noget så dårligt nogensinde. Vi er i klassen, hvor man sikkert vil erindre i mange år, fordi oplevelsen næsten var helt surrealistisk. Det var lige før, man på ingen måde var blevet overrasket, hvis Basil Fawlty eller Manuel pludselig havde stået ved bordet.

Så hermed en advarsel. Med mindre man elsker kremeret brød med kønsløst indhold samt at være til grin for sine egne penge, bør man nok holde sig væk. Langt væk!

Continue Reading

Om charterselskabernes og bilernes sommer.

Det rykker i mig for at arrangere ture til udlandet. Det rykker også i mig for at komme på arbejde i udlandet. Men lige nu er ingen af delene muligt. Samtlige mine destinationer er coronalukkede–måske med Irland som undtagelsen, der skal man bare 10 dage i karantæne. Altså tre dage udover den uge, man skulle have brugt på en rundrejse, og tre dage efter, man egentlig skulle være rejst hjem!

Selv at arrangere noget som helst, der involverer et rutefly, synes som halsløs gerning. Med mindre, man skal afsted en af de allernærmeste dage, kun skal have sig selv med, eller er beredt på at alt, der ligger mere end en måned fremme, er en satsning. Som at spille i det store coronalotteri, hvor nedlukninger opstår lige så hurtigt og uforudsigeligt som de tordenbyger, der for tiden hærger landet. Man kan tabe mange penge og, især, mange drømme lige nu, hvis man er for overstadig.

Skal man afsted, er charterferierne det bedste bud. Her er man tilstrækkeligt forsikret, og rejseselskaberne står med hele risikoen. Det gør de i øvrigt gerne, for kasserne er slunkne, og flyene længes vel nærmest efter luft under vingerne.

Eller også må man ud i bilen. Skrue rejsemanererne et par årtier tilbage til dengang, hvor det oftest var normen at drøne ned gennem Europa. Dengang Tyskland var en lang motorvej med indlagte friturestegte, såkaldte wienerschnitzels, og ikke meget andet. Fordi ferieeuropa først startede ved den grænse, man nu krydsede på den anden side af denne enorme landemæssige forhindring. En skam, i øvrigt, for der er utallige fine steder udenfor de tyske motorveje! Hvis man tager sin bil, er man fri til at køre hvorhen, coronapilen måtte vise. Og til at køre udenom, vende om i forhold til eller bare undgå der, hvor pludselige udbrud og nedlukninger hærger. Jeg tror, der er en massiv, bilende hær på vej ned gennem alle de motorveje denne weekend. Meget mere massiv end den har været i mange, mange år.

For selv om vi nok kan rejse, er det jo med masser af restriktioner. Den frihed, der ligger i selv at bestemme sine destinationer, selv at planlægge, ordne og arrangere, er ligesom væk, hvis der er tale om flyrejser. Skrækscenariet er vel at strande i et pludseligt coronanedlukket hjørne af verden, uden hjemadgående fly og totalt erstatningsløs, fordi man bare selv har klaret det hele. I alt fald skal man, og det gælder enhver form for rejser, tjekke og gentjekke sine forsikringer, for forsikringsselskaberne har i den grad opgraderet deres policer, så de indpasser sig til de forhåndenværende forhold. Også prismæssigt.

Det er, endnu engang, absolut ikke et drømmescenarie for folk som mig. Jeg er blevet både arbejdsløs og ubevinget. Men det er da heldigvis et scenarie, der kan bruges af de charterselskaber, der har rejser til oplukkede destinationer–samt for de, der elsker at køre rundt på egen hånd.

Egentlig tror jeg også, at langt størstedelen af os bare afventer for tiden. Afventer verdens komme. Vi sidder her i (sommer)husene og venter på andre tider. For selv om det styrtregner ind imellem, så er den danske sommer da ganske behagelig. I alt fald er den ualmindeligt behagelig fri for spekulationer omkring forsikring, op- og nedlukning, ufrivillige strandinger i fremmede lande og de økonomiske hurdler, der måtte følge.

Samtidig er det da ualmindeligt godt for charterbranchen, at den omsider er vækket til live igen. Og for samtlige rastepladser langs de tyske motorveje, som sikkert oplever kanonomsætning. For det er charterselskabernes og bilernes sommer i år.

Continue Reading

En hjerteskærende god bog.

Douglas Stuart: Shuggie Bain.

Det er ikke hvemsomhelst og hvadsomhelst, der vinder den prestigefyldte, europæiske pendant til Pulitzerprisen: The Man Booker Prize. Men Douglas Stuart gjorde. Med sin hjerteskærende mursten af en roman om Shuggie Bain, der vokser op i 70-erne og 80-ernes slum i Glasgow, omringet og omfavnet af en dybt alkoholiseret mor, som han elsker over alt i verden.

Jeg kan godt huske Glasgow fra dengang. Også selv om jeg nødigt kom der. Det gjorde “man” ikke. Glasgow var forbeholdt de, der havde været så uheldige at blive født der. Ind i arbejdsløsheden, slummen, højhusene og datidens udgave af den nuværende amerikanske opoidkrise. I Glasgow drak man sig bare ihjel. Relativt målrettet. Mens børnene, som vi sagde oppe i det mere privilegerede højland, levede af hvidt brød med margarine og Irn Bru (jeg kan ikke forklare Irn Bru–det skal smages!), og ingen hoteller med respekt for sig selv og sit inventar tog imod gæster fra Glasgow. I øvrigt kunne man heller ikke forstå, hvad de sagde.

Og nok handler bogen om Shuggies usle barndom. Men den handler endnu mere om Agnes, Shuggies smukke mor, der tager hele turen fra kvarterets bud på en slags overklasse til dyndet, mudderet og den evige fornedrelse og fortabelse. Man er med hele vejen på den hjerteskærende og ubarmhjertige rejse, står som Shuggie på sidelinjen og iagttager den ultimative destruktion af et menneske. Aldrig har jeg læst en sådan velskrevet fortælling om den store fortabelse. Det er kunst. Båret af selve destruktionens smerte.

For Shuggie elsker sin mor. Magtesløs må han iagttage, hvorledes hendes druk langsomt fratager såvel hende som familien enhver form for moral og menneskelighed. Nok er Shuggie en perfekt medalkoholiker, der selv som 7-årig gør sig de inderligste krumspring for både at dække over og skaffe nye forsyninger, men han er samtidig også mælkebøttebarnet, der trods alt overlever. Helt efter bogen sætter han tingene i sine egne systemer, skaber sin egen barnlige logik–og formår at opbygge en indre overlevelsesstrategi, der faktisk virker. Fuldstændigt lammende for læseren er f.eks. ekspeditionen gennem det meste af Glasgow en sen nytårsaften via taxi for at lede efter/frelse moderen. Først stjæler han mønterne i gasmåleren, dernæst udsættes han for misbrug af en taxachauffør, så hutler han sig gennem fuldemandsorgier i diverse højhuse for til sidst at finde moderen dybt i en bunke aflagt tøj i en ussel lejlighed. Voldtaget, fuld og fornedret. Men Shuggie er lettet. Han fandt hende jo…

Med en 3. persons fortæller er det ikke kun barnets synsvinkel, vi præsenteres for i bogen, men nærmere en alvidende blanding af iagttagelser, viden og dybe kig ind i Shuggie. Det fungerer. For mig fungerede denne ultimative beskrivelse af et menneskes langsomme selvmord og den indvirkning, det har på omgivelserne, i alt fald helt ned på tårestadiet. Jeg har aldrig læst en så dybfølt, medfølt og hjerteskærende roman om emnet. Det er stor, stor kunst. Og decideret Man Booker Prize værdigt.

Bogen er oversat til dansk, og det kan være anbefalelsesværdigt, da al konversation er skrevet på Glaswegian. Er man ikke lige fortrolig med den og kan få sprogtonen til at fungere i sit hoved, er man en smule lost. Også selv om, “hen” betyder skat eller søde, og er enhver glaswegians foretrukne ord, så kommer man ikke så langt bare med det…

Det er nok den bedste bog, jeg har læst i år. Håber, andre vil følge rådet og få den samme store oplevelse!

Continue Reading

Efter regnen.

Det er morgenen efter det store regnskyl, den aftenlige og natlige syndflod, alle bragene og det store lysshow. Verden virker næsten jomfruelig, ustøvet og forbavsende grøn. Det er lige før, alt det gule, der i ugevis har været græsplænen, viser tegn på begyndende forgrønning, og jeg må ned og tjekke, om bækken, der har været et stort, vandløst hul i dagevis, også har indledt sin reinkarnation som almindeligt vandløb. Der skal nu nok mere til. Mere vand, altså. Livgivende vand.

Så er det, man helt ind i sin allerinderste ville ønske, at det bare var så let med det hele. At en ordentlig spand vand, ledsaget af nogle høje brag og elektriske udladninger, kunne klare verden op. Lade den blive som ny igen uden afsvedet græs og vandløse bække. I den allermest overførte betydning. At verdens største, mest gevaldige tordenvejr og en sand syndflod af vand kunne give os alle en coronafri omstart. Sådan at livet blev til det, vi kendte engang. Og elskede. Eller i alt fald så vi fik de allermest væsentlige ingredienser til at genopbygge, gå i grøde og forgrønnelse igen. Personligt vil jeg bare gerne på arbejde. Så ydmygt er mit, tilsyneladende uopfyldelige, ønske…..

Continue Reading