Om reklamer på nettet.

Her til morgen var jeg inde at søge efter en bustur fra Edinburgh op i det skotske højland. Så roder man jo lidt rundt på forskellige hjemmesider og tjekker og sammenligner priser og indhold.

Ca. 3 sekunder senere var min Facebook forvandlet til et sandt overflødighedshorn af tilbud om busture fra Edinburgh op i det skotske højland. Der var, virtuelt, nærmest ingen grænser for, hvor jeg kunne komme hen og til hvilke fantastiske priser. Jeg følte mig nærmest omringet af gode højlandstilbud, og hvis jeg ville, kunne jeg såmænd nærmest forlyste mig med daglige, billige og imponerende ture op i højlandet de næste par år, uden på nogen mulig måde at anvende samme udbyder mere end en gang.

Det er der jo på sin vis intet nyt i. Søger man på nettet, overdænges man med lignende tilbud. De popper op overalt og står der og griner ubehøvlet, som om de bagklogt vil sige, at man jo bare kunne have ladet være. Somme tider føler man sig uhyggeligt forfulgt af dem. Samt skræmmes over, hvor meget den der upersonlige tingest, som nettet i virkeligheden er, ved om en. Der skal kun et klik til, før man er afsløret–og holdes som netgidsel for sin egen søgning. I månedsvis.

Så var det, jeg kom til at tænke på dengang for mange år siden, jeg i undervisningsøjemed skulle have fat i Rolling Stones gamle klassiker “I can`t get no Satisfaction”. Den gik jeg da også frisk og frejdig i gang med at søge på, og det kan da ellers nok være, der kom en sand velsignelse af hits. At de fleste umiddelbart kun havde fanget det sidste ord, lagde jeg i første omgang ikke så meget i, så jeg startede med at klikke ind på siderne. Mit førstevalg viste sig at være et billede af en enorm javert, der var virkelig, virkelig Viragoseret, eller i sit tidligere liv mindst havde tilhørt en mellemstor hest. Og satanen pegede lige på mig samt fortalte mig, at hvis jeg bare investerede i nogle specielle piller, så ville det der med “satisfaction” med et ophøre med at være et problem. Hold da lige op, hvor blev jeg forskrækket!

Men det viste sig desværre kun at være begyndelsen på min lidelseshistorie, som der Gudhjælpemig ikke var meget satisfaction i. For nu var jeg jo registreret som interesseret bruger indenfor en bestemt nicheproduktion, så det kunne da i den grad nok være, at lignende produkter i den grad skulle komme efter mig. Jeg husker endnu, hvordan javerter af ethvert format og enhver størrelse i månedsvis forfulgte mig og poppede op på de–i alt fald for den slags produkter–allermest usandsynlige steder. Midt i Politikens kronik, ovenover en madopskrift på lammekølle (kølle??), blandt fødselsdagshilsner på min Facebook og som regel under mine meddelelser på mail–med stor præference for at placere sig i nærheden af bankens, hvordan det så end hænger sammen.

Da jeg altid har brugt min pc til undervisningsbrug og projiceret siderne op på tavlelærredet, måtte jeg samtidig ud i fantasifulde forklaringer på, hvorfor min pc bare ikke, virkelig IKKE, kunne bruges. Jeg kunne se det for mig: Grammatisk forklaring på forskellen mellem “who” og “whom”, hentet på nettet, og det eneste, der dukker op, er megajavert med gode tilbud på billige penisforstørrelser til Fru. Lærer. De ville jo huske det resten af deres liv!

Det tog lidt tid, inden tissemandsterroren døde ud af sig selv. Før jeg holdt op med at se tissemænd i overstørrelse overalt på nettet. Men jeg lærte også noget. Nej, ikke at jeg skal holde nallerne væk fra gamle Stoneshits! Men at jeg i den grad skal tænke mig om, inden jeg søger–og efter jeg har søgt.

For på deres egen skæve og modsatte måde har reklamerne faktisk en præventiv virkning. Min historie er givetvis meget lig mange andres, og vi lærte jo, at der bare er ting, man ikke skal søge på. Ellers bliver man mast ned af en sand overflod af sin egen dårlige smag eller uheldige ordvalg i søgninger. I tidernes morgen, da vi her i huset havde fælles computer, var der også en teenager, der havde været inde et, i alt fald for teenagere, spændende sted, som omhandlede noget i nærheden af mine javerter, og det tror jeg i den grad nok, vedkommende lærte noget af. Vi andre var i alt fald ret gode til at påpege de besynderlige annoncer, der pludselig dukkede op.

Så det kan da være, at overfaldsannoncerne i den grad graver deres egen grav, for når vi kender risikoen, vælger vi vores søgeord med omhu. Og det er vel ikke så skidt!

Til gengæld tager jeg lige en uges tid med busture i det skotske højland. Under alle omstændigheder er det mere lødigt og anvendeligt end de uhyrligheder, der kan komme ud af “satisfaction”. Og lad være med at prøve!

 

Continue Reading

Om danskere og drikkepenge.

På min sidste rejse havde jeg en arrogant skid af en chauffør. Gæsterne var heldige, hvis han gad at sige Godmorgen, og han præsterede at lade samtlige kufferter stå ude i silende regn, indtil jeg og en anden gæst forbarmede os over dem og fik dem ind. Bare for at nævne et enkelt eksempel. Alligevel blev der, efter endt rejse, samlet ind til ham, og da eneste indsamlingsbøtte denne gang var en gennemsigtigt plasticpose, kunne enhver konstatere, at der blev givet rundhåndede Eurobeløb til manden.

Jeg, derimod, fik–som sædvanlig–intet. Der var ingen, der så meget som overvejede at sætte en indsamling i gang.

Nu skal dette ikke forstås som en økonomisk klynken. Jeg klarer mig nok. Det skal mere forstås som en forklaring på, hvordan det psykisk påvirker mig, når jeg lever i et miljø, hvor drikkepenge er en vigtig faktor. For selvforståelse, selvtillid, selvrespekt og selvværd. Og hvor chauffører tjener mere end mig. Også uden at medregne de 3-400 Euro, som de skattefrit putter i lommen efter hver tur. Og hvor man internt vurderes på drikkepenge. Der findes nemlig en uskreven lov, som vi alle kender, der simpelthen siger, at jo flere drikkepenge, jo bedre til ens arbejde….. Egentlig ret logisk.

Om aftenen mødes chauffører og guider fra forskellige lande, hvis de er på samme hotel. Uvægerligt går snakken om dagens dont, og uvægerligt går den også på fede drikkepenge. Det er der vel intet underligt i, da mennesker i alle erhverv nok taler om deres løn. I begyndelsen, da jeg var rimeligt uerfaren, fortalte jeg, til stor undren for flokken, at jeg ikke fik nogen. Så kiggede de noget skeptisk og undrende på mig. For hvorfor kunne gæsterne ikke lide mig? Jeg render også tit ind i chauffører, jeg tidligere har kørt med, som fortæller mig, hvad gruppen, vi fælles har kørt en uge sammen med, har givet dem. Når jeg så beretter om mit 0 på netop den konto, får jeg tit: “Jamen, jeg synes da ellers…..” eller ” Så skal du bare vide, at JEG da i alt fald synes, du er en god guide.”  Underforstået: Det gjorde gæsterne ikke.

For det er jo det, det drejer sig om. Gode guider får gode drikkepenge, dårlige får ingen. Så jeg er altså en dårlig guide. I deres univers er det lige præcis sådan, at hvis man ikke får drikkepenge, er det udtryk for gæsternes åbenlyse hævn over en fuldstændig umulig rejseleder. Alle guider fra andre lande får jo også drikkepenge–det er kun hende den absolut forfærdelige dansker, som gæsterne tydeligt pisser på hver gang. Endnu mere soleklart bliver det da af, at chaufføren, som har kørt med præcis samme gruppe, har fået et pænt beløb af de gæster, der valgte at håne deres rejseleder.

Jeg sætter mig aldrig sammen med guider og chauffører mere. Det gør simpelthen for ondt. Jeg hader de blikke og de usagte spørgsmål, jeg kan se, de nærmest ikke kan skjule. Og jeg forsøger at negligere chaufførernes indbyrdes undren over mig, for de fleste af dem synes da, jeg er ganske tilforladelig. De kan for det meste godt holde ud at være sammen med mig en uge og synes heller ikke, jeg er sådan åbenlyst uforskammet overfor gæsterne.

Men det påvirker mig. Jeg er begyndt at tvivle på min egne evner. Miste dele af min selvtillid. Og endnu værre. Jeg kan godt frygte, at det også med tiden kan få den indvirkning, at jeg bliver mere ligeglad. Tager tingene mere tilfældigt, for ligemeget, hvad jeg gør, er det jo tilsyneladende ikke godt nok. Som på denne tur, hvor en pissearrogant skid af en chauffør tilsyneladende gjorde sit arbejde meget, meget bedre end mig!

Jeg bliver også ked af det. Og igen skal det understreges, at det ikke er pengene, men udelukkende den symbolværdi, der ligger i dem. Jeg synes virkelig, når jeg selv skal sige det, at jeg sætter en ære i at udføre mit arbejde ordentligt–og lidt mere til–men jeg kommer virkelig, virkelig i tvivl om, om det overhovedet er tilfældet. For i den verden, jeg færdes i, bliver jeg jo hånet til jorden, hver gang en rejse er ovre.

Det er jo ikke sådan, at chaufføren er dårligt lønnet og tjener mindre end mig, selv om jeg er på dansk overenskomst og han ikke. Tværtimod. Han tjener, efter skat, mere end mig. Det er også sådan, at der gerne gives drikkepenge til vrantne servitricer, som serverer en enkelt øl undervejs. Det kan jeg jo se.

Så når vi når lufthavnen på vej hjem, går jeg gerne lidt i enrum og tørrer et par tårer. Og spørger mig selv om, hvad det er, jeg sådan fuldstændigt har overset. Hvad er det, de andre guider kan, som jeg ikke evner? Og hvis folk er så utilfredse, kunne de så ikke bare have påtalt det undervejs, så jeg kunne have rettet op på det, i stedet for denne ultimative hævn?

Som jeg plejer at sige til min mand ved hjemkomst, så vil jeg endnu engang overveje, om jeg skal blive ved i et job, som jeg egentlig holder meget af. Og gør mit bedste for at være god til. Men som jeg hver gang tvivler på, om jeg egner mig til. Fordi jeg, trods ultimativ arrogance, altid må stå i skyggen af en chauffør, der skal belønnes velvilligt og økonomisk. Skal have en konkret tilkendegivelse af respekt og tak for veludført arbejde. Det skal jeg tilsyneladende ikke. Og det bringer mig i forfærdelig tvivl om, om det passer, at jeg godt kan finde ud af arbejdet.

 

Continue Reading

Til musikken.

 

Inde i en baggård, sådan lidt skjult når man går forbi, og sådan lidt ” man skal vide, den er der-agtigt”, står denne fantastiske skulptur i Temple Bar i Dublin.

Placeringen er i for sig ligegyldig, men det er hverken budskab eller udførelse ikke. Den hedder bare “Musik”. Og det er lige præcis, hvad den er. Indbegrebet af musik.

Det nøgne menneske, som er fuldstændigt fri for udenoms og dagligdags påvirkninger, og derfor fuldt og helt kan overgive sig til musikken. Der er absolut intet, der forstyrrer. Overgivelsen er total. Det er opslugtheden også.

Men samtidig er det mennesket, der styrer og frembringer musikken. Der dirigerer og stræber efter den ultimative skønhed. Helt nøgen og naturlig.

Det er nok sådan, musikken burde være. I alt fald hvis den skal give os lige præcis det, musikken kan give os.

Sjovt nok boede Handel i nærheden, hvor han faktisk også komponerede Messias. Derfor kan statuen vel også tolkes som musikkens Messias. Genfødslen af det optimale. Der måske endda, på sin egen måde, kan frelse.

Jeg synes, den er genial.

 

Continue Reading

Om hvordan vi oplever vidt forskelligt.

Forleden var jeg nede ved det–efter min mening– fantastiske naturfænomen Giant’s Causeway.

Det er i grunden overhovedet ikke det, jeg vil skrive om!

Da jeg efterfølgende hørte folks reaktioner på stedet, rangerede de fra utroligt store oplevelser og imponerende naturkræfter til en ubetydelig, uinteressant samling småsten.

Og sådan er det hver gang. Vi ser forskelligt, og vi oplever forskelligt. Det, der i nogles øjne er skelsættende synsindtryk, er ligegyldigheder for andre. Selvfølgelig spiller viden, interesser og præferencer ind, men der er faktisk en anden ting, der slår mig endnu mere.

Nemlig at vi alle forfærdeligt gerne vil have patent på, at vores oplevelse er den rigtige. At vi personligt har forstået det sete på den intenderede måde, og at andres synsindtryk–hvis de er anderledes–derfor er forkerte og uintenderede.

Selvfølgelig er det en personlig sejr at have oplevet en seværdighed på den helt rigtige måde. Sådan at man kan bryste sig med at være en af de indviede, der forstod. Hvis der ellers findes et parameter for, hvordan der skal forstås.

Derfor er jeg ofte vidne til langvarige diskussioner omkring, hvem der har ret med hensyn til at se ting korrekt. Således at de, der er på ubetydelige småstensholdet med stor lidenskabelighed kaster sig ud i at overbevise imponerende naturkræfterholdet om, at de desværre har set forkert. Og omvendt. En fuldstændigt ufrugtbar diskussion, der uvægerligt udmunder i, at begge for alvor begynder at mistro det modsatte holds mentale sundhed og synsevner.

For vi ser jo forskelligt. Men heldigvis erkender vi nok også med alderen, at det forholder sig sådan. I alt fald så meget, at vi afstår fra at indgå i ovenstående type diskussioner. Vi–eller jeg– nøjes som regel med at føle en stor medlidenhed med de stakkels mennesker, der bare ikke er i stand til at se lige præcis det, jeg ser!!!

Continue Reading

Handicapværelser.

I dag var det så handicapværelset, der bonnede ud på min værelsesbon.

Og hver gang jeg får sådan et, bliver jeg så glad for, at de eksisterer. At et handicap i alt fald ikke er det primære, der skal hindre en i at bo på hotel og rejse på lige fod med andre. At der efterhånden er oparbejdet en bevidsthed om, at det er helt naturligt, at større hoteller kan tilbyde kvalificeret overnatning til alle former for gæster.

Det gør mig også tryg i forhold til min egen fremtid. Jeg kan jo også sagtens ende som mindre mobil, end jeg er nu. Men det betyder forhåbentlig langt fra, at jeg fuldstændigt taber lysten til at komme ud. Så er det rart at vide, at disse værelser eksisterer, og at de koster præcis det samme som andre værelser.

Det kunne også bare lige passe andet!

Continue Reading

Om en lille smule hjemve.

Solen er ved at gå ned over Belfast, og selv med de allermest diplomatiske briller på, bliver her aldrig rigtigt pænt.

En lang arbejdsdag fra 7 til 21.30 er ovre, og mens hovedparten af gæsterne givetvis er gået ned på den smukke, gamle pub The Crown, orker mine ben bare overhovedet ikke at gå nogle steder.

Det er i sådanne øjeblikke jeg længes noget så gevaldigt efter min gode stol med lammeskindet, den rigtige Barnaby på fjernsynet og Pandalakridserne i posen.

Jeg overlever. Og så siger jeg til mig selv, at det bare er sundt at længes lidt. Så bliver man nemlig så bevidst om alt det uvurderlige, man har. For i virkeligheden er det jo hverken lam eller pandaer, det drejer sig om. Det er følelsen af hjem, af tryghed, af at høre til og holde af. Og blive holdt af.

Af at der altid er et sted, der er hjemme og ens hjem, når solen går ned.

Continue Reading

Om kvinder og tasker.

Her hænger et lille udsnit af for over 6000 kr. taske.

Det, og resten af tasken, ville jeg godt eje. Hvilket jeg med al sandsynlighed aldrig kommer til.

Nu er det jo ikke fordi, det sådan er helt og uigenkaldeligt umuligt at komme til at få den på taske-CV-et. Den koster vel bare lidt mere end det, jeg tjener på at køre Irland rundt i otte dage 24/7. Efter skat. Som om det var noget. Som om jeg ikke bare kunne sætte mig i en flyver for at arbejde røven ud af bukserne og i otte dage udelukkende minde mig selv om, at ved vejs ende står der en brun Mulberry og stråler som belønning. Alene. Mere vil der ikke være det fjerneste overskud til.

Jeg ville godt nok gerne eje den lille sag. Hvad jeg sådan mere konkret skulle bruge den til, fortaber sig en smule i taskemuldet. F.eks. ville jeg jo aldrig sådan rigtigt turde gå med den og bruge den. Den kunne jo blive ridset. Og våd. Og rodet indeni. Og fuld af kiksekrummer og gammelt slikpapir. Det kan man nærmest ikke byde en Mulbery. Det er sådan en slags mangel på respekt, synes jeg.

På den anden side set er der jo ligesom ikke megen taskeballade i at eje en Mulberry uden at gøre andre og resten af verden opmærksom på, at man altså har en. Ejer en. Mulberrys egner sig ikke til et skabstaskeliv, de er født med meget stærke fremvisningsgener. Så det ville stille mig i noget af et dilemma: På den ene side set at skærme mit pragtstykke fra livets rod, ridser og griseri, og på den anden at være bevidst om, at prisen for kalorius mindst udgøres af halvdelen i pralværdi.

Nu er det jo ikke fordi, jeg sådan er ubetinget og udpræget taskeløs. Jeg klarer mig nok. Taskeparken kan, endda uden diverse stand-ins, dubletter og vikarer, pænt overkomme mit behov. Jeg kan også godt låne ud til i alt fald en gennemsnitligt befolket landsby uden at være helt ribbet for tasker.

Jeg har bare ingen Mulberry. Og på en eller anden måde bør det nok alligevel være en kvinderet. Jeg må nok tilstå, at jeg ikke helt kan præcisere hvorfor. Andet end at det godt nok ville være fedt.

Jeg er sikker på, at mange andre kvinder fuldstændig forstår mig. Også i, at det, trods alt, er lidt surt at arbejde i døgndrift i otte dage for sådan en klat skind med lynlås.

Det var derfor, jeg sendte et billede til familien og skrev, at denne her er det eneste, virkelig, virkelig, absolut eneste, jeg ønsker mig til min fødselsdag. Hvis I ellers overhovedet har tænkt jer at glæde mig på den.

Men nu tænker jeg alligevel, at sådan en fidus jo nærmest er otte dage i London med fuldpension og alt det løse, eller tre til fire måneders madpenge for mig og manden. Det er vel, ret beset, i overkanten, når den nok bare ender inde sammen med alle de andre ikke-Mulberrys.

Der er bare det ved det, at jeg simpelthen ikke kan overtale mig selv til, at jeg ikke gerne vil eje den taske……..

Sådan er vi, vi kvinder. Dybt og inderligt ulogiske på taskefronten.

 

Continue Reading

Om hotelværelser.

Når man rejser som guide, får man altid det værelse, som er tilbage, når alle andre har fået de værelser, de nu engang har bestilt og betalt for.

For det meste er det kosteskabet ovenover køkkenet eller baren, hvor man så kan nyde friturestanken, pandekastningen, den øllede fællessang og sprutdunsten både sen nat og tidlig morgen. Er man lidt heldigere, kan man ende på handicapværelset, hvor vasken sidder i pygmæhøjde, brusekabinen udelukkende kan siddes i, og hvor man i øvrigt nærmest ikke kan komme til for alt det, man kan holde sig fast ved. Det sker også, at man trækker familieværelset. Endda somme tider storfamilieværelset. Det med de 6 senge, så man nærmest føler sig forpligtet til at stille vækkeuret til hver hele time, så man på en enkelt nat kan nå at komme dem alle igennem.

Men nogle få gange er der bingo på brudesuiten. Det er så mest udenfor bryllupssæsonen og udenfor bryllupsugedagene. Sådan en fuld plade tilfaldt mig i dag. Jeg er mildest talt bekymret for at blive væk for mig selv her på værelset, hvor jeg har to senge, skrivebordsarrangement, massiv sofagruppe, spisebord med stole– samt gudhjælpemig mit eget køkken. Jeg boltrer mig på cirka samme grundareal som mit sommerhus. Og så har jeg ikke engang min mand med!

Continue Reading

En fugl.

Her sidder han så, den lille ørn som jeg torsdag efter torsdag ser udføre sine relativt beskedne tricks for en større skare mennesketilskuere på et vildtfuglecenter et sted i Irland. Eller: Jeg har set ham nogle gange, og jeg kan ikke rigtigt bære det mere, så jeg pjækker fra kommende forestillinger.

Han er født og opvokset på centret, og de– temmelig mange–timer, han ikke optræder, sidder han så her. Det er der sgu’ ikke meget kvalificeret ørneliv over! Han minder mig umiskendeligt om ørnen Klaus, som Pontoppidan i sin tid udødeliggjorde som den allermest uørnede ørn i litteraturen. Ham, der opførte sig stik modsat H C Andersens uællingede svane.

Det er muligt, det tjener til bevarelse af hans art at sætte ham i det bur og prostituere ham nogle få minutter hver dag. Spørgsmålet er så bare, om det også er et værdigt liv, han selv får ud af det.

Måske er det bare mig, der er nærtagende, men det gør lidt ondt at se ham. Og at se ham optræde. Derfor lader jeg være.

Continue Reading

Om at fotografere sin mad.

Jeg kender folk, der dokumenterer samtlige deres ferier med en overdådig, uendelig række af madbilleder. Ikke et eneste Eiffeltårn, eller bare en meters penge af Tower Bridge klemmer sig ind her. Det er alt for useriøst, når man i stedet kan oploade pizzaslices fra eksotiske destinationer.

Jeg kender også folk, der umuligt kan bage så meget som en mislykket småkage eller kreere en gang millionbøf uden at forevige dem. De er, også her, dybt seriøse omkring deres kokkerier og føler samtidig en brændende og ubændig lyst til at delagtiggøre samtlige venner i deres madlavning.

Jeg er sikker på, at ingen hidtil har oplyst dem om, at det er dræbende kedsommeligt, og at i alt fald jeg faktisk er noget så inderligt, bedøvende, utroligt ligeglad. For de bliver jo ved! Dagligt bombarderes i alt fald jeg med ligegyldige fotos på FB af spiselige ting, der ikke på nogen mulig måde kommer mig ved. Æd dem selv!

Så her er et billede af min decideret ligegyldige scampi med fritter, som smagte godt og dejligt usundt, men som jeg faktisk ikke sidder med et uforløste behov for at dele med verden.

Jeg har udelukkende oploadet den for at se, om nogen læser dette. Eller hvor mange, der har det som jeg og løber skrigende væk fra madbilleder på nettet. Det bliver spændende at se resultatet!

Continue Reading