Fordi det er billigt!

Af fare for at lyde overmåde arrogant, er jeg alligevel nødt til at skrive, at jeg med jævne mellemrum kommer til USA. Og at det er seriøst farligt for sådan en som mig. Det rammer mig hårdt på økonomien–hver gang.

I USA er designertøj nemlig–i alt fald sammenlignet med europæiske forhold–til at betale for, og tilbuddene er mange og alsidige. Der findes varehuse som Century 21, som specialiserer sig i outlet af mærkevarer samt et utal af andre mindre butikker, der synes af have alle former for udsalg og tilbud mere eller mindre permanent.

Sådan noget kan min indre tøjsjæl slet ikke styre. Den kastes ud i tøjtivoli med en kraft, jeg er helt og aldeles forsvarsløs overfor. Hovedargumentet for enhver slags nyanskaffelse er udelukkende, at det er billigt, og at jeg sparer så mange penge, at jeg vitterlig er totalt idiot, hvis jeg ikke slår til her og nu. At lave en seriøs kalkulation omkring, om jeg nu overhovedet mangler varen, er en funktion, der ubevidst sættes helt ud af drift. Den ophører med at eksistere, mens jeg med vold og magt tilegner mig jeans nok til de næste 5 års (over)forbrug og en 2-3 jakker til samtlige årets sæsoner + nogle stykker til tidspunkter, der ligger lidt udenfor allerede etablerede sæsoner.

Mens jeg hoved- og forsvarsløst vælter mig rundt i forbrugsjunglen, har jeg nogle præfabrikerede mantraer, som jeg vitterligt, i alt fald sådan midlertidigt, tror på: At jeg bare “stocker op”, så jeg kan klare mig et meeeget langt stykke tid uden så meget som at komme i nærheden af en dansk tøjbutik, at jeg sparer en uendelig masse penge, fordi jeg netop er så intelligent og forudseende på tøjområdet, og at man skal lære at slå til uden betænkningstid, når århundredets tøjfund simpelthen ligger og blinker lige foran ens forbrugsøjne.

Så jeg vælter mig gennem samtlige Century 21`s tøjstativer. Og der er mange, skal jeg hilse og sige. Jeg jubler indædt lykkelig ved ethvert såkaldt fund og bliver venligt, men bestemt afvist af prøverumsvogteren, fordi man kun kan medbringe 10 stk. af gangen, og jeg lige kommer anstigende med overlæs på omkring 50. Så må jeg jo bare gå 5 gange. For tænk nu hvis netop det stykke beklædning, der var den ultimative gevinst for belønningscentret, ikke blev prøvet? Jeg bliver helt elektrisk af al den trækken af og på og ligner for det meste en trekvartgammel kone med afdanket punkerhår i Marc Jacobs. Eller en længst afdød luksushippie med henteår i Tommy Hilfiger. Men hvad gør det, hvis det er billigt?

Da hele det samlede, svinske overforbrug foregår over flere dage, mister jeg på et tidspunkt helt orienteringen omkring antal og mængde af varer. Og når jeg så skal pakke (samt klippe samtlige prisskilte af og krølle tøjet så meget, som man nu kan bære i sit tøjhjerte, fordi man faktisk kan blive bonnet for over-import), så vil det med al tydelighed gå op for mig, at det i grunden ville være helt uproblematisk, om jeg havde 8 par ben, 20 par arme, omkring en snes kroppe og 10-15 halse til tørklæder. Der ville, med en ret god margin, være nok til alle. Hver dag.

Eller jeg kan selvfølgelig vælge at skifte tøj hver time. Fra inderst til yderst.

I går brugte jeg en del tid på simpel klædeskabslogistik. Der skal jo ligesom også være plads til nyanskaffelserne. Samtidig fik jeg det også lidt dårligt. Og lovede mig selv, at det her orgie aldrig ville få en gentagelse.

MEN–og det er jeg altså nødt til at holde seriøst fast i: Det var F….  billigt! Det er VIRKELIG VILDT, hvad jeg har sparet. Nemlig!

Continue Reading

Og hvad så med Trump?

Fotoet viser Trump Tower på 5th. Avenue. Placeret på en af de allermest mondæne adresser på den allermest mondæne avenue. Der er marmor og hængende haver indvendigt, og udenfor står bevæbnede vagter.

Nok om det. Jeg satte mig det mål at spørge forskellige mennesker i New York om, hvad de egentlig mente om deres nye præsident.

Svarene var påfaldende ens. Også uanset etnicitet, social placering og (hvad jeg jo ikke kan vide sikkert) geografisk samme. Grundholdningen var, at manden var kommet uærligt til posten, og der var mange fantasifulde bud på hans valgsvindelmæssige kreativitet. Næste trin var, at alle var fuldstændigt overbeviste om, at han ikke holdt perioden ud. At han bare var et tragikomisk mellemspil i en ellers fornuftig samling stater, som nok skulle få verden til at genvinde troen på dem. De fleste troede på en rigsretssag, mens et relativt stort antal var overbeviste om, at han–før eller siden–blev skudt. Her var hovedholdningen, at det nok ville blive en af de tosser, der havde stemt på ham, som i frustration over manglende opfyldelse af valgløfter ville trykke på aftrækkeren.

Så mange menige amerikanere er faktisk ikke så frustrerede, som vi ellers tror. De er fanatisk overbeviste om, at retfærdigheden sker fyldest inden længe. De bor i Guds eget land, hvor den amerikanske drøm stadig kan gå i opfyldelse. Trump er deres ultimative amerikanske mareridt, og det vil der blive sat en stopper for. Det er ikke–i deres optik–sådan Amerika fungerer. For de tror på det gode, det ærlige og det reelle. Det er det, (og ikke Trump) der er deres Amerika.

Lad os håbe, de får ret.

Continue Reading

Provinstøsen.

Der er vidunderligt dejligt i verdens store, pulserende byer. Der er drive, der er larm, der er liv, og der er ikke megen forskel på nat og dag.  Livet leves efter et helt andet parameter sådan rent kadencemæssigt. Det går fremad hele tiden–i susende fart.

Det er fantastisk at opleve nogle dage. Jeg kan også sagtens følge med, men der kommer et tidpunkt, hvor jeg spørger mig selv, om jeg egentlig gider at blive ved med at følge med. Det opstår som regel efter ca. en uge. Så skal jeg hjem til livet i et andet tempo og livet set fra en anden vinkel.

I New York ser man automatisk lodret. Man kigger opad først og så nedad. Herhjemme ser jeg vandret. Simpelthen fordi der ikke er det fjerneste at se lodret efter. Jeg kan mærke, at det er den semåde, der passer bedst til mig. Det er sådan, øjnene helt erfaringsmæssigt er indstillet på en provinstøs.

Og så er det jo fantastisk befriende, at jeg netop er havnet her, hvor øjnene er optimalt indstillet, og livet leves i den rigtige kadence. Men det betyder ikke, at netop de indgroede vaner ikke skal udfordres ind imellem. For kun ved at se og leve forskelligt kan jeg personligt genopleve og genforelske mig i de fordele, mit lille provinsliv har.

Continue Reading

Katz’s.

Katz’s Deli er en institution i New York. Ikke blot fingerede Meg Ryan en orgasme ved bordet på billedet, men maden er også ret overskudsagtig. En pastramisandwich ville med lethed kunne fungere som god middag til hele min familie. Uden at nogen af den grund skulle sulte.

Continue Reading

Ro og fred.

Til den daglige messe i den pragtfulde St. Patrick’s Cathedral er der fred og ro midt i en travl rejse. Det er den slags små åndehuller, der er absolut nødvendige på en summende storbyferie. Bare at søge lidt ind i sig selv i fantastiske omgivelser en times tid. Det eneste, man skal huske, er at rejse sig på de rigtige tidspunkter. Det er overskueligt.

Continue Reading

Gospel gudstjeneste i Harlem.

En åndelig og musikalsk oplevelse, som gør et stort indtryk.

Især pastorindens i den blå, tætsiddende kjole. Hun swingede på mere end en måde, men selvfølgelig primært med sin store stemme.

Det er sådan nogle øjeblikke, man forstår, at forholdet mellem mennesker og deres Gud ikke blot behøver at være tamt, stille og ydmygt.

Continue Reading

Waldorf-Astoria.

Det er så her, “the other half lives”. Godt beskyttet af en hær af dørmænd og generel luksus.

Det kunne jeg også godt få råd til. En enkelt nat. Så jeg vælger at prioritere lidt anderledes og tage nogle andre oplevelser i væsentligt længere tid i stedet.

Men sådan er vi jo så ferieforskellige…….

Continue Reading

Rockefeller Center.

Så stås der på skøjter midt i New York foran det ikoniske Rockefeller Center. Det er her, det store juletræ også står. Det, der er med i enhver amerikansk julefilm med respekt for sig selv.

I dag skal vi også have sne og et betragteligt antal minusgrader. Det behøver vi overhovedet ikke, men vejret herovre er tilsyneladende lige så omskifteligt som antallet af tilskuere til præsidentindsættelser.

 

Continue Reading

Tårnet.

Trump Tower ligger i den fine ende af den lige så fine 5th Avenue. Indeni ser der sådan ud. Udenfor står stærkt bevæbnede vagter og sorterer nidkært, hvem der kan få indgang til paladset.

Man skal så lige huske, at det ikke er præsidenten selv, de bevogter. Det er udelukkende hans ejendom og penge.

Continue Reading