Om jul i Harrods.

Inde i Harrods var der en dame, der var ude at købe julepynt. Og inde i Harrods koster en julekugle eller anden form for ophæng i bling-bling, glaseret udgave mellem 500 og 800 kroner. Stykket.

Damen havde lidt travlt. Så hun hev bare ned fra hylderne. På et tidspunkt havde hun faktisk hevet så meget, at hun var nødt til at have en ekspeditrice til hjælp. Sådan for at bære stadset. Det ved jeg, helt sikkert. For jeg var så fascineret af et menneske, der bare, nærmest ukritisk, langede glaskugler og anden julepynt i 800-kroners-klassen til sig, at mit blik sådan ufrivilligt blev låst fast. Jeg har sikkert stirret med åben mund og på den måde klart afsløret, at jeg ALDRIG ( som i NEVER) ville investere i så meget som en eneste julekugle til den hambre pris af 800. Men samtidig ville jeg da godt prøve at have så enorme økonomiske rammer, at det overhovedet var en mulighed. Jeg ville nok bare ikke lige bruge mine penge på julekugler.

For sådan handler man i Harrods, når man er stamkunde. Der findes mennesker, for hvem et par hundrede julekugler a`800 er peanuts. Som bare hiver ned fra hylderne, og hvem jeg har mistænkt for at gøre præcis det samme hver eneste jul. De bruger sikkert ikke sådan en julekugle mere end en jul. Den bliver garanteret umoderne. Mister sin oplagte juletrend over sommeren.

Heldigvis for damen havde Harrods allerede pyntet adskillige træer, således at de tvivlende rige tydeligt kunne se, hvilke pyntdesigns der trender i år. I år skal de ( ikke vi!) have lyserøde fugle i brokadestoffer ( de koster i øvrigt omkring 1600) og kugler, der ( hvis jeg nu skal være rigtigt uartig!) minder temmelig meget om nogle, jeg har set på arabiske markeder. Til en lidt anden pris, og klart til et andet formål. Heldigvis er det så sådan, at Harrods sætter et stort mærke på sine varer, så man altid kan forsvare, at tingene er købt i Harrods –og ikke på arabiske markeder–og at det derfor er underforstået, at de har de priser, de har. Jeg vil–slag på tasken– gå ud fra, at træet på billedet ikke fås under 100.000. Men så er det så også med pynt. Fra Harrods.

Der er ikke nogen form for naturjul hos Harrods. Der er embargo mod enhver form for naturlige materialer og alt, hvad der kan fås gratis. Naturen har tilsyneladende alt for ussel bling-bling-effekt og skal i stedet omskabes i brokade og blinkende glas. Jeg så en lyseblå elefant til 2200 kroner, men så var den da også i noget pænt stof, som man godt kunne have overvejet til et tørklæde. Nu er det bare sådan, at hjemme hos mig hænger vi noget så forbandet sjældent elefanter på vores træ. Selv dem til 2200.

Vi foretrækker nemlig det gamle pynt. Det, der har en historie og skal hænge præcis det samme sted, som det hang sidste år. Og de ting, som man ganske gratis kan hente ind fra den natur, der faktisk er lige udenfor døren. Bling-bling er absolut ikke et krav, og der behøver altså heller ikke stå Harrods hen over brokaden på de overdimensionerede julefugle.

Så på en måde er fascinationen af den shoppende dame også blandet med en smule vemod og haven ondt af. Har den dame da ikke noget julepynt allerede, som betyder noget for hende, og som hun hænger op hvert år på præcis samme sted, så det igen kan blive rigtig jul i det store hjem? Har hun ingen gran, mos og grankogler i haven? Er hun virkelig så historieløs på juleområdet, så hun ukritisk bare går ud og voldshopper julepynt til adskillige tusind kroner og pakker sine store sale ind i bling-bling og lyseblå elefanter? I år. Indtil hun næste år igen voldtager Harrods juleafdeling for nye trends. Hun skulle kende glæden ved at pakke sin gamle nisse ud hvert år og næsten græde ved gensynet af den. Det tror jeg ikke, hun gør.

Og så må jeg, afslutningsvis, sige, at hvis nogen kom og gratis ville forære mig det juletræ, som Harrods helt selv har designet, inklusiv pynt, så ville jeg nok pænt afslå. For hvor skulle alt det RIGTIGE pynt, det med sjæl, patina og historie så være? Så samme Harrods må selvfølgelig være jublende glade for folk som damen, der slynger bling-bling-kugler i megaspandevis til sig. Og som sikkert gør det hvert år. Nok stod jeg på en måde som den lille pige med svovlstikkerne og iagttog denne blinkende fest udefra. Men ulig samme svovlstikkepige priser jeg mig lykkelig over, at jeg ikke skal deltage i den!

 

Continue Reading

Hvor dum kan man være?

Dette var det syn, min mand kom hjem til forleden. Ikke blot i køkkenet, men i hele huset. Kælder inklusiv. Alt var brutalt hevet ud af skabe og skuffer og smidt, hvor det nu engang var landet. For sådan arbejder en indbrudstyv.

Jeg var i London og må sige, at glæden ved en af mine yndlingsstorbyer i julepynt forstummede lidt og blev overgået af en skrækblandet længsel efter at komme hjem og konstatere, hvor meget af det, der oprindeligt var mit, der nu uretmæssigt var overgået til åbenbart at være blevet en andens. Jeg gik ned ad Regent Street og oplevede i forestillinger mig selv smykkeløs og uden arvestykkerne og havde svært ved at koncentrere mig om andet end mit eks-rejsevaluta, som desværre lå, så selv den allermest stupide indbrudstyv nærmest fik det kastet op i hånden.

Så jeg har da heller ingen rejsevaluta mere. Selv om jeg samtidig indvendig fryder mig over, at Hr. Tyv nok får en del vanskeligheder med at omveksle sedler og mønter i vietnamesiske Dong, jordanske Dinarer, uzbetiske SUM og andre måske knapt så udbredte valatuer på disse breddegrader. Men mine dollars skal han såmænd nok få noget ud af. Den idiot!

Hvis man ser nøje på billedet af mit køkken efter indbrud, kan man endvidere se, at samme tyv må have været mere end ualmindeligt stupid. Der er umiddelbart flere ting, som kunne have givet en rimelig indtægt–ingen nævnt, ingen glemt, og ingen opfordringer sendt. Det samme gælder resten af huset, hvor man i alt fald kan konstatere, at tyven nærmer sig imbecilitet og direkte ignorans indefor viden om moderne dansk design. Han er tilmed også på bar bund ang. skotske smykkedesignere, og det kan jeg jo så kun være taknemmelig for. Heldigvis, for ham, altså, kan han kende en marguerite, når han ser en, så jeg er blevet blomsterløs. Sammen med tabet af flere andre smykker, som heldigvis ikke havde hverken affektionsværdi eller var arvestykker. Ryge gør han i øvrigt heller ikke. De 2 kartoner Prince, der nærmest grinte af ham, gad han heller ikke lige at tage med.

Så han er gået hjem med rejsevaluta nok til en mindre ( altså ret lille, og kun til udvalgte lande!) jordomrejse samt en del sølv. Og hvis han, inden han kom her, har haft en rigtig dårlig dag ( hvilket jeg da noget så inderligt håber!), så har har kørt sine aggressioner af på samtlige mine skuffer og skabe. For kors, hvor har han dog været voldsomt gal på mine kjoler og bluser.

Tabet af penge og ting er så også blot det mindste. Det er døde ting. Det værste, usammenligneligt værste, er, at han har været inde og rode i mine og vores ting. Har trodset vores klare grænser for, hvad der er vores. Skabt en iboende utryghed omkring, hvornår han måske kommer igen og erkender sin overvældende stupiditet ved at bemægtige sig det, han sådan lige kom til at overse. Man sover på en anden måde om natten. Lytter efter uventede lyde og knirkerier, der ikke plejer at være der. Eller måske de, der altid har været der, men som man hidtil ikke har tillagt den fjerneste betydning. Nu lyder selv en hundepote på træ som en potentiel hjemmerøver.

Værst er det næsten, at han har taget fjerbetjeningen til vores fjernsyn. Umiddelbart en underlig tyvekost, men der er skam indbrudstyvsfornuft bag. For hvis man står ude i folks haver og tænder deres fjernsyn, kan man hurtigt konstatere, om de er hjemme. Så vil de jo, med det samme, fare ind og slukke, hvis de er! Og hvis de ikke er, så er banen vel kridtet af til endnu engang rod.

Der vil blive foranstaltet alarmer i udpræget grad de næste dage, og fordørslåsen vil også blive udskiftet. Han skal ikke få det nemt, hvis han returnerer efter alt det, han glemte. Det er tredje gang på 10-15 år, vores hus er udsat for uindbudte gæster, og vi orker simpelthen ikke mere. Som værdibunken aftager, vokser frygten, utrygheden–og vreden. Glæden ved at anskaffe sig pæne ting aftager i høj grad, når man aldrig rigtigt ved, hvor længe man overhovedet har dem. Jeg gider ikke købe fine secondhand samlersmykker til en idiot, som ikke engang ved, hvad han har fået fingrene i. Tilligemed at jeg ikke har den fjerneste lyst til at rydde op efter ham. Eller hans venner.

Personligt har jeg et overvældende arsenal af bandeord til ethvert formål. Både på dansk og engelsk. Lige nu kører de som undertekster til mine tanker indvendigt, og hvis jeg nogensinde får fat i den imbecile slyngel, vil han blive både dyppet og rullet i dem. Samtidig med, at jeg nok vil spørge ham, om han aldrig har lært at rydde op efter sig, og om han måske, som en form for dygtiggørelse indenfor sit valgte fag, ikke burde overveje at tage et supplerende kursus i design, tøj og taskemode. Ikke for at han skal hente mine ting. Men fordi det da er så patetisk sølle, nærmest uprofessionelt, at være så ubeskriveligt dum, som han har været!

 

Continue Reading

Om at være et lille land.

Det slår mig hver gang, jeg er ude at rejse med mennesker, som jeg–indtil da–aldrig har mødt før i mit liv. Mennesker fra hele landet, fra alle dets kroge og hjørner. Dette med, at graver vi bare tilstrækkeligt langt ned, finder vi fælles venner, bekendte eller familie. Og nogle gange behøver vi såmænd overhovedet ikke at sætte så meget som et spadestik–vi finder fælles referencerammer næsten ud af luften.

Som regel involverer det hele en historie. Som den med damen, der bar et usædvanligt stort og smukt stykke rav og fortalte, at hun selv havde fundet det. Alt mens hun prøvede at narre de to professionelle ravfindere, der samtidig prøvede at narre hende ved at foregive at lede steder, som hun ganske godt vidste, der overhovedet ikke var rav. Bare for at få hende væk fra de gode steder. Da hun nævnte navnene på dem, vidste jeg med det samme, at jeg var i familie med den ene. Eller mig, der fortalte historien om en veninde, der i Vietnam af de overvenlige vietnamesere blev sat sammen med alle koreanerne, fordi hun havde præcis den frisure, som alle koreanske kvinder får, når de er over 50. Så kom der en dame op og fortalte, at den veninde, ja, hele hendes familie, kendte hun da noget så godt.

Eller også fortæller man, hvilken by man kommer fra. Så vrimler det straks med spørgsmål om, om man da ikke kender den, den og den. Det gør man som regel. I alt fald mindst et par stykker. Således får man faktisk nogle gange insiderviden om mennesker, man har kendt det meste af sit liv, men aldrig har hørt netop DE historier om.Ikke sjældent finder folk også ud af, at de langt ude er i familie. Eller engang har været gift, eller måske blot kæreste med, en andens fætter eller kusine.

Det er sådan noget, vi bruger meget lang tid på. På rejserne. Tilligemed gør vi det faktisk også i blændende stil, når vi er til fester, hvor vi møder mennesker, vi ikke har mødt før. Vi danskere elsker fælles bekendte. Vi klarer ligesom op og bliver så glade, når vi finder et fælles samtaleemne i en fælles bekendt eller et familiemedlem. Allerbedst er det, hvis det drejer som om personer, vi rent faktisk kan lide. Det er altid lidt akavet at skulle snakke om nogens fætter, hvis han efter ens mening er et overdumt svin. Det er som om, fælles bekendte er enhver samtales, enhver fælles feries og enhver kommen-hinanden-veds allerbedste basis. Vi kan snakke længe om dem, vi kender. Og når vi så kommer hjem, kan vi snakke akkurat lige så længe med dem, vi kender, om dem, der kendte dem. Ikke sjældent forsøstres og forbrødres fremmede med hinanden på baggrund af en fælles grandfætter eller en gammel nabo. Det giver ligesom tryghed. Tryghed i, at man da har en person til fælles.

Jeg har en teori om, at det kun kan lade sig gøre, fordi vi er så lille et land. I lande med adskillige millioner indbyggere er der ligesom ikke det store potentiale i at finde fælles bekendte at snakke om. Ydermere VISER det sig jo, at alle vores anstrengelser for at finde menneskelige referencerammer nærmest altid giver pote. Vi er et land med stor geografisk mobilitet, og det kan man faktisk måle på noget så simpelt, som at vi altid i nyt selskab kender nogle fælles mennesker. Vi bliver ikke i vores små landsbyer forever, men flytter i manges tilfælde rundt og får konstant nye kontakter.

Jeg tror også, at al den lyst til at finde fælles bekendte er direkte forbundet med alder. Jo ældre, vi bliver, desto mere går vi faktisk også op i at bruge vores fortid til at indgå i nye relationer. Vi får også mere og mere af den. Og flere og flere i den. Som barn var jeg ved at få røde knopper, når de ældre generationer brugte familiesammenkomsterne, eller bare møder med relativt fremmede, til at udvikle indviklede relationer. Til at finde ud af, hvad der mon var blevet af en bestemt familie, der havde boet et bestemt sted i deres barndom. Og konstatere om folk med samme efternavn mon også var i familie. Nu er jeg, om ikke helt så emsig og koncentreret, men det er faktisk begyndt at interessere mig. Ikke blot som samtaleemne, men også som en stillen af simpel nysgerrighed.

Det er godt for det sociale klima i en gruppe af mennesker, der ikke på forhånd kender hinanden, at vi er sådan et lille land. For efter ganske kort tid er det nemlig lige præcis ikke en gruppe af mennesker, der ikke kender hinanden. Når man har fælles bekendte, venner, gamle naboer og familie, så er man ikke fremmede for hinanden. For man kan altid finde nogen fra det lille land at tale om!

 

Continue Reading

Om Imodium.

Det er de besynderligste besynderligheder, man finder sig selv i gang med at skrive om. For slet ikke at tale om at være optaget af. Jeg er meget optaget af Imodium lige for tiden. Imodium er så til gengæld også meget optaget af mig.

Når jeg rejser i lande, hvor bakteriekulturen er anderledes end herhjemme, har jeg altid lagre af min lille bagstopperven med. Og jeg får dem næsten altid brugt. Min mave er hysterisk følsom overfor nye bakterier, og den reagerer, om man så kan sige, ret voldsomt på samme. Så tager jeg Imodium.

Så langt, så godt. Indenfor 1 time er ethvert bagholdsangreb som regel effektivt nedkæmpet, og er der virkelig gang i outputtet, har jeg for nylig  (fordi jeg var lidt udgiftssky i situationen) investeret i en russisk kopi af samme middel, og man må sige, at det ikke længere undrer mig, at den russiske hær gennem mange, lange krige har modstået såvel fordærvede madvarer som uskyllede grøntsager. Deres Imodiumkopi har hængelåsvirkning. Man mangler såmænd bare at finde ud af, hvor nøglen er.

Anyway, nu vi er ved lortet, så er det jo faktisk ret behageligt slet ikke at skulle spekulere på at få dele af indtaget på fødesiden ud igen. Jeg kunne sagtens nøjes med bare at tisse. Ingen brok fra min side, hvis der konsekvensfrit blev lukket den anden vej. Kun en lille tanke om, at det kunne man i sin tid godt have inkluderet i skabelsen. I alt fald på prøveniveau. Men det, jeg egentlig vil med dette er, udover en prisning af Imodiums ( inklusiv den af slavisk design) fortræffelige bagstoppenhed, så ER der altså problemer, som man sådan lige må tage med i overvejelserne, inden man stopper sig med midlet.

Nemlig, at det forårsager såvel indre kø som total afholdenhed bagud. Der er lukket. Som i lukket og slukket og sat bom for. Man kan gå i dagevis og undre sig over, hvor de enorme mængder føde, der efterhånden er gået  ned i en, dog er blevet af, for det er vel næppe altings væsen at blive helt flydende som tis? Samt mærke, hvordan maven svulmer op og bliver til en ukontrollabel ballon, der tilsyneladende lever helt sit eget liv sammen med al den Imodium. Man kan også, fordi man stadig erindrer, hvordan det hele plejer at foregå, væbne sig med en usigelig tålmodighed og blive helt blå i hovedet af at trykke. Uden at det som regel giver det forventede resultat. I mit tilfælde kan man også give sig selv belejligt carte blanche til at forsøge sig ud i husråd, som dog oftest er nogle, man sådan selv har digtet. Jeg har været gennem posefulde af lakridser, stoppet svedsker, dadler og figner ned ( på spejderlejre fik vi altid svedskegrød på tredjedagen!) og virkelig taget mig sammen på Skyr med müsli-fronten. Alt til ingen nytte. Imodium er, for nu at sige det rent ud, skide-effektivt.

Så jeg burde have lært, at den umiddelbare røvklaring i et nødsituation kun er en stakket frist. Der venter altid en meget, meget mere langvarig og irriterende efterbevilling. 1 uge tager det. En lang uge. Hvor jeg somme tider er både så stolt og barnlig, at jeg højlydt jubler fra toilettet og på det nærmeste inviterer manden til at komme og beundre den første rigtigt sammenhængende, der virkelig ligger dernede i kummen. Så ved jeg nemlig, at gennemstrømningen er ved at være retableret, at hængelåsen er låst op. Samtidig med, at jeg lover mig selv, at jeg aldrig, aldrig mere ( i alt fald ikke før næste gang!) skal på det lortemiddel igen. Og da slet ikke den russiske version.

At tage Imodium er som at pisse i bukserne, når det er koldt. Men ikke at tage det kan så , selvfølgelig, være som at forårsage katastrofer, der er værre end tis, i samme bukser. Catch 22.

Tænk, at man kan skrive et helt indlæg om Imodium!

Continue Reading

Om Aqaba.

Aqaba er sidste station på rundrejsen i Jordan, inden vi i morgen returnerer til hovedstaden Amman. Det er 7 år siden, jeg sidst var i Aqaba. Det kan man ikke umiddelbart se. Hvis der er forandringer, er de ret umærkbare.

Aqaba er den ukendte tvilling til israelske Eilat. De to byer har tilsammen over 200.000 indbyggere og ligger side ved side, på hver sin side, dog, af grænsen mellem Jordan og Israel. Hvor Eilat nok er kendt af de fleste, lever Aqaba et langt mere anonymt liv. Det er da også en meget arabisk by, hvor turismen slet ikke har fodfæste som ovre på den anden side, selv om vandet, stranden og koralrevene er de samme. Det er lidt synd. Aqaba er faktisk langt mere spændende end europæisk-klonede Eilat.

Netop dette stykke Røde Hav udmærker ( eller hvordan man nu ser på det!) sig også ved at være et landemæssigt brændpunkt i Mellemøsten. Ikke nok med, at Israel og Jordan støder sammen, men man skal faktisk ikke mere end 10-15 kilometer længere ned ad havet, før det hele bliver til Saudi- Arabien på den ene side og Egypten på den anden. Så der er godt gang i observationerne af hinanden derude på havet.

Aqaba er sådan en by, der lugter af krydderier, vandpibetobak og hav. Her går livet i bazaren støt og roligt videre som vanligt, selv om de store resorts længst har overtaget vandfronten og spyer en del turister ud af portene, når temperaturen ellers er til andet end vanddyp. Her er masser af guldsmede. Faktisk flere end masser. Guld er nemlig relativt billigt i Aqaba, og er man til arabisk bling er her en del blinkende besparelser. Indtil for nogle få år siden troede jeg faktisk, at arabisk gult-guld var voldsomt uægte, men det forholder sig jo faktisk stik modsat. I Danmark er vi ikke vant til de helt høje karater på guld, så vi tror fejlagtigt, at guld skal være lidt sløvt i betrækket for ægthedens skyld, hvorimod araberne godt ved, at 18 karat og derover lægger en god portion gul farve på. Det kan man så design- og smagsmæssigt mene om, hvad man vil.

Jeg kan godt lide Aqaba. Det er en rar by. I alt fald, hvis man ikke lige går alene kvinde. Og så er den så forskellig fra alt det ovre på den anden side, i Israel. Som om den grænse nærmest er grænsen mellem Europa og Mellemøsten,

Continue Reading

Om Wadi Rum.

I mit personlige ørkenkatalog er der ørkener, og så er der Wadi Rum. Ikke, at jeg er specielt ørkenbevandret, men nogle stykker har jeg da været i. Fra Sahara, over Negev til en del af dem med Cum som efternavn i Centralasien.

Men der er ingen over eller ved siden af Wadi Rum. Det er, uden sammenligning, et af de allersmukkeste stykker natur, jeg kender. Her er fantastiske klippeformationer, som er eroderet til fantasifulde former, rødt sand, store klitter, huler og kløfter, og så er her en sol, som hele tiden gør, at landskabets farver ændres med et øjebliks varsel. Her er uendelige vidder, rene månelandskaber og følelsen af at være både et overjordisk sted samt ikke at ville blive alt for forbavset, hvis man skulle møde en alien. Der er ikke noget at sige til, at nærmest samtlige film, der foregår i en ørken, er optaget her. Samt at dem, der foregår på månen, også er det.

Der bor en del mennesker ude i Wadi Rum. Udelukkende beduiner. Primært i de to landsbyer, men som årstiderne skifter tager de også somme tider ophold i små lejre, for dyrenes skyld. Dyr, som her primært er kameler. Heldigvis tager de sig selv noget mere seriøst end beduinerne i Petra, hvor teenagedrengene primært ligner efterkommere af Jack Sparrow eller Freddie Mercury, fordi kohl omkring øjnene formodes at tiltrække turistkvinder. Personligt synes jeg nu— det må være alderen!— de mestendels ligner nogle, der trænger til en forbandet god nattesøvn. I øvrigt, lige som en kuriositet, hedder adskillige drenge i Wadi Rum det meget ujordanske Lawrence til fornavn. Efter Lawrence of Arabia, som stadig er en stor helt på de kanter, 100 år efter sin død.

Beduinerne i Wadi Rum lever af turisterne som hovederhverv. Man må nemlig også kun drive business derude, hvis man oprindeligt stammer fra stedet. Hovedindtægtskilden er ørkenlejre, hvortil turisterne flokkes for at spise mad, der er tillavet under jorden samt sove i den lokale version af yurter. Og netop denne lokale version bør  decideret have et par rosende ord med på vejen fra en, der i løbet af de sidste tre uger hele to gange har været udsat for yurter. Generelt synes jeg, de er modbydelige, men i Wadi Rum har de rigtige senge med rigtige dyner, rigtige badeværelser, rigtigt elektrisk lys i hvert telt og lugter overhovedet ikke det fjerneste af hverken gammel kamel eller sure æsler. Spar mig for primitiviteten— jeg var spejder i 60-erne! Been there!

Så hvis man nu kun kan nå en enkelt ørken i resten af sit liv, så får Wadi Rum min allervarmeste anbefaling. Jeg kender ingen andre ørkener, der overhovedet kan måle sig med den.

 

Continue Reading

Om arabiske mænd. Og kvinder.

Det her er en relativt upåfaldende gade i badebyen Aqaba ved Det Røde Hav. Det mest påfaldende ved den er nok, at diverse luksushoteller er strøet ud langs den, og at det derfor langt fra er byens mindst bemidlede, der primært færdes her.

Jeg anser også mig selv for at være relativt upåfaldende af min alder. Jeg går ikke i udfordrende tøj, jeg  har ikke langt lyst hår og faste former, og jeg er fremfor alt nærmere bedstemorsegmentet end det, der forfærdeligt gerne vil finde en mand og have en flok unger.

Men jeg er kvinde. Og jeg er alene afsted på denne tur. Forstået på den måde, at hverken min mand eller andre mandlige familiemedlemmer er med. Derfor kan en uskyldig gåtur på en upåfaldende gade være et absolut mareridt at komme igennem. Og jeg taler af erfaring, for jeg har sandelig i løbet af de sidste mange dage gået på mange upåfaldende gader. Alene.

Opfindsomheden indenfor nysgerrig chikane er tilsyneladende forsvindende lille. Som regel går det hele ud på, at mænd i biler kører så tæt på fortovet som muligt, sætter hastigheden ned— og dytter. De lidt mere foretagsomme og modige kan endda finde på at vinke og sådan nærmest få bevæget hele forkroppen ud gennem vinduet. Mens de stadig kører. Hvilket hernede er en hel del mindre besværligt end derhjemme, i og med at sikkerhedsselebrug udelukkende er vejledende.

Gående eller siddende mænd langs ruten kan være endnu mere ubehøvlede. Også fordi, de ligesom ikke er fanget i en kørende bil. De kan enten sende en et absolut langstrakt elevatorblik, sådan helt op til 5. sal med lange stop på hver etage eller råbe, på deres værste skoleengelsk “ Where is your husband? “ Principielt svarer jeg dem ikke, for for det første kommer det ikke dem ved, og personligt er jeg fløjtende ligeglad med, hvor de selv har gjort af deres koner. Selv om jeg selvfølgelig nok godt ved det!

Det er umådeligt frastødende, at så mange arabiske mænd har et så nedladende og sexistisk forhold til kvinder, der ikke foretager sig andet end at gå alene på gaden. Man ser ALDRIG arabiske kvinder alene, de er enten sammen i kvindeflokke eller i selskab med en mand, og det kan jeg da egentligt godt forstå. Gad vide, om disse kvinder også ved, hvordan deres bøvede, mandlige familiemedlemmer opfører sig overfor andre kvinder, når de ikke selv er med? Som mor ville jeg da godt nok være dybt flov, fortvivlet og frustreret, hvis mine sønner gik til sådanne infantile yderligheder.

Jeg vil overhovedet ikke, ikke her i alt fald, diskutere arabiske kønsroller. Men spørgsmålet er, om dette ikke også, udover hele den lange snak om kønsroller, kan tilskrives noget så simpelt som dårlig opførsel. Mangel på almindelig høflighed. Jeg kan personligt have min mening om det lokale kønsrollemønster, men jeg kan nok næppe ændre det. Til gengæld kan jeg klart melde ud, hvad jeg synes om almindelig dårlig og ubehøvlet opførsel. Det burde nemlig ikke have det mindste med køn at gøre.

Så jeg er lidt træt af bøvede, uopdragne imbeciler i biler. For selv om jeg nok kan forsikre mig selv, at mig skal de sgu’  ikke få hornet under, så føler jeg mig jo alligevel, inderst inde,  intimideret, generet og noget så hamrende rasende. For de får mig jo til sidst. Jeg gider ikke vandre rundt som levende dytteobjekt og sikkert genstand for sjofle bemærkninger, så det lægger altså i sidste ende en dæmper på mine udfoldelser.

Til gengæld kan jeg jo bare rejse hjem til et land med gensidig respekt. Og have så inderligt ondt af alle disse forkvaklede typer, der ikke blot tilsyneladende ser alle kvinder som en form for sexobjekter, men samtidigt aldrig nogen sinde har lært at opføre sig ordentligt!

 

Continue Reading

Ad bagvejen til Petra.

Jeg anede ikke, der var en bagvej ind til Petra. Men det er der. Billedet viser i øvrigt forvejen ind gennem den 1,2 km. lange slugt. Det er den nemme vej. For tøsedrengene.

Hvis man derimod vil ind ad bagvejen til denne oldtidsby, som måske er den berømteste i verden, skal man berede sig på at gå 2-3 timer, før man er fremme ved det højtbeliggende kloster i den alleryderste ende af Petra.Det må på det kraftigste frarådes selv at begive sig ud på denne rute uden lokalkendt guide, forr risikoen for enten at fare vild, falde og skride, støde over en slange eller andre knapt så spændende ting er overvældende. Derudover skal man lige bevæbne sig med en del vand, et par solide vandresko og en masse muskler, der bare venter på for en gangs skyld at blive brugt.

Det er en lang rute, omkring 10 kilometer. Den går ad forvredne trapper, gamle beduinstier, det rene ingenting og en natur, der er mere end åndeløshedsfremkaldende. Man hænger ud over smalle klippeplateauer, skal bøje sig for udhængende stensider, har afgrunde på adskillige meters dybde lige ved siden af sig og bevæger sig op og ned af stier, som løber præcis i takt med naturens egne former. Vilde former, utrolige former, for sandsten eroderer, slides, vindblæses og bliver til omrids, som man tror er løgn. For slet ikke at nævne ubeskriveligt smukke.

Hvis nogen havde fortalt mig, hvad den tur gik ud på på forhånd, var jeg løbet skrigende bort. Det var der så heldigvis ingen, der gjorde.  For sikke en oplevelse. Ikke blot naturmæssigt, men også lige præcis at overgå sig selv. Ikke, at jeg sådan set burde være den allerstolteste, for i vores lille gruppe på 10 var 4 midt i halvfjerdserne og klarede turen både med bravour og uden nogen form for klynk eller ynk.

Efter sådan en omgang er det næsten som om, selve Petra bliver antiklimakset. Målet, der nåes, men som blot og bare er et mål. Og det er forfærdeligt synd, for Petra er en rosarød juvel der midt i ørkenen. En glemt oldtidsby, som nu heldigvis er genfundet, og giver oplevelser til såvel almindelige mennesker som Indiana Jones. Selv om den er ejet af den jordanske stat, er den stadig, mere eller mindre, beboet og stærkt be-handlet af de lokale beduiner. De opdrætter ikke så mange dyr mere, men lever nu primært af at sælge tingeltangel og rideture på heste, kameler og æsler til de tusindvis af turister fra hele verden.

Der er steder i verden, der har knibeeffekt. Altså knibe sig i armen- effekt. Petra er et dem, og selv om jeg har været her før, er det stadig ret stort. Men det er endnu større, for mig, at have været bagvejen ind til Petra. I made it!

Continue Reading

How the other half lives.

Nej, det er ikke en lerklinet beduinlandsby. Det er Møvenpick, Dead Sea, og jeg har kun boet der, fordi jeg er på arbejde. Engang, for nogle år siden, boede jeg der faktisk to nætter ud af egen lomme, og det gjorde sgu’ helt ondt langt ind i den udgiftssky sjæl flere måneder efter.

Der er sådan ret flot og ret fyldt med hotelstjerner på Møvenpick. De har værelser, man kan forstå, og alting virker. Morgen- og aftensmaden i hovedrestauranten består af alenlange buffetter, som jeg næsten slet ikke kan overskue, og hvor jeg, hvis jeg er der flere dage, simpelthen er nødt til at lave en plan over mit fødeindtag for at nå så meget forskelligt som muligt. Der er et utal af swimmingpools, og nogle af dem har ligefrem et tema. Ligesom de utallige restauranter, der sådan kulinarisk når næsten verden rundt. Der er et kæmpe wellnesscenter, eller også er der vist to. Man kan i alt fald blive wellnesset i både hoved og andre steder på et utal af spændende, og sikkert også udfordrende måder. Der er også gedigne shoppingmuligheder samt underholdning rangerende fra mavedans til disco hver aften.

Endelig er der privat strand med Dødehavsadgang. Hvilket gør, at de gerne må have alt det andet for mig. Bare jeg kan komme ud og flyde i det der dybt fascinerende vand. Jeg er vild med Det Døde Hav, ved ikke ret meget bedre end bare at ligge på ryggen i vandsaltet og lade min krop gå i dødehavsmode. Som skeptiker overfor det meste alternative må jeg her klart indrømme, at dette vand gør noget ved mig, ved min krop, som er godt for mig. Selv sjælen er tydeligvis en del mere munter efter en tur i saltopløsningen.

Så de rige, altså dem, der har råd til for alvor at bo på Møvenpick, har godt nok mange glæder. Vi andre må nøjes med at stjæle os til lidt saltlage og overdådig buffetering, mens vi selvfølgelig gratis kan iagttage how the other half lives.

Continue Reading

Noget af en hike.

Jeg er i grunden overhovedet ikke til bungeejumps, vilde hikes og nogen form for ekstremsport og ting, der er mere end bare en lille smule anstrengende. Så derfor så jeg mildest talt ikke frem til en lille hike i bunden af  kløften Wadi Ibn Hamad. Især ikke, fordi forudmeldingen var, at man skulle gå i vand til knæene.

Man kommer ned til slugten ad smalle, ovenud smalle, bjergveje, der bugter og snor sig tæt på faretruende bratte fald ned i intetheden omkring 7-800 meter nede. Man skal bare lade være med at kigge på ret meget andet end sine egne fødder den time, det tager hver vej. I bil, altså. Men når man så er dernede og fortrænger, at man nok alligevel er nødt til at skulle op igen, så gør det hele ligesom ikke så meget, når man først er begyndt at vandre gennem slugten.

Det er ujævnt, det er over stok og sten, og det er glat, smattet og uegnet til trekvartgamle fødder. Der skal kravles over sten og gåes i vand næsten til knæene, og man skal passe forbandet på, man ikke skrider eller træder forkert.

Til gengæld er det det hele værd! Der er vidunderligt smukt dernede i den frodige oase, vandet i floden er mere end lunkent og superblødt,og modsat mine forventninger så er det ret sjovt at lege Sørøverleg udenfor barndommens sure gymnastiksale. Faktisk stornød jeg gåturen, og selv om jeg faldt lidt, vringlende meget og generelt var en smule uenig med benene, så var det rigtigt rart at få rørt sig på den måde.

Således ophæver jeg i alt fald noget af min hikemodstand, og hvis jeg ellers får denne tur igen, så er jeg noget så klar til at spille eksplorer og få mig såvel nogle nye, blå mærker som en af de mest storslåede oplevelser, jeg længe har haft.

 

Continue Reading