Den store opfordring til overspisning.

Restaurant Flammen. Overalt, næsten.

Jeg ved godt, at det er en gammel nyhed, og at nærmest enhver middelstor provinsby med respekt for sig selv har en. Det er også flere år siden, jeg havde min debut i Flammenregi, men i går var jeg der så igen. Bevæbnet med et gavekort på 500 kr., som lige præcis var nok til, at den selvbetalte del af regningen blev 9 kr. Og det er jo en pris, enhver jyde til fulde forstår.

På Flammen koster det 200 kr ( på helligdage og i weekender lidt mere) at gå ustyrligt amok i 15 slags grillet kød, et alenlangt salatbord og diverse forretter. Det gør man så!  Jeg ved ikke, om det bare er min lokale udgave af kødorgiet, der midt på aftenen virker en smule slidt og rodet, men umiddelbart syntes jeg, det hele udtrykte en form for træthed. Der er vel også grænser for, hvor længe et stykke nygrillet kød kan holde sig netop nygrillet, samt hvor mange salatrodehoveder der går på at få rødløgene godt integreret i dagens coleslaw. Ligesom ærter og majs helt tydeligt var ved at indgå en gul/grøn alliance.

Der er ingen tvivl om, at Flammen er ved at være den foretrukne familierestaurant for op til flere generationer sammen. Det fremgik tydeligt af klientellet. Der er gået lidt luksus-McDonald med et stænk af Jensensovs i det hele, og det er ganske forståeligt med de familievenlige priser, hvor selv teenagedrenge ( har dem stadig i erindring!) kan spise sig fuldmætte på en måde og til en pris, som absolut ingen gourmetsteder kommer i nærheden af. Og så er der noget for alle. Kan man ikke lide lammet, er der stadig 14 andre kødlunser at vælge imellem.

Men ikke et ord om klimaforandringer og husdyrenes effekt på dem. Måske bare, at Flammen nok ikke ligger blandt eliten indenfor begrænsning. Det er dog ikke den begrænsning, der bekymrer mig mest. I første omgang er jeg nødt til at gribe i egen mave og blankt indrømme, at når så megen mad (ja, det ER svinsk meget mad!) står til nærmest fri afbenyttelse, så har jeg virkelig, virkelig svært ved at styre og begrænse tingene. Min hjerne går på overforbrugsmode, og jeg kører ind, så jeg næsten stresser over ikke at få smagt det hele. Resultatet er da også hver gang, at jeg nærmest vralter derfra–med hvad der svarer til en god uges anbefalet kødforbrug indenbords. Det sker noget psykologisk med en, når så meget mad står frit fremme. Først spiser man af decideret lyst og for smagens skyld. Anden halvleg handler nærmest om en pligt til for det første at smage så meget som muligt, for det andet at opnå den fulde valuta for pengene……

Udover de mange (stor)familier iagttog jeg desværre også, at en restaurant som denne decideret appellerer til mennesker med problemer med overspisning. Jeg ved ikke, om det var tilfældigt, men netop i aftes var der et højst synligt koncentrat af seriøst overvægtige. Nogle endda alene i byen. Her kan man nemlig upåfaldende fylde sin tallerken gang efter gang, for gør man det, følger man jo bare lige præcis stedets koncept. Hvis man har behov for rigtig meget mad, vil det jo til enhver tid være yderst besparende at gå på Flammen, fremfor at frekventere de lokale burger- og grillbarer, som tager penge pr. indtaget stykke mad.

Så efter at have brugt resten af aftenen på at fordøje, er jeg nu der, hvor jeg så småt begynder at overveje, om der er plads til noget morgenmad oven på den halve ko og det hele lam. Og er kommet til den konklusion, at det skal vare et stykke tid, før jeg igen vover mig ud i denne spiseudfordring. SÅ lækkert er det nu heller ikke. Og så tit får vi jo heller ikke lige et gavekort. For uden gavekort ville vi jo nok gå et andet sted hen…….

 

Continue Reading

Om 70-erfarver.

Forleden købte jeg denne, i alt fald i mine øjne, smukke lysestage på en auktion. Den var sikkert for dyr, og jeg overskred det max., jeg altid sætter for mig selv, med 50 kr. Men jeg måtte bare eje den. Og det gør jeg så nu!

Jeg ved godt, hvad der var så decideret dragende ved det Pantonske vidunder. Det var farverne. Især den lilla. Og måske en lille smule den orange. Men lilla: Lilla er min skæbnefarve, mit visuelle kendingsmærke, det farvemæssige soundtrack til hele mit liv. Som bruden, der bør bære blåt, for at alting nok skal gå rimeligt (i alt fald frem til skilsmissen), bærer jeg trofast lilla. Ikke fordi jeg er overtroisk eller føler mig i umiddelbar ægteskabelig fare. Jeg kan bare ikke lade være. Og når udsalgsjagten går ind, drages mine øjne uvægerligt direkte ind mod lilla. Lilla og blå/hvide striber. Resten må de andre for min skyld gerne slå det store tøjslag om uden min indblanding.

Sådan har det været siden 70-erne. For det var der, jeg (og måske resten af verden?) opdagede lilla. Jo, jeg gik med lilla bleer (udover kassebukser, skulderpuder og dynejakker indiskutabelt den moderne histories mest kvindefjendske modediller) og shoppede amok hos Sophie i Århus, der nærmest havde patent på lilla. Det var relativt svært at finde noget i den forretning, der ikke var lilla–eller af velour, men det gjorde så på den anden side set mit liv væsentligt lettere kun at skulle gå i en forretning. Min datter kalder den del af sin barndom, hvor jeg enerådigt bestemte hendes påklædning, sin “lilla periode”, og talrige barndomsfotos beviser med fuld styrke, at hun har fuldstændigt ret. Med drengene var det unægteligt en smule mere besværligt, men samme fotos afslører tydeligt, at det alligevel er lykkedes mig ret godt. Af forståelige årsager ser man på nyere billeder derfor heller aldrig nogle af mine børn i et farvevalg, der på nogen mulig måde nærmer sig lilla.

Men lilla var min ungdoms farve. Godt nok var der også brun og orange, man den første har aldrig appelleret til mig (jeg er ikke et brunt menneske!), og orange var måske nok en smule for skringende og skinger. Jeg tror på, at akkurat som med så forfærdeligt mange andre ting, så bliver en snert–eller et stort stykke–af de favoritter, der var så stor en del af selve ens dannelsesproces som menneske stabilt hængende over en resten af livet. De inkorporeres, nærmest som en del af ens identitet. Ydermere så integreret og ubevidst en del, så man nærmest selv ikke længere tænker over det eller lægger mærke til det. Jeg kan f.eks. stadig huske den yderst uklædelige frisure, min gamle moster, som ellers klædte sig pænt og moderne, opretholdt år ud og år ind–sikkert til fortvivlelse for mangen en frisør. Altså indtil jeg så et ungdomsbillede af hende med præcis den samme uheldige hårstil. Så faldt forklaringen.

Nu er jeg så heldigvis så priviligeret, at 70-erne lige for tiden er en del af den bærende vintagedyrkelse. Det sker jo Gudskelov ind imellem, med jævne mellemrum, at min lillahed igen bliver moderne. Og i de mellemliggende perioder må jeg så finde mig i, at jeg er på pause, på modemæssig stand-by, med MIN farve. Lykkeligvis har jeg erfaring nok til at vide, at den og jeg kommer stærkt tilbage. Det er kun et spørgsmål om tid. (Desværre gjorde det samme sig ikke gældende for min mosters frisure!)

Så jeg bliver så glad, når jeg finder sådan et stykke 70-er lysestage med udpræget lilla islæt. Det drager mig. Helt ind i min inderste sjæl, som jo nok er virkelig, virkelig lilla. Lilla som min ungdom i 70-erne.

Continue Reading

Om min helligdagsforvirring.

Jeg kan stadig ikke helt finde ud af det der med de lettere uhellige helligdage. Som nu den der Grundlovsdag i morgen. Altså om vi har fri, sådan helt og aldeles fri–eller bare halvfri. Eller slet ikke fri. Sådan har jeg det også med 1. maj. Og et par stykker til, som overrasker mig hvert eneste år.

Men nu har jeg så slået det op og kan konstatere, at vi alle har helfri til at fejre vores grundlov i morgen, mens vi ikke har noget som helst (at fejre?) 1.maj på arbejdernes internationale kampdag. Det lader jeg lige tale for sig selv. Pause!

Sådan har det så bare ikke altid været. Jeg kan huske halvfri 1. maj-er og Grundlovsdage, der var fuldstændigt normale arbejdsdage. Og halve–en overgang. Jeg kan også huske, dengang min mands klinik–og byens samlede butikker– lukkede til middag Juleaftensdag og Nytårsaftensdag, og min barndoms alenlange Langfredage, hvor alt gik i fælles begrædelighed. Hvor endda biograferne lå under for lovbestemte helligdagsholdelseskrav, og selv TV ( altså den ene kanal, vi havde) gik i korsfæstelsesmode og i selvsving i italienske, religiøse serier. (Selv om de nu virkede, som om de var finske!) Det var årets sureste dag!

Før i tiden ( og før i lukkeloven!) tog vi det lidt mere seriøst med helligdagene. Faktisk sådan, at hvis man ikke nåede at få købt sit toiletpapir inden 13 om lørdagen eller dagen før en helligdag, så var det bogstaveligt talt sur røv hele resten af weekenden og helligdagene. At Grundlovsdag er blevet en halvhellig helligdag ( med helhellig udstrækning!) betyder egentlig ikke andet, end at en masse mennesker har fri, men de kan sagtens købe toiletpapir alligevel. Intentionen har nok været, at de formodes at møde op til alle de grundlovstaler, der holdes over hele landet. Mens de altså samtidig ikke forventes at møde op til en eneste af 1. maj-slagsen, for der skal de på arbejde. Sådan er der så meget…..

I øvrigt er det så også Fars Dag i morgen. Ligesom det var Mors Dag for et stykke tid siden. Givetvis for upartisk at tilgodese både blomsterhandlere og byggemarkeder. Ikke at det i sig selv har noget med grundloven at gøre. Udover at det da er rart for far, at han har fri hele dagen til at pakke gaver op. Med mindre han ellevild fejrer grundloven i hoved og røv, når han nu alligevel har fri til det……

Continue Reading

Helt derude på øerne.

Peter May: The Chess Men (og de to øvrige bøger i triologien fra Shetlandsøerne.)

Hvis man nu skulle være glad for Ann Cleeves og hendes bøger fra Shetland, så bliver man endnu mere glad for Peter Mays ditto fra de Ydre Hebrider. Han er decideret en bedre forfatter, der kæler noget mere inderligt for sit sprog–og så har han et indgående kendskab til livet derude, som han underholdende formidler gennem hele serien.

Man skal altså ikke blot læse May for plottet og selve opklaringen af forbrydelsernes skyld. Faktisk skal man primært læse ham for de fantastiske beskrivelser af naturens kræfter herude i det alleryderste Europa og de indlevende skildringer af de mennesker, der bor midt blandt disse kræfter. Har man et forhold til Skotland, er det ren nydelse at få det hele genopfrisket–for de Ydre Hebrider er vel nærmest det vildeste af Skotland i destilleret udgave. Og har man ikke, så vil bøgerne da i den grad give en lyst til at få og opdyrke et.

Jeg oplevede i alt fald et tydeligt deja vu af min ungdoms mange skotske somre, inklusiv ceidlidhs ( traditionelle danseaftener), den omgangstone og -måde, der udelukkende stammer fra at bo et så isoleret og stormomsust sted samt fik i overvældende grad genopfrisket min enorme betagelse af den både storslåede og altdominerende natur. May skriver præcis om det Skotland, jeg kendte. Og det er da så dejligt beroligende og genkendeligt.

I øvrigt er den hjemvendte helt, der selvfølgelig har lig i lasten, politimanden Fin Macleod, som efter mange år i storbyen Edinburgh prøver at overvinde traumatiske hændelser ved at genopfinde sig selv midt i selve det yderste stormvejr. Det viser sig selvfølgelig, at ligene (vi plejer vist at sige “nissen”, men for politimænd er det første nok mere korrekt!) flytter med, samt at der også er en overvældende produktion af nye af slagsen, så der er nok at tage fat på for vores helt. Men herude er opklaring jo ikke bare noget, man foretager sig. Det er vejr, vind og de (særdeles) indfødtes luner, der i sidste ende bestemmer, om det overhovedet kan lade sig gøre.

Så læs disse gode, velskrevne krimier–og vær samtidigt fuldstændigt bevidst om, at resten af familien nok skal overtales virkelig intenst, når det eneste, man bagefter har lyst til, er at henlægge næste ferie til disse smukke øer og deres vanvittigt forblæste og storslåede natur.

Continue Reading

Om vejret.

Jeg tør næsten ikke skrive det her. Af frygt for at blive lynchet, stemt definitivt ude eller bare blive sådan generelt upopulær. Måske endda at lufte min manglende ydmyghed og forfærdelige mangel på taknemmelighed alt for offentligt, sådan at Nemesis uvilkårligt må ramme såvel mig som resten af nationen på min foranledning. Jeg ville ønske, man kunne skrive på samme måde, som man taler. I forskellige lydstyrker og tonelejer. Så lad mig prøve at foreslå, at dette læses som om, det er lidt forsigtigt hvisket. På den måde, at det mest er henvendt til de, der i forvejen er enige. Solkætterne, varmehedningene, vejrblasfemisterne–alle de ugudelige gråvejrsdyrkere. Hvis der er andre end mig?

Jo, jeg erindrer sidste sommer. Den faldt på en onsdag. Om formiddagen. Det var et begrædeligt år, rent sommermæssigt, og det var sommertårer–og ikke sommersved–der kom ud af mig i 2017. Sådan er det imidlertid ikke i år. Allerede inden sommeren meteorologisk har holdt sit indtog, har jeg nemlig opnået at svede mig selv ( målt i spandfulde) frem til 2055, og p.t. ligner prognoserne, at jeg vil ende et sted omkring næste årtusindskifte.

Selvfølgelig holder jeg umådeligt meget af sommer og sol. Men jeg kan altså også godt få for meget af det. Så er DET sagt! Det forfærdelige. Lige nu er jeg der, hvor jeg efter en måneds uafbrudt solskin nærmest sukker efter regn, gråvejr og bare helt almindelige, gennemsnitsdanske sommertilstande på vejrfronten. Generelt behøver jeg ikke 30 grader. Faktisk er 20 nok til mig. Mine soldyrkende dage, hvor jeg i timevis brankede yderhud, totalt blottet for tanker omkring hudens holdbarhed og fremtidsudsigter, er absolut ovre, og jeg er også vokset noget så gennemgribende fra at svede. Det at være solskoldet og brun i huden har mistet min interesse, og jeg gider simpelthen ikke lide (og svede) for denne misforståede form for skønhed, som i øvrigt kun er et farligt ideal heroppe nordpå, hvor solstrålerne ellers plejer at være noget mangelfulde Jeg er blevet en moderne skyggetante, en kropsmæssig aspargesdyrker, og jeg er på nippet til at selvundervise mig selv i at binde gammeldags stoflommetørklæder på den noget uklædelige måde, mine bedsteforældre dyrkede til perfektion på hovedet, når vi ellers spenderede en strandtur på dem. Blot mangler jeg i fatal grad selve lommetørklæderne, men det kan da være, markedet vil genopstå i takt med sommerens uendelighed.

Alting bliver så besværligt med denne permanente sol. Mit aktivitetsniveau er for voldsomt nedadgående. Jeg kravler rundt i skyggerne, og selv om jeg forfærdeligt gerne vil være ude (og fordi min solmanglende kultur har en indbygget forståelse af, at når solen skinner, så skal jeg springe ud i den), så har jeg det allerbedst inde. Helt konkret er jeg vild med mit badeværelsesgulv, af fliser, og overrender mere og mere min kælder, hvor jeg ret beset ikke har ret meget andet at komme efter end køligheden. Jeg har faktisk planer om at oprette en lænestolsbase i vaskehuset, sådan at jeg kan sidde der, med den flotteste udsigt til skurede vægge, tørretumbler, vaskemaskine og flere meter strygetøj og usvede mig gennem en bog. Jeg har også kraftigt overvejet at forflytte mit natlogi til underjordsetagen, for jeg er simpelthen mæt af at vende min dyne op til en million gange hver nat. I det beskedne håb, at det hjælper. Og det gør det så i omkring ½ minut.

Jeg er, til husbehov, glad for grillmad. Lige nu er jeg dog nået dertil, hvor blot tanken om en grillpølse eller enhver form for marineret kød får mig til at længes lidt skjult efter boller i karry eller flæskesteg med svær. Jeg er forstoppet af kold kartoffelsalat og gået totalt kold på koldskål. Min isration har taget de næste par år med, så jeg bør faktisk ikke spise så meget som en eneste is før 2021. Jeg har tømt sodavandslageret i kælderen og orker ikke engang at supplere det, for det vil indebære, at jeg skal ud at sidde i en bil, og det er næsten det ultimative mareridt. Efter 10 minutter uden mig, har min bil jo egenhændigt genereret et indre bål, så jeg altid har handsker med for overhovedet at turde forsøge at røre ved det rat, der dog trods alt er relativt væsentligt for bilkørsel.

Og det er så bare mig. Den priviligerede semi-pensionist, der kan tage permanent bolig i sin kælder og dagdrive i skyggen hele dagen, hvis hun vil.  Men der er jo faktisk tusindvis af mennesker, der går på arbejde. Også udendørs. Dem vil jeg sende mine allervenligste tanker og store forståelse. Det samme til husdyrene, hvor i alt fald den lokale har omdannet sig selv til et permanent pustende dovendyr, der nærmest ikke engang gider gå sine, i gråvejr, højtelskede ture.

Giv mig mine 20 grader tilbage, please. Eller giv mig bare et lille åndehul med normal dansk sommer. Det er altså ikke for at være utaknemmelig–det er bare fordi, det sådan er lidt nok. Alle de ting, jeg bare ikke får gjort, tårner sig jo op, og jeg må indrømme, at selv om solen er gået i permanent skin, så er jeg ikke helt soltilfreds. Jeg er derimod meget mæt. Solmæt, om man vil.

Ville det måske–altså bare som et beskedent forslag–ikke være bedre, om vi fordelte al den sol og varme noget mere ligeligt? Hvis man nu tog den sidste måneds grader og sol og dividerede dem med maj, juni, juli og august, så er jeg sikker på, vi kunne ligge lige omkring de 20 grader hele perioden–og måske endda forlænge vores ellers notorisk korte sommer med nogle dage. Det ville da være fedt. Og så indlægge nogle gedigne regnvejrsdage ind imellem. Både for landmændene og havedyrkernes skyld. Men så sandelig også for, at vi andre igen kunne opbygge den taknemmelighed overfor solen, som den altså er lige ved at have fået gjort kål på–for mit vedkommende!

Det her er bare noget, jeg har hvisket lige så stille. Og måske er jeg den eneste, der har det sådan?

 

Continue Reading

Van Morrison på Heartland.

I dag vil jeg, i ren og skær protest og afmagt, sætte alle mine gamle Van Morrison LP-er til salg. De vil sikkert være noget værd, for jeg tror, Van the Man, altså den rigtige, er død og borte, og så ryger priserne jo gerne lidt i vejret. I alt fald var det ikke Morrison himself, der spillede i aftes på Heartland. Den spand lort ville min musikalske helt, som jeg har gået i 40 år og ventet på at høre, umuligt have kunnet være bekendt overfor sig selv. Han må have sendt en fejlslagen klon, en amatøristisk understudy–eller også er det på tide, han erkender, at nu behøver han ikke skovle flere penge ind på de (forhenværende!) fans,  han med svimlende hast fornærmer og håner med en sådan håbløs optræden.

Thomas Treo fra Ekstra-Bladet er kendt og berygtet for sine svinske anmeldelser. I anmeldelsen af netop denne koncert er han simpelthen ikke modbydelig nok. Hvis jeg nu havde villet til amatør-jazzkoncert med et andenrangs band på en snusket natklub oppe i The Bronx ( hvad jeg i øvrigt aldrig kunne have drømt om!), så havde jeg vel næppe gået til Morrison-koncert på Sydfyn. Men ikke desto mindre var det den forestilling, jeg fik. Samtlige numre var et udflydende, kønsløst ingenting, hvor man hverken kunne høre, hvornår et nummer startede–eller hvornår det (heldigvis!) var slut. Jeg kunne f.eks. efterfølgende se på sætlisten, at den havde indeholdt et af mine yndlingsnumre, Vanløse Stairways. Den havde jeg helt og totalt misset, og det er da, på sin vis, lidt beundringsværdigt, at man kan forklæde et godt nummer så intetsigende, at selv kendere ikke opnår bare den mindste form for genkendelse. Også den smukke ballade Crazy Love blev massakreret til ukendelighed, og vi fik klar anskuelighedsundervisning i, at et nummers gennemslagskraft og skønhed udelukkende beror på udførelsen. Eller manglen på samme.

Det er forståeligt, at en kunstner med mange år i branchen såvel nyfortolker sine numre som genopfinder sig selv ind imellem. Men der er vel absolut ingen grund til at gå kunstnerisk i baglås og udføre øredøvende massakrer på sine geniale numre. Jeg tror simpelthen ikke på, at Morrison vil indhente flere fans blandt de 20-30-årige ved at begå uhørligheder på sine egne hits med den bagtanke, at de så appellerer til hipster-generationen. Vi, der har været med fra begyndelsen, ved præcis, hvad vi gerne vil have, hvad det er, der i vores ører gør Morrison til en så altoverdøvende, genial kunstner–og når vi så absolut ikke tilnærmelsesvist får det, så taber han såmænd både os og det ikke-eksisterende potentiale. Morrison er balladens mester. Helt uovertruffet. Der var ingen ballader på Heartland. Og de, der engang havde været det, blev slagtet til ultimativ begrædelighed.

Heldigvis sad jeg (på intet tidspunkt følte jeg trang til at stå op eller rokke med bare yderste led af storetåen!) klods op af en trendy bar, hvor medlemmerne af Magtens Korridorer holdt hof og uddelte masser af indviede kindkys, så mens Morrison-katastrofen udrullede sig til den ene side for mig, kunne jeg da i det mindste fordrive tiden med lidt seriøs celebrity-spotting.

Oppe i Belfast er der en Boots, der altid spiller Morrisonmusik. Den kommer jeg tit i, når jeg er i byen. Heldigvis har Belfast flere Boots, så jeg vil for fremtiden omlægge mit handelsmønster. Jeg bemærkede også til manden på vejen til Fyn ( altså før katastrofen indtraf!), at Belfast burde have overvejet at navngive deres nye lufthavn efter den lokale musikstjerne, istedet for efter den fordrukne fodboldspiller, Georg Best. Nu er vi helt enige, Belfast. Godt set! Eller hørt!

Continue Reading

Om (midlertidig!) stress.

Efter jeg er holdt op med almindeligt lønarbejde, er jeg meget sjældent stresset. Jeg har intet at være stresset over, og både min krop, min mentale tilstand og min hjerne har næsten fortrængt og glemt alle de mange år, hvor stresstilstande (kortvarige og langvarige) var et livsvilkår.

Men her forleden smækkede den. Stressfælden. Sen hjemkomst–sådan klokken kvart i kvalme på en afdød togstation, nærmest midt om natten. Afgang tidligt næste morgen til Nordjylland for at modtage nogle nye stole, som PostNord diplomatisk antog ville ankomme mellem 7 og 16 ( hvem andre slipper lige afsted med så upræcise tidsangivelser?) og udsigten til et foredrag med tilhørende Powerpoint 2 dage senere. Vel at mærke et foredrag, som skulle skabes fra bunden og et PowerPointshow, som endnu engang, udover det rent tekniske, hele tiden skulle kæmpe mod min overvældende PowerPointallergi. Når man har været indenfor undervisningssektoren i mange år, er man udpræget PowerPointallergiker. Sådan på grænsen af røde knopper, åndedrætsbesvær og livslange traumer. Problemet er bare, at der, mig bekendt, ikke findes alternativer. Endnu.

Og så var der lige kørslen til KBH retur på en dag. Der er langt til KBH. Meget. Også hjem igen. Endnu mere fordi jeg faktisk havde været der 2 dage før, men ikke kunne blive pga. nogle nordjyske stole og de materialer, jeg havde hjemme hos mig selv.

Anyway, så kører det op indeni. Så bliver man kort fra hovedet, irritabel og udpræget uelskelig og bandende. Jeg gør i alt fald. Så virker alt overflødigt som forstyrrende elementer, der udelukkende har det formål at forhindre en i at komme derhen, hvor man gerne vil. Nemlig om på den anden side. Og så driller tingene. Så vil ens pc ikke samarbejde, og den fortrinlige bog, hvor der stod noget genialt, har gemt og formummet sig selv. Ydermere kan man udmærket se, at ens hjem er i drastisk forfald omkring en rent rengøringsmæssigt, og køleskabet er i fremragende gang med at tømme sig selv, fordi det selvfølgelig ved, at man slet ikke kan overskue at tage ned at handle. Der er bare SÅ mange ting, man meget hellere vil, og ens liv bliver på det nærmeste spoleret af, at der er helt præcise ting, man SKAL have overstået. Og de ting, der skal overståes, har samstemmende vedtaget, at de vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for ikke at indgå i et givende samarbejde. De billeder, man i mangel af bedre stjæler fra nettet, vil ikke oploades i menneskevenligt format, PostNord venter bevidst med at komme, til dagens nærmest er ovre, den øvrige trafik på motorvejen er decideret udelukkende opsat på at køre i vejen for ens personlige transportmiddel ( hvad skal de også derude?), og andre mennesker understår sig i at ringe for at spørge om noget så inderligt overflødigt som bare, om man har det godt! Det har man så ikke. Man er stresset!

Jeg havde lige glemt, hvordan det var. Og jeg har absolut ingen som helst ønsker om en snarlig genopfriskelse. Tak, jeg lever særdeles fint uden stress som en permanent faktor i mit liv. Jeg er også meget, altså virkelig meget, sødere, omgængeligere, ubandende og imødekommende uden. Akkurat som alle andre mennesker.

Alligevel har jeg det lille trick–eller den lille talemåde, som jeg altid bruger, når jeg er i den slags situationer. Disse vise ord, som er så simple, at det næsten gør ondt. Men som virker. Altid virker. Hvis man vel at mærke stopper sig selv midt i selvdestruktionen, sætter sig ned, husker dem OG efterlever dem. Det kan være forfærdeligt svært, men det hjælper. Så er vejen om på den anden side i alt fald lidt mindre traumatisk.

Nemlig: En ting ad gangen. Det vigtigste først. SÅDAN!

 

Continue Reading

Den forbandede familie.

Leonora Christina Skov: Den, der lever stille

Endnu en roman i tidens trendrække af (halvvejs selvbiografiske?) skildringer af den dysfunktionelle familie. Oven i købet nok en af de allermest omtalte. Især omtalte på den måde, at den i medielandskabet er kommet til at stå som en mursten af en roman omkring en mor, der ikke elsker sin datter. Det er den også. Men set herhjemme fra min boghylde handler den akkurat lige så meget om en datter, der ikke elsker sin mor. Det sidste kan, set i min optik, ikke undgå at påvirke hele dens synsvinkel.

Det er en god og velskrevet roman. Nogle gang lidt for lang i spyttet, men det er tilgivet. Og så vælger jeg fuldstændigt at negligere diskussionen omkring genre, for lad mig bare se den som et stykke fiktion og ikke som beskrivelsen af den rene, skinbarlige virkelighed. Jeg kender mest Skov som en mester i den nygotiske genre med masser af forbyttede børn, skræmmende herregårde ved nattetide og optrevlede anetavler, der på sidste side giver alle spøgelserne navn og sammenhæng. Men altså ikke her. Her er vi såmænd bare i Helsinge og omegn med enkelte afstikkere til Vamdrup, og alle spøgelserne (som det vrimler med) findes udelukkende inde i personerne selv. Til overflod.

Lille Christina vokser op i en lukket, verdensforskrækket familie, hvor stilhed udadtil og ubrydelige regler for nærmest alt styrer den daglige, og evigt gentagne, dagsorden. Familien er spøgelsesslottet, hvor man måske ikke indemurer og spiser børn konkret, men i overført betydning er det såmænd også fuldt tilstrækkeligt. Og Christina er skiftingen, det forbyttede barn, der absolut intet har til fælles med det sted og de mennesker, hun er blevet sat ned mellem. Ovenikøbet viser det sig, at hun er lesbisk, og det er fuldstændigt uacceptabelt i den form for kærlighedsløs dysfunktionalitet. Så hun må forme både sig selv, sin identitet og sit liv på trods–altid MOD det “falske sted”, hun fik som udgangspunkt.

Især forholdet til moderen står som centralt i bogen. Fortælleren kæmper hele vejen med sit uforløste krav om anerkendelse. Hele tiden påstår hun at angle efter moderens kærlighed, som samme moderdyr enten ikke formår at vise eller ikke ejer. Eller også er det, som jeg personligt ser mellem linjerne, en evig kamp for at overvinde sig selv nok til at komme til selv at elske moderen. Og det sidste virker som et uoverstigeligt bjerg, da samme moder simpelthen ikke er elskelig. Hun er bogens onde dronning, den dybt egoistiske–og dybt skadede–troldkvinde, der udelukkende har nye portioner af dysfunktionalisme i sin tryllestav. Faktisk oplevede jeg adskillige gange gennem læsningen fornemmelsen af, at nu var det nok. At det næsten gjorde ondt på mig, læseren, at Christina blev ved i endnu et ørkesløst forsøg på at vinde moderens kærlighed. Eller—at overbevise sig selv om, at det var muligt at komme til at elske hende.

Selvfølgelig kan bogen også læses som en “coming-of-age” roman. I så fald en meget lang en, hvor selve processen tager flere årtier. Og en dybt personlig skildring af, hvordan det er at springe ud som homoseksuel. Også på de to planer har den værdi, interesse og væsentlige ting at sige. Men den er først og fremmest endnu et indlæg mellem alle de andre dysfunktionelle familier, som litteraturen skøjter rundt om og grovdyrker i disse år.

Continue Reading

Om en aktiv seniorpolitik.

Jeg var i Gladsaxe i går for at holde et rejseforedrag for en gruppe af kommunens seniorer. De skal nemlig en tur til England. Ikke at der er noget usædvanligt i, at en gruppe pensionister fra en given kommune skal ud at rejse, men jeg tror, det er relativt usædvanligt, at det er kommunen, der står som udbyder, tilrettelægger og arrangør. –Og så glemmer vi alt om Brixtofte og gratis fly, ophold og grisefester. Det er ikke der, vi er. I Gladsaxe betaler man selv, men kommunen garanterer, at der medfølger såvel seniorkonsulent og sygeplejerske. Foruden mig, guiden.

Der var 25 af dem, og de glædede sig mærkbart i hele rummet. Nogle kom springende, mens andre tog det lidt mere adstadigt med rollatorerne, og en enkelt havde hjælper med, fordi hun var blind. Gennemsnitsalderen var decideret over, hvad mine rejser plejer at byde på. Men forventningerne var så meget desto større. Det var tydeligt, at flere ikke var rejsevante, men kun tog med, fordi det hele netop foregik i dette regi, hvor hjælpen hele tiden var i nærheden. Udover selve rejsens indhold diskuterede vi meget medicinmedbringelse, transport af rollatorer, gåafstande og syge/rejseforsikringer. Alt det havde seniorkonsulenten uddybende svar på. Hun er nemlig vant til det, for Gladsaxe Kommune udbyder hele 2 udenlandsrejser hvert år.

Mens jeg var der (og siden på nettet, da jeg kom hjem) spurgte jeg ind til (og googlede), hvad alt det der seniorhalløj i Gladsaxe egentlig handler om. I forvejen havde jeg hørt fra andre, at seniorer har forfærdeligt svært ved at flytte fra Gladsaxe, fordi det er så god en kommune at blive gammel i. Det var også mit indtryk. For udover næsten daglige skovture for alle, masser af tilbud om underholdning og cafeture, adskillige flerdages højskoleophold over hele landet–og så de 2 årlige udenlandsture af en uges varighed, sidder der en ildsjæl derovre og har det overordnede formål, at ingen, virkelig ingen, i kommunen bør være ensomme, hvis man både har tilbuddene samt laver lidt aktivt arbejde for at involvere folk i dem.

Når jeg kigger på de fleste af seniortilbuddene i min egen egen kommune, er der faktisk ikke meget, jeg har den fjerneste lyst til at gå til. Det appellerer sgu` ikke rigtigt og lyder forfærdeligt kedeligt og meget antikt. Det var ikke det indtryk, jeg fik derovre. Endvidere er jeg også sikker på, at netop en så aktiv seniorpolitik faktisk hjælper med til at undgå den frygtede ensomhed. For det var jo alle grader af spektret “at blive ældre”, der skal med mig, sygeplejersken, som i øvrigt er frivillig, og konsulenten til England. De lyste ud af dem, at de havde fuld tiltro til, at der blev passet på dem, og at en rollator overhovedet ikke var et problem rent rejsemæssigt. Et af de ord, der hyppigst blev brugt, var “plejer”, og min klare opfattelse var, at i Gladsaxe “plejer” pensionisterne en masse ting med kommunen i ryggen.

Det er muligt, at en så aktiv seniorpolitik ikke holder folk i live længere. Men den gør i alt fald deres seniorår væsentligt sjovere og mere oplevelsesrige. Takket være en kommunal ildsjæl og en kommune med respekt for sine ældre medborgere.

Continue Reading

Historiens stækkede vingesus.

For en gangs skyld har billedet absolut intet med indlægget at gøre. Det viser molen i Eastbourne i går, i solskin. Og er da ganske nydeligt!

Min chauffør på denne tur rundt i det sydlige England er en rigtig sød, ung mand, der taler ligesom Hugh Grants håbløse bofælle i Notting Hill og kommer fra “The Valleys” ovre i Wales. Så ved kendere, at vi ikke kan undgå at tale miner og minearbejdere. Eller rettere: mig, for jeg er en nysgerrig sjæl. For hans vedkommende virker det som om, vi sagtens kan lade den slags ligge, selv om han da gerne vil tale om det.

For han er en af de heldige. Hans far var lastbilchauffør og var dermed en af de eneste, som bibeholdt sit arbejde dengang i 80-erne, hvor Fru Thatcher lukkede samtlige miner over hele England. Og allermest i Wales. Her skal ikke diskuteres minernes rentabilitet eller rimeligheden i at lukke arbejdspladser og livsnerver i små samfund, kun fortælles om, hvordan det er derovre i dalene her næsten 40 år senere.

For min driftige unge mand fortæller om, at han for få år siden købte et hus til dine svigerforældre. Svigerfaderen mistede nemlig sit arbejde i minerne i 80-erne og har siden ikke haft arbejde. Så han har opdraget sine 5 børn på socialhjælp og sidder nu til leje hos sin svigersøn, mens han slider numsen i laser frivilligt for Røde Kors, så alle de andre, der heller ikke har haft arbejde i 4 årtier, kan få lidt hjælp. Det er jo ikke fordi, de er specielt dovne derovre i Wales— jeg har nu heller aldrig anset minearbejdere som udpræget dovne!— der ER bare intet arbejde. For når minen lukker, så lukker købmanden, slagteren og alt det andet såmænd også hurtigt…

Selvfølgelig har han drømt om at flytte, men han elsker jo sin tætte familie og sin hjemegn. Også selvom kommuneskatten er Storbritanniens næsthøjeste efter London, for nogen skal jo betale for alle de arbejdsløse. Vel får de da støtte både fra London og EU ( endnu!) derovre, men han mener, at det tydeligst giver sig udtryk i en forfærdelig masse statuer og springvand, de får sat op. Værst er det med springvandene. De bliver alt for let tilholdsstederfor de utallige, som kun kan komme gennem dagene med et stort kvantum alkohol og lidt selskab på springvandskanten. I de senere år har også drugproblemerne eskaleret til umådelige og ukontrollable højder. Ikke blot de gadeforhandlede, men lægerne derovre er tilsyneladende også gavmilde med deres recepter til folk, de ikke aner, hvad de skal stille op med. Der er ikke mange tilgængelige oplysninger om og anvisninger på, hvordan man ellers kurerer arbejdsløshed, der nedarves gennem 3 generationer.

Ved Brexitafstemningen lå de Walisiske dale i absolut førerposition på national basis. Nærmest alle stemte for, at Storbritanien skulle ud af EU. Og, som min chauffør siger, så var det vel i første omgang primært noget helt, helt andet, de stemte imod. Nemlig imod shitty liv, arbejdsløshed, afmagt og et permanent liv på overførselsindkomster. Det giver mening.

Så de er heldige derovre, at de har en ung mand, gift og far til to små børn, som kører turistture herovre i England, hvor arbejdet er. Sådan at han både kan forsørge sin familie ( i flere led), købe huse til dem ( han har tre) og bryde den forbandede, onde cirkel, der har ligget og stækket historiens fremadskridende gang derovre i The Valleys.

Og jeg er på samme tid dybt imponeret over ham og lige så dybt forfærdet over, at der findes områder så tæt på mig, der er så ramte af historiens mere eller mindre naturlige gang. 40 år efter!

Continue Reading