Om at lære noget. Hele tiden.

Jeg har aldrig lært så meget selv, som efter jeg er holdt op med at lære andre noget. Pensionistlivet er blevet en kontinuerlig øjenåbnerproces, hvor næsten hver dag byder på ny indsigt, nye vinkler og spændende åbninger. Det er fantastisk. For aldrig før er det gået op for mig, hvor meget der i grunden ER, som det står enhver frit for at sætte sig ind i. Hvis der da ellers var tid nok.

I bagklogskabens klare lys og med en god afstand ser man pludselig, hvor bundet man førhen har været af sit fag, sit arbejde og sit daglige trummerum. Hvor afhængigt ens tilegnelse af ny viden har været af, om den var decideret brugbar. Omsættelig, om man vil, i forhold til den daglige gerning og det, der gav en samme daglige brød. Enhver nuværende og tidligere underviser–og sikkert utallige mange andre–kender udmærket følelsen af nærmest at føle sig en smule skyldig over at læse en bog, der udelukkende læses for fornøjelsens skyld. Alt blev jo læst med “kan-det-nu-bruges”-brillerne, og man kunne gribe sig selv i at regne en fornøjelseslæsning for en form for simpel spildtid, fordi det læste ikke var umiddelbart anvendeligt. I samme bagklogskabs klare lys går det desværre også op for en, hvor uendeligt ensporet mange ting har formet sig. Men allermest, hvor endnu mere uendeligt meget man har afskåret sig selv for spændende biveje, fordi der ikke var tid–eller, desværre, brugbarhed og anvendelighed i tingene.

Sådan er det ikke mere. Spildtid er et ikke-eksisterende begreb. Det er fornøjelsestid derimod ikke. For det er nu udelukkende fornøjelsen, lysten og nysgerrigheden, der er afgørende for, hvad i alt fald jeg kaster mig over. Og finder jeg noget, der er interessant, kan jeg forfølge det, gå i detaljer, rende videre efter nærmeste spin-off og bruge en forfærdelig masse tid på noget, der er absolut drænet for brugsværdi som sådan, men som bare er virkelig, virkelig interessant. Det er jo en hel verden af overmåde uanvendelige oplysninger, jeg er ved at anskaffe mig selv. Men kors, hvor er det dog spændende!

Som nu den spanske armada. Altså, jeg havde da aldrig i min undervisningsformørkelse ansat det for væsentligt, at jeg kendte til mere end dens blotte eksistens i forbindelse med Elisabeth I. Men det er jo en fabelagtig god historie–jeg elsker at bore i  det faktum, at alle disse skibe blev slået til vrag på Irlands VESTkyst, efter at have sejlet nord om både Skotland og Irland på en tur, hvor de i virkeligheden skulle have været ind gennem Themsen til London. Eller stentyper. Hvorfor der er forskellige stentyper og, især, hvilke der skaber gode betingelser for drypstenshuler–samt, hvad der i den grad slog mig på en odysse gennem både England, Skotland og Wales, hvor fantastisk forskellige byggestilene og stentyperne på almindelige huse er her, altsammen begrundet i lokale sten. Eller historisk betingede bygge- og arkitektoniske stilarter. For selvfølgelig har jeg da undervist i både barok, rokoko og gotik, men det har været sådan på “Se, der er en gotisk kirke”-niveau. Ikke fordi, jeg sådan for alvor vidste noget om det. Og Thomas Telford og Isambard Brunel–de to herrer ligger for tiden allerøverst på min præferenceliste over ting, jeg skal finde ud af. For hvem havde i sin vildeste fantasi forestillet sig, at en engelsklærer i provinsen overhovedet skulle kende navnene på to af de største ingeniører i ingeniørhistorien. I alt fald ikke jeg. Men nu står den på broer, jern og konstruktioner, gør den!

Det er sådan noget med, at livet åbner sig. Eller også er det noget med, at i alt fald jeg gennem mange år slet ikke har set, hvor lukket det har været. Hvor fokuseret på et meget begrænset område. Men sådan skulle det jo også nødvendigvis være. Hovedsagen–og det, man blev betalt for–var vel, at man kendte og kunne sit fag. Fulgte med i udviklingen indenfor det som en løbende proces. Men nu, hvor de tider er ovre, er det fuldstændigt legalt at rende rundt i hjørner og kroge af alle de andre fag også. Samt at løbe med halve vinde og ufuldendt, sikkert mangelfuld viden. For jeg skal jo ikke længere KUNNE det, undervise andre i det. Jeg skal nemlig udelukkende gøre det for min egen fornøjelses skyld, og så er det vel sådan set ligemeget, om jeg ikke forstår det hele eller har ladet nogle jagtmarker være uopdyrkede.

Men jeg kan alligevel ikke helt få hænderne ned over, at livet virkelig er så stort. At selv om jeg bliver ved med at pikle rundt i historie, sten og interessante mennesker, så vil der være nok at gå i videnskrig med, helt til jeg ikke orker mere. Selv der vil der være bjerge af uvendte sten, storslåede broer, livsforløb og fejlslagne angreb tilbage, som jeg ikke har været inde og rode i.

Det kan faktisk gøre mig lettere høj. Tænk, at man selv kan lære SÅ meget, bare fordi man ikke længere behøver lære andre noget som helst!

Continue Reading

En god serie.

Sharp Objects. Netflix.

At opfordre andre til at gå i clinch med denne serie er som en direkte opfordring til binge-watching. Lad være med at gå i gang, hvis der ikke omkostningsfrit kan afsættes den tid, det tager at se alle afsnit. Direkte efter hinanden.

Rent filmisk er serien lidt som at komme hjem eller genfinde gode, gamle og velkendte venner. Vi befinder os i lillebyen Wind Gap (sikke et navn, fortolkninger helt åbne!) i yderst landlige Missouri, og atmosfæren i byen er i direkte familie med Twin Peaks: Her er lidt uhyggeligt, og hengemte traumer ligger på lur overalt. En enkelt klovn eller to ville på ingen måde overraske i gadebilledet. Der er skelet ret kraftigt til “It” i både billeder og handling. Og, når vi nu er ved Stephen King, så er der bestemt også et pænt antal lån fra og referencer til Carrie. Vores kvindelige journalist og hovedrolleindehaver må have gået på samme årgang mentalt som hovedrollen i Niceville, og den lokale sherif så vist på, da Mississippi brændte. Alt i alt et konglomerat af det allerbedste–og allermest uhyggeligt foruroligende–fra alle disse andre blændende skildringer af, hvad lillebyen kan præstere af dysfunktionelle familier, hengemte traumer og usle barndomme.

I Wind Gap er to piger blevet myrdet på bestialsk vis, og hovedpersonen, journalisten Camille, tvinges til at rapportere derfra og dermed at face det provinshul og det kolde  moderdyr, hun mange år tidligere flygtede fra. Ikke, at flugten så sådan har været mere end rent geografisk–mentalt er hun stadig fanget i uforløst selvdestruktion i alkohol og selvskadning. Men, som det jo er i den slags ting: hun må lære at stå ansigt til ansigt med sin egen fortid, for overhovedet at kunne få en fremtid. Samt være med til at opklare, hvem der dog kynisk nedslagter teenagere, når det nok (trods alt!) ikke er underbevidsthedens fæle klovn i kloakken.

Til gengæld er der kloakker nok derude i provinsen. Alle sten, der vendes, viser sig at føre lige lukt ned i den menneskelige kloak af misundelse, kynisme og den rene, skære ondskab. Og skære gør de også. Serien er fyldt med (qua titlen) skarpe, skærende tingester. For her skærer man i hinanden og sig selv, såvel konkret som i overført betydning.

Gennem afsnittene konfronteres man som seer hele tiden med tågede, og i begyndelsen relativt mystificende, flashbacks til Camilles egen traumatiske barndom, som, finder man hen ad vejen ud af, minsandten også inkluderer endnu en myrdet pige. Nemlig hendes søster. Så er er da bestemt noget med den mor, og med den søster, og med den stedfar—og med hele den modbydelige lilleby, der har skabt, og stadig skaber, permanente ar på både krop og sjæl.

Og hvis man stadig ( efter alle disse år) tydeligt erindrer uhyggen i Twin Peaks, Carrie og It, så kan serien da i den grad anbefales. Hvis man har tid. Altså.

Continue Reading

En god–aktuel–film.

DR2. 20.00: Ondskab.

I forbindelse med den særdeles aktuelle debat omkring de såkaldte “puttemiddage” på især Nordsjællandske gymnasier, er der her filmisk indspark om, hvordan den svenske overklasse behandler sig selv og hinanden på samme alderstrin.

Her er ikke mange repræsentanter for kvindekønnet, men det lader til, at drengene i filmen udmærket indbyrdes selv klarer enhver form for seksuelt betinget fornedrelse og rå kynisme. Det er en brutal, men også meget smuk film om en drengs oplevelse af miljøet på en svensk kostskole. Samt hvorledes  samme miljø og de grusomme oplevelser bliver medvirkende for dannelsen af selve voksenidentiteten.

Absolut en god og meget anbefalelsesværdig film. Som alle de infantile tåbelighoveder på visse gymnasier burde bruge deres fredag aften på at se i stedet for at prøve at stive ikke-eksisterende egoer af i uskyldige pigers lapdance. Tænker–nu vi er ved det–at når nu pigerne skal møde op uden hår på kussen, så er det sikkert fordi, de ville udgøre en umiddelbar hårmæssig trussel overfor bumsede pubertetsdrenge, der endnu ikke selv er begyndt at gro den slags. Nogen steder.

 

Continue Reading

Om hvor lille verden er….

Jeg skriver den bare, fordi det simpelthen er en god historie…

I turistbussen på motorvejen omkring Manchester falder snakken fra guidestolen på Manchester United. Først selvfølgelig på Peter Schmeichel, men hurtigt over til George Best, som, hvis nogen ellers kan huske det, havde en dansk kæreste nogle måneder i 1969.

Hun hed Eva Haraldsted, var kæreste med den lokale slagters søn, men mødte så Best, droppede slagterens søn og blev forsideudstillet kæreste med fodboldikonet. Det forhold varede vist et halvt års tid og en masse opstillinger og henslængninger på køleren af diverse luksuskøretøjer.

Her burde historien så ende, men det gør den ikke. For nysgerrigheden i bussen var enorm omkring, hvad der dog var blevet af den skønne Haraldsted–men bestemt også slagterens søn. Enden på en tredje aktør kender vi jo alle, og den var ikke allerbe(d)st.

Det er så her, det fra bagsædet i bussen lyder: “Jeg købte et hus af Eva for et par år siden. Hun bor i Skæring–og er i øvrigt gift med (gæt så lige engang!!!)–slagterens søn!”

Det er lige præcis det, jeg mener med, at verden somme tider er lille. Og fyldt med gode historier.

Continue Reading

Om min barndoms tegner.

Jeg har lige sagt farvel til mine seks platter med motiver af Kurt Ard, som nu omsider er rejst mod et nyt hjem, efter at have været til salg hos mig i over tre år. Det er både vemodigt og en lettelse.

Lad os starte bagfra med lettelsen: Jeg har egentlig aldrig vidst, hvad jeg skulle stille op med de platter–og fylde, det gjorde de jo også. Hjembragt som et kup fra en genbrugsforretning, fordi de bare talte lige ind i mig med deres løfter om evig barndom, verden uden at være gået i ulave og raske drenge, der bliver store og stærke udelukkende på en diæt af Solgryn. Men hvad skal man lige BRUGE dem til? Det gør jo ondt helt ind i nostalgihjertet at spise af den oversøde æblepige og måske endda uforvarende at ridse hende mellem Ingrid Marierne (hos Kurt Ard er der ikke oplagte andre steder at ridse!). Og hænge dem op på væggene GØR man jo ligesom bare ikke. Der sidder en kolossal psykologisk barriere mod vægophængte tallerkener og spanske souvenirs hos en overvejende del af min generation, som er flasket op mellem årgangsjuleplatter på enhver ledig endevæg. Mange af os kan stadig føle klaustrofobien bare ved synet af en uskyldig Royal Copenhagen fra 1975, så vi forviser strengt vores spisestel til skuffer og skabe. Gør vi!

Vemodet ligger så netop i dette uigenkaldelige farvel til en tid, der var engang. Eller aldrig var, fordi den primært VAR på endevæggene, i Familie-Journalen og på Solgrynpakkerne. Kurt Ard var overalt i min barndom. Han var tidens mest elskede tegner og derfor selvfølgelig den mest brugte. Hans lettere idylliserende, men sandelig også mildt ironiske og humoristiske kommentarer til dagliglivet i Danmark i 50-erne og 60-erne kom ud i alle de små hjem, fordi de netop fandtes i den type af datidens medier, der FANDT ud i alle de små hjem. Vi læste ugeblade, mange endda, og især Familie-Journalen var en konstant i vores tilværelser. Meget af vores viden var rent faktisk baseret på artikler, vi selv havde læst deri. Deri og i Samvirke, og så var det jo sandt. Platterne var en serie om “Livets realiteter” (store ord, men også med et stort gran af den Ardiske humor), hvor f.eks. “Den første kærlighed” og “Hjemme bedst” figurerede, og jeg er næsten overbevist om, at den generelle mening dengang var, at det da bare var lige præcis sådan, det hele var. Livet var faktisk ikke ret meget mere besværligt, end man selv gjorde det til. Og det gjorde Kurt Ard så ikke.

Vemodet ligger også i, at de platter har været min showcase i samtlige tre år, når jeg har været på marked. Dem, der trak folk til, og dem, der var indledningen til en rigtig god snak. Hvor har jeg dog ført lange samtaler med vildt fremmede mennesker om Familie-Journaler og Solgryn. Og om barndomme. Men allermest husker jeg den unge pige, som lidt genert spurgte mig, om hun måtte tage et billede af platterne. Selvfølgelig måtte hun det–især fordi min umiddelbare tanke var, at hun lige skulle hjem og overveje, om de skulle indlogeres i  og passede ind i hendes hus. Det var dog ikke sådan, det hang sammen. Det viste sig, at pigen var Kurt Ards barnebarn. Og billederne skulle sendes ned til tegneren, som stadig lever og bor i Sydfrankrig. Hun fortalte mig, at Ard er en lidt bitter, gammel mand, for han føler sig gemt, glemt og overset i sit fødeland–helt skruet ud af tidsånden og billedlig eksponent for en tid, vi ikke regner for noget. En tid, hvor vi–helt ulig i dag–gik efter det pæne, det ufarlige og ( i alt fald i manges øjne) det overfladiske. Og en tid, hvor man (prøv bare lige at tænke på det!) så på Familie-Journalen med HELT andre øjne, end vi gør i dag, hvor det da kræver mod for de fleste åbent at indrømme, at de læser den andre steder end hos frisøren. Og da kun i mangel af andet! Det, hun ville give sin morfar, var en visuel bekræftelse på, at nogen stadig påskønnede ham i hans hjemland!

For det gør vi jo. Godt nok med en anelse kitchnostalgi. Og på den måde, at det da er rigtigt dejligt at eje de platter, men at man (i alt fald jeg) altså ikke lige ved, hvad man skal stille op med dem. De stammer fra en tid, hvor man flashede sin påståede idyl på væggene,men det gør vi altså ikke mere. Og i skufferne har jeg desværre allerede nok overflødigheder, så mon ikke det alligevel mest er en lettelse at sende de platter til Ikast, hvor de forhåbentlig får et rigtigt spændende liv. Måske endda på en endevæg?

Continue Reading

Om det “andet” Tyskland.

For de fleste indebærer en endagstur over grænsen seriøs spiselig eller drikkelig luksusvareshopping og måske en strøgtur i Flensburg. Det er bestemt også attraktivt–jeg nyder det selv meget. Også den uges tid bagefter, hvor jeg vælter mig i Pandaer og engelsk vingummi, indtil mine E-stofdepoter er ved at briste.

Men der er altså også en anden vej derned. Nemlig den vestlige. (Og–jeg kan lige så godt få det overstået: Derovre har de faktisk også grænsekiosker. Der er tale om Fleggaardiseret land.)Altså vejen ud over marsken i dette fantastiske landskab, hvor det myldrer med dyreliv af enhver art, og hvor himlen er så stor, at den fylder det meste af horisonten. Det er vigtigt, for at få alt dette med, at man ikke blot tager den lige landevej på ca. 50 km. hver vej fra Tønder til Husum, men i stedet drejer ud gennem marsken med alle dens kog og små, finurlige, streglige veje, hvor det også på lange vejstrækninger er muligt at køre langs digerne. De sidste kan man hyppigt komme op på—–og er man modig nok til at tage turen på cykel i stedet, kan man såmænd ofte køre oppe på dem.

Det er fårenes, digernes, fuglenes, Emil Noldes og alle afvandingskanalernes land. Det er også et af tyskernes foretrukne ferielande, hvor der er små pensionater, glimrende cykelruter og listige forretninger, der sælger alt det, man ikke anede, man manglede. Mest i plastik. Og så vrimler det med gode fiskerestauranter, hvor der sættes en ære i at diske op den mangfoldighed, der er blevet båret op af havet samme morgen.

Jeg er vild med marskegnene, dybt og forfærdeligt inderligt fascineret. Helt ærligt, så er der jo ikke den store forskel fra Danmark på hverken land eller by, når man krydser grænsen på Flensburgsiden, men herovre er så markant en fremmedhed, at man slet ikke er tvivl om, at man er kommet til ud-landet, til landet derude, ud på landet. Her er fugle i flokke- og tusindvis, og som absolut analfabet (eller hvad det nu hedder!) indenfor ornitologien må jeg personligt nøjes med at beundre deres massive antal og store forskellighed. Men en skestork kan jeg da til nød kende, og dem er der altså en pæn befolkning af. Det er også nok i sig selv. Her er enorme fåreflokke, som bare går og bliver opfedede og opsaltede, så de kan få præcis den smag, der er så kendetegnende for lammekød, der er natursaltet på digerne. Og så er her så uendeligt få mennesker. Det er som om, mennesket nærmest bliver lidt væk under denne store, overvældende himmel.

Ud for kysten ligger øerne og hallingerne (små, ubeboede øer) som perler på en snor, og enhver, der har prøvet at flyve den vej til London i godt vejr, ved, at de nærmest ligger på lige rækker. Der er små færgelejer inde på land langs kysten, hvorfra man kan sejle ud til dem, og det gør tyskerne da også i den grad. Ved Dagebüll er der nærmest færge-trafik-myldretid hele sommeren, og her kan man (som et godt tip) spise en fremragende fiskefrokost på Janssens Hotel med terasseudsigt til det hele. Overse i den forbindelse brune vægge og gardisettegardiner og erkend, at den slags er standardudstyr indenfor tysk boligindretning.

Udover de dejlige byer Friedrichstadt og Tönning, som jeg i øvrigt slet ikke vil komme ind på her, er Husum virkelig også et besøg værd. Det er en umådeligt hyggelig by, med tydelige danske aner og helt sit eget flotte slot. Gaderne er overnuttede, og den charmerende havn, hvor man virkelig kan fornemme tidevandsforskellene, er en turistmagnet på en temmelig meget mere autentisk måde end Nyhavn. Det er sådan et sted, man kan side i timevis og bare betragte livet.

Endelig er der så Nolde, hvis museum for–i alt fald i naziterminologi–entartete, ungemahlte billeder skyder op midt i selve den store intethed, tæt omsluttet af en ganske vidunderlig have. Nolde formåede at male selve marsklandets sjæl ind i sine billeder, og det er en stor oplevelse at se disse netop midt i den store himmels hjemland. Han var en stor og grænseoverskridende ekspressionist, og selve det, at han ansås for farlig og undergravende i Hitlertiden, borger vel i sig selv for kvalitet.

Så det er bare at dreje til højre et sted på vej ned til Rutineflensborg og Rutinefleggaard. Det betaler sig på oplevelseskontoen.

Continue Reading

Om gårsdagens nyheder.

Hvis det nu var mig, der var hende Trishy/Bitchy-damen på Fox News, så ville jeg slå til nu. I det store Danmarksangreb. I disse dage kan hun nemlig med lethed udstille nationen som et tegneserieland, HELT uden selv at medvirke til at opfinde fake news. Hun skal bare kommentere på de aktuelle nyheder.

I Danmark kan man nemlig ikke blive statsborger uden at give sin personlige borgmester hånden. Det er, udover en masse seriøse ting, udelukkende det, der er udslagsgivende. Sådan. Ens kvalifikationer omkring alvorligt ment nationalt tilhørsforhold sidder tilsyneladende i fingrene. Som allerede indfødt skaber det da lidt problemer og seriøse overvejelser hos mig omkring mulig fratagelse af samme statsborgerskab. Der er nemlig mange borgmestre (i særdeleshed inklusiv ham i min egen by), som jeg selv meget nødigt ville blåstemple via et håndtryk, og som jeg helt sikkert ville undgå som tilsmudser af mine hænder. For slet ikke at tale om, at jeg ville rende højtskrigende bort, hvis nogen bad mig hilse på folketingets formand eller den minister, der bor i Hadsund. Det kunne Trishy/Bitchy da godt få en god-og sand- historie ud af.

I Danmark må man ikke gå ind på en politistation–eller færdes udenfor–hvis man har niqab på. Så får man en bøde, og bliver man ligefrem vaneforbryder og gentager al denne formumning, så vanker der kraftige indhug på bankkontoen. Vi har nemlig mange politimænd ansat til at holde øje med den slags grimme ting. Det er, altså politimændene, alle dem, der ikke lige står nede ved grænsen og tjekker, at der heller ikke kommer hovedbeklædninger ind den vej. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kommer altid til at tænke på den lysegrønne, elektriske plydstingest  af en hovedbeklædning med hale og takker på cirka ½ meters længde, jeg engang købte i Inverness. Den skulle forestille Nessie, søuhyret, men den var, indrømmet, mere komisk end egentlig vellignende, og hvis nogen ellers kender Nessies udseende, så er jeg sikker på, det ligger langt fra den tingests. Pointen er her, at jeg bare noget så udmærket forstår, hvis jeg havde fået en bøde for at vise mig offentligt med den. I den dårlige smags tjeneste. Men på nogle områder er vi tilsyneladende vildt liberale med regler for hovedbeklædning, så den havde jeg såmænd nok fået lov til at gå rundt med i fred og fordragelighed. Mon ikke Trishy/Bitchy kunne lave et lille spin på det?

Og når vi nu er ved beklædningen, så er det blevet forbudt ved lov i Danmark at bære rygmærker og andre tilkendegivelser af synlige tilhørsforhold til banden Loyal to Familia. Enhver kan selvfølgelig sige sig selv, at det er den direkte og sikre vej til på stedet at afskaffe alt det bandeuvæsen. De melder sig jo ud og bliver illoyale overfor familien i hobetal, når sådan en spidsfindig lov får skovlen under dem. Hvorfor i alverden har ingen dog tænkt på en så intelligent løsning på bandeproblemer før nu? Måske kan man så i samme åndedrag lovgive for ( eller mod?) flashing af Gucci, Versace og andre farlige mærker blandt de nordkøbenhavnske elitebander og på den måde afskaffe klassesamfundet? Her kunne Trishy/Bitchy måske endda blive inspireret til et nemt lille tiltag mod både storbykriminalitet og en gang elitebashing i området omkring Martha`s Vinyard?

Endelig er der så den med tegneserielandets tegneserielandshold. Eller mangel på samme. Eller hvordan det nu hænger sammen det hele. Her er jeg på fuldstændig usikker grund, for jeg er absolut ude at stand til at gennemskue, hvordan det hele hænger sammen, og mine meninger stritter i alle retninger og modsiger samtidigt hinanden. Men heldigvis, og det er da en lettelse, gør den slags overhovedet ikke spor indenfor Trishy/Bitchys form for logik. Men jeg forstår ikke det der med tøsefornærmethed over manglende sponsorindtægter. Personligt flasher jeg da gerne 4-5 mærker samtidigt, hvis jeg scorer kassen, for enhver ved da godt, at det da på ingen måde er fordi, man selv anvender og billiger et mærke, at man reklamerer for det. Ligeledes forstår jeg heller ikke, at nogen agerer skruebrækkere–altså samtidig med, at jeg da så udmærket forstår, at det er med at gribe chancen for at komme på landsholdet, når man normalt spiller i Tarup/Paarup. Eller Østvendsyssel. Og så forstår jeg i den grad de stakkels tjekker, der føler sig snydt, bedraget og gjort til grin, når vi ikke regner dem for mere, end vi gør, ved at komme anstigende med et tegneseriehold. Her er jeg yderst overbevist om, at Trishy/Bitchy kunne finde op til flere indgange på at lave en overfladisk analyse af socialismens fordærvelige indflydelse på landsholdsfodbold.

Gårsdagens topnyheder i Danmark! Nogle gange skal vi passe noget så inderligt på, at vi ikke larmer så meget over tegneserieproblemer, at vi totalt overhører de støvletramp, der lyder højere og højere……..

Og du må frit kopiere, Trishy/Bitchy. This is, unfortunately, not fake news!

 

Continue Reading

Om en mand med en drøm….

Har man en drøm, må man selvfølgelig “go for it”–også selv om drømmen i sig selv nogle gange er både besynderlig og aparte.

Nede i Friesland, omkring 30-40 kilometer fra den danske grænse, mellem Dagebüll og Husum, og langt ude i marsklandet ligger Sønke Nissens kog. Et kog er et inddæmmet område, som man med store såvel fysiske som økonomiske omkostninger har drænet for vand og omdannet til frodigt landsbrugsland. Meget frodigt, endda.

Sønke Nissen, som netop dette kog (blandt mange andre) er opkaldt efter, var søn af egnen og drog som ung til det nuværende Namibia, hvor han var involveret i såvel diamantminer som jernbanedrift. Han skovlede penge ind, og onde tunger påstår, at hans indskovling på et tidspunkt medførte, at han måtte ud af Afrika ustyrligt hurtigt. Vel hjemme–og sikkert med en ubærlig længsel efter Afrika i bagagen–besluttede han sig for at investere alle bloddiamanterne i helt sit eget kog.

Og ikke et hvilket som helst kog. Der var skam klausuler. For alle, der fik tilladelse til at bygge på Nissen nye kog (eller betalte for det, helt præcis!) måtte udelukkende bygge huse i afrikansk kolonistil og med grønne tage. Ydermere skulle alle de opførte huse opkaldes efter stationerne langs den jernbane, samme Nissen også havde været med til at bygge dernede i Afrika.

Så den dag i dag, omkring hundrede år efter salig Nissen inddæmmede sit eget lille frisiske Afrika, ligger de der stadig, disse majestætiske og fuldstændigt malplacerede afrikanske huse i kolonistil. Der er nok en 20-30 af dem, og de virker mildest talt noget eksotiske derude, hvor alt ellers er i røde sten, og himlen er så uendeligt høj, at de alle kan genkendes på deres irgrønne tage på mange kilometers afstand. Det er, både på afstand og tæt på, noget af et syn. Et meget excentrisk syn.

Sønke Nissens hustru var i øvrigt, efter hans død, også involveret i den store historiskrivning, da hun lagde sit frisiske vadehavs-afrikanerhus til, da Göring i sin tid forgæves prøvede at afværge verdenskrigen ved at mødes med diverse englændere derude, hvor der tilsyneladende også dengang var en form for sort sol, i overført betydning.

At køre gennem Sønke Nissens kog på en vidunderlig sensommerdag med højt til himlen, utallige gæs, ænder, får og vadefugle er en særegen oplevelse. Som at lande midt i Afrika midt i al den fantastiske vadehavsnatur. Man bliver så glad, på sådan en lidt smilende, ironisk måde, over, at selv de allermest aparte og besynderlige drømme KAN lade sig gøre. Bare man vil dem nok. Og har nogle diamanter i baglommen!

 

 

Continue Reading

Endnu en omgang forbyttede børn.

Eve Chase: Tilbage til Black Rabbit Hall.

Move over–Kate Morton, Leonora Christina Skov, samtlige kvindelige medlemmer af slægten Bronte, Poe og alle I andre, der også excellerer i forbyttede børn, knirkende, ældgamle slotte og uhygge ved midnat. Endnu en fremragende nygotiker er oversat til dansk, og hun er faktisk i særdeleshed værd at læse. Mest for underholdningsværdien og for plottets uventede drejninger, men som sidegevinst kan hun faktisk også godt skrive.

Vi er ude i kombinationen af den STORE familiefortælling, tilsat en god portion uhygge og et faldefærdigt slot i Cornwall–sådan på randen af de store klipper, hvor man næsten hører ekkoet af Rebecca i mørkningen. Her vokser (eller nærmere vildtvokser) de fire Altonbørn op i indbegrebet af den harmoniske familie. Men i den slags bøger varer lykken ikke ved: de gode må bortskaffes, og de onde må på banen, mens de forkerte forelsker sig i hinanden, og arven bliver et stridspunkt tilsat den obligatoriske stedmor, som tydeligvis er i nær familie med Snehvides. Der fødes børn i dølgsmål, og den slags forbyttes jo til stadighed–men det skal vi heldigvis rigtigt langt og rigtigt vildledt hen i bogen for at finde ud af.

På et nutidsplan kolliderer hele denne viktorianske fortælling med lærer- Lorna, der skal giftes med sin jordbundne tømrer, John, hvilket på overfladen jo skulle være så indlysende romantisk. Men Lorna har også lig i lasten, og de graves allerbedst og allermest spændende op på det yderst forfaldne gods Black Rabbit Hall, hvor det–uden at røbe for meget–skal siges, at det ikke kun er kaninerne, der er sorte.

En rigtig god og underholdende “feriebog” til alle de, der elsker en god historie, den store fortælling og den murrende uhygge i tårnkamrene. Jeg kan se, forfatteren har skrevet endnu to bøger. De vil blive fundet. Og læst.

 

Continue Reading

Om at være kunde i Danmarks værste bank.

Nu ser jeg så lige, at min bank er kåret til Danmarks værste. Det kommer ikke bag på mig. Egentlig tror jeg bare, jeg er enig. Eller i alt fald enig så langt, at det da er meget muligt, den er en smule værre end alle de andre slemme banker, men i det mindste ved jeg da, hvad jeg har i “værrelse”.

Det er nemlig sådan med mig, at der er to ting, der er konstanter i mit liv. Den første er, at jeg er nærmest trofast til døden–eller pensionsalderen– os skiller overfor banker, frisører, læger, tandlæger og skomagere (de sidste dog aftagende trofast, efter at børnene for længst er flyttet hjemmefra). Jeg kan simpelthen godt lide at vide præcis, hvad jeg går ind til af hårlængde, overskridelse af smertetærskel, forsålinger og placering af kontantautomater. Ydermere er jeg alt for doven til at være innovativ på netop de punkter–og især med frisurer.

Den anden er, at jeg ikke stoler på banker over en dørtærskel. Jeg lider af en udbredt, stålfast tro på, at deres fornemste formål er at stjæle mine penge på de allermest spidsfindige måder. Til møder med min ( i øvrigt udadtil ganske sympatiske) bankrådgiver sidder jeg gerne anspændt som en anden lille valutadetektiv og vogter udelukkende på, hvornår han blotlægger, på hvilken måde han denne gang vil snyde mig til at poste endnu flere penge i foretagendet. De tider er forlængst ovre, hvor en bankrådgiver formodedes at varetage kundens interesser–i min optik er det udelukkende bankens ditto, der tilgodeses, og jeg ser desværre mere og mere rådgiveren som en modstander, en listig fjende. Jeg er overbevist om, at jeg på en eller anden snedig måde såmænd nok betaler for, at banken opbevarer mine surt sammensparede skillinger, og hvis det stod til mig–og forsikringen ellers dækkede i forbindelse med tyveri fra hjemmet–så puttede jeg dem da hjertensgerne i madrasser eller andre former for ubankede skjulesteder. Det der med indlånsrenter er jo alligevel afskaffet for år tilbage, så dynebetræk giver vel præcis samme saldo i det lange løb.

Selvfølgelig er det yderst beklageligt, at det forholder sig på den måde. At banker er så overvældende magtfulde, at de qua deres magt totalt har mistet enhver form for troværdighed og kundetække. Og at banker af mange almindelige mennesker ses som fjender, som en form for legale  og uundgåelige tyveknægte, hvis eneste formål er at tilrane sig så meget som muligt. Det må ikke være rart at være bankansat. Ens ry og rygte nærmer sig jo i faretruende grad samme niveau som ansatte hos skattevæsnet.

Så derfor kan det såmænd være hip som hap, om min bank placerer sig øverst eller nederst på skalaen. Det svarer nærmest til at vælge mellem pest og kolera. Men hvor er det dog ærgerligt, at det forholder sig sådan!

Continue Reading