Julen varer lige til påske?

I de senere år–og mest markant netop i år–har jeg iagttaget en næsten forkrampet stædighed omkring at bibeholde julens udendørs lys til påske. Der er oplyste buske, markerede gelændere og flagstænger, der har været udsat for uhyrlige overgreb, overalt, når jeg går tur med hunden i mørket. Måske skal den med flagstængerne lige forklares: Efter min mening er de der fangarme, som man kan klistre på sin flagstang, så man selv ( andre narres desværre ikke så behændigt!) kan bilde sig ind, at man overhovedet slet ikke har en flagstang, men har lånt et juletræ på Rådhuspladsen i KBH, noget af den allermest afskyelige julebelysning, der nogensinde er opfundet. Og hvad har flagstænger egentlig gjort for at fortjene en sådan skæbne?

Anyway, det er som om, vi ikke kan få jul nok og lysmæssigt må forlænge den langt ind i det nye år. For jeg tror nemlig ikke på, at det bare er fordi, folk har glemt at slukke. Det ville jeg have gjort, hvis det var hjemme hos os, der stadig var udendørs jul. Men andre mennesker må vel have tænkt over det der med at lade lyset brænde.

Personligt har jeg et lidt ambivalent forhold til det. På den ene side set synes jeg, at julen er noget særligt, som har sin egen tid. En tid, vi ser frem til i mørket og derfor skal fejre lige præcis, når den er der. Sådan at julen bliver særlig, speciel og ikke udvandet og langstrakt, så den mister sin egen betydning. Akkurat som det føles en smule blasfemisk at kaste sig over påskeæggene i oktober og lave Skt. Hansbål hele december. Selv om det sidste selvfølgelig kunne være lidt oplysende. Der er heller ikke noget så vammelt som ting, der er ude af sync, har mistet deres besøgelsestid og danser macabre som moster Annas strikkede nissepar i februar. Alting har en ende, og alting har en tid.

På den anden side set anerkender jeg fuldt lyset i mørket. Selve dets opysningsværdi. Januar er u-hyggelig ( bemærk bindestreg!), januar er uforsvarligt lang, og januar er alt, alt for mørk. Januar er sådan en måned, der må gøres noget seriøst ved, og kan man gøre skodmåneden bare en lille smule mere spiselig ved at lade juletræet brænde en måneds tid mere, så er det vel det, man gør. Jeg tror, de fleste kender tomhedsfølelsen og det lille stik i maven, når julelysene uigenkaldeligt slukkes den sidste gang omkring nytår, og den kan man så behændigt undgå ved simpelthen bare at lade være at slukke. Vi mørke-hundeluftere synes, det er dejligt med lysene rundt omkring, men vi synes også, det er en smule besynderligt, at de er der. Og der er i alt fald ingen hjemme hos os selv!

Nu er det så bare, at jeg er meget spændt på, hvornår julen endelig er ovre derude i de små hjem og de store flagstænger? HVORNÅR slukker de mennesker uigenkaldeligt for deres langvarige jul? Findes der mon en, mig ubekendt, absolut sidste udløbsdato for udendørs julebelysning, som alle lyserne kender? Jeg mener, da de hårdnakket lyste videre efter Hellig Tre Konger, hvor jeg ellers troede, det var slut med de udendørs show, tænkte jeg virkelig alvorligt over, om der var noget i kirkeårets kalender, der var blevet ændret, tilføjet eller måske bare udsendt som den slags fake news, som mange mennesker tror på. Måske VAR vismændenes rejse i virkeligheden længere og mere strabadserende, så man nu med sikkerhed ved, eller i alt fald påstår, at de først nåede frem til påske?

 

Continue Reading

Om snestorme.

Man KAN nu altså have en lille smule svært ved at skjule sin umiddelbare skuffelse, når dagens såkaldte snestorm tager sig sådan ud fra stuevinduet. Der er knapt nok sne, og da i alt fald ingen form for storm.

Ordet “snestorm” kalder altid på det indbyggede hygge-hule-gen hos mig. Jeg forestiller mig noget med ild i pejsen, varme drikke, gode bøger eller godt TV og masser af chokolade. Chokoladen anskaffede jeg mig allerede i går, for sådan at være rigtigt velforberedt, og selv om jeg har spist det meste, er der da stadig en Yankee eller to tilbage, som jeg så kan gå ud i smuskvejret og lege snestorm med.

Der er dog det med snestorme, at de er allermest belejlige, når man ikke skal noget og har tid til dem. Ellers er de noget besværligt møg. Snestorme burde planlægge sig selv til, når det er fridage, og alle har det nødvendige hyggeudstyr indenfor rækkevidde. Når der er snestorm, skal man hverken hente brænde, købe ind, på arbejde eller til tandlæge, og hunden bør lære at gå en tur med sig selv. Så skal man nemlig være klar til at gå ind i en slags undtagelsestilstand, hvor hygge er det eneste punkt på dagsordenen.

Det er så ikke fordi, jeg ikke har oplevet snestorme nok. Jeg har bare aldrig oplevet en, hvor jeg var sådan rigtigt velforberedt og kunne sætte mig i min gode stol og bare hygge den af, indtil sneen smeltede. Talrige er de gange, hvor man med frygt for liv og lemmer er trasket afsted gennem sneen for at komme på arbejde–gerne for bare at nå frem og få at vide, at skolen i øvrigt lukkede ned. Og lige så talrige er de gange, hvor de allermest essentielle fødevarer slap op, og man stod der med en flot sultne unger, der bare var SÅ færdige med at spille Matador i timevis, at det eneste, der kunne formildne, var det rugbrød, der stod på den anden side sneen.

I øvrigt var der nu mere gedigne snestorme, da jeg var barn og yngre. Det var som om, vejret tog den slags en del mere seriøst og ikke småklattede med det, som det har for vane nu om dage. Jeg kan stadig huske engang i 70-erne, hvor jeg kæmpede mig gennem mandshøje driver for at aflevere en stil–til ingen verdens nytte, for skolen var alligevel lukket den følgende dag, og jeg kunne sagtens have nået en bedre og mere alternativ konklusion. Og turene i bil, hvor man måtte banke på for husly hos vildtfremmede mennesker, fordi man bare ikke kunne køre længere ind i stormens hvide hjerte. Samt dengang i 90-erne, hvor jeg sammen med en kollega og en optimistisk cykel som vist de eneste nåede frem til skolen og var vildt glad for, at det ikke var MIN cykel, der skulle med hjem igen. For ikke at glemme dengang vanvittigt morsomme elever havde brugt deres snefridag på at skulpturere en penis i størrelse XXXXXXXL og et par gigantiske bryster umiddelbart foran skolens hovedindgang. Som tøvejret satte ind, svandt kønsdelene gradvist ind til misfostre i normalstørrelse, men man skulle stadig skræve over dem for at komme ind ad døren. Min datter hævder stadig, at hun intet kender til hændelsen, men jeg ved bedre….

Med manden afsted på den årlige træningslejr i Tyrkiet er der selvfølgelig den fordel, at jeg ikke skal skovle sne. I øvrigt en træningslejr, der år efter år–trods planlægning månedsvis i forvejen–altid foregår netop den uge, hvor sneen falder. Jeg er meget dårlig til at skovle sne. Faktisk er jeg sådan en, det er direkte uforsvarligt at sætte til at skovle sne. Jeg tager det simpelthen ikke alvorligt, og så sjusker jeg noget så grusomt og pærer bare det hele ud i fortovsrabatten. Omvendt må man vel sige, at hvis forbipasserende ikke kan ramme mine 10 snerene centimeter i gåsegang, så må de gå over på den anden side, hvor genboen er en smule mere large med fortovsplads.

Nu tror jeg, jeg vil sætte mig ned og lege snestorm. Det nytter jo ligesom ikke noget at lade al den gode chokolade gå til spilde, bare fordi vejret ikke kan finde ud af at snestorme.

Continue Reading

Om Varadero.

Der er en–og kun en–grund til at tage til Varadero: Stranden. Alt andet fås meget bedre, mere autentisk, mærkbart billigere og muligvis en hel del venligere andre steder på øen. Til gengæld har Varadero indiskutabelt den bedste strand. Og den er fantastisk. Sådan alenlang med kridhvidt sand og krystalklart vand af den slags, der ikke engang behøver at blive photoshoppet for at gøre sig i en reklame.

Indtil for få år siden var Varadero forbeholdt alle andre end cubanere. Altså de cubanere, der ikke arbejdede i servicefag på stedet. Tro mod enhver form for socialistisk tankegang var det almindelige folk nemlig udelukket fra stedets velsignelser ved hjælp af en emsig grænseovergang, der kontrollerede, at alle cubanske statsborgere kun fik adgang for at tjene udenlandske kapitalister på badeferie. En god portion af landets allerbedst uddannede læger, jurister og andre akademikere krydsede derfor grænsen hver dag, da man selvfølgelig tjente betydeligt mere i drikkepenge heroppe end som f.eks. almindelig overlæge.

De tider er ovre. Men de store all inclusive luksushoteller ligger her stadig. På rad og række ( gerne i første række) er de kastet ud som små aflukkede feriebyer langs den 20 km. lange landtange, og det siges, at adskillige turister, der vælger Varadero som feriemål, aldrig sådan rigtigt har været uden for deres eget hotel, når de efterfølgende kommer hjem og påstår, de har været på Cuba. Jeg kan understøtte påstanden med, at en god del af de purunge canadiere på deres alkoholiske jomfrutur og de nyrige, ubehøvlede russere, der boede på vores hotel, simpelthen op ad dagen ikke var i stand til at gå ret mange skridt udenfor hotellet.

Det var første (og såmænd nok også sidste) gang i mit liv, jeg oplevede en all inclusive mastodont. Godt nok var vores hotel langtfra i luksusklassen, en rimelig mellemvare i god, kommunistisk, afskallet beton med indbyggede husdyr og flot poolområde, men jeg fik ligesom ret godt fat i den generelle ide omkring denne ferieform. Den første dag var det en oplevelse at konstatere hvor meget, der var gratis, og som man bare kunne svinespise og -drikke. Udmattet fandt jeg faktisk mig selv i færd med at lave logistik på madretterne i det næsten kilometerlange tag-selv-bord-, så jeg nåede dem alle igennem, men allerede på dag 2 når man et decideret mætningspunkt og gennemskuer, at mindst 200 meter bare er variationer over pastaskruer og resten i øvrigt relativt uinteressant. Dog kunne de noget med desserter, om end min mave stadig lider af eftervirkningerne af forhøjet, faretruende intensiv indtagelse af gammeldags guf. Det værste ved den slags madorgier er dog det enorme madspild, man nærmest ubevidst efterlader sig. Når valgmulighederne er så kolossale, og maven stadig har sin vanlige kapacitet, fristes man over evne og bliver noget så grimt grådig. Det er forkert at lade selvvalgt, selvhentet mad stå, fordi man grådigt har overvurderet sine spiseevner. Og det er forkasteligt i et land, hvor mange af indbyggerne kun lige har til dagen og vejen.

Der findes skam en slags by i Varadero. Den er aflang, afskallet, grim og ikke det fjerneste pastelfarvet. Her er en del restauranter, barer og souvenirmarkeder, et afdanket anlæg og et hus med ufrivilligt karikerede statuer af nogle underlige mænd, der siges at skulle være The Beatles. Der er så meget, der er anderledes på Cuba, så hvorfor ikke også en vejledende version af Beatles? Måske den socialistiske udgave?

Og så er der stranden! Den er vidunderlig, smuk, ren, fantastisk. Så når man har sådan en, er det næsten muligt at undgå at kede sig, hvis man vel og mærke begrænser sit ophold til 2 hele dage. Ikke mere.

Jeg vil gerne til Cuba igen. Men jeg behøver ikke komme til Varadero igen.

 

Continue Reading

Om Trinidad.

Trinidad er OGSÅ er en by på Cuba. Oven i købet en by, der er på Unescos verdensarvsliste, hvilket er mere end fuldt berettiget. Her er smukt, her er næsten mere cubansk end cubansk, her er venligt, her er farverigt og her er afslappet.

I Trinidad er alle huse malet er pastelfarver, og alle mennesker er klædt, så de passer til husene. Her er tydelige mindelser om kolonitiden, og de gamle palæer er smukt restaurerede, så det er en nydelse at gå indenfor i de kølige, frodige gårdhaver og smukke, højloftede rum. Her er også et skønsomt udvalg af enhver form for rytmisk musik og en del amatører, der ihærdigt forsøger sig udi La Bamba. Med eller uden held. Som Havana er Trinidad en slentreby. Sådan et sted, hvor man gerne finder en smule vild langs de multifarvede gader og utallige souvenirsælgere, der generelt, uden undtagelse, sælger det samme. Om aftenen er der sparepærer, hvis pærer overhovedet, overalt i Trinidad, og byen forvandler sig til en slags lidt uvirkelig spøgelsesby, hvor alt bliver diset på den venlige måde.

Trinidad er også centrum for sukkerrørsplantagerne, og det er muligt at tage med et ufatteligt stønnende tog, der i sneglefart kører ud til såvel plantager som nedlagte fabrikker i den vidunderlige Ingeniørdal. Er økonomien slunken, kan man gå langs skinnerne–og sagtens nå frem samtidig med, eller endda før, toget. Ydermere kan det sidste anbefales til folk med løsthængende indvolde, der ikke tåler togblendning.

På togturen var vi i øvrigt vidne til et fremragende udtænkt stykke privat cubansk initiativ. På den noget sagtmodige udrejse passerede vi i toget 2 smilende herrer, der oppe på en bakke stolt fremviste en hel pattegris, som de var ved at grillstege. Den umiddelbare konklusion var, at herrerne var i de indledende forberedelser til en stor fest eller måske endda et bryllup. Det var dog ikke tilfældet. For på hjemturen holdt hele toget foran samme bakketop–med beskeden om, at grisen nu kunne spises, formedelst et absolut rimeligt beløb, og at toget i øvrigt ville blive holdende, indtil det så var gjort. Den smagte himmelsk–og tusind tak for sådan et stykke privat initiativ, som bare kalder på smilebånd og mundvand!

Trinidad har også en af Cubas bedste strande, og turen derud er ikke lang. Man skal tilsyneladende bare finde en mand, der kan ringe efter en rutebil, som så materialiserer sig og drejer om det nærmeste hjørne og samler en op mindre end 5 minutter senere.

Det private inititiativ blomstrer også med hensyn til overnatning i Trinidad. Byen har ikke mindre end 700 såkaldte Casa Particulares, som er Cubas svar på Bed and Breakfast, hvor man kan få en seng og en gang morgenmad hos private for et yderst forståeligt beløb. Vores Casa Particulares var i luksusenden med indbygget køleskab, altaner, pensionistgyngestole, kælemis og overdådig morgenmad. Ydermere lavede diverse værtinder gerne aftensmåltider, som nemt kunne måle sig med de jomfruhummere (De virkede nu lidt ujomfrueligt gravide, dem, vi fik!) på omkring 1 kilo, vi fik på restaurant. Casa Particulares er et godt supplement til almindelige indkomster på Cuba, en måde at skaffe sig lidt mere end bare til dagen og vejen, men de er nidkært overvågede af systemet, der selvfølgelig udelukkende ser turisme som et nødvendigt onde. Det er så til at leve med en sådan nødvendig gene, når den nu også skæpper en del millioner i samme systems kasse. Og det bør prøves,når man er på Cuba. Mestendels for at få et indblik i, hvordan den almindelige cubaner lever–men bestemt også for at fornemme den helt fantastiske gæstfrihed.

Ligesom Vinales er Trinidad et must på en ørundtur. Hvor Vinales har det hele i naturen, har Trinidad det meste i den urbane charme. Det er sådan et sted, man bare kan sætte sig på en bænk og blive rigere på oplevelser ved udelukkende at blive siddende.

Continue Reading

Om Vinales.

Vinales er navnet på både en mindre by og en større dal i Cubas væsentligste tobaksdistrikt omkring provinshovedstaden Pinar Del Rio på øens vestligste hjørne oppe i Cubadillens hale. Her er så smukt, at det næsten gør ondt.

Når man skal fra sted til sted på Cuba, er valgmulighederne med hensyn til transport ikke specielt mangehjulede. Man kan leje en bil, hvis man husker at få fat i en af det ret begrænsede antal udlejningsbiler nærmest flere år før afgang, man kan være så heldig at finde en taxi ( så er man så også meget heldig!) og betale en formue–og så kan man benytte sig af Viazuls busser. Disse langtursbusser kører mellem de populæreste destinationer, og da jeg sidst var på Cuba, var de spritnye. De er ikke udskiftede siden, så en rejse med Viazul kan rent komfortmæssigt godt blive både en oplevelse og en udfordring.

Så Vinales kan man altså nå på godt 3 timer i Viazuls blandede sæder. Men så er det altså også det hele værd. For i Vinales rejser de kugleformede, skovklædte bjerge sig lige op fra jorden og indeholder mange særegne, specielle drypstenshuler. Oven i købet med underjordiske floder, som man kan sejle på. Her er også et væld af tobaksfarmere og tobaksplantager, så man kan drage på visit og se, hvordan tobakken dyrkes, tørres, plukkes og rulles. Sådan en rutineret cigarruller kan rulle en god cigar på ganske få sekunder–samt hævde, at han sagtens kan gøre det endnu hurtigere, men udelukkende lader være, fordi kvinder generelt ikke bryder sig om hurtige mænd!

Dette er ikke en rejseguide som sådan, men HVIS nogen skulle komme på de kanter, så findes der altså en taxachauffør i Vinalesområdet, som hedder Carlos, er et fund for turister, taler godt engelsk (det er absolut ingen selvfølge på Cuba), ved en forfærdelig masse om sit område og udstråler en glæde ved at vise det frem. Ham bør man finde frem til! Det gjorde vi, hvilket betød nogle uforglemmelige timer i Carlos` behagelige og informative selskab–både over og under jorden og derude, hvor tobakken gror. Min erfaring har efterhånden lært mig, at verden er fuld af gode og pålidelige taxachauffører, og hvis man som udgangspunkt går ud fra, at de ikke har til hensigt at snyde en—ja, så gør de det så heller ikke. Tilligemed har de en viden om deres lokalområder, som er nærmest ubetalelig.

Vinales er et stort trækplaster for backpackers. Her er nemlig såvel billige overnatningsmuligheder som utallige muligheder for trekking, klatring, vandring, hesteridning og andre former for aktiv ferie. Men her er også gode tilbud til de voksne og smådovne. Specielt skal nævnes, at man simpelthen bør unde sig selv at bo på Los Jasmines. Dette überpink, nærmest højfjeldsagtige hotel med en udsigt, der efterlader en nærmest åndeløs. Vel er værelserne er smule cubanske, de lokale dyrearter mangfoldige og ikke altid lige velkomne ( træd aldrig på en kakerlak–det tiltrækker kannibalske artsfæller!)–men udsigten, svømmepølen og det store tag-selv-bord sender al den slags lige ind i glemslen undervejs. At bo deroppe giver en sådan en følelse af overvældende ferie. Og det har man ret godt af.

Vinales er det smukkeste sted, jeg kender på Cuba. Jeg har ikke været alle steder, men hvis der findes smuk-alternativer til Vinales, så vil jeg næsten rejse til verdens ende for at se dem……

 

Continue Reading

Om Havana.

Havana er forfaldets rasteplads, livsglædens permanente bolig, sensualitetens udstillingsvindue, musikkens udendørsstudie, sammenblandingen af alle hudfarver i mørke nuancer og konstante påmindelser om en kolonitid, der for længst er ovre. Kolonisterne er gået hjem til sig, men de koloniserede har så bare fået et kommunistisk styre i stedet. Man kan diskutere, hvad der er værst og bedst, men det vil jeg helt og aldeles undlade at gøre.

Havana er den mest levende by, jeg kender. Den er også den, uden sammenligning, mest farverige. Og kontrastfyldte. Samt hørlige. Måske allermest det sidste. Men Havana har helt sin egen lyd. Det er ikke lyden af trafikstøj og menneskemylder i et evigt ræs mellem forpligtelser. Det er derimod den evige summen af musikrytmer og livsnydelse. I Havana kan man nemlig tydeligt høre, at livet indebærer en indbygget forpligtelse til at blive nydt. Derfor er der heller ingen, der har synderligt travlt i Havana, hvilket er umådeligt synligt i en by, hvor livet leves udendørs. Der hænges en del i Havana. Både på gader og gadehjørner. Og når man nu alligevel hænger der, kan man jo lige så godt spille La Bamba forfra og om igen. Og igen.

Havana er kontrasten mellem strålende, farverige palæer fra kolonitiden, som de seneste år heldigvis er blevet nænsomt istandsat–og den argeste, forfærdeligste, faldefærdige slum. Gerne ved siden af hinanden. Mange havanesere bor tilsyneladende i små, etværelseslejligheder med kun de allermest nødvendige bekvemmeligheder ( og her taler vi seng og køleskab), så livet på gaden er også en praktisk nødvendighed. Til trods for de mangfoldige usle adresser, er alle cubanere altid pæne og renvaskede. Og for kvindernes vedkommende nærmest hældt ned i deres tøj, så intet sted på kroppens bibevares som nogen form for hemmelighed. De har charme, de har seksualitet, og de har sensualitet, de cubanske kvinder, og de er bestemt ikke bange for at vise nogen af delene. Tillige er glæden ved farvestrålende tøj lige så dyrket som glæden ved farvestrålende huse. Især pastelfarver er vildt in. Før jeg kom til Cuba for første gang for 15 år siden, ville jeg have fornægtet, at pink og mintgrøn ville klæde hinanden. Det gør jeg så ikke længere.

Det centrale Havana er opdelt–lad os bare være large!–i Old Havana, Central Havana og Vedado. Det gamle Havana er byens turistmagnet med sine smukke, gamle huse og pladser, det centrale Havana er der, hvor indbyggerne fortrinsvist bor, og hvor det for den slags turist, som jeg nu er, er mest spændende at færdes, mens Vedado er den lidt mere velhavende bydel, hvor de store hoteller og de (ganske få!) vestlige butikker holder til. At tale om en mere velhavende bydel er i øvrigt en smule upræcist, da kommunismen ( til forskel fra f.eks. Vietnam) tages både seriøst og bogstaveligt her, men levnene fra Batistas mafiastøttede styre før 59 er en del mere synlige herude. Her er simpelthen større og pænere huse. Samt en relativt nyanlagt park til minde om John Lennon, for da Castro på et tidspunkt ( altså efter i årevis at have bortdømt vestlig populærmusik som værende frygteligt dekadent og skadelig) nærlæste nogle af mandens tekster, ophøjede han med det samme Lennon til en form for revolutionær helt og åbenlys støtte og forbillede for det cubanske folk. Det kan man se mange steder på Cuba, og det er jo også sådan, at man vel har et standpunkt, indtil man tager et nyt.

Havana har ingen verdensseværdigheder. Så Havana er en slentreby, hvor man aldrig føler sig presset af en to-do-liste med guidebøgernes musts, der ligesom skal overstås, inden man for alvor har været der. En slentring langs den lange havnepromenade, ad de smalle gader i det gamle kvarter og op ad Vedados brede boulevarder. Her er masser af vandingssteder undervejs–og masser af musik at lytte til, for i Havana tager man sin musik alvorligt. Nogle gange lidt for alvorligt. Alligevel bør man slentre ind på de store hoteller fra kolonitiden og, for en lånt stund, iføre sig imaginær stråhat og lyst khakisæt, mens man betragter fordums luksus foran sin mojito med eller uden alkohol i de fantastiske barer. Havanas kunstmuseum er også et orgie af farver og talentfulde kunstnere, hvor man i alt fald tydeligt kan se tråden til mange danske modernister og Cobra-malere. Museet over den glorværdige revolution er også interessant, om end det med det glorværdige skal tages dybt seriøst. De senere år er der også skudt en del private markeder op med, desværre, variationer over de samme 20 souvenirs, og selv om staten som vanligt tager sine 90 procent af fortjenesten, så er der dog en minimal smule privat initiativ, der får lov til at småblomstre. I alt fald er der på de 15 år, siden jeg sidst var i byen, blomstret en noget mere turistvenligt attitude frem på såvel gader og stræder som på hoteller og restauranter.

Et absolut must i Havana er en tur i et af de gamle dollargrin, som amerikanerne skyndsomst forlod tilbage i 59, da de over hals og hoved løb hjem fra Cuba og Castro. Det vrimler med dem–i alle former for stand!– og der er nu noget mærkbart Lucy Jordan ved at køre rundt i de gamle gader med “the warm wind in one`s hair”. Ydermere er det absolut muligt at stoppe ved en af de mange cigarfabrikker, så man også kan føre lidt høj cigar undervejs.

Så Havana er mere en stemning, en følelse og en masse lyd end en bunke seværdigheder, der skal overstås. Det er sådan en by, hvor man ikke kan undgå at blive smittet med livsglæden. Og musikken. Jeg vil så nødigt skrive, at der er for meget musik i Havana. Måske er der bare for meget La Bamba!

Continue Reading

En god film.

The Children Act.

Det bør ikke kunne gå galt, når man for det første har et manuskript af Ian McEwan (Hvornår får den mand den Nobelpris i litteratur, han mere end nogen anden nulevende forfatter har krav på?), dernæst sætter en moden og afdæmpet Emma Thompson på hovedrollen og så bemander resten af filmen med nogle af britisk teaters allerbedste og mest erfarne kræfter. Det gør det så heller ikke. Det går nærmest op i  en højere kunstnerisk enhed i stedet.

Fru Thompson er denne gang befriende umorsom og viser, at meningen med hende heller aldrig har været, at hun skulle forsøge at være sjov. Her er vi i de allerøverste rangklasser i det britiske klassesamfund, hvor Thompson som dommeren står med de allermest vanskelige sager omkring børns rettigheder. Filmen starter in medias res med en sag om adskillelsen af et siamesisk tvillingepar, hvor enhver dom kun kan betyde helvede, død og dårlig samvittighed–og så er stilen ligesom lagt. Omkring dette bjerg af det mest ømtålelige af det mest betændte har dommeren desuden svære ægteskabelige problemer, om end manden både er sød, fornuftig, forstående og virkelig har nogle gode pointer overfor sin relativt kolde skid af en kone.

Men så kommer sagen om den unge dreng fra Jehovas Vidner, der som næsten ( hvilket jo her er af vital betydning) 18-årig nægter at modtage livgivende blod for at kunne leve videre med sin alvorlige kræftsygdom. Så vakler dommerens verden, og for en gangs skyld–vel for livets skyld!–involverer hun sig med meget, meget mere end sin afstandtagende professionalisme. Drengen spilles i øvrigt af stortalentet Fionn Whitehead, som vi (spår jeg) i den grad kommer til at høre meget mere til.

Det hele bliver–på en omvendt måde–dommerens egen coming of age-proces, selv om det burde være hende, der var den voksne i dette forhold. Og alle de fundamentale spørgsmål om liv, død og–især–kunstens betydning bliver vendt på den der måde, som næsten kun britiske film magter. Det er en fordel at kunne sin Yeats–denne pragtfulde, irske digter, som vel at mærke FIK Nobelprisen i litteratur–men hvis det ikke er tilfældet, så vil filmen give en den mest fabelagtige lyst til at lave om på netop det.

Så endnu en trekvartgammel kvinde i sit livs stormvejr. Det er smukt, det er betagende, det kradser helt ned i tåspidserne, og det er så sørgeligt på den der måde, at der næsten kun kan komme en forløsning ud af det. For dommeren altså. Det er straks værre med drengen–men det kan man så selv se….

Continue Reading

En god film.

The Wife.

En af de tiltalende ting omkring at rejse forholdvist langt i et fly er, at der som regel er gode film på programmet. Af den slags, som man aldrig rigtigt får sig nusset ned i biografen for at se, og som virker særdeles dragende deroppe i skyerne, fordi de er gratis. Og også fordi der nærmest ikke er så mange alternativer til, hvad man kan slå nogle tusinde kilometer ihjel med.

The Wife er den ultimative film om “The woman behind the man”, eller hende, der altid har sat sit lys under–i alt fald i denne film–mandens selvværd og popularitet. For ikke at røbe for meget, så er hun i denne version gift med en Nobelprisvindende forfatter af den slags, der indeni er en lille, bitte kloakrotte, men udadtil braldrer som en kongetiger. Han er usympatisk, ham manden. Noget så usympatisk.

Men der er mere til den historie. For gennem filmen afdækkes lag efter lag af det storslåede bedrag, ægtefællerne sammen har udført over utallige år. Et bedrag så stort, at de ligesom er fanget i roller af den slags, at han nyder sin i fulde drag, mens hun bliver mindre og svinder ind i sin. Indtil den fabelagtigt flotte slutning, forstås.

Glenn Close spiller rollen ud af de tækkelige fruebukser i denne film. På alle tangenter og med et ansigt så furet af livets tildragelser og mandens ulidelighed, at det nærmest sig det eminente. Der MÅ ligge en Oscar gemt her–ellers er der ingen retfærdighed til. Og som trekvartgammel kvinde er det så befriende at følge en filmheltinde, der både er oppe i årene og oppe i, hvad hun selv vil med resten af sit liv.

Det er nok mest en kvindefilm. Men jeg er overbevist om, at rigtigt mange mænd kan lære rigtigt meget om mange kvinder ved at se den.

Det må man da håbe….

Continue Reading

Om at være internetunderdrejet.

Forhåbentlig er der–trods alt–et par læsere, der har noteret sig, at bloggen har været tyst, totalt stille de sidste 14 dage. Det skyldes ikke skrive-ulyst, mangel på formidlingsværdige oplevelser og fravær af tankevækkende tildragelser. Slet ikke. Faktisk har det gjort ondt helt ind i skrivesjælen og stresset infoaben mere, end det næsten har været muligt at bære. Det skyldes nemlig udelukkende mangel på pålideligt og funktionsdygtigt internet. Handicappet alene på grund af tekniske omstændigheder. Surt! Men på en omvendt måde også så gennemgribende afslappende. Noget så totalt, fuldendt afslappende!

På Cuba, hvor jeg har været de sidste 12 dage ( Og mere om det. Promise!), fungerer internet for turister på den måde, at man køber små kort til en times velsignelser derude i cyberspace. Det er relativt dyrt. Og det er relativt upålideligt. At være indehaver af et af de små kort med de utallige tal, der skal indtastes, er på ingen måde garanti for adgang til internettet. Det er udelukkende en indledende manøvre. For selv om man taster, genindtaster, fortvivlet både håber og beder ( og bander!), er risikoen for enten ikke at opnå adgang eller undervejs uforvarende at blive kastet af, større end chancen for bare et par minutter derude i det forjættende rum. Ydermere er hotspots til netadgang absolut ikke specielt udbredte. De befinder sig primært på hoteller indenfor en radius af 2 meter fra receptionen ( og her er vi på millimeterniveau) eller på større pladser i større provinsbyer, hvor sande hober af turister slås om tilgangen, såvel fysisk indenfor pladsernes grænser, som derude i cyberspace. Det er slet ikke let at være virtuel turist på Cuba.

De første dage er det vildt stressprovokerende. Ikke nok med, at man er i konstant alarmberedskab for ikke at misse et hotspot eller en hotelkvadratmeter–hvis man nu alligevel kommer forbi. Man bliver også jaget helt ind i sin afhængighedssjæl af ikke at kunne komme på, at blive kastet af, og af utallige gange, til ingen verdens nytte, at taste, genindtaste og gen-genindtaste de der magiske omkring 50 tal, der burde give netadgang. Man er fuldstændigt rede til at bilde sig selv ind, at familien derhjemme er omkommet, bortført af aliens, solgt til stanglakrids eller det, der er værre, og at huset er brændt ned, hunden kørt over, banken gået i betalingsstandsning og Danmark i øvrigt udraderet på verdenskortet både i håndbold og sådan generelt, fordi man ikke kan komme på nettet for at tjekke, om det hele står, går og lever endnu.

Men heldigvis går der faktisk ikke så mange dage, inden det hele bliver lidt ligemeget. Hvor stresstærsklen forvandles til uendelighed, hvor man langsomt bliver overbevist om, at cyberspace såmænd nok lever videre derude uden ens egen umiddelbare mulighed for akut deltagelse. Og at familien–akkurat som de gjorde før i tiden, i den internetfrie alder, besynderligt nok lever videre i bedste velgående, trods ens egen manglende elektroniske snor i dem.

Det er der, det næsten bliver en befrielse at være netskånet. At være i stand til fuldt og helt at koncentrere sig om den verden, man nu engang fysisk er til stede i. Altså den der virkelige. Hvor det gradvist bare bliver noget så inderligt uvedkommende, om Danmark er videre i håndbold, hvad Brexitidiotiens næste træk er i Storbritannien, og hvordan naboens uskønne kæledyr i øvrigt poserer umorsomt på Facebogen i dag. Hvor det er en lettelse bare at blande sig udenom alt det, der i grunden er relativt ubetydeligt i forhold til at nyde at holde inderlig ferie. Det er hårdt, det er stressende, og det er ind imellem bekymrende at være internetunderdrejet, men det er også ufatteligt afslappende og noget så uendeligt godt for sjæl, legeme og selve ens ferie. Anbefalelsesværdigt, faktisk!

De fleste cubanere har ikke netadgang. Og de fleste cubanere savner det så heller ikke. Til gengæld er samme cubanere umådeligt gode til at underholde sig selv og andre. Det ser næsten ud som om, vores evindelige telefoner og padder er substitueret med musikinstrumenter og andre ting, der kan underholde en selv og omgivelserne. Nogle gange er telefonerne selvfølgelig at foretrække. De larmer væsentligt mindre. Og den første, der vover at spille La Bamba for mig, vil efterfølgende få sit hoved revet af. Men, til forskel fra os, er cubanerne bare noget så synligt og hørligt til stede i deres egne liv.

Jeg er sikker på, det har været godt for mig at have været underdrejet. Men FOR F……, hvor er der meget, der skal svares på……

 

Continue Reading

Om parfumer.

Forklaring på det noget alternative billede skal nok komme!

Jeg har haft mange parfumeperioder i mit liv, altså duftmæssige forskelligheder, og i tilbageblik ( det hedder vel tilbagelugt) har der decideret også været nogle, hvor jeg har været håbløst fejlcastet udi kunstig kropsduft. Som nu i min tidlige ungdom, hvor jeg sværmede for Anäis, Anäis, som dengang var uhyre populær, men som ved tilbagelugt udelukkende giver associationer til bordel og purpurrøde fløjlslampeskærme. Eller alle de der oversunde fra Matas, som i sidste ende primært lugtede af kropssved, fordi de var så klimavenlige, at de faktisk var parfumer uden lugt. De sidste mange år har jeg svoret til Weekend. Eneste problem med den er, at den er ved at udgå. Det er sådan set også stort nok. Problem altså.

Men det er slet ikke mig, det her skal handle om. For på hjemmebane er jeg duftmæssigt i en evig konkurrence med det lokale dyr. Som, akkurat ligesom rigtigt mange kvinder, heller ikke mener, at hans egen kropsduft ligesom er nok i sig selv. På det basale punkt er vi dog uenige, ham og mig. Jeg synes, lugten af hund i sig selv er fuldt tilstrækkelig. Hertil kommer, at lugten af våd hund (eller hund, der har været ude om vinteren) sådan nærmest er mere tilstrækkelig end bare tilstrækkelig.

Heri er hunden uenig. Han er tilsyneladende ikke synderligt tilfreds med sig selv, lider af en form for duftmæssigt mindreværd, der gør, at han aktivt arbejder på at forbedre sin egen lille duftzone. Man må lade ham, at han ikke bare lader stå til. Han arbejder intensivt for sagen.

Efter at have delt hus med ham i 4 år, har jeg efterhånden luret hans præferencer. Temmeligt afdøde, andre dyr er OK. OK som i sådan en form for hverdagsparfume. Ikke til, når det hele skal være lidt festligt. Så skal der mere til. Temmeligt afdøde, andre dyr har også en form for indbygget scoringsskala. Altså i forhold til, hvor gode de er parfumemæssigt. Det er meget enkelt. Jo mere afdøde, de er, desto bedre. Kan man se sit snit til at rulle sig indgående i en død, overkørt, fladmast, tidligere solsort, er lykken sikret mange dage ud i fremtiden.

Men når der skal være lidt fest i gaden (og pelsen) er den ultimative topscorer helt uden konkurrence en god, gerne frisklavet, godt cremet kokasse. Der er simpelthen intet som sådan en. Ikke blot dufter den tilsyneladende ualmindeligt lækkert, men den har også den lorteklare fordel og kvalitet, at den kan mases ind på steder, hvor fladmaste solsorter end ikke har en chance. Sådan en kan man ikke blot få helt ind til huden. Man kan også få hvert eneste hår maseret ind i den. Man kan faktisk forvandle hele sit retrieverlyse selv til en broget blanding af fedtede, lortebrune hår med et hoved, hvor ingen mere kan se snuden, fordi falder i med resten af hovedet rent farvemæssigt. Med bare en smule tålmodighed ( og gerne også en smule solskin) kan man få kokasse til at tørre og hænge uløseligt fast på tissemand og hale. Og især halen er god. Med den kan man nemlig feje hen over småborde, stole, sofaer og senge og totalt indiskret aflægge lidt af den saliggørende parfume, man med flid og udholdenhed har tilegnet sig på en vanvittigt god mark.

Selvfølgelig ER det noget mere besværligt for dyret at få parfume på. For mig er det jo bare at presse lidt på en flacon. Han, derimod, må rulle sig virkelig–og jeg mener virkelig– grundigt og indgående i sin. Starte med en 10-20 gange på ryggen og dernæst, med en noget forkvaklet manøvre, der ser en smule morsom ud ( men ikke er det!) forsøge at få det op på maven. Det er sådan noget med at sprede alle fire ben ud til siden og så kure sammenbidt igennem lorten. Fra begge sider.

Der er en ting, der altid har gjort en smule ondt på mig. Det er, når han lige har færdiggjort sit parfumeprojekt. (Som jo altid sker, når han er 50 meter foran en på steder, hvor han må løbe løs.) Så står han der og er selve dyrenes konge. Udtrykker en stolthed så stor, at det næsten kan mærkes på en selv. Viser, at det er HAM, der er overhunden, charmetrolden, he-hunden, score-hunden, den uovervindelige på den allerbedste hårdag nogensinde. Og så kommer overmokken her og spolerer det hele. I al sin menneskelige ufølsomhed og ulugtsomhed overfor verdens bedste parfume, lige det sekund, hvor man aldrig har været mere lækker og attraktiv, SKÆLDER HUN UD!

Jeg ved ikke, om andre end mig har været i den situation, hvor de har måttet bedømme, hvor længe en kokasse lugter. Jeg vil tilføje, at man nok skal være hundeejer for overhovedet at gå ind i den slags kalkulationer. Hvem står ellers lige med det problem? Jeg kan svare rimeligt nøjagtigt, og det er LÆNGE. Og kokasser kan hverken overdøves af Anäis, Anäis, ( hvem gider også have en hund, der render rundt og lugter af bordel?) eller de sunde fra Matas. Jeg har prøvet.

Så lige nu har jeg så en hund, der går rundt og lugter af den billigste silikoneshampoo fra et forlængst hedengangent hotel, hvor jeg i sin tid kom til at tro, den var min. Det er ikke optimalt, men det er bedre end kolort. Og jeg ved skam godt, at man ikke vasker hunde i det, som nogen tror er menneskeshampoo. Jeg er fløjtende ligeglad. Selv om han på ingen mulig måde ser ud, som han gør efter en gang kokasse-wellness, altså sådan stolt og Scorekaj-agtig ( han virker sgu` ærligt alt lidt flov!), så skælder jeg da i det mindste ikke ud.

Og jeg har sagt (nej, prædiket!), at hvis hans form for kropsmanicure gentager sig, så dømmes han til for evigt at lugte af hotelsilikone.

Og hvis han er rigtig, rigtig sød og holder sig fra de lortekasser, så kan det være, han en dag må låne lidt af min Weekend.

 

 

Continue Reading