Genialt!

I Danmark bliver flere og flere vejkryds lavet om til rundkørsler af sikkerhedsmæssige grunde. Men alle kender vist den der megastressende fornemmelse af, at netop ens egen indkørsel til rundkørslen i timevis bliver slagtet, fordi den forudgående er yderst leverancedygtig i biler. Og at reglerne er, at har man først tilkæmpet sig en plads inde i selv rundkørslen, så holder man da lige fast i den! Ofte med en smule kynisk hovering overfor alle dem, der nu bare må bruge adskillige minutter på at nærstudere rundkørselsparader.

Det er der faktisk råd for. På Jersey, hvor vejene er smalle, bilerne er kolossale (der kører ikke ret meget under Jaguardimension!), rundkørslerne talrige og trafikken meget tæt, har de fundet er rigtig god løsning. Nemlig “Filter in turn”. Det eneste, den kræver, er at alle uden undtagelse kender reglerne–for ellers går det bulende galt. I al sin enkelthed betyder systemet, at man, når man holder ved en indkørsel til en rundkørsel, ALTID lader den første bil passere, hvorefter det så er ens egen tur. Til gengæld udøver man præcis samme manøvre, når man selv er inde i rundkørslen.  Alle kommer derved såvel fair og efter tur ind, og ingen tilkørsler bliver sat på stand-by.

Samme uskrevne regler gælder for tilkørsler fra mindre veje ud på mere befærdede veje. Første bil kører forbi, anden bil holder og lader den tilkørende komme ind. Og så fremdeles. For at minde ignorante turister om reglerne har man endda ved adskillige rundkørsler opsat skilte som det viste.

Det virker! Det virker faktisk overmåde godt! Og det kunne vi godt lære en del af!

 

Continue Reading

All packed up and ready to go.

Her klokken pølse om morgenen.

For så tror man, at det er så let og utroligt hurtigt, det der med disse flyvende maskiner. Det er det sådan set også. Man glemmer bare al ventetiden i snuskede, overfyldte lufthavne, hvor man hverken kan finde en anstændig plads til sin numse eller få et måltid, der nærmer sig grænsen for lødighed. Hverken nærings- eller prismæssigt.

Når man, som jeg, har valgt at bo i den yderste provins, får man også lige et nødvendigt gensyn med DSBs unødvendigt umoderne tog med i bagagen. Så om trekvart døgn kan jeg skimte min egen seng.

Og sikke da en forfærdelig beklagelse fra en, der vel bare kunne være blevet hjemme, hvis det skulle være. Det skal det så ikke være. For heldigvis er turen det hele værd. Alternativet til at rejse er, og vil altid være, at blive hjemme. Og der skal mere end adskillige snuskede lufthavne til for at få mig til at ende der! På permanent basis!

Continue Reading

Den forlængede dagligstue.

Pubben er ikke et værtshus, en bodega eller bare et sted, man får en drink. Den er et begreb, en naturlig forlængelse af ens eget hjem og der, hvor man mødes. Der er ingen, der IKKE går på pub, uanset alder, holdninger og civilstand, for hvor skulle man ellers møde alle dem, man kender? Herovre inviterer man jo ikke folk HJEM. Man inviterer dem UD. Altså på pub.

Derfor er langt de fleste britiske pubber så langt fra begrebet dansk værtshus som overhovedet muligt. Det er muligt, at hipsterkulturen omkring visse cafeer i vores allerstørste byer har en lille snært af pubbens sociale værdi, men ude i provinsen går vi altså ikke bare sådan lige på værtshus eller cafe, så snart vi er socialt udsultede og trænger til at se andre mennesker.

Her er en rigtig hyggelig pub. Den er ikke alene. Der har tonsvis af makkere over hele Storbrittanien og Irland. Så man altid lige kan smutte ind og få lidt på den sociale konto.

Continue Reading

Mere Jersey.

En af de utallige milevide sandstrand på Jersey. Man skulle næsten tro, jeg blev betalt for at reklamere for øen….

I grunden ville det, med permanent bosætning for øje, desværre være helt forgæves. For her på øen, med en topskat på 27 procent, skal man, hvis man ikke er født her, have været fast bosiddende i 10 år uden pauser, inden man kan opnå retten til at købe fast ejendom.

En et-værelses lejlighed kan så erhverves for et minimum af 2,5 millioner.

Reglerne er en smule mere elastiske for milli- billi- og trillionærer. De, eller deres penge, indgår generelt ikke under samme restriktioner som almindelige mennesker. De køber nok heller ikke et-værelses!

Continue Reading

Jersey.

På kanaløen Jersey er tidevandsforskellene op til 12 meter. Højest, selvfølgelig, når det er fuldmåne, og det er det på fredag.

Ebbevejen ud til borgen Elizabeth Castle er kun åben få timer dagligt, men det er en stor oplevelse tilfældigt at time sit besøg, så man rent faktisk kan gå tørskoet derud. Når der er højvande, sejles der med amfibiebåde.

Ved lavvande ligner det hele et goldt månelandskab, ved højvande bare et helt almindeligt hav.

Det er faktisk vildt fascinerende.

Continue Reading

Om nye kartofler.

Herovre på Jersey, hvor alt gror umanerligt godt i det milde klima, har de så mange nye kartofler, at de ligefrem kan sælge dem i sækkevis. Det kan jo godt vække en smule misundelse hos en vinterramt dansker, der stadig må vente på de nyopgravede, nationale rodfrugter.

Egentlig er jeg slet ikke kartoffelmenneske. Men jeg elsker nye kartofler. Selvfølgelig fordi de, til forskel fra gamle kartofler, smager af noget. Noget rart, genkendeligt og behageligt. Men mest fordi der for mig ligger en kolossal symbolværdi i de små knolde. Når de nye kartofler kommer, tør jeg for alvor tro på, det bliver sommer. Snart.

Nye kartofler smager af sol, sommer, spise udendørs og de jordbær, man kan være så heldig at få til efterret. Og det er da en smag, man ligesom kan forholde sig til!

Herovre på Jersey får de så bare fornøjelsen noget tidligere. Men jeg tror på, at deres nationalknolde langt fra smager så vidunderligt som de danske. De sidste er nemlig værd at vente på!

Continue Reading

Om at være morgenmenneske.

Man får sit eget lille, private ejerskab til verden, når man er morgenmenneske. Der er ikke så mange andre i den.

Som nu her klokken 6 ved en klippekyst på øen Jersey, hvor fiskeren og jeg har det hele lidt for os selv. Det er det, der pludselig både gør verden stor og overkommelig. Jeg er sikker på, vi begge får en god dag.

I alt fald er det den slags morgener, hvor man oven i købet får lov at befinde sig på denne pragtfulde ø, der giver virkelig gode forhåbninger om en dag langt over gennemsnittet. Og en ditto fangst……

Continue Reading

Arrogance? Eller bare det gode liv?

Forleden, da jeg vinduesshoppede ned ad gågaden i Flensburg sammen med en medbragt veninde, kom vi med stor selvfølgelighed til at tale om, om der var “noget bestemt”, vi skulle kigge på. Svaret på den der “Kigger du efter noget bestemt?” er i øvrigt alle mænds ultimative mareridt. For hvis det er “Nej.” ved enhver gift eller samboende mand efter ½ år, at så er faren øredøvende. Så leder hun nemlig basalt efter ALT. Virkelig, virkelig ALT. Uden undtagelse!

Anyway, vores eneste faste stop var Gerry Weber, som vi godt nok ikke helt er vokset til endnu, men min mor har en stor kærlighed til mærket, og da de ofte har et velfungerede tilbudsstativ, er det relativt let og billigt at score “God-datter-point” på den konto. Veninden fik nu også en rigtig fin kjole med tilhørende jakke, men hun bliver selvfølgelig også tres…..

Så var det, at vi faldt i snak omkring, hvorfor vi IKKE ledte efter noget bestemt. Veninden manglede ( ialt fald på det tidspunkt) ikke kjoler, for dem køber hun jo i Spanien. Jeg manglede nada, fordi jeg jo lige havde voldryddet Century 21 i New York. Det skulle da lige være strømper, men dem køber jeg jo i altid i Belfast. Og sådan kunne vi ligesom blive ved, fra den ene beklædningsgenstand til den næste. Vi skulle i den grad ingenting have, for selv om den tyske moms er lav, og det derfor er billigere at købe tøj i Tyskland, så vidste vi da lige præcis, hvor alting skulle købes. Og det var så ikke i Flensburg.

Tyve meter længere nede ad gaden kiggede vi pludselig på hinanden og erklærede samstemmende, at det her, det var da godt nok lige en tand for arrogant. Vi er begge jyder, så det gør lidt ondt på os at nærme os et stadie, hvor pral-o-metret slår negativt ud. Det fortæller vi også til enhver tid hinanden. Det skulle da nødigt hedde sig….

Men så alligevel! For hvis man vender det om og skider højt og flot på pralværdien, så står vi altså også der en formiddag på slentretur i en gågade, vi overhovedet slet ikke behøver være på–men kun er på, fordi vi har tid, lyst og lejlighed. Fordi vi er så ualmindeligt priviligerede, at vi både kan mosle rundt i mellemstore tyske provinsbyer og i verdens store og mere interessante hjørner. Vi har enten økonomien til eller ( i mit tilfælde) jobbet til, at det meste af verden er indenfor vores rækkevidde. Vi har pengene og helbredet–og vi har lysten. Og vi nyder livet så umådeligt intenst, netop fordi vi har de muligheder. Det er derfor, jeg faktisk er ret taknemmelig for, at det overhovedet er muligt for mig at købe mine sokker i Belfast. Det er vel, hvis man ser sådan på det, selve indbegrebet af overskud og det gode liv overhovedet at købe sine sokker i Belfast. Ligesom det også er en forunderlig livskvalitet at have mulighed for at købe sine kjoler i Spanien.

Vi er de taknemmelige ældre, for vi fik mulighederne. Med dem følger også visse forpligtelser. Jeg har set nok ældre mennesker visne og dø på meget kort tid, fordi de enten ikke turde eller ikke formåede at anvende og bruge det liv, de havde fået. På en underlig, bagvendt måde burde de faktisk være blevet pålagt at hente deres strømper i Belfast eller en festkjole i Spanien.

Så konklusionen bliver simpelthen et TAK herfra! Tak fordi jeg kan hente fodbeklædning i Nordirland og den livskvalitet, det indebærer.

Og PS: Avoca har verdens, efter min mening, bedste sokker, og da pundet er så lavt for tiden, skal man endelig ikke købe dem i Euro i Dublin, men vente til Belfast. Hvis man altså lige kommer forbi….

Continue Reading

Om stinkmennesker.

Nu er vi så ovre i et af de mere kontroversielle emner, men en gang imellem skal der også være tid, plads og lejlighed til at lufte dem. I dette tilfælde: i den grad LUFTE!

Jeg har lige været nede at handle og befandt mig i dagens lange kassekø godt presset sammen mellem ½ års ufortyndet armsved og et beskidt joggingsæt marineret i godt, gammelt kattepis. Mens jeg stod der både frygtede jeg for stankens indflydelse på mine ellers jomfruelige madvarer samt ængstedes betydeligt for, om jeg ville udstå stankprøvens længdemæssige udstrækning.

Jeg overlevede. Det plejer jeg generelt også at gøre. Kun få gange har jeg med beklagelse måttet forlade en kø, fordi jeg desværre har været på besvimelsens rand over andre menneskers mangel på hygiejne. Kassekøer er også overlevelige–i alt fald sammenlignet med, hvad man KAN blive udsat for på langdistancefly. Der findes jo vitterlig mennesker, der i årevis har negligeret enhver form for kropslig odeur så betragteligt, at de kan forpeste en hel Airbus.

Jeg taler overhovedet ikke om ham, der gik amok i hvidløgen aftenen før. Eller hende, der lige har løbet halvmarathon. Det går jo over, og begrundelserne for lugtgenerne er oftest umiddelbart synlige og forklarlige. Til gengæld taler jeg om mennesker, der har et utilladeligt afslappet –eller i de fleste tilfælde ikke-eksisterende–forhold til personlig hygiejne. Mennesker, der hverken vasker sig selv eller deres tøj. Og som tilsyneladende er ligeglade–eller totalt har fortrængt deres egen lugtesans–for jeg vil vove at påstå, at i dagens Danmark findes der meget få seriøse undskyldninger for ikke at renovere sig selv eller sit tøj.

Mens jeg stadig underviste, var jeg selvfølgelig bevidst om, at mange teenagedrenge lugter mere af lort end af lagkage. Det bar de odeurmæssige gener efter en times undervisning for lukket dør tydeligt præg af. Jeg ved også, at selvsamme teenagedrenge oftest vokser fra det. Den bedste kur er en stormende forelskelse. Dog har jeg også oplevet flere gange at blive genert og blufærdigt kontaktet af teenagepiger, som har påtalt en bestemt klassekammerats uhensigtsmæssige, lugtmæssige udfordring. Det behøvede de sådan set ikke. Jeg var stinkende bevidst om det i forvejen. Omvendt er det en svær en, for hvordan forklarer man en bumset, halvbeskidt, svedstinkende, dybt usikker teenagedreng, at udover alle de andre udfordringer, så lugter han altså også? Der har jeg nok mestendels stukket hovedet i lommetørklædet og forsøgt at navigere udenom, selv om det måske, for stinkerens egen sag, ville have været en gevinst at få klarhed på, hvorfor han i fatal grad altid manglende sidekammerater.

Vi er nemlig uhyggeligt bange for at konfrontere andre mennesker med deres uheldige, uvaskede kropsdufte eller oplyse dem om den heldige brugsværdi, der ligger i en pakke Ariel Color. Indrømmet, jeg er selv på den (tørre)snor. Som tidligere nævnt forlader jeg jo hellere en lugtende kø end konfronterer lugtbæen. Jeg er jo, med andre ord, med til at legalisere at stinke. Så egentlig har jeg måske slet og ret overhovedet ikke ret til at brokke mig.

Jeg ville bare ønske, at vi–ligesom i enhver form for anden human samfærdsel–havde nogle uskrevne love, som i alt fald hovedparten af os fulgte. Simpelthen at man, hvis man på nogen mulig måde er i stand til det, tager sin egen hygiejne seriøst. Allermest for andre menneskers skyld. Men måske allermest for kassepersonernes! De stakkels mennesker skal jo sidde der i hørm, fis, prut, kattepis, sved og forfald i mange timer. Det synes jeg faktisk ikke, hørmerne kan være bekendt!

Continue Reading

En lille smule pral.

Når man både er heldig og ved en lille smule om tingene, så kan man altså godt finde små skatte i udenlandske marskandiseres rodekasser.

Hende her i Milano vidste godt, det var sølv, og at “Georg Jensen” var et rimeligt kendt mærke deroppe nordpå. Så hun nægtede at sælge for under 300 kr.

Det var sådan set helt i orden, set fra min side. Hvorfra skulle hun også vide, at Nanna Ditzel er ret populær, og at netop denne serie for tiden oplever en ret stor renæssance?

Der ER små brugsspor, som jeg ikke kan gøre noget ved. Til gengæld kunne jeg da prøve at pudse den–eller i mit tilfælde lægge den i syrebad af bagepulver og salt. Så har jeg nemlig fået mig en både flot, veldesignet og populær vintagebroche til en pris, der vist ikke findes magen til nord for Alperne!

Continue Reading