Da jeg blev udsat for identitetstyveri.

Det er vel en 4-5 år siden nu, og det hele startede med, at jeg blev ringet op af min bank. Kunne det passe, at jeg, samtidig med at jeg tilsyneladende passede mit arbejde herhjemme, spurtede rundt fra stat til stat i USA og ivrigt brugte mit Visakort?

Det kunne det så ikke. Så nogen var tydeligvis i gang med at assistere mig på den front. De havde noget af en fest på min regning derovre, og de var helt klart ikke amatører. De var startet med at bruge små, uskyldige beløb på 2-3 dollars, for derefter tålmodigt at afvente, om nogen opdagede det. Da det beklageligvis ikke blev noteret af hverken mig eller banken, eskalerede beløbsstørrelserne hurtigt, uden at de dog blev sådan helt vanvittige. Jeg tror, det største beløb var i omegnen af 5000 kroner. Men samlet løb det jo alligevel op til adskillige tusind kroner.

Nysgerrig som jeg var, satte jeg mig også for at finde ud af, hvad det egentlig var, jeg havde investeret i derovre på den anden side Atlanten. Det lykkedes mig i de fleste tilfælde, og lad mig bare sige, at 1) jeg kan godt forstå, de brugte en andens kort, for jeg ville også have anvendt mulige dæknavne, hvis jeg skulle handle i den type forretninger (de fleste hed noget med “pussy” eller”horny”), og 2) det er yderst forbavsende, hvad den slags legetøj sådan samlet kan løbe op i, samt 3) de må VIRKELIG have haft noget af en fest.

Jeg spekulerende selvfølgelig også som en gal over, hvordan en flok sexhungrende amerikanere var blevet til mig og mit Visa. Jeg aner det stadigvæk ikke, men har en lille formodning om, at det måske har en sammenhæng med, at jeg på det tidspunkt var fagboss i engelskgruppen og derfor ofte købte bøger i diverse internetbaserede boghandler i såvel England som USA. I alt fald var det flere år siden, jeg sidst havde været i USA. Samt aldrig i netop de områder, mit Visa selvstændigt nu rejste i.

Banken var hele vejen igennem meget behjælpelig, men at blive udsat for den type tyveri er alligevel særdeles besværligt og tidskrævende rent praktisk. Man skal udfylde et ret omfattende registreringsark samt minutiøst redegøre for hver eneste forfalsket udtræk, inden banken kan erstatte det. Det gør de faktisk, men selvfølgelig erstatter de ikke al den tid, man bruger på det. I det øjeblik, tyveriet bliver opdaget, lukkes kortet selvfølgelig, men man må vente et godt stykke tid, før det kan anmeldes, for man skal jo være HELT sikker på, at der ikke er hævet mere. Og når det sker i udlandet, kan der jo godt gå en rum tid, før beløbene bliver registreret i Danmark.

Jeg kan huske, at jeg på det tidpunkt skulle en uge på kursus i Oxford, samt at der ikke stod så meget som en krone på min konto. Alt det, der burde have været der, var lige så stille blevet støvsuget over Atlanten. Selvfølgelig fik jeg et nyt kort, men hver gang jeg brugte det, ville jeg overtrække og trække renter, og netop det, at jeg skulle anvende det i udlandet, gav mig koldsved. Stod der også nogle liderbukke i Midtengland og bare ventede på at aflure min kode, så de kunne styrtspurte hen på det nærmeste bordel i mit navn?

Jeg har bevidst skrevet om alle de praktiske følger først. For selvfølgelig var de “de værste”, og selvfølgelig kan de ordnes med tiden. Så langt, så godt. Men der er altså også andre følger. Allermest en basal følelse af usikkerhed, utryghed er måske endda et bedre ord. Især ved at anvende sit kort i udlandet. Det er selvfølgelig en god undskyldning for at lade andre anvende deres i stedet, men den går jo desværre ikke i længden. For hvem var det, der gik og spillede fandango som mig? Ville de gøre det igen? Og hvis ikke engang ens Visa var sikkert, hvad var så? Samt allerværst: Var mit Visa det eneste, de havde luret sig tilgang til? Hvad VIDSTE de om mig? Hvad ville de BRUGE?

Heldigvis sluttede sagen efter et par måneder med, at jeg fik alle mine penge retur. Samt at jeg overtalte banken til at betale renter for overtræk på tomme konti, der jo faktisk slet ikke var så tomme endda. Deres indhold var bare midlertidigt udlånt til liderkarl i Amerika.

Men jeg tjekker mine konti med meget regelmæssige mellemrum. Og jeg er meget påpasselig med, hvad jeg køber på nettet, samt hvordan jeg bruger mit kort i udlandet. Så indtil nu er der heldigvis ingen, der har haft held til at investere i mere sexlegetøj på min regning igen.

 

Continue Reading

Britiske byer. V.

Brighton.

Brighton har normalt omkring 300.000 indbyggere, men om sommeren stiger tallet så overvældende, at byen også har tilnavnet “South London.” Den er, uden sammenligning, den mest populære og også på sin måde mest eksklusive badeby i England, placeret på sydkysten 80 km. fra London.

Brighton vrimler med gamle, flotte, majestætiske badehoteller samt hotelslum af enhver art. Her er noget for enhver pengepung. Og ligegyldig hvor man så overnatter, så mødes man med alle de andre turister på den fine gamle “pier”. At have en mole er et must for enhver britisk badeby med respekt for sig selv, men Brightons er en af de allermest berømte. Her findes et utal af forskelligartede forlystelser samt en permanent duft af friture, tilsat candyfloss. The pier er sådan et sted, hvor man både kan trække armen af led i spilleautomater, blive foreviget af diverse kanonfotografer samt nyde en gang velfortjent fish and chips. Den er en del, en vigtig del, af konceptet Brighton.

Længere oppe på land domineres byen af de berømte “lanes”, små, hyggelige gader med masser af sjove butikker, der sælger alt det, man ikke anede, man manglede. Det er sådan et rigtigt slentrekvarter. Og slentrer man forbi et bøssepar med hinanden i hånden og et mindre barn i klapvogn foran, så er det fordi, byen huser Englands største koncentration af bøsser og lesbiske. Her er også masser af små, farverige, bøssedrevne cafeer, hvor alle, uanset seksuel observans, er velkomne. Tillige holdes landets største parade i Brighton hvert år i august. Den er, mildest talt, også meget farverig.

Byens største seværdighed ( i alt fald officielt) er Royal Pavillion. Nærmest en slags slot, bygget i indisk stil i 1787 som bolig for den senere Kong George IV. Det er en fantastisk bygning, som nu er offentligt museum og kan lejes til store begivenheder som bryllupper og anden festivitas. Der er store samlinger af snart sagt alt, og man kan sagtens bruge flere timer på at gå gennem alle herlighederne.

Men Brighton er allermest stranden og livet omkring den. I danske øjne er det nok ikke den allermest tillokkende strand (småsten), men skal man “bare” til stranden, kan man jo gøre det herhjemme. Det, der gør Brighton så anderledes, er måden, disse skøre briter indtager en strand på. Gerne forsvarligt påklædte, gerne iklædt liggestol nedenunder og gerne spisende et eller andet. Englændere bliver ikke brune af solen, de bliver rødblå. Og englændere er generelt bange for vand, de holder sig i alt fald så langt væk fra bølgerne som muligt. Det er slet ikke det, det går ud på. En dag på stranden svarer, jævnt hen, til en dag i Tivoli eller, måske mere nøjagtigt, en dag i et omrejsende tivoli. Vandet er bare et alibi for at tage afsted.

En del spændende kunstnere holder også til i og omkring Brighton. Der er en del ateliers langs stranden, men skal man finde nogle måske lidt mere lødige og innovative kunstnere, er det bedst at forlade menageriet langs vandkanten og gå op i den smukke by.

I øvrigt er Brighton et af de steder i verden, som har de største problemer med måger. Sidst jeg var der, var der ståltrådshegn omkring alle altaner og udendørs verandaer. Jeg ved, de arbejder seriøst med problemet dernede, så måske er det løst?

Under alle omstændigheder er det en by, der er et besøg værd. Om ikke andet så for at beskue briternes lidt anderledes og, i danske øjne, noget aparte strandtraditioner.

Continue Reading

Om sødmælk og dataroaming.

Nu nærmer tiden sig, hvor den årlige storhurdle med at finde dataroaming uden at blive godt og inderligt snydt skal overstås. Jeg frygter den allerede. Omvendt er muligheden for nårsomhelst og hvorsomhelst at kunne komme på nettet en absolut nødvendighed i mit job. Man kan vel nærmest sige, at hele min troværdighed afhænger af det. Så jeg må ned og shoppe tilbud.

Jeg køber intet hos telefonsælgere (se indlæg om sådanne!), og jeg har også for nylig fundet metoDEN til at få de frembusende robotmennesker til at holde kæft. Når de ringer, siger jeg med jubelråb i stemmen, at det da er vildt fantastisk, at de lige har ringet til netop mig, for jeg stod i den grad lige og ville ringe til dem. For at høre, hvilket mejeriselskab de anvender, når de køber sødmælk. Fordi nede i min Netto er der altså tilbud på sødmælk. Man skal bare lige binde sig til 5 liter om dagen fra Arla i en måned, hvis man vil udnytte dette fantastiske giveaway… Det kan jeg snakke så længe om, at jeg for første gang nogensinde IKKE er den, der smækker røret på. (Her må gerne stjæles–det virker sgu`.)

Så jeg må fysisk ned i de der butikker, hvor jeg (lad os nu være lidt diplomatiske) måske ikke altid er så velkommen, og hvor jeg har noteret mig, at de altid tjekker, at døren er forsvarligt lukket ud til gågaden, før de (efter lidt indbyrdes parlamentering) som regel lader enten yngstemand eller størstemand ekspedere dette forfærdeligt farlige kvindemenneske på 52 kilo krop og 15 tons mund. Jeg hader skam også den slags handler, hvor man sådan nærmest er armeret til fingerspidserne med gode argumenter, sylespidse bemærkninger og hele forbrugerrådets lovsamling under armen, allerede inden man overhovedet er fysisk inde i butikken.

Jeg ville aldrig, aldrig nogensinde sætte mine ben i sådan en butik, hvis det ikke var fordi, de har noget, jeg ikke kan undvære. Jeg kan scanne tøjbutikker i timevis uden at købe noget (nå ja, uden at købe så meget!), men ligefrem frivilligt at gå ind i en telefonbutik. NEEEJ! Det ved de også godt, teleselskaberne. Altså at vi ikke kan undvære dem. Det er den eneste troværdige årsag til deres ubehøvlethed.

Som nu sidste år, hvor Hr. Flødebolle Karl Smart prakkede mig et europæisk abonnement på til nærmest ingen kroner. Det var efter, at jeg ikke blot havde sagt, men i den grad prædiket og højlydt agiteret mine krav til et sådant. Især til at det skulle kunne dække Israel (“Ja”, sagde han. “Det er jo Europa” “Nå”, sagde jeg. “Siden hvornår?”) samt at det skulle kunne vare året ud. Vi opnåede så en form for våbenhvile omkring det sidste, hvorefter jeg 3 uger senere fik en opsigelse, fordi netop det tilbud ophørte på en bestemt dato. Selve de informationer stod IKKE i min kontrakt, og Flødebollesmarten må da have været enten tunghør eller imbecil, når han solgte mig et abonnement, der løb 3 uger, når jeg nu 27 gange (+ det løse) havde forklaret ham anderswo. Eller også var han–tro det eller ej–bedøvende ligeglad!

Det blev så et mindeværdigt efterår i netop den telebutik. Jeg er sikker på, de med bævende ben husker det endnu. Jeg er absolut ikke fysisk voldelig (jeg kender mine begrænsninger samt ved, hvornår jeg er den lille), men jeg kan lukke så meget mundlort ud i spandevis, så man skulle tro, jeg var opvokset på et offentligt toilet. Herretoilet. Og jeg har en vedholdenhed, der i al sin essens går ud på at stå, og blive stående, indtil jeg får ret. Samt selvfølgelig samtidig at informere alle andre tilstedeværende og dem på gågaden (jeg lukker altid døren op!) indenfor en radius af ½ kilometer om, hvilket lorte-snyde-imbecil-møg-skide- og pisseselskab, det her er. Så får jeg som regel ret, og de får fred. Tror de. For som en ekstra sikkerhedsforanstaltning indsender jeg altid en skriftlig klage, som i stærkt ironiske vendinger informerer dem om deres egen lortestatus.

Det betyder selvfølgelig, at jeg får mine små, korte abonnementer gratis. Hver gang. De tør–eller gider–ikke andet.

Men det er jo slet ikke det, jeg i bund og grund vil. Jeg vil bare så utroligt gerne have et spiseligt, pålideligt abonnement, som hele perioden fra nu til slut oktober kan give mig fri og ubesværet dataroaming hvorsomhelst og nårsomhelst til en rimelig pris. Både i Europa og i Israel, og det sidste fuldstændigt uafhængigt af, hvor flødebollekarl nu ellers lige mener, at det land ligger.

 

 

Continue Reading

Kvindelige rollemodeller. I.

Pippi Langstrømpe.

Selvfølgelig skal dette ikke være en serie om fiktive rollemodeller, men hende her er altså ikke til at komme udenom. Især ikke for alle os, der voksede op i en efterkrigstid, der var præget af strenge normer for, hvad en kvinde kunne tillade sig, samt hvordan en såkaldt pæn pige skulle opføre sig.

Efter at være blevet afvist af det store forlag Bonniers indtil flere gange, fik Astrid Lindgren omsider bogen udgivet på et mindre forlag i 1945. I øvrigt med de ikoniske tegninger af Ingrid Vang Nyman fra Vejen. De tegninger, som vi alle nu ser som den eneste sandfærdige gengivelse af Pippi-figuren.

Omkring samme tidspunkt udgiver den amerikanske børnelæge Dr. Spock sin lige så ikoniske Bogen om barnet, der med sine skarpe regler for “ro, renlighed og regelmæssighed” bliver børneopdragelsens Bibel rundt omkring i de små hjem. Der kan man da vist tale om noget af et sammenstød!

Pippi får, mildest talt, ikke nogen begejstret modtagelse. Verden er simpelthen ikke klar til sådan et barn. Et barn, der rent ud sagt pisser på autoriteter og normer. Det eneste forældreløse barn, der hidtil har trivedes i den rolle (alle de andre græd snot hele natten), var Peter Pan, og han måtte helt ud på Ønskeøen for at gøre det, samt ansætte Wendy til at muge ud hvert forår.

Der er ingen tvivl om, at Pippi var en udfordring for sin tid. Hun satte spørgsmålstegn ved alle på forhånd fastlagte normer og praktiserede på sin ikke-voldelige måde sin egen lille revolution. Jeg elskede Pippi som barn. For mig blev hun den rollemodel, der viste mig, at tingene for en pæn pige fra provinsen ikke nødvendigvis behøvede at være fastlagt i et net af rigide regler. Nok slæbte vi ikke heste ind i husene (ikke ret tit, i alt fald), holdt aber eller gjorde præcis som det passede os, men Pippi gav os følelsen af, at det var muligt. Muligt at vi på vores egen lille måde gjorde en smule oprør.

Det, der var så befriende ved Pippi, var, at hun var så afslappende ligeglad. Det var fuldstændigt betydningsløst for hende, hvad andre mennesker tænkte. Og vi var jo faktisk opdraget med, at det vigtigste i livet var, hvad andre mennesker tænkte! Hun gjorde, hvad hun havde lyst til, og ikke hvad andre sagde, hun skulle. Jeg har før her på bloggen skrevet om karnevalisme, og her skal bestemt også nævnes, at Pippi vel holdt karneval hele året. Forstået på den måde, at alle forhåndenværende autoriteter blev gjort usigeligt grundigt til grin. Hele tiden. Tænk bare på politimændene og lærerinden!

Jeg er sikker på, at Pippi indirekte fik en stor indflydelse på vores barndom. Hun turde jo alt det, vi andre ikke havde mulighed for at turde. Og på den måde gav hun os en form for kampgejst–til at kæmpe mod al den uudholdelige “ro, renlighed og regelmæssighed”, der var normen for børneopdragelse. For hvis der var noget, der IKKE fandtes hjemme hos Pippi, så var det i alt fald ro og regelmæssighed. Renlighed har det nok også været lidt småt med, sådan med heste og aber i stuen.

Mine egne børn har også elsket Pippi. Hun er langtidsholdbar, den tøs. Fordi hun netop symboliserer utopien om, at børn kan klare sig uden de der ofte ret irriterende forældre og udfordre autoriteterne. Men når bogen er lukket, er verdens stadig den samme, for selv børn ved jo udmærket godt, at sådan kan man ikke leve i den virkelige verden. Men man kan da i det mindste prøve—lidt!

Continue Reading

2 gode bøger.

Ulla Terkelsen: Vi kan sove i flyvemaskinen og Gretelise Holm: Jesus, pengene og livet.

Jeg har altid sagt, at hvis jeg ikke var blevet lærer, ville jeg have været Ulla Terkelsen. I mine øjne har den kvinde verdens mest spændende job, som hun ydermere forvalter på den allermest beundringsværdige, professionelle måde.

Jeg har også tidligere sagt, at jeg ikke er så meget til biografier, men disse to adskiller sig, efter min mening, fra de fleste andre. De er velskrevne (damerne er jo også journalister), de har haft spændende liv (især set med kvindeøjne), de har en befriende selvironi, og de har decideret andet på hjerte end den selvforherligelse, man ofte når til kvalmestadiet over i andre bøger. Engang læste jeg selvbiografien fra en af Danmarks mest kendte kvindelige sangerinder. Omkring s. 50 var jeg ved at få forstoppelse over samlejer med andre kendte kvindelige sangerinder….

Anyway, disse er gode, velskrevne bøger om levede kvindeliv. Terkelsen skriver om den priviligerede opvækst i Århus, hvor tidens tænkere færdedes i barndomshjemmet, et ungdomsliv under de marxistiske faner og dækningen af alle spændingerne i Nordirland. Det er spændende, og det er stillingtagende. Det er et liv, der er værd at læse om.

Holm, derimod, skildrer helt usentimentalt sin mildest talt ikke priviligerede opvækst adskillige steder i Jylland i en familie, der vel nærmest kan sammenlignes med nutidens økonomiske nomader. Det er barskt, men det er også livsbekræftende. Slutningen af bogen tenderer desværre mod at blive til ren “namedropping” (Vi har vist ikke noget dansk ord), og det gør den absolut ikke specielt interessant.

Hvis man i sin tid kunne lide Lise Nørgaards erindringer, så er disse to en slags moderne opfølgninger på, hvordan endnu to af journalistikkens største kvinder blev “skabt” adskillige år efter Fru Nørgaards prøvelser rundt omkring på redaktionerne.

Continue Reading

En god film.

This is England.

Her har vi så filmhistoriens nok mest perlende latter. Og vel også mest ucharmerende, charmerende barn, Thomas Turgoose som hovedpersonen, Shaun.

Ikke at der er noget som helst at grine af. Vi er i det dybt nedslidte og deprimerende Nordengland i 1982, umiddelbart efter Falklandskrigen, som også lige tog Shauns far med sig blandt de, der kæmpede den ærefulde kamp og døde for en lille gruppe stormomsuste øer langt fra England. Men Thatcher fik da lige en smule tiltrængt popularitet på den front.

Shaun og hans mor har det hårdt, og Shaun har meget svært ved både at vokse op, finde sig selv og finde ud af, at hans elskede far ikke kommer tilbage. Så det er også en “coming of age”-film. Men allermest er det en historie om en flok varmhjertede, desillusionerede skinheads i Doc Martens, der adopterer lille Shaun og gengiver ham troen på livet. Altså indtil over-skinheaden Combo returnerer fra fængslet og laver en helt ny dagsorden, der består af stærkt højredrejet populisme, fremmedhad og fysisk vold. Så fanges Shaun i et net, han ikke helt selv forstår, og som både leder til bristede illusioner og–heldigvis–nye, vigtige erkendelser.

Det er en barsk, men også sød film, som selvfølgelig kan tolkes på mange måder, og som vel næppe udelukkende handler om England i 1982. Den er hylende morsom ind imellem, men den er også skræmmende voldelig til andre tider. Hele tiden bæres den af dette vidunderlige barn, som i den grad kan grine. Resten af skuespillerne, mange amatører, er også fantastiske. Især Combo, som har den helt rette udstråling af at være muntert vennesæl, men også bærer rundt på ustyrlige mængder af smerte og had, som han hele tiden må lade gå ud over verden.

Og når man så har været gennem den forfærdelige historie og til sidst ser det forhadte flag forsvinde i Nordsøens bølger, så er det faktisk også en feelgood film. Ham Shaun skal sgu` nok klare sig.

Continue Reading

(Noget af) historien om Liban.

Der er vel næppe nogen, der ikke har været opmærksomme på historien om drengene fra Ry, der har floreret i såvel aviserne som på de sociale medier i disse dage. Det var den, der satte nogle tanker i gang hos mig, men samtidig skal jeg kraftigt understrege, at dette indlæg IKKE er et indlæg i netop den debat. Jeg vil prøve at være så upartisk som muligt, og det er absolut ikke min intention at skrive et indlæg om skyld eller skyldplacering. Det er der folk nok, der gør i forvejen. Ydermere har jeg overhovedet ikke lyst til at grave endnu flere grøfter mellem “os” og “dem”. Det er der også folk nok, der gør i forvejen. De klarer sig tilsyneladende fint uden min assistance. Jeg skriver dette, fordi historien er der.

Da mine børn i sin tid skulle starte i skole, var der ikke frit skolevalg. Jo, vi kunne da sende dem på den private realskole eller på den kristne ditto, men da vi er, og altid har været, af den overbevisning, at en god social forståelse er guld værd rent menneskeligt hele resten af livet, så blev det den lokale skole, som dækker flere pæne villakvarterer og et, på det tidspunkt, stort, socialt boligbyggeri, som også i mange år har figureret på den såkaldte ghettoliste.

Så jeg mødte Liban første gang i begyndelsen af 90-erne, da min datter startede i 0 klasse. Han var fra Somalia og den ældste i en stor søskendeflok, som sammen med deres mor var havnet ovre i “Parken”. Faderen var død, tror jeg. Anyway, jeg kan stadig huske det der store, forventningsfulde, smilende ansigt og de små ben, der bare sparkede helt vildt til alle sider, mens han prøvede at sidde stille på stolen. Han var dødcharmerende, knægten. Min private tese er, at netop den charme må have reddet ham en del gange–i alt fald som barn.

Desværre gik der ikke lang tid, før ethvert forældremøde i klassen nærmest kun havde et punkt på dagsordnen: Liban. Enhver kan vel også godt regne ud, hvad hans navn blev forvandlet til efter bare et par måneder. Liban var ustyrlig, totalt utilpasset, dødirriterende og en hæmsko for enhver seriøs indlæring på klassebasis. De der små ben kunne ikke sidde stille, og det, der i begyndelsen var smådril overfor de andre elever, blev med tiden til mere og mere alvorlige fysiske angreb. Når vi havde forældremøder (og det havde vi tit, kan jeg huske) kom Libans mor enten ikke, eller også mødte hun op og sad tavs som en østers i et hjørne. Min teori er, at hun ikke forstod, hvad der foregik, og ingen forsøgte vist at forklare hende det. Vi skulle jo i den grad ud med vores egne frustrationer, ikke? Libans mor var sikkert også vildt frustreret, men som jeg husker det, var der ikke rigtigt nogen, der tog det alvorligt.

Allerede omkring slutningen af 1. klasse begyndte eleverne at sive fra klassen. De stærkeste forældre (til drenge) flyttede deres børn til private skoler, og når man talte med dem, var årsagen entydig: Liban. Som forældre til en pige var vi ikke på den måde generede af de mere fysiske drillerier, men vi var da bekymrede over klassens faglige niveau. Omvendt mente vi også, at problemerne burde kunne løses, og at den danske folkeskole netop udmærker sig ved at skulle have plads til alle. Der var nu også tydelige spor i lærernes ansigter efter, at netop denne klasse og dens problemer var rimeligt uovervindelige. De lærere gjorde alt, hvad de kunne og magtede indenfor de rammer, de havde. Men det var ikke nok.

Liban var ikke bare charmerende. Han var også meget velbegavet. Han havde fundet sit publikum, sin scene, og der blev ikke på nogen mulig måde sat de nødvendige begrænsninger for hans udfoldelser. Hverken i skolen eller hjemme. Da han omkring 3-4 klasse startede på intensivt pjæk, var vi og vores børn vel nærmest bare lettede. Så kunne alle få nogle skoledage i fred. Selvfølgelig var de sociale myndigheder inde over, men jeg husker det, som at de ikke anede, hvad de skulle stille op, hvilket resulterede i , at uanbringelige Liban bare holdt op med at gå i skole.

Det betød jo langt fra, at han holdt op som sådan. Liban blev et nattedyr, som altid, da han var 12-13, kunne findes nede i byens pisserende, og hvor der nu ellers var gang i den. Som forældre stillede man jo op, når fodboldklubben skulle tjene penge ved at rydde op efter den årlige festival midt om natten, og der kunne man altid møde evigtglade Liban på 12, som klokken 3 om natten føjtede rundt og havde helt sin egen fest. Jeg kan også huske, at en bekendt indenfor politiet på et tidspunkt indrømmede, at samtlige politimænd i byen glædede sig inderligt til, at Liban blev 15, for først da kunne de stille ham til regnskab for det relativt betydelige synderegister, han allerede dengang havde. Her i familien fulgte vi Liban fra sidelinjen. Med meget blandede følelser, for han VAR jo charmerende og velbegavet, men F… også “a pain in the arse”.

Umiddelbart før Liban fyldte 15 ( om det så havde noget med sagen at gøre!) valgte familien at flytte til en større midtjysk by, og vores by åndede vist en smule lettet op. Vi talte somme tider stadig om Liban her i familien, for faktisk var vi interesserede i, hvordan det var gået ham. Selv om vi frygtede det værste.

Der gik så en del år, hvor Libans liv ligesom gik lidt i glemmebogen. Men pludselig en dag læste jeg en reportage i Politiken fra et statsfængsel, hvor flere af de indsatte fortalte deres historie. Allerede da jeg begyndte på artiklen, spøgte Liban i mit baghoved. Og ganske rigtigt: Der stod han nu, som et velvoksent, charmerende mandfolk og var i gang med at afsone 10 år for væbnet røveri. Ambivalente føleser igen: Både “Jeg vidste det.” og ” Brug dog den intelligens på noget andet.”

Jeg kan ikke finde artiklen mere, hvilket i denne sammenhæng også er ret ligegyldigt, men i forbindelse med Ry-sagen blev jeg altså nysgerrig omkring, hvad der senere er hændt Liban. Og det kan da ellers nok være, at det i sig selv også er en spændende historie, som, rent googlisk, fylder flere sider af hits på nettet.

Det viser sig, at han efter afsoning er blevet tilknyttet avisen Information (Det er vel ikke sådan lige alle, der bliver det!), hvor han skriver debatindlæg omkring såvel sin egen som andre flygtninges situation. Og hold da lige op, hvor den nu unge mand kan skrive! I et indlæg fra august 2015 ” Jeg har fucket tingene godt og grundigt op.” skriver han “Lad mig lige slå fast med syvtommersøm, at jeg er ked af, at jeg har udsat andre mennesker for vold og røveri. Jeg håber inderligt, at ofrene på en eller anden måde er kommet videre med deres liv, og at deres retsfølelse er nogenlunde intakt.”  Samt “Min dom var velfortjent. Og den var gavnlig for mig.” Det kan man da kalde selverkendelse, grænsende til undskyldende og lidt sentimentale.

Ligeledes i et indlæg i forbindelse med flygtningestrømmen i september 2015  (Vi står klar, brormand.) hedder det “Det sammenhold. jeg oplevede på Hovedbanen og ikke mindst ved grænsen, kom fuldstændig bag på mig. At se så stor en sammensmeltning af mennesker af forskellig social baggrund og status arbejde sammen for at hjælpe folk i nød var fuldstændig utroligt.” Samt “I dag kan jeg faktisk mærke, at hændelserne har fået mange af gadedrengene her i Århus til at ændre syn på danskerne.”

Så Liban havde altså både fortrudt sin kriminalitet samt var stået op af den grøft, der hedder “Det er danskernes skyld, det hele. De er racister.” Og med sådan et sprog, sådan nogle erkendelser, sådan et mod på livet samt–ikke mindst–en løs ansættelse på Information, så så det da absolut ud som om den lille grimme, sorte ælling omsider havde fundet sin svaneham.

Men nej! I april 2016 kører Liban sin ekskæreste ned i Århus samt tager hendes mand som gidsel. Han efterlyses af politiet (med billede, men de har nok også et helt fotoalbum af ham efterhånden), og melder først sig selv i januar i år. Aviserne melder intet om, hvad han har lavet i mellemtiden, samt hvordan sagen mod ham står lige nu. Men man kan vel roligt konkludere, at han sidder i fængsel. I øvrigt kan man også i samme forbindelse finde et indlæg på justitsminister Søren Papes Facebookside om Liban og skandalerne omkring ham.

Det var (noget af) historien om Liban. Det meste kan verificeres ved at google ham. Jeg har hele vejen igennem prøvet at være så upartisk som mulig. Den dreng har stadig en plads i mit hjerte. Jeg kan stadig huske Liban, når han storsmilende jagede alle de hvepse, som pigerne i klassen var skrækslagne for. Nej, hvor var han stolt. Men det kan jo samtidig ikke benægtes, at en hel del ting er gået galt i forbindelse med Liban. I vores land har vi en nationalsport, der går ud på at placere skyld. Vi tror, vi får det bedre, når skylden er havnet et sted. Jeg tvivler.

Så det står enhver frit for at tænke, hvad de vil, om denne historie. Personligt håber jeg bare på, at denne gode skribent engang kommer tilbage til Information. Og bliver der!

 

Continue Reading

CLAY. Keramikmuseum. Middelfart.

Museet CLAY ligger i Grimmerhus, det tidligere enkesæde til herregården Hindsgavl. Det huser en del moderne keramik, men også et skatkammer med over 55.000 genstande fra Royal Copenhagen, B&G og Aluminia.

Grimmerhus er pragtfuldt restaureret, men selve museets samlinger ligger i den nye, arkitektonisk meget spændende del, der primært er bygget ind i skrænten ud mod Lillebælt. Fra restauranten, som serverer dejlig mad og ligger i en tidligere, flot udestue er der den mest fantastiske udsigt ned over bæltet og helt ud på den anden side af den ny Lillebæltsbro. Det er i samme klasse–både med mad og udsigt– som restauranterne på Trapholt og Louisiana.

Desværre befandt museet sig netop i dag mellem udstillinger, så kun den store sal med udstillingen på billedet og skatkammeret var åbent. Man er nemlig ved at sætte sejl til en Axel Salto særudstilling, som vist skulle blive af international klasse. Men skatkammeret er bestemt også i sig selv værd at køre til museet for. Samlingen var for få år siden en gave under forudsætning af, at man byggede lokaler, der kunne huse den, og det lykkedes med mange fonde som donorer. Her er hele Danmarks porcelænshistorie i montrer, som er yderst pædagogisk opbyggede og klart har lyttet til en museumsdesigner. Det allermest spændende, synes jeg, er fornemmelsen af de skiftende perioder og stilarter, som meget tydeligt kommer til udtryk. Her er alt fra Flora Danica til Axel Salto og Arne Bang. Det er virkelig imponerende og meget, meget flot.

Og hvis man nu, som ham, jeg tog med, i grunden ikke har den fjerneste interesse for den slags, så er det faktisk meget vigtigt, at man giver sig selv chancen for bare at snuse lidt til det. Vrangvilligheden forduftede så småt undervejs og indrømmelsen af, at det var et flot og imponerende museum, kom også til orde. Mest ved, at vi allerede nu har aftalt, at vi bestemt skal tilbage og se Salto-udstillingen, som starter i slutningen af måneden.

Continue Reading

En god film.

The Lady.

Filmen om Myanmars elskede “Lady” , Aung San Suu Kyi, blev vist i aftes på DRK, så det var selvfølgelig ærgerligt, hvis man lige missede den.

I alt fald er den værd at se. Den udmærker sig i mine øjne ved, at den lidt nedtoner de forfærdelige politiske og menneskelige forhold i Myanmar og i stedet optoner kærlighedshistorien mellem Aung og den britiske universitetslærer, Michael Aris. Hvordan de to, tvunget af militærjuntaen, er nødt til at bo på hvert sit kontinent og kun “mødes” under korte, afbrudte telefonsamtaler. Ikke engang, da Aris er døende af kræft, får ægtefællerne mulighed for at sige farvel.

Det er historien om den kvinde, som i Myanmar er blevet ikonisk. De elsker hende grænseløst og ubetinget dernede, og de lidt uheldige politiske forviklinger, hun har været indblandet i for nylig, er sket efter filmens udgivelse. Udover en god–og sand–historie er filmen også vidunderlig smuk i sine billeder. Som faktisk ikke engang er optaget i Myanmar, for filmholdet var ikke velkomne, og Michelle Yeoh, som spiller Aung, er på livstid nægtet indrejsetilladelse.

Så hvis man gerne vil se, hvordan der ser ud i virkelighedens Myanmar, så tag derud. Læs evt. indlæg om landet her på siden først! Det er nok med i Top 10 over de smukkeste steder i verden, og selv om militæret stadig sidder på en lille del af magten, så kan enhver rejse frit mellem verdens nok mest gæstfri og smilende folk. Det er OGSÅ en måde at yde personlig U-landsbistand på.

Continue Reading

Om gysere og tårepersere.

Jeg ser aldrig gyserfilm. Eller. Jeg forsøger at spare mig selv og resten af verden for de reaktioner, gyserfilm automatisk fremprovokerer hos mig. De er både meget akutte og særdeles langtidsholdbare.

Jeg havde min debut indenfor genren i midt-tresserne, hvor det franske spøgelse Belphegor lagde de danske gader øde i sort/hvid. Det var TV, der ville noget! Bevæbnet med husets forhåndenværende puder så jeg ca. halvdelen af den serie. Resten hørte jeg–under puden. Heldigvis, i denne sammenhæng, har jeg aldrig været på så god fod med fransk, men skrig og råb er vel alligevel rimeligt internationalt, sådan rent sprogligt. Jeg så den altid sammen med overboens søn og mindes endnu, hvilken forfærdelig udfordring det var at komme ned ad trappen og hjem igen. Det vrimlede med virtuelle (vi kendte ikke det ord, men alligevel!) småspøgelser på den trappe om onsdagen. Og siden har mit liv vrimlet med alle de tingester, jeg har set i gyserfilm. De forfølger mig. Mest om natten og når jeg er alene hjemme. Selv Belphegor kan jeg stadig huske. Han er nok mit eneste sort/hvid spøgelse, men spøgelser behøver overhovedet ikke være i farver for at have indflydelse på mig. Jeg er ikke partisk med design, når det gælder spøgelser.

Og så har det så været sådan siden. Da mine drenge var yngre, syntes jeg, det var dødpinligt, at jeg ikke turde se gyserfilm, når de nu elskede dem og, forstå det hvem der vil, ligefrem nogle gange grinte af dem. De grinte så også af mor, der prøvede at være gysersolidarisk og altid så forfærdelighederne bevæbnet med pude og en blære, der i en uendelighed skulle tømmes. Apropos netop det, så viste jeg i undervisningsøjemed ofte gyseren Carrie for mine klasser. I slutscenen skyder en hånd pludselig helt uventet op af jorden ude på kirkegården, mens den allermest idylliske musik spilles. Belært af erfaring vidste jeg jo, den kom, den hånd, men alligevel har jeg kun set den en eneste gang–de restende snes tusind gange har jeg skullet tisse. Akut. Og vidst lige præcis, hvornår jeg kunne gå tilbage til klassen: Når de havde skreget!

Jeg slæber gyserfilm med mig i uendeligheder. Jeg er overbevist om, at alle de lemlæstede lig, motorsavene, mumierne, zombierne, Janet Leigh i filmhistoriens mest formidable BH og alt det andet skravl bare venter på en passende lejlighed til at komme efter mig. Det her er givetvis guf for enhver amatørpsykolog, selv jeg kan sagtens se en masse tydelige sammenhænge. Omvendt kan jeg jo bare lade være med at se lortet, for så får jeg da i alt fald ikke nye spøgelsesdesigns til samlingen. Førhen skreg jeg, når uhyrlighederne indtog lærredet. Nu skriger jeg bare ved tanken om at skulle se sådan en film. Det kan jeg så heldigvis selv bestemme, om jeg vil.

Jeg har det heller ikke godt med tårepersere. For de fungerer da i den grad efter hensigten hos mig. Jeg græder i spandevis og somme tider helt alene og som den eneste. Derfor går jeg heller aldrig i biografen til den slags film. I alt fald ikke uden en veninde, som jeg på forhånd ved har det akkurat som mig, for så er vi da i det mindste to, der fuldstændig uhæmmet og højlydt går i krampegråd og snyder os igennem flere pakker Kleenex. Samt somme tider ligefrem tysses på af andre, mere føleleskolde biografgængere, der har svært ved at høre lyden for alt det snøfteri. Af årsager, jeg ikke kan forklare, er det altid værst, når det er hunde, der dør. Pludselige dødsfald hos voksne mennesker og børn over 10 kvalificerer til lidt småhulk, men når Fido stiller poterne, så grædes der igennem.

Som med gyserne har jeg heller ikke kunnet undgå denne type film i undervisningsmæssig sammehæng. Min forholdsregel har været præcis den samme–nemlig hyppige toiletbesøg. Så jeg har siddet derude og dalret i kedsomhed, mens Boxer igen døde i Animal Farm, Vanessa Redgrave igen afslørede, at det hele var løgn i Soning og Teddy igen skød Damien i Vinden der ryster kornet. Nogle gange har opvakte elever endda bemærket “Nej, hvor ærgerligt. Du er altså lige gået glip af noget.” Det har været en smule svært ikke at svare “Ja. Det var lige det, jeg ville.”

Men jeg ser skam tåreperserne, for jeg elsker dem jo. I alt fald dem, hvor det kun er mennesker over 10, der dør. Eller de rigtige ikke får hinanden i enden. Jeg er ikke nærig med mine tårer. Jeg græder også, når de rigtige FÅR hinanden. Det sker så bare herhjemme, hvor jeg af samme grund har investeret i Netflix. (Det kom jeg til at fortælle mine børn, og pludselig var jeg blevet til 4 brugere og tilsyneladende begyndt at se en helvedes masse gysere. Hold da op hvor har jeg fået mange beskeder om “Lige en film for dig. Plæneklippermassakren.”) Så kan jeg sidde i min gode stol og upåagtet hyle i vilden sky og gå rundt med sorgprægede øjne i halve dage.

Med gyserne er det sådan, at jeg simpelthen ikke har råd til så stort et forbrug af sofapuder. Og at jeg heller ikke gider være bange for imaginære spøgelser, når jeg er alene hjemme. Hvilket er det tidspunkt sådan nogle altid tror, der er besøgstid hos mig. Især under min seng, i kælderen og i uoplyste kroge og hjørner. Så jeg ser ikke flere gyserfilm. Jeg har, om man så kan sige, spøgelser nok allerede. Jeg har jo samlet på dem siden midt i tresserne.

 

Continue Reading