Om at lære af sine børn.

I mange, mange år var det mig, der var familiens skolemester og førerhund. Mig, der lærte afkommet alt fra de allermest simple nødvendigheder for overlevelse, over en vis portion pli, takt, tone og god opdragelse til de større udsyn mod kunst, kultur og verden som helhed. Det var mig, der (godt hjulpet af min mand) læste bøger højt, introducerede kirker og slæbte modvilligt yngel med på kunstmuseer.Mig der financierede teater- og biografbilletter og mig, der forklarede, hvordan jeg nu lige syntes, at verden og alting i den hang sammen.

Det er det ikke mere. I takt med, at mine børn er blevet til voksne, selvstændige mennesker, er det ikke mig, der altid står med for- eller opklaringsjobbet. Der er så uendeligt mange ting, de ved meget, meget mere om end mig.

Det har været lidt svært at nå dertil. At afgive–eller overgive–førerrollen i det lokale kobbel til opkomlinge, som man med al tydelighed husker iført ble. At erkende, at nok har ens viden værdi, men den kan på nogle områder være forældet eller helt utilstrækkelig. Selvfølgelig ikke på alle områder: Det er da stadig mig, der er husets verdensmester i frikadeller, taler det pæneste engelsk og ved mest om litteratur. Men jeg får kamp til stregen. Og hvis jeg bare accepterer det som såvel et livs- som aldersvilkår, så er der faktisk fantastisk megen viden og virkelig gode oplevelser at hente.

Jeg skal overgive mig, acceptere at de ved såvel mere som bedre–og så skal jeg nyde at få ny, spændende viden. Det tog så også en god portion skænderier og visse perioder med intern (altså i mig) kamp med selvværdet at komme dertil! Men jeg har overgivet mig–helt–tror jeg.

Jeg vil forsøge at undgå at snakke ret meget om teknologi. Jeg tror, de fleste ved hvorfor. Jeg behøver overhovedet ikke gå i pinlige detaljer omkring min himmelråbende uvidenhed og uforståelige hjælpeløshed. Lad mig bare fastslå, at jeg skylder mine børn en stor tak. Også på vegne af software og hardware, fordi alle mine ufrivillige destruktionsforsøg blev afværget.

Men jeg er dybt taknemmelig for, at jeg nu ved en del om moderne arkitektur. Jeg er blevet introduceret til de mest fantastiske bygningsværker og nogle gange modvilligt slæbt op på diverse parkeringshustage for at beundre finurlige detaljer. Min personlige viden stoppede sådan ca. omkring modernismen, men nu er jeg næsten fuldt opdateret på de nyeste trends. Jeg er nok, trods alt, lidt mere professionel udi barokken end min unge læremester, men det har jeg jo så også ligesom haft en hel del års forspring til at blive. Hvis jeg ville, kunne jeg namedroppe omkring de førende arkitekter, men det er sgu` for arrogant.

Jeg har også, i alt fald til en vis grad, lært at forstå en lille smule installationskunst. Altså fra at være fuldstændigt lammet i afvisning til dog at give det en lille chance. Det bliver aldrig et hit hos mig, men jeg får en anden oplevelse ud af at gå på kunstmuseum, fordi jeg får nogle forklaringer, jeg ikke lige selv kunne hoste op med. Faktisk er det en oplevelse de steder, hvor både kunst og arkitektur får nye dimensioner, fordi der er nogen med, der ved noget om tingene. Noget, jeg ikke vidste, og som jeg kan lære noget af.

Helt forgæves er jeg også blevet introduceret til en verden af computerspil. Jeg er helt sikker på, jeg kunne lære en forfærdelig masse, hvis jeg bare havde interessen og kunne FORSTÅ.

Endelig har mit, nok relativt konservative, maduniversers oplevet en massiv udvidelse. Jeg er blevet introduceret for fødevarer, jeg knapt kan udtale, og som jeg skal have førstehjælp for at kunne anvende, finde ind i eller simpelthen bare spise korrekt. Indrømmet!: Der er nogle af dem, der aldrig bliver en fast bestanddel af mit middagsbord, men der har sandelig også været spændende smagsmæssige oplevelser imellem.

Det handler om at overgive magten som familiens førerhund. At lære at åbne op for alle de spændende, nye ting og viden, som ens børn virkelig kan berige ens tilværelse med. Jeg elsker f.eks. at rejse med mine børn. Nej, hvor ser jeg mange nye ting. Og nej, hvor ser jeg mange gamle ting anderledes!

Continue Reading

En god bog.

Stefan Merrill Block: En fortælling om at glemme.

Jeg har faktisk læst denne bog hele tre gange. Ikke fordi det skulle være sådan, men sådan blev det så alligevel. Nærmest alle bøger (undtagen trash, der sker det modsatte) vinder ved flere gennemlæsninger. Også denne.

Første gang var, fordi den landede i min postkasse. Jeg er enhver bogklubejers ultimative drøm, for jeg har en indre allergi overfor afmeldinger. Jeg kan ikke helt klart præcisere, hvad det lige er, der sker, men det er som regel noget med, at når jeg endelig får mig taget sammen til at aflyse Månedens bog ( og i nogle bogklubber varer 1 måned gerne ca. 10 dage!), så er det 1-2 dage over sidste aflysningsdato. Og så føler jeg mig jo–især økonomisk–forpligtet til at give den ankomne bog en chance. Men den var god.

Anden gang var fordi, jeg fik chancen for at høre selve forfatteren til et ualmindeligt hyggeligt og intimt lille foredrag nede i kælderen under en helt fantastisk boghandel  i Brooklyn. Det der med at høre pennens mund gør altså noget ved en. Skaber en intimitet, et sammenhold, en fælleskabsfølelse. Og så var han sådan en genert, charmerende ung mand med beundringsværdige talegaver. Jeg husker endnu, hvordan han fortalte om sin hjemegn i Texas, og hvordan det havde været at flytte til New York. Før han kom til NY troede han f.eks. ikke, at byen var sand, altså at den eksisterede andet end på film. Sådan havde jeg det også. Han måtte også ændre måden at se på. I Texas ser man horisontalt, i NY vertikalt. Den havde jeg aldrig tænkt på før da, men han har jo ret. Herovre i provinsen ser vi nu også mest vandret. Det gjorde bogen endnu bedre.

Tredje gang var selvfølgelig fordi, han ligesom havde forblændet mig. Alt det, han havde fortalt om sig selv og sin opvækst, kan man nærmest læse ind i bogen, og det skulle jeg da lige prøve. Så blev den allerbedst.

Det er en bog, der skriver sig ind i den række af bøger, der gennem de senere år er skrevet om Alzheimer og andre hjernelidelser (startende, vel, med Irvings Æblemostreglementet, over Genovas Stadig Alice, Baylays Elegi for Iris (tror ikke, den er oversat) og vores egen Jungersen med Du forsvinder. Og der er garanteret mange flere.) Denne er dog også en familiesaga fra det allerdybeste Texas med et snert af spændingsroman, fordi man hele tiden drives frem af alle de uløste spørgsmål. Samtidig foregår bogen også på andet andet plan, i et andet “land”, nærmest et fantasyunivers, hvor det at kunne huske ikke er så væsentligt, som det er for os. Bogen er ind imellem lidt ujævn, men da det er forfatterens første, og han ydermere har et sødt smil, er han tilgivet. Familikrøniken er god og solid, og efter at have læst bogen føler man sig en smule mere vidende om denne forfærdelige sygdom (altså Alzheimer), set fra de impliceredes side.

Jeg kan kun anbefale den, selv om man altså ikke lige behøver læse den tre gange. Men hvis forfatteren kommer forbi, så se at komme afsted. Han er både cute og spændende.

Continue Reading

Rodebunke. Men med skat!

Dette indlæg er en stor bunke rod, udelukkende styret af springende associationer. Men det skal nok nå frem til det egentlige. Promise! Havde det været en af de utallige stile, jeg som skriftlig censor gennem tiden har kæmpet mig igennem (I was only in it for the money!), ville dommen være noget med “Total mangel på kohæsion, og stilen brugt som anledning til at skrive om noget helt andet.” Altså ingen indre sammenhæng og en skjult dagsorden.

Jeg var i Flensburg i går for at købe hundemad og hundebom til hunden og rengøringsmidler og slik til mig selv. Sådan har vi så forskelligtrettede interesser, hunden og mig. Der var også udsalg, og da den tyske moms er noget mere human end den danske, er det ved en sådan lejlighed, at der skal underbukse- og strømpeprovianteres. Ellers er tysk beklædning ligesom mere min mor end mig. Der er sgu` ikke meget “Sturm und Drang” over tysk damemode…

Anyway, derfor var jeg træt og ugidelig og bare indstillet på lidt fjersynscoma i min gode stol med fåreskindet fra den der lille, hemmelige souvenirbutik i Leenane, der altid er meget billigere end alle de andre souvenirbutikker–hvis man kan finde den! Jeg ser mest DR, fordi jeg er lidt allergisk overfor TV-reklamer, og jo, trods min alder, ikke skal tisse hvert 15. minut eller for den sags skyld mellem hvert program. På 1-eren kunne jeg så forlyste mig med Riising og mor på rejse–et program, der hele dagen i går tilsyneladende blev inddraget i den store forargelse over såvel heste- som mortransporter rundt i verden. Jeg er så bare ikke lige til det program. Og det skyldes ikke kun min overvældende misundelse på transportable mor samt min morfornærmethed overfor mine egne børn, der ikke var forudseende nok til at blive studieværter, så de kunne bruge mig som alibimor på eksotiske rejser. På en eller anden måde er det som om, såvel Riising som mor ikke ER Riising og mor–de spiller bare nogle på forhånd definerede roller, der tilfældigvis hedder Riising og mor. Jeg ville nødigt spille den mor-rolle–hvor er den dog stereotyp.

Heldigvis nåede jeg lige at opfange, at der på DRK var en film med Kristin Scott Thomas. Denne vidunderlige, kølige, velbegavede, britisk/franske skuespiller kan lokke mig til at se nærmest hvad som helst. Bare hun er med. Efter mesterværket Den engelske patient har hun i mine øjne carte blanche til nærmest alt. Sammen med  (og her er jeg MEGET subjektiv!) britiske ikoner som Judi Dench, Maggie Smith, Julie Walters, Celia Imrie, Brenda Blethyn, Helen Mirren, Emma Thompson, Vanessa Redgrave, Helena Bonham Carter og sikkert flere, jeg har glemt, kan bare hendes navn lokke mig direkte og meget forventningsfuld til en helt ukendt film. (NB. Jeg har IKKE nævnt Kiera Knightley. Bemærk det venligst!)

Og så sad jeg der og så et lille mirakel af en film! (Tak til familien Riising!) Nemlig De kaldte hende Sarah. En film jeg aldrig tidligere har hørt om, men som absolut var værd at bruge en aften på. Nok var den ind imellem lidt ujævn og en smule sentimental, men historien var rigtig god og medrivende–om end en smule traditionel. Altså traditionel som i: har hørt den før. Det er en af den slags film med 2 parallelhistorier, der foregår på 2 forskellige tidspunkter, men som jo selvfølgelig mødes til sidst. Vi er både i Paris i 1942, hvor den franske stat ( det vidste jeg faktisk ikke)  nærmest begik folkedrab på de forhåndenværende jøder samt i vore dages Paris, Brooklyn og Firenze. I 1942 er hovedpersonen den jødiske pige, Sarah, som i forbindelse med familiens tvangsforflyttelse forsøger at skærme sin lillebror ved at låse ham inde i et skab i familiens lejlighed. Netop nøglen til skabet bliver den bestemmende og udløsende faktor for hele Sarahs livsbane og livshistorie. Overfor hende står den moderne journalist med knas i ægteskabet, en (uønsket?) efternøler i maven og en ufortøvet trang til både at finde historien om den lejlighed i Paris, hendes mand har arvet, og om det jødiske barn, Sarah. Mere skal ikke fortælles, men det er en god, en smule sentimental fortælling, der både krydser et utal af landegrænser, men også krydser grænser for, hvad mennesker egentlig indeholder. På godt og ondt. Og med overlegent, suberbt spil af Scott Thomas som journalisten.

Netop denne lille perle fik mig til at tænke på andre små filmperler. Altså de der små mirakler af langsomme, stille film med fantastiske historier og eminente skuespillere. Ikke de store udstyrsstykker med Hollywood og millionbudgetter i røven. I første omgang mindede denne film jo utroligt meget om Drengen i den stribede pyjamas, Simon og egene og faktisk også om Philomena. I anden omgang var jeg ved at blive tankemæssigt overfaldet af adskillige biograffulde af gode “små” film. Det hedder vist “Indie-film” nu om dage. De har absolut ingen tilknytning til landet Indien eller indere som sådan: Indie betyder “Independent”/uafhængig (af store produktionsselskaber).

Derfor tænkte jeg, at jeg da også kunne anbefale nogle af disse, ofte oversete, under- og mesterværker her på siden. Så dette er den første.

Og således nåede jeg, via associationer og rod, fra Flensburg i går til Paris i 1942 samt endnu videre til en ny målsætning.

 

Continue Reading

En god bog/film.

Jane Austen: Stolthed og fordom.

Hvis man læser denne blog bare en lille bitte smule regelmæssigt, er man næppe i tvivl om, at jeg er 1) vild med klassikere og 2) er uforbederligt anglofil. Denne bog må siges at opfylde begge kriterier til fulde.

Og så skrev jeg “denne bog”. Det mener jeg i virkeligheden slet ikke. Efter min mening er den allerbedste måde at nyde denne gode historie at se BBCs filmatisering fra 1995. Bliv langt væk fra den nyeste udgave–dette er FILMEN/UDGAVEN. Alt andet når kun til sokkeholderne af en rimeligt ung Colin Firth i selskab med nærmest hele perlerækken af overdådigt velspillende, engelske skuespillere. Undtagen altså lige Elizabeth Bennett, som her spilles af amerikaneren Jennifer Ehle–men hun gør det nu super alligevel. Selv den mindste birolle er nærmest stjernebesat, og især familien Bennett med alle de giftefærdige døtre er virkelig velcastet. Det hele er et overdådigt udstyrsstykke, og man bør afsætte 6 timer i rap til ren nydelse, for min erfaring er, at får man først begyndt, så er der ingen vej tilbage, før bryllupsklokkerne har ringet…..

Som alle Austens romaner handler denne også om at blive gift. Hverken mere eller mindre. Om at blive gift med den rette og hvilke forviklinger, der opstår undervejs. Austen er også fænomenal til at portrættere normer og fordomme i det samfund, hun levede i, og hvis man nærlæser tilstrækkeligt, har hun heldigvis også hele tiden et glimt i øjet. Her er mange baller, mange kjoler og mange svigefulde mænd–men tager man den i BBCs udgave er her også Colin Firth i vådt undertøj (!!!!!) og en god historie om, hvordan stolthed og fordom kan være lige ved at ødelægge alt det, der er det allermest optimale for alle parter. Nemlig den ægte, uforfalskede kærlighed!

Husk det nu: 6( seks!) timer. Bonusinfo: Kan ofte fås på tilbud!

Continue Reading

Om statistik.

En sjælden gang imellem går jeg ind på en side, hvor jeg kan se, hvem der læser denne blog. Jeg kan ikke se “hvem” med navns nævnelse og andre fortrolige oplysninger. Jeg kan udelukkende se, hvor de bor. Eller rettere, hvor de har opholdt sig på det tidspunkt, de har været inde på bloggen. Altså serverens placering.

Da man jo nok alligevel må gå ud fra, at de fleste har opholdt sig i eller nær deres hjem under blogscanning, giver det sikkert et rimeligt pålideligt billede af, hvor mine læsere bor. Ikke, at jeg som sådan kan bruge en sådan markedsanalyse til noget som helst fornuftigt, men der er alligevel fakta i den, som giver stof til eftertanke.

Jeg “står stærkest” i storbyerne. København er min absolutte højborg, men Århus er også rigtigt godt med. Ålborg er i forhold til indbyggerantal pænt placeret, mens Odense halter en smule bagefter. (Det kan I gøre bedre, Fyn!) De fleste mellemstore provinsbyer langs den jyske østkyst hænger også fint på, og selvfølgelig glimrer min hjemby ved at sprænge alle statistiske sammenligninger. Min barndomsby og barndomsegn gør det også glimrende.

Derimod er jeg ikke særligt populær på Sjælland og øer. Faktisk nærmest ukendt. Det vestlige Nordjylland, det meste af Midtjylland og (især) Vestjylland i en linje fra Thyborøn til Tønder er nærmest totalt uopdyrket blogland. Fyn er også i denne statistik reduceret til Odense og omegn. Resten er statistisk uden de pletter, der indikerer, at nogen har været herinde.

Den der med, at læserskaren primært består af folk, der har tilknytning til byer, jeg selv på den ene eller anden måde er tilknyttet, behøver vel ingen nærmere forklaring. Heller ikke, at den blogmæssige nepotisme i den grad trives, sådan at forstå, at hvis jeg har en eller flere gode veninder i en by, så er de byer helt pænt med.

Men København og Århus som topscorere? Mig som storbyfænomen? Selvfølgelig bor der, sådan rent lavpraktisk, flest mennesker i de to byer, men det er samtidig 35 år siden, jeg sidst boede i Århus, og mine bekendte i hovedstadsområdet begrænser sig til folk, der knapt har rundet de 30. Jeg tror ikke, de bruger deres dage på at cykle rundt i byen for at ramme diverse fremmede servere udelukkende for at optimere min personlige statistik.

Men det glæder mig da, at jeg læses i storbyerne. At de virkelig gider læse provinstøsens lommefilosofi. Det gør mig faktisk lidt stolt og en lille bitte, bitte smule hipstersk. Til gengæld er det da lidt ærgerligt, at jeg ikke på nogen måde appellerer til folk i det vestjyske. Det, der irriterer mig ved det, er, at jeg står helt på bar bund overfor, hvad det lige er, de gerne vil læse i Vestjylland. Ikke at jeg på nogen mulig måde vil gå på kompromis og begynde at lefle for eller snakke mine potentielle læsere efter munden–det er ren og skær interesse i, hvordan landets kvinder rent geografisk opfører sig mht. bloglæsning.

Endelig har jeg også en stor læserskare i Rusland. Hvad de lige laver inde på min blog i Skt. Petersborg og nærmeste omegnsflækker står lidt hen i det uvisse, men måske vil de alle sammen bare gerne giftes med mig? De prøver i alt fald ikke at hacke siden, så deres dagsorden må jo være en anden.

Statistikker er som sådan meget sjove, og man kan uddrage mange, forskelligartede fakta fra dem. Jeg ved så bare ikke helt, hvad jeg skal bruge dem til. For egentlig er det jo revnende, bedøvende ligegyldigt, hvem og hvor jeg læses. Jeg mener, ud fra det grundpræmis, at jeg da, uanset hvad, bliver ved med at skrive. Og gider folk læse det, er det jo rigtigt fint. Ligegyldigt hvor de bor.

 

Continue Reading

Irlands vilde vestkyst. VII.

Waterville.

Det var slet ikke meningen, at denne lille, forblæste flække skulle have helt sit eget indlæg. Men nogle gange sker der rent verdenspolitisk uhyrligheder, som gør det nødvendigt at gribe til alternative våben.

Waterville er som sagt et udsted. En lille hengemt, lukningstruet for længst afdød flække på halvøen Iveragh lige ud til Atlanterhavet. Det blæser meget i Waterville, og man kan både lugte, fornemme og direkte mærke det frådende Atlanterhav. Stranden er ikke noget at skrive hjem om, og turisterne består primært af de buslæs, der holder her ½ time for at spise frokost i de halvtomme restauranter.

Men engang, i fordums tid, holdt Charlie Chaplin ferie her hvert år 11 år i træk. Derfor er byens hovedattraktion en statue af samme herre midt på strandpromenaden. Chaplin blev desværre et af ofrene for Mccartyismen i 50-ernes USA, hvor senatoren Joseph Mccarthy retsforfulgte påståede ventreorienterede kunstnere for såkaldt anti-amerikansk virksomhed. Chaplin valgte at flytte sig selv og hele sin omfangsrige familie til Europa og satte aldrig sine ben i USA igen. Og i dag ser de fleste vel Chaplin som selve indbegrebet af en partitro kommunist? Ikke?

Derfor tror jeg, at Waterville ser en lys fremtid i møde. Med Meryl Streep som anfører vil byen givetvis blive et populært tilholdssted for adskillige landflygtige, såkaldt venstreorienterede Hollywoodstjerner de næste 4 år. Den vil opleve en blomstring som aldrig før, og den halvtomme strandpromenade vil vrimle med statuer af alle de kommunistiske kendisser fra Beverly Hills og omegn. Jeg er sikker på, de allerede glæder sig helt enormt i Waterville. Sikke et scoop. Måske er borgmesteren derovre allerede begyndt at indflette takketaler til (T)rumpen i sin aftenbøn?

I nærheden af Waterville ligger Doonbeg Golf Course, som tidligere er omtalt her på siden. Den skal nok ikke forvente det store besøg af de forventede stjerner. De kan nok heller ikke komme derind overhovedet, da ejeren har det med at bygge store mure omkring alt, hvad han tror, han ejer.

Continue Reading

Om hoarding.

At hoarde betyder at “oversamle”. Eller at være fuldstændigt ude af stand til at smide noget som helst ud. Sådan at tingene gradvist overtager al ens plads og desværre også hele ens liv. Der bor en amatørhoarder inden i mig.

I mange år havde jeg et udklip fra en tegneserie hængende på min opslagstavle. Det var dengang, alle havde opslagstavler i hessian, mens kun sådan nogen som mig har dem endnu. Billedet forestiller Jern-Henrik, der kommer slæbende med en kolossalt stor sten. Så stor, så det stakkels barn nærmest er ved at drukne i sten, og man kan tydeligt se, at han har utroligt svært ved at løfte rundt på blokken. Idet han passerer sin måbende mor, siger han de vise ord (Gad vide, hvor han får luften fra?) “Ja, man ved jo aldrig, hvornår man får brug for sådan en.” Jeg har altid fundet netop de ord utroligt illustrative for mit liv.

Jeg er forfærdeligt dårlig til at smide ting ud. Udfra devisen om, at man jo aldrig ved, hvornår man får brug for netop sådan en, gemmer jeg, totalt uorganiseret, alt, hvad der bare har en minimal chance for at kunne anvendes igen. Jeg har nemlig prøvet, at lige præcis det, jeg smed ud 2 timer forinden, er det, jeg i den grad pludselig mangler. Det var så traumatisk, at det vil jeg altså nødigt komme ud for igen. Jeg går ikke til yderligheder som min mand, der under en flytning præsterede at insistere på at med-flytte en pose med afklippede bukseben–altså resterne af de bukser, der i mellemtiden var blevet til shorts. Men det er tæt på.

Da børnene flyttede hjemmefra, fik vi 3 tomme værelser foræret. Jeg så frem til at indrette dem som biblioteker og gæsteværelser, men inden jeg overhovedet kom i gang, havde de på rekordtid indrettet sig selv. Nærmest helt uden min medvirken var tingene myldret ind på den ledige plads, og da samme ting bestod af effekter, man vel aldrig lige ved, om man står og mangler, var det jo nærmest umuligt at værelsesforvise dem.

Og hvor kommer alle de ting så fra? De kommer selvfølgelig fra et langt liv uden ret megen udsmidning. Fra det, set udfra et anti-hoardingsynspunkt, katastrofale i, at vi har boet i samme hus i næsten 30 år. Sådan nogle som mig (og min mand) burde flytte noget oftere. Ja, vi burde faktisk indgå i en skematisk flytteplan, som kunne rykke os op og smide overskudslortet ud ca. hvert andet år. Ydermere er det et stort hus. Vi kan, hvis vi virkelig stuver seriøst, få en forfærdelig masse stuvet ind i det. Vi har også en stor garage, som ikke har set en bil i mange år. Hvor i alverden skulle den kunne være? Det hjælper så heller ikke, at jeg er kommet i arvealderen. Det strømmer jo til med efterladenskaber, som man med garanti helt sikkert vil få brug for engang i fremtiden. Indtil da kan de vel finde en plads i garagen. Sidst, men ikke mindst, kan jeg jo heller ikke lade være med at investere i besynderlige ting, når de er enten sjove, usædvanlige eller billige. Det er decideret pladsformindskende!

Jeg ved godt, der findes relativt simple metoder til rodbekæmpelse. Sådan noget med at spørge sig selv, om man nu virkelig, virkelig, Ama`r og halshug har brug for en ting. Nixen, det virker ikke. Det kan da godt være, jeg ikke HAR brug for det, men det FÅR jeg. Garanteret. Bare vent og se. For hvis jeg med blødende hjerte smider det ud, vil jeg stormangle det, inden det overhovedet er ude af indkørslen.

Som nu i går, da datteren stod og manglede et utal af rekvisitter til en filmoptagelse. Så er redningen fars og mors forhoardede hus. Har vi en fiskestang med hjul og med fluer? Ja, selvfølgelig har vi da det. Godt nok har ingen her så meget som overvejet at tage på fisketur de sidste 20 år, men hvis vi nu lige skulle komme ud i en akut opstået lyst til at tage ud at fiske, så ville vi da i den grad begræde, at vi havde smidt den ud. Det kunne faktisk udvikle sig ret traumatisk. Har vi også et joggingsæt fra 80-erne med tilhørende pandebånd? Ja, da. Vi har faktisk op til flere. Vi har et bredt sortiment af campingblomstrede joggingsæt i 80-er stil, og jeg ved lige, hvor de er. De ligger nemlig ved siden af alle stearinlysstumperne, hvoraf de mest antikke daterer sig tilbage til 70-erne. Hvem i alverden står ikke med jævne mellemrum og mangler en lysestump?

Somme tider overvejer vi at flytte til noget mindre. Vi har overbevist os selv om, at det er dårlig timing pga. huspriserne. Parcelhuse i provinsen er, groft sagt, ikke overpopulære. Den egentlige årsag er nok, at vi slet ikke kan overskue arbejdet med at få ryddet op i lortet. Heldigvis sker der ind imellem det, at et udvalg af samlingen helt af sig selv går hen og bliver trendy. Som nu hjortegeviret og teaktræshylderne, der havde boet i garagen i flere årtier. Med mellemrum skipper vi den slags ting af til Vesterbro og Nørrebro, og så synes de derovre, at de har gjort en F….  god handel med nogle uvidende bondejyder. Og det hænder da også–nu vi er ved hjortegeviret–at der vitterlig ER ting, jeg ALDRIG sådan lige står og kommer til at mangle.

Så hvis nogen mangler besynderligheder, så er jeg givetvis leveringsdygtig. Hvis man kan overtale mig til at slippe effekten, for man ved jo altså aldrig lige, hvornår man står og mangler sådan en!

 

 

Continue Reading

En god bog.

Fredric Backman: En mand der hedder Ove.

En uges tid gik jeg hver aften i seng med En mand der hedder Ove. Det var ualmindeligt fornøjeligt, og vi hyggede os gevaldigt sammen, Ove og jeg.

Dette er en af de allermest morsomme bøger, jeg nogensinde har læst. Det er sjældent, jeg griner så dybfølt, at tårerne helt ufrivilligt sprøjter ud af øjnene og næsen går i snøftemode. Men det skete, da jeg læste om Ove. Især i begyndelsen af bogen, for desværre knækker den lidt mod slutningen og går over i lidt for meget feel-good.

Ove er en af de mest gnavne, mavesure, øretæveindbydende hovedpersoner, jeg overhovedet nogensinde er stødt på i litteraturen. Man griber sig selv i at ville pande ham en gennem bogens omslag. Ikke nogen god ide–Ove ville have slået igen. Alligevel elsker man ham jo–dette konglomerat af alt, hvad der i dagliglivet byder en imod. Men selvfølgelig med et hjerte af guld, der bare lige skal graves frem af alle de, mildest talt, besynderlige typer, der befolker hans verden. Det her er det moderne Sverige på godt og ondt, og der er såmænd ikke ret langt over på den anden side Sundet, sådan rent mentalitetsmæssigt.

Det er en feel-good bog, og i den grad en af de bedre i genren. Og så er den hylende morsom! Den er også filmatiseret med Wallander i hovedrollen, men jeg har desværre ikke set den.

Continue Reading

Om begravelser.

Forleden var jeg til begravelse. Vækstraten på begravelser er støt stigende med alderen. Der bliver flere og flere af dem. Og for hver begravelse, man går til, rykker ens egen jo et skridt nærmere.

Det var en meget smuk, kirkelig ceremoni i byens flotte, gamle domkirke. Der var også rigtigt mange mennesker. Og der sad vi så, 3 gamle veninder, hvis venskab strækker sig helt tilbage til 80-erne. Besynderligt nok tænkte vi på præcis det samme: nemlig det utroligt flotte fremmøde. Det var der, vi højtideligt lovede hinanden, at om ikke andet, så ville vi i alt fald møde op til hinandens begravelser. Jeg satser på at blive den, der holder det løfte.

I det hele taget har jeg et noget ambivalent forhold til begravelser. På den ene side set skræmmer de mig, fordi de sætter gang i nogle helt ukontrollable følelser. Sådan nogle jeg slet ikke kan styre. Og det kan vi jo ikke have! Jeg hører til den slags mennesker, som kunne gå ind i en vildtfremmed kirke, til en vildtfremmeds begravelse, og så alligevel opleve mig selv i nærmest krampegråd over en god prædiken eller–og her er der grådgaranti–når kisten bæres ud. Jeg mestrer “kunsten at græde i kor”. Helt ufrivilligt.

På den anden side set synes jeg, begravelser er meget, meget smukke. Her tænker jeg selvfølgelig ikke på selve omstændighederne omkring dem–de er jo ofte særdeles sørgelige–men begravelsen set som afslutning. Som det endelige, højtidelige punktum for et liv. Jeg ønsker mig en smuk begravelse. Som det endelige, højtidelige punktum for mit liv.

For det er jo netop, når man sidder der i kirken, at tankerne om ens egen afsendelse myldrer frem. Mere og mere, jo ældre man bliver. Man sidder der med sine underlige parametre omkring, at når der er så mange mennesker tilstede, må det være, fordi det har været et godt liv, og at afdøde har været meget vellidt og afholdt. Og hvordan vil det lige se ud, når det er en selv, der indtager hovedrollen deroppe foran altret? Vil der overhovedet være andre end den tvangsudskrevne familie, præsten og bedemanden? Eneste store trøst er vel, at man i den situation er den absolut, uigenkaldeligt eneste, der ikke har mulighed for at tælle deltagerne.

Begravelser får på en underlig måde gang i tanker omkring værdien af ens eget liv. Især den værdi, det/man har/har haft for andre. Og man griber sig i at opregne graden af værdi direkte proportionelt med antallet af deltagere. I de allermest paranoide øjeblikke går man helt i lavpraktik og overvejer om ” den og den” kommer med navns nævnelse. Og hvem der ikke kan være bekendt andet! Selv om det optimale scenarie selvfølgelig ville være, om hele byen mødte op, fordi man efterlader et stort gabende, blødende hul. Fordi man, helt fejlagtigt og desværre, er tåbelig nok til at forestille sig, at værdien af ens eget liv for andre mennesker, kan måles i noget så perifert som antallet af deltagende ved ens begravelse.

Da min far døde, havde min mor helt tjek på, hvem der var til stede. Og især hvem der ikke var. Hun var endda ude i spekulationer omkring, hvilke mere eller mindre plausible undskyldninger, de udeblevne nu måtte have. Det siger lidt om, hvor stor vægt vi tillægger det at blive sendt talstærkt herfra. Forleden så jeg også en dame i TV, som havde doneret sit legeme til anatomisk institut, fordi hun på den måde kunne omgås spekulationer omkring, om der overhovedet mødte nogen op til begravelsen. Det bestyrker samme tendens.

Selvfølgelig skal vi leve, mens vi er her, og ikke bare sidde tålmodigt og vente på vores glansfulde, massivt opbakkede afgang. Men den sidder vist i os alle, den der med, at en “stor” begravelse er lig med et stort, værdifuldt liv.Og egentlig kan vi jo være så revnende, bedøvende ligeglade, i og med at vi på det tidspunkt er fuldstændig ude af stand til at tælle. Alligevel skal jeg måske ikke satse på at blive den af veninderne, der holder vores indbyrdes løfte. For hvis jeg nu er den første af os, så kommer der da i alt fald 2 til min begravelse! Så har jeg da haft en smule, målelig værdi….

 

 

 

 

Continue Reading