Min ven, fanatikeren.

Hvis nogen genkender en slet skjult oversættelse af en af de helt store klassikere indenfor gymnasielitteratur, skrevet af den fantastiske britiske forfatter, Hanif Kureishi i 1995 (bemærk årstal!), så er det fuldstændigt intenderet. Det er en tekst, som med alt for jævne mellemrum bliver aktuel. Ca. hver gang, der forekommer et terrorattentat, som IS meget belejligt og helt omkostningsfrit lige sørger for at tage “æren” for.

Dette indlæg handler IKKE om terror. Det handler om min ven M. Eller i alt fald om M, som jeg indtil for få år siden regnede som min ven. Lige nu ved jeg ikke, hvor han er.

Men først et kort resume af novellen om Parvez og Ali. Om taxachaufføren Parvez, som har opnået sin ultimative drøm–nemlig at komme til England fra Pakistan og give sin familie et bedre liv. Parvez er glad og taknemmelig og vælter sig i bacon, whisky, den sympatiske luder Betina samt sønnen Alis fremragende resultater i skolen, der nok med tiden skal gøre ham til revisor. Altså indtil Ali erkender, at ligegyldigt hvad han foretager sig, så vil han aldrig blive RIGTIGT britisk, og så kan han jo lige så godt lade være og helhjertet bekende sig til alt det, han umiddelbart og ubesværet kan blive. Nemlig fanatisk muslim. For fundamentalisme er, uanset karakteren af den, altid en ualmindeligt let udvej. Sat på spidsen kan enhver på få sekunder blive fundamentalist. Det kræver udelukkende, at man holder op med at tænke sig og blot adopterer allerede formulerede dogmer.

Min ven M var kommet hertil med familien fra et relativt berygtet land i Afrika. Der var mange søskende, og M var den ældste. Efter få år blev faderen udvist på livstid, efter sigende fordi han havde smuglet khat, men den historie viste sig at være en såkaldt alternativ sandhed. Så den psykisk udfordrede moder sad tilbage med et børnehav, heraf en med Downs syndrom. Hvert år rejste hun i øvrigt tilbage til hjemlandet og den udviste fader, som boede dernede med en ny kone–hvilket dog ikke afholdt hende fra sjældent at komme tommavet hjem.

Selvfølgelig udpegede ansvarsfulde M sig til familieoverhoved. Han vidste, at han måtte have en ordentlig uddannelse, at det var ham, der måtte passe på de lidt løstgående (efter hans normer) mindre søstre, og at han måtte indpasse sig i det danske samfund simpelthen for at få denne stærkt dysfunktionelle familie på fode igen. Ikke et lille ansvar som 15-årig, da jeg først mødte ham. Og han sled. Som han sled. Som eneste elev af anden etnicitet i den allerbedste klasse af kerneunger, jeg nogensinde har undervist, blev han en højt respekteret elev, som vi alle satte stor pris på. Især fordi han somme tider var lidt “skæv” og så tingene fra helt andre synsvinkler end vores allerede etablerede. Udover skolen havde han også flere fritidsjobs, hentede og afleverede de yngre søskende i deres respektive institutioner samt sørgede for familiens mad og indkøb.

Jeg kan tydeligt huske, da vi skulle på studietur, og han ikke turde tage med. For hvordan skulle familien dog klare sig herhjemme uden ham? Efter mange snakke og ansøgninger til alle tilgængelige fonde fik vi–for det her var noget, klassen stod sammen om–ham med, og hvis nogen nogensinde har nydt en studietur til tåspidserne, så….. Men kunne ligefrem føle, hvordan manglen på ansvaret på skuldrene dag for dag gjorde ham flere centimeter højere.

En dag spurgte han mig, om jeg ville gå med ham på retshjælpen, for den havde han læst om. Han ville nemlig prøve, om han kunne få hjælp til at få faderen tilbage til Danmark. Nok mest i erkendelse af, at han simpelthen havde behov for hjælp til at styre hele menageriet alene. Jeg bad ham om at møde op med alle relevante papirer, så vi kunne få hul på sagen, hvilket han sagde, ville være lidt svært, da moderen havde låst dem inde og nægtede at udlevere dem. På selve dagen stod jeg på det aftalte sted og ventede. Og ventede. Indtil en meget lille dreng grædende kom krybende og undskyldende forklarede mig, at vi altså ikke skulle på retshjælpen alligevel. Han var brudt ind i det låste skab foran en hysterisk moder, havde fundet papirerne, læst dem igennem og erkendt, at det ikke var khat, faderen havde smuglet. Det var mennesker.

Fra den dag skete der noget med ham. Ikke på et øjeblik, men ganske langsomt og hen ad vejen. Han blev ligesom mere indesluttet, og samtidig blev søstrene kommanderet i tørklæder. Han fik sin eksamen og havde klare planer om at læse Mellemøstlige studier i Århus, for hvis nogen vidste noget om den slags samt kunne sproget, kulturen og formidlingen, så var det vel ham. Og så kunne en god, akademisk uddannelse vel også hjælpe hele familien på vej.

Vi var Facebookvenner flere år efter endt eksamen, så jeg kunne følge lidt med på sidelinjen. Og det gjorde jeg, for den dreng stod mit hjerte nær. Efter et par år i Gellerupparken slettede han mig. Hvis han ikke havde gjort det, ville jeg have gjort det samme. Relativt hurtigt skete der en sproglig forvandling, og udtryk, der ellers aldrig havde boet i hans mund, blev gængse. Der begyndte at optræde propaganda for relativt militante og fundamentalistiske grupperinger og–allermest–selve livssynet blev et andet. Fra at være den, der var stolt af at klare sig, blev han til den, der var stolt af og dyrkede at være et offer. Det er nemlig vigtigt i netop den retorik–at være et offer. Så min lille vinder endte altså som et selvbestaltet offer.

Det er nok 4-5 år siden, jeg sidst har hørt nyt. Og nogle gange har jeg sådan en lyst til at sende en kopi af Kureishis pragtnovelle til Århus. For den læste vi nemlig i sin tid sammen, og jeg kan stadig huske de vægtige indlæg, han kom med i diskussionen. På en besynderlig, omvendt måde håber jeg så bare aldrig at høre mere til ham. Fordi jeg simpelthen nogle gange er hunderæd for, at det ikke bliver personligt, men i medierne.

Continue Reading

Aprospos Banksy.

I morges, da jeg skrev et indlæg om terrorisme, var jeg lidt i tvivl om, hvilket af Banksys fremragende grafittimalerier på muren omkring Vestbredden jeg ville anvende.

Valget stod mellem det allerede brugte og dette. Og da jeg ikke lige kan finde en passende anledning til at bruge dette, får I det bare. Sådan bare fordi det er så utroligt godt. Og sigende. Og til et bruge et par minutter til stille at tænke lidt.

Det er derfor, Banksy–hvem så end han/hun er–er en af mine absolutte yndlingskunstnere.

Continue Reading

Om terrorisme.

Hver gang verden igen, igen bliver udsat for et forfærdeligt terrorangreb, kommer jeg til at tænke på en oplevelse, jeg havde for nogle år siden. Det var i 90-erne, i perioden hvor fredsforhandlingerne i Nordirland stod på, og mens IRA stadig bombede løs mere eller mindre efter forgodbefindende, primært i England.

For man skal jo lige huske på, at op til 00-erne var den meste terror af europæisk hjemmeavl. Det var IRA, Rote Armee Fraktion, Baader-Meinhof og alle de andre europæiske terrorbevægelser, der sprængte os i luften dengang. Vi var, om man så kan sige, selvforsynende i inter-europæiske dræbergrupper. Så fjenden kom ikke udefra og var til at forholde sig til som nu, hvor det klart er “Dem-mod-os”. Dengang var de faktisk på mange måder “vores egne”, og det er forfærdeligt meget sværere at forholde sig til moralsk. Det er ALTID lettere at forholde sig til en ydre fjende, end til en indre. Den ydre kan man stå sammen om, den indre er udefinerbar, skræmmende og skaber mistanke. Det vidste de ualmindeligt godt i Stasi og KGB.

Anyway. Jeg skulle til Irland med en klasse, og fik den ide, at vi da kunne prøve, om vi kunne komme til at tale med en repræsentant fra Sinn Fein. Det var dengang, man sendte en snail-mail og ventede i månedsvis på svar, så jeg var ude i god tid. Og minsandten. De ville da gerne tale med os–nok især fordi jeg sådan havde pyntet lidt på vores cv, så de vist troede, mine elever studerede politologi på et anerkendt universitet. Under alle omstændigheder skete der det, at IRA i tiden mellem aftalens indgåelse og det faktiske møde på et lidt skummelt hotel i Dublin lige fik sprængt det meste af Canary Wharf i London i rimeligt små stumper samt dræbt to personer ved samme lejlighed.

Nu vil alle jo vide, at der BESTEMT (og jeg gentager BESTEMT!) ingen sammenhæng er mellem IRA og Sinn Fein, men mine elever var nu alligevel udspekulerede nok til at udfritte den professor i politologi, som skulle tale med os på partiets vegne, omkring bomberne. Først ville han slet ikke vedkende sig nogen sammenhæng, viden eller indrømmelser, men som eleverne faktisk udviste en vedholdenhed, som jeg da godt kunne have brugt i andre sammenhænge, åbnede han lidt op. Faktisk endte det med, at han adskillige gange gentog, at det var de to dræbtes egen skyld, at det var gået dem så fatalt ilde. Eller måske ikke deres personlige skyld, mere myndighederne, fordi “The IRA DID give their warning/IRA GAV jo deres advarsel.”

Vi var en smule forundrede over dette mantra, som han klamrede sig til og sagde utallige gange. Men opdagede, at det for ham var den logiske legalisering af, at IRA var i sin fulde ret til at smide nogle dræberbomber, når de blot en time i forvejen havde indtelefoneret en advarsel. Så kunne folk jo da bare flytte sig. Og nåede de ikke det, var hele miseren myndighedernes skyld, fordi de lallede med at få folk udenfor bomberadius. Eller: I virkeligheden var det udelukkende de britiske myndigheders skyld, at to uskyldige mennesker blev dræbt på Canary Wharf, for IRA havde til punkt og prikke fulgt spillereglerne og kunne derfor ikke lastes for nogen form for skyld.

Det var noget af en kamelbombe at sluge. Og en indre logik, som jeg stadig finder det svært at skabe sammenhæng i. Men jeg tænker alligevel tit på det. Fordi der for mig ikke er nogen form for samme indre logik i at begå terrorhandlinger. Men måske–og her kommer så en form for konklusion–er det fordi, jeg ikke fatter logikken, ikke kan se det åbenlyse, som professoren fra Irland så tydeligt så som sandheden. Der eksisterer tilsyneladende en anden, en terroristhjernebaseret logik, som jeg ikke kan forstå. En kynisk, menneskefjendsk sammenhæng, der med andre konklusioner end de for mig gængse kan legalisere at slå andre mennesker ihjel. Og en forklaringsmodel, der altid kan placere ansvaret, eller skylden om man vil, et andet sted end der, hvor den efter min bedste overbevisning skal placeres. Det må være sådanne, forkvaklede årsagssammenhænge, der skaber terrorister. Og det må desværre også være samme sammenhænge, der får enhver terrorist til at se sig selv som aldeles skyldfri og i sin gode ret til at gøre præcis, hvad han/hun gør. Det er nemlig alt sammen andres skyld. Så kan de lære det!

På Falls Road i Belfast, hvor hundredevis af mennesker gennem tiden er blevet sprængt i stumper og stykker, har jeg gået mange ture med min gode guide Padraig, som har siddet i fængsel i 15 år. Han var medlem af IRA, sultestrejkede med Bobby Sands i 80-erne, havde nogle uheldige episoder med et antal bomber, som sendte ham i langvarigt fængsel og mente selv dengang, at alt, hvad han gjorde var fuldt legalt og berettiget. De sidste 20 år har hans livs mission været at fortælle verden om sine egne basale misforståelser. Ikke som et klynkende, angrende offer, men som en stærk mand, der ønsker en anderledes verden og en anderledes årsagssammenhæng. Vi har brug for flere som ham.

Billedet viser et uddrag af muren omkring Bethlehem/Vestbredden, som israelerne har bygget. Det er grafittikunstneren Banksy, der har kommenteret urolighederne og terrorismen på netop det sted–og i resten af verden. Jeg synes, han har gjort det genialt.

Continue Reading

Et billede.

Jeg har altid sat stor pris på James Danbys prægtige billede af Westminster Bridge fra 1869, som hænger på Brooklyn Museum.

I dag har det desværre fået en anden, noget mere tankevækkende betydning.

Continue Reading

Istanbul.

Nogle gange bliver rejsemål politisk ukorrekte. Det er Istanbul nok for tiden. Der sidder et, set med vores øjne, korrupt regime, som jævnt hen pisser på enhver form for menneskerettigheder, og det vil vi så gerne straffe ved at holde os helt væk.

I min optik er det desværre ikke den rigtige løsning. For bag et korrupt regime lever et folk, som på mange måder er udsultet, og som bestemt ikke hverken får mere magt eller bedre økonomiske vilkår af, at vores penge bliver væk. Tværtimod. Jeg rejser tit bevidst til lande, hvor befolkningen konkret har brug for mine penge, og jeg er lige så bevidst om, hvordan jeg bruger mine penge, så de ikke falder i de forkerte hænder. Små, familiebaserede virksomheder er gode at støtte, hvad enten de laver mad eller sælger ting.

Og nej, jeg er slet ikke ude i at pudse selvforherligelsens glorie. Mere i at forklare, hvorfor Istanbul er sådan en vidunderlig by, så nogle måske kunne få lyst til at rejse til den. Også nu.

For Istanbul ER vidunderlig. Et forrygende miskmask af vestlig og muslimsk kultur, der bare er helt sit eget. Teenagepiger med stumpede bluser og ring i navlen følges gerne med deres tørklædeklædte mødre uden at det giver anledning til turbulens, imamerne fra de talrige moskeer bræger på klokkeslet, mens de rige drikker engelsk 5 o´clock tea på byens mange luksushoteller fra dengang, Orientekspressen regelmæssigt bragte vesterlændinge til topmålet af eksotisme. Seværdighederne er i verdensklasse. Især Hagia Sofia, denne oldgamle kirke/moske, som nærmest tager vejret fra en, og den blå moske lige overfor, hvor lyset spiller med farverne på den allermest forunderlige måde. Det enorme palads Topkapi rummer både de gamle haremslokaler, som er ret spændende at besøge samt en besynderlig samling af religiøse relikvier, fra Moses turban til Josefs skæg og adskillige andre spidsfindigheder. Her skal ikke grines–det er dødsens, helligt alvorligt!

Byen vrimler med smukke moskeer og kristne kirker, som alle er tilgængelige, hvadenten man tror på det ene eller det andet navn for en gud. Og så er der bazarerne. Den store med alle plattenslagerne, hvor man både kan finde seriøst vildt samt gøre en rigtig god handel, og den ægyptiske, hvor der sælges krydderier og lokum, som er det tyrkiske ord for en bestemt slags slik. Alt i alt virker det som om, alle i Istanbul lever af at sælge et eller andet til hinanden–og til turister til overpris. Her er virkelig mange af den slags mærkevarer, som tolderne i lufthavnen er ret skeptiske overfor.

Istanbul består af en europæisk del og en asiatisk, forbundet med den store bro over Bosperusstrædet og de utallige busbåde, som, sammen med et velfungerede sporvognsnet, er den foretrukne transportform. Jeg vil vove at påstå, at man sejler mere rent transportmæssigt, end man gør i Venedig. Der er en larm, en kommen til rette og en møven og masen derude ved Det gyldne horn af såvel ganske almindelige busbåde som de utallige turbåde, der sejler gennem Bosperusstrædet op til Sortehavet. Det sidste er en uforglemmelig tur langs rigmandsvillaer og royale paladser, som er et must for enhver Istanbulturist.

Der er stor forskel på de forskellige kvarterer i byen. Omkring Taksimpladsen ligner det hele en helt ordinær vestlig storby med kædeforretninger, nærmest som på Strøget. Til trods for, at tøjstilen måske er en smule anderledes. På den anden side af vandet, i Sultanehmet, føler man sig pludselig hensat til et meget mere muslimsk land–nogle gange endda et land, der prøver at være så eksotisk som muligt bare for turisternes skyld. Her kan man se de dansende dervisher, der kan dreje rundt om sig selv stående og købe tonsvis af mangefarvet, masseproduceret keramik. Det er også her, Orientekspressen har sin endestation i den fine, gamle banegård, hvor restauranten er ret interessant–og hvorfra de allerfineste gæster blev transporteret i bærestol op til Hotel Pera Palace flere kilometer op ad bakken. Agatha Christie boede her på hotellet, mens hun skrev Mordet i Orientekspressen.

Istanbul er sådan en by, der går i blodet. Den er i alt fald gået i mit blod, så jeg bliver ved med at komme tilbage. Jeg har også en mellemstor høne at plukke med den smykkesælger, der fik mig prakket en fuldstændig værdiløs såkaldt sølvkæde på sidste gang inde i bazaren. Kender jeg den tyrkiske mentalitet ret, griner han bare inderligt af mig, mens han giver mig et venskabeligt klem. For konen og de 6 børn har længe brugt pengene, og det er dem såmænd vel undt.

Continue Reading

Vores helt egne celebrities.

Og hvem i alverden er så de to mænd? Forklaring følger.

Min mand sad i mange år i samme bestyrelse som grevinde Alexandra, og min bror har engang tisset overkors med Kim Larsen og fløjet hjem fra Polen med Rod Steward. Min far spiste, i embeds medfør, flere gange frokost med dronningen, og jeg kender en, der engang spiste middag ved bordet ved siden af Bonos selskab. Forleden optrådte en del venner på Facebookbilleder i selskab med Jacob Haugaard, og min ene søn så engang Steffen Brandt på et museum i udlandet.

Personligt var jeg engang ved at cykle dronningen ned på fortovet foran uni i Århus, fordi hun og hendes følge ikke forstod, hvor travlt jeg havde. Det var udelukkende derfor, jeg nødvendigvis måtte cykle på fortovet i den forkerte side af vejen.

Og sådan har vi alle vores små historier. Vores celebrityhistorier. Om hvordan vi mødte XX i en, i alt fald for os, usædvanlig situation, hvor vi så nogenlunde var de eneste, der i nogle små øjeblikke fik lidt af stjernestøvet og beholdt det til evig arv og eje. For historien kan ingen jo ikke tage fra os. Underligt nok giver sådanne oplevelser os en besynderlig ejerfornemmelse, som om netop den celebrity er lidt mere vores end alle andres. Hvis nogen ellers kan eje andre mennesker og deres stardust. Jeg kender folk, der nærmest føler, de har en særlig intimitet med såkaldte VIPs, de tilfældigt har mødt. Og det er vel også derfor, at der findes utallige konkurrencer om at møde “the stars” backstage, udveksle virkelige ord med dem og endda få taget et foto, der allerede på forhånd har fået en æresplads i hjemmet.

Så er vi tilbage ved de to mænd! For nogle år siden var jeg på besøg i det Nordirske parlament, Stormont. Det kan alle i øvrigt komme–bare skriv til dem. Under en (fælles) rygepause på deres fantastiske udendørs trappeopgang med udsigt ud over hele Belfast kom jeg i snak med herren til højre på billedet, og vi fik vendt både udsigt, dårlige rygevaner og mit besøg i Belfast. Han var særdeles venlig, og jeg anede ikke, hvem har var, til trods for at jeg faktisk er rimeligt inde i de politiske forhold i Nordirland. Det var først, da sessionen i parlamentet blev genoptaget, og Mr. Martin Mcguinness blev kaldt til talerstolen, at jeg genkendte min skodbror som lederen af Sinn Fein i Nordirland. Nu ved jeg så ikke, hvor stor viden om netop det parti er i Danmark, men lad mig diplomatisk sige, at det er stort og indflydelsesrigt blandt katolikker i Nordirland, og det har utallige gange måttet benægte, at det havde nogen som helst (jeg understreger igen NOGEN SOM HELST) forbindelse til terroraktioner udført af IRA, eller til IRA som sådan. (Så kan man jo spørge sig selv om, hvor i alverden nogen dog skulle få den besynderlige tanke fra?)

Jeg synes altså, det er lidt kinky, at jeg har smalltalket venligt med en mand af den kaliber. Det giver mig som regel også en del fede celebritypoint på de kanter. Hvis jeg ellers kan blive ved med at ride på min Mcguinnessbølge. For Martin Mcguinness døde forleden. Kun 66 år gammel og helt uden at nogen kunstigt hjalp ham på vej, som det ellers ofte var tilfældet deroppe.

Manden ved siden af er Ian Paisley. Mangeårig leder af protestanterne i Nordirland og med en retorik, der ville få folk som Erhard Jakobsen, (T)rumpen og Mogens Glistrup til at blegne af misundelse. Billedet er fra fredsforhandlingerne i 90-erne, og man kan da i den grad se, hvor ualmindeligt fornøjede de begge er med resultatet!

Så nu har jeg altså mistet min egen celebrity. Ham, der var ikonisk for mig, fordi vi havde røget en smøg sammen. Heldigvis gik jeg også engang nærmest ind i Yoko Ono foran Dakotabygningen i New York, så det må jeg så nøjes med. Selv om det nok ikke giver helt så mange celebritypoint lige i Nordirland. Og herhjemme kan jeg jo altid hive Dronning Margrethekortet.

Continue Reading

En (fantastisk) god bog.

Chimamanda Ngozi Adichie: Americanah.

Hvis det er sådan rigtig, virkelig længe siden, man sidst har læst en god bog, så er hjælpen nær. LÆS DENNE!

Sjældent har jeg læst noget så tankevækkende, så velskrevet, så meget set fra en anden vinkel end den traditionelt europæiske/amerikanske og så rørende i selve sin historie. Dette er stor litteratur, verdenslitteratur, og det er samtidig et kolossalt opgør med fordomme og normer, som jeg mange gange slet ikke vidste, at jeg havde. Talrige gange greb jeg mig selv i at ville understrege passager, fordi de var så utroligt sigende, provokerende og velformulerede. (Her skal også rettes en tak til en fænomenal oversættelse v/ Susanne Staun. Tydeligvis selv forfatter.)

Forfatteren er nigerianer, men bosat i USA. Og det er så det, bogen handler om. Afrika møder USA og England. Bogen har to hovedpersoner, barndomskæresterne Ifemelu og Obinze, hvis veje ind i de såkaldt forjættede lande byder på såvel konfrontationer, bizarre oplevelser og tankevækkende møder. De to er veluddannede afrikanere, men henvises til lavstatusjobs (i alt fald Obinze) bare pga. race, nationalitet og fordomme. Især Ifemelus betragtninger omkring normer i USA er ret morsomme, og det er faktisk befriende at se alt det, man selv tager for givet, med helt andre øjne. Meget af bogen handler om hår (ja hår!), og hvis man ikke lige troede, at hår var af betydning, så må man tro om. Samt opleve, at Michelle Obama også satte en vis hårstatus–som i alt fald gik min næse forbi.

Bogen er også en kærlighedshistorie om to unge mennesker, der inderst inde så inderligt gerne vil hinanden, men som hele tiden modarbejdes af ydre (etniske?) omstændigheder. Læs den derfor også for at se, om de nu får hinanden til sidst….

For nogle år siden læste jeg hendes første bog Lilla Hibiscus, som tydeligvis var en debutbog fra en stor forfatter in spe, så den kan i den grad også anbefales. Og jeg stryger ned på bibleren efter En halv gul sol. Hvor er det dog forfriskende med sådan en helt anderledes stemme, som hverken er kryptisk eller etnisk betinget uforståelig. Lur mig, om ikke hun bliver hentet til Norge om nogle år for at modtage en rimeligt stor litteraturpris.

Continue Reading

Om bogklubber. Og om at købe bøger.

Principielt er medlemsskab af bogklubber en supergod ide, hvis man kan styre det. Det synes bogklubberne også. Især fordi der er så mange lallehoveder som mig, der bare ikke kan styre det. Hver måned er det en uovervindelig tærskel at få afmeldt det nogle gange ret perifere stykke litteratur, man ellers med 100% sikkerhed får kastet i postkassen. Inkl. girokort. Den enkelte bog er billigere, men sammentalt med al overkskudslitteraturen, som bare samler støv på hylderne–eller i bedste fald ender som gave til en ikke helt så nær veninde–er det faktisk en dyr fornøjelse. Det ville svare til at købe 5 liter mælk, hver gang man faktisk kun har konkret behov for en.

Bevares, somme tider dukker der da perler op mellem det uafmeldte litteratur, som man dog trods alt finder en vis forpligtelse til at læse. Men det er desværre ikke normen.

Så jeg har taget konsekvensen. Jeg har meldt mig ud af alle bogklubber. Rub og stub. Det har både givet mig økonomisk fred, men også litterær fred for alle de bind, der bare stod og gloede olmt ulæst på mig.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke har bøger nok. Jeg ville med lethed kunne tapetsere adskillige middelstore parcelhuse med såvel læste som ulæste værker. Og da jeg nu engang ikke anvender bøger, som et familiemedlem engang gjorde, er den æstetiske værdi af selve bindene heller ikke et problem: Hun arrangerede dem som pyntegenstande efter størrelse, og så farverne passede og åbnede aldrig en bog, fordi det ville betyde uheldig slitage på prydværkerne!

Derfor har jeg lagt en helt ny strategi omkring bøger. Jeg køber udelukkende bøger, jeg HAR læst. Bibliotekerne er faktisk så velassorterede, at man altid kan få fat i lige det, man gerne vil læse. Der kan være en minimal ventetid på hjemskafning, men i min by går det forbavsende hurtigt. Læser jeg så noget virkelig godt, får jeg lyst til at eje det, så det kan lånes ud og genlæses. Samtidig er jeg befriende fri for at opbevare dårlig litteratur, jeg aldrig når længere end til side 20 i og i øvrigt aldrig kunne drømme om hverken at låne ud, anbefale eller have stående. I løbet af det sidste års tid har jeg nok købt 4-5 bøger. Holdt op mod nærmest samtlige udgivelser i diverse bogklubber i de foregående år. Det kan ses på bundlinjen!

Den taktik fungerer strålende og er enormt økonomisk ubelastende. Faktisk er det kun biblioteksbøderne, der koster lidt håndører i længden. Men størrelsesmæssigt er de for intet at regne mod alle de metervis af ulæst litteratur, jeg gennem tiden har investeret i, udelukkende fordi jeg glemte at afmelde dets ankomst. Inkl. girokort.

Continue Reading

Om rankeklubber.

Der findes et provinsielt, sikkert meget jysk fænomen, der hedder en rankeklub. En rankeklub er en mere eller mindre afgrænset gruppe af naboer, der sammen sætter ranker op rundt om hovedøre og andre væsentlige indgangspartier, når noget skal fejres. Ranken består gerne af en lænke af gran, der pyntes med årstidens blomster og et stort skilt i midten, der proklamerer selve dens anledning. Og anledningerne er oftest bryllupsdage og konfirmationer.

Vi har en rankeklub i mit nabolag. Og vi er 9-10 par/familier, der er “medlemmer” af den. Aldersmæssigt spænder vi fra 30-erne til langt op i 80-erne. Når man flytter til vores lille hjørne, hvor flere veje støder sammen, får man automatisk tilbudt at være med, og de, der ikke lige har interesse, må så fejre deres mærkedage uden vores flotte, og for det meste hjemmebundne, ranker. Os, der har været med i adskillige årtier, har været gennem et utal af ægteskabelige fejringer og et betragteligt antal konfirmationer, og nu er vi faktisk der, hvor det hele er ved at starte forfra igen på såvel bryllups- som konfirmationsfronten.

Og ranken er det mindste. Den er smuk, men den er også en anledning. Nemlig en vigtig anledning til at se hinanden, følge med i hinandens liv og passe på hinanden. Vi overrender ikke naboerne her i vores kvarter. Vi lever i yderst fredelig sameksistens uden de store hække- eller matrikelstridigheder. Vi holder øje med hinandens huse, når hinanden er ude at rejse, og vi låner alt det af hinanden, som vi ikke lige selv har, eller som er gået til de evige græsslåmaskinemarker. Men vi render ikke ud og ind hos hinanden i tide og utide. Til gengæld ved vi med sikkerhed, at der altid er nogen, der kan træde til i nødstilfælde.

Der er jo det med naboer, at man ikke selv vælger dem. Man vælger sit hus, og må så sluge de kameler, der også har valgt huse i nærheden. På den front har vi været heldige, for der er ingen genstridige kameler indenfor en overskuelig radius. Til gengæld kunne jeg godt frygte, at hvis vi ikke havde rankeklubben som påskud, så ville naboskabet være et andet. Vi ville simpelthen ikke få os taget sammen til at mødes uden en egentlig anledning. Heldigvis har samme rankeklub også foranlediget, at vi her i kvarteret alle inviterer hinanden med til store fejringer af netop de begivenheder, som rankerne er sat op for. Det er vist, har jeg hørt, ret usædvanligt nu om dage.

Når vi sætter ranker op, foregår det i hemmelighedsfuld stilhed. Ejerne af den forestående begivenhed forventes at være helt uvidende om angrebet på deres fordør samt fuldstændigt at negligere enhver form for bankelyde og støjen fra en snes mennesker inklusiv medbragte børn. Når det hele er pænt, nydeligt og fastmonteret, får overrankemesteren den ærefulde tjans at ringe på døren, og beboerne må så lade, som om de er dybt forbavsede over deres fordørs granmæssige forandring. ½ times beundring er cirka normen, men så er der også drikkevarer, chips og alskens godter til opsætterne. Hvilket jo sådan set er en smule forunderligt, når begivenhedsejerne overhovedet ikke på nogen mulig måde vidste, at der kom nogen.

Så er det, at vi vender nabolagssituationen og lige får verden sat på plads. Nogle gange får vi os også ekstraordinært taget sammen til at planlægge en lille sommerfest ved samme lejlighed. Hvis det hele foregår om vinteren, kan vi faktisk have gået rundt i hver vores vinterboble i flere måneder uden at have set hinanden. Men vi har hele tiden vidst, at hinanden var der, og at behørig hjælp til alskens formål kun var få huse væk.

Der er naboer, og der er venner. Kun de sidste vælger man selv. Så man er ualmindeligt heldig, når man gnidningsløst fungerer sammen med de første. Og en rankeklub–hvor ualmindeligt provinsielt, jysk, gammeldags og ude af trit med tidens puls den end lyder–er en rigtig god måde at finde ud af at fungere sammen på.

 

Continue Reading

Om hvordan vi klæder os.

Jeg var på auktion forleden og kom til at investere en lille sum i vintagetøj fra 60-erne. Ikke retro. Retro betyder tro mod noget, der var engang. Altså kopi, og mit tøj er skam ganske ægte.

Denne spadseredragt er i uld og terylene. Og hvem går lige i spadseredragt? Og i terylene? Mere altså? Den har givetvis tilhørt en dame fra borgerskabet, som har iklædt sig den, når hun skulle ud af huset til mellemfine lejligheder. Arbejde var nok næppe en lejlighed. Sådan en gik man, som min mor siger, aldrig fejl af. Hun ville, med andre ord, nok have lignet alle de andre damer, der skulle ud af huset til mere eller mindre samme ærinde.

Det fik mig til at tænke på, hvor uendeligt ens vi i virkeligheden er i vores påklædning. Selv om vi selvfølgelig er dybt, personligt overbeviste om, at vi er vildt unikke. Hvis folk er iklædt deres arbejdstøj–og her tænker jeg ikke i uniformer–kan man nærmest på stedet regne ud, ca. hvad de laver. Jeans, stribet strik eller T-shirt fra Mads Nørgaard, tørklæde, flade Angulus/Green Comfort sko eller støvler og Aigle eller lignende jakke/frakke signaler undervisningsverden, mens jakkesæt fra et rimeligt dyrt mærke, skjortebluse, sko med hæl og Burberry/Tommy Hilfiger trenchcoat signalerer noget med finans, forsikring eller ejendomshandel. Overflod af farver og sjove sammensætninger af nyt og vintage signalerer kreativ klasse, mens halvbillige mærker for det meste fortæller, at netop det job ikke har en egentlig dresscode.

Vi kan jo godt lide at ligne hinanden. Ikke at falde udenfor. Helt ærligt ville mine elever da have måbet på tværs, hvis jeg var mødt op i skole i ejendomsmæglerstilletter. Jeg ville, i bedste fald, have mistet enhver form for troværdighed og mulighed for at indlære dem det mindste, fordi enhver form for fokus ville være på mine sko og ikke på gradbøjning af engelske tillægsord.

Og når vi så er hjemme og uden for dresscodens rækkevidde, så ligner vi vel alle mere eller mindre hinanden rent beklædningsmæssigt. Der er næppe den store forskel på de bukser med det vidunderligt afslappende elastik i taljen, som både bankdamen og læreren kaster sig over og i. Akkurat ligesom spadseredragten nok næppe rendte rundt i 60-ernes stuer. Den kom kun på for sin signalværdi. For at signalere præcis det samme som alle de andre af borgerskabets damer, der spadserede rundt i sådan en.

Måske skulle man gøre lidt oprør mod alle fordommene? Men så er det lige, at derude på de irske stepper, hvor jeg arbejder om sommeren, der er det altså ualmindeligt upraktisk med stilethæle. Angulus er en del mere terrænvenlige og -gående. Og så kan alle jo også til enhver tid se, hvem jeg er!

Continue Reading