Om serendipitet.

Jeg elsker det ord. Det smager godt, og så skal man sådan holde tungen lidt lige i munden. Men faktisk handler det om IKKE at holde tungen lige i munden, at lade tungen finde helt sin egen vej.

Serendipitet betyder at finde en værdifuld ting ved et tilfælde. At sætte ud på sin quest med et soleklart mål og lettere rigide ideer og så undervejs gøre en strålende opdagelse, som man slet ikke havde set komme. Indenfor naturvidenskaben er der utallige eksempler, så lad mig bare i flæng nævne penicillin, røntgen, antabus, viagra, plastik, pacemakeren, velcro, teflon og elektromagnetisme. Columbus søgte også blindt efter Indien, men måtte efter et stykke tid indrømme, at det nok var noget andet, han var stødt over. Det blev han så senere ret velfornøjet over, selv om det vel i disse dage er lidt tvivlsomt, om vi andre skal blive ved med at være taknemmelige. Og H C Andersen udstyrede Klods-Hans med død fugl og mudder, som i sidste ende viste sig at bane den, omend lidt knastede, vej lige ind i prinsessens hjerte.

Serendipiditet handler altså om at gøre det værdifulde fund undervejs til noget helt, helt andet. Men endnu mere om at standse op og erkende, at det, man nu har fundet, i virkeligheden er meget mere værd end det, man oprindeligt ledte efter. At stoppe op og indse, at der ligger skatte på vejen, som skal samles op. Og at endemålet for så vidt mister sin betydning eller måske slet ikke skal nås mere. Den quest, man var ude på, blev stærkt omdefineret undervejs, men det var en helt uventet og meget mere betydningsfuld skat, man i sidste ende kom hjem med.

I min familie har vi et familektalt ord (Se indlæg om familekter her på bloggen for forklaring!), som hedder at “finde vild”. Det er sådan noget, vi gør, når vi er på ferie. Så sætter vi os et mål, men lader os bare føre med og mod strømmen hen imod det. Kortlæsning er bandlyst, for selve formålet er jo er blive godt og grundigt “væk” på ruten og samtidigt at være åben over for alle de skatte, der findes undervejs. Folk, der går med næsen nede i kortet, finder ingen skatte, men de finder givetvis frem til deres mål. Det gør vi så ikke altid. Vi finder derimod uvurderlige oplevelser, fantastiske baggårde og rigtige mennesker.

Jeg vil gerne have serendipiteten som en faktor i mit liv. For hvis jeg lukker af for den, nægter jeg mig selv en masse oplevelser. Selvfølgelig er det ikke sådan, at jeg forventer den. Altså forventer, at hver gang jeg finder håbløst vild i en mellemøstlig bazar eller for den sags skyld i mit eget liv, så venter der storslåede oplevelser. Men jeg skal hele tiden være opmærksom på, at det ikke altid er selve målet, der er den livgivende faktor. Det kan meget nemt være, at der findes noget undervejs, som er meget, meget mere værd.

Derfor har jeg det meget svært med kort. Og her bruges kort såvel i bogstavelig forstand som i overført. Jeg kender folk, som på sporvognstur gennem den smukkeste by sad og fulgte ruten meter for meter på et kort samt moniterede, hvor langt der nu var til endestationen. Vi andre så de smukke skatte, vi kørte forbi. Jeg kender også folk, der ikke tør gå udenfor døren i enhver given storby uden et kort, for tænk hvis de for vild!!! Jeg er sikker på, de ikke farer vild, men jeg er lige så sikker på, at de heller ikke finder nogen som helst form for uventede, værdifulde skatte. Og hele denne feriemetafor kan jo i den grad overføres på livet som helhed. Sæt meget gerne et mål, men vær altid forberedt på at standse op og beundre de underskønne ting, der måske lige præcis er dem, der forhindrer dig i at nå frem til det i forvejen fastsatte mål. Mål kan omdefineres, og de kan sagtens være uendeligt meget bedre end de oprindelige. Der er alt for mange mennesker, der ikke samler skatte op. Enten fordi de ikke ser dem, erkender dem–eller desværre bare blindt mosler frem mod det i forvejen fastsatte mål.

Så det var godt, forskerne lod sig føre ad de tilsyneladende forkerte veje frem til det rigtige. Eller omvendt. Det kan vi lære en hel del af. Allermest at det er en livsforbrydelse at overse eller trampe på serendipiditeten, når den pludselig står midt på vores vej.

Jeg kunne måske også bare have kaldt det hele Carpe Diem/Seize the day, men det er ikke helt det samme. Når man griber dagen, har man jo ikke noget mål som sådan, før man begynder at gribe. Men selve processsen med at fange det forunderlige, der ligger i øjeblikket, er vel i bund og grund det samme.

Så jeg elsker ordet serendipitet. Det er svært at udtale, og det er det nok, fordi det skal minde mig om, at det måske også kan være lidt svært at efterleve, at der SKAL være plads til serendipitet i mit liv. Jeg skal tænke over, at mit liv ikke bare bliver en serendipitetsløs, blind fremadmoslen.

 

Continue Reading

Pussyhat?

Jeg har også spurgt i andre fora, men prøver også lige her.

Er der nogen her, der har en opskrift på dansk på en Pussyhat? Eller som måske selv kan finde ud af, hvordan man gør?

Jeg ved godt, den er grim og fjollet. Men det er altså ikke udseendet og varmekapaciteten–det er udelukkende symbolværdien!

Continue Reading

DriveNow.

Dette er ikke mindre end genialt!

Indenfor Københavns Kommunes grænser er et stort antal BMW elbiler til rådighed for alle. Det burde der reklameres meget mere med–så jeg giver dem lige en hjælpende hånd.

For et indmeldelsesgebyr på 89 kr. kan enhver låne bilerne for 4 kr. i minuttet. Det kræver selvfølgelig registrering og den tilhørende app. Man lokaliserer via app-en den nærmeste bil og kører dernæst til sit bestemmelsessted indenfor kommunen, hvor man parkerer bilen. Indtil den næste kunde kører den et andet sted hen. Trænger bilen til opladning, kan man sætte den ved et af de mange opladningssteder, og gør man det, betyder det vist et nedslag i prisen.

Bilerne er små, lækre, næsten lydløse BMW-biler, som nemt kan have 5 passagerer, og som er virkelig behagelige at køre i.

Det er simpelthen en genial løsning for os provinsturister. Tag toget til KBH, undgå at kaste dig ud i den livsfarlige cykeltrafik, gå uden om busser, der aldrig kommer og i øvrigt heller aldrig kører til døren–men tag elbil fra sted til sted, hvis distancen er over gå-afstand.

Bare google DriveNow. Der er alle informationer.

 

Continue Reading

Alt det, jeg ikke siger.

Forleden var jeg på cafe med en veninde, som jeg senere på året skal til Jerusalem sammen med. Over kaffen fortalte hun mig, en passant, at hun ikke lige havde fået fortalt sin mand, at hun skulle med på turen–endnu. Jeg blev næsten helt overstrømmende glad. Jeg oplevede den der varmende søstersolidaritet, som kommer af følelsen af ikke længere at være alene…….

For måske er jeg slet ikke den eneste, der lever i en verden af fortiet fodtøj, hengemte bluser og hemmelige rejser? Altså ikke sådan “helt usynligt og aldrig dukkende op til overfladen” hemmeligt, men mere sådan midlertidigt fortiet. Fortiet i betydningen, at afsløringen af tingenes eksistens bare venter på rette tid, sted og lejlighed.

Det forholder sig sådan med mig, at jeg nogle gange gør, lad os bare kalde dem investeringer, som jeg i en kortere eller længere periode holder en smule for mig selv og ikke prompte offentliggør. Hvis jeg skal være helt ærlig, er disse investeringer altid af en art, der næsten udelukkende kommer mig selv til gode. De kan vist også nedsnævres til ofte at befinde sig inden for det bekædningsmæssige område eller dreje sig om rejser. Man kan også godt analysere sig frem til, at de i visse tilfælde af nogle ( det er så dejligt upersonligt et ord) kunne kategoriseres som en smule overflødige, omkostningsmæssigt lige i overkanten eller slet og ret unødvendige. Helt konkret–men selvfølgelig kun brugt som eksempel!–kunne man være ude i bluse nummer 8, rejse nummer 6 eller bare de dyre bukser, som var sat helt vildt meget ned.

Proceduren omkring– og især efter–disse investeringer er ofte den samme. De fortrænges gerne ind i en form for skab, hvor de så kan ligge og vente på afsløring. Omkring de rent beklædningsmæssige fortrængninger er tingene relativt enkle, selv om man gerne lige venter et stykke tid. Hvis ens mand overhovedet lægger mærke til, man er blevet lidt nyere udenpå, så har man enten “købt den for lang tid siden (gerne flere år!) og helt glemt, man havde den–men er den ikke rigtig pæn, alligevel?” eller “virkelig fundet et super tilbud på udsalg. Den var VILDT sat ned. Kostede nærmest INGENTING. Faktisk ville man være idiot, hvis man ikke havde købt den.”

Det er straks værre med rejserne. Jeg mener, det er jo immervæk lidt svært at sløre sin egen mangel på tilstedeværelse, og mange gange vil man da også gerne have et lift til Billund. Min taktik er at prøve at vente, til det rette øjeblik kommer. Hvis det altså gør. Om rette øjeblikke kan det dog siges, at de ofte er dem, hvor der er flere personer til stede. Det er altid bedst af indrømme sit lille, uskyldige overforbrug, når familie eller venner sidder med på bænken. Så ved vi jo alle, at man ligesom prøver at opføre sig en lille smule bedre. En anden rigtig god taktik er at lave gengældelsesmanøvren. Eller noget-for-noget-manøvren. Altså vente indtil ens nærmeste har begået en dum fejl eller måske endda også selv har lavet en lille, egoistisk investering. Helt konkret er det i det øjeblik, han storsmilende og pavestolt står der med den fjollede, nye motorsav, at man skal slå til og sige “Den er godt nok flot, og jeg rejser til London i næste uge.” Så står vi ligesom lige.

Jeg har også tænkt på, hvorfor i alverden jeg dog har det sådan. I bund og grund burde der ikke være noget økonomisk, i og med at jeg da tjener mine egne penge. Men det er det så alligevel. Jeg har en indgroet og sikkert tillært dårlig samvittighed over at bruge penge på mig selv, forstået som penge, der IKKE anvendes til alles bedste eller fordel. Egoistiske penge. Penge som kun jeg nyder og glædes over. Jeg er også helt sikker på, at min mands og mit “nødvendigheds-parameter” slår ud vidt forskellige steder. At det simpelthen ikke altid er de samme ting, der gør os glade, tilfredse og lykkelige. Eller de samme ting, vi finder nødvendige. Jeg kan f.eks. umiddelbart tænke på adskillige objekter nede i byggemarkedet, som overhovedet ikke gør noget som helst for mig, men som manden tilsyneladende finder usædvanligt attraktive og nødvendige.

Og i forlængelse af det, kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, om der mon i skabe og udhuse her på parcellen gemmer sig oceaner af uudpakket værktøj, som bare venter på det rette afsløringsmoment? Nu jeg tænker over det, så ER der da pludselig dukket vildt billige motorsave op, som var købt for flere år siden.

Og hvordan forholdt jeg mig egentlig til det? En blanding, tror jeg. På den ene side set sådan ret ligeglad (som grundprincip ER jeg faktisk ret ligeglad med motorsave). På den anden sådan lidt småsur i retning af, hvad i alverden vi overhovedet skal med endnu en motorsav. Men absolut til at leve med. Lad dog manden……

Så måske skal man bare springe ud i det og få svinene på bordet? Og så alligevel. Der er nu også noget lidt rart ved at gå rundt og have de der små hemmeligheder. Bare ikke helt så rart, som man jo egentlig får det, når de endelig er afsløret.

Er der mon nogen, der kan nikke genkendende til det her?

 

Continue Reading

En god film.

Min far Tony Erdmann.

STOR advarsel! Dette er en Kleenexfilm i kassevis! Sjældent har jeg grinet så meget, sjældent har tårerne sådan nærmest ufrivilligt sprøjtet ud af mine øjne af ren og skær latter, og sjældent har jeg bagefter haft så ondt i maven af at overgrine.

Så tyskerne kan skam sagtens være morsomme. Selv om, hvis man nøgternt barberer det hele ned, man i denne film primært og igen og igen går i krampelatter over…….et falskt gebis! Mere skal der faktisk ikke til.

Farmand (alias Tony Erdmann, men se filmen og få forklaringen) er en lidt nusset musikærer, der for nyligt har mistet sin elskede, gamle, blinde hund. Så han tager på quest ( iført falskt gebis) til Bukarest, hvor datter er jetsettet, cool businesswoman og meget lidt imødekommende overfor det noget uventede besøg. De skal nemlig finde hinanden, finde IND til hinanden igen, de to, og det, kan vi som tilskuere godt se, er i ligaen med at udrydde Voldemort.

Så nu starter en eksiltysk familiekrig på rumænsk grund, hvor far og datter noget ambivalent både forsøger at nærme sig hinanden og samtidig hele tiden udfordre hinanden. Det er hylende morsomt. Det underlige er, at mange af scenerne udefra virker helt bizarre og surrealistiske, men indenfor filmes univers er de absolut troværdige. Som det obskure fødselsdagsselskab, hvor datter pludselig går i nudistmode, og farmand ankommer iklædt King Kong med multifarvet kobjælde i toppen. Eller æggemalingsscenen (æg kan åbenbart noget i film–tænk bare på Blinkende lygter), som heldigvis også munder ud i et noget disharmonisk, men dog reelt, samspil mellem far og datter.

Om de finder hinanden, vil jeg ikke røbe. Det er heller ikke det, filmen vil. Den vil fortælle om VEJEN derhen. Og om falske gebissers utrolige magt i det senmoderne samfund.

Det er sådan en film, der skal ses. For den er nærmest umulig at forklare. Prøv det. Og husk endelig Kleenex!

Continue Reading

Gode bøger.

Ian Rankin.

Så er jeg ovre i mine elskede krimier igen, og her er en af tidens absolutte mestre, skotske Ian Rankin. Rankin skriver ualmindeligt godt og mestrer totalt genren med den hårdkogte, men utroligt bløde indvendigt, detektiv. I de fleste af hans bøger følger vi Inspector Rebus og hans sidekicks, som opklarer grimme hændelser i Edinburgh og omegn. Dem er der en del af–at dømme efter den relativt store produktion fra Rankins side.

Udover at være en nydelse at læse, sådan rent æstetisk, har bøgerne også den sidegevinst, at de er virkeligt gode guidebøger til byen Edinburgh. At følge Rebus rundt i byen er som at komme på gratis virtuel rundtur gennem denne smukke, majestætiske gamle by. Om end den nu sjældent viser sit kønneste ydre på de steder, hvor Rebus færdes. Bøgerne er samtidig også en virkelig god beskrivelse af Skotland her og nu og de udfordringer, som landet på mange områder står overfor. (Det bliver godt nok spændende, om de f.eks. formår at løsrive sig. Men det er en helt anden diskussion.)

Rankin er også altid god for en fin, sammenhængende historie, og han undgår helt alt det tøsefnidder og de Chick-lit. tendenser, der er temmelig dominerende i mange nordiske krimier.

Vil man ud på de vilde vover i samme skønne land, kan man altid ty til Ann Cleeves, som skriver krimier fra Shetlandsøerne. Hun skriver knapt så godt som Rankin, men hendes bøger er absolut læseværdige og skriver sig mere ind i en modernisering af Whodunnit traditionen. Hun er i øvrigt også mor til Vera, altså TV-serien, som man bør se bare for at nyde den fantastiske skuespiller Brenda Blethyn, som spiller detektiven.

Continue Reading

Mit København.

I dag skal jeg til København, og jeg glæder mig. Jeg overvejede lidt, om det var en smule overkill at rubricere en tur til København under “Rejser”, en lidt for tydelig understregning af min egen provinsionalisme, men kom frem til, at det jo ER en rejse. Forstået på den måde, at det både tager længere tid for mig at komme derover, end det gør at flyve til London, og at jeg for det meste opfører mig, præcis som jeg gør, når jeg er på ferie. Altså når jeg er i København. Jeg går. Og går. Og går.

Mit København er Vesterbro. Området omkring Sdr. Boulevard og Istedgade ca. fra Hovedbanen til Enghave Plads. Det er her, jeg udfører mine nyopdagelses- og genkendelsesekspeditioner. Det er her, jeg traver byen ind under mine fodsåler og mentalt spiser og fordøjer det hele. Alt det, jeg skal se igen og alt det, der har ændret sig siden, jeg sidst var her.

Det gode ved en by er jo netop koncentrationen. Altså koncentrationen af “by”. Herude i provinsen skal man gå et uanet antal kilometer for bare at træffe over et par enkelte, harmløse se-værdigheder (noter stavemåde!), mens man i storbyer får det hele serveret på ganske få skridt. Det er den intensitet, jeg holder af. Men samtidig også den, der trætter og mætter mig, så jeg efter nogle dage længes usigeligt efter de store, relativt tomme, horisontale vidder.

Jeg skal over og spise de fleste af mine måltider i Absalon. Dette geniale og hyggelige folke-forsamlingshus, hvor hipsters, pensionister, studerende, børnefamilier og alle vi andre mødes til sunde, veltillavede måltider til 50 kr., mens vi sidder ved lange borde og ikke kan undgå at falde i hyggelig snak. Og hvis der er booket ud, er der jo både Københavns bedste pizzasnask Izzi Pizzi og Bagelman med de lækre salater i nærheden. Om sommeren nydes de to sidste allerbedst på en bænk eller fortovskant på Sdr. Boulevard, mens man iagttager folkelivet og, især, hundelivet.

Jeg skal tage turen op ad Saxogade med alle de fede små forretninger, kaffebarer og marskandisere og meget gerne ende hos Københavns bedste tøjforretning, Donn Ya Doll oppe på Istedgade. Desværre er byens sjoveste skoforretning, Polkadotten, lukket for nylig, men den yderste del af Istedgade er alligevel, efter min mening, det allermest spændende forretningskvarter i denne del af byen. (Det skal forstås sådan, at området omkring Sct. Hans Torv på Nørrebro nok, trods alt, er byens bedste!) Her på Istedgade trives det private initiativ på en yderst inspirerende måde. Her er forretninger i nærmest alle kategorier, fra de eksotisk spændende, etniske købmænd, over fiske- og vildtbutikker, mini-cafeer, second hand til masser af små designershops, hvor den beklædningsmæssige fantasi absolut trives i allerbedste velgående. Og så kan man jo passende ende hos Mania med det farvestrålende, Disneyinspirerede tøj oppe på Enghave Plads. Jeg brugte engang 3 timer sammen med en veninde på denne tur, som vel afstandsmæssigt er under ½ kilometer!

Der skal også slås et slag ind gennem Skydebanehaven, et rigtigt godt åndehul for børn og voksne i denne del af byen. Men svært at finde, fordi man som udenforstående bare tror, det er en fornem port ind i ingenting. Det er det så ikke. Og Kødbyen. Hvor man, trods navnet, nok skal undlade at spise, med mindre man for nylig har vundet i Lotto eller gerne vil være til grin på egen regning. Men jeg holder meget af den spøjse blanding af de gamle kødgrossisthuse med fliser på gulvet og mænd i plastikforklæder, alle hipsterrestauranterne og de små, gammeldags smørrebrødsudsalg. Ved siden af ligger Skelbækgade, som nok primært er attraktiv for mænd med overspændte penisser, mens vi andre skammer os dybt over den skæbne, vores land tildeler fremmede, unge piger.

Associationerne bringer mig selvfølgelig fra denne skamplet direkte til den øverste del af Istedgade. Men kun i tankerne, for jeg kommer her helst ikke. Jeg er ikke bange eller utryg, men jeg får det mentalt dårligt af at se den skrotbunke af menneskeligt affald, vores samfund har efterladt her. Jeg føler mig handlingsmæssigt lammet i erkendelsen af, at jeg faktisk intet kan gøre. Så jeg stikker kujonagtigt hovedet mellem benene og vælger altid at gå på Sdr. Boulevard, når jeg skal fra Hovedbanen. Jeg holder meget af Sdr. Boulevard, og især når Ritas Blå Lopper forvandler hele gaden til et stort, farvestrålende loppemarked, hvor vi provinsboere kan komme af med alt vores gamle lort til overpriser. Her kan jeg nyde det smukke Halmtorv, og når jeg er et godt stykke nede, kan jeg nyde en varm drik på de altid fyldte bænke udenfor Kihosk, hvor alle de lokale sidder og ser på hinanden, og hvor man altid møder flere ret kendte scenekunstnere. Ingen nævnt, ingen glemt–men prøv det selv og se, hvem der er der!

Sidst, men ikke mindst, skal jeg have tid til at sidde på altanen og kigge ud over den pragtfulde gård, jeg holder til ved i København. Her leves livet i den indre by mellem flotte træer, legepladser, forboldbaner, grillarrangementer, tørrefasciliteter og alt det, vi i provinsen bruger adskillige kvadratkilometer til at opfylde. Når man har sådan en “have”, behøver man faktisk ikke ret meget mere. Det er samtidig også tankevækkende at fundere over, at Københavns underskønne baggårde er opstået på tomterne af 1.,2. og 3. baghus uden ret meget dagslys og udendørs, fælles retirader. Fru Ditlevsen, som stammer fra netop dette område, ville næppe have troet sine egne øjne.

Så nu er det pakketid. Udover det sædvanlige menageri omkring pakning, medbringes også et anseligt udvalg af mors frikadeller. Der er meget, de er gode til i København, men de kan tilsyneladende ikke det der med sønderjyske frikadeller!

 

 

Continue Reading

En god film.

Precious.

Det er utroligt, at der kan laves en feel-good film om en stærkt overvægtig, farvet, nærmest analfabetisk, voldtaget teenagemor, der bor med sin yderst dysfunktionelle familie i en grim lejlighed i den allermest belastede del af Harlem.

Men det kan man. Den film hedder Precious. Til kataloget over gebrækkeligheder kan også tilføjes incest, barn med Downs syndrom og en både forfærdeligt egoistisk, men også psykisk ustabil mor. Så (jeg havde nær skrevet fede) vægtmæssigt udfordrede Precious scorer højt på shitbarometret–altså indtil hun møder filmens anden heltinde, den lesbiske (nå ja, det skulle der da også lige være plads til!) lærer på skolen for de mildest talt akademisk udfordrede unge mennesker. (OBS: 2 gange politisk korrekt i samme sætning!)

For Precious vil jo gerne gøre en selvstændig indsats for et bedre liv for både sig selv og sit Downsbarn+ det, hun har i maven. Faderen er i begge tilfælde moderens mand, hvilket selvfølgelig også får lidt god jalousi mellem generationer ind i filmen. Og Precious kæmper bravt–hun er faktisk ret brav! Omkring sig og nogle gange til hjælp har hun de virkeligt underholdende typer, hun går i skole med, og som modspiller står det forfærdelige moderdyr.

Det er en sjov film, men det er også en dybt alvorlig film om, kan man vist godt sige uden at overdrive, store problemer for typer som Precious i 80-ernes Harlem. Vi griner med hende og græder med hende, og allermest knuselsker vi det der store menneske, som har den mest fantastiske livsvilje. Og når filmen er færdig, er de fleste vist i tvivl om, at Precious nok har udfordringer, men hun har også vilje og mod til at kæmpe både mod dem–og videre.

Continue Reading

Om lærere.

Man kan som regel aldrig sætte ord på en periode, før den er ovre. Det er nok derfor, jeg først nu, i bagklogskabens klare lys, kan sætte ord på alle de dejlige kolleger, jeg har haft gennem årene. Netop deres forskellighed har vel været det, der gjorde dagligdagen spændende og overlevelig.

Nørden: Han underviser gerne i et naturvidenskabeligt fag. I det hele taget mener han ikke, at jorden, solsystemet, rummet og andre planeter kan anskues ud fra nogen som helst andre synsvinkler end den strengt videnskabelige, og åndelighed, supermarkeder, måltider og alt det, som andre mennesker måske tænker lidt på, er totalt udenfor hans kompetencekatalog. Hans hovedinteresse er at sprænge ting i luften og lave finurlige, nye kombinationer af alle de utroligt spændende materialer, man lige kan finde i et kemilokale. Han læser rigtigt mange bøger, især dem han selv har skrevet. Og de handler alle sammen om vanvittigt interessante formler på ting, de fleste ikke anede eksisterede og nye teorier om Big Bang. Han kan holde foredrag i timevis om samme emne, og bruger gerne frikvartererne på at udtænke nye ting at sprænge i luften.

Bohemen: Hun underviser oftest i fransk, billedkunst og måske spansk. Hun er især genkendelig på sin klædedragt, der er overmåde sydlandsk i sine farver og gerne indbefatter adskillige smykker og tørklæder. Altså sydlandsk ud fra hendes egen definition, som trendmæssigt er flere snese år bagefter. Hun har gjort det til sit varemærke at “flagre”, så derfor er hun aldrig i ro. Det er umuligt at føre en afsluttet samtale med hende, for hun har altid gang i en million projekter, hvoraf de fleste desværre bliver til det rene ingenting. Det mener hun nu ikke, for for hende er processen enormt væsentlig. Især maler hun en uendelig masse halvfærdige, meget abstrakte billeder i sin fritid. Når hun da ikke rejser til samtlige Europas kunstmuseer og især fordyber sig i innovativ installationskunst. Eleverne forsøger det første år at leve op til al denne kunstneriskhed, senere bruger de det meste af deres tid på at skabe orden i hendes rod.

Filosoffen: Han underviser primært i dansk–og så måske filosofi. Han har siden sin tidlige barndom ejet en tweedjakke med lapper på albuen og en urokkelig tro på sin egen overlegenhed. Han har, ene mand, gennemskuet og gennemforstået samtlige væsentlige filosoffer (de uvæsentlige er jo netop, nå ja, uvæsentlige), og kan på selv de dårligste dage citere alle deres bøger ordret. Intet forfatterskab er ham fremmed, og han bruger derfor det meste af sin tid på i en meget nedladende tone at gøre pøbelen opmærksom på, hvor uendeligt ignorante de er. Især fagkolleger konfronteres igen og igen med hans fantastiske belæsthed. Han citerer givetvis Kierkegaard for konen i deres allermest intime stunder, og hvis de har børn, er det synd for dem. Hver sommer tager de nemlig Europas kirker og kalkmalerier fra Syditalien til Nordkap. Mens de triumferende citerer en til lejligheden passende filosof eller stor forfatter for de forhåndenværende, lokale bønder.

Den over-sociale: Her er vi ovre i sprogfagene. Hendes ufravigelige grundprincip er, at sprog skal leges ind, så hendes klasser bruger virkelig meget tid på at sidde i rundkreds og lege små, sjove, finurlige sproglege. Også i 3.g. Det vigtigste er, at alle har det rigtigt, rigtigt godt med sig selv (og dagligt mærker godt efter, at det forholder sig sådan!) og med hinanden. Hun bruger en del tid på at undskylde, at der altså desværre er nogle ting, der skal læres, men hvis vi nu hjælper hinanden rigtigt socialt, kommer vi nok igennem det. Hun bruger også oceaner af tid på at rette stile, for det er meget vigtigt, at den enkelte elev forstår, præcis hvorfor hun har været nødt til at sætte et lille, bitte rødt mærke under en fejl og skrive en længere roman som forklaring i margin. For hende er lærergerningen et kald. Hun er simpelthen ude på en mission, der kun som indledende manøvre handler om at lære nogen noget. Endemålet er selvfølgelig at redde hele verden. Hendes elever tager gerne adskillige kilo på gennem deres gymnasietid, for det er nu så hyggeligt at spise al den kage i samtlige timer.

Den uendelige drengerøv: Han findes vist indenfor de fleste fag, men det er da ingen hemmelighed, at han har en stor forkærlighed for mediefag. Han ser nemlig for det meste film om natten. Hele natten, alle nætter. Det er ham, der præsterer at sove over sig til timer over middag. Og i det hele taget har et meget afslappet forhold til skemaer og ringetider, som han generelt anser for vejledende. Det samme gælder skriftlige opgaver, som han enten har ansat en hund til at æde, eller retter med samme omhu som han passer sine ringetider. Han er meget populær blandt de yngre elever, som sagtens kan spejle sig selv i denne næsten-jævnaldrende. Men han får lidt problemer, når han bliver 40+, og det altid glade, drengede smil, det uglede hår og de nu ret slidte vitser ikke rigtig har den samme effekt på det kvindelige klientel mere.

Helsefreaken: Her er vi ovre i idræt og måske også sprogfag. Hun er en levende reklame for samtlige sundhedsprodukter og samtlige sundhedsprogrammer i TV. Bare at se på hende giver nagende, dårlig samvittighed. Hun går aldrig, hun småløber. Hun sidder for den sags skyld heller aldrig, hun motionerer gerne samtidig med, at hun underviser og drikker frikvarterskaffe (1 kop om dagen, forstås!). Hun er en blændende foredragsholder, som altid og gerne totalt uopfordret holder lange monologer om, hvor uendeligt sundt hun lever. Underforstået: hvor uendeligt, forfærdeligt usundt alle andre lever. Hendes elever kender  enhver motionsrute i såvel denne by som alle tilstødende, middelstore provinsbyer, for de har løbet dem alle. 10 gange. Og underviser hun i sprogfag, læser de gerne tekster om overvægt, sukkersyge og andre livsstilsygdomme. Det synes hun nemlig er vanvittigt interessant. Især hvis hun personligt kan frelse nogen fra en uøkologisk, sukkerholdig, motionsfattig fremtid. For det er jo det, hun i virkeligheden er: Den frelsende motionsengel.

Continue Reading

Om Ny-maskulinister.

Der har det seneste stykke tid floreret en del billeder af såkaldte Ny-feminister i pressen og på de sociale medier. Halvt afklædte og i seksuelt udfordrende positurer lufter de deres silikonebryster for den gode sag, det er at påpege, at kvinder godt kan være både seksuelle væsner og intellektuelt udfordrende. Måske er jeg bare en håbløst forældet, antik feminist, der såmænd bare var med fra begyndelsen, men jeg bliver fortvivlende forvirret over de billeders signalværdi. Og jeg frygter, at jeg ikke er den eneste.

Nu har mændene, med vanlig sans for efterabet timing, så grebet samme sag. Dette billede er Chippendales. Ordet kommer af Chip (som i Chip og Chap), som alle jo ved er jordegern, der, som gode familiefædre, gerne samler til huse for at forsørge deres familier. Pen betyder, at disse mænd også kan læse og skrive og gerne ytrer sig intellektuelt i enhver dannet diskussion. Dales skal give os associationer til “dale”, grønne dale, landbrug og den ultimative bonde. Ham den stærke, ukuelige, der vil gå gennem vand, landbrugskriser og prærier for sin familie. Men altså, summa summarum, mænd der både forholder sig til den traditionelle manderolle på en nytænkende måde og er en intellektuel udfordring.

Hvis de giver os andre associationer, er vi enten forkerte på den, eller også har vi endnu ikke indset, at det at udstille sin seksualitet blot er en måde at promovere sit budskab. Mænd er nemlig ikke kun skaffere, men sandelig også frigjorte, senmoderne mennesker–de kan meget, meget mere (og længere!).

Så disse mænd kæmper altså en brav kamp for f.eks. farrollen, for den fraskilte fars rettigheder og for, at mænd med al tydelighed kan vise deres følelser offentligt. Det fremgår endda af flere interviews med dem, at de elsker at græde i kor. I samme samtaler siger de også, at det udelukkende er vores fejl, hvis vi ikke umiddelbart og lige med det samme fatter, at det er et intellektuelt budskab, dette billede vil give os. Et billede af dem som diskusssionslystne, progressive og forkæmpere for mænds rettigheder. Især indenfor kernefamilien–både den bestående og den opløste. De er godt klar over, at der er seksuelle undertoner, men de forbeholder sig ret til at bruge deres køn og seksualitet på at fremme en god sag. Og hvis vi ikke kan se det, er det altså klart vores fejl.

 

 

 

Continue Reading