Om sokker.

Det store single-sokke-mysterium.

Så skete det igen! Mit yndlingspar lyserøde, bløde frottesokker har valgt at gå fra hinanden. Jeg havde overhovedet ikke set det komme, men den part, jeg kalder højre, er nu ikke længere blandt os. Selvfølgelig har jeg ransaget ærmegab, dynebetræk, hjørner og hundens kurv, men tabet er desværre en realitet.

Faktisk føler jeg mig alt for ofte involveret i diverse sokkepars dysfunktionelle parforhold. For hvad er det lige, man skal stille op med 1 stk. fraskilt sok? Når man nu har 2 fødder? På et tidspunkt overvejede jeg løsningen med at købe 20 par ens hvide tennissokker, men opgav den fluks en sommerdag, da jeg lagde mærke til, hvordan et uforskammet utal af midaldrende, danske mænd spankulerede rundt med samme standardmodel–i sandaler!!

Og hvor går de hen, når de går ud–singlesokkerne? Måske findes der en anden, for os ukendt, dimension, hvor en hær af Long John Silver look-alikes sidder og mæsker sig i et kæmpeudvalg af fraskilte sokker?
Jeg kan ikke løse de altoverskyggende problemer, verden står overfor, men jeg ville inderligt ønske, jeg kunne skabe en varig husfred blandt mine sokkepar.

RIP lyserøde, yndlingsfrottesok–wherever you are!

Continue Reading

Om Google Translate.

Den mest besynderlige middag, jeg nogensinde har fået! Takket være Google Translate.

Det er ualmindeligt sødt og prisværdigt af hotellerne, at de pudser Google Translate på deres i øvrigt helt uskyldige menuer. Men det endelige resultat står sjældent mål med anstrengelserne. Og i stedet for at skærpe appetitten opnår de desværre ofte det stik modsatte resultat.

Som gæst føler man sig en smule forvirret over at skulle spise sig gennem Tyrkiet–man bliver næsten mæt på forhånd bare ved tanken om adskillige bjergkæder. Og hvordan smager Hagia Sofia?

Og hvad er et vegetabilsk samlingssted? Et hemmeligt agurkemøde? Eller bare et sted, hvor halvmodne tomater hænger ud?

Endelig husker jeg min barndoms asietter. Min mor serverede altid is eller desserter i disse små glasskåle/tallerkener. Vi spiste nu aldrig SELVE asietten. Måske fordi vi ikke fik valget mellem dem fra B&G, Royal Copenhagen eller Bøhmisk krystal?

Jeg har i øvrigt arvet min mosters. Og jeg er en sand dessertkatastrofe. Måske skal jeg simpelthen bare servere min mosters krystalasietter–ikke med dessertske. Gæsterne får hver en nedstryger.

Continue Reading

American Spirit. Et godt genhør.

Da jeg var ung, brød jeg mig, mildest talt, ikke om Johnny Cash. Eller ABBA, eller Frankie Valley, eller Motown musik. Eller en hel masse andet, der ligesom ikke var tilstrækkeligt ikke-mainstream.

Nu går jeg glad og forventningsfuld ind og ser/hører musicals og teaterkoncerter bygget over netop min ungdoms no-goes. Og jeg bliver faktisk sjældent skuffet.

American Spirit, en teaterkoncert over Johnny Cash-musik, var en stor oplevelse i Århus, og det bliver den sikkert også på Aveny i København. The Man in Black kunne noget med musik, med tekster, men mest af alt med stemning og atmosfære. Aldrig før har jeg lagt mærke til, hvor meget han ER der i sine egne sange, og hvor ærlige de er. De oser af depression ( både økonomisk og menneskelig), det hårde liv på landet, livets foranderlighed–men også håbet og glæden, trods alt!

Scenografien er som taget ud af et billede af maleren Edward Hopper, sangerne fabelagtige (især Caroline Henderson, som har en gudbenådet stemme) og musikerne synes som om, de er skræddersyede til at sidde på netop den scene og spille netop de sange.

Det var en god teaterdag. Prøv den.

Continue Reading

Om at rejse sig for mig i bussen.

Den første gang, det skete, blev jeg dødeligt fornærmet. Og brugte adskillige minutter foran spejlet (hvilket jeg helst undgår) på nøje at granske graden af udviskning af ungdommelige ansigtstræk samt det helt uoverskuelige arbejde med at kortlægge rynkeformationer.

Nu bliver jeg endnu mere dødeligt fornærmet, grænsende til det helt infantilt aggressive, når det ikke sker.

Den første gang en venlig ung mand tilbød at overlade mig sit sæde i bussen, troede jeg faktisk, han gjorde grin med mig. Herregud, jeg var jo kun sidst i 50-erne, og, så vidt jeg selv kunne bedømme, i udmærket stand til at hænge i en strop og svaje med bussens bevægelser. Indrømmet, ind imellem i en smule ukoordineret utakt, men alligevel pænt lodret. Næste instinktive tanke var selvfølgelig, at det slet ikke var mig, han talte til, men sikkert en dybt motorisk usikker person med rollator lige bag mig. Hvor jeg, ved at vende mig, kunne konstatere, at der udelukkende stod en halv gymnasieklasse. Dybt ramt på min aldersmæssige stolthed afslog jeg, sikkert ret afmålt og med den der spidse mund!

Og så gik jeg ellers hjem og tænkte over en masse ting. Umiddelbart min afmålte uvenlighed, dernæst min manglende erkendelse af mit faktiske udseende (som vel er, for nu at bruge polititerminologi, “alderssvarende”) og til allersidst de helt klare og indlysende fordele, der er ved at sidde ned i bussen!

For vel vil jeg da gerne sidde ned. Faktisk hader jeg at stå op, og jeg er mildest talt meget uprofessionel til det. Enten kommer jeg automatisk i utakt med de andre stående passagerer og ramler i en uendelighed ind i dem, eller også bliver jeg klemt inde i et hul, så adskillige legemsdele først skal lokaliseres og indsamles, inden jeg skal kæmpe mig ud af bussen på rette stoppested.

Her i mit tresindstyvende år har jeg vedtaget, at det må være min lille ret, at jeg hele resten af mit liv skal sidde ned i bussen. Selvfølgelig rejser jeg mig for de, der er ældre end mig selv og har behov for siddeplads–dog ikke uden altid at skule meget åbenlyst til dem, som jeg mener, burde have rejst sig i stedet. Og jeg smiler rigtigt sødt og siger pænt tak til alle dem, der rejser sig. På den anden side set: Deres tid kommer jo også…..

En overvejende del af min vedtagelse går på, at når jeg nu har erkendt, at jeg ikke længere er i stå-i-bussen-alderen–hvilket implicerer meget mere end bare busrelaterede emner, det er jo for F… hele erkendelsen af, at man ikke længere er ung!–så må der følge visse privilegier med. Store som små.

Jeg har også tænkt over, om jeg skal til at være lidt mere aggressiv og insisterende omkring mine privilegier. Altså aktivt at bede folk om at rejse sig for mig. Foreløbigt er jeg nået til at bruge øjenmetoden. Sådan lidt basal, skulende nedstirring. Den virker sjældent–og det er nok fordi, de færreste har den fjerneste anelse om, hvad den gamle kælling er så forbandet olm over. Men når jeg bliver 70, så bliver den verbal, venner!

Continue Reading

Om telefonsælgere.

Jeg har besluttet mig for, at jeg vil til at have ondt af telefonsælgere! Men først EFTER at jeg enten har været ulideligt uforskammet eller simpelthen bare højlydt har afbrudt samtalen. Jeg er sikker på, de instinktivt kan høre mit imaginære mobilrør blive smækket på.

Telefonsælgere har en særlig evne til at dykke dybt ned i alle mine fortrængninger, opsparede vrede og uforløste frustrationer og på få sekunder kalde en hel hær af tvivlsomme følelser frem. Man skal helst ikke ramme mit nummer på en dag, hvor noget i forvejen er gået i fisk. Så vanker der!

Det er derfor, jeg har besluttet mig til, at jeg, når samtalen på sædvanligvis ubehagelig måde er afsluttet, vil sætte mig hen i fred og have lidt ondt af den stakkels sælger, der uforvarende kom til at trykke på “the number from hell”, direkte til den lokale overfurie.

Det må jo, i bund og grund, være et ganske forfærdeligt arbejde. At skulle forsøge at sælge noget, ingen har bedt om at få tilbudt. Jeg mener, hvis jeg mangler 1 kg. kartofler, går jeg sædvanligvis i den lokale Netto og erhverver mig dem. Oven i købet uden ret mange overvejelser. Jeg sætter mig da ikke hen i en stol og venter tålmodigt på at blive kontaktet af diverse kartoffelsælgere, der i floromvundne vendinger informerer mig om netop deres kartoffelprodukts lyksaligheder–samt alle fejlene ved de andres. Ligeledes går jeg ned i min telefonbutik eller kontakter mine aviser, hvis jeg ønsker at ændre mine abonnementer. Det må da være MIT udspil, hvis jeg ønsker at købe noget.

Arbejdsglæde må vel bestå af en vis portion glæde over det, man har udrettet, samt en vis portion tilfredshed over, at man har gjort en lille forskel i verden: forandret noget, gjort andre glade, beriget dem eller fået dem videre i deres liv. Jeg tror ikke, telefonsælgere har det sådan ret tit.

De får sikkert også en ussel løn for at gøre andre mennesker uglade. Så jeg har besluttet, at jeg vil have ondt af dem. Jeg vil under ingen omstændigheder holde op med at skælde dem ud og være uforskammet, men jeg vil sone mine grimme ord ved at tage et par minutters “Det-er-synd-for-telefonsælgerne” i stilhed i min stol bagefter.

Det ved de selvfølgelig ikke. På den anden side set kunne de jo bare undgå alt dette ved simpelthen at lade være med at ringe mig op!

 

Continue Reading

Irlands vilde vestkyst I.

Helt derude hvor søpapegøjerne vender, og delfinerne kan ses helt gratis, ligger Cliffs of Moher. Det er nogle fantastiske klipper, der rejser sig bratte, forrevne og med en underlig, egen stolthed ud mod Atlanterhavet. De er et besøg værd.

Det er en smule besværligt, men absolut hele turen værd, at komme derud. Især besøgscentret, som er bygget ind i klipperne, og som faktisk gør en dyd ud af at lade som om, det slet ikke er der, er en oplevelse. Ikke bare arkitektonisk, men også pga den utroligt pædagogiske udstilling om noget så decideret afdødt som områdets stenarter.

Det er en svimlende, besynderligt lokkende fornemmelse at stå på kanten af de op til 220 meter høje klipper, som falder direkte ned i det, oftest ret frådende, Atlantenhav. Samtidig er den også blæsende–på den der “marv-og ben/jeg skal komme efter dig”-måde. Den der endnu engang får en til at føle sig som noget minimalt ude i den maksimale natur.

 

Continue Reading

Et rigtigt hyggeligt og billigt spisested.

Før var Absalon en kirke på Sdr. Boulevard på Vesterbro. Nu er den et af byens hyggeligste spisesteder. Hver aften klokken 18 (men vær der i god tid, for det er populært!) serveres dagens middag for 50 kr. pr. person. Vand er gratis, andre drikkevarer koster lidt–dog ikke de beløb, der i provinsterminologi går under “Københavnerpriser.”

Aftensmad i Absalon er ikke bare at spise: det er også at spise SAMMEN. Her deler man bord, mad og historier med hipsterne, pensionisterne, jyderne på Københavnertur, småbørnsfamilierne og alle de andre, der har fundet ud af, at dette ikke bare er billigt og hyggeligt–det er som regel også væsentlig mere spændende mad, end man ville have lavet derhjemme.

Jeg kommer der tit. Faktisk er det mit yndlingsspisested i København.

Continue Reading

Hvad vil denne blog?

Denne blog handler om alt det, som netop vi kvinder på 60+ har i livet, og alt det, der tilsammen giver det gode liv.

Vi rejser meget—derfor en del om rejser. Til hele verden og på alle måder.

Vi læser meget—derfor en del om bøger. Ikke altid de nyeste, men også dem, der sagtens kan tåle en genlæsning.

Vi ser mange film—derfor en del om film. Heller ikke altid de nyeste, men også gerne dem, der kan ses igen og igen.

Vi går en del i teatret—derfor ind imellem noget om seværdige stykker.

Vi er ret interesserede i kultur generelt—derfor en del om kultur generelt.

Vi er, til trods for at det absolut ikke føles sådan, ved at blive ”ældre”—derfor en del om at blive ”ældre”.

Og så er vi alle kvinder—derfor en del om at være kvinde på godt og ondt.

Til gengæld lover jeg, at der i denne blog IKKE vil optræde indslag om mode, mad-og strikkeopskrifter, boligindretning, slankekure, kendisser, sex, navlepilleri eller personlige vendettaer!

Continue Reading
1 73 74 75