Om smitteopsporing.

Det fremgår med al tydelighed, at jeg ikke er den eneste, der har fået en ubehagelig overdosis af al den opsamlede dårligdom gennem de sidste næsten 2 år. Hvorhen jeg vender mig, hvem end jeg taler/skriver/ringer/mailer med, så har man enten selv været gennem torturen eller kender minimum et større antal nært beslægtede, der har. Fælles for de fleste reaktioner er også en ny trend: Der er blevet meget væsentligt at smitteopspore sig selv. Hvor kom det fra? HVEM? Influenza er ved at udvikle sig til en ny genre under Whodunnit, og vi vil givetvis se et pænt flow af nye romaner, der bare føler tidens trend. Den store influenzasmitter? Virussen, der dræbte? Hvem smittede Roger Akroyd? Tom Ripley og RS?

Førhen var der aldrig en kæft–i alt fald ikke mig!–der bekymrede sig det fjerneste om, hvor snottet kom fra. Man gik vel ud fra, det bare hang i luften som en form for ubestridelig konstant, ikke “ejet” af nogen, og fik man det, var det bare forbandet ærgerligt. Men da ikke noget personligt. Det var ingen, der lavede stamtræer på deres eget snot–man accepterede bare, at man en tid var den nuværende ejer. Omvendt var man vel heller ikke specifikt påpasselig omkring ikke at lade sine dårligdomme nedarve til andre. Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, men personligt mindes jeg altså ikke at have sprittet hænder ved enhver given lejlighed, før sidste år. Måske var vi oversvin der, hvor jeg kommer fra, men vi overlevede, og vi tog vores baciller i strakt arm som en uundgåelig del af vores tilværelse. Og aldrig bekymrede vi os det fjerneste om, hvem de kom fra. Kæft: vi var jo inderligt ligeglade.

Og så alligevel ikke. For som barn var der undtagelser. Nemlig, når man som klart mindreårig blev slæbt med til mødreparties med sutteslikning. Det var sådan noget med, at optrådte en sjælden børnesygdom pludseligt i nabolaget, eller passede dens fremdukning med familiens kalender, så blev man skippet af til sutteslikning. En særdeles effektiv måde både at tøjle, overstå og lave lidt logistik på de sygdomme, vi alligevel skulle igennem. Det var dog i den forbindelse, mødrene sagde tak—altså tak for smitteforsøg til hende, der ejede det barn, hvis sut man skulle slikke på. Ikke som de møgfald, der langes ud i dag. Næh, man lærte at påskønne sine røde hunde!

For med coronaen blev vi pludseligt opmærksomme på, at smitte altså ikke bare hænger og dalrer i luften. Der skal ligesom nogen til at bære den derud/derind. Og den, der gør sådan noget, er uansvarlig. Man forventes at være et så seriøst og fornuftigt, ansvarligt menneske, at man kan overlades til at forvalte sine egne bakterier. Og er man ikke, kan selve staten komme efter en. Folk, der ikke engang kan administrere deres egne vira og omgås dem med total mangel på andægtighed og, som det så smukt hedder, samfundssind, har selv sat sig ind som skydeskiver i samfundets Pacman, hvor man altså godt kan forvente sig en helt legal shitstorm, hvis man bringer sit snot til offentlig torvs.

Vi har nemlig lært, at hvis vi arver noget lort, så skal vi straks finde ud af, hvor det kommer fra. Mht. corona er det selvfølgelig væsentligt–det er slet ikke her, jeg er ude med riven. Men mht. alt det andet, der lige nu florerer som bananfluer i halvrådne grøntsager, er det vel rimeligt uvæsentligt. I alt fald på en form for sundhedsplan. Den eneste grund til, at vi så ivrigt smitteopsporer, er, efter min mening, at det er det eneste legale sted at vende vreden hen. Det er forbandet surt at få alle de vira, som i deres dvaleperiode ligesom har fordoblet enhver form for styrke, modbydelighed og snotakkumulation, og så er man altså nødt til at finde en at lade modbydelighederne gå ud over. En at kaste snot efter. En at bombardere med sin elendighed. En at bebrejde for alle comadagene i hostehelvedet.

Det var derfor, jeg selv kastede et par pinefulde hæmorider, en velplaceret knyst og en evindelig hælspore efter dem, som mit eget detektivarbejde førte mig frem til som syndere. Storsyndere: de vovede at smitte mig. Tog overhovedet ikke deres ansvar som bacilleforvaltere halvt så seriøst, som man post-corona har lært, at man skal.

Jeg tænker: Hvad skal det dog blive til? Vi står jo med noget, der potentielt kan udmønte i borgerkrige og familiestridigheder uden løsninger. Her kan vi, i stedet for at lave stamtræer over alle onklerne og de fjerne fætre femten generationer tilbage, koncentrere os om udvidede smitteatlas med specifik udpegning af ansvarsløse influenzabærere. Vi kan kaste snot efter hinanden, bevidst hoste på irriterende fjender og nogle gange endda være stolte, når det er lykkedes os at ramme netop de politikere, der allermest fortjener en hysterisk influenza i dagevis. Måske sender vi endda snotomvundet visitkort med, så de ved, det var os!

Måske var det bare lettere at forsøge at gå tilbage til dengang, smitten ikke var ejet af nogen og hang i luften, hvor den tilfældigt kastede sig over de, der kom forbi? Glemme, at smittebæring er person til person af den simple grund, at det jo er fuldstændigt uvæsentligt whodunnit. Det bliver man jo ikke selv rask af. Og med hensyn til åreknuderne, knysterne, hælsporerne og hæmoriderne, så er der da heldigvis garanti for, at de fleste nok på et tidspunkt alligevel bliver ramt af et af onderne. Helt uden at man selv aktivt gør noget. Hvis det er den eneste trøst, der er i dette, så er det vel bare, sådan, det er! Og var!

Continue Reading

Om influenza.

Jeg har vitterlig ikke haft influenza, siden jeg var barn. Før nu. Helt ærligt har jeg i mange år haft på fornemmelsen, at influenza udelukkende var plejehjemsrelateret, en myte eller verdens bedste undskyldning for pjæk. Selvfølgelig har jeg da oplevet nærmest lammende forkølelser med fuldstændigt stoppet rørsystem og et hoved uden fungerende indre infrastruktur, men har selvfølgelig kun meldt mig syg, hvis jeg også lige samtidigt var bagefter med lidt stileretning. Jeg har altid haft på fornemmelsen, at det var den slags mammutforkølelser, der behændigt blev ophøjet til “influenza” blandt tilsyneladende større hypokondere eller pjækhoveder end mig. Jeg har hostet mig gennem Shakespeare, snydt min næse i Blicher, nyst min vej gennem Ved vejen og haft inderlig hovedpine over andet end bare fortvivlende lave litterære kvaliteter blandt menstruationsbindsdigtning fra 70-erne. Og jeg har—nu afsløres det!- i årevis haft såkaldt influenzaramte kolleger mistænkt for at have taget munden lidt for fuld, når de Gudhjælpemig har påstået at have haft influenza af en hel uges varighed. Hvilke hjemlige projekter, såsom maling af køkken eller måske nyt tag?, der lige har stået på influenzadagsordnen, har da nogle gange undret mig. Især fordi samme kolleger nærmest hvert år har taget deres influenzaorlov. Det var sådan lige før, man blev lidt forarget.

Så selv om jeg på ingen måde er sølvpapirshat omkring Corona, så har jeg altså været, lad os bare kalde det sådan, influenzaskeptiker, når det gælder voksne, ellers raske, mennesker. Men nu har influenzadjævlen med al sin magt og vælde ladet al min skepsis, al min mangel på tro og anderkendelse, mit forfærdelige hovmod overfor baciller, man på ingen måde bør vise arrogance overfor, lige præcis ramt mig der, hvor det gør allermest ondt. Lige midt i influenzasylten. Her ligger jeg. Totalt udmanøvreret af en skide virus. Med feber på nærmest 5. dag, hosteanfald af en størrelsesorden, der energimæssigt kunne oplyse Las Vegas, hovedpine i str. XXXXL og en ufattelig ugidelighed overfor alt andet end at binge serier på Netflix. Der kan man jo roligt blunde lidt ind imellem uden at gå glip af noget væsentligt.

I dag tror jeg dog, det går mod levesiden. Jeg har ind imellem været noget urolig for, om det overhovedet ville komme dertil. Sygdom af denne art er fuldstændigt uforeneligt med den ration af tålmodighed, der blev tildelt mig, og det er udelukkende influenzaens lammelser af nærmest alle udadvendte funktioner, der gør, at jeg ikke har slået på eller smadret noget. Det et bittert bare at måtte ligge, spild af tid, røvkedeligt og en tilstand af ikke-væren. Det er ikke, og vil aldrig blive, min spidskompetence. Nok er jeg nybegynder i influenza. Men jeg bliver aldrig rigtig god til det. Det eneste, jeg måske kan blive bedre til, er at stole mere på, at influenza nok også rammer voksne, ellers raske mennesker.

Men jeg er stadigvæk gal. Vred over, at det lort har ramt mig. Især fordi jeg temmelig klart kan kortlægge smittevejene. Nu ønsker man jo altid det allerbedste for sine børnebørn og har absolut ingen intentioner om at straffe dem for ting, de på ingen måde har gjort med vilje. Men i meget mørke feber-øjeblikke og stakåndede hosteanfald kan man da godt lege lidt med en forældrebåret hævn, der selvfølgelig ikke indebærer influenza, for så meget indestængt vrede har man dog, trods alt, ikke. Men hvis små hæmorider, hælsporer, knyster, åreknuder og stenlår ellers lod sig overføre via luften, var de da allesammen en overvejelse værd at kaste mod børn og svigerbørn. Især knysterne.

Lige nu har jeg ikke en almindelig mave. Mit indre er i stedet omdannet til et kemisk værksted, hvor ting med “cin” og “ibu” indgår særdeles interessante alliancer. Jeg kan smage syrer og baser helt op i håret, men det hjælper jo, skidtet. Jeg kan kun sige en halv sætning ad gangen, resten kvæles i host. I dag vil jeg vove mig ned i min kælder, som har været lukket land siden den dag, jeg fuldstændigt mistede vejret til kældertrappen. Da blev jeg bange, angst nærmest. Jeg har et forbrug på omtrent 15 pakker papirslommetørklæder på daglig basis, og jeg er vildt imponeret over, at så forholdsvis lille mig kan producere så meget snot på så lidt tid. Og så i de farvenuancer! Her er vi jo langt, langt fra den der kedelige gennemsigtige, lidt vandede, jeg ellers plejer at gå med. Jeg har de sidste dage sat personlig rekord i Netflixing og er lige nu fuldstændigt på omgangshøjde med både The Crown (hvor jeg ellers havde været lidt langsom i optrækket siden Winston Churchill) og endda flere serier, jeg ellers havde skrottet. Jeg er endda helt med på det der nye koreanske hitrædsel af en dårligt spillet serie, et plagiat af Hunger Games, og nægter nogensinde at se mere end det ene afsnit, jeg stred mig igennem. Hertil kommer et par andre småserier, jeg ikke gider nævne, fordi de både bedst er glemt og kun er tilladelige, hvis man virkelig har influenza.

Jeg gider ikke være syg længere. Det er ikke fair. Der er jo ingen gevinst ved mig, hvis jeg bare ligger her og laver tåbeligt ingenting. Hvis jeg nu giver en stor, dybt ment undskyldning til alle dem, jeg hidtil måske lidt har haft mistænkt for at have noget lidt andet, når de sagde, de havde influenza, er det så ikke i orden? For jeg mener det virkelig. Jeg tog fejl. Forfærdeligt fejl. Det er jo røven af livskvalitet at ligge her og hoste grønt snot i spandevis, svede syg sved i litervis, drive frådende kemiske værker i sin egen mave, have hovedpine i en størrelsesorden, jeg ikke anede eksisterede, streame sekundaserier i kilometervis uden at få andet end en flad oplevelse, samt, i klare øjeblikke, begynde at overveje en smule hævn overfor de voksne, der lod en træde ind i smittehelvedet. Alt, hvad jeg ellers har skullet, er gået i absolut stå. På grund af sådan en skide influenza. En reel, virkelig, forbandet, lorte influenza.

Continue Reading

Endelig noget positivt om DSB.

Det er udelukkende fordi, jeg slet ikke skal tale toiletter. Jeg forbigår dem i tavshed denne gang, næsten. For jeg ER altså nødt til at nævne oplevelsen i DBs højhastighedstog mellem Berlin og Dresden, som (hvem skulle have troet det muligt??) på målstregen i konkurrencen om samtlige statsbaners ulækre toiletter slog DSB med adskillige skinnelængder. Lad mig bare male et billede af en herrelig tissekumme, der var stoppet. Forsvarligt stoppet efter en del kilometers rejsen og mandligt tisseri. (De klatter ikke med det, de mænd!) Det var et lykketræf, at der ikke skete en katastrofeopbremsning. Mindre kunne også sagtens have gjort det at dømme efter graden af overfyldthed.

Jeg lader lige billedet stå….

Anyway, så skal DSB selvfølgelig have den ros, DSB skal have. Når der nu endelig gives en lejlighed. For med de billetpriser, de holder sig for tiden, så er det lige før, jeg kan holde mig hele vejen fra Kolding til Hovedbanen–af bare jublende glæde over at krydse landet for en flad 50-er. Det kræver selvfølgelig, at man er 65+-er, og det er jeg nu legalt blevet, selv om jeg selvfølgelig illegalt har været det i mindst et årti. Hvis man kan indpasse sig–og det kan jeg da i den grad–og finder de billigste afgange, så er det nu, der kan køres til spotpris i geriatri-ekspressen. Jeg ser for mig en skov af rejselystne pensionister, der bare ikke kan holde sig hjemme, når nu DSB er i langdistance gavehumør.

Det er selvfølgelig eksklusiv pladsbillet. Faktisk har jeg DSB mistænkt for, at det netop er pga. de utallige pladsbilletter, de gennem de coronerede tider var tvunget til at presse os ud i, at de nu har så meget overskud, at vi gamle nærmest ikke har råd til at blive hjemme. Jeg er pladsbillet-modstander. Ikke fordi, jeg ikke ønsker at sidde ned, men fordi jeg har et omfangsrigt katalog af blandede oplevelser med sidemænd, jeg i alt fald ikke selv ville have valgt. Mit pladsnummer synes automatisk at tiltrække de mest øllede typer, verdensmestre i baby-kolik, mennesker med meget lange, detaljerede livshistorier, der sagtens kan strække sig længere end over Fyn ( som slet ikke ser så aflang ud på kortet, som den er skinnemæssigt), teenagere i tyggegummi/fnisealderen og endda en gang en mand, der ringede til sin kone fra toget og sagde, at nu ville han skilles. Det sidste, må jeg dog nødtvunget indrømme, var faktisk ret interessant, selv om jeg desværre kun kunne gætte mig til, hvad konen sagde. Men tænk at afslutte et samliv ca. mellem Sorø og Ringsted!

Når man, som jeg, ofte rejser mellem landsdelene–enten af arbejdsmæssige (jeg har guidede ture i KBH både i dag og i morgen) eller børnebørnsmæssige årsager, så er det da fantastisk at kunne gøre det for 100 kr. retur. Besparelsen ved at lade bilen blive hjemme er ikke kun i bøvl og CO2, men sandelig også i benzin, broafgift og de eksorbitante afgifter, der knytter sig til at holde i KBH. Hvis dette er de nye takter fra DSB, så er jeg helt åben for at begynde at tale lidt mere positivt om foretagendet. Både fordi, det sparer mig penge, men næsten endnu mere fordi, det giver det boost til den offentlige trafik, som vi i den grad–især af klimamæssige årsager–trænger til.

Det eneste, der for alvor bekymrer mig her midt i besparelsesglæden, er selvfølgelig, om der nu slet ikke er råd til at få nogen som helst til at gøre rent på toiletterne? Men for en 50-er kan man vel også leve med at være bevidst om at huske at tisse inden Valby, når man kører fra Hovedbanen.

Continue Reading

Om en skræmmende statistik.

Dommen over Sarah Everards morder er lige faldet. 15 år. Og hvis nogen ikke lige husker, hvem Sarah Everard var (her kan så desværre ikke anvendes nutid), så var det kvinden, der blev myrdet af en politibetjent i London, og hvis bestialske mord blev selve startknappen til bevægelsen Text me when you get home. Råbet fra kvinder over hele verden omkring den selvfølgelighed, at kvinder skal kunne gå trygt og alene på gader og stræder overalt og på alle tidspunkter.

I øvrigt har der lige været et lignende mord på endnu en ung kvinde i London. Så kvinder er stadig udsatte. Med lignende mord forstås i denne forbindelse et mord begået af en part, der ikke hverken kendte eller havde nogen form for relation til til offeret. Ham, vi alle frygter. Ham, der bare kryber, nærmest vokser, ud af mørket og ikke vil os noget, fordi vi har gjort ham noget eller fordi, han er sur, vred eller gal på os. Han vil generelt bare gøre os ondt, fordi han kan. Hvilket så også er den mest skræmmende årsag overhovedet.

I forbindelse med retssagen har en gruppe kvinder, der gennem en længere årrække har været selvbestaltede optællere af antal af mord på kvinder, begået af mænd, fremlagt en ualmindeligt skræmmende statistik. På de 28 uger, der er gået, siden Sarah Everard mødte sin grusomme betjent i mørket, er 81 kvinder blevet slået ihjel af mænd i Storbritannien. Her indgår enhver form for ihjelslagning–altså ikke bare ham den grimme, ukendte skyggemand, men, til overflod, også ægtemanden, kæresten og andre nære relationer. Men 81!! Hvis man foretager lidt sjusset hovedregning med udgangspunkt i, at der bor 13 gange så mange mennesker derovre som herhjemme, vil det altså svare til, at 6 kvinder i samme tidsrum er blevet myrdet i Danmark. På 28 uger. Jeg har ikke de konkrete tal for de hjemlige (undskyld mig, den er for lav, men alligevel!) jagtmarker, men jeg er nogenlunde sikker på, at jeg personligt for nylig har læst om i alt fald 3-4 sager. Der er sikkert også nogle, der har undgået min opmærksomhed, fordi vold og mord i hjemmet ofte ikke afstedkommer mere end et par clickbaits–og i alt fald sjældent den hæsblæsende jagt på en gerningsmand, som for medierne altid er det, der virkelig sælger aviser og holder læserne til.

Broderer man så videre på den uhyggelige statistik, svarer det til, at omkring 10-15 kvinder om året herhjemme slås ihjel af mænd. Og når jeg sådan selv sidder og ser på, hvad jeg lige har skrevet, så bliver jeg næsten helt bange. Så virker det ikke bare så svimlende højt et antal. Det virker også så svimlende forkert, så helt ude i skoven, så fortvivlende uretfærdigt og slet ikke til at forholde sig ordentligt til.

For det er altså ikke bare, når vi går der, hvor det er øde om aftnerne. Og hvorfor skulle vi i øvrigt ikke også kunne det? Det er sådan lidt en latent trussel, der hænger over os, ligegyldigt hvad vi måtte gør, og hvor vi måtte befinde os. Jeg vil nødigt male Fanden på væggen og ophøje disse statistikker til et trusselsbillede, vi som kvinder hele tiden skal forholde os til. Det kan man jo ikke leve med, og det ville, bare som en af mange årsager, på heller ingen måde være retfærdigt at udnævne ethvert hankønsvæsen til en potentiel morder. Men jeg vil samtidig klart understege, at det er fuldstændigt urimeligt, set i større samfundsperspektiv, at disse tal er så høje. Så høje, at det i den grad burde være noget, man fra adskillige officielle sider burde tage enormt seriøst og arbejde endog meget alvorligt for at nedbringe. Det er muligt, at mange af disse mord i Storbritannien sker i usle lejekaserner i Glasgow og Bradford og i derangerede, udslukte minebyer i Nordengland samt i miljøer, hvor der er udbredte misbrugsproblemer. Man kan sikkert sagtens finde paralleler herhjemme. Men, efter min mening er det på ingen måde mere forsvarbart og legitimt at myrde kvinder, fordi de er fattige, marginaliserede eller misbrugere.

Selvfølgelig er der også kvinder, der myrder mænd. Men tallene er noget anderledes. I alt fald blev jeg personligt noget opskræmt af at se disse statistikker. Faktisk så opskræmt, at jeg ligesom syntes, det var en smule tamt at “Text me when you get home”. Jeg mener: Det her, det skal vi da ikke, som køn betragtet, finde os i?

Continue Reading

Det må blive et internationalt hit!

Kastanjemanden. Netflix.

Hvis man ser TV om eftermiddagen, i det hele taget før det sådan for alvor er blevet aften, er man enten overfaldet af ulidelig kedsomhed, har influenza eller burde skamme sig over sin egen mangel på kreativitet. Har jeg altid ment. Nu er der imidlertid opstået en fjerde mulighed for at forsvare det uforsvarlige: Man mangler nogle afsnit af Kastanjemanden!

Det her, det er Nordic Noir, Noir, Noir og sortere er den allersorteste sjæl blandt de i forvejen sodsværtede, og det er stærkt vanedannende. Det er krimi, når sådan en er bedst. Skuespilpræstationer, når de næsten overgår udmærkelse. Og en handling, der hele tiden tager os derud, hvor vi ikke troede, man kunne komme, og hvor det gør så ondt, at det mentalt kan tage timevis at komme tilbage igen. Med et plot, der er så velgennemtænkt og velkonstrueret og så infernalsk modbydeligt, at det går lige i hjertet. Og i ens binge-watchende sjæl. For ondskab er tilsyneladende vanedannende. I alt fald er det dybt fascinerende, især fordi det forklares. Vi forstår godt, hvorfor det hele er endt, som det gør. Fordi vi også selv er, lidt, skyldige.

Hvis man bare skal give en god grund (jeg kan nu tænke på en del flere) til at betale 129 kr. om måneden for mindst 4 separate abonnementer på Netflix, så er det den nye serie Kastanjemanden, bygget på Søren Svejstrups også fremragende roman. Man kan endda nå at se hele serien, inden den gratis prøvetid løber ud, da jeg vil vædde på, de fleste får set det hele på under et par døgn. De kan simpelthen ikke lade være.

Nok fik vi stor international anderkendelse for Forbrydelsen–som i øvrigt også var skrevet af Svejstrup, men denne gang står vi i min optik til at blive verdensberømte. Og til at vise verden en udsøgt samling af fremragende, danske skuespillere, som bare spiller røven ud af de sorte bukser. Det er muligt, en enkelt allerede har været med hos 007, men jeg ville nu personligt være mere stolt af at have været med i dette.

Så, hvis andre end jeg har det noget stramt med TV-kiggeri om eftermiddagen, så bliv væk fra denne serie. Det vil nemlig uvægerligt ende med, at man sidder der helt uden kedsomhed, influenza eller mangel på kreativitet og bare MÅ se det hele færdigt!

Continue Reading

Savnet!

Det hele startede med, at det bankede voldsomt på døren forleden aften ved 22-tiden. Forinden havde hunden også gøet højt uden rigtigt at kunne signalere, hvad der var i vejen. Det var lidt skræmmende. Vi HAR da en ringeklokke, (når den ellers virker), og når voldsbankningen så efterfølgende blev fulgt af “Det er politiet!”, så fryser man sådan lidt inde i sig selv og gennemgår i splitsekunder samtlige fartbøder (især de, der måtte være ubetalte) samt børn og børnebørns sikkerhed.

Det var nu noget helt andet. De absolut meget lygteførende betjente bad om lov til at gennemsøge vores have, fordi de ledte efter en savnet person. Mere ville de sådan set ikke fortælle i al deres lyseri, men som et moderne menneske går man jo straks på medierne, såvel sociale som lokalaviserne, for at finde ud af, hvad al det lyseri og kiggen under samtlige buske egentlig gik ud på.

Det viser sig, at vores næsten-nabo, altså med 2 huse imellem, er bortgået. Midt på dagen tirsdag, tilsyneladende uden overtøj og sko, og uendeligt sporløst. De har ikke fundet ham endnu. Til trods for, at vi her i kvarteret har været lidt belejret af politihunde og helikoptere og da også i den grad har nærstuderet alle vores skure, garager, drivhuse og, som politiet, vildtvoksende buske.

Det er ikke fordi, vi kender ham særligt godt. Familien er af tyrkisk oprindelse og har aldrig vist den store interesse for at indgå i det nabofællesskab, vi andre dyrker. Han er sådan en, man er på hils med, og en trofast gågænger i gadebilledet. De går enormt meget, ham og konen. Altid de samme ruter–ind til byen, ned til Brugsen. Konen, derimod, er altid ufatteligt sød og smilende, og hende kan man få sig en snak med. Ofte med ham stående tavs og lidt utilnærmelig ved siden af. Så selv om man ikke er bedste venner og halvvejs i familie med hinanden, så har man jo alligevel en slags forhold til mennesker, der har boet 15 år på ens gadehjørne og i årevis har været en fast, og gående, bestanddel af kvarterbilledet.

Derfor har vi det også mærkeligt heroppe i kvarteret. Det forstyrrer os. Det sidder hele tiden derinde og nager. Hvad der dog er blevet af ham. Mere og mere for hver time, der går, for ingen af os er jo idioter nok til at tro på mirakler, når manden nu har været sporløst forsvundet i næsten 2 døgn. Studerede man antallet af klik på sociale og andre lokale medier på netop vores lille hjørne, ville det vise en påfaldende adfærd i form af meget hyppige opdateringer. Det er også det, vi snakker om, når vi møder hinanden. For nu er vi gået fra at være bekymrede til at være decideret bange.

Og vi tænker alle på dem, de to. Efterhånden mest på hende, for fokus har umærkeligt flyttet sig fra ham til hende i løbet af det sidste døgn. Den søde, smilende dame, som i disse dage må leve med en helt altoverskyggende angst og bekymring. Vi føler os også lidt hjælpeløse i vores bekymring–for hvad kan vi gøre? Ingen af os kender hende godt nok til decideret at opsøge hende, men samtidig er jeg sikker på, at ingen hunde bliver luftet, uden at der kastes granskende blikke i buske og skovstrækninger samt at alle lige tjekker garagen en ekstra gang–for en sikkerheds skyld. Vi tænker selvfølgelig også på ham. Det var primært i begyndelsen, for tidsfaktoren betyder enormt meget i dette. På, hvad der kan være hændt ham, for noget er det vel, når man sådan helt forsvinder fra jordens overflade. Uden overtøj, uden sko og i øsende regnvejr.

Og så forvisser vi hinanden om, at vi bare ønsker, der kommer en afslutning. En vished. For når sådan noget sker, ser man også pludselig sin egen sårbarhed. Ser, at selv om vi har det trygt og godt heroppe, så kan ulykken også ramme lige midt iblandt os. 2 huse fra.

Og så må jeg lige klikke igen. For bare de dog snart finder det stakkels menneske. Både for hans, men mere og mere især for hans kones skyld!

Continue Reading

Om smukke Dresden. Og smukke Dresdens smukke omgivelser.

Det er som at komme til en anden, en roligere, mere adstadig , verden, når man ankommer fra Berlins hektiske metropol til Dresdens århundredegamle tilbagelænethed. Her, i et orgie af barok, er tiden både gået i stå–og så alligevel så levende, så nutidig. For godt nok er mange af murstenene nye, og det meste genopbygget over adskillige årtier efter 2. Verdenskrigs ildstorm, men autenticiteten virker så upåfaldende ægte. Man kan faktisk levende forestille sig, hvordan alle disse barokmennesker (dem, med penge!) legede sig gennem tilværelsen og samlede på kunst. Masser af kunst.

Dresden ligner ikke noget andet sted. Ingen andre har så majestætisk en bykerne af overvældende udsmykninger og pral fra 16-1700-tallet. Der er altid en forvitret basunengel omkring næste hjørne. Eller et palads, som man ikke lige byggede, fordi man skulle bo i det, men mere fordi det så godt ud og ligesom klart fortalte, at det havde man så råd til. Det er fantastisk at gå mellem de gamle bygninger, at indsnuse dem og lade sig imponere.

Men endnu mere er det fantastisk er det faktisk at komme ud af selve byen. Og man behøver på ingen måde komme ret langt, før såvel de store borgerhuse (ofte i bindingsværk) som den smukke natur tager vejret fra en. Noget af det allermest positive, man heldigvis kan sige om datidens lande bag jerntæppet er, at de klart prioriterede tung industri og på ingen måde byfornyelse med nedrivninger af gammelt lort som hovedmål. Derfor har man i de områder et kæmpe katalog af gamle bygninger, der nok havde måttet lade livet for det såkaldte arkitektoniske fremskridt andre steder, men som her har fået lov at forfalde–men ikke mere, end at man–med kolossale tilskud–stadig kan renovere dem til deres oprindelige udseende. Det er ret imponerende. Så Dresdens omgivelser er hygge på tysk, og især Elben. Den, der flyder helt ud til Hamburg og videre til Nordsøen, og som slanger sig gennem det kuperede landsskab. En livsnerve, men også et æstetisk højdepunkt.

Det vidste de i øvrigt også godt, de romantiske malere. Især Caspar David Friedrich, som ingen gymnasieelev nogensinde er sluppet for, fordi hans ikoniske malerier fra Basteiklipperne bare er selve indbegrebet af den romantik, generationer af dansklærere har forsøgt at få moderne unge til at begribe. De er vilde, de klipper. Sådan lidt i familie med Giant` s Causeway, som i den forbindelse godt kan vise lidt ydmyghed. Det er meget stort, det her–og virkelig et besøg værd.

Tre dage i Dresden er sådan set nok, hvis man bare skal se byen. Man får, sikkert, altså, på et tidspunkt akut barokforstoppelse og kan kun kæmpe sig ud af den ved at besøge et af de fremragende konditorier. Det helårlige julemarked, som i øvrigt tilpasser sig ved at omdefinere sin titel: Høstmarked, Sommermarked etc.,–uden dog at ændre væsentligt på varesortimentet, er absolut ikke vanedannende, og har man set det, er det sådan set det! Det er dog, for mig, en kilde til undren, at et af de helt store slagnumre er panerede blomkål. Og tyskerne om det! MEN skal man virkelig fordybe sig i byens vidunderlige omgivelser, så skal der mere tid til. Så skal der gåben, cykler og lokale busser og færger til. Så skal man rulle sig i gåture langs Elbens vinmarker, plantet på de gamle terrasser, tage de små færger og turbådene ud til de imponerende slotte og den fantastiske natur, samt ud af svinge med de små bjergbaner og lifter, som ikke bare er der for turisternes skyld, men faktisk også er transportmiddel for de lokale, inklusiv skolebørnene.

I alt fald sidder jeg nu kraftigt og overvejer endnu en tur derned engang. For at få hele det smukke, smukke område helt ind under huden. Min fascination er i alt fald stor, og jeg føler mig lidt snydt. Ikke af barokken–den har jeg til fulde indåndet til det stadie, hvor jeg har basunengle flyvende på hjernen–men de omgivelser. Der er SÅ smukt!

Continue Reading

Ud at se—med DB!

Det har længe undret mig, at ret få danskere er bevidste om, hvor billigt det er at køre med tog i Tyskland. Vi er jo ligesom opflasket med, at offentlig transport er dyr, dårlig og–i alt fald i Jylland–for det meste utilgængelig. Herovre hvor selv mellemstore provinsbyer er ikke-eksisterende i DSBs univers, og de fleste beboere i mindre landsbyer formodes at blive lige der, hvor de nu er. Det eneste, den slags arrogance fører til, er surhed og privatbilisme. Og statsskabte hurdler for en grøn omstilling.

Der kunne vi lære noget af naboen mod syd. Mest, nok, med billetpriser. Selv om det ikke er let. Det tager immervæk et stykke tid og et stykke seriøst arbejde at uddanne sig selv indenfor DBs sindrige rabatsystem. Til gengæld er det alle (de sparede) penge værd. Bare som eksempel kan jeg nævne, at det ofte er billigere at bestille en billet gennem DB til Flensburg fra hovedbanegården–selv om man kun skal til Vestfyn eller Sydjylland.

Så jeg skal ud og bruge mine rabatter en uges tid. Hvis man rejser 6 sammen, er det nemlig endnu billigere–så det gør vi. Først til Berlin og dernæst videre til Dresden. En af den slags rejser, som coronaen har sat på agendaen, da naboen der mod syd pludselig har fået fornyet aktualitet. Også fordi det faktisk er umådeligt lang tid siden, jeg har været begge steder. Berlin er altid dejlig. Så vidunderligt levende, så grænseoverskridende innovativ, nærmest fra sekund til sekund. Og samtidig altid så meget sig selv. Så inderligt berlinsk. Og Dresden har jeg ikke været i i 20 år. Det kan kun blive et glædeligt og meget genopbyggeligt gensyn. For folk, som mig, med udpræget hang til svulmende, overdådig barok, bliver det fantastisk at se de genopbyggede vidundere dernede helt færdigtbyggede og ikke kun som nummererede mursten. Og lige tænke en lille tanke om en forfærdelig krig og dens grusomme fejltagelser, hvor en ildstorm, der oprindeligt var tiltænkt Prag (ikke, at det gør det hele bedre!) destruerede en by og dens indbyggere. I samme åndedræt vil jeg selvfølgelig ikke glemme Coventry!

Men allermest står DBs favorable billetsystem lige nu for livskvalitet. Efter næsten 2 (to, altså!) arbejdsløse år og total negligering fra statens side er det en lise, en kraftig forbedring af alt fra liv til humør igen at kunne komme på skinnerne. Ud at se–med DB!

Continue Reading

En fremragende udsendelsesrække.

Da Danmark blev flettet sammen. DR2 og dr.dk (streaming).

Det skal ikke være Netflix og HBO det hele. Når nu gode, gamle DR i den grad også kan. Altså lave en serie af udsendelser, der i den grad fænger, fascinerer og oplyser. Samt trykker på nostalgiknapperne på alle os, der både kan huske og har fået en alder, hvor det er lidt rart, trygt og vedkommende at genopfriske.

De nye udsendelser–altså de, der startede sidste onsdag–i serien Da Danmark blev flettet sammen er et helt stykke unikt industrihistorie, og interesserer man sig for den slags, er det rent guf at gå om bord i afsnittene om dengang, vi producerede alt fra biler, over busser til enhver form for beklædning og alskens møbler herhjemme. Fra før, det blev væsentligt mere rentabelt at outsource, og hvor man i stedet omkring Ikast og Herning altid byggede husene med høje kældre, hvor hver mand ( eller hver mands kone!) så kunne sidde og sy lidt tekstiler sammen og kalde det en fabrik.

Det er mildest sagt imponerende, hvad vi førhen kunne producere herhjemme. Busser i Silkeborg, biler (eller i alt fald gen-sammensætte samlesættene) i Sydhavnen og Nordvest, møbler på Salling, mejetærskere i Randers og tøj i lange baner i Midtjylland–for nu bare at nævne nogle få eksempler. Udsendelserne kommer eminent rundt om Danmarks imponerende industrihistorie. Og samtidig kan vi jo alle huske dem, firmaerne. Hvem gik ikke i BHI-underbukser–eller havde brødre, der gjorde? Eller husker de laksefarvede mejetærskere fra Dronningborg? Eller kørte i firkantede busser fra Silkeborg?

For nok er det industrihistorie, men det er samtidig også vores personlige historie. Det, vi voksede op med. I et samfund, der var opbygget på en helt anderledes måde, og hvor globalisering ikke var et ord, vi sådan lige vidste, hvad betød. Det var vores skolekammeraters mødre, der syede i de høje kældre og deres fædre, der arbejdede på fabrikkerne.

Ydermere er selve denne spændende historie om et datidigt samfund bygget på en form for selvforsyning (ikke mindst tvunget af rigide toldregler, der f.eks. betød, at biler først blev bygget i udlandet, derefter skilt ad og transporteret til Danmark, hvor de så blev samlet igen!) fremragende formidlet. Det er underholdende, det er tankevækkende og det er til at blive klogere af. Af familiemæssige grunde er jeg også nødt til at nævne udsendelsernes imponerende grafik–flot William!

Man kan se afsnit hver onsdag på DR3, men har man tendens til binge-watching, fordi det næsten ikke er til at lade være, så kan samtlige udsendelser streames på dr.dk.

Continue Reading

Om Outlet Neumünster.

Min kuffert er gået i stykker. Mellemkufferten. Eller rettere, dens lynlås er. Den kan godt lukkes, men den kan kun lukkes halvt op. Jeg kan ud fra erfaring meddele, at det er forbandet besværligt altid at skulle grave sig ind i det nederste hjørne. Hvor alt det, man lige skal bruge, altid befinder sig. Og hvor man med al sandsynlighed altid får fat i det forkerte ved blindudtagning i kuffertmørke. Det er ikke til at holde ud.

Det var så derfor, jeg fik ideen om at køre omkring outlet-landsbyen i Neumünster. Bygget på stor erfaring med amerikanske outlet-villages, hvor i alt fald jeg altid finder enorme mængder til en vanvittig god pris. Både need to haves og nice to haves. Mest de sidste. Der måtte man da kunne få en ordentlig kuffert til en sympatisk pris.

Der er såmænd pænt nok dernede. Vi forledes allesammen til at tro, at vi går rundt i en lille landsby af ubestemmelig national herkomst, og at det kun er tilfældigt, eller for hyggens skyld, at de fleste af verdens mærkevarer minsandten har sat hinanden stævne på en mark udenfor Neumünster. Jeg er nok mere til kønsløst industribyggeri, hvor ingen gør en hemmelighed ud af, at alle udelukkende er der for at handle–og forretningerne ligeså udelukkende for at sælge. Det er da i det mindste ærligt.

For det der sted er nok noget af det allermest uærlige, jeg nogensinde har mødt. Der er IKKE tale om outlet, som jeg definerer ordet. I stedet er det en samling af dyre mærkevarer i falsk landsby-kulisse, hvor tingene koster præcis det samme (eller mere!!) end i almindelige butikker, og hvor man så, som alibi, har et lille hjørne med en slags pseudo-udsalg i bunden af butikkerne. Som nu den kuffert, jeg gerne ville have haft–og som viste sig at koste 100 Euro (Ja, vi taler Euro!) mere, end jeg havde set den til på gaden i Bremen. Sådan noget gør mig rasende. Forvandler mig til en anarkistisk Rasmus-modsat, der med forbandet dårlig smag i munden går i total outlet-baglås og nægter at købe noget som helst. I alt fald ikke en kuffert til 2500 kroner!

Og hvis der endelig er fordækte hjørner, der kunne minde en smule om rigtigt outlet, så er der oftest tale om varer, hvis udløbstid rent modemæssigt må have ligget før årtusindskiftet. Tilligemed at samtlige Skecherssko efter min bedste overbevisning ( og jeg har ret godt tjek på priser) sælges som outlet til priser, der langt overstiger, hvad hjemlige Føtex og Bilka har dem på tilbud til. Nærmest permanent. Det forholder sig jo sådan, at tøjkøb i Tyskland generelt kan betale sig, da den tyske moms er noget lavere end den danske–men det er man endnu ikke blevet oplyst om derude på den Neumünsterske mark. Der kører man sine egne fake landsby-priser.

Så der blev ingen kuffert. Jeg snupper i vrede –ikke gerne, men nødvendigt–endnu en rejse i kuffertmørke med ubestemmeligheder i gravehjørnet. Men i alt fald har jeg da fået lidt ud af det. Nemlig at jeg er overvaccineret mod det skrækkelige, og megadyre, sted. Samt at jeg her kan give min erfaring videre til alle landsmænd, der måtte overveje et besøg på stedet. BLIV VÆK!!

Continue Reading