Om busrejser.

Da jeg første gang skulle være guide på en busrejse, var jeg på forhånd næsten ved at blive kvalt i mine egne fordomme omkring mennesker, der tager på busrejser. Så det var godt, jeg kom af sted. Nærmest intet er så sundt som fordomstestning–det skulle da lige være intensiv modbevisning af alle negativt ladede fordomme.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg havde forestillet mig–men nok noget i retning af det ældre, halvt affældige segment af pensionistklubben fra Lars Tyndskids Mark, iklædt hækletøj, tennissokker i sandaler og den obligatoriske “Hjulene på bussen…” i usynkront kor–på vej til 3 dages rundtur i Harzen. Altså folk, der, såvel fysisk som rejsemæssigt, skulle holdes i hånden nærmest fra start til slut, fordi de ikke–som alle vi andre bustursfornægtere, der selvfølgelig selv booker ALT vedrørende vores eksotiske ferier, der i øvrigt altid går en omvej omkring Harzen!–kunne finde ud af noget så simpelt som selv at rejse på ferie.

Jeg blev, som sagt, klogere. Og måtte meget hurtigt indse, at det i virkeligheden er mig, der er usigeligt stupid og slet ikke har fattet de soleklare, indlysende fordele, der er ved busrejser. En busrejse er i virkeligheden en mobil luksus all inclusive. Rute, hoteller, seværdigheder og, nå ja, guide er nøje udvalgt, tilrettelagt og afpasset, så man lige præcis kører den smukke rute, der er værd at nyde, bor på de allerbedste, mest charmerende hoteller, har alle entreer og guider betalt på de mest udsøgte seværdigheder og hele tiden har en lokalkendt, lokalttalende guide til rådighed. Man kan blande sig med resten af selskabet–mange nye venskaber er indgået i mine busser–eller man kan lade være, for man kan snildt have sin egen lille individualistferie inde i gruppen.

Jeg sad der og tænkte på, at alle disse særdeles rejsevante, velforberedte (vi havde vel ca. 1 Politikens Turen går til…pr. par), interesserede og sociale mennesker jo helt bevidst undgår alle de stressende faktorer, som mine über-individualistferier i en uendelighed byder mig på: De skal ikke skændes om vej og ligge i åben strid med partneren om, hvis skyld det nu var, at der blev kørt en kolossal omvej. Faktisk behøver de slet ikke medbringe et kort (selv om kort et vildt populære i bussen, hvor især den mandlige del studerer dem nøje og gerne har medbragt et mindre lager). De skal overhovedet ikke tage stilling til, hvor de skal spise eller sove–det er indiskuterbart. Hvilket, set i bagklogskabens uhyggelige lys, ville have afværget et antal hotelvalgsforårsagede, forestående skilsmisser hjemme hos mig. De skal ikke på forhånd læse tonstunge guidebøger om destinationen ( selv om jeg nu har de fleste mistænkt for, at de gør det alligevel!) for helt selv at udvælge de bedste seværdigheder. De kan, med andre ord, bruge forventningstiden og de lange, mørke vinteraftener på alt andet end at planlægge næste års ferie samt holdes helt skadesfri, når den planlagte seværdighed viser sig at være ca. lige så klejn som hende havfruen.

Og affældige? Busture appellerer til 60+ gruppen, eller dem der ved, hvad de vil have, og har så lange rejsemæssige erfaringer, at de for længst har luret busrejsens indlysende fordele. Da jeg gik den lange, stenede vej ned til Giant`s Causeway i Nordirland, havde jeg svært ved at følge trit med min 86-årige gæst og hans stok. Det var der, vi talte om det at rejse og det at blive ældre. Det er jo egentlig så uhyre enkelt: “Alternativet til at rejse er at blive hjemme”. Inden man vælger det sidste, dødkedelige alternativ, bør man nok lige prøve bare en enkelt busrejse……

You may also like

Skriv et svar