Alt det, jeg skulle have sagt.

Med hensyn til rappe replikker, kvikke svar og nogle gange tiltrængte, bidende gengældelser har jeg altid været 1-2 måneder efter mig selv. Sådan at forstå, at jeg ofte i situationer, hvor et rigtigt godt svar har været enormt tiltrængt, har stået der som et måbende får–eller i bedste fald fået rablet noget ikke videre gennemtænkt af mig–mens jeg flere måneder, dage eller måske endda år senere i bagklogskabens klare lys pludselig har indset, hvad jeg burde have svaret–samt hvad der bare havde været noget så forrygende genialt.

Jeg har altid troet, jeg var den eneste i hele verden, der led under forsinkede, geniale svar. Af midlertidig stumhed, eller i alt fald forbigående evne til overhovedet at kunne mobilisere noget, der var tankevækkende, rammende eller bare sad rimeligt i plet. At jeg havde monopol på et helt katalog af forsinkede, lettere intelligente måder at forholde mig til, hvad andre sagde. Det, har jeg så fundet ud af, ikke er tilfældet. I alt fald talte jeg med en veninde i går, som har det på akkurat samme måde. Og jeg har formodninger om, vi ikke er de eneste (kvinder?).

Det foregår ofte på den måde, at man, tit lidt uventet, står i en situation, hvor man føler sig lidt angrebet af andre eller måske bare kastes ud i at skulle tage stilling til noget, man ikke i sin fjerneste fantasi havde forestillet sig, man skulle tage stilling til. Så får man svaret noget tåbeligt. Reageret uhensigtsmæssigt. Eller måske slet ikke svaret. Nogle gange kan man endda komme til at sige noget, man slet ikke mener, fordi hele situationen bare er så surrealistisk. Det kan såmænd også være situationer, hvor man burde have sagt fra, men aldrig fik det gjort. Fælles for dem alle er dog, at man bagefter bruger oceaner af tid til for det første at spekulere over sin egen dumhed og dernæst at lave retoriske øvelser på, hvad man burde have sagt i stedet. Som regel dukker det der “i stedet” op efter et stykke tid–og så kan man jo begynde at bebrejde sig selv, at man tilsyneladende var så dum, at det ikke lige poppede op, da det skulle. For 1 måned siden, altså!

Jeg har et helt katalog over “svar, jeg missede”. Og hvert eneste af dem er genialt, velgennemtænkt, ofte spiddende ironisk og i alt fald altid lige præcis det, der skulle have været sagt. Nogle gange kan jeg dyrke dem så meget, at jeg næsten tror, at det var det, jeg i virkeligheden sagde. Det var det så, desværre, ikke.

Nogle gange er jeg såmænd også naiv nok til, at jeg tror, at mit liv havde været væsentligt anderledes, hvis jeg bare i første skud havde sagt det rigtige. Altså det, jeg efter flere måneders nøje overvejelser kom frem til, at jeg burde have sagt. Denne sande buket af velformulerethed, som bare indeholdt lige præcis det, jeg mente. Det svar, der gjorde, at det var mig, der ligesom gik ud på den anden side som sejrsdamen, ikke efterlod et øje tørt og sådan i et hug satte situationen både på plads og i perspektiv.

Men hvis jeg nu ikke er den eneste kvajpande og forsinkede svarer? Hvis der nu virkelig er andre end mig og veninden, der først får deres geniale svar og reaktioner pr. efterbevilling efter at have spekuleret sig frem til dem gennem flere måneder? Så må der jo, logisk set, være andre “tabere”. Altså nogle, der ikke lige får leveret DERES intelligente svar på MINE spørgsmål eller situationer. På den måde går det vel sådan rimeligvis lige op.

Ikke, at livet skal være en konkurrence i gode, geniale svar. Men meget, meget mere, at vi alle skal være opmærksomme på, at de andre heller ikke altid er så velgennemtænkte, velformulerede og velforberedte, som vi fejlagtigt går rundt og tror. At de nok også går hjem og spekulerer på, hvad de burde have svaret og gerne kommer frem til det efter måneder eller dage i tænkeboksen. Det er da, i min optik, en særdeles formildende, og særdeles menneskelig, omstændighed.

Den, og så den gode, gamle med, at man i store forsamlinger roligt kan sige en masse vrøvl, for der er alligevel ingen, der lytter efter andet end det, de selv siger.

Alligevel så sidder den der og nager lidt. Især når åbenbaringen kommer–lang tid efter: Alt det, man skulle have sagt!

You may also like

Skriv et svar