Om lærere. Eller måske mest om elever.

Forleden hørte jeg i radioen, at mange børnehaveklasseledere var bekymrede for skolestarten. Fordi mange børn tilsyneladende ikke har erhvervet sig de allermest grundlæggende regler for almindelig opførsel blandt andre mennesker, før de starter. Bl.a. var det et problem, at eleverne helt umotiveret og uden tilladelse forlod klassen midt i timerne, og mange led også af den forestilling, at rakte man hånden op, havde man automatisk taletid. Altså at poten i vejret var lig med tilladelig plapren.

Det undrer mig sådan set ikke. Den nedbrydning af enhver form for voksenautoritet, som har dyrket sig selv med evig styrke siden 68, har desværre gjort mange børn til de eneste, selvbestaltede autoriteter i deres eget liv. Godt støttet af forældrene. Hvor er det synd for dem, og hvor bliver det dog en kraftig opvågning for dem af aflære at se sig selv som verdens ubestridte, enerådige midtpunkt.

Sådan var det ikke for os! Og jeg plæderer på ingen mulig måde for en tilbagevending til dengang, jeg selv gik i folkeskolen, for vi måtte jo senere hen tillære os præcis det modsatte. Nemlig at vi også selv kunne være autoriteter i vores eget liv, og at lærerens ord hverken var love eller altid lige korrekte og sande.

Dengang sagde vi De til lærerne. Og Hr og Fru med behørig nævnelse af efternavn. Faktisk aner jeg stadig ikke, hvad de fleste af mine lærere overhovedet hed til fornavn. Lærere havde, pr. definition, ikke fornavne. I alt fald ikke, når de var i skole. Det var først omkring gymnasiealderen, at enkelte, progressive undervisere minsandten viste sig at have et egentligt fornavn. Slet ikke alle, men nogle. Instinktivt vidste vi sandelig også godt, hvem der ejede et fornavn, og hvem der gik i skole uden. Og gjorde vi ikke, skulle det nok blive påpeget som en mindre majestætsfornærmelse.

Vi rakte altid hånden op, når vi ville sige noget. Og vi sagde kun faglige ting, for det var indiskutabelt underforstået, at børns sociale liv på ingen måde vedkom skolen. Vi drillede hinanden (vi anede ikke, hvad mobning var, vi udførte det bare!) og var godt, gammeldags ondskabsfulde, men det fik vi da lige lov til at være i fred. Det vedkom i alt fald ikke andre end børnegruppen selv. Der var zero sociale tiltag overhovedet–og flippede man ud over andres drillerier, var det givetvis ens egen skyld, for man havde nok ikke opført sig ordentligt.

I det hele taget var alting altid ens egen skyld dengang. Fuldstændigt ligegyldigt hvor øredøvende uretfærdigt man var blevet behandlet, “så havde man nok i sidste ende selv været ude om det.” Børn var skyldige, voksne (og især lærere) totalt skyldfri. En skideballe eller en anmærkning/seddel med hjem gav oftest dobbelt straf. Først af skoleautoriteterne, dernæst af de hjemlige, og der blev faktisk aldrig stillet spørgsmål ved, hvem der i sidste ende havde ret eller havde opført sig tåbeligt.

Vi forlod heller ikke klasselokalet i timerne. Faktisk forlod vi næppe vores stol! Tavleundervisning var normen, og vi sad dernede på 3 rækker (dørrækken, midterrækken og vinduesrækken) og reproducerede det bedste, vi kunne. De, der var allerbedst til netop den kunst, fik de bedste karakterer, og de dygtigste elever fik altid karakterpenge, mens de mere alternative, dårligt reproducerende selv måtte gå med mælk eller aviser for at få lidt håndører. Vi lærte at stave i kor, hvilket sikkert var en fortrinlig gemmeleg for de ordblinde, men det var de så heller ikke dengang. Da var de, for majoriteten af lærere, dovne og dumme! Skulle vi på toilettet i en time (det skulle vi nu sjældent, for vores blærer var toptunede til 45 minutters intervaller!), måtte vi række hånden op og spørge om lov. Og alle kan vist huske deres egen historie om klassens generte dreng, der bare ikke turde, og derfor lige fik 7 års vedvarende drillerier i bonus for en gang overløb i timen.

Mange gange tror jeg, det var væsentlig lettere at være lærer dengang. Nok også væsentligt kedeligere! Udelukkende i kraft af sin stilling var man en autoritet, som, ligegyldigt hvor tåbeligt man opførte sig, og ligegyldigt hvor decideret fagligt ukvalificeret man var, havde magten på sin side. I bagklogskabens klare lys kan jeg da sagtens nævne (efter!)navne på mange af datidens indpiskere, som aldrig burde have siddet på den urokkelige position, de gjorde. De var simpelthen hamrende ukvalificerede!

Jeg mindes også, at jeg de første år, jeg selv underviste, kunne opleve forældre, der decideret skældte ud på deres børn i mit påhør, hvis jeg nævnte det, der så pænt i lærersprog hedder “ting, der skal arbejdes med.” Senere blev det mig, der fik skældud, fordi jeg krævede en indsats af vidunderet, der i forældrenes optik nærmest overhovedet ikke behøvede at plages med at gå i skole før direktørstillingen. I alt fald ikke hos imbeciler som mig.

Det tog år for os at lære, at vi også selv engang imellem havde ret. Ligesom det nok også tager en rum tid for mange børn i dag at lære, at andre faktisk også nogle gange har ret. Eller de selv uret. Det tog også tid at erkende, at dårlige autoriteter ikke altid skal adlydes, blot fordi de ER autoriteter, ligesom det nok i dag tager tilsvarende tid at lære, at der findes andre autoriteter end en selv og ens egne behov.

Jeg er lettet over, at jeg er ude af det ræs. Lettet over, at jeg ikke længere skal tage stilling til andres børn og indirekte til, hvordan de er blevet opdraget hjemmefra. Jeg tror, det er svært. Det var det nok ikke helt på samme måde, dengang jeg gik i folkeskolen. Til gengæld tror jeg, at mange lærere dengang må have haft meget svært ved overhovedet at tage stilling til sig selv, når de ikke var i skole. Jeg mener, jeg er nok ikke den eneste, som mange år senere er stødt på en forhadt, selvhøjtidelig skiderik af en børneplager og pludselig har følt mig slået af, hvor uendeligt meget han/hun dog var KRYMPET.

Og så er det, at man altid skal slutte af med, at der jo var tonsvis af fremragende såvel pædagoger som fagligt velkvalificerede lærere, selv dengang. Det var jo, trods alt, lige præcis dem, der indirekte førte til, at man selv havnede i deres gamle job. De gav og formidlede kærligheden til faget. Den, som man lidt undseligt håber på, man også selv har givet videre………..

Men før de kommer dertil, de små elever, skal der altså lige nogen til at lære dem at sidde stille og overholde visse logiske regler for klassemæssigt samvær. Det kan de, ulig os, tilsyneladende ikke hjemmefra.

 

You may also like

Skriv et svar