Om at tjene sine penge selv.

Jeg tilhører en generation af kvinder, der sætter en stor ære i at tjene deres penge selv. Til mine dages ende.

Jeg er datter af en mor, der ikke gjorde det. Ikke fordi, hun ikke ville, men omstændighederne for hendes personlige økonomi og uddannelsesniveau var fuldstændigt anderledes. Hun var min fars kone–min udearbejdende fars kone–og hun passede hjemmet, indtil såvel højkonjunkturer, tekniske hjælpemidler i hjemmet som relativt halvstore børn gjorde, at der blev plads til en smule udearbejde. Indtil da havde hun hver måned modtaget såkaldte husholdningspenge, så muligheden for at tjene en smule selv var absolut kærkommen. Jeg kan nemlig også godt huske, hvordan hun spinkede og sparede eller småsnød med regnskaberne (gerne i form af grøddage!) for at få råd til ting, såvel hun som vi desperat ønskede os.

Samt hvordan hun nærmest skulle gå tiggergang til min far for at få nyanskaffelser. For hvor skulle hun ellers få pengene fra? Det sidder stadig i mig. Eller i alt fald sidder det dybt i mig, at det aldrig, virkelig aldrig, skal overgå mig at bede andre om penge til ting til mig selv. Dem kan jeg i den grad godt selv tjene! Og hvis jeg ikke kan det, ja, så kan jeg jo så, fuldstændigt logisk, bare ikke anskaffe mig dem!

Det har, hele mit voksenliv, altid været et krav, at jeg på ethvert tidspunkt skulle kunne være selvforsørgende, hvis det blev nødvendigt. Det blev det så heldigvis ikke. Men det ville, i givet fald, altid have kunnet lade sig gøre.

Nu er jeg så sådan en slags semi-pensionist med en meget lille pension, fordi jeg har foretrukket at forlade det mere officielle arbejdsmarked alt for tidligt i samfundets øjne. Det har jeg med fuld bevidsthed selv valgt og har i øvrigt aldrig i mit liv foretaget et mere hensigtsmæssigt, personligt tilfredshedsskabende og bedre valg. Jeg er samtidig også så priviligeret, at jeg har kunnet vælge. Jeg er ikke uarbejdsdygtig, på overførselsindkomst, syg eller på anden måde ufrivilligt tvunget til ikke at kunne vælge. Jeg kunne også, hvis det nu var det, jeg ønskede, sætte mig behageligt ned på min lille pariser og nyde ledigheden og vælte omkostningerne over på manden. Han kunne såmænd sagtens økonomisk holde liv i mine udgifter uden at gå fallit.

Men det KAN jeg bare ikke! Fordi jeg tilhører en generation af kvinder, der sætter en ære i at tjene deres penge selv! Jeg kan ikke gå tiggergang for en ny bluse eller et par lækre støvler, som ikke lige kan vrides ud af pensionen. Jo, måske kunne jeg sagtens slå knuderne på mig selv og bede om den påklædningsmæssige almisse, men jeg ville i alt fald aldrig kunne nyde den, eller, hvad der næsten er vigtigere, føle, at jeg på nogen måde kunne retfærdiggøre indkøbet. Logikken hedder ganske simpelt, at hvis der skal luksus eller overflødigheder på bordet, så skal jeg selv økonomisk stå til ansvar for det. Det lyder fortænkt at tale om “holdte” kvinder, men det kommer samtidig sandheden nærmere, at det nok er ret tæt på, hvad jeg ville føle mig som.

At tjene sine penge selv er lig med selvværd, stolthed, ansvar og uafhængighed. For mig. For nok har min mand, qua sin uddannelse, altid tjent mere end mig, men jeg har altid bidraget i det omfang, det har været mig muligt, OG jeg har altid sat en ære i, at den slags, som mænd ser som kvindelige overflødigheder, udelukkende fes ud af min egen konto. Ligesom maskuline unødvendigheder rullede ud fra hans! Det er, i min optik, en af de fundamentale ting, der faktisk opretholder ligeværdigheden i et parforhold.

Det er (også!) derfor, jeg stryger til udlandet og kører relativt små beløb ind på rundrejser. Det giver mig selvværd og økonomisk råderum. Det giver mig, i min egen selvforståelse, ret til at anvende midler udelukkende på mig selv, hvis det er det, jeg har brug for. Uden at skulle spørge eller redegøre. Det sætter mig også i stand til at financiere fælles luksus, eller bare nødvendige, fælles nyanskaffelser. Således at jeg både bidrager til det fælles bedste og sørger for mig selv. Jeg kunne virkelig ikke forestille mig, at jeg ikke tjente penge. Allermest for min egen identitets skyld. Så dybt sidder det nok stadig i netop min generation, som vel var den første af kvinder, hvor alle  legalt og som en selvfølge fik muligheder for såvel uddannelser som udearbejde og økonomisk råderum.

Så på spørgsmålet om, hvorfor i alverden jeg dog arbejder, når jeg lige så godt kunne lade være, må svaret være: Fordi jeg vil tjene mine penge selv.  Der er altså ikke nogen, der skal forsørge mig. Forsørgelse er, for mig, som ( ulig mange andre–det ved jeg godt!) ikke har nogen som helst medicinsk, aldersmæssig eller psykisk begrundelse for at modtage den, en falliterklæring. Fordi jeg ville tabe selvværd, stolthed og–ikke mindst–respekten for mig selv, hvis jeg ikke gjorde det. Og fordi jeg med den allermest fremragende samvittighed i verden gerne vil gå rundt i mine nye, selvbetalte støvler!

Og så fordi, jeg godt kan lide det. Også!

You may also like

Skriv et svar