Om at vide noget.

Da jeg var lærer, var det rent fagligt suverænt mig, der lå i spidsen. Altså vidste mest. Jeg var den stærkeste i stærke verber, i forholdsordenes placering i forhold til den kasse, som alle forholdsord nu engang forholder sig til, i væsentlige perioder i engelsktalende landes historie, i kæmpeområder af samme landes litteratur samt alt det forefaldende, som vi stødte over. Før Google var jeg også den, der uden sammenligning havde de bedste opslagsværker.

Det var nu lidt rart. I alt fald for selvtilliden.

Som guide er jeg stadig den, der er gruppens verdensmester i engelsksproget litteratur. Hvis jeg kunne køre Irland rundt og udelukkende drysse forfatternavne, fødesteder, gravstene, største værker–krydret med min egen grænseløse betagelse af samme–ud over tilhørerskaren (som vel at mærke ikke har en levende chance for at undslippe, så længe de er fanget i en kørende bus!), så ville det da være enormt behageligt. Som afveksling kunne vi endda sagtens ordne forskellen på tillægsord og biord mellem to mindre provinsbyer.

Men der er godt nok meget, jeg ikke ved! Eller rettere: Der er rene oceaner af viden, som jeg først nu opdager, at jeg ikke har. Vel at mærke viden, jeg aldrig sådan rigtigt har spekuleret på, at jeg overhovedet burde have. Som jeg, desværre, aldrig sådan lige ellers har stået og manglet. I mine klasselokaler har vi sjældent beskæftiget os indgående med stenarter, flora og fauna, fugletræk, affaldssortering, jordbundsforhold, mærkning af får og invasive plantearter. For bare at nævne nogle få af de områder, som jeg desværre må indrømme er ren nyopdyrkelse for mig i min høje alder.

Som guide forventes man at være ekspert på alle områder. Sådan en slags lærer, der suverænt og uhindret kan undervise i alle fag. Eller et omvandrende opslagsværk over udenlandske besynderligheder. Det er jo absolut ingen hemmelighed, at jeg er humanist og dyrker fagene inden for det område, så alle de der planter, dyr og sten har virkelig været en udfordring. Der er umådeligt mange sten i Irland, sådan nærmest til overforskammet overflod, og nogle af dem opfører sig underligt, eroderer og laver andre krumspring, så det altså bare slet ikke er nok at have styr på dem i deres oprindelige form. Man skal Gudhjælpemig også vide, hvad de kan finde på at udvikle sig hen imod og væk fra. Der er også planter, vi ikke har herhjemme, og det skyldes så jordbundsforhold, som vi så heller ikke har. Det sidste gør, at alle rododendrons får samme farve, og den er sgu` svær at forsvare, når de ikke er i blomst og umiddelbart synlige.  Og hvis vædderen parrer sig med fåret, får hun en anden farve. Ligesom man ikke fanger muslinger, men høster dem. Hvis nogen skulle være i tvivl!

Der er absolut ingen smalle steder, hvad angår de spørgsmål jeg får. Folk har tilsyneladende utroligt forskelligrettede interesser, og jeg har virkelig haft mange eksperter indenfor ting, der for mig lidt ligner nicher, ombord på mine busser. Men for dem er det selvfølgelig selve det, livet drejer sig om og mange gange selve grunden til, de lige ville tjekke deres egen lille niche ud i udlandet. Generelt er de fleste uhyre venlige og overbærende forstående overfor, at jeg ikke lige er up-to-date på affaldssortering i landområder og placeringen af traktormuseer i det vestlige Irland. Men da jeg jo stadigvæk er den, jeg er, og vant til at VIDE, irriterer det mig da lidt, at jeg ikke er helt med på udbuddet. Heldigvis er flere af de absolutte specialister så uhyre venlige, at de bagefter sender mig lange, informative mails om netop deres spidskompetence. Således har jeg fået 2½ tætskrevne A-4 sider om irske stenformationer, en mindre skrivelse om fårehold og fåreproduktion, brochurer om uldvævning samt en længere udredning om irske fuglearter pr. mail. Og undervejs belæres jeg også gerne om ting, jeg ikke lige er verdensmester i. F.eks ved jeg nu rigtigt meget om lyssiv og stråtækning.

Så jeg tænker tit med stor selvtilfredshed tilbage på dengang, det var mig, der altid vidste det hele. Eller i alt fald var tilstrækkeligt genial til altid at afværge at komme ind på de områder, hvor jeg var blank. Og så alligevel! For det er jo faktisk enormt inspirerende sådan hele tiden at blive bombarderet med udfordringer, man aldrig nogensinde havde set komme. Ja, faktisk slet ikke vidste fandtes! Det er en udvidelse af ens horisont, af en selv, af ens verden pludselig at smugkigge ind i store, nye områder af livet, som der bare aldrig har været plads til. Og blive klogere. Samt nogle gange, til ens forbavselse, opdage, at der ligger noget interessant og gemmer sig derinde eller derude.

Jeg bliver aldrig stennørd, fritidsbotaniker, amatørornitolog eller fåreholder i baghaven. Men jeg kan, NU, godt se, at der altså også er nogle værdier i netop de nicher. Det hele ligger ikke i litteraturen, selv om det altid vil være der, det mest værdifulde ligger for mig.

Der vil nemlig givetvis også være nogle, endda mange, der ikke sådan lige synes, det er vildt ophidsende at kende forskellen på “who” og “whom” i søvne. Eller bliver begejstrede over naturopfattelsen hos Shakespeare. De er nok sådan mere til sten, blomster, får, affald, gamle traktorer og jordbundsforhold. Til fælles har vi dog, at begejstringen er den samme.

Så jeg kan vist bare konkludere, at jeg fra at være den, der altid VIDSTE, er blevet den, der faktisk VED meget lidt. Det er sundt, tror jeg! For mig har det i alt fald været utroligt inspirerende at blive revet totalt ud af min comfortzone, og det vil det vel også være for andre. Hvis de tør.

Til gengæld kan jeg da lige fortælle, at Irland har hele 4 forskellige former for marmor, hvoraf den fineste er den elfenbensfarvede fra Connamara. Stik den!!

You may also like

Skriv et svar