Internationalt marked.

Der er internationalt marked i min by i denne uge.

Eller er der?

Det giver et fantastisk liv i en ellers halvdød, lettere småslumrende provinsby, når markedet en gang om året kommer til byen. Udover enkelte besynderligheder fra det nordligste Finland og lettisk hjemmestrik til koldere tider, drejer det sig nærmest udelukkende om fødevarer. Især oste. Hvad det så end skyldes. Der deles også gavmildt smagsprøver ud, selv om gavmildheden har sin absolutte grænse, når der skal betales for eksotiteterne. Jeg kan i alt fald sagtens blive lidt halvmæt på sådan en slentretur mellem boderne–især hvis jeg både går op og ned ad den ikke specielt lange gågade. En tre-fire gange.

Men der er nu et par ting, der ligesom undrer mig lidt. Den første er priserne. Hold da op, hvor er det dyrt, og hold da lige endnu mere op, hvor min vanlige ostemand ville skamme sig, hvis han tog det samme for, hvad der for mig ligner den samme Gorgonzola. Han ville i øvrigt nok heller ikke sælge noget. Men når det nu er internationalt det hele, så tror vi da alle på, at netop den Gorgonzola er født, opvokset og kælet for på italiensk på støvlens sletter og desuden har kostet en større lastbil at få herop. Ligeså med den autentiske, hollandske gouda. Den kan min ostemand godt og snildt vinde en priskonkurrence på. Men når vi nu tror på, at alle disse omrejsende handlende sælger den absolut autentiske og genuine vare, så anser vi vel overprisen som betaling for en smule af sydens sol og varme.

Den anden er, at det der med det internationale godt nok passer. Det gør nationaliteterne desværre bare ikke. De er tilsyneladende blevet forbyttet undervejs i dette omrejsende madcirkus. Som nu ham, der nærmest iført et jakkesæt af Union Jack tilbød mig smagsprøver af sin fudge på et noget gebrokkent engelsk. Jeg forsøgte at forklare ham på engelsk, at jeg inderligt hader fudge og alt dens væsen, men det forstod han ikke. Hvorefter han på noget, der lød som italiensk i mine ører, spurgte sin makker om, hvad den besynderlige dame mon sagde og på hvilket lige så besynderligt sprog. Det var der, min fudgeverden ramlede! Og jeg begyndte at lytte. Til de belgiske bagere, der indbyrdes var nødt til at snakke pidginengelsk, de italienske skinkemænd, der præsterede noget i samme skuffe, og de hollandske ostemænd, der i øvrigt snakkede et fremragende dansk. Sådan lidt med den slags udprægede, midtjyske accent, jeg umiddelbart vil placere hos indfødte mellem Århus og Randers.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at markedet er internationalt. På præcis samme måde, som omrejsende cirkus er det. Der er forfærdeligt mange nationaliteter indblandet, og ligesom cirkusfolk tager de vel en sæson ad gangen og rejser rundt med deres egen, spiselige version af den skæggede dame. Verden vil jo stadigvæk bedrages. Og jeg er da noget så sikker på, at de griner hele vejen hjem til vinterhiet over, at vi pungede ud til deres vildt eksotiske varer, fra deres vildt eksotiske lande. Altså dem, de fleste af dem næppe nogensinde overhovedet har set.

Pyt! Det giver liv i en hensygnende udkantsby. Vi skal bare nyde det, lukke ørerne for, hvordan de taler, betale overpriserne og nyde den eksotiske mad.

Ellers måske slå et slag omkring den lokale ostemand på vejen. Han er både billigere og taler præcis, som de gør nord for Vejle. Han påstår så heller ikke andet!

You may also like

Skriv et svar