Om livet.

Tillykke til os! Så fik vi lige 1 måned mere på kaffe og kager derude i de små parcelhusceller og lejlighedsarresterne. Naturen er der selvfølgelig stadig, og den vil vi med fornyet kraft myldre ud i i en fælles folkebevægelse, der indtil nu har gjort denne januar til den suverænt mest velgåede måned nogensinde. Nok har vi ingen steder at gå hen sådan rigtigt, men vi går de ringe, de cirkler, der ligesom er blevet overskriften for resten af vores liv også. Det er vi nødt til for at forsvare belønningskagen og erstatningskaffen.

Det var det generelle. Nu bliver vi-et personligt. Hvis man føler sig inkluderet, er det nok både en utilsigtet tilfældighed– og uundgåeligt.

Af de 10 bøger, vi nåede at hamstre ud inden den generelle kulturlukning, er de 7 læst, og vi ved godt, at vi, engang midt i februar, må tvinge os selv til at læse resten, selv om det er røvsygt. Netflix, HBO og Filmstriben er slidt op helt derind, hvor bagkataloget nu udelukkende består af amerikanske high school komedier fra 80`erne og danske sømandsfilm med Ove Sprogøe. Vores kvalitetstærskel er for evigt nedadgående, men det har vi lært at abstrahere fra. Vi ser for at se. Ikke for at nyde det. Det er nok derfor, vi spiser så meget kage.

Kælderen er næsten ryddet op. Det, der står tilbage, er de besynderligheder, vi enten ikke aner, hvad er, eller som vi måske engang, engang, engang, lige står og skal bruge. Vi er ved at lave daglige repetitionsrunder omkring, hvad naboerne egentlig hedder, og de lidt fjernere venner har vi monteret billedligt på Memorybrikker, så vi både kan genopfriske deres navn, udseende og hvem de lige er parret med, når vi trænger til andet selskab end vores eget. Vi sniger os til at besøge vores børnebørn i nøje afmålte doser og helst en ad gangen. Men heldigvis kan vi da Facetime og videoe, så vi om få år vil mindes deres første år som abrupte videoklip af babyer, der vokser op stakkato foran en skærm.

Vi er ved at have slidt hverdagskostumerne. Underbukserne og sokkerne røg først, men det ser vi stort på, for de huller kan ingen se. Men nu begynder de blå bukser så småt at blive hvide, og midt i måneden kan der forventes hul på knæene.

Vi er ved at være trænede i at kede os med anstand. Når vi er lige ved at brække os over det hele, spiser vi bare en kage mere, og så går det jo nok. Vi er næsten holdt op med at snakke om, hvor meget vi i grunden keder os, hvor idiotisk det hele er, og hvem det er mest synd for. Det gik vi meget op i en overgang, fordi vi ikke havde andet at gå op i. Nu har vi sådan ligesom resigneret og har affundet os med at mene, at det bare er lige synd for alle. Og så behøver vi jo sådan set ikke snakke mere om det. I det hele taget snakker vi ikke så meget mere. Andet end om, at der ikke er så meget at snakke om.

Vi er fuldstændigt enige om, at en yderligere nedlukning er nødvendig. Her i huset er sundhedshensyn topprioritet, og vi kan da sagtens forsikre hinanden om, at vi da nok heller ikke havde så meget andet, vi skulle. Hellere dø af kedsomhed end af Corona, siger vi og tror, vi mener det. Vi binder bare en knude på vores liv, bider tænderne sammen, finder de sidste 3 bøger og ser en dansk sømandsfilm med Ove Sprogøe.

Ind imellem går vi lidt i enrum og skriger indvendigt. Hver for sig. Men så peger vi også ud i haven på de vintergækker og påskeliljer, der er ved at finde fodfæste, og hvis stængler altså gror et par millimeter hver dag. Vi kunne, for den sags skyld, godt måle dem. For det har vi tid til. Vi tror nemlig på, at vintergækkerne er symbolske forårsbebudere, og at det forår, der kommer, bliver anderledes end alle andre forår, der nogensinde er kommet før.

Og så siger vi sigende “Februar” til hinanden. Det betyder, at februar som den eneste måned kun har 28 dage, og at vi egentlig tvivler på, vi ville overleve den i år, hvis det var skudår. En dag er lang tid. Og så overbeviser vi hinanden om, mens vi spiser kager, at alle andre har det på præcis samme måde som os. Vi ved også godt, at der er mange, der har det meget, meget værre.

Continue Reading

Om alderisme.

Jeg har i det forløbne år søgt et utal af stillinger. Nej, et hav, flere verdenshave. Jeg har ikke fået én eneste af dem. Har ikke fået andet end intetsigende, ubegrundede afslag. Ikke så meget som en eneste samtale har jeg været indkaldt til. Hvis jeg ind imellem føler mig som totalt ubrugelig, vil jeg mene, at det er veldokumenteret.

Jeg har heller ikke været kræsen. Jeg har vel nærmest sådan været arbejdsmæssigt altfavnende. Nok har jeg da en uddannelse og sådan noget nær et halvt århundredes erfaring, men det har da på ingen måder begrænset mig søgemæssigt. Desværre har det alligevel været mig umuligt at finde så meget som et eneste job, jeg skønnes at være kvalificeret til.

Jeg har søgt undervisningsjob i såvel mit modersmål som det fremmedsprog, jeg taler flydende, men her er 40 års undervisningserfaring en irrelevant ubetydelighed. Jeg har søgt guidning på museer, og selv om jeg, måske lidt arrogant, vil påstå, at der næppe findes mange syd for Århus, der har omvist på så mange førende, udenlandske museer som mig, så er jeg ikke kvalificeret. Jeg har søgt tekstforfatning og korrekturlæsning, men også her mestrer jeg nok ikke sproget godt nok til at komme i betragtning, og næsten 40 års kontinuerlig stileretning ligger tilsyneladende milevidt fra korrekturlæsning. Jeg har søgt rengøring, og for en gangs skyld har arbejdsgiverne ret. Jeg er decideret ukvalificeret. Jeg har søgt coronapodning, og her er det også bevisligt, at jeg aldrig før har stukket pinde i halsen på folk. Det, der nager mig, er, at jeg formodes ude af stand til at lære det. Jeg har søgt coronaopsporing, som jeg så også mangler de basale kompetencer for at udføre. Jeg må jo være elendig til at tale i telefon eller med folk generelt, selv om jeg har brugt hele mit arbejdsliv på at gøre det. Og så har jeg søgt alt det løse. Uden held.

Jeg gider slet ikke at komme ind på, hvad det gør for selvværdet at blive bedømt værdiløs på verdenshavsplan. Det er ikke det, det her handler om. Det handler derimod om, at der et eller andet sted må være en fællesnævner for, hvorfor jeg kun får afvisninger. Der er jo ingen af de ansættende mennesker, der har set mig, endsige talt med mig, så de må vel have et bedømmelseskrav, som jeg aldrig vil kunne honorere. En barre, jeg ikke kan komme over. Ligegyldigt hvad jeg gør og har af kvalifikationer. For det virker da ærligt talt som om, jeg er dømt ude sådan nærmest på forhånd. Sådan nærmest inden, nogen gider læse mine konkrete ansøgninger.

Det mest nærliggende er at konkludere, at jeg er for gammel. At jeg med mine 64 år forhåndsbedømmes ude af stand til at varetage ethvert job på en ansvarlig måde. At jeg med demensen i baghaserne, glemsomheden hængende over mig, langsomheden som et uovervindeligt gærde og det kontinuerlige tab af intelligens og basal erhvervsevne decideret er en risiko og dermed det gamle øg, ingen sætter så meget som en øre på. Alderen har frataget mig de allermest vitale funktioner, og det har intet at gøre med, hvor gammel jeg virker, hvor påfaldende alderspåvirket jeg helt konkret er. Man kan tilsyneladende se på mit antal af år, at jeg statistisk set må være faretruende nær falderebet. Det kan ikke betale sig at ansætte sådan en som mig. Min erfaring bliver ikke en fordel, men en gevaldig og tung ulempe.

Det er muligt, der er mennesker på 64, der er ude af stand til at varetage et arbejde på en fornuftig og samfundstjenlig måde. Jeg tillader mig bare at mene, at det ikke er mig. Alligevel bedømmes jeg tilsyneladende ikke på kvalifikationer, men på alder. Jeg kunne være professor i smitteopsporing med århundreder af erfaring og alligevel ikke være ung nok til at få et af de midlertidige jobs, der for tiden opslås. Hvis jeg var 64, forstås. Min ansøgning ville gå i NOT-bunken bare på den irrelevante oplysning, der består af et personnummer.

Det værste er næsten, at jeg er totalt magtesløs i forhold til at indgå i en diskussion omkring retmæssigheden i hele tiden at give mig afslag. Jeg kan på ingen måde bevise, at det netop er på alderen, jeg forvises til uinteressanthed. Jeg kan bevise, at jeg til fulde har de kvalifikationer, der er nødvendige til oceaner af stillinger, men den kan man vel altid tale sig ud af. Hvis jeg har omvist på nærmest samtlige verdensberømte kunstmuseer, så er der vel altid en på 40, der næsten har gjort det samme på halvdelen. Og det er da også helt bevisligt, at der måske ikke er altovervældende meget fremtid i mig. Men det, der er, er vel også værd at tage med.

Jeg synes, som udgangsbøn, at det er begrædeligt, at vores samfund lider så meget af alderisme, at det snyder sig selv for al den erfaring, al den viden, al den i årevis opsamlede menneskekundskab, al den soliditet der ligger i at kende sine kompetencer og begrænsninger og i det hele taget al den entusiasme, vi trekvartgamle kan stille op med. Der er masser af arbejde i mig endnu. Jeg er bare, i samfundets øjne, for gammel til at måtte udføre det.

Continue Reading

Åbent brev til de, der gider læse det.

Umiddelbart er det selvfølgelig en lidt kryptisk overskrift. Men den dækker såmænd bare over, at jeg, belært af erfaring, ved, at de, der egentlig burde læse mine indlæg, ikke gider gøre det. Jeg har skrevet til erhvervsministeren, til min lokale folketingskandidat og til selveste statsministeren. Med undtagelse af folketingskandidatens personlige svar blev yngste og mest uerfarne medarbejder i ministerierne tilsyneladende sat til at replicere. Det blev så derefter. Bortset fra en betydelig mængde færre stave- og tegnfejl og en fin mestring af såvel basal grammatik og retoriske greb, adskilte indholdet af folketingskandidatens svar sig ikke sønderligt fra praktikanternes.

Nok om det. Jeg skriver egentlig dette for først at ønske Danmarks minkavlere tillykke med en rundhåndet erstatning. De skal på ingen måde klandres for, hvad der er hændt dem ( og deres mink), og jeg håber, de alle danser jublende henrykte i banken. Faktisk ville jeg nok klandre dem, hvis de ikke gjorde.

Dernæst er jeg selvfølgelig også nødt til at begræde. For der er faktisk også en god del her i landet, der absolut hverken danser eller er lykkelige, når de går i banken. Nogle lister sig endda tøvende og skrækslagne langs bankslottenes mure, inden de tør gå ind. Lad os bare blande de offentligt ansatte udenom. Mange af dem er regeringens kernevælgere, så dem har man selvfølgelig ingen intentioner om at inddrage i de coronarelaterede ulykker, der rammer så mange andre. Nej, der er tale om det ikke fåtallige B-hold, bestående af små, private erhversdrivende, hotel-restaurations- og rejsebranchen, kunstnerne og hele oplevelsesbranchen. Det er dem/os, der græder og dem/os, jeg faktisk godt vil begræde. Havde vi haft så meget som en enkelt mink at slå ihjel, så havde vi ved Gud gjort det, men de ministre, der egentlig burde varetage vores interesser, har tilsyneladende andre interesser, der i alt fald ikke inkluderer os.

Det er svært at se på, at nogle så rundhåndet skal belønnes for at afstå fra at holde små pelsdyr, når man ikke selv skal belønnes ( hvilket i sig selv er et helt forkert og misvisende ord i denne sammenhæng) for at afstå fra at gøre det arbejde, der nu er ens levebrød. Jeg har, sådan nede på det allermest fundamentale og forståelige plan, virkelig svært ved at forstå, hvorfor nogle skal have erstatning for at opgive deres erhverv, mens andre ikke skal. I bund og grund er årsagen jo den samme. Nemlig coronaen.

Jeg har virkelig og intensivt søgt efter en begrundelse for, at så mange af os arbejder ( hvis vi arbejder, altså) indenfor brancher, der skal ignoreres, negligeres og overses. Personligt kan jeg da, selv om et er en beskidt sammenligning, noget lettere få øje på en dygtig kunstner end en mink. I det hele taget er mink af så perifer betydning i mit liv, at det hverken gør mig fra eller til, om de eksisterer. Til gengæld er det faktisk af vital betydning i mit liv, at der findes dygtige kunstnere, at jeg kan få kulturoplevelser, gå ud at spise, blive klippet og rejse.

Blandt de brancher, jeg har nævnt, er der for tiden er stor overdødelighed. De falder som coronasmittede mink, de små virksomheder, iværksætterne, kunstnerne og alle de løstansatte. Nogle får fuldstændigt latterlige kompensationer, hvoraf de gerne afleverer hovedparten til i forvejen velbeslåede revisorfirmaer, andre får ingenting. Personligt har jeg gået arbejdsløs i næsten et år, uden kompensation, uden arbejdsløshedsstøtte ( man skal have et bestemt antal timer på årsbasis for at blive berettiget, og det kan vi sæsonansatte ikke få skrabet sammen), men jeg er ikke værst ramt. Jeg overlever, ulig mange andre, der må se livsværk, kreativitet og ellers fuldt rentable firmaer gå i graven.

Det er derfor, det er så svært at se på alle de minkavlere, der springer rundt der foran bankerne. Man kan jo ikke lade være med at spørge sig selv, hvorfor de så forholdsvist rundhåndet skal belønnes, mens man selv og andre skal overses. Hvorfor små pelsdyr er mere værd end store kunstnere. Samt hvem det lige er, der har defineret, hvem der er lige så væsentlige for samfundets opretholdelse som mink. Således at de skal kompenseres. Det er også derfor, jeg føler mig så usigeligt uintelligent. Jeg kan simpelthen ikke gennemskue det, selv om jeg virkelig gerne ville.

Hvis jeg nu går ud og køber to mink på det sorte marked og slår dem hurtigt ihjel, vil det så automatisk berettige mig til den kompensation, jeg ikke kan få for et års aflyste rejser? For så gør jeg da gerne det. Det er da ikke det, det skal komme an på.

Når nu B-holdet, de inkompensable efter statens mening, sidder og ser på, hvilke erstatninger man altså godt kan få, så forstår jeg så inderligt godt, at der opstår bitterhed. Bitterhed, utilstrækkelighed, grædefærdighed–måske endda raseri. For alle de mennesker, de små erhversdrivende, kunstnerne, rejseguiderne, dem med hotellerne og restaurationerne og mange, mange andre må da undres helt ned i de efterhånden hullede sokker på storetåen over, hvorfor de tilsyneladende er kommet til at tilhøre niveauet langt under mink. MINK??

Det var bare lige det, der skulle ud. Og endnu engang tillykke til minkfarmerne. Jeg vil også lige sige, at det jo ikke er samme farmeres skyld, at deres mink pludselig er steget så meget i værdi. Det glædes jeg gerne over på deres vegne. Men det ændrer ikke ved, at jeg stadig er dybt uforstående.

Continue Reading

Om forbrugsvaner.

Det mest indlysende eksempel er selvfølgelig, at jeg for tiden ingen udgifter har til brugerbetaling på biblioteket. De bøger, jeg lånte engang sidste år, har tilsyneladende ingen udløbsdato. For de 14 dage, der højt og tydeligt er påtrykt på coveret, er løgn. Der er ingen bodsgange til midtbyen og ærgerlige glemsomheder under sofaen, som koster ekstra. Jeg kan nå at læse dem 17 gange, hvis jeg vil. Uden omkostninger.

Det skrives, at danskerne personligt profiterer på coronaen. De bliver rigere. Det gør jeg også. Ikke sådan mærkbart rigere, men lad os bare sige, at de penge, jeg for tiden overhovedet ikke tjener, slår til. Der kommer mere og mere i banken, i aktierne, i madrasserne, bornholmerne og de små kagedåser i skabet rundt omkring i de små hjem.

Nu er det jo ikke fordi, vi oplever en mærkbar, fælles lønstigning. Helt konkret er det såmænd bare, at det kræver mere end almindelig god fantasi at finde noget at bruge sine penge på. Selvfølgelig investeres der voldsomt i nye køkkener og genrenovering af nyligt renoverede huse–og kager, men på bundlinjen vil de fleste nok mærke en opgang. Især, måske, i vores generation, hvor man ikke lige, og mere, frådende kaster sig over indvendige forbedringer i mammutstørrelsen. Vi ved godt, at de nye køkkener, vi potentielt måtte sætte i vores huse, bliver totaltforkastede af dem, der om ikke så mange år skal ud at købe samme huse. Spild af penge.

Det er sådan mere small scale, der sætter penge i sparegrisen. Når man nu alligevel, fordi man i grunden ikke skal vises frem til ret mange på dagsbasis, generelt står op og tager det samme tøj på hver morgen, så slider man selvfølgelig på det. Men at købe nyt virker håbløst uigennemtænkt. Jeg tror ( nej, jeg ved!), at adskillige har fået overvældende tøj-åbenbaringer i deres eget klædeskab, hvor de nu for alvor har tid til at gå på udflugt, i stedet for bare at hive noget skyndsomt ud hver morgen. I mit skab har der i alt fald hængt mange upåagtetheder, som man jo lige så godt kan bruge. Er man zoom-pålagt i løbet af dagen, involverer det jo også kun sektionen fra taljen og op, har jeg hørt. Ret beset kan man bare slide på den bare røv eller natbukserne forneden.

Det er det samme med benzinen. Jeg slider ikke ret meget benzin op. Aygoen skal være glad, hvis den opnår en ugentlig luftetur og må som regel bare nøjes med en tur i supermarkedet. Jeg har, på forunderlig vis, opdaget, at man godt kan handle til fods, hvis indkøbet er af bærbar karakter, så det sparer også. Men hovedårsagen er vel den ganske enkle, at man ikke har nogen steder at køre hen. Det der med at “køre en tur” er lidt out, lidt for udfordrende for fantasien. Selvfølgelig kan man køre ud og spise sin madpakke et smukt sted. Men man kan vel egentlig lige så godt spise den i sin egen skov indenfor gåafstand. Jeg hørte i går, at mange folk, i mangel af andre tilbud, nu er begyndt at betragte Bilka som et udflugtsmål. Jeg garanterer, at jeg ( og Aygoen) aldrig når dertil.

Der er også sket noget med madbudgettet, med indkøbsvanerne. Nok er der kommet en overdådighed af kager til, men det er vel trods alt begrænset , hvor stor en procentdel af den samlede indkomst, man kan sætte i flødeskum og mazarin. Der er kommet mere struktur på supermarkedsture, således at de er blevet begrænsede i antal. Der købes stort ind, når der købes ind. Og der er som regel kun en person afsted, så man ikke i fællesskab laver alliancer ( det er svært at lave alliancer alene) om spontane belønninger og impulsindkøb. Ydermere stryger man ikke lige afsted efter gulerødderne og kommer hjem med supertilbud til 500 kroner. Man bruger det, man har.

Og så er der alt det, man ikke køber, fordi det simpelthen ikke kan købes. Eller er for besværligt at købe. Nok bugner nettet af lokkende tilbud, men det er vel de færreste, der investerer i den form for dyrere ting, der sådan på forhånd skal holdes, mærkes, prøves, sammenlignes og virkelig, virkelig overvejes. Jeg tvivler på, ret mange–altså bare som eksempel–har investeret i nye sko det sidste stykke tid. Jeg ved godt, man kan købe sko i Bilka. Men hvorfor i alverden skulle man/jeg dog købe dem der, når man for det første kun har to fødder til skoning, og for det andet sikkert har fundet flere nærmest ubrugte par på en af udflugterne ind i skabet. I øvrigt tiltaler det også min samvittighed at vente med den type indkøb, indtil mine lokale butikker åbner. Udfra den logik, at de i så fald kun vil vedblive at have åbent, hvis jeg lægger mine indkøb hos dem.

Og så er der alle rejserne, alle biografturene, museerne, koncerterne og foredragene, alle de små frokoster på landevejskroerne og venindeturene med påstået vinduesshopping ( der besynderligt nok koster penge alligevel) og cafebesøgene. Især rejserne, for mit vedkommende. Udflugterne er blevet til skovture, og det er nu engang virkelig begrænset, hvor mange penge man kan kaste om sig med mellem graner og egetræer. Udlandet er noget uopnåeligt, og selv den grænse, der ligger indenfor umiddelbar rækkevidde, er blevet til en uovervindelig bom. Man kan ikke engang fyre et par tusind af på Colaer og Pandalakridser.

Besynderligt nok er al den mangel på pengebrug selvforstærkende. Man bliver lidt udgiftssky af ikke at bruge penge. Når de sådan løber i et stadigt flow ud af ens lommer, mister penge lidt deres værdi. Når de derimod bliver i lommerne, har de en tendens til at lime sig selv fast. Man begynder at diskutere, om noget nu er nødvendigt. Om det nu er forstandigt. Om man tager skade af at lade være. Man løber, næsten ubevidst, ind i sit livs sparerunde, hvor den der pludselige åbenbaring af de 10 ubrugte bluser i skabet forplanter sig ned gennem ens forbrugsliv. I grunden har man jo det meste i forvejen–i en eller anden udgave. Og det, man ikke har, kan man såmænd gladeligt undvære. Hvorfor ikke, billedligt talt, bare slide de hullede underbukser, HELT op?

Så Coronaen har, statistisk bevist, gjort os rigere. Den har mærkbart og synligt ændret vores forbrugsvaner og helt klart samtidigt vores mindset. Mange af os er ved at danne en nation af kagespisende sparerøve i hullede underbukser med bugnende kagedåser og madrasser.

Men ville vi, hvis det nu var og kunne være, egentlig ikke hellere bidrage til brugerbetalingen på biblioteket, gå lidt ud af skoven og spise på en rigtig landevejskro samt krydse en grænse eller to? Heldigvis hænger tingene jo lidt sammen, for alle os med bluserne fra 2005 og de slatne gulerødder vil vel nærmest personligt, på sigt, kunne understøtte det lokale erhvervs- og kulturliv og den hensygnende rejsebranche, når vi lige vågner op fra Coronadvalen og geninstruerer os selv i at bruge penge. I sig selv er kasten med pengesedler ikke et mål, men når landet engang går i opvågning er det vel nærmest en form for pligt. Jeg er også sikker på, det bliver lidt mere sjovt og opmuntrende end den selvpålagte kartoffelkur, vi lige nu er i!

Continue Reading

Om Dubai.

Jeg har aldrig været i Dubai. Hvis jeg nogensinde kommer til Dubai, vil det være i forbindelse med en ufrivillig mellemlanding eller et flyskift. Jeg har nemlig absolut ingen intentioner, ønsker, længsel eller nogen form for craving efter at komme til Dubai. Dubai er mig så inderligt ligegyldig, et ikke-sted, som ingen plads har i mit liv.

Derfor er jeg heller ikke misundelig på alle de semi-kendte, selvoptagne tankeløsheder, der tilsyneladende er flokkedes til stedet på det sidste. For mig er et ophold dernede sådan mere at ligne med en form for straf end en belønning.

Men jeg er sur på dem. Lidt vranten. Og fornærmet. Selvfølgelig fordi de er så idiotiske at rejse ud midt i en pandemi, hvor risikoen for at slæbe uønskede vira og nyfundne mutationer fra sheikerne og alle deres underbetalte arbejdere dernede med herhjem, hvor vi da i forvejen ligesom har vores forråd af smitsomhed dækket. Men allermest, fordi de alle sammen arrogant smider ud på de medier, som altid har været narcissisternes holdeplads, at de sandelig har været dernede i såkaldt arbejdsrelaterede sammenhænge.

Er der noget, der til enhver tid virker som en rød klud, en direkte opfordring til presserende brækfornemmelser og uforbeholdent, rødglødende raseri, så er det, når andre mennesker undervurderer min intelligens. Sådan har de fleste det vel. Når ubetydeligheder tror, at jeg ( og andre) er så ubeskriveligt naiv(e), at jeg, uden at overveje det det mindste, bare køber løgne og usandheder, som er så himmelråbende forrykte, at selv afsenderen må have haft svært ved at tro på sig selv. I denne sammenhæng, at hele Danmarks underdrejede og lockdownede befolkning er så fortvivlende naive, at de køber en nødløgn fra folk, der udover at have været totalt tankeforladte, ikke engang er kompetente nok til at lyve ordentligt. For mig, i alt fald, kommer sådanne mennesker til at fremstå som små og latterlige. Sikkert også for de fleste andre.

For hvad er det lige, de alle sammen har haft af komplet uopsættelige erhvervsmæssige ærinder i Dubai i januar? Hvad er det for presserende, væsentlige ting, der ikke har kunnet udsættes? Jeg har læst, at en noget uheldig politiker selv har anmodet om diplomatisk besøg som en slags alibi, men udover det har jeg endnu ikke hørt, hvorledes resten har tænkt sig at omskrive og omdefinere solbadning til erhvervsmæssigt formål. Hvis niveauet på fantasi svarer til den noget enfoldige fremtræden, der hidtil har hersket blandt de udrejste, bliver det desværre nok en jammerdal af endnu mere nedvurdering af vores intelligens at høre, hvad de kan stampe op.

Ikke nok med, at det efter min mening er topmålet af arrogance, tankeløshed og egoisme at rejse ud for tiden, men det er næsten endnu mere uansvarligt, ubegavet og decideret frækt at være så hoven, at man tror, at Danmarks befolkning er ude af stand til at tænke selv. Det er blevet en flok ynkeligheder, latterligheder, der troede, de var smarte, da de rejste til Dubai. Det var de så ikke.

Hvis jeg skal udtrykke min skadefryd overfor de, der forhåbentlig får en god portion vanskeligheder med at komme hjem igen, så er den ikke baseret på misundelse. Jeg gad jo end ikke komme i nærheden af det sted. Den er udelukkende begrundet i, at så patetiske forsøg på at undervurdere min intelligens i grunden er dybt fornærmende!

Continue Reading

Om “det jyske bagland.”

Jeg har boet i Jylland hele mit voksne liv. Bortset fra kortere og længere perioder i London, Gloucestershire, Kent og Skotland. Så jeg er altså baglandsbo. Dybt forankret i de mudrede, jyske plovfurer, hvor vi alle stavrer rundt med populistisk halm i vores træsko, henrykte deler kageopskrifter med Inger Støjberg, undlader at tænke ret meget ( for det kan vi nok ikke alligevel) og i det hele taget befinder os i en dyster afkrog langt, langt væk fra forlandet.

For hvis der er et bagland, må der jo nødvendigvis også være et forland, hvis geografien skal passe. Og der er vel ingen tvivl om, hvad der er det bedste, det fineste, det mest spiselige. Måske endda det mest korrekte. Herovre kan vi da trods alt godt fornemme, hvilken ende på en ko, der er den den mest tiltalende. Det er så ikke den bageste.

Heldigvis bor jeg så ikke på Skiveegnen. De er tilsyneladende lidt ekstra formørkede deroppe. I øvrigt en nedsættende betegnelse i sig selv. Hvem har nogensinde hørt om Københavnsegnen? Den slags termer gør ligesom steder meget små, meget perifere og meget langt væk.

Jeg er træt af ufrivilligt at være blevet bagland. Det jyske bagland. Sådan en grå masse af enfoldigheder derovre bag de broer, man kun krydser i uge 29, hvor Skagen for en uge bliver forlandiseret. Jeg er ude af stand til at identificere mig, falder totalt udenfor kategorisering, er fejlcastet til begrædelighed som tilhørende det, medierne fra Københavnsegnen uden blusel, groft nedsættende og gentagne gange de senere uger har kaldt baglandet. Det jyske bagland.

Derfor vil jeg gerne, her i oplysningens og protestbevægelsernes epoke, gøre mit eget lille oprør. Om det skal være JLM (Jutland Lives Matter) eller #justoo ( Jyllandsfraktionen af, at vi F… ikke gider høre mere bullshit og gerne vil tages seriøst), ved jeg ikke, men i alt fald må hovedessensen af oprøret være en smule fundamental oplysning om jyder. En begyndermanual for ignorante Københavsegnere omkring det der mørke bagland.

Besynderligt nok er vi for det første forskellige herovre. Det er et statistisk faktum, at endda betydelige mængder af os hverken spiser kager med eller stemmer på Inger Støjberg. Og det betyder ikke engang, at det bare er fordi, vi så stemmer på DF. Vi er fuldt oplyste om, at der også findes andre partier, andre tankegange, som mange af os endda godt forstår. Vi ville nok ikke have stemt på Trump–i alt fald ikke ret mange af os–hvis vi havde været amerikanere, hvilket selvfølgelig nok kommer som en overraskelse for forlandet. Vi har skam skoler og højere læreanstalter, og faktisk er vi ofte endda i stand til at sende begavede hoveder i eksil på Københavnsegnen, hvor de gør det fremragende og nærmest upåagtet falder ind i forlandet uden at lugte alt for meget af mødding og gammelt halm. Selv på Skiveegnen bor de i rigtige huse og har asfalterede gader og gadelys, skulle jeg hilse og sige. Jeg har nemlig, ulig mange forlændere, været der.

Hvis man decideret ønsker at opdele et land, skabe splid og ulighed mellem landsdele, så er det oplagt at kalde det sted, man ikke selv bor, for baglandet. Så har man ligesom sagt, selv så baglænderne kan forstå det, at der er forskel på folk på en måde, så ingen kan være det fjerneste i tvivl om, hvem der er de bedste. Det er hovent, det er arrogant, det er københavneri af værste skuffe.

Men tak–jeg befinder mig ganske strålende alligevel herovre i min formørkede baglandsdel. Jeg tillader mig endda at tænke ud af træskoene. Så langt endda, at jeg ved med mig selv, at jeg aldrig nogensinde ville kunne finde mig til rette derovre i det svenske bagland, på Københavnsegnen, hvor man tilsyneladende også er så enige om, at de 2,5 millioner mennesker i de populistiske træsko derude i plovfurerne er fuldstændigt ens. Derovre, i det jyske bagland.

Continue Reading

Om at blive til noget. Eller nogen.

Forleden dag så jeg filmen The White Tiger. Se den, i øvrigt, den er god. Men den mindede mig også om, hvorfor jeg overhovedet fik læst bogen, da den udkom. Det var nemlig en gave. En gave fra et par taknemmelige forældre, hvis søn omsider fik sin studentereksamen.

Forhistorien var, at netop de forældre havde et af de sødeste, mest sociale, mest velbegavede og seriøst hårdtarbejdende børn, jeg nogensinde har mødt. Ovenikøbet begavet med et smilende, vindende væsen oveni. Men en dag gik det galt. Desværre ved jeg stadig ikke, hvad der gik galt, og skal derfor spare både mig selv og andre for ubegrundede gætterier. Han holdt simpelthen op med at gå i skole, samtlige hjælpeforanstaltninger blev sat i værk–men lige lidt hjalp det. På et tidspunkt flygtede han til hovedstaden, hvorfra jeg, som af mystiske årsager kom til at stå som livlinje til en halvt færdig studentereksamen, måtte prøve at samle, hvad samles kunne skolemæssigt. Jeg erindrer, at jeg personligt afhentede en SRP foran Holbergstatuen ved Det Kongelige, samt at da jeg endelig fik ham overtalt til at gå til den sidste eksamen herhjemme, måtte vi have pedelvagter på udenfor eksamenslokalet, så han ikke spurtede væk i kampens hede. Det gik nu godt. Så godt, at en fortvivlet, men også lettet mor altså forærede mig den bog.

Siden ved jeg ikke helt, hvad der er blevet af ham. Men det, der stadig slår mig, er, at jeg i den grad havde troet, at den dreng ville være “blevet til noget”. Han havde alle, virkelig alle, kvalifikationerne til topposter indenfor snart sagt alt. Samt en menneskelig side, som gjorde, at man ikke kunne andet end knuselske ham. Og han har jo ikke været den eneste gennem årene, der har siddet der i klassens rugbrødsmørke og skilt sig ud. Har siddet og lignet en, der på positiv vis kunne påvirke fremtiden med sin intelligens, sin kreativitet eller sin store menneskelige forståelse. De er i næsten alle klasser.

Og det, er slår mig, er, at sådan går det absolut ikke i alle tilfælde. Det er ikke altid dem, der rager op, der når skyerne. Her taler jeg ikke om tomme baldrehoveder og højtråbere, men om de, der klart indeholder et synligt potentiale. Nogle af dem ser jeg senere på store, ansvarsfulde poster og svømmende i kreativitet, men de fleste af dem ser jeg aldrig mere. De forsvinder ud i sikkert rigtigt gode liv, som de selv har valgt, men hvor ungdommens selvlysende potentiale ikke skinner igennem for andre end dem selv og de nærmeste. Det er der, som sådan, intet forkert ved. Vi bor i et land, hvor enhver heldigvis til en vis grad har magten over sin egen skæbne, og hvor man selv, indenfor visse grænser, har valgfriheden. Fordi man som ung er eminent til at fortolke Shakespeare, behøver man jo ikke blive skuespiller eller professor, og selv om ens skriftsprog er en nydelse at læse, behøver man ikke ende som chefredaktør. Man ender vel der, hvor man selv allerhelst vil hen.

Men det, der altid har undret mig, forbavset mig, gjort mig rigtigt glad, er alle de andre, der voksede med opgaven. Alle de, der anså Shakespeare for en personlig chikane, stavede som brækkede arme og ikke engang så Retskrivningsordbogen for vejledende, brugte det meste af deres 3 år i gymnasiet på at hænge i gardinerne, eller, for pigernes vedkommende, i konstant, akut blærebetændelse–eller simpelthen bare sov sig igennem og altid missede mindst de første 2 busser om morgenen. Det var dem, hvis hunde havde en umættelig appetit på stile, og hvis bedsteforældre lejlighedsvis og belejlighedsvis afgik ved døden et foruroligende antal gange. Men de voksede op, voksede ud, om man vil, til at finde sig selv og til at genfinde sig selv i noget, der battede. Der var klassens ulykkelige dreng, der efter 3 år i konstant forurettelse blev en af landets førende forskere i lykke. Og ham, der absolut ikke bekymrede sig om skole som sådan, men nu synes at være landets eneste tilgængelige skoleforsker, når der skal bruges sådan en. Og hende, der ikke tog ret meget alvorligt, men nu er en dybt seriøs politiker. Alle dem, der blev til nogle helt, helt andet end det, man ville have troet.

Det er underligt, som livet nogle gange former sig. Hvad der sker med os, når vi bliver voksne på den måde, at vi pludselig ser vores egne potentialer og handler på dem. Hvis vi gør. Det er i alt fald underligt som gammel lærer at tænke tilbage på alle de pragtfulde unge mennesker og på, at man dengang, hvor man sad med dem i klassen 3 år i træk, havde en form for forudfattet mening om, hvad den enkelte nok ville blive til i sit voksenliv. Det var der mange af dem, der absolut ikke gjorde. Det var ikke dem, der brillerede mest, der altid tog de største kegler. Dem var der nogle andre, der blev voksne nok til at gå efter.

På et tidspunkt havde vi på skolen et musikalsk talent, hvis musikalitet og sangstemme nærmest kunne føre ham til både Metropolitan og skyerne. Troede vi. Man kan se ham som studievært på Godaften Danmark. Han er eminent til det, han laver, men han hverken synger eller spiller. For verden spiller ikke altid videre på det klaver, som er afstemt i barndommen og ungdommen. Og det er vel, ret beset, også godt nok!

Continue Reading

Om “hofpoeter”.

–Eller hvordan man ellers på moderne sprog oversætter Poet Laurate. Lad det nu være…

I alt fald undrede det mig ved mødet med den unge, fremragende digter Amanda Gorman, at USA overhovedet havde den slags. Det har de så heller ikke haft så længe. Siden 1936, for at være helt præcis.

I England går traditionen med en hofpoet helt tilbage til 1616, hvor Ben Johnson blev den første. Oprindeligt, selvfølgelig, en slags æresstilling oprettet for digtere, der pålideligt kunne skrive hyldestdigte til regenterne og berette om ærefulde slag, der var slået på nationens vegne. Over årene er det, i takt med tidens forandringer, blevet en slags kunststøtte for poeter, der har udmærket sig. Men man har stadig en slags pligt til at skrive pænt om den siddende regent. For 60.000 om året–indtil 1998 på livstid, nu i en 10-års periode. I netop England er det en vanvittigt stor ære, som selvfølgelig afstedkommer store litterære slag, hver gang en ny poet skal udnævnes. For nogle år siden mødte jeg en ældre herre nede i Sydengland, som havde brugt det meste af sit voksne liv på at promovere en, for mig ukendt, poet, som efter hans mening uretmæssigt var blevet snydt for Poet Laurate titlen i 1800-tallet. Den gik hans næse forbi til forfærdelige Wordsworth, som vist endda havde noget snavs kørende med selveste sin søster deroppe mellem påskeliljerne i Lake District. Eller som da Ted Hughes nærmest blev afvist, fordi i alt fald den mere modne del af kvindebevægelsen klart mente, at han var mere end almindeligt skyldig i, at konen, Sylvia Plath, stak sit hoved i en gasovn og døde af det. Eller også var det fordi, hun uden ret megen diskussion var en langt større litterær begavelse end ham! Ret upopulær var også Cecil Day Lewis, fordi han voksede ind i at blive en gnaven gammel mand og nu vel mest er kendt som ophavsmand til sønnen Daniel, der da i det mindste er en fremragende skuespiller. P.t. hedder hofpoeten Simon Armitage, og han er tilsyneladende så relativt kønsløs og ufarlig, at jeg (og sikkert mange andre) knapt kender ham. Derfor er billedet foroven af ham.

Vi har skam også haft hofpoeter herhjemme. Thomas Kingo var en af de få, der kom på den gren, men han var også umådelig god til både at smigre og sleske. Det skulle man dengang. Lige nu kan vores dronning vel sagtens selv finde ud af at mobilisere noget kunstnerisk, hvis det skulle være.

I USA abede man så efter det moderland, man ellers gerne kulturelt ynder at lægge en vis afstand til, i 1936. Og, som det jo gerne sker i USA, hvor alting er større og en smule mere pralende, så nøjedes man ikke bare sådan lige med at udnævne en for hele landet. Nej, hver stat fik sin. Undtagen de stater, der syntes, det var noget britisk pjat, og derfor ikke har nogen. Det er bibliotekaren i kongressen, der udnævner disse hofpoeter, og her skal jeg virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at prise mig højlydt lykkelig over, at det ikke indgår i præsidentembedet. Skulle en poet have været udnævnt i løbet af de sidste 4 år, havde det da givet massive problemer. Man skal vel have læst et digt for at kunne gøre det.

Udover det har USA så også en Young Poet Laurate, som findes via en konkurrence ( det er vel USA) og udnævnes for et år. Amanda Gorman, som jo er grunden til, at jeg overhovedet begyndte at grave i emnet, blev udnævnt i 2017 og har altså gjort det så godt, at hun stadig i den grad huskes. Målet med en ung poet er at opbygge national bevidsthed og påskønnelse af at læse og skrive poesi, og det må man da klart sige lykkedes Gorman ved præsidentindsættelsen.

I bund og grund svarer det hele til en vis grad til den statsstøtte, vi i Danmark giver mange kunstnere. Vi har bare, på god socialdemokratisk vis, valgt at fordele pengene over et langt bredere udvalg.

Continue Reading

En uhyre aktuel og god bog.

Jeanette Varberg og Poul Duedahl: Den fjerde rytter.

I Johannes Åbenbaring findes fortællingen om de fire ryttere, der hærgende drager gennem verden. De symboliserer krig, erobring, hungersnød–og sygdom. Den fjerde rytter, som rider på en gustengul hest, spreder sygdom og død i sine hovslag. Epidemier, pandemier.

Så bogen er en utroligt aktuel–og faktuel–gennemgang af de store epidemiers historie. Fra de tidligste stenalderbønders dødelige vira og hele vejen op til Coronaen, selv om der selvfølgelig er en lille tidsmæssig latensperiode fra bogens blev færdigskrevet til dags dato.

Det er en vanvittigt fængslende og skræmmende bog. Og også en, man bliver klog af. Heldigvis undgår den hele vejen igennem at forfalde til decideret indforstået videnskabssprog, så den er tilgængelig for enhver læser og tilmed virkelig godt skrevet, således at man også nyder den måde, forfatterne evner at formidle deres imponerende viden og research.

Nærmest samtlige dokumenterede store epidemier gennemgås, og undervejs oplyses man såvel om epidemi-lingoens oprindelse (Hvorfor hedder det f.eks. lazaret og karantæne?), epidemiernes store indflydelse på verdenshistorien (Hvorfor, f.eks., kunne et forholdsvist lille antal spaniere tilsyneladende erobre Sydamerika så relativt nemt, og er sygdom nogensinde blevet anvendt som krigsvåben?) samt de, trods alt, forbedringer af menneskets levevilkår, som er direkte affødt af epidemier.

Det er en næsten alt for aktuel bog, som klart forklarer, hvorfor vi står præcis, hvor vi står. Samt som afslutningsbøn undrer sig over, at vi overhovedet står der, når vi egentlig burde have viden nok til både at kende og afværge pandemier. Tilsyneladende har vi meget svært ved at blive klogere og lære af fortiden–især i de perioder, hvor vi fortrænger, at pandemierne både er latente og lurer lige om hjørnet. Personligt oplevede jeg nærmest at blive lidt forbløffet ved læsningen om Aids, som jeg vel ikke havde glemt som sådan–men i alt fald var lykkedes med at fortrænge på blot 25 år.

I alt fald blev jeg klogere, mere oplyst, mere vidende. Samtidig er epidemiernes historie på en grusom og grotesk måde fascinerende læsning. Samt en kraftigt løftet pegefinger omkring, at vi nok skal til at forholde os noget mere seriøst på verdensplan til samme epidemier. Også, når vi forhåbentlig alle er kommet ud på den anden side. Især der!

Continue Reading

YES!

I mange, mange år led jeg af en lammende, neglebidende, storsvedende flyskræk. Ikke, at det har ret meget med dette at gøre. Og så alligevel! For når flyet endelig satte landingshjulene på jorden, faktisk netop det splitsekund, det skete, så lød der, højt, spontant, overlettet YES fra mig. Det kom sådan langt indefra og ville ud, helt uden planlæggelse eller aktiv medvirken. Det var sådan et YES, der nærmest symboliserede en livsforlængelse, et nyt håb. Så fik den mig heller ikke denne gang, den fæle flyver.

I går kom der et lignende YES ud af mig. Det skete lige præcis det øjeblik, hvor Biden var færdig med at afsige sin ed. Faktisk var jeg tyvstartet lidt, for Harris fik også et på forventet efterbevilling. Normalt ser jeg slet ikke amerikanske præsidentindsættelser. De er for opblæste, for højtidelige, for selvsmagende, for amerikanske, slet og ret, men i går gjorde jeg. Selvfølgelig skyldtes det også Coronaen. Eller det faktum, at der for tiden ikke er så forfærdeligt mange konkrete valgmuligheder og dermed alternativer til amerikanske præsidenteder. Men jeg så det nu også, fordi jeg havde sådan en lyst til legalt at drage et lettelsens suk, at sige YES, om man vil. Måske også for lige at sikre mig, at jeg rent faktisk KUNNE sige YES. At der ikke i sidste øjeblik var mobiliseret en trumpistisk pøbel til at skyde endnu et løgnagtigt hul i demokratiet. Det skete heldigvis ikke.

Og så er det jo slet ikke Biden som sådan, der får det der uimodståelige YES frem. Det er meget mere, at narren, narcissisten, løgneren, den nok farligste mand i verden er frataget sin magt. At verden får en slags fred til at hele sig ud af konstante trusler på såvel demokrati som frihed og sandhed. At hele den magtliderlige familie, hvis styring af et stort land primært fokuserede på egen vinding, er sat fra bestillinger, hvor de ikke blot influerer USA, men hele verden. Også mig.

Og når jeg nu var der og havde udbrudt mit lettelses YES, så blev jeg lidt hængende. Sådan som et af de mange personlignende, blafrende flag, der prydede græsplænen og skulle simulere en menneskemængde. (Det var da i det mindste ærligere end løgnerens insisteren på ikke-eksisterende deltagere til sin egen indsættelse!) Så jeg oplevede en storslået, nærmest gysfremkaldende version af den amerikanske nationalsang og en ung digter, der tryllebandt mig, som jeg ikke i mange år er blevet tryllebundet. Efter bare få linjer af hendes fantastiske digt, fik jeg, nærmest med tårer i øjnene, fremstammet, at for det første stod der her en kommende Nobelpristager, og for det andet fik jeg for første gang nogensinde abstinenser efter at undervise igen. Det digt ville være blevet smidt på bordet i samtlige mine engelskklasser. Hvis jeg underviste. Og hvis der var undervisning overhovedet…

Her til morgen læste jeg, at mange tilhængere af QAnon var dybt skuffede over samme indsættelsesceremoni. De var nemlig blevet lovet af deres kryptiske guru, at netop under ceremonien ville det endelig blive afsløret, det store Deep State attentat, som USA er offer for. For åbent tæppe til verden ville enhver kunne se, at Biden bare var en sølle bloddrikkende pædofil, og den eneste grund til, at Bill Gates ikke var til stede, var vel, at han var uhørt travlt optaget af at implementere mikrochips i samtlige Coronavacciner. Man kan næsten se Trump som en fordægtig Messias stige ned fra himlen med faderlig redning–men nok ikke fra Air Force One, for den var da heldigvis fløjet til Florida, hvor man nok blandt visse vejstående råbere, hvis man skal fornærme tilstrækkeligt mange, finder et intelligensniveau, der har lidt vanskeligt ved at komme i nærheden af gennemsnittet. Det skete så heldigvis ikke. Og det, at det lige præcis ikke skete, giver mig faktisk fornyet håb for, at i alt fald nogle forvildede må begynde at tvivle på såvel konspirationsteorier som på den løgn, Trump har fastholdt dem i.

Jeg er dybt forelsket i USA. Jeg er også dybt frastødt af det. Min ambivalens udgøres af et smukt, pragtfuld land med gæstfrie indbyggere på den ene side og så hele den politiske forvildelse, fattigdommen, ghettoerne og diskriminationen på den anden. Efter at have set indsættelsen og have fået en slags håb tilbage ( et meget langvarigt håb, der kræver tålmodighed) kan jeg næsten ikke vente med at komme derover igen.

Og så tror jeg, at jeg, selv om al den flyskræk heldigvis er totalt ovre, i det splitsekund, landingshjulene rammer jorden vil udstøde mit spontane YES. Ikke fordi, jeg har overlevet flyveturen, men fordi der er håb for, at USA overlever!

Continue Reading