En god film. Se den!

Urmageren. DR2. 20.00.

Jeg føler mig nogle gange som en slags selvbestaltet ambassadør for tysk film generelt og tysk films enorme seværdighed, gode, gedigne historier og åbenlyse kvaliteter i særdeleshed.

Så har man stadig denne lille skepsis overfor nabolandets filmindustri, så er dette et godt sted at begynde. Det er en fremragende film, DR2 sender i aften. Ikke blot er den i sig selv fantastisk, men den er også en god repræsentant for, hvad tysk film kan, vil og for tiden er. Er man, som jeg, tilhænger af den gode historie, fortalt i et forståeligt tempo med hovedpersoner, man umiddelbart kan forstå og forholde sig til, så er man også kommet det rette sted hen.

Så se den! Og kan den omvende til en tyskvenlig filminteresse, så kan jeg fortælle, at Filmstriben har et utal af de der virkelige perler på tysk. De har, altså hos Filmstriben, også forstået såvel kvaliteten i filmene samt den stærkt øgede interesse for dem, så de har simpelthen en kategori, der bare hedder Tyske Film. Og der er nok at slå sig løs i!

Continue Reading

En meget mærkelig bog.

Louise Welsh: A Lovely Way to Burn.

Jeg var ikke i Danmark 11. marts sidste år. Derfor oplevede jeg aldrig den store hamstring af toiletpapir og rugbrød. Til gengæld tog jeg revanche forud for anden lockdown i december. Her hamstrede jeg i stor stil biblioteksbøger, slæbte nærmest fuldstændigt hensynsløst posefulde af potentielt læsestof med hjem. Rev dem sådan lidt skammeligt ned af hylderne og var på ingen måde mit sædvanlige kvalitetsbevidste jeg. Nok lidt ligesom alle dem, der i marts fuldstændigt negligerede tørreevne, kernefuldhed og dobbeltlag i deres proppede indkøbsvogne.

Det er ikke fordi, jeg har fået læst så meget. Men nu er jeg nået til bunden af mine særdeles blandede litterære (eller hvad man nu skal kalde dem) adspredelser. Her lå så en bog af Louise Welsh, som er en gedigent skrivende britisk krimi- og trillerforfatter, som absolut godt kan dreje et plot sammen og få en til at vende siderne i åndeløs hurtig spænding.

Men denne bog, som er fra 2014 ( og det er faktisk både vigtigt og tankevækkende!) ER altså underlig. Udover et hovedplot omkring nogle fæle videnskabsmænd, som samvittighedsløst bruger syge børn til eksperimenter ( Og som vi alle ved, så er syge børn det værste. Værre end hunde.), så kører der samtidig en sidehistorie omkring en ualmindeligt dødelig pandemi, som nådesløst rammer London. Og verden. I mine øjne ligner det en blanding af pest, kolera, kopper, tuberkulose, tilsat lidt corona, så vi er ude i instant død, samtlige ubehagelige symptomer i fælles samspil samt, selvfølgelig, nærmest uundgåelig udslettelse af menneskeheden og alt det menneskelige undervejs.

I alt fald kan bedrevideren mig, der er nået til 2021, med slet skjult bagklogskab sidde der og råbe ind over siderne, at selv Boris gjorde det bedre end det, bogens personer stiller op mod epidemien. Det siger ikke så lidt! Isolation er en by i Rusland, samfundet går i udbredt opløsning på de væsentligste parametre, så som livsvigtige forsyninger og selve sin infrastruktur, og folk falder bogstaveligt talt om i dødskramper på gader og stræder. Jeg er også sikker på, forfatteren har siddet med skrækscenarier direkte fra Hieronymus Boschs malerier på nethinden, mens hun har skrevet. Ydermere kører hun helt ud i den totale samfundsopløsning–i looting, hor og druk–og når dommedagstilstande, som selv Boris ikke magtede at skabe derovre. Det er ublid læsning.

Men det er også mærkelig læsning. For her sidder jo selve kapaciteten omkring, hvad der egentlig sker under en pandemi–nemlig mig. Jeg er 7 år og en ikke-fiktiv pandemi klogere end forfatteren og har, ulig hende på et tidspunkt, konkret pandemierfaring. Umanerligt mange gange har jeg taget mig selv i at prøve at hviske et par pandemierfaringer, nogle gode staldtips ind i bogen, så de kunne få den op på et mere troværdigt leje i løbet af de næste sider, og lige så mange gange har jeg velvilligt stillet mig til rådighed for den modige hovedperson, når hun har været ved at tage helt grænseoverskridende no-go beslutninger omkring, hvordan hun skulle forholde sig. Man må bare sige, at Loise Welsh tydeligvis aldrig, i 2014, er rendt over en konkret pandemi. Hvad der skulle have været blot og bart skrækscenarier er, med vores erfaring, blevet til sci-fi!

Nu er Louise Welsh jo ikke den eneste, der i kunsten har været ude i pandemierne. Bosch kunne som sagt også noget der i middelalderen, hvor de ultimative undergangsscener nok trods alt var en smule mere realistiske. Vores egen Hanne Vibeke Holst har også i den ene af de to gode bøger, hun har skrevet ( den anden er Knud den store), nemlig Pesten, været omkring pandemien. Men fælles for genren ( hvis man kan være large nok til at kalde det en genre) er, at det i fiktionen bliver sande blodbad, ren armageddon, Apocalypse Now, hvor skurken nok “loves the sound of coughing in the morning.”

Og sådan er det jo heldigvis ikke. Vi falder, trods alt, ikke byldebefængte og blodhostende om i hobevis på alfarvej, ligesom vi heller ikke går akut amok i samtlige dødssynder, bare for lige at være sikre på at nå dem, inden det alligevel er slut. I kunsten er pandemi oftest direkte sammenlignelig med ultimativ dystopi eller verdens totale undergang. Vi er her da endnu. Og måske vil de næste bøger om emnet–altså post-corona– blive helt anderledes end de forfærdeligheder, Louise Welsh forestillede sig i 2014.

Det er derfor, den bog er så mærkelig. Men hvad–hun vidste jo ikke bedre….

Continue Reading

Om gamle håndværk.

Denne her har reddet en portion af min indre fred og det meste af mit ansigt fra et udspekuleret, grusomt angreb af pandehår. Jeg har aggressivt pandehår. Faktisk har jeg generelt aggressivt hår, men det ude i siden og i nakken kan jeg da i det mindste gå i defensiven omkring. Således er det uhyre velgennemtænkt, at vi også i forhold til hår er konstrueret med ører. De fungerer som bændler på røvballegardiner. For tiden.

Jeg havde egentlig glemt alt om den og troede, at husets saksebeholdning bestod af den der orange Fiskars, som må have verdensrekord i at ligge i skandinaviske køkkenskuffer. Jeg har også 7 grå discountmodeller, som hidrører fra engang, min tidligere arbejdsplads indkøbte 500 sakse. Der tales stadig om, at der, efter det var rygtedes, ved førstedagens afslutning var 10 tilbage. Hvad der blev af dem, ved jeg så ikke. Klippe kan de jo heller ikke.

Anyway, denne her købte jeg i et anfald af souvenirbetagelse i den smukke gamle karavaneby, Bukhara, som ligger på Silkevejen i Uzbekistan. Det var overhovedet ikke fordi, jeg manglede en saks. Til gengæld var jeg ved at kvæles i silketørklæder og håndsyede punge og måtte bare forsøge noget nyt indenfor genren “at købe en lille ting med hjem.” I Bukhara har man nemlig saksemagere. Ja, saksemagere. Altså folk, der lever af selv at lave sakse. Ham, der har lavet min saks, er generation 100 eller sådan noget i et lokalt saksemagerfirma og har garanteret aldrig i sit liv så meget som overvejet at bruge samme liv på andet end at lave sakse. Bukhara er også berømt for sine sakse. Hvis man, på de egne, skal have en god saks, så skal man lige en tur ( med eller uden kamel) til Bukhara.

Det her er kvindemodellen. For der er skam forskel på mande- og kvindesakse. Det nok der, vi sakseignoranter herhjemme går helt galt i byen og bare kønsløst klipper derudad med en Fiskars husholdningssaks. Det bliver så også derefter. For denne her lille sag kan klippe. Den klipper som en drøm gennem pandehårsforhæng og kan endda på sin studsevej lægge turen omkring næsen, hvor den også bare skærer igennem. Det er kram, det her. Det er hjemmespidset, håndslebet saksekram, der gennem generationer er forædlet til lige netop det, der er saksens fremmeste mål: at kunne klippe. Derudover er den jo også smuk. Ikke sådan falsk og råbende souvenirsmuk, men diskret ærbar i al sin fuglede saksethed.

Ikke bare i selve Bukhara og på Silkevejen finder man et mylder af alle disse gamle håndværk. Og folk, der stolt holder dem i live. De findes overalt derude, hvor industriproduktionen enten ikke eksisterer eller sendes direkte videre til os herovre, der bare ikke ved bedre. Lige ved siden af saksemageren var der en instrumentmager, som gjorde en dyd ud af, at han både personligt kunne spille på samt havde bygget samtlige de instrumenter, han havde til salg. Men de var truet af boderne med masseproducerede såkaldte silketørklæder.

Det går sådan lidt op for en, her i den hårmæssige katastrofesituation, hvor uendelig stor forskel der er på de industriprodukter, vi hylder til dagligt–og godt, gedigent håndværk. Personligt udført håndværk, bygget på generationers viden.

Jeg er sikker på, coronakrisen har lært os en masse. Meget mere end vi ved endnu. Og meget mere end vi egentlig gik og drømte om at lære. Mig har den i alt fald lært at bruge de ting, jeg har. Lige fra tøj til sakse– med en spændvidde, hvor næsten alt andet kan passes ind. Men den har altså også lært mig, at mellem de ting, jeg har måttet grave frem fra gemmerne, fordi nyanskaffelser var umulige eller for besværlige, da er det de gedigne, de håndværksmæssigt velforarbejdede ting, der i den grad beviste deres værdi. Som min lille saks fra Bukhara.

I al min rejsemæssige understimulans sidder jeg også her og tænker på, om jeg, når verden endelig bliver berejselig igen, skulle overveje at tage en tur til Bukhara efter flere sakse. Så er jeg da i alt fald velforberedt med godt, gedigent, holdbart håndværk til næste eventuelle lockdown. Kan modstå åbenlyse angreb fra hår på alle fronter, om man vil. Det kan man, når man har en lille håndværksmæssig, håndlavet sakseperle fra Bukhara. Nemlig!

Continue Reading

En god film.

Mustang. Filmstriben.

Mit liv er ikke overbefolket med tyrkiske film. Det skyldes udelukkende mine fordomme. Jeg tror, altså uden egentlig at have undersøgt det, at tyrkiske film er fremmedartede, halvvejs uforståelige og har et billedsprog og en historie forbeholdt–nå, ja folk fra Tyrkiet. Nu har jeg så set en tyrkisk film. Og den viste sig på alle måder at gå tværs imod mine hæslige, beklagelige fordomme. Den var rigtigt, rigtigt god. Faktisk så god og vedkommende, at selv jeg kunne forstå den, grine på de rigtige tidspunkter (hvilket nok er den bedste markør for forståelse) og nød at se den.

Også selv om vi er forfærdeligt langt ude på landet–omkring 1000 km. fra Istanbul, som, hvilket vi får at vide, det vil tage 9 dage at spadsere til. I en lille landsby, hvor gamle og nye normer brydes med hinanden, og hvor 5 forældreløse, ualmindeligt livlige, charmerende og hjertevindende powerpiger omkring giftealderen bor hos deres rimeligt liberale ( men noget undertrykte) farmor og en onkel, der nok som jurist har fat i lovens paragraffer om retfærdighed, men i sit personlige liv har meninger som en analfabetisk bonde fra 1700-tallet. Især omkring kvinder.

Så efter en smule uskyldig kådhed med landsbyens drenge den første feriedag, slår onkels hammer i form af indespærring, “koneskole” ( det er her man lærer at lave perfekte dolmer og uformelige, grå kjoler) og instant giftemål til den første, den bedste. Ælstepige får ham, hun vil have, men derefter går det galt. Helt utroligt galt, tragisk galt endda. Men hele den historie må man selv se.

Hele denne proces omkring coming of age og uhyrlig diskrimination fortælles gennem yngstepige, Lale, som med det store barns naive øjne ikke altid lige forstår, hvad der sker, men som i den grad kommer gennem en øjenåbner–og tager konsekvenserne af den. Ind imellem er det drønende morsomt og lige så ofte dybt tragisk. Men heldigvis er instruktør og kamera hele vejen igennem på pigernes side. Vi er, som seere, ikke et sekund i tvivl om, hvor retfærdigheden–og livet, for den sags skyld–ligger henne.

Det er også en væsentlig film. For hvis der nu er flere enfoldigheder som mig, der har forudfattede fordomme om tyrkisk film og måske endda om livet i de små landsbyer i Tyrkiet samt deres kvindelige beboere, så viser de her 5 powergirls altså, at vi alle sammen tog fejl. Meget, fatalt fejl. Og faktisk er det jo altid en stor lettelse at få en på fordommene, at blive revet ud af sine fejltolkninger og forudfattede meninger og se, at verden er mangfoldig og ikke det mindste sort/hvid og stereotyp. Jeg ved ikke med andre, men jeg har i alt fald godt af at blive revet lidt op med rod og rystet igennem engang imellem. Jeg tror på, det gør mig til et mere tolerant menneske.

Så hvis det her er prototypen på tyrkiske film, så skal jeg se nogle flere….

Continue Reading

Om dokumentarer.

Netflix, HBO.

Der kommer et tidspunkt, hvor man, selv i coronaundtagelsestilstand, får nok af selv BBCs kostumeafdeling og amerikansk Hitchcock scenografi. Hvor fiktionen ligesom har fortalt alle de historier, den evner, og hvor man er fyldt til randen med fiktive personers lige så fiktive liv. Det er i alt fald sket for mig. Og jeg er ret tæt på at kalde mig selv for den ultimative ekspert i streamingtjenesternes udbud. Jeg har nemlig ikke ret meget andet at lave end at forbruge dem.

Så nu har jeg kastet mig over dokumentarer. Jeg har altid været vild med genren, når den har haft væsentlige historier at fortælle. Og været ved at brække mig, når den ikke har. Jeg er allergisk overfor spekulative programmer, der udelukkende tager udgangspunkt i, hvad der KUNNE være sket (men nok ikke er!), deciderede personangreb, som altid viser sig at have personlige årsager og samtlige serier og programmer om amerikanske massemordere, der elsker at dryppe rundt i blod, sigende underlægningsmusik og pseudo-psykologiske forklaringer på, hvorfor det endte så galt og brutalt. Dem er der ellers nok af. Hvis man higer ulideligt efter sine 50 minutes of fame, så er det bare ud med kniven, for der står altid en håbefuld dokumentarist derude og venter på den næste blodige forbryder.

Men, som sagt, så er der også gode, virkeligt gode, dokumentarer derude i streamingland. Hvor instruktørerne har noget på hjerte og en god historie at fortælle. Som man også ofte, som sidegevinst, kan blive lidt klogere af. Oftest er det dem, hvor præmissen for selve filmen som udgangspunkt har været en helt anden end der, hvor det hele faktisk ender. Det gør, i alt fald for mig, troværdighedsværdien endnu højere og fortæller, at der ikke var en fastlagt dagsorden, hvor alting bare skulle hælhugges og tåklippes for at passe ind i en på forhånd vedtaget konklusion eller et angreb.

The Vanishing at the Cecil Hotel er en af slagsen. Nok forledes vi undervejs i historien om den forsvundne canadiske pige på det seedy (oversættelse er lidt svær) LA hotel, sådan nærmest midt på Skid Row, til både at spekulere på overnaturlige kræfter og massemordere, men i grunden er det hele meget simpelt. Dybt tragisk, men simpelt. Og samtidig drejer dokumentaren i en retning, i alt fald jeg ikke havde set, og bliver en sønderlemmende kritik af internettets trolls og fuldstændigt ukritiske brugere, der faktisk ikke behøver de store anstrengelser for at smadre andres liv. Helt og totalt. Jeg anede ikke, der findes en selvbestaltet gruppe såkaldte internetdetektiver, der både har ufattelig stor magt på SoMe, men også anser sig selv for autoriteter, der langt overgår politiet i opklarings-nidkærhed. Alene den vinkel gør serien meget seværdig. Ydermere, men det er absolut ikke noget positivt, så har jeg godt nok også selv boet på den slags rædselsfulde hoteller i staterne, hvor jeg sagtens kunne forestille mig adskillige lig i skabene. Og vandtankene.

The Keepers tager også udgangspunkt i et mord. Men det bliver ikke det, den primært kommer til at handle om. Nonnen og læreren Sister Cathy bliver myrdet i begyndelsen af 70`erne, og adskillige år senere sætter en gruppe af hendes gamle elever (som nu selv er ret godt oppe i årene) sig for at opklare mordet. Det er nogle ihærdige, ældre damer, men de havde nok ikke på nogen mulig måde forestillet sig, hvad det egentlig er for en ormerede, de graver ind i. Kort fortalt kommer det hele til at dreje sig om den katolske kirke i Baltimores intensive fortielse af misbrug, pædofili og sikkert mord over næsten 50 år. Det er rystende, hvad der er foregået. Men det er nærmest endnu mere rystende, hvordan det hele er blevet afvist, fortiet, gemt og udskammet. En udskammelse, der udelukkende har været vendt mod ofrene. Og de er mange. Når man, som jeg, i almindelige tider kommer en del i det katolske Irland, hvor det også har vrimlet med den slags sager i årevis, så skal der meget til at chokere. Men jeg BLEV chokeret. Jeg håber, paven har set serien, og handler på den!

Begge serier har den slags langsomme fortællestil, som ind imellem kan drive utålmodigheder som mig til vanvid. Men det er altså værd at vente på, det hele. Jeg er sikker på, en spillefilm kunne have klaret historierne på de obligatoriske knapt 2 timer, men det, dokumentaren kan, er at skabe forventninger og at gå så tæt på sine virkelige medvirkende, at man nærmest føler sig som en del af deres sorg, deres lidelser og al deres afmagt. Man får det hele bid for bid–og ikke hele paletten på en gang. Det er såmænd rart nok at have tid til at fordøje. Også fordi, man på nuværende tidspunkt da så absolut har tid til den slags!

Så prøv en dokumentar. Det er umagen værd. Og der ligger nogle forbandet gode og meget vigtige historier derude. Med den tiendedel af en oplukning, der måske kommer i dag, er der jo stadig masser af tid til at dyrke streamingtjenesterne. For hvad F….. skal man næsten ellers give sig til!

Continue Reading

Om utilstedelighed og arrogance.

Min gamle moster boede en årrække på plejehjem i Varde. Hun døde for nogle år siden, og det er jeg lige nu meget taknemmelig for på hendes vegne. Hun kunne jo, teoretisk set, have været en af de plejehjemsbeboere i den by, som ikke havde fået sin coronavaccine, fordi den var blevet givet til lægernes pårørende i stedet.

Jeg tror slet ikke, jeg har ord for nepotisme i en sådan størrelsesgrad. Her står vi alle pænt i kø for omsider at opnå den på alle måder livgivende vaccine, og så booster nogen deres egen egoisme på en så arrogant og usmagelig måde. Det burde hverken være i lægers eller andres ånd at foretage sig noget sådant på nuværende tidspunkt. Gad vide–også–om det bare er toppen af isbjerget? Man burde vel–igen på nuværende tidspunkt– tage et tjek på sin egen moral og etik og før stikket lige spørge egoet, om man bagefter både, uden flovhed, kan se sig selv i spejlet og i det hele taget være sig selv bekendt.

For vi venter alle. Og jeg håber da, at vi samtidig alle har så megen moral, at vi kan vente, til det er vores retmæssige tur. Sådan at det ikke er mangel på moral, arrogance, nepotisme og noget så simpelt som familiemæssige forhold, der bestemmer, hvem der skal have vaccine hvornår. Jeg ved i alt fald med sikkerhed, at den slags aldrig ville være kunnet foregå i min familie. Man skal nemlig leve med sig selv bagefter.

Jeg fandt frem til lægeløftet og vedhæfter et billede. Det siger det hele, synes jeg. Også om, hvorfor de pågældende derovre i den vestjyske stad nok egentlig bør få en reprimande på størrelse med faldet i BNP. Bare til skræk og eftertanke.

Og så ærgrer det mig, ærgrer mig virkelig–hvis det altså er den måde, vi skal drive samfund på–at jeg i sin tid ikke insisterede på at undervise mine egne børn. Jeg kunne jo have givet dem karakterer, der ville have fået dem ind på ethvert tænkeligt studie!!

Continue Reading

Sådan kan det gå….

Vi bor i en indeklemt kommune mellem to af landets absolutte højdescorere på smittetalsbarometret. Ydermere er det sådan i vores område, at mellem netop de to kommuner og vores er der en enormt stor udveksling af arbejdskraft, fordi store industrier og offentlige arbejdspladser befinder sig i de to andre kommuner. Det er vel kun et spørgsmål om tid, før smørhullet mellem smitterederne udfyldes. Det eneste, vi kan gøre, er at vente….

Oven i det var der lige en visitationsperson ved vagtlægeordningen, der ikke var opmærksom nok forleden og fik manden sendt ud til en coronapatient. Han er heldigvis selv mere opmærksom end den sløvhed, der sendte ham afsted, så han prøvede at holde behørig afstand og beskytte sig selv mest muligt. Men han var inde i vedkommendes hus og i nærheden af patienten nogle minutter. Det kvalificerer efter de officielle regler ikke i sig selv til en isolation. Men det kvalificerer til, at vi herhjemme har omorganiseret vores liv, således at vi selv i det mindste tager alle forholdsregler, indtil der foreligger en negativ test. Eller to.

Han er selvfølgelig af-vaccineret. Men det er jeg ikke. Og jeg ville ikke kunne bære at få sygdommen nu. Hvor det udelukkende er bureaukratisk lal, der gør, at jeg endnu ikke er vaccineret. Før der fandtes en vaccine, var det skæbnen, der bestemte. Nu er det smøl, og det er uacceptabelt. Som at blive snydt og lide fuldstændigt forgæves.

Så vi lever altså i disse dage sammen, på afstand. Jeg er rimeligt OBS på de to meter, jeg har udnævnt til min ubrydelige intimssfære, og selv om jeg ikke decideret går rundt med et målebånd, så har jeg et ret godt indtryk af, hvad to meter er sådan med et slag på tasken. Heldigvis har vi to badeværelser, så fra at bruge dem i flæng, har vi nu hvert sit. Vi har også (i alt fald mig!) et overdrevent forbrug af sprit, og køleskabslågen er ved at være slidt op af bare gedigen afspritning. Når vi spiser vores måltider, ligner vi sådan en parodi på den britiske overklasse, hvor man selvfølgelig må tænke sig til riddersalen og de udstoppede dyr som baggrund, men hvor vi nu alligevel skal hæve stemmen lidt for at kunne høre hinanden. Og heldigvis har vi et dobbeltsenget gæsteværelse, så vi kan undgå sovende smitte. Jeg har også hævdet min uskyldsret ved at forlange soveværelset med TV, så jeg kan falde i søvn derinde alene med alle mine uopklarede TV-mord. Det er vel den uskyldige uvaccineredes eneste lille kompensation.

Det er selvfølgelig problematisk at mødes i gangen, for i parcelhuse fra 70`erne brugte man ikke overflødige kvadratmeter på gangarealer. Men så må man jo steppe to meter ind på et værelse af ren coronahøflighed. Værst er det dog med allergien. Altså den af mandens, som giver sig udslag i store nyseforløb. Så må en af os i haven. Heldigvis er vejret for tiden ganske udendørs coronavenligt, så man kan lige tage en runde og se på vintergækker, mens der nyses og sprittes indenfor.

Vi har dog vedtaget, at udendørs gåture godt må forefindes, hvis behørig afstand opretholdes. Så når vi så går sammen, så tror de fleste nok, at vi er lidt uvenner. Men det er såmænd bare potentiel corona, der er imellem os.

Så jeg føler mig sådan lidt under dobbeltbeskydning for tiden. Både af de der to nabokommuner, der såmænd nok skal få eksproprieret deres lort til os, men også af den lille bombe, jeg måske har i mit eget hjem. Det er selvfølgelig mig, der er mest hysterisk. Men det er også mig, der er ubeskyttet og bare overhovedet ikke, på nogen mulig måde vil have den sygdom.

Endelig tænker jeg også på, om den der ignorant, der visiterede, mon ved, hvordan han har formet vores liv i disse dage. Han burde mindst, som straf, selv prøve at leve sammen, på afstand, i det samme hus og med to meters afstand. Udefra betragtet er det jo nærmest grinagtigt, men for mig er det altså ramme alvor.

Og jeg kan næsten ikke vente til den test, som først skal tages på torsdag. Sådan er reglerne–fire dage. Det er godt nok fire lange, meterlange, om man vil, dage…..

Continue Reading

Om alle de vælgere, der mangler et parti.

Som efterrationalisering og hektisk forsøg på at finde en forklaringsmodel på (T)rumpens for nogle overraskende valgsejr og efterfølgende ( ja, stadigt vedvarende!) popularitet i nogle grupper, er det ofte blevet hævdet, at han ramte lige derind, hvor man fortvivlet ledte efter en løsning. På liv, der var blevet ødelagt af nedlæggelsen af store industrier, på fortvivlelse over ikke at blive hørt i sit samfund, på magtesløshed overfor instanser, der bare bestemte hen over hovedet på en selv.

Det er den slags, der skaber diktatorer. Den slags, som er den allerbedste grobund for populistiske folkeforførere, der eminent kan tale folket efter munden og love dem den oprejsning og, måske især, den hævn, de tørster efter. Anderkendelse, synliggørelse, identitet er vel også ord, der i denne forbindelse er væsentlige som ingredienser i en forklaring.

Det, der bekymrer mig for tiden, er, at vores eget land er ved at nærme sig samme situation. Vi er ved at skabe et fremragende afsæt for lige præcis den/de populist(er), der kan tale de utilfredse masser efter munden. Og dem er der nok af. Utilfredse mennesker, altså. Ligeså med fortvivlede og magtesløse.

Det er korrekt, at vores regering har formået at holde hånden økonomisk under sin kernevælgere, således at offentligt ansatte og ansatte i større firmaer ikke har mærket det store til coronakrisens kradsen. Men venstrefløjen som sådan har på ingen måde tilgodeset eller kæmpet for den store gruppe af andre vælgere, der traditionelt har placeret deres stemme hos dem. Og sikkert også hos Socialdemokratiet. Her tænker jeg på kunstnerne og hele den spirende, kreative klasse, som har måttet iagttage en kulturminister, der hellere har villet dyrke Absolute Music end absolut kompensation. Hun er, sammen med sine støttepartier, forsvundet ind i total fortrængning af, at vores samfund, besynderligt nok ikke længere, består af arbejdsgivere og arbejdstagere og offentligt ansatte, men faktisk også –og heldigvis–har en enorm gruppe af mennesker, der lever fra job til job. Har en gig-økonomi, er freelancere. Og traditionelt hører til på venstrefløjen. I alt fald indtil nu. Nu er mange blevet partiløse. I ren magtesløshed.

Akkurat det samme gør sig gældende på den anden side af det politiske spektrum, hvor mindre selvstændige, iværksættere og folk med innovation indenfor firmaoprettelser, igen traditionelt, hører hjemme. De borgerlige partier har på ingen måde kunnet få lydhørhed for, at deres vælgere også lider. Hver eneste dag hører jeg skrækhistorier og får udmalet skrækscenarier omkring små slidere, der må kaste håndklædet i ringen. Fordi ingen hjælper dem. Man frygter jo ligefrem en genåbning af sin by, hvor tomme butikslokaler vil stå og grine hånligt, fordi regeringen overså alle indehaverne, og de borgerlige partier ikke magtede at gøre noget for de vælgere, der plejer at lægge deres stemmer der. I alt fald indtil nu. Nu er mange blevet partiløse. I ren magtesløshed.

Da de Radikale i sin tid brød ud fra Venstre for omkring 100 år siden, bestod de af en besynderlig blanding af husmænd fra landet og intellektuelle fra byerne. Selvfølgelig havde disse grupper ikke specifikt meget til fælles, men de fandt dog trods alt deres fodslag i en afstandtagen fra Venstre. I at være sammen, imod. Man kunne med stor selvfølgelighed godt antage, at nogenlunde det samme havde en mulighed for at ske igen. At de små selvstændige, kunstnerne og freelancerne og alle andre negligerede grupper kunne finde sammen. Selv om det lyder som faktastridigt, at de har så forfærdeligt meget til fælles, så er de i alt fald fælles om at føle sig overset af de traditionelle partier og at opleve en sønderrivende magtesløshed. Og at være blevet partiløse.

Det er så her, vi skal til at passe så forfærdeligt meget på. For lige her i det skisma er der plads til en (T)rumpe. Der er eminent grobund for en folkeforfører, en populist med verbale gaver til de negligerede grupper. Aldrig nogensinde før i de senere årtier har så mange følt sig så svigtet, så overset og (igen) så magtesløse. De fleste vil selvfølgelig hævde, at danskerne som folk betragtet er en del mere veluddannede og kan gennemskue væsentligt mere end amerikanerne, men tilstrækkelig frustration gør desværre meget i retning af at søge en kilde til oprejsning og retfærdighed. Det er muligt, at en demagog ikke på traditionel radikal vis kan ramme ind hos alle grupper. Men det betyder vel bare, at vi så skal have flere af slagsen.

Jeg tror, det er på tide, at samtlige partier begynder at tage deres vælgergrupper seriøst. Med andre ord kæmper for dem. Jeg er samtidig sikker på, at samme samtlige partier vil sige, at det gør de da sandelig også. Men det er ikke sådan, det føles hernede på bunden. I magtesløsheden. Her ligger en kæmpe gruppe mennesker, der ikke forstår, at ingen tager dem alvorligt. Og mange af netop de mennesker er i deres frustration over de traditionelle partier stået af i afmagt. Blevet partiløse. Blevet til salg for meget lidt, hvis der endelig kommer en, der tager dem alvorligt og hører deres stemmer.

Jeg forstår ikke, at partierne, ligegyldigt hvor de står i det politiske landskab, ikke handler på det. For ellers står vi med en forfærdende risiko for, at populismen kommer ind fra bunden. Her er virkelig grobund for en farlighed, der bør mane til politisk alvor.

Continue Reading

Om kvinder, mænd og biler.

Vi skal åbenbart have en ny bil. Når man sætter ordet “åbenbart” ind i en sætning, der sagtens kunne leve uden, betyder det forundring, kommen bag på. Ofte med en ironisk undertone.

Det var så nok det, jeg ville. Jeg mener, den, vi har, kan da sagtens køre. Den kan udmærket transportere os fra A til B, og selv om den med sine 10+ år på hjulene da er en smule underforsynet med de allermest fancy, moderne bekvemmeligheder og alt det, man ikke længere selv skal gøre personligt under kørslen, så er det da en bil.

Sådan har jeg tænkt hver gang, vi åbenbart har skullet have en ny bil. Jeg har et yderst praktisk forhold til biler og mener basalt, at hovedkravet til dem er, at de kan køre. På alle tidspunkter af døgnet, i al slags vejr og med et begrænset antal mislyde, som man ikke lige ved, hvor kommer fra. Dem, jeg ved hvor kommer fra, kan jeg sagtens leve med. Man lærer jo at indrette sig. Jeg gør. I alt fald.

Jeg mindes stadig, da jeg havde en Toyota Starlet, hvis ene fordør ( heldigvis den på modsatte side af førersædet) gik i udu. Men hvis man ville med, måtte man da finde sig i at kravle over førersædet til sin plads. Eller sno sig til bagsædet, for der var også noget med sædeindstillingerne og ingen bagdøre. Den var i øvrigt ultimativt, selvlysende skriggrøn. Men den var billig. Jeg havde også engang en Fiat, som begyndte at mørne op fra bunden. Men så lærer man jo enormt hurtigt, hvor man ikke skal træde. Og græder lidt i sit bilhjerte, når værkstedet med forfærdelse udtrykker, at der absolut ingen chance er for at få den igennem endnu et syn.

Det er så derfor, jeg skriver “åbenbart”, for det er jo slet ikke der, vi er. Jeg tror, det i mange parforhold er sådan en maskulin, kønsspecifik indstilling, at ganske fornuftigt kørende køretøjer skal udskiftes med jævne mellemrum. Det er ikke sådan noget med pral og flashing af brummende potensforlængere her i huset. Jeg tror, det er et automobilt kromosom, som mange kvinder fødes uden. Et kromosom, der skal op og blande sig sådan med jævne, årlige mellemrum.

Det er så ikke det værste. For det der med intentionerne at skulle have en ny bil er kun begynderstadiet. Det ufarlige. Jeg kan jo bare lade som om, jeg hører efter og siger ja og nej med passende forstillet interesse, når vi skal snakke om at anskaffe sådan en. Det er straks værre, når selve udvælgelsesprocessen starter. Så formodes jeg nemlig at deltage på et passende niveau i at køre rundt og se på biler. Ja, det skrev jeg: KØRE RUNDT OG SE PÅ BILER. Intet, udover lige at blive slæbt med i et byggemarked i mere end 2½ minut for at se på søm og skruer, er stærkere hos mig til lynhurtig reaktion i form af åndenød og røde knopper. Jeg forstår ikke det der med at gå rundt og kigge, mærke, banke på og se nedenunder biler. Jeg er fejlcastet til enhver prøvesidning og lider af sproglig underformåen i forhold til, hvad sælgeren siger omkring ekstraudstyr. Især de, der holder hele prædikener om et givet mærkes lyksaligheder, giver mig sådan et fåret udtryk i hovedet, der klart udtrykker, at vi slet ikke taler samme sprog. Jeg har ofte tænkt på at spørge, om den da ikke bare kan køre. Men det har jeg ladt være med.

Så al den biludvælgelse er en sand tortur. Hvor manden stråler og virkelig engagerer sig, ligner jeg en sagesløs mand, der er med sin kone ude at købe en ny kjole. (Der var den med kromosomerne igen!) Når jeg selv har skullet have en ny ( altså ny brugt, for jeg er også ultimativt udgiftssky, når det kommer til bilkøb), så sniger jeg mig, altid uden manden, op til en forhandler og siger, hvad jeg vil have, og hvad jeg kan betale. Det har virket indtil nu. De har alle sammen kunnet køre.

Men nu har jeg så lavet en yderst fordelagtig aftale i forbindelse med den nye bil, vi åbenbart skal have. Jeg har bedt ham om at finde max. 3 modeller, som er klare potentialer. Han har carte blanche til, om muligt, at køre landet rundt og se på, mærke, sidde i, snakke indforstået udstyrssnak med sælgerne og endda køre rundt i så mange biler, som han vil. Han kan tilbringe dagevis hos samtlige bilmærker og banke på alle fordøre, måle hundens længde i forhold til pladsen, pille i alle skruer og hængsler og alt det der, som hans automobilkromosom byder ham at gøre–helt uden at jeg står som indbegrebet af Tante Kedelig og tripper utålmodigt ved siden af. Jeg vil ikke engang være sur, når han kommer hjem. Jeg vil heller ikke, for den sags skyld, spørge, hvad han har lavet. I disse coronatider kan han da sagtens bruge nogle uger på at finde en bil. På sin egen mandemåde.

For når han så har kandidaterne klar, så vil jeg, om end en smule modvilligt, da godt tage en prøvetur i dem. I alt fald en. Jeg vil intensivt forsøge at lade som om, jeg er interesseret i, hvordan de lige adskiller sig fra hinanden, selv om det er svært for sådan en som mig, der jævnt hen synes, en bil er en bil. Han skulle jo gerne tro, at jeg billiger hans valg. I virkeligheden billiger jeg bare, at han tager et valg. For hvis vi på noget tidspunkt konfronteres undervejs med en af de der overemsige sælgere af ekstraudstyr, som tillader sig at spørge mig om, om jeg har særskilte ønsker, så er jeg lidt bange for, at mit svar bliver noget i retning af “Den kan vel køre?”.

Jeg er helt på det rene med, at mange kvinder selvfølgelig interesserer sig for biler. Det må deres mænd garanteret være glade ved. Det er dem, der, når de skal have en ny bil, vil undlade at skrive “åbenbart” i sætningen.

Continue Reading

Om smittetal og dagens længde.

Egentlig gider jeg ikke udbrede mig mere om tilværelsens ulidelige kedelighed. Som man altid påpeger, når der skal skrives skønlitteratur, så skal man vise og male hændelser, aldrig referere dem. Derved er det op til læseren selv at fortolke.

Jeg vil derfor kort fremmale to af mine fikspunkter i det liv, jeg fører lige nu. Måske endda de to væsentligste. (Det er så her, der virkelig skal fortolkes!) Jeg er nemlig blevet sådan lidt besat af smittetal og dagens længde. Hver eneste dag tjekker jeg ovennævnte, og besættelsen giver mig sådan en dejlig ro i sindet og helt klart en fornemmelse af styring. Af at have tjek på det liv, jeg ellers overhovedet ikke har væsentlig indflydelse på.

Hvilket jo i sig selv er en modsigelse, da netop de to ting er områder, jeg ikke har den fjerneste indflydelse på. Og heller aldrig, ligegyldigt hvad jeg stiller op, vil få. Men jeg oplever en indre beroligelse, en slags fornyet håb for fremtiden ved hver dag at tjekke, om de der smittetal er for nedadgående. Hvis de derimod går ind i en opstigende kurve, føler jeg sådan en snert af lidt depression. Så smager verden af forlænget undtagelsestilstand og en deadline, jeg ikke magter at gribe fat i. Jeg visualiserer også alle de stakkels mennesker, der pludselig har fået deres liv drastisk ændret, og jeg forbander endnu engang en vaccineindsats, der både er katastrofal og i al sin katastrofalitet kommer til at koste menneskeliv. Jeg vil her, og det mener jeg måske, man for alvor bør tilbunds-fortolke, indskyde, at Storbritannien er tæt på at have vaccineret halvdelen af sin befolkning. Men tænk at sidde der og studere smittetal! Som om verdens omdrejningspunkt er placeret i antallet af nysmittede og indlagte. Lige den er åben for en tilbundsgående fortolkning af indholdet i mit liv.

Jeg er også ret OBS på, hvornår solen står op og går ned. Med andre ord har jeg fuldt tjek på dagens længde. Jeg har sådan en indre uro omkring, om det hele nu går planmæssigt derhen, hvor dagslængder på denne tid af året nu helst skal gå. Måske sidder der en slags indre angst for at blive snydt i mig. Forårsaget af, at jeg for tiden gerne vil indrømme, at jeg føler mig lidt snydt af livet som sådan, så er jeg nødt til at være opmærksom på, at i det mindste solen gør, hvad solen nu bør gøre. At vi virkelig går mod forår, og det hele ikke bare kan aflyses eller omdirigeres, som man har for vane at omdirigere vacciner. Jeg bliver så dejligt tryg, når dagen virkelig ER blevet 4 minutter længere, og fniser da også lidt i mit næselange pandehår over, at her er da i det mindste et område, hvor EU ikke kan forhindre processen. Min besættelse af solopgange står også fuldstændig åben for videre fortolkning.

Endelig, og her skriver jeg så noget, som jeg nok slet ikke bør skrive, men altså skriver alligevel, så savner jeg ind imellem lidt (T)rumpen. I det mindste var hans aldrig svigtende vanvid en kærkommen afledning fra smittetal og dagslængder. Inde i mit inderste jeg savner jeg somme tider noget konkret at hænge min forargelse op på. Noget håndfast at være gal på, noget synligt at overøse med samtlige mine frustrationer. Misforstå mig ikke: Jeg savner ikke en psykopatisk narcissist i et af verdens mægtigste og mest indflydelsesrige embeder, men jeg savner en af skælde ud på. For når livet er en evig række smittetal og tidspunkter for solens op- og nedgang, så ville det nu være rart også at have et andet sted at placere sin forargelse. Og det var han altså god til. Aldrig har jeg mødt et menneske, der i den grad kunne aflaste min indre vrede.

Så her sidder jeg altså. Fra at have været en nærmest evigt omrejsende kosmopolit med interesser, arbejde og engagement i mange af verdens lande og baserer mine daglige højdepunkter på dagens smittetal og solens op- og nedgangstider. Der skulle være rige muligheder for fortolkning!

Continue Reading