Om mit klædeskab og om at pakke.

Jeg er ved at pakke. Og det har bragt mig på en ekspedition ind i næsten ukendt territorium, længst glemt land og områder, jeg det sidste år overhovedet ikke har interesseret mig for. Nemlig mit klædeskab.

For længe siden opgav jeg at lægge tøj på plads. Ud fra erkendelsen af, at jeg alligevel gik i det samme hver evig eneste dag. Det samme som i betydningen: de samme 3-4 T-shirts, de samme 3 par bukser ( som er fuldstændigt ens) og de samme 3-4 par strømper, underbukser og 3 sweatre. Ligefrem at lægge det tilbage i skabet var decideret overarbejde, når det alligevel med 2-3 dages mellemrum skulle ud igen. Så mit lille natbord har fungeret fremragende som filial af klædeskabet og til fulde opfyldt mit i sandhed meget skrabede tøjbehov. Når man intet skal og ingen steder kommer, bliver man derefter. Jeg er kontinuerligt stribet foroven, mørkeblå forneden og sådan lidt småblomstret på tæerne. Det er mit corona-mig.

Men nu er det altså blevet påske, og der venter et par begivenheder, som nok er minimale og fattige på deltagere, men som da i alt fald kræver, at jeg stadser mig en smule op fra mit noget slidte image. Første prøvelse var at finde en BH. Jeg havde faktisk helt glemt, at jeg har en yndlings, men heldigvis lå den, noget støvet, kun en smule stukket ned bag mega-stakken af alle de underbukser, jeg har købt på tilbud det sidste år, men som jeg endnu ikke har fundet nogen som helst lejlighed til at putte min bagdel i. Jeg må se, om jeg kan huske, hvordan man lukker sådan en. I alt fald er det ikke en behagelighed, der venter, men det rigtige liv med andre tilskuere til cockerspanielørerne end manden, så det kræver vel lidt ophæng. Om ikke andet kan man da takke coronaen for godt et års BH-fri bevægelsesfrihed, og det er da også noget.

Men da jeg så kom ind i selve klædeskabet, ventede der mig virkelig nogle overraskelser. For det første støvet. Mit tøj hænger derinde og samler støv. Hvem skulle have troet det. For det andet, at jeg da ret imponerende har været endda særdeles generøs overfor mig selv med hensyn til beklædning. Man kunne jo klæde en mindre hær ud som mig bare fra alle de bøjler. Efter sådan et år, hvor man ind imellem har glemt, at der findes andet tøj end det, man bor i, er det lidt overvældende at konstatere, hvor meget mere, man har. Hvor ustyrligt meget, meget mere. Det er lidt flovt. Og decideret tankevækkende.

For det tredje havde jeg glemt, at bukser også kan have linninger og lynlåse. Det er sådan lidt i BH-ligaen: et nødvendigt onde, når andre er nødt til at se på en. Men allermest undrede det mig, at der ligesom var ting derinde, jeg slet ikke kunne genkende. Som om de af sig selv havde fundet derind i støvet i mit skab, mens jeg vraltede rundt i elastikbukserne og var ret ligeglad med alt andet end komfortabilitet. Lidt som om, der var noget tøj, der bare var spadseret ind fra gaden og havde taget ophold mellem mit tøj. Pæne ting, i øvrigt, nogle af dem, men alligevel så fremmede. Så ustyrligt fremmede og vel på sin vis også så uanvendelige lige nu. For hvad skal jeg dog med ting, der ikke er praktiske, når det i grunden er totalt ligegyldigt, hvordan man ser ud, når det bare er bekvemt.

Sidst, men ikke mindst, så viste en stikprøvekontrol af nogle af alle de der fremmede genstande, at også jeg har forandret mig. Min krop, altså. Det der præ-coronatøj, som har hængt i glemslens skab i månedsvis, passer ikke helt, som det sikkert engang har gjort. Der er både spadseret gode benmuskler og spist pæne kagemuskler til hen over coronaen.

Men i det mindste behøver jeg da ikke kaste mig frådende over tøjbutikker, når jeg engang kan komme nyvaccineret ud i livet igen. Jeg har helt mit eget udvalg af ny og fremmed beklædning lige foran mig, i mit støvede skab.

Jeg har fisket et par potentialer ud af støvet og sikret mig, at kagemaven kan rummes, så det bliver det. Der er jo absolut ingen grunde til at gå amok i de støvede ukendtheder, før verden går i lave igen. I alt fald kan jeg sagtens, når jeg ikke lige skal noget som nu her i påsken, nøjes med den mini-filial, jeg har på natbordet. Det er så dejligt trygt. Min eneste frygt er, at de ret markante ansatser til huller i såvel bukser som strømper, jeg begynder at øjne, vil komme ud af sync med lige præcis den dag, hvor verden åbner igen, og jeg, symbolsk, genåbner mit klædeskab.

Continue Reading

Om fedtede fingre.

Jeg har lige været gennem en lille uge, hvor mit hus har undergået en effektiv tilfedtning. Samtlige overflader, underflader samt generelt bare flader under en hvis højde er med beundringsværdig arbejdsomhed blevet indgraverede med jeg ved ikke helt hvad. Eller også har jeg slet ikke lyst til at vide det. At dørhåndtag, reoler og hylder over ca. en god halv meter er sluppet nådigt, skyldes ikke hensyntagen, men det faktum, at gerningsmanden er ude af stand til at nå højere. Selv om han selvfølgelig forfærdeligt gerne havde villet, hvis han kunne.

Derudover synes små ting af enhver art at have fundet vej til steder, hvor små ting af enhver art normalt ikke af sig selv finder vej til. Der er bordskånere bag mit TV, plastikposeruller i hundens kurv, brødrester i avisholderen, agurkeskiver under de løse gulvtæpper, og så har Lego/Duplo tilsyneladende godt gang i opbygningen af en udflytterkoloni bag bøgerne i min reol. Hvilket i sig selv er imponerende, når man tager i betragtning, at samtlige bøger på samtlige hylder i nå-højde er skubbet samvittighedsfuldt helt ind til bunden af reolen. Ikke sådan pænt, ordentligt og lige, men i et kreativt rod, hvor bøgerne sådan mere ligner en tidlig skitse til et hus af Gaudi eller visse steder på Forum Romanum.

Jeg har altid syntes, at små børn og hundehvalpe er umådeligt heldige med, at de er så nuttede og ser så forfærdeligt søde ud, for ellers var det altså gået dem ilde. Tilgivelsen er noget lettere, når gerningsmændene i sig selv bare udstråler umættelig livslyst og uforfalsket nuttethed. Jeg tør i alt fald slet ikke tænke på, hvordan det ville være gået en rimeligt voksen person, hvis vedkommende havde hærget mit hus på samme indfedtede måde!

Tidens trend dikterer også, at små børn selv skal lære at spise, selv mærke maden og forsøge at dirigere den derhen, hvor mad nu engang skal hen. Tilsyneladende udelukkende med fingrene. Jeg er basalt enig i, at selvfølgelig skal børn lære at spise selv, men jeg er dog samtidig overbevist om, at man godt kan yde en smule assistance. Personligt ville jeg også have visse fundamentale vanskeligheder med at spise spaghetti med kødsovs med fingrene. Måske ville jeg, i min alder og med mine ret udviklede styremekanismer, være en del bedre til at minimere katastrofeområdet såvel på mig selv som på de såvel nære som fjerne omgivelser, men jeg ville nok ikke kunne undgå at få i alt fald en lille flået tomat mellem fingrene og måske lidt oksekød på kinden. Samt nok tabe bare et snas spaghetti på gulvet. Det ville dog, helt bogstaveligt, være en katastrofe af særdeles minimal art sammenlignet med, hvor stort et areal–inklusiv både sig selv og det meste af huset–som et mindre barn er i stand til at sprede samme måltid over. Tilligemed at det jo trods alt er relativt sjældent, at der sådan for alvor er Bingo. Altså at maden rammer lige præcis derind, hvor den rent faktisk skal. Det er så her, at det endnu engang er forfærdeligt klogt, at små børn er så søde. Ellers ville det nok være gået dem ilde.

Jeg er nu ved at have affedtet mit hus. Så vidt jeg kan se, mangler der også kun et lille antal Duploklodser, men heldigvis er Duplo af en størrelse, så selv prinsesser tydeligt mærker dem, når de ligger i sengen eller under gulvtæpperne. Men samtidig er her også så tomt, for ham den ihærdige flyttemand med de evigt fedtede fingre er jo bare så sprudlende fuld af liv og har et så ukompliceret mod på tilværelsen, som i hans øjne bare er der for at kunne bruges–og så savner jeg faktisk også at blive bidt, for når man lige har indset alle de muligheder, ens 7-8 tænder har, så er et godt bid i låret en umådelig stor kærlighedserklæring.

Så på forunderlig vis er det jo faktisk sådan, at når man lige har fået retableret overfladerne og lokaliseret besynderlighederne på de aparte steder, så længes man bare noget så usigeligt efter at få sit hus smurt ind af ham den fedtede gerningsmand med det enorme overskud af nuttethed igen….

Continue Reading

Om aldersdiskrimination på jobmarkedet.

Jeg kunne ikke lade være med at sætte herren på billedet ind som clickbait. For han er, sammen med alle de, der på royal maner er jobindsat på livstid, den eneste, jeg har kendskab til, der sidder i et job, hvor alder tilsyneladende ikke har negativ betydning.

Det gælder ikke for vi almindeligt dødelige, som desværre mangler den der direkte linje til en form for overordnet arbejdsgiver.

Forleden læste jeg nemlig, at flere politiske partier omsider er blevet opmærksomme på den modbydelige diskrimination, som mennesker, der søger nye jobs i en såkaldt moden alder, er ofre for og derfor ønsker at gøre noget ved problemet. Det skal hertil siges, at moden alder hos jobsøgende kategoriseres som over 50! I min alder synes man jo nærmest, man var sprudlende ung, da man var 50! Som ældre kan man som udgangspunkt ofte beholde det arbejde, man allerede sidder i, men søger man nyt eller bliver arbejdsløs, smækker fælden.

50+-ere er ikke ønskede, ikke attraktive, ikke i kurs på arbejdsmarkedet. Og jeg har stadig ikke fattet hvorfor. Jeg mener, her sidder en gruppe, der gennem årene da umuligt har kunnet undgå at få noget erfaring. Meget, endda. De kan da heller ikke have undgået at ophobe viden. Jeg mener, med årene finder man da sine smuthuller, sine små fiduser og bliver ikke så lidt klogere undervejs. De (her ser vi så bort fra de mænd, der går i panik- og udbrudsalder og lige får den sidste baby med den purunge, nye kone–sorry, det var bare gen-diskrimination!) har heller ikke små børn, der ustandseligt bliver syge. Faktisk skal de heller ikke med jævne mellemrum HAVE små børn og på langvarig barsel. De er rimeligt økonomisk sikrede og har ikke et brændende håb om jobskifter og avancementer med tidens bærende ide om, at hvis man ikke skifter job mindst hvert 6. år, er man håbløst ude af jobdansen. De er, med andre ord, også rimeligt stabile. Men de er altså ikke ønskede. Ungdom foretrækkes fremfor kvalifikationer, hvilket i sig selv lyder surrealistisk, når man altså går efter den yngste medarbejder, fremfor den med de bedste kvalifikationer. Selvfølgelig, det skal på stedet indrømmes, at det da også muligt, at den yngste HAR de bedste kvalifikationer. Nok bare ikke altid.

Tanken er, at man på jobansøgninger vil prøve at forbyde, at alder decideret kan aflæses. Allernemmest ved ikke at skulle opgive cpr-nummer. Hvordan man omgår, at CV-et oplister hvilke år, man har været ansat hvorhenne, overgår min forstand, men hvis man virkelig mener det seriøst at arbejde politisk med problemet, må man vel kunne finde løsninger. Det er i alt fald på tide. For ikke nok med, at vi diskriminerer–vi må jo faktisk også tabe en masse viden, rutine, erfaring og stabilitet direkte ned i jobcentrenes kønsløse standardmøbleringer.

Personligt arbejder jeg som noget, der ikke findes. Coronaen har spist alle udenlandsguider. Slugt deres jobs uden deadlines for genstart, og det er vel ikke at skyde over målet at sige, at udenlandsguider bliver sådan cirka de sidste, der kommer i arbejde igen efter coronaen. Derfor har jeg søgt utallige andre stillinger. Jeg har ikke fået en eneste. Med en akademisk uddannelse, over 40 års joberfaringer (35 i det samme), et flydene fremmedsprog og sidst, men ikke mindst, et ufatteligt gå-på-mod omkring at arbejde indenfor nærmest enhver tænkelig branche, skulle man da tro, der ville dukke noget op blandt de over 100 stillinger, jeg har søgt. Såvel opfordret som uopfordret. Men nej. Jeg har søgt oversættelse, undervisning, tekstforfatning, omvisning, podning, smitteopsporing, registrering af samme og endda rengøringsjobs, selv om jeg netop omkring det sidste faktisk ikke er kvalificeret. Så det var i desperation. Jeg har sendt uopfordrede ansøgninger til snart sagt ethvert stort og mellemstort firma i mit område, lagt mig selv på nettet via SoMe, oprettet profiler mange steder og brugt mit netværk til at punke folk, jeg kender. For gammel. Selv om de aldrig skriver det. For det er simpelthen ikke sandt, at jeg ikke er kvalificeret til hovedparten af de jobs. I tankemylderet alle de vågne nætter kan man jo blive idiot af at spekulere på, hvorfor man er så hamrende inhabil, at man ikke engang kan mestre at stikke en podepind i folks halse. Måske KAN man virkelig blive for gammel til det?

Det eneste arbejde, jeg har haft det forløbne år, er det, jeg selv har opfundet. Eller det, som venlige mennesker, der vel og mærke kender mig, har kastet til min side. Det har ikke været meget. Faktisk så lidt, at jeg min alder til trods godt har kunnet magte at klare en hel del mere. Hvis nogen ellers ville tro på, at min alder ikke konstant overskyggede mine kvalifikationer.

Jeg håber–ikke bare for min egen skyld, men for alle over 50–at de politiske partier, der omsider har fået øjnene op for problemet, kommer med brugbare tiltag. Gerne hurtigt. Mens det sker, kan jeg da ikke lade være med at undre mig over, at mens hovedparten af 50+-ere anses for decideret ukvalificerede til at varetage et nyt job, så sidder der 80+-ere i spidsen for hele den verdensomspændende katolske kirke. Indenfor den organisation må de jo have slettet det der med personnumre og gået med tesen om, at såvel rutine, erfaring og viden rent faktisk er af betydning. Lige der kunne vi nok lære noget af dem…..

Continue Reading

Om text me when you get home.

Først var det metoo, nu er det så også text me when you get home. Med en feminin vinkel. Der er også BLM, som, med et udgangspunkt, der ikke er kønsspecifikt, også oplever et fantastisk spot her i coronatiden, hvor vi har så utroligt meget mere tid til at kigge indad. Til at bruge tid på at belyse de ting, vi ellers ikke altid har overskud til at sætte på dagsordenen. Det er, efter min mening, da i det mindste et positivt udkomme af en situation, der som helhed betragtet generelt er negativ.

Med hensyn til BLM sympatiserer jeg selvfølgelig, men har, qua min egen hudfarve, ikke mødt racismen personligt. Jeg har heller ikke specifikke erindringer om ulækre mandetyper, der udelukkende fornedrede mig fra en kønsmæssig vinkel, selv om jeg da decideret har mødt min tildelte portion mandlige idioter. Men jeg kan så let som ingenting identificere mig med text me when you get home. For det er lige præcis sådan, det er.

Nu skulle man jo tro, at enhver form for logik ville fortælle mig, at jeg som trekvartgammel nok ikke er det oplagte, potentielle voldtægtsoffer og decideret attraktiv for mørkets mænd. At min tid som omvandrende lokkedue der i mørket er ovre, og at jeg lider af selvforherligelse, hvis jeg virkelig tror, at jeg med mine hængepatter, kalkunhals og en krop, der så småt er ved at hengive sig totalt til tyndelovens basale regler på nogen mulig måde er i fare. Men sådan fungerer det ikke. For alder har intet at gøre med den mærkbare frygt, der altid ligger latent. Den er uden alder. Sikkert også, i alt fald i overvejende grad, uden logik. For selvfølgelig er alle fremmede mænd ikke potentielt voldelige, selvfølgelig gror grimme mænd ikke af sig selv ud af mørket, bare fordi man er alene, og selvfølgelig er jeg da selv en del af statistikken over kvinder, der ikke er blevet forsøgt noget som helst. Men sådan fungerer det desværre overhovedet ikke.

Men: I mine unge dage, da jeg var studerende i Århus, havde vi en blotter i det område, jeg boede i. Det var før dørtelefoner og aflåste opgange. Jeg mødte ham en sen nat på vej hjem, hvor han stod ude i cykelskuret (der lå inde i gården, som man så skulle gå igennem, før man kunne gå rundt om huset og ind) og kiggede fortabt på sit slatne lem, der hang noget mismodigt ud af bukserne. Han lignede en spand lort med sit hentehår og billige, brune tøj, men mandede sig da op til forsagt at spørge mig, om jeg ikke ville tage om kaloriussen. Det var det sidste, jeg drømte om der, hvor jeg nærmest kvalt i brækfornemmelser bare strøg forbi ham og løb mod hoveddøren. Han optog dog en noget trist forfølgelse rundt om huset, stadig plæderende for, at jeg skulle tage om den dinglende svækling, men jeg nåede min dør, fik den låst op, kom ind og fik sat sikkerhedskæden for, inden han var længere end de første trappetrin i den åbne opgang. Jeg husker det som, at jeg ikke var bange som sådan. Jeg var bare fuldstændigt overrumplet af noget, jeg ikke troede kunne ske. Og så–her kommer så det lidt mystiske–havde jeg bare sådan en underlig medlidenhed med den taber, der stod der i sit grimme brune tøj og hentehår, mens han meget umandigt tryglede mig om at befamle den der visne lille tingest. Jeg fik det aldrig meldt til politiet. Hvorfor ved jeg egentlig ikke. Men jeg kan huske, at jeg i lang tid efter var gal. Sådan rasende-gal. Fordi den vatpik ( i ordets allermest bogstavelige betydning!) havde forstyrret mine cirkler. Jeg kan også huske, at jeg de næste år havde et umanerligt stort forbrug af cykler, fordi jeg for eftertiden altid satte cyklen lige op ad huset, selv om det var forbudt, og selv om det var en åben invitation til samtlige cykeltyve i Århusområdet.

Så det er ikke den slatne blotter, der sidder i mig og gør mig bange for mørket. Det er derimod den syndflod af arvet synd, der gennem generationer er blevet hældt ned over os kvinder i form af advarsler. Vi er opvokset på dem, har spist dem forud for enhver hjemtur som unge, har nærmest set dem som en integreret del af det at være kvinde, en indiskutabel bestanddel. Og som de indviede i samtlige konspirationsteorier bliver vi jo konstant bekræftet i, at vi har ret. Kvinder BLIVER voldtaget og overfaldet. Nogle dør endda af det. Vi mødre til piger lader jo arven gå videre. Vi advarer også. Og vi frygter også, fordi vi selv sidder med hele den dyne af arvet synd, vi både selv har fået, men også lader gå videre. Mødet med den pinlige blotter har jo ikke taget frygten fra mig, bare fordi han var en sølle stakkel. I min indoktrinerede hjerne står han vel bare som en ussel generalprøve på, hvad der i virkeligheden kan komme.

Så der er mange ting, jeg ikke gør. Fordi jeg er kvinde. Og som hverken logiske, vægtige eller statistiske begrundelser kan få mig til at gøre. Der er mange steder, jeg ikke går, når det er mørkt. Skal jeg ud i mørket, vælger jeg mine sikre ruter, hvis jeg er til fods. Jeg er fuldt opdateret på såvel gadebelysning som dark spots i mit nærområde. Jeg overnatter kun alene i sommerhuset, hvis dagslængden er sommerlig. Som hovedregel skal der max. være 5-6 mørke nattetimer, og selv da vil jeg helst have hunden med. I det mindste ser han da stor ud, og jeg har altid ihærdigt bildt mig selv ind, at hvis man er idiotisk nok til at ville gøre mig noget ondt, så er man også idiotisk nok til ikke at kende en Retrievers sande natur. Jeg nedlægger enhver form for udgiftsskyhed og tager en taxa, hvis jeg skal alene hjem midt om natten. Og så er jeg altid, i mørket, så ufatteligt god til bestandigt at vende mig om, at jeg nærmest lige så godt kunne gå baglæns. Sammesteds er min hørelse så meget i alarmberedskab, at den ville kunne høre et blad falde til jorden. Det hænder også, jeg bliver bange for blade, der falder til jorden.

Jeg har levet over 60 år på denne måde og mødt en slatten blotter på Mønsgade i Århus. Og bare bidt det hele i mig, fordi det altid har været sådan. Det snakker vi jo også om, vi kvinder. Vi taler faktisk meget om det. Så meget, at man aldrig behøver at forklare til nogen som helst anden kvinde, at man er bange for mørke steder og ødehed. Det tager vi ligesom for givet. Det er derfor, det er så befriende, at det nu endelig er kommet på dagsordenen. Ikke, at jeg tror, det på magisk vis kan udslette idioter og hel- og halvslatne blottere. Men det kan sætte fokus på, at det ikke er retfærdigt, at halvdelen af verdens befolkning skal blive ved med at bære rundt på en syndflod af arvet synd og frygt. Bare fordi nogle enkelte idioter ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

Continue Reading

Et lille mesterværk.

Philomena. DR2. 20.00.

Det er en af den slags film, man kan glæde sig til at gense, selv om man allerede har set den 3-4 gange. Et lille mesterværk med en fortræffelig Judi Dench i sit livs nok næstbedste rolle. Den bedste var, efter min mening, da hun for år tilbage var Lady Macbeth overfor den bedste Macbeth ever, Ian McKellen.

Men kors, hvor de dog bare kan noget, de der relativt aldrende britiske kvinder som Dench, Maggie Smith, Helen Mirren og adskillige andre. Man bliver jo aldrig træt af at se på dem. Her er Dench moderen, der leder efter sit (tvangs)bortadopterede barn. Med en journalist ved sin side graver hun i den hvepserede, som den irske katolske kirkes såkaldte opdragelsesanstalter for “utilpassede” piger var indtil for blot få år siden.

Og det er barske sandheder, der kommer for dagen. Særdeles forfærdelige. Men besynderligt nok også optimistiske og lettende på samme tid. For i grunden handler det hele om tilgivelse. Eller i alt fald evnen til at tilgive.

Så handlingen er medrivende, spændende og egentlig også provokerende. Det bedste er dog Dench, som stråler i al sin afdæmpethed gennem hele filmen.

Se eller gense den. Der kommer vel næppe en fed fest eller en mindre rejse i vejen for det i aften…..

Continue Reading

Om restvacciner.

Morgenerne har fået et nyt opvågningsritual. Det er blevet noget helt nyt, som er blevet det aller-allerførste, der skal gøres. Sådan halvt i søvne, men efterhånden er man jo også blevet så gammel, at man sagtens kan huske sit personnummer i halvsøvne. Man skal meldes til. Meldes til endnu en dag i forhåbningsfuld venten. På restvacciner.

I går var der 8200 tilmeldte til restvacciner, og 16 blev ringet op. Statistisk set er det jo en latterlig ubetydelighed. Og var det chancen for at vinde i Lotto ( det er det såmænd nok også!), var det nærmest ikke besværet og pengene værd. Men jeg registrerer mig troligt. Hver morgen. Udfra en ukuelig tro på, at min vedholdenhed da på et tidspunkt bliver belønnet. At de må se mit navn så mange gange, at de enten ikke kan udholde synet af det mere, eller ringer til mig af ren og skær barmhjertighed.

Man må i øvrigt ikke bo længere fra vaccinationsstedet, end man kan nå frem på en halv time. Jeg har selvfølgelig regnet lidt på det, og det er lidt snert. Meget, faktisk. Samtidig er jeg dog overbevist om, at Aygoen med lethed runder et par hjørner på to hjul og opper sig op over pensionistfart på motorvejen. Jeg har jo allerede gennemtænkt ruten til fuldkommenhed, og så må de altså finde sig i, at jeg er lidt forpustet, når jeg har ræset gennem deres køsystem, som, kunne jeg iagttage, da jeg var sammesteds for at blive testet, er det sted, der lige nu minder allermest om securitykøen i en lufthavn. Hvis nogen ellers kan huske sådan nogle. Jeg skal nok nå frem. Hvad gør man ikke i disse tider for at få en vaccine?

Det viser lidt om, altså tallet for tilmeldte, hvor ufattelig stor interessen for at blive vaccineret er. Samt hvor eklatant forfærdelig manglen på samme vacciner er. Der står altså over 8000 mennesker i mit udkantsområde klar til at smide alt, hvad de måtte være i gang med, for at kaste sig afsted efter det forjættede stik, hvis de vinder i dagens restlotteri. Det er ret mange. Fortvivlende mange. Så mange, at nærmest en fjerdedel af alle voksne i området nok, ligesom mig, bliver noget så ufatteligt skuffede, når telefonen ringer, og det så bare er ens børn. Det er jo lige før, man manisk forsøger at afkorte samtalen, hvis det nu var, at det der stik skulle ringe samtidig. For ellers ringer de jo bare til en anden…..

Så hver morgen registrerer man lige som det første, at man er til. Elektronisk. Derefter håber man hele dagen. På at blive en af de lykkeligt udvalgte 16 ( eller hvad de daglige rester nu består af!), som kan ræse lidt hjørner for at få det der lille prik, der ikke bare præventivt fysisk, men næsten endnu mere mentalt, vil betyde en næsten ubegribelig optimering af ens livskvalitet.

Continue Reading

Om rewilding.

Nogle gange finder jeg til min store forbløffelse ud af, at jeg nærmest i årtier har været firstmover. Helt uden selv at vide det. Det gør mig lidt stolt, at jeg sådan ubevidst og bare på mavefornemmelsen i årevis har promoveret trends, som de, der så åbenlyst gerne vil udråbe sig selv som de sande firstmovers, end ikke har set. End ikke har opdaget, at de skulle springe på. Men det har jeg!

Lige nu er det smart at rewilde. Egentlig kommer udtrykket fra natur, der er en smule mere imponerende end en parcelhushave, og betyder, at man skal genskabe den oprindelige biodiversitet i naturområder. Det gælder alt fra dyreliv til planter og træer, og fremfor alt indebærer det, at man skal lade naturen være natur, så samtlige de oprindelige arter kan finde deres egentlige hjemsted. Bare et par små eksempler, så som grøftekanter der ikke længere massakreres og gamle omblæste træer, der får lov at blive liggende, hvor de nu engang faldt.

De virkelige, selvudråbte firstmovers er selvfølgelig også i den grad ude med riven, spaden, møggreben eller hvad de nu er ude med, efter prydhaverne. Alle disse små nysselige parceller, hvor ejerne nærmest voldpasser deres blomsterflor–og i alt fald passer på overfor deres mængde af uvelkomment ukrudt med rimeligt voldelige og ofte endda giftige midler. Det er slet ikke sundt at være dyr ( i enhver tænkelig størrelse) sådan et sted, så som regel er der bare en fatal mangel på både vækstmuligheder og biodiversitet der mellem de pænt klippede roser. Det samme gælder i øvrigt den seneste trend blandt nye parcelhusejere, der nådesløst nedlægger enhver form for diversitet og mener, at en have består af græsplæne og træterrasser. Kun. Her er der heller ingen dyr, der føler sig hjemme.

Det er så her, jeg kommer ind. For jeg går, helt uden at have været særligt opmærksom på det, ind for åbenlys biodiversitet. Jeg har hverken nydelige rosenbuske eller decideret skelnen mellem ukrudt og krudt. Det sidste skyldes primært, at jeg enten ikke kan eller ikke vil kende forskel. Jeg er en fanatisk ven af alle de dyr, der elsker skvalderkål, populær hos alt, hvad der lever i mos og benovet, ikke begrædt, over alle de svampe, der dog kan finde vej ind i min græsplæne. Det er lige før, biodiversitet skal sættes i flertal–altså biodiversiteter–når man taler om min have. Den må være et paradis for et hav af ellers eksilerede arter, for når jeg sådan kigger mig omkring her på vejen, så er der ikke så mange andre steder, hvor de tydeligvis er firstmovers indenfor ukrudt på samme skala som mig. Jeg har ellers altid beroliget mig selv med, at min haves primære formål var at sætte de andres nysselighed i perspektiv, men nu viser det sig jo faktisk, at det nærmest er dem, der sætter min i perspektiv. Viser, hvad der bare er sådan no-go for tiden. Det er ret stort, synes jeg, sådan omsider at få lidt retmæssig oprejsning. Sammen med alle mine insekter. Det er slet ikke utænkeligt, at det snart bliver min have, der skal vises frem af Haveselskabet. Folk skal bare huske gummistøvler.

Det giver nu sådan en dejlig ro i sjælen at vide, at man hele tiden har gjort ( eller nærmere: ikke gjort!) det rigtige. At man er en sand ven af biller, giftige svampe, bænkebidere og den store frø, der har boet ude i drivhuset i mange år. Det giver mig virkelig mod på at blive ved med ikke at gå op i min have. Samtidig med, at det selvfølgelig gør mig lidt stolt af min umådelige forudseenhed.

Mens jeg sidder og skriver dette, hører jeg den sørgelige historie om den noget fatale rewilding på Djursland. Hvor dyrene døde af sult og manglende pasning. Jeg vil være meget opmærksom på, altså i den udstrækning man kan være opmærksom på sine biller og regnorm, at det samme ikke sker i min rewilding. Men faktisk aner jeg ikke, hvordan man fodrer den slags. Og med hvad. Jeg har nu heller ikke tænkt mig at sætte kreaturer derud, selv om min have garanteret har været en mark engang præ-parcelhus-bevægelse. Jeg vælger at nøjes med at indgå i den kontinuerlige nedbrydning af den prydhave, som i sin tid, da vi købte huset, fandtes på stedet. Og jeg må sige, at jeg er lykkedes fænomenalt godt med projektet. Som den firstmover indenfor rewilding på parcelhus-parceller, jeg jo er!

Continue Reading

Om påskeliljer og corona.

Umiddelbart skulle man jo ikke synes, at der var en indlysende sammenhæng mellem påskeliljer ( eller rettere: mangel på påskeliljer!) og corona. Men det er der.

Jeg skulle have et par bundter af de der afskårne påskeliljer, der normalt ligger i stakkevis hos såvel supermarkeder som blomsterhandlere på denne tid af året. Bevæbnet med min aldrig svigtende udgiftsskyhed prøvede jeg selvfølgelig supermarkederne først. Ingen held. Ingen påskeliljer.

Så måtte jeg jo til blomsterhandleren, som tilsyneladende heller ikke var leveringsdygtig. Det var ikke engang særligt sent på dagen. Og stadig længe til, det bliver påske. Men da jeg på det tidspunkt var relativt træt af at være på påskeliljejagt, fik jeg fat på en ansat. Sådan bare for at spørge, hvor stakkene med påskeliljer egentlig gemte sig.

Hun beklagede meget, at der ingen afskårne påskeliljer var. Der ville heller ikke komme flere. De kommer nemlig fra England, hvor de lige nu står og rådner på markerne. Og nej, det er ikke Brexiteret forfald, selv om det selvfølgelig ville være noget lettere at forholde sig til og rigtigt godte sig over. Det er udelukkende fordi, de polakker, som hvert år drager til England for at sæsonplukke påskeliljer, ikke kan komme ind i landet, grundet corona. Så der er altså ingen til at plukke de gule narcisser, da englænderne nok ikke ville drømme om selv at gøre det. Sådan lidt ligesom vi bestemt heller ikke holder os tilbage for at bruge udenlandsk arbejdskraft til plukning af ting, vi ikke selv gider plukke.

Så der er en klar sammenhæng mellem påskeliljer ( i alt fald de afskårne!) og corona. Måske er det så bare mig, der synes, at den sygdom ligesom influerer lidt for mange områder? Nu har den sgu` også taget påskeliljerne!

Continue Reading

Om frikendelsen.

Jeg har været på Sundhed.dk ca. tre gange i timen. Eller mere. Hele dagen, indtil for en times tid siden. Det var der, jeg blev frikendt. Løsladt fra coronalænkerne. Denne gang. I øvrigt en fælles frikendelse, så nu skulle det lille hjem være smittefrit. Ikke, at det sådan lige bevirker isolationsophør. Man skal nemlig have to negative tests. Jeg tillader mig at se den anden som en formalitet og vil fejre med at spise en middag sammen med manden i aften. Ved samme bord, forstås.

På magisk vis er samtlige mine andre ulmende dårligdomme forsvundet. Mit snot er gået i hi, mine host har kvalt sig selv, mine ømme punkter oplever en beundringsværdig smertefri genoplivning, og selv vejret er blevet bedre den sidste times tid. I det hele taget er verden lysere og livet til at face. Det er lige før ( men altså også kun lige før), jeg i opstemthedens iver griber støvsugeren og forvandler skidtbunkerne til rent gulv. Det var ligesom, jeg ikke så nogen tvingende nødvendighed i det før nu.

Jeg håber, taxachaufføren får et mildt sygdomsforløb, for omsider har jeg overskud til at tænke på ham. Overskud til at være generøs.

Selvfølgelig går jeg til regelmæssig testning. For tiden går vi nemlig ikke til dans, fodbold, bridge, blomsterbinding eller andet, nogen af os. Vi går udelukkende til testning. Det er blevet vores fritidsinteresse. Den eneste. Men aldrig har jeg før haft det som studenten, der står udenfor eksamenslokalet og venter ulideligt spændt på karakteren. Som ikke ved, om det hele er knald eller fald og sikkert også i sine indre forestillinger tenderer meget mere mod fald end 12-taller. Jeg har fået et 12-tal i coronaløshed i dag. Og det influerer mit liv, mit humør, min nattesøvn, mit livssyn og i et hele taget verden, som den lige nu ser ud for mig, meget mere, end jeg havde forestillet mig.

Nok er vi stadig i obligatorisk isolation indtil resultatet af næste test kommer. Men vi er det ( nok, forhåbentlig, Ama`r og halshug og 7-9-13) uden corona!

Continue Reading

Om at blive helt forpustet–bare ved tanken.

Når engang samtlige coronarestriktioner bliver ophævet, og livet på forunderlig vis bliver genkendeligt igen (eller gen-genkendeligt!), så får jeg så travlt, at jeg næsten ikke kan overkomme det. Sådan virker det i alt fald derinde i tankemylderet, hvor man på de mørkeste dage forlyster sig med fremmaninger af, hvad der ligger forude. Det er sådan en overlevelsesstrategi. Fra at have været i et forlystelsesmæssigt total-limbo, en ventesal af kedsomhed og brudte forhåbninger, så bliver det næsten for meget, når man skal til at indhente alt det, der er blevet aflyst. Det bliver som at gå fra ingenting til alt, fra levende død til levende levende. Jeg kan næsten blive bange for, jeg ikke kan finde ud af det. At det hele bliver for overvældende.

I min familie har vi en stærk tradition for at give gavekort på oplevelser. Det har vi også gjort under coronakrisen. Måske endda endnu mere. Som et plaster på intetheden, der kunne love strålende forventet efterbevilling. For ikke en eneste fødselsdagsgave, julegave eller bare gave af gavekortlig art har jo haft den fjerneste chance for afholdelse. Det har hobet sig, har det. Næsten til forpustelsesgrænsen.

Så når nu det bliver leveligt liv igen, så skal jeg 5 dage til Anholt med hele familien. Undervejs skal vi i Ree Park. Vi skal i det hele taget intensivt i dyreparker, for Givskud alene kan ikke klare alle de midler, der ligger i et andet gavekort. Mine beregninger siger, at der også godt kan blive et halvt Legoland på den konto. Vi må finde så fælles fodslag omkring, om nogle skal blive udenfor, eller det bare er uden turpas og bespisning. Der ligger også to ophold på Small Danish Hotels. Eller et, hvis vi vælger luksusudgaven. Men det gør jeg nu aldrig, for jeg vil hellere have tid end wellness. Så er der frokosten på Gram Slot og den middag, jeg har haft til gode siden sidste sommer. Der er også nogle ældgamle penge for salg af nogle ting, der skal deles med andre i familien. De har stået på min konto så længe, at jeg sagtens kan bilde mig ind, de er blevet til mine egne, hvis jeg ikke lige sparker mig selv. Der er også turen til New York, som var min gave til mandens runde og stærkt coronerede fødselsdag for snart længe siden. Og hele familien, der skal til et eller andet sted med børnepools og solskinsvejr en uge, når verden engang bliver berejselig, og man kan regne med, at flyverne flyver både ud og hjem uden UMs indblanding.

Oven i det er der alle de misrøgtede fester. De ikke-eksisterende fejringer, som nu, i en slags efterkravskatalog, hober sig op i næsten uoverskuelig massevis. 2020 var, tilfældigvis, et ualmindeligt rundt år i vores familie. Og der var børnefødsler, der aldrig afstedkom dåb eller navngivningsfester. Hos venner og bekendte ligger der også et pænt overskud af negligerede mærkedage, som bare råber efter en form for renæssance. Flere af dem har vi allerede været inviteret til, selv om det i ingen tilfælde har afstedkommet en konkret fejring. 2020 var aflysningernes år, og indtil videre har 2021 da været ualmindelig effektiv til at gå i de samme fodspor.

Man kan jo blive helt forpustet af at tænke på alt det, man skal igennem sådan oplevelses- og fejringsmæssigt, når det engang er muligt at glæde sig sammen over noget som helst.

På den lange bane glæder jeg mig selvfølgelig vildt til alt det, jeg skal, når jeg må. Jeg kunne måske bare have ønsket mig, at det var lidt mere humant fordelt, så jeg ikke skulle have glædesopspare i så overvældende lang tid. Men hvis det nu er sådan– og det tror og håber jeg, det er–at jeg og min familie ikke er de eneste, der skubber en mangfoldighed af oplevelser foran sig mod en udfriende deadline, så er det jo fantastisk for netop de industrier, der har gennemgået den allerstrengeste og og allermindst kompenserede nedlukning. Så skal vi ud og boltre os i tusindvis i samtlige dyreparker og Lego-legelande. Vi skal amokrende landets små hoteller og grovæde os gennem oceaner af kulinariske oplevelser. Vi skal rejse til alle dem, der har lidt nød, fordi vi ikke kom og samtidig genfinde evnen til simpel ubekymrethed og ubetinget glæde. Og så skal vi feste. På baghånd kaste os ud i overdådige fejringer–ikke bare af oversete fødselarer og andre mærkedage–men af livet, som vi havde glemt, at det også kunne være.

Man bliver jo helt forpustet ved tanken. Bare at det hele indledelsesvist indebærer, at man skal åbne sit klædeskab og gense andet end de tre par slidte bukser og to trofaste sweatre, der har båret en gennem det sidste år. Måske endda opleve at tage en BH på!

Afslutningsvis slår det mig pludselig, at jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvor mit pas er. Men jeg kunne da, som en begyndelse, prøve at lokalisere det, så jeg er helt og fuldstændigt klar. Til at blive noget så forunderligt forpustet!

Continue Reading