Om sommerhuse.

I går var jeg ude at se på sommerhuse. Udstillingssommerhuse. Det er nemlig muligt, at jeg bliver i stand til at overvinde mig selv og rive mit elskede, uisolerede, knopskudte, fodkolde og decideret årstidsbestemte, halvantikke hus ned og erstatte det med et, man både kan være i hele året samt ikke behøver konstant at lave arbejdsplaner og lappeløsninger omkring. Med andre ord et, hvor man bare kan nyde at være. På sidelinjen ligger så også den profitbesatte nabo, som nyligt har opført hele 3 huse ( man kan vel kun sove i en seng?) i min eks-havudsigt samt under opførelsen hensynsløst har massakreret en 120 år gammel fyrretræsplantage med bulldozer. Man kan vel, med et velvilligt byggefirma i ryggen, generere ham mest muligt som en slags stille hævn, samt da i det mindste hæve sig over hans græsplæner ( som han forgæves, men ivrigt, kunstvander, fordi han tilsyneladende er ubevidst om, at jorden kun egner sig til fyrretræer) der midt i det, der før ham var et stykke helt unikt natur. Kald mig bare barnlig. Jeg vedgår på stedet.

I gårsdagens snestorm og den flig af januar, som april fik, da den møjsommeligt måtte stykke en måneds vejr sammen af alt det, de andre måneder kunne undvære, troede jeg faktisk, at søgningen på udstillingssommerhuse ville være minimal. Jeg tog fejl. Det var horder, der kæmpede sig gennem storm og slud der mellem alle udstillingshusene. Selv sælgerne var forbavsede over deres indlysende popularitet.

Faktisk er det at bygge nyt sommerhus så populært, at man skal forvente, at ens potentielle, nye hus kan stå færdigt oktober 2022. Altså hvis man skrev under i går. Nej, der skulle ikke stå 2021. 2022 er korrekt. Det tager ca. 3 måneder at bygge et hus, så alene det fortæller i al sin lysende klarhed, at vi er blevet en nation af sommerhusejere. Det har coronaen gjort ved os.

Ikke blot er typehusfirmaerne gået ind i et overvældende boom på nybyggeri. Sommerhuse rives også ned ad hylderne som fredagsslik på de fredage, hvor eneste legale underholdning består af en god film og tonsvis af sødt. Alt kan tilsyneladende sælges. Når jeg ser på, hvad der rives ned ad hylderne bare i mit sommerhusområde, kan jeg somme tider nå til et punkt, hvor jeg inderst inde får lidt ondt af de, der betaler store summer for ruinhobe. Ældgamle sprækhuse, der ligner noget, der udelukkende står ved hjælp af Gaffatape. Selv tåbeligt eller fuldstændigt malplacerede grunde milevidt fra hav på åbne græsmarker bliver solgt, og alle de spøgelseshuse, som man bare sidste år stadig kunne finde, forsvinder som dug for solen. Intet er for dårligt til at blive købt. Derudover må samtlige renoveringsfirmaer have massive afdelinger på alle populære feriesteder. Vender man ryggen til bare en uge, har en god portion huse skiftet ham, vinduer eller størrelse. Der er grøde i den derude i ferielandet. Vi er gået totalt og all in på sommerhuse. Takket være coronaen.

For pludselig har vi indset, at udlandet, syden, ikke er den åbne mulighed, det var. Vi må blive hjemme, må vi. Og som en nation af parcellister vil vi helst blive hjemme i noget, der er vores eget. Være uafhængige af, om andre lige kan leje ud til os. Derudover har de fleste familier nok akkumuleret et pænt overskud på feriebudgettet–af den simple grund, at ingen kan komme på udlandsferie, og det kan puttes direkte ned i sommerhuset. Endelig er der også sket en fordybelse i, et skred mod naturen under coronaen. Folk vandrer som aldrig før, folk søger ud af storbyerne til den rene natur, og faktisk oplever byer som KBH lige nu et tab af indbyggere, fordi folk søger ud af storbyernes vrimmel og smittefarer og ud i mere åbent terræn. Om ikke andet så til et sommerhus i weekender og ferier. Som jeg tidligere har skrevet, så var det overvældende, hvor mange mennesker der tilbragte påsken i et sommerhus. At dømme efter køb, salg og nybygning, så vil det åbenbart blive endnu mere overvældende.

Så kan jeg jo så gøre op med mig selv, om jeg har tålmodighed til at vente til oktober 2022 med at blive ejer af isolation, fundament og rådfri brædder uden knopskydning. Ellers må jeg bare på anden måde indfri mine, måske lidt ydmyge, men samtidigt for mig særdeles væsentlige, krav til et potentielt nyt sommerhus. Fodkulde og myrer i væggene kan jeg overleve, men jeg ønsker mig brændende et bryggers. Sådan et sted, hvor våde hunde, sanddryssende børn og mudrede gummistøvler kan opmagasineres midlertidigt, mens de saneres. Det kan synes lille, men det ville være stort for mig.

Især hvis samme rum kunne bygges i højden, som et slags 7 meter højt tårn, som i den grad ville være i stand til at genere naboen.

You may also like

Skriv et svar