En øjenåbner.

Shtisel. Netflix.

Der er to muligheder. Afhængige af mit humør. Enten bliver jeg dybt melankolsk, fyldt med en nærmest ubærlig længsel, der gør ondt helt ind i sjælen. Ellers også nyder jeg at lade kameraet være mit kunstige øje, at lade det føre mig gennem, forbi, på tværs af og lige ind i alle de steder, som jeg ikke kan komme til. Som lige nu er lukket land for mig, og som jeg savner så inderligt, at selv jeg ikke kan finde ord, der er stærke nok til at udtrykke det. Der er den slags dage, hvor skotske og irske films skal undgås, fordi sproget alene står som auditive knytnæver, der banker det ind i mig, at her er målet for mine største, uopnåelige længsler. Men der er heldigvis også den slags dage, hvor jeg bare intensivt nyder at komme på virtuel udflugt til et af de steder, jeg elsker. Højt og inderligt.

Sådan et sted er Jerusalem. Og den israelske serie Shtisel er mit lånte, kunstige øje. Den kan føre mig et sted hen, jeg holder så umådeligt meget af. Tage mig rundt til alle mine favoritsteder og næsten give mig følelsen af, at det i grunden er underligt, jeg ikke møder mig selv undervejs. I alt fald et stykke af mit hjerte.

Jerusalem vrimler med ortodokse jøder. Selvfølgelig gør den det. I deres besynderlige outfits fra en polsk fortid i 1700-tallet, toppet med lagkagehatten, når det er Sabbath og rigtigt fint og helligt. Og deres strenge, uopnåelige lukkethed, som næsten gør en helt bange for alle disse sorte fugle, der udefra udstråler utilnærmethed og fremfor alt, at denne verden og dens vanhellige, som mig, ikke har den fjerneste interesse. Jeg har altid fundet dem såvel skræmmende som dybt fascinerende. Men jeg har også holdt mig pænt på afstand af dem. Været lidt skræmt, nok, især af den sorte strenghed, de umiddelbart signalerer. Og mest af alt nærmest totalt uvidende om den verden, der er deres.

Derfor gav jeg serien Shtisel, som handler om en familie af ortodokse Haredijøder en chance. Lidt naivt nok for at se, hvad i alverden det dog var for nogle mennesker. Og så blev jeg fanget. Binge-fanget. For det er faktisk en ualmindeligt god serie. Virkelig værd at se.

Det viser sig jo, at disse sorte fugle besynderligt nok er mennesker som alle vi andre. Med glæder, sorger, problemer og levede liv som resten af verdens befolkning. De har kvaler med kærligheden, med familiemedlemmer, med utroskaben, med arbejdet, med økonomien, med hinanden–og med troen. Der er ikke mange ting på identifikationsparametret, der ikke går op i en højere enhed og er genkendeligt. Så under lagkagehattene og kvindernes parykker bor der et kalejdoskop af typer, der påfaldende minder om dem, vi selv sådan til daglig går og omgås med.

Der er strenge ritualer, love og anvisninger for, hvordan livet bør leves. Også, i vores øjne, mange gange besynderlige, men en af seriens store styrker er, at den udviser en enorm solidaritet med sine personer. Vi forstår dem, selv om meget af det, de gør, ville være uforståeligt for os at gøre. Derved bliver det også et glimt ind i et lukket land, som gradvist åbner op og bliver forståeligt. For selv om de er strenge overfor såvel sig selv og andre, lærer vi at påskønne dem som de mennesker, slet og ret, som de er.

I centrum står den unge Akiva. På tærsklen til at blive rigtigt voksen ( der er også coming-of-age her), hvilket primært består i at blive gift. Denne procedure består af temmelig aktiv indblanding af en matchmaker, og det er alt sammen ikke så nemt, når man både skal rette sig efter sin families ønsker, men også samtidigt går hen og forelsker sig i en, der absolut ikke matcher hverken matchmakerens forslag eller familiens drømme om anstændighed. Akivas søster Giti har også sine problemer med sin overvældende børneflok og en mand, der er rejst til Argentina, hvor han garanteret har afført sig det polske kostume for at leve et noget anderledes liv. At dømme efter efterretningerne, der absolut ikke indbefatter kone og børn derhjemme. Og så står hun der og laver krumspring efter krumspring for at skjule sit nederlag og basalt bare skaffe mad til alle de børn. Der er også den vidunderlige bedstemor, der på plejehjemmet konfronteres med et TV i en fantastisk scene, for sådan et har den slags jøder altså ikke. Ligesom Akavi, der både er nuttet-sød, men også meget naiv, har sine kvaler omkring en mobiltelefon.

Der er sådan en Matadoragtig almindelighed omkring den serie. Genkendelse, der sprænger alle fordomme omkring religion, levemåde og fremmedhed og fortæller, at vi jo alle i grunden er påfaldende ens.

Jeg vil fortsætte min binging med de sorte fugle. For jeg er blevet ret forelsket i dem. Jeg vil samtidigt også grovnyde alle de vidunerlige billeder fra det Jerusalem, som jeg elsker så inderligt, men ikke kan komme til andet end gennem et lånt, kunstigt kameraøje.

You may also like

Skriv et svar