Om kortbøger.

Når man skal have ny bil, skal den gamle tømmes. I den forbindelse kunne man sikkert skrive lange indlæg om alle de spændende, længst glemte og nærmest tilfældigt henlagte ting til den evige handskerumsdvale, man finder i den. Det vil jeg undlade. Men jeg vil alligevel, fordi det pludselig bliver så slående ved synet af en gammel, slidt kortbog, kommentere på, hvor uendeligt anderledes det gennem de senere år er blevet at finde rundt i verden. Siden GPS-en.

Umiddelbart har jeg en fornemmelse af, at GPS-en egenhændigt har afværget et større antal potentielle skilsmisser. I alt fald var kortbøgerne et oplagt incitament til parforholds akutte, heldigvis ofte midlertidige, opløsninger. Det var altid den der med, at når man begav sig ud i verden eller var på fremmed område, så skulle den ene køre og den anden passe kort. Man var, med andre ord, selv den dame, der nu om dage flere kilometer i forvejen fortæller en, at man snart skal dreje til højre og endda, hvilken bane man skal tage. Dengang var man aldrig i så god tid. Det hændte også, at man overså drejninger, foretog de forkerte samt endte i de ualmindeligt urigtige baner. Bare det at planlægge ruten fra A til B krævede koncentration og ikke bare et klik på en skærm. Tyske motorveje var sjældent særligt samarbejdsvillige, og udenlandske storbyer var et mareridt af fejlkørsler og forgæves forsøg på at komme tilbage på noget, der lignede ruten. Jeg er sikker på, vi ikke er de eneste, hvis kort dengang forledte os til øde industrikvarterer, ensrettede veje og omveje over kilometervis af tysk bondeland. Jeg er også sikker på, vi ikke var de eneste, der, derude i ingenmandsland, “fordi du glemte at dreje” eller “fordi du ikke sagde, jeg skulle dreje i ordentlig tid” eller “fordi du bare er elendig til at forstå kort” har været på randen af at rive hovederne af hinanden. Som dengang i Marseilles` havnekvarter, hvor manden forlod bilen midt i en yderst trafikeret rundkørsel, hvæsende at så kunne jeg selv køre den videre ( hvad han så skulle, melder historien intet om!) eller da vi i Sydtyskland igen, igen, igen ankom til den samme lille by og efter 3. gensyn med den fuldstændigt indædt nægtede at tale sammen mere. Selvfølgelig i begge tilfælde, fordi kortet ikke passede.

Jeg synes ellers selv, jeg er ret god til at læse kort. Har faktisk altid godt kunnet lide at studere kort, og mangler det engang imellem. For selv om GPS-en generelt fører en relativt sikkert fra A til B uden unødvendige omveje (undtagen omkring dens højst elskede motorveje), så kan jeg godt mangle at kunne sætte tingene lidt i topografisk perspektiv. Få det store overblik, om man så kan sige, over ikke bare min faktiske rute, men over området som sådan. En GPS er forbandet koncentreret omkring sit lille job, men det der med at få hele landet, området eller bare egnen sat i sammenhæng–det kan den ikke. Den er noget snævertsynet i sin udlægning.

Måske husker nogen stadig, når man forberedte sine bilferier og gik på jagt efter gode kort. Jeg gør. Jeg ved også, at der et sted i kælderens gemmer findes topografiske udlægninger i stakkevis af Europa og Nordamerika. For øvrigt var det også sådan, at skulle man tilstrækkeligt langt og have rimeligt nøjagtige kort, så var en enkelt kortbog ikke nok. Så sad man der ned gennem Europa med sit kortbibliotek stablet op i meterhøjde ved siden af sig. Mens man samtidig missede det meste af Europa, fordi man kiggede ned, på kortet. Det sværeste og mest udfordrende var altid at overgå fra et kort til et andet. Det var ikke altid forlængelsen af den rigtige vej, man fandt på det nye. Værst var dog statsproducerede kort over østeuropæiske lande. De sluttede altid brat ved landegrænserne og overlod deres egne befolkninger til misinformationen om, at når landet stoppede, så blev verden grå og uvejet og sådan nærmest ikke-eksisterende. Der var også altid det problem, at de uasfalterede markveje, vi nogle gange endte på, simpelthen ikke var kortlagt.

Hvis man er en god elev og husker at opdatere sin GPS, så har man også rigtigt gode chancer mod dengang, de der kortbøger altså ikke lige sådan opdaterede sig selv hjemme på hylderne. For kortbøger var dyre, og det var altså ikke altid, man lige var rundhåndet nok til at investere i helt nye. Det indebar gerne det problem, at nye veje, rundkørsler og andet forblev en hemmelighed. Som man så kunne bruge til endnu flere vildkørsler og nært forestående akutte skilsmisser.

I 1982 købte jeg en kortbog, som jeg aldrig, aldrig smider ud. Det er London A-Z, og selv om den mangler både for- og bagside samt et lille stykke af Chelsea og det, der er under en chokoladeplet omkring Hackney, så er den min bibel, når jeg er i storbyen. Den er min nostalgiske holden fast i en gammel tradition og en helt særegen del af min personlige måde at være i London på.

Men alle de andre, de har jo mistet deres brugsværdi. Den på billedet har ivrigt været anvendt til vagtlægekørsel i det gamle Sønderjyllands Amt, og bare tanken om, at vagtlægen, som vel formodes at have relativt travlt med at komme frem, har kørt efter et trykt kort, er da i vore dage lidt skræmmende. Man kan da godt tage sig i at formode, at han ikke altid er nået så hurtigt frem, som han ville have kunnet i dag. Altså så hurtigt som når vi skal frem til helt dagligdags ting og som den største selvfølgelighed bare sætter GPS-en på.

Jeg savner ikke kortskænderierne. De faretruende skilsmisser og alle de grimme ord, der gennem tiden er blevet sagt og råbt udelukkende på baggrund af dårlig, ineffektiv kortpasning. I grunden har vi nok også været præcis lige gode om at tyde kort og dirigere i håbløse retninger, selv om jeg nu stadig mener, jeg procentvis fik os mere i den rigtige retning. Men ind imellem savner jeg faktisk lidt at fare vild, at ende derude på Lars Tyndskids mark, hvor jeg ellers aldrig kommer, fordi GPS-en absolut ingen intentioner har om at sende mig derud. Jeg ser ikke uventede ting på mine ture. Og hvis det stod til GPS-en, så jeg faktisk også kun motorveje. Jeg savner også at kigge på kort. Måske er det min fikse ide, men jeg kan altså ret godt lide at sidde med et stort kort og få tingene sat i perspektiv. Hvordan de ligger i forhold til hinanden. Den slags er GPS-en jo bedøvende ligeglad med. Og skal man endelig køre den tankegang ud i det lidt mere overordnede, så er livet jo ikke en lineær fremadskridning fra A til B, men meget mere alle de omveje, der kan tages undervejs.

Men Mostrups kort over amtet ( hvem husker lige amter, i øvrigt?) må lade livet. I alt fald skal det ikke med over i den nye bil. Jeg kunne selvfølgelig gemme det bare for nostalgiens skyld og så engang imellem lige tage et kig på, hvordan Sønderjylland egentlig ser ud og ligger. For det kan GPS-en ikke fortælle mig.

Continue Reading

En virkelig god serie.

Mare of Easttown. HBO.

Vi er meget langt fra Manhattans glitrende lysreklamer, skyskraberhøje huspriser, loftlejligheder (som absolut intet har med det, vi på dansk forstår ved et loft at gøre!) og trendy livsstil. Ude i small town American, hvor alle kender alle, hvor krisen kradser, hvor misbrug er et vilkår, og hvor enhver familie har sine skelletter i de ramponerede, dysfunktionelle skabe. Vi er, med andre ord, mellem helt almindelige mennesker af den slags, som for alvor er ved at blive mainstream i dele af den amerikanske filmindustri. Her er forbandet langt til Hollywood. Og det er befriende.

Alligevel spilles den altdominerende hovedrolle af et af de helt store navne indenfor den etablerede filmindustri. Kate Winslet. Som i øvrigt er britisk, men det er en nørdet sidebemærkning! Winslet har bevæget sig milevidt fra det relativt tamme ishav, hvor Leonardo udførte en af filmhistoriens mest ikoniske og romantiske redningsaktioner og er nu genopstået som halvfed lokal strømer med helt sin egen agenda for, hvordan man tackler lillebyens små og store forbrydelser. Hendes ovenud dysfunktionelle familie består af intet mindre end en fraskilt ægtemand med ny kærlighed i baghaven, en mor, der mest af alt minder om en krydsning af en varan og et traditionelt græsk kor fra de antikke tragedier, en lesbisk datter midt i udspringsperioden, en afdød, autistisk og misbrugende søn, der hængte sig selv på loftet og nu efterleves af af et lille barnebarn og en mor med misbrugsproblemer–samt sådan lige på sidelinjen en bedsteveninde, der både har en datter med Downs og en serie-utro mand. Sådan! En af seriens styrker er faktisk, at alt dette i sig selv ikke virker overvældende eller bare det mindste utroværdigt, for Mare tackler det. På helt sin egen slagfærdige måde. Og med de menneskelige omkostninger, der selvfølgelig følger med.

I denne alle-kender-alle ( og især alles hemmeligheder!) forsvinder unge piger, og Mare skal selvfølgelig ud og opklare. Det skal detektiver jo. Men egentlig er det ikke selve forbrydelserne, der kommer til at stå som det allermest centrale i serien. Det er meget mere beskrivelsen af dette lilleby-samfund, hvor Barnabyske stokroser ikke har en jordisk chance i den støvede jord. Her bor nemlig rigtige mennesker, og der er ikke det fjerneste lørdag-aftenshygge omkring de modbydelige forbrydelser.

Kate Winslet spiller sin noget omfangsrige røv ud af bukserne i størrelse XLLLL. Det er befriende at se en hovedrolleindehaver, der bare ligner alle vi andre og også har forvaskede sweatshirts og uformelige joggingbukser som klare beklædningsfavoritter. Mare er et rigtigt menneske–på godt og ondt. Et menneske, der er formet i både sin egen dysfunktionelle familie og i den lilleby, hun selv er vokset op i, men netop formår at bruge det samme som sin store, humane styrke. Hun er træls, hun er uretfærdig, hun tager fejl, hun er optimalt morgengrim, og hun drikker slubrende en del håndbajere af flasken ved enhver lejlighed–men kors, hvor er hun dog lige til at identificere sig med i al sin totale menneskelighed.

Som sagt er der ingen Barnabysk idyl bag de slidte huse her. Vi er meget mere i Twin Peak-land–uden at hverken plot eller karakterer virker det mindste fortænkte. Mare er ingen Miss Marple–hun er meget mere rundet af Sara Paretsky, Ella Griffith og andre hårdtslående krimiforfattere. Eller også er hun bare sig selv. Det er i sandhed også nok!

Continue Reading

Om udbud, efterspørgsel og priser.

Indtil i forgårs troede jeg, jeg skulle have et nyt sommerhus. Jeg skulle faktisk have underskrevet en købsaftale i går. I stedet blev der skrevet en anden slutning på den lange føljeton om sommerhusbyggeriet. En slags åben slutning, kan man vel kalde det. Og en af den slags slutninger, der på besynderlig vis har givet en fornemmelse af ro i maven. Underligt nok.

For i løbet af de sidste dage har vi pludselig erkendt, at vi befandt os i et segment, hvor vi slet ikke hørte hjemme. Eller i alt fald i en gruppe, hvor vi på ingen måde behøvede at finde os selv. Gennem det sidste år er sommerhusmarkedet blevet mere end blot lettere panisk. Ikke blot kan alt sælges, men alt kan også sælges til ubegribelige overpriser. Når de varme landes solferier gennem årslange coronarestriktioner bliver uopnåelige, så køber danskerne sommerhus. Farer, i mange tilfælde ukritisk, ud og køber sig det lille sted, hvor man da i det mindste kan afholde den årlige ferie. Når man til daglig færdes i et sommerhusområde, er det tydeligt, at alt kan sælges. Gamle rønner under almindelig, menneskelig standard og samtlige tomme grunde hives væk. Og der er byggeboom derude. Nedrivnings- og opførselsboom. Der vokser bogstaveligt talt huse op ad jorden om natten med imponerende fart. Overalt.

Det ved de godt, sommerhusfirmaerne. Ligesom deres underleverandører i den grad også har det forbavsende godt. Faktisk på kanten af at være der, hvor det konkret er vanskeligt at leve op til efterspørgslen på materialer. Det giver sig selv, at når en vare er så attraktiv, at den rives væk, så stiger priserne. F.eks. er prisen på et sommerhus steget med 100.000 pr. måned dette år. Det hus, der i januar kostede 1,5 mil. , koster nu 2. Og nej, jeg overdriver ikke. Man kan jo bare læse prislisterne, som i øvrigt opdateres hver eneste måned. Det betyder også, at kvadratmeterprisen på et pænt standardsommerhus er omkring 24.000. Til sammenligning–og nu bliver det både spøjst og forfærdeligt tankevækkende!–er samme kvadratmeterpris for et nyopført, muret parcelhus omkring 15.000. Med et slag på tasken kan man altså konkludere, at kvadratmeterprisen på et fritidshus er næsten det dobbelte af et helårshus! Lige nu. Og som tingene ser ud, vil det sikkert kun blive værre.

For så længe der er et segment af coronapåvirkede, paniske sommerhuskøbere og byggere, vil dette ikke ændre sig. Tværtimod vil man sikkert se, at priserne på nyopførte sommerhuse vil stige med 100.000 om måneden, indtil den boble er overstået. Man kan vel næppe fortænke byggefirmaerne i i den grad at tømre, mens træet er varmt. Det er simpel udbud og efterspørgsel. Men samtidig er det jo ikke der, vi hører hjemme. Vi er ikke paniske sommerhuskøbere, der står med en flad, ubehuset grund eller ejere af et nedrivningsmodent, ubeboeligt skur. Vi behøver ikke blive til eklatant grin for vores egne penge.

Samtidig kræver det heller ikke overvældende portioner af intelligens at forudsige, hvordan markedet på sigt vil ændre sig. Sådan at forstå, at de der byggefirmaer da sandelig skal grovnyde deres fest, mens de står i den, for om ikke så længe, når verden bliver berejselig igen, så vil der komme ikke blot et enormt udbud af fejlkøbte sommerhuse, der alligevel ikke var helt så eksotiske som ferier i varmen. Der vil garanteret også komme en brat standsning af det paniske byggeri af samme erstatninger for hotelsiloerne på Mallorca. Interessen vil dale direkte proportionelt med smittetal og lempede restriktioner, og byggefirmaerne vil sidde tilbage og henført mindes nogle flyvende måneder, mens det nu er dem, der i panisk angst for konkurs nærmest vil lede overalt efter kunder. Og på et tidspunkt vil det nok logisk komme dertil, hvor det er fritidshusene, der koster halvdelen af helårshusene pr. kvadratmeter. Som det vel skal være. Hvis nogen som helst byggelogik skal eksistere.

Helt konkret ville et nyt hus koste os 2,3 mil. Sådan cirka. Det ville blive på 95 kvadratmeter og ikke på nogen mulig måde luksuriøst, sådan med spa, sauna og virkelig flotte, overdådige materialer. Det ville blot blive et hus-hus. Dertil skal man lige lægge, at vi jo i forvejen har grunden. Til sammenligning koster et nybygget parcelhus på 185 kvadratmeter i en forstad til Aalborg 3,7. Med grund.

Hvis jeg skulle bygge et fritidshus til 2,3 millioner, skulle det være perfekt. Intet mindre. Der skulle ikke være så meget som en millimeter, der ikke opfyldte mine allermest optimale krav. Det skulle være drømmehuset over alle drømmehuse. Og det var det jo ikke. Der var stadig uopfyldte behov, mangler og halvdårlige løsninger, selv om det var fint nok. Til januarpris havde det været fuldt tilstrækkeligt, men helt ærligt kan jeg overhovedet ikke se, hvad det lige præcis er, jeg får for den halve million, der er vokset til prisen siden jul. Jeg skulle virkelig være i den yderste, akutte sommerhusnød for at kunne skimte det.

Så mavefornemmelsen har det godt. Og ventepositionen er indtaget. Mens jeg på den ene side set sagtens kan forstå byggefirmaerne og alle deres underleverandører og ærgrer mig noget over, at jeg ikke har aktier i samtlige firmaer i den branche, og på den anden side simpelthen er for udgiftssky til at hoppe direkte ud i at blive eklatant til grin for mine egne penge. Basalt er det jo bare et spørgsmål om at vente. På kommende udbud, efterspørgsel og priser.

Continue Reading

En fantastisk rute i et forfærdeligt vejr.

Ajstrup-ruten. Ved Mariager Fjord. Ca. 4,5 km.

Hvis man nu havde gået denne fantastiske rute i solskin og varmegrader bare en smule over dansk gennemsnitsvinter, havde det været en strålende oplevelse. Samme oplevelse bliver en smule fortyndet af at vandre i decideret sileregn og mudrede, glatte stier, men det er absolut værd at gøre alligevel. Virkelig værd.

Oppe i den anden ende af fjorden har de Panoramaruten ved Hobro, som jeg tidligere har rost helt overstrømmende. Denne er faktisk lige så smuk. Knap så kuperet og med færre fjordglimt, men så henter den altså ind på de mest vidunderlige skovstrækninger af ren naturskov. Her vrimler det med gamle træer, mest bøg, og lige her i maj går man lange strækninger direkte under det smukkeste grønne løvtag. Ind imellem er der også marker med kreaturer og engdrag ned mod fjorden, og på rutens sidste strækning kommer man gennem en nåleplantage. Sådan bare for variationens skyld.

Der gemmer sig også undervejs den mest charmerende, gamle landsby, hvor det tydeligvis ikke er de billige huslejer, der tiltrækker et bestemt klientel, men meget mere mennesker, der virkelig vil og vil investere i landet, som har slået sig ned. Her er landbyidyl af den blanding af nostalgi og vedligeholdelse, vi kunne ønske os af mange flere af vores landsbyer.

Da regnen denne maj er et vilkår, nærmest på lige fod med coronaen i al sin indiskutabelhed, må man vel bare acceptere og indrette sig. Så selv om man går der og halvskvatter i mudderet, godt klædt på i vinterjakke med paraply over, så er denne lille perle af en vandretur helt sikker på at komme på min favoritliste. Og absolut sikker på at blive gen-gået en sommerdag, hvis der nogensinde skulle komme en sådan.

Da Danmark er blevet en coronaforanlediget nation af vandrende, så synes jeg næsten, det er min pligt at dele så fantastisk en rute med andre, der så også kan få glæde af den.

Det være hermed gjort!

Continue Reading

Om pinseregn.

Forleden, da vi travede i gummistøvler, vinterjakker og med iskolde fingre gennem den uophørlige pinseregn, kom vi til at tale om pinseballer. Pinselørdagsballer. Eller egentlig ikke så meget om ballerne, som sådan. Meget mere om at gå hjem fra dem.

For den der erindring om at danse småberuset hjemad, mens solen stod op og sikkert dansede med, sidder skarpt fast i nostalgihjernen. Om de der lysegrønne hjemture, hvor man magisk havde danset natten væk, så det hele var lyst, nyt og jomfrueligt, når man endelig var træt og brugt nok til at finde hjemad. Hvilket mange i øvrigt slet ikke gjorde. For netop den søndag morgen var der, som den nok eneste hele året, mulighed for at tage steder hen, hvor man dyrkede pinse-morgenmaden. Ikke som nutidens morgenværtshuse–det bal var ovre–men som en solid madmæssig begyndelse på en ny dag.

Det, der står klarest i erindringen, er, udover den spontane glæde, det grønne og den sol, der skinnede så dansende. I år har sidstnævnte haft endog meget vanskelig vilkår. Det grønne, derimod, har nærmest haft de allermest optimale, for det har regnet ned på det konstant.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, der i takt med min fremskredne alder bliver mere og mere nostalgisk og ude af stand til at se de utallige ridser, der nok trods alt har været på fortidens pinser, men jeg mindes faktisk ikke en pinse, der har været så våd, grå og fuldstændig solforladt som denne. I alt fald regner det aldrig i mine erindringer om at danse om kap med en nyopstanden pinsesol. Pinse er der, hvor sommeren holder generalprøve. Ikke der, hvor vinteren lige sætter sit sidste stød ind. Som om den i år har skabt en ubrydelig alliance med coronaen omkring, at der bare ikke skal være noget som helst, der må smage det mindste af sjovt.

Nok går jeg ikke til pinseballer mere. Det er der vist heller ingen, der gør. Det der med bal i skovpavillioner, på kroer og i haller døde vist med min generations voksendom, og de, der nu er i balalderen, må i øvrigt heller ikke overhovedet gå til den slags arrangementer af andre årsager. Men derfor kan jeg da godt nyde lidt godt pinsevejr. Der er ingen, der får mig op klokken lort om natten pinsemorgen for at danse om kap med solen, men det betyder da ikke, at samme sol behøver forsvinde totalt. Gå i gennemført maj-hi og overlade samtlige dage til silende, iskold regn. Herude i vores lille ferieby fristes man til at tro, der ingen er i husene. Fordi der ingen er udenfor dem. Det er så bare løgn, for nok er folk her, men ingen af dem gider så meget som at gå ud og kigge efter den sol, der så svigefuldt svigter. Hver dag.

Skal man endelig være retfærdig og dele sol og regn lige, så har pinsen da betydet en række gode og mindre gode bøger. En masse vådt tøj og en permanent fugtig hund. Et overdrevent forbrug af paraplyer og en stor koncentration af alle de serier, man altid lige mangler et afsnit af. Nu er vi da i det mindste på omgangshøjde, sådan generelt, og faktisk der, hvor der godt lige må komme et par ekstraafsnit i anledning af regnvåd pinse. Der er også blevet ryddet op i et par skabe, men det var så også et udslag af ultimativ dagsregn. Jeg ville meget, meget hellere have siddet på terrassen og nydt solen.

Nej, det kunne have været rart, om man, bare en enkelt dag i denne lortepinse havde kunnet danse lidt med solen. Ikke nødvendigvis på vej hjem fra bal i sin 17-årige krop, for dengang kunne man jo danse–også med solen–uden at ligne en sæk kartofler, som nogen have tabt. Men sådan allermest i overført betydning. Sådan at man lidt kunne genskabe den glæde, der var ved at danse hjemad dengang i de pinser, hvor solen dansede med, og alting var pinseligt grønt, jomfrueligt og overhovedet ikke det mindste regnvådt.

Continue Reading

Om sommerhusarkitektur.

Nu har jeg brugt flere måneder på en nærmest landsdækkende sommerhusodysse. Kørt fra typehus A til typehus D, via typehus B og C. Ikke at forglemme afstikkere til typehus F. Samt variationer over tema med vinkler, hævede planer og spejlvendinger. Jeg har beset sommerhuse fra Skallerup Klit til Roskilde, inklusiv alle dem midt imellem. Og jeg er da blevet klogere. Jeg er også kommet mere i tvivl, for det kan man sagtens gøre samtidig.

Men mest af alt har jeg gjort mig nogle iagttagelser, som egentlig gør mig lidt mismodig. I alt fald på sommerhusarkitekturens vegne. For hvor initiativerne er næsten himmelstormende kreative hos de private, selvbyggede knopskydninger derude i fritidslandet, er konservatismen omkring typehus-sommerhuse decideret til at tage og føle på. Der er ikke meget nyt under solen (hvis den ellers gad skinne!) der. Har tilsyneladende ikke været det siden engang i 80-erne.

Hvor ethvert bare nogenlunde selvbevidst arkitektfirma sætter en ære i nytænkning og kreativitet, det være sig omkring såvel større bygningsværker som ganske almindelige, sociale boligbyggerier, så er samme incitament totalt gået fløjten, når det gælder vores fritidshuse. Det meste af det, der opføres i dag, har jo næsten på millimeter lånt tegningerne fra 70-ernes store boom på fronten. Bjælkehusromantikken og de sprossede vinduer lever i helt sin egen tidslomme, når det gælder sommerhuse. For hvem i alverden ville dog bo på den måde i et almindeligt parcelhus? De fleste sommerhus-typehusfirmaer har en indbygget nostalgi, der i bedste fald er en videreudvikling af mormors kolonihavehus–i værste en fuldstændig fastlåsning i en tid, der længe ikke har været.

Det kan undre mig, at vi i vores nybygning af store bygninger og selv i de allerfleste nyanlagte parcelhuskvarterer da i det mindste anderkender, at tiden også betyder nye krav, såvel indvendigt som udseendemæssigt, mens vi i fritidshusbyggeriet nærmest bliver ahistorisk, uanstændigt, gammeldags og grimt nostalgiske. Når man sådan laver dannelsesrejser til adskillige udstillingshuse, tager man sig i at undre sig over, hvorfor i alverden de stadig har model 1980 stående. Det må de jo have, fordi nogen endnu ønsker lige netop den model. Jeg kan da også iagttage, at det væld af nye huse, som for tiden skyder op i vores sommerhusområder, beviser, at på fritidshusfronten bygger mange, som man gjorde længe før årtusindskiftet. Der bygges et nærmest helt utilgiveligt antal grimme huse, hvis eneste forsvar vel må være, at de præcis ligner dem, der ligger ved siden af og blev bygget for 40 år siden.

Så der skal altså ledes længe for at finde et tidssvarende hus. Et der ikke bare er et afkog af den mastermodel, der tilsyneladende ligger til grund for 90% af de huse, der er bygget, siden den blev tegnet. Og hvis man ligesom får en smule åndedrætsbesvær og røde knopper af endnu en gang blokhusbrædder med nysselige sprossede vinduer, så er man ofte ilde stedt. Det var helt OK på prærien, derovre på den anden side af de store, amerikanske skove for et par hundrede år siden, men herhjemme har de nu altid, efter min mening, været et postulat, der aldrig har haft grobund i andet end en falsk romantik omkring noget, der aldrig var. Der er også stadig enormt salg i de hvide brædder til fuld indendørs beklædning, og jeg er da samtidig ret sikker på, at en TV-serie, der handler om et forgangent badehotel for næsten 100 år siden har væsentlig indflydelse på nutidens sommerhusbeklædning. AK!

Det er selvfølgelig sådan, at typehusfirmaerne besvarer den efterspørgsel, der er. Så det må jo være det, folk vil have. Mærkværdigvis samtidig med at samme folk derhjemme sandelig godt kan være både innovative og fornyende med hensyn til deres permanente huse. Åbenbart er vi et land, der på fritidshusfronten er strandet i en nostalgisk kolonihaveromantik eller det obligatoriske fritidshus fra sidste århundrede. Vi tror, at skal vi ud i naturen, skal det hele være, som det altid har været. Og så skide være med, at vi samtidig hiver samme natur op med bulldozer for at få den forjættede havudsigt gennem sprosserne!

Heldigvis er der enkelte typehusfirmaer, der dog har tittet ud af samme sprosser og fornyet sig en smule. Således at rimelig velovervejet arkitektur stadig, hvis man leder, kan findes sparsomt rundt omkring mellem rædslerne i fritidslandet. Så det med at finde et pænt, stringent hus med et moderne udtryk er ikke bare lige et dyk i posen. For når man skrigende endnu engang er løbet væk fra de upudselige vinduer med blokkene omkring samt åbenlyst undret sig over 70-ernes vedholdenhed, så er der ikke meget tilbage.

Der er faktisk kun Fjordhuset. Så det bliver det!

Continue Reading

Om coronapas.

Det var som at vågne op til et liv på helt andre præmisser her til morgen. For mig. Jeg fik nemlig, via de nye regler for coronapas, hvor man minsandten kan erhverve sig et sådant guldrandet papir 14 dage efter 1. vaccination, lige smidt en forfærdelig masse tid som en kærkommen gave efter mig.

Så fra på lørdag har jeg fået en gave, der består af tid. Masser af tid. Uendeligt meget tid. Og samtidig en sand forløsning i form af ikke mere at skulle bruge kapacitet på tænke logistisk. Ikke længere at skulle få mit sociale liv ( altså det, der er tilbage af det!) til at hænge sammen ved hjælp af en evindelig række af testninger ca. hver 3. dag.

I lørdags stod jeg i kø over 1 time for at blive testet. I dag skal jeg–for at skabe coronisk sammenhæng i mit liv–testes igen. Belært at de kolossalt kedsommelige erfaringer fra spildtids-køen lørdag har jeg valgt en test med tidsbooking. Vel vidende, at den også koster mig tid. Bare på en anden front. Nemlig den latenstid, der går fra man testes, til man får sit resultat. Det er som at vælge mellem kedsommelig pest eller langvarig kolera. Engang ventede jeg næsten 48 timer på et resultat, hvilket i coronapasmæssig sammenhæng indebar, at min testning gav mig godt og vel et døgn til alt det sjove. Lidt spild, synes jeg. Det er selvfølgelig mit eget valg, at jeg gerne går hele vejen ud til teststedet, som ligger 3 km. væk, men var jeg kørt i bilen, var der såmænd også medgået tid.

For at få et rimeligt liv i disse pastider til at hænge sammen, skal de uvaccinerede B-mennesker ca. testes 3 gange om ugen. Med en køtid på 1 evindelig time pr. gang samt transport til de forhåndenværende køer, går der i alt fald 4-5 timer med den slags coronaforlystelser. Plus at man da også lige skal planlægge sit liv efter det. Der er vel ingen, der springer afsted til alenlang køtid sådan impulsivt og efter en pludselig indskydelse. Der er i alt fald ingen, der gør det udelukkende for fornøjelsens skyld.

Det barokke er her også, at det jo slet ikke er testningen, der er den store tidssluger. Ved halstesten er man nærmest ude, inden ens aaaah er ordentligt afklinget, og så lang tid tager det da heller ikke at få moslet den der vatpind grundigt rundt i overnæsen. Det er alt det forberedende arbejde, logistikken og frem for alt køerne. Køerne, for S….!

På det seneste er jeg i øvrigt også kommet til at tænke på, at der da i alt fald er en ting, som coronaen har haft en positiv indflydelse på. Vi danskere er blevet noget nær eminente til at stå i kø. Ikke, at vi ikke hader det, men vi er sådan blevet gode og halvprofessionelle til det. Alt den der moslen rundt, skubben og snyden sig foran i køer, som vi hidtil har været ret uovertrufne til, er ligesom gået i sin coronamor. Nu står vi pænt–om end kedsommeligt–i kø til nærmest alt fra det uendelige antal testninger til adgang til de mest almene dagligvarebutikker. Og når der er 2 meter mellem nærmest samtlige opstillede, er alle køer lange. Meget lange.

Men fra på lørdag får jeg altså frigivet et ret anseligt antal timer på ugebasis. Som jeg kan bruge på mig selv. Det er lige før, jeg næsten begynder at udfylde al den tid på forhånd. Jeg kan nemlig sagtens bruge den. Derudover kan jeg, hvis jeg ellers kan huske, hvordan man gør, begynde at lade dele af mit liv styre af impulsivitet og rent faktisk gøre det, jeg gerne vil–og ikke bare det, jeg må. Jeg kan f.eks. bare lige gå på biblioteket, hvis jeg får lyst til det. Blive klippet og gå på cafe. Tænk engang at det overhovedet skulle være nødvendigt at være taknemmelig over at kunne den slags, som da i alt fald i 99% af mine livsår har været selvfølgeligheder.

Med hensyn til den genvundne tid, så er der samtidig nogle klare modsætninger. For nok får jeg tid, masser af tid, men i grunden er det vel næppe mig, der allermest står og mangler den tid. Der er et tydeligt misforhold mellem, hvem der får al den tid–og hvem der i virkeligheden nok har allermest brug for den. Sagt lidt kategorisk er det jo, trods alt, nok ikke de ældre aldersgrupper, som nu kan danse overalt, der mangler tiden mest akut. Jeg tænker her på alle de, som hver dag også skal passe et arbejde, skal i skole og alt det andet, som man nu engang skal, når man endnu ikke er pensionist eller det, der ligner. Alle de mennesker skal stadig såvel bruge logistisk og tid til en evindelig række af køer og testninger. Eneste trøst til dem kan vel være, at vi med nyerhvervede halv-permanente coronapas da i det mindste ikke fylder i køerne. De kunne såmænd også, hvis jeg er meget large, få halvdelen af min sparede tid, hvis det ellers kunne lade sig gøre.

Men allerførst vil jeg da kraftigt overveje, hvad jeg skal anvende al den tid til. Det kan jeg så gøre på min 3 km. lange spadseretur til det, der bliver mit livs næstsidste testning. I denne omgang.

Continue Reading

En fantastisk film.

Room. HBO

Egentlig havde jeg glemt alt om, at Emma Donoghues eminente roman Room for efterhånden flere år siden var blevet filmatiseret. Men ved lidt effektiv gravning i HBOs bagkatalog sådan en regnvåd majdag, stødte jeg pludselig på den. Der er altid nogle film, som man har bestemt sig for helt sikkert at skulle se, men som tiden går, går de hen ad vejen i glemmebogen. Room var en af dem. Indtil jeg heldigvis fandt den igen.

Godt nok har man Hollywoodiseret alt det irske og omplantet den gæliske baghave til en ditto i small town America, men jeg tilgiver. Selvfølgelig burde de i mine ører også have talt et af verdens smukkeste, mest velklingende, syngende sprog og er i stedet gået i et af de aller, aller grimmeste og skurrende, men det kan også tilgives. For filmen er god. Virkelig fantastisk.

Som baggrund for Donoghues historie ligger givetvis de talrige sager om kidnapning, indespærring og seksuel udnyttelse af unge piger, som især Fritzl-sagen fra Østrig er eksponent for. Her har vi Jack og hans mor, som lever i et særdeles minimalt haveskur, Room, udnyttes og nedværdiges og i det hele taget nærmest ikke har noget liv. Men så alligevel. For Joy (velvalgt navn, ikke?) formår, sin forfærdelige situation til trods, at give 5-årige Jack en slags liv, en slags glæde og en slags eksistensberettigelse. Mor og barn har helt deres egen verden, som, hvilket er af stor betydning, er præcis den eneste verden, som Jack kender. Alt det andet er flade personer på TV og et mudret kig gennem et uklart tagvindue.

Det er selvfølgelig tragisk interessant. Men langt mere interessant er det, hvordan de to tackler verden, da det omsider lykkes dem at flygte. Hvordan Jacks beskyttede tilværelse pludselig bliver en ganske anden ude i et samfund, der nok tager mod dem med åbne arme, men som samtidig står med essentielle forbehold ( Jack er jo søn af sin kidnapper!) og krav til at fungere som alle andre. Den symbiose mellem mor og barn, som nærmest var en eksistensbetingelse i haveskuret, bliver nu en belastning— og verden er decideret vanskelig at afkode, når man kastes hovedkulds ud i den som 5-årig. Nogle gange er det næsten lettere at være indespærret end at være fri.

Lille Jack er ganske fantastisk og rører dybt i alle vores hjerter, og mor, Brie Larson, gjorde det da også godt nok til en fortjent Oscar. De spiller røven ud af haveskuret begge to. Og når historien også en god, så gør det, alt i alt, filmen til sådan en, det er værd at lede HBOs bagkatalog igennem for at finde frem til. Også selv om den nu nok ville have været endnu bedre, hvis den havde holdt sig til sit irske!

Continue Reading

Om køer. Og om deres anvendelse.

I formiddags stod jeg i kø i over en time for endelig at blive belønnet med en ualmindeligt aggressiv vatpinds moslen rundt i min næse. Det var nødvendigt, for ellers kunne jeg ikke undgå at tilføje endnu et uønsket beløb til min brugerbetaling på bibliotekerne.

Billedet viser kun en tredjedel af køen. Der var mange flere. De skulle sikkert også på biblioteket eller til en af de utallige ting, som nu kræver et coronapas. Det, i sig selv, har jeg ingen indvendinger imod. Men jeg hader at stå i kø. Hader det inderligt, dybfølt og føler samtidig, at jeg står der og hælder dyrebare timer af mit liv direkte ned i rendestenens ingenting. Og jeg er sikker på, jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Det første, man har oceaner af tid til at tænke på der i køen, er, at den samlede spildtid for samtlige testede personer må løbe op i flere lysår. Sammenlagt nå herfra til verdensrummets yderste planet og tilbage igen. I ren produktionsmæssig forstand taler vi vel en anselig højnelse af bruttonationalproduktet, hvis alle de mennesker i stedet foretog sig noget fornuftigt. Umiddelbart synes det kun at være teleselskaberne, der måske profiterer en smule, for det generelle fantasiniveau hos køende strækker sig ikke langt over at gå i total telefon. Jeg skal hilse at sige, at selv FB løber ud for nye indslag under en sådan kølængde. Selv om man sidst tjekkede i sidste uge.

Heldigvis har rumænske gademusikanter og diverse hjælpeorganisationers angrebslystne unge mennesker–altså dem, der normalt står i krydsene på gågaderne–endnu ikke opdaget, at her er et stort potentiale af midlertidigt stationære ofre, der ikke har en chance for at undslippe. Jeg vil nødigt sende ideen i omløb, men jeg kan da samtidig ikke begribe, at den slags grupper ikke finder den oplagt.

Men jeg tænkte altså også på, at alle os, der står der i timevis med vores telefon som eneste selskab, da på en eller anden måde må kunne bruges til noget. Være lidt produktive, når vi nu alligevel ikke kan undslippe. Hvorfor er der ikke lige nogen, der finder på noget, vi kan give os til? Der må da være nogen, der har noget dødssygt manuelt arbejde (intet kan nemlig være mere dødssygt end at stå og glo i en kø!), som de lige kan få ordnet af kømennesker, der er villige til næsten alt for at undgå at tælle halve sekunder. Hvorfor sætter de velgørende organisationer f.eks. ikke små kurve med garn til afstrikning af de der små lapper, de samler på? Bare for at nævne en enkelt ting. Jeg ville i alt fald have nået ( sådan føltes det!) mindst ½ slumretæppe her i formiddags! Jeg er sikker på, der findes utallige former af den slags små ting, vi kunne hjælpe med. Eller rettere: hjælpe os selv med, for alt, vitterlig alt, er da bedre end bare at stå der og hælde tid i kloakken.

Desværre er det jo et vilkår, vi i den grad må leve med. Hvis vi vil noget udover at sidde hjemme og selv pille vores næse, så skal vi testes. På den måde er det ikke et valg som sådan. Samtidig betyder det, at køerne som sådan altid vil være lange og ventetiden ulidelig.

Så jeg råber på ingen måde efter harmonikamassakrerende rumænere eller aggressive fundraisere, men bare på noget fornuftigt at lave for enormt mange mennesker, som lige nu keder sig gudsjammerligt i millionvis af køer. Der MÅ da være nogen, der kan bruge det til noget. Noget fornuftigt. Noget tidsforkortende. Og noget gavnligt.

Continue Reading

Om vasketøj.

Der er en bestemt duft, der indeholder selve foråret. Det er den, der sidder i vasketøjet, når det endelig, omsider, efter en lang indespærret vinter, kan komme ud at hænge. Det plejer at være sådan hen på april, man tøjmæssigt begynder at dufte af andet end vinter.

Sådan har det ikke været i år. Godt nok står det derude, tørrestativet, og er helt parat til ophæng. Der er oveni købet nye klemmer mellem de gamle travere, men de er allesammen påfaldende arbejdsløseløse. Engang i slutningen af april var der lidt arbejde til dem. Troede jeg. En bløder at en byge gjorde mig klogere. Og hurtigere.

Selvfølgelig kan man da godt hænge sit tøj ud. Hvis man gider at hente det ind igen i ekspresfart eller starte et cross countryløb fra egen kælder til egen græsplæne. I pendulfart. Der er ikke noget, der tørrer derude. Og det er jo ligesom den indbyggede ide med at hænge vasketøj ud.

Hvor det i øvrigt, hvis det ellers hang der, sørgmodigt kunne iagttage årets optimistisk udplantede tomatplanter i drivhuset, der sagtmodigt afgår ved den skinbarlige kuldedød. Først var der en, der stivfrosset gav op. Nu er de næste ved at stå af, måske bare for at give det statement, at man altså ikke dyrker tomater i umiddelbar nærved af områder med Nordpolsklima.

Det er, med andre ord, et ualmindeligt sørgeligt forår, vi næsten er igennem. Rent vejrmæssigt. Det er som om, vejret tydeligt afspejler selve den virkelighed, vi lever i. Vi troede, ja, vi troede faktisk, selv om det var ualmindeligt naivt af os, at tiderne, vaccinationerne, pandemien og livet som sådan ville klare op med foråret. Ville begynde at nærme sig at blive sig selv–selv om vi næsten har glemt, hvad sig selv er. Men hver gang, vi liiige tror ( eller for den sags skyld dumdristigt hænger vasketøj ud!), så kommer regnen. Såvel helt bogstaveligt, men sandelig også i alverdens overførte betydninger.

Den der friske, dejlige forårsduft, som klæber til udetørret vasketøj, og som fortæller om nye tider, nye dufte og fuldstændig friskhed–den skal vi nok lede længe efter. Akkurat som med alt det andet, så har selv vejret indrettet sig efter en altomsiggribende tristhed med en usynlig deadline.

Kunne vi da ikke bare starte med, at jeg kunne få mit vasketøj ud at hænge? Hva` vejr?? Nu har du vist os, at du kan regne, og jeg vil gerne rose dig for, at du er forfærdelig dygtig til det. Der er ingen, der vil bebrejde dig for, at du ikke er i konstant tristhedskonkurrence med pandemien. Du kan garanteret heller ikke vinde alligevel. Prøv i stedet at tænke den modsatte vej. Prøv at tænke på den optimisme, du ville kunne skabe i en dybt pessimistisk tid ved bare at indstille bygerne. På den måde kunne vi alle komme til at dufte af frisktørret tøj–og verden ville helt bestemt se meget, meget lysere, forårsagtig og mindre pandemisk ud.

Continue Reading