Åbent brev til den person, der tilsyneladende er vores kulturminister.

I går læste jeg et indlæg fra dig på I politikeres foretrukne debatforum, Facebook. Det gjorde mig på samme tid jublende glad og forfærdeligt bedrøvet.

For det første hensattes jeg nærmest i ekstase over at finde ud af, at vi har en kulturminister. Det sidste halvandet år har jeg nemlig tvivlet, fordi du har været fuldstændigt lige så usynlig for mig, som jeg tilsyneladende har været for dig. Jeg er også en af kulturens mange vandbærere, en blandt mange moderne daglejere. De usynliges store hær. Men det gav da et lille splitsekund af optimisme sådan at opleve en åbenbaring af en kulturminister.

Det var så, indtil jeg læste, hvad du skrev. Det var der, jeg blev forfærdeligt ked af det. For du præsterede at skrive, at det nok skulle blive en god sommer. Jeg håber så inderligt, at du bare blev overfaldet af en nærmest utæmmelig blanding af privilegieblindhed og almindelig tankeløshed, da du skrev det. Vi er nemlig mange, for hvem det ikke bliver en god sommer. Alle vi udlandsguider, og vi er mange, har været arbejdsløse siden 2019. De fleste af os er ansat på 14-dages opsigelse, så majoriteten har ikke set en krone i kompensation, endsige så meget som en udstrakt, hjælpende hånd fra det ministerium, der burde have været ansvarlig for os. Det er selvfølgelig ikke din skyld, at vi har en coronapandemi, men det er dit ansvar at tage vare om ( her mener jeg faktisk bare at SE) de borgere, der hører under dit ministerium. Og kan du ikke se os, kan du jo smutte omkring DBA. Det er der, vi sælger de få ting, vi stadig har tilbage.

Lad mig tillade mig at være konstruktiv. Det er, i alt fald på papiret, fint, at nogle grupper får en slags kompensation og andre former for hjælp. Personligt er jeg faktisk dødmisundelig på dem. Det er også dejligt, at man nu kan sejle gratis til småøerne, og at diverse forlystelsesparker og museer kan nedsætte deres billetpriser. Men det ville være endnu dejligere, hvis man havde tænkt alle os arbejdsløse, kompensationsløse udlandsguider ind i samme ombæring. For når familien Danmark skal rundt i landet og bese alle kroge og hjørner, så står vi med en viden, en ekspertise og frem for alt en stor formidlingskapacitet, der i den grad kunne udnyttes. Der er ingen steder i Danmark, der ikke har spændende historier. Men der er utallige steder i Danmark, hvor de besøgende aldrig får fortalt eller hører alle de gode historier, fordi guiderne ikke eksisterer til at fortælle dem.

Vi er vant til at blive kastet ud på dybt udenlandsk vand og steder, hvor vi selv må opstøve den gode fortælling. Vi er også gode formidlere, gode fortællere. I samarbejde med museer, lokalarkiver og biblioteker ville vi på få dage kunne ruste os selv til at stå på nærmest enhver lokalitet og fortælle danske turister om, hvad det er, de ser, og hvorfor ethvert sted i kongeriget er interessant. Sådan at al den trafik rundt i landet ikke bare bliver bevidstløs krydsen af på tjeklisten, men så alle interesserede samtidigt får noget med hjem og følelsen af at have lært landet meget, meget bedre at kende. Disse stedsbundne aktiviteter vil, tør jeg næsten garantere, blive et scoop. Og de vil sikre overlevelse for en stor gruppe, der hidtil har været helt usynlig.

Så hvis der er penge til alt det andet, så må der også være penge til at lave gratis guidede ture for turister, hvor netop dit ministerium prøver at råde bod overfor en gruppe, der i den grad står til ikke at få en god sommer. Ansæt os og lad os blomstre og gøre det, vi er allerbedst til. Brug som hovedregel, at der ikke er så meget som et eneste sted i Danmark, der ikke har nogle gode historier, der fortjener at blive fortalt. Og stol på, at de turister, der forhåbentlig vil flokkes til vores ture ( især når de er gratis!), kommer hjem med et helt andet syn, en helt ny viden om deres hjemland. Det kan næsten ikke blive mere win-win!

Lad mig til slut bare diskret pippe, at det også vil gøre dig lidt mere synlig. Og samtidig kan det måske indebære, at en totalt overset gruppe trods alt kan både blive synlig samt få en ganske god sommer. Ligesom dig.

Continue Reading

Om total mangel på logik.

Som sagt består mit daglige morgenritual af at tilmelde mig hypotetiske restvacciner. Det har jeg nu gjort i to måneder. Og jeg agter, i min umådelige stædighed, at blive ved. Det er selvfølgelig i sig selv latterligt, for præmisserne for at få en sikkert ikke-eksisterende vaccine er fuldstændigt surrealistisk tåbelige, og det siges, at kyniske vaccinatorer hellere smider livgivende restvacciner ud end at tage sig tid til at invitere borgere, der kunne få glæde af dem. Men jeg bliver ved. Mest fordi jeg ikke har noget valg, for jeg kan KUN komme på arbejde igen, hvis jeg får vaccinen, og jeg må indtil se andre tage mine destinationer og mit arbejde, fordi de er vaccinerede. Men jeg gør det også som min egen, stille protest.

Hvis man kigger på præmisserne for at få restvaccinerne, kan man se, at tilmeldingerne prioriteres således: 1) De, der har modtaget invitation og 2) de ældste. Fint nok, so far.

Men så er der lige de samlede krav, der siger, at man enten skal være 60 år eller have modtaget en invitation. Så er det ligesom forstået. Det er så også først her, der for alvor går galt, for næste krav er, at man IKKE har booket en tid til at blive vaccineret.

Det vil altså sige, at den mest troværdige mulighed for at nå gennem nåleøjet er, at man ER blevet inviteret til vaccination, men IKKE har booket. For hvem i alverden er det, der får den invitation til det, vi alle venter på, længes efter og tripper i højhastighed for at komme hen til–og så IKKE booker? Hvem er det, der ikke flyver i overlydshastighed hen til computeren det sekund, invitationen tikker ind og booker med arme og ben? Hvem er det dog, der ligesom drikker lidt kaffe, går en tur, sover et par nætter på det og rejser en tur til der, hvor man nu kan rejse til, inden de booker? Ikke nogen, jeg kender. De personer, der altså kan komme gennem kravenes indgangsportal, eksisterer ikke. Omvendt er der vel ingen, der tør satse på at lade være med at booke en vaccinationstid, bare fordi de vil være chanceryttere på restvacciner? Det er i alt fald noget af en satsning. Og hvad så, hvis invitationen kommer i løbet af dagen, EFTER, man om morgenen har tilmeldt sig restvacciner? Skal man så lade være med at booke en tid? No matter what, så er man jo fanget i et surrealistisk regelspil, der er fuldstændigt meningsløst.

Udover det så er det de sidste dage kommet frem, at flere vaccinationssteder slet IKKE tilbyder restvaccine. De smider den ud. De opfordrer skam stadig folk til at tilmelde sig listen, men den er åbenbart bare for syns skyld. Blår i øjnene. Jeg må indrømme, at jeg forfærdeligt gerne ville have en forståelg forklaring fra den eller de personer, der tilsyneladende blot har smidt brugbar vaccine ud. Vacciner finder ikke selv vej til en skraldespand. Der er nogen, der skal hjælpe dem derhen, ved håndkraft. Og jeg ville virkelig gerne vide, hvad hovedet til den hånd lige har tænkt på, da det kasserede brugbar vaccine midt i en pandemi. Utroligt gerne FORSTÅ, for det må jeg indrømme, at jeg ikke gør.

Ifølge vaccinationsskemaet fra marts skulle jeg have modtaget invitation for 4 uger siden. Der kom så en beslutning om at forsinke massevaccination af Danmark på nærmest ubestemt tid pga. 1-2 vaccinerelaterede dødsfald i vejen. De 1-2 dødsfald er så meget mere betydningsfulde end coronadødsfaldene pga. manglende vaccinering, må vi forstå, at de økonomiske, psykiske (tak, jeg ved godt, hvordan det er!) og rent livskvalitetsmæssige omkostninger, der er forbundet med manglende vaccinationer, blot er noget, vi skal lære at leve med. Der bliver ingen festivaller, spejderlejre og store fester–men hvorfor skal der da også være noget sjovt overhovedet? Og direkte parallelt med det styrter små firmaer i grus og konkurs, fordi vi ikke kan blive vaccinerede nok til at hjælpe med at holde dem oven vande. Jeg har svært ved at se logikken.

Akkurat som jeg har umådeligt svært ved at se, hvordan i alverden jeg dog finder det musehul ind i restvaccinerne, som er så surrealistisk gemt i forordningerne, at det nærmer sig Catch 22, caught between a rock and a hard place eller bare total, uforståelig mangel på logik.

Men jeg bliver ved. Hver morgen. De skal vide, jeg er her. Ligesom hele Danmark stadig er her og venter, venter, venter på de vacciner. Og at komme videre.

Continue Reading

Om forkasteligt vaccinespild.

Os her fra B-holdet, hvis faste morgenritual i månedsvis har bestået af den evindelige ( og totalt frugtesløse) registrering til restvacciner, står for tiden måbende tilbage ved oplysningen om, at der i Danmark er kasseret omkring 40.000 doser fuldt brugbare Pfizer-vacciner. Endnu engang mangler man ord.

I hvert vaccineglas er der ca. 6½ doser, og man bruger kun de 6. Alle de halve ender i en skraldespand. Hvis man i stedet lagde to halve sammen, ville man på forunderlig og slet ikke højere matematisk vis nå op på en hel. Det kan selv talblinde mig finde ud af. Åbenbart til forskel fra myndighederne.

Hvis det antages, og her antager jeg lavt, at omkring 600.000 er vaccineret med Pfizer, ender vi på et tal omkring 40.000. Hver 13. Det er en mellemstor provinsby, næsten hele Nordvest-kvarteret i København og mere end samtlige indbyggere på Bornholm. Inklusiv børn. Mon ikke det ligesom kan sætte det helt utilgivelige spild i perspektiv?

For sådan en som mig med årelang erfaring som familiens “husmor” nærmer det sig utilgivelig sløsethed. Jeg er mester i også at bruge de slatne gulerødder og få resterne til at hænge sammen. Hvis vi prædiker madspild–og det gør vi–så må vi dog logisk set, i disse tider, prædike vaccinespild. Bestyre vores tildelte doser med en effektiv husmors aldrig manglende sans for at udnytte alt og totalt undgå spild.

Men sløsethed, dårlig planlægning og, endnu vigtigere, manglende respekt for ressourcer er kun den ene del af dette katastrofale spild. Den anden del er værre. Den understreger nemlig et totalt fravær af medmenneskelighed, omsorg for borgere i et samfund og viljen til effektivt at sætte en stopper for en dødelig pandemi. Det er kynisk, arrogant og decideret menneskefjendsk at kassere livgivende vaccine.

Jeg har sagt det før og siger det igen. Måske for at råbe de myndigheder op, der tilsyneladende stadig ikke har forstået noget som helst: Der er kun en vej ud af pandemien. Det er vacciner til alle, så hurtigt som muligt. Det er indiskutabelt. Derfor burde det også være såvel indiskutabelt, at al vaccine skal anvendes, som at det nærmest er forbryderisk at kassere vaccinedoser nok til BÅDE Struer og Morsø kommuner.

Continue Reading

Om en total mangel på forståelse.

Så fik vi Astra-Zeneca skrottet. Som et af de eneste lande i verden. Med den alfaderlige prædiken vedhæftet, at det skam udelukkende er for vores egen skyld. At vi er så umådeligt gode til at passe på os selv, at vi da sandelig ikke behøver blodpropsfremkalderen, og at vi derfor sagtens kan vente endnu et alenlangt forår på at komme dertil, hvor de fleste af os bare gerne vil. Det vil altså, med andre ord, sige, at vi har opført os så eksemplarisk og godt, at netop den gulerod, der var hele præmien for at vise så rettidig omhu konstant, med et snuptag er taget fra os. Vi har afsavnet for at slide os frem til den forjættede vaccine. Og nu tager de den fra os.

Har de da virkelig ikke forstået, at det eneste, vi vil, er at blive vaccineret? At få vores liv tilbage via den forjættede vaccine? At vores eneste og højeste ønske er det magiske stik, der kan gen-forære os vores venner, vores sociale aktiviteter, i mit tilfælde også mit job og i det hele taget en tilværelse med levelige begrænsninger. Ikke dette vakuum. Mere.

Det føles som at få en knytnæve i hovedet, lige i opløbssvinget til målområdet. At være så nær og så blive disket. Personligt stod jeg kun få uger før en indkaldelse, men det er nu blevet til en deadline, jeg næsten ikke kan bære at forholde mig til. For mig betyder intet stik, intet arbejde. Jeg SKAL være vaccineret for at kunne komme på arbejde overhovedet. Helt konkret betyder skrotningen af Astra-Zeneca, at andre, vaccinerede, guider tager destinationer, som indtil nu har været mine helt alene af den simple grund, at jeg ikke kan rejse. Det er sådan noget, der holder en vågen hele nætter.

Jeg, og mange, mange andre, ville med glæde tage imod de 200.000 hjemløse doser med et glædeshyl. Min arm ville gå i nærmest strækmarch som en patron på sekundet, hvis der sad en kanylebefaren ved siden af mig lige nu med en portion af Astraen. Eneste problem ville nok være, at jeg ville have enorme besværligheder med at sidde stille af bare glædesrus. Jeg spiste mig gennem kartonvis af P-piller som ung, og det er omkring en million gange farligere. Jeg tager, ved hovedpine og andre smerter, gerne Pamol og lignende, og det er der omkring 500, der dør af om året. Jeg er fuldstændigt på det rene med den potentielle risiko, der ligger i vaccinen og totalt afklaret med mine odds. Jeg vil nemlig meget, meget hellere satse den milliontedel af en millimeter risiko, der er, end at blive ved med at leve i dette vakuum, uden liv, uden job. Jeg er nærmest på det stadie, hvor jeg, i et kor med adskillige andre, hyler: Så giv os dog de vacciner. Vi er klar. Og vi er afklarede. Vi vil bare gerne videre. Have et liv.

Det virker som om, at denne higen efter vacciner helt er gået udenom myndighedernes forståelse. At de har mistet grebet om, hvad vi borgere ( eller i alt fald rigtigt mange af os) så usigeligt meget ønsker os. At de ikke forstår, at vi er adskillige, der hjertensgerne lægger arm og krop til en vaccine med indbyggede spørgsmål. Fordi alternativet er værre. Fordi vi ikke orker at stå længere foran den forjættede målstreg og gang på gang se os selv slået hjem til start, når vi endelig tror, vi omsider er der.

Grundpræmissen for et velfungerende samfund, for at vi kan vende tilbage til normaliteten, er, at vi er vaccinerede. Så enkelt er det. Det er også indiskutabelt.

Lad dog alle os, der vælger et liv fremfor en angst, få lov til frivilligt at lægge arme til. Helt på vores eget ansvar, hvis det er sådan, det må være. Få de 200.000 doser ud til os, der næsten har løftet armene bare ved tanken. Det ville i alt fald vise en hvis form for forståelse for borgerne i vores samfund. Alle, der ikke ønsker vaccinen, bliver jo på samme vis ikke presset ind i noget. Det ville så kun være os (alle os, for vi er mange!), der beredvilligt og hoppende af forventning stillede op på astradisk zenecarække og modtog det lille prik, som lige nu er noget af det eneste, vi længes efter. Udfrielsen, livet.

PS. Hver eneste morgen den sidste måned har mit søvndrukne, men trofaste, ufravigelige morgenritual bestået af at melde mig til restvacciner i de 2 byer, jeg kan nå på under ½ time. På det seneste har jeg i min desperation også meldt mig til et vaccinested, der ligger 38 minutters kørsel væk. Jeg har fuldstændigt gjort op med mig selv, at jeg uden at kny og næsten med glæde modtager fartbøden. Jeg ville, hvis der endelig var Bingo, se det som den smukkeste og allermest attråværdige bøde i hele mit liv!

Continue Reading

Et stort pip fra rejsebranchen.

Nu skal vi så åbenbart være taknemmelige for, at det på papiret så nydeligt bliver muligt at rejse ud. Hvis man er vaccineret, forstås. Det synes som om, de færreste for alvor har forstået, hvad det indebærer. Eller rettere: ikke indebærer.

Dette, sammenholdt med den katastrofale vaccineindsats, betyder nemlig, at når de forjættede grænsebommer åbnes, så vil alle landets ældste og mest skrøbelige borgere være i stand til at ræse mod udlandet. Ikke andre.

Og mere end det. Da netop denne gruppe nok ikke primært drages mod at blive verdensbefarere helt alene, så vil det guidekorps, der skal med, guide, passe på og arrangere, udelukkende bestå af rejsebureauansatte over 75, rejseledere, der bor i plejebolig eller som modtager praktisk hjælp eller personlig pleje, guider med særligt øget risiko eller rejseledere, der er pårørende til personer med særligt øget risiko.

God tur, siger jeg bare!

Continue Reading

Om mit test-liv.

I går formiddags sad jeg i kø i over 3 timer for at få en tid til coronatest. På nettet, altså. Det var ikke sådan, at det tog 3 timer at få overstået de 66.703, der lige der var ude i samme ærinde og foran mig. Det var bare sådan, at jeg, hver gang den der lille, efterhånden ret enerverende gå-mand efter godt en times ulideligt langsomt trav næsten var nået det forjættede mål for enden af stregen, uden nogen form for forklaring blev kastet af og sat bagefter de 70.598, der nu pludselig var foran mig. Så bliver man sådan lidt mopset. Ret, altså. Hver gang. Jeg sad heldigvis i bilen, så i stedet for at beundre Jyllands lyksaligheder på langs gennem bilruden, kiggede jeg på gå-mand. Også en times tid efter, jeg var kommet hjem. Man bliver jo fuldstændigt hysterisk omkring at være der, når gå-manden endelig når frem. Tænk at ende der, hvor han i et ubemærket øjeblik omsider har nået sit mål–og så er man gået på toilettet eller er på anden måde uopmærksom. Det ville være ubærligt. I disse coronatider skal man simpelthen være over sin gå-mand. Skal man!

Jeg vil nemlig gerne klippes. Mine omgivelser vil sikkert også gerne, at jeg bliver klippet. De har glemt, hvordan jeg ser ud indenfor alt det hår. Og uden test er der bare dømt nul klipning. Det er nu ikke fordi, jeg sådan går ned på testninger ellers. Jeg er ret ivrig, ret rutineret, om man vil. Mit lokale testcenter har gradvist udviklet sig til at være den forretning i byen, jeg uovertruffent handler mest i. Man kommer jo ikke så meget ud i disse dage, men til testcentret kommer man da. Det er lige før, jeg er på gensynshils med pind-menneskerne derude, og der er sikkert flere, der ville beskrive mig som en endog meget trofast kunde. En, man kan regne med. Som støtter op om foretagenet.

Jeg er også ret omrejsende, sådan indenfor landegrænserne. Det sidste giver sig selv, for ingen kan jo komme over dem. Jeg må siges at være absolut fordomsfri i forhold til, hvor jeg lader mig teste, og har en god portion erfaringer med udenbystestning. Somme tider overvejer jeg endda, i mangel af andet arbejde, at skrive en lille bog, f.eks. “De bedste teststeder i Jylland” med anmeldelser udfra mine oplevelser og karaktergivning fra 1-6 podepinde. Allerede nu kan jeg da i alt fald sige, at den hal med ret urutinerede testere i Nordjylland, jeg sidst var i, ikke på vilkår får over 3 af pindene.

Når man sådan er ved at blive specialist i coronatestning, begynder man også at lægge særdeles meget mærke til podernes håndelag. Der er virkelig forskel på gode og brutale podere, og det synes jeg da faktisk, befolkningen bør oplyses om. Der er både sådan nogle blide, lidt moderlige typer, der nænsomt stikker kalorius ned i halsen og dingler lidt forsigtigt rundt, efter de deltagende først har spurgt en, om man mon har prøvet det før. Jeg har endda mødt en, der fortalte mig, at jeg ikke skulle være bange. Det var jeg nu heller ikke, men jeg blev da lidt betænkelig, fordi hun sådan nærmest behandlede mig som om, jeg indgik i et farligt eksperiment, der kunne have dødelig udgang. Der er også de mere brutale militærtyper, der nærmest går til angreb på ens hals uden hverken hils eller spørgsmål. De har garanteret stukket asparges i deres barndom, mod deres vilje, og det skal nu hævnes. Den slags giver en hoste, og i alt fald jeg kan ikke multitaske og både hoste og sige aaaaaaah på samme tid. De tilkommer så heller ikke mere end en enkelt podepind i min guidebog.

Forleden, da jeg stod i kø ( i øvrigt kan man også inkludere længden af køer og deres fremadskridning i sit pindsystem!) foran en af de moderlige, blev samtlige testpersoner spurgt, om de havde prøvet det før. Der var to foran mig, der ikke havde. Jeg må sige, at jeg, med min enorme erfaring, blev noget forbavset. Hvor har de mennesker dog befundet sig det sidste år? Hvor er de lige faldet ned fra? Her går jeg og bruger så meget tid på at bestille tid, iagttage uendelig langsomttravende gå-mænd samt at pode mig selv sådan på landsdækkende basis, og så er der nogen, der slet ikke har samme nødvendige hobby. Netop i det segment er der nok ikke den store interesse for mit bogprojekt.

I alt fald kan jeg allerede nu se mine fremtidsperspektiver indenfor testbranchen ulideligt klart. I løbet af ikke så lang tid vil jeg, og alle andre fra det uvaccinerede B-hold, skulle stille op med relativt friske negative testresultater nærmest ligegyldigt hvad vi skal foretage os. 72 timer er den evindelige deadline for alt fra frisører til restauranter og andet. Hold da op, hvor vi skal til at gå til testning! Jeg overvejer alvorligt, om man måske kunne foreslå myndighederne en slags automatisk test-abonnement. Sådan, at man simpelthen bare gik til testning hver 72. time og altid var klar på en akut klipning eller et improviseret restaurantbesøg.

Hvis nu det hele gik helt automatisk, så ville vi for det første kunne afskaffe gå-mænd. Allerede nu er racen jo vildt upopulære. Det må da også have en hvis indflydelse på arbejdsstyrkens effektivitet, at det arbejdende folk, hver eneste gang de skal noget uden for hjemmet, skal bruge 3 timer på at se den ulidelige film med en tåbelig mand, der går. For det andet ville vi alle være nytestet parate til de få ting, vi må, til alle tider samt opleve en stor forsøstring og brødning med alle de podere, vi efterhånden, på landsbasis, nok kommer på fornavn, hils og hvordan går det med børnebørnene med. Det ville også booste salget af min eventuelle bog, og de brutale militærtyper ville få en ordentlig en på podepinden!

Continue Reading

Om utilstedelighed og arrogance.

Min gamle moster boede en årrække på plejehjem i Varde. Hun døde for nogle år siden, og det er jeg lige nu meget taknemmelig for på hendes vegne. Hun kunne jo, teoretisk set, have været en af de plejehjemsbeboere i den by, som ikke havde fået sin coronavaccine, fordi den var blevet givet til lægernes pårørende i stedet.

Jeg tror slet ikke, jeg har ord for nepotisme i en sådan størrelsesgrad. Her står vi alle pænt i kø for omsider at opnå den på alle måder livgivende vaccine, og så booster nogen deres egen egoisme på en så arrogant og usmagelig måde. Det burde hverken være i lægers eller andres ånd at foretage sig noget sådant på nuværende tidspunkt. Gad vide–også–om det bare er toppen af isbjerget? Man burde vel–igen på nuværende tidspunkt– tage et tjek på sin egen moral og etik og før stikket lige spørge egoet, om man bagefter både, uden flovhed, kan se sig selv i spejlet og i det hele taget være sig selv bekendt.

For vi venter alle. Og jeg håber da, at vi samtidig alle har så megen moral, at vi kan vente, til det er vores retmæssige tur. Sådan at det ikke er mangel på moral, arrogance, nepotisme og noget så simpelt som familiemæssige forhold, der bestemmer, hvem der skal have vaccine hvornår. Jeg ved i alt fald med sikkerhed, at den slags aldrig ville være kunnet foregå i min familie. Man skal nemlig leve med sig selv bagefter.

Jeg fandt frem til lægeløftet og vedhæfter et billede. Det siger det hele, synes jeg. Også om, hvorfor de pågældende derovre i den vestjyske stad nok egentlig bør få en reprimande på størrelse med faldet i BNP. Bare til skræk og eftertanke.

Og så ærgrer det mig, ærgrer mig virkelig–hvis det altså er den måde, vi skal drive samfund på–at jeg i sin tid ikke insisterede på at undervise mine egne børn. Jeg kunne jo have givet dem karakterer, der ville have fået dem ind på ethvert tænkeligt studie!!

Continue Reading

Om alle de vælgere, der mangler et parti.

Som efterrationalisering og hektisk forsøg på at finde en forklaringsmodel på (T)rumpens for nogle overraskende valgsejr og efterfølgende ( ja, stadigt vedvarende!) popularitet i nogle grupper, er det ofte blevet hævdet, at han ramte lige derind, hvor man fortvivlet ledte efter en løsning. På liv, der var blevet ødelagt af nedlæggelsen af store industrier, på fortvivlelse over ikke at blive hørt i sit samfund, på magtesløshed overfor instanser, der bare bestemte hen over hovedet på en selv.

Det er den slags, der skaber diktatorer. Den slags, som er den allerbedste grobund for populistiske folkeforførere, der eminent kan tale folket efter munden og love dem den oprejsning og, måske især, den hævn, de tørster efter. Anderkendelse, synliggørelse, identitet er vel også ord, der i denne forbindelse er væsentlige som ingredienser i en forklaring.

Det, der bekymrer mig for tiden, er, at vores eget land er ved at nærme sig samme situation. Vi er ved at skabe et fremragende afsæt for lige præcis den/de populist(er), der kan tale de utilfredse masser efter munden. Og dem er der nok af. Utilfredse mennesker, altså. Ligeså med fortvivlede og magtesløse.

Det er korrekt, at vores regering har formået at holde hånden økonomisk under sin kernevælgere, således at offentligt ansatte og ansatte i større firmaer ikke har mærket det store til coronakrisens kradsen. Men venstrefløjen som sådan har på ingen måde tilgodeset eller kæmpet for den store gruppe af andre vælgere, der traditionelt har placeret deres stemme hos dem. Og sikkert også hos Socialdemokratiet. Her tænker jeg på kunstnerne og hele den spirende, kreative klasse, som har måttet iagttage en kulturminister, der hellere har villet dyrke Absolute Music end absolut kompensation. Hun er, sammen med sine støttepartier, forsvundet ind i total fortrængning af, at vores samfund, besynderligt nok ikke længere, består af arbejdsgivere og arbejdstagere og offentligt ansatte, men faktisk også –og heldigvis–har en enorm gruppe af mennesker, der lever fra job til job. Har en gig-økonomi, er freelancere. Og traditionelt hører til på venstrefløjen. I alt fald indtil nu. Nu er mange blevet partiløse. I ren magtesløshed.

Akkurat det samme gør sig gældende på den anden side af det politiske spektrum, hvor mindre selvstændige, iværksættere og folk med innovation indenfor firmaoprettelser, igen traditionelt, hører hjemme. De borgerlige partier har på ingen måde kunnet få lydhørhed for, at deres vælgere også lider. Hver eneste dag hører jeg skrækhistorier og får udmalet skrækscenarier omkring små slidere, der må kaste håndklædet i ringen. Fordi ingen hjælper dem. Man frygter jo ligefrem en genåbning af sin by, hvor tomme butikslokaler vil stå og grine hånligt, fordi regeringen overså alle indehaverne, og de borgerlige partier ikke magtede at gøre noget for de vælgere, der plejer at lægge deres stemmer der. I alt fald indtil nu. Nu er mange blevet partiløse. I ren magtesløshed.

Da de Radikale i sin tid brød ud fra Venstre for omkring 100 år siden, bestod de af en besynderlig blanding af husmænd fra landet og intellektuelle fra byerne. Selvfølgelig havde disse grupper ikke specifikt meget til fælles, men de fandt dog trods alt deres fodslag i en afstandtagen fra Venstre. I at være sammen, imod. Man kunne med stor selvfølgelighed godt antage, at nogenlunde det samme havde en mulighed for at ske igen. At de små selvstændige, kunstnerne og freelancerne og alle andre negligerede grupper kunne finde sammen. Selv om det lyder som faktastridigt, at de har så forfærdeligt meget til fælles, så er de i alt fald fælles om at føle sig overset af de traditionelle partier og at opleve en sønderrivende magtesløshed. Og at være blevet partiløse.

Det er så her, vi skal til at passe så forfærdeligt meget på. For lige her i det skisma er der plads til en (T)rumpe. Der er eminent grobund for en folkeforfører, en populist med verbale gaver til de negligerede grupper. Aldrig nogensinde før i de senere årtier har så mange følt sig så svigtet, så overset og (igen) så magtesløse. De fleste vil selvfølgelig hævde, at danskerne som folk betragtet er en del mere veluddannede og kan gennemskue væsentligt mere end amerikanerne, men tilstrækkelig frustration gør desværre meget i retning af at søge en kilde til oprejsning og retfærdighed. Det er muligt, at en demagog ikke på traditionel radikal vis kan ramme ind hos alle grupper. Men det betyder vel bare, at vi så skal have flere af slagsen.

Jeg tror, det er på tide, at samtlige partier begynder at tage deres vælgergrupper seriøst. Med andre ord kæmper for dem. Jeg er samtidig sikker på, at samme samtlige partier vil sige, at det gør de da sandelig også. Men det er ikke sådan, det føles hernede på bunden. I magtesløsheden. Her ligger en kæmpe gruppe mennesker, der ikke forstår, at ingen tager dem alvorligt. Og mange af netop de mennesker er i deres frustration over de traditionelle partier stået af i afmagt. Blevet partiløse. Blevet til salg for meget lidt, hvis der endelig kommer en, der tager dem alvorligt og hører deres stemmer.

Jeg forstår ikke, at partierne, ligegyldigt hvor de står i det politiske landskab, ikke handler på det. For ellers står vi med en forfærdende risiko for, at populismen kommer ind fra bunden. Her er virkelig grobund for en farlighed, der bør mane til politisk alvor.

Continue Reading

Om vores håndværkere.

I eftersommeren, i slutningen af august, konstaterede vi en vandskade i vores badeværelser. Vi kontaktede med det samme forsikringsselskab, således at arbejdet med at reparere skaden kunne påbegyndes. Det blev det også. Det er ikke færdigt endnu!

Heldigvis begrænsede skaden sig til gæstetoilettet, således at der var tale om en genopbygning af et rum på ca. 3×2 m2. Så vi er altså ikke ude i balsale med jacuzzi og andre herlige overflødigheder. Der er et toilet, en brusekabine, et spejl og en vask med et lille skab under. Med en noget large margin skulle man da egentlig gå ud fra, at selv de mest sendrægtige håndværkere kunne klare det på en måneds tid. Det gælder så ikke dem, der er involverede her i huset. Man må formode, de når op på noget, der ligner et år, før de har svunget den ultimative pensel og udbedret den allersidste fejl. I alt fald her hos os.

For det første er al form for koordinering gået, som man siger på engelsk, down the drain. I lange perioder har bombekrateret, Ground Zero, stået og grinet hånligt af os derinde. Derudover er det jo sådan med de forskellige fag, at en handling gerne forudsætter en anden handling fra et andet fags side. Det kom tilsyneladende helt bag på dem. Det var fortrinlig vækning, alle de morgener, hvor der stod en mand uanmeldt udenfor klokken 7, som så blot måtte konstatere, at den lille ting, som var forudsætningen for hans indsats, manglede–og derfor måtte gå igen. Lad mig bare sige det sådan, at jeg virkelig, virkelig godt kunne tænke mig, at håndværkere intensivt begynder at kommunikere indbyrdes. Selv på tværs af faggrænser. I alt fald dem, der kommer hos os.

Så er der så alle fejlene. Jeg nævner i flæng et loft, der efter opsætning lignede noget, en vuggestue havde frembragt i papmache-timen. En dør, der var så skæv, at den ikke kunne lukkes, og stadig binder. En nedlægning af gulvvarme, hvor ventilen var drejet forkert, så den var lukket ( som i LUKKET for varme!), og en afstand nedad, som blev opgivet, fordi det var for besværligt at grave længere ned. Der er endnu ikke ordentligt varmt derude. Et toiletbræt med takker. Heldigvis på ydersiden, så man kunne undgå at rive røven i laser. Hvis man lige vidste det. Men det er nok kun hos os.

Nu er vi så begyndt at få regningerne. Og forbavses dagligt over, hvad de håndværkere tilsyneladende har gået og lavet her hos os. F.eks. har BÅDE mureren og maleren spartlet den samme væg. Som er spartlet en gang. Mureren har tilsyneladende også gravet derned, hvor han skulle have gravet. I alt fald i følge regningen. Så må han jo have dækket det til igen, fordi han, efter at have gravet det, fandt ud af, at det var for besværligt at grave det. Der er i det hele taget brugt en beundringsværdig fantasi i nogle regnskabsafdelinger. I alt fald hos dem, der sender regninger til os.

Nu er det så også, jeg kommer til at tænke på, hvilke besynderlige konsekvenser, en sådan tilgang til ens arbejde kunne have indenfor andre brancher. Det ville jo svare til, at lærerne ikke altid mødte op til timerne, og at årsplaner eller andre undervisningstiltag blæste fuldstændigt ukoordinerede rundt på skolegangene. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad det ville indebære, hvis der var tale om flyledere. Men heldigvis er de fleste fly, i alt fald for tiden, coronagroundede. Det ville også indebære, at kassedamen i Bilka ( har læst, at det primært er der, man kommer, når man går ud) for en sikkerheds skyld scannede et antal ekstra usynlige varen ind, og da i det mindste lod én betale for halvdelen af indkøbene for den næste i køen. Det ville også implicere, at mekanikeren skiftede tændrørene til nogle, der ikke duede, og undlod at påfylde nødvendg bremsevæske, fordi det var så Fandens besværligt. Hvilket ikke indebærer, at han ikke tog betaling for det samme. Og endelig, at frisøren klippede, præcis som min Fiskars husholdningssaks klipper pandehår. Det ville de nok alle sammen ikke slippe af med. Selv hos os.

Grunden til at jeg så ihærdigt gentager, at det nok kun er her hos os, det er sådan, er, at jeg på ingen måder vil generalisere. Eller hænge andre ud end dem, der kommer–nå nej, IKKE kommer–her hos os!

Continue Reading

Om vacciner.

Det er muligt, jeg er den eneste i hele kongeriget, der synes, det går lidt vel langsomt med at få os vaccineret. At jeg er den eneste, der er absolut uimponeret over den indsats på vaccinefronten, der hidtil er lagt for dagen. Og den eneste, der regner så dårligt, at mine personlige kalkulationer giver mig en slutdato på vaccinationer om 10 år, hvis det hidtidige tempo bibeholdes. Fred med det. Det er nok bare mig, der er indædt skeptiker, mistroisk og aldeles uforstående.

Men i alt fald er jeg ikke den eneste, der godt kan se, at hvis dette samfund skal i gang igen, så er vacciner et absolut must. Og at jo flere dage, der går uden, desto mere lider store, ja enorme, dele af såvel befolkningen som økonomien. Der er mange, der er på fallittens rand økonomisk, og der er mange, der mentalt ikke kan ret meget længere. Følgevirkningerne indenfor begge kategorier er enorme, uhyggelige, langvarige og hænger også uløseligt sammen.

Det er derfor, jeg ikke kan forstå, at vi ikke gør mere for at skaffe vacciner. At EUs kontakter og kontrakter har været en smule uheldige, vil jeg slet ikke kommentere på. Men jeg vil forfærdeligt gerne kommentere på, at der jo faktisk findes et dansk firma, som lige nu står overfor ikke at kunne komme videre til Fase 3 af en meget lovende vaccine udelukkende på grund af økonomi. Det drejer sig om 2 milliarder. Som firmaet ikke har.

Det er muligt, at vaccinen ikke går efter planen. Ikke bliver optimal eller bare anvendelig. Må kasseres som ubrugelig. Men det er absolut lige så muligt, at den bliver en succes og kan give et særdeles velkomment supplement til de vacciner, vi ikke har. Få os vaccineret meget hurtigere, således at vi ikke oplever dødsfald og alvorlig sygdom i en tid, hvor der rent faktisk findes vacciner mod netop den slags. Så jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke giver den en chance. Ofrer de 2 milliarder på at finde ud af, om vi kan redde endnu flere menneskeliv. Tager dem af statskassen og bruger dem på et lovende potentiale. Også fordi, at vaccinen, hvis den virker, på sigt kan skaffe endda mange flere milliarder tilbage til os. Vi kan faktisk sælge den.

Men det vil staten så ikke. Det overgår min forstand. Det overgår især min forstand, at det beløb, det i givet fald ville kræve, er ca. en niendedel af, hvad der blev udbetalt i erstatning til minkavlerne.

Men det er jeg nok den eneste, der synes.

Continue Reading
1 2 3 19