Om tiltagende køer ved flaskeautomater.

Nu har jeg så igen tilbragt endnu et langt stykke tid i en mundbindsklædt kø til en flaskeautomat. For ikke nok med, at vi er mange, der skal af med vores pantdåser og flasker. Vi har også mange af slagsen.

Det hele er coronaens skyld. Nok har jeg en tendens til at beskylde den møgsygdom for snart sagt alt, men denne gang har jeg altså 100% ret. Især Sønderjylland er nemlig ramt af tiltagende køer ved flaskeautomater. Og oppe i Rema går samme automat regelmæssigt i selvsving, fordi den simpelthen er overbelastet.

Der er jo det ved det, at sønderjyske flaskeautomater som regel, i af-coroniserede tider, har nogle fede dage i et særdeles mageligt tempo. Der er nærmest aldrig run på dem. Der er heller aldrig køer foran dem. Vi bruger jo ikke pantemballage, for F… Vi henter jo bare det hele på den anden side grænsen og kører i stedet dåserne på genbrug. Det kan de garanteret også mærke derude. Hvor de normalt er ved at drukne i nulpantet emballage, har de sikkert ikke set en Pepsi Max i flere måneder. Og Slotsøl, som man kun drikker, fordi den er vildt billig, eller man er under 25, er helt forsvundet. De kan sikkert heller ikke engang sælge dem i forretningerne for tiden.

Det er selvfølgelig godt for handelsbalancen. Og de sønderjyske supermarkeder. Det er sikkert også godt for miljøet, selv om jeg nu nok tror, at såvel pantede som upantede dåser sådan ligesom ender i den samme dåsehimmel. Vi er garanteret også holdt op med at smide så meget med de brugte, når de nu er 1 krone værd. Det løber jo op. Og jeg har i alt fald ikke set en ejerløs dåse i naturen længe.

Men det er nu alligevel påfaldende med de alenlange køer ved flaskeautomaterne. Sådan nogle har vi da aldrig brugt før i Sønderjylland. Omvendt så vil de, det sekund man legalt og problemfrit kan krydse grænsen, brat afgå ved døden. Altså køerne. Automaterne går bare på efterløn med mulighed for et par timers dagligt arbejde. Det er muligt, vi har lært, at man faktisk godt kan købe drikkevarer på dåse i Danmark (det var ikke alle, der vidste det præ-corona), men vores troløshed overfor fædrelandets dåsepolitik og priser vil blomstre i al sin vildhed, når den grænse for alvor lukkes op omkring Fleggaardistan. Sådan er vi. Vi er også sådan lidt trætte af at stå i kø med vores pantdåser…

Continue Reading

Om påskeliljer og corona.

Umiddelbart skulle man jo ikke synes, at der var en indlysende sammenhæng mellem påskeliljer ( eller rettere: mangel på påskeliljer!) og corona. Men det er der.

Jeg skulle have et par bundter af de der afskårne påskeliljer, der normalt ligger i stakkevis hos såvel supermarkeder som blomsterhandlere på denne tid af året. Bevæbnet med min aldrig svigtende udgiftsskyhed prøvede jeg selvfølgelig supermarkederne først. Ingen held. Ingen påskeliljer.

Så måtte jeg jo til blomsterhandleren, som tilsyneladende heller ikke var leveringsdygtig. Det var ikke engang særligt sent på dagen. Og stadig længe til, det bliver påske. Men da jeg på det tidspunkt var relativt træt af at være på påskeliljejagt, fik jeg fat på en ansat. Sådan bare for at spørge, hvor stakkene med påskeliljer egentlig gemte sig.

Hun beklagede meget, at der ingen afskårne påskeliljer var. Der ville heller ikke komme flere. De kommer nemlig fra England, hvor de lige nu står og rådner på markerne. Og nej, det er ikke Brexiteret forfald, selv om det selvfølgelig ville være noget lettere at forholde sig til og rigtigt godte sig over. Det er udelukkende fordi, de polakker, som hvert år drager til England for at sæsonplukke påskeliljer, ikke kan komme ind i landet, grundet corona. Så der er altså ingen til at plukke de gule narcisser, da englænderne nok ikke ville drømme om selv at gøre det. Sådan lidt ligesom vi bestemt heller ikke holder os tilbage for at bruge udenlandsk arbejdskraft til plukning af ting, vi ikke selv gider plukke.

Så der er en klar sammenhæng mellem påskeliljer ( i alt fald de afskårne!) og corona. Måske er det så bare mig, der synes, at den sygdom ligesom influerer lidt for mange områder? Nu har den sgu` også taget påskeliljerne!

Continue Reading

Om frikendelsen.

Jeg har været på Sundhed.dk ca. tre gange i timen. Eller mere. Hele dagen, indtil for en times tid siden. Det var der, jeg blev frikendt. Løsladt fra coronalænkerne. Denne gang. I øvrigt en fælles frikendelse, så nu skulle det lille hjem være smittefrit. Ikke, at det sådan lige bevirker isolationsophør. Man skal nemlig have to negative tests. Jeg tillader mig at se den anden som en formalitet og vil fejre med at spise en middag sammen med manden i aften. Ved samme bord, forstås.

På magisk vis er samtlige mine andre ulmende dårligdomme forsvundet. Mit snot er gået i hi, mine host har kvalt sig selv, mine ømme punkter oplever en beundringsværdig smertefri genoplivning, og selv vejret er blevet bedre den sidste times tid. I det hele taget er verden lysere og livet til at face. Det er lige før ( men altså også kun lige før), jeg i opstemthedens iver griber støvsugeren og forvandler skidtbunkerne til rent gulv. Det var ligesom, jeg ikke så nogen tvingende nødvendighed i det før nu.

Jeg håber, taxachaufføren får et mildt sygdomsforløb, for omsider har jeg overskud til at tænke på ham. Overskud til at være generøs.

Selvfølgelig går jeg til regelmæssig testning. For tiden går vi nemlig ikke til dans, fodbold, bridge, blomsterbinding eller andet, nogen af os. Vi går udelukkende til testning. Det er blevet vores fritidsinteresse. Den eneste. Men aldrig har jeg før haft det som studenten, der står udenfor eksamenslokalet og venter ulideligt spændt på karakteren. Som ikke ved, om det hele er knald eller fald og sikkert også i sine indre forestillinger tenderer meget mere mod fald end 12-taller. Jeg har fået et 12-tal i coronaløshed i dag. Og det influerer mit liv, mit humør, min nattesøvn, mit livssyn og i et hele taget verden, som den lige nu ser ud for mig, meget mere, end jeg havde forestillet mig.

Nok er vi stadig i obligatorisk isolation indtil resultatet af næste test kommer. Men vi er det ( nok, forhåbentlig, Ama`r og halshug og 7-9-13) uden corona!

Continue Reading

Om at blive helt forpustet–bare ved tanken.

Når engang samtlige coronarestriktioner bliver ophævet, og livet på forunderlig vis bliver genkendeligt igen (eller gen-genkendeligt!), så får jeg så travlt, at jeg næsten ikke kan overkomme det. Sådan virker det i alt fald derinde i tankemylderet, hvor man på de mørkeste dage forlyster sig med fremmaninger af, hvad der ligger forude. Det er sådan en overlevelsesstrategi. Fra at have været i et forlystelsesmæssigt total-limbo, en ventesal af kedsomhed og brudte forhåbninger, så bliver det næsten for meget, når man skal til at indhente alt det, der er blevet aflyst. Det bliver som at gå fra ingenting til alt, fra levende død til levende levende. Jeg kan næsten blive bange for, jeg ikke kan finde ud af det. At det hele bliver for overvældende.

I min familie har vi en stærk tradition for at give gavekort på oplevelser. Det har vi også gjort under coronakrisen. Måske endda endnu mere. Som et plaster på intetheden, der kunne love strålende forventet efterbevilling. For ikke en eneste fødselsdagsgave, julegave eller bare gave af gavekortlig art har jo haft den fjerneste chance for afholdelse. Det har hobet sig, har det. Næsten til forpustelsesgrænsen.

Så når nu det bliver leveligt liv igen, så skal jeg 5 dage til Anholt med hele familien. Undervejs skal vi i Ree Park. Vi skal i det hele taget intensivt i dyreparker, for Givskud alene kan ikke klare alle de midler, der ligger i et andet gavekort. Mine beregninger siger, at der også godt kan blive et halvt Legoland på den konto. Vi må finde så fælles fodslag omkring, om nogle skal blive udenfor, eller det bare er uden turpas og bespisning. Der ligger også to ophold på Small Danish Hotels. Eller et, hvis vi vælger luksusudgaven. Men det gør jeg nu aldrig, for jeg vil hellere have tid end wellness. Så er der frokosten på Gram Slot og den middag, jeg har haft til gode siden sidste sommer. Der er også nogle ældgamle penge for salg af nogle ting, der skal deles med andre i familien. De har stået på min konto så længe, at jeg sagtens kan bilde mig ind, de er blevet til mine egne, hvis jeg ikke lige sparker mig selv. Der er også turen til New York, som var min gave til mandens runde og stærkt coronerede fødselsdag for snart længe siden. Og hele familien, der skal til et eller andet sted med børnepools og solskinsvejr en uge, når verden engang bliver berejselig, og man kan regne med, at flyverne flyver både ud og hjem uden UMs indblanding.

Oven i det er der alle de misrøgtede fester. De ikke-eksisterende fejringer, som nu, i en slags efterkravskatalog, hober sig op i næsten uoverskuelig massevis. 2020 var, tilfældigvis, et ualmindeligt rundt år i vores familie. Og der var børnefødsler, der aldrig afstedkom dåb eller navngivningsfester. Hos venner og bekendte ligger der også et pænt overskud af negligerede mærkedage, som bare råber efter en form for renæssance. Flere af dem har vi allerede været inviteret til, selv om det i ingen tilfælde har afstedkommet en konkret fejring. 2020 var aflysningernes år, og indtil videre har 2021 da været ualmindelig effektiv til at gå i de samme fodspor.

Man kan jo blive helt forpustet af at tænke på alt det, man skal igennem sådan oplevelses- og fejringsmæssigt, når det engang er muligt at glæde sig sammen over noget som helst.

På den lange bane glæder jeg mig selvfølgelig vildt til alt det, jeg skal, når jeg må. Jeg kunne måske bare have ønsket mig, at det var lidt mere humant fordelt, så jeg ikke skulle have glædesopspare i så overvældende lang tid. Men hvis det nu er sådan– og det tror og håber jeg, det er–at jeg og min familie ikke er de eneste, der skubber en mangfoldighed af oplevelser foran sig mod en udfriende deadline, så er det jo fantastisk for netop de industrier, der har gennemgået den allerstrengeste og og allermindst kompenserede nedlukning. Så skal vi ud og boltre os i tusindvis i samtlige dyreparker og Lego-legelande. Vi skal amokrende landets små hoteller og grovæde os gennem oceaner af kulinariske oplevelser. Vi skal rejse til alle dem, der har lidt nød, fordi vi ikke kom og samtidig genfinde evnen til simpel ubekymrethed og ubetinget glæde. Og så skal vi feste. På baghånd kaste os ud i overdådige fejringer–ikke bare af oversete fødselarer og andre mærkedage–men af livet, som vi havde glemt, at det også kunne være.

Man bliver jo helt forpustet ved tanken. Bare at det hele indledelsesvist indebærer, at man skal åbne sit klædeskab og gense andet end de tre par slidte bukser og to trofaste sweatre, der har båret en gennem det sidste år. Måske endda opleve at tage en BH på!

Afslutningsvis slår det mig pludselig, at jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvor mit pas er. Men jeg kunne da, som en begyndelse, prøve at lokalisere det, så jeg er helt og fuldstændigt klar. Til at blive noget så forunderligt forpustet!

Continue Reading

Undtagelsestilstand. Revisited.

Jeg er i en slags undtagelsestilstand. Eller rettere: husstanden er. Vi er gået all in på forsagelse af det liv, der nærmest heller ikke var tilstede før. Så, for nu at sige noget minimalt positivt, så er forskellen måske knapt så mærkbar, som den ville have været, dengang livet var såvel leveligt som sig selv.

Forhistorien er ganske enkel. Den taxachauffør, som kørte rundt med manden i 8 timer forleden aften, testede positiv dagen efter. Den slags skaber mærkbare ændringer. Hvor det sidste gang, vi oplevede privat nedlukning, var i kategorien “kontakt”, er det nu “nær kontakt.” Ikke til mig, men til manden. Men alligevel allermest til mig. For han er vaccineret ind på A-holdet, mens min B-holdskrop her under vaccineskandalen og det bestandigt mere åbenlyse lal står direkte for skud af modbydelige vira.

Vi er meget taknemmelige for at have et stort hus. Ikke mindst med 2 badeværelser og flere ledige gæstesenge. Jeg har ejendomsret til et stk. badeværelse, stue, køkken og soveværelse, mens han er forvist sammen med sine potentielle baciller til sit eget værelse, et gæsteværelse og et badeværelse. Denne gang, fordi der er tale om det, der er klassificeret som egentlig isolation, er der ingen fælles spisninger. I stedet anbringes måltiderne i afsprittet tilstand ved dørtrinene. Og vi råber altså en del. Så meget, at jeg har overvejet, om vi måske skal involvere mobilerne i vores kommunikation indenfor de samme husvægge. Eller skrive på Messenger?

Når man er såkaldt “nær kontakt”, må man ikke forlade sin matrikel. Det tager han så bogstaveligt, at han kun nødtvunget forlader sit rum og sin computer. Vi render også rundt med mundbind indenfor herhjemme, hvis vi ser en mulighed for at mødes på den fælles gang. Ind imellem kan jeg godt føle, at vi sådan er med i en latterligt dårlig sci-fi film. I alt fald er der kommet et hav af potentielle bakterier imellem os.

Det er så kun den ydre side af karantæne-genvordighederne. Inde i mig foregår der også en del. Jeg er gået ind i den mest hypokondriske periode i mit liv og er der, hvor jeg personligt ville anvise andre at konsultere en psykiater akut, hvis de havde lignende følelser. Jeg føler mig ualmindeligt eksponeret for en sygdom, jeg bare ikke vil have. Samt lige så ualmindeligt opmærksom på min krop og al dens gøren og laden. Intet forkvaklet host går umærkbart hen, småsnot bedømmes på mængden og sammenlignes med den foregående dags udkomme, enhver smerte, især de mere akutte, granskes som mulig begyndende sygdom, og jeg er febrilsk opmærksom på, om jeg kan smage alt, hvad jeg putter i munden. For jeg har nemlig læst, at smagssansen er noget af en sladrehank, og så kan man jo lige tjekke, om løg smager af løg og straticella is af chokolade. Det har det heldigvis gjort indtil nu.

Jeg vil anslå, at vores daglige forbrug af håndsprit skal opgøres i litervis og omfanget af fælles kedsomhed i hektarer. For det er altså ikke bare at lukke den enes liv ned til fundamentalt ingenting på 10 kvadratmeter, det angår jo hele det fælles samvær og den evigt latente angst for at blive syg. Det første døgn ventede jeg da også bare på, at det kom. Overbevist om, at det kun var et spørgsmål om tid. Men så hørte jeg heldigvis hende den kompetente dame fra SSI på TV, som var lidt i tvivl om, om vaccinerede overhovedet kunne smitte. Der vil jeg bare lige sige, at den tvivl kom mit ellers negative livssyn for tiden til gode.

I dag er så store testdag. Ikke, at det ændrer ved karantænens regelbestemte længde, men det giver dog et praj om, om der er noget grimt på vej. Noget potentielt meget farligt i kulissen. Hvis der kommer en frikendelse, er undtagelsestilstanden ikke som sådan ovre, men den bliver dog til nogenlunde at leve med. Måske kan vi endda gå ned i halv ration på håndsprit?

Det er anden gang på bare en måned, vi står i denne situation. Denne gang dog væsentligt mere alvorligt pga. dette med nær kontakt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at selve situationen ville være ikke-eksisterende, hvis bare man havde forestået vaccinationerne på en ansvarlig måde. Men mens jeg så bander over det, så lever vi videre i huset med ingenmandsland imellem os. Et ingenmandsland, der i alt fald for mig, B-holdsmedlemmet, vrimler med usynlige, potentielle små killers af allerværste slags, mere end almindeligt angrebslystne.

Jeg vil lige lade et billede stå som anskuelighedsundervisning: Mig, der iført mundbind og behørigt totaltafsprittet sætter maden på dørtrinnet ind til det værelse, hvor min mand gennem 40 år sidder helt alene. Hvorefter jeg går tilbage til min husdel og endnu engang mærker efter, om mine småhost har forandret sig i coroneret retning. Det er sgu` som en film. En dårlig parodi på en katastrofefilm.

Continue Reading

Om det modsatte af “Tillykke”.

Sådan en sprognørd som mig har altid undret sig over, hvad det modsatte af “Tillykke” egentlig er. Altså når man vil udtrykke sin medfølelse over et jubilæum, en årsdag, enhver form for fødselsdag, der ikke indebærer glæde og fejring. Som begyndelsen på verdenskrige, årsdage for tragiske dødsfald eller begivenheder–eller i dag. Jeg mangler det ord i dag.

For præcis et år siden sad jeg i en lejlighed i New Orleans og opdagede udelukkende, at et efterhånden nærmest ikonisk pressemøde fandt sted i Danmark, fordi min familie derhjemme indbyrdes gik amok på Messenger. Det var i løbet af de næste timer, det gik op for mig, at den 3- ugers tur rundt i Sydstaterne, jeg var pænt i gang med, blev coroniseret ind i ikke-lade-sig-gørlighed. For nærmest samtidig nedkaldte den daværende, såkaldte præsident (T)rumpen alskens forbandelser over alle andre europæere end de, der var underlagt Boris, og ønskede dem ekspedit ud af landet. Det begyndte også at bimle og bamle på mobilen med ganske eksplicitte meddelelser fra UM om at finde hjem–og det så hurtigt som overhovedet muligt.

Det var så også der, billetter hjem blev bestilt i en hujende hast. Fra Orlando, Florida. Der er immervæk omkring 800 km. fra New Orleans til Orlando. Og da udlejningsfirmaet har endog særdeles skrappe regler for aflevering af lejebiler i andre stater end der, hvor de er lejet, ville der lige løbe en 6-7000 på for forkert afleveringsadresse. Det er mange penge. Det er især mange penge, når man i forvejen er dybt nedtrykt over at afbryde sin drømmerejse, hamrende utryg ved hele situationens alvor, alt for langt og alt for uvidende hjemmefra og kan se temmelig mange penge ryge ned i et uventet coronahul, bestående af nye flybilletter og den allerede betalte leje for de planlagte 3 uger.

Så vi var to, der bestemte os for at køre den bil tilbage til New Orleans på 3 dage. Således at resten kunne flyve dertil i stedet. Det var ikke noget offer, men nok mere en fornemmelse af, at vi følte os lidt snydt og stadig måtte kunne knibe nogle få oplevelser ud af en tur, der på mange måder ikke ville blive det, vi havde forventet. Netop det der 3 dage lange roadtrip ( nok verdens og historiens korteste af slagsen) står for mig som selve indbegrebet af stormen ( eller selve livet) før den øredøvende stilhed. Coronastilheden. Vi valgte at køre langs Den Mexikanske Golf det meste af vejen, langs de kridhvide, milevide strande, hvor livet såmænd gik videre på en måde, der lignede, at ikke en sjæl langs dem havde nogen fornemmelse af den pandemiske trussel, der hang under den evigt skinnende sol. Det var en tur i frihed. Ikke bare den frihed, der ligger implicit i at være på roadtrip, men også den frihed til selv at vælge uden restriktioner, begrænsninger og regler, der har været hovedagendaen for det år, der er gået siden da.

Jeg husker især vores halve dag i Biloxi, hvor vi først fik ideen om at tage på rundvisning i Jefferson Davis hus. Vi havde naivt en ide om, at vi der ville opleve Sydstaternes gamle plantations og livet omkring dem, men desværre viste det sig, at guiden var tydeligt mere interesseret i husets møblement. Så det blev en noget fremmedgørende, men meget spøjs og uventet oplevelse, der gav os en indgående viden om amerikansk boligstil under borgerkrigen. Men allermest husker jeg den lille restaurant i strandkanten, hvor vi spiste seafood om aftenen, mens solen gik ned over Golfen, og livet og de lokale på ingen måde var det fjerneste påvirkede af alt det, de ikke vidste ville komme. Det var, når jeg sådan tænker tilbage og lægger en bagklog analyse ind i det hele, den allersidste aften i frihed og den verden, vi dengang kendte og troede ville forblive sådan for evigt. Det gjorde den så ikke.

Da jeg kom hjem dengang for næsten et år siden, var jeg skræmt og fuldstændigt overbevist om, at sygdommen måtte have sat sine kløer i mig bare et sted i de utallige lufthavne og deres menneskemylder. Især Gatwick. Især forbandede, modbydelige Gatwick, som er min lufthavnshader nummer et, og som jeg i dag i al min opsparede kvide nærmest kan gribe mig selv i at længes efter. Det skete heldigvis ikke.

Jeg kan også huske, at i mange måneder derefter var den bærende indstilling, at det hele var noget midlertidigt. Noget, der gik over. Et par måneders nedlukning, og så tilbage til livet igen for fuld skrue. Ikke blot sagde jeg til mig selv–det gjorde andre såmænd også med overbevisning–at nok mistede jeg forårets ture, men i juni var der da gode chancer for normalitet. Jeg kan huske, at det, der tegnede til at blive min bedste og mest velplanlagte og spændende sæson nogensinde, nemlig 2020, ikke sådan bare blev aflyst i et hug. Nej, rejserne blev nedlagt hen ad vejen, med de obligatoriske 14 dages varsel. For hele foråret var der en underliggende optimisme omkring, at vi bare lige skulle stå et par møgmåneder igennem, hvorefter alting pænt og ikke-pandemisk ville blive sit velkendte selv igen.

For lige kortvarigt at vende tilbage til New Orleans, så skriver New Orleansforfatteren James Lee Burke i sit mesterværk Jesus Out to Sea om orkanen Katrina, der i 2005 nærmest destruerede byen og dræbte omkring 2000 mennesker, at Katrina ikke var nogen normal orkan, der bare kom, ødelagde og gik igen, at “It killed in stages”. Det, har det vist sig, gør corona også.

Kors, hvor var vi dog naive der for et år siden! Og Gudskelov, at vi var det. I bagklogskabens klare lys var det nok vores eklatante naivitet og fuldstændigt manglende fornemmelse for konsekvenser, der i alt fald gav os mod på at blive ved. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan den altdominerende følelse, det bærende mood hos os alle ville have været, hvis vi dengang havde vidst, at det ikke bare var et par skodmåneder, vi skulle stå igennem, men mere end et år. Måske endda meget mere….. Min gamle mor sagde dengang, at det var rimeligt overleveligt, for hun havde været igennem en verdenskrig med alt, hvad det indebar. Det gør hun ikke mere. Nu er hun der, hvor verdenskrigen trods alt ville være at foretrække.

Så når jeg her i endnu et mismodighedens forår sidder og grubler over, hvad det modsatte af “Tillykke” egentlig er, så kommer jeg da heldigvis til at mindes mit roadtrip der gennem en solbeskinnet, fuldstændigt normal Golfkyst for et år siden, da livet var præ-pandemisk og til at forholde sig til. Det kommer nemlig til at stå som selve symbolet på farvel til normaliteten og alt det, jeg elsker. Det, jeg derfor skal holde fast i, er, at det nok, engang, engang, vil blive sådan igen. At dette år, som vi nu–og her mangler jeg så det modsatte af– “fejrer”, vil komme til at stå som en skamplet af mismodighed og anormalitet, når vi engang er nået dertil, hvor vi udelukkende kan se tilbage på det. Hvor vi helt er frie af det. Hvor livet skal til at bestå af fejringer og tillykker–og ikke det modsatte.

I løbet af dette år har jeg været inviteret til den samme 60-års fødselsdag tre gange. Den er aldrig blevet afholdt. Men når den bliver det, vil jeg glæde mig noget så uendeligt til at kunne sige “Tillykke”. Og ikke bare være fanget her på denne dag i tvivlen om, hvad det modsatte af “Tillykke” er.

Continue Reading

Sådan kan det gå….

Vi bor i en indeklemt kommune mellem to af landets absolutte højdescorere på smittetalsbarometret. Ydermere er det sådan i vores område, at mellem netop de to kommuner og vores er der en enormt stor udveksling af arbejdskraft, fordi store industrier og offentlige arbejdspladser befinder sig i de to andre kommuner. Det er vel kun et spørgsmål om tid, før smørhullet mellem smitterederne udfyldes. Det eneste, vi kan gøre, er at vente….

Oven i det var der lige en visitationsperson ved vagtlægeordningen, der ikke var opmærksom nok forleden og fik manden sendt ud til en coronapatient. Han er heldigvis selv mere opmærksom end den sløvhed, der sendte ham afsted, så han prøvede at holde behørig afstand og beskytte sig selv mest muligt. Men han var inde i vedkommendes hus og i nærheden af patienten nogle minutter. Det kvalificerer efter de officielle regler ikke i sig selv til en isolation. Men det kvalificerer til, at vi herhjemme har omorganiseret vores liv, således at vi selv i det mindste tager alle forholdsregler, indtil der foreligger en negativ test. Eller to.

Han er selvfølgelig af-vaccineret. Men det er jeg ikke. Og jeg ville ikke kunne bære at få sygdommen nu. Hvor det udelukkende er bureaukratisk lal, der gør, at jeg endnu ikke er vaccineret. Før der fandtes en vaccine, var det skæbnen, der bestemte. Nu er det smøl, og det er uacceptabelt. Som at blive snydt og lide fuldstændigt forgæves.

Så vi lever altså i disse dage sammen, på afstand. Jeg er rimeligt OBS på de to meter, jeg har udnævnt til min ubrydelige intimssfære, og selv om jeg ikke decideret går rundt med et målebånd, så har jeg et ret godt indtryk af, hvad to meter er sådan med et slag på tasken. Heldigvis har vi to badeværelser, så fra at bruge dem i flæng, har vi nu hvert sit. Vi har også (i alt fald mig!) et overdrevent forbrug af sprit, og køleskabslågen er ved at være slidt op af bare gedigen afspritning. Når vi spiser vores måltider, ligner vi sådan en parodi på den britiske overklasse, hvor man selvfølgelig må tænke sig til riddersalen og de udstoppede dyr som baggrund, men hvor vi nu alligevel skal hæve stemmen lidt for at kunne høre hinanden. Og heldigvis har vi et dobbeltsenget gæsteværelse, så vi kan undgå sovende smitte. Jeg har også hævdet min uskyldsret ved at forlange soveværelset med TV, så jeg kan falde i søvn derinde alene med alle mine uopklarede TV-mord. Det er vel den uskyldige uvaccineredes eneste lille kompensation.

Det er selvfølgelig problematisk at mødes i gangen, for i parcelhuse fra 70`erne brugte man ikke overflødige kvadratmeter på gangarealer. Men så må man jo steppe to meter ind på et værelse af ren coronahøflighed. Værst er det dog med allergien. Altså den af mandens, som giver sig udslag i store nyseforløb. Så må en af os i haven. Heldigvis er vejret for tiden ganske udendørs coronavenligt, så man kan lige tage en runde og se på vintergækker, mens der nyses og sprittes indenfor.

Vi har dog vedtaget, at udendørs gåture godt må forefindes, hvis behørig afstand opretholdes. Så når vi så går sammen, så tror de fleste nok, at vi er lidt uvenner. Men det er såmænd bare potentiel corona, der er imellem os.

Så jeg føler mig sådan lidt under dobbeltbeskydning for tiden. Både af de der to nabokommuner, der såmænd nok skal få eksproprieret deres lort til os, men også af den lille bombe, jeg måske har i mit eget hjem. Det er selvfølgelig mig, der er mest hysterisk. Men det er også mig, der er ubeskyttet og bare overhovedet ikke, på nogen mulig måde vil have den sygdom.

Endelig tænker jeg også på, om den der ignorant, der visiterede, mon ved, hvordan han har formet vores liv i disse dage. Han burde mindst, som straf, selv prøve at leve sammen, på afstand, i det samme hus og med to meters afstand. Udefra betragtet er det jo nærmest grinagtigt, men for mig er det altså ramme alvor.

Og jeg kan næsten ikke vente til den test, som først skal tages på torsdag. Sådan er reglerne–fire dage. Det er godt nok fire lange, meterlange, om man vil, dage…..

Continue Reading

Om smittetal og dagens længde.

Egentlig gider jeg ikke udbrede mig mere om tilværelsens ulidelige kedelighed. Som man altid påpeger, når der skal skrives skønlitteratur, så skal man vise og male hændelser, aldrig referere dem. Derved er det op til læseren selv at fortolke.

Jeg vil derfor kort fremmale to af mine fikspunkter i det liv, jeg fører lige nu. Måske endda de to væsentligste. (Det er så her, der virkelig skal fortolkes!) Jeg er nemlig blevet sådan lidt besat af smittetal og dagens længde. Hver eneste dag tjekker jeg ovennævnte, og besættelsen giver mig sådan en dejlig ro i sindet og helt klart en fornemmelse af styring. Af at have tjek på det liv, jeg ellers overhovedet ikke har væsentlig indflydelse på.

Hvilket jo i sig selv er en modsigelse, da netop de to ting er områder, jeg ikke har den fjerneste indflydelse på. Og heller aldrig, ligegyldigt hvad jeg stiller op, vil få. Men jeg oplever en indre beroligelse, en slags fornyet håb for fremtiden ved hver dag at tjekke, om de der smittetal er for nedadgående. Hvis de derimod går ind i en opstigende kurve, føler jeg sådan en snert af lidt depression. Så smager verden af forlænget undtagelsestilstand og en deadline, jeg ikke magter at gribe fat i. Jeg visualiserer også alle de stakkels mennesker, der pludselig har fået deres liv drastisk ændret, og jeg forbander endnu engang en vaccineindsats, der både er katastrofal og i al sin katastrofalitet kommer til at koste menneskeliv. Jeg vil her, og det mener jeg måske, man for alvor bør tilbunds-fortolke, indskyde, at Storbritannien er tæt på at have vaccineret halvdelen af sin befolkning. Men tænk at sidde der og studere smittetal! Som om verdens omdrejningspunkt er placeret i antallet af nysmittede og indlagte. Lige den er åben for en tilbundsgående fortolkning af indholdet i mit liv.

Jeg er også ret OBS på, hvornår solen står op og går ned. Med andre ord har jeg fuldt tjek på dagens længde. Jeg har sådan en indre uro omkring, om det hele nu går planmæssigt derhen, hvor dagslængder på denne tid af året nu helst skal gå. Måske sidder der en slags indre angst for at blive snydt i mig. Forårsaget af, at jeg for tiden gerne vil indrømme, at jeg føler mig lidt snydt af livet som sådan, så er jeg nødt til at være opmærksom på, at i det mindste solen gør, hvad solen nu bør gøre. At vi virkelig går mod forår, og det hele ikke bare kan aflyses eller omdirigeres, som man har for vane at omdirigere vacciner. Jeg bliver så dejligt tryg, når dagen virkelig ER blevet 4 minutter længere, og fniser da også lidt i mit næselange pandehår over, at her er da i det mindste et område, hvor EU ikke kan forhindre processen. Min besættelse af solopgange står også fuldstændig åben for videre fortolkning.

Endelig, og her skriver jeg så noget, som jeg nok slet ikke bør skrive, men altså skriver alligevel, så savner jeg ind imellem lidt (T)rumpen. I det mindste var hans aldrig svigtende vanvid en kærkommen afledning fra smittetal og dagslængder. Inde i mit inderste jeg savner jeg somme tider noget konkret at hænge min forargelse op på. Noget håndfast at være gal på, noget synligt at overøse med samtlige mine frustrationer. Misforstå mig ikke: Jeg savner ikke en psykopatisk narcissist i et af verdens mægtigste og mest indflydelsesrige embeder, men jeg savner en af skælde ud på. For når livet er en evig række smittetal og tidspunkter for solens op- og nedgang, så ville det nu være rart også at have et andet sted at placere sin forargelse. Og det var han altså god til. Aldrig har jeg mødt et menneske, der i den grad kunne aflaste min indre vrede.

Så her sidder jeg altså. Fra at have været en nærmest evigt omrejsende kosmopolit med interesser, arbejde og engagement i mange af verdens lande og baserer mine daglige højdepunkter på dagens smittetal og solens op- og nedgangstider. Der skulle være rige muligheder for fortolkning!

Continue Reading

En stor tak til vejret.

Det er (hunde)koldt derude, og urt og busk står i den grad i skjul. Men solen skinner, og for hver dag kan man næsten mærke lyset vende mere og mere tilbage helt ind i sin inderste sjæl.

Jeg tror, den sne er decideret livgivende, humøropgraderende, depressionsfortrængende og et incitament til overlevelse i en tid, hvor der ellers hersker en ret fatal mangel på samme.

Den er, såvel konkret som i overført betydning, som sendt fra himlen. Til glæde, til smil og leg–og til at lyse op. Verden bliver så køn af sne. Det er næsten som om, sneen formår at lægge sig dækkende over samtlige coronerede bakterier, således at man, bare ved at se på den, kan abstrahere fra dem.

Den må gerne blive liggende.

-Og i denne forbindelse ikke et ord om, at den skal skovles!

Continue Reading

Om januar.

Ved midnat i nat fik vi overstået verdenshistoriens længste januar. Selv november kunne godt pakke sammen i forhold til at prøve at komme i førerfeltet indenfor uendelig langhed. Det er en bedrift i sig selv.

Da det ikke skal være nogen hemmelighed, at den januar heller ikke har skortet på at flashe sin længde, intensivt at prøve at bevise, hvad uendelighed egentlig er og drillende forsøgt at udvide sit territorium, har jeg bestemt mig for sådan at opregne lidt for mig selv, hvad jeg egentlig har brugt al den overflod af januar til. Det er absolut ingen hemmelighed, at der ligger en god portion selvafstivning, måske endda tenderende til simpel selvros i det hele. Jeg vil gerne rose mig selv for at være nået februar. Det er godt gået, synes jeg. Der er mange ting, jeg kan være stolt af.

Netop gået har været et ret markant kodeord for januar. Som det kan ses på billedet, har mine ben været på overarbejde. Jeg har i gennemsnit gået 11, 5 kilometer om dagen, hvilket sikkert også svarer ret proportionelt til de centimeter, jeg nok har slidt af mig selv. Det svarer til ca. 351 km, hvilket er helt til København og tilbage til Storebæltsbroen igen for ligesom at gøre det lidt mere fatteligt. Jeg har dog ikke været vandrende til hovedstaden på en månedslang tur, men en smule fantasiløst bevæget mig af de samme ruter i nærområdet. Således har jeg været i Brugsen ca. 15 gange, i industrikvarteret hvad der synes som en million gange, i det nærmestliggende parcelhuskvarter så mange gange, at jeg vel næsten er blevet en smule suspekt og ca. 27 gange gennem den lokale, lukkede skole. En enkelt gang har jeg gået i et afdødt industrikvarter i Vejle, men det var nu kun, fordi jeg alligevel skulle vente der. Det kan man da godt være stolt af. I benene.

Jeg har set omkring 20 spillefilm af varierende kvalitet og er blevet helt fortrolig med samtlige søgefunktioner og udvidede bagkataloger på både Netflix, HBO og Filmstriben. Jeg har også nuppet en enkelt fra DR.dk. Her har jeg endda ikke medtalt det antal film, jeg bare er startet på og forkastet 5-10 minutter inde i begivenhederne, fordi de enten var for åndsvage, for pjattede eller for finske. Jeg har binge-watched så mange serier, at jeg slet ikke har lyst til at tælle dem på baghånd, og jeg ville på stående fod kunne etablere mig som serieguide for fantasy freaks og trekvartgamle damer. Det kan man da godt være stolt af. I øjnene.

Jeg har læst 5 bøger, hvoraf den ene var god og de andre relativt ligegyldige. Jeg er også begyndt på 3-4 andre, men selv den her januar får mig nok ikke til at læse dem, og det siger altså ret meget om kvaliteten. Jeg har hæklet omkring en runde på det slumretæppe, jeg startede i juni, og lige nu tegner det til at blive et evighedsprojekt at få hele kroppen dækket. Jeg har overvejet at købe et idiotsikret strikkekit fra Kit Couture, men har aldrig fået det bestilt, og det er også for dårligt, men samtidig meget pædagogisk, når jeg stadig kun er nået til hofterne på det der tæppe. Alligevel kan man da godt være stolt af sine intentioner.

Jeg har spist omkring en mindre bagerbutik af kager og er ved at udvikle mig til specialist indenfor kagekøb. Tillige er der også en ualmindeligt fornuftig sammenhæng mellem alle de kilometer og kagerne. Lad os bare sige, at de med lidt god vilje supplerer hinanden og kan bruges som uigennemskydeligt alibi. Jeg er endda nået dertil, hvor jeg føler mig kvalificeret til at give andre gode kageråd. Den januar har virkelig opbygget og finpudset min kageerfaring. Det kan man da godt prale lidt af. Synes jeg.

Jeg har set, altså for alvor og bevidst snakket med live, 4-5 mennesker, og det er lige før, det er en kritisk overskridelse af det, der skulle være min boble. Den ene er en nabo, som jeg endda har lukket ind i mit hus, men det er også fordi, hun er lidt mere ajour på de andre naboer, således at de ikke flytter, bliver syge, får børn eller nye biler, uden at jeg da i det mindste har hørt lidt om det. Jeg har også en veninde, jeg går ture med, og vi sniger os til at drikke the og spise kager, når vi både har været i Brugsen, i industrikvarteret, i nærområdet og et par gange gennem den lokale, lukkede skole. Og så har jeg set det ene af mine børnebørn og dets forældre, for det kunne jeg ikke lade være med på hendes 1-års fødselsdag. Men jeg kan i det mindste være stolt af, som jeg har gået og vogtet indgangsdørene til min egen boble.

Jeg har desuden brugt en del tid på Facetime, hvor jeg næsten hver dag ser opdaterede programmer af familiens babyer. Selv om jeg ikke kan knuse dem, føle dem og mærke dem sådan live, så går jeg altså ind for den næsten daglige bedstemorration af fjernbabyer. Jeg har også en lille afhængighed af alle de videoer, jeg heldigvis også får sendt af samme babyer, så dem kan jeg sagtens få presset ind mellem de 20 film og bingeserierne. Det kan man da også godt være stolt af. At se så mange babyvideoer, at have sin egen rekord i babyfjernsyn i januar.

Jeg er, i småtingsafdelingen, også blevet ferm til selvklip af pandehår og arbejder energisk på en mere ligelig fordeling af takker over øjnene. Det skal jeg nok få lært, inden frisørerne åbner. Jeg nærstuderer mine aktier og ser dem dratte mod undergrunden, mens jeg overvejer, om jeg også kan Robin Hoode mig selv til deltage i at sænke en hedgefond eller to, selv om jeg godt ved, hvem det er, der i sidste ende bliver sænket. En enkelt gang gik jeg amok på en hjemmeside med udsalg og købte noget nyt tøj, der nu ligger i skabet og undrende spørger mig, hvornår det skal bruges. Jeg må blive det svar skyldigt. Men man kan da godt være stolt af, at man både har støttet det ene og det andet og har alle intentioner om at støtte både skovle under hedgefonde og frisører engang.

I det hele taget er det jo ikke bare mig, der skal være stolt over at have gennemgået verdenshistoriens længste januar. Det skal vi alle. Der er masser at være stolte over, at rose os selv for, at klappe os selv på skulderen over. Og har vi så ikke fået lært at blive eminente til selvros og småstolthed endnu, så er det overhovedet ikke noget problem.

Vi har hele februar til at blive bedre!

Continue Reading
1 2 3 22