HURRA for teknologien.

Jeg tænker nogle gange på, at selv om man primært kan hælde verbalt lort ud over pandemien, så kendte den dog, trods alt, sin besøgelsestid. Den ventede, indtil vi kunne en forfærdelig masse teknologisk, som vi aldrig har kunnet før. For bare 10 år siden havde vi været famlende, hjælpeløse på masser af områder, hvor vi nu kan hutle os igennem på måder, så vi kan opretholde en slags social kontakt. En slags, men trods alt en væsentlig slags.

Her tænker jeg slet ikke på alle mulighederne for hjemmearbejde, mødefunktioner, virtuel undervisning og andet i arbejdsmarkedsregi. Jeg er helt nede på det personlige plan. Der, hvor mennesker mødes uden andet formål end at se dem, de holder af. For netop IKKE at se, føle, mærke og være sammen med dem, vi holder af, har nok været den allerstørste psykiske belastning for de fleste under den efterhånden mere end alenlange pandemi.

Facetime, Messenger og andre opkaldstjenester har garanteret reddet den mentale sundhed og samtidig puttet lidt glæde ind i utallige små hjem. Tusindvis af bedsteforældre har periodevis været afskåret fra fysisk at være sammen med deres børnebørn, men har kunnet opnå i alt fald en form for kontakt gennem disse tjenester. Der er sendt millionvis af små videoer i alle familiekredse, og selv om man har manglet at være tilstede, sammen, så har teknologien dog givet os mulighed for at kunne se hinanden. I nuet. Og ikke på billeder, der først skulle fremkaldes, og gerne også kun viste den slags opstillede situationer, man førhen udelukkende anvendte de dyre film på at forevige.

Når jeg er fysisk sammen med mine børnebørn, optager jeg gerne små videoer, som med det samme sendes til min mor, deres oldemor. Mine børn er også rigtigt søde til at gøre det samme. Ikke i opstillede situationer, men som små indslag fra en helt almindelig dagligdag, hvor det er vigtigere at vise, hvad er foregår lige nu, end at der foregår noget spektakulært. Hun kalder det den medicin, der er absolut livsnødvendig, og jeg tror, hun har ret. Lige så ret som mange andre bedsteforældre, der i disse tider har fået et overvældende stort brug af Facetime, samtidigt med at de også modtager disse små videoberetninger af en dagligdag, de ikke lige kan deltage i.

Jeg tænker tit på, at for bare få år siden havde vi ikke teknologien til det. Dengang kunne vi ikke bare lige på en ganske almindelig mobiltelefon se hinanden, mens vi talte sammen. Vi var ude af stand til, fuldstændigt uden besværligheder, at sende små videoklip til hinanden. Dengang kostede det enten dyr teknologi eller teknologiske færdigheder, som de fleste af os ikke besad. Nu er det gratis og hver mands eje. Og hver mands glimt af det, vi savner, i en dagligdag.

Man kan ikke lade være med at tænke på, om vi, når engang pandemien forhåbentlig er ovre, vil blive ved at være så rappe på knapperne. Jeg tror det egentlig. For selv om vi forhåbentlig får meget lettere ved at mødes fysisk, så er disse små indslag fra hinandens dagligdag nok blevet en kærkommen ting, vi ikke lige vil undvære. Det betyder også, strengt ulogisk, egentlig, at pandemien nok har fået os til at være endnu mere med i hinandens dagligdag, end vi førhen var. Det er blevet opprioriteret at se hinanden teknologisk, netop fordi vi ikke kan se hinanden fysisk. Og det er samtidig blevet en rigtig rar og god vane. Bare fordi man både kan og må se hinanden, gør vi det alligevel ikke hele tiden. Men vi har fået en rar tradition med at følge med i hinandens liv–og den bibevarer vi nok heldigvis.

Så pandemien kendte, trods alt, sin teknologiske besøgelsestid. Det var godt, den ventede, til vi kunne alle disse ting. HURRA for det. I det mindste har vi da kunnet være sammen på denne måde. Tænk, hvis vi ikke havde kunnet!

Continue Reading

Om det første stik.

Stikket var det mindste. Og er det stadig, her dagen efter. Jeg lider ellers af indgroet nåleskræk og forestiller mig, at ethvert stik er så lammende for hele mit overparti som de stivkrampenåle, jeg lejlighedsvist får genopfrisket. Men jeg kom i kanylen på en venlig ældre herre, som jeg har stærkt mistænkt for at være pensioneret læge, der i årevis pædagogisk har overstået flere millioner børnestik. Det klør lidt i dag, men vi er oceaner fra stivkrampe-senfølger.

Det vil altså sige, at der var noget, der var værre. Jeg var faktisk forberedt, for en veninde havde på forhånd adviseret mig om stikkets mere psykiske følger. Dem, der opstår, når man efter endt vaccinering skal sidde de obligatoriske 15 minutter og lave ingenting. Få genopfrisket, hvordan det lige var at være eksamensvagt, dengang man var det, og kedede sin røv i laser gennem minutter så lange som 17 bølger af en yderst angrebslysten kedsomhedspandemi.

For så ser man sig jo omkring. Der i områdets største hal, hvor et stort antal af folk på ens egen alder er placeret med corona-uvenlig afstand. Der, hvor den yderst afblomstrede del af fædrelandets trekvartgamle samles om noget af det eneste, vi legalt kan samles om for tiden. Det er lige præcis der, det bliver skræmmende at kigge sig rundt og se de tilsyneladende jævnaldrende nyvaccinerede. For hvor ER de dog ældre. De andre. Hvor finder man det dog ulideligt svært at identificere sig med, at man sådan skulle gå rundt og ligne en af dem.

Mens jeg sad der i forstadiet til plejehjemsindskrivningen, forsøgte jeg ihærdigt at overtale mig selv til at tro på, at alle de andre havde fået deres andet stik. Sådan at de da i alt fald ikke var HELT jævnaldrende. Faktisk kunne være op til 10 år ældre end mig. Mindst. Det var lidt som at komme til skolejubilæum og forfærdet konstatere, at ens gamle klassekammerater er ældet med hidtil ukendt speed, mens man selvfølgelig selv stadig ligner sig selv som 18-årig. Men da 15 minutter i alvorlig kedsomhed er yderst lange, når man faktisk også dertil, at en begyndende erkendelse af, at man garanteret selv falder strålende ind i selskabet, begynder at tage form. Det er næsten det allermest skræmmende. For når man ikke sidder i den slags haller så tit, så har man det vist med at glemme, hvordan man egentlig selv ser ud. Måske var der endda folk til stede, der klart bedømte mig som en, der var på andet stik?

Heldigvis er der også lysere mentale skyer, der begynder at vise sig. På vejen hjem hørte jeg en udsendelse med komikeren Adam Holm, som har haft corona. Han påstod, at han hver gang, når han skulle køre med rullestrapperne op i DR-huset, lige slikkede på gelænderet. Bare fordi han kunne! Jeg er så småt begyndt at forstå, hvad han mener. Selv om jeg næppe nogensinde bliver overstadig nok til at gå rundt og beslikke gelændere, kan jeg dog helt konkret begynde at se en fremtid, 7 uger ud i tiden, hvor jeg opnår en løsladelse til i overført betydning at smage på livet igen. Sådan en deadline har enorme psykiske konsekvenser med kanylepilen strakt opad. Bare alene at kunne foretage sig noget impulsivt. Helt uden planlægning, coronatests til tiden og alting coronaplanlagt ned til mindste detalje.

Så skal jeg ud at spise, på en pludselig indskydelse, gå på biblioteket uden at tænke på test, ud at køre med tog. Og dalre, virkelig dalre, fuldstændigt ubekymret på en powershopping af rang. Sikkert uden at købe noget, for den coronaindgroede nærighed er svær at slippe.

Det kan jeg så gøre sammen med alle de andre, der gerne må. Alle dem, jeg sad sammen med der i hallen, og som godt nok var skræmmende ældre at se på, hvis de virkelig kun var der til deres første stik!

Continue Reading

Om forkølelse.

Jeg har været snotforkølet den sidste uges tid. Det er der intet udsædvanligt i, sådan set i bakspejlet, for det er jeg med jævne mellemrum og altid i april og september. Eller var. Siden de mere humane bacillers store nedtur og umådelige tab af terræn i forbindelse med coronafstanden, havde jeg næsten glemt at være forkølet. Omgangssyger, forkølelser og andet smitsomt har fået næsten helt urimelige vilkår det sidste halvandet år. Men denne her tog mig.

Normalt bærer jeg mig tappert gennem sådan en gang snot. Det er ubehageligt, det er voldsomt forbrugende indenfor lommetørklæder og en enkelt gang imellem hovedpinepiller. Det er sådan noget, der skaber et tungt hoved og en doven krop, men det er heldigvis slet ikke i familie med man-flu, så jeg har overlevet. Gang på gang. Jeg har gået og småsnottet sådan til husbehov og passet mig selv i et lidt langsommere tempo. Men generelt har jeg da gjort alt det, jeg ellers plejer at gøre. Akkompagneret af løbenæse, nys og hosten.

Men det har ændret sig noget denne gang. Ikke at min forkølelse på nogen mulig måde har opført sig anderledes end alle de 30017 tidligere. Det er mig, der opfører mig anderledes. Mig, der render rundt med en forkølelse, der belaster på en helt ny måde. Og mig, der pludselig ser min forkølelse som et kæmpe problem. Hvad den altid har været for mig selv, men nu er den akut blevet et problem for alle andre. Et stort et.

Der er den med nysene. Mine nys er små sataner, der nærmest på sekundet afstemmer deres udbrud med tidspunkter, hvor de burde have holdt sig anstændigt tilbage. Som regel i kassekøer. Når det sådan næsten er min tur til at betale, hugger de til. Mens vi står i kø sammen, kan de godt gemme sig lidt, men når jeg så har Dankortet fremme for at skulle betale og i ret uafstandet clinch med kassepersonen, så tager Forkølesesfanden ved dem. Så vil de ud. Højlydt ud. Den sidste uge har jeg ikke talt venligt til en kasseperson. Jeg har bare stået og indestængt lidt og, efter at have samlet mine varer skyndsomt sammen og ræset ud af butikkerne, brudt ud i et stormvejr, en naturkatastrofe af et nys. Eller fem. Så kigger folk så ualmindeligt uvenligt på mig.

Det samme med host. Hos mig koordinerer nys og host tilsyneladende. Host er mest på banen, mens jeg står i kø. Jeg kan gå rundt i supermarkeder i lange tidsrum ( eller i alt fald så længe, som det nu tager at finde ens varer) helt uden ansats til host. Og hvis de kommer ved enhver jo også godt, at man nogle gange lige kan gemme sig lidt blandt havregryn eller flåede tomater og diskret få afhostet i alt fald det allermest presserende. Men når man står der i kassekøen, låst inde mellem to meter til både hende foran og ham bagved, så kender host deres besøgelsestid. Det bedste, man kan håbe på, er, at der ikke er nogen, man sådan kender eller er på hils med. For så ryger den sgu` med ud, den infame hosten. Ellers står man der og ligner en, der er til tælling og bliver mere og mere blå i hovedet. Og hende foran skal altid købe ind til samtlige borgere i sit kvarter–af varer, der er forkert prismærkede. Eller slet ikke. Nogle gange er alternativet at forlade kassekøen. Det gør man i disse tider, for ellers bliver man visuelt lynchet.

Men det aller-allerværste er snottet. For selv om man med rettidig omhu har pudset sin næse på slamsugningsniveau, inden man ifører sig mundbindet, så vil snottet ud som kaskader af vandfald det øjeblik, man træder ind mellem andre mennesker på steder, der kræver mundbind. Det er helligbrøde, grænsende til fængselskrævende forbrydelser, at afføre sig sig mundbind og pudse sit snot ud sådanne steder. I stedet løber det. I rekordfart. Det giver mindelser fra de menstruationsperioder, hvor blodet flød i sande strømme, og man hele tiden var angst for at sætte udvendige pletter på sit tøj. Nu er man decideret panisk for at afsætte våde mærker på sit mundbind. Det er muligt, har jeg erfaring for, at opsamle en hvis portion ved hjælp af munden, for den er heldigvis også dækket, men Niagara-styrker er det helt omsonst at forholde sig til. De vælter og vælder. Og folk kigger altså ret uvenligt på dem, der har udvendige pletter på deres mundbind. Samt tilsyneladende savler.

Det er slet ikke let at være forkølet i disse tider. Man lever under en konstant mistanke om ikke at være det. Om at være inficeret med noget meget værre end snot til husbehov, når årstiderne skifter. Det er overhovedet ikke let at færdes offentlige steder med en forkølelse som min. Den bedrager mig, overfalder mig, kender i overvældene grad sin besøgelsestid og timer helt ned i sekunder, hvornår den sådan for alvor skal slå til. Det er lige før, jeg opgiver at tage den med i byen. Den kan jo ikke opføre sig ordentligt. Og det skal forkølelser i disse tider. Vi må lære at tæmme dem.

Det er lige før, jeg sådan helt opgiver at gå ud. Men heldigvis er det sådan med forkølelser, at hvis man gør noget ved dem, varer de 14 dage, mens de, hvis man intet gør, tager to uger. Så om en uges tid kan jeg nok hoste-nyse- og snotfri færdes igen i et samfund, hvor en simpel forkølelse er årsag til, at man nærmest fryses ud. Tænk, at vi skulle komme dertil!

Continue Reading

Om at vælge.

Så skal den her trekvartgamle hjerne til det igen. Til det, den næsten hader allermest. Eller i alt fald stresser den helt ud til farven på det yderste tagspær. Nemlig at vælge.

Det er ikke nok at tage den store og årlange beslutning om at bygge et nyt sommerhus. Der kommer ikke bare nogen og sætter et perfekt hus op. Sådan et hus, der på mirakuløs måde er indbegrebet af alt det , man har drømt om, og som i detaljer svarer til både til det, man vidste man ville have, og det man pludselig indser er det ultimative at have. Sådan foregår det ikke. Før et hus er såkaldt nøgleklar, må man vælge.

Og ikke nok med, at valgmulighederne er uoverskuelige og tusindtallige. Det værste er næsten, at man er så bange for at vælge forkert. Fordi der i hvert eneste valg også gemmer sig en forfærdelig masse fravalg. Og tænk nu, hvis det var dem, man skulle have tilvalgt.

Lige nu er vi på tegnebrættet. Eller rettere, element-omflytningsbrættet. På forhånd er det opgivet at lade arkitektsønnen tegne, og lokale håndværkere bygge. Det er alt for tids-, omkostnings- og valgtungt og større, end jeg kan administrere. Bare det selv at skulle holde styr på håndværkerne, deres faktiske opmøde og den indbyrdes koordinering ligner et mareridt i mammutstørrelse. Det var svært nok med 2×2 kvadratmeter badeværelse for nylig! Det tog 8 måneder og uendelige fejlgreb og ventetider.

Men nu er det da i det mindste snævret ned til to firmaer, som begge har jydske, pålidelige sælgere af den menneskeforstående slags, der ikke forsøger at sælge hvad som helst til os på den der måde, der hensætter en i følelsen af af at blive kraftigt undervurderet på intelligensparametret. Det ene hus kan løfte stuen op over naboens ubehøvlede gavl ved et simpelt lille trick, mens det andet har en fantastisk hems med stjerne- og havkig samt generelt den bedste arkitektur. Og de to ideer kan ikke kombineres. Så der skal vælges. Det er lige præcis den slags, jeg hader. For jeg har en indbygget angst for at vælge forkert. Samt for at fortryde det splitsekund, jeg har sat min underskrift.

Når det så er valgt, er det jo faktisk først, hele valgrunden begynder for alvor. Så skal der flyttes elementer efter sol, havudsigt og familiens sammensætning. Det er lidt ligesom blokke af Legoklodser, man bare, indenfor visse rammer, kan placere, som man vil, og det er for øvrigt aldrig lykkedes mig personligt at skabe noget som helst troværdigt i legetøj fra Billund. Når det så er gjort, skal man tale materialer. Om det, der er standard ( og altid det grimmeste, det ved de jo godt!), skal opgraderes. Og endnu værre: til hvad? Når man, som jeg, ikke har en hujende fis forstand på et eneste af de 15-20 valgmuligheder, der er omkring gulv, så er man lidt lost. Og vægbeklædning, hvor der altså er 17 muligheder. Og farve på køkken, hvor der givetvis er 25. Og hårde hvidevarer. Og, og, og. Altså og i en størrelsesorden, hvor jeg næsten bliver smågrædende opgivende på forhånd. Det er lige før, det der once-in-a-lifetime projekt sommerhus bliver så uoverskueligt, at jeg gemmer mig. Gemmer mig for alle de uendeligt mange faldgruber, der er for at vælge forkert. Eller i det hele taget blive presset til at tage et valg. Og stå til ansvar for det, hver eneste gang jeg skal se på det. Jeg ved simpelthen ikke nok om tagbelægning og vinduesplacering samt greb til køkkenskuffer til at tage kvalificerede valg. Det er umenneskeligt.

Jeg har aldrig forstået det der med en personlig shopper i stormagasinerne. Når jeg køber tøj, ( eller dengang, præ-corona, da man stadig købte tøj) er jeg fuldstændigt bevidst om, hvad jeg vil have. Jeg er aldrig i tvivl i en tøjbutik. Den eneste tvivl, jeg dengang kunne nages af, var den omkring, om min økonomi også for alvor kunne belastes af mine, ofte talrige, valg. Jeg har en sikker, fuldstændig utøvet hånd omkring kjoler, bluser og bukser. Ingen problemer der. Sådan har vi jo alle vores spidskompetencer. Men måske begynder jeg at forstå, at sådan en personlig shopper alligevel kunne være til gavn for mig. Altså hvis man kunne hyre en sommerhus-personlig-shopper. Sådan en med ubegrænset viden omkring ens egne ønsker ( også dem man ikke engang selv kender) og vildt meget erfaring indenfor væg- og gulvbelægning. Et sandt unikum udi køkkenfarver og valg af greb og samtidig ekspert i vinduesstørrelser og opfyldelse af min families behov til lige præcis sommerhusbehov. Det tror jeg nok, jeg godt ville betale for. Om ikke andet så for selv at blive fri. For at vælge.

Lige nu er jeg stolt af at have taget et, altså et, aktivt valg. Jeg vil ikke have en brændeovn. Det er miljøforkert, jeg ville blive kraftigt upopulær blandt familiens yngre generationer, og jeg skal alligevel ikke leje ud til alle de tyskere, som tror, at Danmark er en nation af evigt brændende kævler. Det er, trods sin lidenhed, da i alt fald et valg og ligesom et sted at starte. Et sted at tage alt det andet fra. For, som jeg siger til mig selv, når jeg kan tage stilling til brændeovn, så kan jeg altså også kvinde mig op til køkkengreb. Kan jeg.

For den der personlige sommerhusshopper findes nok ikke lige. Det er mig, der må tage alle de der eksistentielle valg omkring snart sagt alt og bagefter være ansvarlig for mine valg. Jeg hader det inderligt, er utroligt bange for at vælge forkert og har næsten mareridt om, at når huset så står der, så går det i al sin gru op for mig, at jeg skulle have valgt et andet. Eller nogle andre greb til køkkenskufferne.

Så er det somme tider, at tanken om bare at lade være strejfer en. Bare at lade knopskydningen med myrer i væggene, manglende isolation, umulig rumfordeling og generelt forfald blive stående, indtil den af sig selv giver op. Så kan man i stedet sætte sig hen i et skrånende hjørne med utæt tag og læse sin Kierkegaard og Sartre i fred og ro, mens man har det så uendeligt fredfyldt, på lånt tid, fordi man overhovedet slet, slet ikke skal vælge. Bortset fra, at det har man jo gjort. Altså valgt ikke at vælge.

Mit drømmescenarie er derfor simpelthen, at jeg en morgen vågner op, og så står der bare et perfekt hus. Lige det, jeg altid har drømt om. Helt uden at jeg har foretaget mig så meget som et eneste valg og sådan bare vokset ud af de inderste drømme, jeg ikke engang selv kan formulere. Endsige vidste, jeg havde. Som en personlig sommerhus-shopperfe har skabt til mig, fordi hun ved, at jeg hader at vælge. Og fordi hun, modsat mig, har evnen til aldrig, aldrig at vælge forkert eller overhovedet at komme det mindste i tvivl. Selv om køkkenskuffegreb.

Continue Reading

Når verden altid er ny.

Det kan være et græsstrå. Eller et stykke mos. Ofte nogle sandkorn, og især er det blade. Blade der flyver i vinden, blade der der kan hjælpes lidt til at flyve i vinden ved at blive kastet i luften, og det kan bare være blade, der ikke foretager sig andet end bare at være blade. Alting er forunderligt, og alting kan forundre. Mere skal der ikke til. Naturen har en indbygget forundrings- og fascinationsfaktor, og den er stor. Det er bare en skam, at vi voksne ofte ikke kan se den.

Når man er bare 10 måneder, er verden ny og jomfruelig. Den ligger derude klar til indtagelse, men den indtages i bidder. Små bidder. Der er ikke behov for elefanter, grankogler er længe nok. Samtidig studeres den nøje, i detaljer. Sådan på sandkornsniveau. Heldigvis med en evigt vågen forundring og en bestandig nysgerrighed.

Jeg tænker tit, at vi voksne kunne lære en del af den tilsyneladende medfødte forundringsparathed. Vi tager jo bare det hele for givet. Og ikke bare det. Det er som om, vi med alderen kræver større og større oplevelser for overhovedet at lade os forundre. Vi går i størrelse elefant for at dække vores altid eskalerende behov, mens de der 10 måneder oplever en ufattelig fryd bare ved sandkornet og de flyvende blade. Vores forundring har mistet sin jomfruelighed. Og det er i grunden stærkt beklageligt.

Selvfølgelig mener jeg ikke, at vi skal tvinge os selv tilbage til sandkornsstadiet. Men måske kan vi overveje, om forundringen ikke også kan være i det umiddelbart nære. Og i at give os tid til indgående at opleve det, som babyen der sidder der og glædeshviner over flyvende blade.

At have sådan en påskegæst i flere dage giver tilværelsen, livet, naturen og selve tiden et nyt perspektiv. Der var ingen elefanter, men sandkorn, flyvende blade og mos var længe, længe nok. Længe nok til en hel påskes dyb forundring.

Continue Reading

Om aldersdiskrimination på jobmarkedet.

Jeg kunne ikke lade være med at sætte herren på billedet ind som clickbait. For han er, sammen med alle de, der på royal maner er jobindsat på livstid, den eneste, jeg har kendskab til, der sidder i et job, hvor alder tilsyneladende ikke har negativ betydning.

Det gælder ikke for vi almindeligt dødelige, som desværre mangler den der direkte linje til en form for overordnet arbejdsgiver.

Forleden læste jeg nemlig, at flere politiske partier omsider er blevet opmærksomme på den modbydelige diskrimination, som mennesker, der søger nye jobs i en såkaldt moden alder, er ofre for og derfor ønsker at gøre noget ved problemet. Det skal hertil siges, at moden alder hos jobsøgende kategoriseres som over 50! I min alder synes man jo nærmest, man var sprudlende ung, da man var 50! Som ældre kan man som udgangspunkt ofte beholde det arbejde, man allerede sidder i, men søger man nyt eller bliver arbejdsløs, smækker fælden.

50+-ere er ikke ønskede, ikke attraktive, ikke i kurs på arbejdsmarkedet. Og jeg har stadig ikke fattet hvorfor. Jeg mener, her sidder en gruppe, der gennem årene da umuligt har kunnet undgå at få noget erfaring. Meget, endda. De kan da heller ikke have undgået at ophobe viden. Jeg mener, med årene finder man da sine smuthuller, sine små fiduser og bliver ikke så lidt klogere undervejs. De (her ser vi så bort fra de mænd, der går i panik- og udbrudsalder og lige får den sidste baby med den purunge, nye kone–sorry, det var bare gen-diskrimination!) har heller ikke små børn, der ustandseligt bliver syge. Faktisk skal de heller ikke med jævne mellemrum HAVE små børn og på langvarig barsel. De er rimeligt økonomisk sikrede og har ikke et brændende håb om jobskifter og avancementer med tidens bærende ide om, at hvis man ikke skifter job mindst hvert 6. år, er man håbløst ude af jobdansen. De er, med andre ord, også rimeligt stabile. Men de er altså ikke ønskede. Ungdom foretrækkes fremfor kvalifikationer, hvilket i sig selv lyder surrealistisk, når man altså går efter den yngste medarbejder, fremfor den med de bedste kvalifikationer. Selvfølgelig, det skal på stedet indrømmes, at det da også muligt, at den yngste HAR de bedste kvalifikationer. Nok bare ikke altid.

Tanken er, at man på jobansøgninger vil prøve at forbyde, at alder decideret kan aflæses. Allernemmest ved ikke at skulle opgive cpr-nummer. Hvordan man omgår, at CV-et oplister hvilke år, man har været ansat hvorhenne, overgår min forstand, men hvis man virkelig mener det seriøst at arbejde politisk med problemet, må man vel kunne finde løsninger. Det er i alt fald på tide. For ikke nok med, at vi diskriminerer–vi må jo faktisk også tabe en masse viden, rutine, erfaring og stabilitet direkte ned i jobcentrenes kønsløse standardmøbleringer.

Personligt arbejder jeg som noget, der ikke findes. Coronaen har spist alle udenlandsguider. Slugt deres jobs uden deadlines for genstart, og det er vel ikke at skyde over målet at sige, at udenlandsguider bliver sådan cirka de sidste, der kommer i arbejde igen efter coronaen. Derfor har jeg søgt utallige andre stillinger. Jeg har ikke fået en eneste. Med en akademisk uddannelse, over 40 års joberfaringer (35 i det samme), et flydene fremmedsprog og sidst, men ikke mindst, et ufatteligt gå-på-mod omkring at arbejde indenfor nærmest enhver tænkelig branche, skulle man da tro, der ville dukke noget op blandt de over 100 stillinger, jeg har søgt. Såvel opfordret som uopfordret. Men nej. Jeg har søgt oversættelse, undervisning, tekstforfatning, omvisning, podning, smitteopsporing, registrering af samme og endda rengøringsjobs, selv om jeg netop omkring det sidste faktisk ikke er kvalificeret. Så det var i desperation. Jeg har sendt uopfordrede ansøgninger til snart sagt ethvert stort og mellemstort firma i mit område, lagt mig selv på nettet via SoMe, oprettet profiler mange steder og brugt mit netværk til at punke folk, jeg kender. For gammel. Selv om de aldrig skriver det. For det er simpelthen ikke sandt, at jeg ikke er kvalificeret til hovedparten af de jobs. I tankemylderet alle de vågne nætter kan man jo blive idiot af at spekulere på, hvorfor man er så hamrende inhabil, at man ikke engang kan mestre at stikke en podepind i folks halse. Måske KAN man virkelig blive for gammel til det?

Det eneste arbejde, jeg har haft det forløbne år, er det, jeg selv har opfundet. Eller det, som venlige mennesker, der vel og mærke kender mig, har kastet til min side. Det har ikke været meget. Faktisk så lidt, at jeg min alder til trods godt har kunnet magte at klare en hel del mere. Hvis nogen ellers ville tro på, at min alder ikke konstant overskyggede mine kvalifikationer.

Jeg håber–ikke bare for min egen skyld, men for alle over 50–at de politiske partier, der omsider har fået øjnene op for problemet, kommer med brugbare tiltag. Gerne hurtigt. Mens det sker, kan jeg da ikke lade være med at undre mig over, at mens hovedparten af 50+-ere anses for decideret ukvalificerede til at varetage et nyt job, så sidder der 80+-ere i spidsen for hele den verdensomspændende katolske kirke. Indenfor den organisation må de jo have slettet det der med personnumre og gået med tesen om, at såvel rutine, erfaring og viden rent faktisk er af betydning. Lige der kunne vi nok lære noget af dem…..

Continue Reading

Om restvacciner.

Morgenerne har fået et nyt opvågningsritual. Det er blevet noget helt nyt, som er blevet det aller-allerførste, der skal gøres. Sådan halvt i søvne, men efterhånden er man jo også blevet så gammel, at man sagtens kan huske sit personnummer i halvsøvne. Man skal meldes til. Meldes til endnu en dag i forhåbningsfuld venten. På restvacciner.

I går var der 8200 tilmeldte til restvacciner, og 16 blev ringet op. Statistisk set er det jo en latterlig ubetydelighed. Og var det chancen for at vinde i Lotto ( det er det såmænd nok også!), var det nærmest ikke besværet og pengene værd. Men jeg registrerer mig troligt. Hver morgen. Udfra en ukuelig tro på, at min vedholdenhed da på et tidspunkt bliver belønnet. At de må se mit navn så mange gange, at de enten ikke kan udholde synet af det mere, eller ringer til mig af ren og skær barmhjertighed.

Man må i øvrigt ikke bo længere fra vaccinationsstedet, end man kan nå frem på en halv time. Jeg har selvfølgelig regnet lidt på det, og det er lidt snert. Meget, faktisk. Samtidig er jeg dog overbevist om, at Aygoen med lethed runder et par hjørner på to hjul og opper sig op over pensionistfart på motorvejen. Jeg har jo allerede gennemtænkt ruten til fuldkommenhed, og så må de altså finde sig i, at jeg er lidt forpustet, når jeg har ræset gennem deres køsystem, som, kunne jeg iagttage, da jeg var sammesteds for at blive testet, er det sted, der lige nu minder allermest om securitykøen i en lufthavn. Hvis nogen ellers kan huske sådan nogle. Jeg skal nok nå frem. Hvad gør man ikke i disse tider for at få en vaccine?

Det viser lidt om, altså tallet for tilmeldte, hvor ufattelig stor interessen for at blive vaccineret er. Samt hvor eklatant forfærdelig manglen på samme vacciner er. Der står altså over 8000 mennesker i mit udkantsområde klar til at smide alt, hvad de måtte være i gang med, for at kaste sig afsted efter det forjættede stik, hvis de vinder i dagens restlotteri. Det er ret mange. Fortvivlende mange. Så mange, at nærmest en fjerdedel af alle voksne i området nok, ligesom mig, bliver noget så ufatteligt skuffede, når telefonen ringer, og det så bare er ens børn. Det er jo lige før, man manisk forsøger at afkorte samtalen, hvis det nu var, at det der stik skulle ringe samtidig. For ellers ringer de jo bare til en anden…..

Så hver morgen registrerer man lige som det første, at man er til. Elektronisk. Derefter håber man hele dagen. På at blive en af de lykkeligt udvalgte 16 ( eller hvad de daglige rester nu består af!), som kan ræse lidt hjørner for at få det der lille prik, der ikke bare præventivt fysisk, men næsten endnu mere mentalt, vil betyde en næsten ubegribelig optimering af ens livskvalitet.

Continue Reading

Om alt det, de erfarne bedsteforældre har sagt.

Jeg er novice indenfor bedsteforældrefaget. Min erfaring er minimal, på ca. et år. Til gengæld er den tredobbelt. Eller også er det bare, at jeg får alle nye erfaringer tre gange på meget kort tid. På sin vis er det da også ganske betryggende præcis at vide, hvad der vil ske for både nummer to og yngstemanden rent udviklingsmæssigt, når førstedamen lige har duperet med endnu et skridt ind i at blive til et rigtigt menneske. Så er man forberedt.

Før jeg fik børnebørn, var jeg ind imellem ( det er så løgn: der skulle stå: ret ofte!) rimeligt træt af tre ting, jeg ustandseligt hørte fra erfarne bedsteforældre. Det var som om, at det at blive bedsteforældre gav ret til konstant at gentage de samme tre ting. Nemlig at det er særdeles velovervejet, at man skal have sine børn, mens man er ung. At det er pragtfuldt at have de små, men at man godt nok er træt, når de er taget afsted igen. Og at det er noget lettere, for ikke at sige betragteligt mere ukompliceret at have dem, når forældrene enten ikke er med eller i alt fald ikke er umiddelbart synlige og til stede. Jeg må sige, at jeg til fuldstændighed er enig. Nu forstår jeg godt, hvorfor bedstesegmentet render rundt i netop den rille. Jeg har jo også selv en krop, jeg kan mærke det på. En uge med ham på billedet har i den grad været intensiv anskuelighedsundervisning i, at selv gamle clicheer har en absolut berettigelse. Det har været pragtfuldt, men jeg blev træt. Især træt, fordi jeg ikke længere er 30. Og hvor er den unge dog nem, når bare mor er udenfor synsvidde!

Der er lige en fjerde, absolut ikke ubetydelig ting, jeg gerne vil tilføje til clicheernes holdeplads. Primært for folk med store, rummelige huse og velvoksne lofter til opbevaring. Nemlig at man endelig skal, hvis muligt, huske at gemme det bedste af legetøjet fra ens egne børn. Ikke alt ragelset og tåbeligheder, der er gået i stykker, men hvis man holder sig på Legoniveau og inkluderer Brio i samme loftspakke, så får man i den grad gevinst, når alt stadset hentes ned fra loftet efter 20 års ( eller mere) Torneroseventen.

Ældstesønnens håndlavede babygynge fra 1990 har fået en meget kærkommen, gyngende renæssance, og alt Duploet ( du godeste, vi må jo have ofret formuer på at klodse op til meget mere end husbehov dengang!) fra samme 90`ere er jo et kæmpehit, om end der tydeligvis er sket en hel del på Duplofronten siden. På en måde virker det så uskyldigt basic, sammenlignet med tidens noget mere fancy modeller. Med hensyn til udviklingsmuligheder indenfor samme firma fra Billund gemmer loftet vist også på adskillige muligheder for lokal stjernekrig og ekskursioner til både ridder- og sørøverland, men det er så udviklingsstadier vi tager, når de kommer. Lige nu er vi såmænd kun der, hvor det, med besvær, er muligt at skille klodserne ad. Men det er så også nok. Der skal nok komme gang i byggeriet ad åre.

Måske er der også en femte. Bedsteforældreting, altså. Ikke en, den slags mennesker SIGER. Sådan mere noget, de gør. Gør ustandseligt og ustoppeligt. Nemlig med slet skjult stolthed viser op til hele fotoalbums og alenlange videoer med og af afkommet, som man af høflighed aldrig rigtigt tør undslå sig for at stå igennem. Indtil jeg selv fik børnebørn syntes jeg da ( indrømmet!), at det ind imellem var ulideligt. For slet ikke at tale om uinteressant. Andre menneskers børnebørn er faktisk ret uinteressante–men KUN indtil man selv får nogen. For så kan man jo deltage! Deltage i fællesbytning og indbyrdes beundring af afkommet. Sådan efter modellen, at man forfærdeligt gerne vil vise sine egne vidundere frem og for at vinde legal ret til det, må man nødvendigvis se på andres. Som minsandten pludselig er blevet akut interessante, fordi man selv har nogen at bytte og bidrage med.

Så mens vi så sidder der og Ih-er og Åh-er og Nej, kan han/hun virkelig-er, som alle bedsteforældre pludselig finder et akut behov for at gøre, så kan vi samtidig blive rørende enige om, at det vel nok er godt, at man skal have sine børn, mens man er ung, at børnebørn generelt ( og vores egne i særdeleshed) er pragtfulde at have, men man bliver godt nok træt, og at det nu er noget lettere at have dem uden forældre!

Continue Reading

Om at blive til noget. Eller nogen.

Forleden dag så jeg filmen The White Tiger. Se den, i øvrigt, den er god. Men den mindede mig også om, hvorfor jeg overhovedet fik læst bogen, da den udkom. Det var nemlig en gave. En gave fra et par taknemmelige forældre, hvis søn omsider fik sin studentereksamen.

Forhistorien var, at netop de forældre havde et af de sødeste, mest sociale, mest velbegavede og seriøst hårdtarbejdende børn, jeg nogensinde har mødt. Ovenikøbet begavet med et smilende, vindende væsen oveni. Men en dag gik det galt. Desværre ved jeg stadig ikke, hvad der gik galt, og skal derfor spare både mig selv og andre for ubegrundede gætterier. Han holdt simpelthen op med at gå i skole, samtlige hjælpeforanstaltninger blev sat i værk–men lige lidt hjalp det. På et tidspunkt flygtede han til hovedstaden, hvorfra jeg, som af mystiske årsager kom til at stå som livlinje til en halvt færdig studentereksamen, måtte prøve at samle, hvad samles kunne skolemæssigt. Jeg erindrer, at jeg personligt afhentede en SRP foran Holbergstatuen ved Det Kongelige, samt at da jeg endelig fik ham overtalt til at gå til den sidste eksamen herhjemme, måtte vi have pedelvagter på udenfor eksamenslokalet, så han ikke spurtede væk i kampens hede. Det gik nu godt. Så godt, at en fortvivlet, men også lettet mor altså forærede mig den bog.

Siden ved jeg ikke helt, hvad der er blevet af ham. Men det, der stadig slår mig, er, at jeg i den grad havde troet, at den dreng ville være “blevet til noget”. Han havde alle, virkelig alle, kvalifikationerne til topposter indenfor snart sagt alt. Samt en menneskelig side, som gjorde, at man ikke kunne andet end knuselske ham. Og han har jo ikke været den eneste gennem årene, der har siddet der i klassens rugbrødsmørke og skilt sig ud. Har siddet og lignet en, der på positiv vis kunne påvirke fremtiden med sin intelligens, sin kreativitet eller sin store menneskelige forståelse. De er i næsten alle klasser.

Og det, er slår mig, er, at sådan går det absolut ikke i alle tilfælde. Det er ikke altid dem, der rager op, der når skyerne. Her taler jeg ikke om tomme baldrehoveder og højtråbere, men om de, der klart indeholder et synligt potentiale. Nogle af dem ser jeg senere på store, ansvarsfulde poster og svømmende i kreativitet, men de fleste af dem ser jeg aldrig mere. De forsvinder ud i sikkert rigtigt gode liv, som de selv har valgt, men hvor ungdommens selvlysende potentiale ikke skinner igennem for andre end dem selv og de nærmeste. Det er der, som sådan, intet forkert ved. Vi bor i et land, hvor enhver heldigvis til en vis grad har magten over sin egen skæbne, og hvor man selv, indenfor visse grænser, har valgfriheden. Fordi man som ung er eminent til at fortolke Shakespeare, behøver man jo ikke blive skuespiller eller professor, og selv om ens skriftsprog er en nydelse at læse, behøver man ikke ende som chefredaktør. Man ender vel der, hvor man selv allerhelst vil hen.

Men det, der altid har undret mig, forbavset mig, gjort mig rigtigt glad, er alle de andre, der voksede med opgaven. Alle de, der anså Shakespeare for en personlig chikane, stavede som brækkede arme og ikke engang så Retskrivningsordbogen for vejledende, brugte det meste af deres 3 år i gymnasiet på at hænge i gardinerne, eller, for pigernes vedkommende, i konstant, akut blærebetændelse–eller simpelthen bare sov sig igennem og altid missede mindst de første 2 busser om morgenen. Det var dem, hvis hunde havde en umættelig appetit på stile, og hvis bedsteforældre lejlighedsvis og belejlighedsvis afgik ved døden et foruroligende antal gange. Men de voksede op, voksede ud, om man vil, til at finde sig selv og til at genfinde sig selv i noget, der battede. Der var klassens ulykkelige dreng, der efter 3 år i konstant forurettelse blev en af landets førende forskere i lykke. Og ham, der absolut ikke bekymrede sig om skole som sådan, men nu synes at være landets eneste tilgængelige skoleforsker, når der skal bruges sådan en. Og hende, der ikke tog ret meget alvorligt, men nu er en dybt seriøs politiker. Alle dem, der blev til nogle helt, helt andet end det, man ville have troet.

Det er underligt, som livet nogle gange former sig. Hvad der sker med os, når vi bliver voksne på den måde, at vi pludselig ser vores egne potentialer og handler på dem. Hvis vi gør. Det er i alt fald underligt som gammel lærer at tænke tilbage på alle de pragtfulde unge mennesker og på, at man dengang, hvor man sad med dem i klassen 3 år i træk, havde en form for forudfattet mening om, hvad den enkelte nok ville blive til i sit voksenliv. Det var der mange af dem, der absolut ikke gjorde. Det var ikke dem, der brillerede mest, der altid tog de største kegler. Dem var der nogle andre, der blev voksne nok til at gå efter.

På et tidspunkt havde vi på skolen et musikalsk talent, hvis musikalitet og sangstemme nærmest kunne føre ham til både Metropolitan og skyerne. Troede vi. Man kan se ham som studievært på Godaften Danmark. Han er eminent til det, han laver, men han hverken synger eller spiller. For verden spiller ikke altid videre på det klaver, som er afstemt i barndommen og ungdommen. Og det er vel, ret beset, også godt nok!

Continue Reading

Når tiderne skifter tilbage.

Jeg går ud fra, de fleste kan huske Pensionistvisen, eller Livets gang, som den egentlig hedder. Den blev såvel et hit som en øjenåbner dengang i 1980 (ja, det er 40 år siden!), hvor Grethe Sønck og Volmer Sørensen trissede den igennem i Cirkusrevyen. Den udstillede på underfundig, kærlig vis det ualmindeligt forudsigelige og mildest talt forfærdeligt kedelige liv, som netop de to pensionister levede. Et liv, hvor turene i Brugsen og det daglige indtag af de nødvendige piller ligesom blev højdepunkterne i et nærmest skemalagt liv, der bare skulle trisses af.

Jeg var ung dengang. Så jeg smilede af de to elskelige trissehoveder, men følte mig egentlig ikke beslægtet med dem. De repræsenterede en potentiel fremtid, som jeg slet ikke kunne forholde mig til, og som jeg da i alt fald ikke på nogen mulig måde kunne se frem til. Det var derfor, jeg kunne betragte dem som kuriositeter, som en slags levende museer over et sted, jeg i alt fald aldrig skulle komme.

Men det er lige før, jeg er der. På det samme museum af trisselighed, forudsigelighed og forbløffende mangel på liv. Det er Coronaens værk.

For i de 40 år, der er gået siden Sønck og Sørensen ristede brød og trissede i Brugsen, er der sket en revolution indenfor pensionismen. Majoriteten af nutidens pensionister trisser ikke–de går aktivt, løber nærmest for at nå det hele. De har et utal af interesser, som de aktivt dyrker, og har nærmest for lidt tid, fordi de skal nå alt det, der ikke var plads til i et travlt arbejdsliv. Nok går de i Brugsen, men de går også på livet, på verden, på oplevelse og til bageren efter brød, der ikke skal ristes. Og ind imellem glemmer de ligefrem deres piller i ren travlhed…

Altså indtil Coronaen. For den møgpandemi har nærmest transformeret pensionistlivet tilbage til den rene triste trissen. Der er jo ikke noget at gå til, steder at rejse hen, ud- af- huset interesser at dyrke, sociale arrangementer der skal passes. Det er som om, livet er ved at gå tilbage til en slags Livets gang, der kun i detaljerne adskiller sig fra 80-ernes trisseri. Dette er ikke et aktivt valg, for så var det blevet et fravalg. Det er såmænd bare fakta indenfor de grænser for muligheder, der er.

Jeg kan jo se det på mig selv. Det er lige før, jeg ubevidst er begyndt at trisse, og manden og jeg oparbejder flere og flere ydre ligheder med Sørensen og Sønck. Det sker sådan nærmest af sig selv, når der på intet tidspunkt er noget, man skal gå hurtigt og aktivt efter. Mine dage er også begyndt at ligne fotokopier af hinanden, hvor de største afvigelser fra normen består af dagens forskellige ruter for gåturene og variationer i aftensmaden. At gå i Brugsen ( eller hvor man nu går hen og handler) nærmer sig en begivenhed på oplevelseskontoen, og så må man endda ikke engang dele den, for sådan er reglerne. Jeg er ikke nået til det ristede brød endnu, men det skal nok komme. Sådan, snigende. Trissende.

Og så tror jeg endda ikke, dette udelukkende er et pensionistproblem. Med et fuldstændigt ustatistisk slag på tasken formoder jeg, at denne intensive fotokopiering af dage er fælles for rigtigt mange i denne tid. Det er som om, papiret har sat sig fast uden mulighed for fornyelse af indhold. At selv om man VIRKELIG gør sig umage for at være kreativ, innovativ og tænke ud af boksen, så strammer boksens begrænsninger, regler og normer så meget, at man næsten opgiver på forhånd og falder tilbage i at gøre præcis det samme som de forudgående dage.

Jeg skal åbent og ærligt indrømme, at jeg keder mig, føler mig klaustrofobisk indelukket her i min kopiboks, har fået stækket de vinger, der forfærdeligt gerne ville flyve ud af den og er ved at blive kvalt i krav om tapperhed, som jeg simpelthen ikke kan honorere. Jeg er elendig til tapperhed. På mine daglige gåture får jeg sparket til så mange sten, at jeg ligefrem kan se alle løse sten på min vej forsøge at flygte i tide.

Det er godt, der er lys, forår og vaccinationer derude et sted. Selv om der er langt. For ellers frygter jeg lidt, at vi, med den fart tiderne skifter tilbage, om ikke så længe ser omkring 5 millioner kloner af Sønck og Sørensen trisse individuelt i Brugsen for at hente brød, de kan riste.

–Og så er de færdige med den dag…….

Continue Reading
1 2 3 29