Om billeder.

Jeg er et meget visuelt menneske. Jeg husker bedst i billeder. Nogen gange bare stills, men lige så ofte små videosekvenser, der har oplagret sig i min indre harddisk. Jeg må have en sky på størrelse med det meste af himlen, selv om der hele tiden sker slettelser, omrokeringer og upload af nye billeder.

Når jeg skulle til eksamen, affotograferede jeg siderne i de bøger, der dengang var basis for det meste viden, til hukommelsen. For det meste lykkedes det, selv om jeg stadig husker i alt fald to tilfælde, hvor der gik kludder i optagelserne. Den første var, da jeg tog hukommelsesmæssige screenshots af de illegale oversættelser til samtlige stykker i Mikkelsens blå latinbog. Jeg havde vitterlig alle billederne i hovedet og kunne, som en anden studievært med ordene foran sig, aflæse fra ord til andet. Latin kunne jeg dog ikke. Det var nok derfor, jeg oversatte exceptionelt flydende og målrettet, indtil censor gjorde opmærksom på, at der var tale om det forkerte stykke. Stykket før. Det gik straks bedre, da jeg fik bladret, men selve grammatikken kunne man desværre ikke fotografere sig til. Akkurat som da jeg var oppe i en slags ny metodik indenfor engelsk grammatik, og min hjerne havde deleted alt det, jeg ikke forstod. Eller ikke havde gidet at forstå. Så sad jeg der med næsten blanke sider, hvor kun det mest indlysende stadig stod skrevet. Trods ihærdig bladren i de sørgelige rester, kom der ligesom ingen brugbare sider frem. Det var en begrædelig dag for det indre kamera.

Samme metode gør sig gældende, når jeg skal planlægge en tur som guide. Så går jeg ned ad gader med mit indre kamera foran og sørger for at kommentere på alt det, jeg ser. Altså mens jeg sidder herhjemme i min stol. Jeg kan vandre Edinburghs gader i min hjernes krumninger og hurtigt komme fra A til B i Dublin via mine billeder. De kender alle smutvejene. Jeg kan sådan nærmest indstille på “Go”, og så går turen fra lænestolen i gang. Så ruller kameraet.

MEN. Jeg er ved at miste mine billeder. Selv om jeg stadig kan stykke 13 i Mikkelsens blå latinbog udenad–det er det med “Da de unge konger var kommet sammen for at diskutere om alle ting, satte Jugurtha, som var den yngste af fødsel….”, så bliver der mere og mere tåget i optagelserne fra udlandet. Jeg begynder at miste huse, små sidegader, porte, forretninger og genveje. De opløses gradvist, grundet manglende anvendelse. Jeg har et stort, blankt stykke på The Royal Mile, og jeg kan simpelthen ikke få placeret den store opslagstavle på Trinity rigtigt på mine billeder. Der er kommer tåge over vejen gennem Glencoe, og det skyldes altså ikke bare upålideligt, skotsk vejr. Tubekortet over London har tabt stationer, som da givetvis ligger der endnu, og jeg må ty til kort for at få placeret byer i forhold til hinanden. Byer, der burde ligger på harddisken.

Det er faktisk chokerende. Sådan at tabe sine billeder. Eller rettere: sådan gradvist at tabe sin erhvervsevne. For det er vel det, det er. Det er præcis som pensionisten, der efter få år udenfor arbejdsmarkedet er hundeangst ved tanken om at skulle vende tilbage til det arbejde, vedkommende har udført i årtier. Har glemt det meste. Og her er det jo ikke udviklingen. Der er ligesom ikke specifikt megen ny teknologi forbundet med at vandre rundt i en britisk storby. Det er udelukkende min hjerne, der er ved at tabe sine billeder, gå i stå. Fordi den ikke har en levende chance for at genopfriske, se serien igen, geninstallere billeder, der er ved at blive for tågede.

Det er skræmmende, at coronaen simpelthen er ved at fratage mig evnen til på tilstrækkelig og pålidelig vis at udfylde mit job. At den hvert sekund stjæler små pixels ud af mine billeder, uden at jeg kan få dem igen, før jeg kan se tingene–for real. At sidegaderne smutter, og hovedstrøgene efterlades med huller, hvor der skulle have været huse, forretninger og gode historier om samme. Det er ikke blot aldersrelateret glemsomhed. Det er det gradvise og påtvungne tab af simpel erhvervsevne, som coronaen er skyld i for mit vedkommende. Jeg er ved at tabe lige præcis det, jeg lever af, fordi jeg i næsten to år har været ude af stand til at komme på arbejde.

Selvfølgelig kan google endnu engang være min ven, og jeg kunne, hvis jeg ville, trave rundt i alle de der byer på min computer. Men det hjælper ikke. Mine billeder er ikke blot synsindtryk, de er oftest audiovisuelle. Og lugter. For larmen og musikken fra en bestemt pub fører mig også fremad, ligesom stanken fra en frituresnask på et bestemt hjørne også er en del af billederne. Det kan man ikke fornemme på google.

Man kan heller ikke få følelsen af, hvor meget jeg elsker og holder af de steder, og hvor stort et hul indeni mig fraværet af dem har skabt. Coronaen tog det, der var mit liv, og nu er den Gudhjælpemig også ved at tage mine billeder af det, der var det liv. Hold da op, hvor ville jeg bare gerne ud og optage nye film, dokumentarer over ethvert gadehjørne alle de steder, jeg ikke kan komme til. Det er svært for et visuelt menneske pludselig at indse, at det er ved at tabe sine billeder. At nogen har trykket på delete, slettet store dele af skyen og efterladt blanke sider af ingenting i stedet. Det kan jeg godt blive meget ked af.

Continue Reading

Hotel Kirstine, Næstved.

Det hele startede i 1745 med en rig købmand, der lige skulle blære sig lidt arkitektonisk. Eller ville give det indtryk, at der her midt i byen lå en yderst udvidet jagthytte i romantisk stil. Senere blev det til borgmesterbolig, og endnu senere, omkring 1900, til det hotel, der stadig står her. Fra sin spæde, men imponerende, begyndelse er stedet knopskudt så mange gange, at selv Hotel Normandie på Jersey får kamp til stregen. Og det troede jeg aldrig, det ville få.

Indenfor er der så mange jagttrofæer, at man må forestille sig en mindre hjortehær, der har måttet lade gevirerne, og møblementet i barer og opholdsrum peger sådan hen i retning af herreværelse, cigarer og whisky. Men det fungerer. Og det er faktisk ret hyggeligt.

Værelserne er sikkert fuldstændigt topmoderne i samtlige annekser, hvis antal jeg har opgivet at holde styr på. I den gamle fløj er de hyggelige og udstyret med badeværelser med vildt blå fliser og badekar på løvefødder. Så man skal huske at besøge stedet, inden man bliver for gammel, stivbenet eller panisk overfor glatte og høje flader. For så kan man ikke komme i bad. Eller i alt fald ikke ud af badet igen. Selve badningsprocessen er også forbundet med diverse komplikationer, men kan man stadig sidde på hug under badet, går det nok. Man kan jo også være så hovmodig fræk at konkludere, at de utallige søer på gulvet og den besynderlige ide med det halve gardin foran løverne, er hotellets eget problem. De kan vel selv tørre op.

Maden er mere prætentiøs end egentlig fin. Jeg er sikkert ikke den eneste, der er ved at være umådelig træt af alenlange kokkelige præsentationer af den allestedsnærværende havtorn, så nyd det da bare. Det er bare lige det der med, at selve spiseoplevelsen forringes noget af en havtornet kok, der ikke engang kan finde ud af at koge nye kartofler uden at de bliver bløde. Det var OK, men så var det heller ikke mere. Akkurat ligesom det store, ret velassorterede morgenbord ville have strålet lidt mere, hvis tevandet havde været mere end bare lunkent. Skal man være prætentiøs, er det lidt vigtigt at huske detaljerne. Udover havtornen.

Hotellet ligger lige midt i byen, og det er et fantastisk plus. Her er stemning, virkelig venligt personale, og en hotelvært, der som en anden middelalderlig ridefoged er allestedsnærværende og har et blik for alt. Man føler sig velkommen. Og kan man abstrahere fra alle de der afdøde hjorte på væggene, det lunkne vand, de upraktiske løvefødder og den manglende evne til at koge kartofler, så er det absolut anbefalelsesværdigt. Jeg kunne godt finde på at komme der igen. Måske bare med overnatning og morgenmad….

Continue Reading

Om Sydsjællands lyksaligheder.

Sydsjælland er først og fremmest slottene og de store herregårdes land. Det vrimler med dem, som perler på en snor. For os her fra de gamle hertugdømmer, hvor ingen måtte være hverken over eller ved siden hertugen himself, og vi derfor er efterladt med en decideret iøjnefaldende mangel på slotte, er det stort sådan at kunne køre fra slot til slot uden tilnærmelsesvist at skulle på længere dagsrejser.

Så står man i akut slotsnød, er Sydsjælland stedet. I øvrigt reklamerer nærmest samtlige af dem med Danmarks flotteste have- og parkanlæg, så der kan man jo sætte sig for at afsløre, hvem der pynter mest på den blomstrende sandhed. I alt fald går ingen af dem ned på kastanjetræer. Ældgamle, tårnhøje, storkronede kanstanjetræer, som overalt fortæller en kulturhistorie om, at netop dette træ må have været anset som træernes konge–eller i alt fald de riges måde at sætte botanisk trumf på. Sammen med de kilometerlange lindealleer beretter de om “magt, lindetræerne stod vagt omkring en fæstning.” (Blixen: Sorg-agre). Her er også millionvis af skræpper, selv om jeg nu næppe tror, nogen personligt planter den slags af pralmæssige årsager. Men de har jo den fordel, at omrejsende digtere kan bruge dem i fiktionen til at gemme små, forklædte svaner. Det gjorde H C Andersen også. Han skrev utallige eventyr, inklusiv det der med svanen, på sine mange ophold på de rige, sydsjællandske godser. Noget for noget: Han fik snobbet husly i standsmæssige omgivelser, og værterne kunne vise deres smagfulde forstand på kunst. Ællingen er skrevet på Gisselfeld. Og skal man endelig være populær-litterær, så har en vis Svend Gønge da, ifølge Carit Etlar, i den grad også huseret blandt jomfruer og svenskekonger på disse egne.

Men udover de pragtfulde haveanlæg har de fleste af godserne også set sig nødsaget til at tage andre metoder i anvendelse for at kunne overleve i en tid, der bare ikke sætter feudale magtstrukturer i højsædet. (Selv om nogen selvfølgelig vil hævde, at det netop er det, der sker for vores statsminister for tiden!) Føromtalte Gisselfeld har Skovtårnet som trækplaster, og selv om billetprisen på 150 for alle over 6 år er uhyrlig, så er det altså værd at trave til tops over skoven. Udsigten er fænomenal, oplevelsen af at hæve sig gradvist over bevoksning og landskab er forunderlig, og selve arkitekturen er fantastisk. Blandingen af jern ( med tydelige referencer til en vis Hr. Eiffel) og træ er genial og meget, meget smuk. Selv om det nu, efter min mening, bør være ejerne strengt pålagt at grine højlydt, hver gang de går i banken.

I det hele taget er der store naturoplevelser. Ikke blot de mange øer ( tumpejyden her har altid troet, et mangfoldigt ø-udvalg var forbeholdt Sydfyn!), hvoraf en del er landfaste med dæmninger, men også de seværdigheder som naturen selv har skabt, eller vi mennesker har hjulpet den godt på vej til at kreere. Stevns Klint er skræmmende og vild, og kirken derude må være kristendommens yderste og mest standhaftige bastion. Faxe Kalkbrud er et fascinerende månelandskab med tydelige mindelser om skrappe drenge fra prærien og en forventning om at se Dynamit-Harry sprænge sig selv i luften endnu en gang. Det er stort, at vi har sådan noget i Danmark.

Og så er der alle de små og halvstore provinsbyer, der alle har deres egen identitet. Og havn. Der er ikke akut mangel på havne på Sydsjælland. Ulig os herovre i Jylland–og københavnerne–har man faktisk fattet, at moderne havnemiljøer ikke udelukkende består af kønsløse nyopførte siloer til opbevaring af alle de, der godt gider at betale kassen for havudsigt og tydelig mangel på nærmiljø. Havnene i især Skælskør og Præstø er små oaser af oprindeligt, malerisk rod, som for det meste er rødmalede skure og hyggelige restauranter, og her er levende liv, som i den grad opfordrer til bare at sætte sig og nyde. Det sætter i alt fald alle de nyopførte boligblokke uden så meget som en enkelt restaurant eller cafe i andre byer i perspektiv. Dårligt perspektiv. Og i Næstved har de noget så sjældent som en arbejdende havn. Det til trods for, at de kun har Susåen at gøre havne-godt med, så det er ret stærkt, at der faktisk er gammeldags ind- og udskibninger på stedet. Samt alle de grimme, gamle industribygninger, som i mine øjne bare er så vidunderligt charmerende.

Selvfølgelig taler de sjovt dernede. Lige så sjovt som vi andre nok taler i deres ører, og med beundringsværdig evne til at gøre “is” til et ord på to stavelser. Der er sådan lidt Jeppe på Bjerget over sproget, hvilket vel bare føjer en dimension til al den litteratur, der i forvejen findes dernede. Den store dannelsens højborg, Herlufsholm, ligger da også på en sidegade i Næstved, og da jeg altid med glæde lapper i mig “how the other half lives”, var den også et besøg værd. Jeg kan godt forstå, det koster en halv million at have sit afkom i livslære dernede om året, for så er man da sikker på at starte samme liv med de rigtige forbindelser. Jeg kan heller ikke lade være at tænke på, at herlighedsværdien da også kraftigt overstiger samtlige de provinsgymnasier tilsammen, som jeg gennem et langt arbejdsliv har været censor på. Vi gør det ikke så meget i takkede bygninger, store parker, ænder og slotskirker herovre. På skolebasis.

Så Sydsjælland er absolut et besøg værd. Det er ikke bare noget med, at fordi vi nu engang ikke kan komme andre steder hen, så er vi nødt til at tage derned. Det er meget mere noget med, at der er virkelig smukt, dejligt og interessant. Og så er der slotte og herregårde. Vildt mange.

Continue Reading

Når ting bliver coronastore.

Forhåbentlig lyder det ikke arrogant, når jeg starter med at konkludere, at jeg præ-corona i snit boede på hotel over 100 nætter om året. Det var ikke overdådigt frås, det var simpelthen bare vilkårene. Det må helst heller ikke tolkes som arrogance, at jeg da tit forbandede hotellernes anonyme værelser, deres ret enssmagende 3-retters menuer og faktisk længtes efter min egen seng og min egen mad. I alt fald nogle gange, når der gik lidt for meget kartoffelmos i den i Irland og fish and chips med elendig købe-tartarsauce i Skotland, dyner, der godt kunne trænge til fornyelser, og det faktum, at enkeltværelser altid klistres til hotelkøkkener eller sådan baggårde generelt.

Og nu skal jeg så, for første gang i næsten 2 nærmest evindeligt-varende coronaår, ud at sove på et hotel. Jeg glæder mig. Faktisk kunne jeg næsten ikke huske, hvordan man pakkede–det plejer jeg ellers altid håndfast og resolut at kunne klare på en 5-minutters tid–og jeg er helt himmelfalden over at få lov til at dumpe mig selv i en opredt seng og spise mad, andre har lavet. Det er lige før, det er ret stort. I alt fald ualmindeligt usædvanligt. Jeg må se, om jeg kan finde ud af det.

Turen går til Sydsjælland. Det gør den, fordi Sydsjælland er et af mine sorte Danmarkshuller, hvor jeg overhovedet ikke er kendt. Det har aldrig sådan ligget lige ved hverken for- eller bagdør, men nu skal det altså udforskes. Jeg ved godt, at halvdelen af Danmarks befolkning var på Møns Klint sidste sommer, men jeg glemte at komme med i stormløbet på alt det kridt. Nu kan jeg så tage den og alle de andre Sydsjællandske lyksaligheder helt i mit eget tempo og nyde at se noget, der for mig er lige så ukendt som det yderste af Uggabuggaland. Jeg føler mig næsten som en omvendt københavner, der skal til Jylland!

Og så må jeg jo gå i genoptræning i forhold til at finde ud af at bo på hotel. Forhåbentlig får jeg snart brug for mine ny-genvundne evner, selv om åbningen af Storbritannien synes at have endog særdeles lange udsigter, grundet en aggressiv indisk variant og begrundet frygt for en tredje bølge. I sidste instans kan det betyde, at jeg i to hele år har været arbejdsløs, uden kompensation og totalt negligeret af staten. Det er der nok, trods alt, ikke mange andre, der har oplevet!

Men så er det da godt, at vi lå inde med gavekort til en kro på Sydsjælland. Så jeg kan øve mig både på at holde ferie, bo på hotel samt måske også forestille mig, at jeg har 50 andre med. Det sidste bliver svært. Men-summa summarum–så glæder jeg mig mere, end jeg nogensinde har gjort til at sove i byen. Sådan 2 rejseløse år gør nu altså noget for ens forventninger…..

Continue Reading

En fantastisk rute i et forfærdeligt vejr.

Ajstrup-ruten. Ved Mariager Fjord. Ca. 4,5 km.

Hvis man nu havde gået denne fantastiske rute i solskin og varmegrader bare en smule over dansk gennemsnitsvinter, havde det været en strålende oplevelse. Samme oplevelse bliver en smule fortyndet af at vandre i decideret sileregn og mudrede, glatte stier, men det er absolut værd at gøre alligevel. Virkelig værd.

Oppe i den anden ende af fjorden har de Panoramaruten ved Hobro, som jeg tidligere har rost helt overstrømmende. Denne er faktisk lige så smuk. Knap så kuperet og med færre fjordglimt, men så henter den altså ind på de mest vidunderlige skovstrækninger af ren naturskov. Her vrimler det med gamle træer, mest bøg, og lige her i maj går man lange strækninger direkte under det smukkeste grønne løvtag. Ind imellem er der også marker med kreaturer og engdrag ned mod fjorden, og på rutens sidste strækning kommer man gennem en nåleplantage. Sådan bare for variationens skyld.

Der gemmer sig også undervejs den mest charmerende, gamle landsby, hvor det tydeligvis ikke er de billige huslejer, der tiltrækker et bestemt klientel, men meget mere mennesker, der virkelig vil og vil investere i landet, som har slået sig ned. Her er landbyidyl af den blanding af nostalgi og vedligeholdelse, vi kunne ønske os af mange flere af vores landsbyer.

Da regnen denne maj er et vilkår, nærmest på lige fod med coronaen i al sin indiskutabelhed, må man vel bare acceptere og indrette sig. Så selv om man går der og halvskvatter i mudderet, godt klædt på i vinterjakke med paraply over, så er denne lille perle af en vandretur helt sikker på at komme på min favoritliste. Og absolut sikker på at blive gen-gået en sommerdag, hvis der nogensinde skulle komme en sådan.

Da Danmark er blevet en coronaforanlediget nation af vandrende, så synes jeg næsten, det er min pligt at dele så fantastisk en rute med andre, der så også kan få glæde af den.

Det være hermed gjort!

Continue Reading

Bøgeskov i maj.

Ikke for at gå i ren copycat overfor Joakim Skovgaards ikoniske billede, men blot for ydmygt at konstatere, at bøgeskove i maj, selv fotograferet af mig, altså kan et eller andet.

For selv om det regnede, og selv om det var koldt, så KUNNE den bøgeskov altså noget. Noget livgivende, noget decideret humør-opgraderende og noget gennemført optimistisk.

Billedet er taget på Lillebæltsruten ved Middelfart, ud for Fænø–og den rute får samtidig mine allervarmeste anbefalinger. Vi nåede desværre kun nogle få kilometer af den–vejret og ventende aftaler var imod os. Men vi skal helt sikkert tilbage–selv om bøgeskoven nok når at blive til juni- eller juliskov, inden det sker.

Bøgeskov i maj–for F… da!

Continue Reading

Om beslutningsiver–og om priser.

Når folk skal i teatret, bestiller de tit billetter månedsvis i forvejen. Eller i alt fald det, man kan kalde “i forvejen”. Mange køber også hele sæsoner til såvel teatre som fodboldkampe. Bare for at være sikre på at komme med.

Jeg sælger for tiden billetter til mine guidede gåture. Det foregår efter en helt, helt anden model. Jeg starter gerne med at annoncere i pæn tid. Sådan en god uges tid i forvejen. Der er så aldrig et øje, der melder sig. Det håber jeg stadig naivt på, at der måske ville være, da jeg sommetider skal køre 2x over 2 timer for at være på stedet og faktisk godt kan finde på noget at give mig til herhjemme som alternativ, hvis ingen møder op.

Hvis jeg så ikke får smidt den annonce ind med ca. 2 dages mellemrum den følgende uge, kommer der ingen. Jeg skal heller ikke regne med, at nogen melder sig før tidligst 2 dage før. Men når de første så er der, smitter det faktisk. Det er en god, fornuftig smittekæde, synes jeg. En ting, der spiller en foruroligende stor rolle, er vejret. Hvis vejrmeldingen pludselig ændrer sig til noget rimeligt positivt og tørt, kan jeg se det på umiddelbar Bingo. Men det må heller ikke være for godt. Tropiske varmegrader er mine absolutte fjender. Så gider folk ikke bevæge sig.

Det er ikke på nogen måde ukendt at få de sidste tilmeldinger få timer før. Jeg vælger at tro, det er fordi, man først ser opslagene nu. Men ved da godt, at jeg ikke er sådan noget, man glæder sig vildt til og bare ikke på nogen mulig måde kan undvære, men et alternativ til en måske ulidelig kedsomhed eller et besøg, der blev aflyst. Og hvis det regner om morgenen, kan jeg godt påberegne afbud. Vi er lidt bygeforskrækkede, vi danskere. Underligt nok.

Så jeg har lært mig selv en tålmodighed, jeg ellers ikke er grovdyrker af. De skal nok komme. For jeg kender jo mønstret. Der er ingen overraskelser i det mere. Selv om et drømmescenarie da ville være at have fuldt booket hele sommeren på forhånd. Det vil ikke ske.

Og så er der det med priserne. Jeg synes selv, jeg er billig, grænsende til det foræringsparate. Her kan man så se en uhyre stor regional forskel. Når jeg bliver betalt af KBH Kommune, er prisen pr. person før skat over det dobbelte af, hvad man kan forlange i Jylland. Derovre er der ingen, der rynker bryn over, at ting faktisk koster noget, mens jeg nogle gange har en lille mistanke om, at i alt fald nogle holder sig væk i Jylland, fordi de skal have penge op af lommen. Sagt på en anden måde, så ville der nok ikke komme en eneste, hvis prisen i Jylland var den samme som i KBH. Jeg ville også blive mistænkt for at have alt for høje tanker om mig selv og min kunnen, og arrogance og mangel på at sætte sit lys ind under den der skæppe har nu altid været negative karaktertræk vest for Lillebælt. Så bliver vi hellere væk.

Men der er dog en ting, der er fuldstændig uforandret ligegyldigt hvor man er i landet. Den allerbedste reklame er den, der foregår fra mund til mund! Jeg kunne så bare håbe på, at folk snakkede sammen i lidt bedre tid i forvejen. Men de skal selvfølgelig også lige tjekke vejret…

Måske skulle jeg skrive i annoncerne, at vejr mest fordelagtigt tjekkes på TV2. De er erfaringsmæssigt en hel del mere optimistiske end yr!

Continue Reading

Om havet omkring Danmark.

Når vi nu alligevel, i alt fald indtil videre, er henvist til at (gen)finde og (gen)opleve fædrelandets lyksaligheder og måske især indbyggede forskelligheder, så vil jeg faktisk foreslå en cross country mellem de have, der omgiver Jylland. Det er Danmark i al sin storslåede variation.

Når man er på sommerhus-nybyggeri-jagt, så må man rundt i landet og se udstillingshuse. Forleden var det så i Skallerup Klit, der stod et hus til fremvisning.

Egentlig havde jeg ikke tænkt sønderligt over vejret, da vi kørte hjemmefra. Men da vi efter fremvisning kørte til Lønstrup, fik vi lige al vejret i hovedet. I al sin styrke. Lønstrup er et af mine favoritsteder. På sin egen vilde måde er det et sted, hvor naturen råder, og hvor alting ligesom defineres ud fra, hvordan vejret lige har tænkt sig at opføre sig. Her er en behagelig mangel på den tivolisering, der ellers de senere år er blevet så smagløst fremherskende i mange af vores feriebyer, eller, sagt med andre ord, her lugter mere af Vesterhav end af pommes frites og pizza med ananas.

Og det blæste. Sådan en strid vind, der i alt fald gjorde fysisk selvopretholdelse for folk af min størrelse en smule kompliceret. Ligesom mænd ikke bør tisse mod vinden, bør kvinden med min fysik heller ikke forsøge at gå op imod den. Det giver tilbageslag. Selve havet var også vredt. Nærmest arrigt. Skummende, frådende og ren natur. Når man står der midt i det hele (i alt fald prøver på at stå), så overvældes man af alle de kræfter. Af storheden, af storslåetheden–og af sin egen lidenhed overfor en natur, der tydeligt gennem årene har sat sit uforlignelige præg på landskabet. Herude fortærer havet ikke blot land, huse og kirker. Det har gennem årene også haft adskillige menneskeliv på samvittigheden. Det er i al sin kraft bestemmende for, hvordan livet leves. Og det er dybt fascinerende. Man føler sig så lille, så prisgivet–og så godt og grundigt gennemblæst.

Da vi kom hjem til huset ved Kattegat, gik vi en tur. Ned til havet, selvfølgelig. Det var nærmest havblik. Hvor Vesterhavet buldrede derudaf, var Kattegat på samme dag og kun en god times tid senere i sit milde lune. Her vuggede fuglene trygt på de nærmest usynlige krusninger, og de ældgamle fyrretræsplantager helt ned til strandkanten duvede ikke det mindste i vinden. Ovre på den anden side af Jylland har de ikke den slags plantager så kystnært. De flyver væk. Og det skal være nærmest brandstorm, for at jeg flyver væk. Den slags bruger vi ikke ved Kattegat. Nok spiser naturen vores land, og nok forandres den hele tiden af havets luner, men indtil videre har vi, så vidt jeg ved, ikke specifikt underskud på hverken kirke- eller husfronten, og store forlis skal man lede længe efter. Selvfølgelig er der drukneulykker, men det er, og nu bliver jeg fordomsfuld, nu nok mest tyskere fra Hamburg og opland.

Det er fantastisk, at man på ganske kort tid og i vores minimale land kan bevæge sig fra så forskellig natur, så forskelligartet vegetation og så variabel en styrke på havenes vrede. Eller mildhed. Det er det vilde vest og det milde øst i al sin magt, vælde, blidhed og tilforladelighed.

Så hvis man fejlagtigt keder sig på forhånd over, hvad havet omkring Danmark byder på, så prøv at tage en cross country. Det kan man, i alt fald i Jylland, gøre hele vejen ned ad landet, indtil man rammer Vadehavet. Som jo faktisk også har sin helt egen særegne charme. På med den vindtætte og den fysiske selvopretholdelse derude vestpå og af med det hele igen ved østkystens havblik. Samme dag.

Continue Reading

Om påskelandet.

Jeg har aldrig i mit liv set så mange mennesker herude i min lille ferieby. Det vrimler. Der er biler ved snart sagt hvert eneste hus, stranden minder lidt om højsæsonstrængsel på de varme sommerdage, og i Brugsen har de tre kasser åbne for at klare køerne. Det har de ellers kun i juli. Der er også pænt gang i afsætning af overskudsvarer, så loppemarkederne hænger på snart sagt hvert eneste gadehjørne. Selv damen, som sælger æg og friske grøntsager, er så populær, at hun i går måtte tage en kunde i akut kolesterolunderskud med ind i selve hønsegården for, om muligt, at lokalisere nylagte æg under hønsene. Der var ikke flere i vejboden, og det plejer der nu altid at være frem til sidst i juni, hvor vi mangeårige gæster godt ved, at man ellers skal komme før 8, hvis man vil have æg.

Det er heller ikke kun nordjysk, som plejer at være påskelingoen, der dominerer. Man kan endda møde mennesker med tydelig københavnsk udtale på stranden, og en enkelt fynbo eller to har også forvildet sig hertil. Det er absolut ikke normen. Men selvfølgelig fungerer de i år som en erstatning for det der sprog fra syd for grænsen, som i påsken og meget af sommeren plejer at være den mest dominerende sprogstamme. I år er der ingen, der taler tysk. Selv om jeg godt nok i går fandt et fæstningsværk med tydelige tyske rødder på stranden–altså en af de gigamodeller, som tyskerne er så overvældende begejstrede for at konstruere i dansk sand–så må man nok gå ud fra, at vi her har at gøre med en dansk copycat. En, der har været i fæstnings-konstruktionslære syd for grænsen.

Der holdes påske til max. i det danske påskeland. Det er udlejernes drømmepåske, og i næste uge vil man sikkert se dem gå grinende i banken i en lang, lang kø. De huse, der ikke er beboede, fordi de er til salg, rives sikkert væk hen over påsken, så har man et shitskur på en ussel grund, er det da bare lige nu, man skal afsætte sit såkaldte håndværkertilbud. I løbet af vinteren er mange af de gamle kæmper–altså dem, der sikkert i årevis har været holdt sammen af gaffatape og gode minder– faldet for bulldozernes hærgende kløer, så overalt bygges der. Både fra grunden og til og i højden. Der er grøde i det danske påskeland. Der bliver i den grad indad vundet, hvad udad lige nu er tabt ved samtlige landegrænser.

Men man kan da også godt se, at mange forældre er kommet lidt på arbejde omkring at vaccinere deres unger med det danske påskelands lyksaligheder. Det er vel også begrænset, hvor længe man kan frydes over en halvkold badebro og et fiskenet i isnende vand. Jeg spekulerer på, om de unger ikke, trods alt, ville have haft en varm swimmingpool i 30 grader i stedet for vildtvoksende lyng og tang. Meget tang. Men de er tapre, de små, i deres flyverdragter, selv om jeg nok tvivler lidt på, om vi virkelig har fået dem til at tro fuldt og fast på Danmark dejligst. Især i påsken!

Det er selvfølgelig godt, at et stort antal mennesker bliver presset ud i at erkende, at deres eget land også har store værdier. Selv Jylland. Men det erstatter jo altså desværre ikke, at der kommer til en mangle gigaindtægter fra udenlandske turister, hvis dette bliver ved. Danskerne selv kan ikke alene opveje de indtægter bare ved at blive hjemme. Så snildt fungerer det desværre ikke.

Men sikke da et påskeland. Det er jo lige før, man ikke kan sparke sig frem i vrimlen herude…

Continue Reading

Om alle de andre.

På mine daglige, vandrende ekspeditioner kommer jeg ofte forbi Røde Kors. I en stor, grim industribygning ligger genbrugsbutikken deroppe forladt, mørk og absolut afdød. Jeg synes, jeg næsten kan se støvet og u-købtheden vokse dag for dag på stilmøblerne, malerierne af grædende, men i alt fald søde, børn og alle de spændende dimser og dutter, jeg brænder indvendigt efter igen at rode i. Der er ingen, der handler brugt for tiden. Ingen, der giver penge til den slags velgørenhed. I alt fald i butikkerne.

I den sidste ende må det betyde kolossalt meget. Altså den ende, der praktisk står for at hjælpe mennesker, der har brug for hjælp. Det gælder ikke blot indenfor vores lands ofte privilegerede grænser, men også ude i verden, hvor hjælpen er så meget mere nødvendig. Der er mennesker derude, der lider umådeligt under coronaen. Ikke fordi, de har fået sygdommen som sådan, men fordi sygdommen betyder, at hjælpen ikke kan nå frem.

Når jeg går forbi Røde Kors, så vandrer mine tanker altid og helt af sig selv på verdensturne. Først tænker jeg selvfølgelig på det allermest nære. Det gør man jo, det er tankernes indbyggede orden. På, hvad der mon er blevet af min vrantne chauffør, Andy fra Glasgow, som godt nok er en mand af få ord, men som er eminent til at passe tid og kørsel. Jeg troede aldrig, jeg sådan frivilligt ville indlemme ham i mine tanker, men jeg er faktisk nået dertil, hvor jeg savner hans fåmælthed og vedvarende insisteren på, at Brexit er af det gode. Jeg kommer også rundt til alle de fuldstændigt utidssvarende, åbenlyst renoveringskrævende højlandhoteller–dem med de skotskternede gulvtæpper–og frygter, at de ikke har overlevet. De har jo ikke haft en jordisk, økonomisk chance for at bruge coronaen til make-overs, for hvor skulle de få pengene fra? De tjente dem jo på os, og vi har ikke været der. Sådan et hotel kan, oppe i de små, afsidesliggende landsbyer, holde det meste af en befolkning i arbejde. Og nu er der bare ingenting.

Men hver gang ender jeg på et bestemt hotel. Et sted, jeg aldrig nogensinde glemmer. Som er mejslet ind i mig, selv om jeg faktisk kun har været der i 2 nætter. Det var oppe i Golanhøjderne, i en lille, forslidt landsby af den slags, hvor plastikken blomstrede. I Jordan er det nemlig sådan, at mængden af plastikaffald er direkte proportionelt med fattigdommen. Der var ellers ufatteligt smukt naturmæssigt, med varme kilder og den slags vegetation, man kun ser i oaser i ørkenen. Sådan, overvældende. Der var så det her hotel, som lå ud til nogle kilder, og som tilsyneladende ikke havde haft gæster i noget, der lignede adskillige år. Ikke, at der var noget i vejen med hotellet, slet ikke, men krigen i Syrien har ødelagt enhver form for turisme i de egne, og de, der er blevet tilbage i landsbyerne, er der ikke af egen vilje. De har bare ikke haft noget valg. Men på det hotel diskede de op med en middag for os 9 gæster, som overgik alt, hvad jeg nogensinde har oplevet før. Den var af en kaliber, så man nærmest følte sig flov over mængden af mad, af kaliberen på fantasifulde pyntninger og udsøgte serveringer og–især, at fattigdommen lige udenfor var så overvældende, at det virkede svinsk at sidde der og svælge i lækkerbidskner. Der var da også enorme mængder tilbage, da vi havde spist.

Det var så der, jeg sad på min altan og nød synet ud over de varme kilder og oasen. Og sådan, lidt efter lidt, strømmede landsbyens beboere til hotellets bagindgang, alle bærende på store plastikspande. Gradvist gik det op for mig, at de simpelthen havde lavet al den mad, fordi de på den måde havde en undskyldning, en grund, og en økonomi til for en gangs skyld at bespise alle. Der må have været madfest deroppe i Golanhøjderne den aften. Som de må have nydt, at der kom en lille flok udlændinge og lagde nogle hårdt tiltrængte penge. Der har nok ikke været fest siden. Der har nok heller ikke været så meget mad siden.

Når jeg går forbi Røde Kors i dag, for det gør jeg vel, så tror jeg, at jeg ender et andet sted. Nemlig i Myanmar, hvis i forvejen undertrykte befolkning lige er blevet udsat for et skræmmende militærkup. Så ser jeg for mig, hvordan jeg i sin tid købte underligheder af små familiedrevne værksteder, fordi enhver ved første blik kunne se, at hvis de ikke gjorde, så ville de små piger nok skulle arbejde endnu hårdere eller måske gå flere dage uden ret megen mad.

Der er folk derude, der lider. De lider ikke bare, fordi Røde Kors er på midlertidigt lockdown, selv om det selvfølgelig også er en medvirkende årsag. De lider endnu mere, fordi vi ikke er der. Fordi vi ikke kommer forbi og lægger vores hårdt nødvendige penge til noget så basalt som mad.

Det er muligt, Andy klarer sig. Han vranter sig vel igennem som lastbilchauffør til en løn, der er væsentlig mindre end den, man får for at køre med turister. Højlandhotellerne er sikkert forvandlet til gotiske spøgelsesslotte i hurtigt forfald med revner i de skotskternede gulvtæpper, mens de tre souvenirbutikker, der plejede at være i sådan en landsby, er helt og aldeles afgået ved døden. Om folkene dernede i Golan får noget at spise, i alt fald nok at spise, er en helt anden historie. De står sikkert magtesløse i al deres plastik og spejder efter en turistbus, der aldrig kommer. Og i Myanmar tør jeg slet ikke tænke på, hvad der sker.

Selvfølgelig kan man donere uden at købe dimser i Røde Kors. Det kræver bare en lidt større indsats og målbevidsthed. Samt at huske at gøre det. Måske skal man lige minde sig selv om det, når man passerer en spøgelsesforretning med slukkede lys, der i sidste ende kan betyde overlevelse for alle dem derude.

Continue Reading
1 2 3 37